Hvor er der en voksen?

”Du burde jo gøre noget? Du kunne jo skrive et brev til statsministeren. Du burde kunne få lov til at komme ind og tale for dem og fortælle din historie! Du har klaret dig så flot.” Jeg har lige fortalt om mit liv til nogle familieplejere på kursus. Jeg havde 45 minutter, nok til lige at skrabe overfladen af min historie. Den ender godt set i lyset af statistikker for anbragte og samfundets forventninger. Men jeg er træt af at være en god historie. At være noget på trods. Når kursisterne finder ud af, at jeg som 16 måneder gammel blev anbragt i plejefamilie første gang, så kan jeg se i deres ansigtsudtryk, at de opfatter mig som dét; anbragt - en god historie. Et mirakuløst produkt, fordi jeg udefra set i dag har det godt, ikke andet. Men det er ikke hele sandheden; jeg føler ikke, at jeg hører til nogen steder.

Hos Kirsten 

Min mave gør ondt. Jeg føler en snor snøre sig sammen, slå knuder indeni mig. Kirstens stemme ryster. Hun står i gangen og siger til politiet: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er dét, han vil!” Konsulenten sidder i køkkenet; han hedder Per og er den voksne, som kommunen har bevilget, efter jeg spurgte mine forældre, om der ikke kunne være en voksen til stede, når der var samvær. Overfor køkkenet er mit værelse, mellem konsulenten og mig står Kirsten og politiet. Jeg sidder tæt på døren, kigger ikke direkte på hverken politimændene eller på Kirsten. Jeg sidder og leger en leg. Forsøger at ligne én, som er helt upåvirket af situationen. Kirsten fortæller, at der var en mand, som stod udenfor og råbte op til hende. Jeg tror, hun skylder ham penge. Det er ikke sikkert, det er mange penge, men det har ikke så stor betydning, hvis man har dårlig økonomi og er misbruger. Kirsten begynder at råbe ad politiet; de forstår hende ikke, mener hun. Jeg ser op mod dem. Hverken konsulenten eller politimændene har på noget tidspunkt henvendt sig til mig. Måske er jeg ni år gammel. Jeg ville ønske, jeg kunne gå ud af lejligheden. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at se eller høre hende. De siger, det er for barnets skyld; at det er godt for barnet at kende sin biologiske mor. De lytter, men hører mig ikke, når jeg fortæller, at jeg ikke har lyst til at se hende. Kirsten gentager, hvad hun indledte med at sige: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er det, han vil!” 

Hvem ryger ristet tobak? 

Kirsten er flyttet. Hun bor nu i et rækkehus, som er indrettet til et menneske med fysisk handicap. Måske var det kommunen, der havde bestemt, at hun skulle flytte fra det dårlige og stofbefængte miljø, hun boede i, inde i byen. Kirsten har bagt pølsehorn, og man skulle næsten tro, at hun havde overskud. Per sidder inde i stuen, det er ham, konsulenten. Egentligt sidder han bare og snakker Kirsten efter munden, mens jeg ser fjernsyn. Sådan er det hver gang. I dag skal vi også lave lektier, det blev understreget af min mor. Vi glemte det nemlig sidste gang. Da jeg fik overtalt Kirsten til, at mine lektier var færdige og gode nok, fik jeg lov til at se fjernsyn igen. Så nu ligger jeg her på sofaen i Kirstens lille, beskyttede rækkehus og gemmer mig i skærmen. Kirsten tager en slurk af en sodavand. Jeg spørger, om jeg må få en tår. Det må jeg ikke. Jeg synes, hun opfører sig underligt; det er jo bare en sodavand. Bagefter går hun ud i køkkenet. Jeg tager dåsen op. Den lugter af øl, og jeg får ondt i maven ved tanken om, at jeg ikke kan fortælle det til nogen. Jeg ved, at hun ville blive rigtig sur på mig, hvis jeg sagde noget. Kirsten og Per sidder og snakker, jeg lytter ikke til, hvad de taler om, ser ”Phineas og Ferb” på Disney Channel og piller lidt ved nogle ting på bordet. Kirsten begynder at bruge nogle af de ting, som ligger på bordet foran hende. Jeg tror, hun skal til at lave en cigaret til sig selv; hun ryger altid lige ved siden af mig i sofaen. Hun åbner tobaksbøtten, tager noget tobak, som hun placerer på noget sølvpapir. Derefter tænder hun et stearinlys og med en tang holder hun sølvpapiret over lyset. Jeg forstår det ikke rigtigt. Men jeg forstår ikke noget. Men da jeg som teenager første gang så nogen lave en joint, forstod jeg. Det var for vigtigt for hende at gøre jointen klar, mens jeg var til stede, fordi hun, det sekund jeg var ude af døren, ville sætte jointen for munden. Hun kunne ikke engang være tilstede i tre timer, være sammen med mig, hendes datter, uden at være et andet sted. 

Spark til skraldespanden Ann-Mari 

De andre i klassen sidder inde i klasselokalet og har dansk med Karin. Hun er vores klasselærer. Men jeg er ikke med til undervisningen. Jeg sidder ude på gangen i et lille rum, som er bygget op af en stor bestandig træreol og de der store opslagstavler, som man kan bruge til at dele rum op med. Det er mit rum og mine tegninger, der hænger på indersiden af opslagstavlerne. Rummet er så stort, at der er plads til et tomandsbord og stole til. Den ene stol er min, og den anden stol er Solvejs. Solvej er min støttekontaktperson; det har hun været, siden jeg startede i skole. Og nu sidder vi altså her igen, ved bordet i min lille aflukkede verden og tegner. Mine øjne svier lidt, og jeg knuger mine hænder. Det er meningen, jeg skal tegne trolde. Trolde, ligesom dem på tegningerne, som hænger på hele indersiden af opslagstavlen. Nogle af dem er sparketrolde, nogle af dem er nivetrolde, og andre er slåtrolde. Det er de trolde, jeg har indeni mig, når jeg bliver utryg, når jeg slår eller sparker de andre børn. Lige nu vil Solvej gerne have mig til at tegne sparketrolden. Jeg sparkede en af de andre fra min klasse, fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle, at jeg havde det dårligt og var ked af det. Så jeg lod det gå ud over den første, som stod i vejen for mig. Jeg tegner sparketrolden, men jeg har stadig en ubehagelig følelse i kroppen. Det er meningen, at jeg skal tegne trolden for at få den ud af kroppen. Bagefter får jeg af vide, at jeg skal sparke til skraldespanden, vi har stående ovre i hjørnet. ”Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger Solvej, og jeg sparker, alt hvad jeg kan. Det hjælper at sparke trolden ud. Ude på gangen kan jeg høre en dreng gentage, hvad Solvej lige har sagt til mig. “Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger han med en flabet stemme, imens han selv står og sparker til skraldespanden. Det hører Solvej også, og hun går ud og skælder drengen ud, som helt befippet skynder sig væk. Det er nemlig kun mig, der må sparke til skraldespande her. Jeg er ikke med til dansk i dag, fordi det ifølge Solvej ikke er det vigtigste lige nu. Jeg kan godt lide Solvej; jeg føler, hun forstår mig, så jeg tror på hende. Dansk er ikke det vigtigste lige nu. 

Telefonsamtalen

Jeg føler mig drænet for energi, føler en stikkende og sviende fornemmelse under mine øjne. Min psykolog har fået prikket hul på nogle ting i min fortid omkring min biologiske familie, og nu er jeg blevet nysgerrig. Jeg åbner kontaktbogen på min mobiltelefon og søger på Anne Katrines navn. Det er min biologiske halvsøster. Vi har samme alkoholdemente mor, Kirsten, som jeg har besluttet mig for ikke længere at have kontakt med. Jeg ringer Anne Katrine op. Hun lyder chokeret, da hun tager telefonen, og befippet, men vil gerne tale. Hun fortæller mig om slagsmål, om druk, om incest i Kirstens familie. Hun siger: “Jeg synes, du skulle have været bortadopteret ved fødslen, så ville jeg have vidst, at du ikke skulle igennem det, jeg har været igennem, og selvom jeg godt ved, det ville betyde, at vi aldrig ville have kendt hinanden, så ville jeg vide, at du havde haft et bedre liv, end det liv som mor gav dig.” Da samtalen er slut, sidder jeg alene tilbage i min lejlighed. Jeg har lidt kvalme. Rejser mig og går over i skuffen for at rode efter cigaretter. Det begynder at dunke inde i mit hoved. Jeg går ud, sætter mig på terrassen, trækker benene op - en form for forsvarsmekanisme, tror jeg. Nu føler jeg, at ingen kan røre mig, men det er jo lige meget, for her er ingen. Jeg tænder cigaretten, og den knitrende ild lyser natten op. Jeg inhalerer og forsøger at danne mig et billede af, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var blevet bortadopteret. Jeg puster røgen ud, og så begynder de varme tårer at trille lydløst ned ad mine kinder; det mærkes, som om januarkulden fryser dem fast til huden. Spørgsmålene kører rundt inde i mit hoved: Var Kirsten virkelig udsat for incest og overgreb? Hvorfor blev hun aldrig fjernet fra sit eget hjem? Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret ved fødslen? Hvad nu hvis jeg var blevet bortadopteret dengang? 

Annmari Aalbæk Jensen 

Det er min 18-års fødselsdag i dag. Jeg står i spisestuen i mit barndomshjem. Det er her, jeg har boet stort set hele mit liv. Hos min mor og min far, Poul og Signe. Jeg læner mig en smule ind over vores spisebord, kigger ind i computeren sammen med min mor. Hun smiler, har sit dankort i hånden. Det koster penge at ændre sit navn uden særlige omstændigheder, som hvis nu jeg var blevet gift. Mine forældre vil gerne betale. Jeg kan mærke spændingen i min krop, og mine muskler i ansigtet slapper ikke af; de danner et kæmpestort smil. Jeg indtaster mit nye mellemnavn: Aalbæk, og mit nye efternavn: Jensen, og fordi jeg synes, det bliver pænere, så fjerner jeg også bindestregen i mit fornavn. Jeg hedder ikke længere Ann-Mari Christensen. Nu hedder jeg Annmari Aalbæk Jensen. Ligesom min mor. Det har jeg ønsket at hedde i mange år, men det var ikke noget, min biologiske mor syntes godt om. Men i dag er jeg 18 år gammel og må selv bestemme. Det føles kraftfuldt at kunne tage situationen i egen hånd. Det er, som om jeg ikke har haft muligheden før, og da vi trykker ”indsend ansøgning” på Borger.dk, er det, som om der er en klump i halsen, som forsvinder. Jeg er helt sikker på, det nok skal blive godkendt. Min mor og mig omfavner hinanden. Min far er her også, han hedder ikke Aalbæk Jensen. Det gør mine to storebrødre heller ikke. De har min fars efternavn. Derfor har det krævet mig mange tanker om, hvad jeg gerne ville hedde. Jeg elsker min far og mine brødre, men det er okay, at vi ikke deler efternavn. Jeg identificerer mig som en Aalbæk’er. På min mors side af familien skraldgriner de fleste lige en oktav for højt, og det gør jeg også. Alle blander sig i hinandens liv, og der er både lange krammere og lange samtaler. Det er en stor familie, og når vi ses, er det meget intenst. Min tilknytning til dem er så enorm, at det er en ubehagelig følelse at være en Christensen blandt alle Aalbæk’erne. Derfor ændrede jeg også mit efternavn på Facebook for flere år siden. Jeg sidder i bussen. Det er ikke længere min 18-års fødselsdag. Jeg skal snart stige af og gå det stykke til gymnasiet. Der tikker en sms ind på min telefon. Den er fra Borger.dk. Mit navn er nu blevet godkendt. Jeg hedder Annmari Aalbæk Jensen. Jeg får en flad fornemmelse. Jeg føler mig ikke anderledes. Jeg er ikke blevet en anden. Min mor har stadig ikke født mig. 

Terapi 

Jeg sidder i Sydhavnen og ser ud på vandet, som glimter i solens stråler. Henrik spørger mig, hvordan jeg har haft det, siden vi sidst snakkede sammen. Det er næsten et år, siden vi havde vores sidste samtale. Det var for hårdt for mig dengang. Jeg holdt mange oplysninger tilbage i vores sessioner; jeg havde opretholdt en facade, så terapien hjalp ikke. Jeg spildte vores tid og stak af. Jeg fortæller ham, at det har været hårdt; at jeg stoppede, fordi det kom for tæt på. Han spørger mig, hvorfor jeg kom tilbage igen. Jeg fortæller ham, at det nu er blevet for svært at være alene med det hele. Jeg har flere mén fra min barndom, end jeg havde forestillet mig. Vi taler om, hvordan det, jeg har oplevet, har indvirket på min måde at se verden og reagere på det, jeg oplever. Om hvordan jeg har tendens til at knytte mig meget hurtigt til andre mennesker, fordi jeg er rædselsslagen for at være alene. Jeg kæmper med et behov for at høre til, at høre til et sted. Henrik siger: ”Men du gjorde det jo Annmari, du definerede dig selv, skiftede navn, stoppede med at se Kirsten og skabte din egen familie. Du er ikke din biologi, men de valg du træffer. Du valgte selv stedet, hvor du hører hjemme.”

