Fra uddannelseseventyr til gældsproblemer

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
  Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til. 

Lyt mere til de indadvendte 

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
  Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
  En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
  Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
  Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
  En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
  Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
  Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
  Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter. 

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag 

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
  HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
  Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
  Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
  Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
  Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan. 

Bambi på glat is 

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
  Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse. 

Del 1 

Jeg var kun fire år, da det første slangehug fra far ramte min kind. Giften spredte sig i min krop og lugten fra hans slag sved i mit hoved. Hans gift blev min gift og cirkulerede i mit blod. Men jeg ville ændre mig, før den ændrede mig. Jeg måtte udkæmpe min egen kamp. Blive, være en mønsterbryder. Det vidste jeg. Jeg vidste hele tiden, hvilken fare der var på lur. For din, altså fars, uforudsigelighed, blev starten på mit indre alarmberedskab, et alarmerende system jeg koordinerede for mit eget liv. Mor, hvor var du henne? Hvor var der en voksen henne? Jeg følte mig alene, fortvivlet, forvirret og bange. Men jeg var nødsaget til at indtage rollen som den voksne i familien. Mor var der ikke. Far var der ikke.
  Men familien, ’’min familie’’. Vi fik Lillemy. Et lille liv kom til denne verden syv år efter mig. Hun blev født ind i kaos, i uforudsigelig. Jeg ønskede en anden verden for hende. For det fik hverken mor eller far til at stoppe, standse op, tænke over, hvad det var for et liv, de havde budt mig og nu også til Lillemy. Det hele blev værre. En familie på fire splittet i atomer.
  I det steg ansvaret hos mig, et voksende ansvar som storesøster, halvtidsmor, halvtidsskolepige, fuldtidsopmærksomhedsbeskyttende til Lillemy. Jeg kendte frygt, allermest. Så angst, næstmest. Jeg var sky som fuglenes øjne, for da du, far, hev mig op ad den orangeskærende væg, bad du mig om at stå på et ben, og afventende ventede jeg bare på, at du ville kaste mere salt i såret og gøre min krop til regnbuens farver. Så jeg lærte, prøvede at undvige, afværgede det hele ved at tage opvasken, de huslige pligter. Det blev ikke en pligt; det var en overlevelse for mig, et frirum i lejligheden. For jeg, altså lille mig, på 7, 8, 9, 10, 11, 12 år gemte mig, gjorde hvad der blev sagt, for ellers ville du, min far, eksplodere som torden, finde på hvad som helst, kaste med lyn ligesom dengang, hvor du foran min kusine gjorde mig fortræd, bare fordi vi ikke havde ryddet pænt op. Foran dig lå glimmerstøvlen på gulvet. Du løftede dig selv op ad sofaen, råbte og skreg af mig. Og… Så… Drønede mor ind i det mørke rum som en anden heltinde. Far slog mit hoved ind i væggen. Jeg kiggede over mod mor, som kun beskyttede min kusine. Jeg følte mig flov, skammede mig over mig selv. Hvorfor ville du ikke beskytte mig? Hvorfor ikke os begge? Mor så på, mens far slukkede lyset i mig. Det hele sortnede. 

13. april 2013 - jeg var 13 år. 

Mor flygtede som en, der var vildt jagtet af en morder. Det var hun måske også? Ud ad døren fortsatte far efter mor ned af trapperne med kniven i hånden. Den skarpeste fra skuffen. Efter kort tid dukkede far op som et genfærd frem i skyggehjemmet. Hans pupiller sorte og store, stirrende på Lillemy og mig. Han stod med kniven i højre hånd. Har du virkelig tænkt dig? At gøre det? Vi dør. Vi dør. Jeg har ikke lyst til at dø. Jeg har lyst til at leve. Jeg, har, jeg, vil, lyst, lysten, livet, leve. Jeg vil leve. Far du må ikke. Jeg tog Lillemy i hånden. Vi varmede hinandens håndflader, som var det sidste gang, jeg skulle føle varme. Vi skal alle sammen alligevel dø. Det må på en eller anden måde være en smuk afslutning for en familie? Forlade denne verden sammen? Men hvor er mor? Skal hun ikke med os i graven?
  Mor var her ikke, hun troppede først op senere sammen med to politibetjente. De stod i vores dør. Far havde lagt kniven i skuffen og var som forandret, da han stod over for magten som den pæne dreng i klassen. For de to mandlige betjente ville tage os til et bedre sted, et andet sted. Endelig kom muligheden for at blive reddet. Voksne, som handler, voksne, som hjælper. Vi kunne komme væk. Men mor, du kiggede over mod far. Du svigtede mig, os, alle. Mor, hvordan kunne du bare lade som ingenting? Det var vores pligt at passe på far, sagde du. Som om der lå noget retfærdighed i det. Jeg mærkede det brænde indeni mig, håndfladerne var som en vandspreder. Sved haglede ned ad mig. Men det så betjentene ikke. Betjentene gik, og du, mor, lod to børn være alene med en psykopat. Men hvorfor skulle det så gå ud over mig og Lillemy? For hvad med din yngste datter. Lillemy. Hun blev udsat for meget mere.
  Om natten lå jeg med hovedet nede i fodenden, for hvad nu hvis far kom ind til mig. Så ville han kun kunne stikke mig i fødderne? Jeg sov hele natten med åbne øjne. Jeg tænkte, grublede, hvordan skal jeg passe på Lillemy og på mig?
  Far havde på den ene eller anden måde skåret min tunge væk. Sådan føltes det. Jeg kunne ikke tale, tale om hvad der foregik herhjemme i hjemmet. Det var forbudt. Jeg havde lavet en pagt. En pagt som indeholdt troskab mod min families virkelighed. For der var regler. Regler, som indebar, at man ikke måtte græde. Ikke ryste med nøglerne. Ikke synge, larme, le. Brød jeg disse regler, ville der ske dårlige ting for mig. Loyalitet til familien. Det var det vigtigste. Sådan lærte jeg det på den hårde måde.
  Jeg samlede mod. For mens far stod med stopur og fortsatte sin undertrykkelse med halsbrændende løbeture morgen og aften, udtænkte jeg en plan. Jeg løste ligninger, skrev stile og var helt min egen i skolen. Det var mit oprigtige hjem. Folkeskolen. Der kunne jeg skabe min flugt i trygge, rumlige rammer. For jeg havde ikke noget at sige i vores toværelseslejlighed. Jeg passede Lillemy, for mor var på arbejde, og far, ja, du var væk som sædvanlig. Mor og far var ikke hjemme = mor og far uden børn. Så mens I udeblev fra familielivet, anrettede jeg mad til Lillemy, passede skolegang, udmagrede mig selv. Jeg sultede nærmest mig selv for at få opmærksomhed. Alligevel havde jeg altid et tæppe (for ikke at fryse), et æble (for at overleve) og en tandbørste (som et tegn på et hjem) i den sorte, store taske med mig i skolen, en form for overlevelsestaske, en livslinje. Jeg var beredt, forberedt på at tage væk, hvis jeg var så heldig at føle en hånd?
  Jeg begyndte, at tage et stykke tøj med hver dag til min bedste veninde Linnea (tak for alt). Jeg var parat til at flygte hjemmefra, for det hele blev værre. Så for at overleve vandrede jeg ud i køkkenet, da de tre andre sov. Jeg fjernede rosinerne fra müsli posen og spiste kun dem - min eneste energikilde til, at jeg bag lukkede øjenlåg (i al hemmelighed) kunne skrive den stil, som fik os fjernet og anbragt. Først på krisecenter, sidenhen på børnehjem. Stilen, jeg skrev på baggrund af mit familieliv, blev underrettet af mine to skolelærerinder. Jeg mærkede fire hænder tage om mine to fra to ægte voksenhelte. 

Del 2 

Jeg traf en beslutning. For livet er hårdt, men jeg må være hårdere. Jeg ville på børnehjem. Jeg efterlod min søster hos mor - mit livs sværeste valg. Men jeg måtte tage et ansvar for mit eget liv. Marie og Pernille hjalp. De to lærerinder fandt et sted, som passede til min personlighed, så jeg kunne føle mig ung og levende. Jeg blev rørt. Følte mig hørt. Tak.
  Jeg trådte ind på børnehjemmet som 14-årig. Datoen: 17. April 2014. En voksen person tog mig i hånden, og to børn fra hjemmet fulgte med. De viste mig stien med mulighederne, som gjorde livet nemmere for mig. Førte mig hen til Solliden, Børnehjemmet, som blev min redning. Jeg kunne se frem til velvære og bløde senge, og om morgen kunne jeg sove længe, inden jeg tog fat på nye dage. Jeg kunne endelig folde mig ud. Jeg følte omsorg, et håb, en kærlighed, en tro. Troen på det bedre fandt jeg i de andre børn på hjemmet, en tro på, at der fandtes noget bedre til mig, en familie? En dreng fra hjemmet fik en romkugle, delte den i to, og gav den anden halvdel til mig. Det var, som om at nogen havde trukket solen op. Jeg fandt min identitet. Her var jeg mig selv. Børn og unge tog løbehjulet til Netto, snoldede, og om aftenen var der hjemme-bio. Følte glæde. Følte et vi.
  En dag lå jeg i sengen. Jeg kunne høre alle børnene liste ind på mit værelse. De overraskede mig med sang og tegninger, og jeg smilede stort. Jeg holdt min 15-års fødselsdag på børnehjemmet, og mine veninder Zara og Linnea kom forbi. Jeg fik min første gave. Et gavekort til Matas på 300 kroner. Jeg blev overvældet, rørt over, at der var nogle, der ville glæde mig. Morgenbordet var dækket med boller og flag, og jeg sad der i midten og følte mig som et kærlighedsbarn. For oven over min seng på værelset hang den røde tråd med livshilsner fra alle børnene fra hjemmet og personer, som jeg holdt af. Det gav mig mod. Jeg blev styrket af børnenes ord. Minutterne, timerne, dagene, ugerne, månederne, ja årene, fortsatte, og jeg følte mig som en del af noget, en del af en familie på børnehjemmet. Det blev et hjem for mig, hvor jeg lærte at spise med kniv og gaffel, fik manerer, fik pligter, uden de var uønskede.
  Alt imens graduerede jeg fra folkeskolen, var elev på handelsgymnasiet og kæmpede for min ret til, at far ikke længere skulle have lov til at se mig. Gry hjalp mig. En kvindelig advokat. Hun gav mig styrke, rakte hånden ud og kæmpede min sag. Hun blev et forbillede. Jeg ville være som dig. Kæmpe for børns rettigheder. For i starten var mine beviser ‘’ikke gode nok’’, og myndighederne troede ikke på mig. Det kostede blod, sved og tårer, indtil magthaverne ville høre, hvad jeg sagde. Men måske en dag vil et barn ikke overleve, fordi myndighederne mener, at børn ikke fortæller sandheden. Jeg var heldig.
  Med hænderne i hinandens overlevede Lillemy og jeg sammen. Jeg husker, at vi gyngede mod en himmel så blå i håb om et bedre sted og sang MGP-sangen ’drøm kan blive til virkelighed’, som jeg stadig nynner den dag i dag. For dig og mig, vi to, vi overlevede sammen. Og måske. Måske en dag. Vil vi skabe vores egne familier i en virkelighed uden frygt og angst. Lillemy, du bliver mor. Jeg bliver moster. Jeg bliver mor. Du bliver moster. Vi vil skabe familier på tværs af stjerner i en verden, hvor kun kærlighed og ærlighed hører til.
  Jeg påtog mig en rolle som en voksen for andre børn på børnehjemmet. Jeg mærkede en varme i nakken, et stykke tråd syet sammen i nakkefolden på alt mit tøj. Et grønt sammensyet bånd. Det gav mig en styrke og et håb, et overskud til at hjælpe andre børn med lektier og nætter med overnatninger på mit værelse. Jeg læste godnathistorier for børnene. Blev en slags søster for børn og unge med livet foran sig, og de blev søskende til mig.
  Dagene på børnehjemmet var lyse, men nætterne var lange og søvnløse. For jeg var angst for, om mine klassekammerater på gymnasiet ville opdage, at jeg boede på børnehjem. Under gymnasietiden søgte jeg boliger. For jeg ville miste min ret til at være på børnehjem en dag. Presset i gymnasiet blev øget, og jeg mærkede præstationskulturens alvor, at jeg næsten ikke kunne klare mere. Jeg havde ingen til at hjælpe. Jeg måtte selv skrive breve til kommunen for at finde den der bolig. Endte med en lejlighed i Nordvest. Fik efterværn. Anbringelse for unge personer over 18. Man bliver straffet af systemet, hvis man klarer sig godt. Hvorfor? Jeg klarede mig over alle forventninger. Jeg havde arbejde, uddannelse og et netværk af mennesker. På børnehjemmet fik jeg venner. Men ingen familie, som børn bør kende til. For mit budskab er, at du har et ansvar. Børn skal hjælpes. Børn skal lyttes til. Børn må ikke svigtes.
  For i tusinder af purunge stemmer og øjne bor der et håb, hvorfra ord kastes ud i den grønne verden. De ord skal der reageres og handles på. Så lad os tænde et lys for børn og unge, så vi ser dem, som vandrer i skyggerne. Ser på alle børn i øjenhøjde, i øjenkontakt. For bag duften af nyslået græs er der børn, som føler så meget, som de ikke kan udtrykke. Børn, som leder efter så meget, de ikke kan finde. Børn, som taler med så mange, der ikke forstår dem. Jeg er ikke stolt af jer, mor og far. Jeg er stolt af mig selv. 

