Ville du tro mig, hvis jeg sagde, at min anbringelse var god?

Jeg har valgt, at jeg hellere vil gå ned med flaget i perioder end aldrig at gøre de ting, jeg vil. Det ved jeg i dag, og sådan vil jeg leve mit liv. Alternativet er langt værre.

Jeg har 22 vintre i rygsækken, og siden jeg var 19 år, har jeg været selvstændig fotograf. Min hverdag spenderes i Århus, hvor jeg læser på noget nær drømmeuddannelsen: til fotojournalist. Jeg vil langt hellere præsentere mig på den måde. Men skal jeg præsentere mig her, så er det lidt en anden historie.

Min hverdag har i mange år været planlagt ud fra lægeaftaler, indlæggelser, blodprøver, undersøgelser og scanninger. Og hvis ikke planlagt, så er hverdagen blevet aflyst af endnu en sygedag.
  Jeg har en række genfejl i immunforsvaret, som forårsager et febersyndrom. Det vil sige, at jeg får feber i flere måneder ad gangen. Jeg har type 1-diabetes, leddegigt og Addison, en sjælden hormonsygdom. Jeg har i mange år holdt mund om sygdommene for ikke at blive defineret ud fra dem. I dag er jeg et andet sted.

Et blivende vilkår

En sommerdag blev jeg syg. Sådan helt almindelig influenzaramt. Samme dag skulle jeg helt tilfældigvis til lægen. Jeg skulle bare tale om prævention. Lægen bed dog hurtigt mærke i, at jeg ikke helt var på toppen. Han afbrød samtalen og gik hastigt ud af lokalet. Kort efter kom han tilbage for at tage blodprøver. Uden snakken om prævention blev jeg sendt hjem igen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg aldrig fik spurgt, hvad det gik ud på. Men efter mange år i hænderne på frustrerede læger, der ikke har kunnet finde ud af, hvad jeg fejlede, er jeg blevet vant til, at der nogle gange sker ting hen over hovedet på mig. Jeg holdt ligesom bare op med at stille spørgsmål.

”Liv, hvor er du henne? Jeg sender en ambulance efter dig. Du skal på hospitalet nu.”
  Det var min læge i telefonen senere samme dag.

Jeg syntes, det virkede helt fjollet, og fik overtalt den tvivlende læge til, at min mor kørte mig derind i stedet for. Men så skulle vi også se at komme af sted.
  Det havde været dårligt vejr hele ugen. Vi var i sommerhus, og endelig var det klaret op. Så uvidende om situationens alvor tog jeg mig god tid og nød solen, før vi kørte.

”Liv, hvor blev du af? Du skulle have været her for en time siden!” Et hold af hospitalspersonale stod klar, da vi endelig ankom.

Problemet var, at mit immunforsvar var som forsvundet. Det var så lavt, at det ikke kunne måles. Samtidigt steg mit infektionstal mod nye højder. Min krop havde reageret uforudsigeligt på en omgang ellers almindelig gigtmedicin. En læge, der ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mine mange forskellige symptomer, havde i afmagt udskrevet medicinen til mig. Symptomerne gjorde, at jeg på det tidspunkt havde en hverdag, der mest af alt foregik i en seng. Alligevel burde jeg ikke have reageret sådan på medicinen, det burde ikke kunne ske. Den burde ikke kunne slå mig ihjel. Men det var tæt på.

Det virkede så absurd, at en dag, hvor jeg følte mig ”almindeligt” syg, endte med at vende rundt på så mange ting. De læger, der i mange år havde kæmpet for at blive klog på, hvad jeg fejlede, blev overbevist om, at jeg var alvorligt syg. Og det samme gjorde jeg. Den dag fjernede også min egen tvivl. En tvivl, som på det tidspunkt var, og til tider stadig er, indgroet i mig. Tvivlen om, hvorvidt alle de smerter og al den sygdom, jeg mærker, også er virkeligheden.

Den indlæggelse var med til at samle billedet af en pige, der, siden hun var seks år gammel, periodevis havde været syg. Uden at nogen læger kunne blive kloge på hvorfor. Først efter 14 år skete det. Og på mange måder blev lægernes anerkendelse en stor del af, at jeg turde begynde at snakke om sygdom.

Efterfølgende blev jeg tilkoblet en speciallæge med speciale i feber. Her blev jeg gentestet, og for første gang i mange år blev der set på hele mit sygdomsforløb. Jeg fik konstateret et ”ubeskrevet febersyndrom”.
  Mit immunforsvar har flere fejl end de flestes. Nogle fejl betyder noget, men andre gør ikke. Sådan er det med gener. Selvom jeg i forvejen havde en række diagnoser på det tidspunkt, så blev det på mange måder en forklaring på de mange sygdomme, jeg har og måske risikerer at få i fremtiden.

Når jeg bliver ramt af mere sygdom eller endnu en diagnose, så har jeg efterhånden lært at tage det som et vilkår, jeg har med mig. For en kronisk sygdom kommer sjældent alene.
  Målet er ikke at få for ondt af mig selv.
  Jeg får lyst til det nogle gange, for der er så meget på mine skuldre. Selvfølgelig er det okay at have ondt af sig selv en gang imellem. Men man skal virkelig passe på, for det er dér, verden begynder at arbejde imod én. Det er barskt, men det er virkeligheden – i hvert fald hvis du vil være noget, udover at være syg. Hvis du vil have en uddannelse, have venner, relationer, så bliver du nødt til at lade være med at være syg hele tiden. I hvert fald udenpå.

Først op, så ned

Da jeg gik på højskole, var vi på en rejse til Marokko. Der blev samlet et hold, der skulle bestige Nordafrikas højeste bjerg. Alle interesserede skulle have ordentligt udstyr, være i form og træne frem mod afrejse.

Det første, jeg tænkte, var: ”Fuck, hvor vil jeg gerne med op på det bjerg!”

Jeg er nok ikke særlig fornuftig, når det kommer til stykket. I ugerne op til turen gik jeg med både en omgang bronkitis og lungebetændelse. Som udefra set gjorde idéen om at nå toppen endnu mere usmart. Men jeg ville virkelig gerne.

Turen op var virkelig hård, men en kæmpe fornøjelse. Det var den klareste dag, guiderne havde oplevet i flere måneder. På toppen bed minus 15 grader fra sig. Og selvom den manglende ilt på toppen tog pusten fra én, så gjorde følelsen af at være nået til tops det også. Vi poppede mini-champagner, og der blev tændt cigarer. På vej ned blev jeg til gengæld rigtig syg. Jeg tror, det var mangel på kortisol og syreforgiftning i forbindelse med min diabetes. Man kan høre det i ordet: "syreforgiftning" – det er ikke særlig rart. Det betyder, at der kommer ketonstoffer i blodet, som gør, at blodsukkeret bliver alt for højt. Det kommer pludseligt og er livstruende. Jeg var helt væk. Vi var på vej ned til Basecamp, hvor vi skulle holde en times pause, før vi skulle gå resten af turen ned ad bjerget. En af vores guider tog min taske og min isøkse, og med armen om mig holdt han mig oprejst, så jeg ikke vandrede ud over bjergskråningen.
  Vi nåede ned til Basecamp tre kvarter senere end resten af holdet. Jeg blev lagt ind for at hvile mig sammen med to andre, der havde fået højdesyge. Vi skulle nå en bus for foden af bjerget, og fordi vi nåede Basecamp senere end de andre, havde jeg kun et kvarter at hvile i. Efter en Twix, piller og en insulinsprøjte måtte vi ud igen.

Vores guider fik lejet nogle muldyr, som jeg og de to andre syge kunne sidde på resten af vejen ned. Tre muldyr, ét til hver, så vi ikke skulle gå selv.
  Men lad mig sige det sådan her: Der var tre muldyr, der gik ned, men kun to muldyr med en person på ryggen. Jeg kan ikke huske så meget af de sidste kilometer, men jeg kan huske, at jeg i hvert fald ikke skulle sidde på et muldyr. Jeg skulle selv gå. Noget tog ved mig, og selvom jeg havde det ad helvede til, kastede op og måtte give mig selv indsprøjtninger, mens vi gik, endte jeg med at komme ned som en af de første.

Det var ikke en ufarlig situation, det ved jeg nu. Men jeg havde hele tiden en fornemmelse af min krop, og hvis det var ved at gå galt, så ved jeg, at jeg ville have trådt på bremsen.
  Sygdom begrænser. Men jeg nægter at lade den begrænse mig for meget. Det er vigtigt at kende sine grænser, og jeg tror, at jeg kender mine, lige til stregen. Det er derfor, jeg kan gøre ting som at gå op på det bjerg. Fordi jeg har tilliden til, at min krop kan fungere, og fordi jeg har min medicin og tør tage den. Jeg tør handle selv. Og jeg er overbevist om, at når man tør det, så er der sgu meget, der kan lade sig gøre.

Ingen plads til at være syg

Måske kan det lyde lidt som en lykkefortælling. Men jeg har taget et valg om at leve i en bjergbestigertilstand. Hvor det går op og ned hele tiden. For det er, når man er helt oppe på toppen, at det føles allerbedst. Det er dér, man finder ud af, at man gerne vil leve. Når man så bagefter ryger ned og skraber bunden, så må man være dernede og finde ud af, hvordan man kommer op igen.

Mine forældre og mange læger har ofte spurgt: ”Kan vi ikke få dig til at leve lidt mere på midten? Så kan vi undgå nedturene?"
  Men det, jeg kæmper for, når jeg er nede, er at komme op på toppen igen. Ikke op til midten. Måske ville jeg leve længere, og måske kunne jeg styre noget sygdom bedre, hvis jeg levede stabilt – uden hverken at ramme toppen eller bunden. Men sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være.
  Det er nok en stædighed. Hvis jeg havde levet på midten, så havde jeg ikke fået min gymnasieuddannelse. Så var der mange relationer og venner, jeg ikke havde haft. Og jeg var slet ikke alt det, som jeg helst vil præsentere mig som.

Når netop min mor og far så siger sådan, så forstår jeg det egentlig godt. For det er mig, der vælger at opholde mig på toppen af bjerget for derefter at ende på bunden. Men det er dem, der gang på gang har måttet samle mig op, når jeg ikke selv var i stand til det. Det er jeg taknemlig for, at de har gjort igen og igen. Deres indsats har uden tvivl også en stor indvirkning på, hvor langt jeg er nået, selv med tung baggage.

Jeg har hørt mange sige, at det er hårdt at have en ”usynlig sygdom”. At andre ikke kan se sygdommen og derfor ikke forstår den. Menneskets hjerner er firkantede på den måde – vi skal se det, før vi kan forstå, og før vi tror på det.
  Det kan rigtig nok være hårdt. For det er hårdt at skulle forklare de mange smerter til endnu en læge, der ikke ved, hvad vedkommende skal stille op. Det er hårdt, når man kan fornemme andres mistro. Til gengæld tror jeg, at fordelen ved at have ”usynlige sygdomme” netop er, at man ikke kan se det. At man kan gå ud og møde folk som den, man er, og ikke med sin sygdom som førstehåndsindtryk.
  På den måde kan jeg godt værdsætte, at mine sygdomme er usynlige.
  For selvom det kan lyde barskt, så er der som udgangspunkt ikke plads til at være kronisk syg. Aldrig. Ikke i uddannelsessystemet, på arbejdspladsen eller i relationer.
  Derfor prøver jeg ikke at blande mine verdener. Når man møder mig kort, mens jeg er ude og skyde billeder eller arbejder på en filmproduktion, kan det være svært at forstå, hvor syg jeg egentlig er. Sådan kan jeg godt lide det. For når jeg er på arbejde, er jeg professionel. Der er ikke plads til sygdom. Selvom det kan være hårdt. Man kan blive meget ensom af at holde så stor en del af sig selv tilbage, og det kan være svært bare at lade som ingenting. Men i sådan en verden er det dig og kun dig, der har ansvaret for dig selv. Derfor må man lægge låg på sin sygdom, hvis man vil noget.

Det er frustrerende, at det skal være sådan, men jeg har øvet mig på at se på virkeligheden med barske briller. Virkeligheden er ligeglad med, om du har en dårlig dag eller lige er startet på ny medicin. Da jeg fandt ud af at gå ud og møde verden uden at have ondt af mig selv og de vilkår, jeg havde, men i stedet være professionel, fandt jeg noget, jeg brændte for. Jeg fandt ud af, at jeg kunne starte en virksomhed, og at mange af de ting, jeg gerne ville, kunne lade sig gøre. Lysten og passionen for at blive en bedre fotograf kunne tage fokus væk fra al smerte, al medicin og al den dårligdom, der i perioder konstant gennemsyrede min krop. Det giver mening for mig. Og det gør mig til andet end bare kronisk syg.

‍

I de tidlige skoleår stormede de andre fra klassen ud i gården, når det ringede ud til frikvarter. De løb og legede og kom af med den energi, de havde samlet sammen, men i klasseværelset. De drønede rundt om buskene og træerne, der indrammede skolen, de kastede bolde til hinanden, de grinede og råbte.
   Jeg så på.
   En gang imellem traskede jeg hen til dem og spurgte, om jeg måtte være med. De kiggede koldt på mig og svarede nej.
   Jeg måtte gå igen, kigge ned i jorden og sparke til sten. Hvis jeg løftede blikket, kunne jeg se andre børn spørge mine klassekammerater, om de måtte være med i legen. Det måtte de gerne.
   De forklarede mig aldrig, hvorfor det var mig, der måtte stå alene i skolegården. Men jeg vidste det godt: Jeg var anderledes.
   Jeg kunne mærke, at det var det, de tænkte, da jeg lavede mine tics. Når jeg nikkede voldsomt med hovedet eller blinkede kraftigt med øjnene, snøftede højt eller sagde små lyde.
   Nogen sendte mig undrende blikke, andre grinede ad mig, og min sidemakker havde sin helt egen måde at reagere på: Han gav mig en lammer, hver eneste gang jeg ’ticsede’.
   Jeg har tourette. Når jeg fortæller det, udbryder folk ofte: ”Ej, hvad siger du så af sjove ting?” Jeg må forklare dem, at tourette kommer i mange former, og at jeg ikke siger nogen ”sjove ting”, jeg laver bare bevægelser og små lyde, som jeg ikke kan styre.
   De fleste kender til tourette fra tv-indslag med personer, der ukontrolleret slynger om sig med bandeord. Seerne griner, og det går viralt på nettet og giver et indtryk af, at tourette kun eksisterer i én enkelt ekstrem udgave.
   Måske er det derfor, jeg så ofte oplever folk sidde og vente på, at jeg gør noget skørt eller råber grimme ord. De ser på mig, som børnene kigger på dyrene i zoologisk have. De får mig til at føle mig som en abe i et bur.
   Jeg ville ønske, at de bare gik hen til mig og spurgte, hvorfor jeg ticser, om jeg så kender dem eller ej.

Vreden og blomsten

I store perioder af mit liv har jeg følt mig ensom.
   Når klokken ringede ud for sidste gang i skolen, gik jeg ofte hjem og brød ud i tårer efter endnu en dag, hvor jeg havde siddet i hjørnet, sparket til sten, fået lammere og været skydeskive for latter. Undervejs prøvede mine forældre at tale med skoleinspektøren, men intet skete.
   I femte klasse fik jeg nok. Jeg fortalte mine forældre, at jeg ikke orkede mere. Jeg skiftede skole for at komme væk fra de børn, der mobbede mig.
   I den nye klasse havde jeg én god uge, og så var alt tilbage ved det gamle. Den eneste, jeg kunne snakke med, var en veninde fra min parallelklasse, der beskyttede mig fra de værste angreb. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.
   Jeg var vred. Vred på de andre. Vred på min sygdom. I klassen kastede jeg med stole og borde, og derhjemme kunne jeg vende op og ned på mit værelse, hvis jeg ikke fik styr på raseriet. Jeg flåede ting ned fra mine hylder og kastede dem ned på gulvet, jeg smed rundt med min dyne og mine puder, og når jeg var færdig, stod jeg og hev efter vejret i hjertet af et kaos, jeg selv havde skabt.
   Har man tourette, har man også større risiko for at have en eller flere følgetilstande. Man snakker om 'tourette blomsten'. På blomstens blade er der ADHD/ADD, tristhed og vinterdepression, stammen, søvnproblemer, OCD og, nå ja, raserianfald.
   Jeg har de fleste af bladene. Godt nok stammer jeg ikke, og jeg har ikke længere svært ved at falde i søvn, men jeg bliver ofte depressiv, når vintermørket kommer. Jeg mister let besindelsen og taber opmærksomheden, og da jeg var mindre, led jeg af tvangshandlinger.
   Jeg havde for eksempel et ritual, hvor jeg bankede mine ben ind i min seng, hver gang jeg pakkede min skoletaske eller skulle i seng. Hvis jeg ikke gjorde det på den helt rigtige måde, skulle jeg gøre det dobbelt så mange gange og dobbelt så hårdt. Hvis det gik helt galt, kunne jeg stå og banke mine ben ind i sengen i fem minutter, så mine knæ til sidst var hævede og gule og blå.
   En dag måtte mine forældre købe en ny seng til mig. Én, der ikke var lavet af stål.
   Om vinteren var det særlig slemt.
   I takt med, at mørket faldt på, og frosten begyndte at sprede sig, blev mine tics og ritualer værre. De onde tanker begyndte at fare kaotisk rundt i mit hoved, og i skolen var det sværere end normalt at nærme mig de klassekammerater, der i forvejen holdt mig udenfor.
   Hver vinter røg jeg ind i en selvforstærkende spiral med kurs mod bunden, og når det var værst, kunne jeg ligge i flere dage under dynen og tænke, at alt ville være bedre uden mig.
   Den følelse kan jeg stadig få.

Sendt væk hjemmefra

Det var ikke let for mine forældre, når jeg havde det sådan, og der var dage, hvor de ikke anede, hvad de skulle stille op.
   Jeg husker særligt en dag, da jeg var fjorten år gammel. Min OCD tog over. Jeg gik op og ned ad gangen i vores hjem, og hvis jeg gjorde det forkert, skulle jeg gå baglæns tilbage og trampe hårdere og hårdere for hver gang.
   Det kunne stå på længe, og det gjorde det den dag. På et tidspunkt fik min far nok, han bad mig om at tage min jakke på og gå op til min mors arbejde. Min mor gav mig penge til en togbillet, og snart stod jeg på Ballerup Station, hvor min tante hentede mig.
   Det var torsdag, næste dag var der motionsdag på skolen, og jeg skulle stå på en post sammen med en klassekammerat. Aftenen før måtte jeg skrive til hende, at jeg ikke kunne komme.
   Jeg var hos min onkel og tante hele weekenden uden at være i kontakt med min mor og far.
   Tankerne for rundt i mit hoved: Ville ikke engang mine forældre kendes ved mig? Jeg følte, at de havde smidt mig ud hjemmefra, og det plagede mig dybt.
   I dag ved jeg, at mine forældre er lige så kede af deres reaktion, som jeg selv er.
   De har lært af de fejl, de lavede dengang, og de har ikke gentaget dem over for min lillebror, der også har tourette.
   De ved nu, at det ikke hjælper at sige, at jeg skal holde op, at jeg skal sidde stille, at jeg skal lade være med at ’ticse’. Det er ikke noget, jeg gør med vilje. Det er noget, jeg kan forsøge at holde nede, men aldrig undertrykke helt.

