Med livet i rygsækken

Pludselig befandt jeg mig ude foran en lejlighedsdør. Navnet på døren stemte overens med navnet på jamaicaneren, der havde præsenteret sig for mig få dage forinden ude foran det lokale pizzeria. Med en meget forsigtig hånd ringede jeg på lejlighedstelefonen. Blodet piblede ud ad læben, og det, som plejede at være VORES hunde, stod nu trofast på hver sin side af MIG, fastbundet med en nylonstrømpe som snor, ved siden af en overfyldt Nettopose. Jeg havde taget dem med mig. Han kunne tage alt andet, men ikke dem. Jeg bankede stille på døren, da den gæstfrie jamaicaner åbnede op, gned sine øjne og lukkede mig ind i sin lejlighed. Han sagde ikke meget, men det var heller ikke nødvendigt. Klokken havde passeret midnat, og sporene på min krop var ikke til at tage fejl af. Det samme var fortvivlelsen i mine øjne ej heller. Jeg var udmattet og forstod ikke, hvordan jeg var endt her.
  Jeg huskede svagt den livsglade og ambitiøse pige, som i en alder af 15 år anskaffede sig en lejlighed i hjertet af Aalborg – klar til at indtage verden. Familien selv boede i en lille udkantsby på Djursland, men livet i en større by trak i mig. Tanken om den hjemlige duft af aftensmad på komfuret og den rungende lyd af vaskemaskinens konstante larm gav et lille smil på læben. Men gården, som plejede at være fyldt til randen med børn og liv, virkede pludselig fjern. Ensomhedens klang gav genlyd rummets fire hjørner. Jeg havde en følelse af, at det næsten var muligt at gribe ud efter den. Øjnene, som plejede at smile, var dækket af sorte rander og et fraværende slør af hash. Jeg havde mistet grebet og mærkede for første gang ensomheden i fuldt flor.
  Den aften, før jamaicaneren lukkede mig ind, kulminerede det hele. Jeg måtte væk. Desperat og lammet tog jeg ikke kampen op med ham. Alt jeg hørte var smadrede glas inde i lejligheden og min kærestes trusler og højlydte råb. Straks fór han ud ad døren og efterlod med mig med ordene: “Det skal nok blive træls for dig, tro mig!”, idet han strøg ud med min hvide mappe under armen. Mappen, hvori alle mine identifikationspapirer lå, ALLE. Naiv og træt råbte jeg: “Ta’ du dem bare, det er jo Danmark det her”. Jeg ville ønske, at jeg havde slugt mine ord. Jeg havde lagt alt min tillid i en mand, som jeg – i mit naive barnehjerte – troede var den eneste ene. Jeg elskede ham, men jeg vidste, at jeg måtte finde en anden måde at leve mit liv på. Da jeg vågnede op, lå regningerne tilbage i postkassen med MIT navn på konvolutten. Vores gamle lejlighed, som jeg godtroende havde skrevet under på, skulle nu betales, men han var ingen steder at se. 40.000 kr. i indskudslån og 8.000 i el skulle tilbagebetales. Jeg var lige fyldt 18.
  Jeg blev hos jamaicaneren og hans lillebror i et par uger og fortalte hverken venner eller familie om situationen. Døren til barndomshjemmet stod altid åben, det vidste jeg. Men jeg vidste også, at denne kamp var min kamp. Ikke min families, men min. Selvstændighedens ild havde brændt sig fast, og jeg skulle hæfte for opkrævningerne. Rykkerne på ubetalte regninger væltede ind ad brevsprækken, men hos jamaicaneren havde jeg et helle. Der var en helt anden form for ro. Ingen regninger, hus eller ansvar. I hvert fald for en stund.
  Men i livet er der ingen nem vej udenom. Kreditorerne ville formentlig ikke give op på at få deres penge retur. Jeg kunne ikke undslippe mig den virkelighed, som langsomt indhentede mig. De ubetalte regninger skulle tilbagebetales, mine manglende identifikationspapirer skulle genskabes, og jeg skulle genvinde kontrollen over mit liv og mig. Jeg ringede kort tid efter til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til min daværende kærestes lille forsvindingsnummer med mine papirer. Svaret dertil lød pragmatisk og kortfattet: ”Vi kan anmelde det som en tyverisag, men vi vil foreslå, at du i stedet for får lavet nogle nye papirer, da han formentlig ikke er i besiddelse af dem længere”. Det lød på mange måder ligetil; vi befinder os jo trods alt i Danmark, tænkte jeg igen. Politiet blev desuden nødt til at lukke mine konti af hensyn til sikkerhed, som led i en standardprocedure, sagde de. De identifikationspapirer, som jeg netop havde meldt stjålet, skulle nu bruges til at genåbne mine konti. Det lød knap så lige til.
  Intetanende og fortrøstningsfuld susede jeg ned til borgerservice, manøvrede mig vej gennem to svingdøre, trak et nummer, ventede i køen, ventede… og ventede lidt længere. I min iver efter at få udleveret et NemID, genåbne mine konti og få adgang til min data, fortalte jeg minutiøst historien fra begyndelsen. Damen på den anden side af skranken virkede tom i blikket. Øjenæblerne gav genskin i den glasplade, som adskilte os. Jeg fortsatte med at forklare, hvordan min daværende kæreste havde taget alle mine identifikationspapirer, og spurgte, om hun havde mulighed for at hjælpe mig med at få lavet nogle nye. Jeg så ind i hendes beherskede blik med mine bedende øjne. Hun fortrak ikke en mine, men svarede blot retorisk på mit spørgsmål: ”Må jeg se noget ID?”
  Jeg kiggede forvirret op. Jeg havde lige forklaret hende, at jeg har fået stjålet mit ID. Jeg gentog min problemstilling og sagde lavmælt: ”Du må forstå, at jeg ikke har noget ID. Min ekskæreste tog det med sig, da vi gik fra hinanden”. Hun smilte mekanisk og sendte mig videre til næste kommunale dør. I næste rum blev jeg sendt videre til banken, som sendte mig videre til kirkekontoret. På døren til kirkekontoret stod der, at de havde lukket på ubestemt tid på grund af Covid-19 situationen.
  Der stod jeg tilbage med afslag fra kommunen, et afslag fra politiet, et afslag fra banken, et lukket kirkekontor og en gæld, som JEG hæftede for ene og alene. Jeg så ingen anden mulighed end at opsige alle faste udgifter, ALLE. Desto hurtigere jeg kunne betale gælden af, desto hurtigere kunne jeg genvinde kontrollen. Planen var fire måneder. Fire måneder til at tilbagebetale hele gælden og genvinde kontrollen over mit navn og mit liv.
  Efter et par uger blev det for trangt hos jamaicaneren. Han introducerede mig for et internationalt kollektiv, som lå på den anden side af Limfjordsbroen. Nærmere Lindholm Brygge. Disse mennesker husede allerede flere uden en folkeregisteradresse. De var usandsynlig gæstfrie for alle, som havde interesse i at deltage i fællesskabet. 8-10 mennesker boede på 40 kvadratmeter, uden faste sovepladser, men efter først til mølle-princippet. Det var liv og glade dage. Devisen ’én dag ad gangen’ blev på én og samme gang mit mantra. De andre unge i kollektivet syntes at leve efter samme devise. De lod mig flytte ind. Ind i en struktur, som var blevet etableret, så alle kunne bidrage til fællesskabet. 1. Generation, hvori jeg indgik, havde til opgave at passe vores skole. 2. Generation stod for huslige opgaver. 3. Generation skulle betale regningerne og få tingene til at køre. Opdelingen virkede på papiret og til dels i virkeligheden. Egentlig virkede hierarkiet bedst, når en joint skulle gå på omgang. Men hjertevarmen var aldrig til at tage fejl af. Store som små og unge som gamle var altid velkomne. João, som udgjorde den anden halvdel af 1. generationsklassificeringen, spurgte mig, om vi ikke skulle starte på International Baccalaureate, som er en 2-årig international gymnasial uddannelse. Jeg havde en smule vanskeligheder ved engelsk på daværende tidspunkt, men João forsikrede mig om at hjælpe med lektierne, hvis jeg startede med ham. Jeg tog chancen og startede på IB i foråret 2020. João gav mig desuden lov til at bruge sin konto, så jeg løbende kunne betale min gæld af.
  Efter skole lagde jeg ofte vejen forbi borgerservice og forsøgte gang på gang at få udleveret et NemID. De sendte mig gang på gang videre til næste dør, som sendte mig hjem med beskeden om, at jeg manglede et ID-kort. Hver anden uge lagde jeg vejen forbi, og hver anden uge fik jeg samme besked: ”Du kan kun få udleveret et NemID, hvis du kan fremvise identifikationspapirer på, at disse konti tilhører dig”. Kirkekontoret havde fortsat lukket på grund af pandemien, så heller ikke de kunne hjælpe. Ruten blev hurtig genkendelig. Jeg gik fra den ene store kommunale bygning til den anden, forbi en lukket dør på kirkekontoret, videre til banken og hjem igen. Tomhændet. Alt imens forsøgte jeg at jonglere mellem gymnasie, kollektivet og forskellige jobs, så jeg kunne betale VORES gæld af, som stod i mit navn, og derfor på papiret blev kategoriseret som MIN.
  Efter et par måneder tog jeg valget om at flytte ud af kollektivet. Hjertet var fyldt op af varme og glæde, men min krop havde brug for en kende mere struktur. Faste måltider og mere eller mindre faste sengetider. Uden fast bopæl sov jeg på sofaer hos venner og bekendte og hjalp til med huslige pligter i gengæld. Gælden blev langsomt tilbagebetalt med pengene fra jobbet hos det lokale pizzeria og lange aftener på værtshuset Buffalo. Jeg forsøgte at passe skolen efter bedste evne og gav en hånd med, hvor der var brug for det. Om aftenen hoppede jeg fra sofa til sofa og til trods for, at jeg var afhængig af andres gæstfrihed, så følte jeg mere fri end nogensinde før – ingen regninger, forpligtelser eller faste fire vægge. Bare et ansvar for mig, to små hunde, én lille taske og et nærliggende depotrum, hvor jeg havde flyttet alle mine ting hen. I folkemunde lyder betegnelsen ”hjemløs” ikke ligefrem som noget, der klinger på det frie valg og selvstændighed, men ikke desto mindre var det sådan, jeg følte det. Jeg følte mig mere fri end nogensinde før. Jeg tog et valg, som skulle gavne mig på sigt: at løsrive mig fra den situation, som jeg var havnet i. Jeg havde skrevet under på nogle papirer, som gældsatte mig, givetvist fordi jeg var naiv, men ikke desto mindre var det en kamp, som jeg måtte tage op.
  Dagene gik, og det samme gjorde jeg – hen til kommunen, videre til næste kommunale dør, videre til banken og hjem igen. Uden et NemID, men med et retorisk svar om, at de ikke kunne hjælpe mig, medmindre jeg havde mine identifikationspapirer. Sætningen satte sig fast, og jeg kunne hverken gøre til eller fra. Jeg forsøgte at fremlægge min sag igen og igen og igen, men intet nyttede det. Damen på den anden side af skranken, med den sorte skjortebluse og det dybe suk, var tydeligvis lige så træt af mine utallige forsøg på at tale min sag, som jeg var af hendes indøvede svar. Jeg kunne se bolden, men jeg kunne ikke nå den. Jeg kunne heller ikke få nogen til at række bolden til mig. De måtte ikke, sagde de. Det stod i deres arbejdsbeskrivelse, sagde de. Jeg skulle desuden have en folkeregisteradresse, inden vi kunne komme videre, sagde de. Jeg sagde, at det krævede et NemID. Og det kan du ikke få uden ID, sagde de. Og så stod vi der… 