Mine adoptivforældre skulle slet ikke have været adoptivforældre. De slog mig, sultede mig og brugte psykisk vold mod mig. Da jeg var 14 år, blev de dovne og dårlige til at skjule det. Og en dag kom jeg i skole med et stort, rødt mærke i panden. Det opdagede en lærer, og hun indberettede det. Det var langt fra første gang, nogen havde lavet en indberetning på mig, men den her gang sagde jeg, at hvis de ikke tog det alvorligt, så ville jeg begå selvmord.
  Sådan gik det til, at jeg blev anbragt på et opholdssted i udkanten af Bramming.
  I starten føltes det helt vildt. Det var helt anderledes end hjemme hos mine adoptivforældre. Jeg kan huske, at første dag, da jeg kom tilbage fra skole, var jeg nærmest overlykkelig. Jeg vidste, at der var nogen, der ville give mig opmærksomhed, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at når jeg gik ind ad døren til opholdsstedet, så var der voksne, der ville byde mig velkommen. Det var helt overvældende. Jeg skulle ikke være bange for, at der var nogen, der slog mig, og jeg skulle ikke være i konstant beredskab. Når vi skulle spise aftensmad, skulle jeg ikke længere kæmpe for maden. Jeg kunne rent faktisk blive mæt. Det var den vildeste oplevelse.
  Jeg husker specielt én aften kort tid efter, at jeg var blevet anbragt. Jeg blev kaldt ud i køkkenet af en af de voksne, der arbejdede på opholdsstedet. Wauw! På køkkenbordet stod et stort fad med jordbærgrød, og den voksne sagde til mig, at jeg måtte spise lige så meget, som jeg havde brug for. Jeg tog en ekstra portion, bare fordi jeg kunne. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så husker jeg det, som om der var overvældende meget mad til os på bostedet, men rationelt set så ved jeg godt, at den mængde mad, vi måtte tage og spise, var helt normal. Men min forståelse af, hvad der var normalt, var bare helt ude af trit med virkeligheden.
  Det allerbedste ved opholdsstedet var, at jeg fik lov til at fortsætte med at synge. Jeg har sunget, siden jeg var 13 år, og sang betyder rigtigt meget for mig. I den sidste tid, inden jeg blev fjernet fra mine adoptivforældre, var især min adoptivmor meget imod, at jeg skulle fortsætte med at synge. Jeg tror, det handlede om, at jeg fik en masse succesoplevelser i koret, som hun ikke brød sig om, at jeg fik.
  Det var min adoptivfarmor, der opdagede mit talent for sang. Hun var den eneste i min adoptivfamilie, som holdt af mig. Hun betalte min sangundervisning og insisterede på at sidde på forreste række, når mit kor holdt koncert. Når jeg var hjemme hos hende, gav hun mig altid noget at spise. Jeg tror, hun både kunne se og fornemme, hvad der var på færde derhjemme, for når hun havde mig på besøg, serverede hun ikke hyggemad og slik, som andre farmødre plejer at gøre; hun serverede havregrød og æg, som mættede og var fyldt med nærring. Min adoptivfarmor var det første menneske, som lærte mig, hvad omsorg var. Hun reddede mit liv. Og for mig er sang og opera lig med den omsorg, som hun gav mig. 

Lykken varer ikke evigt 

Men efter et par måneder på opholdsstedet falmede mit lykkelige glansbillede. Jeg fandt så småt ud af, at opholdsstedet også var et utrygt sted at være. Det var bare utrygt på en anden måde, end det havde været hjemme hos mine adoptivforældre. Det er svært for mig at slå ned på et specifikt tidspunkt, hvor det begyndte at ændre sig. Men jeg husker svagt en episode, hvor jeg efterfølgende tænkte: ”Sådan burde det ikke være.” Vi sad og spiste aftensmad på opholdsstedet, og under maden kom en af de voksne med en spydig kommentar til en af børnene. Jeg kan ikke huske, hvad kommentaren handlede om, eller hvordan den lød, men jeg kan huske, at jeg efterfølgende sad og tænkte: ”Det må man da ikke sige til andre mennesker.”
  I starten studsede jeg over, at der foregik nogle ting, som ikke føltes helt okay. Så fandt jeg ud af, at mange af tingene skete gentagende gange, og så begyndte det at føles utrygt. Vi børn talte også indbyrdes meget om, at der var nogle af de voksne, som var gode, og andre, der var dårlige. Når det var de dårlige, der var på arbejde, var det ikke rart at være hjemme.
  Da jeg havde boet på opholdsstedet i ét år, flyttede der en dreng ind, der var lidt yngre end mig. Han var som min lillebror – det er han faktisk stadigvæk. Vi lærte sammen, at vi ikke blev passet på af de voksne på stedet, så vi passede på hinanden. Vi blev hinandens advokater, og det var den måde, vi overlevede på. 

Som om vi var tilskuere til deres familiebegivenheder 

De voksne på opholdsstedet tog ofte deres børn med, både når vi var på ferie, og når der var højtider, som juleaften og nytår. Jeg tror ikke, at de voksne tænkte over det, men det var så hårdt for os, der boede på opholdsstedet. Vi var der jo, fordi vi ikke havde velfungerende familier, så når medarbejdernes børn lige pludselig var med, blev det så tydeligt for os, hvad det var, vi gik glip af.
  Vi havde ikke forældre, der tog os med på arbejde, og vi havde ikke forældre, som forkælede os og gav os is, når vi var på ferie. Det føltes, som om de viftede os om næsen, med det vi aldrig kunne få. Jeg tror ikke, at det er noget, som pædagoger på opholdssteder er særligt opmærksomme på. De tænker nok nærmere, at det er hyggeligt, og at det måske skaber mere familiestemning. Men for mange af os børn skabte det bare en endnu større kløft mellem os og det ’almindelige’ familieliv, som ingen af os havde.
  Der var især én ferietur, hvor en af pædagogerne havde sin søn med. Han var en del yngre end os, og det føltes hele tiden, som om vi skulle tage hensyn til ham. Som om vi havde fået lov til at komme med på hans ferie og ikke omvendt. Det var en forfærdelig oplevelse. Fordi det bare endnu engang mindede mig og de andre om, hvad vi ikke havde. Jeg ville ønske, at de pædagoger, der tog deres børn med, ville have tænkt mere over, hvordan det føltes for os. Hvor ondt det egentligt gjorde at se de voksne, der skulle tage sig af os og give os tryghed og kærlighed, rette deres opmærksomhed mod deres egne børn i stedet. 

Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? 

Ikke så længe efter, jeg flyttede ind på opholdsstedet, mødte jeg en seks år ældre mand over nettet. Vi blev ret hurtigt kærester. I dag kan jeg godt se, at det langt fra var kærlighed, men dengang vidste jeg ikke bedre. Det var et ulige forhold, hvor han groomede mig, og dengang var jeg alt for ung og sårbar til at kunne se det. Manden, som var 21 år, kom på besøg på opholdsstedet, og pædagogerne gav ham lov til at overnatte, ofte flere nætter i træk. Han slog mig og voldtog mig. Når han havde været på besøg, havde jeg ofte synlige blå mærker på kroppen. Det talte de andre børn tit om. De sagde det også til de voksne, men de rystede bare på hovedet eller sagde til dem, at de var ligeglade.
  Jeg tror, at de voksne vidste, at vi havde en form for sex. De formanede mig i hvert fald om, at vi skulle bruge kondom. Men de sagde aldrig noget til, at han var 21 år, og jeg stadig kun var et barn. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke fået min menstruation, og det var noget, de voksne var meget opmærksomme på, fordi min pubertet ikke var helt som andres. Derfor forstår jeg ikke, at de ikke reagerede, når de så blodpletter på mit lagen, efter han havde overnattet hos mig. Når jeg tænker tilbage på det i dag, føler jeg, at det var soleklart, at der foregik noget, der ikke skulle foregå. Men ingen reagerede.
  En dag gik det helt galt. Han tog mig med ud på en strand. I dag ved jeg stadig ikke, hvilken strand det er. På stranden voldtog han mig i flere timer. Jeg var helt følelsesløs, da vi kom tilbage til opholdsstedet. Pædagogerne gav ham lov til at blive og overnatte igen om aftenen.
  Da jeg endelig ”slog op” med manden, gik jeg ned og sagde det til en af de voksne. Jeg fortalte hende, at han havde slået mig. Hun reagerede med chok. Det synes jeg var så åndssvagt. ALLE børnene på stedet vidste, at jeg blev slået af ham, så selvfølgelig vidste de voksne det også.
  I flere år bagefter gav de voksne mig skylden for, at jeg havde været sammen med ham. De talte om, hvor besværlig jeg havde været i den periode, og hvordan jeg havde gjort både dem og de andre børn kede af det ved at invitere ham ind på opholdsstedet. Når de ikke gav mig skylden, så snakkede de om ham som en sjov historie. Noget underholdende, som de kunne fortælle de andre børn, så de kunne se, hvor udadreagerende og umulig jeg var. De så det som én stor joke.
  Jeg var et let offer for en 21-årig mand, som kunne udnytte mig, som han havde lyst til. Jeg var let at manipulere og nedbryde, fordi jeg allerede var skrøbelig og nedbrudt i forvejen. Han vidste godt, at jeg ikke havde forældre, der ville gå ind og stoppe overgrebene. Han vidste, han kunne vade direkte ind og ud ad hoveddøren, som det passede ham, og det gjorde han. Mine oplevelser med den voksne mand er det største traume, jeg har.
  Det er også det traume, som har gjort, at jeg, da jeg blev lidt ældre og flyttede fra opholdsstedet, fik det rigtigt dårligt og blev hjemløs. Når man oplever noget, der er så traumatisk, som den vold og de overgreb jeg oplevede, så fylder det ALT. Da jeg flyttede for mig selv og væk fra opholdsstedet, kunne jeg ikke klare alle de praktiske ting, der fulgte med. Derfor endte jeg på gaden. Når jeg tænker på det i dag, tror jeg meget af det kunne være undgået, hvis han bare ikke havde fået lov til at komme med ind på opholdsstedet. Hvis nogen havde påtaget sig ansvaret for mig og sagt fra på mine vegne. Sådan har jeg dog ikke altid set på det. I lang tid troede jeg, at det var min skyld, at jeg blev voldtaget, fordi de på opholdsstedet havde sagt til mig, at det var min skyld. Det var først, da jeg startede i et traumecenter for kvinder, at jeg fik øjnene op for, at meget måske kunne være undgået, hvis de havde passet bedre på mig.
  Det føles så underligt at tænke på, at jeg kom dér på opholdsstedet, fordi jeg allerede havde fået en masse traumer i min barndom, og fordi de skulle passe på mig og lave nogle trygge rammer for mig. Men så skete det modsatte bare.
  Du arbejder på opholdsstedet for at give børnene omsorg og tryghed.
  I dag går jeg stadigvæk i traumeforløb. Jeg har haft tre sygemeldinger med depression, men lige nu er mit liv stille og roligt – ret normalt, vil jeg faktisk sige. Jeg er blevet ansat ved Aarhus opera, hvor jeg er i gang med prøverne til en stor opsætning.
  Meget af min barndom sidder stadig i mig. Min kæreste og mine kammerater må nærmest dagligt minde mig om, at jeg ikke er en løgner, en bedrager, uelsket og uønsket af alle, men derimod en helt almindelig kvinde på 23 år.
  Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg håber, at jeg på en pæn, men bestemt måde kan råbe politikere og fagfolk op. Når man er barn i systemet, har man ikke en stemme. Så er det meningen, at opholdsstedet skal være den stemme. Opholdsstedet skulle have givet mig og de andre børn den samme stemme, som forældre giver deres børn.
  Jeg har oplevet igen og igen, at dem, der arbejder på opholdssteder som mit eget, kommer med undskyldninger for, hvorfor de ikke gør mere for børnene. ”Du er en svær teenager.” ”Du gør det umuligt for mig at hjælpe dig.” Men det kan ikke være barnets skyld, at det er svært. Det må være den voksnes ansvar at passe på barnet, selv når det ikke er nemt og ligetil.
  Jeg ved, hvor skuffet og ensom man føler sig, når man bliver svigtet igen, når man lige havde troet, at man var færdig med at blive svigtet. Jeg har brug for, at folk forstår, at det ér sådan. Fordi ellers bliver vi aldrig bedre til at hjælpe børn.
  Så til jer, der arbejder på opholdssteder: Barnet er aldrig på opholdsstedet, fordi de har gjort noget forkert. De er på opholdsstedet, fordi deres familie eller omsorgspersoner har gjort noget forkert mod dem. Derfor er det dit ansvar at give dem den stemme og den omsorg og tryghed, de ikke kunne få fra deres forældre.
  Det her er en kærlig, men bestemt opsang. Børn har et værd; de er også mennesker, og ingen har retten til at tage det værd fra dem.

