Sangfuglen, der ikke kan flyve

Ataqqinninneq paaseqatigiinnerlu

UANGA KALAALIULLUNGA OQAATSIKKA ATORLUGIT OQALUTTUNGA NIPANGERSARPARMA.

QALLUNAAQ

UANGA KALAALIULLUNGA OQAATSIKKA ATORLUGIT OQALUTTUNGA NIPANGERSARPARMA.

OQARPUTIT PAASISINNAANNGISANNIK OQALUKKAMA ATAQQINNISSUSEQANNGITSUNGA.

NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT DANSKISUT OQAASILITTUT ILLIT EQQARSARTAATSIT ATORLUGU OQALUSSASUNGA.

NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT OQAATSITIT ATUNNGINNAKKIT ILIKKANNGISAANNASSASUNGA

NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT DANSKISOORSINNAANNGINNAMA

SIUNISSAQANNGITSUNGA.

NIPANGERSARPARAMA KALAALLISUT ILITSOQQUSSARALUGU

OQAATSIKKA NALEQANNGIMMATA.

Kangerlummi meeraanera pilluarnartoq eqqaamasaqarfigeqaara. Qatanngutikkalu toqqissisimasumik peroriartorpugut. Angajoqqaatta asaqalutalu isumassorpaatigut.

Ullormiit ullormut inuuvugut. Aningaasaaterpassuaqanngilagut, taamaakkaluartorli amigaateqarsimasutut misiginngilanga. Amigaateqaraangatta nammineq pissarsiarisarpagut. Pinngortitamiit inunniillu. Avatangiisitsinniit. Allamimmi peqanngilaq. Naammaqaarli! Inuuvugut ullut tamaasa inuuniarnissamut akisussaaffiit ilikkagassaralugit - ataatsimoorluta.

I lived in a small house with a beautiful view.

Illumi, anaanama ataataata illuliarisimasaani peroriartorpunga. Illu filminik isiginnaaraangatta filmimi inuttaasut illuannut assersuunneqarsinnaanngilaq, kisianni uagut ilaqutariit angerlarsimaffigaarput. Tassanilu pilluarpunga.
Peroriartorfimma tikka suli naamasinnaavara. Ataataga aalisartuullunilu piniartuuvoq, angerlarsimaffippullu puisip amersunnillunilu neqisunnittarpoq. Uannut puigunaatsuuvoq nuannersoq.

Anaanaga ilinniarsimasuunngilaq, taamaakkaluartoq suliassat assigiinngitsorpassuit sapersaatiginagit nukissaqarfigalugillu naammassisaqarfigisarpai. Ataatama piniarsimatilluni angerlaassai nerisassiaralugillu nerineqarsinnaanngitsortai assassugassatut katersortarpai. Assassullaqqissuuvoq ulapittaqalunilu. Ilaanneeriarluni eqqissiivilluni nipilersuutinik nuannarisaminik tulleriiaaraluni tusarnaaleraangat ulapputeqarani silarsuaaqqamini suna tamaat iperarlugu qitilluni appisimaaleraangat qutsattarnikuuara.

No wonder why I always think of her, when I listen to music.

Perulerama nunattalu sinneranut ingerlaqqillunga, allarluinnarmut ikaarpunga. Nunarput qimallugu aallarnikuunngisaannarpunga, naatsorsuutigisanniilli inooriaaseq allaaneroqaaq.

Meeraagallarama misigisakka ilikkakkakkalu inuunermi ingerlaqqinnissannut tulluarunnaarsimapput. Oqaluttuarisaanerpulli kulturerpullu paasisaqarfigilertorpakka.

Paasilerpara meeqqat atuarfianni ilikkarsimanngisakka amerlasimaqisut.

Nunasiaataanerup oqaluttuarisaanerata kinguneri

Meeqqat atuarfianiluunniit annerusumik tusarsimanngisakka.

Oqaatsit ataasiakkaat oqaatigisinnaallugillu ‘qujasuitsutut’ naliligaasarnerputnalunngilara. Sinneri naluakka.

Kulturi eqqartoqqeriarakku, isumaqartarnikuuvunga nunarsuarmi inuit assigiimmik pingaartitaqarlutillu inuusaaseqartut.

Meeraagallarama uagutsinnit qaamanerusumik nujaqarlutillu amillit tikittartut nalunngilara. Inooriaasaalli allaanerorpaseqaaq, nassuiarsinnaanngilarali qanoq. Eqqumiitsumik aamma oqaluttarput, oqalunnerili tv-mi tusaasartakkatsinnut assingusut ilisimanikuuara.

Angajoqqaakkalu oqaluussinnaanagillu paasisinnaanngilagut - naapikkaangatsigit ittoortutut pissuseqartarpugut.

Eqqoriaannaraluarlugu qularnanngitsumik angajoqqaakkalu assigiimmik misigisarpugut.

Appasinnerusumik inissisimasutut misigisarluta.

Naleqassusera qallunaaniit appasinnerusutut misigiuaannarnikuuara.

Oqaluussinnaanngikkaluarukkilli tikilluaqqusaanngitsutut misigitissanngilakka, saneqquttummi allanartut tamaasa qungujullugit ilassisariaqarpakka.

Ataasinnguamilluunniit immikkoortitaasutut misigissanngillat.

But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done

Taamatut naliligaaneq pinaveersaartinniartalerpara. Qujasuitsutut.

Qaamasunik ameqarlutillu nujallit isigineqartutut ilaatinneqartutullu misigitinniartuaannalerpakka, kialuunniimmi immikkoortitaasutut misigineq nuannarinngilaa.

Inuusuttuaraallunga akuuniarneq ilungersunartittarpara. Ilinnialeraluaraangama aamma. Ilami nipaattuullungalu tunuarsimaartuuvunga. Allat uannut naliliisarnerat upperisarpakka: Pikataasunga. Kusanaqqissaartumik naammassisaqarsinnaanngitsunga.

Tamannalu nikallungassutigisaqaara.

Ataqqinnikkaluarlunga ataqqineqannginnera ukiorpassuarni ilinnialeraluartarninnut killilersuutaaqaaq.

Danskisut oqalussinnaanngeriarama “ataqqinninngitsutut” naliligaasarnera qatsutiivippara. Aperineqaraangama akisinnaanngeriarama. Oqaatsit ataasiakkaat oqaatigisinnaagaluarlugit amerlanertigut qerisarpunga. Ataqqineqanngitsutut naligineqanngitsutullu misigisarpunga.

Nunanni! Nalikinnerullunga!

Piffissami sivisuumi danskit qiviarnissai, oqaluunnissai ilassinissaaluunniit pisariaqartikkunnaarpara. Qanormita namminneq qisuariassagaluarpat pinngitsooratik kalaallisut oqaloqquneqarlutik akisinnaanngitsut siorasaartuugutsigit, atuarfiup pisortaanut annguttariaqarnerarlugit?

