Ud og hjem igen

Mine adoptivforældre skulle slet ikke have været adoptivforældre. De slog mig, sultede mig og brugte psykisk vold mod mig. Da jeg var 14 år, blev de dovne og dårlige til at skjule det. Og en dag kom jeg i skole med et stort, rødt mærke i panden. Det opdagede en lærer, og hun indberettede det. Det var langt fra første gang, nogen havde lavet en indberetning på mig, men den her gang sagde jeg, at hvis de ikke tog det alvorligt, så ville jeg begå selvmord.
  Sådan gik det til, at jeg blev anbragt på et opholdssted i udkanten af Bramming.
  I starten føltes det helt vildt. Det var helt anderledes end hjemme hos mine adoptivforældre. Jeg kan huske, at første dag, da jeg kom tilbage fra skole, var jeg nærmest overlykkelig. Jeg vidste, at der var nogen, der ville give mig opmærksomhed, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at når jeg gik ind ad døren til opholdsstedet, så var der voksne, der ville byde mig velkommen. Det var helt overvældende. Jeg skulle ikke være bange for, at der var nogen, der slog mig, og jeg skulle ikke være i konstant beredskab. Når vi skulle spise aftensmad, skulle jeg ikke længere kæmpe for maden. Jeg kunne rent faktisk blive mæt. Det var den vildeste oplevelse.
  Jeg husker specielt én aften kort tid efter, at jeg var blevet anbragt. Jeg blev kaldt ud i køkkenet af en af de voksne, der arbejdede på opholdsstedet. Wauw! På køkkenbordet stod et stort fad med jordbærgrød, og den voksne sagde til mig, at jeg måtte spise lige så meget, som jeg havde brug for. Jeg tog en ekstra portion, bare fordi jeg kunne. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så husker jeg det, som om der var overvældende meget mad til os på bostedet, men rationelt set så ved jeg godt, at den mængde mad, vi måtte tage og spise, var helt normal. Men min forståelse af, hvad der var normalt, var bare helt ude af trit med virkeligheden.
  Det allerbedste ved opholdsstedet var, at jeg fik lov til at fortsætte med at synge. Jeg har sunget, siden jeg var 13 år, og sang betyder rigtigt meget for mig. I den sidste tid, inden jeg blev fjernet fra mine adoptivforældre, var især min adoptivmor meget imod, at jeg skulle fortsætte med at synge. Jeg tror, det handlede om, at jeg fik en masse succesoplevelser i koret, som hun ikke brød sig om, at jeg fik.
  Det var min adoptivfarmor, der opdagede mit talent for sang. Hun var den eneste i min adoptivfamilie, som holdt af mig. Hun betalte min sangundervisning og insisterede på at sidde på forreste række, når mit kor holdt koncert. Når jeg var hjemme hos hende, gav hun mig altid noget at spise. Jeg tror, hun både kunne se og fornemme, hvad der var på færde derhjemme, for når hun havde mig på besøg, serverede hun ikke hyggemad og slik, som andre farmødre plejer at gøre; hun serverede havregrød og æg, som mættede og var fyldt med nærring. Min adoptivfarmor var det første menneske, som lærte mig, hvad omsorg var. Hun reddede mit liv. Og for mig er sang og opera lig med den omsorg, som hun gav mig. 

Lykken varer ikke evigt 

Men efter et par måneder på opholdsstedet falmede mit lykkelige glansbillede. Jeg fandt så småt ud af, at opholdsstedet også var et utrygt sted at være. Det var bare utrygt på en anden måde, end det havde været hjemme hos mine adoptivforældre. Det er svært for mig at slå ned på et specifikt tidspunkt, hvor det begyndte at ændre sig. Men jeg husker svagt en episode, hvor jeg efterfølgende tænkte: ”Sådan burde det ikke være.” Vi sad og spiste aftensmad på opholdsstedet, og under maden kom en af de voksne med en spydig kommentar til en af børnene. Jeg kan ikke huske, hvad kommentaren handlede om, eller hvordan den lød, men jeg kan huske, at jeg efterfølgende sad og tænkte: ”Det må man da ikke sige til andre mennesker.”
  I starten studsede jeg over, at der foregik nogle ting, som ikke føltes helt okay. Så fandt jeg ud af, at mange af tingene skete gentagende gange, og så begyndte det at føles utrygt. Vi børn talte også indbyrdes meget om, at der var nogle af de voksne, som var gode, og andre, der var dårlige. Når det var de dårlige, der var på arbejde, var det ikke rart at være hjemme.
  Da jeg havde boet på opholdsstedet i ét år, flyttede der en dreng ind, der var lidt yngre end mig. Han var som min lillebror – det er han faktisk stadigvæk. Vi lærte sammen, at vi ikke blev passet på af de voksne på stedet, så vi passede på hinanden. Vi blev hinandens advokater, og det var den måde, vi overlevede på. 

Som om vi var tilskuere til deres familiebegivenheder 

De voksne på opholdsstedet tog ofte deres børn med, både når vi var på ferie, og når der var højtider, som juleaften og nytår. Jeg tror ikke, at de voksne tænkte over det, men det var så hårdt for os, der boede på opholdsstedet. Vi var der jo, fordi vi ikke havde velfungerende familier, så når medarbejdernes børn lige pludselig var med, blev det så tydeligt for os, hvad det var, vi gik glip af.
  Vi havde ikke forældre, der tog os med på arbejde, og vi havde ikke forældre, som forkælede os og gav os is, når vi var på ferie. Det føltes, som om de viftede os om næsen, med det vi aldrig kunne få. Jeg tror ikke, at det er noget, som pædagoger på opholdssteder er særligt opmærksomme på. De tænker nok nærmere, at det er hyggeligt, og at det måske skaber mere familiestemning. Men for mange af os børn skabte det bare en endnu større kløft mellem os og det ’almindelige’ familieliv, som ingen af os havde.
  Der var især én ferietur, hvor en af pædagogerne havde sin søn med. Han var en del yngre end os, og det føltes hele tiden, som om vi skulle tage hensyn til ham. Som om vi havde fået lov til at komme med på hans ferie og ikke omvendt. Det var en forfærdelig oplevelse. Fordi det bare endnu engang mindede mig og de andre om, hvad vi ikke havde. Jeg ville ønske, at de pædagoger, der tog deres børn med, ville have tænkt mere over, hvordan det føltes for os. Hvor ondt det egentligt gjorde at se de voksne, der skulle tage sig af os og give os tryghed og kærlighed, rette deres opmærksomhed mod deres egne børn i stedet. 

Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? 

