Et Liv med Senfølger

Ensomheden blæser til mig fra træerne. Hun hænger i luften fra en rødmalet væg, der repræsenterer alt det, jeg ikke mærker. Kærlighed, had, følelser generelt. Bare noget. Hun sidder i min vindueskarm og kigger på mig i nattens mørke, mens hun synger mig godnat til lyden af fugle, der kvidrer udenfor. Duften af kirsebærtræer finder vej til min sengekant, men deres sødme når mig ikke. Alle indtryk, dufte og farver suger ensomheden til sig, så jeg efterlades med grå nuancer.
På crosstraineren finder hun mig, når jeg ikke kan sove, ligesom hun på gåturen i skoven smiler fra de nyudsprungne blomster. Jeg havde ellers håbet, at de ville blomstre mig en meningsfuld fremtid. 

I stedet ligger jeg vissen og søvnløs og putter mig til lagnerne, hvor ensomheden har bosat sig. I natten giver jeg mig hen til den meningsløshed, hun har plantet i mig, mens stjerner oplyser min astronomiske ubetydelighed. Jeg er lille og betydningsløs og føler mig sådan. Det er betryggende ikke at være noget. 

“Hvordan kan jeg føle så meget tomhed, når jeg er så lidt?” spørger jeg hende. Hun svarer ikke, men udhuler blot mit hjerte, så der til sidst kun er et sort hul tilbage – et sort hul, der absorberer al lys og glæde. Det eneste, jeg mærker, er en tomhed så intens, at jeg ikke kan være i min egen krop. Jeg føler mig ubeskriveligt værdiløs, for hvordan har man værdi, hvis ingen har brug for én?
____________________________________________________________________
Hun har kendt mig længe før, jeg vidste, hvem hun var, ensomheden. Altid har hendes dybe blide øjne og milde smil forstået mig. Jeg har aldrig behøvet sige noget eller forklare mig. Hun har forstået, at jeg altid har følt mig splittet mellem fællesskabets tryghed og individets frihed. At jeg har følt mig som en enspænder, der på mange måder har haft nok i mig selv. Hun har forstået, at jeg slet ikke er eller har været så social, som mange tror. At jeg nyder fordybelse og ro, og at min udadvendte, men introverte, person hurtigt føler sig overstimuleret af andre mennesker. Ofte har jeg næsten ønsket at forsvinde ind i hendes øjne og blive der for evigt. Der har været så trygt, og de har behøvet mig. Eller jeg har behøvet dem? Måske har vi behøvet hinanden?
_____________________________________________________________________
”Savner du andre mennesker?” spørger hun. Hendes stemme er mild, og jeg mærker en oprigtig interesse, men samtidig en sårbar frygt for, at jeg svarer det, jeg gør.
”Ja,” svarer jeg. ”Jeg savner at blive holdt om. At få et kram og blive trøstet af nogen, der ved, hvem jeg er, men som ikke er dig. Efterhånden ved jeg bare ikke, hvem der kender mig. Det føles, som om alle relationer er vokset fra mig – måske fordi jeg fravalgte dem over en tidsperiode, der er endt med at vare hele min ungdom.” 

Jeg kan se, at det sårer hende, at jeg har brug for andre, men hun siger ikke noget. 

”Nogle gange,” fortsætter jeg. ”Ønsker jeg bare at forsvinde ind i mørket, i tilstanden af meningsløshed, der kalder med samme lyd som dig, lagnerne, træerne og alt andet, der falder forbi mig. At være med dig i lysets fravær er det eneste sted, jeg rigtigt føler mig tryg. Men jeg kan ikke mere. Det er ensomt at føle, at ingen rigtigt kender én.”
_____________________________________________________________________
”Men vi har da også haft det godt,” svarer hun håbefuldt med en uvillig irritation i stemmen.
”Jo, ” svarer jeg. ”Det har vi”. Og det er rigtigt. Vi har haft mange gode minder, ensomheden og jeg. Hun har puttet mig om aftenen, når jeg ikke har kunnet sove. Hun har været med i byen og danset med vennerne. Især har hun siddet med ved bordet til familiemiddage og til øl med forskellige bekendtskaber. 

Ofte har vi siddet der, ensomheden og jeg, omgivet af glade mennesker, god mad og livlig musik, mens vi talte og lyttede og lod, som om vi var nærværende, selvom det kun var i vores interne relation, at nærværet var 100 %. Jeg var det smilende, glade og imødekommende ansigt udadtil. Nogle gange var jeg oprigtigt glad. Andre gange var det mest af alt anstrengende og energikrævende at skulle være så energisk, når jeg i virkeligheden var træt og død indvendig. Hun var den, der observerede alt fra metafysisk perspektiv og altid så mig, hende og situationerne udefra. Hun prøvede virkelig at være til stede, men hun kunne ikke give sig hen til nuet og til tætte relationer. 

”Hvad laver du egentlig her?” ville hun hviske, når vi sad ved bordet og alle grinede og havde det sjovt. ”Det hele er jo så ligegyldigt.”
”Ssh jeg vil gerne være til stede,” ville jeg svare i et forsøg på at overbevise mig selv om, at det var rigtigt.
”Men du keder dig jo. Du vil mere end at sidde her og tale om banaliteter. Småsnak. Du vil mere.” Det var hårdt, men sandt, det hun sagde. Jeg følte mig kynisk. Var det hende, der gjorde mig kynisk?
Måske. Men jeg kunne godt lide at høre hende tale. Jeg kunne ikke lyve overfor hende. Det var noget af det, der tiltrak mig ved hende. At hun var så uendeligt ærlig overfor sig selv. Så tro mod hvem hun var.
”Samtalerne keder dig jo. Du vil hellere være alene.” Hun har altid sagt det med en forførende stemme, der har gjort det umuligt for mig ikke at lytte. Hun har siddet der ved min side og været dragende med sin jordnære personlighed og medfødte tiltrækningskraft. Det var rigtigt, det hun sagde. På mange måder har jeg ofte haft nok i mig selv og har ikke oprigtigt haft lyst til at være en del af de fællesskaber, der er blomstret omkring mig.
”Jeg prøver at være til stede,” siger jeg henvendt til hende, selvom jeg mest siger det til mig selv. ”Jeg prøver virkelig, men det er, som om der altid er en usynlig distance mellem mig og mine omgivelser.”
”Ja,” svarer hun. ”Det ved jeg. Alle indtryk sætter sig fast i luften uden rigtigt at nå os. Vi hører ikke til her.”
Jeg skal til at sige, at hun skal holde mund, men jeg kan ikke. Hun har jo ret. Jeg prøver at ignorere det, hun siger, men hvordan kan man ignorere noget, der er sandt? 

”Ja,” svarer jeg. ”For du stiller spørgsmålstegn ved alt. Du kan ikke slippe et enkelt ord: Hvorfor? Hvorfor leve? Hvorfor sidde her? Du føler en komplet ligegyldighed overfor alt, der fore-går omkring dig, og det smitter af på mig. Ved du godt det?” Hun kigger skyldigt ned med sine blanke øjne. Hun ved, hvordan hun påvirker mig. ”Men det hele er jo meningsløst.”
Hun ved, jeg er enig. Det er sådan, jeg har det, og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange er jeg så ulykkelig, at jeg er overbevist om, at følelsen af glæde er mange lysår væk. Jeg observerer bare og kan ikke tage noget ind. Det er, som om jeg forsvinder længere og længere væk. 

”Men du,” siger jeg til ensomheden. ”Der er også noget andet. Det er rigtigt, at jeg mister lysten til at være sammen med andre, når samtalerne bliver for… betydningsløse. Fordi jeg synes, der er ting, der er vigtigere end at have de samme samtaler igen og igen. Men en del af mig vil gerne være her. En del af mig vil gerne være til stede og høre om nye tøjkøb og gamle flirts. Men alt det, jeg virkelig interesserer mig for, alt det, jeg gerne vil tale om, ved jeg ikke nok om til at italesætte. Uanset hvor meget jeg ved eller gør, føles det aldrig som nok. Det er derfor, jeg trækker mig. Fordi jeg vil være alene. Men også fordi jeg føler mig utilstrækkelig.”
______________________________________________________________________
En nat besøgte ensomheden mig med sine dybe, lokkende øjne. De var som et bundløst hav – farlige, men dragende. Måske dragende netop fordi de var farlige? De kiggede så målrettet og intenst, at det føltes, som om de aldrig ville forlade mig igen, og det var dét, der gjorde mig bange. Fordi jeg den nat så en grådighed, jeg ikke havde set før. Disse øjne, der kendte mig bedre end nogle andre og afspejlede mit hele jeg, ville have mig for sig selv. Hun ville have mig for sig selv. Ensomheden behøvede mig. Som jeg engang havde behøvet hende? Hvad der var startet som et trygt venskab, var blevet et destruktivt afhængighedsforhold. Hun havde opslugt mig over en årrække, så langsomt at jeg ikke var bevidst om den magt, hun havde fået over mig.
Men bag den stålsatte facade så jeg også en sørgmodighed. Det var, som om hun vidste, hun gjorde mig fortræd. Hendes blanke øjne emmede endnu engang af skyld. Det var næsten, som om hun gjorde det mod sin egen vilje.
”Bliv,” sagde hun. ”Overgiv dig til mig. Vi har det jo så trygt og skønt, når vi er sammen. Vi elsker vores eget selskab, vi kan begge lide ro. Vi har nok, når bare vi har hinanden. Det ved du da.”
Hvorfor gør hun det her, tænkte jeg. Hvorfor trækker hun mig mod denne tilstand af kronisk apati? Hun er som en negativ pol, der trækker min optimisme til sig, hver gang jeg har det godt.
Jeg kiggede på hende og blev pludselig bevidst om noget, jeg nok havde vidst længe.
”Jeg hader dig.” Ordene fløj ud af mig. ”Jeg hader din konstante lokken og kalden, der giver mig følelsen af, at ingen forstår mig. Jeg hader dine forførende, tænksomme øjne og eksistentielle spørgsmål, der giver mig lyst til at isolere mig. Jeg hader, at du får afstanden mellem mig og min omverden til at vokse eksponentielt. Du forfører mig til at tro, at du er alt, jeg har brug for. Og samtidig følelsen af, at jeg er ligegyldig for alle andre end dig. Jeg vil være noget for nogen. Nogen, der ikke er dig. Men du gør det umuligt for mig at danne tætte relationer med andre end dig.”
Hun kiggede længe på mig. Sårbart og vurderende.
”Men du elsker mig jo også,” sagde hun med øjne, der ville teste min beslutning om at tage afsked med hende.
______________________________________________________________________
Hun havde ret. For når vi bare er os – ensomheden og jeg – kan vi distancere os fra verden. Det er nok der, vi er aller gladest og føler os uovervindelige. Der kan vi leve i vores egen intimitet med bøger, skrivning og drømmerier, hvor vi længes mod noget fjernt, noget andet. Der er intet, vi skal nå.
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg elsker dig stadig”. Og jeg elskede hende virkelig. Jeg havde holdt af hende i alle de år trods hendes til tider altopslugende adfærd. Hun havde været mere end et forstyrrende element, men jeg måtte give slip nu. Jeg kunne ikke fortsætte med at bukke under for hendes på mange måder negative indflydelse. Dynamikken måtte ændres, så jeg selv kunne styre mit liv og ikke lade mig kontrollere af hende.
”Nogle gange,” sagde jeg. ”Ville jeg ønske, jeg aldrig havde mødt dig.” Hun kiggede såret, men udspekuleret, på mig, som om hun prøvede at regne ud, hvordan hun bedst kunne ramme mig. Så tog hun en dyb, velreflekteret indånding.
“Uanset hvad,” sagde hun eftertænksomt. “Ville du have følt dig fremmed, for hvornår har du nogensinde følt, at du passede ind?”
Ordene ramte hårdt og strammede sig om mit hjerte. Men de bekræftede mig også i, at hun havde fået for meget magt.
Hendes behov for mig kaldte på frigørelse. Jeg måtte løsrive mig og vide, hvem jeg var uden hende. Det ville være egoistisk af mig at blive i trygheden, for jeg har så meget at give. Jeg vil være noget for andre end hende. 

