Grønlænder i Rigs"fælles"skabet

På et tag i Qaqortoq er solen ved at komme frem og halvtaget under mig blevet glat. Så glat, at jeg mister først mine fødders fæste og derefter kontrollen over resten af min krop. Jeg planer henover taget lige så langt, som jeg er høj. I mit hoved udspiller scenariet sig i langsom gengivelse. Min hånd rækkende efter tagrenden, idet jeg når kanten af taget. Jeg kigger ned, så op og ser mig selv fra oven i den korte stund, det tager mig at falde. En kort stund, hvor tiden fryser, og et liv vristes fri af den lykkelige glemsel.

____________________________________________________________________________________________________

                                                   Underboerne, der brokkede sig over larmen.

Min hund, Allu, og jeg ude at sejle.

                                             Allu i min seng, når jeg var syg.

                                                       Allu mellem mine ben på scooteren.

                                                                            Og på snescooteren.

       De to høje bjerge i Narsaq.

                   At lege Krydertaa i frikvarterene.

At skynde mig hjem fra skolen for at være alene.

                  Den blå og gule og næsten talende papegøje i stuen

          Rypejagt med min plejefar.

   At køre på firhjul og se på heste med Aka og min lillesøster.

                                               At få serveret pandekager, fordi hun ved, at
                                               vi elskede det.

                               Sommerfest i Igaliku med grill og helikoptere.

Jeg kan knap huske min egen konfirmation.

                                                          At tegne omridset af min efterskole.
‍
       Mine kolleger der smilende kalder mig “Qallunaaq”. Det betyder dansker

på grønlandsk.

                    Jeg snakker ikke rigtig med mine søskende, heller ikke når jeg
                    er sammen med dem.

                                   Flere dage i lejligheden, uden at jeg kontakter nogen.

                                                                     Jeg har fundet ud af, at min far døde
                                                                     af astma.
‍
Min mor er stille af person, og æblet falder ikke langt fra stammen.

                    Min moster spørger, om jeg er ved at finde mig selv. Hun burde
                    vide, at jeg ikke kan svare på det.

                                        Ikke engang nu tænker jeg på mig selv.
‍
                                    Tænk, at jeg flere gange har talt mine venner fra at vælge udvejen.

                                                                                At jeg har overvejet at falde med vilje.
‍

Jeg har fire navne. I systemet hedder jeg Kristen, min familie kalder mig Ivik. Andre i Grønland kalder mig Ilannguaq, og i Danmark bliver jeg kaldt Ian. Det navn fik jeg på efterskolen på lærerens forespørgsel. De havde svært ved at udtale Ilannguaq, og om ikke det var nemmere med et andet og mere simpelt navn? Nogle gange er det meget tydeligt for mig, hvorfor jeg ikke helt ved, hvem jeg er.

Jeg er vokset op i Narsaq og Narsarsuaq. I skolen så nogle mig som en svag person, et nemt offer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de onde ord, mine klassekammerater kastede efter mig. Jeg endte med at række ud efter en tilbageholdenhed, som nu er en helt uundværlig del af mig. Fortællingen lød, og gør stadig, at jeg godt kan lide at være alene. Min generthed gærede for alvor, da jeg som 6-årig blev fjernet fra min familie og mit hjem og kom i plejefamilie. Min mor har gået stille med, hvorfor vi dengang blev splittet, og det har jeg i min egen stilhed accepteret. Indtil for nylig, hvor min moster fortæller, at underboerne anmeldte os på grund af for meget larm i hjemmet. Nok fordi vi legede og løb, mine søskende og jeg. Dem, der anmeldte os, er døde nu. Min moster siger, at det er Guds straf for at ødelægge vores familie. To af mine søskende er også døde nu. Jeg ved ikke, hvorfor Gud ville straffe dem.

Inden jeg hang i luften, og mit liv farede gennem mit hoved, var jeg og mine kolleger i gang med at nedrive vandskadede vægge og gulve. På det tidspunkt var jeg lærling. Nu er jeg uddannet tømrer og snedker og var i en lang periode jobsøgende i Danmark. Hver gang jeg sendte en ansøgning, fik den lov at ligge ubesvaret i mailboksen. De siger ellers, at der er mangel på håndværkere? Jeg har valgt at flytte tilbage til Grønland, fordi der ikke er et arbejde til mig i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede, men jeg kan ikke se lyset, hvor jeg er nu.

Efter faldet i Qaqortoq er min hukommelse svækket, men jeg har så længe, jeg kan huske, altid været en enspænder, og man bliver jo også god til det, man gør meget. Det ændrer dog ikke på længslen efter at komme lidt ud af min lejlighed. Det er, som om, at vejen ud altid ender i den samme blindgyde.

[BESKEDER]

[Hejsa, hvordan går det?]
‍

                                   [Hej Ian, det går fint,
                                     hvad med dig?]

‍

              [Det går super, har du lyst
              til at mødes i weekenden?]



                                       [Ja lad os!]

‍

[Hej igen, jeg kan desværre
ikke mødes i weekenden alligevel…]

‍

                                   [Okay, det bliver bare en
                                   anden gang så:) ]


Endelig var jeg i byen med mine venner, og vi snusede til forskellige værtshuse i København. “Det er forbandede grønlændere,” sagde en flok helt almindelige danskere, inden de gik. Forinden havde det lydt “Find et andet sted at sidde. Vi vil ikke snakke med jer.” Vi skød det hen og blev siddende der i solen udenfor det brune værtshus. Gudskelov for det, for senere havde vi selskab af både en gruppe færinger og nogle sydeuropæere. De ville vide, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde det. Det er sjovt, hvordan de fleste flinke mennesker, jeg møder i Danmark, er udlændinge.

Heldigvis oplever jeg ikke racisme særligt tit, hvis altså man kan kalde det at være heldig. Risikoen er heller ikke særlig stor, nu når jeg sjældent forlader min lejlighed. Jeg håber ellers, at jeg nogle gange kunne være i nærheden af nogle venner, men jeg rammes altid af at tænke det ene og føle noget andet; når jeg er ensom, har jeg ikke lyst til at mødes med nogen, selvom jeg gerne vil.

Hvis jeg er sammen med nogle, har jeg det, som om alting står stille. Alle mine tanker forsvinder, og jeg bliver





                                                                                                                                     blank.

‍

‍

For tiden sover jeg rigtig meget. Eller bruger hele dagen på telefonen. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig for tung til at stå op, men jeg minder mig selv om, at det er jeg nødt til, hvis jeg skal gøre som jeg plejer.
‍

Gå i bad,
Vaske de sorte pletter af,

                                                                               rulle gardinerne fra,
                                                                               fjerne det mørke slør,

                                                                                                
                                                                                                               lufte ud.
                                                                                                               udlufte tågen.

‍

Jeg tænker, at jeg skal blive ved med at holde min rutine. Jeg tror på, at alt godt kommer til den, der lever.

Min fortid er tåget, om det er bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ikke ser mig ret meget tilbage. Det er ikke nødvendigvis alt, jeg behøver at grave frem. Jeg ved, at livet bevæger sig som bølger, og jeg tænker, at alt ikke kan gå, som jeg ønsker det. Jeg har før i tiden haft lyst til at give op, og når den følelse rammer mig, tænker jeg på, at i morgen er en anden dag – og det kan være, jeg bliver glad der.

          Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke. De ved kun, hvordan jeg er, når jeg er sammen med dem. Jeg har skjult mig selv så meget, at de grønlandske myndigheder har kontaktet mig, fordi de intet ved om mig. Jeg har ikke svaret. Jeg isolerer mig fra verden, fra venner og de ting, der har gjort mig glad engang. Det er bedst på den måde, fordi jeg er bange for at vise mine følelser til andre, og så slipper jeg også for at overtænke dagen ud og dagen ind. Febrilsk forsøger jeg at aflede mig selv fra den ambivalente mennesketrang med den bedste distraktion: Shania Twain med hendes nummer “From This Moment On”, som ironisk nok handler om ubetinget kærlighed.


“From this moment, I have been blessed” synger hun, og jeg nikker. Det er, som om jeg altid er beskyttet, uden at jeg spørger om det, i modsætning til mange andre af mine bekendte.  De har danset dødedansen, og Gud har valgt at straffe dem. Måske holder han hånden over mig, siden jeg er her endnu. Jeg har været vidne til et væld af gode dage, men jeg bærer også på kilovis af hårde oplevelser. De kan føles som ton, der er umenneskelige at bære, og så er det nogle gange nemmest slet ikke at føle noget. Jeg har ofte mistet modet, og jeg kan nogle gange tænke, at jeg synes, at jeg har oplevet det, jeg gerne ville. Men jeg ved, at det ikke kan betale sig. Jeg har et helt liv foran mig, som jeg ikke har set endnu.

