En løve på kontanthjælp

Jeg har valgt, at jeg hellere vil gå ned med flaget i perioder end aldrig at gøre de ting, jeg vil. Det ved jeg i dag, og sådan vil jeg leve mit liv. Alternativet er langt værre.

Jeg har 22 vintre i rygsækken, og siden jeg var 19 år, har jeg været selvstændig fotograf. Min hverdag spenderes i Århus, hvor jeg læser på noget nær drømmeuddannelsen: til fotojournalist. Jeg vil langt hellere præsentere mig på den måde. Men skal jeg præsentere mig her, så er det lidt en anden historie.

Min hverdag har i mange år været planlagt ud fra lægeaftaler, indlæggelser, blodprøver, undersøgelser og scanninger. Og hvis ikke planlagt, så er hverdagen blevet aflyst af endnu en sygedag.
  Jeg har en række genfejl i immunforsvaret, som forårsager et febersyndrom. Det vil sige, at jeg får feber i flere måneder ad gangen. Jeg har type 1-diabetes, leddegigt og Addison, en sjælden hormonsygdom. Jeg har i mange år holdt mund om sygdommene for ikke at blive defineret ud fra dem. I dag er jeg et andet sted.

Et blivende vilkår

En sommerdag blev jeg syg. Sådan helt almindelig influenzaramt. Samme dag skulle jeg helt tilfældigvis til lægen. Jeg skulle bare tale om prævention. Lægen bed dog hurtigt mærke i, at jeg ikke helt var på toppen. Han afbrød samtalen og gik hastigt ud af lokalet. Kort efter kom han tilbage for at tage blodprøver. Uden snakken om prævention blev jeg sendt hjem igen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg aldrig fik spurgt, hvad det gik ud på. Men efter mange år i hænderne på frustrerede læger, der ikke har kunnet finde ud af, hvad jeg fejlede, er jeg blevet vant til, at der nogle gange sker ting hen over hovedet på mig. Jeg holdt ligesom bare op med at stille spørgsmål.

”Liv, hvor er du henne? Jeg sender en ambulance efter dig. Du skal på hospitalet nu.”
  Det var min læge i telefonen senere samme dag.

Jeg syntes, det virkede helt fjollet, og fik overtalt den tvivlende læge til, at min mor kørte mig derind i stedet for. Men så skulle vi også se at komme af sted.
  Det havde været dårligt vejr hele ugen. Vi var i sommerhus, og endelig var det klaret op. Så uvidende om situationens alvor tog jeg mig god tid og nød solen, før vi kørte.

”Liv, hvor blev du af? Du skulle have været her for en time siden!” Et hold af hospitalspersonale stod klar, da vi endelig ankom.

Problemet var, at mit immunforsvar var som forsvundet. Det var så lavt, at det ikke kunne måles. Samtidigt steg mit infektionstal mod nye højder. Min krop havde reageret uforudsigeligt på en omgang ellers almindelig gigtmedicin. En læge, der ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mine mange forskellige symptomer, havde i afmagt udskrevet medicinen til mig. Symptomerne gjorde, at jeg på det tidspunkt havde en hverdag, der mest af alt foregik i en seng. Alligevel burde jeg ikke have reageret sådan på medicinen, det burde ikke kunne ske. Den burde ikke kunne slå mig ihjel. Men det var tæt på.

Det virkede så absurd, at en dag, hvor jeg følte mig ”almindeligt” syg, endte med at vende rundt på så mange ting. De læger, der i mange år havde kæmpet for at blive klog på, hvad jeg fejlede, blev overbevist om, at jeg var alvorligt syg. Og det samme gjorde jeg. Den dag fjernede også min egen tvivl. En tvivl, som på det tidspunkt var, og til tider stadig er, indgroet i mig. Tvivlen om, hvorvidt alle de smerter og al den sygdom, jeg mærker, også er virkeligheden.

Den indlæggelse var med til at samle billedet af en pige, der, siden hun var seks år gammel, periodevis havde været syg. Uden at nogen læger kunne blive kloge på hvorfor. Først efter 14 år skete det. Og på mange måder blev lægernes anerkendelse en stor del af, at jeg turde begynde at snakke om sygdom.

Efterfølgende blev jeg tilkoblet en speciallæge med speciale i feber. Her blev jeg gentestet, og for første gang i mange år blev der set på hele mit sygdomsforløb. Jeg fik konstateret et ”ubeskrevet febersyndrom”.
  Mit immunforsvar har flere fejl end de flestes. Nogle fejl betyder noget, men andre gør ikke. Sådan er det med gener. Selvom jeg i forvejen havde en række diagnoser på det tidspunkt, så blev det på mange måder en forklaring på de mange sygdomme, jeg har og måske risikerer at få i fremtiden.

Når jeg bliver ramt af mere sygdom eller endnu en diagnose, så har jeg efterhånden lært at tage det som et vilkår, jeg har med mig. For en kronisk sygdom kommer sjældent alene.
  Målet er ikke at få for ondt af mig selv.
  Jeg får lyst til det nogle gange, for der er så meget på mine skuldre. Selvfølgelig er det okay at have ondt af sig selv en gang imellem. Men man skal virkelig passe på, for det er dér, verden begynder at arbejde imod én. Det er barskt, men det er virkeligheden – i hvert fald hvis du vil være noget, udover at være syg. Hvis du vil have en uddannelse, have venner, relationer, så bliver du nødt til at lade være med at være syg hele tiden. I hvert fald udenpå.

Først op, så ned

Da jeg gik på højskole, var vi på en rejse til Marokko. Der blev samlet et hold, der skulle bestige Nordafrikas højeste bjerg. Alle interesserede skulle have ordentligt udstyr, være i form og træne frem mod afrejse.

Det første, jeg tænkte, var: ”Fuck, hvor vil jeg gerne med op på det bjerg!”

Jeg er nok ikke særlig fornuftig, når det kommer til stykket. I ugerne op til turen gik jeg med både en omgang bronkitis og lungebetændelse. Som udefra set gjorde idéen om at nå toppen endnu mere usmart. Men jeg ville virkelig gerne.

Turen op var virkelig hård, men en kæmpe fornøjelse. Det var den klareste dag, guiderne havde oplevet i flere måneder. På toppen bed minus 15 grader fra sig. Og selvom den manglende ilt på toppen tog pusten fra én, så gjorde følelsen af at være nået til tops det også. Vi poppede mini-champagner, og der blev tændt cigarer. På vej ned blev jeg til gengæld rigtig syg. Jeg tror, det var mangel på kortisol og syreforgiftning i forbindelse med min diabetes. Man kan høre det i ordet: "syreforgiftning" – det er ikke særlig rart. Det betyder, at der kommer ketonstoffer i blodet, som gør, at blodsukkeret bliver alt for højt. Det kommer pludseligt og er livstruende. Jeg var helt væk. Vi var på vej ned til Basecamp, hvor vi skulle holde en times pause, før vi skulle gå resten af turen ned ad bjerget. En af vores guider tog min taske og min isøkse, og med armen om mig holdt han mig oprejst, så jeg ikke vandrede ud over bjergskråningen.
  Vi nåede ned til Basecamp tre kvarter senere end resten af holdet. Jeg blev lagt ind for at hvile mig sammen med to andre, der havde fået højdesyge. Vi skulle nå en bus for foden af bjerget, og fordi vi nåede Basecamp senere end de andre, havde jeg kun et kvarter at hvile i. Efter en Twix, piller og en insulinsprøjte måtte vi ud igen.

Vores guider fik lejet nogle muldyr, som jeg og de to andre syge kunne sidde på resten af vejen ned. Tre muldyr, ét til hver, så vi ikke skulle gå selv.
  Men lad mig sige det sådan her: Der var tre muldyr, der gik ned, men kun to muldyr med en person på ryggen. Jeg kan ikke huske så meget af de sidste kilometer, men jeg kan huske, at jeg i hvert fald ikke skulle sidde på et muldyr. Jeg skulle selv gå. Noget tog ved mig, og selvom jeg havde det ad helvede til, kastede op og måtte give mig selv indsprøjtninger, mens vi gik, endte jeg med at komme ned som en af de første.

Det var ikke en ufarlig situation, det ved jeg nu. Men jeg havde hele tiden en fornemmelse af min krop, og hvis det var ved at gå galt, så ved jeg, at jeg ville have trådt på bremsen.
  Sygdom begrænser. Men jeg nægter at lade den begrænse mig for meget. Det er vigtigt at kende sine grænser, og jeg tror, at jeg kender mine, lige til stregen. Det er derfor, jeg kan gøre ting som at gå op på det bjerg. Fordi jeg har tilliden til, at min krop kan fungere, og fordi jeg har min medicin og tør tage den. Jeg tør handle selv. Og jeg er overbevist om, at når man tør det, så er der sgu meget, der kan lade sig gøre.

Ingen plads til at være syg

Måske kan det lyde lidt som en lykkefortælling. Men jeg har taget et valg om at leve i en bjergbestigertilstand. Hvor det går op og ned hele tiden. For det er, når man er helt oppe på toppen, at det føles allerbedst. Det er dér, man finder ud af, at man gerne vil leve. Når man så bagefter ryger ned og skraber bunden, så må man være dernede og finde ud af, hvordan man kommer op igen.

Mine forældre og mange læger har ofte spurgt: ”Kan vi ikke få dig til at leve lidt mere på midten? Så kan vi undgå nedturene?"
  Men det, jeg kæmper for, når jeg er nede, er at komme op på toppen igen. Ikke op til midten. Måske ville jeg leve længere, og måske kunne jeg styre noget sygdom bedre, hvis jeg levede stabilt – uden hverken at ramme toppen eller bunden. Men sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være.
  Det er nok en stædighed. Hvis jeg havde levet på midten, så havde jeg ikke fået min gymnasieuddannelse. Så var der mange relationer og venner, jeg ikke havde haft. Og jeg var slet ikke alt det, som jeg helst vil præsentere mig som.

Når netop min mor og far så siger sådan, så forstår jeg det egentlig godt. For det er mig, der vælger at opholde mig på toppen af bjerget for derefter at ende på bunden. Men det er dem, der gang på gang har måttet samle mig op, når jeg ikke selv var i stand til det. Det er jeg taknemlig for, at de har gjort igen og igen. Deres indsats har uden tvivl også en stor indvirkning på, hvor langt jeg er nået, selv med tung baggage.

Jeg har hørt mange sige, at det er hårdt at have en ”usynlig sygdom”. At andre ikke kan se sygdommen og derfor ikke forstår den. Menneskets hjerner er firkantede på den måde – vi skal se det, før vi kan forstå, og før vi tror på det.
  Det kan rigtig nok være hårdt. For det er hårdt at skulle forklare de mange smerter til endnu en læge, der ikke ved, hvad vedkommende skal stille op. Det er hårdt, når man kan fornemme andres mistro. Til gengæld tror jeg, at fordelen ved at have ”usynlige sygdomme” netop er, at man ikke kan se det. At man kan gå ud og møde folk som den, man er, og ikke med sin sygdom som førstehåndsindtryk.
  På den måde kan jeg godt værdsætte, at mine sygdomme er usynlige.
  For selvom det kan lyde barskt, så er der som udgangspunkt ikke plads til at være kronisk syg. Aldrig. Ikke i uddannelsessystemet, på arbejdspladsen eller i relationer.
  Derfor prøver jeg ikke at blande mine verdener. Når man møder mig kort, mens jeg er ude og skyde billeder eller arbejder på en filmproduktion, kan det være svært at forstå, hvor syg jeg egentlig er. Sådan kan jeg godt lide det. For når jeg er på arbejde, er jeg professionel. Der er ikke plads til sygdom. Selvom det kan være hårdt. Man kan blive meget ensom af at holde så stor en del af sig selv tilbage, og det kan være svært bare at lade som ingenting. Men i sådan en verden er det dig og kun dig, der har ansvaret for dig selv. Derfor må man lægge låg på sin sygdom, hvis man vil noget.

Det er frustrerende, at det skal være sådan, men jeg har øvet mig på at se på virkeligheden med barske briller. Virkeligheden er ligeglad med, om du har en dårlig dag eller lige er startet på ny medicin. Da jeg fandt ud af at gå ud og møde verden uden at have ondt af mig selv og de vilkår, jeg havde, men i stedet være professionel, fandt jeg noget, jeg brændte for. Jeg fandt ud af, at jeg kunne starte en virksomhed, og at mange af de ting, jeg gerne ville, kunne lade sig gøre. Lysten og passionen for at blive en bedre fotograf kunne tage fokus væk fra al smerte, al medicin og al den dårligdom, der i perioder konstant gennemsyrede min krop. Det giver mening for mig. Og det gør mig til andet end bare kronisk syg.

‍

I de tidlige skoleår stormede de andre fra klassen ud i gården, når det ringede ud til frikvarter. De løb og legede og kom af med den energi, de havde samlet sammen, men i klasseværelset. De drønede rundt om buskene og træerne, der indrammede skolen, de kastede bolde til hinanden, de grinede og råbte.
   Jeg så på.
   En gang imellem traskede jeg hen til dem og spurgte, om jeg måtte være med. De kiggede koldt på mig og svarede nej.
   Jeg måtte gå igen, kigge ned i jorden og sparke til sten. Hvis jeg løftede blikket, kunne jeg se andre børn spørge mine klassekammerater, om de måtte være med i legen. Det måtte de gerne.
   De forklarede mig aldrig, hvorfor det var mig, der måtte stå alene i skolegården. Men jeg vidste det godt: Jeg var anderledes.
   Jeg kunne mærke, at det var det, de tænkte, da jeg lavede mine tics. Når jeg nikkede voldsomt med hovedet eller blinkede kraftigt med øjnene, snøftede højt eller sagde små lyde.
   Nogen sendte mig undrende blikke, andre grinede ad mig, og min sidemakker havde sin helt egen måde at reagere på: Han gav mig en lammer, hver eneste gang jeg ’ticsede’.
   Jeg har tourette. Når jeg fortæller det, udbryder folk ofte: ”Ej, hvad siger du så af sjove ting?” Jeg må forklare dem, at tourette kommer i mange former, og at jeg ikke siger nogen ”sjove ting”, jeg laver bare bevægelser og små lyde, som jeg ikke kan styre.
   De fleste kender til tourette fra tv-indslag med personer, der ukontrolleret slynger om sig med bandeord. Seerne griner, og det går viralt på nettet og giver et indtryk af, at tourette kun eksisterer i én enkelt ekstrem udgave.
   Måske er det derfor, jeg så ofte oplever folk sidde og vente på, at jeg gør noget skørt eller råber grimme ord. De ser på mig, som børnene kigger på dyrene i zoologisk have. De får mig til at føle mig som en abe i et bur.
   Jeg ville ønske, at de bare gik hen til mig og spurgte, hvorfor jeg ticser, om jeg så kender dem eller ej.

Vreden og blomsten

I store perioder af mit liv har jeg følt mig ensom.
   Når klokken ringede ud for sidste gang i skolen, gik jeg ofte hjem og brød ud i tårer efter endnu en dag, hvor jeg havde siddet i hjørnet, sparket til sten, fået lammere og været skydeskive for latter. Undervejs prøvede mine forældre at tale med skoleinspektøren, men intet skete.
   I femte klasse fik jeg nok. Jeg fortalte mine forældre, at jeg ikke orkede mere. Jeg skiftede skole for at komme væk fra de børn, der mobbede mig.
   I den nye klasse havde jeg én god uge, og så var alt tilbage ved det gamle. Den eneste, jeg kunne snakke med, var en veninde fra min parallelklasse, der beskyttede mig fra de værste angreb. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.
   Jeg var vred. Vred på de andre. Vred på min sygdom. I klassen kastede jeg med stole og borde, og derhjemme kunne jeg vende op og ned på mit værelse, hvis jeg ikke fik styr på raseriet. Jeg flåede ting ned fra mine hylder og kastede dem ned på gulvet, jeg smed rundt med min dyne og mine puder, og når jeg var færdig, stod jeg og hev efter vejret i hjertet af et kaos, jeg selv havde skabt.
   Har man tourette, har man også større risiko for at have en eller flere følgetilstande. Man snakker om 'tourette blomsten'. På blomstens blade er der ADHD/ADD, tristhed og vinterdepression, stammen, søvnproblemer, OCD og, nå ja, raserianfald.
   Jeg har de fleste af bladene. Godt nok stammer jeg ikke, og jeg har ikke længere svært ved at falde i søvn, men jeg bliver ofte depressiv, når vintermørket kommer. Jeg mister let besindelsen og taber opmærksomheden, og da jeg var mindre, led jeg af tvangshandlinger.
   Jeg havde for eksempel et ritual, hvor jeg bankede mine ben ind i min seng, hver gang jeg pakkede min skoletaske eller skulle i seng. Hvis jeg ikke gjorde det på den helt rigtige måde, skulle jeg gøre det dobbelt så mange gange og dobbelt så hårdt. Hvis det gik helt galt, kunne jeg stå og banke mine ben ind i sengen i fem minutter, så mine knæ til sidst var hævede og gule og blå.
   En dag måtte mine forældre købe en ny seng til mig. Én, der ikke var lavet af stål.
   Om vinteren var det særlig slemt.
   I takt med, at mørket faldt på, og frosten begyndte at sprede sig, blev mine tics og ritualer værre. De onde tanker begyndte at fare kaotisk rundt i mit hoved, og i skolen var det sværere end normalt at nærme mig de klassekammerater, der i forvejen holdt mig udenfor.
   Hver vinter røg jeg ind i en selvforstærkende spiral med kurs mod bunden, og når det var værst, kunne jeg ligge i flere dage under dynen og tænke, at alt ville være bedre uden mig.
   Den følelse kan jeg stadig få.

Sendt væk hjemmefra

Det var ikke let for mine forældre, når jeg havde det sådan, og der var dage, hvor de ikke anede, hvad de skulle stille op.
   Jeg husker særligt en dag, da jeg var fjorten år gammel. Min OCD tog over. Jeg gik op og ned ad gangen i vores hjem, og hvis jeg gjorde det forkert, skulle jeg gå baglæns tilbage og trampe hårdere og hårdere for hver gang.
   Det kunne stå på længe, og det gjorde det den dag. På et tidspunkt fik min far nok, han bad mig om at tage min jakke på og gå op til min mors arbejde. Min mor gav mig penge til en togbillet, og snart stod jeg på Ballerup Station, hvor min tante hentede mig.
   Det var torsdag, næste dag var der motionsdag på skolen, og jeg skulle stå på en post sammen med en klassekammerat. Aftenen før måtte jeg skrive til hende, at jeg ikke kunne komme.
   Jeg var hos min onkel og tante hele weekenden uden at være i kontakt med min mor og far.
   Tankerne for rundt i mit hoved: Ville ikke engang mine forældre kendes ved mig? Jeg følte, at de havde smidt mig ud hjemmefra, og det plagede mig dybt.
   I dag ved jeg, at mine forældre er lige så kede af deres reaktion, som jeg selv er.
   De har lært af de fejl, de lavede dengang, og de har ikke gentaget dem over for min lillebror, der også har tourette.
   De ved nu, at det ikke hjælper at sige, at jeg skal holde op, at jeg skal sidde stille, at jeg skal lade være med at ’ticse’. Det er ikke noget, jeg gør med vilje. Det er noget, jeg kan forsøge at holde nede, men aldrig undertrykke helt.

Vand på stolene

Men mine forældre har også støttet mig, når jeg har fået nok og sagt stop.
   Det gjorde jeg i slutningen af ottende klasse, hvor jeg en dag kom hjem fra skole og fortalte dem, at jeg ville gå året om. Jeg var ikke en del af klassen, jeg blev bagtalt og holdt udenfor, og jeg kunne ikke koncentrere mig om undervisningen. Jeg havde ikke lært noget i et år.
   Da jeg startede i den nye klasse efter sommerferien, gik min far op på skolen og holdt et foredrag om tourette for de andre elever. De lyttede nysgerrigt, og bagefter forklarede jeg dem, at de endelig bare skulle spørge mig om alt. Om tourette, om mine tics, om mine tanker. Spørg løs!
   Det gjorde de så. Selv de værste ballademagere virkede oprigtigt interesserede i at få svar på deres spørgsmål, og hvis nogen fra parallelklassen så mærkeligt på mig, forklarede mine klassekammerater dem, at jeg havde tourette.
   Det var første gang, jeg ikke følte mig som en abe i et bur. Det var det bedste skoleår i mit liv.
   Jeg har brugt år på at se mig selv udefra og være vred over, at det lige var mig, der fik tourette. I dag fortæller jeg mig selv, at der er en grund til det: For det er mig, der kan klare det.
   Da jeg startede på HG, var det en af de andre elever i klassen, der blev mobbet og holdt udenfor. Jeg kunne have blandet mig udenom, men jeg vidste, hvad hun gik igennem, og jeg valgte at stille mig på hendes side.
   Resultatet var, at jeg selv blev mobbet – endnu engang.
   En dag, da vi kom tilbage fra frikvarteret, havde de andre piger hældt vand på vores stole, så vores bukser blev våde. Jeg hadede dem, da det skete, men jeg lærte også at fortælle mig selv, at de kun gjorde det, fordi de selv havde problemer. Eller fordi de var misundelige på, at jeg rejste mig, hver gang de trak mig ned.

At være sig selv

Indtil jeg var 21 år, havde jeg det, som om jeg var alene i verden. At det kun var mig, der var mærkelig, at det kun var mig, der ikke kunne styre min krop. Måske var det, fordi jeg – bortset fra min lillebror – aldrig havde mødt en anden med tourette.
   Det ændrede sig på en lejrtur, som Touretteforeningen arrangerede. Jeg var afsted med en hel flok unge med tourette, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg kunne slå mig løs – og være mig selv. Vi lavede mad i køkkenet, spillede spil og sang rundt om lejrbålet. Og i al den tid kunne jeg bare sidde og ticse helt vildt, hvis det var det, jeg ville.
   Vi var fælles om at tale et sprog, som vi alle forstod, og som forenede os i et rum, hvor vi ikke længere var mærkelige. Eller i det mindste var vi fælles om at være det.
   Men vi var også et levende bevis på, at tourette er så meget mere end det, de fleste tror. For ingen af os var ens. Nogle sagde lyde, nogle udbrød hele sætninger, andre havde kun små tics.
   Hvis bare tv-seeren kunne have set os.

Tourette, det er mig

Jeg ved ikke, hvornår jeg præcis fandt håbet. Det var ikke sådan, at jeg vågnede en dag og tænkte, at nu er lykken mulig. Men da jeg skiftede klasse i HG og fik en sidemakker ved navn Nicklas, vidste jeg, at alt ville blive bedre.
   Han så på mig på en helt anden måde end alle andre. Hans blik passerede facaden af tics og opløste undervejs min følelse af at være en abe i et bur. Han så ikke touretten, han så Sahra.
   Vi blev kærester, og siden har han forsvaret og støttet mig, hver gang jeg har mødt modgang.
   Han har været med til ”ticsetræning”, og han har taget tid på mig, når jeg har øvet mig i at undertrykke de bevægelser, der så ofte har gjort mig til genstand for andres blikke. Han måtte skrive nye rekorder på blokken hver gang. To minutter, fem minutter, ti minutter uden tics.
   I dag tænker jeg dog ikke, at tourette er noget ondt, der har besat mig, sådan som jeg følte, da jeg kom grædefærdig hjem fra skole. Sygdommen gør til tider mit liv svært, men den styrer det ikke i samme grad som tidligere.
   Kunne jeg få fjernet den med et fingerknips, tror jeg faktisk, at jeg ville afslå. For fjerner man den, fjerner man noget af mig.
   Tourette... det er jo mig.

Du er ikke alene

Hvis jeg kunne, ville jeg rejse tyve år tilbage i tiden og fortælle alt det til den lille pige, der sparkede til sten i skolegården.
   Jeg ville fortælle hende, at hun vil møde en mand, der vil elske hende, præcis som hun er, og at hun sammen med ham vil få to børn og et bonusbarn, der vil ændre den måde, hun ser sig selv på – ja, den måde, hun ser livet på.
   Det håb kan jeg ikke give hende. Men måske kan jeg give det til andre børn, der ligner hende.
   Snart søger jeg ind på pædagogseminariet, og jeg ved, hvad jeg vil bruge uddannelsen til. Jeg vil arbejde på et bosted for unge, der oplever alt det, jeg måtte stå igennem som barn. Unge, der føler sig alene og forkerte.
   Allerhelst vil jeg hjælpe børn med tourette, for måske kan jeg sætte mig ind i, hvad de tænker. Måske har jeg tænkt det samme.
   Jeg har selv mødt psykologer, der har kigget på mig med medfølelse i øjnene og sagt:
   ”Jeg ved, hvordan du har det.”
   ”Nå, har du tourette?” tænker jeg så.
   De aner ikke, hvordan jeg har det. Det vil de aldrig kunne.
   Jeg har fået erfaringer, som ingen bøger kan give dig, og jeg vil give dem videre til de børn og unge, der sparker til sten i skolegården.
   Måske kan jeg hjælpe dem med at indse det, jeg selv var så mange år om at forstå:
   Du er ikke forkert. Du er ikke alene.

‍

Jeg står foran spejlet på mit værelse i mine forældres hus i Vestjylland. Ikke helt derude, hvor kragerne vender, men tæt på. Værelset ligner noget, der er løgn: Der er tøj overalt, og neglelak, læbestifter og makeupbørster ligger spredt ud over bordet. Jeg skal i byen med pigerne fra klassen; inden da skal vi mødes til forfest. Jeg har stået her i to timer nu, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tage på. Hvad mon de andre har taget på? Er jeg pæn nok i tøjet, eller ligner jeg bare en sæk kartofler ved siden af de andre? Min krop er fuld af væske, af al den medicin, jeg fylder min krop med hver dag. Specielt mit ansigt er fuldstændig oppustet. Måneansigt, kalder de det. Jeg synes mere, jeg ligner et egern med kinderne fulde af nødder.
   Jeg ender med at tage mine sorte, stramme bukser på og en løs, grøn bluse. Jeg glatter mit hår og slutter af med sort mascara, inden jeg kigger mig i spejlet en sidste gang. Jeg ser træt ud. Opgivende. Ikke engang en perfekt makeup kan skjule, at mine øjne udstråler mangel på energi.
   Jeg tager en dyb indånding, inden jeg går ind ad døren. De fleste piger fra klassen er allerede kommet. Jeg kendte dem ikke, før vi startede på gymnasiet, og vi har kun kendt hinanden i et års tid. Vi er i alt 13 piger i klassen, tre af dem snakker jeg godt sammen med. Vi snakker for det meste kun sammen, når vi er i skole, så vi er ikke særlig tætte. Pigerne sidder rundt om bordet og snakker, mens musikken spiller i baggrunden. Jeg sætter mig ved bordet, der bugner af øl, hvidvin og shotsflasker. Jeg tager en Pepsi Max op af min taske for at kunne skåle med de andre. Snakken går, der er god stemning. Vi griner, og en følelse af lettelse strømmer igennem mig. Måske bliver den her bytur anderledes end de andre. “Så er det tid til drukspil,” bliver der råbt fra bordenden. En del af spillekortene bliver givet ud, mens den anden halvdel bliver spredt ud over bordet. “Skal du ikke have noget at drikke?” bliver der spurgt i min retning. Jeg kigger ned på min halvtomme Pepsi Max. “Jeg må jo ikke drikke alkohol,” svarer jeg. “Nå nej, det er sgu da også rigtigt,” bliver der svaret tilbage. Jeg bliver tavs, selvom jeg mest af alt har lyst til at råbe og skrige ad dem alle sammen. Det er fandme da utroligt, vi skal igennem det her hver eneste gang. De ved sgu da godt, at jeg ikke kan drikke alkohol.
   Musikken bliver skruet op på fuld styrke. Sangen “Cheerleader” brager ud af højtaleren, mens vi med hver vores pivfalske sangstemmer skråler med. Mit blik strejfer kort uret, der hænger over bordet, og jeg kan se, at klokken nærmer sig 00:15, hvilket bringer mine tanker tilbage.