Ikke så længe efter, jeg flyttede ind på opholdsstedet, mødte jeg en seks år ældre mand over nettet. Vi blev ret hurtigt kærester. I dag kan jeg godt se, at det langt fra var kærlighed, men dengang vidste jeg ikke bedre. Det var et ulige forhold, hvor han groomede mig, og dengang var jeg alt for ung og sårbar til at kunne se det. Manden, som var 21 år, kom på besøg på opholdsstedet, og pædagogerne gav ham lov til at overnatte, ofte flere nætter i træk. Han slog mig og voldtog mig. Når han havde været på besøg, havde jeg ofte synlige blå mærker på kroppen. Det talte de andre børn tit om. De sagde det også til de voksne, men de rystede bare på hovedet eller sagde til dem, at de var ligeglade.
  Jeg tror, at de voksne vidste, at vi havde en form for sex. De formanede mig i hvert fald om, at vi skulle bruge kondom. Men de sagde aldrig noget til, at han var 21 år, og jeg stadig kun var et barn. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke fået min menstruation, og det var noget, de voksne var meget opmærksomme på, fordi min pubertet ikke var helt som andres. Derfor forstår jeg ikke, at de ikke reagerede, når de så blodpletter på mit lagen, efter han havde overnattet hos mig. Når jeg tænker tilbage på det i dag, føler jeg, at det var soleklart, at der foregik noget, der ikke skulle foregå. Men ingen reagerede.
  En dag gik det helt galt. Han tog mig med ud på en strand. I dag ved jeg stadig ikke, hvilken strand det er. På stranden voldtog han mig i flere timer. Jeg var helt følelsesløs, da vi kom tilbage til opholdsstedet. Pædagogerne gav ham lov til at blive og overnatte igen om aftenen.
  Da jeg endelig ”slog op” med manden, gik jeg ned og sagde det til en af de voksne. Jeg fortalte hende, at han havde slået mig. Hun reagerede med chok. Det synes jeg var så åndssvagt. ALLE børnene på stedet vidste, at jeg blev slået af ham, så selvfølgelig vidste de voksne det også.
  I flere år bagefter gav de voksne mig skylden for, at jeg havde været sammen med ham. De talte om, hvor besværlig jeg havde været i den periode, og hvordan jeg havde gjort både dem og de andre børn kede af det ved at invitere ham ind på opholdsstedet. Når de ikke gav mig skylden, så snakkede de om ham som en sjov historie. Noget underholdende, som de kunne fortælle de andre børn, så de kunne se, hvor udadreagerende og umulig jeg var. De så det som én stor joke.
  Jeg var et let offer for en 21-årig mand, som kunne udnytte mig, som han havde lyst til. Jeg var let at manipulere og nedbryde, fordi jeg allerede var skrøbelig og nedbrudt i forvejen. Han vidste godt, at jeg ikke havde forældre, der ville gå ind og stoppe overgrebene. Han vidste, han kunne vade direkte ind og ud ad hoveddøren, som det passede ham, og det gjorde han. Mine oplevelser med den voksne mand er det største traume, jeg har.
  Det er også det traume, som har gjort, at jeg, da jeg blev lidt ældre og flyttede fra opholdsstedet, fik det rigtigt dårligt og blev hjemløs. Når man oplever noget, der er så traumatisk, som den vold og de overgreb jeg oplevede, så fylder det ALT. Da jeg flyttede for mig selv og væk fra opholdsstedet, kunne jeg ikke klare alle de praktiske ting, der fulgte med. Derfor endte jeg på gaden. Når jeg tænker på det i dag, tror jeg meget af det kunne være undgået, hvis han bare ikke havde fået lov til at komme med ind på opholdsstedet. Hvis nogen havde påtaget sig ansvaret for mig og sagt fra på mine vegne. Sådan har jeg dog ikke altid set på det. I lang tid troede jeg, at det var min skyld, at jeg blev voldtaget, fordi de på opholdsstedet havde sagt til mig, at det var min skyld. Det var først, da jeg startede i et traumecenter for kvinder, at jeg fik øjnene op for, at meget måske kunne være undgået, hvis de havde passet bedre på mig.
  Det føles så underligt at tænke på, at jeg kom dér på opholdsstedet, fordi jeg allerede havde fået en masse traumer i min barndom, og fordi de skulle passe på mig og lave nogle trygge rammer for mig. Men så skete det modsatte bare.
  Du arbejder på opholdsstedet for at give børnene omsorg og tryghed.
  I dag går jeg stadigvæk i traumeforløb. Jeg har haft tre sygemeldinger med depression, men lige nu er mit liv stille og roligt – ret normalt, vil jeg faktisk sige. Jeg er blevet ansat ved Aarhus opera, hvor jeg er i gang med prøverne til en stor opsætning.
  Meget af min barndom sidder stadig i mig. Min kæreste og mine kammerater må nærmest dagligt minde mig om, at jeg ikke er en løgner, en bedrager, uelsket og uønsket af alle, men derimod en helt almindelig kvinde på 23 år.
  Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg håber, at jeg på en pæn, men bestemt måde kan råbe politikere og fagfolk op. Når man er barn i systemet, har man ikke en stemme. Så er det meningen, at opholdsstedet skal være den stemme. Opholdsstedet skulle have givet mig og de andre børn den samme stemme, som forældre giver deres børn.
  Jeg har oplevet igen og igen, at dem, der arbejder på opholdssteder som mit eget, kommer med undskyldninger for, hvorfor de ikke gør mere for børnene. ”Du er en svær teenager.” ”Du gør det umuligt for mig at hjælpe dig.” Men det kan ikke være barnets skyld, at det er svært. Det må være den voksnes ansvar at passe på barnet, selv når det ikke er nemt og ligetil.
  Jeg ved, hvor skuffet og ensom man føler sig, når man bliver svigtet igen, når man lige havde troet, at man var færdig med at blive svigtet. Jeg har brug for, at folk forstår, at det ér sådan. Fordi ellers bliver vi aldrig bedre til at hjælpe børn.
  Så til jer, der arbejder på opholdssteder: Barnet er aldrig på opholdsstedet, fordi de har gjort noget forkert. De er på opholdsstedet, fordi deres familie eller omsorgspersoner har gjort noget forkert mod dem. Derfor er det dit ansvar at give dem den stemme og den omsorg og tryghed, de ikke kunne få fra deres forældre.
  Det her er en kærlig, men bestemt opsang. Børn har et værd; de er også mennesker, og ingen har retten til at tage det værd fra dem.

Det har været nogle travle dage på arbejde. Det hjælper ikke, at jeg har haft migræne i tre dage, sådan med opkast og næseblod. Det er ellers længe siden sidst. Jeg arbejder på et botilbud for unge med fysiske handikaps og psykiske lidelser. Der kan virkelig være tryk på i perioder, men i dag skal jeg bare sidde på kontoret med min kollega. Jeg har kendt hende, siden jeg var i praktik her under mit studie. Hun støttede mig under praktikforløbet og gav mig flere chancer end de fleste; så igennem fingre med mit svingende overskud og min fraværsprocent, som var højere, end hvad man normalt ville acceptere. Uden hende havde jeg ikke klaret mig igennem studiet. Da jeg blev færdig som SOSU-assistent, var det også hende, der talte for at få oprettet et job til mig her. Vi tager en kop kaffe. I baggrunden kører radioen med Noah: Og livet er ikk’ altid, ligesom man drømmer det. Måske vi alle bare troede, vi ku’ glemme det. Sangen giver mig gåsehud. Min kollega spørger, hvordan det går med migrænen. Jeg svarer, at det ikke går skidegodt. ”Kan det være noget psykisk?” spørger hun. ”Er der noget, der trigger anfaldende?” Hendes stemme har en snert af bekymring i sig uden at være omklamrende. Hun har sådan en moderlighed over sig, som gør mig tryg. Og måske er det dét. Måske er det, fordi jeg kan mærke, at hun ikke mistror mig og ikke kræver noget af mig, at jeg begynder at fortælle min historie. 

Da jeg kom i skole den dag, vidste jeg på en eller anden måde, at det var sidste gang. Jeg var otte år gammel. Mor og far var ved at blive skilt, fordi mor havde fundet en yngre fyr. Far var meget ked af det. De ville begge to have forældremyndigheden, men satte mig i midten, mens de kæmpede deres kamp for at få mig. Far ville have mig til at vidne i retten mod mor, men det nåede aldrig så langt. Han var ellers normalt en stille og rolig mand, som dog ikke ville kunne koge et æg. Mor var typen, som altid ignorerede de problemer, der opstod. Hun var mest optaget af sin nye kæreste, som tog stoffer og røg hash. Så hverken mor eller far virkede helt kompetente til forældreopgaven. 

