Jagten på retfærdighed

Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen.

Jeg bor i en kasse. Det er en kedelig kasse. En papkasse. En klinisk brun papkasse med lige akkurat nok plads til, at jeg kan ligge ned i den, hvis jeg folder mig selv sammen med knæene op under hagen og med arme, der rækker under mine fødder, så de så fint binder en sløjfe om dette hylster af en kludedukkekrop. På kassens ydre er collager af ord. Kulsprittede stempler lavet af forbipasserende, der fandt det nødsageligt at skrive på min kasse som en anden offentlig tilgængelig huskeseddel for at minde mig om, hvad jeg er værd. Der står alt fra små notitser markeret med fed til brændemærker, der bløder gennem pappet. I dagtimerne foretrækker jeg derfor at have klapperne på kassen slået op og kravle ud af den, så jeg kan få luftet godt ud. Ser du, det kan blive ret vammelt inde i sådan en kasse. Den har dårligt indeklima, da luften bliver klam af fugten fra mine åndedrag, og det fører så til, at pappen krymper sammen og tværer blækket fra kassens sider ud på min krop. Jeg har det trængt nok i forvejen, så jeg er glad for, jeg må åbne op for dig og få luftet mine tanker. Velkommen til min kasse:

Goddag, mit navn er Laura. Jeg har Spinal Muskelatrofi type 3, der i mere almen tale er kendt som muskelsvind. Det er en kronisk sygdom, der kort sagt betyder, at jeg er gangbesværet, og at jeg kommer til at være fraværende nu og da. Jeg gør mit allerbedste for at følge med, men jeg har nogle gange brug for hjælp til, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok sige til, hvis det er. Hvis I har nogle spørgsmål, så kommer I bare og spørger.

Det er min lille tale, der efterhånden sidder fast på rygraden, efter samtlige undervisere er listet hen til mig i en pause og har spurgt: Vil du ikke lige fortælle de andre om dig? med stigende intonation ved dig for ikke at benævne du-ved-hvad, kassen, altså, at jeg er handicappet. Mine undervisere har uden tvivl ment det godt, men denne tale er ikke desto mindre et førstehåndsindtryk, som får alle til at forbinde mig med sygdom og svaghed – et førstehåndsindtryk, som er svært at ryste af sig igen. Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen.

Jeg var 7 år gammel, da jeg fik diagnosen. Udefra så jeg ud som ethvert andet barn. Jeg var bare Laura, der byggede de bedste huler, skrålede med på Lille Nørd-sangene og elskede at spise chokoladekage fra mormor. Jeg var bare Laura, som ud over det gik lidt mærkeligt. Min mor sagde, at jeg havde spaghetti-ben. Det havde jeg altid haft. Men nu kunne lægerne forstå, hvorfor mine ben var udkogte og umedgørlige. De fortalte mig, at jeg havde motorveje på ryggen, og at nogle af dem var i udu.

Hvad en hullet motorvej havde at gøre med kogt spaghetti, forstod jeg ikke, og da slet ikke hvad det havde at gøre med mig. Men det gjorde de voksne. Lige pludselig var alle omkring mig så alvorlige med blanke øjne så store som tekopper og klumpede stemmer som skyer af afmagt, der fløj mig langt over hovedet: Hvad skal vi stille op? Det er da ganske forfærdeligt.

Jeg kunne ikke se problemet med kassen. Den kom med op i klatretræerne, og den var også god til gemmeleg og at tegne sommerfugle på. Og med kassen fulgte endda et par ganske gode fordele. Den blev mit frikort til endelig at slippe for skældud fra pædagogerne, når jeg sagde, at jeg ikke kunne som de andre børn, og jeg fik en sej kørestol og el-crosser, så jeg kunne være med på lange ture. I en fysisk forstand kunne jeg nu klare hvad som helst – jeg følte mig som en superhelt! Men en ting, som lægerne ikke kunne ruste mig op til, var de sociale arenaer, hvor min kasse nu fik mig til at ligne en frygtindgydende, grim og slatten elg. Jeg havde ikke en jordisk chance i legepladsens kamp.

Kampen tog for alvor til i 2. klasse, da jeg skiftede skole. Jeg gav min lille tale til min nye klasse, og undervejs bemærkede jeg, hvordan smil og vink blev til krydsede arme og hvisken. Kassen kom langsomt til syne under mine fødder, og da jeg endelig var færdig, blev jeg mødt af en mur af øjne, som borede mig ned på plads i den. Kan de ikke lide mig? Da jeg gik ud til frikvarter og prøvede at følge med en gruppe af pigerne fra klassen, løb de væk fra mig. Jeg kaldte efter dem, at jeg ikke kunne følge med. Vent på mig! Men de ventede ikke. En lattersky fløj over deres hoveder, og den resonerede ind i skolegårdens sammensurium af støj. Hvisken fra klasseværelset havde også spredt sig ud til legepladsen. Lige meget hvor jeg gik hen, løb de andre børn væk fra mig. Jeg fik opfanget fra krogene, at jeg var syg og giftig. At jeg smittede, og så faldt ens ben af, hvis man legede med mig. Dumme unger. Det er jer, der ødelægger legen. Laura-er-giftig gik af mode efter nogle uger, men der var altid noget andet i vejen, der gjorde, at jeg måtte stå for mig selv igen og tælle de bølgede fliser i skolegården eller tale med køerne på den anden side af hegnet. Min mor sagde, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Så jeg ventede.

Og jeg ventede. Jeg flyttede skole, jeg blev ældre, drillerierne holdt, alting virkede normalt. Men inden i mig selv, var der stadig noget galt. Lægerne spurgte mig, hvad jeg gerne ville nå. Jeg var blevet mere usikker på benene. Jeg fik oftere infektioner i lunger og hals. Jeg skulle ikke regne med at kunne gå, når jeg nåede slut-tyverne.
Hvad vil du gerne nå, Laura?

Hvad jeg gerne vil nå?

Skal du på gymnasiet? Universitet derefter? Det ville være klogt. Og du er jo klog, ikke?

Tjo, det ved jeg nu ikke lige.

Det kræver selvfølgelig nogle gode karakterer. Ik, Laura? Det handler om, at du kan komme hurtigt igennem systemet. Så du kan få et arbejde.
Sådan et, hvor du kan sidde stille og
tjene penge og
betale skat, og
du skal nok regne med deltid og
med en førtidspension i sigte og
børn tidligt er nok godt for dig.
Så hvad kan du se dig selv i? Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad kan du bruges til? Laura?

Et kapløb var skudt i gang. Jeg skulle ikke nyde noget af at falde med kassen, før jeg var kommet over målstregen. Så jeg fik benene på nakken og travlt med at finde vej i det liv, som jeg havde fået recept på. Mine klassekammerater havde i stedet travlt med at finde kærester, at gemme energidrikke for deres forældre og at blive oppe til efter klokken 10 for at slå kolbøtter på landevejen. De lever det vilde liv.

På en måde gjorde hyperfikseringen på faglig succes det nemmere at håndtere følelsen af at være anderledes. Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om, hvorfor nogle af mine klassekammerater ønskede, at jeg skiftede skole, så der var en fri plads til en ny og mere spændende pige, eller hvorfor mit handicap gjorde det så besværligt at være sammen med mig, at jeg lige så godt kunne indstille mig på enten at blive meget glad for katte eller at skulle dø alene. Jeg er sgu da godt klar over, hvor irriterende min krop er at være sammen med, den hænger på mig hver dag. Jeg måtte minde mig selv om, at det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Jeg ventede.
Efterskole blev mit pusterum, min boble fra omverdenen, hvor jeg havde tid og rum til at finde ud af, hvem jeg var uden kassen. Jeg kunne bruge mange sider på at prædike om, hvor fantastisk mit år på efterskole var, men hvis jeg skal koge det ind, kan det allerbedst beskrives som at blive skubbet kærligt ud over en stejl bakke, susende afsted, ude af stand til at stoppe op.

Laura, hvad vil der ske, hvis jeg skubbede dig nu?

Spurgte ham den sære med langt, krøllet hår, da vi stod på toppen af bakken ved siden af rundkirken og spejdede over de solstråleklædte marker. Han havde fat i håndtagene på min kørestol og gyngede mig drillende frem og tilbage over kanten.

Jeg svarede, at det ville gå så hurtigt, at jeg ikke ville kunne bremse selv. Jeg ville brænde mine hænder på drivringene, måske blive kastet ud af stolen i forsøget. Der var stille i overvejelsens tid. Men så kom det.

Vi skal nok gribe dig.

Jeg ræsede om kap mod livets hastighed med et kortvarigt skrig af skræk som anslag til det år, da alt blev stærkt og klart, og kassen blæste væk i vind af kærlighed, så nu var det bare Laura, der legede i livstræets krone og kom godt fra start til et møde med en fiktiv valgkamp med et midterparti på tværs, lysende folkevognsrugbrød polstret med piletræ og charme, Kajfrø som død kat til kortfilm fuld af lens flares, godnat-krammere med en ET-finger strakt frem som erstatning for fnatarme, med venner for livet ved min side, der løb til takten af en klapsalve for alt det, vi gjorde, så vi spandt et spindelvæv af hjertelatter og fællesskabssnore.

Jeg blev grebet i mit trilleri – der var ingen skade sket – og jeg blev antiklimatisk sat for enden af bakken, så jeg kunne se, hvor jeg havde kørt. Alt, der var tilbage, var en røgsky af øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Med nyfunden styrke og selvtillid fra året, der gik, syntes kassen lettere end nogensinde før, så jeg slyngede den over skulderen og gik gymnasietiden i møde.
Jeg blev fortalt, at jeg ville elske gymnasiet. Jeg ville få lov til at nørde med mine yndlingsfag, opleve ungdomslivets festligheder og ikke mindst at få lov til at samle på endnu flere venner. Jeg var lige flyttet til en ny landsdel, et sted hvor jeg ikke kendte et øje, så det var min perfekte chance for at få visket kassen ren og være den helt autentiske Laura. Det skulle blive The Time of My Life, sagde de.

Første dag rullede om hjørnet. Jeg mødte op. Hilste på mine nye klassekammerater. Blev hevet til side af min underviser og spurgt, om jeg ikke ville fortælle lidt om mig. Jeg fremførte min lille tale, og mine klassekammerater smilede og nikkede fortsat til mig. Så langt så godt. Næste punkt på dagsordenen var en rundvisning. Vi gik afsted, og jeg forsøgte mig med smalltalk for at prøve og hæfte mig fast på folks nethinder, så de ville hæfte sig ved mit langsomme tempo og forhåbentlig vente, hvis det blev nødvendigt. Men deres skridt blev hastige og stemmerne fjerne. Jeg hev efter vejret for at kalde efter dem, at jeg ikke kunne følge med, vent på mig. Et par stykker så sig tilbage, så mig, inden de drejede om hjørnet. Jeg stoppede. Så stod jeg der og mærkede Laura-7-år, som skælvede af gråd. Mærkede Laura-17-år, der holdt vejret for ikke at gøre det samme. Jeg fortalte mig selv, at det ville blive bedre, når vi lærte hinanden bedre at kende. Så jeg ventede.
Jeg ventede tålmodigt og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg pjækkede aldrig, tog til de øredøvende fester og inviterede selv til sociale aktiviteter. Jeg begyndte så småt at have en base, et par stykker, som jeg kastede bolden til, men som sjældent kastede den tilbage. Måske er jeg for ivrig?

Jeg ventede. Jeg ventede. Corona ramte Danmark, og fjernundervisningen blev hverdag. Dagligdagens ansigter blev reduceret til navne i sorte felter på rad og række, og hyggesnakken i pauserne blev til intense stirrekonkurrencer med mit spejlbillede fra computerskærmen. Jeg ventede.
Jeg ventede. Landet åbnede op, men jeg sad stadig tilbage alene afven tende i et Teams-opkald som æresmedlem af den sårbare befolkningsgruppe. Det blev mit eget ansvar at forblive en del af undervisningen med hjælp fra mine klassekammerater. Men som tiden gik, fik jeg oftere afslag, når jeg rakte ud. Måske ser de ikke, jeg skriver til dem? Men de må da være klar over, jeg mangler? Det er nok for anstrengende, at jeg skal være med på deres computere. Jeg fik travlt med selvstudie. Og da jeg vendte tilbage efter mit andet vaccinestik til et semiåbent 2.g, havde mine klassekammerater i stedet travlt med at kysse uden om deres kærester, at gemme snus for deres forældre og at blive oppe, til solen stod op for at falde om på landevejen. De lever det vilde liv. Jeg ventede.

