Måske vi alle bare troede, vi ku’ glemme det

Drejer det her sig om penge?

Jeg var tidlig klar over, at det biologiske samvær havde højere prioritering end barnets trivsel.

Min biologiske far elskede musik og lyrik. Der var aldrig stille omkring ham. Han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder. Han var ikke bange for at smile og blotte sit mellemrum. Når han besøgte mig, var hans tennissokker altid grå af snavs. Ofte havde han en hvid t-shirt på med blå syninger. På brystet stod der ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” Han kunne ryge tyve smøger og drikke to kander kaffe på sådan et besøg. Han fik altid kaffekoppen til at klirre på bordet. Jeg forstod ikke, hvorfor han fik bordet til at ryste sådan. I perioder kiggede jeg ikke ind i min biologiske fars øjne. Jeg var bange for at blive slugt af hans mørke. Min biologiske far sendte mange breve til mig. Nogle var skrevet på bagsiden af en rudekuvert. De var altid gule og lugtede af tobak. Han havde ofte brændt en CD og sendt med. Det var ikke altid, at jeg forstod, hvad min biologiske far skrev. Han betragtede alt fra en verden, jeg ikke kendte til.
Som for alle andre børn var mine biologiske forældre fundamentet for mit liv. De var grunden til, at jeg kom til verden og spil lede en afgørende rolle i mine første leveår. Men i modsætning til mange børn var mit fundament fyldt med revner. Mine biologiske forældre mødte hinanden på psykiatrisk afdeling i Nordvest og fik mig nogle år efter. Vi flyttede en del rundt og boede mange steder. Min biologiske mor ville hellere føjte og feste end at passe sit barn. Derfor tog min biologiske far sig af mig. Han gjorde alt, hvad han kunne. Med tiden indså han, at han ikke magtede at være far til et barn. Han traf derfor sit livs sværeste, mest hjerteskærende og afgørende beslutning: At skille os fra hinanden, for at give mig det stærkeste fundament og de bedste forudsætninger for et godt liv. Jeg blev derfor anbragt frivilligt på børnehjem, da jeg var 3,5 år. Når min biologiske far besøgte mig på børnehjemmet, forstod jeg ikke, hvorfor han ikke tog mig med hjem. Jeg trykkede min næse mod ruden, når han gik. Han vinkede altid til han blev helt lille og forsvandt.

1997

Vi sidder i bilen på vej til gården i Holme Olstrup. Jeg er spændt fast i autostolen og vipper med mine tæer. På mine lår ligger en stor kattebamse, jeg har fået af dem. Den hedder Møs. Jeg piller den på næsen og ruller halen rundt om min hånd. Biler flyver forbi os som små fugle. Jeg har mødt hende flere gange på børnehjemmet. Hun kigger på mig i bakspejlet og smiler. Jeg har ikke lyst til at smile tilbage. Jeg er irriteret over, at hun har taget sin mand med. Jeg gemte mig på børnehjemmets legeplads, da jeg så dem komme ind ad døren. Det var hyggeligt, da det kun var hende, der besøgte mig. Jeg vil ikke have nogen anden far. Jeg lover mig selv, at min biologiske far nok skal komme og hente mig og tage mig med hjem.
Da jeg flyttede hjem til mine forældre, var min børneverden farvet af angst. Jeg nåede at bo på børnehjemmet i et år. Der var dejligt på gården i Holme Olstrup med udsigt til natur så langt øjet rakte, men jeg var i konstant alarmberedskab, og savnet til mine biologiske forældre sad tungt i mig. Jeg havde et behov for at være omkring mine forældre konstant. Hvis de rykkede sig en smule, blev jeg bange, gik i panik og begyndte at lede efter dem. Min mor og far lærte hurtigt, at de skulle fortælle mig, hvis de gik udenfor eller i kælderen for at hænge vasketøj op. Jeg glemte det, lige så hurtigt døren lukkede i og begyndte at lede efter dem. Særligt om natten blev jeg bange. Det blev en rutine for mig at vågne om natten og liste mig ind i mine forældres soveværelse og tjekke, om de stadig var der. Jeg ville kalde på dem, indtil de svarede. Det meste af min barndom sov jeg på en madras i mine forældres soveværelse eller i smørhullet mellem dem. Søvnen har aldrig været et trygt sted for mig. Jeg er et lille barn, når mørket faldet på. Hvis jeg sover ved siden af en anden, har jeg stadig et behov for at tjekke, om vedkommende er der. Enten holder jeg min ven helt tæt, ellers kommer jeg til at daske med benene, indtil de rømmer sig. Så ved jeg, at de ikke er gået fra mig. Det er efterhånden blevet en kærlig joke i min omgangskreds, at jeg ikke er nem at sove sammen med.

Professionelt moderskab

Græder du også, inden du falder i søvn, mor?
Hvad ser du, når du tager dine kontaktlinser ud
briller på og går op ad trappen
lukker døren til soveværelset
åbner døren på klem,
for du kender rutinen
du ved, at jeg lister mig ind for at se, om I
stadig er der
er jeg det barn, du håbede på at hente?
Jeg var aldrig dit spædbarn
mit sprog er fra en verden, du ikke kender
hvem holder dine hænder og aer dine kinder,
når du bliver ked af det?
De vil have, at du skal være så professionel
hele tiden
trivselsrapporter
plejevederlag
biologiske besøgstider
sagsbehandlere skal helst have
hjemmebagt kringle
med perlesukker på
jeg vil have dit uprofessionelle moderskab
intet andet
jeg tænker på sagsbehandlere, der kløjes
i kringlen med perlesukker på,
så der er fred til at være en uprofessionel familie

‍

Der blev hurtigt etableret et stærkt bånd mellem min mor og mig. Jeg åd hendes moderskab råt. Min biologiske mor var erstattelig. Navlestrengen var kappet for længe siden, og nogle gange er jeg i tvivl, om den overhovedet var der. Jeg havde det bedst, når jeg sad hos min mor i timevis som en koalaunge. Her kunne jeg føle mig lille og tryg. Jeg tog tidlig afstand til min biologiske mor. Hun var aldrig den samme, når hun besøgte mig og lovede altid noget, hun aldrig kunne holde. Hun havde ofte fråde om munden ved besøg og duftede aldrig som en mor. Men hun havde jo krav på at se mig. Jeg var tidlig klar over, at det biologiske samvær havde højere prioritering end barnets trivsel.
Det var ikke det samme at få en ny far. Hans faderlige og milde væsen skulle vokse længe på mig, før jeg lukkede ham ind i mit univers. Med tiden vidste jeg ikke noget bedre end at få læst Askepot som godnathistorie, indtil en af os faldt i søvn.
I 1998 fik mine forældre et barn mere. Ligesom mig kom hun til verden hos biologiske forældre, der ikke kunne passe på hende. Jeg var så heldig, at hun havnede hos os. Vi var to forskellige børn med forskellige behov, men det tog os ikke lang tid at blive søstre. Vi har altid været ved at revne af grin og stolthed, når nogen har sagt til os ”hvor kan man bare godt se, at I er søstre.”

2002

Afstanden og sorgen mellem min biologiske far og jeg voksede. Der var de gode besøg, og så var der de dårlige. Der var besøg, hvor han var glad, velbalanceret og fløjtede. Besøg, hvor vi tog på udflugter, holdt hinanden i hånden, og hvor jeg viste ham mine skolebøger, og han snakkede kærligt og interesseret til mig og mine forældre. Og så var der besøg, der i lange perioder aldrig blev til noget, fordi han var indlagt og ødelagt – og hvis de blev til noget, var han tungsindig, havde mørke rander under øjnene og var vred på både mig og min familie. Jeg kunne altid se på ham med det samme, om det blev et godt eller et dårligt besøg. Når han var syg, brokkede han sig over besøgsaftalerne, sagsbehandlerne, sagde ting, der ikke hang sammen med virkeligheden og skrev mærkelige breve. Han kunne finde på at skrive, at mine forældre have stjålet mig fra ham, og Bruce Willis havde spurgt, om han ville være med i den næste Die Hard film. I disse perioder holdt jeg ham ikke hånden. Jeg blev bange for ham og havde lyst til at kravle under køkkenbordet og gemme mig for ham. Men jeg ville ikke svigte min biologiske far, når han endelig besøgte mig. Lige meget hvor tosset min biologiske far opførte sig, kunne han eller jeg ikke slukke for drømmen i mit barnesind. Drømmen om, at han en dag ville blive rask, og vi med tiden ville blive forenet igen.
I skolen spurgte mine klassekammerater, hvorfor jeg ikke lignede mine forældre. Jeg løj og fortalte, at mine biologiske forældre var døde, og jeg derfor havde fået en ny familie. Jeg begyndte at smile mindre, så man ikke kunne se mellemrummet mellem mine fortænder.

Må vi elske hinanden?

Jeg har haft mange gode sagsbehandlere. Men det er aldrig godt at have en sagsbehandler involveret i ens familiære liv. Når jeg vidste de kom, cyklede jeg langsomt hjem fra skolen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Jeg øvede mig på samme måde, som jeg øvede replikker, da jeg gik til teater. ”Jeg har det rigtigt godt.” Jeg turde ikke fortælle dem sandheden: At der også var konflikter, og jeg var usikker, vred og bange. Jeg turde ikke fortælle dem, hvordan jeg egentlig havde det af frygt for, at de ville fjerne mig fra mine forældre.
Sagsbehandleren snakkede altid med mine forældre, inden vi alle skulle tale sammen. Jeg lyttede aldrig helt efter, hvad der blev sagt. Jeg var mere opslugt af at studere måden, som hun spiste kringle på. Hvordan hun med tungen skubbede perlesukkeret fra mundvigen ind i munden, når vi talte om regler, som jeg skulle overholde hos mine forældre. Det irriterede mig, at hun ikke spiste hele kringlen, som min mor havde brugt lang tid på at bage. Men når sagsbehandleren kørte hjem, råbte og skreg jeg i afmagt og vrede. ”I er ikke mine fucking forældre, I får penge for at have mig, jeg er bare et arbejde.” Jeg var træt af, at kommunen skulle komme og blande sig. I alle de år var jeg så bange for at blive fjernet fra mine forældre. Det lå som en bagtanke i alt, hvad jeg foretog mig. Jeg var bange for, at jeg var for besværlig til at være hos en familie. At jeg havde ødelagt min biologiske familie og nu var i gang med at ødelægge min nye. Jeg vidste ikke, om det var i orden, at jeg elskede mine forældre så højt, når vi var ført sammen professionelt af en kommune. Det var der aldrig nogen, der havde hjulpet os til at tale om. Tværtimod havde mine forældre fået at vide, at de ikke skulle knytte sig til os. Jeg frygtede den dag, jeg ville blive 18 år. Ville jeg stadig have min familie, når jeg blev myndig? Den konstante frygt og de bekymrede tanker holdt mig vågen og gjorde mig til sidst syg. Så syg, at det nu var mig, der sad i en hvid t-shirt med blå syninger, hvor der på brystet stod ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.”