Jeg blev født hjemme i Ternehaven i Roskilde af en frisindet mor. Moderkagen blev begravet under et piletræ i nærheden. Jeg voksede op med min mor og lillesøster. Mine storesøskende flyttede hjemmefra, da jeg stadig var lille, min far var fraværende. Vi levede et ægte, kaotisk nomadeliv fra den ene ustabile bopæl til den anden. Vi flyttede ind, når min mor havde fundet en ny fyr, og vi flyttede ud igen, når hun gik fra ham. Til sidst endte vi på Lolland.
  Vi flyttede ind hos min storesøster og hendes familie ca. 10 km fra Nakskov. Vi skulle bo på overetagen i deres store hus, men selv et slot havde ikke været stort nok, for min mor og storesøster kunne slet ikke sammen. Deres måde at leve livet på var så milevidt fra hinanden. Min mor sagde altid tingene lige ud af posen, røg hash og levede på sin egen frie og afslappede måde, mens min søster og hendes mand var mere strikse og havde brug for mere orden i hverdagen. De satte store spørgsmålstegn ved hinandens livsvalg, og til sidst måtte vi flytte igen.
  Vi flyttede dog kun nogle hundrede meter væk, så spændingerne forblev. Min storesøster forsøgte at overbevise min lillesøster og mig om, at hendes måde at gøre tingene på var den rigtige. Det kulminerede, da min storesøster skrev et langt brev til kommunen, hvori hun udtrykte sin bekymring for vores ve og vel. Min storesøster fangede mig en dag, hvor jeg var vred på min mor; hun viste mig brevet og fortalte i korte træk, hvad der stod. Hun fortalte dog ikke om de konsekvenser, brevet kunne have, eller om det billede hun tegnede af vores mor som en bindegal, voldelig person, der helt havde mistet fatningen.
  Jeg lod mig overtale til at underskrive brevet uden at have læst det. Min underskrift var vigtig, for jeg var gammel nok til, at min mening havde juridisk vægt. Kort efter blev brevet indgivet til kommunen, der tog det meget seriøst og indkaldte min mor og mig til et møde. Inden mødet blev jeg sat sammen med en SSP´er, der lod mig forstå, at mit liv havde været meget skidt, men at det snart ville blive bedre. Det eneste, det krævede, var at fortælle til mødet, at jeg havde haft det hårdt.
  Og det gjorde jeg så. Jeg aflagde rapport foran et panel af voksenpersoner, forklarede, at andre børn nok havde det nemmere end mig, bekræftede, at min mor havde et hashmisbrug og fortalte om, hvordan hun ved sjældne tilfælde havde givet mig en flad. De besluttede, at min søster og jeg skulle fjernes med øjeblikkelig virkning.
  Jeg husker, hvordan min mor løb hen til mig efter mødet. Hun knugede mig ind til sig og forsikrede mig om, hvor meget hun altid ville og altid havde elsket mig, og hvordan det her aldrig kunne være min skyld. Stammende og fortvivlet hviskede jeg undskyld igen og igen, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg tror ikke, at mennesker er skabt til at græde sådan ret mange gange i livet.
  Som i et eventyr var alt forandret ved et trylleslag. Men mit liv er ikke et eventyr og i stedet for et trylleslag, lukkede et anonymt system sig om mig med sit kolde greb. I det øjeblik blev jeg voksen. Jeg var 12. 

Børne- og ungecentret i Nakskov 

På institutionen var der ingen andre børn. Jeg trådte ind på et værelse. Bag mig lukkede døren, og jeg kollapsede på gulvet. Konsekvenserne af mine handlinger overrumplede mig; jeg følte mig som en fjer i en tornado. For det gik ikke kun udover mig; jeg var også skyld i, at min lillesøster blev fjernet. Erkendelsen var et ubærligt fald ned i et kælderdyb af skyld og ensomhed.
  Døren til værelset åbnede sig igen og forstyrrede mig i min tankestrøm. Jeg skulle møde den pædagog, der var min go to, hvis der var noget. Jeg siger ikke, at han var et dårligt menneske, men som pædagog var han lige til at lukke op og skide i. Forkvaklet fortalte han, at min søster var på vej, og forsikrede mig om, at alt ville blive godt igen. Jeg knugede mig ind til ham og lod, som om han kunne trøste mig, mens han lod, som om han forsøgte.
  Min lillesøster havde været hjemme under mødet med kommunen. Min mor havde efterfølgende skyndt sig hjem i et desperat forsøg på at holde hende derhjemme, så politiet måtte tilkaldes. Da de ankom, smed de straks min mor i håndjern og gjorde det så aggressivitet, at min søster hoppede ud ad vinduet, løb igennem hækken og udover marken, hvor de til sidst fik fat i hende, for derefter at køre hende hen til samme institution som mig.
  Her blev vi anbragt på hver vores afdeling. Pædagogerne fortalte, at vi skulle lære at være adskilt. Jeg nægtede at lade glasfacader og vægge stå i vejen for os, så jeg gjorde det eneste, jeg kunne og fik fat på en pige, der var anbragt på min lillesøsters afdeling. Jeg havde mødt hende første dag på institutionen, og vi klikkede med det samme. Jeg bad hende viderebringe en besked til min søster. ”Hendes bror elsker hende, vi nok skal klare den.” I lange perioder var det vores eneste kontakt.
  Børne- og ungecentret var ikke særligt stort, og de to afdelinger, vi boede på, var kun adskilt af én enkelt dør. En dør, som var låst, fra den dag vi blev anbragt, og til den dag jeg blev fjernet. De andre anbragte måtte gerne vandre imellem afdelingerne, reglen gjaldt kun for os. Vi skulle lære at være adskilt.
  Vi fik dog undtagelsesvist lov til at se hinanden. Første gang var efter den første nat på stedet. En nat, hvor jeg havde siddet i mørket og lyttet til min lillesøsters krampegråd på den anden side af væggen. Indimellem forsvandt den for kun at vende mere tyngende og hjerteskærende tilbage. Om dagen blev vi bragt sammen, og vi kastede os grædende om hinanden. Det føltes, som om det var os to mod resten af verden.
  Det var snarere os mod pædagogerne, der kørte en form for sandwichteknik, hvor de først hakkede på os, derefter roste os, og til sidst rev os midt over med tilsvinelser og trusler.
  Breve, som vi fik fra vores mor, var altid forsinkede, når vi havde pisset en pædagog af, og dagligt skulle vi høre på, hvor dårlig en familie vi kom fra, og hvordan ingen ville have os. Med jævne mellemrum oplevede jeg magtanvendelser, såsom pædagoger, der slog børn og låste dem inde på værelserne, og værelser, der blev endevendt med en undskyldning om, at der kunne være gemt stoffer, stjålne genstande eller andet vi ikke burde have. Efter et stykke tid på den måde blev vi helt i tvivl om, hvem vi var, og hvad vi var værd. Vi blev set som kriminelle, der var skyldige, til det modsatte var bevist.
  Hverken min søster eller jeg havde nogensinde været voldelige eller synderligt besværlige. Nærmest tværtimod. Vi opførte os ordentligt og gjorde ikke det store for at få opmærksomhed. Men pludselig var vi mistænkeliggjorte problembørn, der skulle adskilles, udskammes og afrettes. Et produkt til udstilling for fremtidige plejefamilier, så vi skulle opføre os pænt, når de kom og så os an.
  Alt det til trods vænnede jeg mig til dagligdagen på institutionen. Dagene gik og blev hurtigt til måneder, og efter et halvt års tid havde jeg mistet kontakten til de fleste af de venner, som jeg havde, før jeg blev anbragt. Nu hængte jeg kun ud med dem, jeg boede sammen med. De anbragte.
  Efter et års tid kom jeg op at slås med én, der havde slået min søster. Jeg blev nu flyttet over i kassen ”besværlig anbragt” og blev derfor rykket til ungdomspensionen, UP, der lå en kilometer fra BUC, med forbud mod at være på BUCs matrikel og dermed også mod at se min søster. 

UP Nakskov 

UP var for de ældre unge, 17 år og opefter. Jeg var 13. Til første aftensmad sad alle pædagoger og anbragte og fulgte mine bevægelser med øjnene, mens jeg gik igennem lokalet. Da jeg havde sat mig, henvendte en pædagog sig til mig og sagde, at hvis jeg kom op og slås med nogen, imens jeg boede der, ville jeg få en gevaldig røvfuld! De andre i lokalet istemte nikkende i ophøjet accept af hans ord.
  Jeg var målløs. Lige da jeg troede, jeg havde ramt bunden, viste det sig, at der var et niveau under.
  Jeg blev holdt ude af de andre og følte mig fuldstændigt alene, jeg måtte ikke se min søster, og retten til at ses med min mor under opsyn blev udskudt på ubestemt tid.
  Det var et forfærdeligt sted, med nye pædagoger, som på alle måder mindede om de gamle, men som bare var trætte af at have en knægt som mig rendende der og forstyrre. Jeg flygtede ofte derfra, men jeg blev igen og igen hentet tilbage dertil, for jeg havde intet andet sted at være - bortset fra hos min mor, hvilket altid var det første sted, de ledte.
  Jeg havde dog én støtte. En kvindelig familieterapeut, som jeg skulle snakke med én gang om ugen. Hun var også terapeut for min mor og kunne derfor fortælle mig, hvordan det gik med hende. Jeg opbyggede hurtigt en tillid til hende, og hun blev ved med at holde fast i mig. Hun fortalte mig, at det nok skulle blive bedre, og at jeg ville komme hjem igen, men at sådan nogle ting tog tid. Det gav mig håb. For første gang i lang tid, føltes det som om, at jeg blev set, som den jeg var.
  Men kort efter fik jeg at vide, at de havde fundet en plejefamilie til mig. De boede midt på Lolland, langt fra min søster, min mor og alle jeg kendte. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sætte mig imod, men der var intet at gøre; beslutningen var taget. 

Plejefamilien 

Plejefamilien, jeg ankom til, bestod af et par, deres lille dreng på 6, en søn på 20, en plejebror på 17 og en plejesøster på 16. Plejeforældrene havde fået en pose penge af kommunen, så de havde været i JYSK for at finde møbler, vi kunne samle sammen, som en form for ryste-sammen-aktivitet. Det var mærkeligt at sidde der og samle møblerne, der skulle skabe rammerne om mit privatliv på ubestemt tid, med en mand, som jeg ingen relation havde til, men som ikke desto mere skulle være min plejefar. Han spurgte lidt ind til mig, sagde, at jeg ikke behøvede at kalde ham far, og fortalte, at han godt vidste, at det var en svær situation for mig, da han selv arbejdede på en institution for vanskelige unge. ”Vanskelige unge”.
  Man vurderede, at mine besøgstider med min mor igen skulle begrænses, da der nu var et nyt sted, jeg skulle ”vænnes” til. Så de første par uger måtte jeg kun snakke med hende over telefonen. Jeg så heller ikke min søster, som på nogenlunde samme tid selv blev flyttet til en plejefamilie. Socialrådgiverens vurdering var, at det nok var bedst, at vi havde noget tid hver for sig.
  Den tid måtte jeg bruge på at lære min nye familie at kende, men de andre anbragte virkede deprimerede og holdt sig mest for sig selv. Forældrenes lille dreng blev overset, fordi vi plejebørn var vigtigere, mens deres ældste søn nærmest så ned på os og holdt sig så langt væk som muligt. Moren gik og selvynkede over sine rygsmerter, mens faren kørte med modeltog og hørte jodle musik. Han elskede også at spise stærke oste og være sur, hvilket især gik udover min plejemor og deres børn.
  Vi boede omgivet af marmor, armaturer i guld, en hall, en kæmpe have og tre biler, men det var ikke vores hjem; vi plejebørn oplevede mere os selv som tilskuere til nogle andres liv. En dag, jeg var alene hjemme, rodede jeg alle deres papirer igennem og fandt min sagsmappe. Det viste sig, at plejeforældrene fik 34.000 kr. om måneden for mig. Et beløb, der kom en del bag på mig, da jeg aldrig fik nogen af pengene at se, men jeg forstod med ét de fornemme omgivelser, jeg boede i.
  Forbistret og indebrændt snagede jeg videre; jeg var simpelthen nødt til at vide, hvad de fik for hele flokken. En hel del skulle det vise sig. Næsten halvanden million om året. Det blev dråben! Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at samle mig selv, satte alt på plads igen og forberedte mig på at mødes med kommunen igen. Jeg ville overraske alle med min viden om den enorme sum, som plejefamilien fik, og derefter kræve, at jeg kom hjem til min mor igen. Jeg havde mentalt bygget mig selv op. Jeg skulle være en enmandshær!
  Til min forbavselse var mødet kort, og inden jeg overhovedet havde fået ordet, blev det besluttet, at jeg med øjeblikkelig virkning skulle hjem og bo hos min mor igen. Det var tydeligvis besluttet på forhånd. Men det brokkede jeg mig ikke over, for mareridtet var slut, og jeg kunne endelig komme hjem. Hvad der havde ligget til grund for deres beslutning, fandt jeg aldrig ud af; jeg var kommet ind og igennem systemet, uden at det nogensinde havde spurgt mig om noget, og da det syntes, det var tid, spyttede det mig også ud igen uden at spørge om lov. Men jeg var også ligeglad. Jeg var hjemme igen.