“Jeg kan ikke mere. Du må lade mig gå.”
Jeg så ind i hendes blanke, sårbare øjne. Vi var begge rørte. Det gjorde ondt at trække mig, men jeg vidste, det var det rigtige. Ellers ville jeg miste mig selv. Jeg forstod, at hvis jeg blev i vores relation, ville hun overtage mit liv. Jeg tror, hun forstod det. Det virkede i hvert fald sådan – hun vidste, at hun ville trække mig så langt ind i mørket og meningsløshedens tungsind, at jeg ikke ville kunne finde tilbage til et liv med farver.
_____________________________________________________________________
I tiden efter vores afsked har jeg tænkt meget på hende. På ensomhed. Hvordan vi mødtes første gang og hvorfor. Var det overhovedet ensomhed, der gjorde, at tårerne faldt på mine lagner i månedsvis? Eller var det bare erkendelsen af livets meningsløshed? Jeg ved ikke, hvem jeg lærte at kende først, eller om man overhovedet kan tale om ensomheden og meningsløsheden som to adskilte eksistenser. Måske er de uadskillelige, nogle der altid kommer som par? Jeg har også tænkt, om jeg måske gav ensomheden for meget opmærksomhed. At vi måske fandt hinanden som et nyttevenskab, der passede perfekt sammen som plus- og minuspol? Et eller andet sted har jeg altid været draget af tunge eksistentielle spørgsmål. Nogle gange har jeg tænkt, om jeg var afhængig af at leve livet med negativt fortegn.
_____________________________________________________________________
Helt farvel har jeg ikke sagt. Hun er stadig en del af mit liv, men det er på en anden måde nu. En måde, hvor jeg selv har kontrol og bestemmer, hvor ofte vi skal ses, og hvor meget hun må fylde i mit liv. Jeg lever mere balanceret, og hun overrumpler mig ikke mod min vilje længere. Periodevis kommer hun tilbage, som var hun en planet med ellipseformet bane – nogle gange er hun tyngende tæt på, andre gange hilser hun blot fra respektfuld afstand. Det er næsten, som om hun ikke vil forstyrre mit liv, men hendes tilstedeværelse gør mig ikke noget længere. Jeg værdsætter hende faktisk. Og jeg værdsætter, alt det vi har gennemlevet sammen. Hun er som en drivkraft nu, én der motiverer mig til at udrette noget. Hun har givet mig indblik i nogle af livets skyggesider, som gør, at jeg føler mig taknemmelig. Takket være hende forstår jeg værdien af et grin, af at gå tur i regnen, at læse en bog, at tale med en fremmed. Jeg forstår værdien af at have noget at leve for. At have drømme og ambitioner at arbejde henimod. At have nærvær, relationer, venner og familie.
Hun er blevet som en gammel ven – en af dem, der kender én allerbedst, og jeg ved, at hun altid vil være en del af mit liv. 

Hun får mig til at føle. Kærlighed, had, ja følelser generelt. Bare noget. Hun gør mere nu end bare at synge i nattens mørke. Hun er med til at farve mit liv og få det til at dufte af nyudsprungne blomster. Det er rart at føle noget igen og mærke eksistensens farvepallette. Selv de mørke og grå nuancer nyder jeg. De supplerer de andre farver så godt og er med til at skabe kontrast.
Det synes jeg, der er noget smukt i.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN (2021) 

Det er forår.
Jeg står bag disken med svedige håndflader. Jeg må bede kunden foran mig om at gentage, hvad hun siger. Jeg tror, at hun vil have en croissant. Jeg kigger søgende efter skiltet, hvor der står “croissant,” men selvom jeg kan se og læse bogstaverne, kan jeg ikke oversætte betydningen af ordet i mit hoved. Jeg prøver langsomt: “C-r-o-i-s-s-a-n-t.”
Stadig ingenting. Betjeningen af kunden tager dobbelt så lang tid som sædvanlig, men jeg lykkedes i sidste ende og sender hende afsted. Det føles, som om mit hjerte sidder uden på mit bryst. Jeg kan mærke dets banken i hele min krop, helt ned i min lilletå. Det er rigtig længe siden, jeg har haft det sådan her, men jeg genkender følelsen øjeblikkeligt. Jeg har efter halvandet års anfaldsfrihed fået mine epileptiske anfald igen. 

Det, jeg oplever, er et klassisk partielt anfald, hvor jeg har svært ved at kommunikere: tale, forstå, læse, skrive. Jeg har tre klumper af ingenting i hjernen: Ubrugelige celler, i mit sprogcenter, som fylder, forstyrrer og skaber kaos. Jeg er svimmel. Jeg ved, hvor jeg er, jeg har været her mange gange før: Jeg er på arbejde i Emmerys. Alligevel er mine omgivelser nu tågede, fremmede og overvældende. Jeg ringer til min omsorgsfulde chef Sofie, som kommer mig til undsætning. Jeg tager hjem og går direkte i seng, og da jeg vågner dagen efter, er jeg overvældet af udmattelse.
Resten af året kommer jeg til at være en skygge af mig selv: vågen, men døsig og langsom. 

LIMBO (2021) 

Jeg har allerede hans nummer indkodet i min telefon. Min neurolog på Epilepsiklinikken på Rigshospitalet har været min primære kontaktperson i sundhedsvæsenet. Epilepsien har været i mit liv siden jeg var 15, overtog styringen, da jeg var 16 og knuste mig, da jeg fyldte 18. 

Nu er jeg 21. 

Jeg ringer og fortæller ham, at jeg desværre har fået mine anfald igen. Hans stemme knækker. Det er han ked af at høre. Desværre kan han ikke gøre så meget. Jeg har prøvet al epilepsimedicin på markedet. Jeg har været forsøgskanin på alle nye bud. Der er intet, der virker. Der er intet mønster i, hvornår mine anfald kommer. Der er intet, der udløser dem, hverken stress, lys, alkohol, depression eller angst. Min epilepsi virker derfor umulig at behandle. Jeg har været i udredning til operation for min epilepsi siden jeg var 17. Jeg befinder mig i et limbostadie, hvor jeg ikke er syg nok til at få den hjælp, som jeg så desperat har brug for, og samtidig ikke er rask nok til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg føler, at jeg, siden jeg var 17, har skreget til mine lunger klappede sammen, men at jeg endnu ikke er blevet hørt.
  Kirurgerne ville skære mine tre heterotopier ud med en skalpel i starten af mit udredningsforløb. Men de tør ikke – heterotopierne ligger for tæt på sproget, hukommelsen og synet. 

Jeg forstår dem godt, lægerne, neurologerne, forskerne. Jeg bebrejder dem alligevel. De fratager mig mit eneste håb om et nogenlunde normalt ungdomsliv – med alt, hvad det indebærer. 

“Lad os se, hvordan anfaldene, og hyppigheden af dem, udvikler sig,” siger han i den anden ende af telefonen. Han sidder på en af de øverste etager på sit kontor på Epilepsiklinikken, i en af de højeste stillinger inden for sit felt, og har min skrøbelige fremtid i sine hænder. Jeg bliver overladt til mig selv og til en uvis fremtid. Jeg føler mig svigtet af sundhedssystemet og af omverdenen, som virker fjern og fjendtlig. 

KATASTROFETANKER, KATASTROFESIND (2021) 

Hver dag, når jeg møder op på arbejde, er jeg svimmel. Mit syn bliver sløret i metroen på vej til Marmorkirken. På den korte tur fra metroen til butikken får jeg hjertebanken, svedige håndflader og susen for ørene. Det kribler i hele kroppen; følelsen ville næsten være rar, hvis ikke jeg var så skrækslagen samtidig. Nu begynder mine katastrofetanker. 

‍

“Jeg kan ikke engang klare et simpelt job som ufaglært i Emmerys. Hvis jeg ikke kan klare det her, kan jeg heller ikke blive optaget på en videregående uddannelse. 

Selv hvis jeg bliver optaget på en videregående uddannelse, ville jeg aldrig kunne færdiggøre den med så mange anfald. Hvis jeg ikke får en videregående uddannelse, får jeg heller ikke et job. 

“Hvis ikke jeg får et job, kommer jeg ikke til at være i stand til at forsørge mig selv. Hvis ikke jeg kan forsørge mig selv, kan jeg heller ikke forsørge en familie. Hvem har også lyst til at få en familie med mig, når jeg er så syg?” 

Mine venner ender også med at blive trætte af mig. Så kommer jeg til at være helt alene i verdenen. 

Hvis jeg ender med at være helt alene i verdenen, er der ikke noget at leve for. Måske burde jeg slet ikke leve. 

Måske er det nemmere at begå selvmord allerede nu.” 

‍

Mit tankemønster starter som en mindre bekymring om noget trivielt og udvikler sig til selvmordstanker på få minutter. Derefter gentager mønstret sig igen og igen. Der kan gå helt op til en time, hvor jeg er lammet; jeg kan kun hulke og vride mig. Det er umuligt at stoppe tankerne: De lister, de kravler, de slår, de bider sig fast. Stemmen i mit hoved er nedladende og urimelig: En ondskabsfuld, imaginær ven fra helvede, som jeg lærer alt for godt at kende. Det her er min sandhed: Min sygdom kommer til at fortsætte med at smadre mine muligheder, mine relationer, mine drømme. 

Man skal have det godt for at kunne have det godt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at kunne hanke op i mig selv, udfri mine drømme og være nærværende i mine relationer. Men jeg befinder mig i en alarmerende, altoverskyggende overlevelsestilstand. Det er umuligt at have perspektiv og tro på mig selv eller på en bedre fremtid. Jeg er i et konstant alarmberedskab, som gør mig fuldstændig handlingslammet. Min hverdag bliver sværere at håndtere, og det forværrer min tilstand og mit selvhad. Jeg befinder mig i, hvad der føles som en evig, ødelæggende cyklus, som jeg ikke kan bryde med, medmindre jeg tilgiver mig selv. Og jeg er slet ikke klar til at tilgive mig selv endnu. 

Jeg ved endnu ikke, at mit tankemønster har et navn inden for psykologien og psykiatrien: katastrofetanker. Jeg ved heller ikke, at mine katastrofetanker er en del af min angst, en generaliseret angst, som starter her i 2021. Jeg føler mig forkert og er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med mig; at jeg er rådden.
Når tankerne sprinter, og jeg er udmattet af gråd, lister jeg ud på toilettet. Jeg sætter mig på de grå, kolde fliser i brusekabinen med et barberblad i hånden og får endelig ro ved hjælp af smerten, når jeg skærer hul på min hud.
Væk er al skam. Væk er al frygt. Væk er al smerte, selv den skarpe, fysiske efter et par minutter. Jeg nyder at pleje mig selv efter – at lindre mine sår. Jeg stopper blødningen blidt med køkkenrulle, dupper huden med et vådt håndklæde, aer mig selv med en lille håndfuld aloe vera. Ritualet hjælper mig med at få min værdighed tilbage. Jeg er alene, men tættere på mig selv. 

I hverdagen kan jeg fysisk mærke en distance til min krop og mine omgivelser: Jeg ser alt, jeg oplever, udefra; det er umuligt at mærke mig selv eller andre mennesker. Jeg er ikke kun følelseskold, men følelsesløs. Når jeg udøver selvskade, har jeg i det mindste selv sat rammerne for ensomheden, hvilket står i stærk kontrast til mit kaotiske, indre liv. Selvhad bliver momentant opløst af selvskade; en billig, smertefuld, forløsende erstatning. 

