FATAMORGANA

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

‍

‍

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

De fleste har en generel ide om, hvad ensomhed er, og hvordan den ser ud. Vi opfatter måske følelsen som noget helt konkret, men i virkeligheden kan den være svær at opdage, hvis den ikke er, som vi forestiller os. For ensomheden er nuanceret og giver sjældent mening. Den kender ingen grænser, og hvis oplevelsen først har sat rod, kan den påvirke et helt liv. Så spørger du mig, om jeg er ensom, vil svaret være nej. For følelsen er fjern og uforståelig for mig, og ordet beskriver sjældent mine oplevelser. 

Jeg kan ikke altid genkende ensomhed, men jeg kan genkende svigt, forræderi og ekskludering. For mig er oplevelsen derfor blevet synonym med dybtgående følelser af at blive efterladt og isoleret i min egen fortvivlelse, skyldfølelse og skam. Således synonym med min skolegang, for det er her, min ensomhed sås, vandes og blomstrer. 

Da jeg var barn, ville jeg gerne lege med de andre i klassen, men jeg kunne aldrig helt finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og var irriterende, højrøstet og barnlig. Lille mig var ikke voksen nok for de andre børn – og i folkeskolen, dér er man jo blevet stor. Til gengæld udviklede jeg hurtigt rigeligt af “voksenfølelser”. Plagende følelser af dyb usikkerhed og frustration, for jeg var anderledes og forkert, men kunne ikke forstå hvorfor. Jeg oplevede en voldsom utryghed og skuffelse, som hurtigt blev til tungsindig sorg. Du ved, den slags følelser, som de voksne let kan bestemme, børn ikke har. 

Jeg var et irritationsmoment for mine omgivelser, og, intentionelt eller ej, ekskluderede de mig. Når de andre legede, og jeg gemte mig for mig selv, følte jeg mig så ufattelig alene. Jeg var ked af det og forvirret over det tunge savn, der rungede i mit lille barnehjerte, og manglede desperat en trøstende tilstedeværelse. Men efterladt i glemte sager lærte jeg, at jeg ikke var vigtig. 

Jeg er på lejr med min klasse i Jesperhus. Vi har været sammen alt for lang tid uden pause fra hinanden, og måske netop derfor bliver mobningen så meget værre her. Flere dages ydmygelse i træk og en kommentar og endnu en og endnu en. Så jeg knækker til sidst. Alt i mig råber, at de skal stoppe, og jeg kan hverken holde det ud eller holde min mund, så den råber pludseligt højt. Tilfældigvis sker dette, da vi holder gruppemøde med min klasselærer. Hun har set det hele, og nu kan hun endelig hjælpe mig. Nu kan hun trøste mig. 

Øjeblikkeligt vender hun sig mod mig og udbryder med, hvad der føles som ren foragt, at jeg ikke må bande. Hun siger intet til de andre. Jeg rejser mig, fuldstændig målløs, og går nedslået ind på mit værelse, hvor jeg grædende kan skamme mig. Hun kommer aldrig ind og ser til mig eller trøster mig. Hun siger aldrig nogensinde undskyld. 

Årene gik, men jeg var stadig lige ”barnlig”. Jeg var alt for pjattet alt for ofte, for jeg havde erfaret, at folk bedre kunne lide mig, hvis jeg var sjov. Jeg kunne dog hverken aflæse deres behov korrekt eller regulere min adfærd efter konteksten, så det endte desværre ofte med modsat virkning. Mine jævnaldrende overbeviste mig om, at jeg kun ydmygede mig selv. Det var nemt at bruge min person imod mig, og på den måde lærte de mig, at jeg fortjente både ekskludering og mobning. 

Vi sejler til Bornholm, hvor vi skal på lejrskole. Bølgerne er store, og min balancesans påvirkes så betydeligt, at jorden gynger under mig resten af dagen. Jeg taler om det irriterende højlydt, som jeg altid gør, og mine klassekammerater ser chancen. Kreative, som de er, fortæller de, at det er, fordi Bornholm flyder. Jeg ved, at det ikke passer og modsætter mig stolt. De er vedholdende og påstår, at alle de store ankre i byen holder øen på plads. De lyver; det ved jeg, men det er jo ikke kun én person, der siger det. Det er dem alle sammen, og lærerne bakker dem endda op. De bliver ved, lige meget hvor ofte jeg modsiger dem, så jeg begynder at tvivle på mig selv. 

Samtalen om Bornholm, der gynger, fortsætter hele dagen, og ikke én eneste siger sandheden. Alle som én griner de af mig, så jeg må vel være den dumme, der har misforstået situationen. Jeg deltager og gør grin med min manglende intelligens, for når folk griner, er det fordi, noget er sjovt. 

Mit smil forsvinder i det øjeblik, en af lærerne til sidst fortæller mig sandheden. Jeg siger ikke mere resten af turen.

Det var, som om negative kommentarer altid væltede over mig fra alle kanter. Klassekammerater, parallelklasser og lærere. Lige meget hvad jeg gjorde, var der altid nogen til at kritisere mig og minde mig om, at jeg var til grin. Pinlig. Grim. Dum. Forkert på alle kanter, og min manglende impulskontrol og socialforståelse forhindrede mig i at ændre på det. Det gjorde mig så magtesløs, at jeg blev syg af det. 

Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kun kunne blive misforstået af andre, så med tiden tog jeg uretfærdigheden på mig som et tungt tæppe af paranoia og skam. De hånlige ord var personlige fiaskoer, og med min utilstrækkelighed havde svigt jo altid været at forvente. Mine venner var ikke venner, og jeg kunne ikke stole på nogen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. 

Jeg blev så vant til min sorg, at jeg endte med at negligere den. I stedet for at anerkende og lytte til mine følelser, fratog jeg mig selv en del af min bevidsthed. Så jeg lod paranoia og ligegyldighed slukke min sociale interesse og overbeviste mig selv om, at jeg slet ikke var ensom. For alt det, som jeg dagdrømte om, fandtes jo ikke i virkeligheden, og jeg ønskede langtfra at være en del af det fællesskab, som jeg så omkring mig. At være alene var noget, jeg selv havde valgt, selvom jeg ikke havde andre muligheder. 

Jeg valgte selv at isolere mig, for min angst tvang mig. Jeg var rædselsslagen for at blive ydmyget og sagde så lidt som overhovedet muligt. Alle mine tanker skreg nedladende, at jeg skulle holde kæft, for jeg kunne aldrig gennemskue, hvornår jeg måtte tale, og hvad jeg måtte sige. På den måde kan det godt være, at jeg undgik mobning fra andre, men jeg undgik det aldrig fra mig selv. 

Jo mere paranoid jeg blev, des mere ligeglad og selvisolerende blev jeg. Hvis jeg lukkede af for omverdenen, kunne den jo ikke få fingre i mig. Jeg var bange og sur, og de få, der rakte ud til mig, fik som oftest kun sine fingre i klemme. Så, isoleret og udmattet, mistede jeg mine sidste få online venskaber. Jeg havde ikke mere energi at give dem og tabte min interesse og empati, lige meget hvor hårdt den anden part forsøgte at hjælpe mig. Mit sind var en ond spiral, hvor jeg sårede andre og mig selv, og den resulterende skyldfølelse derfra fremmede kun selvhadets ensomhed. 

Efter lang tids stilhed fra min side rækker min bedste ven ud til mig med en kærlig besked. Som en hjælpende hånd prøver hun desperat at holde fast i alt det, vi betyder for hinanden. Hun forventer ikke noget stort til gengæld, bare et simpelt lille vink tilbage. Vi plejede jo at snakke sammen hver eneste dag. 

Men det er ikke tydeligt for mig. Jeg er alt for aflukket til at opdage hendes hensynsfulde intention og kan ikke værdsætte den. Så beskeden forbliver ubesvaret ligesom alle de andre. Jeg kan umuligt bekræfte hende vores venskab. Jeg har jo allerede ødelagt det. 

Smerterne blev efterhånden så voldsomme, at de overdøvede al fornuft. Fodret af præstationspres udviklede min paranoia sig til tvangstanker og paniske vrangforestillinger, der åd mig op indefra. Det blev så slemt, at jeg til sidst var nødt til at fortælle det til nogen, selvom jeg ikke turde. Jeg havde desperat brug for at stoppe op og trække vejret. 

Jeg har taget mange hårde første skridt for at ende, hvor jeg er i dag. Relativt rask og i social genoptræning. Jeg tager hensyn til mine egne skånebehov og passer på mig selv, så godt jeg kan. Så godt som samfundet tillader mig det. 

Usikkerheden sidder dog stadig i kroppen. Den kommer til udtryk som autoritetsmodstand fra det barn, der engang oplevede så meget kritik, svigt og forræderi fra sine lærere. Og til udtryk som tvivl på mine egne evner og passioner, forurenet af flere års mobning. Som ængstelige spørgsmål, der hænger tungt og kvalmt i luften: Er jeg forkert? 

Min barndoms sociale afsavn har skåret igennem til min kerne og efterladt ridser, jeg ikke kan polere væk. Jeg sliber og pudser dem, men det er hårdt arbejde, for det kommer mig ikke naturligt at være sund og glad. Hver eneste gang, jeg er sammen med folk, er det en udmattende ”to skridt fremad, et skridt tilbage”-proces. Nogle gange lærer jeg nye, behjælpelige teknikker, andre gange glemmer jeg mit værktøj derhjemme. 

Jeg har været sammen med en ven tidligere på dagen, og vi har virkelig hygget os. Alligevel sidder jeg stadig i bilen tyve minutter efter, at jeg er kommet hjem. Min krop føles tung som cement, og tanken om at rejse mig får mig næsten til at græde. Det er, som om alt det dejlige ved dagen er forsvundet, fuldstændig opslugt af en rungende ensomhed, som jeg ellers næsten aldrig bemærker. Jeg føler mig modløs, fortvivlet og helt alene, netop fordi vi havde en god dag sammen. 