Jeg var 14 år gammel, da jeg mistede mig selv. Det var den sommer, hvor jeg konstant flyttede frem og tilbage mellem min mor og far efter at have boet ni måneder hos min første plejefamilie. Igen og igen pakkede jeg min taske og tog turen fra Ballerup til Middelfart, fra Middelfart til Ballerup, fra Ballerup til Middelfart. Jeg husker, at det ofte var mig, der gerne ville flytte, og de lod mig gøre, som jeg ville. Men nogle gange var det også dem, der ikke kunne magte mig. Når jeg opførte mig som en teenager, rebelsk og trodsig, og når jeg skændtes med min mor, oplevede jeg, at hun ikke altid kunne overskue mig. Når vi skændtes, følte jeg, at det hele var min skyld, og så var der ikke langt fra tanke til handling. ”Det kan jeg ikke overskue. Farvel med dig, Line.” Og så var jeg igen på vej mod Middelfart.
  Det var sommeren 2008. Jeg husker min 14-årige krop i den gule WeSC trøje og de stramme Miss Sixty jeans. Jeg husker, hvordan jeg ikke forsøgte at lave om på mig selv. Jeg var bare mig. Men en dag på togstrækningen mellem Fyn og Sjælland mistede jeg fodfæstet. Der var pludselig en masse andre, der fortalte mig, hvem jeg var. Jeg blev hende, der skulle på opholdssted. Jeg var i forvejen hende, der havde boet hos én plejefamilie, og nu boede ved en ny. Jeg blev hende, der ikke passede ind. Hende der, efter halvandet år på det første opholdssted, skulle flytte til et nyt. Lige pludselig var jeg så mange personer, og jeg husker en meget forvirret og fortvivlet ung pige, der ikke vidste, hvem fanden hun selv var. I dag, næsten 13 år senere, kæmper jeg stadig med at finde ud af, hvem jeg er. Hver dag arbejder jeg hen imod at være den, jeg har lyst til at være – og jeg vil være Line, ikke ”hende den anbragte”. 

Rodløshed 

Egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Tilbage til da jeg var 12 år gammel. Det var første gang, jeg flyttede væk fra min mor, og jeg tror ikke engang, at det var mig selv, der pakkede min taske. Jeg havde fået lov til at være alene hjemme sammen med en veninde, mens min mor var til bryllup. Den nat blev jeg udsat for et overgreb. Vi politianmeldte episoden, men min mor følte sig alligevel utryg ved at bo i lejligheden. Hun opsagde derfor lejemålet, og fra den ene dag til den anden var jeg ikke længere i mine vante omgivelser. Min far havde for nyligt været i afvænning i Middelfart og var efterfølgende flyttet dertil. Han tog hele vejen fra Fyn til Ballerup for at hente min lillesøster og jeg. Jeg følte mig revet væk. Jeg fik ikke sagt farvel til min klasse, men forsvandt nærmest i den blå luft. Var der slet ikke nogen, der tænkte på de konsekvenser, det kunne medføre senere hen, at jeg ikke fik sagt farvel til mine klassekammerater, og at jeg ikke fik afsluttet det kapitel i mit liv?
  Siden dengang har jeg aldrig rigtigt følt, at jeg er faldet til et sted, eller at jeg har haft en fast base. Hverken da jeg boede hjemme, ej heller nogen af de mange steder jeg har været anbragt. Jeg har altid bare kunne flytte videre, hvis det blev hårdt. Min første anbringelse var ingen undtagelse. Jeg var næsten lige startet i 7. klasse og havde boet ved min far i cirka ét år. Vi havde mange konflikter, og jeg husker, at jeg sommetider blev bange for ham, når vi skændtes. Jeg husker, hvordan mit hjerte galoperede, og min mave snørede sig sammen, når han blev vred og stod foran mig med vildskab i øjnene og rungende stemme. Jeg var bange for, at han ville slå mig. Sådan havde jeg ikke lyst til at have det. Jeg husker ikke præcis hvordan, men en dag fik jeg fortalt min far, at jeg ikke havde lyst til at bo ved ham mere, og sammen kørte vi på kommunen, hvor jeg blev anbragt akut.
  Jeg husker, at der i plejefamilien blev stillet krav til mig. Krav som internetrestriktioner og hvornår jeg måtte være sammen med venner. Krav, som jeg syntes, var dybt urimelige. Det var virkelig hårdt at være Line! Uden at tale med mine plejeforældre fik jeg arrangeret, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Afskeden med plejefamilien, eller manglen på samme, glemmer jeg aldrig. Jeg var på vej ud ad døren, da min plejemor stoppede mig. Hun ville såmænd bare lige høre mig ad, om ikke jeg havde tænkt mig at fortælle dem, at jeg flyttede. Jeg var så flov, og jeg følte mig som et usselt menneske. I dag undrer jeg mig over, hvordan det overhovedet er muligt, at en 13-årig kan sætte sådan noget i værk. Var der ikke nogle voksne, der burde have taget ansvar? Nogle voksne, der burde have håndteret situationen anderledes og gjort noget? Noget andet end at efterleve en teenagers ønske om at komme hjem, fordi hun var utilfreds over, at der blev stillet krav til hende, vel at mærke.
  Tiden, der fulgte, var et virvar af skift mellem mine forældre, endnu en plejefamilie og til sidst forskellige bosteder i Nordjylland – langt væk fra alle, jeg kendte. Kommunen mente, at det var bedst for mig, så jeg ikke kunne stikke af. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke forstå, at der ikke var nogle voksne, der sørgede for, at jeg havde mere stabilitet og tryghed i mit liv. Jeg var trods alt kun 13 år gammel ved min første anbringelse og 15 år gammel ved min sidste. Den rodløshed, jeg følte i de år, har fulgt mig siden, og når jeg i dag sidder her, 26 år gammel, og kigger på de 26 adresseskift, der er registreret i mit navn, så kan jeg godt forstå, at jeg er rodløs og stadig er ved at finde fodfæste igen.

Et holdepunkt 

I årene med de mange anbringelser husker jeg mest at skændes med voksne, især mine forældre. Jeg var til tider et meget udadreagerende barn, og jeg blev god til at kaste med ting, også efter folk. Jeg har arvet et iltert temperament fra mine forældre. Men midt i alt det her mødte jeg Tina. Hun var min kontaktperson på Kernen, som var det første opholdssted, jeg boede på. Hun fulgte mig i knap halvandet år, hvilket var længere tid end nogen anden gjorde. Tina: En varm, rar dame midt i 40’erne. Hun var nyuddannet pædagog, og jeg var hendes første kontaktbarn. Hun blev mit stabile holdepunkt.
  Tina var den første person, som jeg rigtigt knyttede mig til og følte mig tryg hos. Hun fandt ret hurtigt sine metoder til at berolige mig på, når jeg blev vred. ”Skal du nusses?” spurgte hun, og så faldt jeg til ro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun har siddet i fodenden af min seng og masseret mine fødder. Hendes nærvær betød meget for mig. Jeg fik lov til at komme tæt på hende, og jeg følte, at jeg blev lukket ind i hendes liv, også uden for Kernen. Hun tog mig med hjem til sig selv, hvor vi drak te i hendes køkken, og jeg mødte også hendes børn. Jeg tror, at fordi Tina lukkede mig ind i hendes verden udenfor opholdsstedet, følte jeg mig tryg ved at lukke Tina ind i min verden. Tina formåede at tale til og med mig på et niveau, hvor jeg følte, at det var okay at være sårbar og åbne op. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har været decideret sur på Tina, i hvert fald ikke i lang tid. Jeg følte, at vi altid kunne snakke om tingene, og det var en rar følelse.
  Et særligt vigtigt moment med Tina var en eftermiddag, hvor jeg havde råbt ad hende, og sikkert også kastet med noget, hvorefter jeg smækkede med døren ind til mit værelse. Til min store overraskelse fulgte hun efter mig, og hun var vred. Hun råbte, at hun ikke ville finde sig i det, og at jeg skulle opføre mig ordentligt. Så drejede hun om på hælen og lukkede døren efter sig. Der stod jeg tilbage ganske tavs, for måtte hun godt tale sådan til mig? Hun er jo pædagog? Jeg havde ikke troet, at en ansat kunne blive ked af de ting, jeg sagde, og jeg spekulerede over, om jeg måske betød noget for hende. Jeg følte mig i hvert fald set og hørt. Det er én af de situationer, der står mere klart for mig, når jeg tænker tilbage på dengang.
  Tina har fulgt mig gennem hele livet. Ikke fordi vi har så meget kontakt i dag, men fordi hun sommetider er en stemme i mit hoved. Pludselig kan jeg høre hende: ”Ah, Line. Det er måske ikke så god en idé det der.” På den måde har hun været med til at forme mig; hun har skubbet mig i en positiv retning. Jeg ved ikke, hvem jeg var blevet i dag, hvis ikke jeg havde haft hende hos mig dengang. Tina troede altid på mig; hun var ikke bekymret for, hvordan det skulle gå mig. Hun var sikker på, at jeg var både stædig og stærk nok til at klare den.

Andres øjne 

Det er så nemt at tro, at det hele er min egen skyld. At det var mig, der var noget galt med. Når jeg en gang imellem fortæller min historie, er det også tit dét, jeg bliver mødt med. Folk tænker sikkert, at det var mig, der var noget galt med, siden jeg endte i en anbringelse. Det kan jeg desværre også selv komme til at tænke. Men så prøver jeg at huske mig selv på, at der findes forældre, der godt kan overskue at have børn, der råber og smækker med dørene. At der er forældre, der ikke har et alkoholmisbrug eller får en fødselsdepression. At der er forældre, der ikke skændes hele tiden og har en usund relation til hinanden, og som godt kan finde ud af at gå fra hinanden på en god måde. Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre har gjort deres bedste, men deres bedste var bare ikke godt nok. Derfor kan det heller ikke være min skyld, at jeg blev anbragt. Jeg var trods alt kun et barn. Det prøver jeg at sige til mig selv.
  Alligevel er det svært at finde ud af, hvor meget af min fortid jeg skal dele med andre. Nogle gange kan det være så trættende at fortælle min historie. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi folk er uvidende. Det er pludselig ikke kun dem, der tror, at jeg er problemet, der irriterer mig. Det er også dem, der ser på mig og ser en solstrålehistorie. ”Ej, hvor er det flot, at du er kommet så langt,” siger de og klapper nærmest begejstret i hænderne. Men der er ingen af dem, der ved, hvad de taler om. Ingen af dem ser, at jeg ”bare” er Line, for pludselig ser de mig kun som hende den anbragte.
  For nogle år siden troede jeg, at jeg skulle dele min historie med alle, jeg mødte. Når jeg mødte nye mennesker, føltes det som at snyde, hvis ikke jeg fortalte om mine anbringelser. Som om jeg skulle advare dem. Den slags gør jeg ikke længere. For det meste venter jeg med at nævne det for folk, indtil jeg har dannet mig et indtryk af dem, og indtil jeg fornemmer, at de har dannet sig et indtryk af mig. Jeg skammer mig ikke over mine anbringelser, og jeg har intet imod at snakke om det. Men det kan være et svært emne at tale om, når folk ikke kender til at leve i den verden. Mange mennesker forbinder det at være anbragt med, at man har et problem – eller er et problem. Det er uvidenhed, og det er synd, at det skal belyses på den måde, for det gør, at det er svært at tale med folk, man ikke kender, om emnet, uden at føle sig som ”den anbragte”. Det skal ikke forfølge mig resten af livet, at jeg har været anbragt. Jeg har været anbragt, ja. Men jeg er ikke ”hende den anbragte”. 