   Da mor hentede mig efter skole, kørte vi ud til et stort hus i Nørre Aaby. Vi blev taget imod af nogle pædagoger, som vi sad lidt med, mens vi fik kaffe og saftevand. Og så kørte mor derfra.
  Billedet af min mor, der efterlader mig, står enormt stærkt i min erindring. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Hun kørte uden forklaring og efterlod mig det her fremmede sted.
  I dag ved jeg stadig ikke præcis, hvorfor jeg blev anbragt. Jeg tror, det havde noget at gøre med en psykolog, som mor tog mig med til midt under skilsmissen. Psykologen var en høj, korthåret kvinde med solglødende hud, som bad mig udføre forskellige opgaver: putte ting i kasser, lægge puslespil og sådan. Jeg havde en klar fornemmelse af at blive vurderet, mens jeg var der, men jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Måske hang anbringelsen også sammen med mine to storebrødre: Den ene har Downs syndrom, og den anden var ude i et misbrug dengang. Måske havde mine forældre simpelthen mere at bære på, end de havde kræfter til?
  I dag ved jeg, at anbringelsen var ”frivillig”. Min mor blev dog fortalt, at den ville blive med tvang, hvis ikke hun gik med til det. Hvis nogen nævner det for min far i dag, lukker han helt af. Han mener, at det var min mors valg. Men han må jo have givet sin accept på en eller anden måde.
  Efter min mor var kørt fra Nørre Aaby, viste pædagogerne mig rundt i det enorme hus: stuer efter stuer, værelser efter værelser. Det virkede helt uoverskueligt. Den første nat græd og græd jeg. Jeg blev ved i næsten tre dage; jeg fik ikke lov at ringe hjem og sige godnat, for jeg skulle vænne mig til at være i huset.
  Jeg boede i Nørre Aaby i to år. Det var sjældent, at mine forældre kom på besøg. Min far kom til min fødselsdag, min mor lidt oftere – men aldrig sammen. De andre børn i huset savnede også deres forældre. Så en dag stak jeg af sammen med to andre drenge for at besøge dem. Så cyklede vi hjem til vores forældre i Harndrup, Nørre Aaby og helt i Middelfart. Det var virkelig mange kilometer på små børnecykler. I Middelfart kom politiet og tog os med tilbage til institutionen. Det var tydeligt, at pædagogerne ikke var glade for, at vi var taget hjem. De mente vel, at vi skulle fri af livet hos vores forældre, ikke besøge dem.
  Jeg havde en værelseskammerat – ja, det lyder helt fængselsagtigt – men jeg havde en værelseskammerat, som pludselig blev flyttet fra bostedet. Ikke så længe efter fik jeg at vide, at jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle ud og overnatte et sted sammen med min yndlingspædagog. Vi kørte i lang tid, helt til Nørre Nebel i Vestjylland. Til sidst kom vi til en lang grusvejsallé, som førte op til en kæmpe firlænget gård, nærmest en herregård. Den lignede noget fra en Morten Korch-film: rødmalet med stråtag og hvide bondegårdsvinduer. Rundt om gården var der haver med frugttræer. Et ældre ægtepar kom ud og sagde hej og bar mine ting ind.
  Idét jeg trådte indenfor, så jeg min gamle værelseskammerat fra Nørre Aaby. Jeg fik med det samme en følelse af, at noget var galt, for han var jo ikke kommet tilbage.
  Så kom jeg ind på et værelse, som var fyldt med mine egne tusser, malebøger og min lyseblå skoletaske. På væggene havde de endda hængt mine dyreplakater op. Mens jeg gik rundt og kiggede på tingene, hørte jeg en bilmotor blive tændt. Lyden af dæk, der drejede, forsvandt i gruset. Det var pædagogen fra Nørre Aaby, der kørte.
  Da begyndte jeg at græde fuldstændig hysterisk. Jeg råbte og skreg og begyndte at smadre mine ting. Ægteparret kom ind og trak mig over på sengen, hvor de satte sig på mig og holdt mine arme og ben fast, mens jeg blev ved med at prøve at slå ud efter ting. Det gik der mange timer med. Jeg blev på værelset i flere dage, hvor jeg ikke havde lyst til noget, og raserianfaldene fortsatte i mange måneder efter.
  Jeg ved ikke præcis, hvorfor jeg blev flyttet helt til Vestjylland. Jeg går ud fra, at det havde noget at gøre med, at jeg var flygtet fra institutionen i Nørre Aaby. Nu var jeg så langt fra mine forældre, at jeg ikke uden videre kunne stikke af for at besøge dem. Jeg var den yngste af fire børn, som var blevet anbragt her. Vi kom alle fra Fyn. Efter hånden forenede vi os med stedet og vores plejeforældre, og det blev hverdag.
  Jeg startede i skole og fik en veninde, Lene, som jeg stadigvæk er venner med i dag. Jeg kunne mærke, at hun var noget særligt, at hun lyttede til mig på en særlig måde. For hende betød det ikke noget, at jeg boede hos en plejefamilie. Lene kom fra en kernefamilie, som der var mange af i Vestjylland. De var søde overfor mig, men det var også hårdt, fordi det mindede mig om, at jeg kun havde min plejefamilie.
  Det var ikke, fordi mine plejeforældre ikke behandlede mig godt. Vi fik økologisk mad og skulle altid spise sammen. Vi fik pænt tøj, og hvert år var vi med dem ude at rejse. Jeg tror, at de holdt af os, men på en lidt anden måde end vores forældre. De passede på os, men der var ikke egentlig kærlighed. Mange år efter min anbringelse har jeg forsøgt at få kontakt til dem igen, men uden held. Jeg har endda været forbi gården, men den er revet ned, og grunden er solgt til nogle andre. Så de har nok mest opfattet os som et arbejde.
  Da jeg blev teenager, begyndte jeg at hænge ud med mine venner, drikke øl og høre musik. Du ved, sådan nogle ting som teenagere gør, når de løsriver sig. Jeg begyndte at ryge cigaretter, og til sidst kunne jeg være væk i flere dage, hvor mine plejeforældre kørte rundt og ledte efter mig. Det blev for meget for dem. Så da jeg var 16, smed de mig ud. De har jo nok talt med kommunen om det, men jeg oplevede det ikke sådan. Jeg oplevede bare, at jeg nu blev ladt i stikken igen.
  Angsten for at blive forladt fylder meget i mit voksenliv. Jeg har jo lært, at mennesker kommer og pludselig forsvinder. Hvis mine venner drikker lidt for meget og udtrykker deres omsorg for mig, kan jeg ikke tage det ind. Hvis jeg mærker, at en relation er på vej et dårligt sted hen eller føles omklamrende, er jeg ikke bange for at cutte den. Hellere forlade end selv at blive forladt.
  Efter at være blevet smidt ud af mine plejeforældre, flyttede jeg hjem til min mor på Fyn. Her skulle vi finde ud af, hvad der nu skulle ske med mig. Der kom et brev fra kommunen om, at jeg skulle starte i skole, men der var ikke nogen, der kom og tjekkede op på, hvordan det ellers gik. Ingen som tænkte: ”Hvordan mon det går nu, hvor han er flyttet hjem til sin mor, som han ikke havde boet hos i otte-ni år?” Det var meget mærkeligt. Havde de bare glemt mig? Det er lidt vildt at tænke på, at man anbringer et barn væk fra sine forældre i så mange år og så bare… ingenting?
  Det var en turbulent tid hos min mor. Jeg begyndte at tage på weekend hos mine venner i Jylland, og når jeg kom hjem igen, skændtes min mor og jeg i flere uger. Jeg ville jo tilbage til Jylland og bo. Det tog hårdt på vores forhold. Min mor overkompenserede ved at købe ting til mig, som jeg gerne ville have. Det præger stadig vores relation i dag: Hun hjælper mig med praktiske ting, og efter halvanden time sammen har jeg fået nok. For ikke så længe siden boede jeg hos hende i et par måneder. Vi skændtes meget, og jeg ved præcis, hvilke knapper jeg skal trykke på for at gøre hende ondt. Det er jo ikke meningen, men når bølgerne går højt, er det dét, der sker. Og i stedet for at snakke om det, kører hun sin vej. Så vi får aldrig talt ud om det.
  Jeg startede i folkeskolen på Fyn, men det tog lang tid at falde bare en lille smule til. Det var jo bare midlertidigt, tænkte jeg – mit rigtige hjem var i Jylland. Men efterhånden fandt jeg ud af, at de andre i klassen var ligesindede og også godt kunne lide at hænge ud sammen og drikke øl. Her mødte jeg Jonas, som er min bedste ven i dag. Han stiller ikke for mange spørgsmål; jeg kan slappe helt af i hans selskab. Jonas og Lene har været der for mig; de har støttet mig, når det har været svært, og de har fejret mine successer med mig, f.eks. dengang det lykkedes mig at bestå HF. De er nærmest blevet en slags familie for mig. 

Nu er jeg så her. Det lykkedes mig, som du ved, at få min uddannelse til SOSU-assistent, og jeg har endda søgt ind på uddannelsen til socialrådgiver og uddannelsen til sygeplejerske. Det virker som et godt næste skridt. Jeg er glad for mit arbejde og bruger mig selv meget i det – og jeg vil gerne fortsætte inden for det socialpsykiatriske område med bosteder, døgninstitutioner og også gerne plejefamilier. Jeg ved jo, hvordan det er at bo sådan nogle steder. Jeg vil ikke sige, jeg føler mig hjemme her, men jeg føler mig på hjemmebane. Selv om de unge ikke kender min historie, kan de mærke, at jeg er nærværende. De har også forældre, som glemmer deres aftaler eller kommer for sent. Og så er det pludselig mig, der står tilbage og skal give mig selv helt til dem. Fortælle dem, at dagen nok skal blive god alligevel, og at vi bare laver noget andet sammen. Så tager jeg med dem til fodbold og deler deres succesoplevelser med dem. Eller jeg hjælper dem med vasketøjet og med at få dagligdagen til at fungere.
  Min barndom og opvækst fylder stadig rigtig meget i mig. Men jeg håber, at jeg med mine erfaringer kan hjælpe de unge til at se, at hvis de tager imod de muligheder, der er, og støtter sig til de mennesker, der virkelig vil dem, så skal det nok gå. Så er der også en vej for dem.
  Kaffen er blevet kold, mens jeg har fortalt. Min kollega har lyttet hele tiden. Som en mor, tænker jeg igen. Hun siger, at hun er glad for, at jeg delte min historie, og foreslår, at jeg tager fat i konsulenten, en slags terapeut, som er tilknyttet vores afdeling. Måske vil det hjælpe på migrænen, hvis jeg får bearbejdet bare nogle af de traumer, jeg bærer rundt på. Jeg ved ikke helt med konsulenten, det føles grænseoverskridende. Men jeg kan godt lide, at hun har sagt det.

‍

Sundhedsplejersken 

Lokalet var gråt på nær de orange 80’er-gardiner. Rummet lugtede sterilt. Jeg trådte tøvende ind. Sundhedsplejersken var rar og imødekommende, lige indtil hun havde målt og vejet mig. Som 7-årig følte jeg hendes blik bore sig ind i mig, men i dag kender jeg udtrykket som bekymring – en voksen, der vejer sine ord, før de gives videre til et lille barn. Dengang troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert og skulle have skældud.
  ”Freja. Du vejer for meget i forhold til din højde og andre på din alder.” På skærmen pegede hun på en rød kurve med et kryds på. 

”Når man ligger på den røde linje, så er man på grænsen til at være overvægtig. Det skal du fortælle mor og far, for det skal I gøre noget ved. ””Hvordan?”
  ”Man spiser mindre mad og slik, bevæger sig mere og spiser flere grøntsager”. 

   ”Hvad hvis jeg bliver sulten?” 

   ”Det bliver du ikke. Du har masser af energi, som din krop kan tage af.”
Jeg fik en seddel med hjem med min højde og vægt. Jeg så frem til at blive trøstet af mine forældre, for jeg var sikker på, at de ville sige, at jeg var, lige som jeg skulle være. Sådan tænkte jeg, indtil jeg kom tilbage i klassen. 

”Hvad vejer du?”
”Hvad er dit BMI, Freja?” 

Jeg svarede ærligt, indtil jeg fandt ud af, at jeg var den, der vejede mest. Det fandt mine klassekammerater hurtigt ud af, at de kunne drille mig med. Den dag spiste jeg ikke min madpakke. Resten af dagen brugte jeg på at gøre mig så lille som muligt. Sedlen i min taske var blevet til en sten. Den var blevet tung af en skam, jeg ikke forstod, hvor kom fra. 

Det hjalp ikke at komme hjem. For mine forældres udtryk var identisk med sundhedsplejerskens. Jeg blev bekræftet i, at jeg var forkert. Fra det øjeblik blev jeg et projekt. Nok nærmere et problem, der skulle gøres mindre. 

Som barn oplevede jeg stor bevægelsesglæde gennem springgymnastik, dans og svømning, og jeg elskede at udfordre mig selv. Pludselig blev jeg opmærksom på, at min krop var noget, andre havde holdninger til, og bevægelsesglæden forsvandt. Når jeg dyrkede sport, kunne jeg høre min sundhedsplejerskes ord: ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.” 