Jeg er iklædt det hvide hospitalstøj. En stor skjorte, bukser, der er to numre for store, og strømper uden elastik. Der står to sygeplejersker foran døren, lige under det store ur. Den store viser har netop placeret sig på tretallet. Kvart over tolv. Kvart over midnat. 00:15. Det er allerede otte timer siden, vi sad i bilen og blev ringet op. Nu skulle vi komme. De to sygeplejersker smiler til mig. Jeg kigger på mor og far. Jeg krammer dem farvel. Jeg er ikke engang nervøs. Jeg er lettet. Nu skal det bare overstås, så jeg kan blive rask. Jeg kigger på mor og far en sidste gang, inden jeg følger med sygeplejerskerne ind på stuen. Der er ikke andre på stuen. Jeg troede ellers, at rummet ville være fyldt med læger og sygeplejersker, men vi er kun os tre.

Der er skrig og skrål i bilen. Det er mørkt udenfor, og jeg prøver at koncentrere mig om at køre mine forældres bil. Jeg kniber øjnene sammen for at kunne se striberne på vejen, samtidig med at jeg prøver at samle tankerne, men det er næsten umuligt, når musikken er altoverdøvende. Jeg stopper bilen, og pigerne løber ud. Taknemmelighed er åbenbart også noget af det, der fordamper, når kroppen fyldes med alkohol. Nogle gange tror jeg mere, jeg er inviteret med som chauffør end som veninde. Det føles i hvert fald sådan. De andre piger har allerede forladt parkeringspladsen. Jeg låser bilen, sætter i løb og prøver at indhente dem.

Mine øjenlåg er tunge som bly. Men jeg kan høre alt omkring mig. Min mor og far snakker med lave stemmer. Nu ringer telefonen. Min mor taler med en grødet stemme: “Alt er gået godt,” siger hun. Lettelsen bobler inden i mig. Jeg har kun stået på venteliste i fire måneder, selvom de sagde, at vi nok skulle vente et år eller mere. Nu er det overstået, og alt er gået godt. Tænk, at jeg har fået en lever fra et andet menneske. Selvom jeg skal tage medicin resten af mit liv, og der er risiko for, at min krop kan frastøde leveren, er jeg ovenud lykkelig og taknemmelig for at have fået den. Et andet menneske har givet mig den største gave, man kan få. Det føles helt uvirkeligt at have en del af et andet menneske i kroppen. Mon det kommer til at føles anderledes? Jeg har været syg, siden jeg var lille, og derfor er jeg altid blevet set lidt skævt til. Jeg var hende den syge pige, som ingen rigtig vidste, hvad fejlede, men som ingen nogensinde spurgte, hvad fejlede. Folk så på mig med fordømmende øjne. De syntes, jeg var underlig, men inderst inde tror jeg ikke, de kan gøre for det. De ved jo ikke bedre. Alt, der er anderledes, er skræmmende. Måske de synes, jeg er skræmmende? Jeg håber, det bliver anderledes nu. Jeg håber, at folk får et nyt syn på mig. Jeg håber, de kommer til at se på mig med helt andre øjne. Jeg glæder mig allerede.

Der er fulde mennesker overalt. Jeg må være det eneste ædru menneske i miles omkreds lige nu. Vi går ind gennem porten til den lille smøge, der fører op til diskoteket, og stiller os i kø ved indgangen. Jeg begynder at ryste af kulde. Det er november måned, og temperaturen nærmer sig nok frysepunktet.
   Der står en fyr ovre i hjørnet og pisser. Eller han prøver i hvert fald på det. Han svajer fra side til side, og det ser ud til, at han kan vælte når som helst. Vi går ind forbi baren og videre ind til dansegulvet, hvor der allerede er fyldt godt op. Vi begynder at danse, men det er ikke mange bevægelser, jeg får ud gennem kroppen. Det føles unaturligt. De andre piger giver den derimod gas, de skubber og maser for at kunne slå sig løs på det lille dansegulv.
   Jeg får øje på fyren, der stod og pissede udenfor tidligere. Han har stadig ikke fået styr på sin balance. Han spilder mere af sin drink, end han får drukket. Jeg har stået og iagttaget fyren et par minutter, og i den tid er pigerne gået deres vej. Uden mig. Hvor er de gået hen? Hvorfor har de ikke sagt noget? Jeg kigger febrilsk rundt i rummet for at se, om jeg kan få øje på en af dem. Det giver mig samme følelse som min første dag tilbage; det er nu seks måneder siden.

Jeg står ved den store stentrappe, der fører op til 2. sal og videre op til vores klasseværelse. Jeg ved, at jeg kommer til at blive rigtig forpustet af at bestige de to etager, men jeg nægter at tage elevatoren. Jeg når helt til toppen og hiver efter vejret. Efter to måneder i en hospitalsseng kan jeg nok heller ikke forvente andet. Jeg får øje på min klasselærer, der ser helt overrasket ud. De andre kigger op, én eller to får mumlet et “hej”, men ellers er der ikke megen respons. Ikke lige dét, jeg havde forestillet mig efter at have været væk i næsten to måneder. To måneder, hvor jeg har været lænket til en hospitalsseng, isoleret fra omverdenen. To måneder, der har vendt op og ned på alting. Ændret mig, mens de og deres hverdag har været uændret. Tristheden skyller ind over mig, men jeg lader som ingenting, for hvordan skulle jeg ellers reagere? Det hele virker så mærkeligt. Jeg føler mig som det sorte får i flokken. Folk kigger på mig og registrerer, at jeg er her, men ingen vil kendes ved mig. Er de bange for at sige noget forkert til mig, eller er de bare fuldstændig ligeglade med mig?

En mur af kulde rammer mig, da jeg går ud ad døren, og selvom temperaturen nu er under frysepunktet, står folk stadig i den lille smøge. Mit blik farer hurtigt fra højre til venstre, men jeg ser ingen kendte ansigter. Det er den samme smøre hver eneste gang. Jeg bliver altid efterladt et eller andet sted. Om de gør det med vilje for at slippe af med mig, ved jeg ikke. Jeg går frem mod den store port og standser op i åbningen. Jeg spejder igen efter pigerne. Nu får jeg øje på dem. De står i en rundkreds til venstre for mig. De har ikke fået øje på mig endnu. Jeg går frem mod dem og stiller mig uden for rundkredsen. Der er ingen, der ænser mig. “Hvorfor gik I bare uden at sige noget,” spørger jeg stille. Nu kigger alle på mig, men der er ingen, der svarer. Der er et øjebliks stilhed, inden de igen fortsætter samtalen, mens to af pigerne tænder en cigaret. Jeg er stadig ikke blevet inkluderet i deres lille, sammensluttede gruppe. De må se mig som en lille, irriterende flue, der sværmer rundt om dem, lige meget hvor de går, også selvom de med alle kneb prøver at flygte. Mon deres tålmodighed snart slipper op? Det gør den nok ikke; så kommer de jo til at mangle en taxachauffør.
   “Kom, vi går ind igen,” siger en af pigerne, og i samme øjeblik opløses rundkredsen.
   Der er endnu ingen, der har sagt et ord til mig, men jeg prøver ihærdigt at se så naturlig ud som muligt, selvom jeg halser bagefter.

Dansegulvet er stadig proppet med mennesker. Folks øjne er flakkende og langsomme, selvom deres kroppe bevæger sig i takt til den hurtige musik. Deres blikke er fjerne, og det er slet ikke til at tage fejl af, at alkoholen har indtaget deres system, skubbet deres promille i vejret og sat deres dømmekraft ud af spil.
Jeg føler mig så malplaceret. Alle omkring mig er i højt humør, og jeg er mest af alt trist. Ked af det. Ked af, at de ikke tog bedre imod mig, da jeg startede i skole, efter at jeg havde været indlagt. Ked af, at jeg ikke kan gøre ligesom alle de andre. Ked af det, fordi jeg ikke føler mig inkluderet i pigernes fest. Ked af, at de ikke forstår mig. Ked af at føle mig som taxachaufføren. Ked af at være ensom hele tiden. Ked af, at alt ikke blev, som jeg havde håbet på efter operationen.
   Jeg giver op. Endnu en gang blev jeg den ædru tilskuer, der bliver mere og mere usynlig for de andre, jo mere de får indenbords, og til sidst halser efter de andre ind og ud af byens diskoteker, indtil jeg ikke kan følge med mere. Frustrationerne har hobet sig op i mig. Jeg har lyst til bare at bryde ud i gråd her midt i det hele, samtidig med, at jeg har lyst til at gå fuldstændig amok og lade frustrationerne få frit løb.
   Jeg forlader pigerne og går ud mod garderoben. Jeg finder en lille lap papir med et nummer på, som jeg afleverer til garderobepigen. Hun leder et kort øjeblik og finder min jakke. Jeg går igen ud i kulden, gennem den store port og sætter mig på en bænk. Rundt omkring står små klynger af mennesker og snakker, mens de pulser på deres cigaretter. Jeg sidder bare og stirrer. Jeg kigger på min telefon. 02:30.

Jeg bevæger mig langsomt hen mod bilen på parkeringspladsen. Jeg kører forsigtigt væk fra parkeringspladsen, mens støjen fra menneskene langsomt forsvinder.
   Stilheden er for invaderende, så jeg tænder for radioen.
   Gruset knaser under bilens hjul, da jeg kører ind på gårdspladsen. Jeg slukker bilen. Jeg sidder helt stille og lukker øjnene et øjeblik. Trætheden slår ned i mig. Mine ben og arme føles tunge, og jeg kan slet ikke tage mig sammen til at åbne bildøren.
   Tankerne flyver igennem hovedet på mig. Jeg føler mig som en fiasko. Fiaskoen, der ikke kunne klare mosten og bare giver op, så snart der kommer noget modstand. Jeg har givet op i kampen for at bryde ud af den ensomhed, som jeg føler hver eneste dag. Alle snakker om tiden på gymnasiet med venner, fester og kærlighed som den bedste tid i deres liv. Jeg føler, at det er den værste tid i mit liv. Men hvad havde jeg egentlig regnet med? At alt på mirakuløs vis ville ændre sig efter operationen? Før operationen viste pigerne heller ikke den store interesse for mig, og slet ikke når vi var i byen. De var måske bare slet ikke så interesserede i mig, levertransplantation eller ej. Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg allerede har klaret meget modstand, og at jeg er stærk, selvom jeg er ensom. Fordi man i forvejen har mødt mere modstand end de fleste, er man ikke sikret, at livet ikke kaster mere modstand ens vej.

‍

Mit hjerte galoperer. Mine hænder ryster. Mit blik er sløret. Eller er det verden, der er blevet til prikker? En uvirkelighedsfølelse breder sig i hele kroppen. Jeg træder ud af min egen krop. Flygter. Falder. Falder igennem! Om dette er et angstanfald eller virkelig slem angst, ved jeg ikke. Jeg ved faktisk ikke så meget om angst, selvom jeg lider af det. Eller nærmere: social angst. Jeg har faktisk aldrig rigtig hørt nogen snakke om det.

Måske har du social angst?

Grunden til, at jeg på nuværende tidspunkt kan sætte navn på, hvad jeg fejler, er, at min veninde en dag fortæller, at hun har hørt om noget, der hedder social angst – og hun tror måske, det kan være det, jeg har. Jeg husker en bølge af lettelse skylle ind over min krop. ENDELIG! Jeg har ikke altid vidst, at der var noget galt. Først op i tyverne lærte jeg, at alle ikke får svedige håndflader, sved på overlæben, rystende hænder og bankende hjerte, HVER gang de skal tale med nye mennesker. Eller skal være en del af en større gruppe. Jeg troede, det var normalt både at være fysisk til stede i en samtale og samtidig se samtalen “udefra”. Både at analysere mig selv (hvordan ser jeg ud?, hvordan reagerer jeg?) OG forsøge at holde de fysiske angsttegn nede OG lytte. Jeg troede, det var normalt, både at forsøge at opretholde en samtale OG have en indre monolog, der konstant konkluderer, at jeg er for kedelig, at personen hellere vil tale med en anden. Hele tiden at føle, at personen tænker på, hvordan vedkommende bedst muligt kan flygte fra mig. At personen ser, jeg sveder på overlæben, og synes, jeg er klam. Nu ved jeg, at det kun er mig, der har det sådan. Det hjælper mig til at slappe lidt mere af, når jeg snakker med nye mennesker nu.

Kagebagning og safe spaces

Jeg vidste heller ikke, at de andre børn i folkeskolen bare ikke så godt kunne lide at holde foredrag foran klassen. Jeg troede, at alle flygtede fra deres krop i situationen. At alle andre oplevede det, jeg oplevede. Nu ved jeg, at den eksponeringstaktik, der virker på andre børn, ikke virkede og aldrig ville virke på mig. Og jeg ved faktisk også, hvordan man i stedet kan gøre. I 9. klasse fik vi en genial engelsklærer. Hun gjorde for første gang nogensinde i hele min skoletid forskel på os elever. På den helt rigtige måde. Det var i slutningen af året, og vi skulle træne til den afsluttende mundtlige eksamen. Alle fik en sætning, de skulle stille sig op FORAN KLASSEN og tale om i fem minutter. Hun så, hvor ubehageligt det var for mig, og næste dag, da vi skulle vælge et emne og igen tale om det FORAN KLASSEN, hev hun heldigvis mig og to veninder ud af situationen. Mens de andre øvede, bagte vi kage i skolekøkkenet og snakkede om emnerne i et trygt rum med plads til at fejle og lære. Jeg er stadig den dag i dag overbevist om, at det var derfor, det gik så godt for mig til eksamen! At det blev en succesoplevelse. Jeg vidste det ikke, men HUN hjalp mig med min angst. Tænk, hvis de andre lærere havde været lige så godt klædt på. Min skoletid ville have været anderledes. Jeg ville have været helt anderledes.

Pædagogmedhjælper eller ph.d.?!

Men nu sidder jeg her. Færdiguddannet. Jobsøgende. Med hele verden for mine fødder. Med mulighed for at opfylde alle mine drømme og håb. Uden at kunne. Eller, på papiret kan jeg. Når folk spørger mig, hvad jeg vil nu, er jeg klar med mit standardsvar: “Jeg tænker at skrive en ph.d. Jeg vil gerne forske.” Det lyder godt og passer til mit selvbillede. Jeg er den kloge. Den første i familien, der gennemfører en lang videregående uddannelse (altså lige på nær min morfar, der var kemiingeniør, men det passer ikke så godt ind i historien). Jeg vil også rigtig gerne forske. Det ville være oplagt. Hvis det bare ikke var for angsten. Jeg får et job efter tre måneders jobsøgning. Som assistent for en pædagog. Og jeg elsker det! Jeg ender med at være der i sammenlagt to år, og det giver mig et frirum til at arbejde med min sociale angst. For i vuggestuen føler jeg mig hjemme. Jeg elsker at arbejde med børn, og det viser sig, at jeg er rigtig god til det. Bedre, end jeg havde regnet med. Det er faktisk ret perfekt, for selvom jeg er omgivet af kolleger hele dagen, snakker vi mest med eller om børnene. Jeg er i mit es. Jeg har altid kunnet tale med børn og gamle mennesker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke får angst, når jeg er sammen med dem. Men alle andre derimellem har jeg svært ved. Imens jeg er der, ender jeg med at få et “rigtigt” job som ekstern lektor i kurset “Gender and Sexuality” – jeg er UNDERVISER! Det er enormt grænseoverskridende, og alligevel har jeg kurset i to omgange. Jeg kan, fordi jeg brænder for det, og fordi jeg får lov til at gøre det sammen med min gamle specialemakker! Men jeg er stadig påvirket af min sociale angst.

Kontrol

I nogle situationer er jeg nærmest to personer. Én, der har succes, og én, der er styret af angst. Angsten for mennesker. Den oplevelse og følelse, som jeg beskrev i indledningen, opstår en tirsdag eftermiddag, da jeg har været jobsøgende i næsten to måneder. På dette tidspunkt, da jeg oplever episoden, jeg beskrev i indledningen, har jeg været jobsøgende i næsten to måneder. Jeg har intet imod at skrive ansøgninger; tværtimod synes jeg, det er sjovt. Jeg elsker at skrive. Problemet er, at jeg ikke føler, jeg kan noget som helst, og det trigger min sociale angst. Jeg har indtil nu studeret hele mit liv, og det ved jeg, at jeg er god til. RUC har på mange måder føltes som et hjem for mig, og på trods af angsten har jeg elsket gruppearbejdet. I det øjeblik, da angsten overmander mig i min egen lejlighed, mit safe space, beslutter jeg mig for, at jeg for alvor skal tage affære. Nu er det tid til, at jeg styrer angsten og ikke omvendt!

Accept

Men hvordan tager man kontrol over sin sociale angst? En angst, jeg stadigvæk ikke ved ret meget om? Svaret viste sig at være mere simpelt, end jeg lige troede. Første skridt for mig var at tage til gruppeterapi hos Psykiatrifonden – hvilket på alle måder er forfærdeligt og samtidig enormt givende! Jeg husker især én øvelse, der kom til at udgøre næste skridt.
   “Okay, nu holder I hver især i hver sin ende af bogen og prøver hver især at skubbe den væk fra jer. Hvordan er det? Forestil jer, at I er på en café. Kan I snakke sammen? Kan I koncentrere jer om at være i situationen, mens I skubber bogen væk?”, spørger den psykologistuderende, der frivilligt har valgt at være en del af gruppeterapitilbuddet. Svaret er selvfølgelig nej. Nej, det kan vi ikke. Og nu kommer det, der for mig har været nærmest revolutionerende – ikke Ruth Bader Ginsburg-revolutionerende, men alligevel. “Okay, prøv at lægge bogen ved siden af jer. Hvordan er det nu? Kan I snakke? Hvordan oplever I at være på “café” nu?”, spørger hun. Og ja, det er meget mere hyggeligt. Alt derefter har for mig været meget mere hyggeligt! Jeg har altid den sociale angst med mig, men jeg kæmper ikke imod den. Jeg accepterer den.

JEG HADER KONFIRMATIONER. Alt for mange mennesker. Alt for meget små snak. Alt for meget angst. Jeg har en stor familie, så jeg har været til lidt for mange af dem. Denne gang sidder jeg ved et bord med mennesker, jeg har kendt hele mit liv, men aldrig rigtig snakket med. Jeg siger ikke noget. Jeg lytter. Normalt kan jeg heller ikke lide at lytte, for jeg føler altid, at de, der snakker, synes, det er irriterende, at jeg lytter med. At jeg kigger dem i øjnene. Men her har jeg heldigvis haft mange gode samtaler med veninder, der har forsikret mig om, at de fleste elsker at fortælle om sig selv, og jo flere, der lytter, desto bedre. Så det prøver jeg at praktisere her. Jeg lytter og kigger folk i øjnene. Jeg smiler og griner og hygger. Så langt, så godt.

Jeg bryder mig heller ikke om konfirmationer, for jeg kan ikke lide at spise og drikke foran andre mennesker. Jeg bliver for selvbevidst. Jeg føler, at de andre holder øje med alt, hvad jeg gør. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke ramme munden med hverken gaffel eller glas. Men i dag SKAL det være anderledes. Da jeg bliver tørstig, tøver jeg lidt. Jeg vil helst ikke tage en tår. Jeg ved, at mine hænder vil ryste. Mit gamle mønster ville være at lade være. Men jeg vil have et nyt. Jeg accepterer angsten. Hvis nogen undrer sig, kan de jo spørge, hvorfor jeg ryster på hænderne. Så vil jeg fortælle dem det! Jeg tager en tår og ryster. Jeg kæmper ikke mod angsten. Jeg er ligeglad. Jeg tager en tår mere med det samme. Sætter glasset og tager en sidste tår. Jeg ryster ikke mere! Det her er ikke blot en kæmpestor sejr, det er en åbenbaring. Det er sådan, jeg vil agere i alle andre aspekter af mit liv. Jeg accepterer angsten og husker, at folk ikke synes, jeg automatisk er irriterende og kedelig. Jeg accepterer angsten, og jeg accepterer samtidig mig selv.

Jeg vil have en kæreste

I den tid, jeg er i vuggestuen, tager jeg en beslutning. Jeg vil have en kæreste. Det virker måske som en banal ting, men for mig er det stort. Jeg har aldrig rigtig manglet det og altid haft masser at tage mig til. Jeg har udfordret mig selv ved at gøre socialt udfordrende ting i selskab med én eller flere veninder. Jeg kunne opleve nye, vilde ting, fordi jeg omgav mig selv med tryghed og sikkerhed, som jeg fandt i dem, mine veninder.
   Jeg har været på højskole i Kenya og Tanzania, backpacket i Asien, været et halvt år på udveksling i Tyskland, været frivillig arkæolog i Peru. Jeg har arbejdet i 1200 år gamle ruiner, skabt af den civilisation, der går forud for inkaerne. Jeg har svømmet i det klareste, blå vand i Mexico. Besteget Mt. Kenya, danset Macarena-dansen på diskotekerne i Nanyuki, fejret min 16-års fødselsdag i Orange County med fodboldstævne og barbecue. Jeg byggede et selvbillede op omkring mig selv: Jeg havde slet ikke tid til en kæreste. Alle disse ting har været med til at skjule, at jeg ikke turde. Eller, at jeg var angst. Jeg troede, at det at få en kæreste bare kom til én. Det gør det måske også for nogen. Men for mig var det hårdt arbejde! En rejse, hvor jeg konstant skulle arbejde med mig selv. Og bearbejde. Give angsten plads, så jeg kunne blive fri.

Jeg opretter en profil på Happn. Ikke med min gode vilje. Bare det at tænke på at oprette den giver mig hjertebanken. Svedige hænder. Negative tanker om mig selv. Jeg sidder på altanen med udsigt til Adriaterhavet. Ved siden af sidder min ældste veninde. Hun tror på mig. Solen skinner fra en skyfri himmel, og dagen er langsomt ved at begynde. Jeg sidder med min kaffe i hånden og angsten i kroppen. Dagen er fuld af lys og håb. Jeg kan godt! Vi opretter en profil, uden tekst. Bare et billede. Ferien slutter, vi tager hjem, og jeg lader oprettelsen af en Happn-profil blive til en del af ferieminderne. Først et halvt år efter tør jeg åbne appen. Det første skridt, jeg skal overvinde, er at like de andre profiler. Det er så grænseoverskridende og angstprovokerende, at det tager mig lang tid at nå dertil, hvor jeg kan tænke ‘pyt’ og ‘hvad er det værste, der kan ske?’.
   Næste skridt er at svare, hvis nogen skriver. Jeg øver mig langsomt i ikke at lade angsten overfalde mig. Den negative tankespiral skal ikke overtage hver gang. Jeg bruger mine veninder rigtig meget i denne periode. Deres støtte er så vigtig, men det er min egen beslutsomhed, der er afgørende. En dag i julen på mit gamle værelse hos mine forældre sker det. Jeg ændrer strategi fra at tænke over ALT, jeg skriver, hvilket kun resulterer i, at mine beskeder bliver overfladiske, kedelige og ligegyldige. Jeg vælger at sige ‘hvad er det værste, der kan ske’, og begynder at gøre beskederne mere personlige. Det åbner op for noget helt andet. Jeg begynder at gå over i mig selv. Synes jeg, det her er en spændende samtale? Synes jeg, han er interessant? Og ikke som før, hvor jeg hele tiden så ham for mig – så ham læse mine beskeder og tænke: ‘Hvorfor skriver hun dog det?!’. Igen oplevede jeg en lille, men stor, sejr!

Ro

Fast forward forbi et par dates med forskellige, spændende mennesker, så sidder jeg i dag i min kærestes køkken og skriver. Jeg har aldrig haft det bedre. Om lidt starter jeg i et job som pædagogmedhjælper (igen), måske et skridt tilbage, men det giver mig SÅ meget ro at skulle arbejde med noget, jeg er god til. Jeg glæder mig til at komme væk fra at søge en masse jobs, jeg på papiret kan, men i angstens verden aldrig vil kunne varetage. Jeg har et mål. Pædagogmedhjælper, pædagog, ph.d. De tre P’er. Og ro. Om lidt kan jeg skrive Ekstern Lektor, pædagogmedhjælper og forfatter på CV’et. Det er ikke sådan, jeg troede, jeg skulle ende med at præsentere mig selv, men det giver mening for mig. Jeg finder min egen vej i en verden, skabt for og af mennesker uden social angst. Jeg ved, jeg kommer til at stå over for flere udfordringer, som angsten vil bringe, men jeg ved også, at jeg nu har værktøjerne til at klare dem. Jeg falder ikke længere. Jeg flyver!

‍

Jeg blev diagnosticeret sidste år. ADD stod der sort på hvidt. Det kom nok egentlig ikke som nogen stor overraskelse, da jeg altid har haft symptomerne. Som barn var jeg meget kreativ og introvert. Det kiggede man ikke skævt på, for jeg var jo en pige. Piger skal helst være stille og artige, så om noget var jeg vel bare det ideelle barn. Jeg havde jo heller ikke ADHD, da jeg i så fald også ville opleve hyperaktivitet. Min sygdom drejede sig primært om opmærksomhedsforstyrrelse. Når mine klassekammerater bad mig om at koncentrere mig og fokusere på det arbejde, jeg lavede, kunne det synes næsten umuligt, da min koncentration hele tiden skiftede til noget andet. Det udtryk hører jeg stadig. ”Koncentrer dig nu, Lysander”. Men det forbandede ved diagnosen ADD er, at den til forveksling ligner dovenskab, og det kan være svært at have plads til på en arbejdsplads eller et studie.

