Fra Kærlighed til Inkasso

Én forskel mellem folkeskolen i Danmark og i Grønland er, at man i Grønland starter i 1. og slutter i 10. klasse, mens man i Danmark starter i 0. og slutter i 9. klasse. I slutningen af 9. klasse her i Grønland tog jeg den beslutning, at jeg ville tage mit sidste skoleår på efterskole i Danmark. Jeg endte dog med at fortryde det. Jeg havde følt mig meget udenfor i 9. klasse, da min bedste veninde var flyttet til en anden by, og vores vennegruppe var faldet lidt fra hinanden. Da jeg var barn, tog vi i gennemsnit på ferie til Danmark hvert andet år. Jeg følte, at jeg kendte til en stor del af samfundet i Danmark - jeg havde jo lært en masse om Danmark i folkeskolen. 

Da jeg først ankom til Danmark, var der stadig ca. en-to uger til første skoledag. Jeg brugte tiden med familien. Vi tog blandt andet til Djurs Sommerland, som altid har været lidt af en elsket tradition. Jeg kan huske på første skoledag, at jeg havde stort set hele min fars side af familien med, mine bedsteforældre, min faster og hendes familie. Mine forældre var ikke taget med til Danmark, vi havde brugt sommerferien på en tur op til Nordgrønland for at hilse på mors side af familien. Jeg havde allerede mødt min roomie og hendes forældre, og så blev det tid til at møde vores kontaktgruppe. Jeg kan ikke huske sindssygt meget fra de første uger på efterskolen. Generelt er hele efterskoleopholdet nogle gange svært at huske, men jeg blev hurtigt kendt som hende fra Grønland. Under en walkand-talk introducerede jeg mig selv fra Grønland og mødte et par, som således sagde til mig: ”oh! Så du er hende fra Grønland?”. Det tog jeg positivt, fordi rigtig mange egentlig bare virkede nysgerrige. De havde måske ikke mødt ret mange, eller ingen, fra Grønland før. Men én ting var sikkert – jeg tog fejl ved at tro, at jeg kendte Danmark og det danske samfund. Jeg fik et meget stort kulturchok: den måde, folk snakkede så højt og konstant snakkede over hinanden, gav mig hovedpine. Det tog mig tre måneder at blive vant til den måde vandet er filtreret på i Danmark, weird right? Man forstår det ikke, før man på et tidspunkt selv har prøvet det. På efterskolen endte jeg med at være rigtig stille. Jeg observerede kulturen, inden jeg ville indgå venskaber, for hvad nu hvis jeg lavede fejl? Hvad nu hvis jeg blev set som weird? Men det var egentlig en stor fejl, at jeg var så stille, for jeg endte med at isolere mig selv. Og da jeg endelig var kommet mig oven på mit kulturchok, havde alle fundet deres vennegrupper, og jeg følte virkelig, det var for sent at prøve og joine andre grupper. Måske var det den måde, jeg stylede mit outfit på, for I must admit, jeg var godt i gang med at explore, hvad min stil skulle være. Man kan jo ikke rigtigt gøre det her i Grønland, da ikke alle trends ankommer til øen, så jeg udnyttede, at jeg var i et land, hvor man kunne købe alt muligt. Hvem har ikke haft sådan en awkward phase? I det mindste følte jeg mig alligevel confident og ikke insecure. 

Jeg oplevede en hel masse hyggeracisme fra nogle af dem, jeg gik på efterskole med. Der var ofte drenge, som virkelig troede, jeg ikke vidste, hvad de mente, når de fnisende stillede et no-shit-spørgsmål. Jeg svarede dem altid i håb om, at jeg over tid ville blive mindre isoleret og mere inkluderet. Guess what? Skete aldrig. Der var nogle få af mine efterskolekammerater, som syntes, det var latterligt, det de andre gjorde, men de kom aldrig rigtigt til at snakke med mig ordentligt. Jeg var meget typen, som ikke turde at reach out, så det er partially my fault, men jeg blev ofte rigtig bange for, at de kun ville snakke med mig for at lave sjov med mig. Jeg lærte meget hurtigt, hvornår danskerne opførte sig racistisk overfor mig. Det gik dog ikke op for mig, at det var hyggeracisme, indtil nogen lærte mig, hvad hyggeracisme var, efter at jeg var kommet hjem fra Danmark. 

Jeg kan huske, at efterskolen, jeg gik på, var en gammel grønlænderskole som de selv kaldte det. Jeg husker, de fortalte, at grønlænderne lærte at gøre rent og bruge køkkenet. Og så hørte vi om, at det spøgte på det gamle pigetoilet oppe på pigegangen. Mange af mine efterskolekammerater jokede ofte om hende. Jeg fandt så ud af, at det var en pige, som havde begået selvmord i skolens kælder, fordi hun var blevet gravid. Jeg havde aldrig syntes, det var sjovt, når de jokede om selvmordsspøgelset. Og da jeg en dag kiggede på væggen med elevbilleder gennem årene, bemærkede jeg, at på de ældste billeder havde mange af elevernes navne en grønlandsk by stående i stedet for deres efternavne. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle have det med at vide, hvor de alle kom fra. Jeg spottede også få fra min hjemby Qaqortoq, der stod Julianehaab, hvilket jeg på det tidspunkt egentlig syntes, var lidt ironisk. Jeg spottede også hende, som havde begået selvmord på skolen. Jeg kan ikke huske det, men der stod enten Narsaq, Julianehaab eller Nuuk under hendes navn. Jeg indser nu, hvor fucked up det må havde været, og jeg undrer mig over, hvorfor mine efterskolekammerater syntes, det var pisse grineren at joke om hende med hinanden. Jeg har nu indset, at den side af skolen (dengang det var en grønlænderskole) nok er den samme side af Danmark, som også satte spiraler op i kvinder uden samtykke. Jeg har ikke beviser, men jeg syntes, at hendes selvmord siger nok om det… Long story short: jeg endte med at fortryde mit ophold på efterskolen. 

Til sidst var jeg altid alene. Jeg havde ingen venner. Jeg ville rigtig gerne hjem ca. to-tre måneder inden, vi var færdige. Jeg græd til mine forældre på Facetime, om de ikke nok kunne få mig hjem, men de havde købt billetter til Landsstævnet 2022, hvor jeg var med i en gymnastikopvisning. Det var et arrangement en uge efter, vi var færdige med efterskolen, så de bad mig om at holde ud indtil det var overstået. Så det gjorde jeg. 

Nogen sagde til mig, at de andres opførsel nok skyldtes Corona. Fordi man havde været så indelukket og væk fra andre mennesker, havde nogle af mine efterskolekammerater glemt, hvordan man opførte sig pænt mod andre. Dengang syntes jeg den forklaring gav mening. Dengang var jeg heller ikke så aware over, hvad folk faktisk mente med de ting, de gjorde. Hver gang jeg kigger tilbage på mit efterskoleophold, indser jeg mere og mere, hvor fucked up det egentlig var – at grunden til, jeg aldrig rigtigt blev inkluderet, var pga. min anderledes kulturbaggrund. Det er så tydeligt, når jeg kigger tilbage på det nu. 

Jeg kom endelig hjem til Qaqortoq. Det var sommer. Der var sol fra kl. 4 om morgenen til kl. 11 om aftenen. Storisen i fjorden gjorde det koldt om aftenen. Jeg var så glad for at være vendt tilbage. Jeg startede på gymnasiet i august 2022. Jeg trængte ellers virkelig til et sabbatår allerede dér, men min fars side a familien tillod det ikke rigtig. Det var vel fint nok, så længe jeg var hjemme. 

Det var første skoledag, og jeg var stadig i gang med at finde min stil, men var endelig på vej i den rigtige retning. Jeg var i R-klassen, og vi var godt i gang med at lære hinanden at kende. Jeg bemærkede ret hurtigt, at jeg kom i fokus hos en af lærerne: jeg blev mine klassekammeraters hjælper. Jeg hjalp meget med at oversætte, når de ikke rigtig forstod den danske lærer. Det var jeg egentlig okay med, da jeg gerne ville være venner med mine klassekammerater, og gerne ville have, at de lærte noget. Men det gav dem ingen ret til hyggeracisme – ja, kalaaleqatikka¹ begyndte også at behandle mig anderledes for den danske side af mine gener. Det gjorde virkelig ondt på mig. De fleste af mine klassekammerater gjorde det sjældent, men der var en, der konstant kaldte mig for lille dansker og sagde, at det var så sødt den måde, jeg snakkede grønlandsk på. Hun kaldte mig 

______________________________________________________________________________

^{1 Medgrønlændere}

sådan, fordi jeg ikke altid lige sagde sætningerne på den måde, mange andre ville sige det, men egentlig var det stadig korrekt. Efter hendes logik, var jeg, fordi min far er dansker, også dansker, selvom jeg kun er halv. Jeg tror egentlig partielt, det var fordi, jeg var den eneste grønlænder under mit efterskoleophold, at jeg mistede kontakt til mine grønlandske veninder. Vi snakkede mest dansk derhjemme. Der gik lidt tid, inden jeg blev vant til at være hjemme i Grønland som halv dansker, for det har altid været sådan: mit folk starter oftest med at snakke dansk til mig. Mit folk synes, det er pisse underligt, at jeg snakker grønlandsk. Og mit folk kommenterer, når jeg gør noget bare remotely grønlandsk, fordi jeg ligner en dansker. 

Min klassekammerat gjorde det ubevidst. Jeg forstår godt, at det en del af vores kultur at synes, det er sødt, at man er lidt anderledes på den måde. Man griner også lidt af kulturforskelle i vores kultur, og i det mindste er det positivt ment, og det fik mig på en måde også til at føle mig mere velkommen. Det er svært at forklare, hvordan det er anderledes end fra det, jeg oplevede i Danmark. Når jeg skriver det ned, synes jeg ikke det lyder meget forskelligt. Jeg kan dog sige, at jeg aldrig har oplevet samme grad af hyggeracisme i Grønland, som jeg har i Danmark. Uanset hvad er det slet ik okay. 

I gymnasiet bemærkede jeg også, at det ikke var lige så slemt, som da jeg gik i folkeskole. Der delte man sig meget op sprogligt, og jeg kan stadig se, hvordan opdelingerne har udviklet sig. Dem man kom i gruppe med, er dem man er tættest med også efter folkeskolen, men man er mere åben overfor nye personer, eller personer man ikke var så åbne for i folkeskolen. Det har nok noget at gøre med at blive mere moden, og det var noget som skete næsten med det samme efter, man var færdig med folkeskolen. Måske er det ved at blive mere accepteret, at man er blandet. 

Jeg struggler stadig rigtig meget med at vre halv dansker og halv grønlænder. Selvom jeg føler mig mest hjemme her i Grønland, føles det som om, man ikke må være halv dansker eller halv grønlænder, man SKAL være det ene eller det andet. Der er altså ikke noget i midten. Jeg har oplevet en af mine tætte veninder sige, at hun godt ved, jeg er født her i Grønland, og at jeg derfor forstår og snakker grønlandsk, men at hun alligevel altid har set mig som en dansker. Det, syntes jeg, var meget forkert af hende at sige, for hun havde på det tidspunkt aldrig været i Danmark, og alligevel besluttede hun sig for, at jeg var dansker, uden at hun kendte kulturen.

