I en anden skildpaddes skjold

Den skøre kattedame. Vi har nok alle en ide om, hvordan hun ser ud. Måske jeg er den skøre kattedame? Jeg har i hvert fald en kat, og ja, jeg er lidt skør. Men det er der en god grund til.
  Jeg kan ikke mere.
  Jeg kan ikke klare denne følelse.
  Jeg kan ikke holde ud at skulle skamme mig, at føle mig skyldig.
  Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg føler mig skyldig, men følelsen vil ikke gå væk.
  Jeg føler et større mørke omkring mig. Jeg ved snart ikke, hvorfor jeg står op om morgenen.
  Jeg finder barberbladet frem. Det er ikke blevet brugt i flere år, men smerten er for stor. Jeg er et så frygteligt menneske, at jeg skal straffes bare for at være til.
  Måske min søster har ret, måske min mor har ret, måske alle har ret; jeg er ikke noget værd.
Jeg skal væk herfra.
  Jeg kan ikke mere.
  Jeg har planlagt dagen.
  Jeg tager piller om morgenen.
  Jeg går i skole som normalt.
  Jeg går ikke hjem, men går i stedet væk fra det hele.
  Jeg vil bare gå, indtil jeg falder om, enten fra pillerne eller fra udmattelse.
  Jeg har ikke sovet.
  Jeg har ikke kunne finde ro; jeg har blot kigget på pilleglasset.
  Afskedsbrevet ligger i sengekommoden. Måske det vil hjælpe min søster i fremtiden.
  Jeg tager en håndfuld piller. Jeg kaster op. Jeg tager nogle flere. Jeg er svimmel. Jeg har kvalme. Jeg kan ikke overskue at drikke morgenkaffen. Jeg går bare ned og tager bussen og tager i skole. Jeg er bange for, at folk omkring mig kan se det på mig. Er min hud gullig? Jeg kan ikke koncentrere mig i timen. Jeg har tid hos skolepsykologen kl. 11. Jeg vil sige farvel til hende, inden jeg går. For selvom hun ikke lykkedes med mig, så ved jeg, at hun har hjulpet rigtig mange. 

   Jeg kommer nærmest ikke ind ad døren, inden hun spørger “har du gjort eller planlagt at gøre noget dumt?” Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være dumt og får derfor ikke svaret hurtigt nok. For hvordan ved hun det? Udviser jeg en form for signal? Kan hun se det på mig? Vi tager på hospitalet. Jeg er glad for ikke at være alene.
  Politiet har været her. Jeg er nemlig blevet indlagt på røde papirer. Politiet har ringet til min mor og fortalt, at jeg er blevet indlagt. Selvom jeg havde regnet med, at jeg aldrig ville se hende igen, kom hun og besøgte mig samme dag, som jeg blev indlagt. Min mor er begyndt at date, og jeg kan kun unde hende at have et liv. Det har hun fortjent. Hun bruger mindre tid derhjemme. Hun efterlader mig med min søster – en søster; som hader mig, og som ikke er bange for at vise det. Så da min mor dukker op på hospitalsstuen, bliver jeg overrasket. Jeg var sikker på, at hun ville vælge mig fra. Jeg håber virkelig, at det kan være starten på noget nyt. På et bedre forhold mellem os.
  Min mor og lægen er blevet enige om at holde et møde. Jeg ønsker ikke, at de kommer, men ligegyldigt hvor mange gange jeg siger det, får jeg besked om, at det kommer til at ske med eller uden mig.
  Min mor fortæller, at jeg er begyndt at få det værre, siden hun fik sin kæreste, og dette nok bare var et opmærksomhedsstunt. Jeg kan mærke, hvordan jeg bliver knust. Min krop og mine håb og drømme falder fra hinanden – det var ikke starten på et nyt og bedre forhold med min mor. Var det bare skuespil, da hun besøgte mig første gang?
  Lægen spørger, om jeg er jaloux på min mor, fordi hun har en kæreste, og jeg ikke har. Det var så latterligt, at jeg ikke troede, at jeg skulle svare. Men min mor og læge er enige. Jeg ønsker opmærksomhed, fordi jeg ikke har en kæreste. Efter samtalen krævede jeg, at min mor aldrig må kontaktes af dem igen. Jeg kræver at komme under såkaldt diskretion.
  Jeg har været indlagt i 3 uger. Jeg er blevet rykket til en anden afdeling. Jeg har fået kastet en masse diagnoser i hovedet på mig. Ingen, som jeg kan genkende mig selv i. Den seneste er borderline personlighedsforstyrrelse. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad det er, og ingen vil forklare mig det. Dét, som er blevet fortalt, lyder ikke rigtigt for mig.
  Min mor er på besøg; hun når knap nok at tage sin jakke af, før hun forlanger, at jeg giver hende mine nøgler. Hun fortæller, at hvis hun ikke må læse min journal, så er jeg ikke længere velkommen derhjemme.
  Jeg henter mine nøgler og smider hende ud. Jeg sidder tilbage på min stue, tårerne triller ned ad kinden. Jeg sidder med en følelse af, at alt er taget fra mig, men jeg er overbevist om, at det var det rette, at hun ikke måtte læse min journal. Jeg er glad for, at jeg stod stærk og ikke gav ind og gav hende lov til at læse min journal. Hvis hun vil vide, hvordan jeg har det, må hun jo spørge mig.
  Men det betyder, at jeg ikke længere har et hjem. 

   Jeg er hjemløs.
  Jeg er alene. 

Da jeg fortæller personalet, at jeg nu er hjemløs, får jeg at vide, at jeg nok hellere må undskylde over for min mor. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg skal undskylde. Hvad har jeg gjort galt?
  Der går en uge, før personalet tager mig alvorligt og tror på, at jeg er hjemløs. De kontakter her kommunen. Jeg bliver rykket rundt til forskellige afdelinger, og hver gang efterlader det mig mere stresset og presset end gangen før. Jeg kan ikke holde til alle de skift, til alle de nye mennesker. Jeg kan trøste mig selv med, at de nu snart må give op. De fortæller mig konstant, hvor dyrt det er, at jeg er indlagt, og jeg er heldig for, at de gider at bruge de penge på mig. De må snart udskrive mig. Det sker ikke. Lægerne fortæller, at de er sikre på, at jeg vil begå selvmord, hvis jeg blev udskrevet til gaden. Det har de ret i. De truer dog med udskrivelse hele tiden. Det sner og er koldt udenfor, så hver gang, jeg ikke gør, hvad de vil have, truer de med at udskrive mig til gaden. Til kulden. Jeg giver dem ret og siger, at de hellere må udskrive mig, men det sker ikke.
  Livet på psykiatrisk afdeling er hårdt, og der er snart gået et helt år. Det er trist og stille, væggene er grå, og personalet sidder ofte på kontoret – undtagen når alarmen går, og det gør den ofte. For hver dag, jeg er indlagt, føles det, som om jeg mister noget af mig selv; jeg bliver mindre mig, og der er snart gået et år. Trusler er hverdag på afdelingen. Jeg bliver truet med elektrochokterapi, fordi jeg ikke ønsker at deltage til morgenmødet eller med akut beroligende, fordi jeg ønsker at tage en lur. Det giver ingen mening, og jeg kan ikke holde det ud.
  Jeg er blevet rykket fra lukket til åben og tilbage igen flere gange. Jeg har lært meget, imens jeg har været indlagt, f.eks. hvor dybt jeg skal skære, før jeg skal syes, eller hvordan jeg får smuglet barberblade med ind på afdelingen, og hvor længe der skal gå, fra de har konfiskeret barberbladene, til de ikke længere gider at tjekke, om man har smuglet noget med ind.
  Der tikker en besked ind på e-boks: Kommunen har endelig fundet en lejlighed til mig.
  Lejligheden er på 25 kvm og har ikke noget køkken, men det er mit. Jeg får ordnet lejligheden med nye møbler og et præg af mig. Jeg prøver at gøre det til min oase. Til et sted, hvor jeg har hjemme. Jeg har været indlagt i et helt år, og afdelingen er på mange måder blevet mit hjem. Men ikke et hjem, som jeg har lyst til at beholde. Jeg får sagt farvel til afdelingen og får udleveret en pose med alle de konfiskerede barberblade.
  Jeg står i min lejlighed. Jeg er helt alene. Jeg har 23 barberblade ved min side. Jeg har måske nok en lejlighed efter et år som hjemløs, men jeg har ikke et hjem, for jeg kan ikke finde ro i lejligheden; det føles, som om jeg stadig er indlagt. Jeg har det så dårligt, at jeg ikke kan se det som mit hjem. Der går derfor ikke længe, før jeg forsøger selvmord igen… Og jeg bliver derfor indlagt igen. 

   Jeg bliver indlagt på en ny afdeling.
  Jeg bliver mødt af nye mennesker.
  Jeg får diagnosen atypisk autisme. 

Diagnosen fik jeg egentlig allerede, da jeg var 13, men der har ikke været nogen, som troede på den før nu, og det er en diagnose, som bare passer. Jeg kan se mig selv i diagnosen. Personalet forklarer og svarer på spørgsmål, og jeg begynder stille og roligt at føle mig som mig selv. Jeg er udskrevet, og jeg føler mig klar. Jeg er dybt taknemmelig for den læge og plejepersonale, som har hjulpet mig. Jeg er endelig mig selv. Jeg er endelig den stærke pige, som jeg altid har ønsket at være.
  Jeg begynder at være ung. Jeg går i byen med venner, jeg pynter op i lejligheden, jeg begynder at date. Livet er skønt! Jeg er på date; det er akavet og skønt og præcist, som det skal være. Jeg møder ham ofte, og jeg bliver hurtigt rigtig glad for ham. Jeg føler mig tryg sammen med ham; jeg tør være mig selv. Efter et par dates har vi sex, og jeg tænker, at jeg er i et rigtigt forhold – sådan et forhold, som bliver vist på tv, sådan et forhold du ikke forstår, før du har været i det. Jeg pynter op til jul i min lille lejlighed. Jeg kan føle en lille snert af mening. Og jeg begynder endelig at tro på, at det måske nok skal blive godt igen. Jeg har planlagt at overnatte hos ham, og jeg glæder mig.
  Jeg har ikke været hos ham i mange timer, før vi har sex. Det er skønt, og vi hygger og snakker. Senere på aftenen vil han have sex igen. Jeg har ikke lyst, så jeg siger nej. Han prøver at overtale mig, men jeg siger, at lysten måske kommer senere. Han læner sig over mig, så jeg ikke kan bevæge mig. Han tager tøjet af mig. Jeg prøver at fjerne hans hænder, prøver at stoppe ham, men han fjerner mine hænder og lægger sin hånd om min hals. Han presser til. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg skal dø. 

   Han voldtager mig.
  Flere gange.
  På 7 timer. 

De næste dage og uger handler om at ryge en masse cigaretter og skære i mig selv. Intet andet. Hver gang, at jeg spiser noget, kaster jeg op. Jeg er ligeglad med alt. Jeg ved, at jeg skal dukke op til jobcentret, og andre lignende aftaler, men det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg skal hjem og skade mig selv. Sårene bliver dybere og dybere, og den eneste selvpleje og kærlighed, jeg udøver, er, når jeg forbinder de nye sår. 