Vand på stolene

Men mine forældre har også støttet mig, når jeg har fået nok og sagt stop.
   Det gjorde jeg i slutningen af ottende klasse, hvor jeg en dag kom hjem fra skole og fortalte dem, at jeg ville gå året om. Jeg var ikke en del af klassen, jeg blev bagtalt og holdt udenfor, og jeg kunne ikke koncentrere mig om undervisningen. Jeg havde ikke lært noget i et år.
   Da jeg startede i den nye klasse efter sommerferien, gik min far op på skolen og holdt et foredrag om tourette for de andre elever. De lyttede nysgerrigt, og bagefter forklarede jeg dem, at de endelig bare skulle spørge mig om alt. Om tourette, om mine tics, om mine tanker. Spørg løs!
   Det gjorde de så. Selv de værste ballademagere virkede oprigtigt interesserede i at få svar på deres spørgsmål, og hvis nogen fra parallelklassen så mærkeligt på mig, forklarede mine klassekammerater dem, at jeg havde tourette.
   Det var første gang, jeg ikke følte mig som en abe i et bur. Det var det bedste skoleår i mit liv.
   Jeg har brugt år på at se mig selv udefra og være vred over, at det lige var mig, der fik tourette. I dag fortæller jeg mig selv, at der er en grund til det: For det er mig, der kan klare det.
   Da jeg startede på HG, var det en af de andre elever i klassen, der blev mobbet og holdt udenfor. Jeg kunne have blandet mig udenom, men jeg vidste, hvad hun gik igennem, og jeg valgte at stille mig på hendes side.
   Resultatet var, at jeg selv blev mobbet – endnu engang.
   En dag, da vi kom tilbage fra frikvarteret, havde de andre piger hældt vand på vores stole, så vores bukser blev våde. Jeg hadede dem, da det skete, men jeg lærte også at fortælle mig selv, at de kun gjorde det, fordi de selv havde problemer. Eller fordi de var misundelige på, at jeg rejste mig, hver gang de trak mig ned.

At være sig selv

Indtil jeg var 21 år, havde jeg det, som om jeg var alene i verden. At det kun var mig, der var mærkelig, at det kun var mig, der ikke kunne styre min krop. Måske var det, fordi jeg – bortset fra min lillebror – aldrig havde mødt en anden med tourette.
   Det ændrede sig på en lejrtur, som Touretteforeningen arrangerede. Jeg var afsted med en hel flok unge med tourette, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg kunne slå mig løs – og være mig selv. Vi lavede mad i køkkenet, spillede spil og sang rundt om lejrbålet. Og i al den tid kunne jeg bare sidde og ticse helt vildt, hvis det var det, jeg ville.
   Vi var fælles om at tale et sprog, som vi alle forstod, og som forenede os i et rum, hvor vi ikke længere var mærkelige. Eller i det mindste var vi fælles om at være det.
   Men vi var også et levende bevis på, at tourette er så meget mere end det, de fleste tror. For ingen af os var ens. Nogle sagde lyde, nogle udbrød hele sætninger, andre havde kun små tics.
   Hvis bare tv-seeren kunne have set os.

Tourette, det er mig

Jeg ved ikke, hvornår jeg præcis fandt håbet. Det var ikke sådan, at jeg vågnede en dag og tænkte, at nu er lykken mulig. Men da jeg skiftede klasse i HG og fik en sidemakker ved navn Nicklas, vidste jeg, at alt ville blive bedre.
   Han så på mig på en helt anden måde end alle andre. Hans blik passerede facaden af tics og opløste undervejs min følelse af at være en abe i et bur. Han så ikke touretten, han så Sahra.
   Vi blev kærester, og siden har han forsvaret og støttet mig, hver gang jeg har mødt modgang.
   Han har været med til ”ticsetræning”, og han har taget tid på mig, når jeg har øvet mig i at undertrykke de bevægelser, der så ofte har gjort mig til genstand for andres blikke. Han måtte skrive nye rekorder på blokken hver gang. To minutter, fem minutter, ti minutter uden tics.
   I dag tænker jeg dog ikke, at tourette er noget ondt, der har besat mig, sådan som jeg følte, da jeg kom grædefærdig hjem fra skole. Sygdommen gør til tider mit liv svært, men den styrer det ikke i samme grad som tidligere.
   Kunne jeg få fjernet den med et fingerknips, tror jeg faktisk, at jeg ville afslå. For fjerner man den, fjerner man noget af mig.
   Tourette... det er jo mig.

Du er ikke alene

Hvis jeg kunne, ville jeg rejse tyve år tilbage i tiden og fortælle alt det til den lille pige, der sparkede til sten i skolegården.
   Jeg ville fortælle hende, at hun vil møde en mand, der vil elske hende, præcis som hun er, og at hun sammen med ham vil få to børn og et bonusbarn, der vil ændre den måde, hun ser sig selv på – ja, den måde, hun ser livet på.
   Det håb kan jeg ikke give hende. Men måske kan jeg give det til andre børn, der ligner hende.
   Snart søger jeg ind på pædagogseminariet, og jeg ved, hvad jeg vil bruge uddannelsen til. Jeg vil arbejde på et bosted for unge, der oplever alt det, jeg måtte stå igennem som barn. Unge, der føler sig alene og forkerte.
   Allerhelst vil jeg hjælpe børn med tourette, for måske kan jeg sætte mig ind i, hvad de tænker. Måske har jeg tænkt det samme.
   Jeg har selv mødt psykologer, der har kigget på mig med medfølelse i øjnene og sagt:
   ”Jeg ved, hvordan du har det.”
   ”Nå, har du tourette?” tænker jeg så.
   De aner ikke, hvordan jeg har det. Det vil de aldrig kunne.
   Jeg har fået erfaringer, som ingen bøger kan give dig, og jeg vil give dem videre til de børn og unge, der sparker til sten i skolegården.
   Måske kan jeg hjælpe dem med at indse det, jeg selv var så mange år om at forstå:
   Du er ikke forkert. Du er ikke alene.

‍

Jeg blev diagnosticeret sidste år. ADD stod der sort på hvidt. Det kom nok egentlig ikke som nogen stor overraskelse, da jeg altid har haft symptomerne. Som barn var jeg meget kreativ og introvert. Det kiggede man ikke skævt på, for jeg var jo en pige. Piger skal helst være stille og artige, så om noget var jeg vel bare det ideelle barn. Jeg havde jo heller ikke ADHD, da jeg i så fald også ville opleve hyperaktivitet. Min sygdom drejede sig primært om opmærksomhedsforstyrrelse. Når mine klassekammerater bad mig om at koncentrere mig og fokusere på det arbejde, jeg lavede, kunne det synes næsten umuligt, da min koncentration hele tiden skiftede til noget andet. Det udtryk hører jeg stadig. ”Koncentrer dig nu, Lysander”. Men det forbandede ved diagnosen ADD er, at den til forveksling ligner dovenskab, og det kan være svært at have plads til på en arbejdsplads eller et studie.

Jeg har haft svært ved at få venner og at være sammen med mennesker igennem hele min opvækst. Nogle gange, når jeg havde en samtale med folk, tog jeg mig selv i udelukkende at ville høre mig selv tale og næsten ikke at kunne vente på, at de fik snakket færdigt, så jeg kunne fortsætte. Dengang syntes jeg, at det var helt vildt frustrerende, og jeg følte mig hurtigt på grænsen til narcissistisk, men i dag kan jeg jo se, at det har været min sygdom, der har påvirket min koncentrationsevne.

Det er vigtigt for mig at fortælle, hvor svært det er for mig at lave helt almindelige hverdagsting. Hvis mennesker uden en ADD-diagnose har en opvask stående og har en dårlig dag, vil de nok tænke over det en gang imellem og være en smule irriterede over det, men jeg oplever det som et langt mere tungtvejende problem. Hvis jeg ikke har taget opvasken, er den det eneste, jeg kan tænke på.

Hvis du sidder nu og tænker, at det kan du da godt relatere til, er du nok ikke den eneste. En af grundene til, at ADD ofte bliver undermineret, tror jeg er, at mange kan se sig selv i symptomerne. De er jo grundlæggende ‘bare’ forstærkede følelser og tankemønstre. Problemet er, at den forstærkelse hele mit liv har hæmmet mig og har været som en klods om benet, og at jeg på grund af diagnosen og medicineringen først nu har redskaberne til at færdiggøre min HF. Skellet ligger altså i overgangen til de mere ekstreme følelser, hvilket en læge af gode grunde er i stand til at definere bedre end jeg.

At leve med diagnosen

Jeg har nok en tendens til altid at anskue min kroniske sygdom udefra. Jeg ved ikke, om det gør den nemmere at håndtere, men når jeg har mig selv på den ene side og diagnosen på den anden, kan jeg fortælle folk om de ting, jeg har svært ved uden at føle mig syg. Man kan vel nærmest sige, at jeg snakker om den på et professionelt plan. Jeg kan forklare, at hvis jeg opfører mig sådan her, så er det, fordi ADD har den og den påvirkning på hjernen, og på den måde får jeg forståelse fra mine venner og så videre uden bare at skulle fremstå doven, fordi jeg igen ikke mødte op til morgentimerne på min uddannelse. Når det er sagt, er der stadig en tungtvejende frygt i mig. Mine venner og familie siger, at de forstår det. Men gør de det i virkeligheden? Bliver de ikke stadigvæk irriterede på mig, når jeg glemmer en aftale eller ikke kan samle modet til en simpel opgave?

Det har været en tryghed for mig at kunne tage afstand fra min diagnose, men det gør jo også, at jeg lever en form for usikkert liv. Jeg går jo hver dag og lader, som om jeg er velfungerende, når jeg i virkeligheden er dybt afhængig af basale ting, som at medicinen får mig ud af sengen om morgenen og tilbage i den om aftenen.

Hvad angår min medicin, tvivler jeg på, at jeg vil kunne undvære den fremover. Man kan måske anskue den som en slags skuffesystem. Når sygdommen ikke er medicineret, står alle skufferne åbne. Jeg er forude i samtalen, snakker fremad, hvilket også er grunden til, at jeg tit afbryder folk. Alle associationer, jeg får, fylder lige meget i mit hoved, og derfor flyder det hele også. Medicinen, jeg tager, gør så, at nogle af skufferne bliver lukket. Ikke alle, men hvis man forestiller sig, at kun fire skuffer er åbne, så kan jeg pludselig sortere i, hvilke der er mest relevante.

Skyggen af ADD

Det er en ret stor fordom, tror jeg, at folk med ADHD i virkeligheden bare er dovne. Jeg har jo sådan set heller ikke ADHD. Men jeg siger altid, at jeg har det, fordi folk oftest ikke ved, hvad ADD er, og fordi der tit er en mere negativ forventning til diagnosen ADHD. Dermed er de forberedt på det værste, og jeg kan være sikker på, at de ikke bliver overrasket negativt.

Min familie er i sin grundform akademikere i hele begrebets forstand. Der har altid været meget høje forventninger til mine søskende og mig. Et eller andet sted tror jeg også, at en del af dem har ADHD-light. Flere af dem kan aldrig sidde stille, roder meget og har mange bolde i luften samtidig. Et af de primære symptomer på ADHD er som sagt hyperaktivitet. Det kommer ikke kun til udtryk som en 5. klasses dreng, der springer på væggene, men påvirker også hjernen. Det betyder, at det kan være svært at fokusere på én ting ad gangen, og den skærpede koncentration på mange ting går hen og ligner mangel på samme.

Det er nærmest et succeskriterie i min familie altid at være stresset, og der er et skarpt opdelt verdensbillede, der skærer over mellem succesfulde og ikke-succesfulde. Jeg kan med det samme afsløre, at ADD ikke anses som særlig succesfuldt.

Jeg startede på en HF som 17-årig og blev kort efter smidt ud på grund af fravær. Det er sket igen og igen mange gange siden – også efter mit flyt til Odense for et par år siden. Da jeg endelig fik min diagnose sidste år og begyndte min medicinering i februar 2020, så jeg min koncentrationsevne blive forbedret og startede derfor igen, denne gang med et reelt håb om at færdiggøre den. Til det lød der en kritisabel genklang i familien:

”Er du nu sikker på, at du kan færdiggøre den HF?”

Det eneste, de var interesserede i, var, hvorvidt jeg havde noget, der kunne finansiere mig. Det fik jeg så, da jeg begyndte at modtage handicaptillæg i forlængelse af min SU. På trods af at ADD-diagnosen ikke passede i deres glansbillede, var de faktisk positivt indstillede over for det nye økonomiske bidrag, den gav mig. Det var, som om de så min diagnose som en ny hat.

Men jeg ved jo også, at den del af min familie er fra en anden generation. De er ikke helt boomers, men lige efter. Dengang blev man jo ikke diagnosticeret for ting, der lignede kronisk dovenhed. Selv i dag har folk en forventning om, at ADHD er drengen i 5. klasse, der ikke kan sidde stille og sidder og tygger på sin blyant. De gange, jeg har forsøgt at låne bøger på biblioteket om ADD, har jeg også udelukkende kunnet finde titler som ‘hvis dit barn har ADHD’, og så er det jo ikke så underligt, at mine nærmeste har de fordomme, de har om min diagnose. Fordommen om, at ADHD kun forekommer hos drengen i 5. klasse, lægger sig også op ad en idé om, at man har noget, man skal “løse” hos sine børn, og retter tit sympatien mod forældrene og mod, hvor synd det er for dem. Sjældent snakker man om, hvor svært det kan være for børnene.

Medicinens knappe arme

Der er selvfølgelig også aspekter, medicinen ikke kan gøre noget ved. Jeg har en masse rutiner, der skal ændres på grund af dårlige vaner hele livet. Det indebærer for eksempel rengøring og overforbrug. Psykiatrien har af naturlige årsager primært fokus på diagnosen fremadrettet. Hvad kan man gøre nu? Ikke på det selvhad, man tager med fra før diagnosen. Det kommer både af den årelange selvkritik, der er opstået, hver gang jeg ikke kunne fuldføre en opgave, men også af kritikken fra venner, familie og studiekammerater, der var uforstående over for, at jeg ikke bare kom i gang. Det har dog hjulpet rigtigt meget mod dette at gå i talegrupper. Kun personer med ADHD deltager i disse, og de kan derfor i langt højere grad relatere til de oplevelser, man måtte have med diagnosen. Det betyder også, at jeg ikke skal forklare frustrationerne over at føle mig doven fra starten, men kan tage udgangspunkt i dem og arbejde med dem.

Det historiske aspekt

Jeg drømmer om at studere historie på Syddansk Universitet. Både fordi jeg gerne vil formidle noget, der ofte bliver forklaret på en rigtig kedelig måde, på en friskere og mere nuanceret måde, men også fordi jeg ser historien som central i forståelsen af diagnoser som ADHD og ADD. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bliver proppet ned i en kasse, der er markeret: ligegyldige diagnoser, som nogle mener, at jeg selv har fundet på, og at der er faglig evidens for det, jeg oplever.

Her tror jeg, at historien kan spille en vigtig rolle. Bare fordi ADHD og ADD ikke var officielle diagnoser engang, betyder det ikke, at sygdommene ikke eksisterede. Jeg har brugt meget tid på at grave mig ned i, og i perioder været nærmest hyper-fokuseret på en række historiske figurer, der er blevet beskrevet med symptomer på ADHD, som man dengang bare kaldte sindssyge. Det er her, jeg synes, at historien kan spille en vigtig rolle for forståelsen af min diagnose. Folk var heller ikke perfekte dengang, og selvom man måske ikke havde et navn til det, oplevede folk de samme symptomer, som jeg gør den dag i dag.

At gøre op med den klassiske fortælling

Når man forestiller sig et menneske med en kronisk sygdom, er det oplagt at forestille sig en lungesygdom eller gigt. Det var aldrig før faldet mig ind, at ADHD og ADD i virkeligheden klassificerer sig som kroniske sygdomme, indtil jeg valgte at indgå i dette bogprojekt, der rigtig nok placerer diagnoserne i den kasse.

Grunden til det var nok ikke så meget mig og min opfattelse af min diagnose, som det var samfundets opfattelse af mine symptomer. Uden at jeg skal blive for teknisk, er der et værdisæt i vores samfund, der tillægger arbejde værdi. Hvis man ikke producerer nok, er man doven, og hvis man er doven, er man ikke af megen værdi for samfundet. En af de hyppigste, og mest fejlagtige, opfattelser af ADHD er, som tidligere nævnt, at personen er doven. I virkeligheden kan sygdommen være en slags paraply over en række andre psykiske diagnoser som stress, angst og depression. En stor del af dem, der ikke er blevet diagnosticeret med ADD eller ADHD endnu, oplever symptomerne på stress, angst og depression før genkendelsen af opmærksomhedsforstyrrelsen og hyperaktiviteten. Muligvis fordi de alle kan påvirkes af mindsket produktivitet. Jeg fik selv en angstdiagnose som 12-årig, hvilket jo nok blandt andet var udløst af en konstant følelse af ikke at kunne leve op til de krav, der blev stillet til mig.

En af hovedårsagerne til, at jeg har valgt at skrive om min oplevelse med ADD, er, at jeg vil oplyse mennesker uden diagnosen, sådan at de vil kunne forstå og have medfølelse med mennesker, ramt af denne sygdom. Den er, som enhver anden kronisk sygdom, kronisk, men medfører ofte frustrationer, udløst af, at man fremstår uvillig og doven, hvilket man nok ikke på samme måde ser en lungesygdom eller gigt gøre.
   Men jeg tror, at det er vigtigt, at folk kommer til at se det som en sygdom på lige fod med alle andre. Jeg håber, at jeg, når jeg forklarer til mine medstuderende, at jeg har ADD, bliver mødt med en helt anden forståelse end de frustrationer, der fylder nu.

Når det er sagt, er det også vigtigt for mig, at andre med ADHD eller ADD kan se sig selv i det, jeg skriver. Især dem, der ikke har fået diagnosticeret sygdommen endnu. At de kan se og forstå, at det, de oplever, ikke bare er en fejl eller dovenskab, men en kronisk sygdom, der kan være enormt hæmmende. Selvfølgelig er den ikke en undskyldning for, at man kan opføre sig dårligt og ubehageligt, men den kan være en forklaring. Og en forklaring må, alt andet lige, være en begyndelse.

‍

Når jeg vågner, er min første tanke: medicin. Piller mod mavesår, blodfortyndende medicin og en portion smertestillende er sådan, jeg begynder min dag. Her ligger jeg så, stadig i sengen, og venter i en halv time, før jeg overhovedet kan prøve at komme ud af sengen. Smerterne i mine led og knogler er ubarmhjertige, men mens jeg ligger dér, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over den dag, der venter mig. Jeg lægger mig på siden, så jeg kan skubbe fra med hænderne. Benene svinger jeg ud over sengekanten, og så er jeg oppe, klar til en ny dag med arbejde og ridning.

