Båret væk af havstrømmene
Hjem. Så smukt et ord det ene øjeblik, så smertefuldt og ensomt det næste.
Jeg har altid bare ønsket at passe ind. At være som de andre. I spejlet siger jeg, at jeg elsker mig selv, men mit blik falder hurtigt på den brune hud og det krusede, sorte hår, som ikke ligner det, jeg ser omkring mig i samfundet, og jeg tager mig selv i at ønske mig et andet udseende. Et, som ikke gør sig bemærket på godt eller ondt. Et, som lader mig glide ud i sandet, ikke være det farvede stykke glas, som nogen vil samle op og beundre, måske tage med sig hjem.
I Danmark er jeg for mørk til at være dansker. I Indien, mit fødeland, skulle man tro, at jeg ville føle mig mere forbundet med omgivelserne, men desværre skiller jeg mig også ud dér. Måske jeg går forkert, bruger forkert kropssprog og mimik. Måske er det mit manglende sprog. Det, som jeg ville bruge naturligt, hvis jeg stadig boede i Indien. Men fordi jeg er adopteret og opvokset i Danmark, så har jeg med tiden glemt alt det, der engang var indgroet i mig. Alt det, der udgjorde min identitet. Det føles, som om en del af mig gled ud i sandet og blev kaldt tilbage til Indien, båret væk af havstrømmene.
Som adopteret har jeg altid gået med meget dobbeltsidige følelser og tanker. Jeg har følt glæde og taknemlighed over mit liv, over at føle mig så elsket af mine forældre. Samtidig har en frustration også fyldt, for hvorfor skal jeg føle taknemmelighed for en så naturlig ting som forældre? Adoption har gjort, at jeg, på trods af min mors og fars unægtelige kærlighed til mig, i øjeblikke har følt, at jeg har skullet gøre mig fortjent til at være nogens datter. At ét forkert skridt ville være utilgiveligt, og jeg ville blive afvist, måske sendt tilbage.
Man taler om, at adopterede bliver revet op med rødderne. For mig føles det mere, som om jeg blev revet op så hurtigt og voldsomt, at rødderne knækkede af og blev i jorden – at halvdelen af mig forblev i Indien. Jeg blev plantet om, groede nye rødder, tilpassede mig klima og omgivelser, men traumet sidder stadig i mig, fordi halvdelen, af hvad jeg var, blev i Indien, min grobund.
Jeg har aldrig vidst, at det var okay at have så ambivalente følelser. At elske sin familie og sit liv og samtidigt føle frustration og alt andet end taknemmelighed for det system, som har bragt én dette liv. Jeg har først nu lært, at jeg gerne må føle et savn og sorg over det, jeg aldrig fik, mit ophav, det, jeg mistede, min mor og far, min familie, mit sprog, min kultur, en del af mig selv. Jeg har aldrig vidst disse ting, fordi jeg aldrig har talt med nogen om det. Det er en særlig form for ensomhed at gå og føle sig forkert, malplaceret, taknemmelig og vred, glad og ked af det. Gå med alle disse følelser uden at vide hvorfor, fordi ingen har fortalt dig, at man kan føle så meget på samme tid. At det er okay, at det er logisk endda.
De første år af ens liv har ifølge udviklingspsykologien indflydelse på, hvordan man bliver som voksen. Jeg var to år gammel, da jeg kom til Danmark. Med mig fra Indien havde jeg et sprog. Jeg havde begyndende vaner og væremåder. Jeg var et spejl af min kultur. Men fordi jeg havde boet på børnehjem med alt for få kvinder til alt for mange børn, så manglede jeg en følelse af tryghed i livet. Vi var børn med basale behov som opmærksomhed, omsorg og nærvær, der ikke blev opfyldt. Mangel på disse i de første udviklingsår kan have alvorlige følger. For mig har det betydet problemer med tilknytning til andre, angst for at blive forladt, fare vild, blive afskåret fysisk fra andre.
Da jeg var barn, måske ni år gammel, besøgte jeg Egeskov Slot med min far. I slottets labyrint skulle vi løbe om kap. Jeg var så klar, men alligevel, da min far forsvandt fra mit synsfelt, frøs jeg. En voldsom kulde og frygt vældede op i mig som en tsunamibølge, der rammer en kyst og vælter ind over by og land, omslutter dem, kaster med alt. Jeg forstod ikke dengang, hvad jeg følte eller hvorfor. Jeg forstod det faktisk ikke i rigtig mange år. Først som voksen har jeg forstået, at der var tale om en dybtliggende angst i mig. Min krop reagerede på det, som jeg blev udsat for utallige gange i løbet af mine første leveår: at blive fysisk fjernet fra det, som jeg følte mig tryg hos, gang på gang. Da jeg kom til Danmark, var skaden sket. Som lille havde jeg svært ved at lege alene på mit værelse eller på en legeplads med andre børn. Hvad nu, hvis min mor forlod mig, mens jeg så væk?
Denne angst har fulgt mig ind i voksenlivet. Under corona studerede jeg på universitet i Odense. Jeg boede alene langt væk hjemmefra, følte mig fysisk fanget, og når jeg i perioder ikke snakkede med nogen en hel dag, fik jeg følelsen af at befinde mig i en tyk glasklokke. Jeg følte mig fysisk afskåret fra alt. Min hørelse føltes dæmpet. Jeg forsøgte at bryde ud ved at skrive til venner og familie for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene i verden. Men hvis de så ikke straks svarede, blev det værre. Det forstærkede angsten i mig om, at jeg var afskåret fra alt og alle.
I dag går jeg ikke alene ud ad min dør uden min mobil. Ikke på grund af en afhængighed af mobilen i sig selv, men på grund af den dybtgående frygt for at føle mig fanget. Fanget i den tykke glasklokke, som en hveps man fanger på bordet med sit glas en varm sommerdag – uden mulighed for at kunne bryde ud eller komme i kontakt med nogen.
Min angst er svær at beskrive, men den er nok endnu sværere at forstå, for jeg har jo aldrig været fuldstændigt afskåret fra andre. Og deri ligger nok den største del af ensomheden: at vide, at ingen helt forstår.
Igennem min opvækst har jeg følt mig fremmedgjort flere gange, end jeg kan tælle til. Jeg var havnet her i Danmark og var blevet mine forældres datter, men alligevel kunne jeg ikke få lov til bare at være dansk på lige fod med alle andre. Mine venner, skolens pædagoger, selv tilfældige på gaden forventede hele tiden noget af mig. De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke. Jeg var opvokset i Danmark, og jeg var kun et barn. Forventningerne skabte noget i mig. Et pres, et behov for at opsøge al den viden om mit fødeland jeg kunne. Jeg ønskede at svare korrekt, så jeg ikke skuffede folks forventninger. Jeg ville gøre alt for at blive en del af et fællesskab, ikke føle mig ensom, og alligevel gik jeg og følte mig netop dette med presset om at vide alt og stå til rådighed for alle. Meget paradoksalt gjorde fremmedgørelsen også, at jeg det meste af min barndom og ungdom var flov over det ophav, som jeg brugte timer på at læse om. Jeg var flov over at se klip af indere på nettet. Flov over at høre Bollywood-musik. Flov over at lære om Indien i engelsktimerne i folkeskolen og gymnasiet, fordi alle kiggede på mig for at se min reaktion. Sådan føltes det. På grund af mit udseende, spørger folk mig, om jeg er gæstearbejder, au pair, importeret hustru. De spørger om alt andet, end hvad jeg egentlig er. Jeg tænkte ikke over min egen hudfarve som barn. Men andres fremmedgørelse af den og mig har gjort, at min hudfarve nu er en del af min identitet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at livet startede den dag, jeg landede på dansk jord. Hvis det startede den dag, så ville jeg ikke have omsorgssvigtet med mig og dermed heller ikke angsten. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være nemmere, selvom jeg stadig ville skulle forholde mig til blikke og kommentarer om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Nemmere, fordi jeg fysisk ville kunne skubbe det væk, undgå kommentarer ved at vælge, hvem jeg lukker ind i mit liv. Psykisk kan jeg bare aldrig skubbe det helt væk. Det vil altid ligge og simre, vente på en trigger og koge over. I perioder oplever jeg, at det koger over flere gange ugentligt, måske dagligt. I andre perioder kan der gå så langt imellem tilfældene, at jeg glemmer mig selv, får en spontan idé og går hjemmefra med overbevisningen om, at jeg endelig fik slukket for komfuret.
Den 16. januar 2024 var sådan en dag. Lige indtil det blussede op igen. På denne dag meddelte Danish International Adoption (DIA) offentligheden, at de lukkede midlertidigt ned. Jeg sad på mit arbejde og begyndte at læse den ene artikel efter den anden. Skandaler om børn med hullede historier, børn med lidt for perfekte historier, forældre, der stod frem og fortalte, at deres børn var blevet stjålet fra dem, søskendepar, der fandt hinanden med DNA-tests efter et helt liv baseret på løgn og fortielser. En bølge af blandede følelser ramte mig med fuld styrke. Jeg følte alt og intet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det, og jeg havde mest lyst til at gå hjem i seng. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ingen ville forstå hvorfor. Da jeg gik ned til frokost i personalestuen, bulderkogte det i min hjerne og krop. Det kunne mine kolleger dog ikke se, for jeg lignede jo mig selv udenpå. Jeg sad pænt og rumsterede ikke ængsteligt med noget. Jeg faldt faktisk bare i baggrunden, hvilket ironisk nok er det, jeg typisk helst vil. Men lige den dag kunne jeg godt have brugt et sikkerhedsnet til at gribe mig. Men hvem skulle det være? Mine hvide, ikke-adopterede kolleger, der ikke forstår? Min egen, hvide, ikke-adopterede kæreste, der, omend han så gerne ville, heller ikke forstår? Ensomheden ramte mig hårdt den dag på en helt ny måde.
Jeg forstår godt, at DIA har lukket ned, og var det op til mig, så drejede de nøglen om og omsmeltede den, så man aldrig kunne vende tilbage. Men misforstå mig ikke. At jeg kritiserer hele grundlaget for det liv, jeg har nu, betyder ikke, at jeg hader mine forældre, min opvækst eller mit liv. Jeg elsker dem og det. Bare tanken om, at jeg bliver nødt til at understrege dette, gør mig så vred. Som om kritik af det internationale adoptionssystem må være lig med dårlig opvækst. Lige meget hvor godt et liv, jeg har her, så har min adoption også ført til oplevelser, som jeg hellere ville være foruden. Oplevelser, som gør, at jeg fra tid til anden dagdrømmer om, hvordan livet ville have været, hvis jeg var blevet i Indien – havde jeg altså haft mulighed for at sige fra. Bare fordi jeg i Danmark har fået et utal af materielle goder, som jeg aldrig havde nærmet mig i Indien, så betyder det ikke, at jeg ikke ville have haft et lykkeligt liv der. Jeg ved, at materielle goder her i det globale nord har stor værdi. Måske endda større værdi end behovet for opfyldelse af basale behov, som at elske nogen og at have nogen, der elsker dig. Men mange betaler en stor pris for disse goder, for eksempel med angst, stress, depression, ensomhed. Og er materielle goder, på bekostning af ens velbefindende og mentale trivsel, virkelig det værd?
Jeg har selv haft flere af dem tæt ind på livet, men for tiden fylder ensomheden mest. Ensomheden i at gå og bekymre mig over, at jeg på grund af DIA’s lukning måske ikke kan få ordentlig besked om, hvad der skete før min adoption. Ensomheden i sorgen over at miste nogen, jeg ikke kan huske, men kun kan mærke. Savnet til den kultur og det sprog, jeg mistede, uden at kunne huske nogen af delene. Ønsket om at finde tilbage til mine rødder, men også ønsket om ikke at blive udstødt eller glemt af mine nærmeste. Dagdrømme om at flytte hjem til det sted, som ikke har været mit hjem et helt liv. Håbet om at finde min familie, frygten for at lede og miste dem igen. Ensomheden i ikke at kende nogen, der går igennem det samme. Ensomheden i at være den eneste mørke på min arbejdsplads, altid scanne et nyt rum, jeg træder ind i og blive ramt af en uforklarlig, melankolsk ensomhed over endnu en gang at måtte erkende, at jeg er den eneste mørke tilstede. Omvendt er det også ensomt at glæde sig over for en gangs skyld at se en anden mørk. Om det så blot er på gaden, om de er fra Ghana, og jeg fra Indien, og vi intet har tilfælles med hinanden. Det er ensomt, fordi ingen forstår, hvorfor jeg bliver så glad. Jeg kan ikke engang dele glæden.
