Min hund, mit ansvar, mit liv

Fra Sydamerika til Amerika 

Et brasiliansk pas i den ene hånd. Et papir på statsborgerskab i Amerika i den anden. En mor, som år forinden rejste til Norge for at forfølge kærligheden. En far, som i tidernes morgen rejste tilbage til det store Amerika. To bedsteforældre, som arbejdede for tag over hovedet og mad på bordet. En ung dreng, som hang ud med andre drenge. Drenge, som lavede narrestreger for at fordrive tiden. Tid, som passerede i takt med, at solen stod op og gik ned. En sol, som varmede lunt i den brasilianske by Fortaleza med 3.525.564 indbyggere. En by, som var præget af mennesker, der forsøgte at tjene til dagen og vejen. Mennesker, som brændende ønskede sig et job. Jobs, som ikke hang på træerne.
  Et tilbud om at komme til Californien og bo hos en nær slægtning. Et tilbud, som jeg takkede ja til. Jeg kunne ikke gøre andet. Eller rettere, jeg kunne fortsætte med drengestreger. Jeg kunne blive og stå side om side med mennesker, som også kæmpede for at tjene til dagen og vejen. Blive i en naiv tro på, at jeg kunne lykkes her. Jeg kunne blive, velvidende, at jeg formentlig ville ende alene tilbage uden familie på samme kontinent. Forsøge at holde hovedet højt. Blive i den bagende sol og kæmpe for tag over hovedet og mad på bordet på samme måde, som mine bedsteforældre gjorde det.
  Men jeg blev nødt til at tage afsted. Væk fra det, jeg i 17 år havde kaldt for hjem. Afsted til en by, som er opkaldt efter den berømte novelle om Tarzan. Tarzana hedder den. En forstad til Los Angeles, som mindede om alt det, jeg havde set på film. Mine jævnaldrende opførte sig på samme måde, som jeg havde set det på film. De trak på ordene, grinte på mærkelige tidspunkter og havde deres udvalgte slæng. De spillede amerikansk fodbold. De talte om, hvem der mon blev valgt til årets Homecoming Queen og King. De dansede i takt til popmusikkens rytmer. Jeg – jeg kunne hverken spille amerikansk fodbold, danse i takt eller tale med om, hvem der ville vinde året pris. Jeg følte mig som en jungle-dreng i en civiliseret by. Jeg skulle lære et helt nyt sprog. Jeg skulle ikke bare lære de engelske gloser, jeg skulle lære at trække på ordene, grine på mærkelige tidspunkter og finde mit slæng. Duolingo, var ikke længere et tilstrækkeligt redskab. Her skulle man være noget. Jeg skulle lære at begå mig på en måde, så jeg kunne være noget, ikke bare nogen. 

Fra Amerika til Danmark 

Et år var gået. Jeg havde indgået en aftale med min mor om, at jeg efter et år i Californien skulle flytte hjem til hende. Hjem var ikke længere den bagende sol i Fortaleza. Min mor og hendes norske kæreste var i mellemtiden flyttet fra det sydlige Norge til det nordlige Jylland. Hjem var nu Vrå. Vrå i Hjørring Kommune med 2.474 indbyggere. Eller rettere, nu med 2.475 indbyggere. En by, hvor naboerne målte hinandens ordentlighed på længden af deres græsplæne. Og hvor hånden blev brugt til at trykke med. Den blev ikke brugt til at lave tegn med. Ingen varme hilsner, helst et anerkendende nik fra distancen, så hverken Jørn eller Grete længere nede ad vejen ville se skævt til den mørke glød.
Jeg skulle være linedanser i en anden verdens cirkus. Jeg måtte hverken træde skævt eller ved siden af. Jeg skulle balancere på linen. Smile afmålt med rank ryg, men ikke for stolt. Jeg skulle ikke være for meget og ikke for lidt. Jeg skulle udtale, ikke bare tale. Udtale bløde d’er og ikke stumme h’er. Det danske sprog var blevet et redskab, som kunne måles og vejes. Mit sprog kunne måles og vejes. Jeg kunne ikke bare være nogen, jeg skulle være noget.
Diskussionerne derhjemme blev flere og flere. Nogle gange endte de i en konflikt, hvor min mor og jeg måtte gå hver til sit for en stund. Min mor talte et sprog, jeg ikke forstod, og hun forstod ikke mit. Sprogskolen havde lært mig de grammatiske regler, den sproglige syntaks og bøjning af uregelmæssige verber, men jeg følte, at det hverken gjorde til eller fra.
  Mit navn stod på postkassen. Det stod også på folkeregisteradressen. Og selvom, det også stod i den nye statistik over antallet af indbyggere i Vrå, og jeg burde være taknemmelig over at have et sikkerhedsnet til at gribe mig, så følte jeg mig tom. Jeg var jeg ikke glad. Tværtimod. Jeg kunne ikke fremtvinge smilet på læben, som ellers plejede at være mit varemærke. Jeg blev ved med at træde ved siden af. Jeg kunne ikke balancere på den line, som var sat op foran mig. Rummet var for småt til både mig og hende. Vi kunne ikke rumme hinanden. Rummet var væk. Jeg vidste ikke om det nogensinde havde været der, men i dette øjeblik var det ikke til at finde. Ingen elastik at trække i. Ingen snor at give af. 

I mellemtiden startede jeg på The International Baccalaureate Diploma Programme, også kaldet IB, som er en 2-årig international gymnasieuddannelse. Gymnasiet ligger placeret i udkanten af Aalborg. Klassen summede af liv. Der blev talt, ikke udtalt. Folk gik hverken op i bløde d’er eller stumme h’er. Et smil var nok. Jeg flyttede ind hos en kæreste i Nørregade og havde min daglige gang på IB, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Eric, som havde både etiopiske og islandske rødder. Vi var fremmede for hinanden, men det føltes ikke sådan. Jeg smilede, og han smilede. Smil blev til latter, og af latter kom jokes. Vi jokede om mig, om ham og om hinanden. Jokede om vores situation, hvordan vi mon var havnet her, og hvordan det skulle gå os i fremtiden. Vi forsøgte at smile os gennem tilværelsen. Vi smilede sammen. Vi tillod hinanden at være nogen, uden et krav om at skulle være noget. 

Fra Nørresundby til Danmarksgade og alt derimellem 

Årene gik. Jeg havde flyttet mine ting på egen hånd fra ét sted til et andet. På årlig basis. Jeg havde gået byen tynd med flyttekasser i armene og trætte ben. Jeg havde lejet mig ind hos venner og bekendte på Thistedvej. Vi havde startet kollektiver op i Nørresundby, lukket dem ned igen. Jeg havde udlejet værelser til musikere for at få råd til huslejen på Spiesgade. Boet kortvarigt hos et vennepar på Danmarksgade. Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.
  Tre år var gået. Jeg lejede mig ind i en lejlighed på Danmarksgade. En lejlighed med tre roomies, som levede tre parallelle liv, kun afbrudt af et gensidigt nik og et enkelt hej i svingdøren. Døren til mit værelse stod altid åben, men de stak aldrig hovedet ind. De virkede hverken interesserede eller uinteresserede. De levede et liv med fastlagte planer og kun med få pauser fra hverdagens tummelen. Pauser, som de tog bag en lukket dør. Jeg kunne ikke finde mig til rette i det travle liv. Jeg ville bare gerne, at de havde det godt. At de mennesker, som jeg mødte på min vej, havde det godt.
  Sommeren stod for døren. Jeg havde fået job i den lokale isvogn, der stod placeret midt på havnefronten. Arbejdsbeskrivelsen lød på at lange is over disken med et stort smil på læben. En opgave, som jeg elskede. En sen eftermiddag dukkede en pige frem med blondt hår af solens skær. Hun smilede, og jeg smilede. Jeg fik ikke sagt meget, men nok til at fastholde hendes blik. Hun var dragende. De blå øjne glimtede i solen. Hun vandrede ud i det blå igen. Jeg kunne ikke slippe tanken om hende. Dagene gik. Mågernes skratten, som før forstyrrede enhver tanke, lød nu som fuglesang. Solen spejlede sig i fjorden, og bladende blafrede i vinden. Pigen med det blonde hår dukkede pludselig op på ladet af en Christianiacykel med samme store smil på læberne. Det føltes som en film. Vi cyklede rundt under solens stråler. Fuglene sang. Vi grinte, og jeg svævede. 

Fra Danmarksgade til Kayerødsgade 

Lykken varede ikke evigt. Hun ville afsted til Berlin. Uden mig. Og lejligheden i Danmarksgade blev opsagt uden varsel. Jeg stod tilbage med min underskrift på en ugyldig lejekontrakt. Uden en forklaring. Tilbage. Alene. Jeg havde gået byen tynd med mine flyttekasser i armene, og nu skulle jeg gøre det igen. Jeg skulle finde et sted at f lytte mine ting hen. Et sted, hvor jeg kunne få tag over hovedet. Bare for en periode.
  Renderne under mine øjne var blevet tydelige. Jeg magtede hverken at slæbe mine ting, mig selv eller noget andet nogen steder hen. Men jeg havde ikke et andet valg. Jeg skulle finde et sted hurtigst muligt. Jeg havde ikke lyst til at spørge min venner. Tænk sig, hvis de afviste mig. Hvis de ikke kunne rumme at have mig boende. Tanken gav mig ondt i maven. Jeg havde ikke lyst til at sætte deres liv på hold og belemre dem med min ensomhed. At være en byrde på deres skuldre. Jeg ville gerne kunne give dem noget, sådan som man gør i et venskab, men jeg havde intet at give af. Jeg kunne ikke række ud. Det virkede nemmere at holde afstand, så de ikke skulle konfronteres med en glædesløs situation, der i mellemtiden var blevet min virkelighed.
  Jeg faldt år tilbage i snak med en høj, meget snakkesalig fyr foran Café 1000fryd. Vi talte over en cigaret og en øl. Jeg syntes at huske, at han skulle bo lige i nærheden. Jeg syntes også at huske, at han var meget imødekommende og ligetil, så jeg tog chancen, greb min telefon og skrev en kortfattet besked. I beskeden spurgte jeg, om det var muligt, at jeg kunne bo hos ham i en kortere periode. Han skrev hurtigt tilbage, at jeg kunne starte med at flytte mine ting, og så skulle vi nok finde ud af noget. Jeg flyttede min madras, mit sengelinned og en lille taske ind i hans stue, og resten rykkede jeg ned i et depotrum i kælderen. Madrassen lå i stuehjørnet omringet af hans ting. Ved siden af madrassen stod min taske med lidt tøj, som jeg vekslede imellem. Jeg havde sikret mig tag over hovedet, men det hjalp mig ikke. Jorden rystede under mig. Jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg var ikke hjemme.
  Ugerne gik. Hver morgen føltes som en endeløs kamp, hvor jeg sjældent vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig sat ud af spil, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage til det ubekymrede liv omringet af glade mennesker i skateparken, ved isboden og havnefronten. Jeg kæmpede hver morgen for at hive mig selv op fra madrassen. Nogle dage blev jeg liggende – solen skinnede alligevel ikke længere, eller det føltes ikke sådan. Der var ingen, som spurgte efter mig eller havde brug for mig. Jeg derimod havde brug for at kunne slippe bekymringerne og angsten. Brug for et sted, hvor jeg ikke blev konfronteret med den virkelige verden. Et sted, hvor jeg kunne slippe tankerne. Jomfru Ane Gade, hvor samtlige diskoteker lå placeret, rummede alt det. Mennesker, som parkerede deres bekymringer derhjemme, og drak sorgerne væk. Mennesker, som kom for at have en fest. Det virkede mere ligetil. Jeg skulle bare være noget, og det virkede for en gangs skyld nem mere end at skulle være nogen. 