Ataasiarnanga misilitsiffimmi oqalussinnaananga ilinniartitsisut naliliisussallu akianni issiasarpunga. Akunnerup affaa naassaanngitsutut misinnartarpoq. Uannut.

Misilitsiffimmiit anisarpunga qiallunga. Kanngusullunga kalaaliugama oqaatsinut allanut poqiitsoq.

Kalaaliunera kinaassuseralu tunulliuttarpakka. Inuiaat allat nuannaartorisarpakka.

Danskinut kamassaqarnera ingerlaffinni ilikkagassannut assigiinngitsunut mattussivoq.

Imminut piumaffiginikkut inuillu tapersersuisut upperinnilertitsisullu avatangiiseritillugit, paasilerpara kamassaqarnera inuttut ilinniarnikkullu alloriarnissannut ajoqutaatikkusunnagu.

Ilinniarnikkut silarsuara siammasinnerusumik inissillugu silassorissusera allisarnikuuara. Akissutissarsisinnaanngisara aatsaat tamaanga killikkama akissuteqarfigisinnaalerpara.

Nunarsuarmi kultoorerpassuit assigiinngissuseqarneranik, assigiinngitsunik pingaartitaqarlutillu ilitsoqqussaqarneranik oqaluttuunneqarlungalu ilinniartinneqarpunga, tassuunali aatsaat nammineq kulturima naleqassusaa ilikkalertorlugu. Ataqqinninnerup naligiissitaanerullu ataqqinassusaa.

Aporaanneq pitsaaneruniunnerlu apeqqusertuaannarsimasakka qulaaniit isigilerakkit akissutissaqartilerpakka. Naqisimanninnerup pissaanera paasilerpara. Nunatsinni ikinnerussuteqartut uagullu kalaallit kuulturitsigut pingaartitatigullu assigiinngissuseqarnitta qanoq annertutiginera aatsaat paasilerpara.

Kalaallit inuiaat oqaluttuarisaanerput sakkortooq, siuaatsinnullu kingunerluuteqarsimasoq uppernarsilerpara. Tamannalu akuersaarsinnaanngilara. Massakkulli killiffik eqqarsaatigissagaanni, tassanngaanniit nikeriartariaqarnerput uummatinni misigaara.

Assigiilernavianngilagut naligiilernaviaratalu. Nunatsinni neriniartarfinni danskit kalaallillu ataatsimut neriniarfiannut iserutta tamanna takusinnaareerparput. Uagut kalaallit nipaaneruvugut. Oqaaserpassuit atorneq ajorpagut nipituumillu oqaluttarata. Neriniartarfinni danskit nipituumik oqaluttut akornanniilluni qoqianngunarsinnaasaqaaq. Kulturitsinni assigiinngissusitsinnut assersuutaannaavoq.

Uanga kulturera kulturimalu naleqassusaa allanngortinneqaranilu peernavianngilaq, uanga aamma allat kuulturiat allanngortinnagulu peernavianngilara. Ukiuni 300-ni sorpassuit aqqutigalugit qallunaanngorsarneqarsimaneq oqaluttuarisaanitsinniippoq, taamaakkaluartorli suli tamaaniippugut, pingaartitagut suli qimalertorsimanatigit. Aatsaat taama kinaassusera ataqqitigalugulu pingaartitsigilerpara. Kanngusunneq, naleqanngitsutut misigiuarneq, paasinnissinnaannginneq, naleqqussaraluarluni sumiiffissarinngisamiittutut misigineq inuuninni misigissallugit pisariaarupput.

Kalaaliuneq, kulturi kinaassuserlu imminermi ataqqinassuseqareertut, sorpassuit angunngikkaluarlugit paasiartulerpara.

Kalaallit uanga siulikka silap pissusaa inualu aallaavigalugit inuusimapput, ataatsimilluunniit siunissamut aningaasaqarniarneq eqqarsaatiginagu.

Taannaavorlu uanga nunaqqatimalu, nunarsuarmioqataanerput eqqarsaatigalugu suli sungiunniagassarput, kinaassuserput allanngortinngikkaluarlugu. Misigisimasakka siulimalu misigisimasaat akuersaarneqarsinnaanngitsut ikii mersortariaqarpagut, tassanngaanniillu ingerlaqqilluta.

Ilinniartariaqarneq siumullu siunissamut isigaluni piareersarnissap pingaaruteqarnera ilisimajartuaalinngitsuugukku uiallaatigisimassanngikkaluarpara.

Inuiaassusera pingaartippara. Inuiannut allanut mattussinissara pisarialittut isiginngilara, assigiinngissutsilli amerlasuut misigalugillu inuit immersoqatigerusuppakka. Nunarsuarmiooqataavungami. Kulturera – allallu kulturiat - ataqqalugulu pingaartippara.

Kalaaliunera tulluusimaarutigaara.

Forfatter

Nukaaraq Lukassen

Anonym

Titel

Udgivelse

Taakku Kalaallit

Læsetid

min

Opdraget eller opbevaret?

Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen.

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til.

Lyt mere til de indadvendte

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter.

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan.

Bambi på glat is

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse.

Forfatter

Nicole Patell

Anonym

Titel

Udgivelse

De Anbragte

Læsetid

min

Mine forældre var, hvad jeg ville have, men min plejefamilie kunne give mig det, jeg havde brug for.

Skovklosteret, Næstved

Jeg knappede den lyseblå skjorte med gøyeskjoldet for sidste gang. Iførte mig min lange, hvide nederdel og så frem til, at min hat blev udskiftet med en studenterhue. Min Half Windsor slipseknude havde aldrig været mere elegant, men jeg havde også brugt fire år på at binde den til perfektion.
Min seng på sovesalen var sjusket den dag. Mit hummer var langt fra pakket. Det stod uberørt hen, mens jeg trak op i klæderne, så det hvide stof ikke blev snavset af brostenene. Hen over Grønne Plads med bøge skoven og åen for foden af plænen, forbi træerne ”de syv søstre” og op i den prominente spisesal.
Kostskolen var mit hjem, og den husede et utal af børn og unge som også lod dagligdagen gå sin gang blandt de gamle bygninger. Fælles for mange var dog, at de kom fra velhavende familier, fra slotte og herregårde landet over. Med familievåbenskjold og Bentley’er. Sådan var jeg ikke, tværtimod.
Da jeg blev født, boede mine forældre på Christiania. Der blev de gift og boede en årrække, indtil hashen blev udskiftet med hårdere stoffer. Kort efter min fødsel forvandlede mine forældre os til en nomadefamilie. Vi boede mange steder på få år, men vi endte i Dianalund.
Da jeg var to år, blev jeg tvangsfjernet. Min storebror og jeg blev sammen anbragt på et børnehjem i Slagelse, hvor de adskilte os. Folk kom for at se os, og så gik de igen. Sådan foregik det i et lille års tid, før jeg kom hen til min første plejefamilie.