Totusindeogenogtyve (2021) 

I dag forfølger det mig stadig, at jeg ikke har slået rod. Jeg ville ønske, at det var noget, jeg kunne tale med mine forældre om, men jeg føler ikke, at de forstår alvoren i den ”rodløshed”, jeg har. Jeg føler, at der bliver joket med en alvorlig og trist del af mit liv. Det er derfor blevet et ømt punkt for mig, når mine forældre kommenterer på, at jeg evigt og altid flytter, for allerhelst ville jeg da ønske, at jeg havde følelsen af at høre til et sted.
  Selvom jeg stadig søger efter mening, stadig prøver at bearbejde, hvordan fortiden har sat sig i mig, så er jeg blevet klogere siden dengang. I dag er jeg ved at finde ind til den, jeg gerne vil være. Det er ikke altid nemt, og det er en rejse, jeg må tage med mig selv. Jeg skal lære, at det er okay, at jeg er, som jeg er. Alligevel er jeg glad – og taknemmelig for at have haft mennesker som Tina i mit liv; mennesker, som tror på mig og vil mig det bedste. Gennem livet har jeg ofte følt, at jeg har været overladt til mig selv, og jeg har ikke altid følt mig tryg. Men så er det dejligt at huske tilbage på dengang, hvor Tina sad på min sengekant og masserede mine fødder.

Som 3-årig blev jeg anbragt hos min plejefamilie. Min plejemor og plejefar tog mig til sig, som var jeg deres egen og i dag er de min mor og far. Den 15/05 2021 mistede jeg desværre min far. 

Kære far 

Jeg har valgt at dedikere min historie til dig, min far, Leif. Selvom du ikke kommer til at læse den, så skal du vide, at du har betydet alt for mig, og uden dig og mor ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er. Jeg er ked af, at du ikke er der til at følge mig hele vejen til målet, men at du har valgt at åbne dit hjerte og være den far for mig, som jeg aldrig fik, vil jeg altid være dig evig taknemmelig for. Du har været den bedste far, jeg nogensinde kunne drømme om. 

Din Simone

‍

”Ring, ring, ring” Jeg farer sammen og rækker straks min arm ud til siden. ”ring, ring, ring” Mine fingre føler sig frem. Lettelsen går igennem mig, da de endelig støder på telefonens kolde skærm. Alarmen slukkes for en stund. Jeg lægger mig tilbage. Lukker øjnene. Her i morgenstundens spæde mørke findes kun mine egne tanker. Mine egne følelser. Mig. Jeg slår øjnene op igen og svinger fødderne ud over sengekanten. På vej hen til mit skab får jeg øjenkontakt med mit spejlbillede og stopper op. Jeg ser på mig selv. Blikket i mine øjne er tomt, imens jeg dækker mig selv til i en maske af sminke, sætter håret op i en høj hestehale og skyder brystet frem. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den dag, der venter mig forude.
  Jeg forlader min hoveddør og sætter mig ind i skolebussen, der tager mig derhen, hvor jeg er anderledes. Det er svært at se ud ad den støvede rude. Jeg tørrer hurtigt og forsigtigt den tåre bort, der har sat sig i min øjenkrog i frygt for, at nogen skulle have set den.
  Skolen toner sig frem i horisonten foran mig, mens bussen kommer nærmere. Jeg stiger ud af bussen og går op imod den røde murstensbygning. Jeg står stille og betragter den. Jeg overvejer, om jeg kan nå at vende om. Men jeg står tryllebundet og stirrer på glasdøren. Jeg står endnu en dag ansigt til ansigt med den dør, som min lærer lukkede. Dengang hun knuste mine drømme om fremtiden. Dengang hun fortalte mig, at jeg nok bare skulle være glad og stolt, hvis jeg gennemførte 9. klasse. At jeg nok ikke skulle sætte mine forventninger til fremtiden for højt. Det er jo blot en glasdør, som fysisk skiller mig fra den klasse, jeg går i. Men alle de døre, der gentagne gange er blevet smækket i hovedet på mig, ser jeg nu for mit indre blik. De har efterladt mig i en slags labyrint af lukkede døre. En labyrint jeg selv må finde rundt i, frem til en åben dør, som vil vise mig vejen frem og ud. Den uforståenhed jeg følte dengang. Som jeg stadig føler. For hvorfor skulle jeg ikke kunne komme længere end 9. klasse? Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå lige så langt som mine klassekammerater? Jeg kaster tankerne fra mig, trækker vejret dybt, og åbner glasdøren. 

Svigtet og vred 

Som 3-årig blev jeg sammen med mine søstre fjernet fra min mor. Hun havde et enormt alkoholmisbrug, der gjorde, at hun ikke var i stand til at tage sig af os. Hos min far var der ikke meget hjælp at hente; han var selv glad for at ty til flaskerne, og så døde han i en drukneulykke, kort inden jeg fyldte tre år. Vi røg derfor akut på børnehjem, hvor vi boede i fire år, inden vi blev anbragt i vores plejefamilie.
  Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” På vej hen til mit klasselokale passerer jeg en mor, som er ved at hjælpe sin søn af med overtøjet. Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på. Jeg siger ordet mor højt inde i mig selv. Det ord føles fremmed, når jeg tænker på hende. Hun er ikke længere min mor. Jeg ser min lærer ud af øjenkrogen, da jeg går ind i klassen, og sætter mig på min plads. Hun begynder at snakke om et eller andet, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Det eneste, jeg hører, er flasker, der klirrer mod hinanden, og jeg mærker den stærke lugt af spiritus og tobak. Det føles næsten som at være tilbage. Det giver mig kvalme.
  Jeg overvældes af en vrede over, at min mor svigtede mig, at hun valgte værtshus og alkohol frem for mig, at hun efterlod mig ved gamle mænd, at hun ikke hentede mig fra børnehave, at jeg endnu engang stod tilbage. Jeg vågner fra mine tanker, da jeg mærker mine fingre bore sig længere ned i det bord, jeg sidder ved. Jeg ser hurtigt rundt for at se, om nogen har lagt mærke til min vrede. Jeg får øjenkontakt med min veninde, der sidder længere nede i lokalet. Jeg smiler sukkersødt til hende; et smil, der hurtigt bliver gengældt.
  Vi er heldigvis veninder. Det er ikke altid, at jeg er så heldig. Der var for eksempel dengang i 3. klasse. Jeg havde mødt en potentiel veninde dagen inden, det troede jeg i hvert fald. Den efterfølgende dag spørger jeg hende, om vi skal lege. Her bliver jeg mødt med: 

“Jeg må ikke lege med dig. Fordi min mor siger, at du er sådan en, man skal holde sig fra.” 

Sat i bås 

Mit blik fanges af viserne på klassens vægur. Tik tak, tik tak. Klokken er 11:10. Ud fra sekundviseren kan jeg se, at den snart slår 11:11. Fem, fire, tre, to, en … Visernes evindelige tidsrejse minder mig om dengang, min skulder gik af led. Eller rettere første gang den gjorde. Og anden gang… Et enkelt slag i en dum leg skulle der til, bare fordi klokken slog 11:11. Dette resulterede i, at min plejemor og jeg endte i et konsultationsrum sammen med en høj, tynd kirurg med tilhørende tyndt hår. Dette skulle vise sig at være et skæbnesvangert møde. Jeg trådte ind ad porten til ortopædkirurgisk ambulatorium på hospitalet som mig selv - som Simone med en dårlig skulder. Med lugtene af gummi, sprit og syge mennesker i mine næsebor fik jeg ellers at vide: “Sæt selv din skulder på plads.” Det tog dog 24 timer, før min skulder kom på plads. Dette alene efter min plejemor og en sygeplejerske med tvang fik en læge til det.
  At stå foran et menneske, der på forhånd havde sat en label på min pande, hvor der stod “opmærksomhedssøgende anbragt teenagepige med ondt i sjælen, som rev sin egen skulder af led med vilje.” At få fortalt, at der ikke var noget galt med min skulder, men at der var noget galt med MIG. At det var klart, at man med min fortid, havde det svært. Jeg trådte ud brændemærket og sat i bås som plejebarn. Og nu psykisk syg.
  Det satte dybe spor og blodige ar i min psyke, og jeg udviklede såkaldte funktionel le lidelser. På baggrund af denne stigmati sering og min dårlige samvittighed herom begyndte troen på, at det var mig, der var forkert, at brede sig. Derfra mærkede jeg for alvor frygten for at være mig – nok mest af alt at vise andre, hvem jeg er. Jeg fik en følelse, som jeg aldrig før havde mærket. En følelse af at blive spist op indefra af en parasit, der overtager hver eneste celle i min krop. Følelsen af angst.
  På grund af de funktionelle lidelser og min angst begyndte jeg at få anfald, hvor jeg besvimede og lå og rystede. Min lidelse gjorde også, at jeg vågnede op en dag og var kortvarigt blind på mit højre øje. Kort sagt endte jeg med at bryde sammen. Den oplevelse, som jeg havde på hospitalet, gjorde mig angst, og jeg følte mig for første gang sådan rigtig anderledes. Jeg fik for alvor angst for ikke at passe ind. Angst for ikke at være god nok. At jeg nu ikke længere kunne de samme ting som mine venner, gjorde det ikke bedre. Jeg var ikke i stand til at være væk fra mine plejeforældre i længere tid, fordi jeg frygtede at besvime.
  “Ik’ fald om, ik’ fald om.” Jeg kan mærke svimmelheden, og det sortner for mine øjne. Jeg holder hårdt fast om den dørkarm, jeg læner mig opad. Mit hoved dunker, og jeg ryster over hele kroppen, så det er svært at stå oprejst. “Ik’ fald om.”
  Jeg blev ked af det, hver gang det skete, fordi jeg ikke længere kun var den anbragte, nu var jeg også hende den syge. Mine venner blev også bange for at være alene med mig, fordi de frygtede, at jeg ville besvime. Så jeg endte med mest at være for mig selv eller sammen med min familie, som altid stod klar og var der for mig når og efter, at det skete. Mine bedste veninder inviterede mig ikke længere til deres arrangementer. Jeg blev så ked af det, at det triggede min hjerne, og jeg besvimede foran dem. Det gjorde bestemt ikke min situation bedre. Jeg var blevet ensom. 

En ny start? 

“Hej mit navn er Simone; jeg bor hos min mor og far. Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg går meget op i kost og træning.” 

Jeg startede på efterskole i 10. klasse og var fast besluttet på, at jeg var Simone, og ingen skulle vide, at jeg var anbragt, eller min mor havde et misbrug. Ingen måtte vide, hvad der gemte sig bag min maske.
  En løgn, der blev større og svære at forsvare; en løgn, der stille og roligt krakelerede. 

“Hvorfor hedder du Lorentsen, når din mor hedder Rasmussen?” 

“Øh, fordi jeg fik navnet fra, da min mor var ung.” 

“Hvorfor kalder du aldrig dine forældre for mor og far?” 

“Fordi det gør vi bare ikke hjemme hos os.” 

Jo mere de spurgte og undrede sig, jo mere blev jeg nødt til at tænke på min fortid, og jo hårdere blev det at gå på efterskole. Men jeg var så bange for at miste dem, hvis de kendte den rigtige historie. 

“Jeg føler, at du har været falsk og holdt os for nar.” 

Så det endte med, at jeg mistede mine venner alligevel, fordi masken og facaden fyldte for meget. 

