Er jeg pengepresset?

Jeg er 11 år gammel. Jeg er ovenpå i mit barndomshjem i computerrummet. Min mor sidder foran hovedcomputeren, som hun plejer at skrive sin ph.d. på. Jeg skal til at spørge hende om noget, jeg har tænkt over i noget tid. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte se min mormor og morfar i et halvt til et helt år, da jeg var omkring fire år. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg før det plejede at se dem ugentligt. 

Da jeg spørger min mor om, hvorfor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre, fortæller hun mig, at hun havde fundet ud af, at min morfar havde taget mig med i bad, hvilket hun syntes lød mærkeligt. Jeg forstod dér, at der var en sammenhæng mellem overgrebene - som netop var sket i badet - og den efterfølgende lange periode, hvor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre. 

Jeg beslutter mig derfor spontant for at fortælle min mor, hvad der konkret skete, når min morfar tog mig med i bad, men før jeg når at få sagt noget, afbryder hun mig. 

“Stop, du må ikke sige dét. Jeg kan ikke klare at høre dét.” 

Sommer 2020 

Det er sommer. Jeg er 22 og står ude foran mit lægehus. Jeg har brug for en pause fra mit første studie. Mine senfølger har overtaget min hverdag, selvom jeg ikke ved det endnu. Jeg ved kun, at jeg blev seksuelt misbrugt i min barndom, og at jeg er dybt traumatiseret af det, og at min hverdag er fyldt med angst, depressionssymptomer, undgåelsesadfærd og et evigt behov for kontrol. 

“Og hva’ så?” svarer lægen, da jeg fortæller hende om overgrebene.

Hendes svar gør mig svimmel. Jeg får det varmt og begynder at svede. Mit hjerte hamrer af sted. I dag er jeg stadigvæk i tvivl om, hvorvidt min reaktion skyldes angst eller vrede. Nok en blanding af begge dele. 

“Hvis du ikke skriver lægeerklæringen, dropper jeg ud af mit studie,” truer jeg. 

Hun kigger skeptisk på mig, men vender sig mod computeren og begynder at skrive. 

Kort tid efter forlader jeg lægehuset. 

En lægeerklæring og et traume rigere. 

Forår 2022 

Jeg dropper ud af mit andet studie i foråret 2022. Jeg har brugt to og et halvt år på universitet. Jeg har intet arbejde. Jeg kan ikke få min hverdag til at fungere, og jeg er helt ude af den. 

Angsten for at finde ud af, hvilke konsekvenser seksuelle overgreb i barndommen kan have for en person, fylder for første gang i mit liv mindre end uvidenheden om ikke at vide det. 

En del scrolling og links-klikken senere finder jeg frem til Joan-Søstrene. 

Joan-Søstrene er en kvindepolitisk forening, der arbejder med og for kvinder udsat for seksuelle og fysiske overgreb. Vi tilbyder bl.a. gratis rådgivning for kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt, incest og seksuel chikane. 

Incest og seksuelle overgreb. Har jeg virkelig været udsat for incest, når min morfar teknisk set ikke er min biologiske? Og har jeg været udsat for seksuelle overgreb, når han ikke gjorde noget ved min krop? 

På trods af min tvivl møder jeg op på Joan-Søstrenes adresse i København. 

Jeg fortæller rådgiverne om min situation. Jeg kan ikke gennemføre et studie. Jeg bliver smidt ud af min lejlighed om et par måneder. Jeg isolerer mig emotionelt og socialt. Jeg har angst; nogle gange i så slem en grad, at jeg kaster op af det. Jeg har depressive symptomer. Jeg har kontrolproblemer.

“Der findes forskellige organisationer, som måske vil kunne hjælpe dig,” siger den ene af rådgiverne, mens hun skriver på en post-it note. “Her har du en liste.” 

Jeg kigger ned på listen. 

Der står:
CSM
Landsforeningen Spor
Kvisten 

“Tror særligt, at CSM vil kunne hjælpe dig,” siger den anden af rådgiverne. 

Vent. Hvad fuck er senfølger? 

Så snart jeg kommer hjem fra Joan-Søstrene, søger jeg på CSM. 

Det første, jeg finder ud af, er, at CSM står for Center for Seksuelt Misbrugte. Jeg læser videre: 

CSM er et landsdækkende gratis behandlings- og rådgivningstilbud til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Senfølger. Ordet får mig til at rynke brynene. Hvad fuck er senfølger? 

Senfølger kan være meget smertefulde og give både fysiske, psykiske og sociale problemer i livet som voksen. Ofte er problemerne efter seksuelle overgreb i barndommen så store, at mange voksne med senfølger lider af angst, depression, selvmordstanker, PTSD, personlighedsforstyrrelser eller en spiseforstyrrelse. 

Kort fortalt finder jeg ud af, at senfølger først viser sig senere i livet og er en følge af at være blevet udsat for overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Ifølge Socialstyrelsen: “Omkring 60-80 procent af dem, som beretter om seksuelle overgreb i barndommen, har eller vil udvikle senfølger.” 

Jo mere jeg læser, des flere svar får jeg på spørgsmål, jeg har haft de seneste fem år. Jeg bliver ramt af en enorm lettelse. Og en stor sorg. 

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg som barn fungerede “normalt” og nu føler det stik modsatte. Jeg har haft det sådan her i fem år. Jeg har fandeme haft senfølger i fem år uden at vide det. Det er især de mange års uvidenhed, der vækker sorgen. Næsten hver dag har jeg bebrejdet mig selv for, hvorfor jeg ikke bare kunne tage til den fest, hvorfor jeg ikke bare kunne åbne mig op over for nye mennesker, hvorfor jeg har et så sygeligt behov for kontrol, hvorfor jeg ikke lytter til min krops signaler, når den prøver at sige stop. 

Det er ikke mig, der er sådan. Det er senfølgerne. Det er traumerne. Jeg er et traumatiseret menneske, der har brug for hjælp. Og for første gang i mit liv er der hjælp at hente. 

CSM 

Jeg skriver til CSM’s anonyme chatrådgivning. Jeg beskriver kort mine “symptomer”. 

“Det kunne godt lyde, som om du har senfølger,” skriver den anonyme rådgiver. 

“Du kan ringe til vores nummer og bestille en tid til en visitationssamtale, hvor en psykolog vil vurdere, hvorvidt vi kan tilbyde dig behandling eller ej.” 

Jeg ringer nervøst og grædende op til CSM’s nummer dagen efter. 

Til visitationssamtalen fortæller psykologen mig: ”Den første person, du fortæller om dine overgreb, har stor betydning for, hvordan du vil have det med at fortælle det til andre efterfølgende. Det er faktisk normalt, at folk med senfølger føler, at afvisningen er ligeså - hvis ikke mere - traumatiserende end overgrebene selv.” 

Min mor. Min mor var den første, jeg fortalte det til. Hun afviste mig, da jeg kun var 11 år gammel. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og give mit lille jeg det kram, hun aldrig fik. Men det kan jeg ikke. Jeg lærte aldrig at føle mig elsket som barn, så det har jeg skullet lære som voksen. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle mit lille jeg, at hun ikke er alene. 

Psykologen har ret. På trods af min lange fremgang (fra at have troet, at jeg aldrig ville kunne sige det til nogen, til at jeg nu fortæller om det i en bog) er min største trigger stadigvæk at skulle åbne op om overgrebene. Det føles langt mere triggerende for mig end minderne om overgrebene. Min mors afvisning lærte mig, at der kan ske forfærdelige ting i livet, og at der ikke er nogen hjælp at hente. Og jeg har i det meste af mit liv internaliseret denne “overbevisning”. Det, der før “kun” var et omsorgssvigt fra min morfars side, blev til et dobbelt omsorgssvigt på grund af min mors afvisning. 

Det tager ikke psykologen lang tid at konkludere, at jeg har senfølger. 

“Men du skal vide, at ventetiden er meget lang. Jeg kan ikke sige, hvornår du præcist kan komme i behandling, men der kommer til at gå mindst 2 år.” 

2 år, tænker jeg. Hvordan skal jeg kunne vente så længe. 

Sommer 2022 

I perioden, hvor jeg venter på at starte på mit tredje studie, researcher jeg meget på konsekvenserne af seksuelle overgreb i barndommen, særligt i forhold til senfølger. 

En af de andre organisationer, som rådgiverne fra Joan-Søstrene anbefalede mig, holder et møde, hvor man kan træffe andre senfølgerramte uforpligtende. 

Jeg savner nogen at spejle mig i og ønsker at blive klogere på mig selv og senfølgerne. Så jeg giver det en chance. 

Det skulle jeg aldrig have gjort. 

Senfølger kan beskrives som et form for “spektrum”, hvor en senfølgeramt person befinder sig på yderpolen mellem to ekstremer, fx sætter for få grænser vs. sætter for mange grænser, undgåelsesadfærd vs. overeksponering, fx i seksuelle relationer, har svært ved at være sårbar vs. deler “for meget” ud af sig selv. 

Jeg befinder mig selv i den mere isolerende del af “spektret”. 

Men det gør de fleste, der dukker op til mødet, ikke. En fortæller ufiltreret om, hvordan hun føler, at hendes partner udnytter hende økonomisk. Hvordan de havde været på ferie sammen, og kæresten gang på gang havde bedt hende om at betale og lovet hende, at de skulle dele beløbet ligeligt, når de kom hjem. Kæresten holdt aldrig sit løfte og var endda blevet sur, da hun spurgte, om det ikke snart var på tide at få beløbet delt. En anden fortæller, at hun har et dårligt forhold til sine børn, at hun har skyldfølelse over ikke at have taget sig ordentligt af dem. Og at hun dengang ville ønske, at hun ikke havde fået dem. 

Jeg ender med at tage grædende hjem til en veninde, som må trøste mig resten af aftenen. Jeg føler, at jeg gennem disse mennesker ser ind i min egen fremtid, hvis jeg ikke får bearbejdet mine traumer. Men hvad skal jeg gøre? Der er stadigvæk mindst et år og 10 måneders ventetid tilbage hos CSM.

‍

Brev til mor 

Kære mor 

Jeg drømte om dig forleden. Dig og mormor. Jeg var der også. I to versioner faktisk. Jeg drømte, at mit 3-årige jeg sad og græd i badekaret. Badekarret, som overgrebene skete i. Det vil du selvfølgelig ikke anerkende. Hverken overfor dig selv eller mig. Du og mormor havde som altid travlt med at skændes. Jeres had til hinanden har altid overdøvet jeres kærlighed til mig. Sådan føles det i hvert fald. 

Der lå jeg som 3-årig, både i virkeligheden og nu i min drøm, og havde brug for jer, men I hjalp mig ikke. Du hjalp mig ikke. Min egen mor. Men jeg var der. Mit voksne jeg. Og jeg hjalp mig selv, nu hvor du ikke kan. Mit voksne jeg løftede mit mindre jeg op i sine arme og trøstede hende. Noget du aldrig rigtig har kunnet. 

Jeg vågnede grædende op. Min hovedpude var blevet helt våd af tårer, men jeg lagde hovedet tilbage på puden og sov videre. På samme måde er jeg kommet videre fra dig. Jeg har i hvert fald gjort mit bedste, og det har givet mig så meget fred. Mit mål er en dag at have dig helt ude af mit liv, men der er jeg ikke helt endnu. Så længe mine brødre er hos jer, vil jeg stadigvæk være en del af dit liv, så jeg kan være en del af deres. Men den dag, hvor de ikke længere er, kan jeg endelig give fuldt slip. Jeg vil aldrig være fri for senfølgerne, men jeg vil være fri for dig. 

Jeg har ikke dig eller mormor, men jeg har mig selv, en vidunderlig kæreste - som du ikke kender til - og mine venner, og de elsker mig. Ubetinget. 

Du må have det godt, mor. 

PS: Jeg har fået en tid hos CSM nu. 

