Jeg tror, at de fleste mennesker lever liv, hvor de lever for at få en uddannelse og et job, en bil og et hus, kone og børn. Et liv, som er en konstant jagt på noget andet end det, som man på nuværende tidspunkt er og har. En flugt fra nuet, som består i løfterne om fremtiden. Et liv i illusionen om, at lykken er lige rundt om hjørnet – hvis nu bare du får den uddannelse… eller det job… eller den krop… eller hvad der ellers udgør vores kollektive fortælling om, hvad der skal til for at få et godt liv.
Det er et liv, hvor man gør det, som er forventet af én. Hvor man lever, sådan som man nu engang bør leve, uden at tænke synderligt meget over, om det er sådan, man ønsker at leve. Og uden at tænke synderligt meget over, om det, man beskæftiger sig med, er noget, man værdsætter, eller om det blot er noget, man beskæftiger sig med, i håbet om, at man endelig (i kraft af dette) vil føle sig værdsat.
Det kan lyde, som om jeg anskuer mig selv som bedre end andre – som om jeg er vågnet op fra en illusion, som alle andre stadig køber ind på. Men misforstå mig ikke. Jeg er på ingen måde hellig, og jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, hvordan andre skal leve deres liv. For jeg ved stort set ingenting. Men jeg har lært af erfaring, at jeg ikke skal leve sådan et liv.
Vi er alle givet nogle bestemte vilkår på forhånd: Vi lever i en bestemt historisk periode, i et bestemt land, med en bestemt kultur, i en bestemt familie. Alle disse vilkår har ikke så lidt at skulle have sagt, når det kommer til, hvordan vi forstår os selv og den verden, vi er en del af. Jeg voksede op med en religion, som jeg fulgte, og jeg bad dagligt – ikke fordi jeg ærede Gud, men fordi jeg håbede, at han ville skænke mig lykken. Jeg voksede op med en fortælling om, at jeg skulle tage en uddannelse, og jeg stræbte dagligt – ikke fordi jeg havde lyst til at tage en uddannelse, men fordi jeg var overbevist om, at det var nødvendigt for at få et godt liv. Jeg bar rundt på alle disse ideer, der ikke var mine egne. Ideer som jeg navigerede efter, og som jeg efterlevede og legemliggjorde. Ikke fordi jeg havde lyst, eller fordi jeg havde besluttet mig for det, men fordi jeg aldrig havde tænkt over, at det kunne være anderledes, og fordi jeg var overbevist om, at de var sande – og at jeg rent faktisk ville blive lykkelig, hvis bare jeg gjorde sådan og sådan.
Men selvom jeg virkelig forsøgte, følte jeg mig aldrig lykkelig. Jeg blev aldrig lykkelig. I stedet mærkede jeg et hul indeni, som voksede, og jeg begyndte at føle mig fanget. Det var, som om jeg var passager i et tog, der buldrede afsted, uden stoppesteder. Jeg vidste ikke, hvor jeg var stået på, eller hvor jeg skulle hen. Jeg var i gang med en uddannelse, som jeg egentligt ikke ønskede. Jeg trænede regelmæssigt, fordi jeg troede, jeg ville få det bedre med mig selv, og at andre ville synes bedre om mig, hvis jeg havde en flot krop. Jeg festede og drak mig i hegnet og fandt en vis tryghed i det fællesskab, jeg kunne finde heri. Men jeg ønskede ikke en uddannelse. Eller en flot krop. Eller at drikke mig i hegnet.
Jeg gjorde alle de her ting i desperation. I håbet om, at jeg ville få en eller anden bekræftelse, som jeg søgte. I håbet om, at jeg endelig ville føle mig tilpas indeni. Men intet af det hjalp. I stedet blev det hul, jeg følte indeni, blot dybere og dybere, og der skulle mere og mere til at fylde det. Jeg følte, at jeg levede en slags søvngængertilstand; den måde, jeg levede på, virkede mekanisk, og hver uge var som en gentagelse af den forrige. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev dybt fortvivlet. Jeg ønskede ikke at leve det liv, jeg levede, men samtidig kunne jeg ikke give slip på det. Jeg var konstant i konflikt med mig selv, og jeg nærede kun følelser af vrede, skam, selvhad og sorg.
Tag dog ikke fejl. For selvom jeg ikke var lykkelig over det liv, jeg levede, var det alligevel behageligt. Der var noget betryggende i at lade ens liv passere uden at tage ansvar for det. Det var bekvemmeligt altid at kunne skyde skylden på andre. Og det var behageligt at vælte sig i alle disse følelser – vrede, skam, selvhad og sorg. Jeg tilstår gerne, at jeg dyrkede det. Så paradoksalt som det måske kan lyde, så elskede jeg at have det elendigt. Min elendighed åbnede op for alverdens destruktive impulser, som jeg kunne godtgøre at handle på. Jeg drak mig fuld med kammeraterne i weekenden, og efterhånden tog det overhånd, og vi begyndte at drikke i hverdagene. Det eskalerede: Jeg begyndte at tage kokain til fester, så jeg kunne drikke mere og holde mig vågen til morgenfesterne.
Men på et tidspunkt begyndte jeg at tage tidligere hjem fra fester, og jeg fandt ikke den samme glæde i det sociale liv som før. I stedet begyndte jeg at isolere mig selv, og jeg skiftede kokainen ud med amfetamin, som bedøvede de ubehagelige følelser, jeg havde: uroen og tankemylderet, vreden, sorgen og ensomheden. Stofferne gjorde, at jeg for en gang skyld kunne være i mig selv. Men den hedonistiske lykke, som var den eneste, jeg følte, jeg kunne opnå, efterlod mig blot endnu mere tom og endnu mere ulykkelig end før. Jeg forsømte mig selv. Eller måske straffede jeg mig selv, fordi jeg ikke opnåede mine mål? Eller fordi de mål, jeg opnåede, alligevel ikke gjorde mig lykkelig? Selvom jeg fralagde mig ansvaret for mit liv, gav min adfærd alligevel udtryk for, at jeg selv var skyld i tingenes tilstand – at det var min skyld, at jeg ikke var lykkelig, og at jeg derfor skulle lide under det.
Jeg havde nået et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde ramt bunden. Jeg havde fuldkommen mistet overblikket over mit liv. Jeg var dybt depressiv, og jeg så ikke længere særlig meget til nogle af mine venner. Jeg havde givet op på at forbedre mig, havde forkastet ideen om, at jeg nok skulle blive lykkelig, hvis nu bare… Jeg var helt holdt op med at lede efter det, der skulle gøre mig lykkelig. Og lidt efter lidt føltes det, som om at et åg løftedes fra mine skuldre. Jeg begyndte langsomt at kunne være i mig selv igen, uden hele tiden at skulle distrahere mig selv fra de tanker og følelser, der uhjælpeligt dukkede op. Jeg blev ikke lykkelig, men jeg mærkede en indre ro, jeg ikke havde følt længe – hvis overhovedet. Og herefter gik det langsomt op for mig, at jeg hele mit liv havde ledt det forkerte sted efter det, jeg søgte. Den bedste måde, jeg kan illustrere, hvordan jeg havde det, er med fortællingen om den fulde mand, der leder efter sine nøgler. Den går nogenlunde sådan her:
En politimand ser en fuld mand, der står under en lygtepæl og leder efter noget. Politimanden spørger manden, hvad han har tabt, og manden svarer, at han har tabt sine nøgler. Politimanden begynder at hjælpe med at lede. Et par minutter efter spørger politimanden, om han er sikker på, at han har tabt sine nøgler her, hvortil den fulde mand svarer nej og forklarer, at han tabte dem længere ned ad gaden. Politimanden spørger derfor, hvorfor han så leder efter nøglerne her, og den fulde mand svarer, at lyset er bedre her.
Jeg følte mig som den fulde mand. Jeg ledte efter lykken dér, hvor jeg troede, at den var lettest at finde. Men endelig gik det op for mig, at det, jeg søgte, ikke skulle findes udenfor mig selv, men indeni. At jeg allerede besad det, jeg behøvede. At jeg, uanset hvad jeg gjorde med mit liv, og uanset hvilke desperate ego-drevne projekter, jeg gav mig i kast med, i forsøget på at bekræfte min egen eksistens, aldrig ville være tilfreds, hvis ikke jeg hvilede i mig selv.
Det er efterhånden en udbredt fortælling, at vi er mere frie end nogensinde før. At vi er vores egen lykkes smed, og at det er op til os selv at skabe det liv, som vi ønsker at leve. Men jeg er overbevist om, at dette blot er en illusion. Jeg har størstedelen af mit liv levet efter andres ønsker og imperativer, men troet, at de var mine egne. Der er et korttrick, som jeg ofte lavede, da jeg var yngre, som jeg håber kan illustrere min pointe. Jeg blandede kortene og viste hele kortsættet for personen, som tilsyneladende havde fri mulighed for at vælge hvilket som helst kort i bunken. Men friheden er kun tilsyneladende, og personen vælger altid det kort, som jeg ønsker, de skal vælge. Vi er på samme vis overbeviste om, at vi er frie til at vælge lige det, vi ønsker – og det gør os blinde for, hvordan vores ønsker er strukturerede på forhånd og dermed begrænsede. Vi kan vælge mellem utallige uddannelser – men at vi skal tage en uddannelse er en selvfølge. Vi kan vælge, hvordan vi vil udvikle os selv, og hvilke egenskaber vi vil tilegne os – men at vi skal udvikle os selv er givet. Vi kan selv vælge, hvilken vej vi vil gå for opnå lykken – men at vi skal jagte lykken, er udenfor enhver tvivl.
Men jeg tvivler. Jeg betvivler, at der er nogen nytte i at jage lykken – og jeg tror, at det er mere sandsynligt, at du blot jager den bort. Jeg betvivler, at vi nogensinde bliver lykkelige, uanset hvad vi opnår af samfundsskabte succeskriterier. Det er et fatamorgana, og for hvert mål, du opnår, flyttes målstregen blot endnu længere væk. Jeg ønsker ikke at følge en vej, som andre har lagt for mig – selv ikke, hvis det betyder, at jeg når den rette destination. Det var, hvad jeg følte, at jeg gjorde med de mange uddannelser, jeg forsøgte mig med. Jeg vil hellere gå min egen vej – selv med risiko for, at jeg farer vild. Og det var netop, hvad jeg følte, at jeg gjorde for første gang i mit liv, da jeg droppede enhver intention om at tage en uddannelse.
Misforstå mig ej: Jeg forsøger ikke at overbevise andre om at følge den samme vej som jeg, men at finde deres egen vej og følge den. Jeg forsøger ikke at overbevise nogen om, at de ikke burde tage en uddannelse. Men spørg dig selv, hvem du gør det for, og hvorfor du gør det – og vær sikker på, at du gør det af de rigtige årsager. At du gør det, fordi det er meningsfuldt i sig selv, og ikke fordi du håber, at du endelig bliver lykkelig, når du kan kalde dig cand.merc., cand.jur. eller hvad ellers man kunne drømme om – for selvom det utvivlsomt kan gøre dig lykkelig i en stund, vil lykken falme. For sindet er umætteligt. Det griber sporadisk i alle retninger, og det stiller sig aldrig tilfreds. Uanset hvad du opnår, vil det med tiden miste dets sødme, og sindet vil igen sætte sig i bevægelse i jagten på et nyt mål. Og du vil aldrig blive fri for den konstante strøm af tanker og følelser. Planer om fremtiden og erindringer om fortiden. Bekymringer og bebrejdelser. Skyld og skam. Ønsker om, at dét og dét var sådan – eller ikke var sådan. Uanset hvad du opnår, vil du stadig være plaget af dit sind. Og det gælder naturligvis også for mig.
I min tid som anbragt på et botilbud tænkte jeg meget på, hvordan andre på min alder havde det med at flytte hjemmefra. Jeg tænkte på, at de sikkert glædede sig til, at deres forældre ikke længere skulle bestemme over, hvornår de skulle gøre rent, lave lektier eller gå i seng. Jeg ville også gerne stå på egne ben og bestemme selv. Mit problem var bare, og stadig er, at jeg brugte min ungdom på at sidde og stirre ind i en kold institutionsvæg, og nu som 21-årig ikke aner, hvordan jeg skal lære at leve et liv uden for systemet.
Min historie starter med et par indlæggelser for anoreksi i psykiatrien, og efter den sidste indlæggelse valgte jeg, at det var bedst for mig at tage imod et tilbud om et bosted, og den dag i dag er jeg heldigvis rask. Det ændrer dog ikke på, at jeg om få måneder skal flytte helt ud af systemet, og i øjeblikket er der ingen sovemedicin, der hjælper, når jeg søvnløs ligger og funderer over alle voksenlivets forpligtelser. Jeg har været opbevaret på det offentliges hylde for anbragte unge i årevis, og jeg aner ikke, hvordan man kommer ned fra den igen. Jeg ville ønske, at de ansatte på tilbuddet havde været bedre til at lære mig, hvordan man finder ud af, hvad man skal uddanne sig til, hvordan man bliver ved med at tro på sig selv, selvom man må droppe ud af en uddannelse eller bare havde haft tid til at lytte til helt almindelige teenageproblemer. Der skal mere end mad og en seng at sove i, til at man som anbragt ung får en god start på voksenlivet. Faktisk skal der en del mere til.
På mit bosted blev dem, der råbte højest, eller som så mest lidende ud, ofte prioriteret først. Selv trives jeg bedst med vasket hår og rene matchende sokker, og derfor blev jeg opfattet som ressourcefuld. Jeg kan fortælle dig, at der bag min rolige facade var mindst lige så meget kaos og angst som hos dem med uglet hår og sorte rander under øjnene. På grund af manglende psykologhjælp havde jeg i starten af anbringelsen ofte brug for at tale med personalet, men de måtte typisk forlade mig midt i samtalen for at tage sig af andres mere eksplosive og synlige kriser. Det var sjældent, at pædagogerne vendte tilbage til vores samtale, og jeg måtte i stedet glo ind i en væg og overveje, hvordan jeg skulle løse mine problemer selv. Alt er relativt på en institution – så selv på mine dårlige dage kunne det være svært at få hjælp, for der var tit nogen, der have det endnu værre. Dog vil jeg mene, at man med personalets erfaring burde have gennemskuet min rolige facade. I virkeligheden kunne man på de fleste af os ikke se, at vi havde det dårligt. Jeg ville ønske, at personalet havde spurgt mere ind til os, og de ikke kun var der, når korthuset ramlede sammen.
Den dag i dag er jeg evigt taknemmelig for min egen stædighed. Det har krævet viljestyrke at håndtere en anbringelse, dødfarlig anoreksi og angst uden hjælp fra professionelle. I stedet for at hjælpe mig med at blive rask kunne pædagogerne i stedet finde på at komme med nedsættende bemærkninger om mængden af mad, jeg indtog, og hvordan jeg så ud.
En eftermiddag kom jeg for eksempel træt og småsulten hjem fra eksamenslæsning og satte mig ud i køkkenet for at drikke noget kaffe. Brød var min yndlingsmad i den periode og er det stadig, så da jeg fik øje på noget toastbrød i brødkassen, tændte jeg straks for brødristeren og smed fire skiver toast på. Jeg drak kaffe og ventede på brødristeren, da en af personalets ansigter dukkede op i døråbningen. Den ansatte sagde noget i stil med, at der skulle til at laves aftensmad, og jeg kiggede undrende på uret, som viste lidt over fire. Derefter blev jeg spurgt, om jeg ville have noget imod selskab, mens jeg drak kaffe, hvortil jeg sagde nej. Da brødet var færdigt, åbnede jeg køleskabet for at komme smør og marmelade på. Personalet gik i gang med at tilberede maden, og jeg kunne mærke, at min mave nervøst trak sig sammen, fordi der flere gange var kommet uheldige kommentarer om, hvor meget mad jeg spiste. Jeg skævede også mod min hadeplakat i køkkenet, der gjorde en opmærksom på, at man skal spise sundt, ikke for meget sukker og ikke for meget kage.
Da jeg havde spist og sat mine ting i opvaskemaskinen, spurgte jeg, hvad der skulle være til aftensmad. Personalet svarede noget i retning af: “Jeg regnede ikke med, at du skulle spise med, når nu du allerede har spist så meget mad.” Jeg fik et kæmpe sug i maven og blev helt mundlam. Klokken var jo kun fire, da jeg spiste toastbrød. Da vi skulle spise aftensmad, tog jeg derfor en ordentlig portion lige foran vedkommende med den uheldige kommentar, og så satte jeg mig ind på mit værelse for at spise alene - uden fordomme og fordømmelse.