‍

Jeg ventede. Det blev rutine at gå alene mellem lokalerne. Jeg ventede.

Jeg ventede. De eneste beskeder, der tikkede ind, var spørgsmål til en aflevering eller mine svar på lektierne. Jeg ventede.

Jeg ventede. Vi blev fortalt, at vi var sådan en dejlig klasse med et fantastisk fællesskab. Et fantastisk fællesskab, som jeg kunne stå udenfor og være tilskuer til. Jeg ventede.

Jeg ventede. Jeg ventede. Jeg ventede.

Jeg gav op.

‍

Jeg blev hjemme. Jeg lukkede klapperne til kassen i og lod den skrumpe ind om mig, så jeg kunne nærstudere min navle og have godt og grundigt ondt i røven over, hvor uduelig og hjælpeløs jeg var. En dag blev til en uge. En uge blev til en måned. En måned blev til, hvor lang tid der nu var til, at jeg skulle sidde i en gymnastiksal til min første skriftlige eksamen. Jeg blev fritaget for alle afleveringer de sidste 5 måneder, og studievejlederen så igennem fingre med mit fravær, som nærmede sig de 40 procent. Jeg fik en studenterhue på hovedet med et 12-tal mellem guldsvalerne og et par overfladiske tillykker skrevet i foret. Det blev til en studentertid uden gilder, druk og kapløb om klip. I stedet forfulgte studenter vognenes horn mig hånligt for at have fejlet så brutalt i at udleve dette såkaldte ”Time of My Life”. What a life. What a night. What a beautiful, beautiful ride.

Men jeg tvinger mig selv ud over kanten igen. Ensomhedens skumle stemme spøger stadig i min øregang og truer mig med at tage over, når kassen bliver tung af stempler. Men det betyder ikke, at jeg er alene. Med en masse hjælpende hænder fra familie og venner, er jeg kommet op at stå endnu engang og har klappet kassen i. Lige for tiden spæner jeg afsted med kassen foldet sammen under armen, mens jeg prøver at finde pulsen i voksenlivets jag. Jeg er flyttet hjemmefra med ham den sære med langt, krøllet hår. Jeg er begravet i spændende studiebøger og søde invitationer til fester og teselskaber. Og for første gang ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal nå. Jeg lever det vilde liv.
For jeg er bare Laura, der skriver skøre historier, nørder med grammatik og elsker at spise chokoladekage fra mormor. For jeg er bare Laura, der prøver at have et liv uden om kassen, selvom jeg går lidt mærkeligere.

Forfatter

Laura Sofie Vedel

Anonym

Titel

Bare Laura

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

Båret væk af havstrømmene

De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke.

Hjem. Så smukt et ord det ene øjeblik, så smertefuldt og ensomt det næste.

Jeg har altid bare ønsket at passe ind. At være som de andre. I spejlet siger jeg, at jeg elsker mig selv, men mit blik falder hurtigt på den brune hud og det krusede, sorte hår, som ikke ligner det, jeg ser omkring mig i samfundet, og jeg tager mig selv i at ønske mig et andet udseende. Et, som ikke gør sig bemærket på godt eller ondt. Et, som lader mig glide ud i sandet, ikke være det farvede stykke glas, som nogen vil samle op og beundre, måske tage med sig hjem.
I Danmark er jeg for mørk til at være dansker. I Indien, mit fødeland, skulle man tro, at jeg ville føle mig mere forbundet med omgivelserne, men desværre skiller jeg mig også ud dér. Måske jeg går forkert, bruger forkert kropssprog og mimik. Måske er det mit manglende sprog. Det, som jeg ville bruge naturligt, hvis jeg stadig boede i Indien. Men fordi jeg er adopteret og opvokset i Danmark, så har jeg med tiden glemt alt det, der engang var indgroet i mig. Alt det, der udgjorde min identitet. Det føles, som om en del af mig gled ud i sandet og blev kaldt tilbage til Indien, båret væk af havstrømmene.

Som adopteret har jeg altid gået med meget dobbeltsidige følelser og tanker. Jeg har følt glæde og taknemlighed over mit liv, over at føle mig så elsket af mine forældre. Samtidig har en frustration også fyldt, for hvorfor skal jeg føle taknemmelighed for en så naturlig ting som forældre? Adoption har gjort, at jeg, på trods af min mors og fars unægtelige kærlighed til mig, i øjeblikke har følt, at jeg har skullet gøre mig fortjent til at være nogens datter. At ét forkert skridt ville være utilgiveligt, og jeg ville blive afvist, måske sendt tilbage.

Man taler om, at adopterede bliver revet op med rødderne. For mig føles det mere, som om jeg blev revet op så hurtigt og voldsomt, at rødderne knækkede af og blev i jorden – at halvdelen af mig forblev i Indien. Jeg blev plantet om, groede nye rødder, tilpassede mig klima og omgivelser, men traumet sidder stadig i mig, fordi halvdelen, af hvad jeg var, blev i Indien, min grobund.

Jeg har aldrig vidst, at det var okay at have så ambivalente følelser. At elske sin familie og sit liv og samtidigt føle frustration og alt andet end taknemmelighed for det system, som har bragt én dette liv. Jeg har først nu lært, at jeg gerne må føle et savn og sorg over det, jeg aldrig fik, mit ophav, det, jeg mistede, min mor og far, min familie, mit sprog, min kultur, en del af mig selv. Jeg har aldrig vidst disse ting, fordi jeg aldrig har talt med nogen om det. Det er en særlig form for ensomhed at gå og føle sig forkert, malplaceret, taknemmelig og vred, glad og ked af det. Gå med alle disse følelser uden at vide hvorfor, fordi ingen har fortalt dig, at man kan føle så meget på samme tid. At det er okay, at det er logisk endda.

De første år af ens liv har ifølge udviklingspsykologien indflydelse på, hvordan man bliver som voksen. Jeg var to år gammel, da jeg kom til Danmark. Med mig fra Indien havde jeg et sprog. Jeg havde begyndende vaner og væremåder. Jeg var et spejl af min kultur. Men fordi jeg havde boet på børnehjem med alt for få kvinder til alt for mange børn, så manglede jeg en følelse af tryghed i livet. Vi var børn med basale behov som opmærksomhed, omsorg og nærvær, der ikke blev opfyldt. Mangel på disse i de første udviklingsår kan have alvorlige følger. For mig har det betydet problemer med tilknytning til andre, angst for at blive forladt, fare vild, blive afskåret fysisk fra andre.

Da jeg var barn, måske ni år gammel, besøgte jeg Egeskov Slot med min far. I slottets labyrint skulle vi løbe om kap. Jeg var så klar, men alligevel, da min far forsvandt fra mit synsfelt, frøs jeg. En voldsom kulde og frygt vældede op i mig som en tsunamibølge, der rammer en kyst og vælter ind over by og land, omslutter dem, kaster med alt. Jeg forstod ikke dengang, hvad jeg følte eller hvorfor. Jeg forstod det faktisk ikke i rigtig mange år. Først som voksen har jeg forstået, at der var tale om en dybtliggende angst i mig. Min krop reagerede på det, som jeg blev udsat for utallige gange i løbet af mine første leveår: at blive fysisk fjernet fra det, som jeg følte mig tryg hos, gang på gang. Da jeg kom til Danmark, var skaden sket. Som lille havde jeg svært ved at lege alene på mit værelse eller på en legeplads med andre børn. Hvad nu, hvis min mor forlod mig, mens jeg så væk?
Denne angst har fulgt mig ind i voksenlivet. Under corona studerede jeg på universitet i Odense. Jeg boede alene langt væk hjemmefra, følte mig fysisk fanget, og når jeg i perioder ikke snakkede med nogen en hel dag, fik jeg følelsen af at befinde mig i en tyk glasklokke. Jeg følte mig fysisk afskåret fra alt. Min hørelse føltes dæmpet. Jeg forsøgte at bryde ud ved at skrive til venner og familie for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene i verden. Men hvis de så ikke straks svarede, blev det værre. Det forstærkede angsten i mig om, at jeg var afskåret fra alt og alle.
I dag går jeg ikke alene ud ad min dør uden min mobil. Ikke på grund af en afhængighed af mobilen i sig selv, men på grund af den dybtgående frygt for at føle mig fanget. Fanget i den tykke glasklokke, som en hveps man fanger på bordet med sit glas en varm sommerdag – uden mulighed for at kunne bryde ud eller komme i kontakt med nogen.
Min angst er svær at beskrive, men den er nok endnu sværere at forstå, for jeg har jo aldrig været fuldstændigt afskåret fra andre. Og deri ligger nok den største del af ensomheden: at vide, at ingen helt forstår.

Igennem min opvækst har jeg følt mig fremmedgjort flere gange, end jeg kan tælle til. Jeg var havnet her i Danmark og var blevet mine forældres datter, men alligevel kunne jeg ikke få lov til bare at være dansk på lige fod med alle andre. Mine venner, skolens pædagoger, selv tilfældige på gaden forventede hele tiden noget af mig. De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke. Jeg var opvokset i Danmark, og jeg var kun et barn. Forventningerne skabte noget i mig. Et pres, et behov for at opsøge al den viden om mit fødeland jeg kunne. Jeg ønskede at svare korrekt, så jeg ikke skuffede folks forventninger. Jeg ville gøre alt for at blive en del af et fællesskab, ikke føle mig ensom, og alligevel gik jeg og følte mig netop dette med presset om at vide alt og stå til rådighed for alle. Meget paradoksalt gjorde fremmedgørelsen også, at jeg det meste af min barndom og ungdom var flov over det ophav, som jeg brugte timer på at læse om. Jeg var flov over at se klip af indere på nettet. Flov over at høre Bollywood-musik. Flov over at lære om Indien i engelsktimerne i folkeskolen og gymnasiet, fordi alle kiggede på mig for at se min reaktion. Sådan føltes det. På grund af mit udseende, spørger folk mig, om jeg er gæstearbejder, au pair, importeret hustru. De spørger om alt andet, end hvad jeg egentlig er. Jeg tænkte ikke over min egen hudfarve som barn. Men andres fremmedgørelse af den og mig har gjort, at min hudfarve nu er en del af min identitet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at livet startede den dag, jeg landede på dansk jord. Hvis det startede den dag, så ville jeg ikke have omsorgssvigtet med mig og dermed heller ikke angsten. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være nemmere, selvom jeg stadig ville skulle forholde mig til blikke og kommentarer om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Nemmere, fordi jeg fysisk ville kunne skubbe det væk, undgå kommentarer ved at vælge, hvem jeg lukker ind i mit liv. Psykisk kan jeg bare aldrig skubbe det helt væk. Det vil altid ligge og simre, vente på en trigger og koge over. I perioder oplever jeg, at det koger over flere gange ugentligt, måske dagligt. I andre perioder kan der gå så langt imellem tilfældene, at jeg glemmer mig selv, får en spontan idé og går hjemmefra med overbevisningen om, at jeg endelig fik slukket for komfuret.
Den 16. januar 2024 var sådan en dag. Lige indtil det blussede op igen. På denne dag meddelte Danish International Adoption (DIA) offentligheden, at de lukkede midlertidigt ned. Jeg sad på mit arbejde og begyndte at læse den ene artikel efter den anden. Skandaler om børn med hullede historier, børn med lidt for perfekte historier, forældre, der stod frem og fortalte, at deres børn var blevet stjålet fra dem, søskendepar, der fandt hinanden med DNA-tests efter et helt liv baseret på løgn og fortielser. En bølge af blandede følelser ramte mig med fuld styrke. Jeg følte alt og intet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det, og jeg havde mest lyst til at gå hjem i seng. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ingen ville forstå hvorfor. Da jeg gik ned til frokost i personalestuen, bulderkogte det i min hjerne og krop. Det kunne mine kolleger dog ikke se, for jeg lignede jo mig selv udenpå. Jeg sad pænt og rumsterede ikke ængsteligt med noget. Jeg faldt faktisk bare i baggrunden, hvilket ironisk nok er det, jeg typisk helst vil. Men lige den dag kunne jeg godt have brugt et sikkerhedsnet til at gribe mig. Men hvem skulle det være? Mine hvide, ikke-adopterede kolleger, der ikke forstår? Min egen, hvide, ikke-adopterede kæreste, der, omend han så gerne ville, heller ikke forstår? Ensomheden ramte mig hårdt den dag på en helt ny måde.