Der er grønne plastikstjerner over mig, som skinner mat ned til mig. Jeg ligger i min køjeseng og kigger op i loftet, der udgør min nattehimmel. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler mod vores knirkende opgangsdør, jeg venter på min far. Der er ingen, der ved, at jeg ligger her og venter på ham hver evig eneste nat under mine stjerner. På mit gulvtæp pe under sengen har jeg bygget en LEGO-borg helt for mig selv. Den er fyldt med plastikriddere i plastiktårne. I gården tæmmes vilde plastikheste, og under borgen i fangekælderen bor der et plastikmonster; sådan et man helst ikke må snakke om. Jeg kravler ned og sætter to riddere i hvert tårn; de må helst ikke kede sig.
Det blæser udenfor, hult og længe. Træernes skygger hvisker mod ruden i nat. Hunde gør i kvartererne, fjerne biler suser afsted, og lampen uden for mit vindue står og lyser mørket væk. Gennem mit værelse summer en flue forvirret rundt, vimser om bag mine gardiner med nordiske myter på. Falke-fluen flyver over bjerget, hvor Suttungs mjød var bevogtet, og ud på den anden side af mit gardin. Den lander på min sengekant. Jeg kan også flyve; jeg kan flyve til alle de steder, jeg vil, når jeg ligger her. Jeg er altid alene, når jeg rejser. Der er ingen – voksne i sigte, og børnene er altid for sig selv. Jeg tror ikke, der er nogen, der forstår mig. Der er jo ikke nogen, der kan se ind i mit hoved. Det siger min mor i hvert fald. Hun er klog, min mor, som alfaderguden Odin. Han er blind på det ene øje, men mor siger, at hun har falkeøjne i nakken. Sådan nogen, der kan se det hele ovenfra, et overblik. Uanset hvor god mor er til at se, er jeg stadig bedre til at gemme mig i min fantasi. De voksne i børnehaven siger, at jeg ikke altid er opmærksom, at jeg ikke hører, hvad de siger, medmindre de nævner mit navn flere gange. At jeg er distræt, hvad end det så betyder. Måske synes far, at jeg er mærkelig. Mine øjne bliver tunge, som min dyne. 

Jeg falder i søvn, før jeg ved, om han er hjemme. Før jeg vågner næste mor gen, er han allerede taget afsted. 

Far henter mig i SFO’en. Han kommer i sin Passat, og da han kommer ind ad døren, rutsjer glæden ind over mig. ”Det er mig, der henter dig i dag,” siger han og roder i sit hår. Far smiler skævt før han tager min hånd. Han sætter September med Earth Wind and Fire på i bilen, og vi synger med, mens vi kører afsted. Selvom jeg ikke kan teksten, skråler jeg bare med alligevel. Da vi kommer hjem, trækker vi i rulleskøjterne. Far holder min hånd og guider mig. Han fortæller en røver historie om, at han engang var verdensmester i skøjtedans, og jeg tror på ham. Jeg har set ham rulle i sine gamle rulleskøjter. Han er sej med hjul under fusserne, og jeg synes, hans ben minder om spaghetti, når han ruller rundt, svinger og drejer i luften. Han lærer mig, hvordan jeg skal skubbe med benene: det ene, så det andet, det ene, så det andet.
”Hold dit ene ben strakt og bøj lidt i knæene, ” siger han. ”Orv se, nu suser jeg derudaf.”
Da vi kommer indenfor igen, er der ikke lang tid til aftensmad. Vi skal have spaghetti, ligesom fars rulleskøjte-ben. Under Disney-sjov prøver far at få mig til at lægge en chokolade tilbage i skålen, som jeg allerede har bidt af, men mig kan han ikke narre. Han har prøvet at opdrage mig til narrestreger, siden jeg blev født, siger mor, og det er vist rigtigt nok. Far har en dans, som får mig til at grine. Han sætter George Michael, Usher eller Michael Jackson på og begynder at gå rundt i lejligheden, mens han bøjer sjovt i knæene og svinger stift, men alligevel rytmisk, med albuerne. Jeg rejser mig fra sofaen og stiller mig på min fars store fødder. De minder mig lidt om Anders Ands, når han spreder sine tæer. Jeg holder godt fast i fars hænder. Og vi danser løs, mens jeg svinger på fars fødder. Helt indtil jeg skal i seng.
”Vågn op, min rokketand driller. Jeg kan ikke sove.” Hvad mon han drømmer om? Far brummer og glider ud af sengen. Han har søvn i sine øjne. Hans ansigt lyser op, da han ser mig i min Batman-pyjamas ude i gangen.
”Jeg har en idé. Det er et trick, din onkel Jan lærte mig.” Han roder i vores rodeskuffer, hvor der gerne må rode, indtil han finder noget snor. ”Aha, nu skal du bare se løjer!”
Han smiler stort og binder den tynde, hvide snor om håndtaget på min dør. Han er sjældent så glad, som når han kan lære fra sig. Han binder endnu en løkke i den anden ende og rækker mig snoren. ”Så binder du den her ende rundt om din rokketand, og så smækker vi døren.”
”Ville det ikke vække mor?”
”Det har jeg styr på, klokken er kun ni. Er du klar?”
”Hvad hvis det gør ondt?”
”Det gør det ikke, og så får du en fin tand til tandfeen, så husk at tjekke under din hovedpude i morgen. Klar?”
”Okay, jeg er klar.”
”Vi tæller ned fra tre. En, to-”
Woosh! På to smækker far døren, og før jeg ved af det, hænger min tand fra håndtaget. Mit blik farer fra tanden til far og tilbage, før et smil breder sig over hele mit ansigt. Jeg putter min pegefinger i munden og mærker hullet mellem tænderne, tandkødet er blødt, og det bløder lidt.
”Det gjorde slet ikke ondt.”
”Hvad sagde jeg,” siger far og blinker med sit ene øje.
Min tand ligger under hovedpuden, den er gemt godt væk. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af vinger. Jeg venter på tandfeen. Hun er dukket op hver gang, men jeg har ikke set hende. Der ligger en hel tyver under min pude, hver gang jeg taber en tand. De står i et syltetøjsglas på min kommode fra det der blå-gule-svenske sted med kødbollerne og møblerne. Bare jeg fik en tyver hver gang, jeg faldt i søvn, før far kom hjem. Så ville jeg have ”røven fuld af penge”, som han ville sige, men jeg vil hellere have dem under hovedpuden.
Der er skridt ude i gangen nu. Jeg møver mig ned under dynen til min næsetip er lige over kanten og lytter. Min mor siger, at vores lejlighed er lavet af pap, så man kan høre hver en lyd. Gulvet knirker ude i gangen. Hvert trin lyder forsigtigt, næsten hemmeligt. Jeg forestiller mig, at tandfeen danser lydløst, når hun skal hvile vingerne, så er det mon hende? Min dør går op, og ind træder min mor.
”Mor hvad laver du? Jeg skal altså sove.”
”Årh, undskyld skat, jeg ville bare lige kigge til dig. Sov du bare videre.”
Jeg sætter mig op på albuerne. ”Okay. Tror du tandfeen kommer?”
”Det er jeg sikker på, at hun nok skal. Læg dig ned og sov min skat, det er langt over din sengetid.”
Er mor tandfeen? Er far julemanden!? 

Jeg går til springgymnastik om man dagen. Bum og hopla, så så man lige mig! Jeg laver saltomortaler, vejrmøller og håndstande. På tribunen sidder min mor og far; de vinker, klapper og hujer. Salen er fyldt med forældre. Det føles, som om alle øjne er på mig, når jeg springer gennem luften, roterer, lander med armene i vejret og poserer som en gymnast til de olympiske lege. Min dragt er blå, fordi jeg ved, det er min fars yndlingsfarve. Dommerne giver mig topscore, og far klapper i sine store hænder, der altid er varme. Der bukkes og nejes, imens duften af roser fylder hallen. Vi får vores medaljer, og en stor buket blomster bliver delt ud til hver gymnast. En ”jeg har været med” blomst, kaldte min far det dengang, hvor han ikke bare var i min fantasi.
”Hvor er far? Han sagde altså, han ville komme og se mig.”
”Han blev kaldt på arbejde igen i aften, skat.”
”Men han sagde jo, at han ville denne gang.” Mine knoer bliver hvide, så jeg gemmer dem bag min ryg.
”Jeg kan godt se på dig, du bliver ked af det nu, kom her min skat.”
Mor holder mig i sine arme. Vugger mig frem og tilbage med urokkelig kærlighed. Jeg er rød i ansigtet, og der kommer små våde pletter på min mors trøje.
Han var med en enkelt gang, og jeg hørte hvorfor, selvom jeg ikke skulle. Jeg stod i gangen med øret mod døren til køkkenet. Min mor sagde, at han aldrig var der, at han ikke tog mig seriøst, at han burde komme til mine opvisninger og engagere sig. Så dukkede han op en enkelt gang. Jeg ved han gør det for at bevise, at han kan. Men det er lige meget. Jeg ser ham fjolledanse, så hans mave svajer. Ser ham huje, ser ham klappe. Lige dér på tribunen ved mors side. 

Vi er fastliggere på den fedeste campingplads. Der er en kæmpe hoppepude, svævebane og pool. Solen skinner, køerne græsser på marken på den anden side af vejen, biler ræser forbi. ”De gasser sådan op på landet, altså bilerne,” siger mor. Jeg har fået en lillebror, som kan gå og sige et par en eg kan flyve. Mor sidder i skyggen under de let-svajende løvtræer. Far og Emil er her ikke; de er gået en tur ned til poolen.
”Se mor, jeg er en flyvende gymnastik-stjerne, ligesom far!” siger jeg, mens jeg strækker mine arme ned langs siden og hopper så højt, at jeg mister balancen.
Mor smiler og vinker, kigger ned i sin bog. Hviler sine falkeøjne, der har været på stilke, siden Emil kom til verden. Da vi går hjem til campingvognen, kommer far gående med raske trin og Emil i klapvogn. Min bror har en is i hånden. Den gule Københavnerstang, der er ved at smelte udover hans fing re, glinser i solen. Far lugter af klor eller sved. Vand løber fra hans våde hår. ”Hvorfor har du ikke købt en is til mig, far?” Der bliver alt for stille lige pludselig; jeg kigger ned på mine sandalfødder i gruset og op på Emil. Han har gul farve i hele ansigtet.
”Ej Lau, du kunne da godt have købt en is til Niklas også.”
”Hvorfor nu det?”
”Jamen du kunne have sagt dig selv, han også ville have en is.”
”Han var der jo ikke, jeg gik jo bare en tur med Emil.”
Jeg lytter til fuglene, der pipper, og ønsker mig vinger. Falke-flue på væggen vinger. Overblik. Min lillebror spil der is på sine tykke lår. Der er nogen, der går forbi og kigger. Jeg vil gerne flyve.
”Det er jo bare en is for fanden!”
”Det handler ikke om isen, Lau.”
”Hvad handler det så om?”
Flyve langt væk.
”Kom Niklas, stjerne-gymnaster skal også have is.” Mor tager min hånd. Jeg letter.
Flyver hjem til mine stjerner. De er ikke ægte. Ikke længere. 

Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler. Jeg venter på min far. Hvor bliver han af? Far skulle være kommet hjem. Klokken må være meget mere end ni, og min alarmklokke tikker utålmodigt på min kommode. Jeg kravler forsigtigt ned ad stigen, men kommer til at vælte et af tårnene med et rabalder. Riddere, heste og tjenestefolk slået omkuld. Det var kongefamiliens tårn, der faldt. Prinsen, der ligger på gulvet, mangler sine hænder. Dronningen ligger ved radiatoren under sengen, stadig intakt. Kongen er ikke til at finde. Det er uhyret heller ikke, og fangeporten er slået åben. Har ikke tid til at finde uhyret, for far er ikke hjemme.
Jeg træder ud i gangen. Skyggerne strækker sig fra ovenlysvinduerne, som katte, der bliver løftet på midten. Forsigtigt undgår jeg at træde på de sorte-gulvkatte og lægger øret mod hoveddøren. Der er stille, indtil jeg hører en bil køre ind på parkeringspladsen. Den holder længe og brummer, før jeg hører to stemmer, som jeg ikke er sikker på, om jeg kender.
De kommer nærmere og nærmere. De snakker sammen. En kvinde og en mand. Mandens stemme er svær at genkende. Dæmpet og stille, som når de voksne har voksensnak. Som når der er hemmeligheder. De mumler noget, der lyder som farvel.
Der var den endelig, den genkendelige raslen af et sæt nøgler. Jeg løbe-lister hen over gulv-kattene, putter dronningen tilbage i borgen og kravler op i min seng. Mon han kommer ind og kigger til mig i aften? Hoveddøren åbner langsommere, end den plejer, når far kommer hjem. Han hoster ude i gangen. Tager sin jakke og sko af. Går med sløve trin mod min dør. Måske i nat. Jeg kan sove lige om lidt. Han stopper foran min dør. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst, mine tanker suser afsted, kigger han ind? Døren står altid på klem. Jeg kan se han står derude, og jeg lader som om, jeg sover. Han tager fat i håndtaget og sukker. 

Plastikstjerner er ikke det samme som rigtige stjerner. Der boede et håb i mig, at de en dag kunne lyse mig vej. Du er mine plastikstjerner i loftet far. 

Næste morgen kan jeg stadig ikke nå dig.  

‍

Hjem. Så smukt et ord det ene øjeblik, så smertefuldt og ensomt det næste. 

Jeg har altid bare ønsket at passe ind. At være som de andre. I spejlet siger jeg, at jeg elsker mig selv, men mit blik falder hurtigt på den brune hud og det krusede, sorte hår, som ikke ligner det, jeg ser omkring mig i samfundet, og jeg tager mig selv i at ønske mig et andet udseende. Et, som ikke gør sig bemærket på godt eller ondt. Et, som lader mig glide ud i sandet, ikke være det farvede stykke glas, som nogen vil samle op og beundre, måske tage med sig hjem.
I Danmark er jeg for mørk til at være dansker. I Indien, mit fødeland, skulle man tro, at jeg ville føle mig mere forbundet med omgivelserne, men desværre skiller jeg mig også ud dér. Måske jeg går forkert, bruger forkert kropssprog og mimik. Måske er det mit manglende sprog. Det, som jeg ville bruge naturligt, hvis jeg stadig boede i Indien. Men fordi jeg er adopteret og opvokset i Danmark, så har jeg med tiden glemt alt det, der engang var indgroet i mig. Alt det, der udgjorde min identitet. Det føles, som om en del af mig gled ud i sandet og blev kaldt tilbage til Indien, båret væk af havstrømmene. 

Som adopteret har jeg altid gået med meget dobbeltsidige følelser og tanker. Jeg har følt glæde og taknemlighed over mit liv, over at føle mig så elsket af mine forældre. Samtidig har en frustration også fyldt, for hvorfor skal jeg føle taknemmelighed for en så naturlig ting som forældre? Adoption har gjort, at jeg, på trods af min mors og fars unægtelige kærlighed til mig, i øjeblikke har følt, at jeg har skullet gøre mig fortjent til at være nogens datter. At ét forkert skridt ville være utilgiveligt, og jeg ville blive afvist, måske sendt tilbage. 

Man taler om, at adopterede bliver revet op med rødderne. For mig føles det mere, som om jeg blev revet op så hurtigt og voldsomt, at rødderne knækkede af og blev i jorden – at halvdelen af mig forblev i Indien. Jeg blev plantet om, groede nye rødder, tilpassede mig klima og omgivelser, men traumet sidder stadig i mig, fordi halvdelen, af hvad jeg var, blev i Indien, min grobund. 

Jeg har aldrig vidst, at det var okay at have så ambivalente følelser. At elske sin familie og sit liv og samtidigt føle frustration og alt andet end taknemmelighed for det system, som har bragt én dette liv. Jeg har først nu lært, at jeg gerne må føle et savn og sorg over det, jeg aldrig fik, mit ophav, det, jeg mistede, min mor og far, min familie, mit sprog, min kultur, en del af mig selv. Jeg har aldrig vidst disse ting, fordi jeg aldrig har talt med nogen om det. Det er en særlig form for ensomhed at gå og føle sig forkert, malplaceret, taknemmelig og vred, glad og ked af det. Gå med alle disse følelser uden at vide hvorfor, fordi ingen har fortalt dig, at man kan føle så meget på samme tid. At det er okay, at det er logisk endda. 

De første år af ens liv har ifølge udviklingspsykologien indflydelse på, hvordan man bliver som voksen. Jeg var to år gammel, da jeg kom til Danmark. Med mig fra Indien havde jeg et sprog. Jeg havde begyndende vaner og væremåder. Jeg var et spejl af min kultur. Men fordi jeg havde boet på børnehjem med alt for få kvinder til alt for mange børn, så manglede jeg en følelse af tryghed i livet. Vi var børn med basale behov som opmærksomhed, omsorg og nærvær, der ikke blev opfyldt. Mangel på disse i de første udviklingsår kan have alvorlige følger. For mig har det betydet problemer med tilknytning til andre, angst for at blive forladt, fare vild, blive afskåret fysisk fra andre. 

Da jeg var barn, måske ni år gammel, besøgte jeg Egeskov Slot med min far. I slottets labyrint skulle vi løbe om kap. Jeg var så klar, men alligevel, da min far forsvandt fra mit synsfelt, frøs jeg. En voldsom kulde og frygt vældede op i mig som en tsunamibølge, der rammer en kyst og vælter ind over by og land, omslutter dem, kaster med alt. Jeg forstod ikke dengang, hvad jeg følte eller hvorfor. Jeg forstod det faktisk ikke i rigtig mange år. Først som voksen har jeg forstået, at der var tale om en dybtliggende angst i mig. Min krop reagerede på det, som jeg blev udsat for utallige gange i løbet af mine første leveår: at blive fysisk fjernet fra det, som jeg følte mig tryg hos, gang på gang. Da jeg kom til Danmark, var skaden sket. Som lille havde jeg svært ved at lege alene på mit værelse eller på en legeplads med andre børn. Hvad nu, hvis min mor forlod mig, mens jeg så væk?
Denne angst har fulgt mig ind i voksenlivet. Under corona studerede jeg på universitet i Odense. Jeg boede alene langt væk hjemmefra, følte mig fysisk fanget, og når jeg i perioder ikke snakkede med nogen en hel dag, fik jeg følelsen af at befinde mig i en tyk glasklokke. Jeg følte mig fysisk afskåret fra alt. Min hørelse føltes dæmpet. Jeg forsøgte at bryde ud ved at skrive til venner og familie for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene i verden. Men hvis de så ikke straks svarede, blev det værre. Det forstærkede angsten i mig om, at jeg var afskåret fra alt og alle.
  I dag går jeg ikke alene ud ad min dør uden min mobil. Ikke på grund af en afhængighed af mobilen i sig selv, men på grund af den dybtgående frygt for at føle mig fanget. Fanget i den tykke glasklokke, som en hveps man fanger på bordet med sit glas en varm sommerdag – uden mulighed for at kunne bryde ud eller komme i kontakt med nogen.
Min angst er svær at beskrive, men den er nok endnu sværere at forstå, for jeg har jo aldrig været fuldstændigt afskåret fra andre. Og deri ligger nok den største del af ensomheden: at vide, at ingen helt forstår. 

Igennem min opvækst har jeg følt mig fremmedgjort flere gange, end jeg kan tælle til. Jeg var havnet her i Danmark og var blevet mine forældres datter, men alligevel kunne jeg ikke få lov til bare at være dansk på lige fod med alle andre. Mine venner, skolens pædagoger, selv tilfældige på gaden forventede hele tiden noget af mig. De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke. Jeg var opvokset i Danmark, og jeg var kun et barn. Forventningerne skabte noget i mig. Et pres, et behov for at opsøge al den viden om mit fødeland jeg kunne. Jeg ønskede at svare korrekt, så jeg ikke skuffede folks forventninger. Jeg ville gøre alt for at blive en del af et fællesskab, ikke føle mig ensom, og alligevel gik jeg og følte mig netop dette med presset om at vide alt og stå til rådighed for alle. Meget paradoksalt gjorde fremmedgørelsen også, at jeg det meste af min barndom og ungdom var flov over det ophav, som jeg brugte timer på at læse om. Jeg var flov over at se klip af indere på nettet. Flov over at høre Bollywood-musik. Flov over at lære om Indien i engelsktimerne i folkeskolen og gymnasiet, fordi alle kiggede på mig for at se min reaktion. Sådan føltes det. På grund af mit udseende, spørger folk mig, om jeg er gæstearbejder, au pair, importeret hustru. De spørger om alt andet, end hvad jeg egentlig er. Jeg tænkte ikke over min egen hudfarve som barn. Men andres fremmedgørelse af den og mig har gjort, at min hudfarve nu er en del af min identitet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at livet startede den dag, jeg landede på dansk jord. Hvis det startede den dag, så ville jeg ikke have omsorgssvigtet med mig og dermed heller ikke angsten. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være nemmere, selvom jeg stadig ville skulle forholde mig til blikke og kommentarer om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Nemmere, fordi jeg fysisk ville kunne skubbe det væk, undgå kommentarer ved at vælge, hvem jeg lukker ind i mit liv. Psykisk kan jeg bare aldrig skubbe det helt væk. Det vil altid ligge og simre, vente på en trigger og koge over. I perioder oplever jeg, at det koger over flere gange ugentligt, måske dagligt. I andre perioder kan der gå så langt imellem tilfældene, at jeg glemmer mig selv, får en spontan idé og går hjemmefra med overbevisningen om, at jeg endelig fik slukket for komfuret.
Den 16. januar 2024 var sådan en dag. Lige indtil det blussede op igen. På denne dag meddelte Danish International Adoption (DIA) offentligheden, at de lukkede midlertidigt ned. Jeg sad på mit arbejde og begyndte at læse den ene artikel efter den anden. Skandaler om børn med hullede historier, børn med lidt for perfekte historier, forældre, der stod frem og fortalte, at deres børn var blevet stjålet fra dem, søskendepar, der fandt hinanden med DNA-tests efter et helt liv baseret på løgn og fortielser. En bølge af blandede følelser ramte mig med fuld styrke. Jeg følte alt og intet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det, og jeg havde mest lyst til at gå hjem i seng. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ingen ville forstå hvorfor. Da jeg gik ned til frokost i personalestuen, bulderkogte det i min hjerne og krop. Det kunne mine kolleger dog ikke se, for jeg lignede jo mig selv udenpå. Jeg sad pænt og rumsterede ikke ængsteligt med noget. Jeg faldt faktisk bare i baggrunden, hvilket ironisk nok er det, jeg typisk helst vil. Men lige den dag kunne jeg godt have brugt et sikkerhedsnet til at gribe mig. Men hvem skulle det være? Mine hvide, ikke-adopterede kolleger, der ikke forstår? Min egen, hvide, ikke-adopterede kæreste, der, omend han så gerne ville, heller ikke forstår? Ensomheden ramte mig hårdt den dag på en helt ny måde. 

