Jeg har skizo... altså skizotypi

På et tag i Qaqortoq er solen ved at komme frem og halvtaget under mig blevet glat. Så glat, at jeg mister først mine fødders fæste og derefter kontrollen over resten af min krop. Jeg planer henover taget lige så langt, som jeg er høj. I mit hoved udspiller scenariet sig i langsom gengivelse. Min hånd rækkende efter tagrenden, idet jeg når kanten af taget. Jeg kigger ned, så op og ser mig selv fra oven i den korte stund, det tager mig at falde. En kort stund, hvor tiden fryser, og et liv vristes fri af den lykkelige glemsel.

____________________________________________________________________________________________________

                                                   Underboerne, der brokkede sig over larmen.

Min hund, Allu, og jeg ude at sejle.

                                             Allu i min seng, når jeg var syg.

                                                       Allu mellem mine ben på scooteren.

                                                                            Og på snescooteren.

       De to høje bjerge i Narsaq.

                   At lege Krydertaa i frikvarterene.

At skynde mig hjem fra skolen for at være alene.

                  Den blå og gule og næsten talende papegøje i stuen

          Rypejagt med min plejefar.

   At køre på firhjul og se på heste med Aka og min lillesøster.

                                               At få serveret pandekager, fordi hun ved, at
                                               vi elskede det.

                               Sommerfest i Igaliku med grill og helikoptere.

Jeg kan knap huske min egen konfirmation.

                                                          At tegne omridset af min efterskole.
‍
       Mine kolleger der smilende kalder mig “Qallunaaq”. Det betyder dansker

på grønlandsk.

                    Jeg snakker ikke rigtig med mine søskende, heller ikke når jeg
                    er sammen med dem.

                                   Flere dage i lejligheden, uden at jeg kontakter nogen.

                                                                     Jeg har fundet ud af, at min far døde
                                                                     af astma.
‍
Min mor er stille af person, og æblet falder ikke langt fra stammen.

                    Min moster spørger, om jeg er ved at finde mig selv. Hun burde
                    vide, at jeg ikke kan svare på det.

                                        Ikke engang nu tænker jeg på mig selv.
‍
                                    Tænk, at jeg flere gange har talt mine venner fra at vælge udvejen.

                                                                                At jeg har overvejet at falde med vilje.
‍

Jeg har fire navne. I systemet hedder jeg Kristen, min familie kalder mig Ivik. Andre i Grønland kalder mig Ilannguaq, og i Danmark bliver jeg kaldt Ian. Det navn fik jeg på efterskolen på lærerens forespørgsel. De havde svært ved at udtale Ilannguaq, og om ikke det var nemmere med et andet og mere simpelt navn? Nogle gange er det meget tydeligt for mig, hvorfor jeg ikke helt ved, hvem jeg er.

Jeg er vokset op i Narsaq og Narsarsuaq. I skolen så nogle mig som en svag person, et nemt offer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de onde ord, mine klassekammerater kastede efter mig. Jeg endte med at række ud efter en tilbageholdenhed, som nu er en helt uundværlig del af mig. Fortællingen lød, og gør stadig, at jeg godt kan lide at være alene. Min generthed gærede for alvor, da jeg som 6-årig blev fjernet fra min familie og mit hjem og kom i plejefamilie. Min mor har gået stille med, hvorfor vi dengang blev splittet, og det har jeg i min egen stilhed accepteret. Indtil for nylig, hvor min moster fortæller, at underboerne anmeldte os på grund af for meget larm i hjemmet. Nok fordi vi legede og løb, mine søskende og jeg. Dem, der anmeldte os, er døde nu. Min moster siger, at det er Guds straf for at ødelægge vores familie. To af mine søskende er også døde nu. Jeg ved ikke, hvorfor Gud ville straffe dem.

Inden jeg hang i luften, og mit liv farede gennem mit hoved, var jeg og mine kolleger i gang med at nedrive vandskadede vægge og gulve. På det tidspunkt var jeg lærling. Nu er jeg uddannet tømrer og snedker og var i en lang periode jobsøgende i Danmark. Hver gang jeg sendte en ansøgning, fik den lov at ligge ubesvaret i mailboksen. De siger ellers, at der er mangel på håndværkere? Jeg har valgt at flytte tilbage til Grønland, fordi der ikke er et arbejde til mig i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede, men jeg kan ikke se lyset, hvor jeg er nu.

Efter faldet i Qaqortoq er min hukommelse svækket, men jeg har så længe, jeg kan huske, altid været en enspænder, og man bliver jo også god til det, man gør meget. Det ændrer dog ikke på længslen efter at komme lidt ud af min lejlighed. Det er, som om, at vejen ud altid ender i den samme blindgyde.

[BESKEDER]

[Hejsa, hvordan går det?]
‍

                                   [Hej Ian, det går fint,
                                     hvad med dig?]

‍

              [Det går super, har du lyst
              til at mødes i weekenden?]



                                       [Ja lad os!]

‍

[Hej igen, jeg kan desværre
ikke mødes i weekenden alligevel…]

‍

                                   [Okay, det bliver bare en
                                   anden gang så:) ]


Endelig var jeg i byen med mine venner, og vi snusede til forskellige værtshuse i København. “Det er forbandede grønlændere,” sagde en flok helt almindelige danskere, inden de gik. Forinden havde det lydt “Find et andet sted at sidde. Vi vil ikke snakke med jer.” Vi skød det hen og blev siddende der i solen udenfor det brune værtshus. Gudskelov for det, for senere havde vi selskab af både en gruppe færinger og nogle sydeuropæere. De ville vide, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde det. Det er sjovt, hvordan de fleste flinke mennesker, jeg møder i Danmark, er udlændinge.

Heldigvis oplever jeg ikke racisme særligt tit, hvis altså man kan kalde det at være heldig. Risikoen er heller ikke særlig stor, nu når jeg sjældent forlader min lejlighed. Jeg håber ellers, at jeg nogle gange kunne være i nærheden af nogle venner, men jeg rammes altid af at tænke det ene og føle noget andet; når jeg er ensom, har jeg ikke lyst til at mødes med nogen, selvom jeg gerne vil.

Hvis jeg er sammen med nogle, har jeg det, som om alting står stille. Alle mine tanker forsvinder, og jeg bliver





                                                                                                                                     blank.

‍

‍

For tiden sover jeg rigtig meget. Eller bruger hele dagen på telefonen. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig for tung til at stå op, men jeg minder mig selv om, at det er jeg nødt til, hvis jeg skal gøre som jeg plejer.
‍

Gå i bad,
Vaske de sorte pletter af,

                                                                               rulle gardinerne fra,
                                                                               fjerne det mørke slør,

                                                                                                
                                                                                                               lufte ud.
                                                                                                               udlufte tågen.

‍

Jeg tænker, at jeg skal blive ved med at holde min rutine. Jeg tror på, at alt godt kommer til den, der lever.

Min fortid er tåget, om det er bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ikke ser mig ret meget tilbage. Det er ikke nødvendigvis alt, jeg behøver at grave frem. Jeg ved, at livet bevæger sig som bølger, og jeg tænker, at alt ikke kan gå, som jeg ønsker det. Jeg har før i tiden haft lyst til at give op, og når den følelse rammer mig, tænker jeg på, at i morgen er en anden dag – og det kan være, jeg bliver glad der.

          Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke. De ved kun, hvordan jeg er, når jeg er sammen med dem. Jeg har skjult mig selv så meget, at de grønlandske myndigheder har kontaktet mig, fordi de intet ved om mig. Jeg har ikke svaret. Jeg isolerer mig fra verden, fra venner og de ting, der har gjort mig glad engang. Det er bedst på den måde, fordi jeg er bange for at vise mine følelser til andre, og så slipper jeg også for at overtænke dagen ud og dagen ind. Febrilsk forsøger jeg at aflede mig selv fra den ambivalente mennesketrang med den bedste distraktion: Shania Twain med hendes nummer “From This Moment On”, som ironisk nok handler om ubetinget kærlighed.


“From this moment, I have been blessed” synger hun, og jeg nikker. Det er, som om jeg altid er beskyttet, uden at jeg spørger om det, i modsætning til mange andre af mine bekendte.  De har danset dødedansen, og Gud har valgt at straffe dem. Måske holder han hånden over mig, siden jeg er her endnu. Jeg har været vidne til et væld af gode dage, men jeg bærer også på kilovis af hårde oplevelser. De kan føles som ton, der er umenneskelige at bære, og så er det nogle gange nemmest slet ikke at føle noget. Jeg har ofte mistet modet, og jeg kan nogle gange tænke, at jeg synes, at jeg har oplevet det, jeg gerne ville. Men jeg ved, at det ikke kan betale sig. Jeg har et helt liv foran mig, som jeg ikke har set endnu.

