Der er ikke noget i midten

Det er den 24. maj. 2025. Klokken er 20:45. Vejret er varmt. Og det er bare dejligt at det blæser lidt. Jeg sidder udenfor vores kollegie og skriver på min bærbare computer, jeg er alene, mine bofæller sidder deroppe i opholdsstuen. Mod syd har jeg udsigt til havet. Der er intet land at se. Til venstre ser jeg kun fjeldet – Nasaasaaq¹ . Der stadig er dækket af lidt sne, selvom det meste er smeltet nu. Jeg læser fiskeriteknologi i Sisimiut, vi er kun to i klassen, mig, og min klassekammerat er dansk med færøske aner. Jeg tænker på min barndom i den nordlige bygd, Kullorsuaq, mens jeg skriver. Jeg er den næst ældste blandt seks søskende på min mors side, og den ældste på min fars side. Min storesøster havde en anden far. Vi er fem i dag, vores ældste søster begik selvmord i 2013. 

Min far er fanger og fisker, min mor arbejder i kontoret i vores butik, Pilersuisoq. Vi bor sammen med min bedstemor, som jeg kalder for min mor, og min moster og hendes to børn. Dengang var de yngste i søskendeflokken ikke født endnu. Vi manglede aldrig grønlandsk mad, for min far bragte en hel del sæler hjem om dagen. I efteråret var der hvidhvaler og narhvaler, om vinteren isbjørne, om foråret hvaler igen. Om sommeren, når vi tog fra Kullorsuaq til Innaarsuit, samlede vi æg fra lomvier og edderfugle, det var så skønt. Selvom min far ikke altid var hjemme, fordi han var ude på fangst, så tog min mor sig godt af os tre inklusiv min afdøde storesøster, hun gav os omsorg og tøj, og selvom vi ikke havde meget, så blev vi passet godt på. Vores mor elskede os - højt. En kærlighed som ingen ord kan beskrive. Vi mærkede den hver eneste dag. 

Dejlige minder. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er jeg taknemmelig for, at min opvækst havde afsæt i den grønlandske kultur, selvom nogle af vores oplevelser var hårde. Vi snakkede kun grønlandsk i hjemmet, vi spiste god, 

____________________________________________________________________

^{1 Fjeldet i Sisimiut, Kællingehætten}

grønlandsk mad, vi hentede vand i dunke, og om vinteren, når vandposterne var frosset til, så hentede vi ferskvandsis, vi hentede solar (fyringsolie), ligesom i de historier, de ældre mennesker fortæller om deres barndom. Sådan voksede vi også op. Vores bygd var afsidesliggende, og det var sjældent, at vi havde tilrejsende. Min situation i dag er meget anderledes, jeg snakker dansk hver dag, selvom jeg befinder mig i Grønland. De fleste på mit kollegie er danskere og nogle enkelte fra andre lande. Min uddannelse foregår her i Sisimiut. På Danmarks Tekniske Uddannelse – DTU, som har en afdeling her – men er styret fra Danmark. Det er nogle gange vildt at tænke på, at vi er nødt til at kunne snakke dansk og engelsk, SELVOM vi er her i Grønland. Ja, jeg forstår godt, at vi kun er 56.000 grønlændere, og at vores sprog ikke bliver snakket af andre. 

Men gad vide hvor mange andre, dygtige unge ville have en uddannelse, hvis vi kun studerede på grønlandsk her i Grønland, og ingen havde sproglige barrierer? Eller ville vores hverdagsliv have været nemmere, hvis vi bare var opdraget til kun at snakke dansk? Ville andre unge have mere succes i livet, hvis vores måde at leve på var mere grønlandsk? Ville det hele køre bedre? Hvis vores system her i Grønland var tilpasset den grønlandske befolkning, og ikke bare prøvede at «følge med» og tilpasse sig det danske system. Ville vores liv så have været lettere? Ikke kun med hensyn til uddannelse, men også vores personlige liv? Hvis vi blev undervist i vores kultur, i vores historie i folkeskolen, ville vi så have fundet vores identitet og det liv som voksne, som vores stærke forfædre levede. Et liv hvor de konstant skulle tilpasse sig sommer og vinter og dyrene? Ville vi måske ikke tilpasse os danskerne, når vi nu er her i Grønland? Ville vi måske have bedre viden om de ressourcer, vi er beriget med i naturen? Hvilken måde at leve på passer til os? Hvad er det, jeg bliver ved med at snakke om? 

Dét at vi nogle gange lever ensomme liv, selvom vi ikke er særligt mange mennesker. 

Folk der begår selvmord, der i gamle dage gik i fjeldet, folk der bliver sendt hjem fra sygehuset og derefter dør, fordi de ikke fik nok hjælp lige starten. Børn, der bliver fjernet fra hjemmet. Familier, der ikke længere har råd til noget. Børn der ikke får mad efter priserne er steget. Børn der er omsorgssvigtet, der drikker for at komme væk, der udøver vold mod andre børn. Børn, der endda tager stoffer og er misbrugere, unge der tilpasser sig for at vise, at de er verdensborgere. Unge, der promoverer sig selv og efterfølgende hæver sig selv over andre, fordi de tror på de løgne, der florerer i de sociale medier.

Så var der dengang, Trump ville købe vores land. Tænk, – hvis det blev en realitet... mon det bliver det? Mon Inatsisartut² tager udgangspunkt i folkets ønsker? Tænk hvis vi bare spilder vores kræfter som samfund? Gad vide om vi, unge og voksne, har tænkt over, om vores efterkommere skal forblive her, hvis det bliver ved sådan her? En hel masse spørgsmål, som sikkert kan besvares, hvis man tænker langt. Da jeg gik i folkeskole i Kullorsuaq, læste jeg blandt andet om Danmark, danskernes tro, kristendommen og befolkningstallet. 

Men hvorfor er jeg ikke blevet undervist i mit værd, i min kærlighed til min kultur, i det faktum, at jeg er lysere, i hvordan jeg skal klare mig selv, i hvordan mine forfædre i fællesskab løftede hinanden i flok og i mit lands rigdomme. 

Ja, vores forældre burde lære os det. Men det er ikke alle, der har forældre, der vejleder. Er det ikke med til at forme vores unge og voksne på bedst muligt vis i det her land? Mon vi ikke skulle have været undervist i de metoder, vores forfædre brugte til at løse konflikter ved brug af deres stemmer, deres trommer og maskedans, som blev taget fra os, da vi blev koloniseret? Det kunne vi have brugt i dag. 

Da jeg bosatte mig her, efter at jeg rejste fra Grønland for at gå på efterskole på Frederiksberg i København, og efter mit studie i GUX i Aasiaat, indså jeg at ikke alle grønlændere havde det skidt. Når jeg tænker på det nu, er jeg meget taknemmelig for, at folk stadig samler vinterforråd, går ud i naturen og jager rensdyr. Om sommeren tager de i hytten og samler mad i vores mægtige natur, og om vinteren tager de sammen ud i naturen med snescootere. Familier giver hinanden styrke og kærlighed i deres små hjem. Jeg har fået øje på alle detaljerne og de mange flere nuancer, der er i den måde vi lever på - efter at jeg er flyttet ud af kollegiet. Jeg ser lysere på livet nu og jeg ser styrken i det, vi som grønlændere finder dyrebart. For eksempel at vi kan samle forråd. Vi ved hvordan vi færdes i naturen og vi kan klare os med alt det, vi finder der. Jeg er taknemmelig for livet, vi lever. Uanset hvordan omstændighederne er. Jeg takker vores skaber for at du gav os naturens kræfter, så vi kan forsyne os selv. Som da jeg var barn, og min far fangede sæler ikke kun for skindets skyld, men for kødet og indvoldene. Vi rensede knoglerne og lod som, om vi havde hunde, vi gav hundene resterne af sælerne og solgte skindene til garveriet. Man fanger ikke for at tjene penge, men for at gøre brug af det hele. 

Vores største styrke som folk er vores sammenhold, et sammenhold som forbinder os med vores forfædre, og som vi giver videre til vores efterkommere. Det giver enorme kræfter. Løser problemer og skaber fælles opmuntring. Det er en øjenåbner 

________________________________________________________________

^{2 Inatsisartut er de folkevalgte politikere i Grønlands Parlament}

for livet, som giver styrke, og livskraft til os, der er følsomme. En styrke i vores stemme bliver skabt i os, grønlændere, når vi synger, når vi trommer. Vi er skabt til at være samlet, ligesom andre folkefærd. Os, der følger solen og månen og navigerer i stjernerne. 

Uanset hvor undertrykte vi er som folk, skal vi vise andre samfund, at vi står sammen som vi altid har gjort! 

Nej, vi lever ikke kun i elendighed. For selvom jeg har mistet mange venner til selvmord, selv min storesøster, har jeg besluttet mig for at leve et sundt liv. Jeg er på ingen måder fejlfri, Jeg har drukket mig sanseløst beruset og jeg har engang røget hash. Men den største grund til det var, at jeg gjorde det for at passe ind med andre, så jeg kunne være ”lige” med de andre unge. Min omgangskreds havde for vane at drikke vin eller endda holde fest efter skole. Jeg opdagede, at det ikke var mig, for jeg er ikke vant til at leve sådan et liv, ingen har lært mig, hvordan man omgås alkohol og drikker med måde. 

Mine livserfaringer har resulteret i, at jeg kan være taknemmelig for, at vores mægtige natur giver mig så meget frihed, byder mig velkommen og giver mig kræfter, og jeg har lært at gøre brug af det og er stadig i gang med at lære. Uanset hvad jeg føler, så tager jeg ud i naturen, præcis som mine forfædre, INUIT gjorde brug af den og levede i den. Jeg har lært at mærke kærligheden og lyset inden i mig, når der foregår en masse forskellige ting omkring mig. Den kærlighed, det lys og den kerne i min sjæl, som jeg har arvet, hjælper mig til at se indefra og ud og være taknemmelig, i stedet for kun at kritisere andre. 

I dagens kaotiske Grønland, hvor jeg en gang imellem vakler i det sproglige og i mine handlinger, så kan jeg se, at jeg bevæger mig fremad. Jeg har haft en periode, hvor jeg betvivlede min grønlandske måde at leve på, selv min tro. Jeg voksede op i et kristent hjem, og da jeg begyndte at lære om mine forfædres tro, så bad jeg utallige gange og stillede en masse spørgsmål. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan mærke svaret i mit hjerte. Et svar som jeg ikke kunne se, da jeg blev påvirket til at være en anden, end den jeg er. Jeg; en grønlænder, der er skabt her i verdens nordligste ende, i Grønland, har en medfødt forbindelse til mine forfædre og en styrke, som jeg skal give videre til mine kommende børn, på trods af, at mit liv ikke altid er nemt. Jeg er taknemmelig for, at jeg er mig selv, selvom jeg går rundt med en masse tanker og har været vidne til mange forskellige ting, og endda er blevet holdt udenfor på grund af min nationalitet.

Jeg er også taknemmelig for, at folk fra andre lande byder mig velkommen, at vi i menneskehedens navn kan være sammen og dele livserfaringer med hinanden, selvom vores kulturer er forskellige. For uanset hvilket land, vi kommer fra, og hvor vi stammer fra, er vi ens indeni. Vi er kærlighed og lys, selvom vi kan have svært ved at se det, når vi overvældes af mørke tanker. 

