Sangfuglen, der ikke kan flyve

I konfirmationsgave fik jeg en riffel. Året efter var mit syn forsvundet på højre øje og delvist også på venstre. Jeg har alligevel skudt en sæl med de her øjne. Jeg ved ikke hvordan.
Forleden tog jeg min forlovede og hendes familie med ud at skyde lerduer. Hver gang jeg havde skudt, måtte jeg spørge: “ramte jeg?”. De andre blev sure på mig. De synes, det var uretfærdigt, at jeg ramte hver gang, når jeg ikke engang selv kunne se det. Det må være Grønland, som bor i mig.

Jeg er født med leddegigt, og som 14-årig fik jeg min øjensygdom. Jeg har levet med smerter hele mit liv og med en krop, som ikke har kunnet bære mig. Mit syn forsvinder gradvist, som årene skrider frem. 

Somme tider rammer jeg en dårlig dag, og det er ikke altid, at jeg selv kan se det. Så opfører jeg mig som en idiot. Jeg føler mig deprimeret og sur. Jeg føler mig ikke god nok, og jeg kommer til at lade det gå ud over andre. Jeg troede egentlig, at jeg havde accepteret min krop og mit handicap, men jeg tror, at jeg skal lære at acceptere det hver dag. 

Min hjembys bjerg er hjerteformet. Uummat betyder hjerte, og Uummannaq betyder hjertefjeldet. 

Min hjemby, vores bjerg og vores fjord. Det er så smukt. Jeg holder virkelig meget af det. Folk rejser dertil og tager op på Ummannaq. De oplever den vilde udsigt deroppefra. Jeg kommer selv til Ummannaq ved at male det.

Som barn sad jeg meget i kørestol. Jeg kunne ikke lege med de andre, og jeg kunne ikke altid komme i skole, for der var ikke nogen elevator. Jeg var meget hjemme, så jeg kan de ting, som man kan gøre i et hjem. Jeg kan male og spille musik. Det har jeg lært mig selv. 

Mine malerier er blevet sat fri, efter jeg flyttede til Danmark. Når der sker noget nyt i mit liv, sker der noget nyt i mine malerier. Jeg flyttede til Danmark for et halvt år siden, og siden da er mine malerier blevet større. Det er mærkeligt, hvordan et lille land kan forstørre dem. Men jeg tror, at Danmark har sat dem fri. Jeg tør mere her. I Grønland holder man meget af genkendelige motiver. Nu er mine motiver blevet mere abstrakte og storslåede. Men farverne er de samme: hvid og blå, sne og himmel og is. Det er grønlandske farver. 

Når jeg er i Danmark, tænker jeg mindre over, hvad dem i Grønland vil synes om mine malerier. Så bruger jeg min fantasi mere, og jeg kan lige pludselig male i mange timer. Det plejede jeg ikke at kunne, men det er som om, at min hjerne slapper mere af nu. Nu maler jeg bare mit Grønland og ikke alle grønlænderes Grønland. Det er ikke lige så hårdt. 

Mit ord er også blevet sat fri. Jeg tænker generelt mindre over, hvad andre tænker, når jeg er i Danmark. Uummannaq er en lille by, og alle kender hinanden. Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvis jeg gør noget anderledes, så vil folk snakke om det. I en lille by ved man, at folk snakker. Det er også derfor, der ikke bliver talt højt om alle overgrebene i bygderne. Der kan være mange børn, som bliver misbrugt af den samme person, men fordi alle kender hinanden, så siger man det ikke højt. I Grønland er man elendig til at sige tingene højt, men det er jeg begyndt på nu. 

Selv min krop er blevet sat mere fri. Jeg er mindre afhængig af andre, for jeg kan selv bevæge mig rundt på min scooter i det flade danske landskab. De dage min krop bremser mig, kører jeg ekstra stærkt på min scooter – de dage har jeg ekstra meget brug for at mærke, at jeg er i live. Grønlands smukke natur er barsk for min krop. En krop som i forvejen kæmper hårdt. Landskabet er så bakket og ujævnt, at jeg ikke selv kan komme rundt. Og vinteren er hård. Den er for lys for mine øjne og for glat for min gigt. Sidste vinter brækkede jeg min hofte. Jeg sagde til min familie: ”Jeg skal ikke holde vinter i Grønland igen.” På det tidspunkt havde jeg ikke konkrete planer om at flytte til Danmark. Jeg vidste bare, at det var sidste gang, jeg havde gennemlevet den grønlandske vinter. Danmark er mildere mod min krop.

Nogle gange kommer jeg til at tænke på ham: drengen i kørestolen, som sad og kiggede ud af vinduet og ikke kunne lege med de andre. Jeg vil gerne give ham et kram. 

Han skammede sig så meget. Skammede sig over sin familie, sin krop, brandsår og operationssår. 

Den bor stadig i mig, skammen. Ligesom mange andre grønlændere har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var et lille barn. Jeg har altid været en belastning for min familie. Jeg er blevet valgt fra af de andre børn, fordi jeg sad i kørestol. Jeg har lært, at jeg er ligegyldig, at jeg ikke er noget værd. Min far dukkede ikke op til min fødsel. Han var der, da min storebror kom til verden. Han var der, da min lillesøster kom til verden. Men da jeg blev født, var han ude at drikke sig fuld. 

I dag har jeg tilgivet ham, for den smerte han har påført mig. Den følelse han har givet mig af, at jeg er ligegyldig. At jeg er en belastning. Men jeg tror, at jeg skal tilgive ham hver dag.

Når tanken rammer mig i dag, selvmordstanken, så er det fordi, jeg ikke kan de ting, jeg gerne vil. Min krop stopper mig i at leve så meget, som jeg gerne vil. Men så går det op for mig, at det jo netop betyder, at jeg elsker livet. 

Min mormor har altid elsket mig. Hun er den eneste, som altid har givet mig kærlighed og livsglæde. Jeg var meget hos hende, når min mor skulle aflastes for den last, som jeg var. Hjemme hos min mormor var jeg altid god nok. I hendes øjne var alt, jeg gjorde, fantastisk. Hun havde min tegning stående på sin reol. I dag har jeg hende med mig i alt, hvad jeg gør, og i altjeg opnår. 

Jeg er altid kommet bedre ud af det med de ældre. Jeg var meget anderledes end de andre børn i Uummannaq, så jeg har ingen jævnaldrende venner der. Jeg så anderledes ud, men jeg tænkte også anderledes, tror jeg. Jeg tænkte på en måde større. Jeg tænkte ud over Uummannaq. Ud over Grønland og problemer. Byen var for lille til mig og mine tanker. Men de gamle hørte mig og så mig, og de var interesserede i min kunst. Jeg tror, at de var stolte af mig, og det føltes godt. Det føltes godt, når de kaldte mig Kaaleerannguaq – søde lille Karl, betyder det. Når jeg har dårlige dage, hvor jeg er deprimeret og sur, så siger min mor, at jeg skal huske, hvem Kaaleerannguaq er. Men det er ikke altid så nemt. 

Nu er det blevet hårdere at være tilbage i Grønland, for alle de ældre, mine venner, er begyndt at dø. Måske er det også hårdt, fordi det minder mig om en tid, jeg ikke har lyst til at være forbundet med. Jeg skal ikke være der i mere end to uger. Hvis jeg er der i længere tid, så dør jeg. Jeg låser mig inde og begynder at skrumpe. Naturen er fantastisk og storslået, men det er alligevel for småt for mig. Mine tanker bliver indskrænket, og jeg mister langsomt min inspiration. Det er egentlig mærkeligt, når alt min inspiration er spiret derfra. Det var jo sådan set dér, det hele startede. Mine malerier forestiller Grønland, og jeg synger på grønlandsk, men jeg synes, det er svært at bo i Grønland med et handicap. 

Siden jeg var otte år gammel, har jeg skulle rejse til Danmark fire gange om året for at kunne blive undersøgt af gigtlæger og øjenlæger. Men jeg har altid sagt, at jeg ikke ville flytte. Der var en gang en sagsbehandler, som spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at flytte til Danmark, at det ligesom ville være nemmere. Min mor har også altid sagt, at jeg en dag ville forlade Grønland, og min søster har drillet mig med det. Jeg følte, at hvis jeg flyttede, var det ligesom at give op. Men på det seneste er det gået op for mig, at hvis jeg skal kunne gøre noget godt for Grønland, så skal jeg have styrke, og det kan jeg nemmere få her i Danmark, hvor der er ressourcer. Grønland er et stort og fantastisk land, men der er ikke plads til sådan én som mig. Ikke endnu. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, og hvis jeg får det bedre, kan jeg måske give mere tilbage. Jeg vil gerne have, at Grønland bliver et bedre sted at leve for børn, for alle. Folk skal føle, at de er gode nok, som de er, så de ikke bliver alkoholikere, misbrugere eller begår overgreb – det bliver en ond cirkel. 

I Grønland har jeg brugt alt min energi på bare at være til med den krop, jeg har. Nu kommer jeg måske til at have energi til noget mere, men det er en ambivalent følelse. Det føles mærkeligt, når nu jeg er grønlænder. Jeg er født i Grønland, og jeg kan mærke, at Grønland bor i mig, men alligevel kan jeg ikke være i mit land. Jeg bliver nedbrudt, fordi der ikke findes hjælpemidler til mig, og jeg bliver nødt til at flytte derfra for at få styrke

Der findes et grønlandsk udtryk ’Piumassuseq nukiuvoq’, som betyder ’med viljen har du styrke’. Jeg tror, jeg har viljen. Det er sådan, jeg har lært at male og spille musik. Det er sådan, jeg kommer igennem hverdagen. Det var sådan, jeg kom gennem min uddannelse. Det var hårdt. Jeg blev næsten blind, og jeg oplevede ikke at kunne bevæge mig. Jeg fik tæsk, jeg manglede penge og gik igennem hjertesorg. Jeg skal kæmpe med mit handicap, men jeg skal også kæmpe med livet ligesom alle andre. Det kan føles uretfærdigt. Jeg er stolt af, at jeg kunne komme igennem min uddannelse, men jeg måtte udskyde alle mine følelser – og det ramte mig hårdt psykisk efterfølgende. Jeg har viljen, men jeg har også en krop, der tærer på min styrke. På dansk siger man, at troen kan flytte bjerge. Men på min vej har der været mange bjerge og få ressourcer til at flytte dem. Det kræver så meget tro og vilje, at der nogle dage ikke er mere tilbage, og så glemmer jeg, hvem Kaaleerannguaq er. Jeg har brug for ekstra hjælp til at få styrke. Den hjælp kan jeg måske finde i Danmark – og måske kan den en dag også eksistere i Grønland. Piumassuseq nukiuvoq.

Minder af assimilering er syet ind i mit sindelag. Trådene fører tilbage til, da jeg kom fra Grønland til Danmark. Der har altid været nogen, der har fortalt mig, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var. Fra da jeg tog mine første skridt i mit barndomshjem med tvivlrådige, familiære relationer, til jeg befandt mig i mit voksne, selvstændige fundament. 

