En fortælling om at finde sig selv i blandingen

Minder af assimilering er syet ind i mit sindelag. Trådene fører tilbage til, da jeg kom fra Grønland til Danmark. Der har altid været nogen, der har fortalt mig, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var. Fra da jeg tog mine første skridt i mit barndomshjem med tvivlrådige, familiære relationer, til jeg befandt mig i mit voksne, selvstændige fundament. 

Jeg husker min ukonventionelle tilstedeværelse. Mit glatte, sortbrune hår stod i skarp kontrast til de blonde krøltoppe. Min grønlandske tunge lød som vokalisk volapyk i modsætning til de andre børns prompte danske sætninger. Og så var der mit navn med den utraditionelle klang blandt de arketypiske, danske navne. Ivalu¹ . Jeg forsøgte derfor at falde i ét med det ru, hvide savsmuldstapet. Men jeg faldt desværre bare, bogstaveligt talt, for jeg havde epilepsi. En epileptisk grønlænder i Danmark. En sær sæl på glatis.

                    Anaana² bærer polarnattens mørke i sit hår og øjne huden malet af den bløde, iskolde sne og høje, kantede kindben som Palasip Qaqqaa³ der kaster skygger på de farveglade træhuse 

                    Anaana bærer forfædrenes lys i sit tætpakkede sindelag en glemme stemme fra en snespurv sat i bur og et moralsk kompas draget af svingende kærlighedsvinde så tankerne emigrerer til endnu en bastant betonblok 

___________________________________________________________________________

^{1 Ivalu [I-va-lu] grønlandsk navn med flere betydninger, herunder: Senetråd, sommerfugl og lillesøster (anset som et identitetsforvirret individ)
2 Anaana [a-naa-na] mor (distræt moderskikkelse)
3 Palasip Qaqqaa [ba-la-sib kra-kraa] højt fjeld nord for Sisimiut (lokaliseret tæt ved fremmedartet fødeby)}

                   Anaana bærer et liv der tvinger hende i knæ og afføder et skrig med en organisme dømt til ikke at kunne finde hvilket sprog den skal tale eller hvor den har hjemme
                   Anaana bærer en dødvægt slynget over ryggen

Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata⁴ var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Jeg faldt
                 og faldt
                                                              og faldt i den dybeste afkrog i Ingenmandsland. 

Ingenmandsland ‍

Om
Ingenmandsland er et fremmedartet område på den nordlige halvkugle. Området består af et goldt og øde klima uden synlige tegn på liv. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom arv og miljø. Med sit indbyggertal på blot ét enkelt individ, er Ingenmandsland det mindst befolkede og mest isolerede område ved Den Nordatlantiske Strøm af Ensomhed. Ingenmandsland er hyppigt udsat for naturkatastrofer, såsom syndflod, grundet påvirkning af ustabile, beslægtede områder. Kulturlivet er derfor også præget af disse udsving, hvilket resulterer i mangelfulde karakteristika. 

‍

Hovedstad: Ivalu
Areal: 158 cm
Styreform: Kolonistyre
Indbyggertal: 1
Officielt sprog: Ukendt 

Anaana stoppede med at snakke grønlandsk til mig. Pludselig kunne jeg ikke bede om en siku⁵. Mit grønlandske ordforråd var som indlandsisen, der langsomt svandt til vand under den globale opvarmning. Jeg blev inficeret af en glorificeret danskhed.

______________________________________________________________________
^{4 Ataata [a-daa-da] far (mytisk rollemodel af mandlig karakter)
5 Siku [si-gu] is (fx en ispind)}

‍

    Ivalu er hjerneskadet. Derfor anbefaler vi, at hun starter et år senere i skole og får styr på nogle af sine sociale og faglige vanskeligheder først., sagde en vilkårlig pædagog til Anaana.

    Ivalu, vi skal lige snakke med dig., blev der sagt af en ukendt voksen midt i timen. Jeg gik nervøst med ud på gangen uden at vide hvorfor. Vi skal teste dine danske tale- og skriveevner i en lille kort test., fik jeg at vide, imens jeg blev vist ind i et lukket lokale med et retskrivningshæfte på bordet.

 Jeg følte, at jeg var i gang med duelighedstesten i ”er du dansk nok?”, og at jeg allerede fik dumpekarakterer ved at blive hevet ind til testen i det hele taget. Men jeg gjorde alt for at bestå. Min danske udtale blev perfekt. Jeg befandt mig i en dansk omgangskreds. Jeg var et pragteksemplar i dansktimerne. Jeg mestrede danske ord, som etniske danskere på min alder ikke gjorde. Men hver gang jeg befandt mig ved udkanten af Ingenmandsland og klar til at emigrere, blev mit danske, rødbederøde pas ikke godtaget. 

Jeg stod altid i baggrunden og håbede, jeg faldt i ét med det kæmpe islandskab, der omsluttede mig. Dagen Anaana besluttede, vi skulle flytte til Nuuk, kunne jeg mærke kuldegysningerne om min krop. Tanken om et land, der insisterede på mit ophav, men ikke nødvendigvis et tilhørsforhold. Jeg fik svedige håndflader ved tanken. 

Qaa⁶, du er i Grønland. Så snak nu grønlandsk!, blev der sagt af fremmede åndsfæller, når Anaana og jeg var til kaffemik⁷ . Jeg mærkede min egen fordanskede tilstedeværelse, som jeg havde fået proppet ned i halsen med modermælken. Nu gav mit danske sprog en afskyelig, kvalmende smag i munden, der hobede sig op som intense kvælningsfornemmelser i min hvidvaskede hals. Hver gang jeg spyttede de hårde, intetsigende konsonanter ud, stod det i larmende kontrast til de syngende, grønlandske vokaler. Qallunaaq⁸ var et ord jeg hørte flere gange, som gav et uforstående ekko i hovedet. Når jeg læste højt i skolen kunne jeg høre grin, der fremhævede hvor forkvaklede mine kommunikationsevner var blevet på dét, der engang var mit modersmål. De sandfærdige indfødte tog ikke hensyn til den grundlæggende uvidenhed, der blev ved med at spøge som en hvid tåge om mig. 

_____________________________________________________________________

^{6 Qaa [gr-aah] kom nu/be’ om (ofte brugt som negativt udråbsord).
7 Kaffemik [ka-fe-meg] uformel sammenkomst i Grønland med kaffe, kage og grønlandsk proviant (afholdes som åbent hus i forbindelse med fejringer af diverse begivenheder).
8 Qallunaaq [gra-sju-naak] hvid person/dansker (hyppigt brugt skældsord af forsmåede grønlændere).}

Hver dag var jeg som en tupilak⁹ med en umulig opgave foran mig. Anaana forsikrede mig om et trygt hjem i moderlandet, imens vi vandrede fra sofa til gæsteseng. Fra gæsteseng til luftmadras. Vejen mod en sikker base var som at bestige Ukkusissat¹⁰. Til sidst befandt vi os på et vandrehjem med fælles bad og køkken med andre tilrejsende. Værelset var kvadratisk med plads til en sovesofa, et sofabord og en luftmadras. Jeg ventede på, at Anaanas løfte blev indfriet. Men vi bevægede os blot frem og tilbage uden en endelig destination. Utallige pitstops på verdens længste vej fyldt med brogede fjelde. 

Aataas¹¹ inua¹² blev ét med naturen i en alder af 70 år. Hans fysiske tilstedeværelse blev indkapslet i en hvid kiste, men hans sjæl var stadig iboende i alt, han havde sagt, skrevet og tænkt. Kirkerummet var et sammensurium af taler og sange, som fyldte min hjerne med uforståelige brudstykker. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på alle mine minder, der dansede som en farverig palet af nordlyset. 

‍

                                            Aataa med sit politiske ståsted som en stolt moskusokse
                                            med sin skærende intelligens i kontrast
                                            med sine blændende beskrivelser på papir
                                            Moses, den ærefrygtindgydende leder
                                            deler vandene med sensitiv signifikans
                                            som enhver med polarulveblod blot må drømme om 

Det var først nu, jeg forstod Aataas indflydelse på en større mening, både politisk og kulturelt. Førhen så jeg ham blot som den piberygende, brummende mand i kælderen i det karrygule hus med grønne vinduer og røde tag. Men han er langt større end dét. Hans væsen var som en ledestjerne på den bare himmel i Ingenmandsland. 

Med sorgen over tabet af Aataa og håbet om at finde et hjem med i bagagen fløj vi over indlandsisen. Anaana og jeg var endnu engang på flugt. Vi skiftede bopæl i takt med hendes stormende forelskelser, som altid endte i forliste forhold. Så snart kufferten var pakket ud, skulle den lige så hurtigt pakkes sammen igen. Den lille flig af grønlandsk væren, jeg havde taget med mig, forsvandt i uanede mængder 

__________________________________________________________________

^{9 Tupilak [du-bi-larg] udskåret figur/souvenir for turister (oprindeligt fra grønlandsk mytologi hvor en tupilaks opgave var at angribe fjender med åndelig kraft. Dog kunne kraften vendes tilbage mod afsenderen, hvis fjendens kraft var stærkere). 10 Ukkusissat [Ugu-sis-sad] hårdt og stejlt bjerg i Nuuk (”Store Malene” på dansk).
11 Aataa [aa-daa] bedstefar
12 Inua [i-nu-a] sjæl/kraft (før Danmark tvang kristendommen ned over Grønland, var alle levende fænomener, herunder mennesker, dyr og planter, set som besjælede).}

af flytterod. Min selvopfattelse kollapsede på ny som et styrtende isfjeld, hver gang jeg skiftede adresse, skole og omgangskreds. 

       Du skal huske at holde tilbage med alkoholen, når du bliver ældre. For som grønlænder har du en større risiko for at blive alkoholiker. Sådan lød meldingen fra skolesygeplejersken uden at fortrække en mine. Jeg måtte have hørt forkert. Men min hørelse var blevet tjekket. Jeg havde heller ikke længere epilepsi. Nu var jeg bare en grønlænder i Danmark. Dog med en lægeordineret note om mulig alkoholisme. 

Er din mor alkoholiker?, blev der spurgt af en ukendt dreng fra klassen på min første dag i en ny skole. Spørgsmålet blev serveret som en slyngende lussing lige midt i ansigtet. 

Ord som ”grønlænderstiv” og ”guldbajer” satte dagsordenen. I gymnasiet håbede jeg på et markant skift fra folkeskolens fanatiske fordomme om grønlændere. Men jeg stod nu overfor en ny duelighedstest, som jeg kun så én mulighed for at bestå. Jeg blev derfor en medløber ved at omsætte etniske usikkerheder til racistiske vittigheder. Man kunne jo ikke grine af nogen, hvis de selv grinede med. Min personlighed var papirstynd som min side i blå bog, som mest af alt optrådte som fyldord blandt beskrivelserne af de andre på årgangen. Jeg var beskrevet som den stille pige med den monotone stemme. I emnefeltet om fremtiden, blev der ubevidst forelagt en selvopfyldende profeti: ”I fremtiden har Ivalu skrevet en bog om at være grønlænder i Danmark”. På trods af endnu en institutionel, mørk tid udpegede min ledestjerne, Aataa, lyset, der ventede forude. 