Jeg håber virkelig, at flere indbyggere fra begge lande vil lære hinandens kulturer ordentligt at kende, inden man antyder noget om hinanden. Som en person der har observeret begge kulturer – i stedet for at føle sig hjemme i dem – synes jeg virkelig ikke, der er nok mennesker fra begge lande, som kender det andet godt nok til at kunne sige noget til at begynde med.
Jeg tror, der kommer til at gå rigtig lang tid, inden man kan begynde et ordentligt venskab mellem landene. Vi er jo trods alt stadig under eftervirkningerne fra kolonitiden. Jeg håber, at min fortælling kommer til at hjælpe andre, som er i samme situation som mig, for det har hjulpet mig at skrive lidt om det.

Det er den 24. maj. 2025. Klokken er 20:45. Vejret er varmt. Og det er bare dejligt at det blæser lidt. Jeg sidder udenfor vores kollegie og skriver på min bærbare computer, jeg er alene, mine bofæller sidder deroppe i opholdsstuen. Mod syd har jeg udsigt til havet. Der er intet land at se. Til venstre ser jeg kun fjeldet – Nasaasaaq¹ . Der stadig er dækket af lidt sne, selvom det meste er smeltet nu. Jeg læser fiskeriteknologi i Sisimiut, vi er kun to i klassen, mig, og min klassekammerat er dansk med færøske aner. Jeg tænker på min barndom i den nordlige bygd, Kullorsuaq, mens jeg skriver. Jeg er den næst ældste blandt seks søskende på min mors side, og den ældste på min fars side. Min storesøster havde en anden far. Vi er fem i dag, vores ældste søster begik selvmord i 2013. 

Min far er fanger og fisker, min mor arbejder i kontoret i vores butik, Pilersuisoq. Vi bor sammen med min bedstemor, som jeg kalder for min mor, og min moster og hendes to børn. Dengang var de yngste i søskendeflokken ikke født endnu. Vi manglede aldrig grønlandsk mad, for min far bragte en hel del sæler hjem om dagen. I efteråret var der hvidhvaler og narhvaler, om vinteren isbjørne, om foråret hvaler igen. Om sommeren, når vi tog fra Kullorsuaq til Innaarsuit, samlede vi æg fra lomvier og edderfugle, det var så skønt. Selvom min far ikke altid var hjemme, fordi han var ude på fangst, så tog min mor sig godt af os tre inklusiv min afdøde storesøster, hun gav os omsorg og tøj, og selvom vi ikke havde meget, så blev vi passet godt på. Vores mor elskede os - højt. En kærlighed som ingen ord kan beskrive. Vi mærkede den hver eneste dag. 

Dejlige minder. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er jeg taknemmelig for, at min opvækst havde afsæt i den grønlandske kultur, selvom nogle af vores oplevelser var hårde. Vi snakkede kun grønlandsk i hjemmet, vi spiste god, 

____________________________________________________________________

^{1 Fjeldet i Sisimiut, Kællingehætten}

grønlandsk mad, vi hentede vand i dunke, og om vinteren, når vandposterne var frosset til, så hentede vi ferskvandsis, vi hentede solar (fyringsolie), ligesom i de historier, de ældre mennesker fortæller om deres barndom. Sådan voksede vi også op. Vores bygd var afsidesliggende, og det var sjældent, at vi havde tilrejsende. Min situation i dag er meget anderledes, jeg snakker dansk hver dag, selvom jeg befinder mig i Grønland. De fleste på mit kollegie er danskere og nogle enkelte fra andre lande. Min uddannelse foregår her i Sisimiut. På Danmarks Tekniske Uddannelse – DTU, som har en afdeling her – men er styret fra Danmark. Det er nogle gange vildt at tænke på, at vi er nødt til at kunne snakke dansk og engelsk, SELVOM vi er her i Grønland. Ja, jeg forstår godt, at vi kun er 56.000 grønlændere, og at vores sprog ikke bliver snakket af andre. 

Men gad vide hvor mange andre, dygtige unge ville have en uddannelse, hvis vi kun studerede på grønlandsk her i Grønland, og ingen havde sproglige barrierer? Eller ville vores hverdagsliv have været nemmere, hvis vi bare var opdraget til kun at snakke dansk? Ville andre unge have mere succes i livet, hvis vores måde at leve på var mere grønlandsk? Ville det hele køre bedre? Hvis vores system her i Grønland var tilpasset den grønlandske befolkning, og ikke bare prøvede at «følge med» og tilpasse sig det danske system. Ville vores liv så have været lettere? Ikke kun med hensyn til uddannelse, men også vores personlige liv? Hvis vi blev undervist i vores kultur, i vores historie i folkeskolen, ville vi så have fundet vores identitet og det liv som voksne, som vores stærke forfædre levede. Et liv hvor de konstant skulle tilpasse sig sommer og vinter og dyrene? Ville vi måske ikke tilpasse os danskerne, når vi nu er her i Grønland? Ville vi måske have bedre viden om de ressourcer, vi er beriget med i naturen? Hvilken måde at leve på passer til os? Hvad er det, jeg bliver ved med at snakke om? 

Dét at vi nogle gange lever ensomme liv, selvom vi ikke er særligt mange mennesker. 

Folk der begår selvmord, der i gamle dage gik i fjeldet, folk der bliver sendt hjem fra sygehuset og derefter dør, fordi de ikke fik nok hjælp lige starten. Børn, der bliver fjernet fra hjemmet. Familier, der ikke længere har råd til noget. Børn der ikke får mad efter priserne er steget. Børn der er omsorgssvigtet, der drikker for at komme væk, der udøver vold mod andre børn. Børn, der endda tager stoffer og er misbrugere, unge der tilpasser sig for at vise, at de er verdensborgere. Unge, der promoverer sig selv og efterfølgende hæver sig selv over andre, fordi de tror på de løgne, der florerer i de sociale medier.

Så var der dengang, Trump ville købe vores land. Tænk, – hvis det blev en realitet... mon det bliver det? Mon Inatsisartut² tager udgangspunkt i folkets ønsker? Tænk hvis vi bare spilder vores kræfter som samfund? Gad vide om vi, unge og voksne, har tænkt over, om vores efterkommere skal forblive her, hvis det bliver ved sådan her? En hel masse spørgsmål, som sikkert kan besvares, hvis man tænker langt. Da jeg gik i folkeskole i Kullorsuaq, læste jeg blandt andet om Danmark, danskernes tro, kristendommen og befolkningstallet. 

Men hvorfor er jeg ikke blevet undervist i mit værd, i min kærlighed til min kultur, i det faktum, at jeg er lysere, i hvordan jeg skal klare mig selv, i hvordan mine forfædre i fællesskab løftede hinanden i flok og i mit lands rigdomme. 

Ja, vores forældre burde lære os det. Men det er ikke alle, der har forældre, der vejleder. Er det ikke med til at forme vores unge og voksne på bedst muligt vis i det her land? Mon vi ikke skulle have været undervist i de metoder, vores forfædre brugte til at løse konflikter ved brug af deres stemmer, deres trommer og maskedans, som blev taget fra os, da vi blev koloniseret? Det kunne vi have brugt i dag. 

Da jeg bosatte mig her, efter at jeg rejste fra Grønland for at gå på efterskole på Frederiksberg i København, og efter mit studie i GUX i Aasiaat, indså jeg at ikke alle grønlændere havde det skidt. Når jeg tænker på det nu, er jeg meget taknemmelig for, at folk stadig samler vinterforråd, går ud i naturen og jager rensdyr. Om sommeren tager de i hytten og samler mad i vores mægtige natur, og om vinteren tager de sammen ud i naturen med snescootere. Familier giver hinanden styrke og kærlighed i deres små hjem. Jeg har fået øje på alle detaljerne og de mange flere nuancer, der er i den måde vi lever på - efter at jeg er flyttet ud af kollegiet. Jeg ser lysere på livet nu og jeg ser styrken i det, vi som grønlændere finder dyrebart. For eksempel at vi kan samle forråd. Vi ved hvordan vi færdes i naturen og vi kan klare os med alt det, vi finder der. Jeg er taknemmelig for livet, vi lever. Uanset hvordan omstændighederne er. Jeg takker vores skaber for at du gav os naturens kræfter, så vi kan forsyne os selv. Som da jeg var barn, og min far fangede sæler ikke kun for skindets skyld, men for kødet og indvoldene. Vi rensede knoglerne og lod som, om vi havde hunde, vi gav hundene resterne af sælerne og solgte skindene til garveriet. Man fanger ikke for at tjene penge, men for at gøre brug af det hele. 

Vores største styrke som folk er vores sammenhold, et sammenhold som forbinder os med vores forfædre, og som vi giver videre til vores efterkommere. Det giver enorme kræfter. Løser problemer og skaber fælles opmuntring. Det er en øjenåbner 

________________________________________________________________

^{2 Inatsisartut er de folkevalgte politikere i Grønlands Parlament}

for livet, som giver styrke, og livskraft til os, der er følsomme. En styrke i vores stemme bliver skabt i os, grønlændere, når vi synger, når vi trommer. Vi er skabt til at være samlet, ligesom andre folkefærd. Os, der følger solen og månen og navigerer i stjernerne. 

Uanset hvor undertrykte vi er som folk, skal vi vise andre samfund, at vi står sammen som vi altid har gjort! 

Nej, vi lever ikke kun i elendighed. For selvom jeg har mistet mange venner til selvmord, selv min storesøster, har jeg besluttet mig for at leve et sundt liv. Jeg er på ingen måder fejlfri, Jeg har drukket mig sanseløst beruset og jeg har engang røget hash. Men den største grund til det var, at jeg gjorde det for at passe ind med andre, så jeg kunne være ”lige” med de andre unge. Min omgangskreds havde for vane at drikke vin eller endda holde fest efter skole. Jeg opdagede, at det ikke var mig, for jeg er ikke vant til at leve sådan et liv, ingen har lært mig, hvordan man omgås alkohol og drikker med måde. 

Mine livserfaringer har resulteret i, at jeg kan være taknemmelig for, at vores mægtige natur giver mig så meget frihed, byder mig velkommen og giver mig kræfter, og jeg har lært at gøre brug af det og er stadig i gang med at lære. Uanset hvad jeg føler, så tager jeg ud i naturen, præcis som mine forfædre, INUIT gjorde brug af den og levede i den. Jeg har lært at mærke kærligheden og lyset inden i mig, når der foregår en masse forskellige ting omkring mig. Den kærlighed, det lys og den kerne i min sjæl, som jeg har arvet, hjælper mig til at se indefra og ud og være taknemmelig, i stedet for kun at kritisere andre. 

I dagens kaotiske Grønland, hvor jeg en gang imellem vakler i det sproglige og i mine handlinger, så kan jeg se, at jeg bevæger mig fremad. Jeg har haft en periode, hvor jeg betvivlede min grønlandske måde at leve på, selv min tro. Jeg voksede op i et kristent hjem, og da jeg begyndte at lære om mine forfædres tro, så bad jeg utallige gange og stillede en masse spørgsmål. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan mærke svaret i mit hjerte. Et svar som jeg ikke kunne se, da jeg blev påvirket til at være en anden, end den jeg er. Jeg; en grønlænder, der er skabt her i verdens nordligste ende, i Grønland, har en medfødt forbindelse til mine forfædre og en styrke, som jeg skal give videre til mine kommende børn, på trods af, at mit liv ikke altid er nemt. Jeg er taknemmelig for, at jeg er mig selv, selvom jeg går rundt med en masse tanker og har været vidne til mange forskellige ting, og endda er blevet holdt udenfor på grund af min nationalitet.