Jeg husker min ukonventionelle tilstedeværelse. Mit glatte, sortbrune hår stod i skarp kontrast til de blonde krøltoppe. Min grønlandske tunge lød som vokalisk volapyk i modsætning til de andre børns prompte danske sætninger. Og så var der mit navn med den utraditionelle klang blandt de arketypiske, danske navne. Ivalu¹ . Jeg forsøgte derfor at falde i ét med det ru, hvide savsmuldstapet. Men jeg faldt desværre bare, bogstaveligt talt, for jeg havde epilepsi. En epileptisk grønlænder i Danmark. En sær sæl på glatis.

                    Anaana² bærer polarnattens mørke i sit hår og øjne huden malet af den bløde, iskolde sne og høje, kantede kindben som Palasip Qaqqaa³ der kaster skygger på de farveglade træhuse 

                    Anaana bærer forfædrenes lys i sit tætpakkede sindelag en glemme stemme fra en snespurv sat i bur og et moralsk kompas draget af svingende kærlighedsvinde så tankerne emigrerer til endnu en bastant betonblok 

___________________________________________________________________________

^{1 Ivalu [I-va-lu] grønlandsk navn med flere betydninger, herunder: Senetråd, sommerfugl og lillesøster (anset som et identitetsforvirret individ)
2 Anaana [a-naa-na] mor (distræt moderskikkelse)
3 Palasip Qaqqaa [ba-la-sib kra-kraa] højt fjeld nord for Sisimiut (lokaliseret tæt ved fremmedartet fødeby)}

                   Anaana bærer et liv der tvinger hende i knæ og afføder et skrig med en organisme dømt til ikke at kunne finde hvilket sprog den skal tale eller hvor den har hjemme
                   Anaana bærer en dødvægt slynget over ryggen

Anaana sagde altid mine anfald var grunden til vores flugt. Hun fortalte mig også, at Ataata⁴ var faldet ud af vores familie og kom ikke tilbage. Hun fik ret.
Jeg faldt
                 og faldt
                                                              og faldt i den dybeste afkrog i Ingenmandsland. 

Ingenmandsland ‍

Om
Ingenmandsland er et fremmedartet område på den nordlige halvkugle. Området består af et goldt og øde klima uden synlige tegn på liv. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom arv og miljø. Med sit indbyggertal på blot ét enkelt individ, er Ingenmandsland det mindst befolkede og mest isolerede område ved Den Nordatlantiske Strøm af Ensomhed. Ingenmandsland er hyppigt udsat for naturkatastrofer, såsom syndflod, grundet påvirkning af ustabile, beslægtede områder. Kulturlivet er derfor også præget af disse udsving, hvilket resulterer i mangelfulde karakteristika. 

‍

Hovedstad: Ivalu
Areal: 158 cm
Styreform: Kolonistyre
Indbyggertal: 1
Officielt sprog: Ukendt 

Anaana stoppede med at snakke grønlandsk til mig. Pludselig kunne jeg ikke bede om en siku⁵. Mit grønlandske ordforråd var som indlandsisen, der langsomt svandt til vand under den globale opvarmning. Jeg blev inficeret af en glorificeret danskhed.

______________________________________________________________________
^{4 Ataata [a-daa-da] far (mytisk rollemodel af mandlig karakter)
5 Siku [si-gu] is (fx en ispind)}

‍

    Ivalu er hjerneskadet. Derfor anbefaler vi, at hun starter et år senere i skole og får styr på nogle af sine sociale og faglige vanskeligheder først., sagde en vilkårlig pædagog til Anaana.

    Ivalu, vi skal lige snakke med dig., blev der sagt af en ukendt voksen midt i timen. Jeg gik nervøst med ud på gangen uden at vide hvorfor. Vi skal teste dine danske tale- og skriveevner i en lille kort test., fik jeg at vide, imens jeg blev vist ind i et lukket lokale med et retskrivningshæfte på bordet.

 Jeg følte, at jeg var i gang med duelighedstesten i ”er du dansk nok?”, og at jeg allerede fik dumpekarakterer ved at blive hevet ind til testen i det hele taget. Men jeg gjorde alt for at bestå. Min danske udtale blev perfekt. Jeg befandt mig i en dansk omgangskreds. Jeg var et pragteksemplar i dansktimerne. Jeg mestrede danske ord, som etniske danskere på min alder ikke gjorde. Men hver gang jeg befandt mig ved udkanten af Ingenmandsland og klar til at emigrere, blev mit danske, rødbederøde pas ikke godtaget. 

Jeg stod altid i baggrunden og håbede, jeg faldt i ét med det kæmpe islandskab, der omsluttede mig. Dagen Anaana besluttede, vi skulle flytte til Nuuk, kunne jeg mærke kuldegysningerne om min krop. Tanken om et land, der insisterede på mit ophav, men ikke nødvendigvis et tilhørsforhold. Jeg fik svedige håndflader ved tanken. 

Qaa⁶, du er i Grønland. Så snak nu grønlandsk!, blev der sagt af fremmede åndsfæller, når Anaana og jeg var til kaffemik⁷ . Jeg mærkede min egen fordanskede tilstedeværelse, som jeg havde fået proppet ned i halsen med modermælken. Nu gav mit danske sprog en afskyelig, kvalmende smag i munden, der hobede sig op som intense kvælningsfornemmelser i min hvidvaskede hals. Hver gang jeg spyttede de hårde, intetsigende konsonanter ud, stod det i larmende kontrast til de syngende, grønlandske vokaler. Qallunaaq⁸ var et ord jeg hørte flere gange, som gav et uforstående ekko i hovedet. Når jeg læste højt i skolen kunne jeg høre grin, der fremhævede hvor forkvaklede mine kommunikationsevner var blevet på dét, der engang var mit modersmål. De sandfærdige indfødte tog ikke hensyn til den grundlæggende uvidenhed, der blev ved med at spøge som en hvid tåge om mig. 

_____________________________________________________________________

^{6 Qaa [gr-aah] kom nu/be’ om (ofte brugt som negativt udråbsord).
7 Kaffemik [ka-fe-meg] uformel sammenkomst i Grønland med kaffe, kage og grønlandsk proviant (afholdes som åbent hus i forbindelse med fejringer af diverse begivenheder).
8 Qallunaaq [gra-sju-naak] hvid person/dansker (hyppigt brugt skældsord af forsmåede grønlændere).}

Hver dag var jeg som en tupilak⁹ med en umulig opgave foran mig. Anaana forsikrede mig om et trygt hjem i moderlandet, imens vi vandrede fra sofa til gæsteseng. Fra gæsteseng til luftmadras. Vejen mod en sikker base var som at bestige Ukkusissat¹⁰. Til sidst befandt vi os på et vandrehjem med fælles bad og køkken med andre tilrejsende. Værelset var kvadratisk med plads til en sovesofa, et sofabord og en luftmadras. Jeg ventede på, at Anaanas løfte blev indfriet. Men vi bevægede os blot frem og tilbage uden en endelig destination. Utallige pitstops på verdens længste vej fyldt med brogede fjelde. 

Aataas¹¹ inua¹² blev ét med naturen i en alder af 70 år. Hans fysiske tilstedeværelse blev indkapslet i en hvid kiste, men hans sjæl var stadig iboende i alt, han havde sagt, skrevet og tænkt. Kirkerummet var et sammensurium af taler og sange, som fyldte min hjerne med uforståelige brudstykker. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på alle mine minder, der dansede som en farverig palet af nordlyset. 

‍

                                            Aataa med sit politiske ståsted som en stolt moskusokse
                                            med sin skærende intelligens i kontrast
                                            med sine blændende beskrivelser på papir
                                            Moses, den ærefrygtindgydende leder
                                            deler vandene med sensitiv signifikans
                                            som enhver med polarulveblod blot må drømme om 

Det var først nu, jeg forstod Aataas indflydelse på en større mening, både politisk og kulturelt. Førhen så jeg ham blot som den piberygende, brummende mand i kælderen i det karrygule hus med grønne vinduer og røde tag. Men han er langt større end dét. Hans væsen var som en ledestjerne på den bare himmel i Ingenmandsland. 

Med sorgen over tabet af Aataa og håbet om at finde et hjem med i bagagen fløj vi over indlandsisen. Anaana og jeg var endnu engang på flugt. Vi skiftede bopæl i takt med hendes stormende forelskelser, som altid endte i forliste forhold. Så snart kufferten var pakket ud, skulle den lige så hurtigt pakkes sammen igen. Den lille flig af grønlandsk væren, jeg havde taget med mig, forsvandt i uanede mængder 

__________________________________________________________________

^{9 Tupilak [du-bi-larg] udskåret figur/souvenir for turister (oprindeligt fra grønlandsk mytologi hvor en tupilaks opgave var at angribe fjender med åndelig kraft. Dog kunne kraften vendes tilbage mod afsenderen, hvis fjendens kraft var stærkere). 10 Ukkusissat [Ugu-sis-sad] hårdt og stejlt bjerg i Nuuk (”Store Malene” på dansk).
11 Aataa [aa-daa] bedstefar
12 Inua [i-nu-a] sjæl/kraft (før Danmark tvang kristendommen ned over Grønland, var alle levende fænomener, herunder mennesker, dyr og planter, set som besjælede).}

af flytterod. Min selvopfattelse kollapsede på ny som et styrtende isfjeld, hver gang jeg skiftede adresse, skole og omgangskreds. 

       Du skal huske at holde tilbage med alkoholen, når du bliver ældre. For som grønlænder har du en større risiko for at blive alkoholiker. Sådan lød meldingen fra skolesygeplejersken uden at fortrække en mine. Jeg måtte have hørt forkert. Men min hørelse var blevet tjekket. Jeg havde heller ikke længere epilepsi. Nu var jeg bare en grønlænder i Danmark. Dog med en lægeordineret note om mulig alkoholisme. 

Er din mor alkoholiker?, blev der spurgt af en ukendt dreng fra klassen på min første dag i en ny skole. Spørgsmålet blev serveret som en slyngende lussing lige midt i ansigtet. 

Ord som ”grønlænderstiv” og ”guldbajer” satte dagsordenen. I gymnasiet håbede jeg på et markant skift fra folkeskolens fanatiske fordomme om grønlændere. Men jeg stod nu overfor en ny duelighedstest, som jeg kun så én mulighed for at bestå. Jeg blev derfor en medløber ved at omsætte etniske usikkerheder til racistiske vittigheder. Man kunne jo ikke grine af nogen, hvis de selv grinede med. Min personlighed var papirstynd som min side i blå bog, som mest af alt optrådte som fyldord blandt beskrivelserne af de andre på årgangen. Jeg var beskrevet som den stille pige med den monotone stemme. I emnefeltet om fremtiden, blev der ubevidst forelagt en selvopfyldende profeti: ”I fremtiden har Ivalu skrevet en bog om at være grønlænder i Danmark”. På trods af endnu en institutionel, mørk tid udpegede min ledestjerne, Aataa, lyset, der ventede forude. 