Du tænker måske, at det er for dårligt, at ansatte på et bosted, hvorpå der bor unge med diverse spiseforstyrrelser, kan finde på at sige til en tidligere anorektiker, at hun spiser for meget. Jeg er enig, men kan fortælle dig, at det langt fra er det eneste eksempel på, at personalet manglede faglig viden og forståelse for min baggrund.
En nat var der for eksempel en beboer, som kimede løs på dørklokken til min etage. Hyletonen mindede mig om overfaldsalarmen på psykiatrisk afdeling, og et angstanfald tog hurtigt hold i kroppen på mig. Da jeg panisk sms’ede til personalet, at de var nødt til at stoppe personen ved dørklokken, blev jeg skældt ud for min aggressive tone og fik besked på at slappe af, og at de “ikke ville finde sig i, at blive truet på den måde.” Ingen fulgte nogensinde op på hændelsen, og ingen spurgte ind til de timer, jeg havde brugt på at ligge søvnløs over minderne fra min indlæggelse.
Jeg vil også gerne fortælle om en ansat, der er et eksempel på, at man på et botilbud faktisk godt kan give den nødvendige omsorg og støtte. Senere i min anbringelse kom jeg nemlig tæt på én fra personalet, selvom vedkommende ingen erfaring havde med spiseforstyrrelser eller anoreksi.
Denne pædagog tog sig altid tid til at lytte til mig og gå ture - også i regn og blæst. Vi gik, selvom klokken var 22, og personalet havde møde. Vi kiggede på juletræer i december, og vi snakkede om de hæslige røde julehjerter som lyste Nyhavn op. Det var som om, at mange af de andre ansatte troede, at jeg var bange for at spise, og hvis de så, at jeg spiste noget usundt, antog de straks, at jeg få sekunder efter ville forsøge at kaste det op igen. De fattede ikke, at det ikke handlede om mad, men i deres øjne spiste jeg altid for meget eller for lidt - der var altid fordomme, og jeg følte nærmest, at jeg havde ”anoreksi” stående i panden! Denne pædagog lyttede i stedet til min side af historien uden at antage, at gåturen var for at forbrænde kalorier. Han gav mig lov til at have udfordringer med min diagnose og samtidig være ung og almindelig og trænge til at gå en tur og snakke om hverdagsproblemer og julepynt.
Han var opmærksom på, at vi ikke alle sammen var udadreagerende og var god til at tjekke op på de af os, der ellers holdte problemerne i vores egne hoveder. Når vedkommende havde vagt, blev jeg derfor altid spurgt, om jeg trængte til en gåtur. Det var guld værd at blive spurgt i stedet for at føle, at man skulle have rundsave på albuerne for at få lov at vende dagen med personalet! Selv når jeg på grund af min sociale angst måtte gå hjem fra HF i frokostpausen, havde det andet personale ikke engang tid til at snakke om hvorfor. Størstedelen af de andre beboere gik hverken i skole eller på arbejde, og derfor var mit hurtigt voksende fravær et mindre problem. Det var derfor utroligt fedt at møde en pædagog, der havde tid til andet end at følge os til behandling eller på jobcenter.
Det var ikke kun mangel på tid og pædagogtimer der gjorde, at jeg i dag føler mig mere opbevaret end opdraget. Særligt med uddannelse oplevede jeg, hvor svært det kan være som anbragt ung at tage en uddannelse på lige fod med andre. Min HF lykkedes mig kun, fordi jeg var overbevist om, at den var adgangsbilletten til at kunne få en videregående uddannelse og job. Uden den billet starter man altså bagerst i køen til voksenlivet!
HF var også en måde at skabe mening, struktur og formål i min hverdag. Man skulle derfor tro, at pædagogerne på bostedet ville have gjort mere ud af at hjælpe mig, når jeg trods angst og søvnproblemer var besluttet på at komme igennem en studentereksamen. Men det var der meget lidt af, for som sagt kunne en snak om mit hurtigt voksende fravær eller de kommende eksamener hurtigt blive afsluttet af andre beboeres kriser. Lektiehjælp var der stort set ikke, og når der knap var tid til at følge os til behandling, var der slet ikke tid til at lytte på, hvordan det gik med skolen.
Et godt eksempel var dagen før min afgangseksamen. Jeg sad i kælderrummet på botilbuddet og gloede intetanende på en hvid tavle, hvor jeg havde skrevet en masse formler op. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle nå at lære alle beviserne på under 24 timer. En stor del af dagen havde jeg brugt på at overveje, om jeg bare skulle udeblive fra eksamen, for jeg var sikker på, at jeg ville dumpe. Den dag printede jeg så mange siders noter ud, at jeg fik helt ondt af regnskoven over alle de træer, min eksamenspanik koldblodigt havde myrdet.
Imens printeren spyttede papir ud, viskede jeg beviserne på tavlen ud og forsøgte at skrive dem op igen uden at kigge på mine noter. Jeg gik i stå mange gange. Viskede beviserne ud igen. Forsøgte at skrive dem op igen. Gik i stå. Græd. Græd meget. Krøllede noterne sammen. Printede nogle nye. Gav op og gik en tur. Der var ikke nogen af personalets ansatte, som lod til at have hverken viden til at hjælpe mig med matematikken eller tid til at hjælpe mig med at finde lektiehjælp et andet sted.
Da jeg sent om aftenen opgivende lå og hørte sørgeligt tørvetrillermusik, googlede jeg i afmagt “gennemgang af matematikpensum,” for jeg havde trods alt besluttet at møde op til eksamen dagen efter. Jeg blev ufatteligt lettet, da jeg endelig fandt DTU´s YouTube-kanal og brugte næsten halvanden time sent om natten på at se matematikvideoer. Det lykkedes at finde den forklaring, som jeg havde ledt efter hele eksamensperioden, og jeg bestod med røven i vandskorpen.
Jeg undrer mig i dag over, at kommunen og botilbuddet ikke hjalp os mere med uddannelse eller andre former for beskæftigelse. Selvfølgelig blev der udarbejdet handleplaner, men der skal mere end et papir med målsætninger på til at motivere en til at gå i skole. Jeg har selv måtte droppe ud af to videregående uddannelser, og jeg kan afsløre, at det er en forfærdelig følelse af at være utilstrækkelig og at miste årsagen til at stå op og tage tøj på om morgenen. Den følelse vejer tungere end nogen handleplan og er endnu et eksempel på, hvorfor det ikke kun er store udbrud og kriser, men også i det daglige, at man skal støtte unge anbragte som os for, at vi kan klare vores uddannelser. Måske det også havde været en hjælp, hvis man havde haft overskud til at lade os afprøve praktikforløb eller opfordret os til at prøve noget nyt, så jeg var landet på den rigtige uddannelse i første omgang. Bedst af alt havde det måske været, hvis pædagogerne havde kunnet hjælpe lidt til, når det skriftlige fravær blev for højt, eller lyttet på mig, når det sociale eller eksamenerne blev uoverskuelige at strukturere på egen hånd. Måske jeg så havde haft tiltro til, at jeg godt kunne komme igennem de hårde dage på studie og ikke var droppet ud, og måske jeg så var sluppet for den grimme følelse af at være utilstrækkelig de gange, jeg måtte opgive min uddannelsesplan.
Når jeg nu går og overvejer, hvordan jeg skal få mig bugseret ned af systemhylden og ind i voksenlivet, tænker jeg meget på, hvordan man kunne tilbyde en anbringelse til en teenager med mine udfordringer og så overlade mig så meget til at klare mig selv. Om det er mangel på hænder, for få penge eller for dårligt uddannet personale - det ved jeg ikke. Det er nok en blanding af det hele.
Mit botilbud påpeger selv, at de ikke er et behandlingssted - det står klart, men det kan ikke passe, at man ikke kan forvente mere end mad og en seng, når et botilbud skal erstatte den opdragelse, man ellers kommer fra. Jeg havde nok heller ikke valgt det sted, hvis jeg vidste, hvor meget fordomme om spiseforstyrrelser fyldte derinde, og hvor længe de varede ved (og egentlig stadig gør), selvom jeg den dag i dag er rask. Jeg skal nu beslutte, hvilken uddannelse jeg vil gå i gang med, og hvor jeg skal bo. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået hjælp til at dyrke faglige interesser, og de ansatte havde haft mere tid til at lytte og give mig tiltro til, at jeg godt kan lykkes med mine fremtidsdrømme. Job og uddannelse er svære og store valg for alle, men det er endnu sværere, når ens lektiehjælpere har været YouTube og Google. Livet på egne ben virker overvældende, og både min hverdag og fremtid føles som en båd, der er lige ved at tippe og synke, og alt for tit står jeg med håret i postkassen uden at vide, hvordan jeg skal håndtere dårlige dag. Man er ikke anbragt for sjov; man er anbragt, fordi bostedet typisk, på sigt, er bedre for én end de rammer, man kommer fra. Men jeg håber alligevel, at andre anbragte unge vil blive mødt af færre fordomme og mere forståelse.
Jeg knappede den lyseblå skjorte med gøyeskjoldet for sidste gang. Iførte mig min lange, hvide nederdel og så frem til, at min hat blev udskiftet med en studenterhue. Min Half Windsor slipseknude havde aldrig været mere elegant, men jeg havde også brugt fire år på at binde den til perfektion.
Min seng på sovesalen var sjusket den dag. Mit hummer var langt fra pakket. Det stod uberørt hen, mens jeg trak op i klæderne, så det hvide stof ikke blev snavset af brostenene. Hen over Grønne Plads med bøge skoven og åen for foden af plænen, forbi træerne ”de syv søstre” og op i den prominente spisesal.
Kostskolen var mit hjem, og den husede et utal af børn og unge som også lod dagligdagen gå sin gang blandt de gamle bygninger. Fælles for mange var dog, at de kom fra velhavende familier, fra slotte og herregårde landet over. Med familievåbenskjold og Bentley’er. Sådan var jeg ikke, tværtimod.
Da jeg blev født, boede mine forældre på Christiania. Der blev de gift og boede en årrække, indtil hashen blev udskiftet med hårdere stoffer. Kort efter min fødsel forvandlede mine forældre os til en nomadefamilie. Vi boede mange steder på få år, men vi endte i Dianalund.
Da jeg var to år, blev jeg tvangsfjernet. Min storebror og jeg blev sammen anbragt på et børnehjem i Slagelse, hvor de adskilte os. Folk kom for at se os, og så gik de igen. Sådan foregik det i et lille års tid, før jeg kom hen til min første plejefamilie.
Da jeg var helt lille, boede mine forældre i et hus med en svalegang, der samtidig fungerede som altan. Servicet i køkkenet var lavet af blåt, halvgennemsigtigt plastik med en nubret overfalde. Vi spiste hjemmelavet øllebrød, som måske er den eneste ret, min mor nogensinde har lavet. Pengene var små og samværene sjældne, misbruget stort og forventningerne høje. Det var sommer, og der var netop ankommet et omrejsende tivoli, som havde placeret sig bag hækken til baghaven. Min far tog en boltsaks og klippede hegnet op, og ubemærket kravlede vi ind til de svimlende karruseller og de mange lys, der blinkede i alverdens farver.
Jeg fik huller i ørene den dag. Hvordan min mor betalte, erindrer jeg ikke, men jeg vidste, at hun ikke havde nogen penge. Jeg stod ved en fiskedam og fiskede efter sølvpapirskugler, da min far blev gal på en anden mand. Det hele eskalerede, og min far fik blod på trøjen, som til dels var den fremmedes og dels sit eget. Men det var sådan, han var. Jeg trak ikke en mine, men vendte stille tilbage til fiskedammen. Jeg var vant til det.
Senere flyttede mine forældre til Sorø. Vi boede i en lille lejlighed mellem togperronen og busterminalen på Sorø Station. Først i stuen og senere på første sal, som lå i forlængelse af venteområdet og en lille stationskiosk.
Jeg delte værelse med min lillesøster hos mine forældre. Vi havde en køjeseng, men vi overnattede aldrig. Nætterne blev brugt hos plejefamilien. På væggen ved den øverste del af køjesengen hang der en stor sliksut med grønne og røde striber. Jeg havde aldrig før set eller haft så stort et bolsje, så jeg sparrede på den og gav den kun et slik i ny og næ.
Badeværelsesgulvet i vores københavnerbad var beklædt med skumtal. Stuen havde gamle lædersofaer, som lugtede fælt af min fars cerutter og alkoholsjatter. Mine forældre havde ikke et rigtigt fjernsyn, men de havde et lille apparat på 10x10 centimeter, som nogle gange kunne få signal, så vi kunne se tv i sort/hvid. Hjemmet var snavset og rodet. Der var tilrøget, indelukket og meget beskidt. Så beskidt, at man kunne mærke snavset sætte sig fast på håndfladerne, hver gang man rørte ved noget. Hvis du nogensinde har været på en af Københavns s-togsstationer, så kender du den helt nøjagtige lugt.
Min far sad ofte i den samme lænestol. Nogle gange blev jeg usikker på, om han var i live. Øjnene vendte det hvide ud af, og halvdelen af kroppen var reelt set ikke i stolen. Min mor bad os af og til om at gå ud for at lege på perronen, når hun ikke kunne overskue os. Så jeg legede ofte med de børn, som stod og ventede på regionaltoget med deres forældre. Mine forældres hund blev engang kørt ned af et gennemkørende tog; efter den episode legede jeg ikke længere på perronen.
Hvis det stod til mine forældre, var samværet blevet skiftet ud med en permanent adresse hos dem. De havde svært ved at sige farvel og forsøgte at overtale mig til at blive. At jeg selvfølgelig ikke skulle lytte til dem, som ikke anede noget om vores familie. At jeg ikke behøvede en plejefamilie. At de som det mindste kunne agere aflastningsfamilie.
En dag tog jeg min bamse under armen og krydsede over busholdepladserne, da min mor begyndte at råbe og farede hen mod bilen: ”Hvis du tager hende, så slår jeg dig ihjel!” skreg hun til min plejemor.
Hele turen hjem havde jeg lyst til at spænde selen op, åbne døren og gribe fat i en af lygtepælene og være midt i intet af det. Mine forældre var, hvad jeg ville have, men min plejefamilie kunne give mig det, jeg havde brug for.
Jeg måtte ikke længere have samvær hjemme hos mine forældre, så jeg lærte alle rastepladser, alle huller i vejen og lapninger fra Næstved til Sorø at kende. Alle bakker og dale, hvor Susåen krydsede gennem landskabet. Det var herude i ingenting, at samværene skulle holdes fra da af.
Da jeg var fem, bildte kommunen mig ind, at mine forældre tog medicin, og det var, derfor vi ikke kunne bo hjemme hos dem. Det var også grunden til, at de ikke altid var så friske, når vi havde samvær og nok også årsagen til, at der nogle gange gik halve eller hele år mellem samværene, fordi de ikke magtede det; fordi de glemte mig. Jeg kunne se, at mine forældre ikke fik det bedre, så jeg spurgte pænt min daværende socialrådgiver, om mine forældre kunne få noget hjælp til ikke at tage medicin, for det ville nok være bedre for dem.
Igennem min barndom har jeg været til et utal af møder med socialrådgivere og sagsbehandlere på kommunekontoret. Det føltes altid som at træde ind i en lægeklinik. Der var usædvanligt stille, selvom der var masser af mennesker. Vanddispenseren lavede store bobler, hver gang nogen tog et glas vand. Det var på kommunen, at jeg lærte at drikke kaffe med sukkerknalder. Det var ikke et synderligt børnevenligt sted, og jeg brød mig ikke om at skulle tale med en fremmed dame, hver sjette måned.
Da jeg var syv, flyttede mine forældre til Jylland. De var overbeviste om, at hvis de flyttede væk, så ville jeg blive hjemgivet. De flyttede ind i et underligt, rødt murstenshus, hvor hele stueetagen var lavet om til garage. Væggene i stuen var gule, og mine forældre havde sat grene op langs loftet, så deres lille silkeabe kunne løbe frit omkring.