_________________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg rækker forgæves efter tagrenden, og jeg ser stentrappen under mig. Et hårdt og stumpt slag under mine fødder. Min ryg og nakke, der bogstaveligt talt hugges i sten. Et minuts luftløs eksistens og en genkendelig tilstand af at føle sig død. Det føles paradoksalt nok som en lettelse at lande i sig selv.

DANSKER
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,

                                                      NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.

                    DU SIGER, AT JEG IKKE UDVISER RESPEKT,
                    NÅR JEG TALER ET SPROG, DU IKKE KAN FORSTÅ.

                                                                    DU LUKKER MUNDEN PÅ
                                                                    MIG OG SIGER,

                            AT JEG SKAL SNAKKE DANSK SOM DIG

            OG TÆNKE SOM DIG.

     DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
     AT JEG ALDRIG KOMMER TIL AT LÆRE NOGET,
     FORDI JEG IKKE TALER DIT SPROG.

                                                          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
                                                          AT JEG IKKE HAR EN FREMTID,
                                                          FORDI JEG IKKE TALER DANSK.

          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
         FORDI MIT MODERSMÅL IKKE HAR VÆRDI

Jeg husker min barndom som lykkelig og fuld af dejlige minder fra bygden, Kangerluk. Her voksede jeg op i en tryg familie sammen med mine søskende. Mine forældre var kærlige og omsorgsfulde.

Vi levede fra dag til dag. Mine forældre havde ikke mange penge, men vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så måtte vi selv skaffe det. Fra naturen og menneskene. Fra vores omgivelser. Der var intet andet. Og det var rigeligt! Vi lærte at tage ansvar for at overleve hver dag – sammen!

I lived in a small house with a beautiful view.

Det hus, vi boede i, havde min morfar selv bygget. Det lignede ikke de huse, man ser i film, men det var vores hjem. Og jeg var lykkelig dér.
Jeg kan stadig genkalde mig lugten af mit barndomshjem. Min far var fanger, og der lugtede dejligt meget af sælskind og sælkød. En duft, som stadig vækkerminder hos mig.

Min mor havde ingen uddannelse. Men hun havde altid et stort overskud til at udrette noget. Når min far kom hjem med fangst, tilberedte hun den. Hunsorterede det spiselige fra det uspiselige. Lavede mad til hele familien. Forberedte skindet, så hun kunne sy i det.

Min mor var god til håndarbejde. Og hun havde ofte travlt med alt det huslige arbejde.
Så når hun endelig slap alt, skruede op for musikken og dansede rundt i sin egen lille verden – tænkte jeg altid på, at hun virkeligt fortjente det.

No wonder why I always think of her, when I listen to music.

Da jeg en dag forlod min hjembygd for at rejse til andre dele af Grønland, oplevede jeg, at den måde, de levede på på resten af kysten, var meget anderledes end der, hvor jeg er opvokset.

Jeg kunne ikke længere bruge alt det, jeg havde lært hjemmefra. Til gengældforstod jeg betydningen af vores historie og kultur.

Jeg forstod også, at der var meget, jeg ikke havde lært i skolen.
Jeg oplevede betydningen af kolonihistorien.

Alt det, jeg IKKE havde lært om i skolen.

Det eneste, jeg kunne, var et par danske ord, og at vi grønlændere blev set på som ’utaknemmelige’. Det var alt, hvad jeg vidste!

Nu hvor jeg snakker om kultur, så har jeg altid troet, at folk i hele verden havde de samme værdier og liv.

Da jeg var barn, så vidste jeg, at mennesker med lyst hår og hud rejste hertil. Men deres måde at leve på var meget anderledes. Jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg oplevede, at de snakkede anderledes. De talte samme sprog, som vi hørte i fjernsynet.

Mine forældre og jeg kunne hverken snakke med dem eller forstå dem. Når vi mødte nogen, så virkede vi generte.
Uden at jeg ved det med sikkerhed, tror jeg, at vi følte det samme; mine forældre og jeg.

Vi følte os mindre værd.

Jeg har i hvert fald altid følt, at mit værd var en del mindre end danskernes. Men bare fordi jeg ikke kunne snakke med dem, betød det ikke, at jeg ikke var imødekommende, for jeg hilste smilende på alle dem, der var anderledes, når jeg mødte dem på min vej.

De måtte på ingen måde føle sig holdt udenfor.

But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done

Derfor forsøgte jeg at undgå at blive dømt ’ungrateful’. Utaknemmelig. I stedet sørgede jeg for, at de lyshårede/lyshudede følte sig set og inkluderet, for der eringen, der kan lide at blive holdt udenfor.

Som teenager havde jeg svært ved at blive en del af fællesskabet. Heller ikke på min uddannelse følte jeg mig inkluderet. For jeg var så stille og tilbageholdende. Jeg troede på dét, de andre sagde: at jeg var sjusket. Ikke kunne få gode karakterer.

Det gjorde mig ked af det.

Det med at respektere andre, og ikke selv at blive det, forhindrede mig i mange år i at uddanne mig.

Jeg blev så vred over at blive set ned på, at blive kaldt ’respektløs grønlænder’ og dømt som én, der var mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne snakke flydende dansk. Og ikke kunne svare på alt, hvad jeg blev spurgt om. Tit så ’frøs’ jeg, fordi jeg kun kunne få nogle få ord frem. Jeg følte mig hverken respekteret eller lige med de andre.

I mit eget land! Skulle jeg føle mig mindre værd?!

Det gjorde mig så vred, at jeg i lang tid slet ikke kunne hilse på dem! Tænk, om man havde tvunget danskere til at svare på grønlandsk ? Og truet dem med at blive sendt til skolelederen, hvis de ikke kunne dét?

Flere gange har jeg siddet overfor lærerne til eksamen og ikke kunnet sige noget. En halv time føltes som en uendelighed. For mig.

Jeg gik grædende ud af eksamenslokalet. Jeg skammede mig over at være grønlandsk og være tungnem til fremmedsprog.

Jeg så ned på min nationalitet og identitet. Og jeg så op til andres.

Min vrede mod danskere forhindrede mig i at lære. Med støtte og opbakning fra mennesker omkring mig indså jeg efterhånden, at jeg ikke skulle lade vreden stå imellem mig og den uddannelse, som kunne være vejen fremad.

Gennem min uddannelse har jeg udvidet min horisont. Mit udsyn er større nu, og jeg har fået svar på meget af det, jeg ikke havde lært om tidligere.

Forståelsen for verdenssituationen, for andre kulturer, værdier og traditioner har lært mig værdien af min egen kultur. Værdien af respekt og at være ligestillet. Jeg forstod pludselig konflikten mellem mennesker og betydningen af kampen om at være bedst. Om magten ved at undertrykke andre.

Om forskellene på kultur og værdier mellem grønlændere og danskere; minoriteterne her i Grønland.

Jeg fik bekræftet vores barske historie og dens konsekvenser for mine forfædre. Og det kunne jeg ikke acceptere. Men hånden på hjertet, hvis jeg tænker på vores situation i dag, så kan jeg mærke, at vi er nødt til at bevæge os videre. Vi kommer aldrig til at blive ens eller lige. Det kan vi se, når vi kommer ind i en restaurant, hvor der både er danskere og grønlændere. Vi grønlændere er bare mere nonverbale. Vi bruger ikke så mange ord og taler ikke så højt som danskere. Det kan gøre helt ondt i ørerne at høre danskere snakke højlydt fx på en restaurant. Det er bare et eksempel, men det fortæller noget om vores kulturforskelle.

Min kultur og dens værdi bliver ikke ændret eller taget væk, og jeg kommer ikke selv til at ændre eller tage andres kulturer væk. Der er mange måder, vi er forsøgt at blive gjort danske på i vores 300 år lange historie. Men vi er her stadig og har vores egne værdier. Jeg har aldrig før haft så meget respekt for den, jeg er.

Følelsen af skam, af mindreværd, af ikke at kunne forstå, af at være malplaceret, selvom man tilpasser sig, er følelser, der ikke længere er nødvendige i mit liv.

Jeg forstår nu, at jeg ikke er nødt til at opnå en masse ting, og at mit ophav, min kultur og min identitet er værdifulde i sig selv. Mine forfædre levede et liv, der var bestemt af vejrforholdene, og de tænkte slet ikke på den fremtidige økonomi.

Vi i Grønland er nødt til at tilpasse os den globale verden samtidig med, at vi bevarer vores identitet. Vi er nødt til at ’sy såret sammen’ efter alt, hvad mine forfædre har oplevet. Vi er nødt til at komme videre herfra.