Jeg har haft svært ved at få venner og at være sammen med mennesker igennem hele min opvækst. Nogle gange, når jeg havde en samtale med folk, tog jeg mig selv i udelukkende at ville høre mig selv tale og næsten ikke at kunne vente på, at de fik snakket færdigt, så jeg kunne fortsætte. Dengang syntes jeg, at det var helt vildt frustrerende, og jeg følte mig hurtigt på grænsen til narcissistisk, men i dag kan jeg jo se, at det har været min sygdom, der har påvirket min koncentrationsevne.

Det er vigtigt for mig at fortælle, hvor svært det er for mig at lave helt almindelige hverdagsting. Hvis mennesker uden en ADD-diagnose har en opvask stående og har en dårlig dag, vil de nok tænke over det en gang imellem og være en smule irriterede over det, men jeg oplever det som et langt mere tungtvejende problem. Hvis jeg ikke har taget opvasken, er den det eneste, jeg kan tænke på.

Hvis du sidder nu og tænker, at det kan du da godt relatere til, er du nok ikke den eneste. En af grundene til, at ADD ofte bliver undermineret, tror jeg er, at mange kan se sig selv i symptomerne. De er jo grundlæggende ‘bare’ forstærkede følelser og tankemønstre. Problemet er, at den forstærkelse hele mit liv har hæmmet mig og har været som en klods om benet, og at jeg på grund af diagnosen og medicineringen først nu har redskaberne til at færdiggøre min HF. Skellet ligger altså i overgangen til de mere ekstreme følelser, hvilket en læge af gode grunde er i stand til at definere bedre end jeg.

At leve med diagnosen

Jeg har nok en tendens til altid at anskue min kroniske sygdom udefra. Jeg ved ikke, om det gør den nemmere at håndtere, men når jeg har mig selv på den ene side og diagnosen på den anden, kan jeg fortælle folk om de ting, jeg har svært ved uden at føle mig syg. Man kan vel nærmest sige, at jeg snakker om den på et professionelt plan. Jeg kan forklare, at hvis jeg opfører mig sådan her, så er det, fordi ADD har den og den påvirkning på hjernen, og på den måde får jeg forståelse fra mine venner og så videre uden bare at skulle fremstå doven, fordi jeg igen ikke mødte op til morgentimerne på min uddannelse. Når det er sagt, er der stadig en tungtvejende frygt i mig. Mine venner og familie siger, at de forstår det. Men gør de det i virkeligheden? Bliver de ikke stadigvæk irriterede på mig, når jeg glemmer en aftale eller ikke kan samle modet til en simpel opgave?

Det har været en tryghed for mig at kunne tage afstand fra min diagnose, men det gør jo også, at jeg lever en form for usikkert liv. Jeg går jo hver dag og lader, som om jeg er velfungerende, når jeg i virkeligheden er dybt afhængig af basale ting, som at medicinen får mig ud af sengen om morgenen og tilbage i den om aftenen.

Hvad angår min medicin, tvivler jeg på, at jeg vil kunne undvære den fremover. Man kan måske anskue den som en slags skuffesystem. Når sygdommen ikke er medicineret, står alle skufferne åbne. Jeg er forude i samtalen, snakker fremad, hvilket også er grunden til, at jeg tit afbryder folk. Alle associationer, jeg får, fylder lige meget i mit hoved, og derfor flyder det hele også. Medicinen, jeg tager, gør så, at nogle af skufferne bliver lukket. Ikke alle, men hvis man forestiller sig, at kun fire skuffer er åbne, så kan jeg pludselig sortere i, hvilke der er mest relevante.

Skyggen af ADD

Det er en ret stor fordom, tror jeg, at folk med ADHD i virkeligheden bare er dovne. Jeg har jo sådan set heller ikke ADHD. Men jeg siger altid, at jeg har det, fordi folk oftest ikke ved, hvad ADD er, og fordi der tit er en mere negativ forventning til diagnosen ADHD. Dermed er de forberedt på det værste, og jeg kan være sikker på, at de ikke bliver overrasket negativt.

Min familie er i sin grundform akademikere i hele begrebets forstand. Der har altid været meget høje forventninger til mine søskende og mig. Et eller andet sted tror jeg også, at en del af dem har ADHD-light. Flere af dem kan aldrig sidde stille, roder meget og har mange bolde i luften samtidig. Et af de primære symptomer på ADHD er som sagt hyperaktivitet. Det kommer ikke kun til udtryk som en 5. klasses dreng, der springer på væggene, men påvirker også hjernen. Det betyder, at det kan være svært at fokusere på én ting ad gangen, og den skærpede koncentration på mange ting går hen og ligner mangel på samme.

Det er nærmest et succeskriterie i min familie altid at være stresset, og der er et skarpt opdelt verdensbillede, der skærer over mellem succesfulde og ikke-succesfulde. Jeg kan med det samme afsløre, at ADD ikke anses som særlig succesfuldt.

Jeg startede på en HF som 17-årig og blev kort efter smidt ud på grund af fravær. Det er sket igen og igen mange gange siden – også efter mit flyt til Odense for et par år siden. Da jeg endelig fik min diagnose sidste år og begyndte min medicinering i februar 2020, så jeg min koncentrationsevne blive forbedret og startede derfor igen, denne gang med et reelt håb om at færdiggøre den. Til det lød der en kritisabel genklang i familien:

”Er du nu sikker på, at du kan færdiggøre den HF?”

Det eneste, de var interesserede i, var, hvorvidt jeg havde noget, der kunne finansiere mig. Det fik jeg så, da jeg begyndte at modtage handicaptillæg i forlængelse af min SU. På trods af at ADD-diagnosen ikke passede i deres glansbillede, var de faktisk positivt indstillede over for det nye økonomiske bidrag, den gav mig. Det var, som om de så min diagnose som en ny hat.

Men jeg ved jo også, at den del af min familie er fra en anden generation. De er ikke helt boomers, men lige efter. Dengang blev man jo ikke diagnosticeret for ting, der lignede kronisk dovenhed. Selv i dag har folk en forventning om, at ADHD er drengen i 5. klasse, der ikke kan sidde stille og sidder og tygger på sin blyant. De gange, jeg har forsøgt at låne bøger på biblioteket om ADD, har jeg også udelukkende kunnet finde titler som ‘hvis dit barn har ADHD’, og så er det jo ikke så underligt, at mine nærmeste har de fordomme, de har om min diagnose. Fordommen om, at ADHD kun forekommer hos drengen i 5. klasse, lægger sig også op ad en idé om, at man har noget, man skal “løse” hos sine børn, og retter tit sympatien mod forældrene og mod, hvor synd det er for dem. Sjældent snakker man om, hvor svært det kan være for børnene.

Medicinens knappe arme

Der er selvfølgelig også aspekter, medicinen ikke kan gøre noget ved. Jeg har en masse rutiner, der skal ændres på grund af dårlige vaner hele livet. Det indebærer for eksempel rengøring og overforbrug. Psykiatrien har af naturlige årsager primært fokus på diagnosen fremadrettet. Hvad kan man gøre nu? Ikke på det selvhad, man tager med fra før diagnosen. Det kommer både af den årelange selvkritik, der er opstået, hver gang jeg ikke kunne fuldføre en opgave, men også af kritikken fra venner, familie og studiekammerater, der var uforstående over for, at jeg ikke bare kom i gang. Det har dog hjulpet rigtigt meget mod dette at gå i talegrupper. Kun personer med ADHD deltager i disse, og de kan derfor i langt højere grad relatere til de oplevelser, man måtte have med diagnosen. Det betyder også, at jeg ikke skal forklare frustrationerne over at føle mig doven fra starten, men kan tage udgangspunkt i dem og arbejde med dem.

Det historiske aspekt

Jeg drømmer om at studere historie på Syddansk Universitet. Både fordi jeg gerne vil formidle noget, der ofte bliver forklaret på en rigtig kedelig måde, på en friskere og mere nuanceret måde, men også fordi jeg ser historien som central i forståelsen af diagnoser som ADHD og ADD. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bliver proppet ned i en kasse, der er markeret: ligegyldige diagnoser, som nogle mener, at jeg selv har fundet på, og at der er faglig evidens for det, jeg oplever.

Her tror jeg, at historien kan spille en vigtig rolle. Bare fordi ADHD og ADD ikke var officielle diagnoser engang, betyder det ikke, at sygdommene ikke eksisterede. Jeg har brugt meget tid på at grave mig ned i, og i perioder været nærmest hyper-fokuseret på en række historiske figurer, der er blevet beskrevet med symptomer på ADHD, som man dengang bare kaldte sindssyge. Det er her, jeg synes, at historien kan spille en vigtig rolle for forståelsen af min diagnose. Folk var heller ikke perfekte dengang, og selvom man måske ikke havde et navn til det, oplevede folk de samme symptomer, som jeg gør den dag i dag.

At gøre op med den klassiske fortælling

Når man forestiller sig et menneske med en kronisk sygdom, er det oplagt at forestille sig en lungesygdom eller gigt. Det var aldrig før faldet mig ind, at ADHD og ADD i virkeligheden klassificerer sig som kroniske sygdomme, indtil jeg valgte at indgå i dette bogprojekt, der rigtig nok placerer diagnoserne i den kasse.

Grunden til det var nok ikke så meget mig og min opfattelse af min diagnose, som det var samfundets opfattelse af mine symptomer. Uden at jeg skal blive for teknisk, er der et værdisæt i vores samfund, der tillægger arbejde værdi. Hvis man ikke producerer nok, er man doven, og hvis man er doven, er man ikke af megen værdi for samfundet. En af de hyppigste, og mest fejlagtige, opfattelser af ADHD er, som tidligere nævnt, at personen er doven. I virkeligheden kan sygdommen være en slags paraply over en række andre psykiske diagnoser som stress, angst og depression. En stor del af dem, der ikke er blevet diagnosticeret med ADD eller ADHD endnu, oplever symptomerne på stress, angst og depression før genkendelsen af opmærksomhedsforstyrrelsen og hyperaktiviteten. Muligvis fordi de alle kan påvirkes af mindsket produktivitet. Jeg fik selv en angstdiagnose som 12-årig, hvilket jo nok blandt andet var udløst af en konstant følelse af ikke at kunne leve op til de krav, der blev stillet til mig.

En af hovedårsagerne til, at jeg har valgt at skrive om min oplevelse med ADD, er, at jeg vil oplyse mennesker uden diagnosen, sådan at de vil kunne forstå og have medfølelse med mennesker, ramt af denne sygdom. Den er, som enhver anden kronisk sygdom, kronisk, men medfører ofte frustrationer, udløst af, at man fremstår uvillig og doven, hvilket man nok ikke på samme måde ser en lungesygdom eller gigt gøre.
   Men jeg tror, at det er vigtigt, at folk kommer til at se det som en sygdom på lige fod med alle andre. Jeg håber, at jeg, når jeg forklarer til mine medstuderende, at jeg har ADD, bliver mødt med en helt anden forståelse end de frustrationer, der fylder nu.

Når det er sagt, er det også vigtigt for mig, at andre med ADHD eller ADD kan se sig selv i det, jeg skriver. Især dem, der ikke har fået diagnosticeret sygdommen endnu. At de kan se og forstå, at det, de oplever, ikke bare er en fejl eller dovenskab, men en kronisk sygdom, der kan være enormt hæmmende. Selvfølgelig er den ikke en undskyldning for, at man kan opføre sig dårligt og ubehageligt, men den kan være en forklaring. Og en forklaring må, alt andet lige, være en begyndelse.

‍

Når jeg vågner, er min første tanke: medicin. Piller mod mavesår, blodfortyndende medicin og en portion smertestillende er sådan, jeg begynder min dag. Her ligger jeg så, stadig i sengen, og venter i en halv time, før jeg overhovedet kan prøve at komme ud af sengen. Smerterne i mine led og knogler er ubarmhjertige, men mens jeg ligger dér, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over den dag, der venter mig. Jeg lægger mig på siden, så jeg kan skubbe fra med hænderne. Benene svinger jeg ud over sengekanten, og så er jeg oppe, klar til en ny dag med arbejde og ridning.

Det er kun fem år siden, at jeg havde morgener som de fleste andre. Alarmen ringede, ud af sengen, få noget morgenmad, løb ud ad døren. Selvom de fleste 18-årige også synes, at morgener er hårde, er de noget andet for mig.

”Så må du indlægge os”

Min sygdom er et stort mysterium. En almindelig mavepine blev til et længere sygdomsforløb med forskellige undersøgelser, der ikke gav os en årsag til mavepinen.
   Og det var det, der førte os til den tirsdag aften. Vi prøvede at gøre alt, hvad vi kunne for at få smerten til at gå væk, så til sidst var der ikke andet at gøre end at tage til vagtlægen. Hos vagtlægen var der ikke meget hjælp at hente. Jeg har ikke nogen tryllestav, så jeg kan ikke hjælpe dig, sagde han. Frustrerede og skuffede kørte min mor og jeg derfra uden nogen form for hjælp. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, mens vi sad i bilen på vej tilbage, og klumpen i halsen blev uudholdelig. Jeg følte mig ikke bare hjælpeløs, jeg var det også.

Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men i frustration og afmagt vendte min mor bilen om og trådte speederen i bund. Min mor var fast besluttet på, at noget skulle der gøres, og vi tog tilbage til vagtlægen. Da vi kom, stod han allerede med pakket taske, overtøj på og var på vej ud ad døren. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte han afvisende. Hun svarede koldt: ”Så må du indlægge os.”

Mavepinen gik væk efter et par måneder, men blev overtaget af de daglige smerter i led og knogler, som jeg stadig har i dag. Der er perioder, hvor jeg virkelig mærker smerterne. Bare det at rejse mig fra en stol kan virke som en uoverskuelig opgave, fordi jeg har så ondt i armene, at jeg ikke kan tage fra. Og hvis ikke det er armene, er det smerter i lænden og knæene eller min højre hånd, der hæver, så jeg ikke kan strække mine fingre.

Smerterne og hævelsen kræver, at jeg passer lidt mere på mig selv, og de tager meget af min tid og opmærksomhed. Varmepuder, støttebind og massager bliver de små hverdagsritualer, der hjælper mig med at komme igennem dagen. Jeg ved stadig ikke, om min mavepine var eller er en del af min sygdom, men jeg har sidenhen været hos en del forskellige læger og specialister. Den ene gang på rygkirurgisk afdeling, der sendte mig videre til ultralydsscanning af knogler, der selvfølgelig ikke kunne forklare, hvorfor min højre hånd hæver. Hver gang skulle jeg fortælle hele min historie og forklare mine smerter igen. De besvarede med at pille, røre og trykke dér, hvor det gjorde ondt. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle overbevise dem om mine smerter. At jeg blev spurgt, men ikke hørt.

Klasket til kontrol

Jeg følte mig meget alene. Dels fordi lægerne ikke kunne sige, hvad der var galt med mig, men også, fordi jeg er alene om at have den sygdom, jeg har. Jeg er, så vidt jeg ved, den eneste i Europa med de smerter, jeg har, uden en konstateret sygdom.

Det er er normalt, at unge med kronisk sygdom har en gruppe, hvor de mødes og kan spejle sig i hinanden, men fordi jeg ikke har nogen decideret sygdom, og jeg er den eneste inden for en radius af 3000 km, hører jeg ikke rigtig til nogen steder. Men alligevel holdt jeg fast i håbet. Håbet om, at jeg ville blive rask, og at alle mine smerter en dag ville gå væk. Håbet om, at jeg igen kunne få en morgen som de fleste andre.

Det var med det mindset, at jeg for omkring et år siden endnu en gang tog til kontrol med en forventning om, at alle undersøgelserne ville sige det, jeg allerede vidste: At de stadigvæk ikke kunne fortælle, hvorfor jeg er syg. Efter at snakken om den sædvanlige blodprøve, jeg havde fået foretaget måneden forinden, var foretaget, vendte min læge sin computerskærm om, som hun plejede, så min mor og jeg kunne følge med i resultaterne. Øverst stod mit navn, efterfulgt af den lange liste af ting, jeg fejler, og som jeg jo havde set før:

Uforklarlige rygsmerter
Forhøjet risiko for blodpropper
Forhøjet risiko for mavesår
Kan ikke tåle inflammatoriske tilstande i kroppen

Men allernederst var der kommet et nyt felt:
‍Kroniske led- og knoglesmerter.

Hele min verden brød sammen – på den gode måde. ”Kan man så sige, at jeg er syg af kroniske led- og knoglesmerter?” spurgte jeg min læge. I samme øjeblik jeg spurgte, mærkede jeg for første gang en genkendelse og anerkendelse af min sygdom. ”Ja. Du er syg af kroniske led- og knoglesmerter,” svarede min læge synkront med mig inde i mit hoved.
   Jeg græd. Det håb, jeg havde haft om, at alt kunne vende tilbage til før, brast med ét. Men jeg græd også, fordi jeg endelig havde fundet en ro. Jeg skulle ikke kæmpe, ikke overbevise flere læger og eksperter om, at jeg rent faktisk var syg. Det stod nu, sort på hvidt. De havde accepteret det, og nu var det endelig mig, der kunne acceptere det.

Et nyt kapitel

Erkendelsen af, at smerterne nok aldrig ville gå væk, satte en masse tanker i gang. Jeg ville ikke starte på gymnasiet, fordi jeg vidste, at jeg på det tidspunkt ikke ville kunne færdiggøre den. Min krop ville ikke kunne klare den stress og overbelastning, som gymnasiet fører med sig. For ikke at tale om alt det fravær, jeg ville få: Selv et lille forkølelsessår ville kræve et lægebesøg. Lidt efter lidt tegnede der sig et billede af mit liv som en stor begrænsning. Jeg havde jo prøvet at have et liv og en hverdag, hvor alle de bekymringer og tanker ikke eksisterede, så hvordan kunne jeg ikke undgå at se det som en begrænsning? Jeg kunne ikke genkende mig selv i rollen som hende den bekymrede og halvt opgivende pige. Det var mit ansvar at sørge for, at mit liv også havde værdi. Så jeg prøvede at skifte det negative ud med det positive – begrænsning blev til prioritering.

Begrænsning vs. prioritering

Fester og ugentlige byture er for de fleste en stor del af fortællingen om et ungdomsliv og det at være ung. Men som så meget andet er det ikke helt sådan, det ser ud for mig. Fester skal planlægges i god tid. Jeg skal tænke over, hvor meget jeg rundt regnet vil drikke, så jeg kan beregne min medicin, og jeg skal koordinere med mine forældre, at de kommer og henter mig.

Det betyder meget, at det er mine forældre, der kører, fordi mine smerter er slemme efter en aften ude. Lige så snart jeg kommer ud i bilen, kan jeg bare give slip og være i dem. Dagen efter er endnu værre. Ikke på grund af tømmermændene, for dem har jeg som regel undgået, men på grund af mine smerter. Jeg kan i forvejen ikke lide at tage min medicin om morgenen, men efter en aften med alkohol kan jeg simpelthen ikke overskue at tage den, så jeg venter. Jeg har ondt i led og knogler, og uden medicinen er det ikke muligt for mig at komme ud af sengen.

Jeg skal også prioritere i hverdagen. For jeg mærker mine smerter på arbejdet, derhjemme og til sociale arrangementer, dér, hvor jeg bliver nødt til at prioritere og planlægge. Og går min planlægning i vasken, ja, så må jeg igen sætte mig, slå koldt vand i blodet og lave en rimelig kontant prioritering. Men når jeg er ude og ride eller er sammen med andre, der også har en kronisk sygdom, er der ikke nogen, der forventer, at jeg skal tilpasse mig eller lade, som om jeg har overskud. Her kan jeg tage en pause fra at prioritere og planlægge, og det er, som om mine smerter forsvinder. Jeg mærker ikke, at jeg er syg.

Man skal være stærk for at være syg

For mig betyder mine kroniske smerter ikke nødvendigvis, at hver dag er en kamp, der skal kæmpes. I perioder – især om sommeren – har jeg mere overskud, er gladere, og det er, som om alt fungerer. Det skyldes mest, at mine smerter ikke er lige så slemme. Det kan måske lyde mærkeligt, at jeg i de perioder har det, som om jeg lever lidt mere. Men som min mor altid siger: ”Man skal være stærk for at være syg”, for på et splitsekund kan det ændre sig.

Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at de dårlige perioder ikke påvirker mig mentalt, og at jeg har overskuddet til at fortsætte med at holde fanen højt. Jeg tænker tit, at der er nogen, der har det langt værre end mig, og at jeg derfor ikke har ret til at klage eller have ondt af mig selv. Men jeg har også lært at give mig selv lov til at være nede og tænke: ”Fuck, hvor gør det også bare ondt!” For i sidste ende falder ansvaret for at holde gnisten oppe på mig, og jeg kan ikke være det bekendt over for min familie at gå ned med flaget.

Min familie er min overlevelse

Ikke desto mindre føler jeg mig utroligt heldig og taknemmelig for alt det, min familie gør. Mine to brødre, min far og min mor har altid været der, støttet mig og hjulpet mig. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer mine forældre og jeg har brugt på at google os frem til paragraffer for derefter at kime overlægerne ned med den ene rettighedsparagraf efter den anden.

Jeg er og vil altid være mere afhængig af mine forældre end mine jævnaldrende. Det er nok noget, som jeg skal forlige mig med. Dét tidspunkt, hvor behovet for ens forældre normalt bliver mindre, var netop det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde allermest brug for dem. Og særligt min mor – hun var der, og det er hun stadig. Vi sørger altid for, at vi til arrangementer og familiekomsammener er plantet ved siden af hinanden, så hun kan hjælpe mig, når jeg skal rejse mig fra stolen. Når min hånd begynder at hæve, glider jeg den lige så stille hen til hende, så hun kan sidde og nusse den, og så falder den som regel til ro igen. Det er en af de små ting, hun bare gør, men som betyder uendelig meget for mig.

Syg uden at se syg ud

Jeg har efterhånden fundet en vis ro og accept i min sygdom. Jeg føler, at der styr på det, og i stedet for syv forskellige læger har jeg nu én læge, der lytter til mig og tager mig alvorligt. Den tryghed og ro gør, at jeg kan leve et forholdsvis ’normalt’ liv. Men det sker, at jeg bliver mindet om, at den måde, jeg lever på, er forskellig fra andre. ”Ej, det kan jeg slet ikke se” eller ”det tror jeg ikke på” er de to typiske reaktioner, jeg møder, når jeg fortæller, at jeg lider af kroniske smerter i led og knogler. Nogle har ovenikøbet en holdning til mit medicinforbrug. Men mest af alt tænker folk, om jeg er kedelig og mærkelig. Jeg er hende, der nogle gange går lidt mærkeligt, hende den utilregnelige, der melder fra i sidste øjeblik, og hende, der bliver hjemme en fredag aften.

Det er ikke, fordi jeg er flov over min sygdom eller gerne vil skjule den, men det er netop oplevelser som dem, der gør, at jeg har svært ved at fortælle nye mennesker om min sygdom. På den anden side har jeg selv en fordom om, at folk ikke vil kunne rumme, at jeg fortæller om min sygdom. Og hvis jeg ikke fortæller om min sygdom, så føler jeg, at de ikke rigtig kan lide mig, for kender de mig så?

Min sygdom er blevet en del af min identitet, og selv om jeg ikke prøver at gøre det større, end det er, vil det være en del af mit liv, som påvirker og som fortsat vil påvirke mig, og det skal jeg tage seriøst. Et liv med uforklarlige led- og knoglesmerter gør ikke mit liv dårligere eller mindre værdifuldt, og derfor insisterer jeg på at prioritere frem for at begrænse. Det kan godt være, at jeg ikke altid føler mig syg, men jeg ved, at jeg er syg – og det er et faktum, som jeg skal leve med hver morgen, når jeg vågner.

Jeg sidder alene. Jeg mærker, at de ængstelige tanker sniger sig ind på mig. Min mave kryber sig sammen. Jeg har brug for en ny rus. Jeg finder min telefon frem. Der er forskelligt at vælge imellem. Jeg finder noget, jeg ikke har prøvet før. Nu er det bare at vente på leveringen.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, og man kan roligt sige, at jeg har haft lidt bump på min vej hertil. På grund af min psykiske diagnose, som tilhører en helt anden historie, bliver mit hoved i perioder fyldt med tanker, som gør, at jeg ikke kan sove. Jeg får ondt i maven, og min vejrtrækning forandrer sig.

På et tidspunkt i mit liv er det så slemt, at jeg søger mod et tilflugtssted. Et sted, hvor jeg kan glemme. Et sted, hvor jeg kan finde lykke. Også selvom det kun er for en kort stund ad gangen.

De første knuder i maven

For nogle år tilbage bliver jeg sygemeldt med stress. Jeg presser mig selv på mit arbejde, og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Til sidst kan mit hoved ikke længere følge med, og jeg ender på sygedagpenge. Jeg savner hurtigt mit arbejde, men jeg er ikke i stand til at varetage det, så jeg går hjemme på fuld tid.

Den første måned på sygedagpenge bliver jeg presset økonomisk. Jeg har ikke længere det beløb til rådighed, som jeg havde inden min sygemelding, og jeg må pludselig vælge mellem mine regninger eller mad på bordet. Men jeg kan ikke sulte. Derfor ringer jeg til mit telefonselskab og mit forsikringsselskab for at købe mig mere tid.

De giver mig henstand i en måned, men det betyder, jeg skal betale dobbelt så meget til regninger måneden efter. Sygemeldingen fortsætter, og tanken om næste måned skaber allerede knuder i min mave. Hvordan skal jeg skaffe pengene?

Jeg søger enkeltydelse hos kommunen, men de vil ikke dække den slags regninger.

Midt i det hele bliver jeg nødsaget til at tage til tandlægen. Jeg frygter, det bliver endnu en dyr regning i postkassen, men jeg bliver nødt til at få hjælp. Jeg bestiller derfor en akut tid og får en konsultation senere samme dag.

Få timer senere befinder jeg mig på tandklinikken. Inden jeg lægger mig ned i tandlægestolen, spørger jeg til prisen. Den er overskuelig. Jeg læner mig trygt tilbage og lader tandlægen gøre sit arbejde. Da jeg kommer ud til skranken igen, er virkeligheden en anden. Behandlingen viser sig at være mere omfattende, end min tandlæge for lidt siden estimerede. Derfor løber regningen op på et beløb, jeg ikke kan betale.