Selvom jeg dagligt kan fortælle mig selv, hvor meget jeg har hjemme i Danmark, så vil jeg, fordi jeg er transnationalt adopteret, det meste af tiden føle mig fremmed her. Fordi jeg er transnationalt adopteret, vil jeg altid føle mig fremmed i Indien. Det land, som jeg af alle steder i verden måske burde føle mig mest hjemme i. Det er ensomt ikke at høre helt til nogen steder.
Jeg har hele mit liv ledt efter et sted, som ville tage imod mig, ligesom jeg er. Ikke fremmedgøre mig med spørgsmål eller bemærkninger, men jeg har nu lært, at et sådan sted ikke findes. Jeg ved nu, at kun jeg kan være det sted for mig selv. Og nok kan jeg ikke synge med på I Danmark er jeg født og mene det, men det er nu alligevel her, jeg har hjemme. Lige meget hvad andre påstår, eller hvor meget de spørger til, hvor jeg rigtigt er fra. Lige meget hvor ofte folk tiltaler mig på engelsk på gaden, i bussen, udenfor mit hjem. Lige meget hvor fremmedgjort jeg bliver, om man mener det sådan eller ej. Det kan også sagtens være, at jeg aldrig slipper af med ensomheden eller de ambivalente følelser, men jeg har truffet mit valg, og jeg har valgt mit hjem.
Laura Sangeeta Bak Cota
Hvorfor skal man læse De Serien?
Flere fortællinger
Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Minder af assimilering er syet ind i mit sindelag. Trådene fører tilbage til, da jeg kom fra Grønland til Danmark. Der har altid været nogen, der har fortalt mig, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var. Fra da jeg tog mine første skridt i mit barndomshjem med tvivlrådige, familiære relationer, til jeg befandt mig i mit voksne, selvstændige fundament.
Jeg husker min ukonventionelle tilstedeværelse. Mit glatte, sortbrune hår stod i skarp kontrast til de blonde krøltoppe. Min grønlandske tunge lød som vokalisk volapyk i modsætning til de andre børns prompte danske sætninger. Og så var der mit navn med den utraditionelle klang blandt de arketypiske, danske navne. Ivalu1 . Jeg forsøgte derfor at falde i ét med det ru, hvide savsmuldstapet. Men jeg faldt desværre bare, bogstaveligt talt, for jeg havde epilepsi. En epileptisk grønlænder i Danmark. En sær sæl på glatis.
Anaana2 bærer polarnattens mørke i sit hår og øjne huden malet af den bløde, iskolde sne og høje, kantede kindben som Palasip Qaqqaa3 der kaster skygger på de farveglade træhuse
Anaana bærer forfædrenes lys i sit tætpakkede sindelag en glemme stemme fra en snespurv sat i bur og et moralsk kompas draget af svingende kærlighedsvinde så tankerne emigrerer til endnu en bastant betonblok
___________________________________________________________________________
1 Ivalu [I-va-lu] grønlandsk navn med flere betydninger, herunder: Senetråd, sommerfugl og lillesøster (anset som et identitetsforvirret individ)
2 Anaana [a-naa-na] mor (distræt moderskikkelse)
3 Palasip Qaqqaa [ba-la-sib kra-kraa] højt fjeld nord for Sisimiut (lokaliseret tæt ved fremmedartet fødeby)
Anaana bærer et liv der tvinger hende i knæ og afføder et skrig med en organisme dømt til ikke at kunne finde hvilket sprog den skal tale eller hvor den har hjemme
Anaana bærer en dødvægt slynget over ryggen
Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata4 var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Jeg faldt
og faldt
og faldt i den dybeste afkrog i Ingenmandsland.
Ingenmandsland
Om
Ingenmandsland er et fremmedartet område på den nordlige halvkugle. Området består af et goldt og øde klima uden synlige tegn på liv. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom arv og miljø. Med sit indbyggertal på blot ét enkelt individ, er Ingenmandsland det mindst befolkede og mest isolerede område ved Den Nordatlantiske Strøm af Ensomhed. Ingenmandsland er hyppigt udsat for naturkatastrofer, såsom syndflod, grundet påvirkning af ustabile, beslægtede områder. Kulturlivet er derfor også præget af disse udsving, hvilket resulterer i mangelfulde karakteristika.
Hovedstad: Ivalu
Areal: 158 cm
Styreform: Kolonistyre
Indbyggertal: 1
Officielt sprog: Ukendt
Anaana stoppede med at snakke grønlandsk til mig. Pludselig kunne jeg ikke bede om en siku5. Mit grønlandske ordforråd var som indlandsisen, der langsomt svandt til vand under den globale opvarmning. Jeg blev inficeret af en glorificeret danskhed.
______________________________________________________________________
4 Ataata [a-daa-da] far (mytisk rollemodel af mandlig karakter)
5 Siku [si-gu] is (fx en ispind)
Ivalu er hjerneskadet. Derfor anbefaler vi, at hun starter et år senere i skole og får styr på nogle af sine sociale og faglige vanskeligheder først., sagde en vilkårlig pædagog til Anaana.
Ivalu, vi skal lige snakke med dig., blev der sagt af en ukendt voksen midt i timen. Jeg gik nervøst med ud på gangen uden at vide hvorfor. Vi skal teste dine danske tale- og skriveevner i en lille kort test., fik jeg at vide, imens jeg blev vist ind i et lukket lokale med et retskrivningshæfte på bordet.
Jeg følte, at jeg var i gang med duelighedstesten i ”er du dansk nok?”, og at jeg allerede fik dumpekarakterer ved at blive hevet ind til testen i det hele taget. Men jeg gjorde alt for at bestå. Min danske udtale blev perfekt. Jeg befandt mig i en dansk omgangskreds. Jeg var et pragteksemplar i dansktimerne. Jeg mestrede danske ord, som etniske danskere på min alder ikke gjorde. Men hver gang jeg befandt mig ved udkanten af Ingenmandsland og klar til at emigrere, blev mit danske, rødbederøde pas ikke godtaget.
Jeg stod altid i baggrunden og håbede, jeg faldt i ét med det kæmpe islandskab, der omsluttede mig. Dagen Anaana besluttede, vi skulle flytte til Nuuk, kunne jeg mærke kuldegysningerne om min krop. Tanken om et land, der insisterede på mit ophav, men ikke nødvendigvis et tilhørsforhold. Jeg fik svedige håndflader ved tanken.
Qaa6, du er i Grønland. Så snak nu grønlandsk!, blev der sagt af fremmede åndsfæller, når Anaana og jeg var til kaffemik7 . Jeg mærkede min egen fordanskede tilstedeværelse, som jeg havde fået proppet ned i halsen med modermælken. Nu gav mit danske sprog en afskyelig, kvalmende smag i munden, der hobede sig op som intense kvælningsfornemmelser i min hvidvaskede hals. Hver gang jeg spyttede de hårde, intetsigende konsonanter ud, stod det i larmende kontrast til de syngende, grønlandske vokaler. Qallunaaq8 var et ord jeg hørte flere gange, som gav et uforstående ekko i hovedet. Når jeg læste højt i skolen kunne jeg høre grin, der fremhævede hvor forkvaklede mine kommunikationsevner var blevet på dét, der engang var mit modersmål. De sandfærdige indfødte tog ikke hensyn til den grundlæggende uvidenhed, der blev ved med at spøge som en hvid tåge om mig.
_____________________________________________________________________
6 Qaa [gr-aah] kom nu/be’ om (ofte brugt som negativt udråbsord).
7 Kaffemik [ka-fe-meg] uformel sammenkomst i Grønland med kaffe, kage og grønlandsk proviant (afholdes som åbent hus i forbindelse med fejringer af diverse begivenheder).
8 Qallunaaq [gra-sju-naak] hvid person/dansker (hyppigt brugt skældsord af forsmåede grønlændere).
Hver dag var jeg som en tupilak9 med en umulig opgave foran mig. Anaana forsikrede mig om et trygt hjem i moderlandet, imens vi vandrede fra sofa til gæsteseng. Fra gæsteseng til luftmadras. Vejen mod en sikker base var som at bestige Ukkusissat10. Til sidst befandt vi os på et vandrehjem med fælles bad og køkken med andre tilrejsende. Værelset var kvadratisk med plads til en sovesofa, et sofabord og en luftmadras. Jeg ventede på, at Anaanas løfte blev indfriet. Men vi bevægede os blot frem og tilbage uden en endelig destination. Utallige pitstops på verdens længste vej fyldt med brogede fjelde.
Aataas11 inua12 blev ét med naturen i en alder af 70 år. Hans fysiske tilstedeværelse blev indkapslet i en hvid kiste, men hans sjæl var stadig iboende i alt, han havde sagt, skrevet og tænkt. Kirkerummet var et sammensurium af taler og sange, som fyldte min hjerne med uforståelige brudstykker. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på alle mine minder, der dansede som en farverig palet af nordlyset.
Aataa med sit politiske ståsted som en stolt moskusokse
med sin skærende intelligens i kontrast
med sine blændende beskrivelser på papir
Moses, den ærefrygtindgydende leder
deler vandene med sensitiv signifikans
som enhver med polarulveblod blot må drømme om
Det var først nu, jeg forstod Aataas indflydelse på en større mening, både politisk og kulturelt. Førhen så jeg ham blot som den piberygende, brummende mand i kælderen i det karrygule hus med grønne vinduer og røde tag. Men han er langt større end dét. Hans væsen var som en ledestjerne på den bare himmel i Ingenmandsland.
Med sorgen over tabet af Aataa og håbet om at finde et hjem med i bagagen fløj vi over indlandsisen. Anaana og jeg var endnu engang på flugt. Vi skiftede bopæl i takt med hendes stormende forelskelser, som altid endte i forliste forhold. Så snart kufferten var pakket ud, skulle den lige så hurtigt pakkes sammen igen. Den lille flig af grønlandsk væren, jeg havde taget med mig, forsvandt i uanede mængder
__________________________________________________________________
9 Tupilak [du-bi-larg] udskåret figur/souvenir for turister (oprindeligt fra grønlandsk mytologi hvor en tupilaks opgave var at angribe fjender med åndelig kraft. Dog kunne kraften vendes tilbage mod afsenderen, hvis fjendens kraft var stærkere). 10 Ukkusissat [Ugu-sis-sad] hårdt og stejlt bjerg i Nuuk (”Store Malene” på dansk).
11 Aataa [aa-daa] bedstefar
12 Inua [i-nu-a] sjæl/kraft (før Danmark tvang kristendommen ned over Grønland, var alle levende fænomener, herunder mennesker, dyr og planter, set som besjælede).
af flytterod. Min selvopfattelse kollapsede på ny som et styrtende isfjeld, hver gang jeg skiftede adresse, skole og omgangskreds.
Du skal huske at holde tilbage med alkoholen, når du bliver ældre. For som grønlænder har du en større risiko for at blive alkoholiker. Sådan lød meldingen fra skolesygeplejersken uden at fortrække en mine. Jeg måtte have hørt forkert. Men min hørelse var blevet tjekket. Jeg havde heller ikke længere epilepsi. Nu var jeg bare en grønlænder i Danmark. Dog med en lægeordineret note om mulig alkoholisme.
Er din mor alkoholiker?, blev der spurgt af en ukendt dreng fra klassen på min første dag i en ny skole. Spørgsmålet blev serveret som en slyngende lussing lige midt i ansigtet.
