Hvorfor
Skolekassen
“I hvilket land blev Jesus født?” spurgte læreren.
Jeg var grov: “Det gider jeg da ikke svare på. Det står jo i bogen. Enhver idiot kan jo slå det op. Hvorfor stiller du spørgsmål, vi bare kan læse os til?”
“Okay. Hvem var Judas? Hvad gjorde han?”
“Jamen det står jo her, men det tror jeg egentlig ikke er helt sandt. Jeg tror, at Judas var den eneste, der oprigtigt forstod, hvad Jesus ville. Jeg tror, at de begge var marketing-guruer, og jeg tror, det hele var planlagt — lige fra svampen med eddike til genopstandelsen. Man dør ikke på et kors efter det få antal timer, Jesus hang der. Der findes til gengæld midler, man snildt kunne dyppe en svamp i, som inducerer midlertidig klinisk dødstilstand i kroppen. Det var et genialt marketingstunt. I øvrigt tror jeg, at Jesus blev oplært som buddhist — du ved, de tre vise mænd, der kom fra østen. Hvad tror du og hvorfor?”
“Jeg tror lige, du skal have noget luft.”
Jeg ville ikke tage en uddannelse. En uddannelse i skolesystemet altså, for jeg ville gerne dannes, og jeg ville gerne ud, men ingen af delene syntes mulige i det system, jeg som ung og videbegærlig blev mødt med. Jeg ville gerne lære hvorfor — ikke hvem eller hvornår som i historie- og religionstimerne, ikke hvordan som i matematik, fysik og kemi, og ikke hvad og sådan som i dansk og engelsk.
Jeg ville gerne gøre alle fagene til filosofi, så vi kunne lære, hvad der gav mening i vores samfund, og hvad der skulle forandres. Det ville lærerne og de andre elever dog oftest ikke, og da jeg endelig begyndte at studere filosofi som enkeltfag efter flere fejlede gymnasieforløb, stødte jeg igen ind i hvem, hvornår, hvad og hvordan… Men der stod jo “filosofi” på døren. Skulle vi ikke stille spørgsmål til livet? Skulle vi ikke revolutionere noget? Næh, det skulle vi ikke. Vi skulle ikke engang stille spørgsmål til pensum eller lærerens egne overbevisninger — det lærte jeg hurtigt. Vi skulle lære, hvad der stod i bogen, og vi skulle ikke spørge hvorfor eller debattere vores holdninger. Jeg ville snakke om, hvorfor bøgerne blev skrevet, som de gjorde, og ikke om, hvad der stod i dem.
Jeg var ude efter et par uger.
I 8. og 9. klasse gik jeg på en lille friskole, hvor jeg fandt ud af, at det ikke var bøgerne, der var vigtige; det var læreren.
Her havde vi nemlig Rune. (Hej Rune, hvis du læser med). Jeg kan ikke præcis huske, hvilke fag han underviste i, for alle timer, vi havde med ham, føltes bare som “Rune.” Der blev fortalt om livet, om kærlighed, om alt mellem himmel og jord af alle fra tavle til bord. Lige pludselig fik en elev sagt noget interessant, og så snakkede vi om det i en hel time i stedet for at lave det, der stod på pensum. Der blev levet og lært — ikke indoktrineret.
Men som årene gik, og friskole blev til efterskole, og efterskole blev til HF, så jeg, at der var langt mellem ”Runerne”. Rigtig langt.
På efterskolen fandt jeg dog en Mette. Vi havde en afslutningsopgave, som jeg ikke kunne se meningen med, så jeg fik lov af Mette til at skrive om ting i samfundet, jeg mente skulle ændres. Der var håb: Mette holdt sig til pensum, men der var et menneske i Mette. Der var robotter i de andre.
På HF Flow var der kun fyldt med robotter — lærerne havde ingen livslyst, men de havde heller ingen ambitioner for os. Det samme gjaldt egentlig også for eleverne. Der blev brugt to timer på opgaver, som vi kunne klare på 30 minutter, og der blev røget og drukket lidt af hvert, når som helst, for det var der plads til. Jeg holdt kun i fire måneder. Mig var der ikke plads til.
Som det ser ud nu, kan jeg ikke se mig selv få en uddannelse. Nogensinde. Jeg er simpelthen ikke bygget til den kasse — eller måske er den ikke bygget til mig. Hvis jeg får en idé, går jeg i gang, uden at overveje om jeg er uddannet til det eller ej. Og hvis samfundet ser mig som Resterende, bare fordi jeg ikke har gået nok i skole, så ser jeg mig selv som Præsterende, fordi jeg egentlig bare prøver at leve mit liv efter en standard, der ligger uden for kassen.
Sokrates, hvor er du? Nåh ja, du er død, og systemet gider dig ikke. Det bryster sig af at vide, hvem du var, og hvornår du levede, men det er ikke i stand til at gøre som du. Det tør ikke spørge: Hvorfor
Diagnosekassen
I forskellige stammesamfund rundt omkring på planeten siges det, at folk, som bliver født med psykiske sygdomme, har en besked fra åndeverden til den fysiske verden. Det ved jeg ikke, om jeg tror på, men jeg kan godt lide tanken. Den giver mening, fordi lige så vel som psykiske lidelser, der opstår i løbet af folks liv, er en direkte konsekvens af en omstændighed, der gik galt, kan der vel også ligge noget forinden livet. En åndeverden, gudeverden eller måske en fælles bevidsthed?
Jeg fik diagnosticeret Tourettes Syndrom som 12-årig, men jeg har nok haft det, siden jeg var fire. Just Right fik jeg diagnosticeret samtidig, og jeg fik også en diagnose, der hedder Nonverbal Learning Disability (NLD), som nok skulle have heddet autismespektrumforstyrrelse i stedet for. Den blev alligevel til en Aspergers-diagnose som 25-årig, dog sammenkoblet med noget så spændende som Dystymi.
Tourettes, Just Right, NLD, Aspergers og Dystymi. Man kunne også bare kalde mig “skæv”. Skæv socialt, skæv samfundsmæssigt, skæv indeni.
Dystymi og Just Right snupper en delt førsteplads, hvis man skulle putte dem i kasser fra mest til mindst forstyrrende for mit liv. Dernæst kommer Tourettes, efterfulgt af Aspergers, NLD tænker jeg sjældent over.
Just Right er en diagnose, jeg ikke er stødt på hos andre før — i hvert fald ikke med eksempler på, hvordan jeg har det. Hvis man søger efter “Just Right”, så støder man på en undergren af OCD, hvor bestemte ting skal være “helt rigtigt”. Det kunne fx være dørhåndtaget, der skal trækkes i fem gange, eller hænderne, der skal vaskes 100 gange.
Min Just Right går ud på at balancere mine sanseindtryk. Der skal lige mængder lyd i begge ører, der skal lige meget lys ind i begge øjne, og de ting, jeg føler i den ene side af min krop, skal afbalanceres i den anden side. Hvis nogen eller noget rører mit ene knæ, føler jeg ubehag i det andet, indtil jeg rører det på præcis samme måde. Hvis der er nogen, der siger noget til højre for mig, eller en bil kører forbi, så river eller trykker jeg i det andet øre, indtil jeg opnår samme følelse derinde. Hvis jeg går forbi noget på gaden, som fylder mere på højre side af mig, end det gør til venstre, så føler jeg ubehag, indtil jeg får opvejet det med noget andet — det kan fx være, at jeg drejer hovedet eller kroppen rundt og går baglæns, eller at jeg bevidst går lidt tættere på en lygtepæl eller på den anden side af den.
Men min venstre side kan åbenbart klare dobbelt så mange indtryk som den højre (øre, øje, muskler og hud), så derfor prøver jeg så vidt muligt at leve mit liv til venstre. Jeg skriver måske en dag en bog om det, for der er fandeme mange ting at tage højde for. Cirka ét ubehageligt indtryk pr. sekund.
Dystymi er en kronisk tristhed. Det minder lidt om en depression, idet den giver mig mangel på livslyst, men den ligger mere i baggrunden til hverdag og er mere ødelæggende på lang sigt. Uanset hvor glad jeg er, har jeg altid en tanke, der siger: “Ja, men hvad fanden er meningen med at være glad, når vi alligevel skal dø?” Den ses oftest i ældre mennesker, når de indser, at livet lakker mod enden.
Tilstanden har nok været der, siden jeg var 15, og den sniger sig ind i alt, hvad jeg foretager mig, alt, hvad jeg ser andre foretage sig, og alt, hvad jeg forestiller mig, at mennesker nogensinde kunne foretage sig. Jeg har derfor haft depressive perioder på mange måneder (ofte op til et års tid), hvor jeg ikke kan holde ud at eksistere — fordi hvad fanden er meningen? Hvis jeg ikke ved hvorfor, kan det hele sgu være lige meget. Det er ikke en “hvad skal jeg dog blive til,” eller en “åh nej, jeg skal engang dø,” eller en “åh, hvad bliver mit eftermæle mon — hvad skal folk eller samfundet huske mig for?” Det drejer sig bare om, at hele den menneskelige race, og alt, hvad der eksisterer, jo på et tidspunkt bliver udslettet. Hvorfor i alverden skal jeg så lave den her skoleopgave? Hvorfor i alverden skal jeg så tjene penge? Der er jo intet, der betyder noget, så hvorfor gøre noget som helst? I det lys er mit behov for at spørge hvorfor, ikke bare noget jeg gør for at være flabet eller på tværs. Det er noget, jeg er. Så når folkeskolen og ungdomsuddannelserne ikke har skabt plads til at spørge hvorfor, så ødelægger de mig – bogstaveligt talt. Når jeg ikke får lov at udforske meningen bag noget, bliver det naturligt for mig at spørge: ”Hvorfor ikke bare ligge stille og roligt i sin seng og sove ind?”
Der var ingen mening at hente i skolen, så jeg blev fysisk dårlig. Jeg fik angst, blev aggressiv indeni, deprimeret, fik selvmordstanker. Det eneste, der egentlig giver mig håb, er, at jeg ikke har dræbt mig selv endnu. Jeg har simpelthen ikke lyst til det. Der må jo være en eller anden mening. Når jeg finder den, skal jeg nok sige til. Indtil da holder jeg bare udkig, selvom jeg godt ved, at den ikke findes. Men jeg er her jo endnu, så et eller andet skal der jo ske.
Tourettes Syndrom er også noget, der kan vise sig på forskellige måder i forskellige mennesker. Fællesnævneren for alle er dog, tror jeg, at stress-lunten er kortere.
Der er både verbale og fysiske tics — mange kender de verbale, som fx bandeord, der kommer ud af det blå, for samfundet hører naturligvis dem, der råber højest, og råbe, det kan de sgu.
Min barndom var svært præget af verbale tics, men i mit voksenliv er der lidt mere ro på. I barndommen og ungdommen var mine tics lyde — store og små — og de kom oftest, når jeg var træt. I folkeskolen havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke gik så meget i skole, fordi jeg i stedet gik derhjemme og skreg så højt, jeg overhovedet kunne. Nogle gange måtte jeg have høreværn på, så jeg ikke skreg ørene af mig selv. Jeg havde også kramper i samme grad, så jeg ofte faldt om i epilepsilignende anfald.
I dag er de verbale tics heldigvis reduceret til små grynt, når jeg skal sove, men de fysiske tics kører konstant — især når jeg dyrker motion. Jeg skal strække en eller anden muskel cirka hvert tredje sekund. Fingre, hænder, håndled, forarm, overarm, skulder ovenpå, skulder bagpå, skulder nederst, ryg, side, lænd, øverst på ballen, midt på ballen, nederst på ballen, baglår, lår, knæhaser, knæ, læg, skinneben, øvre fod, sidefod, begge sider, tæer, under neglene (der sidder nok ikke en muskel, men jeg trykker på neglen, så jeg kommer ind og mærker kødet nedenunder), skridt, mave, bryst, nakke, hals, alt. Kraniet strækker jeg også — altså de muskler, der løber op fra nakken — men det klikker tit og gør nogle gange rigtig nas. Hovedpine er ofte noget, jeg ticcer mig til.
