Forfatter
"Astrid"
Anonym
Udgivelse
De Pengepressede
Læsetid
10
min
Skrivemakker
Pernilla Abildtrup
Pernilla Abildtrup
Advarsel
TW: Selvskade

Mit frirum, mit tilflugtssted, min afhængighed

Jeg sidder alene. Jeg mærker, at de ængstelige tanker sniger sig ind på mig. Min mave kryber sig sammen. Jeg har brug for en ny rus. Jeg finder min telefon frem. Der er forskelligt at vælge imellem. Jeg finder noget, jeg ikke har prøvet før. Nu er det bare at vente på leveringen.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, og man kan roligt sige, at jeg har haft lidt bump på min vej hertil. På grund af min psykiske diagnose, som tilhører en helt anden historie, bliver mit hoved i perioder fyldt med tanker, som gør, at jeg ikke kan sove. Jeg får ondt i maven, og min vejrtrækning forandrer sig.

På et tidspunkt i mit liv er det så slemt, at jeg søger mod et tilflugtssted. Et sted, hvor jeg kan glemme. Et sted, hvor jeg kan finde lykke. Også selvom det kun er for en kort stund ad gangen.

De første knuder i maven

For nogle år tilbage bliver jeg sygemeldt med stress. Jeg presser mig selv på mit arbejde, og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Til sidst kan mit hoved ikke længere følge med, og jeg ender på sygedagpenge. Jeg savner hurtigt mit arbejde, men jeg er ikke i stand til at varetage det, så jeg går hjemme på fuld tid.

Den første måned på sygedagpenge bliver jeg presset økonomisk. Jeg har ikke længere det beløb til rådighed, som jeg havde inden min sygemelding, og jeg må pludselig vælge mellem mine regninger eller mad på bordet. Men jeg kan ikke sulte. Derfor ringer jeg til mit telefonselskab og mit forsikringsselskab for at købe mig mere tid.

De giver mig henstand i en måned, men det betyder, jeg skal betale dobbelt så meget til regninger måneden efter. Sygemeldingen fortsætter, og tanken om næste måned skaber allerede knuder i min mave. Hvordan skal jeg skaffe pengene?

Jeg søger enkeltydelse hos kommunen, men de vil ikke dække den slags regninger.

Midt i det hele bliver jeg nødsaget til at tage til tandlægen. Jeg frygter, det bliver endnu en dyr regning i postkassen, men jeg bliver nødt til at få hjælp. Jeg bestiller derfor en akut tid og får en konsultation senere samme dag.

Få timer senere befinder jeg mig på tandklinikken. Inden jeg lægger mig ned i tandlægestolen, spørger jeg til prisen. Den er overskuelig. Jeg læner mig trygt tilbage og lader tandlægen gøre sit arbejde. Da jeg kommer ud til skranken igen, er virkeligheden en anden. Behandlingen viser sig at være mere omfattende, end min tandlæge for lidt siden estimerede. Derfor løber regningen op på et beløb, jeg ikke kan betale.

“Kan jeg vente med at betale til den første?” hører jeg mig selv sige endnu engang. De er ikke meget for det, men efter lidt tid får jeg lov til at dele min regning op i to, så resten først skal betales senest den første i den efterfølgende måned.

Forestil dig lige det. Selv hos tandlægen må jeg ned på knæ og bede om henstand. Aldrig har jeg været så flov.

Vennerne gør det, so why not?

En dag sidder jeg i en af mine venners ungdomsbolig. Hans kabel-TV virker ikke, for han har ikke betalt sin regning til tiden. “Hvad gør du så nu?” tænker jeg, men når ikke at spørge, før han fortæller om et såkaldt kviklån, han har taget for at kunne lave en afdragsaftale med kabelfirmaet. “Okay, sådan kan man altså også gøre det,” tænker jeg. Jeg mærker en nysgerrighed, som bliver større i min mave. Dagene efter støder jeg på kviklån, hvorend jeg går. Når jeg ser TV, så er de der. Når jeg tager bussen, så er de der igen. Er det mon her, jeg finder mit tilflugtssted? Kort tid efter taler jeg med en nær veninde. Hun fortæller mig, at hun også har taget et kviklån. Og jeg lover hende, at jeg ikke fortæller det til nogen. For den slags taler man åbenbart ikke højt om.

Efter samtalen med min veninde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det overhovedet er så farligt at tage kviklån. To af mine venner har gjort det, og jeg ser reklamer for det overalt. Det virker så banalt, så hvorfor ikke? Måske det endda kan fjerne knuden i min mave?

Mit første lån

Du fornemmer måske, hvor historien er på vej hen. En dag ligger jeg i min seng og keder mig lidt. Idéen om at tage et kviklån fylder mere end nogensinde. Jeg åbner Google og skriver “lån”. Frem kommer en masse forskellige låneportaler med links til forskellige lånefirmaer. Jeg gennemgår listerne og søger lån, indtil jeg bliver godkendt. Så nemt er det.

Jeg vælger at låne et større beløb for at kunne betale regninger for to måneder. Jeg mærker en ro i min mave, og det kilder i mine fingerspidser. Jeg er glad. Nærmest lykkelig.

Min afhængighed

Efter et par dage vender mine negative tanker tilbage. Hvordan skal jeg få lykkefølelsen igen? Jeg kan mærke trangen til at tage endnu et lån presse sig på.

Om natten ligger jeg igen i min seng. Min mave gør ondt. Jeg hører, hvordan min vejrtrækning forandrer sig. Tankemyldret sniger sig igen ind på mig. Det virker som verdens bedste idé at tage endnu et lån.

Jeg gør det. Jeg tager endnu et lån. Det er lige så let som første gang: Jeg googler “lån”, søger og får det godkendt. Roen vender tilbage til min mave.

Jeg ender med at gentage processen ni forskellige steder inden for tre måneder. Uden at bemærke det, bliver låneprocessen et ritual, som jeg skal gennemføre for at overleve min sygemelding. 

Pengene bliver ikke længere kun brugt på regninger. De bliver også brugt på shoppeture. Mange af tingene, jeg køber, behøver jeg slet ikke. Men det får tankerne væk fra den kaotiske hverdag på sygedagpenge. Kviklånene er nu mit tilflugtssted, mit frirum. Min lykke afhænger af mine kviklån, men lykken varer kort, og jeg bliver derfor ved med at optage nye kviklån.

Glæden ved kviklånene er dog ikke for evigt. For låneselskaberne skal have deres penge tilbage. 

Kun til låns

“Jamen hvad har du selv tænkt? Du vidste vel godt, at du skulle betale pengene tilbage?”

Sådan lyder stemmen i telefonen, mens jeg sidder i bussen på vej til den østlige del af byen. Det er en kvindelig inkassomedarbejder, som ringer mig op. Hun vil have ret til min bolig, så hun kan tvangsinddrive mine ting. “Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg skriver ikke under på noget,” siger jeg. Jeg mærker en varm og nærmest brændende fornemmelse i min krop. Hun bliver ved. Min stemme bliver højere. Jeg føler, at alle i bussen kigger på mig. Jeg lægger røret på og står af ved mit stoppested.

Det sker tit, at jeg bliver ringet op. Det er både inkassomedarbejdere og lånefirmaerne selv, der ringer. Hver gang jeg bliver ringet op, siger de, at de ikke kan låne mig flere penge.

Men det stopper mig ikke fra at søge flere lån.

Jeg skal have flere penge til shoppeturene. Så selvom det ene firma smækker kassen i og sender trusler om inkasso, så låner jeg bare et nyt sted. Og sådan bliver det ved. Møllen om igen. For lykken er kun til låns. Når jeg skal afdrage den første måned, sørger jeg for, at kontoen med kortet er tomt, så de ikke kan trække afdraget. Det lyder udspekuleret, men det er min måde at håndtere det på.

Sådan forløber det sig i to år. Og jeg når op på en større gæld, end min psyke kan holde ud at tænke på. Det hele bliver pludselig for meget.

Lånene giver mig ikke længere en rus, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg har brug for at lette mit hjerte. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg kan ikke overskue, hvor meget jeg skylder. Jeg har brug for at komme ud. Men jeg kan ikke gøre det alene.

Det går op for mig, at kviklånene bremser mig i at blive rask, og derfor beslutter jeg mig for at søge hjælp.

To skridt frem og et tilbage

Jeg søger først hjælp hos kommunen. En frivillig socialrådgiver har tidligere fortalt mig, at nogle kommuner stiller økonomiske rådgivere til rådighed. Dét må være min redning.

Den første rådgiver, jeg møder, er på en varmestue. Jeg sidder og venter ude foran min rådgivers kontor. Sofaen, jeg sidder i, har slidmærker og pletter efter kaffe. Jeg kigger mig omkring. Væggene er mørke. Ved et bord overfor mig sidder en mand i en jakke fra Hus Forbi. Han sidder med sænket hoved og kigger på mig med let sammenknebne øjne. Mine hænder bliver fugtige.

Kort efter kommer en ældre kvinde ud fra min rådgivers kontor. “Astrid?” siger hun, mens hun står foran mig. Det må være min rådgiver. Hun peger mod sit kontor. Jeg går ind og fortæller kort om min økonomiske situation.

“Måske skal du overveje at tage en ny uddannelse, hvor du kan få en højere løn,” foreslår hun. En ny uddannelse? Det er det sidste, jeg kan overskue.

Jeg har kæmpet i mange år for at få mit eksamensbevis. Og det er et fag, jeg elsker. Min stress betyder, at jeg er sygemeldt på ubestemt tid, men jeg er fast besluttet på at vende tilbage. Mit problem løser sig dog ikke ved, at jeg får flere penge mellem hænderne. Efter lidt tid får jeg derfor kontakt til en anden økonomisk rådgiver.

Det er sen eftermiddag. Jeg er på vej ind til ydelsescentret, som ligger i midten af byen. Det er her, min nye rådgiver holder til. Bussen holder lige ude foran det store, røde center. Jeg går ind og bliver mødt af høje, hvide vægge. Vinduerne er store, og venteværelset er varmt. På væggen hænger et maleri, som illustrerer en solgul blomst, der er ved at springe ud.

Jeg venter ikke længe, før en ung kvinde kommer ud og henter mig. Hun smiler og fortæller mig, at hun er min nye rådgiver. Vi går sammen ind på hendes kontor. Her beder hun mig fortælle min historie. Undervejs stiller hun uddybende spørgsmål, og hun giver mig god tid til at svare. Jeg mærker, at min tillid til hende vokser. Det betyder meget for mig, for det er ikke let at fortælle min historie til en fremmed.

Jeg går fra mødet den dag med ro i maven, for efter bare et enkelt møde med den nye rådgiver er min gæld blevet mere overskuelig. Jeg har fået konkrete redskaber og en økonomisk rådgiver, som tager udgangspunkt i den situation, jeg står i. Hun hjælper mig til at tage ansvar og bruge færre penge, så jeg kan få mit overforbrug til at svinde ind.

