FATAMORGANA

Et

Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
  Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
  At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
  Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
  Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
  Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
  En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode. 

To

Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
  Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
  Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
  Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
  Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
  Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
  Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise. 

Tre

Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
  Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
  Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
  På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
  Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
  Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs. 

Fire

Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
  På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
  I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
  Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor. 

Fem

Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
  Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
  Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
  Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
  Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
  Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
  Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
  Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.

   “De er ved at rydde vores lejlighed?”
  “Hva’? Hvem?”
  “Kongens foged og politiet. Skynd dig at komme hjem!”
  “Hva’ mener… ”
  “Skynd dig nu bare hjem!” sagde min roomie og lagde på.
Med et bankende hjerte og et “Jeg er nødt til at ordne noget derhjemme” til chefen, løb jeg ned til bussen. Vejen hjem, som jeg havde kørt så mange gange, føltes uendelig lang, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.
  Kunne det virkelig være rigtigt? Vi havde jo boet der i halvandet år. Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvad skal vi gøre nu? Hvor skal jeg så sove i nat? Kunne den bus ikke køre lidt hurtigere? Skal den stoppe hver eneste gang?
  Da jeg endelig nåede hjem, fandt jeg ud af, at det var rigtigt nok. Min roomie stod ude foran lejligheden med to poser. De vigtigste af mine og sine egne ting, han nåede at få med.
  Han havde haft et kvarter til at pakke det ned.
  Det var en meget lille lejlighed, faktisk en etværelses i to etager. Jeg boede nederst lige ved siden af tekøkkenet, og min roomie boede øverst, hvor badeværelset også var. Vi hyggede os alligevel sammen og blev gode til at rumme hinanden. Det viste sig, at vores udlejer havde brugt vores husleje på stoffer, og han også havde misbrugt min roomies cpr-nr. til at købe mobiler på afbetaling i hans navn.
  Jeg er glad for orden og struktur, så min roomie kunne fremvise en mappe med alle kvitteringer for fogeden, hvor han kunne se, at vi altså havde betalt huslejen. Men vi havde ingen rettigheder, for vores lejekontrakt viste sig også at være ulovlig.
  Udlejeren havde tømt vores postkasse for alle de advarsler, fogeden havde sendt.
  Så der stod vi. Uden lejlighed og uden tøj, oplader, medicin eller bare en tandbørste.
  Hvor skulle vi tage hen for at spørge om hjælp? Jeg havde ikke lyst til at sige det til min plejefamilie, fordi jeg følte, at det var et nederlag. Jeg havde været vildt stolt af, at jeg uden hjælp havde fundet lejligheden til at starte med, og jeg ville gerne klare mig selv. Det var ikke en mulighed for mig at bo hos min biologiske mor. 

For ressourcestærk til en bolig 

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen for at bede om hjælp. I desperation foreslog jeg, at vi kunne tage ind til et jobcenter, der på det tidspunkt lå inde ved Dybbølsbro. Der tog vi hen, for vi vidste, at kommunen har rådighed over nogle boliger i forskellige foreninger. Vi håbede, at de om ikke andet kunne hjælpe os videre.
  Jeg kom ind til en sagsbehandler på et kontor og satte mig over for hende ved et skrivebord. Jeg forklarede det hele. Men det gik hurtigt op for mig, at der var nogle meget rigide regler for, hvem der kunne få hjælp.
  “Er du kriminel?”
  “Hvad? Nej! Jeg er studerende og har et arbejde.”
  “Har du et stofmisbrug?”
  “Nej.”
  “Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”
  Jeg gik helt i stå. Jeg kiggede på hende, hun kiggede ind i skærmen. Det gik op for mig, hvad det betød. Jeg samlede alt mit mod, og pludselig kom det hele ud på én gang. Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan få hjælp til en bolig? Jeg har et job, som trykker og er under uddannelse som grafisk tekniker på Teknisk Skole. Jeg gør alt det, som samfundet har bedt mig om. Altså hvor skal jeg tage hen?” Mit hjerte bankede. Hun kiggede på mig, nikkede og sagde: “Det var da skrækkeligt, men…” og talte igen om reglerne. Jeg kunne simpelthen kun få hjælp, hvis jeg var kriminel eller misbruger. Det ville jo være grotesk som tidligere plejebarn at gå den vej. Hele mit liv har jeg kæmpet for, at jeg ikke vil ende ud som den mand, der var skyld i, at jeg endte i pleje.
  Min respekt for velfærdssamfundet, som jeg ellers altid er blevet opdraget til at kunne stole på, led et knæk den dag. Jeg er vokset op i en skøn plejefamilie, som ser mig som deres egen søn og lillebror, og de har sørget for, at jeg blev et godt menneske. Min plejefar arbejdede for Dansk Røde Kors, og hele min plejefamilie, som består af mine plejeforældre og seks søskende, har altid engageret os i nødhjælp og medmenneskelighed. Da han var i live, boede vi i Afrika i tre år, og vi samlede ind stort set hvert år.
  Sagsbehandleren holdt fast i, at hun altså desværre ikke kunne hjælpe mig med en bolig. Min roomie havde fået samme besked. 

Mit liv i en rygsæk 

Hvor skulle vi så tage hen?
  Det var ved at blive sen eftermiddag, og vi trængte til at sidde lidt ned og samle tankerne. Vi startede på Hovedbanegården, købte en sixpack og satte os til at ringe til vores venner.
  Første nat sov vi hos en, vi kalder Mikkel. Det var rimelig tæt. Vi sov tre mænd i en etværelses lejlighed på tyve kvadratmeter. En på sofaen, en på gulvet med håndklæder, tæpper, og hvad han ellers lige havde, og Mikkel i sin seng.
  Vi var rimelig meget hos ham, og ellers tog vi til fester, hvor vi blev til den lyse morgen, så det blev naturligt at spørge, om vi kunne blive og overnatte. Så havde Mikkel også noget mere plads til sig selv.
  Min roomie og jeg rendte meget rundt sammen og mødtes, når jeg havde fri for at finde ud af, hvor vi skulle sove og spise.
  Jeg købte min Eastpak-rygsæk, hvor jeg kunne have min computer, mit pas og lidt tøj. Jakken havde jeg tit på. Også når det var varmt. Hele mit liv var i den rygsæk, så jeg havde den hele tiden i baghovedet og slæbte den med mig rundt, hvor end jeg gik.
  Det var en lettelse, når Mikkel en gang imellem lånte mig sin ekstranøgle, når jeg havde sovet der, for så kunne jeg lade min Eastpak blive i hans lejlighed, mens jeg var på arbejde, eller hvis jeg havde en aftale.
  En nat var der brand i en grillbar, der lå ved siden af Mikkels lejlighed, og brandvæsnet bankede på og bad os om at komme ud med det samme. Jeg var blevet så vant til hele tiden at passe på den rygsæk, at jeg løb ind efter den og smed den på ryggen. En dag fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg havde mistet min lejlighed. Jeg havde vist været ukoncentreret og uden at tænke over det haft det samme tøj på nogle dage i træk. Så da hun spurgte mig, om alt var okay, røg det bare ud af mig.
  Jeg kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun virkelig ikke måtte fortælle det til nogen af de andre på arbejdet. Det lovede hun mig. Dagen efter havde hun taget en pose af sin søns tøj med.
  Efter et stykke tid kunne min roomie flytte tilbage til sine forældre, som boede langt væk fra København. Nu var det bare mig. Jeg var glad på hans vegne, men samtidig stak det i maven.
  Vi kendte jo hinanden så godt, og det var trygt at have én at dele hverdagen med. Men jeg må indrømme, at det også havde sine fordele. Det var nemmere at blive og sove i vennernes små lejligheder, når det kun var mig. Samtidig krævede det meget af min energi at tænke på, om min makker nu havde det godt, og vi skulle være enige om, hvor vi tog hen. Det var lettere bare at fokusere på mig selv og min egen svære situation.
  Jeg skrev mig op gennem diverse boligsider. På grund af min oplevelse med privat udlejning ville jeg ikke det igen. Jeg så derfor heller ikke et kollektiv eller et værelse hos andre som en mulighed for mig.
  Lejligheden skulle være igennem et boligselskab. Studiebolig gav ikke mening, fordi jeg snart ville være færdig som studerende, og jeg ville før eller siden stå i samme situation.
  Jeg var afhængig af, at jeg kunne komme relativt nemt til København, men jeg havde bestemt ikke holdningen, at boligen skulle være i brokvarterne eller på Frederiksberg. Hillerød, Køge og Frederikssund var også med på listen, for jeg kunne jo tage S-toget.
  Men uanset, hvor jeg kiggede, var der mange års ventetid, fordi jeg ikke havde nogen anciennitet.
  Jeg mødte op på alle mulige boligkontorer for at tale om muligheden for at komme på akutlisten. Der måtte da være en eller anden måde, hvor jeg kunne komme op ad listen, når jeg decideret stod boligløs. Men nej. Regler var regler, og der var ingen hjælp at hente.
  Som tidligere plejebarn var jeg i efterværn i en anden kommune. At være i efterværn betyder, at man får støtte og hjælp til voksenlivet.
  Man bliver tilknyttet en sagsbehandler, som blandt andet skal hjælpe med ungdomsuddannelse, bank og bolig. Når det fungerer, er tilbuddet rigtig godt, men i mit tilfælde fik jeg en ny sagsbehandler så mange gange, at de aldrig rigtig lærte mig at kende.
  Da jeg tog derop, var det igen en ny sagsbehandler. Han mente, at min plejefamilie skulle have skrevet mig op til boliger. Der var heller ingen hjælp at hente der. Igen var reglerne rigide og ovenikøbet i et tilbud, der er sat i verden for at støtte unge som mig.
  Ikke alene var det fysisk og mentalt hårdt at stå boligløs. De mange afslag begyndte også at slide på mig, og jeg brugte al min energi på at prøve at lade være med at vende det indad.
  Jeg var meget afhængig af, hvad der passede mine venner. Jeg havde min faste, on-and-off-aftale med Mikkel om at være hos ham. Men nogle dage, når jeg kunne mærke på både mig selv og ham, at jeg havde været der meget, tog jeg min Eastpak på ryggen og spurgte andre venner, om jeg kunne være der.
  Jeg søgte indimellem også ud på Christiania. Der var som regel nogle mennesker på alle tidspunkter af døgnet, jeg kunne snakke lidt med. Så glemte jeg min svære situation og kunne tænke på noget andet i en stund. Der var et sammenhold derude, som jeg ikke oplevede i systemet. En enkelt gang var der en mand derude, der ikke ville lade mig betale for en pandekage og en kop kaffe.
  Dagene flød meget sammen og gik med mange af de samme ting som alle andre – skole og arbejde. Men jeg havde også hele tiden i baghovedet, hvor jeg skulle sove den nat, om jeg mon med lidt held kunne få et bad og låne en vaskemaskine. Eller om der mon var en fest, hvor jeg kunne være med, så jeg kunne sove på sofaen. Om jeg kunne besøge plejefamilien eller nogle venner. Sådan gik dagene. 