Jeg er også taknemmelig for, at folk fra andre lande byder mig velkommen, at vi i menneskehedens navn kan være sammen og dele livserfaringer med hinanden, selvom vores kulturer er forskellige. For uanset hvilket land, vi kommer fra, og hvor vi stammer fra, er vi ens indeni. Vi er kærlighed og lys, selvom vi kan have svært ved at se det, når vi overvældes af mørke tanker. 

Ovenpå i stuen kan jeg høre, at de diskuterer højlydt. De griner og griner. De er ikke nødsaget til at lære sproget. Gad vide hvordan det føles? Hvordan ville det være, hvis der kun var ét sprog i verden?

”Haha... ” griner jeg indeni, hvad er det dog for en tanke? Da jeg tysser lidt på mine tanker, lægger jeg mærke til, at luften er blevet kold. Mine iskolde fingerspidser er begyndt at blive følelsesløse. Solen skinner ikke længere på mig. Jeg kigger på uret, 21.45. 

Hold da op, mine tanker har bare kørt ustandseligt og styrket min skrivelyst. Det har været hårdt for mig, at jeg nogle gange har været nødt til at heale mig selv og min grønlandske sjæl for mine forfædres traumer, og på den anden side er jeg taknemmelig for, at de har videregivet mig en enorm styrke. Jeg kan takke min følsomhed for, at jeg er blevet så god til at håndtere livet. Og tak til min skaber for livet og for vores forskellighed. 

Til slut vil jeg sige til dig, der læser, at jeg håber, du har nydt at læse en lille del af min livshistorie, selvom det ikke er forfinet, og tak fordi jeg kunne fortælle dig lidt om mine tanker om mit grønlandske ophav. Det betyder noget for mig at kunne dele min livshistorie og mine tanker om at være grønlandsk med dig, der læser med her. Tak for din opmærksomhed. 

Pilunnguaq Kristensen.

‍

‍

I konfirmationsgave fik jeg en riffel. Året efter var mit syn forsvundet på højre øje og delvist også på venstre. Jeg har alligevel skudt en sæl med de her øjne. Jeg ved ikke hvordan.
Forleden tog jeg min forlovede og hendes familie med ud at skyde lerduer. Hver gang jeg havde skudt, måtte jeg spørge: “ramte jeg?”. De andre blev sure på mig. De synes, det var uretfærdigt, at jeg ramte hver gang, når jeg ikke engang selv kunne se det. Det må være Grønland, som bor i mig.

Jeg er født med leddegigt, og som 14-årig fik jeg min øjensygdom. Jeg har levet med smerter hele mit liv og med en krop, som ikke har kunnet bære mig. Mit syn forsvinder gradvist, som årene skrider frem. 

Somme tider rammer jeg en dårlig dag, og det er ikke altid, at jeg selv kan se det. Så opfører jeg mig som en idiot. Jeg føler mig deprimeret og sur. Jeg føler mig ikke god nok, og jeg kommer til at lade det gå ud over andre. Jeg troede egentlig, at jeg havde accepteret min krop og mit handicap, men jeg tror, at jeg skal lære at acceptere det hver dag. 

Min hjembys bjerg er hjerteformet. Uummat betyder hjerte, og Uummannaq betyder hjertefjeldet. 

Min hjemby, vores bjerg og vores fjord. Det er så smukt. Jeg holder virkelig meget af det. Folk rejser dertil og tager op på Ummannaq. De oplever den vilde udsigt deroppefra. Jeg kommer selv til Ummannaq ved at male det.

Som barn sad jeg meget i kørestol. Jeg kunne ikke lege med de andre, og jeg kunne ikke altid komme i skole, for der var ikke nogen elevator. Jeg var meget hjemme, så jeg kan de ting, som man kan gøre i et hjem. Jeg kan male og spille musik. Det har jeg lært mig selv. 

Mine malerier er blevet sat fri, efter jeg flyttede til Danmark. Når der sker noget nyt i mit liv, sker der noget nyt i mine malerier. Jeg flyttede til Danmark for et halvt år siden, og siden da er mine malerier blevet større. Det er mærkeligt, hvordan et lille land kan forstørre dem. Men jeg tror, at Danmark har sat dem fri. Jeg tør mere her. I Grønland holder man meget af genkendelige motiver. Nu er mine motiver blevet mere abstrakte og storslåede. Men farverne er de samme: hvid og blå, sne og himmel og is. Det er grønlandske farver. 

Når jeg er i Danmark, tænker jeg mindre over, hvad dem i Grønland vil synes om mine malerier. Så bruger jeg min fantasi mere, og jeg kan lige pludselig male i mange timer. Det plejede jeg ikke at kunne, men det er som om, at min hjerne slapper mere af nu. Nu maler jeg bare mit Grønland og ikke alle grønlænderes Grønland. Det er ikke lige så hårdt. 

Mit ord er også blevet sat fri. Jeg tænker generelt mindre over, hvad andre tænker, når jeg er i Danmark. Uummannaq er en lille by, og alle kender hinanden. Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvis jeg gør noget anderledes, så vil folk snakke om det. I en lille by ved man, at folk snakker. Det er også derfor, der ikke bliver talt højt om alle overgrebene i bygderne. Der kan være mange børn, som bliver misbrugt af den samme person, men fordi alle kender hinanden, så siger man det ikke højt. I Grønland er man elendig til at sige tingene højt, men det er jeg begyndt på nu. 

Selv min krop er blevet sat mere fri. Jeg er mindre afhængig af andre, for jeg kan selv bevæge mig rundt på min scooter i det flade danske landskab. De dage min krop bremser mig, kører jeg ekstra stærkt på min scooter – de dage har jeg ekstra meget brug for at mærke, at jeg er i live. Grønlands smukke natur er barsk for min krop. En krop som i forvejen kæmper hårdt. Landskabet er så bakket og ujævnt, at jeg ikke selv kan komme rundt. Og vinteren er hård. Den er for lys for mine øjne og for glat for min gigt. Sidste vinter brækkede jeg min hofte. Jeg sagde til min familie: ”Jeg skal ikke holde vinter i Grønland igen.” På det tidspunkt havde jeg ikke konkrete planer om at flytte til Danmark. Jeg vidste bare, at det var sidste gang, jeg havde gennemlevet den grønlandske vinter. Danmark er mildere mod min krop.

Nogle gange kommer jeg til at tænke på ham: drengen i kørestolen, som sad og kiggede ud af vinduet og ikke kunne lege med de andre. Jeg vil gerne give ham et kram. 

Han skammede sig så meget. Skammede sig over sin familie, sin krop, brandsår og operationssår. 

Den bor stadig i mig, skammen. Ligesom mange andre grønlændere har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var et lille barn. Jeg har altid været en belastning for min familie. Jeg er blevet valgt fra af de andre børn, fordi jeg sad i kørestol. Jeg har lært, at jeg er ligegyldig, at jeg ikke er noget værd. Min far dukkede ikke op til min fødsel. Han var der, da min storebror kom til verden. Han var der, da min lillesøster kom til verden. Men da jeg blev født, var han ude at drikke sig fuld. 

I dag har jeg tilgivet ham, for den smerte han har påført mig. Den følelse han har givet mig af, at jeg er ligegyldig. At jeg er en belastning. Men jeg tror, at jeg skal tilgive ham hver dag.

Når tanken rammer mig i dag, selvmordstanken, så er det fordi, jeg ikke kan de ting, jeg gerne vil. Min krop stopper mig i at leve så meget, som jeg gerne vil. Men så går det op for mig, at det jo netop betyder, at jeg elsker livet. 

Min mormor har altid elsket mig. Hun er den eneste, som altid har givet mig kærlighed og livsglæde. Jeg var meget hos hende, når min mor skulle aflastes for den last, som jeg var. Hjemme hos min mormor var jeg altid god nok. I hendes øjne var alt, jeg gjorde, fantastisk. Hun havde min tegning stående på sin reol. I dag har jeg hende med mig i alt, hvad jeg gør, og i altjeg opnår. 

Jeg er altid kommet bedre ud af det med de ældre. Jeg var meget anderledes end de andre børn i Uummannaq, så jeg har ingen jævnaldrende venner der. Jeg så anderledes ud, men jeg tænkte også anderledes, tror jeg. Jeg tænkte på en måde større. Jeg tænkte ud over Uummannaq. Ud over Grønland og problemer. Byen var for lille til mig og mine tanker. Men de gamle hørte mig og så mig, og de var interesserede i min kunst. Jeg tror, at de var stolte af mig, og det føltes godt. Det føltes godt, når de kaldte mig Kaaleerannguaq – søde lille Karl, betyder det. Når jeg har dårlige dage, hvor jeg er deprimeret og sur, så siger min mor, at jeg skal huske, hvem Kaaleerannguaq er. Men det er ikke altid så nemt. 

Nu er det blevet hårdere at være tilbage i Grønland, for alle de ældre, mine venner, er begyndt at dø. Måske er det også hårdt, fordi det minder mig om en tid, jeg ikke har lyst til at være forbundet med. Jeg skal ikke være der i mere end to uger. Hvis jeg er der i længere tid, så dør jeg. Jeg låser mig inde og begynder at skrumpe. Naturen er fantastisk og storslået, men det er alligevel for småt for mig. Mine tanker bliver indskrænket, og jeg mister langsomt min inspiration. Det er egentlig mærkeligt, når alt min inspiration er spiret derfra. Det var jo sådan set dér, det hele startede. Mine malerier forestiller Grønland, og jeg synger på grønlandsk, men jeg synes, det er svært at bo i Grønland med et handicap. 

Siden jeg var otte år gammel, har jeg skulle rejse til Danmark fire gange om året for at kunne blive undersøgt af gigtlæger og øjenlæger. Men jeg har altid sagt, at jeg ikke ville flytte. Der var en gang en sagsbehandler, som spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at flytte til Danmark, at det ligesom ville være nemmere. Min mor har også altid sagt, at jeg en dag ville forlade Grønland, og min søster har drillet mig med det. Jeg følte, at hvis jeg flyttede, var det ligesom at give op. Men på det seneste er det gået op for mig, at hvis jeg skal kunne gøre noget godt for Grønland, så skal jeg have styrke, og det kan jeg nemmere få her i Danmark, hvor der er ressourcer. Grønland er et stort og fantastisk land, men der er ikke plads til sådan én som mig. Ikke endnu. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, og hvis jeg får det bedre, kan jeg måske give mere tilbage. Jeg vil gerne have, at Grønland bliver et bedre sted at leve for børn, for alle. Folk skal føle, at de er gode nok, som de er, så de ikke bliver alkoholikere, misbrugere eller begår overgreb – det bliver en ond cirkel. 