Det er kun fem år siden, at jeg havde morgener som de fleste andre. Alarmen ringede, ud af sengen, få noget morgenmad, løb ud ad døren. Selvom de fleste 18-årige også synes, at morgener er hårde, er de noget andet for mig.

”Så må du indlægge os”

Min sygdom er et stort mysterium. En almindelig mavepine blev til et længere sygdomsforløb med forskellige undersøgelser, der ikke gav os en årsag til mavepinen.
   Og det var det, der førte os til den tirsdag aften. Vi prøvede at gøre alt, hvad vi kunne for at få smerten til at gå væk, så til sidst var der ikke andet at gøre end at tage til vagtlægen. Hos vagtlægen var der ikke meget hjælp at hente. Jeg har ikke nogen tryllestav, så jeg kan ikke hjælpe dig, sagde han. Frustrerede og skuffede kørte min mor og jeg derfra uden nogen form for hjælp. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, mens vi sad i bilen på vej tilbage, og klumpen i halsen blev uudholdelig. Jeg følte mig ikke bare hjælpeløs, jeg var det også.

Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men i frustration og afmagt vendte min mor bilen om og trådte speederen i bund. Min mor var fast besluttet på, at noget skulle der gøres, og vi tog tilbage til vagtlægen. Da vi kom, stod han allerede med pakket taske, overtøj på og var på vej ud ad døren. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte han afvisende. Hun svarede koldt: ”Så må du indlægge os.”

Mavepinen gik væk efter et par måneder, men blev overtaget af de daglige smerter i led og knogler, som jeg stadig har i dag. Der er perioder, hvor jeg virkelig mærker smerterne. Bare det at rejse mig fra en stol kan virke som en uoverskuelig opgave, fordi jeg har så ondt i armene, at jeg ikke kan tage fra. Og hvis ikke det er armene, er det smerter i lænden og knæene eller min højre hånd, der hæver, så jeg ikke kan strække mine fingre.

Smerterne og hævelsen kræver, at jeg passer lidt mere på mig selv, og de tager meget af min tid og opmærksomhed. Varmepuder, støttebind og massager bliver de små hverdagsritualer, der hjælper mig med at komme igennem dagen. Jeg ved stadig ikke, om min mavepine var eller er en del af min sygdom, men jeg har sidenhen været hos en del forskellige læger og specialister. Den ene gang på rygkirurgisk afdeling, der sendte mig videre til ultralydsscanning af knogler, der selvfølgelig ikke kunne forklare, hvorfor min højre hånd hæver. Hver gang skulle jeg fortælle hele min historie og forklare mine smerter igen. De besvarede med at pille, røre og trykke dér, hvor det gjorde ondt. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle overbevise dem om mine smerter. At jeg blev spurgt, men ikke hørt.

Klasket til kontrol

Jeg følte mig meget alene. Dels fordi lægerne ikke kunne sige, hvad der var galt med mig, men også, fordi jeg er alene om at have den sygdom, jeg har. Jeg er, så vidt jeg ved, den eneste i Europa med de smerter, jeg har, uden en konstateret sygdom.

Det er er normalt, at unge med kronisk sygdom har en gruppe, hvor de mødes og kan spejle sig i hinanden, men fordi jeg ikke har nogen decideret sygdom, og jeg er den eneste inden for en radius af 3000 km, hører jeg ikke rigtig til nogen steder. Men alligevel holdt jeg fast i håbet. Håbet om, at jeg ville blive rask, og at alle mine smerter en dag ville gå væk. Håbet om, at jeg igen kunne få en morgen som de fleste andre.

Det var med det mindset, at jeg for omkring et år siden endnu en gang tog til kontrol med en forventning om, at alle undersøgelserne ville sige det, jeg allerede vidste: At de stadigvæk ikke kunne fortælle, hvorfor jeg er syg. Efter at snakken om den sædvanlige blodprøve, jeg havde fået foretaget måneden forinden, var foretaget, vendte min læge sin computerskærm om, som hun plejede, så min mor og jeg kunne følge med i resultaterne. Øverst stod mit navn, efterfulgt af den lange liste af ting, jeg fejler, og som jeg jo havde set før:

Uforklarlige rygsmerter
Forhøjet risiko for blodpropper
Forhøjet risiko for mavesår
Kan ikke tåle inflammatoriske tilstande i kroppen

Men allernederst var der kommet et nyt felt:
‍Kroniske led- og knoglesmerter.

Hele min verden brød sammen – på den gode måde. ”Kan man så sige, at jeg er syg af kroniske led- og knoglesmerter?” spurgte jeg min læge. I samme øjeblik jeg spurgte, mærkede jeg for første gang en genkendelse og anerkendelse af min sygdom. ”Ja. Du er syg af kroniske led- og knoglesmerter,” svarede min læge synkront med mig inde i mit hoved.
   Jeg græd. Det håb, jeg havde haft om, at alt kunne vende tilbage til før, brast med ét. Men jeg græd også, fordi jeg endelig havde fundet en ro. Jeg skulle ikke kæmpe, ikke overbevise flere læger og eksperter om, at jeg rent faktisk var syg. Det stod nu, sort på hvidt. De havde accepteret det, og nu var det endelig mig, der kunne acceptere det.

Et nyt kapitel

Erkendelsen af, at smerterne nok aldrig ville gå væk, satte en masse tanker i gang. Jeg ville ikke starte på gymnasiet, fordi jeg vidste, at jeg på det tidspunkt ikke ville kunne færdiggøre den. Min krop ville ikke kunne klare den stress og overbelastning, som gymnasiet fører med sig. For ikke at tale om alt det fravær, jeg ville få: Selv et lille forkølelsessår ville kræve et lægebesøg. Lidt efter lidt tegnede der sig et billede af mit liv som en stor begrænsning. Jeg havde jo prøvet at have et liv og en hverdag, hvor alle de bekymringer og tanker ikke eksisterede, så hvordan kunne jeg ikke undgå at se det som en begrænsning? Jeg kunne ikke genkende mig selv i rollen som hende den bekymrede og halvt opgivende pige. Det var mit ansvar at sørge for, at mit liv også havde værdi. Så jeg prøvede at skifte det negative ud med det positive – begrænsning blev til prioritering.

Begrænsning vs. prioritering

Fester og ugentlige byture er for de fleste en stor del af fortællingen om et ungdomsliv og det at være ung. Men som så meget andet er det ikke helt sådan, det ser ud for mig. Fester skal planlægges i god tid. Jeg skal tænke over, hvor meget jeg rundt regnet vil drikke, så jeg kan beregne min medicin, og jeg skal koordinere med mine forældre, at de kommer og henter mig.

Det betyder meget, at det er mine forældre, der kører, fordi mine smerter er slemme efter en aften ude. Lige så snart jeg kommer ud i bilen, kan jeg bare give slip og være i dem. Dagen efter er endnu værre. Ikke på grund af tømmermændene, for dem har jeg som regel undgået, men på grund af mine smerter. Jeg kan i forvejen ikke lide at tage min medicin om morgenen, men efter en aften med alkohol kan jeg simpelthen ikke overskue at tage den, så jeg venter. Jeg har ondt i led og knogler, og uden medicinen er det ikke muligt for mig at komme ud af sengen.

Jeg skal også prioritere i hverdagen. For jeg mærker mine smerter på arbejdet, derhjemme og til sociale arrangementer, dér, hvor jeg bliver nødt til at prioritere og planlægge. Og går min planlægning i vasken, ja, så må jeg igen sætte mig, slå koldt vand i blodet og lave en rimelig kontant prioritering. Men når jeg er ude og ride eller er sammen med andre, der også har en kronisk sygdom, er der ikke nogen, der forventer, at jeg skal tilpasse mig eller lade, som om jeg har overskud. Her kan jeg tage en pause fra at prioritere og planlægge, og det er, som om mine smerter forsvinder. Jeg mærker ikke, at jeg er syg.

Man skal være stærk for at være syg

For mig betyder mine kroniske smerter ikke nødvendigvis, at hver dag er en kamp, der skal kæmpes. I perioder – især om sommeren – har jeg mere overskud, er gladere, og det er, som om alt fungerer. Det skyldes mest, at mine smerter ikke er lige så slemme. Det kan måske lyde mærkeligt, at jeg i de perioder har det, som om jeg lever lidt mere. Men som min mor altid siger: ”Man skal være stærk for at være syg”, for på et splitsekund kan det ændre sig.

Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at de dårlige perioder ikke påvirker mig mentalt, og at jeg har overskuddet til at fortsætte med at holde fanen højt. Jeg tænker tit, at der er nogen, der har det langt værre end mig, og at jeg derfor ikke har ret til at klage eller have ondt af mig selv. Men jeg har også lært at give mig selv lov til at være nede og tænke: ”Fuck, hvor gør det også bare ondt!” For i sidste ende falder ansvaret for at holde gnisten oppe på mig, og jeg kan ikke være det bekendt over for min familie at gå ned med flaget.

Min familie er min overlevelse

Ikke desto mindre føler jeg mig utroligt heldig og taknemmelig for alt det, min familie gør. Mine to brødre, min far og min mor har altid været der, støttet mig og hjulpet mig. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer mine forældre og jeg har brugt på at google os frem til paragraffer for derefter at kime overlægerne ned med den ene rettighedsparagraf efter den anden.

Jeg er og vil altid være mere afhængig af mine forældre end mine jævnaldrende. Det er nok noget, som jeg skal forlige mig med. Dét tidspunkt, hvor behovet for ens forældre normalt bliver mindre, var netop det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde allermest brug for dem. Og særligt min mor – hun var der, og det er hun stadig. Vi sørger altid for, at vi til arrangementer og familiekomsammener er plantet ved siden af hinanden, så hun kan hjælpe mig, når jeg skal rejse mig fra stolen. Når min hånd begynder at hæve, glider jeg den lige så stille hen til hende, så hun kan sidde og nusse den, og så falder den som regel til ro igen. Det er en af de små ting, hun bare gør, men som betyder uendelig meget for mig.

Syg uden at se syg ud

Jeg har efterhånden fundet en vis ro og accept i min sygdom. Jeg føler, at der styr på det, og i stedet for syv forskellige læger har jeg nu én læge, der lytter til mig og tager mig alvorligt. Den tryghed og ro gør, at jeg kan leve et forholdsvis ’normalt’ liv. Men det sker, at jeg bliver mindet om, at den måde, jeg lever på, er forskellig fra andre. ”Ej, det kan jeg slet ikke se” eller ”det tror jeg ikke på” er de to typiske reaktioner, jeg møder, når jeg fortæller, at jeg lider af kroniske smerter i led og knogler. Nogle har ovenikøbet en holdning til mit medicinforbrug. Men mest af alt tænker folk, om jeg er kedelig og mærkelig. Jeg er hende, der nogle gange går lidt mærkeligt, hende den utilregnelige, der melder fra i sidste øjeblik, og hende, der bliver hjemme en fredag aften.

Det er ikke, fordi jeg er flov over min sygdom eller gerne vil skjule den, men det er netop oplevelser som dem, der gør, at jeg har svært ved at fortælle nye mennesker om min sygdom. På den anden side har jeg selv en fordom om, at folk ikke vil kunne rumme, at jeg fortæller om min sygdom. Og hvis jeg ikke fortæller om min sygdom, så føler jeg, at de ikke rigtig kan lide mig, for kender de mig så?

Min sygdom er blevet en del af min identitet, og selv om jeg ikke prøver at gøre det større, end det er, vil det være en del af mit liv, som påvirker og som fortsat vil påvirke mig, og det skal jeg tage seriøst. Et liv med uforklarlige led- og knoglesmerter gør ikke mit liv dårligere eller mindre værdifuldt, og derfor insisterer jeg på at prioritere frem for at begrænse. Det kan godt være, at jeg ikke altid føler mig syg, men jeg ved, at jeg er syg – og det er et faktum, som jeg skal leve med hver morgen, når jeg vågner.

Jeg vil være et fordomsfrit menneske. Men jeg kæmper med tanker, handlinger og refleksioner om andre og mig selv, som jeg ikke er stolt af. Tanker om penge, som hele tiden modsiger sig selv. Øv, hvis bare det var nemmere at snakke om. Det er svært for mig at tale om penge, også selvom jeg ikke er på røven.

Jeg er ikke stolt, når jeg lyver om mængden af penge på min konto, altså fortæller, at der er færre, end der er for at slippe fra at give en omgang øl. Mit moralske kompas siger, at hvis man giver, får man igen. Det er bare ikke tilfældet med alle, jeg kender. Derfor ser jeg mig selv ende i situationer, hvor jeg lyver mig fattig, fordi jeg ikke har lyst til at give øl, igen og igen, uden at få noget tilbage.

Min opfattelse af mine relationer påvirkes af, hvad jeg giver, og hvad jeg får – og det er et fucking nederen kriterie. Jeg lyver nogle gange om min økonomi, selvom jeg slet ikke har lyst. For jeg har ikke lyst til at dele min økonomiske situation med hvem som helst i frygt for, at de ændrer deres syn på mig. Jeg er ret god til at spare op. Det bliver derfor min egen, næsten forbudte hemmelighed, som jeg har værnet om og dyrket gennem det meste af mit liv. 

Min familie 

Gennem min opvækst har jeg lært af mine forældre at passe på mine penge. Nogle gange synes jeg endda, at jeg går lidt for meget op i, hvad jeg bruger mine penge til. I købsovervejelser ender jeg med at bruge ekstremt lang tid på at købe ingenting. Jeg tillægger mine egne penge mere værdi, end de har. Det er ikke, fordi mine forældre er rige, men de er gode til at passe på deres økonomi og med tanke på, at jeg er enebarn i en middelklassefamilie, har mine forudsætninger været gode.

Nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra, spørger de ofte, om jeg er i nød. De siger, jeg altid bare skal ringe, hvis det strammer. Det er en af deres måder at vise omsorg på og sørge for, at jeg har det godt, altid. Det er en glæde for dem at kunne give mig, og alligevel afviser jeg den oftest, fordi det overgår min stolthed. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare tager imod. Når jeg nu har mulighederne for et rigere liv, smidt foran mine fødder, hvorfor skal jeg så ikke gøre det? Min afvisning er et forsøg på at forhindre penge i at kontrollere mit liv, men effekten bliver det modsatte. Jo mere jeg går op i ikke at tage imod, desto mere regulerer penge mit liv. Derfor, paradoksalt nok, er jeg ikke særlig stolt, når jeg så engang imellem beder mine forældre om penge. Hvorfor spørger du overhovedet? Hvad er det du er bange for, spørger jeg mig selv.

Mine venner

Jeg er ikke stolt, når jeg tager mig selv i at tænke fordomsfuldt om mine venner. Jeg er en person, der har nemt ved at befinde mig i forskellige omgangskredse og interesser, men lige meget, hvor jeg er, hvis snakken falder på penge, synes jeg, det kan være svært at forholde sig til. Jeg vil ikke dømme nogen, men det er særlig svært, hvis de lægger op til, at man skal have ondt af dem. Måske er det, fordi jeg er træt af, at det er pengene, som bliver en faktor til at søge medlidenhed, og at jeg egentligt bare ønsker, at vi kunne koncentrere os om noget andet. I hvert fald tager jeg mig selv i at tænke: “Tag dig nu sammen...” – og det er en tanke, jeg ikke er stolt af.

Jeg er ikke særlig stolt, når jeg husker tilbage på, hvor lidt ubekvem jeg blev af at mine venner lavede knæk i huse og biler, fordi de var økonomisk desperate. De var ude i noget lort grundet helt andre økonomiske omstændigheder end mine. Det er først nu, hvor jeg tænker tilbage, at jeg opdager, hvor absurd det har været, at mine gode venner har begået kriminalitet og har spredt deres hælervarer ud på gulvet i den lejlighed, vi har befundet os i. I dag føler jeg mig meget ubekvem ved tanken om, at de har følt sig nødsaget til at begå indbrud, fordi de ikke ligesom mig nemt kunne få et job eller spørge sine forældrene om hjælp. Hvor var mit ansvar i de situationer? Om jeg overså det? Om jeg, med mine gode midler, skulle have grebet ind? Delt ud? Inspireret? Andres økonomi er jo non-of-my-business – men hvornår gør man det rigtige? 

Jeg er ikke særlig imponeret, når jeg ser, hvordan nogle af mine venner blærer sig med, hvad de har købt. Det ærgrer mig, når de prøver at bevise noget gennem deres værdigenstande. Jeg får en fornemmelse af, at det er igennem produkter, at de udlever deres potentiale. Det er, som om de kun kan tilskrive sig værdi som menneske ved at eje ting, og at der går sport i at eje de rigtige ting. Men det må ikke misforstås, for selvfølgelig er det da en for lækker følelse at erhverve sig nye genstande, som man stolt viser frem til verden – jeg elsker det da! Og jeg elsker komplimenterne, der følger med. Men jeg ser mig selv som et fornødent menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor man vil eje 12 Rolex ure, når man kun har 2 håndled. Samtidig er der jo ingen, som beder mig om at forstå det.

Min rigtig gode veninde, som kommer fra dårligere kår, har altid været exceptionel god til at opbygge sig en aura af rigdom. Hun har aldrig haft penge, altid lånt hos andre, klædt sig i smart tøj og makeup og befundet sig blandt de rigtige mennesker (rigtige i denne kontekst, fordi de har god økonomi). Hun er også en af de sejeste og sjoveste mennesker, jeg kender, selvom jeg ville ønske, at hendes indstilling til et lykkeligt liv ikke var baseret på en stor fed bankkonto. Hun kunne blære sig med penge, hun ikke havde. Hun slap fra det, og det imponerer mig hver gang. Når økonomien har kamufleret sig som genstande, kan man nemmere snakke om den, eller dømme dem. Det er ikke længere det reelle beløb, for det kender man ikke, men i beklædningsdele er økonomien ikke længere usynlig. Menneskers påklædning fortæller noget om, hvilken holdning de har til forbrug og til penge generelt. Jeg ville sige, at man iklæder sig, hvad man gerne vil anerkendes og anses for.

Kan man købe sig til kærlighed?

Børneopsparing er en sjov størrelse. Som en del af et overgangsritual, der er så elementært og så definerende for en ung voksen. At modtage denne mængde penge, som forældre har investeret i ens fremtid, bliver en symbolsk handling. Det er det store startskud på voksenlivet og formentlig den største mængde penge, man til dato har haft. Det er det, man snakker med sine venner om, for endelig har man råd til at købe de store ting selv og langt om længe være uafhængig.
Fordi børneopsparingen er så stor en del af at træde ind i de voksnes rækker, bliver idéen om børneopsparing en slags allemandseje – men som alle bare ikke har samme ret til alligevel. Jeg fik udbetalt mine børnepenge på min 18-års fødselsdag, som lagde bunden for den opsparingskonto, jeg kun bruger til “vigtige ting” – som dyre engangskøb, reparationer og rejser. Andre i min omgangskreds fik dem ikke udbetalt, enten fordi deres forældre aldrig havde råd til at starte en, eller fordi de havde hævet pengene inden og brugt dem på andet. En problematik, som jeg ofte befandt mig selv lægge øre til. Jeg forstår godt mine venners frustrationer, når fratagelsen af dette symbolske beløb blev til troen på, at forældrene ikke havde kærlighed eller tillid nok. Når penge forbindes med en slags grundlæggende affektion, kan jeg også godt se, at det lægger et pres på forældre, som gerne vil gøre det godt.