Ovenpå i stuen kan jeg høre, at de diskuterer højlydt. De griner og griner. De er ikke nødsaget til at lære sproget. Gad vide hvordan det føles? Hvordan ville det være, hvis der kun var ét sprog i verden?

”Haha... ” griner jeg indeni, hvad er det dog for en tanke? Da jeg tysser lidt på mine tanker, lægger jeg mærke til, at luften er blevet kold. Mine iskolde fingerspidser er begyndt at blive følelsesløse. Solen skinner ikke længere på mig. Jeg kigger på uret, 21.45. 

Hold da op, mine tanker har bare kørt ustandseligt og styrket min skrivelyst. Det har været hårdt for mig, at jeg nogle gange har været nødt til at heale mig selv og min grønlandske sjæl for mine forfædres traumer, og på den anden side er jeg taknemmelig for, at de har videregivet mig en enorm styrke. Jeg kan takke min følsomhed for, at jeg er blevet så god til at håndtere livet. Og tak til min skaber for livet og for vores forskellighed. 

Til slut vil jeg sige til dig, der læser, at jeg håber, du har nydt at læse en lille del af min livshistorie, selvom det ikke er forfinet, og tak fordi jeg kunne fortælle dig lidt om mine tanker om mit grønlandske ophav. Det betyder noget for mig at kunne dele min livshistorie og mine tanker om at være grønlandsk med dig, der læser med her. Tak for din opmærksomhed. 

Pilunnguaq Kristensen.

‍

‍

Jeg sidder og venter på 2A på Christianshavns Torv. Jeg mærker den kolde stenbænk under mig. Det lille halvtag over mig giver en smule ly fra regnen, men dråberne rammer stadig det yderste af mine sko, der nu er gennemblødte. Lyskrydsets skiftende lys spejler sig på den våde asfalt, og jeg holder øje med, hvordan farverne ændrer sig i regndråberne, og skyggerne fra mennesker, der går over krydset. Mine høretelefoners ledning er viklet rundt om remmen på min taske, så den ene falder ud af mit øre. Jeg havde alligevel ikke sat noget musik på. Det hjælper mig bare med at lade som om, jeg ikke kan høre, hvordan de snakker sløret grønlandsk bag mig. De er fulde, de er næsten altid fulde. Jeg kan ikke forstå grønlandsk længere, men jeg får en hemmelig ro af at høre dem tale sproget. For et øjeblik kan jeg lade som om, det er sne, der daler stille, i stedet for regnen, og deres stemmer bliver til min familie, der snakker. 

Det bliver dog hurtigt afbrudt af en ru stemme, og jeg tænker, at de er oppe at skændes igen. Jeg prøver ikke at kigge op, for jeg ved, hvad der møder mig: blikkene fra dem der venter på bussen. De samme blikke, der venter på, at jeg gør noget ved situationen – at jeg jo er en af dem, så jeg har et ansvar.

 Jeg kigger op på et af tagene ved torvet i stedet. Taget er mit første minde, fra da jeg kom til Danmark som treårig. Jeg husker det skarpe røde lys højt oppe fra bygningen, det snurrede i cirkler og lyste anderledes end andre lamper. Min far holdt mig i sine arme efter den lange rejse, og det var vildt for mig at være omgivet af de høje bygninger omkring torvet. Jeg kunne ikke læse, hvad der stod dengang, men jeg ved nu, at det var en reklame i neonlys for Kræftens Bekæmpelse.

Inden min far og jeg flyttede til Danmark, boede vi i Grønland sammen med min mor, bror og søster. Mine søskende er i princippet mine halvsøskende, men jeg har aldrig set dem sådan. Efter mine forældre gik fra hinanden, måtte de naturligvis blive hos min mor, mens min far tog mig, sit eneste barn, med til Danmark, hvor han kommer fra. Der er dog intet, der føles naturligt i at være væk fra sin familie for en lille pige. 

Som barn var der mange voksne, der spurgte mig, hvorfor mine forældre ikke var sammen, eller hvorfor min mor stadig boede i Grønland. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor man ville stille en lille pige de spørgsmål. Det har altid været hårdt at snakke om, for jeg savner jo min mor. Det virkede også altid som om, jeg svarede noget forkert, for de voksne kiggede bare tilbage med et medlidende blik, som jeg ikke helt vidste, hvad betød. Den dag i dag er der stadig mange, der stiller mig nærgående spørgsmål. Nu er jeg selvfølgelig voksen og har en anden forståelse, men et automatisk svar, der er blevet med mig, er et suk efterfulgt af: “Min mor er grønlandsk, derfor er hun i Grønland”. Jeg får altid et lidt forvirret blik tilbage, men jeg lader det være, hvad det er. Jeg prøver ikke at lade det være mit ansvar at forsvare mine forældres valg. 

Jeg har altid fået meget intense spørgsmål. Jeg ved ikke, om det er normalt at skulle forklare ens opvækst, eller om nysgerrigheden overtager folk. Det er jo heller ikke så tit, at en lille pige vokser op med en enlig far, eller at moren ikke er så meget inde i billedet. I film og lignende er moren altid væk, fordi hun er død. Jeg har på den måde ikke haft så meget at spejle mig i. De intense spørgsmål stopper ikke ved min familie, de omhandler også Grønland. Jeg prøvede i mange år at lære så meget, jeg kunne, om Grønland, vores historie, og hvordan det er nu, for at kompensere for, at jeg ikke har en idé om, hvordan det er at bo der. Jeg prøvede at lade som om, jeg vidste det. Jeg følte, at jeg var nødt til det, når jeg skulle forklare, at hele Grønland ikke er alkoholiseret og fyldt med sociale problemer – at der også er meget smukt i Grønland, som ikke kun er naturen.

 Jeg har dog altid besøgt Grønland meget i min barndom, cirka to gange om året, tre uger ad gangen, typisk i sommerferien eller til jul. Dengang var det altid Nanortalik i Sydgrønland. Jeg elskede det, jeg følte mig hjemme. De fulde, grønlandske stemmer fra torvet blev udskiftet med min families. Jeg kunne mærke, hvordan jeg passede ind. Hvordan bjergene omfavnede mig i stedet for fem etagers huse pakket tæt sammen. Der var frisk luft og sorte bær at plukke ude i bjergene, ture hen for at drikke kildevand og fisketure med min kusines familie. Jeg ville pludselig kunne huske mere grønlandsk, da min familie ville bruge de små dagligdagsord med mig, som jeg enten kunne huske eller forstå ud fra kontekst. Jeg blev rigeligt forkælet, for jeg er min mors yngste barn. Hun skulle aldrig opdrage mig, det var min fars job, så jeg fik slik og kage næsten hver eneste dag. Jeg måtte ikke binde mine egne snørebånd, det gjorde min mor for mig. Jeg tror, det var hendes måde at gøre op for, at hun ikke var der normalt. Jeg elskede omsorgen, så jeg lod hende gøre det, selvom jeg var alt for gammel til at få den hjælp. 

Det var hårdt hver gang, jeg kom tilbage til Danmark, både på grund af savnet af min mor, familie og Grønland selv. Danmark er jo mit hjem, men der var så meget fokus på hårfarve, øjenfarve og hudfarve, så jeg følte mig udenfor. Det var ikke sejt at være grønlænder. Mine hår på armene var mørke og ikke som de andre pigers. En dreng nev mig engang i armen og kaldte mig en abe. En af drengene fra klassens lillesøster troede, at ordet “grønlænder” var det samme som “alkoholiker”. Det føltes på det tidspunkt håbløst at sige noget til det, når vi boede lige ved siden af torvet, hvor man kan se fulde grønlændere hver dag. Så jeg besluttede, at jeg i stedet måtte vise, at jeg var undtagelsen. Jeg var bange for at blive set med det samme blik som grønlænderne på torvet. Det viste sig bare hurtigt ikke at være så nemt at være undtagelsen i en kultur, hvor alkohol er samlingspunktet for de fleste unge. 

Da jeg selv begyndte at drikke og tage til fester, fik jeg tit at vide, jeg var “smuk af en grønlænder”. Dengang så jeg det som et kompliment. Jeg ville så gerne være blond og blåøjet, at jeg havde overbevist mig selv om, at det måtte være det rigtige at være. Jeg endte endda med at afblege mit hår til platinblond. Det tog omkring seks til ti afblegninger at få den helt rigtige farve. Da jeg var seksten, tog jeg op og besøgte min mor, som nu var flyttet til Nuuk. Det var første gang, jeg skulle derhen, og jeg glædede mig. Jeg var høj og slank og havde lysende, blonde lokker. Jeg tænkte, at jeg ville være en superstar. Jeg havde pakket alt det pæneste tøj, jeg havde, som ville passe til sommervejret i Nuuk. Første dag, vi tog ned til centret for at shoppe, var jeg klar, fuld makeup og hovedet højt. Da jeg gik ned ad gaden i blændende solskin, så jeg en kvinde. Hendes kindben var høje og tydeligt markerede, og hendes øjne var brune og smukke. Det sorte hår var sat op i en knold, som fik hende til at se cool ud uden at prøve, og da ramte erkendelsen mig: Jeg var ikke speciel. Resten af dagen gik jeg rundt og følte mig lidt skuffet, men jeg lærte min lektie. Der er ikke nogen mening med at kalde mig “smuk af en grønlænder”, for det passer ikke. Jeg er bare smuk og grønlænder. 

Det slags “kompliment” var dog ikke det eneste, jeg mødte. Jeg begyndte at drikke meget tidligt, og første gang var jeg tretten. Det var nu ikke unormalt på Christianshavn. Jeg gjorde det med min tætte vennegruppe hjemme hos dem, der var alene hjemme, og ellers på gaden. I takt med at jeg blev ældre, tog jeg til flere fester og begyndte derigennem at møde flere mennesker. Så snart de hørte, hvor jeg var fra, ville de spørge, om jeg så også var alkoholiker. Når jeg blev fuld, kaldte de mig grønlænderstiv. Jeg fik at vide, at jeg måtte kunne lide øl, når nu jeg var grønlænder. 

Men jeg var fyldt med modstandskraft og prøvede enten at informere dem om deres problematiske udtalelser eller bare gå fra dem, der behandlede mig sådan, men tvivlen begyndte alligevel at tære på mig. Jeg havde svært ved at stoppe med at drikke, så snart jeg var begyndt. Jeg fik blackouts hver weekend. Jeg begyndte at tænke, at de måske havde ret - at jeg var anderledes, at det var en forhekselse, jeg havde arvet. Jeg drak så meget, fordi jeg ikke kunne håndtere mine følelser, men jeg begyndte at tro, at det var fordi, jeg er grønlænder. Der blev aldrig sagt det samme om mine danske venner. De drak lige så ofte som mig, men de var seje, og de var stolte - med druklege og konkurrencer om, hvem der kunne drikke mest. Det føltes bare aldrig som det samme, hvis jeg gjorde det. 