I Grønland har jeg brugt alt min energi på bare at være til med den krop, jeg har. Nu kommer jeg måske til at have energi til noget mere, men det er en ambivalent følelse. Det føles mærkeligt, når nu jeg er grønlænder. Jeg er født i Grønland, og jeg kan mærke, at Grønland bor i mig, men alligevel kan jeg ikke være i mit land. Jeg bliver nedbrudt, fordi der ikke findes hjælpemidler til mig, og jeg bliver nødt til at flytte derfra for at få styrke

Der findes et grønlandsk udtryk ’Piumassuseq nukiuvoq’, som betyder ’med viljen har du styrke’. Jeg tror, jeg har viljen. Det er sådan, jeg har lært at male og spille musik. Det er sådan, jeg kommer igennem hverdagen. Det var sådan, jeg kom gennem min uddannelse. Det var hårdt. Jeg blev næsten blind, og jeg oplevede ikke at kunne bevæge mig. Jeg fik tæsk, jeg manglede penge og gik igennem hjertesorg. Jeg skal kæmpe med mit handicap, men jeg skal også kæmpe med livet ligesom alle andre. Det kan føles uretfærdigt. Jeg er stolt af, at jeg kunne komme igennem min uddannelse, men jeg måtte udskyde alle mine følelser – og det ramte mig hårdt psykisk efterfølgende. Jeg har viljen, men jeg har også en krop, der tærer på min styrke. På dansk siger man, at troen kan flytte bjerge. Men på min vej har der været mange bjerge og få ressourcer til at flytte dem. Det kræver så meget tro og vilje, at der nogle dage ikke er mere tilbage, og så glemmer jeg, hvem Kaaleerannguaq er. Jeg har brug for ekstra hjælp til at få styrke. Den hjælp kan jeg måske finde i Danmark – og måske kan den en dag også eksistere i Grønland. Piumassuseq nukiuvoq.

Når jeg tænker på Grønland, så tænker jeg på den røde sol over sneen eller på et sprog, jeg forstår i hjertet. Alt det smukke og rå. Men jeg tænker også på, om jeg føler mig velkommen. Om andre måske taler om mig bag min ryg og reducerer mig til at være en person, som ikke passer ind i deres ide om at være grønlænder. Måske passer jeg ikke ind i billedet af Grønland. Den smerte er svær at bære. Det er jo som at blive slettet fra det sted, jeg elsker allermest. 

“Skal du tilbage til Grønland?”

 Jeg var 13 år, da jeg blev anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Jeg havde boet i Danmark i to år, så det var stadig nyt for mig, og jeg talte kun meget lidt dansk. Jeg kan tydeligt huske, at pædagogerne stillede det samme spørgsmål, når vi snakkede i stuen eller inde på deres kontor, og snakken faldt på Grønland: “Skal du tilbage til Grønland?” Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, og i dag er jeg stadig i tvivl. Dengang tænkte jeg, om det mon var, fordi de var nysgerrige, eller om det var, fordi de ikke havde noget bedre spørgsmål at stille en 13-årig? Det var svært at vide, da jeg var barn. I dag tænker jeg, at det var, fordi de ikke var klar over, hvor vigtigt det var for mig at tale om Grønland på en måde, hvor det ikke handlede om at lave en plan for fremtiden, eller om ikke at tabe ansigt. Men virkelig turde tale om det.

Det var for det meste løse snakke, vi havde om Grønland. Fokus var på mentalt helbred, idet der jo ligger nogle grunde bag at blive anbragt udenfor hjemmet, som er svære for et barn at forstå. Måske skulle jeg have spurgt: “Ville det ikke være godt med en tur til Grønland?” For det var, som om ingen turde tale om det. Jeg turde heller ikke at insistere, for jeg følte ikke, det var min plads. Jeg var jo barnet.

Det føltes, som om det at tage til Grønland for dem var ligesom at vælge, hvilken farve strømper man ville have på. De fik det til at lyde sådan, men jeg tvivler på, at de mente det sådan. Det er for sent at spørge nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg ønsker ikke at fremstille dem på en forkert måde. Især fordi mit forhold til pædagogerne i sin tid kom af, at jeg var anbragt, er det svært at forestille mig at tale med dem i dag. Jeg ville have en masse at spørge om, som jeg har tænkt over, siden de kendte mig. Men måske er spørgsmålene til mig selv, mest af alt.

Jeg er ikke i kontakt med dem længere. Ikke fordi jeg ikke har haft behov for svar, men fordi det først var efter, jeg flyttede derfra, at det for alvor gik op for mig, hvor meget af det negative syn på grønlændere, jeg havde med mig derfra, var noget, jeg ubevidst havde overtaget fra netop pædagogerne. Det er ikke noget, jeg længere kan stå inde for. Jeg har været nødt til at aflære de forestillinger og i stedet finde tilbage til en stolthed over at være grønlænder – noget, som burde have været næret, ikke nedbrudt.

Jeg må erkende, at det stadig kan føles forkert ikke at vide, om jeg vil bo i Danmark eller i Grønland på grund af bostedets måde at tale om det på. Vi spillede fodbold på fodboldbanen i baghaven, brætspil i stuen eller var sammen på uforpligtende måder. Men jeg kunne godt have brugt, at nogen sagde: “Du finder ud af, hvad du vil. Det skal du ikke vide nu. ”Lad tiden gå.” 

Andreas var den eneste, det fungerede at snakke med om Grønland. Han var meget bevidst om, at alle skulle behandles lige, og at det var helt okay, at nogle havde behov for mere end andre. Han var den eneste, der var så god til at vise interesse i og forståelse for os, der var på bostedet, at han kunne lave sjov – ikke på den småracistiske måde, som gjorde ondt. De andre pædagoger prøvede, men de kunne ikke slippe deres fordomme, derfor var det svært at se det sjove i deres sjov. Andreas var en stor bamse med skæg og tatoveringer. 

Pædagogerne såede tvivl om vigtigheden af den årlige tur til ‘Grønland i Tivoli’ i København med min familie. Pædagogerne mente ikke, at det var det bedste for mig at se dem. De var ikke glade for at tale om de ting, som de ikke var uddannede til, men alligevel mente de, at Tivoli-turen i København var skidt.

Det var Maja, min reservemor, der en dag spurgte: ”Hvorfor bruger du energi og tid på at være splittet? Hvad gør det godt for dig? Det behøver ikke at være enten eller.” Det var en helt ny måde for mig at se verden på. Jeg havde brugt næsten al min tid i Danmark på at bekymre mig om, hvad jeg skulle vælge. Her – for første gang – var der én, der virkelig forstod. Én, der så min splittelse for, hvad den egentlig var: et umuligt valg. Ikke noget, jeg skulle “løse” for at passe ind i Danmark. For hvorfor skal jeg overhovedet vælge? Jeg er jo vokset op begge steder. Og jeg bærer på en kærlighed til dem begge – forskellig, ja, men lige ægte. Jeg sørger over ikke at kunne tage hjem, fordi jeg er trans. Men jeg nægter at give slip på håbet. Jeg husker at minde mig selv og andre om, at vi ikke er alene. Det er til tider, som om der ikke er plads til den, jeg er, hverken i Danmark eller Grønland. Følelsen af at flyde mellem steder uden helt at høre til nogle steder. Men jeg nægter at forsvinde i den tankegang. Jeg bærer mit sprog, min kultur og min identitet i kroppen – og ingen kan tage det fra mig, og jeg har selv importeret min identitet fra Grønland til Danmark. Det har taget sin told - hvad så? 

Mit nye hjem lidt uden for Skovby?

Indtil jeg fyldte 18 boede jeg et sted, der hed Lindeholt. Det var en gård uden for Skovby. Når man kørte ind ad indkørslen, lå der en sten, hvor navnet stod malet på. Jeg kan se det for mig, selvom jeg sjældent tænker på det. Bag de aflange gårdbygninger kunne man ane kanten af et fodboldmål, en trampolin, og man kunne se henover græsset omme i den store have. Jeg boede nede i kælderen i den midterste bygning. Jeg var den eneste grønlænder på Lindeholt. Derfor følte jeg, at jeg havde et ansvar for at fortælle om Grønland, når pædagogerne spurgte til det. I virkeligheden følte jeg nok et ansvar, ikke over for pædagogerne, men over for mig selv og for mit hjemland. Når fordomme kommer på bordet, bliver snakken en anden. Samtalen mellem to mennesker bliver til en samtale inde i to menneskers hoveder. 

Det var først, da jeg var 16, at jeg lærte, hvad det vil sige at være transkønnet. Go’ morgen Danmark kørte en weekendmorgen på fjernsynet i stuen. Efter jeg havde spist morgenmad, var en transkønnet gæst i programmet. Det var først her, jeg fandt ud af, at det at være transkønnet var en ting. Jeg begyndte i hormonbehandling i Danmark, og det stoppede mig fra at kunne flytte hjem. Igen kunne jeg pludselig mærke, hvor vigtig min relation til mit hjem, Grønland, var, og hvor svært det var at tale om.

Fordi jeg var så ung, var det svært at forsvare mig. Forsvare mit behov for at høre til, som er grundlæggende for at have det godt – fordi den omvendte følelse er at være udenfor eller udelukket. Pædagogerne fik ikke altid de svar, de fortjente. Jeg fik ikke de svar, Grønland og grønlændere fortjente. Jeg er opvokset med, at man skal respektere danskere. Så måske gjorde jeg bare dét. Selvfølgelig blev jeg sur og ked af det indeni. Men et barn gør aldrig noget galt i at være stiltiende til stede. De voksne fortalte, hvad der var bedst for mig, og det var, at jeg blev boende i Danmark og tog ferier i Grønland, når jeg var blevet voksen en gang. Efter noget tid stoppede de med at spørge mig og begyndte at sige, hvad de mente var bedst. Når de sagde: “Du har vænnet dig til at bo i Danmark”, sagde jeg dem ikke imod. Det tror jeg, de færreste børn ville. Det har intet med nationalitet at gøre, men at voksne er en autoritet, der kan definere, hvad der er vigtigt. Oveni det var de danskere, repræsentanter for en fremmed kultur, hvis perspektiv jeg måtte lære at forstå. Jeg lærte meget af de voksne omkring mig, men jeg lærte ikke det helt grundlæggende i at være til stede som mig selv. Det var ligesom om, jeg var sat der, uden at høre til. Jeg gik stadig i t-shirt om vinteren, så nej, jeg havde ikke vænnet mig til at bo i Danmark. Og hvorfor siger de så, at jeg har vænnet mig til at bo i Danmark? Der må være en grund til at sige det. 

Det var, som om Danmark var ”det gode” og Grønland var ”problemet”, og jeg skulle passe ind i det narrativ, selv hvis det betød at opgive noget, jeg holdt af. Jeg følte mig splittet. I Danmark blev jeg spurgt om, hvornår jeg skulle hjem. Når jeg talte med familie i Grønland, spurgte de også, hvornår jeg kom hjem. Men jeg vidste ikke, hvad hjem egentlig var. Jeg var stadig et barn og blev pludselig gjort ansvarlig for at vælge mellem to verdener. Og det var ikke klart, hvorfor der var tale om to forskellige verdener. Det er stadig lidt uklart. 

Importeret identitet 

Der var ikke nogen omkring mig i skolen, jeg kunne spejle mig i. De andre elever var meget danske. Jeg udtalte “rød grød med fløde” som en, der har boet i Danmark hele sit liv, men børnene grinte alligevel. De lyttede til Nik & Jay, og jeg lyttede til Julie Berthelsen. Hun var en, jeg kunne spejle mig i. Jeg tror, at mange ikke er klar over, at de også ville kunne spejle sig i hende. 