Jeg har det så ærgerligt over, at kærlighed skal manifestere sig i tal, kroner og øre, der kan bruges som unødvendigt måleinstrument. Det er også en af grundene til, at økonomi bliver så ømt et punkt, som gør det svært at være stolt af. Tør man sige, at økonomi bliver roden til ‘alt ondt? Den adskiller mennesker og kommer til at definere personlige værdier og selvopfattelse, når netop kærlighed ødelægges af troen på penge. Så, at give sig selv lov til at være konto-stolt med en mentalitet af “det køre bare for Ole-Bent” er fucking svær, fordi man ikke vil sætte sit eget værd højere end andre – jeg har i hvert fald ikke lyst til det.

Men jeg er ret god til at spare penge op, og trods mine ambivalens overfor penge er det er en kvalitet, jeg virkelig gerne vil sætte pris på ved mig selv. For penge bliver altid en meget hellig størrelse, som kan være svær at få brugt uden dårlig samvittighed “åh, er det nu det rigtige jeg gør?” Derfor, er jeg særlig stolt de gange, hvor jeg har haft råd og brugt mine penge på noget, som virkelig beriger mig mentalt – såsom rejser eller hobbyer. Længe har jeg også siddet på mine penge uden at ville bruge dem. Men for fanden, de skal jo også bruges! Det er også derfor, man har dem. Det gør mig stolt, når jeg gør mig selv opmærksom på den tanke også.

Kan man købe sig til kærlighed, uden penge?

Min egen økonomi og holdning til penge har været påvirket af de mennesker, jeg har haft omkring mig. Selvom jeg er vokset op med nogle muligheder og en stabilitet, er jeg godt klar over, at andre ikke har haft det samme udgangspunkt. Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig, har været dem, der har kæmpet og på en eller anden måde fået det hele til at fungere.

Jeg bliver stolt af mine venner, når de udviser en styrke på trods af hårde økonomiske vilkår. Jeg synes også, der er noget smukt ved at være sammen med folk, der ikke har nogen penge, men finder på andre ting. Min ekskærestes mor har været i flexjob i 4 år og haft den fedeste måde at komme rundt på i en begrænset økonomi og være kreativ. Hun åbnede virkelig min forståelse for, hvor meget man kan gøre, selvom man ikke har en ”Joakim von And”-bankboks i soveværelset. Hendes netværk er bredt, hvilket selvfølgelig bliver en fordel, når man kan låne, besøge, bytte eller overtage fremfor at købe. Desuden er hun den bedste tilbudsjæger jeg kender! Hun er bare super-duper idérig i stedet, hendes rejser bliver til vennebesøg rundt omkring i Europa, og med få penge på lommen opstår helt andre oplevelser, man ikke kan købe sig til. Den styrke hun har, har efterladt et indtryk på mig, som jeg aldrig kommer til at glemme.

Hendes kreative kompetencer er i højsædet, da hun hele tiden har skulle finde andre midler til at skabe de bedste rammer, hun ønsker for sine børn. Eksempelvis fantastiske og anderledes sammensatte konfirmationsfester skabt på lavbudget. Et eller andet sted er det helt fantastisk at opleve, hvordan der skabes værdi uden penge, men alene på det menneskelige bidrag – og at penge ikke bliver den definerende faktor for at vise kærlighed overfor sine børn. Det afviser ikke, at hun har været utroligt mentalt påvirket af hele tiden at skulle kæmpe for, at hendes børn ikke kunne få det samme, som de andre i klassen.

Mine relationer bliver meget påvirket af, hvad jeg giver, og hvad man får. Måske var der noget andet jeg ikke kunne lide ved dig, men så blev det pengene, der pludselig overtog den følelse, altså, at kunne se ud over måden, penge dikterer mine forhold på – for det gider jeg ikke. Netop hvordan penge bestemmer adfærd, i måden den kategoriserer og afgør et menneskes syn på sig selv. Som det ikke at have penge betyder, at man i vores samfund anses som en fiasko, der ikke er kvalificeret til at passe et job, eller som blot spiller det hele væk. Den skam, vil jeg ikke have, skal overdeterminere, hvordan jeg forholder mig til mennesker. Og selvom det kan være svært ikke at lade sig underlægge penge-diktatoren, så prøver jeg.

Jeg prøver at tage hensyn til min egen økonomiske status, når jeg snakker om, hvordan andres økonomi fungerer. Selvfølgelig skal man være reflekteret og tænke ind i kontekst, fordi penge har værdi på vidt forskellige måder. Netop fordi jeg aldrig rigtig har været i pengemangel, kan jeg idealisere fattigdom. Jeg har med vilje placeret mig i situationer, hvor jeg har manglet for at virke som ansvarlig voksen eller af nysgerrighed ville prøve at have den samme “sidst-på-måneden-følelse”, som mine kammerater. Men, et sted i baghovedet ved jeg jo godt, at 200 kr kun er et opkald væk fra mine forældre.

Siden 2006 har jeg grundet en arbejdsskade været bundet til en elektrisk kørestol og været afhængig af hjælp fra andre mennesker. Hjælpen bliver givet af min kommune i form af handicaphjælpere døgnet rundt. På grund af mit omfattende handicap er jeg meget utryg i situationer, hvor jeg ikke kan komme i kontakt med andre mennesker, eller hvis jeg ikke er mobil. Handicaphjælpen, som jeg får, kræver en del ansvar fra min side. Enten er jeg selv arbejdsgiver, eller også skal jeg finde en virksomhed, der tager det ansvar. Det er sådan en beslutning, der ender med at kaste mig ud i en del problemer.

2013. Færdig med Bornholm og klar til København

Efter 5 år er jeg endelig blevet færdig med min HF, og store omvæltninger er på vej. Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie og skal studere biologi på Københavns Universitet. Så jeg trækker rødderne op, kysser Krølle Bølle farvel og flytter til København. Jeg glæder mig til at opleve københavnermiljøet, få nye venner og udskifte mine weekendophold med en permanent bopæl i hovedstaden. Samtidig ved jeg, at det også vil give en del udfordringer: Hvor skal jeg bo? Vil jeg kunne komme rundt med min kørestol, og kan jeg finde studiegrupper, der accepterer de udfordringer og begrænsninger, som følger med en som mig?

Jeg har indtil nu selv stået for ansættelser og aflønning af mine handicaphjælpere, men i forbindelse med min flytning til København skal jeg sætte mig ind i en række nye regler og love. Hvis en borger frivilligt vælger at flytte kommune, er det nemlig ikke sikkert, at man får lov til at beholde den hjælp, man i forvejen har. Det er den nye kommune, som skal træffe beslutning om, hvor meget man har ret til. Da det er en jungle af regler, så kommer jeg i kontakt med Morten. Han har en handicapvirksomhed, der overtager arbejdsgiveransvaret for borgeren.

Morten har selv et mindre handicap, og det gør det derfor nemmere for mig at se mig selv i ham. Han har haft sine sager med det offentlige handicapsystem og er derfor fantastisk til alle regler på handicapområdet. Det er jeg umådeligt glad for, da jeg føler, der er nok på programmet med studiestart og den nye by. Han støtter mig i møder med kommunen. Han er ikke bange for at slå i bordet og slår i bordet for mig, når tingene er urimelige. Han gør, at jeg føler mig tryggere med hans assistance, når jeg nu skal starte et nyt kapitel i mit liv.

Mortens firma overtager arbejdsgiverrollen, ansætter mine tidligere hjælpere i hans firma og har dermed ansvaret for mine handicaphjælpere og deres løn. Han er en verdensmand med svar på alt, og alt kan lade sig gøre. Han tilbyder kurser til alle hjælpere - om det er relevant for handicapjobbet eller ej. En får for eksempel et buskørekort.

I stedet for at hjælperne får deres løn, når jeg afleverer deres timesedler til kommunen, skal kommunen nu betale til Mortens firma, som så dokumenterer, at jeg har fået den hjælp, som jeg er berettiget til. Den administrative del af handicaphjælpen har krævet det helt store, men det er utroligt befriende at slippe ansvaret og koble af på en anderledes måde. Fordi man fra den ene dag til den anden ender i kørestol, bliver man ikke automatisk erfaren arbejdsgiver eller interesseret i det.

2014-2015. Rustur, forelæsninger og nye venner

De fleste ved, hvor svært det kan være at finde bolig i starten af et nyt studieår, og at skulle finde et sted uden trapper og med separat værelse til handicaphjælpere gør det bestemt ikke lettere. Det løser sig dog ved, at jeg lejer en lejlighed i Rødovre. Den har de ting, som skal bruges, men koster 750 kroner pr. nat. Det er dyrt, men det er noget, jeg glædeligt betaler for at give studiet en chance.

Studiet begynder at køre, og det er fantastisk. Der er dejligt i København og langt flere muligheder for en som mig. Her er sport og aktiviteter, og flere af mine gamle bornholmervenner bor desuden i byen, da det er ganske normalt, at man flytter fra Bornholm, efter ungdomsuddannelserne er slut. Vi kan bruge mange og lange aftener på brætspilscaféen Bastard, og rusfesten og feltturene fra studiet er blandt de ting, jeg aldrig glemmer. Som da vi på rusturen fik bind for øjnene og med en to-do-liste i hånden blev kørt ud på landet og først måtte komme hjem, når vi havde taget billeder af alt på listen. Eller Biobar, som var navnet på biologernes fredagsbar.

Jeg får et bredere perspektiv på livet gennem alle kontrasterne til Bornholm. Tænk bare; der er butikker, som har døgnåbent, og busserne går hvert 5. minut. Misser du en bus på Bornholm, går der som regel en time, før den næste kommer.

Senere på studieåret begynder det dog at gå ned ad bakken med kommunen. Hvad der skulle have været en tilfældig tirsdag morgen med forelæsning om frøspredningstyper hos planter, bliver pludselig vendt på hovedet, da der dukker et meget officielt brev op fra min kommune. Det viser sig, at Morten ikke dokumenterer de ting, han skal, ofte udbetaler for lidt i løn til mine handicaphjælpere og mildest talt har rod i regnskaberne. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og jeg bliver svimmel, for ting som disse kan betyde, at kommunen fjerner min handicaphjælp. Jeg aftaler med min sagsbehandler at opsige samarbejdet med Morten firma hurtigst muligt, men desværre er der et opsigelsesvarsel på 2 måneder, og det er her, det går helt galt. Kommunen er forpligtet til fortsat at betale Mortens penge i denne periode, men han sender ikke pengene videre til hjælperne og går praktisk talt under jorden.

2016. Ulønnede hjælpere, tomme bygninger og ukendte adresser

Mine hjælpere ved, hvor afhængig jeg er af dem, så de møder stadig på arbejde hos mig, selvom de ikke har fået løn. Vi venter alle bare på, at opsigelsesperioden slutter.

Dagen kommer endelig, hvor hjælperne bliver opsagt af Mortens firma, og jeg genansætter dem samme dag uden Mortens indblanden. Det er nemlig de samme hjælpere, som jeg havde ansat før København, og selvfølgelig vil jeg have dem ansat igen, når jeg nu er tvunget tilbage til øen. De kender mig, og jeg kender dem. Så vi ånder alle lettet op, når vi nu skal tilbage til den situation med mig som arbejdsgiver, hvor der sjældent var problemer.

Det er dog stadig trist, for jeg var ellers lige flyttet ind i egen lejlighed i Vanløse og havde fundet mig til rette. Desuden var jeg næsten færdig med det første studieår, som jeg fik at vide var det tungeste og generelt mest uinteressante på grund af de obligatoriske fag. Vi var begyndt at planlægge, hvilke fag vi kunne ønske os året efter, og her kunne vi virkelig vælge efter vores egen interesse.

Desværre går der ikke længe, før den næste dårlige nyhed dukker op. Mortens firma går konkurs dagen efter opsigelsesperioden, og der er ingen penge tilbage i firmaet. Min værste mistanke er blevet bekræftet: Der er flere andre sager, hvor Morten ikke har haft styr på sit shit, og hjælpere ikke har fået udbetalt deres løn. Jeg har det som om, at jeg er med i en dårlig krimifilm, da det viser sig, at der ikke er nogen virksomhed på den adresse, hvor Mortens firma står registreret.

Mine hjælpere gør det, som alle ansatte gør, når de mangler løn fra et konkursramt firma. De kontakter Lønmodtagernes Garantifond. Nu bliver det jura-teknisk, men her sker det værst tænkelige. Lønmodtagernes Garantifond gør os opmærksomme på, at de skal have den manglende løn fra deres nye arbejdsgiver. Beslutningen bliver senere stadfæstet i retten. Fordi jeg har ansat dem til det samme arbejde under samme vilkår dagen efter deres opsigelse i Mortens firma, skal jeg personligt hæfte for de to måneders løn til mine 5 handicaphjælpere. Så det endte med en personlig regning til mig på cirka 250.000 kroner

2020. Tilbageblik på eventyret

I dag, 4 år senere, er jeg stadig bosat på Bornholm. Jeg har taget den første del af en kontoruddannelse, men mangler en elevstilling for at færdiggøre uddannelsen, og der er desværre kun få steder på øen, hvor kontorafdelingen ligger i stueetagen. Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Min interesse er stadig at flytte til København en dag, hvis chancen byder sig. Jeg tænker ofte tilbage på universitetet og det københavnske byliv. Der er langt flere arrangementer, man kan tage til, og aktiviteter som mit stamsted, Bastard-caféen.

Sagen har påvirket og ændret mig på flere måder. Jeg stoler mindre på folk, indtil jeg har lært dem at kende. Jeg rådfører mig også mere med kommunen, fordi jeg kan undgå en del uforudsete ansvarsproblemer, hvis jeg kan dokumentere, at jeg har fulgt alle kommunens anvisninger.

Jeg fik en del nye bekendtskaber i København, og selvom venskaber er sværere over store distancer, er der stadig nogen, jeg skriver og ses med, når jeg indimellem tager weekendture til København.

Faktisk er det kun omkring 14 dage siden, at jeg rent tilfældigt ryddede op i min email-indbakke og slettede alle emails fra de forskellige advokater, domstole og min sagsbehandler. Jeg blev enig med mig selv om at lægge forløbet bag mig og komme videre i livet. Og selvom der kom denne grimme sag ud af mit ophold i København, er jeg stadig glad for, at jeg fik prøvet det af og turde tage springet for at give mit uddannelseseventyr en chance.

Jeg er 20 år gammel, og har boet ude siden jeg var 17. I al den tid jeg har boet ude, er jeg løbet tør for penge en uge før løn. Og jeg er fandeme træt af det!‍

Tal og rationelle tanker

Jeg har en ide om, at det hele ville være nemmere, hvis jeg kunne lægge et ordentligt budget. Så ville jeg have et overblik over hvor mange penge, jeg havde i løbet af måneden, ugerne og dagene. Men jeg ved ikke, hvordan man gør.

Det er nok, fordi det aldrig rigtig har været nødvendigt, ikke før nu. Jeg har tidligere haft så mange penge, at jeg kunne bruge dem på bullshit dag ind og dag ud uden konsekvenser. Men nu rammer de, for jeg har ikke længere den slags penge, og jeg er ikke stoppet med at forbruge.

Når det er sådan, bliver jeg endnu mere opgivende. For hvis jeg ikke kan styre mit forbrug på en ansvarlig måde, vil jeg så overhovedet være i stand til at holde et budget? Lige meget hvor godt budgettet er lagt, kunne jeg så stadig have selvdisciplin nok til at sige nej til øl lørdag aften?

Jeg burde have penge nok, og det har jeg også, men kun lige. Jeg bruger masser af penge på at gå i byen, og jeg køber kosttilskud i kilovis. Det er penge til mad og min opsparing, som halter. Og ja, du læste rigtigt, jeg bruger så mange penge på kosttilskud, at jeg ikke har penge til reel kost.

Jeg har altid gjort mit bedste for at leve godt, når jeg har penge, i stedet for at leve moderat, og jeg forsøger at have penge hele tiden. I starten af måneden lever jeg af lækker mad og drikker gode specialøl, der mangler ikke noget. I slutningen står jeg med hovedet i en container bag fakta og håber, at der er noget andet end tørt brød til aftensmad. Det er ikke voldsomt gennemtænkt.

Det værste er, at jeg har haft rig mulighed for at lave en opsparing, når jeg ser tilbage, en god en endda. Som 17-årig, før jeg flyttede hjemmefra, fik jeg 10.000 kroner udbetalt om måneden. 10.000 kroner og ingen husleje eller vandregning. Og da jeg senere boede på skolehjem, boede jeg gratis og fik omkring 8.600 kroner om måneden i SU og kom hjem med 3.600 kroner i sorte penge hver søndag.

Det havde på alle måder været oplagt at lave en opsparing. Om ikke andet så bare en lille en. Så var det ikke nødvendigt at låne penge af mine forældre til indskud eller at spørge dem, om de ville give mig en ny seng. Jeg hader at spørge om den slags økonomisk hjælp. Nu lever jeg for 8.600 kroner, og betaler husleje, vand, varme og internet. Det samme gør alle jeg kender.

Men på trods af at jeg nok godt kunne have forudsagt, at der ville komme en dag, hvor jeg ville få brug for penge til sådan nogle ting, valgte jeg alligevel at bruge penge på noget så dumt som at gå i byen.

Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, at jeg havde gjort en indsats for at lære at lægge et budget. Det virker bare så vanvittigt indviklet at lære det. Det involverer en masse tal og matematik plus rationelle tanker. Alt sammen noget jeg synes er røv kedeligt og meget svært. Så jeg tog valget at lade være med at lære det, endnu et dumt valg jeg over årene har truffet.‍

Vi taler om økonomi, som min fars generation af mænd taler om følelser

Mine venner kan godt styre deres økonomi. Det tror jeg i hvert fald. De virker ikke til at være lige så fucked som mig sidst på måneden. Men jeg ved det i realiteten ikke. Det er egentlig ikke noget, vi snakker om. Vi taler kun om økonomi, når det bliver til en konkurrence om, hvem der har den mest smadrede økonomi sidst på måneden. Det er en fuldstændig hjernedød måde at tale om økonomi på. For på den måde gejler vi hinanden op til at bruge flere og flere penge. Og for mig kræver det i hvert fald ikke meget at få mig ned på det tætteste brune værtshus eller en restaurant med alt for dyr mad.

Jeg gider jo ikke rigtigt at indrømme, hvordan det faktisk står til med min økonomi. Jeg får det altid til at lyde, som om det bare er en hudafskrabning, når jeg egentlig har indre blødninger. Jeg forestiller mig, at jeg, i deres øjne, skal være det perfekte menneske, der har styr på det hele. Mine venner skal jo ikke tro noget dårligt om mig, fortæller jeg mig selv.

Jeg har nemmere ved at joke med det. Så siger jeg, at ”min økonomi er så dårlig, at jeg ikke engang kan tage et kviklån” i stedet for at sige ”jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forsørge mig selv indtil d. 1.” For ellers bliver det virkeligt, og det kan jeg ikke lide.