Tivoli i baghaven, Ruds Vedby

Da jeg var helt lille, boede mine forældre i et hus med en svalegang, der samtidig fungerede som altan. Servicet i køkkenet var lavet af blåt, halvgennemsigtigt plastik med en nubret overfalde. Vi spiste hjemmelavet øllebrød, som måske er den eneste ret, min mor nogensinde har lavet. Pengene var små og samværene sjældne, misbruget stort og forventningerne høje. Det var sommer, og der var netop ankommet et omrejsende tivoli, som havde placeret sig bag hækken til baghaven. Min far tog en boltsaks og klippede hegnet op, og ubemærket kravlede vi ind til de svimlende karruseller og de mange lys, der blinkede i alverdens farver.
Jeg fik huller i ørene den dag. Hvordan min mor betalte, erindrer jeg ikke, men jeg vidste, at hun ikke havde nogen penge. Jeg stod ved en fiskedam og fiskede efter sølvpapirskugler, da min far blev gal på en anden mand. Det hele eskalerede, og min far fik blod på trøjen, som til dels var den fremmedes og dels sit eget. Men det var sådan, han var. Jeg trak ikke en mine, men vendte stille tilbage til fiskedammen. Jeg var vant til det.

Stationspladsen 2A, Sorø

Senere flyttede mine forældre til Sorø. Vi boede i en lille lejlighed mellem togperronen og busterminalen på Sorø Station. Først i stuen og senere på første sal, som lå i forlængelse af venteområdet og en lille stationskiosk.
Jeg delte værelse med min lillesøster hos mine forældre. Vi havde en køjeseng, men vi overnattede aldrig. Nætterne blev brugt hos plejefamilien. På væggen ved den øverste del af køjesengen hang der en stor sliksut med grønne og røde striber. Jeg havde aldrig før set eller haft så stort et bolsje, så jeg sparrede på den og gav den kun et slik i ny og næ.
Badeværelsesgulvet i vores københavnerbad var beklædt med skumtal. Stuen havde gamle lædersofaer, som lugtede fælt af min fars cerutter og alkoholsjatter. Mine forældre havde ikke et rigtigt fjernsyn, men de havde et lille apparat på 10x10 centimeter, som nogle gange kunne få signal, så vi kunne se tv i sort/hvid. Hjemmet var snavset og rodet. Der var tilrøget, indelukket og meget beskidt. Så beskidt, at man kunne mærke snavset sætte sig fast på håndfladerne, hver gang man rørte ved noget. Hvis du nogensinde har været på en af Københavns s-togsstationer, så kender du den helt nøjagtige lugt.
Min far sad ofte i den samme lænestol. Nogle gange blev jeg usikker på, om han var i live. Øjnene vendte det hvide ud af, og halvdelen af kroppen var reelt set ikke i stolen. Min mor bad os af og til om at gå ud for at lege på perronen, når hun ikke kunne overskue os. Så jeg legede ofte med de børn, som stod og ventede på regionaltoget med deres forældre. Mine forældres hund blev engang kørt ned af et gennemkørende tog; efter den episode legede jeg ikke længere på perronen.

Rastepladsen, Tystrup Sø

Hvis det stod til mine forældre, var samværet blevet skiftet ud med en permanent adresse hos dem. De havde svært ved at sige farvel og forsøgte at overtale mig til at blive. At jeg selvfølgelig ikke skulle lytte til dem, som ikke anede noget om vores familie. At jeg ikke behøvede en plejefamilie. At de som det mindste kunne agere aflastningsfamilie.
En dag tog jeg min bamse under armen og krydsede over busholdepladserne, da min mor begyndte at råbe og farede hen mod bilen: ”Hvis du tager hende, så slår jeg dig ihjel!” skreg hun til min plejemor.
Hele turen hjem havde jeg lyst til at spænde selen op, åbne døren og gribe fat i en af lygtepælene og være midt i intet af det. Mine forældre var, hvad jeg ville have, men min plejefamilie kunne give mig det, jeg havde brug for.
Jeg måtte ikke længere have samvær hjemme hos mine forældre, så jeg lærte alle rastepladser, alle huller i vejen og lapninger fra Næstved til Sorø at kende. Alle bakker og dale, hvor Susåen krydsede gennem landskabet. Det var herude i ingenting, at samværene skulle holdes fra da af.

Kommunekontoret, Degneparken

Da jeg var fem, bildte kommunen mig ind, at mine forældre tog medicin, og det var, derfor vi ikke kunne bo hjemme hos dem. Det var også grunden til, at de ikke altid var så friske, når vi havde samvær og nok også årsagen til, at der nogle gange gik halve eller hele år mellem samværene, fordi de ikke magtede det; fordi de glemte mig. Jeg kunne se, at mine forældre ikke fik det bedre, så jeg spurgte pænt min daværende socialrådgiver, om mine forældre kunne få noget hjælp til ikke at tage medicin, for det ville nok være bedre for dem.
Igennem min barndom har jeg været til et utal af møder med socialrådgivere og sagsbehandlere på kommunekontoret. Det føltes altid som at træde ind i en lægeklinik. Der var usædvanligt stille, selvom der var masser af mennesker. Vanddispenseren lavede store bobler, hver gang nogen tog et glas vand. Det var på kommunen, at jeg lærte at drikke kaffe med sukkerknalder. Det var ikke et synderligt børnevenligt sted, og jeg brød mig ikke om at skulle tale med en fremmed dame, hver sjette måned.

Kongevejen, Jylland

Da jeg var syv, flyttede mine forældre til Jylland. De var overbeviste om, at hvis de flyttede væk, så ville jeg blive hjemgivet. De flyttede ind i et underligt, rødt murstenshus, hvor hele stueetagen var lavet om til garage. Væggene i stuen var gule, og mine forældre havde sat grene op langs loftet, så deres lille silkeabe kunne løbe frit omkring.
Når jeg besøgte mine forældre i Jylland, tog jeg selv toget. Nogle gange havde jeg min lillesøster med, men det gjorde det kun vanskeligere, når jeg skulle have overblikket over, hvilken station vi var på, hvornår vi skulle af for at skifte over til det næste tog og samtidig sørge for, at vi fik alt med os og underholde hende. Rejsen derhen tog nogle gange syv timer – jeg så mine forældre i maks. fire.
Mit nye værelse var tomt. Jeg opbevarede mit legetøj i en flyttekasse, der var blevet brugt til at transportere et helt hjem over Storebælt. Jeg rodede forsigtigt rundt i kassen, da jeg stødte på en kanyle, som tilhørte mine forældre. Der var mange. Nogle var løse og brugt, andre var stadig indpakket i knitrende plastik. Men jeg skelnede ikke mellem brugt og ubrugt, når jeg vidste, at intentionen var den samme; at injicere sig med hvad alle kaldte for ”medicin”. Jeg trak min bluse ud, så den dannede en lille fordybning, placerede mine fund og valsede hen til mine forældre. Min mor blev gal på mig. Hun sagde, at det ikke var noget, jeg skulle snage i.
Min far løb altid efter toget, når jeg skulle hjem, og fløjten havde lydt - helt indtil benene ikke længere kunne følge med, og han var efterladt for enden af perronen. For mig har togene givet liv og taget liv, skabt glæde, kaos, vrede og sorg.