Mit kendskab til min fødeby og Ataata var lige distanceret. Jeg besøgte ængsteligt Ataata i mine sidste teenageår. Sidst jeg var i Sisimiut var i mine spæde år. Jeg befandt mig som en udvekslingsstudent blandt fremmede, som nærstuderede en case om sin egen evolution. Konklusionen tog form af de iagttagelser jeg gjorde mig i mit ophold. Jeg var sprogligt isoleret i de mange møder, jeg havde med familiemedlemmer. Hver samtale skulle gentages på dansk for mig, hvilket bekræftede Anaanas umyndiggørelse af mit sproglige ophav. De kulturelle forskelle stod klart frem som pålidelige kilder. Jeg stod foran en duelighedstest med en tydelig sprogbarriere, som jeg måtte se mig dumpet i. 

For første gang erkendte jeg konturerne af egne grænser. Jeg satte en stopper for flugten ved at stoppe kontakten til Anaana og Ataata. Jeg fortsatte på en solorejse mod et liv kun for mig selv. Jeg trodsede mine tidligere oplevelser med institutioners fremmedfjendskhed og søgte ind på universitet. Her var jeg overraskende nok mødt med en åbenhed og interesse, som jeg aldrig havde forestillet mig var indenfor rækkevidde. Jeg fik en bachelor- og kandidatgrad, men vigtigst af alt fik jeg oprigtige venskaber. Venskaber som byggede på et fundament af interesse og inddragelse i et fordomsfrit fællesskab. Jeg blev godtaget uden diverse duelighedstests, og jeg følte endelig modet til at efterlade uhensigtsmæssige relationer. Jeg gik fra at være et fastlåst individ i Ingenmandsland til at have fundet min sande egn, som jeg altid havde spejdet efter i horisonten. Min flugt var endelig forbi, for jeg havde fundet mit Bagland. 

Bagland
Om
Bagland er et hjertevarmt åndehul på den nordlige halvkugle. Bagland har et frodigt klima med synlige tegn på vækst og trivsel. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom mod til at opbygge sig selv på ny. Med et indbyggertal under konstant udvikling, er Bagland et af de mest rummelige områder. Bagland er et elskværdigt land, og er således en populær destination for mange turister, nye som gamle, fra nær og fjern. Kulturlivet er derfor præget af disse møder, hvilket resulterer i en forstærket følelse af hjem. 

‍

‍

‍

‍

‍

Hovedstad: Ivalu Areal: 139 km²
Styreform: Ivalus sindelag
Indbyggertal: Evigt voksende
Officielt sprog: Blandingssprog af den mangfoldige grønlandske prosodi og den umiddelbare danske morfologi

Når jeg tænker på Grønland, så tænker jeg på den røde sol over sneen eller på et sprog, jeg forstår i hjertet. Alt det smukke og rå. Men jeg tænker også på, om jeg føler mig velkommen. Om andre måske taler om mig bag min ryg og reducerer mig til at være en person, som ikke passer ind i deres ide om at være grønlænder. Måske passer jeg ikke ind i billedet af Grønland. Den smerte er svær at bære. Det er jo som at blive slettet fra det sted, jeg elsker allermest. 

“Skal du tilbage til Grønland?”

 Jeg var 13 år, da jeg blev anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Jeg havde boet i Danmark i to år, så det var stadig nyt for mig, og jeg talte kun meget lidt dansk. Jeg kan tydeligt huske, at pædagogerne stillede det samme spørgsmål, når vi snakkede i stuen eller inde på deres kontor, og snakken faldt på Grønland: “Skal du tilbage til Grønland?” Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, og i dag er jeg stadig i tvivl. Dengang tænkte jeg, om det mon var, fordi de var nysgerrige, eller om det var, fordi de ikke havde noget bedre spørgsmål at stille en 13-årig? Det var svært at vide, da jeg var barn. I dag tænker jeg, at det var, fordi de ikke var klar over, hvor vigtigt det var for mig at tale om Grønland på en måde, hvor det ikke handlede om at lave en plan for fremtiden, eller om ikke at tabe ansigt. Men virkelig turde tale om det.

Det var for det meste løse snakke, vi havde om Grønland. Fokus var på mentalt helbred, idet der jo ligger nogle grunde bag at blive anbragt udenfor hjemmet, som er svære for et barn at forstå. Måske skulle jeg have spurgt: “Ville det ikke være godt med en tur til Grønland?” For det var, som om ingen turde tale om det. Jeg turde heller ikke at insistere, for jeg følte ikke, det var min plads. Jeg var jo barnet.

Det føltes, som om det at tage til Grønland for dem var ligesom at vælge, hvilken farve strømper man ville have på. De fik det til at lyde sådan, men jeg tvivler på, at de mente det sådan. Det er for sent at spørge nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg ønsker ikke at fremstille dem på en forkert måde. Især fordi mit forhold til pædagogerne i sin tid kom af, at jeg var anbragt, er det svært at forestille mig at tale med dem i dag. Jeg ville have en masse at spørge om, som jeg har tænkt over, siden de kendte mig. Men måske er spørgsmålene til mig selv, mest af alt.

Jeg er ikke i kontakt med dem længere. Ikke fordi jeg ikke har haft behov for svar, men fordi det først var efter, jeg flyttede derfra, at det for alvor gik op for mig, hvor meget af det negative syn på grønlændere, jeg havde med mig derfra, var noget, jeg ubevidst havde overtaget fra netop pædagogerne. Det er ikke noget, jeg længere kan stå inde for. Jeg har været nødt til at aflære de forestillinger og i stedet finde tilbage til en stolthed over at være grønlænder – noget, som burde have været næret, ikke nedbrudt.

Jeg må erkende, at det stadig kan føles forkert ikke at vide, om jeg vil bo i Danmark eller i Grønland på grund af bostedets måde at tale om det på. Vi spillede fodbold på fodboldbanen i baghaven, brætspil i stuen eller var sammen på uforpligtende måder. Men jeg kunne godt have brugt, at nogen sagde: “Du finder ud af, hvad du vil. Det skal du ikke vide nu. ”Lad tiden gå.” 

Andreas var den eneste, det fungerede at snakke med om Grønland. Han var meget bevidst om, at alle skulle behandles lige, og at det var helt okay, at nogle havde behov for mere end andre. Han var den eneste, der var så god til at vise interesse i og forståelse for os, der var på bostedet, at han kunne lave sjov – ikke på den småracistiske måde, som gjorde ondt. De andre pædagoger prøvede, men de kunne ikke slippe deres fordomme, derfor var det svært at se det sjove i deres sjov. Andreas var en stor bamse med skæg og tatoveringer. 

Pædagogerne såede tvivl om vigtigheden af den årlige tur til ‘Grønland i Tivoli’ i København med min familie. Pædagogerne mente ikke, at det var det bedste for mig at se dem. De var ikke glade for at tale om de ting, som de ikke var uddannede til, men alligevel mente de, at Tivoli-turen i København var skidt.

Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.” Det var en helt ny måde for mig at se verden på. Jeg havde brugt næsten al min tid i Danmark på at bekymre mig om, hvad jeg skulle vælge. Her – for første gang – var der én, der virkelig forstod. Én, der så min splittelse for, hvad den egentlig var: et umuligt valg. Ikke noget, jeg skulle “løse” for at passe ind i Danmark. For hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Jeg er jo vokset op begge steder. Og jeg bærer på en kærlighed til dem begge – forskellig, ja, men lige ægte. Jeg sørger over ikke at kunne tage hjem, fordi jeg er trans. Men jeg nægter at give slip på håbet. Jeg husker at minde mig selv og andre om, at vi ikke er alene. Det er til tider, som om der ikke er plads til den, jeg er, hverken i Danmark eller Grønland. Følelsen af at flyde mellem steder uden helt at høre til nogle steder. Men jeg nægter at forsvinde i den tankegang. Jeg bærer mit sprog, min kultur og min identitet i kroppen – og ingen kan tage det fra mig, og jeg har selv importeret min identitet fra Grønland til Danmark. Det har taget sin told - hvad så? 

Mit nye hjem lidt uden for Skovby?

Indtil jeg fyldte 18 boede jeg et sted, der hed Lindeholt. Det var en gård uden for Skovby. Når man kørte ind ad indkørslen, lå der en sten, hvor navnet stod malet på. Jeg kan se det for mig, selvom jeg sjældent tænker på det. Bag de aflange gårdbygninger kunne man ane kanten af et fodboldmål, en trampolin, og man kunne se henover græsset omme i den store have. Jeg boede nede i kælderen i den midterste bygning. Jeg var den eneste grønlænder på Lindeholt. Derfor følte jeg, at jeg havde et ansvar for at fortælle om Grønland, når pædagogerne spurgte til det. I virkeligheden følte jeg nok et ansvar, ikke over for pædagogerne, men over for mig selv og for mit hjemland. Når fordomme kommer på bordet, bliver snakken en anden. Samtalen mellem to mennesker bliver til en samtale inde i to menneskers hoveder. 

Det var først, da jeg var 16, at jeg lærte, hvad det vil sige at være transkønnet. Go’ morgen Danmark kørte en weekendmorgen på fjernsynet i stuen. Efter jeg havde spist morgenmad, var en transkønnet gæst i programmet. Det var først her, jeg fandt ud af, at det at være transkønnet var en ting. Jeg begyndte i hormonbehandling i Danmark, og det stoppede mig fra at kunne flytte hjem. Igen kunne jeg pludselig mærke, hvor vigtig min relation til mit hjem, Grønland, var, og hvor svært det var at tale om.

Fordi jeg var så ung, var det svært at forsvare mig. Forsvare mit behov for at høre til, som er grundlæggende for at have det godt – fordi den omvendte følelse er at være udenfor eller udelukket. Pædagogerne fik ikke altid de svar, de fortjente. Jeg fik ikke de svar, Grønland og grønlændere fortjente. Jeg er opvokset med, at man skal respektere danskere. Så måske gjorde jeg bare dét. Selvfølgelig blev jeg sur og ked af det indeni. Men et barn gør aldrig noget galt i at være stiltiende til stede. De voksne fortalte, hvad der var bedst for mig, og det var, at jeg blev boende i Danmark og tog ferier i Grønland, når jeg var blevet voksen en gang. Efter noget tid stoppede de med at spørge mig og begyndte at sige, hvad de mente var bedst. Når de sagde: “Du har vænnet dig til at bo i Danmark”, sagde jeg dem ikke imod. Det tror jeg, de færreste børn ville. Det har intet med nationalitet at gøre, men at voksne er en autoritet, der kan definere, hvad der er vigtigt. Oveni det var de danskere, repræsentanter for en fremmed kultur, hvis perspektiv jeg måtte lære at forstå. Jeg lærte meget af de voksne omkring mig, men jeg lærte ikke det helt grundlæggende i at være til stede som mig selv. Det var ligesom om, jeg var sat der, uden at høre til. Jeg gik stadig i t-shirt om vinteren, så nej, jeg havde ikke vænnet mig til at bo i Danmark. Og hvorfor siger de så, at jeg har vænnet mig til at bo i Danmark? Der må være en grund til at sige det. 