Min egen lejlighed 

En dag fortalte jeg min plejemor om situationen. Jeg havde været lidt nervøs for at sige det og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det hele – hvor mange detaljer, og hvordan hun mon ville tage det, at jeg ikke havde sagt det før. Men da jeg havde fortalt hende det hele, lettede det enormt meget.
  En dag sagde jeg det også til et par af mine kollegaer, som jeg talte ret godt med. Vi var i enerum, og jeg sagde, at hvis jeg havde virket træt, eller som om jeg ikke rigtig havde lyst til at tale i et stykke tid, så var det, fordi jeg stod uden bolig.
  Heldigvis gjorde jeg det, for faktisk kendte en af dem til en boligforening, jeg ikke havde hørt om før. Han foreslog, at jeg prøvede at tale med dem.
  Min plejemor og jeg tog derop.
  Vi forklarede min situation, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået hjælp tidligere. De ville gerne hjælpe og havde faktisk en lejlighed ledig, som jeg kunne leje. Min plejemor hjalp med depositummet, og to dage senere stod jeg med nøglerne i hånden til min lejlighed, hvor min kæreste og jeg stadig bor i dag.
  Da jeg fik nøglerne, var det første, jeg gjorde at låse døren og sætte mig ned og græde. Det var ikke til at forstå, at den var min.
  Det var godt nok en enorm slidt lejlighed. Gulvbrædderne var ved at falde af, og linoleummet var ved at slippe gulvet op i køkkenet. Den var uden komfur og køleskab, og de ekstremt gule vægge farvet af nikotin fulgte også med. Men det var lige meget, for kampen for tag over hovedet var endelig slut.
Jeg kunne stå på egne ben, og jeg var ikke længere nødt til at holde en facade oppe eller afhængig af, om en anden ville have mig boende. Jeg kunne begynde at fokusere på, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig godt kan lide at lave.
  Jeg følte, at jeg havde fået noget, jeg kunne bygge videre på. 

Den nye start 

Det tog faktisk lidt tid at finde mig til rette i min nye lejlighed, selvom jeg var ovenud taknemmelig for den. Mine oplevelser på gaden sad stadig i mig, og oveni det var der dårlig ledelse på mit tidligere arbejde. Jeg havde været rigtig glad for min tidligere chef, men da han gik på pension, fik jeg en ny chef. Han var skyld i et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, hvor hver dag var en dårlig dag, og jeg blev bange for at møde op.
  Min tid som boligløs havde lært mig vigtigheden i at række ud til andre. Jeg tog til min læge, som sygemeldte mig, og jeg fik hjælp fra min fagforening til at komme væk fra firmaet.
  Efter lidt tid fik jeg det bedre, og i dag arbejder jeg et andet sted.
  En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et projekt, der hed ’’Ung mellem anbringelse og eget hjem’’, som var et samarbejde mellem SUS og Bikubenfonden. Vi, der medvirkede, var alle sammen tidligere anbragte og tidligere hjemløse, og vi havde oplevet, at systemet havde svigtet os. Jeg sagde ja til at være med. Det var vigtigt at få min historie ud, og jeg blev lyttet til.
  Det føltes meningsfuldt i første projekt, så jeg var også med i et andet projekt, der hed ’’#STOPHJEMLØSHED – Unges erfaring med hjemløshed’’.
  Vi var 16 personer, der alle sammen har oplevet hjemløshed. Vi fik lov til at få ordet og tale om vores erfaringer og viden: Hvad vi gjorde for at få ly, hvordan vi kom ud af hjemløsheden, og hvad vi følte, at vi kunne have brugt af systemet.
  Vi havde allesammen forskellige baggrunde. Nogen var tidligere anbragte i barndommen som mig selv, og andre kom fra både familier med og uden sociale problemer.
  Senere medvirkede jeg med to andre i en kronik i Politiken. Jeg har blandt andet fortalt min historie i Go’ Aften Live til ansatte hos Social- og Ældreministeriet og i et interview på Folkemødet på Bornholm og mange andre steder. 

Jeg vil bryde tabuet 

Vi har nogle fantastiske organisationer, som sætter fokus på hjemløshed i Danmark. Men jeg lærte først at kende til dem, efter jeg fik en bolig. Det håber jeg, at min historie kan være med til at lave om på for andre i den situation, jeg stod i.
  I oktober 2021 var jeg sammen med nogle af de andre unge fra Hjem til Alle-alliancen med til at fejre regeringens boligudspil “Alle skal have et hjem – en vej ud af hjemløshed”.
  I det nye udspil afsætter regeringen penge til boliger efter Housing First-princippet, som er blevet indført med stor succes i Finland.
  Det er en ære at få lov at være en del af disse projekter og være en stemme for andre unge, som har oplevet hjemløshed, eller som er på vej ud i det. Egentlig er jeg ret introvert. Jeg foretrækker ofte en fredag aften hjemme på sofaen end på en bar, og jeg nyder det mere stille liv med faste rutiner.
  Det passer måske ikke på billedet af, at jeg tager rundt i hele landet og fortæller min historie. Det kommer aldrig til at falde naturligt for mig at stille mig op foran mange mennesker foran et kamera eller at tale med højtstående politikere. Men jeg gør det, fordi det er vigtigt. Jeg lader heller ikke min ordblindhed stoppe mig fra at fortælle min historie her. Mine oplevelser har formet mig som menneske, og i dag står jeg ved min historie. For det var ikke mig, der fejlede, men systemet, der svigtede mig, da jeg havde allermest brug for det.
  Det sidder stadig i mig, at jeg har oplevet hjemløshed. Jeg har siden smidt min Eastpak ud, men har købt en ny, der står pakket i mit skab med de vigtigste ting: lidt tøj, et tæppe og mit pas. Den er nødt til at være der.
  Jeg håber på, at Housing First-princippet også bliver praksis fra nu af herhjemme i Danmark, så folk, der virkelig har brug for det og står uden nogle andre muligheder, kan blive tilbudt en bolig. Tænk, hvis sagsbehandleren på jobcentret dengang havde sagt til mig “Vi har en bolig, du kan flytte ind i med det samme”.