Fra Kayerødsgade til Vesterbro 

I Tre måneder gik. Kulden fra gulvet trængte op gennem madrassen. Regnen silede ned ude foran vinduet, og jeg lå i det fjerneste hjørne i stuen. Min krop var tung som bly, og jeg var udmattet. Både fysisk og mentalt. Jeg måtte hive mig selv op. Videre ned ad trappen og ud på gaden, med blikket sænket og hovedet afskærmet fra regnen. Pludselig udbryder en gammel ven: ”Hey Daniel!” Jeg løftede blikket, og foran mig stod to smilende fyrer. Vennen præsenterede sig ved navnet Martin, og fortalte med det største smil på læberne, at han lige var flyttet til fra Columbia.
  Begejstringen lyste ud af ham, så meget, at det ikke kunne undgå at smitte af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var fuldstændig fremmede for hinanden, men snakken flød. Han inviterede mig hjem til sig. Og jeg kom igen. Flere gange. Vi brugte mere og mere tid sammen, og da jeg én dag sagde, at jeg hellere måtte tage hjem, spurgte han: ”Hvorhen?” Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde ikke et svar parat. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare blev.
  Spørgsmålet virkede oprigtigt, så jeg blev hængende. Blev et sted, hvor jeg hverken skulle være nogen eller noget. Jeg skulle bare være mig.

Unge i hjemløshed kan ikke sættes på formel. De udfordringer én ung står med, og de behov personen har, adskiller sig næsten altid fra den næste. Alligevel er der noget, der går igen, uanset om man spørger Ida på 19 år fra Tønder eller Ibrahim på 26 år fra København.
  I Hjem til Alle alliancen er vi en del af en gruppe af unge med hjemløseerfaring. I fællesskab er vi kommet frem til fire behov, som unge i hjemløshed har. Det er dem, vi præsenterer her. De fire behov er ikke de eneste udfordringer, vi har mødt på vores vej, men det er dem, som vi har oplevet alt for ofte.
  Vi giver ingen konkrete løsninger; det er ikke vores opgave. Vores opgave er at pointere de erfaringer, der er gået igen på tværs af vores historier. At gøre offentligheden opmærksom på en virkelighed, som ligger skjult for omverdenen og pege på de huller, som vi har oplevet i systemet. Forhåbentlig vil det betyde, at unge fremover oplever, at det er nemmere at få den hjælp, de har brug for, hvis de pludselig skulle stå i hjemløshed. 

Behov nr. 1: Vi har brug for et mere synligt og udbredt kendskab til, hvordan det er at være ung i hjemløshed 

Unge i hjemløshed har den ting til fælles, at der mangler viden om emnet. Ved at give unge med hjemløseerfaring en stemme i samfundet kan vi være med til at brede information og en viden videre til næste generation. Der ligger en vigtighed i at synliggøre og udbrede et kendskab til dette i samfundet, især blandt unge. Den viden skal implementeres systematisk, så den når bredt ud i offentligheden. Det er der mange muligheder for på f.eks. uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser eller borgerservice.
  Noget af den vigtige viden, vi gerne vil have delt, er, at unge holder deres hjemløshed skjult. De holder den skjult fra deres sociale kreds, i studielivet og på arbejdspladser, hvilket gør, at det ikke er ligetil at “spotte” en ung hjemløs.
  Det er tabu at være hjemløs. At føle, at man ikke passer ind i normen, når det kommer til de mest basale behov, som at have et hjem, eller følelsen af ikke at være som andre med fast adresse og en postkasse. Man stikker ud i sin vennegruppe, når man ikke kan invitere til aftensmad eller hjemmehygge. Og det skaber frygt i én, når ens arbejdsplads ønsker en adresse, de kan skrive på lønsedlen. Når det ikke er muligt, må man skrive sit herbergs adresse på og håbe, at de ikke googler adressen og finder ud af, hvad det er for et sted.
  Vi må spørge os selv som samfund, hvad der ligger til grund for, at unge hjemløse skal føle, at der er behov for at lyve eller ikke kan være med til en samtale omkring noget så basalt som aftensmad eller vasketøj, eller at føle sig pinlig over ikke at have en adresse, og den måde man trækker sig lidt, når der bliver spurgt: “Hvor bor du?”
  Noget så basalt som at have et sted, man kan kalde hjem, hvor man kan lukke en dør og hente sin post fra postkassen, er ikke noget, man kan genkende som ung hjemløs. Det er nok den mindste af ens bekymringer, fordi der ligger en hemmelig, dybere realitet i at skulle overleve dagen i dag – i morgen må komme, og overlevelsesspiralen cirkler igen.
  Der er behov for, at debatten om hjemløse unge bliver større og mere udbredt. For hvis vi får brudt tabuet, bliver det nemmere for unge i hjemløshed at åbne op tidligere, så man kan få den hjælp, man har brug for, hurtigere end mange gør i dag. 

Behov nr. 2: Vi har brug for adgang til tydelig information og tidlig hjælp 

Unge i hjemløshed ligner typisk alle andre unge. De går klædt i det samme tøj, spiser det samme mad og går til de samme fester. De gemmer deres hjemløshed bag facader og holder det skjult for deres sociale cirkel. Det gør det svært at få hjælp af kommunen, selv når man beder om den og har brug for den. For kommunen ser ikke den unge som en ”rigtig” hjemløs, og man må derfor klare sig selv. For at få hjælp af kommunen skal man leve op til dens retningslinjer for, hvornår man er ”for ressourcesvag” til at kunne klare sig selv. Hjælpen kommer ikke, når problemet opstår, eller når behovet bliver akut. Den kommer først, når behovet har været akut i for lang tid. Vi har behov for kommuner, der er villige til at tackle de små bump på vejen, før de vokser sig større og følger én igennem hele livet.
  Et andet problem er, at unge ikke har adgang til tydelig information eller de rettigheder, man har. Der findes ikke en informationsguide til unge, der er på kanten af hjemløshed (f.eks. unge, der mister deres job eller står i en ustabil boligsituation), eller unge, der er og har været hjemløse. Og det er ikke klart, hvor man som ung kan gå hen for at få den rette vejledning, så man kan blive klædt på til at handle. Hvis det var tydeligere, hvor man fik information, og man blev præsenteret for sine rettigheder tidligt, ville man hurtigere kunne hjælpe.
  Det er en generel erfaring, at hjemløsheden starter i det små og gradvist udvikler sig, uden at man selv kan se det. Det kommer bag på mange unge, at de er hjemløse. Dét, koblet med, at man ikke ved, hvor man kan gå hen for at få hjælp, eller hvad man har ret til som samfundsborger, spiller en betydelig rolle for, hvor lang tid der går, før man får den rette hjælp og kan komme ud af hjemløsheden igen. Hurtigere hjælp fra systemet kan gøre, at man ikke sidder fast som hjemløs i længere tid. 

Behov nr. 3: Vi har brug for trygge og tillidsfulde relationer til socialarbejdere 

Der findes mange dygtige socialarbejdere i Danmark, som opbygger tillidsfulde relationer og hjælper unge med de behov, som de fortæller om. Men der er alligevel problematiske tendenser, som er vigtige for os at påpege. Det ene er dårligt samarbejde, det andet er skiftende socialarbejdere.
  Når samarbejdet er dårligt, skyldes det ofte, at der ikke er kemi mellem socialarbejderen og den unge i hjemløshed. Én af årsagerne kan være, at socialarbejderens fremgangsmåde er ensformig. Der bliver typisk ikke bidraget med noget nyt til samtalen: Socialarbejderen kommer med samme synsvinkel, som de kom med på sidste møde, og de fremstår meget forudsigelige. Det er meget drænende for den unge; det giver den unge følelsen af at blive behandlet som endnu et nummer i systemet.
  Det betyder, at man er mindre modtagelig for støtte, når man kan mærke, at samarbejdet ikke er autentisk - selvom de løsninger, der bliver foreslået, i princippet godt kunne virke. Derfor bliver den unge hængende i hjemløsheden i længere tid, fordi tilliden, og troen på at systemet kan hjælpe én, formindskes.
  Den anden udfordring er socialarbejdere, som skifter job, flytter til en anden by eller stopper. Der kan være alle mulige gode grunde til, at man må skifte job eller flytte. Men det tærer hårdt på den unges mentale kræfter og tillid til systemet at skifte socialarbejder, fordi man skal åbne sig op for en ny hver gang. Ligesom med det dårlige samarbejde, får dette også den unge til at føle sig som endnu et nummer i systemet, og det gør det svært for den næste at opbygge en bindende og tillidsfuld relation.
  Skiftende socialarbejdere er et af de største problemer for unge i hjemløshed, fordi den tillid, der opbygges i relationen, er afgørende for, hvor længe den unge bliver i hjemløsheden. Det betyder, at den unge ‘sættes tilbage’ hver gang, man skal opbygge en relation til en ny “fremmed person”.
  Relationen har en kæmpe betydning for den unges trivsel og livsudvikling, særligt for unge, der ikke har været omgivet af forældreroller eller personer, man kan se op til. Mange unge sætter derfor deres lid til denne fremmede person, som skal hjælpe og støtte dem på vejen mod selvstændighed. Derfor føles det som et svigt for unge i hjemløshed, når relationen forsvinder fra den ene dag til den anden.
  Relationsarbejdet er den første og vigtigste prioritering, fagfolk bør foretage. En fælles enighed i vores gruppe er, at tillid, fleksibilitet og tæt samarbejde over længere tid, er vigtigt for, at hjælpen fra en socialarbejder er god og bliver taget godt imod. 

Behov nr. 4: Vi har brug for hurtig adgang til betalelige boliger og tilstrækkelig støtte uden tidsbegrænsning 

Den måde, man bekæmper hjemløshed i Danmark på i dag, er ved at give en bolig som det første. Når man har fundet sig til rette i den, begynder man at arbejde med de andre problemstillinger, man måtte have, f.eks. misbrug eller psykiske diagnoser. Udover det har man beskrevet, hvilke støtte metoder man kan gøre brug af, alt efter hvilke udfordringer man som ung måtte have. På den måde er meningen, at man har en model, som skal passe til alle, men hvor den personlige støtte, man får tilbudt, er forskellig.
  Selvom det på papiret lyder rigtig flot, så er sandheden bare, at det ikke er alle, der har gavn af den model, da der er så mange ting, man skal kunne forholde sig til på én gang. Samtidig med, at man skal arbejde med de problemstillinger, man har, skal man også klare alle de andre opgaver, der ellers er i hverdagen, som mange mennesker tager for givet (f.eks. at vaske tøj, handle ind, betale regninger og lave mad). Og jo flere personlige udfordringer man har, desto mindre overskueligt er det at få gjort de små opgaver i hverdagen. Jo længere tid man har været hjemløs, desto flere ressourcer skal man have for at kunne overskue hverdagen.
  Et andet problem med den model, man bruger nu, er, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så man har større mulighed for at huse unge i hjemløshed, end man har i dag. Og selvom politikerne nu har opmærksomhed på, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så er det ikke det eneste problem, der gør, at modellen ikke lever op til dets fulde potentiale. Et tredje problem er nemlig, at de fleste kommuner ikke følger de modeller, man bruger, fuldt ud.
  Det betyder, at unge ikke får de støttetimer, som de har brug for, og at støtten ofte stopper efter 9 måneder uden at tage hensyn til, hvor den unge er i henne i forløbet. Det er selvfølgelig ikke optimalt for unge og kan i værste fald medføre, at man igen ender i hjemløshed og skal starte forfra. Derfor vil det være fordelagtigt for flere, hvis man kigger på, hvad den enkelte unge har behov for. For nogle kunne det være at give en bolig med det samme, for andre kunne det være at give behandling først eller et tilbud om bosted/halvvejshus. Ved at skabe fleksible rammer og inddrage unge i beslutningen om de tilbud, der skal være med til at få den unge ud af hjemløsheden, styrker man den unges tillid til systemet og forstærker den unges følelse af selvstændighed og ejerskab over egen skæbne. 

Alle har et ansvar 

Det her er vores bud på, hvad unge i hjemløshed har behov for. Vi mener, at man kan komme rigtig langt i bekæmpelsen af hjemløshed blandt unge, hvis man sætter ind på de her punkter. Men det kræver en koordineret indsats blandt mange forskellige grupper i samfundet – ikke bare sagsbehandlere og kontaktpersoner, men også undervisere, kommunalpolitikere, pårørende osv. Målet er, at vi kan forebygge hjemløshed ved at opdage og italesætte den, allerede inden den unge er trådt ind på kommunekontoret. Men det kræver, at vi som samfund lægger vores forestillinger om unge i hjemløshed på hylden.
  Vores fire behov er starten på en længere proces, som skal gøre systemet mere modtageligt og fleksibelt i mødet med unge i hjemløshed. Det vil styrke unges tillid til, at systemet kan hjælpe dem videre i retning af et mere fyldestgørende og selvstændigt liv. Vores håb er, at de forskellige aktører og områder, som vi er kommet ind på, bliver bevidste om de behov, som unge i hjemløshed har, så vi sammen kan forebygge og bekæmpe hjemløshed blandt unge.