Tics har mange former. Siden jeg sagde op på mit arbejde for to år siden, har jeg haft en skrive-tic, som går ud på, at jeg trykker Caps Lock efterfulgt af “ASD”, sletter det igen og slår Caps Lock fra — både på computer og mobil.
Aspergers — det er nok den, der forstyrrer mig mindst, men som forstyrrer andre mest, selvom jeg kun har det i en mild grad. Diagnosen kom for to år siden, men opførelsen har nok været der, siden jeg var barn: støjfølsomhed, at have svært ved det sociale (indeni), at blive hurtigt udmattet eller overvældet af alt andet end alenetid, ikke at kunne forstå, for mig, ulogiske systemer, ensporethed eller mani omkring én ting, dyb kærlighed for dyr og musik — ting, som bare er, uden at være i strid med sig selv, hvilket jeg synes, de fleste mennesker er (herunder ofte mig selv).
Ud på Dannelse
Jeg har arbejdet med rigtig mange ting, og der har været rigtig mange huller imellem de ting, jeg har arbejdet med. Hullerne opstår, når jeg befinder mig i en længerevarende situation, som fx et arbejde eller en uddannelse, som jeg har det skidt med. Hvis jeg ikke kan se meningen med det, jeg laver, så kommer følelsen med det samme. Den starter med en mavefornemmelse om, at noget er forkert. Dernæst kommer symptomerne på stress, og til sidst kommer depressionen og selvmordstankerne, hvis jeg ikke siger STOP og giver slip.
Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte med at være. Men jeg er blevet bedre til at sige STOP, så jeg ikke skal ligge og ralle i månedsvis efter hvert forsøg på at gøre noget.
Efter jeg sagde STOP til uddannelsessystemet for sidste gang, tog jeg på en rejse. Jeg fløj til Cypern. Der lå en økologisk gård, jeg kunne arbejde på med andre frivillige i bytte for kost og logi. Det var meningen, at jeg skulle være der i tre måneder, men efter en lille måned tog vi allesammen på en ekspedition til nogle frisindede tosser, der kaldte sig selv for “The Rainbow Family of Living Light”. Det endte med, at jeg aldrig kom tilbage til gården — for den var ikke så meningsfuld som det liv, regnbuebrødrene og -søstrene levede. Dét var jeg til gengæld tosset med.
Regnbuefolket — ikke at forveksle med LGBT+ bevægelsen — er en antikapitalistisk græsrodsbevægelse, der kom til live i 1970 i USA. Bevægelsen er en hyldest til den pacifistiske måde, visse indianerstammer leve på uden at ødelægge planeten. Tænk engang.
Det vil jeg også gerne skrive en bog om en dag.
Nåh, men de regnbuefolk, jeg mødte på Cypern, skulle altså til en årlig europæisk forsamling, hvor alle var velkomne, og hvor formålet var kærlighed, og som det år blev afholdt i Grækenland. Jeg ville virkelig gerne med, så vi hoppede på en færge til det østlige Tyrkiet, hvorfra vi blaffede de 1000 kilometer til Thessaloniki, ud i ingenmandsland og op på et bjergplateau. Der var ti mennesker, da vi ankom, og der var måske 2-3.000, da jeg tog hjem fem uger efter.
Og hvad skulle jeg så? Cirka 50 forskellige ting, mellem dengang og nu – roller inden for marketing, ledelse, administration og idéskabelse, samt et hav af selvopstartede virksomheder på kryds og tværs af flere rejser med tommelfingeren, teltet og arbejdstøjet både i udlandet og herhjemme.
Arbejde, som man kan klare godt uden en uddannelse, hvis man bare har en kritisk, kreativ og struktureret tilgang. Arbejde, som folk med Aspergers måske netop brillerer i, fordi vi ofte føler manglen på struktur som et overgreb, og derfor ekstra hurtigt kan finde ud af, hvordan der kommer orden i kaosset.
Men der var ikke mening i noget af det. Det kan godt være, at chefen råbte højt om revolution, og at der stod ”disrupting the future of…” på hjemmesiden, men hold kæft, hvor skaber vi mennesker mange ligegyldige ting, bare fordi der skal tjenes penge. Jeg havde arbejdet 25 steder, inden jeg var 25, og de holdt hver især kun et par måneder, fordi jeg hurtigt fik den der følelse af forkert, og så kom stress og depression og væk. Videre. Næste.
Til sidst (for tre-fire år siden) fik jeg det bedste job, jeg nogensinde har haft: Game Designer. Firmaet var internationalt, og der skulle laves et pitch til BBC til et spil i Doctor Who-universet, så da vi vandt licensen, gik vi i gang med at bygge et team. Jeg endte med at stå for lidt af hvert, i tæt samarbejde med direktøren, og som afdelingsleder gik min hverdag med at jonglere ti universitetsuddannede ansattes arbejde, mens jeg selv stod med nok arbejde for to eller tre.
Det var fedt — fantastisk, faktisk — men jeg brød ned. Jeg gav for meget af mig selv i for lang tid, og arbejdsforholdene var egentlig også ret fucking crazy. Jeg holdt et helt år, inden stressen og depression ramte, selvom det føltes som tre eller fem. Det var i starten af 2021, og jeg har ikke været i job siden.
Så nu går jeg og forestiller mig mennesker og kulturer, der ikke eksisterer. Jeg lever. Jeg bygger verdener. Jeg er forfatter. Jeg skriver fantasy, og min første bog udkommer i 2023.
Dén bog skal udvikle sig til en serie, til en levevej, til en virksomhed, til et kollaborativt univers fyldt med vidunderlige historier fortalt af fantastiske fortællere.
Hvorfor? Fordi jeg er træt af andre folks kasser. Fordi jeg vil bygge former uden rammer. Fordi lige nu er det det eneste, der giver mening.
Andy, 29 år, mand, Odense
Jeg er frivillig hos UB fordi jeg har brug for at blive forstået, og fordi jeg tror på at der er rigtig mange andre derude, med problemer der ligner mine egne, som har brug for at blive set og hørt.
Hvorfor skal man læse De Serien?
Jeg synes, man skal give De-serien et kig for at lære mere om de "usynlige" problemer, mange af os lever med. Problemer, som kan ramme enhver, men som der sjældent bliver talt åbent og ærligt om i medierne. De-serien er en opslagstavle og et fællesskab for dem, der normalt ikke bliver hørt, og et uvurderlig empati-værktøj for pårørende, politikere og folk, der arbejder med mennesker.
Flere fortællinger
"Kinaassusera kimulluunniit takutinnikuunngilara, ilaqutannut, kammalaatinnut nalunngisannulluunniit. Ilisarisimanngilaannga"
Qaqortumi illup qalia seqernup qinngorpaa, atinnilu qaliaasaq quatsissimavoq. Quasangaarmat siullermik isikkakka tutiffissaaruteriarlugit timiga tamaat aqussinnaajunnaarpara. Qaliatigut uattut takitigisumik sisuvunga. Qaratsanni pisoq kigaatsumik aallakaateqqittutut ippoq. Qaliata killinganut killillarlungalu sinarsuatigut kuuffimmik tigoriaanera. Ammut isigivunga, taava sivikitsukullammik sisoorninni qulaanniit ammut imminut isigivunga. Sivikitsukullammik piffissaq unittutut ippoq inuunermilu pisunik eqqaamasaqarsinnaanngilanga.
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Atilit nipimik naammagittaalliortut.
Qimmiutiga Allu ilagalugu umiatsiarpunga.
Allu napparsimagaangama siniffinni.
Allu scooterimi nissumma akornanni.
Snescooterimilu.
Narsami qaqqat portusuut marluk.
Anitsiarfinni Krydertaalluni
Soraaraangama kisimiinniassagama angerlapallattarnera.
Papikuujuk oqalungajattartoq tungujortoq
sungaartorlu inimi.
Ataatarsiaralu aqisserniartarnerput.
Akalu najagalu firehjulertarnerput hiistinillu marsertarnerput.
Pannakaanik sassaasarnera, nalunnginnamiummi ma-
marersuaarivut.
Igalikumi aasakkut fiistertitsinermi grillerisarnerit qulimiguulillu.
Apersortinnera eqqaamanngingajaavippara.
Efterskolima ilusaa titartarlugu.
Suleqatimma qungujullutik ”Qallunaaq”-mik taagoraannga.
Qatanngutikka oqaloqatigerpiarneq ajorpakka, aamma ilagigaangakkit.
Ullut arlallit inissiamiittarnera allanut attaveqanngiivillunga.
Paasinikuuara ataatama issanngusarneq
toqqutigisimagaa.
Anaanaga nipaatsuuvoq, assigaaralu.
Ajaga aperivoq imminut nassaariniarnersunga. Soorlu nalus-
sanngikkaluaraa apeqqut akisinnaanngikkiga.
Massakkulluunniit imminut eqqarsaatiginngilanga.
Tupinnaq arlaleriarlunga kammalaatikka inuunermik kipisitserusuttut
unitsinnikuugikka.
Piaarinaatsoornanga nakkarnissara
eqqarsaatiginikuugiga.
Sisamanik ateqarpunga. Systemimi Kristenimik ateqarpunga, ilaquttama Ivimmik taajorpaannga. Kalaallit Nunaanni allat Ilannguamik taajorpaannga Danmarkimilu Ianimik taajorneqartarlunga. Efterskolerlunga ilinniartitsisumma kissaatigimmagu taamak atserneqarpunga. Ilannguamik oqarnissartik nalugamikku, immaqa ateq alla taajuminarnerulaartoq ajornannginnerussagaluartoq? Imminut ilisarisimavallaannginnerma peqqutai ilaanni paaseqqissaartarpakka.
Narsami Narsarsuarmilu peroriartorpunga. Atuarfimmi inuit ilaasa sanngiitsutut isigisarpaannga, ajortumik pisariaannartut. Atuaqatima uparuartuleraangannga iliuusissaaleqisarnikuuvunga. Tunuarsimaarneq qimaaffigaara, maannalu tunuarsimaarneq kinaassutsinnut ilaaginnalernikuuvoq. Ulloq manna tikillugu oqaluttarput kisimiinnerooq nuannarigiga. Arfinilinnik ukioqarlunga ilaquttannit peersitaallunga ilaqutarsiaqalerama ittuutunera sakkortusivoq. Taamani avissaartitaanerput anaanama nipangiusimaannarpaa, uangalu nipaatsumik akuerinikuuara. Qanittumili nipaanneq naavoq, ajamami oqaluttuuppaanga taamani angerlarsimaffitsinni nipiliorpallaartarsimagatta atilitta unnerluutigisimagaatigut. Immaqa qatanngutikkalu pinnguarlutalu arpaqattaartaratta. Unnerluutiginninnikut maanna toqunikuupput. Ajaga oqarpoq ilaqutariinnerput sequmimmassuk Guutip pillarsimagai. Qatanngutikka marluk maanna aamma toqunikuupput. Naluara sooq Guutip taakku pillarusussimanerai.
Silaannarmiillunga siunni inuunera assilissatut ingerlalinngitsiartoq suleqatikkalu iikkat natillu imermik innarlertissimasut piialeruttorpagut. Taamani ilinniartuuvunga. Maanna sanasuuvunga ilinniarsimasoq, sivisuumillu Danmarkimi suliffissarsiortuunikuuvunga. Qinnuteqaatikka tamarmik emailinni akineqaratik uninngaannartarput. Sanasunik amigaateqartoqarnerartaraluarpaat? Kalaallit Nunaannut uternissara aalajangiunnikuuara Danmarkimi suliffissaqannginnama. Nuuttariaqarnera nuannarinngikkaluarpara, maannali inissisimaninni qaamaneq takusinnaanngilara.
Qaqortumi nakkarnerma kingorna eqqaamasaqarsinnaanera killeqalernikuuvoq, kisianni kisimiittuujuaannarnikuunera kingumut eqqamavara, tupinnanngilarli, iliuutsigummi uteqattaaraangatsigit pikkoriffigilertarpagut. Inissianniilli anilaarusuttaraluarneq allanngorneq ajorpoq. Soorlumi silammut aqqut aqquteqanngitsumut killeqqittuartoq.
[Allakat]
[Hejsa, qanoq ippit?]
[Hej Ian, ajunngilanga, illimmi?]
