Forfatter
Olivia Droob
Anonym
Udgivelse
De Pengepressede
Læsetid
9
min
Skrivemakker
Emma Leth
Emma Leth
Advarsel
TW: Selvskade

Penge vs. Olivia

Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.

Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.

Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.

Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.

Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?

Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.

Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.

Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.

Hej Emma.

Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.

En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.

Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.

Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.

Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.

”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”

”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”

”Hvad vil du i fremtiden?”

”Hvad skal du bagefter HF?”

Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”

Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.

Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.

Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.

Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.

Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.

I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.

Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.

En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.

Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.

Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.

Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.

Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.

Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.

Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.

Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?

Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.

På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.

Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.

Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.

Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.

Forfatter
Olivia Droob
Anonym
Udgivelse
De Pengepressede
Læsetid
9
min
Skrivemakker
Emma Leth
Emma Leth
Advarsel
TW: Selvskade
No items found.
Forfatter

Olivia Droob

Hvorfor skal man læse De Serien?

Flere fortællinger

Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.

Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
  Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
  Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den. 

 •

For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
  Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
  Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
  Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
  Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
  Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
  Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
  Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
  Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
  Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie. 

 •

Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
  En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
  SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.

 •

De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
  Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
  Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
  Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
  Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning. 

 •

Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg. 

”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)

Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
  Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.

 •

Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
  Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.

 •

Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
  Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
  Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
  Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
  Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
  Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.

 •

Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
  I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.

 •

Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang. 

 •

Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig. 

“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.” 

Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
  Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
  Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
  De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
  Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
  Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
  Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige: 

“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?” 

De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
  Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
  Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
  Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.

Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.

Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
  Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
  Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
  Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.

 •

I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
  Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.

Forfatter
Sophie Jensen
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
12
min

Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.

Vi sidder på én af vores favoritcaféer på Østerbro, min søster, min mor og jeg. Byen ulmer af mennesker, som nyder den sidste aftensol. Omkring os sidder Københavns smarte unge, der snakker om kærester og den fede fest, de var til i sidste weekend. De drikker kaffe latte og diskuterer, om de hellere skulle have valgt en tude-cortardo med ekstra mælk, mens de stirrer på os. Det er som om, at vi ikke passer ind, selvom vi har været her tusinde gange før. Min søster holder sin telefon op til øret. Hun prøver at få fat i far, som ikke tager telefonen. I stedet har hun modtaget en telefonbesked. Det er far, der har ringet; politiet har anholdt ham.
  Jeg har ikke nemt ved at huske episoderne fra min barndom. Caféen på Østerbro står dog soleklar i min hukommelse. To dage inden var alt, som det plejede. Min mor sad i stuen og læste dagens nyheder i Politiken; min søster og jeg lå på hvert vores værelse og opførte os som typiske teenagere. Selvom der ikke var noget unormalt over dagen, så vidste jeg, at noget var galt. De sidste mange måneder havde været svære for mine forældre, som havde skændtes mere end normalt. Min far kunne godt blive lidt voldsom, når han blev træt af min mors skældud. Han plejede dog at falde ned, når han satte sig for sig selv i køkkenet og hørte Eldorado. Her havde han helle. Her kunne han slippe væk fra min mors brok, ryge sine cigaretter i fred og drikke sig til ro. Han drak nok lidt for meget og lidt for tit.
  Far kom hjem fra arbejde og kaldte os ind i stuen fra vores teenageværelser. Udenpå virkede han rolig, men bag facaden må der have været kaotisk. Han fortalte, at vi var blevet smidt ud af lejligheden, fordi han ikke kunne betale, hvad han skyldte i husleje. Tiden gik pludseligt meget langsomt, og stilheden tog over. Med to dages varsel skulle vi være ude af lejligheden, så fogedretten kunne inspicere den og pakke resten af vores ting. Vores familie var på et splitsekund blevet smidt på gaden.
  Far sagde, at vi kun måtte pakke det vigtigste. To dage til at pakke et liv. Hvad tager du med? Går du praktisk til værks og pakker lidt underbukser, din computer og de vigtigste skolebøger, eller går du mere følelsesmæssigt til værks og pakker dit yndlingslegetøj og din seje schweizerkniv? Jeg var 11 år gammel og havde knap nok lært at binde mine snørebånd. Nu skulle jeg pludselig vurdere, hvilke ting der var de vigtigste i mit liv. Mest af alt var jeg nok bare overrumplet af forvirring. Jeg endte med at pakke en modelflyver, noget tøj og min computer. Hvorfor lige præcis den modelflyver var så fandens vigtig, ved jeg ikke. Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
  Sådan startede et nyt kapitel i min barndom som nomade. Med min barndom i en rygsæk, min mor i hånden og min søster på slæb gik vi mod caféen på Østerbro, kun et stenkast fra den lejlighed, der nu ikke længere var vores. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig ikke at have et sted at bo, men som et 11-årigt barn, der har brug for stabilitet og tryghed, er det forfærdeligt at forestille sig en fremtid som hjemløs. Det var mærkeligt at sidde på den café. Alle andre havde jo bare en helt almindelig dag; de smilede og var glade. Og her sidder vi så midt på Østerbro og skal finde ud af, hvor vi skal bo.
  Det var her, mit billede af vores familie krakelerede. Det gik op for mig, at mine forældre ikke havde styr på noget som helst. Min far var blevet tilbage i lejligheden. Han skulle lige ordne nogle ting, sagde han. Min mor var ikke til meget hjælp – hun var mindst ligeså overrumplet over situationen, som min søster og jeg var. Generelt havde hun ikke det store overblik, for hun lider af sklerose. Sygdommen påvirker hendes hukommelse, hendes overskud og hendes temperament. Hun havde derfor svært ved at holde sammen på sit og vores liv.
  Selvom jeg var vant til, at jeg selv skulle løse mine egne problemer, havde jeg ikke forestillet mig, at det var mig, der skulle sørge for, at vi havde et sted at bo. Vi havde ikke venner eller familie, som vi kunne være hos. Min mor er fra Marokko, men er vokset op i Frankrig, og min fars familie bor på Fyn. Det bedste forslag, jeg kunne komme på, var derfor at tage på hotel. Jeg kom i tanke om et hotel i Ryesgade, som jeg var gået forbi et par gange. Hotelværelset lugtede, og var mørkt og støvet. Den normale spænding ved hoteller var væk, for vi var ikke turister på eventyr i en ny by. Det var her vi boede nu; vi var flyttet ind i vores nye hjem. Ordet hjem var ikke længere forbundet med familiehygge og tryghed. Nu var det det blot jagten på et sted at sove. Og jeg havde svært ved rigtigt at forstå, at et hotelværelse på Ryesgade kunne være vores hjem. Mine ting var her jo ikke, og jeg havde ikke mine skolebøger med. Jeg havde kun en modelflyver, min computer og rene underbukser til et par dage.
  Hotelværelset i Ryesgade står for mig som et symbol på den dag, hvor jeg stoppede med at være barn. Selvom problemerne i virkeligheden startede lang tid før, vi blev smidt ud af lejligheden, føltes det alligevel som slutningen på vores familie, min barndom, og som starten på en ukendt og utryg fremtid, jeg havde svært ved at forholde mig til. Min mor og far har altid skændtes meget. Det er nok ikke så unormalt, at de voksne skændes, men det virkede alligevel til, at mine forældres skænderier var lidt voldsommere end de flestes. De andre børn i min klasse var jo også nogle gange sure eller kede af det, fordi deres forældre skændtes. Men ingen af deres forældres skænderier sluttede med, at deres far eller mor altid gik hver til sit. Min far drak og hørte musik i køkkenet, og min mor satte sig i stuen og så TV. Nogle gange hørte min far endda så høj musik, at hele ejendommen vågnede. Engang var det så højt, at en af naboerne ringede til politiet og klagede. Da politiet bankede på og trådte ind ad døren, lå min søster og jeg tæt sammen i sengen. Vi var bange og prøvede at gemme os væk. Andre gange var skænderierne så voldsomme, at det var os, som blev nødt til at stoppe dem, inden det gik galt. Det var heldigvis kun sjældent.
  Klager til politiet, opmærksomme pædagoger og en lærer, som jeg betroede mig til, gjorde, at kommunen fik snerten af vores familieproblemer. De prøvede med familiesammenføringer, men min far dukkede aldrig op. De prøvede med en voksen kontaktperson, men jeg havde det stadigvæk dårligt. De prøvede mange ting, men intet hjalp. Jeg har efterfølgende fået aktindsigt i kommunens sagsdokumenter: 207 siders journal og 403 siders bilag, som side efter side beskriver min familie og mig ned i mindste detalje. Som en socialrealistisk roman skrevet i fagtermer og bureaukratiske kommunale vurderinger kan jeg nu læse om de situationer, jeg sidenhen har glemt eller fortrængt. Det er en underlig oplevelse sådan at kunne sætte sit liv i ringbind med farvekodede faneblade.
  Men det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken er onde eller grusomme. De kunne også være utrolig energiske, glade og sjove. De havde bare svært ved at få det hele til at hænge sammen. I starten af måneden var vi altid på fine restauranter, hvor vi spiste lækker mad og hyggede os. Men resten af måneden levede vi af fiskepinde på frys, og der var endeløse skænderier i stuen. Nogle gange blev jeg hentet til tiden, og andre gange måtte pædagogerne ringe efter min mor, fordi hun havde glemt, hvornår fritidshjemmet lukkede. Men når hun kom, gik vi altid ned og fik is. Vi tog det sure med det søde.

Episoden på caféen blev enden på en familie. Efter vi var blevet smidt ud, fortalte min far, at han ville skilles fra min mor. Det var bestemt ikke noget, som min mor var enig i, hvilket blot førte til endnu flere skænderier. Jeg ville så gerne løse deres problemer og få dem til at enes og stoppe med at skændes. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det lykkedes ikke. Til sidst kunne de ikke holde ud at være i samme rum.
  Selvom skænderierne stoppede, fordi min mor og far ikke længere boede sammen, så var det ikke en løsning, men blot starten på en masse nye problemer.
  Det var som at styrte i grøften kun for at kunne kravle op af en ny. I de næste mange måneder efter café-episoden flyttede vi nærmest rundt fra dag til dag, indtil vi fandt et sommerhus godt 100 km. fra København. Her kunne vi være i nogle måneder, ind til kommunen havde fundet en lejlighed til min mor, søster og mig. Min mor havde forældremyndigheden, så vi kunne intet andet gøre end blot at vente i uro.
  Hun blev tilbudt en lejlighed, som kommunen havde fundet til hende på ydre Østerbro. Den var helt ubeboelig, fordi der var opmagasineret 360 flyttekasser fra vores tidligere hjem. Hverken min søster, min mor eller jeg kunne overskue rodet. Derfor flyttede min søster og jeg ind hos min far i stedet. Men da han mistede sit job, mistede han også sin lejlighed, fordi han ikke kunne betale huslejen. Jeg flyttede derfor hjem til min mor på Østerbro igen. Min søster flyttede hjem til sin kæreste, og min far flyttede hjem til sin søster på Fyn. Vores familie var nu fuldstændigt splittet.
  Der gik et år i den ubeboelige lejlighed på ydre Østerbro. Dag for dag prøvede vi at gøre den mere beboeligt, men det var svært med alt rodet, bjerget af flyttekasser og en syg mor. Det var her min angst og selvskade startede. En psykiater fra kommunen ville indlægge mig på børnepsykiatrisk afdeling for at kunne vurdere, om angsten skyldtes situationen i hjemmet. Det sagde vi nej til. Men kommunen kunne ikke længere se bort fra problemerne i familien, og min selvskade som blev værre. Derfor blev jeg sendt i plejefamilie, som jeg endte med at bo hos i tre år. En plejefamilie som gav omsorg, tryghed og stabilitet; en plejefamilie, som gav mig struktur over hverdagen, som jeg aldrig havde oplevet før. En struktur, som jeg ville ønske, at jeg havde fået før. Men det var også svært at bo i plejefamilie og samtidig besøge min mor og far. Jeg følte, at jeg ikke havde et hjem, selvom jeg havde tre steder, jeg kunne overnatte.
  Måske det kunne have hjulpet mig, hvis jeg fik hjælp tidligere. Måske skulle jeg have flyttet tidligere, eller måske skulle mine forældre få mere hjælp. Mine problemer får nok aldrig en løsning. Men måske det havde været bedre, hvis min mor havde fået hjælp tidligere, eller hvis min far havde stoppet med at drikke. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft nogle at snakke med og ikke var alene med mine bekymringer dengang.

