DE BARE IKKE FORSTOD BARE STADIG IKKE FORSTÅR

Møder du mig i dag, vil du møde en mand, der er nydeligt klædt, veltalende og ambitiøs. Sådan tilskrev statistikkerne ikke, at jeg ville blive. Jeg kommer fra det Danmark, hvor misbrugere og biedermeieridyl mødes, hvor havenisser og ligusterhække står omgivet af huse i forfald, hvor status kommer af at være mere skruppelløs end naboen. Jeg kommer fra et skolesystem, der havde mere travlt med at forklare, hvor dum og uduelig jeg var, frem for at styrke mine faglige kompetencer.
  Jeg er 27 år, halvdelen af dem, jeg kendte under min opvækst, er døde af stoffer, sygdom eller selvmord. Der, hvor jeg kommer fra, lærer man ikke værdien i en velformuleret sætning. Der, hvor jeg kommer fra, er det et privilegie at drømme om at blive til noget.

En aftale er en aftale 

Min historie begynder, da jeg er 23 år. Jeg flytter ud på en gård i det sydfynske. Her bor jeg sammen med min mor, søster, hendes børn og min hund Basse - en godmodig Berner Sennen, som har været ved min side, siden han var en pjusket hvalp. Det er en dejlig, stor gård med plads til tre familier. Vi har ikke boet der længe, men en dag udvikler en misforståelse sig til en større konflikt. Jeg vil ikke gå i detaljer om konflikten, men den drejer sig om min nevø og Basse. Min søster sidder i kørestol, og systemet, der aflaster hende, truer med at tvangsfjerne hendes børn og aflive Basse, hvis ikke han og jeg forlader gården inden for 24 timer. Fra det ene øjeblik til det andet bliver hele min verden og eksistensgrundlag revet væk under mig. Fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg hjemløs. Dagen efter skal Eminem spille på Orange Scene; en koncert jeg har ventet på, siden jeg var barn. Billetterne har ligget trygt i en skuffe i et halvt år. Selvom jeg står uden tag over hovedet, anser jeg det ikke som en mulighed at aflyse. Jeg afleverer Basse hos min mors ekskæreste. Det kræver store overtagelsesevner, for han må ikke have dyr i lejlighedskomplekset. Jeg siger farvel til Basse, der bliver trist over, at jeg går. ”Vi ses, Basse,” siger jeg. ”Far kommer hjem igen, pas på dig selv.” Jeg træder ud ad lejligheden. Opgangen lugter af rengøringsmidler, krydret mad og pis. Ud ad døren lyder det: ”Kom snart tilbage, Jonas! Han må slet ikke være her!! Forstår du det!?” Jeg hører ordene, men mærker ikke, hvor ondt de gør; jeg er stum indeni. Jeg står i problemer til halsen. Alle dem, jeg kender, der altid har lovet at være der for mig, svigter, eller deres hjælp kommer med en pris.
  Jeg kører fra Svendborg og ned til Lolland, hvor jeg skal mødes med min far. Jeg har inviteret ham med til koncerten og har glædet mig til at dele oplevelsen med ham. Han modtager mig i sin indkørsel med et smil på læben og sin campingvogn hægtet bag på bilen. Stemningen er høj, mens vi kører; den ene CD bliver spillet efter den anden, men jeg er ikke rigtig til stede – mine tanker er på min situation. Efter en times kørsel spørger min far: ”Hvordan står det til derhjemme?” Jeg er bange for at ødelægge stemningen, bange for at blive mødt af hånlige bemærkninger om, hvor stor en fiasko og taber jeg er, hvis jeg siger tingene, som de er. Jeg er desperat nok til at fremtrylle en løgn, men i sidste sekund vælger jeg at fortælle sandheden.
  Min far lytter stille; jeg mærker ham være til stede. ”Hmm,” lyder det fra førersædet. Han fortsætter: ”Det skal nok gå, Jonas. Du skal nok nå langt i livet… meen... hvad har du tænkt dig at gøre?”
  ”Jeg har en opsparing på 5.000 kr. Jeg tænkte på at finde en campingvogn,” svarer jeg.
  ”Denne glimrende dame, som slingrer agterud, er netop kommet til salg for 5.000 kr.,” udbryder han med et smil.
  Jeg køber vognen ubeset og er definitionen på en elendig forhandler. For uden at tænke nærmere over det, koster vognen præcis det, jeg ejer og har. Det var en nem løsning, og i desperate stunder har nemme løsninger det med at finde én. Jeg har siden tænkt, at det var godt, at jeg ikke havde flere penge på lommen. For så ville den have kostet dét mere, sådan er mentaliteten. Ligegyldigt hvor meget kapital du har, vil det altid koste det, du har. I det miljø, jeg er vokset op i, narrer alle hinanden, og alle ved det.
  Til koncerten står jeg blandt 130.000 mennesker, stemningen sitrer af glæde, spænding og begejstring. Den såkaldte Orange Feeling er i blomstring. Alt sammen observerer jeg som en usynlig beskuer. Eminem gør entre på scenen. Folk er vilde. De første beats slår an. Han beviser, hvorfor han er rappens ubestridte konge. Der står jeg, 25 meter fra scenekanten med frit udsyn til hele showet, og intet af det kan jeg føle indeni. Jeg er lammet af alt det kaos, der er sket de seneste dage. Resten af Roskilde ligger jeg alene og sover i campingvognen. For mig er der ikke mere at opleve på Roskilde, og jeg vil bare hjem og få styr på mit liv. 

Campingpladsen, HF og hjemløs 

Jeg kører tilbage til Fyn med campingvognen bag på bilen. Jeg ringer til den ene campingplads efter den anden. Alle afviser mig. Enten må jeg ikke have Basse der, eller også kan jeg ikke være der om vinteren. Den femte campingplads, jeg ringer til, er Carlsberg Camping på Tåsinge. Campingfatter Steen tager telefonen. Jeg forklarer min situation, og at jeg ikke har ret mange penge. ”Du virker som en flink ung mand, vi ser på det, når du kommer og finder en løsning,” svarer han venligt. Vi finder en plads til campingvognen. Da den kommer på plads, kører jeg til Svendborg for at hente Basse. I det jeg åbner lejlighedsdøren, bliver han så glad for at se mig, at han kaster sig på gulvet og vil nusses på maven. Vi kører sammen ud til det nye sted, hvor vi nu skal bo.
  Basse hopper ind i campingvognen, da vi ankommer. Den er 10 m2, og 8 af dem er indrettet med en dobbeltseng, et køkken, et klædeskab, et badeværelse og en sofagruppe. Jeg lægger Basses tæppe på den gulvplads, der er. Han accepterer det og ligner en hund, der altid har boet i en campingvogn. Jeg giver Basse mad og vand. Jeg er sulten, men lægger mig i sengen. Der er endnu ikke tilsluttet strøm; der kommer kun lys ude fra de andre vogne, når mørket falder på. Basse kommer hen til mig og slikker mig på kinden. Det plejer han aldrig at gøre, altid på armen eller benet, men ikke i ansigtet. ”Det skal nok gå, Basse. Dig og mig. Vi skal nok klare den.”
  Mine naboer er venlige og hjælper mig med alt det, de har erfaret aflivet som campister, selvom de selv er i forfald. De viser mig, hvordan man slår fortelt op, stormsikrer det og bygger gulv på ujævnt terræn. De lærer fra sig, altid med en øl i hånden; de har ingen struktur, ting sker, når de sker, og tiden flyder ud. Jeg starter på HF.
  Efteråret begynder, vinteren kommer snart. Det viser sig, at fyret i campingvognen ikke virker, selvom der blev givet hånd på det. Det vil koste 30.000 kr. at reparere fyret. Jeg har ikke råd til at lave det eller til at have en anden varmekilde tændt. Jeg ringer til min far for at høre, om han kender noget til fyret, og om han vil hjælpe med at få det til at virke. ”Jonas. Du må klare dig selv,” siger han og smæk ker røret på.
  Min krop er begyndt at vænne sig til livet udenfor. Basse har heldigvis en tyk pels, han fryser ikke.
  Det er rart at være til undervisning, for klasselokalerne er lune. Men pauserne er hårde. Det er svært at relatere til et almindeligt ungdomsliv med fester, kollegieliv eller et værelse hos mor og far. Når jeg siger noget ærligt om mig selv og mit liv, bliver jeg mødt med mistro.
  Den faglige del af uddannelsen er ikke bedre. Der kommer flere skriftlige afleveringer, og når kritikken kommer tilbage, forstår jeg ikke, hvad lærerne siger. Jeg forstår ikke, hvad de mener, når analysen skal være mere dybdegående, eller diskussionen er unuanceret. Jeg kommer fra en verden, hvor diskussioner fører til slagsmål, og kildehenvisninger er det samme som at være stikker. 

TV2 og starten på noget stort

En dag banker det på forteltet. Det er en af de dage, hvor jeg ikke vil tale med nogen. Det er campingfatter og to journalister fra TV2, der er ved at finde deltagere til et nyt program. De spørger, om de må komme ind og stille et par spørgsmål om at bo på camping. Jeg tænker, at det kommer ikke til at ske, mit liv rager ikke nogen, men jeg hører mig selv sige: ”Ja, selvfølgelig, kom indenfor.”
  Vi sætter os i forteltet. De virker flinke, men jeg er opdraget til, at man ikke kan stole på nogen og aldrig skal sige noget, der kan bruges imod én. De begynder at stille spørgsmål og forsikrer mig om, at det bare er research, og at man først skal udvælges. Jeg tænker: Hvorfor ikke, det kan der jo ikke ske noget ved; jeg bliver alligevel ikke udvalgt. Jeg er et kedeligt menneske. Hvem gider interessere sig for en hjemløs knægt, hvis eneste lyspunkt er hans nuttede hund?
  Senere på aftenen får jeg en besked fra journalisterne. De vil gerne lave en prøveoptagelse med mig og kommer som aftalt og filmer. Efter interviewet hører jeg ikke fra dem i lang tid, men en dag ringer min telefon. Det er produceren, som vil høre, om jeg vil medvirke i tv-programmet. 

Og så kom Kamilla 

Mine venner eller familie besøger mig ikke i campingvognen. De siger, de er skuffede over, at jeg er blevet hjemløs. De siger, jeg skal aflive min bedste ven og flytte på kollegie eller få mit gamle job som snedker tilbage. Jeg ved godt, at de siger det i den bedste hensigt. Men de forstår ikke, at Basse og jeg er forbundene. De forstår ikke, at mit gamle job æder 14 af døgnets 24 timer, hvilket er uforeneligt med at have hund. De forstår ikke, at Basse ikke bare er et kæledyr. Han er min ven.
  Et af de få mennesker, jeg har en venskabelig relation med, er Frede fra Svendborg. Vi har kendt hinanden siden teknisk skole. Han har længe følt, at det var synd for ham og hans image at have en ven, der er hjemløs og bor i en kold campingvogn, men han er begyndt at komme sig over det.
  Jeg bliver inviteret til hans fødselsdagsfest. De eneste gæster er mænd, der går op i deres store skovmandsskæg og venstreorienterede udenrigspolitik. Frede stikker en lokalbrygget specialøl i min hånd. Han ved, at jeg ikke drikker. I det han kigger væk, tømmer jeg den i hans suspekte potteplante.
  Der træder en kvinde ind i rummet; hun er i højt humør og går hen til Frede for at give ham en gave. Det er et billede af en krage i begyndende forrådnelse. Hun er iført den grimmeste kjole, jeg nogensinde har set. Det ligner et patchworktæppe i rød, gul og grøn, som har besluttet sig for at overfalde denne stakkels unge kvinde og definere sig selv som en kjole. Imens hun taler med Frede, overdøver hun stuen med sin latter.  