[Ajunngeqaanga,
weekend-imi
naapikkusuppit?]
[Taamaaliorsinnaavugut.
Qallippat
tutaqalaaginnarisa.]
[Ilumut!]
[Hej, ajoraluartumik
weekendimi
naapissinnaajunnaarpunga…]
[Okay, ajunngilaq ulloq alla:) ]
Kiisami ikinngutikka ilagalugit illoqarfissiorpugut Københavnimilu imerniartarfiit assigiinngitsut alakkalaaqattaarlugit. ”Kalaalipalaanuku,” qallunaat inuinnaat ingerlannginnerminni oqarput. Aatsaannguummat oqarfigitippugut ”Allamut inginniaritsi. Oqaloqatigerusunngilassi.” Soqutiginngiinnarlugit imerniartarfiup kajortup silataani seqinnarimmi issiaannarpugut. Qujanartumik, kingusinnerusukkumi savalimmiormiut Sydeuropamiullu ilaserivaatigut. Suminngaanneernersugut qanorlu innersugut paaserusuppaat. Tissinakujuusappoq Danmarkimi inunni naapittakkanni inussiarnersut amerlanerit allamiuusarmata.
Qujanartumik ammima qalipaataa peqqutaalluni nikanarsarneqarpiarneq ajorpunga, qujallunimi oqarsinnaagaani. Taamak pisoqarsinnaanerami aamma killeqarpoq, inigami qimappiartarunnaarnikuuara. Ilaanni kissaatigisaraluarpara ikingutimma eqqaanniissinnaallunga, eqqarsaatilli misigissutsillu sarsuaannalertarput; kiserlioraangama piumagaluarlungaluunniit takusaqarusunneq ajorpunga.
Ilagisaqaraangama misigisimasarpunga suna tamarmi uninngasoq. Eqqarsaatsikka tammartarput misigilertarlungalu soorlu
imaqaranga.
Piffissaq kingulleq sinissuaaqattaarpunga. Imaluunniit ulloq naasarpara mobilerujoorlunga. Ullaakkut iteraangama makinnissannut oqimaappallaartutut misigisimasarpunga, imminulli eqqaaseqqittarpunga pisarnittut piniaruma makittariaqarlunga.
Uffarlunga,
Simernerit qernertut salillugit,
saaguerlunga
assiaqut taartoq peerlugu,
silaannarissarlunga,
putsumiit anillunga.
Eqqarsarpunga pisarnittut iliortarnera attatiinnartariaqarlugu. Upperaara inuk inuusoq ajunngitsumik anngussivigineqarumaartoq.
Inuuninni pisimasut putsutut ipput, naluara peqquteqarnersoq imaluunniit naamik. Nalunngilarali kingumut qiviarpiarneq ajorlunga. Suna tamaat assallugu saqqummertariaqanngilara. Nalunngilara inuuneq mallisuulli ingerlasoq, eqqarsarpungalu suna tamaat kissaatigisattut piinnarsinnaanngitsoq. Tunniutiinnarusuttarnikuuvunga, misigissuserlu taanna takkukkaangat eqqarsartarpunga aqagu ulloq nutaajusoq, immaqalu tassani nuannaalerumaarlunga.
Kinaassusera kimulluunniit takutinnikuunngilara, ilaqutannut, kammalaatinnut nalunngisannulluunniit. Ilisarisimanngilaannga. Nalunngiinnarpaat ilagigaangakkit qanoq ittuusarnersunga. Toqqorternikuungaarama Kalaallit Nunaanni oqartussaasut attaviginikuuaannga pillunga paasissutissaateqannginnamik. Akinikuunngilakka. Nunarsuarmit, ikinngutinnit uannullu nuannaalersitsisarsimasunit immikkuulernikuuvunga. Taamatut ajunnginneruvoq, allanummi misigissutsima takutinnissai annilaangagaara, taamaasillungalu aamma ulloq unnuarlu eqqarsarpallaarujussuartariaqarnanga. Inunnik ilagisaqarusukkaluarninnik isummakka paalernerini uisaruserlunga allamut saassaat pitsavik appippara: Shania Twainip erinarsugaa ”From This Moment On”, quiassuarnangajattumik asanninnermut piumasaqaatitaqanngitsumut tunngasoq.
“From this moment, I have been blessed” erinarsorpoq, uangalu anngaavunga. Misigisimasarpunga qinnutiginngikkaluarlugu illersorneqartuarlunga, naamik nalunngisarpassuakka. Toqu pinnguarigamikku Guutip pillarnikuuai. Immaqaana Guutip illersormanga suli maaniittunga. Ullorpassuit nuannersut ingerlannikuuakka, misigisalli sakkortuut kiilorpassuit nammataraakka. Inuup nammassinnaanngisaattut tonsitut misinnarsinnaasarput, taamaattorlu ilaanni malugisaarunneq oqinneruliinnartarluni. Ilaanni nukeeruttarpunga eqqarsartarlungalu misigerusutakka misigereersimallugit. Nalunngilarali taamaaliorneq akilersinnaanngitsoq. Inuuneq suli takusimanngisara siunniippoq.
_____________________________________________________________________________________________________________________________________
Sinarsuagut kuuffik tigoriaraluarlugu itigarpunga atinnilu tummeqqat ujaqqanik sanaat takullugit. Isikkama tuffiat manngersoq sakkortoqisorlu. Qitera pukusoralu ujaqqanit aqqunartiterneqartut. Minutsi ataaseq silaannaqanngitsumi piuneq toqusimasutullu misigisimaneq ilisarnartoq. Namminermut tunneq eqqissiallannartutut misinnaannarporluunniit.
"Arlaleriarlunga aamma oqarfigitinnikuuvunga kalaaliungaluarlunga silappaarit tunga pinnerlungalu, tamannali nersuinerunngilaq"
”Kalaalikasik” ”Grønlænderstiv”
”Eskimuupalaaq imerajuttoq” “Imerajuttoq”
”Nunasinikorsuit” ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”
”Kalaalioruttorluni silalik” ”Pigivatsigit”
”Ilaquttaminnik atoqateqartartut” ”Uagoqanngippat suunngilasi”
Tassa qallunaat ilaasa uatsinnut kalaallinut oqaasinnaavisa ilaannaat.
1721-mili ajoqersuiartortitaq Hans Egede siuttoralugu qallunaat Kalaallit Nunaat nunasiaatigilernikuuaat, ullumikkullu namminersornerulernikuugaluarluta danskit naalagaanerunerat ersarittarpoq. Qallunaap Kalaallit Nunaanni tikilluaqqusaasutut misiginera, kalaallip Danmarkimi tikilluaqqusaasutut misigineraniit allaavoq. Assersuutigalugu amerlanerpaajusugut qallunaatut oqalussinnaavugut, qallunaatoorpiarsinnaanngitsullu sapinngisartik tamaat oqalunniarsarisarlutik. Danmarkimukarnissaq kalaalliniit amerlanerpaanniit pinngitsoorneqarsinnaanngilaq, inuimmi ilaquttatik tikeraartarpaat ilinniariarlutilluunniit. Anaanaga qulinik ukioqarluni qallunaatut ilinniartinneqariarluni Danmarkimut aallartitaanikuuvoq. Angakka marluk aamma taamatut, qujanartumilli nuannersumik misigisaqarlutik. Illit meeqqat qulinik ukiulik kalaallisut ilikkarniassammat Kalaallit Nunaannut aallartinnissaa takorloorsinnaaviuk?
Uanga qallunaatut oqaluttarpunga “kalaalivittullu” isikkoqarnanga, taamaasillungalu kalaallit misigisartagaasa ajornersaat misiginikuunagit. Imillatuaraangama oqaaseqarfigineqallattaasarpunga, imerajuttutummi isigineqakajuttarpugut. Arlaleriarlunga aamma oqarfigitinnikuuvunga kalaaliungaluarlunga silappaarittunga pinnerlungalu, tamannali nersuinerunngilaq. Oqaluttuakka kalaallit allat misigisartagaannut sanilliullugit suunngillat, taamaakkaluartorli kinaassusitsinnut ilusilersueqataapput, ingammik nunami naligisorisami najugaqarluni. Akutaaneq peqqutaalluni silappaarinnerartinneq qanoq eqqumiitsiginersoq takorloorsinnaaviuk? Imaluunniit qallunaatut isikkoqarneq peqqutaalluni ilagineqarumannginneq ?
Ilaqutamma angalaneq nuannarisorujussuuaat, ukiorpassuarnilu ukiut tamaasa nunamut tikinnikuunngisatsinnut angalasarnerput ileqqorinikuuarput. Taamaammat nalunngilara ataqqeqatigiinneq nunani allani nassaassaasoq. Nunani allani inunnik naapitsigaangatta, alapernaallutillu nuna ilisimasaqarfiginngisartik pillugu paasisaqarusuttuarput. Feeriarnitsinniit eqqaamasakka nuannersut amerlaqaat, feeriarnitsinni inunnik kalaaliunerput tunngavigalugu nikassaasunik qinngarsuisunillu naapitsinikuunngilagut. Qinngarsuineq Danmarkimi kisimi puttuttarpoq. Tupinnaqaaq qallunaat amerlanerpaat Kalaallit Nunaat pillugu ilisimasaqanngitsut, uagut ukiut qulersuit meeqqat atuarfianni atuarnitsinni qallunaatut ilinniarlutalu, oqaluttuarisaanermi Danmark pillugu ilinniartitaasaratta.
Inuit ilaat ilisimasakissinnaasarput, tamannalu ajortuunngilaq. Ilisimasakinnermiilli qinngarsuinerup pinngortarnera nuannarinngilara. Qallunaanik Kalaallit Nunaat pillugu ilikkagaqarusuttunik naapitsinikuuvunga, aamma qallunaamik aataqarpunga (anaananniit) Kalaallit Nunaannut asannilernikumik. Kalaallit Nunaannut suliartorluni nuukkami aanaga naapinnikuuaa, kingusiinnarlu katillugu. Inuunermi affaa sinnerlugu Kalaallit Nunaanni najugaqaraluarluni qallunaajunini puigunngisaannarpaa. Nunagisani, inunngorfini tulluusimaarutigisaraluarlugu Kalaallit Nunaannut asannilerpoq, toqungamilu kissaatigisamisut nunatsinni ilisaalluni. Danmarkip Kalaallit Nunaatalu atanerat nalorninartileraangakku aanakkukka kingumut eqqarsaatigisarpakka. Inunnimmi allanik taamak imminnut asatigisunik naapitsinikuunngilanga, uangalu siunissami asanninneq taamaattoq nanerusuppara. Aatama Kalaallit Nunaannut atanerata, siunissami nunat tamaginni ataqqeqatigiilernissatsinnut neriuuteqalersippaanga.
Qallunaatut oqalugit
Naalagaaffeqatigiinnermi 2004-mi inunngorpunga, eqqorluarlugu Nuummi, Kalaallit Nunaanni illoqarfiit pingaarnersaat. Naalagaaffeqatigiinneq naligiissorisimasara. Kalaallisut ilitsoqqussaqarpunga, kalaallisuinnarli oqaluttaraluarlunga meeqqerivimmut qallunaanik amerlanerussuteqartumut nuunnikuuvunga.
Qaammatit amerlanngitsut ingerlanerini kalaallisut oqalussaavippunga. Tassanngaannaq kalaalimerngit mamarilluinnakkakka mamariunnaarpakka. Ukiukillunga kalaallit inuiaat akornanni qallunaat naalagaanerunerat ilikkarnikuuara. Meeraannaavugut, pissutsinullu malerutiinnarnissaq ilikkapallappara.