Statusmøde, Rådhusvej

Jeg var lige fyldt ti, da jeg en dag i maj fik at vide, at min mor havde taget sit eget liv ved at give slip på sin hund og falde hovedkulds ud på togskinnerne.
Efter min mors død forandrede min far sig. Han havde aldrig været en særlig rar mand, men med min mors død blev vreden kun værre. Han så hende i mig, og han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det. Min lyst til at se min far forsvandt fuldstændig. Jeg orkede ikke længere hans vrede, hans uansvarlighed og at jeg skulle agere forælder for min egen far. Men selvom jeg var meget resolut i min beslutning, var det svært at overbevise andre om, at min beslutning om ikke at se ham mere var den rigtige.
Kommunen fortalte mig, at han var en rar mand, og at jeg ikke kunne sige fra overfor samværet. Jeg begyndte at blive væk, når jeg vidste, at han kom. Jeg lavede aftaler med venner og veninder eller opholdt mig i skoven eller på skolen for at undgå ham. Jeg blev spurgt hver måned af plejeforældre og socialrådgivere, om jeg nu ville se ham. Jeg blev ved med at sige nej.
Til et statusmøde på kommunen sagde min socialrådgiver, at jeg klarede mig så godt, at min far kunne komme og tage mig, hvis han ville. For han var jo en rar mand, og han virkede ikke så påvirket til møderne. Sådan blev det ved i otte år.

Alléen, Næstved

Da jeg blev 14, havde jeg fået nok af skiftende plejefamilier, og jeg bad derfor om at komme på kostskole. Men det mente min socialrådgiver ikke. Jeg agiterede med, at hvis jeg ikke kom afsted, så ville jeg ikke færdiggøre niende klasse, få en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, som så ville resultere i, at jeg ikke ville få et job, og at hun i stedet for ville skulle udstede bistand til mig resten af mine dage.

Jeg blev optaget på kostskolen få måneder senere.
I fire år fik jeg lov til at være kostskoleelev i stedet for at være ”det anbragte barn” eller ”pigen med den døde mor”. Jeg havde i forvejen et børnehjem og seks plejefamilier med i bagagen. Jeg har boet i 19 forskellige huse, og sammenlagt har jeg haft 21 søskende. Mange af de steder, jeg har boet, var ikke gode. Jeg har haft plejefamilier, hvor de tog så hårdt fat i mig, at jeg fik mærker. Hvor de slog mig med knive. Eller trommestikker. Hvor de ydmygede mig foran venner. Jeg har sovet på trappeopsatser, fordi plejebørnene ikke havde et værelse. Brækket mig af frygt. Jeg har sovet i en kælder med skimmelsvamp og asbest i flere år. Jeg har gået 20 kilometer på bare tæer i minusgrader, uden jakke og i hullet tøj, fordi mine tøjpenge ”forsvandt”, og ingen gad køre mig.

Akacielunden, Roskilde

Jeg tog direkte hen til gymnasiefløjen, hvor jeg vidste, at mine veninder skulle ind til deres sidste eksamen. Jeg var der tidligt, for det var vigtigt for mig. Nok fordi de var dem, som havde indtaget den mest familiære rolle gennem de sidste fire år. Det vrimlede frem med forældre og søskende for at lykønske, giver huer på og holde picnic med champagne på de opsatte bordebænkesæt. Min plejemor kunne ikke komme, fordi hendes arbejde vurderede, at det ikke var relevant, da jeg ikke var hendes barn.
Jeg var frygtløs og frygtsom på én og samme tid. Jeg var godt klar over den aftale, jeg havde indgået med kommunen: at jeg kunne bibeholde min anbringelse til den dag, jeg blev student. Jeg var stolt over, at jeg havde gennemført gymnasiet. Ikke nok med, at jeg havde overhalet hele min biologiske familie indenom, så var jeg blevet student fra et af landets mest præstigefyldte kostskoler – og samtidig blevet hjemløs. Der var nemlig ikke blevet lagt en plan for mit efterværn, mit forhold til min plejefamilie var dårligt - og i øvrigt ophørt - og selvsagt kunne jeg ikke bo på kostskolen som dimittend. Men jeg blev et par ekstra dage for at pakke mit hummer sammen og finde ud af, hvor jeg nu skulle hen.
Min venindes mor kom forbi skolen, da hun så mig for enden af den lille gade. Hun rullede vinduet ned og råbte til mig, hvad jeg dog lavede. Jeg gik hende i møde, mens jeg forsøgte at tale udenom. Hun rynkede panden, da jeg forklarede hende, at jeg ikke længere havde et sted at bo. Hun tog mine papkasser ind i bilen og sagde: ”Nu tager du med hjem.”
Jeg boede hos hende i et halvt år, hvorefter jeg sammen med min veninde flyttede videre. Vi boede sammen i to år, og endelig fandt jeg hjem.

‍

Forfatter

Anonym

Titel

Hjem

Udgivelse

De Anbragte

Læsetid

min

Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” (..) Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på.

Som 3-årig blev jeg anbragt hos min plejefamilie. Min plejemor og plejefar tog mig til sig, som var jeg deres egen og i dag er de min mor og far. Den 15/05 2021 mistede jeg desværre min far.

Kære far

Jeg har valgt at dedikere min historie til dig, min far, Leif. Selvom du ikke kommer til at læse den, så skal du vide, at du har betydet alt for mig, og uden dig og mor ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er. Jeg er ked af, at du ikke er der til at følge mig hele vejen til målet, men at du har valgt at åbne dit hjerte og være den far for mig, som jeg aldrig fik, vil jeg altid være dig evig taknemmelig for. Du har været den bedste far, jeg nogensinde kunne drømme om.