Min uddannelse har åbnet mine øjne og givet mig forståelse for, hvorfor det er så vigtigt at være klar til fremtiden.

Min nationalitet er vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at lukke nogen andre ude. Uanset hvor de kommer fra i verden, er jeg nysgerrig på vores forskelle og vil føle mig beriget ved at tale med dem. For jeg er verdensborger. Jeg respekterer og prioriterer min – og andres kultur.

‍

‍

Jeg er stolt af at være grønlænder.

At være grønlandsk er at være den, jeg er. Det er den, jeg er født som. Det er den, jeg altid    har været og altid vil være – lige meget hvad. At være grønlandsk er, når nogen spørger mig: “Kalaaliuviit?” (er du grønlænder?), og jeg svarer: ”Aap kalaaliuvunga” (ja, det er jeg).

At være dansk betyder for mig at passe ind. At jeg passer ind i det land, hvor jeg bor lige nu, og som jeg ønsker at være en del af. Men det er ikke altid, jeg passer ind i Danmark. Jeg ser ikke dansk ud. Jeg ser ud som en af dem, mange danskere har fordomme om. 

I Danmark er jeg nogle gange for grønlandsk til at være rigtig dansk, men i Grønland kan jeg også være for dansk til at være grønlandsk. Som et grønlandsk barn, vokset op i både Grønland og Danmark, kan mit indre føle sig splittet mellem to lande. To identiteter, der ikke kan finde hinanden. Hvordan finder jeg så mig?

‍

At være barn i Grønland var for mig en barndom fyldt med liv. Jeg er født i Tasiilaq i Østgrønland. Et ’proud’ sommerbarn, hvor stuen altid blev fyldt til kaffemik på min fødselsdag i sommerferien. Men selvom jeg er født i Tasiilaq, er min barndom spredt over hele Grønland. Jeg har barndomsminder fra Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat og også fra Aalborg. Men Qaqortoq er stedet, hvor jeg voksede op.

Det var her, jeg startede i skole iført min østgrønlandske nationaldragt, som min aanaa havde syet til mig. Det var her, jeg om vinteren slæbte min bror med op på bjerget bag fodboldbanen for at kure ned siddende på sneen. Det var her, hvor byens børn altid legede udenfor dagen lang. Vi mødtes på fodboldbanen, spillede bold, legede og klatrede op ad bjerget bag banen. Vi legede gemmeleg med alle børn fra byen. Mit hus blev mødestedet for alle fra min årgang, for vi havde en trampolin i haven. Det var aldrig kedeligt at være barn i Qaqortoq. Alle kender alle i den by. Der var altid liv. Over det hele. Det var det dejligste sted at vokse op.

‍

At være barn i Grønland var for mig også en hård barndom. Rigtig mange børn oplever at vokse op i et usikkert hjem, et grænseløst hjem. Nogle bliver slået af deres forældre og lærer, at vold er den første måde at reagere på. Mange har især en svær relation til deres fædre. Min ataata var alkoholiker og var ofte min anaana utro. Han kommer fra virkelig barske forhold i Østgrønland. Mine forældre er skilt i dag - og godt for det. De bor i hvert deres land. Min ataata med min papmor og to halvsøskende i Ilulissat. Min anaana, bror og jeg i Aalborg. Det er bedst sådan.

‍

En mandag morgen, da jeg var ni år gammel, havde min ataata været væk i tre dage. Jeg gik ned ad bakken på vej mod butikken Pisiffik. Halvvejs nede ad bakken stod en mand og svajede. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var min ataata. Så tænkte jeg bare: Hvor fanden har du været I TRE DAGE?

Jeg gik over til ham og spurgte, hvorfor han ikke var hjemme. Han var så fuld, at han ikke engang kunne genkende mig. Jeg hjalp ham op ad bakken og ind i vores hus. Og så gik jeg igen, men ikke ret langt. Jeg gemte mig bag en husmur for at holde øje med, om han nu tog afsted igen. Jeg følte mig forkert og forvirret, for hvorfor var han sådan der? Det var sket flere gange, at han havde været væk i nogle dage. Men dette var første gang, hvor jeg følte mig ansvarlig for ham. Det, jeg har oplevet, er ikke noget for børn.

‍

Efter dette stoppede mine forældre ikke med at skændes - det blev kun værre. Min bror og jeg sad ofte i skjul på trappen og hørte mine forældre råbe ad hinanden. De råbte så højt, at man ikke kunne sove. De skændtes så meget, at min ataata flyttede til Tasiilaq i et år. Jeg troede, at det var min skyld, fordi jeg havde fortalt min anaana, at min ataata var fuld. Da han forlod os, var det det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg sad på sofaen og ville ikke have ham til at gå. Jeg græd og gik i panik. Han gik ned ad trappen med sin taske og gav mig et kram. Jeg tiggede ham om at blive. Han rev mig væk, tog sin taske og gik. Jeg kaldte: “Ataata”. Min anaana satte sig og græd med mig. Min anaana vidste godt, at hvis min ataata blev her, så ville det skade mere, end det gjorde gavn.

‍

Der har også været gode episoder. Engang tog han mig med ud for at gå en tur, og vi så det største stjerneskud, jeg nogensinde har set - den slags stjerneskud, der oplyser hele himlen. Sådan er min ataata også. Min ataata viste mig naturen og sporten og lærte mig utrolig meget. Han var en af de største helte i min barndom, indtil han ikke var det længere. Jeg elsker dig, ataata, men jeg hader dig på samme tid.

‍

At være ung i Grønland er svært for mange. Jeg var meget deprimeret i teenageårene, og jeg har haft brug for at tro på, at der er en mening med det, jeg oplever. Jeg har venner, der ikke er her mere. Det har jeg ikke lyst til, at nogen skal opleve. Selvmord er en meget stor del af mit liv. En meget stor del af mange grønlænderes liv. Mange børn og unge har det så svært, at de føler, det er den eneste vej ud af smerten. De mangler omsorg. De mangler at blive set, hørt og anerkendt. Men der er ingen, der lytter.

‍

Da jeg var 14 år, boede jeg hos min ataata og papmor i Ilulissat i to år. Det var et svært hjem at bo i. Det var et svært hjem at blive anerkendt i. Jeg følte mig ikke set eller hørt, hvilket de aldrig helt har forstået. Jeg er blevet smidt ud hjemmefra to gange. De siger altid undskyld, som om ingenting var sket. Det blev aldrig et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme - eller bare et sted trygt nok til, at det kunne kaldes et hjem.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det så svært, at jeg tænkte på selvmord. Men jeg ville ikke ende som så mange andre i Grønland. Mit liv skulle ikke stoppe der. Jeg skulle bare væk derfra. Jeg skulle bare hjem til min anaana. Min barndom og ungdom med min ataata har gjort mig stærkere - men jeg kunne være blevet stærkere på en anden måde.

‍

At være ung i Danmark har givet mig mange muligheder. Jeg har rejst rundt, har oplevet meget og er nu ved at tage en uddannelse. Jeg har fået lidt afstand til alle de hårde ting fra min barndom i Grønland, men det er ikke altid let at være grønlænder i Danmark.

‍

At være ung i Danmark er for mig også forbundet med ensomhed. Jeg kom til Danmark for at starte på efterskole i 2021. Man hører ofte, at efterskole er det bedste år i ens liv, men det var det ikke for mig. Det var lidt af et kulturchok at komme til Danmark, hvor skole er alt - et præstationssamfund. Jeg var vant til at være omkring alle mine venner hjemme i Grønland, men nu mistede jeg sikkerheden i at kende nogen. Og det kan være svært at få venner som grønlænder i Danmark. Jeg havde lige barberet mit hoved for sjov med en veninde i Grønland, inden jeg startede på efterskolen, så jeg så ikke så køn ud. Hår gror jo ud igen, tænkte jeg. Det var ikke så vigtigt for mig. Men det var lidt svært at prøve at se normal ud med et barberet hoved.

‍

Jeg mærkede også ensomheden under min uddannelse, da jeg læste til pædagogisk assistent i Aalborg. Der var stor forskel på de studerendes alder, baggrund og interesser. Mange havde meget tilfælles - måske lyttede de til den samme danske kunstner, kendte den samme person eller var i samme aldersgruppe. Det var jeg ikke. Jeg følte mig ekskluderet. Jeg fik to venner, som begge var udlændinge. Det var lidt nemmere, for de havde ikke de samme fordomme om, hvem grønlændere er - hvem jeg er. De stereotyper, der er om grønlændere, handler rigtig mange danskere på ubevidst. De ekskluderer. Jeg prøvede at connecte og skrive til klassekammeraterne, men jeg blev afvist. “Måske en anden dag,” skrev de.