Når jeg besøgte mine forældre i Jylland, tog jeg selv toget. Nogle gange havde jeg min lillesøster med, men det gjorde det kun vanskeligere, når jeg skulle have overblikket over, hvilken station vi var på, hvornår vi skulle af for at skifte over til det næste tog og samtidig sørge for, at vi fik alt med os og underholde hende. Rejsen derhen tog nogle gange syv timer – jeg så mine forældre i maks. fire.
Mit nye værelse var tomt. Jeg opbevarede mit legetøj i en flyttekasse, der var blevet brugt til at transportere et helt hjem over Storebælt. Jeg rodede forsigtigt rundt i kassen, da jeg stødte på en kanyle, som tilhørte mine forældre. Der var mange. Nogle var løse og brugt, andre var stadig indpakket i knitrende plastik. Men jeg skelnede ikke mellem brugt og ubrugt, når jeg vidste, at intentionen var den samme; at injicere sig med hvad alle kaldte for ”medicin”. Jeg trak min bluse ud, så den dannede en lille fordybning, placerede mine fund og valsede hen til mine forældre. Min mor blev gal på mig. Hun sagde, at det ikke var noget, jeg skulle snage i.
Min far løb altid efter toget, når jeg skulle hjem, og fløjten havde lydt - helt indtil benene ikke længere kunne følge med, og han var efterladt for enden af perronen. For mig har togene givet liv og taget liv, skabt glæde, kaos, vrede og sorg.
Jeg var lige fyldt ti, da jeg en dag i maj fik at vide, at min mor havde taget sit eget liv ved at give slip på sin hund og falde hovedkulds ud på togskinnerne.
Efter min mors død forandrede min far sig. Han havde aldrig været en særlig rar mand, men med min mors død blev vreden kun værre. Han så hende i mig, og han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det. Min lyst til at se min far forsvandt fuldstændig. Jeg orkede ikke længere hans vrede, hans uansvarlighed og at jeg skulle agere forælder for min egen far. Men selvom jeg var meget resolut i min beslutning, var det svært at overbevise andre om, at min beslutning om ikke at se ham mere var den rigtige.
Kommunen fortalte mig, at han var en rar mand, og at jeg ikke kunne sige fra overfor samværet. Jeg begyndte at blive væk, når jeg vidste, at han kom. Jeg lavede aftaler med venner og veninder eller opholdt mig i skoven eller på skolen for at undgå ham. Jeg blev spurgt hver måned af plejeforældre og socialrådgivere, om jeg nu ville se ham. Jeg blev ved med at sige nej.
Til et statusmøde på kommunen sagde min socialrådgiver, at jeg klarede mig så godt, at min far kunne komme og tage mig, hvis han ville. For han var jo en rar mand, og han virkede ikke så påvirket til møderne. Sådan blev det ved i otte år.
Da jeg blev 14, havde jeg fået nok af skiftende plejefamilier, og jeg bad derfor om at komme på kostskole. Men det mente min socialrådgiver ikke. Jeg agiterede med, at hvis jeg ikke kom afsted, så ville jeg ikke færdiggøre niende klasse, få en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, som så ville resultere i, at jeg ikke ville få et job, og at hun i stedet for ville skulle udstede bistand til mig resten af mine dage.
Jeg blev optaget på kostskolen få måneder senere.
I fire år fik jeg lov til at være kostskoleelev i stedet for at være ”det anbragte barn” eller ”pigen med den døde mor”. Jeg havde i forvejen et børnehjem og seks plejefamilier med i bagagen. Jeg har boet i 19 forskellige huse, og sammenlagt har jeg haft 21 søskende. Mange af de steder, jeg har boet, var ikke gode. Jeg har haft plejefamilier, hvor de tog så hårdt fat i mig, at jeg fik mærker. Hvor de slog mig med knive. Eller trommestikker. Hvor de ydmygede mig foran venner. Jeg har sovet på trappeopsatser, fordi plejebørnene ikke havde et værelse. Brækket mig af frygt. Jeg har sovet i en kælder med skimmelsvamp og asbest i flere år. Jeg har gået 20 kilometer på bare tæer i minusgrader, uden jakke og i hullet tøj, fordi mine tøjpenge ”forsvandt”, og ingen gad køre mig.
Jeg tog direkte hen til gymnasiefløjen, hvor jeg vidste, at mine veninder skulle ind til deres sidste eksamen. Jeg var der tidligt, for det var vigtigt for mig. Nok fordi de var dem, som havde indtaget den mest familiære rolle gennem de sidste fire år. Det vrimlede frem med forældre og søskende for at lykønske, giver huer på og holde picnic med champagne på de opsatte bordebænkesæt. Min plejemor kunne ikke komme, fordi hendes arbejde vurderede, at det ikke var relevant, da jeg ikke var hendes barn.
Jeg var frygtløs og frygtsom på én og samme tid. Jeg var godt klar over den aftale, jeg havde indgået med kommunen: at jeg kunne bibeholde min anbringelse til den dag, jeg blev student. Jeg var stolt over, at jeg havde gennemført gymnasiet. Ikke nok med, at jeg havde overhalet hele min biologiske familie indenom, så var jeg blevet student fra et af landets mest præstigefyldte kostskoler – og samtidig blevet hjemløs. Der var nemlig ikke blevet lagt en plan for mit efterværn, mit forhold til min plejefamilie var dårligt - og i øvrigt ophørt - og selvsagt kunne jeg ikke bo på kostskolen som dimittend. Men jeg blev et par ekstra dage for at pakke mit hummer sammen og finde ud af, hvor jeg nu skulle hen.
Min venindes mor kom forbi skolen, da hun så mig for enden af den lille gade. Hun rullede vinduet ned og råbte til mig, hvad jeg dog lavede. Jeg gik hende i møde, mens jeg forsøgte at tale udenom. Hun rynkede panden, da jeg forklarede hende, at jeg ikke længere havde et sted at bo. Hun tog mine papkasser ind i bilen og sagde: ”Nu tager du med hjem.”
Jeg boede hos hende i et halvt år, hvorefter jeg sammen med min veninde flyttede videre. Vi boede sammen i to år, og endelig fandt jeg hjem.
Som 3-årig blev jeg anbragt hos min plejefamilie. Min plejemor og plejefar tog mig til sig, som var jeg deres egen og i dag er de min mor og far. Den 15/05 2021 mistede jeg desværre min far.
Kære far
Jeg har valgt at dedikere min historie til dig, min far, Leif. Selvom du ikke kommer til at læse den, så skal du vide, at du har betydet alt for mig, og uden dig og mor ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er. Jeg er ked af, at du ikke er der til at følge mig hele vejen til målet, men at du har valgt at åbne dit hjerte og være den far for mig, som jeg aldrig fik, vil jeg altid være dig evig taknemmelig for. Du har været den bedste far, jeg nogensinde kunne drømme om.
Din Simone
”Ring, ring, ring” Jeg farer sammen og rækker straks min arm ud til siden. ”ring, ring, ring” Mine fingre føler sig frem. Lettelsen går igennem mig, da de endelig støder på telefonens kolde skærm. Alarmen slukkes for en stund. Jeg lægger mig tilbage. Lukker øjnene. Her i morgenstundens spæde mørke findes kun mine egne tanker. Mine egne følelser. Mig. Jeg slår øjnene op igen og svinger fødderne ud over sengekanten. På vej hen til mit skab får jeg øjenkontakt med mit spejlbillede og stopper op. Jeg ser på mig selv. Blikket i mine øjne er tomt, imens jeg dækker mig selv til i en maske af sminke, sætter håret op i en høj hestehale og skyder brystet frem. Jeg lukker øjnene og forestiller mig den dag, der venter mig forude.
Jeg forlader min hoveddør og sætter mig ind i skolebussen, der tager mig derhen, hvor jeg er anderledes. Det er svært at se ud ad den støvede rude. Jeg tørrer hurtigt og forsigtigt den tåre bort, der har sat sig i min øjenkrog i frygt for, at nogen skulle have set den.
Skolen toner sig frem i horisonten foran mig, mens bussen kommer nærmere. Jeg stiger ud af bussen og går op imod den røde murstensbygning. Jeg står stille og betragter den. Jeg overvejer, om jeg kan nå at vende om. Men jeg står tryllebundet og stirrer på glasdøren. Jeg står endnu en dag ansigt til ansigt med den dør, som min lærer lukkede. Dengang hun knuste mine drømme om fremtiden. Dengang hun fortalte mig, at jeg nok bare skulle være glad og stolt, hvis jeg gennemførte 9. klasse. At jeg nok ikke skulle sætte mine forventninger til fremtiden for højt. Det er jo blot en glasdør, som fysisk skiller mig fra den klasse, jeg går i. Men alle de døre, der gentagne gange er blevet smækket i hovedet på mig, ser jeg nu for mit indre blik. De har efterladt mig i en slags labyrint af lukkede døre. En labyrint jeg selv må finde rundt i, frem til en åben dør, som vil vise mig vejen frem og ud. Den uforståenhed jeg følte dengang. Som jeg stadig føler. For hvorfor skulle jeg ikke kunne komme længere end 9. klasse? Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå lige så langt som mine klassekammerater? Jeg kaster tankerne fra mig, trækker vejret dybt, og åbner glasdøren.
Som 3-årig blev jeg sammen med mine søstre fjernet fra min mor. Hun havde et enormt alkoholmisbrug, der gjorde, at hun ikke var i stand til at tage sig af os. Hos min far var der ikke meget hjælp at hente; han var selv glad for at ty til flaskerne, og så døde han i en drukneulykke, kort inden jeg fyldte tre år. Vi røg derfor akut på børnehjem, hvor vi boede i fire år, inden vi blev anbragt i vores plejefamilie.
Idet jeg træder ind ad døren, hører jeg en, der råber: “Mor.” På vej hen til mit klasselokale passerer jeg en mor, som er ved at hjælpe sin søn af med overtøjet. Jeg bliver ramt af en underlig følelse. Knuden i min mave vokser. Tårerne presser sig på. Jeg siger ordet mor højt inde i mig selv. Det ord føles fremmed, når jeg tænker på hende. Hun er ikke længere min mor. Jeg ser min lærer ud af øjenkrogen, da jeg går ind i klassen, og sætter mig på min plads. Hun begynder at snakke om et eller andet, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Det eneste, jeg hører, er flasker, der klirrer mod hinanden, og jeg mærker den stærke lugt af spiritus og tobak. Det føles næsten som at være tilbage. Det giver mig kvalme.
Jeg overvældes af en vrede over, at min mor svigtede mig, at hun valgte værtshus og alkohol frem for mig, at hun efterlod mig ved gamle mænd, at hun ikke hentede mig fra børnehave, at jeg endnu engang stod tilbage. Jeg vågner fra mine tanker, da jeg mærker mine fingre bore sig længere ned i det bord, jeg sidder ved. Jeg ser hurtigt rundt for at se, om nogen har lagt mærke til min vrede. Jeg får øjenkontakt med min veninde, der sidder længere nede i lokalet. Jeg smiler sukkersødt til hende; et smil, der hurtigt bliver gengældt.
Vi er heldigvis veninder. Det er ikke altid, at jeg er så heldig. Der var for eksempel dengang i 3. klasse. Jeg havde mødt en potentiel veninde dagen inden, det troede jeg i hvert fald. Den efterfølgende dag spørger jeg hende, om vi skal lege. Her bliver jeg mødt med:
“Jeg må ikke lege med dig. Fordi min mor siger, at du er sådan en, man skal holde sig fra.”
Mit blik fanges af viserne på klassens vægur. Tik tak, tik tak. Klokken er 11:10. Ud fra sekundviseren kan jeg se, at den snart slår 11:11. Fem, fire, tre, to, en … Visernes evindelige tidsrejse minder mig om dengang, min skulder gik af led. Eller rettere første gang den gjorde. Og anden gang… Et enkelt slag i en dum leg skulle der til, bare fordi klokken slog 11:11. Dette resulterede i, at min plejemor og jeg endte i et konsultationsrum sammen med en høj, tynd kirurg med tilhørende tyndt hår. Dette skulle vise sig at være et skæbnesvangert møde. Jeg trådte ind ad porten til ortopædkirurgisk ambulatorium på hospitalet som mig selv - som Simone med en dårlig skulder. Med lugtene af gummi, sprit og syge mennesker i mine næsebor fik jeg ellers at vide: “Sæt selv din skulder på plads.” Det tog dog 24 timer, før min skulder kom på plads. Dette alene efter min plejemor og en sygeplejerske med tvang fik en læge til det.
At stå foran et menneske, der på forhånd havde sat en label på min pande, hvor der stod “opmærksomhedssøgende anbragt teenagepige med ondt i sjælen, som rev sin egen skulder af led med vilje.” At få fortalt, at der ikke var noget galt med min skulder, men at der var noget galt med MIG. At det var klart, at man med min fortid, havde det svært. Jeg trådte ud brændemærket og sat i bås som plejebarn. Og nu psykisk syg.
Det satte dybe spor og blodige ar i min psyke, og jeg udviklede såkaldte funktionel le lidelser. På baggrund af denne stigmati sering og min dårlige samvittighed herom begyndte troen på, at det var mig, der var forkert, at brede sig. Derfra mærkede jeg for alvor frygten for at være mig – nok mest af alt at vise andre, hvem jeg er. Jeg fik en følelse, som jeg aldrig før havde mærket. En følelse af at blive spist op indefra af en parasit, der overtager hver eneste celle i min krop. Følelsen af angst.
På grund af de funktionelle lidelser og min angst begyndte jeg at få anfald, hvor jeg besvimede og lå og rystede. Min lidelse gjorde også, at jeg vågnede op en dag og var kortvarigt blind på mit højre øje. Kort sagt endte jeg med at bryde sammen. Den oplevelse, som jeg havde på hospitalet, gjorde mig angst, og jeg følte mig for første gang sådan rigtig anderledes. Jeg fik for alvor angst for ikke at passe ind. Angst for ikke at være god nok. At jeg nu ikke længere kunne de samme ting som mine venner, gjorde det ikke bedre. Jeg var ikke i stand til at være væk fra mine plejeforældre i længere tid, fordi jeg frygtede at besvime.
“Ik’ fald om, ik’ fald om.” Jeg kan mærke svimmelheden, og det sortner for mine øjne. Jeg holder hårdt fast om den dørkarm, jeg læner mig opad. Mit hoved dunker, og jeg ryster over hele kroppen, så det er svært at stå oprejst. “Ik’ fald om.”
Jeg blev ked af det, hver gang det skete, fordi jeg ikke længere kun var den anbragte, nu var jeg også hende den syge. Mine venner blev også bange for at være alene med mig, fordi de frygtede, at jeg ville besvime. Så jeg endte med mest at være for mig selv eller sammen med min familie, som altid stod klar og var der for mig når og efter, at det skete. Mine bedste veninder inviterede mig ikke længere til deres arrangementer. Jeg blev så ked af det, at det triggede min hjerne, og jeg besvimede foran dem. Det gjorde bestemt ikke min situation bedre. Jeg var blevet ensom.
“Hej mit navn er Simone; jeg bor hos min mor og far. Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg går meget op i kost og træning.”
Jeg startede på efterskole i 10. klasse og var fast besluttet på, at jeg var Simone, og ingen skulle vide, at jeg var anbragt, eller min mor havde et misbrug. Ingen måtte vide, hvad der gemte sig bag min maske.
En løgn, der blev større og svære at forsvare; en løgn, der stille og roligt krakelerede.
“Hvorfor hedder du Lorentsen, når din mor hedder Rasmussen?”
“Øh, fordi jeg fik navnet fra, da min mor var ung.”
“Hvorfor kalder du aldrig dine forældre for mor og far?”
“Fordi det gør vi bare ikke hjemme hos os.”
Jo mere de spurgte og undrede sig, jo mere blev jeg nødt til at tænke på min fortid, og jo hårdere blev det at gå på efterskole. Men jeg var så bange for at miste dem, hvis de kendte den rigtige historie.
“Jeg føler, at du har været falsk og holdt os for nar.”
Så det endte med, at jeg mistede mine venner alligevel, fordi masken og facaden fyldte for meget.