En eftermiddag tikkede en mail ind. Jeg skulle genansøge om min SU. Den sang, som kommunen gang på gang havde sunget for mig, var efterhånden blevet min sang. Jeg ville ønske, at min sang havde en smule mere genklang, men den lød mere og mere hul. SU var betinget af et NemID. Et NemID, som jeg hverken havde eller kunne få udleveret. Til trods for, at jeg havde lært samtlige smutveje til kommunens lokaler, forsøgt talvise gange at få adgang til mine konti, min e-boks og mine papirer, boet på må og få i syv måneder. Min krop og mit sind var udmattet. Jeg var udmattet. Luften var krystalklar på min vanlige tur hen til borgerservice. Mit spejlbillede var sløret i butiksvinduerne. Selvom jeg blinkede mine øjne våde, blev billedet ikke skarpere. Jeg følte mig omtumlet og manglede et sted at gribe fat. Én at gribe fat i. Det føltes som frit fald. Jeg havde længe forsøgt at klynge mig til idéen om, at der måtte være hjælp at hente. Jeg skulle have et NemID. Det kunne ikke vente længere. Jeg kunne ikke vente længere. Mine ben føltes tunge som bly, og jeg ænsede knap nok de forbipasserende. Jeg forsøgte at holde blikket stift rettet mod fortovet, selvom det flakkede i vilden sky. Det var koldt. Juleudsmykningen lyste gaderne op, men alt, jeg så, var genskær. Genskær fra de kulørte lamper, som forbandt gaderne. Vejen derhen føltes uendelig lang. Jeg satte langsomt én fod foran den anden og tog et skridt ad gangen. Da jeg nåede borgerservice og slog blikket op, sad damen bag skranken med det opgivende blik foran mig. Hun havde udskiftet den sorte skjortebluse med en mørkeblå og sad med sin faste grimasse. Hun spurgte mig retorisk: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jeg blev slået tilbage. Jeg havde gennem de seneste syv måneder været forbi borgerservice hver anden uge. Hver gang skulle jeg forklare min situation forfra. Hver gang sad jeg indædt tilbage med et ønske om, at jeg havde slugt de ord, som jeg havde sendt min daværende kæreste afsted med. Danmark var ikke det Danmark, som jeg troede, at jeg kendte så godt. I Danmark er jeg født. Der har jeg hjemme. Der har jeg rod, og derfra min verden går, troede jeg. Alt det var blevet taget fra mig. Jeg var intet på papiret, fordi jeg ikke havde noget papir. De behandlede min sag forfra igen og igen. Denne gang nåede vi lige akkurat til spørgsmålet om identifikationspapirer, inden hun sammenbidt fortalte mig, hvordan hun ikke havde mulighed for at hjælpe med at gendanne mit ID uden at se mit ID. Jeg forsøgte mig igen, men det føltes som om, at vi ikke talte samme sprog. Hun talte i paragraffer, jeg i erfaringer.
  Jeg kunne ikke holde frustrationen tilbage. Vreden spredte sig i kroppen. Jeg forlod bygningen og fortsatte min vej i retning mod banken. Jeg nåede kun lige ind gennem svingdøren i hovedindgangen, før en tåre lod sig trille ned ad kinden på mig. Jeg forsøgte at tage en dyb indånding, men frustrationerne boblede i mig. Jeg forsøgte at fremstamme et råb om hjælp, men jeg kunne ikke holde tårerne inde. Hele banken frøs med ét. Jeg var blevet til et nervevrag, der stod midt i banken. Jeg kunne ikke rumme mere, og ænsede knap nok de mennesker, som omringede mig. Jagten på et NemID hang over mig som en forbandelse, som jeg ikke kunne bryde. Tårerne var blevet til gråd, idet en medarbejder i banken udbrød pludselig, “Silke, dig kan jeg godt huske”. Med en behersket stemmeføring forsøgte hun at tale mig til ro. Hun satte sig roligt og spurgte ind til mine oplevelser. Hun ville sågar følge med mig ned på borgerservice og identificere mig, således damen bag skranken ville underskrive min SU-anmodning og udlevere et NemID. En håndsrækning. Jeg fortalte om mine oplevelser og oplevede, at hun blev harm på mine vegne. Paragrafferne var blevet altoverskyggende, og jeg var fanget lige midt i dem. Vi var nået hen til de to svingdøre. Bankdamen vadede direkte hen til skranken og holdte et bestemt og målrettet blik igennem glaspladen. Hun fremlagde sine argumenter. Jeg blev lille, meget lille. Damen bag skranken gjorde det samme, og efter en lettere ophævet diskussion lykkedes det at få damen bag skranken til at underskrive SU-anmodningen for mig. Bankdamen kunne åbenbart både tale i paragraffer og i erfaringer.
  Den 21. dec. 2020 oprettede banken et nyt NemID til mig. Syv måneder tog det, syv måneder at tilbagebetale hele gælden, stå med plus på kontoen og skrive under på en ny lejlighed. Og mit nye pas, ja, det ved kun jeg, hvor er henne. 

Møder du mig i dag, vil du møde en mand, der er nydeligt klædt, veltalende og ambitiøs. Sådan tilskrev statistikkerne ikke, at jeg ville blive. Jeg kommer fra det Danmark, hvor misbrugere og biedermeieridyl mødes, hvor havenisser og ligusterhække står omgivet af huse i forfald, hvor status kommer af at være mere skruppelløs end naboen. Jeg kommer fra et skolesystem, der havde mere travlt med at forklare, hvor dum og uduelig jeg var, frem for at styrke mine faglige kompetencer.
  Jeg er 27 år, halvdelen af dem, jeg kendte under min opvækst, er døde af stoffer, sygdom eller selvmord. Der, hvor jeg kommer fra, lærer man ikke værdien i en velformuleret sætning. Der, hvor jeg kommer fra, er det et privilegie at drømme om at blive til noget.

En aftale er en aftale 

Min historie begynder, da jeg er 23 år. Jeg flytter ud på en gård i det sydfynske. Her bor jeg sammen med min mor, søster, hendes børn og min hund Basse - en godmodig Berner Sennen, som har været ved min side, siden han var en pjusket hvalp. Det er en dejlig, stor gård med plads til tre familier. Vi har ikke boet der længe, men en dag udvikler en misforståelse sig til en større konflikt. Jeg vil ikke gå i detaljer om konflikten, men den drejer sig om min nevø og Basse. Min søster sidder i kørestol, og systemet, der aflaster hende, truer med at tvangsfjerne hendes børn og aflive Basse, hvis ikke han og jeg forlader gården inden for 24 timer. Fra det ene øjeblik til det andet bliver hele min verden og eksistensgrundlag revet væk under mig. Fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg hjemløs. Dagen efter skal Eminem spille på Orange Scene; en koncert jeg har ventet på, siden jeg var barn. Billetterne har ligget trygt i en skuffe i et halvt år. Selvom jeg står uden tag over hovedet, anser jeg det ikke som en mulighed at aflyse. Jeg afleverer Basse hos min mors ekskæreste. Det kræver store overtagelsesevner, for han må ikke have dyr i lejlighedskomplekset. Jeg siger farvel til Basse, der bliver trist over, at jeg går. ”Vi ses, Basse,” siger jeg. ”Far kommer hjem igen, pas på dig selv.” Jeg træder ud ad lejligheden. Opgangen lugter af rengøringsmidler, krydret mad og pis. Ud ad døren lyder det: ”Kom snart tilbage, Jonas! Han må slet ikke være her!! Forstår du det!?” Jeg hører ordene, men mærker ikke, hvor ondt de gør; jeg er stum indeni. Jeg står i problemer til halsen. Alle dem, jeg kender, der altid har lovet at være der for mig, svigter, eller deres hjælp kommer med en pris.
  Jeg kører fra Svendborg og ned til Lolland, hvor jeg skal mødes med min far. Jeg har inviteret ham med til koncerten og har glædet mig til at dele oplevelsen med ham. Han modtager mig i sin indkørsel med et smil på læben og sin campingvogn hægtet bag på bilen. Stemningen er høj, mens vi kører; den ene CD bliver spillet efter den anden, men jeg er ikke rigtig til stede – mine tanker er på min situation. Efter en times kørsel spørger min far: ”Hvordan står det til derhjemme?” Jeg er bange for at ødelægge stemningen, bange for at blive mødt af hånlige bemærkninger om, hvor stor en fiasko og taber jeg er, hvis jeg siger tingene, som de er. Jeg er desperat nok til at fremtrylle en løgn, men i sidste sekund vælger jeg at fortælle sandheden.
  Min far lytter stille; jeg mærker ham være til stede. ”Hmm,” lyder det fra førersædet. Han fortsætter: ”Det skal nok gå, Jonas. Du skal nok nå langt i livet… meen... hvad har du tænkt dig at gøre?”
  ”Jeg har en opsparing på 5.000 kr. Jeg tænkte på at finde en campingvogn,” svarer jeg.
  ”Denne glimrende dame, som slingrer agterud, er netop kommet til salg for 5.000 kr.,” udbryder han med et smil.
  Jeg køber vognen ubeset og er definitionen på en elendig forhandler. For uden at tænke nærmere over det, koster vognen præcis det, jeg ejer og har. Det var en nem løsning, og i desperate stunder har nemme løsninger det med at finde én. Jeg har siden tænkt, at det var godt, at jeg ikke havde flere penge på lommen. For så ville den have kostet dét mere, sådan er mentaliteten. Ligegyldigt hvor meget kapital du har, vil det altid koste det, du har. I det miljø, jeg er vokset op i, narrer alle hinanden, og alle ved det.
  Til koncerten står jeg blandt 130.000 mennesker, stemningen sitrer af glæde, spænding og begejstring. Den såkaldte Orange Feeling er i blomstring. Alt sammen observerer jeg som en usynlig beskuer. Eminem gør entre på scenen. Folk er vilde. De første beats slår an. Han beviser, hvorfor han er rappens ubestridte konge. Der står jeg, 25 meter fra scenekanten med frit udsyn til hele showet, og intet af det kan jeg føle indeni. Jeg er lammet af alt det kaos, der er sket de seneste dage. Resten af Roskilde ligger jeg alene og sover i campingvognen. For mig er der ikke mere at opleve på Roskilde, og jeg vil bare hjem og få styr på mit liv. 

Campingpladsen, HF og hjemløs 

Jeg kører tilbage til Fyn med campingvognen bag på bilen. Jeg ringer til den ene campingplads efter den anden. Alle afviser mig. Enten må jeg ikke have Basse der, eller også kan jeg ikke være der om vinteren. Den femte campingplads, jeg ringer til, er Carlsberg Camping på Tåsinge. Campingfatter Steen tager telefonen. Jeg forklarer min situation, og at jeg ikke har ret mange penge. ”Du virker som en flink ung mand, vi ser på det, når du kommer og finder en løsning,” svarer han venligt. Vi finder en plads til campingvognen. Da den kommer på plads, kører jeg til Svendborg for at hente Basse. I det jeg åbner lejlighedsdøren, bliver han så glad for at se mig, at han kaster sig på gulvet og vil nusses på maven. Vi kører sammen ud til det nye sted, hvor vi nu skal bo.
  Basse hopper ind i campingvognen, da vi ankommer. Den er 10 m2, og 8 af dem er indrettet med en dobbeltseng, et køkken, et klædeskab, et badeværelse og en sofagruppe. Jeg lægger Basses tæppe på den gulvplads, der er. Han accepterer det og ligner en hund, der altid har boet i en campingvogn. Jeg giver Basse mad og vand. Jeg er sulten, men lægger mig i sengen. Der er endnu ikke tilsluttet strøm; der kommer kun lys ude fra de andre vogne, når mørket falder på. Basse kommer hen til mig og slikker mig på kinden. Det plejer han aldrig at gøre, altid på armen eller benet, men ikke i ansigtet. ”Det skal nok gå, Basse. Dig og mig. Vi skal nok klare den.”
  Mine naboer er venlige og hjælper mig med alt det, de har erfaret aflivet som campister, selvom de selv er i forfald. De viser mig, hvordan man slår fortelt op, stormsikrer det og bygger gulv på ujævnt terræn. De lærer fra sig, altid med en øl i hånden; de har ingen struktur, ting sker, når de sker, og tiden flyder ud. Jeg starter på HF.
  Efteråret begynder, vinteren kommer snart. Det viser sig, at fyret i campingvognen ikke virker, selvom der blev givet hånd på det. Det vil koste 30.000 kr. at reparere fyret. Jeg har ikke råd til at lave det eller til at have en anden varmekilde tændt. Jeg ringer til min far for at høre, om han kender noget til fyret, og om han vil hjælpe med at få det til at virke. ”Jonas. Du må klare dig selv,” siger han og smæk ker røret på.
  Min krop er begyndt at vænne sig til livet udenfor. Basse har heldigvis en tyk pels, han fryser ikke.
  Det er rart at være til undervisning, for klasselokalerne er lune. Men pauserne er hårde. Det er svært at relatere til et almindeligt ungdomsliv med fester, kollegieliv eller et værelse hos mor og far. Når jeg siger noget ærligt om mig selv og mit liv, bliver jeg mødt med mistro.
  Den faglige del af uddannelsen er ikke bedre. Der kommer flere skriftlige afleveringer, og når kritikken kommer tilbage, forstår jeg ikke, hvad lærerne siger. Jeg forstår ikke, hvad de mener, når analysen skal være mere dybdegående, eller diskussionen er unuanceret. Jeg kommer fra en verden, hvor diskussioner fører til slagsmål, og kildehenvisninger er det samme som at være stikker. 

TV2 og starten på noget stort

En dag banker det på forteltet. Det er en af de dage, hvor jeg ikke vil tale med nogen. Det er campingfatter og to journalister fra TV2, der er ved at finde deltagere til et nyt program. De spørger, om de må komme ind og stille et par spørgsmål om at bo på camping. Jeg tænker, at det kommer ikke til at ske, mit liv rager ikke nogen, men jeg hører mig selv sige: ”Ja, selvfølgelig, kom indenfor.”
  Vi sætter os i forteltet. De virker flinke, men jeg er opdraget til, at man ikke kan stole på nogen og aldrig skal sige noget, der kan bruges imod én. De begynder at stille spørgsmål og forsikrer mig om, at det bare er research, og at man først skal udvælges. Jeg tænker: Hvorfor ikke, det kan der jo ikke ske noget ved; jeg bliver alligevel ikke udvalgt. Jeg er et kedeligt menneske. Hvem gider interessere sig for en hjemløs knægt, hvis eneste lyspunkt er hans nuttede hund?
  Senere på aftenen får jeg en besked fra journalisterne. De vil gerne lave en prøveoptagelse med mig og kommer som aftalt og filmer. Efter interviewet hører jeg ikke fra dem i lang tid, men en dag ringer min telefon. Det er produceren, som vil høre, om jeg vil medvirke i tv-programmet. 