Hjemme i haven flyttede der en trampolin ind. Jeg blev glad for den til at starte med. Men børn er ikke dumme. ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.” Trampolinen landede i baghaven, fordi mine forældre havde fået at vide, at jeg skulle tabe mig. De begyndte at spørge ind til min mad, og om jeg stadig var sulten, når jeg tog en portion til. De foreslog gulerødder i stedet for boller og indførte grøntsagsfade, når der var Disney Sjov. Men jeg vidste godt, hvad det handlede om. De var bange for, at jeg blev tyk. Og hvad skulle de have gjort? En autoritetsfigur sagde, at deres datter var for tyk. I virkeligheden var det en medvirkende årsag til, at jeg i så tidlig en alder udviklede spiseforstyrret adfærd. For jeg var sulten. Jeg dyrkede sport og spiste mindre mad, end min krop havde brug for og voksede, som 7-årige gør. Hver gang jeg spiste med andre, følte jeg skam og var i konstant beredskab: ”Er du virkelig sulten? Du har ikke godt af mere smør. Så tror jeg ikke, du skal have mere.” Derfor spiste jeg i smug. Rugbrødsmadder med ekstra smør. Slik fra skabene. Is fra fryseren. Til nøds tørre lasagneplader med ketchup. I starten var det kun, når jeg var sulten, men det udviklede sig til større mængder, for jeg vidste ikke, hvornår jeg fik muligheden for at spise nok mad igen.
Som kompensation for mine overspisninger smed jeg nogle gange min madpakke ud og var stolt af, at jeg ikke spiste den. Jeg tænkte altid på mad: ”Hvornår kan jeg spise igen? Hvis jeg spiser, skal jeg hoppe mindst en time på trampolinen. Er det så slemt at kaste op?” Men jeg kastede aldrig op, for jeg turde ikke. Jeg ønskede, at jeg blev alvorligt syg, så jeg kunne tabe mig. Jeg stod flere gange og kiggede på køkkenknivene og tænkte, at jeg måske kunne skære mine deller af. Jeg følte, at mit liv først kunne begynde, når jeg blev tynd. Det blev jeg bare aldrig. 

Tyk 

”Ej, hvor ser jeg klam ud! Jeg kommer aldrig til at score nogen, når jeg er så fed.” Det er en sætning, jeg har hørt mine venner sige mange gange. Det er noget af det mest sårende, man kan sige i mit selskab. Ikke nok med at de vejer mindre, end jeg gør. De mener også, at man bliver sværere at elske, når man er tyk. 

Jeg har mange gode venner, der elsker at tage ud og shoppe og gerne vil have mig med. De glemmer bare, at jeg ender som taskeholder og kun kommer hjem med strømper og hårklemmer. Det er som at invitere en ven med glutenallergi ind på et bageri. Det er næsten mere ensomt for mig end at være alene.
  Lignende situationer, som de fleste ikke tænker på i deres hverdag, fylder i min. Jeg er blevet skubbet ud af et overfyldt S-tog, mast op ad et vindue i en bus og spyttet efter i byen. Folk har fisket chips op af min indkøbskurv, andre sneget gulerødder i. Jeg er blevet trukket igennem et storcenter, fordi en mand mente, at jeg ville have godt af at løbe. Når jeg dyrker motion foran andre, får jeg at vide, at det er ”godt, at jeg gør noget ved ’dét’.” Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg burde blive mindre. Så snart jeg går ud ad min hoveddør, skal jeg være forberedt på potentielle angreb – endda voldelig adfærd. 

Behandling 

I juni 2022 befandt jeg mig igen i et sterilt miljø, denne gang hos min egen læge. Det eneste opmuntrende i venteværelset var en lille kurv med legetøj, hvor en buttet pige legede med en dukke. I hende så jeg en yngre version af mig selv. Hun smilede til mig, som om hun endnu ikke havde set den røde kurve ved sundhedsplejersken. Jeg håbede inderligt, at lægen ikke ville påpege hendes vægt. Jeg var gået til lægen for hendes skyld, den yngre version af mig – hun skulle ikke være syg mere. 

”Freja.” 

Det blev virkeligt, sekundet jeg rejste mig, og alvoren af situationen gik op for mig. Jeg havde i flere år haft mistanke om, at den var gal. Jeg troede, at jeg havde Binge Eating Disorder (BED). Alligevel blev jeg ved med at negligere mine følelser. Jeg turde ikke tale med nogen om det, for hvad hvis jeg ikke blev taget alvorligt? Der var heller ikke offentlige behandlingstilbud, så hvem kunne hjælpe mig? 

   Den undskyldning kunne jeg ikke længere bruge. I januar 2022 blev BED en anerkendt diagnose i EU, og psykiatrien i Danmark ville åbne op for behandling - eftersigende. Det var svært at erkende, at jeg havde alle symptomer på BED. Jeg var i en stor indre konflikt. Spiseforstyrrelsen var blevet min ven, noget trygt, som jeg vidste, hvad var.
”Lige meget hvad jeg siger om tre uger, så skal I tvinge mig til at få hjælp. Jeg er bange for, at jeg ikke er modig nok til at gennemføre det.”
Før jeg gik til min læge, valgte jeg at inddrage mine forældre. Jeg havde fået nok. Spiseforstyrrelsen dikterede mit liv. Det betød ingen sociale arrangementer, hvis der var mad involveret, mange mennesker, eller mennesker jeg ikke kendte. Den valgte mange ting fra, også mine venner. Det føltes forkert, for før jeg blev syg, var jeg fuld af energi, udadvendt og modig. Jeg var ikke mig selv længere. Spiseforstyrrelsen havde lagt et stort låg på en boblende gryde. Med mine forældres støttende ord i ryggen valgte jeg at gå til lægen. Jeg ville have gryden til at boble igen.
”Hvad siger du så i dag, Freja?”
”Jeg har en mistanke om, at jeg har BED.”
”Mener du bulimi?” Jeg så forvirret på min læge og rystede på hovedet. ”BED?”, fortsatte hun.
  Jeg nikkede, og hun begyndte at google symptomer. Der sad jeg i en stol med armlæn, der skar sig ind i mine lår, mens jeg forsøgte at forklare min læge, hvad BED var. Frustreret over at jeg pludselig blev den, der skulle fortælle, hvad jeg fejlede, begyndte jeg at forklare hende om tvangsoverspisninger, selvisolation, tanker om selvskade og angstsymptomer. Først da jeg nævnte min vægt, tog hun mig alvorligt og henviste mig til ungepsykiatrien. Men jeg fik ikke en plads, for der var ikke et offentligt behandlingstilbud for BED – det er der stadig ikke her to år senere. Det var en kæmpe mavepuster. Min læge gav ikke op og endte med at henvise mig til et privattilbud. Det var ikke gratis, til gengæld var der plads med det samme.
  Sankthansaften bragede studentervognene gennem byen. Jeg havde næsten afsluttet 2.g. Et år senere ville det være mig. Det nægtede jeg at gøre med en ubehandlet spiseforstyrrelse. Så jeg ringede op. To uger senere fik jeg officielt konstateret BED. Det var svært at forstå, at jeg faktisk var syg, men samtidig var jeg glad for at få hjælp. Spiseforstyrrelsen havde fyldt i det meste af mit liv, derfor kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask. 

Før jeg startede behandlingen, blev jeg præsenteret for nogle krav. Et af kravene var, at jeg ikke måtte forsøge at tabe mig. Det skulle jeg skrive under på. I mit hoved hang det ikke sammen med, at det er livsfarligt at være tyk. Det var jeg så overbevist om, at jeg led af dødsangst. Selvom jeg udtrykte bekymring, holdt de fast i, at jeg ikke skulle tabe mig. Det var nemlig uforeneligt at have et vægttabsmål og blive behandlet samtidigt. Jeg var skeptisk, men det var første gang, at nogen sagde, at jeg ikke skulle gøre mig mindre. Jeg startede i gruppeterapi med tre piger på min alder. Jeg kom til at holde meget af dem, men jeg følte mig udenfor. De tre piger var ikke tykke. Jeg tænkte ofte på, at deres ultimativt værste mareridt var at komme til at ligne mig. Alligevel stod behandlerne fast på, at jeg ikke skulle tabe mig. Der skulle gå syv uger, før det gik op for mig, at de havde ret. 

”Jeg ved godt, at jeg ikke skal tabe mig, men det vil jeg. Det er farligt at være tyk. Planen er, at når jeg er færdig her, så kan jeg tabe mig, for så er jeg blevet mentalt rask,” sagde jeg fuld af frustration til min psykolog. Forstod hun, hvor svært det var for mig at være tyk?
”Jeg kan godt forstå det ønske. Der er intet at sige til, at du har et behov for at blive mindre, når det er det, du har lært. Men det skal du ikke. For det er ikke nødvendigvis farligt at være tyk. Jeg synes, at du skal høre podcasten Radio Ligevægt.” 

Jeg var rasende. Hun forstod mig ikke. Jeg var havnet et sted, hvor ingen kunne hjælpe mig. Jeg gav den dog en chance. Efter de første ni episoder var jeg helt mundlam. Podcasten var lavet af to læger. De forklarede, at tyk ikke var lig med usund, og at tynd ikke var lig med sund. Det var imod alt, jeg havde lært, men jeg følte, at gryden inden i mig begyndte at boble lidt igen. De to læger gav mig en plads i verden. Ret til at leve og forblive tyk. De gav mig den billet til livet, som jeg troede, at jeg først ville få, når jeg blev tynd.
Selvom det hjalp at lytte til Radio Ligevægt, gik der ikke længe, før jeg blev ramt af en mur af ensomhed. Jeg sad nu med denne nye viden, mens resten af verden ikke flyttede sig. I min behandling blev det tydeligt, at slankekure og verdens behov for at gøre mig mindre var en stor del af årsagen til min spiseforstyrrelse. Da jeg kom til terapi, efter at have hørt Radio Ligevægt, var det med andre briller på. Det var stadig svært, men det blev bedre, efter jeg slap tanken om, at jeg skulle tabe mig. Gryden var begyndt at boble igen. Kampen mod mig selv var slut, men det var kampen mod verden ikke. 

