Gennem egne øjne

Det har været nogle travle dage på arbejde. Det hjælper ikke, at jeg har haft migræne i tre dage, sådan med opkast og næseblod. Det er ellers længe siden sidst. Jeg arbejder på et botilbud for unge med fysiske handikaps og psykiske lidelser. Der kan virkelig være tryk på i perioder, men i dag skal jeg bare sidde på kontoret med min kollega. Jeg har kendt hende, siden jeg var i praktik her under mit studie. Hun støttede mig under praktikforløbet og gav mig flere chancer end de fleste; så igennem fingre med mit svingende overskud og min fraværsprocent, som var højere, end hvad man normalt ville acceptere. Uden hende havde jeg ikke klaret mig igennem studiet. Da jeg blev færdig som SOSU-assistent, var det også hende, der talte for at få oprettet et job til mig her. Vi tager en kop kaffe. I baggrunden kører radioen med Noah: Og livet er ikk’ altid, ligesom man drømmer det. Måske vi alle bare troede, vi ku’ glemme det. Sangen giver mig gåsehud. Min kollega spørger, hvordan det går med migrænen. Jeg svarer, at det ikke går skidegodt. ”Kan det være noget psykisk?” spørger hun. ”Er der noget, der trigger anfaldende?” Hendes stemme har en snert af bekymring i sig uden at være omklamrende. Hun har sådan en moderlighed over sig, som gør mig tryg. Og måske er det dét. Måske er det, fordi jeg kan mærke, at hun ikke mistror mig og ikke kræver noget af mig, at jeg begynder at fortælle min historie. 

Da jeg kom i skole den dag, vidste jeg på en eller anden måde, at det var sidste gang. Jeg var otte år gammel. Mor og far var ved at blive skilt, fordi mor havde fundet en yngre fyr. Far var meget ked af det. De ville begge to have forældremyndigheden, men satte mig i midten, mens de kæmpede deres kamp for at få mig. Far ville have mig til at vidne i retten mod mor, men det nåede aldrig så langt. Han var ellers normalt en stille og rolig mand, som dog ikke ville kunne koge et æg. Mor var typen, som altid ignorerede de problemer, der opstod. Hun var mest optaget af sin nye kæreste, som tog stoffer og røg hash. Så hverken mor eller far virkede helt kompetente til forældreopgaven. 

   Da mor hentede mig efter skole, kørte vi ud til et stort hus i Nørre Aaby. Vi blev taget imod af nogle pædagoger, som vi sad lidt med, mens vi fik kaffe og saftevand. Og så kørte mor derfra.
  Billedet af min mor, der efterlader mig, står enormt stærkt i min erindring. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Hun kørte uden forklaring og efterlod mig det her fremmede sted.
  I dag ved jeg stadig ikke præcis, hvorfor jeg blev anbragt. Jeg tror, det havde noget at gøre med en psykolog, som mor tog mig med til midt under skilsmissen. Psykologen var en høj, korthåret kvinde med solglødende hud, som bad mig udføre forskellige opgaver: putte ting i kasser, lægge puslespil og sådan. Jeg havde en klar fornemmelse af at blive vurderet, mens jeg var der, men jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Måske hang anbringelsen også sammen med mine to storebrødre: Den ene har Downs syndrom, og den anden var ude i et misbrug dengang. Måske havde mine forældre simpelthen mere at bære på, end de havde kræfter til?
  I dag ved jeg, at anbringelsen var ”frivillig”. Min mor blev dog fortalt, at den ville blive med tvang, hvis ikke hun gik med til det. Hvis nogen nævner det for min far i dag, lukker han helt af. Han mener, at det var min mors valg. Men han må jo have givet sin accept på en eller anden måde.
  Efter min mor var kørt fra Nørre Aaby, viste pædagogerne mig rundt i det enorme hus: stuer efter stuer, værelser efter værelser. Det virkede helt uoverskueligt. Den første nat græd og græd jeg. Jeg blev ved i næsten tre dage; jeg fik ikke lov at ringe hjem og sige godnat, for jeg skulle vænne mig til at være i huset.
  Jeg boede i Nørre Aaby i to år. Det var sjældent, at mine forældre kom på besøg. Min far kom til min fødselsdag, min mor lidt oftere – men aldrig sammen. De andre børn i huset savnede også deres forældre. Så en dag stak jeg af sammen med to andre drenge for at besøge dem. Så cyklede vi hjem til vores forældre i Harndrup, Nørre Aaby og helt i Middelfart. Det var virkelig mange kilometer på små børnecykler. I Middelfart kom politiet og tog os med tilbage til institutionen. Det var tydeligt, at pædagogerne ikke var glade for, at vi var taget hjem. De mente vel, at vi skulle fri af livet hos vores forældre, ikke besøge dem.
  Jeg havde en værelseskammerat – ja, det lyder helt fængselsagtigt – men jeg havde en værelseskammerat, som pludselig blev flyttet fra bostedet. Ikke så længe efter fik jeg at vide, at jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle ud og overnatte et sted sammen med min yndlingspædagog. Vi kørte i lang tid, helt til Nørre Nebel i Vestjylland. Til sidst kom vi til en lang grusvejsallé, som førte op til en kæmpe firlænget gård, nærmest en herregård. Den lignede noget fra en Morten Korch-film: rødmalet med stråtag og hvide bondegårdsvinduer. Rundt om gården var der haver med frugttræer. Et ældre ægtepar kom ud og sagde hej og bar mine ting ind.
  Idét jeg trådte indenfor, så jeg min gamle værelseskammerat fra Nørre Aaby. Jeg fik med det samme en følelse af, at noget var galt, for han var jo ikke kommet tilbage.
  Så kom jeg ind på et værelse, som var fyldt med mine egne tusser, malebøger og min lyseblå skoletaske. På væggene havde de endda hængt mine dyreplakater op. Mens jeg gik rundt og kiggede på tingene, hørte jeg en bilmotor blive tændt. Lyden af dæk, der drejede, forsvandt i gruset. Det var pædagogen fra Nørre Aaby, der kørte.
  Da begyndte jeg at græde fuldstændig hysterisk. Jeg råbte og skreg og begyndte at smadre mine ting. Ægteparret kom ind og trak mig over på sengen, hvor de satte sig på mig og holdt mine arme og ben fast, mens jeg blev ved med at prøve at slå ud efter ting. Det gik der mange timer med. Jeg blev på værelset i flere dage, hvor jeg ikke havde lyst til noget, og raserianfaldene fortsatte i mange måneder efter.
  Jeg ved ikke præcis, hvorfor jeg blev flyttet helt til Vestjylland. Jeg går ud fra, at det havde noget at gøre med, at jeg var flygtet fra institutionen i Nørre Aaby. Nu var jeg så langt fra mine forældre, at jeg ikke uden videre kunne stikke af for at besøge dem. Jeg var den yngste af fire børn, som var blevet anbragt her. Vi kom alle fra Fyn. Efter hånden forenede vi os med stedet og vores plejeforældre, og det blev hverdag.
  Jeg startede i skole og fik en veninde, Lene, som jeg stadigvæk er venner med i dag. Jeg kunne mærke, at hun var noget særligt, at hun lyttede til mig på en særlig måde. For hende betød det ikke noget, at jeg boede hos en plejefamilie. Lene kom fra en kernefamilie, som der var mange af i Vestjylland. De var søde overfor mig, men det var også hårdt, fordi det mindede mig om, at jeg kun havde min plejefamilie.
  Det var ikke, fordi mine plejeforældre ikke behandlede mig godt. Vi fik økologisk mad og skulle altid spise sammen. Vi fik pænt tøj, og hvert år var vi med dem ude at rejse. Jeg tror, at de holdt af os, men på en lidt anden måde end vores forældre. De passede på os, men der var ikke egentlig kærlighed. Mange år efter min anbringelse har jeg forsøgt at få kontakt til dem igen, men uden held. Jeg har endda været forbi gården, men den er revet ned, og grunden er solgt til nogle andre. Så de har nok mest opfattet os som et arbejde.
  Da jeg blev teenager, begyndte jeg at hænge ud med mine venner, drikke øl og høre musik. Du ved, sådan nogle ting som teenagere gør, når de løsriver sig. Jeg begyndte at ryge cigaretter, og til sidst kunne jeg være væk i flere dage, hvor mine plejeforældre kørte rundt og ledte efter mig. Det blev for meget for dem. Så da jeg var 16, smed de mig ud. De har jo nok talt med kommunen om det, men jeg oplevede det ikke sådan. Jeg oplevede bare, at jeg nu blev ladt i stikken igen.
  Angsten for at blive forladt fylder meget i mit voksenliv. Jeg har jo lært, at mennesker kommer og pludselig forsvinder. Hvis mine venner drikker lidt for meget og udtrykker deres omsorg for mig, kan jeg ikke tage det ind. Hvis jeg mærker, at en relation er på vej et dårligt sted hen eller føles omklamrende, er jeg ikke bange for at cutte den. Hellere forlade end selv at blive forladt.
  Efter at være blevet smidt ud af mine plejeforældre, flyttede jeg hjem til min mor på Fyn. Her skulle vi finde ud af, hvad der nu skulle ske med mig. Der kom et brev fra kommunen om, at jeg skulle starte i skole, men der var ikke nogen, der kom og tjekkede op på, hvordan det ellers gik. Ingen som tænkte: ”Hvordan mon det går nu, hvor han er flyttet hjem til sin mor, som han ikke havde boet hos i otte-ni år?” Det var meget mærkeligt. Havde de bare glemt mig? Det er lidt vildt at tænke på, at man anbringer et barn væk fra sine forældre i så mange år og så bare… ingenting?
  Det var en turbulent tid hos min mor. Jeg begyndte at tage på weekend hos mine venner i Jylland, og når jeg kom hjem igen, skændtes min mor og jeg i flere uger. Jeg ville jo tilbage til Jylland og bo. Det tog hårdt på vores forhold. Min mor overkompenserede ved at købe ting til mig, som jeg gerne ville have. Det præger stadig vores relation i dag: Hun hjælper mig med praktiske ting, og efter halvanden time sammen har jeg fået nok. For ikke så længe siden boede jeg hos hende i et par måneder. Vi skændtes meget, og jeg ved præcis, hvilke knapper jeg skal trykke på for at gøre hende ondt. Det er jo ikke meningen, men når bølgerne går højt, er det dét, der sker. Og i stedet for at snakke om det, kører hun sin vej. Så vi får aldrig talt ud om det.
  Jeg startede i folkeskolen på Fyn, men det tog lang tid at falde bare en lille smule til. Det var jo bare midlertidigt, tænkte jeg – mit rigtige hjem var i Jylland. Men efterhånden fandt jeg ud af, at de andre i klassen var ligesindede og også godt kunne lide at hænge ud sammen og drikke øl. Her mødte jeg Jonas, som er min bedste ven i dag. Han stiller ikke for mange spørgsmål; jeg kan slappe helt af i hans selskab. Jonas og Lene har været der for mig; de har støttet mig, når det har været svært, og de har fejret mine successer med mig, f.eks. dengang det lykkedes mig at bestå HF. De er nærmest blevet en slags familie for mig. 

Nu er jeg så her. Det lykkedes mig, som du ved, at få min uddannelse til SOSU-assistent, og jeg har endda søgt ind på uddannelsen til socialrådgiver og uddannelsen til sygeplejerske. Det virker som et godt næste skridt. Jeg er glad for mit arbejde og bruger mig selv meget i det – og jeg vil gerne fortsætte inden for det socialpsykiatriske område med bosteder, døgninstitutioner og også gerne plejefamilier. Jeg ved jo, hvordan det er at bo sådan nogle steder. Jeg vil ikke sige, jeg føler mig hjemme her, men jeg føler mig på hjemmebane. Selv om de unge ikke kender min historie, kan de mærke, at jeg er nærværende. De har også forældre, som glemmer deres aftaler eller kommer for sent. Og så er det pludselig mig, der står tilbage og skal give mig selv helt til dem. Fortælle dem, at dagen nok skal blive god alligevel, og at vi bare laver noget andet sammen. Så tager jeg med dem til fodbold og deler deres succesoplevelser med dem. Eller jeg hjælper dem med vasketøjet og med at få dagligdagen til at fungere.
  Min barndom og opvækst fylder stadig rigtig meget i mig. Men jeg håber, at jeg med mine erfaringer kan hjælpe de unge til at se, at hvis de tager imod de muligheder, der er, og støtter sig til de mennesker, der virkelig vil dem, så skal det nok gå. Så er der også en vej for dem.
  Kaffen er blevet kold, mens jeg har fortalt. Min kollega har lyttet hele tiden. Som en mor, tænker jeg igen. Hun siger, at hun er glad for, at jeg delte min historie, og foreslår, at jeg tager fat i konsulenten, en slags terapeut, som er tilknyttet vores afdeling. Måske vil det hjælpe på migrænen, hvis jeg får bearbejdet bare nogle af de traumer, jeg bærer rundt på. Jeg ved ikke helt med konsulenten, det føles grænseoverskridende. Men jeg kan godt lide, at hun har sagt det.

‍

Min biologiske far elskede musik og lyrik. Der var aldrig stille omkring ham. Han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder. Han var ikke bange for at smile og blotte sit mellemrum. Når han besøgte mig, var hans tennissokker altid grå af snavs. Ofte havde han en hvid t-shirt på med blå syninger. På brystet stod der ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” Han kunne ryge tyve smøger og drikke to kander kaffe på sådan et besøg. Han fik altid kaffekoppen til at klirre på bordet. Jeg forstod ikke, hvorfor han fik bordet til at ryste sådan. I perioder kiggede jeg ikke ind i min biologiske fars øjne. Jeg var bange for at blive slugt af hans mørke. Min biologiske far sendte mange breve til mig. Nogle var skrevet på bagsiden af en rudekuvert. De var altid gule og lugtede af tobak. Han havde ofte brændt en CD og sendt med. Det var ikke altid, at jeg forstod, hvad min biologiske far skrev. Han betragtede alt fra en verden, jeg ikke kendte til.
  Som for alle andre børn var mine biologiske forældre fundamentet for mit liv. De var grunden til, at jeg kom til verden og spil lede en afgørende rolle i mine første leveår. Men i modsætning til mange børn var mit fundament fyldt med revner. Mine biologiske forældre mødte hinanden på psykiatrisk afdeling i Nordvest og fik mig nogle år efter. Vi flyttede en del rundt og boede mange steder. Min biologiske mor ville hellere føjte og feste end at passe sit barn. Derfor tog min biologiske far sig af mig. Han gjorde alt, hvad han kunne. Med tiden indså han, at han ikke magtede at være far til et barn. Han traf derfor sit livs sværeste, mest hjerteskærende og afgørende beslutning: At skille os fra hinanden, for at give mig det stærkeste fundament og de bedste forudsætninger for et godt liv. Jeg blev derfor anbragt frivilligt på børnehjem, da jeg var 3,5 år. Når min biologiske far besøgte mig på børnehjemmet, forstod jeg ikke, hvorfor han ikke tog mig med hjem. Jeg trykkede min næse mod ruden, når han gik. Han vinkede altid til han blev helt lille og forsvandt.  