Intet barn skal gå alene med sine bekymringer. Jeg håber for de mange børn, der har det meget værre, end jeg har det, at de kan få nogle at snakke med. Hvad sker der, hvis de ikke får hjælp i deres turbulente hjem?

Forfatter
Marek Azoulay
Anonym
Titel
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
10
min

For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv.

De hvide badeværelsesklinker er tilsølet med mørkerødt blod. Mit blod. Midt i blodpølen sidder jeg halvnøgen og indsmurt. Mine arme og ben er fyldt med aflange åbne sår – og det er langt fra første eller sidste gang. Fra sårene løber der åer af blod, som glider ned af min krop og danner blodsøer på gulvet, imens det blodige glasskår ligger trygt i min venstre hånd. Alt er koldt: Badeværelsesgulvet er koldt, min krop er kold, og efterhånden er det ellers varme blod også afkølet. Det gør ondt, selvfølgelig gør det ondt. Det er smerten og dens tilhørende indre ro, som jeg ihærdigt søger. Smerten giver mig tomhed; tom for tanker, tom for følelser. Det er nu rart at få en pause fra det hele, som fylder alt for meget.
  Min anbringelse startede, da jeg var 13, og endte ikke, før jeg blev 18 år, og i den tid var jeg anbragt på to forskellige opholdssteder. Oprindeligt blev jeg anbragt på grund af vold i hjemmet, som kom til udtryk, når min mor og hendes daværende kæreste skændtes. I starten var min anbringelse kun en midlertidig løsning, så min mor og hendes kæreste kunne få hjælp. Planen var, at jeg skulle hjem igen, så snart de havde fået det bedre. Men sådan gik det altså ikke, fordi jeg ikke ønskede at komme hjem, hvilket gjorde min anbringelse permanent. Min videreanbringelse var således mit eget valg, og jeg ser min anbringelse som den værste tid og samtidig én af de bedste tider i mit liv, hvilket er lidt paradoksalt. 

Når kommunen svigter 

Allerede inden jeg blev anbragt, var kommunen en del af mit liv. I min barndom havde min søster og jeg en støttekontaktperson fra kommunen, der besøgte os hver anden uge, som snakkede med os og tog os på små ture. Vi havde også en aflastningsfamilie, som vi var hos i nogle weekender, men det fungerede ikke. Kommunen var altså godt klar over, at der var noget galt i min familie. Men den hjælp, kommunen kom med, var som brødkrummer, der skulle afspise et hungrende barn – det var langt fra nok. Jeg fandt også ud af i mit voksenliv, at min mor har brugt hele min barndom på sine grædende knæ på at trygle og bede kommunen om hjælp – hjælp til hende, hjælp til mig og hjælp til min søster. Vi levede i en husstand, hvor vi hver især kæmpede med hver vores psykiske problemer, som vi havde svært ved at bearbejde, hvilket selvfølgelig påvirkede vores familiedynamik. Og det kunne min mor godt se, hvorfor hun bad om hjælp. Kommunen svigtede dermed mig og min familie længe inden, at jeg blev anbragt.
  Det var først i min anbringelse, at jeg blev taget alvorligt, og kommunen fik øjnene op for, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Først her fik jeg den hjælp, som jeg så inderligt havde brug for. Min folkeskole har endda altid vidst, at jeg mistrivedes; jeg gik tilmed til skolepsykolog, som jeg krængede mit hjerte ud til. Skolepsykologen havde også kendskab til volden i mit hjem. Men først efter en særlig voldsom episode kom der gang i de offentlige instanser, og jeg fik hjælp ved at blive midlertidigt anbragt. Men hvorfor skete der ikke noget, første gang jeg fortalte skolepsykologen om volden derhjemme? Hvorfor skred kommunen ikke tidligere ind og hjalp en kvinde og hendes to børn med at komme ud af et voldsramt hjem? Hvordan ville vores liv have set ud, hvis min familie og jeg havde fået den hjælp, som vi så desperat havde brug for? Jeg ville måske aldrig have været anbragt? De spørgsmål hjemsøger stadigvæk mig og resten af min familie. Men én ting er sikkert: De offentlige instanser, der er sat i værk for at hjælpe samfundets borgere, både voksne og børn, kan fejle. Og når de gør, så svigter de dem, som det er meningen, at de skal hjælpe.

Kampen for kontrollen 

Mit første anbringelsessted var ”Ahornvænget”, og her var det meningen, at jeg kun skulle bo over sommerferien, altså ca. to måneder, hvorefter jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Det vurderede kommunen var bedst for mig. I de to måneder følte jeg et frirum, som jeg ikke ville give slip på. Jeg ville bare ikke tilbage til det belastende miljø, jeg ville være fri – for tanken om at komme hjem til min mor igen føltes som enden på alt. Hver dag gik jeg og frygtede dagen, hvor min mor ville komme og hente mig. Men inden tiden rendte ud, havde jeg et møde med sagsbehandleren, hvor jeg argumenterede min sag; jeg ville ikke hjem til min mor. Kommunen gav mig yderligere to måneder og dermed en ny deadline – timeglasset blev vendt på hovedet, min anbringelse blev nulstillet. Jeg kunne leve og ånde frit lidt endnu. Men med den nye deadline kunne jeg også se frem til flere måneder fyldt med frygt for at blive sendt hjem igen og følelsen af ikke at være i kontrol over, hvor jeg boede. Et helt år gik med denne cyklus, hvor deadlinen blevet flyttet med få måneders mellemrum; en cyklus fyldt med følelser af frihed, frygt og usikkerhed. Jeg følte, at jeg levede på lånt tid – og det var ikke mig, der havde kontrollen over hvor meget tid; det var kommunen og min sagsbehandler.
  Et gennemgående tema for min tid som anbragt var kontrol - eller nærmere mangel på samme. Jeg følte, at det var alle andre end mig, der var i kontrol over mit liv: pædagogerne på opholdsstedet, kommunen og sagsbehandleren, min mor, min skole og mine skiftende psykologer. De havde alle sammen en indflydelse på forskellige områder af mit liv.
  Jeg så mig selv som et kommunebarn, hvor det var pædagogerne, der overtog forældrerollen, så selvfølgelig bestemte de også alle de traditionelle ”forældreting”, såsom senge- og spisetider. Derudover besluttede kommunen og sagsbehandleren, hvad der var bedst for mig, hvad jeg havde behov for og dermed også, hvad vi skulle arbejde henimod. Jeg fik altid at vide, at de havde fokus på ”barnets tarv”, at de havde min bedste interesse i sinde. Det var rart, at de kæmpede min sag, men det føltes selvmodsigende, når de alligevel kunne tage beslutninger, som jeg ikke følte var i min interesse, som eksempelvis at arbejde henimod, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Jeg blev selvfølgelig hørt i min sag, og jeg følte, at de lyttede til, hvad jeg havde at sige og tog det til efterretning. Det gav mig en følelse af kontrol. Men sandheden er, at jeg ingen kontrol havde over de beslutninger, der blev truffet. I sidste ende kunne ansatte på kommunen, som jeg aldrig havde mødt, og som aldrig havde mødt mig, men kun læst om mig i sagspapirer, tage beslutninger om mit liv hen over hovedet på mig. Derudover havde min mor også juridisk ret til at hente mig hjem til enhver tid og dermed slutte min anbringelse, hvis hun ville det, da min anbringelse var frivillig. Hvor jeg boede var således ikke i min kontrol; den beslutning lå udelukkende i andres hænder end mine egne.
  Herudover var der også andre, der ville have en bid af kagen i forhold til at bestemme over mit liv, såsom skolen og psykologerne. Selvom skolen i mange år var mit frirum fra de ting, der skete derhjemme, blev jeg tvunget til at dække mine selvskadear til. Ikke for at skåne mig, men for at skåne de andre elever for synet. Selvfølgelig skulle jeg nok dække mig til, hvis jeg havde sår, men selv når jeg kun havde lyserøde ar, var det bedst, at jeg ikke viste dem frem. Jeg havde altså ikke fuld kontrol over, hvilket tøj jeg måtte have på i skolen – t-shirts, nederdele og shorts måtte blive hjemme i skabet. Og så var der psykologerne, der også havde en indflydelse, da de gav mig forskellige diagnoser, hvorved de var med til at definere, hvem jeg var og dermed kontrollerede, hvad der skulle ske fremadrettet for at hjælpe mig.
  Mit liv var et spindelvæv, hvor jeg befandt mig i midten. Edderkopperne udenom mig vævede mit spind, mit liv, ind i forskellige retninger og mønstre, som de tænkte var bedst for mig.
  Selvskade var én af de måder, jeg kunne genfinde en følelse af kontrol. Jeg var ikke i kontrol over, hvilke beslutninger der blev taget om mit liv, hvor jeg boede, hvad jeg måtte og ikke måtte, hvad der var galt med mig, og hvad der skulle ske med mig. Ligeledes anvendte jeg selvskade til at ”bevise” over for kommunen, pædagogerne og andre offentlige instanser, at jeg faktisk havde det dårligt, og at jeg derfor var berettiget til hjælp. Der skulle altså mere end ord til. Værst af alt var selvskade en måde, hvorpå jeg kunne kontrollere, hvad jeg følte og tænkte. For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv. Jeg havde – og har stadigvæk i dag – problemer med tankemylder, og jeg havde ingen kontrol over, hvor dårligt jeg havde det; det var, som om at lige meget hvad jeg gjorde, så var der altid en mørk regnsky over mit hoved. Men når jeg skar i mig selv, blev mit hoved tomt. Jeg følte intet, hverken glæde eller ked af det-hed, og jeg mistede evnen til at tænke. Sådan kunne jeg kontrollere, at jeg i hvert fald ikke havde det dårlig for en stund; jeg kunne styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den. Men den kontrol mistede jeg også. Jeg blev afhængig af at selvskade, afhængig af følelsen af tomhed, så i sidste ende kunne jeg alligevel ikke styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den.
  Da jeg var 14 år, blev jeg træt af det hele. Jeg gad ikke mere, jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke længere overskue at være ked af det og have det så dårligt, som jeg havde det. Der var ikke mere at gøre, jeg havde gjort alt, men det var aldrig nok. Derfor prøvede jeg at begå selvmord to gange på en weekend. Det mislykkedes begge gange. Jeg havde endelig taget mig sammen til at ende det liv, som jeg så inderligt ikke ønskede at leve længere, og så fejlede jeg. Og heldigvis for det! 