Alligama meeqqat atuarfianni kalaallisut oqaatsikka uteqqipput. Atuaqatikkalu nuannisaaqatigiittarpugut, Danmarkimiilli naturfagertitsisoqaleratta tamanna allanngorpoq. Eqqaamaqqissaarpara ataasiaq eqimattani suliaqarluta atuartuusugut kalaallisut oqaloqatigeerrakkatta. Tassanngaannaq ilinniartitsisup nilliaffigilerpaatigut. Ilinniartitsisup “qaartoornera” annilaarnareqaarput. Ilinniartitsisup kalaallisut ilitsoqqussatsinnik oqaloqatigiinnerput paasisinnaannginnamiuk kamappoq. Paasisinnaanngisaanik oqaloqatigiikkatta ingutsinerarpaatigut qallunaatullu oqalunnissatsinnut piumaffigaluta. Taamak pisoqarnera atuarfimmi perulluliortitsivoq, naturfagileraangattalu qallunaatut oqaluttalernitsinnik kinguneqarluni. Illit meeqqat atuarfimmiit qallunaajusumiit angerlarluni, qallunaatut oqalunnini peqqutigalugu ilinniartitsisuminiit nilliaffigitillunilu naveersissimanerartoq takorloorsinnaaviuk?
Ilinniarnertuunngorniarfimmi assipajaavanik misigisaqarpunga. Oqaatsitigut pisinnaasakka ajunngittuaannarnikuupput. Ilinniarnitta naammassilernerani psykologi-mi misilitsilerlunga, oqaluttariarsornermi misilitsilernermi aatsaat taamak annilaangatigaanga. Uanniit siulliullutik misilitsittut nalunngisareriarakkit pissangaqataavunga. Siulleq silappaarissorujussuullunilu pikkorittoq, atuarnitsinnilu peqataalluartartoq nalunngilara. Misilitsittarfimmiit anillammat ingerlanerlussimasoq malugisinnaavara. 02-simavoq. Ernumalerpunga, ilami taamak appasitsigisumik karakteerilerneqarsimaguni uanga taava qanoq karakteeriligaassagama? Tupaallannaannartumik misilitsilluarlunga 12-erpunga. Eqqarsalerpunga, sunamita uanga sapinngisara taassuma sapersimagaa? Nuup avataaneersut kalaallisut oqalunnerusarput tamannalu peqqutaagunarpoq angusarissaannginneranut. Ilinniarnertuunngorniarfimmi nalunngisanni pikkorinnersaat ilaraat, qallunaatulli pikkorippallaanngilaq. Censori misilitsitsisorlu qallunaajupput. Nammineq oqaatsimi atornissaannut periarfissinneqarsimagaluaruni allatut kinguneqarsimassagaluarnerpa? Illit ilinniarnertuunngorniarfimmi inaarutaasumik misilitsinninni, censori misilitsitsisorlu ilitsoqqussannik oqalussinnaannginnerat takorloorsinnaaviuk?
Piniarneq
Meeraallunga qoorortuumik seqqorneq ilikkarpara. Sakkortorpaluppoq, kalaallinulli pissusissamisut ippoq. Qatanngutigiinni tallimaasuni angajullersaagama, siullersaallunga piniarneq ilinniarpara. Ataatagalu misigisagut nuannersut qujamasuutigiuarpakka. Misigissutsit pillugit oqaloqatigisinnaanngilara, pinngortitamiikkaangattali uannut asanninnerujussua malugerujussuartarpara. Ataatama uumaniarnermik ilinniartinnikuuaanga, pinngortitamiinnaanngitsoq, sianissutsikkulli aamma. Ilinniartinnikuuaanga orlugaangama nikueqqittuaannassasunga aniguiffissaqartuaannartungalu. Piniartarnitsinniit eqqaamasamma ilagaat taamani kuuk sarfaqisoq ikaarsinnaajunnaaranni. Ataataga utiinnarani nammallunga kuukkut ikaaruppaanga.
Unamminartoqaraluaraangat nakimaallunga nikorfanissannut ilinniartinnikuuaanga. Pinngortitamut ataqqinninnerujussuara ataatanniit taamatuttaaq ilikkarpara. Ukiukillunga tuttussimatilluta tuttumik atorluaanissannik ilinniartinnikuuanga. Piniakkat uatsinnut naammattut kisiisa piniartuaannarpavut, ataatamalu piniakkatsinnik qujamasunnera ersarittuarpoq. Taamani sisamanik tuttussimalluni, naliginnaasumik sisamanik nammanneq ajornaraluartoq, nammineerluni apuussinera qujamasunneranut takutitsivoq. Piniakkani asiutiinnannginniassammata kisimiilluni kilometererpassuit pinngortitarsuarmi pisuppoq. Sakkortusimangaarmat aqaguani sanneqqangaarami pisussinnaanngilaq. Ataataga nuannaartorinerpaasama ilagaat, angutimik allamik pinngortitamik inunnillu taamak ataqqinnitsigisumik naapitsinikuunngisaannarpunga. Illit nammineerlutit puuluki økologiskeq aallaanissaa takorloorsinnaaviuk? Nettomut nersussuup neqaanik manninnillu økologiskinik pisiniarnak.
Piniarnerup nuannequtaasa ilaat tassaavoq anaanaga nuannaartoq, ulloq naallugu pisaqarsimanitsinnik pissangalluni utaqqisimasoq takussallugu. Pisaqarsimaguttami ukiornissaanut qerititsivimmi nerisassaateqalissaagut. Anaanaga aavariaqataaneq ajorpoq, uteraangattali aattuisuusarluni. Qasugaluaraangamiluunniit ikiuutaajuarpoq. Anaanama pitsaassusaa nallerneqarsinnaanngilaq. Ilaquttat asanninnermik ataatsimoornermillu pingaartitsinerpaat inooqatigaakka. Anaanama qatanngutikka pimisut piuaannarnikuuai, inuunitsinnilu najuussimanngikkaluarpat taamak ingerlalluartigisimanaviarata ilimagisarpara. Anaanama aamma ilinniartinnikuuanga aqagussaq nutaajuaannartoq. Ippassaq pisut allanngortissinnaanngilavut – siumuinnaq isigisinnaavugut. Anaanaga arnaavoq tunniutiinnanngisaannartoq. Qanorluunniit ajortigigaluaruma aaliangiussinikkaanissannik ilinniartinnikuuaanga. Kalaalerpassuit allat assigalugit isumassuisuuvoq, taamaattoq aamma eqqaanissaa pingaartippara, inuuninnimi arnani pingaarnersaavoq.
Taartumi Qaamaneq
Nunarsuarmi Kalaallit Nunaat nunani kusanarnersaasa ilagaat, nassuiagassaanngitsumillu pinngortitaqarluni.
Takorlooruk Arsarnerit qitittut
Silaannaq mingueqqinnaaq
Qilak qilammi takunngisaannakkannik Nipaassuaq killitsinnartumik nipaattoq
Ilulissat illorsuartut angitigisut Eqqissisimaneq iluunngartoq
Inuunerullu kusanarsinnaanerattut Kalaallit Nunaat aamma taartumik qulisimasinnaavoq. Ilaqutariit arlariit alianartunik nalaataqartarput. 12-inik ukioqarlunga pisoq eqqaamasanni nuannersuunngilaq. Ilutinni nalunngisara ilaquttanilu angalaarlutik ajutoorput. Iluliaminermut aporlutik tamarmik angallammiit miloriussaasimapput. Ilaquttani ipillutik ajunaartut isigisimavai. Kisiartaalluni aniguivoq. Nunaqqataasut tapersersuinertik takutikkusullugu aningaasanik katersipput, ullorli taanna nukappiaqqap annaasai taarserneqarsinnaanngillat. Inuunerup qanoq peqqarniitsigisinnaaneranut takussutissaavoq.
Inuuneq artornarlunilu sapernarsinnaagaluaqisoq seqineq nuiuarpoq. Inuiaqatigiit ikitsut 56.000-iinnaagatta immitsinnut ilisarisimaqaagut. Taamatut pisoqaraangat tamatta eqqugaasarpugut, ikeqaagummi. Taamaammat ataatsimoornissarput pisariaqarluinnarpoq. Nukappiaqqap misigisaa eqqarsaatigisaqaara, oqaluttuarineranilu oqariartuutigerusuppara avatangiiserput ajunngitsorpassuarnik ulikkaaraluarluni inuuneq allanngoriataarsinnaammat.
Qoorortooq apersortittumut nuannaarutaasinnaaqisoq, aamma aliasunnermik pilersitsisinnaavoq. Kalaallit Nunaanni agguaqatigiissillugu imminut toquttartut nunarsuarmi amerlanerpaat ilagaat. Inuit tamarmik imminut toqunnikumik nalunngisaqarput, uangami aamma. Iliveqarfiit anersaanik inuusuttunik ulikkaalertupallattarput.
Aniguiffissatut isigineqanngisaannassaaq, allanimmi periarfissaqartuaannarpoq. Pissutsit taamaattut paquminaraluartut inuusuttuunera tulluusimaarutigisaqaara, inuunermi sakkortusinnaagaluaqisoq ilagisartakkamma inuunerup nuannertuuneranik takutittuarpaannga. Inuuneq misigisaqarfiuvoq, nakkarfeqanngikkaangattalu qaqisinnaaneq ajorpugut. Taamaammat inuuneq unamminaraluaraangat imminut asanissaq pingaaruteqarpoq. Kalaaliusugut atugarliuutinik aqqusaagaqarnikooqaagut, sulili nikorfavugut.
Ingasaqaagut
Ammallutalu alapernaappugut Inussiarnersuuvugut
Pingasunik oqaaseqarpugut Akuutitsillaqqippugut
Piorsarsimassutsikkut pisuuvugut Ataatsimoorpugut
Pinngortitamut avatangiisitsinnullu nalimmassarnikuuvugut, taava asasara “tikeraaq”, tikilluaqqusaangaarputit, naligiimmilli immitsinnut isigaluta naapitta. Tasiorlutit naalagaaffeqatigiinnerup kusanassusai alannguilu uanga isigisakka takutissinnaaqaakka.
“Kalaalikasittummi” imaluunniit “”Eskimuupalaaq imerajuttoq ”-tut, nammineersinnaanngitsutut isigineqartaraluarluta, inuuvugut tulluusimaartut asanninnermik ataqqinninnermillu ulikkaartut.
Gud Bevare Danmark
Kalaallit Nunaallu
UANGA KALAALIULLUNGA OQAATSIKKA ATORLUGIT OQALUTTUNGA NIPANGERSARPARMA.
QALLUNAAQ
UANGA KALAALIULLUNGA OQAATSIKKA ATORLUGIT OQALUTTUNGA NIPANGERSARPARMA.
OQARPUTIT PAASISINNAANNGISANNIK OQALUKKAMA ATAQQINNISSUSEQANNGITSUNGA.
NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT DANSKISUT OQAASILITTUT ILLIT EQQARSARTAATSIT ATORLUGU OQALUSSASUNGA.
NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT OQAATSITIT ATUNNGINNAKKIT ILIKKANNGISAANNASSASUNGA
NIPANGERSARPARMA OQARLUTIT DANSKISOORSINNAANNGINNAMA
SIUNISSAQANNGITSUNGA.
NIPANGERSARPARAMA KALAALLISUT ILITSOQQUSSARALUGU
OQAATSIKKA NALEQANNGIMMATA.
Kangerlummi meeraanera pilluarnartoq eqqaamasaqarfigeqaara. Qatanngutikkalu toqqissisimasumik peroriartorpugut. Angajoqqaatta asaqalutalu isumassorpaatigut.
Ullormiit ullormut inuuvugut. Aningaasaaterpassuaqanngilagut, taamaakkaluartorli amigaateqarsimasutut misiginngilanga. Amigaateqaraangatta nammineq pissarsiarisarpagut. Pinngortitamiit inunniillu. Avatangiisitsinniit. Allamimmi peqanngilaq. Naammaqaarli! Inuuvugut ullut tamaasa inuuniarnissamut akisussaaffiit ilikkagassaralugit - ataatsimoorluta.
I lived in a small house with a beautiful view.
Illumi, anaanama ataataata illuliarisimasaani peroriartorpunga. Illu filminik isiginnaaraangatta filmimi inuttaasut illuannut assersuunneqarsinnaanngilaq, kisianni uagut ilaqutariit angerlarsimaffigaarput. Tassanilu pilluarpunga.
Peroriartorfimma tikka suli naamasinnaavara. Ataataga aalisartuullunilu piniartuuvoq, angerlarsimaffippullu puisip amersunnillunilu neqisunnittarpoq. Uannut puigunaatsuuvoq nuannersoq.