“Kan jeg vente med at betale til den første?” hører jeg mig selv sige endnu engang. De er ikke meget for det, men efter lidt tid får jeg lov til at dele min regning op i to, så resten først skal betales senest den første i den efterfølgende måned.

Forestil dig lige det. Selv hos tandlægen må jeg ned på knæ og bede om henstand. Aldrig har jeg været så flov.

Vennerne gør det, so why not?

En dag sidder jeg i en af mine venners ungdomsbolig. Hans kabel-TV virker ikke, for han har ikke betalt sin regning til tiden. “Hvad gør du så nu?” tænker jeg, men når ikke at spørge, før han fortæller om et såkaldt kviklån, han har taget for at kunne lave en afdragsaftale med kabelfirmaet. “Okay, sådan kan man altså også gøre det,” tænker jeg. Jeg mærker en nysgerrighed, som bliver større i min mave. Dagene efter støder jeg på kviklån, hvorend jeg går. Når jeg ser TV, så er de der. Når jeg tager bussen, så er de der igen. Er det mon her, jeg finder mit tilflugtssted? Kort tid efter taler jeg med en nær veninde. Hun fortæller mig, at hun også har taget et kviklån. Og jeg lover hende, at jeg ikke fortæller det til nogen. For den slags taler man åbenbart ikke højt om.

Efter samtalen med min veninde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det overhovedet er så farligt at tage kviklån. To af mine venner har gjort det, og jeg ser reklamer for det overalt. Det virker så banalt, så hvorfor ikke? Måske det endda kan fjerne knuden i min mave?

Mit første lån

Du fornemmer måske, hvor historien er på vej hen. En dag ligger jeg i min seng og keder mig lidt. Idéen om at tage et kviklån fylder mere end nogensinde. Jeg åbner Google og skriver “lån”. Frem kommer en masse forskellige låneportaler med links til forskellige lånefirmaer. Jeg gennemgår listerne og søger lån, indtil jeg bliver godkendt. Så nemt er det.

Jeg vælger at låne et større beløb for at kunne betale regninger for to måneder. Jeg mærker en ro i min mave, og det kilder i mine fingerspidser. Jeg er glad. Nærmest lykkelig.

Min afhængighed

Efter et par dage vender mine negative tanker tilbage. Hvordan skal jeg få lykkefølelsen igen? Jeg kan mærke trangen til at tage endnu et lån presse sig på.

Om natten ligger jeg igen i min seng. Min mave gør ondt. Jeg hører, hvordan min vejrtrækning forandrer sig. Tankemyldret sniger sig igen ind på mig. Det virker som verdens bedste idé at tage endnu et lån.

Jeg gør det. Jeg tager endnu et lån. Det er lige så let som første gang: Jeg googler “lån”, søger og får det godkendt. Roen vender tilbage til min mave.

Jeg ender med at gentage processen ni forskellige steder inden for tre måneder. Uden at bemærke det, bliver låneprocessen et ritual, som jeg skal gennemføre for at overleve min sygemelding. 

Pengene bliver ikke længere kun brugt på regninger. De bliver også brugt på shoppeture. Mange af tingene, jeg køber, behøver jeg slet ikke. Men det får tankerne væk fra den kaotiske hverdag på sygedagpenge. Kviklånene er nu mit tilflugtssted, mit frirum. Min lykke afhænger af mine kviklån, men lykken varer kort, og jeg bliver derfor ved med at optage nye kviklån.

Glæden ved kviklånene er dog ikke for evigt. For låneselskaberne skal have deres penge tilbage. 

Kun til låns

“Jamen hvad har du selv tænkt? Du vidste vel godt, at du skulle betale pengene tilbage?”

Sådan lyder stemmen i telefonen, mens jeg sidder i bussen på vej til den østlige del af byen. Det er en kvindelig inkassomedarbejder, som ringer mig op. Hun vil have ret til min bolig, så hun kan tvangsinddrive mine ting. “Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg skriver ikke under på noget,” siger jeg. Jeg mærker en varm og nærmest brændende fornemmelse i min krop. Hun bliver ved. Min stemme bliver højere. Jeg føler, at alle i bussen kigger på mig. Jeg lægger røret på og står af ved mit stoppested.

Det sker tit, at jeg bliver ringet op. Det er både inkassomedarbejdere og lånefirmaerne selv, der ringer. Hver gang jeg bliver ringet op, siger de, at de ikke kan låne mig flere penge.

Men det stopper mig ikke fra at søge flere lån.

Jeg skal have flere penge til shoppeturene. Så selvom det ene firma smækker kassen i og sender trusler om inkasso, så låner jeg bare et nyt sted. Og sådan bliver det ved. Møllen om igen. For lykken er kun til låns. Når jeg skal afdrage den første måned, sørger jeg for, at kontoen med kortet er tomt, så de ikke kan trække afdraget. Det lyder udspekuleret, men det er min måde at håndtere det på.

Sådan forløber det sig i to år. Og jeg når op på en større gæld, end min psyke kan holde ud at tænke på. Det hele bliver pludselig for meget.

Lånene giver mig ikke længere en rus, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg har brug for at lette mit hjerte. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg kan ikke overskue, hvor meget jeg skylder. Jeg har brug for at komme ud. Men jeg kan ikke gøre det alene.

Det går op for mig, at kviklånene bremser mig i at blive rask, og derfor beslutter jeg mig for at søge hjælp.

To skridt frem og et tilbage

Jeg søger først hjælp hos kommunen. En frivillig socialrådgiver har tidligere fortalt mig, at nogle kommuner stiller økonomiske rådgivere til rådighed. Dét må være min redning.

Den første rådgiver, jeg møder, er på en varmestue. Jeg sidder og venter ude foran min rådgivers kontor. Sofaen, jeg sidder i, har slidmærker og pletter efter kaffe. Jeg kigger mig omkring. Væggene er mørke. Ved et bord overfor mig sidder en mand i en jakke fra Hus Forbi. Han sidder med sænket hoved og kigger på mig med let sammenknebne øjne. Mine hænder bliver fugtige.

Kort efter kommer en ældre kvinde ud fra min rådgivers kontor. “Astrid?” siger hun, mens hun står foran mig. Det må være min rådgiver. Hun peger mod sit kontor. Jeg går ind og fortæller kort om min økonomiske situation.

“Måske skal du overveje at tage en ny uddannelse, hvor du kan få en højere løn,” foreslår hun. En ny uddannelse? Det er det sidste, jeg kan overskue.

Jeg har kæmpet i mange år for at få mit eksamensbevis. Og det er et fag, jeg elsker. Min stress betyder, at jeg er sygemeldt på ubestemt tid, men jeg er fast besluttet på at vende tilbage. Mit problem løser sig dog ikke ved, at jeg får flere penge mellem hænderne. Efter lidt tid får jeg derfor kontakt til en anden økonomisk rådgiver.

Det er sen eftermiddag. Jeg er på vej ind til ydelsescentret, som ligger i midten af byen. Det er her, min nye rådgiver holder til. Bussen holder lige ude foran det store, røde center. Jeg går ind og bliver mødt af høje, hvide vægge. Vinduerne er store, og venteværelset er varmt. På væggen hænger et maleri, som illustrerer en solgul blomst, der er ved at springe ud.

Jeg venter ikke længe, før en ung kvinde kommer ud og henter mig. Hun smiler og fortæller mig, at hun er min nye rådgiver. Vi går sammen ind på hendes kontor. Her beder hun mig fortælle min historie. Undervejs stiller hun uddybende spørgsmål, og hun giver mig god tid til at svare. Jeg mærker, at min tillid til hende vokser. Det betyder meget for mig, for det er ikke let at fortælle min historie til en fremmed.

Jeg går fra mødet den dag med ro i maven, for efter bare et enkelt møde med den nye rådgiver er min gæld blevet mere overskuelig. Jeg har fået konkrete redskaber og en økonomisk rådgiver, som tager udgangspunkt i den situation, jeg står i. Hun hjælper mig til at tage ansvar og bruge færre penge, så jeg kan få mit overforbrug til at svinde ind.

De efterfølgende måneder mærker jeg, hvordan der skal mere til at trigge mig til at tage et kviklån. Reklamerne på busserne betyder ikke så meget mere. Min afhængighed af lykkefølelsen fylder heller ikke meget mere. Jeg kan så småt fornemme en lysere fremtid blomstre i horisonten.

Epilog

Den dag i dag er min virkelighed anderledes end det, du lige har læst. Jeg låner ikke penge mere, og jeg har fundet mere ro i min situation. Det tog mig godt og vel 2 år at komme ud på den anden side. Jeg har stadig en smule gæld tilbage, men jeg betaler af på den, som jeg skal. Med ro i både hoved og mave er jeg tilbage på mit gamle arbejde.

Jeg har været heldig at få hjælp til at overskue min situation. Men på min vej hertil har jeg mødt mange fordomme, nogle har sågar omtalt mig som typen.

Du ved. Typen, du møder i Luksusfælden. Typen, der bruger så mange penge, at det er vanvittigt. Typen, der selv er skyld i sin egen situation.

Det er ikke mine egne ord, der her beskriver typen. Det er taget direkte fra kommentarsporet til Luksusfælden.

Glem nu de kommentarer en stund. Og læs i stedet dette:

“Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Det er muligt at overvinde afhængighed, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret.”

Det er definitionen på afhængighed. En sygdom, som påvirker din hjerne. En sygdom, som får dig til at miste kontrollen. En sygdom, som er svær og kompliceret at overvinde. Det var det, kviklån var for mig. Det var det frirum, hvor jeg kunne ånde. Det var det sted, hvor min vejrtrækning blev normal, og min mave holdt op med at gøre ondt.

Men det var også det sted, hvor jeg mistede kontrollen og kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde.

Kviklån var min afhængighed, og jeg kunne ikke komme ud af det alene.

‍

Der vågnede jeg. Midt i mørket. I kælderens bagerste lagerrum midt imellem hundredvis af tallerkner, kopper og fade. Der vågnede jeg af en forsigtig hånd på min skulder og et par øjne, der ellers altid havde kigget på mig på en piercende og bebrejdende måde, kiggede nu på mig med varme og bekymring. Øjnene tilhørte min sure boss på den pub, jeg arbejdede på i London. Flovheden over at blive fundet sovende i kokkenes lagerrum, skyllede ind over mig, som flodbølgen formet som vilde heste i Ringenes Herre.

I det øjeblik forstod jeg alvoren af den situation, jeg befandt mig selv i. Først efter to måneder med en rodløs tilværelse og i nogle tilfælde tvivlsom hygiejne, kom jeg til den konklusion.

Klar, parat, start

Du ramte mig som et lyn. Det var dig, jeg havde ledt efter i alle mine 20 år. Det var dig, der skulle vise mig, hvad livet havde at byde på. Jeg var tryg i dine arme, samtidig med at adrenalinen galopperede derudaf, når jeg var sammen med dig. London. Du var alt det, man kunne ønske sig, når man som jeg var klar til at indtage verden. Derfor slog det ekstra hårdt, da økonomien en dag ikke længere rakte. Med en løn på 65 kroner i timen før skat og en tårnhøj husleje på en etværelseslejlighed, hvor jeg blev nødt til at dele seng med min veninde, Josephine, havde jeg måske nok set det komme. Come on, der skal ikke den store revisor til at lave det regnestykke. Så den dag, hvor økonomien blev så stram, at vi måtte flytte ud, kom det egentlig ikke som et chok.

Josephine, der var træt af livet som hundelufter, flyttede hjem til sine forældre i Danmark, indtil hun havde sparet sammen til indskuddet til en ny lejlighed. Personligt kunne jeg ikke få mig selv til at komme krybende hjem. Jeg kunne lige forestille mig det hvad-sagde-jeg-grin, som min far ville smide i hovedet på mig. Nej sgu. Så hellere leve på en sten, indtil pengepungen igen var fyldt. Så der stod jeg alene i London, min elskede, som jeg ikke kunne forlade. Heldigvis havde jeg efterhånden fået skabt mig et lille netværk, som ville kunne hjælpe mig. Troede jeg.

Dag ét: Hvor skal jeg sove i nat?

Chris var min plan A. Vi havde godt nok ikke datet i lang tid, men jeg havde jo overnattet der nogle gange før, og jeg følte, at vi var ved at blive forelskede i hinanden, så det burde være ligetil. Troede jeg. Men da min faste bopæl forsvandt, forsvandt også Chris. Han skulle pludselig være far til et barn, han indtil kort før fødslen ikke havde vidst noget om. Shit, en dårlig timing for mig. Hvor pokker skulle jeg nu tage hen? Jeg havde ikke råd til at indlogere mig på hverken hotel eller hostel.

Heldigvis havde jeg stadig plan B, min gode ven Steve the dj, som jeg så mange gange før havde crashet hos efter en fest. Han var altid med på sjov. Så jeg fik aftalt, at vi skulle mødes til en øl. Efter et par runder besluttede vi os for at tage hjem til Steve the dj. Han boede i den lækreste penthouse med udsigt over hele mit elskede London, og det bedste var at stå på hans altan, mens solen stod op og pulse cigaretter. Så kunne livet ikke blive meget bedre.

Klokken var omkring midnat, da vi nåede hjem til Steve the dj, og natten tog form som så mange andre før. Vi drak øl, snakkede og spinnede plader. Det vil sige, han spinnede plader, mens jeg for længst havde opgivet mit dj-talent og i stedet rullede cigaretter til os.

Da det kom til sengetid skiftede stemningen. Jeg plejede at crashe på hans sofa, men han spurgte, om jeg ikke hellere ville sove i hans seng, nu hvor jeg stod foran en lang periode uden en ordentlig seng at sove i. Steve the dj var min ven, ligesom Josephine, og hende deler jeg snildt seng med, så hvorfor ikke sove ved siden af Steve the dj, tænkte jeg? Bare fordi han er en mand, behøver der vel ikke at være forskel? Og det var jo pænt af ham at spørge. Måske var jeg naiv, men det var sådan jeg havde det.

Jeg tog slemt fejl. Så snart mit trætte og slørede hoved ramte puden, skruede Steve the dj op for romantikken, selvom han vidste, at jeg var forelsket i hans ven Chris! Øv nej. Bare tanken om at blive rørt af ham fik indholdet i min mave til at vende sig. Det skulle aldrig være os to, men af en eller anden grund frøs jeg bare og sagde det ikke højt. Det eneste jeg kunne var at mumle ‘nej’. Jeg tror måske nu, at det var følelsen af at være i hans nåde, som gjorde, at jeg slugte mit stemmebånd. Han havde forbarmet sig over mig og ladet mig sove i hans seng, eftersom jeg ikke selv havde råd til at betale for et sted at sove. Og så kunne jeg da ikke tillade mig at sige nej til ham. Jeg lå stiv som et bræt og håbede på, at han ville stoppe. Og det gjorde han. Heldigvis.

Næste morgen vågnede jeg ved, at han begyndte at holde om mig og kysse mig i nakken. FY FOR DEN LEDE RØDBEDE. Han var jo 10 år ældre end mig, lidt mere end bare erotisk buttet, og så bar han rundt på en ordentlig kødhat. Jeg skyndte mig at hoppe ud af sengen og sige noget i stil med: “Det går ikke. Du og jeg er venner. Jeg vil ikke mere end det.”

Vi drak en stille morgenkaffe, og alt var godt igen. Men da jeg var på vej afsted og skulle sige farvel, forsøgte han at kysse mig. Og der gik det op for mig, at han var så standhaftig i sine tilnærmelser, at jeg nu også havde mistet muligheden for at sove hos ham. Eller at det i hvert fald kun kunne lade sig gøre, hvis andre også crashede hos ham efter en fest. Så både plan A og plan B var røget i vasken. Hvad skulle jeg nu gøre?

Buslinje 40 og Bromley Park

Nu skulle jeg lægge en ny plan for, hvordan jeg kunne komme igennem de næste to måneder uden at bruge penge, så jeg kunne spare sammen til indskuddet til den forpulede lejlighed. Den næste uge skulle jeg være lukkeansvarlig på pubben, så hvis jeg var snedig, kunne jeg måske sove i kokkenes lagerrum, uden nogen lagde mærke til det. Den uge gik egentlig rimelig nemt, for der havde jeg et sted at sove hver nat, jeg fik mad på arbejdet, og jeg havde noget at give mig til hele tiden. Det værste var at skulle holde sig selv beskæftiget konstant uden at have råd til at lave noget.

De efterfølgende uger var straks værre. Der var det ikke givet, hvor jeg kunne lægge mit hoved om aftenen, så, som udsnittet fra min dagbog viser, skulle jeg tage den kreative hat på:

13. juni: Efter arbejde tog jeg bus nr. 40, for den vidste jeg havde en meget lang rute, så jeg kunne få en ordentlig lur, som jeg kørte fra den ene ende af London til den anden... flere gange. 14. juni: Sov hos Genna (Italiensk skrubtosse jeg mødte på Big Chill, som var kæmpe techno-fan, og som åbenbart troede, at jeg også var det, for han insisterede på at vise mig hele hans techno-repertoire). 15. juni: Efter en meget sen vagt på pubben tog jeg bussen til Bromley Park og sov der. Det var egentlig helt fint, for jeg lå uforstyrret, og jo længere op på formiddagen vi kom, jo mere lignede det, at jeg bare lå og solede mig. 16. juni: Det samme bare i Mile End Park, men der var lidt flere mennesker end i Bromley Park, så jeg følte mig overbegloet, som jeg lå der og sov kl. 7 om morgenen. Faktisk følte jeg mig lidt som en rigtig hjemløs. 

Big Chill

Som sædvanligt ankom jeg alt for tidligt. Jeg havde i nogle uger nu været uden en fast base, så jeg havde ikke noget sted at chille og stene tv, eller hvad man nu laver derhjemme. Og jeg havde ikke rigtig råd til at hænge ud på caféer, for det blev for dyrt i kaffe, hvilket betød, at jeg hele tiden skulle finde på ting at lave udenfor. Men det var nu ikke så slemt, for jeg elskede at gå på opdagelse i Londons gader og studere den mangfoldige arkitektur og glo på mennesker. Jeg elsker at glo på mennesker! Særligt Londons mennesker, for man ser hele verden bare ved at stoppe op og kigge på dem på gaden omkring sig.

Men nu havde jeg stået og gloet i for lang tid. Jeg begyndte at føle mig som en outsider, én, der ikke hører til eller værre endnu: en turist. Og eftersom jeg havde gjort så meget for at passe ind, så gik det ikke, at jeg ødelagde mit renommé. Jeg satte kurs mod Big Chill, hvor jeg skulle mødes med Vicky, Nicky, Tommi og de andre. Selvom jeg havde zig zagget mig igennem hele Brick Lane, kom jeg stadig en halv time for tidligt, men det var fint, for så var der tid til, at jeg kunne få ordnet mit ydre på toilettet.

Spejlet viste noget, der mest af alt lignede en uredt seng, men jeg havde alt grejet klar i tasken, så jeg var fortrøstningsfuld. Først, vask ansigtet og red håret. Da jeg begyndte med børsten løb der blod ned i ansigtet. Jeg fik et chok. Det lignede, at nogen havde slået mig i panden med et jernrør, men det gjorde ikke ondt, og jeg kunne ikke huske, at nogen skulle have slået mig. Hvor kom blodet så fra? Ah. Nu ved jeg det! Det kom fra min hånd, hvor jeg havde fået et klassisk snitsår fra en skraber. Jeg måtte have snittet hånden, da jeg rakte ned i tasken efter børsten. Det var en blodig påmindelse om, at mine ben var blevet lidt for uldne til at være ude i det fri, så jeg tog chancen, mens toilettet endnu var øde og fik orden på sagerne.

Kamæleon-tricket

Aftenen viste sig at være en af de gode. Jeg var i mit es, og Vicki, Nicki og Tommi var lige så sjove, som de plejer. Derfor var det endnu mere irriterende, da en af de andre foreslog, at vi skulle køre runder. Hvem har dog opfundet det? I hvert fald ikke en, som går i byen på et budget.

Mine valg af alkoholiske herligheder var aldrig styret af, hvad jeg mest havde lyst til, men hvad jeg tænkte var den billigste løsning. Det var bestemt et spørgsmål om kvantitet frem for kvalitet, for kvantitet betød, at jeg kunne blive ude i længere tid. Men sådan havde mine venner det ikke. De var jo færdiguddannede og tjente voksenpenge, så det der med at tælle mønter var fortid for dem.

Jeg vidste straks, da det blev foreslået at køre runder, at det ville lægge en dæmper på min aften, da jeg nu skulle til at udøve mit usle kamæleon-trick, hver gang det var tid til en ny drink. Tricket handler om ikke at blive færdig med sin drink først, for så er det naturligt dig, der skal op til baren og bestille. Hvis alle bliver færdige med deres drinks samtidig, så gælder det om at gøre dig så lille, at du til sidst forsvinder i ét med baggrunden ligesom en kamæleon. Strategien virkede det meste af aftenen, men på et tidspunkt måtte jeg sande, at nu var det min tur til at købe en runde. Da fik jeg skudt min økonomi i atomer, og jeg fik et af de der økonomiske mavekneb, som jeg så tit fik, når jeg vidste, at bankboksen var tom.

Første dag i lejligheden

Til sidst var jeg træt. Rigtig træt. Jeg havde ikke sovet ordentligt i næsten to måneder, og det kunne mærkes på mit helbred og humør, så da jeg vågnede den sommermorgen ved hånden af min boss, forstod jeg, at det der med at være uden hjem, var mere alvorligt end først antaget. Men jeg var så tæt på målstregen. To dage mere, og jeg kunne kalde mig boliglejer igen.

Den første dag i lejligheden var euforisk. Jeg følte det som den største luksus at kunne tage et glas vand, når jeg var tørstig eller at lægge mig på sofaen, når jeg var træt. Men den største lykke var, da jeg kunne tage mig et karbad, hvor jeg lå og boblede i næsten to timer med et kæmpe smil på læben, der signalerede sejren. Lejligheden var ikke prangende, men den var min.

Klare tanker i det kolde vand

Som jeg lå der i det nu halvkolde badevand, tænkte jeg tilbage på, hvordan økonomien havde sat mit liv på spidsen og bragt mig i en situation, som jeg ellers ikke havde regnet med, at en almindelig pige fra Næstved ville komme i.

Jeg undrede mig over, hvad det var der gjorde, at jeg ikke havde spurgt mine forældre om hjælp, men bare ved tanken blev min mund fyldt med syv hold-kæft-bolsjer på størrelse med bowlingkugler. Havde jeg spurgt, havde de hjulpet, men så ville jeg være i fars økonomiske fodlænke, indtil pengene var tilbagebetalt. Han var som en blodhund, når det kom til penge, for han vidste altid, hvad jeg og mine søskende brugte penge på, hvis man havde lånt af ham. Så en lang periode med skyldfølelse hver gang, jeg spenderede selv de mindste basører, var ikke det værd. Eller måske var det bare min trodsalder, der kom lidt senere end andres, for min kan-selv-vil-selv-mentalitet gjorde det fysisk umuligt at spørge om hjælp. Men det var også lige meget nu, for jeg havde vundet. Selvom min boss nu stadig er en idiot.

‍

Jeg begyndte at stjæle, da jeg var ganske ung. Mest bare dumme og ligegyldige ting, syntes jeg selv. Først var det lidt sejt, nogle år senere blev det en nødvendighed og afhængighed. Det havde jeg aldrig forestillet mig dengang. 

Jeg blev smidt ud hjemmefra i mine sene teenageår. Derfor skulle jeg blive voksen langt tidligere end mine venner. Jeg skulle jonglere med et socialt liv og samtidig have råd til alt det nødvendige. Det var jeg på ingen måde rustet godt nok til at have styr på, og jeg måtte finde mine egne metoder til at få det til at løbe rundt. Her er min historie om dengang, jeg havde ondt i økonomien.

Struktureret hverdag

Nu sover jeg ikke om natten. Det er der flere grunde til. Den ene er bekymringer om min økonomi og fremtid, den anden er langt mere praktisk funderet: det er bedst at skralde og stjæle om natten.

Der er dog noget, der kun kan foregå om dagen, eller i hvert fald i butikskædernes åbningstider, nemlig butikstyveri. Butikstyv, det er, hvad jeg er, og jeg er desværre blevet rigtig god til det.

Jeg får en del medicin. En perfekt cocktail til at gøre dumme ting. For bivirkningerne slører min dømmekraft og gør mig apatisk. Og den nervøsitet, jeg har for at blive taget i at stjæle, forsvinder.

Jeg planlægger mine dage efter at kunne stjæle i dagligvarebutikkerne. Jeg gør det i de fleste, jeg går ind i, men har især én jeg kommer i på faste tidspunkter. Her er der altid et godt udbytte. Den ligger på ruten mellem min lille lejlighed og mine forældres hus. Jeg besøger mine forældre på en fast hverdag hver uge. Jeg bilder dem ind, at det er her, det passer bedst i forhold til skolen. Men det er ikke derfor. De aner ikke, hvad jeg går og laver. Selv da jeg bliver sygemeldt, fastholder jeg en undskyldning for at komme på samme ugedag.

På den faste ugedag er det altid det samme hold, der er på arbejde i butikskæden. De er sløve, og jeg kender deres rutiner. Efterhånden kender de også mine, da jeg kommer der fast, og næsten altid på samme klokkeslæt. En halv times tid før de lukker. Der er det bedste. De tror, jeg har aftenarbejde, og at det er derfor, jeg kommer der fast. Men jeg har slet intet arbejde. Det her er mit arbejde.

Som at stjæle slik fra børn

Jeg lægger de dyre varer i den store rygsæk. Jeg fylder en kurv og sørger for at lægge de varer øverst, jeg faktisk har tænkt mig at betale for. Det er almindelige dagligdagsvarer som mælk, havregryn, rugbrød og kartofler – billige ting. ALT andet stjæler jeg.

Der er altid to på arbejde om aftenen, det er ofte de samme, og jeg har altid styr på, hvor de er. Den ene sidder i kassen. Når der ikke er kunder, går han og tager de udstillinger ind, der står udenfor. Han er først vigtig at holde øje med, når jeg kommer op til kassen. Den anden sidder enten ude bagi eller vasker gulv med en maskine og smider resterne af ”bake off” ud. Dem henter jeg senere. Ham skal jeg have helt styr på. Det samme gælder overvågningskameraernes vinkler. Jeg går ned i hjørnet af butikken og smider varerne i tasken. Det hele går meget hurtigt. Det skal det også. Jeg har kun tænkt mig at betale for få varer, så det vækker mistanke, hvis jeg er i butikken for længe.