Det var, som om Danmark var ”det gode” og Grønland var ”problemet”, og jeg skulle passe ind i det narrativ, selv hvis det betød at opgive noget, jeg holdt af. Jeg følte mig splittet. I Danmark blev jeg spurgt om, hvornår jeg skulle hjem. Når jeg talte med familie i Grønland, spurgte de også, hvornår jeg kom hjem. Men jeg vidste ikke, hvad hjem egentlig var. Jeg var stadig et barn og blev pludselig gjort ansvarlig for at vælge mellem to verdener. Og det var ikke klart, hvorfor der var tale om to forskellige verdener. Det er stadig lidt uklart. 

Importeret identitet 

Der var ikke nogen omkring mig i skolen, jeg kunne spejle mig i. De andre elever var meget danske. Jeg udtalte “rød grød med fløde” som en, der har boet i Danmark hele sit liv, men børnene grinte alligevel. De lyttede til Nik & Jay, og jeg lyttede til Julie Berthelsen. Hun var en, jeg kunne spejle mig i. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at de også ville kunne spejle sig i hende. 

Jeg følte mig alene og synlig på en måde, jeg ikke selv havde valgt. Når noget handlede om Grønland, blev alle øjne rettet mod mig. Det føltes, som om jeg skulle repræsentere et helt land, selvom jeg var et barn, der bare prøvede at passe ind. Da jeg startede i skole, læste min dansklærer en novelle højt. Der var en grønlænder i novellen. Og da jeg var den eneste grønlænder, kiggede hun på mig og spurgte: ”Bliver du i Danmark, eller skal du snart hjem?” 

Når en lærer spurgte mig foran hele klassen, om jeg skulle “hjem”, blev der udøvet en magt. Det var ikke bare en uskyldig kommentar. Det placerede mig udenfor resten af børnene, et sted jeg ikke vidste, jeg var – som om jeg var en midlertidig gæst, der ikke hørte til. Sproget var og er det, der fortæller, hvem der er ”rigtigt” dansk, og hvem der er “på besøg”. Som barn vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på at blive sat i centrum på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde svaret: “Hvorfor spørger du om det foran hele klassen? Jeg er bare et barn, og jeg ved det ikke. Er det ikke nok, at jeg er her nu?” Sådan var jeg ikke. Kynisk, kold og kontant – kald det, hvad du vil. Ville hun have stillet samme spørgsmål til en, som kom fra Sjælland? Ville hun forstå usikkerheden i at tale anderledes, være anderledes – og støtte?

Store frustrationer og store spørgsmål 

Jeg tænker tit på, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi ved ikke, hvordan vi skal lytte uden at forsvare os selv. Hvordan vi skal se hinanden uden at dømme. Hvordan vi skal rumme hinandens smerte uden at gøre den til vores egen. Vi er blevet så vant til at reagere, at vi har glemt at være til stede. Jeg mærker det hele tiden, spændingen mellem Grønland og Danmark. Mellem os. Vi ved ikke, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi taler forbi hinanden, ikke bare med ord, men med kroppe, med blikke, med fravær. Vi misforstår tavshed som samtykke, vrede som utaknemmelighed og smerte som svaghed. Vi har aldrig lært hinandens sprog, ikke det sproglige, men det menneskelige. 

Det handler ikke bare om fortid. Det handler om, hvordan vi stadig kigger på hinanden i dag. Danmark ser Grønland som noget, det ejer eller skal redde. Grønland ser Danmark som noget, der tog og stadig tager. Vi har ikke lært at være i øjenhøjde. Vi har lært at tåle hinanden. Det er ikke nok. Vi må lære at møde hinanden, menneske til menneske. 

Når vi møder hinanden med oprigtig interesse og respekt uden at tage gamle forestillinger og magtbalancer med os ind i rummet, så har vi mulighed for at se hinanden, som vi virkelig er. Ikke gennem et filter af historie, stereotyper eller forventninger, men som mennesker med egne erfaringer, drømme og sårbarheder. 

Det kræver, at vi tør give slip på behovet for at have ret og i stedet prøver at forstå. At vi tør lytte uden at afbryde, uden at dømme. Først når vi er villige til at høre hinandens virkeligheder, kan vi skabe noget, der ikke bare gentager gamle mønstre.

Denmark

I always grew up believing that we were in the wrong.
As we were “alcoholic, suicidal, and drug abusers.”
I was told by the people surrounding me that everyone from my home, my family
and my friends were bad people, and I was lucky to be different from them.
That I had a chance to change before it was too late.
But what was there to change?
I had everything a child would want and need in their life.
Love, peace and care.

It all became clear to me after we moved away from home to a place where
the air was warmer and the ground green, though not like how it was at home.
It was green. Green without the fruit or the berries. Green without the life the
animals brought – the change and passage of nature they overcame every year.

Simple and just.

It was warmer too. My skin glowed under the sun and wasn’t as irritated as it
was at home. I saw my people there, yet the whispers of the others lingered over
their heads, burdening them with their heritage.

The pride and joy of being Inuk wasn’t as bright and strong as it used to be.
Suddenly, the green turned ugly. The berries, bitter. The animals, evil. The others
told us there was no green to begin with. Hatred lingered in their gazes, belittling
their ancestors for their beliefs and ways.

At that age, I didn’t understand much of the difference that we had, the barrier
of who was who, better and worse.

Us and them.

I clearly remember a project at school where we were asked to tell the story of
a country and its most known explorer—the “founder”.

I had my heart set on Spain. I was in awe of their culture and found their history
fascinating. However, just before I started my research about the country, my
teacher handed me a book about Greenland. Since it was my home, my land, I
was obligated to tell a story about Greenland. About our “founder”.
“You’re a Greenlander, I think it’ll go well with you talking about Greenland.”
He addressed me.
“Greenlander.”
I didn’t mind the word, neither did I correct him – he was right. It was just that I
had never addressed myself as such, but as Inuk, a human, a person.

I remember my classmates being grateful they hadn’t been assigned Greenland.
And I remember beginning to resent having it myself, following in their direction
of hate and disappointment.

I hated it to fit in. The girls my age had blonde hair, light skin, green or blue eyes.
Nothing of the sort I had.

I may not have looked like them, but that didn’t mean I couldn’t act like them.

I started to hide my identity, my heritage, so I could be just. Like. Them.

I started to change into someone I didn’t know. Someone who my family couldn’trecognize.

I turned into someone who wasn’t me.

I started listening to the same words others before me had heard, and the words
hung heavy on my mind and soul, dragging me deeper into the self-loathing.

“Be happy we saved you and not someone else.”

“We did those things with the best intention.”

And it stayed like that, me belittling myself and who I was, until we moved away
to Greenland again, back home, but it wasn’t my home anymore.

Or was it?

Greenland & Alaska

Back in Greenland, my mother pushed me to practice our culture, how to drum
dance and sing, but it never really stuck until she made me apply for the Artic Win-
ter Games Culture Delegation, in which I had low hopes of being accepted into.

I mean, what was there to accept about me? I could do nothing. I didn’t know
how to perform. Sure, my mom had pushed me to learn how to drum dance,
but again, it didn’t stick with me. All I could do was draw and design, show off
my artistic skills and maybe help design something to be used at the games or
perhaps a performance.
After I sent my application, I almost forgot about it. As the months passed, I went
on with my life, focusing on my education. That was until my mom’s close friend
called me. Why doesn’t she call my mom directly? I thought. ”Congratulations
Aviâja. You’re one of the first ones to be accepted for the Arctic Winter Games
Culture Delegation. You’re going to be performing in Alaska.

”I was confused, excited, yet anxious. What if I disappoint them?

I could barely fully speak Greenlandic. I had removed myself from the mindset
that I was a Greenlander, and now I was suddenly thrown into the world of culture
and identity. I was lost. The question rose: “Who was I?”

I was a Greenlander, right? No. I didn’t have a right to be a Greenlander—I could
barely speak the language! And I wasn’t exactly fighting to show that I was a
Greenlander.

I was “fake.”

But I had a chance to change that. I had a chance to make good.

And that’s what I did.

I practiced, made mistakes and learned.

Over the course of several weeks, we created a performance. It was rooted in
mask dancing and drum dancing. It was different from what I had seen before.
It was wonderful, mind blowing.

Had I really been distancing myself from this?

Kept away from expressing my culture because of shame?

Shame over who I was and came from?

It was ridiculous, I was ridiculous.

I changed myself to fit in and be just like the others, but then again, I was just
a child.

I was just a child when people pressured me because of my culture, of who I
was and could become.

‍

‍

        “Alcoholic.”
                                           “Suicidal.”
                                                                        “Drug abuser.”
                                                                                                          “Greenlander.”
I was just a child.

And finally, when we had finalized our performance and traveled all the way over
to Alaska, I realized the difference between us and them.

They wore their culture with pride, dignity and respect, showing off their unique
and beautiful culture proudly. Something I hadn’t seen, something that was alien
to me.

Something I was jealous of, and something I wanted to change.

I wanted that pride, that joy of being who you were born to be.

And that’s what I’m still working with today: to ignore the teachings of those
who speak with degradation and injustice. I listen to my elders’ teachings, their
stories, and carry on their knowledge to others by performing, holding speeches
and creating stories of my own.

Now, when I see green, I see berries with sweet juice, I see animals nurturing
their young ones, I see my ancestors, sisters and brothers. I see Inuit.

Drømmer du, far?

Jeg håber, du drømmer om store have, store smukke skove og marker fyldt med vildt. Jeg håber, du ligger og drømmer om lækre fisk og en stor fangst .Eller svømmer du rundt i havet med Sassuma Aana, havets sjæl, som tager sig af dig og hvalerne, sælerne og fiskene? Sov godt, Ataata. Farvel.”

Takuus Ataata - Vi ses, far

Min far står så fint i sin lille krukke på det lille bord, et stearinlys står tændt, og et billede af ham står oven på krukken. Han smiler, og rynkerne krammer hans øjne, mine øjne, mine i fremtiden rynker. Jeg er 28 år. For en måned siden holdt jeg hans hånd, imens jeg tryglede hamom at se på mig en sidste gang: “Vil du ikke nok åbne øjnene og se på mig, far?” Kun høje bip-lyde og en rumsteren fra sygeplejerskerne var mit eneste svar. “Far, det er Freja, som sidder her, kan du høre mig?” Et klem, så hårdt de store, ophævede hænder kunne klare. Jeg kunne ikke blive ved med at sidde der, kunne ikke snakke med flere hvide kitler og lukkede øjne. Så jeg tog toget hjem igen fra Falster til København. Næste dag åbnede han sine smukke øjne og rykkede i weekenden over på en ny stue. Mandag morgen døde han. Den 6.november 2023. Mens han lå der, ønskede jeg, at han var sammen med havet og dets moder. Jeg gav mig selv en drøm – et håb om, hvor han skulle hen. Jæger, fisker, musiker, håndværkskunstner. brandmand, ven, bror, søn og far. Den gamle grønlænder, som burde være blevet meget ældre. Han gav mig mit blod, min styrke, min overlevelse, min hud, mine øjne.“
   Da hans mor døde, sagde han “Så nu er hun blevet hentet,” og næstedag fandt han en Qajaq dér, hvor vi nu skal sprede ham. Dér, hvor han luftede hund hver dag i 30 år.” Jeg er i gang med at holde en tale for min far. Vi står i strandjægernes hytte i Stubbekøbing. Rummet er fyldt med gamle venner, familie og en håndfuld af mine egne venner, som gerne ville komme og støtte mig. Jeg slutter af med: “Jeg håber, hun tager godt imod dig, hende, havets sjæl, når nu vi sejler ud og spreder dig. Du må hilse dem alle og give en skål. Takuss, Ataata!”. Jeg forstår ikke, at jeg kunne. Gjorde jeg lige det her? Sker det her virkelig?

