Forfatter
Dea, 30 år, kvinde, København
Anonym
Udgivelse
De Kronisk Syge
Læsetid
min
Skrivemakker
Natasha Arnoldi
Natasha Arnoldi
Advarsel
TW: Selvskade

Fra fuldtid til deltid

Forleden rykkede min roomie og jeg ind på vores venners værelse på højskolen, så vi alle sover sammen. Det er hyggeligt, men de ved godt, at jeg er nødt til at sove alene hver anden nat, så jeg får ladet op. Mit højskoleophold er et fucking shitshow af en rollercoaster, men det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Min hukommelse driller mig meget, og jeg kan ikke huske halvdelen af, hvad mine højskolevenner fortæller mig. De griner, når jeg endnu en gang har forlagt min nøgle for så at finde den siddende i døren, jeg låste. Når jeg render rundt med tandpasta i jakkelommen, som burde ligge på badeværelset. Igennem humor prøver jeg at mildne mine højskoledage ved at sige ”det kan jeg ikke, jeg er jo hjerneskadet”. Selvom jeg ikke er hjerneskadet, kan det føles sådan efter mine hjernerystelser. Andre mennesker har 1000 kroners energi, og jeg må leve en sparet højskolehverdag med 100 kroners energi. På højskolen bliver jeg presset til at mærke mine grænser, og her må jeg være det hele. Den sjove, den sociale, den asociale, den dansende og den syge. 

Marts 2018 

En forårsaften i 2018 skulle der være tour de chambre på mit kollegie. Der skulle handles ind og pyntes op. Alting gik stærkt. Generelt gik alting stærkt i den periode af mit liv.
I løbet af aftenen bad min veninde mig om at hente nogle ting inde på mit værelse. Jeg styrtede ind ad døren og sparkede bunker af tøj væk på vej over til kommoden. Skuffen bandt altid, men jeg havde ikke tid til at sidde og fifle med den. Oven på min kommode stod der et stort spejl. Jeg burde egentlig have hængt det op, men var aldrig nået dertil. Jeg hev til i skuffen, det gav et ryk i spejlet, og det væltede ned over mig. Til at starte med kunne jeg godt mærke, at jeg fik det dårligt. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at give for meget opmærksomhed – der var jo fest om lidt. Jeg løb ud til min veninde og sagde lidt stakåndet, at jeg havde fået et spejl i hovedet. Vi grinte lidt ad det.
Nogle dage efter fik jeg det markant dårligere og forstod, at det nok ikke var tømmermænd, der trak ud.
Ved mit første besøg hos lægen fortalte jeg om spejlet. At jeg var bange for, om jeg havde fået hjernerystelse. Min læge vævede rundt i det og foreslog, at jeg tog 14 dage fri. Sagde, at jeg nok var stresset. Jeg fik det ikke bedre af at holde fri. Tværtimod havde jeg sværere og sværere ved at koncentrere mig. Byens puls slog mig som en hammer i hovedet, og jeg måtte trække mig tilbage fra studie, arbejde og aftaler. Jeg formåede at færdiggøre min bachelor, og det gik egentlig godt, men det krævede enormt meget energi. Jeg var helt ristet bagefter. 

Oktober 2018

Endnu en fest på mit kollegie. En beboer ville som et festligt indslag omdanne et betongulv til Lalandia. Han hældte brun sæbe ud over gulvet, hvilket senere resulterede i, at jeg væltede og knaldede mit baghoved i gulvet. Endnu en hjernerystelse ramlede ind over mig. 

Det efterløbende efterår gjorde jeg alt for at kæmpe mig igennem mine udsatte fag, eksaminer og udsatte ECTS-point. Jeg vidste godt, at det var på bekostning af mit helbred. Intensiveret hovedpine og kvalme blev mine nye følgesvende ved koncentreret arbejde. Sidst på året gennemtvang jeg en 48-timers eksamen. Jeg brugte mange af timerne på at ligge i min seng og stirre op i loftet. Stirre ud i en fremtid, der begyndte at skræmme mig mere og mere. 

Lægebesøgene tiltog i denne tid, og selvom lægerne var bekendt med min situation og mine to hjernerystelser, følte jeg mig ikke taget alvorligt. Det var svært for mig at insistere på, hvor meget hjælp jeg måtte kræve. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med mine vedvarende symptomer. 

Marts 2019

Med pas og pung i lommerne og rygsække i bagagerummet kørte min daværende kæreste og jeg ned ad Interstate 5 mellem Portland og Seattle. Vores drømme om at rejse og se en anden verden havde summet i os begge i lang tid. Egentlig gik det godt. Jeg var på dette tidspunkt ikke så bekendt med, hvordan mine symptomer hang sammen. Jeg følte, at jeg stadig famlede i blinde for at forstå mit system. En dag skulle vi på en længere biltur. Vi skulle køre fra USA og tilbage til Canada for at arbejde. Min daværende kæreste kørte bilen, og vi holdt i en lang kø på en motorvej. Solen stod skarpt på himlen. Jeg havde rullet vinduet lidt ned, og der kom en let brise ind, der føltes dejlig og kølende på mit ømme hoved. Jeg sad og undersøgte, hvilke jazzklubber vi kunne besøge den tilstødende aften. Pludselig mærkede vi et kæmpe ryk i bilen, og vi blev kastet frem i sæderne. Vores truck var blevet ramt af en anden bil, en bil, der havde overset køen, vi sad i, og hamrede ind i vores bil. Al vores oppakning vejede tungt i bilen og bankede op i ryggen på os. Jeg fik piskesmæld med det samme. Jeg krøb ud af bilen og havde svært ved at stå oprejst. Der var mange ambulancer og mennesker omkring os. Det summede i mit hoved, og jeg var meget bange. Jeg fik fremstammet, at jeg havde haft hjernerystelser, og vi blev kørt til hospitalet. Vi stod og ordnede forsikringsting i flere timer sammen med den kvinde, der havde påkørt os. 

Det var en lang og sej kamp at komme hjem på min danske forsikring fra USA. Det var en tid, hvor jeg skulle forsvare mig selv og mine symptomer endnu en gang. Lægerne mente, at jeg sagtens kunne rejse videre; at jeg ville få det bedre inden for overskuelig tid. Jeg måtte stå fast i min egen krop. Jeg var ikke i stand til at rejse videre. Jeg blev fortalt, at 90% af de mennesker, der har hjernerystelser, kommer ovenpå efter et par uger. Det gik op for mig, at jeg ikke var en af de 90%. Men at jeg var en af de 10% der skulle revurdere hele mit liv og min fremtid med langvarige følger. En måned senere fik jeg lov at flyve hjem. Stadig den dag i dag har jeg en forsikringssag kørende med den amerikanske kvinde. 

Efter at jeg var kommet hjem fra USA, var jeg vågnet med en ny krop. En krop, der talte til mig igennem smerter, jeg ikke kunne afkode. Den talte et sprog, jeg ikke kunne forstå, og jeg havde ingen ordbog fået. Jeg var vant til at leve på fuldtid, og virkeligheden var nu noget andet.
Jeg blev indlogeret i mine bedsteforældres sommerhus. Jeg havde brug for at være et sted, hvor der ikke var fest. Hvor der ikke var forventninger og forpligtelser. Selvom det var opslidende ikke at kunne være med, var jeg nødt til at lade det hele gå i stå. Jeg havde det dårligt, var stresset og tabte mig 10 kg på meget kort tid. Mine forældre, venner og bedsteforældre overlappede hinandens besøg i sommerhuset. Jeg havde konstant brug for nogen, der puttede om mig.

Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne det samme som før. Det gjorde mig så ked af det. Jeg ville jo bare leve og gøre som alle andre unge mennesker – i stedet måtte jeg udsætte min kandidat flere år og droppe mine studiejobs. Jeg gad ikke være den her slatne grøntsag. ”Der skal ske noget,” husker jeg, at jeg sagde til min mor, mens vi sad og gabte et aftensmåltid. ”Jeg vil på højskole,” fremstammede jeg og tilføjede: ”… selvom jeg er syg.” 

Oure Højskole 2020 

Mine højskolevenner ved godt, at jeg ikke kan være med til halvdelen af dansetimerne, at jeg nogle gange går fra arrangementer eller slet ikke dukker op. Om aftenen, når vi spiller brætspil eller ser serier i dagligstuen, laver jeg mine samssynsøveler foran dem. Det kan se meget underligt ud, men det er vigtigt for mig at være en del af fællesskabet, selvom jeg sidder og laver øvelser. På højskolen oplever jeg, at folk griber mine små hjernerystelsestiltag. Når der er meget støj, har jeg gerne ørepropper i for at skåne mit hoved. Så kan de for eksempel finde på at sige: ”Ej, det ser fedt ud, når dine ørepropper er gule i stedet for grønne. Det er godt til dit outfit.” 

Igennem mit højskoleophold har jeg lært, hvor vigtigt det er at markere mine grænser. Inden jeg tog på højskole, havde jeg ofte ondt i maven over, hvor jeg ofte jeg måtte spille det røde kort på en aftale. Jeg fik ondt i maven over at holde mine venner hen. Her har jeg lært, at med tiden bliver kortene mere og mere gule, og endda grønne indimellem. At det giver mig ro i maven at fortælle, hvorfor jeg pludselig ligner én, der har tabt sutten. Når jeg vågner på højskolen, laver jeg et skema over, hvad jeg kan dén dag. Jeg visualiserer, at jeg har 100 kroner i min hånd og forsøger at fordele min energi, så jeg ikke får brugt for meget. Jeg giver lidt til dansetimerne, lidt til foredragene og trækker måske lidt fra det sociale. Mine venner ved ikke helt, hvor meget jeg planlægger mine dage, og det er egentlig også fint, at det ofte bare er min egen lille hemmelighed. 

Når jeg ser tilbage på mit liv, så ved jeg egentlig ikke, hvor godt jeg havde det. Det var, som om min mavefornemmelse ikke var god. Jeg lyttede bare ikke til den. Jeg tror ikke, at jeg var glad. Jeg ville følge med flokken, og jeg var altid på farten. I retrospektiv var det hele nok ret overfladisk. For nogle så det meget lykkeligt ud – mit pulserende københavnerliv. Men det er først efter mine hjernerystelser, at jeg er blevet tvunget til at kigge ind i mig selv og spørge – hvem er du, og hvad gør dig glad?
Og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne danse uafbrudt en hel nat, læse bøger, skrive eksaminer, som jeg altid har holdt meget af, sige ja til flere spontane aftaler, stå på snowboard, passe studiejobs, fordybe mig, være frivillig og spille computer i timevis. Det er da decideret nedtur, at det blandt andet er så dyrt at have hjernerystelse – at jeg skal gå op i stødsikre såler og tyngdedyner, og at min hukommelse er blevet så flakkende, at jeg render rundt med tandpasta i min jakkelomme. Men jeg lever. Også selvom det er på deltid.

Forfatter
Dea, 30 år, kvinde, København
Anonym
Udgivelse
De Kronisk Syge
Læsetid
min
Skrivemakker
Natasha Arnoldi
Natasha Arnoldi
Advarsel
TW: Selvskade
No items found.
Forfatter

Dea, 30 år, kvinde, København

Min pludselige livsændrende ulykke satte tanker i gang om, hvordan unge med sygdom og skade er repræsenteret. UB gav os en platform og mulighed for at skabe en stemme, der afmystificere og gør en forskel for andre.

Hvorfor skal man læse De Serien?

Jeg vil anbefale De-Serien fordi, at de personlige fortællinger skaber genkendelighed på tværs, reducerer fordomme og fungerer som en indgangsvinkel til rørende refleksioner.

Flere fortællinger

Jeg var FÆRDIG med at have mit mentale helbred som identitet. Jeg vil bare være mig, jeg ville kun være Mathilde.

Mit navn er Mathilde. Jeg er 17 år gammel, og jeg er blevet kastet rundt i både skolesystemet og sundhedssystemet. Jeg har følt mig som en vare på et kassebånd, der bare er kørt fra den ene kasseekspedient til den anden. Jeg stod alene i kampen, og jeg vil gerne fortælle min historie, så der ikke er andre, der skal stå alene, ligesom mig. Nu har jeg nemlig accepteret, at jeg måske bare ikke hører hjemme i det uddannelsessystem, vi har i dag. Men det har været en lang, ensom og hård proces.

Min rutineprægede skolegang slutter omkring 5. klasse. Det var først i 8. klasse, jeg kom tilbage til klasseværelset, men det blev kun for en kort stund. Min familie og jeg besluttede, at jeg ikke længere skulle være del af folkeskolen, for den kasse passede jeg ikke ind i. Det var som om, jeg var en cirkel, der skulle passe ned i en firkantet kasse: anderledes, udenfor, forkert, fremmed eller på besøg. Jeg sidder ofte alene oppe om aftenen, for på netop det her tidspunkt, er der ingen, der stiller krav til mig. Men det er især i de sene nattetimer, at jeg overvældes af mørket og angsten.

Den angst, der afholder mig fra at gøre det, Mathilde gerne vil. Den OCD, som konstant får mig til at tvivle på mine handlinger. Den depression, der stopper mig i dørkarmen og får Mathilde til at vende om.

Jeg åbner skrivebordsskuffen, tager et stykke papir frem fra og begynder at skrive:

“Kære univers. Jeg ved ikke, hvor jeg starter eller slutter. Klokken er halv tolv om aftenen, men midnat er først klokken 3 om natten for mig. Jeg har kæmpet hele mit liv og jeg ender ALTID HER IGEN. Jeg passer bare ikke ind. Jeg er kun til besvær for alle og alt omkring mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor livet skal teste mig så meget. Giv mig nu bare en smule ro… måske længere end 6 måneder, hvis det ikke er for meget at spørge om? Men jeg ved jo godt, at det ikke plejer at hjælpe at tigge og bede. Hvis jeg vidste, hvordan jeg i alverden kom ud af min overtænker hjerne og bare kunne leve. Leve livet, igen”.

Sommerfuglene tegner næsten sig selv på min arm. En efter en bevæger de sig lige så stille og skarpt længere og længere op. Deres bevægelser afleder min opmærksomhed for en stund. Men så kommer skammen, mørket og panikken, og sommerfuglene bliver til noget, jeg dækker med en hvid bandage. Jeg har ikke lyst til at være mig. Jeg har ikke lyst til at føle det sådan her, men jeg har lært at være i det nu. Ville folk overhovedet se, hvis jeg gik nu? Ville de savne mig? Måske for en stund, men det ville jo også gå over. Så vigtig er jeg jo ikke alligevel. 

Jeg krøller papiret sammen og smider det ind bagerst i skuffen. Min familie skal i hvert fald ikke finde det, for jeg er allerede ved at flyde over af skam og skyldfølelse over, at jeg har det sådan her. For selvom det hverken er nyt eller hemmeligt, er jeg godt klar over, at den her sygdom ikke kun ødelægger mit liv, men også alles omkring mig. Den tanke er uoverskuelig og nedbrydende. Mit værelse er min hule eller måske nærmere mit fængsel, som jeg konstant har lyst til at flygte fra. Men det er det eneste sted, jeg kan magte at være - lige indtil jeg får nok, og mine tanker tager styringen. 

Uønsket Voksen

Engang var jeg pigen, der var god i skolen både socialt og fagligt. Men med tiden var der afregning efter skole i form af en masse tvangstanker og ritualer. En angst for at blive syg invaderede mit liv. Jeg vaskede mine hænder mere og i længere tid, i håb om at kunne skrubbe frygten for bakterierne væk. Mavepine blev en del af hverdagen inden skole. En snurrende fornemmelse i min krop og en lyst til at løbe, som om jeg blev jagtet, skete hver gang jeg satte mine fødder på skolens grund. 

Mavepinen fortsatte og spredte sig til hele kroppen og til sidst i min tankegang. Jeg skulle tænde og slukke lyset, åbne og lukke døre, synke og blinke med øjnene indtil det føltes rigtigt. Men det føltes altid forkert. Jeg var så plaget af OCD´en, at jeg undgik at gå i bad, børste tænder og rede mit hår bare så jeg kunne slippe fra at skulle udføre flere timers ritualer. Tøjvalg blev en kamp uden lige, spritten blev min bedste ven og mennesker var farlige. Nu sad jeg og stirrede ind i den hvide væg imens en storm i mit hovede ødelagde alt fornuft. Jeg var 11 år gammel og jeg var blevet uønsket voksen. Mine dukker var engang min yndlingsbeskæftigelse, men nu var de altid pakket væk. For noget i mit hoved var ikke som det plejede og hende Mathilde, hende den glade, som jeg var engang havde jeg ikke snakket med i lang tid. 

Men hun kom vel snart igen?

Jeg var altid hende, de andre kom til, når der var brug for hjælp, for jeg er virkelig god til at hjælpe andre. Men da jeg blev nødt til at hjælpe mig selvm blev min, ellers næsten perfekte, facade knust. Igennem mange år gjorde jeg alt for at blive set og hørt igen af mine klassekammerater. Jeg har været vant til at blive overset og glemt i ungdomslivet på grund af fravær fra klasseværelset. Selvom jeg måske nok heller ikke havde det godt nok til at tage med til fester og arrangementer, længedes jeg stadig efter invitationen. Bare det at blive husket midt i mit kaotiske liv. Men gang på gang blev jeg bekræftet i, at jeg ikke hørte til der mere. Jeg blev fortalt et par gange, hvordan rygter hurtigt blev en del af snakken, når mit navn en gang imellem blev nævnt. Alt fra min personlighed til sygdom. Jeg følte mig overvåget og misforstået. Hvis det skete, at en af mine klassekammerater ikke var i skole på grund af en brækket arm, blev der brugt lang tid af skoledagen på at lave tegninger og skrive breve, så de ikke følte sig glemt. Når de vendte tilbage, ville alle hjælpe og tegne på gipsen. Man ved jo også, at en brækket arm gør ondt, og hvis man ikke selv har prøvet det, så kan man høre historien om, hvordan det skete. Jeg havde godt nok ikke en brækket arm, men hvis man har det svært og det ikke kan ses, hvordan forklarer man så, at det gør ondt i tankerne?

Jeg var en voksen fanget i et barns krop: Jeg gik til samtaler og møder, skulle holde deadlines, udviklingsskemaer, medicinkontrol og møde en masse nye mennesker med hver deres mening. Det skræmte mig ikke, det var ikke noget nyt. Hver måned var der nye tilbud i form af skoler, praktikker og kurser, der havde gode erfaringer med “sådan en som mig”. Men jeg tror ikke, jeg blev en del af deres succesrate, for jeg stoppede altid kort tid efter jeg var startet. Det var en rutsjebanetur uden ende, der gjorde mig træt. Når jeg var inde i en god periode, følte jeg, at jeg skulle indhente alt det, jeg manglede i mit ungdomsliv. Jeg startede en masse projekter op, så jeg kunne nå dem, imens jeg havde det godt – nærmest som om det var min sidste dag i livet. 

Men i mine gode perioder forberedte jeg mig også altid på det næste dyk. Jeg skulle udvikle mig, men hver gang jeg følte, jeg havde set et lille lys, blev jeg kastet ud i den næste udfordring. Nu havde jeg jo mere overskud, og så skulle jeg da bare ud at lave noget! For hvad er livet uden uddannelse og skolegang? Ja, det er jo lige det. Et liv uden at skulle blive mast ned i en kasse, som alle andre er faktisk et rigtigt liv for mig. Jeg har også drømme og store ambitioner. Jeg vil gerne være god til noget, føle mig tryg og have en uddannelse, men det er umuligt for mig. Mit liv er som et kassebånd i supermarkedet. Alle varerne har en hylde, der matcher med de andre af deres slags. De bliver sat på båndet og har en stregkode, som computersystemet kender. Men når en lidt anderledes vare skal scannes ind - uden stregkode eller en smule forslået - og systemet ikke kan finde varenummeret, så bliver varen lagt til siden og kasseret. For det er alt for meget bøvl og spilder bare tid, hvis resten af indkøbet skal scannes og betales. Det er sådan, det føles ikke at passe ind i uddannelsessystemet. Folkeskolen blev det forhadte sted på hele jorden for mig, grundet den angst og det pres den medførte. Og af alle minder derfra, husker jeg kun de værste. Jeg ønskede et andet forhold til skolen og mine kammerater, men jeg passede ikke ind. Min familie og jeg prøvede alt for at ændre på skemaet, så jeg kunne fungere i skolen med min angst, men der var ikke mere at gøre. Jeg var dømt ude af spillet, indtil jeg kunne være med i det og passe ned i kassen. 

Årene gik. Jeg var gået i stå, mens alle mine venner og omgivelser havde travlt med deres liv og nye ting. 9. klasses sidste skoledag nærmede sig med hastige skridt. Jeg havde allerede afvist ideen om at tage med, men et opkald fra en barndomsveninde blev et stort vendepunkt for mig. Hun spurgte, om jeg skulle med, og om vi skulle finde kostumer sammen. Jeg var overrasket over at blive husket, og det var en dejlig fornemmelse i kroppen, der fik mig til at genoverveje mit valg. Hen over foråret 2021 aftalte vi at ses. Vi snakkede og grinte så meget, at jeg havde krampe i maven. Det var første gang i mange år, at jeg havde grint helt inde fra mit hjerte. Mine kinder gjorde nærmest ondt af at smile. Det var en savnet følelse, jeg næsten havde glemt. Jeg kunne være mig selv i hendes selskab. Jeg følte mig forstået, hørt og omfavnet. Tiden fløj afsted og den mørke, tunge sky over mig begyndte at blive mindre og lettere. Min veninde havde inviteret mig til klassens facebookgruppe, så nu kunne jeg følge med, når der kom informationer om sidste skoledag. Jeg blev ofte udelukket og valgt fra i de online grupper, hvis der ikke var plads. Jeg havde oplevet sårende ting især i grupper som denne. De mente, at jeg ikke havde det skidt og bare skulle tage mig sammen, for jeg var ikke den eneste, der kæmpede. 

Da sommeren nærmede sig, blev gruppen mere aktiv, og de aftalte at tage ned i den lokale bypark og mødes. Parken lå lige bag mit hus, så fra mit værelse kunne jeg høre musikken, som skabte et mod, jeg ikke havde haft før. Men den indre kritiske stemme fortalte mig, hvor farligt det var at bevæge sig ud - og jeg skulle huske, at de nok ikke kunne lide mig. Størstedelen af årene havde mit sociale liv været online med venner fra mange lande. Jeg brugte meget tid på youtube og fandt hurtigt en kanal med nogle drenge fra USA, som jeg begyndte af følge. Her fandt jeg et fællesskab med andre fans, der også elskede deres videoer. Jeg gemte mig bag skærmen og kunne være den pige, jeg ønskede: populær og glad. 

Men jeg kunne ikke slippe tanken om at udfordre angsten og møde op til festen i parken. Og så var det som om, at mit liv blev vendt om og en motivation i min krop førte til mit næste valg. Jeg kiggede mig selv i spejlet og satte mit hår op. Jeg var FÆRDIG med at have mit mentale helbred som identitet. Jeg vil bare være mig, jeg ville kun være Mathilde. Så jeg gik derned. 

Jeg var nervøs for, hvordan de andre reagerede, men jeg blev taget godt imod af nogle gamle venner, og så var det lidt nemmere at overskue. Det var dejligt at vide, at jeg var savnet. I min kamp for at blive set af mine klassekammerater, havde jeg ikke opfattet, at der stadig var personer, der kunne lide mig for den, jeg var. Jeg havde ikke længere et behov for at blive accepteret af de personer, for alt de gjorde, var stik modsat mine værdier. På den måde blev flere års psykisk helvede sat lidt på afstand, og jeg kunne nu se verden, menneskene og livet med helt andre øjne. Det var en god følelse, som gjorde mig glad og nervøs på samme tid. Glad for at være til stede og mærke den sol, jeg ikke havde set i flere år på mine bare arme igen. Nervøs for, at det måske kun var tilfældigt og kortvarigt at opleve det. 

Efter at være blevet en del af i klassen igen, begyndte jeg at kunne være mig selv. Og så skete det mindst ventede: Jeg fik følelser for en af mine klassekammerater. Jeg var blevet inviteret til en fest og afviste invitationen, men mine veninder overtalte mig til at tage med. Jeg var der et par timer, men blev usikker og besluttede mig for at tage hjem. Jeg var på vej ned for at hente min taske, men blev pludselig mødt af et charmerende smil. Det var ham, min klassekammerat, som stoppede mig på vej ud og spurgte, hvem jeg var. Vi havde været gode venner før, men jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg stoppede i skole. Han spurgte ind til, hvor jeg havde været i alle årene. Det var rart at kunne fortælle min egen historie, og at han ikke bare gik ud fra det, han havde hørt om mig. Vi snakkede i flere timer, og jeg var ved at smelte af varme i kroppen, når han kiggede på mig. Efter kunne jeg ikke stoppe med at tænke på ham, men jeg blev ved at benægte mine følelser overfor mig selv. Han skulle på efterskole efter sommerferien, så jeg kunne lige så godt lade være at prøve. Han kendte knapt nok mit navn, så jeg var ret håbløs. 

Der blev arrangeret, at klassen skulle mødes for at pynte hele skolen. Jeg kunne snart se en ende på bekymringerne, og det var en tung byrde, der blev lettet fra mine skuldre. For nu var 9 års kamp slut, og jeg kunne ånde lettet op. Det blev en fantastisk dag, som jeg aldrig glemmer. Jeg tog mig mod til at snakke med fyren fra min klasse, og det er jeg lykkelig for skete. For nu er han i mit liv som min kæreste. Han fik mig med ud i verden og holdt mig i hånden hele vejen. Han respekterer mig og elsker mig, for den jeg er. 

Der er sket så meget i mit liv på det halvandet år efter jeg gik ud af folkeskolen. Jeg har fundet en masse skønne venner, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Mine forældre er ikke længere mine “behandlere” og kan bare være “mor og far”. Min storesøster og jeg har mange gode stunder sammen, som jeg har længtes efter. Hun er en kæmpe inspiration og rollemodel. Jeg har prøvet mange forskellige tilbud, men er et sted i mit liv nu, hvor jeg har fundet ro og fred med, at jeg ikke vil have trukket et uddannelsessystem over hovedet, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Jeg skal nok finde min vej, og det skal nok blive min tur. Men lige nu er jeg ved at hele de dybeste ar på min sjæl fra lang tids udmattelse, og det tager tid og ikke mindst styrke. Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv igen, og har mod på livet som aldrig før. Jeg øver mig stadig i ikke at tvivle på mit svar, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver til hverdag. Jeg har en indre diskussion med mig selv, om jeg skal lyve, eller om jeg skal fortælle, at jeg går hjemme. Men mit håb er at hjælpe de mennesker, der står i en lignende situation, så de kan have én at spejle sig i. Og at jeg måske en dag kan være med til at ændre “kassebåndssystemet”, så der kan være plads til os alle.

Forfatter
Mathilde Høj
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

Atmosfæren, lugten af frustration blandet med lugten af Tuborg. Selv når mor forsikrede mig om, at “han gør ikke noget, bare kom ind,” følte jeg mig ikke sikker.

Det er mig, der sidder der bagerst i klassen og holder øje med alle jer andre. Jeg observerer nysgerrigt, mens I lader, som om I forstår, hvad I snakker om, og jeg prøver at forstå, hvordan jeg kan gøre det samme. Men ser I mig?

Et koldt blik som ingen dengang brød sig om at se bag; to allerede udbrændte stjerner, som folk bortforklarede med overfladiske observationer. Min “dårlige adfærd” var tydeligvis bare, fordi jeg var uintelligent og ligeglad som teenager. 

“Men det giver jo mening. Tænk, hun blev sendt væk på efterskole med kun tre måneder tilbage af 8. klasse for at ryge hash!”

Åh ja, så du har hørt om mig?

Og hvem er jeg?

Man kan sige, jeg har haft et talent for at træffe dårlige beslutninger – beslutninger, som jeg ofte kom i problemer for, og som jeg lod mig overbevise om var bevis på, at jeg intet var værd. Hvorfor kunne jeg ikke bare passe ind i de samme konstruktioner, som alle de andre passede i? Hvor havde de alt deres værktøj fra? Deres hammer og søm, der hjalp dem med at studere, fokusere og arbejde mod et mål. 

Fra min plads bagerst i eksamenshallen på HF fløj spørgsmålet igennem mit hoved: Hvad er pointen? Hvorfor forsøgte jeg at bygge et palæ med mine bare hænder, når alle de andre havde arvet værktøjet fra deres forældre? 

“Jeg er fandeme ikk’ som dem,” tænkte jeg. Det eneste værktøj, jeg kendte hjemmefra, var min fars knyttede næver, og det var sgu ikke noget, jeg nogensinde ønskede at arve. 

Jeg havde aldrig følt en passion, ild eller lyst til den lineære vej. Men når min bekymring blev italesat, var svaret altid: “Ork, jeg er ikke bekymret for dig – du skal nok blive til noget.” Nok blive til noget? Hvem er jeg her, hvis ikke jeg kan blive til nogen? Jeg har altid følt, at livsenergien suges ud af mig, når jeg har gået på en uddannelse.