‍

   “De er ved at rydde vores lejlighed?”
  “Hva’? Hvem?”
  “Kongens foged og politiet. Skynd dig at komme hjem!”
  “Hva’ mener… ”
  “Skynd dig nu bare hjem!” sagde min roomie og lagde på.
Med et bankende hjerte og et “Jeg er nødt til at ordne noget derhjemme” til chefen, løb jeg ned til bussen. Vejen hjem, som jeg havde kørt så mange gange, føltes uendelig lang, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.
  Kunne det virkelig være rigtigt? Vi havde jo boet der i halvandet år. Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvad skal vi gøre nu? Hvor skal jeg så sove i nat? Kunne den bus ikke køre lidt hurtigere? Skal den stoppe hver eneste gang?
  Da jeg endelig nåede hjem, fandt jeg ud af, at det var rigtigt nok. Min roomie stod ude foran lejligheden med to poser. De vigtigste af mine og sine egne ting, han nåede at få med.
  Han havde haft et kvarter til at pakke det ned.
  Det var en meget lille lejlighed, faktisk en etværelses i to etager. Jeg boede nederst lige ved siden af tekøkkenet, og min roomie boede øverst, hvor badeværelset også var. Vi hyggede os alligevel sammen og blev gode til at rumme hinanden. Det viste sig, at vores udlejer havde brugt vores husleje på stoffer, og han også havde misbrugt min roomies cpr-nr. til at købe mobiler på afbetaling i hans navn.
  Jeg er glad for orden og struktur, så min roomie kunne fremvise en mappe med alle kvitteringer for fogeden, hvor han kunne se, at vi altså havde betalt huslejen. Men vi havde ingen rettigheder, for vores lejekontrakt viste sig også at være ulovlig.
  Udlejeren havde tømt vores postkasse for alle de advarsler, fogeden havde sendt.
  Så der stod vi. Uden lejlighed og uden tøj, oplader, medicin eller bare en tandbørste.
  Hvor skulle vi tage hen for at spørge om hjælp? Jeg havde ikke lyst til at sige det til min plejefamilie, fordi jeg følte, at det var et nederlag. Jeg havde været vildt stolt af, at jeg uden hjælp havde fundet lejligheden til at starte med, og jeg ville gerne klare mig selv. Det var ikke en mulighed for mig at bo hos min biologiske mor. 

For ressourcestærk til en bolig 

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen for at bede om hjælp. I desperation foreslog jeg, at vi kunne tage ind til et jobcenter, der på det tidspunkt lå inde ved Dybbølsbro. Der tog vi hen, for vi vidste, at kommunen har rådighed over nogle boliger i forskellige foreninger. Vi håbede, at de om ikke andet kunne hjælpe os videre.
  Jeg kom ind til en sagsbehandler på et kontor og satte mig over for hende ved et skrivebord. Jeg forklarede det hele. Men det gik hurtigt op for mig, at der var nogle meget rigide regler for, hvem der kunne få hjælp.
  “Er du kriminel?”
  “Hvad? Nej! Jeg er studerende og har et arbejde.”
  “Har du et stofmisbrug?”
  “Nej.”
  “Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”
  Jeg gik helt i stå. Jeg kiggede på hende, hun kiggede ind i skærmen. Det gik op for mig, hvad det betød. Jeg samlede alt mit mod, og pludselig kom det hele ud på én gang. Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan få hjælp til en bolig? Jeg har et job, som trykker og er under uddannelse som grafisk tekniker på Teknisk Skole. Jeg gør alt det, som samfundet har bedt mig om. Altså hvor skal jeg tage hen?” Mit hjerte bankede. Hun kiggede på mig, nikkede og sagde: “Det var da skrækkeligt, men…” og talte igen om reglerne. Jeg kunne simpelthen kun få hjælp, hvis jeg var kriminel eller misbruger. Det ville jo være grotesk som tidligere plejebarn at gå den vej. Hele mit liv har jeg kæmpet for, at jeg ikke vil ende ud som den mand, der var skyld i, at jeg endte i pleje.
  Min respekt for velfærdssamfundet, som jeg ellers altid er blevet opdraget til at kunne stole på, led et knæk den dag. Jeg er vokset op i en skøn plejefamilie, som ser mig som deres egen søn og lillebror, og de har sørget for, at jeg blev et godt menneske. Min plejefar arbejdede for Dansk Røde Kors, og hele min plejefamilie, som består af mine plejeforældre og seks søskende, har altid engageret os i nødhjælp og medmenneskelighed. Da han var i live, boede vi i Afrika i tre år, og vi samlede ind stort set hvert år.
  Sagsbehandleren holdt fast i, at hun altså desværre ikke kunne hjælpe mig med en bolig. Min roomie havde fået samme besked. 

Mit liv i en rygsæk 

Hvor skulle vi så tage hen?
  Det var ved at blive sen eftermiddag, og vi trængte til at sidde lidt ned og samle tankerne. Vi startede på Hovedbanegården, købte en sixpack og satte os til at ringe til vores venner.
  Første nat sov vi hos en, vi kalder Mikkel. Det var rimelig tæt. Vi sov tre mænd i en etværelses lejlighed på tyve kvadratmeter. En på sofaen, en på gulvet med håndklæder, tæpper, og hvad han ellers lige havde, og Mikkel i sin seng.
  Vi var rimelig meget hos ham, og ellers tog vi til fester, hvor vi blev til den lyse morgen, så det blev naturligt at spørge, om vi kunne blive og overnatte. Så havde Mikkel også noget mere plads til sig selv.
  Min roomie og jeg rendte meget rundt sammen og mødtes, når jeg havde fri for at finde ud af, hvor vi skulle sove og spise.
  Jeg købte min Eastpak-rygsæk, hvor jeg kunne have min computer, mit pas og lidt tøj. Jakken havde jeg tit på. Også når det var varmt. Hele mit liv var i den rygsæk, så jeg havde den hele tiden i baghovedet og slæbte den med mig rundt, hvor end jeg gik.
  Det var en lettelse, når Mikkel en gang imellem lånte mig sin ekstranøgle, når jeg havde sovet der, for så kunne jeg lade min Eastpak blive i hans lejlighed, mens jeg var på arbejde, eller hvis jeg havde en aftale.
  En nat var der brand i en grillbar, der lå ved siden af Mikkels lejlighed, og brandvæsnet bankede på og bad os om at komme ud med det samme. Jeg var blevet så vant til hele tiden at passe på den rygsæk, at jeg løb ind efter den og smed den på ryggen. En dag fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg havde mistet min lejlighed. Jeg havde vist været ukoncentreret og uden at tænke over det haft det samme tøj på nogle dage i træk. Så da hun spurgte mig, om alt var okay, røg det bare ud af mig.
  Jeg kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun virkelig ikke måtte fortælle det til nogen af de andre på arbejdet. Det lovede hun mig. Dagen efter havde hun taget en pose af sin søns tøj med.
  Efter et stykke tid kunne min roomie flytte tilbage til sine forældre, som boede langt væk fra København. Nu var det bare mig. Jeg var glad på hans vegne, men samtidig stak det i maven.
  Vi kendte jo hinanden så godt, og det var trygt at have én at dele hverdagen med. Men jeg må indrømme, at det også havde sine fordele. Det var nemmere at blive og sove i vennernes små lejligheder, når det kun var mig. Samtidig krævede det meget af min energi at tænke på, om min makker nu havde det godt, og vi skulle være enige om, hvor vi tog hen. Det var lettere bare at fokusere på mig selv og min egen svære situation.
  Jeg skrev mig op gennem diverse boligsider. På grund af min oplevelse med privat udlejning ville jeg ikke det igen. Jeg så derfor heller ikke et kollektiv eller et værelse hos andre som en mulighed for mig.
  Lejligheden skulle være igennem et boligselskab. Studiebolig gav ikke mening, fordi jeg snart ville være færdig som studerende, og jeg ville før eller siden stå i samme situation.
  Jeg var afhængig af, at jeg kunne komme relativt nemt til København, men jeg havde bestemt ikke holdningen, at boligen skulle være i brokvarterne eller på Frederiksberg. Hillerød, Køge og Frederikssund var også med på listen, for jeg kunne jo tage S-toget.
  Men uanset, hvor jeg kiggede, var der mange års ventetid, fordi jeg ikke havde nogen anciennitet.
  Jeg mødte op på alle mulige boligkontorer for at tale om muligheden for at komme på akutlisten. Der måtte da være en eller anden måde, hvor jeg kunne komme op ad listen, når jeg decideret stod boligløs. Men nej. Regler var regler, og der var ingen hjælp at hente.
  Som tidligere plejebarn var jeg i efterværn i en anden kommune. At være i efterværn betyder, at man får støtte og hjælp til voksenlivet.
  Man bliver tilknyttet en sagsbehandler, som blandt andet skal hjælpe med ungdomsuddannelse, bank og bolig. Når det fungerer, er tilbuddet rigtig godt, men i mit tilfælde fik jeg en ny sagsbehandler så mange gange, at de aldrig rigtig lærte mig at kende.
  Da jeg tog derop, var det igen en ny sagsbehandler. Han mente, at min plejefamilie skulle have skrevet mig op til boliger. Der var heller ingen hjælp at hente der. Igen var reglerne rigide og ovenikøbet i et tilbud, der er sat i verden for at støtte unge som mig.
  Ikke alene var det fysisk og mentalt hårdt at stå boligløs. De mange afslag begyndte også at slide på mig, og jeg brugte al min energi på at prøve at lade være med at vende det indad.
  Jeg var meget afhængig af, hvad der passede mine venner. Jeg havde min faste, on-and-off-aftale med Mikkel om at være hos ham. Men nogle dage, når jeg kunne mærke på både mig selv og ham, at jeg havde været der meget, tog jeg min Eastpak på ryggen og spurgte andre venner, om jeg kunne være der.
  Jeg søgte indimellem også ud på Christiania. Der var som regel nogle mennesker på alle tidspunkter af døgnet, jeg kunne snakke lidt med. Så glemte jeg min svære situation og kunne tænke på noget andet i en stund. Der var et sammenhold derude, som jeg ikke oplevede i systemet. En enkelt gang var der en mand derude, der ikke ville lade mig betale for en pandekage og en kop kaffe.
  Dagene flød meget sammen og gik med mange af de samme ting som alle andre – skole og arbejde. Men jeg havde også hele tiden i baghovedet, hvor jeg skulle sove den nat, om jeg mon med lidt held kunne få et bad og låne en vaskemaskine. Eller om der mon var en fest, hvor jeg kunne være med, så jeg kunne sove på sofaen. Om jeg kunne besøge plejefamilien eller nogle venner. Sådan gik dagene. 

Min egen lejlighed 

En dag fortalte jeg min plejemor om situationen. Jeg havde været lidt nervøs for at sige det og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det hele – hvor mange detaljer, og hvordan hun mon ville tage det, at jeg ikke havde sagt det før. Men da jeg havde fortalt hende det hele, lettede det enormt meget.
  En dag sagde jeg det også til et par af mine kollegaer, som jeg talte ret godt med. Vi var i enerum, og jeg sagde, at hvis jeg havde virket træt, eller som om jeg ikke rigtig havde lyst til at tale i et stykke tid, så var det, fordi jeg stod uden bolig.
  Heldigvis gjorde jeg det, for faktisk kendte en af dem til en boligforening, jeg ikke havde hørt om før. Han foreslog, at jeg prøvede at tale med dem.
  Min plejemor og jeg tog derop.
  Vi forklarede min situation, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået hjælp tidligere. De ville gerne hjælpe og havde faktisk en lejlighed ledig, som jeg kunne leje. Min plejemor hjalp med depositummet, og to dage senere stod jeg med nøglerne i hånden til min lejlighed, hvor min kæreste og jeg stadig bor i dag.
  Da jeg fik nøglerne, var det første, jeg gjorde at låse døren og sætte mig ned og græde. Det var ikke til at forstå, at den var min.
  Det var godt nok en enorm slidt lejlighed. Gulvbrædderne var ved at falde af, og linoleummet var ved at slippe gulvet op i køkkenet. Den var uden komfur og køleskab, og de ekstremt gule vægge farvet af nikotin fulgte også med. Men det var lige meget, for kampen for tag over hovedet var endelig slut.
Jeg kunne stå på egne ben, og jeg var ikke længere nødt til at holde en facade oppe eller afhængig af, om en anden ville have mig boende. Jeg kunne begynde at fokusere på, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig godt kan lide at lave.
  Jeg følte, at jeg havde fået noget, jeg kunne bygge videre på. 