Igennem terapien havde jeg opbygget et større selvværd. Det gjorde det svært at acceptere den tykfobiske adfærd, jeg oplevede dagligt. Jeg afsluttede min terapi i december 2022, klædt på til at hjælpe mig selv videre. Selvom verden stadig er fanget i slankekursforstyrrelser og tykfobisk adfærd, har jeg fundet en ro i mig selv. I dag har jeg en værktøjskasse og et netværk, der kan hjælpe mig. Jeg ved, at der er en plads til mig i verden, og at jeg ikke længere er alene. Jeg skal aldrig mere gøre mig mindre. I stedet vil jeg tage låget af gryden og lade den boble. 

Selvom det er svært, er jeg ikke alene – og det er du heller ikke.
Radio Ligevægt
Fede Feminister
Intuitiv Spisning af Inger Bols
Tykbogen
The Maintenance Phase

‍

Det er torsdag den 19. september 2019, og den sene efterårssol står højt på himlen. Det er min dag. Mange års uddannelse er snart slut. Jeg har glædet mig til denne dag og på samme tid også frygtet den. Om lidt skal jeg forsvare mit speciale, som jeg har knoklet på i fem måneder. Om lidt er jeg ikke længere en del af uddannelsessystemet, der i så mange år har guidet mig, støttet mig økonomisk med SU og givet mit liv en retning. Om lidt står jeg fuldstændig på egne ben med en titel som cand.mag.

Men jeg har forberedt mig. Jeg har fulgt bogen til punkt og prikke. Sørget for et studierelevant arbejde, arbejdet frivilligt, været i praktik og endda udskudt fag for at få plads og tid til så meget erhvervserfaring som muligt… og nå ja, så har jeg har sparet penge sammen hver sommer som tjener i Nyhavn. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig og ikke mindst ambitiøs – en dengse og et drømmeprodukt af uddannelsessystemet.

Hej fuldtidsjob, her kommer jeg… eller ikke

Jeg har en drøm: Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, men det er jeg langt fra den eneste, der vil. ”Tak for din ansøgning. Du var én blandt 400 ansøgere, og vi har desværre valgt at gå videre med en anden kandidat” – sådan lyder størstedelen af mailsne i min indbakke. Det tærer sgu lidt på min selvtillid, især når mit LinkedIn-feed er fyldt med tidligere studiekammerater, der går fra det ene fede job til det andet. Man skal ikke sammenligne sig selv med andre – det ved jeg godt. Men jeg vil også! Jeg vil bruge mine mangeårige tillærte kompetencer, min kreativitet, min viden, og jeg vil blive klogere, og jeg vil gøre andre klogere. Men det er svært, når virkeligheden spænder ben.

Dahl, drøm og lidt mere dahl

Jeg vil have et job! Hvis ingen vil ansætte mig, så ansætter jeg sgu mig selv. Jeg går freelance og bliver min egen chef. Jeg tager til kurser ved SKAT, lærer om moms, budgetter og får mit eget CVR-nummer. Og jeg får min første opgave, en stor en af slagsen. Det er faktisk ret fedt. Jeg bruger mit netværk, jeg får spændende opgaver, og jeg får lov til at skrive.

Men det er hårdt at leve af at være freelancer. Jeg er ikke sikret en fast indkomst, der falder hver den første i måneden. Nogle måneder går det lige an økonomisk, andre måneder falder der næsten ingen betaling. Så det handler om at spare og bruge mine penge med omhu. Min fryser er fyldt op med dahl til de næste 14 dage; mit sociale liv, der i høj grad er baseret på impulsive kaffe-aftaler, daler, og jeg har efterhånden vænnet mig til smagen af en lunken, flad øl, (ja, en flaskeøl kan jeg snildt få til at vare to timer en aften i byen).

Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser, hvordan min opsparing er i forfald – min hårdt optjente opsparing, der var gemt til drømme, gemt til rejser, gemt til at blive voksen og en dag at kunne købe min egen lejlighed. Nu brugt på husleje, regninger og røvsyg dahl. Regningerne er højere og flere, når man ikke længere er studerende. Ingen studierabat på forsikring, A-kasse, fagforening, træning osv. Det giver jo god mening, bare ikke i mit tilfælde, hvor min indkomst er lavere, end da jeg var studerende. Hvordan er jeg endt her? Hvorfor er jeg endt her? OG hvor længe skal jeg være her? Jeg er blevet en ud af mange ansøgere. Min drøm er endt som afslag i indbakken, og min opsparing er blevet til min budgetkonto, min budgetkonto er blevet til lån, og min økonomiske situation gør mig ondt.

Et evigt økonomisk puslespil

Jeg har lånt penge af mine nærmeste, ikke kæmpe summer men nok til, at jeg synes, at det er for meget. Min dårlige samvittighed vokser. Jeg bliver nødt til at trække på min A-kasse. Jeg kan ikke leve af min freelance. Måske var det naivt at tro, at jeg kunne klare mig selv, måske var det ligefrem dumt, at jeg ikke kontaktede min A-kasse noget før, men jeg ville så inderligt gerne klare mig selv. Det kan jeg ikke mere.

Størstedelen af min tankekraft går med at få mit økonomiske liv til at gå op. Det er et stort, nærmest uendeligt puslespil: Jeg skal til fødselsdag lørdag og derfor bruge penge på en gave, så jeg har ikke råd til at tage ud og drikke en øl torsdag. Jeg vil også gerne snart overraske min kæreste med en god middag, (han har hele vejen igennem støttet min freelance-drøm, og nu vil jeg give noget tilbage). Samtidig taler madklubben om en weekend i sommerhus. Så skal jeg måske sætte mit træningsabonnement på bero eller opsige Spotify? Det er også forkælet, at jeg kan tillade mig at brokke mig over min økonomi, mens jeg smider penge efter en musiktjeneste og træning hver måned – er det ikke?

Men det gør mig glad og giver mig energi og overskud i min hverdag, at jeg har de frirum og friheder. Det er mit evige dilemma. Et dilemma, der ikke har noget at gøre med materielle goder, men med mit sociale liv og mit ”normale” ungdomsliv. For den pressede økonomi begrænser mig socialt. Og det er svært for mig at sætte ord på min økonomiske situation overfor mine nærmeste. Når veninderne vil ses, finder jeg på en dårlig undskyldning, ”uha jeg har en deadline,” eller ”jeg har desværre andre planer,” men i virkeligheden har jeg bare ikke rigtig råd til at gå til koncert eller mødes til take away og øl på den solbefængte plet i Nørrebro Parken. Hvorfor skal økonomi være noget, som vi ikke taler om? Hvorfor ender jeg med selv at bekræfte det tabu ved ikke at være ærlig om min situation?

Lad det bedste argument og drømmen vinde

Jeg bliver nødt til at søge om supplerende dagpenge, hvilket også er helt ok, fordi jeg betaler 500 kr. til det om måneden, siger jeg til mig selv. Det løser sig nu. Men A-kassen er ikke ligefrem en drømmefabrik – tværtimod. Flere uger bruges på møder og utallige telefonopkald med A-kassens rådgivere, jurister og jobkonsulenter, alt imens min konto svinder ind. At være freelancer på supplerende dagpenge er åbenbart ikke den bedste cocktail. Reglerne er firkantede og ikke til at rykke på. Deres bedste råd er min største frygt: luk din virksomhed og gå på fuld dagpenge. Hvad fanden!? Jeg har knoklet røven ud af bukserne, jeg har igangværende opgaver og nye i vente. Jeg har bare brug for økonomisk støtte i et par måneder, så jeg kan betale min husleje. Jeg kan da ikke smide det hele på jorden nu?

Jeg taler mere i telefon med A-kassen end med min mor, og jeg er efterhånden på fornavn med størstedelen af A-kassens medarbejdere. Særligt én af juristerne, (lad os kalde hende Susanne), har gentagende gange fået glæden af min stædighed. Hun beklager i telefonen og understreger for 20ende gang, at regler er regler. ”Der er ikke noget, jeg kan gøre,” siger Susanne træt.

Men jeg kan bare ikke få mig selv til at lukke min virksomhed nu. Sidste chance, tænker jeg, hvis Susanne skal overbevises om at hjælpe mig, må min 5 års uddannelse i sprog og formidling på banen. Frem med de retoriske redskaber og de gode argumenter krydret med lidt charme og selvtillid. Lad det bedste argument vinde.