Når jeg kommer op til kassen og betaler for småtingene, tager jeg mig god tid til at pakke dem. Derved når ham der sidder i kassen at gå tilbage til sin opgave med at køre pallerne ind. Det giver mig tid til at stjæle igen. Jeg skal være hurtig og forsigtig. Nu er der fri adgang til alle varerne omkring og bag kassen: sprut, mindre elektronik og, hvis jeg er heldig, også smøger. De kan sælges videre.

Når jeg kommer ud, banker mit hjerte. Det gør det altid.

Jeg fløjter altid, når jeg cykler hjemad til mine forældre. Nu har jeg et lille åndehul fra bekymringerne til næste gang, køleskabet er tomt.

Jeg sætter én regel for mig selv: Jeg stjæler kun i butikskæder. På den måde rammer det ikke den selvstændige og almindelig forretningsdrivende. Det er en let regel at følge. Jeg kan ikke få mig selv til at stjæle fra ’den lille mand’. ”En butikskæde tager ikke skade,” retfærdiggør jeg det med.

Nedtur

Da jeg kommer af medicinen, får jeg et chok. Det bliver sværere at stjæle, meget sværere. Nu er jeg pludselig bevidst om, hvad jeg gør, og hvilke konsekvenser det kan have. Jeg kan mærke mig selv og mine følelser igen. Jeg er hunderæd for at stjæle, men jeg bliver nødt til at fortsætte. Jeg er konstant bange for at blive taget og få en plet på straffeattesten eller det, der er værre.

Før faldt det mig let at stjæle, jeg var god til det. Nu hader jeg indædt at gå igennem en supermarkedsdør. Jeg sveder, og ser unaturlig ud, når jeg går ind i butikken. Der skal helst ikke være nogen, der lægger mærke til en. Det frygter jeg, at der er nu, og det sætter en spiral af ængstelighed og nervøsitet i gang. Jeg kan heller ikke stjæle så meget, som jeg plejer. Når jeg kommer ud igen og finder min cykel, føles det, som om jeg har fuldført en mission. Som da jeg gik forbi de store drenge i skolegården som lille og frygtede at få klø, men undgik det.

Jeg blev aldrig taget med mere, end jeg kunne snakke mig ud af. Jeg var god til at snakke.

Du er, hvad du spiser

I en periode spiser jeg skrald. Jeg føler mig også som skrald, så udtrykket, ”du er, hvad du spiser”, passer egentlig ret godt. Jeg er skrald. Jeg føler mig ussel helt ind til benet. Jeg prøver en masse cowboytricks for at få overskud i økonomien, så jeg ikke skal skralde og stjæle. Især stjæle.

Da jeg senere flyttede til København, fandt jeg ud af, at unge skralder i fællesskab. Det er socialt accepteret, og noget, man taler åbent om. Det er sågar et udtryk i sig selv. At skralde. Det er ligefrem moderne. Det fattede jeg slet ikke. Jeg var og er dybt misundelig på det fællesskab. For der, hvor jeg kommer fra, er det ikke noget, man gør.

Heldigvis er det for det meste udbytterigt, når jeg skralder, og det indeholder ikke samme risici som at stjæle. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig at lade være. At skralde er, så vidt jeg ved, ikke ulovligt. I hvert fald burde det ikke være det.

Jeg har en rute, jeg altid kører, når jeg tager ud og skralder. Jeg cykler et godt stykke væk og tager de lokale supermarkeder en efter en på vej hjem. Jo mere jeg har at slæbe på, desto kortere er der hjem.

Efterhånden lærer jeg butikkernes rutiner, særligt bagernes og de større kæder. Jeg har gnavet mig igennem kasseret ”bake off” fra stort set samtlige butikskæder og kan kende det, som andre på min alder kan kende biler eller fodboldspillere. Brød er godt at skralde, for det er ofte pakket ind og kan i virkeligheden holde sig meget længere end det angivne ”bedst før”.

Alt sammen foregår om natten. Jeg har ikke råd til at lade være.

Finder jeg for meget til at kunne spise, inden det bliver dårligt, fryser jeg det ned. Når jeg har folk ovre, er det kun mig, der må åbne fryseren. De, der er der tit, ved godt, de ikke skal, men de forstår ikke hvorfor. De tror bare, at jeg er en idiot, der ikke vil dele mine isterninger.

Sådan er der mange små underlige ting, der fylder i min hverdag, flere end jeg vil stå ved, og på den måde gennemsyrer min dårlige økonomi hele min hverdag og mit liv.

Den er i mine tanker hele tiden på den ene eller anden måde. Enten som praktiske ting i forhold til at skaffe det nødvendige, eller som negative tanker om min tilværelse og min fremtid. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvad jeg skal med mit liv.

Gemmeleg

Nogle gange møder jeg andre, der også skralder, men jeg taler aldrig rigtig med dem. Det bliver mest til anerkendende nik. Jeg kan høre, at de ikke kan dansk, og kun meget lidt engelsk. Jeg genkender samtidig også deres sunkne og nedadrettede blik. Jeg har det selv. Vi skammer os, så vi siger ikke noget, og vi venter pænt på, at hinanden bliver færdige.

I noget så uciviliseret som at rode i skrald, opretholder vi en køkultur og fælles forståelse for og et ønske om at være mere civiliserede. Så det er vi. På vores egen måde og uden at kende hinanden, præcis som køen i et åbent supermarked, hvor man betaler for varerne.

Jeg har altid hætte og hue på, når jeg skralder også om sommeren. Jeg tager også noget tøj på, jeg ellers ikke går i. Det er for ikke at blive genkendt. Jeg overvejer alle scenarier i tilfældet af, at jeg støder på nogen, jeg kender. Eller nogen, der kender nogen, jeg kender. Eller nogen, der går ud med skraldet. Eller en hundelufter. Eller nogen, der er på vej hjem fra en bytur. Eller…

Disse overvejelser fylder meget i mit hoved. Et par gange er jeg vendt om på min cykel, fordi jeg synes, jeg så nogen, jeg kendte. Var det ikke min vens kæreste? Eller var det ham, som spiller fodbold med ham den anden? Om det virkelig var dem, ved jeg ikke, men min paranoia og frygt for at blive opdaget er konstant til stede, når jeg er ude.

Gammelt kluns

Der er et alternativ. Jeg vader rundt til lokalområdets containerpladser med en lille stige eller kasse med et reb i og en lommelygte. Rebet er til at trække stigen eller kassen over hegnet – der er som regel ikke meget at træde op på på den aflåste side. Så kravler jeg over hegnet og tjekker, om der er noget, jeg kan sælge på Den Blå Avis.

En gang imellem finder jeg gamle cykler på pladserne. Jeg tjekker først på politiets app, om de skulle være registreret som stjålne. Hvis de er, kontakter jeg politiet. Jeg har en følelse af, at det giver mig point på karma-kontoen. Lige nok til at tage ud og stjæle. Hvis ikke de er registreret som stjålne, sætter jeg dem i stand og sælger dem for et par hundrede kroner.

Taber-tabu

Jeg er bange for, at jeg giver et indtryk af, at det hele var let, en leg og næsten hyggeligt. Det var det ikke. Jeg var afhængig af at komme hjem med et eller andet brugbart. Mad eller noget, der kunne sælges og blive til mad eller husleje. Jeg hadede det.

Jeg var ung med overfladiske venskaber, baseret på indtagelse af alkohol og andre substanser. Vi var unge og dumme, og alle var hele tiden ”broke”. Forskellen var, at de andre boede hjemme. Når de var broke, var der stadig mad på bordet og tag over hovedet hos mor og far. Jeg boede ude som den eneste. Når der ikke var flere penge, så var der ikke flere penge. Det følte jeg ikke, at andre tænkte over.

Jeg skammede mig for meget til at bede om hjælp, og jeg var for stolt, selvom jeg ikke havde noget at være stolt over. Stolt som kun en dum teenager, der tror, han kan klare sig selv, kan være det.

Men jeg klarede mig selv, på godt og ondt. Men det var ikke kun en jammerdal. Meget at det jeg stjal, skraldede eller fandt, gjorde jeg for at have penge til andre ting end det nødvendige. Det var langt hen ad vejen for at holde trit med mine venners økonomi. De gik meget i byen, og mit sociale liv afhang af at være med.

Dengang føltes det som en livsnødvendighed. I dag kan jeg godt se, at det var åndssvagt. Ikke desto mindre fyldte det enormt meget at have penge til at tage i byen. Jeg var altid hamrende nervøs, når der skulle findes et sted, for hvad mon det kostede, spurgte jeg mig selv.

Aldrig igen

Det var først, da jeg fik en mere stabil økonomi, at det gik op for mig, hvor meget penge har påvirket mig. Nu kunne jeg sove igen.

De penge, jeg brugte i byen, kunne jeg have brugt på at leve et bedre liv. Det ville have mindsket behovet for at skaffe penge og mad på anden vis. Men jeg var for stolt til at bede om hjælp. Det skulle jeg have gjort, og jeg var heldig, at det ikke endte galt.

I dag er jeg stadig påvirket af den periode og vil nok altid være det. Om end den kun varede et par år, og derfor var kort set i det store perspektiv, så gjorde den netop dette: satte perspektiv på en masse ting.

Jeg lærte at værdsætte, hvad jeg har, være sparsommelig og ikke mindst at arbejde hårdt, når der er arbejde at få. Til tider også for hårdt, men det er der en grund til. En grund som ikke mange forstår, men noget, der altid vil sidde i mig: Jeg vil ikke tilbage til den tid, og jeg kommer det heller aldrig!

‍

Jeg bemærker dem med det samme, da vi sidder på græsplænen foran Kunsthal Aarhus. Smøgerne. Babette finder dem frem fra tasken, lægger en på sine læber og tænder den, som det mest naturlige i verden. Det er ikke noget særligt, men jeg smiler alligevel lidt smørret indvendigt, da jeg bemærker, at smøgen kommer ud af en pakke og ikke er en, hun har rullet selv. ”Der er nok nogen, der er blevet fin på den,” siger jeg kækt. ”Det er okay at give sig selv lov til lidt luksus en gang imellem,” svarer hun tøvende. Det har hun ret i, tænker jeg. Især når verden ramlede ned over hovedet på en, som den gjorde for Babette i marts og april 2020. 

Et spørgsmål om perspektiv 

Babette laver teater. Hver dag. Hele dagen. Og hun elsker det i en sådan grad, at hun har vænnet sig til at leve på ingenting og for ingenting. Hun har valgt at leve uden penge, dels fordi hun er nødt til det, men også fordi hun kan og vil. Hun er et af de mennesker, der sætter sin passion før sin levestandard. Hun har fundet en vej i tilværelsen, som gør hende glad, som hun har det sjovt med, og som samtidig øger hendes chancer for at opnå det, hun drømmer om. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, men hun evner at se muligheder, hvor andre ville se håbløshed. Hun tror på det. Også selvom det betyder, at der aldrig er overskud på hendes konto.

For teater er ikke et projekt, der skal gøre hende rig eller kendt, slår hun fast. Det handler om, at hun vil lave det, hun brænder for - og i hendes branche får man bare ikke særligt mange penge de første par år. Så derfor kan hun enten vente på, at de år passerer forbi, og have et job ved siden af, ellers kan hun gå i gang med det samme og blot acceptere sin situation.

Men drømmene er der. Drømmene om de store villaer på Ny Munkegade – med egen teatersal og forestillinger for publikum fra nær og fjern. Om trecifrede tusindbeløb på kontoen, et liv i luksus og økonomisk overskud til at købe det, man har lyst til. Og det har hun lidt svært ved at forholde sig til. For hun forsøger at prædike og leve efter det modsatte.

“Det er et kæmpe had/kærlighedsforhold til penge. Og jeg har det egentlig bedst, når det er ingen af delene. Når jeg bare kan acceptere, at det er det, samfundet er bygget op omkring. At ting koster penge, og du skal have penge. Og sådan er det.” Hun er selv lidt undskyldende over sin egen dobbeltmoral, men jeg forsøger at mane til ro. For sådan tror jeg, mange har det.

Og i princippet er der jo ikke noget galt i drømmen. Det vigtigste er ifølge hende selv, at hun ikke lader sig styre af pengene. At hun ikke tager sit job for pengenes skyld. Og ikke mindst at hun tænker over, hvorfor pengene er så vigtige for hende.

Babette fortæller, at hun nogle gange kan relatere til hendes jævnaldrende, som modtager SU. Nogle måneder er de i samme båd, og for en stund har de forståelse for hinandens situationer. Men så stopper det også der. For andre får SU for at tage en uddannelse på en uddannelsesinstitution, mens hun ikke får penge for at tage sin uddannelse.

Penge har en højere status, end de burde. Hvis vi gør noget, der ikke er penge i, gør vi noget forkert. Sådan føles det i hvert fald for Babette. Medmindre vi gør noget, der bærer penge med sig i fremtiden. Det fylder, når man tager en uddannelse. Eller sætter en forestilling op.

“Hvis du gik i gymnasiet og brugte alle tre år på at få et godt snit, så du kunne læse medicin, ville der ikke være nogen, der ville spørge dig: ‘Hvad får dig til at tro at du kan blive læge?’ For dit snit får dig til at tro det, og det er nok.”

Selvom oddsene er forskellige, er det samme princip. Det er graden af accept og forståelse, man møder, når man ikke har penge på kontoen, der er problemet. Er man på SU, fordi man tager en uddannelse, er det helt okay, men tager man småjobs og laver frivillige projekter, har man angiveligt ikke styr på sit liv. Og det er ikke nødvendigvis rigtigt. Men hvorfor skal det være sådan?

Da landet lukkede ned, blev tæppet revet væk under hende. Fra den ene dag til den anden røg hendes sikkerhedsnet, da hendes job blev aflyst. Hendes jobs giver hende ikke mulighed for at sætte penge på en opsparing, og derfor kunne hun ikke trække på noget.

Hverdagen

Vi sidder og snakker på en videoforbindelse. Babette tager papir, filter og tobak frem og begynder at rulle en cigaret, mens hun fortæller om sin økonomiske situation. Hun bringer det selv på banen, og jeg behøver ikke engang spørge hende om det åbenlyse, da hun begynder at snakke om den plads, rygningen har i hendes prioriteringer.

“Jeg vælger det til, for det er mine rygepauser, der gør, at jeg fungerer. Det er usundt, men det er den luksus, jeg giver mig selv.” Hun smiler lidt selvironisk, mens hun fortæller videre.

“Jeg vælger alt fra for det. Det er trist, at jeg identificerer mig som ryger, men det er det, der gør, at jeg ikke bare stopper. Jeg har valgt rigtige cigaretter fra, som smager så meget bedre, for så koster det kun 200 kroner om måneden.”

Da jeg talte med hende to uger senere, fortalte hun, at hun var kommet på uddannelseshjælp. Alligevel var hun en smule demotiveret.

“Jeg tror, jeg ville synes, det var svært, hvis jeg blev vant til at få ydelseshjælp for at lave det, jeg drømmer om. Systemet fungerer så godt, at jeg ville synes, det var at frarøve det noget. Jeg vælger jo at leve fattigt, fordi jeg gerne vil lave teater. Selvfølgelig er det noget andet, hvis jeg bliver bevilget penge fra en person eller fond, men jeg kan ikke bede hele Danmarks skattebetalere om at betale for mig. Det føler jeg bare ikke, jeg er berettiget til.”

Alligevel dumper uddannelseshjælpen ind på hendes konto. Det er flere penge end hun normalt modtager på en måned. Desuden modtager hun feriepenge og penge, hun fik retur i skat. Hun er taget hjem til sine forældre nord for Århus på ferie og springer jublende op af sengen for at løbe ind og vise hendes forældre alle de penge, hun ikke troede, hun skulle have.

“Og det er jo forfærdeligt!” udbryder hun grinende, da hun fortæller det til mig et par uger senere, “For det er jo det, jeg egentlig går rundt og siger til mig selv - sådan skal det ikke være. Og lige pludselig så får man penge, og så er det fucking fedt.”

Efter et nødvendigt tiltrængende par nye sko, en impulsindkøbt juice og en ansigtscreme på tilbud senere indrømmer Babette, at penge måske ikke er så tossede igen. Nu kan hun se, hvorfor andre jagter dem frem for passionen, kunsten eller noget helt tredje. Selvom der jo er forskel på penge - og det beløb, hun pludselig stod med, nok ikke ville se nær så vildt ud i andres øjne. Men for Babette var det ikke bare penge. Det var det sikkerhedsnet, der forsikrede hende om, at uanset hvad der skete, så kunne hun betale. Hun er lettet.

Babettes nye sko får nemt ben at gå på, og tanken har strejfet hende, at det kunne være fedt at købe et par ekstra, bare fordi. Måske kunne det faktisk være rart med en hel hylde med sko. Eller altid have lige præcis den makeup, man kan komme i tanke om. Og købe en friskpresset økologisk juice til 40 kroner hver dag.

Også selvom hun faktisk ikke vil drømme om det. Hun vil ikke være det.

Hun har ikke lyst til at være afhængig af pengene, og derfor holder hun fast i sin holdning. Også selvom holdningen opstår ud af et problem. Så i virkeligheden er det en drøm om, at holdningen udspringer af sig selv.

Nu bliver det sommer 

Babette forsøger at afholde sig fra at drømme om rejser og højskoleophold. For de koster penge, hun ikke har. Så i stedet fortæller hun sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. At det er for dyrt, og at det ikke er så fedt, som hun bilder sig ind.

Indtil hun falder i.

Et par uger før krisen tager Babette en bid af æblet, og læser om en højskole. Uden at fortælle hverken hendes forældre eller venner om det, melder hun sig til. Hun har ingen penge og ved ikke, hvordan det skal kunne fungere, men hun tror på det. Det skal jo nok løse sig.

Pengene fra hendes uddannelseshjælp ryger direkte på en opsparing, og forude ligger et par måneders logi hos forældrene og et fast arbejde i en børnehave. For højskolen venter på den anden side af sommerferien.

Det er en lysende glad Babette, der sidder foran mig - en helt anden pige end hende, jeg snakkede med bare fire uger tidligere.

Drømmen er ikke brast og teatret er kun sat midlertidigt på pause, for højskolen bringer undervisning, skemalagt dagligdag og en pause fra alle pengeproblematikkerne. Og hun glæder sig. Nu må det gerne blive sommer.

Den første pakke

Jeg tager mig sammen og kommenterer cigaretterne, da Babette tænder en.

“Det er altid det, når jeg lige får nogle penge. Men det er alligevel min første pakke. Det er jeg lidt stolt over,” griner hun og fortæller, at hun egentlig havde glemt sin tobak og først opdagede det, da hun skulle have sin fyraftenssmøg.

“Det var træls, for det var lige det jeg havde brug for. Så jeg gik ind i en kiosk og spurgte, om de havde nogle smøger, der ikke var blevet sat op. Han havde én pakke, så den købte jeg. De andre er jo lige blevet sat 20 kroner op.”

Jeg vil være et fordomsfrit menneske. Men jeg kæmper med tanker, handlinger og refleksioner om andre og mig selv, som jeg ikke er stolt af. Tanker om penge, som hele tiden modsiger sig selv. Øv, hvis bare det var nemmere at snakke om. Det er svært for mig at tale om penge, også selvom jeg ikke er på røven.

Jeg er ikke stolt, når jeg lyver om mængden af penge på min konto, altså fortæller, at der er færre, end der er for at slippe fra at give en omgang øl. Mit moralske kompas siger, at hvis man giver, får man igen. Det er bare ikke tilfældet med alle, jeg kender. Derfor ser jeg mig selv ende i situationer, hvor jeg lyver mig fattig, fordi jeg ikke har lyst til at give øl, igen og igen, uden at få noget tilbage.

Min opfattelse af mine relationer påvirkes af, hvad jeg giver, og hvad jeg får – og det er et fucking nederen kriterie. Jeg lyver nogle gange om min økonomi, selvom jeg slet ikke har lyst. For jeg har ikke lyst til at dele min økonomiske situation med hvem som helst i frygt for, at de ændrer deres syn på mig. Jeg er ret god til at spare op. Det bliver derfor min egen, næsten forbudte hemmelighed, som jeg har værnet om og dyrket gennem det meste af mit liv. 

Min familie 

Gennem min opvækst har jeg lært af mine forældre at passe på mine penge. Nogle gange synes jeg endda, at jeg går lidt for meget op i, hvad jeg bruger mine penge til. I købsovervejelser ender jeg med at bruge ekstremt lang tid på at købe ingenting. Jeg tillægger mine egne penge mere værdi, end de har. Det er ikke, fordi mine forældre er rige, men de er gode til at passe på deres økonomi og med tanke på, at jeg er enebarn i en middelklassefamilie, har mine forudsætninger været gode.

Nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra, spørger de ofte, om jeg er i nød. De siger, jeg altid bare skal ringe, hvis det strammer. Det er en af deres måder at vise omsorg på og sørge for, at jeg har det godt, altid. Det er en glæde for dem at kunne give mig, og alligevel afviser jeg den oftest, fordi det overgår min stolthed. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare tager imod. Når jeg nu har mulighederne for et rigere liv, smidt foran mine fødder, hvorfor skal jeg så ikke gøre det? Min afvisning er et forsøg på at forhindre penge i at kontrollere mit liv, men effekten bliver det modsatte. Jo mere jeg går op i ikke at tage imod, desto mere regulerer penge mit liv. Derfor, paradoksalt nok, er jeg ikke særlig stolt, når jeg så engang imellem beder mine forældre om penge. Hvorfor spørger du overhovedet? Hvad er det du er bange for, spørger jeg mig selv.

Mine venner

Jeg er ikke stolt, når jeg tager mig selv i at tænke fordomsfuldt om mine venner. Jeg er en person, der har nemt ved at befinde mig i forskellige omgangskredse og interesser, men lige meget, hvor jeg er, hvis snakken falder på penge, synes jeg, det kan være svært at forholde sig til. Jeg vil ikke dømme nogen, men det er særlig svært, hvis de lægger op til, at man skal have ondt af dem. Måske er det, fordi jeg er træt af, at det er pengene, som bliver en faktor til at søge medlidenhed, og at jeg egentligt bare ønsker, at vi kunne koncentrere os om noget andet. I hvert fald tager jeg mig selv i at tænke: “Tag dig nu sammen...” – og det er en tanke, jeg ikke er stolt af.

Jeg er ikke særlig stolt, når jeg husker tilbage på, hvor lidt ubekvem jeg blev af at mine venner lavede knæk i huse og biler, fordi de var økonomisk desperate. De var ude i noget lort grundet helt andre økonomiske omstændigheder end mine. Det er først nu, hvor jeg tænker tilbage, at jeg opdager, hvor absurd det har været, at mine gode venner har begået kriminalitet og har spredt deres hælervarer ud på gulvet i den lejlighed, vi har befundet os i. I dag føler jeg mig meget ubekvem ved tanken om, at de har følt sig nødsaget til at begå indbrud, fordi de ikke ligesom mig nemt kunne få et job eller spørge sine forældrene om hjælp. Hvor var mit ansvar i de situationer? Om jeg overså det? Om jeg, med mine gode midler, skulle have grebet ind? Delt ud? Inspireret? Andres økonomi er jo non-of-my-business – men hvornår gør man det rigtige? 

Jeg er ikke særlig imponeret, når jeg ser, hvordan nogle af mine venner blærer sig med, hvad de har købt. Det ærgrer mig, når de prøver at bevise noget gennem deres værdigenstande. Jeg får en fornemmelse af, at det er igennem produkter, at de udlever deres potentiale. Det er, som om de kun kan tilskrive sig værdi som menneske ved at eje ting, og at der går sport i at eje de rigtige ting. Men det må ikke misforstås, for selvfølgelig er det da en for lækker følelse at erhverve sig nye genstande, som man stolt viser frem til verden – jeg elsker det da! Og jeg elsker komplimenterne, der følger med. Men jeg ser mig selv som et fornødent menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor man vil eje 12 Rolex ure, når man kun har 2 håndled. Samtidig er der jo ingen, som beder mig om at forstå det.

Min rigtig gode veninde, som kommer fra dårligere kår, har altid været exceptionel god til at opbygge sig en aura af rigdom. Hun har aldrig haft penge, altid lånt hos andre, klædt sig i smart tøj og makeup og befundet sig blandt de rigtige mennesker (rigtige i denne kontekst, fordi de har god økonomi). Hun er også en af de sejeste og sjoveste mennesker, jeg kender, selvom jeg ville ønske, at hendes indstilling til et lykkeligt liv ikke var baseret på en stor fed bankkonto. Hun kunne blære sig med penge, hun ikke havde. Hun slap fra det, og det imponerer mig hver gang. Når økonomien har kamufleret sig som genstande, kan man nemmere snakke om den, eller dømme dem. Det er ikke længere det reelle beløb, for det kender man ikke, men i beklædningsdele er økonomien ikke længere usynlig. Menneskers påklædning fortæller noget om, hvilken holdning de har til forbrug og til penge generelt. Jeg ville sige, at man iklæder sig, hvad man gerne vil anerkendes og anses for.

Kan man købe sig til kærlighed?

Børneopsparing er en sjov størrelse. Som en del af et overgangsritual, der er så elementært og så definerende for en ung voksen. At modtage denne mængde penge, som forældre har investeret i ens fremtid, bliver en symbolsk handling. Det er det store startskud på voksenlivet og formentlig den største mængde penge, man til dato har haft. Det er det, man snakker med sine venner om, for endelig har man råd til at købe de store ting selv og langt om længe være uafhængig.
Fordi børneopsparingen er så stor en del af at træde ind i de voksnes rækker, bliver idéen om børneopsparing en slags allemandseje – men som alle bare ikke har samme ret til alligevel. Jeg fik udbetalt mine børnepenge på min 18-års fødselsdag, som lagde bunden for den opsparingskonto, jeg kun bruger til “vigtige ting” – som dyre engangskøb, reparationer og rejser. Andre i min omgangskreds fik dem ikke udbetalt, enten fordi deres forældre aldrig havde råd til at starte en, eller fordi de havde hævet pengene inden og brugt dem på andet. En problematik, som jeg ofte befandt mig selv lægge øre til. Jeg forstår godt mine venners frustrationer, når fratagelsen af dette symbolske beløb blev til troen på, at forældrene ikke havde kærlighed eller tillid nok. Når penge forbindes med en slags grundlæggende affektion, kan jeg også godt se, at det lægger et pres på forældre, som gerne vil gøre det godt.