Den nye start 

Det tog faktisk lidt tid at finde mig til rette i min nye lejlighed, selvom jeg var ovenud taknemmelig for den. Mine oplevelser på gaden sad stadig i mig, og oveni det var der dårlig ledelse på mit tidligere arbejde. Jeg havde været rigtig glad for min tidligere chef, men da han gik på pension, fik jeg en ny chef. Han var skyld i et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, hvor hver dag var en dårlig dag, og jeg blev bange for at møde op.
  Min tid som boligløs havde lært mig vigtigheden i at række ud til andre. Jeg tog til min læge, som sygemeldte mig, og jeg fik hjælp fra min fagforening til at komme væk fra firmaet.
  Efter lidt tid fik jeg det bedre, og i dag arbejder jeg et andet sted.
  En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et projekt, der hed ’’Ung mellem anbringelse og eget hjem’’, som var et samarbejde mellem SUS og Bikubenfonden. Vi, der medvirkede, var alle sammen tidligere anbragte og tidligere hjemløse, og vi havde oplevet, at systemet havde svigtet os. Jeg sagde ja til at være med. Det var vigtigt at få min historie ud, og jeg blev lyttet til.
  Det føltes meningsfuldt i første projekt, så jeg var også med i et andet projekt, der hed ’’#STOPHJEMLØSHED – Unges erfaring med hjemløshed’’.
  Vi var 16 personer, der alle sammen har oplevet hjemløshed. Vi fik lov til at få ordet og tale om vores erfaringer og viden: Hvad vi gjorde for at få ly, hvordan vi kom ud af hjemløsheden, og hvad vi følte, at vi kunne have brugt af systemet.
  Vi havde allesammen forskellige baggrunde. Nogen var tidligere anbragte i barndommen som mig selv, og andre kom fra både familier med og uden sociale problemer.
  Senere medvirkede jeg med to andre i en kronik i Politiken. Jeg har blandt andet fortalt min historie i Go’ Aften Live til ansatte hos Social- og Ældreministeriet og i et interview på Folkemødet på Bornholm og mange andre steder. 

Jeg vil bryde tabuet 

Vi har nogle fantastiske organisationer, som sætter fokus på hjemløshed i Danmark. Men jeg lærte først at kende til dem, efter jeg fik en bolig. Det håber jeg, at min historie kan være med til at lave om på for andre i den situation, jeg stod i.
  I oktober 2021 var jeg sammen med nogle af de andre unge fra Hjem til Alle-alliancen med til at fejre regeringens boligudspil “Alle skal have et hjem – en vej ud af hjemløshed”.
  I det nye udspil afsætter regeringen penge til boliger efter Housing First-princippet, som er blevet indført med stor succes i Finland.
  Det er en ære at få lov at være en del af disse projekter og være en stemme for andre unge, som har oplevet hjemløshed, eller som er på vej ud i det. Egentlig er jeg ret introvert. Jeg foretrækker ofte en fredag aften hjemme på sofaen end på en bar, og jeg nyder det mere stille liv med faste rutiner.
  Det passer måske ikke på billedet af, at jeg tager rundt i hele landet og fortæller min historie. Det kommer aldrig til at falde naturligt for mig at stille mig op foran mange mennesker foran et kamera eller at tale med højtstående politikere. Men jeg gør det, fordi det er vigtigt. Jeg lader heller ikke min ordblindhed stoppe mig fra at fortælle min historie her. Mine oplevelser har formet mig som menneske, og i dag står jeg ved min historie. For det var ikke mig, der fejlede, men systemet, der svigtede mig, da jeg havde allermest brug for det.
  Det sidder stadig i mig, at jeg har oplevet hjemløshed. Jeg har siden smidt min Eastpak ud, men har købt en ny, der står pakket i mit skab med de vigtigste ting: lidt tøj, et tæppe og mit pas. Den er nødt til at være der.
  Jeg håber på, at Housing First-princippet også bliver praksis fra nu af herhjemme i Danmark, så folk, der virkelig har brug for det og står uden nogle andre muligheder, kan blive tilbudt en bolig. Tænk, hvis sagsbehandleren på jobcentret dengang havde sagt til mig “Vi har en bolig, du kan flytte ind i med det samme”.

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

‍

‍

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

Ensomheden blæser til mig fra træerne. Hun hænger i luften fra en rødmalet væg, der repræsenterer alt det, jeg ikke mærker. Kærlighed, had, følelser generelt. Bare noget. Hun sidder i min vindueskarm og kigger på mig i nattens mørke, mens hun synger mig godnat til lyden af fugle, der kvidrer udenfor. Duften af kirsebærtræer finder vej til min sengekant, men deres sødme når mig ikke. Alle indtryk, dufte og farver suger ensomheden til sig, så jeg efterlades med grå nuancer.
På crosstraineren finder hun mig, når jeg ikke kan sove, ligesom hun på gåturen i skoven smiler fra de nyudsprungne blomster. Jeg havde ellers håbet, at de ville blomstre mig en meningsfuld fremtid. 

I stedet ligger jeg vissen og søvnløs og putter mig til lagnerne, hvor ensomheden har bosat sig. I natten giver jeg mig hen til den meningsløshed, hun har plantet i mig, mens stjerner oplyser min astronomiske ubetydelighed. Jeg er lille og betydningsløs og føler mig sådan. Det er betryggende ikke at være noget. 

“Hvordan kan jeg føle så meget tomhed, når jeg er så lidt?” spørger jeg hende. Hun svarer ikke, men udhuler blot mit hjerte, så der til sidst kun er et sort hul tilbage – et sort hul, der absorberer al lys og glæde. Det eneste, jeg mærker, er en tomhed så intens, at jeg ikke kan være i min egen krop. Jeg føler mig ubeskriveligt værdiløs, for hvordan har man værdi, hvis ingen har brug for én?
____________________________________________________________________
Hun har kendt mig længe før, jeg vidste, hvem hun var, ensomheden. Altid har hendes dybe blide øjne og milde smil forstået mig. Jeg har aldrig behøvet sige noget eller forklare mig. Hun har forstået, at jeg altid har følt mig splittet mellem fællesskabets tryghed og individets frihed. At jeg har følt mig som en enspænder, der på mange måder har haft nok i mig selv. Hun har forstået, at jeg slet ikke er eller har været så social, som mange tror. At jeg nyder fordybelse og ro, og at min udadvendte, men introverte, person hurtigt føler sig overstimuleret af andre mennesker. Ofte har jeg næsten ønsket at forsvinde ind i hendes øjne og blive der for evigt. Der har været så trygt, og de har behøvet mig. Eller jeg har behøvet dem? Måske har vi behøvet hinanden?
_____________________________________________________________________
”Savner du andre mennesker?” spørger hun. Hendes stemme er mild, og jeg mærker en oprigtig interesse, men samtidig en sårbar frygt for, at jeg svarer det, jeg gør.
”Ja,” svarer jeg. ”Jeg savner at blive holdt om. At få et kram og blive trøstet af nogen, der ved, hvem jeg er, men som ikke er dig. Efterhånden ved jeg bare ikke, hvem der kender mig. Det føles, som om alle relationer er vokset fra mig – måske fordi jeg fravalgte dem over en tidsperiode, der er endt med at vare hele min ungdom.” 

Jeg kan se, at det sårer hende, at jeg har brug for andre, men hun siger ikke noget. 

”Nogle gange,” fortsætter jeg. ”Ønsker jeg bare at forsvinde ind i mørket, i tilstanden af meningsløshed, der kalder med samme lyd som dig, lagnerne, træerne og alt andet, der falder forbi mig. At være med dig i lysets fravær er det eneste sted, jeg rigtigt føler mig tryg. Men jeg kan ikke mere. Det er ensomt at føle, at ingen rigtigt kender én.”
_____________________________________________________________________
”Men vi har da også haft det godt,” svarer hun håbefuldt med en uvillig irritation i stemmen.
”Jo, ” svarer jeg. ”Det har vi”. Og det er rigtigt. Vi har haft mange gode minder, ensomheden og jeg. Hun har puttet mig om aftenen, når jeg ikke har kunnet sove. Hun har været med i byen og danset med vennerne. Især har hun siddet med ved bordet til familiemiddage og til øl med forskellige bekendtskaber. 

Ofte har vi siddet der, ensomheden og jeg, omgivet af glade mennesker, god mad og livlig musik, mens vi talte og lyttede og lod, som om vi var nærværende, selvom det kun var i vores interne relation, at nærværet var 100 %. Jeg var det smilende, glade og imødekommende ansigt udadtil. Nogle gange var jeg oprigtigt glad. Andre gange var det mest af alt anstrengende og energikrævende at skulle være så energisk, når jeg i virkeligheden var træt og død indvendig. Hun var den, der observerede alt fra metafysisk perspektiv og altid så mig, hende og situationerne udefra. Hun prøvede virkelig at være til stede, men hun kunne ikke give sig hen til nuet og til tætte relationer. 

”Hvad laver du egentlig her?” ville hun hviske, når vi sad ved bordet og alle grinede og havde det sjovt. ”Det hele er jo så ligegyldigt.”
”Ssh jeg vil gerne være til stede,” ville jeg svare i et forsøg på at overbevise mig selv om, at det var rigtigt.
”Men du keder dig jo. Du vil mere end at sidde her og tale om banaliteter. Småsnak. Du vil mere.” Det var hårdt, men sandt, det hun sagde. Jeg følte mig kynisk. Var det hende, der gjorde mig kynisk?
Måske. Men jeg kunne godt lide at høre hende tale. Jeg kunne ikke lyve overfor hende. Det var noget af det, der tiltrak mig ved hende. At hun var så uendeligt ærlig overfor sig selv. Så tro mod hvem hun var.
”Samtalerne keder dig jo. Du vil hellere være alene.” Hun har altid sagt det med en forførende stemme, der har gjort det umuligt for mig ikke at lytte. Hun har siddet der ved min side og været dragende med sin jordnære personlighed og medfødte tiltrækningskraft. Det var rigtigt, det hun sagde. På mange måder har jeg ofte haft nok i mig selv og har ikke oprigtigt haft lyst til at være en del af de fællesskaber, der er blomstret omkring mig.
”Jeg prøver at være til stede,” siger jeg henvendt til hende, selvom jeg mest siger det til mig selv. ”Jeg prøver virkelig, men det er, som om der altid er en usynlig distance mellem mig og mine omgivelser.”
”Ja,” svarer hun. ”Det ved jeg. Alle indtryk sætter sig fast i luften uden rigtigt at nå os. Vi hører ikke til her.”
Jeg skal til at sige, at hun skal holde mund, men jeg kan ikke. Hun har jo ret. Jeg prøver at ignorere det, hun siger, men hvordan kan man ignorere noget, der er sandt? 

”Ja,” svarer jeg. ”For du stiller spørgsmålstegn ved alt. Du kan ikke slippe et enkelt ord: Hvorfor? Hvorfor leve? Hvorfor sidde her? Du føler en komplet ligegyldighed overfor alt, der fore-går omkring dig, og det smitter af på mig. Ved du godt det?” Hun kigger skyldigt ned med sine blanke øjne. Hun ved, hvordan hun påvirker mig. ”Men det hele er jo meningsløst.”
Hun ved, jeg er enig. Det er sådan, jeg har det, og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange er jeg så ulykkelig, at jeg er overbevist om, at følelsen af glæde er mange lysår væk. Jeg observerer bare og kan ikke tage noget ind. Det er, som om jeg forsvinder længere og længere væk. 