Men dialogen ender med en lang monolog, med mig der kæmper og plaprer løs: ”Det giver ingen logisk eller økonomisk mening for den sags skyld, at lade staten betale for, at jeg skal tvinges på fuld dagpenge. Hvorfor dog ikke lade mig ”nøjes” med supplerende dagpenge og lade mig forsørge mig selv så vidt muligt med min egen virksomhed…” Susanne responderer fjernt med ”mmh”, ”tjoe” og ”jaae, det er også ærgerligt men….. regler er regler!” Jeg giver ikke op og fortsætter: ”Tvinger I mig til at opgive min virksomhed, min drøm? Jeg søger om supplerende dagpenge, så jeg kan være sikker på at kunne betale husleje, imens jeg er i opstartsfasen. Jeg betaler blandt andet til min A-kasse for ikke at skulle ende ud i kviklån i situationer som disse.” Der er stille i røret, så lyder det fra Susanne ”To sekunder, jeg vender det lige med en kollega.” Adrenalinen pumper derudaf – det samme gør min puls. ”Er du der?” spørger Sussanne, og inden jeg rigtig når at svare, siger hun, ”Du kan måske løse det ved at omregistrere din virksomhed, men du skal ringe til SKAT og snakke med dem om det”.

Det gør jeg selvfølgelig. Hos SKAT er de uenige med A-kassen og kommer med en snørklet forklaring og stiller mig så videre til afdelingen, der har styr på os freelancere. Ventetiden er lang, og den samme polyfoniske, lidt halvstressende ventemusik kører på repeat. Imens glider mine tanker væk. Jeg forestiller mig, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde læst medicin, jura eller et andet fag, der ifølge statistikkerne lettere ville have fået mig i arbejde. Så ville jeg måske have været praktiserende læge eller jurist på et fint kontor, og pengene havde ikke været noget problem. Men jeg vil ikke patientkonsultationer eller paragraffer, jeg vil skrive. Skulle jeg have fulgt fornuften, eller var det det rigtige at gå med drømmen? Jeg bliver revet ud af tankestrømmen. En kvinde fra SKAT tager telefonen. Hun er venlig og forstående overfor min situation. Vi får løst problemet, og der er ENDELIG efter så lang tid styr på det nu. Hvad er der lige sket, jeg forstår det ikke helt. Men vigtigst er, at jeg nu kan fortsætte mit freelance og for en tid supplere med dagpenge. 1-0 til drømmen.

Otte måneder er nu gået, og for første gang i den her udmattende, lange og opslidende proces, er jeg tom for ord. De er alle brugt på uanede mængder jobansøgninger, dårlige undskyldninger overfor veninderne, ”jeg kan ikke mere”-samtaler med min kæreste og ikke mindst kamptalerne til A-kassen. Men danse, det kan dengsen, og jeg danser af glæde, mens Chaka Khans Im every woman spiller på repeat fra mit hårdt optjente spotify-abonnement! Jeg kan få lov til at arbejde videre på min drøm, få min virksomhed til at vokse og samtidig være sikret penge at leve for. Og det stopper ikke her. For kort tid efter bliver jeg tilbudt et deltidsjob – et relevant og spændende et af slagsen som kommunikationsansvarlig i en mindre virksomhed. Så kan jeg supplere min freelance-indtægt med mit nye job, hvor der falder en fast indkomst den første bankdag i måneden – what a dream! Jeg kan nu fortsætte med at drive min egen virksomhed og være helt fri fra systemet.

Det blev min tur

Nok er der stadig et lån, der skal tilbagebetales, og 12 retter dahl tilbage i fryseren– men nu kan indtaget af den røde linseret forhåbentligt blive sat på hold. Tingene kan hurtigt vende, jeg kan nemt havne her igen, så pengene skal bruges med omhu. Men jeg skal også have lov til at nyde den økonomiske frihed lidt, jeg skal også have lov til at fejre mine sejre! Og selvom jeg for noget tid stadig vil gå under kategorien ”økonomisk presset,” har jeg brudt det økonomiske tabu – jeg har fortalt min historie her.

Det er onsdag den 15. april 2020, den tidlige forårssol skinner allerede klart på himlen, endelig er det blevet min dag. En turbulent tid med mange jobansøgninger, minus på kontoen og møder med A-kassen er overstået. Det er første dag fri fra dagpengesystemet, det er første dag på mit nye arbejde. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig, og ikke mindst har jeg kæmpet – en freelance fighter og en oprørs- kvinde af dagpengesystemet. Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, og denne gang blev det fandeme min tur.

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Jeg sætter mig ind i toget og kører på røven fra Sakskøbing station. Der er ingen penge på mit kort. Mine to år på Lolland har ikke ligefrem været nogen stor økonomisk succes.

Jeg flyttede herned, fordi jeg havde brug for at komme væk. Væk fra Vestegnen og de problemer, der havde hobet sig op i mit liv. Dengang var min mentale rygsæk fyldt godt op med en buldrende fornemmelse af posttraumatisk stress og en alt for levende erindring om de tæsk, som livet havde givet mig.

Min bagage er ikke ligefrem blevet lettere i løbet af mit lollandske eksil. Tværtimod har jeg taget 80 kilo på. De mange ekstra kilo på min krop er dog ikke en valuta, der er gangbar til at betale regninger med. Eller min togbillet tilbage til hovedstadsområdet for den sags skyld.

Min destination er Rødovre, hvis jeg får lov at komme så langt. Jeg er blevet stillet en lejlighed i udsigt af kommunen, men min telefon har været spærret de sidste par uger, fordi jeg ikke har kunne betale min telefonregning. Derfor har jeg ikke fået fat i min kontaktperson. Det kan også være lige meget nu. Jeg har allerede pakket mine ting og taget chancen. Jeg har alligevel ikke noget at miste.

Det vender sig i maven på mig, da kontrolløren nærmer sig min plads. Heldigvis er han flink og overbærende. Han køber min forklaring og lader mig køre med til København.

Jeg håber, at hans venlige behandling er et tegn på bedre tider. Desværre går det anderledes problemfyldt, da jeg får talt med kommunen. Min kontaktperson har ikke fikset de ting, han skulle. Nu er han på orlov, og hans vikar har ikke bemyndigelse til at stille mig en lejlighed til rådighed.

Det er 2010, jeg er 18 år gammel, og det er, som om den finanskrise, hele landet er ramt af, viser sig som et splintret spejl i min privatøkonomi. Jeg har ikke en krone på lommen, og nu er jeg officielt set også hjemløs. Kort sagt er jeg fucked.

Skammen forfølger mig

For mig er det værste ved at være broke, at jeg ikke føler, det er socialt acceptabelt. Jeg oplever skammen dobbelt, for den kommer både fra mig selv og fra omverdenen.

Jeg får i den grad lov at mærke skammen i løbet af min første tid tilbage i Rødovre. Jeg sover på sofaer hos de få venner, jeg har tilbage fra tiden, før jeg forsvandt. Mit netværk er skrællet helt ind til benet på de to år, jeg har været væk.

Det er ekstremt svært for mig at være social uden at have penge. I starten sagde jeg nej til det meste, for jeg kan ikke bære tanken om, at de andre skal betale for mig. Det er for flovt. Rent rationelt er der nemt nok for mig at sige, at der ikke er noget skamfuldt i at tage imod, men det er noget helt andet, når jeg står i situationen. Så begynder følelsen af skam at tage over i min krop. Jeg får lyst til at forsvinde eller føler mig presset til at komme med en dårlig undskyldning, så jeg ikke skal konfronteres med det tabu, som penge udgør i mit liv.

Jeg ved, at mine venner og veninder vil mig det godt, men det bliver ved med at føles helt grundlæggende forkert indeni. Især i byen, hvor folk bliver langt mere gavmilde i takt med at promillerne stiger, og jeg får det værre og værre ved tanken om, at jeg drikker deres penge op.

Jeg er en tørstig, ung mand, og jeg er mere eller mindre alkohol-resistent. En bytur koster hurtigt en måneds forbrug af mad, nogle gange mere.

De penge mine venner glædeligt spenderer på ti shots eller en drink til mig på en støjfyldt bar om natten, kunne ingen af os nogensinde finde på at bruge på at fylde hinandens indkøbskurve op med om dagen.

På den måde oplever jeg en utrolig stor skævhed i den måde, vi bruger vores penge på. Ingen blinker med øjnene, hvis vi går amok i byen. Mine venner er næsten ligeglade med, hvem der betaler. Omvendt sidder pengene langt mere tæt til kroppen, hvis jeg har brug for en skilling til kedelige ting som toiletpapir og tandpasta.

Vi er unge, og det er ikke nok bare at have et arbejde og tjene penge. Blandt vennerne forventes det også, at der er råd til at bruge dem på sjov og ballade. Ellers stemples man hurtigt som kedelig.

Det prædikat gider jeg ikke at have siddende på mig, så jeg får sparet sammen og sneget mig med til Roskilde Festival sammen med mine venner. Jeg har dog på ingen måde råd til at betale for de mange rammer øl, min camp hver dag kører ned, når vi spiller ølbowling. Allerede på dag ét erkender jeg, at jeg må på vandvognen. Det bliver en festival fuld af skam, selvom mine venner er gavmilde.

Hvorfor kan du ikke bare få et job?

I den tid, jeg har det sværest, er jeg ikke i stand til at varetage et arbejde. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Faktisk er det det eneste, jeg vil. Men jeg er så mentalt presset, at det ikke er en mulighed.

Jeg oplever, at det faktum bliver mødt med stor undren af den ældre generation. Hvorfor kan du ikke bare få et job, bliver jeg tit spurgt. Hvor svært kan det være at få noget i Netto?

For mig var det på det tidspunkt uendelig svært. Men hvis jeg skal fortælle dem hele min historie, bliver det hurtigt en længere, ubehagelig snak – både for mig selv og for den, der har spurgt.

I stedet forsøger jeg at lade være med at tage kritikken alt for bogstaveligt. Måske er folks angreb ikke altid så hårdt ment. Alligevel påvirker de løftede øjenbryn mig meget. Jeg får fornemmelsen af, at jeg i andres øjne blot er doven og uduelig. Endnu et curlingbarn, som den ældre generation kan pege fingre af.

