Det her er ikke en historie om stoffer

Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.

Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.

Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.

Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.

Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?

Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.

Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.

Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.

Hej Emma.

Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.

En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.

Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.

Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.

Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.

”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”

”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”

”Hvad vil du i fremtiden?”

”Hvad skal du bagefter HF?”

Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”

Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.

Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.

Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.

Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.

Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.

I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.

Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.

En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.

Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.

Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.

Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.

Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.

Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.

Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.

Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?

Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.

På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.

Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.

Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.

Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.

‍

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Nattens mørke rammer mig, og det samme gør virkeligheden, idet jeg træder ud ad diskotekets døre. Alkoholen pulserer i mit hoved i takt med baggrundsmusikkens beat. Det har været en god aften: Shots linet op på stribe, et kropstæt dansegulv, og en aften, hvor det hele var glemt. Det er altid den samme kur: Når det hele styrter sammen, odds-kuponerne fylder lommerne, og pengene forsvinder i pungen, så er det kun alkoholen, der kan fjerne min hverdag i et øjeblik. Lige indtil jeg træder ud i virkeligheden… IGEN.

Så længe jeg kan huske, har odds været en del af mit liv. Da jeg var 10-11 år gammel, begyndte min far og jeg at oddse sammen – men kun i weekenden. Vi spillede hver for 10 kr., og der blev både krydset af og visket ud, før vi havde fundet frem til den helt rigtige række.

1-X-1-2-1-X-2-2-X.

Gevinsten var dengang ikke kun de 400 kr., som vi kunne vinde på de 10 kampe, som vi havde oddset. Gevinsten var lige så meget de uendeligt mange timer, som vi tilbragte sammen i sofaen med fodboldkampe, diskussioner om startopstillinger og spændte, fedtede håndflader, som stødte sammen i en highfive, når slutfløjtet lød.

Men som årene gik blev de lange og gennemtænkte odds-kuponer, skiftet ud med tidlige og hurtige odds, og det hyggelige samvær med min far blev i stedet til ensomme aftener bag lukkede døre, fordi jeg SKULLE spille – koste hvad det ville. Og det skulle vise sig både at komme til at koste penge, venner, uddannelse og mig selv.

Spil på hjernen

Jeg går langsomt ned mod toget. Klokken er 03.30. Alkoholen gør, at jeg ikke kan mærke kulden, selvom jeg kun har T-shirt på. Det er vinter, men jeg har ikke taget jakke på. Jeg har ikke råd til en garderobe. Jeg drejer sløvt ind på Rosengade. Alkoholtågen begynder langsomt at lette, og straks begynder tankerne og den dårlige samvittighed at presse sig på. Jeg har igen tabt penge. 4.000 kr. Penge, som ikke var mine egne. Jeg har ingen penge mere, og jeg har ingen samvittighed. I hvert fald ikke i spiløjeblikket.

Jeg er ikke ligeglad med min familie og mine venner. Ikke inderst inde. Men odds betyder bare mere. Og der er ingen, der kan forstå det, og jeg forstår det heller ikke engang selv. Skylden og tankerne vælter ind over mig hurtigere, end mine alkoholpåvirkede ben kan nå at flytte sig. Jeg skammer mig ikke over, at jeg har spillet. Jeg skammer mig over alt dét, som min afhængighed har medført. Jeg har endnu engang lånt penge af mine venner, løjet for min familie, og jeg har druknet ubehaget og mig selv i alkohol. Jeg er en løgner og en kujon.

Alle teenagere ser frem til at blive 18 år. De kan gå lovligt i byen, og mange af dem er snart klar til at få hue på. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var de ting, som fyldte mest for mig dengang… men det er langt fra sandheden.

I gymnasiet begyndte mit spilleri at tage til, og mit liv begyndte at adskille sig mere fra de andres. Hvor deres skoledag stod på dansk fra 08.00-10.00, afsætning fra 10.00-12.00, frokostpause og engelsk fra kl. 13.00-15.00, var mine dage bygget op om spil: Fra kl. 07.00-09.00 spil på de tidligste morgenkampe og opfølgning, fra kl. 09.00-10.00 skynde mig i skole, men vigtigst huske at oddse på vejen, kl. 10.00 og resten af dagen, lidt engelsk – måske, men mest bet365.dk for at følge med i resultaterne af de oddsede kampe.

For det meste var jeg ikke i skole, og når jeg var, var jeg ikke til stede.

En ludoman fødes i mig

Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig. Jeg kunne ikke få mit fix, mit dopamin. Jeg begyndte at låne penge af min familie og mine venner, og hvis jeg ikke kunne låne pengene, så tog jeg dem.

Til mine venner, sagde jeg, at jeg havde brug for penge til regninger, til at købe mad, eller jeg lovede, at jeg kunne købe alkohol eller snus til dem. Men de så aldrig nogle af delene. De 100 kroner, som jeg fx fik ”til mad”, gik til en pakke nudler = 2,5 kr. og til spil = 97,5 kr. Jeg kunne jo vinde pengene tilbage igen, overbeviste jeg altid mig selv om. Men det kunne jeg aldrig.

Jeg fortalte aldrig nogle af mine venner om min ludomani og min gæld. Egentligt tror jeg sagtens, at de ville kunne håndtere det, men hvornår skulle jeg gøre det? Imellem samtalen om sport og damer eller snakken om sex og druk. Det er så ydmygende og pinligt at være afhængig af noget og ikke kunne styre sine egne behov. På samme måde som andre misbrugere. Mit fix er mit spil – tre kampe lige på. Tænk, hvad de andre ville tænke om mig?

Som tiden gik, voksede min gæld, og det samme gjorde antallet af venner, som jeg lånte af. Der var arrangementer, som jeg ikke kunne tage med til, fordi jeg skyldte flere af deltagerne penge, og der var hyggeaftener, hvor jeg kom for sent, fordi jeg skulle mobilpaye frem og tilbage for at finde ud af, om bookmakerne og jeg havde 12 eller 17 kr. at gøre godt med. Det var et stort tetris-spil, hvor jeg skulle rykke rundt på brikkerne og passe dem til for at få løgnene og min hverdag til at hænge sammen.

I starten spillede jeg for at få stillet min spilletrang, men hurtigt begyndte skammen over at miste andres penge at blive min afhængigheds drivkraft. Håbet om at vinde det tabte tilbage, og kampen for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, det eneste som jeg ønskede – dét og at spille en række til odds 4,85 selvfølgelig.

Løgnen er ludomanens hemmelige våben

Jeg fortsætter. Men mod hvad? Jeg ænser hverken, at jeg tjekker ind eller det påmindende pling fra indlæseren på stationen. Mit hoved er indrullet i alkohol. Den har lammet min fornuft. Jeg kan ikke se nogen udvej. Er der overhovedet nogle, der elsker mig, når jeg har gjort dem så ondt? Og ville det ikke være nemmere for alle, hvis jeg bare var væk – for altid? Jeg går over på perronen.