_________________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg rækker forgæves efter tagrenden, og jeg ser stentrappen under mig. Et hårdt og stumpt slag under mine fødder. Min ryg og nakke, der bogstaveligt talt hugges i sten. Et minuts luftløs eksistens og en genkendelig tilstand af at føle sig død. Det føles paradoksalt nok som en lettelse at lande i sig selv.

"Dum grønlænder”                               ”Grønlænderstiv”

”Fordrukken eskimo”                           ”Alkoholiker”

”Indvandrere”                                       ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”

”Klog af en grønlænder”                     ”Vi ejer dig”

”Incestudøvere”                                   ”I er intet uden os”


Det er nogle af de ord, vi grønlændere ofte får spyttet i ansigtet af danskere.

Grønland har siden 1721 været under dansk kolonisering med missionær Hans Egede i fronten, og selvom vi i dag har selvstyre, så er det stadig tydeligt hvilket land, der dominerer. Følelsen af at være velkommen er anderledes, når en dansker er i Grønland, end når en grønlænder er i Danmark. For eksempel kan de fleste af os tale det danske sprog, og selv dem, som har svært ved det, prøver alligevel at snakke det. Det kan for mange heller ikke undgås at skulle tage til Danmark enten for at besøge familie eller at studere. Min mor blev sendt til Danmark som 10-årig for at lære dansk. Det samme skete for mine to onkler, men heldigvis var det en god oplevelse for dem. Kunne du nogensinde forestille dig at sende dit 10-årige barn til Grønland for at lære grønlandsk?

Jeg har været heldig, da jeg ikke har oplevet det værste af det, som grønlændere normalt oplever – ironisk nok fordi jeg snakker meget rigsdansk, og at jeg ikke ligner “den typiske” grønlænder. Alligevel får jeg til tider kommentarer, når jeg drikker, da vi oftest ses som alkoholikere. Jeg har også i flere tilfælde fået at vide, at jeg er meget klog eller smuk i forhold til, at jeg er grønlænder, hvilket IKKE er et kompliment. Det, jeg fortæller nu, er småting sammenlignet med, hvad andre grønlændere har oplevet. Men det er stadig noget, der former én som person. Især når man er i et land, man tror, man er ligeværdig med. Kan du forestille dig, hvor underligt det er at få at vide, at du er klog, fordi du er lyshåret? Eller at en nægter at date dig, bare fordi du ser dansk ud?

Min familie elsker at rejse, og det var i mange år en tradition at tage til et nyt land hvert år. Derfor har jeg lært, at den gensidige respekt faktisk findes derude. Når vi har mødt nye mennesker i andre lande, så udviser de nysgerrighed og er altid åbne for at få ny viden om et land, de ikke kender til. Jeg har mange gode minder fra mine ferier, og jeg kan ikke huske en ferie, hvor vi har oplevet racisme eller had bare for at være fra Grønland. Det er kun i Danmark, at dette had kommer frem. Det er vildt, at vi lærer sproget alle 10 år i folkeskolen, og at vi har om Danmark i fag som historie, men at de fleste danskere alligevel ikke ved noget om Grønland.

For mit vedkommende kan det tilgives, at man er uvidende. Det, jeg ikke kan lide, er hadet, der formes fra den uvidenhed. Jeg har mødt danskere, som er åbne for at lære om Grønland.  Jeg har endda en dansk aataa (morfar) som forelskede sig i Grønland. Han flyttede til Grønland for at arbejde og endte med at møde min aanaa (mormor), hvor han senere giftede sig med hende. Selvom han boede i Grønland over halvdelen af sit liv, så sagde han altid, at han for evigt var dansk. Trods den stolthed han havde til det land, han blev født i, så forelskede han sig i Grønland. Og da han gik bort, kunne han ikke forestille sig at blive begravet andre steder end i Grønland. Når jeg bliver tvivlsom om forholdet mellem Danmark og Grønland, tænker jeg tit tilbage på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig aldrig mødt to mennesker så forelskede, og en dag  vil jeg gerne selv finde den kærlighed, de havde til hinanden,. Min aataas tilknytning til Grønland giver mig håb om, at vi i fremtiden kan få den gensidige respekt mellem de to lande.

Tal Dansk
Jeg blev født i 2004 i rigsfællesskabet, præcist i Nuuk, Grønlands hovedstad. Et fællesskab som jeg troede var ligeværdigt. Grønlandsk er mit modersmål, og jeg talte ikke andet end dét, indtil jeg kom i en børnehave, hvor flertallet af børnene var danske. I løbet af få måneder stoppede jeg helt med at tale grønlandsk. Pludselig kunne jeg ikke lide den grønlandske mad, jeg normalt elskede. Det var i en tidlig alder, jeg lærte, at danskere dominerede i det grønlandske samfund. Vi var kun børn, men jeg lærte hurtigt at indordne mig i systemet.

Da jeg blev ældre og gik i folkeskole, fik jeg mit grønlandske sprog tilbage. Mine klassekammerater og jeg havde det godt i hinandens selskab, indtil vi fik en ny naturfagslærer fra Danmark. Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi elever talte grønlandsk til hinanden i forbindelse med gruppearbejde. Pludselig begyndte læreren at råbe ad os. Vi blev chokerede over lærerens udbrud. Læreren blev sur over ikke at kunne forstå os, fordi vi talte vores modersmål. Han beskyldte os for at bagtale ham, fordi vi talte et sprog, han ikke kunne forstå, så han bad os om at tale dansk. Episoden skabte ballade på skolen, og det resulterede i, at vi begyndte at tale dansk, når vi havde den pågældende lærer. Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?

På gymnasiet oplevede jeg noget tilsvarende. Jeg har altid været sproglig stærk. Ved slutningen af gymnasietiden skulle jeg op i psykologi, og jeg havde aldrig været så nervøs for en mundtlig eksamen før. Grunden til min nervøsitet var, at jeg kendte dem, som var oppe lige før mig. Jeg kendte den ene som en meget klog og dygtig elev, der altid var klar og aktiv i timerne. Da hun kom ud af eksamenslokalet, kunne jeg fornemme, at det ikke var gået godt. Hun havde fået 02. Det gjorde mig bekymret. Hvis hun fik så lav en karakter, hvad ville jeg så få? Min eksamen gik overraskende godt, og jeg fik 12. Det fik mig til at tænke over, hvad det var jeg gjorde, som hun ikke kunne? Det gik op for mig, at det nok skyldtes, at hun kommer fra en mindre by, hvor hendes fortrolige sprog er grønlandsk. Hun var en af de dygtigste piger, jeg kendte på gymnasiet, men hun var ikke stærk på dansk. Både censor og eksaminator var danskere. Kunne det mon have været anderledes, hvis hun havde fået muligheden for at tale sit eget sprog? Kunne du forestille dig at være til din endelige eksamen i gymnasiet, hvor censor og eksaminator ikke talte dit modersmål?

Jagten
Som barn lærte jeg at skyde med riffel. Det lyder nok voldsomt, men som grønlænder er det noget af det mest naturlige. Jeg er den ældste ud af fem, så jeg var den første, der skulle lære at tage på jagt. Jeg har altid værdsat de gode stunder, jeg har haft med min far. Jeg kan ikke tale om følelser med ham, men jeg kan virkelig mærke den kærlighed, han har for mig, når vi er ude i naturen. Min far har lært mig overlevelse, ikke kun i naturen men også mentalt. Han har lært mig, at jeg skal rejse mig op, når jeg snubler, og at der altid er en udvej. Et af de minder, jeg har fra vores jagt, er dengang, jeg ikke kunne komme over en elv med stærk strøm. I stedet for at vende om, så bar han mig over elven. Han har lært mig at stå oprejst, også når der er udfordringer. Han har ligeledes lært mig at have en enorm respekt for naturen. I en tidlig alder lærte han mig at udnytte hele rensdyret, når vi havde skudt det. Vi har altid kun skudt de dyr, vi havde brug for, og min fars taknemlighed for fangsten kunne altid ses. Et eksempel på denne taknemmelighed er, da min far skød 2 rensdyr. Selvom det normalt ville være for meget at bære alene, så gjorde han det. Han gik flere kilometer alene i den barske natur, bare så fangsten ikke gik til spilde. Det var så hårdt, at han dagen efter var så øm, han ikke kunne gå. Min far er én af mine største rollemodeller, da jeg aldrig har mødt en mand som ham med så stor respekt for naturen og andre. Kunne du forestille dig at skyde din egen økologiske gris? Frem for at tage i Netto og købe oksekød og øko-æg.