Ord som ”grønlænderstiv” og ”guldbajer” satte dagsordenen. I gymnasiet håbede jeg på et markant skift fra folkeskolens fanatiske fordomme om grønlændere. Men jeg stod nu overfor en ny duelighedstest, som jeg kun så én mulighed for at bestå. Jeg blev derfor en medløber ved at omsætte etniske usikkerheder til racistiske vittigheder. Man kunne jo ikke grine af nogen, hvis de selv grinede med. Min personlighed var papirstynd som min side i blå bog, som mest af alt optrådte som fyldord blandt beskrivelserne af de andre på årgangen. Jeg var beskrevet som den stille pige med den monotone stemme. I emnefeltet om fremtiden, blev der ubevidst forelagt en selvopfyldende profeti: ”I fremtiden har Ivalu skrevet en bog om at være grønlænder i Danmark”. På trods af endnu en institutionel, mørk tid udpegede min ledestjerne, Aataa, lyset, der ventede forude.
Mit kendskab til min fødeby og Ataata var lige distanceret. Jeg besøgte ængsteligt Ataata i mine sidste teenageår. Sidst jeg var i Sisimiut var i mine spæde år. Jeg befandt mig som en udvekslingsstudent blandt fremmede, som nærstuderede en case om sin egen evolution. Konklusionen tog form af de iagttagelser jeg gjorde mig i mit ophold. Jeg var sprogligt isoleret i de mange møder, jeg havde med familiemedlemmer. Hver samtale skulle gentages på dansk for mig, hvilket bekræftede Anaanas umyndiggørelse af mit sproglige ophav. De kulturelle forskelle stod klart frem som pålidelige kilder. Jeg stod foran en duelighedstest med en tydelig sprogbarriere, som jeg måtte se mig dumpet i.
For første gang erkendte jeg konturerne af egne grænser. Jeg satte en stopper for flugten ved at stoppe kontakten til Anaana og Ataata. Jeg fortsatte på en solorejse mod et liv kun for mig selv. Jeg trodsede mine tidligere oplevelser med institutioners fremmedfjendskhed og søgte ind på universitet. Her var jeg overraskende nok mødt med en åbenhed og interesse, som jeg aldrig havde forestillet mig var indenfor rækkevidde. Jeg fik en bachelor- og kandidatgrad, men vigtigst af alt fik jeg oprigtige venskaber. Venskaber som byggede på et fundament af interesse og inddragelse i et fordomsfrit fællesskab. Jeg blev godtaget uden diverse duelighedstests, og jeg følte endelig modet til at efterlade uhensigtsmæssige relationer. Jeg gik fra at være et fastlåst individ i Ingenmandsland til at have fundet min sande egn, som jeg altid havde spejdet efter i horisonten. Min flugt var endelig forbi, for jeg havde fundet mit Bagland.
Bagland
Om
Bagland er et hjertevarmt åndehul på den nordlige halvkugle. Bagland har et frodigt klima med synlige tegn på vækst og trivsel. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom mod til at opbygge sig selv på ny. Med et indbyggertal under konstant udvikling, er Bagland et af de mest rummelige områder. Bagland er et elskværdigt land, og er således en populær destination for mange turister, nye som gamle, fra nær og fjern. Kulturlivet er derfor præget af disse møder, hvilket resulterer i en forstærket følelse af hjem.
Hovedstad: Ivalu Areal: 139 km²
Styreform: Ivalus sindelag
Indbyggertal: Evigt voksende
Officielt sprog: Blandingssprog af den mangfoldige grønlandske prosodi og den umiddelbare danske morfologi
Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.”
Når jeg tænker på Grønland, så tænker jeg på den røde sol over sneen eller på et sprog, jeg forstår i hjertet. Alt det smukke og rå. Men jeg tænker også på, om jeg føler mig velkommen. Om andre måske taler om mig bag min ryg og reducerer mig til at være en person, som ikke passer ind i deres ide om at være grønlænder. Måske passer jeg ikke ind i billedet af Grønland. Den smerte er svær at bære. Det er jo som at blive slettet fra det sted, jeg elsker allermest.
“Skal du tilbage til Grønland?”
Jeg var 13 år, da jeg blev anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Jeg havde boet i Danmark i to år, så det var stadig nyt for mig, og jeg talte kun meget lidt dansk. Jeg kan tydeligt huske, at pædagogerne stillede det samme spørgsmål, når vi snakkede i stuen eller inde på deres kontor, og snakken faldt på Grønland: “Skal du tilbage til Grønland?” Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, og i dag er jeg stadig i tvivl. Dengang tænkte jeg, om det mon var, fordi de var nysgerrige, eller om det var, fordi de ikke havde noget bedre spørgsmål at stille en 13-årig? Det var svært at vide, da jeg var barn. I dag tænker jeg, at det var, fordi de ikke var klar over, hvor vigtigt det var for mig at tale om Grønland på en måde, hvor det ikke handlede om at lave en plan for fremtiden, eller om ikke at tabe ansigt. Men virkelig turde tale om det.
Det var for det meste løse snakke, vi havde om Grønland. Fokus var på mentalt helbred, idet der jo ligger nogle grunde bag at blive anbragt udenfor hjemmet, som er svære for et barn at forstå. Måske skulle jeg have spurgt: “Ville det ikke være godt med en tur til Grønland?” For det var, som om ingen turde tale om det. Jeg turde heller ikke at insistere, for jeg følte ikke, det var min plads. Jeg var jo barnet.
Det føltes, som om det at tage til Grønland for dem var ligesom at vælge, hvilken farve strømper man ville have på. De fik det til at lyde sådan, men jeg tvivler på, at de mente det sådan. Det er for sent at spørge nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg ønsker ikke at fremstille dem på en forkert måde. Især fordi mit forhold til pædagogerne i sin tid kom af, at jeg var anbragt, er det svært at forestille mig at tale med dem i dag. Jeg ville have en masse at spørge om, som jeg har tænkt over, siden de kendte mig. Men måske er spørgsmålene til mig selv, mest af alt.
Jeg er ikke i kontakt med dem længere. Ikke fordi jeg ikke har haft behov for svar, men fordi det først var efter, jeg flyttede derfra, at det for alvor gik op for mig, hvor meget af det negative syn på grønlændere, jeg havde med mig derfra, var noget, jeg ubevidst havde overtaget fra netop pædagogerne. Det er ikke noget, jeg længere kan stå inde for. Jeg har været nødt til at aflære de forestillinger og i stedet finde tilbage til en stolthed over at være grønlænder – noget, som burde have været næret, ikke nedbrudt.
Jeg må erkende, at det stadig kan føles forkert ikke at vide, om jeg vil bo i Danmark eller i Grønland på grund af bostedets måde at tale om det på. Vi spillede fodbold på fodboldbanen i baghaven, brætspil i stuen eller var sammen på uforpligtende måder. Men jeg kunne godt have brugt, at nogen sagde: “Du finder ud af, hvad du vil. Det skal du ikke vide nu. ”Lad tiden gå.”
Andreas var den eneste, det fungerede at snakke med om Grønland. Han var meget bevidst om, at alle skulle behandles lige, og at det var helt okay, at nogle havde behov for mere end andre. Han var den eneste, der var så god til at vise interesse i og forståelse for os, der var på bostedet, at han kunne lave sjov – ikke på den småracistiske måde, som gjorde ondt. De andre pædagoger prøvede, men de kunne ikke slippe deres fordomme, derfor var det svært at se det sjove i deres sjov. Andreas var en stor bamse med skæg og tatoveringer.
Pædagogerne såede tvivl om vigtigheden af den årlige tur til ‘Grønland i Tivoli’ i København med min familie. Pædagogerne mente ikke, at det var det bedste for mig at se dem. De var ikke glade for at tale om de ting, som de ikke var uddannede til, men alligevel mente de, at Tivoli-turen i København var skidt.
Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.” Det var en helt ny måde for mig at se verden på. Jeg havde brugt næsten al min tid i Danmark på at bekymre mig om, hvad jeg skulle vælge. Her – for første gang – var der én, der virkelig forstod. Én, der så min splittelse for, hvad den egentlig var: et umuligt valg. Ikke noget, jeg skulle “løse” for at passe ind i Danmark. For hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Jeg er jo vokset op begge steder. Og jeg bærer på en kærlighed til dem begge – forskellig, ja, men lige ægte. Jeg sørger over ikke at kunne tage hjem, fordi jeg er trans. Men jeg nægter at give slip på håbet. Jeg husker at minde mig selv og andre om, at vi ikke er alene. Det er til tider, som om der ikke er plads til den, jeg er, hverken i Danmark eller Grønland. Følelsen af at flyde mellem steder uden helt at høre til nogle steder. Men jeg nægter at forsvinde i den tankegang. Jeg bærer mit sprog, min kultur og min identitet i kroppen – og ingen kan tage det fra mig, og jeg har selv importeret min identitet fra Grønland til Danmark. Det har taget sin told - hvad så?
Mit nye hjem lidt uden for Skovby?
Indtil jeg fyldte 18 boede jeg et sted, der hed Lindeholt. Det var en gård uden for Skovby. Når man kørte ind ad indkørslen, lå der en sten, hvor navnet stod malet på. Jeg kan se det for mig, selvom jeg sjældent tænker på det. Bag de aflange gårdbygninger kunne man ane kanten af et fodboldmål, en trampolin, og man kunne se henover græsset omme i den store have. Jeg boede nede i kælderen i den midterste bygning. Jeg var den eneste grønlænder på Lindeholt. Derfor følte jeg, at jeg havde et ansvar for at fortælle om Grønland, når pædagogerne spurgte til det. I virkeligheden følte jeg nok et ansvar, ikke over for pædagogerne, men over for mig selv og for mit hjemland. Når fordomme kommer på bordet, bliver snakken en anden. Samtalen mellem to mennesker bliver til en samtale inde i to menneskers hoveder.
Det var først, da jeg var 16, at jeg lærte, hvad det vil sige at være transkønnet. Go’ morgen Danmark kørte en weekendmorgen på fjernsynet i stuen. Efter jeg havde spist morgenmad, var en transkønnet gæst i programmet. Det var først her, jeg fandt ud af, at det at være transkønnet var en ting. Jeg begyndte i hormonbehandling i Danmark, og det stoppede mig fra at kunne flytte hjem. Igen kunne jeg pludselig mærke, hvor vigtig min relation til mit hjem, Grønland, var, og hvor svært det var at tale om.
Fordi jeg var så ung, var det svært at forsvare mig. Forsvare mit behov for at høre til, som er grundlæggende for at have det godt – fordi den omvendte følelse er at være udenfor eller udelukket. Pædagogerne fik ikke altid de svar, de fortjente. Jeg fik ikke de svar, Grønland og grønlændere fortjente. Jeg er opvokset med, at man skal respektere danskere. Så måske gjorde jeg bare dét. Selvfølgelig blev jeg sur og ked af det indeni. Men et barn gør aldrig noget galt i at være stiltiende til stede. De voksne fortalte, hvad der var bedst for mig, og det var, at jeg blev boende i Danmark og tog ferier i Grønland, når jeg var blevet voksen en gang. Efter noget tid stoppede de med at spørge mig og begyndte at sige, hvad de mente var bedst. Når de sagde: “Du har vænnet dig til at bo i Danmark”, sagde jeg dem ikke imod. Det tror jeg, de færreste børn ville. Det har intet med nationalitet at gøre, men at voksne er en autoritet, der kan definere, hvad der er vigtigt. Oveni det var de danskere, repræsentanter for en fremmed kultur, hvis perspektiv jeg måtte lære at forstå. Jeg lærte meget af de voksne omkring mig, men jeg lærte ikke det helt grundlæggende i at være til stede som mig selv. Det var ligesom om, jeg var sat der, uden at høre til. Jeg gik stadig i t-shirt om vinteren, så nej, jeg havde ikke vænnet mig til at bo i Danmark. Og hvorfor siger de så, at jeg har vænnet mig til at bo i Danmark? Der må være en grund til at sige det.
Det var, som om Danmark var ”det gode” og Grønland var ”problemet”, og jeg skulle passe ind i det narrativ, selv hvis det betød at opgive noget, jeg holdt af. Jeg følte mig splittet. I Danmark blev jeg spurgt om, hvornår jeg skulle hjem. Når jeg talte med familie i Grønland, spurgte de også, hvornår jeg kom hjem. Men jeg vidste ikke, hvad hjem egentlig var. Jeg var stadig et barn og blev pludselig gjort ansvarlig for at vælge mellem to verdener. Og det var ikke klart, hvorfor der var tale om to forskellige verdener. Det er stadig lidt uklart.