‍Men jeg ville gerne, talen kom som en hurtig strøm af ord, jeg skrev den på et kvarter. Alle som vil kramme, krammer jeg; alle som takker, takker jeg tilbage. Jeg flyder igennem en strøm af munde og øjne og hænder, og jeg smiler og flyder rundt i bølger af kærlighed. Strømmen sender mig af sted på en ny rejse. Danner spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på, de bobler frem under huden. Ånder vågner i knoglerne og sender mig af sted. Jeg vil gerne lære mig selv mere at kende, jeg vil gerne lære dette gamle hav, som er bruset op indeni, at kende. Jeg ville bare ønske, at det var kommet lidt før, mens han stadig var her.

Pigen, som søgte havets moder

Jeg er seks år og sidder på en hundeslæde iført anorak, imens holder jeg min oldemors ulu, en grønlandsk kvindekniv, som jeg i dag har tatoveret på min venstre arm, ved siden af mit hjerte. Vi skal spille et lille teaterstykke om den lille pige, som søgte Sassuma Aana. Jeg er den eneste fra min folkeskoleklasse i Stubbekøbing med grønlandsk blod, og jeg er så ulykkelig over, at jeg ikke har fået hovedrollen. Jeg ville gerne have været Pani, der reddede fangsten og bygden. Det skulle da have været mig?

Jeg husker ikke, at vi talte så meget om min fars opvækst eller om minder fra Grønland. Jeg lærte at tælle til fem med et brændende ønske om at lære det sprog, min far ikke længere kunne huske. Som en ting, man gerne vil eje, men som er blevet væk i flytterodet fra Nanortalik til Qaqortoq til Amager, for til sidst måske at forsvinde i Nykøbing Falster. Vi sang en grønlandsk julesang hvert år om træet “Gavida, gavida, gavinjaput”. Sang højt, grinede, bukkede og nejede, som det hører sig til, imens de levende lys strålede sammen med de grønlandske perler på træet.

Vi talte aldrig om at være anderledes, det er jo bare sådan, det nu engang er. Vi tog meget ud i naturen, ved havet, for her var der ro, og man kunne være sig selv. Vi spiste massevis af fisk og rejer og vildt kød. Sovs og nye danske kartofler. Flere kilo svampe, som blev samlet i naturen og endnu flere kilo raps, som vi høstede fra haven. Vi nævnte sjældent dem, som ikke længere var her, men jeg lærte tidligt, at nogle dør unge, og livet kan være barskt at leve. Alle disse levede liv, med stemmer som ikke længere er her, var at finde, da vi pakkede min fars hus ned. Jeg fandt blandt mange ting et sælskind, en maske, en broderet pude med motiv af hundeslæde og kvinder iført nationaldragt, otte perleklokker, tre fotomapper fra Nanortalik og Qaqortoq og Nini Alices sytøjsæske. Vores lille arv lagde jeg forsigtigt ned i kasser, som blev afmærket “GRØNLAND”. Alle disse stemmer, som kunne give svar på mine voksende spørgsmål. “Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvor kommer jeg fra? Kan I svare mig på det?”

‍En fremmed i eget land

Jeg er 25 år. Vi sidder på en bodega i de sene timer, imens røg og øl danser om os. “Jamen, er Danmark ikke det bedste land, som kunne kolonisere Grønland?”. Min kæreste ser arrogant på mig og fortsætter så: “...altså, hvis vi skal forestille os en anden virkelighed, så forestil dig, at det havde været Rusland eller USA?” Mine forfædre raser i min sjæl, hele mit indre gør ondt. Hvis vi skal forestille osen anden virkelighed, kan det så ikke være en virkelighed, hvor ingen koloniserer,og alle kan beholde deres eget land!?
   Næste måned går vi en lang tur ved fjorden i Valbyparken. Jeg har lyst til at skrige og råbe. Dybe sår bliver rippet op, og jeg kan ikke svare på noget, kan ikke debattere, vil ikke og kan ikke. “Altså hold nu op, Freja - du er jo ikke undertrykt. Danmark koloniserer jo ikke engang Grønland længere. Du er altså heller ikke rigtig grønlænder, du kan ikke engang sproget? Du ligner ikke engang én. Så hvordan skulle du vide noget som helst?” Han holder mig med et fast tag om hånden, jeg kan ikke slippe, kan ikke slippe følelsen af svigt, svigt fra ham, jeg elsker, svigt fra mig selv, fordi jeg ikke kan sige ham imod. Kan ikke rive mig løs fra ham og redde mig selv. “Husk nu lige på, at jeg altså har skrevet bachelor om Grønland, så jeg ved, hvad jeg taler om.” På min kind er der vådt af vrede og iskolde tårer, og jeg ryster på hovedet. Jeg lukker bare ned, lukker ned og forsvinder. Lukker ned for min stemme og mine forfædre. Når der kommer nyheder om Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Når andre snakkerom Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Det spreder sig som en gift i min krop, jeg stopper med at bruge min stemme. Jeg bliver bange for, hvad andre kan finde på at sige, og hvad jeg ikke kan sige til det.
Men jeg ser også ansigter på gaden, ser ansigter i stemmerne, som ikke kan placere mig. For jeg ligner da heller ikke en dansker? Spyt, kaldenavne og undersøgende øjne vandrer over mit hår, min hud, min historie. Fremmedheden lægger sig hen over mig som et stykke stof, der blafrer hen over huden. Den lægger sig tæt om mig og klæber sig fast, hver gang jeg får de fremmedgørendespørgsmål.

For jeg ved jo ikke noget som helst.

“Du er da ikke helt dansk, vel?” “Er du ikke fra Afrika?” “Undskyld, men er du fra Brasilien?” “Du er da ikke fra Grønland?” “Det kan da ikke være rigtigt! Med det hår?” “Men hvor mange procent?“ “HVOR ER DU FRA????” “Dét kan man ik’ se på dig??” “Du kan da ikke kun være dansk og grønlandsk?” “Du må da stamme fra nogle af de dér” “Du må have noget af de dér i dit blod” ”Har du taget en gentest?” “Du lyver, du er fra Brasilien!?” “Med det hår? Det er da ikke særlig grønlandsk, vel?” “Jamen, du er jo den eksotiske grønlænder” “Må jeg røre dit hår”

I, der genkender mig

Vi er ikke sammen længere, ham der gjorde mig så utryg og stemmeløs. Jeg er 29 år og står på Saxogade og er i gang med at lukke caféen. En inuitkvinde kommer gående forbi mig, jeg smiler til hende og løfter øjenbrynene. Hun løftersine øjenbryn tilbage og SER MIG. “Hav en rigtig god aften,” siger hun, idet hun passerer mig. Vi har genkendt hinandens ånd, vi har set hinanden. Rørt løfter jeg én af bænkene og sætter den op på cafébordet, en lille tåre kysser min kind. Jeg smiler med en lille indånding og tænker: Åh, det er bare det bedste, nårdet sker. Når jeg føler mig genkendt. Hvis jeg ved, at jeg vil være et sted med andre inuit, fanger jeg mig selv i at sætte håret stramt op, tage perler på, huske at rynke på bryn og ansigt, krølle det sammen og smile varmt. Jeg pakker mit store hår væk og viser min tattoo frem. Jeg er bange for, at de ikke kan se, at jeg også er en af dem.

   Første gang jeg besøger Nunarput Kalaallit Nunaat, er jeg 15 år. ”Immuksukkullu?” Den gamle mand kigger på mig. Vi er på slædetur, min mormor, minmor og jeg. Fjeldet er fyldt med sne, der er udsigt til indlandsisen, som smelter ud i havet. Solen skinner, og det er den smukkeste dag i hundrede år. Jeg ser uforstående tilbage på ham og stammer: “Undskyld hvad?” Han smiler tilbage og løfter øjenbrynene: “Mælk og sukker?” En varm strøm af glæde breder sig i mit bryst. Troede han virkelig, at jeg kunne sproget? Spurgte han mig lige om det? En følelse af at komme hjem har været her siden den første dag. En længsel, som har svømmet rundt i mit bryst letter en smule, da vi lander i Kangerlussuaq. Min længsel bliver endnu mindre, da vi sejler rundt blandt isbjerge, og solen kysser hvert et åndedrag. Den forsvinder, da vi kører til indlandsisen og træder ind påden klare is. Min længsel takker for hans spørgsmål om immuk sukkullu. Den vil så gerne svare og sige: “Aap, qujanarujussuaq.” Den vil så gerne blive i dette magiske land med disse magiske mennesker, som vækker magien inde i mig. Min far kom aldrig hjem igen, han blev ved med at udskyde rejsen. Han skulle have været her, skulle have stået på fjeldet igen i sin fysiske form.
Måske han var bange for ikke at kunne tale sproget længere? Ikke at blive set igen? Måske råbte og skreg hans længsel, til den blot var en indre storm uden ord. Jeg ved, det var det første sted, han svømmede hen, efter vi spredte ham i vandet ved nordøstkysten til Falster. Svømmende i selskab med sine brødre,som ikke længere er her, til Sassuma Anaanas åbne favn. Videre til åndernes rige.

Hvornår er jeg grønlandsk-dansk nok?
Men jeg skal jo bare være mig, for jeg er bare mig.
Jeg er ikke noget halvt eller kvart eller halvanden, jeg er et helt menneske. Jeg er
inuk. Jeg er en havfrue, jeg er salt og sukker og sovs med ribsgele. Jeg er dansk.
Jeg er smuk og god og rigtig, som jeg er.
Og nej, du må ikke røre ved mit hår.