Mit kendskab til min fødeby og Ataata var lige distanceret. Jeg besøgte ængsteligt Ataata i mine sidste teenageår. Sidst jeg var i Sisimiut var i mine spæde år. Jeg befandt mig som en udvekslingsstudent blandt fremmede, som nærstuderede en case om sin egen evolution. Konklusionen tog form af de iagttagelser jeg gjorde mig i mit ophold. Jeg var sprogligt isoleret i de mange møder, jeg havde med familiemedlemmer. Hver samtale skulle gentages på dansk for mig, hvilket bekræftede Anaanas umyndiggørelse af mit sproglige ophav. De kulturelle forskelle stod klart frem som pålidelige kilder. Jeg stod foran en duelighedstest med en tydelig sprogbarriere, som jeg måtte se mig dumpet i. 

For første gang erkendte jeg konturerne af egne grænser. Jeg satte en stopper for flugten ved at stoppe kontakten til Anaana og Ataata. Jeg fortsatte på en solorejse mod et liv kun for mig selv. Jeg trodsede mine tidligere oplevelser med institutioners fremmedfjendskhed og søgte ind på universitet. Her var jeg overraskende nok mødt med en åbenhed og interesse, som jeg aldrig havde forestillet mig var indenfor rækkevidde. Jeg fik en bachelor- og kandidatgrad, men vigtigst af alt fik jeg oprigtige venskaber. Venskaber som byggede på et fundament af interesse og inddragelse i et fordomsfrit fællesskab. Jeg blev godtaget uden diverse duelighedstests, og jeg følte endelig modet til at efterlade uhensigtsmæssige relationer. Jeg gik fra at være et fastlåst individ i Ingenmandsland til at have fundet min sande egn, som jeg altid havde spejdet efter i horisonten. Min flugt var endelig forbi, for jeg havde fundet mit Bagland. 

Bagland ‍

Om
Bagland er et hjertevarmt åndehul på den nordlige halvkugle. Bagland har et frodigt klima med synlige tegn på vækst og trivsel. Klimaets tilstand skyldes faktorer såsom mod til at opbygge sig selv på ny. Med et indbyggertal under konstant udvikling, er Bagland et af de mest rummelige områder. Bagland er et elskværdigt land, og er således en populær destination for mange turister, nye som gamle, fra nær og fjern. Kulturlivet er derfor præget af disse møder, hvilket resulterer i en forstærket følelse af hjem. 

‍

‍

‍

‍

Hovedstad: Ivalu Areal: 139 km²
Styreform: Ivalus sindelag
Indbyggertal: Evigt voksende
Officielt sprog: Blandingssprog af den mangfoldige grønlandske prosodi og den umiddelbare danske morfologi

"Dum grønlænder”                               ”Grønlænderstiv”

”Fordrukken eskimo”                           ”Alkoholiker”

”Indvandrere”                                       ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”

”Klog af en grønlænder”                     ”Vi ejer dig”

”Incestudøvere”                                   ”I er intet uden os”


Det er nogle af de ord, vi grønlændere ofte får spyttet i ansigtet af danskere.

Grønland har siden 1721 været under dansk kolonisering med missionær Hans Egede i fronten, og selvom vi i dag har selvstyre, så er det stadig tydeligt hvilket land, der dominerer. Følelsen af at være velkommen er anderledes, når en dansker er i Grønland, end når en grønlænder er i Danmark. For eksempel kan de fleste af os tale det danske sprog, og selv dem, som har svært ved det, prøver alligevel at snakke det. Det kan for mange heller ikke undgås at skulle tage til Danmark enten for at besøge familie eller at studere. Min mor blev sendt til Danmark som 10-årig for at lære dansk. Det samme skete for mine to onkler, men heldigvis var det en god oplevelse for dem. Kunne du nogensinde forestille dig at sende dit 10-årige barn til Grønland for at lære grønlandsk?

Jeg har været heldig, da jeg ikke har oplevet det værste af det, som grønlændere normalt oplever – ironisk nok fordi jeg snakker meget rigsdansk, og at jeg ikke ligner “den typiske” grønlænder. Alligevel får jeg til tider kommentarer, når jeg drikker, da vi oftest ses som alkoholikere. Jeg har også i flere tilfælde fået at vide, at jeg er meget klog eller smuk i forhold til, at jeg er grønlænder, hvilket IKKE er et kompliment. Det, jeg fortæller nu, er småting sammenlignet med, hvad andre grønlændere har oplevet. Men det er stadig noget, der former én som person. Især når man er i et land, man tror, man er ligeværdig med. Kan du forestille dig, hvor underligt det er at få at vide, at du er klog, fordi du er lyshåret? Eller at en nægter at date dig, bare fordi du ser dansk ud?

Min familie elsker at rejse, og det var i mange år en tradition at tage til et nyt land hvert år. Derfor har jeg lært, at den gensidige respekt faktisk findes derude. Når vi har mødt nye mennesker i andre lande, så udviser de nysgerrighed og er altid åbne for at få ny viden om et land, de ikke kender til. Jeg har mange gode minder fra mine ferier, og jeg kan ikke huske en ferie, hvor vi har oplevet racisme eller had bare for at være fra Grønland. Det er kun i Danmark, at dette had kommer frem. Det er vildt, at vi lærer sproget alle 10 år i folkeskolen, og at vi har om Danmark i fag som historie, men at de fleste danskere alligevel ikke ved noget om Grønland.

For mit vedkommende kan det tilgives, at man er uvidende. Det, jeg ikke kan lide, er hadet, der formes fra den uvidenhed. Jeg har mødt danskere, som er åbne for at lære om Grønland.  Jeg har endda en dansk aataa (morfar) som forelskede sig i Grønland. Han flyttede til Grønland for at arbejde og endte med at møde min aanaa (mormor), hvor han senere giftede sig med hende. Selvom han boede i Grønland over halvdelen af sit liv, så sagde han altid, at han for evigt var dansk. Trods den stolthed han havde til det land, han blev født i, så forelskede han sig i Grønland. Og da han gik bort, kunne han ikke forestille sig at blive begravet andre steder end i Grønland. Når jeg bliver tvivlsom om forholdet mellem Danmark og Grønland, tænker jeg tit tilbage på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig aldrig mødt to mennesker så forelskede, og en dag  vil jeg gerne selv finde den kærlighed, de havde til hinanden,. Min aataas tilknytning til Grønland giver mig håb om, at vi i fremtiden kan få den gensidige respekt mellem de to lande.

Tal Dansk
Jeg blev født i 2004 i rigsfællesskabet, præcist i Nuuk, Grønlands hovedstad. Et fællesskab som jeg troede var ligeværdigt. Grønlandsk er mit modersmål, og jeg talte ikke andet end dét, indtil jeg kom i en børnehave, hvor flertallet af børnene var danske. I løbet af få måneder stoppede jeg helt med at tale grønlandsk. Pludselig kunne jeg ikke lide den grønlandske mad, jeg normalt elskede. Det var i en tidlig alder, jeg lærte, at danskere dominerede i det grønlandske samfund. Vi var kun børn, men jeg lærte hurtigt at indordne mig i systemet.

Da jeg blev ældre og gik i folkeskole, fik jeg mit grønlandske sprog tilbage. Mine klassekammerater og jeg havde det godt i hinandens selskab, indtil vi fik en ny naturfagslærer fra Danmark. Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi elever talte grønlandsk til hinanden i forbindelse med gruppearbejde. Pludselig begyndte læreren at råbe ad os. Vi blev chokerede over lærerens udbrud. Læreren blev sur over ikke at kunne forstå os, fordi vi talte vores modersmål. Han beskyldte os for at bagtale ham, fordi vi talte et sprog, han ikke kunne forstå, så han bad os om at tale dansk. Episoden skabte ballade på skolen, og det resulterede i, at vi begyndte at tale dansk, når vi havde den pågældende lærer. Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?

På gymnasiet oplevede jeg noget tilsvarende. Jeg har altid været sproglig stærk. Ved slutningen af gymnasietiden skulle jeg op i psykologi, og jeg havde aldrig været så nervøs for en mundtlig eksamen før. Grunden til min nervøsitet var, at jeg kendte dem, som var oppe lige før mig. Jeg kendte den ene som en meget klog og dygtig elev, der altid var klar og aktiv i timerne. Da hun kom ud af eksamenslokalet, kunne jeg fornemme, at det ikke var gået godt. Hun havde fået 02. Det gjorde mig bekymret. Hvis hun fik så lav en karakter, hvad ville jeg så få? Min eksamen gik overraskende godt, og jeg fik 12. Det fik mig til at tænke over, hvad det var jeg gjorde, som hun ikke kunne? Det gik op for mig, at det nok skyldtes, at hun kommer fra en mindre by, hvor hendes fortrolige sprog er grønlandsk. Hun var en af de dygtigste piger, jeg kendte på gymnasiet, men hun var ikke stærk på dansk. Både censor og eksaminator var danskere. Kunne det mon have været anderledes, hvis hun havde fået muligheden for at tale sit eget sprog? Kunne du forestille dig at være til din endelige eksamen i gymnasiet, hvor censor og eksaminator ikke talte dit modersmål?

Jagten
Som barn lærte jeg at skyde med riffel. Det lyder nok voldsomt, men som grønlænder er det noget af det mest naturlige. Jeg er den ældste ud af fem, så jeg var den første, der skulle lære at tage på jagt. Jeg har altid værdsat de gode stunder, jeg har haft med min far. Jeg kan ikke tale om følelser med ham, men jeg kan virkelig mærke den kærlighed, han har for mig, når vi er ude i naturen. Min far har lært mig overlevelse, ikke kun i naturen men også mentalt. Han har lært mig, at jeg skal rejse mig op, når jeg snubler, og at der altid er en udvej. Et af de minder, jeg har fra vores jagt, er dengang, jeg ikke kunne komme over en elv med stærk strøm. I stedet for at vende om, så bar han mig over elven. Han har lært mig at stå oprejst, også når der er udfordringer. Han har ligeledes lært mig at have en enorm respekt for naturen. I en tidlig alder lærte han mig at udnytte hele rensdyret, når vi havde skudt det. Vi har altid kun skudt de dyr, vi havde brug for, og min fars taknemlighed for fangsten kunne altid ses. Et eksempel på denne taknemmelighed er, da min far skød 2 rensdyr. Selvom det normalt ville være for meget at bære alene, så gjorde han det. Han gik flere kilometer alene i den barske natur, bare så fangsten ikke gik til spilde. Det var så hårdt, at han dagen efter var så øm, han ikke kunne gå. Min far er én af mine største rollemodeller, da jeg aldrig har mødt en mand som ham med så stor respekt for naturen og andre. Kunne du forestille dig at skyde din egen økologiske gris? Frem for at tage i Netto og købe oksekød og øko-æg.