Din Simone

‍

”Ring, ring, ring” Jeg farer sammen og rækker straks min arm ud til siden. ”ring, ring, ring” Mine fingre føler sig frem. Lettelsen går igennem mig, da de endelig støder på telefonens kolde skærm. Alarmen slukkes for en stund. Jeg lægger mig tilbage. Lukker øjnene. Her i morgenstundens spæde mørke findes kun mine egne tanker. Mine egne følelser. Mig. Jeg slår øjnene op igen og svinger fødderne ud over sengekanten. På vej hen til mit skab får jeg øjenkontakt med mit spejlbillede og stopper op. Jeg ser på mig selv. Blikket i mine øjne er tomt, imens jeg dækker mig selv til i en maske af sminke, sætter håret op i en høj hestehale og skyder brystet frem. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den dag, der venter mig forude.
Jeg forlader min hoveddør og sætter mig ind i skolebussen, der tager mig derhen, hvor jeg er anderledes. Det er svært at se ud ad den støvede rude. Jeg tørrer hurtigt og forsigtigt den tåre bort, der har sat sig i min øjenkrog i frygt for, at nogen skulle have set den.
Skolen toner sig frem i horisonten foran mig, mens bussen kommer nærmere. Jeg stiger ud af bussen og går op imod den røde murstensbygning. Jeg står stille og betragter den. Jeg overvejer, om jeg kan nå at vende om. Men jeg står tryllebundet og stirrer på glasdøren. Jeg står endnu en dag ansigt til ansigt med den dør, som min lærer lukkede. Dengang hun knuste mine drømme om fremtiden. Dengang hun fortalte mig, at jeg nok bare skulle være glad og stolt, hvis jeg gennemførte 9. klasse. At jeg nok ikke skulle sætte mine forventninger til fremtiden for højt. Det er jo blot en glasdør, som fysisk skiller mig fra den klasse, jeg går i. Men alle de døre, der gentagne gange er blevet smækket i hovedet på mig, ser jeg nu for mit indre blik. De har efterladt mig i en slags labyrint af lukkede døre. En labyrint jeg selv må finde rundt i, frem til en åben dør, som vil vise mig vejen frem og ud. Den uforståenhed jeg følte dengang. Som jeg stadig føler. For hvorfor skulle jeg ikke kunne komme længere end 9. klasse? Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå lige så langt som mine klassekammerater? Jeg kaster tankerne fra mig, trækker vejret dybt, og åbner glasdøren.

Svigtet og vred

Som 3-årig blev jeg sammen med mine søstre fjernet fra min mor. Hun havde et enormt alkoholmisbrug, der gjorde, at hun ikke var i stand til at tage sig af os. Hos min far var der ikke meget hjælp at hente; han var selv glad for at ty til flaskerne, og så døde han i en drukneulykke, kort inden jeg fyldte tre år. Vi røg derfor akut på børnehjem, hvor vi boede i fire år, inden vi blev anbragt i vores plejefamilie.
Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” På vej hen til mit klasselokale passerer jeg en mor, som er ved at hjælpe sin søn af med overtøjet. Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på. Jeg siger ordet mor højt inde i mig selv. Det ord føles fremmed, når jeg tænker på hende. Hun er ikke længere min mor. Jeg ser min lærer ud af øjenkrogen, da jeg går ind i klassen, og sætter mig på min plads. Hun begynder at snakke om et eller andet, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Det eneste, jeg hører, er flasker, der klirrer mod hinanden, og jeg mærker den stærke lugt af spiritus og tobak. Det føles næsten som at være tilbage. Det giver mig kvalme.
Jeg overvældes af en vrede over, at min mor svigtede mig, at hun valgte værtshus og alkohol frem for mig, at hun efterlod mig ved gamle mænd, at hun ikke hentede mig fra børnehave, at jeg endnu engang stod tilbage. Jeg vågner fra mine tanker, da jeg mærker mine fingre bore sig længere ned i det bord, jeg sidder ved. Jeg ser hurtigt rundt for at se, om nogen har lagt mærke til min vrede. Jeg får øjenkontakt med min veninde, der sidder længere nede i lokalet. Jeg smiler sukkersødt til hende; et smil, der hurtigt bliver gengældt.
Vi er heldigvis veninder. Det er ikke altid, at jeg er så heldig. Der var for eksempel dengang i 3. klasse. Jeg havde mødt en potentiel veninde dagen inden, det troede jeg i hvert fald. Den efterfølgende dag spørger jeg hende, om vi skal lege. Her bliver jeg mødt med:

“Jeg må ikke lege med dig. Fordi min mor siger, at du er sådan en, man skal holde sig fra.”

Sat i bås

Mit blik fanges af viserne på klassens vægur. Tik tak, tik tak. Klokken er 11:10. Ud fra sekundviseren kan jeg se, at den snart slår 11:11. Fem, fire, tre, to, en … Visernes evindelige tidsrejse minder mig om dengang, min skulder gik af led. Eller rettere første gang den gjorde. Og anden gang… Et enkelt slag i en dum leg skulle der til, bare fordi klokken slog 11:11. Dette resulterede i, at min plejemor og jeg endte i et konsultationsrum sammen med en høj, tynd kirurg med tilhørende tyndt hår. Dette skulle vise sig at være et skæbnesvangert møde. Jeg trådte ind ad porten til ortopædkirurgisk ambulatorium på hospitalet som mig selv - som Simone med en dårlig skulder. Med lugtene af gummi, sprit og syge mennesker i mine næsebor fik jeg ellers at vide: “Sæt selv din skulder på plads.” Det tog dog 24 timer, før min skulder kom på plads. Dette alene efter min plejemor og en sygeplejerske med tvang fik en læge til det.
At stå foran et menneske, der på forhånd havde sat en label på min pande, hvor der stod “opmærksomhedssøgende anbragt teenagepige med ondt i sjælen, som rev sin egen skulder af led med vilje.” At få fortalt, at der ikke var noget galt med min skulder, men at der var noget galt med MIG. At det var klart, at man med min fortid, havde det svært. Jeg trådte ud brændemærket og sat i bås som plejebarn. Og nu psykisk syg.
Det satte dybe spor og blodige ar i min psyke, og jeg udviklede såkaldte funktionel le lidelser. På baggrund af denne stigmati sering og min dårlige samvittighed herom begyndte troen på, at det var mig, der var forkert, at brede sig. Derfra mærkede jeg for alvor frygten for at være mig – nok mest af alt at vise andre, hvem jeg er. Jeg fik en følelse, som jeg aldrig før havde mærket. En følelse af at blive spist op indefra af en parasit, der overtager hver eneste celle i min krop. Følelsen af angst.
På grund af de funktionelle lidelser og min angst begyndte jeg at få anfald, hvor jeg besvimede og lå og rystede. Min lidelse gjorde også, at jeg vågnede op en dag og var kortvarigt blind på mit højre øje. Kort sagt endte jeg med at bryde sammen. Den oplevelse, som jeg havde på hospitalet, gjorde mig angst, og jeg følte mig for første gang sådan rigtig anderledes. Jeg fik for alvor angst for ikke at passe ind. Angst for ikke at være god nok. At jeg nu ikke længere kunne de samme ting som mine venner, gjorde det ikke bedre. Jeg var ikke i stand til at være væk fra mine plejeforældre i længere tid, fordi jeg frygtede at besvime.
“Ik’ fald om, ik’ fald om.” Jeg kan mærke svimmelheden, og det sortner for mine øjne. Jeg holder hårdt fast om den dørkarm, jeg læner mig opad. Mit hoved dunker, og jeg ryster over hele kroppen, så det er svært at stå oprejst. “Ik’ fald om.”
Jeg blev ked af det, hver gang det skete, fordi jeg ikke længere kun var den anbragte, nu var jeg også hende den syge. Mine venner blev også bange for at være alene med mig, fordi de frygtede, at jeg ville besvime. Så jeg endte med mest at være for mig selv eller sammen med min familie, som altid stod klar og var der for mig når og efter, at det skete. Mine bedste veninder inviterede mig ikke længere til deres arrangementer. Jeg blev så ked af det, at det triggede min hjerne, og jeg besvimede foran dem. Det gjorde bestemt ikke min situation bedre. Jeg var blevet ensom.