Jeg står tilbage ved den røde murstensbygning foran det gule busstopskilt. Jeg venter, venter på den grønne skolebus, som skal bringe mig hjem. Men hjem til hvad? Endnu en socialrådgiver, der venter på mig, så jeg igen skal flytte? Jeg magter det ikke. Det at skulle agere hoppebold igen. Frem og tilbage mellem ølflasker, cigaretrøg, bodegaer på række, en gammel mands lejlighed og en døgninstitution, der dyrkede det usunde forhold, jeg havde til min mor, hvor hun stadig prioriterede alkoholen over at møde op til vores samvær, for så at lande midt i et hjem. Et hjem. Et rigtigt hjem, som tager sig af mig. Som lader mig være det barn, jeg har brug for at være. Som giver mig pladsen til at være mig. Jeg vil for alt i verden ikke være en hoppebold.
“Jeg klarede den!” Jeg klarede endnu en dag, og jeg bor stadig hjemme. Jeg træder ind ad min plejefamilies hoveddør og ånder lettet op. Jeg omfavner min plejemor. Det gør jeg hver dag, fordi hun minder mig om de gode ting, jeg har i mit liv, og om den kamp, vi sammen kæmper hver dag. Hvis ikke min mor, som jeg kalder min plejemor nu, er der til at gribe mig, når jeg har haft en dårlig dag eller er blevet ked af det, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
Jeg har siddet rigtig mange gange ulykkelig og frustreret og snakket med min mor om, hvad der var svært. Det kaldes kognitive samtaler. De har hjulpet mig til at arbejde med mig selv og komme op af det sorte hul, jeg nemt kommer ned i. Der hvor jeg gemmer mig og mine følelser væk på mit eget værelse, fordi det er nemmere ikke at snakke om det. Der har det hjulpet at kun ne snakke om, hvorfor jeg ikke føler mig god nok; at jeg er bange for at miste min familie; at kommunen ville tage mig væk.
Jeg blev beriget med den dejligste familie, der ikke udviste andet end kærlighed og omsorg. De mennesker, som tog mig ind som deres egen. De mennesker jeg i dag kalder mor og far. De mennesker, som gav mig deres efternavn og gør, at jeg nu stolt kalder mig en Lund Rasmussen. Deres kærlighed og anerkendelse har givet mig troen på mig selv, og modet til at åbne op og være ærlig omkring mit liv og min fortid. Måske vigtigst af alt at turde gå efter mine drømme og have overskuddet til at hjælpe andre børn og unge, der er i samme situation som mig. De har reddet mig og gør, at jeg hver dag er tættere på at kunne kalde mig en mønsterbryder. Det er de mennesker og den udvikling, der betyder noget for mig. Jeg er evig taknemlig for, at min familie (specielt min mor og far) har været der for mig – også når det blev svært, og de ikke gav op, når jeg selv gjorde.
Jeg skubber døren op til mit værelse. Jeg ser mig selv i spejlet. Mine øjne er ikke længere tomme. Jeg mærker gnisten. Blinker og smiler til mig selv, “du sgu egentlig go’ nok, Simone, anbragt eller ej.” Jeg træder et skridt tilbage og ser mit liv udefra. Står kort og betragter masken. Så lukker jeg mine øjnene og trækker vejret dybt, løsner håret fra elastikken og skyder brystet frem. Jeg åbner mine øjne. Nu ser jeg Simone. Jeg håber, at jeg en dag kan blive helt fri for masken. At jeg en dag kan møde verden, som den jeg er. Som Simone. Jeg er nået langt i min kamp om at lægge masken fra mig, og jeg håber, at jeg snart ser dens eksistens smuldre ud mellem mine fingre for altid.
Møder du mig i dag, vil du møde en mand, der er nydeligt klædt, veltalende og ambitiøs. Sådan tilskrev statistikkerne ikke, at jeg ville blive. Jeg kommer fra det Danmark, hvor misbrugere og biedermeieridyl mødes, hvor havenisser og ligusterhække står omgivet af huse i forfald, hvor status kommer af at være mere skruppelløs end naboen. Jeg kommer fra et skolesystem, der havde mere travlt med at forklare, hvor dum og uduelig jeg var, frem for at styrke mine faglige kompetencer.
Jeg er 27 år, halvdelen af dem, jeg kendte under min opvækst, er døde af stoffer, sygdom eller selvmord. Der, hvor jeg kommer fra, lærer man ikke værdien i en velformuleret sætning. Der, hvor jeg kommer fra, er det et privilegie at drømme om at blive til noget.
Min historie begynder, da jeg er 23 år. Jeg flytter ud på en gård i det sydfynske. Her bor jeg sammen med min mor, søster, hendes børn og min hund Basse - en godmodig Berner Sennen, som har været ved min side, siden han var en pjusket hvalp. Det er en dejlig, stor gård med plads til tre familier. Vi har ikke boet der længe, men en dag udvikler en misforståelse sig til en større konflikt. Jeg vil ikke gå i detaljer om konflikten, men den drejer sig om min nevø og Basse. Min søster sidder i kørestol, og systemet, der aflaster hende, truer med at tvangsfjerne hendes børn og aflive Basse, hvis ikke han og jeg forlader gården inden for 24 timer. Fra det ene øjeblik til det andet bliver hele min verden og eksistensgrundlag revet væk under mig. Fra det ene øjeblik til det andet bliver jeg hjemløs. Dagen efter skal Eminem spille på Orange Scene; en koncert jeg har ventet på, siden jeg var barn. Billetterne har ligget trygt i en skuffe i et halvt år. Selvom jeg står uden tag over hovedet, anser jeg det ikke som en mulighed at aflyse. Jeg afleverer Basse hos min mors ekskæreste. Det kræver store overtagelsesevner, for han må ikke have dyr i lejlighedskomplekset. Jeg siger farvel til Basse, der bliver trist over, at jeg går. ”Vi ses, Basse,” siger jeg. ”Far kommer hjem igen, pas på dig selv.” Jeg træder ud ad lejligheden. Opgangen lugter af rengøringsmidler, krydret mad og pis. Ud ad døren lyder det: ”Kom snart tilbage, Jonas! Han må slet ikke være her!! Forstår du det!?” Jeg hører ordene, men mærker ikke, hvor ondt de gør; jeg er stum indeni. Jeg står i problemer til halsen. Alle dem, jeg kender, der altid har lovet at være der for mig, svigter, eller deres hjælp kommer med en pris.
Jeg kører fra Svendborg og ned til Lolland, hvor jeg skal mødes med min far. Jeg har inviteret ham med til koncerten og har glædet mig til at dele oplevelsen med ham. Han modtager mig i sin indkørsel med et smil på læben og sin campingvogn hægtet bag på bilen. Stemningen er høj, mens vi kører; den ene CD bliver spillet efter den anden, men jeg er ikke rigtig til stede – mine tanker er på min situation. Efter en times kørsel spørger min far: ”Hvordan står det til derhjemme?” Jeg er bange for at ødelægge stemningen, bange for at blive mødt af hånlige bemærkninger om, hvor stor en fiasko og taber jeg er, hvis jeg siger tingene, som de er. Jeg er desperat nok til at fremtrylle en løgn, men i sidste sekund vælger jeg at fortælle sandheden.
Min far lytter stille; jeg mærker ham være til stede. ”Hmm,” lyder det fra førersædet. Han fortsætter: ”Det skal nok gå, Jonas. Du skal nok nå langt i livet… meen... hvad har du tænkt dig at gøre?”
”Jeg har en opsparing på 5.000 kr. Jeg tænkte på at finde en campingvogn,” svarer jeg.
”Denne glimrende dame, som slingrer agterud, er netop kommet til salg for 5.000 kr.,” udbryder han med et smil.
Jeg køber vognen ubeset og er definitionen på en elendig forhandler. For uden at tænke nærmere over det, koster vognen præcis det, jeg ejer og har. Det var en nem løsning, og i desperate stunder har nemme løsninger det med at finde én. Jeg har siden tænkt, at det var godt, at jeg ikke havde flere penge på lommen. For så ville den have kostet dét mere, sådan er mentaliteten. Ligegyldigt hvor meget kapital du har, vil det altid koste det, du har. I det miljø, jeg er vokset op i, narrer alle hinanden, og alle ved det.
Til koncerten står jeg blandt 130.000 mennesker, stemningen sitrer af glæde, spænding og begejstring. Den såkaldte Orange Feeling er i blomstring. Alt sammen observerer jeg som en usynlig beskuer. Eminem gør entre på scenen. Folk er vilde. De første beats slår an. Han beviser, hvorfor han er rappens ubestridte konge. Der står jeg, 25 meter fra scenekanten med frit udsyn til hele showet, og intet af det kan jeg føle indeni. Jeg er lammet af alt det kaos, der er sket de seneste dage. Resten af Roskilde ligger jeg alene og sover i campingvognen. For mig er der ikke mere at opleve på Roskilde, og jeg vil bare hjem og få styr på mit liv.
Jeg kører tilbage til Fyn med campingvognen bag på bilen. Jeg ringer til den ene campingplads efter den anden. Alle afviser mig. Enten må jeg ikke have Basse der, eller også kan jeg ikke være der om vinteren. Den femte campingplads, jeg ringer til, er Carlsberg Camping på Tåsinge. Campingfatter Steen tager telefonen. Jeg forklarer min situation, og at jeg ikke har ret mange penge. ”Du virker som en flink ung mand, vi ser på det, når du kommer og finder en løsning,” svarer han venligt. Vi finder en plads til campingvognen. Da den kommer på plads, kører jeg til Svendborg for at hente Basse. I det jeg åbner lejlighedsdøren, bliver han så glad for at se mig, at han kaster sig på gulvet og vil nusses på maven. Vi kører sammen ud til det nye sted, hvor vi nu skal bo.
Basse hopper ind i campingvognen, da vi ankommer. Den er 10 m2, og 8 af dem er indrettet med en dobbeltseng, et køkken, et klædeskab, et badeværelse og en sofagruppe. Jeg lægger Basses tæppe på den gulvplads, der er. Han accepterer det og ligner en hund, der altid har boet i en campingvogn. Jeg giver Basse mad og vand. Jeg er sulten, men lægger mig i sengen. Der er endnu ikke tilsluttet strøm; der kommer kun lys ude fra de andre vogne, når mørket falder på. Basse kommer hen til mig og slikker mig på kinden. Det plejer han aldrig at gøre, altid på armen eller benet, men ikke i ansigtet. ”Det skal nok gå, Basse. Dig og mig. Vi skal nok klare den.”
Mine naboer er venlige og hjælper mig med alt det, de har erfaret aflivet som campister, selvom de selv er i forfald. De viser mig, hvordan man slår fortelt op, stormsikrer det og bygger gulv på ujævnt terræn. De lærer fra sig, altid med en øl i hånden; de har ingen struktur, ting sker, når de sker, og tiden flyder ud. Jeg starter på HF.
Efteråret begynder, vinteren kommer snart. Det viser sig, at fyret i campingvognen ikke virker, selvom der blev givet hånd på det. Det vil koste 30.000 kr. at reparere fyret. Jeg har ikke råd til at lave det eller til at have en anden varmekilde tændt. Jeg ringer til min far for at høre, om han kender noget til fyret, og om han vil hjælpe med at få det til at virke. ”Jonas. Du må klare dig selv,” siger han og smæk ker røret på.
Min krop er begyndt at vænne sig til livet udenfor. Basse har heldigvis en tyk pels, han fryser ikke.
Det er rart at være til undervisning, for klasselokalerne er lune. Men pauserne er hårde. Det er svært at relatere til et almindeligt ungdomsliv med fester, kollegieliv eller et værelse hos mor og far. Når jeg siger noget ærligt om mig selv og mit liv, bliver jeg mødt med mistro.
Den faglige del af uddannelsen er ikke bedre. Der kommer flere skriftlige afleveringer, og når kritikken kommer tilbage, forstår jeg ikke, hvad lærerne siger. Jeg forstår ikke, hvad de mener, når analysen skal være mere dybdegående, eller diskussionen er unuanceret. Jeg kommer fra en verden, hvor diskussioner fører til slagsmål, og kildehenvisninger er det samme som at være stikker.
En dag banker det på forteltet. Det er en af de dage, hvor jeg ikke vil tale med nogen. Det er campingfatter og to journalister fra TV2, der er ved at finde deltagere til et nyt program. De spørger, om de må komme ind og stille et par spørgsmål om at bo på camping. Jeg tænker, at det kommer ikke til at ske, mit liv rager ikke nogen, men jeg hører mig selv sige: ”Ja, selvfølgelig, kom indenfor.”
Vi sætter os i forteltet. De virker flinke, men jeg er opdraget til, at man ikke kan stole på nogen og aldrig skal sige noget, der kan bruges imod én. De begynder at stille spørgsmål og forsikrer mig om, at det bare er research, og at man først skal udvælges. Jeg tænker: Hvorfor ikke, det kan der jo ikke ske noget ved; jeg bliver alligevel ikke udvalgt. Jeg er et kedeligt menneske. Hvem gider interessere sig for en hjemløs knægt, hvis eneste lyspunkt er hans nuttede hund?
Senere på aftenen får jeg en besked fra journalisterne. De vil gerne lave en prøveoptagelse med mig og kommer som aftalt og filmer. Efter interviewet hører jeg ikke fra dem i lang tid, men en dag ringer min telefon. Det er produceren, som vil høre, om jeg vil medvirke i tv-programmet.
Mine venner eller familie besøger mig ikke i campingvognen. De siger, de er skuffede over, at jeg er blevet hjemløs. De siger, jeg skal aflive min bedste ven og flytte på kollegie eller få mit gamle job som snedker tilbage. Jeg ved godt, at de siger det i den bedste hensigt. Men de forstår ikke, at Basse og jeg er forbundene. De forstår ikke, at mit gamle job æder 14 af døgnets 24 timer, hvilket er uforeneligt med at have hund. De forstår ikke, at Basse ikke bare er et kæledyr. Han er min ven.
Et af de få mennesker, jeg har en venskabelig relation med, er Frede fra Svendborg. Vi har kendt hinanden siden teknisk skole. Han har længe følt, at det var synd for ham og hans image at have en ven, der er hjemløs og bor i en kold campingvogn, men han er begyndt at komme sig over det.
Jeg bliver inviteret til hans fødselsdagsfest. De eneste gæster er mænd, der går op i deres store skovmandsskæg og venstreorienterede udenrigspolitik. Frede stikker en lokalbrygget specialøl i min hånd. Han ved, at jeg ikke drikker. I det han kigger væk, tømmer jeg den i hans suspekte potteplante.
Der træder en kvinde ind i rummet; hun er i højt humør og går hen til Frede for at give ham en gave. Det er et billede af en krage i begyndende forrådnelse. Hun er iført den grimmeste kjole, jeg nogensinde har set. Det ligner et patchworktæppe i rød, gul og grøn, som har besluttet sig for at overfalde denne stakkels unge kvinde og definere sig selv som en kjole. Imens hun taler med Frede, overdøver hun stuen med sin latter.
Kvinden og jeg begynder at tale sammen. Jeg fortæller hende om min store passion for antikke træhøvle. Det viser sig, at hun har en lige så stor passion for at høre om antikke træhøvle, som jeg har for at fortælle om dem. Jeg fortæller hende om alt fra, hvordan man kan se, hvilken tidsperiode et møbel eller et fodpanel er fra, ud fra de geometriske profiler de har, til forskellen i kulstofopbygningen imellem gamle høvljern og nye. Jeg bliver så optaget af emnet, at jeg aldrig får spurgt hende om hendes navn. Pludselig i de tidlige morgentimer er hun væk.
Jeg spørger Frede, hvem hun er. ”Det er Kamilla, hende kan du lige så godt glemme. Hende kan du ikke tøjle, og hun er færdig med mænd,” svarer han. Men jeg kan ikke glemme hende. I løbet af det næste år krydser vores veje tilfældigt. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. En dag ringer hun til mig og spørger, om hun må besøge mig. Jeg advarer hende om, at jeg ikke har noget mad, men hun har spist, siger hun insisterende. Da hun kommer hjem til mig i campingvognen, er hun alligevel lidt sulten, og jeg laver den mest skrabede tomatsovs med en håndfuld pastaskruer fundet forskellige steder bagerst i skabet. Jeg har hverken salt eller andre krydderier. Vi griner af det, og kort tid efter flytter hun ud af sit kollektiv og ind hos Basse og mig.