En anden ting, jeg elsker ved jagten, er at komme hjem til en glad mor, der har ventet spændt hele dagen på, om vi har fået fangst. Fangst betyder nemlig, at vi har mad i fryseren til den kommende vinter. Min mor tager ikke med på jagt, men det er hende, som gør dyret klar, når vi er tilbage. Selvom hun er træt, hjælper hun altid til. Hendes godhed er som ingen andres. Jeg lever i en sammenbragt familie, hvor kærlighed og sammenhold er det vigtigste. Min mor har altid taget mine andre søskende under vingerne som var de hendes egne, og uden hende i vores liv tror jeg ikke, vi har fungeret så godt, som vi nu gør. Hun har også lært mig, at der altid er en ny dag i morgen. Vi kan ikke ændre det, som skete i går - vi kan kun se fremad. Min mor er en kvinde, som aldrig giver op. Hun har lært mig altid at holde mit hoved højt uanset hvor dårligt, jeg har det. Som mange andre grønlændere er hun omsorgsfuld. Det er også derfor, jeg har brug for at nævne hende. Hun er den vigtigste kvinde i mit liv.


Lys i Mørke
Grønland er et af de smukkeste steder i verden med en ubeskrivelig natur.

Forestil dig

Et sted hvor luften er så ren                              Et sted med dansende nordlys

Et sted hvor himlen er fyldt                               Et sted med en stilhed så stor, at
med farver, du aldrig har set en                       man bliver helt overvældet
himmel have

Et sted med isfjelde så store som                   Et sted med en ro så dyb
bygninger

Men ligesom livet kan være så smukt, kan Grønland også blive dækket af mørke skyer. Flere familier har oplevet tragedier. Et af de minder, jeg har, stammer fra dengang, jeg var 12 år gammel. En jævnaldrende, jeg kendte, var ude at sejle med familien, da ulykken skete. Båden ramte en isskosse, og alle blev kastet over bord. Han så sin familie drukne. Han var den eneste overlevende. Lokalsamfundet viste deres støtte ved at samle penge ind til ham, men dét, han mistede den dag, kan aldrig erstattes. Dette er et eksempel på, hvor barsk livet kan være. Selvom livet kan være hårdt og ubærligt, så står solen stadig op. Vi er et lille samfund med kun 56.000 indbyggere, hvor de fleste kender hinanden. Når ting som dette sker, påvirker det hele samfundet, netop fordi vi er så få. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen. Jeg tænker tit på det, han oplevede, og grunden til, at jeg fortæller dette, er, jeg vil vise, at selvom vi er omgivet af mange gode ting, så kan livet hurtigt ændre sig.

Ligesom et gevær kan give lykke til en konfirmand, så kan selv samme gevær skabe sorg. Grønland har nemlig et af de højeste selvmordsrater i verden. Alle, selv jeg, kender en, der har mistet livet til selvmord. Kirkegårde fyldes hurtigt med unge sjæle. Det bør aldrig være en udvej, for der findes altid andre muligheder. Trods dette tabu er jeg stadig stolt af at være ung grønlænder, for selvom livet kan være barsk, har min omgangskreds vist mig, at livet er herligt. Livet handler om at opleve, og uden nedture kan der aldrig være opture. Så selvom livet byder på udfordringer, er det vigtigt at elske sig selv. Vi grønlændere har oplevet meget modgang, men vi står stadig oprejst.

Vi er fandme så seje

Vi er åbne og nysgerrige                                  Vi er imødekommende

Vi er tresprogede                                              Vi er inkluderende

Vi har en rig kultur                                             Vi holder sammen

Vi har lært at tilpasse os naturen og vores omgivelser. Så kære “gæst” - du er hjertelig velkommen, men lad os se hinanden i øjenhøjde. Jeg tager dig gerne i hånden og viser dig skønheden og skyggerne af vores rigsfællesskab set med mine øjne.

Selvom vi for nogen er ”dumme grønlændere”, ”fordrukne eskimoer” eller vi ses som nogen, der ikke kan klare os selv, så er vi et stolt folkefærd med en kærlighed og respekt som ingen andre.












Gud Bevare Danmark
_{og Grønland}

DANSKER
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,

                                                      NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.

                    DU SIGER, AT JEG IKKE UDVISER RESPEKT,
                    NÅR JEG TALER ET SPROG, DU IKKE KAN FORSTÅ.

                                                                    DU LUKKER MUNDEN PÅ
                                                                    MIG OG SIGER,

                            AT JEG SKAL SNAKKE DANSK SOM DIG

            OG TÆNKE SOM DIG.

     DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
     AT JEG ALDRIG KOMMER TIL AT LÆRE NOGET,
     FORDI JEG IKKE TALER DIT SPROG.

                                                          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
                                                          AT JEG IKKE HAR EN FREMTID,
                                                          FORDI JEG IKKE TALER DANSK.

          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
         FORDI MIT MODERSMÅL IKKE HAR VÆRDI

Jeg husker min barndom som lykkelig og fuld af dejlige minder fra bygden, Kangerluk. Her voksede jeg op i en tryg familie sammen med mine søskende. Mine forældre var kærlige og omsorgsfulde.

Vi levede fra dag til dag. Mine forældre havde ikke mange penge, men vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så måtte vi selv skaffe det. Fra naturen og menneskene. Fra vores omgivelser. Der var intet andet. Og det var rigeligt! Vi lærte at tage ansvar for at overleve hver dag – sammen!

I lived in a small house with a beautiful view.

Det hus, vi boede i, havde min morfar selv bygget. Det lignede ikke de huse, man ser i film, men det var vores hjem. Og jeg var lykkelig dér.
Jeg kan stadig genkalde mig lugten af mit barndomshjem. Min far var fanger, og der lugtede dejligt meget af sælskind og sælkød. En duft, som stadig vækkerminder hos mig.

Min mor havde ingen uddannelse. Men hun havde altid et stort overskud til at udrette noget. Når min far kom hjem med fangst, tilberedte hun den. Hunsorterede det spiselige fra det uspiselige. Lavede mad til hele familien. Forberedte skindet, så hun kunne sy i det.

Min mor var god til håndarbejde. Og hun havde ofte travlt med alt det huslige arbejde.
Så når hun endelig slap alt, skruede op for musikken og dansede rundt i sin egen lille verden – tænkte jeg altid på, at hun virkeligt fortjente det.

No wonder why I always think of her, when I listen to music.

Da jeg en dag forlod min hjembygd for at rejse til andre dele af Grønland, oplevede jeg, at den måde, de levede på på resten af kysten, var meget anderledes end der, hvor jeg er opvokset.

Jeg kunne ikke længere bruge alt det, jeg havde lært hjemmefra. Til gengældforstod jeg betydningen af vores historie og kultur.

Jeg forstod også, at der var meget, jeg ikke havde lært i skolen.
Jeg oplevede betydningen af kolonihistorien.

Alt det, jeg IKKE havde lært om i skolen.

Det eneste, jeg kunne, var et par danske ord, og at vi grønlændere blev set på som ’utaknemmelige’. Det var alt, hvad jeg vidste!

Nu hvor jeg snakker om kultur, så har jeg altid troet, at folk i hele verden havde de samme værdier og liv.

Da jeg var barn, så vidste jeg, at mennesker med lyst hår og hud rejste hertil. Men deres måde at leve på var meget anderledes. Jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg oplevede, at de snakkede anderledes. De talte samme sprog, som vi hørte i fjernsynet.

Mine forældre og jeg kunne hverken snakke med dem eller forstå dem. Når vi mødte nogen, så virkede vi generte.
Uden at jeg ved det med sikkerhed, tror jeg, at vi følte det samme; mine forældre og jeg.

Vi følte os mindre værd.

Jeg har i hvert fald altid følt, at mit værd var en del mindre end danskernes. Men bare fordi jeg ikke kunne snakke med dem, betød det ikke, at jeg ikke var imødekommende, for jeg hilste smilende på alle dem, der var anderledes, når jeg mødte dem på min vej.

De måtte på ingen måde føle sig holdt udenfor.

But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done

Derfor forsøgte jeg at undgå at blive dømt ’ungrateful’. Utaknemmelig. I stedet sørgede jeg for, at de lyshårede/lyshudede følte sig set og inkluderet, for der eringen, der kan lide at blive holdt udenfor.

Som teenager havde jeg svært ved at blive en del af fællesskabet. Heller ikke på min uddannelse følte jeg mig inkluderet. For jeg var så stille og tilbageholdende. Jeg troede på dét, de andre sagde: at jeg var sjusket. Ikke kunne få gode karakterer.

Det gjorde mig ked af det.

Det med at respektere andre, og ikke selv at blive det, forhindrede mig i mange år i at uddanne mig.

Jeg blev så vred over at blive set ned på, at blive kaldt ’respektløs grønlænder’ og dømt som én, der var mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne snakke flydende dansk. Og ikke kunne svare på alt, hvad jeg blev spurgt om. Tit så ’frøs’ jeg, fordi jeg kun kunne få nogle få ord frem. Jeg følte mig hverken respekteret eller lige med de andre.

I mit eget land! Skulle jeg føle mig mindre værd?!

Det gjorde mig så vred, at jeg i lang tid slet ikke kunne hilse på dem! Tænk, om man havde tvunget danskere til at svare på grønlandsk ? Og truet dem med at blive sendt til skolelederen, hvis de ikke kunne dét?

Flere gange har jeg siddet overfor lærerne til eksamen og ikke kunnet sige noget. En halv time føltes som en uendelighed. For mig.

Jeg gik grædende ud af eksamenslokalet. Jeg skammede mig over at være grønlandsk og være tungnem til fremmedsprog.

Jeg så ned på min nationalitet og identitet. Og jeg så op til andres.

Min vrede mod danskere forhindrede mig i at lære. Med støtte og opbakning fra mennesker omkring mig indså jeg efterhånden, at jeg ikke skulle lade vreden stå imellem mig og den uddannelse, som kunne være vejen fremad.

Gennem min uddannelse har jeg udvidet min horisont. Mit udsyn er større nu, og jeg har fået svar på meget af det, jeg ikke havde lært om tidligere.

Forståelsen for verdenssituationen, for andre kulturer, værdier og traditioner har lært mig værdien af min egen kultur. Værdien af respekt og at være ligestillet. Jeg forstod pludselig konflikten mellem mennesker og betydningen af kampen om at være bedst. Om magten ved at undertrykke andre.

Om forskellene på kultur og værdier mellem grønlændere og danskere; minoriteterne her i Grønland.

Jeg fik bekræftet vores barske historie og dens konsekvenser for mine forfædre. Og det kunne jeg ikke acceptere. Men hånden på hjertet, hvis jeg tænker på vores situation i dag, så kan jeg mærke, at vi er nødt til at bevæge os videre. Vi kommer aldrig til at blive ens eller lige. Det kan vi se, når vi kommer ind i en restaurant, hvor der både er danskere og grønlændere. Vi grønlændere er bare mere nonverbale. Vi bruger ikke så mange ord og taler ikke så højt som danskere. Det kan gøre helt ondt i ørerne at høre danskere snakke højlydt fx på en restaurant. Det er bare et eksempel, men det fortæller noget om vores kulturforskelle.