1997 

Vi sidder i bilen på vej til gården i Holme Olstrup. Jeg er spændt fast i autostolen og vipper med mine tæer. På mine lår ligger en stor kattebamse, jeg har fået af dem. Den hedder Møs. Jeg piller den på næsen og ruller halen rundt om min hånd. Biler flyver forbi os som små fugle. Jeg har mødt hende flere gange på børnehjemmet. Hun kigger på mig i bakspejlet og smiler. Jeg har ikke lyst til at smile tilbage. Jeg er irriteret over, at hun har taget sin mand med. Jeg gemte mig på børnehjemmets legeplads, da jeg så dem komme ind ad døren. Det var hyggeligt, da det kun var hende, der besøgte mig. Jeg vil ikke have nogen anden far. Jeg lover mig selv, at min biologiske far nok skal komme og hente mig og tage mig med hjem.
  Da jeg flyttede hjem til mine forældre, var min børneverden farvet af angst. Jeg nåede at bo på børnehjemmet i et år. Der var dejligt på gården i Holme Olstrup med udsigt til natur så langt øjet rakte, men jeg var i konstant alarmberedskab, og savnet til mine biologiske forældre sad tungt i mig. Jeg havde et behov for at være omkring mine forældre konstant. Hvis de rykkede sig en smule, blev jeg bange, gik i panik og begyndte at lede efter dem. Min mor og far lærte hurtigt, at de skulle fortælle mig, hvis de gik udenfor eller i kælderen for at hænge vasketøj op. Jeg glemte det, lige så hurtigt døren lukkede i og begyndte at lede efter dem. Særligt om natten blev jeg bange. Det blev en rutine for mig at vågne om natten og liste mig ind i mine forældres soveværelse og tjekke, om de stadig var der. Jeg ville kalde på dem, indtil de svarede. Det meste af min barndom sov jeg på en madras i mine forældres soveværelse eller i smørhullet mellem dem. Søvnen har aldrig været et trygt sted for mig. Jeg er et lille barn, når mørket faldet på. Hvis jeg sover ved siden af en anden, har jeg stadig et behov for at tjekke, om vedkommende er der. Enten holder jeg min ven helt tæt, ellers kommer jeg til at daske med benene, indtil de rømmer sig. Så ved jeg, at de ikke er gået fra mig. Det er efterhånden blevet en kærlig joke i min omgangskreds, at jeg ikke er nem at sove sammen med. 

Professionelt moderskab 

   Græder du også, inden du falder i søvn, mor?
  Hvad ser du, når du tager dine kontaktlinser ud
  briller på og går op ad trappen
  lukker døren til soveværelset
  åbner døren på klem,
  for du kender rutinen
  du ved, at jeg lister mig ind for at se, om I
  stadig er der
  er jeg det barn, du håbede på at hente?
  Jeg var aldrig dit spædbarn
  mit sprog er fra en verden, du ikke kender
  hvem holder dine hænder og aer dine kinder,
  når du bliver ked af det?
  De vil have, at du skal være så professionel
  hele tiden
  trivselsrapporter
  plejevederlag
  biologiske besøgstider
  sagsbehandlere skal helst have
  hjemmebagt kringle
  med perlesukker på
  jeg vil have dit uprofessionelle moderskab
  intet andet
  jeg tænker på sagsbehandlere, der kløjes
  i kringlen med perlesukker på,
  så der er fred til at være en uprofessionel familie 

‍

   Der blev hurtigt etableret et stærkt bånd mellem min mor og mig. Jeg åd hendes moderskab råt. Min biologiske mor var erstattelig. Navlestrengen var kappet for længe siden, og nogle gange er jeg i tvivl, om den overhovedet var der. Jeg havde det bedst, når jeg sad hos min mor i timevis som en koalaunge. Her kunne jeg føle mig lille og tryg. Jeg tog tidlig afstand til min biologiske mor. Hun var aldrig den samme, når hun besøgte mig og lovede altid noget, hun aldrig kunne holde. Hun havde ofte fråde om munden ved besøg og duftede aldrig som en mor. Men hun havde jo krav på at se mig. Jeg var tidlig klar over, at det biologiske samvær havde højere prioritering end barnets trivsel.
  Det var ikke det samme at få en ny far. Hans faderlige og milde væsen skulle vokse længe på mig, før jeg lukkede ham ind i mit univers. Med tiden vidste jeg ikke noget bedre end at få læst Askepot som godnathistorie, indtil en af os faldt i søvn.
  I 1998 fik mine forældre et barn mere. Ligesom mig kom hun til verden hos biologiske forældre, der ikke kunne passe på hende. Jeg var så heldig, at hun havnede hos os. Vi var to forskellige børn med forskellige behov, men det tog os ikke lang tid at blive søstre. Vi har altid været ved at revne af grin og stolthed, når nogen har sagt til os ”hvor kan man bare godt se, at I er søstre.” 

2002 

Afstanden og sorgen mellem min biologiske far og jeg voksede. Der var de gode besøg, og så var der de dårlige. Der var besøg, hvor han var glad, velbalanceret og fløjtede. Besøg, hvor vi tog på udflugter, holdt hinanden i hånden, og hvor jeg viste ham mine skolebøger, og han snakkede kærligt og interesseret til mig og mine forældre. Og så var der besøg, der i lange perioder aldrig blev til noget, fordi han var indlagt og ødelagt – og hvis de blev til noget, var han tungsindig, havde mørke rander under øjnene og var vred på både mig og min familie. Jeg kunne altid se på ham med det samme, om det blev et godt eller et dårligt besøg. Når han var syg, brokkede han sig over besøgsaftalerne, sagsbehandlerne, sagde ting, der ikke hang sammen med virkeligheden og skrev mærkelige breve. Han kunne finde på at skrive, at mine forældre have stjålet mig fra ham, og Bruce Willis havde spurgt, om han ville være med i den næste Die Hard film. I disse perioder holdt jeg ham ikke hånden. Jeg blev bange for ham og havde lyst til at kravle under køkkenbordet og gemme mig for ham. Men jeg ville ikke svigte min biologiske far, når han endelig besøgte mig. Lige meget hvor tosset min biologiske far opførte sig, kunne han eller jeg ikke slukke for drømmen i mit barnesind. Drømmen om, at han en dag ville blive rask, og vi med tiden ville blive forenet igen.
  I skolen spurgte mine klassekammerater, hvorfor jeg ikke lignede mine forældre. Jeg løj og fortalte, at mine biologiske forældre var døde, og jeg derfor havde fået en ny familie. Jeg begyndte at smile mindre, så man ikke kunne se mellemrummet mellem mine fortænder.  

Må vi elske hinanden? 

Jeg har haft mange gode sagsbehandlere. Men det er aldrig godt at have en sagsbehandler involveret i ens familiære liv. Når jeg vidste de kom, cyklede jeg langsomt hjem fra skolen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Jeg øvede mig på samme måde, som jeg øvede replikker, da jeg gik til teater. ”Jeg har det rigtigt godt.” Jeg turde ikke fortælle dem sandheden: At der også var konflikter, og jeg var usikker, vred og bange. Jeg turde ikke fortælle dem, hvordan jeg egentlig havde det af frygt for, at de ville fjerne mig fra mine forældre.
  Sagsbehandleren snakkede altid med mine forældre, inden vi alle skulle tale sammen. Jeg lyttede aldrig helt efter, hvad der blev sagt. Jeg var mere opslugt af at studere måden, som hun spiste kringle på. Hvordan hun med tungen skubbede perlesukkeret fra mundvigen ind i munden, når vi talte om regler, som jeg skulle overholde hos mine forældre. Det irriterede mig, at hun ikke spiste hele kringlen, som min mor havde brugt lang tid på at bage. Men når sagsbehandleren kørte hjem, råbte og skreg jeg i afmagt og vrede. ”I er ikke mine fucking forældre, I får penge for at have mig, jeg er bare et arbejde.” Jeg var træt af, at kommunen skulle komme og blande sig. I alle de år var jeg så bange for at blive fjernet fra mine forældre. Det lå som en bagtanke i alt, hvad jeg foretog mig. Jeg var bange for, at jeg var for besværlig til at være hos en familie. At jeg havde ødelagt min biologiske familie og nu var i gang med at ødelægge min nye. Jeg vidste ikke, om det var i orden, at jeg elskede mine forældre så højt, når vi var ført sammen professionelt af en kommune. Det var der aldrig nogen, der havde hjulpet os til at tale om. Tværtimod havde mine forældre fået at vide, at de ikke skulle knytte sig til os. Jeg frygtede den dag, jeg ville blive 18 år. Ville jeg stadig have min familie, når jeg blev myndig? Den konstante frygt og de bekymrede tanker holdt mig vågen og gjorde mig til sidst syg. Så syg, at det nu var mig, der sad i en hvid t-shirt med blå syninger, hvor der på brystet stod ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” 

‍

Flyvehavre og fugtige øjne 

2011 

   Far
  den plejende
  har fugtige øjne
  huden omkring øjnene slår flere og flere skår
  han går i marken for at samle flyvehavre
  hiver dem op af jorden med lange rødder
  jeg betragter ham, når han træder i de bløde spor
  fra vinduet i køkkenet
  er plejebørnene pengene værd?
  Hans fødder glider op og ned ad træskoene
  har de sagt, at dine fugtige øjne er uprofessionelle?
  Det ville ikke være første gang
  tænker på, om vi har gjort noget ulovligt,
  om kommunen skal vide, at vi elsker hinanden
  skal vi blive ved at med at lyve,
  for at plejebørnene ikke bliver slået hjem til det biologiske som
  små ludobrikker
  på gården i Holme Olstrup
  kærlighedens mine
  kommunen ser ikke de fugtige øjne,
  de ser det biologiske og vender hver en mønt
  barnet har skudt sit værelse ned med
  en splatterpistol
  har skudt skår i sit fjernsyn og
  sin tyggegummimaskine,
  der drysser lyserødt støv ned fra loftet
  jeg vil gerne tage pistolen fra dig,
  men jeg er lige så bange for fugtige øjne som dig
  al den smerte, plejebarnet har givet mig,
  gror i mig som flyvehavre
  ingen hiver op

‍

Jeg sætter mig i stolen, som jeg altid sætter mig i ved disse møder. Sagsbehandleren skubber et stykke papir hen til os. Jeg er blevet vant til disse møder, hvor jeg er degraderet til at være et af systemets børn. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg går i 3.G og har festlige nætter på Sepps, for meget fravær, og forestående eksaminer sidder i mig. Sagsbehandleren kigger i sine noter og klikker med sin kuglepen. ”Udslusning” står der på papiret. Ved sådanne møder bliver jeg et barn igen. Et barn, der tier stille og lader de voksne tale. ”Det er flot, at du går i gymnasiet og snart er færdig,” siger sagsbehandleren. ”Vi ser ingen grund til at forlænge dit efterværn. Det går jo godt med dig. Vi kan tilbyde dig en værge fra kommunen og hjælp til at flytte i en lejlighed.” Jeg synker ned i stolen. ”Bliver jeg forladt nu?” Kan et udslusningspapir ødelægge vores familie? ”Det vil jeg ikke.” Tårerne sidder fast bag øjenhulerne; man græder ikke på kommunen. Min mor har aldrig været bange for sagsbehandlere og siger: ”At få en studentereksamen er ikke ensbetydende med, at man kan mestre livet alene. Der må være et alternativ?” Sagsbehandleren kigger længe på min mor. Hun ser forfjamsket ud og smiler, som var hendes tænder lavet af plastik, og siger så: ”Drejer det her sig om penge?” 

2021 

Det er snart 10 år siden, at mine forældre blev fyret af kommunen. Selvom opsigelsen landede i postkassen kort efter, at jeg blev student, har de aldrig forladt mig. Det handlede aldrig om penge. Det handlede om to forældre, der ønskede at give to børn den bedste opvækst. Vi er meget mere end en plejefamilie. Jeg blev ikke bare plejet. Vi er en familie. En familie, der tillod os at elske hinanden på trods af sagsbehandlere, regler, plejevederlag og biologiske besøgstider. Og hvis der var noget min biologiske far lærte mig, så var det at passe på sin familie.

