“Ej - du er virkelig dårlig til dansk”

I et lille køkken i forstaden sidder tre kvinder. En mor og hendes to døtre. Køkkenet er et nyere højglans IKEA-køkken, der er dekoreret med madpyramiden fra Coop samt små dekorative billeder af det romantiserede Grønland. Det klassiske: smukke isbjerge, slædehundehvalpe, hvaler og sæler. Alt dét, danskerne elsker ved Grønland. Køkkenet giver et udtryk af to kulturer blandet godt sammen. På væggen over spisebordet hænger der en opslagstavle fyldt med billeder af familien med minder fra en tid, hvor man bare var. Billeder af dem, der stadig lever, og af dem, som ikke er her mere. Familien kender døden godt. De er blevet gode til at sørge, både sammen og hver for sig, for livet fortsætter. Det har de jo set, at det gør. 

En af de to døtre er mig. Den lille nunu, som er den lunefulde, til tider rebelske og retfærdighedssøgende. En side, min mor også havde i sin ungdom - den vestjyske rødstrømpe, der fik børn med en grønlænder uden at blive gift først, hvilket næsten ødelagde relationen til vestjyderne i vores familie. Heldigvis kan børn bringe familier sammen igen. 

Min mormor og morfars kærlighed til os børnebørn er større end deres vrede over vores uægthed. Min mormor har altid overøst os med kærlighed, kram, kys og forkælet os helt forfærdeligt. Alligevel har hun også forbandet mine traditionelle øjne-tatoveringer og udtrykt, at Danmark er bedre end Grønland, når jeg har beklaget mig over det indforståede faktum, at Danmark er Grønland overlegen. Men hende kan jeg altid tilgive, så længe hun tager min hånd, når vi slapper af i sofaen, kysser min kind, lytter til mig og ser mig.

Jeg kigger på min mor, som sidder skråt overfor mig på sin faste plads ved spisebordet. Vi har aldrig lignet mor og datter. Kontrasten mellem hendes isblå øjne og hvide hår og mine sorte øjne og brune hår gør, at vi ikke ser relaterede ud. Da vi var børn, blev min mor spurgt, hvor hun havde os fra. Min mor svarede stolt: “De er hjemmelavede.” 

Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg er min fars datter. Jeg er min farmor og farfars barnebarn og alligevel meget hvidere. 

Min farfar var depotbestyrer og sørgede for varer til bygden i Grønland. Et arbejde, han fik taget fra sig, fordi han ikke havde den “rigtige” uddannelse. Danmark, danskere, tog det fra ham på grund af manglende skolepapirer, selvom han var fuldt ud kompetent til at udføre arbejdet. Man mente, at Grønland skulle afbilde det overlegne danske samfund. Dette var den nye sandhed, som vi er fuldstændigt hjernevaskede med her i vesten. Vi kan ikke have vores egen mening eller moral, medmindre en professor har sagt det til en avis, og så følger vi det blindt. Da min ataata under G60 blev tilbudt at blive sendt til Danmark og blive assimileret, takkede min farmor ja. Hun vidste godt, hvordan fremtiden så ud. Jo mere dansk man er, des bedre kan man klare sig i Grønland. Men assimileringen slog fejl med min ataata. Han blev rodløs og rejste mellem Grønland og Danmark i sine unge år, indtil han mødte min mor. De prøvede at flytte tilbage til Grønland i fem år, og i den tid fik de mig, hvor de endte med at rejse tilbage til Danmark. De har sagt, at de gjorde det for os - for at vi kunne få en uddannelse, og så vi kunne nyde det danske liv. 

Dét valg, der blev taget for mig, har jeg ofte tvivlet på. Når man er født i Grønland, bliver man født som dansk statsborger. Grønlændere bør derfor have samme rettigheder som etniske danskere i Danmark, men det er ikke tilfældet. Jeg ved ikke, hvad der skete i min ataatas familie, efter min farfar fik taget sin butik og titel fra sig, men det gik ned ad bakke derfra. 

Jeg har en faster, der drak sig selv ihjel. Hun var også flyttet til Danmark og boede i en by ikke så langt fra os. Hun fik aldrig børn, og nu hvor vi har hørt om spiralkampagnen, hvor halvdelen af fødedygtige kvinder fik sat spiral op med og uden deres samtykke, kan vi godt tvivle på, om hun var en af dem. 

Min søster og jeg var i det samme køkken, som vi sad i nu, da fastnettelefonen, der hang i køkkenet, ringede. Min søster, dengang meget yngre, tog den. Hun så helt forkert ud og sagde, at det var politiet, der ringede om, at en Christiane var død. Vi vidste ikke, hvem Christiane var, fordi vi kun kendte hende som atsa Adi. Men fordi vi var alene hjemme, ringede vi til vores far og fandt ud af, at det var vores elskede atsa. Som voksen har jeg fundet ud af, at hun havde drukket, mens hun var på antabus. 

Adi hænger også på opslagstavlen i køkkenet over spisebordet. Hun står på Fredericia Havn med en fiskestang, krøllet permanent hår, fin makeup og en striktrøje. Jeg kan huske, at vi var på sommerferie hos hende, og hun tog os med på værtshus. Ret hurtigt kom en mand og sagde, at dette sted ikke var for børn, men hendes alkoholisme skyggede for, hvad der var bedst for os. Gad vide, hvad hun skulle dulme? 

Vi tre—min mor, søster og jeg—hænger ud i køkkenet, fordi det kæmpe 60 tommer tv altid brager med lyd i stuen, og jeg kan ikke holde ud at være der, medmindre jeg aktivt ser med.
“Jeg var ude at spise sushi i går med Lisa,” fortæller jeg min mor og søster, “men det var en lidt mærkelig oplevelse.”
“Nå, hvad så? Hvad skete der?” spørger min mor uden at kigge op fra hendes Facebook-feed.
“Kokken kom ned og snakkede med os og troede, at vi var søstre, altså Lisa og jeg.” Lisa og jeg kan godt have nogle lighedstræk. Begge med hjerteformede ansigter, men hendes blå-grønne øjne og blonde hår står i stærk kontrast til mine farver. “Jeg sagde, at jeg var grønlænder. Og så sagde han, at han havde en veninde, der var grønlænder, og det var helt vildt, som grønlændere kan drikke.” “Hvad sagde du så?” spørger min søster, der sidder ved siden af mig overfor min mor. Mobilen forlader ikke hendes hånd, men hendes øjne møder mine.
“Jeg prøvede bare at fortsætte snakken. Jeg ville ikke ødelægge den gode stemning.”

 … For det var jo så hyggeligt. Og så kastede han lige noget hyggeracisme ind. Jeg skal jo have noget selvironi som grønlænder og ikke være så nærtagende. Jeg ser i min familie, hvordan en alkoholiker kan påvirke to generationer. Men det er jo så pissehyggeligt at joke om min smerte. Det føles som en form for kontrol. Jeg skal kende min plads. 

Jeg er vokset op i et boligkvarter, som er multietnisk. Vi var børn, der legede sammen fra hele verden: Ghana, Australien, Somalia, Grønland og Danmark. Vi var fuldstændig ligeglade med, hvor hinanden kom fra, for vi skulle lege politi og røvere. Så startede jeg i folkeskole, og alle mine klassekammerater var danskere. Jeg tror ikke, at mine klassekammerater tænkte over, at jeg var anderledes grundet mit ophav, men jeg ville så gerne være en af dem. Jeg kunne dog mærke, at jeg var anderledes, og der var noget ved den måde, vores familie var på, som adskilte sig fra de andres. Som børn fik vi altid at vide af vores forældre, at vi var særlige, fordi vi var østgrønlændere. Det resulterede i, at jeg fik meget selvtillid, hvilket jeg ikke måtte have i forstaden, så jeg blev mobbet tilbage på plads. Janteloven lever stærkt. Det ødelagde mit selvværd, og det er stadig noget, jeg kæmper med i dag. 

Min etnicitet fyldte ikke meget i mine tidlige teenageår, for der var så meget død i mit liv, at jeg bare skulle overleve og forsøge at have et tilnærmelsesvis normalt teenageliv. Lige da jeg blev myndig, havde jeg et dybt ønske om at være hvid. Popkulturen fremhævede kun blonde kvinder i Danmark. Den danske sang er en ung blond pige. Jeg afblegede mit hår og gik kun i dyrt mærketøj. Jeg blev meget bevidst om, at der var status i tøj og udseende. Jeg følte, at der var et større pres på mig, fordi jeg var grønlænder, for jeg vidste, at den generelle holdning til grønlændere var - og stadig er - at vi alle er alkoholiseret. 

Selvom jeg møder racisme ofte i forskellige former og størrelser, så er den værste racisme den indirekte, der er forklædt som empati. Skjuler man sin racisme, så kommer vi aldrig til at kunne have en dialog om det. Jeg har fået at vide, at jeg er den smukkeste grønlænder, de har mødt, at jeg lignede Julie Berthelsen. Jeg bør jo være beæret over sådan et kompliment, men det er jeg ikke. Der er en stereotyp om, hvordan en grønlænder ser ud. Sandheden er, at vi er lige så forskellige, som danskere er.

Jeg har i min ungdom skullet finde mig i jokes om selvmord og alkoholisme, fordi jeg er grønlænder. Som ung var jeg ikke stærk nok til at forsvare mig selv, fordi jeg ikke var oplyst nok. Jeg vidste ikke nok om mit ophav, eller hvordan racismen kunne forklæde sig. Resultatet af dette er, at jeg altid har haft et skjold oppe. Jeg har fået at vide, at jeg har en udstråling, der siger, at man ikke kan fucke med mig. Og det kan man ikke. For jeg har fået nok. Der skal kraftedeme ikke grines af eller hygges med, at der er alkoholisme i min familie. De folk, som joker med det, antager, at jeg ikke er en af dem. Hvorfor er det okay at joke med en byrde, som har givet mig så meget smerte i mit liv? Hvordan ved de, at jeg ikke har lidt af det, de griner af? Jeg har mistet to halvsøskende. Til selvmord. Jeg ser deres død som en konsekvens af social arv, og den sociale arv er blevet til som en direkte konsekvens af kolonialismen. I Danmark har man dog den holdning, at man er den bedste kolonimagt i verden. Det hele er jo gjort i den bedste mening over for de stakkels grønlændere med deres empatiske vestlige verdenssyn. 

En anden form for internaliseret racisme, jeg har oplevet, er white savior racisme. Jeg var på en sheltertur for kvinder, hvor jeg håbede på at møde nye friluftsvenner.

Jeg fortalte, at jeg var grønlænder—og det blev straks et emne, der skulle tales om. Den ene af pigerne antog, at hele min familie var alkoholikere, der drak på gaden, og hun havde en dyb empati for mig. Jeg hadede det, og jeg forklarede ikke, at det ikke var gældende for min familie. I stedet frøs jeg. Jeg har før prøvet, at bekendte har antaget, at mine forældre er alkoholikere, fordi de har set dem drikke en øl til en koncert og være i festligt humør. Antagelserne er mange. 

Coronatiden var skelsættende for mig i forhold til min identitet som grønlænder. Black Lives Matter (BLM) startede i USA, og der skete en opblomstring med Inuit Decolonize-influencere. Der begyndte at komme foredrag om min anden kultur online. Min kultur, som har været gemt og glemt. Jeg kunne i den periode fordybe mig i problematikkerne om koloniseringen, og jeg fik en forståelse, jeg ikke havde haft før. Jo mere jeg lærte, jo mere jeg forstod, desto mere voksede vreden i mig. Og med tiden kom der flere historier frem. FN udtalte, at der er systematisk racisme mod grønlændere i Danmark. Kommunerne bruger tests til at vurdere forældreegenskaber, som ikke tager højde for kulturforskelle. Fordi det bliver antaget, at grønlændere er alkoholikere, bliver 5 ud af 100 børn taget fra grønlandske forældre sammenlignet med 1 ud af 100 børn af etniske danskere i Danmark. Så når jeg vælger at få børn en dag, er der større risiko for, at mine børn bliver anbragt end mine veninders, fordi jeg er 1. generations grønlænder. Jeg troede faktisk efter FNs udtalelse, at der ville komme ramaskrig, da BLM også fyldte i Danmark. I stedet havde alle travlt med at overbevise os om, at de overhovedet ikke er racister, og at de “tager folk, som de er.” Men som altid skete der intet. De danske nyhedsmedier var fuldstændig apatiske; der var ingen, der snakkede om det. Det er, som om hvis danskerne ikke kan identificere sig med det, så bliver det ikke talt om. Det føles som et tabu, og man er den største killjoy, hvis man vil snakke om det. 

Når jeg er i København, bliver der altid talt engelsk til mig af selvsamme danskere, som mener, at de ingen fordomme har. Jeg er åbenbart for brun til, at jeg ligner en, der kan dansk. Når jeg er afsted på mine friluftsture i Danmark, bliver folk også overrasket over, at jeg taler dansk. Jeg har ligeledes prøvet i flyet hjem fra Kangerlussuaq til Danmark, at der var en ung mand, der talte engelsk til mig. Jeg svarede på dansk, endda fynsk, da jeg kunne høre, at han var dansker. Det var akavet fire timer hjem i flyveren. 