Og så kom Kamilla 

Mine venner eller familie besøger mig ikke i campingvognen. De siger, de er skuffede over, at jeg er blevet hjemløs. De siger, jeg skal aflive min bedste ven og flytte på kollegie eller få mit gamle job som snedker tilbage. Jeg ved godt, at de siger det i den bedste hensigt. Men de forstår ikke, at Basse og jeg er forbundene. De forstår ikke, at mit gamle job æder 14 af døgnets 24 timer, hvilket er uforeneligt med at have hund. De forstår ikke, at Basse ikke bare er et kæledyr. Han er min ven.
  Et af de få mennesker, jeg har en venskabelig relation med, er Frede fra Svendborg. Vi har kendt hinanden siden teknisk skole. Han har længe følt, at det var synd for ham og hans image at have en ven, der er hjemløs og bor i en kold campingvogn, men han er begyndt at komme sig over det.
  Jeg bliver inviteret til hans fødselsdagsfest. De eneste gæster er mænd, der går op i deres store skovmandsskæg og venstreorienterede udenrigspolitik. Frede stikker en lokalbrygget specialøl i min hånd. Han ved, at jeg ikke drikker. I det han kigger væk, tømmer jeg den i hans suspekte potteplante.
  Der træder en kvinde ind i rummet; hun er i højt humør og går hen til Frede for at give ham en gave. Det er et billede af en krage i begyndende forrådnelse. Hun er iført den grimmeste kjole, jeg nogensinde har set. Det ligner et patchworktæppe i rød, gul og grøn, som har besluttet sig for at overfalde denne stakkels unge kvinde og definere sig selv som en kjole. Imens hun taler med Frede, overdøver hun stuen med sin latter.  

Kvinden og jeg begynder at tale sammen. Jeg fortæller hende om min store passion for antikke træhøvle. Det viser sig, at hun har en lige så stor passion for at høre om antikke træhøvle, som jeg har for at fortælle om dem. Jeg fortæller hende om alt fra, hvordan man kan se, hvilken tidsperiode et møbel eller et fodpanel er fra, ud fra de geometriske profiler de har, til forskellen i kulstofopbygningen imellem gamle høvljern og nye. Jeg bliver så optaget af emnet, at jeg aldrig får spurgt hende om hendes navn. Pludselig i de tidlige morgentimer er hun væk.
  Jeg spørger Frede, hvem hun er. ”Det er Kamilla, hende kan du lige så godt glemme. Hende kan du ikke tøjle, og hun er færdig med mænd,” svarer han. Men jeg kan ikke glemme hende. I løbet af det næste år krydser vores veje tilfældigt. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. En dag ringer hun til mig og spørger, om hun må besøge mig. Jeg advarer hende om, at jeg ikke har noget mad, men hun har spist, siger hun insisterende. Da hun kommer hjem til mig i campingvognen, er hun alligevel lidt sulten, og jeg laver den mest skrabede tomatsovs med en håndfuld pastaskruer fundet forskellige steder bagerst i skabet. Jeg har hverken salt eller andre krydderier. Vi griner af det, og kort tid efter flytter hun ud af sit kollektiv og ind hos Basse og mig. 

Galleri og egen virksomhed 

Det vender op og ned på mit liv, for Kamilla er ambitiøs. Hun har fire jobs, både som skrædder for en af landets dygtigste dameskræddere, ekspedient i en stofforretning og underviser på en ungdomsskole. Hun cykler imellem dem alle og nogle gange op til 100 km på en dag. I hendes sparsomme fritid arbejder hun benhårdt på sin kunst. At være ambitiøs er en egenskab, jeg altid har opfattet som en luksus, jeg ikke har råd til. Det har mere handlet om at overleve. Jeg troede ikke, jeg ville være i live som 30-årig og har derfor aldrig set mening i at drømme om fremtiden.
  Kamilla hjælper mig med at forstå kritikken, mine undervisere giver mig i de skriftlige afleveringer. Hun fortæller mig, at jeg har potentiale, men at jeg skal lære middelklassens sprog for at få gode karakterer og anerkendelse. Derfra begynder et hårdt arbejde. Jeg begynder at lave kvantespring i min uddannelse, og der bliver råd til varme i campingvognen, fordi vi er to til at betale. Så småt skaber jeg et hjem i campingvognen. Jeg bygger et køkken ude i et stort opbevaringstelt med alle de faciliteter, der er i et almindeligt hjem. Jeg sørger for, at hendes tøj har plads i klædeskabet, og det sæsonbestemt tøj, hun ikke har brug for, bliver opbevaret sikkert og tørt udenfor i nye, rene blå fodertønder, men det vigtigste er, at jeg bygger et atelier ud af en gammel campingvogn. Atelieret er ganske vist kun 10 m2. Jeg river alt inventar ud, så det er et tomt rum. Jeg lægger nyt gulv, maler væggene, men strøm og varme er der ikke mulighed for at lave. Vi finder en egnet lampe på batteri, og Kamilla har en god flyverdragt, som holder hende varm, når hun arbejder. Vi begynder at trives med at bo i campingvognen og anser det nu som et tilvalg fremfor en nødvendighed. Vindens rusken, regnens haglen og solens stegende hede er en del aflivet og de vilkår, vi har. Vi føler, at det at bo her giver os mere, end vi mangler. Det giver os frihed, tryghed og muligheden for at kunne gøre det, vi vil og finder meningsfuldt.
  TV-udsendelserne bliver en kæmpe succes. Vi laver i alt tre sæsoner, og Danmark får øjnene op for Kamilla og mig. Vi bliver inviteret til at medvirke i flere radioprogrammer, og der er stor interesse for Kamillas kunst. Hun bliver professionel kunstner og nyder stor anerkendelse. Sådan er det nogle gange, at det tager 10 år at blive en succes på et øjeblik. Vi bliver genkendt på gaden, og folk spørger om selfies med os, selvom vi står til ikoniske koncerter. Kamilla tager mig med på hendes forretningsmøder med folk, der ejer deres eget privatflysfirma og har fløjet med alle store verdensstjerner.
  En dag er vi oppe hos en advokat på en af de dyre adresser i København for at aflevere en tegning, advokaten har købt. Hun har nogle designstole, jeg engang har lavet i min tid som snedker; det fortæller jeg hende om. Advokaten ender med at spørge, om jeg kan lave et køkken for hende. På hjemturen siger Kamilla, at jeg kun skal gøre det, hvis jeg opretter et firma. Det er en drøm, jeg aldrig har turde at have.
  Senere den uge ringer en kvinde til Kamilla. Hun har set os på tv og set Kamillas atelier i campingvognen. Kvinden har købt en ejendom i Rudkøbing. Det er et gammelt landmandshotel i en af byens travleste gader. Kvinden fortæller, at da hun så balsalen, tænkte hun straks på Kamilla og tilbyder, at vi kan leje den. Vi tager derhen og kigger på det, og balsalen er så smuk. Kvindens mand spørger, om jeg vil se det gamle tørrelager ovenpå. Det er det smukkeste rum, jeg nogensinde har set. Jeg får lov til at leje det til mit snedkeri.
  Jeg opretter mit firma og laver køkkenet til advokaten. Min ordrebog begynder at blive fyldt med alt fra renovering af antikke møbler, snedkerkøkkener og specialbyggede møbler. Jeg arbejder på snedkeriet samtidig med, at jeg tager min HF. Takket være Kamillas tro på mig, lærer jeg at kommunikere i middelklassens sprog. Jeg går fra at være en dreng, der kun lige havde et gennemsnit, til at komme på erhvervsskole, til at have et gennemsnit til at blive læge, hvis jeg vil. Jeg vil have en fremtid med Kamilla og arbejde med det håndværk, jeg brænder for. Og Basse? Han er blevet kunstnerhund og er med sin mor på atelieret hver dag. 

‍

Alt det havde ingen troet. 

‍

Når jeg tænker tilbage på min egen historie, kan jeg se, at det for nogle er svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare ”pløkker min hund og kommer videre,” som jeg ved flere lejligheder blev opfordret til. Jeg kan godt se, at jeg har været stædig ved at beholde Basse og har givet ham mad fremfor mig selv. Nogle gange er det nemmere at tage sig af andre end at tage sig af sig selv, men jeg synes, at det er forsimplet at anskue det sådan. Jeg tror, at Basse er årsagen til, at jeg ikke gik til grunde, da jeg blev smidt ud af systemet. Jeg tror, at det ville have været sværere for mig at starte på HF og se et lys i fremtiden, hvis ikke jeg havde ansvar for andre end mig selv. Jeg har altid kunne finde trøst og forståelse hos Basse. Sidenhen har jeg også fundet den trøst og forståelse hos Kamilla. Omstændighederne har været med os; nu lever vi af det, vi drømmer om og finder en mening i, også selvom det kræver vilje, mod og ukuelighed. Ved at reflektere over min historie har jeg indset, at for at få et andet liv, må man flytte sig fra det nuværende.

Da jeg blev født, var det på forhånd besluttet, at jeg var bagud – som Klods-Hans på sin ged. Min ældste bror er handicappet, og på en meningsløs måde betød det, at der nok også var noget galt med mig. Med en opvækst i specialbørnehave og på specialskole følte jeg mig til tider som en klods om benet på andre. De ville hellere lege uden mig, så min nysgerrighed og ihærdighed brugte jeg i stedet på skolebiblioteket. Jeg brugte så meget tid, at jeg efter at have læst alt om Christian d. 4. og 7-års krigen begyndte at læse om Påskeopstanden og oprettelsen af den irske fristat. I en efterårsferie i 4. klasse på specialskolen købte jeg Læs og lær engelsk i genbrug, og efter ferien rykkede jeg et niveau op, hvilket sjældent ses i specialklasser. Hverken de danske konger eller kelterne virkede dog til at gøre stort indtryk på de andre i skolen. Lige meget hvor ihærdigt jeg forsøgte at dele min begejstring for historie, så virkede de mere optaget af, hvem der var kærester med hvem, og hvem der havde tjek på de nyeste trends. Hvis der var lus i skolen, mistænkte man altid mig for at være synderen. Nogle gange blev der endda fundet lus på mig, selvom jeg ikke havde nogen. Jeg blev sendt til skolepsykolog og psykolog i Risskov. Jeg var sågar hos overlægen ved psykiatrien i Viborg, men heller ikke her fandt de lus. Diagnosen lød derimod på indlæringsbesvær, angst, hypermobilitet og platfod, hvad det så end har med sagen at gøre. Da min tid i specialskolen nåede til vejs ende, var min lærers vise ord til mig på min videre færden: “Maria, du er så dum som en dør; du kan ikke tage en 9. klasses afgangseksamen.” Jeg undrer mig stadig over, hvad der mon blev sagt til dem, der ikke fik topkarakter til prøveeksamen. 

Jeg afsluttede uden en afgangseksamen i hånden, hvilket betød, at en gymnasial uddannelse var udelukket, og med mindrebemidlede forældre var der heller ingen udsigter til et efterskoleophold. Vejen mod hvad man i folkemunde kaldte kongeriget, virkede snoet og kringlet, og en tung tåge gjorde stien svær at følge. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge hen, men som i ethvert andet eventyr, er man sjældent alene. Mine forældre hjalp mig videre på stien, idet de fik mig ind hos Væksthuset i Viborg. Tågen lettede, og Væksthuset viste sig at være en lysning, hvor der var plads til både mudder, træsko, og hvad jeg ellers havde samlet op på min livslange vej. Det var rent ud sagt det bedste sted, jeg har været. En udånding og en udfoldelse, hvor følelsen af usynlighed ikke længere eksisterede. Min skæve hjerne fik frirum og blev prissat på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Samtidig med at jeg trivedes i fuldt flor hos Væksthuset, blev min kontaktperson og jeg enige om, at det var en god idé for mig at begynde et praktikophold. Jeg endte hos et større supermarked, og det lagde godt fra land. Jeg trimmede, fyldte varer op og tjekkede datoer. Jeg følte mig i rivende udvikling, men langsomt udspillede jeg min rolle. Jeg blev sendt på lageret og skulle presse pap. Jeg pressede store kasser, små kasser, ja alt hvad der kunne presses, det pressede jeg. Og pludselig pressede jeg pap for hele butikken. Bevares, jeg blev god til det. Jeg pressede 9 af de høje vogne, 12 kundevogne og 25 kasser på en time. Jeg oplevede flere gange, at jeg mødte ind uden at kunne finde nogle af mine kollegaer, og jeg begyndte som sædvanlig på det himmelhøje bjerg af pap. Først pustede jeg lidt til skyerne. Jeg skulle også huske at passe på flyvemaskinerne, og efter et par timer var det mere mågerne, der var i vejen. Da jeg nåede jordoverfladen, opdagede jeg, at der blev fejret fødselsdag med lagkage og flag i personalerummet, alt imens jeg trivielt pressede pap og fik mine daglige paper cuts. Nogle gange efterlod de mig dog et stykke, og jeg var så heldig at få en bid af kagen. 

Dette job var ikke værd at samle på, og jeg startede i stedet på en Særligt Tilrettelagt Uddannelse i Silkeborg, hvor 3 år gik. Og de gik godt, med alt hvad hjertet begærer. Her kunne jeg dog ikke blive for evigt, og også dette havde en ende. 