‍

Det er ikke kun mine medstuderende, der handler på stereotyper om grønlændere. En af mine undervisere ser meget den grønlandske del af mig i stedet for bare at se mig. Hun behandler alle os udenlandske studerende anderledes. Jeg er sikker på, at det er ubevidst og ikke for at såre, men det er stadig noget, hun gør. Det sårer mig. Det er noget i hendes kropssprog og måden, hun giver os hårdere feedback end til de danske studerende. Flere danskere har et ret lukket mindset og kan udvise racisme, hvor de viser det ret subtle. Det er noget, jeg har oplevet meget. Nogle danskere er ikke onde for at være onde, men de er onde uden at vide det.

‍

En af de stereotyper, som fylder meget i nogle danskeres øjne, er, at grønlændere drikker meget. Men grønlændere drikker ikke meget - i hvert fald ikke i Grønland. Dem, som rent faktisk drikker, flytter til Danmark, hvor alkoholen er billigere. Vi er faktisk ikke et folk, der drikker ad helvede til. Dem, der sidder og råber foran Kennedy Arkaden i Aalborg, ville aldrig opføre sig sådan i Grønland.

‍

Grunden til, at stereotypen eksisterer, er, at mange grønlændere har været nødt til at bruge druk som et middel til at undslippe virkeligheden og deres smerte. Mange smerter kan gå videre i flere generationer. Dem, der bruger druk, er dem, der ikke er vokset op i et godt hjem. De har oplevet mange traumer, som de er nødt til at undslippe. 

‍

Alkohol er nervemedicin. En af mine gode veninder havde et meget barskt hjem. Det er grunden til, at hun ikke kan stoppe med at drikke.

‍

Der er behov for en grænse med de stereotyper, der er. Da jeg var på udveksling i Belgien, mødte jeg aldrig det samme fordomsfulde, stereotypiske billede, som jeg møder i Danmark. Jeg oplevede forståelse frem for en negativ forventning. Den er som groet ind i knoglerne - det billede af Grønland og grønlænderne, som danskere har og er opvokset med. Det ligger dybt i dem. I rigsfællesskabet har vi oplevet hårde, svære og virkelig komplicerede ting. Skal vi have et godt forhold, er det nødt til at være et gensidigt, respektfuldt og tillidsfuldt forhold. Når man rækker danskere hånden, tager de hele armen og smider den væk. Men når danskere rækker os hånden, er vi heller ikke gode til at tage imod den. Det er derfor, at der er så stor debat. Måske er det også derfor, at det kan være svært at være mig i Danmark.

‍

Jeg møder også stereotyperne, når jeg er i byen med mine danske venner. Når vi er afsted sammen, så bliver de snakket mere til end mig. En aften kom en fyr over til mig og min veninde og spurgte: “Hvor kommer I fra?"

“Hvorfor?”

"Nå, det er bare noget, jeg har tænkt over.”

Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”

‍

Jeg var chokeret – nå, okay. Tak, I guess. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne date en som dig. Hvem siger sådan til nogen? I mit hoved tænkte jeg: Nå, det er sgu da godt, at vi er følsomme! I det mindste føler vi noget! Vi grønlændere føler dybt, og vi føler stærkt. Og ja, det kan måske også være et problem. Men jeg synes, at det er en god ting, at vi føler for meget nogle gange. Når man ikke føler noget, så kan man såre andre. Det kan vi være gode til at anerkende, når vi gør, og undskylde. Det er danskerne sjældent gode til. Jeg synes, at vi grønlændere burde have mere fornuft, og at danskere burde have mere følelse.

‍

At stå imellem Grønland og Danmark er svært. Grønland er virkelig splittet i forholdet til Danmark. Det splitter også noget i mig. Grønland elsker at være en del af Danmark, men de hader det også på samme tid - som bror og søster. Grønland elsker de muligheder, de har fået af Danmark, men de føler sig mishandlet på nogle punkter. I min familie har forholdet til Danmark også været svært. Min momoo kender kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op af den danske stat. Min ittu var et af de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive dansk. Lyd dansk og se dansk ud – sådan er han vokset op. Da han kom til Grønland igen som voksen, var han nødt til at genlære det grønlandske helt fra bunden af. Deres oplevelser med Danmark har sat sine spor. De sætter sig som ar, der nedarves i generationer. Det, som mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg mærke i mit forhold til Danmark.

‍

I Danmark og Grønland er vi lidt ligesom børn, som prøver grænser af. I flere hundrede år har vi levet med hinanden. Vi har udfordret hinanden. Vi har prøvet hinanden af. Vi er som to søskende, der slås om kagen. Det er i hvert fald sådan, det føles – lidt latterligt. Sådan føler mit indre sig. Som to sider af mig, der slås om førstepladsen, men jeg vil faktisk gerne have, at de smelter sammen.

‍

Jeg vil gerne være grønlandsk, men jeg vil også gerne være lidt dansk. Jeg vil gerne have, at det bliver til en tæt forbundet knude, hvor det hele er i harmoni med hinanden. Det er det ved at blive. Men det er en “work in progress” at forene det at være grønlandsk med det at være dansk.

‍

‍

Ataata: far 

Anaana: mor 

Aanaa: bedstemor (farmor) 

Ittu: bedstefar

Momoo: kælenavn for mormor

Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
  Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
  Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den. 

 •

For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
  Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
  Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
  Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
  Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
  Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
  Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
  Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
  Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
  Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie. 

 •

Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
  En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
  SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.

 •

De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
  Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
  Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
  Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
  Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning. 

 •

Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg. 

”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)

Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
  Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.

 •

Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
  Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.

 •

Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
  Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
  Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
  Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
  Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
  Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.

 •

Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
  I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.

 •

Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang. 

 •

Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig. 

“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.” 

Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
  Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
  Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
  De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
  Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
  Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
  Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige: 

“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?” 

De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
  Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
  Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
  Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.

Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.

Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
  Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
  Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
  Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.

 •

I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
  Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.

