Barndommen, som blev frataget

Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
  Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
  Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den. 

 •

For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
  Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
  Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
  Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
  Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
  Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
  Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
  Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
  Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
  Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie. 

 •

Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
  En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
  SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.

 •

De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
  Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
  Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
  Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
  Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning. 

 •

Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg. 

”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)

Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
  Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.

 •

Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
  Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.

 •

Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
  Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
  Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
  Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
  Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
  Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.

 •

Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
  I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.

 •

Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang. 

 •

Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig. 

“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.” 

Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
  Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
  Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
  De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
  Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
  Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
  Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige: 

“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?” 

De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
  Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
  Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
  Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.

Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.

Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
  Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
  Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
  Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.

 •

I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
  Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.

Vi sidder på én af vores favoritcaféer på Østerbro, min søster, min mor og jeg. Byen ulmer af mennesker, som nyder den sidste aftensol. Omkring os sidder Københavns smarte unge, der snakker om kærester og den fede fest, de var til i sidste weekend. De drikker kaffe latte og diskuterer, om de hellere skulle have valgt en tude-cortardo med ekstra mælk, mens de stirrer på os. Det er som om, at vi ikke passer ind, selvom vi har været her tusinde gange før. Min søster holder sin telefon op til øret. Hun prøver at få fat i far, som ikke tager telefonen. I stedet har hun modtaget en telefonbesked. Det er far, der har ringet; politiet har anholdt ham.
  Jeg har ikke nemt ved at huske episoderne fra min barndom. Caféen på Østerbro står dog soleklar i min hukommelse. To dage inden var alt, som det plejede. Min mor sad i stuen og læste dagens nyheder i Politiken; min søster og jeg lå på hvert vores værelse og opførte os som typiske teenagere. Selvom der ikke var noget unormalt over dagen, så vidste jeg, at noget var galt. De sidste mange måneder havde været svære for mine forældre, som havde skændtes mere end normalt. Min far kunne godt blive lidt voldsom, når han blev træt af min mors skældud. Han plejede dog at falde ned, når han satte sig for sig selv i køkkenet og hørte Eldorado. Her havde han helle. Her kunne han slippe væk fra min mors brok, ryge sine cigaretter i fred og drikke sig til ro. Han drak nok lidt for meget og lidt for tit.
  Far kom hjem fra arbejde og kaldte os ind i stuen fra vores teenageværelser. Udenpå virkede han rolig, men bag facaden må der have været kaotisk. Han fortalte, at vi var blevet smidt ud af lejligheden, fordi han ikke kunne betale, hvad han skyldte i husleje. Tiden gik pludseligt meget langsomt, og stilheden tog over. Med to dages varsel skulle vi være ude af lejligheden, så fogedretten kunne inspicere den og pakke resten af vores ting. Vores familie var på et splitsekund blevet smidt på gaden.
  Far sagde, at vi kun måtte pakke det vigtigste. To dage til at pakke et liv. Hvad tager du med? Går du praktisk til værks og pakker lidt underbukser, din computer og de vigtigste skolebøger, eller går du mere følelsesmæssigt til værks og pakker dit yndlingslegetøj og din seje schweizerkniv? Jeg var 11 år gammel og havde knap nok lært at binde mine snørebånd. Nu skulle jeg pludselig vurdere, hvilke ting der var de vigtigste i mit liv. Mest af alt var jeg nok bare overrumplet af forvirring. Jeg endte med at pakke en modelflyver, noget tøj og min computer. Hvorfor lige præcis den modelflyver var så fandens vigtig, ved jeg ikke. Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
  Sådan startede et nyt kapitel i min barndom som nomade. Med min barndom i en rygsæk, min mor i hånden og min søster på slæb gik vi mod caféen på Østerbro, kun et stenkast fra den lejlighed, der nu ikke længere var vores. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig ikke at have et sted at bo, men som et 11-årigt barn, der har brug for stabilitet og tryghed, er det forfærdeligt at forestille sig en fremtid som hjemløs. Det var mærkeligt at sidde på den café. Alle andre havde jo bare en helt almindelig dag; de smilede og var glade. Og her sidder vi så midt på Østerbro og skal finde ud af, hvor vi skal bo.
  Det var her, mit billede af vores familie krakelerede. Det gik op for mig, at mine forældre ikke havde styr på noget som helst. Min far var blevet tilbage i lejligheden. Han skulle lige ordne nogle ting, sagde han. Min mor var ikke til meget hjælp – hun var mindst ligeså overrumplet over situationen, som min søster og jeg var. Generelt havde hun ikke det store overblik, for hun lider af sklerose. Sygdommen påvirker hendes hukommelse, hendes overskud og hendes temperament. Hun havde derfor svært ved at holde sammen på sit og vores liv.
  Selvom jeg var vant til, at jeg selv skulle løse mine egne problemer, havde jeg ikke forestillet mig, at det var mig, der skulle sørge for, at vi havde et sted at bo. Vi havde ikke venner eller familie, som vi kunne være hos. Min mor er fra Marokko, men er vokset op i Frankrig, og min fars familie bor på Fyn. Det bedste forslag, jeg kunne komme på, var derfor at tage på hotel. Jeg kom i tanke om et hotel i Ryesgade, som jeg var gået forbi et par gange. Hotelværelset lugtede, og var mørkt og støvet. Den normale spænding ved hoteller var væk, for vi var ikke turister på eventyr i en ny by. Det var her vi boede nu; vi var flyttet ind i vores nye hjem. Ordet hjem var ikke længere forbundet med familiehygge og tryghed. Nu var det det blot jagten på et sted at sove. Og jeg havde svært ved rigtigt at forstå, at et hotelværelse på Ryesgade kunne være vores hjem. Mine ting var her jo ikke, og jeg havde ikke mine skolebøger med. Jeg havde kun en modelflyver, min computer og rene underbukser til et par dage.
  Hotelværelset i Ryesgade står for mig som et symbol på den dag, hvor jeg stoppede med at være barn. Selvom problemerne i virkeligheden startede lang tid før, vi blev smidt ud af lejligheden, føltes det alligevel som slutningen på vores familie, min barndom, og som starten på en ukendt og utryg fremtid, jeg havde svært ved at forholde mig til. Min mor og far har altid skændtes meget. Det er nok ikke så unormalt, at de voksne skændes, men det virkede alligevel til, at mine forældres skænderier var lidt voldsommere end de flestes. De andre børn i min klasse var jo også nogle gange sure eller kede af det, fordi deres forældre skændtes. Men ingen af deres forældres skænderier sluttede med, at deres far eller mor altid gik hver til sit. Min far drak og hørte musik i køkkenet, og min mor satte sig i stuen og så TV. Nogle gange hørte min far endda så høj musik, at hele ejendommen vågnede. Engang var det så højt, at en af naboerne ringede til politiet og klagede. Da politiet bankede på og trådte ind ad døren, lå min søster og jeg tæt sammen i sengen. Vi var bange og prøvede at gemme os væk. Andre gange var skænderierne så voldsomme, at det var os, som blev nødt til at stoppe dem, inden det gik galt. Det var heldigvis kun sjældent.
  Klager til politiet, opmærksomme pædagoger og en lærer, som jeg betroede mig til, gjorde, at kommunen fik snerten af vores familieproblemer. De prøvede med familiesammenføringer, men min far dukkede aldrig op. De prøvede med en voksen kontaktperson, men jeg havde det stadigvæk dårligt. De prøvede mange ting, men intet hjalp. Jeg har efterfølgende fået aktindsigt i kommunens sagsdokumenter: 207 siders journal og 403 siders bilag, som side efter side beskriver min familie og mig ned i mindste detalje. Som en socialrealistisk roman skrevet i fagtermer og bureaukratiske kommunale vurderinger kan jeg nu læse om de situationer, jeg sidenhen har glemt eller fortrængt. Det er en underlig oplevelse sådan at kunne sætte sit liv i ringbind med farvekodede faneblade.
  Men det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken er onde eller grusomme. De kunne også være utrolig energiske, glade og sjove. De havde bare svært ved at få det hele til at hænge sammen. I starten af måneden var vi altid på fine restauranter, hvor vi spiste lækker mad og hyggede os. Men resten af måneden levede vi af fiskepinde på frys, og der var endeløse skænderier i stuen. Nogle gange blev jeg hentet til tiden, og andre gange måtte pædagogerne ringe efter min mor, fordi hun havde glemt, hvornår fritidshjemmet lukkede. Men når hun kom, gik vi altid ned og fik is. Vi tog det sure med det søde.

‍

Episoden på caféen blev enden på en familie. Efter vi var blevet smidt ud, fortalte min far, at han ville skilles fra min mor. Det var bestemt ikke noget, som min mor var enig i, hvilket blot førte til endnu flere skænderier. Jeg ville så gerne løse deres problemer og få dem til at enes og stoppe med at skændes. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det lykkedes ikke. Til sidst kunne de ikke holde ud at være i samme rum.
  Selvom skænderierne stoppede, fordi min mor og far ikke længere boede sammen, så var det ikke en løsning, men blot starten på en masse nye problemer.
  Det var som at styrte i grøften kun for at kunne kravle op af en ny. I de næste mange måneder efter café-episoden flyttede vi nærmest rundt fra dag til dag, indtil vi fandt et sommerhus godt 100 km. fra København. Her kunne vi være i nogle måneder, ind til kommunen havde fundet en lejlighed til min mor, søster og mig. Min mor havde forældremyndigheden, så vi kunne intet andet gøre end blot at vente i uro.
  Hun blev tilbudt en lejlighed, som kommunen havde fundet til hende på ydre Østerbro. Den var helt ubeboelig, fordi der var opmagasineret 360 flyttekasser fra vores tidligere hjem. Hverken min søster, min mor eller jeg kunne overskue rodet. Derfor flyttede min søster og jeg ind hos min far i stedet. Men da han mistede sit job, mistede han også sin lejlighed, fordi han ikke kunne betale huslejen. Jeg flyttede derfor hjem til min mor på Østerbro igen. Min søster flyttede hjem til sin kæreste, og min far flyttede hjem til sin søster på Fyn. Vores familie var nu fuldstændigt splittet.
  Der gik et år i den ubeboelige lejlighed på ydre Østerbro. Dag for dag prøvede vi at gøre den mere beboeligt, men det var svært med alt rodet, bjerget af flyttekasser og en syg mor. Det var her min angst og selvskade startede. En psykiater fra kommunen ville indlægge mig på børnepsykiatrisk afdeling for at kunne vurdere, om angsten skyldtes situationen i hjemmet. Det sagde vi nej til. Men kommunen kunne ikke længere se bort fra problemerne i familien, og min selvskade som blev værre. Derfor blev jeg sendt i plejefamilie, som jeg endte med at bo hos i tre år. En plejefamilie som gav omsorg, tryghed og stabilitet; en plejefamilie, som gav mig struktur over hverdagen, som jeg aldrig havde oplevet før. En struktur, som jeg ville ønske, at jeg havde fået før. Men det var også svært at bo i plejefamilie og samtidig besøge min mor og far. Jeg følte, at jeg ikke havde et hjem, selvom jeg havde tre steder, jeg kunne overnatte.
  Måske det kunne have hjulpet mig, hvis jeg fik hjælp tidligere. Måske skulle jeg have flyttet tidligere, eller måske skulle mine forældre få mere hjælp. Mine problemer får nok aldrig en løsning. Men måske det havde været bedre, hvis min mor havde fået hjælp tidligere, eller hvis min far havde stoppet med at drikke. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft nogle at snakke med og ikke var alene med mine bekymringer dengang.