Jeg forstår godt, at DIA har lukket ned, og var det op til mig, så drejede de nøglen om og omsmeltede den, så man aldrig kunne vende tilbage. Men misforstå mig ikke. At jeg kritiserer hele grundlaget for det liv, jeg har nu, betyder ikke, at jeg hader mine forældre, min opvækst eller mit liv. Jeg elsker dem og det. Bare tanken om, at jeg bliver nødt til at understrege dette, gør mig så vred. Som om kritik af det internationale adoptionssystem må være lig med dårlig opvækst. Lige meget hvor godt et liv, jeg har her, så har min adoption også ført til oplevelser, som jeg hellere ville være foruden. Oplevelser, som gør, at jeg fra tid til anden dagdrømmer om, hvordan livet ville have været, hvis jeg var blevet i Indien – havde jeg altså haft mulighed for at sige fra. Bare fordi jeg i Danmark har fået et utal af materielle goder, som jeg aldrig havde nærmet mig i Indien, så betyder det ikke, at jeg ikke ville have haft et lykkeligt liv der. Jeg ved, at materielle goder her i det globale nord har stor værdi. Måske endda større værdi end behovet for opfyldelse af basale behov, som at elske nogen og at have nogen, der elsker dig. Men mange betaler en stor pris for disse goder, for eksempel med angst, stress, depression, ensomhed. Og er materielle goder, på bekostning af ens velbefindende og mentale trivsel, virkelig det værd?
Jeg har selv haft flere af dem tæt ind på livet, men for tiden fylder ensomheden mest. Ensomheden i at gå og bekymre mig over, at jeg på grund af DIA’s lukning måske ikke kan få ordentlig besked om, hvad der skete før min adoption. Ensomheden i sorgen over at miste nogen, jeg ikke kan huske, men kun kan mærke. Savnet til den kultur og det sprog, jeg mistede, uden at kunne huske nogen af delene. Ønsket om at finde tilbage til mine rødder, men også ønsket om ikke at blive udstødt eller glemt af mine nærmeste. Dagdrømme om at flytte hjem til det sted, som ikke har været mit hjem et helt liv. Håbet om at finde min familie, frygten for at lede og miste dem igen. Ensomheden i ikke at kende nogen, der går igennem det samme. Ensomheden i at være den eneste mørke på min arbejdsplads, altid scanne et nyt rum, jeg træder ind i og blive ramt af en uforklarlig, melankolsk ensomhed over endnu en gang at måtte erkende, at jeg er den eneste mørke tilstede. Omvendt er det også ensomt at glæde sig over for en gangs skyld at se en anden mørk. Om det så blot er på gaden, om de er fra Ghana, og jeg fra Indien, og vi intet har tilfælles med hinanden. Det er ensomt, fordi ingen forstår, hvorfor jeg bliver så glad. Jeg kan ikke engang dele glæden.

Selvom jeg dagligt kan fortælle mig selv, hvor meget jeg har hjemme i Danmark, så vil jeg, fordi jeg er transnationalt adopteret, det meste af tiden føle mig fremmed her. Fordi jeg er transnationalt adopteret, vil jeg altid føle mig fremmed i Indien. Det land, som jeg af alle steder i verden måske burde føle mig mest hjemme i. Det er ensomt ikke at høre helt til nogen steder.

Jeg har hele mit liv ledt efter et sted, som ville tage imod mig, ligesom jeg er. Ikke fremmedgøre mig med spørgsmål eller bemærkninger, men jeg har nu lært, at et sådan sted ikke findes. Jeg ved nu, at kun jeg kan være det sted for mig selv. Og nok kan jeg ikke synge med på I Danmark er jeg født og mene det, men det er nu alligevel her, jeg har hjemme. Lige meget hvad andre påstår, eller hvor meget de spørger til, hvor jeg rigtigt er fra. Lige meget hvor ofte folk tiltaler mig på engelsk på gaden, i bussen, udenfor mit hjem. Lige meget hvor fremmedgjort jeg bliver, om man mener det sådan eller ej. Det kan også sagtens være, at jeg aldrig slipper af med ensomheden eller de ambivalente følelser, men jeg har truffet mit valg, og jeg har valgt mit hjem.

Forfatter

Laura Sangeeta Bak Cota

Anonym

Titel

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

For det værste ved at være ensom og bange er, at nogen skal opdage det.

Forestil dig et mørkt værelse. Solen udenfor står højt på himlen, men er gemt af de nedrullede mørklægningsgardiner. I rummet fornemmes en ganske svag solstribe, som akkurat lyser nok op til, at man kan skimte, hvad der befinder sig af møbler inde på værelset. Det svage lysindfald er fyldt med små støvpartikler. De bevæger sig langsomt rundt i den næsten stillestående luft og minder mig om, at jeg selv har ligget ubevægelig i snart tre timer. Hver gang jeg trækker vejret ind gennem næsen, sluger jeg den indelukkede atmosfære. Jeg forestiller mig, hvordan støvpartiklerne, ved min indånding, bliver fanget af de små fimrehår i næsen. De kommer aldrig videre og må vente, til jeg en dag puster dem ud i et stykke kleenexpapir. Den lune luft med de mange støvpartikler snuses ind gennem næsen, videre ned til lungerne, hvor min udånding atter sætter en smule bevægelse i de partikler, der stadig befinder sig ude midt i værelset. Min mave knurrer og minder mig om, at jeg ikke har spist noget siden i går aftes. Jeg sveder under min tunge dyne, men ikke nok til, at det kan betale sig at gøre noget ved det. Min dyne er mit hjem, en slags uvurderlig tryghed. Jeg har ikke været i bad i flere dage, det kan ikke betale sig, for hvorfor vaske sig når jeg alligevel lægger mig ned under dynen igen? Jeg stirrer fortsat ud i rummet og mister tidsfornemmelsen endnu engang. Det er en rar følelse, nogle gange glemmer jeg helt, at jeg eksisterer, og når jeg glemmer mig selv, glemmer jeg også, hvordan jeg har det.
Jeg har ikke snakket med mine veninder i flere dage, jeg har ikke taget min telefon, jeg har ikke børstet tænder, jeg har ikke redt hår, jeg har ikke fået frisk luft blæst i hovedet, jeg har ikke fået solens varme i ansigtet, jeg har ikke spist morgenmad, jeg har ikke energi, jeg har ikke overskud til at være noget for mig selv eller for nogen overhovedet. For jeg er træt, jeg er fyldt op af angst, jeg er dårlig til at række ud og dårlig til at spørge ind.

Jeg har ingen omkring mig, for jeg har skubbet alle væk, men ikke med vilje. Kan ikke overskue at sende en sms eller scrolle igennem sociale medier. Så i går slukkede jeg mobilen helt. Det var forløsende og forkert på samme tid.

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation

Sådan var min virkelighed under corona-nedlukningerne i 2020. Den mest stillestående og ensomme periode i mit liv. En virkelighed, hvor mine søskendes stemmer var det eneste tegn på andet liv i verden. Deres larm og puslen rundt i lejligheden mindede mig om en hverdag, der var alt andet end normal, for som så mange andre familier i Danmark var vi blevet bedt om at blive indendørs. Min psykiske tilstand nåede et nulpunkt, og jeg kan stadig have svært ved at kende mig selv, når jeg tænker tilbage på den periode. Det var aldeles uvirkeligt, at verden var så sårbar, selv ikke de voksne vidste, hvor man skulle gøre af sig selv. Den første nedlukning var en psykisk mavepuster. Regeringen kunne lige så godt have fortalt mig, at der var landet aliens på planeten, og at vi alle måtte forsøge at leve i harmoni med de udefrakommende væsner. Jeg reagerede på omvæltningen med angst og OCD. Havde tusinde systemer i hovedet, og det gjorde mig træt. Min krop gik i overload, og jeg mistede hurtigt livsglæden og optimismen.

Værelset blev mit gemmested, mobilen blev sat på lydløs, og jeg selv blev sat på pause.

Jeg isolerede mig selv totalt. Forestillede mig, at mit værelse var en iglo, og at der udenfor var dødelige minusgrader, selvom forårssolen i virkeligheden prøvede at tø igloen op.

Mine veninder i skolen forsøgte at nå mig med omsorgsfulde sms’er og søde emojis, men jeg var ikke tilgængelig eller i stand til at tage imod. Og det værste var, at jeg følte mig helt alene i kaostilstanden. Hvordan kunne omverdenen synge med på fredagssang i fjernsynet og få nye spændende hobbyer, når ingenting længere gav mening? Livet var slukket, ligesom min mobil. Beslutningen om at gå i en dvaletilstand var ikke min egen. Det skete bare.

Da samfundet lukkede en smule op igen, kom jeg lidt efter lidt til mig selv, dog stadig med en følelse af at være uden for min krop. Jeg begyndte i gymnasiet, fik nye venskaber, og det sårbare indre fik for en stund en lettere og mere optimistisk stedfortræder. Det var, som om den nye start på gymnasiet lovede ro og overskud. Mine OCD-tanker blev færre, værelset blev et sted, hvor jeg sov, ikke et permanent opholdssted. Ungdommens friske pust sneg sig ind i min blodcirkulation, og alt blev lettere. Ikke nemt, men en smule bedre. Nu havde jeg noget at stå op til, nogen, der regnede med at jeg dukkede op. Selvom ensomheden fra nedlukningen stadig plagede mit sind, gik jeg med en følelse af at kunne overkomme det. I det mindste sådan nogenlunde, lige indtil…

ANDEN NEDLUKNING.

Isolation part to blev en realitet, og jeg fik det dårligere end nogensinde. Angstens bølge slugte mig totalt, tog mig med ud i det kolde mørke hav, hvor jeg nu igen kunne svømme rundt helt alene, fyldt op af ensomhed og ondt i maven. Der var ingen, der kunne hjælpe mig, ingen, der kunne lette mit tunge sind. Jeg havde mig selv og mine tanker. De tanker, der sidste gang nær havde druknet mig.

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation

I denne periode opdagede jeg en ny angst. Angsten for onlineundervisning og særligt konceptet, hvor jeg skulle sidde foran en computerskærm og blotte mit deprimerede isolationsansigt, så alle kunne se, hvor nederen det stod til. For det værste ved at være ensom og bange er, at nogen skal opdage det. Hvis folk gennemskuede min elendighed, havde jeg for evigt vidner. Løsningen på problemet blev at møde op til “undervisning” med sort skærm og muteknappen slået til. Så kunne jeg samtidig ligge og kigge på det alt for velkendte værelse, hvis jeg altså kunne se noget, nu hvor mørklægningsgardinerne igen var i brug døgnet rundt. Støvpartiklernes bevægelser rundt i luften blev studeret nøje, og jeg formåede at lade det være min primære underholdning i mine vågne timer.