Det giver ingen mening, så her, med hånden på dørhåndtaget, mister jeg alt håb for min fremtid. Håb om at kunne føle mig rigtig forbundet med andre mennesker. Håb om at kunne føle mig til stede iblandt dem. Håb om at værdsætte og blive værdsat. 

Måske er det kløften mellem glansbillede og virkelighed, der gør mig utilpas efter vores møde. Jeg har sociale forhåbninger, som ikke kan opnås, og en længsel, der kun gør mig ked af det. En tom følelse af uforløst potentiale, der aldrig nogensinde vil kunne realiseres helt. Måske er jeg bare træt. 

Jeg er kommet langt og har så småt opnået nye sociale og personlige succesoplevelser, men det har også kostet mig mange ressourcer. Bag enhver succes ligger intensiv træning og planlægning, og jeg risikerer ofte at gå død, før jeg overhovedet kan nå at komme i gang. Så min træthed fastlåser mig let, og jeg ender tit med at bruge flere dage i sengen. Mit sind er omtåget, og mine øjne er tunge. Jeg er udmattet helt fra morgenstunden, og hvis jeg ikke passer på, så opsluger det mig, som var det evigt gældende fakta. Jeg vil aldrig kunne følge med mine jævnaldrende. 

Jeg sidder sammen med folk, jeg holder af, men jeg er ikke nærværende. Jeg er ikke sammen med dem. Uden jeg har bemærket det, er en tåge rullet ind over min bevidsthed og har tildækket mine sanser. De mennesker, som jeg sidder overfor, er kun vage skikkelser, som jeg ikke ser, men blot kigger på. Jeg kan ikke fokusere på nuet, hverken på deres eller mit og bestemt ikke vores. Der er noget underligt tomt inden i mig, som om en del af min bevidsthed sover. Noget står på standby, men jeg kan ikke huske, hvad det var. 

At skrive denne tekst fylder mig skiftevis med glæde og bekymring. Det er fantastisk at kunne dele min historie med andre, men det er også nervepirrende. For min historie gør mig utilpas. Ikke fordi den er voldsom slem, nej helt modsat. Jeg har jo ikke været udsat for nogle “rigtige problemer”. Se, det er alt for let for mig at negligere mine egne oplevelser og bebrejde mig selv for, hvordan de har påvirket mig. Hvorfor brokker jeg mig så meget over så lidt? Det er, som om jeg er en bedrager, der ikke hører hjemme blandt de andre her i bogen. 

Sådan dukker usikkerheden og uroligheden op som en gammel vane fra fortiden. Jeg er i tvivl om, hvordan min historie bliver modtaget, så jeg begynder automatisk at skamme mig over den, og ubevidst isolerer jeg mig selv fra “de andre”. 

Mine bekymringer er ikke kun skadelige, men er også en gentagelse af det tankemønster, som jeg netop prøver at stoppe. Vi må jo ikke negligere hinandens og vores egne følelser, bare fordi vi tror, de ikke burde være der. Det bliver de ikke mindre ægte af. “Små og useriøse” problemer kan nemlig også avle voldsomme emotionelle og sociale konsekvenser, som vi alle kan opleve, ligegyldigt om vi “burde”. 

Ja, faktisk kan selv børn føle noget så voksent som fortvivlelse, skyldfølelse og skam.

‍

Jeg bor i en kasse. Det er en kedelig kasse. En papkasse. En klinisk brun papkasse med lige akkurat nok plads til, at jeg kan ligge ned i den, hvis jeg folder mig selv sammen med knæene op under hagen og med arme, der rækker under mine fødder, så de så fint binder en sløjfe om dette hylster af en kludedukkekrop. På kassens ydre er collager af ord. Kulsprittede stempler lavet af forbipasserende, der fandt det nødsageligt at skrive på min kasse som en anden offentlig tilgængelig huskeseddel for at minde mig om, hvad jeg er værd. Der står alt fra små notitser markeret med fed til brændemærker, der bløder gennem pappet. I dagtimerne foretrækker jeg derfor at have klapperne på kassen slået op og kravle ud af den, så jeg kan få luftet godt ud. Ser du, det kan blive ret vammelt inde i sådan en kasse. Den har dårligt indeklima, da luften bliver klam af fugten fra mine åndedrag, og det fører så til, at pappen krymper sammen og tværer blækket fra kassens sider ud på min krop. Jeg har det trængt nok i forvejen, så jeg er glad for, jeg må åbne op for dig og få luftet mine tanker. Velkommen til min kasse: 

Goddag, mit navn er Laura. Jeg har Spinal Muskelatrofi type 3, der i mere almen tale er kendt som muskelsvind. Det er en kronisk sygdom, der kort sagt betyder, at jeg er gangbesværet, og at jeg kommer til at være fraværende nu og da. Jeg gør mit allerbedste for at følge med, men jeg har nogle gange brug for hjælp til, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok sige til, hvis det er. Hvis I har nogle spørgsmål, så kommer I bare og spørger. 

Det er min lille tale, der efterhånden sidder fast på rygraden, efter samtlige undervisere er listet hen til mig i en pause og har spurgt: Vil du ikke lige fortælle de andre om dig? med stigende intonation ved dig for ikke at benævne du-ved-hvad, kassen, altså, at jeg er handicappet. Mine undervisere har uden tvivl ment det godt, men denne tale er ikke desto mindre et førstehåndsindtryk, som får alle til at forbinde mig med sygdom og svaghed – et førstehåndsindtryk, som er svært at ryste af sig igen. Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen. 

Jeg var 7 år gammel, da jeg fik diagnosen. Udefra så jeg ud som ethvert andet barn. Jeg var bare Laura, der byggede de bedste huler, skrålede med på Lille Nørd-sangene og elskede at spise chokoladekage fra mormor. Jeg var bare Laura, som ud over det gik lidt mærkeligt. Min mor sagde, at jeg havde spaghetti-ben. Det havde jeg altid haft. Men nu kunne lægerne forstå, hvorfor mine ben var udkogte og umedgørlige. De fortalte mig, at jeg havde motorveje på ryggen, og at nogle af dem var i udu. 

Hvad en hullet motorvej havde at gøre med kogt spaghetti, forstod jeg ikke, og da slet ikke hvad det havde at gøre med mig. Men det gjorde de voksne. Lige pludselig var alle omkring mig så alvorlige med blanke øjne så store som tekopper og klumpede stemmer som skyer af afmagt, der fløj mig langt over hovedet: Hvad skal vi stille op? Det er da ganske forfærdeligt. 

Jeg kunne ikke se problemet med kassen. Den kom med op i klatretræerne, og den var også god til gemmeleg og at tegne sommerfugle på. Og med kassen fulgte endda et par ganske gode fordele. Den blev mit frikort til endelig at slippe for skældud fra pædagogerne, når jeg sagde, at jeg ikke kunne som de andre børn, og jeg fik en sej kørestol og el-crosser, så jeg kunne være med på lange ture. I en fysisk forstand kunne jeg nu klare hvad som helst – jeg følte mig som en superhelt! Men en ting, som lægerne ikke kunne ruste mig op til, var de sociale arenaer, hvor min kasse nu fik mig til at ligne en frygtindgydende, grim og slatten elg. Jeg havde ikke en jordisk chance i legepladsens kamp. 

Kampen tog for alvor til i 2. klasse, da jeg skiftede skole. Jeg gav min lille tale til min nye klasse, og undervejs bemærkede jeg, hvordan smil og vink blev til krydsede arme og hvisken. Kassen kom langsomt til syne under mine fødder, og da jeg endelig var færdig, blev jeg mødt af en mur af øjne, som borede mig ned på plads i den. Kan de ikke lide mig? Da jeg gik ud til frikvarter og prøvede at følge med en gruppe af pigerne fra klassen, løb de væk fra mig. Jeg kaldte efter dem, at jeg ikke kunne følge med. Vent på mig! Men de ventede ikke. En lattersky fløj over deres hoveder, og den resonerede ind i skolegårdens sammensurium af støj. Hvisken fra klasseværelset havde også spredt sig ud til legepladsen. Lige meget hvor jeg gik hen, løb de andre børn væk fra mig. Jeg fik opfanget fra krogene, at jeg var syg og giftig. At jeg smittede, og så faldt ens ben af, hvis man legede med mig. Dumme unger. Det er jer, der ødelægger legen. Laura-er-giftig gik af mode efter nogle uger, men der var altid noget andet i vejen, der gjorde, at jeg måtte stå for mig selv igen og tælle de bølgede fliser i skolegården eller tale med køerne på den anden side af hegnet. Min mor sagde, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Så jeg ventede. 

Og jeg ventede. Jeg flyttede skole, jeg blev ældre, drillerierne holdt, alting virkede normalt. Men inden i mig selv, var der stadig noget galt. Lægerne spurgte mig, hvad jeg gerne ville nå. Jeg var blevet mere usikker på benene. Jeg fik oftere infektioner i lunger og hals. Jeg skulle ikke regne med at kunne gå, når jeg nåede slut-tyverne.
    Hvad vil du gerne nå, Laura? 

Hvad jeg gerne vil nå? 

    Skal du på gymnasiet? Universitet derefter? Det ville være klogt. Og du er jo klog, ikke? 

Tjo, det ved jeg nu ikke lige. 

Det kræver selvfølgelig nogle gode karakterer. Ik, Laura? Det handler om, at du kan komme hurtigt igennem systemet. Så du kan få et arbejde.
    Sådan et, hvor du kan sidde stille og
        tjene penge og
              betale skat, og
                    du skal nok regne med deltid og
                            med en førtidspension i sigte og
                                              børn tidligt er nok godt for dig.
Så hvad kan du se dig selv i? Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad kan du bruges til? Laura? 