‍

Intet barn skal gå alene med sine bekymringer. Jeg håber for de mange børn, der har det meget værre, end jeg har det, at de kan få nogle at snakke med. Hvad sker der, hvis de ikke får hjælp i deres turbulente hjem?

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
  Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til. 

Lyt mere til de indadvendte 

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
  Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
  En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
  Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
  Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
  En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
  Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
  Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
  Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter. 

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag 

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
  HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
  Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
  Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
  Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
  Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan. 

Bambi på glat is 

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
  Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse. 

Jeg var 14 år gammel, da jeg mistede mig selv. Det var den sommer, hvor jeg konstant flyttede frem og tilbage mellem min mor og far efter at have boet ni måneder hos min første plejefamilie. Igen og igen pakkede jeg min taske og tog turen fra Ballerup til Middelfart, fra Middelfart til Ballerup, fra Ballerup til Middelfart. Jeg husker, at det ofte var mig, der gerne ville flytte, og de lod mig gøre, som jeg ville. Men nogle gange var det også dem, der ikke kunne magte mig. Når jeg opførte mig som en teenager, rebelsk og trodsig, og når jeg skændtes med min mor, oplevede jeg, at hun ikke altid kunne overskue mig. Når vi skændtes, følte jeg, at det hele var min skyld, og så var der ikke langt fra tanke til handling. ”Det kan jeg ikke overskue. Farvel med dig, Line.” Og så var jeg igen på vej mod Middelfart.
  Det var sommeren 2008. Jeg husker min 14-årige krop i den gule WeSC trøje og de stramme Miss Sixty jeans. Jeg husker, hvordan jeg ikke forsøgte at lave om på mig selv. Jeg var bare mig. Men en dag på togstrækningen mellem Fyn og Sjælland mistede jeg fodfæstet. Der var pludselig en masse andre, der fortalte mig, hvem jeg var. Jeg blev hende, der skulle på opholdssted. Jeg var i forvejen hende, der havde boet hos én plejefamilie, og nu boede ved en ny. Jeg blev hende, der ikke passede ind. Hende der, efter halvandet år på det første opholdssted, skulle flytte til et nyt. Lige pludselig var jeg så mange personer, og jeg husker en meget forvirret og fortvivlet ung pige, der ikke vidste, hvem fanden hun selv var. I dag, næsten 13 år senere, kæmper jeg stadig med at finde ud af, hvem jeg er. Hver dag arbejder jeg hen imod at være den, jeg har lyst til at være – og jeg vil være Line, ikke ”hende den anbragte”. 

Rodløshed 

Egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Tilbage til da jeg var 12 år gammel. Det var første gang, jeg flyttede væk fra min mor, og jeg tror ikke engang, at det var mig selv, der pakkede min taske. Jeg havde fået lov til at være alene hjemme sammen med en veninde, mens min mor var til bryllup. Den nat blev jeg udsat for et overgreb. Vi politianmeldte episoden, men min mor følte sig alligevel utryg ved at bo i lejligheden. Hun opsagde derfor lejemålet, og fra den ene dag til den anden var jeg ikke længere i mine vante omgivelser. Min far havde for nyligt været i afvænning i Middelfart og var efterfølgende flyttet dertil. Han tog hele vejen fra Fyn til Ballerup for at hente min lillesøster og jeg. Jeg følte mig revet væk. Jeg fik ikke sagt farvel til min klasse, men forsvandt nærmest i den blå luft. Var der slet ikke nogen, der tænkte på de konsekvenser, det kunne medføre senere hen, at jeg ikke fik sagt farvel til mine klassekammerater, og at jeg ikke fik afsluttet det kapitel i mit liv?
  Siden dengang har jeg aldrig rigtigt følt, at jeg er faldet til et sted, eller at jeg har haft en fast base. Hverken da jeg boede hjemme, ej heller nogen af de mange steder jeg har været anbragt. Jeg har altid bare kunne flytte videre, hvis det blev hårdt. Min første anbringelse var ingen undtagelse. Jeg var næsten lige startet i 7. klasse og havde boet ved min far i cirka ét år. Vi havde mange konflikter, og jeg husker, at jeg sommetider blev bange for ham, når vi skændtes. Jeg husker, hvordan mit hjerte galoperede, og min mave snørede sig sammen, når han blev vred og stod foran mig med vildskab i øjnene og rungende stemme. Jeg var bange for, at han ville slå mig. Sådan havde jeg ikke lyst til at have det. Jeg husker ikke præcis hvordan, men en dag fik jeg fortalt min far, at jeg ikke havde lyst til at bo ved ham mere, og sammen kørte vi på kommunen, hvor jeg blev anbragt akut.
  Jeg husker, at der i plejefamilien blev stillet krav til mig. Krav som internetrestriktioner og hvornår jeg måtte være sammen med venner. Krav, som jeg syntes, var dybt urimelige. Det var virkelig hårdt at være Line! Uden at tale med mine plejeforældre fik jeg arrangeret, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Afskeden med plejefamilien, eller manglen på samme, glemmer jeg aldrig. Jeg var på vej ud ad døren, da min plejemor stoppede mig. Hun ville såmænd bare lige høre mig ad, om ikke jeg havde tænkt mig at fortælle dem, at jeg flyttede. Jeg var så flov, og jeg følte mig som et usselt menneske. I dag undrer jeg mig over, hvordan det overhovedet er muligt, at en 13-årig kan sætte sådan noget i værk. Var der ikke nogle voksne, der burde have taget ansvar? Nogle voksne, der burde have håndteret situationen anderledes og gjort noget? Noget andet end at efterleve en teenagers ønske om at komme hjem, fordi hun var utilfreds over, at der blev stillet krav til hende, vel at mærke.
  Tiden, der fulgte, var et virvar af skift mellem mine forældre, endnu en plejefamilie og til sidst forskellige bosteder i Nordjylland – langt væk fra alle, jeg kendte. Kommunen mente, at det var bedst for mig, så jeg ikke kunne stikke af. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke forstå, at der ikke var nogle voksne, der sørgede for, at jeg havde mere stabilitet og tryghed i mit liv. Jeg var trods alt kun 13 år gammel ved min første anbringelse og 15 år gammel ved min sidste. Den rodløshed, jeg følte i de år, har fulgt mig siden, og når jeg i dag sidder her, 26 år gammel, og kigger på de 26 adresseskift, der er registreret i mit navn, så kan jeg godt forstå, at jeg er rodløs og stadig er ved at finde fodfæste igen.

Et holdepunkt 

I årene med de mange anbringelser husker jeg mest at skændes med voksne, især mine forældre. Jeg var til tider et meget udadreagerende barn, og jeg blev god til at kaste med ting, også efter folk. Jeg har arvet et iltert temperament fra mine forældre. Men midt i alt det her mødte jeg Tina. Hun var min kontaktperson på Kernen, som var det første opholdssted, jeg boede på. Hun fulgte mig i knap halvandet år, hvilket var længere tid end nogen anden gjorde. Tina: En varm, rar dame midt i 40’erne. Hun var nyuddannet pædagog, og jeg var hendes første kontaktbarn. Hun blev mit stabile holdepunkt.
  Tina var den første person, som jeg rigtigt knyttede mig til og følte mig tryg hos. Hun fandt ret hurtigt sine metoder til at berolige mig på, når jeg blev vred. ”Skal du nusses?” spurgte hun, og så faldt jeg til ro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun har siddet i fodenden af min seng og masseret mine fødder. Hendes nærvær betød meget for mig. Jeg fik lov til at komme tæt på hende, og jeg følte, at jeg blev lukket ind i hendes liv, også uden for Kernen. Hun tog mig med hjem til sig selv, hvor vi drak te i hendes køkken, og jeg mødte også hendes børn. Jeg tror, at fordi Tina lukkede mig ind i hendes verden udenfor opholdsstedet, følte jeg mig tryg ved at lukke Tina ind i min verden. Tina formåede at tale til og med mig på et niveau, hvor jeg følte, at det var okay at være sårbar og åbne op. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har været decideret sur på Tina, i hvert fald ikke i lang tid. Jeg følte, at vi altid kunne snakke om tingene, og det var en rar følelse.
  Et særligt vigtigt moment med Tina var en eftermiddag, hvor jeg havde råbt ad hende, og sikkert også kastet med noget, hvorefter jeg smækkede med døren ind til mit værelse. Til min store overraskelse fulgte hun efter mig, og hun var vred. Hun råbte, at hun ikke ville finde sig i det, og at jeg skulle opføre mig ordentligt. Så drejede hun om på hælen og lukkede døren efter sig. Der stod jeg tilbage ganske tavs, for måtte hun godt tale sådan til mig? Hun er jo pædagog? Jeg havde ikke troet, at en ansat kunne blive ked af de ting, jeg sagde, og jeg spekulerede over, om jeg måske betød noget for hende. Jeg følte mig i hvert fald set og hørt. Det er én af de situationer, der står mere klart for mig, når jeg tænker tilbage på dengang.
  Tina har fulgt mig gennem hele livet. Ikke fordi vi har så meget kontakt i dag, men fordi hun sommetider er en stemme i mit hoved. Pludselig kan jeg høre hende: ”Ah, Line. Det er måske ikke så god en idé det der.” På den måde har hun været med til at forme mig; hun har skubbet mig i en positiv retning. Jeg ved ikke, hvem jeg var blevet i dag, hvis ikke jeg havde haft hende hos mig dengang. Tina troede altid på mig; hun var ikke bekymret for, hvordan det skulle gå mig. Hun var sikker på, at jeg var både stædig og stærk nok til at klare den.