En anden ting, jeg elsker ved jagten, er at komme hjem til en glad mor, der har ventet spændt hele dagen på, om vi har fået fangst. Fangst betyder nemlig, at vi har mad i fryseren til den kommende vinter. Min mor tager ikke med på jagt, men det er hende, som gør dyret klar, når vi er tilbage. Selvom hun er træt, hjælper hun altid til. Hendes godhed er som ingen andres. Jeg lever i en sammenbragt familie, hvor kærlighed og sammenhold er det vigtigste. Min mor har altid taget mine andre søskende under vingerne som var de hendes egne, og uden hende i vores liv tror jeg ikke, vi har fungeret så godt, som vi nu gør. Hun har også lært mig, at der altid er en ny dag i morgen. Vi kan ikke ændre det, som skete i går - vi kan kun se fremad. Min mor er en kvinde, som aldrig giver op. Hun har lært mig altid at holde mit hoved højt uanset hvor dårligt, jeg har det. Som mange andre grønlændere er hun omsorgsfuld. Det er også derfor, jeg har brug for at nævne hende. Hun er den vigtigste kvinde i mit liv.


Lys i Mørke
Grønland er et af de smukkeste steder i verden med en ubeskrivelig natur.

Forestil dig

Et sted hvor luften er så ren                              Et sted med dansende nordlys

Et sted hvor himlen er fyldt                               Et sted med en stilhed så stor, at
med farver, du aldrig har set en                       man bliver helt overvældet
himmel have

Et sted med isfjelde så store som                   Et sted med en ro så dyb
bygninger

Men ligesom livet kan være så smukt, kan Grønland også blive dækket af mørke skyer. Flere familier har oplevet tragedier. Et af de minder, jeg har, stammer fra dengang, jeg var 12 år gammel. En jævnaldrende, jeg kendte, var ude at sejle med familien, da ulykken skete. Båden ramte en isskosse, og alle blev kastet over bord. Han så sin familie drukne. Han var den eneste overlevende. Lokalsamfundet viste deres støtte ved at samle penge ind til ham, men dét, han mistede den dag, kan aldrig erstattes. Dette er et eksempel på, hvor barsk livet kan være. Selvom livet kan være hårdt og ubærligt, så står solen stadig op. Vi er et lille samfund med kun 56.000 indbyggere, hvor de fleste kender hinanden. Når ting som dette sker, påvirker det hele samfundet, netop fordi vi er så få. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen. Jeg tænker tit på det, han oplevede, og grunden til, at jeg fortæller dette, er, jeg vil vise, at selvom vi er omgivet af mange gode ting, så kan livet hurtigt ændre sig.

Ligesom et gevær kan give lykke til en konfirmand, så kan selv samme gevær skabe sorg. Grønland har nemlig et af de højeste selvmordsrater i verden. Alle, selv jeg, kender en, der har mistet livet til selvmord. Kirkegårde fyldes hurtigt med unge sjæle. Det bør aldrig være en udvej, for der findes altid andre muligheder. Trods dette tabu er jeg stadig stolt af at være ung grønlænder, for selvom livet kan være barsk, har min omgangskreds vist mig, at livet er herligt. Livet handler om at opleve, og uden nedture kan der aldrig være opture. Så selvom livet byder på udfordringer, er det vigtigt at elske sig selv. Vi grønlændere har oplevet meget modgang, men vi står stadig oprejst.

Vi er fandme så seje

Vi er åbne og nysgerrige                                  Vi er imødekommende

Vi er tresprogede                                              Vi er inkluderende

Vi har en rig kultur                                             Vi holder sammen

Vi har lært at tilpasse os naturen og vores omgivelser. Så kære “gæst” - du er hjertelig velkommen, men lad os se hinanden i øjenhøjde. Jeg tager dig gerne i hånden og viser dig skønheden og skyggerne af vores rigsfællesskab set med mine øjne.

Selvom vi for nogen er ”dumme grønlændere”, ”fordrukne eskimoer” eller vi ses som nogen, der ikke kan klare os selv, så er vi et stolt folkefærd med en kærlighed og respekt som ingen andre.












Gud Bevare Danmark
_{og Grønland}

DANSKER
DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,

                                                      NÅR JEG SOM GRØNLÆNDER SNAKKER MIT SPROG.

                    DU SIGER, AT JEG IKKE UDVISER RESPEKT,
                    NÅR JEG TALER ET SPROG, DU IKKE KAN FORSTÅ.

                                                                    DU LUKKER MUNDEN PÅ
                                                                    MIG OG SIGER,

                            AT JEG SKAL SNAKKE DANSK SOM DIG

            OG TÆNKE SOM DIG.

     DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
     AT JEG ALDRIG KOMMER TIL AT LÆRE NOGET,
     FORDI JEG IKKE TALER DIT SPROG.

                                                          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG OG SIGER,
                                                          AT JEG IKKE HAR EN FREMTID,
                                                          FORDI JEG IKKE TALER DANSK.

          DU LUKKER MUNDEN PÅ MIG,
         FORDI MIT MODERSMÅL IKKE HAR VÆRDI

Jeg husker min barndom som lykkelig og fuld af dejlige minder fra bygden, Kangerluk. Her voksede jeg op i en tryg familie sammen med mine søskende. Mine forældre var kærlige og omsorgsfulde.

Vi levede fra dag til dag. Mine forældre havde ikke mange penge, men vi manglede aldrig noget. Og hvis vi gjorde, så måtte vi selv skaffe det. Fra naturen og menneskene. Fra vores omgivelser. Der var intet andet. Og det var rigeligt! Vi lærte at tage ansvar for at overleve hver dag – sammen!

I lived in a small house with a beautiful view.

Det hus, vi boede i, havde min morfar selv bygget. Det lignede ikke de huse, man ser i film, men det var vores hjem. Og jeg var lykkelig dér.
Jeg kan stadig genkalde mig lugten af mit barndomshjem. Min far var fanger, og der lugtede dejligt meget af sælskind og sælkød. En duft, som stadig vækkerminder hos mig.

Min mor havde ingen uddannelse. Men hun havde altid et stort overskud til at udrette noget. Når min far kom hjem med fangst, tilberedte hun den. Hunsorterede det spiselige fra det uspiselige. Lavede mad til hele familien. Forberedte skindet, så hun kunne sy i det.

Min mor var god til håndarbejde. Og hun havde ofte travlt med alt det huslige arbejde.
Så når hun endelig slap alt, skruede op for musikken og dansede rundt i sin egen lille verden – tænkte jeg altid på, at hun virkeligt fortjente det.

No wonder why I always think of her, when I listen to music.

Da jeg en dag forlod min hjembygd for at rejse til andre dele af Grønland, oplevede jeg, at den måde, de levede på på resten af kysten, var meget anderledes end der, hvor jeg er opvokset.

Jeg kunne ikke længere bruge alt det, jeg havde lært hjemmefra. Til gengældforstod jeg betydningen af vores historie og kultur.

Jeg forstod også, at der var meget, jeg ikke havde lært i skolen.
Jeg oplevede betydningen af kolonihistorien.

Alt det, jeg IKKE havde lært om i skolen.

Det eneste, jeg kunne, var et par danske ord, og at vi grønlændere blev set på som ’utaknemmelige’. Det var alt, hvad jeg vidste!

Nu hvor jeg snakker om kultur, så har jeg altid troet, at folk i hele verden havde de samme værdier og liv.

Da jeg var barn, så vidste jeg, at mennesker med lyst hår og hud rejste hertil. Men deres måde at leve på var meget anderledes. Jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg oplevede, at de snakkede anderledes. De talte samme sprog, som vi hørte i fjernsynet.

Mine forældre og jeg kunne hverken snakke med dem eller forstå dem. Når vi mødte nogen, så virkede vi generte.
Uden at jeg ved det med sikkerhed, tror jeg, at vi følte det samme; mine forældre og jeg.

Vi følte os mindre værd.

Jeg har i hvert fald altid følt, at mit værd var en del mindre end danskernes. Men bare fordi jeg ikke kunne snakke med dem, betød det ikke, at jeg ikke var imødekommende, for jeg hilste smilende på alle dem, der var anderledes, når jeg mødte dem på min vej.

De måtte på ingen måde føle sig holdt udenfor.

But the other problem was, that as I child I always heard that Greenlanders are ungrateful for what Danes have done

Derfor forsøgte jeg at undgå at blive dømt ’ungrateful’. Utaknemmelig. I stedet sørgede jeg for, at de lyshårede/lyshudede følte sig set og inkluderet, for der eringen, der kan lide at blive holdt udenfor.

Som teenager havde jeg svært ved at blive en del af fællesskabet. Heller ikke på min uddannelse følte jeg mig inkluderet. For jeg var så stille og tilbageholdende. Jeg troede på dét, de andre sagde: at jeg var sjusket. Ikke kunne få gode karakterer.

Det gjorde mig ked af det.

Det med at respektere andre, og ikke selv at blive det, forhindrede mig i mange år i at uddanne mig.

Jeg blev så vred over at blive set ned på, at blive kaldt ’respektløs grønlænder’ og dømt som én, der var mindre værd, bare fordi jeg ikke kunne snakke flydende dansk. Og ikke kunne svare på alt, hvad jeg blev spurgt om. Tit så ’frøs’ jeg, fordi jeg kun kunne få nogle få ord frem. Jeg følte mig hverken respekteret eller lige med de andre.