Mine tanker bliver afbrudt af den skarpe lyd af sirener og det blå lys, der rammer gadens facade. Det er ikke et sjældent syn på Christianshavn, men jeg krydser stadig fingre for, at de ikke stopper op her ved torvet. Det gør de nogle gange for at få ro på dem, der sidder bag mig. Det er bare overdrevet, når der holder tre vogne for at få ro på et skænderi. Det virker modstridende, at så stor en udrykning dukker op til et skænderi, når den har manglet i langt værre situationer - og pludselig sidder jeg der igen, fjorten år gammel, og venter forgæves på, at nogen griber ind. 

Min veninde og jeg er næsten ved broen, der fører til Kløvermarken, da vi opdager en skikkelse, der ligger i mørket med ansigtet fladt ned i asfalten, helt stille og ubevægelig. Han bliver i blink lyst op af hvide cykellygter fra cyklister, der passerer. De må have set ham, men alligevel drejer de udenom, som om intet er sket. Jeg prøver at få øjenkontakt med en gruppe voksne, der går forbi ham, men ingen fanger mit blik. Der går det op for mig, at ingen har tænkt sig at gøre noget. Min veninde og jeg bliver nødt til at reagere, når ingen af de her voksne vil. Vi går tættere på, vender ham rundt, og jeg får et sug i maven, da jeg opdager, at han lugter stærkt af alkohol og tobak. Jeg har aldrig før hjulpet en, der er faldet om, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 

Min veninde ringer 112. Hun taler i telefonen kortvarigt, før hun lægger den på igen og siger: “De spurgte fandme lige, om han var grønlænder?”. Det er som om, at al luften i mine lunger ikke vil ind eller ud. Mine tanker går med det samme hen på en historie, jeg hørte for nylig. En grønlandsk mand på Amager var omkommet, fordi ambulanceredderne ikke havde taget hans tilstand seriøst, da de hørte, han var grønlænder. Men jeg havde simpelthen ikke indset, at det ville være mere end et enkelttilfælde, at de spurgte ind til det. 

Det føles som en evighed, før ambulancen dukker op. 

Jeg vil aldrig glemme den aften. Siden den dag har jeg frygtet, at hvis jeg en dag skulle falde om på gaden i fuldskab, vil alarmcentralen så spørge, om jeg er grønlænder? Vil den person, der ringer, svare ja? Vil alarmcentralen vurdere, at de ikke vil hjælpe mig? I den situation er det måske kun vigtigt, om jeg har mørkt hår og smalle øjne, og om jeg er værd at redde. 

Jeg falder ud af mine tanker og kigger op, da en mand sætter sig ved siden af mig på stenbænken på torvet. Jeg lægger mærke til den grønne sixpack, der ligger til venstre for mig. Han smiler venligt, “Kalaallit nunaaninngaaneerpit?”. Jeg undskylder og siger, jeg ikke kan grønlandsk. ”Er du fra Grønland?”. Jeg svarer “ja”. Jeg er lidt nervøs, men han virker ikke til at have drukket noget endnu, det er nok hans første øl for i aften. Han spørger, om jeg vil have en af hans øl. Jeg overvejer først, hvad folk vil tænke og kigger mig omkring. Jeg ser op, og med det samme mødes jeg af de blikke, jeg er så nervøs for at se. De kigger på mig, som om de skal redde mig, eller at de afskyr os. Jeg tænker “fuck it”. Jeg drikker en øl med ham. Vi snakker om, hvor vi er fra i Grønland. Han er også fra Sydgrønland og smiler, når jeg nævner min mors navn. Jeg giver ham en smøg, og jeg lader bussen køre forbi. Folk kigger væk igen, eller måske er det mig, der ikke søger deres blikke længere. Jeg er ligeglad, jeg har fået en gratis øl og snakker med en venlig mand. Det er ikke så slemt.

I konfirmationsgave fik jeg en riffel. Året efter var mit syn forsvundet på højre øje og delvist også på venstre. Jeg har alligevel skudt en sæl med de her øjne. Jeg ved ikke hvordan.
Forleden tog jeg min forlovede og hendes familie med ud at skyde lerduer. Hver gang jeg havde skudt, måtte jeg spørge: “ramte jeg?”. De andre blev sure på mig. De synes, det var uretfærdigt, at jeg ramte hver gang, når jeg ikke engang selv kunne se det. Det må være Grønland, som bor i mig.

Jeg er født med leddegigt, og som 14-årig fik jeg min øjensygdom. Jeg har levet med smerter hele mit liv og med en krop, som ikke har kunnet bære mig. Mit syn forsvinder gradvist, som årene skrider frem. 

Somme tider rammer jeg en dårlig dag, og det er ikke altid, at jeg selv kan se det. Så opfører jeg mig som en idiot. Jeg føler mig deprimeret og sur. Jeg føler mig ikke god nok, og jeg kommer til at lade det gå ud over andre. Jeg troede egentlig, at jeg havde accepteret min krop og mit handicap, men jeg tror, at jeg skal lære at acceptere det hver dag. 

Min hjembys bjerg er hjerteformet. Uummat betyder hjerte, og Uummannaq betyder hjertefjeldet. 

Min hjemby, vores bjerg og vores fjord. Det er så smukt. Jeg holder virkelig meget af det. Folk rejser dertil og tager op på Ummannaq. De oplever den vilde udsigt deroppefra. Jeg kommer selv til Ummannaq ved at male det.

Som barn sad jeg meget i kørestol. Jeg kunne ikke lege med de andre, og jeg kunne ikke altid komme i skole, for der var ikke nogen elevator. Jeg var meget hjemme, så jeg kan de ting, som man kan gøre i et hjem. Jeg kan male og spille musik. Det har jeg lært mig selv. 

Mine malerier er blevet sat fri, efter jeg flyttede til Danmark. Når der sker noget nyt i mit liv, sker der noget nyt i mine malerier. Jeg flyttede til Danmark for et halvt år siden, og siden da er mine malerier blevet større. Det er mærkeligt, hvordan et lille land kan forstørre dem. Men jeg tror, at Danmark har sat dem fri. Jeg tør mere her. I Grønland holder man meget af genkendelige motiver. Nu er mine motiver blevet mere abstrakte og storslåede. Men farverne er de samme: hvid og blå, sne og himmel og is. Det er grønlandske farver. 

Når jeg er i Danmark, tænker jeg mindre over, hvad dem i Grønland vil synes om mine malerier. Så bruger jeg min fantasi mere, og jeg kan lige pludselig male i mange timer. Det plejede jeg ikke at kunne, men det er som om, at min hjerne slapper mere af nu. Nu maler jeg bare mit Grønland og ikke alle grønlænderes Grønland. Det er ikke lige så hårdt. 

Mit ord er også blevet sat fri. Jeg tænker generelt mindre over, hvad andre tænker, når jeg er i Danmark. Uummannaq er en lille by, og alle kender hinanden. Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvis jeg gør noget anderledes, så vil folk snakke om det. I en lille by ved man, at folk snakker. Det er også derfor, der ikke bliver talt højt om alle overgrebene i bygderne. Der kan være mange børn, som bliver misbrugt af den samme person, men fordi alle kender hinanden, så siger man det ikke højt. I Grønland er man elendig til at sige tingene højt, men det er jeg begyndt på nu. 

Selv min krop er blevet sat mere fri. Jeg er mindre afhængig af andre, for jeg kan selv bevæge mig rundt på min scooter i det flade danske landskab. De dage min krop bremser mig, kører jeg ekstra stærkt på min scooter – de dage har jeg ekstra meget brug for at mærke, at jeg er i live. Grønlands smukke natur er barsk for min krop. En krop som i forvejen kæmper hårdt. Landskabet er så bakket og ujævnt, at jeg ikke selv kan komme rundt. Og vinteren er hård. Den er for lys for mine øjne og for glat for min gigt. Sidste vinter brækkede jeg min hofte. Jeg sagde til min familie: ”Jeg skal ikke holde vinter i Grønland igen.” På det tidspunkt havde jeg ikke konkrete planer om at flytte til Danmark. Jeg vidste bare, at det var sidste gang, jeg havde gennemlevet den grønlandske vinter. Danmark er mildere mod min krop.

Nogle gange kommer jeg til at tænke på ham: drengen i kørestolen, som sad og kiggede ud af vinduet og ikke kunne lege med de andre. Jeg vil gerne give ham et kram. 

Han skammede sig så meget. Skammede sig over sin familie, sin krop, brandsår og operationssår. 

Den bor stadig i mig, skammen. Ligesom mange andre grønlændere har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var et lille barn. Jeg har altid været en belastning for min familie. Jeg er blevet valgt fra af de andre børn, fordi jeg sad i kørestol. Jeg har lært, at jeg er ligegyldig, at jeg ikke er noget værd. Min far dukkede ikke op til min fødsel. Han var der, da min storebror kom til verden. Han var der, da min lillesøster kom til verden. Men da jeg blev født, var han ude at drikke sig fuld. 

I dag har jeg tilgivet ham, for den smerte han har påført mig. Den følelse han har givet mig af, at jeg er ligegyldig. At jeg er en belastning. Men jeg tror, at jeg skal tilgive ham hver dag.

Når tanken rammer mig i dag, selvmordstanken, så er det fordi, jeg ikke kan de ting, jeg gerne vil. Min krop stopper mig i at leve så meget, som jeg gerne vil. Men så går det op for mig, at det jo netop betyder, at jeg elsker livet. 

Min mormor har altid elsket mig. Hun er den eneste, som altid har givet mig kærlighed og livsglæde. Jeg var meget hos hende, når min mor skulle aflastes for den last, som jeg var. Hjemme hos min mormor var jeg altid god nok. I hendes øjne var alt, jeg gjorde, fantastisk. Hun havde min tegning stående på sin reol. I dag har jeg hende med mig i alt, hvad jeg gør, og i altjeg opnår. 

Jeg er altid kommet bedre ud af det med de ældre. Jeg var meget anderledes end de andre børn i Uummannaq, så jeg har ingen jævnaldrende venner der. Jeg så anderledes ud, men jeg tænkte også anderledes, tror jeg. Jeg tænkte på en måde større. Jeg tænkte ud over Uummannaq. Ud over Grønland og problemer. Byen var for lille til mig og mine tanker. Men de gamle hørte mig og så mig, og de var interesserede i min kunst. Jeg tror, at de var stolte af mig, og det føltes godt. Det føltes godt, når de kaldte mig Kaaleerannguaq – søde lille Karl, betyder det. Når jeg har dårlige dage, hvor jeg er deprimeret og sur, så siger min mor, at jeg skal huske, hvem Kaaleerannguaq er. Men det er ikke altid så nemt. 

Nu er det blevet hårdere at være tilbage i Grønland, for alle de ældre, mine venner, er begyndt at dø. Måske er det også hårdt, fordi det minder mig om en tid, jeg ikke har lyst til at være forbundet med. Jeg skal ikke være der i mere end to uger. Hvis jeg er der i længere tid, så dør jeg. Jeg låser mig inde og begynder at skrumpe. Naturen er fantastisk og storslået, men det er alligevel for småt for mig. Mine tanker bliver indskrænket, og jeg mister langsomt min inspiration. Det er egentlig mærkeligt, når alt min inspiration er spiret derfra. Det var jo sådan set dér, det hele startede. Mine malerier forestiller Grønland, og jeg synger på grønlandsk, men jeg synes, det er svært at bo i Grønland med et handicap. 