Kvinden og jeg begynder at tale sammen. Jeg fortæller hende om min store passion for antikke træhøvle. Det viser sig, at hun har en lige så stor passion for at høre om antikke træhøvle, som jeg har for at fortælle om dem. Jeg fortæller hende om alt fra, hvordan man kan se, hvilken tidsperiode et møbel eller et fodpanel er fra, ud fra de geometriske profiler de har, til forskellen i kulstofopbygningen imellem gamle høvljern og nye. Jeg bliver så optaget af emnet, at jeg aldrig får spurgt hende om hendes navn. Pludselig i de tidlige morgentimer er hun væk.
  Jeg spørger Frede, hvem hun er. ”Det er Kamilla, hende kan du lige så godt glemme. Hende kan du ikke tøjle, og hun er færdig med mænd,” svarer han. Men jeg kan ikke glemme hende. I løbet af det næste år krydser vores veje tilfældigt. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. En dag ringer hun til mig og spørger, om hun må besøge mig. Jeg advarer hende om, at jeg ikke har noget mad, men hun har spist, siger hun insisterende. Da hun kommer hjem til mig i campingvognen, er hun alligevel lidt sulten, og jeg laver den mest skrabede tomatsovs med en håndfuld pastaskruer fundet forskellige steder bagerst i skabet. Jeg har hverken salt eller andre krydderier. Vi griner af det, og kort tid efter flytter hun ud af sit kollektiv og ind hos Basse og mig. 

Galleri og egen virksomhed 

Det vender op og ned på mit liv, for Kamilla er ambitiøs. Hun har fire jobs, både som skrædder for en af landets dygtigste dameskræddere, ekspedient i en stofforretning og underviser på en ungdomsskole. Hun cykler imellem dem alle og nogle gange op til 100 km på en dag. I hendes sparsomme fritid arbejder hun benhårdt på sin kunst. At være ambitiøs er en egenskab, jeg altid har opfattet som en luksus, jeg ikke har råd til. Det har mere handlet om at overleve. Jeg troede ikke, jeg ville være i live som 30-årig og har derfor aldrig set mening i at drømme om fremtiden.
  Kamilla hjælper mig med at forstå kritikken, mine undervisere giver mig i de skriftlige afleveringer. Hun fortæller mig, at jeg har potentiale, men at jeg skal lære middelklassens sprog for at få gode karakterer og anerkendelse. Derfra begynder et hårdt arbejde. Jeg begynder at lave kvantespring i min uddannelse, og der bliver råd til varme i campingvognen, fordi vi er to til at betale. Så småt skaber jeg et hjem i campingvognen. Jeg bygger et køkken ude i et stort opbevaringstelt med alle de faciliteter, der er i et almindeligt hjem. Jeg sørger for, at hendes tøj har plads i klædeskabet, og det sæsonbestemt tøj, hun ikke har brug for, bliver opbevaret sikkert og tørt udenfor i nye, rene blå fodertønder, men det vigtigste er, at jeg bygger et atelier ud af en gammel campingvogn. Atelieret er ganske vist kun 10 m2. Jeg river alt inventar ud, så det er et tomt rum. Jeg lægger nyt gulv, maler væggene, men strøm og varme er der ikke mulighed for at lave. Vi finder en egnet lampe på batteri, og Kamilla har en god flyverdragt, som holder hende varm, når hun arbejder. Vi begynder at trives med at bo i campingvognen og anser det nu som et tilvalg fremfor en nødvendighed. Vindens rusken, regnens haglen og solens stegende hede er en del aflivet og de vilkår, vi har. Vi føler, at det at bo her giver os mere, end vi mangler. Det giver os frihed, tryghed og muligheden for at kunne gøre det, vi vil og finder meningsfuldt.
  TV-udsendelserne bliver en kæmpe succes. Vi laver i alt tre sæsoner, og Danmark får øjnene op for Kamilla og mig. Vi bliver inviteret til at medvirke i flere radioprogrammer, og der er stor interesse for Kamillas kunst. Hun bliver professionel kunstner og nyder stor anerkendelse. Sådan er det nogle gange, at det tager 10 år at blive en succes på et øjeblik. Vi bliver genkendt på gaden, og folk spørger om selfies med os, selvom vi står til ikoniske koncerter. Kamilla tager mig med på hendes forretningsmøder med folk, der ejer deres eget privatflysfirma og har fløjet med alle store verdensstjerner.
  En dag er vi oppe hos en advokat på en af de dyre adresser i København for at aflevere en tegning, advokaten har købt. Hun har nogle designstole, jeg engang har lavet i min tid som snedker; det fortæller jeg hende om. Advokaten ender med at spørge, om jeg kan lave et køkken for hende. På hjemturen siger Kamilla, at jeg kun skal gøre det, hvis jeg opretter et firma. Det er en drøm, jeg aldrig har turde at have.
  Senere den uge ringer en kvinde til Kamilla. Hun har set os på tv og set Kamillas atelier i campingvognen. Kvinden har købt en ejendom i Rudkøbing. Det er et gammelt landmandshotel i en af byens travleste gader. Kvinden fortæller, at da hun så balsalen, tænkte hun straks på Kamilla og tilbyder, at vi kan leje den. Vi tager derhen og kigger på det, og balsalen er så smuk. Kvindens mand spørger, om jeg vil se det gamle tørrelager ovenpå. Det er det smukkeste rum, jeg nogensinde har set. Jeg får lov til at leje det til mit snedkeri.
  Jeg opretter mit firma og laver køkkenet til advokaten. Min ordrebog begynder at blive fyldt med alt fra renovering af antikke møbler, snedkerkøkkener og specialbyggede møbler. Jeg arbejder på snedkeriet samtidig med, at jeg tager min HF. Takket være Kamillas tro på mig, lærer jeg at kommunikere i middelklassens sprog. Jeg går fra at være en dreng, der kun lige havde et gennemsnit, til at komme på erhvervsskole, til at have et gennemsnit til at blive læge, hvis jeg vil. Jeg vil have en fremtid med Kamilla og arbejde med det håndværk, jeg brænder for. Og Basse? Han er blevet kunstnerhund og er med sin mor på atelieret hver dag. 

‍

Alt det havde ingen troet. 

‍

Når jeg tænker tilbage på min egen historie, kan jeg se, at det for nogle er svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare ”pløkker min hund og kommer videre,” som jeg ved flere lejligheder blev opfordret til. Jeg kan godt se, at jeg har været stædig ved at beholde Basse og har givet ham mad fremfor mig selv. Nogle gange er det nemmere at tage sig af andre end at tage sig af sig selv, men jeg synes, at det er forsimplet at anskue det sådan. Jeg tror, at Basse er årsagen til, at jeg ikke gik til grunde, da jeg blev smidt ud af systemet. Jeg tror, at det ville have været sværere for mig at starte på HF og se et lys i fremtiden, hvis ikke jeg havde ansvar for andre end mig selv. Jeg har altid kunne finde trøst og forståelse hos Basse. Sidenhen har jeg også fundet den trøst og forståelse hos Kamilla. Omstændighederne har været med os; nu lever vi af det, vi drømmer om og finder en mening i, også selvom det kræver vilje, mod og ukuelighed. Ved at reflektere over min historie har jeg indset, at for at få et andet liv, må man flytte sig fra det nuværende.

Fra Sydamerika til Amerika 

Et brasiliansk pas i den ene hånd. Et papir på statsborgerskab i Amerika i den anden. En mor, som år forinden rejste til Norge for at forfølge kærligheden. En far, som i tidernes morgen rejste tilbage til det store Amerika. To bedsteforældre, som arbejdede for tag over hovedet og mad på bordet. En ung dreng, som hang ud med andre drenge. Drenge, som lavede narrestreger for at fordrive tiden. Tid, som passerede i takt med, at solen stod op og gik ned. En sol, som varmede lunt i den brasilianske by Fortaleza med 3.525.564 indbyggere. En by, som var præget af mennesker, der forsøgte at tjene til dagen og vejen. Mennesker, som brændende ønskede sig et job. Jobs, som ikke hang på træerne.
  Et tilbud om at komme til Californien og bo hos en nær slægtning. Et tilbud, som jeg takkede ja til. Jeg kunne ikke gøre andet. Eller rettere, jeg kunne fortsætte med drengestreger. Jeg kunne blive og stå side om side med mennesker, som også kæmpede for at tjene til dagen og vejen. Blive i en naiv tro på, at jeg kunne lykkes her. Jeg kunne blive, velvidende, at jeg formentlig ville ende alene tilbage uden familie på samme kontinent. Forsøge at holde hovedet højt. Blive i den bagende sol og kæmpe for tag over hovedet og mad på bordet på samme måde, som mine bedsteforældre gjorde det.
  Men jeg blev nødt til at tage afsted. Væk fra det, jeg i 17 år havde kaldt for hjem. Afsted til en by, som er opkaldt efter den berømte novelle om Tarzan. Tarzana hedder den. En forstad til Los Angeles, som mindede om alt det, jeg havde set på film. Mine jævnaldrende opførte sig på samme måde, som jeg havde set det på film. De trak på ordene, grinte på mærkelige tidspunkter og havde deres udvalgte slæng. De spillede amerikansk fodbold. De talte om, hvem der mon blev valgt til årets Homecoming Queen og King. De dansede i takt til popmusikkens rytmer. Jeg – jeg kunne hverken spille amerikansk fodbold, danse i takt eller tale med om, hvem der ville vinde året pris. Jeg følte mig som en jungle-dreng i en civiliseret by. Jeg skulle lære et helt nyt sprog. Jeg skulle ikke bare lære de engelske gloser, jeg skulle lære at trække på ordene, grine på mærkelige tidspunkter og finde mit slæng. Duolingo, var ikke længere et tilstrækkeligt redskab. Her skulle man være noget. Jeg skulle lære at begå mig på en måde, så jeg kunne være noget, ikke bare nogen. 