Mine hænder dirrer, da jeg er på vej ind i opgangen til det grønne højhus. Elevatorturen op til 6. etage har aldrig føltes længere. Det velkendte pling fra elevatoren runger, og jeg træder ud på den korte gang. Jeg åbner døren til lejligheden, hvor luften er tyk af røg.
  Der kører et program om fuglelivet langs Islands kyster på den nye fladskræm. I den splinternye grå sofa sidder min far med en Harboe Classic i den ene hånd og en joint i den anden. Askebægeret på bordet foran ham er fyldt til kanten med cigaretskodder. Igen mærker jeg den lille rysten i mine hænder og i mine knæ. Jeg har lovet mig selv ikke at sige noget. Jeg har lovet Karolines mor, at jeg ikke ville sige noget til ham. Ikke i dag. Ikke endnu.
  Og det går godt; jeg har været hjemme i flere timer uden at sige noget. Det er først, da jeg hører en misfornøjet mumlen fra den grå sofa, at filmen knækker. ”Hvad?” spørger jeg ham, men jeg ved præcis, hvad han mumler. Han taler om penge. Igen.
Jeg står og kigger på min fordrukne, arbejdsløse far i sin spritnye sofa foran sit funklende nye fjernsyn og hører ham brokke sig over, at jeg ikke betaler husleje, nu når han ikke længere får børnepenge. Blodet bruser op til mine ører og kinder, og vreden forvandler sig til tårer i øjenkrogen. Dét, jeg har lovet ikke at sige i aften, snor sig som en giftig slange helt nede fra maven, op gennem halsen og ligger nu lige på tungen. Dét, jeg ikke må sige, er det eneste, jeg kan sige. For jeg ved, hvordan han har købt alle de nye ting. Jeg ved, at han har misbrugt mit kort.
  Jeg ved, at det har lykkedes ham at bruge alt, jeg havde, på kun tre måneder.
  Det vælter ud af mig, og det eneste, jeg kan huske, er ham, der siger: ”Det er mine penge,” og mig der svarer: ”Og du er ikke min far.” Idet jeg siger det højt, ville jeg ønske, at det var sandheden. Det er nemmere at lade, som om han ikke er min far, end det er at acceptere, at han bare ikke opfører sig som én. Vi græder begge to, men han rykker sig ikke. Han bliver sidende i den nye sofa, mens jeg stormer rundt og pakker mine ting. Han prøver ikke at stoppe mig og siger ingenting, før jeg har smækket hoveddøren bag mig.
  Jeg kan ikke huske, at jeg har ringet til Karoline, men det må jeg have gjort, for hendes mor holder og venter på mig, da jeg kommer ned på vejen. Det var hende, Karos mor, der opdagede, at der var noget galt på min bankkonto. Hun har været som en mor for mig, siden Karoline og jeg blev kærester; hjulpet mig med alt fra uddannelse til kontakt med socialrådgivere. Og hun skulle bare hjælpe mig med at få styr på noget i min netbank, præcis som hun plejer, da hun pludselig opdagede, at noget var galt. Jeg havde modtaget 164.000 kr. i livserstatning for min mors død, men da jeg opdagede pengene, var de allerede brugt.
  De næste seks måneder følte jeg mig ikke hjemløs, for jeg boede hos Karo og hendes mor. Karo var min første store kærlighed, men alligevel var jeg hende utro. Fuckede hende op, præcis som jeg har gjort med alle mine andre kærester. Men selvom jeg var dårlig for Karo, tog hendes familie sig altid af mig. Hendes mor betalte mine regninger og tog med mig til møder. Hun tog et ansvar for mig, som jeg ikke har oplevet voksne gøre før. Jeg er Karos mor evigt taknemmelig for at træde til, som den mor jeg altid har haft brug for.
  Mit forhold til min egen mor har altid været tumultarisk. Hendes hjem var fyldt med stoffer, utilregnelighed og en voldelig kæreste. Hver gang vi var der, var det den samme rutine; hendes kæreste tæskede min storebror, vi stak af, flygtede gennem Kastrups gader, politiet fandt os midt om natten og kørte os tilbage til huset. Repeat.
  Det sidste minde, jeg har med min mor, er, fra da jeg var otte år gammel. Vi skulle møde hende på Ryparken Station for at udveksle julegaver. Da min far, bror og jeg ankommer, er der ikke noget spor af hende. Pludselig ser vi en panisk skikkelse ude i det fjerne. En kvinde der løber, mens hun slår om sig med armene. Min mor. Da hun kommer tættere på, kan jeg se, hvordan håret klistrer sig til hendes svedige pande, og hun kan dårligt få vejret. Hun har en ven med, en mand jeg aldrig har set før. Mine forældre når ikke at snakke meget længere end et par minutter, før stemningen føles giftig. Jeg ved ikke, hvad problemet er, men et eller andet er galt. Hun opfører sig manisk, og min bror når hurtigt at række hende de julegaver, vi har lavet i SFO’en, før min far bliver vred og beslutter, at vi skal gå. Vi er kun lige nået over på den anden side af Lyngbyvej, før lydene får os til at kigge os over skulderen. Vi står alle tre forstummet og ser til, mens hun smadrer julegaverne på den anden side af vejen. Én efter én, river hun vores kreationer i småstumper og kaster dem mod jorden.
  Da vi kommer tilbage til gården ved det store lejlighedskompleks, hvor vi boede med min far, sidder hun der. Jeg tror dårligt mine egne øjne, da jeg ser min mor sidde i toppen af legestativet omringet af betjente. Hun ligner stjernen på juletræet, mens betjentene danser rundt og rundt og rundt. Det var dog alt andet end julefreden, der sænkede sig, da hun skreg, at hun elskede mig, før betjentene tvang hende væk fra os.
  Seks måneder senere kastede hun sig selv ud foran en taxa. Det var dagen efter min brors 10-års fødselsdag. På den måde var hun borte fra den ene dag til den anden. Forduftet fra jordens overflade. Lige indtil hun kom spøgende tilbage i mit liv i form af en forsvunden livserstatning og blev anledning til opgøret med min far.
  Og sådan blev jeg hjemløs; ikke fordi jeg, som fordomme ellers kan lyde, var for dum til at tage en uddannelse, for doven til at tage et job eller for dårlig til at undvige et stofmisbrug. Men fordi jeg har fået tildelt en offerrolle, fra jeg var helt lille. Fordi jeg, uden at skulle lyde alt for selvmedlidende, har fuld bankoplade i en dårlig start på livet. 

Som 18-årig trådte jeg for første gang ind på ungdomsherberget Nøjsomhedsvej. Da det gik op for mig, at jeg skulle flytte på herberg, sortnede det for mig. Jeg forestillede mig et snusket, slidt sted, hvor alt blev stjålet, og alle handlede stoffer i hjørnerne. Selvfølgelig ville hjemløse være skumle mænd, der havde monteret en Elefant-øl, hvor deres højre hånd burde være. Måske kunne jeg lige så godt droppe ud af SOPU-uddannelsen med det samme og synke hen i et hjørne i stedet. Til min store overraskelse trådte jeg ind i et roligt hus på Østerbro, hvor alle var lige så forskellige, som du og jeg. Unge mennesker, der alle har hver deres grund til at være der. Og for første gang i mit liv stod jeg i et hjem, hvor jeg følte mig tryg. For første gang skulle jeg ikke frygte, hvilket humør der mødte mig, når jeg trådte ind ad døren. Jeg skulle ikke prøve at gennemskue stemningen ude fra entreen ved at gætte, hvor mange øl der var drukket, baseret på hvor tyk og røget luften var. De voksne ville mig kun det bedste, og det var en helt anden stabilitet, end min far nogensinde havde kunne tilbyde.
  Det ramte mig alligevel hårdt, da han døde. Jeg var lige fyldt 20, da det lykkedes ham at drikke sig selv ihjel; et projekt han ellers havde arbejdet dedikeret på i mange år (jeg plejer at sige, at hans stædighed tog ham i graven). Hans død satte mig helt ud af kurs. I starten lagde jeg min energi i at tage mig af min bror, som var mere sorgtynget, end jeg selv var. Men mit hoved snurrede ud af kontrol, og jeg kunne kun sove hver anden nat. I mellemtiden var det lykkedes Karo og jeg at finde sammen igen, men lige efter min fars død gik vi fra hinanden. Jeg gravede mig selv ned i et hul, der blev dybere og dybere, og jeg fik det dårligere og dårligere. Til sidst blev jeg sygemeldt fra skole, og det ramte mig pludseligt, at sorgen over at miste Karo fyldte mere end sorgen over at miste min far. Jeg begyndte at sove endnu mindre og feste flere gange om ugen. Festerne var min måde at flygte fra problemerne, præcis som jeg altid har set mine forældre bruge stoffer som en flugt fra hverdagen.
  Jeg er altid nervøs, når jeg kommer til den del af min historie, hvor jeg fortæller, at jeg har stiftet bekendtskab med stoffer. Man kan rent faktisk se lettelsen på folks ansigter, når jeg når til stofferne. Som om de endelig kan slappe af, fordi de kan putte mig i den kasse, der passer til deres forestilling om en hjemløs. Aha-oplevelsen viser sig på deres ansigter og lyser hele rummet op. ”Aha, du er jo misbruger!” Måske fordi det er svært at proppe en ung, kvindelig studerende ned i hjemløseforestillingen, ligegyldigt hvor meget man prøver at mase. ”Der må jo være noget selvforskyldt!” Og selvfølgelig er der i enhver historie en masse, der er selvforskyldt, og jeg er fyldt med fejl – men de fleste har intet med stoffer at gøre. Alligevel er det, som om stofferne altid kommer til undsætning og stjæler hele showet. Med mærkatet misbruger er min historie mere spiselig. Så kan alle slappe af. Og selvom jeg aldrig har taget stoffer med ind i hverdagen, føler jeg ofte, at jeg sidder tilbage med en titel som misbruger, blot for at give nogle andre en pause fra følelsen af meningsløshed.
  Men ligegyldigt hvor behageligt det end måtte være at give mig den titel, holder jeg fast i, at jeg aldrig har været misbruger. Jo, stoffer blev en del af min måde at feste på, og festerne blev der også for mange af, men stofferne har aldrig sneget sig med ind i min hverdag eller påvirket min skole. Jeg var uden tvivl på vej ud på et skråplan, hånd i hånd med stoffer og fester, men heldigvis nåede det aldrig så vidt, og jeg fandt kontrollen, før jeg nåede til et misbrug. Men selv hvis jeg havde et misbrug, ser jeg ingen grund til, at det er den del, der skulle blive omdrejningspunktet for min historie. Denne her gang vil jeg selv kontrollere min historie.
  For heldigvis slutter min historie ikke i et mørkt hul med fester og sygemelding. Tiden gik, sorgen blev mindre, og jeg begyndte at træne. Træningen er i dag blevet en uundværlig del af mit liv. Det er en fantastisk måde at bruge min energi på, og det holder mig disciplineret som aldrig før. Og derudover har jeg mødt Sofie. En fantastisk kvinde, som jeg er blevet stormende forelsket i. Den slags forelskelse, der bare bliver ved og ved med at give et sug i maven. Den 27. december 2020 trådte jeg ind ad en tilfældig dør og blev mødt af synet af det smukkeste hår, jeg nogensinde har set. De lange, røde lokker snoede sig ned over hendes smalle skuldre og nærmest omfavnede hendes hals. Hun vendte sig om og kiggede på mig med det smukkeste smil, jeg nogensinde har set. At være sammen med Sofie udfordrer mig og holder min udvikling i gang hver eneste dag, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er den, jeg skal være sammen med for evigt. Jeg har i den proces lært, at jeg har det bedst, når jeg er i et forhold. At være i et forhold giver mig et helt andet overskud, for så skal jeg ikke passe på mig selv for min egen skyld, men for en andens. Jeg er stadig ved at lære, hvordan jeg holder hovedet oven vande, kun for min egen skyld. 