Da jeg fik at vide, at jeg skulle anbringes, var det første gang, jeg stiftede bekendtskab med det bjerg, jeg skulle bruge årevis på at bestige. Uden varsel stod anbringelses bjerget foran mine fødder og spærrede den eneste vej til det liv, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle leve. Der var ingen vej udenom, så jeg stod over for et valg: Jeg kunne kravle over eller under. Det letteste ville være at lade mig synke nedad i mørket; give op og give slip på mine ambitioner, præcis som hele samfundet forventer det af én, der er anbragt. Det er den vej, de fleste vælger. Den lette vej, hvor man møder høje fraværsprocenter, manglende uddannelse og ofte en hang til misbrug. 

… 

Jeg truede med at springe ud af vinduet fra anden sal, da nyheden blev præsenteret for mig. Jeg var otte år gammel og sikker på, at det var jordens undergang. Min familie betød alt for mig, men jeg skulle ikke længere se dem hver dag. Jeg skulle anbringes hos fremmede mennesker, bo på børnehjem med en masse nye voksne og være en del af systemet.
  I begyndelsen var jeg vred. Vred på systemet, vred på de voksne, vred på min mor. Da jeg sad i min bedstemors vindueskarm på anden sal og truede med at springe, var det ikke et forsøg på at vælge døden over anbringelsen, men et forsøg på at få de voksne omkring mig til at lytte. Til at forstå, hvor hjerteknust jeg var over at skulle forlade min familie, mit hjem og de kendte rammer til fordel for et børnehjem. Jeg ville have dem til at forstå, hvor ondt det gjorde, og til at trække det hele tilbage. Sige, at det hele var for sjov, og at de ikke mente det. Men sådan blev det ikke.
  Da jeg stod foran bjerget for første gang, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle komme over på den anden side. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bestige det helt alene? Hvem skulle gribe mig, hvis jeg faldt? Skulle jeg bare give op på forhånd og tage den lette vej nedenunder? Jeg var fortabt. Jeg følte mig hjælpeløs. Overset. Ubetydelig. Det var svært at acceptere, at det var virkeligt. Men virkeligheden var, at jeg var anbragt. 

… 

Det første stykke tid på børnehjemmet var jeg ikke interesseret i at have noget med de andre børn at gøre. Min lillebror og jeg delte det mindste værelse på ”Basen” – afdelingen, hvor de mindste børn boede. Selvom vores mor ikke længere var en fast del af hverdagen, havde vi stadig hinanden, og det var godt nok. Vi behøvede ikke de andre, hverken børn eller voksne, for hvis ikke de voksne ville være der for os, måtte jeg være den voksne for os begge. Vi skulle nok komme igennem det sammen, ham og jeg. Jeg havde endnu ikke accepteret, at det her var min tilværelse; jeg var ikke klar til at klatre over bjerget.
  Som tiden gik, begyndte jeg at tø op. Det viste sig, at det slet ikke var så slemt at bo på børnehjem, som jeg havde forestillet mig. Om morgenen vågnede vi til duften af friskbagte boller, og hvis man spurgte pænt, ville Pia også sørge for, at vi fik alle vores yndlingsfrugter til morgenmad. Hvis man var rigtig heldig, blev der lavet smoothie til morgenmaden, og når man kom hjem fra skole, lå der engang imellem små, søde nipsting på ens pude, som Pia havde købt, da hun var ude og handle og var kommet til at tænke på dig. Langsomt blev børnehjemmet til mit hjem. Et hjem, hvor hele min familie var samlet under ét tag – alle mine tanter og onkler, fætre og kusiner. Vi var alle én stor familie, der passede på hinanden.
  Jeg glædede mig altid til tirsdag, når tante Bolette kom, og vi skulle ordne negle. Jeg glædede mig til onsdag, når tante Heidi kom og puttede mig med massage og dybe snak ke om alt mellem himmel og jord. Jeg glædede mig til fredag, ikke kun fordi det var weekend, men fordi onkel Anders kom, og vi alle skulle spille PlayStation sammen. Vi tog på udflugter, hvor vi fik taget familiebilleder, og pludselig var jeg også afspejlet i hjemmet. Der hang billeder af os alle sammen på væggene – bevis på, at vi var en stor, broget, men kærlig, familie, og jeg var en del af den. Det havde taget lang tid at åbne op, men efter jeg gjorde det, var vejen op ad bjergsiden slet ikke så hård endda, og snart ville jeg nå top pen. Det troede jeg i hvert fald.
  Med “anbragt” som den nye tilføjelse til min identitet fulgte også et ansvar. På mange måder var jeg ikke længere blot et barn – jeg var også anbragt. Jeg skulle pludselig forholde mig til mennesker på måder, jeg aldrig før havde gjort. Jeg fik papirer, en mappe og en “sagsbehandler” (hende fra kommunen). Jeg måtte lære at læse mennesker, rum og situationer, så jeg kunne tjekke bokse af på hende fra kommunens liste, når hun var på besøg. Jeg kunne ikke længere lytte til mine følelser eller have en mening, blot fordi jeg følte noget, men skulle i stedet argumentere sagligt for et standpunkt, hvis jeg ville tages seriøst.
  Det var mange ting at forholde sig til som otteårig. Heldigvis lærte jeg det hurtigt; jeg blev endda god til det. Jeg lærte at tilpasse mig alle tænkelige situationer. Jeg lærte, at det var hende fra kommunen, der tog alle beslutningerne. Og jeg lærte, at det var vigtigere, at kommunen var glad, end at jeg selv var det.
  På mange måder var jeg god til at være anbragt. Jeg regnede den ud – hvordan jeg skulle opføre mig, og hvad hende fra kommunen prioriterede. Så snart jeg blev god til det, gik turen op ad bjerget meget lettere. Til trods for omverdenens forventninger til mig – eller mangel på samme – stod jeg nu på toppen af bjerget. Jeg kunne nyde udsigten; jeg havde klaret det. Men netop da brast det hele sammen under mig. 

… 

Mit hjem fik ny ledelse, og langsomt, én efter én, faldt mine tanter og onkler fra. Nogle blev afskediget; andre valgte selv at flytte ud, og pludselig var det ikke onkel Anders eller tante Bolette, der lagde mig i seng om aftenen, men en fuldstændig fremmed. Forestil dig at aflevere ét barn i børnehaven og komme hjem med et andet - eller komme hjem og finde ud af, at der ligger en anden person end din kæreste i din seng. Og når du brokker dig, får du at vide, at “det er jo et barn!” eller “det er jo en kæreste!”, så hvad mere vil du have? Er det for meget at bede om at få sit eget barn, sin egen kæreste – eller i mit tilfælde, mine tanter og mine onkler?
  Afsatsen, jeg havde stået på, gav efter, og jeg faldt, indtil bjerget, jeg havde brugt årevis på at bestige, mens min familie heppede på mig, tårnede sig op over mig endnu engang. Jeg skulle lære at navigere i et landskab med skarpe kanter, eller med andre ord: regler. Pga. GDPR måtte jeg ikke længere have billeder på væggen. Flyeren, hvor der stod, at jeg skulle optræde, skulle tages ned, for ellers brød vi med persondataloven. Opvisningen hørte desuden til i min egen sagsmappe, så der var ingen grund til at flage med den foran de andre børn. Billeder fra vores ture og arrangementer skulle pakkes i kasser og gemmes væk, for hvis tilsynet kom og så, at der hang personlige dokumenter rundt omkring på væggene, ville ledelsen få ballade.
  Der skulle udfyldes skemaer og overholdes stramme procedurer – og vi skulle huske at tænke på økonomien! Vi kunne vinke farvel til spontane isture på en glohed sommerdag, for der skulle altid være to voksne i huset, og der kunne ikke hyres én mere, for vi skulle huske at tænke på økonomien. De vågne nattetimer var den helt store trussel mod det i forvejen stramme budget. Vågne nattetimer er til for at passe på børnene; der skal altid være en voksen at gå til, hvis der sker noget, men den nye ledelse så hellere, at børnene lå bange og grædende i deres senge og tænkte sig om en ekstra gang, før de vækkede en voksen, end at de voksne skulle betales ekstra for de timer, de var vågne om natten.
  Hele fundamentet, som jeg havde bygget op sammen med min familie over de sidste par år, var kollapset under mig, og jeg stod nu atter for foden af bjerget og kunne se op på dér, hvor jeg netop havde stået. Det ville være et passende tidspunkt at give op på. Droppe at klatre over og i stedet synke ned under bjerget og bare blive dér, præcis som alle forventede, at jeg gjorde. Jeg var nogle gange fristet, fordi tanken om at skulle klatre over det samme bjerg endnu engang – og denne gang uden støtten fra mine tanter og onkler – var næsten ubærlig.
  Jeg fik ikke lov til at komme på efterskole, selvom jeg gerne ville; jeg var erklæret “uddannelsesparat” og fik gode karakterer, så jeg skulle direkte videre i gymnasiet, også selvom jeg kun ville være 17 år, når jeg blev student. Det var ikke grund nok i sig selv, at det var mit brændende ønske at komme på efterskole. Alt så godt ud på papirerne, så derfor kunne hende fra kommunen ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle direkte i gymnasiet – og det var jo hende, der havde magten.
  I sidste ende kom jeg af sted på efterskole, men det var ikke med kommunens hjælp. Jeg kendte systemet og var god til at navigere i det, og selvom jeg ikke havde mine onkler og tanter, havde jeg mine fætre og kusiner, som stadig boede i hjemmet sammen med mig. Familie, som jeg kunne betro mig til, når det var svært, og som støttede mig. Det var takket været dem, at jeg kom af sted, for de forstod, hvor vigtigt det var for mig. Ikke fordi de havde læst papirerne i min sagsmappe, men fordi de kendte mig.
  Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg gerne ville flytte hjemmefra, da jeg kom tilbage fra efterskole. Mit hjem var blevet en institution, og selvom jeg måske ikke var helt klar til at stå på egne ben som 16-årig, så jeg det som den eneste mulighed. Selvfølgelig var det ikke nok at give udtryk for, at jeg havde lyst til at flytte. Jeg skulle igen tjekke lister af og vise, at jeg kunne overholde budgetter, stå op om morgenen og gå i skole, før det overhovedet kunne komme på tale. Heldigvis var jeg jo en god anbragt, så jeg fik lov i sidste ende. Jeg havde besteget bjerget for anden gang. 

… 

I dag er jeg flyttet hjemmefra i en lejlighed sammen med en veninde, ikke en ungdomsbolig anvist af kommunen. Når jeg nu er flyttet helt ud af systemet, kan jeg sætte det hele lidt i perspektiv, og jeg er begyndt at overveje, om det hele måske i virkeligheden ikke er ét stort bjerg, men en hel bjergkæde. Jeg har besteget det største af bjergene og er stolt af den rejse, jeg har været på. Men bare fordi jeg har besteget det første, betyder det ikke, at vejen fremad er flad. Der vil altid være bjerge og bakker, som jeg må bestige. Og de udspringer allesammen af det første: anbringelsesbjerget. Sådan er det med livet. Alle har deres bjerge, og hver gang vi møder ét, står vi over for et valg: Vi kan klatre over eller synke ned i mørket.
  Det at være anbragt var mit bedste lod i livet, og det har gjort mig til den, jeg er i dag, klichéfyldt som det lyder. Dengang jeg stod for foden af bjerget for første gang, virkede det som en uoverkommelig opgave, men alligevel tog jeg et valg om ikke at glide ned i mørket og i stedet tage den lange vej op over. Jeg skulle vise omverdenen, at jeg ikke ville være en af dem, der gav op og sank ned i et hul. Når min sagsbehandler spurgte, om jeg var begyndt at ryge, da jeg var tolv år gammel, gav det mig endnu mere mod til at klatre over bjerget og vise dem, at der findes andre måder at være anbragt på, end den statistikkerne viser. At man som anbragt godt kan få succes i livet. Når jeg gav udtryk for mine håb og drømme til dem fra kommunen, blev jeg kaldt “ressourcestærk” og “særlig” og “den gode anbragte” – men hvorfor det? Kan det være rigtigt, at samfundet ikke forventer, at vi kan blive til noget, bare fordi vi er vokset op på et børnehjem, og sætter barren så lavt, at man ikke engang forventer, at vi har håb og drømme og ambitioner?
  Hvis det er standarden, forstår jeg godt, at der er så mange, der ender med at synke ned i et hul, de ikke kommer op af igen. Jeg har flere gange selv været fristet til at gøre det samme. De første mange år havde jeg heldigvis et solidt fundament i min familie, og da det brast sammen, var jeg heldig stadig at have en masse fætre og kusiner, der hjalp mig igennem det. Jeg havde brug for det fundament, for uden dem er jeg sikker på, at jeg ikke ville være her i dag. Men vi skal sørge for, at alle har et fundament – mennesker omkring dem, der tror på dem og ikke blot forventer, at de tager den lette vej ned i hullet og farer vild i mørket.
  Som samfund er vi nødt til at indse, at dét at være anbragt blot er en alternativ barndom. Der skal være de samme forventninger til én, der er anbragt, som til alle andre børn, for hvis vi sætter forventningerne for lavt, ender vi med at bidrage til, at folk lader sig synke ned i hullet, frem for at hjælpe dem med at klatre over. Det skal ikke være okay at synke ned i hullet under bjerget, blot fordi man er anbragt. Det skal blot udløse en forståelse for, hvorfor det måske tager længere tid at klatre over.