Endnu en praktikplads 

Byen var som enhver anden provinsby. En Matas, lidt for mange pizzeriaer og et torv, der fungerede som ingenmandsland. Og så havde den en møbelfabrik – min nye praktikplads. En praktikplads tildelt af min kontaktperson hos Jobcenter for Unge, og jeg var taknemmelig. Trods min kæreste lige havde gjort det forbi, så var jeg forhåbningsfuld. Ejeren bad mig tage sikkerhedssko på og viste mig min plads. Jeg skulle lave gummibånd af en årsag, jeg ikke vidste. Klokken ringede til frokost, og jeg fandt vej til kantinen, forventningsfuld og spændt på at møde mine nye kollegaer. Snakken gik desværre ikke med, at vi skulle lære hinanden at kende, men med Gitte og Tanja om, hvordan Tanjas mand ikke kunne finde ud af at vaske tøj, og nå ja, det havde Søren også gjort engang – vasket hans arbejdstøj med hendes fine kjole. Ja, det var den, hun havde på til Tanjas jubilæum på fabrikken. Jeg tror knapt de ænsede mig. Ejerens snak om sikkerhedssko og gummibånd skulle vise sig at være den eneste dialog på min første dag. Jeg undrer mig stadig over, hvordan jobkonsulenten fra jobcentret tænkte, at Gitte, Tanja og jeg med vores ikke eksisterende fælles interesseområder, skulle afhjælpe min hunger efter samvær og samtale.
Anden dag i gummibåndenes tegn. Klokken ringede igen til frokost. Denne dag ville jeg give det et skud og satte mig ved to andre damer. De ævlede og kævle de, og jeg ønskede at være med. Jeg lagde for land med et “hej”, og de kiggede på mig, som var jeg et rumvæsen fra Pluto. Jeg vidste pludselig ikke, hvad mit næste træk skulle være, så jeg tav.
Tredje dag og jeg kendte efterhånden min plads. Både den hos gummibåndene og i hierarkiet. Denne dag skulle klokken også ringe til frokost, og min opgivenhed havde nået nye niveauer. Jeg ville ønske, at nogen sagde “hej”. Gav et smil. Et sølle nik. 

                                                                      Et livstegn. 

Men livet er ikke et eventyr, og mit ønske gik ikke i opfyldelse. “Få mig væk herfra,” tænkte jeg med hovedet hvilende i min hånd, siddende tavs i den ellers godt fyldte og knevrende kantine. “Få mig væk herfra” var også, hvad jeg sagde til jobcentret i telefonen. “Du er lige startet – giv det en chance,” sagde de med letsindig stemme. Jeg begyndte at lytte til lydbøger. Så var der i det mindste nogen, der snakkede til mig. Derfra sad jeg i stedet ned og lavede gummibånd, fordi energi er noget, man får fra andre mennesker, og jeg var gået i dvale. 

Jeg fik en ny opgave, og afveksling er jo dejligt. Nu skulle jeg skille skabe ad, hvilket, man ikke skulle tro, var en opgave på en fabrik, der bygger møbler. Måske var jeg så værdiløs. Man kunne skille dem ad indefra, og så kunne man også sidde inde i skabet og gemme sig. Og jeg kunne gemme mig længe, uden nogen opdagede det. Uden nogen interesserede sig. 

Jeg ser altså ikke spøgelser ved højlys dag 

De hørte dagligt fra mig på jobcentret, og jeg kæmpede en kamp for at komme væk. 

Og så alligevel 

Jeg hungrede efter et fællesskab, og det var efterhånden gået op for mig, at det ikke var at finde på møbelfabrikken, så jeg søgte efter det andetsteds. Jeg var tiltrukket af det overnaturlige og fandt en gruppe for spøgelsesjægere på Facebook: Ghosthunting.dk. De havde virtuelle åbne arme og servere, jeg kunne være på. Jeg var den yngste i forummet, ligesom på møbelfabrikken, men jeg følte mig ikke udenfor. Vi holdt Paranormal Søndag med tarot, Gaming Fredag, og nogle gange så vi film sammen. Andre gange var musik omdrejningspunktet. Det særlige ved Ghosthunting.dk var, når den ægte spøgelsesjagt satte ind. Vi sludrede altid, inden vi gik i gang, og når kameraerne rullede, og spøgelsesjægeren Thomas var i aktion, så tog vi andre noter og fungerede som de ekstra øjne. En fælles mission og en forbundenhed, der dengang stod i stor kontrast til resten af min eksistens. Det gør den egentlig stadig. Ghosthunting.dk gav mig et rum, hvor jeg føler mig både tilpas og tryg, så snart jeg befinder mig i forummet. Det ændrer dog ikke på systemets uforanderlighed, men det gør tilværelsen mere udholdelig. 

3 måneder i møbelfabrikkens indspiste verden var gået, og der blæste nye vinde. Jeg flyttede i en lejlighed i et botilbud i Silkeborg og stoppede på møbelfabrikken. Ikke fordi jobcentret havde lyttet, der var bare for langt fra Silkeborg til provinsbyen. Vinden blæste en epidemi med sig, og den nye praktikplads var lagt i mølposen. Jeg sværmede for nedlukning. Men som Kim Larsen sagde det: Lykken er kort, og epidemien stilnede af, hvilket betød, at jeg skulle starte i en ny praktikplads – denne gang i delikatessen i et større supermarked. De var rare, dem der snakkede med mig. Men under overfladen havde jeg dog en følelse af at være en bidsk hund, der kunne finde på at bide, hvis nogen nærmede sig. Jeg tror følelsen kom af, at jeg har oplevet det før, og det gør desværre genkaldelsen lettere. Pendulet svang tilbage fra ensomhedens ubehag til sofakartoflens glæder. Og jeg tænkte: Gad vide om jeg nogensinde færdiggør et praktikophold. Om jeg nogensinde opnår anerkendelse af min væren. Eller blot anerkendelse af mig i rummet. 

Endnu en praktikplads 

Første praktik lod de mig gå, anden praktik ligeså, og tredje praktik var hos en stor hotelkæde som hotelstripper. Forestil dig mig, der præsenterede mig selv for min svigerfar for første gang. Han var ved at tabe både næse og mund. Nogle dage ville jeg ønske, han bare havde tabt munden. Jeg smed dog ikke tøjet, strippede bare værelserne for beskidte tekstiler. Jeg befandt mig godt i jobbet, og jeg har en stærk formodning om hvorfor. Jeg havde en masse imødekommende kollegaer, der begejstret hilste på mig på de lange gulvtæpperige gange. De stak til mig, med kærlighed altså. Og de spurgte, om jeg havde brug for hjælp med håndklæderne – dem, de privilegerede havde tørret røv i. Det er den eneste arbejdsplads, hvor jeg har oplevet oprigtig interesse og omsorg. En arbejdsplads, hvor størstedelen af mine kollegaer ikke var fra Danmark. Det, synes jeg, er temmelig mærkværdigt. Der skete dog det triste, at min kære oldfrue stoppede, og en ond stedmor overtog hendes plads. Jeg gik ikke længere sammen med de andre, og gamle følelser buldrede op igen. Nu vidste jeg efterhånden, hvor træskoen trykkede, og jeg søgte efter et andet sted at være.
Igen og igen. 

                                                                                                                  Og 

jeg startede som butiksmedhjælper i en discountkæde. Her fik jeg mig hurtigt venner blandt kollegerne, blev godkendt som flexjobber, og det kørte på skinner. Rystende skinner dog. Jeg sad ved kassen og måtte ikke forlade kasseområdet, så når jeg kiggede ned mod mælkekøleren, og chefen og min kollega fik sig et billigt grin, følte jeg et stik i maven. A f s t a n d . L æ n g s e l. Jeg blev ansat lige før nytår, og i april blev jeg sygemeldt. En blanding af stress og angst, og min chef gav mig en røvfuld for det. Jeg forstod, at det var ubelejligt for ham, men jeg havde heller ikke bedt om det. Han plejede ellers at være så flink. Det var den samme gamle sang, og jeg kunne nærmest lugte lunten af snart at blive fyret. Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet ligeglad med årene, og at dette mønster efterhånden er blevet et gennemgående tema for min karriere. Nu kan det også være det samme, for fritstillet er jeg. På jagt efter et nyt job. Jeg fik ikke prinsessen og det halve kongerige, men jeg har sluttet fred med mine udfordringer, og når alt kommer til alt, så har jeg det godt. Jeg har min familie, min kæreste og fællesskabet hos Ghosthunting.dk. Du skal vide, at min ensomhed ikke bunder i, at jeg ikke har fortrolige i mit liv. Ikke at være i arbejde betyder en lettelse og en følelse af, at der ikke er nogen til at skuffe mig. Min ensomhed bunder i systemets døvblindhed. At være i den ene praktikplads efter den anden. Korte perioder, hvor chefer fortæller mig, at de enten ikke har ressourcer eller overskud til at tage mig ind. Og jeg forstår det. Hvis medarbejderne hele tiden præsenteres for nye praktikanter, så er der vel også et punkt, hvor de mister motivationen for de nye ansigter. Og et punkt hvor jeg gør.
Jeg passer ikke ind i systemet. Dets manglende evne til at omfavne skævheden og dets særlige evne til at konstruere en kasse, som jeg på eventyrligt vis konstant bryder ud af. En kasse, som jeg ved første øjekast er ene om at stå udenfor. Ved andet øjekast kan jeg ane silhuetter af andre mennesker, der ligesom jeg ikke trives i systemets arbejdsliv. En flok større end man skulle tro. En menneskemængde mere ensomme end man skulle tro.

Måske kunne jeg stadig melde afbud. Jeg varmede let op med pigerne fra mit gymnastikhold, mens vi ventede på, at det blev vores tur. Smerten borede sig ind i min ryg og lænd. Ville mine trænere blive skuffede, hvis jeg sprang fra nu? Ville de tænke, at jeg var pivet?
   “Byd hjerteligt velkommen til de rytmiske piger fra Aalborg!” kaldte speakeren. Salen klappede, og jeg fulgte med de andre piger ind på gulvet. Forreste række. Hvorfor skulle jeg absolut også stå i forreste række? Jeg bukkede hovedet og gjorde klar. Bare kom igennem det, tænkte jeg. Musikken fyldte salen, og vi gik i gang med vores opvisning. De første øvelser gik godt. Jeg kunne strække kroppen, og smerten havde næsten fortaget sig. Men så skete det. Hele min krop frøs. Vi sad på hug og skulle ud i strakt position. Jeg kunne ikke strække mine ben. Jeg sad bare og ventede, mens resten af holdet uden problemer fortsatte opvisningen. Hele salen kiggede undrende på mig. Lige dér ville jeg have givet næsten hvad som helst for at fortsætte, men min krop kunne ikke. Det var de længste fire takter i mit liv.

Gymnastikopvisningen var en kulmination på godt og vel et årti med smerter i min krop.
   Allerede som 14-årig oplevede jeg spændinger og ømhed i nakken, som hurtigt udviklede sig til smerter i skulder, ryg og lænd. Smerterne var så gennemgribende, at de gik ud over alt i mit liv. Alting skulle tilpasses efter smerterne. Hver gang jeg skulle lave noget fysisk, var jeg nødt til at spørge mig selv – kan jeg holde til det? Hvis jeg mærkede en begyndende spænding i ryggen, tænkte jeg – bør jeg blive hjemme? Hvad hvis nu det bliver værre i løbet af dagen? Og sådan blev det ved, indtil jeg til sidst tænkte – kan jeg overhovedet lave noget? Jeg havde allerede måttet opgive min uddannelse som sygeplejerske. Noget så banalt som at hjælpe en patient om på siden sendte hele min krop i alarmberedskab.

“Du har bare vokseværk.” “Du går i de forkerte sko.” “Du skal bare rette ryggen.” “Du sover ikke ordentligt om natten.” Svar var der nok af, men ingen af dem hjalp. Det fik mig bare til at tvivle på mig selv. Det er vel ikke bare mig, der er pivet? Hvad hvis det hele bare er i mit hoved? Eller hvad hvis nu det i virkeligheden er mit hoved, den er gal med?

Nu er der bevis... eller er der?

Lyden af 30 blyanter, der kradser mod papir. Jeg slår øjnene op. Halvdelen af felterne på min matematikopgave er tomme. Jeg løfter hovedet og skal støtte mig til bordet for ikke at døse hen igen. Mine klassekammerater arbejder videre, som om intet var hændt. Jeg scanner lokalet og forsøger at lokalisere et ur. Hvor længe var jeg væk?

Min hverdag med smerter betyder også en hverdag med træthed. Smerterne kommer af, at min krop i høj grad er overspændt og derfor skal bruge meget energi for at holde sig i gang. Fra jeg fik mine første symptomer, har jeg haft brug for at sove masser af timer hver dag. I bussen til skole, i bussen hjem fra skole, middagslur, når jeg kom hjem, plus jeg går tidligt i seng og står så sent op som muligt, især i weekenderne. Men det betyder også, at jeg til tider falder i søvn på ubelejlige tidspunkter – for eksempel under min matematik eksamen i 10. Klasse.

I de første år prøvede jeg at ignorere problemerne. Det gik jo nok over af sig selv, tænkte jeg. Hos lægen blev det aldrig til mere end en undren, en henvisning, et skud i tågen. Med henvisning fra lægen prøvede jeg to forskellige kiropraktorer og tre forskellige fysioterapeuter. De prøvede samtlige behandlingsformer, inklusive akupunktur, chokbølgeterapi, knæk, fysiurgisk massage, og jeg blev endda også tapet op på ryggen for at holde mine skulderblade på plads. Jeg har også fået taget blodprøver, CT- og MR-scanninger – alt sammen uden resultat. Efter 79 konsultationer fordelt over otte år kom det som en overraskelse, da min fysioterapeut sukkede opgivende og sagde: “Jeg kan desværre ikke gøre mere for dig. Du skal videre i systemet.”

Videre i systemet betød en tur til reumatolog, der skulle undersøge mine trykpunkter. Jeg har sjældent oplevet så smertefuld en konsultation – hver gang han trykkede på min hud, skød smerten igennem hele min krop. Men i dag er jeg lykkelig over, at jeg gennemførte det, for da vi endelig var færdige, sagde han beroligende: "Camilla, du har fibromyalgi.” Det er måske den bedste sætning, jeg har hørt i mit liv. Jeg husker knap nok resten af, hvad han sagde under konsultationen. Kunne det virkelig være sandt? Havde han virkelig fundet ud af, hvad der var galt med mig? Jeg anede næsten ingenting om sygdommen, men jeg var ligeglad. Endelig kunne jeg være sikker på, at der virkelig var noget galt med mig. Det var ikke længere bare noget, jeg forestillede mig. Nu var der bevis!