De efterfølgende måneder mærker jeg, hvordan der skal mere til at trigge mig til at tage et kviklån. Reklamerne på busserne betyder ikke så meget mere. Min afhængighed af lykkefølelsen fylder heller ikke meget mere. Jeg kan så småt fornemme en lysere fremtid blomstre i horisonten.

Epilog

Den dag i dag er min virkelighed anderledes end det, du lige har læst. Jeg låner ikke penge mere, og jeg har fundet mere ro i min situation. Det tog mig godt og vel 2 år at komme ud på den anden side. Jeg har stadig en smule gæld tilbage, men jeg betaler af på den, som jeg skal. Med ro i både hoved og mave er jeg tilbage på mit gamle arbejde.

Jeg har været heldig at få hjælp til at overskue min situation. Men på min vej hertil har jeg mødt mange fordomme, nogle har sågar omtalt mig som typen.

Du ved. Typen, du møder i Luksusfælden. Typen, der bruger så mange penge, at det er vanvittigt. Typen, der selv er skyld i sin egen situation.

Det er ikke mine egne ord, der her beskriver typen. Det er taget direkte fra kommentarsporet til Luksusfælden.

Glem nu de kommentarer en stund. Og læs i stedet dette:

“Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Det er muligt at overvinde afhængighed, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret.”

Det er definitionen på afhængighed. En sygdom, som påvirker din hjerne. En sygdom, som får dig til at miste kontrollen. En sygdom, som er svær og kompliceret at overvinde. Det var det, kviklån var for mig. Det var det frirum, hvor jeg kunne ånde. Det var det sted, hvor min vejrtrækning blev normal, og min mave holdt op med at gøre ondt.

Men det var også det sted, hvor jeg mistede kontrollen og kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde.

Kviklån var min afhængighed, og jeg kunne ikke komme ud af det alene.

Forfatter
"Astrid"
Anonym
Udgivelse
De Pengepressede
Læsetid
10
min
Skrivemakker
Pernilla Abildtrup
Pernilla Abildtrup
Advarsel
TW: Selvskade
No items found.
Forfatter

"Astrid"

Hvorfor skal man læse De Serien?

Flere fortællinger

Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde.

Et

Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
  Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
  At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
  Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
  Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
  Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
  En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode. 

To

Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
  Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
  Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
  Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
  Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
  Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
  Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise. 

Tre

Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
  Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
  Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
  På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
  Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
  Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs. 

Fire

Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
  På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
  I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
  Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor. 

Fem

Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
  Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
  Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
  Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
  Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
  Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
  Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
  Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.

Forfatter
Daniel Arnholtz
Anonym
Udgivelse
De Hjemløse
Læsetid
14
min

Det vælter ud af mig, og det eneste, jeg kan huske, er ham, der siger: ”Det er mine penge,” og mig der svarer: ”Og du er ikke min far.”

Mine hænder dirrer, da jeg er på vej ind i opgangen til det grønne højhus. Elevatorturen op til 6. etage har aldrig føltes længere. Det velkendte pling fra elevatoren runger, og jeg træder ud på den korte gang. Jeg åbner døren til lejligheden, hvor luften er tyk af røg.
  Der kører et program om fuglelivet langs Islands kyster på den nye fladskræm. I den splinternye grå sofa sidder min far med en Harboe Classic i den ene hånd og en joint i den anden. Askebægeret på bordet foran ham er fyldt til kanten med cigaretskodder. Igen mærker jeg den lille rysten i mine hænder og i mine knæ. Jeg har lovet mig selv ikke at sige noget. Jeg har lovet Karolines mor, at jeg ikke ville sige noget til ham. Ikke i dag. Ikke endnu.
  Og det går godt; jeg har været hjemme i flere timer uden at sige noget. Det er først, da jeg hører en misfornøjet mumlen fra den grå sofa, at filmen knækker. ”Hvad?” spørger jeg ham, men jeg ved præcis, hvad han mumler. Han taler om penge. Igen.
Jeg står og kigger på min fordrukne, arbejdsløse far i sin spritnye sofa foran sit funklende nye fjernsyn og hører ham brokke sig over, at jeg ikke betaler husleje, nu når han ikke længere får børnepenge. Blodet bruser op til mine ører og kinder, og vreden forvandler sig til tårer i øjenkrogen. Dét, jeg har lovet ikke at sige i aften, snor sig som en giftig slange helt nede fra maven, op gennem halsen og ligger nu lige på tungen. Dét, jeg ikke må sige, er det eneste, jeg kan sige. For jeg ved, hvordan han har købt alle de nye ting. Jeg ved, at han har misbrugt mit kort.
  Jeg ved, at det har lykkedes ham at bruge alt, jeg havde, på kun tre måneder.
  Det vælter ud af mig, og det eneste, jeg kan huske, er ham, der siger: ”Det er mine penge,” og mig der svarer: ”Og du er ikke min far.” Idet jeg siger det højt, ville jeg ønske, at det var sandheden. Det er nemmere at lade, som om han ikke er min far, end det er at acceptere, at han bare ikke opfører sig som én. Vi græder begge to, men han rykker sig ikke. Han bliver sidende i den nye sofa, mens jeg stormer rundt og pakker mine ting. Han prøver ikke at stoppe mig og siger ingenting, før jeg har smækket hoveddøren bag mig.
  Jeg kan ikke huske, at jeg har ringet til Karoline, men det må jeg have gjort, for hendes mor holder og venter på mig, da jeg kommer ned på vejen. Det var hende, Karos mor, der opdagede, at der var noget galt på min bankkonto. Hun har været som en mor for mig, siden Karoline og jeg blev kærester; hjulpet mig med alt fra uddannelse til kontakt med socialrådgivere. Og hun skulle bare hjælpe mig med at få styr på noget i min netbank, præcis som hun plejer, da hun pludselig opdagede, at noget var galt. Jeg havde modtaget 164.000 kr. i livserstatning for min mors død, men da jeg opdagede pengene, var de allerede brugt.
  De næste seks måneder følte jeg mig ikke hjemløs, for jeg boede hos Karo og hendes mor. Karo var min første store kærlighed, men alligevel var jeg hende utro. Fuckede hende op, præcis som jeg har gjort med alle mine andre kærester. Men selvom jeg var dårlig for Karo, tog hendes familie sig altid af mig. Hendes mor betalte mine regninger og tog med mig til møder. Hun tog et ansvar for mig, som jeg ikke har oplevet voksne gøre før. Jeg er Karos mor evigt taknemmelig for at træde til, som den mor jeg altid har haft brug for.
  Mit forhold til min egen mor har altid været tumultarisk. Hendes hjem var fyldt med stoffer, utilregnelighed og en voldelig kæreste. Hver gang vi var der, var det den samme rutine; hendes kæreste tæskede min storebror, vi stak af, flygtede gennem Kastrups gader, politiet fandt os midt om natten og kørte os tilbage til huset. Repeat.
  Det sidste minde, jeg har med min mor, er, fra da jeg var otte år gammel. Vi skulle møde hende på Ryparken Station for at udveksle julegaver. Da min far, bror og jeg ankommer, er der ikke noget spor af hende. Pludselig ser vi en panisk skikkelse ude i det fjerne. En kvinde der løber, mens hun slår om sig med armene. Min mor. Da hun kommer tættere på, kan jeg se, hvordan håret klistrer sig til hendes svedige pande, og hun kan dårligt få vejret. Hun har en ven med, en mand jeg aldrig har set før. Mine forældre når ikke at snakke meget længere end et par minutter, før stemningen føles giftig. Jeg ved ikke, hvad problemet er, men et eller andet er galt. Hun opfører sig manisk, og min bror når hurtigt at række hende de julegaver, vi har lavet i SFO’en, før min far bliver vred og beslutter, at vi skal gå. Vi er kun lige nået over på den anden side af Lyngbyvej, før lydene får os til at kigge os over skulderen. Vi står alle tre forstummet og ser til, mens hun smadrer julegaverne på den anden side af vejen. Én efter én, river hun vores kreationer i småstumper og kaster dem mod jorden.
  Da vi kommer tilbage til gården ved det store lejlighedskompleks, hvor vi boede med min far, sidder hun der. Jeg tror dårligt mine egne øjne, da jeg ser min mor sidde i toppen af legestativet omringet af betjente. Hun ligner stjernen på juletræet, mens betjentene danser rundt og rundt og rundt. Det var dog alt andet end julefreden, der sænkede sig, da hun skreg, at hun elskede mig, før betjentene tvang hende væk fra os.
  Seks måneder senere kastede hun sig selv ud foran en taxa. Det var dagen efter min brors 10-års fødselsdag. På den måde var hun borte fra den ene dag til den anden. Forduftet fra jordens overflade. Lige indtil hun kom spøgende tilbage i mit liv i form af en forsvunden livserstatning og blev anledning til opgøret med min far.
  Og sådan blev jeg hjemløs; ikke fordi jeg, som fordomme ellers kan lyde, var for dum til at tage en uddannelse, for doven til at tage et job eller for dårlig til at undvige et stofmisbrug. Men fordi jeg har fået tildelt en offerrolle, fra jeg var helt lille. Fordi jeg, uden at skulle lyde alt for selvmedlidende, har fuld bankoplade i en dårlig start på livet. 