Et kapløb var skudt i gang. Jeg skulle ikke nyde noget af at falde med kassen, før jeg var kommet over målstregen. Så jeg fik benene på nakken og travlt med at finde vej i det liv, som jeg havde fået recept på. Mine klassekammerater havde i stedet travlt med at finde kærester, at gemme energidrikke for deres forældre og at blive oppe til efter klokken 10 for at slå kolbøtter på landevejen. De lever det vilde liv. 

På en måde gjorde hyperfikseringen på faglig succes det nemmere at håndtere følelsen af at være anderledes. Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om, hvorfor nogle af mine klassekammerater ønskede, at jeg skiftede skole, så der var en fri plads til en ny og mere spændende pige, eller hvorfor mit handicap gjorde det så besværligt at være sammen med mig, at jeg lige så godt kunne indstille mig på enten at blive meget glad for katte eller at skulle dø alene. Jeg er sgu da godt klar over, hvor irriterende min krop er at være sammen med, den hænger på mig hver dag. Jeg måtte minde mig selv om, at det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Jeg ventede.
  Efterskole blev mit pusterum, min boble fra omverdenen, hvor jeg havde tid og rum til at finde ud af, hvem jeg var uden kassen. Jeg kunne bruge mange sider på at prædike om, hvor fantastisk mit år på efterskole var, men hvis jeg skal koge det ind, kan det allerbedst beskrives som at blive skubbet kærligt ud over en stejl bakke, susende afsted, ude af stand til at stoppe op. 

Laura, hvad vil der ske, hvis jeg skubbede dig nu? 

Spurgte ham den sære med langt, krøllet hår, da vi stod på toppen af bakken ved siden af rundkirken og spejdede over de solstråleklædte marker. Han havde fat i håndtagene på min kørestol og gyngede mig drillende frem og tilbage over kanten. 

Jeg svarede, at det ville gå så hurtigt, at jeg ikke ville kunne bremse selv. Jeg ville brænde mine hænder på drivringene, måske blive kastet ud af stolen i forsøget. Der var stille i overvejelsens tid. Men så kom det. 

Vi skal nok gribe dig. 

Jeg ræsede om kap mod livets hastighed med et kortvarigt skrig af skræk som anslag til det år, da alt blev stærkt og klart, og kassen blæste væk i vind af kærlighed, så nu var det bare Laura, der legede i livstræets krone og kom godt fra start til et møde med en fiktiv valgkamp med et midterparti på tværs, lysende folkevognsrugbrød polstret med piletræ og charme, Kajfrø som død kat til kortfilm fuld af lens flares, godnat-krammere med en ET-finger strakt frem som erstatning for fnatarme, med venner for livet ved min side, der løb til takten af en klapsalve for alt det, vi gjorde, så vi spandt et spindelvæv af hjertelatter og fællesskabssnore. 

Jeg blev grebet i mit trilleri – der var ingen skade sket – og jeg blev antiklimatisk sat for enden af bakken, så jeg kunne se, hvor jeg havde kørt. Alt, der var tilbage, var en røgsky af øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Med nyfunden styrke og selvtillid fra året, der gik, syntes kassen lettere end nogensinde før, så jeg slyngede den over skulderen og gik gymnasietiden i møde.
  Jeg blev fortalt, at jeg ville elske gymnasiet. Jeg ville få lov til at nørde med mine yndlingsfag, opleve ungdomslivets festligheder og ikke mindst at få lov til at samle på endnu flere venner. Jeg var lige flyttet til en ny landsdel, et sted hvor jeg ikke kendte et øje, så det var min perfekte chance for at få visket kassen ren og være den helt autentiske Laura. Det skulle blive The Time of My Life, sagde de. 

Første dag rullede om hjørnet. Jeg mødte op. Hilste på mine nye klassekammerater. Blev hevet til side af min underviser og spurgt, om jeg ikke ville fortælle lidt om mig. Jeg fremførte min lille tale, og mine klassekammerater smilede og nikkede fortsat til mig. Så langt så godt. Næste punkt på dagsordenen var en rundvisning. Vi gik afsted, og jeg forsøgte mig med smalltalk for at prøve og hæfte mig fast på folks nethinder, så de ville hæfte sig ved mit langsomme tempo og forhåbentlig vente, hvis det blev nødvendigt. Men deres skridt blev hastige og stemmerne fjerne. Jeg hev efter vejret for at kalde efter dem, at jeg ikke kunne følge med, vent på mig. Et par stykker så sig tilbage, så mig, inden de drejede om hjørnet. Jeg stoppede. Så stod jeg der og mærkede Laura-7-år, som skælvede af gråd. Mærkede Laura-17-år, der holdt vejret for ikke at gøre det samme. Jeg fortalte mig selv, at det ville blive bedre, når vi lærte hinanden bedre at kende. Så jeg ventede.
  Jeg ventede tålmodigt og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg pjækkede aldrig, tog til de øredøvende fester og inviterede selv til sociale aktiviteter. Jeg begyndte så småt at have en base, et par stykker, som jeg kastede bolden til, men som sjældent kastede den tilbage. Måske er jeg for ivrig? 

Jeg ventede. Jeg ventede. Corona ramte Danmark, og fjernundervisningen blev hverdag. Dagligdagens ansigter blev reduceret til navne i sorte felter på rad og række, og hyggesnakken i pauserne blev til intense stirrekonkurrencer med mit spejlbillede fra computerskærmen. Jeg ventede.
  Jeg ventede. Landet åbnede op, men jeg sad stadig tilbage alene afven tende i et Teams-opkald som æresmedlem af den sårbare befolkningsgruppe. Det blev mit eget ansvar at forblive en del af undervisningen med hjælp fra mine klassekammerater. Men som tiden gik, fik jeg oftere afslag, når jeg rakte ud. Måske ser de ikke, jeg skriver til dem? Men de må da være klar over, jeg mangler? Det er nok for anstrengende, at jeg skal være med på deres computere. Jeg fik travlt med selvstudie. Og da jeg vendte tilbage efter mit andet vaccinestik til et semiåbent 2.g, havde mine klassekammerater i stedet travlt med at kysse uden om deres kærester, at gemme snus for deres forældre og at blive oppe, til solen stod op for at falde om på landevejen. De lever det vilde liv. Jeg ventede. 

‍

Jeg ventede. Det blev rutine at gå alene mellem lokalerne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. De eneste beskeder, der tikkede ind, var spørgsmål til en aflevering eller mine svar på lektierne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Vi blev fortalt, at vi var sådan en dejlig klasse med et fantastisk fællesskab. Et fantastisk fællesskab, som jeg kunne stå udenfor og være tilskuer til. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Jeg ventede. Jeg ventede.

Jeg gav op. 

‍

Jeg blev hjemme. Jeg lukkede klapperne til kassen i og lod den skrumpe ind om mig, så jeg kunne nærstudere min navle og have godt og grundigt ondt i røven over, hvor uduelig og hjælpeløs jeg var. En dag blev til en uge. En uge blev til en måned. En måned blev til, hvor lang tid der nu var til, at jeg skulle sidde i en gymnastiksal til min første skriftlige eksamen. Jeg blev fritaget for alle afleveringer de sidste 5 måneder, og studievejlederen så igennem fingre med mit fravær, som nærmede sig de 40 procent. Jeg fik en studenterhue på hovedet med et 12-tal mellem guldsvalerne og et par overfladiske tillykker skrevet i foret. Det blev til en studentertid uden gilder, druk og kapløb om klip. I stedet forfulgte studenter vognenes horn mig hånligt for at have fejlet så brutalt i at udleve dette såkaldte ”Time of My Life”. What a life. What a night. What a beautiful, beautiful ride. 

Men jeg tvinger mig selv ud over kanten igen. Ensomhedens skumle stemme spøger stadig i min øregang og truer mig med at tage over, når kassen bliver tung af stempler. Men det betyder ikke, at jeg er alene. Med en masse hjælpende hænder fra familie og venner, er jeg kommet op at stå endnu engang og har klappet kassen i. Lige for tiden spæner jeg afsted med kassen foldet sammen under armen, mens jeg prøver at finde pulsen i voksenlivets jag. Jeg er flyttet hjemmefra med ham den sære med langt, krøllet hår. Jeg er begravet i spændende studiebøger og søde invitationer til fester og teselskaber. Og for første gang ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal nå. Jeg lever det vilde liv.
For jeg er bare Laura, der skriver skøre historier, nørder med grammatik og elsker at spise chokoladekage fra mormor. For jeg er bare Laura, der prøver at have et liv uden om kassen, selvom jeg går lidt mærkeligere.

Kender du det at sætte sine tanker i karantæne? Bagbundet med gaffatape over deres små larmende munde? Jeg er ikke normalt en brutal politistyrke på den måde, men nogle dage er stilhed bedre end sandhed.
Jeg er mere Pinocchio og mindre Channing Tatum (She’s The Man, 2006).
en ægte dreng
det er umuligt at bevæge mig for den meterlange gren i mit ansigt

 et misogynt overskæg skjuler min overlæbe
min garderobe er fyldt med sorte t-shirts og
grimme bukser
ALLE VED          JEG ER EN DRENG                           AAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAA      AAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA       AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA         AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA
AAEn pige? (eller kvinde, I guess, har aldrig helt forstået. Britney Spears, 2001)
havde aldrig troet Hentai kunne lede til spirituel opvågning.
Jeg græd flov
og alene i min seng
angst for om nogen kunne høre mig
  Hva der galt?
  Lyv igen? (Det virker aldrig)
Jeg har bedt om at tale med dig
du vil sikkert forstå

Stilheden omklamrer os, som jeg samler mod til at åbne munden. Samtalen ender på anden sætning. Vil du gerne ligne en dame?

        det som om alle
        tror vi er ens
        jeg er sikker på
        det er den butik
        normal

QUEER
COMMUNITY
IMMUNITY 

Følelsen af at høre til er fremmed. De andre lader til at kende den. Måske kan de introducere os. Alle de atypiske ansigter råber på individualitet og blender sammen som våd akryl. De er yngre end mig, tror jeg. Jeg ligner dem ikke særligt godt. Et tov af min mangel på tillid til mig selv er bundet om min mave. Det rykker mig i retningen af dem, jeg kender, når de går. Svæver efter dem i mørket. Eller vælter. De introducerer sig selv, mens jeg står bag dem og håber, det aldrig bliver min tur. Bryder mig ikke engang om at være her. De snakker bare.