JEG HADER MINE VENNER (2021) 

Det er en ekstraordinært varm sommer, og jeg bruger en masse tid med mine højskolevenner. Vi drikker dåseøl i det gode vejr og ryger cigaretter. Jeg kan ikke udstå at være sammen med dem.
Jeg hader, når de er omsorgsfulde, og jeg hader, når de er kyniske.
Jeg hader, når de prøver at nå ind til mig, og jeg hader, når de giver op.
Jeg hader deres medlidenhed, og jeg hader deres hensynsfuldhed. 

Jeg hader at høre om deres latterlige, ligegyldige ungdomsliv, som primært omhandler alkohol, sex, dating, stræben efter succes og et liv, der ser godt ud udadtil. De forstår ikke deres privilegier. De er utaknemmelige, egoistiske, pinlige.
Jeg vil være ligesom dem.
Jeg hader mig selv for ikke at kunne elske dem, som de fortjener at blive elsket. 

Men jeg kan ikke genkende den person, de beskriver.
De siger, at jeg stadig formår så meget, selvom jeg har epilepsi. Det her er min sandhed: Jeg formår intet, når min epilepsi fylder så meget, og dét, jeg formår, er utilstrækkeligt. 

De siger, at jeg er smuk og værd at elske. De lover, at jeg nok skal finde kærligheden og få en kæreste og i fremtiden den familie, jeg så brændende ønsker, selvom jeg har epilepsi.
Det her er min sandhed: Hvem har lyst til at få børn med en person, som er så syg? Hvem vil være barn til en mor, hvis kærlighed er stor, men overskud er ikke-eksisterende? 

“Jeg er kronisk ensom,” siger jeg til min ven Hannibal på en bænk i Ørstedsparken. Jeg savner ikke kun at føle mig som en del af fællesskabet, jeg savner mest af alt mig selv. Jeg savner den, jeg var, før jeg fik min epilepsidiagnose som 15-årig – før min efterfølgende depression, spiseforstyrrelse, angst og indlæggelserne fra mine teenageår og ind i mine tyvere. Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig. 

Jeg er fremmedgjort, både fordi jeg ikke kan genkende mig selv i andre, og fordi jeg ikke kan genkende mig selv “i mig selv.”
Jeg er alene om mit had til min person, heldigvis, men jeg er stadig alene. 

SÆSONSKIFTE (2021-2022) 

Det bliver efterår: Den sæson hvor jeg føler mig allermest forbundet med min krop. Jeg begynder at åbne mit hjerte for min psykolog Kirsten. Jeg bruger aktivt modargumenter mod katastrofetankerne. Jeg møder op hver uge på Rigshospitalet, til samtalerne, og gør en aktiv indsats for at få det bedre, også når jeg går derfra igen. Jeg udøver ikke længere selvskade. 

Men jeg har stadig angstanfald, som jeg skjuler i Emmerys. Jeg har fået en ny chef. Da jeg prøver at åbne op for hende og siger, at jeg er svimmel hver dag, når jeg møder på arbejde, siger hun: “Kan du ikke bare tage noget nyt medicin, som ikke gør dig svimmel?”
Jeg nævner ikke min sygdom igen efter vores korte samtale. 

Jeg bliver sygemeldt med stress fra mit arbejde ugen efter og har mere tid til mig selv. Jeg begynder at løbe lange ture på Vestre Kirkegård, hvor min morfar ligger begravet. Jeg får pulsen op og fortaber mig i efterårsbladenes healende, orange farver. Jeg læser en ny bog hver anden dag og lærer mig selv bedre at kende gennem litteraturen. 

Efter et langt, udmattende, grundigt forløb i psykiatrien, starter jeg i sommeren 2022 på anti-depressiv medicin. Citalopram.
Efter et halvt år i helvede, i efteråret 2022, med bivirkninger, som forværrer mine katastrofetanker, begynder jeg langsomt at kunne se verden igen. Jeg begynder at kunne genkende mig selv igen. 

DET ER SVÆRT AT VÆRE RASK (2023) 

Jeg bliver opereret i hjernen d. 31. maj 2023. Solen skinner mildt ind ad mit vindue, da jeg vågner kl. 06. 

Under operationen ser jeg et tydeligt billede af tre børn, der løb ind i mine arme. Det hvide lys, vi er omringet af, gør det svært at tyde deres ansigter, men jeg kan mærke deres varme kroppe og høre deres latter. Jeg skal passe på dem. Jeg skal være socialpædagog og passe på dem. 

Tårerne vælter ned ad kinderne, da jeg ser min mor og min bedste veninde Karoline i døråbningen efter operationen. Jeg stopper ikke med at hulke i to timer efterfølgende. Salte glædestårer – for første gang rigtigt længe. 

Men det er svært at være rask. I august 2023 skriver jeg i mine noter i bussen på vej over til min psykolog til Rigshospitalet, til mit andet hjem: 

‍

     1.    Jeg er bange for, at min medicin ikke virker længere
     2.    Jeg er bange for, at jeg har OCD
     3.    Jeg er bange for, at jeg ikke har mere energi tilbage
     4.    Jeg er bange for, at mine anfald kommer igen 

Jeg er blevet bevidst om, at der hele tiden har været to mål og ikke blot ét: at være rask, og at føle sig rask. Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg føler mig rask. Der er ingen garanti for, at jeg fortsætter med ikke at være anfaldsfri. Min epilepsi og angst hænger uløseligt sammen, men angsten er der stadig, selvom de epileptiske anfald er forsvundet. Jeg får stadig, særligt i stressede perioder, hjertebanken, bliver svimmel og har svært ved at finde forbindelsen til min krop. Men nu har jeg modargumenter, som bekæmper mine katastrofetanker. De sidder på rygraden og kommer mig til undsætning, så snart jeg tvivler på mig selv eller på min fremtid. Jeg ved, hvordan jeg kan berolige mig selv; jeg har tillid til mig selv og mine egne evner og værd – med eller uden sygdom. 

ENGLEVINGER (2024) 

Jeg kigger mine venner direkte i øjnene og frygter ikke længere mit spejlbillede. Vi ser oftest samme person nu. Vi griner af det, vi kalder min “kolde, kyniske tid.” Mit hjerte er stadig tungt, men fyldt op, og min latter er dyb. 

En smuk mand kysser mig blidt og ofte. Han kender alle mine dæmoner og anerkender mine traumer, men giver plads til personen, jeg er i dag, samtidig. Og når min fortid pludselig fylder igen, i min bevidsthed, holder han mig fast i et ømt greb og hvisker mig i øret: “Så så, skat.” Selv når jeg er vred, selv når jeg er fjern, selv når jeg er ængstelig. Selv når jeg kun formår at være tavs og nægter ham adgang til halvdelen af mit hjerte, i mine mest skrøbelige øjeblikke. Jeg ønsker så inderligt at bade ham i kærlighed og at drukne i hans arme. Jeg tror på, at det sker én dag. Jeg tror på, at han holder af mig, når han holder om mig, og jeg ser en rolig fremtid, når jeg kigger ham i øjnene. 

Ensomheden er nu en følelse, der kommer og går, frem for en permanent tilstand. Jeg har englevinger tatoveret på begge mine håndled, sammen med datoerne for mine diagnoser: To pyntede ar fra fortidens slagmark.
Jeg er en kriger.

De fleste har en generel ide om, hvad ensomhed er, og hvordan den ser ud. Vi opfatter måske følelsen som noget helt konkret, men i virkeligheden kan den være svær at opdage, hvis den ikke er, som vi forestiller os. For ensomheden er nuanceret og giver sjældent mening. Den kender ingen grænser, og hvis oplevelsen først har sat rod, kan den påvirke et helt liv. Så spørger du mig, om jeg er ensom, vil svaret være nej. For følelsen er fjern og uforståelig for mig, og ordet beskriver sjældent mine oplevelser. 

Jeg kan ikke altid genkende ensomhed, men jeg kan genkende svigt, forræderi og ekskludering. For mig er oplevelsen derfor blevet synonym med dybtgående følelser af at blive efterladt og isoleret i min egen fortvivlelse, skyldfølelse og skam. Således synonym med min skolegang, for det er her, min ensomhed sås, vandes og blomstrer. 

Da jeg var barn, ville jeg gerne lege med de andre i klassen, men jeg kunne aldrig helt finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og var irriterende, højrøstet og barnlig. Lille mig var ikke voksen nok for de andre børn – og i folkeskolen, dér er man jo blevet stor. Til gengæld udviklede jeg hurtigt rigeligt af “voksenfølelser”. Plagende følelser af dyb usikkerhed og frustration, for jeg var anderledes og forkert, men kunne ikke forstå hvorfor. Jeg oplevede en voldsom utryghed og skuffelse, som hurtigt blev til tungsindig sorg. Du ved, den slags følelser, som de voksne let kan bestemme, børn ikke har. 

Jeg var et irritationsmoment for mine omgivelser, og, intentionelt eller ej, ekskluderede de mig. Når de andre legede, og jeg gemte mig for mig selv, følte jeg mig så ufattelig alene. Jeg var ked af det og forvirret over det tunge savn, der rungede i mit lille barnehjerte, og manglede desperat en trøstende tilstedeværelse. Men efterladt i glemte sager lærte jeg, at jeg ikke var vigtig. 

Jeg er på lejr med min klasse i Jesperhus. Vi har været sammen alt for lang tid uden pause fra hinanden, og måske netop derfor bliver mobningen så meget værre her. Flere dages ydmygelse i træk og en kommentar og endnu en og endnu en. Så jeg knækker til sidst. Alt i mig råber, at de skal stoppe, og jeg kan hverken holde det ud eller holde min mund, så den råber pludseligt højt. Tilfældigvis sker dette, da vi holder gruppemøde med min klasselærer. Hun har set det hele, og nu kan hun endelig hjælpe mig. Nu kan hun trøste mig. 

Øjeblikkeligt vender hun sig mod mig og udbryder med, hvad der føles som ren foragt, at jeg ikke må bande. Hun siger intet til de andre. Jeg rejser mig, fuldstændig målløs, og går nedslået ind på mit værelse, hvor jeg grædende kan skamme mig. Hun kommer aldrig ind og ser til mig eller trøster mig. Hun siger aldrig nogensinde undskyld. 

Årene gik, men jeg var stadig lige ”barnlig”. Jeg var alt for pjattet alt for ofte, for jeg havde erfaret, at folk bedre kunne lide mig, hvis jeg var sjov. Jeg kunne dog hverken aflæse deres behov korrekt eller regulere min adfærd efter konteksten, så det endte desværre ofte med modsat virkning. Mine jævnaldrende overbeviste mig om, at jeg kun ydmygede mig selv. Det var nemt at bruge min person imod mig, og på den måde lærte de mig, at jeg fortjente både ekskludering og mobning. 

Vi sejler til Bornholm, hvor vi skal på lejrskole. Bølgerne er store, og min balancesans påvirkes så betydeligt, at jorden gynger under mig resten af dagen. Jeg taler om det irriterende højlydt, som jeg altid gør, og mine klassekammerater ser chancen. Kreative, som de er, fortæller de, at det er, fordi Bornholm flyder. Jeg ved, at det ikke passer og modsætter mig stolt. De er vedholdende og påstår, at alle de store ankre i byen holder øen på plads. De lyver; det ved jeg, men det er jo ikke kun én person, der siger det. Det er dem alle sammen, og lærerne bakker dem endda op. De bliver ved, lige meget hvor ofte jeg modsiger dem, så jeg begynder at tvivle på mig selv. 

Samtalen om Bornholm, der gynger, fortsætter hele dagen, og ikke én eneste siger sandheden. Alle som én griner de af mig, så jeg må vel være den dumme, der har misforstået situationen. Jeg deltager og gør grin med min manglende intelligens, for når folk griner, er det fordi, noget er sjovt. 

Mit smil forsvinder i det øjeblik, en af lærerne til sidst fortæller mig sandheden. Jeg siger ikke mere resten af turen.