‍

Jeg oplever hele tiden ikke at kunne stole på nogen. Ikke kun én enkelt gang eller to, men hele mit liv. Jeg har altid fået flere forskellige versioner at vide af den samme historie. Et eksempel er, da jeg var fem år og blev jeg sendt op til min biologiske far på Grønland i et halvt år. Alle sagde noget forskelligt. 

          Mor sagde:
         “Vi sendte dig derop, fordi jeg skulle føde din søster.“ 

          Stedfar Lars sagde:
          “Din biologiske far ville ikke give dig tilbage igen. Du kom hjem med utallige blå mærker.” 

          Moster sagde:
          “De glemte dig deroppe. Jeg spurgte dem, hvorfor du ikke var med på julepostkortet. De svarede blot, at de skulle skabe et bånd med din søster uden dig.” 

          Resultatet: Jeg var et spørgsmålstegn. 

Min livshistorie og fortid er en blanding af løgne spundet af en mesterlig manipulator og mine egne opfattelser. Det har efterladt mig med en følelse af, at jeg ikke kan stole på nogen. Hvad er op og ned? Jeg kan ikke stole på mine egne minder. Det er både skræmmende, men også rart intet at kunne huske. Om jeg nogensinde vil få mine minder tilbage, er der ingen, der ved. Det er, som om der bare er sort. Slukket...
  Min version starter her. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, kan tælles på to hænder: 

1. Jeg har PTSD.
2. Jeg har en form for vedvarende depression.
3. Jeg er sluppet væk fra min mor og stedfar Lars.
4. Jeg har hukommelsestab.
5. Jeg kan, hvad jeg vil?
6. Jeg har forsøgt at begå selvmord, da jeg var 15. Der gik over 24 timer, før jeg sagde det til nogen.
7. Jeg har været anbragt i fem år.
8. Jeg har boet på to bosteder.
9. Jeg er blevet voldtaget flere gange.
10. Mine arme er overtegnet med ar. 

Nu vælger jeg at tage kontrol over mit liv. Det gør jeg ved at fortælle min historie, set gennem mine egne øjne. Den begynder hos Lars og mor i Danmark. 

Episode: MIN BARNESENG 

I nat er min soveplads endnu engang de tre røde køkkenstole. Sætter jeg dem sammen, kan de med lidt fantasi forestille en seng. Her sover jeg på natten til min 10-års fødselsdag.
  For det meste sover jeg på det kolde, ternede køkkengulv. Sådan er det i Lars’ hus. De eneste redskaber, jeg har til at varme mig med, er et enkelt tæppe, og en pude jeg stjæler fra stuen. De nætter er dem, som føles længst.
  De allerværste nætter, vil jeg dog sige, er de nætter, hvor min soveplads er på badeværelset. Når de andre skal på wc om natten, må jeg bare holde mig for næsen. 

MODERNE ASKEPOT 

Jeg har altid elsket historien om Askepot. Jeg følte mig lidt selv som en nymoderne version af hende, da jeg boede hos Lars. Det var mig, der stod for hovedrengøring i Lars’ hus.
Jeg fejede både
indkørsel,
              lyskasser,
                            trappe,
                                          fortov,
                                                  vejen
                                                            og gården.

Om sommeren klippede jeg hæk og ryddede grene og blade væk. Når det havde været tørt i lang tid, sprøjtede jeg med gift på ukrudtet. Altså planterne… (desværre findes der ikke noget ukrudtsgift imod giftige mennesker). 

Efter maden vaskede jeg op.
  Efter det gik jeg tur med hunden.
        Efter gåturen masserede jeg Lars,
                                                gav ham fodbad,
                      og smurte hans fødder ind i creme. 

Når jeg var færdig med alle mine pligter, kunne jeg endelig gå i seng. Ligesom Askepot var mit sociale liv ikkeeksisterende. 

Episode: “Jamen det jo kærligt ment” 

Jeg står med ryggen til Lars. Ude på badeværelset. Jeg mærker, hvordan han nærmer sig. Mærker hans hånd klemme om min pigenumse. Jeg vender mig om.
  “Stop! Det dér er sgu ikke i orden! Det gør man ikke mod sine børn!” råber jeg vredt.
  “Jamen det jo kærligt ment,” svarer han bare, uden nogen form medfølelse. 

DJÆVLEN UDEN HORN 

Jeg skammer mig over, hvorfor jeg ikke kæmpede mere imod hans handlinger. Jeg kan blive helt vred ved tanken om, at jeg ikke gjorde mere; jeg skulle have anmeldt ham eller råbt højere. Jeg føler mig ydmyget og såret. Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt eller respekteret, men hvad havde jeg forventet, når hans motto var “børn skal ses, ikke høres”? Jeg undrer mig over, hvordan min mor har accepteret, at hendes egen mand tager på hendes børn? Og ikke kun det. Hvordan kunne min mor acceptere, at hun skulle betale ham penge hver måned, for at jeg kunne bo der, fordi jeg ikke var hans kød og blod - hvilket jeg er taknemlig for.
  Min mor betalte aflad, men jeg brændte alligevel i h.e.l.v.e.d.e. 

Episode: HØRER DU? 

Jeg er bange for, at mit øre skal falde af.
  “Gå ad helvede til!” råber Lars og trækker mig i øreflippen hen ad gulvet. Jeg forsøger at følge med, men er konstant ved at snuble, fordi Lars med alle sine kræfter river mig igennem stuen.
  Han åbner døren og kaster mig, så jeg flyver ud ad hoveddøren. 

PTSD 

Lars hev mig engang med ud på badeværelset. Hans stramme greb om min krop gjorde det umuligt at stritte imod. Han tvang min mund åben og fyldte den med flydende håndsæbe. Jeg blinker hårdt gentagne gange for at få scenen væk fra mit hoved. 

Livet med: 

P                                                                                         ost

T                                   rA         uM                           aTiC SSSSSSSSSTTTTTTTRRRRRRRRRRRRRREEEEEEEEEEEEEEEESSSSS 

D i           s               or               de              r 

Episode: PARADIS? 

Jeg rækker op efter bøtten med panodilerne. Jeg kan ikke mere, tænker jeg. Jeg vil gerne dø.
  Jeg er klar i hovedet. Mine hænder ryster, men jeg er ligeglad. Jeg føler mig helt rolig indeni. Fredfyldt.
  Hvis det her er mit liv, så vil jeg ikke have det.
  Hvis det her er prisen for at slippe for Lars, så er jeg villig til at betale den. Intet på den anden side kan være værre end det her... i det mindste vil jeg få fred. 

Resten af dagen lader jeg som ingenting. 

Vente…
Vente…
Vente… 

   24 timer skulle der gå, før jeg sagde det til nogen. 

   Da ambulancen kommer for at hente mig, ryster jeg igen. Min mor tager med. Og jeg takker Gud for, at Lars ikke er med i ambulancen.
  De 6 timer, jeg var på hospitalet under overvågning, var de lykkeligste timer af mit os liv. Jeg måtte se fjernsyn og selv vælge min morgenmad. Fri for første gang. 

BLÅBÆR 

          Mig:
         “Mor, jeg er syg. Jeg har depression og PTSD.“ 

          Mor:
         “Du skal bare spise nødder, skat. Det er godt for dig. Også blåbær. Så bliver du rask.“ 

Min mor er ikke ligefrem personen med mest medfølelse i verden. Hun tror, at depression kureres med en omgang blåbær og nødder. Nu har jeg lært, at det er løgn. Dengang, jeg forsøgte at dræbe mig selv, mente hun, at vi lige skulle spise aftensmad først, inden vi ringede til ambulancen – fordi den havde hun jo brugt lang tid på. Hun har også taget sine sko og slået mig på munden gentagne gange, fordi jeg græd. Jeg husker tit, hvordan hun gav både mig og min søster den stærke Tabasco, hvis vi havde været lidt forkert på den. Så fik vi bare en spiseske af det. 

Episode: FRAVALGT 

Jeg står ude foran min hoveddør og ser gennem det farvede glas til det, der burde føles som et hjem.
  Min storetå stikker ud gennem den revnede, sorte sok, så jeg kan mærke de rødbrune klinker på stentrappen.
    Mit lange, sorte, bølgede hår klistrer til mit våde ansigt. Mine store, brune øjne føles hævet efter at have grædt, i hvad der føltes som timer. Jeg lægger armene omkring min lille krop og beder til, at jeg ikke dør ude i kulden. Men på den anden side, hvis jeg ikke længere eksisterede, ville jeg slippe for at se Lars igen.
  Jeg banker hårdt mod trædøren, til mine knoer bliver røde.
  Døren låses op, og min mors ansigt kommer til syne. Hendes hår er kruset og sat op i en knold. Hendes brune øjne er kolde. Hendes ansigt er stenhårdt. Hendes mund er formet som en tynd streg. Hun ser på mig med et drømmende blik. Jeg kan mærke, hvordan hun misbilliger mine handlinger. Hun siger ikke et ord, men kaster blot min grønne, korte jakke og mine beskidte, hvide kondisko i hovedet på mig. 

UØNSKET 

    Nu er det slut.
                                      Hun har taget sit valg,
    og det er min tur.
                                        Jeg vælger dem fra. 

Episode: ET KIG IND I ET HJEM 

Jeg står ude foran min venindes hus og banker på. Min venindes mor åbner døren med et forvirret udtryk.
  “Er Karina hjemme?” spørger jeg med en grådkvalt stemme. Ordene kan næsten ikke komme frem.
  “Hun er på værelset. Bare gå ind. Men brug bagdøren næste gang.”
  Jeg træder ind over den hvide dørkarm og ind i deres smalle gang. Deres sorte labradorhund kommer løbende imod mig. Jeg tænker et øjeblik over, hvordan min venindes hjem føles mere som et hjem end mit eget. Jeg kigger rundt på de forskellige billeder, som hænger på væggen, og jeg mærker et stik af jalousi.
  Tager man et kig ind i mit eget ”hjem”, finder man kun billeder af Lars og min mor, Gud og Jesus selvfølgelig og, ja, selv den afdøde hund er på væggene. Men ikke mig. 

Kladde til kronik: ONDSKABENS NEDARVNING 

af Josebelle 

Jeg er bange for at få børn. Jeg ønsker selvfølgelig at få børn. Men for at være helt ærlig er jeg bange. Jeg er bange for, at ondskab er et gen, man kan arve. Jeg er bange for, at det forfølger én resten af livet.
  Hvad hvis jeg ender med at behandle mine børn, som min såkaldte familie har behandlet mig? Jeg ønsker ikke, at mit barn på nogen måde bliver drevet til at gøre sig selv fortræd. Der er ingen, der nogensinde fortjener at føle hver eneste dag, at de ikke er dét værd. Ingen fortjener at gå i seng om aftenen og føle, de ikke har noget at leve for. Ingen fortjener at føle, de har fortjent ondskab. Ingen fortjener at blive forrådt af sin egen familie. At blive forrådt er noget, der sidder så dybt i én, at man husker det for altid.
  Når jeg engang får børn, skal jeg sørge for at gøre det modsatte af min barndom. Det betyder, at ingen børn skal sendes væk i et halvt år til en far, de ikke kender. Ingen børn skal kidnappes af deres egen far. Og absolut ingen skal føle, de ikke fortjener at blive elsket.
  Og ingen skal føle, de ikke er værdige nok til at have et godt og lykkeligt liv.
  Jeg er ved at lære, hvad et godt hjem er.
  Spurgte man mig som barn, ville mit svar være ”ingen idé”.
  Spurgte man mig som teenager, ville mit svar være, at et godt hjem er alt det modsatte af Lars og min mor.
  Spørger man mig nu, vil jeg svare, at et godt hjem er et sted, hvor man føler sig tryg. Et hjem for mig betyder ubetinget kærlighed mellem mig, min kæreste og min kat. Det er den familie, jeg selv har valgt.