Jeg har boet hos nogle forskellige kærester, siden første gang jeg flyttede på ungdomsherberget, men i dag er jeg tilbage i mit hjem på Nøjsomhedsvej. Og det er dét, som Nøjsomhedsvej er for mig; et hjem. Derfor har jeg det også altid svært med mærkatet hjemløs. For jeg er ikke hjemløs. Eller teknisk set er jeg, men jeg har aldrig set mig selv som hjemløs. Nøjsomhedsvej kunne i mine øjne lige så godt være et kollegie som et herberg. Selvom jeg er glad for at bo her, kan man ikke blive boende på et herberg for evigt, så jeg venter lige nu på at få tildelt en lejlighed.
  Derudover er jeg begyndt at læse til socialpædagog. Jeg ved om nogen, hvor stor en forskel det kan gøre at møde et dygtigt og dedikeret personale. Jeg tør ikke at tænke på, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg havde mødt personale, der så deres arbejde med unge som mere end et job. De kontaktpersoner, der tilføjer stabilitet i et liv af kaos, kan gøre forskellen mellem liv og død, når man er på kanten. Og det er på tide, at jeg bruger mine erfaringer til noget godt. Derfor arbejder jeg også for Hjem til Alle; en organisation, der arbejder på at stoppe hjemløshed blandt unge. Med Hjem til Alle rejser jeg rundt og fortæller min historie i håb om, at det kan være til trøst eller inspiration for andre, der kan genkende sig selv i min historie.
  For selvom min barndom ikke har været under optimale vilkår, og jeg ofte er blevet overvældet af mødet med modgang, er jeg aldrig stoppet med at drømme. Jeg har altid troet på, at jeg ville tage en uddannelse og få det bedste ud af mit liv. Og nu skal det ikke lyde, som om alt er sukkersødt og lyserødt i dag. Det kan stadigvæk skride til tider, og festerne kan tage sit indtog. Min succes er fyldt med fiaskoer, men jeg er sikker på, at det ender lykkeligt, selvom jeg nogle gange tager tre skridt i den forkerte retning. For ligegyldigt hvor sort det hele ser ud, er jeg fast besluttet på, at offerrollen ikke skal følge mig resten af livet. 

‍

Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage. 

Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen. 

Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain. 

Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt. 

Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham. 

Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige. 

Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var. 

Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til. 

Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd. 

Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. 

For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til. 

Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens. 

Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham. 

Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet. 

Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke. 

Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os. 

Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem. 

“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet. 

Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig. 

Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes. 

Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os? 

Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser. 

Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter. 

Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham. 

Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer. 

Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene. 

Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus. 

Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen. 

Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag. 

‍

‍

Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne. 

Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt. 

Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.

De fleste har en generel ide om, hvad ensomhed er, og hvordan den ser ud. Vi opfatter måske følelsen som noget helt konkret, men i virkeligheden kan den være svær at opdage, hvis den ikke er, som vi forestiller os. For ensomheden er nuanceret og giver sjældent mening. Den kender ingen grænser, og hvis oplevelsen først har sat rod, kan den påvirke et helt liv. Så spørger du mig, om jeg er ensom, vil svaret være nej. For følelsen er fjern og uforståelig for mig, og ordet beskriver sjældent mine oplevelser. 

Jeg kan ikke altid genkende ensomhed, men jeg kan genkende svigt, forræderi og ekskludering. For mig er oplevelsen derfor blevet synonym med dybtgående følelser af at blive efterladt og isoleret i min egen fortvivlelse, skyldfølelse og skam. Således synonym med min skolegang, for det er her, min ensomhed sås, vandes og blomstrer. 

Da jeg var barn, ville jeg gerne lege med de andre i klassen, men jeg kunne aldrig helt finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og var irriterende, højrøstet og barnlig. Lille mig var ikke voksen nok for de andre børn – og i folkeskolen, dér er man jo blevet stor. Til gengæld udviklede jeg hurtigt rigeligt af “voksenfølelser”. Plagende følelser af dyb usikkerhed og frustration, for jeg var anderledes og forkert, men kunne ikke forstå hvorfor. Jeg oplevede en voldsom utryghed og skuffelse, som hurtigt blev til tungsindig sorg. Du ved, den slags følelser, som de voksne let kan bestemme, børn ikke har. 

Jeg var et irritationsmoment for mine omgivelser, og, intentionelt eller ej, ekskluderede de mig. Når de andre legede, og jeg gemte mig for mig selv, følte jeg mig så ufattelig alene. Jeg var ked af det og forvirret over det tunge savn, der rungede i mit lille barnehjerte, og manglede desperat en trøstende tilstedeværelse. Men efterladt i glemte sager lærte jeg, at jeg ikke var vigtig. 

Jeg er på lejr med min klasse i Jesperhus. Vi har været sammen alt for lang tid uden pause fra hinanden, og måske netop derfor bliver mobningen så meget værre her. Flere dages ydmygelse i træk og en kommentar og endnu en og endnu en. Så jeg knækker til sidst. Alt i mig råber, at de skal stoppe, og jeg kan hverken holde det ud eller holde min mund, så den råber pludseligt højt. Tilfældigvis sker dette, da vi holder gruppemøde med min klasselærer. Hun har set det hele, og nu kan hun endelig hjælpe mig. Nu kan hun trøste mig. 

Øjeblikkeligt vender hun sig mod mig og udbryder med, hvad der føles som ren foragt, at jeg ikke må bande. Hun siger intet til de andre. Jeg rejser mig, fuldstændig målløs, og går nedslået ind på mit værelse, hvor jeg grædende kan skamme mig. Hun kommer aldrig ind og ser til mig eller trøster mig. Hun siger aldrig nogensinde undskyld. 

Årene gik, men jeg var stadig lige ”barnlig”. Jeg var alt for pjattet alt for ofte, for jeg havde erfaret, at folk bedre kunne lide mig, hvis jeg var sjov. Jeg kunne dog hverken aflæse deres behov korrekt eller regulere min adfærd efter konteksten, så det endte desværre ofte med modsat virkning. Mine jævnaldrende overbeviste mig om, at jeg kun ydmygede mig selv. Det var nemt at bruge min person imod mig, og på den måde lærte de mig, at jeg fortjente både ekskludering og mobning. 

Vi sejler til Bornholm, hvor vi skal på lejrskole. Bølgerne er store, og min balancesans påvirkes så betydeligt, at jorden gynger under mig resten af dagen. Jeg taler om det irriterende højlydt, som jeg altid gør, og mine klassekammerater ser chancen. Kreative, som de er, fortæller de, at det er, fordi Bornholm flyder. Jeg ved, at det ikke passer og modsætter mig stolt. De er vedholdende og påstår, at alle de store ankre i byen holder øen på plads. De lyver; det ved jeg, men det er jo ikke kun én person, der siger det. Det er dem alle sammen, og lærerne bakker dem endda op. De bliver ved, lige meget hvor ofte jeg modsiger dem, så jeg begynder at tvivle på mig selv. 

Samtalen om Bornholm, der gynger, fortsætter hele dagen, og ikke én eneste siger sandheden. Alle som én griner de af mig, så jeg må vel være den dumme, der har misforstået situationen. Jeg deltager og gør grin med min manglende intelligens, for når folk griner, er det fordi, noget er sjovt. 

Mit smil forsvinder i det øjeblik, en af lærerne til sidst fortæller mig sandheden. Jeg siger ikke mere resten af turen.