Andres øjne 

Det er så nemt at tro, at det hele er min egen skyld. At det var mig, der var noget galt med. Når jeg en gang imellem fortæller min historie, er det også tit dét, jeg bliver mødt med. Folk tænker sikkert, at det var mig, der var noget galt med, siden jeg endte i en anbringelse. Det kan jeg desværre også selv komme til at tænke. Men så prøver jeg at huske mig selv på, at der findes forældre, der godt kan overskue at have børn, der råber og smækker med dørene. At der er forældre, der ikke har et alkoholmisbrug eller får en fødselsdepression. At der er forældre, der ikke skændes hele tiden og har en usund relation til hinanden, og som godt kan finde ud af at gå fra hinanden på en god måde. Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre har gjort deres bedste, men deres bedste var bare ikke godt nok. Derfor kan det heller ikke være min skyld, at jeg blev anbragt. Jeg var trods alt kun et barn. Det prøver jeg at sige til mig selv.
  Alligevel er det svært at finde ud af, hvor meget af min fortid jeg skal dele med andre. Nogle gange kan det være så trættende at fortælle min historie. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi folk er uvidende. Det er pludselig ikke kun dem, der tror, at jeg er problemet, der irriterer mig. Det er også dem, der ser på mig og ser en solstrålehistorie. ”Ej, hvor er det flot, at du er kommet så langt,” siger de og klapper nærmest begejstret i hænderne. Men der er ingen af dem, der ved, hvad de taler om. Ingen af dem ser, at jeg ”bare” er Line, for pludselig ser de mig kun som hende den anbragte.
  For nogle år siden troede jeg, at jeg skulle dele min historie med alle, jeg mødte. Når jeg mødte nye mennesker, føltes det som at snyde, hvis ikke jeg fortalte om mine anbringelser. Som om jeg skulle advare dem. Den slags gør jeg ikke længere. For det meste venter jeg med at nævne det for folk, indtil jeg har dannet mig et indtryk af dem, og indtil jeg fornemmer, at de har dannet sig et indtryk af mig. Jeg skammer mig ikke over mine anbringelser, og jeg har intet imod at snakke om det. Men det kan være et svært emne at tale om, når folk ikke kender til at leve i den verden. Mange mennesker forbinder det at være anbragt med, at man har et problem – eller er et problem. Det er uvidenhed, og det er synd, at det skal belyses på den måde, for det gør, at det er svært at tale med folk, man ikke kender, om emnet, uden at føle sig som ”den anbragte”. Det skal ikke forfølge mig resten af livet, at jeg har været anbragt. Jeg har været anbragt, ja. Men jeg er ikke ”hende den anbragte”. 

Totusindeogenogtyve (2021) 

I dag forfølger det mig stadig, at jeg ikke har slået rod. Jeg ville ønske, at det var noget, jeg kunne tale med mine forældre om, men jeg føler ikke, at de forstår alvoren i den ”rodløshed”, jeg har. Jeg føler, at der bliver joket med en alvorlig og trist del af mit liv. Det er derfor blevet et ømt punkt for mig, når mine forældre kommenterer på, at jeg evigt og altid flytter, for allerhelst ville jeg da ønske, at jeg havde følelsen af at høre til et sted.
  Selvom jeg stadig søger efter mening, stadig prøver at bearbejde, hvordan fortiden har sat sig i mig, så er jeg blevet klogere siden dengang. I dag er jeg ved at finde ind til den, jeg gerne vil være. Det er ikke altid nemt, og det er en rejse, jeg må tage med mig selv. Jeg skal lære, at det er okay, at jeg er, som jeg er. Alligevel er jeg glad – og taknemmelig for at have haft mennesker som Tina i mit liv; mennesker, som tror på mig og vil mig det bedste. Gennem livet har jeg ofte følt, at jeg har været overladt til mig selv, og jeg har ikke altid følt mig tryg. Men så er det dejligt at huske tilbage på dengang, hvor Tina sad på min sengekant og masserede mine fødder.

De hvide badeværelsesklinker er tilsølet med mørkerødt blod. Mit blod. Midt i blodpølen sidder jeg halvnøgen og indsmurt. Mine arme og ben er fyldt med aflange åbne sår – og det er langt fra første eller sidste gang. Fra sårene løber der åer af blod, som glider ned af min krop og danner blodsøer på gulvet, imens det blodige glasskår ligger trygt i min venstre hånd. Alt er koldt: Badeværelsesgulvet er koldt, min krop er kold, og efterhånden er det ellers varme blod også afkølet. Det gør ondt, selvfølgelig gør det ondt. Det er smerten og dens tilhørende indre ro, som jeg ihærdigt søger. Smerten giver mig tomhed; tom for tanker, tom for følelser. Det er nu rart at få en pause fra det hele, som fylder alt for meget.
  Min anbringelse startede, da jeg var 13, og endte ikke, før jeg blev 18 år, og i den tid var jeg anbragt på to forskellige opholdssteder. Oprindeligt blev jeg anbragt på grund af vold i hjemmet, som kom til udtryk, når min mor og hendes daværende kæreste skændtes. I starten var min anbringelse kun en midlertidig løsning, så min mor og hendes kæreste kunne få hjælp. Planen var, at jeg skulle hjem igen, så snart de havde fået det bedre. Men sådan gik det altså ikke, fordi jeg ikke ønskede at komme hjem, hvilket gjorde min anbringelse permanent. Min videreanbringelse var således mit eget valg, og jeg ser min anbringelse som den værste tid og samtidig én af de bedste tider i mit liv, hvilket er lidt paradoksalt. 

Når kommunen svigter 

Allerede inden jeg blev anbragt, var kommunen en del af mit liv. I min barndom havde min søster og jeg en støttekontaktperson fra kommunen, der besøgte os hver anden uge, som snakkede med os og tog os på små ture. Vi havde også en aflastningsfamilie, som vi var hos i nogle weekender, men det fungerede ikke. Kommunen var altså godt klar over, at der var noget galt i min familie. Men den hjælp, kommunen kom med, var som brødkrummer, der skulle afspise et hungrende barn – det var langt fra nok. Jeg fandt også ud af i mit voksenliv, at min mor har brugt hele min barndom på sine grædende knæ på at trygle og bede kommunen om hjælp – hjælp til hende, hjælp til mig og hjælp til min søster. Vi levede i en husstand, hvor vi hver især kæmpede med hver vores psykiske problemer, som vi havde svært ved at bearbejde, hvilket selvfølgelig påvirkede vores familiedynamik. Og det kunne min mor godt se, hvorfor hun bad om hjælp. Kommunen svigtede dermed mig og min familie længe inden, at jeg blev anbragt.
  Det var først i min anbringelse, at jeg blev taget alvorligt, og kommunen fik øjnene op for, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Først her fik jeg den hjælp, som jeg så inderligt havde brug for. Min folkeskole har endda altid vidst, at jeg mistrivedes; jeg gik tilmed til skolepsykolog, som jeg krængede mit hjerte ud til. Skolepsykologen havde også kendskab til volden i mit hjem. Men først efter en særlig voldsom episode kom der gang i de offentlige instanser, og jeg fik hjælp ved at blive midlertidigt anbragt. Men hvorfor skete der ikke noget, første gang jeg fortalte skolepsykologen om volden derhjemme? Hvorfor skred kommunen ikke tidligere ind og hjalp en kvinde og hendes to børn med at komme ud af et voldsramt hjem? Hvordan ville vores liv have set ud, hvis min familie og jeg havde fået den hjælp, som vi så desperat havde brug for? Jeg ville måske aldrig have været anbragt? De spørgsmål hjemsøger stadigvæk mig og resten af min familie. Men én ting er sikkert: De offentlige instanser, der er sat i værk for at hjælpe samfundets borgere, både voksne og børn, kan fejle. Og når de gør, så svigter de dem, som det er meningen, at de skal hjælpe.

Kampen for kontrollen 

Mit første anbringelsessted var ”Ahornvænget”, og her var det meningen, at jeg kun skulle bo over sommerferien, altså ca. to måneder, hvorefter jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Det vurderede kommunen var bedst for mig. I de to måneder følte jeg et frirum, som jeg ikke ville give slip på. Jeg ville bare ikke tilbage til det belastende miljø, jeg ville være fri – for tanken om at komme hjem til min mor igen føltes som enden på alt. Hver dag gik jeg og frygtede dagen, hvor min mor ville komme og hente mig. Men inden tiden rendte ud, havde jeg et møde med sagsbehandleren, hvor jeg argumenterede min sag; jeg ville ikke hjem til min mor. Kommunen gav mig yderligere to måneder og dermed en ny deadline – timeglasset blev vendt på hovedet, min anbringelse blev nulstillet. Jeg kunne leve og ånde frit lidt endnu. Men med den nye deadline kunne jeg også se frem til flere måneder fyldt med frygt for at blive sendt hjem igen og følelsen af ikke at være i kontrol over, hvor jeg boede. Et helt år gik med denne cyklus, hvor deadlinen blevet flyttet med få måneders mellemrum; en cyklus fyldt med følelser af frihed, frygt og usikkerhed. Jeg følte, at jeg levede på lånt tid – og det var ikke mig, der havde kontrollen over hvor meget tid; det var kommunen og min sagsbehandler.
  Et gennemgående tema for min tid som anbragt var kontrol - eller nærmere mangel på samme. Jeg følte, at det var alle andre end mig, der var i kontrol over mit liv: pædagogerne på opholdsstedet, kommunen og sagsbehandleren, min mor, min skole og mine skiftende psykologer. De havde alle sammen en indflydelse på forskellige områder af mit liv.
  Jeg så mig selv som et kommunebarn, hvor det var pædagogerne, der overtog forældrerollen, så selvfølgelig bestemte de også alle de traditionelle ”forældreting”, såsom senge- og spisetider. Derudover besluttede kommunen og sagsbehandleren, hvad der var bedst for mig, hvad jeg havde behov for og dermed også, hvad vi skulle arbejde henimod. Jeg fik altid at vide, at de havde fokus på ”barnets tarv”, at de havde min bedste interesse i sinde. Det var rart, at de kæmpede min sag, men det føltes selvmodsigende, når de alligevel kunne tage beslutninger, som jeg ikke følte var i min interesse, som eksempelvis at arbejde henimod, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Jeg blev selvfølgelig hørt i min sag, og jeg følte, at de lyttede til, hvad jeg havde at sige og tog det til efterretning. Det gav mig en følelse af kontrol. Men sandheden er, at jeg ingen kontrol havde over de beslutninger, der blev truffet. I sidste ende kunne ansatte på kommunen, som jeg aldrig havde mødt, og som aldrig havde mødt mig, men kun læst om mig i sagspapirer, tage beslutninger om mit liv hen over hovedet på mig. Derudover havde min mor også juridisk ret til at hente mig hjem til enhver tid og dermed slutte min anbringelse, hvis hun ville det, da min anbringelse var frivillig. Hvor jeg boede var således ikke i min kontrol; den beslutning lå udelukkende i andres hænder end mine egne.
  Herudover var der også andre, der ville have en bid af kagen i forhold til at bestemme over mit liv, såsom skolen og psykologerne. Selvom skolen i mange år var mit frirum fra de ting, der skete derhjemme, blev jeg tvunget til at dække mine selvskadear til. Ikke for at skåne mig, men for at skåne de andre elever for synet. Selvfølgelig skulle jeg nok dække mig til, hvis jeg havde sår, men selv når jeg kun havde lyserøde ar, var det bedst, at jeg ikke viste dem frem. Jeg havde altså ikke fuld kontrol over, hvilket tøj jeg måtte have på i skolen – t-shirts, nederdele og shorts måtte blive hjemme i skabet. Og så var der psykologerne, der også havde en indflydelse, da de gav mig forskellige diagnoser, hvorved de var med til at definere, hvem jeg var og dermed kontrollerede, hvad der skulle ske fremadrettet for at hjælpe mig.
  Mit liv var et spindelvæv, hvor jeg befandt mig i midten. Edderkopperne udenom mig vævede mit spind, mit liv, ind i forskellige retninger og mønstre, som de tænkte var bedst for mig.
  Selvskade var én af de måder, jeg kunne genfinde en følelse af kontrol. Jeg var ikke i kontrol over, hvilke beslutninger der blev taget om mit liv, hvor jeg boede, hvad jeg måtte og ikke måtte, hvad der var galt med mig, og hvad der skulle ske med mig. Ligeledes anvendte jeg selvskade til at ”bevise” over for kommunen, pædagogerne og andre offentlige instanser, at jeg faktisk havde det dårligt, og at jeg derfor var berettiget til hjælp. Der skulle altså mere end ord til. Værst af alt var selvskade en måde, hvorpå jeg kunne kontrollere, hvad jeg følte og tænkte. For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv. Jeg havde – og har stadigvæk i dag – problemer med tankemylder, og jeg havde ingen kontrol over, hvor dårligt jeg havde det; det var, som om at lige meget hvad jeg gjorde, så var der altid en mørk regnsky over mit hoved. Men når jeg skar i mig selv, blev mit hoved tomt. Jeg følte intet, hverken glæde eller ked af det-hed, og jeg mistede evnen til at tænke. Sådan kunne jeg kontrollere, at jeg i hvert fald ikke havde det dårlig for en stund; jeg kunne styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den. Men den kontrol mistede jeg også. Jeg blev afhængig af at selvskade, afhængig af følelsen af tomhed, så i sidste ende kunne jeg alligevel ikke styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den.
  Da jeg var 14 år, blev jeg træt af det hele. Jeg gad ikke mere, jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke længere overskue at være ked af det og have det så dårligt, som jeg havde det. Der var ikke mere at gøre, jeg havde gjort alt, men det var aldrig nok. Derfor prøvede jeg at begå selvmord to gange på en weekend. Det mislykkedes begge gange. Jeg havde endelig taget mig sammen til at ende det liv, som jeg så inderligt ikke ønskede at leve længere, og så fejlede jeg. Og heldigvis for det! 