Jeg begyndte hurtigt at leve et dobbeltliv. Ikke på den fede James Bond agtige måde, hvor han skjuler sin identitet som hemmelig agent, og hvor hans hemmeligheder redder liv. Det var bestemt ikke sådan for mig. Løgnen er ludomanens hemmelige våben, og mine løgne kostede en kernefamilie i knæ. Jeg blev gradvist rodet ud i et væv af løgne, som jeg brugte meget tid og mange kræfter på at holde styr på. Jeg tog mig selv i at lyve om ting, som jeg ikke behøvede at lyve om, fordi det bare var blevet en naturlighed for mig. Jeg løj altid overfor mine forældre om, hvorfor jeg ikke havde penge nok til fødselsdagsgaver, om at det gik godt i skolen, og om hvad de lånte penge skulle gå til – en tur i biografen med vennerne. Mit liv blev en stor gemmeleg. Alt blev gemt væk. Jeg skjulte, hvad jeg lavede, ligesom jeg gemte alle mine odds-kuponer på værelset. Inde i bøger, under sengen, i skuffen, i mine pokaler. Små bunker af lyserøde sedler og løgne.

Quickfix

Den 6. december 2018 fyldte jeg 20 år. Jeg havde på det tidspunkt fået låst min børneopsparing på ubestemt – måske evig – tid, mine forældre var blevet ansvarlige for min konto og min månedlige løn, og jeg havde gæld til det meste af min vennekreds. Men når man fylder 20 år, åbner der sig mange nye døre for en, og det samme gjorde der for mig: Jeg opdagede muligheden for at tage quicklån. Ludomanen, der i de senere år havde vokset sig større og større, kunne nu udfolde sit fulde potentiale. Det skulle nemlig vise sig, at det ”kun” tog mig omkring 4-5 timer og 30-40 ansøgninger at tage et quicklån på 15.000 kr. 7.000 kr. gik til at betale mine venner af, og de resterende 8.000 kr. gik jeg ned og oddsede for i den nærmeste kiosk.

Men jeg fik ikke kun flere penge mellem hænderne til at oddse for, de hurtige quickfix gjorde også mere skade på min familie. Min selvbebrejdelse over de nye lån og det fortsatte spil, gjorde, at jeg behandlede min familie som lort. Min fars og mine mandetimer i sofaen var blevet til diskussioner om penge, penge-diskussionerne var blevet til økonomimøder om mine lån, og økonomimøderne sluttede ofte med, at jeg forlod dem aggressiv og råbende: ”I kan fucking bare leve jeres eget liv og være ligeglad med mig og mit”. Men det kunne de jo ikke, fordi når jeg var ude, var de ved at gå til af skræk, og når jeg var hjemme, var huset fyldt med konflikter. Jeg kunne ikke være nogle steder mere. Når der var arrangementer med gutterne, var der altid en, som jeg skyldte penge, når jeg var hjemme, var der skænderier over endnu en af mine løgne eller lån, og om aftenen når jeg lå på værelset, græd jeg mig selv ihjel. Men først når døren var lukket til, og alle var gået i seng. Jeg græd over de ting, som jeg havde gjort, og de mennesker som jeg havde skuffet.

Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, kun en udvej for os alle. At tage mit eget liv.

Siden jeg har været helt lille, har jeg altid været hunderæd for at skulle dø. Hvordan føles det at dø? Og hvor kommer man hen, når man dør? Har altid været spørgsmål, jeg har stillet mine forældre. Næsten lige så ofte som spørgsmålet, ”hvad skal vi have at spise i aften?” Men på den anden side var det også den dreng, der græd, hvis han kom for sent i skole eller havde gjort noget, som han ikke måtte. Den dreng var for længst forsvundet i spillet. Jeg brugte et utal af aftener på at planlægge den letteste udvej. Jeg var stadig bange for at dø, men jeg turde godt at tage mit eget liv. Både for mig og min familie. Fordi den her måde var ikke værd at leve på. Jeg tænkte scenarierne igennem: Med piller, hoppe ud foran et tog, med en kniv. Og for hver aften begyndte afskedsbrevet at tage form:

”Kære mor og far. I skal vide, at jeg elsker jer, og jeg er så ked af alle de ting, som jeg har udsat jer for. I skal også vide, at det aldrig var af ond vilje, og jeg fortryder det hele. Jeg kunne bare ikke styre det. Det kan godt være, at det ikke føles sådan for jer lige nu, men jeg ved, at det vil være lettere for jer uden mig.”

Ludomanien har mange ansigter – og det ene er mit

Nu står jeg på kanten af perronen. Et skridt mere og jeg falder ned på skinnerne. Jeg har planlagt det under dynen, og jeg har forsøgt det før. Sidste gang var min hånd fyldt med piller, denne gang står mine fødder og vipper ud over kanten. De hvide, næsten utydelige streger på min venstre overarm er en evig række af påmindelser om, hvad min afhængighed har ført mig ud i. En påmindelse om, at da jeg tog de mange piller, da jeg skar kontinuerligt i min arm, og da jeg står her nu, har jeg ikke følt nogen anden udvej. I samme øjeblik slår det klik, og det sortner for mig…

Jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang ud på skinnerne. Jeg husker det ikke selv. Men heldigvis var politiet der til at få hevet mig op. Kun få minutter efter kom der et tog. Jeg er 21 år gammel. Jeg har i løbet af mit korte liv spillet for ca. 300.000-400.000 kr., jeg har taget lån for ca. 100.000-150.000 kr., jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg har løjet og snydt flere gange, end jeg kan tælle. Mange tror ikke, at man kan have ludomani i så ung en alder, men jeg har været ludoman i flere år.

Ludomanien har mange ansigter, og det ene er mit.

Jeg stoppede med at spille i to måneder efter, jeg sprang ud på skinnerne. Jeg var på et behandlingscenter. Jeg har været stoppet flere gange siden og faldet i igen. Men en ting er anderledes denne gang. Jeg starter helt fra bunden, alle mine løgne og hemmeligheder er lagt frem, og for første gang er jeg nu ærlig om min ludomani. Overfor jer, overfor min familie og måske vigtigst af alt overfor mig selv.

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

”Jamen Mette, hun er ligesom en dygtig bueskytte. Hun tager buen i hånden, sigter og rammer plet hver gang.” Min klasselærer gestikulerer at skyde en bue, imens jeg sidder ved siden af min far til den klassiske skole-hjem-samtale i 8. klasse. Fortvivlet og mundlam fyldes det hvide lokale med et par sekunders stilhed, før læreren fortsætter: ”Hun skal bare have fleksible arbejdstider, når hun bliver ældre. Så skal hun nok møde.”‍

Jeg har pjækket siden 4. klasse. Meget endda. I de sidste år af folkeskolen vil jeg skyde på, at jeg har mødt i skole 2-3 ud af 5 hverdage. Over en årrække havde jeg en fornemmelse af at have lært at pjække så vellykket, at ”de voksne” ikke kunne gøre noget ved det. Den hemmelige teknik til at få lov til at pjække massivt er at være begavet og bundærlig om at have det ad helvede til. Til tider kan det være smart at møde op i skolen og gå hjem midt i timen, fordi man ”har det dårligt”. Det understøtter din argumentation om, at du faktisk er syg. Hvis du er rigtig heldig, så bliver du stemplet som doven, for så gør de sgu ikke mere ved det. Nu har du læst om min tid i folkeskolen i meget grove træk – der er jo ikke så meget at skrive, når jeg ikke mødte op. Men hvorfor var jeg dårlig til at møde op? Var jeg virkelig bare doven?