Jeg følte mig alene og synlig på en måde, jeg ikke selv havde valgt. Når noget handlede om Grønland, blev alle øjne rettet mod mig. Det føltes, som om jeg skulle repræsentere et helt land, selvom jeg var et barn, der bare prøvede at passe ind. Da jeg startede i skole, læste min dansklærer en novelle højt. Der var en grønlænder i novellen. Og da jeg var den eneste grønlænder, kiggede hun på mig og spurgte: ”Bliver du i Danmark, eller skal du snart hjem?” 

Når en lærer spurgte mig foran hele klassen, om jeg skulle “hjem”, blev der udøvet en magt. Det var ikke bare en uskyldig kommentar. Det placerede mig udenfor resten af børnene, et sted jeg ikke vidste, jeg var – som om jeg var en midlertidig gæst, der ikke hørte til. Sproget var og er det, der fortæller, hvem der er ”rigtigt” dansk, og hvem der er “på besøg”. Som barn vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på at blive sat i centrum på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde svaret: “Hvorfor spørger du om det foran hele klassen? Jeg er bare et barn, og jeg ved det ikke. Er det ikke nok, at jeg er her nu?” Sådan var jeg ikke. Kynisk, kold og kontant – kald det, hvad du vil. Ville hun have stillet samme spørgsmål til en, som kom fra Sjælland? Ville hun forstå usikkerheden i at tale anderledes, være anderledes – og støtte?

Store frustrationer og store spørgsmål 

Jeg tænker tit på, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi ved ikke, hvordan vi skal lytte uden at forsvare os selv. Hvordan vi skal se hinanden uden at dømme. Hvordan vi skal rumme hinandens smerte uden at gøre den til vores egen. Vi er blevet så vant til at reagere, at vi har glemt at være til stede. Jeg mærker det hele tiden, spændingen mellem Grønland og Danmark. Mellem os. Vi ved ikke, hvordan vi skal behandle hinanden. Vi taler forbi hinanden, ikke bare med ord, men med kroppe, med blikke, med fravær. Vi misforstår tavshed som samtykke, vrede som utaknemmelighed og smerte som svaghed. Vi har aldrig lært hinandens sprog, ikke det sproglige, men det menneskelige. 

Det handler ikke bare om fortid. Det handler om, hvordan vi stadig kigger på hinanden i dag. Danmark ser Grønland som noget, det ejer eller skal redde. Grønland ser Danmark som noget, der tog og stadig tager. Vi har ikke lært at være i øjenhøjde. Vi har lært at tåle hinanden. Det er ikke nok. Vi må lære at møde hinanden, menneske til menneske. 

Når vi møder hinanden med oprigtig interesse og respekt uden at tage gamle forestillinger og magtbalancer med os ind i rummet, så har vi mulighed for at se hinanden, som vi virkelig er. Ikke gennem et filter af historie, stereotyper eller forventninger, men som mennesker med egne erfaringer, drømme og sårbarheder. 

Det kræver, at vi tør give slip på behovet for at have ret og i stedet prøver at forstå. At vi tør lytte uden at afbryde, uden at dømme. Først når vi er villige til at høre hinandens virkeligheder, kan vi skabe noget, der ikke bare gentager gamle mønstre.

Denmark

I always grew up believing that we were in the wrong.
As we were “alcoholic, suicidal, and drug abusers.”
I was told by the people surrounding me that everyone from my home, my family
and my friends were bad people, and I was lucky to be different from them.
That I had a chance to change before it was too late.
But what was there to change?
I had everything a child would want and need in their life.
Love, peace and care.

It all became clear to me after we moved away from home to a place where
the air was warmer and the ground green, though not like how it was at home.
It was green. Green without the fruit or the berries. Green without the life the
animals brought – the change and passage of nature they overcame every year.

Simple and just.

It was warmer too. My skin glowed under the sun and wasn’t as irritated as it
was at home. I saw my people there, yet the whispers of the others lingered over
their heads, burdening them with their heritage.

The pride and joy of being Inuk wasn’t as bright and strong as it used to be.
Suddenly, the green turned ugly. The berries, bitter. The animals, evil. The others
told us there was no green to begin with. Hatred lingered in their gazes, belittling
their ancestors for their beliefs and ways.

At that age, I didn’t understand much of the difference that we had, the barrier
of who was who, better and worse.

Us and them.

I clearly remember a project at school where we were asked to tell the story of
a country and its most known explorer—the “founder”.

I had my heart set on Spain. I was in awe of their culture and found their history
fascinating. However, just before I started my research about the country, my
teacher handed me a book about Greenland. Since it was my home, my land, I
was obligated to tell a story about Greenland. About our “founder”.
“You’re a Greenlander, I think it’ll go well with you talking about Greenland.”
He addressed me.
“Greenlander.”
I didn’t mind the word, neither did I correct him – he was right. It was just that I
had never addressed myself as such, but as Inuk, a human, a person.

I remember my classmates being grateful they hadn’t been assigned Greenland.
And I remember beginning to resent having it myself, following in their direction
of hate and disappointment.

I hated it to fit in. The girls my age had blonde hair, light skin, green or blue eyes.
Nothing of the sort I had.

I may not have looked like them, but that didn’t mean I couldn’t act like them.

I started to hide my identity, my heritage, so I could be just. Like. Them.

I started to change into someone I didn’t know. Someone who my family couldn’trecognize.

I turned into someone who wasn’t me.

I started listening to the same words others before me had heard, and the words
hung heavy on my mind and soul, dragging me deeper into the self-loathing.

“Be happy we saved you and not someone else.”

“We did those things with the best intention.”

And it stayed like that, me belittling myself and who I was, until we moved away
to Greenland again, back home, but it wasn’t my home anymore.

Or was it?

Greenland & Alaska

Back in Greenland, my mother pushed me to practice our culture, how to drum
dance and sing, but it never really stuck until she made me apply for the Artic Win-
ter Games Culture Delegation, in which I had low hopes of being accepted into.

I mean, what was there to accept about me? I could do nothing. I didn’t know
how to perform. Sure, my mom had pushed me to learn how to drum dance,
but again, it didn’t stick with me. All I could do was draw and design, show off
my artistic skills and maybe help design something to be used at the games or
perhaps a performance.
After I sent my application, I almost forgot about it. As the months passed, I went
on with my life, focusing on my education. That was until my mom’s close friend
called me. Why doesn’t she call my mom directly? I thought. ”Congratulations
Aviâja. You’re one of the first ones to be accepted for the Arctic Winter Games
Culture Delegation. You’re going to be performing in Alaska.

”I was confused, excited, yet anxious. What if I disappoint them?

I could barely fully speak Greenlandic. I had removed myself from the mindset
that I was a Greenlander, and now I was suddenly thrown into the world of culture
and identity. I was lost. The question rose: “Who was I?”

I was a Greenlander, right? No. I didn’t have a right to be a Greenlander—I could
barely speak the language! And I wasn’t exactly fighting to show that I was a
Greenlander.

I was “fake.”

But I had a chance to change that. I had a chance to make good.

And that’s what I did.

I practiced, made mistakes and learned.

Over the course of several weeks, we created a performance. It was rooted in
mask dancing and drum dancing. It was different from what I had seen before.
It was wonderful, mind blowing.

Had I really been distancing myself from this?

Kept away from expressing my culture because of shame?

Shame over who I was and came from?

It was ridiculous, I was ridiculous.

I changed myself to fit in and be just like the others, but then again, I was just
a child.

I was just a child when people pressured me because of my culture, of who I
was and could become.

‍

‍

        “Alcoholic.”
                                           “Suicidal.”
                                                                        “Drug abuser.”
                                                                                                          “Greenlander.”
I was just a child.

And finally, when we had finalized our performance and traveled all the way over
to Alaska, I realized the difference between us and them.

They wore their culture with pride, dignity and respect, showing off their unique
and beautiful culture proudly. Something I hadn’t seen, something that was alien
to me.

Something I was jealous of, and something I wanted to change.

I wanted that pride, that joy of being who you were born to be.

And that’s what I’m still working with today: to ignore the teachings of those
who speak with degradation and injustice. I listen to my elders’ teachings, their
stories, and carry on their knowledge to others by performing, holding speeches
and creating stories of my own.

Now, when I see green, I see berries with sweet juice, I see animals nurturing
their young ones, I see my ancestors, sisters and brothers. I see Inuit.

På et tag i Qaqortoq er solen ved at komme frem og halvtaget under mig blevet glat. Så glat, at jeg mister først mine fødders fæste og derefter kontrollen over resten af min krop. Jeg planer henover taget lige så langt, som jeg er høj. I mit hoved udspiller scenariet sig i langsom gengivelse. Min hånd rækkende efter tagrenden, idet jeg når kanten af taget. Jeg kigger ned, så op og ser mig selv fra oven i den korte stund, det tager mig at falde. En kort stund, hvor tiden fryser, og et liv vristes fri af den lykkelige glemsel.

____________________________________________________________________________________________________

                                                   Underboerne, der brokkede sig over larmen.

Min hund, Allu, og jeg ude at sejle.

                                             Allu i min seng, når jeg var syg.

                                                       Allu mellem mine ben på scooteren.

                                                                            Og på snescooteren.

       De to høje bjerge i Narsaq.

                   At lege Krydertaa i frikvarterene.

At skynde mig hjem fra skolen for at være alene.

                  Den blå og gule og næsten talende papegøje i stuen

          Rypejagt med min plejefar.

   At køre på firhjul og se på heste med Aka og min lillesøster.

                                               At få serveret pandekager, fordi hun ved, at
                                               vi elskede det.

                               Sommerfest i Igaliku med grill og helikoptere.

Jeg kan knap huske min egen konfirmation.

                                                          At tegne omridset af min efterskole.
‍
       Mine kolleger der smilende kalder mig “Qallunaaq”. Det betyder dansker

på grønlandsk.

                    Jeg snakker ikke rigtig med mine søskende, heller ikke når jeg
                    er sammen med dem.

                                   Flere dage i lejligheden, uden at jeg kontakter nogen.

                                                                     Jeg har fundet ud af, at min far døde
                                                                     af astma.
‍
Min mor er stille af person, og æblet falder ikke langt fra stammen.

                    Min moster spørger, om jeg er ved at finde mig selv. Hun burde
                    vide, at jeg ikke kan svare på det.

                                        Ikke engang nu tænker jeg på mig selv.
‍
                                    Tænk, at jeg flere gange har talt mine venner fra at vælge udvejen.

                                                                                At jeg har overvejet at falde med vilje.
‍

Jeg har fire navne. I systemet hedder jeg Kristen, min familie kalder mig Ivik. Andre i Grønland kalder mig Ilannguaq, og i Danmark bliver jeg kaldt Ian. Det navn fik jeg på efterskolen på lærerens forespørgsel. De havde svært ved at udtale Ilannguaq, og om ikke det var nemmere med et andet og mere simpelt navn? Nogle gange er det meget tydeligt for mig, hvorfor jeg ikke helt ved, hvem jeg er.

Jeg er vokset op i Narsaq og Narsarsuaq. I skolen så nogle mig som en svag person, et nemt offer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de onde ord, mine klassekammerater kastede efter mig. Jeg endte med at række ud efter en tilbageholdenhed, som nu er en helt uundværlig del af mig. Fortællingen lød, og gør stadig, at jeg godt kan lide at være alene. Min generthed gærede for alvor, da jeg som 6-årig blev fjernet fra min familie og mit hjem og kom i plejefamilie. Min mor har gået stille med, hvorfor vi dengang blev splittet, og det har jeg i min egen stilhed accepteret. Indtil for nylig, hvor min moster fortæller, at underboerne anmeldte os på grund af for meget larm i hjemmet. Nok fordi vi legede og løb, mine søskende og jeg. Dem, der anmeldte os, er døde nu. Min moster siger, at det er Guds straf for at ødelægge vores familie. To af mine søskende er også døde nu. Jeg ved ikke, hvorfor Gud ville straffe dem.