Mælkebøttebørn 

For selvom jeg ikke har haft et nemt liv, har jeg i dag genvundet kontrollen over mit eget liv. Selvfølgelig er der ting, som jeg ikke kan kontrollere, såsom vejret, sygdom eller om mit cykelhjul er fladt - men sådan er det jo for alle. Det er ikke dér, mit fokus er. Mit fokus er på det, som jeg kan kontrollere; mig selv og hvordan jeg ser verden. Og ved at have det fokus har jeg således genvundet kontrollen over mit liv.
  I mine unge teenageår beskrev jeg, at jeg ikke ville blive 18 år gammel, at jeg nok ville være død inden da. Og selv hvis jeg blev 18, tænkte jeg, at fremtiden ville være lige så bidsk, som min fortid var. Men sådan blev det ikke! Da jeg blev 18 år, følte jeg trangen til at flyve fra reden, også selvom jeg havde fået efterværn og dermed muligheden for at blive boende på opholdsstedet. Jeg havde igennem de sidste par år fået det gradvist bedre og fik derfor lysten til at klippe snoren til kommunen – lyst til at prøve at stå egne ben uden krykker.
  I mine nu 23 år har jeg brudt samtlige statistikker for anbragte unge; færdiggjort en gymnasial uddannelse med sort hue og fuldført en bachelor på universitetet med henblik på at fuldføre kandidaten. Men vigtigst af alt, så har jeg det godt. Jeg har ikke selvskadet i flere år, og jeg elsker at leve. I dag er jeg en smilende, positiv og energisk person, som er markant anderledes end den deprimerede pige med regnskyen over hovedet. Jeg er kommet længere, end hvad jeg selv og andre troede var muligt. Men selvom jeg nu ser fremad, er fortiden dog stadig en vigtig del af min historie og derfor også en vigtig del af mig, for den har jo gjort mig til, hvem jeg er i dag, som jeg er så stolt af. Mine ar er fysiske levn fra min fortid, og jeg skammer mig ikke længere over dem; de er en del af mig lige så meget som min næse, mine ører og mit hår. Derfor skjuler jeg dem heller ikke længere; jeg viser dem gerne frem som bevis på, hvor jeg kommer fra, og hvor langt jeg er kommet. Jeg har kæmpet en brav kamp med mig selv, systemet, andre og især min mor for at komme hertil. Hele min anbringelse har føltes som en kamp mellem mig og min mor, da hun altid har kæmpet for at få mig hjem til hende, og jeg altid har kæmpet for at forblive anbragt. Vores forhold har derfor været meget anspændt, men det er heldigvis blevet langt bedre i dag. Jeg har dermed fundet fred med mig selv, mine ar, min fortid og min mor. Fortiden bestemmer ikke længere over mig – jeg bestemmer nu, jeg har kontrollen. Hver dag lever jeg mit liv efter mottoet: ”Si vis pacem, para bellum.” Oversat: ”Hvis du gerne vil have fred, så forbered dig på krig.” Det betyder, at du må kæmpe for at få fred med dig selv, dit sind, din fortid og andre mennesker. Kampen kan dog virke lang og uoverskuelig. Men det er det hele værd!
  En pædagog beskrev mig engang som et mælkebøttebarn, men jeg tænker, at det er meget sigende for alle anbragte unge. Mælkebøtter har den fantastiske evne til at vokse op gennem alt, ja, selv gennem asfalt. Så mælkebøtter har, ligesom alle anbragte unge, evnen til at blomstre op i al sin smukhed efter at have vokset op i et barskt miljø og kæmpet sig igennem et hårdt grundlag - også selvom alle odds er imod dem.
  I 2020 var over 11.000 børn og unge anbragt. Det er over 11.000 anbringelsessager, som er vidt forskellige – forskellige kommuner, forskellige historier, forskellige ønsker, forskellige mål. Og man kan ikke skære alle 11.000 anbringelser over én kam. Så hvordan kan mediernes fremstilling af dem - og vigtigst af alt: kommunens beslutninger om dem - så gøre det? Det er derfor, at jeg ser denne bog som vigtig – sammen kan jeg og de andre forfattere fortælle hver vores unikke anbringelseshistorie, hver vores mælkebøttehistorie, og dermed sætte fokus på, hvordan ikke én anbringelseshistorie er magen til den anden. Sammen kan vi, ligesom mælkebøtter, sprede vores frø med vinden i håb om, at de falder ned et sted og slår rod. Så giv os et pust med på vejen, og lad være med at se os som samfundets ukrudt.

Forfatter
Jeanet Schwartz
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
13
min

Nu hedder jeg Annmari Aalbæk Jensen. Ligesom min mor. Det har jeg ønsket at hedde i mange år, men det var ikke noget, min biologiske mor syntes godt om.

”Du burde jo gøre noget? Du kunne jo skrive et brev til statsministeren. Du burde kunne få lov til at komme ind og tale for dem og fortælle din historie! Du har klaret dig så flot.” Jeg har lige fortalt om mit liv til nogle familieplejere på kursus. Jeg havde 45 minutter, nok til lige at skrabe overfladen af min historie. Den ender godt set i lyset af statistikker for anbragte og samfundets forventninger. Men jeg er træt af at være en god historie. At være noget på trods. Når kursisterne finder ud af, at jeg som 16 måneder gammel blev anbragt i plejefamilie første gang, så kan jeg se i deres ansigtsudtryk, at de opfatter mig som dét; anbragt - en god historie. Et mirakuløst produkt, fordi jeg udefra set i dag har det godt, ikke andet. Men det er ikke hele sandheden; jeg føler ikke, at jeg hører til nogen steder.

Hos Kirsten 

Min mave gør ondt. Jeg føler en snor snøre sig sammen, slå knuder indeni mig. Kirstens stemme ryster. Hun står i gangen og siger til politiet: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er dét, han vil!” Konsulenten sidder i køkkenet; han hedder Per og er den voksne, som kommunen har bevilget, efter jeg spurgte mine forældre, om der ikke kunne være en voksen til stede, når der var samvær. Overfor køkkenet er mit værelse, mellem konsulenten og mig står Kirsten og politiet. Jeg sidder tæt på døren, kigger ikke direkte på hverken politimændene eller på Kirsten. Jeg sidder og leger en leg. Forsøger at ligne én, som er helt upåvirket af situationen. Kirsten fortæller, at der var en mand, som stod udenfor og råbte op til hende. Jeg tror, hun skylder ham penge. Det er ikke sikkert, det er mange penge, men det har ikke så stor betydning, hvis man har dårlig økonomi og er misbruger. Kirsten begynder at råbe ad politiet; de forstår hende ikke, mener hun. Jeg ser op mod dem. Hverken konsulenten eller politimændene har på noget tidspunkt henvendt sig til mig. Måske er jeg ni år gammel. Jeg ville ønske, jeg kunne gå ud af lejligheden. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at se eller høre hende. De siger, det er for barnets skyld; at det er godt for barnet at kende sin biologiske mor. De lytter, men hører mig ikke, når jeg fortæller, at jeg ikke har lyst til at se hende. Kirsten gentager, hvad hun indledte med at sige: ”Han kan bare komme og stikke en kniv i ryggen på mig, hvis det er det, han vil!” 

Hvem ryger ristet tobak? 

Kirsten er flyttet. Hun bor nu i et rækkehus, som er indrettet til et menneske med fysisk handicap. Måske var det kommunen, der havde bestemt, at hun skulle flytte fra det dårlige og stofbefængte miljø, hun boede i, inde i byen. Kirsten har bagt pølsehorn, og man skulle næsten tro, at hun havde overskud. Per sidder inde i stuen, det er ham, konsulenten. Egentligt sidder han bare og snakker Kirsten efter munden, mens jeg ser fjernsyn. Sådan er det hver gang. I dag skal vi også lave lektier, det blev understreget af min mor. Vi glemte det nemlig sidste gang. Da jeg fik overtalt Kirsten til, at mine lektier var færdige og gode nok, fik jeg lov til at se fjernsyn igen. Så nu ligger jeg her på sofaen i Kirstens lille, beskyttede rækkehus og gemmer mig i skærmen. Kirsten tager en slurk af en sodavand. Jeg spørger, om jeg må få en tår. Det må jeg ikke. Jeg synes, hun opfører sig underligt; det er jo bare en sodavand. Bagefter går hun ud i køkkenet. Jeg tager dåsen op. Den lugter af øl, og jeg får ondt i maven ved tanken om, at jeg ikke kan fortælle det til nogen. Jeg ved, at hun ville blive rigtig sur på mig, hvis jeg sagde noget. Kirsten og Per sidder og snakker, jeg lytter ikke til, hvad de taler om, ser ”Phineas og Ferb” på Disney Channel og piller lidt ved nogle ting på bordet. Kirsten begynder at bruge nogle af de ting, som ligger på bordet foran hende. Jeg tror, hun skal til at lave en cigaret til sig selv; hun ryger altid lige ved siden af mig i sofaen. Hun åbner tobaksbøtten, tager noget tobak, som hun placerer på noget sølvpapir. Derefter tænder hun et stearinlys og med en tang holder hun sølvpapiret over lyset. Jeg forstår det ikke rigtigt. Men jeg forstår ikke noget. Men da jeg som teenager første gang så nogen lave en joint, forstod jeg. Det var for vigtigt for hende at gøre jointen klar, mens jeg var til stede, fordi hun, det sekund jeg var ude af døren, ville sætte jointen for munden. Hun kunne ikke engang være tilstede i tre timer, være sammen med mig, hendes datter, uden at være et andet sted. 

Spark til skraldespanden Ann-Mari 

De andre i klassen sidder inde i klasselokalet og har dansk med Karin. Hun er vores klasselærer. Men jeg er ikke med til undervisningen. Jeg sidder ude på gangen i et lille rum, som er bygget op af en stor bestandig træreol og de der store opslagstavler, som man kan bruge til at dele rum op med. Det er mit rum og mine tegninger, der hænger på indersiden af opslagstavlerne. Rummet er så stort, at der er plads til et tomandsbord og stole til. Den ene stol er min, og den anden stol er Solvejs. Solvej er min støttekontaktperson; det har hun været, siden jeg startede i skole. Og nu sidder vi altså her igen, ved bordet i min lille aflukkede verden og tegner. Mine øjne svier lidt, og jeg knuger mine hænder. Det er meningen, jeg skal tegne trolde. Trolde, ligesom dem på tegningerne, som hænger på hele indersiden af opslagstavlen. Nogle af dem er sparketrolde, nogle af dem er nivetrolde, og andre er slåtrolde. Det er de trolde, jeg har indeni mig, når jeg bliver utryg, når jeg slår eller sparker de andre børn. Lige nu vil Solvej gerne have mig til at tegne sparketrolden. Jeg sparkede en af de andre fra min klasse, fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle, at jeg havde det dårligt og var ked af det. Så jeg lod det gå ud over den første, som stod i vejen for mig. Jeg tegner sparketrolden, men jeg har stadig en ubehagelig følelse i kroppen. Det er meningen, at jeg skal tegne trolden for at få den ud af kroppen. Bagefter får jeg af vide, at jeg skal sparke til skraldespanden, vi har stående ovre i hjørnet. ”Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger Solvej, og jeg sparker, alt hvad jeg kan. Det hjælper at sparke trolden ud. Ude på gangen kan jeg høre en dreng gentage, hvad Solvej lige har sagt til mig. “Spark til skraldespanden Ann-Mari,” siger han med en flabet stemme, imens han selv står og sparker til skraldespanden. Det hører Solvej også, og hun går ud og skælder drengen ud, som helt befippet skynder sig væk. Det er nemlig kun mig, der må sparke til skraldespande her. Jeg er ikke med til dansk i dag, fordi det ifølge Solvej ikke er det vigtigste lige nu. Jeg kan godt lide Solvej; jeg føler, hun forstår mig, så jeg tror på hende. Dansk er ikke det vigtigste lige nu. 