Jeg forstår godt, at DIA har lukket ned, og var det op til mig, så drejede de nøglen om og omsmeltede den, så man aldrig kunne vende tilbage. Men misforstå mig ikke. At jeg kritiserer hele grundlaget for det liv, jeg har nu, betyder ikke, at jeg hader mine forældre, min opvækst eller mit liv. Jeg elsker dem og det. Bare tanken om, at jeg bliver nødt til at understrege dette, gør mig så vred. Som om kritik af det internationale adoptionssystem må være lig med dårlig opvækst. Lige meget hvor godt et liv, jeg har her, så har min adoption også ført til oplevelser, som jeg hellere ville være foruden. Oplevelser, som gør, at jeg fra tid til anden dagdrømmer om, hvordan livet ville have været, hvis jeg var blevet i Indien – havde jeg altså haft mulighed for at sige fra. Bare fordi jeg i Danmark har fået et utal af materielle goder, som jeg aldrig havde nærmet mig i Indien, så betyder det ikke, at jeg ikke ville have haft et lykkeligt liv der. Jeg ved, at materielle goder her i det globale nord har stor værdi. Måske endda større værdi end behovet for opfyldelse af basale behov, som at elske nogen og at have nogen, der elsker dig. Men mange betaler en stor pris for disse goder, for eksempel med angst, stress, depression, ensomhed. Og er materielle goder, på bekostning af ens velbefindende og mentale trivsel, virkelig det værd?
Jeg har selv haft flere af dem tæt ind på livet, men for tiden fylder ensomheden mest. Ensomheden i at gå og bekymre mig over, at jeg på grund af DIA’s lukning måske ikke kan få ordentlig besked om, hvad der skete før min adoption. Ensomheden i sorgen over at miste nogen, jeg ikke kan huske, men kun kan mærke. Savnet til den kultur og det sprog, jeg mistede, uden at kunne huske nogen af delene. Ønsket om at finde tilbage til mine rødder, men også ønsket om ikke at blive udstødt eller glemt af mine nærmeste. Dagdrømme om at flytte hjem til det sted, som ikke har været mit hjem et helt liv. Håbet om at finde min familie, frygten for at lede og miste dem igen. Ensomheden i ikke at kende nogen, der går igennem det samme. Ensomheden i at være den eneste mørke på min arbejdsplads, altid scanne et nyt rum, jeg træder ind i og blive ramt af en uforklarlig, melankolsk ensomhed over endnu en gang at måtte erkende, at jeg er den eneste mørke tilstede. Omvendt er det også ensomt at glæde sig over for en gangs skyld at se en anden mørk. Om det så blot er på gaden, om de er fra Ghana, og jeg fra Indien, og vi intet har tilfælles med hinanden. Det er ensomt, fordi ingen forstår, hvorfor jeg bliver så glad. Jeg kan ikke engang dele glæden. 

Selvom jeg dagligt kan fortælle mig selv, hvor meget jeg har hjemme i Danmark, så vil jeg, fordi jeg er transnationalt adopteret, det meste af tiden føle mig fremmed her. Fordi jeg er transnationalt adopteret, vil jeg altid føle mig fremmed i Indien. Det land, som jeg af alle steder i verden måske burde føle mig mest hjemme i. Det er ensomt ikke at høre helt til nogen steder. 

Jeg har hele mit liv ledt efter et sted, som ville tage imod mig, ligesom jeg er. Ikke fremmedgøre mig med spørgsmål eller bemærkninger, men jeg har nu lært, at et sådan sted ikke findes. Jeg ved nu, at kun jeg kan være det sted for mig selv. Og nok kan jeg ikke synge med på I Danmark er jeg født og mene det, men det er nu alligevel her, jeg har hjemme. Lige meget hvad andre påstår, eller hvor meget de spørger til, hvor jeg rigtigt er fra. Lige meget hvor ofte folk tiltaler mig på engelsk på gaden, i bussen, udenfor mit hjem. Lige meget hvor fremmedgjort jeg bliver, om man mener det sådan eller ej. Det kan også sagtens være, at jeg aldrig slipper af med ensomheden eller de ambivalente følelser, men jeg har truffet mit valg, og jeg har valgt mit hjem.

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

‍

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

‍

Skolegårdens gang 

Det er frikvarter, og jeg går gennem skolegården alene. Mobningen og udelukkelsen tynger, og nu gælder det om at slå tiden ihjel. Jeg finder et punkt, noget at kigge på. En rødmurstensmur af det nyere byggeri i skolegården. Jeg løfter fødderne og begynder at traske derhen. Målet er muren. Når jeg når muren, trænger jeg til et nyt punkt. Jeg beslutter, at når mine skospidser rammer muren, vil jeg kigge over min højre skulder, vende mig i den retning, skulderen peger, og finde et nyt punkt. Punktet bliver skolegårdstoilettet. Derfra mit frikvarter går. Og derfra har meget af livets gang efterfølgende også føltes. Et nyt holdepunkt i livet, som jeg senere lærer at holde bedre fast i, indtil en ven, en date, skolen, uddannelsen, kollektivet eller jeg selv trækker mit hoved i retning af skulderen. Jeg husker at stå i klasselokalet ud mod Mimersgade og kigge opgivende ud på de andre legende børn. Jeg husker at ønske, at jeg ikke var her mere, at det ville være nemmere. At jeg havde fejlet, fejlet i at have det sjovt med andre børn, fejlet i at forstå fagene i skolen, fejlet i at få venner.

Ferie

Ferierne fra barndommen, og delvist stadig i dag, forbinder jeg med tid, der skal udfyldes og udholdes. Helst med noget socialt, som jeg har set det siden barndommen og op igennem voksenlivet, i spejlinger med andre familier. Forældre, søskende, kærester, svigerfamilier og vennegrupper fra efterskolen, højskolen og gymnasiet. Jeg husker dagene, der flød sammen på ydre Nørrebro med tv og ture. Med vores hunde som sammen med min mor og mormor udgjorde min familie og input i begyndelsen af barndommen. De lange ferier uden andre jævnaldrende med Frikvarter-maraton i solvejret på Sony tv´et, det sidste familiemedlem der havde mest at sige.

Dagene alene med samlingerne af legetøj, formiddagene på McDonald’s med mormor, i 5A på vej til strøget. Hjemme hos mormor med wienerbrød og rundstykker fra bageren, foran endnu et tv. De misfarvede røggule vægge, en halvsød lugt fra køkkenet blandet med lugten af tobak.

Nogle somre blev det til rejser på en uge. En sommer i et udlejningshus i Gilleleje, som min mor og mormor havde taget et lån med høje renter til at finansiere. Med forskellige busser og toge endte vi i Nordsjælland i tøj fra Tøj & Sko og fra Magasins årlige børnetøjs bistand, en størrelse for stor, så det var muligt for en spinkel krop at vokse i. Huset havde flere smalle soveværelser, end der var gæster. Alligevel sov mig og min mor på det samme værelse. Ligesom vi ofte gjorde det derhjemme. Hinandens bedste venner. Vi var uadskillelige, også i søvnen. Hendes bedste veninde havde jeg skræmt væk med min barnlige og uopdragne adfærd. Noget lig det havde hun skrevet i et brev til min mor, som jeg fik at vide et par gange, når jeg skabte mig meget. Jeg skabte mig også i sommerhuset, da jeg insisterede på at ville bestemme, hvordan solstolene skulle stå på terrassen i sommerhuset fra Sol & Strand. Om det var en enebarnsting med for lidt opdragelse, eller en reaktion på at kunne kontrollere noget materielt, når skolen var noget rod, ved jeg ikke. Måske noget andet eller det hele.
Min mor fortalte nogle gange, hvordan mange familier med børn havde så travlt og lagde så mange planer, når de endelig havde fri, og at det var synd for de børn. Dengang syntes jeg ikke, det var synd. Jeg ville gerne rejse, danse, bevæge mig, ud og væk fra lejligheden, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fejle eller at blive til grin eller at være væk fra min mor, så jeg lod være.

Derhjemme var der ikke nogen at lege med, så jeg fik mange timer til at gå med at forsvinde ind i historier med mit legetøj. Oftest historier med nogle figurer, der passede på hinanden fra dem, der ikke ville have noget med dem at gøre. Jeg længtes efter roller og drengevenner i skolen, på fritidshjemmet, i al fritiden. Jeg husker, at jeg stod med nogle af dem fra klassen i BaNana Park efter skole (hvorfor, ved jeg ikke). Den ene dreng krammer de andre farvel og spørger, om jeg vil have et kram. Jeg tror faktisk ikke, det var en joke, men jeg skyndte mig at udbryde: ”nej!”. Selvom det eneste, jeg havde lyst til, var at blive krammet og holdt tæt af hans varme krop. En dreng, der ikke var sød ved mig i skolen, men som var høj og stor, og som jeg bare ville forsvinde ind i favnen hos. Flere dage efter tænkte jeg på krammet, jeg ikke fik, og fortrød og længtes efter noget, jeg endnu ikke kunne sætte ord på. 

Ungdommen uden de unge

Senere i livet får jeg sat en hel del tanker og ord på længslen efter kærlighed, ømhed, sex, kærtegn, samhørighed. Den begynder at opstå omkring mig. I fjernsynet og i mine omgivelser. Min eneste tætte veninde kysser og “kærester” med en musiker til privatfester og i ungdomshuset på Dortheavej. Jeg klæder og klæber stadig mine babydukker og Build-A-Bear. Jeg vidste, at det ikke var velset; at de andre jævnaldrende for længst var stoppet med det. I hvert fald er det det, jeg tænkte.

Jeg følte mig uduelig til at være ung. Alkohol, smøger og uregerlige strømme af latter. Jeg forstod det ikke. Jeg havde sjældent oplevet selskaber, middage, small talk med bekendte, besøg fra andre end min mormor. Lejlighedens murstensmure var lukkede for omverden, udover den i tv´et. Min mor ville helst ikke have besøg. De skulle ikke se vores hjem; de ville dømme. Mennesker, hun mødte, da hun luftede hunde, eller naboer inviterede sig selv på besøg, men min mor ville helst have, at de blev i opgangen eller gik hurtigt igen. Jeg husker få middage derhjemme med andre end min mor, mormor og dyrene. Jeg lærte, at man ikke kunne stole så meget på andre mennesker. De ville ikke være der for én, og derfor var det bedst ikke at lukke dem ind. Men jeg ville gerne møde nye mennesker og prøve at stole på dem. Der har, siden jeg var lille, været et ønske om noget mere familie, nogle flere mennesker omkring mig. Nogen at spejle mig i. Voksne, jævnaldrende. Nogen at kigge op på, hen til og kigge ud på verden sammen med, da jeg var barn. Noget familiært, forpligtende, forbindende. En fødselsdag, en barnedåb, en familiemiddag. En kusine, en bror, en tante. En familie, som findes et sted i live. Om end bare formelt set.

I mit barndomshjem blev middagen spist i sofaen foran tv´et. Sammen med Scenen er din, Vild med dans eller Anna Pihl. Maden var oftest en gryderet, færdigretter eller noget med kartofler. Jeg husker ikke, om vi talte om, hvad vi havde lavet i løbet af dagen. Det var nok ofte det samme: min mors arbejdsløse hverdag og min skolegang med mobning og lektier, jeg ikke kunne lave. Senere i livet blev jeg meget optaget af, at aftensmaden skulle indtages ved et spisebord med samtale, når jeg havde nogen på besøg. Jeg fik en trang til halvkontrolleret socialt samvær og frygtede for at være alene. Det blev vigtigt for mig at plotte aftaler ind på tomme aftener i kalenderen. Det er det stadig i dag. Tomme aftener er en påmindelse om ikke at have en partner, ikke at have venner, der kan ses, ikke at have et familiært tilflugtssted.

Engang følte jeg mig ”dygtig” til at være alene. God til at omfavne timerne, dagene og ugerne alene. Jeg følte mig stadig ensom, men jeg lærte, at hvis jeg ikke kunne lære at leve med ensomheden, var livet ikke meget værd. Senere i ungdommen og i dag har jeg opbrugt min omfavnelse af at være alene.