Jeg var en kende buttet, men blev aldrig mobbet for det. Jeg følte mig vellidt og havde også venner. Mit hjem var til gengæld i metaforiske flammer. Så vi går lige tilbage til 7. klasse; til dengang jeg gik på julemærkehjem.

Julemærkehjemmets lugt er en lugt, der rammer mig til tider, ofte ud af fuldstændig ingenting. Et specifikt billede breder sig for mine øjne af skrivebordspladen, der svæver tungt på væggen, med de typiske teenage-ting spredt ud. Skrivebordet bliver overskygget af en hylde ovenover, hvorpå make-up, blade og menstruationsbind står, sirligt og korrekt placeret. I skyggen, mellem skrivebord og hylden, hænger en tegning blandt andre. “Se! Jeg har tegnet den her!” Meget stolt viser jeg en tegning til Carsten, en pædagog. Han kigger interesseret på tegningen, imens jeg flytter den sataniske bibel fra min seng og over på skrivebordet. Carsten nikker: “Det er rigtig flot, men Mette… hvorfor er det hele så destruktivt? Altså med ild og det hele…” Han borer sine øjne ind i mine, beder mig droppe en maske og tage stilling til livet, da han spørger mig oprigtigt: “Er du okay?”

En kraftig tåge glider ind over mine øjne. På den våde rand af øjenlåget sætter den fundament og bygger op som en fed, fugtig væg af vand. Den kollapser under sin egen vægt og tårer vælter frit ud og ned over kinderne. Carsten ser forskrækket på pigen, der står foran ham og græder. “Jeg er blevet misbrugt. Jeg har aldrig sagt noget.” Carsten tager et splitsekund til at slå den højprofessionelle pædagog til og sætte mig ned på sengen. Det tager mit sind et sekund til at splitte, træde ud af kroppen, imens min mund reciterer flere minder om grove hænder på min barndomskrop. Intet kunne jeg gøre for at stoppe med at hælde mit hjerte ud, for jeg var helt, bogstavelig talt, ved siden af mig selv. Jeg fortalte ham alt.

Det var kaotisk og kompliceret for en stund, imens familien fandt ud af en løsning, der virkede bedst for dem. Den voldsmand, der forgreb sig på mig, er stadig en del af familien, stadig med til familiefester, familiefødselsdage, jul og hygge. Som 14-årig kan man ikke bestemme, hvem der kommer i sit hjem. Derfor er det altid det mest sikre at være hjemme på tidspunkter, når ingen andre er hjemme - og ingen burde være det. Intet er dog fuldstændig sikkert, når ens egen familie glædeligt trykker den samme hånd, som lå så tungt på mig. Få ting er så ødelæggende for selvet som at fejre livets små begivenheder i samme rum som ens voldsmand.

Efter pres fra min studievejleder tog jeg en 10. klasse. Det var lige meget, hvad jeg sagde, så var 10. klasse ”et godt valg”. Det føltes som at være parkeret i folkeskolen, og mit fremmøde blev ikke bedre. Set i bakspejlet var jeg måske ikke klar til gymnasiet, men 10. klasse gjorde intet for at forberede mig på det heller. Ikke desto mindre begynder jeg på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse.

Et sammensurium af krav, sygdom og racistiske lærere gav så meget kaos omkring ungdomsuddannelsen, at det tog fire forsøg, før det lykkedes mig at blive student. Et bureaukratisk tilfælde gjorde, at jeg havnede i en klasse med under 15 elever - det var noget nemmere for mig. Jeg beregnede alligevel, hvor mange lektioner jeg kunne blive væk fra for at holde mig under de tilladte fraværstimer. Det gik særligt ud over fransk, hvor vi var mange elever fra forskellige klasser. I idræt var jeg også på grænsen til en advarsel; jeg var fed, ude af form og kunne ikke lide, at det blev udstillet.

Min tid i gymnasiet var også præget af min syge kæreste. Nogle gange forlod han hjemmet for at handle ind og var væk i timevis. Hver gang ringede jeg til ham, når det var for meget. Andre gange gik jeg ud for at finde ham. Den tunge sky af hans suicidale adfærd var en konstant bekymring for mig, og hans liv føltes som mit ansvar, for han havde ingen kontakt til sin familie og ikke særlig mange venner.

Jeg afsluttede STX med fem A-fag og to masterclasses. Jeg mødte ikke op til afslutningen, overrækkelse af mit bevis, byture og jeg holdt ikke studenterfest. Jeg kan ikke engang huske, hvem der satte huen på mig. Tre år havde taget fat i mig og revet mig igennem ungdomslivet med nød og næppe, frelst af fastholdende veninder fra klassen, som jeg stadig er i kontakt med i dag, og som hjalp mig igennem det sammenbrud, jeg senere skulle gå igennem.

Efter gymnasiet hoppede jeg lidt mellem uddannelse og arbejde. Jeg søgte ind på sygeplejestudiet, hvor jeg stoppede med at beregne fravær. Det gik mig faktisk godt, indtil uddannelsesloftet ramte. Da det ramte, besluttede jeg mig for at søge ind på medicin, fordi jeg ikke ville låses fast i professionen. Vi var mange på sygeplejestudiet, der stoppede; nogle ramt af arbejdsvilkårene, andre af uddannelsesloftet.

På medicin mødte jeg op til så mange undervisningstimer, jeg kunne, også ekstra foredrag, hvis jeg havde overskuddet. Jeg var fuldstændig opslugt af energien, vidensdelingen og glæden ved at være på en uddannelse med et konkret fokus, og jeg lærte utrolig meget! At høre andre studerendes perspektiver og livsveje var også interessant.

Udover at det sociale var svært forståeligt for mig, kunne jeg sidde i timevis og lytte til en professor gå i dybden med sin forskning. Men selvom jeg var glad for studiet, ændrede det ikke på det pres, jeg levede under. Min kæreste var stadig syg, og jeg måtte forsørge os begge på min SU, permanent støttet af SU-lånet for at få nok mad. Jeg følte mig mere og mere presset på medicinstudiet. Jeg magtede ikke at gå ordentligt ind i det sociale, og selvom jeg fik gode karakterer, måtte jeg tage nogle semestre om.

Efter en periode blev jeg træt. Livstræt. Forholdet gik dårligt; jeg sagde ikke noget mere, og jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg var bare slukket. Ofte blev jeg ramt af flashbacks fra min barndom, som låste min krop, nogle gange i timevis. Til en forelæsning, på en ekstra træt dag, fik jeg et lynnedslag for mit indre øje, et stort hukommelsestab, efterfulgt af episoder med massiv selvskade. Jeg kunne ikke piske fløde, for jeg kunne ikke genkende et piskeris. Min mad brændte på, for jeg havde glemt, jeg havde sat det over.