Reddet på målstregen 

Jeg står tilbage ved den røde murstensbygning foran det gule busstopskilt. Jeg venter, venter på den grønne skolebus, som skal bringe mig hjem. Men hjem til hvad? Endnu en socialrådgiver, der venter på mig, så jeg igen skal flytte? Jeg magter det ikke. Det at skulle agere hoppebold igen. Frem og tilbage mellem ølflasker, cigaretrøg, bodegaer på række, en gammel mands lejlighed og en døgninstitution, der dyrkede det usunde forhold, jeg havde til min mor, hvor hun stadig prioriterede alkoholen over at møde op til vores samvær, for så at lande midt i et hjem. Et hjem. Et rigtigt hjem, som tager sig af mig. Som lader mig være det barn, jeg har brug for at være. Som giver mig pladsen til at være mig. Jeg vil for alt i verden ikke være en hoppebold.
  “Jeg klarede den!” Jeg klarede endnu en dag, og jeg bor stadig hjemme. Jeg træder ind ad min plejefamilies hoveddør og ånder lettet op. Jeg omfavner min plejemor. Det gør jeg hver dag, fordi hun minder mig om de gode ting, jeg har i mit liv, og om den kamp, vi sammen kæmper hver dag. Hvis ikke min mor, som jeg kalder min plejemor nu, er der til at gribe mig, når jeg har haft en dårlig dag eller er blevet ked af det, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
  Jeg har siddet rigtig mange gange ulykkelig og frustreret og snakket med min mor om, hvad der var svært. Det kaldes kognitive samtaler. De har hjulpet mig til at arbejde med mig selv og komme op af det sorte hul, jeg nemt kommer ned i. Der hvor jeg gemmer mig og mine følelser væk på mit eget værelse, fordi det er nemmere ikke at snakke om det. Der har det hjulpet at kun ne snakke om, hvorfor jeg ikke føler mig god nok; at jeg er bange for at miste min familie; at kommunen ville tage mig væk.
  Jeg blev beriget med den dejligste familie, der ikke udviste andet end kærlighed og omsorg. De mennesker, som tog mig ind som deres egen. De mennesker jeg i dag kalder mor og far. De mennesker, som gav mig deres efternavn og gør, at jeg nu stolt kalder mig en Lund Rasmussen. Deres kærlighed og anerkendelse har givet mig troen på mig selv, og modet til at åbne op og være ærlig omkring mit liv og min fortid. Måske vigtigst af alt at turde gå efter mine drømme og have overskuddet til at hjælpe andre børn og unge, der er i samme situation som mig. De har reddet mig og gør, at jeg hver dag er tættere på at kunne kalde mig en mønsterbryder. Det er de mennesker og den udvikling, der betyder noget for mig. Jeg er evig taknemlig for, at min familie (specielt min mor og far) har været der for mig – også når det blev svært, og de ikke gav op, når jeg selv gjorde.
  Jeg skubber døren op til mit værelse. Jeg ser mig selv i spejlet. Mine øjne er ikke længere tomme. Jeg mærker gnisten. Blinker og smiler til mig selv, “du sgu egentlig go’ nok, Simone, anbragt eller ej.” Jeg træder et skridt tilbage og ser mit liv udefra. Står kort og betragter masken. Så lukker jeg mine øjnene og trækker vejret dybt, løsner håret fra elastikken og skyder brystet frem. Jeg åbner mine øjne. Nu ser jeg Simone. Jeg håber, at jeg en dag kan blive helt fri for masken. At jeg en dag kan møde verden, som den jeg er. Som Simone. Jeg er nået langt i min kamp om at lægge masken fra mig, og jeg håber, at jeg snart ser dens eksistens smuldre ud mellem mine fingre for altid.

Flytte. Noget man uptivupti lige kan gøre i et snuptag, som hvis man flytter små ting. Men at flytte store ting af værdi eller personer er ofte ikke et snuptag. 

   Efter en beslutning. På et møde.
  I en Familieafdeling. 

Jeg tørstede efter en god begrundelse for, hvorfor jeg og mit liv blev flyttet, som var det en lille ting. Og jeg følte mig som den mindste, ubetydelige ting i Familieafdelingens magtfulde næve, hvor jeg over de seneste år havde udleveret alt af værdi. Alt hvad jeg kunne forhandle med. Jeg havde foldet alt ud, men nu skulle alt pakkes ned igen.
  Flytter det er noget, man gør, når et tidligere hjem bliver til et nyt, og jeg havde prøvet det med mine forældre og søskende seks gange forinden, men altid i samme by. Det her var ikke en flytning, det var tvang. Og jeg var tvunget 125 kilometer væk fra alt og alle, jeg elskede.
  Kunne jeg blot pakke mig selv ned i en kasse. 

For første gang i mit 13-årige liv havde jeg lyst til at dø. 

Smide sten i kassen og tape den til. 

Jeg kan stadig nå at hoppe i søen, inden jeg flytter, tænkte jeg. 

Smid kassen i søen. 

Den dag, vi blev akut anbragt, min søster og jeg, var det, fordi vi selv ringede ind til Familieafdelingen. Min søster var netop vendt hjem fra en forlist familieplejeanbringelse. Vi forlangte at få et møde og derfra blive fjernet. Jeg havde været ’enebarn’ en kort stund, men nu var vi de sidste to ud af en søskendeflok på fem, der boede hjemme.
  Når jeg normalt var til et møde i Familieafdelingen, var det for at lave en underretning. ”Spy Kid,” der videregav oplysninger til kommunen om situationen på hjemmefronten, hvor jeg vidste, at sandsynligheden for at få skæld ud for det, når jeg kom hjem, var stor. Faktisk uundgåelig. Det her møde var ikke en underretning.
  Det her møde havde et helt andet formål. Vi ville væk hjemmefra. Selvom det ville koste dobbelt op på endeløse knuder i maven af skyld og skam. Men sandsynligheden for at tingene ville blive værre, hvis situationen derhjemme forblev uændret, var større.
  Idet jeg forrådte min mor og gav afkald på min ellers uknækkelige loyalitet, var underretningerne en falliterklæring. Underretningerne (min eneste livline fra systemets side) var den mest fesne redningsbåd, jeg nogensinde havde sat mig i. Luften sivede endda ud, mens jeg sad i den og råbte ”Mayday” på møderne. Men jeg kunne være sikker på, at jeg sank hver eneste gang.
  Min mor læste underretningerne højt for mig derhjemme, da hun jo blot kunne søge aktindsigt, så snart jeg havde lavet dem. Uanset hvor meget loyalitet jeg måtte give afkald på, og hvor direkte jeg end måtte være overfor min sagsbehandler, blev der ikke sat mange skibe i søen. Og det store hul af forræderi indeni mig, og den fiasko jeg var, fordi jeg ikke kunne hjælpe hverken min mor, mine fire søskende eller mig selv, blev kun større, for hver gang jeg lavede underretninger.
  Det her var sidste udkald. 

Mandag d. 14.04.03: ”Så skriver jeg igen. Men det er længe siden, jeg sidst har gjort det. Jeg har også haft en masse at skrive om, men har glemt det. Det, jeg vil skrive nu, handler om mor (…) Hun skælder mig hele tiden ud. Og kun mig. Ikke de andre (…) Når nogen er fulde, kan de være sjove, skøre, dumme, ondskabsfulle eller søde” - 11 år

Jeg har vendt og drejet mange flasker. Hjemvendt fra skole hoppede jeg op på køkkenbordet for at kunne nå det tomme rum mellem køkkenskab og loft, hvor en flaskeholder var placeret. Stort set aldrig tom. Hvor meget er der tilbage. Mængden nu modsat mængden sidst. Nye mærkater jeg ikke kender. Velkendte mærkater: Baileys, Dooley’s, Cuba Karamel.
  Det generede mig ikke at kontrollere det. Tværtimod gav det mig en følelse af, at jeg kunne få mulighed for at forudsige, hvordan en helt almindelig hverdag ville udfolde sig. Det var en af de måder, hvorpå jeg kunne få en smule kontrol i et miljø, jeg ellers på ingen måde kunne kontrollere.
  Thi kendes for ret og beslutningen om akut anbringelse på en døgninstitution var truffet. To år efter mit første skriv om alkohol i min dagbog ender mødet med en afsigelse. Endelig blev tingene sat i bevægelse. Min faste tro på, at forholdene derhjemme kunne forbedres nok til, at jeg kunne blive boende, havde tabt til erkendelsen af, at det ville blive på bekostning af mig selv. Alligevel sad de pilrådne moralske håndjern stadig på mig, og min følelse af kontrol havde aldrig været mindre. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle være væk, hvordan stedet, jeg skulle til, så ud, eller hvad der i det hele taget skulle blive af mig.
  Jeg var ret sikker på, at den akut-taske, jeg var blevet bedt om at pakke til mit ophold, indeholdt de vigtigste ting. I den slidte Haglöfs-rygsæk lå mine trofaste Harry Potter-bøger, mine skolesager og min dagbog samt en lille smule tøj – men jeg manglede undertøj, som døgninstitutionen måtte hjælpe mig med at købe.
  På institutionen måtte vi ikke have mobiltelefoner med kamera. Ingen formålsløs udgang de første 14 dage, men skolegang var selvfølgelig undtaget. Jeg skulle være på mit værelse kl. 21:00, hvor min telefon skulle afleveres til personalet natten over. Nattevagten låste hver nat min dør op for at tjekke, om jeg lå i min seng. Alle døre var låste, så vi skulle spørge om adgang for at få udleveret bind, shampoo eller tandpasta. Min tildelte kontaktperson var den, jeg primært skulle henvende mig til og ikke den voksen på stedet, som jeg følte mig tryggest ved.
  Bygningen, der nu skulle være ’hjem,’ var næsten helt ny, og den enorme grunds grønne græsplæne gik helt ned til søen. Det var en ordentlig kasse: Aflang med højt til loftet, store glasvinduer og første parkets udsigt. Jeg blev mødt af automatiske skydedøre af glas, som var jeg netop trådt ind i et shoppingcenter. Ding-dong, kunder i butikken.
  Jeg følte mig lillebitte kontra det ufatteligt høje loft, hvor de øverste vinduer sad så højt, at de ikke kunne nås uden en stige. Alt var blændende hvidt, og rummet var aflangt, hvilket gav en følelse af, at jeg kun kunne se til højre eller til venstre. Begge veje var én og samme vej: En smal, lang, hvid gang med lige så hvide døre på begge sider. Klinisk og føltes ikke hjemligt, men jeg følte en vis autoritet fra stedet. Måske var der styr på tingene her.
  Min søster og jeg fik tildelt værelser på pigegangen. Dog lå de i hver sin ende. Værelserne havde fine nye møbler og TV med indbygget DVD-afspiller, som hang på væggen. Jeg havde aldrig boet så flot før. Tænk, hvis jeg boede her med hele min familie.
Søndag d. 23.04.06: ”Jeg aner ikke hvad fanden jeg skal gøre!!? (…) Er så ulykkelig! Det skulle bare ud. Indeni græder jeg hver dag jeg vågner.” - 14 år 

Der blev skrevet i handleplanen, at formålet med anbringelsen blandt andet var at skabe stabilitet, ro, struktur og tryghed. Lækre buzzord med bekvemt socialfaglig klang, som ticker af i alle de rigtige bokse. Men mængden af kaos på det her sted var enorm, og vi fandt hurtigt ud af, at det kunne være af afgørende betydning at stå fast to-og-to i en hverdag, hvor ikke to dage var ens. Der boede i forvejen seks unge på døgninstitutionen: Fire drenge og to piger. Min søster og jeg var de nyeste dyr i Zoo, og ved introduktionen af de andre mærkedes det tydeligt, at der herskede et hierarki. Jeg lagde i første omgang en strategi om at gå stille med dørene. Jeg var nødt til at aflæse, hvem der var placeret højest i hierarkiet både blandt de unge, men også personalet.
  Der gik ikke lang tid, før jeg lærte at tilpasse mig miljøet på stedet. Med fremragende verbale og sociale kundskaber, der ikke var mig og min søster alderssvarende, fik vi hurtigt vendt bøtten og placeret os selv højest. Følelsen af at være parat til modangreb og bevæbnet med voksenlignende argumenter – snarere end ”fuck dig”-retorikken, som de andre unge brugte i flæng – forplantede sig latent i os og gjorde os uovervindelige, uanset om det var over for personalet eller de unge. Vi vandt hver gang. Jeg fandt ud af, at min frihed blev større, hvis jeg gjorde, som der blev forventet af mig fra personalets side af. Jeg fik lidt længere snor ved at opføre mig ordentligt, passe min skolegang og ikke skabe uro. En velkendt strategi jeg også havde brugt, da jeg boede hjemme. Og den virkede. På den måde undgik jeg også udøvede magtanvendelser, som dem jeg så blive udøvet på de andre unge. Unge slæbt under bruseren for at “blive kølet ned” eller slæbt i et hårdt greb tilbage på sit værelse.
  Det var en svær balancegang at skulle jonglere mellem at være pligtopfyldende og medgørlig samtidig med at kunne trumfe i konflikter. Ikke altid kom mine tilpasningsevner mig til gode. På husmøder kunne der opstå episoder, hvor jeg følte mig magtesløs, hvis personalet bagatelliserede os, vores problematikker, eller hvordan vi havde det. Her kunne jeg finde på at gribe papir og pen for at skrive referat for os unge. Jeg ville tale vores sag og indirekte vise de voksne, at man ikke fuckede med os. Jeg havde brug for at vise dem, at alt, hvad de sagde, kunne blive brugt imod dem. At jeg kunne tage dem på ordet, idet jeg havde nedskrevet deres udsagn, som var det en kontrakt. Vi var børn og ikke bare et arbejde.
  Jeg følte det utroligt skamfuldt at bo på døgninstitution. Fra at kunne gå under radaren som værende forholdsvis normal da jeg boede hjemme, boede jeg nu med en målgruppe, som ofte blev set på som udskud og ballademagere. Et parallel jeg ikke havde lyst til skulle drages med mig. Særligt var der en episode på institutionen, hvor jeg følte mig kriminaliseret. Politiet kom forbi for at give et moralsk minikursus om hæleri. Jeg følte, at der blev talt til mig, som om jeg uden tvivl ville købe det første og bedste stykke designermøbel af en anden hætteklædt ung og anbragt skurk. Jeg manglede bare et mugshot og fingeraftryk. Tremmerne sad jeg jo allerede bag. Til gengæld blev vi forkælet med is, mens vi sad skoleret rundt om bordet, hvor politiet prædikede for os. Jeg tør ikke engang gå over for rødt. Jeg følte mig dømt på forhånd. 