Jeg har det så ærgerligt over, at kærlighed skal manifestere sig i tal, kroner og øre, der kan bruges som unødvendigt måleinstrument. Det er også en af grundene til, at økonomi bliver så ømt et punkt, som gør det svært at være stolt af. Tør man sige, at økonomi bliver roden til ‘alt ondt? Den adskiller mennesker og kommer til at definere personlige værdier og selvopfattelse, når netop kærlighed ødelægges af troen på penge. Så, at give sig selv lov til at være konto-stolt med en mentalitet af “det køre bare for Ole-Bent” er fucking svær, fordi man ikke vil sætte sit eget værd højere end andre – jeg har i hvert fald ikke lyst til det.

Men jeg er ret god til at spare penge op, og trods mine ambivalens overfor penge er det er en kvalitet, jeg virkelig gerne vil sætte pris på ved mig selv. For penge bliver altid en meget hellig størrelse, som kan være svær at få brugt uden dårlig samvittighed “åh, er det nu det rigtige jeg gør?” Derfor, er jeg særlig stolt de gange, hvor jeg har haft råd og brugt mine penge på noget, som virkelig beriger mig mentalt – såsom rejser eller hobbyer. Længe har jeg også siddet på mine penge uden at ville bruge dem. Men for fanden, de skal jo også bruges! Det er også derfor, man har dem. Det gør mig stolt, når jeg gør mig selv opmærksom på den tanke også.

Kan man købe sig til kærlighed, uden penge?

Min egen økonomi og holdning til penge har været påvirket af de mennesker, jeg har haft omkring mig. Selvom jeg er vokset op med nogle muligheder og en stabilitet, er jeg godt klar over, at andre ikke har haft det samme udgangspunkt. Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig, har været dem, der har kæmpet og på en eller anden måde fået det hele til at fungere.

Jeg bliver stolt af mine venner, når de udviser en styrke på trods af hårde økonomiske vilkår. Jeg synes også, der er noget smukt ved at være sammen med folk, der ikke har nogen penge, men finder på andre ting. Min ekskærestes mor har været i flexjob i 4 år og haft den fedeste måde at komme rundt på i en begrænset økonomi og være kreativ. Hun åbnede virkelig min forståelse for, hvor meget man kan gøre, selvom man ikke har en ”Joakim von And”-bankboks i soveværelset. Hendes netværk er bredt, hvilket selvfølgelig bliver en fordel, når man kan låne, besøge, bytte eller overtage fremfor at købe. Desuden er hun den bedste tilbudsjæger jeg kender! Hun er bare super-duper idérig i stedet, hendes rejser bliver til vennebesøg rundt omkring i Europa, og med få penge på lommen opstår helt andre oplevelser, man ikke kan købe sig til. Den styrke hun har, har efterladt et indtryk på mig, som jeg aldrig kommer til at glemme.

Hendes kreative kompetencer er i højsædet, da hun hele tiden har skulle finde andre midler til at skabe de bedste rammer, hun ønsker for sine børn. Eksempelvis fantastiske og anderledes sammensatte konfirmationsfester skabt på lavbudget. Et eller andet sted er det helt fantastisk at opleve, hvordan der skabes værdi uden penge, men alene på det menneskelige bidrag – og at penge ikke bliver den definerende faktor for at vise kærlighed overfor sine børn. Det afviser ikke, at hun har været utroligt mentalt påvirket af hele tiden at skulle kæmpe for, at hendes børn ikke kunne få det samme, som de andre i klassen.

Mine relationer bliver meget påvirket af, hvad jeg giver, og hvad man får. Måske var der noget andet jeg ikke kunne lide ved dig, men så blev det pengene, der pludselig overtog den følelse, altså, at kunne se ud over måden, penge dikterer mine forhold på – for det gider jeg ikke. Netop hvordan penge bestemmer adfærd, i måden den kategoriserer og afgør et menneskes syn på sig selv. Som det ikke at have penge betyder, at man i vores samfund anses som en fiasko, der ikke er kvalificeret til at passe et job, eller som blot spiller det hele væk. Den skam, vil jeg ikke have, skal overdeterminere, hvordan jeg forholder mig til mennesker. Og selvom det kan være svært ikke at lade sig underlægge penge-diktatoren, så prøver jeg.

Jeg prøver at tage hensyn til min egen økonomiske status, når jeg snakker om, hvordan andres økonomi fungerer. Selvfølgelig skal man være reflekteret og tænke ind i kontekst, fordi penge har værdi på vidt forskellige måder. Netop fordi jeg aldrig rigtig har været i pengemangel, kan jeg idealisere fattigdom. Jeg har med vilje placeret mig i situationer, hvor jeg har manglet for at virke som ansvarlig voksen eller af nysgerrighed ville prøve at have den samme “sidst-på-måneden-følelse”, som mine kammerater. Men, et sted i baghovedet ved jeg jo godt, at 200 kr kun er et opkald væk fra mine forældre.

For tre år siden stod jeg med enogtyve kilo på ryggen og halvfjerstusinde kroner på kontoen. Tommelfingeren vendte opad og ud i luften. Fødderne stod plantet i dyre vandrestøvler lige ved Circle K hvor Marselisboulevard møder Skanderborgvej i Århus.

Min tyveårige krop var på vej ud i det uvisse. Nærmere bestemt Frankfurt lufthavn med en tidsfrist på fem dage.

***

I dag sidder jeg med computeren i skødet og godt firehundrede kroner på kontoen. Tommelfingrene flagrer over tasterne. Fødderne er trukket ind under lårene på en halvandenmandsseng i Odder.

Min snart treogtyveårige krop er flyttet ud på en gård.
De sidste fem-seks dage har jeg røget smøger og kigget på høns.

Penge var aldrig et issue.
Min far er læge. Min mor ejer en virksomhed.
Jeg er enebarn.

Jeg er født i Danmark.

***
I skolen lærte jeg at jeg har medansvar for den globale opvarmning.

***

Jeg slukkede lyset i alle værelser.

Jeg lavede labyrinter til min hamster af genbrugte toiletruller
og samlede vand i en spand mellem benene i bruseren til at skylle ud i toilettet.

Jeg fandt møbler og tøj på gaden og i genbrug og spiste hjemmelavede veganske bananmuffins med pulp fra juiceren uden gluten og sukker
på en selfie i vindueskarmen.

***

Januar totusindeogsytten brugte jeg tredive kroner på Dyrenes Beskyttelse. Jeg farvekodede kategorierne i excell-arket og begyndte at føre regnskab.

Fireogtredive lilla gik på drinks nytårsaften. Tohundredeogtreogtyve mørkegule gik på hotel i Hamburg.

Nitten gule gik på en Latte Machiatto med Anna.
Elleve røde gik på et postkort til Esben.
Hundredeogtretten blå gik på en taxa fra brylluppet.
Fire lyseblå gik på toiletpapir og ni gik på myggecreme.
En komma femoghalvtres grønne gik på en snasket ting i kantinen.
Hundredeogfyrre lysegrønne gik på en ankelkæde.

Firehundredeogtres mørkeblå gik på rødt og grønt kjolestof i ægte silke
til mig selv.

***

Jeg afsluttede gymnasiet med et snit på elleve komma seks i hjemmestrikket studenterhue og begyndte at undervise.

***

Om mandagen var der lady styling på Trøjborg og teaterundervisning i Mårslet.
Om tirsdagen var der møde i svampeforeningens containerdrivhus på Pier 2.

Om onsdagen var der mambo.

Om torsdagen var der mindfulnessholdet på Ungdomskulturhuset.
og om fredagen var der fest og forskudsopgørelsen og fødevarefællesskabet og Frontløberne
og en Fairphone 2 med til fejring juleaften hos kærestens familie i Grindsted.

***

En dag stak jeg af.

***

På Cuba er der to officielle møntfødder. Cuc er for turister og cup er for lokale.

Jeg bor hos en familie på fire med en skildpadde i håndvasken.
Vi spiser hvidt brød og æg og fisk og drikker mangojuice og kokosnødder fra palmerne på stranden
der åbnes med machete.

Jeg rider uden saddel og blander kokosvandet med rom
og skifter blomsterkjolen ud med joggingbukser.

***

I Mexico flytter jeg ind hos Martina og Lander.

Husene har de bygget af paller og sand og ler og græs der er slået til med le og tørret i solen. Hønsene får tørrede majs i sække fra naboen og vi plukker hjemmedyrket rucola som vi spiser med rod.

På muldtoilettet står glasset med Jomfru Maria til at skylle sig med
og et stearinlys til om natten.

***

Jeg blaffer gennem Guatemala med en forældreløs kattekilling i et silketørklæde om mit bryst
og ankommer i regnskoven.

***

I regnskoven er der skildpadder på stenene ved kildeudspringet som vi drikker fra.
Der er brødfrugter i træerne.
Der er nymåner og fuldmåner og telte og svampe og ildshow og guitar og bål.

I regnskoven er der ingen penge.

***

Jeg brugte de sidste penge på en plade Marabou med Oreo i Netto.

***

På værestedet i Jægergårdsgade spiser jeg hvad Jabu serverer.
På gaden finder jeg smøger og drikker skraldede øl.
På herberget ser vi Netflix og bliver vækket syv tredive.
På rygeterrassen giver jeg Martin en halvtredser
og siger at han skal brænde den.

***
Under coronakrisen bliver jeg frivillig på gården i Odder
men det tjener man ingen penge på.

***

Nu sidder jeg på dokken og kan se ud over havet.
Det er sort og hvidt og gråt og lidt blåt.

Jeg har ikke længere noget jeg skal
så jeg er holdt op med at ryge.

***

Måske har der aldrig været noget jeg skulle.
Måske har det aldrig handlet om penge.
Måske skal jeg slet ikke gøre noget for at redde verden.
Måske er det ok, at jeg er her.

‍

Siden 2006 har jeg grundet en arbejdsskade været bundet til en elektrisk kørestol og været afhængig af hjælp fra andre mennesker. Hjælpen bliver givet af min kommune i form af handicaphjælpere døgnet rundt. På grund af mit omfattende handicap er jeg meget utryg i situationer, hvor jeg ikke kan komme i kontakt med andre mennesker, eller hvis jeg ikke er mobil. Handicaphjælpen, som jeg får, kræver en del ansvar fra min side. Enten er jeg selv arbejdsgiver, eller også skal jeg finde en virksomhed, der tager det ansvar. Det er sådan en beslutning, der ender med at kaste mig ud i en del problemer.

2013. Færdig med Bornholm og klar til København

Efter 5 år er jeg endelig blevet færdig med min HF, og store omvæltninger er på vej. Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie og skal studere biologi på Københavns Universitet. Så jeg trækker rødderne op, kysser Krølle Bølle farvel og flytter til København. Jeg glæder mig til at opleve københavnermiljøet, få nye venner og udskifte mine weekendophold med en permanent bopæl i hovedstaden. Samtidig ved jeg, at det også vil give en del udfordringer: Hvor skal jeg bo? Vil jeg kunne komme rundt med min kørestol, og kan jeg finde studiegrupper, der accepterer de udfordringer og begrænsninger, som følger med en som mig?

Jeg har indtil nu selv stået for ansættelser og aflønning af mine handicaphjælpere, men i forbindelse med min flytning til København skal jeg sætte mig ind i en række nye regler og love. Hvis en borger frivilligt vælger at flytte kommune, er det nemlig ikke sikkert, at man får lov til at beholde den hjælp, man i forvejen har. Det er den nye kommune, som skal træffe beslutning om, hvor meget man har ret til. Da det er en jungle af regler, så kommer jeg i kontakt med Morten. Han har en handicapvirksomhed, der overtager arbejdsgiveransvaret for borgeren.

Morten har selv et mindre handicap, og det gør det derfor nemmere for mig at se mig selv i ham. Han har haft sine sager med det offentlige handicapsystem og er derfor fantastisk til alle regler på handicapområdet. Det er jeg umådeligt glad for, da jeg føler, der er nok på programmet med studiestart og den nye by. Han støtter mig i møder med kommunen. Han er ikke bange for at slå i bordet og slår i bordet for mig, når tingene er urimelige. Han gør, at jeg føler mig tryggere med hans assistance, når jeg nu skal starte et nyt kapitel i mit liv.

Mortens firma overtager arbejdsgiverrollen, ansætter mine tidligere hjælpere i hans firma og har dermed ansvaret for mine handicaphjælpere og deres løn. Han er en verdensmand med svar på alt, og alt kan lade sig gøre. Han tilbyder kurser til alle hjælpere - om det er relevant for handicapjobbet eller ej. En får for eksempel et buskørekort.

I stedet for at hjælperne får deres løn, når jeg afleverer deres timesedler til kommunen, skal kommunen nu betale til Mortens firma, som så dokumenterer, at jeg har fået den hjælp, som jeg er berettiget til. Den administrative del af handicaphjælpen har krævet det helt store, men det er utroligt befriende at slippe ansvaret og koble af på en anderledes måde. Fordi man fra den ene dag til den anden ender i kørestol, bliver man ikke automatisk erfaren arbejdsgiver eller interesseret i det.

2014-2015. Rustur, forelæsninger og nye venner

De fleste ved, hvor svært det kan være at finde bolig i starten af et nyt studieår, og at skulle finde et sted uden trapper og med separat værelse til handicaphjælpere gør det bestemt ikke lettere. Det løser sig dog ved, at jeg lejer en lejlighed i Rødovre. Den har de ting, som skal bruges, men koster 750 kroner pr. nat. Det er dyrt, men det er noget, jeg glædeligt betaler for at give studiet en chance.

Studiet begynder at køre, og det er fantastisk. Der er dejligt i København og langt flere muligheder for en som mig. Her er sport og aktiviteter, og flere af mine gamle bornholmervenner bor desuden i byen, da det er ganske normalt, at man flytter fra Bornholm, efter ungdomsuddannelserne er slut. Vi kan bruge mange og lange aftener på brætspilscaféen Bastard, og rusfesten og feltturene fra studiet er blandt de ting, jeg aldrig glemmer. Som da vi på rusturen fik bind for øjnene og med en to-do-liste i hånden blev kørt ud på landet og først måtte komme hjem, når vi havde taget billeder af alt på listen. Eller Biobar, som var navnet på biologernes fredagsbar.

Jeg får et bredere perspektiv på livet gennem alle kontrasterne til Bornholm. Tænk bare; der er butikker, som har døgnåbent, og busserne går hvert 5. minut. Misser du en bus på Bornholm, går der som regel en time, før den næste kommer.

Senere på studieåret begynder det dog at gå ned ad bakken med kommunen. Hvad der skulle have været en tilfældig tirsdag morgen med forelæsning om frøspredningstyper hos planter, bliver pludselig vendt på hovedet, da der dukker et meget officielt brev op fra min kommune. Det viser sig, at Morten ikke dokumenterer de ting, han skal, ofte udbetaler for lidt i løn til mine handicaphjælpere og mildest talt har rod i regnskaberne. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og jeg bliver svimmel, for ting som disse kan betyde, at kommunen fjerner min handicaphjælp. Jeg aftaler med min sagsbehandler at opsige samarbejdet med Morten firma hurtigst muligt, men desværre er der et opsigelsesvarsel på 2 måneder, og det er her, det går helt galt. Kommunen er forpligtet til fortsat at betale Mortens penge i denne periode, men han sender ikke pengene videre til hjælperne og går praktisk talt under jorden.

2016. Ulønnede hjælpere, tomme bygninger og ukendte adresser

Mine hjælpere ved, hvor afhængig jeg er af dem, så de møder stadig på arbejde hos mig, selvom de ikke har fået løn. Vi venter alle bare på, at opsigelsesperioden slutter.

Dagen kommer endelig, hvor hjælperne bliver opsagt af Mortens firma, og jeg genansætter dem samme dag uden Mortens indblanden. Det er nemlig de samme hjælpere, som jeg havde ansat før København, og selvfølgelig vil jeg have dem ansat igen, når jeg nu er tvunget tilbage til øen. De kender mig, og jeg kender dem. Så vi ånder alle lettet op, når vi nu skal tilbage til den situation med mig som arbejdsgiver, hvor der sjældent var problemer.

Det er dog stadig trist, for jeg var ellers lige flyttet ind i egen lejlighed i Vanløse og havde fundet mig til rette. Desuden var jeg næsten færdig med det første studieår, som jeg fik at vide var det tungeste og generelt mest uinteressante på grund af de obligatoriske fag. Vi var begyndt at planlægge, hvilke fag vi kunne ønske os året efter, og her kunne vi virkelig vælge efter vores egen interesse.

Desværre går der ikke længe, før den næste dårlige nyhed dukker op. Mortens firma går konkurs dagen efter opsigelsesperioden, og der er ingen penge tilbage i firmaet. Min værste mistanke er blevet bekræftet: Der er flere andre sager, hvor Morten ikke har haft styr på sit shit, og hjælpere ikke har fået udbetalt deres løn. Jeg har det som om, at jeg er med i en dårlig krimifilm, da det viser sig, at der ikke er nogen virksomhed på den adresse, hvor Mortens firma står registreret.

Mine hjælpere gør det, som alle ansatte gør, når de mangler løn fra et konkursramt firma. De kontakter Lønmodtagernes Garantifond. Nu bliver det jura-teknisk, men her sker det værst tænkelige. Lønmodtagernes Garantifond gør os opmærksomme på, at de skal have den manglende løn fra deres nye arbejdsgiver. Beslutningen bliver senere stadfæstet i retten. Fordi jeg har ansat dem til det samme arbejde under samme vilkår dagen efter deres opsigelse i Mortens firma, skal jeg personligt hæfte for de to måneders løn til mine 5 handicaphjælpere. Så det endte med en personlig regning til mig på cirka 250.000 kroner

2020. Tilbageblik på eventyret

I dag, 4 år senere, er jeg stadig bosat på Bornholm. Jeg har taget den første del af en kontoruddannelse, men mangler en elevstilling for at færdiggøre uddannelsen, og der er desværre kun få steder på øen, hvor kontorafdelingen ligger i stueetagen. Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Min interesse er stadig at flytte til København en dag, hvis chancen byder sig. Jeg tænker ofte tilbage på universitetet og det københavnske byliv. Der er langt flere arrangementer, man kan tage til, og aktiviteter som mit stamsted, Bastard-caféen.

Sagen har påvirket og ændret mig på flere måder. Jeg stoler mindre på folk, indtil jeg har lært dem at kende. Jeg rådfører mig også mere med kommunen, fordi jeg kan undgå en del uforudsete ansvarsproblemer, hvis jeg kan dokumentere, at jeg har fulgt alle kommunens anvisninger.

Jeg fik en del nye bekendtskaber i København, og selvom venskaber er sværere over store distancer, er der stadig nogen, jeg skriver og ses med, når jeg indimellem tager weekendture til København.

Faktisk er det kun omkring 14 dage siden, at jeg rent tilfældigt ryddede op i min email-indbakke og slettede alle emails fra de forskellige advokater, domstole og min sagsbehandler. Jeg blev enig med mig selv om at lægge forløbet bag mig og komme videre i livet. Og selvom der kom denne grimme sag ud af mit ophold i København, er jeg stadig glad for, at jeg fik prøvet det af og turde tage springet for at give mit uddannelseseventyr en chance.

Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.

Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.

Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.

Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.

Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?

Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.

Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.

Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.

Hej Emma.

Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.

En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.

Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.

Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.

Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.

”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”

”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”

”Hvad vil du i fremtiden?”

”Hvad skal du bagefter HF?”

Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”

Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.

Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.

Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.

Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.

Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.

I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.

Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.

En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.

Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.

Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.

Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.

Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.

Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.

Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.

Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?

Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.

På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.

Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.

Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.

Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.

‍

Jeg fik brevet, fordi jeg havde optaget et lån. Et lån, jeg nærmest havde glemt eksisterede, og som jeg derfor ikke havde afdraget på i lang tid.

Jeg havde ikke flere penge til mad. Jeg havde hørt om kviklån, og at det var en dårlig ide, men hvis jeg skal være ærlig, tænkte jeg ikke over det dengang.

Jeg lånte 12.000 kr. og skulle betale 3.000 kr. tilbage hver måned, indtil det var betalt af. Men jeg tænkte kun på, at jeg skulle bruge 12.000 kr., og så måtte jeg tage stilling til resten senere.

Det var nemt at optage lånet. Jeg klikkede ind på hjemmesiden og indtastede det ønskede beløb. Det tog kun et par minutter, og så var pengene lånt. Der blev ikke stillet spørgsmål. Et klik. En dags ventetid. 12.000 kr. Så simpelt.

Virkeligheden rammer

Det var først, da den første rykker kom, at det begyndte at gå op for mig, hvor dyrt lånet i virkeligheden var. Renterne var tårnhøje. Så høje, at jeg ikke havde råd til at afdrage på dem. Jeg mærkede en knude i min mave. Jeg hev efter vejret. Det var som om, at hele min verden var ved at drukne i sort koldt vand.

Jeg prøvede at række hånden op over vandet. Jeg kontaktede min kreditor for at få en afdragsordning, jeg kunne betale, men han var ikke interesseret. Han troede ikke på, at jeg ikke havde mulighed for at betale. ”Jeg måtte bare finde pengene et eller andet sted. Jeg var jo ung, og jeg havde rig mulighed for at betale lånet ud.” Men jeg havde ingenting at give af. Jeg kunne knap få tingene til at hænge sammen. Og imens voksede knuden i min mave sig større og større.

Jeg holdte det hemmeligt i starten. Det var kun min kæreste, som vidste det. Hverken mine forældre, venner eller bedsteforældre kendte til min økonomiske situation. I stedet prøvede jeg at distancere mig selv fra det. Fra afdragene. Fra gælden. Fra rykkerne. Jeg prøvede at glemme, at skubbe det hele til side og leve, om om det ikke fandtes. Jeg havde bare brug for mere tid. Flere penge. Det virkede også langt hen af vejen. Indtil brevet kom: Indkaldt til Fogedretten.

Brevet

“Kære Louise..., du er indkaldt til møde i Fogedretten...” Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få sådan et brev. Jeg gentog ordene for mig selv. Indkaldt til Fogedretten. Der lagde sig en ro over mig. Jeg gør det! Nu tager jeg mig sammen! Jeg vil møde op og få styr på det hele. Alt for længe har jeg ladet knuden i maven vokse, og nu skal det være slut.

Den beslutning træf jeg, inden nervøsiteten indtraf. Den kom snigende efter min indre ro havde lagt sig. Til mødet kunne de vel spørge om alle mulige private ting, kunne de ikke? For eksempel om de måtte se min mobiltelefon og tage den med. Kunne de finde på at komme hjem til mig og tage mine ting? Rode i mine skabe og skuffer!? De ville endevende det hele. Tømme alt ud på gulvet, indtil de fandt, hvad de ville. De ville tage de ting, som de mente, de kunne sælge. Også selvom tingene var af ringe værdi. Jeg ville ikke have mulighed for at bestemme selv. Jeg kunne bare stå til. Magtesløs. Ville de overhovedet lytte til mig? Ville de overhovedet prøve at forstå? Ville de se, at jeg også er et menneske? Ville de tage mig seriøst? Jeg har forsøgt! Jeg har prøvet at lave en aftale før. Jeg vidste godt at situationen ikke var god.

Jeg vidste godt, at man skal betale sine regninger. Men hvad kunne jeg gøre, når jeg ikke havde flere penge? Hvorfor skulle kreditorerne indgå en aftale nu, når de ikke ville forhandle før?

Jeg blev mere nervøs som dagene gik, og til sidst traf jeg en beslutning. Jeg blev nødt til at have mere tid. En lettelse bredte sig efterfølgende. Panikken sad stadig i kroppen, men jeg kunne holde det nede. Jeg kontaktede Fogedretten. Vi indgik en ny aftale, og jeg fik mere tid. En lettelse bredte sig efterfølgende.

Panikken sad stadig i kroppen, men jeg kunne holde det nede. Men aftalen havde en pris: Hvis jeg ikke mødte op til vores nye aftale, så ville jeg blive hentet af politiet til næste møde. Det måtte jeg acceptere. Gælden kunne holdes på afstand lidt endnu, men knuden i maven voksede videre.

Mødet

Dagen var kommet. Mødet skulle foregå, om jeg var parat eller ej. Og jeg skulle deltage. Jeg VILLE deltage. Men jeg var nervøs. Jeg rystede, og jeg havde svært ved at trække vejret. Men der var intet valg. Jeg måtte bare acceptere, at mit liv, som jeg kendte det, ikke ville eksistere mere, når jeg kom ud på den anden side efter mødet.

Følelserne blandede sig inde i mig. På den ene side ville jeg gerne have det overstået. Jeg ville gerne have, at mit liv skulle ændre sig til det bedre. Jeg ville gerne have styr på økonomien. Jeg havde brug for at løsne knuden i min mave. Jeg ville gerne kunne trække vejret uforstyrret igen. På den anden side ville nervøsiteten ikke slippe sit tag. Jeg kunne ikke blive ved på den her måde.

Jeg ankom til fogedretten halvanden time før mit møde. Her blev jeg mødt af en vagt, som anviste, hvordan jeg skulle komme igennem sikkerhedstjekket. Det var ligesom i en lufthavn. En vagt stod og holdt øje med mig, mens jeg lagde min taske i en bakke, hvorefter den kørte igennem en scanner. Samtidig skulle jeg selv gå gennem en scanner. Jeg tog min taske og blev henvist til et hvidt og koldt venteværelse.

Det var indrettet ligesom et sygehus med borde, stole og nogle få ugeblade. På væggen hang et ur. Tik tak. Tik tak. I det mindste skulle jeg ikke vente alene.

I det mindste skulle jeg ikke vente alene. Min kæreste tog med mig for at give mig støtte. Det var beroligende, at han var hos mig. Lige meget, hvad der kom til at ske nu, så ville han være her ved min side. Jeg var stadig nervøs, men nu var det nemmere at se en ende på mødet. Det var nærmest som en eksamen, nu ville jeg bare gerne blive kaldt ind, så jeg kunne få det overstået. Få min karakter. Få min dom.

Vi fik mulighed for at komme ind tidligere. En anden medarbejder var ledig, så mødet kunne begynde før tid. Inde til selve mødet blev jeg stillet spørgsmål, som var personlige, men slet ikke så slemme, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde forventet en eksamen, hvor man blev stillet alle de spørgsmål, som man ikke var forberedt på. Et krigsforhør, hvor man ikke kunne svare rigtigt. Men i stedet var der en rolig stemning derinde. Og situationen var meget nemmere, end jeg havde forventet. De var faktisk søde og imødekommende. Hvem skulle have troet det?