‍

Flyvehavre og fugtige øjne

2011

Far
den plejende
har fugtige øjne
huden omkring øjnene slår flere og flere skår
han går i marken for at samle flyvehavre
hiver dem op af jorden med lange rødder
jeg betragter ham, når han træder i de bløde spor
fra vinduet i køkkenet
er plejebørnene pengene værd?
Hans fødder glider op og ned ad træskoene
har de sagt, at dine fugtige øjne er uprofessionelle?
Det ville ikke være første gang
tænker på, om vi har gjort noget ulovligt,
om kommunen skal vide, at vi elsker hinanden
skal vi blive ved at med at lyve,
for at plejebørnene ikke bliver slået hjem til det biologiske som
små ludobrikker
på gården i Holme Olstrup
kærlighedens mine
kommunen ser ikke de fugtige øjne,
de ser det biologiske og vender hver en mønt
barnet har skudt sit værelse ned med
en splatterpistol
har skudt skår i sit fjernsyn og
sin tyggegummimaskine,
der drysser lyserødt støv ned fra loftet
jeg vil gerne tage pistolen fra dig,
men jeg er lige så bange for fugtige øjne som dig
al den smerte, plejebarnet har givet mig,
gror i mig som flyvehavre
ingen hiver op

‍

Jeg sætter mig i stolen, som jeg altid sætter mig i ved disse møder. Sagsbehandleren skubber et stykke papir hen til os. Jeg er blevet vant til disse møder, hvor jeg er degraderet til at være et af systemets børn. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg går i 3.G og har festlige nætter på Sepps, for meget fravær, og forestående eksaminer sidder i mig. Sagsbehandleren kigger i sine noter og klikker med sin kuglepen. ”Udslusning” står der på papiret. Ved sådanne møder bliver jeg et barn igen. Et barn, der tier stille og lader de voksne tale. ”Det er flot, at du går i gymnasiet og snart er færdig,” siger sagsbehandleren. ”Vi ser ingen grund til at forlænge dit efterværn. Det går jo godt med dig. Vi kan tilbyde dig en værge fra kommunen og hjælp til at flytte i en lejlighed.” Jeg synker ned i stolen. ”Bliver jeg forladt nu?” Kan et udslusningspapir ødelægge vores familie? ”Det vil jeg ikke.” Tårerne sidder fast bag øjenhulerne; man græder ikke på kommunen. Min mor har aldrig været bange for sagsbehandlere og siger: ”At få en studentereksamen er ikke ensbetydende med, at man kan mestre livet alene. Der må være et alternativ?” Sagsbehandleren kigger længe på min mor. Hun ser forfjamsket ud og smiler, som var hendes tænder lavet af plastik, og siger så: ”Drejer det her sig om penge?”

2021

Det er snart 10 år siden, at mine forældre blev fyret af kommunen. Selvom opsigelsen landede i postkassen kort efter, at jeg blev student, har de aldrig forladt mig. Det handlede aldrig om penge. Det handlede om to forældre, der ønskede at give to børn den bedste opvækst. Vi er meget mere end en plejefamilie. Jeg blev ikke bare plejet. Vi er en familie. En familie, der tillod os at elske hinanden på trods af sagsbehandlere, regler, plejevederlag og biologiske besøgstider. Og hvis der var noget min biologiske far lærte mig, så var det at passe på sin familie.

‍

Forfatter

Natasha Arnoldi

Anonym

Titel

Udgivelse

De Anbragte

Læsetid

min

Det var som at have to liv

Fra den ene dag til den anden stod jeg ikke bare uden tag over hovedet, men jeg havde også mistet en af mine bedste veninder.

Da jeg var omkring 18 år, boede jeg i en lejlighed i Kokkedal og gik på handelsskolen. Det var på mange måder et liv ligesom de fleste andres på min alder. Jeg skulle tage min ungdomsuddannelse, og så skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville bagefter. Men jeg blev ramt af angst, og det gjorde, at jeg ikke kunne blive på min uddannelse, jeg kunne ikke passe et job, og al min energi skulle bruges på at få det bedre og blive fri for angsten. Jeg fik det så dårligt, at jeg til sidst blev nødt til at droppe ud, og jeg kom på kontanthjælp, mens jeg var i behandling.
Jeg ved stadig ikke hvorfor, men på et tidspunkt holdt kommunen op med at udbetale min kontanthjælp. De sagde dengang, at jeg ikke opholdt mig i kommunen. Men det var jo der, jeg boede. Det var der, min adresse var. Fra den ene dag til den anden mistede jeg min indkomst uden nogen begrundelse, og jeg gik hverken på uddannelse eller kunne varetage et job. Selvom jeg kontaktede dem og bad om hjælp, holdt de dengang fast i deres beslutning. De mente, jeg skulle søge i Københavns Kommune.
Jeg blev en kastebold imellem kommunerne. Mens jeg ikke kunne få hjælp i Fredensborg, sagde de også nej til at hjælpe mig i København, når min adresse var i Fredensborg Kommune. For reglerne er, at min bopælskommune skulle hjælpe mig. Der gik fire måneder, hvor jeg kæmpede med dem. Fire måneder, hvor jeg ikke kunne betale min husleje. Selvom Fredensborg Kommune til sidst indrømmede, at de havde lavet en fejl, var det for sent. Jeg mistede min lejlighed, fordi jeg var bagud med huslejen, og jeg flyttede selv ud. Ellers var jeg bare blevet smidt ud.
Jeg havde ikke et bagland ligesom andre folk; jeg kunne ikke tage hjem til familie og var derfor afhængig af mine veninders hjem. De betalte alting for mig dengang. Tøj, mad, husly. De holdt hånden under mig. Efter at jeg mistede min lejlighed, flyttede jeg ind hos mine venner. Over årene har jeg boet hos mange forskellige venner og på mange forskellige måder. På sofaen i mine venners stue. På et værelse hos min veninde og hendes far. Sammen med en kæreste. Jeg har delt seng med mine venner i perioder, fordi de ikke har haft andet at tilbyde mig. I de år tænkte jeg egentlig ikke på mig selv som hjemløs. Det var sådan mit liv var, og jeg håbede på, at min situation ville løse sig, men det var først meget sent, at det gik op for mig, at jeg reelt var hjemløs i flere år af mit liv.
Når man ikke har sit eget sted at bo og bliver nødt til at bo hos sine venner, tager ens relationer rigtig meget energi fra én. Det er svært at finde ud af, hvordan man er en god ven, hvordan man er en god kæreste, uden at skille det fra ens eget behov for at holde sig gode venner med dem, der tilbyder husly. Hvad hvis jeg trådte nogen over tæerne? Det kan vi alle sammen komme til; at gøre hinanden sure eller kede af det ved en fejl, men når konsekvensen er, at man ikke har et sted at sove, bliver man meget påpasselig. Jeg sørgede altid for at rydde op efter mig selv for at undgå ballade. Men hvis dem, jeg boede hos, ikke ryddede op, sagde jeg ikke noget. Jeg bad heller ikke om, at de skulle tage opvasken, for jeg følte allerede, at jeg havde bedt dem om en kæmpe ting ved at lade mig bo der. Det var jo deres hjem, og jeg var hele tiden bange for, at en konflikt ville betyde, at de ikke ville have mig boende længere.
Der er rigtig meget på spil, når ens boligsituation er afhængig af ens venskaber. Jeg tror, at alle har prøvet at komme op at skændes med deres venner, men det er noget helt andet, når man sover på sofaen hos dem. I en periode boede jeg hos min veninde Amalie. Vi var meget tætte, hun var nok min allerbedste veninde dengang. Hendes sofa var lille, så jeg sov i den samme seng som hende. Det var jo bare sådan, det var; jeg havde ikke andre muligheder. Faktisk gjorde det mig ikke noget at dele seng med hende, fordi vi var så tætte. Vi havde køkken og spisebord i det ene rum, og så sov vi og havde stue i det andet rum. Selvom det var småt, havde vi det rigtig rart. Men på et tidspunkt blev vi uvenner, og hun valgte at smide mig ud. Fra den ene dag til den anden stod jeg ikke bare uden tag over hovedet, men jeg havde også mistet en af mine bedste veninder. Det var uden tvivl noget af det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv.
Da hun smed mig ud, begyndte jeg for alvor at mærke, hvor presset jeg var over ikke at have et fast sted at bo. Jeg blev grebet af panik. Det var den største stress at vide, at jeg hele tiden risikerede at stå et sted, med mit tøj i en rygsæk, nødsaget til at ringe folk op i min telefonbog og spørge, om jeg måtte bo hos dem. Jeg følte virkelig, at jeg skulle til at presse mig på hos andre for at have et sted at overnatte. Det gjorde det også svært at behandle min angst, at jeg hele tiden befandt mig i en så usikker boligsituation.
På et tidspunkt fik jeg en kæreste, Sara, og mens vi var sammen, boede jeg skiftevis hos hende på Amager og hos min veninde Marie i Hvidovre. Hos Marie var der ofte gang i den, der var fest og mange mennesker, så hvor jeg overnattede henne var lidt et spørgsmål om, hvad jeg havde brug for på den givne dag. Havde jeg brug for kærlighed og omsorg, så var jeg hos Sara. Havde jeg brug for fest og farver, så var jeg hos Marie. Det var som at have to liv. Et familieliv med min kæreste og et festliv med de problemer, der dukker op der.
Festerne gjorde, at det var svært at finde balance i mit liv. Jeg ville jo gerne være med, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne trække mig. Det samme gjaldt for Marie og mine venner; deres hverdag blev også meget vildere af, at jeg var der. Man kunne ikke gå i seng, for der var fest i stuen. Så ofte opgav jeg rent ud at gå i seng.
Festlivet begyndte at påvirke mit forhold til Sara. Lige så snart festen var sjov, glemte jeg Sara, og så blev hun vred på mig. Men det var ikke kun festerne, det handlede om; Sara og jeg var dårlige for hinanden, vi blev ofte uvenner, og så ville hun smide mig ud af og til. Så måtte jeg tage hjem til Marie. Bum, ned i festen. Og nogle gange, når jeg ikke kunne holde til festen, måtte jeg trodse mig selv, for at jeg kunne være hos Sara, som at sige undskyld for ting, jeg egentlig ikke ville undskylde for. Jeg blev nødt til det, selvom det hang mig langt ud af halsen. Jeg havde både en ustabil boligsituation og et ustabilt parforhold. Alt i mit liv var utrygt.
Mine veninde Josefine sagde til mig, at jeg skulle ringe til et herberg, hun kendte, der hedder Nøjsomhedsvej. Jeg havde fået nok af det hele, nu skulle jeg have styr på mit liv. Jeg var træt af at være frem og tilbage mellem to adresser, og jeg vidste godt, at dagene med min kæreste var ved at rinde ud. Jeg følte, at jeg holdt vores parforhold kunstigt i live bare for at have et sted at sove og for at have nogen at læne mig op ad. Det var jo af de helt forkerte årsager. Da jeg kom hen på Nøjsomhedsvej, gik der heller ikke lang tid, før Sara og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne være mig selv, jeg var ikke afhængig af nogen.
Fra jeg ringede til herberget, gik der en uge, måske 14 dage, før jeg flyttede ind. Det var første gang i flere år, at jeg følte en ro og lettelse. Her kunne jeg være, alene, og gøre ting i mit eget tempo. Jeg havde været sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet i flere år! Når jeg vil hjem nu, så tager jeg hjem; jeg skal ikke ringe til min kæreste først. Jeg behøver ikke længere at have mit tøj i en taske hos en kammerat. Nu har jeg mit eget værelse, med mine egne billeder hængt op på væggen.
Når man har sit eget sted at bo, tager ens relationer ikke lige så meget energi fra én. Var det, fordi min kæreste var sur, at jeg var ked af det og undskyldte, eller undskyldte jeg, fordi jeg ikke havde nogen andre steder at tage hen, hvis jeg ikke sagde undskyld? Jeg var blevet så vant til at gøre det sidste, men nu kunne jeg mærke efter, finde mig selv og sige fra.
Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg dengang var tvunget til enten at være i den her lejlighed, hvor vi festede, eller hos min kæreste i et dårligt kærlighedsforhold. Alle har jo dårlige relationer, men når du er hjemløs, så er du tvunget til at være i dem 24 timer i døgnet, og det ødelægger meget for dig som menneske. Du kommer ikke frem i livet, men du ryger i stedet dybere og dybere ned. Nogle kommer aldrig videre. Jeg kunne have siddet der stadig den dag i dag. Heldigvis kom jeg ud af det, og heldigvis kom jeg ud af mit forhold, men hvad nu hvis?
Det var vigtigt, at der var nogle, der ville lytte til mig. Josefine, der sagde, jeg skulle ringe til herberget, sagde det, fordi hun var bekymret for mig. Hun kunne godt se, at jeg ikke gjorde noget ved mine problemer, og hun kunne godt se, at jeg havde det dårligt. Alle omkring mig kunne se, at jeg havde det dårligt og ændrede mig. Jeg havde tabt mig rigtig meget. Jeg var udmattet, for jeg havde ikke tid til at passe på mig selv, og jeg hoppede i stofferne for at få en pause fra alt det, der var hårdt.
Jeg talte flere gange med kommunen, men de gav mig ikke nogen specifik hjælp. Det ville jeg ønske, de havde gjort. Hjælp kunne have været en liste med herberger, et telefonnummer til en mentor, der kunne støtte mig, noget opbakning af en eller anden art. Jeg fortalte dem, at jeg var hjemløs, at jeg havde et misbrug, at jeg har borderline og angst. Jeg kunne ikke klare alle de her ting selv, men det blev jeg nødt til. Og det gjorde jeg, heldigvis, men der gik alt for lang tid, hvor jeg flyttede rundt fra sofa til sofa. Der er mange eftervirkninger af mine oplevelser som hjemløs, jeg skal kæmpe med stadigvæk i dag. Jeg tror ikke, jeg nogensinde var nået så langt ud, hvis jeg ikke havde været hjemløs.
Men nu har jeg fået et sted at bo, og det er en kæmpe ro og tryghed i mit liv. Det er et gigantisk problem, der nu er fjernet fra mit hoved, så jeg kan tage fat i nogle af de andre ting, jeg går og dealer med. Nu er jeg i behandling for mine psykiske udfordringer og misbrug. Det er jeg rigtig glad for, at jeg endelig kan tage hånd om.
Men det er også vigtigt for mig at sige, at man bliver nødt til at kæmpe hårdt i det her system. Jeg ved, at der er rigtig mange, der bliver helt vildt uretfærdigt behandlet, og at man kan møde mange i systemet, der ikke lytter til én. Men hvis din første sagsbehandler ikke hører, hvad du siger, så må du ikke give op, sætte dig ned og sige, at det er synd for dig. Det kan godt være, at det er rigtigt, men det nytter ikke noget. Du bliver nødt til at tage sagen i egen hånd. Du må bede om en ny sagsbehandler, og du må blive ved, til du finder én, der tager dig og dine problemer alvorligt. Bliv ved med at undersøge tingene på egen hånd, google herberger, google “hvad gør jeg, hvis jeg bliver hjemløs,” og “hvor kan jeg få hjælp”. Gør et eller andet. Det tog lang tid for mig at få den rigtige hjælp, og det var sindssygt hårdt, fordi jeg ikke havde noget overskud til sidst. Men jeg håber bare, at du kan finde noget styrke i dig selv og sige fra, når det ikke fungerer. Du skal blive ved.