Det vender op og ned på mit liv, for Kamilla er ambitiøs. Hun har fire jobs, både som skrædder for en af landets dygtigste dameskræddere, ekspedient i en stofforretning og underviser på en ungdomsskole. Hun cykler imellem dem alle og nogle gange op til 100 km på en dag. I hendes sparsomme fritid arbejder hun benhårdt på sin kunst. At være ambitiøs er en egenskab, jeg altid har opfattet som en luksus, jeg ikke har råd til. Det har mere handlet om at overleve. Jeg troede ikke, jeg ville være i live som 30-årig og har derfor aldrig set mening i at drømme om fremtiden.
Kamilla hjælper mig med at forstå kritikken, mine undervisere giver mig i de skriftlige afleveringer. Hun fortæller mig, at jeg har potentiale, men at jeg skal lære middelklassens sprog for at få gode karakterer og anerkendelse. Derfra begynder et hårdt arbejde. Jeg begynder at lave kvantespring i min uddannelse, og der bliver råd til varme i campingvognen, fordi vi er to til at betale. Så småt skaber jeg et hjem i campingvognen. Jeg bygger et køkken ude i et stort opbevaringstelt med alle de faciliteter, der er i et almindeligt hjem. Jeg sørger for, at hendes tøj har plads i klædeskabet, og det sæsonbestemt tøj, hun ikke har brug for, bliver opbevaret sikkert og tørt udenfor i nye, rene blå fodertønder, men det vigtigste er, at jeg bygger et atelier ud af en gammel campingvogn. Atelieret er ganske vist kun 10 m2. Jeg river alt inventar ud, så det er et tomt rum. Jeg lægger nyt gulv, maler væggene, men strøm og varme er der ikke mulighed for at lave. Vi finder en egnet lampe på batteri, og Kamilla har en god flyverdragt, som holder hende varm, når hun arbejder. Vi begynder at trives med at bo i campingvognen og anser det nu som et tilvalg fremfor en nødvendighed. Vindens rusken, regnens haglen og solens stegende hede er en del aflivet og de vilkår, vi har. Vi føler, at det at bo her giver os mere, end vi mangler. Det giver os frihed, tryghed og muligheden for at kunne gøre det, vi vil og finder meningsfuldt.
TV-udsendelserne bliver en kæmpe succes. Vi laver i alt tre sæsoner, og Danmark får øjnene op for Kamilla og mig. Vi bliver inviteret til at medvirke i flere radioprogrammer, og der er stor interesse for Kamillas kunst. Hun bliver professionel kunstner og nyder stor anerkendelse. Sådan er det nogle gange, at det tager 10 år at blive en succes på et øjeblik. Vi bliver genkendt på gaden, og folk spørger om selfies med os, selvom vi står til ikoniske koncerter. Kamilla tager mig med på hendes forretningsmøder med folk, der ejer deres eget privatflysfirma og har fløjet med alle store verdensstjerner.
En dag er vi oppe hos en advokat på en af de dyre adresser i København for at aflevere en tegning, advokaten har købt. Hun har nogle designstole, jeg engang har lavet i min tid som snedker; det fortæller jeg hende om. Advokaten ender med at spørge, om jeg kan lave et køkken for hende. På hjemturen siger Kamilla, at jeg kun skal gøre det, hvis jeg opretter et firma. Det er en drøm, jeg aldrig har turde at have.
Senere den uge ringer en kvinde til Kamilla. Hun har set os på tv og set Kamillas atelier i campingvognen. Kvinden har købt en ejendom i Rudkøbing. Det er et gammelt landmandshotel i en af byens travleste gader. Kvinden fortæller, at da hun så balsalen, tænkte hun straks på Kamilla og tilbyder, at vi kan leje den. Vi tager derhen og kigger på det, og balsalen er så smuk. Kvindens mand spørger, om jeg vil se det gamle tørrelager ovenpå. Det er det smukkeste rum, jeg nogensinde har set. Jeg får lov til at leje det til mit snedkeri.
Jeg opretter mit firma og laver køkkenet til advokaten. Min ordrebog begynder at blive fyldt med alt fra renovering af antikke møbler, snedkerkøkkener og specialbyggede møbler. Jeg arbejder på snedkeriet samtidig med, at jeg tager min HF. Takket være Kamillas tro på mig, lærer jeg at kommunikere i middelklassens sprog. Jeg går fra at være en dreng, der kun lige havde et gennemsnit, til at komme på erhvervsskole, til at have et gennemsnit til at blive læge, hvis jeg vil. Jeg vil have en fremtid med Kamilla og arbejde med det håndværk, jeg brænder for. Og Basse? Han er blevet kunstnerhund og er med sin mor på atelieret hver dag.
Alt det havde ingen troet.
Når jeg tænker tilbage på min egen historie, kan jeg se, at det for nogle er svært at forstå, hvorfor jeg ikke bare ”pløkker min hund og kommer videre,” som jeg ved flere lejligheder blev opfordret til. Jeg kan godt se, at jeg har været stædig ved at beholde Basse og har givet ham mad fremfor mig selv. Nogle gange er det nemmere at tage sig af andre end at tage sig af sig selv, men jeg synes, at det er forsimplet at anskue det sådan. Jeg tror, at Basse er årsagen til, at jeg ikke gik til grunde, da jeg blev smidt ud af systemet. Jeg tror, at det ville have været sværere for mig at starte på HF og se et lys i fremtiden, hvis ikke jeg havde ansvar for andre end mig selv. Jeg har altid kunne finde trøst og forståelse hos Basse. Sidenhen har jeg også fundet den trøst og forståelse hos Kamilla. Omstændighederne har været med os; nu lever vi af det, vi drømmer om og finder en mening i, også selvom det kræver vilje, mod og ukuelighed. Ved at reflektere over min historie har jeg indset, at for at få et andet liv, må man flytte sig fra det nuværende.
Det er nok sådan, når man er kommunebarn, at man allerede har prøvet en eller anden grad af ustabilitet. Jeg har tidligere boet hos mine bedsteforældre og har prøvet at blive smidt ud hjemmefra flere gange, inden jeg fyldte 18 år. Fra en ung alder havde jeg allerede vænnet mig til, at et hjem ikke var en selvfølge.
Men hvad vil det sige at være kommunebarn? At være kommune- barn vil sige, at man som barn ved, at man er afhængig af penge fra kommunen. Man ved, at kommunen fylder rigtig meget i forholdet til ens forældre. At være kommunebarn vil sige, at kommunen er den, der hjælper dig gennem hele din opdragelse.
At der egentlig er tale om hjælp, er en kæmpestor løgn. Hjælpen er lovbestemt, men ressourcerne er der ikke. Derfor er det også mere et træk ved et kommunebarn, at man, frem for at modtage hjælp, er med sin mor på socialkontoret for at bede om hjælp. Som kommunebarn får man en følelse af at være med på socialkontoret for at tigge.
Forældre er dårlige til at passe på deres børn i alle samfundslag, men i den del af byen, jeg er vokset op i, er det tydeligt, at børn mistrives, fordi tøjet ikke bliver vasket. Fordi man ikke får mad med. Fordi forældrene ikke har nogen penge, er det mere synligt.
Igennem min opvækst oplever jeg også, at man først kontakter kommunen, inden man selv forsøger at løse sine problemer. Der er et afhængighedsforhold til systemet, som bunder i ikke at vide, hvad man selv kan gøre. Den hjælp, jeg fik, mens jeg var under 18, var jeg dybt afhængig af, og det var et chok, da jeg ikke længere var berettiget til den samme støtte. Det er vigtigt for mig at gøre det her forhold til kommunen tydeligt, fordi det også betyder, at der er en masse ting, man ikke har lært, når man er blevet 18 og skal klare sig selv.
Mine erfaringer med hjemløshed starter, da jeg efter min HF mister min lejlighed. Jeg har fået tildelt en studiebolig af kommunen, som jeg ikke kan bo i mere, når jeg ikke længere går på en uddannelse. Der er på det her tidspunkt rigtig mange ting, jeg ikke er klar over, man kan gøre for at få en bolig, fx at komme på en intern venteliste eller få hjælp til at finde et kollektiv. I årene op til at blive hjemløs har jeg haft mange alvorlige konflikter med min mor. Jeg er allerede vant til kaos i mit liv. Jeg er blevet vant til at tænke, at jeg måske har fortjent gaden.
En del af min familie er ressourcestærke. Men når man ikke selv er ressourcestærk, kommer man mere til at læne sig op ad den ressourcesvage del af familien. Dem, der heller ikke kender til, hvordan man får boliger. Som ikke har penge. I den her periode er jeg meget lidt i kontakt med kommunen og har en følelse af, at jeg bare klarer det selv; at det er fint nok at være hjemløs i en periode.
Første dag som hjemløs. Jeg får kørt mine ting ud til Mørkhøj til min mormor og morfar. Jeg overdrager nøglerne til udlejeren. Jeg har boet i lejligheden sammen med en veninde, der ikke havde et sted at bo, og vi bliver hjemløse sammen. Jeg har egentlig ikke en følelse af at mangle noget, mere at sådan er livet bare.
Det første, vi gør, er at tage på Cosy. Hvis vi finder nogen, vi kan knalde med, så kan vi jo sove hos dem. Vi falder i snak med nogle, og de vil gerne holde morgenfest. Vi bliver fuldere og fuldere, og vi ender også med at tage stoffer. Lige pludselig sidder jeg der på min første dag som hjemløs kl. fire om morgenen og er på narko. Pga. euforien føles det ikke så tarveligt. Min veninde boller en af dem, så vi kan sove der. Så står vi op om morgenen, har kun sovet et par timer og har ikke noget sted at tage hen.
Vi tager på Jernbanecafeen. Stille og roligt bliver det en ting at tage i byen for at finde nogen at sove med. Stille og roligt bliver der mere og mere druk. Hjemløsheden udvikler sig til et misbrug. Vi har jo kun byen at være i.
På det tidspunkt er kontanthjælpsydelsen højere for unge mennesker under 30 år. Vi har råd til at købe øl. Vi får også meget. Min veninde får coke og boller nogen ude på toilettet. Vi bliver begge mere og mere alkoholiserede, hun begynder at prostituere sig selv, og vi begynder begge at tage stoffer.
Det går så vanvittigt stærkt. Fra at gå på HF og være en studerende, der blander sig i diskussionerne i timerne, og så til at være sådan én, der går i byen hver dag og tager stoffer natten til tirsdag på et eller andet værtshustoilet.
Min veninde finder et værelse hos en fyr, der har været med i Paradise Hotel. Jeg er der rigtig meget, har stadigvæk ikke noget sted at bo. Jeg bor to måneder i hans værelse, mens min veninde lejer det andet. Så kan vi ikke bo der længere, og vi bliver hjemløse igen.
Vi møder en kvinde, der er hoarder og samler på ting. Hun bor sammen med sin kæreste, fordi han sælger hende til mænd, der byder på hende på nettet. Der flytter vi ind. Der er virkelig klamt i lejligheden, men vi rydder op og sætter i stand i stuen. Efter et par måneder bliver vi smidt ud, fordi udlejeren finder ud af, at vi bor for mange i lejligheden.
Ens ressourcestærke venner bliver pludseligt skiftet ud med nogle, der også har sociale problemer. Der er ikke nogen, der kan holde ud at høre på ens problemer, fx om at være hjemløs. Fordi man er for stor en byrde. Når man er ude på et skråplan, kan man godt være en ret stor belastning. Når man altid har brug for et sted at sove og altid kommer for at spise.
Der er nu gået ca. fire måneder. Det er blevet sommer. Nu kan vi være udenfor. Det gør ikke så meget, at man lige sover på en bænk. Min veninde er taget til Fyn for at bo hos sin far.
Jeg har ikke nogen, jeg kan bo hos og begynder at tage i Ørstedsparken og finde mænd, jeg kan sove hos. Hvis jeg har penge, lægger jeg mig ind og sover i dark rooms på Studiestræde. Dark rooms er jo tilgængelige for alle, men man skal vide, at de er der. Der er saunaer og så de små, aflukkede kabiner, hvor folk mødes for at have sex, med en briks, glidecreme på væggen og et fjernsyn med porno. Når jeg har penge til at sove der, plejer jeg at gå ind, lægge mine ting fra mig på briksen, låse døren og slukke for pornoen. Om morgenen er jeg ude igen. Det bliver lige pludseligt meget permanent. Jeg er stadig på kontanthjælp og har også småjobs, men er meget alene og har fortsat ikke fundet et sted at bo. Jeg har taget afstand fra min familie, for så vil de hjælpe, og jeg vil ikke have hjælp, men hellere klare det selv.
Min venner er nogle lidt vilde mennesker, og mit liv kommer til at handle meget om at tage stoffer. Derfor føler jeg heller ikke så stort et behov for at ændre min situation. På den måde kommer det til at føles som en livsstil, hvor jeg kan sige: ”Det har jeg jo selv valgt.” Det er den eneste form for kontrol, jeg har.
På et tidspunkt får jeg kontakt til en filminstruktør i Berlin. Jeg vil meget gerne lave film. Han overfører nogle penge til mig, så jeg kan flyve til Berlin. Han har sagt, at han gerne vil hjælpe mig. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan tage til Berlin. Jeg tager derned og bor i hans lejlighed.
Det, der sker der, er, at han forgriber sig på mig og krænker mig i løbet af hele den uge, jeg er der. Jeg vågner op en nat, hvor han sidder ovenpå mig og onanerer ud over mig og bliver sur over, at han ikke må bolle mig, mens jeg sover.
Jeg har ikke nogen steder at tage hen, jeg har ingen penge. Jeg vil gerne lave film. Jeg er fuldstændig magtesløs.
Det ender med, at jeg får hjælp fra nogle venner i København til at tage tilbage. Jeg er helt ødelagt af turen, men får efter ret kort tid fat i en lejlighed på Rantzausgade. Den er på 20 kvm uden bad og toilet. Problemet er bare, at jeg efter at have været hjemløs ikke kan vænne mig til at være i en lejlighed. Der er så svinet, jeg sover ude, og der går lang tid, før jeg kan holde ud at bo der.
Problemerne fortsætter, og alle de dårlige vaner følger med. Jeg tror, det er ret vigtigt at vide, at de rutiner, man har haft som hjemløs, følger med, når man får en lejlighed. Mit kaos er fulgt med, og stoffer fylder stadig meget.
På et tidspunkt får jeg hjælp af en veninde til at finde ud af det hele. Hun hjælper mig med at få ryddet op. Jeg samler på ting. Hvis jeg finder noget på gaden, som jeg synes er flot, tager jeg det med op i lejligheden. Det bliver bare så rodet, fordi jeg smider det, når jeg kommer ind. Lige pludselig har jeg så meget lort, der ikke er nogen orden i. Jeg kan ikke hænge ting på bøjler, for jeg har ikke bøjler, og jeg har ikke et stativ til at hænge bøjlerne på. Jeg forstår ikke indretning. Hele ideen om, hvad det vil sige at bo, at have et hjem, har jeg ikke. Min lejlighed er én stor skraldespand. Jeg bor i lejligheden i tre år og bliver hjemløs igen, fordi lejligheden skal sælges. Jeg lejer forskellige værelser, men det koster en formue at skulle flytte hele tiden. Dog er situationen lidt en anden den her gang. Jeg har fået arbejde i restaurationsbranchen og har penge, så jeg ikke behøver at sove udenfor. Måske kender jeg også bedre mit værd. Der er en grænse for, hvad jeg vil finde mig i.
I samme periode bliver jeg syg og indlagt på psykiatrisk hospital. Her bliver jeg afruset. Jeg er indlagt i to måneder. Jeg tænker på det som en pause fra hjemløsheden. Men man kan også sige, at jeg bliver ret institutionaliseret. Der bliver lavet mad til mig, der bliver gjort rent, og det stresser mig, at der bliver ordnet så meget omkring mig. Det føles ikke som mit sted. Så jeg stikker tit af for at sidde og ryge nogle joints. Jeg kan ikke være i de følelser, jeg bliver konfronteret med. Min livsstil er joints og bajer, og den passer ikke ind i institutionen. Man kunne måske få en ide om, at nu kommer jeg på hospitalet, bliver afruset og får en diagnose, og så går det bedre. Sådan er det bare ikke; processen med at få det godt har været meget langvarig, og jeg arbejder stadig med mig selv.
Indlæggelsen føles dengang som en meget spinkel forandring for mig, men alligevel er det i den periode, at tingene begynder at gå lidt bedre. Indlæggelsen bliver et slags opråb for min familie. Jeg er ikke længere bare ham, der roder lidt rundt og mangler et sted at bo. Min familie tager mig mere alvorligt, og min farfar finder en lejlighed til mig. Det er den lejlighed, hvor jeg stadig bor.