Inden jeg hang i luften, og mit liv farede gennem mit hoved, var jeg og mine kolleger i gang med at nedrive vandskadede vægge og gulve. På det tidspunkt var jeg lærling. Nu er jeg uddannet tømrer og snedker og var i en lang periode jobsøgende i Danmark. Hver gang jeg sendte en ansøgning, fik den lov at ligge ubesvaret i mailboksen. De siger ellers, at der er mangel på håndværkere? Jeg har valgt at flytte tilbage til Grønland, fordi der ikke er et arbejde til mig i Danmark. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede, men jeg kan ikke se lyset, hvor jeg er nu.

Efter faldet i Qaqortoq er min hukommelse svækket, men jeg har så længe, jeg kan huske, altid været en enspænder, og man bliver jo også god til det, man gør meget. Det ændrer dog ikke på længslen efter at komme lidt ud af min lejlighed. Det er, som om, at vejen ud altid ender i den samme blindgyde.

[BESKEDER]

[Hejsa, hvordan går det?]
‍

                                   [Hej Ian, det går fint,
                                     hvad med dig?]

‍

              [Det går super, har du lyst
              til at mødes i weekenden?]



                                       [Ja lad os!]

‍

[Hej igen, jeg kan desværre
ikke mødes i weekenden alligevel…]

‍

                                   [Okay, det bliver bare en
                                   anden gang så:) ]


Endelig var jeg i byen med mine venner, og vi snusede til forskellige værtshuse i København. “Det er forbandede grønlændere,” sagde en flok helt almindelige danskere, inden de gik. Forinden havde det lydt “Find et andet sted at sidde. Vi vil ikke snakke med jer.” Vi skød det hen og blev siddende der i solen udenfor det brune værtshus. Gudskelov for det, for senere havde vi selskab af både en gruppe færinger og nogle sydeuropæere. De ville vide, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde det. Det er sjovt, hvordan de fleste flinke mennesker, jeg møder i Danmark, er udlændinge.

Heldigvis oplever jeg ikke racisme særligt tit, hvis altså man kan kalde det at være heldig. Risikoen er heller ikke særlig stor, nu når jeg sjældent forlader min lejlighed. Jeg håber ellers, at jeg nogle gange kunne være i nærheden af nogle venner, men jeg rammes altid af at tænke det ene og føle noget andet; når jeg er ensom, har jeg ikke lyst til at mødes med nogen, selvom jeg gerne vil.

Hvis jeg er sammen med nogle, har jeg det, som om alting står stille. Alle mine tanker forsvinder, og jeg bliver





                                                                                                                                     blank.

‍

‍

For tiden sover jeg rigtig meget. Eller bruger hele dagen på telefonen. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig for tung til at stå op, men jeg minder mig selv om, at det er jeg nødt til, hvis jeg skal gøre som jeg plejer.
‍

Gå i bad,
Vaske de sorte pletter af,

                                                                               rulle gardinerne fra,
                                                                               fjerne det mørke slør,

                                                                                                
                                                                                                               lufte ud.
                                                                                                               udlufte tågen.

‍

Jeg tænker, at jeg skal blive ved med at holde min rutine. Jeg tror på, at alt godt kommer til den, der lever.

Min fortid er tåget, om det er bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg ikke ser mig ret meget tilbage. Det er ikke nødvendigvis alt, jeg behøver at grave frem. Jeg ved, at livet bevæger sig som bølger, og jeg tænker, at alt ikke kan gå, som jeg ønsker det. Jeg har før i tiden haft lyst til at give op, og når den følelse rammer mig, tænker jeg på, at i morgen er en anden dag – og det kan være, jeg bliver glad der.

          Jeg har aldrig vist min personlighed til nogen, hverken min familie, mine venner eller bekendte. De kender mig ikke. De ved kun, hvordan jeg er, når jeg er sammen med dem. Jeg har skjult mig selv så meget, at de grønlandske myndigheder har kontaktet mig, fordi de intet ved om mig. Jeg har ikke svaret. Jeg isolerer mig fra verden, fra venner og de ting, der har gjort mig glad engang. Det er bedst på den måde, fordi jeg er bange for at vise mine følelser til andre, og så slipper jeg også for at overtænke dagen ud og dagen ind. Febrilsk forsøger jeg at aflede mig selv fra den ambivalente mennesketrang med den bedste distraktion: Shania Twain med hendes nummer “From This Moment On”, som ironisk nok handler om ubetinget kærlighed.


“From this moment, I have been blessed” synger hun, og jeg nikker. Det er, som om jeg altid er beskyttet, uden at jeg spørger om det, i modsætning til mange andre af mine bekendte.  De har danset dødedansen, og Gud har valgt at straffe dem. Måske holder han hånden over mig, siden jeg er her endnu. Jeg har været vidne til et væld af gode dage, men jeg bærer også på kilovis af hårde oplevelser. De kan føles som ton, der er umenneskelige at bære, og så er det nogle gange nemmest slet ikke at føle noget. Jeg har ofte mistet modet, og jeg kan nogle gange tænke, at jeg synes, at jeg har oplevet det, jeg gerne ville. Men jeg ved, at det ikke kan betale sig. Jeg har et helt liv foran mig, som jeg ikke har set endnu.

_________________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg rækker forgæves efter tagrenden, og jeg ser stentrappen under mig. Et hårdt og stumpt slag under mine fødder. Min ryg og nakke, der bogstaveligt talt hugges i sten. Et minuts luftløs eksistens og en genkendelig tilstand af at føle sig død. Det føles paradoksalt nok som en lettelse at lande i sig selv.

At være grønlandsk er at være den, jeg er. Det er den, jeg er født som. Det er den, jeg altid    har været og altid vil være – lige meget hvad. At være grønlandsk er, når nogen spørger mig: “Kalaaliuviit?” (er du grønlænder?), og jeg svarer: ”Aap kalaaliuvunga” (ja, det er jeg).

At være dansk betyder for mig at passe ind. At jeg passer ind i det land, hvor jeg bor lige nu, og som jeg ønsker at være en del af. Men det er ikke altid, jeg passer ind i Danmark. Jeg ser ikke dansk ud. Jeg ser ud som en af dem, mange danskere har fordomme om. 

I Danmark er jeg nogle gange for grønlandsk til at være rigtig dansk, men i Grønland kan jeg også være for dansk til at være grønlandsk. Som et grønlandsk barn, vokset op i både Grønland og Danmark, kan mit indre føle sig splittet mellem to lande. To identiteter, der ikke kan finde hinanden. Hvordan finder jeg så mig?

At være barn i Grønland var for mig en barndom fyldt med liv. Jeg er født i Tasiilaq i Østgrønland. Et ’proud’ sommerbarn, hvor stuen altid blev fyldt til kaffemik på min fødselsdag i sommerferien. Men selvom jeg er født i Tasiilaq, er min barndom spredt over hele Grønland. Jeg har barndomsminder fra Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat og også fra Aalborg. Men Qaqortoq er stedet, hvor jeg voksede op.

Det var her, jeg startede i skole iført min østgrønlandske nationaldragt, som min aanaa havde syet til mig. Det var her, jeg om vinteren slæbte min bror med op på bjerget bag fodboldbanen for at kure ned siddende på sneen. Det var her, hvor byens børn altid legede udenfor dagen lang. Vi mødtes på fodboldbanen, spillede bold, legede og klatrede op ad bjerget bag banen. Vi legede gemmeleg med alle børn fra byen. Mit hus blev mødestedet for alle fra min årgang, for vi havde en trampolin i haven. Det var aldrig kedeligt at være barn i Qaqortoq. Alle kender alle i den by. Der var altid liv. Over det hele. Det var det dejligste sted at vokse op.

At være barn i Grønland var for mig også en hård barndom. Rigtig mange børn oplever at vokse op i et usikkert hjem, et grænseløst hjem. Nogle bliver slået af deres forældre og lærer, at vold er den første måde at reagere på. Mange har især en svær relation til deres fædre. Min ataata var alkoholiker og var ofte min anaana utro. Han kommer fra virkelig barske forhold i Østgrønland. Mine forældre er skilt i dag - og godt for det. De bor i hvert deres land. Min ataata med min papmor og to halvsøskende i Ilulissat. Min anaana, bror og jeg i Aalborg. Det er bedst sådan.

En mandag morgen, da jeg var ni år gammel, havde min ataata været væk i tre dage. Jeg gik ned ad bakken på vej mod butikken Pisiffik. Halvvejs nede ad bakken stod en mand og svajede. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var min ataata. Så tænkte jeg bare: Hvor fanden har du været I TRE DAGE?

Jeg gik over til ham og spurgte, hvorfor han ikke var hjemme. Han var så fuld, at han ikke engang kunne genkende mig. Jeg hjalp ham op ad bakken og ind i vores hus. Og så gik jeg igen, men ikke ret langt. Jeg gemte mig bag en husmur for at holde øje med, om han nu tog afsted igen. Jeg følte mig forkert og forvirret, for hvorfor var han sådan der? Det var sket flere gange, at han havde været væk i nogle dage. Men dette var første gang, hvor jeg følte mig ansvarlig for ham. Det, jeg har oplevet, er ikke noget for børn.

Efter dette stoppede mine forældre ikke med at skændes - det blev kun værre. Min bror og jeg sad ofte i skjul på trappen og hørte mine forældre råbe ad hinanden. De råbte så højt, at man ikke kunne sove. De skændtes så meget, at min ataata flyttede til Tasiilaq i et år. Jeg troede, at det var min skyld, fordi jeg havde fortalt min anaana, at min ataata var fuld. Da han forlod os, var det det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg sad på sofaen og ville ikke have ham til at gå. Jeg græd og gik i panik. Han gik ned ad trappen med sin taske og gav mig et kram. Jeg tiggede ham om at blive. Han rev mig væk, tog sin taske og gik. Jeg kaldte: “Ataata”. Min anaana satte sig og græd med mig. Min anaana vidste godt, at hvis min ataata blev her, så ville det skade mere, end det gjorde gavn.

Der har også været gode episoder. Engang tog han mig med ud for at gå en tur, og vi så det største stjerneskud, jeg nogensinde har set - den slags stjerneskud, der oplyser hele himlen. Sådan er min ataata også. Min ataata viste mig naturen og sporten og lærte mig utrolig meget. Han var en af de største helte i min barndom, indtil han ikke var det længere. Jeg elsker dig, ataata, men jeg hader dig på samme tid.

At være ung i Grønland er svært for mange. Jeg var meget deprimeret i teenageårene, og jeg har haft brug for at tro på, at der er en mening med det, jeg oplever. Jeg har venner, der ikke er her mere. Det har jeg ikke lyst til, at nogen skal opleve. Selvmord er en meget stor del af mit liv. En meget stor del af mange grønlænderes liv. Mange børn og unge har det så svært, at de føler, det er den eneste vej ud af smerten. De mangler omsorg. De mangler at blive set, hørt og anerkendt. Men der er ingen, der lytter.