Med et besværligt dokument-helvede tog jeg orlov og blev skrevet op til terapi hos Center for Seksuelt Misbrugte. Min kæreste støttede mig og var min bisidder på kommunen, men han havde det selv skiftevis godt og dårligt, så vi endte med at flytte på landet i jagten på et sted, som hans hoved kunne få ro i. Selv havde jeg ikke lyst til at flytte, for det var rart for mig at være tæt på alt, men jeg var mere bekymret for hans helbred end mit eget.

Terapien blev starten på en anden tilgang til livet. Først lærte jeg, at mine grænser var overtrådt, og at jeg havde mange traumer, som jeg ikke havde bearbejdet. Det næste store arbejde begyndte med at kridte stregerne op igen. Det ledte mig til min allerførste hårde grænse, som jeg satte for mit eget mentale helbreds skyld, men det gik ikke helt som planlagt...

“Mor. Jeg har besluttet, at jeg ikke længere vil komme til fødselsdag, jul eller nogen anden familiesammenkomst, hvis idioten er der.” Min mor sidder i sofaen overfor mig og ser forbavset ud. Det var ikke et spørgsmål, det var ikke en spøg. Det var en konstatering af, at jeg fra nu af ikke længere ville acceptere at skulle sidde i samme lokale som ham, der misbrugte mig som barn. Der var en kort stilhed: “Er du klar over, hvad det gør ved mig?” svarer hun.

Den dag skar jeg min familie fra. Det var op til covid-19 pandemien, hvilket gjorde det en del nemmere at skære familien fra, fordi jeg ikke skulle møde op til diverse arrangementer – specielt fordi jeg arbejdede på et plejehjem. Det var et hårdt arbejde i en tid med bekymrede pårørende og dokumentarer, der gav øget fokus på, hvordan beboerne blev behandlet, og det gjorde mig fysisk dårlig. Selv har jeg set en plejer slå en mandlig borger i skridtet, da en kognitivt udfordret borger prøvede at blotte mit bryst ved at hive ned i min trøje. Jeg måtte sige op. Covid er næsten overstået, og jeg er så langt i min terapi, at jeg er kommet til ‘nuet’, og ‘nuet’ er også rigtig svært. Jeg måtte indse, at jeg ikke skulle gå på medicinstudiet mere og meldte mig ud, fuldstændig tudefærdig, men også utrolig lettet. Som hvad der føltes som en sidste kniv fra et tidligere liv af undertrykkelse, bliver min kæreste og jeg planlagt gravide. Han går fra mig to timer efter, jeg fortæller, at jeg er blevet gravid, og i den spæde start af 2022 mister jeg graviditeten. Jeg registrerede dårligt nok, at pandemien var under så god kontrol, at vi kunne slippe maskerne; det hele gik så stærkt.

Jeg bliver ikke læge, og jeg kommer ikke til at vinde en nobelprisen for et banebrydende forskningsprojekt. Til tider giver det mig stadig en intens bitterhed, sorg og apati, som jeg aktivt skal trække mig selv ud af, for ellers falder jeg ned i et hul. Til tider møder jeg uventet modstand, som sender mig i en spiral, gør min krop tung og lammer mig. Førhen kaldte jeg den dovenskab, ligesom alle de voksne.

Det er på ingen måde ideelt at være på uddannelseshjælp, at være en rest og føle, at jeg ikke har opnået en skid i livet. Altså hvad fanden kan jeg skrive på en Tinder-profil? Og vil jeg overhovedet have én? Er det sådan, man er social nu, for det, synes jeg faktisk også, er pissesvært og forvirrende. Men jeg vil meget hellere være her, end hvor jeg var, da jeg som folkeskoleelev troede, jeg  ”bare var doven”. Jeg vil hellere være her alene, end sammen med én, jeg skal passe, og jeg vil hellere være her, end jeg vil sidde foran patienter på et sygehus og være en udbrændt, potentielt uempatisk læge, fordi jeg simpelthen ikke har mere at give af. Nu ser jeg frem til at begynde en uddannelse. Jeg glæder mig også til at møde en masse mennesker, som er passioneret for det, de laver, og jeg glæder mig til at vende mig om og gå min vej, når jeg har besluttet mig for, at min grænse er nået.

Bekkasinvænget

I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.

Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.

Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.

Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.

“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.

Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.

4. klasse

Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.

Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.

Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.

Réunion

Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.

Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.

På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.

Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men  lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.

C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.

C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?

Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.

Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.

Hjem?

Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.

Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.

Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.

Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.

“Writing is not life, but I think sometimes it can be a way back to life” 
- Stephen King

Jeg elsker at gå i skole, og jeg har altid været god til det faglige. Det har dog vist sig at være sværere for mig at få en uddannelse, end jeg engang troede. 

For livets mange op- og nedture har spændt ben for mig, og jeg har aldrig passet ind i systemets fine kasser. Men det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har lyst til.  

Det, jeg har lyst til, er at skrive bøger.

Borderline og mig

Efter flere år som svingdørspatient i psykiatrien, utallige lægebesøg, samtaler hos healere, en enkelt coach og mange forskellige fejldiagnoser, fik jeg endelig som 24-årig diagnosen “borderline personlighedsforstyrrelse”. Derudover, har jeg en cocktail af angst, depression, PTSD og en spiseforstyrrelse. 

Borderline er nærmest uforklarligt, men kort sagt betyder det, at jeg har været udsat for nogle traumer, der gør det svært for mig at kontrollere mine følelser. 

Tusinde tanker køre i mit hoved konstant. Jeg får panikanfald, så ekstreme, at jeg føler, at mit hjerte stopper, og jeg har perioder, hvor depressionen tager over, og alle muskler i min krop føles som ler.  En simpel handling som at stå ud af sengen bliver som at bestige et bjerg, og det føles umuligt at komme ud af. 

Jeg har altid haft følelserne uden på tøjet, specielt min vrede, og det var nok også derfor, jeg fik titlen som klassens humørbombe i gymnasiet. ‍

Mobning, skolen og depression

Før jeg fortæller om gymnasiet, vil jeg tage jer en tur tilbage til, hvor det hele startede, nemlig folkeskolen. Min folkeskoletid kan for mit vedkommende sammenlignes lidt med at blive kastet direkte ned i helvedes flammer, igen og igen. Ej, jeg overdriver måske, men børn kan virkelig være ondskabsfulde…

Jeg har altid været følsom eller særligt sensitiv, om man vil. Noget, som de andre elever hurtigt opfangede, og dermed blev min sensitivitet en skydeskive for deres “drillerier”, som lærerne kaldte det. 

Jeg blev kaldt alt fra grim, tyk og dum, til klam, åndssvag og uværdig til at leve. 

Jeg blev slået, sparket, skubbet, eksluderet og bagtalt.