   Absolut alt er kaos.
  Jeg hader mig selv.
  Jeg hader mit liv.
  Jeg holder voldtægten hemmelig. 

Jeg er bange for, at man siger, at det er min skyld. Jeg er bange for, at man siger, at jeg har fortjent det. Jeg er bange for, at jeg er gravid. Jeg, kan ikke klare den tanke. Jeg kan ikke få det barn. Jeg kan ikke klare det, og jeg skærer mig så dybt, at jeg skal syes. Jeg bliver på skadestuen spurgt om, hvorfor jeg har skåret mig, og jeg bryder sammen. Jeg fortæller om den frygtelige nat, og hun siger, at hun godt kan forstå, at jeg har det så dårligt. Jeg tager hjem, og som det første tager jeg en graviditetstest. Den er negativ.
  Hver gang, at jeg går udenfor, sørger jeg for at købe en ny pakke piller. På årsdagen for voldtægten tager jeg alle pillerne. Jeg bliver opdaget og bliver kørt med udrykning på hospitalet. Jeg vil ikke have behand ling og hiver droppet ud. Jeg bliver stoppet og fastholdt. Det sker flere gange. Efter behandling på medicinsk bliver jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg er aldrig alene, der er hele tiden en fastvagt, også når jeg skal på toilettet. Det er forfærdeligt. Jeg har det forfærdeligt. Jeg har fået smuglet et barberblad med ind på afdelingen, og et kvarter efter de har fjernet fastvagt, prøver jeg at skære mine pulsårer op. Jeg vil ikke mere. Jeg tænker på, hvor rart det ville være ikke at føle noget, og hvor rart det er, at jeg kan mærke smerten og blodet, og hvor surrealistisk den tanke er…
  622 er det sidste, jeg tæller til. Jeg er stoppet med at tælle, hvor mange sting jeg har fået gennem tiden. Jeg er ligeglad. Jeg ved ikke, hvorfor det var vigtigt til at starte med. Jeg er ligeglad med, hvad der kommer til at ske. Sygeplejersken har sagt, at de ikke kan hjælpe mig, og de ikke regner med, at jeg kan få det bedre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den information, for det er jo det, jeg altid har tænkt.
  Hvorfor siger hun egentlig også det til mig?
  Når jeg har det allerværst?
  Hvis det virkelig ikke bliver bedre, hvorfor er jeg så til?
  Hvorfor må jeg så ikke ende smerten?
  Jeg er inde og ude af psykiatrisk afdeling. Selvom jeg har en lejlighed, så føler jeg mig ikke hjemme nogen steder. Heller ikke i min egen krop. Jeg får at vide, at jeg lader ham vinde. Jeg får at vide, at nu må jeg komme mig over det. Det har fyldt for længe, så nu er det min skyld, at jeg ikke kan glemme det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg er blevet indlagt igen. Det er næsten blevet til hverdag. Jeg har været indlagt så ofte, at jeg kender alt personalet på alle afdelinger.
  Jeg er blevet indlagt på en afdeling, hvor alt personalet konstant behandler mig, som om jeg er dem til gene. Det er jeg måske også, men det er ikke med vilje. Jeg har ikke spist eller drukket noget i flere dage, og jeg kan mærke, hvordan min krop bliver svag. Jeg prøver ikke at begå selvmord, jeg har bare ikke overskuddet til at skulle skaffe væske eller mad. For hvad er pointen?
  Jeg spørger sygeplejersken, om jeg må få et glas saft. Hun ser på mig og spørger: “Skulle du ikke hellere lade være, så du kan få det overstået?”
  Hun har ret. Tænker de alle sådan? Burde jeg bare få det overstået? Der blev ikke tjekket, om jeg havde barberblade med ind på afdelingen; de spurgte ikke engang, så det tyder på, at de alle bare vil have, at jeg får det overstået. Har jeg endelig kostet for meget?
  Jeg laver en aftale med mig selv: Enten dør jeg nu, eller også skal jeg finde en mening med det hele, for jeg kan ikke holde ud at have det sådan her!
  Jeg er blevet udskrevet, og i samarbejde med jobcentret starter jeg til fysik på HF. Jeg møder nogle skønne mennesker; jeg får en grund til at stå op om morgenen, men der er noget, der mangler. En klassekammerat fortæller om sin nye kat, om hvordan hun fik den. Jeg siger til mig selv – det er det, der mangler: Et andet væsen at holde af, og som holder af mig, når jeg føler mig mest alene. Jeg finder den skønneste killing på nettet, og jeg begynder endelig at finde en dybere mening. Jeg besøger ham, inden jeg tager ham med hjem til sit nye hjem. Han skal hedde Frederik. Jeg synes selv, det lyder åndssvagt, at en kat kan give livet mening, men det kan han. Men det hele bliver for meget, og jeg bliver indlagt igen. Jeg tænker kun på, at jeg skal hjem til min kat, og jeg bliver udskrevet for en sidste gang.
  Der sker en masse ting, og til trods for min mors mange forsøg på at få mig til at opgive min kat, så er Frederik mit holdepunkt. Det var ham, som kradsede på toiletdøren, da jeg kastede op, så det er jeg nu stoppet med. Det er ham, som sætter sig op ad mig, når jeg er ked af det, og det er ham, som vil lege, når jeg får flashbacks.
  Med hjælp fra en fantastisk mentor er jeg begyndt at leve mit liv. Jeg ved nu, hvem jeg er. Jeg er flyttet væk fra alle de dårlige minder, og Frederik har fulgt mig hele vejen. Nu er jeg hjemme.
  Jeg er den skøre kattedame – og det er jeg glad for!

‍

Unge i hjemløshed kan ikke sættes på formel. De udfordringer én ung står med, og de behov personen har, adskiller sig næsten altid fra den næste. Alligevel er der noget, der går igen, uanset om man spørger Ida på 19 år fra Tønder eller Ibrahim på 26 år fra København.
  I Hjem til Alle alliancen er vi en del af en gruppe af unge med hjemløseerfaring. I fællesskab er vi kommet frem til fire behov, som unge i hjemløshed har. Det er dem, vi præsenterer her. De fire behov er ikke de eneste udfordringer, vi har mødt på vores vej, men det er dem, som vi har oplevet alt for ofte.
  Vi giver ingen konkrete løsninger; det er ikke vores opgave. Vores opgave er at pointere de erfaringer, der er gået igen på tværs af vores historier. At gøre offentligheden opmærksom på en virkelighed, som ligger skjult for omverdenen og pege på de huller, som vi har oplevet i systemet. Forhåbentlig vil det betyde, at unge fremover oplever, at det er nemmere at få den hjælp, de har brug for, hvis de pludselig skulle stå i hjemløshed. 

Behov nr. 1: Vi har brug for et mere synligt og udbredt kendskab til, hvordan det er at være ung i hjemløshed 

Unge i hjemløshed har den ting til fælles, at der mangler viden om emnet. Ved at give unge med hjemløseerfaring en stemme i samfundet kan vi være med til at brede information og en viden videre til næste generation. Der ligger en vigtighed i at synliggøre og udbrede et kendskab til dette i samfundet, især blandt unge. Den viden skal implementeres systematisk, så den når bredt ud i offentligheden. Det er der mange muligheder for på f.eks. uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser eller borgerservice.
  Noget af den vigtige viden, vi gerne vil have delt, er, at unge holder deres hjemløshed skjult. De holder den skjult fra deres sociale kreds, i studielivet og på arbejdspladser, hvilket gør, at det ikke er ligetil at “spotte” en ung hjemløs.
  Det er tabu at være hjemløs. At føle, at man ikke passer ind i normen, når det kommer til de mest basale behov, som at have et hjem, eller følelsen af ikke at være som andre med fast adresse og en postkasse. Man stikker ud i sin vennegruppe, når man ikke kan invitere til aftensmad eller hjemmehygge. Og det skaber frygt i én, når ens arbejdsplads ønsker en adresse, de kan skrive på lønsedlen. Når det ikke er muligt, må man skrive sit herbergs adresse på og håbe, at de ikke googler adressen og finder ud af, hvad det er for et sted.
  Vi må spørge os selv som samfund, hvad der ligger til grund for, at unge hjemløse skal føle, at der er behov for at lyve eller ikke kan være med til en samtale omkring noget så basalt som aftensmad eller vasketøj, eller at føle sig pinlig over ikke at have en adresse, og den måde man trækker sig lidt, når der bliver spurgt: “Hvor bor du?”
  Noget så basalt som at have et sted, man kan kalde hjem, hvor man kan lukke en dør og hente sin post fra postkassen, er ikke noget, man kan genkende som ung hjemløs. Det er nok den mindste af ens bekymringer, fordi der ligger en hemmelig, dybere realitet i at skulle overleve dagen i dag – i morgen må komme, og overlevelsesspiralen cirkler igen.
  Der er behov for, at debatten om hjemløse unge bliver større og mere udbredt. For hvis vi får brudt tabuet, bliver det nemmere for unge i hjemløshed at åbne op tidligere, så man kan få den hjælp, man har brug for, hurtigere end mange gør i dag. 

Behov nr. 2: Vi har brug for adgang til tydelig information og tidlig hjælp 

Unge i hjemløshed ligner typisk alle andre unge. De går klædt i det samme tøj, spiser det samme mad og går til de samme fester. De gemmer deres hjemløshed bag facader og holder det skjult for deres sociale cirkel. Det gør det svært at få hjælp af kommunen, selv når man beder om den og har brug for den. For kommunen ser ikke den unge som en ”rigtig” hjemløs, og man må derfor klare sig selv. For at få hjælp af kommunen skal man leve op til dens retningslinjer for, hvornår man er ”for ressourcesvag” til at kunne klare sig selv. Hjælpen kommer ikke, når problemet opstår, eller når behovet bliver akut. Den kommer først, når behovet har været akut i for lang tid. Vi har behov for kommuner, der er villige til at tackle de små bump på vejen, før de vokser sig større og følger én igennem hele livet.
  Et andet problem er, at unge ikke har adgang til tydelig information eller de rettigheder, man har. Der findes ikke en informationsguide til unge, der er på kanten af hjemløshed (f.eks. unge, der mister deres job eller står i en ustabil boligsituation), eller unge, der er og har været hjemløse. Og det er ikke klart, hvor man som ung kan gå hen for at få den rette vejledning, så man kan blive klædt på til at handle. Hvis det var tydeligere, hvor man fik information, og man blev præsenteret for sine rettigheder tidligt, ville man hurtigere kunne hjælpe.
  Det er en generel erfaring, at hjemløsheden starter i det små og gradvist udvikler sig, uden at man selv kan se det. Det kommer bag på mange unge, at de er hjemløse. Dét, koblet med, at man ikke ved, hvor man kan gå hen for at få hjælp, eller hvad man har ret til som samfundsborger, spiller en betydelig rolle for, hvor lang tid der går, før man får den rette hjælp og kan komme ud af hjemløsheden igen. Hurtigere hjælp fra systemet kan gøre, at man ikke sidder fast som hjemløs i længere tid. 