Telefonsamtalen

Jeg føler mig drænet for energi, føler en stikkende og sviende fornemmelse under mine øjne. Min psykolog har fået prikket hul på nogle ting i min fortid omkring min biologiske familie, og nu er jeg blevet nysgerrig. Jeg åbner kontaktbogen på min mobiltelefon og søger på Anne Katrines navn. Det er min biologiske halvsøster. Vi har samme alkoholdemente mor, Kirsten, som jeg har besluttet mig for ikke længere at have kontakt med. Jeg ringer Anne Katrine op. Hun lyder chokeret, da hun tager telefonen, og befippet, men vil gerne tale. Hun fortæller mig om slagsmål, om druk, om incest i Kirstens familie. Hun siger: “Jeg synes, du skulle have været bortadopteret ved fødslen, så ville jeg have vidst, at du ikke skulle igennem det, jeg har været igennem, og selvom jeg godt ved, det ville betyde, at vi aldrig ville have kendt hinanden, så ville jeg vide, at du havde haft et bedre liv, end det liv som mor gav dig.” Da samtalen er slut, sidder jeg alene tilbage i min lejlighed. Jeg har lidt kvalme. Rejser mig og går over i skuffen for at rode efter cigaretter. Det begynder at dunke inde i mit hoved. Jeg går ud, sætter mig på terrassen, trækker benene op - en form for forsvarsmekanisme, tror jeg. Nu føler jeg, at ingen kan røre mig, men det er jo lige meget, for her er ingen. Jeg tænder cigaretten, og den knitrende ild lyser natten op. Jeg inhalerer og forsøger at danne mig et billede af, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var blevet bortadopteret. Jeg puster røgen ud, og så begynder de varme tårer at trille lydløst ned ad mine kinder; det mærkes, som om januarkulden fryser dem fast til huden. Spørgsmålene kører rundt inde i mit hoved: Var Kirsten virkelig udsat for incest og overgreb? Hvorfor blev hun aldrig fjernet fra sit eget hjem? Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret ved fødslen? Hvad nu hvis jeg var blevet bortadopteret dengang? 

Annmari Aalbæk Jensen 

Det er min 18-års fødselsdag i dag. Jeg står i spisestuen i mit barndomshjem. Det er her, jeg har boet stort set hele mit liv. Hos min mor og min far, Poul og Signe. Jeg læner mig en smule ind over vores spisebord, kigger ind i computeren sammen med min mor. Hun smiler, har sit dankort i hånden. Det koster penge at ændre sit navn uden særlige omstændigheder, som hvis nu jeg var blevet gift. Mine forældre vil gerne betale. Jeg kan mærke spændingen i min krop, og mine muskler i ansigtet slapper ikke af; de danner et kæmpestort smil. Jeg indtaster mit nye mellemnavn: Aalbæk, og mit nye efternavn: Jensen, og fordi jeg synes, det bliver pænere, så fjerner jeg også bindestregen i mit fornavn. Jeg hedder ikke længere Ann-Mari Christensen. Nu hedder jeg Annmari Aalbæk Jensen. Ligesom min mor. Det har jeg ønsket at hedde i mange år, men det var ikke noget, min biologiske mor syntes godt om. Men i dag er jeg 18 år gammel og må selv bestemme. Det føles kraftfuldt at kunne tage situationen i egen hånd. Det er, som om jeg ikke har haft muligheden før, og da vi trykker ”indsend ansøgning” på Borger.dk, er det, som om der er en klump i halsen, som forsvinder. Jeg er helt sikker på, det nok skal blive godkendt. Min mor og mig omfavner hinanden. Min far er her også, han hedder ikke Aalbæk Jensen. Det gør mine to storebrødre heller ikke. De har min fars efternavn. Derfor har det krævet mig mange tanker om, hvad jeg gerne ville hedde. Jeg elsker min far og mine brødre, men det er okay, at vi ikke deler efternavn. Jeg identificerer mig som en Aalbæk’er. På min mors side af familien skraldgriner de fleste lige en oktav for højt, og det gør jeg også. Alle blander sig i hinandens liv, og der er både lange krammere og lange samtaler. Det er en stor familie, og når vi ses, er det meget intenst. Min tilknytning til dem er så enorm, at det er en ubehagelig følelse at være en Christensen blandt alle Aalbæk’erne. Derfor ændrede jeg også mit efternavn på Facebook for flere år siden. Jeg sidder i bussen. Det er ikke længere min 18-års fødselsdag. Jeg skal snart stige af og gå det stykke til gymnasiet. Der tikker en sms ind på min telefon. Den er fra Borger.dk. Mit navn er nu blevet godkendt. Jeg hedder Annmari Aalbæk Jensen. Jeg får en flad fornemmelse. Jeg føler mig ikke anderledes. Jeg er ikke blevet en anden. Min mor har stadig ikke født mig. 

Terapi 

Jeg sidder i Sydhavnen og ser ud på vandet, som glimter i solens stråler. Henrik spørger mig, hvordan jeg har haft det, siden vi sidst snakkede sammen. Det er næsten et år, siden vi havde vores sidste samtale. Det var for hårdt for mig dengang. Jeg holdt mange oplysninger tilbage i vores sessioner; jeg havde opretholdt en facade, så terapien hjalp ikke. Jeg spildte vores tid og stak af. Jeg fortæller ham, at det har været hårdt; at jeg stoppede, fordi det kom for tæt på. Han spørger mig, hvorfor jeg kom tilbage igen. Jeg fortæller ham, at det nu er blevet for svært at være alene med det hele. Jeg har flere mén fra min barndom, end jeg havde forestillet mig. Vi taler om, hvordan det, jeg har oplevet, har indvirket på min måde at se verden og reagere på det, jeg oplever. Om hvordan jeg har tendens til at knytte mig meget hurtigt til andre mennesker, fordi jeg er rædselsslagen for at være alene. Jeg kæmper med et behov for at høre til, at høre til et sted. Henrik siger: ”Men du gjorde det jo Annmari, du definerede dig selv, skiftede navn, stoppede med at se Kirsten og skabte din egen familie. Du er ikke din biologi, men de valg du træffer. Du valgte selv stedet, hvor du hører hjemme.”

Forfatter
Annmari Aalbæk Jensen
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
11
min

... det kan ikke være barnets skyld, at det er svært. Det må være den voksnes ansvar at passe på barnet, selv når det ikke er nemt og ligetil.

Mine adoptivforældre skulle slet ikke have været adoptivforældre. De slog mig, sultede mig og brugte psykisk vold mod mig. Da jeg var 14 år, blev de dovne og dårlige til at skjule det. Og en dag kom jeg i skole med et stort, rødt mærke i panden. Det opdagede en lærer, og hun indberettede det. Det var langt fra første gang, nogen havde lavet en indberetning på mig, men den her gang sagde jeg, at hvis de ikke tog det alvorligt, så ville jeg begå selvmord.
  Sådan gik det til, at jeg blev anbragt på et opholdssted i udkanten af Bramming.
  I starten føltes det helt vildt. Det var helt anderledes end hjemme hos mine adoptivforældre. Jeg kan huske, at første dag, da jeg kom tilbage fra skole, var jeg nærmest overlykkelig. Jeg vidste, at der var nogen, der ville give mig opmærksomhed, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at når jeg gik ind ad døren til opholdsstedet, så var der voksne, der ville byde mig velkommen. Det var helt overvældende. Jeg skulle ikke være bange for, at der var nogen, der slog mig, og jeg skulle ikke være i konstant beredskab. Når vi skulle spise aftensmad, skulle jeg ikke længere kæmpe for maden. Jeg kunne rent faktisk blive mæt. Det var den vildeste oplevelse.
  Jeg husker specielt én aften kort tid efter, at jeg var blevet anbragt. Jeg blev kaldt ud i køkkenet af en af de voksne, der arbejdede på opholdsstedet. Wauw! På køkkenbordet stod et stort fad med jordbærgrød, og den voksne sagde til mig, at jeg måtte spise lige så meget, som jeg havde brug for. Jeg tog en ekstra portion, bare fordi jeg kunne. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så husker jeg det, som om der var overvældende meget mad til os på bostedet, men rationelt set så ved jeg godt, at den mængde mad, vi måtte tage og spise, var helt normal. Men min forståelse af, hvad der var normalt, var bare helt ude af trit med virkeligheden.
  Det allerbedste ved opholdsstedet var, at jeg fik lov til at fortsætte med at synge. Jeg har sunget, siden jeg var 13 år, og sang betyder rigtigt meget for mig. I den sidste tid, inden jeg blev fjernet fra mine adoptivforældre, var især min adoptivmor meget imod, at jeg skulle fortsætte med at synge. Jeg tror, det handlede om, at jeg fik en masse succesoplevelser i koret, som hun ikke brød sig om, at jeg fik.
  Det var min adoptivfarmor, der opdagede mit talent for sang. Hun var den eneste i min adoptivfamilie, som holdt af mig. Hun betalte min sangundervisning og insisterede på at sidde på forreste række, når mit kor holdt koncert. Når jeg var hjemme hos hende, gav hun mig altid noget at spise. Jeg tror, hun både kunne se og fornemme, hvad der var på færde derhjemme, for når hun havde mig på besøg, serverede hun ikke hyggemad og slik, som andre farmødre plejer at gøre; hun serverede havregrød og æg, som mættede og var fyldt med nærring. Min adoptivfarmor var det første menneske, som lærte mig, hvad omsorg var. Hun reddede mit liv. Og for mig er sang og opera lig med den omsorg, som hun gav mig. 

Lykken varer ikke evigt 

Men efter et par måneder på opholdsstedet falmede mit lykkelige glansbillede. Jeg fandt så småt ud af, at opholdsstedet også var et utrygt sted at være. Det var bare utrygt på en anden måde, end det havde været hjemme hos mine adoptivforældre. Det er svært for mig at slå ned på et specifikt tidspunkt, hvor det begyndte at ændre sig. Men jeg husker svagt en episode, hvor jeg efterfølgende tænkte: ”Sådan burde det ikke være.” Vi sad og spiste aftensmad på opholdsstedet, og under maden kom en af de voksne med en spydig kommentar til en af børnene. Jeg kan ikke huske, hvad kommentaren handlede om, eller hvordan den lød, men jeg kan huske, at jeg efterfølgende sad og tænkte: ”Det må man da ikke sige til andre mennesker.”
  I starten studsede jeg over, at der foregik nogle ting, som ikke føltes helt okay. Så fandt jeg ud af, at mange af tingene skete gentagende gange, og så begyndte det at føles utrygt. Vi børn talte også indbyrdes meget om, at der var nogle af de voksne, som var gode, og andre, der var dårlige. Når det var de dårlige, der var på arbejde, var det ikke rart at være hjemme.
  Da jeg havde boet på opholdsstedet i ét år, flyttede der en dreng ind, der var lidt yngre end mig. Han var som min lillebror – det er han faktisk stadigvæk. Vi lærte sammen, at vi ikke blev passet på af de voksne på stedet, så vi passede på hinanden. Vi blev hinandens advokater, og det var den måde, vi overlevede på. 

Som om vi var tilskuere til deres familiebegivenheder 

De voksne på opholdsstedet tog ofte deres børn med, både når vi var på ferie, og når der var højtider, som juleaften og nytår. Jeg tror ikke, at de voksne tænkte over det, men det var så hårdt for os, der boede på opholdsstedet. Vi var der jo, fordi vi ikke havde velfungerende familier, så når medarbejdernes børn lige pludselig var med, blev det så tydeligt for os, hvad det var, vi gik glip af.
  Vi havde ikke forældre, der tog os med på arbejde, og vi havde ikke forældre, som forkælede os og gav os is, når vi var på ferie. Det føltes, som om de viftede os om næsen, med det vi aldrig kunne få. Jeg tror ikke, at det er noget, som pædagoger på opholdssteder er særligt opmærksomme på. De tænker nok nærmere, at det er hyggeligt, og at det måske skaber mere familiestemning. Men for mange af os børn skabte det bare en endnu større kløft mellem os og det ’almindelige’ familieliv, som ingen af os havde.
  Der var især én ferietur, hvor en af pædagogerne havde sin søn med. Han var en del yngre end os, og det føltes hele tiden, som om vi skulle tage hensyn til ham. Som om vi havde fået lov til at komme med på hans ferie og ikke omvendt. Det var en forfærdelig oplevelse. Fordi det bare endnu engang mindede mig og de andre om, hvad vi ikke havde. Jeg ville ønske, at de pædagoger, der tog deres børn med, ville have tænkt mere over, hvordan det føltes for os. Hvor ondt det egentligt gjorde at se de voksne, der skulle tage sig af os og give os tryghed og kærlighed, rette deres opmærksomhed mod deres egne børn i stedet. 

Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? 

Ikke så længe efter, jeg flyttede ind på opholdsstedet, mødte jeg en seks år ældre mand over nettet. Vi blev ret hurtigt kærester. I dag kan jeg godt se, at det langt fra var kærlighed, men dengang vidste jeg ikke bedre. Det var et ulige forhold, hvor han groomede mig, og dengang var jeg alt for ung og sårbar til at kunne se det. Manden, som var 21 år, kom på besøg på opholdsstedet, og pædagogerne gav ham lov til at overnatte, ofte flere nætter i træk. Han slog mig og voldtog mig. Når han havde været på besøg, havde jeg ofte synlige blå mærker på kroppen. Det talte de andre børn tit om. De sagde det også til de voksne, men de rystede bare på hovedet eller sagde til dem, at de var ligeglade.
  Jeg tror, at de voksne vidste, at vi havde en form for sex. De formanede mig i hvert fald om, at vi skulle bruge kondom. Men de sagde aldrig noget til, at han var 21 år, og jeg stadig kun var et barn. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke fået min menstruation, og det var noget, de voksne var meget opmærksomme på, fordi min pubertet ikke var helt som andres. Derfor forstår jeg ikke, at de ikke reagerede, når de så blodpletter på mit lagen, efter han havde overnattet hos mig. Når jeg tænker tilbage på det i dag, føler jeg, at det var soleklart, at der foregik noget, der ikke skulle foregå. Men ingen reagerede.
  En dag gik det helt galt. Han tog mig med ud på en strand. I dag ved jeg stadig ikke, hvilken strand det er. På stranden voldtog han mig i flere timer. Jeg var helt følelsesløs, da vi kom tilbage til opholdsstedet. Pædagogerne gav ham lov til at blive og overnatte igen om aftenen.
  Da jeg endelig ”slog op” med manden, gik jeg ned og sagde det til en af de voksne. Jeg fortalte hende, at han havde slået mig. Hun reagerede med chok. Det synes jeg var så åndssvagt. ALLE børnene på stedet vidste, at jeg blev slået af ham, så selvfølgelig vidste de voksne det også.
  I flere år bagefter gav de voksne mig skylden for, at jeg havde været sammen med ham. De talte om, hvor besværlig jeg havde været i den periode, og hvordan jeg havde gjort både dem og de andre børn kede af det ved at invitere ham ind på opholdsstedet. Når de ikke gav mig skylden, så snakkede de om ham som en sjov historie. Noget underholdende, som de kunne fortælle de andre børn, så de kunne se, hvor udadreagerende og umulig jeg var. De så det som én stor joke.
  Jeg var et let offer for en 21-årig mand, som kunne udnytte mig, som han havde lyst til. Jeg var let at manipulere og nedbryde, fordi jeg allerede var skrøbelig og nedbrudt i forvejen. Han vidste godt, at jeg ikke havde forældre, der ville gå ind og stoppe overgrebene. Han vidste, han kunne vade direkte ind og ud ad hoveddøren, som det passede ham, og det gjorde han. Mine oplevelser med den voksne mand er det største traume, jeg har.
  Det er også det traume, som har gjort, at jeg, da jeg blev lidt ældre og flyttede fra opholdsstedet, fik det rigtigt dårligt og blev hjemløs. Når man oplever noget, der er så traumatisk, som den vold og de overgreb jeg oplevede, så fylder det ALT. Da jeg flyttede for mig selv og væk fra opholdsstedet, kunne jeg ikke klare alle de praktiske ting, der fulgte med. Derfor endte jeg på gaden. Når jeg tænker på det i dag, tror jeg meget af det kunne være undgået, hvis han bare ikke havde fået lov til at komme med ind på opholdsstedet. Hvis nogen havde påtaget sig ansvaret for mig og sagt fra på mine vegne. Sådan har jeg dog ikke altid set på det. I lang tid troede jeg, at det var min skyld, at jeg blev voldtaget, fordi de på opholdsstedet havde sagt til mig, at det var min skyld. Det var først, da jeg startede i et traumecenter for kvinder, at jeg fik øjnene op for, at meget måske kunne være undgået, hvis de havde passet bedre på mig.
  Det føles så underligt at tænke på, at jeg kom dér på opholdsstedet, fordi jeg allerede havde fået en masse traumer i min barndom, og fordi de skulle passe på mig og lave nogle trygge rammer for mig. Men så skete det modsatte bare.
  Du arbejder på opholdsstedet for at give børnene omsorg og tryghed.
  I dag går jeg stadigvæk i traumeforløb. Jeg har haft tre sygemeldinger med depression, men lige nu er mit liv stille og roligt – ret normalt, vil jeg faktisk sige. Jeg er blevet ansat ved Aarhus opera, hvor jeg er i gang med prøverne til en stor opsætning.
  Meget af min barndom sidder stadig i mig. Min kæreste og mine kammerater må nærmest dagligt minde mig om, at jeg ikke er en løgner, en bedrager, uelsket og uønsket af alle, men derimod en helt almindelig kvinde på 23 år.
  Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg håber, at jeg på en pæn, men bestemt måde kan råbe politikere og fagfolk op. Når man er barn i systemet, har man ikke en stemme. Så er det meningen, at opholdsstedet skal være den stemme. Opholdsstedet skulle have givet mig og de andre børn den samme stemme, som forældre giver deres børn.
  Jeg har oplevet igen og igen, at dem, der arbejder på opholdssteder som mit eget, kommer med undskyldninger for, hvorfor de ikke gør mere for børnene. ”Du er en svær teenager.” ”Du gør det umuligt for mig at hjælpe dig.” Men det kan ikke være barnets skyld, at det er svært. Det må være den voksnes ansvar at passe på barnet, selv når det ikke er nemt og ligetil.
  Jeg ved, hvor skuffet og ensom man føler sig, når man bliver svigtet igen, når man lige havde troet, at man var færdig med at blive svigtet. Jeg har brug for, at folk forstår, at det ér sådan. Fordi ellers bliver vi aldrig bedre til at hjælpe børn.
  Så til jer, der arbejder på opholdssteder: Barnet er aldrig på opholdsstedet, fordi de har gjort noget forkert. De er på opholdsstedet, fordi deres familie eller omsorgspersoner har gjort noget forkert mod dem. Derfor er det dit ansvar at give dem den stemme og den omsorg og tryghed, de ikke kunne få fra deres forældre.
  Det her er en kærlig, men bestemt opsang. Børn har et værd; de er også mennesker, og ingen har retten til at tage det værd fra dem.

Forfatter
Lucie Svensson
Anonym
Titel
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
12
min

På papiret er jeg voksen, men jeg kæmper stadig med at finde og samle stykkerne af et ødelagt barn, der ingen ansvarlige voksne havde i sin barndom.

Jeg havde barrikaderet min dør, så ingen kunne komme ind til mig. Jeg var panisk angst og rakte ud til præsten i telefonen. Han forsøgte at berolige mig, men jeg var fjern og utrøstelig. Lige indtil han stod på den anden side af min dør og bønfaldt mig om åbne. Han var, uden jeg vidste det, kommet hen til mig. Han var kommet så hurtig ud ad døren, at han ikke havde fået sko på, så da han kørte mig på psykiatrisk skadestue, fik han lov at låne et par sandaler af min mor.
  Som de fleste i en almindelig 7. klasse skulle jeg konfirmeres. Det ændrede mit liv. Det reddede mit liv. Sognets nye præst så mig. Tidligt fandt jeg ud af, at hvis jeg sørgede for kun at omtale hemmelighederne i datid, måtte præsten ikke gå til myndighederne grundet sit virke som præst. Langt om længe fik jeg et frirum: En fortrolig voksen. Det må have været svært for ham. Mine hemmeligheder blev hans hemmeligheder.
  En i min nære familie havde lært mig følgende: ”Tale er sølv. Tavshed er guld”. Hans ord runger stadig i mit hoved. Lydigt forblev jeg stille. Hemmelighederne var ved at flå mig fra hinanden og tog langsomt livet af mig. 

Afsløret 

Nogle måneder efter bad min lærer mig følge med op på rektors kontor. Derinde blev jeg taget imod af en vildt fremmed kvinde og en mand bærende på en pistol. Virkeligheden indtraf; hemmelighederne var afsløret. Præsten havde røbet mine hemmeligheder, og nu kendte kommunen og politiet til dem. Hele min verden brød sammen. Det værste og bedste var sket, hvilket jeg slet ikke var forberedt på.
  Inde i et mødelokale blev jeg efterladt med fremmede mennesker. De ville have mig til at udlevere hemmelighederne. Politibetjenten ville have mig til at bruge alle de rigtige ord om overgrebene, men jeg havde intet sprog for dét, der var sket. Min loyalitet lå stadig ved ham. Ligesom jeg ikke ønskede at ødelægge eller splitte familien ad.
  Socialrådgiverens tålmodighed blev sat på prøve, og hendes frustrationer kom til udtryk: ”Det er din skyld, hvis der fortsat sker dine søskende noget”.
  Det næste, jeg husker, er, at jeg sidder på bagsædet i en bil på vej ud til kommunens døgninstitution for børn og unge, hvor jeg skulle overnatte. Min telefon ringede og på displayet viste hans navn og nummer. Jeg var rædselsslagen. Ville jeg være i sikkerhed? 

Mit andet hjem 

Socialrådgiverne ville kun give mig én enkelt nat på døgninstitutionen. Dagen efter forlængede de det med endnu en overnatning. Og så en uge. Så to uger mere. Så en måned. Sådan fortsatte det i et halvt år, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne blive på døgninstitutionen.
  Først efter et halvt år og et skift af sagsbehandler fik jeg lov til at blive på døgninstitutionen. Nu kunne jeg endelig begynde at flytte mit tøj i skabene og hænge mine billeder op. Genskabe det værelse, som han i vrede havde samlet i en affaldspose, da jeg blev anbragt.
  På døgninstitutionen græd jeg meget, og jeg var så angst om natten, at jeg lå foran døren og sov. Jeg begyndte at få behandling for de snitsår, jeg lavede på mig selv. Virkeligheden er, at jeg kom et sted hen, hvor jeg blev set. Jeg kom et sted hen, hvor jeg kunne reagere.
  Det gjorde mig også farlig for mig selv. To dage før min 15-års fødselsdag blev jeg indlagt med tvang på lukket psykiatrisk afdeling. Der fik jeg lov at fejre dagen.
  I dag har jeg mere end 100 indlæggelser bag mig - rigtig mange af dem på tvang. Ikke så sært, at den psykiatriske afdeling blev mit andet hjem. 

Voldtægten 

Drengen var sød, så jeg havde gjort mig fin. Vi var begge 16 år og havde et godt øje til hinanden. Det skulle have været en hyggelig aften. Jeg var begyndt at få en stille tro på, at ikke alle mænd er farlige, men jeg kom hjem fra den aften med det modsatte bevist.
  Drengens lugt hang fast på trods af flere bade og masser af sæbe. Den sad fast i huden, håret og tøjet. Drengen efterlod usynlige mærker på min krop, hvor hans hænder havde rørt mig. Drengen overskred mine grænser; han voldtog mig.
  På døgninstitution kunne jeg hverken græde eller sove. Jeg ville skrige af smerte, men jeg var lammet. Jeg så med længsel frem til, at min kontaktperson kom næste dag. Hende ville jeg kunne betro mig til. Troede jeg.
  Min kontaktperson brugte 22 ord til at beskrive den voldtægt, jeg havde været udsat for dagen før. Det er alt.
  ”23. marts 2014 22:48
  Udvikling og adfærd.
  Skrevet af kontaktperson.
  Rikke kommer og giver mig noget, jeg skal læse. Det handler om drengen, der har overskredet hendes grænser. Det har vi snakket om.” 