Som 18-årig trådte jeg for første gang ind på ungdomsherberget Nøjsomhedsvej. Da det gik op for mig, at jeg skulle flytte på herberg, sortnede det for mig. Jeg forestillede mig et snusket, slidt sted, hvor alt blev stjålet, og alle handlede stoffer i hjørnerne. Selvfølgelig ville hjemløse være skumle mænd, der havde monteret en Elefant-øl, hvor deres højre hånd burde være. Måske kunne jeg lige så godt droppe ud af SOPU-uddannelsen med det samme og synke hen i et hjørne i stedet. Til min store overraskelse trådte jeg ind i et roligt hus på Østerbro, hvor alle var lige så forskellige, som du og jeg. Unge mennesker, der alle har hver deres grund til at være der. Og for første gang i mit liv stod jeg i et hjem, hvor jeg følte mig tryg. For første gang skulle jeg ikke frygte, hvilket humør der mødte mig, når jeg trådte ind ad døren. Jeg skulle ikke prøve at gennemskue stemningen ude fra entreen ved at gætte, hvor mange øl der var drukket, baseret på hvor tyk og røget luften var. De voksne ville mig kun det bedste, og det var en helt anden stabilitet, end min far nogensinde havde kunne tilbyde.
  Det ramte mig alligevel hårdt, da han døde. Jeg var lige fyldt 20, da det lykkedes ham at drikke sig selv ihjel; et projekt han ellers havde arbejdet dedikeret på i mange år (jeg plejer at sige, at hans stædighed tog ham i graven). Hans død satte mig helt ud af kurs. I starten lagde jeg min energi i at tage mig af min bror, som var mere sorgtynget, end jeg selv var. Men mit hoved snurrede ud af kontrol, og jeg kunne kun sove hver anden nat. I mellemtiden var det lykkedes Karo og jeg at finde sammen igen, men lige efter min fars død gik vi fra hinanden. Jeg gravede mig selv ned i et hul, der blev dybere og dybere, og jeg fik det dårligere og dårligere. Til sidst blev jeg sygemeldt fra skole, og det ramte mig pludseligt, at sorgen over at miste Karo fyldte mere end sorgen over at miste min far. Jeg begyndte at sove endnu mindre og feste flere gange om ugen. Festerne var min måde at flygte fra problemerne, præcis som jeg altid har set mine forældre bruge stoffer som en flugt fra hverdagen.
  Jeg er altid nervøs, når jeg kommer til den del af min historie, hvor jeg fortæller, at jeg har stiftet bekendtskab med stoffer. Man kan rent faktisk se lettelsen på folks ansigter, når jeg når til stofferne. Som om de endelig kan slappe af, fordi de kan putte mig i den kasse, der passer til deres forestilling om en hjemløs. Aha-oplevelsen viser sig på deres ansigter og lyser hele rummet op. ”Aha, du er jo misbruger!” Måske fordi det er svært at proppe en ung, kvindelig studerende ned i hjemløseforestillingen, ligegyldigt hvor meget man prøver at mase. ”Der må jo være noget selvforskyldt!” Og selvfølgelig er der i enhver historie en masse, der er selvforskyldt, og jeg er fyldt med fejl – men de fleste har intet med stoffer at gøre. Alligevel er det, som om stofferne altid kommer til undsætning og stjæler hele showet. Med mærkatet misbruger er min historie mere spiselig. Så kan alle slappe af. Og selvom jeg aldrig har taget stoffer med ind i hverdagen, føler jeg ofte, at jeg sidder tilbage med en titel som misbruger, blot for at give nogle andre en pause fra følelsen af meningsløshed.
  Men ligegyldigt hvor behageligt det end måtte være at give mig den titel, holder jeg fast i, at jeg aldrig har været misbruger. Jo, stoffer blev en del af min måde at feste på, og festerne blev der også for mange af, men stofferne har aldrig sneget sig med ind i min hverdag eller påvirket min skole. Jeg var uden tvivl på vej ud på et skråplan, hånd i hånd med stoffer og fester, men heldigvis nåede det aldrig så vidt, og jeg fandt kontrollen, før jeg nåede til et misbrug. Men selv hvis jeg havde et misbrug, ser jeg ingen grund til, at det er den del, der skulle blive omdrejningspunktet for min historie. Denne her gang vil jeg selv kontrollere min historie.
  For heldigvis slutter min historie ikke i et mørkt hul med fester og sygemelding. Tiden gik, sorgen blev mindre, og jeg begyndte at træne. Træningen er i dag blevet en uundværlig del af mit liv. Det er en fantastisk måde at bruge min energi på, og det holder mig disciplineret som aldrig før. Og derudover har jeg mødt Sofie. En fantastisk kvinde, som jeg er blevet stormende forelsket i. Den slags forelskelse, der bare bliver ved og ved med at give et sug i maven. Den 27. december 2020 trådte jeg ind ad en tilfældig dør og blev mødt af synet af det smukkeste hår, jeg nogensinde har set. De lange, røde lokker snoede sig ned over hendes smalle skuldre og nærmest omfavnede hendes hals. Hun vendte sig om og kiggede på mig med det smukkeste smil, jeg nogensinde har set. At være sammen med Sofie udfordrer mig og holder min udvikling i gang hver eneste dag, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er den, jeg skal være sammen med for evigt. Jeg har i den proces lært, at jeg har det bedst, når jeg er i et forhold. At være i et forhold giver mig et helt andet overskud, for så skal jeg ikke passe på mig selv for min egen skyld, men for en andens. Jeg er stadig ved at lære, hvordan jeg holder hovedet oven vande, kun for min egen skyld. 

Jeg har boet hos nogle forskellige kærester, siden første gang jeg flyttede på ungdomsherberget, men i dag er jeg tilbage i mit hjem på Nøjsomhedsvej. Og det er dét, som Nøjsomhedsvej er for mig; et hjem. Derfor har jeg det også altid svært med mærkatet hjemløs. For jeg er ikke hjemløs. Eller teknisk set er jeg, men jeg har aldrig set mig selv som hjemløs. Nøjsomhedsvej kunne i mine øjne lige så godt være et kollegie som et herberg. Selvom jeg er glad for at bo her, kan man ikke blive boende på et herberg for evigt, så jeg venter lige nu på at få tildelt en lejlighed.
  Derudover er jeg begyndt at læse til socialpædagog. Jeg ved om nogen, hvor stor en forskel det kan gøre at møde et dygtigt og dedikeret personale. Jeg tør ikke at tænke på, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg havde mødt personale, der så deres arbejde med unge som mere end et job. De kontaktpersoner, der tilføjer stabilitet i et liv af kaos, kan gøre forskellen mellem liv og død, når man er på kanten. Og det er på tide, at jeg bruger mine erfaringer til noget godt. Derfor arbejder jeg også for Hjem til Alle; en organisation, der arbejder på at stoppe hjemløshed blandt unge. Med Hjem til Alle rejser jeg rundt og fortæller min historie i håb om, at det kan være til trøst eller inspiration for andre, der kan genkende sig selv i min historie.
  For selvom min barndom ikke har været under optimale vilkår, og jeg ofte er blevet overvældet af mødet med modgang, er jeg aldrig stoppet med at drømme. Jeg har altid troet på, at jeg ville tage en uddannelse og få det bedste ud af mit liv. Og nu skal det ikke lyde, som om alt er sukkersødt og lyserødt i dag. Det kan stadigvæk skride til tider, og festerne kan tage sit indtog. Min succes er fyldt med fiaskoer, men jeg er sikker på, at det ender lykkeligt, selvom jeg nogle gange tager tre skridt i den forkerte retning. For ligegyldigt hvor sort det hele ser ud, er jeg fast besluttet på, at offerrollen ikke skal følge mig resten af livet. 

Forfatter
Jenni Maria Nielsen
Anonym
Udgivelse
De Hjemløse
Læsetid
12
min

Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem.

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

Forfatter
Frederik Lund Lyreskov
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
11
min

Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN (2021) 

Det er forår.
Jeg står bag disken med svedige håndflader. Jeg må bede kunden foran mig om at gentage, hvad hun siger. Jeg tror, at hun vil have en croissant. Jeg kigger søgende efter skiltet, hvor der står “croissant,” men selvom jeg kan se og læse bogstaverne, kan jeg ikke oversætte betydningen af ordet i mit hoved. Jeg prøver langsomt: “C-r-o-i-s-s-a-n-t.”
Stadig ingenting. Betjeningen af kunden tager dobbelt så lang tid som sædvanlig, men jeg lykkedes i sidste ende og sender hende afsted. Det føles, som om mit hjerte sidder uden på mit bryst. Jeg kan mærke dets banken i hele min krop, helt ned i min lilletå. Det er rigtig længe siden, jeg har haft det sådan her, men jeg genkender følelsen øjeblikkeligt. Jeg har efter halvandet års anfaldsfrihed fået mine epileptiske anfald igen. 

Det, jeg oplever, er et klassisk partielt anfald, hvor jeg har svært ved at kommunikere: tale, forstå, læse, skrive. Jeg har tre klumper af ingenting i hjernen: Ubrugelige celler, i mit sprogcenter, som fylder, forstyrrer og skaber kaos. Jeg er svimmel. Jeg ved, hvor jeg er, jeg har været her mange gange før: Jeg er på arbejde i Emmerys. Alligevel er mine omgivelser nu tågede, fremmede og overvældende. Jeg ringer til min omsorgsfulde chef Sofie, som kommer mig til undsætning. Jeg tager hjem og går direkte i seng, og da jeg vågner dagen efter, er jeg overvældet af udmattelse.
Resten af året kommer jeg til at være en skygge af mig selv: vågen, men døsig og langsom. 

LIMBO (2021) 

Jeg har allerede hans nummer indkodet i min telefon. Min neurolog på Epilepsiklinikken på Rigshospitalet har været min primære kontaktperson i sundhedsvæsenet. Epilepsien har været i mit liv siden jeg var 15, overtog styringen, da jeg var 16 og knuste mig, da jeg fyldte 18. 

Nu er jeg 21. 

Jeg ringer og fortæller ham, at jeg desværre har fået mine anfald igen. Hans stemme knækker. Det er han ked af at høre. Desværre kan han ikke gøre så meget. Jeg har prøvet al epilepsimedicin på markedet. Jeg har været forsøgskanin på alle nye bud. Der er intet, der virker. Der er intet mønster i, hvornår mine anfald kommer. Der er intet, der udløser dem, hverken stress, lys, alkohol, depression eller angst. Min epilepsi virker derfor umulig at behandle. Jeg har været i udredning til operation for min epilepsi siden jeg var 17. Jeg befinder mig i et limbostadie, hvor jeg ikke er syg nok til at få den hjælp, som jeg så desperat har brug for, og samtidig ikke er rask nok til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg føler, at jeg, siden jeg var 17, har skreget til mine lunger klappede sammen, men at jeg endnu ikke er blevet hørt.
  Kirurgerne ville skære mine tre heterotopier ud med en skalpel i starten af mit udredningsforløb. Men de tør ikke – heterotopierne ligger for tæt på sproget, hukommelsen og synet. 

Jeg forstår dem godt, lægerne, neurologerne, forskerne. Jeg bebrejder dem alligevel. De fratager mig mit eneste håb om et nogenlunde normalt ungdomsliv – med alt, hvad det indebærer. 

“Lad os se, hvordan anfaldene, og hyppigheden af dem, udvikler sig,” siger han i den anden ende af telefonen. Han sidder på en af de øverste etager på sit kontor på Epilepsiklinikken, i en af de højeste stillinger inden for sit felt, og har min skrøbelige fremtid i sine hænder. Jeg bliver overladt til mig selv og til en uvis fremtid. Jeg føler mig svigtet af sundhedssystemet og af omverdenen, som virker fjern og fjendtlig. 

KATASTROFETANKER, KATASTROFESIND (2021) 

Hver dag, når jeg møder op på arbejde, er jeg svimmel. Mit syn bliver sløret i metroen på vej til Marmorkirken. På den korte tur fra metroen til butikken får jeg hjertebanken, svedige håndflader og susen for ørene. Det kribler i hele kroppen; følelsen ville næsten være rar, hvis ikke jeg var så skrækslagen samtidig. Nu begynder mine katastrofetanker. 

“Jeg kan ikke engang klare et simpelt job som ufaglært i Emmerys. Hvis jeg ikke kan klare det her, kan jeg heller ikke blive optaget på en videregående uddannelse. 

Selv hvis jeg bliver optaget på en videregående uddannelse, ville jeg aldrig kunne færdiggøre den med så mange anfald. Hvis jeg ikke får en videregående uddannelse, får jeg heller ikke et job. 