Mælkebøttebørn 

For selvom jeg ikke har haft et nemt liv, har jeg i dag genvundet kontrollen over mit eget liv. Selvfølgelig er der ting, som jeg ikke kan kontrollere, såsom vejret, sygdom eller om mit cykelhjul er fladt - men sådan er det jo for alle. Det er ikke dér, mit fokus er. Mit fokus er på det, som jeg kan kontrollere; mig selv og hvordan jeg ser verden. Og ved at have det fokus har jeg således genvundet kontrollen over mit liv.
  I mine unge teenageår beskrev jeg, at jeg ikke ville blive 18 år gammel, at jeg nok ville være død inden da. Og selv hvis jeg blev 18, tænkte jeg, at fremtiden ville være lige så bidsk, som min fortid var. Men sådan blev det ikke! Da jeg blev 18 år, følte jeg trangen til at flyve fra reden, også selvom jeg havde fået efterværn og dermed muligheden for at blive boende på opholdsstedet. Jeg havde igennem de sidste par år fået det gradvist bedre og fik derfor lysten til at klippe snoren til kommunen – lyst til at prøve at stå egne ben uden krykker.
  I mine nu 23 år har jeg brudt samtlige statistikker for anbragte unge; færdiggjort en gymnasial uddannelse med sort hue og fuldført en bachelor på universitetet med henblik på at fuldføre kandidaten. Men vigtigst af alt, så har jeg det godt. Jeg har ikke selvskadet i flere år, og jeg elsker at leve. I dag er jeg en smilende, positiv og energisk person, som er markant anderledes end den deprimerede pige med regnskyen over hovedet. Jeg er kommet længere, end hvad jeg selv og andre troede var muligt. Men selvom jeg nu ser fremad, er fortiden dog stadig en vigtig del af min historie og derfor også en vigtig del af mig, for den har jo gjort mig til, hvem jeg er i dag, som jeg er så stolt af. Mine ar er fysiske levn fra min fortid, og jeg skammer mig ikke længere over dem; de er en del af mig lige så meget som min næse, mine ører og mit hår. Derfor skjuler jeg dem heller ikke længere; jeg viser dem gerne frem som bevis på, hvor jeg kommer fra, og hvor langt jeg er kommet. Jeg har kæmpet en brav kamp med mig selv, systemet, andre og især min mor for at komme hertil. Hele min anbringelse har føltes som en kamp mellem mig og min mor, da hun altid har kæmpet for at få mig hjem til hende, og jeg altid har kæmpet for at forblive anbragt. Vores forhold har derfor været meget anspændt, men det er heldigvis blevet langt bedre i dag. Jeg har dermed fundet fred med mig selv, mine ar, min fortid og min mor. Fortiden bestemmer ikke længere over mig – jeg bestemmer nu, jeg har kontrollen. Hver dag lever jeg mit liv efter mottoet: ”Si vis pacem, para bellum.” Oversat: ”Hvis du gerne vil have fred, så forbered dig på krig.” Det betyder, at du må kæmpe for at få fred med dig selv, dit sind, din fortid og andre mennesker. Kampen kan dog virke lang og uoverskuelig. Men det er det hele værd!
  En pædagog beskrev mig engang som et mælkebøttebarn, men jeg tænker, at det er meget sigende for alle anbragte unge. Mælkebøtter har den fantastiske evne til at vokse op gennem alt, ja, selv gennem asfalt. Så mælkebøtter har, ligesom alle anbragte unge, evnen til at blomstre op i al sin smukhed efter at have vokset op i et barskt miljø og kæmpet sig igennem et hårdt grundlag - også selvom alle odds er imod dem.
  I 2020 var over 11.000 børn og unge anbragt. Det er over 11.000 anbringelsessager, som er vidt forskellige – forskellige kommuner, forskellige historier, forskellige ønsker, forskellige mål. Og man kan ikke skære alle 11.000 anbringelser over én kam. Så hvordan kan mediernes fremstilling af dem - og vigtigst af alt: kommunens beslutninger om dem - så gøre det? Det er derfor, at jeg ser denne bog som vigtig – sammen kan jeg og de andre forfattere fortælle hver vores unikke anbringelseshistorie, hver vores mælkebøttehistorie, og dermed sætte fokus på, hvordan ikke én anbringelseshistorie er magen til den anden. Sammen kan vi, ligesom mælkebøtter, sprede vores frø med vinden i håb om, at de falder ned et sted og slår rod. Så giv os et pust med på vejen, og lad være med at se os som samfundets ukrudt.

Skovklosteret, Næstved 

Jeg knappede den lyseblå skjorte med gøyeskjoldet for sidste gang. Iførte mig min lange, hvide nederdel og så frem til, at min hat blev udskiftet med en studenterhue. Min Half Windsor slipseknude havde aldrig været mere elegant, men jeg havde også brugt fire år på at binde den til perfektion.
  Min seng på sovesalen var sjusket den dag. Mit hummer var langt fra pakket. Det stod uberørt hen, mens jeg trak op i klæderne, så det hvide stof ikke blev snavset af brostenene. Hen over Grønne Plads med bøge skoven og åen for foden af plænen, forbi træerne ”de syv søstre” og op i den prominente spisesal.
  Kostskolen var mit hjem, og den husede et utal af børn og unge som også lod dagligdagen gå sin gang blandt de gamle bygninger. Fælles for mange var dog, at de kom fra velhavende familier, fra slotte og herregårde landet over. Med familievåbenskjold og Bentley’er. Sådan var jeg ikke, tværtimod.
  Da jeg blev født, boede mine forældre på Christiania. Der blev de gift og boede en årrække, indtil hashen blev udskiftet med hårdere stoffer. Kort efter min fødsel forvandlede mine forældre os til en nomadefamilie. Vi boede mange steder på få år, men vi endte i Dianalund.
  Da jeg var to år, blev jeg tvangsfjernet. Min storebror og jeg blev sammen anbragt på et børnehjem i Slagelse, hvor de adskilte os. Folk kom for at se os, og så gik de igen. Sådan foregik det i et lille års tid, før jeg kom hen til min første plejefamilie. 

Tivoli i baghaven, Ruds Vedby 

Da jeg var helt lille, boede mine forældre i et hus med en svalegang, der samtidig fungerede som altan. Servicet i køkkenet var lavet af blåt, halvgennemsigtigt plastik med en nubret overfalde. Vi spiste hjemmelavet øllebrød, som måske er den eneste ret, min mor nogensinde har lavet. Pengene var små og samværene sjældne, misbruget stort og forventningerne høje. Det var sommer, og der var netop ankommet et omrejsende tivoli, som havde placeret sig bag hækken til baghaven. Min far tog en boltsaks og klippede hegnet op, og ubemærket kravlede vi ind til de svimlende karruseller og de mange lys, der blinkede i alverdens farver.
  Jeg fik huller i ørene den dag. Hvordan min mor betalte, erindrer jeg ikke, men jeg vidste, at hun ikke havde nogen penge. Jeg stod ved en fiskedam og fiskede efter sølvpapirskugler, da min far blev gal på en anden mand. Det hele eskalerede, og min far fik blod på trøjen, som til dels var den fremmedes og dels sit eget. Men det var sådan, han var. Jeg trak ikke en mine, men vendte stille tilbage til fiskedammen. Jeg var vant til det. 

Stationspladsen 2A, Sorø 

Senere flyttede mine forældre til Sorø. Vi boede i en lille lejlighed mellem togperronen og busterminalen på Sorø Station. Først i stuen og senere på første sal, som lå i forlængelse af venteområdet og en lille stationskiosk.
  Jeg delte værelse med min lillesøster hos mine forældre. Vi havde en køjeseng, men vi overnattede aldrig. Nætterne blev brugt hos plejefamilien. På væggen ved den øverste del af køjesengen hang der en stor sliksut med grønne og røde striber. Jeg havde aldrig før set eller haft så stort et bolsje, så jeg sparrede på den og gav den kun et slik i ny og næ.
  Badeværelsesgulvet i vores københavnerbad var beklædt med skumtal. Stuen havde gamle lædersofaer, som lugtede fælt af min fars cerutter og alkoholsjatter. Mine forældre havde ikke et rigtigt fjernsyn, men de havde et lille apparat på 10x10 centimeter, som nogle gange kunne få signal, så vi kunne se tv i sort/hvid. Hjemmet var snavset og rodet. Der var tilrøget, indelukket og meget beskidt. Så beskidt, at man kunne mærke snavset sætte sig fast på håndfladerne, hver gang man rørte ved noget. Hvis du nogensinde har været på en af Københavns s-togsstationer, så kender du den helt nøjagtige lugt.
  Min far sad ofte i den samme lænestol. Nogle gange blev jeg usikker på, om han var i live. Øjnene vendte det hvide ud af, og halvdelen af kroppen var reelt set ikke i stolen. Min mor bad os af og til om at gå ud for at lege på perronen, når hun ikke kunne overskue os. Så jeg legede ofte med de børn, som stod og ventede på regionaltoget med deres forældre. Mine forældres hund blev engang kørt ned af et gennemkørende tog; efter den episode legede jeg ikke længere på perronen. 

