Kunsten at være usynlig

”Du burde jo gøre noget? Du kunne jo skrive et brev til statsministeren. Du burde kunne få lov til at komme ind og tale for dem og fortælle din historie! Du har klaret dig så flot.” Jeg har lige fortalt om mit liv til nogle familieplejere på kursus. Jeg havde 45 minutter, nok til lige at skrabe overfladen af min historie. Den ender godt set i lyset af statistikker for anbragte og samfundets forventninger. Men jeg er træt af at være en god historie. At være noget på trods. Når kursisterne finder ud af, at jeg som 16 måneder gammel blev anbragt i plejefamilie første gang, så kan jeg se i deres ansigtsudtryk, at de opfatter mig som dét; anbragt - en god historie. Et mirakuløst produkt, fordi jeg udefra set i dag har det godt, ikke andet. Men det er ikke hele sandheden; jeg føler ikke, at jeg hører til nogen steder.

Hos Kirsten 

Min mave gør ondt. Jeg føler en snor snøre sig sammen, slå knuder indeni mig. Kirstens stemme ryster. Hun står i gangen og siger til politiet: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er dét, han vil!” Konsulenten sidder i køkkenet; han hedder Per og er den voksne, som kommunen har bevilget, efter jeg spurgte mine forældre, om der ikke kunne være en voksen til stede, når der var samvær. Overfor køkkenet er mit værelse, mellem konsulenten og mig står Kirsten og politiet. Jeg sidder tæt på døren, kigger ikke direkte på hverken politimændene eller på Kirsten. Jeg sidder og leger en leg. Forsøger at ligne én, som er helt upåvirket af situationen. Kirsten fortæller, at der var en mand, som stod udenfor og råbte op til hende. Jeg tror, hun skylder ham penge. Det er ikke sikkert, det er mange penge, men det har ikke så stor betydning, hvis man har dårlig økonomi og er misbruger. Kirsten begynder at råbe ad politiet; de forstår hende ikke, mener hun. Jeg ser op mod dem. Hverken konsulenten eller politimændene har på noget tidspunkt henvendt sig til mig. Måske er jeg ni år gammel. Jeg ville ønske, jeg kunne gå ud af lejligheden. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at se eller høre hende. De siger, det er for barnets skyld; at det er godt for barnet at kende sin biologiske mor. De lytter, men hører mig ikke, når jeg fortæller, at jeg ikke har lyst til at se hende. Kirsten gentager, hvad hun indledte med at sige: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er det, han vil!” 

Hvem ryger ristet tobak? 

Kirsten er flyttet. Hun bor nu i et rækkehus, som er indrettet til et menneske med fysisk handicap. Måske var det kommunen, der havde bestemt, at hun skulle flytte fra det dårlige og stofbefængte miljø, hun boede i, inde i byen. Kirsten har bagt pølsehorn, og man skulle næsten tro, at hun havde overskud. Per sidder inde i stuen, det er ham, konsulenten. Egentligt sidder han bare og snakker Kirsten efter munden, mens jeg ser fjernsyn. Sådan er det hver gang. I dag skal vi også lave lektier, det blev understreget af min mor. Vi glemte det nemlig sidste gang. Da jeg fik overtalt Kirsten til, at mine lektier var færdige og gode nok, fik jeg lov til at se fjernsyn igen. Så nu ligger jeg her på sofaen i Kirstens lille, beskyttede rækkehus og gemmer mig i skærmen. Kirsten tager en slurk af en sodavand. Jeg spørger, om jeg må få en tår. Det må jeg ikke. Jeg synes, hun opfører sig underligt; det er jo bare en sodavand. Bagefter går hun ud i køkkenet. Jeg tager dåsen op. Den lugter af øl, og jeg får ondt i maven ved tanken om, at jeg ikke kan fortælle det til nogen. Jeg ved, at hun ville blive rigtig sur på mig, hvis jeg sagde noget. Kirsten og Per sidder og snakker, jeg lytter ikke til, hvad de taler om, ser ”Phineas og Ferb” på Disney Channel og piller lidt ved nogle ting på bordet. Kirsten begynder at bruge nogle af de ting, som ligger på bordet foran hende. Jeg tror, hun skal til at lave en cigaret til sig selv; hun ryger altid lige ved siden af mig i sofaen. Hun åbner tobaksbøtten, tager noget tobak, som hun placerer på noget sølvpapir. Derefter tænder hun et stearinlys og med en tang holder hun sølvpapiret over lyset. Jeg forstår det ikke rigtigt. Men jeg forstår ikke noget. Men da jeg som teenager første gang så nogen lave en joint, forstod jeg. Det var for vigtigt for hende at gøre jointen klar, mens jeg var til stede, fordi hun, det sekund jeg var ude af døren, ville sætte jointen for munden. Hun kunne ikke engang være tilstede i tre timer, være sammen med mig, hendes datter, uden at være et andet sted. 

Spark til skraldespanden Ann-Mari 

De andre i klassen sidder inde i klasselokalet og har dansk med Karin. Hun er vores klasselærer. Men jeg er ikke med til undervisningen. Jeg sidder ude på gangen i et lille rum, som er bygget op af en stor bestandig træreol og de der store opslagstavler, som man kan bruge til at dele rum op med. Det er mit rum og mine tegninger, der hænger på indersiden af opslagstavlerne. Rummet er så stort, at der er plads til et tomandsbord og stole til. Den ene stol er min, og den anden stol er Solvejs. Solvej er min støttekontaktperson; det har hun været, siden jeg startede i skole. Og nu sidder vi altså her igen, ved bordet i min lille aflukkede verden og tegner. Mine øjne svier lidt, og jeg knuger mine hænder. Det er meningen, jeg skal tegne trolde. Trolde, ligesom dem på tegningerne, som hænger på hele indersiden af opslagstavlen. Nogle af dem er sparketrolde, nogle af dem er nivetrolde, og andre er slåtrolde. Det er de trolde, jeg har indeni mig, når jeg bliver utryg, når jeg slår eller sparker de andre børn. Lige nu vil Solvej gerne have mig til at tegne sparketrolden. Jeg sparkede en af de andre fra min klasse, fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle, at jeg havde det dårligt og var ked af det. Så jeg lod det gå ud over den første, som stod i vejen for mig. Jeg tegner sparketrolden, men jeg har stadig en ubehagelig følelse i kroppen. Det er meningen, at jeg skal tegne trolden for at få den ud af kroppen. Bagefter får jeg af vide, at jeg skal sparke til skraldespanden, vi har stående ovre i hjørnet. ”Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger Solvej, og jeg sparker, alt hvad jeg kan. Det hjælper at sparke trolden ud. Ude på gangen kan jeg høre en dreng gentage, hvad Solvej lige har sagt til mig. “Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger han med en flabet stemme, imens han selv står og sparker til skraldespanden. Det hører Solvej også, og hun går ud og skælder drengen ud, som helt befippet skynder sig væk. Det er nemlig kun mig, der må sparke til skraldespande her. Jeg er ikke med til dansk i dag, fordi det ifølge Solvej ikke er det vigtigste lige nu. Jeg kan godt lide Solvej; jeg føler, hun forstår mig, så jeg tror på hende. Dansk er ikke det vigtigste lige nu. 

Telefonsamtalen

Jeg føler mig drænet for energi, føler en stikkende og sviende fornemmelse under mine øjne. Min psykolog har fået prikket hul på nogle ting i min fortid omkring min biologiske familie, og nu er jeg blevet nysgerrig. Jeg åbner kontaktbogen på min mobiltelefon og søger på Anne Katrines navn. Det er min biologiske halvsøster. Vi har samme alkoholdemente mor, Kirsten, som jeg har besluttet mig for ikke længere at have kontakt med. Jeg ringer Anne Katrine op. Hun lyder chokeret, da hun tager telefonen, og befippet, men vil gerne tale. Hun fortæller mig om slagsmål, om druk, om incest i Kirstens familie. Hun siger: “Jeg synes, du skulle have været bortadopteret ved fødslen, så ville jeg have vidst, at du ikke skulle igennem det, jeg har været igennem, og selvom jeg godt ved, det ville betyde, at vi aldrig ville have kendt hinanden, så ville jeg vide, at du havde haft et bedre liv, end det liv som mor gav dig.” Da samtalen er slut, sidder jeg alene tilbage i min lejlighed. Jeg har lidt kvalme. Rejser mig og går over i skuffen for at rode efter cigaretter. Det begynder at dunke inde i mit hoved. Jeg går ud, sætter mig på terrassen, trækker benene op - en form for forsvarsmekanisme, tror jeg. Nu føler jeg, at ingen kan røre mig, men det er jo lige meget, for her er ingen. Jeg tænder cigaretten, og den knitrende ild lyser natten op. Jeg inhalerer og forsøger at danne mig et billede af, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var blevet bortadopteret. Jeg puster røgen ud, og så begynder de varme tårer at trille lydløst ned ad mine kinder; det mærkes, som om januarkulden fryser dem fast til huden. Spørgsmålene kører rundt inde i mit hoved: Var Kirsten virkelig udsat for incest og overgreb? Hvorfor blev hun aldrig fjernet fra sit eget hjem? Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret ved fødslen? Hvad nu hvis jeg var blevet bortadopteret dengang? 

Annmari Aalbæk Jensen 

Det er min 18-års fødselsdag i dag. Jeg står i spisestuen i mit barndomshjem. Det er her, jeg har boet stort set hele mit liv. Hos min mor og min far, Poul og Signe. Jeg læner mig en smule ind over vores spisebord, kigger ind i computeren sammen med min mor. Hun smiler, har sit dankort i hånden. Det koster penge at ændre sit navn uden særlige omstændigheder, som hvis nu jeg var blevet gift. Mine forældre vil gerne betale. Jeg kan mærke spændingen i min krop, og mine muskler i ansigtet slapper ikke af; de danner et kæmpestort smil. Jeg indtaster mit nye mellemnavn: Aalbæk, og mit nye efternavn: Jensen, og fordi jeg synes, det bliver pænere, så fjerner jeg også bindestregen i mit fornavn. Jeg hedder ikke længere Ann-Mari Christensen. Nu hedder jeg Annmari Aalbæk Jensen. Ligesom min mor. Det har jeg ønsket at hedde i mange år, men det var ikke noget, min biologiske mor syntes godt om. Men i dag er jeg 18 år gammel og må selv bestemme. Det føles kraftfuldt at kunne tage situationen i egen hånd. Det er, som om jeg ikke har haft muligheden før, og da vi trykker ”indsend ansøgning” på Borger.dk, er det, som om der er en klump i halsen, som forsvinder. Jeg er helt sikker på, det nok skal blive godkendt. Min mor og mig omfavner hinanden. Min far er her også, han hedder ikke Aalbæk Jensen. Det gør mine to storebrødre heller ikke. De har min fars efternavn. Derfor har det krævet mig mange tanker om, hvad jeg gerne ville hedde. Jeg elsker min far og mine brødre, men det er okay, at vi ikke deler efternavn. Jeg identificerer mig som en Aalbæk’er. På min mors side af familien skraldgriner de fleste lige en oktav for højt, og det gør jeg også. Alle blander sig i hinandens liv, og der er både lange krammere og lange samtaler. Det er en stor familie, og når vi ses, er det meget intenst. Min tilknytning til dem er så enorm, at det er en ubehagelig følelse at være en Christensen blandt alle Aalbæk’erne. Derfor ændrede jeg også mit efternavn på Facebook for flere år siden. Jeg sidder i bussen. Det er ikke længere min 18-års fødselsdag. Jeg skal snart stige af og gå det stykke til gymnasiet. Der tikker en sms ind på min telefon. Den er fra Borger.dk. Mit navn er nu blevet godkendt. Jeg hedder Annmari Aalbæk Jensen. Jeg får en flad fornemmelse. Jeg føler mig ikke anderledes. Jeg er ikke blevet en anden. Min mor har stadig ikke født mig. 

Terapi 

Jeg sidder i Sydhavnen og ser ud på vandet, som glimter i solens stråler. Henrik spørger mig, hvordan jeg har haft det, siden vi sidst snakkede sammen. Det er næsten et år, siden vi havde vores sidste samtale. Det var for hårdt for mig dengang. Jeg holdt mange oplysninger tilbage i vores sessioner; jeg havde opretholdt en facade, så terapien hjalp ikke. Jeg spildte vores tid og stak af. Jeg fortæller ham, at det har været hårdt; at jeg stoppede, fordi det kom for tæt på. Han spørger mig, hvorfor jeg kom tilbage igen. Jeg fortæller ham, at det nu er blevet for svært at være alene med det hele. Jeg har flere mén fra min barndom, end jeg havde forestillet mig. Vi taler om, hvordan det, jeg har oplevet, har indvirket på min måde at se verden og reagere på det, jeg oplever. Om hvordan jeg har tendens til at knytte mig meget hurtigt til andre mennesker, fordi jeg er rædselsslagen for at være alene. Jeg kæmper med et behov for at høre til, at høre til et sted. Henrik siger: ”Men du gjorde det jo Annmari, du definerede dig selv, skiftede navn, stoppede med at se Kirsten og skabte din egen familie. Du er ikke din biologi, men de valg du træffer. Du valgte selv stedet, hvor du hører hjemme.”