Det var, som om negative kommentarer altid væltede over mig fra alle kanter. Klassekammerater, parallelklasser og lærere. Lige meget hvad jeg gjorde, var der altid nogen til at kritisere mig og minde mig om, at jeg var til grin. Pinlig. Grim. Dum. Forkert på alle kanter, og min manglende impulskontrol og socialforståelse forhindrede mig i at ændre på det. Det gjorde mig så magtesløs, at jeg blev syg af det. 

Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kun kunne blive misforstået af andre, så med tiden tog jeg uretfærdigheden på mig som et tungt tæppe af paranoia og skam. De hånlige ord var personlige fiaskoer, og med min utilstrækkelighed havde svigt jo altid været at forvente. Mine venner var ikke venner, og jeg kunne ikke stole på nogen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. 

Jeg blev så vant til min sorg, at jeg endte med at negligere den. I stedet for at anerkende og lytte til mine følelser, fratog jeg mig selv en del af min bevidsthed. Så jeg lod paranoia og ligegyldighed slukke min sociale interesse og overbeviste mig selv om, at jeg slet ikke var ensom. For alt det, som jeg dagdrømte om, fandtes jo ikke i virkeligheden, og jeg ønskede langtfra at være en del af det fællesskab, som jeg så omkring mig. At være alene var noget, jeg selv havde valgt, selvom jeg ikke havde andre muligheder. 

Jeg valgte selv at isolere mig, for min angst tvang mig. Jeg var rædselsslagen for at blive ydmyget og sagde så lidt som overhovedet muligt. Alle mine tanker skreg nedladende, at jeg skulle holde kæft, for jeg kunne aldrig gennemskue, hvornår jeg måtte tale, og hvad jeg måtte sige. På den måde kan det godt være, at jeg undgik mobning fra andre, men jeg undgik det aldrig fra mig selv. 

Jo mere paranoid jeg blev, des mere ligeglad og selvisolerende blev jeg. Hvis jeg lukkede af for omverdenen, kunne den jo ikke få fingre i mig. Jeg var bange og sur, og de få, der rakte ud til mig, fik som oftest kun sine fingre i klemme. Så, isoleret og udmattet, mistede jeg mine sidste få online venskaber. Jeg havde ikke mere energi at give dem og tabte min interesse og empati, lige meget hvor hårdt den anden part forsøgte at hjælpe mig. Mit sind var en ond spiral, hvor jeg sårede andre og mig selv, og den resulterende skyldfølelse derfra fremmede kun selvhadets ensomhed. 

Efter lang tids stilhed fra min side rækker min bedste ven ud til mig med en kærlig besked. Som en hjælpende hånd prøver hun desperat at holde fast i alt det, vi betyder for hinanden. Hun forventer ikke noget stort til gengæld, bare et simpelt lille vink tilbage. Vi plejede jo at snakke sammen hver eneste dag. 

Men det er ikke tydeligt for mig. Jeg er alt for aflukket til at opdage hendes hensynsfulde intention og kan ikke værdsætte den. Så beskeden forbliver ubesvaret ligesom alle de andre. Jeg kan umuligt bekræfte hende vores venskab. Jeg har jo allerede ødelagt det. 

Smerterne blev efterhånden så voldsomme, at de overdøvede al fornuft. Fodret af præstationspres udviklede min paranoia sig til tvangstanker og paniske vrangforestillinger, der åd mig op indefra. Det blev så slemt, at jeg til sidst var nødt til at fortælle det til nogen, selvom jeg ikke turde. Jeg havde desperat brug for at stoppe op og trække vejret. 

Jeg har taget mange hårde første skridt for at ende, hvor jeg er i dag. Relativt rask og i social genoptræning. Jeg tager hensyn til mine egne skånebehov og passer på mig selv, så godt jeg kan. Så godt som samfundet tillader mig det. 

Usikkerheden sidder dog stadig i kroppen. Den kommer til udtryk som autoritetsmodstand fra det barn, der engang oplevede så meget kritik, svigt og forræderi fra sine lærere. Og til udtryk som tvivl på mine egne evner og passioner, forurenet af flere års mobning. Som ængstelige spørgsmål, der hænger tungt og kvalmt i luften: Er jeg forkert? 

Min barndoms sociale afsavn har skåret igennem til min kerne og efterladt ridser, jeg ikke kan polere væk. Jeg sliber og pudser dem, men det er hårdt arbejde, for det kommer mig ikke naturligt at være sund og glad. Hver eneste gang, jeg er sammen med folk, er det en udmattende ”to skridt fremad, et skridt tilbage”-proces. Nogle gange lærer jeg nye, behjælpelige teknikker, andre gange glemmer jeg mit værktøj derhjemme. 

Jeg har været sammen med en ven tidligere på dagen, og vi har virkelig hygget os. Alligevel sidder jeg stadig i bilen tyve minutter efter, at jeg er kommet hjem. Min krop føles tung som cement, og tanken om at rejse mig får mig næsten til at græde. Det er, som om alt det dejlige ved dagen er forsvundet, fuldstændig opslugt af en rungende ensomhed, som jeg ellers næsten aldrig bemærker. Jeg føler mig modløs, fortvivlet og helt alene, netop fordi vi havde en god dag sammen. 

Det giver ingen mening, så her, med hånden på dørhåndtaget, mister jeg alt håb for min fremtid. Håb om at kunne føle mig rigtig forbundet med andre mennesker. Håb om at kunne føle mig til stede iblandt dem. Håb om at værdsætte og blive værdsat. 

Måske er det kløften mellem glansbillede og virkelighed, der gør mig utilpas efter vores møde. Jeg har sociale forhåbninger, som ikke kan opnås, og en længsel, der kun gør mig ked af det. En tom følelse af uforløst potentiale, der aldrig nogensinde vil kunne realiseres helt. Måske er jeg bare træt. 

Jeg er kommet langt og har så småt opnået nye sociale og personlige succesoplevelser, men det har også kostet mig mange ressourcer. Bag enhver succes ligger intensiv træning og planlægning, og jeg risikerer ofte at gå død, før jeg overhovedet kan nå at komme i gang. Så min træthed fastlåser mig let, og jeg ender tit med at bruge flere dage i sengen. Mit sind er omtåget, og mine øjne er tunge. Jeg er udmattet helt fra morgenstunden, og hvis jeg ikke passer på, så opsluger det mig, som var det evigt gældende fakta. Jeg vil aldrig kunne følge med mine jævnaldrende. 

Jeg sidder sammen med folk, jeg holder af, men jeg er ikke nærværende. Jeg er ikke sammen med dem. Uden jeg har bemærket det, er en tåge rullet ind over min bevidsthed og har tildækket mine sanser. De mennesker, som jeg sidder overfor, er kun vage skikkelser, som jeg ikke ser, men blot kigger på. Jeg kan ikke fokusere på nuet, hverken på deres eller mit og bestemt ikke vores. Der er noget underligt tomt inden i mig, som om en del af min bevidsthed sover. Noget står på standby, men jeg kan ikke huske, hvad det var. 

At skrive denne tekst fylder mig skiftevis med glæde og bekymring. Det er fantastisk at kunne dele min historie med andre, men det er også nervepirrende. For min historie gør mig utilpas. Ikke fordi den er voldsom slem, nej helt modsat. Jeg har jo ikke været udsat for nogle “rigtige problemer”. Se, det er alt for let for mig at negligere mine egne oplevelser og bebrejde mig selv for, hvordan de har påvirket mig. Hvorfor brokker jeg mig så meget over så lidt? Det er, som om jeg er en bedrager, der ikke hører hjemme blandt de andre her i bogen. 

Sådan dukker usikkerheden og uroligheden op som en gammel vane fra fortiden. Jeg er i tvivl om, hvordan min historie bliver modtaget, så jeg begynder automatisk at skamme mig over den, og ubevidst isolerer jeg mig selv fra “de andre”. 

Mine bekymringer er ikke kun skadelige, men er også en gentagelse af det tankemønster, som jeg netop prøver at stoppe. Vi må jo ikke negligere hinandens og vores egne følelser, bare fordi vi tror, de ikke burde være der. Det bliver de ikke mindre ægte af. “Små og useriøse” problemer kan nemlig også avle voldsomme emotionelle og sociale konsekvenser, som vi alle kan opleve, ligegyldigt om vi “burde”. 

Ja, faktisk kan selv børn føle noget så voksent som fortvivlelse, skyldfølelse og skam.

‍

Kære dig 

Du kender mig ikke. Og jeg kender ikke dig. Men her vil du læse et stykke af mig, som jeg sjældent har delt med nogen.
Det er ikke tit, jeg fortæller eller sågar skriver om mine følelser. 

Nu gør jeg det. Ikke kun for min egen skyld, men også for at give dig et lille håb. Til dig, der sidder derude et sted i den store verden omringet af mennesker og alligevel mærker ensomheden i sjælen. 

å langt tilbage, som jeg nu kan huske, har jeg været lidt af en slags enspænder, og på en måde fandt jeg mig til rette i det. Jeg blev i hvert fald vant til det, og jeg arbejdede også bedst på den måde, følte jeg. 

Siden jeg var lille, har jeg haft mennesker omkring mig, som jeg har haft det godt med, leget med, nogle gange haft det mindre godt med og endda har sloges med. Men alligevel føltes de mennesker fjernt fra mig og jeg fra dem. Også mennesker omkring mig i dag. 

                                                                                               Jeg var ikke som dem.
                                                                          Min verden var anderledes end deres.
                               Jeg kunne lide andre ting, end hvad andre drenge kunne lide. 

Spørg mig ikke hvorfor, det var sådan. Der findes nok mere end et svar på det. 

En livstidslinje blev prædestineret for mig af de nærmeste og samfundet. Opskriften på en skikkelig person, en fremtidig anstændig borger. Jeg fulgte den, formede og skabte en drøm og en identitet ud af den. Det gav affektion og agt, som jeg nød godt af. Uden dog at ane bekostningen af det. For at være forbilledlig. For at føle en form for tilknytning.
En stolthed i æren, som sjældent vil fås som lille dreng, der blev sat på en piedestal for at være artig, flittig og eksemplarisk for, hvad det vil sige at være en god dreng. 

”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme.” Danmark er mit fædreland, Eelam er mit moderland. At være født i et land med en anden baggrund end majoriteten og vokse op i to kulturer betyder, at man underbevidst prøver at forlige alt i det sammenstød, som hverdagen er fyldt med. Det gjorde jeg i hvert fald et ihærdigt forsøg på. I hjemmet, i skolen, i fritiden. 

Jeg opdagede og lærte mig selv hurtigt at ’gå på line’ og holde den forligelighedsbalance, det krævede for at blive hørt, set og anerkendt – ikke af børn, men af voksne. De var jo glade på mine vegne. Jeg blev velset og vellidt af dem. 

Fra barn til voksen gik hurtigt. Jeg kunne forstå de voksnes ’sprog’ og følge det. Jeg blev et mellemled i børneverdenen og vokenverdenen. Det gav respekt og ære. 

I skolen var jeg den flittige, hvor selv lærervikaren kunne huske mit navn. Derhjemme var jeg det ældste barn, der var pligtopfyldende, der gjorde familien glad og også lidt stolt. 

Flydende på begge mine modersmål.
              Beherskede begge kulturer, der formede mig.
                                  Holdt jul i december og pongal (høst-fest) i januar.
                                          Jeg fulgte normen uden at stille spørgsmål.
                                                            Og uden at afvige den.
                                                                                          Troede jeg. 

Følelsen af anerkendelse og piedestalen og de mennesker, der gav mig det, fyldte tomheden, så jeg ikke mærkede ensomheden. 

En del af svaret må nok også findes i frygten og oplevelsen af at miste venskab til fordel for andre. Venskab for hvad? Jeg var ikke særlig cool som de andre. Og så kunne det da også være ligegyldigt, om alt det med at få sig gode eller bedste ven(ner) for livet, når jeg alligevel kunne blive fravalgt af dem når som helst. 