Fra Amerika til Danmark 

Et år var gået. Jeg havde indgået en aftale med min mor om, at jeg efter et år i Californien skulle flytte hjem til hende. Hjem var ikke længere den bagende sol i Fortaleza. Min mor og hendes norske kæreste var i mellemtiden flyttet fra det sydlige Norge til det nordlige Jylland. Hjem var nu Vrå. Vrå i Hjørring Kommune med 2.474 indbyggere. Eller rettere, nu med 2.475 indbyggere. En by, hvor naboerne målte hinandens ordentlighed på længden af deres græsplæne. Og hvor hånden blev brugt til at trykke med. Den blev ikke brugt til at lave tegn med. Ingen varme hilsner, helst et anerkendende nik fra distancen, så hverken Jørn eller Grete længere nede ad vejen ville se skævt til den mørke glød.
Jeg skulle være linedanser i en anden verdens cirkus. Jeg måtte hverken træde skævt eller ved siden af. Jeg skulle balancere på linen. Smile afmålt med rank ryg, men ikke for stolt. Jeg skulle ikke være for meget og ikke for lidt. Jeg skulle udtale, ikke bare tale. Udtale bløde d’er og ikke stumme h’er. Det danske sprog var blevet et redskab, som kunne måles og vejes. Mit sprog kunne måles og vejes. Jeg kunne ikke bare være nogen, jeg skulle være noget.
Diskussionerne derhjemme blev flere og flere. Nogle gange endte de i en konflikt, hvor min mor og jeg måtte gå hver til sit for en stund. Min mor talte et sprog, jeg ikke forstod, og hun forstod ikke mit. Sprogskolen havde lært mig de grammatiske regler, den sproglige syntaks og bøjning af uregelmæssige verber, men jeg følte, at det hverken gjorde til eller fra.
  Mit navn stod på postkassen. Det stod også på folkeregisteradressen. Og selvom, det også stod i den nye statistik over antallet af indbyggere i Vrå, og jeg burde være taknemmelig over at have et sikkerhedsnet til at gribe mig, så følte jeg mig tom. Jeg var jeg ikke glad. Tværtimod. Jeg kunne ikke fremtvinge smilet på læben, som ellers plejede at være mit varemærke. Jeg blev ved med at træde ved siden af. Jeg kunne ikke balancere på den line, som var sat op foran mig. Rummet var for småt til både mig og hende. Vi kunne ikke rumme hinanden. Rummet var væk. Jeg vidste ikke om det nogensinde havde været der, men i dette øjeblik var det ikke til at finde. Ingen elastik at trække i. Ingen snor at give af. 

I mellemtiden startede jeg på The International Baccalaureate Diploma Programme, også kaldet IB, som er en 2-årig international gymnasieuddannelse. Gymnasiet ligger placeret i udkanten af Aalborg. Klassen summede af liv. Der blev talt, ikke udtalt. Folk gik hverken op i bløde d’er eller stumme h’er. Et smil var nok. Jeg flyttede ind hos en kæreste i Nørregade og havde min daglige gang på IB, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Eric, som havde både etiopiske og islandske rødder. Vi var fremmede for hinanden, men det føltes ikke sådan. Jeg smilede, og han smilede. Smil blev til latter, og af latter kom jokes. Vi jokede om mig, om ham og om hinanden. Jokede om vores situation, hvordan vi mon var havnet her, og hvordan det skulle gå os i fremtiden. Vi forsøgte at smile os gennem tilværelsen. Vi smilede sammen. Vi tillod hinanden at være nogen, uden et krav om at skulle være noget. 

Fra Nørresundby til Danmarksgade og alt derimellem 

Årene gik. Jeg havde flyttet mine ting på egen hånd fra ét sted til et andet. På årlig basis. Jeg havde gået byen tynd med flyttekasser i armene og trætte ben. Jeg havde lejet mig ind hos venner og bekendte på Thistedvej. Vi havde startet kollektiver op i Nørresundby, lukket dem ned igen. Jeg havde udlejet værelser til musikere for at få råd til huslejen på Spiesgade. Boet kortvarigt hos et vennepar på Danmarksgade. Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.
  Tre år var gået. Jeg lejede mig ind i en lejlighed på Danmarksgade. En lejlighed med tre roomies, som levede tre parallelle liv, kun afbrudt af et gensidigt nik og et enkelt hej i svingdøren. Døren til mit værelse stod altid åben, men de stak aldrig hovedet ind. De virkede hverken interesserede eller uinteresserede. De levede et liv med fastlagte planer og kun med få pauser fra hverdagens tummelen. Pauser, som de tog bag en lukket dør. Jeg kunne ikke finde mig til rette i det travle liv. Jeg ville bare gerne, at de havde det godt. At de mennesker, som jeg mødte på min vej, havde det godt.
  Sommeren stod for døren. Jeg havde fået job i den lokale isvogn, der stod placeret midt på havnefronten. Arbejdsbeskrivelsen lød på at lange is over disken med et stort smil på læben. En opgave, som jeg elskede. En sen eftermiddag dukkede en pige frem med blondt hår af solens skær. Hun smilede, og jeg smilede. Jeg fik ikke sagt meget, men nok til at fastholde hendes blik. Hun var dragende. De blå øjne glimtede i solen. Hun vandrede ud i det blå igen. Jeg kunne ikke slippe tanken om hende. Dagene gik. Mågernes skratten, som før forstyrrede enhver tanke, lød nu som fuglesang. Solen spejlede sig i fjorden, og bladende blafrede i vinden. Pigen med det blonde hår dukkede pludselig op på ladet af en Christianiacykel med samme store smil på læberne. Det føltes som en film. Vi cyklede rundt under solens stråler. Fuglene sang. Vi grinte, og jeg svævede. 

Fra Danmarksgade til Kayerødsgade 

Lykken varede ikke evigt. Hun ville afsted til Berlin. Uden mig. Og lejligheden i Danmarksgade blev opsagt uden varsel. Jeg stod tilbage med min underskrift på en ugyldig lejekontrakt. Uden en forklaring. Tilbage. Alene. Jeg havde gået byen tynd med mine flyttekasser i armene, og nu skulle jeg gøre det igen. Jeg skulle finde et sted at f lytte mine ting hen. Et sted, hvor jeg kunne få tag over hovedet. Bare for en periode.
  Renderne under mine øjne var blevet tydelige. Jeg magtede hverken at slæbe mine ting, mig selv eller noget andet nogen steder hen. Men jeg havde ikke et andet valg. Jeg skulle finde et sted hurtigst muligt. Jeg havde ikke lyst til at spørge min venner. Tænk sig, hvis de afviste mig. Hvis de ikke kunne rumme at have mig boende. Tanken gav mig ondt i maven. Jeg havde ikke lyst til at sætte deres liv på hold og belemre dem med min ensomhed. At være en byrde på deres skuldre. Jeg ville gerne kunne give dem noget, sådan som man gør i et venskab, men jeg havde intet at give af. Jeg kunne ikke række ud. Det virkede nemmere at holde afstand, så de ikke skulle konfronteres med en glædesløs situation, der i mellemtiden var blevet min virkelighed.
  Jeg faldt år tilbage i snak med en høj, meget snakkesalig fyr foran Café 1000fryd. Vi talte over en cigaret og en øl. Jeg syntes at huske, at han skulle bo lige i nærheden. Jeg syntes også at huske, at han var meget imødekommende og ligetil, så jeg tog chancen, greb min telefon og skrev en kortfattet besked. I beskeden spurgte jeg, om det var muligt, at jeg kunne bo hos ham i en kortere periode. Han skrev hurtigt tilbage, at jeg kunne starte med at flytte mine ting, og så skulle vi nok finde ud af noget. Jeg flyttede min madras, mit sengelinned og en lille taske ind i hans stue, og resten rykkede jeg ned i et depotrum i kælderen. Madrassen lå i stuehjørnet omringet af hans ting. Ved siden af madrassen stod min taske med lidt tøj, som jeg vekslede imellem. Jeg havde sikret mig tag over hovedet, men det hjalp mig ikke. Jorden rystede under mig. Jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg var ikke hjemme.
  Ugerne gik. Hver morgen føltes som en endeløs kamp, hvor jeg sjældent vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig sat ud af spil, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage til det ubekymrede liv omringet af glade mennesker i skateparken, ved isboden og havnefronten. Jeg kæmpede hver morgen for at hive mig selv op fra madrassen. Nogle dage blev jeg liggende – solen skinnede alligevel ikke længere, eller det føltes ikke sådan. Der var ingen, som spurgte efter mig eller havde brug for mig. Jeg derimod havde brug for at kunne slippe bekymringerne og angsten. Brug for et sted, hvor jeg ikke blev konfronteret med den virkelige verden. Et sted, hvor jeg kunne slippe tankerne. Jomfru Ane Gade, hvor samtlige diskoteker lå placeret, rummede alt det. Mennesker, som parkerede deres bekymringer derhjemme, og drak sorgerne væk. Mennesker, som kom for at have en fest. Det virkede mere ligetil. Jeg skulle bare være noget, og det virkede for en gangs skyld nem mere end at skulle være nogen. 

Fra Kayerødsgade til Vesterbro 

I Tre måneder gik. Kulden fra gulvet trængte op gennem madrassen. Regnen silede ned ude foran vinduet, og jeg lå i det fjerneste hjørne i stuen. Min krop var tung som bly, og jeg var udmattet. Både fysisk og mentalt. Jeg måtte hive mig selv op. Videre ned ad trappen og ud på gaden, med blikket sænket og hovedet afskærmet fra regnen. Pludselig udbryder en gammel ven: ”Hey Daniel!” Jeg løftede blikket, og foran mig stod to smilende fyrer. Vennen præsenterede sig ved navnet Martin, og fortalte med det største smil på læberne, at han lige var flyttet til fra Columbia.
  Begejstringen lyste ud af ham, så meget, at det ikke kunne undgå at smitte af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var fuldstændig fremmede for hinanden, men snakken flød. Han inviterede mig hjem til sig. Og jeg kom igen. Flere gange. Vi brugte mere og mere tid sammen, og da jeg én dag sagde, at jeg hellere måtte tage hjem, spurgte han: ”Hvorhen?” Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde ikke et svar parat. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare blev.
  Spørgsmålet virkede oprigtigt, så jeg blev hængende. Blev et sted, hvor jeg hverken skulle være nogen eller noget. Jeg skulle bare være mig.

Unge i hjemløshed kan ikke sættes på formel. De udfordringer én ung står med, og de behov personen har, adskiller sig næsten altid fra den næste. Alligevel er der noget, der går igen, uanset om man spørger Ida på 19 år fra Tønder eller Ibrahim på 26 år fra København.
  I Hjem til Alle alliancen er vi en del af en gruppe af unge med hjemløseerfaring. I fællesskab er vi kommet frem til fire behov, som unge i hjemløshed har. Det er dem, vi præsenterer her. De fire behov er ikke de eneste udfordringer, vi har mødt på vores vej, men det er dem, som vi har oplevet alt for ofte.
  Vi giver ingen konkrete løsninger; det er ikke vores opgave. Vores opgave er at pointere de erfaringer, der er gået igen på tværs af vores historier. At gøre offentligheden opmærksom på en virkelighed, som ligger skjult for omverdenen og pege på de huller, som vi har oplevet i systemet. Forhåbentlig vil det betyde, at unge fremover oplever, at det er nemmere at få den hjælp, de har brug for, hvis de pludselig skulle stå i hjemløshed. 