Mine adoptivforældre skulle slet ikke have været adoptivforældre. De slog mig, sultede mig og brugte psykisk vold mod mig. Da jeg var 14 år, blev de dovne og dårlige til at skjule det. Og en dag kom jeg i skole med et stort, rødt mærke i panden. Det opdagede en lærer, og hun indberettede det. Det var langt fra første gang, nogen havde lavet en indberetning på mig, men den her gang sagde jeg, at hvis de ikke tog det alvorligt, så ville jeg begå selvmord.
  Sådan gik det til, at jeg blev anbragt på et opholdssted i udkanten af Bramming.
  I starten føltes det helt vildt. Det var helt anderledes end hjemme hos mine adoptivforældre. Jeg kan huske, at første dag, da jeg kom tilbage fra skole, var jeg nærmest overlykkelig. Jeg vidste, at der var nogen, der ville give mig opmærksomhed, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at når jeg gik ind ad døren til opholdsstedet, så var der voksne, der ville byde mig velkommen. Det var helt overvældende. Jeg skulle ikke være bange for, at der var nogen, der slog mig, og jeg skulle ikke være i konstant beredskab. Når vi skulle spise aftensmad, skulle jeg ikke længere kæmpe for maden. Jeg kunne rent faktisk blive mæt. Det var den vildeste oplevelse.
  Jeg husker specielt én aften kort tid efter, at jeg var blevet anbragt. Jeg blev kaldt ud i køkkenet af en af de voksne, der arbejdede på opholdsstedet. Wauw! På køkkenbordet stod et stort fad med jordbærgrød, og den voksne sagde til mig, at jeg måtte spise lige så meget, som jeg havde brug for. Jeg tog en ekstra portion, bare fordi jeg kunne. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så husker jeg det, som om der var overvældende meget mad til os på bostedet, men rationelt set så ved jeg godt, at den mængde mad, vi måtte tage og spise, var helt normal. Men min forståelse af, hvad der var normalt, var bare helt ude af trit med virkeligheden.
  Det allerbedste ved opholdsstedet var, at jeg fik lov til at fortsætte med at synge. Jeg har sunget, siden jeg var 13 år, og sang betyder rigtigt meget for mig. I den sidste tid, inden jeg blev fjernet fra mine adoptivforældre, var især min adoptivmor meget imod, at jeg skulle fortsætte med at synge. Jeg tror, det handlede om, at jeg fik en masse succesoplevelser i koret, som hun ikke brød sig om, at jeg fik.
  Det var min adoptivfarmor, der opdagede mit talent for sang. Hun var den eneste i min adoptivfamilie, som holdt af mig. Hun betalte min sangundervisning og insisterede på at sidde på forreste række, når mit kor holdt koncert. Når jeg var hjemme hos hende, gav hun mig altid noget at spise. Jeg tror, hun både kunne se og fornemme, hvad der var på færde derhjemme, for når hun havde mig på besøg, serverede hun ikke hyggemad og slik, som andre farmødre plejer at gøre; hun serverede havregrød og æg, som mættede og var fyldt med nærring. Min adoptivfarmor var det første menneske, som lærte mig, hvad omsorg var. Hun reddede mit liv. Og for mig er sang og opera lig med den omsorg, som hun gav mig. 

Lykken varer ikke evigt 

Men efter et par måneder på opholdsstedet falmede mit lykkelige glansbillede. Jeg fandt så småt ud af, at opholdsstedet også var et utrygt sted at være. Det var bare utrygt på en anden måde, end det havde været hjemme hos mine adoptivforældre. Det er svært for mig at slå ned på et specifikt tidspunkt, hvor det begyndte at ændre sig. Men jeg husker svagt en episode, hvor jeg efterfølgende tænkte: ”Sådan burde det ikke være.” Vi sad og spiste aftensmad på opholdsstedet, og under maden kom en af de voksne med en spydig kommentar til en af børnene. Jeg kan ikke huske, hvad kommentaren handlede om, eller hvordan den lød, men jeg kan huske, at jeg efterfølgende sad og tænkte: ”Det må man da ikke sige til andre mennesker.”
  I starten studsede jeg over, at der foregik nogle ting, som ikke føltes helt okay. Så fandt jeg ud af, at mange af tingene skete gentagende gange, og så begyndte det at føles utrygt. Vi børn talte også indbyrdes meget om, at der var nogle af de voksne, som var gode, og andre, der var dårlige. Når det var de dårlige, der var på arbejde, var det ikke rart at være hjemme.
  Da jeg havde boet på opholdsstedet i ét år, flyttede der en dreng ind, der var lidt yngre end mig. Han var som min lillebror – det er han faktisk stadigvæk. Vi lærte sammen, at vi ikke blev passet på af de voksne på stedet, så vi passede på hinanden. Vi blev hinandens advokater, og det var den måde, vi overlevede på. 

Som om vi var tilskuere til deres familiebegivenheder 

De voksne på opholdsstedet tog ofte deres børn med, både når vi var på ferie, og når der var højtider, som juleaften og nytår. Jeg tror ikke, at de voksne tænkte over det, men det var så hårdt for os, der boede på opholdsstedet. Vi var der jo, fordi vi ikke havde velfungerende familier, så når medarbejdernes børn lige pludselig var med, blev det så tydeligt for os, hvad det var, vi gik glip af.
  Vi havde ikke forældre, der tog os med på arbejde, og vi havde ikke forældre, som forkælede os og gav os is, når vi var på ferie. Det føltes, som om de viftede os om næsen, med det vi aldrig kunne få. Jeg tror ikke, at det er noget, som pædagoger på opholdssteder er særligt opmærksomme på. De tænker nok nærmere, at det er hyggeligt, og at det måske skaber mere familiestemning. Men for mange af os børn skabte det bare en endnu større kløft mellem os og det ’almindelige’ familieliv, som ingen af os havde.
  Der var især én ferietur, hvor en af pædagogerne havde sin søn med. Han var en del yngre end os, og det føltes hele tiden, som om vi skulle tage hensyn til ham. Som om vi havde fået lov til at komme med på hans ferie og ikke omvendt. Det var en forfærdelig oplevelse. Fordi det bare endnu engang mindede mig og de andre om, hvad vi ikke havde. Jeg ville ønske, at de pædagoger, der tog deres børn med, ville have tænkt mere over, hvordan det føltes for os. Hvor ondt det egentligt gjorde at se de voksne, der skulle tage sig af os og give os tryghed og kærlighed, rette deres opmærksomhed mod deres egne børn i stedet. 

Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? 

Ikke så længe efter, jeg flyttede ind på opholdsstedet, mødte jeg en seks år ældre mand over nettet. Vi blev ret hurtigt kærester. I dag kan jeg godt se, at det langt fra var kærlighed, men dengang vidste jeg ikke bedre. Det var et ulige forhold, hvor han groomede mig, og dengang var jeg alt for ung og sårbar til at kunne se det. Manden, som var 21 år, kom på besøg på opholdsstedet, og pædagogerne gav ham lov til at overnatte, ofte flere nætter i træk. Han slog mig og voldtog mig. Når han havde været på besøg, havde jeg ofte synlige blå mærker på kroppen. Det talte de andre børn tit om. De sagde det også til de voksne, men de rystede bare på hovedet eller sagde til dem, at de var ligeglade.
  Jeg tror, at de voksne vidste, at vi havde en form for sex. De formanede mig i hvert fald om, at vi skulle bruge kondom. Men de sagde aldrig noget til, at han var 21 år, og jeg stadig kun var et barn. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke fået min menstruation, og det var noget, de voksne var meget opmærksomme på, fordi min pubertet ikke var helt som andres. Derfor forstår jeg ikke, at de ikke reagerede, når de så blodpletter på mit lagen, efter han havde overnattet hos mig. Når jeg tænker tilbage på det i dag, føler jeg, at det var soleklart, at der foregik noget, der ikke skulle foregå. Men ingen reagerede.
  En dag gik det helt galt. Han tog mig med ud på en strand. I dag ved jeg stadig ikke, hvilken strand det er. På stranden voldtog han mig i flere timer. Jeg var helt følelsesløs, da vi kom tilbage til opholdsstedet. Pædagogerne gav ham lov til at blive og overnatte igen om aftenen.
  Da jeg endelig ”slog op” med manden, gik jeg ned og sagde det til en af de voksne. Jeg fortalte hende, at han havde slået mig. Hun reagerede med chok. Det synes jeg var så åndssvagt. ALLE børnene på stedet vidste, at jeg blev slået af ham, så selvfølgelig vidste de voksne det også.
  I flere år bagefter gav de voksne mig skylden for, at jeg havde været sammen med ham. De talte om, hvor besværlig jeg havde været i den periode, og hvordan jeg havde gjort både dem og de andre børn kede af det ved at invitere ham ind på opholdsstedet. Når de ikke gav mig skylden, så snakkede de om ham som en sjov historie. Noget underholdende, som de kunne fortælle de andre børn, så de kunne se, hvor udadreagerende og umulig jeg var. De så det som én stor joke.
  Jeg var et let offer for en 21-årig mand, som kunne udnytte mig, som han havde lyst til. Jeg var let at manipulere og nedbryde, fordi jeg allerede var skrøbelig og nedbrudt i forvejen. Han vidste godt, at jeg ikke havde forældre, der ville gå ind og stoppe overgrebene. Han vidste, han kunne vade direkte ind og ud ad hoveddøren, som det passede ham, og det gjorde han. Mine oplevelser med den voksne mand er det største traume, jeg har.
  Det er også det traume, som har gjort, at jeg, da jeg blev lidt ældre og flyttede fra opholdsstedet, fik det rigtigt dårligt og blev hjemløs. Når man oplever noget, der er så traumatisk, som den vold og de overgreb jeg oplevede, så fylder det ALT. Da jeg flyttede for mig selv og væk fra opholdsstedet, kunne jeg ikke klare alle de praktiske ting, der fulgte med. Derfor endte jeg på gaden. Når jeg tænker på det i dag, tror jeg meget af det kunne være undgået, hvis han bare ikke havde fået lov til at komme med ind på opholdsstedet. Hvis nogen havde påtaget sig ansvaret for mig og sagt fra på mine vegne. Sådan har jeg dog ikke altid set på det. I lang tid troede jeg, at det var min skyld, at jeg blev voldtaget, fordi de på opholdsstedet havde sagt til mig, at det var min skyld. Det var først, da jeg startede i et traumecenter for kvinder, at jeg fik øjnene op for, at meget måske kunne være undgået, hvis de havde passet bedre på mig.
  Det føles så underligt at tænke på, at jeg kom dér på opholdsstedet, fordi jeg allerede havde fået en masse traumer i min barndom, og fordi de skulle passe på mig og lave nogle trygge rammer for mig. Men så skete det modsatte bare.
  Du arbejder på opholdsstedet for at give børnene omsorg og tryghed.
  I dag går jeg stadigvæk i traumeforløb. Jeg har haft tre sygemeldinger med depression, men lige nu er mit liv stille og roligt – ret normalt, vil jeg faktisk sige. Jeg er blevet ansat ved Aarhus opera, hvor jeg er i gang med prøverne til en stor opsætning.
  Meget af min barndom sidder stadig i mig. Min kæreste og mine kammerater må nærmest dagligt minde mig om, at jeg ikke er en løgner, en bedrager, uelsket og uønsket af alle, men derimod en helt almindelig kvinde på 23 år.
  Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg håber, at jeg på en pæn, men bestemt måde kan råbe politikere og fagfolk op. Når man er barn i systemet, har man ikke en stemme. Så er det meningen, at opholdsstedet skal være den stemme. Opholdsstedet skulle have givet mig og de andre børn den samme stemme, som forældre giver deres børn.
  Jeg har oplevet igen og igen, at dem, der arbejder på opholdssteder som mit eget, kommer med undskyldninger for, hvorfor de ikke gør mere for børnene. ”Du er en svær teenager.” ”Du gør det umuligt for mig at hjælpe dig.” Men det kan ikke være barnets skyld, at det er svært. Det må være den voksnes ansvar at passe på barnet, selv når det ikke er nemt og ligetil.
  Jeg ved, hvor skuffet og ensom man føler sig, når man bliver svigtet igen, når man lige havde troet, at man var færdig med at blive svigtet. Jeg har brug for, at folk forstår, at det ér sådan. Fordi ellers bliver vi aldrig bedre til at hjælpe børn.
  Så til jer, der arbejder på opholdssteder: Barnet er aldrig på opholdsstedet, fordi de har gjort noget forkert. De er på opholdsstedet, fordi deres familie eller omsorgspersoner har gjort noget forkert mod dem. Derfor er det dit ansvar at give dem den stemme og den omsorg og tryghed, de ikke kunne få fra deres forældre.
  Det her er en kærlig, men bestemt opsang. Børn har et værd; de er også mennesker, og ingen har retten til at tage det værd fra dem.

Jeg blev født hjemme i Ternehaven i Roskilde af en frisindet mor. Moderkagen blev begravet under et piletræ i nærheden. Jeg voksede op med min mor og lillesøster. Mine storesøskende flyttede hjemmefra, da jeg stadig var lille, min far var fraværende. Vi levede et ægte, kaotisk nomadeliv fra den ene ustabile bopæl til den anden. Vi flyttede ind, når min mor havde fundet en ny fyr, og vi flyttede ud igen, når hun gik fra ham. Til sidst endte vi på Lolland.
  Vi flyttede ind hos min storesøster og hendes familie ca. 10 km fra Nakskov. Vi skulle bo på overetagen i deres store hus, men selv et slot havde ikke været stort nok, for min mor og storesøster kunne slet ikke sammen. Deres måde at leve livet på var så milevidt fra hinanden. Min mor sagde altid tingene lige ud af posen, røg hash og levede på sin egen frie og afslappede måde, mens min søster og hendes mand var mere strikse og havde brug for mere orden i hverdagen. De satte store spørgsmålstegn ved hinandens livsvalg, og til sidst måtte vi flytte igen.
  Vi flyttede dog kun nogle hundrede meter væk, så spændingerne forblev. Min storesøster forsøgte at overbevise min lillesøster og mig om, at hendes måde at gøre tingene på var den rigtige. Det kulminerede, da min storesøster skrev et langt brev til kommunen, hvori hun udtrykte sin bekymring for vores ve og vel. Min storesøster fangede mig en dag, hvor jeg var vred på min mor; hun viste mig brevet og fortalte i korte træk, hvad der stod. Hun fortalte dog ikke om de konsekvenser, brevet kunne have, eller om det billede hun tegnede af vores mor som en bindegal, voldelig person, der helt havde mistet fatningen.
  Jeg lod mig overtale til at underskrive brevet uden at have læst det. Min underskrift var vigtig, for jeg var gammel nok til, at min mening havde juridisk vægt. Kort efter blev brevet indgivet til kommunen, der tog det meget seriøst og indkaldte min mor og mig til et møde. Inden mødet blev jeg sat sammen med en SSP´er, der lod mig forstå, at mit liv havde været meget skidt, men at det snart ville blive bedre. Det eneste, det krævede, var at fortælle til mødet, at jeg havde haft det hårdt.
  Og det gjorde jeg så. Jeg aflagde rapport foran et panel af voksenpersoner, forklarede, at andre børn nok havde det nemmere end mig, bekræftede, at min mor havde et hashmisbrug og fortalte om, hvordan hun ved sjældne tilfælde havde givet mig en flad. De besluttede, at min søster og jeg skulle fjernes med øjeblikkelig virkning.
  Jeg husker, hvordan min mor løb hen til mig efter mødet. Hun knugede mig ind til sig og forsikrede mig om, hvor meget hun altid ville og altid havde elsket mig, og hvordan det her aldrig kunne være min skyld. Stammende og fortvivlet hviskede jeg undskyld igen og igen, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg tror ikke, at mennesker er skabt til at græde sådan ret mange gange i livet.
  Som i et eventyr var alt forandret ved et trylleslag. Men mit liv er ikke et eventyr og i stedet for et trylleslag, lukkede et anonymt system sig om mig med sit kolde greb. I det øjeblik blev jeg voksen. Jeg var 12. 