‍

Forfatter

Gry Moberg

Anonym

Titel

Udgivelse

De Hjemløse

Læsetid

min

”Må jeg se noget ID?” Jeg kiggede forvirret op. Jeg havde lige forklaret hende, at jeg har fået stjålet mit ID.

Pludselig befandt jeg mig ude foran en lejlighedsdør. Navnet på døren stemte overens med navnet på jamaicaneren, der havde præsenteret sig for mig få dage forinden ude foran det lokale pizzeria. Med en meget forsigtig hånd ringede jeg på lejlighedstelefonen. Blodet piblede ud ad læben, og det, som plejede at være VORES hunde, stod nu trofast på hver sin side af MIG, fastbundet med en nylonstrømpe som snor, ved siden af en overfyldt Nettopose. Jeg havde taget dem med mig. Han kunne tage alt andet, men ikke dem. Jeg bankede stille på døren, da den gæstfrie jamaicaner åbnede op, gned sine øjne og lukkede mig ind i sin lejlighed. Han sagde ikke meget, men det var heller ikke nødvendigt. Klokken havde passeret midnat, og sporene på min krop var ikke til at tage fejl af. Det samme var fortvivlelsen i mine øjne ej heller. Jeg var udmattet og forstod ikke, hvordan jeg var endt her.
Jeg huskede svagt den livsglade og ambitiøse pige, som i en alder af 15 år anskaffede sig en lejlighed i hjertet af Aalborg – klar til at indtage verden. Familien selv boede i en lille udkantsby på Djursland, men livet i en større by trak i mig. Tanken om den hjemlige duft af aftensmad på komfuret og den rungende lyd af vaskemaskinens konstante larm gav et lille smil på læben. Men gården, som plejede at være fyldt til randen med børn og liv, virkede pludselig fjern. Ensomhedens klang gav genlyd rummets fire hjørner. Jeg havde en følelse af, at det næsten var muligt at gribe ud efter den. Øjnene, som plejede at smile, var dækket af sorte rander og et fraværende slør af hash. Jeg havde mistet grebet og mærkede for første gang ensomheden i fuldt flor.
Den aften, før jamaicaneren lukkede mig ind, kulminerede det hele. Jeg måtte væk. Desperat og lammet tog jeg ikke kampen op med ham. Alt jeg hørte var smadrede glas inde i lejligheden og min kærestes trusler og højlydte råb. Straks fór han ud ad døren og efterlod med mig med ordene: “Det skal nok blive træls for dig, tro mig!”, idet han strøg ud med min hvide mappe under armen. Mappen, hvori alle mine identifikationspapirer lå, ALLE. Naiv og træt råbte jeg: “Ta’ du dem bare, det er jo Danmark det her”. Jeg ville ønske, at jeg havde slugt mine ord. Jeg havde lagt alt min tillid i en mand, som jeg – i mit naive barnehjerte – troede var den eneste ene. Jeg elskede ham, men jeg vidste, at jeg måtte finde en anden måde at leve mit liv på. Da jeg vågnede op, lå regningerne tilbage i postkassen med MIT navn på konvolutten. Vores gamle lejlighed, som jeg godtroende havde skrevet under på, skulle nu betales, men han var ingen steder at se. 40.000 kr. i indskudslån og 8.000 i el skulle tilbagebetales. Jeg var lige fyldt 18.
Jeg blev hos jamaicaneren og hans lillebror i et par uger og fortalte hverken venner eller familie om situationen. Døren til barndomshjemmet stod altid åben, det vidste jeg. Men jeg vidste også, at denne kamp var min kamp. Ikke min families, men min. Selvstændighedens ild havde brændt sig fast, og jeg skulle hæfte for opkrævningerne. Rykkerne på ubetalte regninger væltede ind ad brevsprækken, men hos jamaicaneren havde jeg et helle. Der var en helt anden form for ro. Ingen regninger, hus eller ansvar. I hvert fald for en stund.
Men i livet er der ingen nem vej udenom. Kreditorerne ville formentlig ikke give op på at få deres penge retur. Jeg kunne ikke undslippe mig den virkelighed, som langsomt indhentede mig. De ubetalte regninger skulle tilbagebetales, mine manglende identifikationspapirer skulle genskabes, og jeg skulle genvinde kontrollen over mit liv og mig. Jeg ringede kort tid efter til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til min daværende kærestes lille forsvindingsnummer med mine papirer. Svaret dertil lød pragmatisk og kortfattet: ”Vi kan anmelde det som en tyverisag, men vi vil foreslå, at du i stedet for får lavet nogle nye papirer, da han formentlig ikke er i besiddelse af dem længere”. Det lød på mange måder ligetil; vi befinder os jo trods alt i Danmark, tænkte jeg igen. Politiet blev desuden nødt til at lukke mine konti af hensyn til sikkerhed, som led i en standardprocedure, sagde de. De identifikationspapirer, som jeg netop havde meldt stjålet, skulle nu bruges til at genåbne mine konti. Det lød knap så lige til.
Intetanende og fortrøstningsfuld susede jeg ned til borgerservice, manøvrede mig vej gennem to svingdøre, trak et nummer, ventede i køen, ventede… og ventede lidt længere. I min iver efter at få udleveret et NemID, genåbne mine konti og få adgang til min data, fortalte jeg minutiøst historien fra begyndelsen. Damen på den anden side af skranken virkede tom i blikket. Øjenæblerne gav genskin i den glasplade, som adskilte os. Jeg fortsatte med at forklare, hvordan min daværende kæreste havde taget alle mine identifikationspapirer, og spurgte, om hun havde mulighed for at hjælpe mig med at få lavet nogle nye. Jeg så ind i hendes beherskede blik med mine bedende øjne. Hun fortrak ikke en mine, men svarede blot retorisk på mit spørgsmål: ”Må jeg se noget ID?”
Jeg kiggede forvirret op. Jeg havde lige forklaret hende, at jeg har fået stjålet mit ID. Jeg gentog min problemstilling og sagde lavmælt: ”Du må forstå, at jeg ikke har noget ID. Min ekskæreste tog det med sig, da vi gik fra hinanden”. Hun smilte mekanisk og sendte mig videre til næste kommunale dør. I næste rum blev jeg sendt videre til banken, som sendte mig videre til kirkekontoret. På døren til kirkekontoret stod der, at de havde lukket på ubestemt tid på grund af Covid-19 situationen.
Der stod jeg tilbage med afslag fra kommunen, et afslag fra politiet, et afslag fra banken, et lukket kirkekontor og en gæld, som JEG hæftede for ene og alene. Jeg så ingen anden mulighed end at opsige alle faste udgifter, ALLE. Desto hurtigere jeg kunne betale gælden af, desto hurtigere kunne jeg genvinde kontrollen. Planen var fire måneder. Fire måneder til at tilbagebetale hele gælden og genvinde kontrollen over mit navn og mit liv.
Efter et par uger blev det for trangt hos jamaicaneren. Han introducerede mig for et internationalt kollektiv, som lå på den anden side af Limfjordsbroen. Nærmere Lindholm Brygge. Disse mennesker husede allerede flere uden en folkeregisteradresse. De var usandsynlig gæstfrie for alle, som havde interesse i at deltage i fællesskabet. 8-10 mennesker boede på 40 kvadratmeter, uden faste sovepladser, men efter først til mølle-princippet. Det var liv og glade dage. Devisen ’én dag ad gangen’ blev på én og samme gang mit mantra. De andre unge i kollektivet syntes at leve efter samme devise. De lod mig flytte ind. Ind i en struktur, som var blevet etableret, så alle kunne bidrage til fællesskabet. 1. Generation, hvori jeg indgik, havde til opgave at passe vores skole. 2. Generation stod for huslige opgaver. 3. Generation skulle betale regningerne og få tingene til at køre. Opdelingen virkede på papiret og til dels i virkeligheden. Egentlig virkede hierarkiet bedst, når en joint skulle gå på omgang. Men hjertevarmen var aldrig til at tage fejl af. Store som små og unge som gamle var altid velkomne. João, som udgjorde den anden halvdel af 1. generationsklassificeringen, spurgte mig, om vi ikke skulle starte på International Baccalaureate, som er en 2-årig international gymnasial uddannelse. Jeg havde en smule vanskeligheder ved engelsk på daværende tidspunkt, men João forsikrede mig om at hjælpe med lektierne, hvis jeg startede med ham. Jeg tog chancen og startede på IB i foråret 2020. João gav mig desuden lov til at bruge sin konto, så jeg løbende kunne betale min gæld af.
Efter skole lagde jeg ofte vejen forbi borgerservice og forsøgte gang på gang at få udleveret et NemID. De sendte mig gang på gang videre til næste dør, som sendte mig hjem med beskeden om, at jeg manglede et ID-kort. Hver anden uge lagde jeg vejen forbi, og hver anden uge fik jeg samme besked: ”Du kan kun få udleveret et NemID, hvis du kan fremvise identifikationspapirer på, at disse konti tilhører dig”. Kirkekontoret havde fortsat lukket på grund af pandemien, så heller ikke de kunne hjælpe. Ruten blev hurtig genkendelig. Jeg gik fra den ene store kommunale bygning til den anden, forbi en lukket dør på kirkekontoret, videre til banken og hjem igen. Tomhændet. Alt imens forsøgte jeg at jonglere mellem gymnasie, kollektivet og forskellige jobs, så jeg kunne betale VORES gæld af, som stod i mit navn, og derfor på papiret blev kategoriseret som MIN.
Efter et par måneder tog jeg valget om at flytte ud af kollektivet. Hjertet var fyldt op af varme og glæde, men min krop havde brug for en kende mere struktur. Faste måltider og mere eller mindre faste sengetider. Uden fast bopæl sov jeg på sofaer hos venner og bekendte og hjalp til med huslige pligter i gengæld. Gælden blev langsomt tilbagebetalt med pengene fra jobbet hos det lokale pizzeria og lange aftener på værtshuset Buffalo. Jeg forsøgte at passe skolen efter bedste evne og gav en hånd med, hvor der var brug for det. Om aftenen hoppede jeg fra sofa til sofa og til trods for, at jeg var afhængig af andres gæstfrihed, så følte jeg mere fri end nogensinde før – ingen regninger, forpligtelser eller faste fire vægge. Bare et ansvar for mig, to små hunde, én lille taske og et nærliggende depotrum, hvor jeg havde flyttet alle mine ting hen. I folkemunde lyder betegnelsen ”hjemløs” ikke ligefrem som noget, der klinger på det frie valg og selvstændighed, men ikke desto mindre var det sådan, jeg følte det. Jeg følte mig mere fri end nogensinde før. Jeg tog et valg, som skulle gavne mig på sigt: at løsrive mig fra den situation, som jeg var havnet i. Jeg havde skrevet under på nogle papirer, som gældsatte mig, givetvist fordi jeg var naiv, men ikke desto mindre var det en kamp, som jeg måtte tage op.
Dagene gik, og det samme gjorde jeg – hen til kommunen, videre til næste kommunale dør, videre til banken og hjem igen. Uden et NemID, men med et retorisk svar om, at de ikke kunne hjælpe mig, medmindre jeg havde mine identifikationspapirer. Sætningen satte sig fast, og jeg kunne hverken gøre til eller fra. Jeg forsøgte at fremlægge min sag igen og igen og igen, men intet nyttede det. Damen på den anden side af skranken, med den sorte skjortebluse og det dybe suk, var tydeligvis lige så træt af mine utallige forsøg på at tale min sag, som jeg var af hendes indøvede svar. Jeg kunne se bolden, men jeg kunne ikke nå den. Jeg kunne heller ikke få nogen til at række bolden til mig. De måtte ikke, sagde de. Det stod i deres arbejdsbeskrivelse, sagde de. Jeg skulle desuden have en folkeregisteradresse, inden vi kunne komme videre, sagde de. Jeg sagde, at det krævede et NemID. Og det kan du ikke få uden ID, sagde de. Og så stod vi der…