Mens vi står og joker om, hvem der har den største gæld eller det laveste tal på kontoen, forsøger jeg at ramme en tone i joken, der gør, at mine venner rent faktisk forstår, at jeg er seriøs. Det er jo noget, man skal have styr på, noget, som er vigtigt. Det har jeg bare ikke.

Jeg får præcis samme følelse, som når jeg skal ned til lægen og testes for kønssygdomme. Jeg ved godt, jeg skulle have brugt kondomet, og sekretærens blik skriger samme tanke, når jeg får koppen, jeg skal pisse i. Det er ikke ét, jeg har brug for at få igen og igen. Jeg vil ikke have, at folk dømmer mig. Det er flovt. Så hellere prøve sig frem, famle rundt og forsøge at gøre mit bedste. Nogle gange føler jeg faktisk, det går godt. Det er lige indtil, der bliver skreget: ”du er ikke inde din idiot!” og så ramler det hele sammen.

I økonomi skal jeg gøre præcis det modsatte. Jeg skal stoppe med at stikke kortet i automaten.

Problemet er bare, at ”den skjorte dér er altså ret fed”, og ”måske kan jeg få sex, hvis jeg tager den på i byen”. Det ender med at blive et regnestykke, som aldrig nogensinde går op. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke bliver påvirket af reklamer og lignende, men når jeg går forbi et butiksvindue, så kan jeg ikke dy mig. Måske er jeg påvirket af alle de reklamer, der kører omkring mig, selvom jeg ikke er glad for at indrømme det.

Det burde jo være det nye blomsten og bierne

Jeg har aldrig rigtig fået at vide, hvordan jeg lægger et budget. Jeg har vel at mærke heller ikke spurgt. Men jeg spurgte heller ikke om seksualundervisning i sjette klasse, men det afholdt mig ikke fra at modtage det alligevel. Så nu spørger jeg: hvorfor modtog jeg ikke undervisning i privatøkonomi i folkeskolen? Og hvorfor har jeg ikke selv undersøgt det efterfølgende? Det gjorde jeg da med seksualundervisningen.

Da jeg gik i syvende klasse, brugte jeg to tredjedele af alle årets biologitimer på seksualundervisning. Jeg havde allerede haft lidt i sjette, og da jeg kom i ottende klasse, havde jeg to timers foredrag med en uddannet sexolog. Efter det følte jeg mig faktisk sikker, klar og informeret på emnet. Jeg var selvsikker, da det endelig blev min tur.

I min verden er det mindst lige så vigtigt at være god til økonomi som sex, så hvorfor lærte jeg ikke noget af det i skolen? Hvorfor kom der ikke en lærer ind med et forfjamsket ansigtsudtryk, et suk og måske et fnis for at lære mig om det mest private i mit kommende voksenliv: min økonomi.

Jeg ved, at mitokondrie er mine cellers kraftværk. Jeg ved, at da Carl Nielsen blev født stod hans mor og bankede hovedet ind i dørkammen. Jeg ved, at Pythagoras var en gammel græker, som elskede trekanter.

Det er alt sammen noget, jeg har lært i skolen, og jeg kan ærlig talt ikke se, hvad jeg skal bruge det til. Men jeg har ikke lært, hvad en årsopgørelse er! Jeg kan ud fra navnet regne ud, at det er noget, som skal gøres årligt. I så fald er jeg to år bagud. Jeg ville have haft godt af at lære det. Det kunne have lært mig noget, som jeg ikke fik med hjemmefra – og det er da det, vi har folkeskolen til... ikke?

Forældre og teenagere

Hvorfor satte mine forældre mig ikke ned ved bordet med et excel-ark og viste mig, hvordan man lagde et budget? Nok fordi jeg ikke viste interesse i at lære det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg nok heller ikke lyttet til dem. Men jeg viste ved gud heller ikke stor interesse i mine matematiklektier, og dem fik jeg da lavet alligevel.

Min stedfar er landmand. Han kan køre et helt firma på røde tal, og det kræver sin mand. Jeg ved, at han ejer nogle olieledninger et eller andet sted. Det lyder voldsomt fint, men det er ikke det, der holder familien oven vande. Min mor har været forgældet på et niveau, hvor hun aldrig var kommet ud af det, hvis ikke banken havde forbarmet sig over hende. Så, på godt og ondt, må mine forældre jo vide en ting eller to om privatøkonomi.

Mine forældre har ikke været blege for at snakke om sex med mig. Selvfølgelig er de ikke gået i detaljer, men jeg er da vokset op med diverse ”det sagde hun også i går”-jokes, så det har ikke virket totalt fremmed for mig. De var godt nok ikke voldsomt sjove, når de kom fra min stedfar, men igennem jokes, har de talt om sex, som jeg taler om økonomi – helst gemt bag humor.

Så de har ikke fortalt mig direkte om blomsten og bien. Nok igen fordi jeg ikke spurgte på grund af min omfattende seksualundervisning i skolen. Min mor følte sig dog stadig nødsaget til at købe en bog, der handlede om sex og puberteten, fordi jeg ikke havde stillet så mange spørgsmål.

Hvorfor gjorde hun ikke det med økonomi? Det tætteste hun kom, var at vrisse lidt af mig, da jeg som 15-årig gav udtryk for, at jeg brugte omkring 2000 om måneden på roulade og sodavand. Siden da har vi ikke snakket særlig meget om det.

Det har altid virket som noget, man kunne udskyde, noget, jeg kunne lære, når jeg engang blev voksen. Det var det ikke. Jeg er højst en meget moden teenager, og jeg aner intet om det. Det skal der laves om på. Pasta er bare ikke lige så lækkert, når man ikke har penge til tomatsovsen, og livet er lidt sjovere, når man ikke går i minus hver måned. Så det skal jeg lære nu! Jeg frygter, det bliver et helvede, men jeg ved, jeg bliver glad for det.

Måske bliver jeg engang en rigmand, som kan joke om, hvor mange penge jeg har. Måske kan jeg have penge til at leve af god mad hele måneden i stedet for to dage. Måske bliver det endda mig, der igangsætter en ordentlig samtale om økonomi. Indtil da spørger jeg mig selv, om det er mig, mine forældre eller min skole, der bærer ansvaret for min privatøkonomiske uvidenhed.

Jeg var 10 år gammel, da gik det op for mig, at min yngre storebror var narkoman. Han stjal fra min mor og mig. Det var en af hans genveje til skaffe sig penge til stofferne. Den dag, jeg fandt ud af, at han var narkoman, kørte jeg med min mor, papfar og storebror i bilen. Jeg skulle smides af ved fritidsordningen. Da jeg skulle sige farvel, sagde min bror, at der nok ville gå noget tid, inden vi ville se hinanden igen. Jeg spurgte hvorfor, og han svarede, at han skulle i spjældet.

Blockbusterlejligheden

Nogle år efter skulle vi flytte. Igen. Det skulle vi altid, når pengene rendte op, og der ikke var til huslejen. Sådan er det vel at have en mor, der er på kontanthjælp. Den her gang flyttede vi ind over for Blockbuster i en provinsby i Jylland. Jeg sad og pakkede mine plastikdyr ud, som min mor havde købt til mig i genbrugsen. Min yndlings var løven. Den var min trofaste flyttepartner midt i alt det kaotiske.

Lejligheden var ikke så stor, så jeg måtte dele værelse med min mor. Vi havde splittet det i to ved hjælp af et skab. Skænderier og smækken med døre var hverdag i en lille lejlighed med seks søskende, hvor min brors misbrug var i centrum. Jeg var den yngste, og jeg blev ret hurtig vant til at gemme mig og bare tie stille.

Min ældste bror fik arbejde i Blockbuster, så jeg kunne se alle de film, jeg ville. Jeg kunne lege med overboen, og det tog mig ingen tid at komme i skole. Jeg kunne gå ned til mine venner og hænge ud med dem nede i byen. Det gjorde mig ikke noget, at lejligheden ikke var så stor.

Men ligesom de andre lejligheder, så nåede det aldrig at blive et hjem. For huslejen blev for dyr, så jeg måtte pakke mine plastikdyr ned igen. Denne gang kunne min mor ikke finde et ordentligt sted at bo. Det, hun kunne opstøve, var et kælderrum, hvor hun måtte tage bad i en spand. Der kunne jeg ikke bo, så jeg måtte flytte hjem til min far.

Min far var hårdtarbejdende, så hårdtarbejdende at han lidt glemte, at han havde børn at tage sig af. Når han endeligt havde fri, ville han hellere bruge tiden med venner, fodbold og øl. Han var en del af en fasttømret familie med mange komsammener. I den familie virkede det til, at der styr på livet, og alt så godt ud. Men sandheden var, at det dækkede over et stort alkoholforbrug. Det var en rigtig glansbilledefamilie. De havde altid haft noget imod min mor og udstødte hende fra familien. I hemmelighed havde hans familie ønsket, at jeg var en abort. Stod det til dem, var jeg ikke i live. Det var, hvad min mor havde fortalt mig.

Mændene

Efter Blockbusterlejligheden fandt min mor sig en ny kæreste. De blev gift halvandet år senere, så min mor kunne få sin økonomi kunne løbe rundt, og han kunne undslippe ensomheden. Han boede også i byen og prøvede at blive ædru, men der var jo altid lige en øl.

Det blev sommer, og vi skulle til Tyskland sammen. Det var fedt at komme på ferie, sådan en rigtig ferie. Nu skulle vi endelig have en familietur, ligesom normale familier havde det. Men min mors mand kunne ikke holde sig fra flasken på trods af, at han lige havde været på afvænning. Så en dag drak han sig rigtig stiv og skred.

Jeg husker min mors kærester. En dag, da jeg kom hjem fra skole, var vores hoveddør blevet malet til med graffiti. Jeg havde ikke lært at læse endnu, så jeg spurgte min mor, hvad der stod, og hun svarede bare: ”Der står ikke noget.” Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var skrevet, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var en ekskærestes værk.

Der var også stalkeren. En dag var min søster i bad, som hun plejede, og så tikkede der en besked ind på min mors mobil, om at han vidste, min søster var i bad. Den frygt blev ret hurtigt min hverdag.

København

Efter efterskolen, hvor jeg var tvunget til at være sammen med min far i weekenderne, kunne jeg endelig bo hos min mor igen. Imens jeg gik på efterskolen, flyttede eller nærmere flygtede hun til København. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var en ny by med nye muligheder og venskaber. Men vi nåede ikke at bo sammen længe, før pengene igen var sluppet op. Så vi blev sat på gaden. Endnu en gang.

Forskellen på København og Jylland er, at det ikke er lige så nemt at finde en billig, jammerlig lejlighed i byen med Rundetårn, Nyhavn og Tivoli. Så nu var gaden vores hjem. Vi sofasurfede på skift hos min mors venner. Vi levede et nomadeliv.

En dag kom min mor hjem, efter hun havde været oppe ved kommunen med en masse papirer. De skal jo give os et sted at bo, når jeg er under 18 år. Men netop som min mor var på vej ud af kommunebygningen, vendte hun sig og så, at kommunedamen smed papirerne i skraldespanden. Håbet om en lejlighed blev med ét suget ud af os. Vi følte os svigtet af det system, der er lavet til at hjælpe sådan nogen som os.

Til sidst løb vi tør for sofaer. I stedet fik vi et værelse på 10 kvadratmeter på et herberg. I det mindste var der ingen mænd her, der var efter min mor. Dagene gik med, at min mor var ude ved sine veninder, mens jeg gemte mig under dynen. Jeg havde ikke rigtig overskud til noget, så jeg sov bare.

Om aftenen kom min mor hjem og lavede mad. Det kaosfyldte hjem, jeg var vokset op i med alle mine søskende, råb og skrig, var der ikke længere. Nu var det kun mig og min mor. Men kaosset var værre end nogensinde før, hvor vi ikke har vores eget hjem, vores egen seng.

Om søndagen fik vi leveret overskudsmad fra supermarkeder, så der var rent madmekka. Eller det burde der være. Personalet stjal alle de gode varer til sig selv og efterlod resterne til beboerne. Min mor er lige modsat mig, så hun påpegede det overfor medarbejderne. Fra den dag begyndte de en hetz mod hende. En hetz min mor troede, hun var lykkedes med at slippe væk fra. De åbnede hendes breve og prøvede at splitte min mor og mig ad. Dem, der skulle hjælpe hende. Hjælpe os. Jeg var for helvede bare et barn.

Nye tider

Jeg startede i gymnasiet, mens vi boede på herberget. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg boede på et herberg, at jeg var hjemløs. Men der gik heldigvis ikke så lang tid, inden vi kunne rykke teltpløkkerne op. For efter ni måneder fik min mor endelig en lejlighed. Efter lang tid hvor hun var helt udkørt efter psykiske angreb fra personalet på herberget. Min mor har siddet i så meget lort, men hun rejser sig gang på gang. Hun har forsøgt sig med advokater, pressen og politikere – men hendes råb er aldrig blevet hørt.

Vi fik ikke bare en lejlighed, vi fik en med to værelser. Så jeg kunne få mit eget værelse. Det var vildt underligt, og når mine venner var hjemme hos mig, spurgte de, hvor min mor sov. Jeg svarede jo bare, at hun sov i stuen. Det er, som om de ikke fatter, hvor vildt det var: jeg havde et værelse – et sted jeg kunne kalde mit, kun mit.

Men det var unaturligt for mig, at det kun var mit. Jeg var vant til, at der altid gik noget galt, at vi fik taget vores hjem fra os før eller siden. Om natten drømmede jeg ikke om fabeldyr eller ture i rummet. Der var overhovedet ikke nogen finurlige drømme, som da jeg var lille. I stedet tog mareridtene over. Jeg drømte om indbrud i lejligheden. Jeg vågnede med hjertebanken og kiggede rundt i værelset. Alting var her. Jeg troede ikke på, at jeg for alvor kunne kalde det her mit hjem, at nomadelivet var forbi. Så jeg pakkede ikke mine ting ud. Det gjorde min mor for mig. Og jeg må erkende, at det faktisk var lidt rart. Det føltes som et hjem.

Noget andet, der ikke var rart, var gymnasiet. Efterskolen havde rustet mig til at blive en aktiv samfundsborger, drage omsorg for andre og være vedkommende. Sådan var det bare ikke på mit gymnasium. Jeg startede der og fik at vide, at de andre håbede, jeg var en kælling. Det vendte hele min verden op og ned, for hvordan hænger det bare en lille smule sammen med det, jeg lærte på efterskolen? De påvirkede mig fortsat, så jeg begyndte lige så stille at pjække lidt. Eller faktisk ikke lidt, men meget. Jeg gad ikke at gå der. Jeg gad ikke at omgås andre, der ikke kunne finde ud af at se ud over egen næsetip. Jeg tænkte, at gymnasiet kunne få lov til at smide mig ud. Men det gjorde de ikke.

Jeg snakkede med min veninde, der går på produktionsskole, og det lød som alt det, jeg syntes, gymnasiet manglede, var der. Så en dag efter jeg ikke havde været i skole i lang tid, dukkede jeg op. Mine klassekammerater sad i kantinen, og spurgte hvor jeg har været. Køligt gik jeg hen til administrationen og meldte mig ud. Så skred jeg, og jeg har ikke haft nogen intention om at snakke med mine klassekammerater igen.

Det hele var bare ikke så fedt, som jeg havde turde håbe. Mens vi boede på herberget, fik jeg så ondt i min tand, at jeg havde problemer med at drikke vand. Dengang ville tandlægen ikke gøre noget ved det. Men den gjorde nu så ondt, at jeg ikke kunne tygge i den ene side, så ugen inden min 18-års fødselsdag, tog vi endnu engang til tandlægen. Her fik jeg at vide, at jeg skulle have lavet en rodbehandling, men at de ikke kunne nå det inden min fødselsdag. Så det må vi selv betale. Betale med de penge, hverken min mor eller jeg har.

Vinterferien brugte jeg på at ligge i sengen uden at snakke med nogen. Jeg var ødelagt. Slået i tusind stykker. Det begyndte lige så stille. Anfaldene med rysteture og stammen. Jeg tog til lægen, som spurgte ind til mig. Det poppede det ud af mig: ”Jeg føler ikke at andre mennesker omkring mig er ægte, men at de er ligesom robotter.” Han sendte mig til udredning i psykiatrien. Endelig troede jeg på, at jeg ville få hjælp. Endelig var der nogen, der så mig. Jeg fortalte ikke nogen i min nye klasse om det.  Jeg gik i skole om formiddagen og tog til samtaler i psykiatrien om eftermiddagen.

Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg fejler og så få noget medicin for min angst, tænkte jeg. Men endnu engang faldt min verden fra hinanden. De forstod mig ikke i psykiatrien. De mente, at jeg så verden forkert, at jeg ikke vidste, hvad der var ægte. Det ville de medicinere mig imod.

Men at det hele er lidt fordrejet, det gør mig egentlig ikke noget, det er bare en del af det at være mig. Jeg ville bare have medicin mod min angst, så jeg ikke var klistret fast til sengen. Så jeg ikke fik sammenbrud, der invaliderer min livskvalitet.  Skuffet sad jeg der hos psykiateren, lillebitte og brød ud i gråd. Endnu engang kom min superhelt mig til undsætning – min mor hidsede sig op og skældte psykiateren ud.

Status quo

Jeg har fået styr på min angst, og jeg har fået et ekstra point i diagnosebanko. Jeg har det fedt på produktionsskolen, og jeg er åben om mit mentale helbred. Jeg skal ud og rejse med skolen, så min mor bliver nødt til at gå i genbrugsbutikker for at købe møbler og sælge dem videre til flere penge, så jeg har penge nok til turen. Jeg har ikke fået ordnet min tand endnu, men jeg har fået min egen lejlighed. Jeg kæmper for anti-racisme og mere retfærdighed i verden. Man siger, at man ikke skal skride, når ting bliver ubehagelige, men at man bliver nødt til at blive ved med at prøve og kæmpe videre. Jeg har dog altid klaret mig bedst ved at skride, stå på egne ben og klare mig selv.

I dag er min far mere som en bekendt for mig. Jeg ser min ustabile barndom som et resultat af, at vi ikke har haft tilstrækkeligt med penge. Alt fra min bror, der endte i stoffer, min mor, der blev opsøgt af prædatoriske mænd, til mine lidelser, som jeg stadig kæmper med i dag. Min far er som en struds – stikker hovedet i jorden, passer sig selv og anerkender ikke problemer omkring sig. Min mor er ligesom en løvinde, der forsvarer, passer på og drager omsorg for sin familie. Jeg er barn af min mor – en kat der går egne veje.