Børne- og ungecentret i Nakskov 

På institutionen var der ingen andre børn. Jeg trådte ind på et værelse. Bag mig lukkede døren, og jeg kollapsede på gulvet. Konsekvenserne af mine handlinger overrumplede mig; jeg følte mig som en fjer i en tornado. For det gik ikke kun udover mig; jeg var også skyld i, at min lillesøster blev fjernet. Erkendelsen var et ubærligt fald ned i et kælderdyb af skyld og ensomhed.
  Døren til værelset åbnede sig igen og forstyrrede mig i min tankestrøm. Jeg skulle møde den pædagog, der var min go to, hvis der var noget. Jeg siger ikke, at han var et dårligt menneske, men som pædagog var han lige til at lukke op og skide i. Forkvaklet fortalte han, at min søster var på vej, og forsikrede mig om, at alt ville blive godt igen. Jeg knugede mig ind til ham og lod, som om han kunne trøste mig, mens han lod, som om han forsøgte.
  Min lillesøster havde været hjemme under mødet med kommunen. Min mor havde efterfølgende skyndt sig hjem i et desperat forsøg på at holde hende derhjemme, så politiet måtte tilkaldes. Da de ankom, smed de straks min mor i håndjern og gjorde det så aggressivitet, at min søster hoppede ud ad vinduet, løb igennem hækken og udover marken, hvor de til sidst fik fat i hende, for derefter at køre hende hen til samme institution som mig.
  Her blev vi anbragt på hver vores afdeling. Pædagogerne fortalte, at vi skulle lære at være adskilt. Jeg nægtede at lade glasfacader og vægge stå i vejen for os, så jeg gjorde det eneste, jeg kunne og fik fat på en pige, der var anbragt på min lillesøsters afdeling. Jeg havde mødt hende første dag på institutionen, og vi klikkede med det samme. Jeg bad hende viderebringe en besked til min søster. ”Hendes bror elsker hende, vi nok skal klare den.” I lange perioder var det vores eneste kontakt.
  Børne- og ungecentret var ikke særligt stort, og de to afdelinger, vi boede på, var kun adskilt af én enkelt dør. En dør, som var låst, fra den dag vi blev anbragt, og til den dag jeg blev fjernet. De andre anbragte måtte gerne vandre imellem afdelingerne, reglen gjaldt kun for os. Vi skulle lære at være adskilt.
  Vi fik dog undtagelsesvist lov til at se hinanden. Første gang var efter den første nat på stedet. En nat, hvor jeg havde siddet i mørket og lyttet til min lillesøsters krampegråd på den anden side af væggen. Indimellem forsvandt den for kun at vende mere tyngende og hjerteskærende tilbage. Om dagen blev vi bragt sammen, og vi kastede os grædende om hinanden. Det føltes, som om det var os to mod resten af verden.
  Det var snarere os mod pædagogerne, der kørte en form for sandwichteknik, hvor de først hakkede på os, derefter roste os, og til sidst rev os midt over med tilsvinelser og trusler.
  Breve, som vi fik fra vores mor, var altid forsinkede, når vi havde pisset en pædagog af, og dagligt skulle vi høre på, hvor dårlig en familie vi kom fra, og hvordan ingen ville have os. Med jævne mellemrum oplevede jeg magtanvendelser, såsom pædagoger, der slog børn og låste dem inde på værelserne, og værelser, der blev endevendt med en undskyldning om, at der kunne være gemt stoffer, stjålne genstande eller andet vi ikke burde have. Efter et stykke tid på den måde blev vi helt i tvivl om, hvem vi var, og hvad vi var værd. Vi blev set som kriminelle, der var skyldige, til det modsatte var bevist.
  Hverken min søster eller jeg havde nogensinde været voldelige eller synderligt besværlige. Nærmest tværtimod. Vi opførte os ordentligt og gjorde ikke det store for at få opmærksomhed. Men pludselig var vi mistænkeliggjorte problembørn, der skulle adskilles, udskammes og afrettes. Et produkt til udstilling for fremtidige plejefamilier, så vi skulle opføre os pænt, når de kom og så os an.
  Alt det til trods vænnede jeg mig til dagligdagen på institutionen. Dagene gik og blev hurtigt til måneder, og efter et halvt års tid havde jeg mistet kontakten til de fleste af de venner, som jeg havde, før jeg blev anbragt. Nu hængte jeg kun ud med dem, jeg boede sammen med. De anbragte.
  Efter et års tid kom jeg op at slås med én, der havde slået min søster. Jeg blev nu flyttet over i kassen ”besværlig anbragt” og blev derfor rykket til ungdomspensionen, UP, der lå en kilometer fra BUC, med forbud mod at være på BUCs matrikel og dermed også mod at se min søster. 

UP Nakskov 

UP var for de ældre unge, 17 år og opefter. Jeg var 13. Til første aftensmad sad alle pædagoger og anbragte og fulgte mine bevægelser med øjnene, mens jeg gik igennem lokalet. Da jeg havde sat mig, henvendte en pædagog sig til mig og sagde, at hvis jeg kom op og slås med nogen, imens jeg boede der, ville jeg få en gevaldig røvfuld! De andre i lokalet istemte nikkende i ophøjet accept af hans ord.
  Jeg var målløs. Lige da jeg troede, jeg havde ramt bunden, viste det sig, at der var et niveau under.
  Jeg blev holdt ude af de andre og følte mig fuldstændigt alene, jeg måtte ikke se min søster, og retten til at ses med min mor under opsyn blev udskudt på ubestemt tid.
  Det var et forfærdeligt sted, med nye pædagoger, som på alle måder mindede om de gamle, men som bare var trætte af at have en knægt som mig rendende der og forstyrre. Jeg flygtede ofte derfra, men jeg blev igen og igen hentet tilbage dertil, for jeg havde intet andet sted at være - bortset fra hos min mor, hvilket altid var det første sted, de ledte.
  Jeg havde dog én støtte. En kvindelig familieterapeut, som jeg skulle snakke med én gang om ugen. Hun var også terapeut for min mor og kunne derfor fortælle mig, hvordan det gik med hende. Jeg opbyggede hurtigt en tillid til hende, og hun blev ved med at holde fast i mig. Hun fortalte mig, at det nok skulle blive bedre, og at jeg ville komme hjem igen, men at sådan nogle ting tog tid. Det gav mig håb. For første gang i lang tid, føltes det som om, at jeg blev set, som den jeg var.
  Men kort efter fik jeg at vide, at de havde fundet en plejefamilie til mig. De boede midt på Lolland, langt fra min søster, min mor og alle jeg kendte. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sætte mig imod, men der var intet at gøre; beslutningen var taget. 

Plejefamilien 

Plejefamilien, jeg ankom til, bestod af et par, deres lille dreng på 6, en søn på 20, en plejebror på 17 og en plejesøster på 16. Plejeforældrene havde fået en pose penge af kommunen, så de havde været i JYSK for at finde møbler, vi kunne samle sammen, som en form for ryste-sammen-aktivitet. Det var mærkeligt at sidde der og samle møblerne, der skulle skabe rammerne om mit privatliv på ubestemt tid, med en mand, som jeg ingen relation havde til, men som ikke desto mere skulle være min plejefar. Han spurgte lidt ind til mig, sagde, at jeg ikke behøvede at kalde ham far, og fortalte, at han godt vidste, at det var en svær situation for mig, da han selv arbejdede på en institution for vanskelige unge. ”Vanskelige unge”.
  Man vurderede, at mine besøgstider med min mor igen skulle begrænses, da der nu var et nyt sted, jeg skulle ”vænnes” til. Så de første par uger måtte jeg kun snakke med hende over telefonen. Jeg så heller ikke min søster, som på nogenlunde samme tid selv blev flyttet til en plejefamilie. Socialrådgiverens vurdering var, at det nok var bedst, at vi havde noget tid hver for sig.
  Den tid måtte jeg bruge på at lære min nye familie at kende, men de andre anbragte virkede deprimerede og holdt sig mest for sig selv. Forældrenes lille dreng blev overset, fordi vi plejebørn var vigtigere, mens deres ældste søn nærmest så ned på os og holdt sig så langt væk som muligt. Moren gik og selvynkede over sine rygsmerter, mens faren kørte med modeltog og hørte jodle musik. Han elskede også at spise stærke oste og være sur, hvilket især gik udover min plejemor og deres børn.
  Vi boede omgivet af marmor, armaturer i guld, en hall, en kæmpe have og tre biler, men det var ikke vores hjem; vi plejebørn oplevede mere os selv som tilskuere til nogle andres liv. En dag, jeg var alene hjemme, rodede jeg alle deres papirer igennem og fandt min sagsmappe. Det viste sig, at plejeforældrene fik 34.000 kr. om måneden for mig. Et beløb, der kom en del bag på mig, da jeg aldrig fik nogen af pengene at se, men jeg forstod med ét de fornemme omgivelser, jeg boede i.
  Forbistret og indebrændt snagede jeg videre; jeg var simpelthen nødt til at vide, hvad de fik for hele flokken. En hel del skulle det vise sig. Næsten halvanden million om året. Det blev dråben! Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at samle mig selv, satte alt på plads igen og forberedte mig på at mødes med kommunen igen. Jeg ville overraske alle med min viden om den enorme sum, som plejefamilien fik, og derefter kræve, at jeg kom hjem til min mor igen. Jeg havde mentalt bygget mig selv op. Jeg skulle være en enmandshær!
  Til min forbavselse var mødet kort, og inden jeg overhovedet havde fået ordet, blev det besluttet, at jeg med øjeblikkelig virkning skulle hjem og bo hos min mor igen. Det var tydeligvis besluttet på forhånd. Men det brokkede jeg mig ikke over, for mareridtet var slut, og jeg kunne endelig komme hjem. Hvad der havde ligget til grund for deres beslutning, fandt jeg aldrig ud af; jeg var kommet ind og igennem systemet, uden at det nogensinde havde spurgt mig om noget, og da det syntes, det var tid, spyttede det mig også ud igen uden at spørge om lov. Men jeg var også ligeglad. Jeg var hjemme igen.

Jeg oplever hele tiden ikke at kunne stole på nogen. Ikke kun én enkelt gang eller to, men hele mit liv. Jeg har altid fået flere forskellige versioner at vide af den samme historie. Et eksempel er, da jeg var fem år og blev jeg sendt op til min biologiske far på Grønland i et halvt år. Alle sagde noget forskelligt. 

          Mor sagde:
         “Vi sendte dig derop, fordi jeg skulle føde din søster.“ 

          Stedfar Lars sagde:
          “Din biologiske far ville ikke give dig tilbage igen. Du kom hjem med utallige blå mærker.” 

          Moster sagde:
          “De glemte dig deroppe. Jeg spurgte dem, hvorfor du ikke var med på julepostkortet. De svarede blot, at de skulle skabe et bånd med din søster uden dig.” 

          Resultatet: Jeg var et spørgsmålstegn. 

Min livshistorie og fortid er en blanding af løgne spundet af en mesterlig manipulator og mine egne opfattelser. Det har efterladt mig med en følelse af, at jeg ikke kan stole på nogen. Hvad er op og ned? Jeg kan ikke stole på mine egne minder. Det er både skræmmende, men også rart intet at kunne huske. Om jeg nogensinde vil få mine minder tilbage, er der ingen, der ved. Det er, som om der bare er sort. Slukket...
  Min version starter her. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, kan tælles på to hænder: 

1. Jeg har PTSD.
2. Jeg har en form for vedvarende depression.
3. Jeg er sluppet væk fra min mor og stedfar Lars.
4. Jeg har hukommelsestab.
5. Jeg kan, hvad jeg vil?
6. Jeg har forsøgt at begå selvmord, da jeg var 15. Der gik over 24 timer, før jeg sagde det til nogen.
7. Jeg har været anbragt i fem år.
8. Jeg har boet på to bosteder.
9. Jeg er blevet voldtaget flere gange.
10. Mine arme er overtegnet med ar. 

Nu vælger jeg at tage kontrol over mit liv. Det gør jeg ved at fortælle min historie, set gennem mine egne øjne. Den begynder hos Lars og mor i Danmark. 

Episode: MIN BARNESENG 

I nat er min soveplads endnu engang de tre røde køkkenstole. Sætter jeg dem sammen, kan de med lidt fantasi forestille en seng. Her sover jeg på natten til min 10-års fødselsdag.
  For det meste sover jeg på det kolde, ternede køkkengulv. Sådan er det i Lars’ hus. De eneste redskaber, jeg har til at varme mig med, er et enkelt tæppe, og en pude jeg stjæler fra stuen. De nætter er dem, som føles længst.
  De allerværste nætter, vil jeg dog sige, er de nætter, hvor min soveplads er på badeværelset. Når de andre skal på wc om natten, må jeg bare holde mig for næsen. 