Længsel

Sommerferien mellem 10. klasse og gymnasiet husker jeg som noget af den mest ensomme tid, jeg har oplevet. I 10. klasse havde jeg fået en veninde, Hilda. Jeg nåede aldrig at høre meget om hendes baggrund, men jeg følte, at vi kom lignende steder fra. Vi drak kaffe på Baresso på Amagerbrogade. Når jeg åbnede munden for meget i overraskelse eller blev for feminin med mine hænders bevægelse, bad Hilda mig om at lade være. Det fik mig til at se bøsset ud. Hendes forlovede brød sig ikke om bøsser. Da 10. klasse sluttede, så jeg ikke mere til Hilda end til en enkel Baresso-kaffe. Jeg havde ikke kontakt med nogen venner, og den ældre dame, som jeg købte Billed-Bladet til, og hvis hund jeg gik ture med, døde, imens jeg luftede hunden. Jeg tror, denne og lignende somre har sat et aftryk i mig, en frygt for at være alene. I dag sidder jeg ofte med telefonen i hånden og overvejer, hvem jeg kan ringe til. Når jeg har samlet mig om et par venner, lader jeg tommelfingeren skøjte hen imod navnene og væk igen. Ofte kan jeg sidde sådan i 20-30 minutter for så at lægge telefonen væk og lade hånden finde noget på Netflix i stedet. Andre gange ringer jeg op for at møde en telefonsvarer eller ikke at turde fortælle om, hvordan det går, eller blive affærdiget de tanker, jeg deler. Frygten for at være alene sidder stadig i mig. Jeg brænder for samhørighed og fællesskab, men brænder ofte ud i et ængsteligt tankemylder.

Jeg skammer mig over det, men nogle dage bliver alt, jeg hører andre fortælle om, en kontrastfyldt refleksion over alt det, jeg ikke har. Årsdage, svigerfamilie, egen familie, partnere, kæresteferier. Nogle dage kan jeg ikke rumme min egen længsel efter samhørighed og familie mere i samvær med andres liv af tosomhed, middelklasse, familieferie, hetero-hytteture, kulturevents og livsfilosofering på Nørrebros vinbare.

Det er ensomt at være tiltrukket af mænd og date mænd, men ikke at have oplevet en troværdig og gensidigfuld kærlighedsrelation til en mand. Jeg stoler ikke på dem, men længes efter at stole. Længes efter deres omsorg, kærtegn, bløde og sprøde ord. Efter oplevelser med dem, rejser, selvsagte søndagsture, konflikter, samhørighed, en bedsteven. Op gennem 20´erne, mens mine veninder “kærester”, eks-“kærester”, forloves, køber andelslejligheder og får forældreløn. Midt i det scroller jeg og prøver at tvinge mig selv ind i homo-hook-up-kulturen, rejser alene for at møde mænd og kan snart fejre 10-års jubilæum på Tinder.

Jeg leder i krogene efter en snert af intimitet og ømhed, som ender i hook-ups eller grænseoverskridende møder. En lille time i sengen og farvel igen. Hvor et kram efterfølgende kun bekræfter intimitetslængslen mere, end den nærmer sig en forløsning. Imens ex-dates åbner deres forhold op, lukker jeg mig mere om mig selv.

Familiær sofa

Jeg søger efter en familiær og tryg sofa at kunne lette mit hjerte på uden at skulle andet end at være. I de fleste hjem, jeg kender, er der mandlige partnere, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal tale med. Jeg tænker, at jeg forventes at skulle sige noget sjovt eller være snaksaglig. Jeg er også kærestetypen; jeg er bare ikke lykkedes med at finde én. Som kronisk single og homo leder jeg efter nogle livsvidner at læne mig opad.

Når jeg bor alene, lukker jeg om mig selv. Efter nogle døgn i stilhed i hjemmet og med larm i mit hoved, ved jeg ikke, hvem jeg kan komme forbi, når jeg er mest deprimeret og ensom. Jeg ved ikke, hvem jeg kan ringe til, ses med i morgen, lave noget med i weekenden eller tage på rejse med til sommer. På de tungeste dage kan det føles, som om min krop er på vej i en slags dvale. Når jeg forsøger at gå en tur eller lave en aftale, sitrer den imod af udmattelse. Jeg savner trygt og ikke-ensomt samvær, nogen at ligge ved siden af, når det oprejste storbyliv er uoverkommeligt.

Jeg har nemmere ved at spørge fremmede ud på dating og hook-up apps end at spørge min omgangskreds ind. Jeg ville ønske, at vi kunne lukke hinanden ind i underskuddet. Jeg har boet i et kollektiv i snart et år, hvor jeg ikke trives. Alligevel blev jeg boende, fordi et ”godmorgen,” ”hvordan gik daten?” eller ”hejhej,” føles bedre, end den larmende stilhed af telefonen, der ikke ringer, og køleskabets lave brummen, når hoveddøren lukkes.

Jeg fortæller selvironiske jokes om mit liv, men når livsomstændighederne er de samme på 10. år, er de ikke så sjove at fortælle længere. Vi skal helst have telefonopkald uden for meget knas på samtalen. Ting fra de mindre gode dage skal deles med partneren, der venter derhjemme, eller de venner, du har tæt. Sporadiske og uforpligtende venskaber er dejlige og sjove. Men i en hverdag uden større familie, partnere, roomies eller venner med jævnlig kontakt kan der gå langt mellem en samtale.

Tyverne føles allerede, som jeg har hørt trediverne blive beskrevet. Før tyverne føles som at være et barn. Som queer person kan det tage længere tid at finde sig lidt til rette i livet. Finde sammenhold og livsvidner. Nogen at bruge hverdagene og ferierne med, nogen der ringer eller skriver og tjekker ind. For hvis livet skal have en betydning, må det være i relationen med andre mennesker.

Eftertanke

Jeg synes, det er paradoksalt, hvordan vi gennem kulturprodukter lytter og tager til os af personlige beretninger. Virkelige og fiktive historier om menneskers oplevelser og lidelser. Vi læser Glenn Bech og Forvandlingens Metode, imens vi deler ud af brugbare råd og livsfilosofier til queer venner og venner af underklassen, om at livet er for kort til triste miner, og at vi selv er trætte af at have ondt af os selv.

Trods podcasten, romanen eller DR3 udsendelsen vi så forleden, som forsøger at skabe opmærksomhed omkring ensomhed, klasseskel eller minoritetsliv, er der en diskurs om, at de ensomme og sårbare gerne må tage sig lidt sammen. Imens du måske har en partner, der venter derhjemme, en søskende eller en ven, du ringer til uden at skænke det en tanke. Jeg er sikker på, at vi alle går rundt med en følelse af ensomhed. Men nogle oplever den bare mere end andre.

Jeg blev otte det år, min mor og jeg flyttede til Esbjerg. Mine forældre var for nyligt blevet skilt, og kommunen åndede min mor i nakken med indberetninger fra bekymrede familiemedlemmer og andre bekendte. Det var vist bedst at flytte, mente min mor. Gerne langt væk fra vores hjem på Sydsjælland til en by, hvor ingen kendte til min mors alkoholmisbrug, og hvor indberetningerne til kommunen ikke længere kunne nå os. Min mor og jeg flyttede til Esbjerg for at starte et nyt liv. 
   Vi slog os ned i et toetagers rækkehus i et alment boligkvarter. Der var mange børn i de omkringliggende lejligheder, og vi boede kun et stenkast fra min nye skole. Naboen var en enlig mor med to teenagepiger og en hørehæmmet dreng, der var lidt yngre end jeg. Ved siden af dem boede min mors nye gå-i-byen-veninde med sin søn. Længere oppe i samme række boede Tisse-Mille med sin store familie i en alt for lille lejlighed. Der gik heller ikke længe, før jeg blev introduceret til Bolle-Naja, en anden pige fra kvarteret, der angiveligt havde mistet sin mødom som syvårig, og dermed havde fået sit øgenavn. 
   Inden jeg startede i skole, skulle jeg først på besøg i min nye klasse. Jeg havde nøje overvejet, hvad jeg skulle have på. Det var vigtigt for mig at ligne én, man gerne ville lege med. Jeg tog en lyserød blondetop og overalls på, og jeg forestillede mig, at jeg lignede én, der plukkede jordbær. Hvem vil ikke lege med én, der plukker jordbær? Virkeligheden var nok nærmere en pige med fedtet hår, der lugtede af røg, og som havde et par smækbukser på, der var så meget for små, at de sad helt oppe mellem ballerne. Ikke særlig jordbær-plukker-agtigt. 

Min mor røg altid cigaretter indenfor. Væggene i vores hjem var gule, og der var møgbeskidt. Når jeg havde legeaftaler, legede vi altid udenfor. Aldrig hjemme hos mig eller hjemme hos dem. Og mange gange legede vi slet ikke. De legede med hinanden, og jeg legede, at jeg var med. 

”Hvorfor skulle nogen også have lyst til at være venner med dig?” sagde min mor ofte og gav blandt andet min ”store næse” skylden for min manglende evne til at danne venskaber. Det er senere gået op for mig, at hun bevidst forsøgte at isolere mig fra andre, så ingen skulle opdage hendes knapt så velholdte hemmelighed. De mange gange hun blev hentet i ambulance efter at være faldet, eller da hun kom kravlende hjem fra byen i bar røv, var selvfølgelig ikke det, der afslørede hendes alkoholmisbrug. Det var mig, der var problemet, ikke hende. Hvis ikke jeg sladrede, hvis ikke jeg blandede mig, og hvis ikke jeg var så drønhamrende besværligt et barn, så var der jo ingen grund til at drikke. 
   Fra Kommunen lød det, at “Maja skal lære ikke at blande sig i Mors voksenliv,” og fra mine kammeraters forældre lød det, at “Maja skal man holde sig fra, for moren er dranker.” Jeg var medskyldig – det var jo trods alt min mor, det drejede sig om. Ikke alene levede jeg en tilværelse, hvor jeg både skulle passe på mig selv og det døddrukne legeme, der rullede rundt derhjemme efter fyraften. Med min mors drikkeri fulgte også en komplet social udslettelse. Jeg var den, de andre ikke måtte lege med. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at de allesammen kom løbende langs vejen og stimlede sammen om ambulancen, når hun igen, igen, igen var faldet ned ad trappen. I starten løj jeg og sagde, at det ikke var min mor. Senere gemte jeg mig i cykelkælderen, til de var kørt væk med hende. 
   Kort inden jeg fyldte 14 blev det hele for meget. Vores hjem var en krigszone, hvor der blev råbt og skreget, kastet med ting, smadret lysestager og grædt. Jeg var begyndt at svare min mor igen, og ingen af os kunne magte den anden. Siden vi flyttede, havde jeg én gang om måneden været i weekendpleje hos nogle af min mors bekendte på Sydsjælland. De tilbød, at jeg kunne bo ved dem i et år. Dog ikke mere end det, da de ikke kunne rumme mig i længere tid. Det var okay, for det gav mig en pause fra min mor. 

De to efterfølgende år blev jeg sendt på efterskole, og jeg hadede det. Beslutningen blev taget mod min vilje, og jeg følte mig som et problem, der blev sendt videre til den næste, hvis tur det nu var til at tage sig af mig. På efterskolen blev jeg rykket fra et firemandsværelse til et solorum, fordi jeg græd for meget. Det generede de andre piger på værelset, at jeg var så grådlabil, så jeg måtte flytte ud. Det ironiske ved det var, at jeg græd, fordi jeg var så bange for, at jeg ikke ville få nogle venner. Der var aldrig nogen, der spurgte mig, hvorfor jeg græd. 