Jeg føler mig afvist, når der bliver talt engelsk til mig. Man skal se ud og være på en bestemt måde for at være med i klubben. Og hver gang der kommer kontroverser som Trump, der vil købe Grønland, og snakken falder på selvstændighed, ser man, hvor godt racismen har det i Danmark. “FJERN BLOKTILSKUDDET!” bliver der råbt samstemmigt. Og jeg skal høre på kolleger, der siger: “Grønland kan jo ikke klare sig selv.” Nej, men kan Danmark klare sig selv? Det er da bestemt også et land, der er afhængig af EU. Grønland får 4,5 milliarder om året i bloktilskud. Danske landmænd får 5-7 milliarder om året i støtte fra EU, hvor de samtidig er med til at dræbe naturen. Så snart jeg hører nogle bruge argumentet om bloktilskud, eller at de er trætte af spørgsmålet om selvstændighed, så stopper jeg med at lytte. Og da racismen for alvor lyste igennem på TV2 og DR1, stoppede jeg med at følge med i debatten. Narrativet i danske medier passer ikke med, hvordan man ser det fra grønlandsk side. Da DR afpublicerede “Grønlands hvide guld” for lige bagefter at lave et racistisk indslag i “Tæt på Sandheden”, som skulle fremstå satirisk. Indslaget, som bestod af en dansk skuespillerinde, der portrætterede en inuit kvinde med ansigtstatoveringer, rød anorak og en traditionel harpun, var årsagen til, at jeg stoppede helt med at stole på dem.

Jeg har fået at vide: “Signe, du er jo dansker,” hvor jeg har måttet forklare, at ja, jeg er dansker, men jeg er også grønlænder. Det er, som om jeg skal vælge side. Som om jeg ikke kan være begge dele. Og selvom jeg i dag står stolt med mit danske og grønlandske ophav, og jeg sidder her i det danske køkken med de overromantiserede grønlandske billeder, så har jeg ikke privilegiet at passe ind. Grønlændere i Grønland har et land. Danskerne har et land. Det er der, de har hjemme. Men lille nunu passer ikke i de bokse, der er sat af samfundet. Jeg prøver stadig at finde mig selv. Jeg identificerer mig selv som dansk grønlænder. Når jeg er på ferie i Nuuk, ser de mig som en af deres. Jeg passer ind, og det er ikke unaturligt, at jeg ikke kan grønlandsk. Men når emnet falder på Østgrønland i Nuuk, er de hurtige til at stemple, at der er noget i vejen med østgrønlændere, fordi der er så stor mistrivsel og sociale problemer. Og da jeg så var i Østgrønland, blev jeg kaldt dansker. Så selvom jeg aldrig rigtig passer ind, elsker jeg den, jeg er blevet. 

Jeg er blevet hårdfør as fuck, jeg kan ret hurtigt læse folk, jeg er aldrig for fin til noget, og jeg har gennemskuet strukturer i det danske samfund, som står i kontrast til det grønlandske. Hvis mine forfædre kan gå fra at være et stenaldernaturfolk til moderne mennesker på under 200 år, så ved jeg, at jeg kan klare mig i den her verden trods modgang og latterlige holdninger. Det giver mig styrke, og jeg ved, at mine forfædre er med mig.

‍

‍

‍Jeg kigger op på den rodede opslagstavle fyldt med billeder af dem, vi holder af, og jeg fyldes med minder. Hvis opslagstavlen var et kort, ville det være svært at navigere rundt i. Det hele er blandet godt sammen. Det er noget, jeg kender godt. Det er lige, som det skal være.

Jeg er ni år gammel, og rummet er indelukket. Der er et maleri på væggen. Det forestiller en park med blomster og en lille sø; der er få blomster, selv i de blomsterdedikerede områder. Den grønne farve er så spraglet og levende, at det næsten ser unaturligt ud. Maleriet er det eneste med farve i lokalet - resten er gråt, koldt og upersonligt. Selv skrivebordet, som man normalt forbinder med træ, har bagsiden beklædt i gråt dekorlaminat. Manden ved skrivebordet er en uigenkendelig masse med gråt hår, som jeg ikke kan genkalde, når jeg går, da ansigtets former forsvinder for mit hoved, så snart jeg kigger væk. Han ligner en grå blob. Men jeg kan høre og genkende hans stemme, og jeg kan stadig høre den, den dag i dag, når jeg lukker øjnene.

 ”Hvorfor er du her i dag?”

Jeg sidder og sparker lidt uroligt med mine ben, for jeg er heller ikke helt sikker på, hvorfor jeg sidder heroppe i et lokale ved loftet, op ad den uhyggeligt snoede trappe, i stedet for at have matematik. Det gør mig egentlig ikke noget, for jeg er dårlig til matematik, og læreren kan ikke lide mig. Hvis jeg stiller uddybende – eller ”dumme” – spørgsmål, når vi skal lære noget nyt, beskylder hun mig for at drille og gøre grin med hendes undervisning. Hun smider sin bunke papirer ned på kateteret og skælder mig ud foran de andre, som alle fniser over, at jeg tør være så ”provokerende”.

 Jeg forstod bare ikke, hvordan jeg skulle løse opgaven.

Manden ved skrivebordet er skolepsykolog. Han trommer sin kuglepen ned på notesblokken gentagne gange for at få min opmærksomhed tilbage på ham. Jeg var blevet distraheret af alle de grønne blade udenfor. Jeg kigger mod ham, men han laver næsten springgymnastik med sit hoved for at få øjenkontakt med mig. Til sidst laver han et misfornøjet grynt og skriver noget ned på sin notesblok, mens han mumler, at jeg burde være bedre til at imødekomme øjenkontakt.

 “Har du tænkt dig at fortælle mig, hvorfor du er her i dag?” 

Jeg laver en grimasse, han ikke bryder sig om, for inden jeg når at svare, skriver han noget ned igen og kigger så op på mig med et hævet øjenbryn: ”Har du brug for en tolk til vores samtaler? Kan din mor dansk?” 

Jeg læner mit hoved til siden i forvirring: “Jeg kan godt dansk. Men jeg kan fortælle dig, hvordan man siger glædelig jul på grønlandsk, og hvordan du introducerer dig selv. Min mor er også god til dansk.” 

Han ser i et splitsekund lidt overrasket ud, før han fletter sine fingre på skrivebordet og spørger: ”Kan du lide det her?” 

Mine øjenbryn finder hinanden i en forvirret panderynke, før jeg svarer langsomt, så han ikke misforstår mig ligesom matematiklæreren: ”Jeg synes godt, at du kunne bruge nogle planter og nogle farver. Min yndlingsfarve er blå lige nu, men mine vægge er grønne på mit værelse.” 

Han griner højt og læner sig tilbage: “I Danmark, mener jeg. Her i byen. Med dine venner.” Jeg synker lidt ned i sædet og sukker: “Jeg har ikke rigtig nogen faste venner. Nogle gange synes de, at jeg er sjov, andre gange er det mig, de snakker om bag min ryg - ligesom de gør med en af de andre.”

Han fnyser og affejer, hvad jeg siger: ”Sådan noget gør børn altså ikke så meget af. Det er for systematisk.” 

Systematisk? Sys-te-ma-tisk? Jeg kender ikke rigtig ordet, men jeg forstår, at han ikke tror på mig. Så jeg kigger op på ham og spørger i stedet: “Kan du fortælle mig, hvorfor jeg er her i dag?”

Han giver mig et udfordrende blik, før han smiler: ”Det kunne jeg.” Han læner sig frem på sit skrivebord igen: ”Men lad os finde ud af svaret sammen.” 

Jeg måtte ikke vide, hvilke dage jeg skulle snakke med Grå Blob, for hvis jeg vidste det, ville jeg pjække. Med dårlige knæ og tendens til halsbetændelse vidste jeg, hvordan jeg skulle spille syg på den rigtige måde. Selvom det ikke var en hemmelighed i skolegården, at jeg gik hos skolepsykologen, virkede det næsten sådan derhjemme, for vi talte slet ikke om det – eller ham.

Et sted inde i mig var jeg glad for at gå til de her møder, for jeg håbede, at de ville gøre, at jeg kunne skifte skole. Mine klassekammerater brugte meget tid på at minde mig om, at de ejede mig, fordi Danmark ejede Grønland. De foreslog, at jeg gik oftere i bad og måske farvede mit hår, så jeg kunne ligne dem en smule mere; porcelænshvid hud og blondt hår. Hvis jeg dryppede blegemiddel i øjnene, ville de måske endda blive blå eller grønne. En af pigerne foreslog at tage det med hjemmefra, så jeg kunne gøre det foran dem i frikvarteret nede bag hallen. Min klasselærer vidste lidt om, hvor dårligt jeg havde det - og han vidste også, at jeg nærmest ingenting fortalte til Grå Blob. Han opfordrede mig til at være mere ærlig til møderne, så det prøvede jeg.

 “Jeg har prøvet at dræbe mig selv.” 

Grå Blob kunne næsten ikke stoppe med at grine, mens han skrev ned i lang tid, før han spurgte, hvad jeg mente med det. 

Jeg fortalte ham om det store glas med Panodiler, vi har hjemme i skabet - det var ikke fyldt, men jeg tog alle dem, der var. 

“Og hvordan havde du det bagefter?” 

Jeg lavede en irriteret grimasse: ”Det var jo lidt nederen, at jeg var i live. Jeg tog alle pillerne én ad gangen, så jeg fik rigtig ondt i maven af alt det vand.” 

Der forstår han, hvad jeg ikke gjorde dengang; jeg havde indtaget så meget væske, at det endte med ikke at være nok til at dræbe mig. 

Han grinte igen: “Det tæller altså ikke som selvmord.”

Fra det øjeblik og frem grinte han bare, når jeg fortalte ham om negative ting; at jeg skar i mig selv, sultede mig selv og holdt mig selv vågen nærmest hver nat. Alle tingene blev hånet med den samme slags joke: “Som dengang du ikke tog nok Panodiler?” 

Da jeg endelig var færdig med forløbet hos ham, havde han én diagnose og ét behandlingsforslag til mig. 

Diagnose: utilpasset grønlænder, som er blevet integreret forkert. 

Foreslået behandling: Find en dansk familie, som er villig til at bruge lidt ekstra tid i deres eget hjem med Kuka, så de kan blive ordentligt indforstået med danske værdier.

______ 

Jeg er 25 år gammel, og jeg rammes af duften af luftfrisker i rummet. Der er et maleri på væggen. Det forestiller et træ i en have med et lille hus i baggrunden. Jeg kan se fire forskellige typer frugt på lærredet; citroner på træet, æbler i en kurv på jorden og en skål med appelsiner og bananer på et havebord. Væggene og gulvet er grå, hvide og upersonlige, men det runde bord, vi sidder ved, er en flot træsort. Stolene er i forskellige pangfarver. Min nye psykolog har plakater og pamfletter hængende omkring os. 

“Havde du også de her symptomer som barn?” spørger hun. 

Jeg skifter min vægt på sædet, mens jeg vrider mine fingre imellem hinanden. Det er et spørgsmål, der stadig giver mig kvalme, selv efter mange timer i psykiatrien, fordi Grå Blob med det samme klemmer sig ind forrest i mine tanker. 

Rationelt og emotionelt er jeg blevet gammel nok til at kunne se, at mine rigide behov for struktur, stressbelastningstendenser og sociale vanskeligheder helt sikkert stammer fra autismen, men en monsun af ubehag vælter over mit nervesystem, hver gang jeg tænker på det forløb, jeg var i med Grå Blob. 

Et forløb, mine forældre ikke engang blev informeret om, før det var færdigt. 

“Jeg havde en lærer som… lagde mærke til, at jeg kæmpede lidt socialt…”

Hun nikker og skriver noget ned på sin digitale notesblok; den gemmer alt digitalt, og vi havde brugt ti minutter på at snakke om dens specifikationer, før vi gik i gang med dagens interviewspørgsmål. Det er fjerde samtale, og hun er i gang med at rydde op i 12 diagnoser og fejlslagne udredninger, der strækker sig over 15 år. Før hun siger mere, tilføjer jeg: “Psykologen dengang… fejllæste en del af mine symptomer, og derfor kom det aldrig rigtig videre derfra.”

Vi snakker om de træk, som jeg mistænker, at jeg har maskeret for at passe ind. Jeg slapper ikke mere af i det emne, men vejrtrækningen bliver alligevel nemmere. Det her er en del af min historie, som jeg har fortalt så mange gange, at det er blevet til et distanceret stormvejr for mig. Følelserne er der stadig, men jeg kigger udefra og observerer oplevelsen.

 “Hvorfor var det så vigtigt for dig at passe ind?”

Jeg stivner i ryggen og bliver irritabel. “Det var det heller ikke,” bider jeg, før jeg fanger mig selv og begynder at stimme med mine fingre igen – den samme repetitive bevægelse af en uhørt melodi, jeg har lavet, siden jeg var lille. Selvstimuleringen er blevet udskældt af flere lærere, men jeg er endelig begyndt at lade mig selv gøre det tydeligt. 