”Men du,” siger jeg til ensomheden. ”Der er også noget andet. Det er rigtigt, at jeg mister lysten til at være sammen med andre, når samtalerne bliver for… betydningsløse. Fordi jeg synes, der er ting, der er vigtigere end at have de samme samtaler igen og igen. Men en del af mig vil gerne være her. En del af mig vil gerne være til stede og høre om nye tøjkøb og gamle flirts. Men alt det, jeg virkelig interesserer mig for, alt det, jeg gerne vil tale om, ved jeg ikke nok om til at italesætte. Uanset hvor meget jeg ved eller gør, føles det aldrig som nok. Det er derfor, jeg trækker mig. Fordi jeg vil være alene. Men også fordi jeg føler mig utilstrækkelig.”
______________________________________________________________________
En nat besøgte ensomheden mig med sine dybe, lokkende øjne. De var som et bundløst hav – farlige, men dragende. Måske dragende netop fordi de var farlige? De kiggede så målrettet og intenst, at det føltes, som om de aldrig ville forlade mig igen, og det var dét, der gjorde mig bange. Fordi jeg den nat så en grådighed, jeg ikke havde set før. Disse øjne, der kendte mig bedre end nogle andre og afspejlede mit hele jeg, ville have mig for sig selv. Hun ville have mig for sig selv. Ensomheden behøvede mig. Som jeg engang havde behøvet hende? Hvad der var startet som et trygt venskab, var blevet et destruktivt afhængighedsforhold. Hun havde opslugt mig over en årrække, så langsomt at jeg ikke var bevidst om den magt, hun havde fået over mig.
Men bag den stålsatte facade så jeg også en sørgmodighed. Det var, som om hun vidste, hun gjorde mig fortræd. Hendes blanke øjne emmede endnu engang af skyld. Det var næsten, som om hun gjorde det mod sin egen vilje.
”Bliv,” sagde hun. ”Overgiv dig til mig. Vi har det jo så trygt og skønt, når vi er sammen. Vi elsker vores eget selskab, vi kan begge lide ro. Vi har nok, når bare vi har hinanden. Det ved du da.”
Hvorfor gør hun det her, tænkte jeg. Hvorfor trækker hun mig mod denne tilstand af kronisk apati? Hun er som en negativ pol, der trækker min optimisme til sig, hver gang jeg har det godt.
Jeg kiggede på hende og blev pludselig bevidst om noget, jeg nok havde vidst længe.
”Jeg hader dig.” Ordene fløj ud af mig. ”Jeg hader din konstante lokken og kalden, der giver mig følelsen af, at ingen forstår mig. Jeg hader dine forførende, tænksomme øjne og eksistentielle spørgsmål, der giver mig lyst til at isolere mig. Jeg hader, at du får afstanden mellem mig og min omverden til at vokse eksponentielt. Du forfører mig til at tro, at du er alt, jeg har brug for. Og samtidig følelsen af, at jeg er ligegyldig for alle andre end dig. Jeg vil være noget for nogen. Nogen, der ikke er dig. Men du gør det umuligt for mig at danne tætte relationer med andre end dig.”
Hun kiggede længe på mig. Sårbart og vurderende.
”Men du elsker mig jo også,” sagde hun med øjne, der ville teste min beslutning om at tage afsked med hende.
______________________________________________________________________
Hun havde ret. For når vi bare er os – ensomheden og jeg – kan vi distancere os fra verden. Det er nok der, vi er aller gladest og føler os uovervindelige. Der kan vi leve i vores egen intimitet med bøger, skrivning og drømmerier, hvor vi længes mod noget fjernt, noget andet. Der er intet, vi skal nå.
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg elsker dig stadig”. Og jeg elskede hende virkelig. Jeg havde holdt af hende i alle de år trods hendes til tider altopslugende adfærd. Hun havde været mere end et forstyrrende element, men jeg måtte give slip nu. Jeg kunne ikke fortsætte med at bukke under for hendes på mange måder negative indflydelse. Dynamikken måtte ændres, så jeg selv kunne styre mit liv og ikke lade mig kontrollere af hende.
”Nogle gange,” sagde jeg. ”Ville jeg ønske, jeg aldrig havde mødt dig.” Hun kiggede såret, men udspekuleret, på mig, som om hun prøvede at regne ud, hvordan hun bedst kunne ramme mig. Så tog hun en dyb, velreflekteret indånding.
“Uanset hvad,” sagde hun eftertænksomt. “Ville du have følt dig fremmed, for hvornår har du nogensinde følt, at du passede ind?”
Ordene ramte hårdt og strammede sig om mit hjerte. Men de bekræftede mig også i, at hun havde fået for meget magt.
Hendes behov for mig kaldte på frigørelse. Jeg måtte løsrive mig og vide, hvem jeg var uden hende. Det ville være egoistisk af mig at blive i trygheden, for jeg har så meget at give. Jeg vil være noget for andre end hende. 

“Jeg kan ikke mere. Du må lade mig gå.”
Jeg så ind i hendes blanke, sårbare øjne. Vi var begge rørte. Det gjorde ondt at trække mig, men jeg vidste, det var det rigtige. Ellers ville jeg miste mig selv. Jeg forstod, at hvis jeg blev i vores relation, ville hun overtage mit liv. Jeg tror, hun forstod det. Det virkede i hvert fald sådan – hun vidste, at hun ville trække mig så langt ind i mørket og meningsløshedens tungsind, at jeg ikke ville kunne finde tilbage til et liv med farver.
_____________________________________________________________________
I tiden efter vores afsked har jeg tænkt meget på hende. På ensomhed. Hvordan vi mødtes første gang og hvorfor. Var det overhovedet ensomhed, der gjorde, at tårerne faldt på mine lagner i månedsvis? Eller var det bare erkendelsen af livets meningsløshed? Jeg ved ikke, hvem jeg lærte at kende først, eller om man overhovedet kan tale om ensomheden og meningsløsheden som to adskilte eksistenser. Måske er de uadskillelige, nogle der altid kommer som par? Jeg har også tænkt, om jeg måske gav ensomheden for meget opmærksomhed. At vi måske fandt hinanden som et nyttevenskab, der passede perfekt sammen som plus- og minuspol? Et eller andet sted har jeg altid været draget af tunge eksistentielle spørgsmål. Nogle gange har jeg tænkt, om jeg var afhængig af at leve livet med negativt fortegn.
_____________________________________________________________________
Helt farvel har jeg ikke sagt. Hun er stadig en del af mit liv, men det er på en anden måde nu. En måde, hvor jeg selv har kontrol og bestemmer, hvor ofte vi skal ses, og hvor meget hun må fylde i mit liv. Jeg lever mere balanceret, og hun overrumpler mig ikke mod min vilje længere. Periodevis kommer hun tilbage, som var hun en planet med ellipseformet bane – nogle gange er hun tyngende tæt på, andre gange hilser hun blot fra respektfuld afstand. Det er næsten, som om hun ikke vil forstyrre mit liv, men hendes tilstedeværelse gør mig ikke noget længere. Jeg værdsætter hende faktisk. Og jeg værdsætter, alt det vi har gennemlevet sammen. Hun er som en drivkraft nu, én der motiverer mig til at udrette noget. Hun har givet mig indblik i nogle af livets skyggesider, som gør, at jeg føler mig taknemmelig. Takket være hende forstår jeg værdien af et grin, af at gå tur i regnen, at læse en bog, at tale med en fremmed. Jeg forstår værdien af at have noget at leve for. At have drømme og ambitioner at arbejde henimod. At have nærvær, relationer, venner og familie.
Hun er blevet som en gammel ven – en af dem, der kender én allerbedst, og jeg ved, at hun altid vil være en del af mit liv. 

Hun får mig til at føle. Kærlighed, had, ja følelser generelt. Bare noget. Hun gør mere nu end bare at synge i nattens mørke. Hun er med til at farve mit liv og få det til at dufte af nyudsprungne blomster. Det er rart at føle noget igen og mærke eksistensens farvepallette. Selv de mørke og grå nuancer nyder jeg. De supplerer de andre farver så godt og er med til at skabe kontrast.
Det synes jeg, der er noget smukt i.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN (2021) 

Det er forår.
Jeg står bag disken med svedige håndflader. Jeg må bede kunden foran mig om at gentage, hvad hun siger. Jeg tror, at hun vil have en croissant. Jeg kigger søgende efter skiltet, hvor der står “croissant,” men selvom jeg kan se og læse bogstaverne, kan jeg ikke oversætte betydningen af ordet i mit hoved. Jeg prøver langsomt: “C-r-o-i-s-s-a-n-t.”
Stadig ingenting. Betjeningen af kunden tager dobbelt så lang tid som sædvanlig, men jeg lykkedes i sidste ende og sender hende afsted. Det føles, som om mit hjerte sidder uden på mit bryst. Jeg kan mærke dets banken i hele min krop, helt ned i min lilletå. Det er rigtig længe siden, jeg har haft det sådan her, men jeg genkender følelsen øjeblikkeligt. Jeg har efter halvandet års anfaldsfrihed fået mine epileptiske anfald igen. 

Det, jeg oplever, er et klassisk partielt anfald, hvor jeg har svært ved at kommunikere: tale, forstå, læse, skrive. Jeg har tre klumper af ingenting i hjernen: Ubrugelige celler, i mit sprogcenter, som fylder, forstyrrer og skaber kaos. Jeg er svimmel. Jeg ved, hvor jeg er, jeg har været her mange gange før: Jeg er på arbejde i Emmerys. Alligevel er mine omgivelser nu tågede, fremmede og overvældende. Jeg ringer til min omsorgsfulde chef Sofie, som kommer mig til undsætning. Jeg tager hjem og går direkte i seng, og da jeg vågner dagen efter, er jeg overvældet af udmattelse.
Resten af året kommer jeg til at være en skygge af mig selv: vågen, men døsig og langsom. 

LIMBO (2021) 

Jeg har allerede hans nummer indkodet i min telefon. Min neurolog på Epilepsiklinikken på Rigshospitalet har været min primære kontaktperson i sundhedsvæsenet. Epilepsien har været i mit liv siden jeg var 15, overtog styringen, da jeg var 16 og knuste mig, da jeg fyldte 18. 

Nu er jeg 21. 

Jeg ringer og fortæller ham, at jeg desværre har fået mine anfald igen. Hans stemme knækker. Det er han ked af at høre. Desværre kan han ikke gøre så meget. Jeg har prøvet al epilepsimedicin på markedet. Jeg har været forsøgskanin på alle nye bud. Der er intet, der virker. Der er intet mønster i, hvornår mine anfald kommer. Der er intet, der udløser dem, hverken stress, lys, alkohol, depression eller angst. Min epilepsi virker derfor umulig at behandle. Jeg har været i udredning til operation for min epilepsi siden jeg var 17. Jeg befinder mig i et limbostadie, hvor jeg ikke er syg nok til at få den hjælp, som jeg så desperat har brug for, og samtidig ikke er rask nok til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg føler, at jeg, siden jeg var 17, har skreget til mine lunger klappede sammen, men at jeg endnu ikke er blevet hørt.
  Kirurgerne ville skære mine tre heterotopier ud med en skalpel i starten af mit udredningsforløb. Men de tør ikke – heterotopierne ligger for tæt på sproget, hukommelsen og synet. 

Jeg forstår dem godt, lægerne, neurologerne, forskerne. Jeg bebrejder dem alligevel. De fratager mig mit eneste håb om et nogenlunde normalt ungdomsliv – med alt, hvad det indebærer. 

“Lad os se, hvordan anfaldene, og hyppigheden af dem, udvikler sig,” siger han i den anden ende af telefonen. Han sidder på en af de øverste etager på sit kontor på Epilepsiklinikken, i en af de højeste stillinger inden for sit felt, og har min skrøbelige fremtid i sine hænder. Jeg bliver overladt til mig selv og til en uvis fremtid. Jeg føler mig svigtet af sundhedssystemet og af omverdenen, som virker fjern og fjendtlig. 

KATASTROFETANKER, KATASTROFESIND (2021) 

Hver dag, når jeg møder op på arbejde, er jeg svimmel. Mit syn bliver sløret i metroen på vej til Marmorkirken. På den korte tur fra metroen til butikken får jeg hjertebanken, svedige håndflader og susen for ørene. Det kribler i hele kroppen; følelsen ville næsten være rar, hvis ikke jeg var så skrækslagen samtidig. Nu begynder mine katastrofetanker. 

‍

“Jeg kan ikke engang klare et simpelt job som ufaglært i Emmerys. Hvis jeg ikke kan klare det her, kan jeg heller ikke blive optaget på en videregående uddannelse. 

Selv hvis jeg bliver optaget på en videregående uddannelse, ville jeg aldrig kunne færdiggøre den med så mange anfald. Hvis jeg ikke får en videregående uddannelse, får jeg heller ikke et job. 