Vi sidder på én af vores favoritcaféer på Østerbro, min søster, min mor og jeg. Byen ulmer af mennesker, som nyder den sidste aftensol. Omkring os sidder Københavns smarte unge, der snakker om kærester og den fede fest, de var til i sidste weekend. De drikker kaffe latte og diskuterer, om de hellere skulle have valgt en tude-cortardo med ekstra mælk, mens de stirrer på os. Det er som om, at vi ikke passer ind, selvom vi har været her tusinde gange før. Min søster holder sin telefon op til øret. Hun prøver at få fat i far, som ikke tager telefonen. I stedet har hun modtaget en telefonbesked. Det er far, der har ringet; politiet har anholdt ham.
  Jeg har ikke nemt ved at huske episoderne fra min barndom. Caféen på Østerbro står dog soleklar i min hukommelse. To dage inden var alt, som det plejede. Min mor sad i stuen og læste dagens nyheder i Politiken; min søster og jeg lå på hvert vores værelse og opførte os som typiske teenagere. Selvom der ikke var noget unormalt over dagen, så vidste jeg, at noget var galt. De sidste mange måneder havde været svære for mine forældre, som havde skændtes mere end normalt. Min far kunne godt blive lidt voldsom, når han blev træt af min mors skældud. Han plejede dog at falde ned, når han satte sig for sig selv i køkkenet og hørte Eldorado. Her havde han helle. Her kunne han slippe væk fra min mors brok, ryge sine cigaretter i fred og drikke sig til ro. Han drak nok lidt for meget og lidt for tit.
  Far kom hjem fra arbejde og kaldte os ind i stuen fra vores teenageværelser. Udenpå virkede han rolig, men bag facaden må der have været kaotisk. Han fortalte, at vi var blevet smidt ud af lejligheden, fordi han ikke kunne betale, hvad han skyldte i husleje. Tiden gik pludseligt meget langsomt, og stilheden tog over. Med to dages varsel skulle vi være ude af lejligheden, så fogedretten kunne inspicere den og pakke resten af vores ting. Vores familie var på et splitsekund blevet smidt på gaden.
  Far sagde, at vi kun måtte pakke det vigtigste. To dage til at pakke et liv. Hvad tager du med? Går du praktisk til værks og pakker lidt underbukser, din computer og de vigtigste skolebøger, eller går du mere følelsesmæssigt til værks og pakker dit yndlingslegetøj og din seje schweizerkniv? Jeg var 11 år gammel og havde knap nok lært at binde mine snørebånd. Nu skulle jeg pludselig vurdere, hvilke ting der var de vigtigste i mit liv. Mest af alt var jeg nok bare overrumplet af forvirring. Jeg endte med at pakke en modelflyver, noget tøj og min computer. Hvorfor lige præcis den modelflyver var så fandens vigtig, ved jeg ikke. Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
  Sådan startede et nyt kapitel i min barndom som nomade. Med min barndom i en rygsæk, min mor i hånden og min søster på slæb gik vi mod caféen på Østerbro, kun et stenkast fra den lejlighed, der nu ikke længere var vores. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig ikke at have et sted at bo, men som et 11-årigt barn, der har brug for stabilitet og tryghed, er det forfærdeligt at forestille sig en fremtid som hjemløs. Det var mærkeligt at sidde på den café. Alle andre havde jo bare en helt almindelig dag; de smilede og var glade. Og her sidder vi så midt på Østerbro og skal finde ud af, hvor vi skal bo.
  Det var her, mit billede af vores familie krakelerede. Det gik op for mig, at mine forældre ikke havde styr på noget som helst. Min far var blevet tilbage i lejligheden. Han skulle lige ordne nogle ting, sagde han. Min mor var ikke til meget hjælp – hun var mindst ligeså overrumplet over situationen, som min søster og jeg var. Generelt havde hun ikke det store overblik, for hun lider af sklerose. Sygdommen påvirker hendes hukommelse, hendes overskud og hendes temperament. Hun havde derfor svært ved at holde sammen på sit og vores liv.
  Selvom jeg var vant til, at jeg selv skulle løse mine egne problemer, havde jeg ikke forestillet mig, at det var mig, der skulle sørge for, at vi havde et sted at bo. Vi havde ikke venner eller familie, som vi kunne være hos. Min mor er fra Marokko, men er vokset op i Frankrig, og min fars familie bor på Fyn. Det bedste forslag, jeg kunne komme på, var derfor at tage på hotel. Jeg kom i tanke om et hotel i Ryesgade, som jeg var gået forbi et par gange. Hotelværelset lugtede, og var mørkt og støvet. Den normale spænding ved hoteller var væk, for vi var ikke turister på eventyr i en ny by. Det var her vi boede nu; vi var flyttet ind i vores nye hjem. Ordet hjem var ikke længere forbundet med familiehygge og tryghed. Nu var det det blot jagten på et sted at sove. Og jeg havde svært ved rigtigt at forstå, at et hotelværelse på Ryesgade kunne være vores hjem. Mine ting var her jo ikke, og jeg havde ikke mine skolebøger med. Jeg havde kun en modelflyver, min computer og rene underbukser til et par dage.
  Hotelværelset i Ryesgade står for mig som et symbol på den dag, hvor jeg stoppede med at være barn. Selvom problemerne i virkeligheden startede lang tid før, vi blev smidt ud af lejligheden, føltes det alligevel som slutningen på vores familie, min barndom, og som starten på en ukendt og utryg fremtid, jeg havde svært ved at forholde mig til. Min mor og far har altid skændtes meget. Det er nok ikke så unormalt, at de voksne skændes, men det virkede alligevel til, at mine forældres skænderier var lidt voldsommere end de flestes. De andre børn i min klasse var jo også nogle gange sure eller kede af det, fordi deres forældre skændtes. Men ingen af deres forældres skænderier sluttede med, at deres far eller mor altid gik hver til sit. Min far drak og hørte musik i køkkenet, og min mor satte sig i stuen og så TV. Nogle gange hørte min far endda så høj musik, at hele ejendommen vågnede. Engang var det så højt, at en af naboerne ringede til politiet og klagede. Da politiet bankede på og trådte ind ad døren, lå min søster og jeg tæt sammen i sengen. Vi var bange og prøvede at gemme os væk. Andre gange var skænderierne så voldsomme, at det var os, som blev nødt til at stoppe dem, inden det gik galt. Det var heldigvis kun sjældent.
  Klager til politiet, opmærksomme pædagoger og en lærer, som jeg betroede mig til, gjorde, at kommunen fik snerten af vores familieproblemer. De prøvede med familiesammenføringer, men min far dukkede aldrig op. De prøvede med en voksen kontaktperson, men jeg havde det stadigvæk dårligt. De prøvede mange ting, men intet hjalp. Jeg har efterfølgende fået aktindsigt i kommunens sagsdokumenter: 207 siders journal og 403 siders bilag, som side efter side beskriver min familie og mig ned i mindste detalje. Som en socialrealistisk roman skrevet i fagtermer og bureaukratiske kommunale vurderinger kan jeg nu læse om de situationer, jeg sidenhen har glemt eller fortrængt. Det er en underlig oplevelse sådan at kunne sætte sit liv i ringbind med farvekodede faneblade.
  Men det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken er onde eller grusomme. De kunne også være utrolig energiske, glade og sjove. De havde bare svært ved at få det hele til at hænge sammen. I starten af måneden var vi altid på fine restauranter, hvor vi spiste lækker mad og hyggede os. Men resten af måneden levede vi af fiskepinde på frys, og der var endeløse skænderier i stuen. Nogle gange blev jeg hentet til tiden, og andre gange måtte pædagogerne ringe efter min mor, fordi hun havde glemt, hvornår fritidshjemmet lukkede. Men når hun kom, gik vi altid ned og fik is. Vi tog det sure med det søde.

‍

Episoden på caféen blev enden på en familie. Efter vi var blevet smidt ud, fortalte min far, at han ville skilles fra min mor. Det var bestemt ikke noget, som min mor var enig i, hvilket blot førte til endnu flere skænderier. Jeg ville så gerne løse deres problemer og få dem til at enes og stoppe med at skændes. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det lykkedes ikke. Til sidst kunne de ikke holde ud at være i samme rum.
  Selvom skænderierne stoppede, fordi min mor og far ikke længere boede sammen, så var det ikke en løsning, men blot starten på en masse nye problemer.
  Det var som at styrte i grøften kun for at kunne kravle op af en ny. I de næste mange måneder efter café-episoden flyttede vi nærmest rundt fra dag til dag, indtil vi fandt et sommerhus godt 100 km. fra København. Her kunne vi være i nogle måneder, ind til kommunen havde fundet en lejlighed til min mor, søster og mig. Min mor havde forældremyndigheden, så vi kunne intet andet gøre end blot at vente i uro.
  Hun blev tilbudt en lejlighed, som kommunen havde fundet til hende på ydre Østerbro. Den var helt ubeboelig, fordi der var opmagasineret 360 flyttekasser fra vores tidligere hjem. Hverken min søster, min mor eller jeg kunne overskue rodet. Derfor flyttede min søster og jeg ind hos min far i stedet. Men da han mistede sit job, mistede han også sin lejlighed, fordi han ikke kunne betale huslejen. Jeg flyttede derfor hjem til min mor på Østerbro igen. Min søster flyttede hjem til sin kæreste, og min far flyttede hjem til sin søster på Fyn. Vores familie var nu fuldstændigt splittet.
  Der gik et år i den ubeboelige lejlighed på ydre Østerbro. Dag for dag prøvede vi at gøre den mere beboeligt, men det var svært med alt rodet, bjerget af flyttekasser og en syg mor. Det var her min angst og selvskade startede. En psykiater fra kommunen ville indlægge mig på børnepsykiatrisk afdeling for at kunne vurdere, om angsten skyldtes situationen i hjemmet. Det sagde vi nej til. Men kommunen kunne ikke længere se bort fra problemerne i familien, og min selvskade som blev værre. Derfor blev jeg sendt i plejefamilie, som jeg endte med at bo hos i tre år. En plejefamilie som gav omsorg, tryghed og stabilitet; en plejefamilie, som gav mig struktur over hverdagen, som jeg aldrig havde oplevet før. En struktur, som jeg ville ønske, at jeg havde fået før. Men det var også svært at bo i plejefamilie og samtidig besøge min mor og far. Jeg følte, at jeg ikke havde et hjem, selvom jeg havde tre steder, jeg kunne overnatte.
  Måske det kunne have hjulpet mig, hvis jeg fik hjælp tidligere. Måske skulle jeg have flyttet tidligere, eller måske skulle mine forældre få mere hjælp. Mine problemer får nok aldrig en løsning. Men måske det havde været bedre, hvis min mor havde fået hjælp tidligere, eller hvis min far havde stoppet med at drikke. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft nogle at snakke med og ikke var alene med mine bekymringer dengang.

‍

Intet barn skal gå alene med sine bekymringer. Jeg håber for de mange børn, der har det meget værre, end jeg har det, at de kan få nogle at snakke med. Hvad sker der, hvis de ikke får hjælp i deres turbulente hjem?

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
  Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til. 

Lyt mere til de indadvendte 

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
  Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
  En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
  Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
  Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
  En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
  Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
  Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
  Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter. 

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag 

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
  HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
  Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
  Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
  Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
  Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan. 

Bambi på glat is 

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
  Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse. 