MODERNE ASKEPOT 

Jeg har altid elsket historien om Askepot. Jeg følte mig lidt selv som en nymoderne version af hende, da jeg boede hos Lars. Det var mig, der stod for hovedrengøring i Lars’ hus.
Jeg fejede både
indkørsel,
              lyskasser,
                            trappe,
                                          fortov,
                                                  vejen
                                                            og gården.

Om sommeren klippede jeg hæk og ryddede grene og blade væk. Når det havde været tørt i lang tid, sprøjtede jeg med gift på ukrudtet. Altså planterne… (desværre findes der ikke noget ukrudtsgift imod giftige mennesker). 

Efter maden vaskede jeg op.
  Efter det gik jeg tur med hunden.
        Efter gåturen masserede jeg Lars,
                                                gav ham fodbad,
                      og smurte hans fødder ind i creme. 

Når jeg var færdig med alle mine pligter, kunne jeg endelig gå i seng. Ligesom Askepot var mit sociale liv ikkeeksisterende. 

Episode: “Jamen det jo kærligt ment” 

Jeg står med ryggen til Lars. Ude på badeværelset. Jeg mærker, hvordan han nærmer sig. Mærker hans hånd klemme om min pigenumse. Jeg vender mig om.
  “Stop! Det dér er sgu ikke i orden! Det gør man ikke mod sine børn!” råber jeg vredt.
  “Jamen det jo kærligt ment,” svarer han bare, uden nogen form medfølelse. 

DJÆVLEN UDEN HORN 

Jeg skammer mig over, hvorfor jeg ikke kæmpede mere imod hans handlinger. Jeg kan blive helt vred ved tanken om, at jeg ikke gjorde mere; jeg skulle have anmeldt ham eller råbt højere. Jeg føler mig ydmyget og såret. Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt eller respekteret, men hvad havde jeg forventet, når hans motto var “børn skal ses, ikke høres”? Jeg undrer mig over, hvordan min mor har accepteret, at hendes egen mand tager på hendes børn? Og ikke kun det. Hvordan kunne min mor acceptere, at hun skulle betale ham penge hver måned, for at jeg kunne bo der, fordi jeg ikke var hans kød og blod - hvilket jeg er taknemlig for.
  Min mor betalte aflad, men jeg brændte alligevel i h.e.l.v.e.d.e. 

Episode: HØRER DU? 

Jeg er bange for, at mit øre skal falde af.
  “Gå ad helvede til!” råber Lars og trækker mig i øreflippen hen ad gulvet. Jeg forsøger at følge med, men er konstant ved at snuble, fordi Lars med alle sine kræfter river mig igennem stuen.
  Han åbner døren og kaster mig, så jeg flyver ud ad hoveddøren. 

PTSD 

Lars hev mig engang med ud på badeværelset. Hans stramme greb om min krop gjorde det umuligt at stritte imod. Han tvang min mund åben og fyldte den med flydende håndsæbe. Jeg blinker hårdt gentagne gange for at få scenen væk fra mit hoved. 

Livet med: 

P                                                                                         ost

T                                   rA         uM                           aTiC SSSSSSSSSTTTTTTTRRRRRRRRRRRRRREEEEEEEEEEEEEEEESSSSS 

D i           s               or               de              r 

Episode: PARADIS? 

Jeg rækker op efter bøtten med panodilerne. Jeg kan ikke mere, tænker jeg. Jeg vil gerne dø.
  Jeg er klar i hovedet. Mine hænder ryster, men jeg er ligeglad. Jeg føler mig helt rolig indeni. Fredfyldt.
  Hvis det her er mit liv, så vil jeg ikke have det.
  Hvis det her er prisen for at slippe for Lars, så er jeg villig til at betale den. Intet på den anden side kan være værre end det her... i det mindste vil jeg få fred. 

Resten af dagen lader jeg som ingenting. 

Vente…
Vente…
Vente… 

   24 timer skulle der gå, før jeg sagde det til nogen. 

   Da ambulancen kommer for at hente mig, ryster jeg igen. Min mor tager med. Og jeg takker Gud for, at Lars ikke er med i ambulancen.
  De 6 timer, jeg var på hospitalet under overvågning, var de lykkeligste timer af mit os liv. Jeg måtte se fjernsyn og selv vælge min morgenmad. Fri for første gang. 

BLÅBÆR 

          Mig:
         “Mor, jeg er syg. Jeg har depression og PTSD.“ 

          Mor:
         “Du skal bare spise nødder, skat. Det er godt for dig. Også blåbær. Så bliver du rask.“ 

Min mor er ikke ligefrem personen med mest medfølelse i verden. Hun tror, at depression kureres med en omgang blåbær og nødder. Nu har jeg lært, at det er løgn. Dengang, jeg forsøgte at dræbe mig selv, mente hun, at vi lige skulle spise aftensmad først, inden vi ringede til ambulancen – fordi den havde hun jo brugt lang tid på. Hun har også taget sine sko og slået mig på munden gentagne gange, fordi jeg græd. Jeg husker tit, hvordan hun gav både mig og min søster den stærke Tabasco, hvis vi havde været lidt forkert på den. Så fik vi bare en spiseske af det. 

Episode: FRAVALGT 

Jeg står ude foran min hoveddør og ser gennem det farvede glas til det, der burde føles som et hjem.
  Min storetå stikker ud gennem den revnede, sorte sok, så jeg kan mærke de rødbrune klinker på stentrappen.
    Mit lange, sorte, bølgede hår klistrer til mit våde ansigt. Mine store, brune øjne føles hævet efter at have grædt, i hvad der føltes som timer. Jeg lægger armene omkring min lille krop og beder til, at jeg ikke dør ude i kulden. Men på den anden side, hvis jeg ikke længere eksisterede, ville jeg slippe for at se Lars igen.
  Jeg banker hårdt mod trædøren, til mine knoer bliver røde.
  Døren låses op, og min mors ansigt kommer til syne. Hendes hår er kruset og sat op i en knold. Hendes brune øjne er kolde. Hendes ansigt er stenhårdt. Hendes mund er formet som en tynd streg. Hun ser på mig med et drømmende blik. Jeg kan mærke, hvordan hun misbilliger mine handlinger. Hun siger ikke et ord, men kaster blot min grønne, korte jakke og mine beskidte, hvide kondisko i hovedet på mig. 

UØNSKET 

    Nu er det slut.
                                      Hun har taget sit valg,
    og det er min tur.
                                        Jeg vælger dem fra. 

Episode: ET KIG IND I ET HJEM 

Jeg står ude foran min venindes hus og banker på. Min venindes mor åbner døren med et forvirret udtryk.
  “Er Karina hjemme?” spørger jeg med en grådkvalt stemme. Ordene kan næsten ikke komme frem.
  “Hun er på værelset. Bare gå ind. Men brug bagdøren næste gang.”
  Jeg træder ind over den hvide dørkarm og ind i deres smalle gang. Deres sorte labradorhund kommer løbende imod mig. Jeg tænker et øjeblik over, hvordan min venindes hjem føles mere som et hjem end mit eget. Jeg kigger rundt på de forskellige billeder, som hænger på væggen, og jeg mærker et stik af jalousi.
  Tager man et kig ind i mit eget ”hjem”, finder man kun billeder af Lars og min mor, Gud og Jesus selvfølgelig og, ja, selv den afdøde hund er på væggene. Men ikke mig. 

Kladde til kronik: ONDSKABENS NEDARVNING 

af Josebelle 

Jeg er bange for at få børn. Jeg ønsker selvfølgelig at få børn. Men for at være helt ærlig er jeg bange. Jeg er bange for, at ondskab er et gen, man kan arve. Jeg er bange for, at det forfølger én resten af livet.
  Hvad hvis jeg ender med at behandle mine børn, som min såkaldte familie har behandlet mig? Jeg ønsker ikke, at mit barn på nogen måde bliver drevet til at gøre sig selv fortræd. Der er ingen, der nogensinde fortjener at føle hver eneste dag, at de ikke er dét værd. Ingen fortjener at gå i seng om aftenen og føle, de ikke har noget at leve for. Ingen fortjener at føle, de har fortjent ondskab. Ingen fortjener at blive forrådt af sin egen familie. At blive forrådt er noget, der sidder så dybt i én, at man husker det for altid.
  Når jeg engang får børn, skal jeg sørge for at gøre det modsatte af min barndom. Det betyder, at ingen børn skal sendes væk i et halvt år til en far, de ikke kender. Ingen børn skal kidnappes af deres egen far. Og absolut ingen skal føle, de ikke fortjener at blive elsket.
  Og ingen skal føle, de ikke er værdige nok til at have et godt og lykkeligt liv.
  Jeg er ved at lære, hvad et godt hjem er.
  Spurgte man mig som barn, ville mit svar være ”ingen idé”.
  Spurgte man mig som teenager, ville mit svar være, at et godt hjem er alt det modsatte af Lars og min mor.
  Spørger man mig nu, vil jeg svare, at et godt hjem er et sted, hvor man føler sig tryg. Et hjem for mig betyder ubetinget kærlighed mellem mig, min kæreste og min kat. Det er den familie, jeg selv har valgt.