Når man blev uinteressant, kedelig eller outdated i deres øjne, så gjorde man alt for at passe ind. I det mindste gjorde man alt for ikke at skille sig ud, så man ikke blev et let offer. Man gik på kompromis med sig selv, hvor man iscenesatte sig selv i det fællesskab for at føle sig værd nok til at være en del af det. I idrætstimerne, i fodboldklubben, i Counter-Strike. Måske var det derfor svømning var min yndlingssport at gå til.
F*ck det! 

Jeg havde min drøm, min piedestal, anerkendelsen, flittighed og dygtighed i skolen, der ville bringe mig langt længere frem i livet end dem. På den måde kunne intet fratage mig min tro på mig selv. Jeg kunne opbygge mig selv. 

For jeg havde jo mig selv. Og mig selv var nok. 

Jeg skulle bare holde ud i nutiden, for fremtiden var min. De rette mennesker – venskaber – ventede på mig derude i fremtiden. Det var jeg sikker på. 

Og når jeg havde brug for at snakke med nogen, så kunne jeg måske dele noget af det med mor. Mors dreng var og er jeg nok stadig. Den lille dreng, der fulgte sin mor, observerede og lærte fra hende. Ikke kun om mad, men også om livet, familietræ, omsorg, selvopofrelse og om ordentlighed i sine ord og handlinger. 

Men mor måtte heller ikke få meget at vide. Det var ikke sikkert, hun ville forstå det, og så ville det også bare gøre hende unødvendigt bekymret og ked af det. 

”Jeg er hendes søn, og hun skal ikke bekymre sig om mig,” tænkte jeg. Både dengang og i dag. 

Jeg skal nok klare mig selv. Det gør jeg nok, ik? Joo jojo, sagtens… 

Men Lukas’ mor sagde måske noget rigtigt, følte jeg en dag. 

”Once I was seven years old, my mama told me/
Go make yourself some friends or you’ll be lonely” 

Jeg startede på drømmestudiet. Nye mennesker, nye bekendtskaber. Måske fremtidige venskaber for livet. Spændt på, hvad der ventede mig. Der stod jeg midt i min drøm, som jeg dagdrømte om dengang, jeg gyngede alene i skolegården i frikvarteret. Jeg levede i den nu. 

Den følelse varede momentant. Bekendtskaber blev til venskaber, jeg havde svært ved at være i. Billeder og film her og der påmindede mig om det, jeg ikke havde og måske aldrig vil få eller opleve af relationer. 

”Du er en lukket bog,” sagde de andre om mig. Det er jeg nok også. Når det ikke føles trygt, er det skræmmende og ubehageligt at lade andre åbne ens bog. At pludselig være sårbar for fremmede uvist om deres intentioner. Man har jo brændt sig engang, så det gør man ikke igen. 

Relationerne forblev overfladiske og aldrig dybere. Og de gange, hvor relationerne alligevel blev en smule dybere, endte det med at blive en form af ’people pleasing’. Følelsen af utilstrækkelighed. 

Tvivl om livet og formål spredte sig i tankerne. Selvtvivl fyldte mere. Narrativet om mig selv føltes ikke rigtigt, og jeg blev mere syg. 

Hvem var jeg overhovedet, og hvad ville jeg egentlig gerne selv? Den her gang føltes ensomheden tungere. Så tung, at jeg ønskede, jeg havde en skulder, jeg bare kunne læne mit hoved og hvile på, mens der var en stemme, der sagde:
”Jeg er her for dig.” 

”Jeg er en magnet. En magnet, der tiltrækker alt det golde, men aldrig det, jeg 

                                                  har behov for inderst inde.
            Er jeg i virkeligheden et godt menneske, eller er jeg et dårligt menneske?
                              Er det forkert af mig at være godhjertet i den her verden?
                                                  Det bliver taget for givet.,”
                                                  sagde hjertet og hjernen. 

Med ondt i krop og sjæl forsøgte jeg at finde mig selv efter at have prøvet at tale med nogle professionelle, der kunne forstå og hjælpe mig. 

Et spørgsmål, der blev stillet til mig af en professionel, som jeg for stedse vil huske, var: 

”Nu, hvor du har internaliseret og tilgodeset alt andet end dig selv i alle dine år – væk fra hvem du reelt er – hvad hvis du prøvede fremover at acceptere dig selv for den, du i sandheden er. Hvilket liv ville du så leve?” 

Og her begyndte jeg at gøre mig fri fra forventninger pålagt mig for at finde, nej rettere, skabe mig selv og min vej i livet. Distancere så jeg kunne ”unlearn the learned.” Afvige fra normen. ’Kravle’ ned ad piedestalen, der ikke tjente mig, og som holdt mig tilbage fra det liv, jeg egentlig ville leve. 

Hvad er mit autentiske jeg, når jeg har pillet alle lagene væk? 

Autenticiteten førte mig til selverkendelsen, som fortsat fører mig til selvforståelse og selvkærlighed. 

Og i den stadige proces, jeg befinder mig i, dukker ensomheden nogle gange op. Den prøver jeg at omfavne med kærlighed. Jeg lærer mere om mig selv i processen. 

Processen er hård. Jeg falder, slår og stagnerer flere gange vel vidende, at jeg rejser mig op igen. 

Lærer nyt, åben for nyt. 

Og vigtigst, værne om sig selv med kærlighed, accept og tilfredshed. 

‍

Jeg har det bedre.
Det bliver bedre.
Tro på det.

Der er grønne plastikstjerner over mig, som skinner mat ned til mig. Jeg ligger i min køjeseng og kigger op i loftet, der udgør min nattehimmel. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler mod vores knirkende opgangsdør, jeg venter på min far. Der er ingen, der ved, at jeg ligger her og venter på ham hver evig eneste nat under mine stjerner. På mit gulvtæp pe under sengen har jeg bygget en LEGO-borg helt for mig selv. Den er fyldt med plastikriddere i plastiktårne. I gården tæmmes vilde plastikheste, og under borgen i fangekælderen bor der et plastikmonster; sådan et man helst ikke må snakke om. Jeg kravler ned og sætter to riddere i hvert tårn; de må helst ikke kede sig.
Det blæser udenfor, hult og længe. Træernes skygger hvisker mod ruden i nat. Hunde gør i kvartererne, fjerne biler suser afsted, og lampen uden for mit vindue står og lyser mørket væk. Gennem mit værelse summer en flue forvirret rundt, vimser om bag mine gardiner med nordiske myter på. Falke-fluen flyver over bjerget, hvor Suttungs mjød var bevogtet, og ud på den anden side af mit gardin. Den lander på min sengekant. Jeg kan også flyve; jeg kan flyve til alle de steder, jeg vil, når jeg ligger her. Jeg er altid alene, når jeg rejser. Der er ingen – voksne i sigte, og børnene er altid for sig selv. Jeg tror ikke, der er nogen, der forstår mig. Der er jo ikke nogen, der kan se ind i mit hoved. Det siger min mor i hvert fald. Hun er klog, min mor, som alfaderguden Odin. Han er blind på det ene øje, men mor siger, at hun har falkeøjne i nakken. Sådan nogen, der kan se det hele ovenfra, et overblik. Uanset hvor god mor er til at se, er jeg stadig bedre til at gemme mig i min fantasi. De voksne i børnehaven siger, at jeg ikke altid er opmærksom, at jeg ikke hører, hvad de siger, medmindre de nævner mit navn flere gange. At jeg er distræt, hvad end det så betyder. Måske synes far, at jeg er mærkelig. Mine øjne bliver tunge, som min dyne. 

Jeg falder i søvn, før jeg ved, om han er hjemme. Før jeg vågner næste mor gen, er han allerede taget afsted. 

Far henter mig i SFO’en. Han kommer i sin Passat, og da han kommer ind ad døren, rutsjer glæden ind over mig. ”Det er mig, der henter dig i dag,” siger han og roder i sit hår. Far smiler skævt før han tager min hånd. Han sætter September med Earth Wind and Fire på i bilen, og vi synger med, mens vi kører afsted. Selvom jeg ikke kan teksten, skråler jeg bare med alligevel. Da vi kommer hjem, trækker vi i rulleskøjterne. Far holder min hånd og guider mig. Han fortæller en røver historie om, at han engang var verdensmester i skøjtedans, og jeg tror på ham. Jeg har set ham rulle i sine gamle rulleskøjter. Han er sej med hjul under fusserne, og jeg synes, hans ben minder om spaghetti, når han ruller rundt, svinger og drejer i luften. Han lærer mig, hvordan jeg skal skubbe med benene: det ene, så det andet, det ene, så det andet.
”Hold dit ene ben strakt og bøj lidt i knæene, ” siger han. ”Orv se, nu suser jeg derudaf.”
Da vi kommer indenfor igen, er der ikke lang tid til aftensmad. Vi skal have spaghetti, ligesom fars rulleskøjte-ben. Under Disney-sjov prøver far at få mig til at lægge en chokolade tilbage i skålen, som jeg allerede har bidt af, men mig kan han ikke narre. Han har prøvet at opdrage mig til narrestreger, siden jeg blev født, siger mor, og det er vist rigtigt nok. Far har en dans, som får mig til at grine. Han sætter George Michael, Usher eller Michael Jackson på og begynder at gå rundt i lejligheden, mens han bøjer sjovt i knæene og svinger stift, men alligevel rytmisk, med albuerne. Jeg rejser mig fra sofaen og stiller mig på min fars store fødder. De minder mig lidt om Anders Ands, når han spreder sine tæer. Jeg holder godt fast i fars hænder. Og vi danser løs, mens jeg svinger på fars fødder. Helt indtil jeg skal i seng.
”Vågn op, min rokketand driller. Jeg kan ikke sove.” Hvad mon han drømmer om? Far brummer og glider ud af sengen. Han har søvn i sine øjne. Hans ansigt lyser op, da han ser mig i min Batman-pyjamas ude i gangen.
”Jeg har en idé. Det er et trick, din onkel Jan lærte mig.” Han roder i vores rodeskuffer, hvor der gerne må rode, indtil han finder noget snor. ”Aha, nu skal du bare se løjer!”
Han smiler stort og binder den tynde, hvide snor om håndtaget på min dør. Han er sjældent så glad, som når han kan lære fra sig. Han binder endnu en løkke i den anden ende og rækker mig snoren. ”Så binder du den her ende rundt om din rokketand, og så smækker vi døren.”
”Ville det ikke vække mor?”
”Det har jeg styr på, klokken er kun ni. Er du klar?”
”Hvad hvis det gør ondt?”
”Det gør det ikke, og så får du en fin tand til tandfeen, så husk at tjekke under din hovedpude i morgen. Klar?”
”Okay, jeg er klar.”
”Vi tæller ned fra tre. En, to-”
Woosh! På to smækker far døren, og før jeg ved af det, hænger min tand fra håndtaget. Mit blik farer fra tanden til far og tilbage, før et smil breder sig over hele mit ansigt. Jeg putter min pegefinger i munden og mærker hullet mellem tænderne, tandkødet er blødt, og det bløder lidt.
”Det gjorde slet ikke ondt.”
”Hvad sagde jeg,” siger far og blinker med sit ene øje.
Min tand ligger under hovedpuden, den er gemt godt væk. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af vinger. Jeg venter på tandfeen. Hun er dukket op hver gang, men jeg har ikke set hende. Der ligger en hel tyver under min pude, hver gang jeg taber en tand. De står i et syltetøjsglas på min kommode fra det der blå-gule-svenske sted med kødbollerne og møblerne. Bare jeg fik en tyver hver gang, jeg faldt i søvn, før far kom hjem. Så ville jeg have ”røven fuld af penge”, som han ville sige, men jeg vil hellere have dem under hovedpuden.
Der er skridt ude i gangen nu. Jeg møver mig ned under dynen til min næsetip er lige over kanten og lytter. Min mor siger, at vores lejlighed er lavet af pap, så man kan høre hver en lyd. Gulvet knirker ude i gangen. Hvert trin lyder forsigtigt, næsten hemmeligt. Jeg forestiller mig, at tandfeen danser lydløst, når hun skal hvile vingerne, så er det mon hende? Min dør går op, og ind træder min mor.
”Mor hvad laver du? Jeg skal altså sove.”
”Årh, undskyld skat, jeg ville bare lige kigge til dig. Sov du bare videre.”
Jeg sætter mig op på albuerne. ”Okay. Tror du tandfeen kommer?”
”Det er jeg sikker på, at hun nok skal. Læg dig ned og sov min skat, det er langt over din sengetid.”
Er mor tandfeen? Er far julemanden!? 