     Hvis jeg bare sørger for
    at være steder
    hvor dem jeg kender
    og dem jeg ikke kender
    snakker med hinanden
    lærer de nok mit navn
    med tiden.
    Står som et vissent løvtræ
    bag dem mens jeg overhører deres samtaler og
    indimellem fniser
    for at gøre opmærksom
    på mig selv

MDMA er ikke aktuelt længere. Det virker ikke, som det plejer, og jeg får det ekstra dårligt dagen efter. Ugen efter. Fik i hvert fald at vide, jeg var et sort hul. Det er svært at mærke forskel på almindelig depression og narko-depression. Specielt når man tager narko hele tiden. Heldigvis har jeg fået et nummer på speed.
    broke igen
    de siger også mig
    jeg har set hvor I kommer fra
    jeg sælger mine ejendele
    for at mindske min gæld
    jeg ved det ikke er nemt at forestille sig
    et liv der ikke er nemt
Tre måneder er gået, hvor kontakt mellem os var et lovbrud. Vi vil omfavnes i chokket og volden
men vagterne og håndjernene betvinger os som en statslig forbandelse. En evighed forsvinder mellem os. Vi er så tæt på hinanden, og det gør det så meget mere uudholdeligt. Månedsvis af savn og paranoide forestillinger skifter pludselig form og har tunge øjne og en træt krop.
    lettelse + smerte
    = smerte + lettelse
En orkan af usagte kærlighedserklæringer og endeløse sammenbrud hvæser omsorgsfuldt i den store sal med alle dørene og nøglerne. Godkendende skrat fra en walkie-talkie fører os ad de hvide korridorer mod dommen.
    walkie-no-talkie

I vakuumet fra ordene MED LOV SKAL LAND BYGGES snakker vagterne, som de gør, de tænker sikkert på kaffe, og om de kan nå at hente børnene, mens jeg tænker, om de mon kender den usagte rest af det udødelige slogan
men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret
Din gråd slukker mine tanker
demonterer mine coping-mekanismer.
Mit hoved forlader mig, og jeg er kun krop.
    tung
    lang
    øm
    krop
En af vagterne tilføjer, at det er da et dårligt tidspunkt at bryde sammen på. Jeg har lært at hade dem i stilhed. De fjerner vores håndjern udenfor salen.
    da behøvede man ingen lov        Måske fordi det ser for voldsomt ud. Døren holdes åben, og du går først. Mit mellemgulv kramper under trykket i havet af velkendte øjne. De er her for dig. Mig har de lært at hade i stilhed.

     HÆLD IKKE DIN TE
    I EN FORGIFTET KOP

ensomhedsintermezzo
er det en følelse                        eller en intellektualisering af mine sociale omstændigheder
jeg føler mine følelser men
kan ikke skelne dem fra hinanden
og jeg gagger når jeg prøver
psykiatrien siger
der findes årsag og forklaring
i min diagnose som autist
men sandheden er                                at ingen har kunnet lære mig det
der var ikke forsvarlig erfaring at give videre
siger jeg til mig selv og undskylder
for de høje forventninger
selvom sandheden er
de bare ikke forstod
bare stadig ikke forstår

‍

NARKO det er det eneste jeg kender NARKO NARKO NARKO det er klart jeg falder iiiiiii ups op igen lille ven ikke græde værsgo her er noget NARKO såå det var godt ja sådan op at stå lille ven op at stå rejs hende op please nogen hjælp ring til nogen ring til nogen ring til nogen er der nogen der har et nummer et nummer på noget NARKO jeg kunne godt lige bruge en streg NARKO NARKO NARKO slap nu af lad os lige sætte os og snakke om det snakke om hvad NARKO NARKO NARKO ja okay det var ikke lige det jeg havde tænkt men nu du nævner det så har jeg noget NARKO skal vi ha NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO fuck jeg har det skod så gå i seng jamen der er stadig mere NARKO hvis du har det skod så tag noget NARKO så må du tage lidt mere der er ingen grund til at gå i seng når det stadig er NARKO det er alle vel enige om er det ikke rigtigt jo for fanden det er det jeg siger der er mere gider du ordne det ordne hvad ja ordne stregerne nåå ja hvis du gir NARKO så skal jeg nok lave streger lange fede streger NARKO skal jeg lave til alle ja ja der er rigeligt med NARKO til alle det er der der er nok til man aldrig behøver gå i seng eller stoppe med at tage NARKO det er rigtigt det er rigtig NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO

     i folkeren
    i min klasse og alle de andre
    var der ikke mange med fundament
    for et sundt indre liv
    eller ydre så det sagt
    ustyrlig klasse blev der sagt
    jeg husker en lærer
    der råbte noget om psykisk terror
    og efterfølgende blev sygemeldt med stress
    det var vores skyld
    fik vi at vide
    og jeg undrede mig på vegne af os
    som gemte sig og var bange for at tage i skole
    når det var synd for de voksne
    var der kollektiv afstraffelse
    og når det var synd for os
    var der kaffepause
    først en
    så to
    så tre
    så fire
    skiftede skole eller
    kom på ophold
    de kammeratlige overgreb
    var barnemad
    ved siden af tanken
    om at omringes af fremmede så
    jeg blev hvor jeg var
    og hvorfor skulle det være anderledes andre steder
    når det bare er drengestreger og
    der er drenge overalt
    først for nylig jeg har lært
    at vold ikke er bedre end at være alene
    og selvom drømmen
    om at være sej og vise dem
    er opfyldt
    har jeg tænkt på de børn
    ønsket dem fiasko og flystyrt
    på trods af min voksne forståelse
    for deres mistrivsel og de ansattes
    uduelighed 

-
at skjule sig
et helt liv eller
livet indtil nu og sikkert
mere liv endnu
der findes mange anelser
om masker
nogle om ondskab
nogle om åndelighed
en falsk facade
til beskyttelse
eller pleje
fra middelalderlatin masca:
spøgelse
et overnaturligt
menneskelignende væsen
omgivet af tåge
og som regel afdød
jeg finder ro i gespenstet
den utydelige natur
overvågeren bag
det dimensionelle gærde
der splitter min verden
fra jeres
det grænseløse bluff
min burlesque-esque drag
i et neurotypisk melodrama
at skjule sig
ikke for at jage
men for at undgå døden
som byttedyr i munden
på afvisningen
og hånen

     My Body Is a Cage (Arcade Fire, 2007)
    min yndlingssang i 1.g og
    vølvens spådom

‍

     Jeg fandt mit navn
    på Berghain
    ikke som
    Moses på Sinai men
    fordi at sidde og glo
    i indekset på
    ://familieretshuset.dk/navne/
    navne/godkendte-fornavne
    under tagget
    unisex
    var den bedste undskyldning
    for ikke at tale
    med nogen

                my chemical roman empire
                stikker mig i røven med kanylen
          ROLIG det er kønsbekræftende
          behandling godt nok fra Kina men
          hvis du vidste hvad der skal til for
          at få det fra staten*

               Det lader til man tror
              jeg er en mand fordi
          mit navn ender på O
          JUNO: The Divine expression of Femininity!
          The Divine Protectress of community!
          The Warrior! The Mother! The Divine Tutelary!
          The Oracle! The Spearholder! The Patroness of Women!
          The Goddess of Love and Birth!
              men okay ka godt høre
              det lyder lidt som Bruno

     cis-passing findes ikke
    uanset hvor meget
    vi modificerer vores kroppe
    uanset hvor hyper det ene
    eller hvor hyper det andet
    uanset hvor tæt vi kommer
    på Dr. Stephen Marquardt’s

‍

     ableistiske
    racistiske
    tykfobiske
    sexistiske
    eugeniske
    transfobiske
    skønhedsmaske (breathe)
    uanset hvor mange
    forventninger vi overgår
    uanset om vi er hetero eller homo
    og uanset hvor cis vores partnere er
    uanset hvor lidt vi taler om os selv
    og uanset hvor meget vi giver andre ret
    uanset om vi fjerner vores skæg
    eller gror det ud
    uanset om vores bryst er kirurgisk formindsket
    eller forstørret
    uanset om de antager vores stedord
    korrekt eller forkert
    uanset hvor meget vi assimilerer
    og uanset om de tror os eller ej
    vil der altid være et os og et dem
    en utvetydig fremmedhed
    et rigtigt og et forkert
    et værdigt og et uværdigt liv

‍

*Ny dansk forskning offentliggjort i JAMA viser, at transkønnede personer forsøger at tage deres liv næsten otte gange så ofte som resten af befolkningen, og at de ender med at dø af selvmord 3,5 gange så ofte som ikke-transkønnede. 

     de kalder det “minoritetsstress” 

Søger man som transkønnet kønsbekræftende behandling i det offentlige sund hedsvæsen, underlægges man statslig udredning for at 

     “afdække patientens kønsidentitetsforhold”

Herunder taler man om familiær disposition til fysiske sygdomme og psykiatriske lidelser. Man undersøger, om patienten tidligere har haft kontakt til psykiatrien. Transkønnede er mindre tilbøjelige til at søge hjælp i psykiatrien. Mange ønsker ikke, at psykiatriske udfordringer skal fremgå af deres patientjournal, da det kan mindske sandsynligheden for at blive godkendt til kønsbekræftende behandling. I 2017 blev transkønnethed streget af listen over psykiske sygdomme og transkønnede sås ikke længere som psykisk syge. Men hvad har familiær disposition til psykiatriske lidelser og patientens kontakt til psykiatrien så at gøre med ens kønsidentitetsforhold?