Siden jeg var otte år gammel, har jeg skulle rejse til Danmark fire gange om året for at kunne blive undersøgt af gigtlæger og øjenlæger. Men jeg har altid sagt, at jeg ikke ville flytte. Der var en gang en sagsbehandler, som spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at flytte til Danmark, at det ligesom ville være nemmere. Min mor har også altid sagt, at jeg en dag ville forlade Grønland, og min søster har drillet mig med det. Jeg følte, at hvis jeg flyttede, var det ligesom at give op. Men på det seneste er det gået op for mig, at hvis jeg skal kunne gøre noget godt for Grønland, så skal jeg have styrke, og det kan jeg nemmere få her i Danmark, hvor der er ressourcer. Grønland er et stort og fantastisk land, men der er ikke plads til sådan én som mig. Ikke endnu. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, og hvis jeg får det bedre, kan jeg måske give mere tilbage. Jeg vil gerne have, at Grønland bliver et bedre sted at leve for børn, for alle. Folk skal føle, at de er gode nok, som de er, så de ikke bliver alkoholikere, misbrugere eller begår overgreb – det bliver en ond cirkel. 

I Grønland har jeg brugt alt min energi på bare at være til med den krop, jeg har. Nu kommer jeg måske til at have energi til noget mere, men det er en ambivalent følelse. Det føles mærkeligt, når nu jeg er grønlænder. Jeg er født i Grønland, og jeg kan mærke, at Grønland bor i mig, men alligevel kan jeg ikke være i mit land. Jeg bliver nedbrudt, fordi der ikke findes hjælpemidler til mig, og jeg bliver nødt til at flytte derfra for at få styrke

Der findes et grønlandsk udtryk ’Piumassuseq nukiuvoq’, som betyder ’med viljen har du styrke’. Jeg tror, jeg har viljen. Det er sådan, jeg har lært at male og spille musik. Det er sådan, jeg kommer igennem hverdagen. Det var sådan, jeg kom gennem min uddannelse. Det var hårdt. Jeg blev næsten blind, og jeg oplevede ikke at kunne bevæge mig. Jeg fik tæsk, jeg manglede penge og gik igennem hjertesorg. Jeg skal kæmpe med mit handicap, men jeg skal også kæmpe med livet ligesom alle andre. Det kan føles uretfærdigt. Jeg er stolt af, at jeg kunne komme igennem min uddannelse, men jeg måtte udskyde alle mine følelser – og det ramte mig hårdt psykisk efterfølgende. Jeg har viljen, men jeg har også en krop, der tærer på min styrke. På dansk siger man, at troen kan flytte bjerge. Men på min vej har der været mange bjerge og få ressourcer til at flytte dem. Det kræver så meget tro og vilje, at der nogle dage ikke er mere tilbage, og så glemmer jeg, hvem Kaaleerannguaq er. Jeg har brug for ekstra hjælp til at få styrke. Den hjælp kan jeg måske finde i Danmark – og måske kan den en dag også eksistere i Grønland. Piumassuseq nukiuvoq.

Minder af assimilering er syet ind i mit sindelag. Trådene fører tilbage til, da jeg kom fra Grønland til Danmark. Der har altid været nogen, der har fortalt mig, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var. Fra da jeg tog mine første skridt i mit barndomshjem med tvivlrådige, familiære relationer, til jeg befandt mig i mit voksne, selvstændige fundament. 

Jeg husker min ukonventionelle tilstedeværelse. Mit glatte, sortbrune hår stod i skarp kontrast til de blonde krøltoppe. Min grønlandske tunge lød som vokalisk volapyk i modsætning til de andre børns prompte danske sætninger. Og så var der mit navn med den utraditionelle klang blandt de arketypiske, danske navne. Ivalu¹ . Jeg forsøgte derfor at falde i ét med det ru, hvide savsmuldstapet. Men jeg faldt desværre bare, bogstaveligt talt, for jeg havde epilepsi. En epileptisk grønlænder i Danmark. En sær sæl på glatis.

                    Anaana² bærer polarnattens mørke i sit hår og øjne huden malet af den bløde, iskolde sne og høje, kantede kindben som Palasip Qaqqaa³ der kaster skygger på de farveglade træhuse 

                    Anaana bærer forfædrenes lys i sit tætpakkede sindelag en glemme stemme fra en snespurv sat i bur og et moralsk kompas draget af svingende kærlighedsvinde så tankerne emigrerer til endnu en bastant betonblok 

___________________________________________________________________________

^{1 Ivalu [I-va-lu] grønlandsk navn med flere betydninger, herunder: Senetråd, sommerfugl og lillesøster (anset som et identitetsforvirret individ)
2 Anaana [a-naa-na] mor (distræt moderskikkelse)
3 Palasip Qaqqaa [ba-la-sib kra-kraa] højt fjeld nord for Sisimiut (lokaliseret tæt ved fremmedartet fødeby)}

                   Anaana bærer et liv der tvinger hende i knæ og afføder et skrig med en organisme dømt til ikke at kunne finde hvilket sprog den skal tale eller hvor den har hjemme
                   Anaana bærer en dødvægt slynget over ryggen

Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata⁴ var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Jeg faldt
                 og faldt
                                                              og faldt i den dybeste afkrog i Ingenmandsland. 

Ingenmandsland ‍

Om
Ingenmandsland er et fremmedartet område på den nordlige halvkugle. Området består af et goldt og øde klima uden synlige tegn på liv. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom arv og miljø. Med sit indbyggertal på blot ét enkelt individ, er Ingenmandsland det mindst befolkede og mest isolerede område ved Den Nordatlantiske Strøm af Ensomhed. Ingenmandsland er hyppigt udsat for naturkatastrofer, såsom syndflod, grundet påvirkning af ustabile, beslægtede områder. Kulturlivet er derfor også præget af disse udsving, hvilket resulterer i mangelfulde karakteristika. 

‍

Hovedstad: Ivalu
Areal: 158 cm
Styreform: Kolonistyre
Indbyggertal: 1
Officielt sprog: Ukendt 

Anaana stoppede med at snakke grønlandsk til mig. Pludselig kunne jeg ikke bede om en siku⁵. Mit grønlandske ordforråd var som indlandsisen, der langsomt svandt til vand under den globale opvarmning. Jeg blev inficeret af en glorificeret danskhed.

______________________________________________________________________
^{4 Ataata [a-daa-da] far (mytisk rollemodel af mandlig karakter)
5 Siku [si-gu] is (fx en ispind)}

‍

    Ivalu er hjerneskadet. Derfor anbefaler vi, at hun starter et år senere i skole og får styr på nogle af sine sociale og faglige vanskeligheder først., sagde en vilkårlig pædagog til Anaana.

    Ivalu, vi skal lige snakke med dig., blev der sagt af en ukendt voksen midt i timen. Jeg gik nervøst med ud på gangen uden at vide hvorfor. Vi skal teste dine danske tale- og skriveevner i en lille kort test., fik jeg at vide, imens jeg blev vist ind i et lukket lokale med et retskrivningshæfte på bordet.

 Jeg følte, at jeg var i gang med duelighedstesten i ”er du dansk nok?”, og at jeg allerede fik dumpekarakterer ved at blive hevet ind til testen i det hele taget. Men jeg gjorde alt for at bestå. Min danske udtale blev perfekt. Jeg befandt mig i en dansk omgangskreds. Jeg var et pragteksemplar i dansktimerne. Jeg mestrede danske ord, som etniske danskere på min alder ikke gjorde. Men hver gang jeg befandt mig ved udkanten af Ingenmandsland og klar til at emigrere, blev mit danske, rødbederøde pas ikke godtaget. 

Jeg stod altid i baggrunden og håbede, jeg faldt i ét med det kæmpe islandskab, der omsluttede mig. Dagen Anaana besluttede, vi skulle flytte til Nuuk, kunne jeg mærke kuldegysningerne om min krop. Tanken om et land, der insisterede på mit ophav, men ikke nødvendigvis et tilhørsforhold. Jeg fik svedige håndflader ved tanken. 

Qaa⁶, du er i Grønland. Så snak nu grønlandsk!, blev der sagt af fremmede åndsfæller, når Anaana og jeg var til kaffemik⁷ . Jeg mærkede min egen fordanskede tilstedeværelse, som jeg havde fået proppet ned i halsen med modermælken. Nu gav mit danske sprog en afskyelig, kvalmende smag i munden, der hobede sig op som intense kvælningsfornemmelser i min hvidvaskede hals. Hver gang jeg spyttede de hårde, intetsigende konsonanter ud, stod det i larmende kontrast til de syngende, grønlandske vokaler. Qallunaaq⁸ var et ord jeg hørte flere gange, som gav et uforstående ekko i hovedet. Når jeg læste højt i skolen kunne jeg høre grin, der fremhævede hvor forkvaklede mine kommunikationsevner var blevet på dét, der engang var mit modersmål. De sandfærdige indfødte tog ikke hensyn til den grundlæggende uvidenhed, der blev ved med at spøge som en hvid tåge om mig. 

_____________________________________________________________________

^{6 Qaa [gr-aah] kom nu/be’ om (ofte brugt som negativt udråbsord).
7 Kaffemik [ka-fe-meg] uformel sammenkomst i Grønland med kaffe, kage og grønlandsk proviant (afholdes som åbent hus i forbindelse med fejringer af diverse begivenheder).
8 Qallunaaq [gra-sju-naak] hvid person/dansker (hyppigt brugt skældsord af forsmåede grønlændere).}

Hver dag var jeg som en tupilak⁹ med en umulig opgave foran mig. Anaana forsikrede mig om et trygt hjem i moderlandet, imens vi vandrede fra sofa til gæsteseng. Fra gæsteseng til luftmadras. Vejen mod en sikker base var som at bestige Ukkusissat¹⁰. Til sidst befandt vi os på et vandrehjem med fælles bad og køkken med andre tilrejsende. Værelset var kvadratisk med plads til en sovesofa, et sofabord og en luftmadras. Jeg ventede på, at Anaanas løfte blev indfriet. Men vi bevægede os blot frem og tilbage uden en endelig destination. Utallige pitstops på verdens længste vej fyldt med brogede fjelde. 

Aataas¹¹ inua¹² blev ét med naturen i en alder af 70 år. Hans fysiske tilstedeværelse blev indkapslet i en hvid kiste, men hans sjæl var stadig iboende i alt, han havde sagt, skrevet og tænkt. Kirkerummet var et sammensurium af taler og sange, som fyldte min hjerne med uforståelige brudstykker. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på alle mine minder, der dansede som en farverig palet af nordlyset. 

‍

                                            Aataa med sit politiske ståsted som en stolt moskusokse
                                            med sin skærende intelligens i kontrast
                                            med sine blændende beskrivelser på papir
                                            Moses, den ærefrygtindgydende leder
                                            deler vandene med sensitiv signifikans
                                            som enhver med polarulveblod blot må drømme om 

Det var først nu, jeg forstod Aataas indflydelse på en større mening, både politisk og kulturelt. Førhen så jeg ham blot som den piberygende, brummende mand i kælderen i det karrygule hus med grønne vinduer og røde tag. Men han er langt større end dét. Hans væsen var som en ledestjerne på den bare himmel i Ingenmandsland. 