Min kultur og dens værdi bliver ikke ændret eller taget væk, og jeg kommer ikke selv til at ændre eller tage andres kulturer væk. Der er mange måder, vi er forsøgt at blive gjort danske på i vores 300 år lange historie. Men vi er her stadig og har vores egne værdier. Jeg har aldrig før haft så meget respekt for den, jeg er.

Følelsen af skam, af mindreværd, af ikke at kunne forstå, af at være malplaceret, selvom man tilpasser sig, er følelser, der ikke længere er nødvendige i mit liv.

Jeg forstår nu, at jeg ikke er nødt til at opnå en masse ting, og at mit ophav, min kultur og min identitet er værdifulde i sig selv. Mine forfædre levede et liv, der var bestemt af vejrforholdene, og de tænkte slet ikke på den fremtidige økonomi.

Vi i Grønland er nødt til at tilpasse os den globale verden samtidig med, at vi bevarer vores identitet. Vi er nødt til at ’sy såret sammen’ efter alt, hvad mine forfædre har oplevet. Vi er nødt til at komme videre herfra.

Min uddannelse har åbnet mine øjne og givet mig forståelse for, hvorfor det er så vigtigt at være klar til fremtiden.

Min nationalitet er vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at lukke nogen andre ude. Uanset hvor de kommer fra i verden, er jeg nysgerrig på vores forskelle og vil føle mig beriget ved at tale med dem. For jeg er verdensborger. Jeg respekterer og prioriterer min – og andres kultur.

‍

‍

Jeg er stolt af at være grønlænder.

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
  Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til. 

Lyt mere til de indadvendte 

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
  Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
  En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
  Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
  Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
  En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
  Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
  Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
  Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter. 

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag 

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
  HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
  Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
  Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
  Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
  Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan. 

Bambi på glat is 

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
  Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse. 

Skovklosteret, Næstved 

Jeg knappede den lyseblå skjorte med gøyeskjoldet for sidste gang. Iførte mig min lange, hvide nederdel og så frem til, at min hat blev udskiftet med en studenterhue. Min Half Windsor slipseknude havde aldrig været mere elegant, men jeg havde også brugt fire år på at binde den til perfektion.
  Min seng på sovesalen var sjusket den dag. Mit hummer var langt fra pakket. Det stod uberørt hen, mens jeg trak op i klæderne, så det hvide stof ikke blev snavset af brostenene. Hen over Grønne Plads med bøge skoven og åen for foden af plænen, forbi træerne ”de syv søstre” og op i den prominente spisesal.
  Kostskolen var mit hjem, og den husede et utal af børn og unge som også lod dagligdagen gå sin gang blandt de gamle bygninger. Fælles for mange var dog, at de kom fra velhavende familier, fra slotte og herregårde landet over. Med familievåbenskjold og Bentley’er. Sådan var jeg ikke, tværtimod.
  Da jeg blev født, boede mine forældre på Christiania. Der blev de gift og boede en årrække, indtil hashen blev udskiftet med hårdere stoffer. Kort efter min fødsel forvandlede mine forældre os til en nomadefamilie. Vi boede mange steder på få år, men vi endte i Dianalund.
  Da jeg var to år, blev jeg tvangsfjernet. Min storebror og jeg blev sammen anbragt på et børnehjem i Slagelse, hvor de adskilte os. Folk kom for at se os, og så gik de igen. Sådan foregik det i et lille års tid, før jeg kom hen til min første plejefamilie. 

Tivoli i baghaven, Ruds Vedby 

Da jeg var helt lille, boede mine forældre i et hus med en svalegang, der samtidig fungerede som altan. Servicet i køkkenet var lavet af blåt, halvgennemsigtigt plastik med en nubret overfalde. Vi spiste hjemmelavet øllebrød, som måske er den eneste ret, min mor nogensinde har lavet. Pengene var små og samværene sjældne, misbruget stort og forventningerne høje. Det var sommer, og der var netop ankommet et omrejsende tivoli, som havde placeret sig bag hækken til baghaven. Min far tog en boltsaks og klippede hegnet op, og ubemærket kravlede vi ind til de svimlende karruseller og de mange lys, der blinkede i alverdens farver.
  Jeg fik huller i ørene den dag. Hvordan min mor betalte, erindrer jeg ikke, men jeg vidste, at hun ikke havde nogen penge. Jeg stod ved en fiskedam og fiskede efter sølvpapirskugler, da min far blev gal på en anden mand. Det hele eskalerede, og min far fik blod på trøjen, som til dels var den fremmedes og dels sit eget. Men det var sådan, han var. Jeg trak ikke en mine, men vendte stille tilbage til fiskedammen. Jeg var vant til det. 

Stationspladsen 2A, Sorø 

Senere flyttede mine forældre til Sorø. Vi boede i en lille lejlighed mellem togperronen og busterminalen på Sorø Station. Først i stuen og senere på første sal, som lå i forlængelse af venteområdet og en lille stationskiosk.
  Jeg delte værelse med min lillesøster hos mine forældre. Vi havde en køjeseng, men vi overnattede aldrig. Nætterne blev brugt hos plejefamilien. På væggen ved den øverste del af køjesengen hang der en stor sliksut med grønne og røde striber. Jeg havde aldrig før set eller haft så stort et bolsje, så jeg sparrede på den og gav den kun et slik i ny og næ.
  Badeværelsesgulvet i vores københavnerbad var beklædt med skumtal. Stuen havde gamle lædersofaer, som lugtede fælt af min fars cerutter og alkoholsjatter. Mine forældre havde ikke et rigtigt fjernsyn, men de havde et lille apparat på 10x10 centimeter, som nogle gange kunne få signal, så vi kunne se tv i sort/hvid. Hjemmet var snavset og rodet. Der var tilrøget, indelukket og meget beskidt. Så beskidt, at man kunne mærke snavset sætte sig fast på håndfladerne, hver gang man rørte ved noget. Hvis du nogensinde har været på en af Københavns s-togsstationer, så kender du den helt nøjagtige lugt.
  Min far sad ofte i den samme lænestol. Nogle gange blev jeg usikker på, om han var i live. Øjnene vendte det hvide ud af, og halvdelen af kroppen var reelt set ikke i stolen. Min mor bad os af og til om at gå ud for at lege på perronen, når hun ikke kunne overskue os. Så jeg legede ofte med de børn, som stod og ventede på regionaltoget med deres forældre. Mine forældres hund blev engang kørt ned af et gennemkørende tog; efter den episode legede jeg ikke længere på perronen. 

Rastepladsen, Tystrup Sø 

Hvis det stod til mine forældre, var samværet blevet skiftet ud med en permanent adresse hos dem. De havde svært ved at sige farvel og forsøgte at overtale mig til at blive. At jeg selvfølgelig ikke skulle lytte til dem, som ikke anede noget om vores familie. At jeg ikke behøvede en plejefamilie. At de som det mindste kunne agere aflastningsfamilie.
  En dag tog jeg min bamse under armen og krydsede over busholdepladserne, da min mor begyndte at råbe og farede hen mod bilen: ”Hvis du tager hende, så slår jeg dig ihjel!” skreg hun til min plejemor.
  Hele turen hjem havde jeg lyst til at spænde selen op, åbne døren og gribe fat i en af lygtepælene og være midt i intet af det. Mine forældre var, hvad jeg ville have, men min plejefamilie kunne give mig det, jeg havde brug for.
  Jeg måtte ikke længere have samvær hjemme hos mine forældre, så jeg lærte alle rastepladser, alle huller i vejen og lapninger fra Næstved til Sorø at kende. Alle bakker og dale, hvor Susåen krydsede gennem landskabet. Det var herude i ingenting, at samværene skulle holdes fra da af. 

Kommunekontoret, Degneparken 

Da jeg var fem, bildte kommunen mig ind, at mine forældre tog medicin, og det var, derfor vi ikke kunne bo hjemme hos dem. Det var også grunden til, at de ikke altid var så friske, når vi havde samvær og nok også årsagen til, at der nogle gange gik halve eller hele år mellem samværene, fordi de ikke magtede det; fordi de glemte mig. Jeg kunne se, at mine forældre ikke fik det bedre, så jeg spurgte pænt min daværende socialrådgiver, om mine forældre kunne få noget hjælp til ikke at tage medicin, for det ville nok være bedre for dem.
  Igennem min barndom har jeg været til et utal af møder med socialrådgivere og sagsbehandlere på kommunekontoret. Det føltes altid som at træde ind i en lægeklinik. Der var usædvanligt stille, selvom der var masser af mennesker. Vanddispenseren lavede store bobler, hver gang nogen tog et glas vand. Det var på kommunen, at jeg lærte at drikke kaffe med sukkerknalder. Det var ikke et synderligt børnevenligt sted, og jeg brød mig ikke om at skulle tale med en fremmed dame, hver sjette måned. 

Kongevejen, Jylland 

Da jeg var syv, flyttede mine forældre til Jylland. De var overbeviste om, at hvis de flyttede væk, så ville jeg blive hjemgivet. De flyttede ind i et underligt, rødt murstenshus, hvor hele stueetagen var lavet om til garage. Væggene i stuen var gule, og mine forældre havde sat grene op langs loftet, så deres lille silkeabe kunne løbe frit omkring.
  Når jeg besøgte mine forældre i Jylland, tog jeg selv toget. Nogle gange havde jeg min lillesøster med, men det gjorde det kun vanskeligere, når jeg skulle have overblikket over, hvilken station vi var på, hvornår vi skulle af for at skifte over til det næste tog og samtidig sørge for, at vi fik alt med os og underholde hende. Rejsen derhen tog nogle gange syv timer – jeg så mine forældre i maks. fire.
  Mit nye værelse var tomt. Jeg opbevarede mit legetøj i en flyttekasse, der var blevet brugt til at transportere et helt hjem over Storebælt. Jeg rodede forsigtigt rundt i kassen, da jeg stødte på en kanyle, som tilhørte mine forældre. Der var mange. Nogle var løse og brugt, andre var stadig indpakket i knitrende plastik. Men jeg skelnede ikke mellem brugt og ubrugt, når jeg vidste, at intentionen var den samme; at injicere sig med hvad alle kaldte for ”medicin”. Jeg trak min bluse ud, så den dannede en lille fordybning, placerede mine fund og valsede hen til mine forældre. Min mor blev gal på mig. Hun sagde, at det ikke var noget, jeg skulle snage i.
  Min far løb altid efter toget, når jeg skulle hjem, og fløjten havde lydt - helt indtil benene ikke længere kunne følge med, og han var efterladt for enden af perronen. For mig har togene givet liv og taget liv, skabt glæde, kaos, vrede og sorg. 