Til sidst blev det for meget. Min livskvalitet og ensomhed havde nået et nulpunkt, og jeg droppede ud af gymnasiet med en følelse af at have fejlet. Jeg funderede konstant over spørgsmålet om, hvorvidt andre unge kunne være i stand til at holde den tilværelse ud. Min plan B blev at starte på en efterskole, hvilket skulle vise sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv so far. Det var udmattende i starten, særligt fordi jeg stadig bar rundt på min rygsæk fuld af dårlige nerver og tunge tanker, men på efterskolen mødte jeg ligesindede. Vi var isolerede SAMMEN, og jeg kunne bedre spejle mig i, hvor folk var i livet. Jeg fik sunde venskaber, gik på kunstlinjen, spillede musik og lavede alt og ingenting på samme tid. Mobilen blev lagt væk for en stund, ikke fordi jeg havde det dårligt, men fordi der ikke var brug for den, når man kunne tilbringe tid med mennesker, face to face.

Jeg var ikke ensom
For der var flere som mig.

Året på efterskolen gik alt for hurtigt. Vi græd, da vi sagde farvel og tak, og da jeg bevægede mig udenfor matriklen og tog afsked med de bygninger, der i et år havde reddet min verden, sneg tomheden og knuden i maven sig ind på mig igen. Jeg følte mig alene. Frygtede det samfund, jeg havde følt mig afskåret fra i så lang tid. Ville nogen overhovedet kunne give mig den opmærksomhed og selvtillid, jeg lige havde oplevet? Eller måtte jeg parkere tiden på efterskolen som en positiv hændelse for sig selv?

Til lyden af Andreas Odbjergs sang “I morgen er der også en dag” tilmeldte jeg mig mit gamle gymnasium. I mig boede en frygt for igen at havne i et sort hul, hvor ingen ville lægge mærke til, at jeg manglede. Denne gang havde jeg dog en tro på fremtiden, på at verden under corona var crazy for alle unge mennesker. Det havde jeg erfaret gennem samtalerne på efterskolen. I al min ensomhed havde andre unge haft det på samme måde som mig selv, og denne viden gav mig mod og lyst til at turde indgå i flere fællesskaber i fremtiden. Når jeg tænker tilbage på min tid under dynen inde på det indelukkede værelse, har jeg lyst til at give mig selv en krammer og fortælle hende, den bange unge pige, at alt bliver bedre en dag. For hun var aldrig alene, selvom det føltes sådan helt ind i knoglerne. Det er aldrig for sent at række ud eller tage imod. Vi er mange unge mennesker med knuder i maven, men ved at snakke om det, kan knuden måske blive en anelse mindre med tiden.

Forfatter

Joulia Fares

Anonym

Titel

EN SOM MIG

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

Hele processen – som endte med, at atypisk autisme blev erstattet med Aspergers – fik mig til at indse, at der var noget anderledes ved mig.

Har du nogensinde lagt et puslespil, hvor en af brikkerne virker til ikke at høre til noget sted? Hvad stillede du så op med den brik? Man kan forsøge at klippe den til, sådan at den med nød og næppe kan presses ned i en ledig plads. Ikke at det ville være en god løsning, for farverne og motivet ville afsløre den vildfarne brik. Og hvad har det så med mig at gøre? Jo, jeg har altid følt mig som den puslespilsbrik, der ikke passer ind nogen steder.

Jeg kan godt – jeg skal bare have én chance til

En gruppe teenagere er samlet omkring et bål i den svenske skov. De er netop blevet færdige med at sætte de telte op, som de skal sove i. Det kunne næsten være en scene fra en film. Sådan føles det. Som om jeg er en usynlig tilskuer til det, der sker omkring mig. Overvældet og misundelig. En af drengene sniger sig ind på en af pigerne, som er i optaget af en samtale. Han griber fat om hende med et brøl, hvilket udløser et skrig fra hende, efterfulgt af høj latter fra dem omkring hende. Man skulle ikke tro, de kun havde kendt hinanden en uges tid. Hvordan er de allerede blevet så tætte? Og hvorfor er jeg endnu ikke blevet det med nogen? Håbefuld tilslutter jeg mig rundkredsen. Men det er, som om alle interaktioner fortsat foregår hen over hovedet på mig. Som om jeg lige så godt ikke kunne være her. Måske de ser mig, hvis jeg blender ind med dem ved at imitere deres adfærd. Jeg forskrækker en af de andre piger, men denne gang tager ingen notits af det. Hvorfor er det anderledes, når jeg gør det? Hvad er det, jeg gør forkert? Måske jeg skal ændre taktik – men til hvad har jeg ingen idé om. Det eneste, jeg ved lige nu, er, at jeg er helt alene, selvom jeg er omringet af mennesker. Så jeg trækker mig for at gå en tur.

Sådan husker jeg min introtur i gymnasiet. Som den første gang hvor jeg for alvor fik en forståelse af ensomhed. Og desværre var det en god indikation på, hvordan min dagligdag kom til at se ud. Der var ikke ét stort fællesskab i klassen, men mange små grupperinger, og jeg formåede aldrig at få en fod indenfor i nogen af dem. Jeg følte ellers virkelig, jeg prøvede. Introturen fik mig nemlig ikke til at miste håbet, tværtimod. Måske hvis jeg snakkede mere. Måske hvis jeg fulgte med i den serie, de andre snakkede om. Måske hvis jeg begyndte at spille det videospil, de var optagede af. Puslespilsbrikken blev hele tiden klippet lidt til, men lige lidt hjalp det. Det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne snakke med de andre. Men det forblev overfladisk, og jeg higede efter at skabe dybe relationer. For mig var det at have tætte venskaber nemlig blevet succeskriteriet for at lykkes som menneske. Hvis jeg fik det, ville jeg langt om længe blive en af de ’normale’.

Som 5-årig blev jeg diagnosticeret med atypisk autisme og begyndte i specialklasse allerede fra 0. klasse. I min fritid gik jeg i to klub-aktiviteter for folk med autisme, og i 6. klasse skiftede jeg specialklassen ud med en specialskole for børn med autisme og Aspergers. Jeg tilbragte med andre ord størstedelen af min tid med folk med samme diagnose, som jeg selv havde. Noget, der imidlertid kun gjorde det sværere for mig at spejle mig i den. Min autisme ligger nemlig i den mildeste ende af spektret, så jeg mødte ingen autister, der mindede om mig selv. Derfor begyndte jeg gradvist at distancere mig mere og mere fra diagnosen. Jeg følte jo godt, jeg kunne være normal. Jeg kunne godt være social ligesom neurotypiske mennesker – det var bare ikke behageligt, fordi jeg brugte enormt meget energi på at afkode, hvordan jeg skulle agere for at passe ind i sociale sammenhænge. Så min konklusion blev, at jeg bare måtte finde en måde at gøre det rart for mig selv. Jeg skulle bare øve mig. Jeg skulle bare lære at tilpasse mig. Selvom jeg blev opfordret til at søge ind på et gymnasium for unge med autisme og Aspergers, valgte jeg derfor i stedet at søge ind på Rungsted Gymnasium – et helt almindeligt ét af slagsen.

Da jeg startede, overvejede jeg ikke engang at fortælle mine klassekammerater om min diagnose. Den føltes som en skamplet, der ville sikre, at jeg aldrig ville nå mit mål; at blive opfattet som en af dem. Jeg overbeviste mig selv om, at det var unødvendigt, eftersom jeg snart ville blive ”kureret”. Jeg havde nemlig sat mig for, at jeg ville rediagnosticeres. Denne proces bestod blandt andet af en masse samtaler med forskellige fagpersoner. Det føltes, som om den ene af dem gav mig modstand ved at trykteste mine egne holdninger til mig selv, hvilket underligt nok var meget rart. Når du lever på den her måde, er du så sikker på, at du ikke er autist? På sin vis et provokerende spørgsmål for en, der var så skråsikker, som jeg var, men dét og lignende spørgsmål satte gang i nogle sunde refleksioner. Hele processen – som endte med, at atypisk autisme blev erstattet med Aspergers – fik mig til at indse, at der var noget anderledes ved mig. Det tog mig dog tid at acceptere, at Aspergers var forklaringen, og ikke for eksempel social angst, som jeg ville kunne træne væk.

Sideløbende med rediagnosticeringen deltog jeg på en sommercamp, som virkelig rykkede ved min selvopfattelse. Her fandt jeg en gruppe, som jeg følte mig accepteret af på en måde, jeg ikke havde oplevet før. For første gang følte jeg, at jeg havde en flok, hvor jeg hørte til. Noget, der både fik mig til at erkende og acceptere, at jeg ikke passede ind med dem fra min gymnasieklasse. I denne flok var der en, jeg kendte fra tidligere. Han gik på bioteknologi-linjen, ligesom jeg selv, men på Nærum Gymnasium. Noget, der ud fra hans beskrivelser var en meget anden og mere positiv oplevelse end min egen. Derfor valgte jeg at prøve lykken her, da jeg skulle starte i 3.g.

Sammenholdet var ikke lige stærkt blandt alle, men man kom trods alt hinanden mere ved, end jeg var vant til. Men endnu vigtigere, så var der et mindre fællesskab, der havde plads til mig – på trods af at de havde kendt hinanden i to år og efterhånden var ret sammentømrede. Og endda selvom de kendte til min diagnose, som jeg havde fortalt dem om, den dag jeg startede, på opfordring fra dem der havde diagnosticeret mig. Jeg blev inviteret med til diverse sociale sammenkomster. Cafébesøg. Filmaftener. Kulturnatten. Det føltes som en ære at blive lukket ind i det fællesskab. Som om jeg endelig var god nok.

Jeg orker sgu ikke mere

Forbipasserende vil nok nemt kunne forveksle vores forstander med en form for turguide. Det er i hvert fald den association, jeg selv får, mens han guider os rundt på Flensborg Havn. Idet vi spadserer langs kajen, betragter jeg, hvordan de fleste følges i små klynger og snakker indimellem forstanderens beretninger om det danske mindretals historie. Jeg går endnu en gang rundt for mig selv. En form for deja vu. Jeg kan nok godt finde en gruppe, jeg kan hægte mig på. Men hvorfor bliver jeg ikke inkluderet per samme automatik som de andre? Hvorfor er det altid mig, der skal komme til dem? Hvis bare den energi, jeg lagde i det, så gjorde en forskel. Men jeg starter fra nul hver eneste gang. Hvorfor skal jeg tvinge mig selv til ting, jeg egentlig ikke har lyst til bare for at socialisere med nogen, som ikke viser samme interesse for mig?

Mit højskoleophold blev ikke sådan, som jeg havde håbet. Det var noget, jeg havde fået tilskud til fra kommunen efter gymnasiet for at træne nogle af de ting, hvor jeg var udfordret på grund af min Aspergers. Desværre føltes det, som om at min fortid gentog sig. Det var svært at komme ind på livet af folk, og det var næsten altid mig, der skulle tage initiativ. I lang tid accepterede jeg det. Men på en fællestur til det nordlige Tyskland, fik jeg nok. Noget, der nok bundede i det store pres, jeg havde lagt på mig selv i gymnasiet, som jeg kun lige havde lagt bag mig, da jeg startede på højskolen.

For selvom jeg blev inkluderet i et fællesskab i den nye gymnasieklasse, havde jeg stadig en følelse af ikke at passe ind. Det at opbygge og bibeholde venskaber var stadig meget energikrævende for mig. I timerne var det nemt nok at konversere med de andre, for der var emnet for samtalen givet på forhånd. Men når der bare skulle smalltalkes, blev jeg i den grad sat på prøve. Det betød, at jeg altid var ængstelig op til pauser, og at jeg ihærdigt forsøgte at fikse mig selv, fx ved at tage onlinekurser, der hævdede at kunne give mere social selvsikkerhed. Jeg var hverken alene eller usynlig længere, som jeg ellers havde følt mig i min tidligere gymnasieklasse, og derfor blev det endnu vigtigere for mig at lukke den usynlige kløft mellem mig og mine nye venner.