“Det har altid været umuligt for mig at passe ind i Danmark, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve? Jeg tog sort tøj på, lagde meget eyeliner og havde hobbyer, som var udenfor normen. Jeg satte bevidst mig selv udenfor cirklen, så jeg ikke kunne blive smidt ud.”

 “Du sagde, du brugte meget af din barndom og ungdom i Grønland – passede du så ind der?” 

Hun er en dygtig psykolog. Hun lytter til, hvad jeg siger, selvom jeg siger mindre til psykologer, efter jeg mødte Grå Blob. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare hende, at jeg altid har følt hjemve til et sted, som jeg ikke kunne finde.

I Grønland var jeg dansker, i Danmark var jeg grønlænder. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg kan beskrive, at jeg bevidst har holdt min egen familie på afstand, fordi jeg var rædselsslagen for, at de ville få samme holdninger til mig som alle de danskere, jeg mødte.

Hvad hvis de også synes, at jeg sagde mærkelige ting og var ulækker? Hvad hvis jeg var alle de her ting, men de havde bare ikke nået at se det, før jeg flyttede? Det var nemmere at holde afstand. Jeg bildte mig selv ind, at hvis mine fætre og kusiner kun kendte den lille Kuka, de kunne huske, ville de ikke begynde at hade voksen-Kuka. 

Hvis mine mostre og min elskede onkel ikke vidste, hvem jeg var, kunne de ikke hade mig. 

Jeg har fået SMS’er fra klassekammeraters forældre om, at jeg skulle lade deres børn være – i folkeskolen var de voksne sjældent bange for at sige deres negative holdninger om mig højt. I mit desperate forsøg på at lade som om alt var, som det skulle være, lavede jeg en maske. 

Så ingen, udover værelsets fire vægge, måtte vide, hvor galt det stod til. Jeg blev den gode grønlænder i Danmark; den, der grinte med på jokes om alkohol, den, der ikke bragte politik op, og den, der blev en gående reklamesøjle for Grønlands natur. 

For i danskernes øjne var det aldrig en pæn ting, at jeg var grønlænder, men mit land har altid været et pænt sted at besøge. 

Jeg opdager ikke, at jeg græder, før jeg blinker tårer væk. Psykologen skubber langsomt Kleenex-pakken mod mig, før hun smiler stort. “Jeg tror, jeg har været igennem alle spørgsmålene med dig nu! Nu vil jeg tage din sag op til konference, og så vil jeg vende tilbage med din revurderede diagnose.” 

Diagnose: autisme og ADHD 

Foreslået behandling: Kuka har brug for ro og tid til selvaccept for at bearbejde det traumatiske i at have skjult sit autentiske jeg i mange år og deres forvrængede billede af sig selv. 

______ 

Jeg er 29 år gammel og sidder i min stue. Det er bare mig. Der er et maleri på væggen, som forestiller et skib ude på havet, som kæmper mod stormen. Det er omringet af bølger, og der er lys i baggrunden

Det har altid føltes… hjemligt. Havet har altid været et sted, hvor jeg kunne trække vejret. Duften af tang og saltvand, følelsen af vinden, som aer mine kinder, og alt det blå, der omringer mig som et kram. Min puls falder, og larmen i mit hoved stilner. 

Jeg tænker tit på, hvad der ville have været sket, hvis jeg havde fået diagnosen som barn. Ville jeg have haft de samme skarpe kanter? 

Ville formen af min sjæl have været blødere, mere sammenhængende? 

Jeg behøver ikke have alle svarene, men nogle aftener ville jeg ønske det. I mit indre krammer jeg lille Kuka, som ikke vil stoppe med at græde. Jeg troede ikke, at jeg ville blive teenager; 18 år virkede slet ikke realistisk. 

Nu planlægger min familie og jeg min 30-års fødselsdag, og jeg minder lille Kuka om, at heling ikke er lineær. At mørket, der indtog en plads, kommer til at blive mindre og mindre, jo mere jeg omringer mig selv med lyset. At folk som Grå Blob aldrig vil have magten til at definere mig igen. Jeg er inuk, og jeg er autist. Jeg kan ikke integreres forkert, fordi jeg hører til - præcis som jeg er.

Én forskel mellem folkeskolen i Danmark og i Grønland er, at man i Grønland starter i 1. og slutter i 10. klasse, mens man i Danmark starter i 0. og slutter i 9. klasse. I slutningen af 9. klasse her i Grønland tog jeg den beslutning, at jeg ville tage mit sidste skoleår på efterskole i Danmark. Jeg endte dog med at fortryde det. Jeg havde følt mig meget udenfor i 9. klasse, da min bedste veninde var flyttet til en anden by, og vores vennegruppe var faldet lidt fra hinanden. Da jeg var barn, tog vi i gennemsnit på ferie til Danmark hvert andet år. Jeg følte, at jeg kendte til en stor del af samfundet i Danmark - jeg havde jo lært en masse om Danmark i folkeskolen. 

Da jeg først ankom til Danmark, var der stadig ca. en-to uger til første skoledag. Jeg brugte tiden med familien. Vi tog blandt andet til Djurs Sommerland, som altid har været lidt af en elsket tradition. Jeg kan huske på første skoledag, at jeg havde stort set hele min fars side af familien med, mine bedsteforældre, min faster og hendes familie. Mine forældre var ikke taget med til Danmark, vi havde brugt sommerferien på en tur op til Nordgrønland for at hilse på mors side af familien. Jeg havde allerede mødt min roomie og hendes forældre, og så blev det tid til at møde vores kontaktgruppe. Jeg kan ikke huske sindssygt meget fra de første uger på efterskolen. Generelt er hele efterskoleopholdet nogle gange svært at huske, men jeg blev hurtigt kendt som hende fra Grønland. Under en walkand-talk introducerede jeg mig selv fra Grønland og mødte et par, som således sagde til mig: ”oh! Så du er hende fra Grønland?”. Det tog jeg positivt, fordi rigtig mange egentlig bare virkede nysgerrige. De havde måske ikke mødt ret mange, eller ingen, fra Grønland før. Men én ting var sikkert – jeg tog fejl ved at tro, at jeg kendte Danmark og det danske samfund. Jeg fik et meget stort kulturchok: den måde, folk snakkede så højt og konstant snakkede over hinanden, gav mig hovedpine. Det tog mig tre måneder at blive vant til den måde vandet er filtreret på i Danmark, weird right? Man forstår det ikke, før man på et tidspunkt selv har prøvet det. På efterskolen endte jeg med at være rigtig stille. Jeg observerede kulturen, inden jeg ville indgå venskaber, for hvad nu hvis jeg lavede fejl? Hvad nu hvis jeg blev set som weird? Men det var egentlig en stor fejl, at jeg var så stille, for jeg endte med at isolere mig selv. Og da jeg endelig var kommet mig oven på mit kulturchok, havde alle fundet deres vennegrupper, og jeg følte virkelig, det var for sent at prøve og joine andre grupper. Måske var det den måde, jeg stylede mit outfit på, for I must admit, jeg var godt i gang med at explore, hvad min stil skulle være. Man kan jo ikke rigtigt gøre det her i Grønland, da ikke alle trends ankommer til øen, så jeg udnyttede, at jeg var i et land, hvor man kunne købe alt muligt. Hvem har ikke haft sådan en awkward phase? I det mindste følte jeg mig alligevel confident og ikke insecure. 

Jeg oplevede en hel masse hyggeracisme fra nogle af dem, jeg gik på efterskole med. Der var ofte drenge, som virkelig troede, jeg ikke vidste, hvad de mente, når de fnisende stillede et no-shit-spørgsmål. Jeg svarede dem altid i håb om, at jeg over tid ville blive mindre isoleret og mere inkluderet. Guess what? Skete aldrig. Der var nogle få af mine efterskolekammerater, som syntes, det var latterligt, det de andre gjorde, men de kom aldrig rigtigt til at snakke med mig ordentligt. Jeg var meget typen, som ikke turde at reach out, så det er partially my fault, men jeg blev ofte rigtig bange for, at de kun ville snakke med mig for at lave sjov med mig. Jeg lærte meget hurtigt, hvornår danskerne opførte sig racistisk overfor mig. Det gik dog ikke op for mig, at det var hyggeracisme, indtil nogen lærte mig, hvad hyggeracisme var, efter at jeg var kommet hjem fra Danmark. 

Jeg kan huske, at efterskolen, jeg gik på, var en gammel grønlænderskole som de selv kaldte det. Jeg husker, de fortalte, at grønlænderne lærte at gøre rent og bruge køkkenet. Og så hørte vi om, at det spøgte på det gamle pigetoilet oppe på pigegangen. Mange af mine efterskolekammerater jokede ofte om hende. Jeg fandt så ud af, at det var en pige, som havde begået selvmord i skolens kælder, fordi hun var blevet gravid. Jeg havde aldrig syntes, det var sjovt, når de jokede om selvmordsspøgelset. Og da jeg en dag kiggede på væggen med elevbilleder gennem årene, bemærkede jeg, at på de ældste billeder havde mange af elevernes navne en grønlandsk by stående i stedet for deres efternavne. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle have det med at vide, hvor de alle kom fra. Jeg spottede også få fra min hjemby Qaqortoq, der stod Julianehaab, hvilket jeg på det tidspunkt egentlig syntes, var lidt ironisk. Jeg spottede også hende, som havde begået selvmord på skolen. Jeg kan ikke huske det, men der stod enten Narsaq, Julianehaab eller Nuuk under hendes navn. Jeg indser nu, hvor fucked up det må havde været, og jeg undrer mig over, hvorfor mine efterskolekammerater syntes, det var pisse grineren at joke om hende med hinanden. Jeg har nu indset, at den side af skolen (dengang det var en grønlænderskole) nok er den samme side af Danmark, som også satte spiraler op i kvinder uden samtykke. Jeg har ikke beviser, men jeg syntes, at hendes selvmord siger nok om det… Long story short: jeg endte med at fortryde mit ophold på efterskolen. 

Til sidst var jeg altid alene. Jeg havde ingen venner. Jeg ville rigtig gerne hjem ca. to-tre måneder inden, vi var færdige. Jeg græd til mine forældre på Facetime, om de ikke nok kunne få mig hjem, men de havde købt billetter til Landsstævnet 2022, hvor jeg var med i en gymnastikopvisning. Det var et arrangement en uge efter, vi var færdige med efterskolen, så de bad mig om at holde ud indtil det var overstået. Så det gjorde jeg. 

Nogen sagde til mig, at de andres opførsel nok skyldtes Corona. Fordi man havde været så indelukket og væk fra andre mennesker, havde nogle af mine efterskolekammerater glemt, hvordan man opførte sig pænt mod andre. Dengang syntes jeg den forklaring gav mening. Dengang var jeg heller ikke så aware over, hvad folk faktisk mente med de ting, de gjorde. Hver gang jeg kigger tilbage på mit efterskoleophold, indser jeg mere og mere, hvor fucked up det egentlig var – at grunden til, jeg aldrig rigtigt blev inkluderet, var pga. min anderledes kulturbaggrund. Det er så tydeligt, når jeg kigger tilbage på det nu. 

Jeg kom endelig hjem til Qaqortoq. Det var sommer. Der var sol fra kl. 4 om morgenen til kl. 11 om aftenen. Storisen i fjorden gjorde det koldt om aftenen. Jeg var så glad for at være vendt tilbage. Jeg startede på gymnasiet i august 2022. Jeg trængte ellers virkelig til et sabbatår allerede dér, men min fars side a familien tillod det ikke rigtig. Det var vel fint nok, så længe jeg var hjemme. 

Det var første skoledag, og jeg var stadig i gang med at finde min stil, men var endelig på vej i den rigtige retning. Jeg var i R-klassen, og vi var godt i gang med at lære hinanden at kende. Jeg bemærkede ret hurtigt, at jeg kom i fokus hos en af lærerne: jeg blev mine klassekammeraters hjælper. Jeg hjalp meget med at oversætte, når de ikke rigtig forstod den danske lærer. Det var jeg egentlig okay med, da jeg gerne ville være venner med mine klassekammerater, og gerne ville have, at de lærte noget. Men det gav dem ingen ret til hyggeracisme – ja, kalaaleqatikka¹ begyndte også at behandle mig anderledes for den danske side af mine gener. Det gjorde virkelig ondt på mig. De fleste af mine klassekammerater gjorde det sjældent, men der var en, der konstant kaldte mig for lille dansker og sagde, at det var så sødt den måde, jeg snakkede grønlandsk på. Hun kaldte mig 

______________________________________________________________________________

^{1 Medgrønlændere}

sådan, fordi jeg ikke altid lige sagde sætningerne på den måde, mange andre ville sige det, men egentlig var det stadig korrekt. Efter hendes logik, var jeg, fordi min far er dansker, også dansker, selvom jeg kun er halv. Jeg tror egentlig partielt, det var fordi, jeg var den eneste grønlænder under mit efterskoleophold, at jeg mistede kontakt til mine grønlandske veninder. Vi snakkede mest dansk derhjemme. Der gik lidt tid, inden jeg blev vant til at være hjemme i Grønland som halv dansker, for det har altid været sådan: mit folk starter oftest med at snakke dansk til mig. Mit folk synes, det er pisse underligt, at jeg snakker grønlandsk. Og mit folk kommenterer, når jeg gør noget bare remotely grønlandsk, fordi jeg ligner en dansker. 