Man forestiller sig en progressiv tilgang til transkønnethed og ændrer politik og love - men vores materielle virkelighed forties, og man nægter at lytte.
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede behandlede lovforslaget fra 2017?
A: 0
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede tages til råds, når transkønnedes kønsidentitetsforhold tages op på konference i Center for Kønsidentitet?
A: 0
Vi er underlagt majoritetens accept af os som personer. Selvmordsforsøg blandt transkønnede sker otte gange så ofte som hos ikke-transkønnede, og transkøn nede dør 3,5 gange hyppigere af selvmord. Det er jer, der afgør, om vi må leve eller dø.

den skulle jo indlægges                   de er psykopater            det er en sygdom
fuck hvor klamt    skyd dig selv       stadig en mand     sig nu bare du er bøsse 

     nu jeg clean
    ædru og ude af ægget
    det er det vi kalder skabet i
    The Transsexual Online Community
    diagnoserne passer endelig
    jeg er ikke syg bare
    sygt underlig
    jaja traumer                                                                                    me
    jeg arbejder på det                                                                        when
    ville gerne være rollemodel                                                           I
    for os som efterlades                                                                     remember
    det har jeg glemt                                                                            I’m
    nu jeg ved                                                                                       a
    jeg skal ses indefra                                                                        beautiful
    ingen solskinshistorie for the cishets                                           angel
    kæmper videre i skyggen                                                              and
    med personlig hygiejne                                                                 I
    oprydning og madlavning                                                              can
    for ikke igen at slå hovedet                                                           get
    mod døren i Vestre Fængsel                                                         what
    frygten er stadig stærkere                                                            I
    end viljen men troen på                                                                 want
    værdighed og et liv
    i lyset gror på mig
    som efeu og ærteblomst
    min sympati for andre stedfæstes
    med sympati
    for mig selv
    de fik mig ikke         (fascisterne, foberne, mændene, stofferne)
    og de får mig aldrig
            (det var tæt på)

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

‍

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

‍

Forestil dig et mørkt værelse. Solen udenfor står højt på himlen, men er gemt af de nedrullede mørklægningsgardiner. I rummet fornemmes en ganske svag solstribe, som akkurat lyser nok op til, at man kan skimte, hvad der befinder sig af møbler inde på værelset. Det svage lysindfald er fyldt med små støvpartikler. De bevæger sig langsomt rundt i den næsten stillestående luft og minder mig om, at jeg selv har ligget ubevægelig i snart tre timer. Hver gang jeg trækker vejret ind gennem næsen, sluger jeg den indelukkede atmosfære. Jeg forestiller mig, hvordan støvpartiklerne, ved min indånding, bliver fanget af de små fimrehår i næsen. De kommer aldrig videre og må vente, til jeg en dag puster dem ud i et stykke kleenexpapir. Den lune luft med de mange støvpartikler snuses ind gennem næsen, videre ned til lungerne, hvor min udånding atter sætter en smule bevægelse i de partikler, der stadig befinder sig ude midt i værelset. Min mave knurrer og minder mig om, at jeg ikke har spist noget siden i går aftes. Jeg sveder under min tunge dyne, men ikke nok til, at det kan betale sig at gøre noget ved det. Min dyne er mit hjem, en slags uvurderlig tryghed. Jeg har ikke været i bad i flere dage, det kan ikke betale sig, for hvorfor vaske sig når jeg alligevel lægger mig ned under dynen igen? Jeg stirrer fortsat ud i rummet og mister tidsfornemmelsen endnu engang. Det er en rar følelse, nogle gange glemmer jeg helt, at jeg eksisterer, og når jeg glemmer mig selv, glemmer jeg også, hvordan jeg har det.
  Jeg har ikke snakket med mine veninder i flere dage, jeg har ikke taget min telefon, jeg har ikke børstet tænder, jeg har ikke redt hår, jeg har ikke fået frisk luft blæst i hovedet, jeg har ikke fået solens varme i ansigtet, jeg har ikke spist morgenmad, jeg har ikke energi, jeg har ikke overskud til at være noget for mig selv eller for nogen overhovedet. For jeg er træt, jeg er fyldt op af angst, jeg er dårlig til at række ud og dårlig til at spørge ind.

Jeg har ingen omkring mig, for jeg har skubbet alle væk, men ikke med vilje. Kan ikke overskue at sende en sms eller scrolle igennem sociale medier. Så i går slukkede jeg mobilen helt. Det var forløsende og forkert på samme tid. 

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation 

Sådan var min virkelighed under corona-nedlukningerne i 2020. Den mest stillestående og ensomme periode i mit liv. En virkelighed, hvor mine søskendes stemmer var det eneste tegn på andet liv i verden. Deres larm og puslen rundt i lejligheden mindede mig om en hverdag, der var alt andet end normal, for som så mange andre familier i Danmark var vi blevet bedt om at blive indendørs. Min psykiske tilstand nåede et nulpunkt, og jeg kan stadig have svært ved at kende mig selv, når jeg tænker tilbage på den periode. Det var aldeles uvirkeligt, at verden var så sårbar, selv ikke de voksne vidste, hvor man skulle gøre af sig selv. Den første nedlukning var en psykisk mavepuster. Regeringen kunne lige så godt have fortalt mig, at der var landet aliens på planeten, og at vi alle måtte forsøge at leve i harmoni med de udefrakommende væsner. Jeg reagerede på omvæltningen med angst og OCD. Havde tusinde systemer i hovedet, og det gjorde mig træt. Min krop gik i overload, og jeg mistede hurtigt livsglæden og optimismen. 

Værelset blev mit gemmested, mobilen blev sat på lydløs, og jeg selv blev sat på pause. 

Jeg isolerede mig selv totalt. Forestillede mig, at mit værelse var en iglo, og at der udenfor var dødelige minusgrader, selvom forårssolen i virkeligheden prøvede at tø igloen op. 

Mine veninder i skolen forsøgte at nå mig med omsorgsfulde sms’er og søde emojis, men jeg var ikke tilgængelig eller i stand til at tage imod. Og det værste var, at jeg følte mig helt alene i kaostilstanden. Hvordan kunne omverdenen synge med på fredagssang i fjernsynet og få nye spændende hobbyer, når ingenting længere gav mening? Livet var slukket, ligesom min mobil. Beslutningen om at gå i en dvaletilstand var ikke min egen. Det skete bare. 

Da samfundet lukkede en smule op igen, kom jeg lidt efter lidt til mig selv, dog stadig med en følelse af at være uden for min krop. Jeg begyndte i gymnasiet, fik nye venskaber, og det sårbare indre fik for en stund en lettere og mere optimistisk stedfortræder. Det var, som om den nye start på gymnasiet lovede ro og overskud. Mine OCD-tanker blev færre, værelset blev et sted, hvor jeg sov, ikke et permanent opholdssted. Ungdommens friske pust sneg sig ind i min blodcirkulation, og alt blev lettere. Ikke nemt, men en smule bedre. Nu havde jeg noget at stå op til, nogen, der regnede med at jeg dukkede op. Selvom ensomheden fra nedlukningen stadig plagede mit sind, gik jeg med en følelse af at kunne overkomme det. I det mindste sådan nogenlunde, lige indtil… 

ANDEN NEDLUKNING. 

Isolation part to blev en realitet, og jeg fik det dårligere end nogensinde. Angstens bølge slugte mig totalt, tog mig med ud i det kolde mørke hav, hvor jeg nu igen kunne svømme rundt helt alene, fyldt op af ensomhed og ondt i maven. Der var ingen, der kunne hjælpe mig, ingen, der kunne lette mit tunge sind. Jeg havde mig selv og mine tanker. De tanker, der sidste gang nær havde druknet mig. 

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation 

I denne periode opdagede jeg en ny angst. Angsten for onlineundervisning og særligt konceptet, hvor jeg skulle sidde foran en computerskærm og blotte mit deprimerede isolationsansigt, så alle kunne se, hvor nederen det stod til. For det værste ved at være ensom og bange er, at nogen skal opdage det. Hvis folk gennemskuede min elendighed, havde jeg for evigt vidner. Løsningen på problemet blev at møde op til “undervisning” med sort skærm og muteknappen slået til. Så kunne jeg samtidig ligge og kigge på det alt for velkendte værelse, hvis jeg altså kunne se noget, nu hvor mørklægningsgardinerne igen var i brug døgnet rundt. Støvpartiklernes bevægelser rundt i luften blev studeret nøje, og jeg formåede at lade det være min primære underholdning i mine vågne timer. 

Til sidst blev det for meget. Min livskvalitet og ensomhed havde nået et nulpunkt, og jeg droppede ud af gymnasiet med en følelse af at have fejlet. Jeg funderede konstant over spørgsmålet om, hvorvidt andre unge kunne være i stand til at holde den tilværelse ud. Min plan B blev at starte på en efterskole, hvilket skulle vise sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv so far. Det var udmattende i starten, særligt fordi jeg stadig bar rundt på min rygsæk fuld af dårlige nerver og tunge tanker, men på efterskolen mødte jeg ligesindede. Vi var isolerede SAMMEN, og jeg kunne bedre spejle mig i, hvor folk var i livet. Jeg fik sunde venskaber, gik på kunstlinjen, spillede musik og lavede alt og ingenting på samme tid. Mobilen blev lagt væk for en stund, ikke fordi jeg havde det dårligt, men fordi der ikke var brug for den, når man kunne tilbringe tid med mennesker, face to face. 

Jeg var ikke ensom
For der var flere som mig. 