Behov nr. 3: Vi har brug for trygge og tillidsfulde relationer til socialarbejdere 

Der findes mange dygtige socialarbejdere i Danmark, som opbygger tillidsfulde relationer og hjælper unge med de behov, som de fortæller om. Men der er alligevel problematiske tendenser, som er vigtige for os at påpege. Det ene er dårligt samarbejde, det andet er skiftende socialarbejdere.
  Når samarbejdet er dårligt, skyldes det ofte, at der ikke er kemi mellem socialarbejderen og den unge i hjemløshed. Én af årsagerne kan være, at socialarbejderens fremgangsmåde er ensformig. Der bliver typisk ikke bidraget med noget nyt til samtalen: Socialarbejderen kommer med samme synsvinkel, som de kom med på sidste møde, og de fremstår meget forudsigelige. Det er meget drænende for den unge; det giver den unge følelsen af at blive behandlet som endnu et nummer i systemet.
  Det betyder, at man er mindre modtagelig for støtte, når man kan mærke, at samarbejdet ikke er autentisk - selvom de løsninger, der bliver foreslået, i princippet godt kunne virke. Derfor bliver den unge hængende i hjemløsheden i længere tid, fordi tilliden, og troen på at systemet kan hjælpe én, formindskes.
  Den anden udfordring er socialarbejdere, som skifter job, flytter til en anden by eller stopper. Der kan være alle mulige gode grunde til, at man må skifte job eller flytte. Men det tærer hårdt på den unges mentale kræfter og tillid til systemet at skifte socialarbejder, fordi man skal åbne sig op for en ny hver gang. Ligesom med det dårlige samarbejde, får dette også den unge til at føle sig som endnu et nummer i systemet, og det gør det svært for den næste at opbygge en bindende og tillidsfuld relation.
  Skiftende socialarbejdere er et af de største problemer for unge i hjemløshed, fordi den tillid, der opbygges i relationen, er afgørende for, hvor længe den unge bliver i hjemløsheden. Det betyder, at den unge ‘sættes tilbage’ hver gang, man skal opbygge en relation til en ny “fremmed person”.
  Relationen har en kæmpe betydning for den unges trivsel og livsudvikling, særligt for unge, der ikke har været omgivet af forældreroller eller personer, man kan se op til. Mange unge sætter derfor deres lid til denne fremmede person, som skal hjælpe og støtte dem på vejen mod selvstændighed. Derfor føles det som et svigt for unge i hjemløshed, når relationen forsvinder fra den ene dag til den anden.
  Relationsarbejdet er den første og vigtigste prioritering, fagfolk bør foretage. En fælles enighed i vores gruppe er, at tillid, fleksibilitet og tæt samarbejde over længere tid, er vigtigt for, at hjælpen fra en socialarbejder er god og bliver taget godt imod. 

Behov nr. 4: Vi har brug for hurtig adgang til betalelige boliger og tilstrækkelig støtte uden tidsbegrænsning 

Den måde, man bekæmper hjemløshed i Danmark på i dag, er ved at give en bolig som det første. Når man har fundet sig til rette i den, begynder man at arbejde med de andre problemstillinger, man måtte have, f.eks. misbrug eller psykiske diagnoser. Udover det har man beskrevet, hvilke støtte metoder man kan gøre brug af, alt efter hvilke udfordringer man som ung måtte have. På den måde er meningen, at man har en model, som skal passe til alle, men hvor den personlige støtte, man får tilbudt, er forskellig.
  Selvom det på papiret lyder rigtig flot, så er sandheden bare, at det ikke er alle, der har gavn af den model, da der er så mange ting, man skal kunne forholde sig til på én gang. Samtidig med, at man skal arbejde med de problemstillinger, man har, skal man også klare alle de andre opgaver, der ellers er i hverdagen, som mange mennesker tager for givet (f.eks. at vaske tøj, handle ind, betale regninger og lave mad). Og jo flere personlige udfordringer man har, desto mindre overskueligt er det at få gjort de små opgaver i hverdagen. Jo længere tid man har været hjemløs, desto flere ressourcer skal man have for at kunne overskue hverdagen.
  Et andet problem med den model, man bruger nu, er, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så man har større mulighed for at huse unge i hjemløshed, end man har i dag. Og selvom politikerne nu har opmærksomhed på, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så er det ikke det eneste problem, der gør, at modellen ikke lever op til dets fulde potentiale. Et tredje problem er nemlig, at de fleste kommuner ikke følger de modeller, man bruger, fuldt ud.
  Det betyder, at unge ikke får de støttetimer, som de har brug for, og at støtten ofte stopper efter 9 måneder uden at tage hensyn til, hvor den unge er i henne i forløbet. Det er selvfølgelig ikke optimalt for unge og kan i værste fald medføre, at man igen ender i hjemløshed og skal starte forfra. Derfor vil det være fordelagtigt for flere, hvis man kigger på, hvad den enkelte unge har behov for. For nogle kunne det være at give en bolig med det samme, for andre kunne det være at give behandling først eller et tilbud om bosted/halvvejshus. Ved at skabe fleksible rammer og inddrage unge i beslutningen om de tilbud, der skal være med til at få den unge ud af hjemløsheden, styrker man den unges tillid til systemet og forstærker den unges følelse af selvstændighed og ejerskab over egen skæbne. 

Alle har et ansvar 

Det her er vores bud på, hvad unge i hjemløshed har behov for. Vi mener, at man kan komme rigtig langt i bekæmpelsen af hjemløshed blandt unge, hvis man sætter ind på de her punkter. Men det kræver en koordineret indsats blandt mange forskellige grupper i samfundet – ikke bare sagsbehandlere og kontaktpersoner, men også undervisere, kommunalpolitikere, pårørende osv. Målet er, at vi kan forebygge hjemløshed ved at opdage og italesætte den, allerede inden den unge er trådt ind på kommunekontoret. Men det kræver, at vi som samfund lægger vores forestillinger om unge i hjemløshed på hylden.
  Vores fire behov er starten på en længere proces, som skal gøre systemet mere modtageligt og fleksibelt i mødet med unge i hjemløshed. Det vil styrke unges tillid til, at systemet kan hjælpe dem videre i retning af et mere fyldestgørende og selvstændigt liv. Vores håb er, at de forskellige aktører og områder, som vi er kommet ind på, bliver bevidste om de behov, som unge i hjemløshed har, så vi sammen kan forebygge og bekæmpe hjemløshed blandt unge.

‍

Et

Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
  Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
  At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
  Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
  Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
  Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
  En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode. 

To

Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
  Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
  Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
  Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
  Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
  Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
  Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise. 

Tre

Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
  Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
  Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
  På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
  Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
  Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs. 

Fire

Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
  På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
  I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
  Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor. 

Fem

Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
  Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
  Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
  Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
  Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
  Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
  Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
  Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.

   “De er ved at rydde vores lejlighed?”
  “Hva’? Hvem?”
  “Kongens foged og politiet. Skynd dig at komme hjem!”
  “Hva’ mener… ”
  “Skynd dig nu bare hjem!” sagde min roomie og lagde på.
Med et bankende hjerte og et “Jeg er nødt til at ordne noget derhjemme” til chefen, løb jeg ned til bussen. Vejen hjem, som jeg havde kørt så mange gange, føltes uendelig lang, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.
  Kunne det virkelig være rigtigt? Vi havde jo boet der i halvandet år. Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvad skal vi gøre nu? Hvor skal jeg så sove i nat? Kunne den bus ikke køre lidt hurtigere? Skal den stoppe hver eneste gang?
  Da jeg endelig nåede hjem, fandt jeg ud af, at det var rigtigt nok. Min roomie stod ude foran lejligheden med to poser. De vigtigste af mine og sine egne ting, han nåede at få med.
  Han havde haft et kvarter til at pakke det ned.
  Det var en meget lille lejlighed, faktisk en etværelses i to etager. Jeg boede nederst lige ved siden af tekøkkenet, og min roomie boede øverst, hvor badeværelset også var. Vi hyggede os alligevel sammen og blev gode til at rumme hinanden. Det viste sig, at vores udlejer havde brugt vores husleje på stoffer, og han også havde misbrugt min roomies cpr-nr. til at købe mobiler på afbetaling i hans navn.
  Jeg er glad for orden og struktur, så min roomie kunne fremvise en mappe med alle kvitteringer for fogeden, hvor han kunne se, at vi altså havde betalt huslejen. Men vi havde ingen rettigheder, for vores lejekontrakt viste sig også at være ulovlig.
  Udlejeren havde tømt vores postkasse for alle de advarsler, fogeden havde sendt.
  Så der stod vi. Uden lejlighed og uden tøj, oplader, medicin eller bare en tandbørste.
  Hvor skulle vi tage hen for at spørge om hjælp? Jeg havde ikke lyst til at sige det til min plejefamilie, fordi jeg følte, at det var et nederlag. Jeg havde været vildt stolt af, at jeg uden hjælp havde fundet lejligheden til at starte med, og jeg ville gerne klare mig selv. Det var ikke en mulighed for mig at bo hos min biologiske mor. 

For ressourcestærk til en bolig 

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen for at bede om hjælp. I desperation foreslog jeg, at vi kunne tage ind til et jobcenter, der på det tidspunkt lå inde ved Dybbølsbro. Der tog vi hen, for vi vidste, at kommunen har rådighed over nogle boliger i forskellige foreninger. Vi håbede, at de om ikke andet kunne hjælpe os videre.
  Jeg kom ind til en sagsbehandler på et kontor og satte mig over for hende ved et skrivebord. Jeg forklarede det hele. Men det gik hurtigt op for mig, at der var nogle meget rigide regler for, hvem der kunne få hjælp.
  “Er du kriminel?”
  “Hvad? Nej! Jeg er studerende og har et arbejde.”
  “Har du et stofmisbrug?”
  “Nej.”
  “Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”
  Jeg gik helt i stå. Jeg kiggede på hende, hun kiggede ind i skærmen. Det gik op for mig, hvad det betød. Jeg samlede alt mit mod, og pludselig kom det hele ud på én gang. Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan få hjælp til en bolig? Jeg har et job, som trykker og er under uddannelse som grafisk tekniker på Teknisk Skole. Jeg gør alt det, som samfundet har bedt mig om. Altså hvor skal jeg tage hen?” Mit hjerte bankede. Hun kiggede på mig, nikkede og sagde: “Det var da skrækkeligt, men…” og talte igen om reglerne. Jeg kunne simpelthen kun få hjælp, hvis jeg var kriminel eller misbruger. Det ville jo være grotesk som tidligere plejebarn at gå den vej. Hele mit liv har jeg kæmpet for, at jeg ikke vil ende ud som den mand, der var skyld i, at jeg endte i pleje.
  Min respekt for velfærdssamfundet, som jeg ellers altid er blevet opdraget til at kunne stole på, led et knæk den dag. Jeg er vokset op i en skøn plejefamilie, som ser mig som deres egen søn og lillebror, og de har sørget for, at jeg blev et godt menneske. Min plejefar arbejdede for Dansk Røde Kors, og hele min plejefamilie, som består af mine plejeforældre og seks søskende, har altid engageret os i nødhjælp og medmenneskelighed. Da han var i live, boede vi i Afrika i tre år, og vi samlede ind stort set hvert år.
  Sagsbehandleren holdt fast i, at hun altså desværre ikke kunne hjælpe mig med en bolig. Min roomie havde fået samme besked. 