Anaanaga ilinniarsimasuunngilaq, taamaakkaluartoq suliassat assigiinngitsorpassuit sapersaatiginagit nukissaqarfigalugillu naammassisaqarfigisarpai. Ataatama piniarsimatilluni angerlaassai nerisassiaralugillu nerineqarsinnaanngitsortai assassugassatut katersortarpai. Assassullaqqissuuvoq ulapittaqalunilu. Ilaanneeriarluni eqqissiivilluni nipilersuutinik nuannarisaminik tulleriiaaraluni tusarnaaleraangat ulapputeqarani silarsuaaqqamini suna tamaat iperarlugu qitilluni appisimaaleraangat qutsattarnikuuara.
No wonder why I always think of her, when I listen to music.
Perulerama nunattalu sinneranut ingerlaqqillunga, allarluinnarmut ikaarpunga. Nunarput qimallugu aallarnikuunngisaannarpunga, naatsorsuutigisanniilli inooriaaseq allaaneroqaaq.
Meeraagallarama misigisakka ilikkakkakkalu inuunermi ingerlaqqinnissannut tulluarunnaarsimapput. Oqaluttuarisaanerpulli kulturerpullu paasisaqarfigilertorpakka.
Paasilerpara meeqqat atuarfianni ilikkarsimanngisakka amerlasimaqisut.
Nunasiaataanerup oqaluttuarisaanerata kinguneri
Meeqqat atuarfianiluunniit annerusumik tusarsimanngisakka.
Oqaatsit ataasiakkaat oqaatigisinnaallugillu ‘qujasuitsutut’ naliligaasarnerputnalunngilara. Sinneri naluakka.
Kulturi eqqartoqqeriarakku, isumaqartarnikuuvunga nunarsuarmi inuit assigiimmik pingaartitaqarlutillu inuusaaseqartut.
Meeraagallarama uagutsinnit qaamanerusumik nujaqarlutillu amillit tikittartut nalunngilara. Inooriaasaalli allaanerorpaseqaaq, nassuiarsinnaanngilarali qanoq. Eqqumiitsumik aamma oqaluttarput, oqalunnerili tv-mi tusaasartakkatsinnut assingusut ilisimanikuuara.
Angajoqqaakkalu oqaluussinnaanagillu paasisinnaanngilagut - naapikkaangatsigit ittoortutut pissuseqartarpugut.
Eqqoriaannaraluarlugu qularnanngitsumik angajoqqaakkalu assigiimmik misigisarpugut.
Appasinnerusumik inissisimasutut misigisarluta.
Naleqassusera qallunaaniit appasinnerusutut misigiuaannarnikuuara.
Oqaluussinnaanngikkaluarukkilli tikilluaqqusaanngitsutut misigitissanngilakka, saneqquttummi allanartut tamaasa qungujullugit ilassisariaqarpakka.
Ataasinnguamilluunniit immikkoortitaasutut misigissanngillat.
But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done
Taamatut naliligaaneq pinaveersaartinniartalerpara. Qujasuitsutut.
Qaamasunik ameqarlutillu nujallit isigineqartutut ilaatinneqartutullu misigitinniartuaannalerpakka, kialuunniimmi immikkoortitaasutut misigineq nuannarinngilaa.
Inuusuttuaraallunga akuuniarneq ilungersunartittarpara. Ilinnialeraluaraangama aamma. Ilami nipaattuullungalu tunuarsimaartuuvunga. Allat uannut naliliisarnerat upperisarpakka: Pikataasunga. Kusanaqqissaartumik naammassisaqarsinnaanngitsunga.
Tamannalu nikallungassutigisaqaara.
Ataqqinnikkaluarlunga ataqqineqannginnera ukiorpassuarni ilinnialeraluartarninnut killilersuutaaqaaq.
Danskisut oqalussinnaanngeriarama “ataqqinninngitsutut” naliligaasarnera qatsutiivippara. Aperineqaraangama akisinnaanngeriarama. Oqaatsit ataasiakkaat oqaatigisinnaagaluarlugit amerlanertigut qerisarpunga. Ataqqineqanngitsutut naligineqanngitsutullu misigisarpunga.
Nunanni! Nalikinnerullunga!
Piffissami sivisuumi danskit qiviarnissai, oqaluunnissai ilassinissaaluunniit pisariaqartikkunnaarpara. Qanormita namminneq qisuariassagaluarpat pinngitsooratik kalaallisut oqaloqquneqarlutik akisinnaanngitsut siorasaartuugutsigit, atuarfiup pisortaanut annguttariaqarnerarlugit?
Ataasiarnanga misilitsiffimmi oqalussinnaananga ilinniartitsisut naliliisussallu akianni issiasarpunga. Akunnerup affaa naassaanngitsutut misinnartarpoq. Uannut.
Misilitsiffimmiit anisarpunga qiallunga. Kanngusullunga kalaaliugama oqaatsinut allanut poqiitsoq.
Kalaaliunera kinaassuseralu tunulliuttarpakka. Inuiaat allat nuannaartorisarpakka.
Danskinut kamassaqarnera ingerlaffinni ilikkagassannut assigiinngitsunut mattussivoq.
Imminut piumaffiginikkut inuillu tapersersuisut upperinnilertitsisullu avatangiiseritillugit, paasilerpara kamassaqarnera inuttut ilinniarnikkullu alloriarnissannut ajoqutaatikkusunnagu.
Ilinniarnikkut silarsuara siammasinnerusumik inissillugu silassorissusera allisarnikuuara. Akissutissarsisinnaanngisara aatsaat tamaanga killikkama akissuteqarfigisinnaalerpara.
Nunarsuarmi kultoorerpassuit assigiinngissuseqarneranik, assigiinngitsunik pingaartitaqarlutillu ilitsoqqussaqarneranik oqaluttuunneqarlungalu ilinniartinneqarpunga, tassuunali aatsaat nammineq kulturima naleqassusaa ilikkalertorlugu. Ataqqinninnerup naligiissitaanerullu ataqqinassusaa.
Aporaanneq pitsaaneruniunnerlu apeqqusertuaannarsimasakka qulaaniit isigilerakkit akissutissaqartilerpakka. Naqisimanninnerup pissaanera paasilerpara. Nunatsinni ikinnerussuteqartut uagullu kalaallit kuulturitsigut pingaartitatigullu assigiinngissuseqarnitta qanoq annertutiginera aatsaat paasilerpara.
Kalaallit inuiaat oqaluttuarisaanerput sakkortooq, siuaatsinnullu kingunerluuteqarsimasoq uppernarsilerpara. Tamannalu akuersaarsinnaanngilara. Massakkulli killiffik eqqarsaatigissagaanni, tassanngaanniit nikeriartariaqarnerput uummatinni misigaara.
Assigiilernavianngilagut naligiilernaviaratalu. Nunatsinni neriniartarfinni danskit kalaallillu ataatsimut neriniarfiannut iserutta tamanna takusinnaareerparput. Uagut kalaallit nipaaneruvugut. Oqaaserpassuit atorneq ajorpagut nipituumillu oqaluttarata. Neriniartarfinni danskit nipituumik oqaluttut akornanniilluni qoqianngunarsinnaasaqaaq. Kulturitsinni assigiinngissusitsinnut assersuutaannaavoq.
Uanga kulturera kulturimalu naleqassusaa allanngortinneqaranilu peernavianngilaq, uanga aamma allat kuulturiat allanngortinnagulu peernavianngilara. Ukiuni 300-ni sorpassuit aqqutigalugit qallunaanngorsarneqarsimaneq oqaluttuarisaanitsinniippoq, taamaakkaluartorli suli tamaaniippugut, pingaartitagut suli qimalertorsimanatigit. Aatsaat taama kinaassusera ataqqitigalugulu pingaartitsigilerpara. Kanngusunneq, naleqanngitsutut misigiuarneq, paasinnissinnaannginneq, naleqqussaraluarluni sumiiffissarinngisamiittutut misigineq inuuninni misigissallugit pisariaarupput.
Kalaaliuneq, kulturi kinaassuserlu imminermi ataqqinassuseqareertut, sorpassuit angunngikkaluarlugit paasiartulerpara.
Kalaallit uanga siulikka silap pissusaa inualu aallaavigalugit inuusimapput, ataatsimilluunniit siunissamut aningaasaqarniarneq eqqarsaatiginagu.
Taannaavorlu uanga nunaqqatimalu, nunarsuarmioqataanerput eqqarsaatigalugu suli sungiunniagassarput, kinaassuserput allanngortinngikkaluarlugu. Misigisimasakka siulimalu misigisimasaat akuersaarneqarsinnaanngitsut ikii mersortariaqarpagut, tassanngaanniillu ingerlaqqilluta.
Ilinniartariaqarneq siumullu siunissamut isigaluni piareersarnissap pingaaruteqarnera ilisimajartuaalinngitsuugukku uiallaatigisimassanngikkaluarpara.
Inuiaassusera pingaartippara. Inuiannut allanut mattussinissara pisarialittut isiginngilara, assigiinngissutsilli amerlasuut misigalugillu inuit immersoqatigerusuppakka. Nunarsuarmiooqataavungami. Kulturera – allallu kulturiat - ataqqalugulu pingaartippara.
Kalaaliunera tulluusimaarutigaara.
Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”
At være grønlandsk er at være den, jeg er. Det er den, jeg er født som. Det er den, jeg altid har været og altid vil være – lige meget hvad. At være grønlandsk er, når nogen spørger mig: “Kalaaliuviit?” (er du grønlænder?), og jeg svarer: ”Aap kalaaliuvunga” (ja, det er jeg).
At være dansk betyder for mig at passe ind. At jeg passer ind i det land, hvor jeg bor lige nu, og som jeg ønsker at være en del af. Men det er ikke altid, jeg passer ind i Danmark. Jeg ser ikke dansk ud. Jeg ser ud som en af dem, mange danskere har fordomme om.
I Danmark er jeg nogle gange for grønlandsk til at være rigtig dansk, men i Grønland kan jeg også være for dansk til at være grønlandsk. Som et grønlandsk barn, vokset op i både Grønland og Danmark, kan mit indre føle sig splittet mellem to lande. To identiteter, der ikke kan finde hinanden. Hvordan finder jeg så mig?
At være barn i Grønland var for mig en barndom fyldt med liv. Jeg er født i Tasiilaq i Østgrønland. Et ’proud’ sommerbarn, hvor stuen altid blev fyldt til kaffemik på min fødselsdag i sommerferien. Men selvom jeg er født i Tasiilaq, er min barndom spredt over hele Grønland. Jeg har barndomsminder fra Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat og også fra Aalborg. Men Qaqortoq er stedet, hvor jeg voksede op.
Det var her, jeg startede i skole iført min østgrønlandske nationaldragt, som min aanaa havde syet til mig. Det var her, jeg om vinteren slæbte min bror med op på bjerget bag fodboldbanen for at kure ned siddende på sneen. Det var her, hvor byens børn altid legede udenfor dagen lang. Vi mødtes på fodboldbanen, spillede bold, legede og klatrede op ad bjerget bag banen. Vi legede gemmeleg med alle børn fra byen. Mit hus blev mødestedet for alle fra min årgang, for vi havde en trampolin i haven. Det var aldrig kedeligt at være barn i Qaqortoq. Alle kender alle i den by. Der var altid liv. Over det hele. Det var det dejligste sted at vokse op.
At være barn i Grønland var for mig også en hård barndom. Rigtig mange børn oplever at vokse op i et usikkert hjem, et grænseløst hjem. Nogle bliver slået af deres forældre og lærer, at vold er den første måde at reagere på. Mange har især en svær relation til deres fædre. Min ataata var alkoholiker og var ofte min anaana utro. Han kommer fra virkelig barske forhold i Østgrønland. Mine forældre er skilt i dag - og godt for det. De bor i hvert deres land. Min ataata med min papmor og to halvsøskende i Ilulissat. Min anaana, bror og jeg i Aalborg. Det er bedst sådan.
En mandag morgen, da jeg var ni år gammel, havde min ataata været væk i tre dage. Jeg gik ned ad bakken på vej mod butikken Pisiffik. Halvvejs nede ad bakken stod en mand og svajede. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var min ataata. Så tænkte jeg bare: Hvor fanden har du været I TRE DAGE?