Jeg begyndte at komme i forskellige praktikforløb. Praktikforløbene blev flere og flere. To måneders fuldtidsarbejde, der altid ender på den samme deprimerende måde: ”Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dig et job.” Til sidst kan jeg tørre røv med de anbefalinger, jeg får. For selvom de alle med tomme flotte ord beskriver, at jeg er mødestabil, intelligent, social og arbejdsom, får ingen af dem mig afgørende tættere på et fast job, som kan sætte en stopper for min elendige økonomi.

Jeg er på en slags overlevelsespenge fra kommunen. Når jeg har betalt for den lejlighed, jeg har fået fat i og for mine faste udgifter, har jeg 700 kroner tilbage at leve for om måneden. Det er lige under 25 kroner om dagen. Hver dag er en kamp for ikke at bruge for meget. Det er ekstremt stressende for mig at leve på et så usikkert grundlag.

Det værste er, at pengene fra kommunen er forudbetalte og ophører, så snart jeg får fingrene i et job. Men her vil pengene først trille ind ved den efterfølgende måneds afslutning, og det betyder, at jeg vil have en måned uden noget som helst at leve for. Den kattepine tilføjer endnu et tykt lag af stress til min tilværelse.

Et eksprestog mod bedre tider

Jeg kan se på ham, at han ikke tror, jeg kan klare det, men han holder det for sig selv. Efter at have vist mig hurtigt rundt i butikken ryger det alligevel ud af ham.

”Er du sikker på, at du kan klare at stå op hele natten? Det er nogle ret brutale vagter for kroppen.”

Jeg svarer ham, at jeg kan starte med det samme. Hvis han kan finde en trøje, der passer til min størrelse omme bagi, er jeg på.

Han virker ikke helt overbevist, men jeg forsikrer ham om, at han kan trække min løn tilbage, hvis jeg ikke leverer, som jeg skal.

To dage senere får jeg min første vagt i 7-eleven. Den stramme sorte polo, jeg får på, holder ikke mange minutter, før de to øverste knapper springer op. Men jeg klare min vagt uden problemer.

På min anden vagt giver min nye chef mig nogle penge til at købe noget andet tøj for. Han giver mig endda 600 kr til at købe et par nye sko. Derfra går det kun en vej. Fremad. Endelig får jeg lov til at vise, hvad jeg kan.

Hurtigt bliver jeg ham, de andre ringer til, hvis de skal have taget en vagt. Jeg arbejder ni dage i streg. Om natten og om dagen. Jeg er ligeglad. Så længe jeg bliver betalt, er alt godt.

Arbejdet løsner de sorte skyer, der hænger over min økonomi.  Og det klarer også op i mit sind. Dag for dag kommer jeg i bedre form, og jeg taber mig 15 kilo de første fire måneder. Jeg lærer en masse nice mennesker at kende på mine vagter og mærker et overskud, som har været væk i årevis.

Jeg blev valgt som bestyrelsesformand i det boligselskab, jeg er tilknyttet. Som den yngste nogensinde. Jeg sørger for, at de får sendt mig afsted på en masse kurser. Og jeg kommer tilbage med diplomer i økonomi, konflikthåndtering og ledelse.

Jeg sidder til bords med folk på tres og diskuterer gigantiske renoveringsarbejder til mere end en milliard kroner. Selvom jeg mærker en vis skepsis ved, at der har sneget sig en meget ung fyr med om bordet, er der heldigvis ikke noget at indvende i forhold til min sans for tal. Jeg har styr på det, jeg skal have styr på. Og jeg er ikke bange for at vise det. Det føles fantastisk godt.

På kort tid går jeg fra at have gået rundt i badetøfler, fordi mine sko var slidt op, til at kunne gå i pæne skjorter, hvis det er det, jeg har lyst til. Det er slut med at vente med at blive klippet i ni måneder, fordi der er ikke er penge på mit kort.

Jeg samler både på pyntekrukker og pant

I dag har jeg en god økonomi. Nu står der pyntekrukker i min stue til 250 kroner stykket. Jeg har krystalglas, der ikke må komme i opvaskemaskinen, og sølvtøj som skal vaskes fint af i hånden.

Jeg har bevæget mig væk fra bunden med en vigtig, social erfaring. Fremover vil jeg til enhver tid hjælpe dem af mine venner, der er økonomisk pressede. Også med de dagligvareindkøb, jeg selv boksede så meget med at få råd til i sin tid.

Jeg er gået fra at have søgt kommunen om tilskud til en seng, som en enkeltydelse, der skulle tilbagebetales med renter til nu selv at spare op hver måned for at få glæden af renters rente.

Jeg var langtfra dårlig til tal, da jeg var på røven. Jeg havde bare ikke nogen at lege med. Det har jeg nu. Men jeg er stadig meget bevidst om deres værdi.

Når jeg ser en flaske med pant, samler jeg den op. Hvis der ligger fem kroner på skinnerne på Rødovre Station, og der er otte minutter til toget kommer, er jeg den første til at hoppe derned. Så enkelt er det.

Dybest set vil jeg nok altid være en lille smule bange for at ende på bunden igen.

Frygten lurer altid i baghovedet

Jeg har en kunde i røret og sidder på min faste plads på taxacentralen, da min chef foreslår at sende os hjem på tvungen ferie. Alle skal bruge den afspadsering, som de kan. Ti af de nyansatte er allerede blevet fyret igen. Jeg har haft et velbetalt job ved telefonerne de sidste par år, men der er ikke mange, der ringer for at bestille en taxa, når alle er blevet opfordret til at blive hjemme. Danmark er lukket ned, og det rammer os hårdt.

Udadtil tager jeg corona-krisen i stiv arm. Jeg er ovenpå og så uendeligt meget bedre rustet end for ti år siden, da krisen kradsede sidst. Hvis jeg selv skulle ende med at blive fyret, er det ikke en katastrofe. Jeg har penge. Mit CV er godt. Jeg kan finde noget andet igen.

Alle de her ting forsikrer jeg mig selv om. Men frygten lurer alligevel i mit baghoved. Den frygt, der er opstået af at have været alvorligt på røven. Den frygt, der sørger for at mit alarmberedskab altid er oppe.

Jeg sender jobansøgninger ud til højre og venstre for at komme det værste scenarie i forkøbet. Jeg skal ikke stå i en situation, hvor jeg ikke har nogen penge igen. Aldrig mere.

De sætninger siger jeg højt for mig selv igen og igen.

Nattens mørke rammer mig, og det samme gør virkeligheden, idet jeg træder ud ad diskotekets døre. Alkoholen pulserer i mit hoved i takt med baggrundsmusikkens beat. Det har været en god aften: Shots linet op på stribe, et kropstæt dansegulv, og en aften, hvor det hele var glemt. Det er altid den samme kur: Når det hele styrter sammen, odds-kuponerne fylder lommerne, og pengene forsvinder i pungen, så er det kun alkoholen, der kan fjerne min hverdag i et øjeblik. Lige indtil jeg træder ud i virkeligheden… IGEN.

Så længe jeg kan huske, har odds været en del af mit liv. Da jeg var 10-11 år gammel, begyndte min far og jeg at oddse sammen – men kun i weekenden. Vi spillede hver for 10 kr., og der blev både krydset af og visket ud, før vi havde fundet frem til den helt rigtige række.

1-X-1-2-1-X-2-2-X.

Gevinsten var dengang ikke kun de 400 kr., som vi kunne vinde på de 10 kampe, som vi havde oddset. Gevinsten var lige så meget de uendeligt mange timer, som vi tilbragte sammen i sofaen med fodboldkampe, diskussioner om startopstillinger og spændte, fedtede håndflader, som stødte sammen i en highfive, når slutfløjtet lød.

Men som årene gik blev de lange og gennemtænkte odds-kuponer, skiftet ud med tidlige og hurtige odds, og det hyggelige samvær med min far blev i stedet til ensomme aftener bag lukkede døre, fordi jeg SKULLE spille – koste hvad det ville. Og det skulle vise sig både at komme til at koste penge, venner, uddannelse og mig selv.

Spil på hjernen

Jeg går langsomt ned mod toget. Klokken er 03.30. Alkoholen gør, at jeg ikke kan mærke kulden, selvom jeg kun har T-shirt på. Det er vinter, men jeg har ikke taget jakke på. Jeg har ikke råd til en garderobe. Jeg drejer sløvt ind på Rosengade. Alkoholtågen begynder langsomt at lette, og straks begynder tankerne og den dårlige samvittighed at presse sig på. Jeg har igen tabt penge. 4.000 kr. Penge, som ikke var mine egne. Jeg har ingen penge mere, og jeg har ingen samvittighed. I hvert fald ikke i spiløjeblikket.

Jeg er ikke ligeglad med min familie og mine venner. Ikke inderst inde. Men odds betyder bare mere. Og der er ingen, der kan forstå det, og jeg forstår det heller ikke engang selv. Skylden og tankerne vælter ind over mig hurtigere, end mine alkoholpåvirkede ben kan nå at flytte sig. Jeg skammer mig ikke over, at jeg har spillet. Jeg skammer mig over alt dét, som min afhængighed har medført. Jeg har endnu engang lånt penge af mine venner, løjet for min familie, og jeg har druknet ubehaget og mig selv i alkohol. Jeg er en løgner og en kujon.