Det var, som om negative kommentarer altid væltede over mig fra alle kanter. Klassekammerater, parallelklasser og lærere. Lige meget hvad jeg gjorde, var der altid nogen til at kritisere mig og minde mig om, at jeg var til grin. Pinlig. Grim. Dum. Forkert på alle kanter, og min manglende impulskontrol og socialforståelse forhindrede mig i at ændre på det. Det gjorde mig så magtesløs, at jeg blev syg af det. 

Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kun kunne blive misforstået af andre, så med tiden tog jeg uretfærdigheden på mig som et tungt tæppe af paranoia og skam. De hånlige ord var personlige fiaskoer, og med min utilstrækkelighed havde svigt jo altid været at forvente. Mine venner var ikke venner, og jeg kunne ikke stole på nogen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. 

Jeg blev så vant til min sorg, at jeg endte med at negligere den. I stedet for at anerkende og lytte til mine følelser, fratog jeg mig selv en del af min bevidsthed. Så jeg lod paranoia og ligegyldighed slukke min sociale interesse og overbeviste mig selv om, at jeg slet ikke var ensom. For alt det, som jeg dagdrømte om, fandtes jo ikke i virkeligheden, og jeg ønskede langtfra at være en del af det fællesskab, som jeg så omkring mig. At være alene var noget, jeg selv havde valgt, selvom jeg ikke havde andre muligheder. 

Jeg valgte selv at isolere mig, for min angst tvang mig. Jeg var rædselsslagen for at blive ydmyget og sagde så lidt som overhovedet muligt. Alle mine tanker skreg nedladende, at jeg skulle holde kæft, for jeg kunne aldrig gennemskue, hvornår jeg måtte tale, og hvad jeg måtte sige. På den måde kan det godt være, at jeg undgik mobning fra andre, men jeg undgik det aldrig fra mig selv. 

Jo mere paranoid jeg blev, des mere ligeglad og selvisolerende blev jeg. Hvis jeg lukkede af for omverdenen, kunne den jo ikke få fingre i mig. Jeg var bange og sur, og de få, der rakte ud til mig, fik som oftest kun sine fingre i klemme. Så, isoleret og udmattet, mistede jeg mine sidste få online venskaber. Jeg havde ikke mere energi at give dem og tabte min interesse og empati, lige meget hvor hårdt den anden part forsøgte at hjælpe mig. Mit sind var en ond spiral, hvor jeg sårede andre og mig selv, og den resulterende skyldfølelse derfra fremmede kun selvhadets ensomhed. 

Efter lang tids stilhed fra min side rækker min bedste ven ud til mig med en kærlig besked. Som en hjælpende hånd prøver hun desperat at holde fast i alt det, vi betyder for hinanden. Hun forventer ikke noget stort til gengæld, bare et simpelt lille vink tilbage. Vi plejede jo at snakke sammen hver eneste dag. 

Men det er ikke tydeligt for mig. Jeg er alt for aflukket til at opdage hendes hensynsfulde intention og kan ikke værdsætte den. Så beskeden forbliver ubesvaret ligesom alle de andre. Jeg kan umuligt bekræfte hende vores venskab. Jeg har jo allerede ødelagt det. 

Smerterne blev efterhånden så voldsomme, at de overdøvede al fornuft. Fodret af præstationspres udviklede min paranoia sig til tvangstanker og paniske vrangforestillinger, der åd mig op indefra. Det blev så slemt, at jeg til sidst var nødt til at fortælle det til nogen, selvom jeg ikke turde. Jeg havde desperat brug for at stoppe op og trække vejret. 

Jeg har taget mange hårde første skridt for at ende, hvor jeg er i dag. Relativt rask og i social genoptræning. Jeg tager hensyn til mine egne skånebehov og passer på mig selv, så godt jeg kan. Så godt som samfundet tillader mig det. 

Usikkerheden sidder dog stadig i kroppen. Den kommer til udtryk som autoritetsmodstand fra det barn, der engang oplevede så meget kritik, svigt og forræderi fra sine lærere. Og til udtryk som tvivl på mine egne evner og passioner, forurenet af flere års mobning. Som ængstelige spørgsmål, der hænger tungt og kvalmt i luften: Er jeg forkert? 

Min barndoms sociale afsavn har skåret igennem til min kerne og efterladt ridser, jeg ikke kan polere væk. Jeg sliber og pudser dem, men det er hårdt arbejde, for det kommer mig ikke naturligt at være sund og glad. Hver eneste gang, jeg er sammen med folk, er det en udmattende ”to skridt fremad, et skridt tilbage”-proces. Nogle gange lærer jeg nye, behjælpelige teknikker, andre gange glemmer jeg mit værktøj derhjemme. 

Jeg har været sammen med en ven tidligere på dagen, og vi har virkelig hygget os. Alligevel sidder jeg stadig i bilen tyve minutter efter, at jeg er kommet hjem. Min krop føles tung som cement, og tanken om at rejse mig får mig næsten til at græde. Det er, som om alt det dejlige ved dagen er forsvundet, fuldstændig opslugt af en rungende ensomhed, som jeg ellers næsten aldrig bemærker. Jeg føler mig modløs, fortvivlet og helt alene, netop fordi vi havde en god dag sammen. 

Det giver ingen mening, så her, med hånden på dørhåndtaget, mister jeg alt håb for min fremtid. Håb om at kunne føle mig rigtig forbundet med andre mennesker. Håb om at kunne føle mig til stede iblandt dem. Håb om at værdsætte og blive værdsat. 

Måske er det kløften mellem glansbillede og virkelighed, der gør mig utilpas efter vores møde. Jeg har sociale forhåbninger, som ikke kan opnås, og en længsel, der kun gør mig ked af det. En tom følelse af uforløst potentiale, der aldrig nogensinde vil kunne realiseres helt. Måske er jeg bare træt. 

Jeg er kommet langt og har så småt opnået nye sociale og personlige succesoplevelser, men det har også kostet mig mange ressourcer. Bag enhver succes ligger intensiv træning og planlægning, og jeg risikerer ofte at gå død, før jeg overhovedet kan nå at komme i gang. Så min træthed fastlåser mig let, og jeg ender tit med at bruge flere dage i sengen. Mit sind er omtåget, og mine øjne er tunge. Jeg er udmattet helt fra morgenstunden, og hvis jeg ikke passer på, så opsluger det mig, som var det evigt gældende fakta. Jeg vil aldrig kunne følge med mine jævnaldrende. 

Jeg sidder sammen med folk, jeg holder af, men jeg er ikke nærværende. Jeg er ikke sammen med dem. Uden jeg har bemærket det, er en tåge rullet ind over min bevidsthed og har tildækket mine sanser. De mennesker, som jeg sidder overfor, er kun vage skikkelser, som jeg ikke ser, men blot kigger på. Jeg kan ikke fokusere på nuet, hverken på deres eller mit og bestemt ikke vores. Der er noget underligt tomt inden i mig, som om en del af min bevidsthed sover. Noget står på standby, men jeg kan ikke huske, hvad det var. 

At skrive denne tekst fylder mig skiftevis med glæde og bekymring. Det er fantastisk at kunne dele min historie med andre, men det er også nervepirrende. For min historie gør mig utilpas. Ikke fordi den er voldsom slem, nej helt modsat. Jeg har jo ikke været udsat for nogle “rigtige problemer”. Se, det er alt for let for mig at negligere mine egne oplevelser og bebrejde mig selv for, hvordan de har påvirket mig. Hvorfor brokker jeg mig så meget over så lidt? Det er, som om jeg er en bedrager, der ikke hører hjemme blandt de andre her i bogen. 

Sådan dukker usikkerheden og uroligheden op som en gammel vane fra fortiden. Jeg er i tvivl om, hvordan min historie bliver modtaget, så jeg begynder automatisk at skamme mig over den, og ubevidst isolerer jeg mig selv fra “de andre”. 

Mine bekymringer er ikke kun skadelige, men er også en gentagelse af det tankemønster, som jeg netop prøver at stoppe. Vi må jo ikke negligere hinandens og vores egne følelser, bare fordi vi tror, de ikke burde være der. Det bliver de ikke mindre ægte af. “Små og useriøse” problemer kan nemlig også avle voldsomme emotionelle og sociale konsekvenser, som vi alle kan opleve, ligegyldigt om vi “burde”. 

Ja, faktisk kan selv børn føle noget så voksent som fortvivlelse, skyldfølelse og skam.

‍

Jeg bor i en kasse. Det er en kedelig kasse. En papkasse. En klinisk brun papkasse med lige akkurat nok plads til, at jeg kan ligge ned i den, hvis jeg folder mig selv sammen med knæene op under hagen og med arme, der rækker under mine fødder, så de så fint binder en sløjfe om dette hylster af en kludedukkekrop. På kassens ydre er collager af ord. Kulsprittede stempler lavet af forbipasserende, der fandt det nødsageligt at skrive på min kasse som en anden offentlig tilgængelig huskeseddel for at minde mig om, hvad jeg er værd. Der står alt fra små notitser markeret med fed til brændemærker, der bløder gennem pappet. I dagtimerne foretrækker jeg derfor at have klapperne på kassen slået op og kravle ud af den, så jeg kan få luftet godt ud. Ser du, det kan blive ret vammelt inde i sådan en kasse. Den har dårligt indeklima, da luften bliver klam af fugten fra mine åndedrag, og det fører så til, at pappen krymper sammen og tværer blækket fra kassens sider ud på min krop. Jeg har det trængt nok i forvejen, så jeg er glad for, jeg må åbne op for dig og få luftet mine tanker. Velkommen til min kasse: 

Goddag, mit navn er Laura. Jeg har Spinal Muskelatrofi type 3, der i mere almen tale er kendt som muskelsvind. Det er en kronisk sygdom, der kort sagt betyder, at jeg er gangbesværet, og at jeg kommer til at være fraværende nu og da. Jeg gør mit allerbedste for at følge med, men jeg har nogle gange brug for hjælp til, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok sige til, hvis det er. Hvis I har nogle spørgsmål, så kommer I bare og spørger. 