Min klassekammerat gjorde det ubevidst. Jeg forstår godt, at det en del af vores kultur at synes, det er sødt, at man er lidt anderledes på den måde. Man griner også lidt af kulturforskelle i vores kultur, og i det mindste er det positivt ment, og det fik mig på en måde også til at føle mig mere velkommen. Det er svært at forklare, hvordan det er anderledes end fra det, jeg oplevede i Danmark. Når jeg skriver det ned, synes jeg ikke det lyder meget forskelligt. Jeg kan dog sige, at jeg aldrig har oplevet samme grad af hyggeracisme i Grønland, som jeg har i Danmark. Uanset hvad er det slet ik okay. 

I gymnasiet bemærkede jeg også, at det ikke var lige så slemt, som da jeg gik i folkeskole. Der delte man sig meget op sprogligt, og jeg kan stadig se, hvordan opdelingerne har udviklet sig. Dem man kom i gruppe med, er dem man er tættest med også efter folkeskolen, men man er mere åben overfor nye personer, eller personer man ikke var så åbne for i folkeskolen. Det har nok noget at gøre med at blive mere moden, og det var noget som skete næsten med det samme efter, man var færdig med folkeskolen. Måske er det ved at blive mere accepteret, at man er blandet. 

Jeg struggler stadig rigtig meget med at vre halv dansker og halv grønlænder. Selvom jeg føler mig mest hjemme her i Grønland, føles det som om, man ikke må være halv dansker eller halv grønlænder, man SKAL være det ene eller det andet. Der er altså ikke noget i midten. Jeg har oplevet en af mine tætte veninder sige, at hun godt ved, jeg er født her i Grønland, og at jeg derfor forstår og snakker grønlandsk, men at hun alligevel altid har set mig som en dansker. Det, syntes jeg, var meget forkert af hende at sige, for hun havde på det tidspunkt aldrig været i Danmark, og alligevel besluttede hun sig for, at jeg var dansker, uden at hun kendte kulturen.

Jeg håber virkelig, at flere indbyggere fra begge lande vil lære hinandens kulturer ordentligt at kende, inden man antyder noget om hinanden. Som en person der har observeret begge kulturer – i stedet for at føle sig hjemme i dem – synes jeg virkelig ikke, der er nok mennesker fra begge lande, som kender det andet godt nok til at kunne sige noget til at begynde med.
Jeg tror, der kommer til at gå rigtig lang tid, inden man kan begynde et ordentligt venskab mellem landene. Vi er jo trods alt stadig under eftervirkningerne fra kolonitiden. Jeg håber, at min fortælling kommer til at hjælpe andre, som er i samme situation som mig, for det har hjulpet mig at skrive lidt om det.

Det er den 24. maj. 2025. Klokken er 20:45. Vejret er varmt. Og det er bare dejligt at det blæser lidt. Jeg sidder udenfor vores kollegie og skriver på min bærbare computer, jeg er alene, mine bofæller sidder deroppe i opholdsstuen. Mod syd har jeg udsigt til havet. Der er intet land at se. Til venstre ser jeg kun fjeldet – Nasaasaaq¹ . Der stadig er dækket af lidt sne, selvom det meste er smeltet nu. Jeg læser fiskeriteknologi i Sisimiut, vi er kun to i klassen, mig, og min klassekammerat er dansk med færøske aner. Jeg tænker på min barndom i den nordlige bygd, Kullorsuaq, mens jeg skriver. Jeg er den næst ældste blandt seks søskende på min mors side, og den ældste på min fars side. Min storesøster havde en anden far. Vi er fem i dag, vores ældste søster begik selvmord i 2013. 

Min far er fanger og fisker, min mor arbejder i kontoret i vores butik, Pilersuisoq. Vi bor sammen med min bedstemor, som jeg kalder for min mor, og min moster og hendes to børn. Dengang var de yngste i søskendeflokken ikke født endnu. Vi manglede aldrig grønlandsk mad, for min far bragte en hel del sæler hjem om dagen. I efteråret var der hvidhvaler og narhvaler, om vinteren isbjørne, om foråret hvaler igen. Om sommeren, når vi tog fra Kullorsuaq til Innaarsuit, samlede vi æg fra lomvier og edderfugle, det var så skønt. Selvom min far ikke altid var hjemme, fordi han var ude på fangst, så tog min mor sig godt af os tre inklusiv min afdøde storesøster, hun gav os omsorg og tøj, og selvom vi ikke havde meget, så blev vi passet godt på. Vores mor elskede os - højt. En kærlighed som ingen ord kan beskrive. Vi mærkede den hver eneste dag. 

Dejlige minder. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er jeg taknemmelig for, at min opvækst havde afsæt i den grønlandske kultur, selvom nogle af vores oplevelser var hårde. Vi snakkede kun grønlandsk i hjemmet, vi spiste god, 

____________________________________________________________________

^{1 Fjeldet i Sisimiut, Kællingehætten}

grønlandsk mad, vi hentede vand i dunke, og om vinteren, når vandposterne var frosset til, så hentede vi ferskvandsis, vi hentede solar (fyringsolie), ligesom i de historier, de ældre mennesker fortæller om deres barndom. Sådan voksede vi også op. Vores bygd var afsidesliggende, og det var sjældent, at vi havde tilrejsende. Min situation i dag er meget anderledes, jeg snakker dansk hver dag, selvom jeg befinder mig i Grønland. De fleste på mit kollegie er danskere og nogle enkelte fra andre lande. Min uddannelse foregår her i Sisimiut. På Danmarks Tekniske Uddannelse – DTU, som har en afdeling her – men er styret fra Danmark. Det er nogle gange vildt at tænke på, at vi er nødt til at kunne snakke dansk og engelsk, SELVOM vi er her i Grønland. Ja, jeg forstår godt, at vi kun er 56.000 grønlændere, og at vores sprog ikke bliver snakket af andre. 

Men gad vide hvor mange andre, dygtige unge ville have en uddannelse, hvis vi kun studerede på grønlandsk her i Grønland, og ingen havde sproglige barrierer? Eller ville vores hverdagsliv have været nemmere, hvis vi bare var opdraget til kun at snakke dansk? Ville andre unge have mere succes i livet, hvis vores måde at leve på var mere grønlandsk? Ville det hele køre bedre? Hvis vores system her i Grønland var tilpasset den grønlandske befolkning, og ikke bare prøvede at «følge med» og tilpasse sig det danske system. Ville vores liv så have været lettere? Ikke kun med hensyn til uddannelse, men også vores personlige liv? Hvis vi blev undervist i vores kultur, i vores historie i folkeskolen, ville vi så have fundet vores identitet og det liv som voksne, som vores stærke forfædre levede. Et liv hvor de konstant skulle tilpasse sig sommer og vinter og dyrene? Ville vi måske ikke tilpasse os danskerne, når vi nu er her i Grønland? Ville vi måske have bedre viden om de ressourcer, vi er beriget med i naturen? Hvilken måde at leve på passer til os? Hvad er det, jeg bliver ved med at snakke om? 

Dét at vi nogle gange lever ensomme liv, selvom vi ikke er særligt mange mennesker. 

Folk der begår selvmord, der i gamle dage gik i fjeldet, folk der bliver sendt hjem fra sygehuset og derefter dør, fordi de ikke fik nok hjælp lige starten. Børn, der bliver fjernet fra hjemmet. Familier, der ikke længere har råd til noget. Børn der ikke får mad efter priserne er steget. Børn der er omsorgssvigtet, der drikker for at komme væk, der udøver vold mod andre børn. Børn, der endda tager stoffer og er misbrugere, unge der tilpasser sig for at vise, at de er verdensborgere. Unge, der promoverer sig selv og efterfølgende hæver sig selv over andre, fordi de tror på de løgne, der florerer i de sociale medier.

Så var der dengang, Trump ville købe vores land. Tænk, – hvis det blev en realitet... mon det bliver det? Mon Inatsisartut² tager udgangspunkt i folkets ønsker? Tænk hvis vi bare spilder vores kræfter som samfund? Gad vide om vi, unge og voksne, har tænkt over, om vores efterkommere skal forblive her, hvis det bliver ved sådan her? En hel masse spørgsmål, som sikkert kan besvares, hvis man tænker langt. Da jeg gik i folkeskole i Kullorsuaq, læste jeg blandt andet om Danmark, danskernes tro, kristendommen og befolkningstallet. 

Men hvorfor er jeg ikke blevet undervist i mit værd, i min kærlighed til min kultur, i det faktum, at jeg er lysere, i hvordan jeg skal klare mig selv, i hvordan mine forfædre i fællesskab løftede hinanden i flok og i mit lands rigdomme. 

Ja, vores forældre burde lære os det. Men det er ikke alle, der har forældre, der vejleder. Er det ikke med til at forme vores unge og voksne på bedst muligt vis i det her land? Mon vi ikke skulle have været undervist i de metoder, vores forfædre brugte til at løse konflikter ved brug af deres stemmer, deres trommer og maskedans, som blev taget fra os, da vi blev koloniseret? Det kunne vi have brugt i dag. 

Da jeg bosatte mig her, efter at jeg rejste fra Grønland for at gå på efterskole på Frederiksberg i København, og efter mit studie i GUX i Aasiaat, indså jeg at ikke alle grønlændere havde det skidt. Når jeg tænker på det nu, er jeg meget taknemmelig for, at folk stadig samler vinterforråd, går ud i naturen og jager rensdyr. Om sommeren tager de i hytten og samler mad i vores mægtige natur, og om vinteren tager de sammen ud i naturen med snescootere. Familier giver hinanden styrke og kærlighed i deres små hjem. Jeg har fået øje på alle detaljerne og de mange flere nuancer, der er i den måde vi lever på - efter at jeg er flyttet ud af kollegiet. Jeg ser lysere på livet nu og jeg ser styrken i det, vi som grønlændere finder dyrebart. For eksempel at vi kan samle forråd. Vi ved hvordan vi færdes i naturen og vi kan klare os med alt det, vi finder der. Jeg er taknemmelig for livet, vi lever. Uanset hvordan omstændighederne er. Jeg takker vores skaber for at du gav os naturens kræfter, så vi kan forsyne os selv. Som da jeg var barn, og min far fangede sæler ikke kun for skindets skyld, men for kødet og indvoldene. Vi rensede knoglerne og lod som, om vi havde hunde, vi gav hundene resterne af sælerne og solgte skindene til garveriet. Man fanger ikke for at tjene penge, men for at gøre brug af det hele. 

Vores største styrke som folk er vores sammenhold, et sammenhold som forbinder os med vores forfædre, og som vi giver videre til vores efterkommere. Det giver enorme kræfter. Løser problemer og skaber fælles opmuntring. Det er en øjenåbner 

________________________________________________________________

^{2 Inatsisartut er de folkevalgte politikere i Grønlands Parlament}

for livet, som giver styrke, og livskraft til os, der er følsomme. En styrke i vores stemme bliver skabt i os, grønlændere, når vi synger, når vi trommer. Vi er skabt til at være samlet, ligesom andre folkefærd. Os, der følger solen og månen og navigerer i stjernerne. 

Uanset hvor undertrykte vi er som folk, skal vi vise andre samfund, at vi står sammen som vi altid har gjort! 

Nej, vi lever ikke kun i elendighed. For selvom jeg har mistet mange venner til selvmord, selv min storesøster, har jeg besluttet mig for at leve et sundt liv. Jeg er på ingen måder fejlfri, Jeg har drukket mig sanseløst beruset og jeg har engang røget hash. Men den største grund til det var, at jeg gjorde det for at passe ind med andre, så jeg kunne være ”lige” med de andre unge. Min omgangskreds havde for vane at drikke vin eller endda holde fest efter skole. Jeg opdagede, at det ikke var mig, for jeg er ikke vant til at leve sådan et liv, ingen har lært mig, hvordan man omgås alkohol og drikker med måde. 

Mine livserfaringer har resulteret i, at jeg kan være taknemmelig for, at vores mægtige natur giver mig så meget frihed, byder mig velkommen og giver mig kræfter, og jeg har lært at gøre brug af det og er stadig i gang med at lære. Uanset hvad jeg føler, så tager jeg ud i naturen, præcis som mine forfædre, INUIT gjorde brug af den og levede i den. Jeg har lært at mærke kærligheden og lyset inden i mig, når der foregår en masse forskellige ting omkring mig. Den kærlighed, det lys og den kerne i min sjæl, som jeg har arvet, hjælper mig til at se indefra og ud og være taknemmelig, i stedet for kun at kritisere andre. 