Med sorgen over tabet af Aataa og håbet om at finde et hjem med i bagagen fløj vi over indlandsisen. Anaana og jeg var endnu engang på flugt. Vi skiftede bopæl i takt med hendes stormende forelskelser, som altid endte i forliste forhold. Så snart kufferten var pakket ud, skulle den lige så hurtigt pakkes sammen igen. Den lille flig af grønlandsk væren, jeg havde taget med mig, forsvandt i uanede mængder 

__________________________________________________________________

^{9 Tupilak [du-bi-larg] udskåret figur/souvenir for turister (oprindeligt fra grønlandsk mytologi hvor en tupilaks opgave var at angribe fjender med åndelig kraft. Dog kunne kraften vendes tilbage mod afsenderen, hvis fjendens kraft var stærkere). 10 Ukkusissat [Ugu-sis-sad] hårdt og stejlt bjerg i Nuuk (”Store Malene” på dansk).
11 Aataa [aa-daa] bedstefar
12 Inua [i-nu-a] sjæl/kraft (før Danmark tvang kristendommen ned over Grønland, var alle levende fænomener, herunder mennesker, dyr og planter, set som besjælede).}

af flytterod. Min selvopfattelse kollapsede på ny som et styrtende isfjeld, hver gang jeg skiftede adresse, skole og omgangskreds. 

       Du skal huske at holde tilbage med alkoholen, når du bliver ældre. For som grønlænder har du en større risiko for at blive alkoholiker. Sådan lød meldingen fra skolesygeplejersken uden at fortrække en mine. Jeg måtte have hørt forkert. Men min hørelse var blevet tjekket. Jeg havde heller ikke længere epilepsi. Nu var jeg bare en grønlænder i Danmark. Dog med en lægeordineret note om mulig alkoholisme. 

Er din mor alkoholiker?, blev der spurgt af en ukendt dreng fra klassen på min første dag i en ny skole. Spørgsmålet blev serveret som en slyngende lussing lige midt i ansigtet. 

Ord som ”grønlænderstiv” og ”guldbajer” satte dagsordenen. I gymnasiet håbede jeg på et markant skift fra folkeskolens fanatiske fordomme om grønlændere. Men jeg stod nu overfor en ny duelighedstest, som jeg kun så én mulighed for at bestå. Jeg blev derfor en medløber ved at omsætte etniske usikkerheder til racistiske vittigheder. Man kunne jo ikke grine af nogen, hvis de selv grinede med. Min personlighed var papirstynd som min side i blå bog, som mest af alt optrådte som fyldord blandt beskrivelserne af de andre på årgangen. Jeg var beskrevet som den stille pige med den monotone stemme. I emnefeltet om fremtiden, blev der ubevidst forelagt en selvopfyldende profeti: ”I fremtiden har Ivalu skrevet en bog om at være grønlænder i Danmark”. På trods af endnu en institutionel, mørk tid udpegede min ledestjerne, Aataa, lyset, der ventede forude. 

Mit kendskab til min fødeby og Ataata var lige distanceret. Jeg besøgte ængsteligt Ataata i mine sidste teenageår. Sidst jeg var i Sisimiut var i mine spæde år. Jeg befandt mig som en udvekslingsstudent blandt fremmede, som nærstuderede en case om sin egen evolution. Konklusionen tog form af de iagttagelser jeg gjorde mig i mit ophold. Jeg var sprogligt isoleret i de mange møder, jeg havde med familiemedlemmer. Hver samtale skulle gentages på dansk for mig, hvilket bekræftede Anaanas umyndiggørelse af mit sproglige ophav. De kulturelle forskelle stod klart frem som pålidelige kilder. Jeg stod foran en duelighedstest med en tydelig sprogbarriere, som jeg måtte se mig dumpet i. 

For første gang erkendte jeg konturerne af egne grænser. Jeg satte en stopper for flugten ved at stoppe kontakten til Anaana og Ataata. Jeg fortsatte på en solorejse mod et liv kun for mig selv. Jeg trodsede mine tidligere oplevelser med institutioners fremmedfjendskhed og søgte ind på universitet. Her var jeg overraskende nok mødt med en åbenhed og interesse, som jeg aldrig havde forestillet mig var indenfor rækkevidde. Jeg fik en bachelor- og kandidatgrad, men vigtigst af alt fik jeg oprigtige venskaber. Venskaber som byggede på et fundament af interesse og inddragelse i et fordomsfrit fællesskab. Jeg blev godtaget uden diverse duelighedstests, og jeg følte endelig modet til at efterlade uhensigtsmæssige relationer. Jeg gik fra at være et fastlåst individ i Ingenmandsland til at have fundet min sande egn, som jeg altid havde spejdet efter i horisonten. Min flugt var endelig forbi, for jeg havde fundet mit Bagland. 

Bagland ‍

Om
Bagland er et hjertevarmt åndehul på den nordlige halvkugle. Bagland har et frodigt klima med synlige tegn på vækst og trivsel. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom mod til at opbygge sig selv på ny. Med et indbyggertal under konstant udvikling, er Bagland et af de mest rummelige områder. Bagland er et elskværdigt land, og er således en populær destination for mange turister, nye som gamle, fra nær og fjern. Kulturlivet er derfor præget af disse møder, hvilket resulterer i en forstærket følelse af hjem. 

‍

‍

‍

‍

Hovedstad: Ivalu Areal: 139 km²
Styreform: Ivalus sindelag
Indbyggertal: Evigt voksende
Officielt sprog: Blandingssprog af den mangfoldige grønlandske prosodi og den umiddelbare danske morfologi

Når jeg tænker på Grønland, så tænker jeg på den røde sol over sneen eller på et sprog, jeg forstår i hjertet. Alt det smukke og rå. Men jeg tænker også på, om jeg føler mig velkommen. Om andre måske taler om mig bag min ryg og reducerer mig til at være en person, som ikke passer ind i deres ide om at være grønlænder. Måske passer jeg ikke ind i billedet af Grønland. Den smerte er svær at bære. Det er jo som at blive slettet fra det sted, jeg elsker allermest. 

“Skal du tilbage til Grønland?”

 Jeg var 13 år, da jeg blev anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Jeg havde boet i Danmark i to år, så det var stadig nyt for mig, og jeg talte kun meget lidt dansk. Jeg kan tydeligt huske, at pædagogerne stillede det samme spørgsmål, når vi snakkede i stuen eller inde på deres kontor, og snakken faldt på Grønland: “Skal du tilbage til Grønland?” Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, og i dag er jeg stadig i tvivl. Dengang tænkte jeg, om det mon var, fordi de var nysgerrige, eller om det var, fordi de ikke havde noget bedre spørgsmål at stille en 13-årig? Det var svært at vide, da jeg var barn. I dag tænker jeg, at det var, fordi de ikke var klar over, hvor vigtigt det var for mig at tale om Grønland på en måde, hvor det ikke handlede om at lave en plan for fremtiden, eller om ikke at tabe ansigt. Men virkelig turde tale om det.

Det var for det meste løse snakke, vi havde om Grønland. Fokus var på mentalt helbred, idet der jo ligger nogle grunde bag at blive anbragt udenfor hjemmet, som er svære for et barn at forstå. Måske skulle jeg have spurgt: “Ville det ikke være godt med en tur til Grønland?” For det var, som om ingen turde tale om det. Jeg turde heller ikke at insistere, for jeg følte ikke, det var min plads. Jeg var jo barnet.

Det føltes, som om det at tage til Grønland for dem var ligesom at vælge, hvilken farve strømper man ville have på. De fik det til at lyde sådan, men jeg tvivler på, at de mente det sådan. Det er for sent at spørge nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg ønsker ikke at fremstille dem på en forkert måde. Især fordi mit forhold til pædagogerne i sin tid kom af, at jeg var anbragt, er det svært at forestille mig at tale med dem i dag. Jeg ville have en masse at spørge om, som jeg har tænkt over, siden de kendte mig. Men måske er spørgsmålene til mig selv, mest af alt.

Jeg er ikke i kontakt med dem længere. Ikke fordi jeg ikke har haft behov for svar, men fordi det først var efter, jeg flyttede derfra, at det for alvor gik op for mig, hvor meget af det negative syn på grønlændere, jeg havde med mig derfra, var noget, jeg ubevidst havde overtaget fra netop pædagogerne. Det er ikke noget, jeg længere kan stå inde for. Jeg har været nødt til at aflære de forestillinger og i stedet finde tilbage til en stolthed over at være grønlænder – noget, som burde have været næret, ikke nedbrudt.

Jeg må erkende, at det stadig kan føles forkert ikke at vide, om jeg vil bo i Danmark eller i Grønland på grund af bostedets måde at tale om det på. Vi spillede fodbold på fodboldbanen i baghaven, brætspil i stuen eller var sammen på uforpligtende måder. Men jeg kunne godt have brugt, at nogen sagde: “Du finder ud af, hvad du vil. Det skal du ikke vide nu. ”Lad tiden gå.” 

Andreas var den eneste, det fungerede at snakke med om Grønland. Han var meget bevidst om, at alle skulle behandles lige, og at det var helt okay, at nogle havde behov for mere end andre. Han var den eneste, der var så god til at vise interesse i og forståelse for os, der var på bostedet, at han kunne lave sjov – ikke på den småracistiske måde, som gjorde ondt. De andre pædagoger prøvede, men de kunne ikke slippe deres fordomme, derfor var det svært at se det sjove i deres sjov. Andreas var en stor bamse med skæg og tatoveringer. 

Pædagogerne såede tvivl om vigtigheden af den årlige tur til ‘Grønland i Tivoli’ i København med min familie. Pædagogerne mente ikke, at det var det bedste for mig at se dem. De var ikke glade for at tale om de ting, som de ikke var uddannede til, men alligevel mente de, at Tivoli-turen i København var skidt.

Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.” Det var en helt ny måde for mig at se verden på. Jeg havde brugt næsten al min tid i Danmark på at bekymre mig om, hvad jeg skulle vælge. Her – for første gang – var der én, der virkelig forstod. Én, der så min splittelse for, hvad den egentlig var: et umuligt valg. Ikke noget, jeg skulle “løse” for at passe ind i Danmark. For hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Jeg er jo vokset op begge steder. Og jeg bærer på en kærlighed til dem begge – forskellig, ja, men lige ægte. Jeg sørger over ikke at kunne tage hjem, fordi jeg er trans. Men jeg nægter at give slip på håbet. Jeg husker at minde mig selv og andre om, at vi ikke er alene. Det er til tider, som om der ikke er plads til den, jeg er, hverken i Danmark eller Grønland. Følelsen af at flyde mellem steder uden helt at høre til nogle steder. Men jeg nægter at forsvinde i den tankegang. Jeg bærer mit sprog, min kultur og min identitet i kroppen – og ingen kan tage det fra mig, og jeg har selv importeret min identitet fra Grønland til Danmark. Det har taget sin told - hvad så? 