“Hvis ikke jeg får et job, kommer jeg ikke til at være i stand til at forsørge mig selv. Hvis ikke jeg kan forsørge mig selv, kan jeg heller ikke forsørge en familie. Hvem har også lyst til at få en familie med mig, når jeg er så syg?” 

Mine venner ender også med at blive trætte af mig. Så kommer jeg til at være helt alene i verdenen. 

Hvis jeg ender med at være helt alene i verdenen, er der ikke noget at leve for. Måske burde jeg slet ikke leve. 

Måske er det nemmere at begå selvmord allerede nu.” 

Mit tankemønster starter som en mindre bekymring om noget trivielt og udvikler sig til selvmordstanker på få minutter. Derefter gentager mønstret sig igen og igen. Der kan gå helt op til en time, hvor jeg er lammet; jeg kan kun hulke og vride mig. Det er umuligt at stoppe tankerne: De lister, de kravler, de slår, de bider sig fast. Stemmen i mit hoved er nedladende og urimelig: En ondskabsfuld, imaginær ven fra helvede, som jeg lærer alt for godt at kende. Det her er min sandhed: Min sygdom kommer til at fortsætte med at smadre mine muligheder, mine relationer, mine drømme. 

Man skal have det godt for at kunne have det godt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at kunne hanke op i mig selv, udfri mine drømme og være nærværende i mine relationer. Men jeg befinder mig i en alarmerende, altoverskyggende overlevelsestilstand. Det er umuligt at have perspektiv og tro på mig selv eller på en bedre fremtid. Jeg er i et konstant alarmberedskab, som gør mig fuldstændig handlingslammet. Min hverdag bliver sværere at håndtere, og det forværrer min tilstand og mit selvhad. Jeg befinder mig i, hvad der føles som en evig, ødelæggende cyklus, som jeg ikke kan bryde med, medmindre jeg tilgiver mig selv. Og jeg er slet ikke klar til at tilgive mig selv endnu. 

Jeg ved endnu ikke, at mit tankemønster har et navn inden for psykologien og psykiatrien: katastrofetanker. Jeg ved heller ikke, at mine katastrofetanker er en del af min angst, en generaliseret angst, som starter her i 2021. Jeg føler mig forkert og er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med mig; at jeg er rådden.
Når tankerne sprinter, og jeg er udmattet af gråd, lister jeg ud på toilettet. Jeg sætter mig på de grå, kolde fliser i brusekabinen med et barberblad i hånden og får endelig ro ved hjælp af smerten, når jeg skærer hul på min hud.
Væk er al skam. Væk er al frygt. Væk er al smerte, selv den skarpe, fysiske efter et par minutter. Jeg nyder at pleje mig selv efter – at lindre mine sår. Jeg stopper blødningen blidt med køkkenrulle, dupper huden med et vådt håndklæde, aer mig selv med en lille håndfuld aloe vera. Ritualet hjælper mig med at få min værdighed tilbage. Jeg er alene, men tættere på mig selv. 

I hverdagen kan jeg fysisk mærke en distance til min krop og mine omgivelser: Jeg ser alt, jeg oplever, udefra; det er umuligt at mærke mig selv eller andre mennesker. Jeg er ikke kun følelseskold, men følelsesløs. Når jeg udøver selvskade, har jeg i det mindste selv sat rammerne for ensomheden, hvilket står i stærk kontrast til mit kaotiske, indre liv. Selvhad bliver momentant opløst af selvskade; en billig, smertefuld, forløsende erstatning. 

JEG HADER MINE VENNER (2021) 

Det er en ekstraordinært varm sommer, og jeg bruger en masse tid med mine højskolevenner. Vi drikker dåseøl i det gode vejr og ryger cigaretter. Jeg kan ikke udstå at være sammen med dem.
Jeg hader, når de er omsorgsfulde, og jeg hader, når de er kyniske.
Jeg hader, når de prøver at nå ind til mig, og jeg hader, når de giver op.
Jeg hader deres medlidenhed, og jeg hader deres hensynsfuldhed. 

Jeg hader at høre om deres latterlige, ligegyldige ungdomsliv, som primært omhandler alkohol, sex, dating, stræben efter succes og et liv, der ser godt ud udadtil. De forstår ikke deres privilegier. De er utaknemmelige, egoistiske, pinlige.
Jeg vil være ligesom dem.
Jeg hader mig selv for ikke at kunne elske dem, som de fortjener at blive elsket. 

Men jeg kan ikke genkende den person, de beskriver.
De siger, at jeg stadig formår så meget, selvom jeg har epilepsi. Det her er min sandhed: Jeg formår intet, når min epilepsi fylder så meget, og dét, jeg formår, er utilstrækkeligt. 

De siger, at jeg er smuk og værd at elske. De lover, at jeg nok skal finde kærligheden og få en kæreste og i fremtiden den familie, jeg så brændende ønsker, selvom jeg har epilepsi.
Det her er min sandhed: Hvem har lyst til at få børn med en person, som er så syg? Hvem vil være barn til en mor, hvis kærlighed er stor, men overskud er ikke-eksisterende? 

“Jeg er kronisk ensom,” siger jeg til min ven Hannibal på en bænk i Ørstedsparken. Jeg savner ikke kun at føle mig som en del af fællesskabet, jeg savner mest af alt mig selv. Jeg savner den, jeg var, før jeg fik min epilepsidiagnose som 15-årig – før min efterfølgende depression, spiseforstyrrelse, angst og indlæggelserne fra mine teenageår og ind i mine tyvere. Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig. 

Jeg er fremmedgjort, både fordi jeg ikke kan genkende mig selv i andre, og fordi jeg ikke kan genkende mig selv “i mig selv.”
Jeg er alene om mit had til min person, heldigvis, men jeg er stadig alene. 

SÆSONSKIFTE (2021-2022) 

Det bliver efterår: Den sæson hvor jeg føler mig allermest forbundet med min krop. Jeg begynder at åbne mit hjerte for min psykolog Kirsten. Jeg bruger aktivt modargumenter mod katastrofetankerne. Jeg møder op hver uge på Rigshospitalet, til samtalerne, og gør en aktiv indsats for at få det bedre, også når jeg går derfra igen. Jeg udøver ikke længere selvskade. 

Men jeg har stadig angstanfald, som jeg skjuler i Emmerys. Jeg har fået en ny chef. Da jeg prøver at åbne op for hende og siger, at jeg er svimmel hver dag, når jeg møder på arbejde, siger hun: “Kan du ikke bare tage noget nyt medicin, som ikke gør dig svimmel?”
Jeg nævner ikke min sygdom igen efter vores korte samtale. 

Jeg bliver sygemeldt med stress fra mit arbejde ugen efter og har mere tid til mig selv. Jeg begynder at løbe lange ture på Vestre Kirkegård, hvor min morfar ligger begravet. Jeg får pulsen op og fortaber mig i efterårsbladenes healende, orange farver. Jeg læser en ny bog hver anden dag og lærer mig selv bedre at kende gennem litteraturen. 

Efter et langt, udmattende, grundigt forløb i psykiatrien, starter jeg i sommeren 2022 på anti-depressiv medicin. Citalopram.
Efter et halvt år i helvede, i efteråret 2022, med bivirkninger, som forværrer mine katastrofetanker, begynder jeg langsomt at kunne se verden igen. Jeg begynder at kunne genkende mig selv igen. 

DET ER SVÆRT AT VÆRE RASK (2023) 

Jeg bliver opereret i hjernen d. 31. maj 2023. Solen skinner mildt ind ad mit vindue, da jeg vågner kl. 06. 

Under operationen ser jeg et tydeligt billede af tre børn, der løb ind i mine arme. Det hvide lys, vi er omringet af, gør det svært at tyde deres ansigter, men jeg kan mærke deres varme kroppe og høre deres latter. Jeg skal passe på dem. Jeg skal være socialpædagog og passe på dem. 

Tårerne vælter ned ad kinderne, da jeg ser min mor og min bedste veninde Karoline i døråbningen efter operationen. Jeg stopper ikke med at hulke i to timer efterfølgende. Salte glædestårer – for første gang rigtigt længe. 

Men det er svært at være rask. I august 2023 skriver jeg i mine noter i bussen på vej over til min psykolog til Rigshospitalet, til mit andet hjem: 

     1.    Jeg er bange for, at min medicin ikke virker længere
     2.    Jeg er bange for, at jeg har OCD
     3.    Jeg er bange for, at jeg ikke har mere energi tilbage
     4.    Jeg er bange for, at mine anfald kommer igen 

Jeg er blevet bevidst om, at der hele tiden har været to mål og ikke blot ét: at være rask, og at føle sig rask. Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg føler mig rask. Der er ingen garanti for, at jeg fortsætter med ikke at være anfaldsfri. Min epilepsi og angst hænger uløseligt sammen, men angsten er der stadig, selvom de epileptiske anfald er forsvundet. Jeg får stadig, særligt i stressede perioder, hjertebanken, bliver svimmel og har svært ved at finde forbindelsen til min krop. Men nu har jeg modargumenter, som bekæmper mine katastrofetanker. De sidder på rygraden og kommer mig til undsætning, så snart jeg tvivler på mig selv eller på min fremtid. Jeg ved, hvordan jeg kan berolige mig selv; jeg har tillid til mig selv og mine egne evner og værd – med eller uden sygdom. 

ENGLEVINGER (2024) 

Jeg kigger mine venner direkte i øjnene og frygter ikke længere mit spejlbillede. Vi ser oftest samme person nu. Vi griner af det, vi kalder min “kolde, kyniske tid.” Mit hjerte er stadig tungt, men fyldt op, og min latter er dyb. 

En smuk mand kysser mig blidt og ofte. Han kender alle mine dæmoner og anerkender mine traumer, men giver plads til personen, jeg er i dag, samtidig. Og når min fortid pludselig fylder igen, i min bevidsthed, holder han mig fast i et ømt greb og hvisker mig i øret: “Så så, skat.” Selv når jeg er vred, selv når jeg er fjern, selv når jeg er ængstelig. Selv når jeg kun formår at være tavs og nægter ham adgang til halvdelen af mit hjerte, i mine mest skrøbelige øjeblikke. Jeg ønsker så inderligt at bade ham i kærlighed og at drukne i hans arme. Jeg tror på, at det sker én dag. Jeg tror på, at han holder af mig, når han holder om mig, og jeg ser en rolig fremtid, når jeg kigger ham i øjnene. 

Ensomheden er nu en følelse, der kommer og går, frem for en permanent tilstand. Jeg har englevinger tatoveret på begge mine håndled, sammen med datoerne for mine diagnoser: To pyntede ar fra fortidens slagmark.
Jeg er en kriger.

Forfatter
Victoria Amena Koffi Koberg
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
12
min

Det var først, da jeg begyndte at finde ud af, at jeg faktisk havde overlevet, at jeg begyndte at kunne se, hvor meget jeg var gået glip af.