Den dag i eksamenshallen ramte det mig. Jeg havde aldrig følt mig sikker på noget, hvad angår uddannelse, men her vidste jeg præcis, hvad jeg måtte gøre. Jeg afleverede et blankt stykke papir til en forvirret eksamensvagt og gik direkte op på kontoret og meldte mig ud af skolen. Var jeg blevet et par uger længere, havde jeg fået et papir, jeg kunne vifte med. Så kunne mor være stolt, og Danmark ville klappe mig på skulderen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at passe i den boks, som uddannelsen ville have mig til at bygge.

Det var stadig sandt nogle år efter, da jeg læste HF op for at komme på pædagoguddannelsen. Jeg havde ikke værktøjet, men jeg havde viljen. Jeg snød i min sidste eksamen, for der var aldrig nogen, der forklarede mig, hvad pointen skulle være i at tvinge mig selv til at lære ting, jeg vidste, jeg aldrig ville få brug for. Så da jeg dumpede første gang, tænkte jeg bare: “Det skal fandeme være løgn - en eksamen i efterkrigstiden skal ikke stå imellem mig og at blive pædagog,” og så fandt jeg en måde at komme igennem alligevel. Jeg gjorde bare, hvad jeg kunne for at fodre min egen ild, og det måtte gøres med de værktøjer, jeg nu engang havde til rådighed. Jeg tilpassede mig.

Den kolde angst

Jeg var den pige, som blev sendt udenfor døren, ud af skolen og til sidst selv droppede ud. Det barn som de andre forældre helst ikke så deres egne børn med. Som om min rastløshed og dårlige opførsel skulle smitte af. Jeg husker en episode i folkeskolen, hvor jeg, efter fysiktimen, fik ordene: Du bliver aldrig til noget fra min underviser. Så nu var jeg hverken nogen eller noget

Det var det, de så i mig. Det var aldrig angsten - den iskolde dødsangst, der sad i min krop, hver gang jeg trådte ind ad døren derhjemme… Sjovt nok var det ikke den, som undervisere eller forældre var bekymrede for; nok fordi de ikke var interesserede i, hvad der kvalte mig.

Jeg husker ikke meget fra min barndom, men desværre husker jeg dette: Jeg ligger under mine forældres seng, mens min lillebror og lillesøster putter sig ind til mig på hver deres side. Her er varmt og blødt, men det larmer. Skingre skrig og en dyb vrede. Deres hoveder er på mine skuldre, mens jeg rækker om dem for at holde dem for ørerne, så de ikke kan høre lyden af fars næver, der rammer mors krop - igen og igen og igen…

Det var ikke hver dag - i hvert fald ikke så vidt jeg husker - men jeg kunne altid mærke, når det ville ske. Atmosfæren, lugten af frustration blandet med lugten af Tuborg. Selv når mor forsikrede mig om, at “han gør ikke noget, bare kom ind,” følte jeg mig ikke sikker. Jeg havde udviklet antenner, der kunne opfange faren, der ventede. Jeg var 8 år gammel, da jeg cyklede tre kilometer ind til byen i mit nattøj med hjertet i halsen for at flygte hjem til mine bedsteforældre. “Jeg tror, far slår mor ihjel,” sagde jeg til dem. Jeg var ikke i tvivl. Næste morgen vågnede jeg i gæstesengen hos bedstemor og bedstefar. Mors blik var mildt, da hun hentede mig, men de blå, røde og gule mærker fortalte sandheden om gårsdagens hændelser.

Selvom det måske ikke skete tit, så var min viden om, at muligheden var der, nok til, at jeg aldrig følte ro i min barndom. Jeg havde ingen plads til at finde mig selv, fordi jeg altid skulle finde den hurtigste udvej, hvis nu far besluttede sig for at række efter flasken. Jeg havde ikke overskud til noget så banalt som lektier eller at finde mine egne oprigtige interesser. Absolut intet i mit liv var centreret ud fra min egen kerne. Mit nervesystem var konstant overbelastet af sitrende celler i hele kroppen, der hele tiden slog alarm. En slags security mand i mit eget sind, som aldrig tog fri. Så jeg blev sendt væk. Udenfor døren. Væk fra hjemmet. Ned på kontoret. Jeg lærte, at når jeg opførte mig dårligt, så skulle jeg ekskluderes og håndtere mit følelsesliv alene.

At klare det selv.

Længsel

Hele mit liv har jeg været grænsesøgende. Når man vokser op i et klaustrofobisk hjem, tror jeg, det er meget normalt, at man skubber lidt ekstra til grænsen, når man kommer udenfor. Ellers bliver man kvalt og udslukt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at den lille ild, der stadig brændte i mig, ikke skulle blive taget af den kolde angst. Så jeg måtte fodre den udenfor. Jeg var fløjtende ligeglad med konsekvenser: Hvor langt kan man gå i venskaber og forhold, før folk får nok? Hvor mange stoffer kan man tage, inden det går galt? Hvor meget alkohol kan man dulme sig selv med, før omverdenen trækker sig? Når ens hjerte hungrer efter at blive holdt, hvor mange skal man så møde, før man finder nogen eller noget, der rent faktisk giver kærlighed tilbage?

Jeg tror altid, jeg har "ledt" efter min far - en person, som jeg havde fået at vide, skulle elske mig lige meget hvad. Jeg ledte, og så alligevel ikke. Da jeg kom hjem efter et år som au pair i Grønland, fortalte min søster, at far havde savnet mig. Han havde snakket om mig, spurgt efter mig. Han ledte efter mig, men jeg kunne ikke møde hans længsel længere. Min far, som jeg frygtede, men min far, som var den eneste far, jeg nogensinde havde haft. Følelsen har altid været forvirrende, for hvordan kan du elske nogen, du frygter? Fordi du skal? Ligesom du skal tage en uddannelse, skal have et job, en mand og noget at tro på, så skal du da elske dine forældre. Mor og far som gav dig livet. Livet som kan give alt og tage alt.

Min far døde tre måneder efter, jeg kom hjem, og hans død var en lettelse. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg tænkte, om han måske var den byrde, der havde holdt mig tilbage. Måske ville længslen dø med ham, og jeg ville endelig kunne starte forfra.

Som løve i et bur

Så der, i 2014, sidder jeg på jobcenteret, hjemvendt efter et år i Grønland, og føler mig klar til en ny start. Jeg har det ikke godt – ikke at det er noget nyt; jeg tror altid, jeg har været trist indeni. Jeg er en løve i et bur: løven er ilden, som jeg har formået at holde i live og fodre med kærlighed i Grønlands sneklædte landskab, og buret er de traumer og den tristhed, som jeg altid har været bange for at se i øjnene. Men nu, i stedet for kaotisk selvmedicinering efterfulgt af tømmermænd, føler jeg mig klar til at få rigtig hjælp.

Sagsbehandleren stiller et par generelle spørgsmål, som hun lyder til at havde spurgt 1000 gange før, og når frem til en meget simpel konklusion:

“Jeg tænker, det er bedst, at du samarbejder og tager noget medicin for din depression - enig?” siger hun.
Nej. På ingen måde enig. Jeg har været bedøvet så længe; bedøvet af substanser, bedøvet af skam, bedøvet af svigt og bedøvet af illusionen om kærlighed. Jeg er klar til at MÆRKE noget! Hvis jeg får medicin nu, så slukkes det hele jo bare igen… En ny, klaustrofobisk kasse uden om mit eget bur?

Men min sagsbehandler forsikrer mig om, at hvis jeg takker nej til at tage medicin, så er der heller ingen økonomisk hjælp at hente fra jobcenteret. Og man kan jo ikke arbejde, når man ikke kan stå ud af sengen; og hvis man ikke kan arbejde, så kan man ikke tjene penge. Hvis man ikke tjener penge, så kan man ikke leve, og hvis man ikke lever, så kan det hele jo bare være lige meget; så kan jeg lige så godt slukke den skide ild selv…

“Fint, så gi’ mig det.”

Medicinæsken vejer ikke meget i min hånd, men den vejer i mit hjerte. Jeg græder. Jeg har ikke lyst til at slukke for mig selv, jeg har ikke lyst til at være afhængig af medicin - og jeg har ikke lyst til symptombehandling, men derimod årsagsbehandling. Jeg har lyst til at tæmme løven, så jeg endelig kan slippe den fri. Jeg er ikke i tvivl om, at medicin kan hjælpe mange, og jeg er heller ikke i tvivl om, at medicin ikke er det rigtige for mig. Men der var ikke nogen, der lyttede. Jeg får pilleæsken med hjem sammen med en lang liste af bivirkninger. Tilbage på kontoret efterlader jeg den tillid, jeg havde tilbage til fagpersoner

At gå sin egen vej

Efter oplevelsen i 2014 er mine forventninger til hjælp ikke særlig høje, da jeg bliver syg igen i 2020. Jeg sidder på psykiatrisk skadestue; øm og følelsesløs på samme tid. Jeg var så udmattet efter at have elsket alt for meget uden at elske mig selv. Jeg havde, for anden gang, forsøgt at færdiggøre pædagoguddannelsen - en uddannelse som jeg oprigtigt brændte for - men efter to mislykkede forsøg på at gennemføre min sidste praktik, kastede jeg endegyldigt håndklædet i ringen. Endnu en gang dukkede spørgsmålet: “Hvad er pointen?” op. Erkendelsen af, at mit liv var i mine egne hænder, ramte mig på en helt ny måde. Mit valg: Det hele kunne ende i morgen, hvis jeg turde… det var som en ny viden, en ny magt, som jeg frygtede. Jeg havde bare sådan brug for nogen, der ville lytte og lede mig i den rigtige retning - væk fra min egen magt og mørke tanker.

“Jeg kan virkelig godt se, du har det skidt,” sagde sygeplejersken på den psykiatriske skadestue. Ikke en imponerende observation, men okay. Jeg kunne ikke begå mig socialt uden at bryde totalt sammen; jeg kunne knap overskue at stå ud af sengen. Jeg vidste, at der, på den ene eller anden måde, skulle forefindes noget dokumentation for, at jeg kunne få lov til at få en pause fra livet.

Jeg ventede på afgørelsen: ny medicin, mere medicin, højere dosis medicin? Pump mig fuld af stoffer, som da jeg var teenager.

I stedet sagde hun: “Jeg tror ikke, medicin er det rigtige for dig,” og jeg holdt vejret et øjeblik. “Ro,” sagde hun, “og terapi. Når du er klar til det.” Det var første og eneste gang i mit møde med systemet, at jeg følte mig set og hørt.

Efterfølgende blev jeg udredt for angst, PTSD og svær depression, og behandlingen hed Sertralin på papiret. Jeg tog aldrig medicinen, men jeg havde brug for terapi og e-journaler til sagsbehandleren. For dem var jeg bare en sag, der skulle afsluttes, men for mig var det mit liv.

Jeg deltog i gruppeterapi med fem andre kvinder, der stod i situationer meget lig min, og det var så rart endelig at have nogle at spejle sig i - for hold kæft, hvor føler man sig alene, når man er syg. Det var rart, men også surrealistisk: Her sad jeg med fem andre slukkede kvinder; ikke bare slukkede øjne, men totalt slukkede i deres følelser.

“Det er jo medicinen, der gør sit job,” forsikrede psykologen.

Ledestjerne

Jeg tror på, at viden er magt, og jeg synes, det er ærgerligt, at vores naturlige nysgerrighed bliver undertrykt af et snæversynet uddannelsessystem. Jeg vil helst udvide min horisont på mine egne præmisser og virkelig fordybe mig. Men systemet siger, at man skal have et papir, der kan bevise, at man har visse færdigheder, så jeg sidder fast her i limboland med mit potentiale.

Jeg er indebrændt, men jeg har ikke overskud til at være sur længere. Jeg har trænet - løbet og bokset - for at holde varmen og prøve at brænde traumet væk. Fysisk træning er en fantastisk form for terapi, men i længden er vrede ikke en sund ild at varme sig ved. I stedet fandt jeg, hvad jeg havde brug for, ved at se op i stjernerne.

Hvis du spørger om mit stjernetegn, så siger jeg, at jeg er Vægt - i virkeligheden er det kun mit soltegn: Min måne, som repræsenterer følelseslivet, er Fisk, og i ascendanten har jeg Løven. Ascendanten er, hvordan andre ser dig, og det er vel derfor, folk har antaget, at jeg nok skal blive til noget i systemet. Hvem fanden lægger mærke til en Fisk, hvis der står en stor, flot Løve foran dem? Folk glemmer at se på helheden; jeg er den hvileløse Løve, hvis du ser mig i øjnene, og den sensitive Fisk, hvis du lytter til mine råb om hjælp – men hvis du åbner BÅDE øjne og ører, så vil du se, at Løven og Fisken må samarbejde for at holde Vægten i balance.

For mig er astrologi et værktøj til forståelse og udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har levet mange liv, og jeg tror ikke på, at det, vi bærer på, nødvendigvis hører til i dette liv. Det mest smertefulde i livet er, når vi ikke bliver set. Sådan virkelig set - og det er præcis det, astrologien kan. Se hele dig.

Med den viden har jeg fundet magten til at holde min ild i live. Når jeg kan finde mening med min fortid, kan jeg også finde mening med fremtiden - lige meget om andre folk tror på det eller ej. I stedet for lange, hårde udredninger og piller i forskellige størrelser og farver, kunne det så ikke være fantastisk, hvis der var plads til os, der ikke vil bedøves mere? Tænk, hvis jeg kunne få naturmedicin eller måske en samtale med en astrolog i stedet for en psykolog?

Jeg er brændt - et brændt barn, som har skyet ilden, men søgt varmen, siden min barndom. Jeg har været indebrændt og opbrændt mange gange, men jeg er ikke udbrændt. Ens soltegn giver kun en lille del af historien, ligesom når folk dømmer mig ud fra en overfladisk forståelse af, hvorfor nogle står udenfor både job og uddannelse. Jeg vil ikke lade det definere mig mere. Jeg har valgt at følge den urkraft indeni mig, som altid har formået at få mig igennem de hårdeste tider i mit liv. Du kan se ilden i mine øjne, hvis du virkelig kigger på mig og virkelig ser mig.

Forfatter
Line Daniel, 32 år, Kvinde, Thisted
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
12
min

Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg.

De overvåger alt. Der er ingen steder at gå hen. De fleste er ikke klar over det. Men jeg kan mærke det. Mærke, at noget ikke er, som det burde være. At tingene ikke er rigtige. Hvordan kan jeg forklare det? Måske er det bare en følelse. En følelse af ikke at høre til. At være fremmed i den verden, man lever i. Man frakobler sig selv. Livet bliver uhåndgribeligt og fjernt. Det er forkert. Det er noget, der ulmer. Hvor kommer det fra? En buldren i det fjerne. Det er ikke tæt nok på til at være uhyggeligt. Ikke tæt nok på til at være farligt. Men det er farligt. Hvor skal jeg begynde, når begyndelsen ikke er der? Når det hele er viklet ind i sig selv, og trådene føles uendeligt lange. Når minderne minder om drømme, og drømmene minder om minder. 

Måske jeg skulle begynde det eneste sted, jeg kan begynde. Nu. Jeg hedder Maria. Jeg er 25 år gammel. Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste i Birkerød. Og jeg har siddet og lavet nogle lektier, som jeg har for i psykologi. Jeg har et job, jeg synger i kor, og jeg er i gang med at tage en HF på Københavns VUC. Desuden har jeg en familie, som jeg elsker, og som elsker mig. Jeg er lige blevet faster til en skøn lille pige. Alt går egentlig, tør jeg sige… godt? Så hvorfor sidder jeg her og skal til at skrive om, hvorfor jeg ingen uddannelse har? Hvorfor jeg i mange år var sygemeldt. Meldt ud. Ud af samfundet og ud af livet. Hvorfor jeg, først for nogle måneder siden, har fået et job, som jeg kan passe, og som passer til mig. Hvorfor jeg føler, at jeg har kæmpet mig gennem min ungdom. Og hvordan det føles ikke at høre til. At føle sig udenfor og forkert og at føle, at min ungdom har været spildt og ude af takt. Jeg har f.eks. aldrig været på en natklub eller været i byen til længere end kl. 00. Til gengæld har jeg været rigtig syg. Syg i hovedet. Og hvornår blev jeg så rigtig syg? Det er svært at sige. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg droppede ud af min efterskole, to måneder inden året var omme. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg blev indlagt første gang. Andre gange siger jeg, at det startede i min barndom.

Denne gang har jeg valgt at starte min fortælling i min folkeskoletid. Jeg gik på en friskole på Sydsjælland. Det var en god skole, men jeg kunne ikke komme af sted. Nederlag. Jeg vil skyde på, at jeg i 8. klasse var der halvdelen af tiden. I 9. klasse blev det lidt bedre – lidt. Jeg startede på efterskole i 10. klasse, og det gik godt, indtil det ikke gjorde længere. Det havde været påskeferie. Jeg skulle tilbage til skolen, men jeg kunne ikke komme afsted – igen. Nederlag. En læge sagde til mig, at jeg havde depression. Fint nok, tænkte jeg. Men inderst inde vidste jeg egentlig godt, at det ikke var det. Jeg fik det bedre hen over sommerferien og startede på gymnasiet. Var der fire uger og droppede ud. Nederlag. Der kunne jeg ligesom godt se et mønster: Der var et eller andet galt med mig. 

Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg. Den, kunne jeg godt mærke, heller ikke helt passede på mig. Men den lå og ulmede i baghovedet; måske havde jeg borderline? Måske ikke. Uanset hvad startede jeg på Roskilde VUC. Der tog jeg fire fag i alt og gik til eksamen i tre af dem. Imens begyndte mine tanker at blive ubehagelige. Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre? Jeg startede på HF på gymnasiet – denne gang et andet gymnasium. Det går da meget godt det her, tænkte jeg. Jeg får nye venner og bliver en del af fællesskabet. Du er ikke god nok. Jeg er god til fagene, det er interessant, og jeg engagerer mig i skolen. Du tror, du er noget, men ingen kan lide dig. Juleferie, vinterferie, påskeferie kommer og går. Dit liv betyder ikke noget. Du burde ikke være her. Du vil aldrig udrette noget. Du kan lige så godt give op. Jeg begynder at forberede mig til eksamensperioden. Hurra, hvor det går. Du burde gøre en ende på det. Livet er ikke for dig. Du fortjener ikke at have det godt. Du kunne lige så godt dø. En måned inden eksamen bliver jeg indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse for første gang. Jeg har selvmordstanker. Selvmordsplaner. Men alt gik jo så godt. Hvorfor kan jeg ikke klare det, som alle andre kan klare? Hvorfor får jeg de her tanker? Hvad er der galt med mig? 

Her startede min egentlige sygdomsperiode. Den periode jeg mener, når jeg siger, jeg har været rigtig syg. Under indlæggelsen fik jeg nye diagnoser: angst og depression. Okay, tænkte jeg. Det rammer altså heller ikke. De slidte hvide hospitalsvægge bliver min hjælp. Og min frygt. På stuerne ved siden af kan jeg høre andre patienter råbe eller banke deres hoveder ind i væggen. Det rører mig ikke. Men når jeg hvert kvarter hører fodtrin ude på gangen, mærker jeg mit hjerte hoppe en ekstra gang. Det er personalet, som ser til mig. Hvert kvarter. Døgnet rundt. For jeg kan ikke med overbevisning sige, at jeg ikke vil skade mig selv.  Dagene flyder ind i hinanden inden for hospitalets vægge, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Hvornår kommer jeg ud? Hvorfor kan jeg ikke klare mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være normal? Heldigvis bliver jeg udskrevet to uger senere. To uger som føltes som flere måneder. Efter udskrivelsen går jeg hjemme i et halvt år. Passer på mig selv. Starter i psykiatrien igen, men kommer kun ind til dem én gang om måneden. Får antidepressiv medicin og prøver at kæmpe mig ud af mit mørke. Men det er, som om det ikke rigtig virker.,

Hvor kommer de fra? Hvorfor har de valgt mig? De holder øje som overvågere. Installerer kameraer i min lejlighed og sidder i biler ude foran. Jeg kan ikke være ude. Jeg kan ikke være hjemme. Der er ingen steder at flygte hen. Væggene har ansigter og arme. Arme, som griber fat og hiver mig længere ind i psykosen. Jeg ved, at de ikke er rigtige, men jeg bliver skræmt alligevel. De føles så virkelige. Når jeg går på fyldte fortove, med store høretelefoner på, for at drukne støjen fra dem og fra mig, kan de læse mine tanker, men jeg ved ikke, hvem de er. Er det de fremmede på gaden? Er det mine venner? Mine forældre? Hvem kan jeg stole på? Svaret er ingen. Ingen kan hjælpe mig. Jeg er alene. Jeg kan ikke klare det. Men jeg har en plan. Broen. Motorvejsbroen er min udvej. Jeg går ofte hen til broen. Står og kigger ned, drømmer mig væk fra livet. Dagene bliver ikke nemmere af det, men det trøster mig alligevel. Broen skaber ro og tankerum, så kan jeg virkeligt tænke over livet og døden. Mest døden. Nu har jeg en vej ud.

Der er mange ting, jeg ikke husker fra denne periode af min ungdom. Dage, uger og måneder er forsvundet fra min hukommelse. Det hele er én stor pærevælling af ingenting. Jeg er meget hjemme. Når jeg er udskrevet, har jeg kun helle hos mine forældre. Ikke engang i min egen lejlighed føler jeg mig tryg. Hjemme er mit sted. Her føler jeg mig trods alt kun overvåget. For ude er jeg altid bange for, at andre vil overfalde mig og tæve mig ihjel på de mest grusomme måder. Som en splatterfilm kører det inde i mit hoved. Når jeg handler ind. Når jeg går ned igennem gågaden. Lige meget om jeg er alene eller sammen med en, jeg stoler på. Det giver mig angst og tankemylder. Derfor bruger jeg meget af min tid på at sove. Gerne helt op til 16 timer i døgnet. Det er hårdt hele tiden at være i alarmberedskab. Og selvom søvnen lukker ned for kroppen, arbejder mit sind stadig. Jeg har mareridt hver nat. Det udvikler sig til søvnparalyse. Hvor kroppen er fastlåst, men jeg kan stadig se alt det, der sker, som om det foregår lige her i mit soveværelse, mens jeg driver mellem mareridt og virkelighed. 

En dag gik jeg med et formål. Jeg ville hoppe. Det var en kold og regnfuld oktoberdag. Jeg havde ikke skrevet et afskedsbrev til nogen. For hvem ville lytte til mine ord? Hvem betød jeg noget for? Hvem ville savne mig? Jeg stod på broen længe, tøvende. Jeg var fuldstændig opgivende, men et sted inde i mig, var der alligevel noget, som hviskede – jeg skulle leve videre. Jeg ringede 112. Fortalte dem, at jeg stod på en bro og havde tænkt mig at hoppe. Jeg tænkte, at de ville komme uanset, om jeg hoppede eller ej. Hoppede jeg skulle de rydde op, og hoppede jeg ikke skulle de tage mig med. Jeg blev hentet i en ambulance kort tid efter. Jeg følte mig apatisk. Jeg havde egentlig lyst til at skrige, at de ikke skulle redde mig. De skulle kun redde de liv, som betød noget. Jeg blev indlagt for anden gang. Denne gang lidt længere tid end første gang. Jeg var der en måned. Det havde jeg nok også brug for. Jeg fik endnu en diagnose – skizofreni. Og for første gang gav den mening for mig. 

Det skulle vise sig, at det ikke blev bedre, bare fordi jeg fik en diagnose, som gav mening for mig. I to år var jeg sygemeldt og hjemmegående. Ind og ud af den lukkede, flere gange end jeg kan huske. Årene gik, og jeg blev en af de resterende. En af de unge uden uddannelse. Imens jeg famlede i mørket, så jeg også små lyse glimt af håb for fremtiden. Jeg vekslede mellem at føle mig fortabt og håbefuld. Men også forkert. Jeg passede ikke ind. Jeg har aldrig været på et diskotek, og jeg har aldrig levet det almindelige ungdomsliv. I flere måneder ad gangen så jeg ikke andre end mine forældre. Når de få venner, jeg havde, postede billeder, hvor de hyggede til fester eller nød en god middag, følte jeg mig endnu mere udenfor. Jeg forstår ikke, hvordan andre unge kan holde til både uddannelse, studiejob og fester. Da de andre på min alder blev studenter, sad jeg derhjemme og så vognene med sprudlende studenter køre forbi. Det år min lillebror blev student var svært. Han overhalede mig indenom og fik huen på før mig. Det var en kæmpe mavepuster. Det føltes, som om jeg aldrig kom nogle vegne, som om mine håb og drømme var ligegyldige, for de ville alligevel aldrig gå i opfyldelse. Når de andre på min alder fik jobs og begyndte at læse videre, sad jeg derhjemme. Og hvordan siger man lige, når folk spørger, hvad man laver til hverdag, at man ikke laver noget? At ens tid udelukkende går med at holde sig i live? I mange år sagde jeg til mig selv, en time mere, det kan jeg godt. Jeg kan godt holde ud at leve en time mere. 

Selvfølgelig var der også gode dage. Dage hvor jeg ikke talte timerne. Dage hvor jeg var glad. Jeg skriver ’selvfølgelig’, men det var egentlig ikke en selvfølge. Jeg kæmpede for de dage, hvor jeg var glad. Og når alt føltes tomt, og jeg havde svært ved at se en vej igennem, huskede jeg de gode dage. Jeg gik i den ambulante psykiatri et par gange om ugen. Jeg fik redskaber til at forholde mig til at bearbejde mine vrangforestillinger. Jeg lavede kriseplaner og mestringsøvelser. I psykiatrien havde jeg både samtaler alene og gruppeterapi. Her lærte jeg andre folk at kende, som havde det ligesom mig. Der er flere af de personer, jeg mødte der, som jeg stadig har kontakt til, selvom jeg stoppede i gruppeterapien for mange år siden. Stille og roligt kom der flere og flere gode dage. Det var ikke noget, jeg selv lagde mærke til, men det skete. Det krøb ind i mit liv og blev til min nye hverdag uden indlæggelser og uden alt for mange psykoser. En dag begyndte jeg på min uddannelse, den jeg går på nu. Det er ved at være mange år siden, men snart er det min tur til at blive student. 

Jeg er dog stadig syg. Jeg bliver stadig indlagt engang i mellem, når jeg ikke kan styre tankerne, og når livet bliver for uoverskueligt. Men jeg søger hjælp og får hjælp. Sejr. Når jeg er ude at gå, forholder jeg mig ikke kun til den person, jeg er sammen med, men til alle personerne omkring mig. Men jeg kommer ud. Sejr. Jeg har stadig brug for pauser i min hverdag. Når jeg er til fester, for det kan jeg nemlig nu, laver jeg planer for, hvornår jeg skal holde pauser, og jeg er altid den, der går først. Men jeg kommer afsted. Sejr. Jeg kæmper mig igennem min HF, som jeg tager online, så mit hoved kan følge med. Jeg bliver student til sommer. Sejr. Jeg er velmedicineret og er ikke længere bange for andre mennesker. Sejr. Jeg har drømme og håb for fremtiden. Sejr. Jeg lever. Sejr.

Forfatter
Maria Nørmølle, 26 år, kvinde
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
12
min

Det er ikke, fordi folk behandler mig dårligt, for det gør de ikke, men jeg hviler ikke i mit handicap. Jeg burde ikke have Dystoni.

Tilbage i 2017 blev jeg inviteret ud til Institut for Kommunikation og Handicap for at holde et oplæg for en mindre gruppe børn, der, som jeg, har fysiske handicap, hvilket jeg gladeligt gjorde, for jeg havde selv været til fysioterapi samme sted, fra jeg var 2 år, til jeg var 18 år. Da jeg kom ind i lokalet, rakte en dreng straks hånden op og sagde, at han i hvert fald ikke ville sige noget, mens jeg var der. Men jeg fortalte om mit liv, mine udfordringer, mine mål, og hvordan jeg nåede dem.

Jeg fortalte, at mit liv begyndte med slutningen. Fødselskomplikationer gjorde, at jeg havde iltmangel. Jeg svævede mellem liv og død i otte minutter, før en desperat kanyle med adrenalin fik mig tilbage til livet. Et liv med smerte. Da jeg var 9 år gammel, blev jeg diagnosticeret med Dystoni. Det er ufrivillige kramper og muskelspændinger, der først dræner mig for energi, og senere forvolder mig smerte i min nakke, skuldre og ryg. 