Asavakkit Ataata - Jeg elsker dig, far

Min stemme er tilbage. Isen er smeltet, ånden er vågnet.
Min far ligger på en hospitalsseng med foldede hænder.
Han holder en lille samling af blomster, og en fjer er sat i hans hår.
Sorgen lægger sig som en lang indånding, den spreder sig i hele kroppen og hænger hen over mig. En form for lettelse hænger under den, han er ikke længerei smerte. Én efter én krammer vi hinanden og kigger på ham, taler om hans sidste dage. Det er den første døde krop, jeg har set. Ånden er strømmet ud af skallen og har samlet sig til en ny form. Han står nok derinde med os, i et sterilt rum fyldt med varme mennesker, som græder. Vi skal til at sige det sidste farvel. Min nye kæreste går hen og tager hans hånd: “Farvel Erling, hav det godt.” Jeg følger langsomt efter ham og sætter mig ned, mens jeg lægger en hånd på den kolde krop. Min stemme ryster, og jeg kan næsten ikke sige noget. Helt sagte, næsten uden lyd, får jeg hvisket: “Hej Ataata, så skete det, hva’? Asavakkit.” Jeg synker og kigger på de lukkede øjne, fregnerne på det gamle ansigt, jeg printer det ind i mit sind. “God rejse, papa. Farvel, takuss.” Min hals er som en flod. Der sidder en stor sten og trykker på strømmen, og uden på halsen bølger vandet ned fra mine øjne. Hans øjne. Jeg kysser ham på panden og går væk fra sengen. Det er for sent til at ærgre sig over alle de ting, jeg ikke fik svar på. Dem må jeg søge et andet sted. I havet, i den del af ham, som er en del af mig, i os, der er tilbage, os, som er anderledes, os uden far.

Jeg må snakke med dem, som har det på samme måde, eller dem, som ikke har. En dag kan jeg selv svømme af sted, og der er det lige meget, for der har jeg selv fået fred.

På et tag i Qaqortoq er solen ved at komme frem og halvtaget under mig blevet glat. Så glat, at jeg mister først mine fødders fæste og derefter kontrollen over resten af min krop. Jeg planer henover taget lige så langt, som jeg er høj. I mit hoved udspiller scenariet sig i langsom gengivelse. Min hånd rækkende efter tagrenden, idet jeg når kanten af taget. Jeg kigger ned, så op og ser mig selv fra oven i den korte stund, det tager mig at falde. En kort stund, hvor tiden fryser, og et liv vristes fri af den lykkelige glemsel.

____________________________________________________________________________________________________

                                                   Underboerne, der brokkede sig over larmen.

Min hund, Allu, og jeg ude at sejle.

                                             Allu i min seng, når jeg var syg.

                                                       Allu mellem mine ben på scooteren.

                                                                            Og på snescooteren.

       De to høje bjerge i Narsaq.

                   At lege Krydertaa i frikvarterene.

At skynde mig hjem fra skolen for at være alene.

                  Den blå og gule og næsten talende papegøje i stuen

          Rypejagt med min plejefar.

   At køre på firhjul og se på heste med Aka og min lillesøster.

                                               At få serveret pandekager, fordi hun ved, at
                                               vi elskede det.

                               Sommerfest i Igaliku med grill og helikoptere.

Jeg kan knap huske min egen konfirmation.

                                                          At tegne omridset af min efterskole.
‍
       Mine kolleger der smilende kalder mig “Qallunaaq”. Det betyder dansker

på grønlandsk.

                    Jeg snakker ikke rigtig med mine søskende, heller ikke når jeg
                    er sammen med dem.

                                   Flere dage i lejligheden, uden at jeg kontakter nogen.

                                                                     Jeg har fundet ud af, at min far døde
                                                                     af astma.
‍
Min mor er stille af person, og æblet falder ikke langt fra stammen.

                    Min moster spørger, om jeg er ved at finde mig selv. Hun burde
                    vide, at jeg ikke kan svare på det.

                                        Ikke engang nu tænker jeg på mig selv.
‍
                                    Tænk, at jeg flere gange har talt mine venner fra at vælge udvejen.

                                                                                At jeg har overvejet at falde med vilje.
‍

Jeg har fire navne. I systemet hedder jeg Kristen, min familie kalder mig Ivik. Andre i Grønland kalder mig Ilannguaq, og i Danmark bliver jeg kaldt Ian. Det navn fik jeg på efterskolen på lærerens forespørgsel. De havde svært ved at udtale Ilannguaq, og om ikke det var nemmere med et andet og mere simpelt navn? Nogle gange er det meget tydeligt for mig, hvorfor jeg ikke helt ved, hvem jeg er.

Jeg er vokset op i Narsaq og Narsarsuaq. I skolen så nogle mig som en svag person, et nemt offer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de onde ord, mine klassekammerater kastede efter mig. Jeg endte med at række ud efter en tilbageholdenhed, som nu er en helt uundværlig del af mig. Fortællingen lød, og gør stadig, at jeg godt kan lide at være alene. Min generthed gærede for alvor, da jeg som 6-årig blev fjernet fra min familie og mit hjem og kom i plejefamilie. Min mor har gået stille med, hvorfor vi dengang blev splittet, og det har jeg i min egen stilhed accepteret. Indtil for nylig, hvor min moster fortæller, at underboerne anmeldte os på grund af for meget larm i hjemmet. Nok fordi vi legede og løb, mine søskende og jeg. Dem, der anmeldte os, er døde nu. Min moster siger, at det er Guds straf for at ødelægge vores familie. To af mine søskende er også døde nu. Jeg ved ikke, hvorfor Gud ville straffe dem.

Inden jeg hang i luften, og mit liv farede gennem mit hoved, var jeg og mine kolleger i gang med at nedrive vandskadede vægge og gulve. På det tidspunkt var jeg lærling. Nu er jeg uddannet tømrer og snedker og var i en lang periode jobsøgende i Danmark. Hver gang jeg sendte en ansøgning, fik den lov at ligge ubesvaret i mailboksen. De siger ellers, at der er mangel på håndværkere? Jeg har valgt at flytte tilbage til Grønland, fordi der ikke er et arbejde til mig i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede, men jeg kan ikke se lyset, hvor jeg er nu.

Efter faldet i Qaqortoq er min hukommelse svækket, men jeg har så længe, jeg kan huske, altid været en enspænder, og man bliver jo også god til det, man gør meget. Det ændrer dog ikke på længslen efter at komme lidt ud af min lejlighed. Det er, som om, at vejen ud altid ender i den samme blindgyde.

[BESKEDER]

[Hejsa, hvordan går det?]
‍

                                   [Hej Ian, det går fint,
                                     hvad med dig?]

‍

              [Det går super, har du lyst
              til at mødes i weekenden?]



                                       [Ja lad os!]

‍

[Hej igen, jeg kan desværre
ikke mødes i weekenden alligevel…]

‍

                                   [Okay, det bliver bare en
                                   anden gang så:) ]


Endelig var jeg i byen med mine venner, og vi snusede til forskellige værtshuse i København. “Det er forbandede grønlændere,” sagde en flok helt almindelige danskere, inden de gik. Forinden havde det lydt “Find et andet sted at sidde. Vi vil ikke snakke med jer.” Vi skød det hen og blev siddende der i solen udenfor det brune værtshus. Gudskelov for det, for senere havde vi selskab af både en gruppe færinger og nogle sydeuropæere. De ville vide, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde det. Det er sjovt, hvordan de fleste flinke mennesker, jeg møder i Danmark, er udlændinge.

Heldigvis oplever jeg ikke racisme særligt tit, hvis altså man kan kalde det at være heldig. Risikoen er heller ikke særlig stor, nu når jeg sjældent forlader min lejlighed. Jeg håber ellers, at jeg nogle gange kunne være i nærheden af nogle venner, men jeg rammes altid af at tænke det ene og føle noget andet; når jeg er ensom, har jeg ikke lyst til at mødes med nogen, selvom jeg gerne vil.

Hvis jeg er sammen med nogle, har jeg det, som om alting står stille. Alle mine tanker forsvinder, og jeg bliver





                                                                                                                                     blank.

‍

‍

For tiden sover jeg rigtig meget. Eller bruger hele dagen på telefonen. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig for tung til at stå op, men jeg minder mig selv om, at det er jeg nødt til, hvis jeg skal gøre som jeg plejer.
‍

Gå i bad,
Vaske de sorte pletter af,

                                                                               rulle gardinerne fra,
                                                                               fjerne det mørke slør,

                                                                                                
                                                                                                               lufte ud.
                                                                                                               udlufte tågen.

‍

Jeg tænker, at jeg skal blive ved med at holde min rutine. Jeg tror på, at alt godt kommer til den, der lever.

Min fortid er tåget, om det er bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ikke ser mig ret meget tilbage. Det er ikke nødvendigvis alt, jeg behøver at grave frem. Jeg ved, at livet bevæger sig som bølger, og jeg tænker, at alt ikke kan gå, som jeg ønsker det. Jeg har før i tiden haft lyst til at give op, og når den følelse rammer mig, tænker jeg på, at i morgen er en anden dag – og det kan være, jeg bliver glad der.

          Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke. De ved kun, hvordan jeg er, når jeg er sammen med dem. Jeg har skjult mig selv så meget, at de grønlandske myndigheder har kontaktet mig, fordi de intet ved om mig. Jeg har ikke svaret. Jeg isolerer mig fra verden, fra venner og de ting, der har gjort mig glad engang. Det er bedst på den måde, fordi jeg er bange for at vise mine følelser til andre, og så slipper jeg også for at overtænke dagen ud og dagen ind. Febrilsk forsøger jeg at aflede mig selv fra den ambivalente mennesketrang med den bedste distraktion: Shania Twain med hendes nummer “From This Moment On”, som ironisk nok handler om ubetinget kærlighed.


“From this moment, I have been blessed” synger hun, og jeg nikker. Det er, som om jeg altid er beskyttet, uden at jeg spørger om det, i modsætning til mange andre af mine bekendte.  De har danset dødedansen, og Gud har valgt at straffe dem. Måske holder han hånden over mig, siden jeg er her endnu. Jeg har været vidne til et væld af gode dage, men jeg bærer også på kilovis af hårde oplevelser. De kan føles som ton, der er umenneskelige at bære, og så er det nogle gange nemmest slet ikke at føle noget. Jeg har ofte mistet modet, og jeg kan nogle gange tænke, at jeg synes, at jeg har oplevet det, jeg gerne ville. Men jeg ved, at det ikke kan betale sig. Jeg har et helt liv foran mig, som jeg ikke har set endnu.

_________________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg rækker forgæves efter tagrenden, og jeg ser stentrappen under mig. Et hårdt og stumpt slag under mine fødder. Min ryg og nakke, der bogstaveligt talt hugges i sten. Et minuts luftløs eksistens og en genkendelig tilstand af at føle sig død. Det føles paradoksalt nok som en lettelse at lande i sig selv.

"Dum grønlænder”                               ”Grønlænderstiv”

”Fordrukken eskimo”                           ”Alkoholiker”

”Indvandrere”                                       ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”

”Klog af en grønlænder”                     ”Vi ejer dig”

”Incestudøvere”                                   ”I er intet uden os”


Det er nogle af de ord, vi grønlændere ofte får spyttet i ansigtet af danskere.

Grønland har siden 1721 været under dansk kolonisering med missionær Hans Egede i fronten, og selvom vi i dag har selvstyre, så er det stadig tydeligt hvilket land, der dominerer. Følelsen af at være velkommen er anderledes, når en dansker er i Grønland, end når en grønlænder er i Danmark. For eksempel kan de fleste af os tale det danske sprog, og selv dem, som har svært ved det, prøver alligevel at snakke det. Det kan for mange heller ikke undgås at skulle tage til Danmark enten for at besøge familie eller at studere. Min mor blev sendt til Danmark som 10-årig for at lære dansk. Det samme skete for mine to onkler, men heldigvis var det en god oplevelse for dem. Kunne du nogensinde forestille dig at sende dit 10-årige barn til Grønland for at lære grønlandsk?