‍

Da jeg var omkring 18 år, boede jeg i en lejlighed i Kokkedal og gik på handelsskolen. Det var på mange måder et liv ligesom de fleste andres på min alder. Jeg skulle tage min ungdomsuddannelse, og så skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville bagefter. Men jeg blev ramt af angst, og det gjorde, at jeg ikke kunne blive på min uddannelse, jeg kunne ikke passe et job, og al min energi skulle bruges på at få det bedre og blive fri for angsten. Jeg fik det så dårligt, at jeg til sidst blev nødt til at droppe ud, og jeg kom på kontanthjælp, mens jeg var i behandling.
  Jeg ved stadig ikke hvorfor, men på et tidspunkt holdt kommunen op med at udbetale min kontanthjælp. De sagde dengang, at jeg ikke opholdt mig i kommunen. Men det var jo der, jeg boede. Det var der, min adresse var. Fra den ene dag til den anden mistede jeg min indkomst uden nogen begrundelse, og jeg gik hverken på uddannelse eller kunne varetage et job. Selvom jeg kontaktede dem og bad om hjælp, holdt de dengang fast i deres beslutning. De mente, jeg skulle søge i Københavns Kommune.
  Jeg blev en kastebold imellem kommunerne. Mens jeg ikke kunne få hjælp i Fredensborg, sagde de også nej til at hjælpe mig i København, når min adresse var i Fredensborg Kommune. For reglerne er, at min bopælskommune skulle hjælpe mig. Der gik fire måneder, hvor jeg kæmpede med dem. Fire måneder, hvor jeg ikke kunne betale min husleje. Selvom Fredensborg Kommune til sidst indrømmede, at de havde lavet en fejl, var det for sent. Jeg mistede min lejlighed, fordi jeg var bagud med huslejen, og jeg flyttede selv ud. Ellers var jeg bare blevet smidt ud.
  Jeg havde ikke et bagland ligesom andre folk; jeg kunne ikke tage hjem til familie og var derfor afhængig af mine veninders hjem. De betalte alting for mig dengang. Tøj, mad, husly. De holdt hånden under mig. Efter at jeg mistede min lejlighed, flyttede jeg ind hos mine venner. Over årene har jeg boet hos mange forskellige venner og på mange forskellige måder. På sofaen i mine venners stue. På et værelse hos min veninde og hendes far. Sammen med en kæreste. Jeg har delt seng med mine venner i perioder, fordi de ikke har haft andet at tilbyde mig. I de år tænkte jeg egentlig ikke på mig selv som hjemløs. Det var sådan mit liv var, og jeg håbede på, at min situation ville løse sig, men det var først meget sent, at det gik op for mig, at jeg reelt var hjemløs i flere år af mit liv.
  Når man ikke har sit eget sted at bo og bliver nødt til at bo hos sine venner, tager ens relationer rigtig meget energi fra én. Det er svært at finde ud af, hvordan man er en god ven, hvordan man er en god kæreste, uden at skille det fra ens eget behov for at holde sig gode venner med dem, der tilbyder husly. Hvad hvis jeg trådte nogen over tæerne? Det kan vi alle sammen komme til; at gøre hinanden sure eller kede af det ved en fejl, men når konsekvensen er, at man ikke har et sted at sove, bliver man meget påpasselig. Jeg sørgede altid for at rydde op efter mig selv for at undgå ballade. Men hvis dem, jeg boede hos, ikke ryddede op, sagde jeg ikke noget. Jeg bad heller ikke om, at de skulle tage opvasken, for jeg følte allerede, at jeg havde bedt dem om en kæmpe ting ved at lade mig bo der. Det var jo deres hjem, og jeg var hele tiden bange for, at en konflikt ville betyde, at de ikke ville have mig boende længere.
  Der er rigtig meget på spil, når ens boligsituation er afhængig af ens venskaber. Jeg tror, at alle har prøvet at komme op at skændes med deres venner, men det er noget helt andet, når man sover på sofaen hos dem. I en periode boede jeg hos min veninde Amalie. Vi var meget tætte, hun var nok min allerbedste veninde dengang. Hendes sofa var lille, så jeg sov i den samme seng som hende. Det var jo bare sådan, det var; jeg havde ikke andre muligheder. Faktisk gjorde det mig ikke noget at dele seng med hende, fordi vi var så tætte. Vi havde køkken og spisebord i det ene rum, og så sov vi og havde stue i det andet rum. Selvom det var småt, havde vi det rigtig rart. Men på et tidspunkt blev vi uvenner, og hun valgte at smide mig ud. Fra den ene dag til den anden stod jeg ikke bare uden tag over hovedet, men jeg havde også mistet en af mine bedste veninder. Det var uden tvivl noget af det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv.
  Da hun smed mig ud, begyndte jeg for alvor at mærke, hvor presset jeg var over ikke at have et fast sted at bo. Jeg blev grebet af panik. Det var den største stress at vide, at jeg hele tiden risikerede at stå et sted, med mit tøj i en rygsæk, nødsaget til at ringe folk op i min telefonbog og spørge, om jeg måtte bo hos dem. Jeg følte virkelig, at jeg skulle til at presse mig på hos andre for at have et sted at overnatte. Det gjorde det også svært at behandle min angst, at jeg hele tiden befandt mig i en så usikker boligsituation.
  På et tidspunkt fik jeg en kæreste, Sara, og mens vi var sammen, boede jeg skiftevis hos hende på Amager og hos min veninde Marie i Hvidovre. Hos Marie var der ofte gang i den, der var fest og mange mennesker, så hvor jeg overnattede henne var lidt et spørgsmål om, hvad jeg havde brug for på den givne dag. Havde jeg brug for kærlighed og omsorg, så var jeg hos Sara. Havde jeg brug for fest og farver, så var jeg hos Marie. Det var som at have to liv. Et familieliv med min kæreste og et festliv med de problemer, der dukker op der.
  Festerne gjorde, at det var svært at finde balance i mit liv. Jeg ville jo gerne være med, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne trække mig. Det samme gjaldt for Marie og mine venner; deres hverdag blev også meget vildere af, at jeg var der. Man kunne ikke gå i seng, for der var fest i stuen. Så ofte opgav jeg rent ud at gå i seng.
  Festlivet begyndte at påvirke mit forhold til Sara. Lige så snart festen var sjov, glemte jeg Sara, og så blev hun vred på mig. Men det var ikke kun festerne, det handlede om; Sara og jeg var dårlige for hinanden, vi blev ofte uvenner, og så ville hun smide mig ud af og til. Så måtte jeg tage hjem til Marie. Bum, ned i festen. Og nogle gange, når jeg ikke kunne holde til festen, måtte jeg trodse mig selv, for at jeg kunne være hos Sara, som at sige undskyld for ting, jeg egentlig ikke ville undskylde for. Jeg blev nødt til det, selvom det hang mig langt ud af halsen. Jeg havde både en ustabil boligsituation og et ustabilt parforhold. Alt i mit liv var utrygt.
    Mine veninde Josefine sagde til mig, at jeg skulle ringe til et herberg, hun kendte, der hedder Nøjsomhedsvej. Jeg havde fået nok af det hele, nu skulle jeg have styr på mit liv. Jeg var træt af at være frem og tilbage mellem to adresser, og jeg vidste godt, at dagene med min kæreste var ved at rinde ud. Jeg følte, at jeg holdt vores parforhold kunstigt i live bare for at have et sted at sove og for at have nogen at læne mig op ad. Det var jo af de helt forkerte årsager. Da jeg kom hen på Nøjsomhedsvej, gik der heller ikke lang tid, før Sara og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne være mig selv, jeg var ikke afhængig af nogen.
  Fra jeg ringede til herberget, gik der en uge, måske 14 dage, før jeg flyttede ind. Det var første gang i flere år, at jeg følte en ro og lettelse. Her kunne jeg være, alene, og gøre ting i mit eget tempo. Jeg havde været sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet i flere år! Når jeg vil hjem nu, så tager jeg hjem; jeg skal ikke ringe til min kæreste først. Jeg behøver ikke længere at have mit tøj i en taske hos en kammerat. Nu har jeg mit eget værelse, med mine egne billeder hængt op på væggen.
  Når man har sit eget sted at bo, tager ens relationer ikke lige så meget energi fra én. Var det, fordi min kæreste var sur, at jeg var ked af det og undskyldte, eller undskyldte jeg, fordi jeg ikke havde nogen andre steder at tage hen, hvis jeg ikke sagde undskyld? Jeg var blevet så vant til at gøre det sidste, men nu kunne jeg mærke efter, finde mig selv og sige fra.
  Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg dengang var tvunget til enten at være i den her lejlighed, hvor vi festede, eller hos min kæreste i et dårligt kærlighedsforhold. Alle har jo dårlige relationer, men når du er hjemløs, så er du tvunget til at være i dem 24 timer i døgnet, og det ødelægger meget for dig som menneske. Du kommer ikke frem i livet, men du ryger i stedet dybere og dybere ned. Nogle kommer aldrig videre. Jeg kunne have siddet der stadig den dag i dag. Heldigvis kom jeg ud af det, og heldigvis kom jeg ud af mit forhold, men hvad nu hvis?
  Det var vigtigt, at der var nogle, der ville lytte til mig. Josefine, der sagde, jeg skulle ringe til herberget, sagde det, fordi hun var bekymret for mig. Hun kunne godt se, at jeg ikke gjorde noget ved mine problemer, og hun kunne godt se, at jeg havde det dårligt. Alle omkring mig kunne se, at jeg havde det dårligt og ændrede mig. Jeg havde tabt mig rigtig meget. Jeg var udmattet, for jeg havde ikke tid til at passe på mig selv, og jeg hoppede i stofferne for at få en pause fra alt det, der var hårdt.
  Jeg talte flere gange med kommunen, men de gav mig ikke nogen specifik hjælp. Det ville jeg ønske, de havde gjort. Hjælp kunne have været en liste med herberger, et telefonnummer til en mentor, der kunne støtte mig, noget opbakning af en eller anden art. Jeg fortalte dem, at jeg var hjemløs, at jeg havde et misbrug, at jeg har borderline og angst. Jeg kunne ikke klare alle de her ting selv, men det blev jeg nødt til. Og det gjorde jeg, heldigvis, men der gik alt for lang tid, hvor jeg flyttede rundt fra sofa til sofa. Der er mange eftervirkninger af mine oplevelser som hjemløs, jeg skal kæmpe med stadigvæk i dag. Jeg tror ikke, jeg nogensinde var nået så langt ud, hvis jeg ikke havde været hjemløs.
  Men nu har jeg fået et sted at bo, og det er en kæmpe ro og tryghed i mit liv. Det er et gigantisk problem, der nu er fjernet fra mit hoved, så jeg kan tage fat i nogle af de andre ting, jeg går og dealer med. Nu er jeg i behandling for mine psykiske udfordringer og misbrug. Det er jeg rigtig glad for, at jeg endelig kan tage hånd om.
  Men det er også vigtigt for mig at sige, at man bliver nødt til at kæmpe hårdt i det her system. Jeg ved, at der er rigtig mange, der bliver helt vildt uretfærdigt behandlet, og at man kan møde mange i systemet, der ikke lytter til én. Men hvis din første sagsbehandler ikke hører, hvad du siger, så må du ikke give op, sætte dig ned og sige, at det er synd for dig. Det kan godt være, at det er rigtigt, men det nytter ikke noget. Du bliver nødt til at tage sagen i egen hånd. Du må bede om en ny sagsbehandler, og du må blive ved, til du finder én, der tager dig og dine problemer alvorligt. Bliv ved med at undersøge tingene på egen hånd, google herberger, google “hvad gør jeg, hvis jeg bliver hjemløs,” og “hvor kan jeg få hjælp”. Gør et eller andet. Det tog lang tid for mig at få den rigtige hjælp, og det var sindssygt hårdt, fordi jeg ikke havde noget overskud til sidst. Men jeg håber bare, at du kan finde noget styrke i dig selv og sige fra, når det ikke fungerer. Du skal blive ved.