Mit store fokus på selvudvikling blev for stor en mundfuld. Det er svært at beskrive, hvad der præcist skete, men jeg ser det selv som en minidepression, der ramte mig, knap et halvt år inde i det sidste gymnasieår. Med ét fremstod alting håbløst, og jeg havde pludselig et meget negativt mindset. Noget jeg havde enormt svært ved at forstå. Jeg havde aldrig haft så mange relationer. Og alligevel havde jeg heller aldrig været så mørkt et sted mentalt. Min mor blev bekymret for mig og undersøgte derfor forskellige tilbud og faldt her over Ventilen. Pudsigt nok gik tungsindet hånd i hånd med, at jeg havde lettere ved at sætte gang i ting, fordi jeg havde så stor motivation for at få mig selv ud af den tilstand, jeg var havnet i. Så jeg tog til det, der skulle blive det første af mange arrangementer i Ventilen. Og på den måde fik jeg igen overskud til at være social – indtil jeg på højskolen ikke længere kunne se et formål med det.

Mine anstrengelser havde endnu ikke ført til de tætte venskaber, jeg søgte, og der var ingen tegn på, at de pludselig ville det. Og al den energi, jeg havde brugt på det, havde drænet mig, hvilket fik den konsekvens, at jeg opgav at engagere mig i det sociale. Jeg trak mig meget. Udeblev fra festerne. Afholdt mig meget fra at deltage i samtalerne, medmindre de andre henvendte sig til mig. Og det føltes ikke ensomt, men faktisk som om en kæmpe vægt løftede sig fra mine skuldre. Som om jeg for første gang i lang tid kunne slappe af. Jeg endte med at stoppe på højskolen 3-4 uger før tid, hvorefter jeg tilbragte de næste 6 måneder i en zombie-lignende tilstand. Hverdagen fik naturligt lidt mere indhold, da jeg begyndte at studere. Dog kun på det faglige plan. Jeg tog hverken med til den indledende ryste-sammen-tur, studieturen eller festerne. Hvorfor skulle jeg det, når det var mere afslappende – og egentlig også mindre ensomt – at være alene? Sådan havde jeg det i lang tid. Men på et tidspunkt begyndte tilværelsen at være meget ensformig, hvilket motiverede mig til langsomt at træde ud ad min komfortzone.

Nu er jeg så småt på rette vej

Det ville næsten være nemmere, hvis jeg bare begyndte at festryge. Så havde jeg i hvert fald en undskyldning for at følge med alle de andre. Men der er vel heller intet galt i at ville have lidt frisk luft. I samme sekund vi træder udenfor lejligheden, splitter gruppen op i en masse små klynger. Jeg står alene tilbage. Et sug går igennem min krop. Snakken flyder rundt om mig. Jeg forsøger at lytte med i flere af samtalerne samtidig for at finde ud af, hvilken en jeg nemmest kan træde ind i. Men det er svært at koncentrere mig, da jeg har en følelse af, at jeg hurtigt skal beslutte mig for at undgå, at nogen opdager, at jeg står her for mig selv. Hvad vil de ikke tænke om mig. Hov, hvor kom det fra? Jeg prøver at samle mig selv. Den frygt, jeg er grebet af, er gammel. Den hører ikke til her.

Det kan være svært at bryde gamle vaner og tankemønstre. Selvom jeg i dag er 28 år og er et helt andet sted i mit liv, kan jeg stadig blive grebet af ængstelighed i sociale sammenhænge. Som om følelser fra fortiden bliver genaktiveret. Derfor kan jeg ikke påstå, at jeg er sluppet fuldstændig af med ensomheden. Men hvor det før var noget, jeg desperat forsøgte at flygte fra, er den nu blot en følelse, der kommer og går, ligesom så mange andre følelser. Den har ikke lige så meget magt over mig længere.

Jeg mærkede for alvor en forandring, da jeg fik mit første job. Her følte jeg, at jeg fik den chance, som jeg havde forspildt i løbet af min studietid. Jeg fik mulighed for at se mig selv i forskellige situationer med forskellige mennesker, hvilket gav mig en bedre idé om, hvem jeg klikker godt sammen med, og samtidig fuldstændig nedbrød den sejlivede idé om, at jeg skulle passe ind alle steder. Det gik mig ikke længere så meget på, at de relationer, jeg opbyggede til mine kollegaer, var temmelig overfladiske, for det var normalt. Barren for at lykkes socialt var dermed noget lavere, end den tidligere havde været, og når jeg sammenlignede mig med de andre, følte jeg mig derfor mere ligeværdig. Noget, der fik mig til at udvikle en langt sundere mentalitet omkring det. Siden da har jeg gradvist forsøgt at vænne mig af med nogle af mine uhensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre, som går på at presse mig selv til ting, jeg tror, jeg skal. Men selvom jeg har det bedre, har jeg bestemt ikke alle svarene endnu. Jeg har stadig ikke fundet den perfekte balance mellem at lytte til mig selv og at skubbe til mine egne grænser for at udvikle mig. Nogle gange spekulerer jeg stadig på, om jeg kunne gøre det endnu bedre. Og jeg kan tvivle på, at jeg har fundet helt ind til mig selv. Jeg tror endnu ikke, jeg har fundet det puslespil, hvor jeg passer ind. Men jeg er i hvert fald stoppet med at forsøge at lave mig selv om for at passe ind de forkerte steder. Noget af det, jeg har indset, er nemlig, at det, der føltes som kamp mod omverdenen, i virkeligheden har været en kamp mod mig selv.

Forfatter

Jacob Bast Hall

Anonym

Titel

Kunsten at passe ind

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

Jeg er blevet skubbet ud af et overfyldt S-tog, mast op ad et vindue i en bus og spyttet efter i byen.

Sundhedsplejersken

Lokalet var gråt på nær de orange 80’er-gardiner. Rummet lugtede sterilt. Jeg trådte tøvende ind. Sundhedsplejersken var rar og imødekommende, lige indtil hun havde målt og vejet mig. Som 7-årig følte jeg hendes blik bore sig ind i mig, men i dag kender jeg udtrykket som bekymring – en voksen, der vejer sine ord, før de gives videre til et lille barn. Dengang troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert og skulle have skældud.
”Freja. Du vejer for meget i forhold til din højde og andre på din alder.” På skærmen pegede hun på en rød kurve med et kryds på.

”Når man ligger på den røde linje, så er man på grænsen til at være overvægtig. Det skal du fortælle mor og far, for det skal I gøre noget ved. ””Hvordan?”
”Man spiser mindre mad og slik, bevæger sig mere og spiser flere grøntsager”.

”Hvad hvis jeg bliver sulten?”

”Det bliver du ikke. Du har masser af energi, som din krop kan tage af.”
Jeg fik en seddel med hjem med min højde og vægt. Jeg så frem til at blive trøstet af mine forældre, for jeg var sikker på, at de ville sige, at jeg var, lige som jeg skulle være. Sådan tænkte jeg, indtil jeg kom tilbage i klassen.

”Hvad vejer du?”
”Hvad er dit BMI, Freja?”

Jeg svarede ærligt, indtil jeg fandt ud af, at jeg var den, der vejede mest. Det fandt mine klassekammerater hurtigt ud af, at de kunne drille mig med. Den dag spiste jeg ikke min madpakke. Resten af dagen brugte jeg på at gøre mig så lille som muligt. Sedlen i min taske var blevet til en sten. Den var blevet tung af en skam, jeg ikke forstod, hvor kom fra.

Det hjalp ikke at komme hjem. For mine forældres udtryk var identisk med sundhedsplejerskens. Jeg blev bekræftet i, at jeg var forkert. Fra det øjeblik blev jeg et projekt. Nok nærmere et problem, der skulle gøres mindre.

Som barn oplevede jeg stor bevægelsesglæde gennem springgymnastik, dans og svømning, og jeg elskede at udfordre mig selv. Pludselig blev jeg opmærksom på, at min krop var noget, andre havde holdninger til, og bevægelsesglæden forsvandt. Når jeg dyrkede sport, kunne jeg høre min sundhedsplejerskes ord: ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.”

Hjemme i haven flyttede der en trampolin ind. Jeg blev glad for den til at starte med. Men børn er ikke dumme. ”Det kan også være en god ide at bevæge sig mere.” Trampolinen landede i baghaven, fordi mine forældre havde fået at vide, at jeg skulle tabe mig. De begyndte at spørge ind til min mad, og om jeg stadig var sulten, når jeg tog en portion til. De foreslog gulerødder i stedet for boller og indførte grøntsagsfade, når der var Disney Sjov. Men jeg vidste godt, hvad det handlede om. De var bange for, at jeg blev tyk. Og hvad skulle de have gjort? En autoritetsfigur sagde, at deres datter var for tyk. I virkeligheden var det en medvirkende årsag til, at jeg i så tidlig en alder udviklede spiseforstyrret adfærd. For jeg var sulten. Jeg dyrkede sport og spiste mindre mad, end min krop havde brug for og voksede, som 7-årige gør. Hver gang jeg spiste med andre, følte jeg skam og var i konstant beredskab: ”Er du virkelig sulten? Du har ikke godt af mere smør. Så tror jeg ikke, du skal have mere.” Derfor spiste jeg i smug. Rugbrødsmadder med ekstra smør. Slik fra skabene. Is fra fryseren. Til nøds tørre lasagneplader med ketchup. I starten var det kun, når jeg var sulten, men det udviklede sig til større mængder, for jeg vidste ikke, hvornår jeg fik muligheden for at spise nok mad igen.
Som kompensation for mine overspisninger smed jeg nogle gange min madpakke ud og var stolt af, at jeg ikke spiste den. Jeg tænkte altid på mad: ”Hvornår kan jeg spise igen? Hvis jeg spiser, skal jeg hoppe mindst en time på trampolinen. Er det så slemt at kaste op?” Men jeg kastede aldrig op, for jeg turde ikke. Jeg ønskede, at jeg blev alvorligt syg, så jeg kunne tabe mig. Jeg stod flere gange og kiggede på køkkenknivene og tænkte, at jeg måske kunne skære mine deller af. Jeg følte, at mit liv først kunne begynde, når jeg blev tynd. Det blev jeg bare aldrig.

Tyk

”Ej, hvor ser jeg klam ud! Jeg kommer aldrig til at score nogen, når jeg er så fed.” Det er en sætning, jeg har hørt mine venner sige mange gange. Det er noget af det mest sårende, man kan sige i mit selskab. Ikke nok med at de vejer mindre, end jeg gør. De mener også, at man bliver sværere at elske, når man er tyk.

Jeg har mange gode venner, der elsker at tage ud og shoppe og gerne vil have mig med. De glemmer bare, at jeg ender som taskeholder og kun kommer hjem med strømper og hårklemmer. Det er som at invitere en ven med glutenallergi ind på et bageri. Det er næsten mere ensomt for mig end at være alene.
Lignende situationer, som de fleste ikke tænker på i deres hverdag, fylder i min. Jeg er blevet skubbet ud af et overfyldt S-tog, mast op ad et vindue i en bus og spyttet efter i byen. Folk har fisket chips op af min indkøbskurv, andre sneget gulerødder i. Jeg er blevet trukket igennem et storcenter, fordi en mand mente, at jeg ville have godt af at løbe. Når jeg dyrker motion foran andre, får jeg at vide, at det er ”godt, at jeg gør noget ved ’dét’.” Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg burde blive mindre. Så snart jeg går ud ad min hoveddør, skal jeg være forberedt på potentielle angreb – endda voldelig adfærd.

Behandling

I juni 2022 befandt jeg mig igen i et sterilt miljø, denne gang hos min egen læge. Det eneste opmuntrende i venteværelset var en lille kurv med legetøj, hvor en buttet pige legede med en dukke. I hende så jeg en yngre version af mig selv. Hun smilede til mig, som om hun endnu ikke havde set den røde kurve ved sundhedsplejersken. Jeg håbede inderligt, at lægen ikke ville påpege hendes vægt. Jeg var gået til lægen for hendes skyld, den yngre version af mig – hun skulle ikke være syg mere.

”Freja.”

Det blev virkeligt, sekundet jeg rejste mig, og alvoren af situationen gik op for mig. Jeg havde i flere år haft mistanke om, at den var gal. Jeg troede, at jeg havde Binge Eating Disorder (BED). Alligevel blev jeg ved med at negligere mine følelser. Jeg turde ikke tale med nogen om det, for hvad hvis jeg ikke blev taget alvorligt? Der var heller ikke offentlige behandlingstilbud, så hvem kunne hjælpe mig?