Min kontaktperson valgte at slå det hen som ingenting. Hendes handlinger, eller mangel på samme, siger alt. Hvis hun havde troet på mig, havde hun kørt sit 16-årige kontaktbarn på sygehuset eller kontaktet politiet. Havde hun ment, der var sandhed bag mine ord, så havde hun handlet.
  Jeg husker ikke, hvordan vi kom ind på emnet, men jeg husker følelserne. Jeg husker den enorme skam. Min kontaktperson sagde til mig, at jeg flirtede med alle de mandlige medarbejdere, men at det selvfølgelig gav god mening, fordi jeg jo var vant til, at det var sådan, jeg fik hans opmærksomhed derhjemme. Jeg følte, at hun gav mig ansvaret for, at overgrebene havde fundet sted. Hvis JEG ikke havde flirtet, havde han ikke misbrugt mig. Jeg troede på hende. Jeg troede på, at det var min egen skyld. Aldrig nogensinde igen vil jeg gøre det.
  Tilbage sidder jeg med en enorm vrede. Min kontaktperson svigtede mig. Hun svigtede et ødelagt barn. Jeg stolede blindt på hende. Hun var det voksne menneske, jeg havde allermest tillid til. Alt det gode, som min kontaktperson har gjort for mig, falmer i lyset af alle de frygtelige episoder. 

18-års fødselsdag 

Der var intet anderledes udover, at jeg nu på papiret var voksen. Jeg forventede at føle en ændring; et tegn på, at jeg nu var voksen, men der var intet anderledes. Jeg var stadig et ødelagt barn, men nu i en voksen krop.
  Ligesom de havde lovet, dukkede mor og lillesøster op og sang fødselsdagssang for mig sammen med de andre unge i huset. Min mor hyggede om mig indtil om eftermiddagen, hvor hun sagde farvel, inden hun kom igen om aftenen. Det bankede på min dør kort tid efter. Ude foran stod min kontaktperson. Jeg gav hende et kæmpe kram, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at give slip på hende igen. Hun havde ferie, men hun var mødt ind for at fejre mig. Hun havde gaver med til mig - gaver kun fra hende. Under gavepapiret gemte der sig to krus fra et smukt, blåt stel. Hendes tanke var, at vi kunne bruge dem, når jeg om kort tid flyttede fra døgninstitutionen. Hun ville komme på besøg, og hun lovede, at hun ikke forsvandt ud af mit liv, bare fordi jeg flyttede hjemmefra. Følelsen af ikke kun at være et arbejde for hende var fantastisk. 

Drabsforsøget på min yndlingspædagog 

Der findes to versioner af denne fortælling. Der er den version, som blev overleveret fra min døgninstitution til mit bosted, som udelukkende tager udgangspunkt i min kontaktpersons oplevelser. Det er den korte version, som gør mig til et frygteligt menneske, for ifølge den forsøgte jeg at slå min yndlingspædagog ihjel.
  Lederen på døgninstitutionen har aldrig ville høre min side af historien. Den har aldrig virket vigtig, men jeg vil ikke længere være tavs:
  Endnu en gang var jeg blevet indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Min kontaktperson hentede mig på afdelingen, så jeg kunne komme på hjemmebesøg i nogle timer. Jeg lovede alle medarbejderne, at jeg ikke ville gøre noget ondt ved mig selv derhjemme, og at jeg nok skulle følge med ind på afdelingen igen. Efter aftensmaden var spist, kørte min kontaktperson og jeg mod afdelingen. Som lovet gik jeg med ind på afdelingen. Jeg nåede kun inden for porten, og så løb jeg. Da jeg nåede ud til vejen, stoppede jeg med at løbe. Bag mig gik min kontaktperson og to medarbejdere fra psykiatrisk afdeling. Nogen forsøgte flere gange at tage fat i min arm, men jeg vristede mig fri hver gang. Det var min kontaktperson, der havde forsøgt at lave en magtanvendelse på mig, men det blev personalet fra psykiatrisk afdeling, der fik mig tilbage på afdelingen.
  Jeg har læst min aktindsigt igennem for at finde ud af, hvordan dette blev til et drabsforsøg, og jeg ved det stadig ikke. Der er ikke meget at læse. Første gang, der er noteret noget om episoden, er 20 dage efter. Det er en samtale, jeg har med lederen. Jeg husker, at jeg gik fra samtalen med følelsen af at være det værste menneske nogensinde. Når jeg læser notatet igennem, som lederen har skrevet ang. samtalen, så forstår jeg godt min følelse. Hun skriver bl.a.: ”Jeg fortæller, at jeg har talt med kommunens arbejdsmiljøkonsulent, som har fortalt mig, at sådan nogle episoder skal politianmeldelse (det er ikke helt sandt).”
  Det i parentes er i min aktindsigt streget over med sort, med argumentet, at det er en pædagogisk overvejelse. Heldigvis er det streget så dårligt over, at jeg stadig kan læse, hvad hun ikke vil have, jeg skal vide. I dag ville jeg have ønsket, hun havde politianmeldt det. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har loven på min side. Min kontaktperson valgte i stedet at kontakte min mor, efter jeg var flyttet fra døgninstitutionen. Hun ville have erstatning, og det skulle min mor skaffe hende. Forsikringsselskabet afviste det. Endnu en gang oplevede jeg et stort svigt fra en voksen i mit liv. Igen var det et voksent menneske, som jeg troede, der ville mig det bedste.
  Endnu en gang oplevede jeg et stort svigt fra en voksen i mit liv. 

Nu 

På papiret er jeg voksen, men jeg kæmper stadig med at finde og samle stykkerne af et ødelagt barn, der ingen ansvarlige voksne havde i sin barndom. Kun præsten. Det var godt, jeg kom hjemmefra, og det er jeg præsten evigt taknemmelig for. Menneskene omkring mig skal ofte minde mig om, at tiden ikke heler alle sår. Det kræver hårdt arbejde og en masse tålmodighed. Jeg skal genopbygge et ødelagt barn, så jeg må trække vejret dybt endnu en gang og gå endnu en dag i møde. Det skal nok blive godt én dag, siger de professionelle mennesker, men jeg er for evigt bundet fast til en frygtelig barndom. Heldigvis har jeg en kommune, der har fundet en glemt paragraf, som gør, at jeg kan fortsætte mit arbejde med min chok-traume behandler.
  Jeg troede, at det levende mareridt stoppede, når jeg kom væk hjemmefra, og de seksuelle overgreb stoppede. Jeg havde aldrig troet, at jeg her ni år efter sidste overgreb stadig ville lide, som jeg gør det.
  Så her sidder jeg på 5. år på kommunens bedst bemandede botilbud for voksne med psykiatriske lidelser. Siden jeg blev fjernet hjemmefra som 14-årig, har jeg gået mange millioner af skridt. Min arrede krop er vidne om det levende helvede, jeg har gennemlevet. Når alt har mistet sin mening, og jeg har stået i flammer, så har jeg tyet til voldsomme metoder. Jeg har ladet skarpe genstande åbne min krop og lade det blod, jeg opfatter som beskidt, flyde ud.
  Jeg vil så meget, men jeg kan så lidt. Hvis jeg kunne, erobrede jeg hele verden, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er stærk og skrøbelig på samme tid. Selvom jeg falder fra hinanden, så bliver jeg også mere samlet. 

Sandheden 

Min søvn har i mange år været besværet. Det er ikke længe siden mor omsorgsfuldt spurgte i en telefonsamtale, hvorfor jeg ikke sov for tiden. Det var svært at svare hende. Jeg vil gerne være ærlig, men hun kan ikke holde til at høre sandheden. Det vil være for voldsomt. Det kan jeg ikke gøre imod hende. Mine flashbacks er i forvejen altødelæggende for mig selv. De behøver ikke også ødelægge hende. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan hele min krop husker hver en detalje. Jeg kan ikke fortælle, hvordan han med magt trængte ind i et lille barns underliv, imens hun selv lå nedenunder og sov. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan jeg stadig kan mærke hans hænder på min krop. Eller hvordan jeg hiver efter vejret midt i et angstanfald, fordi han ikke tillader at lade luft trænge ned i mine lunger. I stedet for at fortælle hende den fulde, dybe og dystre sandhed, giver jeg hende stikord. Mareridt. Angst. Flashbacks. Og min PTSD, der virkelig piner mig.
  Og så bliver mor helt stille. Jeg bliver i tvivl, om hun stadig er i den anden ende af røret. Hun fumler med ordene, og vi skifter emne. Hvor er der en voksen?

Forfatter
Rikke Amalie Brinck
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
11
min

For det meste sover jeg på det kolde, ternede køkkengulv. Sådan er det i Lars’ hus.

Jeg oplever hele tiden ikke at kunne stole på nogen. Ikke kun én enkelt gang eller to, men hele mit liv. Jeg har altid fået flere forskellige versioner at vide af den samme historie. Et eksempel er, da jeg var fem år og blev jeg sendt op til min biologiske far på Grønland i et halvt år. Alle sagde noget forskelligt. 

          Mor sagde:
         “Vi sendte dig derop, fordi jeg skulle føde din søster.“ 

          Stedfar Lars sagde:
          “Din biologiske far ville ikke give dig tilbage igen. Du kom hjem med utallige blå mærker.” 

          Moster sagde:
          “De glemte dig deroppe. Jeg spurgte dem, hvorfor du ikke var med på julepostkortet. De svarede blot, at de skulle skabe et bånd med din søster uden dig.” 

          Resultatet: Jeg var et spørgsmålstegn. 

Min livshistorie og fortid er en blanding af løgne spundet af en mesterlig manipulator og mine egne opfattelser. Det har efterladt mig med en følelse af, at jeg ikke kan stole på nogen. Hvad er op og ned? Jeg kan ikke stole på mine egne minder. Det er både skræmmende, men også rart intet at kunne huske. Om jeg nogensinde vil få mine minder tilbage, er der ingen, der ved. Det er, som om der bare er sort. Slukket...
  Min version starter her. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, kan tælles på to hænder: 

1. Jeg har PTSD.
2. Jeg har en form for vedvarende depression.
3. Jeg er sluppet væk fra min mor og stedfar Lars.
4. Jeg har hukommelsestab.
5. Jeg kan, hvad jeg vil?
6. Jeg har forsøgt at begå selvmord, da jeg var 15. Der gik over 24 timer, før jeg sagde det til nogen.
7. Jeg har været anbragt i fem år.
8. Jeg har boet på to bosteder.
9. Jeg er blevet voldtaget flere gange.
10. Mine arme er overtegnet med ar. 

Nu vælger jeg at tage kontrol over mit liv. Det gør jeg ved at fortælle min historie, set gennem mine egne øjne. Den begynder hos Lars og mor i Danmark. 

Episode: MIN BARNESENG 

I nat er min soveplads endnu engang de tre røde køkkenstole. Sætter jeg dem sammen, kan de med lidt fantasi forestille en seng. Her sover jeg på natten til min 10-års fødselsdag.
  For det meste sover jeg på det kolde, ternede køkkengulv. Sådan er det i Lars’ hus. De eneste redskaber, jeg har til at varme mig med, er et enkelt tæppe, og en pude jeg stjæler fra stuen. De nætter er dem, som føles længst.
  De allerværste nætter, vil jeg dog sige, er de nætter, hvor min soveplads er på badeværelset. Når de andre skal på wc om natten, må jeg bare holde mig for næsen. 