Statusmøde, Rådhusvej 

Jeg var lige fyldt ti, da jeg en dag i maj fik at vide, at min mor havde taget sit eget liv ved at give slip på sin hund og falde hovedkulds ud på togskinnerne.
  Efter min mors død forandrede min far sig. Han havde aldrig været en særlig rar mand, men med min mors død blev vreden kun værre. Han så hende i mig, og han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det. Min lyst til at se min far forsvandt fuldstændig. Jeg orkede ikke længere hans vrede, hans uansvarlighed og at jeg skulle agere forælder for min egen far. Men selvom jeg var meget resolut i min beslutning, var det svært at overbevise andre om, at min beslutning om ikke at se ham mere var den rigtige.
  Kommunen fortalte mig, at han var en rar mand, og at jeg ikke kunne sige fra overfor samværet. Jeg begyndte at blive væk, når jeg vidste, at han kom. Jeg lavede aftaler med venner og veninder eller opholdt mig i skoven eller på skolen for at undgå ham. Jeg blev spurgt hver måned af plejeforældre og socialrådgivere, om jeg nu ville se ham. Jeg blev ved med at sige nej.
  Til et statusmøde på kommunen sagde min socialrådgiver, at jeg klarede mig så godt, at min far kunne komme og tage mig, hvis han ville. For han var jo en rar mand, og han virkede ikke så påvirket til møderne. Sådan blev det ved i otte år. 

Alléen, Næstved 

Da jeg blev 14, havde jeg fået nok af skiftende plejefamilier, og jeg bad derfor om at komme på kostskole. Men det mente min socialrådgiver ikke. Jeg agiterede med, at hvis jeg ikke kom afsted, så ville jeg ikke færdiggøre niende klasse, få en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, som så ville resultere i, at jeg ikke ville få et job, og at hun i stedet for ville skulle udstede bistand til mig resten af mine dage. 

   Jeg blev optaget på kostskolen få måneder senere.
  I fire år fik jeg lov til at være kostskoleelev i stedet for at være ”det anbragte barn” eller ”pigen med den døde mor”. Jeg havde i forvejen et børnehjem og seks plejefamilier med i bagagen. Jeg har boet i 19 forskellige huse, og sammenlagt har jeg haft 21 søskende. Mange af de steder, jeg har boet, var ikke gode. Jeg har haft plejefamilier, hvor de tog så hårdt fat i mig, at jeg fik mærker. Hvor de slog mig med knive. Eller trommestikker. Hvor de ydmygede mig foran venner. Jeg har sovet på trappeopsatser, fordi plejebørnene ikke havde et værelse. Brækket mig af frygt. Jeg har sovet i en kælder med skimmelsvamp og asbest i flere år. Jeg har gået 20 kilometer på bare tæer i minusgrader, uden jakke og i hullet tøj, fordi mine tøjpenge ”forsvandt”, og ingen gad køre mig. 

Akacielunden, Roskilde 

Jeg tog direkte hen til gymnasiefløjen, hvor jeg vidste, at mine veninder skulle ind til deres sidste eksamen. Jeg var der tidligt, for det var vigtigt for mig. Nok fordi de var dem, som havde indtaget den mest familiære rolle gennem de sidste fire år. Det vrimlede frem med forældre og søskende for at lykønske, giver huer på og holde picnic med champagne på de opsatte bordebænkesæt. Min plejemor kunne ikke komme, fordi hendes arbejde vurderede, at det ikke var relevant, da jeg ikke var hendes barn.
  Jeg var frygtløs og frygtsom på én og samme tid. Jeg var godt klar over den aftale, jeg havde indgået med kommunen: at jeg kunne bibeholde min anbringelse til den dag, jeg blev student. Jeg var stolt over, at jeg havde gennemført gymnasiet. Ikke nok med, at jeg havde overhalet hele min biologiske familie indenom, så var jeg blevet student fra et af landets mest præstigefyldte kostskoler – og samtidig blevet hjemløs. Der var nemlig ikke blevet lagt en plan for mit efterværn, mit forhold til min plejefamilie var dårligt - og i øvrigt ophørt - og selvsagt kunne jeg ikke bo på kostskolen som dimittend. Men jeg blev et par ekstra dage for at pakke mit hummer sammen og finde ud af, hvor jeg nu skulle hen.
  Min venindes mor kom forbi skolen, da hun så mig for enden af den lille gade. Hun rullede vinduet ned og råbte til mig, hvad jeg dog lavede. Jeg gik hende i møde, mens jeg forsøgte at tale udenom. Hun rynkede panden, da jeg forklarede hende, at jeg ikke længere havde et sted at bo. Hun tog mine papkasser ind i bilen og sagde: ”Nu tager du med hjem.”
  Jeg boede hos hende i et halvt år, hvorefter jeg sammen med min veninde flyttede videre. Vi boede sammen i to år, og endelig fandt jeg hjem.

‍

Som 3-årig blev jeg anbragt hos min plejefamilie. Min plejemor og plejefar tog mig til sig, som var jeg deres egen og i dag er de min mor og far. Den 15/05 2021 mistede jeg desværre min far. 

Kære far 

Jeg har valgt at dedikere min historie til dig, min far, Leif. Selvom du ikke kommer til at læse den, så skal du vide, at du har betydet alt for mig, og uden dig og mor ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er. Jeg er ked af, at du ikke er der til at følge mig hele vejen til målet, men at du har valgt at åbne dit hjerte og være den far for mig, som jeg aldrig fik, vil jeg altid være dig evig taknemmelig for. Du har været den bedste far, jeg nogensinde kunne drømme om. 

Din Simone

‍

”Ring, ring, ring” Jeg farer sammen og rækker straks min arm ud til siden. ”ring, ring, ring” Mine fingre føler sig frem. Lettelsen går igennem mig, da de endelig støder på telefonens kolde skærm. Alarmen slukkes for en stund. Jeg lægger mig tilbage. Lukker øjnene. Her i morgenstundens spæde mørke findes kun mine egne tanker. Mine egne følelser. Mig. Jeg slår øjnene op igen og svinger fødderne ud over sengekanten. På vej hen til mit skab får jeg øjenkontakt med mit spejlbillede og stopper op. Jeg ser på mig selv. Blikket i mine øjne er tomt, imens jeg dækker mig selv til i en maske af sminke, sætter håret op i en høj hestehale og skyder brystet frem. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den dag, der venter mig forude.
  Jeg forlader min hoveddør og sætter mig ind i skolebussen, der tager mig derhen, hvor jeg er anderledes. Det er svært at se ud ad den støvede rude. Jeg tørrer hurtigt og forsigtigt den tåre bort, der har sat sig i min øjenkrog i frygt for, at nogen skulle have set den.
  Skolen toner sig frem i horisonten foran mig, mens bussen kommer nærmere. Jeg stiger ud af bussen og går op imod den røde murstensbygning. Jeg står stille og betragter den. Jeg overvejer, om jeg kan nå at vende om. Men jeg står tryllebundet og stirrer på glasdøren. Jeg står endnu en dag ansigt til ansigt med den dør, som min lærer lukkede. Dengang hun knuste mine drømme om fremtiden. Dengang hun fortalte mig, at jeg nok bare skulle være glad og stolt, hvis jeg gennemførte 9. klasse. At jeg nok ikke skulle sætte mine forventninger til fremtiden for højt. Det er jo blot en glasdør, som fysisk skiller mig fra den klasse, jeg går i. Men alle de døre, der gentagne gange er blevet smækket i hovedet på mig, ser jeg nu for mit indre blik. De har efterladt mig i en slags labyrint af lukkede døre. En labyrint jeg selv må finde rundt i, frem til en åben dør, som vil vise mig vejen frem og ud. Den uforståenhed jeg følte dengang. Som jeg stadig føler. For hvorfor skulle jeg ikke kunne komme længere end 9. klasse? Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå lige så langt som mine klassekammerater? Jeg kaster tankerne fra mig, trækker vejret dybt, og åbner glasdøren. 

Svigtet og vred 

Som 3-årig blev jeg sammen med mine søstre fjernet fra min mor. Hun havde et enormt alkoholmisbrug, der gjorde, at hun ikke var i stand til at tage sig af os. Hos min far var der ikke meget hjælp at hente; han var selv glad for at ty til flaskerne, og så døde han i en drukneulykke, kort inden jeg fyldte tre år. Vi røg derfor akut på børnehjem, hvor vi boede i fire år, inden vi blev anbragt i vores plejefamilie.
  Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” På vej hen til mit klasselokale passerer jeg en mor, som er ved at hjælpe sin søn af med overtøjet. Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på. Jeg siger ordet mor højt inde i mig selv. Det ord føles fremmed, når jeg tænker på hende. Hun er ikke længere min mor. Jeg ser min lærer ud af øjenkrogen, da jeg går ind i klassen, og sætter mig på min plads. Hun begynder at snakke om et eller andet, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Det eneste, jeg hører, er flasker, der klirrer mod hinanden, og jeg mærker den stærke lugt af spiritus og tobak. Det føles næsten som at være tilbage. Det giver mig kvalme.
  Jeg overvældes af en vrede over, at min mor svigtede mig, at hun valgte værtshus og alkohol frem for mig, at hun efterlod mig ved gamle mænd, at hun ikke hentede mig fra børnehave, at jeg endnu engang stod tilbage. Jeg vågner fra mine tanker, da jeg mærker mine fingre bore sig længere ned i det bord, jeg sidder ved. Jeg ser hurtigt rundt for at se, om nogen har lagt mærke til min vrede. Jeg får øjenkontakt med min veninde, der sidder længere nede i lokalet. Jeg smiler sukkersødt til hende; et smil, der hurtigt bliver gengældt.
  Vi er heldigvis veninder. Det er ikke altid, at jeg er så heldig. Der var for eksempel dengang i 3. klasse. Jeg havde mødt en potentiel veninde dagen inden, det troede jeg i hvert fald. Den efterfølgende dag spørger jeg hende, om vi skal lege. Her bliver jeg mødt med: 

“Jeg må ikke lege med dig. Fordi min mor siger, at du er sådan en, man skal holde sig fra.” 