En eftermiddag tikkede en mail ind. Jeg skulle genansøge om min SU. Den sang, som kommunen gang på gang havde sunget for mig, var efterhånden blevet min sang. Jeg ville ønske, at min sang havde en smule mere genklang, men den lød mere og mere hul. SU var betinget af et NemID. Et NemID, som jeg hverken havde eller kunne få udleveret. Til trods for, at jeg havde lært samtlige smutveje til kommunens lokaler, forsøgt talvise gange at få adgang til mine konti, min e-boks og mine papirer, boet på må og få i syv måneder. Min krop og mit sind var udmattet. Jeg var udmattet. Luften var krystalklar på min vanlige tur hen til borgerservice. Mit spejlbillede var sløret i butiksvinduerne. Selvom jeg blinkede mine øjne våde, blev billedet ikke skarpere. Jeg følte mig omtumlet og manglede et sted at gribe fat. Én at gribe fat i. Det føltes som frit fald. Jeg havde længe forsøgt at klynge mig til idéen om, at der måtte være hjælp at hente. Jeg skulle have et NemID. Det kunne ikke vente længere. Jeg kunne ikke vente længere. Mine ben føltes tunge som bly, og jeg ænsede knap nok de forbipasserende. Jeg forsøgte at holde blikket stift rettet mod fortovet, selvom det flakkede i vilden sky. Det var koldt. Juleudsmykningen lyste gaderne op, men alt, jeg så, var genskær. Genskær fra de kulørte lamper, som forbandt gaderne. Vejen derhen føltes uendelig lang. Jeg satte langsomt én fod foran den anden og tog et skridt ad gangen. Da jeg nåede borgerservice og slog blikket op, sad damen bag skranken med det opgivende blik foran mig. Hun havde udskiftet den sorte skjortebluse med en mørkeblå og sad med sin faste grimasse. Hun spurgte mig retorisk: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jeg blev slået tilbage. Jeg havde gennem de seneste syv måneder været forbi borgerservice hver anden uge. Hver gang skulle jeg forklare min situation forfra. Hver gang sad jeg indædt tilbage med et ønske om, at jeg havde slugt de ord, som jeg havde sendt min daværende kæreste afsted med. Danmark var ikke det Danmark, som jeg troede, at jeg kendte så godt. I Danmark er jeg født. Der har jeg hjemme. Der har jeg rod, og derfra min verden går, troede jeg. Alt det var blevet taget fra mig. Jeg var intet på papiret, fordi jeg ikke havde noget papir. De behandlede min sag forfra igen og igen. Denne gang nåede vi lige akkurat til spørgsmålet om identifikationspapirer, inden hun sammenbidt fortalte mig, hvordan hun ikke havde mulighed for at hjælpe med at gendanne mit ID uden at se mit ID. Jeg forsøgte mig igen, men det føltes som om, at vi ikke talte samme sprog. Hun talte i paragraffer, jeg i erfaringer.
Jeg kunne ikke holde frustrationen tilbage. Vreden spredte sig i kroppen. Jeg forlod bygningen og fortsatte min vej i retning mod banken. Jeg nåede kun lige ind gennem svingdøren i hovedindgangen, før en tåre lod sig trille ned ad kinden på mig. Jeg forsøgte at tage en dyb indånding, men frustrationerne boblede i mig. Jeg forsøgte at fremstamme et råb om hjælp, men jeg kunne ikke holde tårerne inde. Hele banken frøs med ét. Jeg var blevet til et nervevrag, der stod midt i banken. Jeg kunne ikke rumme mere, og ænsede knap nok de mennesker, som omringede mig. Jagten på et NemID hang over mig som en forbandelse, som jeg ikke kunne bryde. Tårerne var blevet til gråd, idet en medarbejder i banken udbrød pludselig, “Silke, dig kan jeg godt huske”. Med en behersket stemmeføring forsøgte hun at tale mig til ro. Hun satte sig roligt og spurgte ind til mine oplevelser. Hun ville sågar følge med mig ned på borgerservice og identificere mig, således damen bag skranken ville underskrive min SU-anmodning og udlevere et NemID. En håndsrækning. Jeg fortalte om mine oplevelser og oplevede, at hun blev harm på mine vegne. Paragrafferne var blevet altoverskyggende, og jeg var fanget lige midt i dem. Vi var nået hen til de to svingdøre. Bankdamen vadede direkte hen til skranken og holdte et bestemt og målrettet blik igennem glaspladen. Hun fremlagde sine argumenter. Jeg blev lille, meget lille. Damen bag skranken gjorde det samme, og efter en lettere ophævet diskussion lykkedes det at få damen bag skranken til at underskrive SU-anmodningen for mig. Bankdamen kunne åbenbart både tale i paragraffer og i erfaringer.
Den 21. dec. 2020 oprettede banken et nyt NemID til mig. Syv måneder tog det, syv måneder at tilbagebetale hele gælden, stå med plus på kontoen og skrive under på en ny lejlighed. Og mit nye pas, ja, det ved kun jeg, hvor er henne.

Forfatter

Silke-Sif Petersen

Anonym

Titel

Syv måneder tog det

Udgivelse

De Hjemløse

Læsetid

min

Jeg henter mine nøgler og smider hende ud. Jeg sidder tilbage på min stue, tårerne triller ned ad kinden.

Den skøre kattedame. Vi har nok alle en ide om, hvordan hun ser ud. Måske jeg er den skøre kattedame? Jeg har i hvert fald en kat, og ja, jeg er lidt skør. Men det er der en god grund til.
Jeg kan ikke mere.
Jeg kan ikke klare denne følelse.
Jeg kan ikke holde ud at skulle skamme mig, at føle mig skyldig.
Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg føler mig skyldig, men følelsen vil ikke gå væk.
Jeg føler et større mørke omkring mig. Jeg ved snart ikke, hvorfor jeg står op om morgenen.
Jeg finder barberbladet frem. Det er ikke blevet brugt i flere år, men smerten er for stor. Jeg er et så frygteligt menneske, at jeg skal straffes bare for at være til.
Måske min søster har ret, måske min mor har ret, måske alle har ret; jeg er ikke noget værd.
Jeg skal væk herfra.
Jeg kan ikke mere.
Jeg har planlagt dagen.
Jeg tager piller om morgenen.
Jeg går i skole som normalt.
Jeg går ikke hjem, men går i stedet væk fra det hele.
Jeg vil bare gå, indtil jeg falder om, enten fra pillerne eller fra udmattelse.
Jeg har ikke sovet.
Jeg har ikke kunne finde ro; jeg har blot kigget på pilleglasset.
Afskedsbrevet ligger i sengekommoden. Måske det vil hjælpe min søster i fremtiden.
Jeg tager en håndfuld piller. Jeg kaster op. Jeg tager nogle flere. Jeg er svimmel. Jeg har kvalme. Jeg kan ikke overskue at drikke morgenkaffen. Jeg går bare ned og tager bussen og tager i skole. Jeg er bange for, at folk omkring mig kan se det på mig. Er min hud gullig? Jeg kan ikke koncentrere mig i timen. Jeg har tid hos skolepsykologen kl. 11. Jeg vil sige farvel til hende, inden jeg går. For selvom hun ikke lykkedes med mig, så ved jeg, at hun har hjulpet rigtig mange.