Mit liv i en rygsæk 

Hvor skulle vi så tage hen?
  Det var ved at blive sen eftermiddag, og vi trængte til at sidde lidt ned og samle tankerne. Vi startede på Hovedbanegården, købte en sixpack og satte os til at ringe til vores venner.
  Første nat sov vi hos en, vi kalder Mikkel. Det var rimelig tæt. Vi sov tre mænd i en etværelses lejlighed på tyve kvadratmeter. En på sofaen, en på gulvet med håndklæder, tæpper, og hvad han ellers lige havde, og Mikkel i sin seng.
  Vi var rimelig meget hos ham, og ellers tog vi til fester, hvor vi blev til den lyse morgen, så det blev naturligt at spørge, om vi kunne blive og overnatte. Så havde Mikkel også noget mere plads til sig selv.
  Min roomie og jeg rendte meget rundt sammen og mødtes, når jeg havde fri for at finde ud af, hvor vi skulle sove og spise.
  Jeg købte min Eastpak-rygsæk, hvor jeg kunne have min computer, mit pas og lidt tøj. Jakken havde jeg tit på. Også når det var varmt. Hele mit liv var i den rygsæk, så jeg havde den hele tiden i baghovedet og slæbte den med mig rundt, hvor end jeg gik.
  Det var en lettelse, når Mikkel en gang imellem lånte mig sin ekstranøgle, når jeg havde sovet der, for så kunne jeg lade min Eastpak blive i hans lejlighed, mens jeg var på arbejde, eller hvis jeg havde en aftale.
  En nat var der brand i en grillbar, der lå ved siden af Mikkels lejlighed, og brandvæsnet bankede på og bad os om at komme ud med det samme. Jeg var blevet så vant til hele tiden at passe på den rygsæk, at jeg løb ind efter den og smed den på ryggen. En dag fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg havde mistet min lejlighed. Jeg havde vist været ukoncentreret og uden at tænke over det haft det samme tøj på nogle dage i træk. Så da hun spurgte mig, om alt var okay, røg det bare ud af mig.
  Jeg kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun virkelig ikke måtte fortælle det til nogen af de andre på arbejdet. Det lovede hun mig. Dagen efter havde hun taget en pose af sin søns tøj med.
  Efter et stykke tid kunne min roomie flytte tilbage til sine forældre, som boede langt væk fra København. Nu var det bare mig. Jeg var glad på hans vegne, men samtidig stak det i maven.
  Vi kendte jo hinanden så godt, og det var trygt at have én at dele hverdagen med. Men jeg må indrømme, at det også havde sine fordele. Det var nemmere at blive og sove i vennernes små lejligheder, når det kun var mig. Samtidig krævede det meget af min energi at tænke på, om min makker nu havde det godt, og vi skulle være enige om, hvor vi tog hen. Det var lettere bare at fokusere på mig selv og min egen svære situation.
  Jeg skrev mig op gennem diverse boligsider. På grund af min oplevelse med privat udlejning ville jeg ikke det igen. Jeg så derfor heller ikke et kollektiv eller et værelse hos andre som en mulighed for mig.
  Lejligheden skulle være igennem et boligselskab. Studiebolig gav ikke mening, fordi jeg snart ville være færdig som studerende, og jeg ville før eller siden stå i samme situation.
  Jeg var afhængig af, at jeg kunne komme relativt nemt til København, men jeg havde bestemt ikke holdningen, at boligen skulle være i brokvarterne eller på Frederiksberg. Hillerød, Køge og Frederikssund var også med på listen, for jeg kunne jo tage S-toget.
  Men uanset, hvor jeg kiggede, var der mange års ventetid, fordi jeg ikke havde nogen anciennitet.
  Jeg mødte op på alle mulige boligkontorer for at tale om muligheden for at komme på akutlisten. Der måtte da være en eller anden måde, hvor jeg kunne komme op ad listen, når jeg decideret stod boligløs. Men nej. Regler var regler, og der var ingen hjælp at hente.
  Som tidligere plejebarn var jeg i efterværn i en anden kommune. At være i efterværn betyder, at man får støtte og hjælp til voksenlivet.
  Man bliver tilknyttet en sagsbehandler, som blandt andet skal hjælpe med ungdomsuddannelse, bank og bolig. Når det fungerer, er tilbuddet rigtig godt, men i mit tilfælde fik jeg en ny sagsbehandler så mange gange, at de aldrig rigtig lærte mig at kende.
  Da jeg tog derop, var det igen en ny sagsbehandler. Han mente, at min plejefamilie skulle have skrevet mig op til boliger. Der var heller ingen hjælp at hente der. Igen var reglerne rigide og ovenikøbet i et tilbud, der er sat i verden for at støtte unge som mig.
  Ikke alene var det fysisk og mentalt hårdt at stå boligløs. De mange afslag begyndte også at slide på mig, og jeg brugte al min energi på at prøve at lade være med at vende det indad.
  Jeg var meget afhængig af, hvad der passede mine venner. Jeg havde min faste, on-and-off-aftale med Mikkel om at være hos ham. Men nogle dage, når jeg kunne mærke på både mig selv og ham, at jeg havde været der meget, tog jeg min Eastpak på ryggen og spurgte andre venner, om jeg kunne være der.
  Jeg søgte indimellem også ud på Christiania. Der var som regel nogle mennesker på alle tidspunkter af døgnet, jeg kunne snakke lidt med. Så glemte jeg min svære situation og kunne tænke på noget andet i en stund. Der var et sammenhold derude, som jeg ikke oplevede i systemet. En enkelt gang var der en mand derude, der ikke ville lade mig betale for en pandekage og en kop kaffe.
  Dagene flød meget sammen og gik med mange af de samme ting som alle andre – skole og arbejde. Men jeg havde også hele tiden i baghovedet, hvor jeg skulle sove den nat, om jeg mon med lidt held kunne få et bad og låne en vaskemaskine. Eller om der mon var en fest, hvor jeg kunne være med, så jeg kunne sove på sofaen. Om jeg kunne besøge plejefamilien eller nogle venner. Sådan gik dagene. 

Min egen lejlighed 

En dag fortalte jeg min plejemor om situationen. Jeg havde været lidt nervøs for at sige det og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det hele – hvor mange detaljer, og hvordan hun mon ville tage det, at jeg ikke havde sagt det før. Men da jeg havde fortalt hende det hele, lettede det enormt meget.
  En dag sagde jeg det også til et par af mine kollegaer, som jeg talte ret godt med. Vi var i enerum, og jeg sagde, at hvis jeg havde virket træt, eller som om jeg ikke rigtig havde lyst til at tale i et stykke tid, så var det, fordi jeg stod uden bolig.
  Heldigvis gjorde jeg det, for faktisk kendte en af dem til en boligforening, jeg ikke havde hørt om før. Han foreslog, at jeg prøvede at tale med dem.
  Min plejemor og jeg tog derop.
  Vi forklarede min situation, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået hjælp tidligere. De ville gerne hjælpe og havde faktisk en lejlighed ledig, som jeg kunne leje. Min plejemor hjalp med depositummet, og to dage senere stod jeg med nøglerne i hånden til min lejlighed, hvor min kæreste og jeg stadig bor i dag.
  Da jeg fik nøglerne, var det første, jeg gjorde at låse døren og sætte mig ned og græde. Det var ikke til at forstå, at den var min.
  Det var godt nok en enorm slidt lejlighed. Gulvbrædderne var ved at falde af, og linoleummet var ved at slippe gulvet op i køkkenet. Den var uden komfur og køleskab, og de ekstremt gule vægge farvet af nikotin fulgte også med. Men det var lige meget, for kampen for tag over hovedet var endelig slut.
Jeg kunne stå på egne ben, og jeg var ikke længere nødt til at holde en facade oppe eller afhængig af, om en anden ville have mig boende. Jeg kunne begynde at fokusere på, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig godt kan lide at lave.
  Jeg følte, at jeg havde fået noget, jeg kunne bygge videre på. 

Den nye start 

Det tog faktisk lidt tid at finde mig til rette i min nye lejlighed, selvom jeg var ovenud taknemmelig for den. Mine oplevelser på gaden sad stadig i mig, og oveni det var der dårlig ledelse på mit tidligere arbejde. Jeg havde været rigtig glad for min tidligere chef, men da han gik på pension, fik jeg en ny chef. Han var skyld i et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, hvor hver dag var en dårlig dag, og jeg blev bange for at møde op.
  Min tid som boligløs havde lært mig vigtigheden i at række ud til andre. Jeg tog til min læge, som sygemeldte mig, og jeg fik hjælp fra min fagforening til at komme væk fra firmaet.
  Efter lidt tid fik jeg det bedre, og i dag arbejder jeg et andet sted.
  En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et projekt, der hed ’’Ung mellem anbringelse og eget hjem’’, som var et samarbejde mellem SUS og Bikubenfonden. Vi, der medvirkede, var alle sammen tidligere anbragte og tidligere hjemløse, og vi havde oplevet, at systemet havde svigtet os. Jeg sagde ja til at være med. Det var vigtigt at få min historie ud, og jeg blev lyttet til.
  Det føltes meningsfuldt i første projekt, så jeg var også med i et andet projekt, der hed ’’#STOPHJEMLØSHED – Unges erfaring med hjemløshed’’.
  Vi var 16 personer, der alle sammen har oplevet hjemløshed. Vi fik lov til at få ordet og tale om vores erfaringer og viden: Hvad vi gjorde for at få ly, hvordan vi kom ud af hjemløsheden, og hvad vi følte, at vi kunne have brugt af systemet.
  Vi havde allesammen forskellige baggrunde. Nogen var tidligere anbragte i barndommen som mig selv, og andre kom fra både familier med og uden sociale problemer.
  Senere medvirkede jeg med to andre i en kronik i Politiken. Jeg har blandt andet fortalt min historie i Go’ Aften Live til ansatte hos Social- og Ældreministeriet og i et interview på Folkemødet på Bornholm og mange andre steder. 