Sat i bås 

Mit blik fanges af viserne på klassens vægur. Tik tak, tik tak. Klokken er 11:10. Ud fra sekundviseren kan jeg se, at den snart slår 11:11. Fem, fire, tre, to, en … Visernes evindelige tidsrejse minder mig om dengang, min skulder gik af led. Eller rettere første gang den gjorde. Og anden gang… Et enkelt slag i en dum leg skulle der til, bare fordi klokken slog 11:11. Dette resulterede i, at min plejemor og jeg endte i et konsultationsrum sammen med en høj, tynd kirurg med tilhørende tyndt hår. Dette skulle vise sig at være et skæbnesvangert møde. Jeg trådte ind ad porten til ortopædkirurgisk ambulatorium på hospitalet som mig selv - som Simone med en dårlig skulder. Med lugtene af gummi, sprit og syge mennesker i mine næsebor fik jeg ellers at vide: “Sæt selv din skulder på plads.” Det tog dog 24 timer, før min skulder kom på plads. Dette alene efter min plejemor og en sygeplejerske med tvang fik en læge til det.
  At stå foran et menneske, der på forhånd havde sat en label på min pande, hvor der stod “opmærksomhedssøgende anbragt teenagepige med ondt i sjælen, som rev sin egen skulder af led med vilje.” At få fortalt, at der ikke var noget galt med min skulder, men at der var noget galt med MIG. At det var klart, at man med min fortid, havde det svært. Jeg trådte ud brændemærket og sat i bås som plejebarn. Og nu psykisk syg.
  Det satte dybe spor og blodige ar i min psyke, og jeg udviklede såkaldte funktionel le lidelser. På baggrund af denne stigmati sering og min dårlige samvittighed herom begyndte troen på, at det var mig, der var forkert, at brede sig. Derfra mærkede jeg for alvor frygten for at være mig – nok mest af alt at vise andre, hvem jeg er. Jeg fik en følelse, som jeg aldrig før havde mærket. En følelse af at blive spist op indefra af en parasit, der overtager hver eneste celle i min krop. Følelsen af angst.
  På grund af de funktionelle lidelser og min angst begyndte jeg at få anfald, hvor jeg besvimede og lå og rystede. Min lidelse gjorde også, at jeg vågnede op en dag og var kortvarigt blind på mit højre øje. Kort sagt endte jeg med at bryde sammen. Den oplevelse, som jeg havde på hospitalet, gjorde mig angst, og jeg følte mig for første gang sådan rigtig anderledes. Jeg fik for alvor angst for ikke at passe ind. Angst for ikke at være god nok. At jeg nu ikke længere kunne de samme ting som mine venner, gjorde det ikke bedre. Jeg var ikke i stand til at være væk fra mine plejeforældre i længere tid, fordi jeg frygtede at besvime.
  “Ik’ fald om, ik’ fald om.” Jeg kan mærke svimmelheden, og det sortner for mine øjne. Jeg holder hårdt fast om den dørkarm, jeg læner mig opad. Mit hoved dunker, og jeg ryster over hele kroppen, så det er svært at stå oprejst. “Ik’ fald om.”
  Jeg blev ked af det, hver gang det skete, fordi jeg ikke længere kun var den anbragte, nu var jeg også hende den syge. Mine venner blev også bange for at være alene med mig, fordi de frygtede, at jeg ville besvime. Så jeg endte med mest at være for mig selv eller sammen med min familie, som altid stod klar og var der for mig når og efter, at det skete. Mine bedste veninder inviterede mig ikke længere til deres arrangementer. Jeg blev så ked af det, at det triggede min hjerne, og jeg besvimede foran dem. Det gjorde bestemt ikke min situation bedre. Jeg var blevet ensom. 

En ny start? 

“Hej mit navn er Simone; jeg bor hos min mor og far. Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg går meget op i kost og træning.” 

Jeg startede på efterskole i 10. klasse og var fast besluttet på, at jeg var Simone, og ingen skulle vide, at jeg var anbragt, eller min mor havde et misbrug. Ingen måtte vide, hvad der gemte sig bag min maske.
  En løgn, der blev større og svære at forsvare; en løgn, der stille og roligt krakelerede. 

“Hvorfor hedder du Lorentsen, når din mor hedder Rasmussen?” 

“Øh, fordi jeg fik navnet fra, da min mor var ung.” 

“Hvorfor kalder du aldrig dine forældre for mor og far?” 

“Fordi det gør vi bare ikke hjemme hos os.” 

Jo mere de spurgte og undrede sig, jo mere blev jeg nødt til at tænke på min fortid, og jo hårdere blev det at gå på efterskole. Men jeg var så bange for at miste dem, hvis de kendte den rigtige historie. 

“Jeg føler, at du har været falsk og holdt os for nar.” 

Så det endte med, at jeg mistede mine venner alligevel, fordi masken og facaden fyldte for meget. 

Reddet på målstregen 

Jeg står tilbage ved den røde murstensbygning foran det gule busstopskilt. Jeg venter, venter på den grønne skolebus, som skal bringe mig hjem. Men hjem til hvad? Endnu en socialrådgiver, der venter på mig, så jeg igen skal flytte? Jeg magter det ikke. Det at skulle agere hoppebold igen. Frem og tilbage mellem ølflasker, cigaretrøg, bodegaer på række, en gammel mands lejlighed og en døgninstitution, der dyrkede det usunde forhold, jeg havde til min mor, hvor hun stadig prioriterede alkoholen over at møde op til vores samvær, for så at lande midt i et hjem. Et hjem. Et rigtigt hjem, som tager sig af mig. Som lader mig være det barn, jeg har brug for at være. Som giver mig pladsen til at være mig. Jeg vil for alt i verden ikke være en hoppebold.
  “Jeg klarede den!” Jeg klarede endnu en dag, og jeg bor stadig hjemme. Jeg træder ind ad min plejefamilies hoveddør og ånder lettet op. Jeg omfavner min plejemor. Det gør jeg hver dag, fordi hun minder mig om de gode ting, jeg har i mit liv, og om den kamp, vi sammen kæmper hver dag. Hvis ikke min mor, som jeg kalder min plejemor nu, er der til at gribe mig, når jeg har haft en dårlig dag eller er blevet ked af det, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
  Jeg har siddet rigtig mange gange ulykkelig og frustreret og snakket med min mor om, hvad der var svært. Det kaldes kognitive samtaler. De har hjulpet mig til at arbejde med mig selv og komme op af det sorte hul, jeg nemt kommer ned i. Der hvor jeg gemmer mig og mine følelser væk på mit eget værelse, fordi det er nemmere ikke at snakke om det. Der har det hjulpet at kun ne snakke om, hvorfor jeg ikke føler mig god nok; at jeg er bange for at miste min familie; at kommunen ville tage mig væk.
  Jeg blev beriget med den dejligste familie, der ikke udviste andet end kærlighed og omsorg. De mennesker, som tog mig ind som deres egen. De mennesker jeg i dag kalder mor og far. De mennesker, som gav mig deres efternavn og gør, at jeg nu stolt kalder mig en Lund Rasmussen. Deres kærlighed og anerkendelse har givet mig troen på mig selv, og modet til at åbne op og være ærlig omkring mit liv og min fortid. Måske vigtigst af alt at turde gå efter mine drømme og have overskuddet til at hjælpe andre børn og unge, der er i samme situation som mig. De har reddet mig og gør, at jeg hver dag er tættere på at kunne kalde mig en mønsterbryder. Det er de mennesker og den udvikling, der betyder noget for mig. Jeg er evig taknemlig for, at min familie (specielt min mor og far) har været der for mig – også når det blev svært, og de ikke gav op, når jeg selv gjorde.
  Jeg skubber døren op til mit værelse. Jeg ser mig selv i spejlet. Mine øjne er ikke længere tomme. Jeg mærker gnisten. Blinker og smiler til mig selv, “du sgu egentlig go’ nok, Simone, anbragt eller ej.” Jeg træder et skridt tilbage og ser mit liv udefra. Står kort og betragter masken. Så lukker jeg mine øjnene og trækker vejret dybt, løsner håret fra elastikken og skyder brystet frem. Jeg åbner mine øjne. Nu ser jeg Simone. Jeg håber, at jeg en dag kan blive helt fri for masken. At jeg en dag kan møde verden, som den jeg er. Som Simone. Jeg er nået langt i min kamp om at lægge masken fra mig, og jeg håber, at jeg snart ser dens eksistens smuldre ud mellem mine fingre for altid.

Min biologiske far elskede musik og lyrik. Der var aldrig stille omkring ham. Han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder. Han var ikke bange for at smile og blotte sit mellemrum. Når han besøgte mig, var hans tennissokker altid grå af snavs. Ofte havde han en hvid t-shirt på med blå syninger. På brystet stod der ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” Han kunne ryge tyve smøger og drikke to kander kaffe på sådan et besøg. Han fik altid kaffekoppen til at klirre på bordet. Jeg forstod ikke, hvorfor han fik bordet til at ryste sådan. I perioder kiggede jeg ikke ind i min biologiske fars øjne. Jeg var bange for at blive slugt af hans mørke. Min biologiske far sendte mange breve til mig. Nogle var skrevet på bagsiden af en rudekuvert. De var altid gule og lugtede af tobak. Han havde ofte brændt en CD og sendt med. Det var ikke altid, at jeg forstod, hvad min biologiske far skrev. Han betragtede alt fra en verden, jeg ikke kendte til.
  Som for alle andre børn var mine biologiske forældre fundamentet for mit liv. De var grunden til, at jeg kom til verden og spil lede en afgørende rolle i mine første leveår. Men i modsætning til mange børn var mit fundament fyldt med revner. Mine biologiske forældre mødte hinanden på psykiatrisk afdeling i Nordvest og fik mig nogle år efter. Vi flyttede en del rundt og boede mange steder. Min biologiske mor ville hellere føjte og feste end at passe sit barn. Derfor tog min biologiske far sig af mig. Han gjorde alt, hvad han kunne. Med tiden indså han, at han ikke magtede at være far til et barn. Han traf derfor sit livs sværeste, mest hjerteskærende og afgørende beslutning: At skille os fra hinanden, for at give mig det stærkeste fundament og de bedste forudsætninger for et godt liv. Jeg blev derfor anbragt frivilligt på børnehjem, da jeg var 3,5 år. Når min biologiske far besøgte mig på børnehjemmet, forstod jeg ikke, hvorfor han ikke tog mig med hjem. Jeg trykkede min næse mod ruden, når han gik. Han vinkede altid til han blev helt lille og forsvandt.  

1997 

Vi sidder i bilen på vej til gården i Holme Olstrup. Jeg er spændt fast i autostolen og vipper med mine tæer. På mine lår ligger en stor kattebamse, jeg har fået af dem. Den hedder Møs. Jeg piller den på næsen og ruller halen rundt om min hånd. Biler flyver forbi os som små fugle. Jeg har mødt hende flere gange på børnehjemmet. Hun kigger på mig i bakspejlet og smiler. Jeg har ikke lyst til at smile tilbage. Jeg er irriteret over, at hun har taget sin mand med. Jeg gemte mig på børnehjemmets legeplads, da jeg så dem komme ind ad døren. Det var hyggeligt, da det kun var hende, der besøgte mig. Jeg vil ikke have nogen anden far. Jeg lover mig selv, at min biologiske far nok skal komme og hente mig og tage mig med hjem.
  Da jeg flyttede hjem til mine forældre, var min børneverden farvet af angst. Jeg nåede at bo på børnehjemmet i et år. Der var dejligt på gården i Holme Olstrup med udsigt til natur så langt øjet rakte, men jeg var i konstant alarmberedskab, og savnet til mine biologiske forældre sad tungt i mig. Jeg havde et behov for at være omkring mine forældre konstant. Hvis de rykkede sig en smule, blev jeg bange, gik i panik og begyndte at lede efter dem. Min mor og far lærte hurtigt, at de skulle fortælle mig, hvis de gik udenfor eller i kælderen for at hænge vasketøj op. Jeg glemte det, lige så hurtigt døren lukkede i og begyndte at lede efter dem. Særligt om natten blev jeg bange. Det blev en rutine for mig at vågne om natten og liste mig ind i mine forældres soveværelse og tjekke, om de stadig var der. Jeg ville kalde på dem, indtil de svarede. Det meste af min barndom sov jeg på en madras i mine forældres soveværelse eller i smørhullet mellem dem. Søvnen har aldrig været et trygt sted for mig. Jeg er et lille barn, når mørket faldet på. Hvis jeg sover ved siden af en anden, har jeg stadig et behov for at tjekke, om vedkommende er der. Enten holder jeg min ven helt tæt, ellers kommer jeg til at daske med benene, indtil de rømmer sig. Så ved jeg, at de ikke er gået fra mig. Det er efterhånden blevet en kærlig joke i min omgangskreds, at jeg ikke er nem at sove sammen med. 