Rastepladsen, Tystrup Sø 

Hvis det stod til mine forældre, var samværet blevet skiftet ud med en permanent adresse hos dem. De havde svært ved at sige farvel og forsøgte at overtale mig til at blive. At jeg selvfølgelig ikke skulle lytte til dem, som ikke anede noget om vores familie. At jeg ikke behøvede en plejefamilie. At de som det mindste kunne agere aflastningsfamilie.
  En dag tog jeg min bamse under armen og krydsede over busholdepladserne, da min mor begyndte at råbe og farede hen mod bilen: ”Hvis du tager hende, så slår jeg dig ihjel!” skreg hun til min plejemor.
  Hele turen hjem havde jeg lyst til at spænde selen op, åbne døren og gribe fat i en af lygtepælene og være midt i intet af det. Mine forældre var, hvad jeg ville have, men min plejefamilie kunne give mig det, jeg havde brug for.
  Jeg måtte ikke længere have samvær hjemme hos mine forældre, så jeg lærte alle rastepladser, alle huller i vejen og lapninger fra Næstved til Sorø at kende. Alle bakker og dale, hvor Susåen krydsede gennem landskabet. Det var herude i ingenting, at samværene skulle holdes fra da af. 

Kommunekontoret, Degneparken 

Da jeg var fem, bildte kommunen mig ind, at mine forældre tog medicin, og det var, derfor vi ikke kunne bo hjemme hos dem. Det var også grunden til, at de ikke altid var så friske, når vi havde samvær og nok også årsagen til, at der nogle gange gik halve eller hele år mellem samværene, fordi de ikke magtede det; fordi de glemte mig. Jeg kunne se, at mine forældre ikke fik det bedre, så jeg spurgte pænt min daværende socialrådgiver, om mine forældre kunne få noget hjælp til ikke at tage medicin, for det ville nok være bedre for dem.
  Igennem min barndom har jeg været til et utal af møder med socialrådgivere og sagsbehandlere på kommunekontoret. Det føltes altid som at træde ind i en lægeklinik. Der var usædvanligt stille, selvom der var masser af mennesker. Vanddispenseren lavede store bobler, hver gang nogen tog et glas vand. Det var på kommunen, at jeg lærte at drikke kaffe med sukkerknalder. Det var ikke et synderligt børnevenligt sted, og jeg brød mig ikke om at skulle tale med en fremmed dame, hver sjette måned. 

Kongevejen, Jylland 

Da jeg var syv, flyttede mine forældre til Jylland. De var overbeviste om, at hvis de flyttede væk, så ville jeg blive hjemgivet. De flyttede ind i et underligt, rødt murstenshus, hvor hele stueetagen var lavet om til garage. Væggene i stuen var gule, og mine forældre havde sat grene op langs loftet, så deres lille silkeabe kunne løbe frit omkring.
  Når jeg besøgte mine forældre i Jylland, tog jeg selv toget. Nogle gange havde jeg min lillesøster med, men det gjorde det kun vanskeligere, når jeg skulle have overblikket over, hvilken station vi var på, hvornår vi skulle af for at skifte over til det næste tog og samtidig sørge for, at vi fik alt med os og underholde hende. Rejsen derhen tog nogle gange syv timer – jeg så mine forældre i maks. fire.
  Mit nye værelse var tomt. Jeg opbevarede mit legetøj i en flyttekasse, der var blevet brugt til at transportere et helt hjem over Storebælt. Jeg rodede forsigtigt rundt i kassen, da jeg stødte på en kanyle, som tilhørte mine forældre. Der var mange. Nogle var løse og brugt, andre var stadig indpakket i knitrende plastik. Men jeg skelnede ikke mellem brugt og ubrugt, når jeg vidste, at intentionen var den samme; at injicere sig med hvad alle kaldte for ”medicin”. Jeg trak min bluse ud, så den dannede en lille fordybning, placerede mine fund og valsede hen til mine forældre. Min mor blev gal på mig. Hun sagde, at det ikke var noget, jeg skulle snage i.
  Min far løb altid efter toget, når jeg skulle hjem, og fløjten havde lydt - helt indtil benene ikke længere kunne følge med, og han var efterladt for enden af perronen. For mig har togene givet liv og taget liv, skabt glæde, kaos, vrede og sorg. 

Statusmøde, Rådhusvej 

Jeg var lige fyldt ti, da jeg en dag i maj fik at vide, at min mor havde taget sit eget liv ved at give slip på sin hund og falde hovedkulds ud på togskinnerne.
  Efter min mors død forandrede min far sig. Han havde aldrig været en særlig rar mand, men med min mors død blev vreden kun værre. Han så hende i mig, og han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det. Min lyst til at se min far forsvandt fuldstændig. Jeg orkede ikke længere hans vrede, hans uansvarlighed og at jeg skulle agere forælder for min egen far. Men selvom jeg var meget resolut i min beslutning, var det svært at overbevise andre om, at min beslutning om ikke at se ham mere var den rigtige.
  Kommunen fortalte mig, at han var en rar mand, og at jeg ikke kunne sige fra overfor samværet. Jeg begyndte at blive væk, når jeg vidste, at han kom. Jeg lavede aftaler med venner og veninder eller opholdt mig i skoven eller på skolen for at undgå ham. Jeg blev spurgt hver måned af plejeforældre og socialrådgivere, om jeg nu ville se ham. Jeg blev ved med at sige nej.
  Til et statusmøde på kommunen sagde min socialrådgiver, at jeg klarede mig så godt, at min far kunne komme og tage mig, hvis han ville. For han var jo en rar mand, og han virkede ikke så påvirket til møderne. Sådan blev det ved i otte år. 

Alléen, Næstved 

Da jeg blev 14, havde jeg fået nok af skiftende plejefamilier, og jeg bad derfor om at komme på kostskole. Men det mente min socialrådgiver ikke. Jeg agiterede med, at hvis jeg ikke kom afsted, så ville jeg ikke færdiggøre niende klasse, få en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, som så ville resultere i, at jeg ikke ville få et job, og at hun i stedet for ville skulle udstede bistand til mig resten af mine dage. 

   Jeg blev optaget på kostskolen få måneder senere.
  I fire år fik jeg lov til at være kostskoleelev i stedet for at være ”det anbragte barn” eller ”pigen med den døde mor”. Jeg havde i forvejen et børnehjem og seks plejefamilier med i bagagen. Jeg har boet i 19 forskellige huse, og sammenlagt har jeg haft 21 søskende. Mange af de steder, jeg har boet, var ikke gode. Jeg har haft plejefamilier, hvor de tog så hårdt fat i mig, at jeg fik mærker. Hvor de slog mig med knive. Eller trommestikker. Hvor de ydmygede mig foran venner. Jeg har sovet på trappeopsatser, fordi plejebørnene ikke havde et værelse. Brækket mig af frygt. Jeg har sovet i en kælder med skimmelsvamp og asbest i flere år. Jeg har gået 20 kilometer på bare tæer i minusgrader, uden jakke og i hullet tøj, fordi mine tøjpenge ”forsvandt”, og ingen gad køre mig. 

Akacielunden, Roskilde 

Jeg tog direkte hen til gymnasiefløjen, hvor jeg vidste, at mine veninder skulle ind til deres sidste eksamen. Jeg var der tidligt, for det var vigtigt for mig. Nok fordi de var dem, som havde indtaget den mest familiære rolle gennem de sidste fire år. Det vrimlede frem med forældre og søskende for at lykønske, giver huer på og holde picnic med champagne på de opsatte bordebænkesæt. Min plejemor kunne ikke komme, fordi hendes arbejde vurderede, at det ikke var relevant, da jeg ikke var hendes barn.
  Jeg var frygtløs og frygtsom på én og samme tid. Jeg var godt klar over den aftale, jeg havde indgået med kommunen: at jeg kunne bibeholde min anbringelse til den dag, jeg blev student. Jeg var stolt over, at jeg havde gennemført gymnasiet. Ikke nok med, at jeg havde overhalet hele min biologiske familie indenom, så var jeg blevet student fra et af landets mest præstigefyldte kostskoler – og samtidig blevet hjemløs. Der var nemlig ikke blevet lagt en plan for mit efterværn, mit forhold til min plejefamilie var dårligt - og i øvrigt ophørt - og selvsagt kunne jeg ikke bo på kostskolen som dimittend. Men jeg blev et par ekstra dage for at pakke mit hummer sammen og finde ud af, hvor jeg nu skulle hen.
  Min venindes mor kom forbi skolen, da hun så mig for enden af den lille gade. Hun rullede vinduet ned og råbte til mig, hvad jeg dog lavede. Jeg gik hende i møde, mens jeg forsøgte at tale udenom. Hun rynkede panden, da jeg forklarede hende, at jeg ikke længere havde et sted at bo. Hun tog mine papkasser ind i bilen og sagde: ”Nu tager du med hjem.”
  Jeg boede hos hende i et halvt år, hvorefter jeg sammen med min veninde flyttede videre. Vi boede sammen i to år, og endelig fandt jeg hjem.

‍

Som 3-årig blev jeg anbragt hos min plejefamilie. Min plejemor og plejefar tog mig til sig, som var jeg deres egen og i dag er de min mor og far. Den 15/05 2021 mistede jeg desværre min far. 

Kære far 

Jeg har valgt at dedikere min historie til dig, min far, Leif. Selvom du ikke kommer til at læse den, så skal du vide, at du har betydet alt for mig, og uden dig og mor ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er. Jeg er ked af, at du ikke er der til at følge mig hele vejen til målet, men at du har valgt at åbne dit hjerte og være den far for mig, som jeg aldrig fik, vil jeg altid være dig evig taknemmelig for. Du har været den bedste far, jeg nogensinde kunne drømme om. 