I dagens kaotiske Grønland, hvor jeg en gang imellem vakler i det sproglige og i mine handlinger, så kan jeg se, at jeg bevæger mig fremad. Jeg har haft en periode, hvor jeg betvivlede min grønlandske måde at leve på, selv min tro. Jeg voksede op i et kristent hjem, og da jeg begyndte at lære om mine forfædres tro, så bad jeg utallige gange og stillede en masse spørgsmål. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan mærke svaret i mit hjerte. Et svar som jeg ikke kunne se, da jeg blev påvirket til at være en anden, end den jeg er. Jeg; en grønlænder, der er skabt her i verdens nordligste ende, i Grønland, har en medfødt forbindelse til mine forfædre og en styrke, som jeg skal give videre til mine kommende børn, på trods af, at mit liv ikke altid er nemt. Jeg er taknemmelig for, at jeg er mig selv, selvom jeg går rundt med en masse tanker og har været vidne til mange forskellige ting, og endda er blevet holdt udenfor på grund af min nationalitet.

Jeg er også taknemmelig for, at folk fra andre lande byder mig velkommen, at vi i menneskehedens navn kan være sammen og dele livserfaringer med hinanden, selvom vores kulturer er forskellige. For uanset hvilket land, vi kommer fra, og hvor vi stammer fra, er vi ens indeni. Vi er kærlighed og lys, selvom vi kan have svært ved at se det, når vi overvældes af mørke tanker. 

Ovenpå i stuen kan jeg høre, at de diskuterer højlydt. De griner og griner. De er ikke nødsaget til at lære sproget. Gad vide hvordan det føles? Hvordan ville det være, hvis der kun var ét sprog i verden?

”Haha... ” griner jeg indeni, hvad er det dog for en tanke? Da jeg tysser lidt på mine tanker, lægger jeg mærke til, at luften er blevet kold. Mine iskolde fingerspidser er begyndt at blive følelsesløse. Solen skinner ikke længere på mig. Jeg kigger på uret, 21.45. 

Hold da op, mine tanker har bare kørt ustandseligt og styrket min skrivelyst. Det har været hårdt for mig, at jeg nogle gange har været nødt til at heale mig selv og min grønlandske sjæl for mine forfædres traumer, og på den anden side er jeg taknemmelig for, at de har videregivet mig en enorm styrke. Jeg kan takke min følsomhed for, at jeg er blevet så god til at håndtere livet. Og tak til min skaber for livet og for vores forskellighed. 

Til slut vil jeg sige til dig, der læser, at jeg håber, du har nydt at læse en lille del af min livshistorie, selvom det ikke er forfinet, og tak fordi jeg kunne fortælle dig lidt om mine tanker om mit grønlandske ophav. Det betyder noget for mig at kunne dele min livshistorie og mine tanker om at være grønlandsk med dig, der læser med her. Tak for din opmærksomhed. 

Pilunnguaq Kristensen.

‍

‍

Jeg sidder og venter på 2A på Christianshavns Torv. Jeg mærker den kolde stenbænk under mig. Det lille halvtag over mig giver en smule ly fra regnen, men dråberne rammer stadig det yderste af mine sko, der nu er gennemblødte. Lyskrydsets skiftende lys spejler sig på den våde asfalt, og jeg holder øje med, hvordan farverne ændrer sig i regndråberne, og skyggerne fra mennesker, der går over krydset. Mine høretelefoners ledning er viklet rundt om remmen på min taske, så den ene falder ud af mit øre. Jeg havde alligevel ikke sat noget musik på. Det hjælper mig bare med at lade som om, jeg ikke kan høre, hvordan de snakker sløret grønlandsk bag mig. De er fulde, de er næsten altid fulde. Jeg kan ikke forstå grønlandsk længere, men jeg får en hemmelig ro af at høre dem tale sproget. For et øjeblik kan jeg lade som om, det er sne, der daler stille, i stedet for regnen, og deres stemmer bliver til min familie, der snakker. 

Det bliver dog hurtigt afbrudt af en ru stemme, og jeg tænker, at de er oppe at skændes igen. Jeg prøver ikke at kigge op, for jeg ved, hvad der møder mig: blikkene fra dem der venter på bussen. De samme blikke, der venter på, at jeg gør noget ved situationen – at jeg jo er en af dem, så jeg har et ansvar.

 Jeg kigger op på et af tagene ved torvet i stedet. Taget er mit første minde, fra da jeg kom til Danmark som treårig. Jeg husker det skarpe røde lys højt oppe fra bygningen, det snurrede i cirkler og lyste anderledes end andre lamper. Min far holdt mig i sine arme efter den lange rejse, og det var vildt for mig at være omgivet af de høje bygninger omkring torvet. Jeg kunne ikke læse, hvad der stod dengang, men jeg ved nu, at det var en reklame i neonlys for Kræftens Bekæmpelse.

Inden min far og jeg flyttede til Danmark, boede vi i Grønland sammen med min mor, bror og søster. Mine søskende er i princippet mine halvsøskende, men jeg har aldrig set dem sådan. Efter mine forældre gik fra hinanden, måtte de naturligvis blive hos min mor, mens min far tog mig, sit eneste barn, med til Danmark, hvor han kommer fra. Der er dog intet, der føles naturligt i at være væk fra sin familie for en lille pige. 

Som barn var der mange voksne, der spurgte mig, hvorfor mine forældre ikke var sammen, eller hvorfor min mor stadig boede i Grønland. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor man ville stille en lille pige de spørgsmål. Det har altid været hårdt at snakke om, for jeg savner jo min mor. Det virkede også altid som om, jeg svarede noget forkert, for de voksne kiggede bare tilbage med et medlidende blik, som jeg ikke helt vidste, hvad betød. Den dag i dag er der stadig mange, der stiller mig nærgående spørgsmål. Nu er jeg selvfølgelig voksen og har en anden forståelse, men et automatisk svar, der er blevet med mig, er et suk efterfulgt af: “Min mor er grønlandsk, derfor er hun i Grønland”. Jeg får altid et lidt forvirret blik tilbage, men jeg lader det være, hvad det er. Jeg prøver ikke at lade det være mit ansvar at forsvare mine forældres valg. 

Jeg har altid fået meget intense spørgsmål. Jeg ved ikke, om det er normalt at skulle forklare ens opvækst, eller om nysgerrigheden overtager folk. Det er jo heller ikke så tit, at en lille pige vokser op med en enlig far, eller at moren ikke er så meget inde i billedet. I film og lignende er moren altid væk, fordi hun er død. Jeg har på den måde ikke haft så meget at spejle mig i. De intense spørgsmål stopper ikke ved min familie, de omhandler også Grønland. Jeg prøvede i mange år at lære så meget, jeg kunne, om Grønland, vores historie, og hvordan det er nu, for at kompensere for, at jeg ikke har en idé om, hvordan det er at bo der. Jeg prøvede at lade som om, jeg vidste det. Jeg følte, at jeg var nødt til det, når jeg skulle forklare, at hele Grønland ikke er alkoholiseret og fyldt med sociale problemer – at der også er meget smukt i Grønland, som ikke kun er naturen.

 Jeg har dog altid besøgt Grønland meget i min barndom, cirka to gange om året, tre uger ad gangen, typisk i sommerferien eller til jul. Dengang var det altid Nanortalik i Sydgrønland. Jeg elskede det, jeg følte mig hjemme. De fulde, grønlandske stemmer fra torvet blev udskiftet med min families. Jeg kunne mærke, hvordan jeg passede ind. Hvordan bjergene omfavnede mig i stedet for fem etagers huse pakket tæt sammen. Der var frisk luft og sorte bær at plukke ude i bjergene, ture hen for at drikke kildevand og fisketure med min kusines familie. Jeg ville pludselig kunne huske mere grønlandsk, da min familie ville bruge de små dagligdagsord med mig, som jeg enten kunne huske eller forstå ud fra kontekst. Jeg blev rigeligt forkælet, for jeg er min mors yngste barn. Hun skulle aldrig opdrage mig, det var min fars job, så jeg fik slik og kage næsten hver eneste dag. Jeg måtte ikke binde mine egne snørebånd, det gjorde min mor for mig. Jeg tror, det var hendes måde at gøre op for, at hun ikke var der normalt. Jeg elskede omsorgen, så jeg lod hende gøre det, selvom jeg var alt for gammel til at få den hjælp. 

Det var hårdt hver gang, jeg kom tilbage til Danmark, både på grund af savnet af min mor, familie og Grønland selv. Danmark er jo mit hjem, men der var så meget fokus på hårfarve, øjenfarve og hudfarve, så jeg følte mig udenfor. Det var ikke sejt at være grønlænder. Mine hår på armene var mørke og ikke som de andre pigers. En dreng nev mig engang i armen og kaldte mig en abe. En af drengene fra klassens lillesøster troede, at ordet “grønlænder” var det samme som “alkoholiker”. Det føltes på det tidspunkt håbløst at sige noget til det, når vi boede lige ved siden af torvet, hvor man kan se fulde grønlændere hver dag. Så jeg besluttede, at jeg i stedet måtte vise, at jeg var undtagelsen. Jeg var bange for at blive set med det samme blik som grønlænderne på torvet. Det viste sig bare hurtigt ikke at være så nemt at være undtagelsen i en kultur, hvor alkohol er samlingspunktet for de fleste unge. 

Da jeg selv begyndte at drikke og tage til fester, fik jeg tit at vide, jeg var “smuk af en grønlænder”. Dengang så jeg det som et kompliment. Jeg ville så gerne være blond og blåøjet, at jeg havde overbevist mig selv om, at det måtte være det rigtige at være. Jeg endte endda med at afblege mit hår til platinblond. Det tog omkring seks til ti afblegninger at få den helt rigtige farve. Da jeg var seksten, tog jeg op og besøgte min mor, som nu var flyttet til Nuuk. Det var første gang, jeg skulle derhen, og jeg glædede mig. Jeg var høj og slank og havde lysende, blonde lokker. Jeg tænkte, at jeg ville være en superstar. Jeg havde pakket alt det pæneste tøj, jeg havde, som ville passe til sommervejret i Nuuk. Første dag, vi tog ned til centret for at shoppe, var jeg klar, fuld makeup og hovedet højt. Da jeg gik ned ad gaden i blændende solskin, så jeg en kvinde. Hendes kindben var høje og tydeligt markerede, og hendes øjne var brune og smukke. Det sorte hår var sat op i en knold, som fik hende til at se cool ud uden at prøve, og da ramte erkendelsen mig: Jeg var ikke speciel. Resten af dagen gik jeg rundt og følte mig lidt skuffet, men jeg lærte min lektie. Der er ikke nogen mening med at kalde mig “smuk af en grønlænder”, for det passer ikke. Jeg er bare smuk og grønlænder. 

Det slags “kompliment” var dog ikke det eneste, jeg mødte. Jeg begyndte at drikke meget tidligt, og første gang var jeg tretten. Det var nu ikke unormalt på Christianshavn. Jeg gjorde det med min tætte vennegruppe hjemme hos dem, der var alene hjemme, og ellers på gaden. I takt med at jeg blev ældre, tog jeg til flere fester og begyndte derigennem at møde flere mennesker. Så snart de hørte, hvor jeg var fra, ville de spørge, om jeg så også var alkoholiker. Når jeg blev fuld, kaldte de mig grønlænderstiv. Jeg fik at vide, at jeg måtte kunne lide øl, når nu jeg var grønlænder. 

Men jeg var fyldt med modstandskraft og prøvede enten at informere dem om deres problematiske udtalelser eller bare gå fra dem, der behandlede mig sådan, men tvivlen begyndte alligevel at tære på mig. Jeg havde svært ved at stoppe med at drikke, så snart jeg var begyndt. Jeg fik blackouts hver weekend. Jeg begyndte at tænke, at de måske havde ret - at jeg var anderledes, at det var en forhekselse, jeg havde arvet. Jeg drak så meget, fordi jeg ikke kunne håndtere mine følelser, men jeg begyndte at tro, at det var fordi, jeg er grønlænder. Der blev aldrig sagt det samme om mine danske venner. De drak lige så ofte som mig, men de var seje, og de var stolte - med druklege og konkurrencer om, hvem der kunne drikke mest. Det føltes bare aldrig som det samme, hvis jeg gjorde det. 

Mine tanker bliver afbrudt af den skarpe lyd af sirener og det blå lys, der rammer gadens facade. Det er ikke et sjældent syn på Christianshavn, men jeg krydser stadig fingre for, at de ikke stopper op her ved torvet. Det gør de nogle gange for at få ro på dem, der sidder bag mig. Det er bare overdrevet, når der holder tre vogne for at få ro på et skænderi. Det virker modstridende, at så stor en udrykning dukker op til et skænderi, når den har manglet i langt værre situationer - og pludselig sidder jeg der igen, fjorten år gammel, og venter forgæves på, at nogen griber ind. 