‍

Pludselig befandt jeg mig ude foran en lejlighedsdør. Navnet på døren stemte overens med navnet på jamaicaneren, der havde præsenteret sig for mig få dage forinden ude foran det lokale pizzeria. Med en meget forsigtig hånd ringede jeg på lejlighedstelefonen. Blodet piblede ud ad læben, og det, som plejede at være VORES hunde, stod nu trofast på hver sin side af MIG, fastbundet med en nylonstrømpe som snor, ved siden af en overfyldt Nettopose. Jeg havde taget dem med mig. Han kunne tage alt andet, men ikke dem. Jeg bankede stille på døren, da den gæstfrie jamaicaner åbnede op, gned sine øjne og lukkede mig ind i sin lejlighed. Han sagde ikke meget, men det var heller ikke nødvendigt. Klokken havde passeret midnat, og sporene på min krop var ikke til at tage fejl af. Det samme var fortvivlelsen i mine øjne ej heller. Jeg var udmattet og forstod ikke, hvordan jeg var endt her.
  Jeg huskede svagt den livsglade og ambitiøse pige, som i en alder af 15 år anskaffede sig en lejlighed i hjertet af Aalborg – klar til at indtage verden. Familien selv boede i en lille udkantsby på Djursland, men livet i en større by trak i mig. Tanken om den hjemlige duft af aftensmad på komfuret og den rungende lyd af vaskemaskinens konstante larm gav et lille smil på læben. Men gården, som plejede at være fyldt til randen med børn og liv, virkede pludselig fjern. Ensomhedens klang gav genlyd rummets fire hjørner. Jeg havde en følelse af, at det næsten var muligt at gribe ud efter den. Øjnene, som plejede at smile, var dækket af sorte rander og et fraværende slør af hash. Jeg havde mistet grebet og mærkede for første gang ensomheden i fuldt flor.
  Den aften, før jamaicaneren lukkede mig ind, kulminerede det hele. Jeg måtte væk. Desperat og lammet tog jeg ikke kampen op med ham. Alt jeg hørte var smadrede glas inde i lejligheden og min kærestes trusler og højlydte råb. Straks fór han ud ad døren og efterlod med mig med ordene: “Det skal nok blive træls for dig, tro mig!”, idet han strøg ud med min hvide mappe under armen. Mappen, hvori alle mine identifikationspapirer lå, ALLE. Naiv og træt råbte jeg: “Ta’ du dem bare, det er jo Danmark det her”. Jeg ville ønske, at jeg havde slugt mine ord. Jeg havde lagt alt min tillid i en mand, som jeg – i mit naive barnehjerte – troede var den eneste ene. Jeg elskede ham, men jeg vidste, at jeg måtte finde en anden måde at leve mit liv på. Da jeg vågnede op, lå regningerne tilbage i postkassen med MIT navn på konvolutten. Vores gamle lejlighed, som jeg godtroende havde skrevet under på, skulle nu betales, men han var ingen steder at se. 40.000 kr. i indskudslån og 8.000 i el skulle tilbagebetales. Jeg var lige fyldt 18.
  Jeg blev hos jamaicaneren og hans lillebror i et par uger og fortalte hverken venner eller familie om situationen. Døren til barndomshjemmet stod altid åben, det vidste jeg. Men jeg vidste også, at denne kamp var min kamp. Ikke min families, men min. Selvstændighedens ild havde brændt sig fast, og jeg skulle hæfte for opkrævningerne. Rykkerne på ubetalte regninger væltede ind ad brevsprækken, men hos jamaicaneren havde jeg et helle. Der var en helt anden form for ro. Ingen regninger, hus eller ansvar. I hvert fald for en stund.
  Men i livet er der ingen nem vej udenom. Kreditorerne ville formentlig ikke give op på at få deres penge retur. Jeg kunne ikke undslippe mig den virkelighed, som langsomt indhentede mig. De ubetalte regninger skulle tilbagebetales, mine manglende identifikationspapirer skulle genskabes, og jeg skulle genvinde kontrollen over mit liv og mig. Jeg ringede kort tid efter til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til min daværende kærestes lille forsvindingsnummer med mine papirer. Svaret dertil lød pragmatisk og kortfattet: ”Vi kan anmelde det som en tyverisag, men vi vil foreslå, at du i stedet for får lavet nogle nye papirer, da han formentlig ikke er i besiddelse af dem længere”. Det lød på mange måder ligetil; vi befinder os jo trods alt i Danmark, tænkte jeg igen. Politiet blev desuden nødt til at lukke mine konti af hensyn til sikkerhed, som led i en standardprocedure, sagde de. De identifikationspapirer, som jeg netop havde meldt stjålet, skulle nu bruges til at genåbne mine konti. Det lød knap så lige til.
  Intetanende og fortrøstningsfuld susede jeg ned til borgerservice, manøvrede mig vej gennem to svingdøre, trak et nummer, ventede i køen, ventede… og ventede lidt længere. I min iver efter at få udleveret et NemID, genåbne mine konti og få adgang til min data, fortalte jeg minutiøst historien fra begyndelsen. Damen på den anden side af skranken virkede tom i blikket. Øjenæblerne gav genskin i den glasplade, som adskilte os. Jeg fortsatte med at forklare, hvordan min daværende kæreste havde taget alle mine identifikationspapirer, og spurgte, om hun havde mulighed for at hjælpe mig med at få lavet nogle nye. Jeg så ind i hendes beherskede blik med mine bedende øjne. Hun fortrak ikke en mine, men svarede blot retorisk på mit spørgsmål: ”Må jeg se noget ID?”
  Jeg kiggede forvirret op. Jeg havde lige forklaret hende, at jeg har fået stjålet mit ID. Jeg gentog min problemstilling og sagde lavmælt: ”Du må forstå, at jeg ikke har noget ID. Min ekskæreste tog det med sig, da vi gik fra hinanden”. Hun smilte mekanisk og sendte mig videre til næste kommunale dør. I næste rum blev jeg sendt videre til banken, som sendte mig videre til kirkekontoret. På døren til kirkekontoret stod der, at de havde lukket på ubestemt tid på grund af Covid-19 situationen.
  Der stod jeg tilbage med afslag fra kommunen, et afslag fra politiet, et afslag fra banken, et lukket kirkekontor og en gæld, som JEG hæftede for ene og alene. Jeg så ingen anden mulighed end at opsige alle faste udgifter, ALLE. Desto hurtigere jeg kunne betale gælden af, desto hurtigere kunne jeg genvinde kontrollen. Planen var fire måneder. Fire måneder til at tilbagebetale hele gælden og genvinde kontrollen over mit navn og mit liv.
  Efter et par uger blev det for trangt hos jamaicaneren. Han introducerede mig for et internationalt kollektiv, som lå på den anden side af Limfjordsbroen. Nærmere Lindholm Brygge. Disse mennesker husede allerede flere uden en folkeregisteradresse. De var usandsynlig gæstfrie for alle, som havde interesse i at deltage i fællesskabet. 8-10 mennesker boede på 40 kvadratmeter, uden faste sovepladser, men efter først til mølle-princippet. Det var liv og glade dage. Devisen ’én dag ad gangen’ blev på én og samme gang mit mantra. De andre unge i kollektivet syntes at leve efter samme devise. De lod mig flytte ind. Ind i en struktur, som var blevet etableret, så alle kunne bidrage til fællesskabet. 1. Generation, hvori jeg indgik, havde til opgave at passe vores skole. 2. Generation stod for huslige opgaver. 3. Generation skulle betale regningerne og få tingene til at køre. Opdelingen virkede på papiret og til dels i virkeligheden. Egentlig virkede hierarkiet bedst, når en joint skulle gå på omgang. Men hjertevarmen var aldrig til at tage fejl af. Store som små og unge som gamle var altid velkomne. João, som udgjorde den anden halvdel af 1. generationsklassificeringen, spurgte mig, om vi ikke skulle starte på International Baccalaureate, som er en 2-årig international gymnasial uddannelse. Jeg havde en smule vanskeligheder ved engelsk på daværende tidspunkt, men João forsikrede mig om at hjælpe med lektierne, hvis jeg startede med ham. Jeg tog chancen og startede på IB i foråret 2020. João gav mig desuden lov til at bruge sin konto, så jeg løbende kunne betale min gæld af.
  Efter skole lagde jeg ofte vejen forbi borgerservice og forsøgte gang på gang at få udleveret et NemID. De sendte mig gang på gang videre til næste dør, som sendte mig hjem med beskeden om, at jeg manglede et ID-kort. Hver anden uge lagde jeg vejen forbi, og hver anden uge fik jeg samme besked: ”Du kan kun få udleveret et NemID, hvis du kan fremvise identifikationspapirer på, at disse konti tilhører dig”. Kirkekontoret havde fortsat lukket på grund af pandemien, så heller ikke de kunne hjælpe. Ruten blev hurtig genkendelig. Jeg gik fra den ene store kommunale bygning til den anden, forbi en lukket dør på kirkekontoret, videre til banken og hjem igen. Tomhændet. Alt imens forsøgte jeg at jonglere mellem gymnasie, kollektivet og forskellige jobs, så jeg kunne betale VORES gæld af, som stod i mit navn, og derfor på papiret blev kategoriseret som MIN.
  Efter et par måneder tog jeg valget om at flytte ud af kollektivet. Hjertet var fyldt op af varme og glæde, men min krop havde brug for en kende mere struktur. Faste måltider og mere eller mindre faste sengetider. Uden fast bopæl sov jeg på sofaer hos venner og bekendte og hjalp til med huslige pligter i gengæld. Gælden blev langsomt tilbagebetalt med pengene fra jobbet hos det lokale pizzeria og lange aftener på værtshuset Buffalo. Jeg forsøgte at passe skolen efter bedste evne og gav en hånd med, hvor der var brug for det. Om aftenen hoppede jeg fra sofa til sofa og til trods for, at jeg var afhængig af andres gæstfrihed, så følte jeg mere fri end nogensinde før – ingen regninger, forpligtelser eller faste fire vægge. Bare et ansvar for mig, to små hunde, én lille taske og et nærliggende depotrum, hvor jeg havde flyttet alle mine ting hen. I folkemunde lyder betegnelsen ”hjemløs” ikke ligefrem som noget, der klinger på det frie valg og selvstændighed, men ikke desto mindre var det sådan, jeg følte det. Jeg følte mig mere fri end nogensinde før. Jeg tog et valg, som skulle gavne mig på sigt: at løsrive mig fra den situation, som jeg var havnet i. Jeg havde skrevet under på nogle papirer, som gældsatte mig, givetvist fordi jeg var naiv, men ikke desto mindre var det en kamp, som jeg måtte tage op.
  Dagene gik, og det samme gjorde jeg – hen til kommunen, videre til næste kommunale dør, videre til banken og hjem igen. Uden et NemID, men med et retorisk svar om, at de ikke kunne hjælpe mig, medmindre jeg havde mine identifikationspapirer. Sætningen satte sig fast, og jeg kunne hverken gøre til eller fra. Jeg forsøgte at fremlægge min sag igen og igen og igen, men intet nyttede det. Damen på den anden side af skranken, med den sorte skjortebluse og det dybe suk, var tydeligvis lige så træt af mine utallige forsøg på at tale min sag, som jeg var af hendes indøvede svar. Jeg kunne se bolden, men jeg kunne ikke nå den. Jeg kunne heller ikke få nogen til at række bolden til mig. De måtte ikke, sagde de. Det stod i deres arbejdsbeskrivelse, sagde de. Jeg skulle desuden have en folkeregisteradresse, inden vi kunne komme videre, sagde de. Jeg sagde, at det krævede et NemID. Og det kan du ikke få uden ID, sagde de. Og så stod vi der… 

En eftermiddag tikkede en mail ind. Jeg skulle genansøge om min SU. Den sang, som kommunen gang på gang havde sunget for mig, var efterhånden blevet min sang. Jeg ville ønske, at min sang havde en smule mere genklang, men den lød mere og mere hul. SU var betinget af et NemID. Et NemID, som jeg hverken havde eller kunne få udleveret. Til trods for, at jeg havde lært samtlige smutveje til kommunens lokaler, forsøgt talvise gange at få adgang til mine konti, min e-boks og mine papirer, boet på må og få i syv måneder. Min krop og mit sind var udmattet. Jeg var udmattet. Luften var krystalklar på min vanlige tur hen til borgerservice. Mit spejlbillede var sløret i butiksvinduerne. Selvom jeg blinkede mine øjne våde, blev billedet ikke skarpere. Jeg følte mig omtumlet og manglede et sted at gribe fat. Én at gribe fat i. Det føltes som frit fald. Jeg havde længe forsøgt at klynge mig til idéen om, at der måtte være hjælp at hente. Jeg skulle have et NemID. Det kunne ikke vente længere. Jeg kunne ikke vente længere. Mine ben føltes tunge som bly, og jeg ænsede knap nok de forbipasserende. Jeg forsøgte at holde blikket stift rettet mod fortovet, selvom det flakkede i vilden sky. Det var koldt. Juleudsmykningen lyste gaderne op, men alt, jeg så, var genskær. Genskær fra de kulørte lamper, som forbandt gaderne. Vejen derhen føltes uendelig lang. Jeg satte langsomt én fod foran den anden og tog et skridt ad gangen. Da jeg nåede borgerservice og slog blikket op, sad damen bag skranken med det opgivende blik foran mig. Hun havde udskiftet den sorte skjortebluse med en mørkeblå og sad med sin faste grimasse. Hun spurgte mig retorisk: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jeg blev slået tilbage. Jeg havde gennem de seneste syv måneder været forbi borgerservice hver anden uge. Hver gang skulle jeg forklare min situation forfra. Hver gang sad jeg indædt tilbage med et ønske om, at jeg havde slugt de ord, som jeg havde sendt min daværende kæreste afsted med. Danmark var ikke det Danmark, som jeg troede, at jeg kendte så godt. I Danmark er jeg født. Der har jeg hjemme. Der har jeg rod, og derfra min verden går, troede jeg. Alt det var blevet taget fra mig. Jeg var intet på papiret, fordi jeg ikke havde noget papir. De behandlede min sag forfra igen og igen. Denne gang nåede vi lige akkurat til spørgsmålet om identifikationspapirer, inden hun sammenbidt fortalte mig, hvordan hun ikke havde mulighed for at hjælpe med at gendanne mit ID uden at se mit ID. Jeg forsøgte mig igen, men det føltes som om, at vi ikke talte samme sprog. Hun talte i paragraffer, jeg i erfaringer.
  Jeg kunne ikke holde frustrationen tilbage. Vreden spredte sig i kroppen. Jeg forlod bygningen og fortsatte min vej i retning mod banken. Jeg nåede kun lige ind gennem svingdøren i hovedindgangen, før en tåre lod sig trille ned ad kinden på mig. Jeg forsøgte at tage en dyb indånding, men frustrationerne boblede i mig. Jeg forsøgte at fremstamme et råb om hjælp, men jeg kunne ikke holde tårerne inde. Hele banken frøs med ét. Jeg var blevet til et nervevrag, der stod midt i banken. Jeg kunne ikke rumme mere, og ænsede knap nok de mennesker, som omringede mig. Jagten på et NemID hang over mig som en forbandelse, som jeg ikke kunne bryde. Tårerne var blevet til gråd, idet en medarbejder i banken udbrød pludselig, “Silke, dig kan jeg godt huske”. Med en behersket stemmeføring forsøgte hun at tale mig til ro. Hun satte sig roligt og spurgte ind til mine oplevelser. Hun ville sågar følge med mig ned på borgerservice og identificere mig, således damen bag skranken ville underskrive min SU-anmodning og udlevere et NemID. En håndsrækning. Jeg fortalte om mine oplevelser og oplevede, at hun blev harm på mine vegne. Paragrafferne var blevet altoverskyggende, og jeg var fanget lige midt i dem. Vi var nået hen til de to svingdøre. Bankdamen vadede direkte hen til skranken og holdte et bestemt og målrettet blik igennem glaspladen. Hun fremlagde sine argumenter. Jeg blev lille, meget lille. Damen bag skranken gjorde det samme, og efter en lettere ophævet diskussion lykkedes det at få damen bag skranken til at underskrive SU-anmodningen for mig. Bankdamen kunne åbenbart både tale i paragraffer og i erfaringer.
  Den 21. dec. 2020 oprettede banken et nyt NemID til mig. Syv måneder tog det, syv måneder at tilbagebetale hele gælden, stå med plus på kontoen og skrive under på en ny lejlighed. Og mit nye pas, ja, det ved kun jeg, hvor er henne. 

Møder du mig i dag, vil du møde en mand, der er nydeligt klædt, veltalende og ambitiøs. Sådan tilskrev statistikkerne ikke, at jeg ville blive. Jeg kommer fra det Danmark, hvor misbrugere og biedermeieridyl mødes, hvor havenisser og ligusterhække står omgivet af huse i forfald, hvor status kommer af at være mere skruppelløs end naboen. Jeg kommer fra et skolesystem, der havde mere travlt med at forklare, hvor dum og uduelig jeg var, frem for at styrke mine faglige kompetencer.
  Jeg er 27 år, halvdelen af dem, jeg kendte under min opvækst, er døde af stoffer, sygdom eller selvmord. Der, hvor jeg kommer fra, lærer man ikke værdien i en velformuleret sætning. Der, hvor jeg kommer fra, er det et privilegie at drømme om at blive til noget.