Alle teenagere ser frem til at blive 18 år. De kan gå lovligt i byen, og mange af dem er snart klar til at få hue på. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var de ting, som fyldte mest for mig dengang… men det er langt fra sandheden.

I gymnasiet begyndte mit spilleri at tage til, og mit liv begyndte at adskille sig mere fra de andres. Hvor deres skoledag stod på dansk fra 08.00-10.00, afsætning fra 10.00-12.00, frokostpause og engelsk fra kl. 13.00-15.00, var mine dage bygget op om spil: Fra kl. 07.00-09.00 spil på de tidligste morgenkampe og opfølgning, fra kl. 09.00-10.00 skynde mig i skole, men vigtigst huske at oddse på vejen, kl. 10.00 og resten af dagen, lidt engelsk – måske, men mest bet365.dk for at følge med i resultaterne af de oddsede kampe.

For det meste var jeg ikke i skole, og når jeg var, var jeg ikke til stede.

En ludoman fødes i mig

Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig. Jeg kunne ikke få mit fix, mit dopamin. Jeg begyndte at låne penge af min familie og mine venner, og hvis jeg ikke kunne låne pengene, så tog jeg dem.

Til mine venner, sagde jeg, at jeg havde brug for penge til regninger, til at købe mad, eller jeg lovede, at jeg kunne købe alkohol eller snus til dem. Men de så aldrig nogle af delene. De 100 kroner, som jeg fx fik ”til mad”, gik til en pakke nudler = 2,5 kr. og til spil = 97,5 kr. Jeg kunne jo vinde pengene tilbage igen, overbeviste jeg altid mig selv om. Men det kunne jeg aldrig.

Jeg fortalte aldrig nogle af mine venner om min ludomani og min gæld. Egentligt tror jeg sagtens, at de ville kunne håndtere det, men hvornår skulle jeg gøre det? Imellem samtalen om sport og damer eller snakken om sex og druk. Det er så ydmygende og pinligt at være afhængig af noget og ikke kunne styre sine egne behov. På samme måde som andre misbrugere. Mit fix er mit spil – tre kampe lige på. Tænk, hvad de andre ville tænke om mig?

Som tiden gik, voksede min gæld, og det samme gjorde antallet af venner, som jeg lånte af. Der var arrangementer, som jeg ikke kunne tage med til, fordi jeg skyldte flere af deltagerne penge, og der var hyggeaftener, hvor jeg kom for sent, fordi jeg skulle mobilpaye frem og tilbage for at finde ud af, om bookmakerne og jeg havde 12 eller 17 kr. at gøre godt med. Det var et stort tetris-spil, hvor jeg skulle rykke rundt på brikkerne og passe dem til for at få løgnene og min hverdag til at hænge sammen.

I starten spillede jeg for at få stillet min spilletrang, men hurtigt begyndte skammen over at miste andres penge at blive min afhængigheds drivkraft. Håbet om at vinde det tabte tilbage, og kampen for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, det eneste som jeg ønskede – dét og at spille en række til odds 4,85 selvfølgelig.

Løgnen er ludomanens hemmelige våben

Jeg fortsætter. Men mod hvad? Jeg ænser hverken, at jeg tjekker ind eller det påmindende pling fra indlæseren på stationen. Mit hoved er indrullet i alkohol. Den har lammet min fornuft. Jeg kan ikke se nogen udvej. Er der overhovedet nogle, der elsker mig, når jeg har gjort dem så ondt? Og ville det ikke være nemmere for alle, hvis jeg bare var væk – for altid? Jeg går over på perronen.

Jeg begyndte hurtigt at leve et dobbeltliv. Ikke på den fede James Bond agtige måde, hvor han skjuler sin identitet som hemmelig agent, og hvor hans hemmeligheder redder liv. Det var bestemt ikke sådan for mig. Løgnen er ludomanens hemmelige våben, og mine løgne kostede en kernefamilie i knæ. Jeg blev gradvist rodet ud i et væv af løgne, som jeg brugte meget tid og mange kræfter på at holde styr på. Jeg tog mig selv i at lyve om ting, som jeg ikke behøvede at lyve om, fordi det bare var blevet en naturlighed for mig. Jeg løj altid overfor mine forældre om, hvorfor jeg ikke havde penge nok til fødselsdagsgaver, om at det gik godt i skolen, og om hvad de lånte penge skulle gå til – en tur i biografen med vennerne. Mit liv blev en stor gemmeleg. Alt blev gemt væk. Jeg skjulte, hvad jeg lavede, ligesom jeg gemte alle mine odds-kuponer på værelset. Inde i bøger, under sengen, i skuffen, i mine pokaler. Små bunker af lyserøde sedler og løgne.

Quickfix

Den 6. december 2018 fyldte jeg 20 år. Jeg havde på det tidspunkt fået låst min børneopsparing på ubestemt – måske evig – tid, mine forældre var blevet ansvarlige for min konto og min månedlige løn, og jeg havde gæld til det meste af min vennekreds. Men når man fylder 20 år, åbner der sig mange nye døre for en, og det samme gjorde der for mig: Jeg opdagede muligheden for at tage quicklån. Ludomanen, der i de senere år havde vokset sig større og større, kunne nu udfolde sit fulde potentiale. Det skulle nemlig vise sig, at det ”kun” tog mig omkring 4-5 timer og 30-40 ansøgninger at tage et quicklån på 15.000 kr. 7.000 kr. gik til at betale mine venner af, og de resterende 8.000 kr. gik jeg ned og oddsede for i den nærmeste kiosk.

Men jeg fik ikke kun flere penge mellem hænderne til at oddse for, de hurtige quickfix gjorde også mere skade på min familie. Min selvbebrejdelse over de nye lån og det fortsatte spil, gjorde, at jeg behandlede min familie som lort. Min fars og mine mandetimer i sofaen var blevet til diskussioner om penge, penge-diskussionerne var blevet til økonomimøder om mine lån, og økonomimøderne sluttede ofte med, at jeg forlod dem aggressiv og råbende: ”I kan fucking bare leve jeres eget liv og være ligeglad med mig og mit”. Men det kunne de jo ikke, fordi når jeg var ude, var de ved at gå til af skræk, og når jeg var hjemme, var huset fyldt med konflikter. Jeg kunne ikke være nogle steder mere. Når der var arrangementer med gutterne, var der altid en, som jeg skyldte penge, når jeg var hjemme, var der skænderier over endnu en af mine løgne eller lån, og om aftenen når jeg lå på værelset, græd jeg mig selv ihjel. Men først når døren var lukket til, og alle var gået i seng. Jeg græd over de ting, som jeg havde gjort, og de mennesker som jeg havde skuffet.

Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, kun en udvej for os alle. At tage mit eget liv.

Siden jeg har været helt lille, har jeg altid været hunderæd for at skulle dø. Hvordan føles det at dø? Og hvor kommer man hen, når man dør? Har altid været spørgsmål, jeg har stillet mine forældre. Næsten lige så ofte som spørgsmålet, ”hvad skal vi have at spise i aften?” Men på den anden side var det også den dreng, der græd, hvis han kom for sent i skole eller havde gjort noget, som han ikke måtte. Den dreng var for længst forsvundet i spillet. Jeg brugte et utal af aftener på at planlægge den letteste udvej. Jeg var stadig bange for at dø, men jeg turde godt at tage mit eget liv. Både for mig og min familie. Fordi den her måde var ikke værd at leve på. Jeg tænkte scenarierne igennem: Med piller, hoppe ud foran et tog, med en kniv. Og for hver aften begyndte afskedsbrevet at tage form:

”Kære mor og far. I skal vide, at jeg elsker jer, og jeg er så ked af alle de ting, som jeg har udsat jer for. I skal også vide, at det aldrig var af ond vilje, og jeg fortryder det hele. Jeg kunne bare ikke styre det. Det kan godt være, at det ikke føles sådan for jer lige nu, men jeg ved, at det vil være lettere for jer uden mig.”

Ludomanien har mange ansigter – og det ene er mit

Nu står jeg på kanten af perronen. Et skridt mere og jeg falder ned på skinnerne. Jeg har planlagt det under dynen, og jeg har forsøgt det før. Sidste gang var min hånd fyldt med piller, denne gang står mine fødder og vipper ud over kanten. De hvide, næsten utydelige streger på min venstre overarm er en evig række af påmindelser om, hvad min afhængighed har ført mig ud i. En påmindelse om, at da jeg tog de mange piller, da jeg skar kontinuerligt i min arm, og da jeg står her nu, har jeg ikke følt nogen anden udvej. I samme øjeblik slår det klik, og det sortner for mig…

Jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang ud på skinnerne. Jeg husker det ikke selv. Men heldigvis var politiet der til at få hevet mig op. Kun få minutter efter kom der et tog. Jeg er 21 år gammel. Jeg har i løbet af mit korte liv spillet for ca. 300.000-400.000 kr., jeg har taget lån for ca. 100.000-150.000 kr., jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg har løjet og snydt flere gange, end jeg kan tælle. Mange tror ikke, at man kan have ludomani i så ung en alder, men jeg har været ludoman i flere år.

Ludomanien har mange ansigter, og det ene er mit.

Jeg stoppede med at spille i to måneder efter, jeg sprang ud på skinnerne. Jeg var på et behandlingscenter. Jeg har været stoppet flere gange siden og faldet i igen. Men en ting er anderledes denne gang. Jeg starter helt fra bunden, alle mine løgne og hemmeligheder er lagt frem, og for første gang er jeg nu ærlig om min ludomani. Overfor jer, overfor min familie og måske vigtigst af alt overfor mig selv.

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.