Min veninde og jeg er næsten ved broen, der fører til Kløvermarken, da vi opdager en skikkelse, der ligger i mørket med ansigtet fladt ned i asfalten, helt stille og ubevægelig. Han bliver i blink lyst op af hvide cykellygter fra cyklister, der passerer. De må have set ham, men alligevel drejer de udenom, som om intet er sket. Jeg prøver at få øjenkontakt med en gruppe voksne, der går forbi ham, men ingen fanger mit blik. Der går det op for mig, at ingen har tænkt sig at gøre noget. Min veninde og jeg bliver nødt til at reagere, når ingen af de her voksne vil. Vi går tættere på, vender ham rundt, og jeg får et sug i maven, da jeg opdager, at han lugter stærkt af alkohol og tobak. Jeg har aldrig før hjulpet en, der er faldet om, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 

Min veninde ringer 112. Hun taler i telefonen kortvarigt, før hun lægger den på igen og siger: “De spurgte fandme lige, om han var grønlænder?”. Det er som om, at al luften i mine lunger ikke vil ind eller ud. Mine tanker går med det samme hen på en historie, jeg hørte for nylig. En grønlandsk mand på Amager var omkommet, fordi ambulanceredderne ikke havde taget hans tilstand seriøst, da de hørte, han var grønlænder. Men jeg havde simpelthen ikke indset, at det ville være mere end et enkelttilfælde, at de spurgte ind til det. 

Det føles som en evighed, før ambulancen dukker op. 

Jeg vil aldrig glemme den aften. Siden den dag har jeg frygtet, at hvis jeg en dag skulle falde om på gaden i fuldskab, vil alarmcentralen så spørge, om jeg er grønlænder? Vil den person, der ringer, svare ja? Vil alarmcentralen vurdere, at de ikke vil hjælpe mig? I den situation er det måske kun vigtigt, om jeg har mørkt hår og smalle øjne, og om jeg er værd at redde. 

Jeg falder ud af mine tanker og kigger op, da en mand sætter sig ved siden af mig på stenbænken på torvet. Jeg lægger mærke til den grønne sixpack, der ligger til venstre for mig. Han smiler venligt, “Kalaallit nunaaninngaaneerpit?”. Jeg undskylder og siger, jeg ikke kan grønlandsk. ”Er du fra Grønland?”. Jeg svarer “ja”. Jeg er lidt nervøs, men han virker ikke til at have drukket noget endnu, det er nok hans første øl for i aften. Han spørger, om jeg vil have en af hans øl. Jeg overvejer først, hvad folk vil tænke og kigger mig omkring. Jeg ser op, og med det samme mødes jeg af de blikke, jeg er så nervøs for at se. De kigger på mig, som om de skal redde mig, eller at de afskyr os. Jeg tænker “fuck it”. Jeg drikker en øl med ham. Vi snakker om, hvor vi er fra i Grønland. Han er også fra Sydgrønland og smiler, når jeg nævner min mors navn. Jeg giver ham en smøg, og jeg lader bussen køre forbi. Folk kigger væk igen, eller måske er det mig, der ikke søger deres blikke længere. Jeg er ligeglad, jeg har fået en gratis øl og snakker med en venlig mand. Det er ikke så slemt.

I konfirmationsgave fik jeg en riffel. Året efter var mit syn forsvundet på højre øje og delvist også på venstre. Jeg har alligevel skudt en sæl med de her øjne. Jeg ved ikke hvordan.
Forleden tog jeg min forlovede og hendes familie med ud at skyde lerduer. Hver gang jeg havde skudt, måtte jeg spørge: “ramte jeg?”. De andre blev sure på mig. De synes, det var uretfærdigt, at jeg ramte hver gang, når jeg ikke engang selv kunne se det. Det må være Grønland, som bor i mig.

Jeg er født med leddegigt, og som 14-årig fik jeg min øjensygdom. Jeg har levet med smerter hele mit liv og med en krop, som ikke har kunnet bære mig. Mit syn forsvinder gradvist, som årene skrider frem. 

Somme tider rammer jeg en dårlig dag, og det er ikke altid, at jeg selv kan se det. Så opfører jeg mig som en idiot. Jeg føler mig deprimeret og sur. Jeg føler mig ikke god nok, og jeg kommer til at lade det gå ud over andre. Jeg troede egentlig, at jeg havde accepteret min krop og mit handicap, men jeg tror, at jeg skal lære at acceptere det hver dag. 

Min hjembys bjerg er hjerteformet. Uummat betyder hjerte, og Uummannaq betyder hjertefjeldet. 

Min hjemby, vores bjerg og vores fjord. Det er så smukt. Jeg holder virkelig meget af det. Folk rejser dertil og tager op på Ummannaq. De oplever den vilde udsigt deroppefra. Jeg kommer selv til Ummannaq ved at male det.

Som barn sad jeg meget i kørestol. Jeg kunne ikke lege med de andre, og jeg kunne ikke altid komme i skole, for der var ikke nogen elevator. Jeg var meget hjemme, så jeg kan de ting, som man kan gøre i et hjem. Jeg kan male og spille musik. Det har jeg lært mig selv. 

Mine malerier er blevet sat fri, efter jeg flyttede til Danmark. Når der sker noget nyt i mit liv, sker der noget nyt i mine malerier. Jeg flyttede til Danmark for et halvt år siden, og siden da er mine malerier blevet større. Det er mærkeligt, hvordan et lille land kan forstørre dem. Men jeg tror, at Danmark har sat dem fri. Jeg tør mere her. I Grønland holder man meget af genkendelige motiver. Nu er mine motiver blevet mere abstrakte og storslåede. Men farverne er de samme: hvid og blå, sne og himmel og is. Det er grønlandske farver. 

Når jeg er i Danmark, tænker jeg mindre over, hvad dem i Grønland vil synes om mine malerier. Så bruger jeg min fantasi mere, og jeg kan lige pludselig male i mange timer. Det plejede jeg ikke at kunne, men det er som om, at min hjerne slapper mere af nu. Nu maler jeg bare mit Grønland og ikke alle grønlænderes Grønland. Det er ikke lige så hårdt. 

Mit ord er også blevet sat fri. Jeg tænker generelt mindre over, hvad andre tænker, når jeg er i Danmark. Uummannaq er en lille by, og alle kender hinanden. Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvis jeg gør noget anderledes, så vil folk snakke om det. I en lille by ved man, at folk snakker. Det er også derfor, der ikke bliver talt højt om alle overgrebene i bygderne. Der kan være mange børn, som bliver misbrugt af den samme person, men fordi alle kender hinanden, så siger man det ikke højt. I Grønland er man elendig til at sige tingene højt, men det er jeg begyndt på nu. 

Selv min krop er blevet sat mere fri. Jeg er mindre afhængig af andre, for jeg kan selv bevæge mig rundt på min scooter i det flade danske landskab. De dage min krop bremser mig, kører jeg ekstra stærkt på min scooter – de dage har jeg ekstra meget brug for at mærke, at jeg er i live. Grønlands smukke natur er barsk for min krop. En krop som i forvejen kæmper hårdt. Landskabet er så bakket og ujævnt, at jeg ikke selv kan komme rundt. Og vinteren er hård. Den er for lys for mine øjne og for glat for min gigt. Sidste vinter brækkede jeg min hofte. Jeg sagde til min familie: ”Jeg skal ikke holde vinter i Grønland igen.” På det tidspunkt havde jeg ikke konkrete planer om at flytte til Danmark. Jeg vidste bare, at det var sidste gang, jeg havde gennemlevet den grønlandske vinter. Danmark er mildere mod min krop.

Nogle gange kommer jeg til at tænke på ham: drengen i kørestolen, som sad og kiggede ud af vinduet og ikke kunne lege med de andre. Jeg vil gerne give ham et kram. 

Han skammede sig så meget. Skammede sig over sin familie, sin krop, brandsår og operationssår. 

Den bor stadig i mig, skammen. Ligesom mange andre grønlændere har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var et lille barn. Jeg har altid været en belastning for min familie. Jeg er blevet valgt fra af de andre børn, fordi jeg sad i kørestol. Jeg har lært, at jeg er ligegyldig, at jeg ikke er noget værd. Min far dukkede ikke op til min fødsel. Han var der, da min storebror kom til verden. Han var der, da min lillesøster kom til verden. Men da jeg blev født, var han ude at drikke sig fuld. 

I dag har jeg tilgivet ham, for den smerte han har påført mig. Den følelse han har givet mig af, at jeg er ligegyldig. At jeg er en belastning. Men jeg tror, at jeg skal tilgive ham hver dag.

Når tanken rammer mig i dag, selvmordstanken, så er det fordi, jeg ikke kan de ting, jeg gerne vil. Min krop stopper mig i at leve så meget, som jeg gerne vil. Men så går det op for mig, at det jo netop betyder, at jeg elsker livet. 

Min mormor har altid elsket mig. Hun er den eneste, som altid har givet mig kærlighed og livsglæde. Jeg var meget hos hende, når min mor skulle aflastes for den last, som jeg var. Hjemme hos min mormor var jeg altid god nok. I hendes øjne var alt, jeg gjorde, fantastisk. Hun havde min tegning stående på sin reol. I dag har jeg hende med mig i alt, hvad jeg gør, og i altjeg opnår. 

Jeg er altid kommet bedre ud af det med de ældre. Jeg var meget anderledes end de andre børn i Uummannaq, så jeg har ingen jævnaldrende venner der. Jeg så anderledes ud, men jeg tænkte også anderledes, tror jeg. Jeg tænkte på en måde større. Jeg tænkte ud over Uummannaq. Ud over Grønland og problemer. Byen var for lille til mig og mine tanker. Men de gamle hørte mig og så mig, og de var interesserede i min kunst. Jeg tror, at de var stolte af mig, og det føltes godt. Det føltes godt, når de kaldte mig Kaaleerannguaq – søde lille Karl, betyder det. Når jeg har dårlige dage, hvor jeg er deprimeret og sur, så siger min mor, at jeg skal huske, hvem Kaaleerannguaq er. Men det er ikke altid så nemt. 

Nu er det blevet hårdere at være tilbage i Grønland, for alle de ældre, mine venner, er begyndt at dø. Måske er det også hårdt, fordi det minder mig om en tid, jeg ikke har lyst til at være forbundet med. Jeg skal ikke være der i mere end to uger. Hvis jeg er der i længere tid, så dør jeg. Jeg låser mig inde og begynder at skrumpe. Naturen er fantastisk og storslået, men det er alligevel for småt for mig. Mine tanker bliver indskrænket, og jeg mister langsomt min inspiration. Det er egentlig mærkeligt, når alt min inspiration er spiret derfra. Det var jo sådan set dér, det hele startede. Mine malerier forestiller Grønland, og jeg synger på grønlandsk, men jeg synes, det er svært at bo i Grønland med et handicap. 

Siden jeg var otte år gammel, har jeg skulle rejse til Danmark fire gange om året for at kunne blive undersøgt af gigtlæger og øjenlæger. Men jeg har altid sagt, at jeg ikke ville flytte. Der var en gang en sagsbehandler, som spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at flytte til Danmark, at det ligesom ville være nemmere. Min mor har også altid sagt, at jeg en dag ville forlade Grønland, og min søster har drillet mig med det. Jeg følte, at hvis jeg flyttede, var det ligesom at give op. Men på det seneste er det gået op for mig, at hvis jeg skal kunne gøre noget godt for Grønland, så skal jeg have styrke, og det kan jeg nemmere få her i Danmark, hvor der er ressourcer. Grønland er et stort og fantastisk land, men der er ikke plads til sådan én som mig. Ikke endnu. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, og hvis jeg får det bedre, kan jeg måske give mere tilbage. Jeg vil gerne have, at Grønland bliver et bedre sted at leve for børn, for alle. Folk skal føle, at de er gode nok, som de er, så de ikke bliver alkoholikere, misbrugere eller begår overgreb – det bliver en ond cirkel. 

I Grønland har jeg brugt alt min energi på bare at være til med den krop, jeg har. Nu kommer jeg måske til at have energi til noget mere, men det er en ambivalent følelse. Det føles mærkeligt, når nu jeg er grønlænder. Jeg er født i Grønland, og jeg kan mærke, at Grønland bor i mig, men alligevel kan jeg ikke være i mit land. Jeg bliver nedbrudt, fordi der ikke findes hjælpemidler til mig, og jeg bliver nødt til at flytte derfra for at få styrke

Der findes et grønlandsk udtryk ’Piumassuseq nukiuvoq’, som betyder ’med viljen har du styrke’. Jeg tror, jeg har viljen. Det er sådan, jeg har lært at male og spille musik. Det er sådan, jeg kommer igennem hverdagen. Det var sådan, jeg kom gennem min uddannelse. Det var hårdt. Jeg blev næsten blind, og jeg oplevede ikke at kunne bevæge mig. Jeg fik tæsk, jeg manglede penge og gik igennem hjertesorg. Jeg skal kæmpe med mit handicap, men jeg skal også kæmpe med livet ligesom alle andre. Det kan føles uretfærdigt. Jeg er stolt af, at jeg kunne komme igennem min uddannelse, men jeg måtte udskyde alle mine følelser – og det ramte mig hårdt psykisk efterfølgende. Jeg har viljen, men jeg har også en krop, der tærer på min styrke. På dansk siger man, at troen kan flytte bjerge. Men på min vej har der været mange bjerge og få ressourcer til at flytte dem. Det kræver så meget tro og vilje, at der nogle dage ikke er mere tilbage, og så glemmer jeg, hvem Kaaleerannguaq er. Jeg har brug for ekstra hjælp til at få styrke. Den hjælp kan jeg måske finde i Danmark – og måske kan den en dag også eksistere i Grønland. Piumassuseq nukiuvoq.