Det vil sige, at jeg som 9-årig blev ramt af en negativ virkelighed. De kloge fortalte, at jeg nok ville være afhængig af en kørestol resten af livet, og at jeg ikke ville være i stand til at leve mit liv på samme vilkår som andre. Og værst af alt fortalte de, at jeg ikke ville komme til at spille fodbold igen. For sport ville øge muskelspændingerne. Stress ville øge muskelspændingerne. Ja, det meste ville øge muskelspændingerne. Min store drøm om en dag at stå på mål for landsholdet ligesom Peter Schmeichel brast i en alder af 9 år. I stedet gjorde jeg mig tanker og overvejelser, som de færreste 9-årige gør sig: Jeg er ikke som mine venner. Jeg er ikke som de fleste andre. Jeg er ikke normal. Vil jeg være i stand til en dag at leve uden mine forældres hjælp? Tage en uddannelse? Få en kæreste? 

Jeg ville ikke stoppe med at spille fodbold. Det var mig at spille fodbold. Men lægerne, fysioterapeuterne og mine forældre sagde til mig, at jeg ikke måtte. Det ville gå ud over min fysiske kunnen. Men jeg var mig, når jeg spillede fodbold med mine venner. Hvordan lægger man en del af sig selv væk? Hvis ønsket ikke er der? Hvis man bare gerne vil være ligesom sine venner? Så jeg spillede fodbold i smug. Det havde selvfølgelig konsekvenser for mit helbred, blandt andet med langvarige indlæggelser. Det var også noget, der tog hårdt på mine forældre og min lillesøster. De har altid været der for mig. De har ikke brokket sig. De har ikke skældt mig ud. De har været der, når det var nemt. De har været der, når det var hårdt. De har altid villet mig det bedste. Og det bedste betød, at jeg ikke skulle spille fodbold. Men det var mig at spille fodbold. 

Jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste godt, at det var forkert. Der var et tidspunkt, hvor jeg spillede fodbold i hallen. Jeg stod på mål. Min søster kom ind i hallen og så mig. Jeg skammede mig, for jeg vidste, at jeg ikke burde spille fodbold. Jeg vidste, at det tog hårdt på hele min familie. Jeg kunne se det på hende. Efter et par år med fodbold i smug skiftede jeg over, og som 12-årig blev jeg fodboldtræner for mine venners hold. Det var den gyldne middelvej. Jeg kunne stadig være en del af holdet, samtidig med at jeg ikke skulle løbe rundt i 90 minutter.

Fem år efter min diagnose fik jeg en ny fysioterapeut. Hvor alle andre tidligere havde fortalt mig, hvad der var muligt, formåede hun at lægge noget af ansvaret over på mine skuldre. Hvad er det, du gerne vil? Jamen, det ville da være rart at kunne gå, uden at det gør ondt. Så er det det, vi arbejder henimod. Et mål var sat. Jeg fik det bedre. Jeg fik værktøjer til at klare min hverdag. Uvidenhed blev erstattet af struktur. Det blev vigtigt at skelne mellem, hvad jeg havde lyst til, og hvad jeg kunne i momentet. Hun er efterfølgende blevet kendt som mirakel-fyssen. Uden hende ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag, men det ville ikke være et godt sted. Med hende var jeg i stand til at følge den fælles handleplan, for jeg så fremskridt for mig selv. Jeg stolede på hende. Det gik bedre for hver måned. Som 16-årig havde jeg det så godt, at jeg endda, mest som en joke, sagde til hende at jeg gerne ville kunne spille fodbold. Hun tog det ikke som en joke, men som en udfordring. Vi analyserede de udfordringer, der ville komme. Vi fik lavet nogle forholdsregler, der skulle overholdes. Til sidst lavede vi en plan sammen, som hun – eksperten – sagde god for. Syv år efter diagnosen stod jeg i målet med mine målmandshandsker. Jeg stod der uden at gemme mig. Jeg stod der uden at skamme mig. Jeg stod der, fordi jeg havde bygget mig selv nok op til at få lov til at stå der. Jeg fucking gjorde det!

Mit liv i dag

Mine venner kommer i løbet af dagen og henter min roommate, og så tager de ned og spiller pool. Jeg har sagt nej tak, for jeg skal være klar til mit møde med min skrivemakker fra Ungdomsbureauet. Jeg har arrangeret at mødes med ham hjemme hos mig, hvilket giver mig en mulighed for at være til stede i mit rum med de rammer, jeg har brug for. Jeg ved ikke meget om ham, der kommer for at skrive min historie, og tager derfor de fornødne forholdsregler, hvilket vil sige, at jeg i dagene op til mødet har disponeret min tid, så jeg ikke bruger unødige kræfter. Jeg skal have overskud på kropskontoen i tilfælde af, at jeg overanstrenger mig, når jeg skal have min fortælling fremlagt. Mødet bliver afholdt på mit værelse, hvor min varmekappe ligger fremme, i tilfælde af at jeg kommer til at spænde for meget i skuldre og nakke, når jeg sidder ved bordet. 

Jeg kan ikke bare være social, når jeg har lyst til det. Jeg tager ikke altid med mine venner ned og spiller pool. Jeg kommer nok aldrig til at spille en 90-minutters fodboldkamp. Alt i alt kommer det an på, om der er overskud eller underskud på kropskontoen. 

Jeg læser lige nu uddannelsesvidenskab på Århus Universitet. Det tager kræfter, der ikke altid er der. Det tager koncentration, der ikke altid er nem at holde, grundet smerter, men jeg gør det sgu. Så må jeg lide. Det hænder, at jeg skal have min kørestol med på studiet, hvilket ikke er en fed oplevelse. Jeg vil bare gerne have de samme vilkår som alle andre.

Jeg rejser mig fandeme op

Når man som ung dreng får at vide, at man ikke kommer til at leve som alle andre, bliver man nødsaget til at reflektere over sin egen situation. Jeg kan ikke længere de ting, jeg gerne vil. Jeg kan ikke blive den næste Peter Schmeichel. Mine udfordringer vil give mig benspænd hele livet. Det er som at stå ved Vesterhavet og blive skyllet omkuld af en bølge. Den fysiske kamp med at rejse sig er hård nok i sig selv. Den mentale kamp med at sige til sig selv, at jeg rejser mig fandeme op, den kamp er langt hårdere. 2. bølge rammer mig. Jeg står stadig. 3. bølge. 4. bølge. 5. bølge. 

Det er en udfordring for mig, at jeg ikke føler mig repræsenteret i samfundet. Det er ikke, fordi folk behandler mig dårligt, for det gør de ikke, men jeg hviler ikke i mit handicap. Jeg burde ikke have Dystoni. Jeg burde ikke have fysiske restriktioner. Jeg burde have muligheden for at træne mig op til at være den nye Peter Schmeichel. Langt de fleste ser mig som mig, men det ændrer ikke på, at jeg ikke er som alle andre. Den stigmatisering, der følger med det at have Dystoni, er ikke en stigmatisering, der er projekteret af andre. Det er en selvstigmatisering. Jeg er fuldt ud bevidst om mine restriktioner. Jeg har en anerkendelse af mit handicap, men jeg synes ikke, at jeg burde have det handicap. Mit handicap er en del af mig, men det er ikke mig at være handicappet. 

Om jeg vil det eller ej, så kommer bølgerne resten af mit liv. Jeg står stadig. Det har hjulpet mig til at få en selvindsigt, de færreste kender til. Det har lært mig at disponere min tid og mine kræfter. Mit liv er som et batteri, der aldrig bliver ladet helt op, men heller aldrig går helt ud. Det handler om at finde grænsen mellem, hvad jeg kan, og hvad jeg vil. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så har der været tidspunkter, hvor jeg har gjort mere, end jeg kunne holde til, hvilket mere eller mindre har lænket mig til en hospitalsseng i månedsvis. Men alle nederlag er lektioner. Jeg rejser mig efter hver bølge, der vælter mig omkuld. Jeg kan ikke rejse mig alene, men jeg har nogle fantastiske forældre, en fantastisk søster og nogle helt fantastiske venner. De er alle en enorm drivkraft til at gøre, hvad jeg kan og vil uden at overanstrenge mig. I de relationer føler jeg mig ekstremt privilegeret.

Nye mål

I rigtig lang tid havde jeg kontrol over min sygdom. Jeg kendte mit miljø. Jeg kendte min skole. Det ændrede sig, da jeg flyttede hjemmefra og startede på universitetet. Jeg har haft daglige smerter i de sidste tre år på grund af de uvante udfordringer, der kommer med nye miljøer. Jeg har nu en lejlighed, som jeg deler med min ven. Et mål er nået. Jeg kan bo et sted uden mine forældre. Jeg kan klare en hverdag på min uddannelse. Et mål er nået. Jeg har været på dates. Et mål er sat. 

Stille og roligt falder brikkerne på plads. Jeg finder ud af, hvad der virker for mig. Det går mig bedre for tiden. Jeg er drevet af en fandenivoldskhed, der gør, at jeg nægter at give op. Hvis jeg mangler et redskab, så opfinder jeg det, der virker for mig.

Respekt for mig selv – mest af alt

Ulykken ville være, hvis jeg en dag blev immun over for BOTOX. Det er for mig ikke et skønhedspræparat, men simpelthen noget, der går ind i mine muskler og får dem til at slappe af. Så jeg får BOTOX én gang hver tredje måned. BOTOX hjælper. Problemet er, at man kan blive immun over for det, så jeg skal ikke have det for tit. Da mine smerter er centreret omkring nakke, skuldre og ryg, er det også dér, jeg får mine indsprøjtninger. 

Tidligere var den store frygt at sidde i kørestol resten af mine dage. Det er ikke en frygt, der lever i mig længere. Læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, diætister. De er alle sammen skarpe på deres felt. De har alle sammen den bedste løsning, set med deres briller, men deres eneste fællesnævner er mig. Derfor er det op til mig at lytte til deres råd og anbefalinger og derefter sammensætte min hverdag ud fra mine behov. De er dygtige, og jeg har respekt for dem, men mest af alt har jeg respekt for mig selv. Hvis jeg havde accepteret deres prognoser, ville min kørestol ikke have haft den samme mulighed for at samle støv. Jeg rejser mig efter bølgen. Hver gang!

Sejr i Dublin

Stedet var Dublin. Det var november 2017. Danmark skulle spille VM-kvalifikationskamp mod Irland. Længe havde jeg ventet, før kampdagen oprandt. En sandwich, øl og en lang kampmarch mod AVIVA Stadium. Stemningen var høj. En sejr ville betyde, at Danmark kom med til VM 2018. 1½ minut inde i kampen kom vi bagud. Vi var allerede ved at finde et fly tilbage til Danmark. Men derfra tog det fart. 1-1. 1-2. 1-3. Da vi scorede vores 4. mål, var sejrsfesten allerede begyndt, og ved slutresultatet 1-5 til Danmark, vidste vi godt, at vi havde overværet en af de største danske sejre nogensinde. Allerede inden vi tog af sted, vidste jeg, at der ville være smerter efterfølgende. Vi mødte ikke bare op til en sejr. Det var, som om skæbnen spillede mig et puds; som højere magter, der sagde: ”Hvis du skal lide, Christoffer, så vinder Danmark stort, så du kan få den fedeste oplevelse.” Det var de smerter værd. Hver en krampe. Jeg kommer aldrig til at løbe et maraton, men den dag gik, hoppede og dansede jeg 25 kilometer, så man kan vel sige, at jeg har gået et halvmaraton. Jeg havde smerter i lang tid efter. Dem kunne jeg leve med. For glæden lever i drømmen, passionen og fodbolden.

Tilbage på Institut for Kommunikation og Handicap kom der anerkendende nik fra børnene. Drengen, der absolut ikke ville sige noget, havde glemt, at han ikke ville snakke. Han fortalte, at de samme ting var sket for ham. I sidste ende var han faktisk den af børnene, der sagde mest. Da jeg var færdig med mit oplæg, gik en pige ud på gangen og råbte til sin mor: ”Mor! Mor! Det bliver bedre!” Jeg fik bakset mig selv ud i bilen, hvor jeg kun lige fik lukket døren, før jeg begyndte at stortude.

Forfatter
Christoffer, 28 år, mand, Aarhus
Anonym
Udgivelse
De Kronisk Syge
Læsetid
14
min

Gik på badeværelset, hver gang jeg skulle tage insulin, og nævnte slet ikke sygdommen.

At deltage har en særlig klang. En forbindelse til et forudgående og farvet ”ja”. Her befinder jeg mig ofte. I et anstrengt skæringspunkt mellem begejstring og forfejlede forsøg. Jeg ville ønske, at alle valg var rene. At jeg kunne glæde mig uden samtidig at høre faresirenens altoverdøvende tone. Den sygdomstone, der aldrig dør, men blot er fortsættende…

Et helt almindeligt menneske

Jeg har tilmeldt mig en filmworkshop, men er jeg rask nok? Ikke i dag, når jeg tilmelder mig, heller ikke i morgen, men først om en uge eller natten forinden? Størstedelen af tiden er jeg mest en krop og et lille analyserende jeg. Et forsvindende jeg. Kroppen fylder mere end jeg gør. Det er dog en skjult sandhed. Det er hemmeligt, hvor meget jeg lider, og det føles en anelse patetisk, men det gør jeg jo… Jeg siger det bare ikke højt. Jeg præsenterer ikke det kropslige styre, og ved første øjekast ligner jeg jo dig. Et helt almindeligt menneske. En studerende kvinde. En veninde. En hustru. En mor. En filminstruktør. Egentlig et ganske almindeligt væsen med alt, hvad det indebærer. Lidenskab, ønsker og drømme. Alt det, der blev grundlagt ved barnets spæde skridt.

Barnets frihed

Min barndom har et skær af trolddom. Et særligt fortryllende forglem-mig-ej. Jeg var fri som barn. Løb uden tanker og analyser. Suste hen over marker uden at tælle mine skridt. Gemte mig i huler, dér, hvor uret ikke tikker. Jeg savner barndommen.

Aarhus beskrives som smilets by, men smilet fortog sig på en frostklar dag i november. Min mor trådte ind i klasselokalet. Stilhed. Stilhed efterfulgt af hastige glimt, en rynket læge, en febrilsk taxa og et sygehus bygget af kanyler. ”Isabel, du lider af diabetes type 1.” Én sætning markerer før og efter. Før behøvede jeg ikke måle og veje hver enkelt handling. For alle handlinger, bevægelser og følelser påvirker sygdommen. Den manglende produktion af insulin er et usynligt skrig – et endeløst skrig, der kun tysses ved en vedvarende kontrol og opmærksomhed. 

Jeg blev udskrevet fra hospitalet. Alle bygninger stod, som de plejede. Vinduer og døre måbede ikke. For det var kun det indre, der havde ændret sig. Jeg trådte ind i fritidsordningens velkendte køkken. Her stod pædagog-Søren omringet af børn. Han æltede dej og dryssede kantede kerner ned i den elastiske masse. Det dynamiske øjeblik blev standset af Michael. En ældre dreng, hvis lyse hår strittede præcis, som tidens mode påbød. Han så direkte på mig: ”Har du ikke bare spist for meget sukker, Isabel?” Det igangsatte en fnisen og dominoeffekt af ”min farfar døde af sukkersyge…” 

Det er pudsigt, hvordan en 11-årig pludselig betræder den samme grund som de ældre, udslidte og dødende. Jeg var eftergivende for en stund, lod dem spørge og svarede. Man kan sagtens undskylde børn deres uvidenhed. Desværre klistrer den og sætter sig fast.

Dør jeg tidligt?

Det var forår. Alle detaljer er skrevet under huden. De hastige nedslag i skovbunden. Knækkede grene og prustende heste. Jeg red ubekymret bag min tante. Jeg følte mig til stede i øjeblikket, men sygdom stjæler tid og væren. Lyset sitrede, da hun kiggede på mig og sagde: ”Isabel, du skal ikke være bekymret. Du skal nok blive gammel.” I det øjeblik glemte hun, at jeg blot var et barn. Jeg havde endnu ikke overvejet, at jeg kunne dø tidligere end andre. Det gjorde jeg nu, og det gør jeg faktisk stadig. Skånsomt forvandlede jeg ordet sukkersyge til diabetes type 1. Jeg håbede, at det ville neddysse de bedrevidende, medlidende og rådgivende. Det gjorde det ikke, så jeg blev tavs. Skjulte i en årrække sygdommen. Gik på badeværelset, hver gang jeg skulle tage insulin, og nævnte slet ikke sygdommen.

2020

Jeg er nu 28 år og skjuler ikke længere min diabetes på samme måde, men jeg forklarer heller intet. Type 1 nævnes kun, hvis jeg frygter en sygdomsitalesættelse. Jeg tager insulin offentligt. Alle steder. Det er kun problematisk i kjole eller buksedragter. Man skulle jo nødig blufærdighedskrænke hele den aarhusianske gågade. Jeg støder ikke længere ind i de samme forfejlede forforståelser. Elegant navigerer jeg uden om den overfladiske uvidenhed. 

Ambivalensen vibrerer dog. Sygdommen er knivskarp for mig, men som en skygge for alle andre. Man kan ikke se det på mig. Jeg sætter mig selv begrænsninger. Er bevidst om positive dage, udfordrende timer og mulig tilstedeværelse. Jeg organiserer mig. Siger ”nej desværre” eller ”ja,” og mærker kun selv det dårlige blodsukker. Jeg ofrer det balancerede for det livsbekræftende. Ligger efterfølgende med ondt i maven og rystende hænder. Jeg fremstår dermed ”almindelig” eller næsten ekstraordinær, fordi jeg kun viser mig, når energien er sprudlende. Jeg kunne betegne mig selv som en pseudo-funktionel, der hemmeligholder, hvor smertefuldt det er at være under kroppens kontrol.

Sygdomsnætter

I morgen skal jeg til filmworkshop. Natten er sort og stjerneløs. Sygdommen er pulserende og kræver min søvn. Jeg vågner i intervaller, to timer ad gangen, halvt i søvne og halvt vågen. En næsten religiøs sfære formes. Jeg bønfalder dig, lad det ustabile blodsukker stoppe! Men her er ingen guder, kun min krop omslugt af mørke og badet i sved. Min uregerlige, løbske, sitrende krop – og den magtesløse tanke. Bønnen forandrer ikke min tilstand, og helbredelsen vil for evigt udeblive. Det eneste virkelige denne nat er min venten. Når blodsukkeret stabiliseres, kan jeg atter falde til ro, men det kræver tid og tålmodighed. Mørket er bestandigt. Handler jeg for hurtigt eller for langsomt, vælter jeg. Så gentager det sig bare. En nat som denne påvirker hele den efterfølgende dag. Faktisk vil det tage flere dage at genoprette den ødelagte krops balance. Derfor klæber angsten sig til alle valg. ”Jaet” er forpestet.

Lyset skinner ind gennem glaspartiet. Solen er varm og orange. Lokalet er fuldt af filmfolk. Nattens anstrengelser påvirker mig fortsat. Adrenalinen blander sig med blodet. Mit blik løber hen over de tilstedeværende, mens det tårner sig op. Det uovervindelige blodsukker. Mon de ser den piblende sved, der sætter mærker på stolens ryg? Aftrykket fordamper, men vender straks tilbage og råber: Hun er anderledes! Under huden sitrer alle nerverne. Kropsbevidstheden gør situationen uoverskuelig. Jeg venter i usynlig smerte. Stress og adrenalin gør, at insulinen ikke virker optimalt. Huden er simpelthen ikke lige så modtagelig. Stikker jeg nålen ind, løber blodet ud. Jeg har glemt servietter og må løbe ud på toilettet. Pludselig vækkes det gamle ubehag. Jeg føler mig alt for synlig. Det synlige har vi nemlig ret til at vurdere, dømme og (fejl)placere. Jeg kommer ubemærket tilbage og venter (i hemmelighed) på bedring. 

I pausen begynder folk at spise. Det gør jeg ikke. Mit blodsukker er for højt, og jeg må vente. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun spørger ind til et filmklip, jeg har vist. Jeg svarer, så godt jeg kan, men det høje blodsukker skaber forvirring, hukommelsesbesvær og sitrende nervebaner. Jeg vrøvler og kan ikke rigtig finde sammenhæng i det talte. Det er skamfuldt. Normalt er jeg veltalende, men nu vrøvler jeg foran dette fremmede menneske. Ordene falder ud af min mund som klodser og ufærdige genstande. Jeg formår ikke at forme ordene korrekt. Jeg ser på hende, mens jeg kæmper med udtalen af de enkelte ord. Hun virker til at forstå mig, men det er flovt at miste kontrollen over den simple tale. Mit intellekt kæmper en indædt kamp for at genoprette balancen. Jeg er i øjeblikket ikke mig selv. Jeg har egentlig lyst til at sige: ”Undskyld, men hvis jeg vrøvler lidt, er det, fordi jeg har højt blodsukker,” men jeg gør det ikke af frygt for lange forklaringer.

”Den lille, sorte taske”

Efter en lang dag blandt fremmede mennesker er trætheden overvældende. Den kropslige analyse slutter aldrig, og den presses i sociale situationer. Jeg vil så gerne have, at folk ser mig og ikke det sygdomspåvirkede jeg. Det er grimt, men jeg indrømmer, at jeg misunder friheden. At vågne op uden tanke, alarmklokker og insulinnåle i låret. At træde udenfor og gå. Bare gå og aldrig stoppe. At være fri fra ting. Jeg bærer altid rundt på ting, fordi jeg skal, af nød. Uden tingene er jeg i fare. Den simple handling at gå en tur kræver planlægning. Materialet går i forlængelse af sygdommen – blodsukkerapparat, insulin, nåle, brød, juice. Jeg må aldrig glemme noget og skal konstant minde mig selv om de nødvendige genstande. Sygdommen manifesterer sig fysisk i den lille, sorte taske.

Mig

Når jeg taler så meget om mig nu, er det, fordi jeget eller Isabel fylder ganske lidt. Det, der fylder, er et væv af smerte, forskydninger af forfald, evig forberedelse, gentagelse af sygdomshandlinger, sukkersved, udmattelse, ufrivillige rystelser og tågede øjne. Sanserne rives i stykker, flås, mens grænsen mellem jeget og kroppen udviskes. Kroppen agerer som selvstændig, indflydelsesrig autoritet. Den er på ingen måde passiv og tavs. Bevidstheden er ikke privilegeret, den kan ikke bryde ud af kroppens fængsel, dørene er lukkede. Jeg er indskrænket, lænket, fanget af kroppens modstand og en del af et gennemgribende slaveforhold. Sproget er utilstrækkeligt. Kroppen insisterer og ytrer sin magt over mig. Det er et affektivt liv, hvor selve kroppen gør mig tavs, og jeg styrter i afgrunden. Jeg er det pligtopfyldende selv, der følger kroppens grænser og begrænsning af min tilværelse. Vis mig sindets tilflugtssted, og jeg vil være dig evigt taknemmelig.

Mine følelser går ofte i forlængelse af kroppen. Kroppen er en sygdomskrop, og derfor er følelserne eksplosive og grænseoverskridende. Det høje blodsukker fremtvinger vrede og frustration. Det lave blodsukker gør mig grådlabil og sårbar. Kroppens følsomhed skaber ustyrlige emotioner, der bevæger sig ud i rummet og blander sig med min væren. Reaktionerne er legemlige, selvom de føles psykiske. Så snart insulin eller mad stabiliserer blodsukkeret, forsvinder vrede og gråd. Så står jeg nøgen tilbage. Det er forfærdelig svært at gennemskue, hvor de rene følelser befinder sig. At de blodsukkerpåvirkede følelser er kortvarige og slet ikke en del af ”Isabels” følelsesliv. 

Jeg må være ærlig. Hele mit liv har jeg ønsket at fortælle, hvordan jeg egentlig har det. Begæret en reference for min adspredte og forskudte væren. Selvom det er med en vis bekymring for en navlepillende eller narcissistisk opfattelse fra læserens side. Det er en forfinet balance, hvor jeg frygter at blive set som offer, lidende eller i værste fald selvynkende.

Du betyder noget

Der findes selvfølgelig også vidunderlige dage. Det er højst sandsynligt her, vi møder hinanden. Du får nys om alle mine filmprojekter. Jeg danser, når jeg taler, vifter med armene og fremstår som en storslået livsnyder. Jeg er mere energisk end alle andre i lokalet. Det kan være svært at forbinde den fysiske Isabel med den Isabel, der ligger halvkvalt mellem ordene i et hav af sygdomstermer. Derfor forvirrer eller fornærmer jeg dig måske, hvis jeg i fremtiden aflyser eller ganske enkelt må sige fra. Det kan være svært at forstå, at jeg har en krop, der aldrig hviler, og alligevel formår jeg at lave film og være SÅ BEGEJSTRET. Måske fordi du ikke ved, at alting kræver et offer. At al handling kan skabe ustabilitet, derfor må jeg vælge og prioritere. Du er aldrig underprioriteret, og alene det, at vi mødes (om end sjældent), er en ”betydningserklæring.” Du betyder altså noget for mig. Generelt er jeg bare nødt til at sige mere ”nej” end de fleste.

Endeløs længsel

Jeg længes efter kroppens stilhed. Øjeblikket, hvor kroppen er i balance og ikke gør opmærksom på sig selv. Øjeblikket, hvor tanken ikke henviser til kroppen. Hvor jeg kan give slip på kroppen. At være fri fra kropslighed. At være fri fra kontrol. At være fri. Hvor ville det være elskværdigt at være fri. Fri til at sige ja! Når som helst, flere uger forinden eller på selve dagen. At tiden igen blev sat fri og var min og ikke min krops.

Forfatter
Isabel, 32 år, kvinde, Aarhus
Anonym
Udgivelse
De Kronisk Syge
Læsetid
9
min

Hvis du kender CRPS, før du kender mig, så har folk ofte svært ved at forstå, at min personlighed bygger på den, jeg var før operationen.

Jeg følte mig egentlig tryg inden operationen. Jeg så frem til ikke at skulle have en puls på over 200 flere gange om dagen. Selvfølgelig var tanken om at være vågen under en hjerteoperation skræmmende, men det var min udvej, så jeg tog den og så frem til at komme mere ud i verden. Men man kan vist roligt sige, at denne her byttehandel ikke gik, som jeg havde håbet. Jeg mærkede det, så snart nålen brød huden: en skarp, hvid smerte skød fra hoften ned i mit højre ben, og jeg måtte lukke øjnene hårdt i for at fortrænge katastrofetankerne, der oversvømmede mit hoved. Følelsen var ny og ubehagelig, og forvirringen, der fulgte, var svær at håndtere. Det er svært at forklare. Men det brænder. Enhver berøring føles som lynnedslag; jorden er pludselig lavet af 1000 knivspidser, som jeg må gå linegang over, hver gang jeg tager et skridt. Min konstante overvejelse er, hvor mange knive der kan nå at stikke mig, mens jeg bevæger mig mod min ønskede destination. Men den funktion har rejseplanen ikke fået endnu.

Før operationen kunne jeg alt, og jeg havde ingen grund til at bekymre mig om rejseplanens begrænsninger. Da jeg var 17 år gammel, havde jeg verden for mine fødder og 75 kilometer til Prag. Med ingen andre restriktioner end, hvor langt vores ben kunne bære os, føltes jorden under mine fødder endeløs og pålidelig. Hvert et skridt ramte i den rette takt, og det fortsatte de med, indtil vejen stoppede. Vi kendte vores destination, men hvordan vi kom fra A til B, og hvad vi gjorde i mellemtiden, var helt op til os selv. Jeg savner den frihed. Jeg savner at tage omveje. 

Om natten pakkede vi os ind i soveposer og lå tæt og komfortabelt i telte, som vi selv havde båret. Hverken jeg eller mit ben havde klaustrofobi, mens vi alle sov tæt op ad hinanden i et net af soveposer. Nærheden føltes sikker og varm. Jeg nød følelsen af jorden under mig – en uendelig og tidløs støttepæl, der kun ventede på, at jeg skulle gå både dens længder og bredder mange gange i løbet af mit liv. Kilometerne forløb med let snak – og bestemt ømme fødder, men når vi lagde os om aftenen i vores lille sikkerhedsnet, var det ikke ømhed, vi snakkede om. Kun to år senere, i en hvid seng hævet en halv meter over gulvet et par etager over jordens overflade, havde min ømhed nok været det eneste samtaleemne, jeg kunne overskue: 19 år gammel med en verden strakt ud for min fod som en hån, der mindede mig om alle de byer og oplevelser, jeg nu aldrig ville gå til.

Transformation

Gåsehuden løb som en kold vind op ad begge ben, hvor huden rørte operationsbordet. Det var, som om nålen havde både cuttet og forstærket forbindelsen på samme tid. Jeg vidste instinktivt, at musklerne ikke ville adlyde, hvis jeg bad dem bevæge sig. Benet blev hult og tomt, hvorimod overfladen sitrede og pulserede som elektricitet. Ingen vidste noget, for det var kun mig, der mærkede smerten. Det føltes, som om der løb ild i mine årer, og som om kanylens spids havde været dyppet i benzin, da kontakten resulterede i en eksplosion af uoprettelige skader. Bedøvelsen spredte sig, mens jeg lyttede. Var det kun mig, der var under vand? Eller måske lægen med 30 års erfaring vidste bedst.