En aftale er en aftale 

Min historie begynder, da jeg er 23 år. Jeg flytter ud på en gård i det sydfynske. Her bor jeg sammen med min mor, søster, hendes børn og min hund Basse - en godmodig Berner Sennen, som har været ved min side, siden han var en pjusket hvalp. Det er en dejlig, stor gård med plads til tre familier. Vi har ikke boet der længe, men en dag udvikler en misforståelse sig til en større konflikt. Jeg vil ikke gå i detaljer om konflikten, men den drejer sig om min nevø og Basse. Min søster sidder i kørestol, og systemet, der aflaster hende, truer med at tvangsfjerne hendes børn og aflive Basse, hvis ikke han og jeg forlader gården inden for 24 timer. Fra det ene øjeblik til det andet bliver hele min verden og eksistensgrundlag revet væk under mig. Fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg hjemløs. Dagen efter skal Eminem spille på Orange Scene; en koncert jeg har ventet på, siden jeg var barn. Billetterne har ligget trygt i en skuffe i et halvt år. Selvom jeg står uden tag over hovedet, anser jeg det ikke som en mulighed at aflyse. Jeg afleverer Basse hos min mors ekskæreste. Det kræver store overtagelsesevner, for han må ikke have dyr i lejlighedskomplekset. Jeg siger farvel til Basse, der bliver trist over, at jeg går. ”Vi ses, Basse,” siger jeg. ”Far kommer hjem igen, pas på dig selv.” Jeg træder ud ad lejligheden. Opgangen lugter af rengøringsmidler, krydret mad og pis. Ud ad døren lyder det: ”Kom snart tilbage, Jonas! Han må slet ikke være her!! Forstår du det!?” Jeg hører ordene, men mærker ikke, hvor ondt de gør; jeg er stum indeni. Jeg står i problemer til halsen. Alle dem, jeg kender, der altid har lovet at være der for mig, svigter, eller deres hjælp kommer med en pris.
  Jeg kører fra Svendborg og ned til Lolland, hvor jeg skal mødes med min far. Jeg har inviteret ham med til koncerten og har glædet mig til at dele oplevelsen med ham. Han modtager mig i sin indkørsel med et smil på læben og sin campingvogn hægtet bag på bilen. Stemningen er høj, mens vi kører; den ene CD bliver spillet efter den anden, men jeg er ikke rigtig til stede – mine tanker er på min situation. Efter en times kørsel spørger min far: ”Hvordan står det til derhjemme?” Jeg er bange for at ødelægge stemningen, bange for at blive mødt af hånlige bemærkninger om, hvor stor en fiasko og taber jeg er, hvis jeg siger tingene, som de er. Jeg er desperat nok til at fremtrylle en løgn, men i sidste sekund vælger jeg at fortælle sandheden.
  Min far lytter stille; jeg mærker ham være til stede. ”Hmm,” lyder det fra førersædet. Han fortsætter: ”Det skal nok gå, Jonas. Du skal nok nå langt i livet… meen... hvad har du tænkt dig at gøre?”
  ”Jeg har en opsparing på 5.000 kr. Jeg tænkte på at finde en campingvogn,” svarer jeg.
  ”Denne glimrende dame, som slingrer agterud, er netop kommet til salg for 5.000 kr.,” udbryder han med et smil.
  Jeg køber vognen ubeset og er definitionen på en elendig forhandler. For uden at tænke nærmere over det, koster vognen præcis det, jeg ejer og har. Det var en nem løsning, og i desperate stunder har nemme løsninger det med at finde én. Jeg har siden tænkt, at det var godt, at jeg ikke havde flere penge på lommen. For så ville den have kostet dét mere, sådan er mentaliteten. Ligegyldigt hvor meget kapital du har, vil det altid koste det, du har. I det miljø, jeg er vokset op i, narrer alle hinanden, og alle ved det.
  Til koncerten står jeg blandt 130.000 mennesker, stemningen sitrer af glæde, spænding og begejstring. Den såkaldte Orange Feeling er i blomstring. Alt sammen observerer jeg som en usynlig beskuer. Eminem gør entre på scenen. Folk er vilde. De første beats slår an. Han beviser, hvorfor han er rappens ubestridte konge. Der står jeg, 25 meter fra scenekanten med frit udsyn til hele showet, og intet af det kan jeg føle indeni. Jeg er lammet af alt det kaos, der er sket de seneste dage. Resten af Roskilde ligger jeg alene og sover i campingvognen. For mig er der ikke mere at opleve på Roskilde, og jeg vil bare hjem og få styr på mit liv. 

Campingpladsen, HF og hjemløs 

Jeg kører tilbage til Fyn med campingvognen bag på bilen. Jeg ringer til den ene campingplads efter den anden. Alle afviser mig. Enten må jeg ikke have Basse der, eller også kan jeg ikke være der om vinteren. Den femte campingplads, jeg ringer til, er Carlsberg Camping på Tåsinge. Campingfatter Steen tager telefonen. Jeg forklarer min situation, og at jeg ikke har ret mange penge. ”Du virker som en flink ung mand, vi ser på det, når du kommer og finder en løsning,” svarer han venligt. Vi finder en plads til campingvognen. Da den kommer på plads, kører jeg til Svendborg for at hente Basse. I det jeg åbner lejlighedsdøren, bliver han så glad for at se mig, at han kaster sig på gulvet og vil nusses på maven. Vi kører sammen ud til det nye sted, hvor vi nu skal bo.
  Basse hopper ind i campingvognen, da vi ankommer. Den er 10 m2, og 8 af dem er indrettet med en dobbeltseng, et køkken, et klædeskab, et badeværelse og en sofagruppe. Jeg lægger Basses tæppe på den gulvplads, der er. Han accepterer det og ligner en hund, der altid har boet i en campingvogn. Jeg giver Basse mad og vand. Jeg er sulten, men lægger mig i sengen. Der er endnu ikke tilsluttet strøm; der kommer kun lys ude fra de andre vogne, når mørket falder på. Basse kommer hen til mig og slikker mig på kinden. Det plejer han aldrig at gøre, altid på armen eller benet, men ikke i ansigtet. ”Det skal nok gå, Basse. Dig og mig. Vi skal nok klare den.”
  Mine naboer er venlige og hjælper mig med alt det, de har erfaret aflivet som campister, selvom de selv er i forfald. De viser mig, hvordan man slår fortelt op, stormsikrer det og bygger gulv på ujævnt terræn. De lærer fra sig, altid med en øl i hånden; de har ingen struktur, ting sker, når de sker, og tiden flyder ud. Jeg starter på HF.
  Efteråret begynder, vinteren kommer snart. Det viser sig, at fyret i campingvognen ikke virker, selvom der blev givet hånd på det. Det vil koste 30.000 kr. at reparere fyret. Jeg har ikke råd til at lave det eller til at have en anden varmekilde tændt. Jeg ringer til min far for at høre, om han kender noget til fyret, og om han vil hjælpe med at få det til at virke. ”Jonas. Du må klare dig selv,” siger han og smæk ker røret på.
  Min krop er begyndt at vænne sig til livet udenfor. Basse har heldigvis en tyk pels, han fryser ikke.
  Det er rart at være til undervisning, for klasselokalerne er lune. Men pauserne er hårde. Det er svært at relatere til et almindeligt ungdomsliv med fester, kollegieliv eller et værelse hos mor og far. Når jeg siger noget ærligt om mig selv og mit liv, bliver jeg mødt med mistro.
  Den faglige del af uddannelsen er ikke bedre. Der kommer flere skriftlige afleveringer, og når kritikken kommer tilbage, forstår jeg ikke, hvad lærerne siger. Jeg forstår ikke, hvad de mener, når analysen skal være mere dybdegående, eller diskussionen er unuanceret. Jeg kommer fra en verden, hvor diskussioner fører til slagsmål, og kildehenvisninger er det samme som at være stikker. 

TV2 og starten på noget stort

En dag banker det på forteltet. Det er en af de dage, hvor jeg ikke vil tale med nogen. Det er campingfatter og to journalister fra TV2, der er ved at finde deltagere til et nyt program. De spørger, om de må komme ind og stille et par spørgsmål om at bo på camping. Jeg tænker, at det kommer ikke til at ske, mit liv rager ikke nogen, men jeg hører mig selv sige: ”Ja, selvfølgelig, kom indenfor.”
  Vi sætter os i forteltet. De virker flinke, men jeg er opdraget til, at man ikke kan stole på nogen og aldrig skal sige noget, der kan bruges imod én. De begynder at stille spørgsmål og forsikrer mig om, at det bare er research, og at man først skal udvælges. Jeg tænker: Hvorfor ikke, det kan der jo ikke ske noget ved; jeg bliver alligevel ikke udvalgt. Jeg er et kedeligt menneske. Hvem gider interessere sig for en hjemløs knægt, hvis eneste lyspunkt er hans nuttede hund?
  Senere på aftenen får jeg en besked fra journalisterne. De vil gerne lave en prøveoptagelse med mig og kommer som aftalt og filmer. Efter interviewet hører jeg ikke fra dem i lang tid, men en dag ringer min telefon. Det er produceren, som vil høre, om jeg vil medvirke i tv-programmet. 

Og så kom Kamilla 

Mine venner eller familie besøger mig ikke i campingvognen. De siger, de er skuffede over, at jeg er blevet hjemløs. De siger, jeg skal aflive min bedste ven og flytte på kollegie eller få mit gamle job som snedker tilbage. Jeg ved godt, at de siger det i den bedste hensigt. Men de forstår ikke, at Basse og jeg er forbundene. De forstår ikke, at mit gamle job æder 14 af døgnets 24 timer, hvilket er uforeneligt med at have hund. De forstår ikke, at Basse ikke bare er et kæledyr. Han er min ven.
  Et af de få mennesker, jeg har en venskabelig relation med, er Frede fra Svendborg. Vi har kendt hinanden siden teknisk skole. Han har længe følt, at det var synd for ham og hans image at have en ven, der er hjemløs og bor i en kold campingvogn, men han er begyndt at komme sig over det.
  Jeg bliver inviteret til hans fødselsdagsfest. De eneste gæster er mænd, der går op i deres store skovmandsskæg og venstreorienterede udenrigspolitik. Frede stikker en lokalbrygget specialøl i min hånd. Han ved, at jeg ikke drikker. I det han kigger væk, tømmer jeg den i hans suspekte potteplante.
  Der træder en kvinde ind i rummet; hun er i højt humør og går hen til Frede for at give ham en gave. Det er et billede af en krage i begyndende forrådnelse. Hun er iført den grimmeste kjole, jeg nogensinde har set. Det ligner et patchworktæppe i rød, gul og grøn, som har besluttet sig for at overfalde denne stakkels unge kvinde og definere sig selv som en kjole. Imens hun taler med Frede, overdøver hun stuen med sin latter.  

Kvinden og jeg begynder at tale sammen. Jeg fortæller hende om min store passion for antikke træhøvle. Det viser sig, at hun har en lige så stor passion for at høre om antikke træhøvle, som jeg har for at fortælle om dem. Jeg fortæller hende om alt fra, hvordan man kan se, hvilken tidsperiode et møbel eller et fodpanel er fra, ud fra de geometriske profiler de har, til forskellen i kulstofopbygningen imellem gamle høvljern og nye. Jeg bliver så optaget af emnet, at jeg aldrig får spurgt hende om hendes navn. Pludselig i de tidlige morgentimer er hun væk.
  Jeg spørger Frede, hvem hun er. ”Det er Kamilla, hende kan du lige så godt glemme. Hende kan du ikke tøjle, og hun er færdig med mænd,” svarer han. Men jeg kan ikke glemme hende. I løbet af det næste år krydser vores veje tilfældigt. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. En dag ringer hun til mig og spørger, om hun må besøge mig. Jeg advarer hende om, at jeg ikke har noget mad, men hun har spist, siger hun insisterende. Da hun kommer hjem til mig i campingvognen, er hun alligevel lidt sulten, og jeg laver den mest skrabede tomatsovs med en håndfuld pastaskruer fundet forskellige steder bagerst i skabet. Jeg har hverken salt eller andre krydderier. Vi griner af det, og kort tid efter flytter hun ud af sit kollektiv og ind hos Basse og mig. 

Galleri og egen virksomhed 

Det vender op og ned på mit liv, for Kamilla er ambitiøs. Hun har fire jobs, både som skrædder for en af landets dygtigste dameskræddere, ekspedient i en stofforretning og underviser på en ungdomsskole. Hun cykler imellem dem alle og nogle gange op til 100 km på en dag. I hendes sparsomme fritid arbejder hun benhårdt på sin kunst. At være ambitiøs er en egenskab, jeg altid har opfattet som en luksus, jeg ikke har råd til. Det har mere handlet om at overleve. Jeg troede ikke, jeg ville være i live som 30-årig og har derfor aldrig set mening i at drømme om fremtiden.
  Kamilla hjælper mig med at forstå kritikken, mine undervisere giver mig i de skriftlige afleveringer. Hun fortæller mig, at jeg har potentiale, men at jeg skal lære middelklassens sprog for at få gode karakterer og anerkendelse. Derfra begynder et hårdt arbejde. Jeg begynder at lave kvantespring i min uddannelse, og der bliver råd til varme i campingvognen, fordi vi er to til at betale. Så småt skaber jeg et hjem i campingvognen. Jeg bygger et køkken ude i et stort opbevaringstelt med alle de faciliteter, der er i et almindeligt hjem. Jeg sørger for, at hendes tøj har plads i klædeskabet, og det sæsonbestemt tøj, hun ikke har brug for, bliver opbevaret sikkert og tørt udenfor i nye, rene blå fodertønder, men det vigtigste er, at jeg bygger et atelier ud af en gammel campingvogn. Atelieret er ganske vist kun 10 m2. Jeg river alt inventar ud, så det er et tomt rum. Jeg lægger nyt gulv, maler væggene, men strøm og varme er der ikke mulighed for at lave. Vi finder en egnet lampe på batteri, og Kamilla har en god flyverdragt, som holder hende varm, når hun arbejder. Vi begynder at trives med at bo i campingvognen og anser det nu som et tilvalg fremfor en nødvendighed. Vindens rusken, regnens haglen og solens stegende hede er en del aflivet og de vilkår, vi har. Vi føler, at det at bo her giver os mere, end vi mangler. Det giver os frihed, tryghed og muligheden for at kunne gøre det, vi vil og finder meningsfuldt.
  TV-udsendelserne bliver en kæmpe succes. Vi laver i alt tre sæsoner, og Danmark får øjnene op for Kamilla og mig. Vi bliver inviteret til at medvirke i flere radioprogrammer, og der er stor interesse for Kamillas kunst. Hun bliver professionel kunstner og nyder stor anerkendelse. Sådan er det nogle gange, at det tager 10 år at blive en succes på et øjeblik. Vi bliver genkendt på gaden, og folk spørger om selfies med os, selvom vi står til ikoniske koncerter. Kamilla tager mig med på hendes forretningsmøder med folk, der ejer deres eget privatflysfirma og har fløjet med alle store verdensstjerner.
  En dag er vi oppe hos en advokat på en af de dyre adresser i København for at aflevere en tegning, advokaten har købt. Hun har nogle designstole, jeg engang har lavet i min tid som snedker; det fortæller jeg hende om. Advokaten ender med at spørge, om jeg kan lave et køkken for hende. På hjemturen siger Kamilla, at jeg kun skal gøre det, hvis jeg opretter et firma. Det er en drøm, jeg aldrig har turde at have.
  Senere den uge ringer en kvinde til Kamilla. Hun har set os på tv og set Kamillas atelier i campingvognen. Kvinden har købt en ejendom i Rudkøbing. Det er et gammelt landmandshotel i en af byens travleste gader. Kvinden fortæller, at da hun så balsalen, tænkte hun straks på Kamilla og tilbyder, at vi kan leje den. Vi tager derhen og kigger på det, og balsalen er så smuk. Kvindens mand spørger, om jeg vil se det gamle tørrelager ovenpå. Det er det smukkeste rum, jeg nogensinde har set. Jeg får lov til at leje det til mit snedkeri.
  Jeg opretter mit firma og laver køkkenet til advokaten. Min ordrebog begynder at blive fyldt med alt fra renovering af antikke møbler, snedkerkøkkener og specialbyggede møbler. Jeg arbejder på snedkeriet samtidig med, at jeg tager min HF. Takket være Kamillas tro på mig, lærer jeg at kommunikere i middelklassens sprog. Jeg går fra at være en dreng, der kun lige havde et gennemsnit, til at komme på erhvervsskole, til at have et gennemsnit til at blive læge, hvis jeg vil. Jeg vil have en fremtid med Kamilla og arbejde med det håndværk, jeg brænder for. Og Basse? Han er blevet kunstnerhund og er med sin mor på atelieret hver dag. 