MODERNE ASKEPOT 

Jeg har altid elsket historien om Askepot. Jeg følte mig lidt selv som en nymoderne version af hende, da jeg boede hos Lars. Det var mig, der stod for hovedrengøring i Lars’ hus.
Jeg fejede både
indkørsel,
              lyskasser,
                            trappe,
                                          fortov,
                                                  vejen
                                                            og gården.

Om sommeren klippede jeg hæk og ryddede grene og blade væk. Når det havde været tørt i lang tid, sprøjtede jeg med gift på ukrudtet. Altså planterne… (desværre findes der ikke noget ukrudtsgift imod giftige mennesker). 

Efter maden vaskede jeg op.
  Efter det gik jeg tur med hunden.
        Efter gåturen masserede jeg Lars,
                                                gav ham fodbad,
                      og smurte hans fødder ind i creme. 

Når jeg var færdig med alle mine pligter, kunne jeg endelig gå i seng. Ligesom Askepot var mit sociale liv ikkeeksisterende. 

Episode: “Jamen det jo kærligt ment” 

Jeg står med ryggen til Lars. Ude på badeværelset. Jeg mærker, hvordan han nærmer sig. Mærker hans hånd klemme om min pigenumse. Jeg vender mig om.
  “Stop! Det dér er sgu ikke i orden! Det gør man ikke mod sine børn!” råber jeg vredt.
  “Jamen det jo kærligt ment,” svarer han bare, uden nogen form medfølelse. 

DJÆVLEN UDEN HORN 

Jeg skammer mig over, hvorfor jeg ikke kæmpede mere imod hans handlinger. Jeg kan blive helt vred ved tanken om, at jeg ikke gjorde mere; jeg skulle have anmeldt ham eller råbt højere. Jeg føler mig ydmyget og såret. Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt eller respekteret, men hvad havde jeg forventet, når hans motto var “børn skal ses, ikke høres”? Jeg undrer mig over, hvordan min mor har accepteret, at hendes egen mand tager på hendes børn? Og ikke kun det. Hvordan kunne min mor acceptere, at hun skulle betale ham penge hver måned, for at jeg kunne bo der, fordi jeg ikke var hans kød og blod - hvilket jeg er taknemlig for.
  Min mor betalte aflad, men jeg brændte alligevel i h.e.l.v.e.d.e. 

Episode: HØRER DU? 

Jeg er bange for, at mit øre skal falde af.
  “Gå ad helvede til!” råber Lars og trækker mig i øreflippen hen ad gulvet. Jeg forsøger at følge med, men er konstant ved at snuble, fordi Lars med alle sine kræfter river mig igennem stuen.
  Han åbner døren og kaster mig, så jeg flyver ud ad hoveddøren. 

PTSD 

Lars hev mig engang med ud på badeværelset. Hans stramme greb om min krop gjorde det umuligt at stritte imod. Han tvang min mund åben og fyldte den med flydende håndsæbe. Jeg blinker hårdt gentagne gange for at få scenen væk fra mit hoved. 

Livet med: 

P                                                                                         ost

T                                   rA         uM                           aTiC SSSSSSSSSTTTTTTTRRRRRRRRRRRRRREEEEEEEEEEEEEEEESSSSS 

D i           s               or               de              r 

Episode: PARADIS? 

Jeg rækker op efter bøtten med panodilerne. Jeg kan ikke mere, tænker jeg. Jeg vil gerne dø.
  Jeg er klar i hovedet. Mine hænder ryster, men jeg er ligeglad. Jeg føler mig helt rolig indeni. Fredfyldt.
  Hvis det her er mit liv, så vil jeg ikke have det.
  Hvis det her er prisen for at slippe for Lars, så er jeg villig til at betale den. Intet på den anden side kan være værre end det her... i det mindste vil jeg få fred. 

Resten af dagen lader jeg som ingenting. 

Vente…
Vente…
Vente… 

   24 timer skulle der gå, før jeg sagde det til nogen. 

   Da ambulancen kommer for at hente mig, ryster jeg igen. Min mor tager med. Og jeg takker Gud for, at Lars ikke er med i ambulancen.
  De 6 timer, jeg var på hospitalet under overvågning, var de lykkeligste timer af mit os liv. Jeg måtte se fjernsyn og selv vælge min morgenmad. Fri for første gang. 

BLÅBÆR 

          Mig:
         “Mor, jeg er syg. Jeg har depression og PTSD.“ 

          Mor:
         “Du skal bare spise nødder, skat. Det er godt for dig. Også blåbær. Så bliver du rask.“ 

Min mor er ikke ligefrem personen med mest medfølelse i verden. Hun tror, at depression kureres med en omgang blåbær og nødder. Nu har jeg lært, at det er løgn. Dengang, jeg forsøgte at dræbe mig selv, mente hun, at vi lige skulle spise aftensmad først, inden vi ringede til ambulancen – fordi den havde hun jo brugt lang tid på. Hun har også taget sine sko og slået mig på munden gentagne gange, fordi jeg græd. Jeg husker tit, hvordan hun gav både mig og min søster den stærke Tabasco, hvis vi havde været lidt forkert på den. Så fik vi bare en spiseske af det. 

Episode: FRAVALGT 

Jeg står ude foran min hoveddør og ser gennem det farvede glas til det, der burde føles som et hjem.
  Min storetå stikker ud gennem den revnede, sorte sok, så jeg kan mærke de rødbrune klinker på stentrappen.
    Mit lange, sorte, bølgede hår klistrer til mit våde ansigt. Mine store, brune øjne føles hævet efter at have grædt, i hvad der føltes som timer. Jeg lægger armene omkring min lille krop og beder til, at jeg ikke dør ude i kulden. Men på den anden side, hvis jeg ikke længere eksisterede, ville jeg slippe for at se Lars igen.
  Jeg banker hårdt mod trædøren, til mine knoer bliver røde.
  Døren låses op, og min mors ansigt kommer til syne. Hendes hår er kruset og sat op i en knold. Hendes brune øjne er kolde. Hendes ansigt er stenhårdt. Hendes mund er formet som en tynd streg. Hun ser på mig med et drømmende blik. Jeg kan mærke, hvordan hun misbilliger mine handlinger. Hun siger ikke et ord, men kaster blot min grønne, korte jakke og mine beskidte, hvide kondisko i hovedet på mig. 

UØNSKET 

    Nu er det slut.
                                      Hun har taget sit valg,
    og det er min tur.
                                        Jeg vælger dem fra. 

Episode: ET KIG IND I ET HJEM 

Jeg står ude foran min venindes hus og banker på. Min venindes mor åbner døren med et forvirret udtryk.
  “Er Karina hjemme?” spørger jeg med en grådkvalt stemme. Ordene kan næsten ikke komme frem.
  “Hun er på værelset. Bare gå ind. Men brug bagdøren næste gang.”
  Jeg træder ind over den hvide dørkarm og ind i deres smalle gang. Deres sorte labradorhund kommer løbende imod mig. Jeg tænker et øjeblik over, hvordan min venindes hjem føles mere som et hjem end mit eget. Jeg kigger rundt på de forskellige billeder, som hænger på væggen, og jeg mærker et stik af jalousi.
  Tager man et kig ind i mit eget ”hjem”, finder man kun billeder af Lars og min mor, Gud og Jesus selvfølgelig og, ja, selv den afdøde hund er på væggene. Men ikke mig. 

Kladde til kronik: ONDSKABENS NEDARVNING 

af Josebelle 

Jeg er bange for at få børn. Jeg ønsker selvfølgelig at få børn. Men for at være helt ærlig er jeg bange. Jeg er bange for, at ondskab er et gen, man kan arve. Jeg er bange for, at det forfølger én resten af livet.
  Hvad hvis jeg ender med at behandle mine børn, som min såkaldte familie har behandlet mig? Jeg ønsker ikke, at mit barn på nogen måde bliver drevet til at gøre sig selv fortræd. Der er ingen, der nogensinde fortjener at føle hver eneste dag, at de ikke er dét værd. Ingen fortjener at gå i seng om aftenen og føle, de ikke har noget at leve for. Ingen fortjener at føle, de har fortjent ondskab. Ingen fortjener at blive forrådt af sin egen familie. At blive forrådt er noget, der sidder så dybt i én, at man husker det for altid.
  Når jeg engang får børn, skal jeg sørge for at gøre det modsatte af min barndom. Det betyder, at ingen børn skal sendes væk i et halvt år til en far, de ikke kender. Ingen børn skal kidnappes af deres egen far. Og absolut ingen skal føle, de ikke fortjener at blive elsket.
  Og ingen skal føle, de ikke er værdige nok til at have et godt og lykkeligt liv.
  Jeg er ved at lære, hvad et godt hjem er.
  Spurgte man mig som barn, ville mit svar være ”ingen idé”.
  Spurgte man mig som teenager, ville mit svar være, at et godt hjem er alt det modsatte af Lars og min mor.
  Spørger man mig nu, vil jeg svare, at et godt hjem er et sted, hvor man føler sig tryg. Et hjem for mig betyder ubetinget kærlighed mellem mig, min kæreste og min kat. Det er den familie, jeg selv har valgt.

Forfatter
Josebelle Abuyo
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
13
min

Jeg tror, at de holdt af os, men på en lidt anden måde end vores forældre. De passede på os, men der var ikke egentlig kærlighed.

Det har været nogle travle dage på arbejde. Det hjælper ikke, at jeg har haft migræne i tre dage, sådan med opkast og næseblod. Det er ellers længe siden sidst. Jeg arbejder på et botilbud for unge med fysiske handikaps og psykiske lidelser. Der kan virkelig være tryk på i perioder, men i dag skal jeg bare sidde på kontoret med min kollega. Jeg har kendt hende, siden jeg var i praktik her under mit studie. Hun støttede mig under praktikforløbet og gav mig flere chancer end de fleste; så igennem fingre med mit svingende overskud og min fraværsprocent, som var højere, end hvad man normalt ville acceptere. Uden hende havde jeg ikke klaret mig igennem studiet. Da jeg blev færdig som SOSU-assistent, var det også hende, der talte for at få oprettet et job til mig her. Vi tager en kop kaffe. I baggrunden kører radioen med Noah: Og livet er ikk’ altid, ligesom man drømmer det. Måske vi alle bare troede, vi ku’ glemme det. Sangen giver mig gåsehud. Min kollega spørger, hvordan det går med migrænen. Jeg svarer, at det ikke går skidegodt. ”Kan det være noget psykisk?” spørger hun. ”Er der noget, der trigger anfaldende?” Hendes stemme har en snert af bekymring i sig uden at være omklamrende. Hun har sådan en moderlighed over sig, som gør mig tryg. Og måske er det dét. Måske er det, fordi jeg kan mærke, at hun ikke mistror mig og ikke kræver noget af mig, at jeg begynder at fortælle min historie. 

Da jeg kom i skole den dag, vidste jeg på en eller anden måde, at det var sidste gang. Jeg var otte år gammel. Mor og far var ved at blive skilt, fordi mor havde fundet en yngre fyr. Far var meget ked af det. De ville begge to have forældremyndigheden, men satte mig i midten, mens de kæmpede deres kamp for at få mig. Far ville have mig til at vidne i retten mod mor, men det nåede aldrig så langt. Han var ellers normalt en stille og rolig mand, som dog ikke ville kunne koge et æg. Mor var typen, som altid ignorerede de problemer, der opstod. Hun var mest optaget af sin nye kæreste, som tog stoffer og røg hash. Så hverken mor eller far virkede helt kompetente til forældreopgaven. 