Den lille havfrue ofrede sin hale for to ben. Hagen var, at hvert et skridt føltes som at træde på knive, og så fik hun ikke engang sin lykkelige slutning (jeg foretrækker Disneys version, hvor ingen går i opløsning). Jeg fik byttet et hjerte, der ikke kunne slå, til et ben, der ikke kunne gå, og blev kastet ud i en strøm, som jeg ikke kunne svømme imod. Selvom man har et ben, der er blåt, hævet og ude af stand til at bøje, så kan det åbenbart godt tage flere måneder (ja, måneder) at overbevise lægerne om, at ens smerter er virkelige – og meget smertefulde – når man har en så sjælden sygdom, at de eneste behandlingsmuligheder i hele Danmark skal findes, af alle steder, i Glostrup… Puha, træk lige vejret. Jeg var vred, men jeg var, mest af alt, bange. I et stykke tid håbede jeg, at lægerne havde ret, og at det ville gå over. Mest af alt håbede jeg, at min nuværende position ikke ville frarøve mig muligheden for overhovedet at have en ønsket destination. Da jeg lå fastfrosset i hospitalssengen, ønskede jeg intet andet end at ændre min destination til: ikke en hospitalsseng.

Complex Regional Pain Syndrome har ingen bestemt årsag. Jeg fik det pga. et enkelt stik med en nål, mens andre kan glide på badeværelset og vågne op med en arm, der nu står permanent i flammer. Det virker tilfældigt, fordi det er tilfældigt. Stak lægen forkert? Eller var min krop disponeret for CRPS? Det er ikke til at vide, og hvordan affinder man sig så med pludselig at være halv havfrue?

Opløsning

Hver morgen forsøgte min krop at overtale mig til at blive liggende. Hvad var pointen i genoptræning, når alt gjorde ondt og alligevel gik i sneglefart? Sygeplejerskerne på hospitalet kom jo med maden som bestilt, og med non-stop Disney film på TV’et kunne jeg nogle gange formå at slå hjernen fra, så jeg ikke skulle tage stilling til smerter og fremtidsudsigter. Jeg kunne lige så godt lade knivene skære benet af. Så kunne jeg leve mit liv videre som et halvt menneske i stedet. Lige meget hvad, så følte jeg mig ikke hel. Folk kom og besøgte mig. Med ansigter lagt i velovervejede folder trådte de ind for at ønske mig god bedring. På SMS blev der kastet et par fine ord i vandet til mig fra folk, som jeg ellers havde anset som mine venner. Ingen af ordene var ’fine’ nok til at fungere som redningsvest, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne gøre andet end at træde vande.  

Da jeg var 19 og spurgte mig selv, hvordan man accepterer den mest tilfældige tilfældighed, fik jeg mit livs ultimatum af fysioterapeuten: Giv op, eller giv slip. Bliv i din seng, græd dig selv i opløsning, og lad benet fryse permanent til… Eller rejs dig op, græd dig selv igennem 30 meter på et løbebånd sat på hastighed 0,2, og lær at svømme. Giv slip på idéen om det ’normale’. Mens Prag hånede mig på afstand, ønskede jeg intet andet end at give op og gå i opløsning. Da jeg var 19, knap 20, knap moden; men ikke rigtig et barn, ikke rigtig voksen, både og hverken noget som helst endnu – dér troede jeg, at mit liv allerede var slut. For hvor kunne jeg gå hen, når jeg ikke engang kunne gå? Den pålidelige støttepæl var kæntret, og det gik op for mig, at jeg stod på usikker grund. Det var svært at finde motivation til at gå over gyngende grund, når jeg ikke engang kunne være sikker på, om jeg kunne se frem til en H.C. A-slutning eller en Disney-slutning. Selvom svaret på ultimatummet var klart for mig, så var beslutningen utrolig meget nemmere at tage end de få skridt fra væg til væg i genoptræningsrummet. Men når min fys satte et koldt glas saftevand klar som dagens belønning, så plejede benet at have lidt nemmere ved at holde ud.

Det lille menneske

Jeg bryder mig normalt ikke om at introducere mig selv ved at snakke om sygdommen først, for jeg hader at træde vande. Hvis du kender CRPS, før du kender mig, så har folk ofte svært ved at forstå, at min personlighed bygger på den, jeg var før operationen. Pludselig er jeg bare ’hende med benet’. Hvis min introduktion lyder ”hej, jeg hedder Eva, jeg er 23 år gammel, og jeg har CRPS”, så er folks naturlige første instinkt enten at spørge: ”Hvad er CRPS” eller, i det usandsynlige tilfælde, at de ved, hvad CRPS er, at sige: ”Men du er jo så ung.” CRPS betyder, at mit ben altid gør ondt. Altid? Ja, selvom ’enhver berøring føles som lynnedslag’ er en overdrivelse, så siger man jo, at overdrivelse fremmer forståelsen. Det gør i hvert faldt ondt. Den anden ting er: Ja, jeg er ung. Jeg ved ikke, om jeg burde have en form for forklaring parat. Min eneste forklaring er, hvad jeg har fortalt: En læge stak en nål i min hofte, og nu har min rejseplan en begrænsning på 3 km om dagen. 

Se, jeg har forsøgt med nogle hjemmeforsøg på Tinder (man er vel ung): Jeg har prøvet ’’inden du møder mig, skal du vide, at jeg har svært ved at gå, fordi jeg har en kronisk smertesygdom”-teknikken; ”FYI, så har jeg noget med benet, så du skal ikke tage dig af, at jeg tager højre sko af under bordet”-teknikken, og endda ”du kan få en tur i min kørestol, hvis du spiller dine kort rigtigt”-teknikken. Som du nok kan tænke dig, så resulterer de teknikker ikke så tit i møder, og når de gør, er det typisk mere foredrag end dates, hvor jeg svarer på spørgsmål som ”hvad gør mest ondt at have på, skinny jeans eller joggingbukser?” Ofte har jeg lyst til at sukke og svare, at det, der gør mest ondt, er kedelige samtaler. Måske du vil vide, at når jeg vågner om morgenen, så har jeg slet ingen bukser på. Eller var det for meget? Jeg er en åben bog (bogstavelig talt lige nu), og du har selv valgt at læse. 

Det var vandets overflade, som jeg selv måtte bryde: det er altid den første berøring, der gør mest ondt. Den første tid på hospitalet. De første meter på løbebåndet. De første skridt hver morgen, og de første sekunder, når skoen sidder på foden. Lige når vandet kommer i kontakt med foden, mærker jeg elektricitet. Men hvis jeg bare gør det langsomt og roligt og træder stille ned, kan jeg godt komme helt under. Og når jeg først har hele kroppen i, og nerverne vænner sig til omgivelserne, kan vægtløsheden føles helt befriende. Det lyder metaforisk, og det er det på sin vis også, men det er også sådan, det rent faktisk føles for mig at svømme. En sølle menneskefod skal ikke afholde mig fra vandet.

Et sikkerhedsnet

Jeg ER ikke min sygdom. Jeg ved, at den her historie selvfølgelig skal handle om den, men den handler også om MIG. Det skal jeg også minde mig selv om: CRPS var noget, jeg fik for tre år siden, men det kan være svært at forstå, at mit liv engang har været andet end hospitalsbesøg, fysioterapi, psykolog, kørestol, krykker, kompensationsansøgninger og ærgerlige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan tage med ud i byen fredag aften. ”Mit ben gør ondt, og jeg er træt” er min ærlige undskyldning, men jeg mærker folks suk igennem deres svar. Jeg sukker også tit selv. Jeg vil så gerne, og jeg kan meget. Nogle gange ønsker jeg, at folk omkring mig også kunne give slip. Jeg kan ikke gå til Prag i dag, men hvis vi tager kørestolen med, så kan jeg sagtens tage på hyggetur gennem Strøget.

Jeg kan også stadig tage omveje. Jeg kan sætte garn på strikkepindene og bilde mig selv ind, at jeg skal strikke et sjal, og fire timer senere sidder jeg med et par lyseblå sutsko, fordi min kusines dejligste søn afbrød min tankestrøm. Jeg ved ikke, hvor tiden bliver af. Det er, som om den mentale distance fra idé til virkelighed er kortere, når jeg laver ting med mine hænder. Når det rammer mig, kan jeg sidde længe og næsten ikke mærke min krop. Det er følelsen af at have en idé om, hvor A og B ligger, men hvordan sikkerhedsnettet skal strikkes, er helt op til mig: Det er min pålidelige livline, og jeg stoler på, at det ikke kæntrer. Min fys ville give mig en løftet pegefinger og spørge, om jeg ønsker rygproblemer oven i mit havfrueben, når jeg igen har brugt en eftermiddag i en tilfældig yogaposition på at færddigøre mit projekt. Jeg slår mig selv på låret (det venstre, selvfølgelig, jeg er ikke masochist!) for at komme op at stå. Den kvinde gav mig livsglæden igen. Hun lærte mig, hvordan jeg skulle tackle de fysiske effekter af min sygdom, og gjorde det muligt for mig at udvikle mig. Mit hoved kan stadig være oversvømmet nogle gange, og det kan føles, som om det er den mentale rejseplan, der ikke virker. Men jeg har fundet et anker i den kreative frihed. Jeg har et anker i mine venner, ét i min familie, og mange flere i alle de muligheder, jeg stadig kan udforske. 

Jeg er en forvansket version af den lille havfrue. Mine omstændigheder ledte mig til en ulige byttehandel, og resultatet er, at jeg går på knive. Folk siger, at de hører mig, når jeg siger, at jeg har ondt. At de forstår, og at det er okay, at min rejseplan ikke altid virker ligesom deres. Der er ingen, der har stjålet min stemme, så jeg ønsker blot at blive lyttet til. Jeg gør alt, hvad jeg kan. Min historie ender ikke med, at jeg skal opløses i havet, når min prins forelsker sig i en anden. For det første er der ingen prins i min historie, kun ganske borgerlige mennesker, og for det andet, så har jeg ingen intentioner om at gå i opløsning. Jeg kan godt røre vandet. Jeg kan gå igen, jeg kan cykle, jeg har sko og strømper på, og satanedeme om jeg ikke også har formået at have bukser på hele dagen. Jeg har brudt mange overflader de sidste år. Jeg er i vandet nu, og selvom jeg ikke har en hel havfruehale, så skal jeg nok formå at fortsætte fremad.

Forfatter
Eva, 25 år, kvinde, København S
Anonym
Udgivelse
De Kronisk Syge
Læsetid
14
min

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever.

“Writing is not life, but I think sometimes it can be a way back to life” 
- Stephen King

Jeg elsker at gå i skole, og jeg har altid været god til det faglige. Det har dog vist sig at være sværere for mig at få en uddannelse, end jeg engang troede. 

For livets mange op- og nedture har spændt ben for mig, og jeg har aldrig passet ind i systemets fine kasser. Men det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har lyst til.  

Det, jeg har lyst til, er at skrive bøger.

Borderline og mig

Efter flere år som svingdørspatient i psykiatrien, utallige lægebesøg, samtaler hos healere, en enkelt coach og mange forskellige fejldiagnoser, fik jeg endelig som 24-årig diagnosen “borderline personlighedsforstyrrelse”. Derudover, har jeg en cocktail af angst, depression, PTSD og en spiseforstyrrelse. 

Borderline er nærmest uforklarligt, men kort sagt betyder det, at jeg har været udsat for nogle traumer, der gør det svært for mig at kontrollere mine følelser. 

Tusinde tanker køre i mit hoved konstant. Jeg får panikanfald, så ekstreme, at jeg føler, at mit hjerte stopper, og jeg har perioder, hvor depressionen tager over, og alle muskler i min krop føles som ler.  En simpel handling som at stå ud af sengen bliver som at bestige et bjerg, og det føles umuligt at komme ud af. 

Jeg har altid haft følelserne uden på tøjet, specielt min vrede, og det var nok også derfor, jeg fik titlen som klassens humørbombe i gymnasiet. 

Mobning, skolen og depression

Før jeg fortæller om gymnasiet, vil jeg tage jer en tur tilbage til, hvor det hele startede, nemlig folkeskolen. Min folkeskoletid kan for mit vedkommende sammenlignes lidt med at blive kastet direkte ned i helvedes flammer, igen og igen. Ej, jeg overdriver måske, men børn kan virkelig være ondskabsfulde…

Jeg har altid været følsom eller særligt sensitiv, om man vil. Noget, som de andre elever hurtigt opfangede, og dermed blev min sensitivitet en skydeskive for deres “drillerier”, som lærerne kaldte det. 

Jeg blev kaldt alt fra grim, tyk og dum, til klam, åndssvag og uværdig til at leve. 

Jeg blev slået, sparket, skubbet, eksluderet og bagtalt.

Jeg blev holdt op af en mur sammen med to andre, hvorefter de store drenge tyrede dødbolde efter vores hoveder. Jeg tror jeg har været 8 år, og når man er så lille, føltes en 6. klasses dreng som en voksen. Jeg husker dem som enorme kæmper, og deres grin ringer stadig i mine øre, når jeg tænker på det.  

Da jeg i 3. klasse blev låst inde i et boldskab af nogle piger fra klassen, oplevede jeg for første gang et panikanfald. 

Skolen blev et sted, jeg var bange for at være, et sted hvor jeg følte mig helt alene i verden, og hver dag var en kamp for at overleve.

Mine forældre prøvede alt for at stoppe mobningen, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange de var til samtaler med ledelsen om min trivsel, og hvor mange gange min far har trampet op på skolen, fordi jeg igen kom hjem med tårer i øjnene. Lærerne gjorde ingenting for at hjælpe, tværtimod fik jeg skæld ud for at være sensitiv. 

Jeg husker tydeligt min lærer sige: “Jeg tror det ville være nemmere, hvis du bare var ligesom de andre piger i klassen.” 

Hun gjorde det at være anderledes til en dårlig ting, og jeg tog desværre hendes råd. Efter en håndfuld skoleskift, begyndte jeg selv at mobbe. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok som en form for kill or be killed tankegang, og så var jeg jo pludselig ligesom “de andre piger”. Det var dumt og noget, jeg stadig skammer mig over i dag. Jeg havde faktisk meget til fælles med dem jeg mobbede, og jeg ville ønske jeg bare havde været venner med dem i stedet. 

I sidste ende nåede jeg igennem folkeskolen, dog ikke uden ar på både krop og sjæl, samt et bjerg af trust issues og lavt selvværd. 

Røvhuller og Rollemodeller

Jeg mødte op til den første dag i gymnasiet med helt andre briller på end i folkeskolen. “Jeg var stærkere nu,” fortalte jeg mig selv. “Der er aldrig nogen, der kan såre mig igen.” 

Min skolegang havde givet mig troen på, at alle ville gøre mig ondt, hvis jeg lukkede dem ind. Så jeg opbyggede en hård facade, og selvom jeg havde nogle få venner, følte jeg mig ensom.

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever. 

Jeg blev stemplet, som en man ikke skulle komme for tæt på, hvis man ikke ville have hovedet bidt af. Jeg var deprimeret og vred hele tiden. Jeg følte mig ligegyldig og min daværende kæreste sagde på et tidspunkt til mig: “Jeg glemmer, at du eksisterer.” Jeg kan godt se nu, at han sagde det, fordi han var et røvhul. Men min teenagehjerne omformulerede det hurtigt til, at alle glemmer mig, at ingen kan lide mig, og jeg intet er værd. Det satte et ekstra skub i min depression. Jeg fik selvmordstanker og brugte meget af min tid på hash og whiskey i larmen på Crazy Daisy. 

Dog færdiggjorde jeg på magisk vis min HF med topkarakterer. 

Det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de bedste forældre i verden, der ville gøre alt for at se mig glad. De så min smerte, og jeg fik hjælp. Både fra dem, fra psykologer og fra en helt speciel lærer:  Henrik Selch, som gav mig troen på, at jeg sagtens kunne opnå mine drømme, og at jeg var langt mere værd, end jeg gik og troede. Det forsikrede mine forældre mig selvfølgelig om dagligt, men jeg tror, at jeg havde brug for at høre det fra en, der ikke var obligeret til at kunne lide mig. 

På grund af hans tillid besluttede jeg mig for at arbejde med udsatte børn og unge, så jeg kunne være der for dem på samme måde, som han var der for mig. 

Jeg startede derfor på socialrådgiverudannelsen, men måtte efter blot 4 dage acceptere, at 200 mennesker i samme lokale var lidt for meget for min angst. 

Jeg droppede ud og forsøgte mig med forskellige jobs og praktikpladser, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg skulle være skolelærer. 

Læreruddannelsen skulle dog vise sig at være en lige så svær tid. 

Min depression, angst og borderline var på højtryk, og jeg fik nærmest ikke et minuts ro i hovedet. Det var også her, jeg mistede den vigtigste person i mit liv. 

Min gamle ven døden

Jeg kender døden, alt for godt; jeg har set den mange gange. Så meget, at den efterhånden begynder, at føles som en gammel ven. En ven, der lidt for tit kommer på besøg og tager alt for meget med sig, når den går. 

Jeg mistede min farfar, farmor og morfar, da jeg var barn. Jeg husker dem ikke så godt, men jeg husker døden, eller rettere, den følelse døden har det med at medbringe. 

Den tunge følelse af savn og tristhed, der hænger over en som en mørk skygge. Følelsen af at have en sten i maven, der langsomt trækker en ned under vand, så man ikke kan trække vejret. Den følelse.

Min mormor som uden tvivl var min bedste ven, blev taget af kol kort inden min konfirmation. Ikke længe efter tog vodkaen min morbror, og da jeg som 22-årig lærerstuderende sad i min lejlighed i Silkeborg omkring kl. 21.00, bankede det på døren. 

Det var min faster og onkel. Jeg husker tydeligt min fasters stemme, da hun sagde, at min mor havde fået hjertestop. Min mor lå i koma i 7 dage.  Jeg ønskede ikke at besøge hende på stuen, da det på en eller anden måde, ville gøre det hele mere virkeligt. Jeg ville vente med at se hende, til hun vågnede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes hjerte bankede igen, men de kunne ikke vække hende. 

Køreturen til hospitalet, den dag vi slukkede for maskinen, føltes som en evighed. Jeg vidste, at jeg nu skulle se min mors ansigt for allersidste gang.  Det er ikke noget, man nogensinde kan forberede sig på. Min faster tog min hånd, og sammen gik vi ind på værelset, hvor hun lå tilsluttet en respirator, der hjalp hende, med at trække vejret. Jeg kyssede min mor på panden og forlod rummet efter et minuts tid. Jeg ville ikke huske hende på den måde. Jeg tænkte, at  jo kortere tid, jeg var derinde, desto mindre ville jeg huske hende, liggende i en hospitalsseng. Jeg ville huske hende som den livsglade, stærke rock mamma, hun var. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke blev ved hende længere.

Grief

I’ve changed the way I view my demons. 

At first they felt heavy, making it almost impossible to breathe. 

They were loud like cannons and sharp like swords. 

It felt like an ongoing war, but I had no shield to protect myself and nowhere to run. 

Because you can’t hide from yourself. 

I was terrified of them. 

When death continuously came knocking on my door, to take away the ones I love, a part of that fear disappeared. 

I realized who the real enemy was…

Grief. 

My demons became my soldiers, my allies, and my friends. 

However, I will never fully trust them. 

I keep them on a leash, close to my chest as I prepare to fight the face of death, until the day it finally comes knocking for me.

  • Xara Berg

Hvem er jeg?

Efter min mors død mistede jeg alt. Min lejlighed, mange af mine venner, min uddannelse og min livsglæde. Jeg var også nødt til at sige farvel til min kat og min hund. Det var hårdt! Ekstremt hårdt. Jeg vinkede farvel til drømmen som lærer og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Det var egentligt først her, jeg officielt ramte bunden, eller rettere sagt 400 meter under bunden. 

Sorgen over min mor og stressen fra uddannelsen samt min endnu ikke diagnosticeret borderline gjorde, at jeg gik psykisk ned. Når det føles, som om man hænger i en sytråd mellem livet og døden, bliver alt andet ligegyldigt.  Det var svært at overskue et job eller en uddannelse, når borderline, sorg og daglige panikanfald, styrede mit liv.  

Store spørgsmål som meningen med livet og “hvem er jeg?” kørte rundt i mit hoved, og at fortsætte på en uddannelse, jeg ikke var 100% sikker på, virkede helt absurd. 

Samtidig var jeg heller ikke sikker i min seksualitet. Jeg kom ud som biseksuel og senere panseksuel, selvom jeg egentlig er lesbisk. Jeg prøvede i mange år at undertrykke min seksualitet, fordi jeg troede, det ville være nemmere, hvis jeg nu også bare var til mænd. Jeg sultede mig selv, dømte mig selv og blev min egen værste fjende. Jeg mistede flere gange troen på mine evner. Jeg mistede mine værdier og synet på, hvad der var vigtig… Jeg mistede mig. 

Fremtiden?

Igennem mine 25 år er jeg blevet misbrugt, banket, isoleret, nedgjort, undertrykt og behandlet som et ligegyldigt objekt. Jeg har mistet mange, jeg holder af, og jeg har været i daglig krig med mit eget hoved i mange år. 

I lang tid var succes for mig noget, som andre kunne se op til, og en del af mig ville have, at andre var misundelige over mit liv. I dag, betyder det intet for mig. Efter, at jeg startede i terapi, er jeg begyndt at finde mig selv igen. Jeg er meget gladere i dag. Jeg får behandling i en gruppe for borderline patienter, og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg har lært, at livet er kort, og lige pludselig kan det hele være slut. Jeg har lært, at status ikke betyder noget overhovedet, for uanset om jeg er hjernekirurg eller arbejdsløs, vil de mennesker, hvis anerkendelse jeg engang stræbede efter at få, stadig tale dårligt om mig…og hvad så? Jeg ændrer mig aldrig igen for andres ligegyldige meninger, for jeg elsker mig selv og den person, jeg er blevet. Jeg må erkende, at det ikke er sikkert, jeg nogensinde får en uddannelse. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at tjene gode penge eller vinde nogle priser, og det er okay!

Jeg har accepteret, at jeg er nødt til snakke om mine traumer og heale, før jeg kan hjælpe andre. Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare valgt en anden vej, og jeg er rigtig glad for de chancer, jeg har taget. Jeg har lært så meget om mig selv og verden omkring mig. Alle de ting, jeg har oplevet gennem livet, har sat ar på min sjæl. Det har været ekstremt hårdt, og til tider var livet svært at overskue. Men de oplevelser har lært mig at holde fast i mine værdier og stå op for mig selv. Jeg siger min mening, om andre kan lide det eller ej, og jeg har ikke tænkt mig at være stille, nogensinde igen. Jeg har intet arbejde og ingen uddannelse, men jeg har et godt liv. Jeg er kærester med en fantastisk kvinde, jeg har en far, der er stærkere end nogen anden, og som vil gøre alt for mig. Jeg har et sted at kalde mit hjem, en sund krop og en drøm at holde fast i. Det er godt nok for mig! Jeg ved, hvem jeg er, og hvor jeg har været, men ikke hvor jeg skal hen. 

Min drøm er dog at blive forfatter, for bøger er for mig en “escape”. Det er en verden, hvor intet kan røre mig, og kun fantasien sætter grænser. Det er som en kikkert ind i forskellige universer, fyldt med spænding og magi. Når jeg skriver, forsvinder verden omkring mig, og selvom jeg normalt skriver fiktion, er der altid noget realisme forbundet med det. Jeg skriver om spøgelser og dæmoner, om vampyrer og troldmænd, men også om døden, traumer og sorg. For det er ikke rigtig en historie uden alt det svære, og sådan er livet også. 

Med hensyn til fremtiden er uddannelse ikke så vigtigt. For når livet virkelig rammer, er det familie, venner og ikke mindst mig selv, der betyder alt!

Forfatter
Anonym
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

De fleste dage føles det, som om jeg bevæger mig i cement, og jeg har daglige smerter i muskler, led, ryg og i arvævet fra mine stomioperationer.

Når jeg synger, spiller på klaverets tangenter og står på scenen blændet af lyset, så flyver jeg. Det føles i hvert fald sådan. Jeg er fri fra smerter, sygdom og hvem jeg er til hverdag. Alligevel er jeg mere mig selv end noget andet tidspunkt. Jeg er fri. Musikken er mit terapirum, det sted jeg kan udtrykke mig selv. Fri som en fugl.

Jeg er ikke en fugl, men hvis jeg var, ville jeg ikke kunne flyve. Jeg er bundet af mine begrænsningers lænker. Og fordi jeg ikke kan flyve, bliver jeg efterladt af flokken. Overladt til at finde min egen vej fremad.

Barndommens stemme spøger stadig

Som barn tænkte jeg, at dét at være syg og ikke kunne klare et job, umuligt kunne ende lykkeligt. Hvis du ender dér, i kommunens hænder på grund af sygdom, så er det bare ærgerligt. Jeg fik opbygget en fortælling om, at hvis du er syg og havner i systemet, så er du fanget, du kan ikke komme videre, og endnu værre; du kan ikke folde dine vinger ud og udleve dine drømme. Du er bare overflødig, en ubrugt ressource. Meldt ud af hverdagen, det normale liv og samfundet. Du er fanget i limboland og bliver kaldt: en af de resterende. Jeg voksede op med en plads på første række til den fortælling, og jeg ville for alt i verden ikke ende sådan. Dét har gjort det svært for mig at acceptere mine egne begrænsninger.

Når man ikke selv vælger at være udenfor

Allerede tidligt i folkeskolen havde jeg brug for hjælp til mine udfordringer, og jeg fik undrende blikke fra de andre børn på grund af den tydelige særbehandling. Mine sygdomme var nemlig  usynlige og min krop lignede de fleste andres. De kunne ikke se eller forstå, hvorfor jeg skulle have særbehandling, og jeg mødte fra nogen også mistro over for mine behov. På de fleste punkter var jeg en helt almindelig pige med almindelige fremtidsdrømme, men jeg følte mig dog langt fra almindelig. Jeg oplevede tidligt, at jeg ikke kunne klare en normal hverdag, som de fleste. Det har taget mig mange år at lære at sætte grænser og forstå mine behov. Jeg har altid lyttet til dem, men jeg har alt for ofte ignoreret mine behov. Måske er jeg bare stædig? Stædig efter at opnå den almindelige fremtidsdrøm. Stædig efter at kunne flyve sammen med de andre i flokken. Eller måske er det på grund af den overbevisning fra min barndom? Jeg har ikke lyst til at være krævende, være en byrde, være besværlig, være udenfor, være resterende. Jeg holder dog fast i håbet om at få en almindelig hverdag. Det er min styrke og drivkraft, at jeg ikke har lyst til at blive særbehandlet. Men jeg har været kronisk syg siden jeg var barn, og har ikke kunne opretholde en hverdag som de fleste, uden at prisen er mit helbred. Så skal jeg bare give op og acceptere, at jeg er en af de resterende

Når kroppen ikke fungerer, som den skal

Da jeg var 12 år, fik jeg konstateret børneleddegigt efter flere års udredning. Senere kom diagnoserne endometriose, rosacea, og colitis ulcerosa også til. Colitis ulcerosa, også kaldet blødende tyktarmsbetændelse, gjorde, at jeg brugte meget af min gymnasietid på indlæggelser og bivirkninger fra forskellig medicin. Min far måtte tage fri fra sit arbejde i perioder og jeg husker det som en tid med meget skyld og skam, fordi jeg havde brug for støtte. Intet hjalp og til sidst blev min tyktarm fjernet og sygdommen blev udskiftet med en tyndtarmsstomi, hvilket reddede mit liv. Jeg er taknemlig for min stomi. Jeg accepterede den hurtigt og er heldigvis god til at håndtere, at jeg skal have en pose på maven resten af mit liv. Jeg går stadig i svømmehallen, har det tøj på, jeg har lyst til og bader på stranden. Jeg fik mere af livet tilbage, da jeg fik min stomi, men alligevel har jeg følt, at jeg har mistet en del af mig selv.

I dag volder mit arvæv fra operationerne mig en hel del smerter, når jeg bruger kroppen eller bare sidder på en stol lidt for længe. Jeg lever dagligt med kronisk træthed i kroppen. De fleste dage føles det, som om jeg bevæger mig i cement, og jeg har daglige smerter i muskler, led, ryg og i arvævet fra mine stomioperationer. Min krop oplader meget langsomt og bruger energien alt for hurtigt. Nogle dage er jeg stædig og bruger kroppen alligevel – til noget, jeg gerne vil. Når jeg gør det, bliver jeg tit overrasket over straffen i form af smerter og træthed, der kommer. Det er en evig kamp om balance, hvor frustrationen over mine begrænsninger nogle dage fylder alt. Jeg har svært ved at acceptere, at sådan er det bare. Men jeg vil ikke leve i et konstant mellemstadie, hvor jeg skåner min krop, men aldrig får lavet noget af det, jeg gerne vil. Det er om at finde en balance, hvor jeg kan være på toppen og acceptere, at det betyder, at jeg en gang imellem ender på bunden. Andre gange må jeg acceptere bare at være i mellemstadiet.