Din Simone

‍

”Ring, ring, ring” Jeg farer sammen og rækker straks min arm ud til siden. ”ring, ring, ring” Mine fingre føler sig frem. Lettelsen går igennem mig, da de endelig støder på telefonens kolde skærm. Alarmen slukkes for en stund. Jeg lægger mig tilbage. Lukker øjnene. Her i morgenstundens spæde mørke findes kun mine egne tanker. Mine egne følelser. Mig. Jeg slår øjnene op igen og svinger fødderne ud over sengekanten. På vej hen til mit skab får jeg øjenkontakt med mit spejlbillede og stopper op. Jeg ser på mig selv. Blikket i mine øjne er tomt, imens jeg dækker mig selv til i en maske af sminke, sætter håret op i en høj hestehale og skyder brystet frem. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den dag, der venter mig forude.
  Jeg forlader min hoveddør og sætter mig ind i skolebussen, der tager mig derhen, hvor jeg er anderledes. Det er svært at se ud ad den støvede rude. Jeg tørrer hurtigt og forsigtigt den tåre bort, der har sat sig i min øjenkrog i frygt for, at nogen skulle have set den.
  Skolen toner sig frem i horisonten foran mig, mens bussen kommer nærmere. Jeg stiger ud af bussen og går op imod den røde murstensbygning. Jeg står stille og betragter den. Jeg overvejer, om jeg kan nå at vende om. Men jeg står tryllebundet og stirrer på glasdøren. Jeg står endnu en dag ansigt til ansigt med den dør, som min lærer lukkede. Dengang hun knuste mine drømme om fremtiden. Dengang hun fortalte mig, at jeg nok bare skulle være glad og stolt, hvis jeg gennemførte 9. klasse. At jeg nok ikke skulle sætte mine forventninger til fremtiden for højt. Det er jo blot en glasdør, som fysisk skiller mig fra den klasse, jeg går i. Men alle de døre, der gentagne gange er blevet smækket i hovedet på mig, ser jeg nu for mit indre blik. De har efterladt mig i en slags labyrint af lukkede døre. En labyrint jeg selv må finde rundt i, frem til en åben dør, som vil vise mig vejen frem og ud. Den uforståenhed jeg følte dengang. Som jeg stadig føler. For hvorfor skulle jeg ikke kunne komme længere end 9. klasse? Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå lige så langt som mine klassekammerater? Jeg kaster tankerne fra mig, trækker vejret dybt, og åbner glasdøren. 

Svigtet og vred 

Som 3-årig blev jeg sammen med mine søstre fjernet fra min mor. Hun havde et enormt alkoholmisbrug, der gjorde, at hun ikke var i stand til at tage sig af os. Hos min far var der ikke meget hjælp at hente; han var selv glad for at ty til flaskerne, og så døde han i en drukneulykke, kort inden jeg fyldte tre år. Vi røg derfor akut på børnehjem, hvor vi boede i fire år, inden vi blev anbragt i vores plejefamilie.
  Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” På vej hen til mit klasselokale passerer jeg en mor, som er ved at hjælpe sin søn af med overtøjet. Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på. Jeg siger ordet mor højt inde i mig selv. Det ord føles fremmed, når jeg tænker på hende. Hun er ikke længere min mor. Jeg ser min lærer ud af øjenkrogen, da jeg går ind i klassen, og sætter mig på min plads. Hun begynder at snakke om et eller andet, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Det eneste, jeg hører, er flasker, der klirrer mod hinanden, og jeg mærker den stærke lugt af spiritus og tobak. Det føles næsten som at være tilbage. Det giver mig kvalme.
  Jeg overvældes af en vrede over, at min mor svigtede mig, at hun valgte værtshus og alkohol frem for mig, at hun efterlod mig ved gamle mænd, at hun ikke hentede mig fra børnehave, at jeg endnu engang stod tilbage. Jeg vågner fra mine tanker, da jeg mærker mine fingre bore sig længere ned i det bord, jeg sidder ved. Jeg ser hurtigt rundt for at se, om nogen har lagt mærke til min vrede. Jeg får øjenkontakt med min veninde, der sidder længere nede i lokalet. Jeg smiler sukkersødt til hende; et smil, der hurtigt bliver gengældt.
  Vi er heldigvis veninder. Det er ikke altid, at jeg er så heldig. Der var for eksempel dengang i 3. klasse. Jeg havde mødt en potentiel veninde dagen inden, det troede jeg i hvert fald. Den efterfølgende dag spørger jeg hende, om vi skal lege. Her bliver jeg mødt med: 

“Jeg må ikke lege med dig. Fordi min mor siger, at du er sådan en, man skal holde sig fra.” 

Sat i bås 

Mit blik fanges af viserne på klassens vægur. Tik tak, tik tak. Klokken er 11:10. Ud fra sekundviseren kan jeg se, at den snart slår 11:11. Fem, fire, tre, to, en … Visernes evindelige tidsrejse minder mig om dengang, min skulder gik af led. Eller rettere første gang den gjorde. Og anden gang… Et enkelt slag i en dum leg skulle der til, bare fordi klokken slog 11:11. Dette resulterede i, at min plejemor og jeg endte i et konsultationsrum sammen med en høj, tynd kirurg med tilhørende tyndt hår. Dette skulle vise sig at være et skæbnesvangert møde. Jeg trådte ind ad porten til ortopædkirurgisk ambulatorium på hospitalet som mig selv - som Simone med en dårlig skulder. Med lugtene af gummi, sprit og syge mennesker i mine næsebor fik jeg ellers at vide: “Sæt selv din skulder på plads.” Det tog dog 24 timer, før min skulder kom på plads. Dette alene efter min plejemor og en sygeplejerske med tvang fik en læge til det.
  At stå foran et menneske, der på forhånd havde sat en label på min pande, hvor der stod “opmærksomhedssøgende anbragt teenagepige med ondt i sjælen, som rev sin egen skulder af led med vilje.” At få fortalt, at der ikke var noget galt med min skulder, men at der var noget galt med MIG. At det var klart, at man med min fortid, havde det svært. Jeg trådte ud brændemærket og sat i bås som plejebarn. Og nu psykisk syg.
  Det satte dybe spor og blodige ar i min psyke, og jeg udviklede såkaldte funktionel le lidelser. På baggrund af denne stigmati sering og min dårlige samvittighed herom begyndte troen på, at det var mig, der var forkert, at brede sig. Derfra mærkede jeg for alvor frygten for at være mig – nok mest af alt at vise andre, hvem jeg er. Jeg fik en følelse, som jeg aldrig før havde mærket. En følelse af at blive spist op indefra af en parasit, der overtager hver eneste celle i min krop. Følelsen af angst.
  På grund af de funktionelle lidelser og min angst begyndte jeg at få anfald, hvor jeg besvimede og lå og rystede. Min lidelse gjorde også, at jeg vågnede op en dag og var kortvarigt blind på mit højre øje. Kort sagt endte jeg med at bryde sammen. Den oplevelse, som jeg havde på hospitalet, gjorde mig angst, og jeg følte mig for første gang sådan rigtig anderledes. Jeg fik for alvor angst for ikke at passe ind. Angst for ikke at være god nok. At jeg nu ikke længere kunne de samme ting som mine venner, gjorde det ikke bedre. Jeg var ikke i stand til at være væk fra mine plejeforældre i længere tid, fordi jeg frygtede at besvime.
  “Ik’ fald om, ik’ fald om.” Jeg kan mærke svimmelheden, og det sortner for mine øjne. Jeg holder hårdt fast om den dørkarm, jeg læner mig opad. Mit hoved dunker, og jeg ryster over hele kroppen, så det er svært at stå oprejst. “Ik’ fald om.”
  Jeg blev ked af det, hver gang det skete, fordi jeg ikke længere kun var den anbragte, nu var jeg også hende den syge. Mine venner blev også bange for at være alene med mig, fordi de frygtede, at jeg ville besvime. Så jeg endte med mest at være for mig selv eller sammen med min familie, som altid stod klar og var der for mig når og efter, at det skete. Mine bedste veninder inviterede mig ikke længere til deres arrangementer. Jeg blev så ked af det, at det triggede min hjerne, og jeg besvimede foran dem. Det gjorde bestemt ikke min situation bedre. Jeg var blevet ensom. 

En ny start? 

“Hej mit navn er Simone; jeg bor hos min mor og far. Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg går meget op i kost og træning.” 

Jeg startede på efterskole i 10. klasse og var fast besluttet på, at jeg var Simone, og ingen skulle vide, at jeg var anbragt, eller min mor havde et misbrug. Ingen måtte vide, hvad der gemte sig bag min maske.
  En løgn, der blev større og svære at forsvare; en løgn, der stille og roligt krakelerede. 

“Hvorfor hedder du Lorentsen, når din mor hedder Rasmussen?” 

“Øh, fordi jeg fik navnet fra, da min mor var ung.” 

“Hvorfor kalder du aldrig dine forældre for mor og far?” 

“Fordi det gør vi bare ikke hjemme hos os.” 

Jo mere de spurgte og undrede sig, jo mere blev jeg nødt til at tænke på min fortid, og jo hårdere blev det at gå på efterskole. Men jeg var så bange for at miste dem, hvis de kendte den rigtige historie. 

“Jeg føler, at du har været falsk og holdt os for nar.” 

Så det endte med, at jeg mistede mine venner alligevel, fordi masken og facaden fyldte for meget. 

Reddet på målstregen 

Jeg står tilbage ved den røde murstensbygning foran det gule busstopskilt. Jeg venter, venter på den grønne skolebus, som skal bringe mig hjem. Men hjem til hvad? Endnu en socialrådgiver, der venter på mig, så jeg igen skal flytte? Jeg magter det ikke. Det at skulle agere hoppebold igen. Frem og tilbage mellem ølflasker, cigaretrøg, bodegaer på række, en gammel mands lejlighed og en døgninstitution, der dyrkede det usunde forhold, jeg havde til min mor, hvor hun stadig prioriterede alkoholen over at møde op til vores samvær, for så at lande midt i et hjem. Et hjem. Et rigtigt hjem, som tager sig af mig. Som lader mig være det barn, jeg har brug for at være. Som giver mig pladsen til at være mig. Jeg vil for alt i verden ikke være en hoppebold.
  “Jeg klarede den!” Jeg klarede endnu en dag, og jeg bor stadig hjemme. Jeg træder ind ad min plejefamilies hoveddør og ånder lettet op. Jeg omfavner min plejemor. Det gør jeg hver dag, fordi hun minder mig om de gode ting, jeg har i mit liv, og om den kamp, vi sammen kæmper hver dag. Hvis ikke min mor, som jeg kalder min plejemor nu, er der til at gribe mig, når jeg har haft en dårlig dag eller er blevet ked af det, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
  Jeg har siddet rigtig mange gange ulykkelig og frustreret og snakket med min mor om, hvad der var svært. Det kaldes kognitive samtaler. De har hjulpet mig til at arbejde med mig selv og komme op af det sorte hul, jeg nemt kommer ned i. Der hvor jeg gemmer mig og mine følelser væk på mit eget værelse, fordi det er nemmere ikke at snakke om det. Der har det hjulpet at kun ne snakke om, hvorfor jeg ikke føler mig god nok; at jeg er bange for at miste min familie; at kommunen ville tage mig væk.
  Jeg blev beriget med den dejligste familie, der ikke udviste andet end kærlighed og omsorg. De mennesker, som tog mig ind som deres egen. De mennesker jeg i dag kalder mor og far. De mennesker, som gav mig deres efternavn og gør, at jeg nu stolt kalder mig en Lund Rasmussen. Deres kærlighed og anerkendelse har givet mig troen på mig selv, og modet til at åbne op og være ærlig omkring mit liv og min fortid. Måske vigtigst af alt at turde gå efter mine drømme og have overskuddet til at hjælpe andre børn og unge, der er i samme situation som mig. De har reddet mig og gør, at jeg hver dag er tættere på at kunne kalde mig en mønsterbryder. Det er de mennesker og den udvikling, der betyder noget for mig. Jeg er evig taknemlig for, at min familie (specielt min mor og far) har været der for mig – også når det blev svært, og de ikke gav op, når jeg selv gjorde.
  Jeg skubber døren op til mit værelse. Jeg ser mig selv i spejlet. Mine øjne er ikke længere tomme. Jeg mærker gnisten. Blinker og smiler til mig selv, “du sgu egentlig go’ nok, Simone, anbragt eller ej.” Jeg træder et skridt tilbage og ser mit liv udefra. Står kort og betragter masken. Så lukker jeg mine øjnene og trækker vejret dybt, løsner håret fra elastikken og skyder brystet frem. Jeg åbner mine øjne. Nu ser jeg Simone. Jeg håber, at jeg en dag kan blive helt fri for masken. At jeg en dag kan møde verden, som den jeg er. Som Simone. Jeg er nået langt i min kamp om at lægge masken fra mig, og jeg håber, at jeg snart ser dens eksistens smuldre ud mellem mine fingre for altid.