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

”Jamen Mette, hun er ligesom en dygtig bueskytte. Hun tager buen i hånden, sigter og rammer plet hver gang.” Min klasselærer gestikulerer at skyde en bue, imens jeg sidder ved siden af min far til den klassiske skole-hjem-samtale i 8. klasse. Fortvivlet og mundlam fyldes det hvide lokale med et par sekunders stilhed, før læreren fortsætter: ”Hun skal bare have fleksible arbejdstider, når hun bliver ældre. Så skal hun nok møde.”‍

Jeg har pjækket siden 4. klasse. Meget endda. I de sidste år af folkeskolen vil jeg skyde på, at jeg har mødt i skole 2-3 ud af 5 hverdage. Over en årrække havde jeg en fornemmelse af at have lært at pjække så vellykket, at ”de voksne” ikke kunne gøre noget ved det. Den hemmelige teknik til at få lov til at pjække massivt er at være begavet og bundærlig om at have det ad helvede til. Til tider kan det være smart at møde op i skolen og gå hjem midt i timen, fordi man ”har det dårligt”. Det understøtter din argumentation om, at du faktisk er syg. Hvis du er rigtig heldig, så bliver du stemplet som doven, for så gør de sgu ikke mere ved det. Nu har du læst om min tid i folkeskolen i meget grove træk – der er jo ikke så meget at skrive, når jeg ikke mødte op. Men hvorfor var jeg dårlig til at møde op? Var jeg virkelig bare doven?

Jeg var en kende buttet, men blev aldrig mobbet for det. Jeg følte mig vellidt og havde også venner. Mit hjem var til gengæld i metaforiske flammer. Så vi går lige tilbage til 7. klasse; til dengang jeg gik på julemærkehjem.

Julemærkehjemmets lugt er en lugt, der rammer mig til tider, ofte ud af fuldstændig ingenting. Et specifikt billede breder sig for mine øjne af skrivebordspladen, der svæver tungt på væggen, med de typiske teenage-ting spredt ud. Skrivebordet bliver overskygget af en hylde ovenover, hvorpå make-up, blade og menstruationsbind står, sirligt og korrekt placeret. I skyggen, mellem skrivebord og hylden, hænger en tegning blandt andre. “Se! Jeg har tegnet den her!” Meget stolt viser jeg en tegning til Carsten, en pædagog. Han kigger interesseret på tegningen, imens jeg flytter den sataniske bibel fra min seng og over på skrivebordet. Carsten nikker: “Det er rigtig flot, men Mette… hvorfor er det hele så destruktivt? Altså med ild og det hele…” Han borer sine øjne ind i mine, beder mig droppe en maske og tage stilling til livet, da han spørger mig oprigtigt: “Er du okay?”

En kraftig tåge glider ind over mine øjne. På den våde rand af øjenlåget sætter den fundament og bygger op som en fed, fugtig væg af vand. Den kollapser under sin egen vægt og tårer vælter frit ud og ned over kinderne. Carsten ser forskrækket på pigen, der står foran ham og græder. “Jeg er blevet misbrugt. Jeg har aldrig sagt noget.” Carsten tager et splitsekund til at slå den højprofessionelle pædagog til og sætte mig ned på sengen. Det tager mit sind et sekund til at splitte, træde ud af kroppen, imens min mund reciterer flere minder om grove hænder på min barndomskrop. Intet kunne jeg gøre for at stoppe med at hælde mit hjerte ud, for jeg var helt, bogstavelig talt, ved siden af mig selv. Jeg fortalte ham alt.

Det var kaotisk og kompliceret for en stund, imens familien fandt ud af en løsning, der virkede bedst for dem. Den voldsmand, der forgreb sig på mig, er stadig en del af familien, stadig med til familiefester, familiefødselsdage, jul og hygge. Som 14-årig kan man ikke bestemme, hvem der kommer i sit hjem. Derfor er det altid det mest sikre at være hjemme på tidspunkter, når ingen andre er hjemme - og ingen burde være det. Intet er dog fuldstændig sikkert, når ens egen familie glædeligt trykker den samme hånd, som lå så tungt på mig. Få ting er så ødelæggende for selvet som at fejre livets små begivenheder i samme rum som ens voldsmand.

Efter pres fra min studievejleder tog jeg en 10. klasse. Det var lige meget, hvad jeg sagde, så var 10. klasse ”et godt valg”. Det føltes som at være parkeret i folkeskolen, og mit fremmøde blev ikke bedre. Set i bakspejlet var jeg måske ikke klar til gymnasiet, men 10. klasse gjorde intet for at forberede mig på det heller. Ikke desto mindre begynder jeg på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse.

Et sammensurium af krav, sygdom og racistiske lærere gav så meget kaos omkring ungdomsuddannelsen, at det tog fire forsøg, før det lykkedes mig at blive student. Et bureaukratisk tilfælde gjorde, at jeg havnede i en klasse med under 15 elever - det var noget nemmere for mig. Jeg beregnede alligevel, hvor mange lektioner jeg kunne blive væk fra for at holde mig under de tilladte fraværstimer. Det gik særligt ud over fransk, hvor vi var mange elever fra forskellige klasser. I idræt var jeg også på grænsen til en advarsel; jeg var fed, ude af form og kunne ikke lide, at det blev udstillet.

Min tid i gymnasiet var også præget af min syge kæreste. Nogle gange forlod han hjemmet for at handle ind og var væk i timevis. Hver gang ringede jeg til ham, når det var for meget. Andre gange gik jeg ud for at finde ham. Den tunge sky af hans suicidale adfærd var en konstant bekymring for mig, og hans liv føltes som mit ansvar, for han havde ingen kontakt til sin familie og ikke særlig mange venner.

Jeg afsluttede STX med fem A-fag og to masterclasses. Jeg mødte ikke op til afslutningen, overrækkelse af mit bevis, byture og jeg holdt ikke studenterfest. Jeg kan ikke engang huske, hvem der satte huen på mig. Tre år havde taget fat i mig og revet mig igennem ungdomslivet med nød og næppe, frelst af fastholdende veninder fra klassen, som jeg stadig er i kontakt med i dag, og som hjalp mig igennem det sammenbrud, jeg senere skulle gå igennem.

Efter gymnasiet hoppede jeg lidt mellem uddannelse og arbejde. Jeg søgte ind på sygeplejestudiet, hvor jeg stoppede med at beregne fravær. Det gik mig faktisk godt, indtil uddannelsesloftet ramte. Da det ramte, besluttede jeg mig for at søge ind på medicin, fordi jeg ikke ville låses fast i professionen. Vi var mange på sygeplejestudiet, der stoppede; nogle ramt af arbejdsvilkårene, andre af uddannelsesloftet.

På medicin mødte jeg op til så mange undervisningstimer, jeg kunne, også ekstra foredrag, hvis jeg havde overskuddet. Jeg var fuldstændig opslugt af energien, vidensdelingen og glæden ved at være på en uddannelse med et konkret fokus, og jeg lærte utrolig meget! At høre andre studerendes perspektiver og livsveje var også interessant.

Udover at det sociale var svært forståeligt for mig, kunne jeg sidde i timevis og lytte til en professor gå i dybden med sin forskning. Men selvom jeg var glad for studiet, ændrede det ikke på det pres, jeg levede under. Min kæreste var stadig syg, og jeg måtte forsørge os begge på min SU, permanent støttet af SU-lånet for at få nok mad. Jeg følte mig mere og mere presset på medicinstudiet. Jeg magtede ikke at gå ordentligt ind i det sociale, og selvom jeg fik gode karakterer, måtte jeg tage nogle semestre om.

Efter en periode blev jeg træt. Livstræt. Forholdet gik dårligt; jeg sagde ikke noget mere, og jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg var bare slukket. Ofte blev jeg ramt af flashbacks fra min barndom, som låste min krop, nogle gange i timevis. Til en forelæsning, på en ekstra træt dag, fik jeg et lynnedslag for mit indre øje, et stort hukommelsestab, efterfulgt af episoder med massiv selvskade. Jeg kunne ikke piske fløde, for jeg kunne ikke genkende et piskeris. Min mad brændte på, for jeg havde glemt, jeg havde sat det over.

Med et besværligt dokument-helvede tog jeg orlov og blev skrevet op til terapi hos Center for Seksuelt Misbrugte. Min kæreste støttede mig og var min bisidder på kommunen, men han havde det selv skiftevis godt og dårligt, så vi endte med at flytte på landet i jagten på et sted, som hans hoved kunne få ro i. Selv havde jeg ikke lyst til at flytte, for det var rart for mig at være tæt på alt, men jeg var mere bekymret for hans helbred end mit eget.

Terapien blev starten på en anden tilgang til livet. Først lærte jeg, at mine grænser var overtrådt, og at jeg havde mange traumer, som jeg ikke havde bearbejdet. Det næste store arbejde begyndte med at kridte stregerne op igen. Det ledte mig til min allerførste hårde grænse, som jeg satte for mit eget mentale helbreds skyld, men det gik ikke helt som planlagt...

“Mor. Jeg har besluttet, at jeg ikke længere vil komme til fødselsdag, jul eller nogen anden familiesammenkomst, hvis idioten er der.” Min mor sidder i sofaen overfor mig og ser forbavset ud. Det var ikke et spørgsmål, det var ikke en spøg. Det var en konstatering af, at jeg fra nu af ikke længere ville acceptere at skulle sidde i samme lokale som ham, der misbrugte mig som barn. Der var en kort stilhed: “Er du klar over, hvad det gør ved mig?” svarer hun.

Den dag skar jeg min familie fra. Det var op til covid-19 pandemien, hvilket gjorde det en del nemmere at skære familien fra, fordi jeg ikke skulle møde op til diverse arrangementer – specielt fordi jeg arbejdede på et plejehjem. Det var et hårdt arbejde i en tid med bekymrede pårørende og dokumentarer, der gav øget fokus på, hvordan beboerne blev behandlet, og det gjorde mig fysisk dårlig. Selv har jeg set en plejer slå en mandlig borger i skridtet, da en kognitivt udfordret borger prøvede at blotte mit bryst ved at hive ned i min trøje. Jeg måtte sige op. Covid er næsten overstået, og jeg er så langt i min terapi, at jeg er kommet til ‘nuet’, og ‘nuet’ er også rigtig svært. Jeg måtte indse, at jeg ikke skulle gå på medicinstudiet mere og meldte mig ud, fuldstændig tudefærdig, men også utrolig lettet. Som hvad der føltes som en sidste kniv fra et tidligere liv af undertrykkelse, bliver min kæreste og jeg planlagt gravide. Han går fra mig to timer efter, jeg fortæller, at jeg er blevet gravid, og i den spæde start af 2022 mister jeg graviditeten. Jeg registrerede dårligt nok, at pandemien var under så god kontrol, at vi kunne slippe maskerne; det hele gik så stærkt.

Jeg bliver ikke læge, og jeg kommer ikke til at vinde en nobelprisen for et banebrydende forskningsprojekt. Til tider giver det mig stadig en intens bitterhed, sorg og apati, som jeg aktivt skal trække mig selv ud af, for ellers falder jeg ned i et hul. Til tider møder jeg uventet modstand, som sender mig i en spiral, gør min krop tung og lammer mig. Førhen kaldte jeg den dovenskab, ligesom alle de voksne.

Det er på ingen måde ideelt at være på uddannelseshjælp, at være en rest og føle, at jeg ikke har opnået en skid i livet. Altså hvad fanden kan jeg skrive på en Tinder-profil? Og vil jeg overhovedet have én? Er det sådan, man er social nu, for det, synes jeg faktisk også, er pissesvært og forvirrende. Men jeg vil meget hellere være her, end hvor jeg var, da jeg som folkeskoleelev troede, jeg  ”bare var doven”. Jeg vil hellere være her alene, end sammen med én, jeg skal passe, og jeg vil hellere være her, end jeg vil sidde foran patienter på et sygehus og være en udbrændt, potentielt uempatisk læge, fordi jeg simpelthen ikke har mere at give af. Nu ser jeg frem til at begynde en uddannelse. Jeg glæder mig også til at møde en masse mennesker, som er passioneret for det, de laver, og jeg glæder mig til at vende mig om og gå min vej, når jeg har besluttet mig for, at min grænse er nået.

Bekkasinvænget

I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.

Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.

Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.

Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.

“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.

Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.

4. klasse

Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.

Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.

Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.

Réunion

Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.

Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.

På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.

Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men  lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.

C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.

C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?

Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.

Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.

Hjem?

Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.

Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.

Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.

Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.

Det er mig, der sidder der bagerst i klassen og holder øje med alle jer andre. Jeg observerer nysgerrigt, mens I lader, som om I forstår, hvad I snakker om, og jeg prøver at forstå, hvordan jeg kan gøre det samme. Men ser I mig?

Et koldt blik som ingen dengang brød sig om at se bag; to allerede udbrændte stjerner, som folk bortforklarede med overfladiske observationer. Min “dårlige adfærd” var tydeligvis bare, fordi jeg var uintelligent og ligeglad som teenager. 

“Men det giver jo mening. Tænk, hun blev sendt væk på efterskole med kun tre måneder tilbage af 8. klasse for at ryge hash!”

Åh ja, så du har hørt om mig?

Og hvem er jeg?

Man kan sige, jeg har haft et talent for at træffe dårlige beslutninger – beslutninger, som jeg ofte kom i problemer for, og som jeg lod mig overbevise om var bevis på, at jeg intet var værd. Hvorfor kunne jeg ikke bare passe ind i de samme konstruktioner, som alle de andre passede i? Hvor havde de alt deres værktøj fra? Deres hammer og søm, der hjalp dem med at studere, fokusere og arbejde mod et mål. 

Fra min plads bagerst i eksamenshallen på HF fløj spørgsmålet igennem mit hoved: Hvad er pointen? Hvorfor forsøgte jeg at bygge et palæ med mine bare hænder, når alle de andre havde arvet værktøjet fra deres forældre? 

“Jeg er fandeme ikk’ som dem,” tænkte jeg. Det eneste værktøj, jeg kendte hjemmefra, var min fars knyttede næver, og det var sgu ikke noget, jeg nogensinde ønskede at arve. 

Jeg havde aldrig følt en passion, ild eller lyst til den lineære vej. Men når min bekymring blev italesat, var svaret altid: “Ork, jeg er ikke bekymret for dig – du skal nok blive til noget.” Nok blive til noget? Hvem er jeg her, hvis ikke jeg kan blive til nogen? Jeg har altid følt, at livsenergien suges ud af mig, når jeg har gået på en uddannelse.

Den dag i eksamenshallen ramte det mig. Jeg havde aldrig følt mig sikker på noget, hvad angår uddannelse, men her vidste jeg præcis, hvad jeg måtte gøre. Jeg afleverede et blankt stykke papir til en forvirret eksamensvagt og gik direkte op på kontoret og meldte mig ud af skolen. Var jeg blevet et par uger længere, havde jeg fået et papir, jeg kunne vifte med. Så kunne mor være stolt, og Danmark ville klappe mig på skulderen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at passe i den boks, som uddannelsen ville have mig til at bygge.

Det var stadig sandt nogle år efter, da jeg læste HF op for at komme på pædagoguddannelsen. Jeg havde ikke værktøjet, men jeg havde viljen. Jeg snød i min sidste eksamen, for der var aldrig nogen, der forklarede mig, hvad pointen skulle være i at tvinge mig selv til at lære ting, jeg vidste, jeg aldrig ville få brug for. Så da jeg dumpede første gang, tænkte jeg bare: “Det skal fandeme være løgn - en eksamen i efterkrigstiden skal ikke stå imellem mig og at blive pædagog,” og så fandt jeg en måde at komme igennem alligevel. Jeg gjorde bare, hvad jeg kunne for at fodre min egen ild, og det måtte gøres med de værktøjer, jeg nu engang havde til rådighed. Jeg tilpassede mig.

Den kolde angst

Jeg var den pige, som blev sendt udenfor døren, ud af skolen og til sidst selv droppede ud. Det barn som de andre forældre helst ikke så deres egne børn med. Som om min rastløshed og dårlige opførsel skulle smitte af. Jeg husker en episode i folkeskolen, hvor jeg, efter fysiktimen, fik ordene: “Du bliver aldrig til noget” fra min underviser. Så nu var jeg hverken nogen eller noget‍

Det var det, de så i mig. Det var aldrig angsten - den iskolde dødsangst, der sad i min krop, hver gang jeg trådte ind ad døren derhjemme… Sjovt nok var det ikke den, som undervisere eller forældre var bekymrede for; nok fordi de ikke var interesserede i, hvad der kvalte mig.

Jeg husker ikke meget fra min barndom, men desværre husker jeg dette: Jeg ligger under mine forældres seng, mens min lillebror og lillesøster putter sig ind til mig på hver deres side. Her er varmt og blødt, men det larmer. Skingre skrig og en dyb vrede. Deres hoveder er på mine skuldre, mens jeg rækker om dem for at holde dem for ørerne, så de ikke kan høre lyden af fars næver, der rammer mors krop - igen og igen og igen…

Det var ikke hver dag - i hvert fald ikke så vidt jeg husker - men jeg kunne altid mærke, når det ville ske. Atmosfæren, lugten af frustration blandet med lugten af Tuborg. Selv når mor forsikrede mig om, at “han gør ikke noget, bare kom ind,” følte jeg mig ikke sikker. Jeg havde udviklet antenner, der kunne opfange faren, der ventede. Jeg var 8 år gammel, da jeg cyklede tre kilometer ind til byen i mit nattøj med hjertet i halsen for at flygte hjem til mine bedsteforældre. “Jeg tror, far slår mor ihjel,” sagde jeg til dem. Jeg var ikke i tvivl. Næste morgen vågnede jeg i gæstesengen hos bedstemor og bedstefar. Mors blik var mildt, da hun hentede mig, men de blå, røde og gule mærker fortalte sandheden om gårsdagens hændelser.

Selvom det måske ikke skete tit, så var min viden om, at muligheden var der, nok til, at jeg aldrig følte ro i min barndom. Jeg havde ingen plads til at finde mig selv, fordi jeg altid skulle finde den hurtigste udvej, hvis nu far besluttede sig for at række efter flasken. Jeg havde ikke overskud til noget så banalt som lektier eller at finde mine egne oprigtige interesser. Absolut intet i mit liv var centreret ud fra min egen kerne. Mit nervesystem var konstant overbelastet af sitrende celler i hele kroppen, der hele tiden slog alarm. En slags security mand i mit eget sind, som aldrig tog fri. Så jeg blev sendt væk. Udenfor døren. Væk fra hjemmet. Ned på kontoret. Jeg lærte, at når jeg opførte mig dårligt, så skulle jeg ekskluderes og håndtere mit følelsesliv alene.‍

At klare det selv.

Længsel

Hele mit liv har jeg været grænsesøgende. Når man vokser op i et klaustrofobisk hjem, tror jeg, det er meget normalt, at man skubber lidt ekstra til grænsen, når man kommer udenfor. Ellers bliver man kvalt og udslukt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at den lille ild, der stadig brændte i mig, ikke skulle blive taget af den kolde angst. Så jeg måtte fodre den udenfor. Jeg var fløjtende ligeglad med konsekvenser: Hvor langt kan man gå i venskaber og forhold, før folk får nok? Hvor mange stoffer kan man tage, inden det går galt? Hvor meget alkohol kan man dulme sig selv med, før omverdenen trækker sig? Når ens hjerte hungrer efter at blive holdt, hvor mange skal man så møde, før man finder nogen eller noget, der rent faktisk giver kærlighed tilbage?