“Hvis ikke jeg får et job, kommer jeg ikke til at være i stand til at forsørge mig selv. Hvis ikke jeg kan forsørge mig selv, kan jeg heller ikke forsørge en familie. Hvem har også lyst til at få en familie med mig, når jeg er så syg?” 

Mine venner ender også med at blive trætte af mig. Så kommer jeg til at være helt alene i verdenen. 

Hvis jeg ender med at være helt alene i verdenen, er der ikke noget at leve for. Måske burde jeg slet ikke leve. 

Måske er det nemmere at begå selvmord allerede nu.” 

‍

Mit tankemønster starter som en mindre bekymring om noget trivielt og udvikler sig til selvmordstanker på få minutter. Derefter gentager mønstret sig igen og igen. Der kan gå helt op til en time, hvor jeg er lammet; jeg kan kun hulke og vride mig. Det er umuligt at stoppe tankerne: De lister, de kravler, de slår, de bider sig fast. Stemmen i mit hoved er nedladende og urimelig: En ondskabsfuld, imaginær ven fra helvede, som jeg lærer alt for godt at kende. Det her er min sandhed: Min sygdom kommer til at fortsætte med at smadre mine muligheder, mine relationer, mine drømme. 

Man skal have det godt for at kunne have det godt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at kunne hanke op i mig selv, udfri mine drømme og være nærværende i mine relationer. Men jeg befinder mig i en alarmerende, altoverskyggende overlevelsestilstand. Det er umuligt at have perspektiv og tro på mig selv eller på en bedre fremtid. Jeg er i et konstant alarmberedskab, som gør mig fuldstændig handlingslammet. Min hverdag bliver sværere at håndtere, og det forværrer min tilstand og mit selvhad. Jeg befinder mig i, hvad der føles som en evig, ødelæggende cyklus, som jeg ikke kan bryde med, medmindre jeg tilgiver mig selv. Og jeg er slet ikke klar til at tilgive mig selv endnu. 

Jeg ved endnu ikke, at mit tankemønster har et navn inden for psykologien og psykiatrien: katastrofetanker. Jeg ved heller ikke, at mine katastrofetanker er en del af min angst, en generaliseret angst, som starter her i 2021. Jeg føler mig forkert og er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med mig; at jeg er rådden.
Når tankerne sprinter, og jeg er udmattet af gråd, lister jeg ud på toilettet. Jeg sætter mig på de grå, kolde fliser i brusekabinen med et barberblad i hånden og får endelig ro ved hjælp af smerten, når jeg skærer hul på min hud.
Væk er al skam. Væk er al frygt. Væk er al smerte, selv den skarpe, fysiske efter et par minutter. Jeg nyder at pleje mig selv efter – at lindre mine sår. Jeg stopper blødningen blidt med køkkenrulle, dupper huden med et vådt håndklæde, aer mig selv med en lille håndfuld aloe vera. Ritualet hjælper mig med at få min værdighed tilbage. Jeg er alene, men tættere på mig selv. 

I hverdagen kan jeg fysisk mærke en distance til min krop og mine omgivelser: Jeg ser alt, jeg oplever, udefra; det er umuligt at mærke mig selv eller andre mennesker. Jeg er ikke kun følelseskold, men følelsesløs. Når jeg udøver selvskade, har jeg i det mindste selv sat rammerne for ensomheden, hvilket står i stærk kontrast til mit kaotiske, indre liv. Selvhad bliver momentant opløst af selvskade; en billig, smertefuld, forløsende erstatning. 

JEG HADER MINE VENNER (2021) 

Det er en ekstraordinært varm sommer, og jeg bruger en masse tid med mine højskolevenner. Vi drikker dåseøl i det gode vejr og ryger cigaretter. Jeg kan ikke udstå at være sammen med dem.
Jeg hader, når de er omsorgsfulde, og jeg hader, når de er kyniske.
Jeg hader, når de prøver at nå ind til mig, og jeg hader, når de giver op.
Jeg hader deres medlidenhed, og jeg hader deres hensynsfuldhed. 

Jeg hader at høre om deres latterlige, ligegyldige ungdomsliv, som primært omhandler alkohol, sex, dating, stræben efter succes og et liv, der ser godt ud udadtil. De forstår ikke deres privilegier. De er utaknemmelige, egoistiske, pinlige.
Jeg vil være ligesom dem.
Jeg hader mig selv for ikke at kunne elske dem, som de fortjener at blive elsket. 

Men jeg kan ikke genkende den person, de beskriver.
De siger, at jeg stadig formår så meget, selvom jeg har epilepsi. Det her er min sandhed: Jeg formår intet, når min epilepsi fylder så meget, og dét, jeg formår, er utilstrækkeligt. 

De siger, at jeg er smuk og værd at elske. De lover, at jeg nok skal finde kærligheden og få en kæreste og i fremtiden den familie, jeg så brændende ønsker, selvom jeg har epilepsi.
Det her er min sandhed: Hvem har lyst til at få børn med en person, som er så syg? Hvem vil være barn til en mor, hvis kærlighed er stor, men overskud er ikke-eksisterende? 

“Jeg er kronisk ensom,” siger jeg til min ven Hannibal på en bænk i Ørstedsparken. Jeg savner ikke kun at føle mig som en del af fællesskabet, jeg savner mest af alt mig selv. Jeg savner den, jeg var, før jeg fik min epilepsidiagnose som 15-årig – før min efterfølgende depression, spiseforstyrrelse, angst og indlæggelserne fra mine teenageår og ind i mine tyvere. Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig. 

Jeg er fremmedgjort, både fordi jeg ikke kan genkende mig selv i andre, og fordi jeg ikke kan genkende mig selv “i mig selv.”
Jeg er alene om mit had til min person, heldigvis, men jeg er stadig alene. 

SÆSONSKIFTE (2021-2022) 

Det bliver efterår: Den sæson hvor jeg føler mig allermest forbundet med min krop. Jeg begynder at åbne mit hjerte for min psykolog Kirsten. Jeg bruger aktivt modargumenter mod katastrofetankerne. Jeg møder op hver uge på Rigshospitalet, til samtalerne, og gør en aktiv indsats for at få det bedre, også når jeg går derfra igen. Jeg udøver ikke længere selvskade. 

Men jeg har stadig angstanfald, som jeg skjuler i Emmerys. Jeg har fået en ny chef. Da jeg prøver at åbne op for hende og siger, at jeg er svimmel hver dag, når jeg møder på arbejde, siger hun: “Kan du ikke bare tage noget nyt medicin, som ikke gør dig svimmel?”
Jeg nævner ikke min sygdom igen efter vores korte samtale. 

Jeg bliver sygemeldt med stress fra mit arbejde ugen efter og har mere tid til mig selv. Jeg begynder at løbe lange ture på Vestre Kirkegård, hvor min morfar ligger begravet. Jeg får pulsen op og fortaber mig i efterårsbladenes healende, orange farver. Jeg læser en ny bog hver anden dag og lærer mig selv bedre at kende gennem litteraturen. 

Efter et langt, udmattende, grundigt forløb i psykiatrien, starter jeg i sommeren 2022 på anti-depressiv medicin. Citalopram.
Efter et halvt år i helvede, i efteråret 2022, med bivirkninger, som forværrer mine katastrofetanker, begynder jeg langsomt at kunne se verden igen. Jeg begynder at kunne genkende mig selv igen. 

DET ER SVÆRT AT VÆRE RASK (2023) 

Jeg bliver opereret i hjernen d. 31. maj 2023. Solen skinner mildt ind ad mit vindue, da jeg vågner kl. 06. 

Under operationen ser jeg et tydeligt billede af tre børn, der løb ind i mine arme. Det hvide lys, vi er omringet af, gør det svært at tyde deres ansigter, men jeg kan mærke deres varme kroppe og høre deres latter. Jeg skal passe på dem. Jeg skal være socialpædagog og passe på dem. 

Tårerne vælter ned ad kinderne, da jeg ser min mor og min bedste veninde Karoline i døråbningen efter operationen. Jeg stopper ikke med at hulke i to timer efterfølgende. Salte glædestårer – for første gang rigtigt længe. 

Men det er svært at være rask. I august 2023 skriver jeg i mine noter i bussen på vej over til min psykolog til Rigshospitalet, til mit andet hjem: 

‍

     1.    Jeg er bange for, at min medicin ikke virker længere
     2.    Jeg er bange for, at jeg har OCD
     3.    Jeg er bange for, at jeg ikke har mere energi tilbage
     4.    Jeg er bange for, at mine anfald kommer igen 

Jeg er blevet bevidst om, at der hele tiden har været to mål og ikke blot ét: at være rask, og at føle sig rask. Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg føler mig rask. Der er ingen garanti for, at jeg fortsætter med ikke at være anfaldsfri. Min epilepsi og angst hænger uløseligt sammen, men angsten er der stadig, selvom de epileptiske anfald er forsvundet. Jeg får stadig, særligt i stressede perioder, hjertebanken, bliver svimmel og har svært ved at finde forbindelsen til min krop. Men nu har jeg modargumenter, som bekæmper mine katastrofetanker. De sidder på rygraden og kommer mig til undsætning, så snart jeg tvivler på mig selv eller på min fremtid. Jeg ved, hvordan jeg kan berolige mig selv; jeg har tillid til mig selv og mine egne evner og værd – med eller uden sygdom. 

ENGLEVINGER (2024) 

Jeg kigger mine venner direkte i øjnene og frygter ikke længere mit spejlbillede. Vi ser oftest samme person nu. Vi griner af det, vi kalder min “kolde, kyniske tid.” Mit hjerte er stadig tungt, men fyldt op, og min latter er dyb. 

En smuk mand kysser mig blidt og ofte. Han kender alle mine dæmoner og anerkender mine traumer, men giver plads til personen, jeg er i dag, samtidig. Og når min fortid pludselig fylder igen, i min bevidsthed, holder han mig fast i et ømt greb og hvisker mig i øret: “Så så, skat.” Selv når jeg er vred, selv når jeg er fjern, selv når jeg er ængstelig. Selv når jeg kun formår at være tavs og nægter ham adgang til halvdelen af mit hjerte, i mine mest skrøbelige øjeblikke. Jeg ønsker så inderligt at bade ham i kærlighed og at drukne i hans arme. Jeg tror på, at det sker én dag. Jeg tror på, at han holder af mig, når han holder om mig, og jeg ser en rolig fremtid, når jeg kigger ham i øjnene. 

Ensomheden er nu en følelse, der kommer og går, frem for en permanent tilstand. Jeg har englevinger tatoveret på begge mine håndled, sammen med datoerne for mine diagnoser: To pyntede ar fra fortidens slagmark.
Jeg er en kriger.

Del 1: 1994-2019 

Jeg har altid følt mig forkert. Altid følt mig udenfor, også selvom jeg ikke blev ekskluderet af nogen. Som om jeg altid stod bag et slør, bag en kasse, bag en glasvæg, der fulgte mig overalt. Jeg kunne se de andre igennem væggen. De stod lige dér sammen med mig. På den anden side af væggen. De delte en fælles forståelse. En usynlig indforståethed, som de sikkert slet ikke tænkte over var der, men som var helt enormt tydelig for mig. De troede nok, at jeg var med, men det var jeg ikke. 

Jeg er født i 1994 og er en typisk sen-millennial fra 90’ernes og 00’ernes barndom, som aldrig helt har følt mig rigtigt placeret, hvor end jeg var. Hvad husker jeg fra min barndom? Jeg husker folkeskolens hårde, firkantede træstole med røde metalben, indvendige røde murstensvægge i klasseværelset pyntet med selvportrætter lavet af alle os elever, lugten af rugbrød, mellemlægspapir i alle madkasserne og jord på linoleumsgulvet. Jeg husker trygge rammer, parcelhuskvarterer og et hjem med kærlighed. Jeg husker fodboldtræning efter skole, rundbold i frikvartererne, og dengang vi alle fik vores første mobiltelefoner som 12-årige, som vi optog sange på ved at afspille musikken på den stationære computer derhjemme, og så sendte vi optagelserne til hinanden med infrarød. Og så husker jeg en tomhed, et hulrum og en tilbagevendende følelse af afskårethed. I alle disse år følte jeg ikke, at jeg levede for mig selv. I stedet levede jeg ude i kanten af en 2-meters radius omkring mig, hvor alle mine valg og handlinger udelukkende var til for de mennesker, som stod derude i omkredsen. Vi kan kalde den min leve-radius. Der var afstand mellem mig og alle andre. Ingen kom tættere på mig end min leve-radius på 2 meter. Inde i centrum af cirklen — dér, hvor jeg burde være — var der bare tomt. 