Jeg har været heldig, da jeg ikke har oplevet det værste af det, som grønlændere normalt oplever – ironisk nok fordi jeg snakker meget rigsdansk, og at jeg ikke ligner “den typiske” grønlænder. Alligevel får jeg til tider kommentarer, når jeg drikker, da vi oftest ses som alkoholikere. Jeg har også i flere tilfælde fået at vide, at jeg er meget klog eller smuk i forhold til, at jeg er grønlænder, hvilket IKKE er et kompliment. Det, jeg fortæller nu, er småting sammenlignet med, hvad andre grønlændere har oplevet. Men det er stadig noget, der former én som person. Især når man er i et land, man tror, man er ligeværdig med. Kan du forestille dig, hvor underligt det er at få at vide, at du er klog, fordi du er lyshåret? Eller at en nægter at date dig, bare fordi du ser dansk ud?

Min familie elsker at rejse, og det var i mange år en tradition at tage til et nyt land hvert år. Derfor har jeg lært, at den gensidige respekt faktisk findes derude. Når vi har mødt nye mennesker i andre lande, så udviser de nysgerrighed og er altid åbne for at få ny viden om et land, de ikke kender til. Jeg har mange gode minder fra mine ferier, og jeg kan ikke huske en ferie, hvor vi har oplevet racisme eller had bare for at være fra Grønland. Det er kun i Danmark, at dette had kommer frem. Det er vildt, at vi lærer sproget alle 10 år i folkeskolen, og at vi har om Danmark i fag som historie, men at de fleste danskere alligevel ikke ved noget om Grønland.

For mit vedkommende kan det tilgives, at man er uvidende. Det, jeg ikke kan lide, er hadet, der formes fra den uvidenhed. Jeg har mødt danskere, som er åbne for at lære om Grønland.  Jeg har endda en dansk aataa (morfar) som forelskede sig i Grønland. Han flyttede til Grønland for at arbejde og endte med at møde min aanaa (mormor), hvor han senere giftede sig med hende. Selvom han boede i Grønland over halvdelen af sit liv, så sagde han altid, at han for evigt var dansk. Trods den stolthed han havde til det land, han blev født i, så forelskede han sig i Grønland. Og da han gik bort, kunne han ikke forestille sig at blive begravet andre steder end i Grønland. Når jeg bliver tvivlsom om forholdet mellem Danmark og Grønland, tænker jeg tit tilbage på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig aldrig mødt to mennesker så forelskede, og en dag  vil jeg gerne selv finde den kærlighed, de havde til hinanden,. Min aataas tilknytning til Grønland giver mig håb om, at vi i fremtiden kan få den gensidige respekt mellem de to lande.

Tal Dansk
Jeg blev født i 2004 i rigsfællesskabet, præcist i Nuuk, Grønlands hovedstad. Et fællesskab som jeg troede var ligeværdigt. Grønlandsk er mit modersmål, og jeg talte ikke andet end dét, indtil jeg kom i en børnehave, hvor flertallet af børnene var danske. I løbet af få måneder stoppede jeg helt med at tale grønlandsk. Pludselig kunne jeg ikke lide den grønlandske mad, jeg normalt elskede. Det var i en tidlig alder, jeg lærte, at danskere dominerede i det grønlandske samfund. Vi var kun børn, men jeg lærte hurtigt at indordne mig i systemet.

Da jeg blev ældre og gik i folkeskole, fik jeg mit grønlandske sprog tilbage. Mine klassekammerater og jeg havde det godt i hinandens selskab, indtil vi fik en ny naturfagslærer fra Danmark. Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi elever talte grønlandsk til hinanden i forbindelse med gruppearbejde. Pludselig begyndte læreren at råbe ad os. Vi blev chokerede over lærerens udbrud. Læreren blev sur over ikke at kunne forstå os, fordi vi talte vores modersmål. Han beskyldte os for at bagtale ham, fordi vi talte et sprog, han ikke kunne forstå, så han bad os om at tale dansk. Episoden skabte ballade på skolen, og det resulterede i, at vi begyndte at tale dansk, når vi havde den pågældende lærer. Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?

På gymnasiet oplevede jeg noget tilsvarende. Jeg har altid været sproglig stærk. Ved slutningen af gymnasietiden skulle jeg op i psykologi, og jeg havde aldrig været så nervøs for en mundtlig eksamen før. Grunden til min nervøsitet var, at jeg kendte dem, som var oppe lige før mig. Jeg kendte den ene som en meget klog og dygtig elev, der altid var klar og aktiv i timerne. Da hun kom ud af eksamenslokalet, kunne jeg fornemme, at det ikke var gået godt. Hun havde fået 02. Det gjorde mig bekymret. Hvis hun fik så lav en karakter, hvad ville jeg så få? Min eksamen gik overraskende godt, og jeg fik 12. Det fik mig til at tænke over, hvad det var jeg gjorde, som hun ikke kunne? Det gik op for mig, at det nok skyldtes, at hun kommer fra en mindre by, hvor hendes fortrolige sprog er grønlandsk. Hun var en af de dygtigste piger, jeg kendte på gymnasiet, men hun var ikke stærk på dansk. Både censor og eksaminator var danskere. Kunne det mon have været anderledes, hvis hun havde fået muligheden for at tale sit eget sprog? Kunne du forestille dig at være til din endelige eksamen i gymnasiet, hvor censor og eksaminator ikke talte dit modersmål?

Jagten
Som barn lærte jeg at skyde med riffel. Det lyder nok voldsomt, men som grønlænder er det noget af det mest naturlige. Jeg er den ældste ud af fem, så jeg var den første, der skulle lære at tage på jagt. Jeg har altid værdsat de gode stunder, jeg har haft med min far. Jeg kan ikke tale om følelser med ham, men jeg kan virkelig mærke den kærlighed, han har for mig, når vi er ude i naturen. Min far har lært mig overlevelse, ikke kun i naturen men også mentalt. Han har lært mig, at jeg skal rejse mig op, når jeg snubler, og at der altid er en udvej. Et af de minder, jeg har fra vores jagt, er dengang, jeg ikke kunne komme over en elv med stærk strøm. I stedet for at vende om, så bar han mig over elven. Han har lært mig at stå oprejst, også når der er udfordringer. Han har ligeledes lært mig at have en enorm respekt for naturen. I en tidlig alder lærte han mig at udnytte hele rensdyret, når vi havde skudt det. Vi har altid kun skudt de dyr, vi havde brug for, og min fars taknemlighed for fangsten kunne altid ses. Et eksempel på denne taknemmelighed er, da min far skød 2 rensdyr. Selvom det normalt ville være for meget at bære alene, så gjorde han det. Han gik flere kilometer alene i den barske natur, bare så fangsten ikke gik til spilde. Det var så hårdt, at han dagen efter var så øm, han ikke kunne gå. Min far er én af mine største rollemodeller, da jeg aldrig har mødt en mand som ham med så stor respekt for naturen og andre. Kunne du forestille dig at skyde din egen økologiske gris? Frem for at tage i Netto og købe oksekød og øko-æg.

En anden ting, jeg elsker ved jagten, er at komme hjem til en glad mor, der har ventet spændt hele dagen på, om vi har fået fangst. Fangst betyder nemlig, at vi har mad i fryseren til den kommende vinter. Min mor tager ikke med på jagt, men det er hende, som gør dyret klar, når vi er tilbage. Selvom hun er træt, hjælper hun altid til. Hendes godhed er som ingen andres. Jeg lever i en sammenbragt familie, hvor kærlighed og sammenhold er det vigtigste. Min mor har altid taget mine andre søskende under vingerne som var de hendes egne, og uden hende i vores liv tror jeg ikke, vi har fungeret så godt, som vi nu gør. Hun har også lært mig, at der altid er en ny dag i morgen. Vi kan ikke ændre det, som skete i går - vi kan kun se fremad. Min mor er en kvinde, som aldrig giver op. Hun har lært mig altid at holde mit hoved højt uanset hvor dårligt, jeg har det. Som mange andre grønlændere er hun omsorgsfuld. Det er også derfor, jeg har brug for at nævne hende. Hun er den vigtigste kvinde i mit liv.


Lys i Mørke
Grønland er et af de smukkeste steder i verden med en ubeskrivelig natur.

Forestil dig

Et sted hvor luften er så ren                              Et sted med dansende nordlys

Et sted hvor himlen er fyldt                               Et sted med en stilhed så stor, at
med farver, du aldrig har set en                       man bliver helt overvældet
himmel have

Et sted med isfjelde så store som                   Et sted med en ro så dyb
bygninger

Men ligesom livet kan være så smukt, kan Grønland også blive dækket af mørke skyer. Flere familier har oplevet tragedier. Et af de minder, jeg har, stammer fra dengang, jeg var 12 år gammel. En jævnaldrende, jeg kendte, var ude at sejle med familien, da ulykken skete. Båden ramte en isskosse, og alle blev kastet over bord. Han så sin familie drukne. Han var den eneste overlevende. Lokalsamfundet viste deres støtte ved at samle penge ind til ham, men dét, han mistede den dag, kan aldrig erstattes. Dette er et eksempel på, hvor barsk livet kan være. Selvom livet kan være hårdt og ubærligt, så står solen stadig op. Vi er et lille samfund med kun 56.000 indbyggere, hvor de fleste kender hinanden. Når ting som dette sker, påvirker det hele samfundet, netop fordi vi er så få. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen. Jeg tænker tit på det, han oplevede, og grunden til, at jeg fortæller dette, er, jeg vil vise, at selvom vi er omgivet af mange gode ting, så kan livet hurtigt ændre sig.

Ligesom et gevær kan give lykke til en konfirmand, så kan selv samme gevær skabe sorg. Grønland har nemlig et af de højeste selvmordsrater i verden. Alle, selv jeg, kender en, der har mistet livet til selvmord. Kirkegårde fyldes hurtigt med unge sjæle. Det bør aldrig være en udvej, for der findes altid andre muligheder. Trods dette tabu er jeg stadig stolt af at være ung grønlænder, for selvom livet kan være barsk, har min omgangskreds vist mig, at livet er herligt. Livet handler om at opleve, og uden nedture kan der aldrig være opture. Så selvom livet byder på udfordringer, er det vigtigt at elske sig selv. Vi grønlændere har oplevet meget modgang, men vi står stadig oprejst.

Vi er fandme så seje

Vi er åbne og nysgerrige                                  Vi er imødekommende

Vi er tresprogede                                              Vi er inkluderende

Vi har en rig kultur                                             Vi holder sammen

Vi har lært at tilpasse os naturen og vores omgivelser. Så kære “gæst” - du er hjertelig velkommen, men lad os se hinanden i øjenhøjde. Jeg tager dig gerne i hånden og viser dig skønheden og skyggerne af vores rigsfællesskab set med mine øjne.