Minder af assimilering er syet ind i mit sindelag. Trådene fører tilbage til, da jeg kom fra Grønland til Danmark. Der har altid været nogen, der har fortalt mig, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var. Fra da jeg tog mine første skridt i mit barndomshjem med tvivlrådige, familiære relationer, til jeg befandt mig i mit voksne, selvstændige fundament. 

Jeg husker min ukonventionelle tilstedeværelse. Mit glatte, sortbrune hår stod i skarp kontrast til de blonde krøltoppe. Min grønlandske tunge lød som vokalisk volapyk i modsætning til de andre børns prompte danske sætninger. Og så var der mit navn med den utraditionelle klang blandt de arketypiske, danske navne. Ivalu¹ . Jeg forsøgte derfor at falde i ét med det ru, hvide savsmuldstapet. Men jeg faldt desværre bare, bogstaveligt talt, for jeg havde epilepsi. En epileptisk grønlænder i Danmark. En sær sæl på glatis.

                    Anaana² bærer polarnattens mørke i sit hår og øjne huden malet af den bløde, iskolde sne og høje, kantede kindben som Palasip Qaqqaa³ der kaster skygger på de farveglade træhuse 

                    Anaana bærer forfædrenes lys i sit tætpakkede sindelag en glemme stemme fra en snespurv sat i bur og et moralsk kompas draget af svingende kærlighedsvinde så tankerne emigrerer til endnu en bastant betonblok 

___________________________________________________________________________

^{1 Ivalu [I-va-lu] grønlandsk navn med flere betydninger, herunder: Senetråd, sommerfugl og lillesøster (anset som et identitetsforvirret individ)
2 Anaana [a-naa-na] mor (distræt moderskikkelse)
3 Palasip Qaqqaa [ba-la-sib kra-kraa] højt fjeld nord for Sisimiut (lokaliseret tæt ved fremmedartet fødeby)}

                   Anaana bærer et liv der tvinger hende i knæ og afføder et skrig med en organisme dømt til ikke at kunne finde hvilket sprog den skal tale eller hvor den har hjemme
                   Anaana bærer en dødvægt slynget over ryggen

Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata⁴ var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Jeg faldt
                 og faldt
                                                              og faldt i den dybeste afkrog i Ingenmandsland. 

Ingenmandsland ‍

Om
Ingenmandsland er et fremmedartet område på den nordlige halvkugle. Området består af et goldt og øde klima uden synlige tegn på liv. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom arv og miljø. Med sit indbyggertal på blot ét enkelt individ, er Ingenmandsland det mindst befolkede og mest isolerede område ved Den Nordatlantiske Strøm af Ensomhed. Ingenmandsland er hyppigt udsat for naturkatastrofer, såsom syndflod, grundet påvirkning af ustabile, beslægtede områder. Kulturlivet er derfor også præget af disse udsving, hvilket resulterer i mangelfulde karakteristika. 

‍

Hovedstad: Ivalu
Areal: 158 cm
Styreform: Kolonistyre
Indbyggertal: 1
Officielt sprog: Ukendt 

Anaana stoppede med at snakke grønlandsk til mig. Pludselig kunne jeg ikke bede om en siku⁵. Mit grønlandske ordforråd var som indlandsisen, der langsomt svandt til vand under den globale opvarmning. Jeg blev inficeret af en glorificeret danskhed.

______________________________________________________________________
^{4 Ataata [a-daa-da] far (mytisk rollemodel af mandlig karakter)
5 Siku [si-gu] is (fx en ispind)}

‍

    Ivalu er hjerneskadet. Derfor anbefaler vi, at hun starter et år senere i skole og får styr på nogle af sine sociale og faglige vanskeligheder først., sagde en vilkårlig pædagog til Anaana.

    Ivalu, vi skal lige snakke med dig., blev der sagt af en ukendt voksen midt i timen. Jeg gik nervøst med ud på gangen uden at vide hvorfor. Vi skal teste dine danske tale- og skriveevner i en lille kort test., fik jeg at vide, imens jeg blev vist ind i et lukket lokale med et retskrivningshæfte på bordet.

 Jeg følte, at jeg var i gang med duelighedstesten i ”er du dansk nok?”, og at jeg allerede fik dumpekarakterer ved at blive hevet ind til testen i det hele taget. Men jeg gjorde alt for at bestå. Min danske udtale blev perfekt. Jeg befandt mig i en dansk omgangskreds. Jeg var et pragteksemplar i dansktimerne. Jeg mestrede danske ord, som etniske danskere på min alder ikke gjorde. Men hver gang jeg befandt mig ved udkanten af Ingenmandsland og klar til at emigrere, blev mit danske, rødbederøde pas ikke godtaget. 

Jeg stod altid i baggrunden og håbede, jeg faldt i ét med det kæmpe islandskab, der omsluttede mig. Dagen Anaana besluttede, vi skulle flytte til Nuuk, kunne jeg mærke kuldegysningerne om min krop. Tanken om et land, der insisterede på mit ophav, men ikke nødvendigvis et tilhørsforhold. Jeg fik svedige håndflader ved tanken. 

Qaa⁶, du er i Grønland. Så snak nu grønlandsk!, blev der sagt af fremmede åndsfæller, når Anaana og jeg var til kaffemik⁷ . Jeg mærkede min egen fordanskede tilstedeværelse, som jeg havde fået proppet ned i halsen med modermælken. Nu gav mit danske sprog en afskyelig, kvalmende smag i munden, der hobede sig op som intense kvælningsfornemmelser i min hvidvaskede hals. Hver gang jeg spyttede de hårde, intetsigende konsonanter ud, stod det i larmende kontrast til de syngende, grønlandske vokaler. Qallunaaq⁸ var et ord jeg hørte flere gange, som gav et uforstående ekko i hovedet. Når jeg læste højt i skolen kunne jeg høre grin, der fremhævede hvor forkvaklede mine kommunikationsevner var blevet på dét, der engang var mit modersmål. De sandfærdige indfødte tog ikke hensyn til den grundlæggende uvidenhed, der blev ved med at spøge som en hvid tåge om mig. 

_____________________________________________________________________

^{6 Qaa [gr-aah] kom nu/be’ om (ofte brugt som negativt udråbsord).
7 Kaffemik [ka-fe-meg] uformel sammenkomst i Grønland med kaffe, kage og grønlandsk proviant (afholdes som åbent hus i forbindelse med fejringer af diverse begivenheder).
8 Qallunaaq [gra-sju-naak] hvid person/dansker (hyppigt brugt skældsord af forsmåede grønlændere).}

Hver dag var jeg som en tupilak⁹ med en umulig opgave foran mig. Anaana forsikrede mig om et trygt hjem i moderlandet, imens vi vandrede fra sofa til gæsteseng. Fra gæsteseng til luftmadras. Vejen mod en sikker base var som at bestige Ukkusissat¹⁰. Til sidst befandt vi os på et vandrehjem med fælles bad og køkken med andre tilrejsende. Værelset var kvadratisk med plads til en sovesofa, et sofabord og en luftmadras. Jeg ventede på, at Anaanas løfte blev indfriet. Men vi bevægede os blot frem og tilbage uden en endelig destination. Utallige pitstops på verdens længste vej fyldt med brogede fjelde. 

Aataas¹¹ inua¹² blev ét med naturen i en alder af 70 år. Hans fysiske tilstedeværelse blev indkapslet i en hvid kiste, men hans sjæl var stadig iboende i alt, han havde sagt, skrevet og tænkt. Kirkerummet var et sammensurium af taler og sange, som fyldte min hjerne med uforståelige brudstykker. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på alle mine minder, der dansede som en farverig palet af nordlyset. 

‍

                                            Aataa med sit politiske ståsted som en stolt moskusokse
                                            med sin skærende intelligens i kontrast
                                            med sine blændende beskrivelser på papir
                                            Moses, den ærefrygtindgydende leder
                                            deler vandene med sensitiv signifikans
                                            som enhver med polarulveblod blot må drømme om 

Det var først nu, jeg forstod Aataas indflydelse på en større mening, både politisk og kulturelt. Førhen så jeg ham blot som den piberygende, brummende mand i kælderen i det karrygule hus med grønne vinduer og røde tag. Men han er langt større end dét. Hans væsen var som en ledestjerne på den bare himmel i Ingenmandsland. 

Med sorgen over tabet af Aataa og håbet om at finde et hjem med i bagagen fløj vi over indlandsisen. Anaana og jeg var endnu engang på flugt. Vi skiftede bopæl i takt med hendes stormende forelskelser, som altid endte i forliste forhold. Så snart kufferten var pakket ud, skulle den lige så hurtigt pakkes sammen igen. Den lille flig af grønlandsk væren, jeg havde taget med mig, forsvandt i uanede mængder 

__________________________________________________________________

^{9 Tupilak [du-bi-larg] udskåret figur/souvenir for turister (oprindeligt fra grønlandsk mytologi hvor en tupilaks opgave var at angribe fjender med åndelig kraft. Dog kunne kraften vendes tilbage mod afsenderen, hvis fjendens kraft var stærkere). 10 Ukkusissat [Ugu-sis-sad] hårdt og stejlt bjerg i Nuuk (”Store Malene” på dansk).
11 Aataa [aa-daa] bedstefar
12 Inua [i-nu-a] sjæl/kraft (før Danmark tvang kristendommen ned over Grønland, var alle levende fænomener, herunder mennesker, dyr og planter, set som besjælede).}

af flytterod. Min selvopfattelse kollapsede på ny som et styrtende isfjeld, hver gang jeg skiftede adresse, skole og omgangskreds. 

       Du skal huske at holde tilbage med alkoholen, når du bliver ældre. For som grønlænder har du en større risiko for at blive alkoholiker. Sådan lød meldingen fra skolesygeplejersken uden at fortrække en mine. Jeg måtte have hørt forkert. Men min hørelse var blevet tjekket. Jeg havde heller ikke længere epilepsi. Nu var jeg bare en grønlænder i Danmark. Dog med en lægeordineret note om mulig alkoholisme. 

Er din mor alkoholiker?, blev der spurgt af en ukendt dreng fra klassen på min første dag i en ny skole. Spørgsmålet blev serveret som en slyngende lussing lige midt i ansigtet. 

Ord som ”grønlænderstiv” og ”guldbajer” satte dagsordenen. I gymnasiet håbede jeg på et markant skift fra folkeskolens fanatiske fordomme om grønlændere. Men jeg stod nu overfor en ny duelighedstest, som jeg kun så én mulighed for at bestå. Jeg blev derfor en medløber ved at omsætte etniske usikkerheder til racistiske vittigheder. Man kunne jo ikke grine af nogen, hvis de selv grinede med. Min personlighed var papirstynd som min side i blå bog, som mest af alt optrådte som fyldord blandt beskrivelserne af de andre på årgangen. Jeg var beskrevet som den stille pige med den monotone stemme. I emnefeltet om fremtiden, blev der ubevidst forelagt en selvopfyldende profeti: ”I fremtiden har Ivalu skrevet en bog om at være grønlænder i Danmark”. På trods af endnu en institutionel, mørk tid udpegede min ledestjerne, Aataa, lyset, der ventede forude. 

Mit kendskab til min fødeby og Ataata var lige distanceret. Jeg besøgte ængsteligt Ataata i mine sidste teenageår. Sidst jeg var i Sisimiut var i mine spæde år. Jeg befandt mig som en udvekslingsstudent blandt fremmede, som nærstuderede en case om sin egen evolution. Konklusionen tog form af de iagttagelser jeg gjorde mig i mit ophold. Jeg var sprogligt isoleret i de mange møder, jeg havde med familiemedlemmer. Hver samtale skulle gentages på dansk for mig, hvilket bekræftede Anaanas umyndiggørelse af mit sproglige ophav. De kulturelle forskelle stod klart frem som pålidelige kilder. Jeg stod foran en duelighedstest med en tydelig sprogbarriere, som jeg måtte se mig dumpet i. 

For første gang erkendte jeg konturerne af egne grænser. Jeg satte en stopper for flugten ved at stoppe kontakten til Anaana og Ataata. Jeg fortsatte på en solorejse mod et liv kun for mig selv. Jeg trodsede mine tidligere oplevelser med institutioners fremmedfjendskhed og søgte ind på universitet. Her var jeg overraskende nok mødt med en åbenhed og interesse, som jeg aldrig havde forestillet mig var indenfor rækkevidde. Jeg fik en bachelor- og kandidatgrad, men vigtigst af alt fik jeg oprigtige venskaber. Venskaber som byggede på et fundament af interesse og inddragelse i et fordomsfrit fællesskab. Jeg blev godtaget uden diverse duelighedstests, og jeg følte endelig modet til at efterlade uhensigtsmæssige relationer. Jeg gik fra at være et fastlåst individ i Ingenmandsland til at have fundet min sande egn, som jeg altid havde spejdet efter i horisonten. Min flugt var endelig forbi, for jeg havde fundet mit Bagland. 

Bagland ‍

Om
Bagland er et hjertevarmt åndehul på den nordlige halvkugle. Bagland har et frodigt klima med synlige tegn på vækst og trivsel. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom mod til at opbygge sig selv på ny. Med et indbyggertal under konstant udvikling, er Bagland et af de mest rummelige områder. Bagland er et elskværdigt land, og er således en populær destination for mange turister, nye som gamle, fra nær og fjern. Kulturlivet er derfor præget af disse møder, hvilket resulterer i en forstærket følelse af hjem. 