August 2019 

Så lå jeg der. Mine bukser lå for enden af madrassen, og jeg lå uden trusser i et væld af farvede puder. Jeg prøvede at fokusere på min vejrtrækning, prøvede at stoppe med at genkalde mig hans. Men den var så dyb, den var så gennemtrængende. Jeg huskede den stadig, da jeg fandt bukserne frem. De vendte på vrangen, ligesom mit indre. Men jeg fik dem vendt om og trukket dem op. Trukket dem op over det, der nu føles varmt og smertefuldt. Mon nogen hørte hans vejrtrækning? Der var ingen sandsynlighed for, at nogen havde hørt mig, for jeg var musestille, men jeg håbede sådan, at nogen havde hørt det, at jeg blev mødt med kram og papir til at tørre op. Men alle ude foran døren kiggede normalt på mig.
Det var der, jeg besluttede, at alt var lige så normalt, som det plejede at være. Så jeg lod som om. Jeg lod som om, at alt var som før, da jeg trådte ind i klasselokalet. Jeg lod som om, at jeg ikke lige havde trukket mine bukser op, og jeg lod som om, jeg ikke kunne bøje engelske udsagnsord for ikke at virke unormal. Men selvom jeg lod som om, så følte jeg, at alle kunne se det. Jeg følte, at jeg var indrammet bag glas og ramme og med teksten, at han havde vundet retten til min krop. Alle kunne nu læse smerten, tvivlen og frygten. Men alle virkede så normale, så det hele var nok lige så normalt, som det plejede at være. Jeg var den eneste i dette rum, der nu var indrammet, udstillet og som en form for trofæ i en sport, hvor kun han kendte spillereglerne. 

Senere samme dag 

“Så er det ti baner crawl med vending.”
Og det svømmede jeg, efter jeg havde taget mine bukser af. Igen. Jeg vendte dem om, inden jeg lagde dem i skabet, for dét var beviset på, at det var mig selv, der havde taget dem af. Mine muskler gjorde ondt, og min krop var varm; denne gang af den hårde træning. Men jeg kunne være i fred. Jeg kunne ikke nås, for jeg kunne svømme fra alle. Så jeg nød at svømme ti baner crawl, inden jeg igen skulle have bukser på.
Jeg løftede min nu lettere krop op af vandet. I bruseren stod jeg nøgen. Ingen tog notits af det. Og selvom jeg også tog bukser på i fred i puderummet, så var det anderledes, når de var lagt sammen i et skab. Men alligevel fik jeg en klump i halsen, hver gang jeg lynede lynlåsen i mine bukser. Jeg følte, at skammen strålede ud af mig, som jeg stod der. Men igen kunne ingen se den. 

August 2019, ugen efter 

Det blev torsdag igen. Jeg kunne ikke regne ud, at det samme ville ske.
Og næste gang, det blev torsdag, havde jeg en idé om, at det ville ske igen.
Jeg begyndte at frygte torsdage og frygte fredage endnu mere. Det skete igen og igen. Og jeg gik igen og igen ind til engelsk, som om intet var sket.
Om fredagen var det værst, for det var her jeg følte, at det billede, som han havde indrammet, måtte være umuligt at overse. Der var lang tid til, at det ville ske igen. Fredagen var den dag, det var mindst tomt, for den var alt for fuld af tanker. Men ligegyldig hvilken dag det var, kunne ingen se, at jeg følte mig udstillet.
Om torsdagen gik jeg rundt og legede normal. Om fredagen var jeg bange. 

Oktober 2019 

En dag blev bukserne ikke længere vendt på vrangen. De var blevet vendt tilbage for sidste gang. Men mit indre vendte stadig på vrangen. Jeg følte stadig, jeg var udstillet i glas og ramme. Jeg følte mig stadig som hans trofæ. Alle måtte da se det på et tidspunkt.
Men folk så kun, at jeg tabte mig. For hele mit hoved gik op i rutiner. Mit hoved kørte kun i “Hvor mange kalorier er der mon i den her? Hvor mange skridt mangler jeg? Hvordan undgår jeg aftensmad?” Jeg var helt alene med viden om, hvorfor jeg var syg. Så jeg gik rundt i min boble og kunne ikke fortælle folk, hvad der skete. Jeg lod stadig som om, at alt var normalt, også selvom jeg snart kun var skind, ben, dårlige tanker og en krop fyldt med skam. Det at være fyldt op med skam, som ingen kendte til, gjorde verden så fjern fra min egen – som om ingen var det samme slags menneske som mig. Men rutinerne var en del af mig, og så glemte jeg lidt, at det var vigtigt at have mennesker tæt på. Sådan gik årene med en hverdag fyldt med rutiner og dage, der ofte endte i gråd og hospitaler. 

12. august 2022

“Mor, det er lige meget, jeg vil heller ikke med” 

                                                                        “Hun vil blive virkelig glad, hvis du tager med” 

“Og jeg vil ikke med, når der er så meget mad” 

                                                            “Hvad hvis vi aftaler, at du ikke behøver spise noget?” 

“Men alle vil spørge eller i hvert fald kigge mærkeligt på mig” 

                                                                                      “Nej, de ved alle, at du har det svært” 

“Ja og lige præcis derfor vil jeg ikke sidde og være den eneste, der ikke spiser den kage, som helt sikkert er god, men som jeg ikke kan spise, fordi jeg er syg” 

“Mormor ville blive glad, og du behøver ikke spise noget. Du kan tænke over det” 

Så sad jeg der til en fødselsdagsfest, og rigtig nok rakte ingen mig en tallerken, ingen tilbød mig et stykke kage. Alligevel var det ikke sådan her, det skulle have været. For nu kunne alle se, at jeg ikke var ligesom alle de andre. Jeg bad om en tallerken, bare for at der ikke skulle være pinligt tomt ved min plads. Men så lå den der og oplyste rummet, fordi den skinnede af renhed, hvilket beviste for alle, at jeg alligevel ikke var som alle de andre med deres snavsede tallerkener med kage. Normalt skulle alt være perfekt, men den perfekte, rene tallerken gjorde kun det hele værre.


Forår 2023 

Jeg endte igen i en hospitalsseng. Her var jeg i perioder flere gange om ugen, klar på den sædvanlige smøre om, at mit kalium var lavt.
  “Er du godt klar over, at du kan dø, hvis du bliver ved?”
Jeg vidste det egentlig godt. Alle sagde det tit. Især over aftensmaden. Men nu lå jeg her, og en læge kiggede på mig, og jeg vidste, at nu var det ikke et hvis, det var et når, hvis ikke jeg gjorde noget. Min hemmelighed, min kontrol, min boble og min ensomhed havde ført til handlinger, der nær havde slået mig ihjel. Alligevel havde denne nærdødsoplevelse sat en ild i gang. Jeg ville overleve, jeg ville kæmpe for ikke at blive en del af statistikken. For det var det, jeg så tit havde hørt om: statistikken. Ifølge Psykiatrifonden er spiseforstyrrelse den psykiske lidelse med højest dødelighed. Op mod 10% af os dør. Så mens jeg lå der i en seng, besluttede jeg, at jeg ville lukke nogen ind. Hvordan vidste jeg ikke, men jeg ville ikke dø. 

Dødens kontrol

9/3/23
Død - Det er en mærkelig størrelse, og en mærkelig form.
Den blev for mig en form for kontrol. Jeg vidste at hvis jeg ikke kunne kontrollere andet kunne jeg kontrollere om jeg ville dø.
Nu vil jeg ikke dø mere.
Jeg har bestemt at jeg vil leve.
Alligevel fylder døden meget. For selvom jeg beslutter at jeg ikke vil dø, så forsvinder døden ikke.
Den er der stadig.
Nogle gange hopper den ud af skabet og overrumpler mit liv.
Men den skal ikke kontrollere mig. Jeg skal ikke føle at mig liv kun er værdig til døden - for døden skal ikke være min fred lige nu.
Nu skal døden være døden og jeg skal være noget helt andet.
  Levende

Nogle dage efter 

Helene træder ind på stuen for at sige godnat, som hun altid gør. Hun kan se, at der er noget galt. 

                                                                         “Ved du, hvad der startede trangen til kontrol?” 

“Nej, det skete ligesom bare” 

Men jeg vidste det, jeg vidste det udmærket, jeg kunne bare ikke sige det højt. 

                                                                                       “Hvorfor har du brug for den kontrol?”  “Det har jeg bare” 

       “Det er vigtigt, at du beslutter dig for at blive rask. Du kan ikke blive det, før du giver slip” 

“Men jeg kan ikke slippe kontrollen. Hele min verden falder sammen, hvis jeg gør det” 

                                             “Hvad er det, der gør den kontrol stærkere end viljen til at leve?” 

“Jeg ved det ikke” 

                                                                    “Det tror jeg godt, du ved, hvis du tænker dig om” 

Så følte jeg mig pludselig set. Helene havde trådt ind i min boble. Helene havde set det, at jeg havde været fanget bag glas og ramme. Jeg følte mig lettet på samme måde, som jeg følte trangen til at forsvinde. For nu var skammen sagt højt. 

“Han har haft magt nok til at ødelægge dit liv. Du må ikke give ham magten til at tage det fra dig” 

Jeg måtte græde lidt, da jeg havde fået et godnat kram. Jeg skulle have kontrollen tilbage, jeg skulle ikke dø som et trofæ for hans forfærdelig handling, som ingen vidste, hvad i virkeligheden var.

Juli 2023 

“Mor, er du nogensinde bange for, at jeg skal dø?”

                                                                                                                                          “Ja”

“Jeg er tit bange for, at jeg får en opringning af nogen, der siger, at du ikke er her mere”

“Nogle gange er jeg selv bange for at dø, og andre gange virker det som den eneste udvej. Men for det meste synes det umuligt at leve, og så er den eneste anden mulighed at dø” 

                                                                                                          “Vil du love mig en ting?” 

“Hvad skal jeg love dig?” 

                                     “Leonora, jeg ved, du kæmper. Men hvis du virkelig gerne vil dø, hvis                        
                                                    du tænker det er den eneste udvej, så skal du dø ordentligt” 

“Jeg ved ikke, hvordan det er at være dig, men jeg tænker, det er ulideligt hårdt. Jeg ville aldrig ønske det, det må du ikke tro, men hvis det er det eneste, du vil, så må du gerne dø” 

… 

                                                                                  “Du skal sætte en dato til om et halvt år” 

“Hvorfor det?” får jeg fremstammet mellem snøftene 

                                     “På den dag må du dø. Ikke før. Du må ikke prøve at dø før den dag”  “Hvad så hvis jeg ikke vil dø den dag?” 

                                     “Hvis du havde glemt, at du skulle dø, eller hvis du har mærket liv og                
                                                                                      ikke længere vil dø, så overlevede du” “Jeg lover at prøve at være levende, så jeg ikke behøver at dø” 

Nu snøfter vi begge; vi krammer, og så er samtalen slut. Derefter sætter jeg en dato i kalenderen og lever efter det løfte, jeg lige har givet om at være levende.