Det er min lille tale, der efterhånden sidder fast på rygraden, efter samtlige undervisere er listet hen til mig i en pause og har spurgt: Vil du ikke lige fortælle de andre om dig? med stigende intonation ved dig for ikke at benævne du-ved-hvad, kassen, altså, at jeg er handicappet. Mine undervisere har uden tvivl ment det godt, men denne tale er ikke desto mindre et førstehåndsindtryk, som får alle til at forbinde mig med sygdom og svaghed – et førstehåndsindtryk, som er svært at ryste af sig igen. Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen. 

Jeg var 7 år gammel, da jeg fik diagnosen. Udefra så jeg ud som ethvert andet barn. Jeg var bare Laura, der byggede de bedste huler, skrålede med på Lille Nørd-sangene og elskede at spise chokoladekage fra mormor. Jeg var bare Laura, som ud over det gik lidt mærkeligt. Min mor sagde, at jeg havde spaghetti-ben. Det havde jeg altid haft. Men nu kunne lægerne forstå, hvorfor mine ben var udkogte og umedgørlige. De fortalte mig, at jeg havde motorveje på ryggen, og at nogle af dem var i udu. 

Hvad en hullet motorvej havde at gøre med kogt spaghetti, forstod jeg ikke, og da slet ikke hvad det havde at gøre med mig. Men det gjorde de voksne. Lige pludselig var alle omkring mig så alvorlige med blanke øjne så store som tekopper og klumpede stemmer som skyer af afmagt, der fløj mig langt over hovedet: Hvad skal vi stille op? Det er da ganske forfærdeligt. 

Jeg kunne ikke se problemet med kassen. Den kom med op i klatretræerne, og den var også god til gemmeleg og at tegne sommerfugle på. Og med kassen fulgte endda et par ganske gode fordele. Den blev mit frikort til endelig at slippe for skældud fra pædagogerne, når jeg sagde, at jeg ikke kunne som de andre børn, og jeg fik en sej kørestol og el-crosser, så jeg kunne være med på lange ture. I en fysisk forstand kunne jeg nu klare hvad som helst – jeg følte mig som en superhelt! Men en ting, som lægerne ikke kunne ruste mig op til, var de sociale arenaer, hvor min kasse nu fik mig til at ligne en frygtindgydende, grim og slatten elg. Jeg havde ikke en jordisk chance i legepladsens kamp. 

Kampen tog for alvor til i 2. klasse, da jeg skiftede skole. Jeg gav min lille tale til min nye klasse, og undervejs bemærkede jeg, hvordan smil og vink blev til krydsede arme og hvisken. Kassen kom langsomt til syne under mine fødder, og da jeg endelig var færdig, blev jeg mødt af en mur af øjne, som borede mig ned på plads i den. Kan de ikke lide mig? Da jeg gik ud til frikvarter og prøvede at følge med en gruppe af pigerne fra klassen, løb de væk fra mig. Jeg kaldte efter dem, at jeg ikke kunne følge med. Vent på mig! Men de ventede ikke. En lattersky fløj over deres hoveder, og den resonerede ind i skolegårdens sammensurium af støj. Hvisken fra klasseværelset havde også spredt sig ud til legepladsen. Lige meget hvor jeg gik hen, løb de andre børn væk fra mig. Jeg fik opfanget fra krogene, at jeg var syg og giftig. At jeg smittede, og så faldt ens ben af, hvis man legede med mig. Dumme unger. Det er jer, der ødelægger legen. Laura-er-giftig gik af mode efter nogle uger, men der var altid noget andet i vejen, der gjorde, at jeg måtte stå for mig selv igen og tælle de bølgede fliser i skolegården eller tale med køerne på den anden side af hegnet. Min mor sagde, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Så jeg ventede. 

Og jeg ventede. Jeg flyttede skole, jeg blev ældre, drillerierne holdt, alting virkede normalt. Men inden i mig selv, var der stadig noget galt. Lægerne spurgte mig, hvad jeg gerne ville nå. Jeg var blevet mere usikker på benene. Jeg fik oftere infektioner i lunger og hals. Jeg skulle ikke regne med at kunne gå, når jeg nåede slut-tyverne.
    Hvad vil du gerne nå, Laura? 

Hvad jeg gerne vil nå? 

    Skal du på gymnasiet? Universitet derefter? Det ville være klogt. Og du er jo klog, ikke? 

Tjo, det ved jeg nu ikke lige. 

Det kræver selvfølgelig nogle gode karakterer. Ik, Laura? Det handler om, at du kan komme hurtigt igennem systemet. Så du kan få et arbejde.
    Sådan et, hvor du kan sidde stille og
        tjene penge og
              betale skat, og
                    du skal nok regne med deltid og
                            med en førtidspension i sigte og
                                              børn tidligt er nok godt for dig.
Så hvad kan du se dig selv i? Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad kan du bruges til? Laura? 

Et kapløb var skudt i gang. Jeg skulle ikke nyde noget af at falde med kassen, før jeg var kommet over målstregen. Så jeg fik benene på nakken og travlt med at finde vej i det liv, som jeg havde fået recept på. Mine klassekammerater havde i stedet travlt med at finde kærester, at gemme energidrikke for deres forældre og at blive oppe til efter klokken 10 for at slå kolbøtter på landevejen. De lever det vilde liv. 

På en måde gjorde hyperfikseringen på faglig succes det nemmere at håndtere følelsen af at være anderledes. Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om, hvorfor nogle af mine klassekammerater ønskede, at jeg skiftede skole, så der var en fri plads til en ny og mere spændende pige, eller hvorfor mit handicap gjorde det så besværligt at være sammen med mig, at jeg lige så godt kunne indstille mig på enten at blive meget glad for katte eller at skulle dø alene. Jeg er sgu da godt klar over, hvor irriterende min krop er at være sammen med, den hænger på mig hver dag. Jeg måtte minde mig selv om, at det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Jeg ventede.
  Efterskole blev mit pusterum, min boble fra omverdenen, hvor jeg havde tid og rum til at finde ud af, hvem jeg var uden kassen. Jeg kunne bruge mange sider på at prædike om, hvor fantastisk mit år på efterskole var, men hvis jeg skal koge det ind, kan det allerbedst beskrives som at blive skubbet kærligt ud over en stejl bakke, susende afsted, ude af stand til at stoppe op. 

Laura, hvad vil der ske, hvis jeg skubbede dig nu? 

Spurgte ham den sære med langt, krøllet hår, da vi stod på toppen af bakken ved siden af rundkirken og spejdede over de solstråleklædte marker. Han havde fat i håndtagene på min kørestol og gyngede mig drillende frem og tilbage over kanten. 

Jeg svarede, at det ville gå så hurtigt, at jeg ikke ville kunne bremse selv. Jeg ville brænde mine hænder på drivringene, måske blive kastet ud af stolen i forsøget. Der var stille i overvejelsens tid. Men så kom det. 

Vi skal nok gribe dig. 

Jeg ræsede om kap mod livets hastighed med et kortvarigt skrig af skræk som anslag til det år, da alt blev stærkt og klart, og kassen blæste væk i vind af kærlighed, så nu var det bare Laura, der legede i livstræets krone og kom godt fra start til et møde med en fiktiv valgkamp med et midterparti på tværs, lysende folkevognsrugbrød polstret med piletræ og charme, Kajfrø som død kat til kortfilm fuld af lens flares, godnat-krammere med en ET-finger strakt frem som erstatning for fnatarme, med venner for livet ved min side, der løb til takten af en klapsalve for alt det, vi gjorde, så vi spandt et spindelvæv af hjertelatter og fællesskabssnore. 

Jeg blev grebet i mit trilleri – der var ingen skade sket – og jeg blev antiklimatisk sat for enden af bakken, så jeg kunne se, hvor jeg havde kørt. Alt, der var tilbage, var en røgsky af øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Med nyfunden styrke og selvtillid fra året, der gik, syntes kassen lettere end nogensinde før, så jeg slyngede den over skulderen og gik gymnasietiden i møde.
  Jeg blev fortalt, at jeg ville elske gymnasiet. Jeg ville få lov til at nørde med mine yndlingsfag, opleve ungdomslivets festligheder og ikke mindst at få lov til at samle på endnu flere venner. Jeg var lige flyttet til en ny landsdel, et sted hvor jeg ikke kendte et øje, så det var min perfekte chance for at få visket kassen ren og være den helt autentiske Laura. Det skulle blive The Time of My Life, sagde de. 