Jeg gik over til ham og spurgte, hvorfor han ikke var hjemme. Han var så fuld, at han ikke engang kunne genkende mig. Jeg hjalp ham op ad bakken og ind i vores hus. Og så gik jeg igen, men ikke ret langt. Jeg gemte mig bag en husmur for at holde øje med, om han nu tog afsted igen. Jeg følte mig forkert og forvirret, for hvorfor var han sådan der? Det var sket flere gange, at han havde været væk i nogle dage. Men dette var første gang, hvor jeg følte mig ansvarlig for ham. Det, jeg har oplevet, er ikke noget for børn.
Efter dette stoppede mine forældre ikke med at skændes - det blev kun værre. Min bror og jeg sad ofte i skjul på trappen og hørte mine forældre råbe ad hinanden. De råbte så højt, at man ikke kunne sove. De skændtes så meget, at min ataata flyttede til Tasiilaq i et år. Jeg troede, at det var min skyld, fordi jeg havde fortalt min anaana, at min ataata var fuld. Da han forlod os, var det det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg sad på sofaen og ville ikke have ham til at gå. Jeg græd og gik i panik. Han gik ned ad trappen med sin taske og gav mig et kram. Jeg tiggede ham om at blive. Han rev mig væk, tog sin taske og gik. Jeg kaldte: “Ataata”. Min anaana satte sig og græd med mig. Min anaana vidste godt, at hvis min ataata blev her, så ville det skade mere, end det gjorde gavn.
Der har også været gode episoder. Engang tog han mig med ud for at gå en tur, og vi så det største stjerneskud, jeg nogensinde har set - den slags stjerneskud, der oplyser hele himlen. Sådan er min ataata også. Min ataata viste mig naturen og sporten og lærte mig utrolig meget. Han var en af de største helte i min barndom, indtil han ikke var det længere. Jeg elsker dig, ataata, men jeg hader dig på samme tid.
At være ung i Grønland er svært for mange. Jeg var meget deprimeret i teenageårene, og jeg har haft brug for at tro på, at der er en mening med det, jeg oplever. Jeg har venner, der ikke er her mere. Det har jeg ikke lyst til, at nogen skal opleve. Selvmord er en meget stor del af mit liv. En meget stor del af mange grønlænderes liv. Mange børn og unge har det så svært, at de føler, det er den eneste vej ud af smerten. De mangler omsorg. De mangler at blive set, hørt og anerkendt. Men der er ingen, der lytter.
Da jeg var 14 år, boede jeg hos min ataata og papmor i Ilulissat i to år. Det var et svært hjem at bo i. Det var et svært hjem at blive anerkendt i. Jeg følte mig ikke set eller hørt, hvilket de aldrig helt har forstået. Jeg er blevet smidt ud hjemmefra to gange. De siger altid undskyld, som om ingenting var sket. Det blev aldrig et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme - eller bare et sted trygt nok til, at det kunne kaldes et hjem.
Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det så svært, at jeg tænkte på selvmord. Men jeg ville ikke ende som så mange andre i Grønland. Mit liv skulle ikke stoppe der. Jeg skulle bare væk derfra. Jeg skulle bare hjem til min anaana. Min barndom og ungdom med min ataata har gjort mig stærkere - men jeg kunne være blevet stærkere på en anden måde.
At være ung i Danmark har givet mig mange muligheder. Jeg har rejst rundt, har oplevet meget og er nu ved at tage en uddannelse. Jeg har fået lidt afstand til alle de hårde ting fra min barndom i Grønland, men det er ikke altid let at være grønlænder i Danmark.
At være ung i Danmark er for mig også forbundet med ensomhed. Jeg kom til Danmark for at starte på efterskole i 2021. Man hører ofte, at efterskole er det bedste år i ens liv, men det var det ikke for mig. Det var lidt af et kulturchok at komme til Danmark, hvor skole er alt - et præstationssamfund. Jeg var vant til at være omkring alle mine venner hjemme i Grønland, men nu mistede jeg sikkerheden i at kende nogen. Og det kan være svært at få venner som grønlænder i Danmark. Jeg havde lige barberet mit hoved for sjov med en veninde i Grønland, inden jeg startede på efterskolen, så jeg så ikke så køn ud. Hår gror jo ud igen, tænkte jeg. Det var ikke så vigtigt for mig. Men det var lidt svært at prøve at se normal ud med et barberet hoved.
Jeg mærkede også ensomheden under min uddannelse, da jeg læste til pædagogisk assistent i Aalborg. Der var stor forskel på de studerendes alder, baggrund og interesser. Mange havde meget tilfælles - måske lyttede de til den samme danske kunstner, kendte den samme person eller var i samme aldersgruppe. Det var jeg ikke. Jeg følte mig ekskluderet. Jeg fik to venner, som begge var udlændinge. Det var lidt nemmere, for de havde ikke de samme fordomme om, hvem grønlændere er - hvem jeg er. De stereotyper, der er om grønlændere, handler rigtig mange danskere på ubevidst. De ekskluderer. Jeg prøvede at connecte og skrive til klassekammeraterne, men jeg blev afvist. “Måske en anden dag,” skrev de.
Det er ikke kun mine medstuderende, der handler på stereotyper om grønlændere. En af mine undervisere ser meget den grønlandske del af mig i stedet for bare at se mig. Hun behandler alle os udenlandske studerende anderledes. Jeg er sikker på, at det er ubevidst og ikke for at såre, men det er stadig noget, hun gør. Det sårer mig. Det er noget i hendes kropssprog og måden, hun giver os hårdere feedback end til de danske studerende. Flere danskere har et ret lukket mindset og kan udvise racisme, hvor de viser det ret subtle. Det er noget, jeg har oplevet meget. Nogle danskere er ikke onde for at være onde, men de er onde uden at vide det.
En af de stereotyper, som fylder meget i nogle danskeres øjne, er, at grønlændere drikker meget. Men grønlændere drikker ikke meget - i hvert fald ikke i Grønland. Dem, som rent faktisk drikker, flytter til Danmark, hvor alkoholen er billigere. Vi er faktisk ikke et folk, der drikker ad helvede til. Dem, der sidder og råber foran Kennedy Arkaden i Aalborg, ville aldrig opføre sig sådan i Grønland.
Grunden til, at stereotypen eksisterer, er, at mange grønlændere har været nødt til at bruge druk som et middel til at undslippe virkeligheden og deres smerte. Mange smerter kan gå videre i flere generationer. Dem, der bruger druk, er dem, der ikke er vokset op i et godt hjem. De har oplevet mange traumer, som de er nødt til at undslippe.
Alkohol er nervemedicin. En af mine gode veninder havde et meget barskt hjem. Det er grunden til, at hun ikke kan stoppe med at drikke.
Der er behov for en grænse med de stereotyper, der er. Da jeg var på udveksling i Belgien, mødte jeg aldrig det samme fordomsfulde, stereotypiske billede, som jeg møder i Danmark. Jeg oplevede forståelse frem for en negativ forventning. Den er som groet ind i knoglerne - det billede af Grønland og grønlænderne, som danskere har og er opvokset med. Det ligger dybt i dem. I rigsfællesskabet har vi oplevet hårde, svære og virkelig komplicerede ting. Skal vi have et godt forhold, er det nødt til at være et gensidigt, respektfuldt og tillidsfuldt forhold. Når man rækker danskere hånden, tager de hele armen og smider den væk. Men når danskere rækker os hånden, er vi heller ikke gode til at tage imod den. Det er derfor, at der er så stor debat. Måske er det også derfor, at det kan være svært at være mig i Danmark.
Jeg møder også stereotyperne, når jeg er i byen med mine danske venner. Når vi er afsted sammen, så bliver de snakket mere til end mig. En aften kom en fyr over til mig og min veninde og spurgte: “Hvor kommer I fra?"
“Hvorfor?”
"Nå, det er bare noget, jeg har tænkt over.”
Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”
Jeg var chokeret – nå, okay. Tak, I guess. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne date en som dig. Hvem siger sådan til nogen? I mit hoved tænkte jeg: Nå, det er sgu da godt, at vi er følsomme! I det mindste føler vi noget! Vi grønlændere føler dybt, og vi føler stærkt. Og ja, det kan måske også være et problem. Men jeg synes, at det er en god ting, at vi føler for meget nogle gange. Når man ikke føler noget, så kan man såre andre. Det kan vi være gode til at anerkende, når vi gør, og undskylde. Det er danskerne sjældent gode til. Jeg synes, at vi grønlændere burde have mere fornuft, og at danskere burde have mere følelse.
At stå imellem Grønland og Danmark er svært. Grønland er virkelig splittet i forholdet til Danmark. Det splitter også noget i mig. Grønland elsker at være en del af Danmark, men de hader det også på samme tid - som bror og søster. Grønland elsker de muligheder, de har fået af Danmark, men de føler sig mishandlet på nogle punkter. I min familie har forholdet til Danmark også været svært. Min momoo kender kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op af den danske stat. Min ittu var et af de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive dansk. Lyd dansk og se dansk ud – sådan er han vokset op. Da han kom til Grønland igen som voksen, var han nødt til at genlære det grønlandske helt fra bunden af. Deres oplevelser med Danmark har sat sine spor. De sætter sig som ar, der nedarves i generationer. Det, som mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg mærke i mit forhold til Danmark.
I Danmark og Grønland er vi lidt ligesom børn, som prøver grænser af. I flere hundrede år har vi levet med hinanden. Vi har udfordret hinanden. Vi har prøvet hinanden af. Vi er som to søskende, der slås om kagen. Det er i hvert fald sådan, det føles – lidt latterligt. Sådan føler mit indre sig. Som to sider af mig, der slås om førstepladsen, men jeg vil faktisk gerne have, at de smelter sammen.
Jeg vil gerne være grønlandsk, men jeg vil også gerne være lidt dansk. Jeg vil gerne have, at det bliver til en tæt forbundet knude, hvor det hele er i harmoni med hinanden. Det er det ved at blive. Men det er en “work in progress” at forene det at være grønlandsk med det at være dansk.
Ataata: far
Anaana: mor
Aanaa: bedstemor (farmor)
Ittu: bedstefar
Momoo: kælenavn for mormor
Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den.
•
For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie.
•
Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.
•
De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning.
•
Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg.
”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)
Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.
•
Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.
•
Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.
•
Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.
•
Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang.
•
Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig.
“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.”
Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige:
“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?”
De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.
Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.
Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.
•
I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.
Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
Vi sidder på én af vores favoritcaféer på Østerbro, min søster, min mor og jeg. Byen ulmer af mennesker, som nyder den sidste aftensol. Omkring os sidder Københavns smarte unge, der snakker om kærester og den fede fest, de var til i sidste weekend. De drikker kaffe latte og diskuterer, om de hellere skulle have valgt en tude-cortardo med ekstra mælk, mens de stirrer på os. Det er som om, at vi ikke passer ind, selvom vi har været her tusinde gange før. Min søster holder sin telefon op til øret. Hun prøver at få fat i far, som ikke tager telefonen. I stedet har hun modtaget en telefonbesked. Det er far, der har ringet; politiet har anholdt ham.
Jeg har ikke nemt ved at huske episoderne fra min barndom. Caféen på Østerbro står dog soleklar i min hukommelse. To dage inden var alt, som det plejede. Min mor sad i stuen og læste dagens nyheder i Politiken; min søster og jeg lå på hvert vores værelse og opførte os som typiske teenagere. Selvom der ikke var noget unormalt over dagen, så vidste jeg, at noget var galt. De sidste mange måneder havde været svære for mine forældre, som havde skændtes mere end normalt. Min far kunne godt blive lidt voldsom, når han blev træt af min mors skældud. Han plejede dog at falde ned, når han satte sig for sig selv i køkkenet og hørte Eldorado. Her havde han helle. Her kunne han slippe væk fra min mors brok, ryge sine cigaretter i fred og drikke sig til ro. Han drak nok lidt for meget og lidt for tit.