Hele mit liv har jeg haft en følelse af, at jeg skulle være taknemmelig for enhver form for selskab. At når der endelig var nogen, der ”gav mig lov til at være med”, så var det fandeme bare med at være ydmyg, så jeg ikke blev ekskluderet igen. Dette gjaldt, uanset hvem det drejede sig om, og uanset hvor meget det krævede, at jeg gik på kompromis med min integritet. Til sidst var jeg omgivet af festnarkomaner og dårlige indflydelser. Jeg tog mig selv i at vente pænt i baren, imens de andre var på toilettet for at sniffe coke af deres iPhones. Selv havde jeg aldrig røget en cigaret. Jeg lod engang min tætte veninde fortælle mig, at hun var sødere end mig. Hun sagde det ikke for at være ondskabsfuld, hun var bare ærlig. I modsætning til hende var jeg hårdhudet, flabet og selvsikker, mente hun. Det var stik-modsat af, hvordan jeg følte, jeg var, men hun havde måske ret i, at det var sådan, jeg fremstod. Det blev en måde for mig at overleve på at forlige mig med det faktum, at jeg ikke var god nok til andre. Det var jo også det, min mor altid havde fortalt mig. 
   For nogle år siden var jeg til en fest med nogle frivillige fra en ferielejr, hvor der var én, der foreslog, at vi lagde en bunke anonyme komplimenter i en hat og skiftevis læste dem op for hinanden. Jeg fik, som den eneste, ingen komplimenter den aften. Det var en underlig fornemmelse, for jeg følte mig sådan set nogenlunde vellidt af de andre. Jeg er nok bare ikke sådan én, der inviterer til komplimenter, tænkte jeg. Der var alligevel én, der fik dårlig samvittighed, og senere på aftenen gav mig en lille seddel med en sød sætning skrevet på. Det var sødt, men også provokerende, da jeg ikke kunne fornemme, om han gjorde det mest for min eller sin egen skyld. Følelsen af ikke at være god nok havde rodfæstet sig i fundamentet af min identitet. Det var med denne forvrængede selvforståelse, at jeg præsenterede mig for mennesker og indgik i relationer. Den definerede måden, jeg så mig selv. 

Det var ingen tilfældighed, at jeg blev døbt Maja. Min mor har en stærk fortælling om, hvorfor jeg skulle have netop dét navn. Jeg plejer at lukke ørene, når hun fortæller, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at høre det. Historien går i store træk på, at hun i sine unge dage kendte en kvinde, der var den “gæveste og kvikkeste unge pige i Esbjerg i 90’erne”, og derfor skulle jeg selvfølgelig have samme navn. Men jeg hader Esbjerg, og jeg har aldrig følt mig hverken særligt gæv eller kvik. I stedet krummer jeg tæer, når folk bruger mit navn. For mig er navnet ”Maja” lig med at være utilstrækkelig. Måske ville jeg have det anderledes med mit navn, hvis det ikke var, fordi det så ofte blev brugt i forbindelse med fornærmelser og skældsord fra min mor. 

Jeg er til Kapsejlads i Aarhus med nogle venner. Det er midt på eftermiddagen, solen skinner, og jeg drikker Små Konger og Sismofytter direkte fra flasken. Jeg sidder på græsset med solbriller i panden, og pludselig bliver jeg ved et uheld slået i hovedet af en kammerat. Han ramte mig, så brillen blev slået ned i hovedbunden, hvilket gjorde virkelig ondt. Det værste var dog, at jeg i det øjeblik udelukkende kunne se for mig, engang min mor i en brandert faldt ud af en taxa og landede med hovedet først på kantstenen. 
   Jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke få vejret. Jeg prøver at komme til mig selv igen og fokusere på musikken, men det eneste, jeg kan høre, er Poul Krebs’ ”Sådan Nogen Som Os”. En sang, der giver mig myrekryb og minder mig om at være med min mor på værtshus. Om at blive placeret udenfor på trappestenen, hvor jeg troligt ventede, til hun var klar til at blive fulgt hjem. Om at få at vide, at der aldrig er nogen, der vil være kærester med sådan én som mig. At jeg er for hysterisk og har en for stor næse. At jeg burde være mere som mine veninder, der alligevel forlader mig, fordi jeg er for svær at holde af. Den minder mig om, at der ikke er nogen, der orker al den ballade, der følger med sådan én som mig. 
   Jeg sad der på græsset i Universitetsparken og blev ramt af en følelse af, at hvis min mor døde, så ville jeg være helt alene. Uden hende var der jo ikke længere nogen, der var tvunget til at elske mig. Alle andre har et valg, og hvem i alverden ville vælge mig? Min mor overlevede i øvrigt mødet med kantstenen, men kom alvorligt til skade. I lang tid mindede hun mig om Frankensteins Monster, fordi hendes pande var så firkantet og hendes hud så misfarvet. I ugevis sad jeg vågen om natten og lyttede ved døren for at sikre mig, at hun stadig trak vejret. 
   Senere samme aften bliver jeg indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse efter at have fået en total nedsmeltning på vej hjem fra en efterfest. Det eneste, jeg husker, er, at jeg befinder mig i nogle venners lejlighed, hvor jeg bliver bedt om at gå væk, da jeg gerne vil være med i en lille gruppe, der sidder og fletter hinandens hår. Pludselig mærker jeg en fornemmelse af at have fået nok. Det her skal jeg bare ikke. Det er, som om jeg er helt ædru for en stund, og for første gang rigtig kan mærke, hvem jeg er. Og jeg skal fucking ikke være her. 
   I dagene efter indlæggelsen føler jeg mig som en zombie. Jeg kan ikke holde ud at være i hverken min krop eller i mit hoved. Jeg snakker ikke med nogen, da jeg har en følelse af, at det her kan og skal jeg finde ud af selv. Jeg har lyst til at leve, men ikke bare eksistere, for jeg er bare så træt. Jeg er træt af kritik, træt af alkohol, træt af depression, træt af angst, træt af min mors hvinende stemme i baghovedet og super-fucking-træt af at være Maja. At være en uelskværdig, kompromitterende, værdiløs pushover. Jeg magter det ikke mere. 

Den 10. maj har jeg navnedag. Ikke fødselsdag, men navnedag. Det er den dato, hvor jeg for første gang i alvor gik ud ad døren med et andet navn end Maja. Jeg havde inviteret til dåb på havnen, hvor jeg sammen med mine tætteste sprang i det iskolde vand. Midt i mit sammenbrud havde jeg fået en klarhed om, at hvis jeg skulle have et sundt og langt liv, var jeg nødt til ikke længere at identificere mig med at være ulidelig og uelskværdig. En følelse, der allerede lader sig mærke, når jeg møder nye mennesker og fortæller dem, hvad jeg hedder. 
   For mig er Maja stærk, humoristisk og kreativ, men også én, der ikke kan finde ud af at spille efter de sociale regler. Én, der ikke tror på sig selv og ikke tør forvente noget af andre. Én, der både fylder for meget og for lidt og altid på de forkerte tidspunkter. Maja legede altid alene, da lige børn leger bedst, og der var ingen, der var helt ligesom hende. Hun var en omsorgsfuld pige, der puttede sin mor om aftenen og sørgede for, at facaden fremstod poleret, selvom det var på bekostning af hende selv.
   I dag har jeg fået en ny identitet. Jeg klarede den gennem gymnasiet, var ude at rejse i mine sabbatår og tog den uddannelse, jeg ikke troede, jeg kunne komme ind på. I dag bor jeg med min kæreste i en dejlig lejlighed, hvor jeg fordriver tiden med strikketøj i vores pissefede stribede sofa, der er cherry on top på mit fantastiske almindelige liv. Jeg holder kontakten med mine plejeforældre, min mor, i det omfang jeg kan holde til, og jeg har fået et sundere forhold til min omgangskreds. 
   I mit pas står der stadig Maja, da jeg alligevel ikke kunne få mig selv til at slette hende helt. På en måde er hun vel grunden til, at jeg klarer mig så godt i dag. Med tiden har jeg lært at sætte pris på alt det, hun har givet mig – robusthed, charme, viljestyrke og stædighed. Hun har aldrig været i tvivl om, at hun kunne klare den, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at hun har min ryg, hvis jeg en dag skulle få brug for det. 

Det er ikke til at sige, om jeg kommer til at hedde Maja igen en dag. For nu har hun i hvert fald brug for en pause. I mellemtiden har jeg taget styringen og giver os begge lov til at nyde, leve og glædes. Dét har vi fortjent.

Jeg vender nøglen og slukker motoren. Forlygterne lyser hajtænderne op på vejen. Jeg slukker lygterne og sidder nu i mørket i min Toyota Aygo. Poletterne til Circle K’s støvsuger sidder godt gemt væk i handskerummet. For at trække håndbremsen op skubber jeg den fastklemte Faxe Kondi-dåse ned under passagersædet. På sædet ligger min telefon og varmetaske, hvis lugt af karry står mig ind i næseborene. Jeg har omkring 5 minutter, inden maden bliver kold, og jeg får en klage. Jeg kigger mig selv i bakspejlet, hvor Wolt-interfacet lyser mit ansigt op nedefra. Randerne under øjnene er ikke til at skjule. Mit utæmmede hår på ansigtet har ikke fundet sin plads på spektret mellem skæg og stubbe. Den uredte afro fortsætter ned langs bakkenbarterne og stopper ved de nedadvendte mundvige. Det slår mig, at dét, jeg ser i spejlet, er svaret på, hvad en måneds nedtrykthed gør ved mig. 

Jeg var ikke opmærksom på, at der i mig fandtes en kulkælder, og at det var dér, jeg egentlig havde hjemme. Jeg så mig selv boende i et pent-house, højtstående, med udsigt henover folks forventninger, irettesættelser og værdier. Med kun Guds nåde over mig at tage højde for. Jeg indser nu, at jeg blot var på besøg på toppen. Jeg havde været Goliat, uanende om at Davids knock-out kom i form af min fars tilbagevendende spørgsmål; hvorfor? 

Jeg tænker tilbage på, hvor forskellige min far og jeg er. Kigger man på vores ydre, er forskellighederne tydelige. Han er pæredansk; mig, knap så meget. Kløften mellem os blev dog ikke udgravet af denne grund. Han forklarede det engang gennem “arketyper”. Han var “The Nerd”, og ifølge ham var jeg “The Jock”: ham, der var populær, arrogant og smart i en fart. Ham uden en kritisk tanke. I min fars selskab blev jeg typecastet til en rolle, jeg ikke identificerede mig med. Jeg har følt det som en mangel på tillid til, at jeg kunne blive et dynamisk, alsidigt menneske. Det har efterladt mig dybt misforstået og, allerværst, utrolig begrænset. Når vi endelig var sammen, brugte han meget tid på at “belære” mig. Sommetider gjorde han brug af en liste med emner, han ville snakke om. Han skulle nødigt glemme nogle punkter, nu hvor hans mulighed for at opdrage var begrænset. Hans firkantede tankegang har jeg med årene opfattet som en manglende nysgerrighed og empati. Jeg føler mig til stadighed som et fejlslagent projekt.
  Han har dog lært mig at stille spørgsmålet: hvorfor? Vigtigheden i at kunne forklare og forstå grundlaget for ens valg. En lære, som har forfulgt mig. For spørgsmålet skal altid besvares, men jeg har ingen svar. Så jeg har udviklet den forsvarsmekanisme, det er at hægte mig på holdninger, jeg inderst inde ikke står ved. Den forvirring har svækket min evne til at mærke efter og får mig til at søge trygheden frem for min egen sandhed. Jeg har, under presset fra den konstante selvrefleksion, udviklet mig til en desperat sofist frem for den filosof, som min far nok ønskede sig. 