Jeg går til springgymnastik om man dagen. Bum og hopla, så så man lige mig! Jeg laver saltomortaler, vejrmøller og håndstande. På tribunen sidder min mor og far; de vinker, klapper og hujer. Salen er fyldt med forældre. Det føles, som om alle øjne er på mig, når jeg springer gennem luften, roterer, lander med armene i vejret og poserer som en gymnast til de olympiske lege. Min dragt er blå, fordi jeg ved, det er min fars yndlingsfarve. Dommerne giver mig topscore, og far klapper i sine store hænder, der altid er varme. Der bukkes og nejes, imens duften af roser fylder hallen. Vi får vores medaljer, og en stor buket blomster bliver delt ud til hver gymnast. En ”jeg har været med” blomst, kaldte min far det dengang, hvor han ikke bare var i min fantasi.
”Hvor er far? Han sagde altså, han ville komme og se mig.”
”Han blev kaldt på arbejde igen i aften, skat.”
”Men han sagde jo, at han ville denne gang.” Mine knoer bliver hvide, så jeg gemmer dem bag min ryg.
”Jeg kan godt se på dig, du bliver ked af det nu, kom her min skat.”
Mor holder mig i sine arme. Vugger mig frem og tilbage med urokkelig kærlighed. Jeg er rød i ansigtet, og der kommer små våde pletter på min mors trøje.
Han var med en enkelt gang, og jeg hørte hvorfor, selvom jeg ikke skulle. Jeg stod i gangen med øret mod døren til køkkenet. Min mor sagde, at han aldrig var der, at han ikke tog mig seriøst, at han burde komme til mine opvisninger og engagere sig. Så dukkede han op en enkelt gang. Jeg ved han gør det for at bevise, at han kan. Men det er lige meget. Jeg ser ham fjolledanse, så hans mave svajer. Ser ham huje, ser ham klappe. Lige dér på tribunen ved mors side. 

Vi er fastliggere på den fedeste campingplads. Der er en kæmpe hoppepude, svævebane og pool. Solen skinner, køerne græsser på marken på den anden side af vejen, biler ræser forbi. ”De gasser sådan op på landet, altså bilerne,” siger mor. Jeg har fået en lillebror, som kan gå og sige et par en eg kan flyve. Mor sidder i skyggen under de let-svajende løvtræer. Far og Emil er her ikke; de er gået en tur ned til poolen.
”Se mor, jeg er en flyvende gymnastik-stjerne, ligesom far!” siger jeg, mens jeg strækker mine arme ned langs siden og hopper så højt, at jeg mister balancen.
Mor smiler og vinker, kigger ned i sin bog. Hviler sine falkeøjne, der har været på stilke, siden Emil kom til verden. Da vi går hjem til campingvognen, kommer far gående med raske trin og Emil i klapvogn. Min bror har en is i hånden. Den gule Københavnerstang, der er ved at smelte udover hans fing re, glinser i solen. Far lugter af klor eller sved. Vand løber fra hans våde hår. ”Hvorfor har du ikke købt en is til mig, far?” Der bliver alt for stille lige pludselig; jeg kigger ned på mine sandalfødder i gruset og op på Emil. Han har gul farve i hele ansigtet.
”Ej Lau, du kunne da godt have købt en is til Niklas også.”
”Hvorfor nu det?”
”Jamen du kunne have sagt dig selv, han også ville have en is.”
”Han var der jo ikke, jeg gik jo bare en tur med Emil.”
Jeg lytter til fuglene, der pipper, og ønsker mig vinger. Falke-flue på væggen vinger. Overblik. Min lillebror spil der is på sine tykke lår. Der er nogen, der går forbi og kigger. Jeg vil gerne flyve.
”Det er jo bare en is for fanden!”
”Det handler ikke om isen, Lau.”
”Hvad handler det så om?”
Flyve langt væk.
”Kom Niklas, stjerne-gymnaster skal også have is.” Mor tager min hånd. Jeg letter.
Flyver hjem til mine stjerner. De er ikke ægte. Ikke længere. 

Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler. Jeg venter på min far. Hvor bliver han af? Far skulle være kommet hjem. Klokken må være meget mere end ni, og min alarmklokke tikker utålmodigt på min kommode. Jeg kravler forsigtigt ned ad stigen, men kommer til at vælte et af tårnene med et rabalder. Riddere, heste og tjenestefolk slået omkuld. Det var kongefamiliens tårn, der faldt. Prinsen, der ligger på gulvet, mangler sine hænder. Dronningen ligger ved radiatoren under sengen, stadig intakt. Kongen er ikke til at finde. Det er uhyret heller ikke, og fangeporten er slået åben. Har ikke tid til at finde uhyret, for far er ikke hjemme.
Jeg træder ud i gangen. Skyggerne strækker sig fra ovenlysvinduerne, som katte, der bliver løftet på midten. Forsigtigt undgår jeg at træde på de sorte-gulvkatte og lægger øret mod hoveddøren. Der er stille, indtil jeg hører en bil køre ind på parkeringspladsen. Den holder længe og brummer, før jeg hører to stemmer, som jeg ikke er sikker på, om jeg kender.
De kommer nærmere og nærmere. De snakker sammen. En kvinde og en mand. Mandens stemme er svær at genkende. Dæmpet og stille, som når de voksne har voksensnak. Som når der er hemmeligheder. De mumler noget, der lyder som farvel.
Der var den endelig, den genkendelige raslen af et sæt nøgler. Jeg løbe-lister hen over gulv-kattene, putter dronningen tilbage i borgen og kravler op i min seng. Mon han kommer ind og kigger til mig i aften? Hoveddøren åbner langsommere, end den plejer, når far kommer hjem. Han hoster ude i gangen. Tager sin jakke og sko af. Går med sløve trin mod min dør. Måske i nat. Jeg kan sove lige om lidt. Han stopper foran min dør. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst, mine tanker suser afsted, kigger han ind? Døren står altid på klem. Jeg kan se han står derude, og jeg lader som om, jeg sover. Han tager fat i håndtaget og sukker. 

Plastikstjerner er ikke det samme som rigtige stjerner. Der boede et håb i mig, at de en dag kunne lyse mig vej. Du er mine plastikstjerner i loftet far. 

Næste morgen kan jeg stadig ikke nå dig.  

‍

August 2019 

Så lå jeg der. Mine bukser lå for enden af madrassen, og jeg lå uden trusser i et væld af farvede puder. Jeg prøvede at fokusere på min vejrtrækning, prøvede at stoppe med at genkalde mig hans. Men den var så dyb, den var så gennemtrængende. Jeg huskede den stadig, da jeg fandt bukserne frem. De vendte på vrangen, ligesom mit indre. Men jeg fik dem vendt om og trukket dem op. Trukket dem op over det, der nu føles varmt og smertefuldt. Mon nogen hørte hans vejrtrækning? Der var ingen sandsynlighed for, at nogen havde hørt mig, for jeg var musestille, men jeg håbede sådan, at nogen havde hørt det, at jeg blev mødt med kram og papir til at tørre op. Men alle ude foran døren kiggede normalt på mig.
Det var der, jeg besluttede, at alt var lige så normalt, som det plejede at være. Så jeg lod som om. Jeg lod som om, at alt var som før, da jeg trådte ind i klasselokalet. Jeg lod som om, at jeg ikke lige havde trukket mine bukser op, og jeg lod som om, jeg ikke kunne bøje engelske udsagnsord for ikke at virke unormal. Men selvom jeg lod som om, så følte jeg, at alle kunne se det. Jeg følte, at jeg var indrammet bag glas og ramme og med teksten, at han havde vundet retten til min krop. Alle kunne nu læse smerten, tvivlen og frygten. Men alle virkede så normale, så det hele var nok lige så normalt, som det plejede at være. Jeg var den eneste i dette rum, der nu var indrammet, udstillet og som en form for trofæ i en sport, hvor kun han kendte spillereglerne. 

Senere samme dag 

“Så er det ti baner crawl med vending.”
Og det svømmede jeg, efter jeg havde taget mine bukser af. Igen. Jeg vendte dem om, inden jeg lagde dem i skabet, for dét var beviset på, at det var mig selv, der havde taget dem af. Mine muskler gjorde ondt, og min krop var varm; denne gang af den hårde træning. Men jeg kunne være i fred. Jeg kunne ikke nås, for jeg kunne svømme fra alle. Så jeg nød at svømme ti baner crawl, inden jeg igen skulle have bukser på.
Jeg løftede min nu lettere krop op af vandet. I bruseren stod jeg nøgen. Ingen tog notits af det. Og selvom jeg også tog bukser på i fred i puderummet, så var det anderledes, når de var lagt sammen i et skab. Men alligevel fik jeg en klump i halsen, hver gang jeg lynede lynlåsen i mine bukser. Jeg følte, at skammen strålede ud af mig, som jeg stod der. Men igen kunne ingen se den. 

August 2019, ugen efter 

Det blev torsdag igen. Jeg kunne ikke regne ud, at det samme ville ske.
Og næste gang, det blev torsdag, havde jeg en idé om, at det ville ske igen.
Jeg begyndte at frygte torsdage og frygte fredage endnu mere. Det skete igen og igen. Og jeg gik igen og igen ind til engelsk, som om intet var sket.
Om fredagen var det værst, for det var her jeg følte, at det billede, som han havde indrammet, måtte være umuligt at overse. Der var lang tid til, at det ville ske igen. Fredagen var den dag, det var mindst tomt, for den var alt for fuld af tanker. Men ligegyldig hvilken dag det var, kunne ingen se, at jeg følte mig udstillet.
Om torsdagen gik jeg rundt og legede normal. Om fredagen var jeg bange. 

Oktober 2019 

En dag blev bukserne ikke længere vendt på vrangen. De var blevet vendt tilbage for sidste gang. Men mit indre vendte stadig på vrangen. Jeg følte stadig, jeg var udstillet i glas og ramme. Jeg følte mig stadig som hans trofæ. Alle måtte da se det på et tidspunkt.
Men folk så kun, at jeg tabte mig. For hele mit hoved gik op i rutiner. Mit hoved kørte kun i “Hvor mange kalorier er der mon i den her? Hvor mange skridt mangler jeg? Hvordan undgår jeg aftensmad?” Jeg var helt alene med viden om, hvorfor jeg var syg. Så jeg gik rundt i min boble og kunne ikke fortælle folk, hvad der skete. Jeg lod stadig som om, at alt var normalt, også selvom jeg snart kun var skind, ben, dårlige tanker og en krop fyldt med skam. Det at være fyldt op med skam, som ingen kendte til, gjorde verden så fjern fra min egen – som om ingen var det samme slags menneske som mig. Men rutinerne var en del af mig, og så glemte jeg lidt, at det var vigtigt at have mennesker tæt på. Sådan gik årene med en hverdag fyldt med rutiner og dage, der ofte endte i gråd og hospitaler. 

‍

12. august 2022

“Mor, det er lige meget, jeg vil heller ikke med” 

                                                                        “Hun vil blive virkelig glad, hvis du tager med” 

“Og jeg vil ikke med, når der er så meget mad” 

                                                            “Hvad hvis vi aftaler, at du ikke behøver spise noget?” 