‍

‍

‍

‍

Hovedstad: Ivalu Areal: 139 km²
Styreform: Ivalus sindelag
Indbyggertal: Evigt voksende
Officielt sprog: Blandingssprog af den mangfoldige grønlandske prosodi og den umiddelbare danske morfologi

Når jeg tænker på Grønland, så tænker jeg på den røde sol over sneen eller på et sprog, jeg forstår i hjertet. Alt det smukke og rå. Men jeg tænker også på, om jeg føler mig velkommen. Om andre måske taler om mig bag min ryg og reducerer mig til at være en person, som ikke passer ind i deres ide om at være grønlænder. Måske passer jeg ikke ind i billedet af Grønland. Den smerte er svær at bære. Det er jo som at blive slettet fra det sted, jeg elsker allermest. 

“Skal du tilbage til Grønland?”

 Jeg var 13 år, da jeg blev anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Jeg havde boet i Danmark i to år, så det var stadig nyt for mig, og jeg talte kun meget lidt dansk. Jeg kan tydeligt huske, at pædagogerne stillede det samme spørgsmål, når vi snakkede i stuen eller inde på deres kontor, og snakken faldt på Grønland: “Skal du tilbage til Grønland?” Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, og i dag er jeg stadig i tvivl. Dengang tænkte jeg, om det mon var, fordi de var nysgerrige, eller om det var, fordi de ikke havde noget bedre spørgsmål at stille en 13-årig? Det var svært at vide, da jeg var barn. I dag tænker jeg, at det var, fordi de ikke var klar over, hvor vigtigt det var for mig at tale om Grønland på en måde, hvor det ikke handlede om at lave en plan for fremtiden, eller om ikke at tabe ansigt. Men virkelig turde tale om det.

Det var for det meste løse snakke, vi havde om Grønland. Fokus var på mentalt helbred, idet der jo ligger nogle grunde bag at blive anbragt udenfor hjemmet, som er svære for et barn at forstå. Måske skulle jeg have spurgt: “Ville det ikke være godt med en tur til Grønland?” For det var, som om ingen turde tale om det. Jeg turde heller ikke at insistere, for jeg følte ikke, det var min plads. Jeg var jo barnet.

Det føltes, som om det at tage til Grønland for dem var ligesom at vælge, hvilken farve strømper man ville have på. De fik det til at lyde sådan, men jeg tvivler på, at de mente det sådan. Det er for sent at spørge nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg ønsker ikke at fremstille dem på en forkert måde. Især fordi mit forhold til pædagogerne i sin tid kom af, at jeg var anbragt, er det svært at forestille mig at tale med dem i dag. Jeg ville have en masse at spørge om, som jeg har tænkt over, siden de kendte mig. Men måske er spørgsmålene til mig selv, mest af alt.

Jeg er ikke i kontakt med dem længere. Ikke fordi jeg ikke har haft behov for svar, men fordi det først var efter, jeg flyttede derfra, at det for alvor gik op for mig, hvor meget af det negative syn på grønlændere, jeg havde med mig derfra, var noget, jeg ubevidst havde overtaget fra netop pædagogerne. Det er ikke noget, jeg længere kan stå inde for. Jeg har været nødt til at aflære de forestillinger og i stedet finde tilbage til en stolthed over at være grønlænder – noget, som burde have været næret, ikke nedbrudt.

Jeg må erkende, at det stadig kan føles forkert ikke at vide, om jeg vil bo i Danmark eller i Grønland på grund af bostedets måde at tale om det på. Vi spillede fodbold på fodboldbanen i baghaven, brætspil i stuen eller var sammen på uforpligtende måder. Men jeg kunne godt have brugt, at nogen sagde: “Du finder ud af, hvad du vil. Det skal du ikke vide nu. ”Lad tiden gå.” 

Andreas var den eneste, det fungerede at snakke med om Grønland. Han var meget bevidst om, at alle skulle behandles lige, og at det var helt okay, at nogle havde behov for mere end andre. Han var den eneste, der var så god til at vise interesse i og forståelse for os, der var på bostedet, at han kunne lave sjov – ikke på den småracistiske måde, som gjorde ondt. De andre pædagoger prøvede, men de kunne ikke slippe deres fordomme, derfor var det svært at se det sjove i deres sjov. Andreas var en stor bamse med skæg og tatoveringer. 

Pædagogerne såede tvivl om vigtigheden af den årlige tur til ‘Grønland i Tivoli’ i København med min familie. Pædagogerne mente ikke, at det var det bedste for mig at se dem. De var ikke glade for at tale om de ting, som de ikke var uddannede til, men alligevel mente de, at Tivoli-turen i København var skidt.

Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.” Det var en helt ny måde for mig at se verden på. Jeg havde brugt næsten al min tid i Danmark på at bekymre mig om, hvad jeg skulle vælge. Her – for første gang – var der én, der virkelig forstod. Én, der så min splittelse for, hvad den egentlig var: et umuligt valg. Ikke noget, jeg skulle “løse” for at passe ind i Danmark. For hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Jeg er jo vokset op begge steder. Og jeg bærer på en kærlighed til dem begge – forskellig, ja, men lige ægte. Jeg sørger over ikke at kunne tage hjem, fordi jeg er trans. Men jeg nægter at give slip på håbet. Jeg husker at minde mig selv og andre om, at vi ikke er alene. Det er til tider, som om der ikke er plads til den, jeg er, hverken i Danmark eller Grønland. Følelsen af at flyde mellem steder uden helt at høre til nogle steder. Men jeg nægter at forsvinde i den tankegang. Jeg bærer mit sprog, min kultur og min identitet i kroppen – og ingen kan tage det fra mig, og jeg har selv importeret min identitet fra Grønland til Danmark. Det har taget sin told - hvad så? 

Mit nye hjem lidt uden for Skovby?

Indtil jeg fyldte 18 boede jeg et sted, der hed Lindeholt. Det var en gård uden for Skovby. Når man kørte ind ad indkørslen, lå der en sten, hvor navnet stod malet på. Jeg kan se det for mig, selvom jeg sjældent tænker på det. Bag de aflange gårdbygninger kunne man ane kanten af et fodboldmål, en trampolin, og man kunne se henover græsset omme i den store have. Jeg boede nede i kælderen i den midterste bygning. Jeg var den eneste grønlænder på Lindeholt. Derfor følte jeg, at jeg havde et ansvar for at fortælle om Grønland, når pædagogerne spurgte til det. I virkeligheden følte jeg nok et ansvar, ikke over for pædagogerne, men over for mig selv og for mit hjemland. Når fordomme kommer på bordet, bliver snakken en anden. Samtalen mellem to mennesker bliver til en samtale inde i to menneskers hoveder. 

Det var først, da jeg var 16, at jeg lærte, hvad det vil sige at være transkønnet. Go’ morgen Danmark kørte en weekendmorgen på fjernsynet i stuen. Efter jeg havde spist morgenmad, var en transkønnet gæst i programmet. Det var først her, jeg fandt ud af, at det at være transkønnet var en ting. Jeg begyndte i hormonbehandling i Danmark, og det stoppede mig fra at kunne flytte hjem. Igen kunne jeg pludselig mærke, hvor vigtig min relation til mit hjem, Grønland, var, og hvor svært det var at tale om.

Fordi jeg var så ung, var det svært at forsvare mig. Forsvare mit behov for at høre til, som er grundlæggende for at have det godt – fordi den omvendte følelse er at være udenfor eller udelukket. Pædagogerne fik ikke altid de svar, de fortjente. Jeg fik ikke de svar, Grønland og grønlændere fortjente. Jeg er opvokset med, at man skal respektere danskere. Så måske gjorde jeg bare dét. Selvfølgelig blev jeg sur og ked af det indeni. Men et barn gør aldrig noget galt i at være stiltiende til stede. De voksne fortalte, hvad der var bedst for mig, og det var, at jeg blev boende i Danmark og tog ferier i Grønland, når jeg var blevet voksen en gang. Efter noget tid stoppede de med at spørge mig og begyndte at sige, hvad de mente var bedst. Når de sagde: “Du har vænnet dig til at bo i Danmark”, sagde jeg dem ikke imod. Det tror jeg, de færreste børn ville. Det har intet med nationalitet at gøre, men at voksne er en autoritet, der kan definere, hvad der er vigtigt. Oveni det var de danskere, repræsentanter for en fremmed kultur, hvis perspektiv jeg måtte lære at forstå. Jeg lærte meget af de voksne omkring mig, men jeg lærte ikke det helt grundlæggende i at være til stede som mig selv. Det var ligesom om, jeg var sat der, uden at høre til. Jeg gik stadig i t-shirt om vinteren, så nej, jeg havde ikke vænnet mig til at bo i Danmark. Og hvorfor siger de så, at jeg har vænnet mig til at bo i Danmark? Der må være en grund til at sige det. 

Det var, som om Danmark var ”det gode” og Grønland var ”problemet”, og jeg skulle passe ind i det narrativ, selv hvis det betød at opgive noget, jeg holdt af. Jeg følte mig splittet. I Danmark blev jeg spurgt om, hvornår jeg skulle hjem. Når jeg talte med familie i Grønland, spurgte de også, hvornår jeg kom hjem. Men jeg vidste ikke, hvad hjem egentlig var. Jeg var stadig et barn og blev pludselig gjort ansvarlig for at vælge mellem to verdener. Og det var ikke klart, hvorfor der var tale om to forskellige verdener. Det er stadig lidt uklart. 

Importeret identitet 

Der var ikke nogen omkring mig i skolen, jeg kunne spejle mig i. De andre elever var meget danske. Jeg udtalte “rød grød med fløde” som en, der har boet i Danmark hele sit liv, men børnene grinte alligevel. De lyttede til Nik & Jay, og jeg lyttede til Julie Berthelsen. Hun var en, jeg kunne spejle mig i. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at de også ville kunne spejle sig i hende. 

Jeg følte mig alene og synlig på en måde, jeg ikke selv havde valgt. Når noget handlede om Grønland, blev alle øjne rettet mod mig. Det føltes, som om jeg skulle repræsentere et helt land, selvom jeg var et barn, der bare prøvede at passe ind. Da jeg startede i skole, læste min dansklærer en novelle højt. Der var en grønlænder i novellen. Og da jeg var den eneste grønlænder, kiggede hun på mig og spurgte: ”Bliver du i Danmark, eller skal du snart hjem?” 

Når en lærer spurgte mig foran hele klassen, om jeg skulle “hjem”, blev der udøvet en magt. Det var ikke bare en uskyldig kommentar. Det placerede mig udenfor resten af børnene, et sted jeg ikke vidste, jeg var – som om jeg var en midlertidig gæst, der ikke hørte til. Sproget var og er det, der fortæller, hvem der er ”rigtigt” dansk, og hvem der er “på besøg”. Som barn vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på at blive sat i centrum på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde svaret: “Hvorfor spørger du om det foran hele klassen? Jeg er bare et barn, og jeg ved det ikke. Er det ikke nok, at jeg er her nu?” Sådan var jeg ikke. Kynisk, kold og kontant – kald det, hvad du vil. Ville hun have stillet samme spørgsmål til en, som kom fra Sjælland? Ville hun forstå usikkerheden i at tale anderledes, være anderledes – og støtte?

Store frustrationer og store spørgsmål 

Jeg tænker tit på, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi ved ikke, hvordan vi skal lytte uden at forsvare os selv. Hvordan vi skal se hinanden uden at dømme. Hvordan vi skal rumme hinandens smerte uden at gøre den til vores egen. Vi er blevet så vant til at reagere, at vi har glemt at være til stede. Jeg mærker det hele tiden, spændingen mellem Grønland og Danmark. Mellem os. Vi ved ikke, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi taler forbi hinanden, ikke bare med ord, men med kroppe, med blikke, med fravær. Vi misforstår tavshed som samtykke, vrede som utaknemmelighed og smerte som svaghed. Vi har aldrig lært hinandens sprog, ikke det sproglige, men det menneskelige. 

Det handler ikke bare om fortid. Det handler om, hvordan vi stadig kigger på hinanden i dag. Danmark ser Grønland som noget, det ejer eller skal redde. Grønland ser Danmark som noget, der tog og stadig tager. Vi har ikke lært at være i øjenhøjde. Vi har lært at tåle hinanden. Det er ikke nok. Vi må lære at møde hinanden, menneske til menneske. 

Når vi møder hinanden med oprigtig interesse og respekt uden at tage gamle forestillinger og magtbalancer med os ind i rummet, så har vi mulighed for at se hinanden, som vi virkelig er. Ikke gennem et filter af historie, stereotyper eller forventninger, men som mennesker med egne erfaringer, drømme og sårbarheder. 

Det kræver, at vi tør give slip på behovet for at have ret og i stedet prøver at forstå. At vi tør lytte uden at afbryde, uden at dømme. Først når vi er villige til at høre hinandens virkeligheder, kan vi skabe noget, der ikke bare gentager gamle mønstre.