‍

Alt det havde ingen troet. 

‍

Når jeg tænker tilbage på min egen historie, kan jeg se, at det for nogle er svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare ”pløkker min hund og kommer videre,” som jeg ved flere lejligheder blev opfordret til. Jeg kan godt se, at jeg har været stædig ved at beholde Basse og har givet ham mad fremfor mig selv. Nogle gange er det nemmere at tage sig af andre end at tage sig af sig selv, men jeg synes, at det er forsimplet at anskue det sådan. Jeg tror, at Basse er årsagen til, at jeg ikke gik til grunde, da jeg blev smidt ud af systemet. Jeg tror, at det ville have været sværere for mig at starte på HF og se et lys i fremtiden, hvis ikke jeg havde ansvar for andre end mig selv. Jeg har altid kunne finde trøst og forståelse hos Basse. Sidenhen har jeg også fundet den trøst og forståelse hos Kamilla. Omstændighederne har været med os; nu lever vi af det, vi drømmer om og finder en mening i, også selvom det kræver vilje, mod og ukuelighed. Ved at reflektere over min historie har jeg indset, at for at få et andet liv, må man flytte sig fra det nuværende.

Den skøre kattedame. Vi har nok alle en ide om, hvordan hun ser ud. Måske jeg er den skøre kattedame? Jeg har i hvert fald en kat, og ja, jeg er lidt skør. Men det er der en god grund til.
  Jeg kan ikke mere.
  Jeg kan ikke klare denne følelse.
  Jeg kan ikke holde ud at skulle skamme mig, at føle mig skyldig.
  Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg føler mig skyldig, men følelsen vil ikke gå væk.
  Jeg føler et større mørke omkring mig. Jeg ved snart ikke, hvorfor jeg står op om morgenen.
  Jeg finder barberbladet frem. Det er ikke blevet brugt i flere år, men smerten er for stor. Jeg er et så frygteligt menneske, at jeg skal straffes bare for at være til.
  Måske min søster har ret, måske min mor har ret, måske alle har ret; jeg er ikke noget værd.
Jeg skal væk herfra.
  Jeg kan ikke mere.
  Jeg har planlagt dagen.
  Jeg tager piller om morgenen.
  Jeg går i skole som normalt.
  Jeg går ikke hjem, men går i stedet væk fra det hele.
  Jeg vil bare gå, indtil jeg falder om, enten fra pillerne eller fra udmattelse.
  Jeg har ikke sovet.
  Jeg har ikke kunne finde ro; jeg har blot kigget på pilleglasset.
  Afskedsbrevet ligger i sengekommoden. Måske det vil hjælpe min søster i fremtiden.
  Jeg tager en håndfuld piller. Jeg kaster op. Jeg tager nogle flere. Jeg er svimmel. Jeg har kvalme. Jeg kan ikke overskue at drikke morgenkaffen. Jeg går bare ned og tager bussen og tager i skole. Jeg er bange for, at folk omkring mig kan se det på mig. Er min hud gullig? Jeg kan ikke koncentrere mig i timen. Jeg har tid hos skolepsykologen kl. 11. Jeg vil sige farvel til hende, inden jeg går. For selvom hun ikke lykkedes med mig, så ved jeg, at hun har hjulpet rigtig mange. 

   Jeg kommer nærmest ikke ind ad døren, inden hun spørger “har du gjort eller planlagt at gøre noget dumt?” Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være dumt og får derfor ikke svaret hurtigt nok. For hvordan ved hun det? Udviser jeg en form for signal? Kan hun se det på mig? Vi tager på hospitalet. Jeg er glad for ikke at være alene.
  Politiet har været her. Jeg er nemlig blevet indlagt på røde papirer. Politiet har ringet til min mor og fortalt, at jeg er blevet indlagt. Selvom jeg havde regnet med, at jeg aldrig ville se hende igen, kom hun og besøgte mig samme dag, som jeg blev indlagt. Min mor er begyndt at date, og jeg kan kun unde hende at have et liv. Det har hun fortjent. Hun bruger mindre tid derhjemme. Hun efterlader mig med min søster – en søster; som hader mig, og som ikke er bange for at vise det. Så da min mor dukker op på hospitalsstuen, bliver jeg overrasket. Jeg var sikker på, at hun ville vælge mig fra. Jeg håber virkelig, at det kan være starten på noget nyt. På et bedre forhold mellem os.
  Min mor og lægen er blevet enige om at holde et møde. Jeg ønsker ikke, at de kommer, men ligegyldigt hvor mange gange jeg siger det, får jeg besked om, at det kommer til at ske med eller uden mig.
  Min mor fortæller, at jeg er begyndt at få det værre, siden hun fik sin kæreste, og dette nok bare var et opmærksomhedsstunt. Jeg kan mærke, hvordan jeg bliver knust. Min krop og mine håb og drømme falder fra hinanden – det var ikke starten på et nyt og bedre forhold med min mor. Var det bare skuespil, da hun besøgte mig første gang?
  Lægen spørger, om jeg er jaloux på min mor, fordi hun har en kæreste, og jeg ikke har. Det var så latterligt, at jeg ikke troede, at jeg skulle svare. Men min mor og læge er enige. Jeg ønsker opmærksomhed, fordi jeg ikke har en kæreste. Efter samtalen krævede jeg, at min mor aldrig må kontaktes af dem igen. Jeg kræver at komme under såkaldt diskretion.
  Jeg har været indlagt i 3 uger. Jeg er blevet rykket til en anden afdeling. Jeg har fået kastet en masse diagnoser i hovedet på mig. Ingen, som jeg kan genkende mig selv i. Den seneste er borderline personlighedsforstyrrelse. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad det er, og ingen vil forklare mig det. Dét, som er blevet fortalt, lyder ikke rigtigt for mig.
  Min mor er på besøg; hun når knap nok at tage sin jakke af, før hun forlanger, at jeg giver hende mine nøgler. Hun fortæller, at hvis hun ikke må læse min journal, så er jeg ikke længere velkommen derhjemme.
  Jeg henter mine nøgler og smider hende ud. Jeg sidder tilbage på min stue, tårerne triller ned ad kinden. Jeg sidder med en følelse af, at alt er taget fra mig, men jeg er overbevist om, at det var det rette, at hun ikke måtte læse min journal. Jeg er glad for, at jeg stod stærk og ikke gav ind og gav hende lov til at læse min journal. Hvis hun vil vide, hvordan jeg har det, må hun jo spørge mig.
  Men det betyder, at jeg ikke længere har et hjem. 

   Jeg er hjemløs.
  Jeg er alene. 

Da jeg fortæller personalet, at jeg nu er hjemløs, får jeg at vide, at jeg nok hellere må undskylde over for min mor. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg skal undskylde. Hvad har jeg gjort galt?
  Der går en uge, før personalet tager mig alvorligt og tror på, at jeg er hjemløs. De kontakter her kommunen. Jeg bliver rykket rundt til forskellige afdelinger, og hver gang efterlader det mig mere stresset og presset end gangen før. Jeg kan ikke holde til alle de skift, til alle de nye mennesker. Jeg kan trøste mig selv med, at de nu snart må give op. De fortæller mig konstant, hvor dyrt det er, at jeg er indlagt, og jeg er heldig for, at de gider at bruge de penge på mig. De må snart udskrive mig. Det sker ikke. Lægerne fortæller, at de er sikre på, at jeg vil begå selvmord, hvis jeg blev udskrevet til gaden. Det har de ret i. De truer dog med udskrivelse hele tiden. Det sner og er koldt udenfor, så hver gang, jeg ikke gør, hvad de vil have, truer de med at udskrive mig til gaden. Til kulden. Jeg giver dem ret og siger, at de hellere må udskrive mig, men det sker ikke.
  Livet på psykiatrisk afdeling er hårdt, og der er snart gået et helt år. Det er trist og stille, væggene er grå, og personalet sidder ofte på kontoret – undtagen når alarmen går, og det gør den ofte. For hver dag, jeg er indlagt, føles det, som om jeg mister noget af mig selv; jeg bliver mindre mig, og der er snart gået et år. Trusler er hverdag på afdelingen. Jeg bliver truet med elektrochokterapi, fordi jeg ikke ønsker at deltage til morgenmødet eller med akut beroligende, fordi jeg ønsker at tage en lur. Det giver ingen mening, og jeg kan ikke holde det ud.
  Jeg er blevet rykket fra lukket til åben og tilbage igen flere gange. Jeg har lært meget, imens jeg har været indlagt, f.eks. hvor dybt jeg skal skære, før jeg skal syes, eller hvordan jeg får smuglet barberblade med ind på afdelingen, og hvor længe der skal gå, fra de har konfiskeret barberbladene, til de ikke længere gider at tjekke, om man har smuglet noget med ind.
  Der tikker en besked ind på e-boks: Kommunen har endelig fundet en lejlighed til mig.
  Lejligheden er på 25 kvm og har ikke noget køkken, men det er mit. Jeg får ordnet lejligheden med nye møbler og et præg af mig. Jeg prøver at gøre det til min oase. Til et sted, hvor jeg har hjemme. Jeg har været indlagt i et helt år, og afdelingen er på mange måder blevet mit hjem. Men ikke et hjem, som jeg har lyst til at beholde. Jeg får sagt farvel til afdelingen og får udleveret en pose med alle de konfiskerede barberblade.
  Jeg står i min lejlighed. Jeg er helt alene. Jeg har 23 barberblade ved min side. Jeg har måske nok en lejlighed efter et år som hjemløs, men jeg har ikke et hjem, for jeg kan ikke finde ro i lejligheden; det føles, som om jeg stadig er indlagt. Jeg har det så dårligt, at jeg ikke kan se det som mit hjem. Der går derfor ikke længe, før jeg forsøger selvmord igen… Og jeg bliver derfor indlagt igen. 

   Jeg bliver indlagt på en ny afdeling.
  Jeg bliver mødt af nye mennesker.
  Jeg får diagnosen atypisk autisme. 

Diagnosen fik jeg egentlig allerede, da jeg var 13, men der har ikke været nogen, som troede på den før nu, og det er en diagnose, som bare passer. Jeg kan se mig selv i diagnosen. Personalet forklarer og svarer på spørgsmål, og jeg begynder stille og roligt at føle mig som mig selv. Jeg er udskrevet, og jeg føler mig klar. Jeg er dybt taknemmelig for den læge og plejepersonale, som har hjulpet mig. Jeg er endelig mig selv. Jeg er endelig den stærke pige, som jeg altid har ønsket at være.
  Jeg begynder at være ung. Jeg går i byen med venner, jeg pynter op i lejligheden, jeg begynder at date. Livet er skønt! Jeg er på date; det er akavet og skønt og præcist, som det skal være. Jeg møder ham ofte, og jeg bliver hurtigt rigtig glad for ham. Jeg føler mig tryg sammen med ham; jeg tør være mig selv. Efter et par dates har vi sex, og jeg tænker, at jeg er i et rigtigt forhold – sådan et forhold, som bliver vist på tv, sådan et forhold du ikke forstår, før du har været i det. Jeg pynter op til jul i min lille lejlighed. Jeg kan føle en lille snert af mening. Og jeg begynder endelig at tro på, at det måske nok skal blive godt igen. Jeg har planlagt at overnatte hos ham, og jeg glæder mig.
  Jeg har ikke været hos ham i mange timer, før vi har sex. Det er skønt, og vi hygger og snakker. Senere på aftenen vil han have sex igen. Jeg har ikke lyst, så jeg siger nej. Han prøver at overtale mig, men jeg siger, at lysten måske kommer senere. Han læner sig over mig, så jeg ikke kan bevæge mig. Han tager tøjet af mig. Jeg prøver at fjerne hans hænder, prøver at stoppe ham, men han fjerner mine hænder og lægger sin hånd om min hals. Han presser til. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg skal dø. 

   Han voldtager mig.
  Flere gange.
  På 7 timer. 

De næste dage og uger handler om at ryge en masse cigaretter og skære i mig selv. Intet andet. Hver gang, at jeg spiser noget, kaster jeg op. Jeg er ligeglad med alt. Jeg ved, at jeg skal dukke op til jobcentret, og andre lignende aftaler, men det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg skal hjem og skade mig selv. Sårene bliver dybere og dybere, og den eneste selvpleje og kærlighed, jeg udøver, er, når jeg forbinder de nye sår. 

   Absolut alt er kaos.
  Jeg hader mig selv.
  Jeg hader mit liv.
  Jeg holder voldtægten hemmelig. 