Første dag rullede om hjørnet. Jeg mødte op. Hilste på mine nye klassekammerater. Blev hevet til side af min underviser og spurgt, om jeg ikke ville fortælle lidt om mig. Jeg fremførte min lille tale, og mine klassekammerater smilede og nikkede fortsat til mig. Så langt så godt. Næste punkt på dagsordenen var en rundvisning. Vi gik afsted, og jeg forsøgte mig med smalltalk for at prøve og hæfte mig fast på folks nethinder, så de ville hæfte sig ved mit langsomme tempo og forhåbentlig vente, hvis det blev nødvendigt. Men deres skridt blev hastige og stemmerne fjerne. Jeg hev efter vejret for at kalde efter dem, at jeg ikke kunne følge med, vent på mig. Et par stykker så sig tilbage, så mig, inden de drejede om hjørnet. Jeg stoppede. Så stod jeg der og mærkede Laura-7-år, som skælvede af gråd. Mærkede Laura-17-år, der holdt vejret for ikke at gøre det samme. Jeg fortalte mig selv, at det ville blive bedre, når vi lærte hinanden bedre at kende. Så jeg ventede.
  Jeg ventede tålmodigt og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg pjækkede aldrig, tog til de øredøvende fester og inviterede selv til sociale aktiviteter. Jeg begyndte så småt at have en base, et par stykker, som jeg kastede bolden til, men som sjældent kastede den tilbage. Måske er jeg for ivrig? 

Jeg ventede. Jeg ventede. Corona ramte Danmark, og fjernundervisningen blev hverdag. Dagligdagens ansigter blev reduceret til navne i sorte felter på rad og række, og hyggesnakken i pauserne blev til intense stirrekonkurrencer med mit spejlbillede fra computerskærmen. Jeg ventede.
  Jeg ventede. Landet åbnede op, men jeg sad stadig tilbage alene afven tende i et Teams-opkald som æresmedlem af den sårbare befolkningsgruppe. Det blev mit eget ansvar at forblive en del af undervisningen med hjælp fra mine klassekammerater. Men som tiden gik, fik jeg oftere afslag, når jeg rakte ud. Måske ser de ikke, jeg skriver til dem? Men de må da være klar over, jeg mangler? Det er nok for anstrengende, at jeg skal være med på deres computere. Jeg fik travlt med selvstudie. Og da jeg vendte tilbage efter mit andet vaccinestik til et semiåbent 2.g, havde mine klassekammerater i stedet travlt med at kysse uden om deres kærester, at gemme snus for deres forældre og at blive oppe, til solen stod op for at falde om på landevejen. De lever det vilde liv. Jeg ventede. 

‍

Jeg ventede. Det blev rutine at gå alene mellem lokalerne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. De eneste beskeder, der tikkede ind, var spørgsmål til en aflevering eller mine svar på lektierne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Vi blev fortalt, at vi var sådan en dejlig klasse med et fantastisk fællesskab. Et fantastisk fællesskab, som jeg kunne stå udenfor og være tilskuer til. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Jeg ventede. Jeg ventede.

Jeg gav op. 

‍

Jeg blev hjemme. Jeg lukkede klapperne til kassen i og lod den skrumpe ind om mig, så jeg kunne nærstudere min navle og have godt og grundigt ondt i røven over, hvor uduelig og hjælpeløs jeg var. En dag blev til en uge. En uge blev til en måned. En måned blev til, hvor lang tid der nu var til, at jeg skulle sidde i en gymnastiksal til min første skriftlige eksamen. Jeg blev fritaget for alle afleveringer de sidste 5 måneder, og studievejlederen så igennem fingre med mit fravær, som nærmede sig de 40 procent. Jeg fik en studenterhue på hovedet med et 12-tal mellem guldsvalerne og et par overfladiske tillykker skrevet i foret. Det blev til en studentertid uden gilder, druk og kapløb om klip. I stedet forfulgte studenter vognenes horn mig hånligt for at have fejlet så brutalt i at udleve dette såkaldte ”Time of My Life”. What a life. What a night. What a beautiful, beautiful ride. 

Men jeg tvinger mig selv ud over kanten igen. Ensomhedens skumle stemme spøger stadig i min øregang og truer mig med at tage over, når kassen bliver tung af stempler. Men det betyder ikke, at jeg er alene. Med en masse hjælpende hænder fra familie og venner, er jeg kommet op at stå endnu engang og har klappet kassen i. Lige for tiden spæner jeg afsted med kassen foldet sammen under armen, mens jeg prøver at finde pulsen i voksenlivets jag. Jeg er flyttet hjemmefra med ham den sære med langt, krøllet hår. Jeg er begravet i spændende studiebøger og søde invitationer til fester og teselskaber. Og for første gang ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal nå. Jeg lever det vilde liv.
For jeg er bare Laura, der skriver skøre historier, nørder med grammatik og elsker at spise chokoladekage fra mormor. For jeg er bare Laura, der prøver at have et liv uden om kassen, selvom jeg går lidt mærkeligere.

Kender du det at sætte sine tanker i karantæne? Bagbundet med gaffatape over deres små larmende munde? Jeg er ikke normalt en brutal politistyrke på den måde, men nogle dage er stilhed bedre end sandhed.
Jeg er mere Pinocchio og mindre Channing Tatum (She’s The Man, 2006).
en ægte dreng
det er umuligt at bevæge mig for den meterlange gren i mit ansigt

 et misogynt overskæg skjuler min overlæbe
min garderobe er fyldt med sorte t-shirts og
grimme bukser
ALLE VED          JEG ER EN DRENG                           AAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAA      AAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA       AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA         AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA
AAEn pige? (eller kvinde, I guess, har aldrig helt forstået. Britney Spears, 2001)
havde aldrig troet Hentai kunne lede til spirituel opvågning.
Jeg græd flov
og alene i min seng
angst for om nogen kunne høre mig
  Hva der galt?
  Lyv igen? (Det virker aldrig)
Jeg har bedt om at tale med dig
du vil sikkert forstå

Stilheden omklamrer os, som jeg samler mod til at åbne munden. Samtalen ender på anden sætning. Vil du gerne ligne en dame?

        det som om alle
        tror vi er ens
        jeg er sikker på
        det er den butik
        normal

QUEER
COMMUNITY
IMMUNITY 

Følelsen af at høre til er fremmed. De andre lader til at kende den. Måske kan de introducere os. Alle de atypiske ansigter råber på individualitet og blender sammen som våd akryl. De er yngre end mig, tror jeg. Jeg ligner dem ikke særligt godt. Et tov af min mangel på tillid til mig selv er bundet om min mave. Det rykker mig i retningen af dem, jeg kender, når de går. Svæver efter dem i mørket. Eller vælter. De introducerer sig selv, mens jeg står bag dem og håber, det aldrig bliver min tur. Bryder mig ikke engang om at være her. De snakker bare.

     Hvis jeg bare sørger for
    at være steder
    hvor dem jeg kender
    og dem jeg ikke kender
    snakker med hinanden
    lærer de nok mit navn
    med tiden.
    Står som et vissent løvtræ
    bag dem mens jeg overhører deres samtaler og
    indimellem fniser
    for at gøre opmærksom
    på mig selv

MDMA er ikke aktuelt længere. Det virker ikke, som det plejer, og jeg får det ekstra dårligt dagen efter. Ugen efter. Fik i hvert fald at vide, jeg var et sort hul. Det er svært at mærke forskel på almindelig depression og narko-depression. Specielt når man tager narko hele tiden. Heldigvis har jeg fået et nummer på speed.
    broke igen
    de siger også mig
    jeg har set hvor I kommer fra
    jeg sælger mine ejendele
    for at mindske min gæld
    jeg ved det ikke er nemt at forestille sig
    et liv der ikke er nemt
Tre måneder er gået, hvor kontakt mellem os var et lovbrud. Vi vil omfavnes i chokket og volden
men vagterne og håndjernene betvinger os som en statslig forbandelse. En evighed forsvinder mellem os. Vi er så tæt på hinanden, og det gør det så meget mere uudholdeligt. Månedsvis af savn og paranoide forestillinger skifter pludselig form og har tunge øjne og en træt krop.
    lettelse + smerte
    = smerte + lettelse
En orkan af usagte kærlighedserklæringer og endeløse sammenbrud hvæser omsorgsfuldt i den store sal med alle dørene og nøglerne. Godkendende skrat fra en walkie-talkie fører os ad de hvide korridorer mod dommen.
    walkie-no-talkie

I vakuumet fra ordene MED LOV SKAL LAND BYGGES snakker vagterne, som de gør, de tænker sikkert på kaffe, og om de kan nå at hente børnene, mens jeg tænker, om de mon kender den usagte rest af det udødelige slogan
men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret
Din gråd slukker mine tanker
demonterer mine coping-mekanismer.
Mit hoved forlader mig, og jeg er kun krop.
    tung
    lang
    øm
    krop
En af vagterne tilføjer, at det er da et dårligt tidspunkt at bryde sammen på. Jeg har lært at hade dem i stilhed. De fjerner vores håndjern udenfor salen.
    da behøvede man ingen lov        Måske fordi det ser for voldsomt ud. Døren holdes åben, og du går først. Mit mellemgulv kramper under trykket i havet af velkendte øjne. De er her for dig. Mig har de lært at hade i stilhed.