Mit nye hjem lidt uden for Skovby?

Indtil jeg fyldte 18 boede jeg et sted, der hed Lindeholt. Det var en gård uden for Skovby. Når man kørte ind ad indkørslen, lå der en sten, hvor navnet stod malet på. Jeg kan se det for mig, selvom jeg sjældent tænker på det. Bag de aflange gårdbygninger kunne man ane kanten af et fodboldmål, en trampolin, og man kunne se henover græsset omme i den store have. Jeg boede nede i kælderen i den midterste bygning. Jeg var den eneste grønlænder på Lindeholt. Derfor følte jeg, at jeg havde et ansvar for at fortælle om Grønland, når pædagogerne spurgte til det. I virkeligheden følte jeg nok et ansvar, ikke over for pædagogerne, men over for mig selv og for mit hjemland. Når fordomme kommer på bordet, bliver snakken en anden. Samtalen mellem to mennesker bliver til en samtale inde i to menneskers hoveder. 

Det var først, da jeg var 16, at jeg lærte, hvad det vil sige at være transkønnet. Go’ morgen Danmark kørte en weekendmorgen på fjernsynet i stuen. Efter jeg havde spist morgenmad, var en transkønnet gæst i programmet. Det var først her, jeg fandt ud af, at det at være transkønnet var en ting. Jeg begyndte i hormonbehandling i Danmark, og det stoppede mig fra at kunne flytte hjem. Igen kunne jeg pludselig mærke, hvor vigtig min relation til mit hjem, Grønland, var, og hvor svært det var at tale om.

Fordi jeg var så ung, var det svært at forsvare mig. Forsvare mit behov for at høre til, som er grundlæggende for at have det godt – fordi den omvendte følelse er at være udenfor eller udelukket. Pædagogerne fik ikke altid de svar, de fortjente. Jeg fik ikke de svar, Grønland og grønlændere fortjente. Jeg er opvokset med, at man skal respektere danskere. Så måske gjorde jeg bare dét. Selvfølgelig blev jeg sur og ked af det indeni. Men et barn gør aldrig noget galt i at være stiltiende til stede. De voksne fortalte, hvad der var bedst for mig, og det var, at jeg blev boende i Danmark og tog ferier i Grønland, når jeg var blevet voksen en gang. Efter noget tid stoppede de med at spørge mig og begyndte at sige, hvad de mente var bedst. Når de sagde: “Du har vænnet dig til at bo i Danmark”, sagde jeg dem ikke imod. Det tror jeg, de færreste børn ville. Det har intet med nationalitet at gøre, men at voksne er en autoritet, der kan definere, hvad der er vigtigt. Oveni det var de danskere, repræsentanter for en fremmed kultur, hvis perspektiv jeg måtte lære at forstå. Jeg lærte meget af de voksne omkring mig, men jeg lærte ikke det helt grundlæggende i at være til stede som mig selv. Det var ligesom om, jeg var sat der, uden at høre til. Jeg gik stadig i t-shirt om vinteren, så nej, jeg havde ikke vænnet mig til at bo i Danmark. Og hvorfor siger de så, at jeg har vænnet mig til at bo i Danmark? Der må være en grund til at sige det. 

Det var, som om Danmark var ”det gode” og Grønland var ”problemet”, og jeg skulle passe ind i det narrativ, selv hvis det betød at opgive noget, jeg holdt af. Jeg følte mig splittet. I Danmark blev jeg spurgt om, hvornår jeg skulle hjem. Når jeg talte med familie i Grønland, spurgte de også, hvornår jeg kom hjem. Men jeg vidste ikke, hvad hjem egentlig var. Jeg var stadig et barn og blev pludselig gjort ansvarlig for at vælge mellem to verdener. Og det var ikke klart, hvorfor der var tale om to forskellige verdener. Det er stadig lidt uklart. 

Importeret identitet 

Der var ikke nogen omkring mig i skolen, jeg kunne spejle mig i. De andre elever var meget danske. Jeg udtalte “rød grød med fløde” som en, der har boet i Danmark hele sit liv, men børnene grinte alligevel. De lyttede til Nik & Jay, og jeg lyttede til Julie Berthelsen. Hun var en, jeg kunne spejle mig i. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at de også ville kunne spejle sig i hende. 

Jeg følte mig alene og synlig på en måde, jeg ikke selv havde valgt. Når noget handlede om Grønland, blev alle øjne rettet mod mig. Det føltes, som om jeg skulle repræsentere et helt land, selvom jeg var et barn, der bare prøvede at passe ind. Da jeg startede i skole, læste min dansklærer en novelle højt. Der var en grønlænder i novellen. Og da jeg var den eneste grønlænder, kiggede hun på mig og spurgte: ”Bliver du i Danmark, eller skal du snart hjem?” 

Når en lærer spurgte mig foran hele klassen, om jeg skulle “hjem”, blev der udøvet en magt. Det var ikke bare en uskyldig kommentar. Det placerede mig udenfor resten af børnene, et sted jeg ikke vidste, jeg var – som om jeg var en midlertidig gæst, der ikke hørte til. Sproget var og er det, der fortæller, hvem der er ”rigtigt” dansk, og hvem der er “på besøg”. Som barn vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på at blive sat i centrum på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde svaret: “Hvorfor spørger du om det foran hele klassen? Jeg er bare et barn, og jeg ved det ikke. Er det ikke nok, at jeg er her nu?” Sådan var jeg ikke. Kynisk, kold og kontant – kald det, hvad du vil. Ville hun have stillet samme spørgsmål til en, som kom fra Sjælland? Ville hun forstå usikkerheden i at tale anderledes, være anderledes – og støtte?

Store frustrationer og store spørgsmål 

Jeg tænker tit på, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi ved ikke, hvordan vi skal lytte uden at forsvare os selv. Hvordan vi skal se hinanden uden at dømme. Hvordan vi skal rumme hinandens smerte uden at gøre den til vores egen. Vi er blevet så vant til at reagere, at vi har glemt at være til stede. Jeg mærker det hele tiden, spændingen mellem Grønland og Danmark. Mellem os. Vi ved ikke, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi taler forbi hinanden, ikke bare med ord, men med kroppe, med blikke, med fravær. Vi misforstår tavshed som samtykke, vrede som utaknemmelighed og smerte som svaghed. Vi har aldrig lært hinandens sprog, ikke det sproglige, men det menneskelige. 

Det handler ikke bare om fortid. Det handler om, hvordan vi stadig kigger på hinanden i dag. Danmark ser Grønland som noget, det ejer eller skal redde. Grønland ser Danmark som noget, der tog og stadig tager. Vi har ikke lært at være i øjenhøjde. Vi har lært at tåle hinanden. Det er ikke nok. Vi må lære at møde hinanden, menneske til menneske. 

Når vi møder hinanden med oprigtig interesse og respekt uden at tage gamle forestillinger og magtbalancer med os ind i rummet, så har vi mulighed for at se hinanden, som vi virkelig er. Ikke gennem et filter af historie, stereotyper eller forventninger, men som mennesker med egne erfaringer, drømme og sårbarheder. 

Det kræver, at vi tør give slip på behovet for at have ret og i stedet prøver at forstå. At vi tør lytte uden at afbryde, uden at dømme. Først når vi er villige til at høre hinandens virkeligheder, kan vi skabe noget, der ikke bare gentager gamle mønstre.

Denmark

I always grew up believing that we were in the wrong.
As we were “alcoholic, suicidal, and drug abusers.”
I was told by the people surrounding me that everyone from my home, my family
and my friends were bad people, and I was lucky to be different from them.
That I had a chance to change before it was too late.
But what was there to change?
I had everything a child would want and need in their life.
Love, peace and care.

It all became clear to me after we moved away from home to a place where
the air was warmer and the ground green, though not like how it was at home.
It was green. Green without the fruit or the berries. Green without the life the
animals brought – the change and passage of nature they overcame every year.

Simple and just.

It was warmer too. My skin glowed under the sun and wasn’t as irritated as it
was at home. I saw my people there, yet the whispers of the others lingered over
their heads, burdening them with their heritage.

The pride and joy of being Inuk wasn’t as bright and strong as it used to be.
Suddenly, the green turned ugly. The berries, bitter. The animals, evil. The others
told us there was no green to begin with. Hatred lingered in their gazes, belittling
their ancestors for their beliefs and ways.

At that age, I didn’t understand much of the difference that we had, the barrier
of who was who, better and worse.

Us and them.

I clearly remember a project at school where we were asked to tell the story of
a country and its most known explorer—the “founder”.

I had my heart set on Spain. I was in awe of their culture and found their history
fascinating. However, just before I started my research about the country, my
teacher handed me a book about Greenland. Since it was my home, my land, I
was obligated to tell a story about Greenland. About our “founder”.
“You’re a Greenlander, I think it’ll go well with you talking about Greenland.”
He addressed me.
“Greenlander.”
I didn’t mind the word, neither did I correct him – he was right. It was just that I
had never addressed myself as such, but as Inuk, a human, a person.

I remember my classmates being grateful they hadn’t been assigned Greenland.
And I remember beginning to resent having it myself, following in their direction
of hate and disappointment.

I hated it to fit in. The girls my age had blonde hair, light skin, green or blue eyes.
Nothing of the sort I had.

I may not have looked like them, but that didn’t mean I couldn’t act like them.

I started to hide my identity, my heritage, so I could be just. Like. Them.

I started to change into someone I didn’t know. Someone who my family couldn’trecognize.

I turned into someone who wasn’t me.

I started listening to the same words others before me had heard, and the words
hung heavy on my mind and soul, dragging me deeper into the self-loathing.

“Be happy we saved you and not someone else.”

“We did those things with the best intention.”

And it stayed like that, me belittling myself and who I was, until we moved away
to Greenland again, back home, but it wasn’t my home anymore.

Or was it?

Greenland & Alaska

Back in Greenland, my mother pushed me to practice our culture, how to drum
dance and sing, but it never really stuck until she made me apply for the Artic Win-
ter Games Culture Delegation, in which I had low hopes of being accepted into.

I mean, what was there to accept about me? I could do nothing. I didn’t know
how to perform. Sure, my mom had pushed me to learn how to drum dance,
but again, it didn’t stick with me. All I could do was draw and design, show off
my artistic skills and maybe help design something to be used at the games or
perhaps a performance.
After I sent my application, I almost forgot about it. As the months passed, I went
on with my life, focusing on my education. That was until my mom’s close friend
called me. Why doesn’t she call my mom directly? I thought. ”Congratulations
Aviâja. You’re one of the first ones to be accepted for the Arctic Winter Games
Culture Delegation. You’re going to be performing in Alaska.

”I was confused, excited, yet anxious. What if I disappoint them?

I could barely fully speak Greenlandic. I had removed myself from the mindset
that I was a Greenlander, and now I was suddenly thrown into the world of culture
and identity. I was lost. The question rose: “Who was I?”

I was a Greenlander, right? No. I didn’t have a right to be a Greenlander—I could
barely speak the language! And I wasn’t exactly fighting to show that I was a
Greenlander.

I was “fake.”

But I had a chance to change that. I had a chance to make good.

And that’s what I did.