Året på efterskolen gik alt for hurtigt. Vi græd, da vi sagde farvel og tak, og da jeg bevægede mig udenfor matriklen og tog afsked med de bygninger, der i et år havde reddet min verden, sneg tomheden og knuden i maven sig ind på mig igen. Jeg følte mig alene. Frygtede det samfund, jeg havde følt mig afskåret fra i så lang tid. Ville nogen overhovedet kunne give mig den opmærksomhed og selvtillid, jeg lige havde oplevet? Eller måtte jeg parkere tiden på efterskolen som en positiv hændelse for sig selv? 

Til lyden af Andreas Odbjergs sang “I morgen er der også en dag” tilmeldte jeg mig mit gamle gymnasium. I mig boede en frygt for igen at havne i et sort hul, hvor ingen ville lægge mærke til, at jeg manglede. Denne gang havde jeg dog en tro på fremtiden, på at verden under corona var crazy for alle unge mennesker. Det havde jeg erfaret gennem samtalerne på efterskolen. I al min ensomhed havde andre unge haft det på samme måde som mig selv, og denne viden gav mig mod og lyst til at turde indgå i flere fællesskaber i fremtiden. Når jeg tænker tilbage på min tid under dynen inde på det indelukkede værelse, har jeg lyst til at give mig selv en krammer og fortælle hende, den bange unge pige, at alt bliver bedre en dag. For hun var aldrig alene, selvom det føltes sådan helt ind i knoglerne. Det er aldrig for sent at række ud eller tage imod. Vi er mange unge mennesker med knuder i maven, men ved at snakke om det, kan knuden måske blive en anelse mindre med tiden.

Har du nogensinde lagt et puslespil, hvor en af brikkerne virker til ikke at høre til noget sted? Hvad stillede du så op med den brik? Man kan forsøge at klippe den til, sådan at den med nød og næppe kan presses ned i en ledig plads. Ikke at det ville være en god løsning, for farverne og motivet ville afsløre den vildfarne brik. Og hvad har det så med mig at gøre? Jo, jeg har altid følt mig som den puslespilsbrik, der ikke passer ind nogen steder. 

Jeg kan godt – jeg skal bare have én chance til 

En gruppe teenagere er samlet omkring et bål i den svenske skov. De er netop blevet færdige med at sætte de telte op, som de skal sove i. Det kunne næsten være en scene fra en film. Sådan føles det. Som om jeg er en usynlig tilskuer til det, der sker omkring mig. Overvældet og misundelig. En af drengene sniger sig ind på en af pigerne, som er i optaget af en samtale. Han griber fat om hende med et brøl, hvilket udløser et skrig fra hende, efterfulgt af høj latter fra dem omkring hende. Man skulle ikke tro, de kun havde kendt hinanden en uges tid. Hvordan er de allerede blevet så tætte? Og hvorfor er jeg endnu ikke blevet det med nogen? Håbefuld tilslutter jeg mig rundkredsen. Men det er, som om alle interaktioner fortsat foregår hen over hovedet på mig. Som om jeg lige så godt ikke kunne være her. Måske de ser mig, hvis jeg blender ind med dem ved at imitere deres adfærd. Jeg forskrækker en af de andre piger, men denne gang tager ingen notits af det. Hvorfor er det anderledes, når jeg gør det? Hvad er det, jeg gør forkert? Måske jeg skal ændre taktik – men til hvad har jeg ingen idé om. Det eneste, jeg ved lige nu, er, at jeg er helt alene, selvom jeg er omringet af mennesker. Så jeg trækker mig for at gå en tur. 

Sådan husker jeg min introtur i gymnasiet. Som den første gang hvor jeg for alvor fik en forståelse af ensomhed. Og desværre var det en god indikation på, hvordan min dagligdag kom til at se ud. Der var ikke ét stort fællesskab i klassen, men mange små grupperinger, og jeg formåede aldrig at få en fod indenfor i nogen af dem. Jeg følte ellers virkelig, jeg prøvede. Introturen fik mig nemlig ikke til at miste håbet, tværtimod. Måske hvis jeg snakkede mere. Måske hvis jeg fulgte med i den serie, de andre snakkede om. Måske hvis jeg begyndte at spille det videospil, de var optagede af. Puslespilsbrikken blev hele tiden klippet lidt til, men lige lidt hjalp det. Det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne snakke med de andre. Men det forblev overfladisk, og jeg higede efter at skabe dybe relationer. For mig var det at have tætte venskaber nemlig blevet succeskriteriet for at lykkes som menneske. Hvis jeg fik det, ville jeg langt om længe blive en af de ’normale’. 

Som 5-årig blev jeg diagnosticeret med atypisk autisme og begyndte i specialklasse allerede fra 0. klasse. I min fritid gik jeg i to klub-aktiviteter for folk med autisme, og i 6. klasse skiftede jeg specialklassen ud med en specialskole for børn med autisme og Aspergers. Jeg tilbragte med andre ord størstedelen af min tid med folk med samme diagnose, som jeg selv havde. Noget, der imidlertid kun gjorde det sværere for mig at spejle mig i den. Min autisme ligger nemlig i den mildeste ende af spektret, så jeg mødte ingen autister, der mindede om mig selv. Derfor begyndte jeg gradvist at distancere mig mere og mere fra diagnosen. Jeg følte jo godt, jeg kunne være normal. Jeg kunne godt være social ligesom neurotypiske mennesker – det var bare ikke behageligt, fordi jeg brugte enormt meget energi på at afkode, hvordan jeg skulle agere for at passe ind i sociale sammenhænge. Så min konklusion blev, at jeg bare måtte finde en måde at gøre det rart for mig selv. Jeg skulle bare øve mig. Jeg skulle bare lære at tilpasse mig. Selvom jeg blev opfordret til at søge ind på et gymnasium for unge med autisme og Aspergers, valgte jeg derfor i stedet at søge ind på Rungsted Gymnasium – et helt almindeligt ét af slagsen. 

Da jeg startede, overvejede jeg ikke engang at fortælle mine klassekammerater om min diagnose. Den føltes som en skamplet, der ville sikre, at jeg aldrig ville nå mit mål; at blive opfattet som en af dem. Jeg overbeviste mig selv om, at det var unødvendigt, eftersom jeg snart ville blive ”kureret”. Jeg havde nemlig sat mig for, at jeg ville rediagnosticeres. Denne proces bestod blandt andet af en masse samtaler med forskellige fagpersoner. Det føltes, som om den ene af dem gav mig modstand ved at trykteste mine egne holdninger til mig selv, hvilket underligt nok var meget rart. Når du lever på den her måde, er du så sikker på, at du ikke er autist? På sin vis et provokerende spørgsmål for en, der var så skråsikker, som jeg var, men dét og lignende spørgsmål satte gang i nogle sunde refleksioner. Hele processen – som endte med, at atypisk autisme blev erstattet med Aspergers – fik mig til at indse, at der var noget anderledes ved mig. Det tog mig dog tid at acceptere, at Aspergers var forklaringen, og ikke for eksempel social angst, som jeg ville kunne træne væk. 

Sideløbende med rediagnosticeringen deltog jeg på en sommercamp, som virkelig rykkede ved min selvopfattelse. Her fandt jeg en gruppe, som jeg følte mig accepteret af på en måde, jeg ikke havde oplevet før. For første gang følte jeg, at jeg havde en flok, hvor jeg hørte til. Noget, der både fik mig til at erkende og acceptere, at jeg ikke passede ind med dem fra min gymnasieklasse. I denne flok var der en, jeg kendte fra tidligere. Han gik på bioteknologi-linjen, ligesom jeg selv, men på Nærum Gymnasium. Noget, der ud fra hans beskrivelser var en meget anden og mere positiv oplevelse end min egen. Derfor valgte jeg at prøve lykken her, da jeg skulle starte i 3.g. 

Sammenholdet var ikke lige stærkt blandt alle, men man kom trods alt hinanden mere ved, end jeg var vant til. Men endnu vigtigere, så var der et mindre fællesskab, der havde plads til mig – på trods af at de havde kendt hinanden i to år og efterhånden var ret sammentømrede. Og endda selvom de kendte til min diagnose, som jeg havde fortalt dem om, den dag jeg startede, på opfordring fra dem der havde diagnosticeret mig. Jeg blev inviteret med til diverse sociale sammenkomster. Cafébesøg. Filmaftener. Kulturnatten. Det føltes som en ære at blive lukket ind i det fællesskab. Som om jeg endelig var god nok. 

Jeg orker sgu ikke mere 

Forbipasserende vil nok nemt kunne forveksle vores forstander med en form for turguide. Det er i hvert fald den association, jeg selv får, mens han guider os rundt på Flensborg Havn. Idet vi spadserer langs kajen, betragter jeg, hvordan de fleste følges i små klynger og snakker indimellem forstanderens beretninger om det danske mindretals historie. Jeg går endnu en gang rundt for mig selv. En form for deja vu. Jeg kan nok godt finde en gruppe, jeg kan hægte mig på. Men hvorfor bliver jeg ikke inkluderet per samme automatik som de andre? Hvorfor er det altid mig, der skal komme til dem? Hvis bare den energi, jeg lagde i det, så gjorde en forskel. Men jeg starter fra nul hver eneste gang. Hvorfor skal jeg tvinge mig selv til ting, jeg egentlig ikke har lyst til bare for at socialisere med nogen, som ikke viser samme interesse for mig? 

Mit højskoleophold blev ikke sådan, som jeg havde håbet. Det var noget, jeg havde fået tilskud til fra kommunen efter gymnasiet for at træne nogle af de ting, hvor jeg var udfordret på grund af min Aspergers. Desværre føltes det, som om at min fortid gentog sig. Det var svært at komme ind på livet af folk, og det var næsten altid mig, der skulle tage initiativ. I lang tid accepterede jeg det. Men på en fællestur til det nordlige Tyskland, fik jeg nok. Noget, der nok bundede i det store pres, jeg havde lagt på mig selv i gymnasiet, som jeg kun lige havde lagt bag mig, da jeg startede på højskolen. 