Jeg blev holdt op af en mur sammen med to andre, hvorefter de store drenge tyrede dødbolde efter vores hoveder. Jeg tror jeg har været 8 år, og når man er så lille, føltes en 6. klasses dreng som en voksen. Jeg husker dem som enorme kæmper, og deres grin ringer stadig i mine øre, når jeg tænker på det.  

Da jeg i 3. klasse blev låst inde i et boldskab af nogle piger fra klassen, oplevede jeg for første gang et panikanfald. 

Skolen blev et sted, jeg var bange for at være, et sted hvor jeg følte mig helt alene i verden, og hver dag var en kamp for at overleve.

Mine forældre prøvede alt for at stoppe mobningen, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange de var til samtaler med ledelsen om min trivsel, og hvor mange gange min far har trampet op på skolen, fordi jeg igen kom hjem med tårer i øjnene. Lærerne gjorde ingenting for at hjælpe, tværtimod fik jeg skæld ud for at være sensitiv. 

Jeg husker tydeligt min lærer sige: “Jeg tror det ville være nemmere, hvis du bare var ligesom de andre piger i klassen.” 

Hun gjorde det at være anderledes til en dårlig ting, og jeg tog desværre hendes råd. Efter en håndfuld skoleskift, begyndte jeg selv at mobbe. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok som en form for kill or be killed tankegang, og så var jeg jo pludselig ligesom “de andre piger”. Det var dumt og noget, jeg stadig skammer mig over i dag. Jeg havde faktisk meget til fælles med dem jeg mobbede, og jeg ville ønske jeg bare havde været venner med dem i stedet. 

I sidste ende nåede jeg igennem folkeskolen, dog ikke uden ar på både krop og sjæl, samt et bjerg af trust issues og lavt selvværd. ‍

Røvhuller og Rollemodeller

Jeg mødte op til den første dag i gymnasiet med helt andre briller på end i folkeskolen. “Jeg var stærkere nu,” fortalte jeg mig selv. “Der er aldrig nogen, der kan såre mig igen.” 

Min skolegang havde givet mig troen på, at alle ville gøre mig ondt, hvis jeg lukkede dem ind. Så jeg opbyggede en hård facade, og selvom jeg havde nogle få venner, følte jeg mig ensom.

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever. 

Jeg blev stemplet, som en man ikke skulle komme for tæt på, hvis man ikke ville have hovedet bidt af. Jeg var deprimeret og vred hele tiden. Jeg følte mig ligegyldig og min daværende kæreste sagde på et tidspunkt til mig: “Jeg glemmer, at du eksisterer.” Jeg kan godt se nu, at han sagde det, fordi han var et røvhul. Men min teenagehjerne omformulerede det hurtigt til, at alle glemmer mig, at ingen kan lide mig, og jeg intet er værd. Det satte et ekstra skub i min depression. Jeg fik selvmordstanker og brugte meget af min tid på hash og whiskey i larmen på Crazy Daisy. 

Dog færdiggjorde jeg på magisk vis min HF med topkarakterer. 

Det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de bedste forældre i verden, der ville gøre alt for at se mig glad. De så min smerte, og jeg fik hjælp. Både fra dem, fra psykologer og fra en helt speciel lærer:  Henrik Selch, som gav mig troen på, at jeg sagtens kunne opnå mine drømme, og at jeg var langt mere værd, end jeg gik og troede. Det forsikrede mine forældre mig selvfølgelig om dagligt, men jeg tror, at jeg havde brug for at høre det fra en, der ikke var obligeret til at kunne lide mig. 

På grund af hans tillid besluttede jeg mig for at arbejde med udsatte børn og unge, så jeg kunne være der for dem på samme måde, som han var der for mig. 

Jeg startede derfor på socialrådgiverudannelsen, men måtte efter blot 4 dage acceptere, at 200 mennesker i samme lokale var lidt for meget for min angst. 

Jeg droppede ud og forsøgte mig med forskellige jobs og praktikpladser, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg skulle være skolelærer. 

Læreruddannelsen skulle dog vise sig at være en lige så svær tid. 

Min depression, angst og borderline var på højtryk, og jeg fik nærmest ikke et minuts ro i hovedet. Det var også her, jeg mistede den vigtigste person i mit liv. ‍

Min gamle ven døden

Jeg kender døden, alt for godt; jeg har set den mange gange. Så meget, at den efterhånden begynder, at føles som en gammel ven. En ven, der lidt for tit kommer på besøg og tager alt for meget med sig, når den går. 

Jeg mistede min farfar, farmor og morfar, da jeg var barn. Jeg husker dem ikke så godt, men jeg husker døden, eller rettere, den følelse døden har det med at medbringe. 

Den tunge følelse af savn og tristhed, der hænger over en som en mørk skygge. Følelsen af at have en sten i maven, der langsomt trækker en ned under vand, så man ikke kan trække vejret. Den følelse.

Min mormor som uden tvivl var min bedste ven, blev taget af kol kort inden min konfirmation. Ikke længe efter tog vodkaen min morbror, og da jeg som 22-årig lærerstuderende sad i min lejlighed i Silkeborg omkring kl. 21.00, bankede det på døren. 

Det var min faster og onkel. Jeg husker tydeligt min fasters stemme, da hun sagde, at min mor havde fået hjertestop. Min mor lå i koma i 7 dage.  Jeg ønskede ikke at besøge hende på stuen, da det på en eller anden måde, ville gøre det hele mere virkeligt. Jeg ville vente med at se hende, til hun vågnede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes hjerte bankede igen, men de kunne ikke vække hende. 

Køreturen til hospitalet, den dag vi slukkede for maskinen, føltes som en evighed. Jeg vidste, at jeg nu skulle se min mors ansigt for allersidste gang.  Det er ikke noget, man nogensinde kan forberede sig på. Min faster tog min hånd, og sammen gik vi ind på værelset, hvor hun lå tilsluttet en respirator, der hjalp hende, med at trække vejret. Jeg kyssede min mor på panden og forlod rummet efter et minuts tid. Jeg ville ikke huske hende på den måde. Jeg tænkte, at  jo kortere tid, jeg var derinde, desto mindre ville jeg huske hende, liggende i en hospitalsseng. Jeg ville huske hende som den livsglade, stærke rock mamma, hun var. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke blev ved hende længere.

Grief

I’ve changed the way I view my demons. 

At first they felt heavy, making it almost impossible to breathe. 

They were loud like cannons and sharp like swords. 

It felt like an ongoing war, but I had no shield to protect myself and nowhere to run. 

Because you can’t hide from yourself. 

I was terrified of them. 

When death continuously came knocking on my door, to take away the ones I love, a part of that fear disappeared. 

I realized who the real enemy was…

Grief. 

My demons became my soldiers, my allies, and my friends. 

However, I will never fully trust them. 

I keep them on a leash, close to my chest as I prepare to fight the face of death, until the day it finally comes knocking for me.‍

• Xara Berg

Hvem er jeg?