December 2023 

Det går langsomt op for mig, hvor langt ude jeg har været, og hvor ensom jeg havde følt mig. For jeg var så optaget af min kontrol, at hele verdenen groft sagt kunne rende mig. Det var først, da jeg begyndte at finde ud af, at jeg faktisk havde overlevet, at jeg begyndte at kunne se, hvor meget jeg var gået glip af. Den dag i dag kan jeg ikke huske de første år af min lillesøsters liv, fordi jeg var så fjern. Det tog lang tid, hvor jeg var inde og ude af min boble. I starten var det også enormt ensomt. 

For hvordan interagerer man med mennesker, når man er vant til kun at gøre det med sig selv?
Hvordan er man social, når man plejer at være i sit eget hoved? 

Efter den voldsomme ensomhed er jeg med tiden blevet opmærksom på begrebet at være alene. Efter boblen sprang, fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide at være alene, og jeg fandt skilning mellem ensomhed og det at være alene. Det sænkede også mit behov for kontrol, at der pludselig var mennesker.
Jeg var i stand til at være nærværende. 

Tiden efter 

Efter erkendelsen af, at jeg havde brug for andre, og det opståede overskud til faktisk at være sammen med nogen, var det tydeligt, at mange havde ventet på Leonora.
For selv om jeg havde været syg i lang tid, stod alle klar, da jeg med krybende nakke kom tilbage. Jeg kan huske, hvor rørt jeg blev over, at de stadig var der.
Jeg havde forsømt alle relationer. Jeg havde prioriteret sygdom højere.

Men som jeg stod dér, lyste fællesskabet 

Jeg havde overlevet 

Jeg havde sagt undskyld til alle dem, der havde ventet 

Og tak for, at de ville vente på mig Den sorte sky af ensomhed var gået væk, for folks reaktion på min tak og undskyld var altid den samme 

“Det skal du ikke tænke på” 

“Selvfølgelig er jeg her stadig” 

“Du er stadig elsket, selvom du er syg”

Nu 

Jeg er begyndt at omfavne livet. Men hvem var jeg nu? Jeg havde pludselig en masse mennesker omkring mig og pludselig også plads til at værne om det. Det tog mig noget tid at arbejde med følelsen af at være udstillet og i ramme.
Jeg er nået til at omfavne det, at jeg stadig føler, jeg er fanget bag glas. Jeg kan nogle dage føle, at alle kan se på mig, at det er sket. Men jeg lever med det. Jeg har brugt lang tid på at lære mig selv at kende uden sygdommen. Alle omkring mig har hjulpet mig meget. Ensomheden er svundet ind i takt med, at jeg er begyndt at være mig selv og lukke op for menneskers nærvær. 

Det hele er generelt nemmere, når hverdagen er andet end et altoverskyggende fokus på mad. Jeg er kommet i arbejde på et plejehjem, hvor jeg er tre gange om ugen. Dette, også det faktum, at jeg er flyttet for mig selv, skaber en hverdag, som er præget af en meget større ro end nogensinde før. Denne ro har gjort relationer nemmere, da jeg nu også finder ro sammen med andre. 

Jeg har fået en kæreste, som omfavner billedet inde under den udstillede ramme på en måde, jeg ikke troede, noget menneske var i stand til.
Generelt har alle mennesker, der har set rammen været forstående, og jeg frygter ikke længere, at folk kan se det. 

Så er der kun et spørgsmål… 

Hvem er jeg, hvis jeg ikke er et trofæ, men et levende og vigtigt menneske? Jeg er mig, og jeg er meget mere end glas, ramme, udstilling og trofæ. Han vandt vist ikke noget, hvis man kigger på mig i dag, for jeg er endelig blevet fri.

Forfatter
Leonora Christine
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
18
min

Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen.

Jeg bor i en kasse. Det er en kedelig kasse. En papkasse. En klinisk brun papkasse med lige akkurat nok plads til, at jeg kan ligge ned i den, hvis jeg folder mig selv sammen med knæene op under hagen og med arme, der rækker under mine fødder, så de så fint binder en sløjfe om dette hylster af en kludedukkekrop. På kassens ydre er collager af ord. Kulsprittede stempler lavet af forbipasserende, der fandt det nødsageligt at skrive på min kasse som en anden offentlig tilgængelig huskeseddel for at minde mig om, hvad jeg er værd. Der står alt fra små notitser markeret med fed til brændemærker, der bløder gennem pappet. I dagtimerne foretrækker jeg derfor at have klapperne på kassen slået op og kravle ud af den, så jeg kan få luftet godt ud. Ser du, det kan blive ret vammelt inde i sådan en kasse. Den har dårligt indeklima, da luften bliver klam af fugten fra mine åndedrag, og det fører så til, at pappen krymper sammen og tværer blækket fra kassens sider ud på min krop. Jeg har det trængt nok i forvejen, så jeg er glad for, jeg må åbne op for dig og få luftet mine tanker. Velkommen til min kasse: 

Goddag, mit navn er Laura. Jeg har Spinal Muskelatrofi type 3, der i mere almen tale er kendt som muskelsvind. Det er en kronisk sygdom, der kort sagt betyder, at jeg er gangbesværet, og at jeg kommer til at være fraværende nu og da. Jeg gør mit allerbedste for at følge med, men jeg har nogle gange brug for hjælp til, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok sige til, hvis det er. Hvis I har nogle spørgsmål, så kommer I bare og spørger. 

Det er min lille tale, der efterhånden sidder fast på rygraden, efter samtlige undervisere er listet hen til mig i en pause og har spurgt: Vil du ikke lige fortælle de andre om dig? med stigende intonation ved dig for ikke at benævne du-ved-hvad, kassen, altså, at jeg er handicappet. Mine undervisere har uden tvivl ment det godt, men denne tale er ikke desto mindre et førstehåndsindtryk, som får alle til at forbinde mig med sygdom og svaghed – et førstehåndsindtryk, som er svært at ryste af sig igen. Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen. 

Jeg var 7 år gammel, da jeg fik diagnosen. Udefra så jeg ud som ethvert andet barn. Jeg var bare Laura, der byggede de bedste huler, skrålede med på Lille Nørd-sangene og elskede at spise chokoladekage fra mormor. Jeg var bare Laura, som ud over det gik lidt mærkeligt. Min mor sagde, at jeg havde spaghetti-ben. Det havde jeg altid haft. Men nu kunne lægerne forstå, hvorfor mine ben var udkogte og umedgørlige. De fortalte mig, at jeg havde motorveje på ryggen, og at nogle af dem var i udu. 

Hvad en hullet motorvej havde at gøre med kogt spaghetti, forstod jeg ikke, og da slet ikke hvad det havde at gøre med mig. Men det gjorde de voksne. Lige pludselig var alle omkring mig så alvorlige med blanke øjne så store som tekopper og klumpede stemmer som skyer af afmagt, der fløj mig langt over hovedet: Hvad skal vi stille op? Det er da ganske forfærdeligt. 

Jeg kunne ikke se problemet med kassen. Den kom med op i klatretræerne, og den var også god til gemmeleg og at tegne sommerfugle på. Og med kassen fulgte endda et par ganske gode fordele. Den blev mit frikort til endelig at slippe for skældud fra pædagogerne, når jeg sagde, at jeg ikke kunne som de andre børn, og jeg fik en sej kørestol og el-crosser, så jeg kunne være med på lange ture. I en fysisk forstand kunne jeg nu klare hvad som helst – jeg følte mig som en superhelt! Men en ting, som lægerne ikke kunne ruste mig op til, var de sociale arenaer, hvor min kasse nu fik mig til at ligne en frygtindgydende, grim og slatten elg. Jeg havde ikke en jordisk chance i legepladsens kamp. 

Kampen tog for alvor til i 2. klasse, da jeg skiftede skole. Jeg gav min lille tale til min nye klasse, og undervejs bemærkede jeg, hvordan smil og vink blev til krydsede arme og hvisken. Kassen kom langsomt til syne under mine fødder, og da jeg endelig var færdig, blev jeg mødt af en mur af øjne, som borede mig ned på plads i den. Kan de ikke lide mig? Da jeg gik ud til frikvarter og prøvede at følge med en gruppe af pigerne fra klassen, løb de væk fra mig. Jeg kaldte efter dem, at jeg ikke kunne følge med. Vent på mig! Men de ventede ikke. En lattersky fløj over deres hoveder, og den resonerede ind i skolegårdens sammensurium af støj. Hvisken fra klasseværelset havde også spredt sig ud til legepladsen. Lige meget hvor jeg gik hen, løb de andre børn væk fra mig. Jeg fik opfanget fra krogene, at jeg var syg og giftig. At jeg smittede, og så faldt ens ben af, hvis man legede med mig. Dumme unger. Det er jer, der ødelægger legen. Laura-er-giftig gik af mode efter nogle uger, men der var altid noget andet i vejen, der gjorde, at jeg måtte stå for mig selv igen og tælle de bølgede fliser i skolegården eller tale med køerne på den anden side af hegnet. Min mor sagde, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Så jeg ventede. 

Og jeg ventede. Jeg flyttede skole, jeg blev ældre, drillerierne holdt, alting virkede normalt. Men inden i mig selv, var der stadig noget galt. Lægerne spurgte mig, hvad jeg gerne ville nå. Jeg var blevet mere usikker på benene. Jeg fik oftere infektioner i lunger og hals. Jeg skulle ikke regne med at kunne gå, når jeg nåede slut-tyverne.
    Hvad vil du gerne nå, Laura? 

Hvad jeg gerne vil nå? 

    Skal du på gymnasiet? Universitet derefter? Det ville være klogt. Og du er jo klog, ikke? 

Tjo, det ved jeg nu ikke lige. 

Det kræver selvfølgelig nogle gode karakterer. Ik, Laura? Det handler om, at du kan komme hurtigt igennem systemet. Så du kan få et arbejde.
    Sådan et, hvor du kan sidde stille og
        tjene penge og
              betale skat, og
                    du skal nok regne med deltid og
                            med en førtidspension i sigte og
                                              børn tidligt er nok godt for dig.
Så hvad kan du se dig selv i? Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad kan du bruges til? Laura? 

Et kapløb var skudt i gang. Jeg skulle ikke nyde noget af at falde med kassen, før jeg var kommet over målstregen. Så jeg fik benene på nakken og travlt med at finde vej i det liv, som jeg havde fået recept på. Mine klassekammerater havde i stedet travlt med at finde kærester, at gemme energidrikke for deres forældre og at blive oppe til efter klokken 10 for at slå kolbøtter på landevejen. De lever det vilde liv. 