Far kom hjem fra arbejde og kaldte os ind i stuen fra vores teenageværelser. Udenpå virkede han rolig, men bag facaden må der have været kaotisk. Han fortalte, at vi var blevet smidt ud af lejligheden, fordi han ikke kunne betale, hvad han skyldte i husleje. Tiden gik pludseligt meget langsomt, og stilheden tog over. Med to dages varsel skulle vi være ude af lejligheden, så fogedretten kunne inspicere den og pakke resten af vores ting. Vores familie var på et splitsekund blevet smidt på gaden.
Far sagde, at vi kun måtte pakke det vigtigste. To dage til at pakke et liv. Hvad tager du med? Går du praktisk til værks og pakker lidt underbukser, din computer og de vigtigste skolebøger, eller går du mere følelsesmæssigt til værks og pakker dit yndlingslegetøj og din seje schweizerkniv? Jeg var 11 år gammel og havde knap nok lært at binde mine snørebånd. Nu skulle jeg pludselig vurdere, hvilke ting der var de vigtigste i mit liv. Mest af alt var jeg nok bare overrumplet af forvirring. Jeg endte med at pakke en modelflyver, noget tøj og min computer. Hvorfor lige præcis den modelflyver var så fandens vigtig, ved jeg ikke. Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
Sådan startede et nyt kapitel i min barndom som nomade. Med min barndom i en rygsæk, min mor i hånden og min søster på slæb gik vi mod caféen på Østerbro, kun et stenkast fra den lejlighed, der nu ikke længere var vores. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig ikke at have et sted at bo, men som et 11-årigt barn, der har brug for stabilitet og tryghed, er det forfærdeligt at forestille sig en fremtid som hjemløs. Det var mærkeligt at sidde på den café. Alle andre havde jo bare en helt almindelig dag; de smilede og var glade. Og her sidder vi så midt på Østerbro og skal finde ud af, hvor vi skal bo.
Det var her, mit billede af vores familie krakelerede. Det gik op for mig, at mine forældre ikke havde styr på noget som helst. Min far var blevet tilbage i lejligheden. Han skulle lige ordne nogle ting, sagde han. Min mor var ikke til meget hjælp – hun var mindst ligeså overrumplet over situationen, som min søster og jeg var. Generelt havde hun ikke det store overblik, for hun lider af sklerose. Sygdommen påvirker hendes hukommelse, hendes overskud og hendes temperament. Hun havde derfor svært ved at holde sammen på sit og vores liv.
Selvom jeg var vant til, at jeg selv skulle løse mine egne problemer, havde jeg ikke forestillet mig, at det var mig, der skulle sørge for, at vi havde et sted at bo. Vi havde ikke venner eller familie, som vi kunne være hos. Min mor er fra Marokko, men er vokset op i Frankrig, og min fars familie bor på Fyn. Det bedste forslag, jeg kunne komme på, var derfor at tage på hotel. Jeg kom i tanke om et hotel i Ryesgade, som jeg var gået forbi et par gange. Hotelværelset lugtede, og var mørkt og støvet. Den normale spænding ved hoteller var væk, for vi var ikke turister på eventyr i en ny by. Det var her vi boede nu; vi var flyttet ind i vores nye hjem. Ordet hjem var ikke længere forbundet med familiehygge og tryghed. Nu var det det blot jagten på et sted at sove. Og jeg havde svært ved rigtigt at forstå, at et hotelværelse på Ryesgade kunne være vores hjem. Mine ting var her jo ikke, og jeg havde ikke mine skolebøger med. Jeg havde kun en modelflyver, min computer og rene underbukser til et par dage.
Hotelværelset i Ryesgade står for mig som et symbol på den dag, hvor jeg stoppede med at være barn. Selvom problemerne i virkeligheden startede lang tid før, vi blev smidt ud af lejligheden, føltes det alligevel som slutningen på vores familie, min barndom, og som starten på en ukendt og utryg fremtid, jeg havde svært ved at forholde mig til. Min mor og far har altid skændtes meget. Det er nok ikke så unormalt, at de voksne skændes, men det virkede alligevel til, at mine forældres skænderier var lidt voldsommere end de flestes. De andre børn i min klasse var jo også nogle gange sure eller kede af det, fordi deres forældre skændtes. Men ingen af deres forældres skænderier sluttede med, at deres far eller mor altid gik hver til sit. Min far drak og hørte musik i køkkenet, og min mor satte sig i stuen og så TV. Nogle gange hørte min far endda så høj musik, at hele ejendommen vågnede. Engang var det så højt, at en af naboerne ringede til politiet og klagede. Da politiet bankede på og trådte ind ad døren, lå min søster og jeg tæt sammen i sengen. Vi var bange og prøvede at gemme os væk. Andre gange var skænderierne så voldsomme, at det var os, som blev nødt til at stoppe dem, inden det gik galt. Det var heldigvis kun sjældent.
Klager til politiet, opmærksomme pædagoger og en lærer, som jeg betroede mig til, gjorde, at kommunen fik snerten af vores familieproblemer. De prøvede med familiesammenføringer, men min far dukkede aldrig op. De prøvede med en voksen kontaktperson, men jeg havde det stadigvæk dårligt. De prøvede mange ting, men intet hjalp. Jeg har efterfølgende fået aktindsigt i kommunens sagsdokumenter: 207 siders journal og 403 siders bilag, som side efter side beskriver min familie og mig ned i mindste detalje. Som en socialrealistisk roman skrevet i fagtermer og bureaukratiske kommunale vurderinger kan jeg nu læse om de situationer, jeg sidenhen har glemt eller fortrængt. Det er en underlig oplevelse sådan at kunne sætte sit liv i ringbind med farvekodede faneblade.
Men det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken er onde eller grusomme. De kunne også være utrolig energiske, glade og sjove. De havde bare svært ved at få det hele til at hænge sammen. I starten af måneden var vi altid på fine restauranter, hvor vi spiste lækker mad og hyggede os. Men resten af måneden levede vi af fiskepinde på frys, og der var endeløse skænderier i stuen. Nogle gange blev jeg hentet til tiden, og andre gange måtte pædagogerne ringe efter min mor, fordi hun havde glemt, hvornår fritidshjemmet lukkede. Men når hun kom, gik vi altid ned og fik is. Vi tog det sure med det søde.
Episoden på caféen blev enden på en familie. Efter vi var blevet smidt ud, fortalte min far, at han ville skilles fra min mor. Det var bestemt ikke noget, som min mor var enig i, hvilket blot førte til endnu flere skænderier. Jeg ville så gerne løse deres problemer og få dem til at enes og stoppe med at skændes. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det lykkedes ikke. Til sidst kunne de ikke holde ud at være i samme rum.
Selvom skænderierne stoppede, fordi min mor og far ikke længere boede sammen, så var det ikke en løsning, men blot starten på en masse nye problemer.
Det var som at styrte i grøften kun for at kunne kravle op af en ny. I de næste mange måneder efter café-episoden flyttede vi nærmest rundt fra dag til dag, indtil vi fandt et sommerhus godt 100 km. fra København. Her kunne vi være i nogle måneder, ind til kommunen havde fundet en lejlighed til min mor, søster og mig. Min mor havde forældremyndigheden, så vi kunne intet andet gøre end blot at vente i uro.
Hun blev tilbudt en lejlighed, som kommunen havde fundet til hende på ydre Østerbro. Den var helt ubeboelig, fordi der var opmagasineret 360 flyttekasser fra vores tidligere hjem. Hverken min søster, min mor eller jeg kunne overskue rodet. Derfor flyttede min søster og jeg ind hos min far i stedet. Men da han mistede sit job, mistede han også sin lejlighed, fordi han ikke kunne betale huslejen. Jeg flyttede derfor hjem til min mor på Østerbro igen. Min søster flyttede hjem til sin kæreste, og min far flyttede hjem til sin søster på Fyn. Vores familie var nu fuldstændigt splittet.
Der gik et år i den ubeboelige lejlighed på ydre Østerbro. Dag for dag prøvede vi at gøre den mere beboeligt, men det var svært med alt rodet, bjerget af flyttekasser og en syg mor. Det var her min angst og selvskade startede. En psykiater fra kommunen ville indlægge mig på børnepsykiatrisk afdeling for at kunne vurdere, om angsten skyldtes situationen i hjemmet. Det sagde vi nej til. Men kommunen kunne ikke længere se bort fra problemerne i familien, og min selvskade som blev værre. Derfor blev jeg sendt i plejefamilie, som jeg endte med at bo hos i tre år. En plejefamilie som gav omsorg, tryghed og stabilitet; en plejefamilie, som gav mig struktur over hverdagen, som jeg aldrig havde oplevet før. En struktur, som jeg ville ønske, at jeg havde fået før. Men det var også svært at bo i plejefamilie og samtidig besøge min mor og far. Jeg følte, at jeg ikke havde et hjem, selvom jeg havde tre steder, jeg kunne overnatte.
Måske det kunne have hjulpet mig, hvis jeg fik hjælp tidligere. Måske skulle jeg have flyttet tidligere, eller måske skulle mine forældre få mere hjælp. Mine problemer får nok aldrig en løsning. Men måske det havde været bedre, hvis min mor havde fået hjælp tidligere, eller hvis min far havde stoppet med at drikke. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft nogle at snakke med og ikke var alene med mine bekymringer dengang.
Intet barn skal gå alene med sine bekymringer. Jeg håber for de mange børn, der har det meget værre, end jeg har det, at de kan få nogle at snakke med. Hvad sker der, hvis de ikke får hjælp i deres turbulente hjem?
Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen.
I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til.
Lyt mere til de indadvendte
På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter.
Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag
Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan.
Bambi på glat is
Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse.
For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv.
De hvide badeværelsesklinker er tilsølet med mørkerødt blod. Mit blod. Midt i blodpølen sidder jeg halvnøgen og indsmurt. Mine arme og ben er fyldt med aflange åbne sår – og det er langt fra første eller sidste gang. Fra sårene løber der åer af blod, som glider ned af min krop og danner blodsøer på gulvet, imens det blodige glasskår ligger trygt i min venstre hånd. Alt er koldt: Badeværelsesgulvet er koldt, min krop er kold, og efterhånden er det ellers varme blod også afkølet. Det gør ondt, selvfølgelig gør det ondt. Det er smerten og dens tilhørende indre ro, som jeg ihærdigt søger. Smerten giver mig tomhed; tom for tanker, tom for følelser. Det er nu rart at få en pause fra det hele, som fylder alt for meget.
Min anbringelse startede, da jeg var 13, og endte ikke, før jeg blev 18 år, og i den tid var jeg anbragt på to forskellige opholdssteder. Oprindeligt blev jeg anbragt på grund af vold i hjemmet, som kom til udtryk, når min mor og hendes daværende kæreste skændtes. I starten var min anbringelse kun en midlertidig løsning, så min mor og hendes kæreste kunne få hjælp. Planen var, at jeg skulle hjem igen, så snart de havde fået det bedre. Men sådan gik det altså ikke, fordi jeg ikke ønskede at komme hjem, hvilket gjorde min anbringelse permanent. Min videreanbringelse var således mit eget valg, og jeg ser min anbringelse som den værste tid og samtidig én af de bedste tider i mit liv, hvilket er lidt paradoksalt.
Når kommunen svigter
Allerede inden jeg blev anbragt, var kommunen en del af mit liv. I min barndom havde min søster og jeg en støttekontaktperson fra kommunen, der besøgte os hver anden uge, som snakkede med os og tog os på små ture. Vi havde også en aflastningsfamilie, som vi var hos i nogle weekender, men det fungerede ikke. Kommunen var altså godt klar over, at der var noget galt i min familie. Men den hjælp, kommunen kom med, var som brødkrummer, der skulle afspise et hungrende barn – det var langt fra nok. Jeg fandt også ud af i mit voksenliv, at min mor har brugt hele min barndom på sine grædende knæ på at trygle og bede kommunen om hjælp – hjælp til hende, hjælp til mig og hjælp til min søster. Vi levede i en husstand, hvor vi hver især kæmpede med hver vores psykiske problemer, som vi havde svært ved at bearbejde, hvilket selvfølgelig påvirkede vores familiedynamik. Og det kunne min mor godt se, hvorfor hun bad om hjælp. Kommunen svigtede dermed mig og min familie længe inden, at jeg blev anbragt.