Min vej til at være resterende

Jeg startede på et musikgymnasium i 2014 og blev først færdig 4 år efter. Muligheden for at tage nogle af fagene hjemmefra som e-learning var en stor hjælp. Efter gymnasiet begyndte jeg på en kreativ uddannelse, fordi det kreative ofte giver mig mere energi end det tager. Dog mærkede jeg hurtigt, at det var for hårdt for min krop, så jeg måtte droppe ud, da der ikke var nogen mulighed for at studere på deltid. Derefter fik jeg et job i en butik otte timer om ugen, og var utrolig glad for det. Min boligsituation ændrede sig desværre, og jeg måtte arbejde omkring 25 timer om ugen for at klare mig økonomisk. Det holdt få måneder, hvor min krop knækkede helt sammen med stress, brok over stomien og stærke kroniske smerter. 

Der skulle meget til, før jeg ”gav op” og dét at ”ende i systemet” så jeg slet ikke som en mulighed. Også selvom jeg dagligt kastede op af smerter og tog morfin for at klare arbejdet. Mit syn på det ændrede sig efter en snak med en veninde, som sagde: ”Slip den dårlige samvittighed. Jeg ville være så lykkelig, hvis mine skattepenge gik til, at du kunne få det bedre. At du kan få hjælp til en hverdag, du kan holde til.” Herefter indså jeg, at det er okay at tage imod hjælp fra andre. Jeg sygemeldte mig i december 2019 og har været i systemet siden.

Hvad tænker de andre?

Jeg føler tit, at jeg skal forsvare mig, når jeg fortæller, at jeg er i ressourceforløb. Oftest undlader jeg helt at fortælle det. For hvordan skal man forklare: ”jeg er finansieret af kommunen” til nogen, man lige har mødt? Det føles, som om der er en stor kløft mellem min og deres virkelighed, og jeg prøver at lade som om, den ikke er der, fordi jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg ikke har en krop, som kan holde til særlig meget. At min drøm er ekstra svær at indfri. At jeg får mine penge fra det offentlige. Og jeg bliver frustreret, fordi jeg gerne vil, men ikke kan – det er ikke min indstilling, men min erfaring. 

Det er både en fordel og en ulempe, at mine sygdomme er usynlige. Det er en fordel, fordi jeg kan lade som om, jeg er normal. Jeg kan blende ind og glemme lidt om mine sygdomme for en stund. Men dér kan jeg heller ikke undgå at føle mig splittet i to, som om jeg lever to forskellige liv. At jeg ikke kan være 100% mig selv. Ulempen ved mine usynlige sygdomme er, at jeg tit bliver mødt med manglende forståelse eller rummelighed, og nogle gange endda også mistro, når jeg prøver at fortælle, hvordan jeg har det. 

En spildt ressource

Hvordan skal jeg nogensinde komme videre i mit liv? Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv utrolig mange gange. Jeg føler ofte, at jeg lever i limbo. En konstant venteposition for at komme videre. En fugl, der ikke kan følge med, og derfor sidder fastfrosset uden at vide, hvordan man kommer fremad, hvordan man finder vej og hvad der overhovedet er den rette vej at gå. For hvor skal man hen? 

Jeg føler mig fastholdt i en hverdag, min krop akkurat kan overskue og holde til, men jeg får ikke noget meningsfuldt ud af det. Jeg har følt mig tilovers og som en spildt ressource. Jeg kan klare de sædvanlige opgaver som rengøring og madlavning i et roligt tempo med plads til pauser. Men er det bare det, mit liv skal gå ud på? 

Jeg har en stor længsel efter mere, meget mere, men hvordan kan jeg få det, hvis min krop dårligt nok kan opretholde et minimum af standardopgaver? Den plan jeg fik lagt med mit ressourceforløb, virkede umulig at komme i gang med, for hvordan skulle jeg komme i gang med træning eller arbejdspraktik, når transporten derhen ville kræve stort set al min energi? Hvordan skal jeg komme ud af limboland? 

Jeg er nødt til at være kreativ for at få det til at fungere

Musik har altid været en grundsten i mit liv. Når jeg synger og skriver musik, er det mit terapirum og mit åndehul. Jeg får afløb for mine følelser, og jeg glemmer alt om sygdom. Det er det sted, hvor jeg føler, at jeg kan flyve, og jeg er fri for en stund. Jeg har elsket musik og at være kreativ, så længe jeg kan huske. Hvis ikke jeg havde haft mine begrænsninger, så ville musikken sikkert ikke have fyldt så meget. Jeg ville ikke have haft tiden. Det er jeg glad for i dag. 

Jeg har jo ressourcer at bruge, og jeg vil rigtig gerne bruge dem. Jeg er et kreativt menneske, som gerne vil skabe noget meningsfuldt og gøre en forskel for andre mennesker. Men jeg har svært ved at gøre det inden for de rammer og veje, der er skabt og bruges i samfundet og systemet. Jeg skal ikke kun være kreativ med musikken, men også konstant tænke kreativt for at finde andre måder og veje at gøre ting på, når jeg møder en mur. Det er svært og energikrævende at skulle være så omstillingsparat hele tiden, for jeg føler mig aldrig på vej mod målet, fordi jeg hele tiden skal finde nye omfartsveje. Jeg må acceptere, at jeg ikke kan flyve, men jeg kan gå lidt, hoppe lidt fremad, komme frem i mit eget tempo, på min egen måde. Det er bare svært, når systemet ikke understøtter andre veje.

Tør jeg satse på min drøm?

Min drøm er at gøre en forskel gennem sang og musik. At min historie kan inspirere andre til at følge deres drømme, selvom vejen derhen virker umulig. Jeg har en drøm om at komme på konservatoriet en dag, men chancen for at klare en fuldtidsuddannelse virker ikke så sandsynlig for mig. Jeg ville ønske, at der var bedre muligheder for at tage de videregående uddannelser på deltid eller at de lettere kunne tilrettelægges ud fra den enkeltes behov. 

Jeg føler mig så heldig, at jeg har en sagsbehandler i mit ressourceforløb, som ser mig, støtter mig, tror på mig og lytter til mig. Der bør være flere som hende. Hun gør, hvad hun kan for at hjælpe mig med at forfølge min drøm, men kommunen er også begrænset af bestemte rammer.

Lige nu har jeg fået lov og ro til at tage et deltidskursus, som er konservatorieforberedende, og som jeg har drømt om siden gymnasiet. At være i gang med kurset hjælper mig ud af limbolandet, men der følger en masse usikkerhed med. Hvad nu, hvis det går galt? Hvad, hvis jeg bliver nødt til at stoppe mit kursus før tid en dag? Hvad, hvis kommunen stopper med at støtte op om det? Hvad, hvis jeg en dag kommer ind på konservatoriet og bliver nødt til at droppe ud, fordi min krop ikke kan holde til det? Jeg ved ikke, om jeg kan overleve at få knust mine inderste drømme. Så meget har fejlet tidligere. Hvad, hvis jeg ikke kan gøre det, som giver mit liv formål, bare fordi jeg ikke kan passe ind i rammerne?

Den skjulte gave

Jeg har lært at finde en accept i at være med på min egen måde. Acceptere, at jeg ikke kan flyve og må komme fremad på min egen måde, og håbe på, at det går op og kan lade sig gøre inden for systemets rammer. Det er selvfølgelig utrolig ensomt, men hvis jeg havde kunne flyve med alle de andre, så ville jeg have gået glip af mange ting, som jeg i dag ikke vil være foruden. Fordi jeg er nødt til at gå i stedet for at flyve, så ser jeg livet og verden på en helt anden måde og får set afkroge, som kun få ser. Jeg har personligt lært så meget om livet, verden og mig selv. Jeg tør se mennesker i øjnene, være til stede, rumme min egen og andres smerte, sorger og glæder. Dét er den største gave. Jeg har oplevet, at man kan bidrage til verden og samfundet på en værdifuld måde ved bare at være til stede. Gøre en forskel i nuet. Når man ikke har travlt med at flyve med flokken, er der tid til at lære sig selv at kende på et meget dybt niveau. Jeg har mistet meget, men har også vundet meget. Jeg vil ikke være foruden mine begrænsninger og frustrationer, foruden håbet, musikken og mine drømme. Jeg er en sangfugl, der ikke kan flyve, som de andre kan, men jeg kan gå på mine fødder. Et lille skridt hver dag.

Forfatter
Thea, 25 år, kvinde
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
13
min

Jeg gjorde alle de her ting i desperation. I håbet om, at jeg ville få en eller anden bekræftelse, som jeg søgte.

Jeg tror, at de fleste mennesker lever liv, hvor de lever for at få en uddannelse og et job, en bil og et hus, kone og børn. Et liv, som er en konstant jagt på noget andet end det, som man på nuværende tidspunkt er og har. En flugt fra nuet, som består i løfterne om fremtiden. Et liv i illusionen om, at lykken er lige rundt om hjørnet – hvis nu bare du får den uddannelse… eller det job… eller den krop… eller hvad der ellers udgør vores kollektive fortælling om, hvad der skal til for at få et godt liv. 

Det er et liv, hvor man gør det, som er forventet af én. Hvor man lever, sådan som man nu engang bør leve, uden at tænke synderligt meget over, om det er sådan, man ønsker at leve. Og uden at tænke synderligt meget over, om det, man beskæftiger sig med, er noget, man værdsætter, eller om det blot er noget, man beskæftiger sig med, i håbet om, at man endelig (i kraft af dette) vil føle sig værdsat.

Det kan lyde, som om jeg anskuer mig selv som bedre end andre – som om jeg er vågnet op fra en illusion, som alle andre stadig køber ind på. Men misforstå mig ikke. Jeg er på ingen måde hellig, og jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, hvordan andre skal leve deres liv. For jeg ved stort set ingenting. Men jeg har lært af erfaring, at jeg ikke skal leve sådan et liv. 

Vi er alle givet nogle bestemte vilkår på forhånd: Vi lever i en bestemt historisk periode, i et bestemt land, med en bestemt kultur, i en bestemt familie. Alle disse vilkår har ikke så lidt at skulle have sagt, når det kommer til, hvordan vi forstår os selv og den verden, vi er en del af. Jeg voksede op med en religion, som jeg fulgte, og jeg bad dagligt – ikke fordi jeg ærede Gud, men fordi jeg håbede, at han ville skænke mig lykken. Jeg voksede op med en fortælling om, at jeg skulle tage en uddannelse, og jeg stræbte dagligt – ikke fordi jeg havde lyst til at tage en uddannelse, men fordi jeg var overbevist om, at det var nødvendigt for at få et godt liv. Jeg bar rundt på alle disse ideer, der ikke var mine egne. Ideer som jeg navigerede efter, og som jeg efterlevede og legemliggjorde. Ikke fordi jeg havde lyst, eller fordi jeg havde besluttet mig for det, men fordi jeg aldrig havde tænkt over, at det kunne være anderledes, og fordi jeg var overbevist om, at de var sande – og at jeg rent faktisk ville blive lykkelig, hvis bare jeg gjorde sådan og sådan.

Men selvom jeg virkelig forsøgte, følte jeg mig aldrig lykkelig. Jeg blev aldrig lykkelig. I stedet mærkede jeg et hul indeni, som voksede, og jeg begyndte at føle mig fanget. Det var, som om jeg var passager i et tog, der buldrede afsted, uden stoppesteder. Jeg vidste ikke, hvor jeg var stået på, eller hvor jeg skulle hen. Jeg var i gang med en uddannelse, som jeg egentligt ikke ønskede. Jeg trænede regelmæssigt, fordi jeg troede, jeg ville få det bedre med mig selv, og at andre ville synes bedre om mig, hvis jeg havde en flot krop. Jeg festede og drak mig i hegnet og fandt en vis tryghed i det fællesskab, jeg kunne finde heri. Men jeg ønskede ikke en uddannelse. Eller en flot krop. Eller at drikke mig i hegnet.

Jeg gjorde alle de her ting i desperation. I håbet om, at jeg ville få en eller anden bekræftelse, som jeg søgte. I håbet om, at jeg endelig ville føle mig tilpas indeni. Men intet af det hjalp. I stedet blev det hul, jeg følte indeni, blot dybere og dybere, og der skulle mere og mere til at fylde det. Jeg følte, at jeg levede en slags søvngængertilstand; den måde, jeg levede på, virkede mekanisk, og hver uge var som en gentagelse af den forrige. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev dybt fortvivlet. Jeg ønskede ikke at leve det liv, jeg levede, men samtidig kunne jeg ikke give slip på det. Jeg var konstant i konflikt med mig selv, og jeg nærede kun følelser af vrede, skam, selvhad og sorg. 

Tag dog ikke fejl. For selvom jeg ikke var lykkelig over det liv, jeg levede, var det alligevel behageligt. Der var noget betryggende i at lade ens liv passere uden at tage ansvar for det. Det var bekvemmeligt altid at kunne skyde skylden på andre.  Og det var behageligt at vælte sig i alle disse følelser – vrede, skam, selvhad og sorg. Jeg tilstår gerne, at jeg dyrkede det. Så paradoksalt som det måske kan lyde, så elskede jeg at have det elendigt. Min elendighed åbnede op for alverdens destruktive impulser, som jeg kunne godtgøre at handle på. Jeg drak mig fuld med kammeraterne i weekenden, og efterhånden tog det overhånd, og vi begyndte at drikke i hverdagene. Det eskalerede: Jeg begyndte at tage kokain til fester, så jeg kunne drikke mere og holde mig vågen til morgenfesterne. 

Men på et tidspunkt begyndte jeg at tage tidligere hjem fra fester, og jeg fandt ikke den samme glæde i det sociale liv som før. I stedet begyndte jeg at isolere mig selv, og jeg skiftede kokainen ud med amfetamin, som bedøvede de ubehagelige følelser, jeg havde: uroen og tankemylderet, vreden, sorgen og ensomheden. Stofferne gjorde, at jeg for en gang skyld kunne være i mig selv. Men den hedonistiske lykke, som var den eneste, jeg følte, jeg kunne opnå, efterlod mig blot endnu mere tom og endnu mere ulykkelig end før. Jeg forsømte mig selv. Eller måske straffede jeg mig selv, fordi jeg ikke opnåede mine mål? Eller fordi de mål, jeg opnåede, alligevel ikke gjorde mig lykkelig? Selvom jeg fralagde mig ansvaret for mit liv, gav min adfærd alligevel udtryk for, at jeg selv var skyld i tingenes tilstand – at det var min skyld, at jeg ikke var lykkelig, og at jeg derfor skulle lide under det.

Jeg havde nået et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde ramt bunden. Jeg havde fuldkommen mistet overblikket over mit liv. Jeg var dybt depressiv, og jeg så ikke længere særlig meget til nogle af mine venner. Jeg havde givet op på at forbedre mig, havde forkastet ideen om, at jeg nok skulle blive lykkelig, hvis nu bare… Jeg var helt holdt op med at lede efter det, der skulle gøre mig lykkelig. Og lidt efter lidt føltes det, som om at et åg løftedes fra mine skuldre. Jeg begyndte langsomt at kunne være i mig selv igen, uden hele tiden at skulle distrahere mig selv fra de tanker og følelser, der uhjælpeligt dukkede op. Jeg blev ikke lykkelig, men jeg mærkede en indre ro, jeg ikke havde følt længe – hvis overhovedet. Og herefter gik det langsomt op for mig, at jeg hele mit liv havde ledt det forkerte sted efter det, jeg søgte. Den bedste måde, jeg kan illustrere, hvordan jeg havde det, er med fortællingen om den fulde mand, der leder efter sine nøgler. Den går nogenlunde sådan her:

En politimand ser en fuld mand, der står under en lygtepæl og leder efter noget. Politimanden spørger manden, hvad han har tabt, og manden svarer, at han har tabt sine nøgler. Politimanden begynder at hjælpe med at lede. Et par minutter efter spørger politimanden, om han er sikker på, at han har tabt sine nøgler her, hvortil den fulde mand svarer nej og forklarer, at han tabte dem længere ned ad gaden. Politimanden spørger derfor, hvorfor han så leder efter nøglerne her, og den fulde mand svarer, at lyset er bedre her.

Jeg følte mig som den fulde mand. Jeg ledte efter lykken dér, hvor jeg troede, at den var lettest at finde. Men endelig gik det op for mig, at det, jeg søgte, ikke skulle findes udenfor mig selv, men indeni. At jeg allerede besad det, jeg behøvede. At jeg, uanset hvad jeg gjorde med mit liv, og uanset hvilke desperate ego-drevne projekter, jeg gav mig i kast med, i forsøget på at bekræfte min egen eksistens, aldrig ville være tilfreds, hvis ikke jeg hvilede i mig selv.

Det er efterhånden en udbredt fortælling, at vi er mere frie end nogensinde før. At vi er vores egen lykkes smed, og at det er op til os selv at skabe det liv, som vi ønsker at leve. Men jeg er overbevist om, at dette blot er en illusion. Jeg har størstedelen af mit liv levet efter andres ønsker og imperativer, men troet, at de var mine egne. Der er et korttrick, som jeg ofte lavede, da jeg var yngre, som jeg håber kan illustrere min pointe. Jeg blandede kortene og viste hele kortsættet for personen, som tilsyneladende havde fri mulighed for at vælge hvilket som helst kort i bunken. Men friheden er kun tilsyneladende, og personen vælger altid det kort, som jeg ønsker, de skal vælge. Vi er på samme vis overbeviste om, at vi er frie til at vælge lige det, vi ønsker – og det gør os blinde for, hvordan vores ønsker er strukturerede på forhånd og dermed begrænsede. Vi kan vælge mellem utallige uddannelser – men at vi skal tage en uddannelse er en selvfølge. Vi kan vælge, hvordan vi vil udvikle os selv, og hvilke egenskaber vi vil tilegne os – men at vi skal udvikle os selv er givet. Vi kan selv vælge, hvilken vej vi vil gå for opnå lykken – men at vi skal jagte lykken, er udenfor enhver tvivl. 

Men jeg tvivler. Jeg betvivler, at der er nogen nytte i at jage lykken – og jeg tror, at det er mere sandsynligt, at du blot jager den bort. Jeg betvivler, at vi nogensinde bliver lykkelige, uanset hvad vi opnår af samfundsskabte succeskriterier. Det er et fatamorgana, og for hvert mål, du opnår, flyttes målstregen blot endnu længere væk. Jeg ønsker ikke at følge en vej, som andre har lagt for mig – selv ikke, hvis det betyder, at jeg når den rette destination. Det var, hvad jeg følte, at jeg gjorde med de mange uddannelser, jeg forsøgte mig med. Jeg vil hellere gå min egen vej – selv med risiko for, at jeg farer vild. Og det var netop, hvad jeg følte, at jeg gjorde for første gang i mit liv, da jeg droppede enhver intention om at tage en uddannelse. 

Misforstå mig ej: Jeg forsøger ikke at overbevise andre om at følge den samme vej som jeg, men at finde deres egen vej og følge den. Jeg forsøger ikke at overbevise nogen om, at de ikke burde tage en uddannelse. Men spørg dig selv, hvem du gør det for, og hvorfor du gør det – og vær sikker på, at du gør det af de rigtige årsager. At du gør det, fordi det er meningsfuldt i sig selv, og ikke fordi du håber, at du endelig bliver lykkelig, når du kan kalde dig cand.merc., cand.jur. eller hvad ellers man kunne drømme om – for selvom det utvivlsomt kan gøre dig lykkelig i en stund, vil lykken falme. For sindet er umætteligt. Det griber sporadisk i alle retninger, og det stiller sig aldrig tilfreds. Uanset hvad du opnår, vil det med tiden miste dets sødme, og sindet vil igen sætte sig i bevægelse i jagten på et nyt mål. Og du vil aldrig blive fri for den konstante strøm af tanker og følelser. Planer om fremtiden og erindringer om fortiden. Bekymringer og bebrejdelser. Skyld og skam. Ønsker om, at dét og dét var sådan – eller ikke var sådan. Uanset hvad du opnår, vil du stadig være plaget af dit sind. Og det gælder naturligvis også for mig.

Forfatter
Anil Capar
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

Så hvad er problemet? Jeg har jo tilsyneladende hovedet skruet godt på, ben i næsen og noget mellem ørene. Problemet er, at jeg har en skrue løs.

Skrevet i noter d. 19. april 2022 kl. 13:54

Jeg drukner i rutineprægede retoriske spørgsmål:
”Du har fået post fra det offentlige. Log ind på e-boks for at læse beskeden.”
Aktiveringstilbud,
more like aktiveringstvang.
Har aktiveringstrang, men jeg er syg.
Et sygt system, der gør syge sygere.
3 år med:
”Vi skal hjælpe dig med at finde ud af, hvad du vil, og hvordan du kommer derhen.”
Jeg vil være rask, og I hjælper mig ikke.
Får kvalme ved hvert nye ansigt;
de har alle det samme stramme smil malet i ansigtet, som var de produceret på et samlebånd.
Og de spørger alle sammen om de samme ting:
”Ved du, hvad du vil?”
Ja, jeg ved.
”Nå, men ved du, hvordan du kommer derhen?”
Ja, jeg fucking ved.
Jeg har brugt 3 år på det her lort.
Jeg er blevet en robot i den store fabrik,
et produkt, der skal spyttes ud hurtigst muligt.
Men hvordan kan nogle højtuddannede være så absurd tykpandede, at de ikke fatter, at de
standser mig i processen?
Holder mig fanget i en fængselscelle af paragraffer og regler?Et sølle liv for en sølle pige,
er det mon dét, jeg fortjener?
At blive straffet af mit eget velfærdssystem,
fordi jeg ikke lever op til deres rammer om velfærd?

Det første møde

Kalenderen skriver d. 10. juli 2019, min første sommer som voksen. Mine første lovlige caféøl var i fuld gang med at blive drukket, mit første år på Roskilde Festival var i vente, og jeg var endelig færdig med kørekortet.

Alle mine venner ventede spændt på at overgå fra putter til 2.g’ere – nu var det slut med de korte kjoler til gallafesterne.

Jeg går med min mor i den ene hånd og min kontaktperson fra bostedet i den anden. Lange skridt mod fiaskoens port. Så snart jeg træder ind ad denne dør, har jeg givet op på mig selv; jeg er en skændsel for samfundet. En menstruationsplet på et nyvasket hvidt lagen. En af dem, som vi helst ikke vil have med i statistikkerne, når vi skal lege med de store drenge ude i verden. Sådan én, der ikke bidrager med noget som helst til vores ærede samfund.

Jeg bliver

KONTANTHJÆLPSMODTAGER!
STATSKASSENASSER!

Føj. Det føles ærlig talt som jordens undergang. Det her er nok det sidste, jeg vil, udover at tigge om penge i et papkrus på Nørreport Station med et sølle skilt, hvor teksten skrevet med en halvudtørret sprittusch lyder: “Hjælp, giv mig dine penge.” Men min opsparing er brugt, og det er lang tid siden, at mit funktionsniveau har lignet noget, der ville kunne putte mad på bordet. Så her står jeg, ude foran F86 på Frederiksberg – en afdeling på jobcenteret for unge under 30 år – med min mor og min støttepædagog – én i hver hånd.

Jeg får røget det sidste hvæs af min smøg og skodder den i metalaskebægret, der hænger på muren ved siden af den store glasdør, der fører ind til jobcentret aka definitionen af helvede for en ellers “privilegeret” person. Så kommer min mor med det uundgåelige spørgsmål:

”Nå duddi… Skal vi gå ind?”

Jeg har vel ikke noget valg, så jeg nikker modvilligt ned mod jorden og trasker op ad det lave trin, som føles uoverskueligt højt. Før jeg kan nå at løbe skrigende bort, tager jeg fat om det kolde metalhåndtag for at skubbe døren op. Vi tager elevatoren til 3. sal, hvor vi får lov at tage plads, mens vi venter på min samfundsmæssige henrettelse.

Forkert på den rigtige måde?

Det skal ikke være en hemmelighed, at uddannelseshjælp, som det hedder, når man er uuddannet og under 30 år, ikke just er en guldmine. Det minder mere om en gabestok, hvor man bliver hængt op og udstillet til offentlig ydmygelse, hver gang man får stillet det famøse spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”

Ikke nok med at man implicit må svare: ”Jeg laver egentlig ikke noget, men jeg lever for dine penge,” så må man for egen og ligesindedes skyld i samme åndedrag sige, at andres penge desværre ikke er nok.

Noget, der dog kan forsøde tilværelsen en smule, er det eftertragtede handicaptillæg. Et særligt tillæg for dem med den rigtige diagnose. Jeg tror ikke, at nogen rigtigt ved, hvad det egentlige grundlag for at vurdere, om du er forkert på den rigtige måde, er. Men jeg er en af de heldige få, der har fået guldbilletten underskrevet af min psykiater.

Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-type.

Blandt andet. Men de andre diagnoser, jeg også har på cv’et, kan i jobcentrets øjne være så ligegyldige, at det er til at grine af. For at udpensle, hvor småt nåleøjet til handicaptillæg er, så er der 7 registrerede psykiatriske diagnoser, som giver adgang til dette. Det er på trods af det svimlende antal forskellige psykiatriske diagnoser, der eksisterer – som er omkring 450. Processen i at søge dette tillæg er ikke ligetil. Jeg husker, at der var utallige korrespondancer frem og tilbage med receptionister, gamle psykiatere og socialrådgivere. Et virvar af formaliteter og dårlig kommunikation, som jeg var nødt til at være mellemmand i. Et stort ansvar at putte på et menneske, der knapt nok kan børste sine tænder trods glimrende fysik.

At være egen sagsbehandler

Jeg har utallige gange fundet mig selv i en position, hvor jeg har ageret egen sagsbehandler. Egen mægler. Egen tovholder. Jeg har sågar følt mig tvunget til at være advokat i visse situationer. Alt dette mens jeg i perioder har været selvmordstruet og ikke engang kunne kravle ud af sengen mod toilettet for at tisse.

Én episode står især klart for mig. 

Det var i skrivende stund sidste år, da jeg for, hvad der føltes som tusinde gang, fik ny sagsbehandler i jobcentret. Jeg var indkaldt til en såkaldt jobsamtale, som, jeg synes, er så ovenud fjollet at kalde det – det er sådan set bare en evalueringssamtale om, hvordan det går i ens personlige udvikling, og i mit tilfælde hvordan det går psykisk og med min behandling. 

Jeg kom for sent til omtalte samtale. En ting, der uheldigvis og til min egen frustration sker ofte. Sagsbehandleren virkede åbenlyst irriteret over dette – måske det bare var min oversensitive borderlinehjerne, der så spøgelser. Men jeg mener, at lige netop dette skal der tages hensyn til, især når man arbejder i en afdeling specifikt skabt for sårbare unge.

Han stillede en masse ualmindeligt dumme spørgsmål, som signalerede, at han ikke engang havde læst den første sætning af min sag. Han vidste ikke, at jeg havde borderline, og da slet ikke, at jeg også havde andre diagnoser. Det til trods for, at netop dét står beskrevet meget kort inde i min sag. Jeg følte mig hånet og ligegyldig. Jeg så en bekræftelse i mange kontanthjælpsmodtageres kroniske følelse af ikke at være noget som helst andet end endnu et sagsnummer i bunken. At han ikke engang havde gidet bruge tid på at læse bare de første sider af min journal, gjorde mig egentlig ret sur. Ikke nok med, at han ikke var klar over, at jeg var syg, så havde han heller ikke den fjerneste forstand på, hvordan disse udfordringer spændte ben for mig og påvirkede min dagligdag. 

Hverken han eller jeg fik en disse ud af mødet. Jeg lukkede lynhurtigt af for ham, hvilket kan forklares med mine psykiske udfordringer og ikke mindst flere år som kastebold i dette gudsforladte og drænende system. Han havde ikke sat sig det mindste ind i min sag og kunne derfor ikke komme med nogle som helst konstruktive inputs. Alt i alt en røvnederen oplevelse, og jeg er lykkelig for, at han kun var min sagsbehandler for en kort periode. Desværre var det langt fra den eneste hændelse i denne kaliber, jeg har oplevet siden da.

“Du skal jo bare tage dig sammen”

Men hvorfor er det egentlig, at en ung, intelligent og socialt begavet kvinde, jeg så tit bliver beskrevet som, er endt i denne skrue uden ende? Burde jeg ikke have mere at byde på end at møde op til en enkelt samtale en gang hver 2./3. måned? Burde jeg ikke bruge mine mange privilegier til noget konstruktivt, få noget indhold i hverdagen og bruge mit kloge hoved på at få en uddannelse?

Det mener mange – mig selv inklusivt. Jeg bliver gang på gang mødt af svimlende komplimenter, hvilket jeg selvfølgelig er både stolt af og smigret over.

Uden at pudse min egen glorie for meget så har jeg en intelligens, der er et godt stykke over gennemsnittet.

Jeg er yderst velbegavet på det sociale plan og har ingen problemer med at omgås mennesker. Udadtil i hvert fald.