“Men alle vil spørge eller i hvert fald kigge mærkeligt på mig” 

                                                                                      “Nej, de ved alle, at du har det svært” 

“Ja og lige præcis derfor vil jeg ikke sidde og være den eneste, der ikke spiser den kage, som helt sikkert er god, men som jeg ikke kan spise, fordi jeg er syg” 

“Mormor ville blive glad, og du behøver ikke spise noget. Du kan tænke over det” 

Så sad jeg der til en fødselsdagsfest, og rigtig nok rakte ingen mig en tallerken, ingen tilbød mig et stykke kage. Alligevel var det ikke sådan her, det skulle have været. For nu kunne alle se, at jeg ikke var ligesom alle de andre. Jeg bad om en tallerken, bare for at der ikke skulle være pinligt tomt ved min plads. Men så lå den der og oplyste rummet, fordi den skinnede af renhed, hvilket beviste for alle, at jeg alligevel ikke var som alle de andre med deres snavsede tallerkener med kage. Normalt skulle alt være perfekt, men den perfekte, rene tallerken gjorde kun det hele værre.

Forår 2023 

Jeg endte igen i en hospitalsseng. Her var jeg i perioder flere gange om ugen, klar på den sædvanlige smøre om, at mit kalium var lavt.
  “Er du godt klar over, at du kan dø, hvis du bliver ved?”
Jeg vidste det egentlig godt. Alle sagde det tit. Især over aftensmaden. Men nu lå jeg her, og en læge kiggede på mig, og jeg vidste, at nu var det ikke et hvis, det var et når, hvis ikke jeg gjorde noget. Min hemmelighed, min kontrol, min boble og min ensomhed havde ført til handlinger, der nær havde slået mig ihjel. Alligevel havde denne nærdødsoplevelse sat en ild i gang. Jeg ville overleve, jeg ville kæmpe for ikke at blive en del af statistikken. For det var det, jeg så tit havde hørt om: statistikken. Ifølge Psykiatrifonden er spiseforstyrrelse den psykiske lidelse med højest dødelighed. Op mod 10% af os dør. Så mens jeg lå der i en seng, besluttede jeg, at jeg ville lukke nogen ind. Hvordan vidste jeg ikke, men jeg ville ikke dø. 

‍

Dødens kontrol

9/3/23
Død - Det er en mærkelig størrelse, og en mærkelig form.
Den blev for mig en form for kontrol. Jeg vidste at hvis jeg ikke kunne kontrollere andet kunne jeg kontrollere om jeg ville dø.
Nu vil jeg ikke dø mere.
Jeg har bestemt at jeg vil leve.
Alligevel fylder døden meget. For selvom jeg beslutter at jeg ikke vil dø, så forsvinder døden ikke.
Den er der stadig.
Nogle gange hopper den ud af skabet og overrumpler mit liv.
Men den skal ikke kontrollere mig. Jeg skal ikke føle at mig liv kun er værdig til døden - for døden skal ikke være min fred lige nu.
Nu skal døden være døden og jeg skal være noget helt andet.
  Levende

‍

Nogle dage efter 

Helene træder ind på stuen for at sige godnat, som hun altid gør. Hun kan se, at der er noget galt. 

                                                                         “Ved du, hvad der startede trangen til kontrol?” 

“Nej, det skete ligesom bare” 

Men jeg vidste det, jeg vidste det udmærket, jeg kunne bare ikke sige det højt. 

                                                                                       “Hvorfor har du brug for den kontrol?”  “Det har jeg bare” 

       “Det er vigtigt, at du beslutter dig for at blive rask. Du kan ikke blive det, før du giver slip” 

“Men jeg kan ikke slippe kontrollen. Hele min verden falder sammen, hvis jeg gør det” 

                                             “Hvad er det, der gør den kontrol stærkere end viljen til at leve?” 

“Jeg ved det ikke” 

…

                                                                    “Det tror jeg godt, du ved, hvis du tænker dig om” 

Så følte jeg mig pludselig set. Helene havde trådt ind i min boble. Helene havde set det, at jeg havde været fanget bag glas og ramme. Jeg følte mig lettet på samme måde, som jeg følte trangen til at forsvinde. For nu var skammen sagt højt. 

“Han har haft magt nok til at ødelægge dit liv. Du må ikke give ham magten til at tage det fra dig” 

Jeg måtte græde lidt, da jeg havde fået et godnat kram. Jeg skulle have kontrollen tilbage, jeg skulle ikke dø som et trofæ for hans forfærdelig handling, som ingen vidste, hvad i virkeligheden var.

‍

Juli 2023 

“Mor, er du nogensinde bange for, at jeg skal dø?”

                                                                                                                                          “Ja”
…

“Jeg er tit bange for, at jeg får en opringning af nogen, der siger, at du ikke er her mere”

“Nogle gange er jeg selv bange for at dø, og andre gange virker det som den eneste udvej. Men for det meste synes det umuligt at leve, og så er den eneste anden mulighed at dø” 

                                                                                                          “Vil du love mig en ting?” 

“Hvad skal jeg love dig?” 

                                     “Leonora, jeg ved, du kæmper. Men hvis du virkelig gerne vil dø, hvis                        
                                                    du tænker det er den eneste udvej, så skal du dø ordentligt” 

“Jeg ved ikke, hvordan det er at være dig, men jeg tænker, det er ulideligt hårdt. Jeg ville aldrig ønske det, det må du ikke tro, men hvis det er det eneste, du vil, så må du gerne dø” 

… 

                                                                                  “Du skal sætte en dato til om et halvt år” 

“Hvorfor det?” får jeg fremstammet mellem snøftene 

                                     “På den dag må du dø. Ikke før. Du må ikke prøve at dø før den dag”  “Hvad så hvis jeg ikke vil dø den dag?” 

                                     “Hvis du havde glemt, at du skulle dø, eller hvis du har mærket liv og                
                                                                                      ikke længere vil dø, så overlevede du” “Jeg lover at prøve at være levende, så jeg ikke behøver at dø” 

Nu snøfter vi begge; vi krammer, og så er samtalen slut. Derefter sætter jeg en dato i kalenderen og lever efter det løfte, jeg lige har givet om at være levende.

‍

December 2023 

Det går langsomt op for mig, hvor langt ude jeg har været, og hvor ensom jeg havde følt mig. For jeg var så optaget af min kontrol, at hele verdenen groft sagt kunne rende mig. Det var først, da jeg begyndte at finde ud af, at jeg faktisk havde overlevet, at jeg begyndte at kunne se, hvor meget jeg var gået glip af. Den dag i dag kan jeg ikke huske de første år af min lillesøsters liv, fordi jeg var så fjern. Det tog lang tid, hvor jeg var inde og ude af min boble. I starten var det også enormt ensomt. 

For hvordan interagerer man med mennesker, når man er vant til kun at gøre det med sig selv?
Hvordan er man social, når man plejer at være i sit eget hoved? 

Efter den voldsomme ensomhed er jeg med tiden blevet opmærksom på begrebet at være alene. Efter boblen sprang, fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide at være alene, og jeg fandt skilning mellem ensomhed og det at være alene. Det sænkede også mit behov for kontrol, at der pludselig var mennesker.
Jeg var i stand til at være nærværende. 

Tiden efter 

Efter erkendelsen af, at jeg havde brug for andre, og det opståede overskud til faktisk at være sammen med nogen, var det tydeligt, at mange havde ventet på Leonora.
For selv om jeg havde været syg i lang tid, stod alle klar, da jeg med krybende nakke kom tilbage. Jeg kan huske, hvor rørt jeg blev over, at de stadig var der.
Jeg havde forsømt alle relationer. Jeg havde prioriteret sygdom højere.

‍

Men som jeg stod dér, lyste fællesskabet 

Jeg havde overlevet 

Jeg havde sagt undskyld til alle dem, der havde ventet 

Og tak for, at de ville vente på mig Den sorte sky af ensomhed var gået væk, for folks reaktion på min tak og undskyld var altid den samme 

“Det skal du ikke tænke på” 

“Selvfølgelig er jeg her stadig” 

“Du er stadig elsket, selvom du er syg”

‍

Nu 

Jeg er begyndt at omfavne livet. Men hvem var jeg nu? Jeg havde pludselig en masse mennesker omkring mig og pludselig også plads til at værne om det. Det tog mig noget tid at arbejde med følelsen af at være udstillet og i ramme.
Jeg er nået til at omfavne det, at jeg stadig føler, jeg er fanget bag glas. Jeg kan nogle dage føle, at alle kan se på mig, at det er sket. Men jeg lever med det. Jeg har brugt lang tid på at lære mig selv at kende uden sygdommen. Alle omkring mig har hjulpet mig meget. Ensomheden er svundet ind i takt med, at jeg er begyndt at være mig selv og lukke op for menneskers nærvær. 

Det hele er generelt nemmere, når hverdagen er andet end et altoverskyggende fokus på mad. Jeg er kommet i arbejde på et plejehjem, hvor jeg er tre gange om ugen. Dette, også det faktum, at jeg er flyttet for mig selv, skaber en hverdag, som er præget af en meget større ro end nogensinde før. Denne ro har gjort relationer nemmere, da jeg nu også finder ro sammen med andre. 

Jeg har fået en kæreste, som omfavner billedet inde under den udstillede ramme på en måde, jeg ikke troede, noget menneske var i stand til.
Generelt har alle mennesker, der har set rammen været forstående, og jeg frygter ikke længere, at folk kan se det. 

Så er der kun et spørgsmål… 

Hvem er jeg, hvis jeg ikke er et trofæ, men et levende og vigtigt menneske? Jeg er mig, og jeg er meget mere end glas, ramme, udstilling og trofæ. Han vandt vist ikke noget, hvis man kigger på mig i dag, for jeg er endelig blevet fri.

Hjem. Så smukt et ord det ene øjeblik, så smertefuldt og ensomt det næste. 

Jeg har altid bare ønsket at passe ind. At være som de andre. I spejlet siger jeg, at jeg elsker mig selv, men mit blik falder hurtigt på den brune hud og det krusede, sorte hår, som ikke ligner det, jeg ser omkring mig i samfundet, og jeg tager mig selv i at ønske mig et andet udseende. Et, som ikke gør sig bemærket på godt eller ondt. Et, som lader mig glide ud i sandet, ikke være det farvede stykke glas, som nogen vil samle op og beundre, måske tage med sig hjem.
I Danmark er jeg for mørk til at være dansker. I Indien, mit fødeland, skulle man tro, at jeg ville føle mig mere forbundet med omgivelserne, men desværre skiller jeg mig også ud dér. Måske jeg går forkert, bruger forkert kropssprog og mimik. Måske er det mit manglende sprog. Det, som jeg ville bruge naturligt, hvis jeg stadig boede i Indien. Men fordi jeg er adopteret og opvokset i Danmark, så har jeg med tiden glemt alt det, der engang var indgroet i mig. Alt det, der udgjorde min identitet. Det føles, som om en del af mig gled ud i sandet og blev kaldt tilbage til Indien, båret væk af havstrømmene. 

Som adopteret har jeg altid gået med meget dobbeltsidige følelser og tanker. Jeg har følt glæde og taknemlighed over mit liv, over at føle mig så elsket af mine forældre. Samtidig har en frustration også fyldt, for hvorfor skal jeg føle taknemmelighed for en så naturlig ting som forældre? Adoption har gjort, at jeg, på trods af min mors og fars unægtelige kærlighed til mig, i øjeblikke har følt, at jeg har skullet gøre mig fortjent til at være nogens datter. At ét forkert skridt ville være utilgiveligt, og jeg ville blive afvist, måske sendt tilbage. 