I practiced, made mistakes and learned.

Over the course of several weeks, we created a performance. It was rooted in
mask dancing and drum dancing. It was different from what I had seen before.
It was wonderful, mind blowing.

Had I really been distancing myself from this?

Kept away from expressing my culture because of shame?

Shame over who I was and came from?

It was ridiculous, I was ridiculous.

I changed myself to fit in and be just like the others, but then again, I was just
a child.

I was just a child when people pressured me because of my culture, of who I
was and could become.

‍

‍

        “Alcoholic.”
                                           “Suicidal.”
                                                                        “Drug abuser.”
                                                                                                          “Greenlander.”
I was just a child.

And finally, when we had finalized our performance and traveled all the way over
to Alaska, I realized the difference between us and them.

They wore their culture with pride, dignity and respect, showing off their unique
and beautiful culture proudly. Something I hadn’t seen, something that was alien
to me.

Something I was jealous of, and something I wanted to change.

I wanted that pride, that joy of being who you were born to be.

And that’s what I’m still working with today: to ignore the teachings of those
who speak with degradation and injustice. I listen to my elders’ teachings, their
stories, and carry on their knowledge to others by performing, holding speeches
and creating stories of my own.

Now, when I see green, I see berries with sweet juice, I see animals nurturing
their young ones, I see my ancestors, sisters and brothers. I see Inuit.

Jeg er født og opvokset i Grønland, men jeg har altid været omgivet af to sprog: grønlandsk og dansk. Som barn tænkte jeg ikke særligt meget over det. Det var naturligt for mig at skifte sprog, alt efter hvem jeg snakkede med.

Det er først i løbet af de sidste par år, at jeg er blevet bevidst om, at sprog spiller en rolle for, hvordan man bliver mødt i verden. I Grønland hænger sproget tæt sammen med identitet, og det præger også, hvordan vi mødes i Danmark. For selvom vi officielt er en del af det danske rigsfællesskab, bliver grønlændere stadig behandlet anderledes - også i systemer, der burde være lige for alle. I uddannelsessystemet viser det sig for eksempel ved, at adgangskravene til universiteter i Danmark ofte er lavere for grønlændere end for danskere. Strukturer som dette minder mig om, at vores rødder og historie altid følger os, uanset hvor vi befinder os.

For mig har sprog både været et redskab og et tilhørsforhold. Jeg har brugt begge sprog, så længe jeg kan huske: derhjemme, i skolen, på arbejdet eller i fritiden. At vokse op med to sprog har været en gave. Det grønlandske sprog er en del af mig, mit hjem og min identitet, mens det danske sprog har åbnet døre og skabt muligheder. Det har blandt andet gjort min gymnasietid i Grønlandlettere, da størstedelen af undervisningen foregår på dansk – noget, som mange elever kæmper med. For mig har det været en klar fordel, og det vil helt sikkert også gavne mig i mange sammenhænge fremover.

Men selvom det at være dobbeltsproget har været en styrke, har det også rummet sine udfordringer. Nogle gange har jeg følt, at jeg ikke helt hørte hjemme nogen steder. Når jeg er sammen med nogen fra Danmark, mærker jeg tydeligt, at jeg ikke er dansk. Vi er vokset op med forskellige kulturer og i vidt forskellige omgivelser. Det blev særligt klart for mig første gang, jeg var i Danmark som17-årig. Jeg husker, hvordan jeg gik langs Strøget en sommerdag i København. Lydene kom fra alle sider – samtaler, trafik, musik fra gadehjørnerne. Mennesker strømmede forbi uden at hilse eller møde mit blik. Bygningerne stod tæt i rækker af mursten - helt anderledes end min hjemby, hvor husene er mere spredt, og hvor man altid hilste på dem, man passerede. Det føltes som at træde ind i en anden verden: fremmed, anderledes og langt fra den trygge fornemmelse af at høre til. Alligevel har jeg også øjeblikke i Grønland, hvor jeg oplever følelsen af ikke helt at passe ind. Jeg er vokset op i Qaqortoq, en by i Sydgrønland. Det har altid føltes som min base, mit hjem. Husene er bygget spredt rundt og har regnbuens farver. En stor del af bebyggelsen ligger nede ved havet, men bebyggelsen breder sig op ad fjeldene, helt op til 200 meters højde.

Alligevel opstår der indimellem øjeblikke, hvor jeg kan føle mig ”mindre hjemme”. Det sker særligt, når jeg tilbringer tid med nogen, der primært taler grønlandsk. Jeg er ofte omgivet af mennesker, som jeg snakker dansk med, og derfor kan det føles uvant, når jeg er i selskab med nogen, der taler flydende grønlandsk og haren stærkere tilknytning til sproget, kulturen eller de mere traditionelle værdier. I de situationer kan der opstå små misforståelser - selv i hverdagssamtalerne. Det kan føles, som om jeg bliver dømt. Dømt for ikke at kunne tale grønlandsklige så flot, lige så naturligt.

Hvad gør det ved én, at man ikke føler sig god nok på nogen af sine egne sprog? Det kan være en belastning. Der kan ligge en forventning om, at man skal kunne begge sprog perfekt.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil tale grønlandsk. Det vil jeg gerne. Det er mit modersmål. Det er sproget, jeg forbinder med min barndom, min familie og med mit hjem. Alligevel kan jeg komme til at tvivle på mig selv, når ordene ikke lige kommer til mig. Når det sprog, der burde føles som det mest naturlige i verden, pludselig virker fremmed på tungen.

Dansk har på sin egen måde også sat rødder i mig. Det er sproget, jeg har knyttet nogle af mine stærkeste venskaber på - især uden for min familie. Det er også det sprog, jeg ofte falder tilbage på i samtaler, når jeg virkelig vil nå ind til nogen. Måske fordi det er det sprog, jeg har brugt mest med de mennesker, der har stået mig nær i længere perioder af mit liv.

Nogle gange føles det, som om jeg balancerer mellem to sprog, og der er dage, hvor jeg står lidt ved siden af dem begge. Det bliver særlig mærkbart, når tvivlen ikke kun kommer indefra, men også udefra - fra blikke, kommentarer og den måde, folk møder én på. Jeg har flere gange oplevet, at folk bliver overrasket over, hvilke sprog jeg bruger, hvordan jeg opfører mig, og hvad jeg interesserer mig for. Som om det ikke passer med det billede, de havde dannet på forhånd. ”Du virker slet ikke som en grønlænder,” siger de. Eller: ”Du taler godt dansk.” Det er sikkert ment som et kompliment, men det føles tværtimod. Det føles som en påmindelse om, at der stadig findes en forestilling om, hvordan vi som grønlændere burde være - og hvis jeg ikke passer ind i den forestilling, så bliver jeg set anderledes - som en undtagelse.

Det er ikke, fordi det er en dårlig ting. Jeg er stolt af den person, jeg er. Det har bare ofte undret mig, hvorfor forventningerne til grønlændere stadig ligger så lavt. Nogle mennesker ser på mig med en slags overraskelse, når de hører, at jeg fik topkarakterer i folkeskolen og på gymnasiet. Som om det at tage sin uddannelse seriøst er noget særligt i Grønland. Det burde ikke være imponerende - det burde være normalt. I mange andre lande er det en selvfølge, at man stræber efter at gøre sit bedste i skolen. Hvorfor skulle det være anderledes her? Fordi jeg kommer fra et samfund, hvor man nøjes med at bestå og ikke stræbe efter mere?

Jeg har indset, at det måske ikke handler om at passe ind i én bestemt forestilling, men at kunne stå ved den blanding af identiteter, som jeg bærer med mig. I stedet for at lade mig begrænse af de billeder andre har af, hvad en grønlænder burde være, kan jeg bruge min dobbelte baggrund som en styrke til at bevæge mig imellem dem. I stedet for at sige enten grønlandsk eller dansk kan man stå ved begge dele som en blanding, fordi blandingen i sig selv er værdifuld. For måske handler det i virkeligheden ikke kun om Grønland og Danmark, men om noget mere generelt: at vi alle sammen leder efter et sted at høre til - også når vi bevæger os imellem forskellige fællesskaber.

At være en blanding gør mig måske anderledes, men det gør mig ikke alene. Vi er mange, der på hver vores måde er sammensat af flere steder, flere sprog, flere historier – og det er netop det, der giver os noget unikt at bidrage med. For i sidste ende er det blandingen, der gør mig hel. Og måske er det netop dér, at følelsen af at høre til begynder.

Drømmer du, far?

Jeg håber, du drømmer om store have, store smukke skove og marker fyldt med vildt. Jeg håber, du ligger og drømmer om lækre fisk og en stor fangst .Eller svømmer du rundt i havet med Sassuma Aana, havets sjæl, som tager sig af dig og hvalerne, sælerne og fiskene? Sov godt, Ataata. Farvel.”

Takuus Ataata - Vi ses, far

Min far står så fint i sin lille krukke på det lille bord, et stearinlys står tændt, og et billede af ham står oven på krukken. Han smiler, og rynkerne krammer hans øjne, mine øjne, mine i fremtiden rynker. Jeg er 28 år. For en måned siden holdt jeg hans hånd, imens jeg tryglede hamom at se på mig en sidste gang: “Vil du ikke nok åbne øjnene og se på mig, far?” Kun høje bip-lyde og en rumsteren fra sygeplejerskerne var mit eneste svar. “Far, det er Freja, som sidder her, kan du høre mig?” Et klem, så hårdt de store, ophævede hænder kunne klare. Jeg kunne ikke blive ved med at sidde der, kunne ikke snakke med flere hvide kitler og lukkede øjne. Så jeg tog toget hjem igen fra Falster til København. Næste dag åbnede han sine smukke øjne og rykkede i weekenden over på en ny stue. Mandag morgen døde han. Den 6.november 2023. Mens han lå der, ønskede jeg, at han var sammen med havet og dets moder. Jeg gav mig selv en drøm – et håb om, hvor han skulle hen. Jæger, fisker, musiker, håndværkskunstner. brandmand, ven, bror, søn og far. Den gamle grønlænder, som burde være blevet meget ældre. Han gav mig mit blod, min styrke, min overlevelse, min hud, mine øjne.“
   Da hans mor døde, sagde han “Så nu er hun blevet hentet,” og næstedag fandt han en Qajaq dér, hvor vi nu skal sprede ham. Dér, hvor han luftede hund hver dag i 30 år.” Jeg er i gang med at holde en tale for min far. Vi står i strandjægernes hytte i Stubbekøbing. Rummet er fyldt med gamle venner, familie og en håndfuld af mine egne venner, som gerne ville komme og støtte mig. Jeg slutter af med: “Jeg håber, hun tager godt imod dig, hende, havets sjæl, når nu vi sejler ud og spreder dig. Du må hilse dem alle og give en skål. Takuss, Ataata!”. Jeg forstår ikke, at jeg kunne. Gjorde jeg lige det her? Sker det her virkelig?