Diagnosen havde dog også sine mørke sider. Udsigten for en patient med fibromyalgi er i langt de fleste tilfælde førtidspension eller flexjob. Diagnosen kan vende op og ned på din fremtid på et kort sekund. Jeg var jo kun 22 år. Reumatologen anbefalede mig at stoppe til fysioterapeut og kiropraktor, da det faktisk kun forværrede smerterne. At stoppe hjalp da også, men jeg havde stadig brug for hjælp til at styre smerterne. Og hvor skulle jeg så vende mig hen?

Hvornår er man syg nok?

Ny gymnastiksæson betyder for det meste ny træner, nyt gymnastikhold og nye medgymnaster. Det samme gentager sig hvert år. Piger omkring min egen alder står og småsludrer, da jeg går ind i salen. Træneren blæser i fløjten. Så er det nu. “Start med fem løb frem og tilbage. Sæt i gang!”. Jeg må løfte hånden som så mange gange før. “Undskyld, men jeg er nødt til at sidde over til løb og hop.” Spørgende blikke hviler på mig. Skal jeg forsøge at forklare dem, hvad fibromyalgi er? Er der en vej uden om at skulle tale om det hver eneste gang?

Som kronisk syg er du ofte nødt til at åbne op om din sygdom, når du mest af alt bare har lyst til at være stille. At jeg er kronisk syg, er som regel noget af det første, jeg er nødt til at fortælle om mig selv. Der er altid den akavede nervøsitet, inden jeg får hævet stemmen, undrende blikke, og mig, der stammer mig igennem min forklaring af sygdommen. På alt fra gymnastikhold til arbejdspladser har jeg heldigvis kun oplevet forståelse og opbakning for min situation, og jeg er meget taknemmelig for den modtagelse, jeg har fået fra folkene omkring mig.

Jeg kan dog ikke undgå en anden følelse, der også dukker op i mig. Det er en bizar følelse af, at jeg er en faker. For kan jeg overhovedet forklare, hvad en kronisk syg med muskelsmerter laver til gymnastik eller på et fuldtidsjob? Jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg har kunnet beholde min hobby som rytmegymnast igennem hele mit liv på trods af smerterne, men kan jeg så stadig kalde mig kronisk syg? Måske er det bare pinligheden over at skulle tiltrække mig al den opmærksomhed. Måske er det bare frygten i mit eget hoved. For hvad hvis de tænker, jeg gør det for at være speciel? Tænker de i virkeligheden, at jeg bare skal tage mig sammen?

Mine tanker bunder ud i spørgsmålet om, hvornår man egentlig er syg nok til at kunne kalde sig kronisk syg? For det lyder jo så alvorligt. Som kronisk syg falder jeg ind under samme paraply som kræft-, parkinson- og diabetespatienter, og det er jo ikke dér, jeg er.
   For mange er det endda ikke til at se, at jeg er kronisk syg. For dem virker jeg måske ligefrem som en frisk person. Men nej, jeg er bare blevet rigtig god til at gemme mine smerter.

Jeg har til tider spændinger, som på de værste dage gør, at jeg ikke kan noget som helst. For eksempel kollapsede jeg en dag med spændinger i nakke og hovedpine under corona-lockdown og kunne først stå op 36 timer senere. Jeg kunne ikke få adgang til hverken zoneterapi eller kranio-sakral-terapi, som til daglig hjalp mig med at holde smerterne nede. Andre kroniske syge kunne måske have fået en form for behandling, selvom landet var lukket ned. Men det var ikke til for én som mig. Var jeg ikke kronisk syg nok?

Alt i alt blev mine smerter meget værre gennem nedlukningen, og jeg frygtede, at jeg var nødt til at ligge sygemeldt i et stykke tid bagefter. Jeg havde virkelig brug for mine behandlinger, og da jeg endelig fik dem, tog det mig seks uger at reducere mit smerteniveau til, hvad det var før corona-lockdown. Jeg måtte endda også tilføje osteopati til listen af behandlingsformer for at kunne vende tilbage på arbejde. Det betød selvfølgelig også, at udgifterne til behandling steg, så det nu koster mig omkring 1000 kr. om måneden fra egen lomme.

I dag kan jeg godt undre mig over, at restriktionerne først blev hævet så sent. Hvorfor kunne man ikke have åbnet op for behandlingstilbud noget tidligere, når man kunne sende det meste af landet tilbage i arbejde og skole fra den ene dag til den anden? Det er trods alt kun et meget lille antal borgere, der har brug for alternative behandlingsformer.

Hele håndteringen efterlader også en anden, lidt paradoksal, tanke. Når nu lockdown trådte i kraft for at beskytte de svage og de syge, så er det ærgerligt, at det i høj grad gik ud over andre svage og syge. Det blev simpelthen overset, at det ikke kun er corona, som syge mennesker er udsatte over for. Man kan selvfølgelig ikke ramme rigtigt med alting, og beskyttelse af menneskeliv skal selvfølgelig komme i første række. Men som en af ’de andre syge’ følte jeg mig alligevel lidt glemt.

Et livslangt projekt

Det undrer mig også, hvorfor jeg kun blev symptombehandlet i så mange år, før jeg fik min diagnose. Hvorfor var fokus ikke på at finde årsagen til smerterne fra starten af?
   Sygdommen rammer sjældent personer under 35, og derfor er lægerne måske bare ikke opmærksomme på den? Er jeg bare faldet igennem hullerne i systemet? Var det, fordi jeg ikke ønskede at tage medicin? Har de så ikke taget mig seriøst?

Når jeg i dag som 28-årig ser tilbage på mit forløb, føler jeg mig nogle gange svigtet af systemet. Kan det virkelig passe, at man ikke får mere støtte end den, jeg fik? Jeg fik ingen henvendelse fra sundhedsvæsenets side. Jeg fik intet opkald fra lægen, intet behandlingsforløb, ingen opfølgning på noget. Selv i dag har jeg ikke anden dokumentation på min sygdom end min udskrift fra reumatologen. Men den er ikke tilføjet til min side på sundhed.dk eller under “diagnoser” på “Min Læge”-appen. Er jeg så ikke officielt diagnosticeret? Eller er det bare forventet, at jeg selv finder ud af behandling og resten herfra?

Det er nok et livslangt projekt for mig at kende min sygdom ud og ind. Spændinger og smerterne i min krop kan stadig være som en rutsjebanetur. Nogle dage er de meget store og voldsomme, og andre dage er de næsten ikke til at mærke.
   Men jeg frygter ikke længere for fremtiden på samme måde som før. Nu er jeg optimistisk og tror på, at jeg kan fortsætte med mit arbejde som skole- og fritidspædagogik i lang tid endnu. Til tider kan jeg helt glemme, at jeg faktisk har en kronisk sygdom. Jeg kan endelig også være usynligt syg overfor mig selv.

‍

Jeg sidder alene. Jeg mærker, at de ængstelige tanker sniger sig ind på mig. Min mave kryber sig sammen. Jeg har brug for en ny rus. Jeg finder min telefon frem. Der er forskelligt at vælge imellem. Jeg finder noget, jeg ikke har prøvet før. Nu er det bare at vente på leveringen.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, og man kan roligt sige, at jeg har haft lidt bump på min vej hertil. På grund af min psykiske diagnose, som tilhører en helt anden historie, bliver mit hoved i perioder fyldt med tanker, som gør, at jeg ikke kan sove. Jeg får ondt i maven, og min vejrtrækning forandrer sig.

På et tidspunkt i mit liv er det så slemt, at jeg søger mod et tilflugtssted. Et sted, hvor jeg kan glemme. Et sted, hvor jeg kan finde lykke. Også selvom det kun er for en kort stund ad gangen.

De første knuder i maven

For nogle år tilbage bliver jeg sygemeldt med stress. Jeg presser mig selv på mit arbejde, og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Til sidst kan mit hoved ikke længere følge med, og jeg ender på sygedagpenge. Jeg savner hurtigt mit arbejde, men jeg er ikke i stand til at varetage det, så jeg går hjemme på fuld tid.

Den første måned på sygedagpenge bliver jeg presset økonomisk. Jeg har ikke længere det beløb til rådighed, som jeg havde inden min sygemelding, og jeg må pludselig vælge mellem mine regninger eller mad på bordet. Men jeg kan ikke sulte. Derfor ringer jeg til mit telefonselskab og mit forsikringsselskab for at købe mig mere tid.

De giver mig henstand i en måned, men det betyder, jeg skal betale dobbelt så meget til regninger måneden efter. Sygemeldingen fortsætter, og tanken om næste måned skaber allerede knuder i min mave. Hvordan skal jeg skaffe pengene?

Jeg søger enkeltydelse hos kommunen, men de vil ikke dække den slags regninger.

Midt i det hele bliver jeg nødsaget til at tage til tandlægen. Jeg frygter, det bliver endnu en dyr regning i postkassen, men jeg bliver nødt til at få hjælp. Jeg bestiller derfor en akut tid og får en konsultation senere samme dag.

Få timer senere befinder jeg mig på tandklinikken. Inden jeg lægger mig ned i tandlægestolen, spørger jeg til prisen. Den er overskuelig. Jeg læner mig trygt tilbage og lader tandlægen gøre sit arbejde. Da jeg kommer ud til skranken igen, er virkeligheden en anden. Behandlingen viser sig at være mere omfattende, end min tandlæge for lidt siden estimerede. Derfor løber regningen op på et beløb, jeg ikke kan betale.

“Kan jeg vente med at betale til den første?” hører jeg mig selv sige endnu engang. De er ikke meget for det, men efter lidt tid får jeg lov til at dele min regning op i to, så resten først skal betales senest den første i den efterfølgende måned.

Forestil dig lige det. Selv hos tandlægen må jeg ned på knæ og bede om henstand. Aldrig har jeg været så flov.

Vennerne gør det, so why not?

En dag sidder jeg i en af mine venners ungdomsbolig. Hans kabel-TV virker ikke, for han har ikke betalt sin regning til tiden. “Hvad gør du så nu?” tænker jeg, men når ikke at spørge, før han fortæller om et såkaldt kviklån, han har taget for at kunne lave en afdragsaftale med kabelfirmaet. “Okay, sådan kan man altså også gøre det,” tænker jeg. Jeg mærker en nysgerrighed, som bliver større i min mave. Dagene efter støder jeg på kviklån, hvorend jeg går. Når jeg ser TV, så er de der. Når jeg tager bussen, så er de der igen. Er det mon her, jeg finder mit tilflugtssted? Kort tid efter taler jeg med en nær veninde. Hun fortæller mig, at hun også har taget et kviklån. Og jeg lover hende, at jeg ikke fortæller det til nogen. For den slags taler man åbenbart ikke højt om.

Efter samtalen med min veninde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det overhovedet er så farligt at tage kviklån. To af mine venner har gjort det, og jeg ser reklamer for det overalt. Det virker så banalt, så hvorfor ikke? Måske det endda kan fjerne knuden i min mave?

Mit første lån

Du fornemmer måske, hvor historien er på vej hen. En dag ligger jeg i min seng og keder mig lidt. Idéen om at tage et kviklån fylder mere end nogensinde. Jeg åbner Google og skriver “lån”. Frem kommer en masse forskellige låneportaler med links til forskellige lånefirmaer. Jeg gennemgår listerne og søger lån, indtil jeg bliver godkendt. Så nemt er det.

Jeg vælger at låne et større beløb for at kunne betale regninger for to måneder. Jeg mærker en ro i min mave, og det kilder i mine fingerspidser. Jeg er glad. Nærmest lykkelig.

Min afhængighed

Efter et par dage vender mine negative tanker tilbage. Hvordan skal jeg få lykkefølelsen igen? Jeg kan mærke trangen til at tage endnu et lån presse sig på.

Om natten ligger jeg igen i min seng. Min mave gør ondt. Jeg hører, hvordan min vejrtrækning forandrer sig. Tankemyldret sniger sig igen ind på mig. Det virker som verdens bedste idé at tage endnu et lån.

Jeg gør det. Jeg tager endnu et lån. Det er lige så let som første gang: Jeg googler “lån”, søger og får det godkendt. Roen vender tilbage til min mave.

Jeg ender med at gentage processen ni forskellige steder inden for tre måneder. Uden at bemærke det, bliver låneprocessen et ritual, som jeg skal gennemføre for at overleve min sygemelding. 

Pengene bliver ikke længere kun brugt på regninger. De bliver også brugt på shoppeture. Mange af tingene, jeg køber, behøver jeg slet ikke. Men det får tankerne væk fra den kaotiske hverdag på sygedagpenge. Kviklånene er nu mit tilflugtssted, mit frirum. Min lykke afhænger af mine kviklån, men lykken varer kort, og jeg bliver derfor ved med at optage nye kviklån.

Glæden ved kviklånene er dog ikke for evigt. For låneselskaberne skal have deres penge tilbage. 

Kun til låns

“Jamen hvad har du selv tænkt? Du vidste vel godt, at du skulle betale pengene tilbage?”

Sådan lyder stemmen i telefonen, mens jeg sidder i bussen på vej til den østlige del af byen. Det er en kvindelig inkassomedarbejder, som ringer mig op. Hun vil have ret til min bolig, så hun kan tvangsinddrive mine ting. “Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg skriver ikke under på noget,” siger jeg. Jeg mærker en varm og nærmest brændende fornemmelse i min krop. Hun bliver ved. Min stemme bliver højere. Jeg føler, at alle i bussen kigger på mig. Jeg lægger røret på og står af ved mit stoppested.