Jeg kommer nærmest ikke ind ad døren, inden hun spørger “har du gjort eller planlagt at gøre noget dumt?” Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være dumt og får derfor ikke svaret hurtigt nok. For hvordan ved hun det? Udviser jeg en form for signal? Kan hun se det på mig? Vi tager på hospitalet. Jeg er glad for ikke at være alene.
Politiet har været her. Jeg er nemlig blevet indlagt på røde papirer. Politiet har ringet til min mor og fortalt, at jeg er blevet indlagt. Selvom jeg havde regnet med, at jeg aldrig ville se hende igen, kom hun og besøgte mig samme dag, som jeg blev indlagt. Min mor er begyndt at date, og jeg kan kun unde hende at have et liv. Det har hun fortjent. Hun bruger mindre tid derhjemme. Hun efterlader mig med min søster – en søster; som hader mig, og som ikke er bange for at vise det. Så da min mor dukker op på hospitalsstuen, bliver jeg overrasket. Jeg var sikker på, at hun ville vælge mig fra. Jeg håber virkelig, at det kan være starten på noget nyt. På et bedre forhold mellem os.
Min mor og lægen er blevet enige om at holde et møde. Jeg ønsker ikke, at de kommer, men ligegyldigt hvor mange gange jeg siger det, får jeg besked om, at det kommer til at ske med eller uden mig.
Min mor fortæller, at jeg er begyndt at få det værre, siden hun fik sin kæreste, og dette nok bare var et opmærksomhedsstunt. Jeg kan mærke, hvordan jeg bliver knust. Min krop og mine håb og drømme falder fra hinanden – det var ikke starten på et nyt og bedre forhold med min mor. Var det bare skuespil, da hun besøgte mig første gang?
Lægen spørger, om jeg er jaloux på min mor, fordi hun har en kæreste, og jeg ikke har. Det var så latterligt, at jeg ikke troede, at jeg skulle svare. Men min mor og læge er enige. Jeg ønsker opmærksomhed, fordi jeg ikke har en kæreste. Efter samtalen krævede jeg, at min mor aldrig må kontaktes af dem igen. Jeg kræver at komme under såkaldt diskretion.
Jeg har været indlagt i 3 uger. Jeg er blevet rykket til en anden afdeling. Jeg har fået kastet en masse diagnoser i hovedet på mig. Ingen, som jeg kan genkende mig selv i. Den seneste er borderline personlighedsforstyrrelse. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad det er, og ingen vil forklare mig det. Dét, som er blevet fortalt, lyder ikke rigtigt for mig.
Min mor er på besøg; hun når knap nok at tage sin jakke af, før hun forlanger, at jeg giver hende mine nøgler. Hun fortæller, at hvis hun ikke må læse min journal, så er jeg ikke længere velkommen derhjemme.
Jeg henter mine nøgler og smider hende ud. Jeg sidder tilbage på min stue, tårerne triller ned ad kinden. Jeg sidder med en følelse af, at alt er taget fra mig, men jeg er overbevist om, at det var det rette, at hun ikke måtte læse min journal. Jeg er glad for, at jeg stod stærk og ikke gav ind og gav hende lov til at læse min journal. Hvis hun vil vide, hvordan jeg har det, må hun jo spørge mig.
Men det betyder, at jeg ikke længere har et hjem.

Jeg er hjemløs.
Jeg er alene.

Da jeg fortæller personalet, at jeg nu er hjemløs, får jeg at vide, at jeg nok hellere må undskylde over for min mor. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg skal undskylde. Hvad har jeg gjort galt?
Der går en uge, før personalet tager mig alvorligt og tror på, at jeg er hjemløs. De kontakter her kommunen. Jeg bliver rykket rundt til forskellige afdelinger, og hver gang efterlader det mig mere stresset og presset end gangen før. Jeg kan ikke holde til alle de skift, til alle de nye mennesker. Jeg kan trøste mig selv med, at de nu snart må give op. De fortæller mig konstant, hvor dyrt det er, at jeg er indlagt, og jeg er heldig for, at de gider at bruge de penge på mig. De må snart udskrive mig. Det sker ikke. Lægerne fortæller, at de er sikre på, at jeg vil begå selvmord, hvis jeg blev udskrevet til gaden. Det har de ret i. De truer dog med udskrivelse hele tiden. Det sner og er koldt udenfor, så hver gang, jeg ikke gør, hvad de vil have, truer de med at udskrive mig til gaden. Til kulden. Jeg giver dem ret og siger, at de hellere må udskrive mig, men det sker ikke.
Livet på psykiatrisk afdeling er hårdt, og der er snart gået et helt år. Det er trist og stille, væggene er grå, og personalet sidder ofte på kontoret – undtagen når alarmen går, og det gør den ofte. For hver dag, jeg er indlagt, føles det, som om jeg mister noget af mig selv; jeg bliver mindre mig, og der er snart gået et år. Trusler er hverdag på afdelingen. Jeg bliver truet med elektrochokterapi, fordi jeg ikke ønsker at deltage til morgenmødet eller med akut beroligende, fordi jeg ønsker at tage en lur. Det giver ingen mening, og jeg kan ikke holde det ud.
Jeg er blevet rykket fra lukket til åben og tilbage igen flere gange. Jeg har lært meget, imens jeg har været indlagt, f.eks. hvor dybt jeg skal skære, før jeg skal syes, eller hvordan jeg får smuglet barberblade med ind på afdelingen, og hvor længe der skal gå, fra de har konfiskeret barberbladene, til de ikke længere gider at tjekke, om man har smuglet noget med ind.
Der tikker en besked ind på e-boks: Kommunen har endelig fundet en lejlighed til mig.
Lejligheden er på 25 kvm og har ikke noget køkken, men det er mit. Jeg får ordnet lejligheden med nye møbler og et præg af mig. Jeg prøver at gøre det til min oase. Til et sted, hvor jeg har hjemme. Jeg har været indlagt i et helt år, og afdelingen er på mange måder blevet mit hjem. Men ikke et hjem, som jeg har lyst til at beholde. Jeg får sagt farvel til afdelingen og får udleveret en pose med alle de konfiskerede barberblade.
Jeg står i min lejlighed. Jeg er helt alene. Jeg har 23 barberblade ved min side. Jeg har måske nok en lejlighed efter et år som hjemløs, men jeg har ikke et hjem, for jeg kan ikke finde ro i lejligheden; det føles, som om jeg stadig er indlagt. Jeg har det så dårligt, at jeg ikke kan se det som mit hjem. Der går derfor ikke længe, før jeg forsøger selvmord igen… Og jeg bliver derfor indlagt igen.

Jeg bliver indlagt på en ny afdeling.
Jeg bliver mødt af nye mennesker.
Jeg får diagnosen atypisk autisme.

Diagnosen fik jeg egentlig allerede, da jeg var 13, men der har ikke været nogen, som troede på den før nu, og det er en diagnose, som bare passer. Jeg kan se mig selv i diagnosen. Personalet forklarer og svarer på spørgsmål, og jeg begynder stille og roligt at føle mig som mig selv. Jeg er udskrevet, og jeg føler mig klar. Jeg er dybt taknemmelig for den læge og plejepersonale, som har hjulpet mig. Jeg er endelig mig selv. Jeg er endelig den stærke pige, som jeg altid har ønsket at være.
Jeg begynder at være ung. Jeg går i byen med venner, jeg pynter op i lejligheden, jeg begynder at date. Livet er skønt! Jeg er på date; det er akavet og skønt og præcist, som det skal være. Jeg møder ham ofte, og jeg bliver hurtigt rigtig glad for ham. Jeg føler mig tryg sammen med ham; jeg tør være mig selv. Efter et par dates har vi sex, og jeg tænker, at jeg er i et rigtigt forhold – sådan et forhold, som bliver vist på tv, sådan et forhold du ikke forstår, før du har været i det. Jeg pynter op til jul i min lille lejlighed. Jeg kan føle en lille snert af mening. Og jeg begynder endelig at tro på, at det måske nok skal blive godt igen. Jeg har planlagt at overnatte hos ham, og jeg glæder mig.
Jeg har ikke været hos ham i mange timer, før vi har sex. Det er skønt, og vi hygger og snakker. Senere på aftenen vil han have sex igen. Jeg har ikke lyst, så jeg siger nej. Han prøver at overtale mig, men jeg siger, at lysten måske kommer senere. Han læner sig over mig, så jeg ikke kan bevæge mig. Han tager tøjet af mig. Jeg prøver at fjerne hans hænder, prøver at stoppe ham, men han fjerner mine hænder og lægger sin hånd om min hals. Han presser til. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg skal dø.

Han voldtager mig.
Flere gange.
På 7 timer.

De næste dage og uger handler om at ryge en masse cigaretter og skære i mig selv. Intet andet. Hver gang, at jeg spiser noget, kaster jeg op. Jeg er ligeglad med alt. Jeg ved, at jeg skal dukke op til jobcentret, og andre lignende aftaler, men det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg skal hjem og skade mig selv. Sårene bliver dybere og dybere, og den eneste selvpleje og kærlighed, jeg udøver, er, når jeg forbinder de nye sår.

Absolut alt er kaos.
Jeg hader mig selv.
Jeg hader mit liv.
Jeg holder voldtægten hemmelig.