Flytte. Noget man uptivupti lige kan gøre i et snuptag, som hvis man flytter små ting. Men at flytte store ting af værdi eller personer er ofte ikke et snuptag. 

   Efter en beslutning. På et møde.
  I en Familieafdeling. 

Jeg tørstede efter en god begrundelse for, hvorfor jeg og mit liv blev flyttet, som var det en lille ting. Og jeg følte mig som den mindste, ubetydelige ting i Familieafdelingens magtfulde næve, hvor jeg over de seneste år havde udleveret alt af værdi. Alt hvad jeg kunne forhandle med. Jeg havde foldet alt ud, men nu skulle alt pakkes ned igen.
  Flytter det er noget, man gør, når et tidligere hjem bliver til et nyt, og jeg havde prøvet det med mine forældre og søskende seks gange forinden, men altid i samme by. Det her var ikke en flytning, det var tvang. Og jeg var tvunget 125 kilometer væk fra alt og alle, jeg elskede.
  Kunne jeg blot pakke mig selv ned i en kasse. 

For første gang i mit 13-årige liv havde jeg lyst til at dø. 

Smide sten i kassen og tape den til. 

Jeg kan stadig nå at hoppe i søen, inden jeg flytter, tænkte jeg. 

Smid kassen i søen. 

Den dag, vi blev akut anbragt, min søster og jeg, var det, fordi vi selv ringede ind til Familieafdelingen. Min søster var netop vendt hjem fra en forlist familieplejeanbringelse. Vi forlangte at få et møde og derfra blive fjernet. Jeg havde været ’enebarn’ en kort stund, men nu var vi de sidste to ud af en søskendeflok på fem, der boede hjemme.
  Når jeg normalt var til et møde i Familieafdelingen, var det for at lave en underretning. ”Spy Kid,” der videregav oplysninger til kommunen om situationen på hjemmefronten, hvor jeg vidste, at sandsynligheden for at få skæld ud for det, når jeg kom hjem, var stor. Faktisk uundgåelig. Det her møde var ikke en underretning.
  Det her møde havde et helt andet formål. Vi ville væk hjemmefra. Selvom det ville koste dobbelt op på endeløse knuder i maven af skyld og skam. Men sandsynligheden for at tingene ville blive værre, hvis situationen derhjemme forblev uændret, var større.
  Idet jeg forrådte min mor og gav afkald på min ellers uknækkelige loyalitet, var underretningerne en falliterklæring. Underretningerne (min eneste livline fra systemets side) var den mest fesne redningsbåd, jeg nogensinde havde sat mig i. Luften sivede endda ud, mens jeg sad i den og råbte ”Mayday” på møderne. Men jeg kunne være sikker på, at jeg sank hver eneste gang.
  Min mor læste underretningerne højt for mig derhjemme, da hun jo blot kunne søge aktindsigt, så snart jeg havde lavet dem. Uanset hvor meget loyalitet jeg måtte give afkald på, og hvor direkte jeg end måtte være overfor min sagsbehandler, blev der ikke sat mange skibe i søen. Og det store hul af forræderi indeni mig, og den fiasko jeg var, fordi jeg ikke kunne hjælpe hverken min mor, mine fire søskende eller mig selv, blev kun større, for hver gang jeg lavede underretninger.
  Det her var sidste udkald. 

Mandag d. 14.04.03: ”Så skriver jeg igen. Men det er længe siden, jeg sidst har gjort det. Jeg har også haft en masse at skrive om, men har glemt det. Det, jeg vil skrive nu, handler om mor (…) Hun skælder mig hele tiden ud. Og kun mig. Ikke de andre (…) Når nogen er fulde, kan de være sjove, skøre, dumme, ondskabsfulle eller søde” - 11 år

Jeg har vendt og drejet mange flasker. Hjemvendt fra skole hoppede jeg op på køkkenbordet for at kunne nå det tomme rum mellem køkkenskab og loft, hvor en flaskeholder var placeret. Stort set aldrig tom. Hvor meget er der tilbage. Mængden nu modsat mængden sidst. Nye mærkater jeg ikke kender. Velkendte mærkater: Baileys, Dooley’s, Cuba Karamel.
  Det generede mig ikke at kontrollere det. Tværtimod gav det mig en følelse af, at jeg kunne få mulighed for at forudsige, hvordan en helt almindelig hverdag ville udfolde sig. Det var en af de måder, hvorpå jeg kunne få en smule kontrol i et miljø, jeg ellers på ingen måde kunne kontrollere.
  Thi kendes for ret og beslutningen om akut anbringelse på en døgninstitution var truffet. To år efter mit første skriv om alkohol i min dagbog ender mødet med en afsigelse. Endelig blev tingene sat i bevægelse. Min faste tro på, at forholdene derhjemme kunne forbedres nok til, at jeg kunne blive boende, havde tabt til erkendelsen af, at det ville blive på bekostning af mig selv. Alligevel sad de pilrådne moralske håndjern stadig på mig, og min følelse af kontrol havde aldrig været mindre. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle være væk, hvordan stedet, jeg skulle til, så ud, eller hvad der i det hele taget skulle blive af mig.
  Jeg var ret sikker på, at den akut-taske, jeg var blevet bedt om at pakke til mit ophold, indeholdt de vigtigste ting. I den slidte Haglöfs-rygsæk lå mine trofaste Harry Potter-bøger, mine skolesager og min dagbog samt en lille smule tøj – men jeg manglede undertøj, som døgninstitutionen måtte hjælpe mig med at købe.
  På institutionen måtte vi ikke have mobiltelefoner med kamera. Ingen formålsløs udgang de første 14 dage, men skolegang var selvfølgelig undtaget. Jeg skulle være på mit værelse kl. 21:00, hvor min telefon skulle afleveres til personalet natten over. Nattevagten låste hver nat min dør op for at tjekke, om jeg lå i min seng. Alle døre var låste, så vi skulle spørge om adgang for at få udleveret bind, shampoo eller tandpasta. Min tildelte kontaktperson var den, jeg primært skulle henvende mig til og ikke den voksen på stedet, som jeg følte mig tryggest ved.
  Bygningen, der nu skulle være ’hjem,’ var næsten helt ny, og den enorme grunds grønne græsplæne gik helt ned til søen. Det var en ordentlig kasse: Aflang med højt til loftet, store glasvinduer og første parkets udsigt. Jeg blev mødt af automatiske skydedøre af glas, som var jeg netop trådt ind i et shoppingcenter. Ding-dong, kunder i butikken.
  Jeg følte mig lillebitte kontra det ufatteligt høje loft, hvor de øverste vinduer sad så højt, at de ikke kunne nås uden en stige. Alt var blændende hvidt, og rummet var aflangt, hvilket gav en følelse af, at jeg kun kunne se til højre eller til venstre. Begge veje var én og samme vej: En smal, lang, hvid gang med lige så hvide døre på begge sider. Klinisk og føltes ikke hjemligt, men jeg følte en vis autoritet fra stedet. Måske var der styr på tingene her.
  Min søster og jeg fik tildelt værelser på pigegangen. Dog lå de i hver sin ende. Værelserne havde fine nye møbler og TV med indbygget DVD-afspiller, som hang på væggen. Jeg havde aldrig boet så flot før. Tænk, hvis jeg boede her med hele min familie.
Søndag d. 23.04.06: ”Jeg aner ikke hvad fanden jeg skal gøre!!? (…) Er så ulykkelig! Det skulle bare ud. Indeni græder jeg hver dag jeg vågner.” - 14 år 

Der blev skrevet i handleplanen, at formålet med anbringelsen blandt andet var at skabe stabilitet, ro, struktur og tryghed. Lækre buzzord med bekvemt socialfaglig klang, som ticker af i alle de rigtige bokse. Men mængden af kaos på det her sted var enorm, og vi fandt hurtigt ud af, at det kunne være af afgørende betydning at stå fast to-og-to i en hverdag, hvor ikke to dage var ens. Der boede i forvejen seks unge på døgninstitutionen: Fire drenge og to piger. Min søster og jeg var de nyeste dyr i Zoo, og ved introduktionen af de andre mærkedes det tydeligt, at der herskede et hierarki. Jeg lagde i første omgang en strategi om at gå stille med dørene. Jeg var nødt til at aflæse, hvem der var placeret højest i hierarkiet både blandt de unge, men også personalet.
  Der gik ikke lang tid, før jeg lærte at tilpasse mig miljøet på stedet. Med fremragende verbale og sociale kundskaber, der ikke var mig og min søster alderssvarende, fik vi hurtigt vendt bøtten og placeret os selv højest. Følelsen af at være parat til modangreb og bevæbnet med voksenlignende argumenter – snarere end ”fuck dig”-retorikken, som de andre unge brugte i flæng – forplantede sig latent i os og gjorde os uovervindelige, uanset om det var over for personalet eller de unge. Vi vandt hver gang. Jeg fandt ud af, at min frihed blev større, hvis jeg gjorde, som der blev forventet af mig fra personalets side af. Jeg fik lidt længere snor ved at opføre mig ordentligt, passe min skolegang og ikke skabe uro. En velkendt strategi jeg også havde brugt, da jeg boede hjemme. Og den virkede. På den måde undgik jeg også udøvede magtanvendelser, som dem jeg så blive udøvet på de andre unge. Unge slæbt under bruseren for at “blive kølet ned” eller slæbt i et hårdt greb tilbage på sit værelse.
  Det var en svær balancegang at skulle jonglere mellem at være pligtopfyldende og medgørlig samtidig med at kunne trumfe i konflikter. Ikke altid kom mine tilpasningsevner mig til gode. På husmøder kunne der opstå episoder, hvor jeg følte mig magtesløs, hvis personalet bagatelliserede os, vores problematikker, eller hvordan vi havde det. Her kunne jeg finde på at gribe papir og pen for at skrive referat for os unge. Jeg ville tale vores sag og indirekte vise de voksne, at man ikke fuckede med os. Jeg havde brug for at vise dem, at alt, hvad de sagde, kunne blive brugt imod dem. At jeg kunne tage dem på ordet, idet jeg havde nedskrevet deres udsagn, som var det en kontrakt. Vi var børn og ikke bare et arbejde.
  Jeg følte det utroligt skamfuldt at bo på døgninstitution. Fra at kunne gå under radaren som værende forholdsvis normal da jeg boede hjemme, boede jeg nu med en målgruppe, som ofte blev set på som udskud og ballademagere. Et parallel jeg ikke havde lyst til skulle drages med mig. Særligt var der en episode på institutionen, hvor jeg følte mig kriminaliseret. Politiet kom forbi for at give et moralsk minikursus om hæleri. Jeg følte, at der blev talt til mig, som om jeg uden tvivl ville købe det første og bedste stykke designermøbel af en anden hætteklædt ung og anbragt skurk. Jeg manglede bare et mugshot og fingeraftryk. Tremmerne sad jeg jo allerede bag. Til gengæld blev vi forkælet med is, mens vi sad skoleret rundt om bordet, hvor politiet prædikede for os. Jeg tør ikke engang gå over for rødt. Jeg følte mig dømt på forhånd. 