Det har været nogle travle dage på arbejde. Det hjælper ikke, at jeg har haft migræne i tre dage, sådan med opkast og næseblod. Det er ellers længe siden sidst. Jeg arbejder på et botilbud for unge med fysiske handikaps og psykiske lidelser. Der kan virkelig være tryk på i perioder, men i dag skal jeg bare sidde på kontoret med min kollega. Jeg har kendt hende, siden jeg var i praktik her under mit studie. Hun støttede mig under praktikforløbet og gav mig flere chancer end de fleste; så igennem fingre med mit svingende overskud og min fraværsprocent, som var højere, end hvad man normalt ville acceptere. Uden hende havde jeg ikke klaret mig igennem studiet. Da jeg blev færdig som SOSU-assistent, var det også hende, der talte for at få oprettet et job til mig her. Vi tager en kop kaffe. I baggrunden kører radioen med Noah: Og livet er ikk’ altid, ligesom man drømmer det. Måske vi alle bare troede, vi ku’ glemme det. Sangen giver mig gåsehud. Min kollega spørger, hvordan det går med migrænen. Jeg svarer, at det ikke går skidegodt. ”Kan det være noget psykisk?” spørger hun. ”Er der noget, der trigger anfaldende?” Hendes stemme har en snert af bekymring i sig uden at være omklamrende. Hun har sådan en moderlighed over sig, som gør mig tryg. Og måske er det dét. Måske er det, fordi jeg kan mærke, at hun ikke mistror mig og ikke kræver noget af mig, at jeg begynder at fortælle min historie. 

Da jeg kom i skole den dag, vidste jeg på en eller anden måde, at det var sidste gang. Jeg var otte år gammel. Mor og far var ved at blive skilt, fordi mor havde fundet en yngre fyr. Far var meget ked af det. De ville begge to have forældremyndigheden, men satte mig i midten, mens de kæmpede deres kamp for at få mig. Far ville have mig til at vidne i retten mod mor, men det nåede aldrig så langt. Han var ellers normalt en stille og rolig mand, som dog ikke ville kunne koge et æg. Mor var typen, som altid ignorerede de problemer, der opstod. Hun var mest optaget af sin nye kæreste, som tog stoffer og røg hash. Så hverken mor eller far virkede helt kompetente til forældreopgaven. 

   Da mor hentede mig efter skole, kørte vi ud til et stort hus i Nørre Aaby. Vi blev taget imod af nogle pædagoger, som vi sad lidt med, mens vi fik kaffe og saftevand. Og så kørte mor derfra.
  Billedet af min mor, der efterlader mig, står enormt stærkt i min erindring. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Hun kørte uden forklaring og efterlod mig det her fremmede sted.
  I dag ved jeg stadig ikke præcis, hvorfor jeg blev anbragt. Jeg tror, det havde noget at gøre med en psykolog, som mor tog mig med til midt under skilsmissen. Psykologen var en høj, korthåret kvinde med solglødende hud, som bad mig udføre forskellige opgaver: putte ting i kasser, lægge puslespil og sådan. Jeg havde en klar fornemmelse af at blive vurderet, mens jeg var der, men jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Måske hang anbringelsen også sammen med mine to storebrødre: Den ene har Downs syndrom, og den anden var ude i et misbrug dengang. Måske havde mine forældre simpelthen mere at bære på, end de havde kræfter til?
  I dag ved jeg, at anbringelsen var ”frivillig”. Min mor blev dog fortalt, at den ville blive med tvang, hvis ikke hun gik med til det. Hvis nogen nævner det for min far i dag, lukker han helt af. Han mener, at det var min mors valg. Men han må jo have givet sin accept på en eller anden måde.
  Efter min mor var kørt fra Nørre Aaby, viste pædagogerne mig rundt i det enorme hus: stuer efter stuer, værelser efter værelser. Det virkede helt uoverskueligt. Den første nat græd og græd jeg. Jeg blev ved i næsten tre dage; jeg fik ikke lov at ringe hjem og sige godnat, for jeg skulle vænne mig til at være i huset.
  Jeg boede i Nørre Aaby i to år. Det var sjældent, at mine forældre kom på besøg. Min far kom til min fødselsdag, min mor lidt oftere – men aldrig sammen. De andre børn i huset savnede også deres forældre. Så en dag stak jeg af sammen med to andre drenge for at besøge dem. Så cyklede vi hjem til vores forældre i Harndrup, Nørre Aaby og helt i Middelfart. Det var virkelig mange kilometer på små børnecykler. I Middelfart kom politiet og tog os med tilbage til institutionen. Det var tydeligt, at pædagogerne ikke var glade for, at vi var taget hjem. De mente vel, at vi skulle fri af livet hos vores forældre, ikke besøge dem.
  Jeg havde en værelseskammerat – ja, det lyder helt fængselsagtigt – men jeg havde en værelseskammerat, som pludselig blev flyttet fra bostedet. Ikke så længe efter fik jeg at vide, at jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle ud og overnatte et sted sammen med min yndlingspædagog. Vi kørte i lang tid, helt til Nørre Nebel i Vestjylland. Til sidst kom vi til en lang grusvejsallé, som førte op til en kæmpe firlænget gård, nærmest en herregård. Den lignede noget fra en Morten Korch-film: rødmalet med stråtag og hvide bondegårdsvinduer. Rundt om gården var der haver med frugttræer. Et ældre ægtepar kom ud og sagde hej og bar mine ting ind.
  Idét jeg trådte indenfor, så jeg min gamle værelseskammerat fra Nørre Aaby. Jeg fik med det samme en følelse af, at noget var galt, for han var jo ikke kommet tilbage.
  Så kom jeg ind på et værelse, som var fyldt med mine egne tusser, malebøger og min lyseblå skoletaske. På væggene havde de endda hængt mine dyreplakater op. Mens jeg gik rundt og kiggede på tingene, hørte jeg en bilmotor blive tændt. Lyden af dæk, der drejede, forsvandt i gruset. Det var pædagogen fra Nørre Aaby, der kørte.
  Da begyndte jeg at græde fuldstændig hysterisk. Jeg råbte og skreg og begyndte at smadre mine ting. Ægteparret kom ind og trak mig over på sengen, hvor de satte sig på mig og holdt mine arme og ben fast, mens jeg blev ved med at prøve at slå ud efter ting. Det gik der mange timer med. Jeg blev på værelset i flere dage, hvor jeg ikke havde lyst til noget, og raserianfaldene fortsatte i mange måneder efter.
  Jeg ved ikke præcis, hvorfor jeg blev flyttet helt til Vestjylland. Jeg går ud fra, at det havde noget at gøre med, at jeg var flygtet fra institutionen i Nørre Aaby. Nu var jeg så langt fra mine forældre, at jeg ikke uden videre kunne stikke af for at besøge dem. Jeg var den yngste af fire børn, som var blevet anbragt her. Vi kom alle fra Fyn. Efter hånden forenede vi os med stedet og vores plejeforældre, og det blev hverdag.
  Jeg startede i skole og fik en veninde, Lene, som jeg stadigvæk er venner med i dag. Jeg kunne mærke, at hun var noget særligt, at hun lyttede til mig på en særlig måde. For hende betød det ikke noget, at jeg boede hos en plejefamilie. Lene kom fra en kernefamilie, som der var mange af i Vestjylland. De var søde overfor mig, men det var også hårdt, fordi det mindede mig om, at jeg kun havde min plejefamilie.
  Det var ikke, fordi mine plejeforældre ikke behandlede mig godt. Vi fik økologisk mad og skulle altid spise sammen. Vi fik pænt tøj, og hvert år var vi med dem ude at rejse. Jeg tror, at de holdt af os, men på en lidt anden måde end vores forældre. De passede på os, men der var ikke egentlig kærlighed. Mange år efter min anbringelse har jeg forsøgt at få kontakt til dem igen, men uden held. Jeg har endda været forbi gården, men den er revet ned, og grunden er solgt til nogle andre. Så de har nok mest opfattet os som et arbejde.
  Da jeg blev teenager, begyndte jeg at hænge ud med mine venner, drikke øl og høre musik. Du ved, sådan nogle ting som teenagere gør, når de løsriver sig. Jeg begyndte at ryge cigaretter, og til sidst kunne jeg være væk i flere dage, hvor mine plejeforældre kørte rundt og ledte efter mig. Det blev for meget for dem. Så da jeg var 16, smed de mig ud. De har jo nok talt med kommunen om det, men jeg oplevede det ikke sådan. Jeg oplevede bare, at jeg nu blev ladt i stikken igen.
  Angsten for at blive forladt fylder meget i mit voksenliv. Jeg har jo lært, at mennesker kommer og pludselig forsvinder. Hvis mine venner drikker lidt for meget og udtrykker deres omsorg for mig, kan jeg ikke tage det ind. Hvis jeg mærker, at en relation er på vej et dårligt sted hen eller føles omklamrende, er jeg ikke bange for at cutte den. Hellere forlade end selv at blive forladt.
  Efter at være blevet smidt ud af mine plejeforældre, flyttede jeg hjem til min mor på Fyn. Her skulle vi finde ud af, hvad der nu skulle ske med mig. Der kom et brev fra kommunen om, at jeg skulle starte i skole, men der var ikke nogen, der kom og tjekkede op på, hvordan det ellers gik. Ingen som tænkte: ”Hvordan mon det går nu, hvor han er flyttet hjem til sin mor, som han ikke havde boet hos i otte-ni år?” Det var meget mærkeligt. Havde de bare glemt mig? Det er lidt vildt at tænke på, at man anbringer et barn væk fra sine forældre i så mange år og så bare… ingenting?
  Det var en turbulent tid hos min mor. Jeg begyndte at tage på weekend hos mine venner i Jylland, og når jeg kom hjem igen, skændtes min mor og jeg i flere uger. Jeg ville jo tilbage til Jylland og bo. Det tog hårdt på vores forhold. Min mor overkompenserede ved at købe ting til mig, som jeg gerne ville have. Det præger stadig vores relation i dag: Hun hjælper mig med praktiske ting, og efter halvanden time sammen har jeg fået nok. For ikke så længe siden boede jeg hos hende i et par måneder. Vi skændtes meget, og jeg ved præcis, hvilke knapper jeg skal trykke på for at gøre hende ondt. Det er jo ikke meningen, men når bølgerne går højt, er det dét, der sker. Og i stedet for at snakke om det, kører hun sin vej. Så vi får aldrig talt ud om det.
  Jeg startede i folkeskolen på Fyn, men det tog lang tid at falde bare en lille smule til. Det var jo bare midlertidigt, tænkte jeg – mit rigtige hjem var i Jylland. Men efterhånden fandt jeg ud af, at de andre i klassen var ligesindede og også godt kunne lide at hænge ud sammen og drikke øl. Her mødte jeg Jonas, som er min bedste ven i dag. Han stiller ikke for mange spørgsmål; jeg kan slappe helt af i hans selskab. Jonas og Lene har været der for mig; de har støttet mig, når det har været svært, og de har fejret mine successer med mig, f.eks. dengang det lykkedes mig at bestå HF. De er nærmest blevet en slags familie for mig. 

Nu er jeg så her. Det lykkedes mig, som du ved, at få min uddannelse til SOSU-assistent, og jeg har endda søgt ind på uddannelsen til socialrådgiver og uddannelsen til sygeplejerske. Det virker som et godt næste skridt. Jeg er glad for mit arbejde og bruger mig selv meget i det – og jeg vil gerne fortsætte inden for det socialpsykiatriske område med bosteder, døgninstitutioner og også gerne plejefamilier. Jeg ved jo, hvordan det er at bo sådan nogle steder. Jeg vil ikke sige, jeg føler mig hjemme her, men jeg føler mig på hjemmebane. Selv om de unge ikke kender min historie, kan de mærke, at jeg er nærværende. De har også forældre, som glemmer deres aftaler eller kommer for sent. Og så er det pludselig mig, der står tilbage og skal give mig selv helt til dem. Fortælle dem, at dagen nok skal blive god alligevel, og at vi bare laver noget andet sammen. Så tager jeg med dem til fodbold og deler deres succesoplevelser med dem. Eller jeg hjælper dem med vasketøjet og med at få dagligdagen til at fungere.
  Min barndom og opvækst fylder stadig rigtig meget i mig. Men jeg håber, at jeg med mine erfaringer kan hjælpe de unge til at se, at hvis de tager imod de muligheder, der er, og støtter sig til de mennesker, der virkelig vil dem, så skal det nok gå. Så er der også en vej for dem.
  Kaffen er blevet kold, mens jeg har fortalt. Min kollega har lyttet hele tiden. Som en mor, tænker jeg igen. Hun siger, at hun er glad for, at jeg delte min historie, og foreslår, at jeg tager fat i konsulenten, en slags terapeut, som er tilknyttet vores afdeling. Måske vil det hjælpe på migrænen, hvis jeg får bearbejdet bare nogle af de traumer, jeg bærer rundt på. Jeg ved ikke helt med konsulenten, det føles grænseoverskridende. Men jeg kan godt lide, at hun har sagt det.