Jeg tror altid, jeg har "ledt" efter min far - en person, som jeg havde fået at vide, skulle elske mig lige meget hvad. Jeg ledte, og så alligevel ikke. Da jeg kom hjem efter et år som au pair i Grønland, fortalte min søster, at far havde savnet mig. Han havde snakket om mig, spurgt efter mig. Han ledte efter mig, men jeg kunne ikke møde hans længsel længere. Min far, som jeg frygtede, men min far, som var den eneste far, jeg nogensinde havde haft. Følelsen har altid været forvirrende, for hvordan kan du elske nogen, du frygter? Fordi du skal? Ligesom du skal tage en uddannelse, skal have et job, en mand og noget at tro på, så skal du da elske dine forældre. Mor og far som gav dig livet. Livet som kan give alt og tage alt.

Min far døde tre måneder efter, jeg kom hjem, og hans død var en lettelse. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg tænkte, om han måske var den byrde, der havde holdt mig tilbage. Måske ville længslen dø med ham, og jeg ville endelig kunne starte forfra.

Som løve i et bur

Så der, i 2014, sidder jeg på jobcenteret, hjemvendt efter et år i Grønland, og føler mig klar til en ny start. Jeg har det ikke godt – ikke at det er noget nyt; jeg tror altid, jeg har været trist indeni. Jeg er en løve i et bur: løven er ilden, som jeg har formået at holde i live og fodre med kærlighed i Grønlands sneklædte landskab, og buret er de traumer og den tristhed, som jeg altid har været bange for at se i øjnene. Men nu, i stedet for kaotisk selvmedicinering efterfulgt af tømmermænd, føler jeg mig klar til at få rigtig hjælp.

Sagsbehandleren stiller et par generelle spørgsmål, som hun lyder til at havde spurgt 1000 gange før, og når frem til en meget simpel konklusion:

“Jeg tænker, det er bedst, at du samarbejder og tager noget medicin for din depression - enig?” siger hun.
Nej. På ingen måde enig. Jeg har været bedøvet så længe; bedøvet af substanser, bedøvet af skam, bedøvet af svigt og bedøvet af illusionen om kærlighed. Jeg er klar til at MÆRKE noget! Hvis jeg får medicin nu, så slukkes det hele jo bare igen… En ny, klaustrofobisk kasse uden om mit eget bur?

Men min sagsbehandler forsikrer mig om, at hvis jeg takker nej til at tage medicin, så er der heller ingen økonomisk hjælp at hente fra jobcenteret. Og man kan jo ikke arbejde, når man ikke kan stå ud af sengen; og hvis man ikke kan arbejde, så kan man ikke tjene penge. Hvis man ikke tjener penge, så kan man ikke leve, og hvis man ikke lever, så kan det hele jo bare være lige meget; så kan jeg lige så godt slukke den skide ild selv…

“Fint, så gi’ mig det.”

Medicinæsken vejer ikke meget i min hånd, men den vejer i mit hjerte. Jeg græder. Jeg har ikke lyst til at slukke for mig selv, jeg har ikke lyst til at være afhængig af medicin - og jeg har ikke lyst til symptombehandling, men derimod årsagsbehandling. Jeg har lyst til at tæmme løven, så jeg endelig kan slippe den fri. Jeg er ikke i tvivl om, at medicin kan hjælpe mange, og jeg er heller ikke i tvivl om, at medicin ikke er det rigtige for mig. Men der var ikke nogen, der lyttede. Jeg får pilleæsken med hjem sammen med en lang liste af bivirkninger. Tilbage på kontoret efterlader jeg den tillid, jeg havde tilbage til fagpersoner

At gå sin egen vej

Efter oplevelsen i 2014 er mine forventninger til hjælp ikke særlig høje, da jeg bliver syg igen i 2020. Jeg sidder på psykiatrisk skadestue; øm og følelsesløs på samme tid. Jeg var så udmattet efter at have elsket alt for meget uden at elske mig selv. Jeg havde, for anden gang, forsøgt at færdiggøre pædagoguddannelsen - en uddannelse som jeg oprigtigt brændte for - men efter to mislykkede forsøg på at gennemføre min sidste praktik, kastede jeg endegyldigt håndklædet i ringen. Endnu en gang dukkede spørgsmålet: “Hvad er pointen?” op. Erkendelsen af, at mit liv var i mine egne hænder, ramte mig på en helt ny måde. Mit valg: Det hele kunne ende i morgen, hvis jeg turde… det var som en ny viden, en ny magt, som jeg frygtede. Jeg havde bare sådan brug for nogen, der ville lytte og lede mig i den rigtige retning - væk fra min egen magt og mørke tanker.

“Jeg kan virkelig godt se, du har det skidt,” sagde sygeplejersken på den psykiatriske skadestue. Ikke en imponerende observation, men okay. Jeg kunne ikke begå mig socialt uden at bryde totalt sammen; jeg kunne knap overskue at stå ud af sengen. Jeg vidste, at der, på den ene eller anden måde, skulle forefindes noget dokumentation for, at jeg kunne få lov til at få en pause fra livet.

Jeg ventede på afgørelsen: ny medicin, mere medicin, højere dosis medicin? Pump mig fuld af stoffer, som da jeg var teenager.

I stedet sagde hun: “Jeg tror ikke, medicin er det rigtige for dig,” og jeg holdt vejret et øjeblik. “Ro,” sagde hun, “og terapi. Når du er klar til det.” Det var første og eneste gang i mit møde med systemet, at jeg følte mig set og hørt.

Efterfølgende blev jeg udredt for angst, PTSD og svær depression, og behandlingen hed Sertralin på papiret. Jeg tog aldrig medicinen, men jeg havde brug for terapi og e-journaler til sagsbehandleren. For dem var jeg bare en sag, der skulle afsluttes, men for mig var det mit liv.

Jeg deltog i gruppeterapi med fem andre kvinder, der stod i situationer meget lig min, og det var så rart endelig at have nogle at spejle sig i - for hold kæft, hvor føler man sig alene, når man er syg. Det var rart, men også surrealistisk: Her sad jeg med fem andre slukkede kvinder; ikke bare slukkede øjne, men totalt slukkede i deres følelser.

“Det er jo medicinen, der gør sit job,” forsikrede psykologen.

Ledestjerne

Jeg tror på, at viden er magt, og jeg synes, det er ærgerligt, at vores naturlige nysgerrighed bliver undertrykt af et snæversynet uddannelsessystem. Jeg vil helst udvide min horisont på mine egne præmisser og virkelig fordybe mig. Men systemet siger, at man skal have et papir, der kan bevise, at man har visse færdigheder, så jeg sidder fast her i limboland med mit potentiale.

Jeg er indebrændt, men jeg har ikke overskud til at være sur længere. Jeg har trænet - løbet og bokset - for at holde varmen og prøve at brænde traumet væk. Fysisk træning er en fantastisk form for terapi, men i længden er vrede ikke en sund ild at varme sig ved. I stedet fandt jeg, hvad jeg havde brug for, ved at se op i stjernerne.

Hvis du spørger om mit stjernetegn, så siger jeg, at jeg er Vægt - i virkeligheden er det kun mit soltegn: Min måne, som repræsenterer følelseslivet, er Fisk, og i ascendanten har jeg Løven. Ascendanten er, hvordan andre ser dig, og det er vel derfor, folk har antaget, at jeg nok skal blive til noget i systemet. Hvem fanden lægger mærke til en Fisk, hvis der står en stor, flot Løve foran dem? Folk glemmer at se på helheden; jeg er den hvileløse Løve, hvis du ser mig i øjnene, og den sensitive Fisk, hvis du lytter til mine råb om hjælp – men hvis du åbner BÅDE øjne og ører, så vil du se, at Løven og Fisken må samarbejde for at holde Vægten i balance.

For mig er astrologi et værktøj til forståelse og udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har levet mange liv, og jeg tror ikke på, at det, vi bærer på, nødvendigvis hører til i dette liv. Det mest smertefulde i livet er, når vi ikke bliver set. Sådan virkelig set - og det er præcis det, astrologien kan. Se hele dig.

Med den viden har jeg fundet magten til at holde min ild i live. Når jeg kan finde mening med min fortid, kan jeg også finde mening med fremtiden - lige meget om andre folk tror på det eller ej. I stedet for lange, hårde udredninger og piller i forskellige størrelser og farver, kunne det så ikke være fantastisk, hvis der var plads til os, der ikke vil bedøves mere? Tænk, hvis jeg kunne få naturmedicin eller måske en samtale med en astrolog i stedet for en psykolog?

Jeg er brændt - et brændt barn, som har skyet ilden, men søgt varmen, siden min barndom. Jeg har været indebrændt og opbrændt mange gange, men jeg er ikke udbrændt. Ens soltegn giver kun en lille del af historien, ligesom når folk dømmer mig ud fra en overfladisk forståelse af, hvorfor nogle står udenfor både job og uddannelse. Jeg vil ikke lade det definere mig mere. Jeg har valgt at følge den urkraft indeni mig, som altid har formået at få mig igennem de hårdeste tider i mit liv. Du kan se ilden i mine øjne, hvis du virkelig kigger på mig og virkelig ser mig.

“Writing is not life, but I think sometimes it can be a way back to life” 
- Stephen King

Jeg elsker at gå i skole, og jeg har altid været god til det faglige. Det har dog vist sig at være sværere for mig at få en uddannelse, end jeg engang troede. 

For livets mange op- og nedture har spændt ben for mig, og jeg har aldrig passet ind i systemets fine kasser. Men det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har lyst til.  

Det, jeg har lyst til, er at skrive bøger.

Borderline og mig

Efter flere år som svingdørspatient i psykiatrien, utallige lægebesøg, samtaler hos healere, en enkelt coach og mange forskellige fejldiagnoser, fik jeg endelig som 24-årig diagnosen “borderline personlighedsforstyrrelse”. Derudover, har jeg en cocktail af angst, depression, PTSD og en spiseforstyrrelse. 

Borderline er nærmest uforklarligt, men kort sagt betyder det, at jeg har været udsat for nogle traumer, der gør det svært for mig at kontrollere mine følelser. 

Tusinde tanker køre i mit hoved konstant. Jeg får panikanfald, så ekstreme, at jeg føler, at mit hjerte stopper, og jeg har perioder, hvor depressionen tager over, og alle muskler i min krop føles som ler.  En simpel handling som at stå ud af sengen bliver som at bestige et bjerg, og det føles umuligt at komme ud af. 

Jeg har altid haft følelserne uden på tøjet, specielt min vrede, og det var nok også derfor, jeg fik titlen som klassens humørbombe i gymnasiet. ‍

Mobning, skolen og depression

Før jeg fortæller om gymnasiet, vil jeg tage jer en tur tilbage til, hvor det hele startede, nemlig folkeskolen. Min folkeskoletid kan for mit vedkommende sammenlignes lidt med at blive kastet direkte ned i helvedes flammer, igen og igen. Ej, jeg overdriver måske, men børn kan virkelig være ondskabsfulde…

Jeg har altid været følsom eller særligt sensitiv, om man vil. Noget, som de andre elever hurtigt opfangede, og dermed blev min sensitivitet en skydeskive for deres “drillerier”, som lærerne kaldte det. 

Jeg blev kaldt alt fra grim, tyk og dum, til klam, åndssvag og uværdig til at leve. 

Jeg blev slået, sparket, skubbet, eksluderet og bagtalt.

Jeg blev holdt op af en mur sammen med to andre, hvorefter de store drenge tyrede dødbolde efter vores hoveder. Jeg tror jeg har været 8 år, og når man er så lille, føltes en 6. klasses dreng som en voksen. Jeg husker dem som enorme kæmper, og deres grin ringer stadig i mine øre, når jeg tænker på det.  

Da jeg i 3. klasse blev låst inde i et boldskab af nogle piger fra klassen, oplevede jeg for første gang et panikanfald. 

Skolen blev et sted, jeg var bange for at være, et sted hvor jeg følte mig helt alene i verden, og hver dag var en kamp for at overleve.

Mine forældre prøvede alt for at stoppe mobningen, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange de var til samtaler med ledelsen om min trivsel, og hvor mange gange min far har trampet op på skolen, fordi jeg igen kom hjem med tårer i øjnene. Lærerne gjorde ingenting for at hjælpe, tværtimod fik jeg skæld ud for at være sensitiv. 

Jeg husker tydeligt min lærer sige: “Jeg tror det ville være nemmere, hvis du bare var ligesom de andre piger i klassen.” 

Hun gjorde det at være anderledes til en dårlig ting, og jeg tog desværre hendes råd. Efter en håndfuld skoleskift, begyndte jeg selv at mobbe. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok som en form for kill or be killed tankegang, og så var jeg jo pludselig ligesom “de andre piger”. Det var dumt og noget, jeg stadig skammer mig over i dag. Jeg havde faktisk meget til fælles med dem jeg mobbede, og jeg ville ønske jeg bare havde været venner med dem i stedet. 

I sidste ende nåede jeg igennem folkeskolen, dog ikke uden ar på både krop og sjæl, samt et bjerg af trust issues og lavt selvværd. ‍

Røvhuller og Rollemodeller

Jeg mødte op til den første dag i gymnasiet med helt andre briller på end i folkeskolen. “Jeg var stærkere nu,” fortalte jeg mig selv. “Der er aldrig nogen, der kan såre mig igen.” 

Min skolegang havde givet mig troen på, at alle ville gøre mig ondt, hvis jeg lukkede dem ind. Så jeg opbyggede en hård facade, og selvom jeg havde nogle få venner, følte jeg mig ensom.

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever. 

Jeg blev stemplet, som en man ikke skulle komme for tæt på, hvis man ikke ville have hovedet bidt af. Jeg var deprimeret og vred hele tiden. Jeg følte mig ligegyldig og min daværende kæreste sagde på et tidspunkt til mig: “Jeg glemmer, at du eksisterer.” Jeg kan godt se nu, at han sagde det, fordi han var et røvhul. Men min teenagehjerne omformulerede det hurtigt til, at alle glemmer mig, at ingen kan lide mig, og jeg intet er værd. Det satte et ekstra skub i min depression. Jeg fik selvmordstanker og brugte meget af min tid på hash og whiskey i larmen på Crazy Daisy. 

Dog færdiggjorde jeg på magisk vis min HF med topkarakterer. 

Det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de bedste forældre i verden, der ville gøre alt for at se mig glad. De så min smerte, og jeg fik hjælp. Både fra dem, fra psykologer og fra en helt speciel lærer:  Henrik Selch, som gav mig troen på, at jeg sagtens kunne opnå mine drømme, og at jeg var langt mere værd, end jeg gik og troede. Det forsikrede mine forældre mig selvfølgelig om dagligt, men jeg tror, at jeg havde brug for at høre det fra en, der ikke var obligeret til at kunne lide mig. 

På grund af hans tillid besluttede jeg mig for at arbejde med udsatte børn og unge, så jeg kunne være der for dem på samme måde, som han var der for mig. 

Jeg startede derfor på socialrådgiverudannelsen, men måtte efter blot 4 dage acceptere, at 200 mennesker i samme lokale var lidt for meget for min angst. 

Jeg droppede ud og forsøgte mig med forskellige jobs og praktikpladser, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg skulle være skolelærer. 

Læreruddannelsen skulle dog vise sig at være en lige så svær tid. 

Min depression, angst og borderline var på højtryk, og jeg fik nærmest ikke et minuts ro i hovedet. Det var også her, jeg mistede den vigtigste person i mit liv. ‍

Min gamle ven døden

Jeg kender døden, alt for godt; jeg har set den mange gange. Så meget, at den efterhånden begynder, at føles som en gammel ven. En ven, der lidt for tit kommer på besøg og tager alt for meget med sig, når den går. 

Jeg mistede min farfar, farmor og morfar, da jeg var barn. Jeg husker dem ikke så godt, men jeg husker døden, eller rettere, den følelse døden har det med at medbringe. 

Den tunge følelse af savn og tristhed, der hænger over en som en mørk skygge. Følelsen af at have en sten i maven, der langsomt trækker en ned under vand, så man ikke kan trække vejret. Den følelse.

Min mormor som uden tvivl var min bedste ven, blev taget af kol kort inden min konfirmation. Ikke længe efter tog vodkaen min morbror, og da jeg som 22-årig lærerstuderende sad i min lejlighed i Silkeborg omkring kl. 21.00, bankede det på døren. 

Det var min faster og onkel. Jeg husker tydeligt min fasters stemme, da hun sagde, at min mor havde fået hjertestop. Min mor lå i koma i 7 dage.  Jeg ønskede ikke at besøge hende på stuen, da det på en eller anden måde, ville gøre det hele mere virkeligt. Jeg ville vente med at se hende, til hun vågnede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes hjerte bankede igen, men de kunne ikke vække hende. 

Køreturen til hospitalet, den dag vi slukkede for maskinen, føltes som en evighed. Jeg vidste, at jeg nu skulle se min mors ansigt for allersidste gang.  Det er ikke noget, man nogensinde kan forberede sig på. Min faster tog min hånd, og sammen gik vi ind på værelset, hvor hun lå tilsluttet en respirator, der hjalp hende, med at trække vejret. Jeg kyssede min mor på panden og forlod rummet efter et minuts tid. Jeg ville ikke huske hende på den måde. Jeg tænkte, at  jo kortere tid, jeg var derinde, desto mindre ville jeg huske hende, liggende i en hospitalsseng. Jeg ville huske hende som den livsglade, stærke rock mamma, hun var. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke blev ved hende længere.

Grief

I’ve changed the way I view my demons. 

At first they felt heavy, making it almost impossible to breathe. 

They were loud like cannons and sharp like swords. 

It felt like an ongoing war, but I had no shield to protect myself and nowhere to run. 

Because you can’t hide from yourself. 

I was terrified of them. 

When death continuously came knocking on my door, to take away the ones I love, a part of that fear disappeared. 

I realized who the real enemy was…

Grief. 

My demons became my soldiers, my allies, and my friends. 

However, I will never fully trust them. 

I keep them on a leash, close to my chest as I prepare to fight the face of death, until the day it finally comes knocking for me.‍

• Xara Berg

Hvem er jeg?

Efter min mors død mistede jeg alt. Min lejlighed, mange af mine venner, min uddannelse og min livsglæde. Jeg var også nødt til at sige farvel til min kat og min hund. Det var hårdt! Ekstremt hårdt. Jeg vinkede farvel til drømmen som lærer og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Det var egentligt først her, jeg officielt ramte bunden, eller rettere sagt 400 meter under bunden. 

Sorgen over min mor og stressen fra uddannelsen samt min endnu ikke diagnosticeret borderline gjorde, at jeg gik psykisk ned. Når det føles, som om man hænger i en sytråd mellem livet og døden, bliver alt andet ligegyldigt.  Det var svært at overskue et job eller en uddannelse, når borderline, sorg og daglige panikanfald, styrede mit liv.  

Store spørgsmål som meningen med livet og “hvem er jeg?” kørte rundt i mit hoved, og at fortsætte på en uddannelse, jeg ikke var 100% sikker på, virkede helt absurd. 

Samtidig var jeg heller ikke sikker i min seksualitet. Jeg kom ud som biseksuel og senere panseksuel, selvom jeg egentlig er lesbisk. Jeg prøvede i mange år at undertrykke min seksualitet, fordi jeg troede, det ville være nemmere, hvis jeg nu også bare var til mænd. Jeg sultede mig selv, dømte mig selv og blev min egen værste fjende. Jeg mistede flere gange troen på mine evner. Jeg mistede mine værdier og synet på, hvad der var vigtig… Jeg mistede mig. 