Selvom vi for nogen er ”dumme grønlændere”, ”fordrukne eskimoer” eller vi ses som nogen, der ikke kan klare os selv, så er vi et stolt folkefærd med en kærlighed og respekt som ingen andre.












Gud Bevare Danmark
_{og Grønland}

DANSKER
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,

                                                      NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.

                    DU SIGER, AT JEG IKKE UDVISER RESPEKT,
                    NÅR JEG TALER ET SPROG, DU IKKE KAN FORSTÅ.

                                                                    DU LUKKER MUNDEN PÅ
                                                                    MIG OG SIGER,

                            AT JEG SKAL SNAKKE DANSK SOM DIG

            OG TÆNKE SOM DIG.

     DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
     AT JEG ALDRIG KOMMER TIL AT LÆRE NOGET,
     FORDI JEG IKKE TALER DIT SPROG.

                                                          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
                                                          AT JEG IKKE HAR EN FREMTID,
                                                          FORDI JEG IKKE TALER DANSK.

          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
         FORDI MIT MODERSMÅL IKKE HAR VÆRDI

Jeg husker min barndom som lykkelig og fuld af dejlige minder fra bygden, Kangerluk. Her voksede jeg op i en tryg familie sammen med mine søskende. Mine forældre var kærlige og omsorgsfulde.

Vi levede fra dag til dag. Mine forældre havde ikke mange penge, men vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så måtte vi selv skaffe det. Fra naturen og menneskene. Fra vores omgivelser. Der var intet andet. Og det var rigeligt! Vi lærte at tage ansvar for at overleve hver dag – sammen!

I lived in a small house with a beautiful view.

Det hus, vi boede i, havde min morfar selv bygget. Det lignede ikke de huse, man ser i film, men det var vores hjem. Og jeg var lykkelig dér.
Jeg kan stadig genkalde mig lugten af mit barndomshjem. Min far var fanger, og der lugtede dejligt meget af sælskind og sælkød. En duft, som stadig vækkerminder hos mig.

Min mor havde ingen uddannelse. Men hun havde altid et stort overskud til at udrette noget. Når min far kom hjem med fangst, tilberedte hun den. Hunsorterede det spiselige fra det uspiselige. Lavede mad til hele familien. Forberedte skindet, så hun kunne sy i det.

Min mor var god til håndarbejde. Og hun havde ofte travlt med alt det huslige arbejde.
Så når hun endelig slap alt, skruede op for musikken og dansede rundt i sin egen lille verden – tænkte jeg altid på, at hun virkeligt fortjente det.

No wonder why I always think of her, when I listen to music.

Da jeg en dag forlod min hjembygd for at rejse til andre dele af Grønland, oplevede jeg, at den måde, de levede på på resten af kysten, var meget anderledes end der, hvor jeg er opvokset.

Jeg kunne ikke længere bruge alt det, jeg havde lært hjemmefra. Til gengældforstod jeg betydningen af vores historie og kultur.

Jeg forstod også, at der var meget, jeg ikke havde lært i skolen.
Jeg oplevede betydningen af kolonihistorien.

Alt det, jeg IKKE havde lært om i skolen.

Det eneste, jeg kunne, var et par danske ord, og at vi grønlændere blev set på som ’utaknemmelige’. Det var alt, hvad jeg vidste!

Nu hvor jeg snakker om kultur, så har jeg altid troet, at folk i hele verden havde de samme værdier og liv.

Da jeg var barn, så vidste jeg, at mennesker med lyst hår og hud rejste hertil. Men deres måde at leve på var meget anderledes. Jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg oplevede, at de snakkede anderledes. De talte samme sprog, som vi hørte i fjernsynet.

Mine forældre og jeg kunne hverken snakke med dem eller forstå dem. Når vi mødte nogen, så virkede vi generte.
Uden at jeg ved det med sikkerhed, tror jeg, at vi følte det samme; mine forældre og jeg.

Vi følte os mindre værd.

Jeg har i hvert fald altid følt, at mit værd var en del mindre end danskernes. Men bare fordi jeg ikke kunne snakke med dem, betød det ikke, at jeg ikke var imødekommende, for jeg hilste smilende på alle dem, der var anderledes, når jeg mødte dem på min vej.

De måtte på ingen måde føle sig holdt udenfor.

But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done

Derfor forsøgte jeg at undgå at blive dømt ’ungrateful’. Utaknemmelig. I stedet sørgede jeg for, at de lyshårede/lyshudede følte sig set og inkluderet, for der eringen, der kan lide at blive holdt udenfor.

Som teenager havde jeg svært ved at blive en del af fællesskabet. Heller ikke på min uddannelse følte jeg mig inkluderet. For jeg var så stille og tilbageholdende. Jeg troede på dét, de andre sagde: at jeg var sjusket. Ikke kunne få gode karakterer.

Det gjorde mig ked af det.

Det med at respektere andre, og ikke selv at blive det, forhindrede mig i mange år i at uddanne mig.

Jeg blev så vred over at blive set ned på, at blive kaldt ’respektløs grønlænder’ og dømt som én, der var mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne snakke flydende dansk. Og ikke kunne svare på alt, hvad jeg blev spurgt om. Tit så ’frøs’ jeg, fordi jeg kun kunne få nogle få ord frem. Jeg følte mig hverken respekteret eller lige med de andre.

I mit eget land! Skulle jeg føle mig mindre værd?!

Det gjorde mig så vred, at jeg i lang tid slet ikke kunne hilse på dem! Tænk, om man havde tvunget danskere til at svare på grønlandsk ? Og truet dem med at blive sendt til skolelederen, hvis de ikke kunne dét?

Flere gange har jeg siddet overfor lærerne til eksamen og ikke kunnet sige noget. En halv time føltes som en uendelighed. For mig.

Jeg gik grædende ud af eksamenslokalet. Jeg skammede mig over at være grønlandsk og være tungnem til fremmedsprog.

Jeg så ned på min nationalitet og identitet. Og jeg så op til andres.

Min vrede mod danskere forhindrede mig i at lære. Med støtte og opbakning fra mennesker omkring mig indså jeg efterhånden, at jeg ikke skulle lade vreden stå imellem mig og den uddannelse, som kunne være vejen fremad.

Gennem min uddannelse har jeg udvidet min horisont. Mit udsyn er større nu, og jeg har fået svar på meget af det, jeg ikke havde lært om tidligere.

Forståelsen for verdenssituationen, for andre kulturer, værdier og traditioner har lært mig værdien af min egen kultur. Værdien af respekt og at være ligestillet. Jeg forstod pludselig konflikten mellem mennesker og betydningen af kampen om at være bedst. Om magten ved at undertrykke andre.

Om forskellene på kultur og værdier mellem grønlændere og danskere; minoriteterne her i Grønland.

Jeg fik bekræftet vores barske historie og dens konsekvenser for mine forfædre. Og det kunne jeg ikke acceptere. Men hånden på hjertet, hvis jeg tænker på vores situation i dag, så kan jeg mærke, at vi er nødt til at bevæge os videre. Vi kommer aldrig til at blive ens eller lige. Det kan vi se, når vi kommer ind i en restaurant, hvor der både er danskere og grønlændere. Vi grønlændere er bare mere nonverbale. Vi bruger ikke så mange ord og taler ikke så højt som danskere. Det kan gøre helt ondt i ørerne at høre danskere snakke højlydt fx på en restaurant. Det er bare et eksempel, men det fortæller noget om vores kulturforskelle.

Min kultur og dens værdi bliver ikke ændret eller taget væk, og jeg kommer ikke selv til at ændre eller tage andres kulturer væk. Der er mange måder, vi er forsøgt at blive gjort danske på i vores 300 år lange historie. Men vi er her stadig og har vores egne værdier. Jeg har aldrig før haft så meget respekt for den, jeg er.

Følelsen af skam, af mindreværd, af ikke at kunne forstå, af at være malplaceret, selvom man tilpasser sig, er følelser, der ikke længere er nødvendige i mit liv.

Jeg forstår nu, at jeg ikke er nødt til at opnå en masse ting, og at mit ophav, min kultur og min identitet er værdifulde i sig selv. Mine forfædre levede et liv, der var bestemt af vejrforholdene, og de tænkte slet ikke på den fremtidige økonomi.

Vi i Grønland er nødt til at tilpasse os den globale verden samtidig med, at vi bevarer vores identitet. Vi er nødt til at ’sy såret sammen’ efter alt, hvad mine forfædre har oplevet. Vi er nødt til at komme videre herfra.

Min uddannelse har åbnet mine øjne og givet mig forståelse for, hvorfor det er så vigtigt at være klar til fremtiden.

Min nationalitet er vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at lukke nogen andre ude. Uanset hvor de kommer fra i verden, er jeg nysgerrig på vores forskelle og vil føle mig beriget ved at tale med dem. For jeg er verdensborger. Jeg respekterer og prioriterer min – og andres kultur.

‍

‍

Jeg er stolt af at være grønlænder.

At være grønlandsk er at være den, jeg er. Det er den, jeg er født som. Det er den, jeg altid    har været og altid vil være – lige meget hvad. At være grønlandsk er, når nogen spørger mig: “Kalaaliuviit?” (er du grønlænder?), og jeg svarer: ”Aap kalaaliuvunga” (ja, det er jeg).

At være dansk betyder for mig at passe ind. At jeg passer ind i det land, hvor jeg bor lige nu, og som jeg ønsker at være en del af. Men det er ikke altid, jeg passer ind i Danmark. Jeg ser ikke dansk ud. Jeg ser ud som en af dem, mange danskere har fordomme om. 

I Danmark er jeg nogle gange for grønlandsk til at være rigtig dansk, men i Grønland kan jeg også være for dansk til at være grønlandsk. Som et grønlandsk barn, vokset op i både Grønland og Danmark, kan mit indre føle sig splittet mellem to lande. To identiteter, der ikke kan finde hinanden. Hvordan finder jeg så mig?

‍

At være barn i Grønland var for mig en barndom fyldt med liv. Jeg er født i Tasiilaq i Østgrønland. Et ’proud’ sommerbarn, hvor stuen altid blev fyldt til kaffemik på min fødselsdag i sommerferien. Men selvom jeg er født i Tasiilaq, er min barndom spredt over hele Grønland. Jeg har barndomsminder fra Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat og også fra Aalborg. Men Qaqortoq er stedet, hvor jeg voksede op.

Det var her, jeg startede i skole iført min østgrønlandske nationaldragt, som min aanaa havde syet til mig. Det var her, jeg om vinteren slæbte min bror med op på bjerget bag fodboldbanen for at kure ned siddende på sneen. Det var her, hvor byens børn altid legede udenfor dagen lang. Vi mødtes på fodboldbanen, spillede bold, legede og klatrede op ad bjerget bag banen. Vi legede gemmeleg med alle børn fra byen. Mit hus blev mødestedet for alle fra min årgang, for vi havde en trampolin i haven. Det var aldrig kedeligt at være barn i Qaqortoq. Alle kender alle i den by. Der var altid liv. Over det hele. Det var det dejligste sted at vokse op.