Deltids-muslim. ✓ 

Deltids-alkoholiker. ✓ 

Fuldtids-dårlig bror. ✓ 

Fuldtids-dårlig søn. ✓ 

Det var min realitet. Jeg besøgte aldrig min familie, men brugte i stedet tiden på at drikke mig i hegnet. Så ramte corona, og mit eneste selskab var min computer. Der sad jeg pludselig isoleret og kunne ikke andet end at ruminere. Da jeg havde opbrugt alt det spændende content, klikkede jeg på en video om islam. Efterhånden som dagene gik, faldt jeg pludselig over Ashley Belal Chin, en fremstående islamisk fortaler, hvis udseende jeg kunne spejle mig i.
Som alle andre brugere af sociale medier var min koncentrationsevne kortvarig, så jeg scrollede hurtigt ned til kommentarerne: “We’re victims of searching for happiness in all the wrong areas“, stod der som et citat fra videoen. Jeg mistænkte, at jeg også havde været et vildledt offer, og så tryllebundet videoen til ende. 

Jeg mærker min telefon vibrere og ser en Wolt-notifikation. Jeg klør mig i hovedbunden og mærker de tæt sammenfiltrede totter. De er konsekvensen af, og billedet på, mit manglende overskud. I stedet for at skynde mig ind med den forsinkede mad reflekterer jeg over, hvordan algoritmer, forklædt som Guds tegn, kunne starte en så voldsom dominoeffekt i mit liv. 

Mine 2,5 år på gymnasiet lærte mig at se vågen ud i timerne, trods at jeg var i dvaletilstand. Et skarpt lys fra den skyfrie himmel trak mig ud af mit hi, og jeg vendte mit blik mod den blomstrende have. Jeg beundrede Allahs* vidunder. 

Min bukselomme vibrerede. Dhuhr** var lige gået ind. Den næste bøn gik først ind om 2 timers tid, så jeg kunne vente til pausen med at bede, men jeg fulgte alligevel ikke med i timen. Jeg rakte hånden op og spurgte, om jeg måtte gå på toilettet. Jeg så det ikke som haram***, da jeg ikke løj, fordi jeg skulle lave wuduu****. Læreren godkendte, og jeg vendte ryggen til de andre på vej ud af lokalet. 

Da jeg kom ned i kælderen, tog jeg mine sko af og smed jakken på gulvet. Dette fik en støvsky til at lette i det mørke rum: “The entire earth has been made a place of prayer, except for graveyards and washrooms,” huskede jeg, at profeten sagde, og viftede støvet væk. Jeg kaldte min første takbir***** og lagde højre og venstre hånd lige under brystkassen. Da bønnen nåede til sujud******, og jeg lå med hovedet på jorden, supplerede jeg med nogle specifikke forespørgsler til Allah: “Allah, hold mig standhaftigt - dette er alt, jeg har. Uden islam er jeg intet. Tilgiv mig for mine fordrukne fejltagelser mod det andet køn. Blød mit hjerte op for mine forældre. Vis mig vejen.” Jeg kom gennem de sidste rakat******* og sluttede af med salaam. Mit blik faldt på de tomme pladser ved siden af mig. Jeg vidste, at bønnen ville blive gange bedre med en bror ved min side, men det var savnet om at have en at tilbede med, der klemte om mit hjerte. Idet jeg rejste mig, rystede jeg ensomheden af mig. 

På toppen af kældertrappen stod nogle piger og snakkede. Jeg sænkede blikket. De mindende mig om, hvilket skameksemplar af et menneske jeg var førhen: “Alhamdulillah,”******** røg det ud af munden på mig. 

Følelsen af ensomhed hiver mig tilbage til dagene, før jeg praktiserede, hvor ønsket om at flygte fra mit liv var størst. Øl og vin blev tømt, ikke i hedonismens tegn, men for at glemme mine problemer. Jeg skeler ud i sidespejlet i ønsket om at se noget andet end de trætte øjne, der netop har mødt mig. 

Jeg stod op med en stor plet jord på mine jeans. Den fæle lugt af alkohol omsluttede mig fra top til tå og fremtvang yderligere smerter i hovedet. Mine læber smækkede tørt sammen. Jeg rejste mig op og mærkede bukserne falde ned i en hængerøv. Jeg fangede et glimt af min sølle tilstand i spejlet. En smule performativt førte jeg min ene hånd til min brummende mave i en langsom krampetrækning, mens jeg bedst muligt imiterede lyden af en døende kat. Mine tanker var grumsede og abrupte, og jeg følte, jeg skulle trække dem op af kviksand. Nogle satte sig fast, og andre havde mistet flere detaljer på vejen. 

Jeg så for mig, hvordan jeg bællede direkte fra en sprutflaske, fortsat af et glimt af tætstående kroppe og usmagelige tilnærmelser. Jeg så pigernes væmmelse. Jeg kneb øjnene sammen og mærkede smerten krybe sig fra hovedet og maven til brystet. Igen blev mine forsøg på at kortlægge gårsdagens aktiviteter mødt med en stor tåge af uvished. Min hjerne fabrikerede et minde, hvor jeg i stedet havde taget ned i hallen og spillet bold resten af aftenen. Mindet trøstede. 

Jeg grublede over min tilstand, den var ikke ny. Mine moralske tømmermænd var min latente skam i en anden påklædning. Jeg tvivlede på, om den sande version af mig var den påtagede persona, som fandtes på bunden af flasken, eller mit sobre selv. Ingen af dem brød jeg mig om at være, og ingen af dem arbejdede med det formål at opbygge betydningsfulde relationer. Jeg havde som en eklektiker shoppet mine sociale masker i forsøget på at være vellidt af alle. Efterhånden havde jeg samlet så mange masker, at jeg havde glemt mit eget ansigt. Derhjemme var vi af få ord. Med vennerne var jeg et sludrechatol. Men snakken var om alt andet, end hvad der virkelig klemte på. De var et frirum. Et sted, hvor jeg kunne iklæde mig ubekymrethed. 

Et jag i brystet mindede mig om, at jeg ville på andre tanker. Jeg tog hurtigt tøjet af, hoppede ud i bruseren, mærkede vandet varme mig op og så snavset strømme ud i afløbet. Trykket fra brusehovedet pressede mine skuldre ned for hver dråbe, der landede. 

Jeg retter mig op og holder automatisk tårerne igen. Mine tanker kredser om de gange, det har gjort mest ondt. Jeg prøver at skubbe tankerne væk fra de uundgåelige tårer. Men jeg afspiller alligevel ufrivilligt minderne. 

Jeg trak jakken på. Hinkende, med hænderne om dørkarmen, hev jeg hælen op omkring min fod og fik den trampet helt på. Lyden af Manchester City-hooligans summede i mine ører fra stuen, hvor min stedfar sad lænet frem over sofabordet. Han var overbevist om, at banderi på swahili trængte bedre igennem tv-skærmen. “Please quit arguing with me - I’m heading out,” slyngede jeg ud i skridtene på vej til hendes værelse. Mor sad omsvøbt af polyester velour i sengen og skærpede blikket efter mig. Hun havde sin bonnet på, og dagens wig lå klar på kommoden med den åbne skuffe fyldt med koraner. Mellem sine fingre gned hun på en af sine sidste peanuts. 

Vi fortsatte med ligegyldigt mundhuggeri, mens jeg pakkede min taske. Vi manøvrerede os rundt i kampen om at få ret. Jeg mærkede en trang til at desertere, men afrikanske mænd måtte ikke vise sig svage på slagmarken. Jeg koblede fra og lod mine tanker flyve hen mod mine venner, som nok stod og trippede nede i gården over min typiske forsinkelse. Jeg støttede hænderne på dørkarmen, lænede overkroppen ind over dørtrinnet og prøvede at markere min utålmodighed. “Mom! Say bye, I’m going!“ afbrød jeg hende.
Hun sænkede vredt blikket. Jeg vidste, at hendes kolde skulder lurede lige om hjørnet, men håbet om, at hun rejste sig, gav mig et knus og bad mig om at være hjemme til aftensmad, ulmede bag frygten for hendes afvisning. Jeg forsøgte med skrækscenariet. “Imagine if I died, and you did not get to say bye,” vrissede jeg af hendes stilhed. Hun blinkede en enkelt gang, før hun svarede: “I wouldn’t care if you died.” 

Som et punktum på samtalen placerede hun peanutten i sin mund og sank. Jeg vendte mig, gik ud af døren til opgangen og luntede ned af trappen. For hvert trin mærkede jeg længslen efter min mors omfavnelse. Jeg lagde tanken fra mig og trådte ned i gården, dappede mine venner up og lod dem om snakken. 

Billederne på nethinden flimrer stadig mere insisterende, mens minutterne løber fra mig. Det føles, som om filmen kører på repeat for mit indre øje 

Vi sad og så fjernsyn. Tegneseriefigurerne grinte, det gjorde vi ikke. Min søster skruede op for fjernsynet. Ude på gangen skændtes de nu igen. Sidste uge fangede jeg ham endnu engang i at sidde i stuen helt stille og stirre ud i intetheden. Brystet, som normalt stod fremme og stærkt, havde nu kun udsyn til gulvet, lukket af fra omverdenen. Hvis han henvendte sig til verden, gjorde han det i en eksplosion af vrede. Nu havde mor prøvet at hive ham ud igen. Skænderiet overdøvede tegnefilmen på trods af volumen. Jeg mærkede mig og min søster krybe os tættere på hinanden. For hvert vredt udbrud sank vi en smule længere ned i sofaen i et håb om at slippe væk fra den støj, som swahili var blevet til. Vi klemte om hinanden ligeså hårdt, som vi prøvede at klemme tårerne væk. Lyden af en krop, der ramte gulvet, fik bægeret til at flyde over, og den tilbageholdte gråd væltede ud. Gennem tårerne så jeg min stedfar tårne sig op over min mor. Noget i hendes desperate udtryk gav mig styrken til at give slip på min søsters og sofaens omfavnelse. Jeg styrtede mod ham med fuld kraft for at skubbe ham væk fra mor. Stødet var dog forgæves. Han tog fat om min arm og svingede mig ind i dørkarmen. Min søster udstødte et skrig. Jeg landede magtesløs på gulvet. Mor fik skrigende hevet sig op, og i samme øjeblik bakkede min stedfar væk. Hans blik stivnede, og jeg så ham forlade omverdenen. Men omverdenen havde nu travlt på grund af ham. 

Døren lukkede bag os, mens lyden af vores forhastede skridt gav genklang på opgangens kølige fliser. Vi fandt en bænk at sidde på nær legepladsen. Min mor fumlede febrilsk med tasterne på sin mobil. Pludselig blændede blitzen mig. Hun tog billeder af vores skrammer til en anden swahilitalende person i røret. Den sorte plet, blitzen havde efterladt på mit synsfelt, svandt ud, og jeg søgte min mors blik. Min opsøgen blev kun kort gengældt, hvorefter telefonen hurtigt tog hendes fokus igen. Jeg rettede blikket ud mod de legende børn, som grinte højlydt. Jeg var som en computer, der var brændt sammen. Slukket. 

Karrylugten fanger atter min opmærksomhed, mens jeg blinker desorienteret et par gange. Det er svært at fastholde fokus, når jeg påmindes mine tidligere oplevelser. Mine forældres volatile følelsesliv har gjort dét at navigere i hjemmet til oplevelsen af at befinde sig i en mørk hule; uden lys eller vej ud. Med mine følehorn strakt langt ud over egen krop, har jeg hurtigt lært at forstå mine nærmeste og som konsekvens negligeret mine egne følelser. Islam har derfor været en kæmpe trøst. At have alle svarene i hænderne og altid vide, hvordan jeg skal tænke, føle og opføre mig, har givet mig ro.
I mine branderter forsøgte jeg at bedøve følelsen af presset fra de mange forventninger, som familie, venner og jeg selv lagde på mine skuldre. I moskeen drev mine tanker væk fra skammen og forvirringen, som mine udefrakommende vilkår og jeg selv havde bragt ind i mit liv. Endnu en maske - med endnu et tvivlsomt svar. 

Jeg tager nøglen ud af tændingen og trækker i dørhåndtaget for at lukke karrylugten ud, sammen med alle de indestængte følelser. Jeg stiger ud og smækker bildøren efter mig. Lyden af den smækkende dør markerer afslutningen på aftenens tankemylder.