En ny start?

“Hej mit navn er Simone; jeg bor hos min mor og far. Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg går meget op i kost og træning.”

Jeg startede på efterskole i 10. klasse og var fast besluttet på, at jeg var Simone, og ingen skulle vide, at jeg var anbragt, eller min mor havde et misbrug. Ingen måtte vide, hvad der gemte sig bag min maske.
En løgn, der blev større og svære at forsvare; en løgn, der stille og roligt krakelerede.

“Hvorfor hedder du Lorentsen, når din mor hedder Rasmussen?”

“Øh, fordi jeg fik navnet fra, da min mor var ung.”

“Hvorfor kalder du aldrig dine forældre for mor og far?”

“Fordi det gør vi bare ikke hjemme hos os.”

Jo mere de spurgte og undrede sig, jo mere blev jeg nødt til at tænke på min fortid, og jo hårdere blev det at gå på efterskole. Men jeg var så bange for at miste dem, hvis de kendte den rigtige historie.

“Jeg føler, at du har været falsk og holdt os for nar.”

Så det endte med, at jeg mistede mine venner alligevel, fordi masken og facaden fyldte for meget.

Reddet på målstregen

Jeg står tilbage ved den røde murstensbygning foran det gule busstopskilt. Jeg venter, venter på den grønne skolebus, som skal bringe mig hjem. Men hjem til hvad? Endnu en socialrådgiver, der venter på mig, så jeg igen skal flytte? Jeg magter det ikke. Det at skulle agere hoppebold igen. Frem og tilbage mellem ølflasker, cigaretrøg, bodegaer på række, en gammel mands lejlighed og en døgninstitution, der dyrkede det usunde forhold, jeg havde til min mor, hvor hun stadig prioriterede alkoholen over at møde op til vores samvær, for så at lande midt i et hjem. Et hjem. Et rigtigt hjem, som tager sig af mig. Som lader mig være det barn, jeg har brug for at være. Som giver mig pladsen til at være mig. Jeg vil for alt i verden ikke være en hoppebold.
“Jeg klarede den!” Jeg klarede endnu en dag, og jeg bor stadig hjemme. Jeg træder ind ad min plejefamilies hoveddør og ånder lettet op. Jeg omfavner min plejemor. Det gør jeg hver dag, fordi hun minder mig om de gode ting, jeg har i mit liv, og om den kamp, vi sammen kæmper hver dag. Hvis ikke min mor, som jeg kalder min plejemor nu, er der til at gribe mig, når jeg har haft en dårlig dag eller er blevet ked af det, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
Jeg har siddet rigtig mange gange ulykkelig og frustreret og snakket med min mor om, hvad der var svært. Det kaldes kognitive samtaler. De har hjulpet mig til at arbejde med mig selv og komme op af det sorte hul, jeg nemt kommer ned i. Der hvor jeg gemmer mig og mine følelser væk på mit eget værelse, fordi det er nemmere ikke at snakke om det. Der har det hjulpet at kun ne snakke om, hvorfor jeg ikke føler mig god nok; at jeg er bange for at miste min familie; at kommunen ville tage mig væk.
Jeg blev beriget med den dejligste familie, der ikke udviste andet end kærlighed og omsorg. De mennesker, som tog mig ind som deres egen. De mennesker jeg i dag kalder mor og far. De mennesker, som gav mig deres efternavn og gør, at jeg nu stolt kalder mig en Lund Rasmussen. Deres kærlighed og anerkendelse har givet mig troen på mig selv, og modet til at åbne op og være ærlig omkring mit liv og min fortid. Måske vigtigst af alt at turde gå efter mine drømme og have overskuddet til at hjælpe andre børn og unge, der er i samme situation som mig. De har reddet mig og gør, at jeg hver dag er tættere på at kunne kalde mig en mønsterbryder. Det er de mennesker og den udvikling, der betyder noget for mig. Jeg er evig taknemlig for, at min familie (specielt min mor og far) har været der for mig – også når det blev svært, og de ikke gav op, når jeg selv gjorde.
Jeg skubber døren op til mit værelse. Jeg ser mig selv i spejlet. Mine øjne er ikke længere tomme. Jeg mærker gnisten. Blinker og smiler til mig selv, “du sgu egentlig go’ nok, Simone, anbragt eller ej.” Jeg træder et skridt tilbage og ser mit liv udefra. Står kort og betragter masken. Så lukker jeg mine øjnene og trækker vejret dybt, løsner håret fra elastikken og skyder brystet frem. Jeg åbner mine øjne. Nu ser jeg Simone. Jeg håber, at jeg en dag kan blive helt fri for masken. At jeg en dag kan møde verden, som den jeg er. Som Simone. Jeg er nået langt i min kamp om at lægge masken fra mig, og jeg håber, at jeg snart ser dens eksistens smuldre ud mellem mine fingre for altid.

Forfatter

Anonym

Titel

Kan jeg smide masken nu?

Udgivelse

De Anbragte

Læsetid

min

Jeg er blevet skubbet ud af et overfyldt S-tog, mast op ad et vindue i en bus og spyttet efter i byen.

Sundhedsplejersken

Lokalet var gråt på nær de orange 80’er-gardiner. Rummet lugtede sterilt. Jeg trådte tøvende ind. Sundhedsplejersken var rar og imødekommende, lige indtil hun havde målt og vejet mig. Som 7-årig følte jeg hendes blik bore sig ind i mig, men i dag kender jeg udtrykket som bekymring – en voksen, der vejer sine ord, før de gives videre til et lille barn. Dengang troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert og skulle have skældud.
”Freja. Du vejer for meget i forhold til din højde og andre på din alder.” På skærmen pegede hun på en rød kurve med et kryds på.

”Når man ligger på den røde linje, så er man på grænsen til at være overvægtig. Det skal du fortælle mor og far, for det skal I gøre noget ved. ””Hvordan?”
”Man spiser mindre mad og slik, bevæger sig mere og spiser flere grøntsager”.