Søndag d. 31.07.05: ”Vrede! Vrede, vrede, vrede, vrede. Jeg føler vrede lige for tiden! Det er en lang periode jeg har gjort det nu. Vrede over livet, over fejl, over menne sker, over mig selv (…) Min vrede skyldes sorg, svigt (fra andre), hjælpeløshed (overfor mig selv), skyldfølelser (overfor mig selv), svaghed (min egen), mangel på sympati fra døgninstitutionen. Hader det sted! Tomme løfter (fra andre), forvir ring (min egen).” - 14 år 

Jeg følte mig tit omringet af unge, som så ud til at have det væsentligt dårligere end jeg. Om ikke andet var det tydeligere at se. Medicin, der ikke blev givet i rette tid, så psykotiske sætninger som: ”Flyvende ko! Flyvende ko!” fløj ud af det blå, hvilket fik os til at små grine, samtidig med at vi udvekslede bekymrende blikke. Møbler, som blev smadret, rindende vand fra badeværelserne til at skabe oversvømmelse og trusler med smøreknive mod personalet var næsten at foretrække, frem for de åbne sår flere af de unge bar rundt på, som vidnede om den eneste måde, hvorpå de kunne fortælle, hvordan de virkelig havde det. Jeg var tydeligvis ikke den eneste herinde, som ikke følte sig hørt.
  ”Du er den mest normale, vi har hernede, Sophie.” Egentlig burde jeg være glad for, at hun sagde det til mig en dag, mens vi sad inde på mit værelse. Den voksen på institutionen, som jeg havde den tætteste tilknytning til. Desværre betød det at være ”den mest normale” også, at jeg derfor tit blev efterladt midt i en samtale, fordi der skulle slukkes ildebrande.
  Men jeg havde også brug for en voksen, og igen følte jeg mig nedprioriteret. Fuldstændig som derhjemme, da jeg var den sidste kadet på bastionen, der høfligt ventede på et signal med besked om, at hjælpen udefra var på vej. Jeg følte mig konstant on hold, mens voksne mennesker løb forvirrede rundt omkring mig i et forsøgt på at finde ud af, hvad der skulle ske med mig. I stedet for at rende rundt omkring mig, havde jeg brug for, at nogen stod stille sammen med mig. Bare for en stund og bare som det eneste faste holdepunkt i en hverdag, hvor næsten intet indebar struktur, ro, stabilitet eller tryghed. Det var som om, at ingen rigtigt var helt sikre på noget. Var der overhovedet en plan?
  Selvom vi aldrig var i tvivl om, hvornår vi bare var et arbejde, havde jeg absolut ingen interesse i at stryge det mærkat fast på mig. Bevidstheden om blot at være et job, var den værste følelse i verden. Den sure pligt. Brødet på bordet. Den, som den uendelige stime af vikarer, kun tænker på, eksisterer, når skydedørene siger ding-dong. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg også var det gode job. Det lette job. Det job, som man gerne ville møde ind til. Det job, som man måske endda ønskede at tage med sig hjem. I modsætning til nogle af de andre unge smadrede min søster og jeg ikke tingene på institutionen. Vi truede ikke de andre - hverken unge eller voksne. Og vi råbte ikke skældsord i tide og utide. Derimod skrev min søster og jeg sange om personalet. Sarkastiske vers med en munter klang. Tilpas nok på grænsen til, at vi ikke gjorde noget forkert, selvom alt var galt. I kontrast til de andre unge affyrede vi ikke aktivt skud, men vi viftede ivrigt med pistolen. Vi så det som en modmagt til deres magtmisbrug, de så det som ren provokation. Det, vi gjorde bedst, var, at kunne mønstre en overbevisende ro i stemmen, når vi italesatte deres ulovlige magtanvendelser. 

Søndag d. 19.11.06: “(…) At se alle andre med en de elsker. Alle andre end mig selv. Eller også dør jeg i morgen. Sådan har jeg det også. Elendigt. Jeg har lyst til at stikke af. Bare være en anden eller ingen. Eller en bedre og smukkere pige (…) Jeg er både rasende, forvirret og ked af det. Aner ikke hvad jeg skal gøre.” - 15 år 

Jeg blev bevidst om, at der er ting, man husker og ting, man aldrig glemmer. Som da en af drengene en dag kom gående ned ad gangen med så dybe sår på begge arme, at gulvet blev farvet rødt af dryppende blod. Han havde vredet en coladåse op, og hans S.O.S rislede ned ad de dinglende, blødende arme. Jeg hjalp med at tørre op. 14 dage, som var det antal dage, vi fik at vide, vi skulle være anbragt her, blev hurtigt til flere dage. Jeg var der i fem måneder. Fem måneder er mange dage.
  Det er aldrig rart at være det anbragte barn. Særligt ikke på en privatskole. Så selvom anbringelsen i første omgang var frivillig, var ordene: ”Jeg er blevet anbragt,” ikke en sætning, der frivilligt kom over mine læber i skolegården. For trods omstændighederne i både mit gamle og nye hjem, peakede jeg på alle parametre i 7. klasse, hvor jeg stortrivedes. Udover min familie, min dagbog og Harry Potter, var mine klassekammerater og min skole det vigtigste i mit liv. Jeg fik god feedback på mine afleveringer og vandt endda bogpræmien det år. Bogpræmien blev overrakt til en elev, der havde gjort sig fortjent til en særlig anerkendelse. En anerkendelse, der udelukkende handlede om mine præstationer, socialt og fagligt. Jeg brugte oftest frikvartererne på at snakke om kærlighed og horoskoper i Vi Unge med mine venner. Her var jeg i mit rette element.
  Jeg kunne altid lave et stærkt comeback i skolen; det kunne jeg ikke derhjemme, hvor jeg ofte følte mig magtesløs.
  Så længe, jeg kunne gå til og fra min skole, var det næsten underordnet, hvor jeg boede. Men også kun næsten. Så når mine venner spurgte mig efter skole, hvorfor jeg nu var begyndt at gå til højre ad Jernbanegade i stedet for til venstre, blev forklaringerne mange. Jeg har aldrig været god til at lyve, men skjule var jeg god til. Skjule er ikke det samme som at lyve. Derfor gik jeg mange omveje, før jeg drejede om.
  Jeg kunne få mig selv til at passe ind i rækkerne med humoristiske indfald, som fik klassen til at klukke, frikvarterer fyldt med stærke venskaber og stort set altid en hånd i vejret. Her var noget, som jeg var god til; her var det ikke vigtigt, hvad jeg kom fra.
  Mens jeg boede på institutionen, troppede jeg med jævne mellemrum troligt – som altid – op i Familieafdelingen, hvor jeg skulle mødes med min sagsbehandler. Jeg gik alene, for jeg havde aldrig fået at vide, at jeg kunne tage nogen med. Hun var en høj, midaldrende kvinde med et nedladende blik - dog altid med et stramt udtryk i ansigtet. Et ansigt omsluttet af mellemlangt, kommunefarvet hår. Socialrådgiver, men forhenværende militærkvinde. Som i et spil Stratego var hun min højest rangerende brik på brættet, når det gjaldt beslutninger, som skulle tages vedrørende mit liv. Og jeg var villig til at strække mig længere end langt for at samarbejde. Jeg havde blot én betingelse. Ét eneste punkt, hvor jeg ville nedlægge veto. Hvor det var allervigtigst, at jeg følte mig lyttet til, forstået og imødekommet. Jeg var villig til anbringelse, så længe jeg kunne beholde min skole.
  Dagen kom, hvor jeg for alvor sank. Jeg havde det, som om forvaltningen traf beslutninger om mit liv ud fra det grundlag, at jeg sagtens kunne undvære lidt mere luft under vand. Jeg var jo ikke kvalt. Endnu. Da min Stratego-brik fortæller mig, at jeg ikke kan blive boende i byen og dermed ikke blive i min klasse, var min umiddelbare reaktion chok. Jeg tror endda, at jeg griner kort. Hvordan kan hun være kommet frem til det? Jeg brød hulkende sammen. ”Du får mig aldrig væk herfra!” er alt, jeg kunne sige. Hun virkede overrasket over min reaktion. Men jeg ved ikke, hvordan det kunne komme bag på hende, for hun var jo både min advokat, dommer og bøddel. Jeg gik tilbage til institutionen alene, grædende og med mindet om hendes ord, der altid vil give mig følelsen af at have tabt totalt: 

”Hvis du ikke flytter, Sophie, er du familiens klovn.” 

Jeg gik aldrig alene til et møde hos hende igen. 

Onsdag d. 30.11.05: ”Nu vil jeg fortælle lidt om, hvad der er sket indenfor de seneste 4 måneder. Jeg er flyttet! Langt væk fra alt og alle og helt alene! Jeg bor på et opholdssted. Jeg vil slet ikke bo her, og jeg har det tit dårligt her.” - 14 år 

På den store grund med den grønne græsplæne kunne jeg kigge på den glimtende sø i timevis.
  Kunne jeg blot pakke mig selv ned i en kasse.
  Jeg ville kigge på den så længe som overhovedet muligt. Hammeren var faldet endnu engang, men det var ikke til et møde, jeg havde ringet ind og bedt om. Det var ikke et udfald, jeg havde givet mit samtykke til. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke gøre andet end at flytte.
  Smide sten i kassen og tape den til.
  Jeg var stadig ør i hovedet af at have grædt hårdt og længe og ventede på, at nogen råbte ”Surprise!” med beskeden om, at det hele var én stor joke. Den eneste joke her var mig. 

   Smid den i søen.