Det er underligt at tænke på i dag. Det kan føles så uvirkeligt, at man både var den person, der stod på Cosy og tog hjem med folk, og så samtidig er man i dag den person, der har en lejlighed, og som det går godt for, og som har drømme. Lige pludselig kan det liv virkelig føles fremmed for mig. Hver måned til d. 1. har jeg en forventning om, at jeg altid kan blive hjemløs igen. Jeg føler aldrig 100 procent, at jeg har en base.
Jeg er ved at være færdiguddannet som socialrådgiver i dag. Når jeg er på kommunen og møder personer, der er blevet hjemløse, kan jeg på den ene side føle mig som et dumt svin, der repræsenterer systemet, og på den anden side kender jeg følelsen af overhovedet ikke at blive hjulpet. Jeg kender begge sider af skranken. I udgangspunktet burde man hjælpe alle, men det kan ikke lade sig gøre i det nuværende system, så man må prøve at fordele på den mest hensigtsmæssige måde. Fx skal unge, der er psykisk syge, stadig minimum vente ét år, selvom de kommer på en akutliste.
Dengang, jeg blev hjemløs, havde det selvfølgelig været godt med en lejlighed, men jeg er fx skeptisk over for Housing First-initiativet og den her ”one size fits all”-idé. Ideen med Housing First er, at man lægger vægt på, at personer i hjemløshed først og fremmest skal have en bolig. Men de mennesker, der er mest udsatte, som har været hjemløse i længst tid, kan ofte ikke indgå i det sociale fællesskab omkring at have en bolig. Det er mennesker, som sniffer så og så meget coke, vvr så og så mange joints, som råber om natten, og som roder så meget, at der opstår fugtskade. Måske ryger der en hånd gennem væggen, når man bliver frustreret. Det bliver en ond spiral, fordi det betyder, at man ret hurtigt ryger ud af sin lejlighed. Det kan være, der kommer en fogedsag, og så opstår der en kæmpe gæld til boligforeningen. Når man fokuserer på at give en lejlighed som den primære løsning på hjemløshed, har man slet ikke løst nogle af de andre problemer, som i sidste ende kan forværre den enkeltes situation.
Det passer måske rigtig godt ind i en middelklasse-forståelse af, hvad man grundlæggende kan forventes at være i stand til. Man vil gerne fikse. Vi kan godt være to personer, der ryger hash hver dag og smider møbler ud over altanen, når vi bliver fulde. Men det betyder ikke, at vi har brug for den samme løsning. Det er igen den her ”one size fits all”-idé, som jeg er så grundlæggende imod.
Nogle mennesker kommer fra så dårlige kår hjemmefra, at de aldrig har fået en grundlæggende boevne. De ved ikke, hvordan man vasker op, og de ved ikke, hvordan man vasker tøj. Det var dér, jeg var, da jeg første gang kom ud af hjemløsheden. Jeg var ikke socialiseret til at passe et hjem. Alt røg ind i vaskemaskinen på samme tid, og alle tingene kom ud i grønt og lyserødt, og ulden var blevet helt lille. Så tænkte jeg, jamen, så kan jeg bare ikke finde ud af at vaske. Jeg tænkte, at hvis jeg skal klare det selv og ikke gå til kommunen, så bliver det til nederlag på nederlag.
Jeg var kun hjemløs ét år. Men jeg har stadig traumer derfra, fra dét år. Tingene kan stadig blive meget kaotiske for mig. Min partner kan nogle gange spørge mig, hvorfor jeg ikke har ryddet op, men jeg kan bare ikke altid se det. Jeg lægger ikke mærke til det. Der kan virkelig nå at gå meget galt på ét år som hjemløs. Det er stadigvæk traumerne fra det år, jeg kæmper med, stadigvæk angsten for, at mine roommates og jeg mister lejligheden.
Min veninde, som jeg først blev hjemløs med, havde også problemer med at rumme bosituationen. Hun fik en lejlighed, men havde svært ved at lære at passe og vedligeholde den, ligesom mig. Hun holdt bare op med at være der, fordi hun ikke kunne overskue det. Vi har stadigvæk kontakt i dag. Ikke så meget. Man skal give sig selv lov til at blive et nyt menneske. For mig minder vi hinanden om den tid, vi var hjemløse.
Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det eskalerede for mig, vil jeg faktisk sige, at det var allerførste aften. Problemet med ikke at have en bolig, stofmisbruget, halvvejs prostitution, at glemme hvordan man bor selv, det startede alt sammen dér. Og problemerne fortsætter. Selvom jeg er rigtig glad for min lejlighed i dag, så forsvinder angsten for at blive hjemløs ikke bare sådan.
“De er ved at rydde vores lejlighed?”
“Hva’? Hvem?”
“Kongens foged og politiet. Skynd dig at komme hjem!”
“Hva’ mener… ”
“Skynd dig nu bare hjem!” sagde min roomie og lagde på.
Med et bankende hjerte og et “Jeg er nødt til at ordne noget derhjemme” til chefen, løb jeg ned til bussen. Vejen hjem, som jeg havde kørt så mange gange, føltes uendelig lang, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.
Kunne det virkelig være rigtigt? Vi havde jo boet der i halvandet år. Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvad skal vi gøre nu? Hvor skal jeg så sove i nat? Kunne den bus ikke køre lidt hurtigere? Skal den stoppe hver eneste gang?
Da jeg endelig nåede hjem, fandt jeg ud af, at det var rigtigt nok. Min roomie stod ude foran lejligheden med to poser. De vigtigste af mine og sine egne ting, han nåede at få med.
Han havde haft et kvarter til at pakke det ned.
Det var en meget lille lejlighed, faktisk en etværelses i to etager. Jeg boede nederst lige ved siden af tekøkkenet, og min roomie boede øverst, hvor badeværelset også var. Vi hyggede os alligevel sammen og blev gode til at rumme hinanden. Det viste sig, at vores udlejer havde brugt vores husleje på stoffer, og han også havde misbrugt min roomies cpr-nr. til at købe mobiler på afbetaling i hans navn.
Jeg er glad for orden og struktur, så min roomie kunne fremvise en mappe med alle kvitteringer for fogeden, hvor han kunne se, at vi altså havde betalt huslejen. Men vi havde ingen rettigheder, for vores lejekontrakt viste sig også at være ulovlig.
Udlejeren havde tømt vores postkasse for alle de advarsler, fogeden havde sendt.
Så der stod vi. Uden lejlighed og uden tøj, oplader, medicin eller bare en tandbørste.
Hvor skulle vi tage hen for at spørge om hjælp? Jeg havde ikke lyst til at sige det til min plejefamilie, fordi jeg følte, at det var et nederlag. Jeg havde været vildt stolt af, at jeg uden hjælp havde fundet lejligheden til at starte med, og jeg ville gerne klare mig selv. Det var ikke en mulighed for mig at bo hos min biologiske mor.
Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle tage hen for at bede om hjælp. I desperation foreslog jeg, at vi kunne tage ind til et jobcenter, der på det tidspunkt lå inde ved Dybbølsbro. Der tog vi hen, for vi vidste, at kommunen har rådighed over nogle boliger i forskellige foreninger. Vi håbede, at de om ikke andet kunne hjælpe os videre.
Jeg kom ind til en sagsbehandler på et kontor og satte mig over for hende ved et skrivebord. Jeg forklarede det hele. Men det gik hurtigt op for mig, at der var nogle meget rigide regler for, hvem der kunne få hjælp.
“Er du kriminel?”
“Hvad? Nej! Jeg er studerende og har et arbejde.”
“Har du et stofmisbrug?”
“Nej.”
“Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er for ressourcestærk. Du kan bare gå igen. Mændenes Hjem ligger ikke så langt væk.”
Jeg gik helt i stå. Jeg kiggede på hende, hun kiggede ind i skærmen. Det gik op for mig, hvad det betød. Jeg samlede alt mit mod, og pludselig kom det hele ud på én gang. Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan få hjælp til en bolig? Jeg har et job, som trykker og er under uddannelse som grafisk tekniker på Teknisk Skole. Jeg gør alt det, som samfundet har bedt mig om. Altså hvor skal jeg tage hen?” Mit hjerte bankede. Hun kiggede på mig, nikkede og sagde: “Det var da skrækkeligt, men…” og talte igen om reglerne. Jeg kunne simpelthen kun få hjælp, hvis jeg var kriminel eller misbruger. Det ville jo være grotesk som tidligere plejebarn at gå den vej. Hele mit liv har jeg kæmpet for, at jeg ikke vil ende ud som den mand, der var skyld i, at jeg endte i pleje.
Min respekt for velfærdssamfundet, som jeg ellers altid er blevet opdraget til at kunne stole på, led et knæk den dag. Jeg er vokset op i en skøn plejefamilie, som ser mig som deres egen søn og lillebror, og de har sørget for, at jeg blev et godt menneske. Min plejefar arbejdede for Dansk Røde Kors, og hele min plejefamilie, som består af mine plejeforældre og seks søskende, har altid engageret os i nødhjælp og medmenneskelighed. Da han var i live, boede vi i Afrika i tre år, og vi samlede ind stort set hvert år.
Sagsbehandleren holdt fast i, at hun altså desværre ikke kunne hjælpe mig med en bolig. Min roomie havde fået samme besked.
Hvor skulle vi så tage hen?
Det var ved at blive sen eftermiddag, og vi trængte til at sidde lidt ned og samle tankerne. Vi startede på Hovedbanegården, købte en sixpack og satte os til at ringe til vores venner.
Første nat sov vi hos en, vi kalder Mikkel. Det var rimelig tæt. Vi sov tre mænd i en etværelses lejlighed på tyve kvadratmeter. En på sofaen, en på gulvet med håndklæder, tæpper, og hvad han ellers lige havde, og Mikkel i sin seng.
Vi var rimelig meget hos ham, og ellers tog vi til fester, hvor vi blev til den lyse morgen, så det blev naturligt at spørge, om vi kunne blive og overnatte. Så havde Mikkel også noget mere plads til sig selv.
Min roomie og jeg rendte meget rundt sammen og mødtes, når jeg havde fri for at finde ud af, hvor vi skulle sove og spise.
Jeg købte min Eastpak-rygsæk, hvor jeg kunne have min computer, mit pas og lidt tøj. Jakken havde jeg tit på. Også når det var varmt. Hele mit liv var i den rygsæk, så jeg havde den hele tiden i baghovedet og slæbte den med mig rundt, hvor end jeg gik.
Det var en lettelse, når Mikkel en gang imellem lånte mig sin ekstranøgle, når jeg havde sovet der, for så kunne jeg lade min Eastpak blive i hans lejlighed, mens jeg var på arbejde, eller hvis jeg havde en aftale.
En nat var der brand i en grillbar, der lå ved siden af Mikkels lejlighed, og brandvæsnet bankede på og bad os om at komme ud med det samme. Jeg var blevet så vant til hele tiden at passe på den rygsæk, at jeg løb ind efter den og smed den på ryggen. En dag fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg havde mistet min lejlighed. Jeg havde vist været ukoncentreret og uden at tænke over det haft det samme tøj på nogle dage i træk. Så da hun spurgte mig, om alt var okay, røg det bare ud af mig.
Jeg kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun virkelig ikke måtte fortælle det til nogen af de andre på arbejdet. Det lovede hun mig. Dagen efter havde hun taget en pose af sin søns tøj med.
Efter et stykke tid kunne min roomie flytte tilbage til sine forældre, som boede langt væk fra København. Nu var det bare mig. Jeg var glad på hans vegne, men samtidig stak det i maven.
Vi kendte jo hinanden så godt, og det var trygt at have én at dele hverdagen med. Men jeg må indrømme, at det også havde sine fordele. Det var nemmere at blive og sove i vennernes små lejligheder, når det kun var mig. Samtidig krævede det meget af min energi at tænke på, om min makker nu havde det godt, og vi skulle være enige om, hvor vi tog hen. Det var lettere bare at fokusere på mig selv og min egen svære situation.
Jeg skrev mig op gennem diverse boligsider. På grund af min oplevelse med privat udlejning ville jeg ikke det igen. Jeg så derfor heller ikke et kollektiv eller et værelse hos andre som en mulighed for mig.
Lejligheden skulle være igennem et boligselskab. Studiebolig gav ikke mening, fordi jeg snart ville være færdig som studerende, og jeg ville før eller siden stå i samme situation.
Jeg var afhængig af, at jeg kunne komme relativt nemt til København, men jeg havde bestemt ikke holdningen, at boligen skulle være i brokvarterne eller på Frederiksberg. Hillerød, Køge og Frederikssund var også med på listen, for jeg kunne jo tage S-toget.
Men uanset, hvor jeg kiggede, var der mange års ventetid, fordi jeg ikke havde nogen anciennitet.
Jeg mødte op på alle mulige boligkontorer for at tale om muligheden for at komme på akutlisten. Der måtte da være en eller anden måde, hvor jeg kunne komme op ad listen, når jeg decideret stod boligløs. Men nej. Regler var regler, og der var ingen hjælp at hente.
Som tidligere plejebarn var jeg i efterværn i en anden kommune. At være i efterværn betyder, at man får støtte og hjælp til voksenlivet.
Man bliver tilknyttet en sagsbehandler, som blandt andet skal hjælpe med ungdomsuddannelse, bank og bolig. Når det fungerer, er tilbuddet rigtig godt, men i mit tilfælde fik jeg en ny sagsbehandler så mange gange, at de aldrig rigtig lærte mig at kende.
Da jeg tog derop, var det igen en ny sagsbehandler. Han mente, at min plejefamilie skulle have skrevet mig op til boliger. Der var heller ingen hjælp at hente der. Igen var reglerne rigide og ovenikøbet i et tilbud, der er sat i verden for at støtte unge som mig.
Ikke alene var det fysisk og mentalt hårdt at stå boligløs. De mange afslag begyndte også at slide på mig, og jeg brugte al min energi på at prøve at lade være med at vende det indad.
Jeg var meget afhængig af, hvad der passede mine venner. Jeg havde min faste, on-and-off-aftale med Mikkel om at være hos ham. Men nogle dage, når jeg kunne mærke på både mig selv og ham, at jeg havde været der meget, tog jeg min Eastpak på ryggen og spurgte andre venner, om jeg kunne være der.
Jeg søgte indimellem også ud på Christiania. Der var som regel nogle mennesker på alle tidspunkter af døgnet, jeg kunne snakke lidt med. Så glemte jeg min svære situation og kunne tænke på noget andet i en stund. Der var et sammenhold derude, som jeg ikke oplevede i systemet. En enkelt gang var der en mand derude, der ikke ville lade mig betale for en pandekage og en kop kaffe.
Dagene flød meget sammen og gik med mange af de samme ting som alle andre – skole og arbejde. Men jeg havde også hele tiden i baghovedet, hvor jeg skulle sove den nat, om jeg mon med lidt held kunne få et bad og låne en vaskemaskine. Eller om der mon var en fest, hvor jeg kunne være med, så jeg kunne sove på sofaen. Om jeg kunne besøge plejefamilien eller nogle venner. Sådan gik dagene.
En dag fortalte jeg min plejemor om situationen. Jeg havde været lidt nervøs for at sige det og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle det hele – hvor mange detaljer, og hvordan hun mon ville tage det, at jeg ikke havde sagt det før. Men da jeg havde fortalt hende det hele, lettede det enormt meget.
En dag sagde jeg det også til et par af mine kollegaer, som jeg talte ret godt med. Vi var i enerum, og jeg sagde, at hvis jeg havde virket træt, eller som om jeg ikke rigtig havde lyst til at tale i et stykke tid, så var det, fordi jeg stod uden bolig.
Heldigvis gjorde jeg det, for faktisk kendte en af dem til en boligforening, jeg ikke havde hørt om før. Han foreslog, at jeg prøvede at tale med dem.
Min plejemor og jeg tog derop.
Vi forklarede min situation, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået hjælp tidligere. De ville gerne hjælpe og havde faktisk en lejlighed ledig, som jeg kunne leje. Min plejemor hjalp med depositummet, og to dage senere stod jeg med nøglerne i hånden til min lejlighed, hvor min kæreste og jeg stadig bor i dag.