I mit eget land! Skulle jeg føle mig mindre værd?!

Det gjorde mig så vred, at jeg i lang tid slet ikke kunne hilse på dem! Tænk, om man havde tvunget danskere til at svare på grønlandsk ? Og truet dem med at blive sendt til skolelederen, hvis de ikke kunne dét?

Flere gange har jeg siddet overfor lærerne til eksamen og ikke kunnet sige noget. En halv time føltes som en uendelighed. For mig.

Jeg gik grædende ud af eksamenslokalet. Jeg skammede mig over at være grønlandsk og være tungnem til fremmedsprog.

Jeg så ned på min nationalitet og identitet. Og jeg så op til andres.

Min vrede mod danskere forhindrede mig i at lære. Med støtte og opbakning fra mennesker omkring mig indså jeg efterhånden, at jeg ikke skulle lade vreden stå imellem mig og den uddannelse, som kunne være vejen fremad.

Gennem min uddannelse har jeg udvidet min horisont. Mit udsyn er større nu, og jeg har fået svar på meget af det, jeg ikke havde lært om tidligere.

Forståelsen for verdenssituationen, for andre kulturer, værdier og traditioner har lært mig værdien af min egen kultur. Værdien af respekt og at være ligestillet. Jeg forstod pludselig konflikten mellem mennesker og betydningen af kampen om at være bedst. Om magten ved at undertrykke andre.

Om forskellene på kultur og værdier mellem grønlændere og danskere; minoriteterne her i Grønland.

Jeg fik bekræftet vores barske historie og dens konsekvenser for mine forfædre. Og det kunne jeg ikke acceptere. Men hånden på hjertet, hvis jeg tænker på vores situation i dag, så kan jeg mærke, at vi er nødt til at bevæge os videre. Vi kommer aldrig til at blive ens eller lige. Det kan vi se, når vi kommer ind i en restaurant, hvor der både er danskere og grønlændere. Vi grønlændere er bare mere nonverbale. Vi bruger ikke så mange ord og taler ikke så højt som danskere. Det kan gøre helt ondt i ørerne at høre danskere snakke højlydt fx på en restaurant. Det er bare et eksempel, men det fortæller noget om vores kulturforskelle.

Min kultur og dens værdi bliver ikke ændret eller taget væk, og jeg kommer ikke selv til at ændre eller tage andres kulturer væk. Der er mange måder, vi er forsøgt at blive gjort danske på i vores 300 år lange historie. Men vi er her stadig og har vores egne værdier. Jeg har aldrig før haft så meget respekt for den, jeg er.

Følelsen af skam, af mindreværd, af ikke at kunne forstå, af at være malplaceret, selvom man tilpasser sig, er følelser, der ikke længere er nødvendige i mit liv.

Jeg forstår nu, at jeg ikke er nødt til at opnå en masse ting, og at mit ophav, min kultur og min identitet er værdifulde i sig selv. Mine forfædre levede et liv, der var bestemt af vejrforholdene, og de tænkte slet ikke på den fremtidige økonomi.

Vi i Grønland er nødt til at tilpasse os den globale verden samtidig med, at vi bevarer vores identitet. Vi er nødt til at ’sy såret sammen’ efter alt, hvad mine forfædre har oplevet. Vi er nødt til at komme videre herfra.

Min uddannelse har åbnet mine øjne og givet mig forståelse for, hvorfor det er så vigtigt at være klar til fremtiden.

Min nationalitet er vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at lukke nogen andre ude. Uanset hvor de kommer fra i verden, er jeg nysgerrig på vores forskelle og vil føle mig beriget ved at tale med dem. For jeg er verdensborger. Jeg respekterer og prioriterer min – og andres kultur.

‍

‍

Jeg er stolt af at være grønlænder.

At være grønlandsk er at være den, jeg er. Det er den, jeg er født som. Det er den, jeg altid    har været og altid vil være – lige meget hvad. At være grønlandsk er, når nogen spørger mig: “Kalaaliuviit?” (er du grønlænder?), og jeg svarer: ”Aap kalaaliuvunga” (ja, det er jeg).

At være dansk betyder for mig at passe ind. At jeg passer ind i det land, hvor jeg bor lige nu, og som jeg ønsker at være en del af. Men det er ikke altid, jeg passer ind i Danmark. Jeg ser ikke dansk ud. Jeg ser ud som en af dem, mange danskere har fordomme om. 

I Danmark er jeg nogle gange for grønlandsk til at være rigtig dansk, men i Grønland kan jeg også være for dansk til at være grønlandsk. Som et grønlandsk barn, vokset op i både Grønland og Danmark, kan mit indre føle sig splittet mellem to lande. To identiteter, der ikke kan finde hinanden. Hvordan finder jeg så mig?

‍

At være barn i Grønland var for mig en barndom fyldt med liv. Jeg er født i Tasiilaq i Østgrønland. Et ’proud’ sommerbarn, hvor stuen altid blev fyldt til kaffemik på min fødselsdag i sommerferien. Men selvom jeg er født i Tasiilaq, er min barndom spredt over hele Grønland. Jeg har barndomsminder fra Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat og også fra Aalborg. Men Qaqortoq er stedet, hvor jeg voksede op.

Det var her, jeg startede i skole iført min østgrønlandske nationaldragt, som min aanaa havde syet til mig. Det var her, jeg om vinteren slæbte min bror med op på bjerget bag fodboldbanen for at kure ned siddende på sneen. Det var her, hvor byens børn altid legede udenfor dagen lang. Vi mødtes på fodboldbanen, spillede bold, legede og klatrede op ad bjerget bag banen. Vi legede gemmeleg med alle børn fra byen. Mit hus blev mødestedet for alle fra min årgang, for vi havde en trampolin i haven. Det var aldrig kedeligt at være barn i Qaqortoq. Alle kender alle i den by. Der var altid liv. Over det hele. Det var det dejligste sted at vokse op.

‍

At være barn i Grønland var for mig også en hård barndom. Rigtig mange børn oplever at vokse op i et usikkert hjem, et grænseløst hjem. Nogle bliver slået af deres forældre og lærer, at vold er den første måde at reagere på. Mange har især en svær relation til deres fædre. Min ataata var alkoholiker og var ofte min anaana utro. Han kommer fra virkelig barske forhold i Østgrønland. Mine forældre er skilt i dag - og godt for det. De bor i hvert deres land. Min ataata med min papmor og to halvsøskende i Ilulissat. Min anaana, bror og jeg i Aalborg. Det er bedst sådan.

‍

En mandag morgen, da jeg var ni år gammel, havde min ataata været væk i tre dage. Jeg gik ned ad bakken på vej mod butikken Pisiffik. Halvvejs nede ad bakken stod en mand og svajede. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var min ataata. Så tænkte jeg bare: Hvor fanden har du været I TRE DAGE?

Jeg gik over til ham og spurgte, hvorfor han ikke var hjemme. Han var så fuld, at han ikke engang kunne genkende mig. Jeg hjalp ham op ad bakken og ind i vores hus. Og så gik jeg igen, men ikke ret langt. Jeg gemte mig bag en husmur for at holde øje med, om han nu tog afsted igen. Jeg følte mig forkert og forvirret, for hvorfor var han sådan der? Det var sket flere gange, at han havde været væk i nogle dage. Men dette var første gang, hvor jeg følte mig ansvarlig for ham. Det, jeg har oplevet, er ikke noget for børn.

‍

Efter dette stoppede mine forældre ikke med at skændes - det blev kun værre. Min bror og jeg sad ofte i skjul på trappen og hørte mine forældre råbe ad hinanden. De råbte så højt, at man ikke kunne sove. De skændtes så meget, at min ataata flyttede til Tasiilaq i et år. Jeg troede, at det var min skyld, fordi jeg havde fortalt min anaana, at min ataata var fuld. Da han forlod os, var det det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg sad på sofaen og ville ikke have ham til at gå. Jeg græd og gik i panik. Han gik ned ad trappen med sin taske og gav mig et kram. Jeg tiggede ham om at blive. Han rev mig væk, tog sin taske og gik. Jeg kaldte: “Ataata”. Min anaana satte sig og græd med mig. Min anaana vidste godt, at hvis min ataata blev her, så ville det skade mere, end det gjorde gavn.

‍

Der har også været gode episoder. Engang tog han mig med ud for at gå en tur, og vi så det største stjerneskud, jeg nogensinde har set - den slags stjerneskud, der oplyser hele himlen. Sådan er min ataata også. Min ataata viste mig naturen og sporten og lærte mig utrolig meget. Han var en af de største helte i min barndom, indtil han ikke var det længere. Jeg elsker dig, ataata, men jeg hader dig på samme tid.