Jeg var ikke som de andre, og jeg vidste det. Jeg kunne mærke det så tydeligt i hele kroppen. Det føltes, som om jeg var en fejl. Der var noget galt med mig. Som om min hjerne var forkert. Uanset hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg bare ikke gennemskue, hvordan man var normal. Alle andre var normale. Jeg følte, at jeg manglede noget fundamentalt, som alle andre helt ubesværet bare havde. De kunne bare. De var bare. Og jeg forstod det ikke. Jeg forstod det IKKE. JEG FORSTOD DET IKKE. JEG FORSTOD DET IKKE! Jeg var bare forkert. Jeg manglede noget. Jeg manglede noget… Jeg manglede noget… Jeg manglede noget, og det var min skyld. Jeg manglede, for jeg havde ikke rum til at eksistere i mig selv. 

Del 2: 2020 

Jeg er 25 år, og det her er året, hvor det hele vender 180 grader. Jeg er på besøg hos mine forældre. I denne tid bor jeg i udlandet, og jeg skulle egentlig kun have været på besøg i 5 dage. Men coronapandemien har lukket Danmark — og grænserne — ned, så nu har jeg været her i 4 måneder. Mit liv er sat på pause, alt bevæger sig langsommere end nogensinde før, og jeg har uendeligt med tid til at tænke og føle. 

Jeg binger de nyeste afsnit af mit yndlingsreality-program ”Are You The One?”, som i denne sæson er en queer-udgave. Jeg synes, det er den bedste sæson indtil videre. De holder fest med temaet gender bending, og jeg ser et menneske med fedora hat og slips, og jeg tænker: “Hold KÆFT, det gad jeg godt at kunne gå i.” En tanke, der smelter sammen med den største følelsesmæssige længsel, jeg nogensinde har mærket. Jeg sidder sådan lidt fastfrosset helt inde i mig selv i noget tid — jeg aner faktisk ikke hvor længe — og får, hvad der opleves som et seriøst lightbulb-moment, hvor jeg tænker: “Det kan jeg jo bare gøre.” ALT omkring mig står helt stille. 

Det kan jeg jo bare gøre… Det kan jeg jo bare gøre… Det kan jeg jo bare gøre. 

“Det kan jeg jo bare gøre,” siger jeg højt for mig selv, som jeg sidder dér alene og slet ikke følger med i programmet længere, dybt begravet i mine egne følelser og tanker. Jeg oplever det, som om jeg lige har låst op for mig selv, og hele min identitet bare flyder ud på bordet foran mig. En endeløs strøm af minder, oplevelser, tanker, lyde, følelser og øjeblikke fra hele mit liv, der bare vælter ud af mig; da jeg havde været til gender bending fest med gymnasieklassen og efterfølgende stod foran spejlet og ikke havde lyst til at tage skjorten og butterflyen af, fordi jeg syntes, jeg aldrig havde set flottere ud; da jeg mødtes med Flo på en café på Nørrebro og syntes, at jeg var det mest on fucking point menneske med min polokrave og kasket; da jeg … da jeg var barn og ikke forstod, hvorfor jeg aldrig følte mig med. Ikke forstod, hvorfor jeg bar rundt på den følelse af at være afskåret fra andre omkring mig, og hvorfor jeg ikke kunne mærke mig selv i relationerne til dem — fordi det ikke rigtigt var mig, der var en del af relationen. Fuck mand, jeg har jo aldrig kendt mig selv. Jeg har jo aldrig kendt mig selv. Jeg har jo aldrig kendt mig selv. Her er jeg, jeg er lukket ud nu, og jeg ved det godt. Jeg ved, at jeg nu — endelig — efter 25 år er her. Og lige nu, i dette øjeblik, er jeg den eneste i hele verden, som ved det. Den eneste, som nogensinde har mødt mig. Den eneste, som kan mærke mig. Jeg er klar over, at det overhovedet ikke handler om fedora hatte, skjorter eller polokraver. Det er meget større. Meget, meget, meget dybere. Jeg manglede, og her er jeg. 

Strømmen af minder, oplevelser, tanker, lyde, følelser og øjeblikke fortsætter igennem hele 2020. Den er endeløs. Jeg kan ikke slukke for den, og den overtager mit fokus, præcis når den vil. Den fryser mig fuldkomment i et refleksions-mode på de mærkeligste tidspunkter, uanset hvad jeg ellers laver. Som strømmen fortsætter, går noget op for mig. Jeg har haft et kostume på hele livet. Et kostume med dårlig pasform. Det sidder for småt, og materialet kradser. Det er alt for varmt, og min hud kan ikke ånde. Måske har du kendt mit kostume, måske har du holdt af mit kostume, måske har du været venner med mit kostume, måske har du været kærester med mit kostume. Men du har ikke været venner med mig. Du har ikke været kærester med mig. Du har ikke holdt af mig. Jeg levede i mit kostume. Hele barndommen og meget af ungdommen. Jeg var blevet virkelig god til at performe en frontperson, og jeg var godt selv klar over, at jeg ikke sådan rigtigt eksisterede i den performance. Jeg var derinde, men jeg var så dybt begravet, at ikke engang jeg selv havde adgang til mig. 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg igennem min gymnasietid aktivt har analyseret mig frem til, hvordan man er kvinde. Jeg har observeret, indsamlet data, beregnet og kommet med konkrete løsninger til mig selv. En dag så jeg 5 forskellige piger på min alder, der hver især havde en trekvart-ærmet hvid strikcardigan på med små symaskinebroderede blomster, som kun var knappet i øverste knap. 5 forskellige piger. Sådan gør man. Jeg så 1, 2, 3, 4 piger med beigefarvede spaghettistrop-toppe af mærket Rosemunde og en håndfuld andre med nederdel af denimstof i en længde til lige over knæene. Data indsamlet. Jeg gik på ASOS, scrollede med falkeblik efter noget, der tilstrækkeligt lignede de dele, jeg mentalt havde noteret. Jeg købte hele sættet. Da jeg et par dage efter modtog pakken, åbnede jeg den med det samme, helt vildt spændt og håbefuld. Jeg tænkte: “Nu kommer jeg til at være med.” Det er dét her, der bryder glasvæggen. Jeg tog det hele på og blev opslugt af en overvældende følelse af fysisk utilpashed. Jeg tog det af, lagde det ned i skuffen og kiggede aldrig på det igen, før jeg nogle måneder senere smed det ud. Dagen efter observerede jeg 5 andre piger med kjoler i tyndt frynset stof med V-udskæring og ’skaterdress’ form, og hele processen gentog sig. ASOS. Scroll. Køb. Pak ud. Forventning. Prøv. Fysisk utilpas. Af kroppen. I skuffen. Ud. Gentag. 

Hvorfor tog det 25 år, før jeg lærte mig selv at kende? Jeg kan huske, at jeg et par år tidligere snakkede med min gode ven, som på daværende tidspunkt var påbegyndt sin egen proces af kønstransition. De spurgte mig: “Har du nogensinde sat spørgsmålstegn ved dit køn?” Jeg svarede med det samme: “Aldrig,” og følte mig selv ret godt overbevist om, at der ikke var mere at tænke over der. Jeg er nu klar over, at mit selvsikre “aldrig” faktisk ikke var et svar på det spørgsmål, min ven havde stillet mig. Jeg blev spurgt, om jeg nogensinde havde overvejet mit køn, men jeg svarede ud fra, at jeg aldrig havde overvejet, om jeg er en mand. Om jeg er en mand i stedet for en kvinde. Jeg havde slet ikke et ordforråd, der kunne omfavne andet end dét: mand eller kvinde. Jeg havde ingen ressourcer eller værktøjer, der beskrev begrebet “køn” med et andet perspektiv. Jeg havde ingen betingelser for at kende mig selv. For jeg er ikke en mand. Og jeg er heller ikke en kvinde. 

Det hele giver pludselig mening for mig. 

Del 3: 2021-2024 

Det er i skrivende stund 2024, jeg fylder 30 i år, og jeg elsker mig selv. Ikke nok med at jeg kender mig selv, jeg mærker mig selv. Nej, ved du hvad, jeg ELSKER MIG SELV. Jeg har sat mig fri, jeg udforsker, og jeg giver mig selv lov til at være. Hold kæft, hvor er det fantastisk! Til november skal jeg opereres. Jeg skal have fjernet mine bryster, og jeg kan slet ikke vente. Det bliver det bedste, at jeg aldrig mere skal have sports-BH på, og at alt tøjet falder fladt ned over brystet. Hver dag bliver jeg mere og mere fysisk mig selv, og hver dag får mit mentale og emotionelle jeg mere og mere plads i min krop. 

Jeg ved nu, at det ikke er mig, der er et problem. Jeg forstår, at jeg ikke mangler noget, bare fordi jeg ikke har det. Jeg er nonbinær, som egentlig er et paraplybegreb, og helt specifikt er jeg, hvad man kalder akønnet eller intetkøn. Jeg oplever ingen følelse af køn og har aldrig gjort det. Jeg har ikke en relation til at være kvinde eller til at være mand. I stedet ved jeg, at vi som mennesker er mere forskellige, end hvordan vi blev beskrevet igennem min opvækst. Jeg har nu ressourcer i form af ord. Det havde jeg ikke som barn. Så måske manglede jeg alligevel noget. Jeg manglede repræsentation, jeg manglede ord, jeg manglede systemer, jeg manglede diversitet, jeg manglede rum, jeg manglede plads, jeg manglede åbenhed, jeg manglede spørgsmål, jeg manglede svar, jeg manglede muligheder. 

Når jeg sidder her og bare er mig, føler jeg mig så fuldendt. Så meget til stede i verden. Men jeg eksisterer ikke. Jeg eksisterer ikke i samfundet, jeg eksisterer ikke i offentligheden, jeg eksisterer ikke juridisk. JEG EKSISTERER IKKE JURIDISK. Vores ligestillingsminister udtaler, at der findes to køn, at køn er biologisk, og at en ”egen selvopfattelse” jovist kan opleves anderledes, men ikke vil ændre på, at man er en kvinde eller mand. Jeg siger det lige igen, vores ligestillingsministers udtalelser udelukker muligheden for, at jeg kan eksistere som et menneske, der hverken er en mand eller en kvinde. At jeg kan eksistere, som den jeg er. Vores ligestillingsminister fratager mig muligheden for en plads i samfundet, hvor jeg i forvejen kæmper daglige kampe for at være til. Jeg har ingen plads i omklædningsrummene i fitness, på sportsholdene, eller i statistikkerne. 

Jeg har aldrig været mere til stede, og dog eksisterer jeg ikke. Min leve-radius er skrumpet, og den er kun lige stor nok til at gå rundt om taljen på mig selv. Jeg har fundet ro i mig selv, men nu er min tilstedeværelse pludselig normkritisk. Min tilstedeværelse tolkes som et opgør. Jeg går imod strømmen bare ved at være her. 

Jeg møder tit kommentaren: “Jeg har svært ved at forstå det der med at være nonbinær.” Jeg har også svært ved at forstå det der med at være binær. Men selvom I måske ikke forstår os, ønsker jeg, at I anerkender os. For der er flere af os. Og hvis vi havde haft omgivelserne, strukturerne, betingelserne for at udfolde os som vores ægte selv igennem barndommen, så var der nok ikke et behov for pludselig at skulle forstå os. Så ville vi bare være. Ligesom I andre, som får lov til bare at være.

De fleste har en generel ide om, hvad ensomhed er, og hvordan den ser ud. Vi opfatter måske følelsen som noget helt konkret, men i virkeligheden kan den være svær at opdage, hvis den ikke er, som vi forestiller os. For ensomheden er nuanceret og giver sjældent mening. Den kender ingen grænser, og hvis oplevelsen først har sat rod, kan den påvirke et helt liv. Så spørger du mig, om jeg er ensom, vil svaret være nej. For følelsen er fjern og uforståelig for mig, og ordet beskriver sjældent mine oplevelser. 