Efter min mors død mistede jeg alt. Min lejlighed, mange af mine venner, min uddannelse og min livsglæde. Jeg var også nødt til at sige farvel til min kat og min hund. Det var hårdt! Ekstremt hårdt. Jeg vinkede farvel til drømmen som lærer og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Det var egentligt først her, jeg officielt ramte bunden, eller rettere sagt 400 meter under bunden. 

Sorgen over min mor og stressen fra uddannelsen samt min endnu ikke diagnosticeret borderline gjorde, at jeg gik psykisk ned. Når det føles, som om man hænger i en sytråd mellem livet og døden, bliver alt andet ligegyldigt.  Det var svært at overskue et job eller en uddannelse, når borderline, sorg og daglige panikanfald, styrede mit liv.  

Store spørgsmål som meningen med livet og “hvem er jeg?” kørte rundt i mit hoved, og at fortsætte på en uddannelse, jeg ikke var 100% sikker på, virkede helt absurd. 

Samtidig var jeg heller ikke sikker i min seksualitet. Jeg kom ud som biseksuel og senere panseksuel, selvom jeg egentlig er lesbisk. Jeg prøvede i mange år at undertrykke min seksualitet, fordi jeg troede, det ville være nemmere, hvis jeg nu også bare var til mænd. Jeg sultede mig selv, dømte mig selv og blev min egen værste fjende. Jeg mistede flere gange troen på mine evner. Jeg mistede mine værdier og synet på, hvad der var vigtig… Jeg mistede mig. 

Fremtiden?

Igennem mine 25 år er jeg blevet misbrugt, banket, isoleret, nedgjort, undertrykt og behandlet som et ligegyldigt objekt. Jeg har mistet mange, jeg holder af, og jeg har været i daglig krig med mit eget hoved i mange år. 

I lang tid var succes for mig noget, som andre kunne se op til, og en del af mig ville have, at andre var misundelige over mit liv. I dag, betyder det intet for mig. Efter, at jeg startede i terapi, er jeg begyndt at finde mig selv igen. Jeg er meget gladere i dag. Jeg får behandling i en gruppe for borderline patienter, og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg har lært, at livet er kort, og lige pludselig kan det hele være slut. Jeg har lært, at status ikke betyder noget overhovedet, for uanset om jeg er hjernekirurg eller arbejdsløs, vil de mennesker, hvis anerkendelse jeg engang stræbede efter at få, stadig tale dårligt om mig…og hvad så? Jeg ændrer mig aldrig igen for andres ligegyldige meninger, for jeg elsker mig selv og den person, jeg er blevet. Jeg må erkende, at det ikke er sikkert, jeg nogensinde får en uddannelse. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at tjene gode penge eller vinde nogle priser, og det er okay!

Jeg har accepteret, at jeg er nødt til snakke om mine traumer og heale, før jeg kan hjælpe andre. Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare valgt en anden vej, og jeg er rigtig glad for de chancer, jeg har taget. Jeg har lært så meget om mig selv og verden omkring mig. Alle de ting, jeg har oplevet gennem livet, har sat ar på min sjæl. Det har været ekstremt hårdt, og til tider var livet svært at overskue. Men de oplevelser har lært mig at holde fast i mine værdier og stå op for mig selv. Jeg siger min mening, om andre kan lide det eller ej, og jeg har ikke tænkt mig at være stille, nogensinde igen. Jeg har intet arbejde og ingen uddannelse, men jeg har et godt liv. Jeg er kærester med en fantastisk kvinde, jeg har en far, der er stærkere end nogen anden, og som vil gøre alt for mig. Jeg har et sted at kalde mit hjem, en sund krop og en drøm at holde fast i. Det er godt nok for mig! Jeg ved, hvem jeg er, og hvor jeg har været, men ikke hvor jeg skal hen. 

Min drøm er dog at blive forfatter, for bøger er for mig en “escape”. Det er en verden, hvor intet kan røre mig, og kun fantasien sætter grænser. Det er som en kikkert ind i forskellige universer, fyldt med spænding og magi. Når jeg skriver, forsvinder verden omkring mig, og selvom jeg normalt skriver fiktion, er der altid noget realisme forbundet med det. Jeg skriver om spøgelser og dæmoner, om vampyrer og troldmænd, men også om døden, traumer og sorg. For det er ikke rigtig en historie uden alt det svære, og sådan er livet også. 

Med hensyn til fremtiden er uddannelse ikke så vigtigt. For når livet virkelig rammer, er det familie, venner og ikke mindst mig selv, der betyder alt!

Det er mig, der sidder der bagerst i klassen og holder øje med alle jer andre. Jeg observerer nysgerrigt, mens I lader, som om I forstår, hvad I snakker om, og jeg prøver at forstå, hvordan jeg kan gøre det samme. Men ser I mig?

Et koldt blik som ingen dengang brød sig om at se bag; to allerede udbrændte stjerner, som folk bortforklarede med overfladiske observationer. Min “dårlige adfærd” var tydeligvis bare, fordi jeg var uintelligent og ligeglad som teenager. 

“Men det giver jo mening. Tænk, hun blev sendt væk på efterskole med kun tre måneder tilbage af 8. klasse for at ryge hash!”

Åh ja, så du har hørt om mig?

Og hvem er jeg?

Man kan sige, jeg har haft et talent for at træffe dårlige beslutninger – beslutninger, som jeg ofte kom i problemer for, og som jeg lod mig overbevise om var bevis på, at jeg intet var værd. Hvorfor kunne jeg ikke bare passe ind i de samme konstruktioner, som alle de andre passede i? Hvor havde de alt deres værktøj fra? Deres hammer og søm, der hjalp dem med at studere, fokusere og arbejde mod et mål. 

Fra min plads bagerst i eksamenshallen på HF fløj spørgsmålet igennem mit hoved: Hvad er pointen? Hvorfor forsøgte jeg at bygge et palæ med mine bare hænder, når alle de andre havde arvet værktøjet fra deres forældre? 

“Jeg er fandeme ikk’ som dem,” tænkte jeg. Det eneste værktøj, jeg kendte hjemmefra, var min fars knyttede næver, og det var sgu ikke noget, jeg nogensinde ønskede at arve. 

Jeg havde aldrig følt en passion, ild eller lyst til den lineære vej. Men når min bekymring blev italesat, var svaret altid: “Ork, jeg er ikke bekymret for dig – du skal nok blive til noget.” Nok blive til noget? Hvem er jeg her, hvis ikke jeg kan blive til nogen? Jeg har altid følt, at livsenergien suges ud af mig, når jeg har gået på en uddannelse.

Den dag i eksamenshallen ramte det mig. Jeg havde aldrig følt mig sikker på noget, hvad angår uddannelse, men her vidste jeg præcis, hvad jeg måtte gøre. Jeg afleverede et blankt stykke papir til en forvirret eksamensvagt og gik direkte op på kontoret og meldte mig ud af skolen. Var jeg blevet et par uger længere, havde jeg fået et papir, jeg kunne vifte med. Så kunne mor være stolt, og Danmark ville klappe mig på skulderen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at passe i den boks, som uddannelsen ville have mig til at bygge.