Det var først i min anbringelse, at jeg blev taget alvorligt, og kommunen fik øjnene op for, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Først her fik jeg den hjælp, som jeg så inderligt havde brug for. Min folkeskole har endda altid vidst, at jeg mistrivedes; jeg gik tilmed til skolepsykolog, som jeg krængede mit hjerte ud til. Skolepsykologen havde også kendskab til volden i mit hjem. Men først efter en særlig voldsom episode kom der gang i de offentlige instanser, og jeg fik hjælp ved at blive midlertidigt anbragt. Men hvorfor skete der ikke noget, første gang jeg fortalte skolepsykologen om volden derhjemme? Hvorfor skred kommunen ikke tidligere ind og hjalp en kvinde og hendes to børn med at komme ud af et voldsramt hjem? Hvordan ville vores liv have set ud, hvis min familie og jeg havde fået den hjælp, som vi så desperat havde brug for? Jeg ville måske aldrig have været anbragt? De spørgsmål hjemsøger stadigvæk mig og resten af min familie. Men én ting er sikkert: De offentlige instanser, der er sat i værk for at hjælpe samfundets borgere, både voksne og børn, kan fejle. Og når de gør, så svigter de dem, som det er meningen, at de skal hjælpe.
Kampen for kontrollen
Mit første anbringelsessted var ”Ahornvænget”, og her var det meningen, at jeg kun skulle bo over sommerferien, altså ca. to måneder, hvorefter jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Det vurderede kommunen var bedst for mig. I de to måneder følte jeg et frirum, som jeg ikke ville give slip på. Jeg ville bare ikke tilbage til det belastende miljø, jeg ville være fri – for tanken om at komme hjem til min mor igen føltes som enden på alt. Hver dag gik jeg og frygtede dagen, hvor min mor ville komme og hente mig. Men inden tiden rendte ud, havde jeg et møde med sagsbehandleren, hvor jeg argumenterede min sag; jeg ville ikke hjem til min mor. Kommunen gav mig yderligere to måneder og dermed en ny deadline – timeglasset blev vendt på hovedet, min anbringelse blev nulstillet. Jeg kunne leve og ånde frit lidt endnu. Men med den nye deadline kunne jeg også se frem til flere måneder fyldt med frygt for at blive sendt hjem igen og følelsen af ikke at være i kontrol over, hvor jeg boede. Et helt år gik med denne cyklus, hvor deadlinen blevet flyttet med få måneders mellemrum; en cyklus fyldt med følelser af frihed, frygt og usikkerhed. Jeg følte, at jeg levede på lånt tid – og det var ikke mig, der havde kontrollen over hvor meget tid; det var kommunen og min sagsbehandler.
Et gennemgående tema for min tid som anbragt var kontrol - eller nærmere mangel på samme. Jeg følte, at det var alle andre end mig, der var i kontrol over mit liv: pædagogerne på opholdsstedet, kommunen og sagsbehandleren, min mor, min skole og mine skiftende psykologer. De havde alle sammen en indflydelse på forskellige områder af mit liv.
Jeg så mig selv som et kommunebarn, hvor det var pædagogerne, der overtog forældrerollen, så selvfølgelig bestemte de også alle de traditionelle ”forældreting”, såsom senge- og spisetider. Derudover besluttede kommunen og sagsbehandleren, hvad der var bedst for mig, hvad jeg havde behov for og dermed også, hvad vi skulle arbejde henimod. Jeg fik altid at vide, at de havde fokus på ”barnets tarv”, at de havde min bedste interesse i sinde. Det var rart, at de kæmpede min sag, men det føltes selvmodsigende, når de alligevel kunne tage beslutninger, som jeg ikke følte var i min interesse, som eksempelvis at arbejde henimod, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Jeg blev selvfølgelig hørt i min sag, og jeg følte, at de lyttede til, hvad jeg havde at sige og tog det til efterretning. Det gav mig en følelse af kontrol. Men sandheden er, at jeg ingen kontrol havde over de beslutninger, der blev truffet. I sidste ende kunne ansatte på kommunen, som jeg aldrig havde mødt, og som aldrig havde mødt mig, men kun læst om mig i sagspapirer, tage beslutninger om mit liv hen over hovedet på mig. Derudover havde min mor også juridisk ret til at hente mig hjem til enhver tid og dermed slutte min anbringelse, hvis hun ville det, da min anbringelse var frivillig. Hvor jeg boede var således ikke i min kontrol; den beslutning lå udelukkende i andres hænder end mine egne.
Herudover var der også andre, der ville have en bid af kagen i forhold til at bestemme over mit liv, såsom skolen og psykologerne. Selvom skolen i mange år var mit frirum fra de ting, der skete derhjemme, blev jeg tvunget til at dække mine selvskadear til. Ikke for at skåne mig, men for at skåne de andre elever for synet. Selvfølgelig skulle jeg nok dække mig til, hvis jeg havde sår, men selv når jeg kun havde lyserøde ar, var det bedst, at jeg ikke viste dem frem. Jeg havde altså ikke fuld kontrol over, hvilket tøj jeg måtte have på i skolen – t-shirts, nederdele og shorts måtte blive hjemme i skabet. Og så var der psykologerne, der også havde en indflydelse, da de gav mig forskellige diagnoser, hvorved de var med til at definere, hvem jeg var og dermed kontrollerede, hvad der skulle ske fremadrettet for at hjælpe mig.
Mit liv var et spindelvæv, hvor jeg befandt mig i midten. Edderkopperne udenom mig vævede mit spind, mit liv, ind i forskellige retninger og mønstre, som de tænkte var bedst for mig.
Selvskade var én af de måder, jeg kunne genfinde en følelse af kontrol. Jeg var ikke i kontrol over, hvilke beslutninger der blev taget om mit liv, hvor jeg boede, hvad jeg måtte og ikke måtte, hvad der var galt med mig, og hvad der skulle ske med mig. Ligeledes anvendte jeg selvskade til at ”bevise” over for kommunen, pædagogerne og andre offentlige instanser, at jeg faktisk havde det dårligt, og at jeg derfor var berettiget til hjælp. Der skulle altså mere end ord til. Værst af alt var selvskade en måde, hvorpå jeg kunne kontrollere, hvad jeg følte og tænkte. For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv. Jeg havde – og har stadigvæk i dag – problemer med tankemylder, og jeg havde ingen kontrol over, hvor dårligt jeg havde det; det var, som om at lige meget hvad jeg gjorde, så var der altid en mørk regnsky over mit hoved. Men når jeg skar i mig selv, blev mit hoved tomt. Jeg følte intet, hverken glæde eller ked af det-hed, og jeg mistede evnen til at tænke. Sådan kunne jeg kontrollere, at jeg i hvert fald ikke havde det dårlig for en stund; jeg kunne styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den. Men den kontrol mistede jeg også. Jeg blev afhængig af at selvskade, afhængig af følelsen af tomhed, så i sidste ende kunne jeg alligevel ikke styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den.
Da jeg var 14 år, blev jeg træt af det hele. Jeg gad ikke mere, jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke længere overskue at være ked af det og have det så dårligt, som jeg havde det. Der var ikke mere at gøre, jeg havde gjort alt, men det var aldrig nok. Derfor prøvede jeg at begå selvmord to gange på en weekend. Det mislykkedes begge gange. Jeg havde endelig taget mig sammen til at ende det liv, som jeg så inderligt ikke ønskede at leve længere, og så fejlede jeg. Og heldigvis for det!
Mælkebøttebørn
For selvom jeg ikke har haft et nemt liv, har jeg i dag genvundet kontrollen over mit eget liv. Selvfølgelig er der ting, som jeg ikke kan kontrollere, såsom vejret, sygdom eller om mit cykelhjul er fladt - men sådan er det jo for alle. Det er ikke dér, mit fokus er. Mit fokus er på det, som jeg kan kontrollere; mig selv og hvordan jeg ser verden. Og ved at have det fokus har jeg således genvundet kontrollen over mit liv.
I mine unge teenageår beskrev jeg, at jeg ikke ville blive 18 år gammel, at jeg nok ville være død inden da. Og selv hvis jeg blev 18, tænkte jeg, at fremtiden ville være lige så bidsk, som min fortid var. Men sådan blev det ikke! Da jeg blev 18 år, følte jeg trangen til at flyve fra reden, også selvom jeg havde fået efterværn og dermed muligheden for at blive boende på opholdsstedet. Jeg havde igennem de sidste par år fået det gradvist bedre og fik derfor lysten til at klippe snoren til kommunen – lyst til at prøve at stå egne ben uden krykker.
I mine nu 23 år har jeg brudt samtlige statistikker for anbragte unge; færdiggjort en gymnasial uddannelse med sort hue og fuldført en bachelor på universitetet med henblik på at fuldføre kandidaten. Men vigtigst af alt, så har jeg det godt. Jeg har ikke selvskadet i flere år, og jeg elsker at leve. I dag er jeg en smilende, positiv og energisk person, som er markant anderledes end den deprimerede pige med regnskyen over hovedet. Jeg er kommet længere, end hvad jeg selv og andre troede var muligt. Men selvom jeg nu ser fremad, er fortiden dog stadig en vigtig del af min historie og derfor også en vigtig del af mig, for den har jo gjort mig til, hvem jeg er i dag, som jeg er så stolt af. Mine ar er fysiske levn fra min fortid, og jeg skammer mig ikke længere over dem; de er en del af mig lige så meget som min næse, mine ører og mit hår. Derfor skjuler jeg dem heller ikke længere; jeg viser dem gerne frem som bevis på, hvor jeg kommer fra, og hvor langt jeg er kommet. Jeg har kæmpet en brav kamp med mig selv, systemet, andre og især min mor for at komme hertil. Hele min anbringelse har føltes som en kamp mellem mig og min mor, da hun altid har kæmpet for at få mig hjem til hende, og jeg altid har kæmpet for at forblive anbragt. Vores forhold har derfor været meget anspændt, men det er heldigvis blevet langt bedre i dag. Jeg har dermed fundet fred med mig selv, mine ar, min fortid og min mor. Fortiden bestemmer ikke længere over mig – jeg bestemmer nu, jeg har kontrollen. Hver dag lever jeg mit liv efter mottoet: ”Si vis pacem, para bellum.” Oversat: ”Hvis du gerne vil have fred, så forbered dig på krig.” Det betyder, at du må kæmpe for at få fred med dig selv, dit sind, din fortid og andre mennesker. Kampen kan dog virke lang og uoverskuelig. Men det er det hele værd!
En pædagog beskrev mig engang som et mælkebøttebarn, men jeg tænker, at det er meget sigende for alle anbragte unge. Mælkebøtter har den fantastiske evne til at vokse op gennem alt, ja, selv gennem asfalt. Så mælkebøtter har, ligesom alle anbragte unge, evnen til at blomstre op i al sin smukhed efter at have vokset op i et barskt miljø og kæmpet sig igennem et hårdt grundlag - også selvom alle odds er imod dem.
I 2020 var over 11.000 børn og unge anbragt. Det er over 11.000 anbringelsessager, som er vidt forskellige – forskellige kommuner, forskellige historier, forskellige ønsker, forskellige mål. Og man kan ikke skære alle 11.000 anbringelser over én kam. Så hvordan kan mediernes fremstilling af dem - og vigtigst af alt: kommunens beslutninger om dem - så gøre det? Det er derfor, at jeg ser denne bog som vigtig – sammen kan jeg og de andre forfattere fortælle hver vores unikke anbringelseshistorie, hver vores mælkebøttehistorie, og dermed sætte fokus på, hvordan ikke én anbringelseshistorie er magen til den anden. Sammen kan vi, ligesom mælkebøtter, sprede vores frø med vinden i håb om, at de falder ned et sted og slår rod. Så giv os et pust med på vejen, og lad være med at se os som samfundets ukrudt.
Fortællingen bor her:
.jpeg)
Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
Fortællinger af unge uden job eller uddannelse
I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?
I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.
Fortællinger af unge uden tag over hovedet
Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?
De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.
Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.
Fortællinger af unge med kronisk sygdom
Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?
I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.
”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker
Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund
Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.
I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.
Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.
Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark
Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?
I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.
De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.
Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme
Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?
I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.
For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.
Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge
Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?
I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.
Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.