Det sker tit, at jeg bliver ringet op. Det er både inkassomedarbejdere og lånefirmaerne selv, der ringer. Hver gang jeg bliver ringet op, siger de, at de ikke kan låne mig flere penge.

Men det stopper mig ikke fra at søge flere lån.

Jeg skal have flere penge til shoppeturene. Så selvom det ene firma smækker kassen i og sender trusler om inkasso, så låner jeg bare et nyt sted. Og sådan bliver det ved. Møllen om igen. For lykken er kun til låns. Når jeg skal afdrage den første måned, sørger jeg for, at kontoen med kortet er tomt, så de ikke kan trække afdraget. Det lyder udspekuleret, men det er min måde at håndtere det på.

Sådan forløber det sig i to år. Og jeg når op på en større gæld, end min psyke kan holde ud at tænke på. Det hele bliver pludselig for meget.

Lånene giver mig ikke længere en rus, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg har brug for at lette mit hjerte. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg kan ikke overskue, hvor meget jeg skylder. Jeg har brug for at komme ud. Men jeg kan ikke gøre det alene.

Det går op for mig, at kviklånene bremser mig i at blive rask, og derfor beslutter jeg mig for at søge hjælp.

To skridt frem og et tilbage

Jeg søger først hjælp hos kommunen. En frivillig socialrådgiver har tidligere fortalt mig, at nogle kommuner stiller økonomiske rådgivere til rådighed. Dét må være min redning.

Den første rådgiver, jeg møder, er på en varmestue. Jeg sidder og venter ude foran min rådgivers kontor. Sofaen, jeg sidder i, har slidmærker og pletter efter kaffe. Jeg kigger mig omkring. Væggene er mørke. Ved et bord overfor mig sidder en mand i en jakke fra Hus Forbi. Han sidder med sænket hoved og kigger på mig med let sammenknebne øjne. Mine hænder bliver fugtige.

Kort efter kommer en ældre kvinde ud fra min rådgivers kontor. “Astrid?” siger hun, mens hun står foran mig. Det må være min rådgiver. Hun peger mod sit kontor. Jeg går ind og fortæller kort om min økonomiske situation.

“Måske skal du overveje at tage en ny uddannelse, hvor du kan få en højere løn,” foreslår hun. En ny uddannelse? Det er det sidste, jeg kan overskue.

Jeg har kæmpet i mange år for at få mit eksamensbevis. Og det er et fag, jeg elsker. Min stress betyder, at jeg er sygemeldt på ubestemt tid, men jeg er fast besluttet på at vende tilbage. Mit problem løser sig dog ikke ved, at jeg får flere penge mellem hænderne. Efter lidt tid får jeg derfor kontakt til en anden økonomisk rådgiver.

Det er sen eftermiddag. Jeg er på vej ind til ydelsescentret, som ligger i midten af byen. Det er her, min nye rådgiver holder til. Bussen holder lige ude foran det store, røde center. Jeg går ind og bliver mødt af høje, hvide vægge. Vinduerne er store, og venteværelset er varmt. På væggen hænger et maleri, som illustrerer en solgul blomst, der er ved at springe ud.

Jeg venter ikke længe, før en ung kvinde kommer ud og henter mig. Hun smiler og fortæller mig, at hun er min nye rådgiver. Vi går sammen ind på hendes kontor. Her beder hun mig fortælle min historie. Undervejs stiller hun uddybende spørgsmål, og hun giver mig god tid til at svare. Jeg mærker, at min tillid til hende vokser. Det betyder meget for mig, for det er ikke let at fortælle min historie til en fremmed.

Jeg går fra mødet den dag med ro i maven, for efter bare et enkelt møde med den nye rådgiver er min gæld blevet mere overskuelig. Jeg har fået konkrete redskaber og en økonomisk rådgiver, som tager udgangspunkt i den situation, jeg står i. Hun hjælper mig til at tage ansvar og bruge færre penge, så jeg kan få mit overforbrug til at svinde ind.

De efterfølgende måneder mærker jeg, hvordan der skal mere til at trigge mig til at tage et kviklån. Reklamerne på busserne betyder ikke så meget mere. Min afhængighed af lykkefølelsen fylder heller ikke meget mere. Jeg kan så småt fornemme en lysere fremtid blomstre i horisonten.

Epilog

Den dag i dag er min virkelighed anderledes end det, du lige har læst. Jeg låner ikke penge mere, og jeg har fundet mere ro i min situation. Det tog mig godt og vel 2 år at komme ud på den anden side. Jeg har stadig en smule gæld tilbage, men jeg betaler af på den, som jeg skal. Med ro i både hoved og mave er jeg tilbage på mit gamle arbejde.

Jeg har været heldig at få hjælp til at overskue min situation. Men på min vej hertil har jeg mødt mange fordomme, nogle har sågar omtalt mig som typen.

Du ved. Typen, du møder i Luksusfælden. Typen, der bruger så mange penge, at det er vanvittigt. Typen, der selv er skyld i sin egen situation.

Det er ikke mine egne ord, der her beskriver typen. Det er taget direkte fra kommentarsporet til Luksusfælden.

Glem nu de kommentarer en stund. Og læs i stedet dette:

“Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Det er muligt at overvinde afhængighed, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret.”

Det er definitionen på afhængighed. En sygdom, som påvirker din hjerne. En sygdom, som får dig til at miste kontrollen. En sygdom, som er svær og kompliceret at overvinde. Det var det, kviklån var for mig. Det var det frirum, hvor jeg kunne ånde. Det var det sted, hvor min vejrtrækning blev normal, og min mave holdt op med at gøre ondt.

Men det var også det sted, hvor jeg mistede kontrollen og kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde.

Kviklån var min afhængighed, og jeg kunne ikke komme ud af det alene.

‍

Jeg begyndte at stjæle, da jeg var ganske ung. Mest bare dumme og ligegyldige ting, syntes jeg selv. Først var det lidt sejt, nogle år senere blev det en nødvendighed og afhængighed. Det havde jeg aldrig forestillet mig dengang. 

Jeg blev smidt ud hjemmefra i mine sene teenageår. Derfor skulle jeg blive voksen langt tidligere end mine venner. Jeg skulle jonglere med et socialt liv og samtidig have råd til alt det nødvendige. Det var jeg på ingen måde rustet godt nok til at have styr på, og jeg måtte finde mine egne metoder til at få det til at løbe rundt. Her er min historie om dengang, jeg havde ondt i økonomien.

Struktureret hverdag

Nu sover jeg ikke om natten. Det er der flere grunde til. Den ene er bekymringer om min økonomi og fremtid, den anden er langt mere praktisk funderet: det er bedst at skralde og stjæle om natten.

Der er dog noget, der kun kan foregå om dagen, eller i hvert fald i butikskædernes åbningstider, nemlig butikstyveri. Butikstyv, det er, hvad jeg er, og jeg er desværre blevet rigtig god til det.

Jeg får en del medicin. En perfekt cocktail til at gøre dumme ting. For bivirkningerne slører min dømmekraft og gør mig apatisk. Og den nervøsitet, jeg har for at blive taget i at stjæle, forsvinder.

Jeg planlægger mine dage efter at kunne stjæle i dagligvarebutikkerne. Jeg gør det i de fleste, jeg går ind i, men har især én jeg kommer i på faste tidspunkter. Her er der altid et godt udbytte. Den ligger på ruten mellem min lille lejlighed og mine forældres hus. Jeg besøger mine forældre på en fast hverdag hver uge. Jeg bilder dem ind, at det er her, det passer bedst i forhold til skolen. Men det er ikke derfor. De aner ikke, hvad jeg går og laver. Selv da jeg bliver sygemeldt, fastholder jeg en undskyldning for at komme på samme ugedag.

På den faste ugedag er det altid det samme hold, der er på arbejde i butikskæden. De er sløve, og jeg kender deres rutiner. Efterhånden kender de også mine, da jeg kommer der fast, og næsten altid på samme klokkeslæt. En halv times tid før de lukker. Der er det bedste. De tror, jeg har aftenarbejde, og at det er derfor, jeg kommer der fast. Men jeg har slet intet arbejde. Det her er mit arbejde.

Som at stjæle slik fra børn

Jeg lægger de dyre varer i den store rygsæk. Jeg fylder en kurv og sørger for at lægge de varer øverst, jeg faktisk har tænkt mig at betale for. Det er almindelige dagligdagsvarer som mælk, havregryn, rugbrød og kartofler – billige ting. ALT andet stjæler jeg.

Der er altid to på arbejde om aftenen, det er ofte de samme, og jeg har altid styr på, hvor de er. Den ene sidder i kassen. Når der ikke er kunder, går han og tager de udstillinger ind, der står udenfor. Han er først vigtig at holde øje med, når jeg kommer op til kassen. Den anden sidder enten ude bagi eller vasker gulv med en maskine og smider resterne af ”bake off” ud. Dem henter jeg senere. Ham skal jeg have helt styr på. Det samme gælder overvågningskameraernes vinkler. Jeg går ned i hjørnet af butikken og smider varerne i tasken. Det hele går meget hurtigt. Det skal det også. Jeg har kun tænkt mig at betale for få varer, så det vækker mistanke, hvis jeg er i butikken for længe.

Når jeg kommer op til kassen og betaler for småtingene, tager jeg mig god tid til at pakke dem. Derved når ham der sidder i kassen at gå tilbage til sin opgave med at køre pallerne ind. Det giver mig tid til at stjæle igen. Jeg skal være hurtig og forsigtig. Nu er der fri adgang til alle varerne omkring og bag kassen: sprut, mindre elektronik og, hvis jeg er heldig, også smøger. De kan sælges videre.

Når jeg kommer ud, banker mit hjerte. Det gør det altid.

Jeg fløjter altid, når jeg cykler hjemad til mine forældre. Nu har jeg et lille åndehul fra bekymringerne til næste gang, køleskabet er tomt.

Jeg sætter én regel for mig selv: Jeg stjæler kun i butikskæder. På den måde rammer det ikke den selvstændige og almindelig forretningsdrivende. Det er en let regel at følge. Jeg kan ikke få mig selv til at stjæle fra ’den lille mand’. ”En butikskæde tager ikke skade,” retfærdiggør jeg det med.

Nedtur

Da jeg kommer af medicinen, får jeg et chok. Det bliver sværere at stjæle, meget sværere. Nu er jeg pludselig bevidst om, hvad jeg gør, og hvilke konsekvenser det kan have. Jeg kan mærke mig selv og mine følelser igen. Jeg er hunderæd for at stjæle, men jeg bliver nødt til at fortsætte. Jeg er konstant bange for at blive taget og få en plet på straffeattesten eller det, der er værre.

Før faldt det mig let at stjæle, jeg var god til det. Nu hader jeg indædt at gå igennem en supermarkedsdør. Jeg sveder, og ser unaturlig ud, når jeg går ind i butikken. Der skal helst ikke være nogen, der lægger mærke til en. Det frygter jeg, at der er nu, og det sætter en spiral af ængstelighed og nervøsitet i gang. Jeg kan heller ikke stjæle så meget, som jeg plejer. Når jeg kommer ud igen og finder min cykel, føles det, som om jeg har fuldført en mission. Som da jeg gik forbi de store drenge i skolegården som lille og frygtede at få klø, men undgik det.

Jeg blev aldrig taget med mere, end jeg kunne snakke mig ud af. Jeg var god til at snakke.

Du er, hvad du spiser

I en periode spiser jeg skrald. Jeg føler mig også som skrald, så udtrykket, ”du er, hvad du spiser”, passer egentlig ret godt. Jeg er skrald. Jeg føler mig ussel helt ind til benet. Jeg prøver en masse cowboytricks for at få overskud i økonomien, så jeg ikke skal skralde og stjæle. Især stjæle.

Da jeg senere flyttede til København, fandt jeg ud af, at unge skralder i fællesskab. Det er socialt accepteret, og noget, man taler åbent om. Det er sågar et udtryk i sig selv. At skralde. Det er ligefrem moderne. Det fattede jeg slet ikke. Jeg var og er dybt misundelig på det fællesskab. For der, hvor jeg kommer fra, er det ikke noget, man gør.

Heldigvis er det for det meste udbytterigt, når jeg skralder, og det indeholder ikke samme risici som at stjæle. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig at lade være. At skralde er, så vidt jeg ved, ikke ulovligt. I hvert fald burde det ikke være det.

Jeg har en rute, jeg altid kører, når jeg tager ud og skralder. Jeg cykler et godt stykke væk og tager de lokale supermarkeder en efter en på vej hjem. Jo mere jeg har at slæbe på, desto kortere er der hjem.

Efterhånden lærer jeg butikkernes rutiner, særligt bagernes og de større kæder. Jeg har gnavet mig igennem kasseret ”bake off” fra stort set samtlige butikskæder og kan kende det, som andre på min alder kan kende biler eller fodboldspillere. Brød er godt at skralde, for det er ofte pakket ind og kan i virkeligheden holde sig meget længere end det angivne ”bedst før”.

Alt sammen foregår om natten. Jeg har ikke råd til at lade være.

Finder jeg for meget til at kunne spise, inden det bliver dårligt, fryser jeg det ned. Når jeg har folk ovre, er det kun mig, der må åbne fryseren. De, der er der tit, ved godt, de ikke skal, men de forstår ikke hvorfor. De tror bare, at jeg er en idiot, der ikke vil dele mine isterninger.

Sådan er der mange små underlige ting, der fylder i min hverdag, flere end jeg vil stå ved, og på den måde gennemsyrer min dårlige økonomi hele min hverdag og mit liv.