Importeret identitet
Der var ikke nogen omkring mig i skolen, jeg kunne spejle mig i. De andre elever var meget danske. Jeg udtalte “rød grød med fløde” som en, der har boet i Danmark hele sit liv, men børnene grinte alligevel. De lyttede til Nik & Jay, og jeg lyttede til Julie Berthelsen. Hun var en, jeg kunne spejle mig i. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at de også ville kunne spejle sig i hende.
Jeg følte mig alene og synlig på en måde, jeg ikke selv havde valgt. Når noget handlede om Grønland, blev alle øjne rettet mod mig. Det føltes, som om jeg skulle repræsentere et helt land, selvom jeg var et barn, der bare prøvede at passe ind. Da jeg startede i skole, læste min dansklærer en novelle højt. Der var en grønlænder i novellen. Og da jeg var den eneste grønlænder, kiggede hun på mig og spurgte: ”Bliver du i Danmark, eller skal du snart hjem?”
Når en lærer spurgte mig foran hele klassen, om jeg skulle “hjem”, blev der udøvet en magt. Det var ikke bare en uskyldig kommentar. Det placerede mig udenfor resten af børnene, et sted jeg ikke vidste, jeg var – som om jeg var en midlertidig gæst, der ikke hørte til. Sproget var og er det, der fortæller, hvem der er ”rigtigt” dansk, og hvem der er “på besøg”. Som barn vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på at blive sat i centrum på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde svaret: “Hvorfor spørger du om det foran hele klassen? Jeg er bare et barn, og jeg ved det ikke. Er det ikke nok, at jeg er her nu?” Sådan var jeg ikke. Kynisk, kold og kontant – kald det, hvad du vil. Ville hun have stillet samme spørgsmål til en, som kom fra Sjælland? Ville hun forstå usikkerheden i at tale anderledes, være anderledes – og støtte?
Store frustrationer og store spørgsmål
Jeg tænker tit på, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi ved ikke, hvordan vi skal lytte uden at forsvare os selv. Hvordan vi skal se hinanden uden at dømme. Hvordan vi skal rumme hinandens smerte uden at gøre den til vores egen. Vi er blevet så vant til at reagere, at vi har glemt at være til stede. Jeg mærker det hele tiden, spændingen mellem Grønland og Danmark. Mellem os. Vi ved ikke, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi taler forbi hinanden, ikke bare med ord, men med kroppe, med blikke, med fravær. Vi misforstår tavshed som samtykke, vrede som utaknemmelighed og smerte som svaghed. Vi har aldrig lært hinandens sprog, ikke det sproglige, men det menneskelige.
Det handler ikke bare om fortid. Det handler om, hvordan vi stadig kigger på hinanden i dag. Danmark ser Grønland som noget, det ejer eller skal redde. Grønland ser Danmark som noget, der tog og stadig tager. Vi har ikke lært at være i øjenhøjde. Vi har lært at tåle hinanden. Det er ikke nok. Vi må lære at møde hinanden, menneske til menneske.
Når vi møder hinanden med oprigtig interesse og respekt uden at tage gamle forestillinger og magtbalancer med os ind i rummet, så har vi mulighed for at se hinanden, som vi virkelig er. Ikke gennem et filter af historie, stereotyper eller forventninger, men som mennesker med egne erfaringer, drømme og sårbarheder.
Det kræver, at vi tør give slip på behovet for at have ret og i stedet prøver at forstå. At vi tør lytte uden at afbryde, uden at dømme. Først når vi er villige til at høre hinandens virkeligheder, kan vi skabe noget, der ikke bare gentager gamle mønstre.
I hated it to fit in. The girls my age had blonde hair, light skin, green or blue eyes. Nothing of the sort I had.
Denmark
I always grew up believing that we were in the wrong.
As we were “alcoholic, suicidal, and drug abusers.”
I was told by the people surrounding me that everyone from my home, my family
and my friends were bad people, and I was lucky to be different from them.
That I had a chance to change before it was too late.
But what was there to change?
I had everything a child would want and need in their life.
Love, peace and care.
It all became clear to me after we moved away from home to a place where
the air was warmer and the ground green, though not like how it was at home.
It was green. Green without the fruit or the berries. Green without the life the
animals brought – the change and passage of nature they overcame every year.
Simple and just.
It was warmer too. My skin glowed under the sun and wasn’t as irritated as it
was at home. I saw my people there, yet the whispers of the others lingered over
their heads, burdening them with their heritage.
The pride and joy of being Inuk wasn’t as bright and strong as it used to be.
Suddenly, the green turned ugly. The berries, bitter. The animals, evil. The others
told us there was no green to begin with. Hatred lingered in their gazes, belittling
their ancestors for their beliefs and ways.
At that age, I didn’t understand much of the difference that we had, the barrier
of who was who, better and worse.
Us and them.
I clearly remember a project at school where we were asked to tell the story of
a country and its most known explorer—the “founder”.
I had my heart set on Spain. I was in awe of their culture and found their history
fascinating. However, just before I started my research about the country, my
teacher handed me a book about Greenland. Since it was my home, my land, I
was obligated to tell a story about Greenland. About our “founder”.
“You’re a Greenlander, I think it’ll go well with you talking about Greenland.”
He addressed me.
“Greenlander.”
I didn’t mind the word, neither did I correct him – he was right. It was just that I
had never addressed myself as such, but as Inuk, a human, a person.
I remember my classmates being grateful they hadn’t been assigned Greenland.
And I remember beginning to resent having it myself, following in their direction
of hate and disappointment.
I hated it to fit in. The girls my age had blonde hair, light skin, green or blue eyes.
Nothing of the sort I had.
I may not have looked like them, but that didn’t mean I couldn’t act like them.
I started to hide my identity, my heritage, so I could be just. Like. Them.
I started to change into someone I didn’t know. Someone who my family couldn’trecognize.
I turned into someone who wasn’t me.
I started listening to the same words others before me had heard, and the words
hung heavy on my mind and soul, dragging me deeper into the self-loathing.
“Be happy we saved you and not someone else.”
“We did those things with the best intention.”
And it stayed like that, me belittling myself and who I was, until we moved away
to Greenland again, back home, but it wasn’t my home anymore.
Or was it?
Greenland & Alaska
Back in Greenland, my mother pushed me to practice our culture, how to drum
dance and sing, but it never really stuck until she made me apply for the Artic Win-
ter Games Culture Delegation, in which I had low hopes of being accepted into.
I mean, what was there to accept about me? I could do nothing. I didn’t know
how to perform. Sure, my mom had pushed me to learn how to drum dance,
but again, it didn’t stick with me. All I could do was draw and design, show off
my artistic skills and maybe help design something to be used at the games or
perhaps a performance.
After I sent my application, I almost forgot about it. As the months passed, I went
on with my life, focusing on my education. That was until my mom’s close friend
called me. Why doesn’t she call my mom directly? I thought. ”Congratulations
Aviâja. You’re one of the first ones to be accepted for the Arctic Winter Games
Culture Delegation. You’re going to be performing in Alaska.
”I was confused, excited, yet anxious. What if I disappoint them?
I could barely fully speak Greenlandic. I had removed myself from the mindset
that I was a Greenlander, and now I was suddenly thrown into the world of culture
and identity. I was lost. The question rose: “Who was I?”
I was a Greenlander, right? No. I didn’t have a right to be a Greenlander—I could
barely speak the language! And I wasn’t exactly fighting to show that I was a
Greenlander.
I was “fake.”
But I had a chance to change that. I had a chance to make good.
And that’s what I did.
I practiced, made mistakes and learned.
Over the course of several weeks, we created a performance. It was rooted in
mask dancing and drum dancing. It was different from what I had seen before.
It was wonderful, mind blowing.
Had I really been distancing myself from this?
Kept away from expressing my culture because of shame?
Shame over who I was and came from?
It was ridiculous, I was ridiculous.
I changed myself to fit in and be just like the others, but then again, I was just
a child.
I was just a child when people pressured me because of my culture, of who I
was and could become.
“Alcoholic.”
“Suicidal.”
“Drug abuser.”
“Greenlander.”
I was just a child.
And finally, when we had finalized our performance and traveled all the way over
to Alaska, I realized the difference between us and them.
They wore their culture with pride, dignity and respect, showing off their unique
and beautiful culture proudly. Something I hadn’t seen, something that was alien
to me.
Something I was jealous of, and something I wanted to change.
I wanted that pride, that joy of being who you were born to be.
And that’s what I’m still working with today: to ignore the teachings of those
who speak with degradation and injustice. I listen to my elders’ teachings, their
stories, and carry on their knowledge to others by performing, holding speeches
and creating stories of my own.
Now, when I see green, I see berries with sweet juice, I see animals nurturing
their young ones, I see my ancestors, sisters and brothers. I see Inuit.
Jeg har indset, at det måske ikke handler om at passe ind i én bestemt forestilling, men at kunne stå ved den blanding af identiteter, som jeg bærer med mig.
Jeg er født og opvokset i Grønland, men jeg har altid været omgivet af to sprog: grønlandsk og dansk. Som barn tænkte jeg ikke særligt meget over det. Det var naturligt for mig at skifte sprog, alt efter hvem jeg snakkede med.
Det er først i løbet af de sidste par år, at jeg er blevet bevidst om, at sprog spiller en rolle for, hvordan man bliver mødt i verden. I Grønland hænger sproget tæt sammen med identitet, og det præger også, hvordan vi mødes i Danmark. For selvom vi officielt er en del af det danske rigsfællesskab, bliver grønlændere stadig behandlet anderledes - også i systemer, der burde være lige for alle. I uddannelsessystemet viser det sig for eksempel ved, at adgangskravene til universiteter i Danmark ofte er lavere for grønlændere end for danskere. Strukturer som dette minder mig om, at vores rødder og historie altid følger os, uanset hvor vi befinder os.
For mig har sprog både været et redskab og et tilhørsforhold. Jeg har brugt begge sprog, så længe jeg kan huske: derhjemme, i skolen, på arbejdet eller i fritiden. At vokse op med to sprog har været en gave. Det grønlandske sprog er en del af mig, mit hjem og min identitet, mens det danske sprog har åbnet døre og skabt muligheder. Det har blandt andet gjort min gymnasietid i Grønlandlettere, da størstedelen af undervisningen foregår på dansk – noget, som mange elever kæmper med. For mig har det været en klar fordel, og det vil helt sikkert også gavne mig i mange sammenhænge fremover.
Men selvom det at være dobbeltsproget har været en styrke, har det også rummet sine udfordringer. Nogle gange har jeg følt, at jeg ikke helt hørte hjemme nogen steder. Når jeg er sammen med nogen fra Danmark, mærker jeg tydeligt, at jeg ikke er dansk. Vi er vokset op med forskellige kulturer og i vidt forskellige omgivelser. Det blev særligt klart for mig første gang, jeg var i Danmark som17-årig. Jeg husker, hvordan jeg gik langs Strøget en sommerdag i København. Lydene kom fra alle sider – samtaler, trafik, musik fra gadehjørnerne. Mennesker strømmede forbi uden at hilse eller møde mit blik. Bygningerne stod tæt i rækker af mursten - helt anderledes end min hjemby, hvor husene er mere spredt, og hvor man altid hilste på dem, man passerede. Det føltes som at træde ind i en anden verden: fremmed, anderledes og langt fra den trygge fornemmelse af at høre til. Alligevel har jeg også øjeblikke i Grønland, hvor jeg oplever følelsen af ikke helt at passe ind. Jeg er vokset op i Qaqortoq, en by i Sydgrønland. Det har altid føltes som min base, mit hjem. Husene er bygget spredt rundt og har regnbuens farver. En stor del af bebyggelsen ligger nede ved havet, men bebyggelsen breder sig op ad fjeldene, helt op til 200 meters højde.
Alligevel opstår der indimellem øjeblikke, hvor jeg kan føle mig ”mindre hjemme”. Det sker særligt, når jeg tilbringer tid med nogen, der primært taler grønlandsk. Jeg er ofte omgivet af mennesker, som jeg snakker dansk med, og derfor kan det føles uvant, når jeg er i selskab med nogen, der taler flydende grønlandsk og haren stærkere tilknytning til sproget, kulturen eller de mere traditionelle værdier. I de situationer kan der opstå små misforståelser - selv i hverdagssamtalerne. Det kan føles, som om jeg bliver dømt. Dømt for ikke at kunne tale grønlandsklige så flot, lige så naturligt.