Jeg er bange for, at man siger, at det er min skyld. Jeg er bange for, at man siger, at jeg har fortjent det. Jeg er bange for, at jeg er gravid. Jeg, kan ikke klare den tanke. Jeg kan ikke få det barn. Jeg kan ikke klare det, og jeg skærer mig så dybt, at jeg skal syes. Jeg bliver på skadestuen spurgt om, hvorfor jeg har skåret mig, og jeg bryder sammen. Jeg fortæller om den frygtelige nat, og hun siger, at hun godt kan forstå, at jeg har det så dårligt. Jeg tager hjem, og som det første tager jeg en graviditetstest. Den er negativ.
Hver gang, at jeg går udenfor, sørger jeg for at købe en ny pakke piller. På årsdagen for voldtægten tager jeg alle pillerne. Jeg bliver opdaget og bliver kørt med udrykning på hospitalet. Jeg vil ikke have behand ling og hiver droppet ud. Jeg bliver stoppet og fastholdt. Det sker flere gange. Efter behandling på medicinsk bliver jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg er aldrig alene, der er hele tiden en fastvagt, også når jeg skal på toilettet. Det er forfærdeligt. Jeg har det forfærdeligt. Jeg har fået smuglet et barberblad med ind på afdelingen, og et kvarter efter de har fjernet fastvagt, prøver jeg at skære mine pulsårer op. Jeg vil ikke mere. Jeg tænker på, hvor rart det ville være ikke at føle noget, og hvor rart det er, at jeg kan mærke smerten og blodet, og hvor surrealistisk den tanke er…
622 er det sidste, jeg tæller til. Jeg er stoppet med at tælle, hvor mange sting jeg har fået gennem tiden. Jeg er ligeglad. Jeg ved ikke, hvorfor det var vigtigt til at starte med. Jeg er ligeglad med, hvad der kommer til at ske. Sygeplejersken har sagt, at de ikke kan hjælpe mig, og de ikke regner med, at jeg kan få det bedre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den information, for det er jo det, jeg altid har tænkt.
Hvorfor siger hun egentlig også det til mig?
Når jeg har det allerværst?
Hvis det virkelig ikke bliver bedre, hvorfor er jeg så til?
Hvorfor må jeg så ikke ende smerten?
Jeg er inde og ude af psykiatrisk afdeling. Selvom jeg har en lejlighed, så føler jeg mig ikke hjemme nogen steder. Heller ikke i min egen krop. Jeg får at vide, at jeg lader ham vinde. Jeg får at vide, at nu må jeg komme mig over det. Det har fyldt for længe, så nu er det min skyld, at jeg ikke kan glemme det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg er blevet indlagt igen. Det er næsten blevet til hverdag. Jeg har været indlagt så ofte, at jeg kender alt personalet på alle afdelinger.
Jeg er blevet indlagt på en afdeling, hvor alt personalet konstant behandler mig, som om jeg er dem til gene. Det er jeg måske også, men det er ikke med vilje. Jeg har ikke spist eller drukket noget i flere dage, og jeg kan mærke, hvordan min krop bliver svag. Jeg prøver ikke at begå selvmord, jeg har bare ikke overskuddet til at skulle skaffe væske eller mad. For hvad er pointen?
Jeg spørger sygeplejersken, om jeg må få et glas saft. Hun ser på mig og spørger: “Skulle du ikke hellere lade være, så du kan få det overstået?”
Hun har ret. Tænker de alle sådan? Burde jeg bare få det overstået? Der blev ikke tjekket, om jeg havde barberblade med ind på afdelingen; de spurgte ikke engang, så det tyder på, at de alle bare vil have, at jeg får det overstået. Har jeg endelig kostet for meget?
Jeg laver en aftale med mig selv: Enten dør jeg nu, eller også skal jeg finde en mening med det hele, for jeg kan ikke holde ud at have det sådan her!
Jeg er blevet udskrevet, og i samarbejde med jobcentret starter jeg til fysik på HF. Jeg møder nogle skønne mennesker; jeg får en grund til at stå op om morgenen, men der er noget, der mangler. En klassekammerat fortæller om sin nye kat, om hvordan hun fik den. Jeg siger til mig selv – det er det, der mangler: Et andet væsen at holde af, og som holder af mig, når jeg føler mig mest alene. Jeg finder den skønneste killing på nettet, og jeg begynder endelig at finde en dybere mening. Jeg besøger ham, inden jeg tager ham med hjem til sit nye hjem. Han skal hedde Frederik. Jeg synes selv, det lyder åndssvagt, at en kat kan give livet mening, men det kan han. Men det hele bliver for meget, og jeg bliver indlagt igen. Jeg tænker kun på, at jeg skal hjem til min kat, og jeg bliver udskrevet for en sidste gang.
Der sker en masse ting, og til trods for min mors mange forsøg på at få mig til at opgive min kat, så er Frederik mit holdepunkt. Det var ham, som kradsede på toiletdøren, da jeg kastede op, så det er jeg nu stoppet med. Det er ham, som sætter sig op ad mig, når jeg er ked af det, og det er ham, som vil lege, når jeg får flashbacks.
Med hjælp fra en fantastisk mentor er jeg begyndt at leve mit liv. Jeg ved nu, hvem jeg er. Jeg er flyttet væk fra alle de dårlige minder, og Frederik har fulgt mig hele vejen. Nu er jeg hjemme.
Jeg er den skøre kattedame – og det er jeg glad for!

‍

Forfatter

Sara Søs Aanæs

Anonym

Titel

Og så kom Frederik

Udgivelse

Læsetid

min

I en anden skildpaddes skjold

Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.

Fra Sydamerika til Amerika

Et brasiliansk pas i den ene hånd. Et papir på statsborgerskab i Amerika i den anden. En mor, som år forinden rejste til Norge for at forfølge kærligheden. En far, som i tidernes morgen rejste tilbage til det store Amerika. To bedsteforældre, som arbejdede for tag over hovedet og mad på bordet. En ung dreng, som hang ud med andre drenge. Drenge, som lavede narrestreger for at fordrive tiden. Tid, som passerede i takt med, at solen stod op og gik ned. En sol, som varmede lunt i den brasilianske by Fortaleza med 3.525.564 indbyggere. En by, som var præget af mennesker, der forsøgte at tjene til dagen og vejen. Mennesker, som brændende ønskede sig et job. Jobs, som ikke hang på træerne.
Et tilbud om at komme til Californien og bo hos en nær slægtning. Et tilbud, som jeg takkede ja til. Jeg kunne ikke gøre andet. Eller rettere, jeg kunne fortsætte med drengestreger. Jeg kunne blive og stå side om side med mennesker, som også kæmpede for at tjene til dagen og vejen. Blive i en naiv tro på, at jeg kunne lykkes her. Jeg kunne blive, velvidende, at jeg formentlig ville ende alene tilbage uden familie på samme kontinent. Forsøge at holde hovedet højt. Blive i den bagende sol og kæmpe for tag over hovedet og mad på bordet på samme måde, som mine bedsteforældre gjorde det.
Men jeg blev nødt til at tage afsted. Væk fra det, jeg i 17 år havde kaldt for hjem. Afsted til en by, som er opkaldt efter den berømte novelle om Tarzan. Tarzana hedder den. En forstad til Los Angeles, som mindede om alt det, jeg havde set på film. Mine jævnaldrende opførte sig på samme måde, som jeg havde set det på film. De trak på ordene, grinte på mærkelige tidspunkter og havde deres udvalgte slæng. De spillede amerikansk fodbold. De talte om, hvem der mon blev valgt til årets Homecoming Queen og King. De dansede i takt til popmusikkens rytmer. Jeg – jeg kunne hverken spille amerikansk fodbold, danse i takt eller tale med om, hvem der ville vinde året pris. Jeg følte mig som en jungle-dreng i en civiliseret by. Jeg skulle lære et helt nyt sprog. Jeg skulle ikke bare lære de engelske gloser, jeg skulle lære at trække på ordene, grine på mærkelige tidspunkter og finde mit slæng. Duolingo, var ikke længere et tilstrækkeligt redskab. Her skulle man være noget. Jeg skulle lære at begå mig på en måde, så jeg kunne være noget, ikke bare nogen.

Fra Amerika til Danmark

Et år var gået. Jeg havde indgået en aftale med min mor om, at jeg efter et år i Californien skulle flytte hjem til hende. Hjem var ikke længere den bagende sol i Fortaleza. Min mor og hendes norske kæreste var i mellemtiden flyttet fra det sydlige Norge til det nordlige Jylland. Hjem var nu Vrå. Vrå i Hjørring Kommune med 2.474 indbyggere. Eller rettere, nu med 2.475 indbyggere. En by, hvor naboerne målte hinandens ordentlighed på længden af deres græsplæne. Og hvor hånden blev brugt til at trykke med. Den blev ikke brugt til at lave tegn med. Ingen varme hilsner, helst et anerkendende nik fra distancen, så hverken Jørn eller Grete længere nede ad vejen ville se skævt til den mørke glød.
Jeg skulle være linedanser i en anden verdens cirkus. Jeg måtte hverken træde skævt eller ved siden af. Jeg skulle balancere på linen. Smile afmålt med rank ryg, men ikke for stolt. Jeg skulle ikke være for meget og ikke for lidt. Jeg skulle udtale, ikke bare tale. Udtale bløde d’er og ikke stumme h’er. Det danske sprog var blevet et redskab, som kunne måles og vejes. Mit sprog kunne måles og vejes. Jeg kunne ikke bare være nogen, jeg skulle være noget.
Diskussionerne derhjemme blev flere og flere. Nogle gange endte de i en konflikt, hvor min mor og jeg måtte gå hver til sit for en stund. Min mor talte et sprog, jeg ikke forstod, og hun forstod ikke mit. Sprogskolen havde lært mig de grammatiske regler, den sproglige syntaks og bøjning af uregelmæssige verber, men jeg følte, at det hverken gjorde til eller fra.
Mit navn stod på postkassen. Det stod også på folkeregisteradressen. Og selvom, det også stod i den nye statistik over antallet af indbyggere i Vrå, og jeg burde være taknemmelig over at have et sikkerhedsnet til at gribe mig, så følte jeg mig tom. Jeg var jeg ikke glad. Tværtimod. Jeg kunne ikke fremtvinge smilet på læben, som ellers plejede at være mit varemærke. Jeg blev ved med at træde ved siden af. Jeg kunne ikke balancere på den line, som var sat op foran mig. Rummet var for småt til både mig og hende. Vi kunne ikke rumme hinanden. Rummet var væk. Jeg vidste ikke om det nogensinde havde været der, men i dette øjeblik var det ikke til at finde. Ingen elastik at trække i. Ingen snor at give af.

I mellemtiden startede jeg på The International Baccalaureate Diploma Programme, også kaldet IB, som er en 2-årig international gymnasieuddannelse. Gymnasiet ligger placeret i udkanten af Aalborg. Klassen summede af liv. Der blev talt, ikke udtalt. Folk gik hverken op i bløde d’er eller stumme h’er. Et smil var nok. Jeg flyttede ind hos en kæreste i Nørregade og havde min daglige gang på IB, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Eric, som havde både etiopiske og islandske rødder. Vi var fremmede for hinanden, men det føltes ikke sådan. Jeg smilede, og han smilede. Smil blev til latter, og af latter kom jokes. Vi jokede om mig, om ham og om hinanden. Jokede om vores situation, hvordan vi mon var havnet her, og hvordan det skulle gå os i fremtiden. Vi forsøgte at smile os gennem tilværelsen. Vi smilede sammen. Vi tillod hinanden at være nogen, uden et krav om at skulle være noget.

Fra Nørresundby til Danmarksgade og alt derimellem

Årene gik. Jeg havde flyttet mine ting på egen hånd fra ét sted til et andet. På årlig basis. Jeg havde gået byen tynd med flyttekasser i armene og trætte ben. Jeg havde lejet mig ind hos venner og bekendte på Thistedvej. Vi havde startet kollektiver op i Nørresundby, lukket dem ned igen. Jeg havde udlejet værelser til musikere for at få råd til huslejen på Spiesgade. Boet kortvarigt hos et vennepar på Danmarksgade. Jeg havde haft hjemmet på ryggen. Jeg følte mig som en skildpadde, der i alt ubemærkethed svømmede fra sted til sted og svømmede videre, når tiden var inde.
Tre år var gået. Jeg lejede mig ind i en lejlighed på Danmarksgade. En lejlighed med tre roomies, som levede tre parallelle liv, kun afbrudt af et gensidigt nik og et enkelt hej i svingdøren. Døren til mit værelse stod altid åben, men de stak aldrig hovedet ind. De virkede hverken interesserede eller uinteresserede. De levede et liv med fastlagte planer og kun med få pauser fra hverdagens tummelen. Pauser, som de tog bag en lukket dør. Jeg kunne ikke finde mig til rette i det travle liv. Jeg ville bare gerne, at de havde det godt. At de mennesker, som jeg mødte på min vej, havde det godt.
Sommeren stod for døren. Jeg havde fået job i den lokale isvogn, der stod placeret midt på havnefronten. Arbejdsbeskrivelsen lød på at lange is over disken med et stort smil på læben. En opgave, som jeg elskede. En sen eftermiddag dukkede en pige frem med blondt hår af solens skær. Hun smilede, og jeg smilede. Jeg fik ikke sagt meget, men nok til at fastholde hendes blik. Hun var dragende. De blå øjne glimtede i solen. Hun vandrede ud i det blå igen. Jeg kunne ikke slippe tanken om hende. Dagene gik. Mågernes skratten, som før forstyrrede enhver tanke, lød nu som fuglesang. Solen spejlede sig i fjorden, og bladende blafrede i vinden. Pigen med det blonde hår dukkede pludselig op på ladet af en Christianiacykel med samme store smil på læberne. Det føltes som en film. Vi cyklede rundt under solens stråler. Fuglene sang. Vi grinte, og jeg svævede.