For selvom jeg blev inkluderet i et fællesskab i den nye gymnasieklasse, havde jeg stadig en følelse af ikke at passe ind. Det at opbygge og bibeholde venskaber var stadig meget energikrævende for mig. I timerne var det nemt nok at konversere med de andre, for der var emnet for samtalen givet på forhånd. Men når der bare skulle smalltalkes, blev jeg i den grad sat på prøve. Det betød, at jeg altid var ængstelig op til pauser, og at jeg ihærdigt forsøgte at fikse mig selv, fx ved at tage onlinekurser, der hævdede at kunne give mere social selvsikkerhed. Jeg var hverken alene eller usynlig længere, som jeg ellers havde følt mig i min tidligere gymnasieklasse, og derfor blev det endnu vigtigere for mig at lukke den usynlige kløft mellem mig og mine nye venner. 

Mit store fokus på selvudvikling blev for stor en mundfuld. Det er svært at beskrive, hvad der præcist skete, men jeg ser det selv som en minidepression, der ramte mig, knap et halvt år inde i det sidste gymnasieår. Med ét fremstod alting håbløst, og jeg havde pludselig et meget negativt mindset. Noget jeg havde enormt svært ved at forstå. Jeg havde aldrig haft så mange relationer. Og alligevel havde jeg heller aldrig været så mørkt et sted mentalt. Min mor blev bekymret for mig og undersøgte derfor forskellige tilbud og faldt her over Ventilen. Pudsigt nok gik tungsindet hånd i hånd med, at jeg havde lettere ved at sætte gang i ting, fordi jeg havde så stor motivation for at få mig selv ud af den tilstand, jeg var havnet i. Så jeg tog til det, der skulle blive det første af mange arrangementer i Ventilen. Og på den måde fik jeg igen overskud til at være social – indtil jeg på højskolen ikke længere kunne se et formål med det. 

Mine anstrengelser havde endnu ikke ført til de tætte venskaber, jeg søgte, og der var ingen tegn på, at de pludselig ville det. Og al den energi, jeg havde brugt på det, havde drænet mig, hvilket fik den konsekvens, at jeg opgav at engagere mig i det sociale. Jeg trak mig meget. Udeblev fra festerne. Afholdt mig meget fra at deltage i samtalerne, medmindre de andre henvendte sig til mig. Og det føltes ikke ensomt, men faktisk som om en kæmpe vægt løftede sig fra mine skuldre. Som om jeg for første gang i lang tid kunne slappe af. Jeg endte med at stoppe på højskolen 3-4 uger før tid, hvorefter jeg tilbragte de næste 6 måneder i en zombie-lignende tilstand. Hverdagen fik naturligt lidt mere indhold, da jeg begyndte at studere. Dog kun på det faglige plan. Jeg tog hverken med til den indledende ryste-sammen-tur, studieturen eller festerne. Hvorfor skulle jeg det, når det var mere afslappende – og egentlig også mindre ensomt – at være alene? Sådan havde jeg det i lang tid. Men på et tidspunkt begyndte tilværelsen at være meget ensformig, hvilket motiverede mig til langsomt at træde ud ad min komfortzone. 

Nu er jeg så småt på rette vej 

Det ville næsten være nemmere, hvis jeg bare begyndte at festryge. Så havde jeg i hvert fald en undskyldning for at følge med alle de andre. Men der er vel heller intet galt i at ville have lidt frisk luft. I samme sekund vi træder udenfor lejligheden, splitter gruppen op i en masse små klynger. Jeg står alene tilbage. Et sug går igennem min krop. Snakken flyder rundt om mig. Jeg forsøger at lytte med i flere af samtalerne samtidig for at finde ud af, hvilken en jeg nemmest kan træde ind i. Men det er svært at koncentrere mig, da jeg har en følelse af, at jeg hurtigt skal beslutte mig for at undgå, at nogen opdager, at jeg står her for mig selv. Hvad vil de ikke tænke om mig. Hov, hvor kom det fra? Jeg prøver at samle mig selv. Den frygt, jeg er grebet af, er gammel. Den hører ikke til her. 

Det kan være svært at bryde gamle vaner og tankemønstre. Selvom jeg i dag er 28 år og er et helt andet sted i mit liv, kan jeg stadig blive grebet af ængstelighed i sociale sammenhænge. Som om følelser fra fortiden bliver genaktiveret. Derfor kan jeg ikke påstå, at jeg er sluppet fuldstændig af med ensomheden. Men hvor det før var noget, jeg desperat forsøgte at flygte fra, er den nu blot en følelse, der kommer og går, ligesom så mange andre følelser. Den har ikke lige så meget magt over mig længere. 

Jeg mærkede for alvor en forandring, da jeg fik mit første job. Her følte jeg, at jeg fik den chance, som jeg havde forspildt i løbet af min studietid. Jeg fik mulighed for at se mig selv i forskellige situationer med forskellige mennesker, hvilket gav mig en bedre idé om, hvem jeg klikker godt sammen med, og samtidig fuldstændig nedbrød den sejlivede idé om, at jeg skulle passe ind alle steder. Det gik mig ikke længere så meget på, at de relationer, jeg opbyggede til mine kollegaer, var temmelig overfladiske, for det var normalt. Barren for at lykkes socialt var dermed noget lavere, end den tidligere havde været, og når jeg sammenlignede mig med de andre, følte jeg mig derfor mere ligeværdig. Noget, der fik mig til at udvikle en langt sundere mentalitet omkring det. Siden da har jeg gradvist forsøgt at vænne mig af med nogle af mine uhensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre, som går på at presse mig selv til ting, jeg tror, jeg skal. Men selvom jeg har det bedre, har jeg bestemt ikke alle svarene endnu. Jeg har stadig ikke fundet den perfekte balance mellem at lytte til mig selv og at skubbe til mine egne grænser for at udvikle mig. Nogle gange spekulerer jeg stadig på, om jeg kunne gøre det endnu bedre. Og jeg kan tvivle på, at jeg har fundet helt ind til mig selv. Jeg tror endnu ikke, jeg har fundet det puslespil, hvor jeg passer ind. Men jeg er i hvert fald stoppet med at forsøge at lave mig selv om for at passe ind de forkerte steder. Noget af det, jeg har indset, er nemlig, at det, der føltes som kamp mod omverdenen, i virkeligheden har været en kamp mod mig selv.

Det er maj, og jeg har stadig ikke taget julepynten ned. Kalenderlyset er kun nået til den 19. december. Jeg burde snart få pakket det hele sammen, men det er svært at tage sig sammen, når der ikke er andre end mig der ser det. Jeg fylder min tid ud med frivilligt arbejde og tusinde projekter, men indenfor i lejligheden er der stilstand. Jeg kigger væk fra kalenderlyset. Der er stille, men julepynten spøger. Tag dig sammen. Du kan godt. Jeg rejser mig og henter kasserne til julepynten i kælderen. Sætter musik på for at fylde tomrummet ud, for at komme af med følelserne. 

1. Nightmare – Halsey 

Allerede da sangen sætter ind, kan jeg mærke vreden boble. Jeg begynder at tage ting op fra kasserne og sortere, mens jeg sidder på gulvet. Sangen trækker mig tilbage til koncerten. Jeg sidder alene og skriger med, da Nightmare begynder at spille. Tre uger senere har jeg terminsprøver, og de lover, at intet bliver aflyst. Samme dag lukker landet ned, og min verden ramler. Det gik ellers så godt for første gang i mit liv. Jeg har venner og er næsten glad.
Jeg finder dyrefigurerne, som hører til i skålen, hvor der lige nu er et stort rod af små, forskelligfarvede julekugler. Jeg hiver mere ud af poserne. Eksamenerne bliver aflyst, og vi får vores karakterer fra en algoritme. Vi kommer aldrig tilbage. Jeg får hue på i maj sammen med mine venner. I starten af juli får jeg mine karakterer. Algoritmen har forvandlet dem fra adgangsgivende til alt til under middel. Tak. Jeg græder, da jeg ser det og forsvinder ind på mit værelse. Sætter Nightmare på repeat og forsøger at ødelægge min hue. Ingen af mine venner er blevet ramt af algoritmen, tværtimod. Så jeg har min egen ensomme krise i coronakrisen, mens jeg prøver at beslutte min fremtid. No, I ain’t got nothing to smile about. 

2. All Too Well (10 Minute Version) – Taylor Swift 

Jeg trækker vejret. Begynder at sortere julekuglerne efter farver. Der er alt for mange af dem, og sangen er lidt for distraherende. Jeg har lært den udenad. Jeg synger med til mine naboers store fornøjelse. And I might be okay but I’m not fine at all. Jeg skriger med på Fuck the patriarchy. Men jeg ved, at snart når vi til de linjer, der er skyld i, at jeg kan sangen udenad. But then he watched me watch the front door all night, willin’ you to come. And he said, “It’s supposed to be fun turning twenty-one.”
I november bruger jeg den første del af min 21-års fødselsdag på en træningsweekend med en gruppe 12-13-årige, som jeg skal have med til Sverige over nytår (vi kommer aldrig afsted, fordi COVID-19 vender tilbage). De er søde og har en gave med. Den anden del skal jeg bruge med mine forældre og lillebror. Men de er i gang med at renovere hans lejlighed og bliver forsinkede. Jeg når at høre sangen for mange gange og græde, inden de kommer.
Jeg er næsten færdig med at sortere julekugler, og jeg lægger pakkerne tilbage i poserne. Begynder at sætte mine dyrefigurer tilbage på deres plads.
Det var sidste gang, jeg fejrede min fødselsdag med andre. Lidt over to år senere spørger min veninde mig, om jeg ikke snart skal holde fødselsdag. Jeg svarer, at min fødselsdag var for tre måneder siden. Hun siger, at jeg kunne da holde noget i år. Jeg kigger på hende og siger, at vi jo ikke er den slags venner. Hun har heller ikke inviteret mig til sin, og at jeg i øvrigt har fejret min fødselsdag alene de sidste to år. “Hvorfor?” spørger hun. Fordi så har jeg i det mindste selv valgt det. 