Behov nr. 1: Vi har brug for et mere synligt og udbredt kendskab til, hvordan det er at være ung i hjemløshed 

Unge i hjemløshed har den ting til fælles, at der mangler viden om emnet. Ved at give unge med hjemløseerfaring en stemme i samfundet kan vi være med til at brede information og en viden videre til næste generation. Der ligger en vigtighed i at synliggøre og udbrede et kendskab til dette i samfundet, især blandt unge. Den viden skal implementeres systematisk, så den når bredt ud i offentligheden. Det er der mange muligheder for på f.eks. uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser eller borgerservice.
  Noget af den vigtige viden, vi gerne vil have delt, er, at unge holder deres hjemløshed skjult. De holder den skjult fra deres sociale kreds, i studielivet og på arbejdspladser, hvilket gør, at det ikke er ligetil at “spotte” en ung hjemløs.
  Det er tabu at være hjemløs. At føle, at man ikke passer ind i normen, når det kommer til de mest basale behov, som at have et hjem, eller følelsen af ikke at være som andre med fast adresse og en postkasse. Man stikker ud i sin vennegruppe, når man ikke kan invitere til aftensmad eller hjemmehygge. Og det skaber frygt i én, når ens arbejdsplads ønsker en adresse, de kan skrive på lønsedlen. Når det ikke er muligt, må man skrive sit herbergs adresse på og håbe, at de ikke googler adressen og finder ud af, hvad det er for et sted.
  Vi må spørge os selv som samfund, hvad der ligger til grund for, at unge hjemløse skal føle, at der er behov for at lyve eller ikke kan være med til en samtale omkring noget så basalt som aftensmad eller vasketøj, eller at føle sig pinlig over ikke at have en adresse, og den måde man trækker sig lidt, når der bliver spurgt: “Hvor bor du?”
  Noget så basalt som at have et sted, man kan kalde hjem, hvor man kan lukke en dør og hente sin post fra postkassen, er ikke noget, man kan genkende som ung hjemløs. Det er nok den mindste af ens bekymringer, fordi der ligger en hemmelig, dybere realitet i at skulle overleve dagen i dag – i morgen må komme, og overlevelsesspiralen cirkler igen.
  Der er behov for, at debatten om hjemløse unge bliver større og mere udbredt. For hvis vi får brudt tabuet, bliver det nemmere for unge i hjemløshed at åbne op tidligere, så man kan få den hjælp, man har brug for, hurtigere end mange gør i dag. 

Behov nr. 2: Vi har brug for adgang til tydelig information og tidlig hjælp 

Unge i hjemløshed ligner typisk alle andre unge. De går klædt i det samme tøj, spiser det samme mad og går til de samme fester. De gemmer deres hjemløshed bag facader og holder det skjult for deres sociale cirkel. Det gør det svært at få hjælp af kommunen, selv når man beder om den og har brug for den. For kommunen ser ikke den unge som en ”rigtig” hjemløs, og man må derfor klare sig selv. For at få hjælp af kommunen skal man leve op til dens retningslinjer for, hvornår man er ”for ressourcesvag” til at kunne klare sig selv. Hjælpen kommer ikke, når problemet opstår, eller når behovet bliver akut. Den kommer først, når behovet har været akut i for lang tid. Vi har behov for kommuner, der er villige til at tackle de små bump på vejen, før de vokser sig større og følger én igennem hele livet.
  Et andet problem er, at unge ikke har adgang til tydelig information eller de rettigheder, man har. Der findes ikke en informationsguide til unge, der er på kanten af hjemløshed (f.eks. unge, der mister deres job eller står i en ustabil boligsituation), eller unge, der er og har været hjemløse. Og det er ikke klart, hvor man som ung kan gå hen for at få den rette vejledning, så man kan blive klædt på til at handle. Hvis det var tydeligere, hvor man fik information, og man blev præsenteret for sine rettigheder tidligt, ville man hurtigere kunne hjælpe.
  Det er en generel erfaring, at hjemløsheden starter i det små og gradvist udvikler sig, uden at man selv kan se det. Det kommer bag på mange unge, at de er hjemløse. Dét, koblet med, at man ikke ved, hvor man kan gå hen for at få hjælp, eller hvad man har ret til som samfundsborger, spiller en betydelig rolle for, hvor lang tid der går, før man får den rette hjælp og kan komme ud af hjemløsheden igen. Hurtigere hjælp fra systemet kan gøre, at man ikke sidder fast som hjemløs i længere tid. 

Behov nr. 3: Vi har brug for trygge og tillidsfulde relationer til socialarbejdere 

Der findes mange dygtige socialarbejdere i Danmark, som opbygger tillidsfulde relationer og hjælper unge med de behov, som de fortæller om. Men der er alligevel problematiske tendenser, som er vigtige for os at påpege. Det ene er dårligt samarbejde, det andet er skiftende socialarbejdere.
  Når samarbejdet er dårligt, skyldes det ofte, at der ikke er kemi mellem socialarbejderen og den unge i hjemløshed. Én af årsagerne kan være, at socialarbejderens fremgangsmåde er ensformig. Der bliver typisk ikke bidraget med noget nyt til samtalen: Socialarbejderen kommer med samme synsvinkel, som de kom med på sidste møde, og de fremstår meget forudsigelige. Det er meget drænende for den unge; det giver den unge følelsen af at blive behandlet som endnu et nummer i systemet.
  Det betyder, at man er mindre modtagelig for støtte, når man kan mærke, at samarbejdet ikke er autentisk - selvom de løsninger, der bliver foreslået, i princippet godt kunne virke. Derfor bliver den unge hængende i hjemløsheden i længere tid, fordi tilliden, og troen på at systemet kan hjælpe én, formindskes.
  Den anden udfordring er socialarbejdere, som skifter job, flytter til en anden by eller stopper. Der kan være alle mulige gode grunde til, at man må skifte job eller flytte. Men det tærer hårdt på den unges mentale kræfter og tillid til systemet at skifte socialarbejder, fordi man skal åbne sig op for en ny hver gang. Ligesom med det dårlige samarbejde, får dette også den unge til at føle sig som endnu et nummer i systemet, og det gør det svært for den næste at opbygge en bindende og tillidsfuld relation.
  Skiftende socialarbejdere er et af de største problemer for unge i hjemløshed, fordi den tillid, der opbygges i relationen, er afgørende for, hvor længe den unge bliver i hjemløsheden. Det betyder, at den unge ‘sættes tilbage’ hver gang, man skal opbygge en relation til en ny “fremmed person”.
  Relationen har en kæmpe betydning for den unges trivsel og livsudvikling, særligt for unge, der ikke har været omgivet af forældreroller eller personer, man kan se op til. Mange unge sætter derfor deres lid til denne fremmede person, som skal hjælpe og støtte dem på vejen mod selvstændighed. Derfor føles det som et svigt for unge i hjemløshed, når relationen forsvinder fra den ene dag til den anden.
  Relationsarbejdet er den første og vigtigste prioritering, fagfolk bør foretage. En fælles enighed i vores gruppe er, at tillid, fleksibilitet og tæt samarbejde over længere tid, er vigtigt for, at hjælpen fra en socialarbejder er god og bliver taget godt imod. 

Behov nr. 4: Vi har brug for hurtig adgang til betalelige boliger og tilstrækkelig støtte uden tidsbegrænsning 

Den måde, man bekæmper hjemløshed i Danmark på i dag, er ved at give en bolig som det første. Når man har fundet sig til rette i den, begynder man at arbejde med de andre problemstillinger, man måtte have, f.eks. misbrug eller psykiske diagnoser. Udover det har man beskrevet, hvilke støtte metoder man kan gøre brug af, alt efter hvilke udfordringer man som ung måtte have. På den måde er meningen, at man har en model, som skal passe til alle, men hvor den personlige støtte, man får tilbudt, er forskellig.
  Selvom det på papiret lyder rigtig flot, så er sandheden bare, at det ikke er alle, der har gavn af den model, da der er så mange ting, man skal kunne forholde sig til på én gang. Samtidig med, at man skal arbejde med de problemstillinger, man har, skal man også klare alle de andre opgaver, der ellers er i hverdagen, som mange mennesker tager for givet (f.eks. at vaske tøj, handle ind, betale regninger og lave mad). Og jo flere personlige udfordringer man har, desto mindre overskueligt er det at få gjort de små opgaver i hverdagen. Jo længere tid man har været hjemløs, desto flere ressourcer skal man have for at kunne overskue hverdagen.
  Et andet problem med den model, man bruger nu, er, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så man har større mulighed for at huse unge i hjemløshed, end man har i dag. Og selvom politikerne nu har opmærksomhed på, at antallet af betalelige boliger skal være langt større, så er det ikke det eneste problem, der gør, at modellen ikke lever op til dets fulde potentiale. Et tredje problem er nemlig, at de fleste kommuner ikke følger de modeller, man bruger, fuldt ud.
  Det betyder, at unge ikke får de støttetimer, som de har brug for, og at støtten ofte stopper efter 9 måneder uden at tage hensyn til, hvor den unge er i henne i forløbet. Det er selvfølgelig ikke optimalt for unge og kan i værste fald medføre, at man igen ender i hjemløshed og skal starte forfra. Derfor vil det være fordelagtigt for flere, hvis man kigger på, hvad den enkelte unge har behov for. For nogle kunne det være at give en bolig med det samme, for andre kunne det være at give behandling først eller et tilbud om bosted/halvvejshus. Ved at skabe fleksible rammer og inddrage unge i beslutningen om de tilbud, der skal være med til at få den unge ud af hjemløsheden, styrker man den unges tillid til systemet og forstærker den unges følelse af selvstændighed og ejerskab over egen skæbne. 

Alle har et ansvar 

Det her er vores bud på, hvad unge i hjemløshed har behov for. Vi mener, at man kan komme rigtig langt i bekæmpelsen af hjemløshed blandt unge, hvis man sætter ind på de her punkter. Men det kræver en koordineret indsats blandt mange forskellige grupper i samfundet – ikke bare sagsbehandlere og kontaktpersoner, men også undervisere, kommunalpolitikere, pårørende osv. Målet er, at vi kan forebygge hjemløshed ved at opdage og italesætte den, allerede inden den unge er trådt ind på kommunekontoret. Men det kræver, at vi som samfund lægger vores forestillinger om unge i hjemløshed på hylden.
  Vores fire behov er starten på en længere proces, som skal gøre systemet mere modtageligt og fleksibelt i mødet med unge i hjemløshed. Det vil styrke unges tillid til, at systemet kan hjælpe dem videre i retning af et mere fyldestgørende og selvstændigt liv. Vores håb er, at de forskellige aktører og områder, som vi er kommet ind på, bliver bevidste om de behov, som unge i hjemløshed har, så vi sammen kan forebygge og bekæmpe hjemløshed blandt unge.

‍

Et

Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
  Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
  At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
  Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
  Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
  Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
  En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode. 

To

Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
  Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
  Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
  Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
  Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
  Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
  Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise. 

Tre

Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
  Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
  Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
  På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
  Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
  Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs. 

Fire

Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
  På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
  I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
  Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor. 

Fem

Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
  Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
  Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
  Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
  Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
  Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
  Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
  Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.