Hvad gør det ved én, at man ikke føler sig god nok på nogen af sine egne sprog? Det kan være en belastning. Der kan ligge en forventning om, at man skal kunne begge sprog perfekt.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil tale grønlandsk. Det vil jeg gerne. Det er mit modersmål. Det er sproget, jeg forbinder med min barndom, min familie og med mit hjem. Alligevel kan jeg komme til at tvivle på mig selv, når ordene ikke lige kommer til mig. Når det sprog, der burde føles som det mest naturlige i verden, pludselig virker fremmed på tungen.
Dansk har på sin egen måde også sat rødder i mig. Det er sproget, jeg har knyttet nogle af mine stærkeste venskaber på - især uden for min familie. Det er også det sprog, jeg ofte falder tilbage på i samtaler, når jeg virkelig vil nå ind til nogen. Måske fordi det er det sprog, jeg har brugt mest med de mennesker, der har stået mig nær i længere perioder af mit liv.
Nogle gange føles det, som om jeg balancerer mellem to sprog, og der er dage, hvor jeg står lidt ved siden af dem begge. Det bliver særlig mærkbart, når tvivlen ikke kun kommer indefra, men også udefra - fra blikke, kommentarer og den måde, folk møder én på. Jeg har flere gange oplevet, at folk bliver overrasket over, hvilke sprog jeg bruger, hvordan jeg opfører mig, og hvad jeg interesserer mig for. Som om det ikke passer med det billede, de havde dannet på forhånd. ”Du virker slet ikke som en grønlænder,” siger de. Eller: ”Du taler godt dansk.” Det er sikkert ment som et kompliment, men det føles tværtimod. Det føles som en påmindelse om, at der stadig findes en forestilling om, hvordan vi som grønlændere burde være - og hvis jeg ikke passer ind i den forestilling, så bliver jeg set anderledes - som en undtagelse.
Det er ikke, fordi det er en dårlig ting. Jeg er stolt af den person, jeg er. Det har bare ofte undret mig, hvorfor forventningerne til grønlændere stadig ligger så lavt. Nogle mennesker ser på mig med en slags overraskelse, når de hører, at jeg fik topkarakterer i folkeskolen og på gymnasiet. Som om det at tage sin uddannelse seriøst er noget særligt i Grønland. Det burde ikke være imponerende - det burde være normalt. I mange andre lande er det en selvfølge, at man stræber efter at gøre sit bedste i skolen. Hvorfor skulle det være anderledes her? Fordi jeg kommer fra et samfund, hvor man nøjes med at bestå og ikke stræbe efter mere?
Jeg har indset, at det måske ikke handler om at passe ind i én bestemt forestilling, men at kunne stå ved den blanding af identiteter, som jeg bærer med mig. I stedet for at lade mig begrænse af de billeder andre har af, hvad en grønlænder burde være, kan jeg bruge min dobbelte baggrund som en styrke til at bevæge mig imellem dem. I stedet for at sige enten grønlandsk eller dansk kan man stå ved begge dele som en blanding, fordi blandingen i sig selv er værdifuld. For måske handler det i virkeligheden ikke kun om Grønland og Danmark, men om noget mere generelt: at vi alle sammen leder efter et sted at høre til - også når vi bevæger os imellem forskellige fællesskaber.
At være en blanding gør mig måske anderledes, men det gør mig ikke alene. Vi er mange, der på hver vores måde er sammensat af flere steder, flere sprog, flere historier – og det er netop det, der giver os noget unikt at bidrage med. For i sidste ende er det blandingen, der gør mig hel. Og måske er det netop dér, at følelsen af at høre til begynder.
“Du er da ikke helt dansk, vel?” “Er du ikke fra Afrika?” “Undskyld, men er du fra Brasilien?” “Du er da ikke fra Grønland?” “Det kan da ikke være rigtigt! Med det hår?”
Drømmer du, far?
Jeg håber, du drømmer om store have, store smukke skove og marker fyldt med vildt. Jeg håber, du ligger og drømmer om lækre fisk og en stor fangst .Eller svømmer du rundt i havet med Sassuma Aana, havets sjæl, som tager sig af dig og hvalerne, sælerne og fiskene? Sov godt, Ataata. Farvel.”
Takuus Ataata - Vi ses, far
Min far står så fint i sin lille krukke på det lille bord, et stearinlys står tændt, og et billede af ham står oven på krukken. Han smiler, og rynkerne krammer hans øjne, mine øjne, mine i fremtiden rynker. Jeg er 28 år. For en måned siden holdt jeg hans hånd, imens jeg tryglede hamom at se på mig en sidste gang: “Vil du ikke nok åbne øjnene og se på mig, far?” Kun høje bip-lyde og en rumsteren fra sygeplejerskerne var mit eneste svar. “Far, det er Freja, som sidder her, kan du høre mig?” Et klem, så hårdt de store, ophævede hænder kunne klare. Jeg kunne ikke blive ved med at sidde der, kunne ikke snakke med flere hvide kitler og lukkede øjne. Så jeg tog toget hjem igen fra Falster til København. Næste dag åbnede han sine smukke øjne og rykkede i weekenden over på en ny stue. Mandag morgen døde han. Den 6.november 2023. Mens han lå der, ønskede jeg, at han var sammen med havet og dets moder. Jeg gav mig selv en drøm – et håb om, hvor han skulle hen. Jæger, fisker, musiker, håndværkskunstner. brandmand, ven, bror, søn og far. Den gamle grønlænder, som burde være blevet meget ældre. Han gav mig mit blod, min styrke, min overlevelse, min hud, mine øjne.“
Da hans mor døde, sagde han “Så nu er hun blevet hentet,” og næstedag fandt han en Qajaq dér, hvor vi nu skal sprede ham. Dér, hvor han luftede hund hver dag i 30 år.” Jeg er i gang med at holde en tale for min far. Vi står i strandjægernes hytte i Stubbekøbing. Rummet er fyldt med gamle venner, familie og en håndfuld af mine egne venner, som gerne ville komme og støtte mig. Jeg slutter af med: “Jeg håber, hun tager godt imod dig, hende, havets sjæl, når nu vi sejler ud og spreder dig. Du må hilse dem alle og give en skål. Takuss, Ataata!”. Jeg forstår ikke, at jeg kunne. Gjorde jeg lige det her? Sker det her virkelig?
Men jeg ville gerne, talen kom som en hurtig strøm af ord, jeg skrev den på et kvarter. Alle som vil kramme, krammer jeg; alle som takker, takker jeg tilbage. Jeg flyder igennem en strøm af munde og øjne og hænder, og jeg smiler og flyder rundt i bølger af kærlighed. Strømmen sender mig af sted på en ny rejse. Danner spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på, de bobler frem under huden. Ånder vågner i knoglerne og sender mig af sted. Jeg vil gerne lære mig selv mere at kende, jeg vil gerne lære dette gamle hav, som er bruset op indeni, at kende. Jeg ville bare ønske, at det var kommet lidt før, mens han stadig var her.
Pigen, som søgte havets moder
Jeg er seks år og sidder på en hundeslæde iført anorak, imens holder jeg min oldemors ulu, en grønlandsk kvindekniv, som jeg i dag har tatoveret på min venstre arm, ved siden af mit hjerte. Vi skal spille et lille teaterstykke om den lille pige, som søgte Sassuma Aana. Jeg er den eneste fra min folkeskoleklasse i Stubbekøbing med grønlandsk blod, og jeg er så ulykkelig over, at jeg ikke har fået hovedrollen. Jeg ville gerne have været Pani, der reddede fangsten og bygden. Det skulle da have været mig?
Jeg husker ikke, at vi talte så meget om min fars opvækst eller om minder fra Grønland. Jeg lærte at tælle til fem med et brændende ønske om at lære det sprog, min far ikke længere kunne huske. Som en ting, man gerne vil eje, men som er blevet væk i flytterodet fra Nanortalik til Qaqortoq til Amager, for til sidst måske at forsvinde i Nykøbing Falster. Vi sang en grønlandsk julesang hvert år om træet “Gavida, gavida, gavinjaput”. Sang højt, grinede, bukkede og nejede, som det hører sig til, imens de levende lys strålede sammen med de grønlandske perler på træet.
Vi talte aldrig om at være anderledes, det er jo bare sådan, det nu engang er. Vi tog meget ud i naturen, ved havet, for her var der ro, og man kunne være sig selv. Vi spiste massevis af fisk og rejer og vildt kød. Sovs og nye danske kartofler. Flere kilo svampe, som blev samlet i naturen og endnu flere kilo raps, som vi høstede fra haven. Vi nævnte sjældent dem, som ikke længere var her, men jeg lærte tidligt, at nogle dør unge, og livet kan være barskt at leve. Alle disse levede liv, med stemmer som ikke længere er her, var at finde, da vi pakkede min fars hus ned. Jeg fandt blandt mange ting et sælskind, en maske, en broderet pude med motiv af hundeslæde og kvinder iført nationaldragt, otte perleklokker, tre fotomapper fra Nanortalik og Qaqortoq og Nini Alices sytøjsæske. Vores lille arv lagde jeg forsigtigt ned i kasser, som blev afmærket “GRØNLAND”. Alle disse stemmer, som kunne give svar på mine voksende spørgsmål. “Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvor kommer jeg fra? Kan I svare mig på det?”
En fremmed i eget land
Jeg er 25 år. Vi sidder på en bodega i de sene timer, imens røg og øl danser om os. “Jamen, er Danmark ikke det bedste land, som kunne kolonisere Grønland?”. Min kæreste ser arrogant på mig og fortsætter så: “...altså, hvis vi skal forestille os en anden virkelighed, så forestil dig, at det havde været Rusland eller USA?” Mine forfædre raser i min sjæl, hele mit indre gør ondt. Hvis vi skal forestille osen anden virkelighed, kan det så ikke være en virkelighed, hvor ingen koloniserer,og alle kan beholde deres eget land!?
Næste måned går vi en lang tur ved fjorden i Valbyparken. Jeg har lyst til at skrige og råbe. Dybe sår bliver rippet op, og jeg kan ikke svare på noget, kan ikke debattere, vil ikke og kan ikke. “Altså hold nu op, Freja - du er jo ikke undertrykt. Danmark koloniserer jo ikke engang Grønland længere. Du er altså heller ikke rigtig grønlænder, du kan ikke engang sproget? Du ligner ikke engang én. Så hvordan skulle du vide noget som helst?” Han holder mig med et fast tag om hånden, jeg kan ikke slippe, kan ikke slippe følelsen af svigt, svigt fra ham, jeg elsker, svigt fra mig selv, fordi jeg ikke kan sige ham imod. Kan ikke rive mig løs fra ham og redde mig selv. “Husk nu lige på, at jeg altså har skrevet bachelor om Grønland, så jeg ved, hvad jeg taler om.” På min kind er der vådt af vrede og iskolde tårer, og jeg ryster på hovedet. Jeg lukker bare ned, lukker ned og forsvinder. Lukker ned for min stemme og mine forfædre. Når der kommer nyheder om Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Når andre snakkerom Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Det spreder sig som en gift i min krop, jeg stopper med at bruge min stemme. Jeg bliver bange for, hvad andre kan finde på at sige, og hvad jeg ikke kan sige til det.
Men jeg ser også ansigter på gaden, ser ansigter i stemmerne, som ikke kan placere mig. For jeg ligner da heller ikke en dansker? Spyt, kaldenavne og undersøgende øjne vandrer over mit hår, min hud, min historie. Fremmedheden lægger sig hen over mig som et stykke stof, der blafrer hen over huden. Den lægger sig tæt om mig og klæber sig fast, hver gang jeg får de fremmedgørendespørgsmål.
For jeg ved jo ikke noget som helst.