Da jeg var 14 år, boede jeg hos min ataata og papmor i Ilulissat i to år. Det var et svært hjem at bo i. Det var et svært hjem at blive anerkendt i. Jeg følte mig ikke set eller hørt, hvilket de aldrig helt har forstået. Jeg er blevet smidt ud hjemmefra to gange. De siger altid undskyld, som om ingenting var sket. Det blev aldrig et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme - eller bare et sted trygt nok til, at det kunne kaldes et hjem.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft det så svært, at jeg tænkte på selvmord. Men jeg ville ikke ende som så mange andre i Grønland. Mit liv skulle ikke stoppe der. Jeg skulle bare væk derfra. Jeg skulle bare hjem til min anaana. Min barndom og ungdom med min ataata har gjort mig stærkere - men jeg kunne være blevet stærkere på en anden måde.

At være ung i Danmark har givet mig mange muligheder. Jeg har rejst rundt, har oplevet meget og er nu ved at tage en uddannelse. Jeg har fået lidt afstand til alle de hårde ting fra min barndom i Grønland, men det er ikke altid let at være grønlænder i Danmark.

At være ung i Danmark er for mig også forbundet med ensomhed. Jeg kom til Danmark for at starte på efterskole i 2021. Man hører ofte, at efterskole er det bedste år i ens liv, men det var det ikke for mig. Det var lidt af et kulturchok at komme til Danmark, hvor skole er alt - et præstationssamfund. Jeg var vant til at være omkring alle mine venner hjemme i Grønland, men nu mistede jeg sikkerheden i at kende nogen. Og det kan være svært at få venner som grønlænder i Danmark. Jeg havde lige barberet mit hoved for sjov med en veninde i Grønland, inden jeg startede på efterskolen, så jeg så ikke så køn ud. Hår gror jo ud igen, tænkte jeg. Det var ikke så vigtigt for mig. Men det var lidt svært at prøve at se normal ud med et barberet hoved.

Jeg mærkede også ensomheden under min uddannelse, da jeg læste til pædagogisk assistent i Aalborg. Der var stor forskel på de studerendes alder, baggrund og interesser. Mange havde meget tilfælles - måske lyttede de til den samme danske kunstner, kendte den samme person eller var i samme aldersgruppe. Det var jeg ikke. Jeg følte mig ekskluderet. Jeg fik to venner, som begge var udlændinge. Det var lidt nemmere, for de havde ikke de samme fordomme om, hvem grønlændere er - hvem jeg er. De stereotyper, der er om grønlændere, handler rigtig mange danskere på ubevidst. De ekskluderer. Jeg prøvede at connecte og skrive til klassekammeraterne, men jeg blev afvist. “Måske en anden dag,” skrev de.

Det er ikke kun mine medstuderende, der handler på stereotyper om grønlændere. En af mine undervisere ser meget den grønlandske del af mig i stedet for bare at se mig. Hun behandler alle os udenlandske studerende anderledes. Jeg er sikker på, at det er ubevidst og ikke for at såre, men det er stadig noget, hun gør. Det sårer mig. Det er noget i hendes kropssprog og måden, hun giver os hårdere feedback end til de danske studerende. Flere danskere har et ret lukket mindset og kan udvise racisme, hvor de viser det ret subtle. Det er noget, jeg har oplevet meget. Nogle danskere er ikke onde for at være onde, men de er onde uden at vide det.

En af de stereotyper, som fylder meget i nogle danskeres øjne, er, at grønlændere drikker meget. Men grønlændere drikker ikke meget - i hvert fald ikke i Grønland. Dem, som rent faktisk drikker, flytter til Danmark, hvor alkoholen er billigere. Vi er faktisk ikke et folk, der drikker ad helvede til. Dem, der sidder og råber foran Kennedy Arkaden i Aalborg, ville aldrig opføre sig sådan i Grønland.

Grunden til, at stereotypen eksisterer, er, at mange grønlændere har været nødt til at bruge druk som et middel til at undslippe virkeligheden og deres smerte. Mange smerter kan gå videre i flere generationer. Dem, der bruger druk, er dem, der ikke er vokset op i et godt hjem. De har oplevet mange traumer, som de er nødt til at undslippe. 

Alkohol er nervemedicin. En af mine gode veninder havde et meget barskt hjem. Det er grunden til, at hun ikke kan stoppe med at drikke.

Der er behov for en grænse med de stereotyper, der er. Da jeg var på udveksling i Belgien, mødte jeg aldrig det samme fordomsfulde, stereotypiske billede, som jeg møder i Danmark. Jeg oplevede forståelse frem for en negativ forventning. Den er som groet ind i knoglerne - det billede af Grønland og grønlænderne, som danskere har og er opvokset med. Det ligger dybt i dem. I rigsfællesskabet har vi oplevet hårde, svære og virkelig komplicerede ting. Skal vi have et godt forhold, er det nødt til at være et gensidigt, respektfuldt og tillidsfuldt forhold. Når man rækker danskere hånden, tager de hele armen og smider den væk. Men når danskere rækker os hånden, er vi heller ikke gode til at tage imod den. Det er derfor, at der er så stor debat. Måske er det også derfor, at det kan være svært at være mig i Danmark.

Jeg møder også stereotyperne, når jeg er i byen med mine danske venner. Når vi er afsted sammen, så bliver de snakket mere til end mig. En aften kom en fyr over til mig og min veninde og spurgte: “Hvor kommer I fra?"

“Hvorfor?”

"Nå, det er bare noget, jeg har tænkt over.”

Da jeg så fortalte ham, at jeg var grønlænder, sagde han til mig: “Jeg ville aldrig kunne date en grønlænder. De er alt for følsomme.”

Jeg var chokeret – nå, okay. Tak, I guess. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne date en som dig. Hvem siger sådan til nogen? I mit hoved tænkte jeg: Nå, det er sgu da godt, at vi er følsomme! I det mindste føler vi noget! Vi grønlændere føler dybt, og vi føler stærkt. Og ja, det kan måske også være et problem. Men jeg synes, at det er en god ting, at vi føler for meget nogle gange. Når man ikke føler noget, så kan man såre andre. Det kan vi være gode til at anerkende, når vi gør, og undskylde. Det er danskerne sjældent gode til. Jeg synes, at vi grønlændere burde have mere fornuft, og at danskere burde have mere følelse.

At stå imellem Grønland og Danmark er svært. Grønland er virkelig splittet i forholdet til Danmark. Det splitter også noget i mig. Grønland elsker at være en del af Danmark, men de hader det også på samme tid - som bror og søster. Grønland elsker de muligheder, de har fået af Danmark, men de føler sig mishandlet på nogle punkter. I min familie har forholdet til Danmark også været svært. Min momoo kender kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op af den danske stat. Min ittu var et af de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive dansk. Lyd dansk og se dansk ud – sådan er han vokset op. Da han kom til Grønland igen som voksen, var han nødt til at genlære det grønlandske helt fra bunden af. Deres oplevelser med Danmark har sat sine spor. De sætter sig som ar, der nedarves i generationer. Det, som mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg mærke i mit forhold til Danmark.

I Danmark og Grønland er vi lidt ligesom børn, som prøver grænser af. I flere hundrede år har vi levet med hinanden. Vi har udfordret hinanden. Vi har prøvet hinanden af. Vi er som to søskende, der slås om kagen. Det er i hvert fald sådan, det føles – lidt latterligt. Sådan føler mit indre sig. Som to sider af mig, der slås om førstepladsen, men jeg vil faktisk gerne have, at de smelter sammen.

Jeg vil gerne være grønlandsk, men jeg vil også gerne være lidt dansk. Jeg vil gerne have, at det bliver til en tæt forbundet knude, hvor det hele er i harmoni med hinanden. Det er det ved at blive. Men det er en “work in progress” at forene det at være grønlandsk med det at være dansk.

‍

‍

Ataata: far 

Anaana: mor 

Aanaa: bedstemor (farmor) 

Ittu: bedstefar

Momoo: kælenavn for mormor

Jeg ligger i den øverste køje på værelset på efterskolen. Oven på klædeskabet for enden af sengen står et smykkeskrin af brunt træ. I det har jeg over de seneste uger samlet alle de piller, jeg kunne få fat i. I dag skal de bruges.
  Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Bare tom indeni. Jeg bebrejder ikke nogen for min situation. Nu vil jeg bare ikke mere. De tror alle sammen, at jeg er en solstrålehistorie. Det er jeg måske også.
  Jeg er et mælkebøttebarn; et stykke ukrudt, man helst havde været foruden, der alligevel har formået at kæmpe sig vej op gennem den hårde asfalt for at vise sin prægtige farve til hele verden. Jeg er pragteksemplaret på en vellykket anbringelse. Min socialrådgiver vil have mig til at holde foredrag og fortælle om min vej op gennem asfalten. Derfor kan jeg ikke fortælle nogen, at min indre mælkebøtte er visnet, og verden er faldet sammen ned over den. 

 •

For at forstå, hvordan jeg fik titlen mælkebøttebarnet, må man først forstå frøet, der blev plantet i jorden, da jeg blev født.
  Jeg var altid et stykke ukrudt. Et problembarn. Begge mine forældre havde erklæret en større kærlighed til alkohol og stoffer end til sine børn. Det var måske deres psykiske lidelser, der snakkede til deres hjerter.
  Første gang, jeg oplevede at være et stykke ukrudt, var få uger efter min fødsel, hvor jeg blev efterladt i armene på min 10-årige søster, der sad grædende på badeværelset. Mor skulle bruge hele weekenden på sin kærlighed.
  Dårlige jordbundsforhold og voldsomt vind og vejr havde i en alder af fire år påvirket mit nervesystem og mine rødder i en sådan grad, at jeg kastede op i tide og utide. På legepladsen i børnehaven befandt jeg mig ofte under rutsjebane-tårnet. I skjul for pædagogerne kunne jeg begrave mit opkast i sandkassen. Når jeg ikke kunne gemme mig, slugte jeg det igen.
  Det var ikke hver dag, jeg fik mad, og de dage jeg gjorde, var det oftest mig selv, der stod for det. Jeg kunne lave røræg og havregryn. Når der altså var noget i køleskabet. Derfor måtte jeg ofte tigge mad hos naboerne. Da det ikke gik længere, måtte jeg stjæle pantflasker fra byens barer og diskoteker for selv at kunne købe noget at spise.
  Min mor fik ofte nye kærester. De holdt aldrig længe, og det var altid mig, der fik skylden. Det var måske også ’berettiget’ den ene gang, hvor jeg blev seksuelt misbrugt, og kæresten skred, fordi jeg gjorde modstand, da han forsøgte igen.
  Midt om natten blev jeg hevet ud af sengen, når min mors kærester havde besluttet sig for at gå deres vej. Jeg blev tæsket og smidt på gaden. Overladt til mig selv. Jeg fandt ro for natten i cykelskure og i ulåste kælderrum.
  Da jeg nåede tiårsalderen, fik jeg venner. De var godt nok noget ældre end mig. Nogle var voksne, men vi var fælles om at være ukrudt. Og vi fejrede fællesskabet ved at ryge, drikke og slås med dem, der kom i vejen for os.
  Jeg var altid et problembarn, for jeg havde aldrig fået andet at vide. Først da jeg var fyldt 11, kom jeg i plejefamilie og begyndte ordentligt i skole.
  Men i mine klassekammeraters og deres forældres øjne var jeg et problembarn og et stykke ukrudt, fordi jeg boede i plejefamilie. 