Mine hænder dirrer, da jeg er på vej ind i opgangen til det grønne højhus. Elevatorturen op til 6. etage har aldrig føltes længere. Det velkendte pling fra elevatoren runger, og jeg træder ud på den korte gang. Jeg åbner døren til lejligheden, hvor luften er tyk af røg.
  Der kører et program om fuglelivet langs Islands kyster på den nye fladskræm. I den splinternye grå sofa sidder min far med en Harboe Classic i den ene hånd og en joint i den anden. Askebægeret på bordet foran ham er fyldt til kanten med cigaretskodder. Igen mærker jeg den lille rysten i mine hænder og i mine knæ. Jeg har lovet mig selv ikke at sige noget. Jeg har lovet Karolines mor, at jeg ikke ville sige noget til ham. Ikke i dag. Ikke endnu.
  Og det går godt; jeg har været hjemme i flere timer uden at sige noget. Det er først, da jeg hører en misfornøjet mumlen fra den grå sofa, at filmen knækker. ”Hvad?” spørger jeg ham, men jeg ved præcis, hvad han mumler. Han taler om penge. Igen.
Jeg står og kigger på min fordrukne, arbejdsløse far i sin spritnye sofa foran sit funklende nye fjernsyn og hører ham brokke sig over, at jeg ikke betaler husleje, nu når han ikke længere får børnepenge. Blodet bruser op til mine ører og kinder, og vreden forvandler sig til tårer i øjenkrogen. Dét, jeg har lovet ikke at sige i aften, snor sig som en giftig slange helt nede fra maven, op gennem halsen og ligger nu lige på tungen. Dét, jeg ikke må sige, er det eneste, jeg kan sige. For jeg ved, hvordan han har købt alle de nye ting. Jeg ved, at han har misbrugt mit kort.
  Jeg ved, at det har lykkedes ham at bruge alt, jeg havde, på kun tre måneder.
  Det vælter ud af mig, og det eneste, jeg kan huske, er ham, der siger: ”Det er mine penge,” og mig der svarer: ”Og du er ikke min far.” Idet jeg siger det højt, ville jeg ønske, at det var sandheden. Det er nemmere at lade, som om han ikke er min far, end det er at acceptere, at han bare ikke opfører sig som én. Vi græder begge to, men han rykker sig ikke. Han bliver sidende i den nye sofa, mens jeg stormer rundt og pakker mine ting. Han prøver ikke at stoppe mig og siger ingenting, før jeg har smækket hoveddøren bag mig.
  Jeg kan ikke huske, at jeg har ringet til Karoline, men det må jeg have gjort, for hendes mor holder og venter på mig, da jeg kommer ned på vejen. Det var hende, Karos mor, der opdagede, at der var noget galt på min bankkonto. Hun har været som en mor for mig, siden Karoline og jeg blev kærester; hjulpet mig med alt fra uddannelse til kontakt med socialrådgivere. Og hun skulle bare hjælpe mig med at få styr på noget i min netbank, præcis som hun plejer, da hun pludselig opdagede, at noget var galt. Jeg havde modtaget 164.000 kr. i livserstatning for min mors død, men da jeg opdagede pengene, var de allerede brugt.
  De næste seks måneder følte jeg mig ikke hjemløs, for jeg boede hos Karo og hendes mor. Karo var min første store kærlighed, men alligevel var jeg hende utro. Fuckede hende op, præcis som jeg har gjort med alle mine andre kærester. Men selvom jeg var dårlig for Karo, tog hendes familie sig altid af mig. Hendes mor betalte mine regninger og tog med mig til møder. Hun tog et ansvar for mig, som jeg ikke har oplevet voksne gøre før. Jeg er Karos mor evigt taknemmelig for at træde til, som den mor jeg altid har haft brug for.
  Mit forhold til min egen mor har altid været tumultarisk. Hendes hjem var fyldt med stoffer, utilregnelighed og en voldelig kæreste. Hver gang vi var der, var det den samme rutine; hendes kæreste tæskede min storebror, vi stak af, flygtede gennem Kastrups gader, politiet fandt os midt om natten og kørte os tilbage til huset. Repeat.
  Det sidste minde, jeg har med min mor, er, fra da jeg var otte år gammel. Vi skulle møde hende på Ryparken Station for at udveksle julegaver. Da min far, bror og jeg ankommer, er der ikke noget spor af hende. Pludselig ser vi en panisk skikkelse ude i det fjerne. En kvinde der løber, mens hun slår om sig med armene. Min mor. Da hun kommer tættere på, kan jeg se, hvordan håret klistrer sig til hendes svedige pande, og hun kan dårligt få vejret. Hun har en ven med, en mand jeg aldrig har set før. Mine forældre når ikke at snakke meget længere end et par minutter, før stemningen føles giftig. Jeg ved ikke, hvad problemet er, men et eller andet er galt. Hun opfører sig manisk, og min bror når hurtigt at række hende de julegaver, vi har lavet i SFO’en, før min far bliver vred og beslutter, at vi skal gå. Vi er kun lige nået over på den anden side af Lyngbyvej, før lydene får os til at kigge os over skulderen. Vi står alle tre forstummet og ser til, mens hun smadrer julegaverne på den anden side af vejen. Én efter én, river hun vores kreationer i småstumper og kaster dem mod jorden.
  Da vi kommer tilbage til gården ved det store lejlighedskompleks, hvor vi boede med min far, sidder hun der. Jeg tror dårligt mine egne øjne, da jeg ser min mor sidde i toppen af legestativet omringet af betjente. Hun ligner stjernen på juletræet, mens betjentene danser rundt og rundt og rundt. Det var dog alt andet end julefreden, der sænkede sig, da hun skreg, at hun elskede mig, før betjentene tvang hende væk fra os.
  Seks måneder senere kastede hun sig selv ud foran en taxa. Det var dagen efter min brors 10-års fødselsdag. På den måde var hun borte fra den ene dag til den anden. Forduftet fra jordens overflade. Lige indtil hun kom spøgende tilbage i mit liv i form af en forsvunden livserstatning og blev anledning til opgøret med min far.
  Og sådan blev jeg hjemløs; ikke fordi jeg, som fordomme ellers kan lyde, var for dum til at tage en uddannelse, for doven til at tage et job eller for dårlig til at undvige et stofmisbrug. Men fordi jeg har fået tildelt en offerrolle, fra jeg var helt lille. Fordi jeg, uden at skulle lyde alt for selvmedlidende, har fuld bankoplade i en dårlig start på livet. 

Som 18-årig trådte jeg for første gang ind på ungdomsherberget Nøjsomhedsvej. Da det gik op for mig, at jeg skulle flytte på herberg, sortnede det for mig. Jeg forestillede mig et snusket, slidt sted, hvor alt blev stjålet, og alle handlede stoffer i hjørnerne. Selvfølgelig ville hjemløse være skumle mænd, der havde monteret en Elefant-øl, hvor deres højre hånd burde være. Måske kunne jeg lige så godt droppe ud af SOPU-uddannelsen med det samme og synke hen i et hjørne i stedet. Til min store overraskelse trådte jeg ind i et roligt hus på Østerbro, hvor alle var lige så forskellige, som du og jeg. Unge mennesker, der alle har hver deres grund til at være der. Og for første gang i mit liv stod jeg i et hjem, hvor jeg følte mig tryg. For første gang skulle jeg ikke frygte, hvilket humør der mødte mig, når jeg trådte ind ad døren. Jeg skulle ikke prøve at gennemskue stemningen ude fra entreen ved at gætte, hvor mange øl der var drukket, baseret på hvor tyk og røget luften var. De voksne ville mig kun det bedste, og det var en helt anden stabilitet, end min far nogensinde havde kunne tilbyde.
  Det ramte mig alligevel hårdt, da han døde. Jeg var lige fyldt 20, da det lykkedes ham at drikke sig selv ihjel; et projekt han ellers havde arbejdet dedikeret på i mange år (jeg plejer at sige, at hans stædighed tog ham i graven). Hans død satte mig helt ud af kurs. I starten lagde jeg min energi i at tage mig af min bror, som var mere sorgtynget, end jeg selv var. Men mit hoved snurrede ud af kontrol, og jeg kunne kun sove hver anden nat. I mellemtiden var det lykkedes Karo og jeg at finde sammen igen, men lige efter min fars død gik vi fra hinanden. Jeg gravede mig selv ned i et hul, der blev dybere og dybere, og jeg fik det dårligere og dårligere. Til sidst blev jeg sygemeldt fra skole, og det ramte mig pludseligt, at sorgen over at miste Karo fyldte mere end sorgen over at miste min far. Jeg begyndte at sove endnu mindre og feste flere gange om ugen. Festerne var min måde at flygte fra problemerne, præcis som jeg altid har set mine forældre bruge stoffer som en flugt fra hverdagen.
  Jeg er altid nervøs, når jeg kommer til den del af min historie, hvor jeg fortæller, at jeg har stiftet bekendtskab med stoffer. Man kan rent faktisk se lettelsen på folks ansigter, når jeg når til stofferne. Som om de endelig kan slappe af, fordi de kan putte mig i den kasse, der passer til deres forestilling om en hjemløs. Aha-oplevelsen viser sig på deres ansigter og lyser hele rummet op. ”Aha, du er jo misbruger!” Måske fordi det er svært at proppe en ung, kvindelig studerende ned i hjemløseforestillingen, ligegyldigt hvor meget man prøver at mase. ”Der må jo være noget selvforskyldt!” Og selvfølgelig er der i enhver historie en masse, der er selvforskyldt, og jeg er fyldt med fejl – men de fleste har intet med stoffer at gøre. Alligevel er det, som om stofferne altid kommer til undsætning og stjæler hele showet. Med mærkatet misbruger er min historie mere spiselig. Så kan alle slappe af. Og selvom jeg aldrig har taget stoffer med ind i hverdagen, føler jeg ofte, at jeg sidder tilbage med en titel som misbruger, blot for at give nogle andre en pause fra følelsen af meningsløshed.
  Men ligegyldigt hvor behageligt det end måtte være at give mig den titel, holder jeg fast i, at jeg aldrig har været misbruger. Jo, stoffer blev en del af min måde at feste på, og festerne blev der også for mange af, men stofferne har aldrig sneget sig med ind i min hverdag eller påvirket min skole. Jeg var uden tvivl på vej ud på et skråplan, hånd i hånd med stoffer og fester, men heldigvis nåede det aldrig så vidt, og jeg fandt kontrollen, før jeg nåede til et misbrug. Men selv hvis jeg havde et misbrug, ser jeg ingen grund til, at det er den del, der skulle blive omdrejningspunktet for min historie. Denne her gang vil jeg selv kontrollere min historie.
  For heldigvis slutter min historie ikke i et mørkt hul med fester og sygemelding. Tiden gik, sorgen blev mindre, og jeg begyndte at træne. Træningen er i dag blevet en uundværlig del af mit liv. Det er en fantastisk måde at bruge min energi på, og det holder mig disciplineret som aldrig før. Og derudover har jeg mødt Sofie. En fantastisk kvinde, som jeg er blevet stormende forelsket i. Den slags forelskelse, der bare bliver ved og ved med at give et sug i maven. Den 27. december 2020 trådte jeg ind ad en tilfældig dør og blev mødt af synet af det smukkeste hår, jeg nogensinde har set. De lange, røde lokker snoede sig ned over hendes smalle skuldre og nærmest omfavnede hendes hals. Hun vendte sig om og kiggede på mig med det smukkeste smil, jeg nogensinde har set. At være sammen med Sofie udfordrer mig og holder min udvikling i gang hver eneste dag, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er den, jeg skal være sammen med for evigt. Jeg har i den proces lært, at jeg har det bedst, når jeg er i et forhold. At være i et forhold giver mig et helt andet overskud, for så skal jeg ikke passe på mig selv for min egen skyld, men for en andens. Jeg er stadig ved at lære, hvordan jeg holder hovedet oven vande, kun for min egen skyld. 