Jeg vil bryde tabuet 

Vi har nogle fantastiske organisationer, som sætter fokus på hjemløshed i Danmark. Men jeg lærte først at kende til dem, efter jeg fik en bolig. Det håber jeg, at min historie kan være med til at lave om på for andre i den situation, jeg stod i.
  I oktober 2021 var jeg sammen med nogle af de andre unge fra Hjem til Alle-alliancen med til at fejre regeringens boligudspil “Alle skal have et hjem – en vej ud af hjemløshed”.
  I det nye udspil afsætter regeringen penge til boliger efter Housing First-princippet, som er blevet indført med stor succes i Finland.
  Det er en ære at få lov at være en del af disse projekter og være en stemme for andre unge, som har oplevet hjemløshed, eller som er på vej ud i det. Egentlig er jeg ret introvert. Jeg foretrækker ofte en fredag aften hjemme på sofaen end på en bar, og jeg nyder det mere stille liv med faste rutiner.
  Det passer måske ikke på billedet af, at jeg tager rundt i hele landet og fortæller min historie. Det kommer aldrig til at falde naturligt for mig at stille mig op foran mange mennesker foran et kamera eller at tale med højtstående politikere. Men jeg gør det, fordi det er vigtigt. Jeg lader heller ikke min ordblindhed stoppe mig fra at fortælle min historie her. Mine oplevelser har formet mig som menneske, og i dag står jeg ved min historie. For det var ikke mig, der fejlede, men systemet, der svigtede mig, da jeg havde allermest brug for det.
  Det sidder stadig i mig, at jeg har oplevet hjemløshed. Jeg har siden smidt min Eastpak ud, men har købt en ny, der står pakket i mit skab med de vigtigste ting: lidt tøj, et tæppe og mit pas. Den er nødt til at være der.
  Jeg håber på, at Housing First-princippet også bliver praksis fra nu af herhjemme i Danmark, så folk, der virkelig har brug for det og står uden nogle andre muligheder, kan blive tilbudt en bolig. Tænk, hvis sagsbehandleren på jobcentret dengang havde sagt til mig “Vi har en bolig, du kan flytte ind i med det samme”.

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

‍

‍

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

Jeg er 11 år gammel. Jeg er ovenpå i mit barndomshjem i computerrummet. Min mor sidder foran hovedcomputeren, som hun plejer at skrive sin ph.d. på. Jeg skal til at spørge hende om noget, jeg har tænkt over i noget tid. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte se min mormor og morfar i et halvt til et helt år, da jeg var omkring fire år. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg før det plejede at se dem ugentligt. 

Da jeg spørger min mor om, hvorfor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre, fortæller hun mig, at hun havde fundet ud af, at min morfar havde taget mig med i bad, hvilket hun syntes lød mærkeligt. Jeg forstod dér, at der var en sammenhæng mellem overgrebene - som netop var sket i badet - og den efterfølgende lange periode, hvor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre. 

Jeg beslutter mig derfor spontant for at fortælle min mor, hvad der konkret skete, når min morfar tog mig med i bad, men før jeg når at få sagt noget, afbryder hun mig. 

“Stop, du må ikke sige dét. Jeg kan ikke klare at høre dét.” 

Sommer 2020 

Det er sommer. Jeg er 22 og står ude foran mit lægehus. Jeg har brug for en pause fra mit første studie. Mine senfølger har overtaget min hverdag, selvom jeg ikke ved det endnu. Jeg ved kun, at jeg blev seksuelt misbrugt i min barndom, og at jeg er dybt traumatiseret af det, og at min hverdag er fyldt med angst, depressionssymptomer, undgåelsesadfærd og et evigt behov for kontrol. 

“Og hva’ så?” svarer lægen, da jeg fortæller hende om overgrebene.

Hendes svar gør mig svimmel. Jeg får det varmt og begynder at svede. Mit hjerte hamrer af sted. I dag er jeg stadigvæk i tvivl om, hvorvidt min reaktion skyldes angst eller vrede. Nok en blanding af begge dele. 

“Hvis du ikke skriver lægeerklæringen, dropper jeg ud af mit studie,” truer jeg. 

Hun kigger skeptisk på mig, men vender sig mod computeren og begynder at skrive. 

Kort tid efter forlader jeg lægehuset. 

En lægeerklæring og et traume rigere. 

Forår 2022 

Jeg dropper ud af mit andet studie i foråret 2022. Jeg har brugt to og et halvt år på universitet. Jeg har intet arbejde. Jeg kan ikke få min hverdag til at fungere, og jeg er helt ude af den. 

Angsten for at finde ud af, hvilke konsekvenser seksuelle overgreb i barndommen kan have for en person, fylder for første gang i mit liv mindre end uvidenheden om ikke at vide det. 

En del scrolling og links-klikken senere finder jeg frem til Joan-Søstrene. 

Joan-Søstrene er en kvindepolitisk forening, der arbejder med og for kvinder udsat for seksuelle og fysiske overgreb. Vi tilbyder bl.a. gratis rådgivning for kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt, incest og seksuel chikane. 

Incest og seksuelle overgreb. Har jeg virkelig været udsat for incest, når min morfar teknisk set ikke er min biologiske? Og har jeg været udsat for seksuelle overgreb, når han ikke gjorde noget ved min krop? 

På trods af min tvivl møder jeg op på Joan-Søstrenes adresse i København. 

Jeg fortæller rådgiverne om min situation. Jeg kan ikke gennemføre et studie. Jeg bliver smidt ud af min lejlighed om et par måneder. Jeg isolerer mig emotionelt og socialt. Jeg har angst; nogle gange i så slem en grad, at jeg kaster op af det. Jeg har depressive symptomer. Jeg har kontrolproblemer.

“Der findes forskellige organisationer, som måske vil kunne hjælpe dig,” siger den ene af rådgiverne, mens hun skriver på en post-it note. “Her har du en liste.” 

Jeg kigger ned på listen. 

Der står:
CSM
Landsforeningen Spor
Kvisten 

“Tror særligt, at CSM vil kunne hjælpe dig,” siger den anden af rådgiverne. 

Vent. Hvad fuck er senfølger? 

Så snart jeg kommer hjem fra Joan-Søstrene, søger jeg på CSM. 

Det første, jeg finder ud af, er, at CSM står for Center for Seksuelt Misbrugte. Jeg læser videre: 

CSM er et landsdækkende gratis behandlings- og rådgivningstilbud til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Senfølger. Ordet får mig til at rynke brynene. Hvad fuck er senfølger? 

Senfølger kan være meget smertefulde og give både fysiske, psykiske og sociale problemer i livet som voksen. Ofte er problemerne efter seksuelle overgreb i barndommen så store, at mange voksne med senfølger lider af angst, depression, selvmordstanker, PTSD, personlighedsforstyrrelser eller en spiseforstyrrelse. 

Kort fortalt finder jeg ud af, at senfølger først viser sig senere i livet og er en følge af at være blevet udsat for overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Ifølge Socialstyrelsen: “Omkring 60-80 procent af dem, som beretter om seksuelle overgreb i barndommen, har eller vil udvikle senfølger.” 

Jo mere jeg læser, des flere svar får jeg på spørgsmål, jeg har haft de seneste fem år. Jeg bliver ramt af en enorm lettelse. Og en stor sorg. 

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg som barn fungerede “normalt” og nu føler det stik modsatte. Jeg har haft det sådan her i fem år. Jeg har fandeme haft senfølger i fem år uden at vide det. Det er især de mange års uvidenhed, der vækker sorgen. Næsten hver dag har jeg bebrejdet mig selv for, hvorfor jeg ikke bare kunne tage til den fest, hvorfor jeg ikke bare kunne åbne mig op over for nye mennesker, hvorfor jeg har et så sygeligt behov for kontrol, hvorfor jeg ikke lytter til min krops signaler, når den prøver at sige stop. 

Det er ikke mig, der er sådan. Det er senfølgerne. Det er traumerne. Jeg er et traumatiseret menneske, der har brug for hjælp. Og for første gang i mit liv er der hjælp at hente. 

CSM 

Jeg skriver til CSM’s anonyme chatrådgivning. Jeg beskriver kort mine “symptomer”. 

“Det kunne godt lyde, som om du har senfølger,” skriver den anonyme rådgiver. 

“Du kan ringe til vores nummer og bestille en tid til en visitationssamtale, hvor en psykolog vil vurdere, hvorvidt vi kan tilbyde dig behandling eller ej.” 

Jeg ringer nervøst og grædende op til CSM’s nummer dagen efter. 

Til visitationssamtalen fortæller psykologen mig: ”Den første person, du fortæller om dine overgreb, har stor betydning for, hvordan du vil have det med at fortælle det til andre efterfølgende. Det er faktisk normalt, at folk med senfølger føler, at afvisningen er ligeså - hvis ikke mere - traumatiserende end overgrebene selv.” 

Min mor. Min mor var den første, jeg fortalte det til. Hun afviste mig, da jeg kun var 11 år gammel. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og give mit lille jeg det kram, hun aldrig fik. Men det kan jeg ikke. Jeg lærte aldrig at føle mig elsket som barn, så det har jeg skullet lære som voksen. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle mit lille jeg, at hun ikke er alene. 

Psykologen har ret. På trods af min lange fremgang (fra at have troet, at jeg aldrig ville kunne sige det til nogen, til at jeg nu fortæller om det i en bog) er min største trigger stadigvæk at skulle åbne op om overgrebene. Det føles langt mere triggerende for mig end minderne om overgrebene. Min mors afvisning lærte mig, at der kan ske forfærdelige ting i livet, og at der ikke er nogen hjælp at hente. Og jeg har i det meste af mit liv internaliseret denne “overbevisning”. Det, der før “kun” var et omsorgssvigt fra min morfars side, blev til et dobbelt omsorgssvigt på grund af min mors afvisning. 

Det tager ikke psykologen lang tid at konkludere, at jeg har senfølger. 

“Men du skal vide, at ventetiden er meget lang. Jeg kan ikke sige, hvornår du præcist kan komme i behandling, men der kommer til at gå mindst 2 år.” 

2 år, tænker jeg. Hvordan skal jeg kunne vente så længe. 

Sommer 2022 

I perioden, hvor jeg venter på at starte på mit tredje studie, researcher jeg meget på konsekvenserne af seksuelle overgreb i barndommen, særligt i forhold til senfølger. 

En af de andre organisationer, som rådgiverne fra Joan-Søstrene anbefalede mig, holder et møde, hvor man kan træffe andre senfølgerramte uforpligtende. 

Jeg savner nogen at spejle mig i og ønsker at blive klogere på mig selv og senfølgerne. Så jeg giver det en chance. 

Det skulle jeg aldrig have gjort. 

Senfølger kan beskrives som et form for “spektrum”, hvor en senfølgeramt person befinder sig på yderpolen mellem to ekstremer, fx sætter for få grænser vs. sætter for mange grænser, undgåelsesadfærd vs. overeksponering, fx i seksuelle relationer, har svært ved at være sårbar vs. deler “for meget” ud af sig selv. 

Jeg befinder mig selv i den mere isolerende del af “spektret”. 

Men det gør de fleste, der dukker op til mødet, ikke. En fortæller ufiltreret om, hvordan hun føler, at hendes partner udnytter hende økonomisk. Hvordan de havde været på ferie sammen, og kæresten gang på gang havde bedt hende om at betale og lovet hende, at de skulle dele beløbet ligeligt, når de kom hjem. Kæresten holdt aldrig sit løfte og var endda blevet sur, da hun spurgte, om det ikke snart var på tide at få beløbet delt. En anden fortæller, at hun har et dårligt forhold til sine børn, at hun har skyldfølelse over ikke at have taget sig ordentligt af dem. Og at hun dengang ville ønske, at hun ikke havde fået dem. 