Søndag d. 31.07.05: ”Vrede! Vrede, vrede, vrede, vrede. Jeg føler vrede lige for tiden! Det er en lang periode jeg har gjort det nu. Vrede over livet, over fejl, over menne sker, over mig selv (…) Min vrede skyldes sorg, svigt (fra andre), hjælpeløshed (overfor mig selv), skyldfølelser (overfor mig selv), svaghed (min egen), mangel på sympati fra døgninstitutionen. Hader det sted! Tomme løfter (fra andre), forvir ring (min egen).” - 14 år 

Jeg følte mig tit omringet af unge, som så ud til at have det væsentligt dårligere end jeg. Om ikke andet var det tydeligere at se. Medicin, der ikke blev givet i rette tid, så psykotiske sætninger som: ”Flyvende ko! Flyvende ko!” fløj ud af det blå, hvilket fik os til at små grine, samtidig med at vi udvekslede bekymrende blikke. Møbler, som blev smadret, rindende vand fra badeværelserne til at skabe oversvømmelse og trusler med smøreknive mod personalet var næsten at foretrække, frem for de åbne sår flere af de unge bar rundt på, som vidnede om den eneste måde, hvorpå de kunne fortælle, hvordan de virkelig havde det. Jeg var tydeligvis ikke den eneste herinde, som ikke følte sig hørt.
  ”Du er den mest normale, vi har hernede, Sophie.” Egentlig burde jeg være glad for, at hun sagde det til mig en dag, mens vi sad inde på mit værelse. Den voksen på institutionen, som jeg havde den tætteste tilknytning til. Desværre betød det at være ”den mest normale” også, at jeg derfor tit blev efterladt midt i en samtale, fordi der skulle slukkes ildebrande.
  Men jeg havde også brug for en voksen, og igen følte jeg mig nedprioriteret. Fuldstændig som derhjemme, da jeg var den sidste kadet på bastionen, der høfligt ventede på et signal med besked om, at hjælpen udefra var på vej. Jeg følte mig konstant on hold, mens voksne mennesker løb forvirrede rundt omkring mig i et forsøgt på at finde ud af, hvad der skulle ske med mig. I stedet for at rende rundt omkring mig, havde jeg brug for, at nogen stod stille sammen med mig. Bare for en stund og bare som det eneste faste holdepunkt i en hverdag, hvor næsten intet indebar struktur, ro, stabilitet eller tryghed. Det var som om, at ingen rigtigt var helt sikre på noget. Var der overhovedet en plan?
  Selvom vi aldrig var i tvivl om, hvornår vi bare var et arbejde, havde jeg absolut ingen interesse i at stryge det mærkat fast på mig. Bevidstheden om blot at være et job, var den værste følelse i verden. Den sure pligt. Brødet på bordet. Den, som den uendelige stime af vikarer, kun tænker på, eksisterer, når skydedørene siger ding-dong. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg også var det gode job. Det lette job. Det job, som man gerne ville møde ind til. Det job, som man måske endda ønskede at tage med sig hjem. I modsætning til nogle af de andre unge smadrede min søster og jeg ikke tingene på institutionen. Vi truede ikke de andre - hverken unge eller voksne. Og vi råbte ikke skældsord i tide og utide. Derimod skrev min søster og jeg sange om personalet. Sarkastiske vers med en munter klang. Tilpas nok på grænsen til, at vi ikke gjorde noget forkert, selvom alt var galt. I kontrast til de andre unge affyrede vi ikke aktivt skud, men vi viftede ivrigt med pistolen. Vi så det som en modmagt til deres magtmisbrug, de så det som ren provokation. Det, vi gjorde bedst, var, at kunne mønstre en overbevisende ro i stemmen, når vi italesatte deres ulovlige magtanvendelser. 

Søndag d. 19.11.06: “(…) At se alle andre med en de elsker. Alle andre end mig selv. Eller også dør jeg i morgen. Sådan har jeg det også. Elendigt. Jeg har lyst til at stikke af. Bare være en anden eller ingen. Eller en bedre og smukkere pige (…) Jeg er både rasende, forvirret og ked af det. Aner ikke hvad jeg skal gøre.” - 15 år 

Jeg blev bevidst om, at der er ting, man husker og ting, man aldrig glemmer. Som da en af drengene en dag kom gående ned ad gangen med så dybe sår på begge arme, at gulvet blev farvet rødt af dryppende blod. Han havde vredet en coladåse op, og hans S.O.S rislede ned ad de dinglende, blødende arme. Jeg hjalp med at tørre op. 14 dage, som var det antal dage, vi fik at vide, vi skulle være anbragt her, blev hurtigt til flere dage. Jeg var der i fem måneder. Fem måneder er mange dage.
  Det er aldrig rart at være det anbragte barn. Særligt ikke på en privatskole. Så selvom anbringelsen i første omgang var frivillig, var ordene: ”Jeg er blevet anbragt,” ikke en sætning, der frivilligt kom over mine læber i skolegården. For trods omstændighederne i både mit gamle og nye hjem, peakede jeg på alle parametre i 7. klasse, hvor jeg stortrivedes. Udover min familie, min dagbog og Harry Potter, var mine klassekammerater og min skole det vigtigste i mit liv. Jeg fik god feedback på mine afleveringer og vandt endda bogpræmien det år. Bogpræmien blev overrakt til en elev, der havde gjort sig fortjent til en særlig anerkendelse. En anerkendelse, der udelukkende handlede om mine præstationer, socialt og fagligt. Jeg brugte oftest frikvartererne på at snakke om kærlighed og horoskoper i Vi Unge med mine venner. Her var jeg i mit rette element.
  Jeg kunne altid lave et stærkt comeback i skolen; det kunne jeg ikke derhjemme, hvor jeg ofte følte mig magtesløs.
  Så længe, jeg kunne gå til og fra min skole, var det næsten underordnet, hvor jeg boede. Men også kun næsten. Så når mine venner spurgte mig efter skole, hvorfor jeg nu var begyndt at gå til højre ad Jernbanegade i stedet for til venstre, blev forklaringerne mange. Jeg har aldrig været god til at lyve, men skjule var jeg god til. Skjule er ikke det samme som at lyve. Derfor gik jeg mange omveje, før jeg drejede om.
  Jeg kunne få mig selv til at passe ind i rækkerne med humoristiske indfald, som fik klassen til at klukke, frikvarterer fyldt med stærke venskaber og stort set altid en hånd i vejret. Her var noget, som jeg var god til; her var det ikke vigtigt, hvad jeg kom fra.
  Mens jeg boede på institutionen, troppede jeg med jævne mellemrum troligt – som altid – op i Familieafdelingen, hvor jeg skulle mødes med min sagsbehandler. Jeg gik alene, for jeg havde aldrig fået at vide, at jeg kunne tage nogen med. Hun var en høj, midaldrende kvinde med et nedladende blik - dog altid med et stramt udtryk i ansigtet. Et ansigt omsluttet af mellemlangt, kommunefarvet hår. Socialrådgiver, men forhenværende militærkvinde. Som i et spil Stratego var hun min højest rangerende brik på brættet, når det gjaldt beslutninger, som skulle tages vedrørende mit liv. Og jeg var villig til at strække mig længere end langt for at samarbejde. Jeg havde blot én betingelse. Ét eneste punkt, hvor jeg ville nedlægge veto. Hvor det var allervigtigst, at jeg følte mig lyttet til, forstået og imødekommet. Jeg var villig til anbringelse, så længe jeg kunne beholde min skole.
  Dagen kom, hvor jeg for alvor sank. Jeg havde det, som om forvaltningen traf beslutninger om mit liv ud fra det grundlag, at jeg sagtens kunne undvære lidt mere luft under vand. Jeg var jo ikke kvalt. Endnu. Da min Stratego-brik fortæller mig, at jeg ikke kan blive boende i byen og dermed ikke blive i min klasse, var min umiddelbare reaktion chok. Jeg tror endda, at jeg griner kort. Hvordan kan hun være kommet frem til det? Jeg brød hulkende sammen. ”Du får mig aldrig væk herfra!” er alt, jeg kunne sige. Hun virkede overrasket over min reaktion. Men jeg ved ikke, hvordan det kunne komme bag på hende, for hun var jo både min advokat, dommer og bøddel. Jeg gik tilbage til institutionen alene, grædende og med mindet om hendes ord, der altid vil give mig følelsen af at have tabt totalt: 

”Hvis du ikke flytter, Sophie, er du familiens klovn.” 

Jeg gik aldrig alene til et møde hos hende igen. 

Onsdag d. 30.11.05: ”Nu vil jeg fortælle lidt om, hvad der er sket indenfor de seneste 4 måneder. Jeg er flyttet! Langt væk fra alt og alle og helt alene! Jeg bor på et opholdssted. Jeg vil slet ikke bo her, og jeg har det tit dårligt her.” - 14 år 

På den store grund med den grønne græsplæne kunne jeg kigge på den glimtende sø i timevis.
  Kunne jeg blot pakke mig selv ned i en kasse.
  Jeg ville kigge på den så længe som overhovedet muligt. Hammeren var faldet endnu engang, men det var ikke til et møde, jeg havde ringet ind og bedt om. Det var ikke et udfald, jeg havde givet mit samtykke til. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke gøre andet end at flytte.
  Smide sten i kassen og tape den til.
  Jeg var stadig ør i hovedet af at have grædt hårdt og længe og ventede på, at nogen råbte ”Surprise!” med beskeden om, at det hele var én stor joke. Den eneste joke her var mig. 

   Smid den i søen.

Jeg blev født hjemme i Ternehaven i Roskilde af en frisindet mor. Moderkagen blev begravet under et piletræ i nærheden. Jeg voksede op med min mor og lillesøster. Mine storesøskende flyttede hjemmefra, da jeg stadig var lille, min far var fraværende. Vi levede et ægte, kaotisk nomadeliv fra den ene ustabile bopæl til den anden. Vi flyttede ind, når min mor havde fundet en ny fyr, og vi flyttede ud igen, når hun gik fra ham. Til sidst endte vi på Lolland.
  Vi flyttede ind hos min storesøster og hendes familie ca. 10 km fra Nakskov. Vi skulle bo på overetagen i deres store hus, men selv et slot havde ikke været stort nok, for min mor og storesøster kunne slet ikke sammen. Deres måde at leve livet på var så milevidt fra hinanden. Min mor sagde altid tingene lige ud af posen, røg hash og levede på sin egen frie og afslappede måde, mens min søster og hendes mand var mere strikse og havde brug for mere orden i hverdagen. De satte store spørgsmålstegn ved hinandens livsvalg, og til sidst måtte vi flytte igen.
  Vi flyttede dog kun nogle hundrede meter væk, så spændingerne forblev. Min storesøster forsøgte at overbevise min lillesøster og mig om, at hendes måde at gøre tingene på var den rigtige. Det kulminerede, da min storesøster skrev et langt brev til kommunen, hvori hun udtrykte sin bekymring for vores ve og vel. Min storesøster fangede mig en dag, hvor jeg var vred på min mor; hun viste mig brevet og fortalte i korte træk, hvad der stod. Hun fortalte dog ikke om de konsekvenser, brevet kunne have, eller om det billede hun tegnede af vores mor som en bindegal, voldelig person, der helt havde mistet fatningen.
  Jeg lod mig overtale til at underskrive brevet uden at have læst det. Min underskrift var vigtig, for jeg var gammel nok til, at min mening havde juridisk vægt. Kort efter blev brevet indgivet til kommunen, der tog det meget seriøst og indkaldte min mor og mig til et møde. Inden mødet blev jeg sat sammen med en SSP´er, der lod mig forstå, at mit liv havde været meget skidt, men at det snart ville blive bedre. Det eneste, det krævede, var at fortælle til mødet, at jeg havde haft det hårdt.
  Og det gjorde jeg så. Jeg aflagde rapport foran et panel af voksenpersoner, forklarede, at andre børn nok havde det nemmere end mig, bekræftede, at min mor havde et hashmisbrug og fortalte om, hvordan hun ved sjældne tilfælde havde givet mig en flad. De besluttede, at min søster og jeg skulle fjernes med øjeblikkelig virkning.
  Jeg husker, hvordan min mor løb hen til mig efter mødet. Hun knugede mig ind til sig og forsikrede mig om, hvor meget hun altid ville og altid havde elsket mig, og hvordan det her aldrig kunne være min skyld. Stammende og fortvivlet hviskede jeg undskyld igen og igen, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg tror ikke, at mennesker er skabt til at græde sådan ret mange gange i livet.
  Som i et eventyr var alt forandret ved et trylleslag. Men mit liv er ikke et eventyr og i stedet for et trylleslag, lukkede et anonymt system sig om mig med sit kolde greb. I det øjeblik blev jeg voksen. Jeg var 12. 