På en måde gjorde hyperfikseringen på faglig succes det nemmere at håndtere følelsen af at være anderledes. Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om, hvorfor nogle af mine klassekammerater ønskede, at jeg skiftede skole, så der var en fri plads til en ny og mere spændende pige, eller hvorfor mit handicap gjorde det så besværligt at være sammen med mig, at jeg lige så godt kunne indstille mig på enten at blive meget glad for katte eller at skulle dø alene. Jeg er sgu da godt klar over, hvor irriterende min krop er at være sammen med, den hænger på mig hver dag. Jeg måtte minde mig selv om, at det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Jeg ventede.
  Efterskole blev mit pusterum, min boble fra omverdenen, hvor jeg havde tid og rum til at finde ud af, hvem jeg var uden kassen. Jeg kunne bruge mange sider på at prædike om, hvor fantastisk mit år på efterskole var, men hvis jeg skal koge det ind, kan det allerbedst beskrives som at blive skubbet kærligt ud over en stejl bakke, susende afsted, ude af stand til at stoppe op. 

Laura, hvad vil der ske, hvis jeg skubbede dig nu? 

Spurgte ham den sære med langt, krøllet hår, da vi stod på toppen af bakken ved siden af rundkirken og spejdede over de solstråleklædte marker. Han havde fat i håndtagene på min kørestol og gyngede mig drillende frem og tilbage over kanten. 

Jeg svarede, at det ville gå så hurtigt, at jeg ikke ville kunne bremse selv. Jeg ville brænde mine hænder på drivringene, måske blive kastet ud af stolen i forsøget. Der var stille i overvejelsens tid. Men så kom det. 

Vi skal nok gribe dig. 

Jeg ræsede om kap mod livets hastighed med et kortvarigt skrig af skræk som anslag til det år, da alt blev stærkt og klart, og kassen blæste væk i vind af kærlighed, så nu var det bare Laura, der legede i livstræets krone og kom godt fra start til et møde med en fiktiv valgkamp med et midterparti på tværs, lysende folkevognsrugbrød polstret med piletræ og charme, Kajfrø som død kat til kortfilm fuld af lens flares, godnat-krammere med en ET-finger strakt frem som erstatning for fnatarme, med venner for livet ved min side, der løb til takten af en klapsalve for alt det, vi gjorde, så vi spandt et spindelvæv af hjertelatter og fællesskabssnore. 

Jeg blev grebet i mit trilleri – der var ingen skade sket – og jeg blev antiklimatisk sat for enden af bakken, så jeg kunne se, hvor jeg havde kørt. Alt, der var tilbage, var en røgsky af øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Med nyfunden styrke og selvtillid fra året, der gik, syntes kassen lettere end nogensinde før, så jeg slyngede den over skulderen og gik gymnasietiden i møde.
  Jeg blev fortalt, at jeg ville elske gymnasiet. Jeg ville få lov til at nørde med mine yndlingsfag, opleve ungdomslivets festligheder og ikke mindst at få lov til at samle på endnu flere venner. Jeg var lige flyttet til en ny landsdel, et sted hvor jeg ikke kendte et øje, så det var min perfekte chance for at få visket kassen ren og være den helt autentiske Laura. Det skulle blive The Time of My Life, sagde de. 

Første dag rullede om hjørnet. Jeg mødte op. Hilste på mine nye klassekammerater. Blev hevet til side af min underviser og spurgt, om jeg ikke ville fortælle lidt om mig. Jeg fremførte min lille tale, og mine klassekammerater smilede og nikkede fortsat til mig. Så langt så godt. Næste punkt på dagsordenen var en rundvisning. Vi gik afsted, og jeg forsøgte mig med smalltalk for at prøve og hæfte mig fast på folks nethinder, så de ville hæfte sig ved mit langsomme tempo og forhåbentlig vente, hvis det blev nødvendigt. Men deres skridt blev hastige og stemmerne fjerne. Jeg hev efter vejret for at kalde efter dem, at jeg ikke kunne følge med, vent på mig. Et par stykker så sig tilbage, så mig, inden de drejede om hjørnet. Jeg stoppede. Så stod jeg der og mærkede Laura-7-år, som skælvede af gråd. Mærkede Laura-17-år, der holdt vejret for ikke at gøre det samme. Jeg fortalte mig selv, at det ville blive bedre, når vi lærte hinanden bedre at kende. Så jeg ventede.
  Jeg ventede tålmodigt og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg pjækkede aldrig, tog til de øredøvende fester og inviterede selv til sociale aktiviteter. Jeg begyndte så småt at have en base, et par stykker, som jeg kastede bolden til, men som sjældent kastede den tilbage. Måske er jeg for ivrig? 

Jeg ventede. Jeg ventede. Corona ramte Danmark, og fjernundervisningen blev hverdag. Dagligdagens ansigter blev reduceret til navne i sorte felter på rad og række, og hyggesnakken i pauserne blev til intense stirrekonkurrencer med mit spejlbillede fra computerskærmen. Jeg ventede.
  Jeg ventede. Landet åbnede op, men jeg sad stadig tilbage alene afven tende i et Teams-opkald som æresmedlem af den sårbare befolkningsgruppe. Det blev mit eget ansvar at forblive en del af undervisningen med hjælp fra mine klassekammerater. Men som tiden gik, fik jeg oftere afslag, når jeg rakte ud. Måske ser de ikke, jeg skriver til dem? Men de må da være klar over, jeg mangler? Det er nok for anstrengende, at jeg skal være med på deres computere. Jeg fik travlt med selvstudie. Og da jeg vendte tilbage efter mit andet vaccinestik til et semiåbent 2.g, havde mine klassekammerater i stedet travlt med at kysse uden om deres kærester, at gemme snus for deres forældre og at blive oppe, til solen stod op for at falde om på landevejen. De lever det vilde liv. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Det blev rutine at gå alene mellem lokalerne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. De eneste beskeder, der tikkede ind, var spørgsmål til en aflevering eller mine svar på lektierne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Vi blev fortalt, at vi var sådan en dejlig klasse med et fantastisk fællesskab. Et fantastisk fællesskab, som jeg kunne stå udenfor og være tilskuer til. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Jeg ventede. Jeg ventede.

Jeg gav op. 

Jeg blev hjemme. Jeg lukkede klapperne til kassen i og lod den skrumpe ind om mig, så jeg kunne nærstudere min navle og have godt og grundigt ondt i røven over, hvor uduelig og hjælpeløs jeg var. En dag blev til en uge. En uge blev til en måned. En måned blev til, hvor lang tid der nu var til, at jeg skulle sidde i en gymnastiksal til min første skriftlige eksamen. Jeg blev fritaget for alle afleveringer de sidste 5 måneder, og studievejlederen så igennem fingre med mit fravær, som nærmede sig de 40 procent. Jeg fik en studenterhue på hovedet med et 12-tal mellem guldsvalerne og et par overfladiske tillykker skrevet i foret. Det blev til en studentertid uden gilder, druk og kapløb om klip. I stedet forfulgte studenter vognenes horn mig hånligt for at have fejlet så brutalt i at udleve dette såkaldte ”Time of My Life”. What a life. What a night. What a beautiful, beautiful ride. 

Men jeg tvinger mig selv ud over kanten igen. Ensomhedens skumle stemme spøger stadig i min øregang og truer mig med at tage over, når kassen bliver tung af stempler. Men det betyder ikke, at jeg er alene. Med en masse hjælpende hænder fra familie og venner, er jeg kommet op at stå endnu engang og har klappet kassen i. Lige for tiden spæner jeg afsted med kassen foldet sammen under armen, mens jeg prøver at finde pulsen i voksenlivets jag. Jeg er flyttet hjemmefra med ham den sære med langt, krøllet hår. Jeg er begravet i spændende studiebøger og søde invitationer til fester og teselskaber. Og for første gang ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal nå. Jeg lever det vilde liv.
For jeg er bare Laura, der skriver skøre historier, nørder med grammatik og elsker at spise chokoladekage fra mormor. For jeg er bare Laura, der prøver at have et liv uden om kassen, selvom jeg går lidt mærkeligere.

Forfatter
Laura Sofie Vedel
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
13
min

my chemical roman empire stikker mig i røven med kanylen ROLIG det er kønsbekræftende

Kender du det at sætte sine tanker i karantæne? Bagbundet med gaffatape over deres små larmende munde? Jeg er ikke normalt en brutal politistyrke på den måde, men nogle dage er stilhed bedre end sandhed.
Jeg er mere Pinocchio og mindre Channing Tatum (She’s The Man, 2006).
en ægte dreng
det er umuligt at bevæge mig for den meterlange gren i mit ansigt

 et misogynt overskæg skjuler min overlæbe
min garderobe er fyldt med sorte t-shirts og
grimme bukser
ALLE VED          JEG ER EN DRENG                           AAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAA      AAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA       AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA         AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA
AAEn pige? (eller kvinde, I guess, har aldrig helt forstået. Britney Spears, 2001)
havde aldrig troet Hentai kunne lede til spirituel opvågning.
Jeg græd flov
og alene i min seng
angst for om nogen kunne høre mig
  Hva der galt?
  Lyv igen? (Det virker aldrig)
Jeg har bedt om at tale med dig
du vil sikkert forstå

Stilheden omklamrer os, som jeg samler mod til at åbne munden. Samtalen ender på anden sætning. Vil du gerne ligne en dame?

        det som om alle
        tror vi er ens
        jeg er sikker på
        det er den butik
        normal

QUEER
COMMUNITY
IMMUNITY 

Følelsen af at høre til er fremmed. De andre lader til at kende den. Måske kan de introducere os. Alle de atypiske ansigter råber på individualitet og blender sammen som våd akryl. De er yngre end mig, tror jeg. Jeg ligner dem ikke særligt godt. Et tov af min mangel på tillid til mig selv er bundet om min mave. Det rykker mig i retningen af dem, jeg kender, når de går. Svæver efter dem i mørket. Eller vælter. De introducerer sig selv, mens jeg står bag dem og håber, det aldrig bliver min tur. Bryder mig ikke engang om at være her. De snakker bare.

     Hvis jeg bare sørger for
    at være steder
    hvor dem jeg kender
    og dem jeg ikke kender
    snakker med hinanden
    lærer de nok mit navn
    med tiden.
    Står som et vissent løvtræ
    bag dem mens jeg overhører deres samtaler og
    indimellem fniser
    for at gøre opmærksom
    på mig selv

MDMA er ikke aktuelt længere. Det virker ikke, som det plejer, og jeg får det ekstra dårligt dagen efter. Ugen efter. Fik i hvert fald at vide, jeg var et sort hul. Det er svært at mærke forskel på almindelig depression og narko-depression. Specielt når man tager narko hele tiden. Heldigvis har jeg fået et nummer på speed.
    broke igen
    de siger også mig
    jeg har set hvor I kommer fra
    jeg sælger mine ejendele
    for at mindske min gæld
    jeg ved det ikke er nemt at forestille sig
    et liv der ikke er nemt
Tre måneder er gået, hvor kontakt mellem os var et lovbrud. Vi vil omfavnes i chokket og volden
men vagterne og håndjernene betvinger os som en statslig forbandelse. En evighed forsvinder mellem os. Vi er så tæt på hinanden, og det gør det så meget mere uudholdeligt. Månedsvis af savn og paranoide forestillinger skifter pludselig form og har tunge øjne og en træt krop.
    lettelse + smerte
    = smerte + lettelse
En orkan af usagte kærlighedserklæringer og endeløse sammenbrud hvæser omsorgsfuldt i den store sal med alle dørene og nøglerne. Godkendende skrat fra en walkie-talkie fører os ad de hvide korridorer mod dommen.
    walkie-no-talkie

I vakuumet fra ordene MED LOV SKAL LAND BYGGES snakker vagterne, som de gør, de tænker sikkert på kaffe, og om de kan nå at hente børnene, mens jeg tænker, om de mon kender den usagte rest af det udødelige slogan
men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret
Din gråd slukker mine tanker
demonterer mine coping-mekanismer.
Mit hoved forlader mig, og jeg er kun krop.
    tung
    lang
    øm
    krop
En af vagterne tilføjer, at det er da et dårligt tidspunkt at bryde sammen på. Jeg har lært at hade dem i stilhed. De fjerner vores håndjern udenfor salen.
    da behøvede man ingen lov        Måske fordi det ser for voldsomt ud. Døren holdes åben, og du går først. Mit mellemgulv kramper under trykket i havet af velkendte øjne. De er her for dig. Mig har de lært at hade i stilhed.