Jeg ender med at tage grædende hjem til en veninde, som må trøste mig resten af aftenen. Jeg føler, at jeg gennem disse mennesker ser ind i min egen fremtid, hvis jeg ikke får bearbejdet mine traumer. Men hvad skal jeg gøre? Der er stadigvæk mindst et år og 10 måneders ventetid tilbage hos CSM.

‍

Brev til mor 

Kære mor 

Jeg drømte om dig forleden. Dig og mormor. Jeg var der også. I to versioner faktisk. Jeg drømte, at mit 3-årige jeg sad og græd i badekaret. Badekarret, som overgrebene skete i. Det vil du selvfølgelig ikke anerkende. Hverken overfor dig selv eller mig. Du og mormor havde som altid travlt med at skændes. Jeres had til hinanden har altid overdøvet jeres kærlighed til mig. Sådan føles det i hvert fald. 

Der lå jeg som 3-årig, både i virkeligheden og nu i min drøm, og havde brug for jer, men I hjalp mig ikke. Du hjalp mig ikke. Min egen mor. Men jeg var der. Mit voksne jeg. Og jeg hjalp mig selv, nu hvor du ikke kan. Mit voksne jeg løftede mit mindre jeg op i sine arme og trøstede hende. Noget du aldrig rigtig har kunnet. 

Jeg vågnede grædende op. Min hovedpude var blevet helt våd af tårer, men jeg lagde hovedet tilbage på puden og sov videre. På samme måde er jeg kommet videre fra dig. Jeg har i hvert fald gjort mit bedste, og det har givet mig så meget fred. Mit mål er en dag at have dig helt ude af mit liv, men der er jeg ikke helt endnu. Så længe mine brødre er hos jer, vil jeg stadigvæk være en del af dit liv, så jeg kan være en del af deres. Men den dag, hvor de ikke længere er, kan jeg endelig give fuldt slip. Jeg vil aldrig være fri for senfølgerne, men jeg vil være fri for dig. 

Jeg har ikke dig eller mormor, men jeg har mig selv, en vidunderlig kæreste - som du ikke kender til - og mine venner, og de elsker mig. Ubetinget. 

Du må have det godt, mor. 

PS: Jeg har fået en tid hos CSM nu. 

Ensomheden blæser til mig fra træerne. Hun hænger i luften fra en rødmalet væg, der repræsenterer alt det, jeg ikke mærker. Kærlighed, had, følelser generelt. Bare noget. Hun sidder i min vindueskarm og kigger på mig i nattens mørke, mens hun synger mig godnat til lyden af fugle, der kvidrer udenfor. Duften af kirsebærtræer finder vej til min sengekant, men deres sødme når mig ikke. Alle indtryk, dufte og farver suger ensomheden til sig, så jeg efterlades med grå nuancer.
På crosstraineren finder hun mig, når jeg ikke kan sove, ligesom hun på gåturen i skoven smiler fra de nyudsprungne blomster. Jeg havde ellers håbet, at de ville blomstre mig en meningsfuld fremtid. 

I stedet ligger jeg vissen og søvnløs og putter mig til lagnerne, hvor ensomheden har bosat sig. I natten giver jeg mig hen til den meningsløshed, hun har plantet i mig, mens stjerner oplyser min astronomiske ubetydelighed. Jeg er lille og betydningsløs og føler mig sådan. Det er betryggende ikke at være noget. 

“Hvordan kan jeg føle så meget tomhed, når jeg er så lidt?” spørger jeg hende. Hun svarer ikke, men udhuler blot mit hjerte, så der til sidst kun er et sort hul tilbage – et sort hul, der absorberer al lys og glæde. Det eneste, jeg mærker, er en tomhed så intens, at jeg ikke kan være i min egen krop. Jeg føler mig ubeskriveligt værdiløs, for hvordan har man værdi, hvis ingen har brug for én?
____________________________________________________________________
Hun har kendt mig længe før, jeg vidste, hvem hun var, ensomheden. Altid har hendes dybe blide øjne og milde smil forstået mig. Jeg har aldrig behøvet sige noget eller forklare mig. Hun har forstået, at jeg altid har følt mig splittet mellem fællesskabets tryghed og individets frihed. At jeg har følt mig som en enspænder, der på mange måder har haft nok i mig selv. Hun har forstået, at jeg slet ikke er eller har været så social, som mange tror. At jeg nyder fordybelse og ro, og at min udadvendte, men introverte, person hurtigt føler sig overstimuleret af andre mennesker. Ofte har jeg næsten ønsket at forsvinde ind i hendes øjne og blive der for evigt. Der har været så trygt, og de har behøvet mig. Eller jeg har behøvet dem? Måske har vi behøvet hinanden?
_____________________________________________________________________
”Savner du andre mennesker?” spørger hun. Hendes stemme er mild, og jeg mærker en oprigtig interesse, men samtidig en sårbar frygt for, at jeg svarer det, jeg gør.
”Ja,” svarer jeg. ”Jeg savner at blive holdt om. At få et kram og blive trøstet af nogen, der ved, hvem jeg er, men som ikke er dig. Efterhånden ved jeg bare ikke, hvem der kender mig. Det føles, som om alle relationer er vokset fra mig – måske fordi jeg fravalgte dem over en tidsperiode, der er endt med at vare hele min ungdom.” 

Jeg kan se, at det sårer hende, at jeg har brug for andre, men hun siger ikke noget. 

”Nogle gange,” fortsætter jeg. ”Ønsker jeg bare at forsvinde ind i mørket, i tilstanden af meningsløshed, der kalder med samme lyd som dig, lagnerne, træerne og alt andet, der falder forbi mig. At være med dig i lysets fravær er det eneste sted, jeg rigtigt føler mig tryg. Men jeg kan ikke mere. Det er ensomt at føle, at ingen rigtigt kender én.”
_____________________________________________________________________
”Men vi har da også haft det godt,” svarer hun håbefuldt med en uvillig irritation i stemmen.
”Jo, ” svarer jeg. ”Det har vi”. Og det er rigtigt. Vi har haft mange gode minder, ensomheden og jeg. Hun har puttet mig om aftenen, når jeg ikke har kunnet sove. Hun har været med i byen og danset med vennerne. Især har hun siddet med ved bordet til familiemiddage og til øl med forskellige bekendtskaber. 

Ofte har vi siddet der, ensomheden og jeg, omgivet af glade mennesker, god mad og livlig musik, mens vi talte og lyttede og lod, som om vi var nærværende, selvom det kun var i vores interne relation, at nærværet var 100 %. Jeg var det smilende, glade og imødekommende ansigt udadtil. Nogle gange var jeg oprigtigt glad. Andre gange var det mest af alt anstrengende og energikrævende at skulle være så energisk, når jeg i virkeligheden var træt og død indvendig. Hun var den, der observerede alt fra metafysisk perspektiv og altid så mig, hende og situationerne udefra. Hun prøvede virkelig at være til stede, men hun kunne ikke give sig hen til nuet og til tætte relationer. 

”Hvad laver du egentlig her?” ville hun hviske, når vi sad ved bordet og alle grinede og havde det sjovt. ”Det hele er jo så ligegyldigt.”
”Ssh jeg vil gerne være til stede,” ville jeg svare i et forsøg på at overbevise mig selv om, at det var rigtigt.
”Men du keder dig jo. Du vil mere end at sidde her og tale om banaliteter. Småsnak. Du vil mere.” Det var hårdt, men sandt, det hun sagde. Jeg følte mig kynisk. Var det hende, der gjorde mig kynisk?
Måske. Men jeg kunne godt lide at høre hende tale. Jeg kunne ikke lyve overfor hende. Det var noget af det, der tiltrak mig ved hende. At hun var så uendeligt ærlig overfor sig selv. Så tro mod hvem hun var.
”Samtalerne keder dig jo. Du vil hellere være alene.” Hun har altid sagt det med en forførende stemme, der har gjort det umuligt for mig ikke at lytte. Hun har siddet der ved min side og været dragende med sin jordnære personlighed og medfødte tiltrækningskraft. Det var rigtigt, det hun sagde. På mange måder har jeg ofte haft nok i mig selv og har ikke oprigtigt haft lyst til at være en del af de fællesskaber, der er blomstret omkring mig.
”Jeg prøver at være til stede,” siger jeg henvendt til hende, selvom jeg mest siger det til mig selv. ”Jeg prøver virkelig, men det er, som om der altid er en usynlig distance mellem mig og mine omgivelser.”
”Ja,” svarer hun. ”Det ved jeg. Alle indtryk sætter sig fast i luften uden rigtigt at nå os. Vi hører ikke til her.”
Jeg skal til at sige, at hun skal holde mund, men jeg kan ikke. Hun har jo ret. Jeg prøver at ignorere det, hun siger, men hvordan kan man ignorere noget, der er sandt? 

”Ja,” svarer jeg. ”For du stiller spørgsmålstegn ved alt. Du kan ikke slippe et enkelt ord: Hvorfor? Hvorfor leve? Hvorfor sidde her? Du føler en komplet ligegyldighed overfor alt, der fore-går omkring dig, og det smitter af på mig. Ved du godt det?” Hun kigger skyldigt ned med sine blanke øjne. Hun ved, hvordan hun påvirker mig. ”Men det hele er jo meningsløst.”
Hun ved, jeg er enig. Det er sådan, jeg har det, og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange er jeg så ulykkelig, at jeg er overbevist om, at følelsen af glæde er mange lysår væk. Jeg observerer bare og kan ikke tage noget ind. Det er, som om jeg forsvinder længere og længere væk. 