Jeg har boet hos nogle forskellige kærester, siden første gang jeg flyttede på ungdomsherberget, men i dag er jeg tilbage i mit hjem på Nøjsomhedsvej. Og det er dét, som Nøjsomhedsvej er for mig; et hjem. Derfor har jeg det også altid svært med mærkatet hjemløs. For jeg er ikke hjemløs. Eller teknisk set er jeg, men jeg har aldrig set mig selv som hjemløs. Nøjsomhedsvej kunne i mine øjne lige så godt være et kollegie som et herberg. Selvom jeg er glad for at bo her, kan man ikke blive boende på et herberg for evigt, så jeg venter lige nu på at få tildelt en lejlighed.
  Derudover er jeg begyndt at læse til socialpædagog. Jeg ved om nogen, hvor stor en forskel det kan gøre at møde et dygtigt og dedikeret personale. Jeg tør ikke at tænke på, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg havde mødt personale, der så deres arbejde med unge som mere end et job. De kontaktpersoner, der tilføjer stabilitet i et liv af kaos, kan gøre forskellen mellem liv og død, når man er på kanten. Og det er på tide, at jeg bruger mine erfaringer til noget godt. Derfor arbejder jeg også for Hjem til Alle; en organisation, der arbejder på at stoppe hjemløshed blandt unge. Med Hjem til Alle rejser jeg rundt og fortæller min historie i håb om, at det kan være til trøst eller inspiration for andre, der kan genkende sig selv i min historie.
  For selvom min barndom ikke har været under optimale vilkår, og jeg ofte er blevet overvældet af mødet med modgang, er jeg aldrig stoppet med at drømme. Jeg har altid troet på, at jeg ville tage en uddannelse og få det bedste ud af mit liv. Og nu skal det ikke lyde, som om alt er sukkersødt og lyserødt i dag. Det kan stadigvæk skride til tider, og festerne kan tage sit indtog. Min succes er fyldt med fiaskoer, men jeg er sikker på, at det ender lykkeligt, selvom jeg nogle gange tager tre skridt i den forkerte retning. For ligegyldigt hvor sort det hele ser ud, er jeg fast besluttet på, at offerrollen ikke skal følge mig resten af livet. 

‍

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

‍

‍

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

Ensomheden blæser til mig fra træerne. Hun hænger i luften fra en rødmalet væg, der repræsenterer alt det, jeg ikke mærker. Kærlighed, had, følelser generelt. Bare noget. Hun sidder i min vindueskarm og kigger på mig i nattens mørke, mens hun synger mig godnat til lyden af fugle, der kvidrer udenfor. Duften af kirsebærtræer finder vej til min sengekant, men deres sødme når mig ikke. Alle indtryk, dufte og farver suger ensomheden til sig, så jeg efterlades med grå nuancer.
På crosstraineren finder hun mig, når jeg ikke kan sove, ligesom hun på gåturen i skoven smiler fra de nyudsprungne blomster. Jeg havde ellers håbet, at de ville blomstre mig en meningsfuld fremtid. 

I stedet ligger jeg vissen og søvnløs og putter mig til lagnerne, hvor ensomheden har bosat sig. I natten giver jeg mig hen til den meningsløshed, hun har plantet i mig, mens stjerner oplyser min astronomiske ubetydelighed. Jeg er lille og betydningsløs og føler mig sådan. Det er betryggende ikke at være noget. 

“Hvordan kan jeg føle så meget tomhed, når jeg er så lidt?” spørger jeg hende. Hun svarer ikke, men udhuler blot mit hjerte, så der til sidst kun er et sort hul tilbage – et sort hul, der absorberer al lys og glæde. Det eneste, jeg mærker, er en tomhed så intens, at jeg ikke kan være i min egen krop. Jeg føler mig ubeskriveligt værdiløs, for hvordan har man værdi, hvis ingen har brug for én?
____________________________________________________________________
Hun har kendt mig længe før, jeg vidste, hvem hun var, ensomheden. Altid har hendes dybe blide øjne og milde smil forstået mig. Jeg har aldrig behøvet sige noget eller forklare mig. Hun har forstået, at jeg altid har følt mig splittet mellem fællesskabets tryghed og individets frihed. At jeg har følt mig som en enspænder, der på mange måder har haft nok i mig selv. Hun har forstået, at jeg slet ikke er eller har været så social, som mange tror. At jeg nyder fordybelse og ro, og at min udadvendte, men introverte, person hurtigt føler sig overstimuleret af andre mennesker. Ofte har jeg næsten ønsket at forsvinde ind i hendes øjne og blive der for evigt. Der har været så trygt, og de har behøvet mig. Eller jeg har behøvet dem? Måske har vi behøvet hinanden?
_____________________________________________________________________
”Savner du andre mennesker?” spørger hun. Hendes stemme er mild, og jeg mærker en oprigtig interesse, men samtidig en sårbar frygt for, at jeg svarer det, jeg gør.
”Ja,” svarer jeg. ”Jeg savner at blive holdt om. At få et kram og blive trøstet af nogen, der ved, hvem jeg er, men som ikke er dig. Efterhånden ved jeg bare ikke, hvem der kender mig. Det føles, som om alle relationer er vokset fra mig – måske fordi jeg fravalgte dem over en tidsperiode, der er endt med at vare hele min ungdom.” 

Jeg kan se, at det sårer hende, at jeg har brug for andre, men hun siger ikke noget. 

”Nogle gange,” fortsætter jeg. ”Ønsker jeg bare at forsvinde ind i mørket, i tilstanden af meningsløshed, der kalder med samme lyd som dig, lagnerne, træerne og alt andet, der falder forbi mig. At være med dig i lysets fravær er det eneste sted, jeg rigtigt føler mig tryg. Men jeg kan ikke mere. Det er ensomt at føle, at ingen rigtigt kender én.”
_____________________________________________________________________
”Men vi har da også haft det godt,” svarer hun håbefuldt med en uvillig irritation i stemmen.
”Jo, ” svarer jeg. ”Det har vi”. Og det er rigtigt. Vi har haft mange gode minder, ensomheden og jeg. Hun har puttet mig om aftenen, når jeg ikke har kunnet sove. Hun har været med i byen og danset med vennerne. Især har hun siddet med ved bordet til familiemiddage og til øl med forskellige bekendtskaber. 

Ofte har vi siddet der, ensomheden og jeg, omgivet af glade mennesker, god mad og livlig musik, mens vi talte og lyttede og lod, som om vi var nærværende, selvom det kun var i vores interne relation, at nærværet var 100 %. Jeg var det smilende, glade og imødekommende ansigt udadtil. Nogle gange var jeg oprigtigt glad. Andre gange var det mest af alt anstrengende og energikrævende at skulle være så energisk, når jeg i virkeligheden var træt og død indvendig. Hun var den, der observerede alt fra metafysisk perspektiv og altid så mig, hende og situationerne udefra. Hun prøvede virkelig at være til stede, men hun kunne ikke give sig hen til nuet og til tætte relationer. 

”Hvad laver du egentlig her?” ville hun hviske, når vi sad ved bordet og alle grinede og havde det sjovt. ”Det hele er jo så ligegyldigt.”
”Ssh jeg vil gerne være til stede,” ville jeg svare i et forsøg på at overbevise mig selv om, at det var rigtigt.
”Men du keder dig jo. Du vil mere end at sidde her og tale om banaliteter. Småsnak. Du vil mere.” Det var hårdt, men sandt, det hun sagde. Jeg følte mig kynisk. Var det hende, der gjorde mig kynisk?
Måske. Men jeg kunne godt lide at høre hende tale. Jeg kunne ikke lyve overfor hende. Det var noget af det, der tiltrak mig ved hende. At hun var så uendeligt ærlig overfor sig selv. Så tro mod hvem hun var.
”Samtalerne keder dig jo. Du vil hellere være alene.” Hun har altid sagt det med en forførende stemme, der har gjort det umuligt for mig ikke at lytte. Hun har siddet der ved min side og været dragende med sin jordnære personlighed og medfødte tiltrækningskraft. Det var rigtigt, det hun sagde. På mange måder har jeg ofte haft nok i mig selv og har ikke oprigtigt haft lyst til at være en del af de fællesskaber, der er blomstret omkring mig.
”Jeg prøver at være til stede,” siger jeg henvendt til hende, selvom jeg mest siger det til mig selv. ”Jeg prøver virkelig, men det er, som om der altid er en usynlig distance mellem mig og mine omgivelser.”
”Ja,” svarer hun. ”Det ved jeg. Alle indtryk sætter sig fast i luften uden rigtigt at nå os. Vi hører ikke til her.”
Jeg skal til at sige, at hun skal holde mund, men jeg kan ikke. Hun har jo ret. Jeg prøver at ignorere det, hun siger, men hvordan kan man ignorere noget, der er sandt? 

”Ja,” svarer jeg. ”For du stiller spørgsmålstegn ved alt. Du kan ikke slippe et enkelt ord: Hvorfor? Hvorfor leve? Hvorfor sidde her? Du føler en komplet ligegyldighed overfor alt, der fore-går omkring dig, og det smitter af på mig. Ved du godt det?” Hun kigger skyldigt ned med sine blanke øjne. Hun ved, hvordan hun påvirker mig. ”Men det hele er jo meningsløst.”
Hun ved, jeg er enig. Det er sådan, jeg har det, og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange er jeg så ulykkelig, at jeg er overbevist om, at følelsen af glæde er mange lysår væk. Jeg observerer bare og kan ikke tage noget ind. Det er, som om jeg forsvinder længere og længere væk. 