   Da mor hentede mig efter skole, kørte vi ud til et stort hus i Nørre Aaby. Vi blev taget imod af nogle pædagoger, som vi sad lidt med, mens vi fik kaffe og saftevand. Og så kørte mor derfra.
  Billedet af min mor, der efterlader mig, står enormt stærkt i min erindring. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Hun kørte uden forklaring og efterlod mig det her fremmede sted.
  I dag ved jeg stadig ikke præcis, hvorfor jeg blev anbragt. Jeg tror, det havde noget at gøre med en psykolog, som mor tog mig med til midt under skilsmissen. Psykologen var en høj, korthåret kvinde med solglødende hud, som bad mig udføre forskellige opgaver: putte ting i kasser, lægge puslespil og sådan. Jeg havde en klar fornemmelse af at blive vurderet, mens jeg var der, men jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Måske hang anbringelsen også sammen med mine to storebrødre: Den ene har Downs syndrom, og den anden var ude i et misbrug dengang. Måske havde mine forældre simpelthen mere at bære på, end de havde kræfter til?
  I dag ved jeg, at anbringelsen var ”frivillig”. Min mor blev dog fortalt, at den ville blive med tvang, hvis ikke hun gik med til det. Hvis nogen nævner det for min far i dag, lukker han helt af. Han mener, at det var min mors valg. Men han må jo have givet sin accept på en eller anden måde.
  Efter min mor var kørt fra Nørre Aaby, viste pædagogerne mig rundt i det enorme hus: stuer efter stuer, værelser efter værelser. Det virkede helt uoverskueligt. Den første nat græd og græd jeg. Jeg blev ved i næsten tre dage; jeg fik ikke lov at ringe hjem og sige godnat, for jeg skulle vænne mig til at være i huset.
  Jeg boede i Nørre Aaby i to år. Det var sjældent, at mine forældre kom på besøg. Min far kom til min fødselsdag, min mor lidt oftere – men aldrig sammen. De andre børn i huset savnede også deres forældre. Så en dag stak jeg af sammen med to andre drenge for at besøge dem. Så cyklede vi hjem til vores forældre i Harndrup, Nørre Aaby og helt i Middelfart. Det var virkelig mange kilometer på små børnecykler. I Middelfart kom politiet og tog os med tilbage til institutionen. Det var tydeligt, at pædagogerne ikke var glade for, at vi var taget hjem. De mente vel, at vi skulle fri af livet hos vores forældre, ikke besøge dem.
  Jeg havde en værelseskammerat – ja, det lyder helt fængselsagtigt – men jeg havde en værelseskammerat, som pludselig blev flyttet fra bostedet. Ikke så længe efter fik jeg at vide, at jeg skulle pakke mine ting, for jeg skulle ud og overnatte et sted sammen med min yndlingspædagog. Vi kørte i lang tid, helt til Nørre Nebel i Vestjylland. Til sidst kom vi til en lang grusvejsallé, som førte op til en kæmpe firlænget gård, nærmest en herregård. Den lignede noget fra en Morten Korch-film: rødmalet med stråtag og hvide bondegårdsvinduer. Rundt om gården var der haver med frugttræer. Et ældre ægtepar kom ud og sagde hej og bar mine ting ind.
  Idét jeg trådte indenfor, så jeg min gamle værelseskammerat fra Nørre Aaby. Jeg fik med det samme en følelse af, at noget var galt, for han var jo ikke kommet tilbage.
  Så kom jeg ind på et værelse, som var fyldt med mine egne tusser, malebøger og min lyseblå skoletaske. På væggene havde de endda hængt mine dyreplakater op. Mens jeg gik rundt og kiggede på tingene, hørte jeg en bilmotor blive tændt. Lyden af dæk, der drejede, forsvandt i gruset. Det var pædagogen fra Nørre Aaby, der kørte.
  Da begyndte jeg at græde fuldstændig hysterisk. Jeg råbte og skreg og begyndte at smadre mine ting. Ægteparret kom ind og trak mig over på sengen, hvor de satte sig på mig og holdt mine arme og ben fast, mens jeg blev ved med at prøve at slå ud efter ting. Det gik der mange timer med. Jeg blev på værelset i flere dage, hvor jeg ikke havde lyst til noget, og raserianfaldene fortsatte i mange måneder efter.
  Jeg ved ikke præcis, hvorfor jeg blev flyttet helt til Vestjylland. Jeg går ud fra, at det havde noget at gøre med, at jeg var flygtet fra institutionen i Nørre Aaby. Nu var jeg så langt fra mine forældre, at jeg ikke uden videre kunne stikke af for at besøge dem. Jeg var den yngste af fire børn, som var blevet anbragt her. Vi kom alle fra Fyn. Efter hånden forenede vi os med stedet og vores plejeforældre, og det blev hverdag.
  Jeg startede i skole og fik en veninde, Lene, som jeg stadigvæk er venner med i dag. Jeg kunne mærke, at hun var noget særligt, at hun lyttede til mig på en særlig måde. For hende betød det ikke noget, at jeg boede hos en plejefamilie. Lene kom fra en kernefamilie, som der var mange af i Vestjylland. De var søde overfor mig, men det var også hårdt, fordi det mindede mig om, at jeg kun havde min plejefamilie.
  Det var ikke, fordi mine plejeforældre ikke behandlede mig godt. Vi fik økologisk mad og skulle altid spise sammen. Vi fik pænt tøj, og hvert år var vi med dem ude at rejse. Jeg tror, at de holdt af os, men på en lidt anden måde end vores forældre. De passede på os, men der var ikke egentlig kærlighed. Mange år efter min anbringelse har jeg forsøgt at få kontakt til dem igen, men uden held. Jeg har endda været forbi gården, men den er revet ned, og grunden er solgt til nogle andre. Så de har nok mest opfattet os som et arbejde.
  Da jeg blev teenager, begyndte jeg at hænge ud med mine venner, drikke øl og høre musik. Du ved, sådan nogle ting som teenagere gør, når de løsriver sig. Jeg begyndte at ryge cigaretter, og til sidst kunne jeg være væk i flere dage, hvor mine plejeforældre kørte rundt og ledte efter mig. Det blev for meget for dem. Så da jeg var 16, smed de mig ud. De har jo nok talt med kommunen om det, men jeg oplevede det ikke sådan. Jeg oplevede bare, at jeg nu blev ladt i stikken igen.
  Angsten for at blive forladt fylder meget i mit voksenliv. Jeg har jo lært, at mennesker kommer og pludselig forsvinder. Hvis mine venner drikker lidt for meget og udtrykker deres omsorg for mig, kan jeg ikke tage det ind. Hvis jeg mærker, at en relation er på vej et dårligt sted hen eller føles omklamrende, er jeg ikke bange for at cutte den. Hellere forlade end selv at blive forladt.
  Efter at være blevet smidt ud af mine plejeforældre, flyttede jeg hjem til min mor på Fyn. Her skulle vi finde ud af, hvad der nu skulle ske med mig. Der kom et brev fra kommunen om, at jeg skulle starte i skole, men der var ikke nogen, der kom og tjekkede op på, hvordan det ellers gik. Ingen som tænkte: ”Hvordan mon det går nu, hvor han er flyttet hjem til sin mor, som han ikke havde boet hos i otte-ni år?” Det var meget mærkeligt. Havde de bare glemt mig? Det er lidt vildt at tænke på, at man anbringer et barn væk fra sine forældre i så mange år og så bare… ingenting?
  Det var en turbulent tid hos min mor. Jeg begyndte at tage på weekend hos mine venner i Jylland, og når jeg kom hjem igen, skændtes min mor og jeg i flere uger. Jeg ville jo tilbage til Jylland og bo. Det tog hårdt på vores forhold. Min mor overkompenserede ved at købe ting til mig, som jeg gerne ville have. Det præger stadig vores relation i dag: Hun hjælper mig med praktiske ting, og efter halvanden time sammen har jeg fået nok. For ikke så længe siden boede jeg hos hende i et par måneder. Vi skændtes meget, og jeg ved præcis, hvilke knapper jeg skal trykke på for at gøre hende ondt. Det er jo ikke meningen, men når bølgerne går højt, er det dét, der sker. Og i stedet for at snakke om det, kører hun sin vej. Så vi får aldrig talt ud om det.
  Jeg startede i folkeskolen på Fyn, men det tog lang tid at falde bare en lille smule til. Det var jo bare midlertidigt, tænkte jeg – mit rigtige hjem var i Jylland. Men efterhånden fandt jeg ud af, at de andre i klassen var ligesindede og også godt kunne lide at hænge ud sammen og drikke øl. Her mødte jeg Jonas, som er min bedste ven i dag. Han stiller ikke for mange spørgsmål; jeg kan slappe helt af i hans selskab. Jonas og Lene har været der for mig; de har støttet mig, når det har været svært, og de har fejret mine successer med mig, f.eks. dengang det lykkedes mig at bestå HF. De er nærmest blevet en slags familie for mig. 

Nu er jeg så her. Det lykkedes mig, som du ved, at få min uddannelse til SOSU-assistent, og jeg har endda søgt ind på uddannelsen til socialrådgiver og uddannelsen til sygeplejerske. Det virker som et godt næste skridt. Jeg er glad for mit arbejde og bruger mig selv meget i det – og jeg vil gerne fortsætte inden for det socialpsykiatriske område med bosteder, døgninstitutioner og også gerne plejefamilier. Jeg ved jo, hvordan det er at bo sådan nogle steder. Jeg vil ikke sige, jeg føler mig hjemme her, men jeg føler mig på hjemmebane. Selv om de unge ikke kender min historie, kan de mærke, at jeg er nærværende. De har også forældre, som glemmer deres aftaler eller kommer for sent. Og så er det pludselig mig, der står tilbage og skal give mig selv helt til dem. Fortælle dem, at dagen nok skal blive god alligevel, og at vi bare laver noget andet sammen. Så tager jeg med dem til fodbold og deler deres succesoplevelser med dem. Eller jeg hjælper dem med vasketøjet og med at få dagligdagen til at fungere.
  Min barndom og opvækst fylder stadig rigtig meget i mig. Men jeg håber, at jeg med mine erfaringer kan hjælpe de unge til at se, at hvis de tager imod de muligheder, der er, og støtter sig til de mennesker, der virkelig vil dem, så skal det nok gå. Så er der også en vej for dem.
  Kaffen er blevet kold, mens jeg har fortalt. Min kollega har lyttet hele tiden. Som en mor, tænker jeg igen. Hun siger, at hun er glad for, at jeg delte min historie, og foreslår, at jeg tager fat i konsulenten, en slags terapeut, som er tilknyttet vores afdeling. Måske vil det hjælpe på migrænen, hvis jeg får bearbejdet bare nogle af de traumer, jeg bærer rundt på. Jeg ved ikke helt med konsulenten, det føles grænseoverskridende. Men jeg kan godt lide, at hun har sagt det.

Forfatter
Johnny Lyk Enemark
Anonym
Udgivelse
De Anbragte
Læsetid
11
min
Fortællingen bor her:
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
Udgivelse
De Ensomme
Udgivelsesår
2024
Skriv dig op

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Resterende
Udgivelsesår
2023
Skriv dig op

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked. 

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Hjemløse
Udgivelsesår
2022
Skriv dig op

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Kronisk Syge
Udgivelsesår
2021
Skriv dig op

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Anbragte
Udgivelsesår
2021
Skriv dig op

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Pengepressede
Udgivelsesår
2020
Skriv dig op

Fortællinger af unge med ondt i økonomien

I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.

Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Flygtede
Udgivelsesår
2017
Skriv dig op

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Engagerede
Udgivelsesår
2017
Skriv dig op

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl. 

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Læs mere
Læs mindre
Udgivelse
De Frafaldne
Udgivelsesår
2014
Skriv dig op

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.

Læs mere
Læs mindre