”Men du,” siger jeg til ensomheden. ”Der er også noget andet. Det er rigtigt, at jeg mister lysten til at være sammen med andre, når samtalerne bliver for… betydningsløse. Fordi jeg synes, der er ting, der er vigtigere end at have de samme samtaler igen og igen. Men en del af mig vil gerne være her. En del af mig vil gerne være til stede og høre om nye tøjkøb og gamle flirts. Men alt det, jeg virkelig interesserer mig for, alt det, jeg gerne vil tale om, ved jeg ikke nok om til at italesætte. Uanset hvor meget jeg ved eller gør, føles det aldrig som nok. Det er derfor, jeg trækker mig. Fordi jeg vil være alene. Men også fordi jeg føler mig utilstrækkelig.”
______________________________________________________________________
En nat besøgte ensomheden mig med sine dybe, lokkende øjne. De var som et bundløst hav – farlige, men dragende. Måske dragende netop fordi de var farlige? De kiggede så målrettet og intenst, at det føltes, som om de aldrig ville forlade mig igen, og det var dét, der gjorde mig bange. Fordi jeg den nat så en grådighed, jeg ikke havde set før. Disse øjne, der kendte mig bedre end nogle andre og afspejlede mit hele jeg, ville have mig for sig selv. Hun ville have mig for sig selv. Ensomheden behøvede mig. Som jeg engang havde behøvet hende? Hvad der var startet som et trygt venskab, var blevet et destruktivt afhængighedsforhold. Hun havde opslugt mig over en årrække, så langsomt at jeg ikke var bevidst om den magt, hun havde fået over mig.
Men bag den stålsatte facade så jeg også en sørgmodighed. Det var, som om hun vidste, hun gjorde mig fortræd. Hendes blanke øjne emmede endnu engang af skyld. Det var næsten, som om hun gjorde det mod sin egen vilje.
”Bliv,” sagde hun. ”Overgiv dig til mig. Vi har det jo så trygt og skønt, når vi er sammen. Vi elsker vores eget selskab, vi kan begge lide ro. Vi har nok, når bare vi har hinanden. Det ved du da.”
Hvorfor gør hun det her, tænkte jeg. Hvorfor trækker hun mig mod denne tilstand af kronisk apati? Hun er som en negativ pol, der trækker min optimisme til sig, hver gang jeg har det godt.
Jeg kiggede på hende og blev pludselig bevidst om noget, jeg nok havde vidst længe.
”Jeg hader dig.” Ordene fløj ud af mig. ”Jeg hader din konstante lokken og kalden, der giver mig følelsen af, at ingen forstår mig. Jeg hader dine forførende, tænksomme øjne og eksistentielle spørgsmål, der giver mig lyst til at isolere mig. Jeg hader, at du får afstanden mellem mig og min omverden til at vokse eksponentielt. Du forfører mig til at tro, at du er alt, jeg har brug for. Og samtidig følelsen af, at jeg er ligegyldig for alle andre end dig. Jeg vil være noget for nogen. Nogen, der ikke er dig. Men du gør det umuligt for mig at danne tætte relationer med andre end dig.”
Hun kiggede længe på mig. Sårbart og vurderende.
”Men du elsker mig jo også,” sagde hun med øjne, der ville teste min beslutning om at tage afsked med hende.
______________________________________________________________________
Hun havde ret. For når vi bare er os – ensomheden og jeg – kan vi distancere os fra verden. Det er nok der, vi er aller gladest og føler os uovervindelige. Der kan vi leve i vores egen intimitet med bøger, skrivning og drømmerier, hvor vi længes mod noget fjernt, noget andet. Der er intet, vi skal nå.
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg elsker dig stadig”. Og jeg elskede hende virkelig. Jeg havde holdt af hende i alle de år trods hendes til tider altopslugende adfærd. Hun havde været mere end et forstyrrende element, men jeg måtte give slip nu. Jeg kunne ikke fortsætte med at bukke under for hendes på mange måder negative indflydelse. Dynamikken måtte ændres, så jeg selv kunne styre mit liv og ikke lade mig kontrollere af hende.
”Nogle gange,” sagde jeg. ”Ville jeg ønske, jeg aldrig havde mødt dig.” Hun kiggede såret, men udspekuleret, på mig, som om hun prøvede at regne ud, hvordan hun bedst kunne ramme mig. Så tog hun en dyb, velreflekteret indånding.
“Uanset hvad,” sagde hun eftertænksomt. “Ville du have følt dig fremmed, for hvornår har du nogensinde følt, at du passede ind?”
Ordene ramte hårdt og strammede sig om mit hjerte. Men de bekræftede mig også i, at hun havde fået for meget magt.
Hendes behov for mig kaldte på frigørelse. Jeg måtte løsrive mig og vide, hvem jeg var uden hende. Det ville være egoistisk af mig at blive i trygheden, for jeg har så meget at give. Jeg vil være noget for andre end hende. 

“Jeg kan ikke mere. Du må lade mig gå.”
Jeg så ind i hendes blanke, sårbare øjne. Vi var begge rørte. Det gjorde ondt at trække mig, men jeg vidste, det var det rigtige. Ellers ville jeg miste mig selv. Jeg forstod, at hvis jeg blev i vores relation, ville hun overtage mit liv. Jeg tror, hun forstod det. Det virkede i hvert fald sådan – hun vidste, at hun ville trække mig så langt ind i mørket og meningsløshedens tungsind, at jeg ikke ville kunne finde tilbage til et liv med farver.
_____________________________________________________________________
I tiden efter vores afsked har jeg tænkt meget på hende. På ensomhed. Hvordan vi mødtes første gang og hvorfor. Var det overhovedet ensomhed, der gjorde, at tårerne faldt på mine lagner i månedsvis? Eller var det bare erkendelsen af livets meningsløshed? Jeg ved ikke, hvem jeg lærte at kende først, eller om man overhovedet kan tale om ensomheden og meningsløsheden som to adskilte eksistenser. Måske er de uadskillelige, nogle der altid kommer som par? Jeg har også tænkt, om jeg måske gav ensomheden for meget opmærksomhed. At vi måske fandt hinanden som et nyttevenskab, der passede perfekt sammen som plus- og minuspol? Et eller andet sted har jeg altid været draget af tunge eksistentielle spørgsmål. Nogle gange har jeg tænkt, om jeg var afhængig af at leve livet med negativt fortegn.
_____________________________________________________________________
Helt farvel har jeg ikke sagt. Hun er stadig en del af mit liv, men det er på en anden måde nu. En måde, hvor jeg selv har kontrol og bestemmer, hvor ofte vi skal ses, og hvor meget hun må fylde i mit liv. Jeg lever mere balanceret, og hun overrumpler mig ikke mod min vilje længere. Periodevis kommer hun tilbage, som var hun en planet med ellipseformet bane – nogle gange er hun tyngende tæt på, andre gange hilser hun blot fra respektfuld afstand. Det er næsten, som om hun ikke vil forstyrre mit liv, men hendes tilstedeværelse gør mig ikke noget længere. Jeg værdsætter hende faktisk. Og jeg værdsætter, alt det vi har gennemlevet sammen. Hun er som en drivkraft nu, én der motiverer mig til at udrette noget. Hun har givet mig indblik i nogle af livets skyggesider, som gør, at jeg føler mig taknemmelig. Takket være hende forstår jeg værdien af et grin, af at gå tur i regnen, at læse en bog, at tale med en fremmed. Jeg forstår værdien af at have noget at leve for. At have drømme og ambitioner at arbejde henimod. At have nærvær, relationer, venner og familie.
Hun er blevet som en gammel ven – en af dem, der kender én allerbedst, og jeg ved, at hun altid vil være en del af mit liv. 

Hun får mig til at føle. Kærlighed, had, ja følelser generelt. Bare noget. Hun gør mere nu end bare at synge i nattens mørke. Hun er med til at farve mit liv og få det til at dufte af nyudsprungne blomster. Det er rart at føle noget igen og mærke eksistensens farvepallette. Selv de mørke og grå nuancer nyder jeg. De supplerer de andre farver så godt og er med til at skabe kontrast.
Det synes jeg, der er noget smukt i.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN (2021) 

Det er forår.
Jeg står bag disken med svedige håndflader. Jeg må bede kunden foran mig om at gentage, hvad hun siger. Jeg tror, at hun vil have en croissant. Jeg kigger søgende efter skiltet, hvor der står “croissant,” men selvom jeg kan se og læse bogstaverne, kan jeg ikke oversætte betydningen af ordet i mit hoved. Jeg prøver langsomt: “C-r-o-i-s-s-a-n-t.”
Stadig ingenting. Betjeningen af kunden tager dobbelt så lang tid som sædvanlig, men jeg lykkedes i sidste ende og sender hende afsted. Det føles, som om mit hjerte sidder uden på mit bryst. Jeg kan mærke dets banken i hele min krop, helt ned i min lilletå. Det er rigtig længe siden, jeg har haft det sådan her, men jeg genkender følelsen øjeblikkeligt. Jeg har efter halvandet års anfaldsfrihed fået mine epileptiske anfald igen. 

Det, jeg oplever, er et klassisk partielt anfald, hvor jeg har svært ved at kommunikere: tale, forstå, læse, skrive. Jeg har tre klumper af ingenting i hjernen: Ubrugelige celler, i mit sprogcenter, som fylder, forstyrrer og skaber kaos. Jeg er svimmel. Jeg ved, hvor jeg er, jeg har været her mange gange før: Jeg er på arbejde i Emmerys. Alligevel er mine omgivelser nu tågede, fremmede og overvældende. Jeg ringer til min omsorgsfulde chef Sofie, som kommer mig til undsætning. Jeg tager hjem og går direkte i seng, og da jeg vågner dagen efter, er jeg overvældet af udmattelse.
Resten af året kommer jeg til at være en skygge af mig selv: vågen, men døsig og langsom. 

LIMBO (2021) 

Jeg har allerede hans nummer indkodet i min telefon. Min neurolog på Epilepsiklinikken på Rigshospitalet har været min primære kontaktperson i sundhedsvæsenet. Epilepsien har været i mit liv siden jeg var 15, overtog styringen, da jeg var 16 og knuste mig, da jeg fyldte 18. 

Nu er jeg 21. 

Jeg ringer og fortæller ham, at jeg desværre har fået mine anfald igen. Hans stemme knækker. Det er han ked af at høre. Desværre kan han ikke gøre så meget. Jeg har prøvet al epilepsimedicin på markedet. Jeg har været forsøgskanin på alle nye bud. Der er intet, der virker. Der er intet mønster i, hvornår mine anfald kommer. Der er intet, der udløser dem, hverken stress, lys, alkohol, depression eller angst. Min epilepsi virker derfor umulig at behandle. Jeg har været i udredning til operation for min epilepsi siden jeg var 17. Jeg befinder mig i et limbostadie, hvor jeg ikke er syg nok til at få den hjælp, som jeg så desperat har brug for, og samtidig ikke er rask nok til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg føler, at jeg, siden jeg var 17, har skreget til mine lunger klappede sammen, men at jeg endnu ikke er blevet hørt.
  Kirurgerne ville skære mine tre heterotopier ud med en skalpel i starten af mit udredningsforløb. Men de tør ikke – heterotopierne ligger for tæt på sproget, hukommelsen og synet. 

Jeg forstår dem godt, lægerne, neurologerne, forskerne. Jeg bebrejder dem alligevel. De fratager mig mit eneste håb om et nogenlunde normalt ungdomsliv – med alt, hvad det indebærer. 

“Lad os se, hvordan anfaldene, og hyppigheden af dem, udvikler sig,” siger han i den anden ende af telefonen. Han sidder på en af de øverste etager på sit kontor på Epilepsiklinikken, i en af de højeste stillinger inden for sit felt, og har min skrøbelige fremtid i sine hænder. Jeg bliver overladt til mig selv og til en uvis fremtid. Jeg føler mig svigtet af sundhedssystemet og af omverdenen, som virker fjern og fjendtlig. 

KATASTROFETANKER, KATASTROFESIND (2021) 

Hver dag, når jeg møder op på arbejde, er jeg svimmel. Mit syn bliver sløret i metroen på vej til Marmorkirken. På den korte tur fra metroen til butikken får jeg hjertebanken, svedige håndflader og susen for ørene. Det kribler i hele kroppen; følelsen ville næsten være rar, hvis ikke jeg var så skrækslagen samtidig. Nu begynder mine katastrofetanker. 