     HÆLD IKKE DIN TE
    I EN FORGIFTET KOP

ensomhedsintermezzo
er det en følelse                        eller en intellektualisering af mine sociale omstændigheder
jeg føler mine følelser men
kan ikke skelne dem fra hinanden
og jeg gagger når jeg prøver
psykiatrien siger
der findes årsag og forklaring
i min diagnose som autist
men sandheden er                                at ingen har kunnet lære mig det
der var ikke forsvarlig erfaring at give videre
siger jeg til mig selv og undskylder
for de høje forventninger
selvom sandheden er
de bare ikke forstod
bare stadig ikke forstår

NARKO det er det eneste jeg kender NARKO NARKO NARKO det er klart jeg falder iiiiiii ups op igen lille ven ikke græde værsgo her er noget NARKO såå det var godt ja sådan op at stå lille ven op at stå rejs hende op please nogen hjælp ring til nogen ring til nogen ring til nogen er der nogen der har et nummer et nummer på noget NARKO jeg kunne godt lige bruge en streg NARKO NARKO NARKO slap nu af lad os lige sætte os og snakke om det snakke om hvad NARKO NARKO NARKO ja okay det var ikke lige det jeg havde tænkt men nu du nævner det så har jeg noget NARKO skal vi ha NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO fuck jeg har det skod så gå i seng jamen der er stadig mere NARKO hvis du har det skod så tag noget NARKO så må du tage lidt mere der er ingen grund til at gå i seng når det stadig er NARKO det er alle vel enige om er det ikke rigtigt jo for fanden det er det jeg siger der er mere gider du ordne det ordne hvad ja ordne stregerne nåå ja hvis du gir NARKO så skal jeg nok lave streger lange fede streger NARKO skal jeg lave til alle ja ja der er rigeligt med NARKO til alle det er der der er nok til man aldrig behøver gå i seng eller stoppe med at tage NARKO det er rigtigt det er rigtig NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO

     i folkeren
    i min klasse og alle de andre
    var der ikke mange med fundament
    for et sundt indre liv
    eller ydre så det sagt
    ustyrlig klasse blev der sagt
    jeg husker en lærer
    der råbte noget om psykisk terror
    og efterfølgende blev sygemeldt med stress
    det var vores skyld
    fik vi at vide
    og jeg undrede mig på vegne af os
    som gemte sig og var bange for at tage i skole
    når det var synd for de voksne
    var der kollektiv afstraffelse
    og når det var synd for os
    var der kaffepause
    først en
    så to
    så tre
    så fire
    skiftede skole eller
    kom på ophold
    de kammeratlige overgreb
    var barnemad
    ved siden af tanken
    om at omringes af fremmede så
    jeg blev hvor jeg var
    og hvorfor skulle det være anderledes andre steder
    når det bare er drengestreger og
    der er drenge overalt
    først for nylig jeg har lært
    at vold ikke er bedre end at være alene
    og selvom drømmen
    om at være sej og vise dem
    er opfyldt
    har jeg tænkt på de børn
    ønsket dem fiasko og flystyrt
    på trods af min voksne forståelse
    for deres mistrivsel og de ansattes
    uduelighed 

-
at skjule sig
et helt liv eller
livet indtil nu og sikkert
mere liv endnu
der findes mange anelser
om masker
nogle om ondskab
nogle om åndelighed
en falsk facade
til beskyttelse
eller pleje
fra middelalderlatin masca:
spøgelse
et overnaturligt
menneskelignende væsen
omgivet af tåge
og som regel afdød
jeg finder ro i gespenstet
den utydelige natur
overvågeren bag
det dimensionelle gærde
der splitter min verden
fra jeres
det grænseløse bluff
min burlesque-esque drag
i et neurotypisk melodrama
at skjule sig
ikke for at jage
men for at undgå døden
som byttedyr i munden
på afvisningen
og hånen

     My Body Is a Cage (Arcade Fire, 2007)
    min yndlingssang i 1.g og
    vølvens spådom

     Jeg fandt mit navn
    på Berghain
    ikke som
    Moses på Sinai men
    fordi at sidde og glo
    i indekset på
    ://familieretshuset.dk/navne/
    navne/godkendte-fornavne
    under tagget
    unisex
    var den bedste undskyldning
    for ikke at tale
    med nogen

                my chemical roman empire
                stikker mig i røven med kanylen
          ROLIG det er kønsbekræftende
          behandling godt nok fra Kina men
          hvis du vidste hvad der skal til for
          at få det fra staten*

               Det lader til man tror
              jeg er en mand fordi
          mit navn ender på O
          JUNO: The Divine expression of Femininity!
          The Divine Protectress of community!
          The Warrior! The Mother! The Divine Tutelary!
          The Oracle! The Spearholder! The Patroness of Women!
          The Goddess of Love and Birth!
              men okay ka godt høre
              det lyder lidt som Bruno

     cis-passing findes ikke
    uanset hvor meget
    vi modificerer vores kroppe
    uanset hvor hyper det ene
    eller hvor hyper det andet
    uanset hvor tæt vi kommer
    på Dr. Stephen Marquardt’s

     ableistiske
    racistiske
    tykfobiske
    sexistiske
    eugeniske
    transfobiske
    skønhedsmaske (breathe)
    uanset hvor mange
    forventninger vi overgår
    uanset om vi er hetero eller homo
    og uanset hvor cis vores partnere er
    uanset hvor lidt vi taler om os selv
    og uanset hvor meget vi giver andre ret
    uanset om vi fjerner vores skæg
    eller gror det ud
    uanset om vores bryst er kirurgisk formindsket
    eller forstørret
    uanset om de antager vores stedord
    korrekt eller forkert
    uanset hvor meget vi assimilerer
    og uanset om de tror os eller ej
    vil der altid være et os og et dem
    en utvetydig fremmedhed
    et rigtigt og et forkert
    et værdigt og et uværdigt liv

*Ny dansk forskning offentliggjort i JAMA viser, at transkønnede personer forsøger at tage deres liv næsten otte gange så ofte som resten af befolkningen, og at de ender med at dø af selvmord 3,5 gange så ofte som ikke-transkønnede. 

     de kalder det “minoritetsstress” 

Søger man som transkønnet kønsbekræftende behandling i det offentlige sund hedsvæsen, underlægges man statslig udredning for at 

     “afdække patientens kønsidentitetsforhold”

Herunder taler man om familiær disposition til fysiske sygdomme og psykiatriske lidelser. Man undersøger, om patienten tidligere har haft kontakt til psykiatrien. Transkønnede er mindre tilbøjelige til at søge hjælp i psykiatrien. Mange ønsker ikke, at psykiatriske udfordringer skal fremgå af deres patientjournal, da det kan mindske sandsynligheden for at blive godkendt til kønsbekræftende behandling. I 2017 blev transkønnethed streget af listen over psykiske sygdomme og transkønnede sås ikke længere som psykisk syge. Men hvad har familiær disposition til psykiatriske lidelser og patientens kontakt til psykiatrien så at gøre med ens kønsidentitetsforhold?

Man forestiller sig en progressiv tilgang til transkønnethed og ændrer politik og love - men vores materielle virkelighed forties, og man nægter at lytte.
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede behandlede lovforslaget fra 2017?
A: 0
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede tages til råds, når transkønnedes kønsidentitetsforhold tages op på konference i Center for Kønsidentitet?
A: 0
Vi er underlagt majoritetens accept af os som personer. Selvmordsforsøg blandt transkønnede sker otte gange så ofte som hos ikke-transkønnede, og transkøn nede dør 3,5 gange hyppigere af selvmord. Det er jer, der afgør, om vi må leve eller dø.

den skulle jo indlægges                   de er psykopater            det er en sygdom
fuck hvor klamt    skyd dig selv       stadig en mand     sig nu bare du er bøsse 

     nu jeg clean
    ædru og ude af ægget
    det er det vi kalder skabet i
    The Transsexual Online Community
    diagnoserne passer endelig
    jeg er ikke syg bare
    sygt underlig
    jaja traumer                                                                                    me
    jeg arbejder på det                                                                        when
    ville gerne være rollemodel                                                           I
    for os som efterlades                                                                     remember
    det har jeg glemt                                                                            I’m
    nu jeg ved                                                                                       a
    jeg skal ses indefra                                                                        beautiful
    ingen solskinshistorie for the cishets                                           angel
    kæmper videre i skyggen                                                              and
    med personlig hygiejne                                                                 I
    oprydning og madlavning                                                              can
    for ikke igen at slå hovedet                                                           get
    mod døren i Vestre Fængsel                                                         what
    frygten er stadig stærkere                                                            I
    end viljen men troen på                                                                 want
    værdighed og et liv
    i lyset gror på mig
    som efeu og ærteblomst
    min sympati for andre stedfæstes
    med sympati
    for mig selv
    de fik mig ikke         (fascisterne, foberne, mændene, stofferne)
    og de får mig aldrig
            (det var tæt på)

Forfatter
JUNO EIJA HOBERG
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
20
min

Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og.

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

Forfatter
Gustav Ottosen
Anonym
Udgivelse
De Ensomme
Læsetid
12
min
Fortællingen bor her:
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
Udgivelse
De Ensomme
Udgivelsesår
2024
Skriv dig op

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Resterende
Udgivelsesår
2023
Skriv dig op

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked. 

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Hjemløse
Udgivelsesår
2022
Skriv dig op

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Kronisk Syge
Udgivelsesår
2021
Skriv dig op

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Anbragte
Udgivelsesår
2021
Skriv dig op

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Pengepressede
Udgivelsesår
2020
Skriv dig op

Fortællinger af unge med ondt i økonomien

I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.

Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Flygtede
Udgivelsesår
2017
Skriv dig op

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Engagerede
Udgivelsesår
2017
Skriv dig op

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl. 

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Frafaldne
Udgivelsesår
2014
Skriv dig op

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.

Læs mere
Læs mindre