Del 1 

Jeg var kun fire år, da det første slangehug fra far ramte min kind. Giften spredte sig i min krop og lugten fra hans slag sved i mit hoved. Hans gift blev min gift og cirkulerede i mit blod. Men jeg ville ændre mig, før den ændrede mig. Jeg måtte udkæmpe min egen kamp. Blive, være en mønsterbryder. Det vidste jeg. Jeg vidste hele tiden, hvilken fare der var på lur. For din, altså fars, uforudsigelighed, blev starten på mit indre alarmberedskab, et alarmerende system jeg koordinerede for mit eget liv. Mor, hvor var du henne? Hvor var der en voksen henne? Jeg følte mig alene, fortvivlet, forvirret og bange. Men jeg var nødsaget til at indtage rollen som den voksne i familien. Mor var der ikke. Far var der ikke.
  Men familien, ’’min familie’’. Vi fik Lillemy. Et lille liv kom til denne verden syv år efter mig. Hun blev født ind i kaos, i uforudsigelig. Jeg ønskede en anden verden for hende. For det fik hverken mor eller far til at stoppe, standse op, tænke over, hvad det var for et liv, de havde budt mig og nu også til Lillemy. Det hele blev værre. En familie på fire splittet i atomer.
  I det steg ansvaret hos mig, et voksende ansvar som storesøster, halvtidsmor, halvtidsskolepige, fuldtidsopmærksomhedsbeskyttende til Lillemy. Jeg kendte frygt, allermest. Så angst, næstmest. Jeg var sky som fuglenes øjne, for da du, far, hev mig op ad den orangeskærende væg, bad du mig om at stå på et ben, og afventende ventede jeg bare på, at du ville kaste mere salt i såret og gøre min krop til regnbuens farver. Så jeg lærte, prøvede at undvige, afværgede det hele ved at tage opvasken, de huslige pligter. Det blev ikke en pligt; det var en overlevelse for mig, et frirum i lejligheden. For jeg, altså lille mig, på 7, 8, 9, 10, 11, 12 år gemte mig, gjorde hvad der blev sagt, for ellers ville du, min far, eksplodere som torden, finde på hvad som helst, kaste med lyn ligesom dengang, hvor du foran min kusine gjorde mig fortræd, bare fordi vi ikke havde ryddet pænt op. Foran dig lå glimmerstøvlen på gulvet. Du løftede dig selv op ad sofaen, råbte og skreg af mig. Og… Så… Drønede mor ind i det mørke rum som en anden heltinde. Far slog mit hoved ind i væggen. Jeg kiggede over mod mor, som kun beskyttede min kusine. Jeg følte mig flov, skammede mig over mig selv. Hvorfor ville du ikke beskytte mig? Hvorfor ikke os begge? Mor så på, mens far slukkede lyset i mig. Det hele sortnede. 

13. april 2013 - jeg var 13 år. 

Mor flygtede som en, der var vildt jagtet af en morder. Det var hun måske også? Ud ad døren fortsatte far efter mor ned af trapperne med kniven i hånden. Den skarpeste fra skuffen. Efter kort tid dukkede far op som et genfærd frem i skyggehjemmet. Hans pupiller sorte og store, stirrende på Lillemy og mig. Han stod med kniven i højre hånd. Har du virkelig tænkt dig? At gøre det? Vi dør. Vi dør. Jeg har ikke lyst til at dø. Jeg har lyst til at leve. Jeg, har, jeg, vil, lyst, lysten, livet, leve. Jeg vil leve. Far du må ikke. Jeg tog Lillemy i hånden. Vi varmede hinandens håndflader, som var det sidste gang, jeg skulle føle varme. Vi skal alle sammen alligevel dø. Det må på en eller anden måde være en smuk afslutning for en familie? Forlade denne verden sammen? Men hvor er mor? Skal hun ikke med os i graven?
  Mor var her ikke, hun troppede først op senere sammen med to politibetjente. De stod i vores dør. Far havde lagt kniven i skuffen og var som forandret, da han stod over for magten som den pæne dreng i klassen. For de to mandlige betjente ville tage os til et bedre sted, et andet sted. Endelig kom muligheden for at blive reddet. Voksne, som handler, voksne, som hjælper. Vi kunne komme væk. Men mor, du kiggede over mod far. Du svigtede mig, os, alle. Mor, hvordan kunne du bare lade som ingenting? Det var vores pligt at passe på far, sagde du. Som om der lå noget retfærdighed i det. Jeg mærkede det brænde indeni mig, håndfladerne var som en vandspreder. Sved haglede ned ad mig. Men det så betjentene ikke. Betjentene gik, og du, mor, lod to børn være alene med en psykopat. Men hvorfor skulle det så gå ud over mig og Lillemy? For hvad med din yngste datter. Lillemy. Hun blev udsat for meget mere.
  Om natten lå jeg med hovedet nede i fodenden, for hvad nu hvis far kom ind til mig. Så ville han kun kunne stikke mig i fødderne? Jeg sov hele natten med åbne øjne. Jeg tænkte, grublede, hvordan skal jeg passe på Lillemy og på mig?
  Far havde på den ene eller anden måde skåret min tunge væk. Sådan føltes det. Jeg kunne ikke tale, tale om hvad der foregik herhjemme i hjemmet. Det var forbudt. Jeg havde lavet en pagt. En pagt som indeholdt troskab mod min families virkelighed. For der var regler. Regler, som indebar, at man ikke måtte græde. Ikke ryste med nøglerne. Ikke synge, larme, le. Brød jeg disse regler, ville der ske dårlige ting for mig. Loyalitet til familien. Det var det vigtigste. Sådan lærte jeg det på den hårde måde.
  Jeg samlede mod. For mens far stod med stopur og fortsatte sin undertrykkelse med halsbrændende løbeture morgen og aften, udtænkte jeg en plan. Jeg løste ligninger, skrev stile og var helt min egen i skolen. Det var mit oprigtige hjem. Folkeskolen. Der kunne jeg skabe min flugt i trygge, rumlige rammer. For jeg havde ikke noget at sige i vores toværelseslejlighed. Jeg passede Lillemy, for mor var på arbejde, og far, ja, du var væk som sædvanlig. Mor og far var ikke hjemme = mor og far uden børn. Så mens I udeblev fra familielivet, anrettede jeg mad til Lillemy, passede skolegang, udmagrede mig selv. Jeg sultede nærmest mig selv for at få opmærksomhed. Alligevel havde jeg altid et tæppe (for ikke at fryse), et æble (for at overleve) og en tandbørste (som et tegn på et hjem) i den sorte, store taske med mig i skolen, en form for overlevelsestaske, en livslinje. Jeg var beredt, forberedt på at tage væk, hvis jeg var så heldig at føle en hånd?
  Jeg begyndte, at tage et stykke tøj med hver dag til min bedste veninde Linnea (tak for alt). Jeg var parat til at flygte hjemmefra, for det hele blev værre. Så for at overleve vandrede jeg ud i køkkenet, da de tre andre sov. Jeg fjernede rosinerne fra müsli posen og spiste kun dem - min eneste energikilde til, at jeg bag lukkede øjenlåg (i al hemmelighed) kunne skrive den stil, som fik os fjernet og anbragt. Først på krisecenter, sidenhen på børnehjem. Stilen, jeg skrev på baggrund af mit familieliv, blev underrettet af mine to skolelærerinder. Jeg mærkede fire hænder tage om mine to fra to ægte voksenhelte. 