‍

At være ung i Grønland er svært for mange. Jeg var meget deprimeret i teenageårene, og jeg har haft brug for at tro på, at der er en mening med det, jeg oplever. Jeg har venner, der ikke er her mere. Det har jeg ikke lyst til, at nogen skal opleve. Selvmord er en meget stor del af mit liv. En meget stor del af mange grønlænderes liv. Mange børn og unge har det så svært, at de føler, det er den eneste vej ud af smerten. De mangler omsorg. De mangler at blive set, hørt og anerkendt. Men der er ingen, der lytter.

‍

Da jeg var 14 år, boede jeg hos min ataata og papmor i Ilulissat i to år. Det var et svært hjem at bo i. Det var et svært hjem at blive anerkendt i. Jeg følte mig ikke set eller hørt, hvilket de aldrig helt har forstået. Jeg er blevet smidt ud hjemmefra to gange. De siger altid undskyld, som om ingenting var sket. Det blev aldrig et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme - eller bare et sted trygt nok til, at det kunne kaldes et hjem.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det så svært, at jeg tænkte på selvmord. Men jeg ville ikke ende som så mange andre i Grønland. Mit liv skulle ikke stoppe der. Jeg skulle bare væk derfra. Jeg skulle bare hjem til min anaana. Min barndom og ungdom med min ataata har gjort mig stærkere - men jeg kunne være blevet stærkere på en anden måde.

‍

At være ung i Danmark har givet mig mange muligheder. Jeg har rejst rundt, har oplevet meget og er nu ved at tage en uddannelse. Jeg har fået lidt afstand til alle de hårde ting fra min barndom i Grønland, men det er ikke altid let at være grønlænder i Danmark.

‍

At være ung i Danmark er for mig også forbundet med ensomhed. Jeg kom til Danmark for at starte på efterskole i 2021. Man hører ofte, at efterskole er det bedste år i ens liv, men det var det ikke for mig. Det var lidt af et kulturchok at komme til Danmark, hvor skole er alt - et præstationssamfund. Jeg var vant til at være omkring alle mine venner hjemme i Grønland, men nu mistede jeg sikkerheden i at kende nogen. Og det kan være svært at få venner som grønlænder i Danmark. Jeg havde lige barberet mit hoved for sjov med en veninde i Grønland, inden jeg startede på efterskolen, så jeg så ikke så køn ud. Hår gror jo ud igen, tænkte jeg. Det var ikke så vigtigt for mig. Men det var lidt svært at prøve at se normal ud med et barberet hoved.

‍

Jeg mærkede også ensomheden under min uddannelse, da jeg læste til pædagogisk assistent i Aalborg. Der var stor forskel på de studerendes alder, baggrund og interesser. Mange havde meget tilfælles - måske lyttede de til den samme danske kunstner, kendte den samme person eller var i samme aldersgruppe. Det var jeg ikke. Jeg følte mig ekskluderet. Jeg fik to venner, som begge var udlændinge. Det var lidt nemmere, for de havde ikke de samme fordomme om, hvem grønlændere er - hvem jeg er. De stereotyper, der er om grønlændere, handler rigtig mange danskere på ubevidst. De ekskluderer. Jeg prøvede at connecte og skrive til klassekammeraterne, men jeg blev afvist. “Måske en anden dag,” skrev de.

‍

Det er ikke kun mine medstuderende, der handler på stereotyper om grønlændere. En af mine undervisere ser meget den grønlandske del af mig i stedet for bare at se mig. Hun behandler alle os udenlandske studerende anderledes. Jeg er sikker på, at det er ubevidst og ikke for at såre, men det er stadig noget, hun gør. Det sårer mig. Det er noget i hendes kropssprog og måden, hun giver os hårdere feedback end til de danske studerende. Flere danskere har et ret lukket mindset og kan udvise racisme, hvor de viser det ret subtle. Det er noget, jeg har oplevet meget. Nogle danskere er ikke onde for at være onde, men de er onde uden at vide det.

‍

En af de stereotyper, som fylder meget i nogle danskeres øjne, er, at grønlændere drikker meget. Men grønlændere drikker ikke meget - i hvert fald ikke i Grønland. Dem, som rent faktisk drikker, flytter til Danmark, hvor alkoholen er billigere. Vi er faktisk ikke et folk, der drikker ad helvede til. Dem, der sidder og råber foran Kennedy Arkaden i Aalborg, ville aldrig opføre sig sådan i Grønland.

‍

Grunden til, at stereotypen eksisterer, er, at mange grønlændere har været nødt til at bruge druk som et middel til at undslippe virkeligheden og deres smerte. Mange smerter kan gå videre i flere generationer. Dem, der bruger druk, er dem, der ikke er vokset op i et godt hjem. De har oplevet mange traumer, som de er nødt til at undslippe. 

‍

Alkohol er nervemedicin. En af mine gode veninder havde et meget barskt hjem. Det er grunden til, at hun ikke kan stoppe med at drikke.

‍

Der er behov for en grænse med de stereotyper, der er. Da jeg var på udveksling i Belgien, mødte jeg aldrig det samme fordomsfulde, stereotypiske billede, som jeg møder i Danmark. Jeg oplevede forståelse frem for en negativ forventning. Den er som groet ind i knoglerne - det billede af Grønland og grønlænderne, som danskere har og er opvokset med. Det ligger dybt i dem. I rigsfællesskabet har vi oplevet hårde, svære og virkelig komplicerede ting. Skal vi have et godt forhold, er det nødt til at være et gensidigt, respektfuldt og tillidsfuldt forhold. Når man rækker danskere hånden, tager de hele armen og smider den væk. Men når danskere rækker os hånden, er vi heller ikke gode til at tage imod den. Det er derfor, at der er så stor debat. Måske er det også derfor, at det kan være svært at være mig i Danmark.

‍

Jeg møder også stereotyperne, når jeg er i byen med mine danske venner. Når vi er afsted sammen, så bliver de snakket mere til end mig. En aften kom en fyr over til mig og min veninde og spurgte: “Hvor kommer I fra?"

“Hvorfor?”

"Nå, det er bare noget, jeg har tænkt over.”

Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”

‍

Jeg var chokeret – nå, okay. Tak, I guess. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne date en som dig. Hvem siger sådan til nogen? I mit hoved tænkte jeg: Nå, det er sgu da godt, at vi er følsomme! I det mindste føler vi noget! Vi grønlændere føler dybt, og vi føler stærkt. Og ja, det kan måske også være et problem. Men jeg synes, at det er en god ting, at vi føler for meget nogle gange. Når man ikke føler noget, så kan man såre andre. Det kan vi være gode til at anerkende, når vi gør, og undskylde. Det er danskerne sjældent gode til. Jeg synes, at vi grønlændere burde have mere fornuft, og at danskere burde have mere følelse.

‍

At stå imellem Grønland og Danmark er svært. Grønland er virkelig splittet i forholdet til Danmark. Det splitter også noget i mig. Grønland elsker at være en del af Danmark, men de hader det også på samme tid - som bror og søster. Grønland elsker de muligheder, de har fået af Danmark, men de føler sig mishandlet på nogle punkter. I min familie har forholdet til Danmark også været svært. Min momoo kender kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op af den danske stat. Min ittu var et af de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive dansk. Lyd dansk og se dansk ud – sådan er han vokset op. Da han kom til Grønland igen som voksen, var han nødt til at genlære det grønlandske helt fra bunden af. Deres oplevelser med Danmark har sat sine spor. De sætter sig som ar, der nedarves i generationer. Det, som mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg mærke i mit forhold til Danmark.

‍

I Danmark og Grønland er vi lidt ligesom børn, som prøver grænser af. I flere hundrede år har vi levet med hinanden. Vi har udfordret hinanden. Vi har prøvet hinanden af. Vi er som to søskende, der slås om kagen. Det er i hvert fald sådan, det føles – lidt latterligt. Sådan føler mit indre sig. Som to sider af mig, der slås om førstepladsen, men jeg vil faktisk gerne have, at de smelter sammen.

‍

Jeg vil gerne være grønlandsk, men jeg vil også gerne være lidt dansk. Jeg vil gerne have, at det bliver til en tæt forbundet knude, hvor det hele er i harmoni med hinanden. Det er det ved at blive. Men det er en “work in progress” at forene det at være grønlandsk med det at være dansk.

‍

‍

Ataata: far 

Anaana: mor 

Aanaa: bedstemor (farmor) 

Ittu: bedstefar

Momoo: kælenavn for mormor

Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
  Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
  Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den. 

 •

For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
  Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
  Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
  Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
  Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
  Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
  Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
  Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
  Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
  Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie. 

 •

Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
  En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
  SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.

 •

De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
  Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
  Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
  Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
  Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning. 

 •

Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg. 

”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)

Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
  Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.

 •

Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
  Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.

 •

Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
  Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
  Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
  Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
  Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
  Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.

 •

Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
  I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.

 •

Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang. 

 •

Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig. 

“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.” 

Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
  Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
  Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
  De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
  Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
  Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
  Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige: 

“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?” 

De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
  Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
  Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
  Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.

Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.

Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
  Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
  Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
  Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.

 •

I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
  Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.

Vi sidder på én af vores favoritcaféer på Østerbro, min søster, min mor og jeg. Byen ulmer af mennesker, som nyder den sidste aftensol. Omkring os sidder Københavns smarte unge, der snakker om kærester og den fede fest, de var til i sidste weekend. De drikker kaffe latte og diskuterer, om de hellere skulle have valgt en tude-cortardo med ekstra mælk, mens de stirrer på os. Det er som om, at vi ikke passer ind, selvom vi har været her tusinde gange før. Min søster holder sin telefon op til øret. Hun prøver at få fat i far, som ikke tager telefonen. I stedet har hun modtaget en telefonbesked. Det er far, der har ringet; politiet har anholdt ham.
  Jeg har ikke nemt ved at huske episoderne fra min barndom. Caféen på Østerbro står dog soleklar i min hukommelse. To dage inden var alt, som det plejede. Min mor sad i stuen og læste dagens nyheder i Politiken; min søster og jeg lå på hvert vores værelse og opførte os som typiske teenagere. Selvom der ikke var noget unormalt over dagen, så vidste jeg, at noget var galt. De sidste mange måneder havde været svære for mine forældre, som havde skændtes mere end normalt. Min far kunne godt blive lidt voldsom, når han blev træt af min mors skældud. Han plejede dog at falde ned, når han satte sig for sig selv i køkkenet og hørte Eldorado. Her havde han helle. Her kunne han slippe væk fra min mors brok, ryge sine cigaretter i fred og drikke sig til ro. Han drak nok lidt for meget og lidt for tit.
  Far kom hjem fra arbejde og kaldte os ind i stuen fra vores teenageværelser. Udenpå virkede han rolig, men bag facaden må der have været kaotisk. Han fortalte, at vi var blevet smidt ud af lejligheden, fordi han ikke kunne betale, hvad han skyldte i husleje. Tiden gik pludseligt meget langsomt, og stilheden tog over. Med to dages varsel skulle vi være ude af lejligheden, så fogedretten kunne inspicere den og pakke resten af vores ting. Vores familie var på et splitsekund blevet smidt på gaden.
  Far sagde, at vi kun måtte pakke det vigtigste. To dage til at pakke et liv. Hvad tager du med? Går du praktisk til værks og pakker lidt underbukser, din computer og de vigtigste skolebøger, eller går du mere følelsesmæssigt til værks og pakker dit yndlingslegetøj og din seje schweizerkniv? Jeg var 11 år gammel og havde knap nok lært at binde mine snørebånd. Nu skulle jeg pludselig vurdere, hvilke ting der var de vigtigste i mit liv. Mest af alt var jeg nok bare overrumplet af forvirring. Jeg endte med at pakke en modelflyver, noget tøj og min computer. Hvorfor lige præcis den modelflyver var så fandens vigtig, ved jeg ikke. Følelsen af at skulle vælge og vrage, og kun tage det med jeg kunne klemme ned i en alt for lille rygsæk er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.
  Sådan startede et nyt kapitel i min barndom som nomade. Med min barndom i en rygsæk, min mor i hånden og min søster på slæb gik vi mod caféen på Østerbro, kun et stenkast fra den lejlighed, der nu ikke længere var vores. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig ikke at have et sted at bo, men som et 11-årigt barn, der har brug for stabilitet og tryghed, er det forfærdeligt at forestille sig en fremtid som hjemløs. Det var mærkeligt at sidde på den café. Alle andre havde jo bare en helt almindelig dag; de smilede og var glade. Og her sidder vi så midt på Østerbro og skal finde ud af, hvor vi skal bo.
  Det var her, mit billede af vores familie krakelerede. Det gik op for mig, at mine forældre ikke havde styr på noget som helst. Min far var blevet tilbage i lejligheden. Han skulle lige ordne nogle ting, sagde han. Min mor var ikke til meget hjælp – hun var mindst ligeså overrumplet over situationen, som min søster og jeg var. Generelt havde hun ikke det store overblik, for hun lider af sklerose. Sygdommen påvirker hendes hukommelse, hendes overskud og hendes temperament. Hun havde derfor svært ved at holde sammen på sit og vores liv.
  Selvom jeg var vant til, at jeg selv skulle løse mine egne problemer, havde jeg ikke forestillet mig, at det var mig, der skulle sørge for, at vi havde et sted at bo. Vi havde ikke venner eller familie, som vi kunne være hos. Min mor er fra Marokko, men er vokset op i Frankrig, og min fars familie bor på Fyn. Det bedste forslag, jeg kunne komme på, var derfor at tage på hotel. Jeg kom i tanke om et hotel i Ryesgade, som jeg var gået forbi et par gange. Hotelværelset lugtede, og var mørkt og støvet. Den normale spænding ved hoteller var væk, for vi var ikke turister på eventyr i en ny by. Det var her vi boede nu; vi var flyttet ind i vores nye hjem. Ordet hjem var ikke længere forbundet med familiehygge og tryghed. Nu var det det blot jagten på et sted at sove. Og jeg havde svært ved rigtigt at forstå, at et hotelværelse på Ryesgade kunne være vores hjem. Mine ting var her jo ikke, og jeg havde ikke mine skolebøger med. Jeg havde kun en modelflyver, min computer og rene underbukser til et par dage.
  Hotelværelset i Ryesgade står for mig som et symbol på den dag, hvor jeg stoppede med at være barn. Selvom problemerne i virkeligheden startede lang tid før, vi blev smidt ud af lejligheden, føltes det alligevel som slutningen på vores familie, min barndom, og som starten på en ukendt og utryg fremtid, jeg havde svært ved at forholde mig til. Min mor og far har altid skændtes meget. Det er nok ikke så unormalt, at de voksne skændes, men det virkede alligevel til, at mine forældres skænderier var lidt voldsommere end de flestes. De andre børn i min klasse var jo også nogle gange sure eller kede af det, fordi deres forældre skændtes. Men ingen af deres forældres skænderier sluttede med, at deres far eller mor altid gik hver til sit. Min far drak og hørte musik i køkkenet, og min mor satte sig i stuen og så TV. Nogle gange hørte min far endda så høj musik, at hele ejendommen vågnede. Engang var det så højt, at en af naboerne ringede til politiet og klagede. Da politiet bankede på og trådte ind ad døren, lå min søster og jeg tæt sammen i sengen. Vi var bange og prøvede at gemme os væk. Andre gange var skænderierne så voldsomme, at det var os, som blev nødt til at stoppe dem, inden det gik galt. Det var heldigvis kun sjældent.
  Klager til politiet, opmærksomme pædagoger og en lærer, som jeg betroede mig til, gjorde, at kommunen fik snerten af vores familieproblemer. De prøvede med familiesammenføringer, men min far dukkede aldrig op. De prøvede med en voksen kontaktperson, men jeg havde det stadigvæk dårligt. De prøvede mange ting, men intet hjalp. Jeg har efterfølgende fået aktindsigt i kommunens sagsdokumenter: 207 siders journal og 403 siders bilag, som side efter side beskriver min familie og mig ned i mindste detalje. Som en socialrealistisk roman skrevet i fagtermer og bureaukratiske kommunale vurderinger kan jeg nu læse om de situationer, jeg sidenhen har glemt eller fortrængt. Det er en underlig oplevelse sådan at kunne sætte sit liv i ringbind med farvekodede faneblade.
  Men det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken er onde eller grusomme. De kunne også være utrolig energiske, glade og sjove. De havde bare svært ved at få det hele til at hænge sammen. I starten af måneden var vi altid på fine restauranter, hvor vi spiste lækker mad og hyggede os. Men resten af måneden levede vi af fiskepinde på frys, og der var endeløse skænderier i stuen. Nogle gange blev jeg hentet til tiden, og andre gange måtte pædagogerne ringe efter min mor, fordi hun havde glemt, hvornår fritidshjemmet lukkede. Men når hun kom, gik vi altid ned og fik is. Vi tog det sure med det søde.