Da jeg var omkring 18 år, boede jeg i en lejlighed i Kokkedal og gik på handelsskolen. Det var på mange måder et liv ligesom de fleste andres på min alder. Jeg skulle tage min ungdomsuddannelse, og så skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville bagefter. Men jeg blev ramt af angst, og det gjorde, at jeg ikke kunne blive på min uddannelse, jeg kunne ikke passe et job, og al min energi skulle bruges på at få det bedre og blive fri for angsten. Jeg fik det så dårligt, at jeg til sidst blev nødt til at droppe ud, og jeg kom på kontanthjælp, mens jeg var i behandling.
  Jeg ved stadig ikke hvorfor, men på et tidspunkt holdt kommunen op med at udbetale min kontanthjælp. De sagde dengang, at jeg ikke opholdt mig i kommunen. Men det var jo der, jeg boede. Det var der, min adresse var. Fra den ene dag til den anden mistede jeg min indkomst uden nogen begrundelse, og jeg gik hverken på uddannelse eller kunne varetage et job. Selvom jeg kontaktede dem og bad om hjælp, holdt de dengang fast i deres beslutning. De mente, jeg skulle søge i Københavns Kommune.
  Jeg blev en kastebold imellem kommunerne. Mens jeg ikke kunne få hjælp i Fredensborg, sagde de også nej til at hjælpe mig i København, når min adresse var i Fredensborg Kommune. For reglerne er, at min bopælskommune skulle hjælpe mig. Der gik fire måneder, hvor jeg kæmpede med dem. Fire måneder, hvor jeg ikke kunne betale min husleje. Selvom Fredensborg Kommune til sidst indrømmede, at de havde lavet en fejl, var det for sent. Jeg mistede min lejlighed, fordi jeg var bagud med huslejen, og jeg flyttede selv ud. Ellers var jeg bare blevet smidt ud.
  Jeg havde ikke et bagland ligesom andre folk; jeg kunne ikke tage hjem til familie og var derfor afhængig af mine veninders hjem. De betalte alting for mig dengang. Tøj, mad, husly. De holdt hånden under mig. Efter at jeg mistede min lejlighed, flyttede jeg ind hos mine venner. Over årene har jeg boet hos mange forskellige venner og på mange forskellige måder. På sofaen i mine venners stue. På et værelse hos min veninde og hendes far. Sammen med en kæreste. Jeg har delt seng med mine venner i perioder, fordi de ikke har haft andet at tilbyde mig. I de år tænkte jeg egentlig ikke på mig selv som hjemløs. Det var sådan mit liv var, og jeg håbede på, at min situation ville løse sig, men det var først meget sent, at det gik op for mig, at jeg reelt var hjemløs i flere år af mit liv.
  Når man ikke har sit eget sted at bo og bliver nødt til at bo hos sine venner, tager ens relationer rigtig meget energi fra én. Det er svært at finde ud af, hvordan man er en god ven, hvordan man er en god kæreste, uden at skille det fra ens eget behov for at holde sig gode venner med dem, der tilbyder husly. Hvad hvis jeg trådte nogen over tæerne? Det kan vi alle sammen komme til; at gøre hinanden sure eller kede af det ved en fejl, men når konsekvensen er, at man ikke har et sted at sove, bliver man meget påpasselig. Jeg sørgede altid for at rydde op efter mig selv for at undgå ballade. Men hvis dem, jeg boede hos, ikke ryddede op, sagde jeg ikke noget. Jeg bad heller ikke om, at de skulle tage opvasken, for jeg følte allerede, at jeg havde bedt dem om en kæmpe ting ved at lade mig bo der. Det var jo deres hjem, og jeg var hele tiden bange for, at en konflikt ville betyde, at de ikke ville have mig boende længere.
  Der er rigtig meget på spil, når ens boligsituation er afhængig af ens venskaber. Jeg tror, at alle har prøvet at komme op at skændes med deres venner, men det er noget helt andet, når man sover på sofaen hos dem. I en periode boede jeg hos min veninde Amalie. Vi var meget tætte, hun var nok min allerbedste veninde dengang. Hendes sofa var lille, så jeg sov i den samme seng som hende. Det var jo bare sådan, det var; jeg havde ikke andre muligheder. Faktisk gjorde det mig ikke noget at dele seng med hende, fordi vi var så tætte. Vi havde køkken og spisebord i det ene rum, og så sov vi og havde stue i det andet rum. Selvom det var småt, havde vi det rigtig rart. Men på et tidspunkt blev vi uvenner, og hun valgte at smide mig ud. Fra den ene dag til den anden stod jeg ikke bare uden tag over hovedet, men jeg havde også mistet en af mine bedste veninder. Det var uden tvivl noget af det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv.
  Da hun smed mig ud, begyndte jeg for alvor at mærke, hvor presset jeg var over ikke at have et fast sted at bo. Jeg blev grebet af panik. Det var den største stress at vide, at jeg hele tiden risikerede at stå et sted, med mit tøj i en rygsæk, nødsaget til at ringe folk op i min telefonbog og spørge, om jeg måtte bo hos dem. Jeg følte virkelig, at jeg skulle til at presse mig på hos andre for at have et sted at overnatte. Det gjorde det også svært at behandle min angst, at jeg hele tiden befandt mig i en så usikker boligsituation.
  På et tidspunkt fik jeg en kæreste, Sara, og mens vi var sammen, boede jeg skiftevis hos hende på Amager og hos min veninde Marie i Hvidovre. Hos Marie var der ofte gang i den, der var fest og mange mennesker, så hvor jeg overnattede henne var lidt et spørgsmål om, hvad jeg havde brug for på den givne dag. Havde jeg brug for kærlighed og omsorg, så var jeg hos Sara. Havde jeg brug for fest og farver, så var jeg hos Marie. Det var som at have to liv. Et familieliv med min kæreste og et festliv med de problemer, der dukker op der.
  Festerne gjorde, at det var svært at finde balance i mit liv. Jeg ville jo gerne være med, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne trække mig. Det samme gjaldt for Marie og mine venner; deres hverdag blev også meget vildere af, at jeg var der. Man kunne ikke gå i seng, for der var fest i stuen. Så ofte opgav jeg rent ud at gå i seng.
  Festlivet begyndte at påvirke mit forhold til Sara. Lige så snart festen var sjov, glemte jeg Sara, og så blev hun vred på mig. Men det var ikke kun festerne, det handlede om; Sara og jeg var dårlige for hinanden, vi blev ofte uvenner, og så ville hun smide mig ud af og til. Så måtte jeg tage hjem til Marie. Bum, ned i festen. Og nogle gange, når jeg ikke kunne holde til festen, måtte jeg trodse mig selv, for at jeg kunne være hos Sara, som at sige undskyld for ting, jeg egentlig ikke ville undskylde for. Jeg blev nødt til det, selvom det hang mig langt ud af halsen. Jeg havde både en ustabil boligsituation og et ustabilt parforhold. Alt i mit liv var utrygt.
    Mine veninde Josefine sagde til mig, at jeg skulle ringe til et herberg, hun kendte, der hedder Nøjsomhedsvej. Jeg havde fået nok af det hele, nu skulle jeg have styr på mit liv. Jeg var træt af at være frem og tilbage mellem to adresser, og jeg vidste godt, at dagene med min kæreste var ved at rinde ud. Jeg følte, at jeg holdt vores parforhold kunstigt i live bare for at have et sted at sove og for at have nogen at læne mig op ad. Det var jo af de helt forkerte årsager. Da jeg kom hen på Nøjsomhedsvej, gik der heller ikke lang tid, før Sara og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne være mig selv, jeg var ikke afhængig af nogen.
  Fra jeg ringede til herberget, gik der en uge, måske 14 dage, før jeg flyttede ind. Det var første gang i flere år, at jeg følte en ro og lettelse. Her kunne jeg være, alene, og gøre ting i mit eget tempo. Jeg havde været sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet i flere år! Når jeg vil hjem nu, så tager jeg hjem; jeg skal ikke ringe til min kæreste først. Jeg behøver ikke længere at have mit tøj i en taske hos en kammerat. Nu har jeg mit eget værelse, med mine egne billeder hængt op på væggen.
  Når man har sit eget sted at bo, tager ens relationer ikke lige så meget energi fra én. Var det, fordi min kæreste var sur, at jeg var ked af det og undskyldte, eller undskyldte jeg, fordi jeg ikke havde nogen andre steder at tage hen, hvis jeg ikke sagde undskyld? Jeg var blevet så vant til at gøre det sidste, men nu kunne jeg mærke efter, finde mig selv og sige fra.
  Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg dengang var tvunget til enten at være i den her lejlighed, hvor vi festede, eller hos min kæreste i et dårligt kærlighedsforhold. Alle har jo dårlige relationer, men når du er hjemløs, så er du tvunget til at være i dem 24 timer i døgnet, og det ødelægger meget for dig som menneske. Du kommer ikke frem i livet, men du ryger i stedet dybere og dybere ned. Nogle kommer aldrig videre. Jeg kunne have siddet der stadig den dag i dag. Heldigvis kom jeg ud af det, og heldigvis kom jeg ud af mit forhold, men hvad nu hvis?
  Det var vigtigt, at der var nogle, der ville lytte til mig. Josefine, der sagde, jeg skulle ringe til herberget, sagde det, fordi hun var bekymret for mig. Hun kunne godt se, at jeg ikke gjorde noget ved mine problemer, og hun kunne godt se, at jeg havde det dårligt. Alle omkring mig kunne se, at jeg havde det dårligt og ændrede mig. Jeg havde tabt mig rigtig meget. Jeg var udmattet, for jeg havde ikke tid til at passe på mig selv, og jeg hoppede i stofferne for at få en pause fra alt det, der var hårdt.
  Jeg talte flere gange med kommunen, men de gav mig ikke nogen specifik hjælp. Det ville jeg ønske, de havde gjort. Hjælp kunne have været en liste med herberger, et telefonnummer til en mentor, der kunne støtte mig, noget opbakning af en eller anden art. Jeg fortalte dem, at jeg var hjemløs, at jeg havde et misbrug, at jeg har borderline og angst. Jeg kunne ikke klare alle de her ting selv, men det blev jeg nødt til. Og det gjorde jeg, heldigvis, men der gik alt for lang tid, hvor jeg flyttede rundt fra sofa til sofa. Der er mange eftervirkninger af mine oplevelser som hjemløs, jeg skal kæmpe med stadigvæk i dag. Jeg tror ikke, jeg nogensinde var nået så langt ud, hvis jeg ikke havde været hjemløs.
  Men nu har jeg fået et sted at bo, og det er en kæmpe ro og tryghed i mit liv. Det er et gigantisk problem, der nu er fjernet fra mit hoved, så jeg kan tage fat i nogle af de andre ting, jeg går og dealer med. Nu er jeg i behandling for mine psykiske udfordringer og misbrug. Det er jeg rigtig glad for, at jeg endelig kan tage hånd om.
  Men det er også vigtigt for mig at sige, at man bliver nødt til at kæmpe hårdt i det her system. Jeg ved, at der er rigtig mange, der bliver helt vildt uretfærdigt behandlet, og at man kan møde mange i systemet, der ikke lytter til én. Men hvis din første sagsbehandler ikke hører, hvad du siger, så må du ikke give op, sætte dig ned og sige, at det er synd for dig. Det kan godt være, at det er rigtigt, men det nytter ikke noget. Du bliver nødt til at tage sagen i egen hånd. Du må bede om en ny sagsbehandler, og du må blive ved, til du finder én, der tager dig og dine problemer alvorligt. Bliv ved med at undersøge tingene på egen hånd, google herberger, google “hvad gør jeg, hvis jeg bliver hjemløs,” og “hvor kan jeg få hjælp”. Gør et eller andet. Det tog lang tid for mig at få den rigtige hjælp, og det var sindssygt hårdt, fordi jeg ikke havde noget overskud til sidst. Men jeg håber bare, at du kan finde noget styrke i dig selv og sige fra, når det ikke fungerer. Du skal blive ved.

‍

Pludselig befandt jeg mig ude foran en lejlighedsdør. Navnet på døren stemte overens med navnet på jamaicaneren, der havde præsenteret sig for mig få dage forinden ude foran det lokale pizzeria. Med en meget forsigtig hånd ringede jeg på lejlighedstelefonen. Blodet piblede ud ad læben, og det, som plejede at være VORES hunde, stod nu trofast på hver sin side af MIG, fastbundet med en nylonstrømpe som snor, ved siden af en overfyldt Nettopose. Jeg havde taget dem med mig. Han kunne tage alt andet, men ikke dem. Jeg bankede stille på døren, da den gæstfrie jamaicaner åbnede op, gned sine øjne og lukkede mig ind i sin lejlighed. Han sagde ikke meget, men det var heller ikke nødvendigt. Klokken havde passeret midnat, og sporene på min krop var ikke til at tage fejl af. Det samme var fortvivlelsen i mine øjne ej heller. Jeg var udmattet og forstod ikke, hvordan jeg var endt her.
  Jeg huskede svagt den livsglade og ambitiøse pige, som i en alder af 15 år anskaffede sig en lejlighed i hjertet af Aalborg – klar til at indtage verden. Familien selv boede i en lille udkantsby på Djursland, men livet i en større by trak i mig. Tanken om den hjemlige duft af aftensmad på komfuret og den rungende lyd af vaskemaskinens konstante larm gav et lille smil på læben. Men gården, som plejede at være fyldt til randen med børn og liv, virkede pludselig fjern. Ensomhedens klang gav genlyd rummets fire hjørner. Jeg havde en følelse af, at det næsten var muligt at gribe ud efter den. Øjnene, som plejede at smile, var dækket af sorte rander og et fraværende slør af hash. Jeg havde mistet grebet og mærkede for første gang ensomheden i fuldt flor.
  Den aften, før jamaicaneren lukkede mig ind, kulminerede det hele. Jeg måtte væk. Desperat og lammet tog jeg ikke kampen op med ham. Alt jeg hørte var smadrede glas inde i lejligheden og min kærestes trusler og højlydte råb. Straks fór han ud ad døren og efterlod med mig med ordene: “Det skal nok blive træls for dig, tro mig!”, idet han strøg ud med min hvide mappe under armen. Mappen, hvori alle mine identifikationspapirer lå, ALLE. Naiv og træt råbte jeg: “Ta’ du dem bare, det er jo Danmark det her”. Jeg ville ønske, at jeg havde slugt mine ord. Jeg havde lagt alt min tillid i en mand, som jeg – i mit naive barnehjerte – troede var den eneste ene. Jeg elskede ham, men jeg vidste, at jeg måtte finde en anden måde at leve mit liv på. Da jeg vågnede op, lå regningerne tilbage i postkassen med MIT navn på konvolutten. Vores gamle lejlighed, som jeg godtroende havde skrevet under på, skulle nu betales, men han var ingen steder at se. 40.000 kr. i indskudslån og 8.000 i el skulle tilbagebetales. Jeg var lige fyldt 18.
  Jeg blev hos jamaicaneren og hans lillebror i et par uger og fortalte hverken venner eller familie om situationen. Døren til barndomshjemmet stod altid åben, det vidste jeg. Men jeg vidste også, at denne kamp var min kamp. Ikke min families, men min. Selvstændighedens ild havde brændt sig fast, og jeg skulle hæfte for opkrævningerne. Rykkerne på ubetalte regninger væltede ind ad brevsprækken, men hos jamaicaneren havde jeg et helle. Der var en helt anden form for ro. Ingen regninger, hus eller ansvar. I hvert fald for en stund.
  Men i livet er der ingen nem vej udenom. Kreditorerne ville formentlig ikke give op på at få deres penge retur. Jeg kunne ikke undslippe mig den virkelighed, som langsomt indhentede mig. De ubetalte regninger skulle tilbagebetales, mine manglende identifikationspapirer skulle genskabes, og jeg skulle genvinde kontrollen over mit liv og mig. Jeg ringede kort tid efter til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til min daværende kærestes lille forsvindingsnummer med mine papirer. Svaret dertil lød pragmatisk og kortfattet: ”Vi kan anmelde det som en tyverisag, men vi vil foreslå, at du i stedet for får lavet nogle nye papirer, da han formentlig ikke er i besiddelse af dem længere”. Det lød på mange måder ligetil; vi befinder os jo trods alt i Danmark, tænkte jeg igen. Politiet blev desuden nødt til at lukke mine konti af hensyn til sikkerhed, som led i en standardprocedure, sagde de. De identifikationspapirer, som jeg netop havde meldt stjålet, skulle nu bruges til at genåbne mine konti. Det lød knap så lige til.
  Intetanende og fortrøstningsfuld susede jeg ned til borgerservice, manøvrede mig vej gennem to svingdøre, trak et nummer, ventede i køen, ventede… og ventede lidt længere. I min iver efter at få udleveret et NemID, genåbne mine konti og få adgang til min data, fortalte jeg minutiøst historien fra begyndelsen. Damen på den anden side af skranken virkede tom i blikket. Øjenæblerne gav genskin i den glasplade, som adskilte os. Jeg fortsatte med at forklare, hvordan min daværende kæreste havde taget alle mine identifikationspapirer, og spurgte, om hun havde mulighed for at hjælpe mig med at få lavet nogle nye. Jeg så ind i hendes beherskede blik med mine bedende øjne. Hun fortrak ikke en mine, men svarede blot retorisk på mit spørgsmål: ”Må jeg se noget ID?”
  Jeg kiggede forvirret op. Jeg havde lige forklaret hende, at jeg har fået stjålet mit ID. Jeg gentog min problemstilling og sagde lavmælt: ”Du må forstå, at jeg ikke har noget ID. Min ekskæreste tog det med sig, da vi gik fra hinanden”. Hun smilte mekanisk og sendte mig videre til næste kommunale dør. I næste rum blev jeg sendt videre til banken, som sendte mig videre til kirkekontoret. På døren til kirkekontoret stod der, at de havde lukket på ubestemt tid på grund af Covid-19 situationen.
  Der stod jeg tilbage med afslag fra kommunen, et afslag fra politiet, et afslag fra banken, et lukket kirkekontor og en gæld, som JEG hæftede for ene og alene. Jeg så ingen anden mulighed end at opsige alle faste udgifter, ALLE. Desto hurtigere jeg kunne betale gælden af, desto hurtigere kunne jeg genvinde kontrollen. Planen var fire måneder. Fire måneder til at tilbagebetale hele gælden og genvinde kontrollen over mit navn og mit liv.
  Efter et par uger blev det for trangt hos jamaicaneren. Han introducerede mig for et internationalt kollektiv, som lå på den anden side af Limfjordsbroen. Nærmere Lindholm Brygge. Disse mennesker husede allerede flere uden en folkeregisteradresse. De var usandsynlig gæstfrie for alle, som havde interesse i at deltage i fællesskabet. 8-10 mennesker boede på 40 kvadratmeter, uden faste sovepladser, men efter først til mølle-princippet. Det var liv og glade dage. Devisen ’én dag ad gangen’ blev på én og samme gang mit mantra. De andre unge i kollektivet syntes at leve efter samme devise. De lod mig flytte ind. Ind i en struktur, som var blevet etableret, så alle kunne bidrage til fællesskabet. 1. Generation, hvori jeg indgik, havde til opgave at passe vores skole. 2. Generation stod for huslige opgaver. 3. Generation skulle betale regningerne og få tingene til at køre. Opdelingen virkede på papiret og til dels i virkeligheden. Egentlig virkede hierarkiet bedst, når en joint skulle gå på omgang. Men hjertevarmen var aldrig til at tage fejl af. Store som små og unge som gamle var altid velkomne. João, som udgjorde den anden halvdel af 1. generationsklassificeringen, spurgte mig, om vi ikke skulle starte på International Baccalaureate, som er en 2-årig international gymnasial uddannelse. Jeg havde en smule vanskeligheder ved engelsk på daværende tidspunkt, men João forsikrede mig om at hjælpe med lektierne, hvis jeg startede med ham. Jeg tog chancen og startede på IB i foråret 2020. João gav mig desuden lov til at bruge sin konto, så jeg løbende kunne betale min gæld af.
  Efter skole lagde jeg ofte vejen forbi borgerservice og forsøgte gang på gang at få udleveret et NemID. De sendte mig gang på gang videre til næste dør, som sendte mig hjem med beskeden om, at jeg manglede et ID-kort. Hver anden uge lagde jeg vejen forbi, og hver anden uge fik jeg samme besked: ”Du kan kun få udleveret et NemID, hvis du kan fremvise identifikationspapirer på, at disse konti tilhører dig”. Kirkekontoret havde fortsat lukket på grund af pandemien, så heller ikke de kunne hjælpe. Ruten blev hurtig genkendelig. Jeg gik fra den ene store kommunale bygning til den anden, forbi en lukket dør på kirkekontoret, videre til banken og hjem igen. Tomhændet. Alt imens forsøgte jeg at jonglere mellem gymnasie, kollektivet og forskellige jobs, så jeg kunne betale VORES gæld af, som stod i mit navn, og derfor på papiret blev kategoriseret som MIN.
  Efter et par måneder tog jeg valget om at flytte ud af kollektivet. Hjertet var fyldt op af varme og glæde, men min krop havde brug for en kende mere struktur. Faste måltider og mere eller mindre faste sengetider. Uden fast bopæl sov jeg på sofaer hos venner og bekendte og hjalp til med huslige pligter i gengæld. Gælden blev langsomt tilbagebetalt med pengene fra jobbet hos det lokale pizzeria og lange aftener på værtshuset Buffalo. Jeg forsøgte at passe skolen efter bedste evne og gav en hånd med, hvor der var brug for det. Om aftenen hoppede jeg fra sofa til sofa og til trods for, at jeg var afhængig af andres gæstfrihed, så følte jeg mere fri end nogensinde før – ingen regninger, forpligtelser eller faste fire vægge. Bare et ansvar for mig, to små hunde, én lille taske og et nærliggende depotrum, hvor jeg havde flyttet alle mine ting hen. I folkemunde lyder betegnelsen ”hjemløs” ikke ligefrem som noget, der klinger på det frie valg og selvstændighed, men ikke desto mindre var det sådan, jeg følte det. Jeg følte mig mere fri end nogensinde før. Jeg tog et valg, som skulle gavne mig på sigt: at løsrive mig fra den situation, som jeg var havnet i. Jeg havde skrevet under på nogle papirer, som gældsatte mig, givetvist fordi jeg var naiv, men ikke desto mindre var det en kamp, som jeg måtte tage op.
  Dagene gik, og det samme gjorde jeg – hen til kommunen, videre til næste kommunale dør, videre til banken og hjem igen. Uden et NemID, men med et retorisk svar om, at de ikke kunne hjælpe mig, medmindre jeg havde mine identifikationspapirer. Sætningen satte sig fast, og jeg kunne hverken gøre til eller fra. Jeg forsøgte at fremlægge min sag igen og igen og igen, men intet nyttede det. Damen på den anden side af skranken, med den sorte skjortebluse og det dybe suk, var tydeligvis lige så træt af mine utallige forsøg på at tale min sag, som jeg var af hendes indøvede svar. Jeg kunne se bolden, men jeg kunne ikke nå den. Jeg kunne heller ikke få nogen til at række bolden til mig. De måtte ikke, sagde de. Det stod i deres arbejdsbeskrivelse, sagde de. Jeg skulle desuden have en folkeregisteradresse, inden vi kunne komme videre, sagde de. Jeg sagde, at det krævede et NemID. Og det kan du ikke få uden ID, sagde de. Og så stod vi der… 