Jeg blev spurgt, om jeg havde ting af værdi. Men da jeg svarede nej, accepterede de det og det blev aldrig nødvendigt for dem at tage hjem til mig og lede efter værdigenstande. De troede faktisk på mig. De ville ikke komme hjem og rode. Der blev også spurgt ind til min boligsituation, og her indgik vi en aftale om, at mine kreditorer skulle have pengene, hvis jeg ville få udbetalt resten af mit indskud. Dette ville dog først blive aktuelt den dag, hvor vi flyttede fra lejligheden. Så det kunne jeg godt leve med.

I sidste ende var det hverken krigsforhør eller en eksamen. De var ikke ude på at nedgøre mig eller ydmyge mig, som jeg havde frygtet. Det var nærmere som en dialog mellem to parter. Mødet gik helt stille og roligt. Lidt efter lidt forsvandt min nervøsitet, og jeg kunne roligt svare på spørgsmålene. Tiden gik faktisk hurtigt.

Efter mødet var jeg lettet. Så lettet, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne mærke, at knuden i maven løsnede sig. For første gang i lang tid kunne jeg se lyset for enden af tunnelen. Vi havde indgået en aftale, hvor jeg skulle betale lidt hver måned. Samtidig indgik vi en aftale om, at jeg skulle kontakte dem, hvis min økonomiske situation blev bedre i mellemtiden. Derudover fik jeg hjælp til at lave et budget, så jeg fik mere styr på min økonomi. Det hjalp meget og gav mig et andet overblik, end jeg havde før.

Jeg ville ikke blive indkaldt til samtale igen, medmindre jeg ikke betalte mine afdrag til tiden, eller hvis jeg ikke tog kontakt, når min økonomiske situation skulle ændre sig. Jeg havde forstået nu, at de var ude på at give mig det samarbejde, som jeg havde efterspurgt for længe siden, derfor havde jeg i sinde at overholde vores aftaler.

Hvor er jeg nu? Hvem er jeg nu?

Hvis ikke jeg var mødt op, ville knuden i min mave have gjort mig syg. I stedet snakker jeg mere om min økonomi, end jeg gjorde før. Jeg tør sige fra nu. Sige, at jeg ikke har så mange penge i den her måned og derfor ikke kan tage med i biografen eller ud at spise. Jeg skammer mig ikke over det. Til gengæld er der rigtig mange gratis ting, som jeg kan gøre, såsom at gå en tur og snakke med mine nærmeste. Det skal jeg ikke bruge kviklån til.

Jeg kommer aldrig til at tage et kviklån igen, og hvis jeg nogensinde tager et lån, så skal det være med afdrag, som er muligt at betale. Mit kviklån bliver der betalt af på. Rykkerne er erstattet med budgetter. Det giver luft i økonomien. Jeg har en afdragsordning, som jeg er glad for, og som jeg overholder hver eneste måned. HVER ENESTE MÅNED.

Jeg føler, at jeg har lært meget af min oplevelse. Jeg har fortrudt mange gange siden, at jeg tog det lån i første omgang. Men på den anden side er jeg stolt over, at jeg turde at gøre noget ved situationen og nu er kommet ud på den anden side af tunnelen. Jeg har ikke længere en knude i min mave, og jeg føler, at jeg er blevet til en anden og bedre udgave af mig selv.

‍

Jeg stod på togbroen en kold nat i september. Jeg var helt alene. Bundløs gæld var som en lænke om min arm. Uret tikkede hurtigere end nogensinde før. Dagen var død. Mobiltelefonen kimede konstant. Rykkerbreve fra sultne kreditorer. Skulle jeg springe ud foran toget?

Jeg har spillet pengespil i ca. ti år. Det startede i 7. klasse med sportspil og odds-kuponer. I starten oddsede jeg kun på fodbold, men så gik jeg over til tennis. I tennis kan man ikke spille uafgjort. Jeg gik enormt meget op i at undersøge, hvordan de spillede på forskelligt underlag, om deres forcer og svage punkter, og om hvordan de indbyrdes ville udnytte disse. Ja, og naturligvis hvordan bookmakerne rangerede dem, og hvor mange penge man kunne tjene på deres profetier.

Det fortsatte i 8.-10. klasse, men det var da jeg blev 18 år og fik udbetalt min børneopsparing, at det stak af. Den blev brugt, og derfra var der kun min SU og løn.

Jeg kunne spille for 50.000 kr. til 100.000 kr. om måneden. Hvis jeg havde haft flere penge, havde jeg sikkert spillet for det dobbelte. Det var kun mængden af penge, der var en begrænsning. Jeg spillede 10-20 gange om dagen, alt imens jeg drømte om økonomisk uafhængighed – at kunne købe et hus og rejse, men jeg var mest i en nu-og-her-følelse, hvor det handlede om at vinde!

Månedens højdepunkt var den sidste dag i måneden, hvor der gik penge ind på min konto, så jeg kunne spille igen. Det var forberedelsen er par dage før en kamp, som gav et kick. Det var ikke under selve kampen, som var decideret angstprovokerende. Hvis jeg vandt, kunne jeg spille for endnu mere. Hvis jeg tabte, skulle jeg spille for endnu mere for at vinde det tabte. Jeg var god til at spille og forudsige kampe, men jeg havde ingen stopklods. Det var uundgåeligt, at jeg tabte store beløb.

Jeg købte telefoner på afbetaling for at sælge dem igen. Jeg optog kviklån og banklån. Når jeg vandt, kunne jeg betale dem ud og så låne igen. Det var som at dykke ned på havets bund for derefter at komme op til overfladen og hurtigt trække luft for derefter at dykke igen. Telefonen ringede fra aggressive kreditorer. Jeg prøvede at vinde flere penge. Det var dagens drivkraft.

Jeg har aldrig følt, jeg helt passede ind nogle steder. Jeg er introvert og har ikke lige så stort behov for samvær, som de fleste andre har. Den store drivkraft for at spille gjorde, at jeg fik skyklapper på og isolerede mig. Jeg oddsede og spillede computerspil, mens vennerne spillede fodbold. Det var en flugt. Først var det sjovt, siden blev det til en desperation og overlevelse.

Politimanden, der brød loven

Efter mange års spil skyldte jeg mere end en halv million kr. væk, hvilket gjorde, at jeg blev desperat. Så desperat, at jeg i mit tidligere arbejde som politimand på Bellahøj Politistation stjal mine kollegaers dankort i omklædningsrummet.

Nu tænker du måske, at Christian svedte i omklædningsrummet, som stod han i Saharas Ørken. Adrenalinen pumpede løs i kroppen i frygt for at blive opdaget, og der galopperede hundrede heste i hans blod.

Men sådan skete det ikke.

Jeg husker kun episoden sløret, men erindrer det som, at jeg var følelseskold. Det siger noget om, hvor langt ud jeg var kommet. Jeg fortryder, at jeg gjorde det, og jeg ville aldrig nogensinde gøre det i dag.

Jeg var simpelthen mentalt syg og kunne ikke tænke klart. Et eller andet sted vidste jeg godt, det ville blive opdaget på et tidspunkt. Det blev det. Jeg blev suspenderet, og forude venter et retsligt efterspil.

En hurtig udvej

En dag overvejede jeg at springe ud foran et tog som en hurtig udvej. Jeg var på vej hjem fra en kammerat, hvor jeg passerede en togbro ved Glostrup Station. Busserne kørte ikke mere, så jeg skulle ud på en længere gåtur. Et godstog fangede min opmærksomhed. Det kørte under mig i fuld fart, hvinede på skinnerne, og vinden hev i mit hår.

Jeg stod alene på broen. Jeg orkede ikke at kæmpe mere. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af de tårnhøje renter fra lån. Jeg havde tabt mig selv. Det føltes som ”point of no return.” Ingen vej tilbage. Og ingen mulighed for at ændre kurs. Alligevel fandt jeg et spinkelt håb i min familie. Det ville jeg ikke byde dem. Det havde de ikke fortjent.

Jeg kom i behandling, og fik hjælp fra mine forældre. De vidste godt, at jeg havde spilleproblemer, men de vidste ikke, hvor slemt det var.

Mit vendepunkt blev at flytte hjem til dem i Brøndby. Jeg havde ikke noget andet valg. Jeg skulle spare penge, og her skulle jeg ikke betale husleje. Min familie troede på mig, selvom jeg havde skuffet dem ved ikke at fortælle sandheden. Jeg havde aldrig lånt penge af dem – for så var jeg blevet afsløret i min afhængighed af spil. Jeg flyttede hjem som 27-årig, og den stolthed skulle jeg sluge. Det var ikke sejt at flytte hjem til mor og far i min alder. Men det fungerede faktisk rigtig godt. Det er hyggeligt at spise sammen, og jeg går tur med deres hund. Det er praktisk tæt på mit arbejde, og jeg sover hos mine venner af og til for at komme lidt ud. Jeg har sluttet fred med det. Det er rart at jeg ikke bor alene. Tidligere har jeg også boet i bofællesskab og med en kæreste. Min far har også hjulpet med en afbetalingsordning henover september til april. Vi har aldrig været så gode til at tale om følelser i min familie, men der har været meget kærlighed. Samtalerne handlede mere om praktiske forhold eller almindelig small-talk. Jeg har alle mine venner i dag. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke har mistet dem.

Desuden har jeg fået en økonomisk rådgiver, som kan forhandle gode renter og finde ud af hvem, der skal have deres penge først. Det koster mig godt nok 1200 kr. om måneden at bruge, men det giver en helt ny ro i maven. Nu er gælden reduceret til ca. 400.000 kr. Det går den rigtige vej.

Jeg skal finde noget, som kan erstatte spilletrangen. Før var min hjerne tilfreds. Når jeg spillede udskiftede den dopamin. Men nu er jeg jo stoppet og mangler mit dopamin-kick.

Dopamin er et signalstof i hjernens belønningssystem. Når hjernen frigør dopamin, føler man sig glad og har en lykkefølelse. Det kan være svært at tænke rationelt. Dopamin frigives i forbindelse med kærlighed, sex, slik, motion og musik.

Jeg har endnu ikke fundet noget, som giver mig det kick, som dét at oddse gav.

Kviklån og reklamer er iskold business

Jeg har ikke mødt mange ludomaner, som ikke har optaget flere kviklån. Det skal reguleres, så kviklånsfirmaerne ikke har frit spil hos desperate ludomaner. Fx at de kun må tilbyde ét kviklån pr. person med en maksimal rente pr. år.

Det er svært ikke at blive mindet om min afhængighed. Jeg elsker sport og især fodbold, men det er med en lidt med en bitter smag i munden. Der er meget aggressive reklamer fra betting-selskaberne før, under og efter kampene. Vi skal passe på, at sport og betting ikke bliver det samme. Vi skal især passe på de unge, som vokser op i denne kultur.

Sorgens fugle

Nu er der underligt ro på. Der kommer penge ind på kontoen, og jeg kan så småt lave en opsparing. Jeg kæmper dog med kedsomhed.

Jeg har gået i behandling på Behandlingscenter i Tjele i Midtjylland sammen med andre ludomaner, narkomaner og alkoholikere. Her kunne jeg møde andre ligesindede, som også havde problemer med at stoppe med at spille. De har et 12-trinsprogram, hvor første step handler om at erkende, at man har et problem og opsøge hjælp. Dem, der rækker hånden ud efter hjælp med åbenhed og imødekommenhed, kommer længst, fremfor dem, som er arrogante og bliver i fortrængningen om deres problem.

Jeg har lært, at jeg ikke bare kan spille for 10 kr. For 10 kr. bliver til 100 kr., der bliver til 1000 kr. Det bliver en dårlig vane, som var det en alkoholiker, der lige skal have en tår mere af flasken.

Jeg har erkendt, at det er urealistisk at spille selv for kun 10 kr. Erkendelse er simpelthen et nøgleord i behandlingen. Jeg gik der i to uger, lærte om sygdommen og fik værktøjer til at håndtere den.

Der har været langt tilbage til et normalt liv. Det har været uoverskueligt at se folk i øjnene, jeg har løjet for mig selv, og det har haft store menneskelige konsekvenser. Fx da jeg blev suspenderet fra politiet og de daglige økonomiske frustrationer.

I dag har jeg grebet mig selv. Jeg har lært meget af behandlingen fra Midtjylland, og vil gerne lære andre, hvad jeg har lært. Jeg vil være misbrugsbehandler, holde foredrag og lytte. Jeg har selv været der og kan genkende det kaos, som opstår. Engang imellem holder jeg også foredrag fx på efterskoler om min historie. Det er blevet terapeutisk for mig at tale om det, og jeg bliver mindet om de dårlige vaner.

Winston Churchill har engang udtalt: ”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde.” Han prøvede at fortælle os, at en krise har potentiale til at være et afgørende vendepunkt, en mulighed for læring og forandring. Modgang kan være den bedste læremester.

En anden fremtrædende statsleder har udtalt noget tilsvarende. I en tale 12. april 1959 i Indianapolis, Indiana, holdt præsident John F. Kennedy engang en tale, hvor han sagde, at ordet ”krise” på kinesisk består af to tegn – Det ene står for fare, og det andet for muligheder. Det er et interessant perspektiv, fordi der kan være muligheder skjult i kaos – Vi kan udvikle os som mennesker, blive stærkere ved at turde gøre noget, vi frygter, eller lære af vores fejl.

I forlængelse af de kinesiske tegn, kan nævnes, at der er et stærkt ordsprog i Kina, hvor budskabet er, at vi alle kommer ud for noget svært i livet. Det vigtige er at række hånden ud efter hjælp, så triste tanker ikke vokser sig større.

”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved, men måske kan du forhindre dem i at bygge rede i dit hår.”

Jeg har ikke tabt i livets spil. Men jeg er i fuld gang med at vifte fuglene væk og betragte dem på afstand.

Jeg er 20 år gammel, og har boet ude siden jeg var 17. I al den tid jeg har boet ude, er jeg løbet tør for penge en uge før løn. Og jeg er fandeme træt af det!‍

Tal og rationelle tanker

Jeg har en ide om, at det hele ville være nemmere, hvis jeg kunne lægge et ordentligt budget. Så ville jeg have et overblik over hvor mange penge, jeg havde i løbet af måneden, ugerne og dagene. Men jeg ved ikke, hvordan man gør.

Det er nok, fordi det aldrig rigtig har været nødvendigt, ikke før nu. Jeg har tidligere haft så mange penge, at jeg kunne bruge dem på bullshit dag ind og dag ud uden konsekvenser. Men nu rammer de, for jeg har ikke længere den slags penge, og jeg er ikke stoppet med at forbruge.

Når det er sådan, bliver jeg endnu mere opgivende. For hvis jeg ikke kan styre mit forbrug på en ansvarlig måde, vil jeg så overhovedet være i stand til at holde et budget? Lige meget hvor godt budgettet er lagt, kunne jeg så stadig have selvdisciplin nok til at sige nej til øl lørdag aften?

Jeg burde have penge nok, og det har jeg også, men kun lige. Jeg bruger masser af penge på at gå i byen, og jeg køber kosttilskud i kilovis. Det er penge til mad og min opsparing, som halter. Og ja, du læste rigtigt, jeg bruger så mange penge på kosttilskud, at jeg ikke har penge til reel kost.

Jeg har altid gjort mit bedste for at leve godt, når jeg har penge, i stedet for at leve moderat, og jeg forsøger at have penge hele tiden. I starten af måneden lever jeg af lækker mad og drikker gode specialøl, der mangler ikke noget. I slutningen står jeg med hovedet i en container bag fakta og håber, at der er noget andet end tørt brød til aftensmad. Det er ikke voldsomt gennemtænkt.

Det værste er, at jeg har haft rig mulighed for at lave en opsparing, når jeg ser tilbage, en god en endda. Som 17-årig, før jeg flyttede hjemmefra, fik jeg 10.000 kroner udbetalt om måneden. 10.000 kroner og ingen husleje eller vandregning. Og da jeg senere boede på skolehjem, boede jeg gratis og fik omkring 8.600 kroner om måneden i SU og kom hjem med 3.600 kroner i sorte penge hver søndag.

Det havde på alle måder været oplagt at lave en opsparing. Om ikke andet så bare en lille en. Så var det ikke nødvendigt at låne penge af mine forældre til indskud eller at spørge dem, om de ville give mig en ny seng. Jeg hader at spørge om den slags økonomisk hjælp. Nu lever jeg for 8.600 kroner, og betaler husleje, vand, varme og internet. Det samme gør alle jeg kender.

Men på trods af at jeg nok godt kunne have forudsagt, at der ville komme en dag, hvor jeg ville få brug for penge til sådan nogle ting, valgte jeg alligevel at bruge penge på noget så dumt som at gå i byen.

Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, at jeg havde gjort en indsats for at lære at lægge et budget. Det virker bare så vanvittigt indviklet at lære det. Det involverer en masse tal og matematik plus rationelle tanker. Alt sammen noget jeg synes er røv kedeligt og meget svært. Så jeg tog valget at lade være med at lære det, endnu et dumt valg jeg over årene har truffet.‍

Vi taler om økonomi, som min fars generation af mænd taler om følelser

Mine venner kan godt styre deres økonomi. Det tror jeg i hvert fald. De virker ikke til at være lige så fucked som mig sidst på måneden. Men jeg ved det i realiteten ikke. Det er egentlig ikke noget, vi snakker om. Vi taler kun om økonomi, når det bliver til en konkurrence om, hvem der har den mest smadrede økonomi sidst på måneden. Det er en fuldstændig hjernedød måde at tale om økonomi på. For på den måde gejler vi hinanden op til at bruge flere og flere penge. Og for mig kræver det i hvert fald ikke meget at få mig ned på det tætteste brune værtshus eller en restaurant med alt for dyr mad.

Jeg gider jo ikke rigtigt at indrømme, hvordan det faktisk står til med min økonomi. Jeg får det altid til at lyde, som om det bare er en hudafskrabning, når jeg egentlig har indre blødninger. Jeg forestiller mig, at jeg, i deres øjne, skal være det perfekte menneske, der har styr på det hele. Mine venner skal jo ikke tro noget dårligt om mig, fortæller jeg mig selv.

Jeg har nemmere ved at joke med det. Så siger jeg, at ”min økonomi er så dårlig, at jeg ikke engang kan tage et kviklån” i stedet for at sige ”jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forsørge mig selv indtil d. 1.” For ellers bliver det virkeligt, og det kan jeg ikke lide.

Mens vi står og joker om, hvem der har den største gæld eller det laveste tal på kontoen, forsøger jeg at ramme en tone i joken, der gør, at mine venner rent faktisk forstår, at jeg er seriøs. Det er jo noget, man skal have styr på, noget, som er vigtigt. Det har jeg bare ikke.

Jeg får præcis samme følelse, som når jeg skal ned til lægen og testes for kønssygdomme. Jeg ved godt, jeg skulle have brugt kondomet, og sekretærens blik skriger samme tanke, når jeg får koppen, jeg skal pisse i. Det er ikke ét, jeg har brug for at få igen og igen. Jeg vil ikke have, at folk dømmer mig. Det er flovt. Så hellere prøve sig frem, famle rundt og forsøge at gøre mit bedste. Nogle gange føler jeg faktisk, det går godt. Det er lige indtil, der bliver skreget: ”du er ikke inde din idiot!” og så ramler det hele sammen.

I økonomi skal jeg gøre præcis det modsatte. Jeg skal stoppe med at stikke kortet i automaten.

Problemet er bare, at ”den skjorte dér er altså ret fed”, og ”måske kan jeg få sex, hvis jeg tager den på i byen”. Det ender med at blive et regnestykke, som aldrig nogensinde går op. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke bliver påvirket af reklamer og lignende, men når jeg går forbi et butiksvindue, så kan jeg ikke dy mig. Måske er jeg påvirket af alle de reklamer, der kører omkring mig, selvom jeg ikke er glad for at indrømme det.

Det burde jo være det nye blomsten og bierne

Jeg har aldrig rigtig fået at vide, hvordan jeg lægger et budget. Jeg har vel at mærke heller ikke spurgt. Men jeg spurgte heller ikke om seksualundervisning i sjette klasse, men det afholdt mig ikke fra at modtage det alligevel. Så nu spørger jeg: hvorfor modtog jeg ikke undervisning i privatøkonomi i folkeskolen? Og hvorfor har jeg ikke selv undersøgt det efterfølgende? Det gjorde jeg da med seksualundervisningen.

Da jeg gik i syvende klasse, brugte jeg to tredjedele af alle årets biologitimer på seksualundervisning. Jeg havde allerede haft lidt i sjette, og da jeg kom i ottende klasse, havde jeg to timers foredrag med en uddannet sexolog. Efter det følte jeg mig faktisk sikker, klar og informeret på emnet. Jeg var selvsikker, da det endelig blev min tur.

I min verden er det mindst lige så vigtigt at være god til økonomi som sex, så hvorfor lærte jeg ikke noget af det i skolen? Hvorfor kom der ikke en lærer ind med et forfjamsket ansigtsudtryk, et suk og måske et fnis for at lære mig om det mest private i mit kommende voksenliv: min økonomi.

Jeg ved, at mitokondrie er mine cellers kraftværk. Jeg ved, at da Carl Nielsen blev født stod hans mor og bankede hovedet ind i dørkammen. Jeg ved, at Pythagoras var en gammel græker, som elskede trekanter.

Det er alt sammen noget, jeg har lært i skolen, og jeg kan ærlig talt ikke se, hvad jeg skal bruge det til. Men jeg har ikke lært, hvad en årsopgørelse er! Jeg kan ud fra navnet regne ud, at det er noget, som skal gøres årligt. I så fald er jeg to år bagud. Jeg ville have haft godt af at lære det. Det kunne have lært mig noget, som jeg ikke fik med hjemmefra – og det er da det, vi har folkeskolen til... ikke?

Forældre og teenagere

Hvorfor satte mine forældre mig ikke ned ved bordet med et excel-ark og viste mig, hvordan man lagde et budget? Nok fordi jeg ikke viste interesse i at lære det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg nok heller ikke lyttet til dem. Men jeg viste ved gud heller ikke stor interesse i mine matematiklektier, og dem fik jeg da lavet alligevel.

Min stedfar er landmand. Han kan køre et helt firma på røde tal, og det kræver sin mand. Jeg ved, at han ejer nogle olieledninger et eller andet sted. Det lyder voldsomt fint, men det er ikke det, der holder familien oven vande. Min mor har været forgældet på et niveau, hvor hun aldrig var kommet ud af det, hvis ikke banken havde forbarmet sig over hende. Så, på godt og ondt, må mine forældre jo vide en ting eller to om privatøkonomi.

Mine forældre har ikke været blege for at snakke om sex med mig. Selvfølgelig er de ikke gået i detaljer, men jeg er da vokset op med diverse ”det sagde hun også i går”-jokes, så det har ikke virket totalt fremmed for mig. De var godt nok ikke voldsomt sjove, når de kom fra min stedfar, men igennem jokes, har de talt om sex, som jeg taler om økonomi – helst gemt bag humor.

Så de har ikke fortalt mig direkte om blomsten og bien. Nok igen fordi jeg ikke spurgte på grund af min omfattende seksualundervisning i skolen. Min mor følte sig dog stadig nødsaget til at købe en bog, der handlede om sex og puberteten, fordi jeg ikke havde stillet så mange spørgsmål.

Hvorfor gjorde hun ikke det med økonomi? Det tætteste hun kom, var at vrisse lidt af mig, da jeg som 15-årig gav udtryk for, at jeg brugte omkring 2000 om måneden på roulade og sodavand. Siden da har vi ikke snakket særlig meget om det.

Det har altid virket som noget, man kunne udskyde, noget, jeg kunne lære, når jeg engang blev voksen. Det var det ikke. Jeg er højst en meget moden teenager, og jeg aner intet om det. Det skal der laves om på. Pasta er bare ikke lige så lækkert, når man ikke har penge til tomatsovsen, og livet er lidt sjovere, når man ikke går i minus hver måned. Så det skal jeg lære nu! Jeg frygter, det bliver et helvede, men jeg ved, jeg bliver glad for det.

Måske bliver jeg engang en rigmand, som kan joke om, hvor mange penge jeg har. Måske kan jeg have penge til at leve af god mad hele måneden i stedet for to dage. Måske bliver det endda mig, der igangsætter en ordentlig samtale om økonomi. Indtil da spørger jeg mig selv, om det er mig, mine forældre eller min skole, der bærer ansvaret for min privatøkonomiske uvidenhed.

Det er torsdag den 19. september 2019, og den sene efterårssol står højt på himlen. Det er min dag. Mange års uddannelse er snart slut. Jeg har glædet mig til denne dag og på samme tid også frygtet den. Om lidt skal jeg forsvare mit speciale, som jeg har knoklet på i fem måneder. Om lidt er jeg ikke længere en del af uddannelsessystemet, der i så mange år har guidet mig, støttet mig økonomisk med SU og givet mit liv en retning. Om lidt står jeg fuldstændig på egne ben med en titel som cand.mag.

Men jeg har forberedt mig. Jeg har fulgt bogen til punkt og prikke. Sørget for et studierelevant arbejde, arbejdet frivilligt, været i praktik og endda udskudt fag for at få plads og tid til så meget erhvervserfaring som muligt… og nå ja, så har jeg har sparet penge sammen hver sommer som tjener i Nyhavn. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig og ikke mindst ambitiøs – en dengse og et drømmeprodukt af uddannelsessystemet.

Hej fuldtidsjob, her kommer jeg… eller ikke

Jeg har en drøm: Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, men det er jeg langt fra den eneste, der vil. ”Tak for din ansøgning. Du var én blandt 400 ansøgere, og vi har desværre valgt at gå videre med en anden kandidat” – sådan lyder størstedelen af mailsne i min indbakke. Det tærer sgu lidt på min selvtillid, især når mit LinkedIn-feed er fyldt med tidligere studiekammerater, der går fra det ene fede job til det andet. Man skal ikke sammenligne sig selv med andre – det ved jeg godt. Men jeg vil også! Jeg vil bruge mine mangeårige tillærte kompetencer, min kreativitet, min viden, og jeg vil blive klogere, og jeg vil gøre andre klogere. Men det er svært, når virkeligheden spænder ben.

Dahl, drøm og lidt mere dahl

Jeg vil have et job! Hvis ingen vil ansætte mig, så ansætter jeg sgu mig selv. Jeg går freelance og bliver min egen chef. Jeg tager til kurser ved SKAT, lærer om moms, budgetter og får mit eget CVR-nummer. Og jeg får min første opgave, en stor en af slagsen. Det er faktisk ret fedt. Jeg bruger mit netværk, jeg får spændende opgaver, og jeg får lov til at skrive.