Børne- og ungecentret i Nakskov 

På institutionen var der ingen andre børn. Jeg trådte ind på et værelse. Bag mig lukkede døren, og jeg kollapsede på gulvet. Konsekvenserne af mine handlinger overrumplede mig; jeg følte mig som en fjer i en tornado. For det gik ikke kun udover mig; jeg var også skyld i, at min lillesøster blev fjernet. Erkendelsen var et ubærligt fald ned i et kælderdyb af skyld og ensomhed.
  Døren til værelset åbnede sig igen og forstyrrede mig i min tankestrøm. Jeg skulle møde den pædagog, der var min go to, hvis der var noget. Jeg siger ikke, at han var et dårligt menneske, men som pædagog var han lige til at lukke op og skide i. Forkvaklet fortalte han, at min søster var på vej, og forsikrede mig om, at alt ville blive godt igen. Jeg knugede mig ind til ham og lod, som om han kunne trøste mig, mens han lod, som om han forsøgte.
  Min lillesøster havde været hjemme under mødet med kommunen. Min mor havde efterfølgende skyndt sig hjem i et desperat forsøg på at holde hende derhjemme, så politiet måtte tilkaldes. Da de ankom, smed de straks min mor i håndjern og gjorde det så aggressivitet, at min søster hoppede ud ad vinduet, løb igennem hækken og udover marken, hvor de til sidst fik fat i hende, for derefter at køre hende hen til samme institution som mig.
  Her blev vi anbragt på hver vores afdeling. Pædagogerne fortalte, at vi skulle lære at være adskilt. Jeg nægtede at lade glasfacader og vægge stå i vejen for os, så jeg gjorde det eneste, jeg kunne og fik fat på en pige, der var anbragt på min lillesøsters afdeling. Jeg havde mødt hende første dag på institutionen, og vi klikkede med det samme. Jeg bad hende viderebringe en besked til min søster. ”Hendes bror elsker hende, vi nok skal klare den.” I lange perioder var det vores eneste kontakt.
  Børne- og ungecentret var ikke særligt stort, og de to afdelinger, vi boede på, var kun adskilt af én enkelt dør. En dør, som var låst, fra den dag vi blev anbragt, og til den dag jeg blev fjernet. De andre anbragte måtte gerne vandre imellem afdelingerne, reglen gjaldt kun for os. Vi skulle lære at være adskilt.
  Vi fik dog undtagelsesvist lov til at se hinanden. Første gang var efter den første nat på stedet. En nat, hvor jeg havde siddet i mørket og lyttet til min lillesøsters krampegråd på den anden side af væggen. Indimellem forsvandt den for kun at vende mere tyngende og hjerteskærende tilbage. Om dagen blev vi bragt sammen, og vi kastede os grædende om hinanden. Det føltes, som om det var os to mod resten af verden.
  Det var snarere os mod pædagogerne, der kørte en form for sandwichteknik, hvor de først hakkede på os, derefter roste os, og til sidst rev os midt over med tilsvinelser og trusler.
  Breve, som vi fik fra vores mor, var altid forsinkede, når vi havde pisset en pædagog af, og dagligt skulle vi høre på, hvor dårlig en familie vi kom fra, og hvordan ingen ville have os. Med jævne mellemrum oplevede jeg magtanvendelser, såsom pædagoger, der slog børn og låste dem inde på værelserne, og værelser, der blev endevendt med en undskyldning om, at der kunne være gemt stoffer, stjålne genstande eller andet vi ikke burde have. Efter et stykke tid på den måde blev vi helt i tvivl om, hvem vi var, og hvad vi var værd. Vi blev set som kriminelle, der var skyldige, til det modsatte var bevist.
  Hverken min søster eller jeg havde nogensinde været voldelige eller synderligt besværlige. Nærmest tværtimod. Vi opførte os ordentligt og gjorde ikke det store for at få opmærksomhed. Men pludselig var vi mistænkeliggjorte problembørn, der skulle adskilles, udskammes og afrettes. Et produkt til udstilling for fremtidige plejefamilier, så vi skulle opføre os pænt, når de kom og så os an.
  Alt det til trods vænnede jeg mig til dagligdagen på institutionen. Dagene gik og blev hurtigt til måneder, og efter et halvt års tid havde jeg mistet kontakten til de fleste af de venner, som jeg havde, før jeg blev anbragt. Nu hængte jeg kun ud med dem, jeg boede sammen med. De anbragte.
  Efter et års tid kom jeg op at slås med én, der havde slået min søster. Jeg blev nu flyttet over i kassen ”besværlig anbragt” og blev derfor rykket til ungdomspensionen, UP, der lå en kilometer fra BUC, med forbud mod at være på BUCs matrikel og dermed også mod at se min søster. 

UP Nakskov 

UP var for de ældre unge, 17 år og opefter. Jeg var 13. Til første aftensmad sad alle pædagoger og anbragte og fulgte mine bevægelser med øjnene, mens jeg gik igennem lokalet. Da jeg havde sat mig, henvendte en pædagog sig til mig og sagde, at hvis jeg kom op og slås med nogen, imens jeg boede der, ville jeg få en gevaldig røvfuld! De andre i lokalet istemte nikkende i ophøjet accept af hans ord.
  Jeg var målløs. Lige da jeg troede, jeg havde ramt bunden, viste det sig, at der var et niveau under.
  Jeg blev holdt ude af de andre og følte mig fuldstændigt alene, jeg måtte ikke se min søster, og retten til at ses med min mor under opsyn blev udskudt på ubestemt tid.
  Det var et forfærdeligt sted, med nye pædagoger, som på alle måder mindede om de gamle, men som bare var trætte af at have en knægt som mig rendende der og forstyrre. Jeg flygtede ofte derfra, men jeg blev igen og igen hentet tilbage dertil, for jeg havde intet andet sted at være - bortset fra hos min mor, hvilket altid var det første sted, de ledte.
  Jeg havde dog én støtte. En kvindelig familieterapeut, som jeg skulle snakke med én gang om ugen. Hun var også terapeut for min mor og kunne derfor fortælle mig, hvordan det gik med hende. Jeg opbyggede hurtigt en tillid til hende, og hun blev ved med at holde fast i mig. Hun fortalte mig, at det nok skulle blive bedre, og at jeg ville komme hjem igen, men at sådan nogle ting tog tid. Det gav mig håb. For første gang i lang tid, føltes det som om, at jeg blev set, som den jeg var.
  Men kort efter fik jeg at vide, at de havde fundet en plejefamilie til mig. De boede midt på Lolland, langt fra min søster, min mor og alle jeg kendte. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sætte mig imod, men der var intet at gøre; beslutningen var taget. 

Plejefamilien 

Plejefamilien, jeg ankom til, bestod af et par, deres lille dreng på 6, en søn på 20, en plejebror på 17 og en plejesøster på 16. Plejeforældrene havde fået en pose penge af kommunen, så de havde været i JYSK for at finde møbler, vi kunne samle sammen, som en form for ryste-sammen-aktivitet. Det var mærkeligt at sidde der og samle møblerne, der skulle skabe rammerne om mit privatliv på ubestemt tid, med en mand, som jeg ingen relation havde til, men som ikke desto mere skulle være min plejefar. Han spurgte lidt ind til mig, sagde, at jeg ikke behøvede at kalde ham far, og fortalte, at han godt vidste, at det var en svær situation for mig, da han selv arbejdede på en institution for vanskelige unge. ”Vanskelige unge”.
  Man vurderede, at mine besøgstider med min mor igen skulle begrænses, da der nu var et nyt sted, jeg skulle ”vænnes” til. Så de første par uger måtte jeg kun snakke med hende over telefonen. Jeg så heller ikke min søster, som på nogenlunde samme tid selv blev flyttet til en plejefamilie. Socialrådgiverens vurdering var, at det nok var bedst, at vi havde noget tid hver for sig.
  Den tid måtte jeg bruge på at lære min nye familie at kende, men de andre anbragte virkede deprimerede og holdt sig mest for sig selv. Forældrenes lille dreng blev overset, fordi vi plejebørn var vigtigere, mens deres ældste søn nærmest så ned på os og holdt sig så langt væk som muligt. Moren gik og selvynkede over sine rygsmerter, mens faren kørte med modeltog og hørte jodle musik. Han elskede også at spise stærke oste og være sur, hvilket især gik udover min plejemor og deres børn.
  Vi boede omgivet af marmor, armaturer i guld, en hall, en kæmpe have og tre biler, men det var ikke vores hjem; vi plejebørn oplevede mere os selv som tilskuere til nogle andres liv. En dag, jeg var alene hjemme, rodede jeg alle deres papirer igennem og fandt min sagsmappe. Det viste sig, at plejeforældrene fik 34.000 kr. om måneden for mig. Et beløb, der kom en del bag på mig, da jeg aldrig fik nogen af pengene at se, men jeg forstod med ét de fornemme omgivelser, jeg boede i.
  Forbistret og indebrændt snagede jeg videre; jeg var simpelthen nødt til at vide, hvad de fik for hele flokken. En hel del skulle det vise sig. Næsten halvanden million om året. Det blev dråben! Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at samle mig selv, satte alt på plads igen og forberedte mig på at mødes med kommunen igen. Jeg ville overraske alle med min viden om den enorme sum, som plejefamilien fik, og derefter kræve, at jeg kom hjem til min mor igen. Jeg havde mentalt bygget mig selv op. Jeg skulle være en enmandshær!
  Til min forbavselse var mødet kort, og inden jeg overhovedet havde fået ordet, blev det besluttet, at jeg med øjeblikkelig virkning skulle hjem og bo hos min mor igen. Det var tydeligvis besluttet på forhånd. Men det brokkede jeg mig ikke over, for mareridtet var slut, og jeg kunne endelig komme hjem. Hvad der havde ligget til grund for deres beslutning, fandt jeg aldrig ud af; jeg var kommet ind og igennem systemet, uden at det nogensinde havde spurgt mig om noget, og da det syntes, det var tid, spyttede det mig også ud igen uden at spørge om lov. Men jeg var også ligeglad. Jeg var hjemme igen.

Jeg havde barrikaderet min dør, så ingen kunne komme ind til mig. Jeg var panisk angst og rakte ud til præsten i telefonen. Han forsøgte at berolige mig, men jeg var fjern og utrøstelig. Lige indtil han stod på den anden side af min dør og bønfaldt mig om åbne. Han var, uden jeg vidste det, kommet hen til mig. Han var kommet så hurtig ud ad døren, at han ikke havde fået sko på, så da han kørte mig på psykiatrisk skadestue, fik han lov at låne et par sandaler af min mor.
  Som de fleste i en almindelig 7. klasse skulle jeg konfirmeres. Det ændrede mit liv. Det reddede mit liv. Sognets nye præst så mig. Tidligt fandt jeg ud af, at hvis jeg sørgede for kun at omtale hemmelighederne i datid, måtte præsten ikke gå til myndighederne grundet sit virke som præst. Langt om længe fik jeg et frirum: En fortrolig voksen. Det må have været svært for ham. Mine hemmeligheder blev hans hemmeligheder.
  En i min nære familie havde lært mig følgende: ”Tale er sølv. Tavshed er guld”. Hans ord runger stadig i mit hoved. Lydigt forblev jeg stille. Hemmelighederne var ved at flå mig fra hinanden og tog langsomt livet af mig. 