Del 2 

Jeg traf en beslutning. For livet er hårdt, men jeg må være hårdere. Jeg ville på børnehjem. Jeg efterlod min søster hos mor - mit livs sværeste valg. Men jeg måtte tage et ansvar for mit eget liv. Marie og Pernille hjalp. De to lærerinder fandt et sted, som passede til min personlighed, så jeg kunne føle mig ung og levende. Jeg blev rørt. Følte mig hørt. Tak.
  Jeg trådte ind på børnehjemmet som 14-årig. Datoen: 17. April 2014. En voksen person tog mig i hånden, og to børn fra hjemmet fulgte med. De viste mig stien med mulighederne, som gjorde livet nemmere for mig. Førte mig hen til Solliden, Børnehjemmet, som blev min redning. Jeg kunne se frem til velvære og bløde senge, og om morgen kunne jeg sove længe, inden jeg tog fat på nye dage. Jeg kunne endelig folde mig ud. Jeg følte omsorg, et håb, en kærlighed, en tro. Troen på det bedre fandt jeg i de andre børn på hjemmet, en tro på, at der fandtes noget bedre til mig, en familie? En dreng fra hjemmet fik en romkugle, delte den i to, og gav den anden halvdel til mig. Det var, som om at nogen havde trukket solen op. Jeg fandt min identitet. Her var jeg mig selv. Børn og unge tog løbehjulet til Netto, snoldede, og om aftenen var der hjemme-bio. Følte glæde. Følte et vi.
  En dag lå jeg i sengen. Jeg kunne høre alle børnene liste ind på mit værelse. De overraskede mig med sang og tegninger, og jeg smilede stort. Jeg holdt min 15-års fødselsdag på børnehjemmet, og mine veninder Zara og Linnea kom forbi. Jeg fik min første gave. Et gavekort til Matas på 300 kroner. Jeg blev overvældet, rørt over, at der var nogle, der ville glæde mig. Morgenbordet var dækket med boller og flag, og jeg sad der i midten og følte mig som et kærlighedsbarn. For oven over min seng på værelset hang den røde tråd med livshilsner fra alle børnene fra hjemmet og personer, som jeg holdt af. Det gav mig mod. Jeg blev styrket af børnenes ord. Minutterne, timerne, dagene, ugerne, månederne, ja årene, fortsatte, og jeg følte mig som en del af noget, en del af en familie på børnehjemmet. Det blev et hjem for mig, hvor jeg lærte at spise med kniv og gaffel, fik manerer, fik pligter, uden de var uønskede.
  Alt imens graduerede jeg fra folkeskolen, var elev på handelsgymnasiet og kæmpede for min ret til, at far ikke længere skulle have lov til at se mig. Gry hjalp mig. En kvindelig advokat. Hun gav mig styrke, rakte hånden ud og kæmpede min sag. Hun blev et forbillede. Jeg ville være som dig. Kæmpe for børns rettigheder. For i starten var mine beviser ‘’ikke gode nok’’, og myndighederne troede ikke på mig. Det kostede blod, sved og tårer, indtil magthaverne ville høre, hvad jeg sagde. Men måske en dag vil et barn ikke overleve, fordi myndighederne mener, at børn ikke fortæller sandheden. Jeg var heldig.
  Med hænderne i hinandens overlevede Lillemy og jeg sammen. Jeg husker, at vi gyngede mod en himmel så blå i håb om et bedre sted og sang MGP-sangen ’drøm kan blive til virkelighed’, som jeg stadig nynner den dag i dag. For dig og mig, vi to, vi overlevede sammen. Og måske. Måske en dag. Vil vi skabe vores egne familier i en virkelighed uden frygt og angst. Lillemy, du bliver mor. Jeg bliver moster. Jeg bliver mor. Du bliver moster. Vi vil skabe familier på tværs af stjerner i en verden, hvor kun kærlighed og ærlighed hører til.
  Jeg påtog mig en rolle som en voksen for andre børn på børnehjemmet. Jeg mærkede en varme i nakken, et stykke tråd syet sammen i nakkefolden på alt mit tøj. Et grønt sammensyet bånd. Det gav mig en styrke og et håb, et overskud til at hjælpe andre børn med lektier og nætter med overnatninger på mit værelse. Jeg læste godnathistorier for børnene. Blev en slags søster for børn og unge med livet foran sig, og de blev søskende til mig.
  Dagene på børnehjemmet var lyse, men nætterne var lange og søvnløse. For jeg var angst for, om mine klassekammerater på gymnasiet ville opdage, at jeg boede på børnehjem. Under gymnasietiden søgte jeg boliger. For jeg ville miste min ret til at være på børnehjem en dag. Presset i gymnasiet blev øget, og jeg mærkede præstationskulturens alvor, at jeg næsten ikke kunne klare mere. Jeg havde ingen til at hjælpe. Jeg måtte selv skrive breve til kommunen for at finde den der bolig. Endte med en lejlighed i Nordvest. Fik efterværn. Anbringelse for unge personer over 18. Man bliver straffet af systemet, hvis man klarer sig godt. Hvorfor? Jeg klarede mig over alle forventninger. Jeg havde arbejde, uddannelse og et netværk af mennesker. På børnehjemmet fik jeg venner. Men ingen familie, som børn bør kende til. For mit budskab er, at du har et ansvar. Børn skal hjælpes. Børn skal lyttes til. Børn må ikke svigtes.
  For i tusinder af purunge stemmer og øjne bor der et håb, hvorfra ord kastes ud i den grønne verden. De ord skal der reageres og handles på. Så lad os tænde et lys for børn og unge, så vi ser dem, som vandrer i skyggerne. Ser på alle børn i øjenhøjde, i øjenkontakt. For bag duften af nyslået græs er der børn, som føler så meget, som de ikke kan udtrykke. Børn, som leder efter så meget, de ikke kan finde. Børn, som taler med så mange, der ikke forstår dem. Jeg er ikke stolt af jer, mor og far. Jeg er stolt af mig selv. 

Jeg var 14 år gammel, da jeg mistede mig selv. Det var den sommer, hvor jeg konstant flyttede frem og tilbage mellem min mor og far efter at have boet ni måneder hos min første plejefamilie. Igen og igen pakkede jeg min taske og tog turen fra Ballerup til Middelfart, fra Middelfart til Ballerup, fra Ballerup til Middelfart. Jeg husker, at det ofte var mig, der gerne ville flytte, og de lod mig gøre, som jeg ville. Men nogle gange var det også dem, der ikke kunne magte mig. Når jeg opførte mig som en teenager, rebelsk og trodsig, og når jeg skændtes med min mor, oplevede jeg, at hun ikke altid kunne overskue mig. Når vi skændtes, følte jeg, at det hele var min skyld, og så var der ikke langt fra tanke til handling. ”Det kan jeg ikke overskue. Farvel med dig, Line.” Og så var jeg igen på vej mod Middelfart.
  Det var sommeren 2008. Jeg husker min 14-årige krop i den gule WeSC trøje og de stramme Miss Sixty jeans. Jeg husker, hvordan jeg ikke forsøgte at lave om på mig selv. Jeg var bare mig. Men en dag på togstrækningen mellem Fyn og Sjælland mistede jeg fodfæstet. Der var pludselig en masse andre, der fortalte mig, hvem jeg var. Jeg blev hende, der skulle på opholdssted. Jeg var i forvejen hende, der havde boet hos én plejefamilie, og nu boede ved en ny. Jeg blev hende, der ikke passede ind. Hende der, efter halvandet år på det første opholdssted, skulle flytte til et nyt. Lige pludselig var jeg så mange personer, og jeg husker en meget forvirret og fortvivlet ung pige, der ikke vidste, hvem fanden hun selv var. I dag, næsten 13 år senere, kæmper jeg stadig med at finde ud af, hvem jeg er. Hver dag arbejder jeg hen imod at være den, jeg har lyst til at være – og jeg vil være Line, ikke ”hende den anbragte”. 

Rodløshed 

Egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Tilbage til da jeg var 12 år gammel. Det var første gang, jeg flyttede væk fra min mor, og jeg tror ikke engang, at det var mig selv, der pakkede min taske. Jeg havde fået lov til at være alene hjemme sammen med en veninde, mens min mor var til bryllup. Den nat blev jeg udsat for et overgreb. Vi politianmeldte episoden, men min mor følte sig alligevel utryg ved at bo i lejligheden. Hun opsagde derfor lejemålet, og fra den ene dag til den anden var jeg ikke længere i mine vante omgivelser. Min far havde for nyligt været i afvænning i Middelfart og var efterfølgende flyttet dertil. Han tog hele vejen fra Fyn til Ballerup for at hente min lillesøster og jeg. Jeg følte mig revet væk. Jeg fik ikke sagt farvel til min klasse, men forsvandt nærmest i den blå luft. Var der slet ikke nogen, der tænkte på de konsekvenser, det kunne medføre senere hen, at jeg ikke fik sagt farvel til mine klassekammerater, og at jeg ikke fik afsluttet det kapitel i mit liv?
  Siden dengang har jeg aldrig rigtigt følt, at jeg er faldet til et sted, eller at jeg har haft en fast base. Hverken da jeg boede hjemme, ej heller nogen af de mange steder jeg har været anbragt. Jeg har altid bare kunne flytte videre, hvis det blev hårdt. Min første anbringelse var ingen undtagelse. Jeg var næsten lige startet i 7. klasse og havde boet ved min far i cirka ét år. Vi havde mange konflikter, og jeg husker, at jeg sommetider blev bange for ham, når vi skændtes. Jeg husker, hvordan mit hjerte galoperede, og min mave snørede sig sammen, når han blev vred og stod foran mig med vildskab i øjnene og rungende stemme. Jeg var bange for, at han ville slå mig. Sådan havde jeg ikke lyst til at have det. Jeg husker ikke præcis hvordan, men en dag fik jeg fortalt min far, at jeg ikke havde lyst til at bo ved ham mere, og sammen kørte vi på kommunen, hvor jeg blev anbragt akut.
  Jeg husker, at der i plejefamilien blev stillet krav til mig. Krav som internetrestriktioner og hvornår jeg måtte være sammen med venner. Krav, som jeg syntes, var dybt urimelige. Det var virkelig hårdt at være Line! Uden at tale med mine plejeforældre fik jeg arrangeret, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Afskeden med plejefamilien, eller manglen på samme, glemmer jeg aldrig. Jeg var på vej ud ad døren, da min plejemor stoppede mig. Hun ville såmænd bare lige høre mig ad, om ikke jeg havde tænkt mig at fortælle dem, at jeg flyttede. Jeg var så flov, og jeg følte mig som et usselt menneske. I dag undrer jeg mig over, hvordan det overhovedet er muligt, at en 13-årig kan sætte sådan noget i værk. Var der ikke nogle voksne, der burde have taget ansvar? Nogle voksne, der burde have håndteret situationen anderledes og gjort noget? Noget andet end at efterleve en teenagers ønske om at komme hjem, fordi hun var utilfreds over, at der blev stillet krav til hende, vel at mærke.
  Tiden, der fulgte, var et virvar af skift mellem mine forældre, endnu en plejefamilie og til sidst forskellige bosteder i Nordjylland – langt væk fra alle, jeg kendte. Kommunen mente, at det var bedst for mig, så jeg ikke kunne stikke af. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke forstå, at der ikke var nogle voksne, der sørgede for, at jeg havde mere stabilitet og tryghed i mit liv. Jeg var trods alt kun 13 år gammel ved min første anbringelse og 15 år gammel ved min sidste. Den rodløshed, jeg følte i de år, har fulgt mig siden, og når jeg i dag sidder her, 26 år gammel, og kigger på de 26 adresseskift, der er registreret i mit navn, så kan jeg godt forstå, at jeg er rodløs og stadig er ved at finde fodfæste igen.