Fra Danmarksgade til Kayerødsgade

Lykken varede ikke evigt. Hun ville afsted til Berlin. Uden mig. Og lejligheden i Danmarksgade blev opsagt uden varsel. Jeg stod tilbage med min underskrift på en ugyldig lejekontrakt. Uden en forklaring. Tilbage. Alene. Jeg havde gået byen tynd med mine flyttekasser i armene, og nu skulle jeg gøre det igen. Jeg skulle finde et sted at f lytte mine ting hen. Et sted, hvor jeg kunne få tag over hovedet. Bare for en periode.
Renderne under mine øjne var blevet tydelige. Jeg magtede hverken at slæbe mine ting, mig selv eller noget andet nogen steder hen. Men jeg havde ikke et andet valg. Jeg skulle finde et sted hurtigst muligt. Jeg havde ikke lyst til at spørge min venner. Tænk sig, hvis de afviste mig. Hvis de ikke kunne rumme at have mig boende. Tanken gav mig ondt i maven. Jeg havde ikke lyst til at sætte deres liv på hold og belemre dem med min ensomhed. At være en byrde på deres skuldre. Jeg ville gerne kunne give dem noget, sådan som man gør i et venskab, men jeg havde intet at give af. Jeg kunne ikke række ud. Det virkede nemmere at holde afstand, så de ikke skulle konfronteres med en glædesløs situation, der i mellemtiden var blevet min virkelighed.
Jeg faldt år tilbage i snak med en høj, meget snakkesalig fyr foran Café 1000fryd. Vi talte over en cigaret og en øl. Jeg syntes at huske, at han skulle bo lige i nærheden. Jeg syntes også at huske, at han var meget imødekommende og ligetil, så jeg tog chancen, greb min telefon og skrev en kortfattet besked. I beskeden spurgte jeg, om det var muligt, at jeg kunne bo hos ham i en kortere periode. Han skrev hurtigt tilbage, at jeg kunne starte med at flytte mine ting, og så skulle vi nok finde ud af noget. Jeg flyttede min madras, mit sengelinned og en lille taske ind i hans stue, og resten rykkede jeg ned i et depotrum i kælderen. Madrassen lå i stuehjørnet omringet af hans ting. Ved siden af madrassen stod min taske med lidt tøj, som jeg vekslede imellem. Jeg havde sikret mig tag over hovedet, men det hjalp mig ikke. Jorden rystede under mig. Jeg kunne ikke finde fodfæste. Jeg var ikke hjemme.
Ugerne gik. Hver morgen føltes som en endeløs kamp, hvor jeg sjældent vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig sat ud af spil, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage til det ubekymrede liv omringet af glade mennesker i skateparken, ved isboden og havnefronten. Jeg kæmpede hver morgen for at hive mig selv op fra madrassen. Nogle dage blev jeg liggende – solen skinnede alligevel ikke længere, eller det føltes ikke sådan. Der var ingen, som spurgte efter mig eller havde brug for mig. Jeg derimod havde brug for at kunne slippe bekymringerne og angsten. Brug for et sted, hvor jeg ikke blev konfronteret med den virkelige verden. Et sted, hvor jeg kunne slippe tankerne. Jomfru Ane Gade, hvor samtlige diskoteker lå placeret, rummede alt det. Mennesker, som parkerede deres bekymringer derhjemme, og drak sorgerne væk. Mennesker, som kom for at have en fest. Det virkede mere ligetil. Jeg skulle bare være noget, og det virkede for en gangs skyld nem mere end at skulle være nogen.

Fra Kayerødsgade til Vesterbro

I Tre måneder gik. Kulden fra gulvet trængte op gennem madrassen. Regnen silede ned ude foran vinduet, og jeg lå i det fjerneste hjørne i stuen. Min krop var tung som bly, og jeg var udmattet. Både fysisk og mentalt. Jeg måtte hive mig selv op. Videre ned ad trappen og ud på gaden, med blikket sænket og hovedet afskærmet fra regnen. Pludselig udbryder en gammel ven: ”Hey Daniel!” Jeg løftede blikket, og foran mig stod to smilende fyrer. Vennen præsenterede sig ved navnet Martin, og fortalte med det største smil på læberne, at han lige var flyttet til fra Columbia.
Begejstringen lyste ud af ham, så meget, at det ikke kunne undgå at smitte af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var fuldstændig fremmede for hinanden, men snakken flød. Han inviterede mig hjem til sig. Og jeg kom igen. Flere gange. Vi brugte mere og mere tid sammen, og da jeg én dag sagde, at jeg hellere måtte tage hjem, spurgte han: ”Hvorhen?” Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg havde ikke et svar parat. Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare blev.
Spørgsmålet virkede oprigtigt, så jeg blev hængende. Blev et sted, hvor jeg hverken skulle være nogen eller noget. Jeg skulle bare være mig.

Forfatter

Daniel Willis

Anonym

Titel

Udgivelse

De Hjemløse

Læsetid

min

Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde.

Et

Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode.

To

Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise.

Tre

Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs.

Fire

Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor.

Fem

Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.

Forfatter

Daniel Arnholtz

Anonym

Titel

Efter kaos

Udgivelse

De Hjemløse

Læsetid

min

Min Eastpak - min følgesvend

”Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”

“De er ved at rydde vores lejlighed?”
“Hva’? Hvem?”
“Kongens foged og politiet. Skynd dig at komme hjem!”
“Hva’ mener… ”
“Skynd dig nu bare hjem!” sagde min roomie og lagde på.
Med et bankende hjerte og et “Jeg er nødt til at ordne noget derhjemme” til chefen, løb jeg ned til bussen. Vejen hjem, som jeg havde kørt så mange gange, føltes uendelig lang, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.
Kunne det virkelig være rigtigt? Vi havde jo boet der i halvandet år. Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvad skal vi gøre nu? Hvor skal jeg så sove i nat? Kunne den bus ikke køre lidt hurtigere? Skal den stoppe hver eneste gang?
Da jeg endelig nåede hjem, fandt jeg ud af, at det var rigtigt nok. Min roomie stod ude foran lejligheden med to poser. De vigtigste af mine og sine egne ting, han nåede at få med.
Han havde haft et kvarter til at pakke det ned.
Det var en meget lille lejlighed, faktisk en etværelses i to etager. Jeg boede nederst lige ved siden af tekøkkenet, og min roomie boede øverst, hvor badeværelset også var. Vi hyggede os alligevel sammen og blev gode til at rumme hinanden. Det viste sig, at vores udlejer havde brugt vores husleje på stoffer, og han også havde misbrugt min roomies cpr-nr. til at købe mobiler på afbetaling i hans navn.
Jeg er glad for orden og struktur, så min roomie kunne fremvise en mappe med alle kvitteringer for fogeden, hvor han kunne se, at vi altså havde betalt huslejen. Men vi havde ingen rettigheder, for vores lejekontrakt viste sig også at være ulovlig.
Udlejeren havde tømt vores postkasse for alle de advarsler, fogeden havde sendt.
Så der stod vi. Uden lejlighed og uden tøj, oplader, medicin eller bare en tandbørste.
Hvor skulle vi tage hen for at spørge om hjælp? Jeg havde ikke lyst til at sige det til min plejefamilie, fordi jeg følte, at det var et nederlag. Jeg havde været vildt stolt af, at jeg uden hjælp havde fundet lejligheden til at starte med, og jeg ville gerne klare mig selv. Det var ikke en mulighed for mig at bo hos min biologiske mor.

For ressourcestærk til en bolig

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen for at bede om hjælp. I desperation foreslog jeg, at vi kunne tage ind til et jobcenter, der på det tidspunkt lå inde ved Dybbølsbro. Der tog vi hen, for vi vidste, at kommunen har rådighed over nogle boliger i forskellige foreninger. Vi håbede, at de om ikke andet kunne hjælpe os videre.
Jeg kom ind til en sagsbehandler på et kontor og satte mig over for hende ved et skrivebord. Jeg forklarede det hele. Men det gik hurtigt op for mig, at der var nogle meget rigide regler for, hvem der kunne få hjælp.
“Er du kriminel?”
“Hvad? Nej! Jeg er studerende og har et arbejde.”
“Har du et stofmisbrug?”
“Nej.”
“Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”
Jeg gik helt i stå. Jeg kiggede på hende, hun kiggede ind i skærmen. Det gik op for mig, hvad det betød. Jeg samlede alt mit mod, og pludselig kom det hele ud på én gang. Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan få hjælp til en bolig? Jeg har et job, som trykker og er under uddannelse som grafisk tekniker på Teknisk Skole. Jeg gør alt det, som samfundet har bedt mig om. Altså hvor skal jeg tage hen?” Mit hjerte bankede. Hun kiggede på mig, nikkede og sagde: “Det var da skrækkeligt, men…” og talte igen om reglerne. Jeg kunne simpelthen kun få hjælp, hvis jeg var kriminel eller misbruger. Det ville jo være grotesk som tidligere plejebarn at gå den vej. Hele mit liv har jeg kæmpet for, at jeg ikke vil ende ud som den mand, der var skyld i, at jeg endte i pleje.
Min respekt for velfærdssamfundet, som jeg ellers altid er blevet opdraget til at kunne stole på, led et knæk den dag. Jeg er vokset op i en skøn plejefamilie, som ser mig som deres egen søn og lillebror, og de har sørget for, at jeg blev et godt menneske. Min plejefar arbejdede for Dansk Røde Kors, og hele min plejefamilie, som består af mine plejeforældre og seks søskende, har altid engageret os i nødhjælp og medmenneskelighed. Da han var i live, boede vi i Afrika i tre år, og vi samlede ind stort set hvert år.
Sagsbehandleren holdt fast i, at hun altså desværre ikke kunne hjælpe mig med en bolig. Min roomie havde fået samme besked.