Da jeg fik nøglerne, var det første, jeg gjorde at låse døren og sætte mig ned og græde. Det var ikke til at forstå, at den var min.
Det var godt nok en enorm slidt lejlighed. Gulvbrædderne var ved at falde af, og linoleummet var ved at slippe gulvet op i køkkenet. Den var uden komfur og køleskab, og de ekstremt gule vægge farvet af nikotin fulgte også med. Men det var lige meget, for kampen for tag over hovedet var endelig slut.
Jeg kunne stå på egne ben, og jeg var ikke længere nødt til at holde en facade oppe eller afhængig af, om en anden ville have mig boende. Jeg kunne begynde at fokusere på, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig godt kan lide at lave.
Jeg følte, at jeg havde fået noget, jeg kunne bygge videre på.
Det tog faktisk lidt tid at finde mig til rette i min nye lejlighed, selvom jeg var ovenud taknemmelig for den. Mine oplevelser på gaden sad stadig i mig, og oveni det var der dårlig ledelse på mit tidligere arbejde. Jeg havde været rigtig glad for min tidligere chef, men da han gik på pension, fik jeg en ny chef. Han var skyld i et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, hvor hver dag var en dårlig dag, og jeg blev bange for at møde op.
Min tid som boligløs havde lært mig vigtigheden i at række ud til andre. Jeg tog til min læge, som sygemeldte mig, og jeg fik hjælp fra min fagforening til at komme væk fra firmaet.
Efter lidt tid fik jeg det bedre, og i dag arbejder jeg et andet sted.
En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et projekt, der hed ’’Ung mellem anbringelse og eget hjem’’, som var et samarbejde mellem SUS og Bikubenfonden. Vi, der medvirkede, var alle sammen tidligere anbragte og tidligere hjemløse, og vi havde oplevet, at systemet havde svigtet os. Jeg sagde ja til at være med. Det var vigtigt at få min historie ud, og jeg blev lyttet til.
Det føltes meningsfuldt i første projekt, så jeg var også med i et andet projekt, der hed ’’#STOPHJEMLØSHED – Unges erfaring med hjemløshed’’.
Vi var 16 personer, der alle sammen har oplevet hjemløshed. Vi fik lov til at få ordet og tale om vores erfaringer og viden: Hvad vi gjorde for at få ly, hvordan vi kom ud af hjemløsheden, og hvad vi følte, at vi kunne have brugt af systemet.
Vi havde allesammen forskellige baggrunde. Nogen var tidligere anbragte i barndommen som mig selv, og andre kom fra både familier med og uden sociale problemer.
Senere medvirkede jeg med to andre i en kronik i Politiken. Jeg har blandt andet fortalt min historie i Go’ Aften Live til ansatte hos Social- og Ældreministeriet og i et interview på Folkemødet på Bornholm og mange andre steder.
Vi har nogle fantastiske organisationer, som sætter fokus på hjemløshed i Danmark. Men jeg lærte først at kende til dem, efter jeg fik en bolig. Det håber jeg, at min historie kan være med til at lave om på for andre i den situation, jeg stod i.
I oktober 2021 var jeg sammen med nogle af de andre unge fra Hjem til Alle-alliancen med til at fejre regeringens boligudspil “Alle skal have et hjem – en vej ud af hjemløshed”.
I det nye udspil afsætter regeringen penge til boliger efter Housing First-princippet, som er blevet indført med stor succes i Finland.
Det er en ære at få lov at være en del af disse projekter og være en stemme for andre unge, som har oplevet hjemløshed, eller som er på vej ud i det. Egentlig er jeg ret introvert. Jeg foretrækker ofte en fredag aften hjemme på sofaen end på en bar, og jeg nyder det mere stille liv med faste rutiner.
Det passer måske ikke på billedet af, at jeg tager rundt i hele landet og fortæller min historie. Det kommer aldrig til at falde naturligt for mig at stille mig op foran mange mennesker foran et kamera eller at tale med højtstående politikere. Men jeg gør det, fordi det er vigtigt. Jeg lader heller ikke min ordblindhed stoppe mig fra at fortælle min historie her. Mine oplevelser har formet mig som menneske, og i dag står jeg ved min historie. For det var ikke mig, der fejlede, men systemet, der svigtede mig, da jeg havde allermest brug for det.
Det sidder stadig i mig, at jeg har oplevet hjemløshed. Jeg har siden smidt min Eastpak ud, men har købt en ny, der står pakket i mit skab med de vigtigste ting: lidt tøj, et tæppe og mit pas. Den er nødt til at være der.
Jeg håber på, at Housing First-princippet også bliver praksis fra nu af herhjemme i Danmark, så folk, der virkelig har brug for det og står uden nogle andre muligheder, kan blive tilbudt en bolig. Tænk, hvis sagsbehandleren på jobcentret dengang havde sagt til mig “Vi har en bolig, du kan flytte ind i med det samme”.
Mine hænder dirrer, da jeg er på vej ind i opgangen til det grønne højhus. Elevatorturen op til 6. etage har aldrig føltes længere. Det velkendte pling fra elevatoren runger, og jeg træder ud på den korte gang. Jeg åbner døren til lejligheden, hvor luften er tyk af røg.
Der kører et program om fuglelivet langs Islands kyster på den nye fladskræm. I den splinternye grå sofa sidder min far med en Harboe Classic i den ene hånd og en joint i den anden. Askebægeret på bordet foran ham er fyldt til kanten med cigaretskodder. Igen mærker jeg den lille rysten i mine hænder og i mine knæ. Jeg har lovet mig selv ikke at sige noget. Jeg har lovet Karolines mor, at jeg ikke ville sige noget til ham. Ikke i dag. Ikke endnu.
Og det går godt; jeg har været hjemme i flere timer uden at sige noget. Det er først, da jeg hører en misfornøjet mumlen fra den grå sofa, at filmen knækker. ”Hvad?” spørger jeg ham, men jeg ved præcis, hvad han mumler. Han taler om penge. Igen.
Jeg står og kigger på min fordrukne, arbejdsløse far i sin spritnye sofa foran sit funklende nye fjernsyn og hører ham brokke sig over, at jeg ikke betaler husleje, nu når han ikke længere får børnepenge. Blodet bruser op til mine ører og kinder, og vreden forvandler sig til tårer i øjenkrogen. Dét, jeg har lovet ikke at sige i aften, snor sig som en giftig slange helt nede fra maven, op gennem halsen og ligger nu lige på tungen. Dét, jeg ikke må sige, er det eneste, jeg kan sige. For jeg ved, hvordan han har købt alle de nye ting. Jeg ved, at han har misbrugt mit kort.
Jeg ved, at det har lykkedes ham at bruge alt, jeg havde, på kun tre måneder.
Det vælter ud af mig, og det eneste, jeg kan huske, er ham, der siger: ”Det er mine penge,” og mig der svarer: ”Og du er ikke min far.” Idet jeg siger det højt, ville jeg ønske, at det var sandheden. Det er nemmere at lade, som om han ikke er min far, end det er at acceptere, at han bare ikke opfører sig som én. Vi græder begge to, men han rykker sig ikke. Han bliver sidende i den nye sofa, mens jeg stormer rundt og pakker mine ting. Han prøver ikke at stoppe mig og siger ingenting, før jeg har smækket hoveddøren bag mig.
Jeg kan ikke huske, at jeg har ringet til Karoline, men det må jeg have gjort, for hendes mor holder og venter på mig, da jeg kommer ned på vejen. Det var hende, Karos mor, der opdagede, at der var noget galt på min bankkonto. Hun har været som en mor for mig, siden Karoline og jeg blev kærester; hjulpet mig med alt fra uddannelse til kontakt med socialrådgivere. Og hun skulle bare hjælpe mig med at få styr på noget i min netbank, præcis som hun plejer, da hun pludselig opdagede, at noget var galt. Jeg havde modtaget 164.000 kr. i livserstatning for min mors død, men da jeg opdagede pengene, var de allerede brugt.
De næste seks måneder følte jeg mig ikke hjemløs, for jeg boede hos Karo og hendes mor. Karo var min første store kærlighed, men alligevel var jeg hende utro. Fuckede hende op, præcis som jeg har gjort med alle mine andre kærester. Men selvom jeg var dårlig for Karo, tog hendes familie sig altid af mig. Hendes mor betalte mine regninger og tog med mig til møder. Hun tog et ansvar for mig, som jeg ikke har oplevet voksne gøre før. Jeg er Karos mor evigt taknemmelig for at træde til, som den mor jeg altid har haft brug for.
Mit forhold til min egen mor har altid været tumultarisk. Hendes hjem var fyldt med stoffer, utilregnelighed og en voldelig kæreste. Hver gang vi var der, var det den samme rutine; hendes kæreste tæskede min storebror, vi stak af, flygtede gennem Kastrups gader, politiet fandt os midt om natten og kørte os tilbage til huset. Repeat.
Det sidste minde, jeg har med min mor, er, fra da jeg var otte år gammel. Vi skulle møde hende på Ryparken Station for at udveksle julegaver. Da min far, bror og jeg ankommer, er der ikke noget spor af hende. Pludselig ser vi en panisk skikkelse ude i det fjerne. En kvinde der løber, mens hun slår om sig med armene. Min mor. Da hun kommer tættere på, kan jeg se, hvordan håret klistrer sig til hendes svedige pande, og hun kan dårligt få vejret. Hun har en ven med, en mand jeg aldrig har set før. Mine forældre når ikke at snakke meget længere end et par minutter, før stemningen føles giftig. Jeg ved ikke, hvad problemet er, men et eller andet er galt. Hun opfører sig manisk, og min bror når hurtigt at række hende de julegaver, vi har lavet i SFO’en, før min far bliver vred og beslutter, at vi skal gå. Vi er kun lige nået over på den anden side af Lyngbyvej, før lydene får os til at kigge os over skulderen. Vi står alle tre forstummet og ser til, mens hun smadrer julegaverne på den anden side af vejen. Én efter én, river hun vores kreationer i småstumper og kaster dem mod jorden.
Da vi kommer tilbage til gården ved det store lejlighedskompleks, hvor vi boede med min far, sidder hun der. Jeg tror dårligt mine egne øjne, da jeg ser min mor sidde i toppen af legestativet omringet af betjente. Hun ligner stjernen på juletræet, mens betjentene danser rundt og rundt og rundt. Det var dog alt andet end julefreden, der sænkede sig, da hun skreg, at hun elskede mig, før betjentene tvang hende væk fra os.
Seks måneder senere kastede hun sig selv ud foran en taxa. Det var dagen efter min brors 10-års fødselsdag. På den måde var hun borte fra den ene dag til den anden. Forduftet fra jordens overflade. Lige indtil hun kom spøgende tilbage i mit liv i form af en forsvunden livserstatning og blev anledning til opgøret med min far.
Og sådan blev jeg hjemløs; ikke fordi jeg, som fordomme ellers kan lyde, var for dum til at tage en uddannelse, for doven til at tage et job eller for dårlig til at undvige et stofmisbrug. Men fordi jeg har fået tildelt en offerrolle, fra jeg var helt lille. Fordi jeg, uden at skulle lyde alt for selvmedlidende, har fuld bankoplade i en dårlig start på livet.
Som 18-årig trådte jeg for første gang ind på ungdomsherberget Nøjsomhedsvej. Da det gik op for mig, at jeg skulle flytte på herberg, sortnede det for mig. Jeg forestillede mig et snusket, slidt sted, hvor alt blev stjålet, og alle handlede stoffer i hjørnerne. Selvfølgelig ville hjemløse være skumle mænd, der havde monteret en Elefant-øl, hvor deres højre hånd burde være. Måske kunne jeg lige så godt droppe ud af SOPU-uddannelsen med det samme og synke hen i et hjørne i stedet. Til min store overraskelse trådte jeg ind i et roligt hus på Østerbro, hvor alle var lige så forskellige, som du og jeg. Unge mennesker, der alle har hver deres grund til at være der. Og for første gang i mit liv stod jeg i et hjem, hvor jeg følte mig tryg. For første gang skulle jeg ikke frygte, hvilket humør der mødte mig, når jeg trådte ind ad døren. Jeg skulle ikke prøve at gennemskue stemningen ude fra entreen ved at gætte, hvor mange øl der var drukket, baseret på hvor tyk og røget luften var. De voksne ville mig kun det bedste, og det var en helt anden stabilitet, end min far nogensinde havde kunne tilbyde.
Det ramte mig alligevel hårdt, da han døde. Jeg var lige fyldt 20, da det lykkedes ham at drikke sig selv ihjel; et projekt han ellers havde arbejdet dedikeret på i mange år (jeg plejer at sige, at hans stædighed tog ham i graven). Hans død satte mig helt ud af kurs. I starten lagde jeg min energi i at tage mig af min bror, som var mere sorgtynget, end jeg selv var. Men mit hoved snurrede ud af kontrol, og jeg kunne kun sove hver anden nat. I mellemtiden var det lykkedes Karo og jeg at finde sammen igen, men lige efter min fars død gik vi fra hinanden. Jeg gravede mig selv ned i et hul, der blev dybere og dybere, og jeg fik det dårligere og dårligere. Til sidst blev jeg sygemeldt fra skole, og det ramte mig pludseligt, at sorgen over at miste Karo fyldte mere end sorgen over at miste min far. Jeg begyndte at sove endnu mindre og feste flere gange om ugen. Festerne var min måde at flygte fra problemerne, præcis som jeg altid har set mine forældre bruge stoffer som en flugt fra hverdagen.
Jeg er altid nervøs, når jeg kommer til den del af min historie, hvor jeg fortæller, at jeg har stiftet bekendtskab med stoffer. Man kan rent faktisk se lettelsen på folks ansigter, når jeg når til stofferne. Som om de endelig kan slappe af, fordi de kan putte mig i den kasse, der passer til deres forestilling om en hjemløs. Aha-oplevelsen viser sig på deres ansigter og lyser hele rummet op. ”Aha, du er jo misbruger!” Måske fordi det er svært at proppe en ung, kvindelig studerende ned i hjemløseforestillingen, ligegyldigt hvor meget man prøver at mase. ”Der må jo være noget selvforskyldt!” Og selvfølgelig er der i enhver historie en masse, der er selvforskyldt, og jeg er fyldt med fejl – men de fleste har intet med stoffer at gøre. Alligevel er det, som om stofferne altid kommer til undsætning og stjæler hele showet. Med mærkatet misbruger er min historie mere spiselig. Så kan alle slappe af. Og selvom jeg aldrig har taget stoffer med ind i hverdagen, føler jeg ofte, at jeg sidder tilbage med en titel som misbruger, blot for at give nogle andre en pause fra følelsen af meningsløshed.
Men ligegyldigt hvor behageligt det end måtte være at give mig den titel, holder jeg fast i, at jeg aldrig har været misbruger. Jo, stoffer blev en del af min måde at feste på, og festerne blev der også for mange af, men stofferne har aldrig sneget sig med ind i min hverdag eller påvirket min skole. Jeg var uden tvivl på vej ud på et skråplan, hånd i hånd med stoffer og fester, men heldigvis nåede det aldrig så vidt, og jeg fandt kontrollen, før jeg nåede til et misbrug. Men selv hvis jeg havde et misbrug, ser jeg ingen grund til, at det er den del, der skulle blive omdrejningspunktet for min historie. Denne her gang vil jeg selv kontrollere min historie.
For heldigvis slutter min historie ikke i et mørkt hul med fester og sygemelding. Tiden gik, sorgen blev mindre, og jeg begyndte at træne. Træningen er i dag blevet en uundværlig del af mit liv. Det er en fantastisk måde at bruge min energi på, og det holder mig disciplineret som aldrig før. Og derudover har jeg mødt Sofie. En fantastisk kvinde, som jeg er blevet stormende forelsket i. Den slags forelskelse, der bare bliver ved og ved med at give et sug i maven. Den 27. december 2020 trådte jeg ind ad en tilfældig dør og blev mødt af synet af det smukkeste hår, jeg nogensinde har set. De lange, røde lokker snoede sig ned over hendes smalle skuldre og nærmest omfavnede hendes hals. Hun vendte sig om og kiggede på mig med det smukkeste smil, jeg nogensinde har set. At være sammen med Sofie udfordrer mig og holder min udvikling i gang hver eneste dag, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er den, jeg skal være sammen med for evigt. Jeg har i den proces lært, at jeg har det bedst, når jeg er i et forhold. At være i et forhold giver mig et helt andet overskud, for så skal jeg ikke passe på mig selv for min egen skyld, men for en andens. Jeg er stadig ved at lære, hvordan jeg holder hovedet oven vande, kun for min egen skyld.