Et holdepunkt 

I årene med de mange anbringelser husker jeg mest at skændes med voksne, især mine forældre. Jeg var til tider et meget udadreagerende barn, og jeg blev god til at kaste med ting, også efter folk. Jeg har arvet et iltert temperament fra mine forældre. Men midt i alt det her mødte jeg Tina. Hun var min kontaktperson på Kernen, som var det første opholdssted, jeg boede på. Hun fulgte mig i knap halvandet år, hvilket var længere tid end nogen anden gjorde. Tina: En varm, rar dame midt i 40’erne. Hun var nyuddannet pædagog, og jeg var hendes første kontaktbarn. Hun blev mit stabile holdepunkt.
  Tina var den første person, som jeg rigtigt knyttede mig til og følte mig tryg hos. Hun fandt ret hurtigt sine metoder til at berolige mig på, når jeg blev vred. ”Skal du nusses?” spurgte hun, og så faldt jeg til ro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun har siddet i fodenden af min seng og masseret mine fødder. Hendes nærvær betød meget for mig. Jeg fik lov til at komme tæt på hende, og jeg følte, at jeg blev lukket ind i hendes liv, også uden for Kernen. Hun tog mig med hjem til sig selv, hvor vi drak te i hendes køkken, og jeg mødte også hendes børn. Jeg tror, at fordi Tina lukkede mig ind i hendes verden udenfor opholdsstedet, følte jeg mig tryg ved at lukke Tina ind i min verden. Tina formåede at tale til og med mig på et niveau, hvor jeg følte, at det var okay at være sårbar og åbne op. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har været decideret sur på Tina, i hvert fald ikke i lang tid. Jeg følte, at vi altid kunne snakke om tingene, og det var en rar følelse.
  Et særligt vigtigt moment med Tina var en eftermiddag, hvor jeg havde råbt ad hende, og sikkert også kastet med noget, hvorefter jeg smækkede med døren ind til mit værelse. Til min store overraskelse fulgte hun efter mig, og hun var vred. Hun råbte, at hun ikke ville finde sig i det, og at jeg skulle opføre mig ordentligt. Så drejede hun om på hælen og lukkede døren efter sig. Der stod jeg tilbage ganske tavs, for måtte hun godt tale sådan til mig? Hun er jo pædagog? Jeg havde ikke troet, at en ansat kunne blive ked af de ting, jeg sagde, og jeg spekulerede over, om jeg måske betød noget for hende. Jeg følte mig i hvert fald set og hørt. Det er én af de situationer, der står mere klart for mig, når jeg tænker tilbage på dengang.
  Tina har fulgt mig gennem hele livet. Ikke fordi vi har så meget kontakt i dag, men fordi hun sommetider er en stemme i mit hoved. Pludselig kan jeg høre hende: ”Ah, Line. Det er måske ikke så god en idé det der.” På den måde har hun været med til at forme mig; hun har skubbet mig i en positiv retning. Jeg ved ikke, hvem jeg var blevet i dag, hvis ikke jeg havde haft hende hos mig dengang. Tina troede altid på mig; hun var ikke bekymret for, hvordan det skulle gå mig. Hun var sikker på, at jeg var både stædig og stærk nok til at klare den.

Andres øjne 

Det er så nemt at tro, at det hele er min egen skyld. At det var mig, der var noget galt med. Når jeg en gang imellem fortæller min historie, er det også tit dét, jeg bliver mødt med. Folk tænker sikkert, at det var mig, der var noget galt med, siden jeg endte i en anbringelse. Det kan jeg desværre også selv komme til at tænke. Men så prøver jeg at huske mig selv på, at der findes forældre, der godt kan overskue at have børn, der råber og smækker med dørene. At der er forældre, der ikke har et alkoholmisbrug eller får en fødselsdepression. At der er forældre, der ikke skændes hele tiden og har en usund relation til hinanden, og som godt kan finde ud af at gå fra hinanden på en god måde. Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre har gjort deres bedste, men deres bedste var bare ikke godt nok. Derfor kan det heller ikke være min skyld, at jeg blev anbragt. Jeg var trods alt kun et barn. Det prøver jeg at sige til mig selv.
  Alligevel er det svært at finde ud af, hvor meget af min fortid jeg skal dele med andre. Nogle gange kan det være så trættende at fortælle min historie. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi folk er uvidende. Det er pludselig ikke kun dem, der tror, at jeg er problemet, der irriterer mig. Det er også dem, der ser på mig og ser en solstrålehistorie. ”Ej, hvor er det flot, at du er kommet så langt,” siger de og klapper nærmest begejstret i hænderne. Men der er ingen af dem, der ved, hvad de taler om. Ingen af dem ser, at jeg ”bare” er Line, for pludselig ser de mig kun som hende den anbragte.
  For nogle år siden troede jeg, at jeg skulle dele min historie med alle, jeg mødte. Når jeg mødte nye mennesker, føltes det som at snyde, hvis ikke jeg fortalte om mine anbringelser. Som om jeg skulle advare dem. Den slags gør jeg ikke længere. For det meste venter jeg med at nævne det for folk, indtil jeg har dannet mig et indtryk af dem, og indtil jeg fornemmer, at de har dannet sig et indtryk af mig. Jeg skammer mig ikke over mine anbringelser, og jeg har intet imod at snakke om det. Men det kan være et svært emne at tale om, når folk ikke kender til at leve i den verden. Mange mennesker forbinder det at være anbragt med, at man har et problem – eller er et problem. Det er uvidenhed, og det er synd, at det skal belyses på den måde, for det gør, at det er svært at tale med folk, man ikke kender, om emnet, uden at føle sig som ”den anbragte”. Det skal ikke forfølge mig resten af livet, at jeg har været anbragt. Jeg har været anbragt, ja. Men jeg er ikke ”hende den anbragte”. 

Totusindeogenogtyve (2021) 

I dag forfølger det mig stadig, at jeg ikke har slået rod. Jeg ville ønske, at det var noget, jeg kunne tale med mine forældre om, men jeg føler ikke, at de forstår alvoren i den ”rodløshed”, jeg har. Jeg føler, at der bliver joket med en alvorlig og trist del af mit liv. Det er derfor blevet et ømt punkt for mig, når mine forældre kommenterer på, at jeg evigt og altid flytter, for allerhelst ville jeg da ønske, at jeg havde følelsen af at høre til et sted.
  Selvom jeg stadig søger efter mening, stadig prøver at bearbejde, hvordan fortiden har sat sig i mig, så er jeg blevet klogere siden dengang. I dag er jeg ved at finde ind til den, jeg gerne vil være. Det er ikke altid nemt, og det er en rejse, jeg må tage med mig selv. Jeg skal lære, at det er okay, at jeg er, som jeg er. Alligevel er jeg glad – og taknemmelig for at have haft mennesker som Tina i mit liv; mennesker, som tror på mig og vil mig det bedste. Gennem livet har jeg ofte følt, at jeg har været overladt til mig selv, og jeg har ikke altid følt mig tryg. Men så er det dejligt at huske tilbage på dengang, hvor Tina sad på min sengekant og masserede mine fødder.