Mit liv i en rygsæk

Hvor skulle vi så tage hen?
Det var ved at blive sen eftermiddag, og vi trængte til at sidde lidt ned og samle tankerne. Vi startede på Hovedbanegården, købte en sixpack og satte os til at ringe til vores venner.
Første nat sov vi hos en, vi kalder Mikkel. Det var rimelig tæt. Vi sov tre mænd i en etværelses lejlighed på tyve kvadratmeter. En på sofaen, en på gulvet med håndklæder, tæpper, og hvad han ellers lige havde, og Mikkel i sin seng.
Vi var rimelig meget hos ham, og ellers tog vi til fester, hvor vi blev til den lyse morgen, så det blev naturligt at spørge, om vi kunne blive og overnatte. Så havde Mikkel også noget mere plads til sig selv.
Min roomie og jeg rendte meget rundt sammen og mødtes, når jeg havde fri for at finde ud af, hvor vi skulle sove og spise.
Jeg købte min Eastpak-rygsæk, hvor jeg kunne have min computer, mit pas og lidt tøj. Jakken havde jeg tit på. Også når det var varmt. Hele mit liv var i den rygsæk, så jeg havde den hele tiden i baghovedet og slæbte den med mig rundt, hvor end jeg gik.
Det var en lettelse, når Mikkel en gang imellem lånte mig sin ekstranøgle, når jeg havde sovet der, for så kunne jeg lade min Eastpak blive i hans lejlighed, mens jeg var på arbejde, eller hvis jeg havde en aftale.
En nat var der brand i en grillbar, der lå ved siden af Mikkels lejlighed, og brandvæsnet bankede på og bad os om at komme ud med det samme. Jeg var blevet så vant til hele tiden at passe på den rygsæk, at jeg løb ind efter den og smed den på ryggen. En dag fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg havde mistet min lejlighed. Jeg havde vist været ukoncentreret og uden at tænke over det haft det samme tøj på nogle dage i træk. Så da hun spurgte mig, om alt var okay, røg det bare ud af mig.
Jeg kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun virkelig ikke måtte fortælle det til nogen af de andre på arbejdet. Det lovede hun mig. Dagen efter havde hun taget en pose af sin søns tøj med.
Efter et stykke tid kunne min roomie flytte tilbage til sine forældre, som boede langt væk fra København. Nu var det bare mig. Jeg var glad på hans vegne, men samtidig stak det i maven.
Vi kendte jo hinanden så godt, og det var trygt at have én at dele hverdagen med. Men jeg må indrømme, at det også havde sine fordele. Det var nemmere at blive og sove i vennernes små lejligheder, når det kun var mig. Samtidig krævede det meget af min energi at tænke på, om min makker nu havde det godt, og vi skulle være enige om, hvor vi tog hen. Det var lettere bare at fokusere på mig selv og min egen svære situation.
Jeg skrev mig op gennem diverse boligsider. På grund af min oplevelse med privat udlejning ville jeg ikke det igen. Jeg så derfor heller ikke et kollektiv eller et værelse hos andre som en mulighed for mig.
Lejligheden skulle være igennem et boligselskab. Studiebolig gav ikke mening, fordi jeg snart ville være færdig som studerende, og jeg ville før eller siden stå i samme situation.
Jeg var afhængig af, at jeg kunne komme relativt nemt til København, men jeg havde bestemt ikke holdningen, at boligen skulle være i brokvarterne eller på Frederiksberg. Hillerød, Køge og Frederikssund var også med på listen, for jeg kunne jo tage S-toget.
Men uanset, hvor jeg kiggede, var der mange års ventetid, fordi jeg ikke havde nogen anciennitet.
Jeg mødte op på alle mulige boligkontorer for at tale om muligheden for at komme på akutlisten. Der måtte da være en eller anden måde, hvor jeg kunne komme op ad listen, når jeg decideret stod boligløs. Men nej. Regler var regler, og der var ingen hjælp at hente.
Som tidligere plejebarn var jeg i efterværn i en anden kommune. At være i efterværn betyder, at man får støtte og hjælp til voksenlivet.
Man bliver tilknyttet en sagsbehandler, som blandt andet skal hjælpe med ungdomsuddannelse, bank og bolig. Når det fungerer, er tilbuddet rigtig godt, men i mit tilfælde fik jeg en ny sagsbehandler så mange gange, at de aldrig rigtig lærte mig at kende.
Da jeg tog derop, var det igen en ny sagsbehandler. Han mente, at min plejefamilie skulle have skrevet mig op til boliger. Der var heller ingen hjælp at hente der. Igen var reglerne rigide og ovenikøbet i et tilbud, der er sat i verden for at støtte unge som mig.
Ikke alene var det fysisk og mentalt hårdt at stå boligløs. De mange afslag begyndte også at slide på mig, og jeg brugte al min energi på at prøve at lade være med at vende det indad.
Jeg var meget afhængig af, hvad der passede mine venner. Jeg havde min faste, on-and-off-aftale med Mikkel om at være hos ham. Men nogle dage, når jeg kunne mærke på både mig selv og ham, at jeg havde været der meget, tog jeg min Eastpak på ryggen og spurgte andre venner, om jeg kunne være der.
Jeg søgte indimellem også ud på Christiania. Der var som regel nogle mennesker på alle tidspunkter af døgnet, jeg kunne snakke lidt med. Så glemte jeg min svære situation og kunne tænke på noget andet i en stund. Der var et sammenhold derude, som jeg ikke oplevede i systemet. En enkelt gang var der en mand derude, der ikke ville lade mig betale for en pandekage og en kop kaffe.
Dagene flød meget sammen og gik med mange af de samme ting som alle andre – skole og arbejde. Men jeg havde også hele tiden i baghovedet, hvor jeg skulle sove den nat, om jeg mon med lidt held kunne få et bad og låne en vaskemaskine. Eller om der mon var en fest, hvor jeg kunne være med, så jeg kunne sove på sofaen. Om jeg kunne besøge plejefamilien eller nogle venner. Sådan gik dagene.

Min egen lejlighed

En dag fortalte jeg min plejemor om situationen. Jeg havde været lidt nervøs for at sige det og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det hele – hvor mange detaljer, og hvordan hun mon ville tage det, at jeg ikke havde sagt det før. Men da jeg havde fortalt hende det hele, lettede det enormt meget.
En dag sagde jeg det også til et par af mine kollegaer, som jeg talte ret godt med. Vi var i enerum, og jeg sagde, at hvis jeg havde virket træt, eller som om jeg ikke rigtig havde lyst til at tale i et stykke tid, så var det, fordi jeg stod uden bolig.
Heldigvis gjorde jeg det, for faktisk kendte en af dem til en boligforening, jeg ikke havde hørt om før. Han foreslog, at jeg prøvede at tale med dem.
Min plejemor og jeg tog derop.
Vi forklarede min situation, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået hjælp tidligere. De ville gerne hjælpe og havde faktisk en lejlighed ledig, som jeg kunne leje. Min plejemor hjalp med depositummet, og to dage senere stod jeg med nøglerne i hånden til min lejlighed, hvor min kæreste og jeg stadig bor i dag.
Da jeg fik nøglerne, var det første, jeg gjorde at låse døren og sætte mig ned og græde. Det var ikke til at forstå, at den var min.
Det var godt nok en enorm slidt lejlighed. Gulvbrædderne var ved at falde af, og linoleummet var ved at slippe gulvet op i køkkenet. Den var uden komfur og køleskab, og de ekstremt gule vægge farvet af nikotin fulgte også med. Men det var lige meget, for kampen for tag over hovedet var endelig slut.
Jeg kunne stå på egne ben, og jeg var ikke længere nødt til at holde en facade oppe eller afhængig af, om en anden ville have mig boende. Jeg kunne begynde at fokusere på, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig godt kan lide at lave.
Jeg følte, at jeg havde fået noget, jeg kunne bygge videre på.

Den nye start

Det tog faktisk lidt tid at finde mig til rette i min nye lejlighed, selvom jeg var ovenud taknemmelig for den. Mine oplevelser på gaden sad stadig i mig, og oveni det var der dårlig ledelse på mit tidligere arbejde. Jeg havde været rigtig glad for min tidligere chef, men da han gik på pension, fik jeg en ny chef. Han var skyld i et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, hvor hver dag var en dårlig dag, og jeg blev bange for at møde op.
Min tid som boligløs havde lært mig vigtigheden i at række ud til andre. Jeg tog til min læge, som sygemeldte mig, og jeg fik hjælp fra min fagforening til at komme væk fra firmaet.
Efter lidt tid fik jeg det bedre, og i dag arbejder jeg et andet sted.
En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et projekt, der hed ’’Ung mellem anbringelse og eget hjem’’, som var et samarbejde mellem SUS og Bikubenfonden. Vi, der medvirkede, var alle sammen tidligere anbragte og tidligere hjemløse, og vi havde oplevet, at systemet havde svigtet os. Jeg sagde ja til at være med. Det var vigtigt at få min historie ud, og jeg blev lyttet til.
Det føltes meningsfuldt i første projekt, så jeg var også med i et andet projekt, der hed ’’#STOPHJEMLØSHED – Unges erfaring med hjemløshed’’.
Vi var 16 personer, der alle sammen har oplevet hjemløshed. Vi fik lov til at få ordet og tale om vores erfaringer og viden: Hvad vi gjorde for at få ly, hvordan vi kom ud af hjemløsheden, og hvad vi følte, at vi kunne have brugt af systemet.
Vi havde allesammen forskellige baggrunde. Nogen var tidligere anbragte i barndommen som mig selv, og andre kom fra både familier med og uden sociale problemer.
Senere medvirkede jeg med to andre i en kronik i Politiken. Jeg har blandt andet fortalt min historie i Go’ Aften Live til ansatte hos Social- og Ældreministeriet og i et interview på Folkemødet på Bornholm og mange andre steder.

Jeg vil bryde tabuet

Vi har nogle fantastiske organisationer, som sætter fokus på hjemløshed i Danmark. Men jeg lærte først at kende til dem, efter jeg fik en bolig. Det håber jeg, at min historie kan være med til at lave om på for andre i den situation, jeg stod i.
I oktober 2021 var jeg sammen med nogle af de andre unge fra Hjem til Alle-alliancen med til at fejre regeringens boligudspil “Alle skal have et hjem – en vej ud af hjemløshed”.
I det nye udspil afsætter regeringen penge til boliger efter Housing First-princippet, som er blevet indført med stor succes i Finland.
Det er en ære at få lov at være en del af disse projekter og være en stemme for andre unge, som har oplevet hjemløshed, eller som er på vej ud i det. Egentlig er jeg ret introvert. Jeg foretrækker ofte en fredag aften hjemme på sofaen end på en bar, og jeg nyder det mere stille liv med faste rutiner.
Det passer måske ikke på billedet af, at jeg tager rundt i hele landet og fortæller min historie. Det kommer aldrig til at falde naturligt for mig at stille mig op foran mange mennesker foran et kamera eller at tale med højtstående politikere. Men jeg gør det, fordi det er vigtigt. Jeg lader heller ikke min ordblindhed stoppe mig fra at fortælle min historie her. Mine oplevelser har formet mig som menneske, og i dag står jeg ved min historie. For det var ikke mig, der fejlede, men systemet, der svigtede mig, da jeg havde allermest brug for det.
Det sidder stadig i mig, at jeg har oplevet hjemløshed. Jeg har siden smidt min Eastpak ud, men har købt en ny, der står pakket i mit skab med de vigtigste ting: lidt tøj, et tæppe og mit pas. Den er nødt til at være der.
Jeg håber på, at Housing First-princippet også bliver praksis fra nu af herhjemme i Danmark, så folk, der virkelig har brug for det og står uden nogle andre muligheder, kan blive tilbudt en bolig. Tænk, hvis sagsbehandleren på jobcentret dengang havde sagt til mig “Vi har en bolig, du kan flytte ind i med det samme”.

Forfatter

Simon Sørensen.

Anonym

Titel

Udgivelse

De Hjemløse

Læsetid

min

Fortællingen bor her:

Thank you! Your submission has been received!

Oops! Something went wrong while submitting the form.

Udgivelse

De Ensomme

Udgivelsesår

2024

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Udgivelse

De Resterende

Udgivelsesår

2023

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Udgivelse

De Hjemløse

Udgivelsesår

2022

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Udgivelse

De Kronisk Syge

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Udgivelse

De Anbragte

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Udgivelse

De Pengepressede

Udgivelsesår

2020

Fortællinger af unge med ondt i økonomien

I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.

Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.

Udgivelse

De Flygtede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Udgivelse

De Engagerede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Udgivelse

De Frafaldne

Udgivelsesår

2014

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.