”Hvad hvis jeg bliver sulten?”

”Det bliver du ikke. Du har masser af energi, som din krop kan tage af.”
Jeg fik en seddel med hjem med min højde og vægt. Jeg så frem til at blive trøstet af mine forældre, for jeg var sikker på, at de ville sige, at jeg var, lige som jeg skulle være. Sådan tænkte jeg, indtil jeg kom tilbage i klassen.

”Hvad vejer du?”
”Hvad er dit BMI, Freja?”

Jeg svarede ærligt, indtil jeg fandt ud af, at jeg var den, der vejede mest. Det fandt mine klassekammerater hurtigt ud af, at de kunne drille mig med. Den dag spiste jeg ikke min madpakke. Resten af dagen brugte jeg på at gøre mig så lille som muligt. Sedlen i min taske var blevet til en sten. Den var blevet tung af en skam, jeg ikke forstod, hvor kom fra.

Det hjalp ikke at komme hjem. For mine forældres udtryk var identisk med sundhedsplejerskens. Jeg blev bekræftet i, at jeg var forkert. Fra det øjeblik blev jeg et projekt. Nok nærmere et problem, der skulle gøres mindre.

Som barn oplevede jeg stor bevægelsesglæde gennem springgymnastik, dans og svømning, og jeg elskede at udfordre mig selv. Pludselig blev jeg opmærksom på, at min krop var noget, andre havde holdninger til, og bevægelsesglæden forsvandt. Når jeg dyrkede sport, kunne jeg høre min sundhedsplejerskes ord: ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.”

Hjemme i haven flyttede der en trampolin ind. Jeg blev glad for den til at starte med. Men børn er ikke dumme. ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.” Trampolinen landede i baghaven, fordi mine forældre havde fået at vide, at jeg skulle tabe mig. De begyndte at spørge ind til min mad, og om jeg stadig var sulten, når jeg tog en portion til. De foreslog gulerødder i stedet for boller og indførte grøntsagsfade, når der var Disney Sjov. Men jeg vidste godt, hvad det handlede om. De var bange for, at jeg blev tyk. Og hvad skulle de have gjort? En autoritetsfigur sagde, at deres datter var for tyk. I virkeligheden var det en medvirkende årsag til, at jeg i så tidlig en alder udviklede spiseforstyrret adfærd. For jeg var sulten. Jeg dyrkede sport og spiste mindre mad, end min krop havde brug for og voksede, som 7-årige gør. Hver gang jeg spiste med andre, følte jeg skam og var i konstant beredskab: ”Er du virkelig sulten? Du har ikke godt af mere smør. Så tror jeg ikke, du skal have mere.” Derfor spiste jeg i smug. Rugbrødsmadder med ekstra smør. Slik fra skabene. Is fra fryseren. Til nøds tørre lasagneplader med ketchup. I starten var det kun, når jeg var sulten, men det udviklede sig til større mængder, for jeg vidste ikke, hvornår jeg fik muligheden for at spise nok mad igen.
Som kompensation for mine overspisninger smed jeg nogle gange min madpakke ud og var stolt af, at jeg ikke spiste den. Jeg tænkte altid på mad: ”Hvornår kan jeg spise igen? Hvis jeg spiser, skal jeg hoppe mindst en time på trampolinen. Er det så slemt at kaste op?” Men jeg kastede aldrig op, for jeg turde ikke. Jeg ønskede, at jeg blev alvorligt syg, så jeg kunne tabe mig. Jeg stod flere gange og kiggede på køkkenknivene og tænkte, at jeg måske kunne skære mine deller af. Jeg følte, at mit liv først kunne begynde, når jeg blev tynd. Det blev jeg bare aldrig.

Tyk

”Ej, hvor ser jeg klam ud! Jeg kommer aldrig til at score nogen, når jeg er så fed.” Det er en sætning, jeg har hørt mine venner sige mange gange. Det er noget af det mest sårende, man kan sige i mit selskab. Ikke nok med at de vejer mindre, end jeg gør. De mener også, at man bliver sværere at elske, når man er tyk.

Jeg har mange gode venner, der elsker at tage ud og shoppe og gerne vil have mig med. De glemmer bare, at jeg ender som taskeholder og kun kommer hjem med strømper og hårklemmer. Det er som at invitere en ven med glutenallergi ind på et bageri. Det er næsten mere ensomt for mig end at være alene.
Lignende situationer, som de fleste ikke tænker på i deres hverdag, fylder i min. Jeg er blevet skubbet ud af et overfyldt S-tog, mast op ad et vindue i en bus og spyttet efter i byen. Folk har fisket chips op af min indkøbskurv, andre sneget gulerødder i. Jeg er blevet trukket igennem et storcenter, fordi en mand mente, at jeg ville have godt af at løbe. Når jeg dyrker motion foran andre, får jeg at vide, at det er ”godt, at jeg gør noget ved ’dét’.” Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg burde blive mindre. Så snart jeg går ud ad min hoveddør, skal jeg være forberedt på potentielle angreb – endda voldelig adfærd.

Behandling

I juni 2022 befandt jeg mig igen i et sterilt miljø, denne gang hos min egen læge. Det eneste opmuntrende i venteværelset var en lille kurv med legetøj, hvor en buttet pige legede med en dukke. I hende så jeg en yngre version af mig selv. Hun smilede til mig, som om hun endnu ikke havde set den røde kurve ved sundhedsplejersken. Jeg håbede inderligt, at lægen ikke ville påpege hendes vægt. Jeg var gået til lægen for hendes skyld, den yngre version af mig – hun skulle ikke være syg mere.

”Freja.”

Det blev virkeligt, sekundet jeg rejste mig, og alvoren af situationen gik op for mig. Jeg havde i flere år haft mistanke om, at den var gal. Jeg troede, at jeg havde Binge Eating Disorder (BED). Alligevel blev jeg ved med at negligere mine følelser. Jeg turde ikke tale med nogen om det, for hvad hvis jeg ikke blev taget alvorligt? Der var heller ikke offentlige behandlingstilbud, så hvem kunne hjælpe mig?