Afsløret 

Nogle måneder efter bad min lærer mig følge med op på rektors kontor. Derinde blev jeg taget imod af en vildt fremmed kvinde og en mand bærende på en pistol. Virkeligheden indtraf; hemmelighederne var afsløret. Præsten havde røbet mine hemmeligheder, og nu kendte kommunen og politiet til dem. Hele min verden brød sammen. Det værste og bedste var sket, hvilket jeg slet ikke var forberedt på.
  Inde i et mødelokale blev jeg efterladt med fremmede mennesker. De ville have mig til at udlevere hemmelighederne. Politibetjenten ville have mig til at bruge alle de rigtige ord om overgrebene, men jeg havde intet sprog for dét, der var sket. Min loyalitet lå stadig ved ham. Ligesom jeg ikke ønskede at ødelægge eller splitte familien ad.
  Socialrådgiverens tålmodighed blev sat på prøve, og hendes frustrationer kom til udtryk: ”Det er din skyld, hvis der fortsat sker dine søskende noget”.
  Det næste, jeg husker, er, at jeg sidder på bagsædet i en bil på vej ud til kommunens døgninstitution for børn og unge, hvor jeg skulle overnatte. Min telefon ringede og på displayet viste hans navn og nummer. Jeg var rædselsslagen. Ville jeg være i sikkerhed? 

Mit andet hjem 

Socialrådgiverne ville kun give mig én enkelt nat på døgninstitutionen. Dagen efter forlængede de det med endnu en overnatning. Og så en uge. Så to uger mere. Så en måned. Sådan fortsatte det i et halvt år, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne blive på døgninstitutionen.
  Først efter et halvt år og et skift af sagsbehandler fik jeg lov til at blive på døgninstitutionen. Nu kunne jeg endelig begynde at flytte mit tøj i skabene og hænge mine billeder op. Genskabe det værelse, som han i vrede havde samlet i en affaldspose, da jeg blev anbragt.
  På døgninstitutionen græd jeg meget, og jeg var så angst om natten, at jeg lå foran døren og sov. Jeg begyndte at få behandling for de snitsår, jeg lavede på mig selv. Virkeligheden er, at jeg kom et sted hen, hvor jeg blev set. Jeg kom et sted hen, hvor jeg kunne reagere.
  Det gjorde mig også farlig for mig selv. To dage før min 15-års fødselsdag blev jeg indlagt med tvang på lukket psykiatrisk afdeling. Der fik jeg lov at fejre dagen.
  I dag har jeg mere end 100 indlæggelser bag mig - rigtig mange af dem på tvang. Ikke så sært, at den psykiatriske afdeling blev mit andet hjem. 

Voldtægten 

Drengen var sød, så jeg havde gjort mig fin. Vi var begge 16 år og havde et godt øje til hinanden. Det skulle have været en hyggelig aften. Jeg var begyndt at få en stille tro på, at ikke alle mænd er farlige, men jeg kom hjem fra den aften med det modsatte bevist.
  Drengens lugt hang fast på trods af flere bade og masser af sæbe. Den sad fast i huden, håret og tøjet. Drengen efterlod usynlige mærker på min krop, hvor hans hænder havde rørt mig. Drengen overskred mine grænser; han voldtog mig.
  På døgninstitution kunne jeg hverken græde eller sove. Jeg ville skrige af smerte, men jeg var lammet. Jeg så med længsel frem til, at min kontaktperson kom næste dag. Hende ville jeg kunne betro mig til. Troede jeg.
  Min kontaktperson brugte 22 ord til at beskrive den voldtægt, jeg havde været udsat for dagen før. Det er alt.
  ”23. marts 2014 22:48
  Udvikling og adfærd.
  Skrevet af kontaktperson.
  Rikke kommer og giver mig noget, jeg skal læse. Det handler om drengen, der har overskredet hendes grænser. Det har vi snakket om.” 

Min kontaktperson valgte at slå det hen som ingenting. Hendes handlinger, eller mangel på samme, siger alt. Hvis hun havde troet på mig, havde hun kørt sit 16-årige kontaktbarn på sygehuset eller kontaktet politiet. Havde hun ment, der var sandhed bag mine ord, så havde hun handlet.
  Jeg husker ikke, hvordan vi kom ind på emnet, men jeg husker følelserne. Jeg husker den enorme skam. Min kontaktperson sagde til mig, at jeg flirtede med alle de mandlige medarbejdere, men at det selvfølgelig gav god mening, fordi jeg jo var vant til, at det var sådan, jeg fik hans opmærksomhed derhjemme. Jeg følte, at hun gav mig ansvaret for, at overgrebene havde fundet sted. Hvis JEG ikke havde flirtet, havde han ikke misbrugt mig. Jeg troede på hende. Jeg troede på, at det var min egen skyld. Aldrig nogensinde igen vil jeg gøre det.
  Tilbage sidder jeg med en enorm vrede. Min kontaktperson svigtede mig. Hun svigtede et ødelagt barn. Jeg stolede blindt på hende. Hun var det voksne menneske, jeg havde allermest tillid til. Alt det gode, som min kontaktperson har gjort for mig, falmer i lyset af alle de frygtelige episoder. 

18-års fødselsdag 

Der var intet anderledes udover, at jeg nu på papiret var voksen. Jeg forventede at føle en ændring; et tegn på, at jeg nu var voksen, men der var intet anderledes. Jeg var stadig et ødelagt barn, men nu i en voksen krop.
  Ligesom de havde lovet, dukkede mor og lillesøster op og sang fødselsdagssang for mig sammen med de andre unge i huset. Min mor hyggede om mig indtil om eftermiddagen, hvor hun sagde farvel, inden hun kom igen om aftenen. Det bankede på min dør kort tid efter. Ude foran stod min kontaktperson. Jeg gav hende et kæmpe kram, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at give slip på hende igen. Hun havde ferie, men hun var mødt ind for at fejre mig. Hun havde gaver med til mig - gaver kun fra hende. Under gavepapiret gemte der sig to krus fra et smukt, blåt stel. Hendes tanke var, at vi kunne bruge dem, når jeg om kort tid flyttede fra døgninstitutionen. Hun ville komme på besøg, og hun lovede, at hun ikke forsvandt ud af mit liv, bare fordi jeg flyttede hjemmefra. Følelsen af ikke kun at være et arbejde for hende var fantastisk. 

Drabsforsøget på min yndlingspædagog 

Der findes to versioner af denne fortælling. Der er den version, som blev overleveret fra min døgninstitution til mit bosted, som udelukkende tager udgangspunkt i min kontaktpersons oplevelser. Det er den korte version, som gør mig til et frygteligt menneske, for ifølge den forsøgte jeg at slå min yndlingspædagog ihjel.
  Lederen på døgninstitutionen har aldrig ville høre min side af historien. Den har aldrig virket vigtig, men jeg vil ikke længere være tavs:
  Endnu en gang var jeg blevet indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Min kontaktperson hentede mig på afdelingen, så jeg kunne komme på hjemmebesøg i nogle timer. Jeg lovede alle medarbejderne, at jeg ikke ville gøre noget ondt ved mig selv derhjemme, og at jeg nok skulle følge med ind på afdelingen igen. Efter aftensmaden var spist, kørte min kontaktperson og jeg mod afdelingen. Som lovet gik jeg med ind på afdelingen. Jeg nåede kun inden for porten, og så løb jeg. Da jeg nåede ud til vejen, stoppede jeg med at løbe. Bag mig gik min kontaktperson og to medarbejdere fra psykiatrisk afdeling. Nogen forsøgte flere gange at tage fat i min arm, men jeg vristede mig fri hver gang. Det var min kontaktperson, der havde forsøgt at lave en magtanvendelse på mig, men det blev personalet fra psykiatrisk afdeling, der fik mig tilbage på afdelingen.
  Jeg har læst min aktindsigt igennem for at finde ud af, hvordan dette blev til et drabsforsøg, og jeg ved det stadig ikke. Der er ikke meget at læse. Første gang, der er noteret noget om episoden, er 20 dage efter. Det er en samtale, jeg har med lederen. Jeg husker, at jeg gik fra samtalen med følelsen af at være det værste menneske nogensinde. Når jeg læser notatet igennem, som lederen har skrevet ang. samtalen, så forstår jeg godt min følelse. Hun skriver bl.a.: ”Jeg fortæller, at jeg har talt med kommunens arbejdsmiljøkonsulent, som har fortalt mig, at sådan nogle episoder skal politianmeldelse (det er ikke helt sandt).”
  Det i parentes er i min aktindsigt streget over med sort, med argumentet, at det er en pædagogisk overvejelse. Heldigvis er det streget så dårligt over, at jeg stadig kan læse, hvad hun ikke vil have, jeg skal vide. I dag ville jeg have ønsket, hun havde politianmeldt det. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har loven på min side. Min kontaktperson valgte i stedet at kontakte min mor, efter jeg var flyttet fra døgninstitutionen. Hun ville have erstatning, og det skulle min mor skaffe hende. Forsikringsselskabet afviste det. Endnu en gang oplevede jeg et stort svigt fra en voksen i mit liv. Igen var det et voksent menneske, som jeg troede, der ville mig det bedste.
  Endnu en gang oplevede jeg et stort svigt fra en voksen i mit liv. 

Nu 

På papiret er jeg voksen, men jeg kæmper stadig med at finde og samle stykkerne af et ødelagt barn, der ingen ansvarlige voksne havde i sin barndom. Kun præsten. Det var godt, jeg kom hjemmefra, og det er jeg præsten evigt taknemmelig for. Menneskene omkring mig skal ofte minde mig om, at tiden ikke heler alle sår. Det kræver hårdt arbejde og en masse tålmodighed. Jeg skal genopbygge et ødelagt barn, så jeg må trække vejret dybt endnu en gang og gå endnu en dag i møde. Det skal nok blive godt én dag, siger de professionelle mennesker, men jeg er for evigt bundet fast til en frygtelig barndom. Heldigvis har jeg en kommune, der har fundet en glemt paragraf, som gør, at jeg kan fortsætte mit arbejde med min chok-traume behandler.
  Jeg troede, at det levende mareridt stoppede, når jeg kom væk hjemmefra, og de seksuelle overgreb stoppede. Jeg havde aldrig troet, at jeg her ni år efter sidste overgreb stadig ville lide, som jeg gør det.
  Så her sidder jeg på 5. år på kommunens bedst bemandede botilbud for voksne med psykiatriske lidelser. Siden jeg blev fjernet hjemmefra som 14-årig, har jeg gået mange millioner af skridt. Min arrede krop er vidne om det levende helvede, jeg har gennemlevet. Når alt har mistet sin mening, og jeg har stået i flammer, så har jeg tyet til voldsomme metoder. Jeg har ladet skarpe genstande åbne min krop og lade det blod, jeg opfatter som beskidt, flyde ud.
  Jeg vil så meget, men jeg kan så lidt. Hvis jeg kunne, erobrede jeg hele verden, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er stærk og skrøbelig på samme tid. Selvom jeg falder fra hinanden, så bliver jeg også mere samlet. 

Sandheden 

Min søvn har i mange år været besværet. Det er ikke længe siden mor omsorgsfuldt spurgte i en telefonsamtale, hvorfor jeg ikke sov for tiden. Det var svært at svare hende. Jeg vil gerne være ærlig, men hun kan ikke holde til at høre sandheden. Det vil være for voldsomt. Det kan jeg ikke gøre imod hende. Mine flashbacks er i forvejen altødelæggende for mig selv. De behøver ikke også ødelægge hende. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan hele min krop husker hver en detalje. Jeg kan ikke fortælle, hvordan han med magt trængte ind i et lille barns underliv, imens hun selv lå nedenunder og sov. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan jeg stadig kan mærke hans hænder på min krop. Eller hvordan jeg hiver efter vejret midt i et angstanfald, fordi han ikke tillader at lade luft trænge ned i mine lunger. I stedet for at fortælle hende den fulde, dybe og dystre sandhed, giver jeg hende stikord. Mareridt. Angst. Flashbacks. Og min PTSD, der virkelig piner mig.
  Og så bliver mor helt stille. Jeg bliver i tvivl, om hun stadig er i den anden ende af røret. Hun fumler med ordene, og vi skifter emne. Hvor er der en voksen?

Da jeg fik at vide, at jeg skulle anbringes, var det første gang, jeg stiftede bekendtskab med det bjerg, jeg skulle bruge årevis på at bestige. Uden varsel stod anbringelses bjerget foran mine fødder og spærrede den eneste vej til det liv, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle leve. Der var ingen vej udenom, så jeg stod over for et valg: Jeg kunne kravle over eller under. Det letteste ville være at lade mig synke nedad i mørket; give op og give slip på mine ambitioner, præcis som hele samfundet forventer det af én, der er anbragt. Det er den vej, de fleste vælger. Den lette vej, hvor man møder høje fraværsprocenter, manglende uddannelse og ofte en hang til misbrug. 