”Men du,” siger jeg til ensomheden. ”Der er også noget andet. Det er rigtigt, at jeg mister lysten til at være sammen med andre, når samtalerne bliver for… betydningsløse. Fordi jeg synes, der er ting, der er vigtigere end at have de samme samtaler igen og igen. Men en del af mig vil gerne være her. En del af mig vil gerne være til stede og høre om nye tøjkøb og gamle flirts. Men alt det, jeg virkelig interesserer mig for, alt det, jeg gerne vil tale om, ved jeg ikke nok om til at italesætte. Uanset hvor meget jeg ved eller gør, føles det aldrig som nok. Det er derfor, jeg trækker mig. Fordi jeg vil være alene. Men også fordi jeg føler mig utilstrækkelig.”
______________________________________________________________________
En nat besøgte ensomheden mig med sine dybe, lokkende øjne. De var som et bundløst hav – farlige, men dragende. Måske dragende netop fordi de var farlige? De kiggede så målrettet og intenst, at det føltes, som om de aldrig ville forlade mig igen, og det var dét, der gjorde mig bange. Fordi jeg den nat så en grådighed, jeg ikke havde set før. Disse øjne, der kendte mig bedre end nogle andre og afspejlede mit hele jeg, ville have mig for sig selv. Hun ville have mig for sig selv. Ensomheden behøvede mig. Som jeg engang havde behøvet hende? Hvad der var startet som et trygt venskab, var blevet et destruktivt afhængighedsforhold. Hun havde opslugt mig over en årrække, så langsomt at jeg ikke var bevidst om den magt, hun havde fået over mig.
Men bag den stålsatte facade så jeg også en sørgmodighed. Det var, som om hun vidste, hun gjorde mig fortræd. Hendes blanke øjne emmede endnu engang af skyld. Det var næsten, som om hun gjorde det mod sin egen vilje.
”Bliv,” sagde hun. ”Overgiv dig til mig. Vi har det jo så trygt og skønt, når vi er sammen. Vi elsker vores eget selskab, vi kan begge lide ro. Vi har nok, når bare vi har hinanden. Det ved du da.”
Hvorfor gør hun det her, tænkte jeg. Hvorfor trækker hun mig mod denne tilstand af kronisk apati? Hun er som en negativ pol, der trækker min optimisme til sig, hver gang jeg har det godt.
Jeg kiggede på hende og blev pludselig bevidst om noget, jeg nok havde vidst længe.
”Jeg hader dig.” Ordene fløj ud af mig. ”Jeg hader din konstante lokken og kalden, der giver mig følelsen af, at ingen forstår mig. Jeg hader dine forførende, tænksomme øjne og eksistentielle spørgsmål, der giver mig lyst til at isolere mig. Jeg hader, at du får afstanden mellem mig og min omverden til at vokse eksponentielt. Du forfører mig til at tro, at du er alt, jeg har brug for. Og samtidig følelsen af, at jeg er ligegyldig for alle andre end dig. Jeg vil være noget for nogen. Nogen, der ikke er dig. Men du gør det umuligt for mig at danne tætte relationer med andre end dig.”
Hun kiggede længe på mig. Sårbart og vurderende.
”Men du elsker mig jo også,” sagde hun med øjne, der ville teste min beslutning om at tage afsked med hende.
______________________________________________________________________
Hun havde ret. For når vi bare er os – ensomheden og jeg – kan vi distancere os fra verden. Det er nok der, vi er aller gladest og føler os uovervindelige. Der kan vi leve i vores egen intimitet med bøger, skrivning og drømmerier, hvor vi længes mod noget fjernt, noget andet. Der er intet, vi skal nå.
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg elsker dig stadig”. Og jeg elskede hende virkelig. Jeg havde holdt af hende i alle de år trods hendes til tider altopslugende adfærd. Hun havde været mere end et forstyrrende element, men jeg måtte give slip nu. Jeg kunne ikke fortsætte med at bukke under for hendes på mange måder negative indflydelse. Dynamikken måtte ændres, så jeg selv kunne styre mit liv og ikke lade mig kontrollere af hende.
”Nogle gange,” sagde jeg. ”Ville jeg ønske, jeg aldrig havde mødt dig.” Hun kiggede såret, men udspekuleret, på mig, som om hun prøvede at regne ud, hvordan hun bedst kunne ramme mig. Så tog hun en dyb, velreflekteret indånding.
“Uanset hvad,” sagde hun eftertænksomt. “Ville du have følt dig fremmed, for hvornår har du nogensinde følt, at du passede ind?”
Ordene ramte hårdt og strammede sig om mit hjerte. Men de bekræftede mig også i, at hun havde fået for meget magt.
Hendes behov for mig kaldte på frigørelse. Jeg måtte løsrive mig og vide, hvem jeg var uden hende. Det ville være egoistisk af mig at blive i trygheden, for jeg har så meget at give. Jeg vil være noget for andre end hende. 

“Jeg kan ikke mere. Du må lade mig gå.”
Jeg så ind i hendes blanke, sårbare øjne. Vi var begge rørte. Det gjorde ondt at trække mig, men jeg vidste, det var det rigtige. Ellers ville jeg miste mig selv. Jeg forstod, at hvis jeg blev i vores relation, ville hun overtage mit liv. Jeg tror, hun forstod det. Det virkede i hvert fald sådan – hun vidste, at hun ville trække mig så langt ind i mørket og meningsløshedens tungsind, at jeg ikke ville kunne finde tilbage til et liv med farver.
_____________________________________________________________________
I tiden efter vores afsked har jeg tænkt meget på hende. På ensomhed. Hvordan vi mødtes første gang og hvorfor. Var det overhovedet ensomhed, der gjorde, at tårerne faldt på mine lagner i månedsvis? Eller var det bare erkendelsen af livets meningsløshed? Jeg ved ikke, hvem jeg lærte at kende først, eller om man overhovedet kan tale om ensomheden og meningsløsheden som to adskilte eksistenser. Måske er de uadskillelige, nogle der altid kommer som par? Jeg har også tænkt, om jeg måske gav ensomheden for meget opmærksomhed. At vi måske fandt hinanden som et nyttevenskab, der passede perfekt sammen som plus- og minuspol? Et eller andet sted har jeg altid været draget af tunge eksistentielle spørgsmål. Nogle gange har jeg tænkt, om jeg var afhængig af at leve livet med negativt fortegn.
_____________________________________________________________________
Helt farvel har jeg ikke sagt. Hun er stadig en del af mit liv, men det er på en anden måde nu. En måde, hvor jeg selv har kontrol og bestemmer, hvor ofte vi skal ses, og hvor meget hun må fylde i mit liv. Jeg lever mere balanceret, og hun overrumpler mig ikke mod min vilje længere. Periodevis kommer hun tilbage, som var hun en planet med ellipseformet bane – nogle gange er hun tyngende tæt på, andre gange hilser hun blot fra respektfuld afstand. Det er næsten, som om hun ikke vil forstyrre mit liv, men hendes tilstedeværelse gør mig ikke noget længere. Jeg værdsætter hende faktisk. Og jeg værdsætter, alt det vi har gennemlevet sammen. Hun er som en drivkraft nu, én der motiverer mig til at udrette noget. Hun har givet mig indblik i nogle af livets skyggesider, som gør, at jeg føler mig taknemmelig. Takket være hende forstår jeg værdien af et grin, af at gå tur i regnen, at læse en bog, at tale med en fremmed. Jeg forstår værdien af at have noget at leve for. At have drømme og ambitioner at arbejde henimod. At have nærvær, relationer, venner og familie.
Hun er blevet som en gammel ven – en af dem, der kender én allerbedst, og jeg ved, at hun altid vil være en del af mit liv. 

Hun får mig til at føle. Kærlighed, had, ja følelser generelt. Bare noget. Hun gør mere nu end bare at synge i nattens mørke. Hun er med til at farve mit liv og få det til at dufte af nyudsprungne blomster. Det er rart at føle noget igen og mærke eksistensens farvepallette. Selv de mørke og grå nuancer nyder jeg. De supplerer de andre farver så godt og er med til at skabe kontrast.
Det synes jeg, der er noget smukt i.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN (2021) 

Det er forår.
Jeg står bag disken med svedige håndflader. Jeg må bede kunden foran mig om at gentage, hvad hun siger. Jeg tror, at hun vil have en croissant. Jeg kigger søgende efter skiltet, hvor der står “croissant,” men selvom jeg kan se og læse bogstaverne, kan jeg ikke oversætte betydningen af ordet i mit hoved. Jeg prøver langsomt: “C-r-o-i-s-s-a-n-t.”
Stadig ingenting. Betjeningen af kunden tager dobbelt så lang tid som sædvanlig, men jeg lykkedes i sidste ende og sender hende afsted. Det føles, som om mit hjerte sidder uden på mit bryst. Jeg kan mærke dets banken i hele min krop, helt ned i min lilletå. Det er rigtig længe siden, jeg har haft det sådan her, men jeg genkender følelsen øjeblikkeligt. Jeg har efter halvandet års anfaldsfrihed fået mine epileptiske anfald igen. 

Det, jeg oplever, er et klassisk partielt anfald, hvor jeg har svært ved at kommunikere: tale, forstå, læse, skrive. Jeg har tre klumper af ingenting i hjernen: Ubrugelige celler, i mit sprogcenter, som fylder, forstyrrer og skaber kaos. Jeg er svimmel. Jeg ved, hvor jeg er, jeg har været her mange gange før: Jeg er på arbejde i Emmerys. Alligevel er mine omgivelser nu tågede, fremmede og overvældende. Jeg ringer til min omsorgsfulde chef Sofie, som kommer mig til undsætning. Jeg tager hjem og går direkte i seng, og da jeg vågner dagen efter, er jeg overvældet af udmattelse.
Resten af året kommer jeg til at være en skygge af mig selv: vågen, men døsig og langsom. 

LIMBO (2021) 

Jeg har allerede hans nummer indkodet i min telefon. Min neurolog på Epilepsiklinikken på Rigshospitalet har været min primære kontaktperson i sundhedsvæsenet. Epilepsien har været i mit liv siden jeg var 15, overtog styringen, da jeg var 16 og knuste mig, da jeg fyldte 18. 

Nu er jeg 21. 

Jeg ringer og fortæller ham, at jeg desværre har fået mine anfald igen. Hans stemme knækker. Det er han ked af at høre. Desværre kan han ikke gøre så meget. Jeg har prøvet al epilepsimedicin på markedet. Jeg har været forsøgskanin på alle nye bud. Der er intet, der virker. Der er intet mønster i, hvornår mine anfald kommer. Der er intet, der udløser dem, hverken stress, lys, alkohol, depression eller angst. Min epilepsi virker derfor umulig at behandle. Jeg har været i udredning til operation for min epilepsi siden jeg var 17. Jeg befinder mig i et limbostadie, hvor jeg ikke er syg nok til at få den hjælp, som jeg så desperat har brug for, og samtidig ikke er rask nok til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg føler, at jeg, siden jeg var 17, har skreget til mine lunger klappede sammen, men at jeg endnu ikke er blevet hørt.
  Kirurgerne ville skære mine tre heterotopier ud med en skalpel i starten af mit udredningsforløb. Men de tør ikke – heterotopierne ligger for tæt på sproget, hukommelsen og synet. 

Jeg forstår dem godt, lægerne, neurologerne, forskerne. Jeg bebrejder dem alligevel. De fratager mig mit eneste håb om et nogenlunde normalt ungdomsliv – med alt, hvad det indebærer. 

“Lad os se, hvordan anfaldene, og hyppigheden af dem, udvikler sig,” siger han i den anden ende af telefonen. Han sidder på en af de øverste etager på sit kontor på Epilepsiklinikken, i en af de højeste stillinger inden for sit felt, og har min skrøbelige fremtid i sine hænder. Jeg bliver overladt til mig selv og til en uvis fremtid. Jeg føler mig svigtet af sundhedssystemet og af omverdenen, som virker fjern og fjendtlig. 

KATASTROFETANKER, KATASTROFESIND (2021) 

Hver dag, når jeg møder op på arbejde, er jeg svimmel. Mit syn bliver sløret i metroen på vej til Marmorkirken. På den korte tur fra metroen til butikken får jeg hjertebanken, svedige håndflader og susen for ørene. Det kribler i hele kroppen; følelsen ville næsten være rar, hvis ikke jeg var så skrækslagen samtidig. Nu begynder mine katastrofetanker. 