Den undskyldning kunne jeg ikke længere bruge. I januar 2022 blev BED en anerkendt diagnose i EU, og psykiatrien i Danmark ville åbne op for behandling - eftersigende. Det var svært at erkende, at jeg havde alle symptomer på BED. Jeg var i en stor indre konflikt. Spiseforstyrrelsen var blevet min ven, noget trygt, som jeg vidste, hvad var.
”Lige meget hvad jeg siger om tre uger, så skal I tvinge mig til at få hjælp. Jeg er bange for, at jeg ikke er modig nok til at gennemføre det.”
Før jeg gik til min læge, valgte jeg at inddrage mine forældre. Jeg havde fået nok. Spiseforstyrrelsen dikterede mit liv. Det betød ingen sociale arrangementer, hvis der var mad involveret, mange mennesker, eller mennesker jeg ikke kendte. Den valgte mange ting fra, også mine venner. Det føltes forkert, for før jeg blev syg, var jeg fuld af energi, udadvendt og modig. Jeg var ikke mig selv længere. Spiseforstyrrelsen havde lagt et stort låg på en boblende gryde. Med mine forældres støttende ord i ryggen valgte jeg at gå til lægen. Jeg ville have gryden til at boble igen.
”Hvad siger du så i dag, Freja?”
”Jeg har en mistanke om, at jeg har BED.”
”Mener du bulimi?” Jeg så forvirret på min læge og rystede på hovedet. ”BED?”, fortsatte hun.
Jeg nikkede, og hun begyndte at google symptomer. Der sad jeg i en stol med armlæn, der skar sig ind i mine lår, mens jeg forsøgte at forklare min læge, hvad BED var. Frustreret over at jeg pludselig blev den, der skulle fortælle, hvad jeg fejlede, begyndte jeg at forklare hende om tvangsoverspisninger, selvisolation, tanker om selvskade og angstsymptomer. Først da jeg nævnte min vægt, tog hun mig alvorligt og henviste mig til ungepsykiatrien. Men jeg fik ikke en plads, for der var ikke et offentligt behandlingstilbud for BED – det er der stadig ikke her to år senere. Det var en kæmpe mavepuster. Min læge gav ikke op og endte med at henvise mig til et privattilbud. Det var ikke gratis, til gengæld var der plads med det samme.
Sankthansaften bragede studentervognene gennem byen. Jeg havde næsten afsluttet 2.g. Et år senere ville det være mig. Det nægtede jeg at gøre med en ubehandlet spiseforstyrrelse. Så jeg ringede op. To uger senere fik jeg officielt konstateret BED. Det var svært at forstå, at jeg faktisk var syg, men samtidig var jeg glad for at få hjælp. Spiseforstyrrelsen havde fyldt i det meste af mit liv, derfor kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask.

Før jeg startede behandlingen, blev jeg præsenteret for nogle krav. Et af kravene var, at jeg ikke måtte forsøge at tabe mig. Det skulle jeg skrive under på. I mit hoved hang det ikke sammen med, at det er livsfarligt at være tyk. Det var jeg så overbevist om, at jeg led af dødsangst. Selvom jeg udtrykte bekymring, holdt de fast i, at jeg ikke skulle tabe mig. Det var nemlig uforeneligt at have et vægttabsmål og blive behandlet samtidigt. Jeg var skeptisk, men det var første gang, at nogen sagde, at jeg ikke skulle gøre mig mindre. Jeg startede i gruppeterapi med tre piger på min alder. Jeg kom til at holde meget af dem, men jeg følte mig udenfor. De tre piger var ikke tykke. Jeg tænkte ofte på, at deres ultimativt værste mareridt var at komme til at ligne mig. Alligevel stod behandlerne fast på, at jeg ikke skulle tabe mig. Der skulle gå syv uger, før det gik op for mig, at de havde ret.

”Jeg ved godt, at jeg ikke skal tabe mig, men det vil jeg. Det er farligt at være tyk. Planen er, at når jeg er færdig her, så kan jeg tabe mig, for så er jeg blevet mentalt rask,” sagde jeg fuld af frustration til min psykolog. Forstod hun, hvor svært det var for mig at være tyk?
”Jeg kan godt forstå det ønske. Der er intet at sige til, at du har et behov for at blive mindre, når det er det, du har lært. Men det skal du ikke. For det er ikke nødvendigvis farligt at være tyk. Jeg synes, at du skal høre podcasten Radio Ligevægt.”

Jeg var rasende. Hun forstod mig ikke. Jeg var havnet et sted, hvor ingen kunne hjælpe mig. Jeg gav den dog en chance. Efter de første ni episoder var jeg helt mundlam. Podcasten var lavet af to læger. De forklarede, at tyk ikke var lig med usund, og at tynd ikke var lig med sund. Det var imod alt, jeg havde lært, men jeg følte, at gryden inden i mig begyndte at boble lidt igen. De to læger gav mig en plads i verden. Ret til at leve og forblive tyk. De gav mig den billet til livet, som jeg troede, at jeg først ville få, når jeg blev tynd.
Selvom det hjalp at lytte til Radio Ligevægt, gik der ikke længe, før jeg blev ramt af en mur af ensomhed. Jeg sad nu med denne nye viden, mens resten af verden ikke flyttede sig. I min behandling blev det tydeligt, at slankekure og verdens behov for at gøre mig mindre var en stor del af årsagen til min spiseforstyrrelse. Da jeg kom til terapi, efter at have hørt Radio Ligevægt, var det med andre briller på. Det var stadig svært, men det blev bedre, efter jeg slap tanken om, at jeg skulle tabe mig. Gryden var begyndt at boble igen. Kampen mod mig selv var slut, men det var kampen mod verden ikke.

Igennem terapien havde jeg opbygget et større selvværd. Det gjorde det svært at acceptere den tykfobiske adfærd, jeg oplevede dagligt. Jeg afsluttede min terapi i december 2022, klædt på til at hjælpe mig selv videre. Selvom verden stadig er fanget i slankekursforstyrrelser og tykfobisk adfærd, har jeg fundet en ro i mig selv. I dag har jeg en værktøjskasse og et netværk, der kan hjælpe mig. Jeg ved, at der er en plads til mig i verden, og at jeg ikke længere er alene. Jeg skal aldrig mere gøre mig mindre. I stedet vil jeg tage låget af gryden og lade den boble.

Selvom det er svært, er jeg ikke alene – og det er du heller ikke.
Radio Ligevægt
Fede Feminister
Intuitiv Spisning af Inger Bols
Tykbogen
The Maintenance Phase

‍

Forfatter

Freja Grønberg Milling

Anonym

Titel

Hvor må jeg være?

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget?

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.

Forfatter

Anastasia Villadsen

Anonym

Titel

Handicaptillægget

Udgivelse

Læsetid

min

Jeg har stuer i hele byen

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

Forfatter

"Nadia"

Anonym

Titel

Udgivelse

Læsetid

min

Fortællingen bor her:

Thank you! Your submission has been received!

Oops! Something went wrong while submitting the form.

Udgivelse

De Ensomme

Udgivelsesår

2024

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Udgivelse

De Resterende

Udgivelsesår

2023

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Udgivelse

De Hjemløse

Udgivelsesår

2022

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Udgivelse

De Kronisk Syge

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Udgivelse

De Anbragte

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Udgivelse

De Flygtede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Udgivelse

De Engagerede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Udgivelse

De Frafaldne

Udgivelsesår

2014

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.