Det var stadig sandt nogle år efter, da jeg læste HF op for at komme på pædagoguddannelsen. Jeg havde ikke værktøjet, men jeg havde viljen. Jeg snød i min sidste eksamen, for der var aldrig nogen, der forklarede mig, hvad pointen skulle være i at tvinge mig selv til at lære ting, jeg vidste, jeg aldrig ville få brug for. Så da jeg dumpede første gang, tænkte jeg bare: “Det skal fandeme være løgn - en eksamen i efterkrigstiden skal ikke stå imellem mig og at blive pædagog,” og så fandt jeg en måde at komme igennem alligevel. Jeg gjorde bare, hvad jeg kunne for at fodre min egen ild, og det måtte gøres med de værktøjer, jeg nu engang havde til rådighed. Jeg tilpassede mig.

Den kolde angst

Jeg var den pige, som blev sendt udenfor døren, ud af skolen og til sidst selv droppede ud. Det barn som de andre forældre helst ikke så deres egne børn med. Som om min rastløshed og dårlige opførsel skulle smitte af. Jeg husker en episode i folkeskolen, hvor jeg, efter fysiktimen, fik ordene: “Du bliver aldrig til noget” fra min underviser. Så nu var jeg hverken nogen eller noget‍

Det var det, de så i mig. Det var aldrig angsten - den iskolde dødsangst, der sad i min krop, hver gang jeg trådte ind ad døren derhjemme… Sjovt nok var det ikke den, som undervisere eller forældre var bekymrede for; nok fordi de ikke var interesserede i, hvad der kvalte mig.

Jeg husker ikke meget fra min barndom, men desværre husker jeg dette: Jeg ligger under mine forældres seng, mens min lillebror og lillesøster putter sig ind til mig på hver deres side. Her er varmt og blødt, men det larmer. Skingre skrig og en dyb vrede. Deres hoveder er på mine skuldre, mens jeg rækker om dem for at holde dem for ørerne, så de ikke kan høre lyden af fars næver, der rammer mors krop - igen og igen og igen…

Det var ikke hver dag - i hvert fald ikke så vidt jeg husker - men jeg kunne altid mærke, når det ville ske. Atmosfæren, lugten af frustration blandet med lugten af Tuborg. Selv når mor forsikrede mig om, at “han gør ikke noget, bare kom ind,” følte jeg mig ikke sikker. Jeg havde udviklet antenner, der kunne opfange faren, der ventede. Jeg var 8 år gammel, da jeg cyklede tre kilometer ind til byen i mit nattøj med hjertet i halsen for at flygte hjem til mine bedsteforældre. “Jeg tror, far slår mor ihjel,” sagde jeg til dem. Jeg var ikke i tvivl. Næste morgen vågnede jeg i gæstesengen hos bedstemor og bedstefar. Mors blik var mildt, da hun hentede mig, men de blå, røde og gule mærker fortalte sandheden om gårsdagens hændelser.

Selvom det måske ikke skete tit, så var min viden om, at muligheden var der, nok til, at jeg aldrig følte ro i min barndom. Jeg havde ingen plads til at finde mig selv, fordi jeg altid skulle finde den hurtigste udvej, hvis nu far besluttede sig for at række efter flasken. Jeg havde ikke overskud til noget så banalt som lektier eller at finde mine egne oprigtige interesser. Absolut intet i mit liv var centreret ud fra min egen kerne. Mit nervesystem var konstant overbelastet af sitrende celler i hele kroppen, der hele tiden slog alarm. En slags security mand i mit eget sind, som aldrig tog fri. Så jeg blev sendt væk. Udenfor døren. Væk fra hjemmet. Ned på kontoret. Jeg lærte, at når jeg opførte mig dårligt, så skulle jeg ekskluderes og håndtere mit følelsesliv alene.‍

At klare det selv.

Længsel

Hele mit liv har jeg været grænsesøgende. Når man vokser op i et klaustrofobisk hjem, tror jeg, det er meget normalt, at man skubber lidt ekstra til grænsen, når man kommer udenfor. Ellers bliver man kvalt og udslukt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at den lille ild, der stadig brændte i mig, ikke skulle blive taget af den kolde angst. Så jeg måtte fodre den udenfor. Jeg var fløjtende ligeglad med konsekvenser: Hvor langt kan man gå i venskaber og forhold, før folk får nok? Hvor mange stoffer kan man tage, inden det går galt? Hvor meget alkohol kan man dulme sig selv med, før omverdenen trækker sig? Når ens hjerte hungrer efter at blive holdt, hvor mange skal man så møde, før man finder nogen eller noget, der rent faktisk giver kærlighed tilbage?

Jeg tror altid, jeg har "ledt" efter min far - en person, som jeg havde fået at vide, skulle elske mig lige meget hvad. Jeg ledte, og så alligevel ikke. Da jeg kom hjem efter et år som au pair i Grønland, fortalte min søster, at far havde savnet mig. Han havde snakket om mig, spurgt efter mig. Han ledte efter mig, men jeg kunne ikke møde hans længsel længere. Min far, som jeg frygtede, men min far, som var den eneste far, jeg nogensinde havde haft. Følelsen har altid været forvirrende, for hvordan kan du elske nogen, du frygter? Fordi du skal? Ligesom du skal tage en uddannelse, skal have et job, en mand og noget at tro på, så skal du da elske dine forældre. Mor og far som gav dig livet. Livet som kan give alt og tage alt.

Min far døde tre måneder efter, jeg kom hjem, og hans død var en lettelse. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg tænkte, om han måske var den byrde, der havde holdt mig tilbage. Måske ville længslen dø med ham, og jeg ville endelig kunne starte forfra.

Som løve i et bur

Så der, i 2014, sidder jeg på jobcenteret, hjemvendt efter et år i Grønland, og føler mig klar til en ny start. Jeg har det ikke godt – ikke at det er noget nyt; jeg tror altid, jeg har været trist indeni. Jeg er en løve i et bur: løven er ilden, som jeg har formået at holde i live og fodre med kærlighed i Grønlands sneklædte landskab, og buret er de traumer og den tristhed, som jeg altid har været bange for at se i øjnene. Men nu, i stedet for kaotisk selvmedicinering efterfulgt af tømmermænd, føler jeg mig klar til at få rigtig hjælp.

Sagsbehandleren stiller et par generelle spørgsmål, som hun lyder til at havde spurgt 1000 gange før, og når frem til en meget simpel konklusion:

“Jeg tænker, det er bedst, at du samarbejder og tager noget medicin for din depression - enig?” siger hun.
Nej. På ingen måde enig. Jeg har været bedøvet så længe; bedøvet af substanser, bedøvet af skam, bedøvet af svigt og bedøvet af illusionen om kærlighed. Jeg er klar til at MÆRKE noget! Hvis jeg får medicin nu, så slukkes det hele jo bare igen… En ny, klaustrofobisk kasse uden om mit eget bur?