3. Lost – Charlotte Sands 

Jeg tager kalenderlyset, smider det ud. Bliver opslugt af sangen og kommer til at tænke på en mundtlig eksamen. Jeg er tilbage i april 2022 og er så stresset over, at jeg skal nå det hele. Jeg bliver ramt af lungebetændelse. I den periode snakker jeg ikke med min mor og er sengeliggende i to uger. I’m still pissed at my parents. Samtidig skal jeg starte nyt job og forsøge at klare mig igennem to kurser, som jeg har misset halvdelen af. I am just a little bit lost. Et gruppeprojekt kommer oveni, og jeg går til eksamen, selvom jeg ikke har kunne nå det hele. Jeg får 7, men bryder sammen. De andre tror, at jeg er sur over gruppearbejdet, og der mister jeg mine sidste studiekammerater. Samme aften ender jeg på psykiatrisk skadestue. Jeg finder drillenissen henne på rækken med cd’er og pakker ham nænsomt ned.
Things will turn out fine, though. Men det gør de ikke. Jeg stopper lige så stille med at komme til undervisningen. Jeg har alligevel ikke nogen at sidde med. 

4. Motion Sickness – Phoebe Bridgers 

Jeg tager mig sammen og begynder at hente julefigurer i køkkenet. Første gang, jeg hører Motion Sickness, er i foråret 2022. Jeg hører sangen så mange gange, at den ender i min Spotify Wrapped. Fell on hard times a year ago. Was hoping you’d let it go and you did.
Jeg er en del af staben på en lejr og møder en leder, der går i en Phoebe Bridgers T-shirt. Da hun har et sammenbrud, er det Phoebe Bridgers, vi snakker om. Senere er lederen med til at give mig et sammenbrud. I can hardly feel anything, I hardly feel anything at all. Jeg ligger alene på et gulv og river mig i armene for første gang i næsten 10 år. Mine arme er røde flere dage efter, men jeg får med nød og næppe kravlet igennem den sommer, måske mest fordi jeg har fyldt den med Tour de France, sommerlejr, et sommerkursus, en solotur til Budapest og en psykiatrisk udredning. I have emotional motion sickness. Jeg har ikke så meget tid til at tænke. Julefigurerne er pakket væk, og det samme er mine følelser.

5. Monica Lewinsky – UPSAHL 

Jeg tillader mig selv at tage en pause fra oprydningen. Det er tid til at danse, bare lidt. Jeg hører denne her sang alt for mange gange på soloferie i Tyrkiet. Jeg tager afsted for at komme væk fra det hele. I wanna make, wanna make history. Mit bachelorprojekt bliver til en længere seance end planlagt. Det holder hårdt, og jeg skriver alene. Da jeg stadig er i laboratoriet, praktiserer en af mine vejledere at fortælle mig, at nu spiser han frokost, og jeg skal huske også at spise. Han spørger bare aldrig, om jeg kunne tænke mig at spise frokost sammen med ham og resten af forskningsgruppen.
Så jeg tager væk, til solskin og bottomless Cola Zero ved stranden i Tyrkiet. Jeg læser ti bøger, der intet har at gøre med mit projekt, og skriver løs. Det bliver til et bachelorprojekt i sidste ende og et sammenbrud efter mit forsvar foran mine vejledere og censor. But when’s the last time you saw a popstar spiral? Jeg fejrer det kun med at tage hjem til mine forældre. Jeg danser henimod vinduet. 

6. Crowded City – Black Honey 

Jeg begynder at binde snoren med plastikæbler og kanel ned fra gardinstangen. Kigger ind i den lukkede persienne. Måske skulle jeg trække den fra? Jeg kravler ned og drejer persiennen, så lyset fra gaden kommer ind.
Jeg kigger ud ad vinduet og stiller mig selv spørgsmålet fra sangens omkvæd. Have you ever been alone in a crowded city? Jeg tror aldrig, at jeg ikke har været alene i København. Jeg kigger ned på gaden og ser alle de andre leve deres liv. Cykle hjem fra arbejde. Gå med en barnevogn. Holde hånd med kæresten. Snakke med en ven. Her klokken to om natten føler jeg mig kun endnu mere alene. Der er en anden verden for mine fødder. Én jeg aldrig er blevet en del af. Jeg kigger væk fra vinduet og bliver ved med at pakke ned. 

7. Cognitive Dissonance – Sophie Holohan 

Der er stadig julepynt i min bogreol. Jeg tager det ned, men bliver distraheret af min lille stak af notesbøger. For et halvt års tid siden gik det op for mig, at jeg er kommet til at skrive en digtsamling til. There’s weightlessness in fantasy. Life’s heavy, but it’s gravity. Den begynder sit liv på et poesirefugium på Ungdomsøen. Vi skriver en antologi om ungemagt og afmagt. Jeg føler mest afmagt. Jeg skriver om samfundssorg. En tilstand jeg har været i, siden jeg var 16. En af de andre poeter snakker om sine planer om at læse kognitiv psykologi. Det eneste, jeg kan tænke på, er sangen Cognitive Dissonance, som jeg har hørt lidt for ofte på det seneste. Cognitive dissonance. Get too close - build a wall. Miss a friend? Never call. En anden deltager er en klassekammerat fra gymnasiet, og to til dukker op til vores fernisering for at se hende. When I lie up at night. Truth isn’t hard to find. Wake up and live with it. Hvor ville jeg ønske, at nogen var kommet for at se mig. 

8. Stop Feeling – The Aces 

Det sidste, jeg mangler, er dekorationerne i entreen. Det var måske lidt dumt at begynde på det her så sent om aftenen. Det sætter for mange tanker i gang. Efter bacheloren beslutter jeg mig for, at jeg skal være et nyt menneske. Stay up on a Friday night. Got nowhere to go. Jeg skal gå til koncerter igen. Jeg skal møde op til forelæsningerne på kandidaten. Jeg starter på den et halvt år før min årgang. Jeg har efter 11 år forladt en ungdomsorganisation, der har formet mit liv. Hvad skal fylde tomrummet ud? Alt andet end ensomhed. Jeg henter min adventskalender. Folder mit navn sammen. 

Jeg bliver uddannet verdensmålsambassadør. Har to koncerter ugen efter. Klimafolkemødet, Kulturmødet og introdag på kandidaten. Jeg tager hjem til mine forældre på weekend. Der er tradition for at se VM i landevejscykling. Min lillebror tager hjem om søndagen efter løbet. Jeg bliver til mandag, da det passer med, at jeg kan besøge en veninde, jeg ikke har set i flere måneder, på vej hjem. The days that go on and on. I don’t wanna believe it. Jeg snakker med min mor og er ved at tage sko på, da vi kan høre, at der er noget galt med min far. Vi løber ind i stuen. Min far er blå i ansigtet og trækker ikke rigtig vejret. Min mor og jeg kigger på hinanden, vender ham. Jeg løber ud efter min telefon. Ringer 112. Jeg starter bare med, at jeg skal bruge en ambulance nu til denne adresse. Min far trækker ikke vejret. Vi giver hjertemassage. Redderne kommer. Jeg panikker først, efter de kommer. Jeg løber ind til naboerne og spørger, om de kan passe hunden. Min far har fået hjertestop. Mine sokker er gennemblødte, og jeg ringer til min veninde for at sige, at jeg ikke kommer. Der er gået ni minutter, fra jeg står og tager sko på, til jeg har lagt på til min veninde. I don’t know how to stop this feeling, so I’m gonna stop feeling.
De sidste ting bliver pakket ned. Der ser så tomt ud uden juledekorationerne. Sådan ryger den gode start på kandidaten. Min far får endnu et hjertestop på hospitalet om onsdagen. Han overlever. De to koncerter virker ikke så vigtige længere, men min mor siger, at jeg skal tage afsted. Han dør alligevel, om jeg er der eller ej. Jeg tager til The Aces om torsdagen, MUNA og boygenius om søndagen. Jeg tager afsted på Folkemødet Møn, Kulturmødet og Klimafolkemø det. Begynder på fuldtid på kandidaten. Dropper at møde op til forelæsningerne efter den første uge. Jeg kan ikke overskue det. I’ve been counting stars, this world keeps on breaking my heart. I don’t know if I can do it again. Jeg klarer mig gennem kurserne og siger til mig selv, at det er okay at trække vejret. Jeg starter på deltid og er det stadig. 

9. Don’t Tell My Mom – Reneé Rapp 

Jeg løfter juledekorationerne og begiver mig ned ad trappen. Da sangen begynder, lige som jeg når kælderen, får jeg tårer i øjnene. Første gang jeg hørte den, føltes det, som om jeg selv kunne have skrevet den. Jeg synger med på omkvædet nede i kælderen. So, don’t tell my mom, I’m fallin’ apart.
De fleste dage snakker jeg ikke med andre end hende. Men jeg fortæller hende aldrig, hvor dårligt jeg egentlig har det. Da hun var på besøg i efteråret sammen med min far, videregav hun et råd fra sin psykolog. Når du bliver ked af det, så tænk på et tidspunkt, hvor du var rigtig glad. Hun får mig til at bryde sammen med det råd. Jeg kan ikke huske, sidste gang jeg var glad. Jeg synger de sidste linjer. So, don’t tell my mom, she’s wearin’ my heart. Her daughter might cry, but she’ll be alright.Klokken er to om natten, og playlisten er løbet tør for sange. Jeg begiver mig op ad trappen og op til stakken af notesbøger, der indeholder fem linjer, jeg skrev, da jeg var 16.