Jeg besidder en selvindsigt, som signalerer, at jeg har mere styr på mig selv, end mange mennesker får, før de kradser af. Udadtil i hvert fald.

Jeg er kreativt anlagt og har mange talenter – både inden for det akademiske, men også på det menneskelige og kunstneriske plan. Hvis jeg beslutter mig for at lære noget, går der sjældent lang tid, før jeg har lært det.

Så hvad er problemet? Jeg har jo tilsyneladende hovedet skruet godt på, ben i næsen og noget mellem ørene. Problemet er, at jeg har en skrue løs. Nok egentlig en del.

Jeg har siden barnsben været skrøbelig af sind. Jeg har optaget ekstremt meget energi fra mine omgivelser, som i virkeligheden nok har været på grænsen til det sygelige, hvis ikke komplet sygeligt. 

Min opvækst har været svær og ustabil. Der har været både psykisk og fysisk vold i hjemmet. En hverdagsalkoholisk far med sine egne udfordringer. En mor, der var lige så meget offer, som jeg selv og min storesøster var, og som også havde sine egne udfordringer. Gentagende enorme svigt fra de voksne omkring mig, som burde have beskyttet mig. Det har langt fra været en lotterivindende barndom. 

Selvmordstanker fra jeg var 8 år gammel. Selvskadende adfærd hele mit liv. Jeg blev mere eller mindre fjernet fra hjemmet hos min mor og stedfar, da jeg var 15 år gammel – frivilligt vel at mærke. Af hensyn til mig selv og resten af familien.

Jeg flyttede på et bosted for psykisk syge unge. Et kæmpe turning point for mig, både for det bedre og det værre. Jeg var diagnosticeret med – hold nu fast:

Borderline personlighedsforstyrrelse
Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse
Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
Svær depression
Social angst
Seperationsangst
Generaliseret angst
Agorafobi
Psykotiske symptomer/tendenser

Og udover det virvar af fagtermer, blev der også noteret, at jeg var:

Yderst selvmordstruet

og havde:

Yderst selvskadende adfærd.

Puha. Jeg forberedte dig på, at det var noget af en mundfuld.

Senere blev disse diagnoser alle skrottet for toppen af listen over psykiske sygdomme:

Paranoid skizofreni.

Jeg udviklede også et alkoholmisbrug, da jeg var sølle 16 år. For at sige det mildt, havde jeg det lortedårligt i mit lille hoved og hjerte. 

Jeg er heldigvis efter 9 år i psykiatrien kommet en lang vej, men psyken spænder stadig ben for mange af de ambitioner og drømme, jeg har – og som andre har på mine vegne.

Jeg har i over et år været sygemeldt fra jobcentret som følge af en indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling og et kokainmisbrug – som jeg (God bless) har arbejdet mig ud af. Jeg er stadig sygemeldt, lige nu de næste 4 måneder frem. 

Jeg har et minimalt mentalt overskud, som hurtigt bliver opbrugt. Jeg er hypersensitiv i sociale interaktioner, og der skal næsten ingenting til, at hele min verden bryder sammen. Det kan være en lille ændring af planer, et simpelt punktum i en besked fra en veninde, eller et ansigtsudtryk, jeg tyder som, at personen inderligt hader mig.

Jeg kører enten 200 km/t, eller også er motoren fuldstændigt slukket. For mig findes grå ikke – det er enten sort eller hvid. 

Mine følelser er ikke kun letpåvirkelige; de er også ekstreme. Når jeg er ked af det, har jeg lyst til at ende mit liv. Når jeg er sur, kan jeg sige modbydelige ting. Når jeg er nervøs, signalerer min krop, at jeg er ved at dø. Men når jeg er glad, er jeg euforisk, og intet i verden kan ramme eller stoppe mig. Enorme udfordringer og noget af et kludder af knuder at finde rundt i. 

Jeg er ved at lære at passe på mig selv på den mest hensigtsmæssige måde uden at sidde fast i det trygge og velkendte. Jeg er ved at lære at se farven grå.

Men denne proces er lang og snørklet, og jeg tror, at det kommer til at tage lang tid, før jeg finder balancen i det indre kaos. Jeg har dog fundet håbet frem igen, og det er vigtigt at ære og nære – og det er vigtigt, at systemet hjælper mig med netop dét.

Det nuværende offentlige forsørgelsessystem er desværre skruet sådan sammen, at midlerne simpelthen ikke er til det. Det er trist at se kompetente rådgivere og sagsbehandlere blive holdt tilbage i det, de brænder for – at hjælpe udfordrede mennesker godt på vej – på grund af benspænd af latterlige formaliteter.

Nå, men hvad så?

Det er jo nemt at sidde og kritisere systemet, politikerne og de øverste hoveder i kommunerne. Der er efterhånden kommet et stort og nødvendigt fokus på, at noget ikke fungerer i vores velfærdssystem. Det største problem er måske, at der ikke bliver lyttet til os, der rent faktisk drukner i suppedasen – både borgerne i systemet og de fagpersoner, der arbejder i det. Gnisten bliver gang på gang slukket for begge parter, og det er super ærgerligt. 

Der skal oprettes et mellempunkt. Lige så meget, som jeg selv skal lære farven grå at kende, skal beslutningstagerne også. Lige nu er der ingen rigtig grå løsning. Ingen løsning for os, som principielt godt kan komme ud på den funktionelle side, men som har brug for pusterummet, der kan sætte fut i den personlige udvikling. Det er enten eller. 

Alt for mange syge borgere er uretfærdigt fanget på kontanthjælp eller i et endeløst pres i form af ressourceforløb. Jeg har hørt flere historier om syge mennesker, som bliver revet umenneskeligt rundt i 10-20 års jobafklaringer, før de er så udmattede af at være i det “støttende og motiverende” system, at de langt om længe får tildelt en førtidspension. Mennesker som, hvis de var blevet grebet i starten, med høj sandsynlighed ville kunne have bidraget positivt til samfundet.

Vi får konsekvent at vide, at vi skal være taknemmelige for, at vi overhovedet kan blive forsørget af staten. Faktum er bare, at den måde, som systemet er indrettet på i dag, i mange tilfælde er en stopklods for den udvikling, der kunne have været. Faktum er, at kontanthjælp ikke er lavet som en langtidsholdbar løsning. Havde det fungeret i praksis, ville det være et rigtigt godt initiativ. Kontanthjælp er lavet som en sidste udvej, hvis man har opbrugt sine dagpenge og stadig har svært ved at finde ny beskæftigelse. Det skal ikke være fedt at være på kontanthjælp, fordi man skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen. Man skal ikke leve på kontanthjælp, udelukkende overleve.

Vi står som samfund med det kæmpe problem, at syge borgere bliver fanget i denne uholdbare og uudholdelige overlevelsesfase, når vi i virkeligheden har brug for fred og ro, så vi kan komme ud på en tilfredsstillende side uden at blive straffet for at være syge.

Jeg beder om en grå løsning for alle os, der er midt imellem. Jeg beder ikke om luksus, Gucci tasker og herskabslejligheder, men jeg beder om en tilværelse, der er værd at være i. En tilværelse, der motiverer og bakker op i stedet for at fastlåse og straffe. Et springbræt til dér, hvor de fleste af os drømmer om at nå hen. 

Jeg beder om at blive lyttet på. Jeg beder om at blive taget seriøst. Jeg beder om i hvert fald et forsøg på forståelse.

Kærligst Ditte

Forfatter
Ditte, 23 år, kvinde
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
13
min

Jeg havde det forfærdeligt, intet hang sammen, og virkeligheden smuldrede for mig. Bogstaveligt talt.

Min bedste ven var der, men de sov, og jeg var angst og bange for at sige til dem, at jeg havde brug for hjælp. Jeg husker, at jeg sad på terrassen og kiggede på træerne, og normalt skifter træer ikke form; de forbliver deres størrelse. Men de træer, jeg så, blev mindre og større. En stemme hviskede i mit øre. Skygger kom kravlende. Jeg lukkede øjnene.

Som 14-15-årig fik jeg symptomer på skizofreni, midt i en ferie i et sommerhus, et sted i Nordjylland. Jeg havde en masse drømme, ting jeg gerne ville, ønsker, ambitioner. Men nogle gange er livet hårdt. Jeg har diagnosen Paranoid Skizofreni, og med det kommer der en masse andre diagnoser: angst, depression og PTSD.

Jeg gik på efterskole, hvilket er det bedste og hårdeste år i mit liv. Jeg begyndte for alvor at cutte, jeg var selvmordstruet og ikke mindst meget deprimeret. Jeg færdiggjorde 10. klasse, og derefter lå jeg i min seng i lang tid og var deprimeret. Jeg husker ikke særlig meget fra de måneder; jeg sov og græd og hulkede. Jeg var deprimeret. Jeg husker, at jeg stjal hovedpinepiller fra en bekendts badeværelse, bare så jeg kunne slå mig selv ihjel. Jeg ønskede ikke livet. Jeg var sur og utilfreds, og jeg kunne ikke mere. Verden føltes så umulig. Jeg var tom indeni.

Men jeg fik venner for første gang i mit liv, og jeg kom hjemmefra, hvilket jeg havde meget brug for. Min biologiske far var voldelig og manipulerende. Han fortalte løgne om min mor, som jeg troede på, og det ødelagde mit forhold til min mor i mange år. Men heldigvis, som 17-årig, slap jeg fri fra hans lange kløer. Jeg skiftede adresse og begyndte at se min mor, som den hun var. Jeg har prøvet en HF tre gange og måtte stoppe efter kort tid. Første gang var efter efterskolen, hvor jeg, som sagt, var deprimeret og selvskadende. Jeg blev mobbet og havde ingen venner. Alt det her formede mig og gjorde mig kold, indadvendt og ikke mindst sur.

Første gang på HF som 16-årig var skræmmende og føltes som en kæmpe mundfuld. Det var det også. Jeg var meget angst, og det hjalp ikke, at alle kendte alle. Jeg er ikke den bedste til at få nye venner og bekendtskaber. Det kunne også være, folk ikke kendte hinanden, men det føltes, som om de gjorde. Jeg var egentlig glad for fagene - det har aldrig været dér, jeg var dårlig - men som sagt når det kommer til bekendtskaber, er det svært for mig. Jeg stoppede efter tre måneder, fordi jeg cuttede hver dag bare for at kunne mærke noget, men også fordi det, på et ellerandet tidspunkt, bliver en vane og en afhængighed. Ligesom stofmisbrugere skal have deres næste fix, skulle jeg også. Da min mor fandt ud af, at jeg cuttede, blev hun bekymret og trist, og sammen besluttede vi os for, at jeg skulle stoppe på HF. Månederne efter var lange og hårde; UU-vejlederne mente ikke, at en 16-årigkunne ligge hjemme i sengen. Jeg var jo bare doven. Men det var jeg ikke. Jeg var deprimeret og kæmpede en kamp indeni, hver dag, hvert minut, hvert sekund.

Da jeg følte, at jeg nogenlunde var ovenpå igen, bestemte min voldelige far, at jeg skulle starte på noget uddannelse, for han var også af den holdning, at hvis man ikke var fysisk syg, så kunne man sagtens gå i skole.

Så jeg startede på en ungdomsskole og var der resten af skoleåret, hvor jeg tog engelsk, dansk og matematik bare for at lave noget, som man jo skulle, når man er 16 år og “frisk”.

Efter ungdomsskolen kom jeg på produktionsskole, hvilket faktisk var et okay år. Jeg fik et par venner, men fra starten af havde jeg lavet den aftale med mig selv, at det var ok, hvis jeg ikke fik nogle venner. Jeg var så sikker på, at det der med venner ikke var noget for mig, selvom jeg inderligt ønskede dem. Året gik, men min angst plagede mig; det var svært at spise frokost med de andre, det var svært at være på systuen, når der var alt for mange mennesker, og jeg måtte flere gange gå på toilettet bare for at være lidt alene, så jeg kunne trække vejret.

Mig og min veninde besluttede at starte på HF sammen, da året var ovre. Vi fik skræddersyet en HF, så vi kunne tage den på tre år for at mindske presset. Jeg var glad for at være startet på en uddannelse og var ved godt mod. Men en anden veninde døde pludseligt, og endnu en gang var jeg ked af det. Deprimeret. Hendes død tog rigtigt hårdt på mig; vi havde kendt hinanden siden efterskolen. Hun døde i januar 2017. Jeg var 18 år og måtte erkende, at jeg ikke skulle fortsætte på skolen. Jeg missede flere og flere fag, hele dage, hvor jeg igen lå derhjemme og var deprimeret.

Den sommer flyttede jeg hjemmefra. 19 år gammel og klar til at møde verden. Jeg flyttede sammen med min bedste ven i Nordjylland. Jeg var på kontanthjælp, men ville gerne hjemmefra, og min bedste ven og jeg fandt en lejlighed. Vi havde en kat og levede nærmest som et gammelt ægtepar. De var også på kontanthjælp, men vi fik det til at hænge sammen.

Jeg fik endelig min skizofreni-diagnose i januar derefter. Jeg havde kæmpet længe med psykiatrien, fordi skizofreni er en farlig diagnose, som de sjældent giver til unge mennesker. Men der var en læge, der anerkendte mine problematikker. Det var rart endelig at blive hørt, set og ikke mindst forstået. Jeg ringede hjem til min mor og græd, hulkede og nærmest vrælede. Jeg var så glad for, at nogen tog mig alvorligt, men vidste også, at det her ville blive en sværere kamp end årene forinden. Jeg havde været indlagt på psyk som 16-årig i omkring syv dage, men efter min diagnose, sommeren hvor jeg blev 20,var jeg indlagt i en måned. Jeg havde det forfærdeligt, intet hang sammen, og virkeligheden smuldrede for mig. Bogstaveligt talt.

For mig er det svært at kende forskel på virkelighed og fantasi. Det har det altid været. Som barn, hvis jeg havde set noget uhyggeligt eller skræmmende, ville jeg, når jeg gik i seng, altid mumle: “Det findes ikke, det findes ikke,” indtil jeg faldt i søvn. Og hvis jeg ser en alt for virkelighedstro film, selv i dag, kan jeg finde på at mumle til mig selv, når jeg går i seng. Den måned på psyk var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg ramte bunden. Hvilket jeg troede, jeg havde prøvet før, men det her var en bund endnu længere nede.

Jeg skulle aflevere alt farligt, da jeg kom ind på den lukkede: nøgler, lighter, mobiloplader. Selv stropperne på min rygsæk var for farlige, så rygsækken måtte stå inde på vagtstuen. Efter omkring 24 timer blev jeg heldigvis flyttet til den åbne afdeling. Psyk var en masse hvide vægge med grå døre og små rum. Intet menneskeligt. Det hele havde rene linjer, det lignede næsten et udstillingshjem. Der var ikke noget, der gjorde det hyggeligt. I midten af psyk, i en baggård, måtte man ryge. Vi lærte hurtigt hinanden at kende, os rygere. Der er bare noget hjemligt, hyggeligt og nærværende ved at være ryger. Især sådan et sted. Det er dér, snakken går på, hvem af personalet der er rare, hvem der er mindre gode at snakke med og så videre.

Igen lå jeg i en seng og græd. Jeg havde ingen mulighed for at cutte eller slå mig selv ihjel. Jeg havde dog selv valgt at blive indlagt, fordi selvom jeg ikke ønskede at være her mere, skræmte døden mig noget så inderligt. Det var som sådan ikke smerten ved døden, men mere hvad det næste så ville være. Jeg er ikke en særlig spirituel eller troende person men det uendelige mørke skræmte mig.

Det er et faktum, at jeg har prøvet at slå mig selv ihjel fem gange. Skole var umuligt, arbejde kom aldrig på tale.

Jeg var 20 år og lige blevet udskrevet fra psyk. Hele verden foran mig. Jeg kæmpede hårdt, jeg kæmpede med alting og blev bedre og bedre til at takle verden og alle dens udfordringer. Jeg søgte om en lejlighed alene og uden min bedste ven. Jeg ville have en uddannelse. Endnu en HF, for jeg vidste, at jeg ikke kunne de tre år, en STX normalt er på. Men igen, efter nogle måneder, måtte jeg stoppe. Jeg skulle indse, at uddannelse ikke var for mig; jeg var for dårlig til en uddannelse. Jeg følte mig aldrig rigtig sikker på den skole, da drengene mobbede mig, selvom jeg var voksen. Igen var det umuligt. Min mor sagde altid, at man skal spise elefanten i små bidder. Jeg prøvede at tage én måned ad gangen, men det var svært. Så én dag ad gangen, men det var svært. Så én lektion ad gangen, men det var svært. Opgaven syntes så umulig, at jeg stoppede og gik over på fjernundervisning, så jeg idet mindste kunne prøve at få en uddannelse hjemme. Men struktur og fokus har aldrig været mine stærke sider. Jeg prøvede at aflevere opgaver til tiden, men det, syntes jeg også, var umuligt. Til sidst måtte jeg stoppe på fjernundervisningen. Igen var jeg på kontanthjælp, 21 år og hele verden foran mig.

Jeg boede i en studielejlighed, så jeg måtte også flytte, og det gjorde jeg. Og dér begyndte kampen for en førtidspension endelig. Det der med, at andre skulle bestemme over min fremtid, var svært for mig. Jeg kunne ikke andet end vente på, at jeg skulle til møder, hvor jeg skulle argumentere for, at jeg var for “dårlig” til at starte på en uddannelse igen. Og det med arbejde kom aldrig på tale.

Endelig sad jeg ved et bord til det sidste møde, hvor de kloge skulle bestemme, om jeg var for god eller dårlig til at få en førtidspension. Jeg var for dårlig til arbejde og studere, og heldigvis besluttede de kloge mennesker sig for, at jeg ikke skulle på arbejde eller på uddannelse. Jeg var nu førtidspensionist. Noget som kun gamle og syge mennesker er.

Var jeg virkelig så syg? Var jeg virkelig så dårlig? Ja, det var jeg. Er jeg. Som det er nu, har jeg ikke hørt stemmer i otte måneder. Jeg cutter ikke mere, eller i det mindste meget lidt. Jeg har ikke haft et tilbagefald i lang tid.

Er det et godt liv, jeg har? Nogle vil sige nej. De sidder bare derhjemme hver dag, spiller pc, ser serie og skriver måske et par noveller en gang imellem. Men jeg synes faktisk, at jeg har et godt liv. Det var ikke det liv, jeg troede, jeg skulle have. Jeg troede, jeg skulle på journalisthøjskolen. Jeg troede, jeg skulle have en HF. Jeg troede så mange ting. På en god dag kommer jeg ud og handler. På en middelmådig dag cykler jeg måske en tur. På en dårlig dag ligger jeg igen i min seng. Men jeg vil ikke bytte det til noget andet. Jeg har accepteret, at mit liv ikke ender, som jeg troede. Men gør nogens det? Hvem ender, hvor de troede, de skulle ende?

Jeg bliver tit spurgt, om jeg har et godt liv. Det er et liv, jeg har, et liv som faktisk er meget godt.

Jeg har sørget over min situation. Jeg har grædt og vrælet over min situation. Jeg har været sur og tvær og umulig over min situation. Men jeg ville ikke være foruden min skizofreni; det er en del af mig, og jeg vil ikke undskylde for noget, som er en del af mig. For jeg er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvor vi kommer fra, uanset hvem vi er, så er vi alle lige meget værd.

Du er ikke mindre værd, bare fordi du ikke har en uddannelse eller et arbejde. Restgruppen, de resterende, du er helt ok, som du er. Psykiske sygdomme og fysiske problemer, det er alt sammen lige meget. Du er dig, og det er godt.

Hvad bringer fremtiden så? Spørger du måske. Jeg ved det ikke. Men jeg håber, det kan bruges. Jeg håber, fremtiden er blid mod mig og jer andre. Jeg håber på, der ingen tilbagefald er. Jeg håber, der ingen selvskade er. Jeg håber, der ingen stemmer eller syner er. Jeg håber og ønsker, for dig og for mig, at fremtiden er blid.

- Kris Nordtorp

Forfatter
Kris Nordtorp
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

Det var første gang, det gik op for mig, at jeg ikke levede i helt den samme virkelighed som alle andre omkring mig.

Det skete på en sommerhustur med min mor og hendes daværende kæreste. Det var meningen, det skulle være en hyggelig familietur, men idet jeg træder ind over dørtærsklen til det gamle 60’er hus, kan jeg mærke, at noget er forkert. Der ligger en dysterhed og en næsten tyngende følelse over huset. Den kølige luft føles klam mod min hud og giver mig gåsehud på armene. 

Vi får tildelt vores værelser, og efter at have set mit værelse, kigger jeg ind i rummet ved siden af, hvor min mor og hendes kæreste skal sove.

Det, jeg ser inde i værelset, får mig til at fryse på stedet, og jeg kan mærke de små hår i nakken rejse sig, mens en isnen kryber ned ad min rygrad. På en stol langs væggen sidder der en ligbleg pige med sænket hoved og stirrer direkte på mig. Hendes klamme, tynde hår omkranser hendes hule kinder og brune øjne, og hendes blik borer sig igennem min hud og fryser blodet i mine årer. Jeg kan mærke mit hjertes desperate dunken mod mine ribben og hører et skærende hyl i mine ører. Pludselig går det op for mig, at hylet er lyden af mit eget skingre skrig, og alt bliver sort. 

Det næste, jeg kan huske, er brudstykker, hvor jeg skriger hysterisk og utrøsteligt i min fortvivlede mors arme, rædselsslagen og ude af stand til at fortælle hende, hvad der havde fremkaldt denne reaktion. For synet af den ligblege, tynde pige med dybe, sorte rander om de isnende øjnene, havde brændt sig fast på min nethinde.

Det var første gang, jeg så Ella og - skulle det senere vise sig - mit første psykotiske anfald af mange.  

Jeg husker ikke præcis, hvornår symptomerne startede - måske har de altid ligget og ulmet i baggrunden - men de begyndte med fjern gråd og spinkle pigeskrig. I mange år troede jeg, at oplevelserne var virkelige, og at alle andre omkring mig hørte og så det samme, men blot ignorerede de desperate pigeskrig.

Men en novemberdag, da jeg gik i 9. klasse, var der noget, der ændrede sig. Jeg var taget hjem fra skolen, fordi jeg i idrætstimen pludselig så fire ”Ella’er”. Det havde gjort mig meget bange. Min mor tog mig bekymret til lægen, som med det samme identificerede mine oplevelser som symptomer på en psykisk lidelse og en mulig psykose. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg ikke levede i helt den samme virkelighed som alle andre omkring mig - og at det, jeg hørte og så, ikke altid kunne ses og høres af andre end mig. 

Lægen henviste mig til noget, der hedder Tidlig Opsporing af Psykose eller ”TOP”, som vurderer, hvilken slags hjælp man har behov for. TOP sendte mig i ambulant behandling i Holbæks børne- og ungdomspsykiatri. Her startede jeg til psykologsamtaler og fik hurtigt diagnosen paranoid psykose. Under denne behandling fik jeg det markant værre, fordi det var første gang, jeg snakkede højt om, hvad der foregik i mit hoved. For mig skabte det mere uro, fordi noget i mig sagde, at jeg ikke skulle snakke om det. Så når jeg gjorde det, blev det værre. Jeg har altid følt mig overvåget af en gruppe, som jeg kalder for dem.

Jeg oplever dem, som en gruppe af mennesker, der, som i amerikanske spionfilm, sidder i et lille lokale fyldt med flimrende tv-skærme og nøje overvåger alt, hvad jeg foretager mig. 

På dette tidspunkt begyndte katastrofetanker også at fylde mere, og jeg var blandt andet overbevist om, at min hund var en robot udsendt af dem. Jo mere jeg så ham i øjnene, jo mere overbevist blev jeg om, at hans små, blanke øjne i virkeligheden var kameraer, der nøje fulgte alle mine bevægelser. Min virkelighed begyndte at forandre sig, og jeg var ikke længere tryg, hverken i det hjem jeg var opvokset i, men heller ikke i mit eget sind.  

Overvågningen pinte mig, føltes som tortur og gav mig en følelse af aldrig at være helt alene, og at jeg var fuldstændig magtesløs over mit eget liv.

På grund af mine tiltagende psykotiske symptomer og en begyndende spiseforstyrrelse blev jeg i december 2020 indlagt på det åbne børne- og ungdomsafsnit i Roskilde. Her var jeg i knap 1,5 måned, og i denne periode formindskedes mine spiseproblematikker. Til gengæld blev mine psykotiske symptomer værre frem til og efter, at jeg blev udskrevet i januar. 

I sommeren op til min indlæggelse afsluttede jeg 9. klasse og startede i august på en HF-uddannelse, som jeg formåede at holde fast i under min første indlæggelse på det åbne afsnit.

Min tilstand forværredes dog gradvist efter min udskrivelse, og jeg blev, som følge af dette, indlagt igen d. 23. marts 2021. Indlæggelsen var planlagt og frivillig, og derfor startede min anden indlæggelse på det samme åbne afsnit. Efterhånden som jeg blev mere syg og ikke kunne samarbejde, blev jeg rykket til den lukkede i slutningen af april 2021.

Jeg holdt fast i min HF-uddannelse de første to måneder, men måtte droppe ud på grund af det høje fravær, som indlæggelsen medførte. Jeg følte mig nu som en kæmpe fiasko, og jeg kunne kun se magtesløs til, mens mine gymnasievenner fortsatte deres liv fremad, og mit eget blev sat på pause af noget fuldstændig udenfor min kontrol. Skammen over at være droppet ud og følelsen af at have fejlet var altoverskyggende, og dybe depressionslignende tegn prægede denne periode. 

En stribe af tanker, som jeg fik efter at have tilbragt meget af min tid på et lukket afsnit, kalder jeg for det stribede system. Jeg kalder det for det stribede system, fordi det var som sort på hvidt; strikse rammer og regler.

Jeg træder ind i det stribede system. De stribede dyner. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg skulle tilbringe de næste 20 måneder i det stribede system. De stribede dyner. Al min magt som menneske blev mig frataget. Jeg er rystet. Rystet over, at det virkelig var nødvendigt. Mit liv så sortere ud end før, og jeg sad med en følelse, som jeg ikke var bekendt med. Følelsen af håbløshed og drømme knust. I min barndom, før der var noget, der hed sygdom, var jeg utrolig god til at drømme. 

Under min anden indlæggelse udviklede Ellas gråd og skrig sig efterhånden til ord. Hun fortalte mig nu, at jeg ikke fortjente at have det godt, og hun overbeviste mig om at stoppe med at tage medicin for at forhindre, at jeg fik det bedre. Dette medførte, at Ella fik mere og mere magt over mit sind, min krop og mit liv. Hun truede med, hvordan hun havde tænkt sig at overtage min krop, mit sind og mit liv.  

Dette eskalerede en dag, da jeg fik følelsen af, at hun trådte ind i mig og overtog noget af min fysiske kontrol. Jeg kunne mærke hendes krop smelte sig sammen med min, og hvordan jeg mistede kontrollen og kontakten med min egen krop. Dette udløste et voldsomt panikanfald, hvilket førte til en tvangsfastholdelse med efterfølgende tvangs akutberoligende. Nu var jeg under angreb fra alle sider; det føltes, som om mit sind åd sig selv indefra, og som om Ella forsøgte at skubbe min egen bevidsthed ud af min krop. 

Samtidig følte jeg også, at min fysiske kontrol var truet, når personalet på afdelingen holdt mig fast og tvang mig til at tage medicin, som skulle fremme en forbedring, jeg hverken følte, jeg fortjente eller ønskede. Jeg forsøgte at holde fast i det eneste aspekt af mit liv, som jeg stadig havde en smule indflydelse på. Jeg stoppede derfor med at spise. Hvad jeg indtog, var nu det eneste i mit liv, jeg stadig havde kontrol over, og det, jeg spiste, kunne jeg med lethed komme af med igen. I modsætning til Ella som var en fast beboer i mit sind. 

Langsomt svandt min livsglæde- og vilje, og jeg mistede fuldstændig evnen til at drømme og se fremad. Det eneste, jeg kunne se, var det tætte og kvælende mørke, som både mit sind og mine omgivelser udgjorde.

Som barn var jeg fuld af drømme og mål. Jeg havde en følelse af, at jeg levede for noget, at jeg skulle og kunne blive til noget. Som barn var jeg let at gøre glad. Jeg elskede at være aktiv og gik til forskellige sportsgrene med sammenhold, hvor der var forskellige måder, jeg kunne udtrykke mig på. Jeg var altid god til at finde på ideer og løsninger, hvis der ikke var noget, der lige passede mig. Med det sagt var jeg meget bestemt og, på en eller anden måde, selvstændig i en tidlig alder. Men efterhånden som sygdommen åd sig ind i mit sind, forsvandt mit fremtidssyn, samt troen på mig selv og vigtigheden af mit eget liv. 

Sygdommen havde nu vokset sig så stor, at den havde fortrængt alt det lys og alle de drømme, jeg besad som barn. Jeg var som en fisk, der var dykket for langt ned og ikke længere kunne navigere efter solens stråler. I et fremmed og koldt miljø, omgivet af dybt, tungt og kvælende mørke, havde jeg mistet evnen til at finde vej tilbage til overfladen, til de drømme og mål og den livsglæde, jeg engang besad. 