‍

* Allah betyder Gud på arabisk 

** Eftermiddagsbøn 

*** Alt, hvad der er forbudt 

**** Spirituel rensning før bøn 

***** “Allahu Akbar” kalder man en takbir. Sådan igangsætter man bønnen 

****** Position hvor hovedet ligger på jorden 

******* “Units of prayer” i dhuhr er der fire rakat 

******** “Alt tak og lovpris tilkommer Allah” 

‍

Med denne livsfortælling vil jeg fortælle, at dét at være engageret i initiativer har hjulpet mig af med dele af min sygdom. Du vil kunne læse om sammenhold og familiesplid, om håb og om at droppe ud af studier, om en magisk kat og indlæggelse, om stemmer, der medfører smerte og isolation.

Første indlæggelse

Jeg er vokset op i en fattig familie i Østeuropa. Min farmor gjorde os andre i familien til marionetdukker. Hun dominerede ihærdigt og bestemte fremtiden for familiens medlemmer. Det gjaldt også min. Som 18-årig, mens jeg gik i gymnasiet, lagde hun et enormt pres på mig. Hun var drevet af prestige og var helt overbevist om, at det mest prestigefyldte, jeg kunne blive, var læge. En overgang overvejede jeg det. Ikke for at opnå prestige, men for at få mig selv og min familie ud af fattigdom.
  Ligesom i Danmark krævede det høje karakterer at blive læge. Men det krævede også penge. I Østeuropa var det normalt at få privatundervisning, der supplerede den almindelige undervisning i gymnasiet. Men min underviser var udspekuleret. Han udelod bevidst dele af sin almindelige undervisning, så man var nødt til at betale for privatundervisning hos ham – hvis man, som jeg, ville sikre sig den rette karakter. Vejen ud af fattigdom krævede penge.
  Jeg havde ikke pengene til privatundervisningen, så jeg studerede hårdt. Når jeg ikke var til undervisning, forberedte jeg mig eller skrev opgave. Det hårde arbejde stod på i fire måneder og begyndte at sætte spor i min psyke. Jeg græd spontant og ukontrolleret i tunge, strømmende tårer og oplevede flere gange at miste fornemmelsen for tid og sted. Min farmors pres var blevet til mit pres: Hver morgen, når jeg stod op, gentog jeg for mig selv, at jeg ikke ville bestå. Gentagelsen begyndte at tiltage i psykotisk form, hvilket gjorde, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Medarbejderne grinede ad mig, når jeg gentog profetien for dem. De syntes formentlig, at det var overdrevet at være så nervøs for ikke at bestå, når der var så lang tid til eksamen.
  Jeg kom tilbage til gymnasiet, hvilket jeg færdiggjorde med gode karakterer. På en af mine sidste skoledage trådte en studievejleder ind i klassen med målrettede skridt. Han fortalte, at man kunne studere gratis i Danmark og spurgte, hvem der kunne tænke sig det. Jeg rakte straks hånden op. En hånlig latter bredte sig som ringe i vandet blandt eleverne i klassen. De kaldte mig naiv, for de troede ikke på det, studievejlederen fortalte. I mit hjemland skulle man nemlig betale dyrt for at tage en videregående uddannelse. Men naiv eller ej besluttede jeg mig for at tage chancen. Og på ingen tid stod jeg i lufthavnen og sagde farvel til mine forældre. Jeg havde søgt ind på multimediedesignuddannelsen i Aarhus og var kommet ind. Jeg fortalte det ikke til min farmor med det samme, men da jeg gjorde, fortalte hun mig, at jeg var fortabt.

Den farverige, magiske kat

I Aarhus fik jeg hurtigt en kæreste og et rengøringsjob. Jeg nød studiet, der gav mig mulighed for at udleve min kreative side, og efter et år flyttede mine forældre også til Aarhus for at være tættere på mig. Alt var fint, indtil den dag jeg hørte stemmer. Jeg hørte dem hver aften, når jeg forsøgte at falde i søvn: ”Du er ikke noget værd”, ”Du har ikke ret til at være her”, ”Du er for tyk”. Jeg følte mig ensom og bange for at træde ud af min seng.
  Derfor blev jeg en dag indlagt på Risskov Hospital. Efter et par dages indlæggelse gik jeg ud på græsset og lagde mig ned. Det føltes rart at mærke græsstrå på mine kinder blandt de hvide, sterile hospitalsgange. Jeg begyndte at hallucinere. Min kæreste og jeg havde kort forinden set Alice i eventyrland sammen i biografen. Jeg så filmen bagfra i hallucinationer, og den store, farverige, magiske kat fra filmen lå nu ved siden af mig blandt andre mærkelige væsener.
  På hospitalet fik jeg antipsykotisk medicin, der hjalp mig. Dog følte jeg ikke, at medarbejderne snakkede meget med mig eller de andre patienter. I stedet fandt jeg trøst i at spise. Der var en patient, der spillede klaver på afdelingen – også om natten. Jeg blev frustreret og tænkte, at han bevidst prøvede at spolere min søvn. Om dagen så jeg nyheder på TV. Et indslag handlede om en far og en datter, som arbejdede ulovligt i Danmark. Jeg var sikker på, at det måtte være os, de var på jagt efter. Paranoiaen var et symptom på skizofreni. Jeg havde desuden tidligere læst en bog: ”Veronika beslutter at dø”. Den handlede om en pige, der fik selvmordstanker på psykiatrisk afdeling. Nu forestillede jeg mig, at jeg var Veronika, og fik selvmordstanker på samme på måde som hende. En aften lidt senere i min indlæggelse kom en sød sygeplejerske, Arne, ind på min stue. Jeg blev glad, for jeg troede, at det var min kærestes bedste ven, der også hed Arne. Dagen efter fortalte jeg min kæreste om Arnes besøg. Han sagde til mig, at det ikke kunne være ham, da han vidste, at Arne var i København.
  Jeg fik diagnosen skizofreni, mens jeg var indlagt/efter min indlæggelse. På det her tidspunkt var jeg 23 år gammel, og jeg har nu kendt til min diagnose i ti år. Den typiske debutalder for skizofreni er 16-24 år. Jeg har siden, diagnosen blev stillet, oplevet, at folk har svært ved at forholde sig til min sygdom. Det gør ondt på mig, når folk ikke tror på, at de personer, jeg taler om, eksisterer. For det er jo den virkelighed, jeg oplever. Din mistro tager ikke min virkelighed fra mig. Til gengæld elsker jeg, når jeg bliver mødt med nysgerrighed og medfølelse. Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at forestille sig at være Veronica eller at snakke med Arne. Din nysgerrighed gør, at jeg kan åbne op for, hvordan jeg oplever at have skizofreni. Det betyder, at jeg kan føle mig respekteret. Jeg er klar over, at andre ikke selv kan høre stemmer, men at de tror på, at jeg kan høre dem, betyder meget for mig. Når jeg oplever, at folk forsøger at forstå mig, føler jeg mig mere tryg, og mit selvværd styrkes. Der er et kinesisk ordsprog, der lyder: ”Den bedste slags åbne dør er den, du kan lade være åben.” Det skal ikke forstås sådan, at man ikke kan have hemmeligheder, eller at noget er privat for andre, men det handler om tillid. Tillid er nøglen til min låste dør.

Lyset i mørket

Min kæreste viste mig den tillid i det meste af den tid, vi var sammen. Selv da jeg fortalte ham, at jeg var bange for, at jeg ville slå ham ihjel, beroligede han mig og sagde, at det ville jeg ikke gøre. Vi talte om at flytte til København, hvor alle hans venner boede. Men han slog op med mig, inden vi nåede så langt. Han syntes, at mit humør var blevet for svingende, og han kunne ikke længere tackle det. Han lagde også afstand til min familie.
  Men jeg tog til København alligevel. Jeg kom ind på studiet i Ernæring og Sundhed i København og droppede ud af multimediedesignerstudiet. Kort efter kom jeg i individuel behandling i OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, der har fået en psykose eller psykoselignende symptomer. Men i min tid i København begyndte jeg at blive skeptisk over for at tage medicinen på grund af bivirkninger, hvilket gjorde, at jeg kom i ubalance og fik tilbagefald.
  En nat oplevede jeg, at jeg kom ud af min krop. Jeg gik igennem væggene og så noget lys komme ind ad vinduet som bølger mellem to verdener. Jeg ringede grædende til mine forældre i Aarhus, som kørte den lange tur for at hente mig, og jeg boede hos dem i Aarhus. Mine forældre har støttet mig i min sygdom, men den har samtidig været et stort tabu i min familie. Min far mener ikke, at jeg fejler noget så alvorligt som skizofreni, men måske kan det være angst. Min mor skjuler det for omverdenen. Hun vil f.eks. ikke have, at jeg fortæller til nogen, at jeg tager medicin eller har været indlagt. Det forvirrer mig og giver mig dårligt selvværd. Jeg får dog den støtte, som jeg har brug for, blandt mine få venner.
Mine forældre kørte mig til psykiatrisk hospital. Her fik jeg en særlig aftale, så jeg hurtigt kunne få hjælp fremover. Jeg valgte at flytte permanent til Aarhus igen og droppede studiet i København. I den efterfølgende tid lå jeg i min seng i mange timer om dagen og følte mig depressiv. Sovemedicinen var min ven. Heldigvis opdagede jeg CSV-Aarhus, der er en skole for psykisk sårbare. Jeg begyndte bl.a. på Ord som forløser, som er noget af det bedste, der er sket for mig. Det hjælper at skrive poesi, bearbejde følelser og være sammen med ligesindede.

Livskraft

Stemmerne er som en stor sort skygge
der forfølger mig
men de lever mere om natten
end om dagen
en tung dyne af angst
jeg ligger stille i sengen
ser ud ad vinduet
månens melankolske ansigt anes
mørket har stadig vundet
men når solen vågner
venter lyset på mig
inviterer mig udenfor
træets arme vil give mig et kram
røde blade falder af træet
træet vil nødigt give slip
jord, regn, mudder, æbler
alt og intet
jeg danser i slidte sko
mon jeg finder glæden
i skovens sorte sø
kaster jeg mit anker
med ét bliver vandet klart
jeg drikker af søens livskraft

Jeg har ikke haft hallucinationer siden, men nu er det stemmer, der har taget over. Jeg vil gerne i gang med at studere igen, f.eks. til folkeskolelærer. Jeg vil gerne arbejde med børn, der har udfordringer, f.eks. børn med autisme. Dét, at jeg selv har haft det svært, gør, at jeg forstår vigtigheden af at kunne rumme andre samt få den nødvendige støtte. Jeg er meget rolig og struktureret, hvilket er godt for børn med autisme. Jeg har ikke færdiggjort de andre uddannelser og vil gerne starte forfra. Det er aldrig for sent at ændre retning i livet. Det giver mig håb. Svetlana peger på sit højre håndled, hvor hun har et anker tatoveret. Det betyder symbolsk, at det skal fastholde håbet.
  Heldigvis har jeg taget mod til mig og er startet på et sted for ensomme, Værket. For mig er skizofreni og ensomhed forbundet, da jeg føler mig udenfor og har svært ved at række ud efter venskaber. Desuden har jeg gået i gruppeterapi, hvor det hjælper at tale med nogen, der har samme sygdom. Udover gruppeterapi har jeg gået på korte kurser på Recovery-skolen, hvor jeg har lært at finde mod og retning i mit liv.
  Jeg har lært, at jeg ikke bare er god nok – jeg er værdifuld og meget mere end sygdom. Jeg danser med skizofrenien gennem livet, og den har medført slidte sko. Desuden har jeg lært, at man ikke skal give op, og at man kan få støtte fra andre. Jeg har fået mod til at danse salsa i Aarhus. I overført betydning har jeg smidt de slidte sko væk og danser med nye, med fornyet håb og optimisme.

‍