En eftermiddag tikkede en mail ind. Jeg skulle genansøge om min SU. Den sang, som kommunen gang på gang havde sunget for mig, var efterhånden blevet min sang. Jeg ville ønske, at min sang havde en smule mere genklang, men den lød mere og mere hul. SU var betinget af et NemID. Et NemID, som jeg hverken havde eller kunne få udleveret. Til trods for, at jeg havde lært samtlige smutveje til kommunens lokaler, forsøgt talvise gange at få adgang til mine konti, min e-boks og mine papirer, boet på må og få i syv måneder. Min krop og mit sind var udmattet. Jeg var udmattet. Luften var krystalklar på min vanlige tur hen til borgerservice. Mit spejlbillede var sløret i butiksvinduerne. Selvom jeg blinkede mine øjne våde, blev billedet ikke skarpere. Jeg følte mig omtumlet og manglede et sted at gribe fat. Én at gribe fat i. Det føltes som frit fald. Jeg havde længe forsøgt at klynge mig til idéen om, at der måtte være hjælp at hente. Jeg skulle have et NemID. Det kunne ikke vente længere. Jeg kunne ikke vente længere. Mine ben føltes tunge som bly, og jeg ænsede knap nok de forbipasserende. Jeg forsøgte at holde blikket stift rettet mod fortovet, selvom det flakkede i vilden sky. Det var koldt. Juleudsmykningen lyste gaderne op, men alt, jeg så, var genskær. Genskær fra de kulørte lamper, som forbandt gaderne. Vejen derhen føltes uendelig lang. Jeg satte langsomt én fod foran den anden og tog et skridt ad gangen. Da jeg nåede borgerservice og slog blikket op, sad damen bag skranken med det opgivende blik foran mig. Hun havde udskiftet den sorte skjortebluse med en mørkeblå og sad med sin faste grimasse. Hun spurgte mig retorisk: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jeg blev slået tilbage. Jeg havde gennem de seneste syv måneder været forbi borgerservice hver anden uge. Hver gang skulle jeg forklare min situation forfra. Hver gang sad jeg indædt tilbage med et ønske om, at jeg havde slugt de ord, som jeg havde sendt min daværende kæreste afsted med. Danmark var ikke det Danmark, som jeg troede, at jeg kendte så godt. I Danmark er jeg født. Der har jeg hjemme. Der har jeg rod, og derfra min verden går, troede jeg. Alt det var blevet taget fra mig. Jeg var intet på papiret, fordi jeg ikke havde noget papir. De behandlede min sag forfra igen og igen. Denne gang nåede vi lige akkurat til spørgsmålet om identifikationspapirer, inden hun sammenbidt fortalte mig, hvordan hun ikke havde mulighed for at hjælpe med at gendanne mit ID uden at se mit ID. Jeg forsøgte mig igen, men det føltes som om, at vi ikke talte samme sprog. Hun talte i paragraffer, jeg i erfaringer.
  Jeg kunne ikke holde frustrationen tilbage. Vreden spredte sig i kroppen. Jeg forlod bygningen og fortsatte min vej i retning mod banken. Jeg nåede kun lige ind gennem svingdøren i hovedindgangen, før en tåre lod sig trille ned ad kinden på mig. Jeg forsøgte at tage en dyb indånding, men frustrationerne boblede i mig. Jeg forsøgte at fremstamme et råb om hjælp, men jeg kunne ikke holde tårerne inde. Hele banken frøs med ét. Jeg var blevet til et nervevrag, der stod midt i banken. Jeg kunne ikke rumme mere, og ænsede knap nok de mennesker, som omringede mig. Jagten på et NemID hang over mig som en forbandelse, som jeg ikke kunne bryde. Tårerne var blevet til gråd, idet en medarbejder i banken udbrød pludselig, “Silke, dig kan jeg godt huske”. Med en behersket stemmeføring forsøgte hun at tale mig til ro. Hun satte sig roligt og spurgte ind til mine oplevelser. Hun ville sågar følge med mig ned på borgerservice og identificere mig, således damen bag skranken ville underskrive min SU-anmodning og udlevere et NemID. En håndsrækning. Jeg fortalte om mine oplevelser og oplevede, at hun blev harm på mine vegne. Paragrafferne var blevet altoverskyggende, og jeg var fanget lige midt i dem. Vi var nået hen til de to svingdøre. Bankdamen vadede direkte hen til skranken og holdte et bestemt og målrettet blik igennem glaspladen. Hun fremlagde sine argumenter. Jeg blev lille, meget lille. Damen bag skranken gjorde det samme, og efter en lettere ophævet diskussion lykkedes det at få damen bag skranken til at underskrive SU-anmodningen for mig. Bankdamen kunne åbenbart både tale i paragraffer og i erfaringer.
  Den 21. dec. 2020 oprettede banken et nyt NemID til mig. Syv måneder tog det, syv måneder at tilbagebetale hele gælden, stå med plus på kontoen og skrive under på en ny lejlighed. Og mit nye pas, ja, det ved kun jeg, hvor er henne. 

Møder du mig i dag, vil du møde en mand, der er nydeligt klædt, veltalende og ambitiøs. Sådan tilskrev statistikkerne ikke, at jeg ville blive. Jeg kommer fra det Danmark, hvor misbrugere og biedermeieridyl mødes, hvor havenisser og ligusterhække står omgivet af huse i forfald, hvor status kommer af at være mere skruppelløs end naboen. Jeg kommer fra et skolesystem, der havde mere travlt med at forklare, hvor dum og uduelig jeg var, frem for at styrke mine faglige kompetencer.
  Jeg er 27 år, halvdelen af dem, jeg kendte under min opvækst, er døde af stoffer, sygdom eller selvmord. Der, hvor jeg kommer fra, lærer man ikke værdien i en velformuleret sætning. Der, hvor jeg kommer fra, er det et privilegie at drømme om at blive til noget.

En aftale er en aftale 

Min historie begynder, da jeg er 23 år. Jeg flytter ud på en gård i det sydfynske. Her bor jeg sammen med min mor, søster, hendes børn og min hund Basse - en godmodig Berner Sennen, som har været ved min side, siden han var en pjusket hvalp. Det er en dejlig, stor gård med plads til tre familier. Vi har ikke boet der længe, men en dag udvikler en misforståelse sig til en større konflikt. Jeg vil ikke gå i detaljer om konflikten, men den drejer sig om min nevø og Basse. Min søster sidder i kørestol, og systemet, der aflaster hende, truer med at tvangsfjerne hendes børn og aflive Basse, hvis ikke han og jeg forlader gården inden for 24 timer. Fra det ene øjeblik til det andet bliver hele min verden og eksistensgrundlag revet væk under mig. Fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg hjemløs. Dagen efter skal Eminem spille på Orange Scene; en koncert jeg har ventet på, siden jeg var barn. Billetterne har ligget trygt i en skuffe i et halvt år. Selvom jeg står uden tag over hovedet, anser jeg det ikke som en mulighed at aflyse. Jeg afleverer Basse hos min mors ekskæreste. Det kræver store overtagelsesevner, for han må ikke have dyr i lejlighedskomplekset. Jeg siger farvel til Basse, der bliver trist over, at jeg går. ”Vi ses, Basse,” siger jeg. ”Far kommer hjem igen, pas på dig selv.” Jeg træder ud ad lejligheden. Opgangen lugter af rengøringsmidler, krydret mad og pis. Ud ad døren lyder det: ”Kom snart tilbage, Jonas! Han må slet ikke være her!! Forstår du det!?” Jeg hører ordene, men mærker ikke, hvor ondt de gør; jeg er stum indeni. Jeg står i problemer til halsen. Alle dem, jeg kender, der altid har lovet at være der for mig, svigter, eller deres hjælp kommer med en pris.
  Jeg kører fra Svendborg og ned til Lolland, hvor jeg skal mødes med min far. Jeg har inviteret ham med til koncerten og har glædet mig til at dele oplevelsen med ham. Han modtager mig i sin indkørsel med et smil på læben og sin campingvogn hægtet bag på bilen. Stemningen er høj, mens vi kører; den ene CD bliver spillet efter den anden, men jeg er ikke rigtig til stede – mine tanker er på min situation. Efter en times kørsel spørger min far: ”Hvordan står det til derhjemme?” Jeg er bange for at ødelægge stemningen, bange for at blive mødt af hånlige bemærkninger om, hvor stor en fiasko og taber jeg er, hvis jeg siger tingene, som de er. Jeg er desperat nok til at fremtrylle en løgn, men i sidste sekund vælger jeg at fortælle sandheden.
  Min far lytter stille; jeg mærker ham være til stede. ”Hmm,” lyder det fra førersædet. Han fortsætter: ”Det skal nok gå, Jonas. Du skal nok nå langt i livet… meen... hvad har du tænkt dig at gøre?”
  ”Jeg har en opsparing på 5.000 kr. Jeg tænkte på at finde en campingvogn,” svarer jeg.
  ”Denne glimrende dame, som slingrer agterud, er netop kommet til salg for 5.000 kr.,” udbryder han med et smil.
  Jeg køber vognen ubeset og er definitionen på en elendig forhandler. For uden at tænke nærmere over det, koster vognen præcis det, jeg ejer og har. Det var en nem løsning, og i desperate stunder har nemme løsninger det med at finde én. Jeg har siden tænkt, at det var godt, at jeg ikke havde flere penge på lommen. For så ville den have kostet dét mere, sådan er mentaliteten. Ligegyldigt hvor meget kapital du har, vil det altid koste det, du har. I det miljø, jeg er vokset op i, narrer alle hinanden, og alle ved det.
  Til koncerten står jeg blandt 130.000 mennesker, stemningen sitrer af glæde, spænding og begejstring. Den såkaldte Orange Feeling er i blomstring. Alt sammen observerer jeg som en usynlig beskuer. Eminem gør entre på scenen. Folk er vilde. De første beats slår an. Han beviser, hvorfor han er rappens ubestridte konge. Der står jeg, 25 meter fra scenekanten med frit udsyn til hele showet, og intet af det kan jeg føle indeni. Jeg er lammet af alt det kaos, der er sket de seneste dage. Resten af Roskilde ligger jeg alene og sover i campingvognen. For mig er der ikke mere at opleve på Roskilde, og jeg vil bare hjem og få styr på mit liv. 