‍Men jeg ville gerne, talen kom som en hurtig strøm af ord, jeg skrev den på et kvarter. Alle som vil kramme, krammer jeg; alle som takker, takker jeg tilbage. Jeg flyder igennem en strøm af munde og øjne og hænder, og jeg smiler og flyder rundt i bølger af kærlighed. Strømmen sender mig af sted på en ny rejse. Danner spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på, de bobler frem under huden. Ånder vågner i knoglerne og sender mig af sted. Jeg vil gerne lære mig selv mere at kende, jeg vil gerne lære dette gamle hav, som er bruset op indeni, at kende. Jeg ville bare ønske, at det var kommet lidt før, mens han stadig var her.

Pigen, som søgte havets moder

Jeg er seks år og sidder på en hundeslæde iført anorak, imens holder jeg min oldemors ulu, en grønlandsk kvindekniv, som jeg i dag har tatoveret på min venstre arm, ved siden af mit hjerte. Vi skal spille et lille teaterstykke om den lille pige, som søgte Sassuma Aana. Jeg er den eneste fra min folkeskoleklasse i Stubbekøbing med grønlandsk blod, og jeg er så ulykkelig over, at jeg ikke har fået hovedrollen. Jeg ville gerne have været Pani, der reddede fangsten og bygden. Det skulle da have været mig?

Jeg husker ikke, at vi talte så meget om min fars opvækst eller om minder fra Grønland. Jeg lærte at tælle til fem med et brændende ønske om at lære det sprog, min far ikke længere kunne huske. Som en ting, man gerne vil eje, men som er blevet væk i flytterodet fra Nanortalik til Qaqortoq til Amager, for til sidst måske at forsvinde i Nykøbing Falster. Vi sang en grønlandsk julesang hvert år om træet “Gavida, gavida, gavinjaput”. Sang højt, grinede, bukkede og nejede, som det hører sig til, imens de levende lys strålede sammen med de grønlandske perler på træet.

Vi talte aldrig om at være anderledes, det er jo bare sådan, det nu engang er. Vi tog meget ud i naturen, ved havet, for her var der ro, og man kunne være sig selv. Vi spiste massevis af fisk og rejer og vildt kød. Sovs og nye danske kartofler. Flere kilo svampe, som blev samlet i naturen og endnu flere kilo raps, som vi høstede fra haven. Vi nævnte sjældent dem, som ikke længere var her, men jeg lærte tidligt, at nogle dør unge, og livet kan være barskt at leve. Alle disse levede liv, med stemmer som ikke længere er her, var at finde, da vi pakkede min fars hus ned. Jeg fandt blandt mange ting et sælskind, en maske, en broderet pude med motiv af hundeslæde og kvinder iført nationaldragt, otte perleklokker, tre fotomapper fra Nanortalik og Qaqortoq og Nini Alices sytøjsæske. Vores lille arv lagde jeg forsigtigt ned i kasser, som blev afmærket “GRØNLAND”. Alle disse stemmer, som kunne give svar på mine voksende spørgsmål. “Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvor kommer jeg fra? Kan I svare mig på det?”

‍En fremmed i eget land

Jeg er 25 år. Vi sidder på en bodega i de sene timer, imens røg og øl danser om os. “Jamen, er Danmark ikke det bedste land, som kunne kolonisere Grønland?”. Min kæreste ser arrogant på mig og fortsætter så: “...altså, hvis vi skal forestille os en anden virkelighed, så forestil dig, at det havde været Rusland eller USA?” Mine forfædre raser i min sjæl, hele mit indre gør ondt. Hvis vi skal forestille osen anden virkelighed, kan det så ikke være en virkelighed, hvor ingen koloniserer,og alle kan beholde deres eget land!?
   Næste måned går vi en lang tur ved fjorden i Valbyparken. Jeg har lyst til at skrige og råbe. Dybe sår bliver rippet op, og jeg kan ikke svare på noget, kan ikke debattere, vil ikke og kan ikke. “Altså hold nu op, Freja - du er jo ikke undertrykt. Danmark koloniserer jo ikke engang Grønland længere. Du er altså heller ikke rigtig grønlænder, du kan ikke engang sproget? Du ligner ikke engang én. Så hvordan skulle du vide noget som helst?” Han holder mig med et fast tag om hånden, jeg kan ikke slippe, kan ikke slippe følelsen af svigt, svigt fra ham, jeg elsker, svigt fra mig selv, fordi jeg ikke kan sige ham imod. Kan ikke rive mig løs fra ham og redde mig selv. “Husk nu lige på, at jeg altså har skrevet bachelor om Grønland, så jeg ved, hvad jeg taler om.” På min kind er der vådt af vrede og iskolde tårer, og jeg ryster på hovedet. Jeg lukker bare ned, lukker ned og forsvinder. Lukker ned for min stemme og mine forfædre. Når der kommer nyheder om Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Når andre snakkerom Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Det spreder sig som en gift i min krop, jeg stopper med at bruge min stemme. Jeg bliver bange for, hvad andre kan finde på at sige, og hvad jeg ikke kan sige til det.
Men jeg ser også ansigter på gaden, ser ansigter i stemmerne, som ikke kan placere mig. For jeg ligner da heller ikke en dansker? Spyt, kaldenavne og undersøgende øjne vandrer over mit hår, min hud, min historie. Fremmedheden lægger sig hen over mig som et stykke stof, der blafrer hen over huden. Den lægger sig tæt om mig og klæber sig fast, hver gang jeg får de fremmedgørendespørgsmål.

For jeg ved jo ikke noget som helst.

“Du er da ikke helt dansk, vel?” “Er du ikke fra Afrika?” “Undskyld, men er du fra Brasilien?” “Du er da ikke fra Grønland?” “Det kan da ikke være rigtigt! Med det hår?” “Men hvor mange procent?“ “HVOR ER DU FRA????” “Dét kan man ik’ se på dig??” “Du kan da ikke kun være dansk og grønlandsk?” “Du må da stamme fra nogle af de dér” “Du må have noget af de dér i dit blod” ”Har du taget en gentest?” “Du lyver, du er fra Brasilien!?” “Med det hår? Det er da ikke særlig grønlandsk, vel?” “Jamen, du er jo den eksotiske grønlænder” “Må jeg røre dit hår”

I, der genkender mig

Vi er ikke sammen længere, ham der gjorde mig så utryg og stemmeløs. Jeg er 29 år og står på Saxogade og er i gang med at lukke caféen. En inuitkvinde kommer gående forbi mig, jeg smiler til hende og løfter øjenbrynene. Hun løftersine øjenbryn tilbage og SER MIG. “Hav en rigtig god aften,” siger hun, idet hun passerer mig. Vi har genkendt hinandens ånd, vi har set hinanden. Rørt løfter jeg én af bænkene og sætter den op på cafébordet, en lille tåre kysser min kind. Jeg smiler med en lille indånding og tænker: Åh, det er bare det bedste, nårdet sker. Når jeg føler mig genkendt. Hvis jeg ved, at jeg vil være et sted med andre inuit, fanger jeg mig selv i at sætte håret stramt op, tage perler på, huske at rynke på bryn og ansigt, krølle det sammen og smile varmt. Jeg pakker mit store hår væk og viser min tattoo frem. Jeg er bange for, at de ikke kan se, at jeg også er en af dem.

   Første gang jeg besøger Nunarput Kalaallit Nunaat, er jeg 15 år. ”Immuksukkullu?” Den gamle mand kigger på mig. Vi er på slædetur, min mormor, minmor og jeg. Fjeldet er fyldt med sne, der er udsigt til indlandsisen, som smelter ud i havet. Solen skinner, og det er den smukkeste dag i hundrede år. Jeg ser uforstående tilbage på ham og stammer: “Undskyld hvad?” Han smiler tilbage og løfter øjenbrynene: “Mælk og sukker?” En varm strøm af glæde breder sig i mit bryst. Troede han virkelig, at jeg kunne sproget? Spurgte han mig lige om det? En følelse af at komme hjem har været her siden den første dag. En længsel, som har svømmet rundt i mit bryst letter en smule, da vi lander i Kangerlussuaq. Min længsel bliver endnu mindre, da vi sejler rundt blandt isbjerge, og solen kysser hvert et åndedrag. Den forsvinder, da vi kører til indlandsisen og træder ind påden klare is. Min længsel takker for hans spørgsmål om immuk sukkullu. Den vil så gerne svare og sige: “Aap, qujanarujussuaq.” Den vil så gerne blive i dette magiske land med disse magiske mennesker, som vækker magien inde i mig. Min far kom aldrig hjem igen, han blev ved med at udskyde rejsen. Han skulle have været her, skulle have stået på fjeldet igen i sin fysiske form.
Måske han var bange for ikke at kunne tale sproget længere? Ikke at blive set igen? Måske råbte og skreg hans længsel, til den blot var en indre storm uden ord. Jeg ved, det var det første sted, han svømmede hen, efter vi spredte ham i vandet ved nordøstkysten til Falster. Svømmende i selskab med sine brødre,som ikke længere er her, til Sassuma Anaanas åbne favn. Videre til åndernes rige.

Hvornår er jeg grønlandsk-dansk nok?
Men jeg skal jo bare være mig, for jeg er bare mig.
Jeg er ikke noget halvt eller kvart eller halvanden, jeg er et helt menneske. Jeg er
inuk. Jeg er en havfrue, jeg er salt og sukker og sovs med ribsgele. Jeg er dansk.
Jeg er smuk og god og rigtig, som jeg er.
Og nej, du må ikke røre ved mit hår.

Asavakkit Ataata - Jeg elsker dig, far

Min stemme er tilbage. Isen er smeltet, ånden er vågnet.
Min far ligger på en hospitalsseng med foldede hænder.
Han holder en lille samling af blomster, og en fjer er sat i hans hår.
Sorgen lægger sig som en lang indånding, den spreder sig i hele kroppen og hænger hen over mig. En form for lettelse hænger under den, han er ikke længerei smerte. Én efter én krammer vi hinanden og kigger på ham, taler om hans sidste dage. Det er den første døde krop, jeg har set. Ånden er strømmet ud af skallen og har samlet sig til en ny form. Han står nok derinde med os, i et sterilt rum fyldt med varme mennesker, som græder. Vi skal til at sige det sidste farvel. Min nye kæreste går hen og tager hans hånd: “Farvel Erling, hav det godt.” Jeg følger langsomt efter ham og sætter mig ned, mens jeg lægger en hånd på den kolde krop. Min stemme ryster, og jeg kan næsten ikke sige noget. Helt sagte, næsten uden lyd, får jeg hvisket: “Hej Ataata, så skete det, hva’? Asavakkit.” Jeg synker og kigger på de lukkede øjne, fregnerne på det gamle ansigt, jeg printer det ind i mit sind. “God rejse, papa. Farvel, takuss.” Min hals er som en flod. Der sidder en stor sten og trykker på strømmen, og uden på halsen bølger vandet ned fra mine øjne. Hans øjne. Jeg kysser ham på panden og går væk fra sengen. Det er for sent til at ærgre sig over alle de ting, jeg ikke fik svar på. Dem må jeg søge et andet sted. I havet, i den del af ham, som er en del af mig, i os, der er tilbage, os, som er anderledes, os uden far.

Jeg må snakke med dem, som har det på samme måde, eller dem, som ikke har. En dag kan jeg selv svømme af sted, og der er det lige meget, for der har jeg selv fået fred.