Den undskyldning kunne jeg ikke længere bruge. I januar 2022 blev BED en anerkendt diagnose i EU, og psykiatrien i Danmark ville åbne op for behandling - eftersigende. Det var svært at erkende, at jeg havde alle symptomer på BED. Jeg var i en stor indre konflikt. Spiseforstyrrelsen var blevet min ven, noget trygt, som jeg vidste, hvad var.
”Lige meget hvad jeg siger om tre uger, så skal I tvinge mig til at få hjælp. Jeg er bange for, at jeg ikke er modig nok til at gennemføre det.”
Før jeg gik til min læge, valgte jeg at inddrage mine forældre. Jeg havde fået nok. Spiseforstyrrelsen dikterede mit liv. Det betød ingen sociale arrangementer, hvis der var mad involveret, mange mennesker, eller mennesker jeg ikke kendte. Den valgte mange ting fra, også mine venner. Det føltes forkert, for før jeg blev syg, var jeg fuld af energi, udadvendt og modig. Jeg var ikke mig selv længere. Spiseforstyrrelsen havde lagt et stort låg på en boblende gryde. Med mine forældres støttende ord i ryggen valgte jeg at gå til lægen. Jeg ville have gryden til at boble igen.
”Hvad siger du så i dag, Freja?”
”Jeg har en mistanke om, at jeg har BED.”
”Mener du bulimi?” Jeg så forvirret på min læge og rystede på hovedet. ”BED?”, fortsatte hun.
Jeg nikkede, og hun begyndte at google symptomer. Der sad jeg i en stol med armlæn, der skar sig ind i mine lår, mens jeg forsøgte at forklare min læge, hvad BED var. Frustreret over at jeg pludselig blev den, der skulle fortælle, hvad jeg fejlede, begyndte jeg at forklare hende om tvangsoverspisninger, selvisolation, tanker om selvskade og angstsymptomer. Først da jeg nævnte min vægt, tog hun mig alvorligt og henviste mig til ungepsykiatrien. Men jeg fik ikke en plads, for der var ikke et offentligt behandlingstilbud for BED – det er der stadig ikke her to år senere. Det var en kæmpe mavepuster. Min læge gav ikke op og endte med at henvise mig til et privattilbud. Det var ikke gratis, til gengæld var der plads med det samme.
Sankthansaften bragede studentervognene gennem byen. Jeg havde næsten afsluttet 2.g. Et år senere ville det være mig. Det nægtede jeg at gøre med en ubehandlet spiseforstyrrelse. Så jeg ringede op. To uger senere fik jeg officielt konstateret BED. Det var svært at forstå, at jeg faktisk var syg, men samtidig var jeg glad for at få hjælp. Spiseforstyrrelsen havde fyldt i det meste af mit liv, derfor kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask.

Før jeg startede behandlingen, blev jeg præsenteret for nogle krav. Et af kravene var, at jeg ikke måtte forsøge at tabe mig. Det skulle jeg skrive under på. I mit hoved hang det ikke sammen med, at det er livsfarligt at være tyk. Det var jeg så overbevist om, at jeg led af dødsangst. Selvom jeg udtrykte bekymring, holdt de fast i, at jeg ikke skulle tabe mig. Det var nemlig uforeneligt at have et vægttabsmål og blive behandlet samtidigt. Jeg var skeptisk, men det var første gang, at nogen sagde, at jeg ikke skulle gøre mig mindre. Jeg startede i gruppeterapi med tre piger på min alder. Jeg kom til at holde meget af dem, men jeg følte mig udenfor. De tre piger var ikke tykke. Jeg tænkte ofte på, at deres ultimativt værste mareridt var at komme til at ligne mig. Alligevel stod behandlerne fast på, at jeg ikke skulle tabe mig. Der skulle gå syv uger, før det gik op for mig, at de havde ret.

”Jeg ved godt, at jeg ikke skal tabe mig, men det vil jeg. Det er farligt at være tyk. Planen er, at når jeg er færdig her, så kan jeg tabe mig, for så er jeg blevet mentalt rask,” sagde jeg fuld af frustration til min psykolog. Forstod hun, hvor svært det var for mig at være tyk?
”Jeg kan godt forstå det ønske. Der er intet at sige til, at du har et behov for at blive mindre, når det er det, du har lært. Men det skal du ikke. For det er ikke nødvendigvis farligt at være tyk. Jeg synes, at du skal høre podcasten Radio Ligevægt.”

Jeg var rasende. Hun forstod mig ikke. Jeg var havnet et sted, hvor ingen kunne hjælpe mig. Jeg gav den dog en chance. Efter de første ni episoder var jeg helt mundlam. Podcasten var lavet af to læger. De forklarede, at tyk ikke var lig med usund, og at tynd ikke var lig med sund. Det var imod alt, jeg havde lært, men jeg følte, at gryden inden i mig begyndte at boble lidt igen. De to læger gav mig en plads i verden. Ret til at leve og forblive tyk. De gav mig den billet til livet, som jeg troede, at jeg først ville få, når jeg blev tynd.
Selvom det hjalp at lytte til Radio Ligevægt, gik der ikke længe, før jeg blev ramt af en mur af ensomhed. Jeg sad nu med denne nye viden, mens resten af verden ikke flyttede sig. I min behandling blev det tydeligt, at slankekure og verdens behov for at gøre mig mindre var en stor del af årsagen til min spiseforstyrrelse. Da jeg kom til terapi, efter at have hørt Radio Ligevægt, var det med andre briller på. Det var stadig svært, men det blev bedre, efter jeg slap tanken om, at jeg skulle tabe mig. Gryden var begyndt at boble igen. Kampen mod mig selv var slut, men det var kampen mod verden ikke.

Igennem terapien havde jeg opbygget et større selvværd. Det gjorde det svært at acceptere den tykfobiske adfærd, jeg oplevede dagligt. Jeg afsluttede min terapi i december 2022, klædt på til at hjælpe mig selv videre. Selvom verden stadig er fanget i slankekursforstyrrelser og tykfobisk adfærd, har jeg fundet en ro i mig selv. I dag har jeg en værktøjskasse og et netværk, der kan hjælpe mig. Jeg ved, at der er en plads til mig i verden, og at jeg ikke længere er alene. Jeg skal aldrig mere gøre mig mindre. I stedet vil jeg tage låget af gryden og lade den boble.

Selvom det er svært, er jeg ikke alene – og det er du heller ikke.
Radio Ligevægt
Fede Feminister
Intuitiv Spisning af Inger Bols
Tykbogen
The Maintenance Phase

‍

Forfatter

Freja Grønberg Milling

Anonym

Titel

Hvor må jeg være?

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

tænk på sidste gang du var glad

When I lie up at night. Truth isn’t hard to find. Wake up and live with it. Hvor ville jeg ønske, at nogen var kommet for at se mig.

Det er maj, og jeg har stadig ikke taget julepynten ned. Kalenderlyset er kun nået til den 19. december. Jeg burde snart få pakket det hele sammen, men det er svært at tage sig sammen, når der ikke er andre end mig der ser det. Jeg fylder min tid ud med frivilligt arbejde og tusinde projekter, men indenfor i lejligheden er der stilstand. Jeg kigger væk fra kalenderlyset. Der er stille, men julepynten spøger. Tag dig sammen. Du kan godt. Jeg rejser mig og henter kasserne til julepynten i kælderen. Sætter musik på for at fylde tomrummet ud, for at komme af med følelserne.

1. Nightmare – Halsey

Allerede da sangen sætter ind, kan jeg mærke vreden boble. Jeg begynder at tage ting op fra kasserne og sortere, mens jeg sidder på gulvet. Sangen trækker mig tilbage til koncerten. Jeg sidder alene og skriger med, da Nightmare begynder at spille. Tre uger senere har jeg terminsprøver, og de lover, at intet bliver aflyst. Samme dag lukker landet ned, og min verden ramler. Det gik ellers så godt for første gang i mit liv. Jeg har venner og er næsten glad.
Jeg finder dyrefigurerne, som hører til i skålen, hvor der lige nu er et stort rod af små, forskelligfarvede julekugler. Jeg hiver mere ud af poserne. Eksamenerne bliver aflyst, og vi får vores karakterer fra en algoritme. Vi kommer aldrig tilbage. Jeg får hue på i maj sammen med mine venner. I starten af juli får jeg mine karakterer. Algoritmen har forvandlet dem fra adgangsgivende til alt til under middel. Tak. Jeg græder, da jeg ser det og forsvinder ind på mit værelse. Sætter Nightmare på repeat og forsøger at ødelægge min hue. Ingen af mine venner er blevet ramt af algoritmen, tværtimod. Så jeg har min egen ensomme krise i coronakrisen, mens jeg prøver at beslutte min fremtid. No, I ain’t got nothing to smile about.

2. All Too Well (10 Minute Version) – Taylor Swift

Jeg trækker vejret. Begynder at sortere julekuglerne efter farver. Der er alt for mange af dem, og sangen er lidt for distraherende. Jeg har lært den udenad. Jeg synger med til mine naboers store fornøjelse. And I might be okay but I’m not fine at all. Jeg skriger med på Fuck the patriarchy. Men jeg ved, at snart når vi til de linjer, der er skyld i, at jeg kan sangen udenad. But then he watched me watch the front door all night, willin’ you to come. And he said, “It’s supposed to be fun turning twenty-one.”
I november bruger jeg den første del af min 21-års fødselsdag på en træningsweekend med en gruppe 12-13-årige, som jeg skal have med til Sverige over nytår (vi kommer aldrig afsted, fordi COVID-19 vender tilbage). De er søde og har en gave med. Den anden del skal jeg bruge med mine forældre og lillebror. Men de er i gang med at renovere hans lejlighed og bliver forsinkede. Jeg når at høre sangen for mange gange og græde, inden de kommer.
Jeg er næsten færdig med at sortere julekugler, og jeg lægger pakkerne tilbage i poserne. Begynder at sætte mine dyrefigurer tilbage på deres plads.
Det var sidste gang, jeg fejrede min fødselsdag med andre. Lidt over to år senere spørger min veninde mig, om jeg ikke snart skal holde fødselsdag. Jeg svarer, at min fødselsdag var for tre måneder siden. Hun siger, at jeg kunne da holde noget i år. Jeg kigger på hende og siger, at vi jo ikke er den slags venner. Hun har heller ikke inviteret mig til sin, og at jeg i øvrigt har fejret min fødselsdag alene de sidste to år. “Hvorfor?” spørger hun. Fordi så har jeg i det mindste selv valgt det.

3. Lost – Charlotte Sands

Jeg tager kalenderlyset, smider det ud. Bliver opslugt af sangen og kommer til at tænke på en mundtlig eksamen. Jeg er tilbage i april 2022 og er så stresset over, at jeg skal nå det hele. Jeg bliver ramt af lungebetændelse. I den periode snakker jeg ikke med min mor og er sengeliggende i to uger. I’m still pissed at my parents. Samtidig skal jeg starte nyt job og forsøge at klare mig igennem to kurser, som jeg har misset halvdelen af. I am just a little bit lost. Et gruppeprojekt kommer oveni, og jeg går til eksamen, selvom jeg ikke har kunne nå det hele. Jeg får 7, men bryder sammen. De andre tror, at jeg er sur over gruppearbejdet, og der mister jeg mine sidste studiekammerater. Samme aften ender jeg på psykiatrisk skadestue. Jeg finder drillenissen henne på rækken med cd’er og pakker ham nænsomt ned.
Things will turn out fine, though. Men det gør de ikke. Jeg stopper lige så stille med at komme til undervisningen. Jeg har alligevel ikke nogen at sidde med.