Campingpladsen, HF og hjemløs 

Jeg kører tilbage til Fyn med campingvognen bag på bilen. Jeg ringer til den ene campingplads efter den anden. Alle afviser mig. Enten må jeg ikke have Basse der, eller også kan jeg ikke være der om vinteren. Den femte campingplads, jeg ringer til, er Carlsberg Camping på Tåsinge. Campingfatter Steen tager telefonen. Jeg forklarer min situation, og at jeg ikke har ret mange penge. ”Du virker som en flink ung mand, vi ser på det, når du kommer og finder en løsning,” svarer han venligt. Vi finder en plads til campingvognen. Da den kommer på plads, kører jeg til Svendborg for at hente Basse. I det jeg åbner lejlighedsdøren, bliver han så glad for at se mig, at han kaster sig på gulvet og vil nusses på maven. Vi kører sammen ud til det nye sted, hvor vi nu skal bo.
  Basse hopper ind i campingvognen, da vi ankommer. Den er 10 m2, og 8 af dem er indrettet med en dobbeltseng, et køkken, et klædeskab, et badeværelse og en sofagruppe. Jeg lægger Basses tæppe på den gulvplads, der er. Han accepterer det og ligner en hund, der altid har boet i en campingvogn. Jeg giver Basse mad og vand. Jeg er sulten, men lægger mig i sengen. Der er endnu ikke tilsluttet strøm; der kommer kun lys ude fra de andre vogne, når mørket falder på. Basse kommer hen til mig og slikker mig på kinden. Det plejer han aldrig at gøre, altid på armen eller benet, men ikke i ansigtet. ”Det skal nok gå, Basse. Dig og mig. Vi skal nok klare den.”
  Mine naboer er venlige og hjælper mig med alt det, de har erfaret aflivet som campister, selvom de selv er i forfald. De viser mig, hvordan man slår fortelt op, stormsikrer det og bygger gulv på ujævnt terræn. De lærer fra sig, altid med en øl i hånden; de har ingen struktur, ting sker, når de sker, og tiden flyder ud. Jeg starter på HF.
  Efteråret begynder, vinteren kommer snart. Det viser sig, at fyret i campingvognen ikke virker, selvom der blev givet hånd på det. Det vil koste 30.000 kr. at reparere fyret. Jeg har ikke råd til at lave det eller til at have en anden varmekilde tændt. Jeg ringer til min far for at høre, om han kender noget til fyret, og om han vil hjælpe med at få det til at virke. ”Jonas. Du må klare dig selv,” siger han og smæk ker røret på.
  Min krop er begyndt at vænne sig til livet udenfor. Basse har heldigvis en tyk pels, han fryser ikke.
  Det er rart at være til undervisning, for klasselokalerne er lune. Men pauserne er hårde. Det er svært at relatere til et almindeligt ungdomsliv med fester, kollegieliv eller et værelse hos mor og far. Når jeg siger noget ærligt om mig selv og mit liv, bliver jeg mødt med mistro.
  Den faglige del af uddannelsen er ikke bedre. Der kommer flere skriftlige afleveringer, og når kritikken kommer tilbage, forstår jeg ikke, hvad lærerne siger. Jeg forstår ikke, hvad de mener, når analysen skal være mere dybdegående, eller diskussionen er unuanceret. Jeg kommer fra en verden, hvor diskussioner fører til slagsmål, og kildehenvisninger er det samme som at være stikker. 

TV2 og starten på noget stort

En dag banker det på forteltet. Det er en af de dage, hvor jeg ikke vil tale med nogen. Det er campingfatter og to journalister fra TV2, der er ved at finde deltagere til et nyt program. De spørger, om de må komme ind og stille et par spørgsmål om at bo på camping. Jeg tænker, at det kommer ikke til at ske, mit liv rager ikke nogen, men jeg hører mig selv sige: ”Ja, selvfølgelig, kom indenfor.”
  Vi sætter os i forteltet. De virker flinke, men jeg er opdraget til, at man ikke kan stole på nogen og aldrig skal sige noget, der kan bruges imod én. De begynder at stille spørgsmål og forsikrer mig om, at det bare er research, og at man først skal udvælges. Jeg tænker: Hvorfor ikke, det kan der jo ikke ske noget ved; jeg bliver alligevel ikke udvalgt. Jeg er et kedeligt menneske. Hvem gider interessere sig for en hjemløs knægt, hvis eneste lyspunkt er hans nuttede hund?
  Senere på aftenen får jeg en besked fra journalisterne. De vil gerne lave en prøveoptagelse med mig og kommer som aftalt og filmer. Efter interviewet hører jeg ikke fra dem i lang tid, men en dag ringer min telefon. Det er produceren, som vil høre, om jeg vil medvirke i tv-programmet. 

Og så kom Kamilla 

Mine venner eller familie besøger mig ikke i campingvognen. De siger, de er skuffede over, at jeg er blevet hjemløs. De siger, jeg skal aflive min bedste ven og flytte på kollegie eller få mit gamle job som snedker tilbage. Jeg ved godt, at de siger det i den bedste hensigt. Men de forstår ikke, at Basse og jeg er forbundene. De forstår ikke, at mit gamle job æder 14 af døgnets 24 timer, hvilket er uforeneligt med at have hund. De forstår ikke, at Basse ikke bare er et kæledyr. Han er min ven.
  Et af de få mennesker, jeg har en venskabelig relation med, er Frede fra Svendborg. Vi har kendt hinanden siden teknisk skole. Han har længe følt, at det var synd for ham og hans image at have en ven, der er hjemløs og bor i en kold campingvogn, men han er begyndt at komme sig over det.
  Jeg bliver inviteret til hans fødselsdagsfest. De eneste gæster er mænd, der går op i deres store skovmandsskæg og venstreorienterede udenrigspolitik. Frede stikker en lokalbrygget specialøl i min hånd. Han ved, at jeg ikke drikker. I det han kigger væk, tømmer jeg den i hans suspekte potteplante.
  Der træder en kvinde ind i rummet; hun er i højt humør og går hen til Frede for at give ham en gave. Det er et billede af en krage i begyndende forrådnelse. Hun er iført den grimmeste kjole, jeg nogensinde har set. Det ligner et patchworktæppe i rød, gul og grøn, som har besluttet sig for at overfalde denne stakkels unge kvinde og definere sig selv som en kjole. Imens hun taler med Frede, overdøver hun stuen med sin latter.  

Kvinden og jeg begynder at tale sammen. Jeg fortæller hende om min store passion for antikke træhøvle. Det viser sig, at hun har en lige så stor passion for at høre om antikke træhøvle, som jeg har for at fortælle om dem. Jeg fortæller hende om alt fra, hvordan man kan se, hvilken tidsperiode et møbel eller et fodpanel er fra, ud fra de geometriske profiler de har, til forskellen i kulstofopbygningen imellem gamle høvljern og nye. Jeg bliver så optaget af emnet, at jeg aldrig får spurgt hende om hendes navn. Pludselig i de tidlige morgentimer er hun væk.
  Jeg spørger Frede, hvem hun er. ”Det er Kamilla, hende kan du lige så godt glemme. Hende kan du ikke tøjle, og hun er færdig med mænd,” svarer han. Men jeg kan ikke glemme hende. I løbet af det næste år krydser vores veje tilfældigt. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. En dag ringer hun til mig og spørger, om hun må besøge mig. Jeg advarer hende om, at jeg ikke har noget mad, men hun har spist, siger hun insisterende. Da hun kommer hjem til mig i campingvognen, er hun alligevel lidt sulten, og jeg laver den mest skrabede tomatsovs med en håndfuld pastaskruer fundet forskellige steder bagerst i skabet. Jeg har hverken salt eller andre krydderier. Vi griner af det, og kort tid efter flytter hun ud af sit kollektiv og ind hos Basse og mig. 

Galleri og egen virksomhed 

Det vender op og ned på mit liv, for Kamilla er ambitiøs. Hun har fire jobs, både som skrædder for en af landets dygtigste dameskræddere, ekspedient i en stofforretning og underviser på en ungdomsskole. Hun cykler imellem dem alle og nogle gange op til 100 km på en dag. I hendes sparsomme fritid arbejder hun benhårdt på sin kunst. At være ambitiøs er en egenskab, jeg altid har opfattet som en luksus, jeg ikke har råd til. Det har mere handlet om at overleve. Jeg troede ikke, jeg ville være i live som 30-årig og har derfor aldrig set mening i at drømme om fremtiden.
  Kamilla hjælper mig med at forstå kritikken, mine undervisere giver mig i de skriftlige afleveringer. Hun fortæller mig, at jeg har potentiale, men at jeg skal lære middelklassens sprog for at få gode karakterer og anerkendelse. Derfra begynder et hårdt arbejde. Jeg begynder at lave kvantespring i min uddannelse, og der bliver råd til varme i campingvognen, fordi vi er to til at betale. Så småt skaber jeg et hjem i campingvognen. Jeg bygger et køkken ude i et stort opbevaringstelt med alle de faciliteter, der er i et almindeligt hjem. Jeg sørger for, at hendes tøj har plads i klædeskabet, og det sæsonbestemt tøj, hun ikke har brug for, bliver opbevaret sikkert og tørt udenfor i nye, rene blå fodertønder, men det vigtigste er, at jeg bygger et atelier ud af en gammel campingvogn. Atelieret er ganske vist kun 10 m2. Jeg river alt inventar ud, så det er et tomt rum. Jeg lægger nyt gulv, maler væggene, men strøm og varme er der ikke mulighed for at lave. Vi finder en egnet lampe på batteri, og Kamilla har en god flyverdragt, som holder hende varm, når hun arbejder. Vi begynder at trives med at bo i campingvognen og anser det nu som et tilvalg fremfor en nødvendighed. Vindens rusken, regnens haglen og solens stegende hede er en del aflivet og de vilkår, vi har. Vi føler, at det at bo her giver os mere, end vi mangler. Det giver os frihed, tryghed og muligheden for at kunne gøre det, vi vil og finder meningsfuldt.
  TV-udsendelserne bliver en kæmpe succes. Vi laver i alt tre sæsoner, og Danmark får øjnene op for Kamilla og mig. Vi bliver inviteret til at medvirke i flere radioprogrammer, og der er stor interesse for Kamillas kunst. Hun bliver professionel kunstner og nyder stor anerkendelse. Sådan er det nogle gange, at det tager 10 år at blive en succes på et øjeblik. Vi bliver genkendt på gaden, og folk spørger om selfies med os, selvom vi står til ikoniske koncerter. Kamilla tager mig med på hendes forretningsmøder med folk, der ejer deres eget privatflysfirma og har fløjet med alle store verdensstjerner.
  En dag er vi oppe hos en advokat på en af de dyre adresser i København for at aflevere en tegning, advokaten har købt. Hun har nogle designstole, jeg engang har lavet i min tid som snedker; det fortæller jeg hende om. Advokaten ender med at spørge, om jeg kan lave et køkken for hende. På hjemturen siger Kamilla, at jeg kun skal gøre det, hvis jeg opretter et firma. Det er en drøm, jeg aldrig har turde at have.
  Senere den uge ringer en kvinde til Kamilla. Hun har set os på tv og set Kamillas atelier i campingvognen. Kvinden har købt en ejendom i Rudkøbing. Det er et gammelt landmandshotel i en af byens travleste gader. Kvinden fortæller, at da hun så balsalen, tænkte hun straks på Kamilla og tilbyder, at vi kan leje den. Vi tager derhen og kigger på det, og balsalen er så smuk. Kvindens mand spørger, om jeg vil se det gamle tørrelager ovenpå. Det er det smukkeste rum, jeg nogensinde har set. Jeg får lov til at leje det til mit snedkeri.
  Jeg opretter mit firma og laver køkkenet til advokaten. Min ordrebog begynder at blive fyldt med alt fra renovering af antikke møbler, snedkerkøkkener og specialbyggede møbler. Jeg arbejder på snedkeriet samtidig med, at jeg tager min HF. Takket være Kamillas tro på mig, lærer jeg at kommunikere i middelklassens sprog. Jeg går fra at være en dreng, der kun lige havde et gennemsnit, til at komme på erhvervsskole, til at have et gennemsnit til at blive læge, hvis jeg vil. Jeg vil have en fremtid med Kamilla og arbejde med det håndværk, jeg brænder for. Og Basse? Han er blevet kunstnerhund og er med sin mor på atelieret hver dag. 

‍

Alt det havde ingen troet. 