Jeg er bange for, at man siger, at det er min skyld. Jeg er bange for, at man siger, at jeg har fortjent det. Jeg er bange for, at jeg er gravid. Jeg, kan ikke klare den tanke. Jeg kan ikke få det barn. Jeg kan ikke klare det, og jeg skærer mig så dybt, at jeg skal syes. Jeg bliver på skadestuen spurgt om, hvorfor jeg har skåret mig, og jeg bryder sammen. Jeg fortæller om den frygtelige nat, og hun siger, at hun godt kan forstå, at jeg har det så dårligt. Jeg tager hjem, og som det første tager jeg en graviditetstest. Den er negativ.
  Hver gang, at jeg går udenfor, sørger jeg for at købe en ny pakke piller. På årsdagen for voldtægten tager jeg alle pillerne. Jeg bliver opdaget og bliver kørt med udrykning på hospitalet. Jeg vil ikke have behand ling og hiver droppet ud. Jeg bliver stoppet og fastholdt. Det sker flere gange. Efter behandling på medicinsk bliver jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg er aldrig alene, der er hele tiden en fastvagt, også når jeg skal på toilettet. Det er forfærdeligt. Jeg har det forfærdeligt. Jeg har fået smuglet et barberblad med ind på afdelingen, og et kvarter efter de har fjernet fastvagt, prøver jeg at skære mine pulsårer op. Jeg vil ikke mere. Jeg tænker på, hvor rart det ville være ikke at føle noget, og hvor rart det er, at jeg kan mærke smerten og blodet, og hvor surrealistisk den tanke er…
  622 er det sidste, jeg tæller til. Jeg er stoppet med at tælle, hvor mange sting jeg har fået gennem tiden. Jeg er ligeglad. Jeg ved ikke, hvorfor det var vigtigt til at starte med. Jeg er ligeglad med, hvad der kommer til at ske. Sygeplejersken har sagt, at de ikke kan hjælpe mig, og de ikke regner med, at jeg kan få det bedre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den information, for det er jo det, jeg altid har tænkt.
  Hvorfor siger hun egentlig også det til mig?
  Når jeg har det allerværst?
  Hvis det virkelig ikke bliver bedre, hvorfor er jeg så til?
  Hvorfor må jeg så ikke ende smerten?
  Jeg er inde og ude af psykiatrisk afdeling. Selvom jeg har en lejlighed, så føler jeg mig ikke hjemme nogen steder. Heller ikke i min egen krop. Jeg får at vide, at jeg lader ham vinde. Jeg får at vide, at nu må jeg komme mig over det. Det har fyldt for længe, så nu er det min skyld, at jeg ikke kan glemme det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg er blevet indlagt igen. Det er næsten blevet til hverdag. Jeg har været indlagt så ofte, at jeg kender alt personalet på alle afdelinger.
  Jeg er blevet indlagt på en afdeling, hvor alt personalet konstant behandler mig, som om jeg er dem til gene. Det er jeg måske også, men det er ikke med vilje. Jeg har ikke spist eller drukket noget i flere dage, og jeg kan mærke, hvordan min krop bliver svag. Jeg prøver ikke at begå selvmord, jeg har bare ikke overskuddet til at skulle skaffe væske eller mad. For hvad er pointen?
  Jeg spørger sygeplejersken, om jeg må få et glas saft. Hun ser på mig og spørger: “Skulle du ikke hellere lade være, så du kan få det overstået?”
  Hun har ret. Tænker de alle sådan? Burde jeg bare få det overstået? Der blev ikke tjekket, om jeg havde barberblade med ind på afdelingen; de spurgte ikke engang, så det tyder på, at de alle bare vil have, at jeg får det overstået. Har jeg endelig kostet for meget?
  Jeg laver en aftale med mig selv: Enten dør jeg nu, eller også skal jeg finde en mening med det hele, for jeg kan ikke holde ud at have det sådan her!
  Jeg er blevet udskrevet, og i samarbejde med jobcentret starter jeg til fysik på HF. Jeg møder nogle skønne mennesker; jeg får en grund til at stå op om morgenen, men der er noget, der mangler. En klassekammerat fortæller om sin nye kat, om hvordan hun fik den. Jeg siger til mig selv – det er det, der mangler: Et andet væsen at holde af, og som holder af mig, når jeg føler mig mest alene. Jeg finder den skønneste killing på nettet, og jeg begynder endelig at finde en dybere mening. Jeg besøger ham, inden jeg tager ham med hjem til sit nye hjem. Han skal hedde Frederik. Jeg synes selv, det lyder åndssvagt, at en kat kan give livet mening, men det kan han. Men det hele bliver for meget, og jeg bliver indlagt igen. Jeg tænker kun på, at jeg skal hjem til min kat, og jeg bliver udskrevet for en sidste gang.
  Der sker en masse ting, og til trods for min mors mange forsøg på at få mig til at opgive min kat, så er Frederik mit holdepunkt. Det var ham, som kradsede på toiletdøren, da jeg kastede op, så det er jeg nu stoppet med. Det er ham, som sætter sig op ad mig, når jeg er ked af det, og det er ham, som vil lege, når jeg får flashbacks.
  Med hjælp fra en fantastisk mentor er jeg begyndt at leve mit liv. Jeg ved nu, hvem jeg er. Jeg er flyttet væk fra alle de dårlige minder, og Frederik har fulgt mig hele vejen. Nu er jeg hjemme.
  Jeg er den skøre kattedame – og det er jeg glad for!

‍

Fra Sydamerika til Amerika 

Et brasiliansk pas i den ene hånd. Et papir på statsborgerskab i Amerika i den anden. En mor, som år forinden rejste til Norge for at forfølge kærligheden. En far, som i tidernes morgen rejste tilbage til det store Amerika. To bedsteforældre, som arbejdede for tag over hovedet og mad på bordet. En ung dreng, som hang ud med andre drenge. Drenge, som lavede narrestreger for at fordrive tiden. Tid, som passerede i takt med, at solen stod op og gik ned. En sol, som varmede lunt i den brasilianske by Fortaleza med 3.525.564 indbyggere. En by, som var præget af mennesker, der forsøgte at tjene til dagen og vejen. Mennesker, som brændende ønskede sig et job. Jobs, som ikke hang på træerne.
  Et tilbud om at komme til Californien og bo hos en nær slægtning. Et tilbud, som jeg takkede ja til. Jeg kunne ikke gøre andet. Eller rettere, jeg kunne fortsætte med drengestreger. Jeg kunne blive og stå side om side med mennesker, som også kæmpede for at tjene til dagen og vejen. Blive i en naiv tro på, at jeg kunne lykkes her. Jeg kunne blive, velvidende, at jeg formentlig ville ende alene tilbage uden familie på samme kontinent. Forsøge at holde hovedet højt. Blive i den bagende sol og kæmpe for tag over hovedet og mad på bordet på samme måde, som mine bedsteforældre gjorde det.
  Men jeg blev nødt til at tage afsted. Væk fra det, jeg i 17 år havde kaldt for hjem. Afsted til en by, som er opkaldt efter den berømte novelle om Tarzan. Tarzana hedder den. En forstad til Los Angeles, som mindede om alt det, jeg havde set på film. Mine jævnaldrende opførte sig på samme måde, som jeg havde set det på film. De trak på ordene, grinte på mærkelige tidspunkter og havde deres udvalgte slæng. De spillede amerikansk fodbold. De talte om, hvem der mon blev valgt til årets Homecoming Queen og King. De dansede i takt til popmusikkens rytmer. Jeg – jeg kunne hverken spille amerikansk fodbold, danse i takt eller tale med om, hvem der ville vinde året pris. Jeg følte mig som en jungle-dreng i en civiliseret by. Jeg skulle lære et helt nyt sprog. Jeg skulle ikke bare lære de engelske gloser, jeg skulle lære at trække på ordene, grine på mærkelige tidspunkter og finde mit slæng. Duolingo, var ikke længere et tilstrækkeligt redskab. Her skulle man være noget. Jeg skulle lære at begå mig på en måde, så jeg kunne være noget, ikke bare nogen. 

Fra Amerika til Danmark 

Et år var gået. Jeg havde indgået en aftale med min mor om, at jeg efter et år i Californien skulle flytte hjem til hende. Hjem var ikke længere den bagende sol i Fortaleza. Min mor og hendes norske kæreste var i mellemtiden flyttet fra det sydlige Norge til det nordlige Jylland. Hjem var nu Vrå. Vrå i Hjørring Kommune med 2.474 indbyggere. Eller rettere, nu med 2.475 indbyggere. En by, hvor naboerne målte hinandens ordentlighed på længden af deres græsplæne. Og hvor hånden blev brugt til at trykke med. Den blev ikke brugt til at lave tegn med. Ingen varme hilsner, helst et anerkendende nik fra distancen, så hverken Jørn eller Grete længere nede ad vejen ville se skævt til den mørke glød.
Jeg skulle være linedanser i en anden verdens cirkus. Jeg måtte hverken træde skævt eller ved siden af. Jeg skulle balancere på linen. Smile afmålt med rank ryg, men ikke for stolt. Jeg skulle ikke være for meget og ikke for lidt. Jeg skulle udtale, ikke bare tale. Udtale bløde d’er og ikke stumme h’er. Det danske sprog var blevet et redskab, som kunne måles og vejes. Mit sprog kunne måles og vejes. Jeg kunne ikke bare være nogen, jeg skulle være noget.
Diskussionerne derhjemme blev flere og flere. Nogle gange endte de i en konflikt, hvor min mor og jeg måtte gå hver til sit for en stund. Min mor talte et sprog, jeg ikke forstod, og hun forstod ikke mit. Sprogskolen havde lært mig de grammatiske regler, den sproglige syntaks og bøjning af uregelmæssige verber, men jeg følte, at det hverken gjorde til eller fra.
  Mit navn stod på postkassen. Det stod også på folkeregisteradressen. Og selvom, det også stod i den nye statistik over antallet af indbyggere i Vrå, og jeg burde være taknemmelig over at have et sikkerhedsnet til at gribe mig, så følte jeg mig tom. Jeg var jeg ikke glad. Tværtimod. Jeg kunne ikke fremtvinge smilet på læben, som ellers plejede at være mit varemærke. Jeg blev ved med at træde ved siden af. Jeg kunne ikke balancere på den line, som var sat op foran mig. Rummet var for småt til både mig og hende. Vi kunne ikke rumme hinanden. Rummet var væk. Jeg vidste ikke om det nogensinde havde været der, men i dette øjeblik var det ikke til at finde. Ingen elastik at trække i. Ingen snor at give af. 

I mellemtiden startede jeg på The International Baccalaureate Diploma Programme, også kaldet IB, som er en 2-årig international gymnasieuddannelse. Gymnasiet ligger placeret i udkanten af Aalborg. Klassen summede af liv. Der blev talt, ikke udtalt. Folk gik hverken op i bløde d’er eller stumme h’er. Et smil var nok. Jeg flyttede ind hos en kæreste i Nørregade og havde min daglige gang på IB, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Eric, som havde både etiopiske og islandske rødder. Vi var fremmede for hinanden, men det føltes ikke sådan. Jeg smilede, og han smilede. Smil blev til latter, og af latter kom jokes. Vi jokede om mig, om ham og om hinanden. Jokede om vores situation, hvordan vi mon var havnet her, og hvordan det skulle gå os i fremtiden. Vi forsøgte at smile os gennem tilværelsen. Vi smilede sammen. Vi tillod hinanden at være nogen, uden et krav om at skulle være noget. 

Fra Nørresundby til Danmarksgade og alt derimellem 

Årene gik. Jeg havde flyttet mine ting på egen hånd fra ét sted til et andet. På årlig basis. Jeg havde gået byen tynd med flyttekasser i armene og trætte ben. Jeg havde lejet mig ind hos venner og bekendte på Thistedvej. Vi havde startet kollektiver op i Nørresundby, lukket dem ned igen. Jeg havde udlejet værelser til musikere for at få råd til huslejen på Spiesgade. Boet kortvarigt hos et vennepar på Danmarksgade. Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.
  Tre år var gået. Jeg lejede mig ind i en lejlighed på Danmarksgade. En lejlighed med tre roomies, som levede tre parallelle liv, kun afbrudt af et gensidigt nik og et enkelt hej i svingdøren. Døren til mit værelse stod altid åben, men de stak aldrig hovedet ind. De virkede hverken interesserede eller uinteresserede. De levede et liv med fastlagte planer og kun med få pauser fra hverdagens tummelen. Pauser, som de tog bag en lukket dør. Jeg kunne ikke finde mig til rette i det travle liv. Jeg ville bare gerne, at de havde det godt. At de mennesker, som jeg mødte på min vej, havde det godt.
  Sommeren stod for døren. Jeg havde fået job i den lokale isvogn, der stod placeret midt på havnefronten. Arbejdsbeskrivelsen lød på at lange is over disken med et stort smil på læben. En opgave, som jeg elskede. En sen eftermiddag dukkede en pige frem med blondt hår af solens skær. Hun smilede, og jeg smilede. Jeg fik ikke sagt meget, men nok til at fastholde hendes blik. Hun var dragende. De blå øjne glimtede i solen. Hun vandrede ud i det blå igen. Jeg kunne ikke slippe tanken om hende. Dagene gik. Mågernes skratten, som før forstyrrede enhver tanke, lød nu som fuglesang. Solen spejlede sig i fjorden, og bladende blafrede i vinden. Pigen med det blonde hår dukkede pludselig op på ladet af en Christianiacykel med samme store smil på læberne. Det føltes som en film. Vi cyklede rundt under solens stråler. Fuglene sang. Vi grinte, og jeg svævede. 

Fra Danmarksgade til Kayerødsgade 

Lykken varede ikke evigt. Hun ville afsted til Berlin. Uden mig. Og lejligheden i Danmarksgade blev opsagt uden varsel. Jeg stod tilbage med min underskrift på en ugyldig lejekontrakt. Uden en forklaring. Tilbage. Alene. Jeg havde gået byen tynd med mine flyttekasser i armene, og nu skulle jeg gøre det igen. Jeg skulle finde et sted at f lytte mine ting hen. Et sted, hvor jeg kunne få tag over hovedet. Bare for en periode.
  Renderne under mine øjne var blevet tydelige. Jeg magtede hverken at slæbe mine ting, mig selv eller noget andet nogen steder hen. Men jeg havde ikke et andet valg. Jeg skulle finde et sted hurtigst muligt. Jeg havde ikke lyst til at spørge min venner. Tænk sig, hvis de afviste mig. Hvis de ikke kunne rumme at have mig boende. Tanken gav mig ondt i maven. Jeg havde ikke lyst til at sætte deres liv på hold og belemre dem med min ensomhed. At være en byrde på deres skuldre. Jeg ville gerne kunne give dem noget, sådan som man gør i et venskab, men jeg havde intet at give af. Jeg kunne ikke række ud. Det virkede nemmere at holde afstand, så de ikke skulle konfronteres med en glædesløs situation, der i mellemtiden var blevet min virkelighed.
  Jeg faldt år tilbage i snak med en høj, meget snakkesalig fyr foran Café 1000fryd. Vi talte over en cigaret og en øl. Jeg syntes at huske, at han skulle bo lige i nærheden. Jeg syntes også at huske, at han var meget imødekommende og ligetil, så jeg tog chancen, greb min telefon og skrev en kortfattet besked. I beskeden spurgte jeg, om det var muligt, at jeg kunne bo hos ham i en kortere periode. Han skrev hurtigt tilbage, at jeg kunne starte med at flytte mine ting, og så skulle vi nok finde ud af noget. Jeg flyttede min madras, mit sengelinned og en lille taske ind i hans stue, og resten rykkede jeg ned i et depotrum i kælderen. Madrassen lå i stuehjørnet omringet af hans ting. Ved siden af madrassen stod min taske med lidt tøj, som jeg vekslede imellem. Jeg havde sikret mig tag over hovedet, men det hjalp mig ikke. Jorden rystede under mig. Jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg var ikke hjemme.
  Ugerne gik. Hver morgen føltes som en endeløs kamp, hvor jeg sjældent vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig sat ud af spil, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage til det ubekymrede liv omringet af glade mennesker i skateparken, ved isboden og havnefronten. Jeg kæmpede hver morgen for at hive mig selv op fra madrassen. Nogle dage blev jeg liggende – solen skinnede alligevel ikke længere, eller det føltes ikke sådan. Der var ingen, som spurgte efter mig eller havde brug for mig. Jeg derimod havde brug for at kunne slippe bekymringerne og angsten. Brug for et sted, hvor jeg ikke blev konfronteret med den virkelige verden. Et sted, hvor jeg kunne slippe tankerne. Jomfru Ane Gade, hvor samtlige diskoteker lå placeret, rummede alt det. Mennesker, som parkerede deres bekymringer derhjemme, og drak sorgerne væk. Mennesker, som kom for at have en fest. Det virkede mere ligetil. Jeg skulle bare være noget, og det virkede for en gangs skyld nem mere end at skulle være nogen. 