‍

Min biologiske far elskede musik og lyrik. Der var aldrig stille omkring ham. Han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder. Han var ikke bange for at smile og blotte sit mellemrum. Når han besøgte mig, var hans tennissokker altid grå af snavs. Ofte havde han en hvid t-shirt på med blå syninger. På brystet stod der ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” Han kunne ryge tyve smøger og drikke to kander kaffe på sådan et besøg. Han fik altid kaffekoppen til at klirre på bordet. Jeg forstod ikke, hvorfor han fik bordet til at ryste sådan. I perioder kiggede jeg ikke ind i min biologiske fars øjne. Jeg var bange for at blive slugt af hans mørke. Min biologiske far sendte mange breve til mig. Nogle var skrevet på bagsiden af en rudekuvert. De var altid gule og lugtede af tobak. Han havde ofte brændt en CD og sendt med. Det var ikke altid, at jeg forstod, hvad min biologiske far skrev. Han betragtede alt fra en verden, jeg ikke kendte til.
  Som for alle andre børn var mine biologiske forældre fundamentet for mit liv. De var grunden til, at jeg kom til verden og spil lede en afgørende rolle i mine første leveår. Men i modsætning til mange børn var mit fundament fyldt med revner. Mine biologiske forældre mødte hinanden på psykiatrisk afdeling i Nordvest og fik mig nogle år efter. Vi flyttede en del rundt og boede mange steder. Min biologiske mor ville hellere føjte og feste end at passe sit barn. Derfor tog min biologiske far sig af mig. Han gjorde alt, hvad han kunne. Med tiden indså han, at han ikke magtede at være far til et barn. Han traf derfor sit livs sværeste, mest hjerteskærende og afgørende beslutning: At skille os fra hinanden, for at give mig det stærkeste fundament og de bedste forudsætninger for et godt liv. Jeg blev derfor anbragt frivilligt på børnehjem, da jeg var 3,5 år. Når min biologiske far besøgte mig på børnehjemmet, forstod jeg ikke, hvorfor han ikke tog mig med hjem. Jeg trykkede min næse mod ruden, når han gik. Han vinkede altid til han blev helt lille og forsvandt.  

1997 

Vi sidder i bilen på vej til gården i Holme Olstrup. Jeg er spændt fast i autostolen og vipper med mine tæer. På mine lår ligger en stor kattebamse, jeg har fået af dem. Den hedder Møs. Jeg piller den på næsen og ruller halen rundt om min hånd. Biler flyver forbi os som små fugle. Jeg har mødt hende flere gange på børnehjemmet. Hun kigger på mig i bakspejlet og smiler. Jeg har ikke lyst til at smile tilbage. Jeg er irriteret over, at hun har taget sin mand med. Jeg gemte mig på børnehjemmets legeplads, da jeg så dem komme ind ad døren. Det var hyggeligt, da det kun var hende, der besøgte mig. Jeg vil ikke have nogen anden far. Jeg lover mig selv, at min biologiske far nok skal komme og hente mig og tage mig med hjem.
  Da jeg flyttede hjem til mine forældre, var min børneverden farvet af angst. Jeg nåede at bo på børnehjemmet i et år. Der var dejligt på gården i Holme Olstrup med udsigt til natur så langt øjet rakte, men jeg var i konstant alarmberedskab, og savnet til mine biologiske forældre sad tungt i mig. Jeg havde et behov for at være omkring mine forældre konstant. Hvis de rykkede sig en smule, blev jeg bange, gik i panik og begyndte at lede efter dem. Min mor og far lærte hurtigt, at de skulle fortælle mig, hvis de gik udenfor eller i kælderen for at hænge vasketøj op. Jeg glemte det, lige så hurtigt døren lukkede i og begyndte at lede efter dem. Særligt om natten blev jeg bange. Det blev en rutine for mig at vågne om natten og liste mig ind i mine forældres soveværelse og tjekke, om de stadig var der. Jeg ville kalde på dem, indtil de svarede. Det meste af min barndom sov jeg på en madras i mine forældres soveværelse eller i smørhullet mellem dem. Søvnen har aldrig været et trygt sted for mig. Jeg er et lille barn, når mørket faldet på. Hvis jeg sover ved siden af en anden, har jeg stadig et behov for at tjekke, om vedkommende er der. Enten holder jeg min ven helt tæt, ellers kommer jeg til at daske med benene, indtil de rømmer sig. Så ved jeg, at de ikke er gået fra mig. Det er efterhånden blevet en kærlig joke i min omgangskreds, at jeg ikke er nem at sove sammen med. 

Professionelt moderskab 

   Græder du også, inden du falder i søvn, mor?
  Hvad ser du, når du tager dine kontaktlinser ud
  briller på og går op ad trappen
  lukker døren til soveværelset
  åbner døren på klem,
  for du kender rutinen
  du ved, at jeg lister mig ind for at se, om I
  stadig er der
  er jeg det barn, du håbede på at hente?
  Jeg var aldrig dit spædbarn
  mit sprog er fra en verden, du ikke kender
  hvem holder dine hænder og aer dine kinder,
  når du bliver ked af det?
  De vil have, at du skal være så professionel
  hele tiden
  trivselsrapporter
  plejevederlag
  biologiske besøgstider
  sagsbehandlere skal helst have
  hjemmebagt kringle
  med perlesukker på
  jeg vil have dit uprofessionelle moderskab
  intet andet
  jeg tænker på sagsbehandlere, der kløjes
  i kringlen med perlesukker på,
  så der er fred til at være en uprofessionel familie 

‍

   Der blev hurtigt etableret et stærkt bånd mellem min mor og mig. Jeg åd hendes moderskab råt. Min biologiske mor var erstattelig. Navlestrengen var kappet for længe siden, og nogle gange er jeg i tvivl, om den overhovedet var der. Jeg havde det bedst, når jeg sad hos min mor i timevis som en koalaunge. Her kunne jeg føle mig lille og tryg. Jeg tog tidlig afstand til min biologiske mor. Hun var aldrig den samme, når hun besøgte mig og lovede altid noget, hun aldrig kunne holde. Hun havde ofte fråde om munden ved besøg og duftede aldrig som en mor. Men hun havde jo krav på at se mig. Jeg var tidlig klar over, at det biologiske samvær havde højere prioritering end barnets trivsel.
  Det var ikke det samme at få en ny far. Hans faderlige og milde væsen skulle vokse længe på mig, før jeg lukkede ham ind i mit univers. Med tiden vidste jeg ikke noget bedre end at få læst Askepot som godnathistorie, indtil en af os faldt i søvn.
  I 1998 fik mine forældre et barn mere. Ligesom mig kom hun til verden hos biologiske forældre, der ikke kunne passe på hende. Jeg var så heldig, at hun havnede hos os. Vi var to forskellige børn med forskellige behov, men det tog os ikke lang tid at blive søstre. Vi har altid været ved at revne af grin og stolthed, når nogen har sagt til os ”hvor kan man bare godt se, at I er søstre.” 

2002 

Afstanden og sorgen mellem min biologiske far og jeg voksede. Der var de gode besøg, og så var der de dårlige. Der var besøg, hvor han var glad, velbalanceret og fløjtede. Besøg, hvor vi tog på udflugter, holdt hinanden i hånden, og hvor jeg viste ham mine skolebøger, og han snakkede kærligt og interesseret til mig og mine forældre. Og så var der besøg, der i lange perioder aldrig blev til noget, fordi han var indlagt og ødelagt – og hvis de blev til noget, var han tungsindig, havde mørke rander under øjnene og var vred på både mig og min familie. Jeg kunne altid se på ham med det samme, om det blev et godt eller et dårligt besøg. Når han var syg, brokkede han sig over besøgsaftalerne, sagsbehandlerne, sagde ting, der ikke hang sammen med virkeligheden og skrev mærkelige breve. Han kunne finde på at skrive, at mine forældre have stjålet mig fra ham, og Bruce Willis havde spurgt, om han ville være med i den næste Die Hard film. I disse perioder holdt jeg ham ikke hånden. Jeg blev bange for ham og havde lyst til at kravle under køkkenbordet og gemme mig for ham. Men jeg ville ikke svigte min biologiske far, når han endelig besøgte mig. Lige meget hvor tosset min biologiske far opførte sig, kunne han eller jeg ikke slukke for drømmen i mit barnesind. Drømmen om, at han en dag ville blive rask, og vi med tiden ville blive forenet igen.
  I skolen spurgte mine klassekammerater, hvorfor jeg ikke lignede mine forældre. Jeg løj og fortalte, at mine biologiske forældre var døde, og jeg derfor havde fået en ny familie. Jeg begyndte at smile mindre, så man ikke kunne se mellemrummet mellem mine fortænder.  

Må vi elske hinanden? 

Jeg har haft mange gode sagsbehandlere. Men det er aldrig godt at have en sagsbehandler involveret i ens familiære liv. Når jeg vidste de kom, cyklede jeg langsomt hjem fra skolen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Jeg øvede mig på samme måde, som jeg øvede replikker, da jeg gik til teater. ”Jeg har det rigtigt godt.” Jeg turde ikke fortælle dem sandheden: At der også var konflikter, og jeg var usikker, vred og bange. Jeg turde ikke fortælle dem, hvordan jeg egentlig havde det af frygt for, at de ville fjerne mig fra mine forældre.
  Sagsbehandleren snakkede altid med mine forældre, inden vi alle skulle tale sammen. Jeg lyttede aldrig helt efter, hvad der blev sagt. Jeg var mere opslugt af at studere måden, som hun spiste kringle på. Hvordan hun med tungen skubbede perlesukkeret fra mundvigen ind i munden, når vi talte om regler, som jeg skulle overholde hos mine forældre. Det irriterede mig, at hun ikke spiste hele kringlen, som min mor havde brugt lang tid på at bage. Men når sagsbehandleren kørte hjem, råbte og skreg jeg i afmagt og vrede. ”I er ikke mine fucking forældre, I får penge for at have mig, jeg er bare et arbejde.” Jeg var træt af, at kommunen skulle komme og blande sig. I alle de år var jeg så bange for at blive fjernet fra mine forældre. Det lå som en bagtanke i alt, hvad jeg foretog mig. Jeg var bange for, at jeg var for besværlig til at være hos en familie. At jeg havde ødelagt min biologiske familie og nu var i gang med at ødelægge min nye. Jeg vidste ikke, om det var i orden, at jeg elskede mine forældre så højt, når vi var ført sammen professionelt af en kommune. Det var der aldrig nogen, der havde hjulpet os til at tale om. Tværtimod havde mine forældre fået at vide, at de ikke skulle knytte sig til os. Jeg frygtede den dag, jeg ville blive 18 år. Ville jeg stadig have min familie, når jeg blev myndig? Den konstante frygt og de bekymrede tanker holdt mig vågen og gjorde mig til sidst syg. Så syg, at det nu var mig, der sad i en hvid t-shirt med blå syninger, hvor der på brystet stod ”Vaskeriet, Psykiatrisk Afdeling.” 

‍

Flyvehavre og fugtige øjne 

2011 

   Far
  den plejende
  har fugtige øjne
  huden omkring øjnene slår flere og flere skår
  han går i marken for at samle flyvehavre
  hiver dem op af jorden med lange rødder
  jeg betragter ham, når han træder i de bløde spor
  fra vinduet i køkkenet
  er plejebørnene pengene værd?
  Hans fødder glider op og ned ad træskoene
  har de sagt, at dine fugtige øjne er uprofessionelle?
  Det ville ikke være første gang
  tænker på, om vi har gjort noget ulovligt,
  om kommunen skal vide, at vi elsker hinanden
  skal vi blive ved at med at lyve,
  for at plejebørnene ikke bliver slået hjem til det biologiske som
  små ludobrikker
  på gården i Holme Olstrup
  kærlighedens mine
  kommunen ser ikke de fugtige øjne,
  de ser det biologiske og vender hver en mønt
  barnet har skudt sit værelse ned med
  en splatterpistol
  har skudt skår i sit fjernsyn og
  sin tyggegummimaskine,
  der drysser lyserødt støv ned fra loftet
  jeg vil gerne tage pistolen fra dig,
  men jeg er lige så bange for fugtige øjne som dig
  al den smerte, plejebarnet har givet mig,
  gror i mig som flyvehavre
  ingen hiver op

‍

Jeg sætter mig i stolen, som jeg altid sætter mig i ved disse møder. Sagsbehandleren skubber et stykke papir hen til os. Jeg er blevet vant til disse møder, hvor jeg er degraderet til at være et af systemets børn. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg går i 3.G og har festlige nætter på Sepps, for meget fravær, og forestående eksaminer sidder i mig. Sagsbehandleren kigger i sine noter og klikker med sin kuglepen. ”Udslusning” står der på papiret. Ved sådanne møder bliver jeg et barn igen. Et barn, der tier stille og lader de voksne tale. ”Det er flot, at du går i gymnasiet og snart er færdig,” siger sagsbehandleren. ”Vi ser ingen grund til at forlænge dit efterværn. Det går jo godt med dig. Vi kan tilbyde dig en værge fra kommunen og hjælp til at flytte i en lejlighed.” Jeg synker ned i stolen. ”Bliver jeg forladt nu?” Kan et udslusningspapir ødelægge vores familie? ”Det vil jeg ikke.” Tårerne sidder fast bag øjenhulerne; man græder ikke på kommunen. Min mor har aldrig været bange for sagsbehandlere og siger: ”At få en studentereksamen er ikke ensbetydende med, at man kan mestre livet alene. Der må være et alternativ?” Sagsbehandleren kigger længe på min mor. Hun ser forfjamsket ud og smiler, som var hendes tænder lavet af plastik, og siger så: ”Drejer det her sig om penge?” 