‍

At være barn i Grønland var for mig også en hård barndom. Rigtig mange børn oplever at vokse op i et usikkert hjem, et grænseløst hjem. Nogle bliver slået af deres forældre og lærer, at vold er den første måde at reagere på. Mange har især en svær relation til deres fædre. Min ataata var alkoholiker og var ofte min anaana utro. Han kommer fra virkelig barske forhold i Østgrønland. Mine forældre er skilt i dag - og godt for det. De bor i hvert deres land. Min ataata med min papmor og to halvsøskende i Ilulissat. Min anaana, bror og jeg i Aalborg. Det er bedst sådan.

‍

En mandag morgen, da jeg var ni år gammel, havde min ataata været væk i tre dage. Jeg gik ned ad bakken på vej mod butikken Pisiffik. Halvvejs nede ad bakken stod en mand og svajede. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var min ataata. Så tænkte jeg bare: Hvor fanden har du været I TRE DAGE?

Jeg gik over til ham og spurgte, hvorfor han ikke var hjemme. Han var så fuld, at han ikke engang kunne genkende mig. Jeg hjalp ham op ad bakken og ind i vores hus. Og så gik jeg igen, men ikke ret langt. Jeg gemte mig bag en husmur for at holde øje med, om han nu tog afsted igen. Jeg følte mig forkert og forvirret, for hvorfor var han sådan der? Det var sket flere gange, at han havde været væk i nogle dage. Men dette var første gang, hvor jeg følte mig ansvarlig for ham. Det, jeg har oplevet, er ikke noget for børn.

‍

Efter dette stoppede mine forældre ikke med at skændes - det blev kun værre. Min bror og jeg sad ofte i skjul på trappen og hørte mine forældre råbe ad hinanden. De råbte så højt, at man ikke kunne sove. De skændtes så meget, at min ataata flyttede til Tasiilaq i et år. Jeg troede, at det var min skyld, fordi jeg havde fortalt min anaana, at min ataata var fuld. Da han forlod os, var det det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg sad på sofaen og ville ikke have ham til at gå. Jeg græd og gik i panik. Han gik ned ad trappen med sin taske og gav mig et kram. Jeg tiggede ham om at blive. Han rev mig væk, tog sin taske og gik. Jeg kaldte: “Ataata”. Min anaana satte sig og græd med mig. Min anaana vidste godt, at hvis min ataata blev her, så ville det skade mere, end det gjorde gavn.

‍

Der har også været gode episoder. Engang tog han mig med ud for at gå en tur, og vi så det største stjerneskud, jeg nogensinde har set - den slags stjerneskud, der oplyser hele himlen. Sådan er min ataata også. Min ataata viste mig naturen og sporten og lærte mig utrolig meget. Han var en af de største helte i min barndom, indtil han ikke var det længere. Jeg elsker dig, ataata, men jeg hader dig på samme tid.

‍

At være ung i Grønland er svært for mange. Jeg var meget deprimeret i teenageårene, og jeg har haft brug for at tro på, at der er en mening med det, jeg oplever. Jeg har venner, der ikke er her mere. Det har jeg ikke lyst til, at nogen skal opleve. Selvmord er en meget stor del af mit liv. En meget stor del af mange grønlænderes liv. Mange børn og unge har det så svært, at de føler, det er den eneste vej ud af smerten. De mangler omsorg. De mangler at blive set, hørt og anerkendt. Men der er ingen, der lytter.

‍

Da jeg var 14 år, boede jeg hos min ataata og papmor i Ilulissat i to år. Det var et svært hjem at bo i. Det var et svært hjem at blive anerkendt i. Jeg følte mig ikke set eller hørt, hvilket de aldrig helt har forstået. Jeg er blevet smidt ud hjemmefra to gange. De siger altid undskyld, som om ingenting var sket. Det blev aldrig et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme - eller bare et sted trygt nok til, at det kunne kaldes et hjem.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det så svært, at jeg tænkte på selvmord. Men jeg ville ikke ende som så mange andre i Grønland. Mit liv skulle ikke stoppe der. Jeg skulle bare væk derfra. Jeg skulle bare hjem til min anaana. Min barndom og ungdom med min ataata har gjort mig stærkere - men jeg kunne være blevet stærkere på en anden måde.

‍

At være ung i Danmark har givet mig mange muligheder. Jeg har rejst rundt, har oplevet meget og er nu ved at tage en uddannelse. Jeg har fået lidt afstand til alle de hårde ting fra min barndom i Grønland, men det er ikke altid let at være grønlænder i Danmark.

‍

At være ung i Danmark er for mig også forbundet med ensomhed. Jeg kom til Danmark for at starte på efterskole i 2021. Man hører ofte, at efterskole er det bedste år i ens liv, men det var det ikke for mig. Det var lidt af et kulturchok at komme til Danmark, hvor skole er alt - et præstationssamfund. Jeg var vant til at være omkring alle mine venner hjemme i Grønland, men nu mistede jeg sikkerheden i at kende nogen. Og det kan være svært at få venner som grønlænder i Danmark. Jeg havde lige barberet mit hoved for sjov med en veninde i Grønland, inden jeg startede på efterskolen, så jeg så ikke så køn ud. Hår gror jo ud igen, tænkte jeg. Det var ikke så vigtigt for mig. Men det var lidt svært at prøve at se normal ud med et barberet hoved.

‍

Jeg mærkede også ensomheden under min uddannelse, da jeg læste til pædagogisk assistent i Aalborg. Der var stor forskel på de studerendes alder, baggrund og interesser. Mange havde meget tilfælles - måske lyttede de til den samme danske kunstner, kendte den samme person eller var i samme aldersgruppe. Det var jeg ikke. Jeg følte mig ekskluderet. Jeg fik to venner, som begge var udlændinge. Det var lidt nemmere, for de havde ikke de samme fordomme om, hvem grønlændere er - hvem jeg er. De stereotyper, der er om grønlændere, handler rigtig mange danskere på ubevidst. De ekskluderer. Jeg prøvede at connecte og skrive til klassekammeraterne, men jeg blev afvist. “Måske en anden dag,” skrev de.

‍

Det er ikke kun mine medstuderende, der handler på stereotyper om grønlændere. En af mine undervisere ser meget den grønlandske del af mig i stedet for bare at se mig. Hun behandler alle os udenlandske studerende anderledes. Jeg er sikker på, at det er ubevidst og ikke for at såre, men det er stadig noget, hun gør. Det sårer mig. Det er noget i hendes kropssprog og måden, hun giver os hårdere feedback end til de danske studerende. Flere danskere har et ret lukket mindset og kan udvise racisme, hvor de viser det ret subtle. Det er noget, jeg har oplevet meget. Nogle danskere er ikke onde for at være onde, men de er onde uden at vide det.

‍

En af de stereotyper, som fylder meget i nogle danskeres øjne, er, at grønlændere drikker meget. Men grønlændere drikker ikke meget - i hvert fald ikke i Grønland. Dem, som rent faktisk drikker, flytter til Danmark, hvor alkoholen er billigere. Vi er faktisk ikke et folk, der drikker ad helvede til. Dem, der sidder og råber foran Kennedy Arkaden i Aalborg, ville aldrig opføre sig sådan i Grønland.

‍

Grunden til, at stereotypen eksisterer, er, at mange grønlændere har været nødt til at bruge druk som et middel til at undslippe virkeligheden og deres smerte. Mange smerter kan gå videre i flere generationer. Dem, der bruger druk, er dem, der ikke er vokset op i et godt hjem. De har oplevet mange traumer, som de er nødt til at undslippe. 

‍

Alkohol er nervemedicin. En af mine gode veninder havde et meget barskt hjem. Det er grunden til, at hun ikke kan stoppe med at drikke.

‍

Der er behov for en grænse med de stereotyper, der er. Da jeg var på udveksling i Belgien, mødte jeg aldrig det samme fordomsfulde, stereotypiske billede, som jeg møder i Danmark. Jeg oplevede forståelse frem for en negativ forventning. Den er som groet ind i knoglerne - det billede af Grønland og grønlænderne, som danskere har og er opvokset med. Det ligger dybt i dem. I rigsfællesskabet har vi oplevet hårde, svære og virkelig komplicerede ting. Skal vi have et godt forhold, er det nødt til at være et gensidigt, respektfuldt og tillidsfuldt forhold. Når man rækker danskere hånden, tager de hele armen og smider den væk. Men når danskere rækker os hånden, er vi heller ikke gode til at tage imod den. Det er derfor, at der er så stor debat. Måske er det også derfor, at det kan være svært at være mig i Danmark.

‍

Jeg møder også stereotyperne, når jeg er i byen med mine danske venner. Når vi er afsted sammen, så bliver de snakket mere til end mig. En aften kom en fyr over til mig og min veninde og spurgte: “Hvor kommer I fra?"

“Hvorfor?”

"Nå, det er bare noget, jeg har tænkt over.”

Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”

‍

Jeg var chokeret – nå, okay. Tak, I guess. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne date en som dig. Hvem siger sådan til nogen? I mit hoved tænkte jeg: Nå, det er sgu da godt, at vi er følsomme! I det mindste føler vi noget! Vi grønlændere føler dybt, og vi føler stærkt. Og ja, det kan måske også være et problem. Men jeg synes, at det er en god ting, at vi føler for meget nogle gange. Når man ikke føler noget, så kan man såre andre. Det kan vi være gode til at anerkende, når vi gør, og undskylde. Det er danskerne sjældent gode til. Jeg synes, at vi grønlændere burde have mere fornuft, og at danskere burde have mere følelse.

‍

At stå imellem Grønland og Danmark er svært. Grønland er virkelig splittet i forholdet til Danmark. Det splitter også noget i mig. Grønland elsker at være en del af Danmark, men de hader det også på samme tid - som bror og søster. Grønland elsker de muligheder, de har fået af Danmark, men de føler sig mishandlet på nogle punkter. I min familie har forholdet til Danmark også været svært. Min momoo kender kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op af den danske stat. Min ittu var et af de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive dansk. Lyd dansk og se dansk ud – sådan er han vokset op. Da han kom til Grønland igen som voksen, var han nødt til at genlære det grønlandske helt fra bunden af. Deres oplevelser med Danmark har sat sine spor. De sætter sig som ar, der nedarves i generationer. Det, som mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg mærke i mit forhold til Danmark.

‍

I Danmark og Grønland er vi lidt ligesom børn, som prøver grænser af. I flere hundrede år har vi levet med hinanden. Vi har udfordret hinanden. Vi har prøvet hinanden af. Vi er som to søskende, der slås om kagen. Det er i hvert fald sådan, det føles – lidt latterligt. Sådan føler mit indre sig. Som to sider af mig, der slås om førstepladsen, men jeg vil faktisk gerne have, at de smelter sammen.

‍

Jeg vil gerne være grønlandsk, men jeg vil også gerne være lidt dansk. Jeg vil gerne have, at det bliver til en tæt forbundet knude, hvor det hele er i harmoni med hinanden. Det er det ved at blive. Men det er en “work in progress” at forene det at være grønlandsk med det at være dansk.

‍

‍

Ataata: far 

Anaana: mor 

Aanaa: bedstemor (farmor) 

Ittu: bedstefar

Momoo: kælenavn for mormor