‍

Episoden på caféen blev enden på en familie. Efter vi var blevet smidt ud, fortalte min far, at han ville skilles fra min mor. Det var bestemt ikke noget, som min mor var enig i, hvilket blot førte til endnu flere skænderier. Jeg ville så gerne løse deres problemer og få dem til at enes og stoppe med at skændes. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det lykkedes ikke. Til sidst kunne de ikke holde ud at være i samme rum.
  Selvom skænderierne stoppede, fordi min mor og far ikke længere boede sammen, så var det ikke en løsning, men blot starten på en masse nye problemer.
  Det var som at styrte i grøften kun for at kunne kravle op af en ny. I de næste mange måneder efter café-episoden flyttede vi nærmest rundt fra dag til dag, indtil vi fandt et sommerhus godt 100 km. fra København. Her kunne vi være i nogle måneder, ind til kommunen havde fundet en lejlighed til min mor, søster og mig. Min mor havde forældremyndigheden, så vi kunne intet andet gøre end blot at vente i uro.
  Hun blev tilbudt en lejlighed, som kommunen havde fundet til hende på ydre Østerbro. Den var helt ubeboelig, fordi der var opmagasineret 360 flyttekasser fra vores tidligere hjem. Hverken min søster, min mor eller jeg kunne overskue rodet. Derfor flyttede min søster og jeg ind hos min far i stedet. Men da han mistede sit job, mistede han også sin lejlighed, fordi han ikke kunne betale huslejen. Jeg flyttede derfor hjem til min mor på Østerbro igen. Min søster flyttede hjem til sin kæreste, og min far flyttede hjem til sin søster på Fyn. Vores familie var nu fuldstændigt splittet.
  Der gik et år i den ubeboelige lejlighed på ydre Østerbro. Dag for dag prøvede vi at gøre den mere beboeligt, men det var svært med alt rodet, bjerget af flyttekasser og en syg mor. Det var her min angst og selvskade startede. En psykiater fra kommunen ville indlægge mig på børnepsykiatrisk afdeling for at kunne vurdere, om angsten skyldtes situationen i hjemmet. Det sagde vi nej til. Men kommunen kunne ikke længere se bort fra problemerne i familien, og min selvskade som blev værre. Derfor blev jeg sendt i plejefamilie, som jeg endte med at bo hos i tre år. En plejefamilie som gav omsorg, tryghed og stabilitet; en plejefamilie, som gav mig struktur over hverdagen, som jeg aldrig havde oplevet før. En struktur, som jeg ville ønske, at jeg havde fået før. Men det var også svært at bo i plejefamilie og samtidig besøge min mor og far. Jeg følte, at jeg ikke havde et hjem, selvom jeg havde tre steder, jeg kunne overnatte.
  Måske det kunne have hjulpet mig, hvis jeg fik hjælp tidligere. Måske skulle jeg have flyttet tidligere, eller måske skulle mine forældre få mere hjælp. Mine problemer får nok aldrig en løsning. Men måske det havde været bedre, hvis min mor havde fået hjælp tidligere, eller hvis min far havde stoppet med at drikke. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft nogle at snakke med og ikke var alene med mine bekymringer dengang.

‍

Intet barn skal gå alene med sine bekymringer. Jeg håber for de mange børn, der har det meget værre, end jeg har det, at de kan få nogle at snakke med. Hvad sker der, hvis de ikke får hjælp i deres turbulente hjem?

I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
  Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til. 

Lyt mere til de indadvendte 

På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
  Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
  En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
  Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
  Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
  En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
  Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
  Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
  Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter. 

Unge anbragte har også brug for en struktureret hverdag 

Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
  HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
  Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
  Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
  Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
  Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan. 

Bambi på glat is 

Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
  Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse. 

De hvide badeværelsesklinker er tilsølet med mørkerødt blod. Mit blod. Midt i blodpølen sidder jeg halvnøgen og indsmurt. Mine arme og ben er fyldt med aflange åbne sår – og det er langt fra første eller sidste gang. Fra sårene løber der åer af blod, som glider ned af min krop og danner blodsøer på gulvet, imens det blodige glasskår ligger trygt i min venstre hånd. Alt er koldt: Badeværelsesgulvet er koldt, min krop er kold, og efterhånden er det ellers varme blod også afkølet. Det gør ondt, selvfølgelig gør det ondt. Det er smerten og dens tilhørende indre ro, som jeg ihærdigt søger. Smerten giver mig tomhed; tom for tanker, tom for følelser. Det er nu rart at få en pause fra det hele, som fylder alt for meget.
  Min anbringelse startede, da jeg var 13, og endte ikke, før jeg blev 18 år, og i den tid var jeg anbragt på to forskellige opholdssteder. Oprindeligt blev jeg anbragt på grund af vold i hjemmet, som kom til udtryk, når min mor og hendes daværende kæreste skændtes. I starten var min anbringelse kun en midlertidig løsning, så min mor og hendes kæreste kunne få hjælp. Planen var, at jeg skulle hjem igen, så snart de havde fået det bedre. Men sådan gik det altså ikke, fordi jeg ikke ønskede at komme hjem, hvilket gjorde min anbringelse permanent. Min videreanbringelse var således mit eget valg, og jeg ser min anbringelse som den værste tid og samtidig én af de bedste tider i mit liv, hvilket er lidt paradoksalt. 

Når kommunen svigter 

Allerede inden jeg blev anbragt, var kommunen en del af mit liv. I min barndom havde min søster og jeg en støttekontaktperson fra kommunen, der besøgte os hver anden uge, som snakkede med os og tog os på små ture. Vi havde også en aflastningsfamilie, som vi var hos i nogle weekender, men det fungerede ikke. Kommunen var altså godt klar over, at der var noget galt i min familie. Men den hjælp, kommunen kom med, var som brødkrummer, der skulle afspise et hungrende barn – det var langt fra nok. Jeg fandt også ud af i mit voksenliv, at min mor har brugt hele min barndom på sine grædende knæ på at trygle og bede kommunen om hjælp – hjælp til hende, hjælp til mig og hjælp til min søster. Vi levede i en husstand, hvor vi hver især kæmpede med hver vores psykiske problemer, som vi havde svært ved at bearbejde, hvilket selvfølgelig påvirkede vores familiedynamik. Og det kunne min mor godt se, hvorfor hun bad om hjælp. Kommunen svigtede dermed mig og min familie længe inden, at jeg blev anbragt.
  Det var først i min anbringelse, at jeg blev taget alvorligt, og kommunen fik øjnene op for, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Først her fik jeg den hjælp, som jeg så inderligt havde brug for. Min folkeskole har endda altid vidst, at jeg mistrivedes; jeg gik tilmed til skolepsykolog, som jeg krængede mit hjerte ud til. Skolepsykologen havde også kendskab til volden i mit hjem. Men først efter en særlig voldsom episode kom der gang i de offentlige instanser, og jeg fik hjælp ved at blive midlertidigt anbragt. Men hvorfor skete der ikke noget, første gang jeg fortalte skolepsykologen om volden derhjemme? Hvorfor skred kommunen ikke tidligere ind og hjalp en kvinde og hendes to børn med at komme ud af et voldsramt hjem? Hvordan ville vores liv have set ud, hvis min familie og jeg havde fået den hjælp, som vi så desperat havde brug for? Jeg ville måske aldrig have været anbragt? De spørgsmål hjemsøger stadigvæk mig og resten af min familie. Men én ting er sikkert: De offentlige instanser, der er sat i værk for at hjælpe samfundets borgere, både voksne og børn, kan fejle. Og når de gør, så svigter de dem, som det er meningen, at de skal hjælpe.