“Du er da ikke helt dansk, vel?” “Er du ikke fra Afrika?” “Undskyld, men er du fra Brasilien?” “Du er da ikke fra Grønland?” “Det kan da ikke være rigtigt! Med det hår?” “Men hvor mange procent?“ “HVOR ER DU FRA????” “Dét kan man ik’ se på dig??” “Du kan da ikke kun være dansk og grønlandsk?” “Du må da stamme fra nogle af de dér” “Du må have noget af de dér i dit blod” ”Har du taget en gentest?” “Du lyver, du er fra Brasilien!?” “Med det hår? Det er da ikke særlig grønlandsk, vel?” “Jamen, du er jo den eksotiske grønlænder” “Må jeg røre dit hår”
I, der genkender mig
Vi er ikke sammen længere, ham der gjorde mig så utryg og stemmeløs. Jeg er 29 år og står på Saxogade og er i gang med at lukke caféen. En inuitkvinde kommer gående forbi mig, jeg smiler til hende og løfter øjenbrynene. Hun løftersine øjenbryn tilbage og SER MIG. “Hav en rigtig god aften,” siger hun, idet hun passerer mig. Vi har genkendt hinandens ånd, vi har set hinanden. Rørt løfter jeg én af bænkene og sætter den op på cafébordet, en lille tåre kysser min kind. Jeg smiler med en lille indånding og tænker: Åh, det er bare det bedste, nårdet sker. Når jeg føler mig genkendt. Hvis jeg ved, at jeg vil være et sted med andre inuit, fanger jeg mig selv i at sætte håret stramt op, tage perler på, huske at rynke på bryn og ansigt, krølle det sammen og smile varmt. Jeg pakker mit store hår væk og viser min tattoo frem. Jeg er bange for, at de ikke kan se, at jeg også er en af dem.
Første gang jeg besøger Nunarput Kalaallit Nunaat, er jeg 15 år. ”Immuksukkullu?” Den gamle mand kigger på mig. Vi er på slædetur, min mormor, minmor og jeg. Fjeldet er fyldt med sne, der er udsigt til indlandsisen, som smelter ud i havet. Solen skinner, og det er den smukkeste dag i hundrede år. Jeg ser uforstående tilbage på ham og stammer: “Undskyld hvad?” Han smiler tilbage og løfter øjenbrynene: “Mælk og sukker?” En varm strøm af glæde breder sig i mit bryst. Troede han virkelig, at jeg kunne sproget? Spurgte han mig lige om det? En følelse af at komme hjem har været her siden den første dag. En længsel, som har svømmet rundt i mit bryst letter en smule, da vi lander i Kangerlussuaq. Min længsel bliver endnu mindre, da vi sejler rundt blandt isbjerge, og solen kysser hvert et åndedrag. Den forsvinder, da vi kører til indlandsisen og træder ind påden klare is. Min længsel takker for hans spørgsmål om immuk sukkullu. Den vil så gerne svare og sige: “Aap, qujanarujussuaq.” Den vil så gerne blive i dette magiske land med disse magiske mennesker, som vækker magien inde i mig. Min far kom aldrig hjem igen, han blev ved med at udskyde rejsen. Han skulle have været her, skulle have stået på fjeldet igen i sin fysiske form.
Måske han var bange for ikke at kunne tale sproget længere? Ikke at blive set igen? Måske råbte og skreg hans længsel, til den blot var en indre storm uden ord. Jeg ved, det var det første sted, han svømmede hen, efter vi spredte ham i vandet ved nordøstkysten til Falster. Svømmende i selskab med sine brødre,som ikke længere er her, til Sassuma Anaanas åbne favn. Videre til åndernes rige.
Hvornår er jeg grønlandsk-dansk nok?
Men jeg skal jo bare være mig, for jeg er bare mig.
Jeg er ikke noget halvt eller kvart eller halvanden, jeg er et helt menneske. Jeg er
inuk. Jeg er en havfrue, jeg er salt og sukker og sovs med ribsgele. Jeg er dansk.
Jeg er smuk og god og rigtig, som jeg er.
Og nej, du må ikke røre ved mit hår.
Asavakkit Ataata - Jeg elsker dig, far
Min stemme er tilbage. Isen er smeltet, ånden er vågnet.
Min far ligger på en hospitalsseng med foldede hænder.
Han holder en lille samling af blomster, og en fjer er sat i hans hår.
Sorgen lægger sig som en lang indånding, den spreder sig i hele kroppen og hænger hen over mig. En form for lettelse hænger under den, han er ikke længerei smerte. Én efter én krammer vi hinanden og kigger på ham, taler om hans sidste dage. Det er den første døde krop, jeg har set. Ånden er strømmet ud af skallen og har samlet sig til en ny form. Han står nok derinde med os, i et sterilt rum fyldt med varme mennesker, som græder. Vi skal til at sige det sidste farvel. Min nye kæreste går hen og tager hans hånd: “Farvel Erling, hav det godt.” Jeg følger langsomt efter ham og sætter mig ned, mens jeg lægger en hånd på den kolde krop. Min stemme ryster, og jeg kan næsten ikke sige noget. Helt sagte, næsten uden lyd, får jeg hvisket: “Hej Ataata, så skete det, hva’? Asavakkit.” Jeg synker og kigger på de lukkede øjne, fregnerne på det gamle ansigt, jeg printer det ind i mit sind. “God rejse, papa. Farvel, takuss.” Min hals er som en flod. Der sidder en stor sten og trykker på strømmen, og uden på halsen bølger vandet ned fra mine øjne. Hans øjne. Jeg kysser ham på panden og går væk fra sengen. Det er for sent til at ærgre sig over alle de ting, jeg ikke fik svar på. Dem må jeg søge et andet sted. I havet, i den del af ham, som er en del af mig, i os, der er tilbage, os, som er anderledes, os uden far.
Jeg må snakke med dem, som har det på samme måde, eller dem, som ikke har. En dag kan jeg selv svømme af sted, og der er det lige meget, for der har jeg selv fået fred.
"Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke"
På et tag i Qaqortoq er solen ved at komme frem og halvtaget under mig blevet glat. Så glat, at jeg mister først mine fødders fæste og derefter kontrollen over resten af min krop. Jeg planer henover taget lige så langt, som jeg er høj. I mit hoved udspiller scenariet sig i langsom gengivelse. Min hånd rækkende efter tagrenden, idet jeg når kanten af taget. Jeg kigger ned, så op og ser mig selv fra oven i den korte stund, det tager mig at falde. En kort stund, hvor tiden fryser, og et liv vristes fri af den lykkelige glemsel.
____________________________________________________________________________________________________
Underboerne, der brokkede sig over larmen.
Min hund, Allu, og jeg ude at sejle.
Allu i min seng, når jeg var syg.
Allu mellem mine ben på scooteren.
Og på snescooteren.
De to høje bjerge i Narsaq.
At lege Krydertaa i frikvarterene.
At skynde mig hjem fra skolen for at være alene.
Den blå og gule og næsten talende papegøje i stuen
Rypejagt med min plejefar.
At køre på firhjul og se på heste med Aka og min lillesøster.
At få serveret pandekager, fordi hun ved, at
vi elskede det.
Sommerfest i Igaliku med grill og helikoptere.
Jeg kan knap huske min egen konfirmation.
At tegne omridset af min efterskole.
Mine kolleger der smilende kalder mig “Qallunaaq”. Det betyder dansker
på grønlandsk.
Jeg snakker ikke rigtig med mine søskende, heller ikke når jeg
er sammen med dem.
Flere dage i lejligheden, uden at jeg kontakter nogen.
Jeg har fundet ud af, at min far døde
af astma.
Min mor er stille af person, og æblet falder ikke langt fra stammen.
Min moster spørger, om jeg er ved at finde mig selv. Hun burde
vide, at jeg ikke kan svare på det.
Ikke engang nu tænker jeg på mig selv.
Tænk, at jeg flere gange har talt mine venner fra at vælge udvejen.
At jeg har overvejet at falde med vilje.
Jeg har fire navne. I systemet hedder jeg Kristen, min familie kalder mig Ivik. Andre i Grønland kalder mig Ilannguaq, og i Danmark bliver jeg kaldt Ian. Det navn fik jeg på efterskolen på lærerens forespørgsel. De havde svært ved at udtale Ilannguaq, og om ikke det var nemmere med et andet og mere simpelt navn? Nogle gange er det meget tydeligt for mig, hvorfor jeg ikke helt ved, hvem jeg er.
Jeg er vokset op i Narsaq og Narsarsuaq. I skolen så nogle mig som en svag person, et nemt offer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de onde ord, mine klassekammerater kastede efter mig. Jeg endte med at række ud efter en tilbageholdenhed, som nu er en helt uundværlig del af mig. Fortællingen lød, og gør stadig, at jeg godt kan lide at være alene. Min generthed gærede for alvor, da jeg som 6-årig blev fjernet fra min familie og mit hjem og kom i plejefamilie. Min mor har gået stille med, hvorfor vi dengang blev splittet, og det har jeg i min egen stilhed accepteret. Indtil for nylig, hvor min moster fortæller, at underboerne anmeldte os på grund af for meget larm i hjemmet. Nok fordi vi legede og løb, mine søskende og jeg. Dem, der anmeldte os, er døde nu. Min moster siger, at det er Guds straf for at ødelægge vores familie. To af mine søskende er også døde nu. Jeg ved ikke, hvorfor Gud ville straffe dem.
Inden jeg hang i luften, og mit liv farede gennem mit hoved, var jeg og mine kolleger i gang med at nedrive vandskadede vægge og gulve. På det tidspunkt var jeg lærling. Nu er jeg uddannet tømrer og snedker og var i en lang periode jobsøgende i Danmark. Hver gang jeg sendte en ansøgning, fik den lov at ligge ubesvaret i mailboksen. De siger ellers, at der er mangel på håndværkere? Jeg har valgt at flytte tilbage til Grønland, fordi der ikke er et arbejde til mig i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede, men jeg kan ikke se lyset, hvor jeg er nu.
Efter faldet i Qaqortoq er min hukommelse svækket, men jeg har så længe, jeg kan huske, altid været en enspænder, og man bliver jo også god til det, man gør meget. Det ændrer dog ikke på længslen efter at komme lidt ud af min lejlighed. Det er, som om, at vejen ud altid ender i den samme blindgyde.
[BESKEDER]
[Hejsa, hvordan går det?]
[Hej Ian, det går fint,
hvad med dig?]
[Det går super, har du lyst
til at mødes i weekenden?]
[Ja lad os!]
[Hej igen, jeg kan desværre
ikke mødes i weekenden alligevel…]
[Okay, det bliver bare en
anden gang så:) ]
Endelig var jeg i byen med mine venner, og vi snusede til forskellige værtshuse i København. “Det er forbandede grønlændere,” sagde en flok helt almindelige danskere, inden de gik. Forinden havde det lydt “Find et andet sted at sidde. Vi vil ikke snakke med jer.” Vi skød det hen og blev siddende der i solen udenfor det brune værtshus. Gudskelov for det, for senere havde vi selskab af både en gruppe færinger og nogle sydeuropæere. De ville vide, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde det. Det er sjovt, hvordan de fleste flinke mennesker, jeg møder i Danmark, er udlændinge.
Heldigvis oplever jeg ikke racisme særligt tit, hvis altså man kan kalde det at være heldig. Risikoen er heller ikke særlig stor, nu når jeg sjældent forlader min lejlighed. Jeg håber ellers, at jeg nogle gange kunne være i nærheden af nogle venner, men jeg rammes altid af at tænke det ene og føle noget andet; når jeg er ensom, har jeg ikke lyst til at mødes med nogen, selvom jeg gerne vil.
Hvis jeg er sammen med nogle, har jeg det, som om alting står stille. Alle mine tanker forsvinder, og jeg bliver
blank.
For tiden sover jeg rigtig meget. Eller bruger hele dagen på telefonen. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig for tung til at stå op, men jeg minder mig selv om, at det er jeg nødt til, hvis jeg skal gøre som jeg plejer.
Gå i bad,
Vaske de sorte pletter af,
rulle gardinerne fra,
fjerne det mørke slør,
lufte ud.
udlufte tågen.
Jeg tænker, at jeg skal blive ved med at holde min rutine. Jeg tror på, at alt godt kommer til den, der lever.
Min fortid er tåget, om det er bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ikke ser mig ret meget tilbage. Det er ikke nødvendigvis alt, jeg behøver at grave frem. Jeg ved, at livet bevæger sig som bølger, og jeg tænker, at alt ikke kan gå, som jeg ønsker det. Jeg har før i tiden haft lyst til at give op, og når den følelse rammer mig, tænker jeg på, at i morgen er en anden dag – og det kan være, jeg bliver glad der.
Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke. De ved kun, hvordan jeg er, når jeg er sammen med dem. Jeg har skjult mig selv så meget, at de grønlandske myndigheder har kontaktet mig, fordi de intet ved om mig. Jeg har ikke svaret. Jeg isolerer mig fra verden, fra venner og de ting, der har gjort mig glad engang. Det er bedst på den måde, fordi jeg er bange for at vise mine følelser til andre, og så slipper jeg også for at overtænke dagen ud og dagen ind. Febrilsk forsøger jeg at aflede mig selv fra den ambivalente mennesketrang med den bedste distraktion: Shania Twain med hendes nummer “From This Moment On”, som ironisk nok handler om ubetinget kærlighed.
“From this moment, I have been blessed” synger hun, og jeg nikker. Det er, som om jeg altid er beskyttet, uden at jeg spørger om det, i modsætning til mange andre af mine bekendte. De har danset dødedansen, og Gud har valgt at straffe dem. Måske holder han hånden over mig, siden jeg er her endnu. Jeg har været vidne til et væld af gode dage, men jeg bærer også på kilovis af hårde oplevelser. De kan føles som ton, der er umenneskelige at bære, og så er det nogle gange nemmest slet ikke at føle noget. Jeg har ofte mistet modet, og jeg kan nogle gange tænke, at jeg synes, at jeg har oplevet det, jeg gerne ville. Men jeg ved, at det ikke kan betale sig. Jeg har et helt liv foran mig, som jeg ikke har set endnu.
_________________________________________________________________________________________________________________________________
Jeg rækker forgæves efter tagrenden, og jeg ser stentrappen under mig. Et hårdt og stumpt slag under mine fødder. Min ryg og nakke, der bogstaveligt talt hugges i sten. Et minuts luftløs eksistens og en genkendelig tilstand af at føle sig død. Det føles paradoksalt nok som en lettelse at lande i sig selv.
Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?
"Dum grønlænder” ”Grønlænderstiv”
”Fordrukken eskimo” ”Alkoholiker”
”Indvandrere” ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”
”Klog af en grønlænder” ”Vi ejer dig”
”Incestudøvere” ”I er intet uden os”
Det er nogle af de ord, vi grønlændere ofte får spyttet i ansigtet af danskere.
Grønland har siden 1721 været under dansk kolonisering med missionær Hans Egede i fronten, og selvom vi i dag har selvstyre, så er det stadig tydeligt hvilket land, der dominerer. Følelsen af at være velkommen er anderledes, når en dansker er i Grønland, end når en grønlænder er i Danmark. For eksempel kan de fleste af os tale det danske sprog, og selv dem, som har svært ved det, prøver alligevel at snakke det. Det kan for mange heller ikke undgås at skulle tage til Danmark enten for at besøge familie eller at studere. Min mor blev sendt til Danmark som 10-årig for at lære dansk. Det samme skete for mine to onkler, men heldigvis var det en god oplevelse for dem. Kunne du nogensinde forestille dig at sende dit 10-årige barn til Grønland for at lære grønlandsk?
Jeg har været heldig, da jeg ikke har oplevet det værste af det, som grønlændere normalt oplever – ironisk nok fordi jeg snakker meget rigsdansk, og at jeg ikke ligner “den typiske” grønlænder. Alligevel får jeg til tider kommentarer, når jeg drikker, da vi oftest ses som alkoholikere. Jeg har også i flere tilfælde fået at vide, at jeg er meget klog eller smuk i forhold til, at jeg er grønlænder, hvilket IKKE er et kompliment. Det, jeg fortæller nu, er småting sammenlignet med, hvad andre grønlændere har oplevet. Men det er stadig noget, der former én som person. Især når man er i et land, man tror, man er ligeværdig med. Kan du forestille dig, hvor underligt det er at få at vide, at du er klog, fordi du er lyshåret? Eller at en nægter at date dig, bare fordi du ser dansk ud?
Min familie elsker at rejse, og det var i mange år en tradition at tage til et nyt land hvert år. Derfor har jeg lært, at den gensidige respekt faktisk findes derude. Når vi har mødt nye mennesker i andre lande, så udviser de nysgerrighed og er altid åbne for at få ny viden om et land, de ikke kender til. Jeg har mange gode minder fra mine ferier, og jeg kan ikke huske en ferie, hvor vi har oplevet racisme eller had bare for at være fra Grønland. Det er kun i Danmark, at dette had kommer frem. Det er vildt, at vi lærer sproget alle 10 år i folkeskolen, og at vi har om Danmark i fag som historie, men at de fleste danskere alligevel ikke ved noget om Grønland.
For mit vedkommende kan det tilgives, at man er uvidende. Det, jeg ikke kan lide, er hadet, der formes fra den uvidenhed. Jeg har mødt danskere, som er åbne for at lære om Grønland. Jeg har endda en dansk aataa (morfar) som forelskede sig i Grønland. Han flyttede til Grønland for at arbejde og endte med at møde min aanaa (mormor), hvor han senere giftede sig med hende. Selvom han boede i Grønland over halvdelen af sit liv, så sagde han altid, at han for evigt var dansk. Trods den stolthed han havde til det land, han blev født i, så forelskede han sig i Grønland. Og da han gik bort, kunne han ikke forestille sig at blive begravet andre steder end i Grønland. Når jeg bliver tvivlsom om forholdet mellem Danmark og Grønland, tænker jeg tit tilbage på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig aldrig mødt to mennesker så forelskede, og en dag vil jeg gerne selv finde den kærlighed, de havde til hinanden,. Min aataas tilknytning til Grønland giver mig håb om, at vi i fremtiden kan få den gensidige respekt mellem de to lande.
Tal Dansk
Jeg blev født i 2004 i rigsfællesskabet, præcist i Nuuk, Grønlands hovedstad. Et fællesskab som jeg troede var ligeværdigt. Grønlandsk er mit modersmål, og jeg talte ikke andet end dét, indtil jeg kom i en børnehave, hvor flertallet af børnene var danske. I løbet af få måneder stoppede jeg helt med at tale grønlandsk. Pludselig kunne jeg ikke lide den grønlandske mad, jeg normalt elskede. Det var i en tidlig alder, jeg lærte, at danskere dominerede i det grønlandske samfund. Vi var kun børn, men jeg lærte hurtigt at indordne mig i systemet.
Da jeg blev ældre og gik i folkeskole, fik jeg mit grønlandske sprog tilbage. Mine klassekammerater og jeg havde det godt i hinandens selskab, indtil vi fik en ny naturfagslærer fra Danmark. Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi elever talte grønlandsk til hinanden i forbindelse med gruppearbejde. Pludselig begyndte læreren at råbe ad os. Vi blev chokerede over lærerens udbrud. Læreren blev sur over ikke at kunne forstå os, fordi vi talte vores modersmål. Han beskyldte os for at bagtale ham, fordi vi talte et sprog, han ikke kunne forstå, så han bad os om at tale dansk. Episoden skabte ballade på skolen, og det resulterede i, at vi begyndte at tale dansk, når vi havde den pågældende lærer. Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?
På gymnasiet oplevede jeg noget tilsvarende. Jeg har altid været sproglig stærk. Ved slutningen af gymnasietiden skulle jeg op i psykologi, og jeg havde aldrig været så nervøs for en mundtlig eksamen før. Grunden til min nervøsitet var, at jeg kendte dem, som var oppe lige før mig. Jeg kendte den ene som en meget klog og dygtig elev, der altid var klar og aktiv i timerne. Da hun kom ud af eksamenslokalet, kunne jeg fornemme, at det ikke var gået godt. Hun havde fået 02. Det gjorde mig bekymret. Hvis hun fik så lav en karakter, hvad ville jeg så få? Min eksamen gik overraskende godt, og jeg fik 12. Det fik mig til at tænke over, hvad det var jeg gjorde, som hun ikke kunne? Det gik op for mig, at det nok skyldtes, at hun kommer fra en mindre by, hvor hendes fortrolige sprog er grønlandsk. Hun var en af de dygtigste piger, jeg kendte på gymnasiet, men hun var ikke stærk på dansk. Både censor og eksaminator var danskere. Kunne det mon have været anderledes, hvis hun havde fået muligheden for at tale sit eget sprog? Kunne du forestille dig at være til din endelige eksamen i gymnasiet, hvor censor og eksaminator ikke talte dit modersmål?
Jagten
Som barn lærte jeg at skyde med riffel. Det lyder nok voldsomt, men som grønlænder er det noget af det mest naturlige. Jeg er den ældste ud af fem, så jeg var den første, der skulle lære at tage på jagt. Jeg har altid værdsat de gode stunder, jeg har haft med min far. Jeg kan ikke tale om følelser med ham, men jeg kan virkelig mærke den kærlighed, han har for mig, når vi er ude i naturen. Min far har lært mig overlevelse, ikke kun i naturen men også mentalt. Han har lært mig, at jeg skal rejse mig op, når jeg snubler, og at der altid er en udvej. Et af de minder, jeg har fra vores jagt, er dengang, jeg ikke kunne komme over en elv med stærk strøm. I stedet for at vende om, så bar han mig over elven. Han har lært mig at stå oprejst, også når der er udfordringer. Han har ligeledes lært mig at have en enorm respekt for naturen. I en tidlig alder lærte han mig at udnytte hele rensdyret, når vi havde skudt det. Vi har altid kun skudt de dyr, vi havde brug for, og min fars taknemlighed for fangsten kunne altid ses. Et eksempel på denne taknemmelighed er, da min far skød 2 rensdyr. Selvom det normalt ville være for meget at bære alene, så gjorde han det. Han gik flere kilometer alene i den barske natur, bare så fangsten ikke gik til spilde. Det var så hårdt, at han dagen efter var så øm, han ikke kunne gå. Min far er én af mine største rollemodeller, da jeg aldrig har mødt en mand som ham med så stor respekt for naturen og andre. Kunne du forestille dig at skyde din egen økologiske gris? Frem for at tage i Netto og købe oksekød og øko-æg.
En anden ting, jeg elsker ved jagten, er at komme hjem til en glad mor, der har ventet spændt hele dagen på, om vi har fået fangst. Fangst betyder nemlig, at vi har mad i fryseren til den kommende vinter. Min mor tager ikke med på jagt, men det er hende, som gør dyret klar, når vi er tilbage. Selvom hun er træt, hjælper hun altid til. Hendes godhed er som ingen andres. Jeg lever i en sammenbragt familie, hvor kærlighed og sammenhold er det vigtigste. Min mor har altid taget mine andre søskende under vingerne som var de hendes egne, og uden hende i vores liv tror jeg ikke, vi har fungeret så godt, som vi nu gør. Hun har også lært mig, at der altid er en ny dag i morgen. Vi kan ikke ændre det, som skete i går - vi kan kun se fremad. Min mor er en kvinde, som aldrig giver op. Hun har lært mig altid at holde mit hoved højt uanset hvor dårligt, jeg har det. Som mange andre grønlændere er hun omsorgsfuld. Det er også derfor, jeg har brug for at nævne hende. Hun er den vigtigste kvinde i mit liv.
Lys i Mørke
Grønland er et af de smukkeste steder i verden med en ubeskrivelig natur.
Forestil dig
Et sted hvor luften er så ren Et sted med dansende nordlys
Et sted hvor himlen er fyldt Et sted med en stilhed så stor, at
med farver, du aldrig har set en man bliver helt overvældet
himmel have
Et sted med isfjelde så store som Et sted med en ro så dyb
bygninger
Men ligesom livet kan være så smukt, kan Grønland også blive dækket af mørke skyer. Flere familier har oplevet tragedier. Et af de minder, jeg har, stammer fra dengang, jeg var 12 år gammel. En jævnaldrende, jeg kendte, var ude at sejle med familien, da ulykken skete. Båden ramte en isskosse, og alle blev kastet over bord. Han så sin familie drukne. Han var den eneste overlevende. Lokalsamfundet viste deres støtte ved at samle penge ind til ham, men dét, han mistede den dag, kan aldrig erstattes. Dette er et eksempel på, hvor barsk livet kan være. Selvom livet kan være hårdt og ubærligt, så står solen stadig op. Vi er et lille samfund med kun 56.000 indbyggere, hvor de fleste kender hinanden. Når ting som dette sker, påvirker det hele samfundet, netop fordi vi er så få. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen. Jeg tænker tit på det, han oplevede, og grunden til, at jeg fortæller dette, er, jeg vil vise, at selvom vi er omgivet af mange gode ting, så kan livet hurtigt ændre sig.