‍

Når jeg tænker tilbage på min egen historie, kan jeg se, at det for nogle er svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare ”pløkker min hund og kommer videre,” som jeg ved flere lejligheder blev opfordret til. Jeg kan godt se, at jeg har været stædig ved at beholde Basse og har givet ham mad fremfor mig selv. Nogle gange er det nemmere at tage sig af andre end at tage sig af sig selv, men jeg synes, at det er forsimplet at anskue det sådan. Jeg tror, at Basse er årsagen til, at jeg ikke gik til grunde, da jeg blev smidt ud af systemet. Jeg tror, at det ville have været sværere for mig at starte på HF og se et lys i fremtiden, hvis ikke jeg havde ansvar for andre end mig selv. Jeg har altid kunne finde trøst og forståelse hos Basse. Sidenhen har jeg også fundet den trøst og forståelse hos Kamilla. Omstændighederne har været med os; nu lever vi af det, vi drømmer om og finder en mening i, også selvom det kræver vilje, mod og ukuelighed. Ved at reflektere over min historie har jeg indset, at for at få et andet liv, må man flytte sig fra det nuværende.

Fra Sydamerika til Amerika 

Et brasiliansk pas i den ene hånd. Et papir på statsborgerskab i Amerika i den anden. En mor, som år forinden rejste til Norge for at forfølge kærligheden. En far, som i tidernes morgen rejste tilbage til det store Amerika. To bedsteforældre, som arbejdede for tag over hovedet og mad på bordet. En ung dreng, som hang ud med andre drenge. Drenge, som lavede narrestreger for at fordrive tiden. Tid, som passerede i takt med, at solen stod op og gik ned. En sol, som varmede lunt i den brasilianske by Fortaleza med 3.525.564 indbyggere. En by, som var præget af mennesker, der forsøgte at tjene til dagen og vejen. Mennesker, som brændende ønskede sig et job. Jobs, som ikke hang på træerne.
  Et tilbud om at komme til Californien og bo hos en nær slægtning. Et tilbud, som jeg takkede ja til. Jeg kunne ikke gøre andet. Eller rettere, jeg kunne fortsætte med drengestreger. Jeg kunne blive og stå side om side med mennesker, som også kæmpede for at tjene til dagen og vejen. Blive i en naiv tro på, at jeg kunne lykkes her. Jeg kunne blive, velvidende, at jeg formentlig ville ende alene tilbage uden familie på samme kontinent. Forsøge at holde hovedet højt. Blive i den bagende sol og kæmpe for tag over hovedet og mad på bordet på samme måde, som mine bedsteforældre gjorde det.
  Men jeg blev nødt til at tage afsted. Væk fra det, jeg i 17 år havde kaldt for hjem. Afsted til en by, som er opkaldt efter den berømte novelle om Tarzan. Tarzana hedder den. En forstad til Los Angeles, som mindede om alt det, jeg havde set på film. Mine jævnaldrende opførte sig på samme måde, som jeg havde set det på film. De trak på ordene, grinte på mærkelige tidspunkter og havde deres udvalgte slæng. De spillede amerikansk fodbold. De talte om, hvem der mon blev valgt til årets Homecoming Queen og King. De dansede i takt til popmusikkens rytmer. Jeg – jeg kunne hverken spille amerikansk fodbold, danse i takt eller tale med om, hvem der ville vinde året pris. Jeg følte mig som en jungle-dreng i en civiliseret by. Jeg skulle lære et helt nyt sprog. Jeg skulle ikke bare lære de engelske gloser, jeg skulle lære at trække på ordene, grine på mærkelige tidspunkter og finde mit slæng. Duolingo, var ikke længere et tilstrækkeligt redskab. Her skulle man være noget. Jeg skulle lære at begå mig på en måde, så jeg kunne være noget, ikke bare nogen. 

Fra Amerika til Danmark 

Et år var gået. Jeg havde indgået en aftale med min mor om, at jeg efter et år i Californien skulle flytte hjem til hende. Hjem var ikke længere den bagende sol i Fortaleza. Min mor og hendes norske kæreste var i mellemtiden flyttet fra det sydlige Norge til det nordlige Jylland. Hjem var nu Vrå. Vrå i Hjørring Kommune med 2.474 indbyggere. Eller rettere, nu med 2.475 indbyggere. En by, hvor naboerne målte hinandens ordentlighed på længden af deres græsplæne. Og hvor hånden blev brugt til at trykke med. Den blev ikke brugt til at lave tegn med. Ingen varme hilsner, helst et anerkendende nik fra distancen, så hverken Jørn eller Grete længere nede ad vejen ville se skævt til den mørke glød.
Jeg skulle være linedanser i en anden verdens cirkus. Jeg måtte hverken træde skævt eller ved siden af. Jeg skulle balancere på linen. Smile afmålt med rank ryg, men ikke for stolt. Jeg skulle ikke være for meget og ikke for lidt. Jeg skulle udtale, ikke bare tale. Udtale bløde d’er og ikke stumme h’er. Det danske sprog var blevet et redskab, som kunne måles og vejes. Mit sprog kunne måles og vejes. Jeg kunne ikke bare være nogen, jeg skulle være noget.
Diskussionerne derhjemme blev flere og flere. Nogle gange endte de i en konflikt, hvor min mor og jeg måtte gå hver til sit for en stund. Min mor talte et sprog, jeg ikke forstod, og hun forstod ikke mit. Sprogskolen havde lært mig de grammatiske regler, den sproglige syntaks og bøjning af uregelmæssige verber, men jeg følte, at det hverken gjorde til eller fra.
  Mit navn stod på postkassen. Det stod også på folkeregisteradressen. Og selvom, det også stod i den nye statistik over antallet af indbyggere i Vrå, og jeg burde være taknemmelig over at have et sikkerhedsnet til at gribe mig, så følte jeg mig tom. Jeg var jeg ikke glad. Tværtimod. Jeg kunne ikke fremtvinge smilet på læben, som ellers plejede at være mit varemærke. Jeg blev ved med at træde ved siden af. Jeg kunne ikke balancere på den line, som var sat op foran mig. Rummet var for småt til både mig og hende. Vi kunne ikke rumme hinanden. Rummet var væk. Jeg vidste ikke om det nogensinde havde været der, men i dette øjeblik var det ikke til at finde. Ingen elastik at trække i. Ingen snor at give af. 

I mellemtiden startede jeg på The International Baccalaureate Diploma Programme, også kaldet IB, som er en 2-årig international gymnasieuddannelse. Gymnasiet ligger placeret i udkanten af Aalborg. Klassen summede af liv. Der blev talt, ikke udtalt. Folk gik hverken op i bløde d’er eller stumme h’er. Et smil var nok. Jeg flyttede ind hos en kæreste i Nørregade og havde min daglige gang på IB, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Eric, som havde både etiopiske og islandske rødder. Vi var fremmede for hinanden, men det føltes ikke sådan. Jeg smilede, og han smilede. Smil blev til latter, og af latter kom jokes. Vi jokede om mig, om ham og om hinanden. Jokede om vores situation, hvordan vi mon var havnet her, og hvordan det skulle gå os i fremtiden. Vi forsøgte at smile os gennem tilværelsen. Vi smilede sammen. Vi tillod hinanden at være nogen, uden et krav om at skulle være noget. 

Fra Nørresundby til Danmarksgade og alt derimellem 

Årene gik. Jeg havde flyttet mine ting på egen hånd fra ét sted til et andet. På årlig basis. Jeg havde gået byen tynd med flyttekasser i armene og trætte ben. Jeg havde lejet mig ind hos venner og bekendte på Thistedvej. Vi havde startet kollektiver op i Nørresundby, lukket dem ned igen. Jeg havde udlejet værelser til musikere for at få råd til huslejen på Spiesgade. Boet kortvarigt hos et vennepar på Danmarksgade. Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.
  Tre år var gået. Jeg lejede mig ind i en lejlighed på Danmarksgade. En lejlighed med tre roomies, som levede tre parallelle liv, kun afbrudt af et gensidigt nik og et enkelt hej i svingdøren. Døren til mit værelse stod altid åben, men de stak aldrig hovedet ind. De virkede hverken interesserede eller uinteresserede. De levede et liv med fastlagte planer og kun med få pauser fra hverdagens tummelen. Pauser, som de tog bag en lukket dør. Jeg kunne ikke finde mig til rette i det travle liv. Jeg ville bare gerne, at de havde det godt. At de mennesker, som jeg mødte på min vej, havde det godt.
  Sommeren stod for døren. Jeg havde fået job i den lokale isvogn, der stod placeret midt på havnefronten. Arbejdsbeskrivelsen lød på at lange is over disken med et stort smil på læben. En opgave, som jeg elskede. En sen eftermiddag dukkede en pige frem med blondt hår af solens skær. Hun smilede, og jeg smilede. Jeg fik ikke sagt meget, men nok til at fastholde hendes blik. Hun var dragende. De blå øjne glimtede i solen. Hun vandrede ud i det blå igen. Jeg kunne ikke slippe tanken om hende. Dagene gik. Mågernes skratten, som før forstyrrede enhver tanke, lød nu som fuglesang. Solen spejlede sig i fjorden, og bladende blafrede i vinden. Pigen med det blonde hår dukkede pludselig op på ladet af en Christianiacykel med samme store smil på læberne. Det føltes som en film. Vi cyklede rundt under solens stråler. Fuglene sang. Vi grinte, og jeg svævede. 

Fra Danmarksgade til Kayerødsgade 

Lykken varede ikke evigt. Hun ville afsted til Berlin. Uden mig. Og lejligheden i Danmarksgade blev opsagt uden varsel. Jeg stod tilbage med min underskrift på en ugyldig lejekontrakt. Uden en forklaring. Tilbage. Alene. Jeg havde gået byen tynd med mine flyttekasser i armene, og nu skulle jeg gøre det igen. Jeg skulle finde et sted at f lytte mine ting hen. Et sted, hvor jeg kunne få tag over hovedet. Bare for en periode.
  Renderne under mine øjne var blevet tydelige. Jeg magtede hverken at slæbe mine ting, mig selv eller noget andet nogen steder hen. Men jeg havde ikke et andet valg. Jeg skulle finde et sted hurtigst muligt. Jeg havde ikke lyst til at spørge min venner. Tænk sig, hvis de afviste mig. Hvis de ikke kunne rumme at have mig boende. Tanken gav mig ondt i maven. Jeg havde ikke lyst til at sætte deres liv på hold og belemre dem med min ensomhed. At være en byrde på deres skuldre. Jeg ville gerne kunne give dem noget, sådan som man gør i et venskab, men jeg havde intet at give af. Jeg kunne ikke række ud. Det virkede nemmere at holde afstand, så de ikke skulle konfronteres med en glædesløs situation, der i mellemtiden var blevet min virkelighed.
  Jeg faldt år tilbage i snak med en høj, meget snakkesalig fyr foran Café 1000fryd. Vi talte over en cigaret og en øl. Jeg syntes at huske, at han skulle bo lige i nærheden. Jeg syntes også at huske, at han var meget imødekommende og ligetil, så jeg tog chancen, greb min telefon og skrev en kortfattet besked. I beskeden spurgte jeg, om det var muligt, at jeg kunne bo hos ham i en kortere periode. Han skrev hurtigt tilbage, at jeg kunne starte med at flytte mine ting, og så skulle vi nok finde ud af noget. Jeg flyttede min madras, mit sengelinned og en lille taske ind i hans stue, og resten rykkede jeg ned i et depotrum i kælderen. Madrassen lå i stuehjørnet omringet af hans ting. Ved siden af madrassen stod min taske med lidt tøj, som jeg vekslede imellem. Jeg havde sikret mig tag over hovedet, men det hjalp mig ikke. Jorden rystede under mig. Jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg var ikke hjemme.
  Ugerne gik. Hver morgen føltes som en endeløs kamp, hvor jeg sjældent vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig sat ud af spil, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage til det ubekymrede liv omringet af glade mennesker i skateparken, ved isboden og havnefronten. Jeg kæmpede hver morgen for at hive mig selv op fra madrassen. Nogle dage blev jeg liggende – solen skinnede alligevel ikke længere, eller det føltes ikke sådan. Der var ingen, som spurgte efter mig eller havde brug for mig. Jeg derimod havde brug for at kunne slippe bekymringerne og angsten. Brug for et sted, hvor jeg ikke blev konfronteret med den virkelige verden. Et sted, hvor jeg kunne slippe tankerne. Jomfru Ane Gade, hvor samtlige diskoteker lå placeret, rummede alt det. Mennesker, som parkerede deres bekymringer derhjemme, og drak sorgerne væk. Mennesker, som kom for at have en fest. Det virkede mere ligetil. Jeg skulle bare være noget, og det virkede for en gangs skyld nem mere end at skulle være nogen. 

Fra Kayerødsgade til Vesterbro 

I Tre måneder gik. Kulden fra gulvet trængte op gennem madrassen. Regnen silede ned ude foran vinduet, og jeg lå i det fjerneste hjørne i stuen. Min krop var tung som bly, og jeg var udmattet. Både fysisk og mentalt. Jeg måtte hive mig selv op. Videre ned ad trappen og ud på gaden, med blikket sænket og hovedet afskærmet fra regnen. Pludselig udbryder en gammel ven: ”Hey Daniel!” Jeg løftede blikket, og foran mig stod to smilende fyrer. Vennen præsenterede sig ved navnet Martin, og fortalte med det største smil på læberne, at han lige var flyttet til fra Columbia.
  Begejstringen lyste ud af ham, så meget, at det ikke kunne undgå at smitte af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var fuldstændig fremmede for hinanden, men snakken flød. Han inviterede mig hjem til sig. Og jeg kom igen. Flere gange. Vi brugte mere og mere tid sammen, og da jeg én dag sagde, at jeg hellere måtte tage hjem, spurgte han: ”Hvorhen?” Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde ikke et svar parat. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare blev.
  Spørgsmålet virkede oprigtigt, så jeg blev hængende. Blev et sted, hvor jeg hverken skulle være nogen eller noget. Jeg skulle bare være mig.