Men min sagsbehandler forsikrer mig om, at hvis jeg takker nej til at tage medicin, så er der heller ingen økonomisk hjælp at hente fra jobcenteret. Og man kan jo ikke arbejde, når man ikke kan stå ud af sengen; og hvis man ikke kan arbejde, så kan man ikke tjene penge. Hvis man ikke tjener penge, så kan man ikke leve, og hvis man ikke lever, så kan det hele jo bare være lige meget; så kan jeg lige så godt slukke den skide ild selv…

“Fint, så gi’ mig det.”

Medicinæsken vejer ikke meget i min hånd, men den vejer i mit hjerte. Jeg græder. Jeg har ikke lyst til at slukke for mig selv, jeg har ikke lyst til at være afhængig af medicin - og jeg har ikke lyst til symptombehandling, men derimod årsagsbehandling. Jeg har lyst til at tæmme løven, så jeg endelig kan slippe den fri. Jeg er ikke i tvivl om, at medicin kan hjælpe mange, og jeg er heller ikke i tvivl om, at medicin ikke er det rigtige for mig. Men der var ikke nogen, der lyttede. Jeg får pilleæsken med hjem sammen med en lang liste af bivirkninger. Tilbage på kontoret efterlader jeg den tillid, jeg havde tilbage til fagpersoner

At gå sin egen vej

Efter oplevelsen i 2014 er mine forventninger til hjælp ikke særlig høje, da jeg bliver syg igen i 2020. Jeg sidder på psykiatrisk skadestue; øm og følelsesløs på samme tid. Jeg var så udmattet efter at have elsket alt for meget uden at elske mig selv. Jeg havde, for anden gang, forsøgt at færdiggøre pædagoguddannelsen - en uddannelse som jeg oprigtigt brændte for - men efter to mislykkede forsøg på at gennemføre min sidste praktik, kastede jeg endegyldigt håndklædet i ringen. Endnu en gang dukkede spørgsmålet: “Hvad er pointen?” op. Erkendelsen af, at mit liv var i mine egne hænder, ramte mig på en helt ny måde. Mit valg: Det hele kunne ende i morgen, hvis jeg turde… det var som en ny viden, en ny magt, som jeg frygtede. Jeg havde bare sådan brug for nogen, der ville lytte og lede mig i den rigtige retning - væk fra min egen magt og mørke tanker.

“Jeg kan virkelig godt se, du har det skidt,” sagde sygeplejersken på den psykiatriske skadestue. Ikke en imponerende observation, men okay. Jeg kunne ikke begå mig socialt uden at bryde totalt sammen; jeg kunne knap overskue at stå ud af sengen. Jeg vidste, at der, på den ene eller anden måde, skulle forefindes noget dokumentation for, at jeg kunne få lov til at få en pause fra livet.

Jeg ventede på afgørelsen: ny medicin, mere medicin, højere dosis medicin? Pump mig fuld af stoffer, som da jeg var teenager.

I stedet sagde hun: “Jeg tror ikke, medicin er det rigtige for dig,” og jeg holdt vejret et øjeblik. “Ro,” sagde hun, “og terapi. Når du er klar til det.” Det var første og eneste gang i mit møde med systemet, at jeg følte mig set og hørt.

Efterfølgende blev jeg udredt for angst, PTSD og svær depression, og behandlingen hed Sertralin på papiret. Jeg tog aldrig medicinen, men jeg havde brug for terapi og e-journaler til sagsbehandleren. For dem var jeg bare en sag, der skulle afsluttes, men for mig var det mit liv.

Jeg deltog i gruppeterapi med fem andre kvinder, der stod i situationer meget lig min, og det var så rart endelig at have nogle at spejle sig i - for hold kæft, hvor føler man sig alene, når man er syg. Det var rart, men også surrealistisk: Her sad jeg med fem andre slukkede kvinder; ikke bare slukkede øjne, men totalt slukkede i deres følelser.

“Det er jo medicinen, der gør sit job,” forsikrede psykologen.

Ledestjerne

Jeg tror på, at viden er magt, og jeg synes, det er ærgerligt, at vores naturlige nysgerrighed bliver undertrykt af et snæversynet uddannelsessystem. Jeg vil helst udvide min horisont på mine egne præmisser og virkelig fordybe mig. Men systemet siger, at man skal have et papir, der kan bevise, at man har visse færdigheder, så jeg sidder fast her i limboland med mit potentiale.

Jeg er indebrændt, men jeg har ikke overskud til at være sur længere. Jeg har trænet - løbet og bokset - for at holde varmen og prøve at brænde traumet væk. Fysisk træning er en fantastisk form for terapi, men i længden er vrede ikke en sund ild at varme sig ved. I stedet fandt jeg, hvad jeg havde brug for, ved at se op i stjernerne.

Hvis du spørger om mit stjernetegn, så siger jeg, at jeg er Vægt - i virkeligheden er det kun mit soltegn: Min måne, som repræsenterer følelseslivet, er Fisk, og i ascendanten har jeg Løven. Ascendanten er, hvordan andre ser dig, og det er vel derfor, folk har antaget, at jeg nok skal blive til noget i systemet. Hvem fanden lægger mærke til en Fisk, hvis der står en stor, flot Løve foran dem? Folk glemmer at se på helheden; jeg er den hvileløse Løve, hvis du ser mig i øjnene, og den sensitive Fisk, hvis du lytter til mine råb om hjælp – men hvis du åbner BÅDE øjne og ører, så vil du se, at Løven og Fisken må samarbejde for at holde Vægten i balance.

For mig er astrologi et værktøj til forståelse og udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har levet mange liv, og jeg tror ikke på, at det, vi bærer på, nødvendigvis hører til i dette liv. Det mest smertefulde i livet er, når vi ikke bliver set. Sådan virkelig set - og det er præcis det, astrologien kan. Se hele dig.

Med den viden har jeg fundet magten til at holde min ild i live. Når jeg kan finde mening med min fortid, kan jeg også finde mening med fremtiden - lige meget om andre folk tror på det eller ej. I stedet for lange, hårde udredninger og piller i forskellige størrelser og farver, kunne det så ikke være fantastisk, hvis der var plads til os, der ikke vil bedøves mere? Tænk, hvis jeg kunne få naturmedicin eller måske en samtale med en astrolog i stedet for en psykolog?

Jeg er brændt - et brændt barn, som har skyet ilden, men søgt varmen, siden min barndom. Jeg har været indebrændt og opbrændt mange gange, men jeg er ikke udbrændt. Ens soltegn giver kun en lille del af historien, ligesom når folk dømmer mig ud fra en overfladisk forståelse af, hvorfor nogle står udenfor både job og uddannelse. Jeg vil ikke lade det definere mig mere. Jeg har valgt at følge den urkraft indeni mig, som altid har formået at få mig igennem de hårdeste tider i mit liv. Du kan se ilden i mine øjne, hvis du virkelig kigger på mig og virkelig ser mig.