Den er i mine tanker hele tiden på den ene eller anden måde. Enten som praktiske ting i forhold til at skaffe det nødvendige, eller som negative tanker om min tilværelse og min fremtid. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvad jeg skal med mit liv.

Gemmeleg

Nogle gange møder jeg andre, der også skralder, men jeg taler aldrig rigtig med dem. Det bliver mest til anerkendende nik. Jeg kan høre, at de ikke kan dansk, og kun meget lidt engelsk. Jeg genkender samtidig også deres sunkne og nedadrettede blik. Jeg har det selv. Vi skammer os, så vi siger ikke noget, og vi venter pænt på, at hinanden bliver færdige.

I noget så uciviliseret som at rode i skrald, opretholder vi en køkultur og fælles forståelse for og et ønske om at være mere civiliserede. Så det er vi. På vores egen måde og uden at kende hinanden, præcis som køen i et åbent supermarked, hvor man betaler for varerne.

Jeg har altid hætte og hue på, når jeg skralder også om sommeren. Jeg tager også noget tøj på, jeg ellers ikke går i. Det er for ikke at blive genkendt. Jeg overvejer alle scenarier i tilfældet af, at jeg støder på nogen, jeg kender. Eller nogen, der kender nogen, jeg kender. Eller nogen, der går ud med skraldet. Eller en hundelufter. Eller nogen, der er på vej hjem fra en bytur. Eller…

Disse overvejelser fylder meget i mit hoved. Et par gange er jeg vendt om på min cykel, fordi jeg synes, jeg så nogen, jeg kendte. Var det ikke min vens kæreste? Eller var det ham, som spiller fodbold med ham den anden? Om det virkelig var dem, ved jeg ikke, men min paranoia og frygt for at blive opdaget er konstant til stede, når jeg er ude.

Gammelt kluns

Der er et alternativ. Jeg vader rundt til lokalområdets containerpladser med en lille stige eller kasse med et reb i og en lommelygte. Rebet er til at trække stigen eller kassen over hegnet – der er som regel ikke meget at træde op på på den aflåste side. Så kravler jeg over hegnet og tjekker, om der er noget, jeg kan sælge på Den Blå Avis.

En gang imellem finder jeg gamle cykler på pladserne. Jeg tjekker først på politiets app, om de skulle være registreret som stjålne. Hvis de er, kontakter jeg politiet. Jeg har en følelse af, at det giver mig point på karma-kontoen. Lige nok til at tage ud og stjæle. Hvis ikke de er registreret som stjålne, sætter jeg dem i stand og sælger dem for et par hundrede kroner.

Taber-tabu

Jeg er bange for, at jeg giver et indtryk af, at det hele var let, en leg og næsten hyggeligt. Det var det ikke. Jeg var afhængig af at komme hjem med et eller andet brugbart. Mad eller noget, der kunne sælges og blive til mad eller husleje. Jeg hadede det.

Jeg var ung med overfladiske venskaber, baseret på indtagelse af alkohol og andre substanser. Vi var unge og dumme, og alle var hele tiden ”broke”. Forskellen var, at de andre boede hjemme. Når de var broke, var der stadig mad på bordet og tag over hovedet hos mor og far. Jeg boede ude som den eneste. Når der ikke var flere penge, så var der ikke flere penge. Det følte jeg ikke, at andre tænkte over.

Jeg skammede mig for meget til at bede om hjælp, og jeg var for stolt, selvom jeg ikke havde noget at være stolt over. Stolt som kun en dum teenager, der tror, han kan klare sig selv, kan være det.

Men jeg klarede mig selv, på godt og ondt. Men det var ikke kun en jammerdal. Meget at det jeg stjal, skraldede eller fandt, gjorde jeg for at have penge til andre ting end det nødvendige. Det var langt hen ad vejen for at holde trit med mine venners økonomi. De gik meget i byen, og mit sociale liv afhang af at være med.

Dengang føltes det som en livsnødvendighed. I dag kan jeg godt se, at det var åndssvagt. Ikke desto mindre fyldte det enormt meget at have penge til at tage i byen. Jeg var altid hamrende nervøs, når der skulle findes et sted, for hvad mon det kostede, spurgte jeg mig selv.

Aldrig igen

Det var først, da jeg fik en mere stabil økonomi, at det gik op for mig, hvor meget penge har påvirket mig. Nu kunne jeg sove igen.

De penge, jeg brugte i byen, kunne jeg have brugt på at leve et bedre liv. Det ville have mindsket behovet for at skaffe penge og mad på anden vis. Men jeg var for stolt til at bede om hjælp. Det skulle jeg have gjort, og jeg var heldig, at det ikke endte galt.

I dag er jeg stadig påvirket af den periode og vil nok altid være det. Om end den kun varede et par år, og derfor var kort set i det store perspektiv, så gjorde den netop dette: satte perspektiv på en masse ting.

Jeg lærte at værdsætte, hvad jeg har, være sparsommelig og ikke mindst at arbejde hårdt, når der er arbejde at få. Til tider også for hårdt, men det er der en grund til. En grund som ikke mange forstår, men noget, der altid vil sidde i mig: Jeg vil ikke tilbage til den tid, og jeg kommer det heller aldrig!

‍

Jeg bemærker dem med det samme, da vi sidder på græsplænen foran Kunsthal Aarhus. Smøgerne. Babette finder dem frem fra tasken, lægger en på sine læber og tænder den, som det mest naturlige i verden. Det er ikke noget særligt, men jeg smiler alligevel lidt smørret indvendigt, da jeg bemærker, at smøgen kommer ud af en pakke og ikke er en, hun har rullet selv. ”Der er nok nogen, der er blevet fin på den,” siger jeg kækt. ”Det er okay at give sig selv lov til lidt luksus en gang imellem,” svarer hun tøvende. Det har hun ret i, tænker jeg. Især når verden ramlede ned over hovedet på en, som den gjorde for Babette i marts og april 2020. 

Et spørgsmål om perspektiv 

Babette laver teater. Hver dag. Hele dagen. Og hun elsker det i en sådan grad, at hun har vænnet sig til at leve på ingenting og for ingenting. Hun har valgt at leve uden penge, dels fordi hun er nødt til det, men også fordi hun kan og vil. Hun er et af de mennesker, der sætter sin passion før sin levestandard. Hun har fundet en vej i tilværelsen, som gør hende glad, som hun har det sjovt med, og som samtidig øger hendes chancer for at opnå det, hun drømmer om. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, men hun evner at se muligheder, hvor andre ville se håbløshed. Hun tror på det. Også selvom det betyder, at der aldrig er overskud på hendes konto.

For teater er ikke et projekt, der skal gøre hende rig eller kendt, slår hun fast. Det handler om, at hun vil lave det, hun brænder for - og i hendes branche får man bare ikke særligt mange penge de første par år. Så derfor kan hun enten vente på, at de år passerer forbi, og have et job ved siden af, ellers kan hun gå i gang med det samme og blot acceptere sin situation.

Men drømmene er der. Drømmene om de store villaer på Ny Munkegade – med egen teatersal og forestillinger for publikum fra nær og fjern. Om trecifrede tusindbeløb på kontoen, et liv i luksus og økonomisk overskud til at købe det, man har lyst til. Og det har hun lidt svært ved at forholde sig til. For hun forsøger at prædike og leve efter det modsatte.

“Det er et kæmpe had/kærlighedsforhold til penge. Og jeg har det egentlig bedst, når det er ingen af delene. Når jeg bare kan acceptere, at det er det, samfundet er bygget op omkring. At ting koster penge, og du skal have penge. Og sådan er det.” Hun er selv lidt undskyldende over sin egen dobbeltmoral, men jeg forsøger at mane til ro. For sådan tror jeg, mange har det.

Og i princippet er der jo ikke noget galt i drømmen. Det vigtigste er ifølge hende selv, at hun ikke lader sig styre af pengene. At hun ikke tager sit job for pengenes skyld. Og ikke mindst at hun tænker over, hvorfor pengene er så vigtige for hende.

Babette fortæller, at hun nogle gange kan relatere til hendes jævnaldrende, som modtager SU. Nogle måneder er de i samme båd, og for en stund har de forståelse for hinandens situationer. Men så stopper det også der. For andre får SU for at tage en uddannelse på en uddannelsesinstitution, mens hun ikke får penge for at tage sin uddannelse.

Penge har en højere status, end de burde. Hvis vi gør noget, der ikke er penge i, gør vi noget forkert. Sådan føles det i hvert fald for Babette. Medmindre vi gør noget, der bærer penge med sig i fremtiden. Det fylder, når man tager en uddannelse. Eller sætter en forestilling op.

“Hvis du gik i gymnasiet og brugte alle tre år på at få et godt snit, så du kunne læse medicin, ville der ikke være nogen, der ville spørge dig: ‘Hvad får dig til at tro at du kan blive læge?’ For dit snit får dig til at tro det, og det er nok.”

Selvom oddsene er forskellige, er det samme princip. Det er graden af accept og forståelse, man møder, når man ikke har penge på kontoen, der er problemet. Er man på SU, fordi man tager en uddannelse, er det helt okay, men tager man småjobs og laver frivillige projekter, har man angiveligt ikke styr på sit liv. Og det er ikke nødvendigvis rigtigt. Men hvorfor skal det være sådan?

Da landet lukkede ned, blev tæppet revet væk under hende. Fra den ene dag til den anden røg hendes sikkerhedsnet, da hendes job blev aflyst. Hendes jobs giver hende ikke mulighed for at sætte penge på en opsparing, og derfor kunne hun ikke trække på noget.

Hverdagen

Vi sidder og snakker på en videoforbindelse. Babette tager papir, filter og tobak frem og begynder at rulle en cigaret, mens hun fortæller om sin økonomiske situation. Hun bringer det selv på banen, og jeg behøver ikke engang spørge hende om det åbenlyse, da hun begynder at snakke om den plads, rygningen har i hendes prioriteringer.

“Jeg vælger det til, for det er mine rygepauser, der gør, at jeg fungerer. Det er usundt, men det er den luksus, jeg giver mig selv.” Hun smiler lidt selvironisk, mens hun fortæller videre.

“Jeg vælger alt fra for det. Det er trist, at jeg identificerer mig som ryger, men det er det, der gør, at jeg ikke bare stopper. Jeg har valgt rigtige cigaretter fra, som smager så meget bedre, for så koster det kun 200 kroner om måneden.”

Da jeg talte med hende to uger senere, fortalte hun, at hun var kommet på uddannelseshjælp. Alligevel var hun en smule demotiveret.

“Jeg tror, jeg ville synes, det var svært, hvis jeg blev vant til at få ydelseshjælp for at lave det, jeg drømmer om. Systemet fungerer så godt, at jeg ville synes, det var at frarøve det noget. Jeg vælger jo at leve fattigt, fordi jeg gerne vil lave teater. Selvfølgelig er det noget andet, hvis jeg bliver bevilget penge fra en person eller fond, men jeg kan ikke bede hele Danmarks skattebetalere om at betale for mig. Det føler jeg bare ikke, jeg er berettiget til.”

Alligevel dumper uddannelseshjælpen ind på hendes konto. Det er flere penge end hun normalt modtager på en måned. Desuden modtager hun feriepenge og penge, hun fik retur i skat. Hun er taget hjem til sine forældre nord for Århus på ferie og springer jublende op af sengen for at løbe ind og vise hendes forældre alle de penge, hun ikke troede, hun skulle have.

“Og det er jo forfærdeligt!” udbryder hun grinende, da hun fortæller det til mig et par uger senere, “For det er jo det, jeg egentlig går rundt og siger til mig selv - sådan skal det ikke være. Og lige pludselig så får man penge, og så er det fucking fedt.”

Efter et nødvendigt tiltrængende par nye sko, en impulsindkøbt juice og en ansigtscreme på tilbud senere indrømmer Babette, at penge måske ikke er så tossede igen. Nu kan hun se, hvorfor andre jagter dem frem for passionen, kunsten eller noget helt tredje. Selvom der jo er forskel på penge - og det beløb, hun pludselig stod med, nok ikke ville se nær så vildt ud i andres øjne. Men for Babette var det ikke bare penge. Det var det sikkerhedsnet, der forsikrede hende om, at uanset hvad der skete, så kunne hun betale. Hun er lettet.

Babettes nye sko får nemt ben at gå på, og tanken har strejfet hende, at det kunne være fedt at købe et par ekstra, bare fordi. Måske kunne det faktisk være rart med en hel hylde med sko. Eller altid have lige præcis den makeup, man kan komme i tanke om. Og købe en friskpresset økologisk juice til 40 kroner hver dag.

Også selvom hun faktisk ikke vil drømme om det. Hun vil ikke være det.

Hun har ikke lyst til at være afhængig af pengene, og derfor holder hun fast i sin holdning. Også selvom holdningen opstår ud af et problem. Så i virkeligheden er det en drøm om, at holdningen udspringer af sig selv.

Nu bliver det sommer 

Babette forsøger at afholde sig fra at drømme om rejser og højskoleophold. For de koster penge, hun ikke har. Så i stedet fortæller hun sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. At det er for dyrt, og at det ikke er så fedt, som hun bilder sig ind.

Indtil hun falder i.

Et par uger før krisen tager Babette en bid af æblet, og læser om en højskole. Uden at fortælle hverken hendes forældre eller venner om det, melder hun sig til. Hun har ingen penge og ved ikke, hvordan det skal kunne fungere, men hun tror på det. Det skal jo nok løse sig.