     HÆLD IKKE DIN TE
    I EN FORGIFTET KOP

ensomhedsintermezzo
er det en følelse                        eller en intellektualisering af mine sociale omstændigheder
jeg føler mine følelser men
kan ikke skelne dem fra hinanden
og jeg gagger når jeg prøver
psykiatrien siger
der findes årsag og forklaring
i min diagnose som autist
men sandheden er                                at ingen har kunnet lære mig det
der var ikke forsvarlig erfaring at give videre
siger jeg til mig selv og undskylder
for de høje forventninger
selvom sandheden er
de bare ikke forstod
bare stadig ikke forstår

‍

NARKO det er det eneste jeg kender NARKO NARKO NARKO det er klart jeg falder iiiiiii ups op igen lille ven ikke græde værsgo her er noget NARKO såå det var godt ja sådan op at stå lille ven op at stå rejs hende op please nogen hjælp ring til nogen ring til nogen ring til nogen er der nogen der har et nummer et nummer på noget NARKO jeg kunne godt lige bruge en streg NARKO NARKO NARKO slap nu af lad os lige sætte os og snakke om det snakke om hvad NARKO NARKO NARKO ja okay det var ikke lige det jeg havde tænkt men nu du nævner det så har jeg noget NARKO skal vi ha NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO fuck jeg har det skod så gå i seng jamen der er stadig mere NARKO hvis du har det skod så tag noget NARKO så må du tage lidt mere der er ingen grund til at gå i seng når det stadig er NARKO det er alle vel enige om er det ikke rigtigt jo for fanden det er det jeg siger der er mere gider du ordne det ordne hvad ja ordne stregerne nåå ja hvis du gir NARKO så skal jeg nok lave streger lange fede streger NARKO skal jeg lave til alle ja ja der er rigeligt med NARKO til alle det er der der er nok til man aldrig behøver gå i seng eller stoppe med at tage NARKO det er rigtigt det er rigtig NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO NARKO

     i folkeren
    i min klasse og alle de andre
    var der ikke mange med fundament
    for et sundt indre liv
    eller ydre så det sagt
    ustyrlig klasse blev der sagt
    jeg husker en lærer
    der råbte noget om psykisk terror
    og efterfølgende blev sygemeldt med stress
    det var vores skyld
    fik vi at vide
    og jeg undrede mig på vegne af os
    som gemte sig og var bange for at tage i skole
    når det var synd for de voksne
    var der kollektiv afstraffelse
    og når det var synd for os
    var der kaffepause
    først en
    så to
    så tre
    så fire
    skiftede skole eller
    kom på ophold
    de kammeratlige overgreb
    var barnemad
    ved siden af tanken
    om at omringes af fremmede så
    jeg blev hvor jeg var
    og hvorfor skulle det være anderledes andre steder
    når det bare er drengestreger og
    der er drenge overalt
    først for nylig jeg har lært
    at vold ikke er bedre end at være alene
    og selvom drømmen
    om at være sej og vise dem
    er opfyldt
    har jeg tænkt på de børn
    ønsket dem fiasko og flystyrt
    på trods af min voksne forståelse
    for deres mistrivsel og de ansattes
    uduelighed 

-
at skjule sig
et helt liv eller
livet indtil nu og sikkert
mere liv endnu
der findes mange anelser
om masker
nogle om ondskab
nogle om åndelighed
en falsk facade
til beskyttelse
eller pleje
fra middelalderlatin masca:
spøgelse
et overnaturligt
menneskelignende væsen
omgivet af tåge
og som regel afdød
jeg finder ro i gespenstet
den utydelige natur
overvågeren bag
det dimensionelle gærde
der splitter min verden
fra jeres
det grænseløse bluff
min burlesque-esque drag
i et neurotypisk melodrama
at skjule sig
ikke for at jage
men for at undgå døden
som byttedyr i munden
på afvisningen
og hånen

     My Body Is a Cage (Arcade Fire, 2007)
    min yndlingssang i 1.g og
    vølvens spådom

‍

     Jeg fandt mit navn
    på Berghain
    ikke som
    Moses på Sinai men
    fordi at sidde og glo
    i indekset på
    ://familieretshuset.dk/navne/
    navne/godkendte-fornavne
    under tagget
    unisex
    var den bedste undskyldning
    for ikke at tale
    med nogen

                my chemical roman empire
                stikker mig i røven med kanylen
          ROLIG det er kønsbekræftende
          behandling godt nok fra Kina men
          hvis du vidste hvad der skal til for
          at få det fra staten*

               Det lader til man tror
              jeg er en mand fordi
          mit navn ender på O
          JUNO: The Divine expression of Femininity!
          The Divine Protectress of community!
          The Warrior! The Mother! The Divine Tutelary!
          The Oracle! The Spearholder! The Patroness of Women!
          The Goddess of Love and Birth!
              men okay ka godt høre
              det lyder lidt som Bruno

     cis-passing findes ikke
    uanset hvor meget
    vi modificerer vores kroppe
    uanset hvor hyper det ene
    eller hvor hyper det andet
    uanset hvor tæt vi kommer
    på Dr. Stephen Marquardt’s

‍

     ableistiske
    racistiske
    tykfobiske
    sexistiske
    eugeniske
    transfobiske
    skønhedsmaske (breathe)
    uanset hvor mange
    forventninger vi overgår
    uanset om vi er hetero eller homo
    og uanset hvor cis vores partnere er
    uanset hvor lidt vi taler om os selv
    og uanset hvor meget vi giver andre ret
    uanset om vi fjerner vores skæg
    eller gror det ud
    uanset om vores bryst er kirurgisk formindsket
    eller forstørret
    uanset om de antager vores stedord
    korrekt eller forkert
    uanset hvor meget vi assimilerer
    og uanset om de tror os eller ej
    vil der altid være et os og et dem
    en utvetydig fremmedhed
    et rigtigt og et forkert
    et værdigt og et uværdigt liv

‍

*Ny dansk forskning offentliggjort i JAMA viser, at transkønnede personer forsøger at tage deres liv næsten otte gange så ofte som resten af befolkningen, og at de ender med at dø af selvmord 3,5 gange så ofte som ikke-transkønnede. 

     de kalder det “minoritetsstress” 

Søger man som transkønnet kønsbekræftende behandling i det offentlige sund hedsvæsen, underlægges man statslig udredning for at 

     “afdække patientens kønsidentitetsforhold”

Herunder taler man om familiær disposition til fysiske sygdomme og psykiatriske lidelser. Man undersøger, om patienten tidligere har haft kontakt til psykiatrien. Transkønnede er mindre tilbøjelige til at søge hjælp i psykiatrien. Mange ønsker ikke, at psykiatriske udfordringer skal fremgå af deres patientjournal, da det kan mindske sandsynligheden for at blive godkendt til kønsbekræftende behandling. I 2017 blev transkønnethed streget af listen over psykiske sygdomme og transkønnede sås ikke længere som psykisk syge. Men hvad har familiær disposition til psykiatriske lidelser og patientens kontakt til psykiatrien så at gøre med ens kønsidentitetsforhold?

Man forestiller sig en progressiv tilgang til transkønnethed og ændrer politik og love - men vores materielle virkelighed forties, og man nægter at lytte.
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede behandlede lovforslaget fra 2017?
A: 0
Q: Kan du gætte, hvor mange transkønnede tages til råds, når transkønnedes kønsidentitetsforhold tages op på konference i Center for Kønsidentitet?
A: 0
Vi er underlagt majoritetens accept af os som personer. Selvmordsforsøg blandt transkønnede sker otte gange så ofte som hos ikke-transkønnede, og transkøn nede dør 3,5 gange hyppigere af selvmord. Det er jer, der afgør, om vi må leve eller dø.

den skulle jo indlægges                   de er psykopater            det er en sygdom
fuck hvor klamt    skyd dig selv       stadig en mand     sig nu bare du er bøsse 

     nu jeg clean
    ædru og ude af ægget
    det er det vi kalder skabet i
    The Transsexual Online Community
    diagnoserne passer endelig
    jeg er ikke syg bare
    sygt underlig
    jaja traumer                                                                                    me
    jeg arbejder på det                                                                        when
    ville gerne være rollemodel                                                           I
    for os som efterlades                                                                     remember
    det har jeg glemt                                                                            I’m
    nu jeg ved                                                                                       a
    jeg skal ses indefra                                                                        beautiful
    ingen solskinshistorie for the cishets                                           angel
    kæmper videre i skyggen                                                              and
    med personlig hygiejne                                                                 I
    oprydning og madlavning                                                              can
    for ikke igen at slå hovedet                                                           get
    mod døren i Vestre Fængsel                                                         what
    frygten er stadig stærkere                                                            I
    end viljen men troen på                                                                 want
    værdighed og et liv
    i lyset gror på mig
    som efeu og ærteblomst
    min sympati for andre stedfæstes
    med sympati
    for mig selv
    de fik mig ikke         (fascisterne, foberne, mændene, stofferne)
    og de får mig aldrig
            (det var tæt på)

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

‍

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

‍