4. Motion Sickness – Phoebe Bridgers

Jeg tager mig sammen og begynder at hente julefigurer i køkkenet. Første gang, jeg hører Motion Sickness, er i foråret 2022. Jeg hører sangen så mange gange, at den ender i min Spotify Wrapped. Fell on hard times a year ago. Was hoping you’d let it go and you did.
Jeg er en del af staben på en lejr og møder en leder, der går i en Phoebe Bridgers T-shirt. Da hun har et sammenbrud, er det Phoebe Bridgers, vi snakker om. Senere er lederen med til at give mig et sammenbrud. I can hardly feel anything, I hardly feel anything at all. Jeg ligger alene på et gulv og river mig i armene for første gang i næsten 10 år. Mine arme er røde flere dage efter, men jeg får med nød og næppe kravlet igennem den sommer, måske mest fordi jeg har fyldt den med Tour de France, sommerlejr, et sommerkursus, en solotur til Budapest og en psykiatrisk udredning. I have emotional motion sickness. Jeg har ikke så meget tid til at tænke. Julefigurerne er pakket væk, og det samme er mine følelser.

5. Monica Lewinsky – UPSAHL

Jeg tillader mig selv at tage en pause fra oprydningen. Det er tid til at danse, bare lidt. Jeg hører denne her sang alt for mange gange på soloferie i Tyrkiet. Jeg tager afsted for at komme væk fra det hele. I wanna make, wanna make history. Mit bachelorprojekt bliver til en længere seance end planlagt. Det holder hårdt, og jeg skriver alene. Da jeg stadig er i laboratoriet, praktiserer en af mine vejledere at fortælle mig, at nu spiser han frokost, og jeg skal huske også at spise. Han spørger bare aldrig, om jeg kunne tænke mig at spise frokost sammen med ham og resten af forskningsgruppen.
Så jeg tager væk, til solskin og bottomless Cola Zero ved stranden i Tyrkiet. Jeg læser ti bøger, der intet har at gøre med mit projekt, og skriver løs. Det bliver til et bachelorprojekt i sidste ende og et sammenbrud efter mit forsvar foran mine vejledere og censor. But when’s the last time you saw a popstar spiral? Jeg fejrer det kun med at tage hjem til mine forældre. Jeg danser henimod vinduet.

6. Crowded City – Black Honey

Jeg begynder at binde snoren med plastikæbler og kanel ned fra gardinstangen. Kigger ind i den lukkede persienne. Måske skulle jeg trække den fra? Jeg kravler ned og drejer persiennen, så lyset fra gaden kommer ind.
Jeg kigger ud ad vinduet og stiller mig selv spørgsmålet fra sangens omkvæd. Have you ever been alone in a crowded city? Jeg tror aldrig, at jeg ikke har været alene i København. Jeg kigger ned på gaden og ser alle de andre leve deres liv. Cykle hjem fra arbejde. Gå med en barnevogn. Holde hånd med kæresten. Snakke med en ven. Her klokken to om natten føler jeg mig kun endnu mere alene. Der er en anden verden for mine fødder. Én jeg aldrig er blevet en del af. Jeg kigger væk fra vinduet og bliver ved med at pakke ned.

7. Cognitive Dissonance – Sophie Holohan

Der er stadig julepynt i min bogreol. Jeg tager det ned, men bliver distraheret af min lille stak af notesbøger. For et halvt års tid siden gik det op for mig, at jeg er kommet til at skrive en digtsamling til. There’s weightlessness in fantasy. Life’s heavy, but it’s gravity. Den begynder sit liv på et poesirefugium på Ungdomsøen. Vi skriver en antologi om ungemagt og afmagt. Jeg føler mest afmagt. Jeg skriver om samfundssorg. En tilstand jeg har været i, siden jeg var 16. En af de andre poeter snakker om sine planer om at læse kognitiv psykologi. Det eneste, jeg kan tænke på, er sangen Cognitive Dissonance, som jeg har hørt lidt for ofte på det seneste. Cognitive dissonance. Get too close - build a wall. Miss a friend? Never call. En anden deltager er en klassekammerat fra gymnasiet, og to til dukker op til vores fernisering for at se hende. When I lie up at night. Truth isn’t hard to find. Wake up and live with it. Hvor ville jeg ønske, at nogen var kommet for at se mig.

8. Stop Feeling – The Aces

Det sidste, jeg mangler, er dekorationerne i entreen. Det var måske lidt dumt at begynde på det her så sent om aftenen. Det sætter for mange tanker i gang. Efter bacheloren beslutter jeg mig for, at jeg skal være et nyt menneske. Stay up on a Friday night. Got nowhere to go. Jeg skal gå til koncerter igen. Jeg skal møde op til forelæsningerne på kandidaten. Jeg starter på den et halvt år før min årgang. Jeg har efter 11 år forladt en ungdomsorganisation, der har formet mit liv. Hvad skal fylde tomrummet ud? Alt andet end ensomhed. Jeg henter min adventskalender. Folder mit navn sammen.

Jeg bliver uddannet verdensmålsambassadør. Har to koncerter ugen efter. Klimafolkemødet, Kulturmødet og introdag på kandidaten. Jeg tager hjem til mine forældre på weekend. Der er tradition for at se VM i landevejscykling. Min lillebror tager hjem om søndagen efter løbet. Jeg bliver til mandag, da det passer med, at jeg kan besøge en veninde, jeg ikke har set i flere måneder, på vej hjem. The days that go on and on. I don’t wanna believe it. Jeg snakker med min mor og er ved at tage sko på, da vi kan høre, at der er noget galt med min far. Vi løber ind i stuen. Min far er blå i ansigtet og trækker ikke rigtig vejret. Min mor og jeg kigger på hinanden, vender ham. Jeg løber ud efter min telefon. Ringer 112. Jeg starter bare med, at jeg skal bruge en ambulance nu til denne adresse. Min far trækker ikke vejret. Vi giver hjertemassage. Redderne kommer. Jeg panikker først, efter de kommer. Jeg løber ind til naboerne og spørger, om de kan passe hunden. Min far har fået hjertestop. Mine sokker er gennemblødte, og jeg ringer til min veninde for at sige, at jeg ikke kommer. Der er gået ni minutter, fra jeg står og tager sko på, til jeg har lagt på til min veninde. I don’t know how to stop this feeling, so I’m gonna stop feeling.
De sidste ting bliver pakket ned. Der ser så tomt ud uden juledekorationerne. Sådan ryger den gode start på kandidaten. Min far får endnu et hjertestop på hospitalet om onsdagen. Han overlever. De to koncerter virker ikke så vigtige længere, men min mor siger, at jeg skal tage afsted. Han dør alligevel, om jeg er der eller ej. Jeg tager til The Aces om torsdagen, MUNA og boygenius om søndagen. Jeg tager afsted på Folkemødet Møn, Kulturmødet og Klimafolkemø det. Begynder på fuldtid på kandidaten. Dropper at møde op til forelæsningerne efter den første uge. Jeg kan ikke overskue det. I’ve been counting stars, this world keeps on breaking my heart. I don’t know if I can do it again. Jeg klarer mig gennem kurserne og siger til mig selv, at det er okay at trække vejret. Jeg starter på deltid og er det stadig.

9. Don’t Tell My Mom – Reneé Rapp

Jeg løfter juledekorationerne og begiver mig ned ad trappen. Da sangen begynder, lige som jeg når kælderen, får jeg tårer i øjnene. Første gang jeg hørte den, føltes det, som om jeg selv kunne have skrevet den. Jeg synger med på omkvædet nede i kælderen. So, don’t tell my mom, I’m fallin’ apart.
De fleste dage snakker jeg ikke med andre end hende. Men jeg fortæller hende aldrig, hvor dårligt jeg egentlig har det. Da hun var på besøg i efteråret sammen med min far, videregav hun et råd fra sin psykolog. Når du bliver ked af det, så tænk på et tidspunkt, hvor du var rigtig glad. Hun får mig til at bryde sammen med det råd. Jeg kan ikke huske, sidste gang jeg var glad. Jeg synger de sidste linjer. So, don’t tell my mom, she’s wearin’ my heart. Her daughter might cry, but she’ll be alright.Klokken er to om natten, og playlisten er løbet tør for sange. Jeg begiver mig op ad trappen og op til stakken af notesbøger, der indeholder fem linjer, jeg skrev, da jeg var 16.

Forfatter

Elva Stern Winther

Anonym

Titel

Udgivelse

De Ensomme

Læsetid

min

Jeg har skizo... altså skizotypi

Jeg har derfor knoklet på for at “være som alle andre”. Forskellen har bare været, at jeg hele tiden har haft en diagnose i bagagen.

Jeg sidder med mobilen i hånden. Normalt har jeg svært ved at koncentrere mig om én ting ad gangen. Som regel sidder jeg på min bærbar eller spiller på min mobil, mens jeg snakker i telefon; for mig er det bare svært at fokusere på en person, jeg ikke kan se på. Men denne gang bliver jeg nødt til at give samtalen al min opmærksomhed. Jeg sidder derfor i sofaen og tager en dyb indånding. Og så trykker jeg på telefonrøret for at ringe op.
”Hej Tina, hvad har du på hjerte?” Jeg kan høre det milde toneleje og er glad for, at det ikke virker til at være et dårligt tidspunkt.
”Hej, jeg vil bare fortælle dig, at jeg nu har fået svar på min udredning, og jeg...” Jeg tager en dyb indånding, inden jeg fortsætter. ”Jeg lider af skizotypi.”

‍

Det hele er gået så stærkt. Det er kun lidt over en måned siden, at min læge sendte min journal ind til distriktspsykiatrien. Jeg troede, at jeg havde en depression og skulle have en form for behandling for dét, efter at jeg har set tre forskellige psykiatere, uden at der egentlig skete noget. Nu har min journal været forbi et udvalg, og blot ud fra den kunne de se, at jeg har en personlighedsforstyrrelse.

Jeg kunne ikke fatte det. Havde de allerede efter så kort tid kunnet finde ud af, hvad jeg rent faktisk lider af?

Jeg har været ind og ud af distriktspsykiatrien, siden jeg var 15 år. I dag er jeg 28.
• Jeg har været til en udredning for Asperger, men da der ingen metoder fandtes for teenagere – kun børn – gav det ikke mening at fortsætte forløbet.
• Jeg har været til en udredning for ADD, men da psykiateren begyndte at spille mine forældre ud mod hinanden, afsluttede vi det forløb.
• Jeg er blevet diagnosticeret med depression tre gange: som 15-, 21- og 26-årig, og ved den sidste tilføjede de også angst til diagnosen.

Hver gang blev jeg mødt med holdningen, at medicin er vejen frem. Jeg fik derfor antidepressive. Hvis jeg fik det værre, fik jeg en højere dosis eller gruppeterapi. Og nu får jeg at vide, at antidepressive ikke har haft en virkning på mig, da jeg aldrig har haft en reel depression. Antidepressive har faktisk gjort alt andet end at gøre mig lykkelig, så derfor lever de for mig ikke ligefrem op til deres øgenavn “lykkepiller”. Og nu skal jeg så til at forholde mig til min nye virkelighed med min nye diagnose.

Jeg kan høre, at der er en lille pause i telefonen og bliver derfor mere nervøs, end jeg var før.
”Oookay? Hmm... det lyder lidt ligesom skizofreni?”
Det bekymrede toneleje er ikke til at tage fejl af. Jeg føler hurtigt, at jeg bliver nødt til at forsikre om, at jeg ikke er farlig – at jeg stadig er den samme som før.
”Altså, skizotypi er en mildere form for skizofreni,” forklarer jeg og snakker lidt hurtigt. ”Det betyder, at jeg blandt andet ikke får psykoser og sådan – bare mikropsykoser. Altså, at de er der i et splitsekund, men de påvirker ikke min hverdag.”
”Men er skizofreni ikke, hvor du snakker med dig selv og har flere forskellige personligheder?”
Før jeg fik min diagnose, havde jeg selv samme opfattelse af skizofreni. Jeg aner ikke, hvor den kommer fra, men jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har haft den, så jeg ved vitterligt ikke, hvor samfundets forvrængede billede af det kommer fra.
”Nej, det er personlighedsspaltning. I bund og grund handler skizofreni om psykoser.”
”Så du vil ikke ende ligesom ham fra Split med 27 forskellige personligheder?”