Jeg kan ikke altid genkende ensomhed, men jeg kan genkende svigt, forræderi og ekskludering. For mig er oplevelsen derfor blevet synonym med dybtgående følelser af at blive efterladt og isoleret i min egen fortvivlelse, skyldfølelse og skam. Således synonym med min skolegang, for det er her, min ensomhed sås, vandes og blomstrer. 

Da jeg var barn, ville jeg gerne lege med de andre i klassen, men jeg kunne aldrig helt finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og var irriterende, højrøstet og barnlig. Lille mig var ikke voksen nok for de andre børn – og i folkeskolen, dér er man jo blevet stor. Til gengæld udviklede jeg hurtigt rigeligt af “voksenfølelser”. Plagende følelser af dyb usikkerhed og frustration, for jeg var anderledes og forkert, men kunne ikke forstå hvorfor. Jeg oplevede en voldsom utryghed og skuffelse, som hurtigt blev til tungsindig sorg. Du ved, den slags følelser, som de voksne let kan bestemme, børn ikke har. 

Jeg var et irritationsmoment for mine omgivelser, og, intentionelt eller ej, ekskluderede de mig. Når de andre legede, og jeg gemte mig for mig selv, følte jeg mig så ufattelig alene. Jeg var ked af det og forvirret over det tunge savn, der rungede i mit lille barnehjerte, og manglede desperat en trøstende tilstedeværelse. Men efterladt i glemte sager lærte jeg, at jeg ikke var vigtig. 

Jeg er på lejr med min klasse i Jesperhus. Vi har været sammen alt for lang tid uden pause fra hinanden, og måske netop derfor bliver mobningen så meget værre her. Flere dages ydmygelse i træk og en kommentar og endnu en og endnu en. Så jeg knækker til sidst. Alt i mig råber, at de skal stoppe, og jeg kan hverken holde det ud eller holde min mund, så den råber pludseligt højt. Tilfældigvis sker dette, da vi holder gruppemøde med min klasselærer. Hun har set det hele, og nu kan hun endelig hjælpe mig. Nu kan hun trøste mig. 

Øjeblikkeligt vender hun sig mod mig og udbryder med, hvad der føles som ren foragt, at jeg ikke må bande. Hun siger intet til de andre. Jeg rejser mig, fuldstændig målløs, og går nedslået ind på mit værelse, hvor jeg grædende kan skamme mig. Hun kommer aldrig ind og ser til mig eller trøster mig. Hun siger aldrig nogensinde undskyld. 

Årene gik, men jeg var stadig lige ”barnlig”. Jeg var alt for pjattet alt for ofte, for jeg havde erfaret, at folk bedre kunne lide mig, hvis jeg var sjov. Jeg kunne dog hverken aflæse deres behov korrekt eller regulere min adfærd efter konteksten, så det endte desværre ofte med modsat virkning. Mine jævnaldrende overbeviste mig om, at jeg kun ydmygede mig selv. Det var nemt at bruge min person imod mig, og på den måde lærte de mig, at jeg fortjente både ekskludering og mobning. 

Vi sejler til Bornholm, hvor vi skal på lejrskole. Bølgerne er store, og min balancesans påvirkes så betydeligt, at jorden gynger under mig resten af dagen. Jeg taler om det irriterende højlydt, som jeg altid gør, og mine klassekammerater ser chancen. Kreative, som de er, fortæller de, at det er, fordi Bornholm flyder. Jeg ved, at det ikke passer og modsætter mig stolt. De er vedholdende og påstår, at alle de store ankre i byen holder øen på plads. De lyver; det ved jeg, men det er jo ikke kun én person, der siger det. Det er dem alle sammen, og lærerne bakker dem endda op. De bliver ved, lige meget hvor ofte jeg modsiger dem, så jeg begynder at tvivle på mig selv. 

Samtalen om Bornholm, der gynger, fortsætter hele dagen, og ikke én eneste siger sandheden. Alle som én griner de af mig, så jeg må vel være den dumme, der har misforstået situationen. Jeg deltager og gør grin med min manglende intelligens, for når folk griner, er det fordi, noget er sjovt. 

Mit smil forsvinder i det øjeblik, en af lærerne til sidst fortæller mig sandheden. Jeg siger ikke mere resten af turen.

Det var, som om negative kommentarer altid væltede over mig fra alle kanter. Klassekammerater, parallelklasser og lærere. Lige meget hvad jeg gjorde, var der altid nogen til at kritisere mig og minde mig om, at jeg var til grin. Pinlig. Grim. Dum. Forkert på alle kanter, og min manglende impulskontrol og socialforståelse forhindrede mig i at ændre på det. Det gjorde mig så magtesløs, at jeg blev syg af det. 

Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kun kunne blive misforstået af andre, så med tiden tog jeg uretfærdigheden på mig som et tungt tæppe af paranoia og skam. De hånlige ord var personlige fiaskoer, og med min utilstrækkelighed havde svigt jo altid været at forvente. Mine venner var ikke venner, og jeg kunne ikke stole på nogen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. 

Jeg blev så vant til min sorg, at jeg endte med at negligere den. I stedet for at anerkende og lytte til mine følelser, fratog jeg mig selv en del af min bevidsthed. Så jeg lod paranoia og ligegyldighed slukke min sociale interesse og overbeviste mig selv om, at jeg slet ikke var ensom. For alt det, som jeg dagdrømte om, fandtes jo ikke i virkeligheden, og jeg ønskede langtfra at være en del af det fællesskab, som jeg så omkring mig. At være alene var noget, jeg selv havde valgt, selvom jeg ikke havde andre muligheder. 

Jeg valgte selv at isolere mig, for min angst tvang mig. Jeg var rædselsslagen for at blive ydmyget og sagde så lidt som overhovedet muligt. Alle mine tanker skreg nedladende, at jeg skulle holde kæft, for jeg kunne aldrig gennemskue, hvornår jeg måtte tale, og hvad jeg måtte sige. På den måde kan det godt være, at jeg undgik mobning fra andre, men jeg undgik det aldrig fra mig selv. 

Jo mere paranoid jeg blev, des mere ligeglad og selvisolerende blev jeg. Hvis jeg lukkede af for omverdenen, kunne den jo ikke få fingre i mig. Jeg var bange og sur, og de få, der rakte ud til mig, fik som oftest kun sine fingre i klemme. Så, isoleret og udmattet, mistede jeg mine sidste få online venskaber. Jeg havde ikke mere energi at give dem og tabte min interesse og empati, lige meget hvor hårdt den anden part forsøgte at hjælpe mig. Mit sind var en ond spiral, hvor jeg sårede andre og mig selv, og den resulterende skyldfølelse derfra fremmede kun selvhadets ensomhed. 

Efter lang tids stilhed fra min side rækker min bedste ven ud til mig med en kærlig besked. Som en hjælpende hånd prøver hun desperat at holde fast i alt det, vi betyder for hinanden. Hun forventer ikke noget stort til gengæld, bare et simpelt lille vink tilbage. Vi plejede jo at snakke sammen hver eneste dag. 

Men det er ikke tydeligt for mig. Jeg er alt for aflukket til at opdage hendes hensynsfulde intention og kan ikke værdsætte den. Så beskeden forbliver ubesvaret ligesom alle de andre. Jeg kan umuligt bekræfte hende vores venskab. Jeg har jo allerede ødelagt det. 

Smerterne blev efterhånden så voldsomme, at de overdøvede al fornuft. Fodret af præstationspres udviklede min paranoia sig til tvangstanker og paniske vrangforestillinger, der åd mig op indefra. Det blev så slemt, at jeg til sidst var nødt til at fortælle det til nogen, selvom jeg ikke turde. Jeg havde desperat brug for at stoppe op og trække vejret. 

Jeg har taget mange hårde første skridt for at ende, hvor jeg er i dag. Relativt rask og i social genoptræning. Jeg tager hensyn til mine egne skånebehov og passer på mig selv, så godt jeg kan. Så godt som samfundet tillader mig det. 

Usikkerheden sidder dog stadig i kroppen. Den kommer til udtryk som autoritetsmodstand fra det barn, der engang oplevede så meget kritik, svigt og forræderi fra sine lærere. Og til udtryk som tvivl på mine egne evner og passioner, forurenet af flere års mobning. Som ængstelige spørgsmål, der hænger tungt og kvalmt i luften: Er jeg forkert? 

Min barndoms sociale afsavn har skåret igennem til min kerne og efterladt ridser, jeg ikke kan polere væk. Jeg sliber og pudser dem, men det er hårdt arbejde, for det kommer mig ikke naturligt at være sund og glad. Hver eneste gang, jeg er sammen med folk, er det en udmattende ”to skridt fremad, et skridt tilbage”-proces. Nogle gange lærer jeg nye, behjælpelige teknikker, andre gange glemmer jeg mit værktøj derhjemme. 

Jeg har været sammen med en ven tidligere på dagen, og vi har virkelig hygget os. Alligevel sidder jeg stadig i bilen tyve minutter efter, at jeg er kommet hjem. Min krop føles tung som cement, og tanken om at rejse mig får mig næsten til at græde. Det er, som om alt det dejlige ved dagen er forsvundet, fuldstændig opslugt af en rungende ensomhed, som jeg ellers næsten aldrig bemærker. Jeg føler mig modløs, fortvivlet og helt alene, netop fordi vi havde en god dag sammen. 

Det giver ingen mening, så her, med hånden på dørhåndtaget, mister jeg alt håb for min fremtid. Håb om at kunne føle mig rigtig forbundet med andre mennesker. Håb om at kunne føle mig til stede iblandt dem. Håb om at værdsætte og blive værdsat. 

Måske er det kløften mellem glansbillede og virkelighed, der gør mig utilpas efter vores møde. Jeg har sociale forhåbninger, som ikke kan opnås, og en længsel, der kun gør mig ked af det. En tom følelse af uforløst potentiale, der aldrig nogensinde vil kunne realiseres helt. Måske er jeg bare træt. 

Jeg er kommet langt og har så småt opnået nye sociale og personlige succesoplevelser, men det har også kostet mig mange ressourcer. Bag enhver succes ligger intensiv træning og planlægning, og jeg risikerer ofte at gå død, før jeg overhovedet kan nå at komme i gang. Så min træthed fastlåser mig let, og jeg ender tit med at bruge flere dage i sengen. Mit sind er omtåget, og mine øjne er tunge. Jeg er udmattet helt fra morgenstunden, og hvis jeg ikke passer på, så opsluger det mig, som var det evigt gældende fakta. Jeg vil aldrig kunne følge med mine jævnaldrende. 

Jeg sidder sammen med folk, jeg holder af, men jeg er ikke nærværende. Jeg er ikke sammen med dem. Uden jeg har bemærket det, er en tåge rullet ind over min bevidsthed og har tildækket mine sanser. De mennesker, som jeg sidder overfor, er kun vage skikkelser, som jeg ikke ser, men blot kigger på. Jeg kan ikke fokusere på nuet, hverken på deres eller mit og bestemt ikke vores. Der er noget underligt tomt inden i mig, som om en del af min bevidsthed sover. Noget står på standby, men jeg kan ikke huske, hvad det var. 

At skrive denne tekst fylder mig skiftevis med glæde og bekymring. Det er fantastisk at kunne dele min historie med andre, men det er også nervepirrende. For min historie gør mig utilpas. Ikke fordi den er voldsom slem, nej helt modsat. Jeg har jo ikke været udsat for nogle “rigtige problemer”. Se, det er alt for let for mig at negligere mine egne oplevelser og bebrejde mig selv for, hvordan de har påvirket mig. Hvorfor brokker jeg mig så meget over så lidt? Det er, som om jeg er en bedrager, der ikke hører hjemme blandt de andre her i bogen. 

Sådan dukker usikkerheden og uroligheden op som en gammel vane fra fortiden. Jeg er i tvivl om, hvordan min historie bliver modtaget, så jeg begynder automatisk at skamme mig over den, og ubevidst isolerer jeg mig selv fra “de andre”. 

Mine bekymringer er ikke kun skadelige, men er også en gentagelse af det tankemønster, som jeg netop prøver at stoppe. Vi må jo ikke negligere hinandens og vores egne følelser, bare fordi vi tror, de ikke burde være der. Det bliver de ikke mindre ægte af. “Små og useriøse” problemer kan nemlig også avle voldsomme emotionelle og sociale konsekvenser, som vi alle kan opleve, ligegyldigt om vi “burde”. 

Ja, faktisk kan selv børn føle noget så voksent som fortvivlelse, skyldfølelse og skam.

‍