Professionelt moderskab 

   Græder du også, inden du falder i søvn, mor?
  Hvad ser du, når du tager dine kontaktlinser ud
  briller på og går op ad trappen
  lukker døren til soveværelset
  åbner døren på klem,
  for du kender rutinen
  du ved, at jeg lister mig ind for at se, om I
  stadig er der
  er jeg det barn, du håbede på at hente?
  Jeg var aldrig dit spædbarn
  mit sprog er fra en verden, du ikke kender
  hvem holder dine hænder og aer dine kinder,
  når du bliver ked af det?
  De vil have, at du skal være så professionel
  hele tiden
  trivselsrapporter
  plejevederlag
  biologiske besøgstider
  sagsbehandlere skal helst have
  hjemmebagt kringle
  med perlesukker på
  jeg vil have dit uprofessionelle moderskab
  intet andet
  jeg tænker på sagsbehandlere, der kløjes
  i kringlen med perlesukker på,
  så der er fred til at være en uprofessionel familie 

‍

   Der blev hurtigt etableret et stærkt bånd mellem min mor og mig. Jeg åd hendes moderskab råt. Min biologiske mor var erstattelig. Navlestrengen var kappet for længe siden, og nogle gange er jeg i tvivl, om den overhovedet var der. Jeg havde det bedst, når jeg sad hos min mor i timevis som en koalaunge. Her kunne jeg føle mig lille og tryg. Jeg tog tidlig afstand til min biologiske mor. Hun var aldrig den samme, når hun besøgte mig og lovede altid noget, hun aldrig kunne holde. Hun havde ofte fråde om munden ved besøg og duftede aldrig som en mor. Men hun havde jo krav på at se mig. Jeg var tidlig klar over, at det biologiske samvær havde højere prioritering end barnets trivsel.
  Det var ikke det samme at få en ny far. Hans faderlige og milde væsen skulle vokse længe på mig, før jeg lukkede ham ind i mit univers. Med tiden vidste jeg ikke noget bedre end at få læst Askepot som godnathistorie, indtil en af os faldt i søvn.
  I 1998 fik mine forældre et barn mere. Ligesom mig kom hun til verden hos biologiske forældre, der ikke kunne passe på hende. Jeg var så heldig, at hun havnede hos os. Vi var to forskellige børn med forskellige behov, men det tog os ikke lang tid at blive søstre. Vi har altid været ved at revne af grin og stolthed, når nogen har sagt til os ”hvor kan man bare godt se, at I er søstre.” 

2002 

Afstanden og sorgen mellem min biologiske far og jeg voksede. Der var de gode besøg, og så var der de dårlige. Der var besøg, hvor han var glad, velbalanceret og fløjtede. Besøg, hvor vi tog på udflugter, holdt hinanden i hånden, og hvor jeg viste ham mine skolebøger, og han snakkede kærligt og interesseret til mig og mine forældre. Og så var der besøg, der i lange perioder aldrig blev til noget, fordi han var indlagt og ødelagt – og hvis de blev til noget, var han tungsindig, havde mørke rander under øjnene og var vred på både mig og min familie. Jeg kunne altid se på ham med det samme, om det blev et godt eller et dårligt besøg. Når han var syg, brokkede han sig over besøgsaftalerne, sagsbehandlerne, sagde ting, der ikke hang sammen med virkeligheden og skrev mærkelige breve. Han kunne finde på at skrive, at mine forældre have stjålet mig fra ham, og Bruce Willis havde spurgt, om han ville være med i den næste Die Hard film. I disse perioder holdt jeg ham ikke hånden. Jeg blev bange for ham og havde lyst til at kravle under køkkenbordet og gemme mig for ham. Men jeg ville ikke svigte min biologiske far, når han endelig besøgte mig. Lige meget hvor tosset min biologiske far opførte sig, kunne han eller jeg ikke slukke for drømmen i mit barnesind. Drømmen om, at han en dag ville blive rask, og vi med tiden ville blive forenet igen.
  I skolen spurgte mine klassekammerater, hvorfor jeg ikke lignede mine forældre. Jeg løj og fortalte, at mine biologiske forældre var døde, og jeg derfor havde fået en ny familie. Jeg begyndte at smile mindre, så man ikke kunne se mellemrummet mellem mine fortænder.  

Må vi elske hinanden? 

Jeg har haft mange gode sagsbehandlere. Men det er aldrig godt at have en sagsbehandler involveret i ens familiære liv. Når jeg vidste de kom, cyklede jeg langsomt hjem fra skolen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Jeg øvede mig på samme måde, som jeg øvede replikker, da jeg gik til teater. ”Jeg har det rigtigt godt.” Jeg turde ikke fortælle dem sandheden: At der også var konflikter, og jeg var usikker, vred og bange. Jeg turde ikke fortælle dem, hvordan jeg egentlig havde det af frygt for, at de ville fjerne mig fra mine forældre.
  Sagsbehandleren snakkede altid med mine forældre, inden vi alle skulle tale sammen. Jeg lyttede aldrig helt efter, hvad der blev sagt. Jeg var mere opslugt af at studere måden, som hun spiste kringle på. Hvordan hun med tungen skubbede perlesukkeret fra mundvigen ind i munden, når vi talte om regler, som jeg skulle overholde hos mine forældre. Det irriterede mig, at hun ikke spiste hele kringlen, som min mor havde brugt lang tid på at bage. Men når sagsbehandleren kørte hjem, råbte og skreg jeg i afmagt og vrede. ”I er ikke mine fucking forældre, I får penge for at have mig, jeg er bare et arbejde.” Jeg var træt af, at kommunen skulle komme og blande sig. I alle de år var jeg så bange for at blive fjernet fra mine forældre. Det lå som en bagtanke i alt, hvad jeg foretog mig. Jeg var bange for, at jeg var for besværlig til at være hos en familie. At jeg havde ødelagt min biologiske familie og nu var i gang med at ødelægge min nye. Jeg vidste ikke, om det var i orden, at jeg elskede mine forældre så højt, når vi var ført sammen professionelt af en kommune. Det var der aldrig nogen, der havde hjulpet os til at tale om. Tværtimod havde mine forældre fået at vide, at de ikke skulle knytte sig til os. Jeg frygtede den dag, jeg ville blive 18 år. Ville jeg stadig have min familie, når jeg blev myndig? Den konstante frygt og de bekymrede tanker holdt mig vågen og gjorde mig til sidst syg. Så syg, at det nu var mig, der sad i en hvid t-shirt med blå syninger, hvor der på brystet stod ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” 

‍

Flyvehavre og fugtige øjne 

2011 

   Far
  den plejende
  har fugtige øjne
  huden omkring øjnene slår flere og flere skår
  han går i marken for at samle flyvehavre
  hiver dem op af jorden med lange rødder
  jeg betragter ham, når han træder i de bløde spor
  fra vinduet i køkkenet
  er plejebørnene pengene værd?
  Hans fødder glider op og ned ad træskoene
  har de sagt, at dine fugtige øjne er uprofessionelle?
  Det ville ikke være første gang
  tænker på, om vi har gjort noget ulovligt,
  om kommunen skal vide, at vi elsker hinanden
  skal vi blive ved at med at lyve,
  for at plejebørnene ikke bliver slået hjem til det biologiske som
  små ludobrikker
  på gården i Holme Olstrup
  kærlighedens mine
  kommunen ser ikke de fugtige øjne,
  de ser det biologiske og vender hver en mønt
  barnet har skudt sit værelse ned med
  en splatterpistol
  har skudt skår i sit fjernsyn og
  sin tyggegummimaskine,
  der drysser lyserødt støv ned fra loftet
  jeg vil gerne tage pistolen fra dig,
  men jeg er lige så bange for fugtige øjne som dig
  al den smerte, plejebarnet har givet mig,
  gror i mig som flyvehavre
  ingen hiver op

‍

Jeg sætter mig i stolen, som jeg altid sætter mig i ved disse møder. Sagsbehandleren skubber et stykke papir hen til os. Jeg er blevet vant til disse møder, hvor jeg er degraderet til at være et af systemets børn. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg går i 3.G og har festlige nætter på Sepps, for meget fravær, og forestående eksaminer sidder i mig. Sagsbehandleren kigger i sine noter og klikker med sin kuglepen. ”Udslusning” står der på papiret. Ved sådanne møder bliver jeg et barn igen. Et barn, der tier stille og lader de voksne tale. ”Det er flot, at du går i gymnasiet og snart er færdig,” siger sagsbehandleren. ”Vi ser ingen grund til at forlænge dit efterværn. Det går jo godt med dig. Vi kan tilbyde dig en værge fra kommunen og hjælp til at flytte i en lejlighed.” Jeg synker ned i stolen. ”Bliver jeg forladt nu?” Kan et udslusningspapir ødelægge vores familie? ”Det vil jeg ikke.” Tårerne sidder fast bag øjenhulerne; man græder ikke på kommunen. Min mor har aldrig været bange for sagsbehandlere og siger: ”At få en studentereksamen er ikke ensbetydende med, at man kan mestre livet alene. Der må være et alternativ?” Sagsbehandleren kigger længe på min mor. Hun ser forfjamsket ud og smiler, som var hendes tænder lavet af plastik, og siger så: ”Drejer det her sig om penge?” 

2021 

Det er snart 10 år siden, at mine forældre blev fyret af kommunen. Selvom opsigelsen landede i postkassen kort efter, at jeg blev student, har de aldrig forladt mig. Det handlede aldrig om penge. Det handlede om to forældre, der ønskede at give to børn den bedste opvækst. Vi er meget mere end en plejefamilie. Jeg blev ikke bare plejet. Vi er en familie. En familie, der tillod os at elske hinanden på trods af sagsbehandlere, regler, plejevederlag og biologiske besøgstider. Og hvis der var noget min biologiske far lærte mig, så var det at passe på sin familie.

‍