”Nej, for igen, det har intet med personlighedsspaltning at gøre. Det er ikke engang sikkert, at min skizotypi vil udvikle sig til skizofreni.”

Under samtalen føler jeg ikke rigtig, at jeg skal forklare, hvad den nye diagnose rent faktisk har af betydning for mig. Jeg ville dog have haft svært ved at komme med en forklaring, da det hele stadig er så nyt. Alligevel overrasker det mig, at jeg i min første samtale efter den nye diagnose mest af alt skal redegøre for, hvad skizotypi ikke er.

Om ikke andet tænker jeg, at samtalen ender godt, fordi vedkommende trods alt virker afklaret med, at fordommene ikke holder stik. At jeg ikke lider af personlighedsspaltning. Men selvom jeg har en god fornemmelse, så frygter jeg alligevel de kommende samtaler. Hvad nu hvis jeg gang på gang skal mødes af denne bekymrende tilgang, der har et forkert billede af, hvad det egentlig vil sige for mig at have skizotypi?

‍

De mange knapper

Da jeg skulle udredes for skizotypi, fik jeg at vide, at der er ni kriterier, og fire af dem skal være opfyldt, før man kan få diagnosen. Skizotypi er derfor meget individuelt, da mine fire kriterier kan være helt forskellige i forhold til en andens. Ikke nok med det er skizotypi (og skizofreni, for den sags skyld) nogle af de mest sårbare diagnoser. Der skal altså ikke meget til, før jeg begynder at tude, og jeg mener virkelig tude. Når først jeg er startet, kan jeg ikke stoppe igen.
Man kan sammenligne det lidt med, at der sidder hundredvis, tusindvis, af små knapper på mig. Du skal knap nok røre én, og den aktiveres med det samme. Måske er det bare en lille knap, der lige prikker lidt til tårekanalerne. Måske er det en større, der får tårerne til at få frit løb. Eller også er det en knap i den helt anden ende, der får øjnene til at lyne og kinderne til at gløde. Følelserne går pludselig fra 0 til 100 i løbet af et splitsekund, og hvis de har ramt 100, er der ikke en knap til at nulstille det – kun til at gøre det værre.

I disse situationer er jeg bevidst om alt, hvad jeg siger og gør, men jeg har alligevel svært ved at kontrollere det. Hvis du får trykket på knapperne, der udløser et raserianfald, får jeg ofte sagt nogle ting for at såre dig... det var jo trods alt ikke mig, der fik mig til at eksplodere. Du udløste det, og hvis du ikke kan indrømme det eller sige undskyld, får du det at føle.
Hvis du derimod får trykket på en knap i den helt anden retning, dén, der får mig til at græde, så er det, som om klappen går ned. Måske har jeg forberedt mig til en ubehagelig samtale, der ikke går min vej. Uforudsigelighed kan virkelig trigge mig, og i den situation får jeg ofte et sammenbrud. Alle de ting, som jeg havde forberedt at sige, de forsvinder. Enten krymper jeg sammen og kan ikke få sagt noget, eller også får jeg igen sagt ting, jeg ikke skulle have sagt.

Selvfølgelig kan jeg godt bagefter indse, at hvad jeg gjorde, hvad jeg sagde, langtfra var optimalt eller konstruktivt, og jeg får det virkelig dårligt med det. Derfor prøver jeg også at gøre det godt igen, men det er ikke lige altid, at det lykkes.

Når jeg har været ude for en af de her situationer eller føler, at folk træder mig over tæerne, vil jeg gerne rense luften. Selvom jeg ofte har fået at vide, at jeg er supervelformuleret, bliver jeg alligevel ofte misforstået eller ender i en konflikt. Mine formuleringer kan virke hårdere, end jeg har intention om. Jeg prøver at sige undskyld, men prøver samtidig at forklare, hvad der skete. Det er bare langtfra altid, det virker. I stedet får jeg at vide, at jeg gør min diagnose til min identitet, hvilket slet ikke er min hensigt. Jeg skal bare også selv lære mig selv at kende med den her diagnose

Jeg har mange andre issues, når det kommer til den her diagnose. Jeg får mikropsykoser, jeg kan isolere mig, jeg har tankemylder. Og så lider jeg af en ting, der har været så svær at snakke om, så skamfuld, at første gang jeg snakkede om det, var til min udredning for skizotypi: obsessive ruminationer. De minder lidt om tvangstanker, men de er ikke mine; jeg kan ikke se mig selv i dem.

Jeg vidste ikke, at de er et symptom, og jeg har ikke turdet snakke med nogen om det i frygt for, at folk så mig som værende sindssyg, psykopat ligefrem. De har aggressivt indhold og kan komme når som helst. Når jeg slapper af hjemme i min sofa med min morgenkaffe i hånden, kan jeg lige pludselig få et billede af, at jeg kyler koppen tværs gennem lokalet. Eller hvis jeg er på café med én, kan jeg få billedet af at kaste den varme kaffe i hovedet på vedkommende. De værste billeder er helt klart dem, hvor jeg decideret er voldelig mod andre, såsom at sparke og slå den irriterende person i Netto-køen. Eller kramme livet ud af mine forældres hunde.

Jeg kunne aldrig finde på at handle på de her tanker. De er virkelig skamfulde, og jeg har altid prøvet at kæmpe imod dem, men de kommer bare igen. Derfor prøver jeg nu at vende dem til noget positivt. Jeg har altid haft en drøm om at blive forfatter, og jeg er derfor begyndt at lade tankerne være og i stedet observere dem med nysgerrighed i stedet for skam.

‍

Det atypiske CV

Som jeg voksede op, havde jeg en klar tidslinje for mit liv. Jeg skulle være færdiguddannet, have job, være gift og have det første barn, inden jeg blev 25. Denne plan er nok blevet påvirket en del af mine ambitioner, men også fordi mine forældre fik min storebror og mig i en ung alder. Og så selvfølgelig samfundets forventninger. Derfor har jeg holdt tungen lige i munden og kæmpet for at nå den plan. Det har langtfra været lige nemt altid, og min uddannelse blev endda udskudt med to år, da jeg startede på markedsføringsøkonom-uddannelsen for blot at droppe ud igen.

Værst var det, da jeg tog min bachelor. Jeg er introvert med stort I, men da kollegialt samarbejde er væsentligt på de fleste arbejdspladser, tænkte jeg, at det ville være en god idé at tage min bachelor på RUC. Det ville give mig mulighed for at øve mine sociale færdigheder (da RUC fokuserer en del på gruppearbejde). Det viste sig at have den helt modsatte effekt. Jeg havde svært ved at udtrykke mine holdninger til gruppemøderne, og til eksamenerne havde jeg virkelig svært ved at få et ord indført.

Jeg følte mig ofte stresset grundet studiet, studiejobbet og gruppens forventninger. Især forventningerne var svære for mig. Det var som om, at uanset hvad jeg gjorde, så var det bare ikke godt nok. Jeg røg så langt ud, at jeg en aften tog forbi Psykiatrisk Akutmodtagelse. Her fik jeg konstateret min anden depression.

Jeg overvejede kraftigt at blive indlagt dér og også flere andre gange under min bachelor. Men frygten fik mig til at bide i det sure æble og blive i det. Hvilken betydning ville det få for mig, hvis jeg blev indlagt? Kunne jeg komme tilbage til mit studie? Hvad med min SU? Mit studiejob? Og min bolig?

Da jeg fik mailen med mit optagelsesbrev til en MA in Creative Writing ved University College Dublin, følte jeg den største jubel længe! Jeg havde ofte en følelse af, at alle tvivlede på mig og så mig som hende slackeren, der bare var der og aldrig sagde noget. Nu kunne jeg vise dem, nu kunne jeg give dem fuckfingeren. Det var den bedste følelse at forlade eksamenslokalet og ikke se mig tilbage igen. Jeg pakkede derfor min lejlighed ned og flyttede til Irland i de to år, uddannelsen varede.

En sjælden gang imellem kunne jeg her mærke mine symptomer, når en underviser kiggede skævt til mig for ikke at skrive på engelsk, som var det mit modersmål, men ellers var det drømmen. Under uddannelsen kunne jeg i højere grad følge min passion, hvilket nok var årsagen til, at jeg ikke følte mig så psykisk dårlig igen i Irland. Det var først, da jeg fik et job i et call-center, mens jeg ventede på min graduering, at jeg for alvor gik ned med stress. Igen.

Jeg har fået at vide, at mit CV er atypisk for én med min diagnose. Men jeg har jo heller aldrig vidst, at jeg led af skizotypi. Jeg troede, at jeg ”blot” led af depression. Jeg har derfor knoklet på for at “være som alle andre”. Forskellen har bare været, at jeg hele tiden har haft en diagnose i bagagen. En diagnose, som jeg ikke anede noget om – før nu. Derfor skal jeg nu til at finde ud af, hvordan jeg kombinerer mit stærke CV og mig som velfungerende kvinde med en diagnose, der nogle gange vælter mig omkuld. Men det tager tid.

‍

Livsplan gone wrong

I dag har jeg ikke nået min livsplan. Jeg blev færdiguddannet som 26-årig, så det nåede jeg da næsten. Men jeg har endnu ikke fået et job, så jeg overvejer faktisk at tage en anden uddannelse. Og jeg er hverken gift eller har børn. Jeg har ikke engang en kæreste.

Allerede da jeg var 18, følte jeg mig klar til at være mor. Jeg var i et forhold, men det endte pludselig brat. Som jeg blev ældre, besluttede jeg mig for, at jeg først skulle have styr på mit liv. Uddannelse, bolig, arbejde, kæreste, helbred. Nu har jeg styr på de første to, men mangler stadig de sidste tre; og nok altid den sidste – mit helbred. Efter at jeg har fået min diagnose, ved jeg faktisk ikke engang, om jeg vil have børn, mine egne.

På et tidspunkt begyndte jeg at få en hel del annoncer på Facebook om at donere æg. Det fik mig til at overveje, om jeg måske skulle donere mine. Hvis jeg ikke selv får børn, så kan andre få gavn af mine æg. Jeg faldt dog i snak med andre psykisk syge. De fortalte mig, at vi (og egentlig også fysisk syge) ikke må donere æg eller sæd. Det fik mig med det samme til at tænke. Hvis jeg ikke må donere mine æg, hvis samfundet ikke vil have, at jeg skal give mine gener videre, er det så ansvarligt af mig at få børn? Jeg er derfor i dag virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg vil have børn eller ej.

Min livsplan er nu lagt på hylden. Den stressede mig helt vildt og skuffede mig, når jeg ikke havde nået mine mål. Og værre blev det, når jeg udskød målene, og de alligevel ikke blev nået. Så nu fokuserer jeg på nuet og på mig selv. Fokuserer på de små ting i livet, på de ting, der gør mig glad. Et af skridtene på vejen er at skrive den her tekst. Bruge mine skriveevner til at fortælle om den diagnose, jeg bærer rundt på. Min skizotypi.

Forfatter

Tina Michaela Møller

Anonym

Titel

Udgivelse

De Kronisk Syge

Læsetid

min

Fortællingen bor her:

Thank you! Your submission has been received!

Oops! Something went wrong while submitting the form.

Udgivelse

De Ensomme

Udgivelsesår

2024

Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer

De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.

I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.

Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.

Udgivelse

De Resterende

Udgivelsesår

2023

Fortællinger af unge uden job eller uddannelse

I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?

I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.

Udgivelse

De Hjemløse

Udgivelsesår

2022

Fortællinger af unge uden tag over hovedet

Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?

De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.

Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.

Udgivelse

De Kronisk Syge

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med kronisk sygdom

Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?

I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.

”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker

Udgivelse

De Anbragte

Udgivelsesår

2021

Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund

Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.

I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.

Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.

Udgivelse

De Pengepressede

Udgivelsesår

2020

Fortællinger af unge med ondt i økonomien

I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.

Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.

Udgivelse

De Flygtede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark

Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?

I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.

De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.

Udgivelse

De Engagerede

Udgivelsesår

2017

Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme

Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?

I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.

For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.

Udgivelse

De Frafaldne

Udgivelsesår

2014

Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge

Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?

I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.

Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.