‍

“Jeg kan ikke engang klare et simpelt job som ufaglært i Emmerys. Hvis jeg ikke kan klare det her, kan jeg heller ikke blive optaget på en videregående uddannelse. 

Selv hvis jeg bliver optaget på en videregående uddannelse, ville jeg aldrig kunne færdiggøre den med så mange anfald. Hvis jeg ikke får en videregående uddannelse, får jeg heller ikke et job. 

“Hvis ikke jeg får et job, kommer jeg ikke til at være i stand til at forsørge mig selv. Hvis ikke jeg kan forsørge mig selv, kan jeg heller ikke forsørge en familie. Hvem har også lyst til at få en familie med mig, når jeg er så syg?” 

Mine venner ender også med at blive trætte af mig. Så kommer jeg til at være helt alene i verdenen. 

Hvis jeg ender med at være helt alene i verdenen, er der ikke noget at leve for. Måske burde jeg slet ikke leve. 

Måske er det nemmere at begå selvmord allerede nu.” 

‍

Mit tankemønster starter som en mindre bekymring om noget trivielt og udvikler sig til selvmordstanker på få minutter. Derefter gentager mønstret sig igen og igen. Der kan gå helt op til en time, hvor jeg er lammet; jeg kan kun hulke og vride mig. Det er umuligt at stoppe tankerne: De lister, de kravler, de slår, de bider sig fast. Stemmen i mit hoved er nedladende og urimelig: En ondskabsfuld, imaginær ven fra helvede, som jeg lærer alt for godt at kende. Det her er min sandhed: Min sygdom kommer til at fortsætte med at smadre mine muligheder, mine relationer, mine drømme. 

Man skal have det godt for at kunne have det godt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at kunne hanke op i mig selv, udfri mine drømme og være nærværende i mine relationer. Men jeg befinder mig i en alarmerende, altoverskyggende overlevelsestilstand. Det er umuligt at have perspektiv og tro på mig selv eller på en bedre fremtid. Jeg er i et konstant alarmberedskab, som gør mig fuldstændig handlingslammet. Min hverdag bliver sværere at håndtere, og det forværrer min tilstand og mit selvhad. Jeg befinder mig i, hvad der føles som en evig, ødelæggende cyklus, som jeg ikke kan bryde med, medmindre jeg tilgiver mig selv. Og jeg er slet ikke klar til at tilgive mig selv endnu. 

Jeg ved endnu ikke, at mit tankemønster har et navn inden for psykologien og psykiatrien: katastrofetanker. Jeg ved heller ikke, at mine katastrofetanker er en del af min angst, en generaliseret angst, som starter her i 2021. Jeg føler mig forkert og er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med mig; at jeg er rådden.
Når tankerne sprinter, og jeg er udmattet af gråd, lister jeg ud på toilettet. Jeg sætter mig på de grå, kolde fliser i brusekabinen med et barberblad i hånden og får endelig ro ved hjælp af smerten, når jeg skærer hul på min hud.
Væk er al skam. Væk er al frygt. Væk er al smerte, selv den skarpe, fysiske efter et par minutter. Jeg nyder at pleje mig selv efter – at lindre mine sår. Jeg stopper blødningen blidt med køkkenrulle, dupper huden med et vådt håndklæde, aer mig selv med en lille håndfuld aloe vera. Ritualet hjælper mig med at få min værdighed tilbage. Jeg er alene, men tættere på mig selv. 

I hverdagen kan jeg fysisk mærke en distance til min krop og mine omgivelser: Jeg ser alt, jeg oplever, udefra; det er umuligt at mærke mig selv eller andre mennesker. Jeg er ikke kun følelseskold, men følelsesløs. Når jeg udøver selvskade, har jeg i det mindste selv sat rammerne for ensomheden, hvilket står i stærk kontrast til mit kaotiske, indre liv. Selvhad bliver momentant opløst af selvskade; en billig, smertefuld, forløsende erstatning. 

JEG HADER MINE VENNER (2021) 

Det er en ekstraordinært varm sommer, og jeg bruger en masse tid med mine højskolevenner. Vi drikker dåseøl i det gode vejr og ryger cigaretter. Jeg kan ikke udstå at være sammen med dem.
Jeg hader, når de er omsorgsfulde, og jeg hader, når de er kyniske.
Jeg hader, når de prøver at nå ind til mig, og jeg hader, når de giver op.
Jeg hader deres medlidenhed, og jeg hader deres hensynsfuldhed. 

Jeg hader at høre om deres latterlige, ligegyldige ungdomsliv, som primært omhandler alkohol, sex, dating, stræben efter succes og et liv, der ser godt ud udadtil. De forstår ikke deres privilegier. De er utaknemmelige, egoistiske, pinlige.
Jeg vil være ligesom dem.
Jeg hader mig selv for ikke at kunne elske dem, som de fortjener at blive elsket. 

Men jeg kan ikke genkende den person, de beskriver.
De siger, at jeg stadig formår så meget, selvom jeg har epilepsi. Det her er min sandhed: Jeg formår intet, når min epilepsi fylder så meget, og dét, jeg formår, er utilstrækkeligt. 

De siger, at jeg er smuk og værd at elske. De lover, at jeg nok skal finde kærligheden og få en kæreste og i fremtiden den familie, jeg så brændende ønsker, selvom jeg har epilepsi.
Det her er min sandhed: Hvem har lyst til at få børn med en person, som er så syg? Hvem vil være barn til en mor, hvis kærlighed er stor, men overskud er ikke-eksisterende? 

“Jeg er kronisk ensom,” siger jeg til min ven Hannibal på en bænk i Ørstedsparken. Jeg savner ikke kun at føle mig som en del af fællesskabet, jeg savner mest af alt mig selv. Jeg savner den, jeg var, før jeg fik min epilepsidiagnose som 15-årig – før min efterfølgende depression, spiseforstyrrelse, angst og indlæggelserne fra mine teenageår og ind i mine tyvere. Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig. 

Jeg er fremmedgjort, både fordi jeg ikke kan genkende mig selv i andre, og fordi jeg ikke kan genkende mig selv “i mig selv.”
Jeg er alene om mit had til min person, heldigvis, men jeg er stadig alene. 

SÆSONSKIFTE (2021-2022) 

Det bliver efterår: Den sæson hvor jeg føler mig allermest forbundet med min krop. Jeg begynder at åbne mit hjerte for min psykolog Kirsten. Jeg bruger aktivt modargumenter mod katastrofetankerne. Jeg møder op hver uge på Rigshospitalet, til samtalerne, og gør en aktiv indsats for at få det bedre, også når jeg går derfra igen. Jeg udøver ikke længere selvskade. 

Men jeg har stadig angstanfald, som jeg skjuler i Emmerys. Jeg har fået en ny chef. Da jeg prøver at åbne op for hende og siger, at jeg er svimmel hver dag, når jeg møder på arbejde, siger hun: “Kan du ikke bare tage noget nyt medicin, som ikke gør dig svimmel?”
Jeg nævner ikke min sygdom igen efter vores korte samtale. 

Jeg bliver sygemeldt med stress fra mit arbejde ugen efter og har mere tid til mig selv. Jeg begynder at løbe lange ture på Vestre Kirkegård, hvor min morfar ligger begravet. Jeg får pulsen op og fortaber mig i efterårsbladenes healende, orange farver. Jeg læser en ny bog hver anden dag og lærer mig selv bedre at kende gennem litteraturen. 

Efter et langt, udmattende, grundigt forløb i psykiatrien, starter jeg i sommeren 2022 på anti-depressiv medicin. Citalopram.
Efter et halvt år i helvede, i efteråret 2022, med bivirkninger, som forværrer mine katastrofetanker, begynder jeg langsomt at kunne se verden igen. Jeg begynder at kunne genkende mig selv igen. 

DET ER SVÆRT AT VÆRE RASK (2023) 

Jeg bliver opereret i hjernen d. 31. maj 2023. Solen skinner mildt ind ad mit vindue, da jeg vågner kl. 06. 

Under operationen ser jeg et tydeligt billede af tre børn, der løb ind i mine arme. Det hvide lys, vi er omringet af, gør det svært at tyde deres ansigter, men jeg kan mærke deres varme kroppe og høre deres latter. Jeg skal passe på dem. Jeg skal være socialpædagog og passe på dem. 

Tårerne vælter ned ad kinderne, da jeg ser min mor og min bedste veninde Karoline i døråbningen efter operationen. Jeg stopper ikke med at hulke i to timer efterfølgende. Salte glædestårer – for første gang rigtigt længe. 

Men det er svært at være rask. I august 2023 skriver jeg i mine noter i bussen på vej over til min psykolog til Rigshospitalet, til mit andet hjem: 

‍

     1.    Jeg er bange for, at min medicin ikke virker længere
     2.    Jeg er bange for, at jeg har OCD
     3.    Jeg er bange for, at jeg ikke har mere energi tilbage
     4.    Jeg er bange for, at mine anfald kommer igen 

Jeg er blevet bevidst om, at der hele tiden har været to mål og ikke blot ét: at være rask, og at føle sig rask. Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg føler mig rask. Der er ingen garanti for, at jeg fortsætter med ikke at være anfaldsfri. Min epilepsi og angst hænger uløseligt sammen, men angsten er der stadig, selvom de epileptiske anfald er forsvundet. Jeg får stadig, særligt i stressede perioder, hjertebanken, bliver svimmel og har svært ved at finde forbindelsen til min krop. Men nu har jeg modargumenter, som bekæmper mine katastrofetanker. De sidder på rygraden og kommer mig til undsætning, så snart jeg tvivler på mig selv eller på min fremtid. Jeg ved, hvordan jeg kan berolige mig selv; jeg har tillid til mig selv og mine egne evner og værd – med eller uden sygdom. 

ENGLEVINGER (2024) 

Jeg kigger mine venner direkte i øjnene og frygter ikke længere mit spejlbillede. Vi ser oftest samme person nu. Vi griner af det, vi kalder min “kolde, kyniske tid.” Mit hjerte er stadig tungt, men fyldt op, og min latter er dyb. 

En smuk mand kysser mig blidt og ofte. Han kender alle mine dæmoner og anerkender mine traumer, men giver plads til personen, jeg er i dag, samtidig. Og når min fortid pludselig fylder igen, i min bevidsthed, holder han mig fast i et ømt greb og hvisker mig i øret: “Så så, skat.” Selv når jeg er vred, selv når jeg er fjern, selv når jeg er ængstelig. Selv når jeg kun formår at være tavs og nægter ham adgang til halvdelen af mit hjerte, i mine mest skrøbelige øjeblikke. Jeg ønsker så inderligt at bade ham i kærlighed og at drukne i hans arme. Jeg tror på, at det sker én dag. Jeg tror på, at han holder af mig, når han holder om mig, og jeg ser en rolig fremtid, når jeg kigger ham i øjnene. 

Ensomheden er nu en følelse, der kommer og går, frem for en permanent tilstand. Jeg har englevinger tatoveret på begge mine håndled, sammen med datoerne for mine diagnoser: To pyntede ar fra fortidens slagmark.
Jeg er en kriger.