2021 

Det er snart 10 år siden, at mine forældre blev fyret af kommunen. Selvom opsigelsen landede i postkassen kort efter, at jeg blev student, har de aldrig forladt mig. Det handlede aldrig om penge. Det handlede om to forældre, der ønskede at give to børn den bedste opvækst. Vi er meget mere end en plejefamilie. Jeg blev ikke bare plejet. Vi er en familie. En familie, der tillod os at elske hinanden på trods af sagsbehandlere, regler, plejevederlag og biologiske besøgstider. Og hvis der var noget min biologiske far lærte mig, så var det at passe på sin familie.

‍

Da jeg var omkring 18 år, boede jeg i en lejlighed i Kokkedal og gik på handelsskolen. Det var på mange måder et liv ligesom de fleste andres på min alder. Jeg skulle tage min ungdomsuddannelse, og så skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville bagefter. Men jeg blev ramt af angst, og det gjorde, at jeg ikke kunne blive på min uddannelse, jeg kunne ikke passe et job, og al min energi skulle bruges på at få det bedre og blive fri for angsten. Jeg fik det så dårligt, at jeg til sidst blev nødt til at droppe ud, og jeg kom på kontanthjælp, mens jeg var i behandling.
  Jeg ved stadig ikke hvorfor, men på et tidspunkt holdt kommunen op med at udbetale min kontanthjælp. De sagde dengang, at jeg ikke opholdt mig i kommunen. Men det var jo der, jeg boede. Det var der, min adresse var. Fra den ene dag til den anden mistede jeg min indkomst uden nogen begrundelse, og jeg gik hverken på uddannelse eller kunne varetage et job. Selvom jeg kontaktede dem og bad om hjælp, holdt de dengang fast i deres beslutning. De mente, jeg skulle søge i Københavns Kommune.
  Jeg blev en kastebold imellem kommunerne. Mens jeg ikke kunne få hjælp i Fredensborg, sagde de også nej til at hjælpe mig i København, når min adresse var i Fredensborg Kommune. For reglerne er, at min bopælskommune skulle hjælpe mig. Der gik fire måneder, hvor jeg kæmpede med dem. Fire måneder, hvor jeg ikke kunne betale min husleje. Selvom Fredensborg Kommune til sidst indrømmede, at de havde lavet en fejl, var det for sent. Jeg mistede min lejlighed, fordi jeg var bagud med huslejen, og jeg flyttede selv ud. Ellers var jeg bare blevet smidt ud.
  Jeg havde ikke et bagland ligesom andre folk; jeg kunne ikke tage hjem til familie og var derfor afhængig af mine veninders hjem. De betalte alting for mig dengang. Tøj, mad, husly. De holdt hånden under mig. Efter at jeg mistede min lejlighed, flyttede jeg ind hos mine venner. Over årene har jeg boet hos mange forskellige venner og på mange forskellige måder. På sofaen i mine venners stue. På et værelse hos min veninde og hendes far. Sammen med en kæreste. Jeg har delt seng med mine venner i perioder, fordi de ikke har haft andet at tilbyde mig. I de år tænkte jeg egentlig ikke på mig selv som hjemløs. Det var sådan mit liv var, og jeg håbede på, at min situation ville løse sig, men det var først meget sent, at det gik op for mig, at jeg reelt var hjemløs i flere år af mit liv.
  Når man ikke har sit eget sted at bo og bliver nødt til at bo hos sine venner, tager ens relationer rigtig meget energi fra én. Det er svært at finde ud af, hvordan man er en god ven, hvordan man er en god kæreste, uden at skille det fra ens eget behov for at holde sig gode venner med dem, der tilbyder husly. Hvad hvis jeg trådte nogen over tæerne? Det kan vi alle sammen komme til; at gøre hinanden sure eller kede af det ved en fejl, men når konsekvensen er, at man ikke har et sted at sove, bliver man meget påpasselig. Jeg sørgede altid for at rydde op efter mig selv for at undgå ballade. Men hvis dem, jeg boede hos, ikke ryddede op, sagde jeg ikke noget. Jeg bad heller ikke om, at de skulle tage opvasken, for jeg følte allerede, at jeg havde bedt dem om en kæmpe ting ved at lade mig bo der. Det var jo deres hjem, og jeg var hele tiden bange for, at en konflikt ville betyde, at de ikke ville have mig boende længere.
  Der er rigtig meget på spil, når ens boligsituation er afhængig af ens venskaber. Jeg tror, at alle har prøvet at komme op at skændes med deres venner, men det er noget helt andet, når man sover på sofaen hos dem. I en periode boede jeg hos min veninde Amalie. Vi var meget tætte, hun var nok min allerbedste veninde dengang. Hendes sofa var lille, så jeg sov i den samme seng som hende. Det var jo bare sådan, det var; jeg havde ikke andre muligheder. Faktisk gjorde det mig ikke noget at dele seng med hende, fordi vi var så tætte. Vi havde køkken og spisebord i det ene rum, og så sov vi og havde stue i det andet rum. Selvom det var småt, havde vi det rigtig rart. Men på et tidspunkt blev vi uvenner, og hun valgte at smide mig ud. Fra den ene dag til den anden stod jeg ikke bare uden tag over hovedet, men jeg havde også mistet en af mine bedste veninder. Det var uden tvivl noget af det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv.
  Da hun smed mig ud, begyndte jeg for alvor at mærke, hvor presset jeg var over ikke at have et fast sted at bo. Jeg blev grebet af panik. Det var den største stress at vide, at jeg hele tiden risikerede at stå et sted, med mit tøj i en rygsæk, nødsaget til at ringe folk op i min telefonbog og spørge, om jeg måtte bo hos dem. Jeg følte virkelig, at jeg skulle til at presse mig på hos andre for at have et sted at overnatte. Det gjorde det også svært at behandle min angst, at jeg hele tiden befandt mig i en så usikker boligsituation.
  På et tidspunkt fik jeg en kæreste, Sara, og mens vi var sammen, boede jeg skiftevis hos hende på Amager og hos min veninde Marie i Hvidovre. Hos Marie var der ofte gang i den, der var fest og mange mennesker, så hvor jeg overnattede henne var lidt et spørgsmål om, hvad jeg havde brug for på den givne dag. Havde jeg brug for kærlighed og omsorg, så var jeg hos Sara. Havde jeg brug for fest og farver, så var jeg hos Marie. Det var som at have to liv. Et familieliv med min kæreste og et festliv med de problemer, der dukker op der.
  Festerne gjorde, at det var svært at finde balance i mit liv. Jeg ville jo gerne være med, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne trække mig. Det samme gjaldt for Marie og mine venner; deres hverdag blev også meget vildere af, at jeg var der. Man kunne ikke gå i seng, for der var fest i stuen. Så ofte opgav jeg rent ud at gå i seng.
  Festlivet begyndte at påvirke mit forhold til Sara. Lige så snart festen var sjov, glemte jeg Sara, og så blev hun vred på mig. Men det var ikke kun festerne, det handlede om; Sara og jeg var dårlige for hinanden, vi blev ofte uvenner, og så ville hun smide mig ud af og til. Så måtte jeg tage hjem til Marie. Bum, ned i festen. Og nogle gange, når jeg ikke kunne holde til festen, måtte jeg trodse mig selv, for at jeg kunne være hos Sara, som at sige undskyld for ting, jeg egentlig ikke ville undskylde for. Jeg blev nødt til det, selvom det hang mig langt ud af halsen. Jeg havde både en ustabil boligsituation og et ustabilt parforhold. Alt i mit liv var utrygt.
    Mine veninde Josefine sagde til mig, at jeg skulle ringe til et herberg, hun kendte, der hedder Nøjsomhedsvej. Jeg havde fået nok af det hele, nu skulle jeg have styr på mit liv. Jeg var træt af at være frem og tilbage mellem to adresser, og jeg vidste godt, at dagene med min kæreste var ved at rinde ud. Jeg følte, at jeg holdt vores parforhold kunstigt i live bare for at have et sted at sove og for at have nogen at læne mig op ad. Det var jo af de helt forkerte årsager. Da jeg kom hen på Nøjsomhedsvej, gik der heller ikke lang tid, før Sara og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne være mig selv, jeg var ikke afhængig af nogen.
  Fra jeg ringede til herberget, gik der en uge, måske 14 dage, før jeg flyttede ind. Det var første gang i flere år, at jeg følte en ro og lettelse. Her kunne jeg være, alene, og gøre ting i mit eget tempo. Jeg havde været sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet i flere år! Når jeg vil hjem nu, så tager jeg hjem; jeg skal ikke ringe til min kæreste først. Jeg behøver ikke længere at have mit tøj i en taske hos en kammerat. Nu har jeg mit eget værelse, med mine egne billeder hængt op på væggen.
  Når man har sit eget sted at bo, tager ens relationer ikke lige så meget energi fra én. Var det, fordi min kæreste var sur, at jeg var ked af det og undskyldte, eller undskyldte jeg, fordi jeg ikke havde nogen andre steder at tage hen, hvis jeg ikke sagde undskyld? Jeg var blevet så vant til at gøre det sidste, men nu kunne jeg mærke efter, finde mig selv og sige fra.
  Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg dengang var tvunget til enten at være i den her lejlighed, hvor vi festede, eller hos min kæreste i et dårligt kærlighedsforhold. Alle har jo dårlige relationer, men når du er hjemløs, så er du tvunget til at være i dem 24 timer i døgnet, og det ødelægger meget for dig som menneske. Du kommer ikke frem i livet, men du ryger i stedet dybere og dybere ned. Nogle kommer aldrig videre. Jeg kunne have siddet der stadig den dag i dag. Heldigvis kom jeg ud af det, og heldigvis kom jeg ud af mit forhold, men hvad nu hvis?
  Det var vigtigt, at der var nogle, der ville lytte til mig. Josefine, der sagde, jeg skulle ringe til herberget, sagde det, fordi hun var bekymret for mig. Hun kunne godt se, at jeg ikke gjorde noget ved mine problemer, og hun kunne godt se, at jeg havde det dårligt. Alle omkring mig kunne se, at jeg havde det dårligt og ændrede mig. Jeg havde tabt mig rigtig meget. Jeg var udmattet, for jeg havde ikke tid til at passe på mig selv, og jeg hoppede i stofferne for at få en pause fra alt det, der var hårdt.
  Jeg talte flere gange med kommunen, men de gav mig ikke nogen specifik hjælp. Det ville jeg ønske, de havde gjort. Hjælp kunne have været en liste med herberger, et telefonnummer til en mentor, der kunne støtte mig, noget opbakning af en eller anden art. Jeg fortalte dem, at jeg var hjemløs, at jeg havde et misbrug, at jeg har borderline og angst. Jeg kunne ikke klare alle de her ting selv, men det blev jeg nødt til. Og det gjorde jeg, heldigvis, men der gik alt for lang tid, hvor jeg flyttede rundt fra sofa til sofa. Der er mange eftervirkninger af mine oplevelser som hjemløs, jeg skal kæmpe med stadigvæk i dag. Jeg tror ikke, jeg nogensinde var nået så langt ud, hvis jeg ikke havde været hjemløs.
  Men nu har jeg fået et sted at bo, og det er en kæmpe ro og tryghed i mit liv. Det er et gigantisk problem, der nu er fjernet fra mit hoved, så jeg kan tage fat i nogle af de andre ting, jeg går og dealer med. Nu er jeg i behandling for mine psykiske udfordringer og misbrug. Det er jeg rigtig glad for, at jeg endelig kan tage hånd om.
  Men det er også vigtigt for mig at sige, at man bliver nødt til at kæmpe hårdt i det her system. Jeg ved, at der er rigtig mange, der bliver helt vildt uretfærdigt behandlet, og at man kan møde mange i systemet, der ikke lytter til én. Men hvis din første sagsbehandler ikke hører, hvad du siger, så må du ikke give op, sætte dig ned og sige, at det er synd for dig. Det kan godt være, at det er rigtigt, men det nytter ikke noget. Du bliver nødt til at tage sagen i egen hånd. Du må bede om en ny sagsbehandler, og du må blive ved, til du finder én, der tager dig og dine problemer alvorligt. Bliv ved med at undersøge tingene på egen hånd, google herberger, google “hvad gør jeg, hvis jeg bliver hjemløs,” og “hvor kan jeg få hjælp”. Gør et eller andet. Det tog lang tid for mig at få den rigtige hjælp, og det var sindssygt hårdt, fordi jeg ikke havde noget overskud til sidst. Men jeg håber bare, at du kan finde noget styrke i dig selv og sige fra, når det ikke fungerer. Du skal blive ved.

‍