‍

“Jeg kan ikke engang klare et simpelt job som ufaglært i Emmerys. Hvis jeg ikke kan klare det her, kan jeg heller ikke blive optaget på en videregående uddannelse. 

Selv hvis jeg bliver optaget på en videregående uddannelse, ville jeg aldrig kunne færdiggøre den med så mange anfald. Hvis jeg ikke får en videregående uddannelse, får jeg heller ikke et job. 

“Hvis ikke jeg får et job, kommer jeg ikke til at være i stand til at forsørge mig selv. Hvis ikke jeg kan forsørge mig selv, kan jeg heller ikke forsørge en familie. Hvem har også lyst til at få en familie med mig, når jeg er så syg?” 

Mine venner ender også med at blive trætte af mig. Så kommer jeg til at være helt alene i verdenen. 

Hvis jeg ender med at være helt alene i verdenen, er der ikke noget at leve for. Måske burde jeg slet ikke leve. 

Måske er det nemmere at begå selvmord allerede nu.” 

‍

Mit tankemønster starter som en mindre bekymring om noget trivielt og udvikler sig til selvmordstanker på få minutter. Derefter gentager mønstret sig igen og igen. Der kan gå helt op til en time, hvor jeg er lammet; jeg kan kun hulke og vride mig. Det er umuligt at stoppe tankerne: De lister, de kravler, de slår, de bider sig fast. Stemmen i mit hoved er nedladende og urimelig: En ondskabsfuld, imaginær ven fra helvede, som jeg lærer alt for godt at kende. Det her er min sandhed: Min sygdom kommer til at fortsætte med at smadre mine muligheder, mine relationer, mine drømme. 

Man skal have det godt for at kunne have det godt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at kunne hanke op i mig selv, udfri mine drømme og være nærværende i mine relationer. Men jeg befinder mig i en alarmerende, altoverskyggende overlevelsestilstand. Det er umuligt at have perspektiv og tro på mig selv eller på en bedre fremtid. Jeg er i et konstant alarmberedskab, som gør mig fuldstændig handlingslammet. Min hverdag bliver sværere at håndtere, og det forværrer min tilstand og mit selvhad. Jeg befinder mig i, hvad der føles som en evig, ødelæggende cyklus, som jeg ikke kan bryde med, medmindre jeg tilgiver mig selv. Og jeg er slet ikke klar til at tilgive mig selv endnu. 

Jeg ved endnu ikke, at mit tankemønster har et navn inden for psykologien og psykiatrien: katastrofetanker. Jeg ved heller ikke, at mine katastrofetanker er en del af min angst, en generaliseret angst, som starter her i 2021. Jeg føler mig forkert og er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med mig; at jeg er rådden.
Når tankerne sprinter, og jeg er udmattet af gråd, lister jeg ud på toilettet. Jeg sætter mig på de grå, kolde fliser i brusekabinen med et barberblad i hånden og får endelig ro ved hjælp af smerten, når jeg skærer hul på min hud.
Væk er al skam. Væk er al frygt. Væk er al smerte, selv den skarpe, fysiske efter et par minutter. Jeg nyder at pleje mig selv efter – at lindre mine sår. Jeg stopper blødningen blidt med køkkenrulle, dupper huden med et vådt håndklæde, aer mig selv med en lille håndfuld aloe vera. Ritualet hjælper mig med at få min værdighed tilbage. Jeg er alene, men tættere på mig selv. 

I hverdagen kan jeg fysisk mærke en distance til min krop og mine omgivelser: Jeg ser alt, jeg oplever, udefra; det er umuligt at mærke mig selv eller andre mennesker. Jeg er ikke kun følelseskold, men følelsesløs. Når jeg udøver selvskade, har jeg i det mindste selv sat rammerne for ensomheden, hvilket står i stærk kontrast til mit kaotiske, indre liv. Selvhad bliver momentant opløst af selvskade; en billig, smertefuld, forløsende erstatning. 

JEG HADER MINE VENNER (2021) 

Det er en ekstraordinært varm sommer, og jeg bruger en masse tid med mine højskolevenner. Vi drikker dåseøl i det gode vejr og ryger cigaretter. Jeg kan ikke udstå at være sammen med dem.
Jeg hader, når de er omsorgsfulde, og jeg hader, når de er kyniske.
Jeg hader, når de prøver at nå ind til mig, og jeg hader, når de giver op.
Jeg hader deres medlidenhed, og jeg hader deres hensynsfuldhed. 

Jeg hader at høre om deres latterlige, ligegyldige ungdomsliv, som primært omhandler alkohol, sex, dating, stræben efter succes og et liv, der ser godt ud udadtil. De forstår ikke deres privilegier. De er utaknemmelige, egoistiske, pinlige.
Jeg vil være ligesom dem.
Jeg hader mig selv for ikke at kunne elske dem, som de fortjener at blive elsket. 

Men jeg kan ikke genkende den person, de beskriver.
De siger, at jeg stadig formår så meget, selvom jeg har epilepsi. Det her er min sandhed: Jeg formår intet, når min epilepsi fylder så meget, og dét, jeg formår, er utilstrækkeligt. 

De siger, at jeg er smuk og værd at elske. De lover, at jeg nok skal finde kærligheden og få en kæreste og i fremtiden den familie, jeg så brændende ønsker, selvom jeg har epilepsi.
Det her er min sandhed: Hvem har lyst til at få børn med en person, som er så syg? Hvem vil være barn til en mor, hvis kærlighed er stor, men overskud er ikke-eksisterende? 

“Jeg er kronisk ensom,” siger jeg til min ven Hannibal på en bænk i Ørstedsparken. Jeg savner ikke kun at føle mig som en del af fællesskabet, jeg savner mest af alt mig selv. Jeg savner den, jeg var, før jeg fik min epilepsidiagnose som 15-årig – før min efterfølgende depression, spiseforstyrrelse, angst og indlæggelserne fra mine teenageår og ind i mine tyvere. Jeg savner min handlekraft og mit mod på livet – dengang jeg troede, at mennesker var gode og ville mig det bedste. Jeg savner dengang, jeg følte mig ligeværdig. 

Jeg er fremmedgjort, både fordi jeg ikke kan genkende mig selv i andre, og fordi jeg ikke kan genkende mig selv “i mig selv.”
Jeg er alene om mit had til min person, heldigvis, men jeg er stadig alene. 

SÆSONSKIFTE (2021-2022) 

Det bliver efterår: Den sæson hvor jeg føler mig allermest forbundet med min krop. Jeg begynder at åbne mit hjerte for min psykolog Kirsten. Jeg bruger aktivt modargumenter mod katastrofetankerne. Jeg møder op hver uge på Rigshospitalet, til samtalerne, og gør en aktiv indsats for at få det bedre, også når jeg går derfra igen. Jeg udøver ikke længere selvskade. 

Men jeg har stadig angstanfald, som jeg skjuler i Emmerys. Jeg har fået en ny chef. Da jeg prøver at åbne op for hende og siger, at jeg er svimmel hver dag, når jeg møder på arbejde, siger hun: “Kan du ikke bare tage noget nyt medicin, som ikke gør dig svimmel?”
Jeg nævner ikke min sygdom igen efter vores korte samtale. 

Jeg bliver sygemeldt med stress fra mit arbejde ugen efter og har mere tid til mig selv. Jeg begynder at løbe lange ture på Vestre Kirkegård, hvor min morfar ligger begravet. Jeg får pulsen op og fortaber mig i efterårsbladenes healende, orange farver. Jeg læser en ny bog hver anden dag og lærer mig selv bedre at kende gennem litteraturen. 

Efter et langt, udmattende, grundigt forløb i psykiatrien, starter jeg i sommeren 2022 på anti-depressiv medicin. Citalopram.
Efter et halvt år i helvede, i efteråret 2022, med bivirkninger, som forværrer mine katastrofetanker, begynder jeg langsomt at kunne se verden igen. Jeg begynder at kunne genkende mig selv igen. 

DET ER SVÆRT AT VÆRE RASK (2023) 

Jeg bliver opereret i hjernen d. 31. maj 2023. Solen skinner mildt ind ad mit vindue, da jeg vågner kl. 06. 

Under operationen ser jeg et tydeligt billede af tre børn, der løb ind i mine arme. Det hvide lys, vi er omringet af, gør det svært at tyde deres ansigter, men jeg kan mærke deres varme kroppe og høre deres latter. Jeg skal passe på dem. Jeg skal være socialpædagog og passe på dem. 

Tårerne vælter ned ad kinderne, da jeg ser min mor og min bedste veninde Karoline i døråbningen efter operationen. Jeg stopper ikke med at hulke i to timer efterfølgende. Salte glædestårer – for første gang rigtigt længe. 

Men det er svært at være rask. I august 2023 skriver jeg i mine noter i bussen på vej over til min psykolog til Rigshospitalet, til mit andet hjem: 

‍

     1.    Jeg er bange for, at min medicin ikke virker længere
     2.    Jeg er bange for, at jeg har OCD
     3.    Jeg er bange for, at jeg ikke har mere energi tilbage
     4.    Jeg er bange for, at mine anfald kommer igen 

Jeg er blevet bevidst om, at der hele tiden har været to mål og ikke blot ét: at være rask, og at føle sig rask. Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg føler mig rask. Der er ingen garanti for, at jeg fortsætter med ikke at være anfaldsfri. Min epilepsi og angst hænger uløseligt sammen, men angsten er der stadig, selvom de epileptiske anfald er forsvundet. Jeg får stadig, særligt i stressede perioder, hjertebanken, bliver svimmel og har svært ved at finde forbindelsen til min krop. Men nu har jeg modargumenter, som bekæmper mine katastrofetanker. De sidder på rygraden og kommer mig til undsætning, så snart jeg tvivler på mig selv eller på min fremtid. Jeg ved, hvordan jeg kan berolige mig selv; jeg har tillid til mig selv og mine egne evner og værd – med eller uden sygdom. 

ENGLEVINGER (2024) 

Jeg kigger mine venner direkte i øjnene og frygter ikke længere mit spejlbillede. Vi ser oftest samme person nu. Vi griner af det, vi kalder min “kolde, kyniske tid.” Mit hjerte er stadig tungt, men fyldt op, og min latter er dyb. 

En smuk mand kysser mig blidt og ofte. Han kender alle mine dæmoner og anerkender mine traumer, men giver plads til personen, jeg er i dag, samtidig. Og når min fortid pludselig fylder igen, i min bevidsthed, holder han mig fast i et ømt greb og hvisker mig i øret: “Så så, skat.” Selv når jeg er vred, selv når jeg er fjern, selv når jeg er ængstelig. Selv når jeg kun formår at være tavs og nægter ham adgang til halvdelen af mit hjerte, i mine mest skrøbelige øjeblikke. Jeg ønsker så inderligt at bade ham i kærlighed og at drukne i hans arme. Jeg tror på, at det sker én dag. Jeg tror på, at han holder af mig, når han holder om mig, og jeg ser en rolig fremtid, når jeg kigger ham i øjnene. 

Ensomheden er nu en følelse, der kommer og går, frem for en permanent tilstand. Jeg har englevinger tatoveret på begge mine håndled, sammen med datoerne for mine diagnoser: To pyntede ar fra fortidens slagmark.
Jeg er en kriger.