Jeg har boet hos nogle forskellige kærester, siden første gang jeg flyttede på ungdomsherberget, men i dag er jeg tilbage i mit hjem på Nøjsomhedsvej. Og det er dét, som Nøjsomhedsvej er for mig; et hjem. Derfor har jeg det også altid svært med mærkatet hjemløs. For jeg er ikke hjemløs. Eller teknisk set er jeg, men jeg har aldrig set mig selv som hjemløs. Nøjsomhedsvej kunne i mine øjne lige så godt være et kollegie som et herberg. Selvom jeg er glad for at bo her, kan man ikke blive boende på et herberg for evigt, så jeg venter lige nu på at få tildelt en lejlighed.
Derudover er jeg begyndt at læse til socialpædagog. Jeg ved om nogen, hvor stor en forskel det kan gøre at møde et dygtigt og dedikeret personale. Jeg tør ikke at tænke på, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg havde mødt personale, der så deres arbejde med unge som mere end et job. De kontaktpersoner, der tilføjer stabilitet i et liv af kaos, kan gøre forskellen mellem liv og død, når man er på kanten. Og det er på tide, at jeg bruger mine erfaringer til noget godt. Derfor arbejder jeg også for Hjem til Alle; en organisation, der arbejder på at stoppe hjemløshed blandt unge. Med Hjem til Alle rejser jeg rundt og fortæller min historie i håb om, at det kan være til trøst eller inspiration for andre, der kan genkende sig selv i min historie.
For selvom min barndom ikke har været under optimale vilkår, og jeg ofte er blevet overvældet af mødet med modgang, er jeg aldrig stoppet med at drømme. Jeg har altid troet på, at jeg ville tage en uddannelse og få det bedste ud af mit liv. Og nu skal det ikke lyde, som om alt er sukkersødt og lyserødt i dag. Det kan stadigvæk skride til tider, og festerne kan tage sit indtog. Min succes er fyldt med fiaskoer, men jeg er sikker på, at det ender lykkeligt, selvom jeg nogle gange tager tre skridt i den forkerte retning. For ligegyldigt hvor sort det hele ser ud, er jeg fast besluttet på, at offerrollen ikke skal følge mig resten af livet.
Jeg var forelsket i tanken om at være forelsket, og lige der var jeg forelsket i ham, og jeg holdt mig ikke tilbage.
Solen gjorde vores lejlighed varm og gul. Han tømte en af parfumerne stjålet fra Matas i køkkenvasken, som var det afløbsrens. Han borede et ekstra hul i den, og hans hænder duftede af Issey Miyakes L’eau D’issey resten af dagen.
Vi havde fundet en højtaler til storskrald, som han havde repareret. Jeg fandt vores fælles spilleliste frem på min telefon, og fandt en af mine sange. Charli XCX sang ”Lavender Lamborghini, roll up in a blue bikini”, og jeg lukkede øjnene. På spillelisten boede musikken fra hver vores hjørne af universet, så vores underbo hver dag måtte lytte med til en blanding af dance-pop og rap om gyldne tænder, korruption og kokain.
Når musikken skiftede, blev vi hvirvlet hen i et nyt hjørne af galaksen. Jeg fandt sekundlimen og plastikposen med blandede rhinsten i køkkenskabet. Jeg hældte stenene ud og begyndte at pille de lyserøde og sølvfarvede sten fra resten. Den cylinderformede parfumeflaske var hvid, mat og kedelig, men ikke meget længere. Jeg pyntede den, så den kunne komme til at ligne et udspændt tag på et glitrende cirkustelt. Hvis jeg absolut skal tage hårde stoffer, så skal det være fabelagtigt.
Han afbrød mig ved at puste røg fra hans mund ind i min og gav mig et kys, inden han rakte mig gasbrænderen. Jeg fik en gammel pibe i hånden, og jeg varmede forsigtigt den påsatte glaskugle med lighteren, så krystallen ikke blev brændt. Jeg sugede den våde røg ned i lungerne og mærkede, hvordan jeg igen blev mere forelsket i ham.
Jeg var mest forelsket, da jeg først mødte ham til en sexfest. Jeg prøvede at kramme ham, og han prøvede at give mig hånden, og efter den akavede situation var vi uadskillelige.
Jeg var sikker en af de første gange, hvor vi bare sov sammen. Jeg vågnede råbende og grædende fra et mareridt, og hans arme greb mig. Han talte til mig, indtil jeg var ved bevidsthed og helt rolig. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, mens jeg fortalte, at jeg lige var kommet ud af et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, men var bange for, at jeg allerede havde glemt kompetencerne. Han lyttede til mig, og han behøvede ikke at gøre andet end at holde om mig og være så smuk, som han var.
Det var, som om vi begge var klovdyr fra hver vores planet, som på en eller anden måde havde fundet hinanden i et univers, som kun var vores. Han var en stor majestætisk kronhjort, og jeg var en lille flamboyant enhjørning. Han var ti år ældre end mig, gik med skjorte til hverdag og fik sit hår klippet kort hos en frisør, men vi havde samme dårlige vaner og venner, som vi aldrig ringede tilbage til.
Jeg var mindst forelsket, når vi var i REMA 1000 og gik med en meters afstand til hinanden. Han var bange for at møde nogen, der kendte ham, men han ville have de økologiske dåsetomater og hviskede irritabelt, at jeg havde lagt den forkerte dåse ned i kurven uden at kigge på mig. Hvis det stod til mig, gik vi hånd i hånd, imens vi diskuterede spotvarer, i stedet for at håbe på at ingen lagde mærke til, at vi lagde varerne på samme bånd.
Jeg vendte tilbage til den nye pibe. Det var svært at få rhinstenene sat korrekt på, fordi sekundlimen tørrerede så hurtigt. Mine hænder rystede på grund af stoffer og manglende søvn, og så endnu en afbrydelse. En besked fra min veninde Camilla, som spurgte, hvor jeg blev af. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde glemt alt om tid, sted og mine venner. De ville være samlet i Camillas toværelseslejlighed den dag. Jeg savnede dem, men havde skubbet dem væk, fordi de havde alt det, jeg ikke havde: Søde kærester, fast bolig, fast arbejde og faste fremtidsplaner. Jeg samlede de lyserøde og sølvfarvede sten sammen i en kop, så jeg kunne vende tilbage til projektet senere. Jeg fortalte ham, at jeg var forsinket, fordi jeg skulle til en fødselsdag. Det var som at åbne alle lejlighedens vinduer på samme tid og skabe gennemtræk af den kolde forårsluft. Han svarede i enstavelsesord. Jeg prøvede at lette stemningen og spurgte, om han havde set min røde øjenskygge. Han rystede på hovedet og vendte ryggen til mig.
For at skjule at jeg ikke havde sovet i tre dage, lagde jeg rød øjenskygge på øjenlågene og under øjnene. I spejlet kunne jeg se, at mine pupiller var på størrelse med tekopper, så jeg satte et par sorte kontaktlinser i for at få pupillerne til at flyde sammen med iris. Det var et look, som jeg vidste, at ingen til festen ville stille spørgsmål til.
Jeg blev ved med at tale til hans ryg. En ødelagt køleskabsmagnet var pludselig mere spændende, end jeg var, og fordi han ikke sagde så meget, talte jeg endnu mere for at fylde tomrummet ud. Jeg havde allerede taget mit overtøj på, da han igen pustede røg ind i min mund og overtalte mig til at tage et shot fælgrens.
Jeg kom meget for sent, men jeg havde heldigvis forberedt min tale til Camilla i forvejen. Jeg kiggede på klokken, tænkte på ham og fandt den nærmeste drink. Jeg var nødt til at være her, for jeg ville ikke give helt slip på mine venner, men jeg var urolig for ham, når jeg ikke kunne holde fast i ham.
Jeg havde svært ved at holde samtalerne kørende og kunne ikke huske, hvad mine venner allerede havde fortalt mig. Havde jeg hørt, at der var en, der var flyttet sammen med sin kæreste? Havde jeg allerede været begejstret over deres nye tæppe, som de havde taget med hjem fra Marokko? Jeg havde set billederne af brødet, som min veninde havde bagt med sin nye surdej, men jeg havde ikke hørt, at hun også var begyndt at lære italiensk på Duolingo. Der var en med lysende øjne, der fortalte, at hun var gået i gang med at prøve at få et barn med sin kæreste. Hun sagde det, som om det var en hemmelighed. Jeg mærkede misundelse og intet andet.
Jeg følte, at jeg på én gang overkompenserede og talte for meget, men på samme tid slet ikke sagde noget som helst. Jeg havde ikke så meget at fortælle. Jeg frøs og svedte på samme tid, og jeg savnede min kæreste. Jeg ville ikke have, at mine venner tog ham fra mig, så jeg nævnte ham ikke.
Da der var en, der brokkede sig over sin distræte kæreste, kunne jeg ikke nikke og fortælle om min kærestes første møde med min familie. De var taget fra Jylland til København, og vi skulle mødes på en fin restaurant ved Kongens Nytorv klokken syv. Jeg havde ikke kendt ham i mere end et par måneder, men jeg kendte ham allerede nok til at sætte os i gang med at gøre os klar fem timer før. De var allerede fulde, da vi ankom to timer for sent til restauranten med vores ufærdige skænderi hængende tungt imellem os.
Måske var jeg paranoid, men jeg følte, at mine venner kunne mærke, at jeg var fjern i blikket, så jeg gik udenfor for at læse min tale igennem.
“Der var du, skat,” sagde en velkendt stemme i gården. Det var min bedste ven, Jonas, så jeg lagde telefonen i lommen og satte mig hen til ham. Fordi jeg ikke havde været til stede i hverken virkeligheden eller på vores gruppechat på Instagram, opdaterede han mig kort om, hvad alle vores venner havde lavet, siden sidst jeg så dem. Jeg slappede af og kunne bare lytte, men jeg følte mig også udenfor, fordi jeg var gået glip af så mange ting. Jeg fortalte ham, at det gik stille og roligt hos mig og nævnte ikke, at jeg var flyttet.
Vi røg, før vi gik tilbage indenfor. Uret på ovnen lyste rødt, jeg havde allerede været væk fra ham i en time. Jeg skyndte mig at finde et glas, fyldte det op og bankede på det med min lighter. Jeg kom igennem talen, som var skrevet ned på min iPhone. Jeg var på autopilot, men fik ros bagefter. Jeg var ligeglad med, hvad jeg sagde. Det vigtigste for mig var at vise, at jeg kunne være en god ven, selvom de ikke kunne være det overfor mig.
Da jeg kom hjem, ventede han ved døren. Den berusende følelse, som gensynet med mine venner trods alt havde efterladt i mig, forsvandt, da jeg trådte ind i lejligheden. Jeg lagde altid kun mærke til, hvor indelukket og rodet der var, når jeg havde været ude uden ham. Han stod helt stille, så jeg begyndte at tale om festen. Det kunne han ikke lide, for han kunne ikke lide nogle af mine venner, selvom han aldrig havde mødt dem. Vi skændtes.
Han væltede mig, samlede mig op og kastede mig ind i vores spisebord, så rhinstenene fløj ud af koppen og ned på gulvet. Jeg tog mine ting og løb ned ad trapperne. På de to sidste trin snublede jeg. Jeg lod mine tabte ting ligge og løb ud ad opgangen. Jeg kunne høre hans forpustede og hakkende vejrtrækning lige bag mig. Han kendte området meget bedre end mig. Jeg krøb sammen i cykelkælderen, hvor der var alt for lyst, og jeg kunne stadig høre hans råb. Jeg løb hen over en tom legeplads og fandt et skralderum. Der lugtede af rådden frugt. Var han stille og snedig, eller havde han bare givet op på os?
Jeg tastede Jonas’ nummer ind, men bippene fra det ubesvarede opkald gennemtrængte skralderummets ildelugtende tusmørke, så jeg lagde på igen. Jeg talte til 100, før jeg prøvede at ringe til Jonas igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til telefonsvareren. Jeg gik igennem mine kontakter, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til nogen andre. Jeg var bange for at smitte dem med mine besværlige følelser.
Han råbte igen, og jeg kunne høre, at han kom nærmere. Jeg begyndte at løbe den modsatte vej af hans stemme. Jeg stoppede op ved et busstoppested. Der var fire minutter til den næste bus til Hovedbanegården. Jeg så mig selv siddende i bussen, mit utydelige ansigt reflekteret i vinduet, men han fandt mig på under fire minutter.
Da han råbte, stivnede jeg. Da han tog fat i mig, skubbede jeg tilbage. Da jeg begyndte at skrige, holdt han mig for munden, så jeg bed ham i hånden. Da politiet kom, løb han, for de kendte ham.
Jeg samlede min telefon op fra gaden. Det flækkede glas var knust, og jeg fik de små glasskår i fingrene. Politiet talte til mig med rolige og faste stemmer.
Jeg så mig selv møde deres blik og fortælle dem det hele i samme toneleje. Jeg kunne trække op i min sweatshirt og vise dem det blå mærke på min hofte. Jeg kunne fortælle dem hans CPR-nummer og adresse og vise dem vejen derhen. Jeg kunne blive sat ind i deres bil, og de kunne køre mig hen et sted, hvor jeg kunne være tryg og ædru. Men der ville jeg være helt alene.
Jeg kiggede på den ene betjents brystkasse, på uniformen, der lignede et kostume og fortalte, at jeg var på vej hjem fra en temafest. Blodet i mit ansigt var falsk, og jeg kendte ikke ham, der var løbet væk. Jeg havde oplevet andre hate crimes, og jeg havde aldrig orket at anmelde dem. Det sagde jeg for at passe på ham. Til sidst gav betjentene mig et telefonnummer, som jeg kunne ringe til, hvis jeg skiftede mening om anmeldelsen. Jeg tastede det ind på min telefon og satte mig ned for at vente på den næste bus.
Mens jeg havde talt med politiet, var der kørt flere busser forbi, men jeg kom endelig af sted mod Hovedbanegården. Han havde ringet syv gange, og den ottende gang tog jeg den. Jeg kunne høre, at han havde grædt, og han begyndte at græde igen, mens vi snakkede sammen, så jeg steg ud af bussen og gik over på den anden side af vejen.
Da jeg kom hjem, græd han. Han kyssede mig og holdt om mig. Jeg vred mig ud af hans våde omfavnelse, og han gav slip på mig. Han lovede at være en bedre kæreste, at springe ud, at blive ædru og at introducere mig til sine venner og familie. Han rakte mig en rød peberfrugt, som var det et hvidt flag.
Han græd igen, da han skulle skære løg, og jeg gik om bag ved ham og lagde armene om ham. Min kind hvilede på hans skulderblad. Jeg kiggede på hans flotte hænder, mens han samlede vegetarlasagnen. Han havde købt to poser med revet mozzarella og hældte det generøst ud over pastapladerne.
Vi snakkede om fremtiden og blev enige om at tage op til hans mors sommerhus og drikke aperol spritz med hende, mens vi kunne lytte og dufte til havet, der var lige i nærheden. Han gav råd til, hvordan jeg kunne gøre det bedste indtryk på hans forskellige venner. Vi var lykkelige og næsten ædru, da vi faldt i søvn, og jeg sov hele natten uden et eneste mareridt.
Dagen efter samlede jeg rhinsten op fra køkkengulvet.
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?
I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.
Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?
De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.
Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.
Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?
I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.
”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker
Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.
I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.
Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.
I Danmark gemmer der sig op mod 100.000 unge, som er presset på økonomien. Nogle er fanget i dyre forbrugs- og kviklån, mens andre er fanget i spilafhængighed, hvor vind og tab betyder "prøv igen". Nogle er hæmmet af arbejdsløshed og en dyr husleje, mens andre er havnet på gaden. Nogle er vokset op med en enlig forsørger på kontanthjælp, mens andre sidder fast i moralsk og økonomisk gæld som følge af kriminalitet.
Det er kun et udpluk, for pengepres tager mange former. I 'De Pengepressede' fortæller 20 unge hver deres historie om at have ondt i økonomien.
Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?
I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.
De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.
Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?
I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.
For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.
Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?
I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.
Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.