Fremtiden?

Igennem mine 25 år er jeg blevet misbrugt, banket, isoleret, nedgjort, undertrykt og behandlet som et ligegyldigt objekt. Jeg har mistet mange, jeg holder af, og jeg har været i daglig krig med mit eget hoved i mange år. 

I lang tid var succes for mig noget, som andre kunne se op til, og en del af mig ville have, at andre var misundelige over mit liv. I dag, betyder det intet for mig. Efter, at jeg startede i terapi, er jeg begyndt at finde mig selv igen. Jeg er meget gladere i dag. Jeg får behandling i en gruppe for borderline patienter, og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg har lært, at livet er kort, og lige pludselig kan det hele være slut. Jeg har lært, at status ikke betyder noget overhovedet, for uanset om jeg er hjernekirurg eller arbejdsløs, vil de mennesker, hvis anerkendelse jeg engang stræbede efter at få, stadig tale dårligt om mig…og hvad så? Jeg ændrer mig aldrig igen for andres ligegyldige meninger, for jeg elsker mig selv og den person, jeg er blevet. Jeg må erkende, at det ikke er sikkert, jeg nogensinde får en uddannelse. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at tjene gode penge eller vinde nogle priser, og det er okay!

Jeg har accepteret, at jeg er nødt til snakke om mine traumer og heale, før jeg kan hjælpe andre. Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare valgt en anden vej, og jeg er rigtig glad for de chancer, jeg har taget. Jeg har lært så meget om mig selv og verden omkring mig. Alle de ting, jeg har oplevet gennem livet, har sat ar på min sjæl. Det har været ekstremt hårdt, og til tider var livet svært at overskue. Men de oplevelser har lært mig at holde fast i mine værdier og stå op for mig selv. Jeg siger min mening, om andre kan lide det eller ej, og jeg har ikke tænkt mig at være stille, nogensinde igen. Jeg har intet arbejde og ingen uddannelse, men jeg har et godt liv. Jeg er kærester med en fantastisk kvinde, jeg har en far, der er stærkere end nogen anden, og som vil gøre alt for mig. Jeg har et sted at kalde mit hjem, en sund krop og en drøm at holde fast i. Det er godt nok for mig! Jeg ved, hvem jeg er, og hvor jeg har været, men ikke hvor jeg skal hen. 

Min drøm er dog at blive forfatter, for bøger er for mig en “escape”. Det er en verden, hvor intet kan røre mig, og kun fantasien sætter grænser. Det er som en kikkert ind i forskellige universer, fyldt med spænding og magi. Når jeg skriver, forsvinder verden omkring mig, og selvom jeg normalt skriver fiktion, er der altid noget realisme forbundet med det. Jeg skriver om spøgelser og dæmoner, om vampyrer og troldmænd, men også om døden, traumer og sorg. For det er ikke rigtig en historie uden alt det svære, og sådan er livet også. 

Med hensyn til fremtiden er uddannelse ikke så vigtigt. For når livet virkelig rammer, er det familie, venner og ikke mindst mig selv, der betyder alt!

Skrevet i noter d. 19. april 2022 kl. 13:54

Jeg drukner i rutineprægede retoriske spørgsmål:
”Du har fået post fra det offentlige. Log ind på e-boks for at læse beskeden.”
Aktiveringstilbud,
more like aktiveringstvang.
Har aktiveringstrang, men jeg er syg.
Et sygt system, der gør syge sygere.
3 år med:
”Vi skal hjælpe dig med at finde ud af, hvad du vil, og hvordan du kommer derhen.”
Jeg vil være rask, og I hjælper mig ikke.
Får kvalme ved hvert nye ansigt;
de har alle det samme stramme smil malet i ansigtet, som var de produceret på et samlebånd.
Og de spørger alle sammen om de samme ting:
”Ved du, hvad du vil?”
Ja, jeg ved.
”Nå, men ved du, hvordan du kommer derhen?”
Ja, jeg fucking ved.
Jeg har brugt 3 år på det her lort.
Jeg er blevet en robot i den store fabrik,
et produkt, der skal spyttes ud hurtigst muligt.
Men hvordan kan nogle højtuddannede være så absurd tykpandede, at de ikke fatter, at de
standser mig i processen?
Holder mig fanget i en fængselscelle af paragraffer og regler?Et sølle liv for en sølle pige,
er det mon dét, jeg fortjener?
At blive straffet af mit eget velfærdssystem,
fordi jeg ikke lever op til deres rammer om velfærd?

Det første møde

Kalenderen skriver d. 10. juli 2019, min første sommer som voksen. Mine første lovlige caféøl var i fuld gang med at blive drukket, mit første år på Roskilde Festival var i vente, og jeg var endelig færdig med kørekortet.

Alle mine venner ventede spændt på at overgå fra putter til 2.g’ere – nu var det slut med de korte kjoler til gallafesterne.

Jeg går med min mor i den ene hånd og min kontaktperson fra bostedet i den anden. Lange skridt mod fiaskoens port. Så snart jeg træder ind ad denne dør, har jeg givet op på mig selv; jeg er en skændsel for samfundet. En menstruationsplet på et nyvasket hvidt lagen. En af dem, som vi helst ikke vil have med i statistikkerne, når vi skal lege med de store drenge ude i verden. Sådan én, der ikke bidrager med noget som helst til vores ærede samfund.

Jeg bliver

KONTANTHJÆLPSMODTAGER!
STATSKASSENASSER!‍

Føj. Det føles ærlig talt som jordens undergang. Det her er nok det sidste, jeg vil, udover at tigge om penge i et papkrus på Nørreport Station med et sølle skilt, hvor teksten skrevet med en halvudtørret sprittusch lyder: “Hjælp, giv mig dine penge.” Men min opsparing er brugt, og det er lang tid siden, at mit funktionsniveau har lignet noget, der ville kunne putte mad på bordet. Så her står jeg, ude foran F86 på Frederiksberg – en afdeling på jobcenteret for unge under 30 år – med min mor og min støttepædagog – én i hver hånd.

Jeg får røget det sidste hvæs af min smøg og skodder den i metalaskebægret, der hænger på muren ved siden af den store glasdør, der fører ind til jobcentret aka definitionen af helvede for en ellers “privilegeret” person. Så kommer min mor med det uundgåelige spørgsmål:

”Nå duddi… Skal vi gå ind?”

Jeg har vel ikke noget valg, så jeg nikker modvilligt ned mod jorden og trasker op ad det lave trin, som føles uoverskueligt højt. Før jeg kan nå at løbe skrigende bort, tager jeg fat om det kolde metalhåndtag for at skubbe døren op. Vi tager elevatoren til 3. sal, hvor vi får lov at tage plads, mens vi venter på min samfundsmæssige henrettelse.

Forkert på den rigtige måde?

Det skal ikke være en hemmelighed, at uddannelseshjælp, som det hedder, når man er uuddannet og under 30 år, ikke just er en guldmine. Det minder mere om en gabestok, hvor man bliver hængt op og udstillet til offentlig ydmygelse, hver gang man får stillet det famøse spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”

Ikke nok med at man implicit må svare: ”Jeg laver egentlig ikke noget, men jeg lever for dine penge,” så må man for egen og ligesindedes skyld i samme åndedrag sige, at andres penge desværre ikke er nok.

Noget, der dog kan forsøde tilværelsen en smule, er det eftertragtede handicaptillæg. Et særligt tillæg for dem med den rigtige diagnose. Jeg tror ikke, at nogen rigtigt ved, hvad det egentlige grundlag for at vurdere, om du er forkert på den rigtige måde, er. Men jeg er en af de heldige få, der har fået guldbilletten underskrevet af min psykiater.

Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-type.

Blandt andet. Men de andre diagnoser, jeg også har på cv’et, kan i jobcentrets øjne være så ligegyldige, at det er til at grine af. For at udpensle, hvor småt nåleøjet til handicaptillæg er, så er der 7 registrerede psykiatriske diagnoser, som giver adgang til dette. Det er på trods af det svimlende antal forskellige psykiatriske diagnoser, der eksisterer – som er omkring 450. Processen i at søge dette tillæg er ikke ligetil. Jeg husker, at der var utallige korrespondancer frem og tilbage med receptionister, gamle psykiatere og socialrådgivere. Et virvar af formaliteter og dårlig kommunikation, som jeg var nødt til at være mellemmand i. Et stort ansvar at putte på et menneske, der knapt nok kan børste sine tænder trods glimrende fysik.

At være egen sagsbehandler

Jeg har utallige gange fundet mig selv i en position, hvor jeg har ageret egen sagsbehandler. Egen mægler. Egen tovholder. Jeg har sågar følt mig tvunget til at være advokat i visse situationer. Alt dette mens jeg i perioder har været selvmordstruet og ikke engang kunne kravle ud af sengen mod toilettet for at tisse.

Én episode står især klart for mig. 

Det var i skrivende stund sidste år, da jeg for, hvad der føltes som tusinde gang, fik ny sagsbehandler i jobcentret. Jeg var indkaldt til en såkaldt jobsamtale, som, jeg synes, er så ovenud fjollet at kalde det – det er sådan set bare en evalueringssamtale om, hvordan det går i ens personlige udvikling, og i mit tilfælde hvordan det går psykisk og med min behandling. 

Jeg kom for sent til omtalte samtale. En ting, der uheldigvis og til min egen frustration sker ofte. Sagsbehandleren virkede åbenlyst irriteret over dette – måske det bare var min oversensitive borderlinehjerne, der så spøgelser. Men jeg mener, at lige netop dette skal der tages hensyn til, især når man arbejder i en afdeling specifikt skabt for sårbare unge.

Han stillede en masse ualmindeligt dumme spørgsmål, som signalerede, at han ikke engang havde læst den første sætning af min sag. Han vidste ikke, at jeg havde borderline, og da slet ikke, at jeg også havde andre diagnoser. Det til trods for, at netop dét står beskrevet meget kort inde i min sag. Jeg følte mig hånet og ligegyldig. Jeg så en bekræftelse i mange kontanthjælpsmodtageres kroniske følelse af ikke at være noget som helst andet end endnu et sagsnummer i bunken. At han ikke engang havde gidet bruge tid på at læse bare de første sider af min journal, gjorde mig egentlig ret sur. Ikke nok med, at han ikke var klar over, at jeg var syg, så havde han heller ikke den fjerneste forstand på, hvordan disse udfordringer spændte ben for mig og påvirkede min dagligdag. 

Hverken han eller jeg fik en disse ud af mødet. Jeg lukkede lynhurtigt af for ham, hvilket kan forklares med mine psykiske udfordringer og ikke mindst flere år som kastebold i dette gudsforladte og drænende system. Han havde ikke sat sig det mindste ind i min sag og kunne derfor ikke komme med nogle som helst konstruktive inputs. Alt i alt en røvnederen oplevelse, og jeg er lykkelig for, at han kun var min sagsbehandler for en kort periode. Desværre var det langt fra den eneste hændelse i denne kaliber, jeg har oplevet siden da.

“Du skal jo bare tage dig sammen”

Men hvorfor er det egentlig, at en ung, intelligent og socialt begavet kvinde, jeg så tit bliver beskrevet som, er endt i denne skrue uden ende? Burde jeg ikke have mere at byde på end at møde op til en enkelt samtale en gang hver 2./3. måned? Burde jeg ikke bruge mine mange privilegier til noget konstruktivt, få noget indhold i hverdagen og bruge mit kloge hoved på at få en uddannelse?

Det mener mange – mig selv inklusivt. Jeg bliver gang på gang mødt af svimlende komplimenter, hvilket jeg selvfølgelig er både stolt af og smigret over.

Uden at pudse min egen glorie for meget så har jeg en intelligens, der er et godt stykke over gennemsnittet.

Jeg er yderst velbegavet på det sociale plan og har ingen problemer med at omgås mennesker. Udadtil i hvert fald.

Jeg besidder en selvindsigt, som signalerer, at jeg har mere styr på mig selv, end mange mennesker får, før de kradser af. Udadtil i hvert fald.

Jeg er kreativt anlagt og har mange talenter – både inden for det akademiske, men også på det menneskelige og kunstneriske plan. Hvis jeg beslutter mig for at lære noget, går der sjældent lang tid, før jeg har lært det.

Så hvad er problemet? Jeg har jo tilsyneladende hovedet skruet godt på, ben i næsen og noget mellem ørene. Problemet er, at jeg har en skrue løs. Nok egentlig en del.

Jeg har siden barnsben været skrøbelig af sind. Jeg har optaget ekstremt meget energi fra mine omgivelser, som i virkeligheden nok har været på grænsen til det sygelige, hvis ikke komplet sygeligt. 

Min opvækst har været svær og ustabil. Der har været både psykisk og fysisk vold i hjemmet. En hverdagsalkoholisk far med sine egne udfordringer. En mor, der var lige så meget offer, som jeg selv og min storesøster var, og som også havde sine egne udfordringer. Gentagende enorme svigt fra de voksne omkring mig, som burde have beskyttet mig. Det har langt fra været en lotterivindende barndom. 

Selvmordstanker fra jeg var 8 år gammel. Selvskadende adfærd hele mit liv. Jeg blev mere eller mindre fjernet fra hjemmet hos min mor og stedfar, da jeg var 15 år gammel – frivilligt vel at mærke. Af hensyn til mig selv og resten af familien.

Jeg flyttede på et bosted for psykisk syge unge. Et kæmpe turning point for mig, både for det bedre og det værre. Jeg var diagnosticeret med – hold nu fast:

Borderline personlighedsforstyrrelse
Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse
Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
Svær depression
Social angst
Seperationsangst
Generaliseret angst
Agorafobi
Psykotiske symptomer/tendenser

Og udover det virvar af fagtermer, blev der også noteret, at jeg var:

Yderst selvmordstruet

og havde:

Yderst selvskadende adfærd.

Puha. Jeg forberedte dig på, at det var noget af en mundfuld.

Senere blev disse diagnoser alle skrottet for toppen af listen over psykiske sygdomme:

Paranoid skizofreni.

Jeg udviklede også et alkoholmisbrug, da jeg var sølle 16 år. For at sige det mildt, havde jeg det lortedårligt i mit lille hoved og hjerte. 

Jeg er heldigvis efter 9 år i psykiatrien kommet en lang vej, men psyken spænder stadig ben for mange af de ambitioner og drømme, jeg har – og som andre har på mine vegne.

Jeg har i over et år været sygemeldt fra jobcentret som følge af en indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling og et kokainmisbrug – som jeg (God bless) har arbejdet mig ud af. Jeg er stadig sygemeldt, lige nu de næste 4 måneder frem. 

Jeg har et minimalt mentalt overskud, som hurtigt bliver opbrugt. Jeg er hypersensitiv i sociale interaktioner, og der skal næsten ingenting til, at hele min verden bryder sammen. Det kan være en lille ændring af planer, et simpelt punktum i en besked fra en veninde, eller et ansigtsudtryk, jeg tyder som, at personen inderligt hader mig.

Jeg kører enten 200 km/t, eller også er motoren fuldstændigt slukket. For mig findes grå ikke – det er enten sort eller hvid. 

Mine følelser er ikke kun letpåvirkelige; de er også ekstreme. Når jeg er ked af det, har jeg lyst til at ende mit liv. Når jeg er sur, kan jeg sige modbydelige ting. Når jeg er nervøs, signalerer min krop, at jeg er ved at dø. Men når jeg er glad, er jeg euforisk, og intet i verden kan ramme eller stoppe mig. Enorme udfordringer og noget af et kludder af knuder at finde rundt i. 

Jeg er ved at lære at passe på mig selv på den mest hensigtsmæssige måde uden at sidde fast i det trygge og velkendte. Jeg er ved at lære at se farven grå.

Men denne proces er lang og snørklet, og jeg tror, at det kommer til at tage lang tid, før jeg finder balancen i det indre kaos. Jeg har dog fundet håbet frem igen, og det er vigtigt at ære og nære – og det er vigtigt, at systemet hjælper mig med netop dét.

Det nuværende offentlige forsørgelsessystem er desværre skruet sådan sammen, at midlerne simpelthen ikke er til det. Det er trist at se kompetente rådgivere og sagsbehandlere blive holdt tilbage i det, de brænder for – at hjælpe udfordrede mennesker godt på vej – på grund af benspænd af latterlige formaliteter.

Nå, men hvad så?

Det er jo nemt at sidde og kritisere systemet, politikerne og de øverste hoveder i kommunerne. Der er efterhånden kommet et stort og nødvendigt fokus på, at noget ikke fungerer i vores velfærdssystem. Det største problem er måske, at der ikke bliver lyttet til os, der rent faktisk drukner i suppedasen – både borgerne i systemet og de fagpersoner, der arbejder i det. Gnisten bliver gang på gang slukket for begge parter, og det er super ærgerligt. 

Der skal oprettes et mellempunkt. Lige så meget, som jeg selv skal lære farven grå at kende, skal beslutningstagerne også. Lige nu er der ingen rigtig grå løsning. Ingen løsning for os, som principielt godt kan komme ud på den funktionelle side, men som har brug for pusterummet, der kan sætte fut i den personlige udvikling. Det er enten eller. 

Alt for mange syge borgere er uretfærdigt fanget på kontanthjælp eller i et endeløst pres i form af ressourceforløb. Jeg har hørt flere historier om syge mennesker, som bliver revet umenneskeligt rundt i 10-20 års jobafklaringer, før de er så udmattede af at være i det “støttende og motiverende” system, at de langt om længe får tildelt en førtidspension. Mennesker som, hvis de var blevet grebet i starten, med høj sandsynlighed ville kunne have bidraget positivt til samfundet.

Vi får konsekvent at vide, at vi skal være taknemmelige for, at vi overhovedet kan blive forsørget af staten. Faktum er bare, at den måde, som systemet er indrettet på i dag, i mange tilfælde er en stopklods for den udvikling, der kunne have været. Faktum er, at kontanthjælp ikke er lavet som en langtidsholdbar løsning. Havde det fungeret i praksis, ville det være et rigtigt godt initiativ. Kontanthjælp er lavet som en sidste udvej, hvis man har opbrugt sine dagpenge og stadig har svært ved at finde ny beskæftigelse. Det skal ikke være fedt at være på kontanthjælp, fordi man skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen. Man skal ikke leve på kontanthjælp, udelukkende overleve.

Vi står som samfund med det kæmpe problem, at syge borgere bliver fanget i denne uholdbare og uudholdelige overlevelsesfase, når vi i virkeligheden har brug for fred og ro, så vi kan komme ud på en tilfredsstillende side uden at blive straffet for at være syge.

Jeg beder om en grå løsning for alle os, der er midt imellem. Jeg beder ikke om luksus, Gucci tasker og herskabslejligheder, men jeg beder om en tilværelse, der er værd at være i. En tilværelse, der motiverer og bakker op i stedet for at fastlåse og straffe. Et springbræt til dér, hvor de fleste af os drømmer om at nå hen. 

Jeg beder om at blive lyttet på. Jeg beder om at blive taget seriøst. Jeg beder om i hvert fald et forsøg på forståelse.

Kærligst Ditte