… 

Jeg truede med at springe ud af vinduet fra anden sal, da nyheden blev præsenteret for mig. Jeg var otte år gammel og sikker på, at det var jordens undergang. Min familie betød alt for mig, men jeg skulle ikke længere se dem hver dag. Jeg skulle anbringes hos fremmede mennesker, bo på børnehjem med en masse nye voksne og være en del af systemet.
  I begyndelsen var jeg vred. Vred på systemet, vred på de voksne, vred på min mor. Da jeg sad i min bedstemors vindueskarm på anden sal og truede med at springe, var det ikke et forsøg på at vælge døden over anbringelsen, men et forsøg på at få de voksne omkring mig til at lytte. Til at forstå, hvor hjerteknust jeg var over at skulle forlade min familie, mit hjem og de kendte rammer til fordel for et børnehjem. Jeg ville have dem til at forstå, hvor ondt det gjorde, og til at trække det hele tilbage. Sige, at det hele var for sjov, og at de ikke mente det. Men sådan blev det ikke.
  Da jeg stod foran bjerget for første gang, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle komme over på den anden side. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bestige det helt alene? Hvem skulle gribe mig, hvis jeg faldt? Skulle jeg bare give op på forhånd og tage den lette vej nedenunder? Jeg var fortabt. Jeg følte mig hjælpeløs. Overset. Ubetydelig. Det var svært at acceptere, at det var virkeligt. Men virkeligheden var, at jeg var anbragt. 

… 

Det første stykke tid på børnehjemmet var jeg ikke interesseret i at have noget med de andre børn at gøre. Min lillebror og jeg delte det mindste værelse på ”Basen” – afdelingen, hvor de mindste børn boede. Selvom vores mor ikke længere var en fast del af hverdagen, havde vi stadig hinanden, og det var godt nok. Vi behøvede ikke de andre, hverken børn eller voksne, for hvis ikke de voksne ville være der for os, måtte jeg være den voksne for os begge. Vi skulle nok komme igennem det sammen, ham og jeg. Jeg havde endnu ikke accepteret, at det her var min tilværelse; jeg var ikke klar til at klatre over bjerget.
  Som tiden gik, begyndte jeg at tø op. Det viste sig, at det slet ikke var så slemt at bo på børnehjem, som jeg havde forestillet mig. Om morgenen vågnede vi til duften af friskbagte boller, og hvis man spurgte pænt, ville Pia også sørge for, at vi fik alle vores yndlingsfrugter til morgenmad. Hvis man var rigtig heldig, blev der lavet smoothie til morgenmaden, og når man kom hjem fra skole, lå der engang imellem små, søde nipsting på ens pude, som Pia havde købt, da hun var ude og handle og var kommet til at tænke på dig. Langsomt blev børnehjemmet til mit hjem. Et hjem, hvor hele min familie var samlet under ét tag – alle mine tanter og onkler, fætre og kusiner. Vi var alle én stor familie, der passede på hinanden.
  Jeg glædede mig altid til tirsdag, når tante Bolette kom, og vi skulle ordne negle. Jeg glædede mig til onsdag, når tante Heidi kom og puttede mig med massage og dybe snak ke om alt mellem himmel og jord. Jeg glædede mig til fredag, ikke kun fordi det var weekend, men fordi onkel Anders kom, og vi alle skulle spille PlayStation sammen. Vi tog på udflugter, hvor vi fik taget familiebilleder, og pludselig var jeg også afspejlet i hjemmet. Der hang billeder af os alle sammen på væggene – bevis på, at vi var en stor, broget, men kærlig, familie, og jeg var en del af den. Det havde taget lang tid at åbne op, men efter jeg gjorde det, var vejen op ad bjergsiden slet ikke så hård endda, og snart ville jeg nå top pen. Det troede jeg i hvert fald.
  Med “anbragt” som den nye tilføjelse til min identitet fulgte også et ansvar. På mange måder var jeg ikke længere blot et barn – jeg var også anbragt. Jeg skulle pludselig forholde mig til mennesker på måder, jeg aldrig før havde gjort. Jeg fik papirer, en mappe og en “sagsbehandler” (hende fra kommunen). Jeg måtte lære at læse mennesker, rum og situationer, så jeg kunne tjekke bokse af på hende fra kommunens liste, når hun var på besøg. Jeg kunne ikke længere lytte til mine følelser eller have en mening, blot fordi jeg følte noget, men skulle i stedet argumentere sagligt for et standpunkt, hvis jeg ville tages seriøst.
  Det var mange ting at forholde sig til som otteårig. Heldigvis lærte jeg det hurtigt; jeg blev endda god til det. Jeg lærte at tilpasse mig alle tænkelige situationer. Jeg lærte, at det var hende fra kommunen, der tog alle beslutningerne. Og jeg lærte, at det var vigtigere, at kommunen var glad, end at jeg selv var det.
  På mange måder var jeg god til at være anbragt. Jeg regnede den ud – hvordan jeg skulle opføre mig, og hvad hende fra kommunen prioriterede. Så snart jeg blev god til det, gik turen op ad bjerget meget lettere. Til trods for omverdenens forventninger til mig – eller mangel på samme – stod jeg nu på toppen af bjerget. Jeg kunne nyde udsigten; jeg havde klaret det. Men netop da brast det hele sammen under mig. 

… 

Mit hjem fik ny ledelse, og langsomt, én efter én, faldt mine tanter og onkler fra. Nogle blev afskediget; andre valgte selv at flytte ud, og pludselig var det ikke onkel Anders eller tante Bolette, der lagde mig i seng om aftenen, men en fuldstændig fremmed. Forestil dig at aflevere ét barn i børnehaven og komme hjem med et andet - eller komme hjem og finde ud af, at der ligger en anden person end din kæreste i din seng. Og når du brokker dig, får du at vide, at “det er jo et barn!” eller “det er jo en kæreste!”, så hvad mere vil du have? Er det for meget at bede om at få sit eget barn, sin egen kæreste – eller i mit tilfælde, mine tanter og mine onkler?
  Afsatsen, jeg havde stået på, gav efter, og jeg faldt, indtil bjerget, jeg havde brugt årevis på at bestige, mens min familie heppede på mig, tårnede sig op over mig endnu engang. Jeg skulle lære at navigere i et landskab med skarpe kanter, eller med andre ord: regler. Pga. GDPR måtte jeg ikke længere have billeder på væggen. Flyeren, hvor der stod, at jeg skulle optræde, skulle tages ned, for ellers brød vi med persondataloven. Opvisningen hørte desuden til i min egen sagsmappe, så der var ingen grund til at flage med den foran de andre børn. Billeder fra vores ture og arrangementer skulle pakkes i kasser og gemmes væk, for hvis tilsynet kom og så, at der hang personlige dokumenter rundt omkring på væggene, ville ledelsen få ballade.
  Der skulle udfyldes skemaer og overholdes stramme procedurer – og vi skulle huske at tænke på økonomien! Vi kunne vinke farvel til spontane isture på en glohed sommerdag, for der skulle altid være to voksne i huset, og der kunne ikke hyres én mere, for vi skulle huske at tænke på økonomien. De vågne nattetimer var den helt store trussel mod det i forvejen stramme budget. Vågne nattetimer er til for at passe på børnene; der skal altid være en voksen at gå til, hvis der sker noget, men den nye ledelse så hellere, at børnene lå bange og grædende i deres senge og tænkte sig om en ekstra gang, før de vækkede en voksen, end at de voksne skulle betales ekstra for de timer, de var vågne om natten.
  Hele fundamentet, som jeg havde bygget op sammen med min familie over de sidste par år, var kollapset under mig, og jeg stod nu atter for foden af bjerget og kunne se op på dér, hvor jeg netop havde stået. Det ville være et passende tidspunkt at give op på. Droppe at klatre over og i stedet synke ned under bjerget og bare blive dér, præcis som alle forventede, at jeg gjorde. Jeg var nogle gange fristet, fordi tanken om at skulle klatre over det samme bjerg endnu engang – og denne gang uden støtten fra mine tanter og onkler – var næsten ubærlig.
  Jeg fik ikke lov til at komme på efterskole, selvom jeg gerne ville; jeg var erklæret “uddannelsesparat” og fik gode karakterer, så jeg skulle direkte videre i gymnasiet, også selvom jeg kun ville være 17 år, når jeg blev student. Det var ikke grund nok i sig selv, at det var mit brændende ønske at komme på efterskole. Alt så godt ud på papirerne, så derfor kunne hende fra kommunen ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle direkte i gymnasiet – og det var jo hende, der havde magten.
  I sidste ende kom jeg af sted på efterskole, men det var ikke med kommunens hjælp. Jeg kendte systemet og var god til at navigere i det, og selvom jeg ikke havde mine onkler og tanter, havde jeg mine fætre og kusiner, som stadig boede i hjemmet sammen med mig. Familie, som jeg kunne betro mig til, når det var svært, og som støttede mig. Det var takket været dem, at jeg kom af sted, for de forstod, hvor vigtigt det var for mig. Ikke fordi de havde læst papirerne i min sagsmappe, men fordi de kendte mig.
  Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg gerne ville flytte hjemmefra, da jeg kom tilbage fra efterskole. Mit hjem var blevet en institution, og selvom jeg måske ikke var helt klar til at stå på egne ben som 16-årig, så jeg det som den eneste mulighed. Selvfølgelig var det ikke nok at give udtryk for, at jeg havde lyst til at flytte. Jeg skulle igen tjekke lister af og vise, at jeg kunne overholde budgetter, stå op om morgenen og gå i skole, før det overhovedet kunne komme på tale. Heldigvis var jeg jo en god anbragt, så jeg fik lov i sidste ende. Jeg havde besteget bjerget for anden gang. 

… 

I dag er jeg flyttet hjemmefra i en lejlighed sammen med en veninde, ikke en ungdomsbolig anvist af kommunen. Når jeg nu er flyttet helt ud af systemet, kan jeg sætte det hele lidt i perspektiv, og jeg er begyndt at overveje, om det hele måske i virkeligheden ikke er ét stort bjerg, men en hel bjergkæde. Jeg har besteget det største af bjergene og er stolt af den rejse, jeg har været på. Men bare fordi jeg har besteget det første, betyder det ikke, at vejen fremad er flad. Der vil altid være bjerge og bakker, som jeg må bestige. Og de udspringer allesammen af det første: anbringelsesbjerget. Sådan er det med livet. Alle har deres bjerge, og hver gang vi møder ét, står vi over for et valg: Vi kan klatre over eller synke ned i mørket.
  Det at være anbragt var mit bedste lod i livet, og det har gjort mig til den, jeg er i dag, klichéfyldt som det lyder. Dengang jeg stod for foden af bjerget for første gang, virkede det som en uoverkommelig opgave, men alligevel tog jeg et valg om ikke at glide ned i mørket og i stedet tage den lange vej op over. Jeg skulle vise omverdenen, at jeg ikke ville være en af dem, der gav op og sank ned i et hul. Når min sagsbehandler spurgte, om jeg var begyndt at ryge, da jeg var tolv år gammel, gav det mig endnu mere mod til at klatre over bjerget og vise dem, at der findes andre måder at være anbragt på, end den statistikkerne viser. At man som anbragt godt kan få succes i livet. Når jeg gav udtryk for mine håb og drømme til dem fra kommunen, blev jeg kaldt “ressourcestærk” og “særlig” og “den gode anbragte” – men hvorfor det? Kan det være rigtigt, at samfundet ikke forventer, at vi kan blive til noget, bare fordi vi er vokset op på et børnehjem, og sætter barren så lavt, at man ikke engang forventer, at vi har håb og drømme og ambitioner?
  Hvis det er standarden, forstår jeg godt, at der er så mange, der ender med at synke ned i et hul, de ikke kommer op af igen. Jeg har flere gange selv været fristet til at gøre det samme. De første mange år havde jeg heldigvis et solidt fundament i min familie, og da det brast sammen, var jeg heldig stadig at have en masse fætre og kusiner, der hjalp mig igennem det. Jeg havde brug for det fundament, for uden dem er jeg sikker på, at jeg ikke ville være her i dag. Men vi skal sørge for, at alle har et fundament – mennesker omkring dem, der tror på dem og ikke blot forventer, at de tager den lette vej ned i hullet og farer vild i mørket.
  Som samfund er vi nødt til at indse, at dét at være anbragt blot er en alternativ barndom. Der skal være de samme forventninger til én, der er anbragt, som til alle andre børn, for hvis vi sætter forventningerne for lavt, ender vi med at bidrage til, at folk lader sig synke ned i hullet, frem for at hjælpe dem med at klatre over. Det skal ikke være okay at synke ned i hullet under bjerget, blot fordi man er anbragt. Det skal blot udløse en forståelse for, hvorfor det måske tager længere tid at klatre over.

‍