Min situation var nu, at jeg var droppet ud af HF, følte mig isoleret og ensom, havde mistet mange af mine venner og var ude af stand til at kontrollere mit eget sind og liv. Disse omstændigheder efterlod mig i et dybt hul af depression, som jeg ikke selv kunne grave mig op af. 

Mit liv havde ramt et nyt lavpunkt, hvor jeg havde det værre end nogensinde før, og sygdommen stadig kun åd sig dybere ind i min bevidsthed. Dette medførte, at jeg begyndte at blive tvangsmedicineret, hvilket gjorde mig dybt ulykkelig. Både fordi jeg stadig var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, men også fordi min sygdom nu lå som en kugledyne af tryghed henover mig. Jeg vidste, hvordan mit liv og fremtid så ud, når jeg havde det dårligt, og tanken om at få det bedre medførte en uvished, som skræmte mig mere end den psykose, jeg befandt mig i og havde vænnet mig til. Det svære ved at få det bedre var, at den raske Anna nu også var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, så hvorfor skulle jeg kæmpe for noget, hverken “syge” Anna eller “raske” Anna ønskede? Det spørgsmål stillede jeg mig selv ofte. Sandheden er, at der måske ikke altid er et svar på vores spørgsmål, men det bedste er at stole på dem omkring os. Det kan være hårdt til tider, men det rigtige.

At jeg havde behov for medicin, tændte også en dyb skam i mig. Jeg kunne tydeligt mærke den stigmatisering, der ligger i begreberne ”psykisk syg” og ”medicinering”, og hvordan mine daværende venner begyndte at kigge lidt skævt til mig og tage afstand fra mig. Dette bidrog til, at det var svært for mig at acceptere mine nye omstændigheder, samt den diagnose jeg nu havde fået klistret til mig: paranoid skizofreni. For hvem ønsker at bruge resten af deres liv på at være anderledes og ”syg”? 

Derfor snød jeg i lang tid, så meget jeg kunne, med medicinen. Mit snyd blev - til mit held -   opdaget, og jeg blev nu tvunget til at tage medicinen som indsprøjtninger, nogle gange ved brug af fysisk tvang. 

Selvom tvangsmedicineringen var yderst grænseoverskridende og ubehagelig, hjalp den mig og tvang mig til at få det bedre. Den medførte en stabilisering af min sindstilstand, hvilket gav mig et klarsyn: at min bedring var vigtigere end den stigmatisering, der fulgte med at leve med en psykisk sygdom, som krævede medicinering. Med det sagt ville jeg ikke ønske tvangsmedicin for selv min værste fjende, for det har medført en utrolig berøringsangst (især for mænd, da de typisk var de stærkeste, og dermed var dem, der holdt mig fast). Ikke nok med en ængstelig adfærd inden, så tilføjede man nu også mænd til listen over, hvad der kunne give mig angst.

Medicinen forbedrede min psykose, og Ella var nu, for første gang i lang tid, stille. Dog blev denne nyopståede stilhed og ro hurtigt erstattet af depressive tanker, som nu udfoldede sig frit i mit sind.

Min indlæggelse fortsatte helt frem til slutningen af november 2022, og det samme gjorde de depressive tanker. 

Men i slutningen af min indlæggelse kom der pludselig en solstråle igennem det grå skydække, som “depressionen” efterhånden havde lagt over mit liv - min mor fortalte mig nemlig om dette projekt; en mulighed for at fortælle min historie og gennem det at hjælpe mig selv og andre ”resterende” unge i samfundet. 

Nemlig at gøre andre i lignende situationer opmærksomme på, at vi ikke er alene. Der er andre, der har det som os og vigtigst af alt, at vi ikke er forkerte, bare fordi vi ikke passer ind i den udstukne ramme, som unge i vores generation forventes at kunne tilpasse sig. 

Mit ønske med denne fortælling er at fjerne stigmatiseringen af unge med psykiske lidelser. Både så udenforstående mennesker kan få et indblik i livet som psykisk syg, men også for at mindske den berøringsangst, som skaber afstand mellem ”rask” og ”syg”, og på den måde fremme en mere inkluderende diskurs om os. 

Jeg ønsker, at andre, der kæmper med at acceptere sig selv, og den diagnose, medicinering og psykiske historik, der vil følge dem resten af livet, ikke skal rammes af den skam, jeg følte. Jeg ønsker, at ingen skal miste evnen til at drømme og viljen til at leve, som jeg gjorde, og jeg håber, at jeg med min historie kan bidrage til dette. 

Det at dele min historie har givet mig muligheden for at bruge mine oplevelser til noget positivt og til at se frem mod en lysere fremtid med ambitioner og drømme.

For at håndtere min barske virkelighed og min selvskadende adfærd begyndte jeg at skrive digte. Jeg har skrevet digte igennem længere tid, og jeg vil gerne dele et, der betyder meget for mig. 

When the hammer hits my wrist

I feel like I finally exist

The goddamn circle 

My skin turning purple

Hiding the bruises from my mom

But trying to stay calm

Then the hits turned to cuts

The bruises turned to blood

Bruises that fade 

Scars that stay

I'm self-destructive 

Nobody can stop me

The blood running down my arm

I must admit I am addicted to self-harm

Forfatter
Anna Widstrup Jensen
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

Målet er, at jeg skal tage en uddannelse, som gør mig syg, og derefter fået arbejde, jeg ikke kan lide. Så jeg kan leve et liv, der ikke er mit.

Jeg vil prøve at fortælle min meget indviklede historie på meget få sider. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et tema, men det, der kommer tættest på, er, som du ligesom jeg nok har hørt, at det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet. Lyst og liv er for mig en antitese, og på den måde passer jeg godt ind i kulturen omkring skole og arbejde. Og så alligevel ikke.
Min far lærte mig engang, at dét at løbe egentlig bare er et kontrolleret fald. Mit personlige kontrollerede fald tog afsæt i min første skoledag. Siden har jeg hængt frit i luften på vej mod en målstreg, der falder med samme hastighed.

Dog har jeg altid været glad for at løbe. Helst lange ture, så der er tid til at høre musik. Jo længere tur, desto længere pause fra det løb, der venter, når jeg kommer hjem. Da jeg var 18 begyndte jeg at løbe lange ture hver dag. Jeg fik en idé om at løbe et halvmaraton, men en uge før fik jeg en skade i mit venstre knæ, der senere viste sig at være en flænge i min menisk. Jeg tog til løbet alligevel. Men smerten blev for meget, og jeg måtte give op. Det var første gang, jeg gjorde det. Sådan er jeg jo ikke.

Nogen har engang sagt til mig, at dem, der siger, at man ikke kan løbe fra sine problemer, bare ikke har løbet hurtigt nok. Og det er så det, jeg har gjort: Jeg har løbet.

Jeg kan sagtens løbe fra mine problemer.
Og problemet er ikke at løbe fra dem,
men at jeg ikke kan stoppe med at løbe igen.
Fordi hver gang jeg sænker farten lidt, sparker problemerne mig på mine hæle.
Alle led og knogler i min krop er sprunget eller brækket eller begge dele.
I over ti år har de ikke kunne heale,
sålen på mine sko er slidt ind i mine fødder,
og jeg ved, at hvis jeg stopper,
så står jeg 11 år væk fra, hvor jeg startede.

Så hvad nu hvis mit problem ikke kan løses ved at løbe fra det. Hvad hvis jeg ikke kan løbe fra det; fordi mit problem netop er, at jeg løber. Med én fod i kamp mod den anden har jeg sprintet gennem hver episode og hvert øjeblik i mit liv. Jeg har levet mit liv i frit fald. Udefra har mine lærere, min familie og mine venner troet, at jeg var i gang at lære at flyve. Mit fald har i manges øjne været et vidunder.

Jeg tog mine første skridt på skolebænken. De andre begyndte med langsomme trin, men jeg måtte hurtigt op i fart for at kunne følge med. Mine forældre har altid sagt, at jeg var et positivt, energisk og lykkeligt barn, men det skiftede altså meget pludseligt, da jeg satte mine fødder i folkeskolen. Det har altid været svært at sige, hvorfor det var sådan. Jeg var et anderledes barn. Det kunne både mine lærere og klassekammerater godt mærke. Jeg reagerede, hvis jeg oplevede uretfærdighed. Det kunne de ikke lide. Mit første minde fra min skolegang er et traume. Jeg husker mest af alt følelsen, og i mange år havde jeg fortrængt episoden. Vi løb rundt og legede med skolens sjippetove. Drengene legede vildere end pigerne, derfor ville jeg helst lege med dem. Vi var lige startet i skole, og jeg kendte ikke nogen særlig godt. Der er huller i min hukommelse. Jeg husker, at jeg siger fra, men at det ikke nytter. Og så tager de mit tøj af. Det var sommer, så jeg havde kun en kjole og underbukser på. Begge ting kom af. De bandt mig fast til et træ med de sjippetove, som vi før havde leget med. Og så stod jeg der. Det er nok begrænset, hvor gode knuder en gruppe drenge på 6 kan binde, så måske kunne jeg godt have brudt fri. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stod bare. Helt stille. De grinede af mig, og så hentede drengene de andre børn og fik dem til at kigge på mig. Jeg kan ikke huske, hvad de sagde, eller hvorfor de syntes jeg var underlig. Men det syntes de. Da klokken ringede ind, gik de andre børn, og jeg blev stående. Jeg stod bare. Jeg græd ikke. Skreg ikke. Jeg var helt forstenet. Det føltes, som om jeg stod der i fleretimer, men det var nok nærmere 20 minutter, der gik, før min klasselærer fandt mig.

Jeg fik skrevet hjem. Læreren skrev til mine forældre, at jeg havde skabt en konflikt, at jeg var blevet sur på drengene, og at jeg havde taget mit tøj af. Det var den første gang af mange, hvor jeg fik skæld ud for at være for opmærksomhedskrævende og for ikke at kunne styre min vrede. Det var altså min skyld. Drengene fik ikke skrevet hjem. De var jo kommet ind til timen, da klokkenringede ind. De kunne finde ud af at efterlade legen i frikvarteret, og de kunnespille efter skolens regler. Det kunne alle de andre børn. Pigerne kunne tegne inden for stregerne. Drengene lærte tabeller. De lavede legeaftaler med deres sam-kønnede venner og forstod, at legetøjsbiler kun måtte køre på gulvet. Mens jeg altid stod på den anden side af streger og kørebaner og kiggede på. Min tid var begyndt som et kønnet fænomen. Uret var startet.

Min eksistens er et kønnet fænomen,
og mit medfølgende ubehag er et tiltagende samfundsproblem.
Ungdommen er forskruet og forvirret,
og jeg er og har altid været for meget, for lidt, for følsom, for voldsom, forstyrret, forfængelig, forskrækket, for krænket, forfærdelig, forurenet, foruden, fortalt, fortiet, fortabt, forgabt, forvrænget, forsvundet, forlagt og/elleranbragt, fortvivlet, forslået, forskrevet, forbrændt, fordummet, forkrampet, forskræmt, forsinket, forsigtig, forført, forpint, forpligtet, fornærmet, forladt, forgrædt, forgået, forfulgt, forbudt, foran
og forkert.

Min tid i uddannelsessystemet var en konditest. Min puls har været på maks. siden 2006. De første år brugte jeg på at lære ikke at blive vred, når andre var uretfærdige. Det var en masterclass i konfliktforståelse. Jeg formulerede regler i mit hoved: Hvis nogen siger noget tarveligt, og du siger fra, så er det dig, der har skabt konflikten.

Jeg måtte op i fart for at være med. Det kom jeg også. Lige pludselig var jeg foran. Jeg skiftede skole i 6. klasse, og inden for den første måned skulle vi lave en løbetest. Egentlig var testresultaterne delt op i drenge og piger, men de ændrede det, da jeg var hurtigere end den hurtigste dreng. Jeg var hurtigst. Jeg klarede mig på papiret fantastisk i undervisningen. Man skulle tro, jeg var i mål, men der var noget galt. Jeg var ked af det. Og selvom de voksne på det tidspunkt tænkte, at det var en speciel form for børnedepression eller normalt præ-teenage ked-af-det-hed, så kan jeg som dengang stadig sige, at det var en fuldvoksen depression med veludviklede selvmordstanker bundet fast på en 12-årigs løbesko. Jeg snakkede med psykologer og lærere, men det endte altid med en konklusion, der sagde, at jeg jo klarede mig rigtig godt i skolen og gik til håndbold og alt muligt, så der var jo mange, der havde det værre end mig. Det forstod jeg også godt. Min faglighed blev anerkendt gennem hele min skolegang, men det blev også brugt som en undskyldning for ikke at hjælpe mig, fordi lærerne kun så mig, når jeg rakte hånden op og svarede rigtigt. Og børn, der har det dårligt, klarer sig ikke godt i skolen, så jeg havde det vel godt? Men jeg lavede ikke lektier, og jeg kunne ikke høre efter. Jeg kunne ikke fokusere, og jeg var rastløs, når jeg sad stille. Det er jeg stadig. Alligevel klarede jeg mig godt på papiret. Det er nok derfor, at jeg først fik min ordblindhedsdiagnose på gymnasiet og min ADHD-diagnose som 21-årig. Hvis det ikke var min faglighed, der blev talt om, var det min charme. Jeg var jo så sjov og sød. Samtidig var jeg også slank og pæn. Jeg havde jo masser af venner, så det skulle jo nok gå. Derfor finder jeg først ud af, at jeg er autist, lige efter jeg nu er blevet 22 år. Mine neurodiverse kanter blev dog kaldt noget andet først.

Jeg starter modvilligt på gymnasiet i 2017 efter et år på efterskole, hvor jeg havde det bedre end i folkeskolen, men stadig rigtig dårligt psykisk. Men med højt tempo og ingen pause fik jeg både høje karakterer og fraværsprocenter. Mens jeg gik i gymnasiet, blev jeg kaldt en 12-talspige, og når jeg klagede over ondt i livet, var rådet, at jeg skulle slappe lidt af og stoppe med at bruge så meget tid på skolearbejdet. Men... Jeg lavede ingen lektier og havde 25 % fravær. Hvis jeg skulle bruge mindre tid, skulle jeg jo droppe ud, men det blev slet ikke nævnt som en mulighed. Jeg var jo så klog og dygtig, hvad skulle jeg ellers lave? Mineafleveringer blev skrevet aftenen før og belønnet med et 12-tal, samtidig med at min lærer belærte de andre i klassen om, at hvis man vil have gode karakterer, så skal man altså ikke skrive afleveringen på dagen. Jeg sagde ikke noget. Midt i 1.g fik jeg mit andet store sammenbrud. Mit første havde sengelagt mig i 3 månederi 9. klasse, og mit andet skriver mig ind i det psykiatriske system, hvor jeg helt klart hører til, men ikke i den kasse, jeg blev sat i. Fra jeg er 17 til jeg er 21, bliver jeg behandlet for skizofreni. Jeg startede egentlig på antidepressive som 14-årig, men nu kommer der andre boller på suppen. Eller piller i blodet. Hver gang jeg fremlagde mine makabre myldertanker eller mit fjerne fængsel af fremmedhed, der adskilte mig fra resten af verden, blev jeg vejet, målt og fik kastet en recept i hovedet. Hver pille gjorde noget nyt. Først blev jeg træt. Jeg var i live i en død krop med en hjerne, der føltes som om, den var smeltet og så blevet lagt i fryseren. Min krop rystede, når jeg lå ned. De fleste dage sov jeg over 14 timer, men aldrig rigtig om natten. Til den dag i dag, kan jeg ikke huske en eneste morgen fra min gymnasietid. Det hele er gemt bag en pillehvid tåge af fejlbehandlet dis.

Efter jeg fik min studenterhue med et 12-tal-lignende gennemsnit og et fravær på 33%, tog jeg på højskole. Jeg var knækket. Men højskole skal jo hjælpe. Den her gang bliver det godt. Den her gang.
Men mit højskoleår gjorde mig nok egentlig tungere end lettere. Igennem hele min tid på gymnasiet havde jeg fået at vide, at når jeg kom på højskole, så blev det bedre. Ligesom, jeg fik at vide på efterskolen, at gymnasiet ville blive bedre. I folkeskolen ville gymnasiet blive bedre. Men jeg tog på højskole, og fandt ud af, at jeg stadig skulle løbe. Og jeg løb stadig alene.

hver time i mit liv har skulle overstås,
fordi den næste, der kommer, bliver anderledes,
men hver dag er i går,
og i morgen om et år
er jeg måske
i onsdags igen.
Viserne vil altid pege på 12 igen
starte forfra.
I morgen er der også en dag
desværre.

Efter højskole blev jeg opfordret til at tage på universitetet, fordi der ville jeg trives. Jeg kunne dyrke min faglighed med andre, der også var glade for sprog og litteratur. Det gjorde jeg. Jeg sprintede videre. Det blev til en slutspurt. For omkring påsken 2022 skete der noget. Pludselig stod jeg som 21-årig og opdagede, at jeg aldrig havde været glad, selvom jeg havde alt, hvad man skal have. En sød kæreste, en god familie, gode karakterer, succes og mange venner. En flot krop og et pænt ansigt. En rigtig god form. Men jeg har aldrig været glad. Det er aldrig blevet bedre. Det er blevet værre.

Kigger jeg tilbage,
ser jeg spildte dage:
12-taller og løbeture,
opkast og slankekure,
og frem er der ingenting.
En masse af alt for meget og lidt for lidt.
To brækkede fødder, der tager forhastede skridt
og stadig prøver at komme først.
Falder om og dør af tørst.

I mange år havde jeg råbt efter hjælp uden andet svar end et ekko. Psykiatrien trådte først ind, da jeg endte i en psykosetilstand som 17-årig. De gav det navnet skizotypi og senere skizofreni. I mange år accepterede jeg min diagnose. Jeg var endda åben omkring det og lavede jokes om det med mine venner. Jeg havde det fint med at være skizofren, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke var det. Hver gang jeg sagde noget til en psykiater, drejede de det til at være noget andet end det, jeg sagde. Hver gang jeg var til møde i psykiatrien, ville mine behandlere blive ved med at spørge om vrangforestillinger og psykoser, og hver gang ville jeg sige, at det ikke var det, der fyldte for mig, hvorefter de ville udskrive en ny antipsykotisk pille til samlingen.
Det var min psykiater i min nye studieby, der, efter jeg var startet på universitet, sagde til mig, at hun ikke mente, jeg var skizofren. Derefter kom min ADHD-diagnose, og derefter idéen om autisme, men da jeg måtte droppe mit studie og flytte tilbage hos mine forældre, blev jeg sendt til Næstved med en skizofrenidiagnose, som jeg stadig prøver at få revurderet.
Jeg startede med egentlig bare at ville holde et halvt års pause for at fokusere på mit helbred. Det halve år er nu gået med at vente på at få den hjælp, jeg behøver, og jeg venter stadig.

Lige før sommerferien 2022 tager jeg til lægen og spørger om en hjernescanning. Jeg er blevet overbevist om, at der må være en kræftsvulst eller en anden skade. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Lægen siger nej. Jeg har det forfærdeligt. Jeg bliver indlagt. Jeg er angst, depressiv, spiseforstyrret, selvmordstruet og ude af stand til at være i min egen krop. Men samme dag, som jeg bliver indlagt, får min far konstateret kræft, så jeg bliver udskrevet.

En uge efter møder jeg op igen, men de siger, at det ligner, at jeg har det godt. “Jeg har det dårligt,” siger jeg. “Men du er velfungerende,” siger de. En uge før ville jeg tage mit eget liv, og siden da har min far fået kræft, og jeg har været efterladt med mine egne tanker, men nu har jeg det åbenbart fint. Tak for det. Så må jeg jo have det fint. Så jeg fortsætter med at løbe. En måned efter melder jeg mig mentalt ud af mit studie.
Jeg fortsætter i psykiatrien og sætter endelig tid af til, at kunne være der mere, da de har sagt, de ikke kan hjælpe mig, hvis jeg ikke har tid. Efter et halvt år, hvor jeg har haft tid, har jeg været til én samtale i psykiatrien, hvor jeg sagde, at jeg ikke kan mere, og jeg ikke ser en fremtid, selv hvis jeg drømmer, der er det her værd. De skriver i min journal, at jeg “objektiv fremstår p.t. bedrefungerende, end hun giver udtryk for, om end hun uden tvivl er forpint af sin tilstand”, men samtidig “ikke kan være alene og tage vare på sig selv”. De skriver, at jeg har svært ved at vælge livet til. Men det er ikke det, der er problemet. Det er ikke, fordi jeg ikke vil vælge livet til, men fordi jeg lever i et samfund, der vil have mig til at vælge det fra.

Min krop, mit ansigt og mit tøj skaber en person i andres øjne, som ikke findes i min verden. Jeg forstår mere og mere for hver dag, der går, at det ikke handler om mig. Det handler ikke om, hvordan jeg har det. Målet er ikke, at jeg skal have det godt. Målet er, at jeg skal tage en uddannelse, som gør mig syg, og derefter fået arbejde, jeg ikke kan lide. Så jeg kan leve et liv, der ikke er mit. Jeg er først et problem, når jeg ødelægger billedet.

Lige nu

er jeg vækst.
Jeg er vokset uden indhold
og er nu en groende skal
der indeholder alt
hvad jeg er værd:
arbejdskraft og møtrikker,
der skal dreje for samfundet,
der slår mig ihjel.
Jeg skal bruge mit liv på at arbejde,
men ikke af lyst.
Det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet.
Jeg lever for at holde et samfund igang
for, at jeg kan leve i det samfund
og arbejde for at holde samfundet igang,
men ikke, fordi jeg vil.
Fordi jeg skal holde samfundet igang,
for hvis jeg ikke gør det,
går det i stå,
og så kan jeg ikke leve for at holdedet i gang.
Det er spild af tid at have det godt,
og derfor har jeg aldrig spildt etminut,
og jeg glæder mig til at opretholdeet system,
der ikke spilder min tid.

Først nu er jeg begyndt at spilde min tid.

Det seneste halve år har jeg spildt min tid på at undgå desystemer, der hele mit liv har skubbet mig videre. Jeg har taget al mitakademiske potentiale og lagt det i en kasse et eller andet sted. Og langsomtbegynder jeg at lunte. Lige nu går jeg bare. En dag kan jeg måske stå heltstille og kigge på alle jer andre, mens I overhaler mig uden at vide, hvor Iskal hen. I stedet for kun at kigge frem, vil jeg se mig lidt omkring.

Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst.

Forfatter
Mathilde Schjelde, 23 år, Non-binær, København
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
12
min

Jeg står åben i en lukket verden. Hver gang du får en ide, får jeg ti.

Jeg hedder Vilhelm. Det er vel en start. Det har jeg svært ved… at starte, at slutte, at gøre ting til ende. Men lad mig starte med, at jeg er Vilhelm. 26 år. Alene. Arbejdsløs. Uden uddannelse. Jeg er Vilhelm, og jeg er i uorden: officielt opmærksomhedsunderskud (ADD). Det føles nogle gange mere, som om jeg har for meget opmærksomhed, at jeg hører larmen fra høvlen, der kører over træets overflade, jeg hører spånerne, der lander på linoleumsgulvet. Hvordan kan I arbejde i den larm? Jeg står åben i en lukket verden. Hver gang du får en ide, får jeg ti. Hver en tanke er forfulgt af myldret bag, så flygtigt, så hektisk, øjeblikkene tordner igennem mig. Jeg glemmer at børste tænder, men husker at nørde den etymologiske oprindelse af ordet høvl. Hovel – middelnedertysk. HYPERsensitiv og tilovers. Jeg har ikke fulgt den slagne vej og er nu i vejen. Hvad skal der blive af mig?

Jeg skal fortælle min historie, men hvor skal jeg begynde? Jeg kunne begynde med barndommens traumer, eller med de lykkelige stunder. Jeg kunne begynde med diagnosen eller med min gymnasiekæreste og mor, der hjalp mig med at få orden, med at gennemføre. Jeg kan fortælle om vennerne fra skolen med uddannelse, jobs, kærester og børn, der venter i kulissen. Der vil dukke overraskelser op på deres vej, men den er brolagt. For mine fødder er et vildnis. 

Jeg burde måske begynde med pædagogstudiet og snedkeruddannelsen, nederlagene. Jobcenteret og kommunale sagsbehandlere, udredninger og angst. Jeg kan fortælle op og ned om den og den, der svigter, det og det system, der ikke passer. Men jeg insisterer på at begynde med det, jeg er god til. Med poesien. Jeg er scenepoet. Jeg skriver mig væk, jeg skriver vinger frem og flyver med nattergalen som Keats. Jeg taler, og jeg siger, jeg reciterer det absurde og lever endelig fuldt ud på scenen. Og bag ved mig alle vennerne, der digter, skriver og lever på en anden måde. Vi går ned ad andre stier, de veje, der for længst er revet op og jævnet med jorden, men vi lægger vores egne med ord, vi finder hinandens spor – ingen er helt alene i vildnisset. Jeg begynder at kunne ane min sti og min vej. Mit liv har fået en retning.

Min stemme er min, min historie er min, men mit håb er, at den kan give lyd til alle de stemmer, der aldrig bliver hørt. De mennesker jeg har mødt på min vej. Mine venner, der som jeg er faret vild. Deres historie er også min og en del af mig og min røst. Det er med tanke på dem, at jeg tør tale og fortælle. Min historie, en flig af en større – fortællingen om dem I har efterladt, dem I tabte i rækken af effektiviseringer og spareøvelser.
Alle os I kalder rester. 

Pædagog

Jeg blev færdig på gymnasiet i juni 2017 og startede på pædagogstudiet i august. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, kun at jeg ville flytte hjemmefra. Der er en del lærere i min familie, så pædagog virkede ligetil.

Jeg var vellidt på studiet. Det tror jeg. Jeg tror, de andre kunne lide mig, og jeg kunne lide at gå der. Men så kom praktikkerne. Jeg var i praktik i to børnehaver. Den første på tre måneder gennemførte jeg, men det strammede til. Jeg blev opslugt i børnenes verden, fanget i deres tankeunivers, overmandet af indtryk. Det var en glidebane. Jeg vidste, jeg gled, gled ned ad, kunne ikke stoppe. 

Jeg startede i 2. praktik i en anden børnehave. Jeg mærkede en sugende fornemmelse, jeg fik det mærkeligt. Hvorfor er jeg her? Er det noget, jeg vil? Sådan spurgte jeg mig selv, sådan gik dagene, sådan gik jeg i opløsning opslugt i et børneunivers. Jeg havde faste rammer, pædagogerne sagde, ’Vilhelm, du er i puderummet i dag,’ ’Hold pause nu, Vilhelm,’ ’Vilhelm, du kan bare gå hjem.’ Mens børnene var kaos. Kaos og orden er en dynamik, jeg er vokset op med. Jeg sad fast og gled på samme tid. Fanget i fortiden og ideen om en lys fremtid svandt bort. Til tider i min barndom skulle jeg bære et ansvar, jeg ikke kunne. Det gik, indtil det ikke gjorde, orden gled over i kaos. Jeg blev vant til at leve dér, vant til ikke at bede om hjælp, vant til at skjule kaosset fra omverdenens blik. Måske derfor, men måske også af andre årsager kunne jeg ikke få mig selv til at spørge pædagogerne til råds og med tiden om hjælp. 

I puderummet med de ældre børn prøvede jeg at skabe orden. Børnene skulle bygge borge af puder. De skulle hjælpes ad, de skulle lære at samarbejde, og de skulle forstå, at det var ikke i orden at ødelægge de andres borge. I mit hoved var det hele simpelt, strukturen var klar og ordentlig. Jeg havde planlagt, hvordan det skulle gå. Men det gik ikke, de væltede det undervejs, de forstyrrede hinanden, droppede legen midt i det hele. Den eneste måde, jeg kunne lave struktur i livet, var ved at få børnene til at indordne sig efter min struktur. Jeg havde et billede af mig selv som en pædagog, der kunne rumme alt og alle, men det var jeg ikke. Jeg havde det virkelig svært, når det ikke gik efter planen. Og når de ikke fulgte mine første anvisninger, brød al ide om struktur sammen. Jeg blev selv en del af legen, opslugt af at bygge borge. Jeg var et med dem, men ingen satte grænser. Heller ikke mig. Det var uholdbart, ikke til at holde ud. Et knæk, som en brækket knogle. Stress, isolation, uduelig, mit solitære utilstrækkelighedsloop. Skam. Jeg snakkede ikke med nogen. Jeg fortalte ingen, at jeg ikke kunne få femårige til at bygge borge. I al hemmelighed fortabte jeg mig for hver dag dybere i mit sinds afkroge. En morgen vågnede jeg til et chok, mine sanser var gået amok, MEGA HYPER SENSITIV. Hver en fold på lagnet en uoverstigelig barriere. At træde ned på gulvet er en syg tanke, en fuldstændig vanvittig ide, med alverdens brutale indtryk, af kulde mod benet, gulv mod fod, madrassens knirkeri. Cellernes oprør. Lyd, lugt, lys, verdens pres mod min krop er ikke til at stå imod. 