Fra Kayerødsgade til Vesterbro 

I Tre måneder gik. Kulden fra gulvet trængte op gennem madrassen. Regnen silede ned ude foran vinduet, og jeg lå i det fjerneste hjørne i stuen. Min krop var tung som bly, og jeg var udmattet. Både fysisk og mentalt. Jeg måtte hive mig selv op. Videre ned ad trappen og ud på gaden, med blikket sænket og hovedet afskærmet fra regnen. Pludselig udbryder en gammel ven: ”Hey Daniel!” Jeg løftede blikket, og foran mig stod to smilende fyrer. Vennen præsenterede sig ved navnet Martin, og fortalte med det største smil på læberne, at han lige var flyttet til fra Columbia.
  Begejstringen lyste ud af ham, så meget, at det ikke kunne undgå at smitte af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var fuldstændig fremmede for hinanden, men snakken flød. Han inviterede mig hjem til sig. Og jeg kom igen. Flere gange. Vi brugte mere og mere tid sammen, og da jeg én dag sagde, at jeg hellere måtte tage hjem, spurgte han: ”Hvorhen?” Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde ikke et svar parat. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare blev.
  Spørgsmålet virkede oprigtigt, så jeg blev hængende. Blev et sted, hvor jeg hverken skulle være nogen eller noget. Jeg skulle bare være mig.

Unge i hjemløshed kan ikke sættes på formel. De udfordringer én ung står med, og de behov personen har, adskiller sig næsten altid fra den næste. Alligevel er der noget, der går igen, uanset om man spørger Ida på 19 år fra Tønder eller Ibrahim på 26 år fra København.
  I Hjem til Alle alliancen er vi en del af en gruppe af unge med hjemløseerfaring. I fællesskab er vi kommet frem til fire behov, som unge i hjemløshed har. Det er dem, vi præsenterer her. De fire behov er ikke de eneste udfordringer, vi har mødt på vores vej, men det er dem, som vi har oplevet alt for ofte.
  Vi giver ingen konkrete løsninger; det er ikke vores opgave. Vores opgave er at pointere de erfaringer, der er gået igen på tværs af vores historier. At gøre offentligheden opmærksom på en virkelighed, som ligger skjult for omverdenen og pege på de huller, som vi har oplevet i systemet. Forhåbentlig vil det betyde, at unge fremover oplever, at det er nemmere at få den hjælp, de har brug for, hvis de pludselig skulle stå i hjemløshed. 

Behov nr. 1: Vi har brug for et mere synligt og udbredt kendskab til, hvordan det er at være ung i hjemløshed 

Unge i hjemløshed har den ting til fælles, at der mangler viden om emnet. Ved at give unge med hjemløseerfaring en stemme i samfundet kan vi være med til at brede information og en viden videre til næste generation. Der ligger en vigtighed i at synliggøre og udbrede et kendskab til dette i samfundet, især blandt unge. Den viden skal implementeres systematisk, så den når bredt ud i offentligheden. Det er der mange muligheder for på f.eks. uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser eller borgerservice.
  Noget af den vigtige viden, vi gerne vil have delt, er, at unge holder deres hjemløshed skjult. De holder den skjult fra deres sociale kreds, i studielivet og på arbejdspladser, hvilket gør, at det ikke er ligetil at “spotte” en ung hjemløs.
  Det er tabu at være hjemløs. At føle, at man ikke passer ind i normen, når det kommer til de mest basale behov, som at have et hjem, eller følelsen af ikke at være som andre med fast adresse og en postkasse. Man stikker ud i sin vennegruppe, når man ikke kan invitere til aftensmad eller hjemmehygge. Og det skaber frygt i én, når ens arbejdsplads ønsker en adresse, de kan skrive på lønsedlen. Når det ikke er muligt, må man skrive sit herbergs adresse på og håbe, at de ikke googler adressen og finder ud af, hvad det er for et sted.
  Vi må spørge os selv som samfund, hvad der ligger til grund for, at unge hjemløse skal føle, at der er behov for at lyve eller ikke kan være med til en samtale omkring noget så basalt som aftensmad eller vasketøj, eller at føle sig pinlig over ikke at have en adresse, og den måde man trækker sig lidt, når der bliver spurgt: “Hvor bor du?”
  Noget så basalt som at have et sted, man kan kalde hjem, hvor man kan lukke en dør og hente sin post fra postkassen, er ikke noget, man kan genkende som ung hjemløs. Det er nok den mindste af ens bekymringer, fordi der ligger en hemmelig, dybere realitet i at skulle overleve dagen i dag – i morgen må komme, og overlevelsesspiralen cirkler igen.
  Der er behov for, at debatten om hjemløse unge bliver større og mere udbredt. For hvis vi får brudt tabuet, bliver det nemmere for unge i hjemløshed at åbne op tidligere, så man kan få den hjælp, man har brug for, hurtigere end mange gør i dag. 

Behov nr. 2: Vi har brug for adgang til tydelig information og tidlig hjælp 

Unge i hjemløshed ligner typisk alle andre unge. De går klædt i det samme tøj, spiser det samme mad og går til de samme fester. De gemmer deres hjemløshed bag facader og holder det skjult for deres sociale cirkel. Det gør det svært at få hjælp af kommunen, selv når man beder om den og har brug for den. For kommunen ser ikke den unge som en ”rigtig” hjemløs, og man må derfor klare sig selv. For at få hjælp af kommunen skal man leve op til dens retningslinjer for, hvornår man er ”for ressourcesvag” til at kunne klare sig selv. Hjælpen kommer ikke, når problemet opstår, eller når behovet bliver akut. Den kommer først, når behovet har været akut i for lang tid. Vi har behov for kommuner, der er villige til at tackle de små bump på vejen, før de vokser sig større og følger én igennem hele livet.
  Et andet problem er, at unge ikke har adgang til tydelig information eller de rettigheder, man har. Der findes ikke en informationsguide til unge, der er på kanten af hjemløshed (f.eks. unge, der mister deres job eller står i en ustabil boligsituation), eller unge, der er og har været hjemløse. Og det er ikke klart, hvor man som ung kan gå hen for at få den rette vejledning, så man kan blive klædt på til at handle. Hvis det var tydeligere, hvor man fik information, og man blev præsenteret for sine rettigheder tidligt, ville man hurtigere kunne hjælpe.
  Det er en generel erfaring, at hjemløsheden starter i det små og gradvist udvikler sig, uden at man selv kan se det. Det kommer bag på mange unge, at de er hjemløse. Dét, koblet med, at man ikke ved, hvor man kan gå hen for at få hjælp, eller hvad man har ret til som samfundsborger, spiller en betydelig rolle for, hvor lang tid der går, før man får den rette hjælp og kan komme ud af hjemløsheden igen. Hurtigere hjælp fra systemet kan gøre, at man ikke sidder fast som hjemløs i længere tid. 

Behov nr. 3: Vi har brug for trygge og tillidsfulde relationer til socialarbejdere 

Der findes mange dygtige socialarbejdere i Danmark, som opbygger tillidsfulde relationer og hjælper unge med de behov, som de fortæller om. Men der er alligevel problematiske tendenser, som er vigtige for os at påpege. Det ene er dårligt samarbejde, det andet er skiftende socialarbejdere.
  Når samarbejdet er dårligt, skyldes det ofte, at der ikke er kemi mellem socialarbejderen og den unge i hjemløshed. Én af årsagerne kan være, at socialarbejderens fremgangsmåde er ensformig. Der bliver typisk ikke bidraget med noget nyt til samtalen: Socialarbejderen kommer med samme synsvinkel, som de kom med på sidste møde, og de fremstår meget forudsigelige. Det er meget drænende for den unge; det giver den unge følelsen af at blive behandlet som endnu et nummer i systemet.
  Det betyder, at man er mindre modtagelig for støtte, når man kan mærke, at samarbejdet ikke er autentisk - selvom de løsninger, der bliver foreslået, i princippet godt kunne virke. Derfor bliver den unge hængende i hjemløsheden i længere tid, fordi tilliden, og troen på at systemet kan hjælpe én, formindskes.
  Den anden udfordring er socialarbejdere, som skifter job, flytter til en anden by eller stopper. Der kan være alle mulige gode grunde til, at man må skifte job eller flytte. Men det tærer hårdt på den unges mentale kræfter og tillid til systemet at skifte socialarbejder, fordi man skal åbne sig op for en ny hver gang. Ligesom med det dårlige samarbejde, får dette også den unge til at føle sig som endnu et nummer i systemet, og det gør det svært for den næste at opbygge en bindende og tillidsfuld relation.
  Skiftende socialarbejdere er et af de største problemer for unge i hjemløshed, fordi den tillid, der opbygges i relationen, er afgørende for, hvor længe den unge bliver i hjemløsheden. Det betyder, at den unge ‘sættes tilbage’ hver gang, man skal opbygge en relation til en ny “fremmed person”.
  Relationen har en kæmpe betydning for den unges trivsel og livsudvikling, særligt for unge, der ikke har været omgivet af forældreroller eller personer, man kan se op til. Mange unge sætter derfor deres lid til denne fremmede person, som skal hjælpe og støtte dem på vejen mod selvstændighed. Derfor føles det som et svigt for unge i hjemløshed, når relationen forsvinder fra den ene dag til den anden.
  Relationsarbejdet er den første og vigtigste prioritering, fagfolk bør foretage. En fælles enighed i vores gruppe er, at tillid, fleksibilitet og tæt samarbejde over længere tid, er vigtigt for, at hjælpen fra en socialarbejder er god og bliver taget godt imod. 

Behov nr. 4: Vi har brug for hurtig adgang til betalelige boliger og tilstrækkelig støtte uden tidsbegrænsning 

Den måde, man bekæmper hjemløshed i Danmark på i dag, er ved at give en bolig som det første. Når man har fundet sig til rette i den, begynder man at arbejde med de andre problemstillinger, man måtte have, f.eks. misbrug eller psykiske diagnoser. Udover det har man beskrevet, hvilke støtte metoder man kan gøre brug af, alt efter hvilke udfordringer man som ung måtte have. På den måde er meningen, at man har en model, som skal passe til alle, men hvor den personlige støtte, man får tilbudt, er forskellig.
  Selvom det på papiret lyder rigtig flot, så er sandheden bare, at det ikke er alle, der har gavn af den model, da der er så mange ting, man skal kunne forholde sig til på én gang. Samtidig med, at man skal arbejde med de problemstillinger, man har, skal man også klare alle de andre opgaver, der ellers er i hverdagen, som mange mennesker tager for givet (f.eks. at vaske tøj, handle ind, betale regninger og lave mad). Og jo flere personlige udfordringer man har, desto mindre overskueligt er det at få gjort de små opgaver i hverdagen. Jo længere tid man har været hjemløs, desto flere ressourcer skal man have for at kunne overskue hverdagen.
  Et andet problem med den model, man bruger nu, er, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så man har større mulighed for at huse unge i hjemløshed, end man har i dag. Og selvom politikerne nu har opmærksomhed på, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så er det ikke det eneste problem, der gør, at modellen ikke lever op til dets fulde potentiale. Et tredje problem er nemlig, at de fleste kommuner ikke følger de modeller, man bruger, fuldt ud.
  Det betyder, at unge ikke får de støttetimer, som de har brug for, og at støtten ofte stopper efter 9 måneder uden at tage hensyn til, hvor den unge er i henne i forløbet. Det er selvfølgelig ikke optimalt for unge og kan i værste fald medføre, at man igen ender i hjemløshed og skal starte forfra. Derfor vil det være fordelagtigt for flere, hvis man kigger på, hvad den enkelte unge har behov for. For nogle kunne det være at give en bolig med det samme, for andre kunne det være at give behandling først eller et tilbud om bosted/halvvejshus. Ved at skabe fleksible rammer og inddrage unge i beslutningen om de tilbud, der skal være med til at få den unge ud af hjemløsheden, styrker man den unges tillid til systemet og forstærker den unges følelse af selvstændighed og ejerskab over egen skæbne. 

Alle har et ansvar 

Det her er vores bud på, hvad unge i hjemløshed har behov for. Vi mener, at man kan komme rigtig langt i bekæmpelsen af hjemløshed blandt unge, hvis man sætter ind på de her punkter. Men det kræver en koordineret indsats blandt mange forskellige grupper i samfundet – ikke bare sagsbehandlere og kontaktpersoner, men også undervisere, kommunalpolitikere, pårørende osv. Målet er, at vi kan forebygge hjemløshed ved at opdage og italesætte den, allerede inden den unge er trådt ind på kommunekontoret. Men det kræver, at vi som samfund lægger vores forestillinger om unge i hjemløshed på hylden.
  Vores fire behov er starten på en længere proces, som skal gøre systemet mere modtageligt og fleksibelt i mødet med unge i hjemløshed. Det vil styrke unges tillid til, at systemet kan hjælpe dem videre i retning af et mere fyldestgørende og selvstændigt liv. Vores håb er, at de forskellige aktører og områder, som vi er kommet ind på, bliver bevidste om de behov, som unge i hjemløshed har, så vi sammen kan forebygge og bekæmpe hjemløshed blandt unge.

‍