Pengene fra hendes uddannelseshjælp ryger direkte på en opsparing, og forude ligger et par måneders logi hos forældrene og et fast arbejde i en børnehave. For højskolen venter på den anden side af sommerferien.

Det er en lysende glad Babette, der sidder foran mig - en helt anden pige end hende, jeg snakkede med bare fire uger tidligere.

Drømmen er ikke brast og teatret er kun sat midlertidigt på pause, for højskolen bringer undervisning, skemalagt dagligdag og en pause fra alle pengeproblematikkerne. Og hun glæder sig. Nu må det gerne blive sommer.

Den første pakke

Jeg tager mig sammen og kommenterer cigaretterne, da Babette tænder en.

“Det er altid det, når jeg lige får nogle penge. Men det er alligevel min første pakke. Det er jeg lidt stolt over,” griner hun og fortæller, at hun egentlig havde glemt sin tobak og først opdagede det, da hun skulle have sin fyraftenssmøg.

“Det var træls, for det var lige det jeg havde brug for. Så jeg gik ind i en kiosk og spurgte, om de havde nogle smøger, der ikke var blevet sat op. Han havde én pakke, så den købte jeg. De andre er jo lige blevet sat 20 kroner op.”

Jeg vil være et fordomsfrit menneske. Men jeg kæmper med tanker, handlinger og refleksioner om andre og mig selv, som jeg ikke er stolt af. Tanker om penge, som hele tiden modsiger sig selv. Øv, hvis bare det var nemmere at snakke om. Det er svært for mig at tale om penge, også selvom jeg ikke er på røven.

Jeg er ikke stolt, når jeg lyver om mængden af penge på min konto, altså fortæller, at der er færre, end der er for at slippe fra at give en omgang øl. Mit moralske kompas siger, at hvis man giver, får man igen. Det er bare ikke tilfældet med alle, jeg kender. Derfor ser jeg mig selv ende i situationer, hvor jeg lyver mig fattig, fordi jeg ikke har lyst til at give øl, igen og igen, uden at få noget tilbage.

Min opfattelse af mine relationer påvirkes af, hvad jeg giver, og hvad jeg får – og det er et fucking nederen kriterie. Jeg lyver nogle gange om min økonomi, selvom jeg slet ikke har lyst. For jeg har ikke lyst til at dele min økonomiske situation med hvem som helst i frygt for, at de ændrer deres syn på mig. Jeg er ret god til at spare op. Det bliver derfor min egen, næsten forbudte hemmelighed, som jeg har værnet om og dyrket gennem det meste af mit liv. 

Min familie 

Gennem min opvækst har jeg lært af mine forældre at passe på mine penge. Nogle gange synes jeg endda, at jeg går lidt for meget op i, hvad jeg bruger mine penge til. I købsovervejelser ender jeg med at bruge ekstremt lang tid på at købe ingenting. Jeg tillægger mine egne penge mere værdi, end de har. Det er ikke, fordi mine forældre er rige, men de er gode til at passe på deres økonomi og med tanke på, at jeg er enebarn i en middelklassefamilie, har mine forudsætninger været gode.

Nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra, spørger de ofte, om jeg er i nød. De siger, jeg altid bare skal ringe, hvis det strammer. Det er en af deres måder at vise omsorg på og sørge for, at jeg har det godt, altid. Det er en glæde for dem at kunne give mig, og alligevel afviser jeg den oftest, fordi det overgår min stolthed. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare tager imod. Når jeg nu har mulighederne for et rigere liv, smidt foran mine fødder, hvorfor skal jeg så ikke gøre det? Min afvisning er et forsøg på at forhindre penge i at kontrollere mit liv, men effekten bliver det modsatte. Jo mere jeg går op i ikke at tage imod, desto mere regulerer penge mit liv. Derfor, paradoksalt nok, er jeg ikke særlig stolt, når jeg så engang imellem beder mine forældre om penge. Hvorfor spørger du overhovedet? Hvad er det du er bange for, spørger jeg mig selv.

Mine venner

Jeg er ikke stolt, når jeg tager mig selv i at tænke fordomsfuldt om mine venner. Jeg er en person, der har nemt ved at befinde mig i forskellige omgangskredse og interesser, men lige meget, hvor jeg er, hvis snakken falder på penge, synes jeg, det kan være svært at forholde sig til. Jeg vil ikke dømme nogen, men det er særlig svært, hvis de lægger op til, at man skal have ondt af dem. Måske er det, fordi jeg er træt af, at det er pengene, som bliver en faktor til at søge medlidenhed, og at jeg egentligt bare ønsker, at vi kunne koncentrere os om noget andet. I hvert fald tager jeg mig selv i at tænke: “Tag dig nu sammen...” – og det er en tanke, jeg ikke er stolt af.

Jeg er ikke særlig stolt, når jeg husker tilbage på, hvor lidt ubekvem jeg blev af at mine venner lavede knæk i huse og biler, fordi de var økonomisk desperate. De var ude i noget lort grundet helt andre økonomiske omstændigheder end mine. Det er først nu, hvor jeg tænker tilbage, at jeg opdager, hvor absurd det har været, at mine gode venner har begået kriminalitet og har spredt deres hælervarer ud på gulvet i den lejlighed, vi har befundet os i. I dag føler jeg mig meget ubekvem ved tanken om, at de har følt sig nødsaget til at begå indbrud, fordi de ikke ligesom mig nemt kunne få et job eller spørge sine forældrene om hjælp. Hvor var mit ansvar i de situationer? Om jeg overså det? Om jeg, med mine gode midler, skulle have grebet ind? Delt ud? Inspireret? Andres økonomi er jo non-of-my-business – men hvornår gør man det rigtige? 

Jeg er ikke særlig imponeret, når jeg ser, hvordan nogle af mine venner blærer sig med, hvad de har købt. Det ærgrer mig, når de prøver at bevise noget gennem deres værdigenstande. Jeg får en fornemmelse af, at det er igennem produkter, at de udlever deres potentiale. Det er, som om de kun kan tilskrive sig værdi som menneske ved at eje ting, og at der går sport i at eje de rigtige ting. Men det må ikke misforstås, for selvfølgelig er det da en for lækker følelse at erhverve sig nye genstande, som man stolt viser frem til verden – jeg elsker det da! Og jeg elsker komplimenterne, der følger med. Men jeg ser mig selv som et fornødent menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor man vil eje 12 Rolex ure, når man kun har 2 håndled. Samtidig er der jo ingen, som beder mig om at forstå det.

Min rigtig gode veninde, som kommer fra dårligere kår, har altid været exceptionel god til at opbygge sig en aura af rigdom. Hun har aldrig haft penge, altid lånt hos andre, klædt sig i smart tøj og makeup og befundet sig blandt de rigtige mennesker (rigtige i denne kontekst, fordi de har god økonomi). Hun er også en af de sejeste og sjoveste mennesker, jeg kender, selvom jeg ville ønske, at hendes indstilling til et lykkeligt liv ikke var baseret på en stor fed bankkonto. Hun kunne blære sig med penge, hun ikke havde. Hun slap fra det, og det imponerer mig hver gang. Når økonomien har kamufleret sig som genstande, kan man nemmere snakke om den, eller dømme dem. Det er ikke længere det reelle beløb, for det kender man ikke, men i beklædningsdele er økonomien ikke længere usynlig. Menneskers påklædning fortæller noget om, hvilken holdning de har til forbrug og til penge generelt. Jeg ville sige, at man iklæder sig, hvad man gerne vil anerkendes og anses for.

Kan man købe sig til kærlighed?

Børneopsparing er en sjov størrelse. Som en del af et overgangsritual, der er så elementært og så definerende for en ung voksen. At modtage denne mængde penge, som forældre har investeret i ens fremtid, bliver en symbolsk handling. Det er det store startskud på voksenlivet og formentlig den største mængde penge, man til dato har haft. Det er det, man snakker med sine venner om, for endelig har man råd til at købe de store ting selv og langt om længe være uafhængig.
Fordi børneopsparingen er så stor en del af at træde ind i de voksnes rækker, bliver idéen om børneopsparing en slags allemandseje – men som alle bare ikke har samme ret til alligevel. Jeg fik udbetalt mine børnepenge på min 18-års fødselsdag, som lagde bunden for den opsparingskonto, jeg kun bruger til “vigtige ting” – som dyre engangskøb, reparationer og rejser. Andre i min omgangskreds fik dem ikke udbetalt, enten fordi deres forældre aldrig havde råd til at starte en, eller fordi de havde hævet pengene inden og brugt dem på andet. En problematik, som jeg ofte befandt mig selv lægge øre til. Jeg forstår godt mine venners frustrationer, når fratagelsen af dette symbolske beløb blev til troen på, at forældrene ikke havde kærlighed eller tillid nok. Når penge forbindes med en slags grundlæggende affektion, kan jeg også godt se, at det lægger et pres på forældre, som gerne vil gøre det godt.

Jeg har det så ærgerligt over, at kærlighed skal manifestere sig i tal, kroner og øre, der kan bruges som unødvendigt måleinstrument. Det er også en af grundene til, at økonomi bliver så ømt et punkt, som gør det svært at være stolt af. Tør man sige, at økonomi bliver roden til ‘alt ondt? Den adskiller mennesker og kommer til at definere personlige værdier og selvopfattelse, når netop kærlighed ødelægges af troen på penge. Så, at give sig selv lov til at være konto-stolt med en mentalitet af “det køre bare for Ole-Bent” er fucking svær, fordi man ikke vil sætte sit eget værd højere end andre – jeg har i hvert fald ikke lyst til det.

Men jeg er ret god til at spare penge op, og trods mine ambivalens overfor penge er det er en kvalitet, jeg virkelig gerne vil sætte pris på ved mig selv. For penge bliver altid en meget hellig størrelse, som kan være svær at få brugt uden dårlig samvittighed “åh, er det nu det rigtige jeg gør?” Derfor, er jeg særlig stolt de gange, hvor jeg har haft råd og brugt mine penge på noget, som virkelig beriger mig mentalt – såsom rejser eller hobbyer. Længe har jeg også siddet på mine penge uden at ville bruge dem. Men for fanden, de skal jo også bruges! Det er også derfor, man har dem. Det gør mig stolt, når jeg gør mig selv opmærksom på den tanke også.

Kan man købe sig til kærlighed, uden penge?

Min egen økonomi og holdning til penge har været påvirket af de mennesker, jeg har haft omkring mig. Selvom jeg er vokset op med nogle muligheder og en stabilitet, er jeg godt klar over, at andre ikke har haft det samme udgangspunkt. Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig, har været dem, der har kæmpet og på en eller anden måde fået det hele til at fungere.

Jeg bliver stolt af mine venner, når de udviser en styrke på trods af hårde økonomiske vilkår. Jeg synes også, der er noget smukt ved at være sammen med folk, der ikke har nogen penge, men finder på andre ting. Min ekskærestes mor har været i flexjob i 4 år og haft den fedeste måde at komme rundt på i en begrænset økonomi og være kreativ. Hun åbnede virkelig min forståelse for, hvor meget man kan gøre, selvom man ikke har en ”Joakim von And”-bankboks i soveværelset. Hendes netværk er bredt, hvilket selvfølgelig bliver en fordel, når man kan låne, besøge, bytte eller overtage fremfor at købe. Desuden er hun den bedste tilbudsjæger jeg kender! Hun er bare super-duper idérig i stedet, hendes rejser bliver til vennebesøg rundt omkring i Europa, og med få penge på lommen opstår helt andre oplevelser, man ikke kan købe sig til. Den styrke hun har, har efterladt et indtryk på mig, som jeg aldrig kommer til at glemme.

Hendes kreative kompetencer er i højsædet, da hun hele tiden har skulle finde andre midler til at skabe de bedste rammer, hun ønsker for sine børn. Eksempelvis fantastiske og anderledes sammensatte konfirmationsfester skabt på lavbudget. Et eller andet sted er det helt fantastisk at opleve, hvordan der skabes værdi uden penge, men alene på det menneskelige bidrag – og at penge ikke bliver den definerende faktor for at vise kærlighed overfor sine børn. Det afviser ikke, at hun har været utroligt mentalt påvirket af hele tiden at skulle kæmpe for, at hendes børn ikke kunne få det samme, som de andre i klassen.

Mine relationer bliver meget påvirket af, hvad jeg giver, og hvad man får. Måske var der noget andet jeg ikke kunne lide ved dig, men så blev det pengene, der pludselig overtog den følelse, altså, at kunne se ud over måden, penge dikterer mine forhold på – for det gider jeg ikke. Netop hvordan penge bestemmer adfærd, i måden den kategoriserer og afgør et menneskes syn på sig selv. Som det ikke at have penge betyder, at man i vores samfund anses som en fiasko, der ikke er kvalificeret til at passe et job, eller som blot spiller det hele væk. Den skam, vil jeg ikke have, skal overdeterminere, hvordan jeg forholder mig til mennesker. Og selvom det kan være svært ikke at lade sig underlægge penge-diktatoren, så prøver jeg.

Jeg prøver at tage hensyn til min egen økonomiske status, når jeg snakker om, hvordan andres økonomi fungerer. Selvfølgelig skal man være reflekteret og tænke ind i kontekst, fordi penge har værdi på vidt forskellige måder. Netop fordi jeg aldrig rigtig har været i pengemangel, kan jeg idealisere fattigdom. Jeg har med vilje placeret mig i situationer, hvor jeg har manglet for at virke som ansvarlig voksen eller af nysgerrighed ville prøve at have den samme “sidst-på-måneden-følelse”, som mine kammerater. Men, et sted i baghovedet ved jeg jo godt, at 200 kr kun er et opkald væk fra mine forældre.