Kampen for kontrollen 

Mit første anbringelsessted var ”Ahornvænget”, og her var det meningen, at jeg kun skulle bo over sommerferien, altså ca. to måneder, hvorefter jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Det vurderede kommunen var bedst for mig. I de to måneder følte jeg et frirum, som jeg ikke ville give slip på. Jeg ville bare ikke tilbage til det belastende miljø, jeg ville være fri – for tanken om at komme hjem til min mor igen føltes som enden på alt. Hver dag gik jeg og frygtede dagen, hvor min mor ville komme og hente mig. Men inden tiden rendte ud, havde jeg et møde med sagsbehandleren, hvor jeg argumenterede min sag; jeg ville ikke hjem til min mor. Kommunen gav mig yderligere to måneder og dermed en ny deadline – timeglasset blev vendt på hovedet, min anbringelse blev nulstillet. Jeg kunne leve og ånde frit lidt endnu. Men med den nye deadline kunne jeg også se frem til flere måneder fyldt med frygt for at blive sendt hjem igen og følelsen af ikke at være i kontrol over, hvor jeg boede. Et helt år gik med denne cyklus, hvor deadlinen blevet flyttet med få måneders mellemrum; en cyklus fyldt med følelser af frihed, frygt og usikkerhed. Jeg følte, at jeg levede på lånt tid – og det var ikke mig, der havde kontrollen over hvor meget tid; det var kommunen og min sagsbehandler.
  Et gennemgående tema for min tid som anbragt var kontrol - eller nærmere mangel på samme. Jeg følte, at det var alle andre end mig, der var i kontrol over mit liv: pædagogerne på opholdsstedet, kommunen og sagsbehandleren, min mor, min skole og mine skiftende psykologer. De havde alle sammen en indflydelse på forskellige områder af mit liv.
  Jeg så mig selv som et kommunebarn, hvor det var pædagogerne, der overtog forældrerollen, så selvfølgelig bestemte de også alle de traditionelle ”forældreting”, såsom senge- og spisetider. Derudover besluttede kommunen og sagsbehandleren, hvad der var bedst for mig, hvad jeg havde behov for og dermed også, hvad vi skulle arbejde henimod. Jeg fik altid at vide, at de havde fokus på ”barnets tarv”, at de havde min bedste interesse i sinde. Det var rart, at de kæmpede min sag, men det føltes selvmodsigende, når de alligevel kunne tage beslutninger, som jeg ikke følte var i min interesse, som eksempelvis at arbejde henimod, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen. Jeg blev selvfølgelig hørt i min sag, og jeg følte, at de lyttede til, hvad jeg havde at sige og tog det til efterretning. Det gav mig en følelse af kontrol. Men sandheden er, at jeg ingen kontrol havde over de beslutninger, der blev truffet. I sidste ende kunne ansatte på kommunen, som jeg aldrig havde mødt, og som aldrig havde mødt mig, men kun læst om mig i sagspapirer, tage beslutninger om mit liv hen over hovedet på mig. Derudover havde min mor også juridisk ret til at hente mig hjem til enhver tid og dermed slutte min anbringelse, hvis hun ville det, da min anbringelse var frivillig. Hvor jeg boede var således ikke i min kontrol; den beslutning lå udelukkende i andres hænder end mine egne.
  Herudover var der også andre, der ville have en bid af kagen i forhold til at bestemme over mit liv, såsom skolen og psykologerne. Selvom skolen i mange år var mit frirum fra de ting, der skete derhjemme, blev jeg tvunget til at dække mine selvskadear til. Ikke for at skåne mig, men for at skåne de andre elever for synet. Selvfølgelig skulle jeg nok dække mig til, hvis jeg havde sår, men selv når jeg kun havde lyserøde ar, var det bedst, at jeg ikke viste dem frem. Jeg havde altså ikke fuld kontrol over, hvilket tøj jeg måtte have på i skolen – t-shirts, nederdele og shorts måtte blive hjemme i skabet. Og så var der psykologerne, der også havde en indflydelse, da de gav mig forskellige diagnoser, hvorved de var med til at definere, hvem jeg var og dermed kontrollerede, hvad der skulle ske fremadrettet for at hjælpe mig.
  Mit liv var et spindelvæv, hvor jeg befandt mig i midten. Edderkopperne udenom mig vævede mit spind, mit liv, ind i forskellige retninger og mønstre, som de tænkte var bedst for mig.
  Selvskade var én af de måder, jeg kunne genfinde en følelse af kontrol. Jeg var ikke i kontrol over, hvilke beslutninger der blev taget om mit liv, hvor jeg boede, hvad jeg måtte og ikke måtte, hvad der var galt med mig, og hvad der skulle ske med mig. Ligeledes anvendte jeg selvskade til at ”bevise” over for kommunen, pædagogerne og andre offentlige instanser, at jeg faktisk havde det dårligt, og at jeg derfor var berettiget til hjælp. Der skulle altså mere end ord til. Værst af alt var selvskade en måde, hvorpå jeg kunne kontrollere, hvad jeg følte og tænkte. For selvom der var en masse udefrakommende ting, som jeg ikke havde kontrol over, så havde jeg heller ikke kontrol over mit indre følelsesliv. Jeg havde – og har stadigvæk i dag – problemer med tankemylder, og jeg havde ingen kontrol over, hvor dårligt jeg havde det; det var, som om at lige meget hvad jeg gjorde, så var der altid en mørk regnsky over mit hoved. Men når jeg skar i mig selv, blev mit hoved tomt. Jeg følte intet, hverken glæde eller ked af det-hed, og jeg mistede evnen til at tænke. Sådan kunne jeg kontrollere, at jeg i hvert fald ikke havde det dårlig for en stund; jeg kunne styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den. Men den kontrol mistede jeg også. Jeg blev afhængig af at selvskade, afhængig af følelsen af tomhed, så i sidste ende kunne jeg alligevel ikke styre min krop, og hvad jeg gjorde ved den.
  Da jeg var 14 år, blev jeg træt af det hele. Jeg gad ikke mere, jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke længere overskue at være ked af det og have det så dårligt, som jeg havde det. Der var ikke mere at gøre, jeg havde gjort alt, men det var aldrig nok. Derfor prøvede jeg at begå selvmord to gange på en weekend. Det mislykkedes begge gange. Jeg havde endelig taget mig sammen til at ende det liv, som jeg så inderligt ikke ønskede at leve længere, og så fejlede jeg. Og heldigvis for det! 

Mælkebøttebørn 

For selvom jeg ikke har haft et nemt liv, har jeg i dag genvundet kontrollen over mit eget liv. Selvfølgelig er der ting, som jeg ikke kan kontrollere, såsom vejret, sygdom eller om mit cykelhjul er fladt - men sådan er det jo for alle. Det er ikke dér, mit fokus er. Mit fokus er på det, som jeg kan kontrollere; mig selv og hvordan jeg ser verden. Og ved at have det fokus har jeg således genvundet kontrollen over mit liv.
  I mine unge teenageår beskrev jeg, at jeg ikke ville blive 18 år gammel, at jeg nok ville være død inden da. Og selv hvis jeg blev 18, tænkte jeg, at fremtiden ville være lige så bidsk, som min fortid var. Men sådan blev det ikke! Da jeg blev 18 år, følte jeg trangen til at flyve fra reden, også selvom jeg havde fået efterværn og dermed muligheden for at blive boende på opholdsstedet. Jeg havde igennem de sidste par år fået det gradvist bedre og fik derfor lysten til at klippe snoren til kommunen – lyst til at prøve at stå egne ben uden krykker.
  I mine nu 23 år har jeg brudt samtlige statistikker for anbragte unge; færdiggjort en gymnasial uddannelse med sort hue og fuldført en bachelor på universitetet med henblik på at fuldføre kandidaten. Men vigtigst af alt, så har jeg det godt. Jeg har ikke selvskadet i flere år, og jeg elsker at leve. I dag er jeg en smilende, positiv og energisk person, som er markant anderledes end den deprimerede pige med regnskyen over hovedet. Jeg er kommet længere, end hvad jeg selv og andre troede var muligt. Men selvom jeg nu ser fremad, er fortiden dog stadig en vigtig del af min historie og derfor også en vigtig del af mig, for den har jo gjort mig til, hvem jeg er i dag, som jeg er så stolt af. Mine ar er fysiske levn fra min fortid, og jeg skammer mig ikke længere over dem; de er en del af mig lige så meget som min næse, mine ører og mit hår. Derfor skjuler jeg dem heller ikke længere; jeg viser dem gerne frem som bevis på, hvor jeg kommer fra, og hvor langt jeg er kommet. Jeg har kæmpet en brav kamp med mig selv, systemet, andre og især min mor for at komme hertil. Hele min anbringelse har føltes som en kamp mellem mig og min mor, da hun altid har kæmpet for at få mig hjem til hende, og jeg altid har kæmpet for at forblive anbragt. Vores forhold har derfor været meget anspændt, men det er heldigvis blevet langt bedre i dag. Jeg har dermed fundet fred med mig selv, mine ar, min fortid og min mor. Fortiden bestemmer ikke længere over mig – jeg bestemmer nu, jeg har kontrollen. Hver dag lever jeg mit liv efter mottoet: ”Si vis pacem, para bellum.” Oversat: ”Hvis du gerne vil have fred, så forbered dig på krig.” Det betyder, at du må kæmpe for at få fred med dig selv, dit sind, din fortid og andre mennesker. Kampen kan dog virke lang og uoverskuelig. Men det er det hele værd!
  En pædagog beskrev mig engang som et mælkebøttebarn, men jeg tænker, at det er meget sigende for alle anbragte unge. Mælkebøtter har den fantastiske evne til at vokse op gennem alt, ja, selv gennem asfalt. Så mælkebøtter har, ligesom alle anbragte unge, evnen til at blomstre op i al sin smukhed efter at have vokset op i et barskt miljø og kæmpet sig igennem et hårdt grundlag - også selvom alle odds er imod dem.
  I 2020 var over 11.000 børn og unge anbragt. Det er over 11.000 anbringelsessager, som er vidt forskellige – forskellige kommuner, forskellige historier, forskellige ønsker, forskellige mål. Og man kan ikke skære alle 11.000 anbringelser over én kam. Så hvordan kan mediernes fremstilling af dem - og vigtigst af alt: kommunens beslutninger om dem - så gøre det? Det er derfor, at jeg ser denne bog som vigtig – sammen kan jeg og de andre forfattere fortælle hver vores unikke anbringelseshistorie, hver vores mælkebøttehistorie, og dermed sætte fokus på, hvordan ikke én anbringelseshistorie er magen til den anden. Sammen kan vi, ligesom mælkebøtter, sprede vores frø med vinden i håb om, at de falder ned et sted og slår rod. Så giv os et pust med på vejen, og lad være med at se os som samfundets ukrudt.