 •

Titlen som problembarn og ukrudt havde slået rødder i mit inderste. Jeg var overbevist om, at det var en nødvendighed, for uden det var jeg intet.
  En dag i skolen havde vi en vikar. Jeg gjorde, som jeg plejede. Jeg fortalte vikaren, at jeg gik oppe i AKT og var der i undervisningen. AKT var en afdeling for problembørnene, ukrudtet. Lokaler med specialpædagoger, der skulle holde øje med os. Vikaren spurgte, hvorfor jeg dog skulle derop, og ganske surt vrængede jeg tilbage, at det var fordi, jeg boede i plejefamilie. Han kiggede undrende på mig. ”Og hvad så?” spurgte han. ”Det er der da mange, der gør. Det gør dig ikke anderledes.”
  SMASK! I det øjeblik åbnede mit verdensbillede sig for mig, og jeg indså, at jeg ikke behøvede at være et problembarn, blot fordi det var det, jeg havde fået fortalt. Jeg kunne være alt andet, hvis bare jeg turde give slip på det, jeg kendte, og kaste mig ud på ukendt farvand.

 •

De fleste tænker, at det da måtte være helt fantastisk at flytte i plejefamilie og væk fra alt det, jeg havde levet i. Men det var det ikke for mig. Det var helt forfærdeligt.
  Overgangen fra min ustrukturerede og kaotiske hverdag hos min mor til min sikre og strukturerede hverdag hos min plejefamilie var svær. Jeg var vred og frustreret.
  Det, der før var trygt og velkendt for mig, blev pludseligt revet væk under mig. Jeg skulle indfinde mig med, at alt det, jeg troede var helt normalt, slet ikke var det. Mit verdensbillede blev revet i tusinde stykker, og stumperne skulle atter sættes sammen igen.
  Jeg var blevet frataget min rettighed til at sikre mig, at min mor var i live, for jeg kunne ikke længere gå ud i natten og lede efter hende, når hun var væk. Det plejede jeg at gøre. Men det var pludselig ikke et ansvar, jeg skulle stå med, mente min plejemor. Det gjorde mig bange og utryg. Dog var det vigtigt for min plejemor, at jeg kunne opretholde en tæt tilknytning til min mor og resten af min biologiske familie.
  Jeg gjorde alt, jeg kunne for at være til nok besvær, så de måske ville opgive mig og sende mig hjem til min mor igen. Lige lidt hjalp det, for jeg fik aldrig den reaktion, jeg håbede på. Når jeg gav udtryk for min vrede og frustration, blev jeg mødt af ro og tålmodighed. Når jeg råbte og skreg, blev jeg mødt med fuldstændig stilhed. Ligegyldigt hvor meget jeg havde jokket i spinaten, blev jeg altid mødt med åbne arme og en snak om, hvordan jeg kunne håndtere mine følelser på en bedre måde. Jeg forstod det ikke. Og jeg blev usikker. For jeg havde aldrig set det reaktionsmønster før. Det endte med at overbevise mig om, at der også var plads til mig og alt det, jeg kom med. Det blev min redning. 

 •

Efterhånden som jeg indfandt mig med min situation og brugte utallige timer på at sætte ord på og forstå mine følelser og tanker i stabile og trygge rammer, blomstrede jeg. 

”Sophies plejemor fortæller, at det går rigtig godt. Hun får meget ros i skolen og er passioneret i sin fritidssport med hestene. Da jeg møder hende, er det en helt anden Sophie end for seks måneder siden. Hun er en velformuleret og meget reflekterende pige med glød i kinderne og et glimt i øjet.” (Uddrag fra statusmøde med socialrådgiver, Sophie 13 år)

Jeg havde stadig konflikter i mit liv og specielt i skolen, men jeg lærte at sige fra uden at bruge al min lungekapacitet og fysiske styrke.
  Alle omkring mig var lettede. Der var ikke længere noget at bekymre sig om. Jeg var jo blomstret så fint. Jeg selv var også overbevist om, at livet kun kunne blive godt fra nu af, og jeg glædede mig til at opleve alle verdens smukke farver. Min plejemor var som den eneste tilbageholdende med at ånde lettet op. Hun vidste godt, at der gemte sig flere skygger indeni mig, end dem jeg hidtil havde bekæmpet, og at de ville komme op til overfladen før eller siden.

 •

Jeg var blevet 15 år og skulle starte på efterskole. Det skulle blive en ny tilværelse, hvor mennesker kun skulle kende mig for mine nye forbedrede sider.
  Også det kom jeg i mål med. Jeg kunne altid være sikker på at blive opsøgt af veninder og bejlere, så snart undervisningen var forbi. Jeg følte mig uovervindelig og kunne ikke forholde mig til, at min plejemor ikke troede på, at alle dårlige dage var talte.

 •

Jeg havde det rigtig godt, indtil jeg en dag ikke havde det så godt længere. Jeg vidste ikke hvorfor. Set i bakspejlet var det en farlig cocktail af mange ting. Jeg havde været omgivet af mennesker konstant, så jeg havde ikke taget tid til at mærke mig selv.
  Mit nervesystem var i alarmberedskab, for det eneste, der kunne sikre min overlevelse, var, at jeg performede godt i alle henseender. Så jeg ikke igen blev et problembarn. Et stykke ukrudt.
  Så kom klagerne. Mine tre roomies synes ikke længere, at jeg var rar at bo med. De kunne ikke sove, fordi jeg var begyndt at skrige og græde i søvne. Og værst var det for hende, der lå i køjen under mig. Hun var hver nat udsat for et jordskælv med oprindelse i mine rystelser.
  Med klagerne begyndte snakken. Alle vidste nu, at noget var galt. Ikke hvad, men noget. De stoppede med at opsøge mig, samtidig med jeg også selv trak mig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne rumme andre mennesker.
  Jeg var jo solstrålehistorien og mælkebøttebarnet. Og netop fordi jeg var det, kunne jeg ikke skuffe nogen ved at fortælle, at jeg måske ikke helt var det alligevel.
  Jeg kunne ikke håndtere at skulle igennem den samme kamp en gang til, nu hvor jeg havde smagt lykken.

 •

Jeg havde fejlet. Og for det skulle jeg straffes. Jeg skilte mine skrabere ad og lod bladene danne kløfter i mit kød. Her havde jeg kontrol, og jeg kunne mærke noget. Jeg troede, at det, jeg kunne mærke, var det, jeg fortjente.
  I de følgende uger lagde jeg en plan. Jeg samlede alle de piller, jeg kunne få fat i. Smertestillende. Gigtmedicin. Morfinpiller. Blodtrykspiller. Piller jeg ikke anede, hvad var. Og da jeg havde nok, et helt smykkeskrin fuld, var jeg endelig klar.

 •

Klokken var halv fire om eftermiddagen. Jeg havde netop slugt den sidste pille og skyllet den ned med vandet fra min drikkedunk. Jeg trak dynen over mig, og mit hoved ramte puden. Lige her i overkøjen var det sted, jeg havde søgt tilflugt de sidste mange måneder. Jeg var lettet, trak vejret roligt og lagde mig til at sove. Jeg håbede, at det skulle blive min sidste gang. 

 •

Jeg slog øjnene op. Der blev rusket i mig. 

“Sophie! Vi skal være til morgenmad om fem minutter.” 

Det var min roomie, der havde vækket mig. Jeg havde sovet hele natten.
  Jeg var vred, ked af det og skuffet. Hvor uduelig var jeg lige? Ikke engang det kunne jeg finde ud af at gennemføre.
  Jeg var vågen. Desværre. Jeg kastede op, og toilettet antog nye silhuetter for mine øjne. Da jeg lænede mig op ad væggen for at samle mig, ramte jeg ikke væggen, men gulvet. Resten af dagen brugte jeg på sygeværelset. Der var stadig ikke nogen, der vidste, hvorfor jeg var syg.
  De efterfølgende dage overlevede jeg på efterskolen. Da weekenden kom, tøvede jeg ikke et sekund med at tage hjem.
  Jeg vidste godt, at når weekenden var slut, skulle jeg tilbage på efterskolen. Jeg var forberedt på det, men da dagen kom, og vi var kørt afsted, kunne jeg ikke længere bide smerten i mig.
  Jeg mærkede en varme bruse op i min krop, samtidig med at jeg frøs så meget, at jeg rystede. Jeg hyperventilerede og prøvede i smug at tørre tårerne væk fra mine kinder. Men jeg var ikke i stand til at opretholde den facade, jeg i så lang tid havde sat op.
  Da min plejemor spurgte, hvad der var galt, kunne jeg kun sige: 

“Jeg vil ikke derned. Jeg vil ikke derned igen. Må jeg ikke nok komme hjem?” 

De sværeste ord i mit liv vil altid være: Jeg har brug for hjælp.
  Min plejemor forstod intet. Jeg havde jo givet udtryk for, at jeg var glad og velfungerende. Jeg var jo ikke længere et problembarn.
  Da jeg endelig indviede min plejemor i pille-episoden, var det mere, fordi jeg nikkede ja til hendes gætterier end, fordi jeg egentlig fortalte det. Så vendte hun bilen og kørte tilbage ad den vej, vi var kommet. Jeg kunne mærke en stor vægt frafalde mit bryst.
  Den nat blev jeg indlagt på hospitalet til observation. Jeg fik taget utallige blodprøver. Mine organer var ikke ved at stå af. Om natten skrev jeg en SMS til min plejemor.

Undskyld. Du må ikke være ked af det. Undskyld jeg har skuffet dig, og undskyld besværet. Sov godt.

Efter min indlæggelse blev jeg knyttet til psykiatrien, og med massiv støtte både derfra og hjemmefra færdiggjorde jeg mit efterskoleophold på trods af et brændende ønske om at få fred til at være derhjemme.
  Jeg fik en forståelse for, at jeg gennem min opvækst har påtaget mig utallige traumer på mit nervesystem, som jeg altid må leve med. De kan ikke heles.
  Jeg vil altid reagere instinktivt på uforklarlige ting. En lugt, en lyd eller en smag. Et kropssprog, en påklædning eller en bestemt situation kan igangsætte en reaktion, der minder om et alvorligt angstanfald. Jeg vil altid være sårbar over for stress, og mit bedste værktøj er at huske at tage tid til at mærke mig selv.
  Selvom det var en tid, jeg ikke vil ønske for min værste fjende, er jeg taknemmelig for, at jeg på en eller anden måde var blevet forberedt af min plejemor på, at jeg ville opleve disse efterskælv. For ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet fortælle, at jeg ikke længere var en verdensmand.

 •

I dag har jeg lært at placere og håndtere mine traumer på en måde, der ikke hæmmer mig i hverdagen. Men jeg har endnu ikke formået at håndtere følelsen af at være et problem. En byrde og til besvær. Det er som indgraveret i mit DNA, at jeg er et problem. Jeg vil altid være et stykke ukrudt.
  Hvis jeg skulle give en læresætning til både plejefamilier, plejebørn, socialrådgivere og almindelige mennesker, der på en eller anden måde interagerer med små mennesker, der i en alt for tidlig alder har mærket meget ondskab, må det være, at alle må forstå, at det aldrig kan være barnets fejl, at det har brug for hjælp. At intet barn skal bære ansvaret for sine forældres fejltagelser. At intet barn igen skal kaldes problembarn.