Ligesom et gevær kan give lykke til en konfirmand, så kan selv samme gevær skabe sorg. Grønland har nemlig et af de højeste selvmordsrater i verden. Alle, selv jeg, kender en, der har mistet livet til selvmord. Kirkegårde fyldes hurtigt med unge sjæle. Det bør aldrig være en udvej, for der findes altid andre muligheder. Trods dette tabu er jeg stadig stolt af at være ung grønlænder, for selvom livet kan være barsk, har min omgangskreds vist mig, at livet er herligt. Livet handler om at opleve, og uden nedture kan der aldrig være opture. Så selvom livet byder på udfordringer, er det vigtigt at elske sig selv. Vi grønlændere har oplevet meget modgang, men vi står stadig oprejst.
Vi er fandme så seje
Vi er åbne og nysgerrige Vi er imødekommende
Vi er tresprogede Vi er inkluderende
Vi har en rig kultur Vi holder sammen
Vi har lært at tilpasse os naturen og vores omgivelser. Så kære “gæst” - du er hjertelig velkommen, men lad os se hinanden i øjenhøjde. Jeg tager dig gerne i hånden og viser dig skønheden og skyggerne af vores rigsfællesskab set med mine øjne.
Selvom vi for nogen er ”dumme grønlændere”, ”fordrukne eskimoer” eller vi ses som nogen, der ikke kan klare os selv, så er vi et stolt folkefærd med en kærlighed og respekt som ingen andre.
Gud Bevare Danmark
og Grønland
DANSKER DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG, NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.
DANSKER
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.
DU SIGER, AT JEG IKKE UDVISER RESPEKT,
NÅR JEG TALER ET SPROG, DU IKKE KAN FORSTÅ.
DU LUKKER MUNDEN PÅ
MIG OG SIGER,
AT JEG SKAL SNAKKE DANSK SOM DIG
OG TÆNKE SOM DIG.
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
AT JEG ALDRIG KOMMER TIL AT LÆRE NOGET,
FORDI JEG IKKE TALER DIT SPROG.
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
AT JEG IKKE HAR EN FREMTID,
FORDI JEG IKKE TALER DANSK.
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
FORDI MIT MODERSMÅL IKKE HAR VÆRDI
Jeg husker min barndom som lykkelig og fuld af dejlige minder fra bygden, Kangerluk. Her voksede jeg op i en tryg familie sammen med mine søskende. Mine forældre var kærlige og omsorgsfulde.
Vi levede fra dag til dag. Mine forældre havde ikke mange penge, men vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så måtte vi selv skaffe det. Fra naturen og menneskene. Fra vores omgivelser. Der var intet andet. Og det var rigeligt! Vi lærte at tage ansvar for at overleve hver dag – sammen!
I lived in a small house with a beautiful view.
Det hus, vi boede i, havde min morfar selv bygget. Det lignede ikke de huse, man ser i film, men det var vores hjem. Og jeg var lykkelig dér.
Jeg kan stadig genkalde mig lugten af mit barndomshjem. Min far var fanger, og der lugtede dejligt meget af sælskind og sælkød. En duft, som stadig vækkerminder hos mig.
Min mor havde ingen uddannelse. Men hun havde altid et stort overskud til at udrette noget. Når min far kom hjem med fangst, tilberedte hun den. Hunsorterede det spiselige fra det uspiselige. Lavede mad til hele familien. Forberedte skindet, så hun kunne sy i det.
Min mor var god til håndarbejde. Og hun havde ofte travlt med alt det huslige arbejde.
Så når hun endelig slap alt, skruede op for musikken og dansede rundt i sin egen lille verden – tænkte jeg altid på, at hun virkeligt fortjente det.
No wonder why I always think of her, when I listen to music.
Da jeg en dag forlod min hjembygd for at rejse til andre dele af Grønland, oplevede jeg, at den måde, de levede på på resten af kysten, var meget anderledes end der, hvor jeg er opvokset.
Jeg kunne ikke længere bruge alt det, jeg havde lært hjemmefra. Til gengældforstod jeg betydningen af vores historie og kultur.
Jeg forstod også, at der var meget, jeg ikke havde lært i skolen.
Jeg oplevede betydningen af kolonihistorien.
Alt det, jeg IKKE havde lært om i skolen.
Det eneste, jeg kunne, var et par danske ord, og at vi grønlændere blev set på som ’utaknemmelige’. Det var alt, hvad jeg vidste!
Nu hvor jeg snakker om kultur, så har jeg altid troet, at folk i hele verden havde de samme værdier og liv.
Da jeg var barn, så vidste jeg, at mennesker med lyst hår og hud rejste hertil. Men deres måde at leve på var meget anderledes. Jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg oplevede, at de snakkede anderledes. De talte samme sprog, som vi hørte i fjernsynet.
Mine forældre og jeg kunne hverken snakke med dem eller forstå dem. Når vi mødte nogen, så virkede vi generte.
Uden at jeg ved det med sikkerhed, tror jeg, at vi følte det samme; mine forældre og jeg.
Vi følte os mindre værd.
Jeg har i hvert fald altid følt, at mit værd var en del mindre end danskernes. Men bare fordi jeg ikke kunne snakke med dem, betød det ikke, at jeg ikke var imødekommende, for jeg hilste smilende på alle dem, der var anderledes, når jeg mødte dem på min vej.
De måtte på ingen måde føle sig holdt udenfor.
But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done
Derfor forsøgte jeg at undgå at blive dømt ’ungrateful’. Utaknemmelig. I stedet sørgede jeg for, at de lyshårede/lyshudede følte sig set og inkluderet, for der eringen, der kan lide at blive holdt udenfor.
Som teenager havde jeg svært ved at blive en del af fællesskabet. Heller ikke på min uddannelse følte jeg mig inkluderet. For jeg var så stille og tilbageholdende. Jeg troede på dét, de andre sagde: at jeg var sjusket. Ikke kunne få gode karakterer.
Det gjorde mig ked af det.
Det med at respektere andre, og ikke selv at blive det, forhindrede mig i mange år i at uddanne mig.
Jeg blev så vred over at blive set ned på, at blive kaldt ’respektløs grønlænder’ og dømt som én, der var mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne snakke flydende dansk. Og ikke kunne svare på alt, hvad jeg blev spurgt om. Tit så ’frøs’ jeg, fordi jeg kun kunne få nogle få ord frem. Jeg følte mig hverken respekteret eller lige med de andre.
I mit eget land! Skulle jeg føle mig mindre værd?!
Det gjorde mig så vred, at jeg i lang tid slet ikke kunne hilse på dem! Tænk, om man havde tvunget danskere til at svare på grønlandsk ? Og truet dem med at blive sendt til skolelederen, hvis de ikke kunne dét?
Flere gange har jeg siddet overfor lærerne til eksamen og ikke kunnet sige noget. En halv time føltes som en uendelighed. For mig.
Jeg gik grædende ud af eksamenslokalet. Jeg skammede mig over at være grønlandsk og være tungnem til fremmedsprog.
Jeg så ned på min nationalitet og identitet. Og jeg så op til andres.
Min vrede mod danskere forhindrede mig i at lære. Med støtte og opbakning fra mennesker omkring mig indså jeg efterhånden, at jeg ikke skulle lade vreden stå imellem mig og den uddannelse, som kunne være vejen fremad.
Gennem min uddannelse har jeg udvidet min horisont. Mit udsyn er større nu, og jeg har fået svar på meget af det, jeg ikke havde lært om tidligere.
Forståelsen for verdenssituationen, for andre kulturer, værdier og traditioner har lært mig værdien af min egen kultur. Værdien af respekt og at være ligestillet. Jeg forstod pludselig konflikten mellem mennesker og betydningen af kampen om at være bedst. Om magten ved at undertrykke andre.
Om forskellene på kultur og værdier mellem grønlændere og danskere; minoriteterne her i Grønland.
Jeg fik bekræftet vores barske historie og dens konsekvenser for mine forfædre. Og det kunne jeg ikke acceptere. Men hånden på hjertet, hvis jeg tænker på vores situation i dag, så kan jeg mærke, at vi er nødt til at bevæge os videre. Vi kommer aldrig til at blive ens eller lige. Det kan vi se, når vi kommer ind i en restaurant, hvor der både er danskere og grønlændere. Vi grønlændere er bare mere nonverbale. Vi bruger ikke så mange ord og taler ikke så højt som danskere. Det kan gøre helt ondt i ørerne at høre danskere snakke højlydt fx på en restaurant. Det er bare et eksempel, men det fortæller noget om vores kulturforskelle.
Min kultur og dens værdi bliver ikke ændret eller taget væk, og jeg kommer ikke selv til at ændre eller tage andres kulturer væk. Der er mange måder, vi er forsøgt at blive gjort danske på i vores 300 år lange historie. Men vi er her stadig og har vores egne værdier. Jeg har aldrig før haft så meget respekt for den, jeg er.
Følelsen af skam, af mindreværd, af ikke at kunne forstå, af at være malplaceret, selvom man tilpasser sig, er følelser, der ikke længere er nødvendige i mit liv.
Jeg forstår nu, at jeg ikke er nødt til at opnå en masse ting, og at mit ophav, min kultur og min identitet er værdifulde i sig selv. Mine forfædre levede et liv, der var bestemt af vejrforholdene, og de tænkte slet ikke på den fremtidige økonomi.
Vi i Grønland er nødt til at tilpasse os den globale verden samtidig med, at vi bevarer vores identitet. Vi er nødt til at ’sy såret sammen’ efter alt, hvad mine forfædre har oplevet. Vi er nødt til at komme videre herfra.
Min uddannelse har åbnet mine øjne og givet mig forståelse for, hvorfor det er så vigtigt at være klar til fremtiden.
Min nationalitet er vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at lukke nogen andre ude. Uanset hvor de kommer fra i verden, er jeg nysgerrig på vores forskelle og vil føle mig beriget ved at tale med dem. For jeg er verdensborger. Jeg respekterer og prioriterer min – og andres kultur.
Jeg er stolt af at være grønlænder.
Fortællingen bor her:
Inuusuttut kalaallisut tunuliaqutallit oqaluttuaat / Fortællinger af unge med grønlandske rødder
Taakku[Kalaallit] oqaluttuaapput katersat, inuusuttuniit kalaallisut tunuliaqutalinniit allanneqarnikut. Unneqqarillutik sapiillutillu Kalaallit Nunaanni Danmarkimilu, nunallu akornanni inuusuttuuneq pillugu oqaluttuarfigivaatigut – piorsarsimassutsit marluk, oqaatsit marluk piviusullu marluk akornanni kiggisimaffimmi.
De[Grønlandske] er en samling fortællinger skrevet af unge med grønlandske rødder. Med ærlighed og mod lukker de os ind i livet som ung i og mellem Grønland og Danmark - i spændet mellem to kulturer, to sprog og to virkeligheder.
Bogen har til formål at give ordet til unge med grønlandsk baggrund, fordi mange ikke genkender sig selv i de eksisterende fortællinger om Grønland og grønlændere i den offentlige debat.
Deres perspektiver og erfaringer er ofte overset eller underrepræsenterede, og derfor er det afgørende, at de selv får mulighed for at definere kollektive fortælling om, hvordan det er at være ung med grønlandsk baggrund – gennem deres individuelle fortælling fortalt på deres egne præmisser.
.jpeg)
Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
Fortællinger af unge uden job eller uddannelse
I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?
I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.
Fortællinger af unge uden tag over hovedet
Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?
De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.
Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.
Fortællinger af unge med kronisk sygdom
Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?
I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.
”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker
Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund
Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.
I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.
Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.
Fortællinger af unge med ondt i økonomien
I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.
Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.
Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark
Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?
I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.
De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.
Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme
Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?
I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.
For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.
Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge
Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?
I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.
Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.