Jeg lå i min seng i en uge næsten uden at spise og drikke. Jeg kunne ikke andet. Det var ikke til diskussion. Så mens jeg lå og lavede ingenting, gik det ikke op for mig, at den var gal, sådan rigtig gal. Indtil min mor ringede. Hun ville høre, hvordan det gik i min praktik? Og det gik jo ikke så godt, jeg havde slet ikke været der i en uge. Hun hørte med det samme, at den var helt alvorlig og ægte gal. Langtidssygemelding i april 2019 og endelig udmelding af studiet i august 2020.

ADD

Ude i Hellerup et sted, jeg har glemt navnet, kom jeg til udredning. En erfaren psykiater. Han var i 50’erne, tætbygget med mørkt og gråligt hår. Min mor og far var med til samtalerne. Vi kortlagde mit liv fra nu til begyndelsen. Den var heller ikke nem. Min livshistorie har altid været en selvfølge, men det gik op for mig, at den egentlig var vild. Som spæd fik jeg meningitis, og de første år af mit liv var jeg ind og ud af Riget konstant. Min nyre har taget skade, og stressen tog plads i familien. Skilsmisse, livet og familien, alt det svære. Vi fik kortlagt mit liv, og det var hårdt og rart på samme tid. Jeg fik diagnosen ADD. Det var syret og ambivalent at få en diagnose. Jeg begyndte at få medicin, methylphenidate ’Sandoz’, tænk ritalin. Det virkede. Der blev mere stille inde i mig, det blev muligt at handle. Før var der hele tiden spørgsmål, spørgsmål til mig selv. Hver en handling blev vejet på en guldvægt. Jeg havde lyst til det hele, men spørgsmålene kom i vejen, inertiens fængsel. I starten lagde tankerne sig øde, og angsten steg, for hvor blev min kreativitet af? Digtene holdt op med at flyde. Jeg måtte gøre noget. Jeg gik i gang med at skrive dagbog og langsomt kom der hul, og jeg lærte at åbne og lukke for sluserne. I hvert fald for en stund. Ideerne til digtene kom stadig, men på en anden måde i andet tempo, og angsten dæmpede sig trinvist.

På medicin begyndte tingene at gå bedre. På jobcenteret prøvede de at finde ud af, hvad jeg ville, og jeg ville finde en uddannelse med ro. Hvor jeg kunne blive opslugt i en proces, så jeg bare skulle koncentrere mig om en ting og ikke få orden på al kaosset udenfor. Snedker, det erhverv talte til mig og min ide om det gode liv. Og jeg var fuld af gåpåmod, så jeg pressede virkelig på jobcenteret, for at der skulle ske noget. Jeg fik lov at komme i praktik i et tilbud, der var under jobcenteret, hvor jeg blandt andet skulle arbejde som snedker. Det var fedt, her var tid og ro til at løse opgaverne, men det lukkede efter to måneder pga. corona. I den periode, hvor jeg var i praktik og skrev dagbog, trådte angsten mere i baggrunden. Af og til blussede den dog op, hver gang jeg ikke fik skrevet dagbog. Dagbogen endte desværre med at blive til en slags besættelse for mig. Nu blev det obligatorisk, at jeg SKULLE skrive, hver dag. Hvis jeg missede en dag, så prøvede jeg at indhente det tabte og skrev bagud. Dagbogen, der skulle få det hele til at rulle, var blevet den tunge sten, jeg med angst og møje måtte skubbe foran mig, op ad alle hverdagens tinder. Alligevel følte jeg, at jeg var klar til at indtage verden. Praktikken havde været fed og medicinen spillede. Jeg var klar til, at livet skulle i gang; i foråret valgte jeg at lægge dagbogen lidt på hylden, da den havde udviklet sig til en energidræber. Nye begyndelser kræver sine ofre. Den efterfølgende sommer søgte jeg optagelse på snedkeruddannelsen og kom ind. 

Snedker

Værkstedet. Ideen om ro. 30 elever og en lærer, 30 hamre, 30 save, 30 høvle. Ro – kaos. 

Jeg startede på snedkeruddannelsen i august 2021. Jeg havde været igennem et hav af forløb på jobcenteret på det her tidspunkt. Jeg havde mødtes med dem hver mandag ude på CKB i Valby igennem næsten et år. Både jobcenteret og jeg havde et mål om at få mig tilbage til at præstere i samfundet. At jeg skulle lykkedes på snedkeruddannelsen. Derfor var jeg tilknyttet en SPS-medarbejder (specialpædagogisk støtte). I den halvanden måned jeg gik på studiet, mødtes vi én gang. Vores første opgave var at lave svalehaler. De bruges til at sætte træstykker sammen. Udover en smule bejdsning i praktikken, havde jeg ikke arbejdet med træ siden sløjd i folkeren. En del af værktøjet havde jeg aldrig set før. Læreren var travlt beskæftiget med 30 elever, og jeg var også nervøs for at spørge om hjælp. Jeg besluttede mig for at tage det stille og roligt. Jeg skulle ikke køre ud ad en tangent. Det var det vigtigste; resten skulle jeg nok nå. Jeg ville lære ét værktøj at kende ad gangen. Jeg havde høretelefoner på for at holde larmen ude. Jeg hørte jazz og gik i gang med at manipulere træ og blive familiær med al værktøjet. Jeg sakkede bagud. De andre var hurtige. Det var jeg ikke. Jeg prøvede ikke at stresse, gøre tingene i mit eget tempo. Det tog tid, før jeg fik lavet svalehaler, der kunne bruges, men det lykkedes. De andre var to opgaver foran, og en måned inde i studiet, kom min lærer over og kiggede lidt på mig arbejde. Han var ung, hipster, lyshåret og smilende, med en stærk gavtyv-energi, som en voksen Emil fra Lønneberg. 

’Kan vi lige snakke sammen efter timen?’ spurgte han, og det kunne vi jo godt, så det gjorde vi. ’Vilhelm, det er så fedt, at du har interessen for det her,’ sagde han, ’det er rigtig sejt, men jeg er ikke sikker på, at du kan følge med, jeg kan ikke hjælpe dig mere, end jeg gør. Derfor må du overveje om, det her er den rigtige uddannelse for dig. På mandag sætter jeg alle i gang med at bygge en kasse, og enten går du også i gang med det, ellers er det her ikke det rette sted for dig.’ Han satte den grænse, jeg ikke selv kunne. Om mandagen fortalte jeg, at jeg havde besluttet at stoppe på snedkeruddannelsen. Det var så det. Den drøm. Endnu en vej spærret. Et knæk. En etage længere ned i kulkælderen for, hvad nu? Hvad kan jeg blive til? Hvem er jeg, hvis jeg kun er til besvær? Men jeg tror ikke, det behøvede at være sådan. Jeg var dømt til at fejle, men det behøvede jeg ikke at være. Jeg er klar over, at der sidder nogle derude med ideer om, hvad jeg – en 26-årig mand – bør kunne. Det forstår jeg godt. Problemet er, at der er nogle ting, jeg ikke kan. Jeg har brug for lidt ro og tid, og hvis jeg var 14-17, var der et hav af tilbud, men jeg er 26, og jeg vil så gerne, så hvorfor er der ikke bare én vej for folk som mig? En mentorordning? Dobbelttid til uddannelsen? Hvorfor kan jeg ikke komme i mesterlære? Uddannelsen til snedker er fyldt med kaos og mennesker, men det er jobbet ikke. Jeg ville kunne varetage jobbet, men ikke uddannelsen. På jobcenteret synes de, at jeg har ret angående mesterlære, men som de siger, ’Du er nok 30-40 år for tidligt eller 20 år for sent på den.’ Men jeg lever nu, og jeg vil bidrage nu. NU, bare nu.

En begyndelse, en ende

Lad mig starte, hvor jeg sluttede, eller er det omvendt? Jeg er igen i gang med en ny begyndelse. En begyndelse, der begyndte med ophøret af en fremtid. Fantasien om Vilhelm som snedker. I januar 2022 kom jeg i et tilbud gennem jobcenteret, som var fedt. Projekt16 under KBH+, et ungdomshus. 16 uger med andre unge med lignende problemer. For første gang blev jeg mødt af nogen, der ville lære mig at kende, der ville hjælpe mig med at leve et bedre liv fra dag til dag. Her var fokus ikke på at optimere mit CV, men på at sørge for, at jeg fik mit tøj vasket, kom i bad og fik bestilt min medicin, så rammerne var på plads. Her handlede det om helt konkret at sørge for, at jeg fik det bedre og ikke bare om hurtigst muligt at få mig ud i en eller anden form for aktivering, så jeg kunne slettes fra en liste. Da de 16 uger var overstået, kom jeg i praktik i deres café. Det gik rigtig godt. Den 27. september 2022 afholdt KBH+ en poesiaften, som jeg stod for, og der kom et hav af mennesker. Det var en succes. Og nu står jeg hver uge på Café Sonja, dag efter dag. Caféen er en del af Settlementet, som er et af de ældste og min optik bedste steder til at bringe udsatte tilbage til arbejdslivet. De har 100 års erfaring. Her bliver jeg og andre bygget op lidt efter lidt, og mit ansvar stiger støt. En sten ad gangen bygger jeg mit fundament, min borg større og stærkere. Der er ikke noget, der er overstået; der er kampe, der skal kæmpes, kameler skal sluges, der vil komme nye nederlag, men jeg er på vej. Jeg vil, og jeg kan, og jeg er i gang med at skabe min egen vej gennem vildnisset, og jeg er i orden, for jeg er Vilhelm.

Forfatter
Vilhelm Rostgaard Grell
Anonym
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
min

Tourettes, Just Right, NLD, Aspergers og Dystymi. Man kunne også bare kalde mig “skæv”. Skæv socialt, skæv samfundsmæssigt, skæv indeni.

Skolekassen

“I hvilket land blev Jesus født?” spurgte læreren.

Jeg var grov: “Det gider jeg da ikke svare på. Det står jo i bogen. Enhver idiot kan jo slå det op. Hvorfor stiller du spørgsmål, vi bare kan læse os til?” 

“Okay. Hvem var Judas? Hvad gjorde han?” 

“Jamen det står jo her, men det tror jeg egentlig ikke er helt sandt. Jeg tror, at Judas var den eneste, der oprigtigt forstod, hvad Jesus ville. Jeg tror, at de begge var marketing-guruer, og jeg tror, det hele var planlagt — lige fra svampen med eddike til genopstandelsen. Man dør ikke på et kors efter det få antal timer, Jesus hang der. Der findes til gengæld midler, man snildt kunne dyppe en svamp i, som inducerer midlertidig klinisk dødstilstand i kroppen. Det var et genialt marketingstunt. I øvrigt tror jeg, at Jesus blev oplært som buddhist — du ved, de tre vise mænd, der kom fra østen. Hvad tror du og hvorfor?” 

“Jeg tror lige, du skal have noget luft.”

Jeg ville ikke tage en uddannelse. En uddannelse i skolesystemet altså, for jeg ville gerne dannes, og jeg ville gerne ud, men ingen af delene syntes mulige i det system, jeg som ung og videbegærlig blev mødt med. Jeg ville gerne lære hvorfor — ikke hvem eller hvornår som i historie- og religionstimerne, ikke hvordan som i matematik, fysik og kemi, og ikke hvad og sådan som i dansk og engelsk.

Jeg ville gerne gøre alle fagene til filosofi, så vi kunne lære, hvad der gav mening i vores samfund, og hvad der skulle forandres. Det ville lærerne og de andre elever dog oftest ikke, og da jeg endelig begyndte at studere filosofi som enkeltfag efter flere fejlede gymnasieforløb, stødte jeg igen ind i hvem, hvornår, hvad og hvordan… Men der stod jo “filosofi” på døren. Skulle vi ikke stille spørgsmål til livet? Skulle vi ikke revolutionere noget? Næh, det skulle vi ikke. Vi skulle ikke engang stille spørgsmål til pensum eller lærerens egne overbevisninger — det lærte jeg hurtigt. Vi skulle lære, hvad der stod i bogen, og vi skulle ikke spørge hvorfor eller debattere vores holdninger. Jeg ville snakke om, hvorfor bøgerne blev skrevet, som de gjorde, og ikke om, hvad der stod i dem.

Jeg var ude efter et par uger. 

I 8. og 9. klasse gik jeg på en lille friskole, hvor jeg fandt ud af, at det ikke var bøgerne, der var vigtige; det var læreren.

Her havde vi nemlig Rune. (Hej Rune, hvis du læser med). Jeg kan ikke præcis huske, hvilke fag han underviste i, for alle timer, vi havde med ham, føltes bare som “Rune.” Der blev fortalt om livet, om kærlighed, om alt mellem himmel og jord af alle fra tavle til bord. Lige pludselig fik en elev sagt noget interessant, og så snakkede vi om det i en hel time i stedet for at lave det, der stod på pensum. Der blev levet og lært — ikke indoktrineret.

Men som årene gik, og friskole blev til efterskole, og efterskole blev til HF, så jeg, at der var langt mellem ”Runerne”. Rigtig langt. 

På efterskolen fandt jeg dog en Mette. Vi havde en afslutningsopgave, som jeg ikke kunne se meningen med, så jeg fik lov af Mette til at skrive om ting i samfundet, jeg mente skulle ændres. Der var håb: Mette holdt sig til pensum, men der var et menneske i Mette. Der var robotter i de andre. 

På HF Flow var der kun fyldt med robotter — lærerne havde ingen livslyst, men de havde heller ingen ambitioner for os. Det samme gjaldt egentlig også for eleverne. Der blev brugt to timer på opgaver, som vi kunne klare på 30 minutter, og der blev røget og drukket lidt af hvert, når som helst, for det var der plads til. Jeg holdt kun i fire måneder. Mig var der ikke plads til.

Som det ser ud nu, kan jeg ikke se mig selv få en uddannelse. Nogensinde. Jeg er simpelthen ikke bygget til den kasse — eller måske er den ikke bygget til mig. Hvis jeg får en idé, går jeg i gang, uden at overveje om jeg er uddannet til det eller ej. Og hvis samfundet ser mig som Resterende, bare fordi jeg ikke har gået nok i skole, så ser jeg mig selv som Præsterende, fordi jeg egentlig bare prøver at leve mit liv efter en standard, der ligger uden for kassen.

Sokrates, hvor er du? Nåh ja, du er død, og systemet gider dig ikke. Det bryster sig af at vide, hvem du var, og hvornår du levede, men det er ikke i stand til at gøre som du. Det tør ikke spørge: Hvorfor

Diagnosekassen

I forskellige stammesamfund rundt omkring på planeten siges det, at folk, som bliver født med psykiske sygdomme, har en besked fra åndeverden til den fysiske verden. Det ved jeg ikke, om jeg tror på, men jeg kan godt lide tanken. Den giver mening, fordi lige så vel som psykiske lidelser, der opstår i løbet af folks liv, er en direkte konsekvens af en omstændighed, der gik galt, kan der vel også ligge noget forinden livet. En åndeverden, gudeverden eller måske en fælles bevidsthed?

Jeg fik diagnosticeret Tourettes Syndrom som 12-årig, men jeg har nok haft det, siden jeg var fire. Just Right fik jeg diagnosticeret samtidig, og jeg fik også en diagnose, der hedder Nonverbal Learning Disability (NLD), som nok skulle have heddet autismespektrumforstyrrelse i stedet for. Den blev alligevel til en Aspergers-diagnose som 25-årig, dog sammenkoblet med noget så spændende som Dystymi

Tourettes, Just Right, NLD, Aspergers og Dystymi. Man kunne også bare kalde mig “skæv”. Skæv socialt, skæv samfundsmæssigt, skæv indeni. 

Dystymi og Just Right snupper en delt førsteplads, hvis man skulle putte dem i kasser fra mest til mindst forstyrrende for mit liv. Dernæst kommer Tourettes, efterfulgt af Aspergers, NLD tænker jeg sjældent over.

Just Right er en diagnose, jeg ikke er stødt på hos andre før — i hvert fald ikke med eksempler på, hvordan jeg har det. Hvis man søger efter “Just Right”, så støder man på en undergren af OCD, hvor bestemte ting skal være “helt rigtigt”. Det kunne fx være dørhåndtaget, der skal trækkes i fem gange, eller hænderne, der skal vaskes 100 gange. 

Min Just Right går ud på at balancere mine sanseindtryk. Der skal lige mængder lyd i begge ører, der skal lige meget lys ind i begge øjne, og de ting, jeg føler i den ene side af min krop, skal afbalanceres i den anden side. Hvis nogen eller noget rører mit ene knæ, føler jeg ubehag i det andet, indtil jeg rører det på præcis samme måde. Hvis der er nogen, der siger noget til højre for mig, eller en bil kører forbi, så river eller trykker jeg i det andet øre, indtil jeg opnår samme følelse derinde. Hvis jeg går forbi noget på gaden, som fylder mere på højre side af mig, end det gør til venstre, så føler jeg ubehag, indtil jeg får opvejet det med noget andet — det kan fx være, at jeg drejer hovedet eller kroppen rundt og går baglæns, eller at jeg bevidst går lidt tættere på en lygtepæl eller på den anden side af den. 

Men min venstre side kan åbenbart klare dobbelt så mange indtryk som den højre (øre, øje, muskler og hud), så derfor prøver jeg så vidt muligt at leve mit liv til venstre. Jeg skriver måske en dag en bog om det, for der er fandeme mange ting at tage højde for. Cirka ét ubehageligt indtryk pr. sekund. 

Dystymi er en kronisk tristhed. Det minder lidt om en depression, idet den giver mig mangel på livslyst, men den ligger mere i baggrunden til hverdag og er mere ødelæggende på lang sigt. Uanset hvor glad jeg er, har jeg altid en tanke, der siger: “Ja, men hvad fanden er meningen med at være glad, når vi alligevel skal dø?” Den ses oftest i ældre mennesker, når de indser, at livet lakker mod enden. 

Tilstanden har nok været der, siden jeg var 15, og den sniger sig ind i alt, hvad jeg foretager mig, alt, hvad jeg ser andre foretage sig, og alt, hvad jeg forestiller mig, at mennesker nogensinde kunne foretage sig. Jeg har derfor haft depressive perioder på mange måneder (ofte op til et års tid), hvor jeg ikke kan holde ud at eksistere — fordi hvad fanden er meningen? Hvis jeg ikke ved hvorfor, kan det hele sgu være lige meget. Det er ikke en “hvad skal jeg dog blive til,” eller en “åh nej, jeg skal engang dø,” eller en “åh, hvad bliver mit eftermæle mon — hvad skal folk eller samfundet huske mig for?” Det drejer sig bare om, at hele den menneskelige race, og alt, hvad der eksisterer, jo på et tidspunkt bliver udslettet. Hvorfor i alverden skal jeg så lave den her skoleopgave? Hvorfor i alverden skal jeg så tjene penge? Der er jo intet, der betyder noget, så hvorfor gøre noget som helst? I det lys er mit behov for at spørge hvorfor, ikke bare noget jeg gør for at være flabet eller på tværs. Det er noget, jeg er. Så når folkeskolen og ungdomsuddannelserne ikke har skabt plads til at spørge hvorfor, så ødelægger de mig – bogstaveligt talt. Når jeg ikke får lov at udforske meningen bag noget, bliver det naturligt for mig at spørge: ”Hvorfor ikke bare ligge stille og roligt i sin seng og sove ind?”

Der var ingen mening at hente i skolen, så jeg blev fysisk dårlig. Jeg fik angst, blev aggressiv indeni, deprimeret, fik selvmordstanker. Det eneste, der egentlig giver mig håb, er, at jeg ikke har dræbt mig selv endnu. Jeg har simpelthen ikke lyst til det. Der må jo være en eller anden mening. Når jeg finder den, skal jeg nok sige til. Indtil da holder jeg bare udkig, selvom jeg godt ved, at den ikke findes. Men jeg er her jo endnu, så et eller andet skal der jo ske.

Tourettes Syndrom er også noget, der kan vise sig på forskellige måder i forskellige mennesker. Fællesnævneren for alle er dog, tror jeg, at stress-lunten er kortere.
Der er både verbale og fysiske tics — mange kender de verbale, som fx bandeord, der kommer ud af det blå, for samfundet hører naturligvis dem, der råber højest, og råbe, det kan de sgu.

Min barndom var svært præget af verbale tics, men i mit voksenliv er der lidt mere ro på. I barndommen og ungdommen var mine tics lyde — store og små — og de kom oftest, når jeg var træt. I folkeskolen havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke gik så meget i skole, fordi jeg i stedet gik derhjemme og skreg så højt, jeg overhovedet kunne. Nogle gange måtte jeg have høreværn på, så jeg ikke skreg ørene af mig selv. Jeg havde også kramper i samme grad, så jeg ofte faldt om i epilepsilignende anfald. 

I dag er de verbale tics heldigvis reduceret til små grynt, når jeg skal sove, men de fysiske tics kører konstant — især når jeg dyrker motion. Jeg skal strække en eller anden muskel cirka hvert tredje sekund. Fingre, hænder, håndled, forarm, overarm, skulder ovenpå, skulder bagpå, skulder nederst, ryg, side, lænd, øverst på ballen, midt på ballen, nederst på ballen, baglår, lår, knæhaser, knæ, læg, skinneben, øvre fod, sidefod, begge sider, tæer, under neglene (der sidder nok ikke en muskel, men jeg trykker på neglen, så jeg kommer ind og mærker kødet nedenunder), skridt, mave, bryst, nakke, hals, alt. Kraniet strækker jeg også — altså de muskler, der løber op fra nakken — men det klikker tit og gør nogle gange rigtig nas. Hovedpine er ofte noget, jeg ticcer mig til. 

Tics har mange former. Siden jeg sagde op på mit arbejde for to år siden, har jeg haft en skrive-tic, som går ud på, at jeg trykker Caps Lock efterfulgt af “ASD”, sletter det igen og slår Caps Lock fra — både på computer og mobil. 

Aspergers — det er nok den, der forstyrrer mig mindst, men som forstyrrer andre mest, selvom jeg kun har det i en mild grad. Diagnosen kom for to år siden, men opførelsen har nok været der, siden jeg var barn: støjfølsomhed, at have svært ved det sociale (indeni), at blive hurtigt udmattet eller overvældet af alt andet end alenetid, ikke at kunne forstå, for mig, ulogiske systemer, ensporethed eller mani omkring én ting, dyb kærlighed for dyr og musik — ting, som bare er, uden at være i strid med sig selv, hvilket jeg synes, de fleste mennesker er (herunder ofte mig selv).

Ud på Dannelse

Jeg har arbejdet med rigtig mange ting, og der har været rigtig mange huller imellem de ting, jeg har arbejdet med. Hullerne opstår, når jeg befinder mig i en længerevarende situation, som fx et arbejde eller en uddannelse, som jeg har det skidt med. Hvis jeg ikke kan se meningen med det, jeg laver, så kommer følelsen med det samme. Den starter med en mavefornemmelse om, at noget er forkert. Dernæst kommer symptomerne på stress, og til sidst kommer depressionen og selvmordstankerne, hvis jeg ikke siger STOP og giver slip.

Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte med at være. Men jeg er blevet bedre til at sige STOP, så jeg ikke skal ligge og ralle i månedsvis efter hvert forsøg på at gøre noget.

Efter jeg sagde STOP til uddannelsessystemet for sidste gang, tog jeg på en rejse. Jeg fløj til Cypern. Der lå en økologisk gård, jeg kunne arbejde på med andre frivillige i bytte for kost og logi. Det var meningen, at jeg skulle være der i tre måneder, men efter en lille måned tog vi allesammen på en ekspedition til nogle frisindede tosser, der kaldte sig selv for “The Rainbow Family of Living Light”. Det endte med, at jeg aldrig kom tilbage til gården — for den var ikke så meningsfuld som det liv, regnbuebrødrene og -søstrene levede. Dét var jeg til gengæld tosset med. 

Regnbuefolket — ikke at forveksle med LGBT+ bevægelsen — er en antikapitalistisk græsrodsbevægelse, der kom til live i 1970 i USA. Bevægelsen er en hyldest til den pacifistiske måde, visse indianerstammer leve på uden at ødelægge planeten. Tænk engang. 

Det vil jeg også gerne skrive en bog om en dag. 

Nåh, men de regnbuefolk, jeg mødte på Cypern, skulle altså til en årlig europæisk forsamling, hvor alle var velkomne, og hvor formålet var kærlighed, og som det år blev afholdt i Grækenland. Jeg ville virkelig gerne med, så vi hoppede på en færge til det østlige Tyrkiet, hvorfra vi blaffede de 1000 kilometer til Thessaloniki, ud i ingenmandsland og op på et bjergplateau. Der var ti mennesker, da vi ankom, og der var måske 2-3.000, da jeg tog hjem fem uger efter. 

Og hvad skulle jeg så? Cirka 50 forskellige ting, mellem dengang og nu – roller inden for marketing, ledelse, administration og idéskabelse, samt et hav af selvopstartede virksomheder på kryds og tværs af flere rejser med tommelfingeren, teltet og arbejdstøjet både i udlandet og herhjemme.

Arbejde, som man kan klare godt uden en uddannelse, hvis man bare har en kritisk, kreativ og struktureret tilgang. Arbejde, som folk med Aspergers måske netop brillerer i, fordi vi ofte føler manglen på struktur som et overgreb, og derfor ekstra hurtigt kan finde ud af, hvordan der kommer orden i kaosset. 

Men der var ikke mening i noget af det. Det kan godt være, at chefen råbte højt om revolution, og at der stod ”disrupting the future of…” på hjemmesiden, men hold kæft, hvor skaber vi mennesker mange ligegyldige ting, bare fordi der skal tjenes penge. Jeg havde arbejdet 25 steder, inden jeg var 25, og de holdt hver især kun et par måneder, fordi jeg hurtigt fik den der følelse af forkert, og så kom stress og depression og væk. Videre. Næste.

Til sidst (for tre-fire år siden) fik jeg det bedste job, jeg nogensinde har haft: Game Designer. Firmaet var internationalt, og der skulle laves et pitch til BBC til et spil i Doctor Who-universet, så da vi vandt licensen, gik vi i gang med at bygge et team. Jeg endte med at stå for lidt af hvert, i tæt samarbejde med direktøren, og som afdelingsleder gik min hverdag med at jonglere ti universitetsuddannede ansattes arbejde, mens jeg selv stod med nok arbejde for to eller tre. 

Det var fedt — fantastisk, faktisk — men jeg brød ned. Jeg gav for meget af mig selv i for lang tid, og arbejdsforholdene var egentlig også ret fucking crazy. Jeg holdt et helt år, inden stressen og depression ramte, selvom det føltes som tre eller fem. Det var i starten af 2021, og jeg har ikke været i job siden.

Så nu går jeg og forestiller mig mennesker og kulturer, der ikke eksisterer. Jeg lever. Jeg bygger verdener. Jeg er forfatter. Jeg skriver fantasy, og min første bog udkommer i 2023.

Dén bog skal udvikle sig til en serie, til en levevej, til en virksomhed, til et kollaborativt univers fyldt med vidunderlige historier fortalt af fantastiske fortællere.

Hvorfor? Fordi jeg er træt af andre folks kasser. Fordi jeg vil bygge former uden rammer. Fordi lige nu er det det eneste, der giver mening.

Forfatter
Andy, 29 år, mand, Odense
Anonym
Titel
Udgivelse
De Resterende
Læsetid
12
min
Fortællingen bor her:
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
Udgivelse
De Ensomme
Udgivelses år
2024
Bestil bøger

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Resterende
Udgivelses år
2023
Bestil bøger

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked. 

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Hjemløse
Udgivelses år
2022
Bestil bøger

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Anbragte
Udgivelses år
2021
Bestil bøger

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Kronisk Syge
Udgivelses år
2021
Bestil bøger

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Pengepressede
Udgivelses år
2020
Bestil bøger

Fortællinger af unge med ondt i økonomien

I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 pengepressede unge. Man hører tit, at penge bare er papir, men hvis penge ikke er alt, hvorfor føles det så tit sådan?

De Pengepressede introducerer os for et udpluk af unge med ondt i økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor tab og vind betyder “prøv igen”. Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.

“Penge er ikke bare en lille del af vores liv. Ikke bare fordi de er rare at have, men også fordi de former os, vores selvforståelse og forhold til andre, vores tiltro eller mistro til fremtiden. Ung og i gang med at forme sit liv og sig selv kan penge være en hjælp eller en forbandelse.” – Mikkel Thorup, idéhistoriker.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Engagerede
Udgivelses år
2017
Bestil bøger

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl. 

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Flygtede
Udgivelses år
2017
Bestil bøger

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Frafaldne
Udgivelses år
2014
Bestil bøger

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.

Læs mere
Læs mindre