Man taler om, at adopterede bliver revet op med rødderne. For mig føles det mere, som om jeg blev revet op så hurtigt og voldsomt, at rødderne knækkede af og blev i jorden – at halvdelen af mig forblev i Indien. Jeg blev plantet om, groede nye rødder, tilpassede mig klima og omgivelser, men traumet sidder stadig i mig, fordi halvdelen, af hvad jeg var, blev i Indien, min grobund. 

Jeg har aldrig vidst, at det var okay at have så ambivalente følelser. At elske sin familie og sit liv og samtidigt føle frustration og alt andet end taknemmelighed for det system, som har bragt én dette liv. Jeg har først nu lært, at jeg gerne må føle et savn og sorg over det, jeg aldrig fik, mit ophav, det, jeg mistede, min mor og far, min familie, mit sprog, min kultur, en del af mig selv. Jeg har aldrig vidst disse ting, fordi jeg aldrig har talt med nogen om det. Det er en særlig form for ensomhed at gå og føle sig forkert, malplaceret, taknemmelig og vred, glad og ked af det. Gå med alle disse følelser uden at vide hvorfor, fordi ingen har fortalt dig, at man kan føle så meget på samme tid. At det er okay, at det er logisk endda. 

De første år af ens liv har ifølge udviklingspsykologien indflydelse på, hvordan man bliver som voksen. Jeg var to år gammel, da jeg kom til Danmark. Med mig fra Indien havde jeg et sprog. Jeg havde begyndende vaner og væremåder. Jeg var et spejl af min kultur. Men fordi jeg havde boet på børnehjem med alt for få kvinder til alt for mange børn, så manglede jeg en følelse af tryghed i livet. Vi var børn med basale behov som opmærksomhed, omsorg og nærvær, der ikke blev opfyldt. Mangel på disse i de første udviklingsår kan have alvorlige følger. For mig har det betydet problemer med tilknytning til andre, angst for at blive forladt, fare vild, blive afskåret fysisk fra andre. 

Da jeg var barn, måske ni år gammel, besøgte jeg Egeskov Slot med min far. I slottets labyrint skulle vi løbe om kap. Jeg var så klar, men alligevel, da min far forsvandt fra mit synsfelt, frøs jeg. En voldsom kulde og frygt vældede op i mig som en tsunamibølge, der rammer en kyst og vælter ind over by og land, omslutter dem, kaster med alt. Jeg forstod ikke dengang, hvad jeg følte eller hvorfor. Jeg forstod det faktisk ikke i rigtig mange år. Først som voksen har jeg forstået, at der var tale om en dybtliggende angst i mig. Min krop reagerede på det, som jeg blev udsat for utallige gange i løbet af mine første leveår: at blive fysisk fjernet fra det, som jeg følte mig tryg hos, gang på gang. Da jeg kom til Danmark, var skaden sket. Som lille havde jeg svært ved at lege alene på mit værelse eller på en legeplads med andre børn. Hvad nu, hvis min mor forlod mig, mens jeg så væk?
Denne angst har fulgt mig ind i voksenlivet. Under corona studerede jeg på universitet i Odense. Jeg boede alene langt væk hjemmefra, følte mig fysisk fanget, og når jeg i perioder ikke snakkede med nogen en hel dag, fik jeg følelsen af at befinde mig i en tyk glasklokke. Jeg følte mig fysisk afskåret fra alt. Min hørelse føltes dæmpet. Jeg forsøgte at bryde ud ved at skrive til venner og familie for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene i verden. Men hvis de så ikke straks svarede, blev det værre. Det forstærkede angsten i mig om, at jeg var afskåret fra alt og alle.
  I dag går jeg ikke alene ud ad min dør uden min mobil. Ikke på grund af en afhængighed af mobilen i sig selv, men på grund af den dybtgående frygt for at føle mig fanget. Fanget i den tykke glasklokke, som en hveps man fanger på bordet med sit glas en varm sommerdag – uden mulighed for at kunne bryde ud eller komme i kontakt med nogen.
Min angst er svær at beskrive, men den er nok endnu sværere at forstå, for jeg har jo aldrig været fuldstændigt afskåret fra andre. Og deri ligger nok den største del af ensomheden: at vide, at ingen helt forstår. 

Igennem min opvækst har jeg følt mig fremmedgjort flere gange, end jeg kan tælle til. Jeg var havnet her i Danmark og var blevet mine forældres datter, men alligevel kunne jeg ikke få lov til bare at være dansk på lige fod med alle andre. Mine venner, skolens pædagoger, selv tilfældige på gaden forventede hele tiden noget af mig. De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke. Jeg var opvokset i Danmark, og jeg var kun et barn. Forventningerne skabte noget i mig. Et pres, et behov for at opsøge al den viden om mit fødeland jeg kunne. Jeg ønskede at svare korrekt, så jeg ikke skuffede folks forventninger. Jeg ville gøre alt for at blive en del af et fællesskab, ikke føle mig ensom, og alligevel gik jeg og følte mig netop dette med presset om at vide alt og stå til rådighed for alle. Meget paradoksalt gjorde fremmedgørelsen også, at jeg det meste af min barndom og ungdom var flov over det ophav, som jeg brugte timer på at læse om. Jeg var flov over at se klip af indere på nettet. Flov over at høre Bollywood-musik. Flov over at lære om Indien i engelsktimerne i folkeskolen og gymnasiet, fordi alle kiggede på mig for at se min reaktion. Sådan føltes det. På grund af mit udseende, spørger folk mig, om jeg er gæstearbejder, au pair, importeret hustru. De spørger om alt andet, end hvad jeg egentlig er. Jeg tænkte ikke over min egen hudfarve som barn. Men andres fremmedgørelse af den og mig har gjort, at min hudfarve nu er en del af min identitet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at livet startede den dag, jeg landede på dansk jord. Hvis det startede den dag, så ville jeg ikke have omsorgssvigtet med mig og dermed heller ikke angsten. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være nemmere, selvom jeg stadig ville skulle forholde mig til blikke og kommentarer om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Nemmere, fordi jeg fysisk ville kunne skubbe det væk, undgå kommentarer ved at vælge, hvem jeg lukker ind i mit liv. Psykisk kan jeg bare aldrig skubbe det helt væk. Det vil altid ligge og simre, vente på en trigger og koge over. I perioder oplever jeg, at det koger over flere gange ugentligt, måske dagligt. I andre perioder kan der gå så langt imellem tilfældene, at jeg glemmer mig selv, får en spontan idé og går hjemmefra med overbevisningen om, at jeg endelig fik slukket for komfuret.
Den 16. januar 2024 var sådan en dag. Lige indtil det blussede op igen. På denne dag meddelte Danish International Adoption (DIA) offentligheden, at de lukkede midlertidigt ned. Jeg sad på mit arbejde og begyndte at læse den ene artikel efter den anden. Skandaler om børn med hullede historier, børn med lidt for perfekte historier, forældre, der stod frem og fortalte, at deres børn var blevet stjålet fra dem, søskendepar, der fandt hinanden med DNA-tests efter et helt liv baseret på løgn og fortielser. En bølge af blandede følelser ramte mig med fuld styrke. Jeg følte alt og intet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det, og jeg havde mest lyst til at gå hjem i seng. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ingen ville forstå hvorfor. Da jeg gik ned til frokost i personalestuen, bulderkogte det i min hjerne og krop. Det kunne mine kolleger dog ikke se, for jeg lignede jo mig selv udenpå. Jeg sad pænt og rumsterede ikke ængsteligt med noget. Jeg faldt faktisk bare i baggrunden, hvilket ironisk nok er det, jeg typisk helst vil. Men lige den dag kunne jeg godt have brugt et sikkerhedsnet til at gribe mig. Men hvem skulle det være? Mine hvide, ikke-adopterede kolleger, der ikke forstår? Min egen, hvide, ikke-adopterede kæreste, der, omend han så gerne ville, heller ikke forstår? Ensomheden ramte mig hårdt den dag på en helt ny måde. 

Jeg forstår godt, at DIA har lukket ned, og var det op til mig, så drejede de nøglen om og omsmeltede den, så man aldrig kunne vende tilbage. Men misforstå mig ikke. At jeg kritiserer hele grundlaget for det liv, jeg har nu, betyder ikke, at jeg hader mine forældre, min opvækst eller mit liv. Jeg elsker dem og det. Bare tanken om, at jeg bliver nødt til at understrege dette, gør mig så vred. Som om kritik af det internationale adoptionssystem må være lig med dårlig opvækst. Lige meget hvor godt et liv, jeg har her, så har min adoption også ført til oplevelser, som jeg hellere ville være foruden. Oplevelser, som gør, at jeg fra tid til anden dagdrømmer om, hvordan livet ville have været, hvis jeg var blevet i Indien – havde jeg altså haft mulighed for at sige fra. Bare fordi jeg i Danmark har fået et utal af materielle goder, som jeg aldrig havde nærmet mig i Indien, så betyder det ikke, at jeg ikke ville have haft et lykkeligt liv der. Jeg ved, at materielle goder her i det globale nord har stor værdi. Måske endda større værdi end behovet for opfyldelse af basale behov, som at elske nogen og at have nogen, der elsker dig. Men mange betaler en stor pris for disse goder, for eksempel med angst, stress, depression, ensomhed. Og er materielle goder, på bekostning af ens velbefindende og mentale trivsel, virkelig det værd?
Jeg har selv haft flere af dem tæt ind på livet, men for tiden fylder ensomheden mest. Ensomheden i at gå og bekymre mig over, at jeg på grund af DIA’s lukning måske ikke kan få ordentlig besked om, hvad der skete før min adoption. Ensomheden i sorgen over at miste nogen, jeg ikke kan huske, men kun kan mærke. Savnet til den kultur og det sprog, jeg mistede, uden at kunne huske nogen af delene. Ønsket om at finde tilbage til mine rødder, men også ønsket om ikke at blive udstødt eller glemt af mine nærmeste. Dagdrømme om at flytte hjem til det sted, som ikke har været mit hjem et helt liv. Håbet om at finde min familie, frygten for at lede og miste dem igen. Ensomheden i ikke at kende nogen, der går igennem det samme. Ensomheden i at være den eneste mørke på min arbejdsplads, altid scanne et nyt rum, jeg træder ind i og blive ramt af en uforklarlig, melankolsk ensomhed over endnu en gang at måtte erkende, at jeg er den eneste mørke tilstede. Omvendt er det også ensomt at glæde sig over for en gangs skyld at se en anden mørk. Om det så blot er på gaden, om de er fra Ghana, og jeg fra Indien, og vi intet har tilfælles med hinanden. Det er ensomt, fordi ingen forstår, hvorfor jeg bliver så glad. Jeg kan ikke engang dele glæden. 

Selvom jeg dagligt kan fortælle mig selv, hvor meget jeg har hjemme i Danmark, så vil jeg, fordi jeg er transnationalt adopteret, det meste af tiden føle mig fremmed her. Fordi jeg er transnationalt adopteret, vil jeg altid føle mig fremmed i Indien. Det land, som jeg af alle steder i verden måske burde føle mig mest hjemme i. Det er ensomt ikke at høre helt til nogen steder. 

Jeg har hele mit liv ledt efter et sted, som ville tage imod mig, ligesom jeg er. Ikke fremmedgøre mig med spørgsmål eller bemærkninger, men jeg har nu lært, at et sådan sted ikke findes. Jeg ved nu, at kun jeg kan være det sted for mig selv. Og nok kan jeg ikke synge med på I Danmark er jeg født og mene det, men det er nu alligevel her, jeg har hjemme. Lige meget hvad andre påstår, eller hvor meget de spørger til, hvor jeg rigtigt er fra. Lige meget hvor ofte folk tiltaler mig på engelsk på gaden, i bussen, udenfor mit hjem. Lige meget hvor fremmedgjort jeg bliver, om man mener det sådan eller ej. Det kan også sagtens være, at jeg aldrig slipper af med ensomheden eller de ambivalente følelser, men jeg har truffet mit valg, og jeg har valgt mit hjem.

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

‍

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

‍