Men det er hårdt at leve af at være freelancer. Jeg er ikke sikret en fast indkomst, der falder hver den første i måneden. Nogle måneder går det lige an økonomisk, andre måneder falder der næsten ingen betaling. Så det handler om at spare og bruge mine penge med omhu. Min fryser er fyldt op med dahl til de næste 14 dage; mit sociale liv, der i høj grad er baseret på impulsive kaffe-aftaler, daler, og jeg har efterhånden vænnet mig til smagen af en lunken, flad øl, (ja, en flaskeøl kan jeg snildt få til at vare to timer en aften i byen).

Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser, hvordan min opsparing er i forfald – min hårdt optjente opsparing, der var gemt til drømme, gemt til rejser, gemt til at blive voksen og en dag at kunne købe min egen lejlighed. Nu brugt på husleje, regninger og røvsyg dahl. Regningerne er højere og flere, når man ikke længere er studerende. Ingen studierabat på forsikring, A-kasse, fagforening, træning osv. Det giver jo god mening, bare ikke i mit tilfælde, hvor min indkomst er lavere, end da jeg var studerende. Hvordan er jeg endt her? Hvorfor er jeg endt her? OG hvor længe skal jeg være her? Jeg er blevet en ud af mange ansøgere. Min drøm er endt som afslag i indbakken, og min opsparing er blevet til min budgetkonto, min budgetkonto er blevet til lån, og min økonomiske situation gør mig ondt.

Et evigt økonomisk puslespil

Jeg har lånt penge af mine nærmeste, ikke kæmpe summer men nok til, at jeg synes, at det er for meget. Min dårlige samvittighed vokser. Jeg bliver nødt til at trække på min A-kasse. Jeg kan ikke leve af min freelance. Måske var det naivt at tro, at jeg kunne klare mig selv, måske var det ligefrem dumt, at jeg ikke kontaktede min A-kasse noget før, men jeg ville så inderligt gerne klare mig selv. Det kan jeg ikke mere.

Størstedelen af min tankekraft går med at få mit økonomiske liv til at gå op. Det er et stort, nærmest uendeligt puslespil: Jeg skal til fødselsdag lørdag og derfor bruge penge på en gave, så jeg har ikke råd til at tage ud og drikke en øl torsdag. Jeg vil også gerne snart overraske min kæreste med en god middag, (han har hele vejen igennem støttet min freelance-drøm, og nu vil jeg give noget tilbage). Samtidig taler madklubben om en weekend i sommerhus. Så skal jeg måske sætte mit træningsabonnement på bero eller opsige Spotify? Det er også forkælet, at jeg kan tillade mig at brokke mig over min økonomi, mens jeg smider penge efter en musiktjeneste og træning hver måned – er det ikke?

Men det gør mig glad og giver mig energi og overskud i min hverdag, at jeg har de frirum og friheder. Det er mit evige dilemma. Et dilemma, der ikke har noget at gøre med materielle goder, men med mit sociale liv og mit ”normale” ungdomsliv. For den pressede økonomi begrænser mig socialt. Og det er svært for mig at sætte ord på min økonomiske situation overfor mine nærmeste. Når veninderne vil ses, finder jeg på en dårlig undskyldning, ”uha jeg har en deadline,” eller ”jeg har desværre andre planer,” men i virkeligheden har jeg bare ikke rigtig råd til at gå til koncert eller mødes til take away og øl på den solbefængte plet i Nørrebro Parken. Hvorfor skal økonomi være noget, som vi ikke taler om? Hvorfor ender jeg med selv at bekræfte det tabu ved ikke at være ærlig om min situation?

Lad det bedste argument og drømmen vinde

Jeg bliver nødt til at søge om supplerende dagpenge, hvilket også er helt ok, fordi jeg betaler 500 kr. til det om måneden, siger jeg til mig selv. Det løser sig nu. Men A-kassen er ikke ligefrem en drømmefabrik – tværtimod. Flere uger bruges på møder og utallige telefonopkald med A-kassens rådgivere, jurister og jobkonsulenter, alt imens min konto svinder ind. At være freelancer på supplerende dagpenge er åbenbart ikke den bedste cocktail. Reglerne er firkantede og ikke til at rykke på. Deres bedste råd er min største frygt: luk din virksomhed og gå på fuld dagpenge. Hvad fanden!? Jeg har knoklet røven ud af bukserne, jeg har igangværende opgaver og nye i vente. Jeg har bare brug for økonomisk støtte i et par måneder, så jeg kan betale min husleje. Jeg kan da ikke smide det hele på jorden nu?

Jeg taler mere i telefon med A-kassen end med min mor, og jeg er efterhånden på fornavn med størstedelen af A-kassens medarbejdere. Særligt én af juristerne, (lad os kalde hende Susanne), har gentagende gange fået glæden af min stædighed. Hun beklager i telefonen og understreger for 20ende gang, at regler er regler. ”Der er ikke noget, jeg kan gøre,” siger Susanne træt.

Men jeg kan bare ikke få mig selv til at lukke min virksomhed nu. Sidste chance, tænker jeg, hvis Susanne skal overbevises om at hjælpe mig, må min 5 års uddannelse i sprog og formidling på banen. Frem med de retoriske redskaber og de gode argumenter krydret med lidt charme og selvtillid. Lad det bedste argument vinde.

Men dialogen ender med en lang monolog, med mig der kæmper og plaprer løs: ”Det giver ingen logisk eller økonomisk mening for den sags skyld, at lade staten betale for, at jeg skal tvinges på fuld dagpenge. Hvorfor dog ikke lade mig ”nøjes” med supplerende dagpenge og lade mig forsørge mig selv så vidt muligt med min egen virksomhed…” Susanne responderer fjernt med ”mmh”, ”tjoe” og ”jaae, det er også ærgerligt men….. regler er regler!” Jeg giver ikke op og fortsætter: ”Tvinger I mig til at opgive min virksomhed, min drøm? Jeg søger om supplerende dagpenge, så jeg kan være sikker på at kunne betale husleje, imens jeg er i opstartsfasen. Jeg betaler blandt andet til min A-kasse for ikke at skulle ende ud i kviklån i situationer som disse.” Der er stille i røret, så lyder det fra Susanne ”To sekunder, jeg vender det lige med en kollega.” Adrenalinen pumper derudaf – det samme gør min puls. ”Er du der?” spørger Sussanne, og inden jeg rigtig når at svare, siger hun, ”Du kan måske løse det ved at omregistrere din virksomhed, men du skal ringe til SKAT og snakke med dem om det”.

Det gør jeg selvfølgelig. Hos SKAT er de uenige med A-kassen og kommer med en snørklet forklaring og stiller mig så videre til afdelingen, der har styr på os freelancere. Ventetiden er lang, og den samme polyfoniske, lidt halvstressende ventemusik kører på repeat. Imens glider mine tanker væk. Jeg forestiller mig, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde læst medicin, jura eller et andet fag, der ifølge statistikkerne lettere ville have fået mig i arbejde. Så ville jeg måske have været praktiserende læge eller jurist på et fint kontor, og pengene havde ikke været noget problem. Men jeg vil ikke patientkonsultationer eller paragraffer, jeg vil skrive. Skulle jeg have fulgt fornuften, eller var det det rigtige at gå med drømmen? Jeg bliver revet ud af tankestrømmen. En kvinde fra SKAT tager telefonen. Hun er venlig og forstående overfor min situation. Vi får løst problemet, og der er ENDELIG efter så lang tid styr på det nu. Hvad er der lige sket, jeg forstår det ikke helt. Men vigtigst er, at jeg nu kan fortsætte mit freelance og for en tid supplere med dagpenge. 1-0 til drømmen.

Otte måneder er nu gået, og for første gang i den her udmattende, lange og opslidende proces, er jeg tom for ord. De er alle brugt på uanede mængder jobansøgninger, dårlige undskyldninger overfor veninderne, ”jeg kan ikke mere”-samtaler med min kæreste og ikke mindst kamptalerne til A-kassen. Men danse, det kan dengsen, og jeg danser af glæde, mens Chaka Khans Im every woman spiller på repeat fra mit hårdt optjente spotify-abonnement! Jeg kan få lov til at arbejde videre på min drøm, få min virksomhed til at vokse og samtidig være sikret penge at leve for. Og det stopper ikke her. For kort tid efter bliver jeg tilbudt et deltidsjob – et relevant og spændende et af slagsen som kommunikationsansvarlig i en mindre virksomhed. Så kan jeg supplere min freelance-indtægt med mit nye job, hvor der falder en fast indkomst den første bankdag i måneden – what a dream! Jeg kan nu fortsætte med at drive min egen virksomhed og være helt fri fra systemet.

Det blev min tur

Nok er der stadig et lån, der skal tilbagebetales, og 12 retter dahl tilbage i fryseren– men nu kan indtaget af den røde linseret forhåbentligt blive sat på hold. Tingene kan hurtigt vende, jeg kan nemt havne her igen, så pengene skal bruges med omhu. Men jeg skal også have lov til at nyde den økonomiske frihed lidt, jeg skal også have lov til at fejre mine sejre! Og selvom jeg for noget tid stadig vil gå under kategorien ”økonomisk presset,” har jeg brudt det økonomiske tabu – jeg har fortalt min historie her.

Det er onsdag den 15. april 2020, den tidlige forårssol skinner allerede klart på himlen, endelig er det blevet min dag. En turbulent tid med mange jobansøgninger, minus på kontoen og møder med A-kassen er overstået. Det er første dag fri fra dagpengesystemet, det er første dag på mit nye arbejde. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig, og ikke mindst har jeg kæmpet – en freelance fighter og en oprørs- kvinde af dagpengesystemet. Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, og denne gang blev det fandeme min tur.

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Jeg satte retssagen i gang efter han slog op. Selvom jeg var vred og gerne ville tage hævn, var det svært - jeg elskede ham stadig.

Jeg blev vist ind i et hvidt venteværelse. Jeg følte mig virkelig voksen iført sorte jeans, sorte støvletter og pæn skjorte, men jeg var den yngste i rummet. De andre var familier, og midaldrende mænd og kvinder, der sikkert havde langt større problemer end mig. Jeg fik lidt lyst til at gå igen, for jeg havde en følelse af, at de fortjente mere hjælp end jeg gjorde.

Jeg ventede i tre timer. Man kunne høre skænderier og gråd i mødelokalerne bag de lukkede døre. Da det endelig blev min tur, gik det hurtigt. Min sag blev sendt til byretten, mens jeg f ik en advokat og en gældsrådgiver. De hjalp mig med at lave afdragsordninger ved at ringe rundt og lave kontrakter ligesom i luksusfælden. Jeg har altid elsket at se luksusfælden, men nu kan jeg ikke se det mere.

Byretten sendte en Nem-ID-besked til min ekskæreste, men den åbnede han aldrig. ”Vi kan ikke få fat i ham – politiet leder også efter ham, han står til at skulle i fogedretten og højest sandsynligt også i fængsel”, fortalte de mig. De fandt ud af, at han skyldte mere væk end jeg anede.

Juli 2018: Helt seriøst – lover du at betale?

Vi mødtes første gang i februar 2018 til en fredagsbar på min skole. Han kom med sine venner, og de inviterede min veninde og mig til at spille beer-pong. Jeg opdagede hurtigt, at jeg havde god kemi med ham, og vi festede sammen til langt ud på natten.

Efter den weekend sås vi hver dag. Jeg forelskede mig med det samme - vi var uadskillelige. Han behandlede mig som en dronning, badede mig i opmærksomhed og komplimenter, og fik mig til at føle mig speciel. Som om jeg betød alt for ham.

I juni samme år tog jeg på ferie i 2 uger. Da jeg kom hjem, var det første han sagde: ”Åh, hvor har jeg savnet dig – nu flytter jeg altså ind, for jeg kan slet ikke undvære dig!”

Og det gjorde han så.

En måned senere havde han ødelagde han sin lille, slidte Nokia telefon, så vi tog i Telia butikken for at kigge på deres udvalg. Han udså sig den nyeste model fra Samsung med abonnement, cover og panserglas. Det løb op i 6000 kr. Det er virkelig dyrt for en telefon, tænkte jeg, men sagde ikke noget.

Vi snakkede med Telia-manden, som tilbød os en afdragsordning. Jeg trak min kæreste til side: ”Skatter, du står jo i RKI, du kan ikke købe den på afdrag.” Og så gik det op for mig - nåå, du vil gerne have mig til det.

Han ville have mit navn skrevet på ordningen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle gøre det. Vi havde været sammen i seks måneder, og jeg var forelsket, men noget indeni mig sagde, at det var en rigtig dårlig idé. Jeg stak lidt til ham: ”Helt seriøst – lover du at betale?” Han sværgede højt og helligt: ”selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig”.

Vi aftalte at lave et dokument, som oplistede, hvor meget han skulle betale af over hvor mange måneder.

Så købte vi telefonen.

Da vi kom hjem, lagde han sig direkte over i sengen og begyndte at downloade apps til sin nye mobil. Han var så glad og opslugt af den, at det blev mig, der tog initiativ til vores interne kontrakt. Jeg fandt min computer frem og skrev: Hver den første i måneden skal … overføre 500 kr. til Julie Larsen… osv.  Jeg skrev færdig, men manglede en printer, så vi måtte vente med at skrive under, til jeg kunne printe ud på skolen dagen efter. Men jeg fik det ikke gjort, og en dag blev til en uge, der blev til aldrig.

Månederne gik. Han fortalte mig, at han betalte af, så jeg gik ud fra, at alt var fint. Jeg gik i skole og gjorde i det hele taget, som jeg plejede. Men så begyndte jeg at få breve. Fra Telia. Han sagde, at jeg ikke skulle åbne dem, at der var styr på det, og det ikke var noget vigtigt - fair nok, jeg åbnede dem ikke.

Vinteren 2019: Med Føtexposer i hænderne og inkasso i røret

Det blev februar. Nu måtte han snart have betalt telefonen af, tænkte jeg. Den dag, vi fik vinterferie, var jeg i Føtex med en veninde, og mens vi stod ved selvbetjeningskassen, blev jeg ringet op af et ukendt nummer:

”Hej, vi ringer fra Sergel inkassofirma.”

”Hej, du snakker med Julie - jeg er nede og handle lige nu, hvad drejer det sig om?”

”Julie, vi er lidt irriterede på dig, for du har fået utrolig mange henvendelser fra Telia, men du har ikke svaret på de breve, de har sendt til dig. Så nu er din sag røget til inkasso.”

Jeg gik helt i stå. Fuck. Jeg råbte til min veninde:

”Du tjekker mine varer ind, og så overfører jeg på Mobilepay, for lige nu ringer de fra inkasso."

Det var virkelig et dramashow. Der var en lang kø af mennesker bag os, og vi havde begge samlet varer til hele vinterferien. Manden i telefonen snakkede videre:

”Julie, saldoen, som du skylder nu, er på 25.000 kr.”

Jeg fik en klump i halsen, for de troede, det var min skyld. At det var min telefon og ikke min kærestes. At det var mig, der ikke kunne betale. Jeg gik 200 meter fra Føtex til S-toget med to fulde indkøbsposer i hænderne og inkasso i røret, mens jeg forsøgte at bevare roen.

”Prøv at høre, Julie, du skylder os 25.000, og vi vil meget gerne lave en afdragsordning med dig,” sagde han i telefonen.

”Det vil jeg rigtig gerne, hvad kan vi aftale?”

Jeg tog hjem og kiggede min kæreste dybt ind i øjnene:

”Helt seriøst – har du ikke betalt siden juni?”

”Ej, undskyld, undskyld, det er jeg rigtig ked af!” udbrød han.

”Hvordan du kan gå rundt og sige, at jeg betyder alt for dig, når du samtidig har løjet for mig i et halvt år?!”

Jeg blev så sur, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han blev ved med at undskylde, bad utallige gange om min tilgivelse og lagde sig fladt ned:

”Jeg lover, at jeg betaler. Jeg har gjort noget, man ikke kan tilgive nogen for, og jeg forstår virkelig godt, at du er sur. Jeg lover, at jeg betaler.”

Han virkede oprigtig, og jeg valgte at tro på ham. Jeg ringede tilbage til Sergel, og vi lavede en afdragsordning. Jeg aftalte med min kæreste, at han skulle overføre et beløb til mig hver måned, som jeg ville overføre videre til inkasso. Jeg ville være helt sikker på, at pengene gik ind denne gang.

Men et par måneder senere mistede han sit job og havde ikke længere råd til at betale af. Det stressede mig, for jeg havde skole, arbejde, frivilligt arbejde og stod ovenikøbet for alle huslige pligter - budget, indkøb, tøjvask, alt. Det var også mig, der betalte huslejen, nu hvor han var arbejdsløs. I den periode var jeg hans kæreste, elsker, mor og gældsrådgiver. Og da jeg skulle afslutte mine eksaminer, var jeg presset til det yderste.

Sommeren 2019: Opringningerne, der slog mig ud af kurs

Det kulminerede, da han ikke dukkede op på dagen, hvor jeg skulle have hue på. Jeg var virkelig skuffet, og hele min familie kunne mærke, hvor ked af det jeg blev. Jeg fik trukket ham med til min translokation, men han nåede ikke mit studentergilde. Det føltes som om han blev mere og mere distanceret fra mig og vores forhold.

I juni begyndte opringningerne. En gang om ugen blev jeg kontaktet af Ferratum, Vivus, Alektum og Cashper. Alle sammen kviklåns- og inkassofirmaer. Jeg tog telefonen og spurgte, hvorfor de ringede.

”Du har gæld hos os.”

”Altså, hvad snakker I om, jeg har ikke taget lån nogle steder?”

Jeg vidste godt, at Vivus havde en årsrente på omkring 780 procent, og jeg kunne aldrig finde på at låne så meget som en krone af dem. Jeg fandt ud af, at jeg samlet hos de forskellige firmaer havde en gæld på omkring 60.000 kr. Jeg gik i panik. Min krop dirrede, da jeg konfronterede min kæreste:

”Hvad fuck er det der foregår, har du taget lån i mit navn!?”

”Ej, undskyld, undskyld, undskyld!” begyndte han igen, på samme måde som da de ringede fra inkasso et halvt år tidligere.

Jeg blev overvældet af frustration og panik. Alligevel forsøgte jeg at være konstruktiv og løse situationen. Jeg prøvede at lave afdragsaftaler med de forskellige firmaer, men hverken min kæreste eller jeg kunne betale afdragsordninger, der løb op på over 4000 kr. om måneden.

Juli 2019: Jeg kommer ikke til at betale for en skid

Jeg endte i RKI den sommer, jeg blev student. Jeg troede, jeg skulle nyde livet og være glad på Roskilde Festival, men selvom jeg prøvede at lægge mine bekymringer fra mig til koncerter og øl-bowling, vidste jeg inderst inde, at jeg ikke havde nogle penge. Jeg blev deprimeret, og følte mig magtesløs. Jeg fortalte det ikke til nogen, ikke engang min familie, fordi jeg syntes, det var så ydmygende og skamfuldt.

Efter nogle hårde uger kæmpede vi os langsomt tilbage til en form for normaltilstand. Jeg arbejdede som en gal hele sommerferien, og han begyndte også at tjene lidt penge. Så småt kunne vi betale af på gælden.

En fredag, to uger før min fødselsdag. Jeg var meget udmattet, fordi jeg havde haft en masse lange arbejdsdage, men vi havde aftalt, at han skulle ringe den aften, og jeg tog den.

”Hej skatter, kan jeg godt komme søndag og overnatte?” spurgte han.

”Ja, vil du gerne komme kl. seks eller hvad tænker du, og hvad for noget slik vil du have?” Samtalen var ikke længere end det, før der pludselig blev helt stille i telefonen.

”Jeg slår op.”

What the fuck, tænkte jeg. Men jeg var helt mundlam. Mere blev der ikke sagt.

Derefter snakkede vi ikke sammen i en uge, og jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg prøvede at få fat i ham og spurgte, om han kom til at betale, nu hvor vi havde slået op. Han svarede på SMS:

”Jeg kommer ikke til at betale for en skid.”

Jeg havde det virkelig dårligt, og jeg fattede ingenting. Det ene var, at jeg havde kærestesorger – det i sig selv er et rent helvede. Det andet var, at jeg ikke fik svar på, hvorfor han slog op, og hvorfor han på den måde efterlod mig alene med en kæmpe gæld. Jeg blev ved med at kontakte ham for at få nogle svar, og til sidst ringede han mig faktisk op igen. Det eneste, han sagde i telefonen, var, at jeg skulle lade ham være i fred. Slut.

Vinteren 2020: Du kan ikke barbere en skaldet mand

Jeg stoppede min sag med advokaten og retten i januar, 2020. Mine gældsrådgivere fandt ud af, hvor meget han skyldte væk til alle mulige andre, og sagde til mig:

”Hvis du virkelig gerne vil have de her penge tilbage, skal du vente på, at han har betalt DSB og SKAT, for da du er en privatperson, får du ikke dine penge i første omgang.”

Jeg fik at vide, at det koster 500 kr. hvert halve år at holde en sag i gang. Og jeg vidste godt, at hvis jeg skulle betale 1000 kr. om året, og han skulle betale tæt på en halv million af hos alle mulige andre, før jeg ville se en øre, så ville det være hurtigere for mig, selv at betale gælden af. Det gik op for mig, at uanset hvor meget retten og jeg gjorde, så ville jeg aldrig se de penge igen. Som mine gældsrådgivere siger:

”Du kan ikke barbere en skaldet mand.”

Foråret 2020: Jeg har gjort hvad jeg kunne, og jeg har gjort det selv

Jeg går ofte forbi Telia-butikken i Glostrupcentret, og hver gang bliver jeg overrumplet af mindet om dengang, jeg godtroende skrev under på hans afdragsordning. Manden vidste ikke, hvordan man tog et lån, før den dag. Og det er pisse nemt – alle kan logge ind på vivus. dk, sætte en sats, indtaste Nem-ID, og så får de penge. Men de er snedige de firmaer. Lige nu har jeg omkring 46.000 kr. tilbage på gælden. Min gældsrådgiver fortalte mig, at min gæld alene ville have taget mig to år at betale, men fordi renterne bliver ved med at få beløbene til at stige, vil det tage mig fem.

Jeg har en anden kæreste nu, som jeg er meget glad for, og min økonomi går okay. Godt nok betaler jeg 3700 kr. af om måneden, som jeg kunne have brugt på noget andet, hvilket jeg mildt sagt synes er surt. Men samtidig er jeg glad for, at min ekskæreste slog op. For hvad nu, hvis det var fortsat?

Jeg stolede på en, jeg elskede, og han kørte mig fuldstændig over, fjernede mit fodfæste og skred. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Han kunne ikke holde styr på sin egen økonomi og tog min med i faldet.

Det har taget mig tid at være klar til at fortælle min historie, men jeg begynder endelig komme ud på den anden side. Selvom det har været, og stadig er, en virkelig hård kamp, så føler jeg mig stærkere nu. Jeg er på vej ud af en rigtig lortesituation, jeg har gjort, hvad jeg kunne, og jeg har gjort det selv. Og hvis jeg nogensinde skal ind på Københavns Retshjælp igen, behøver jeg ikke længere pæn skjorte og sorte støvletter, for at føle mig voksen og ansvarlig.

Jeg sætter mig ind i toget og kører på røven fra Sakskøbing station. Der er ingen penge på mit kort. Mine to år på Lolland har ikke ligefrem været nogen stor økonomisk succes.

Jeg flyttede herned, fordi jeg havde brug for at komme væk. Væk fra Vestegnen og de problemer, der havde hobet sig op i mit liv. Dengang var min mentale rygsæk fyldt godt op med en buldrende fornemmelse af posttraumatisk stress og en alt for levende erindring om de tæsk, som livet havde givet mig.

Min bagage er ikke ligefrem blevet lettere i løbet af mit lollandske eksil. Tværtimod har jeg taget 80 kilo på. De mange ekstra kilo på min krop er dog ikke en valuta, der er gangbar til at betale regninger med. Eller min togbillet tilbage til hovedstadsområdet for den sags skyld.

Min destination er Rødovre, hvis jeg får lov at komme så langt. Jeg er blevet stillet en lejlighed i udsigt af kommunen, men min telefon har været spærret de sidste par uger, fordi jeg ikke har kunne betale min telefonregning. Derfor har jeg ikke fået fat i min kontaktperson. Det kan også være lige meget nu. Jeg har allerede pakket mine ting og taget chancen. Jeg har alligevel ikke noget at miste.

Det vender sig i maven på mig, da kontrolløren nærmer sig min plads. Heldigvis er han flink og overbærende. Han køber min forklaring og lader mig køre med til København.

Jeg håber, at hans venlige behandling er et tegn på bedre tider. Desværre går det anderledes problemfyldt, da jeg får talt med kommunen. Min kontaktperson har ikke fikset de ting, han skulle. Nu er han på orlov, og hans vikar har ikke bemyndigelse til at stille mig en lejlighed til rådighed.

Det er 2010, jeg er 18 år gammel, og det er, som om den finanskrise, hele landet er ramt af, viser sig som et splintret spejl i min privatøkonomi. Jeg har ikke en krone på lommen, og nu er jeg officielt set også hjemløs. Kort sagt er jeg fucked.

Skammen forfølger mig

For mig er det værste ved at være broke, at jeg ikke føler, det er socialt acceptabelt. Jeg oplever skammen dobbelt, for den kommer både fra mig selv og fra omverdenen.

Jeg får i den grad lov at mærke skammen i løbet af min første tid tilbage i Rødovre. Jeg sover på sofaer hos de få venner, jeg har tilbage fra tiden, før jeg forsvandt. Mit netværk er skrællet helt ind til benet på de to år, jeg har været væk.

Det er ekstremt svært for mig at være social uden at have penge. I starten sagde jeg nej til det meste, for jeg kan ikke bære tanken om, at de andre skal betale for mig. Det er for flovt. Rent rationelt er der nemt nok for mig at sige, at der ikke er noget skamfuldt i at tage imod, men det er noget helt andet, når jeg står i situationen. Så begynder følelsen af skam at tage over i min krop. Jeg får lyst til at forsvinde eller føler mig presset til at komme med en dårlig undskyldning, så jeg ikke skal konfronteres med det tabu, som penge udgør i mit liv.

Jeg ved, at mine venner og veninder vil mig det godt, men det bliver ved med at føles helt grundlæggende forkert indeni. Især i byen, hvor folk bliver langt mere gavmilde i takt med at promillerne stiger, og jeg får det værre og værre ved tanken om, at jeg drikker deres penge op.

Jeg er en tørstig, ung mand, og jeg er mere eller mindre alkohol-resistent. En bytur koster hurtigt en måneds forbrug af mad, nogle gange mere.

De penge mine venner glædeligt spenderer på ti shots eller en drink til mig på en støjfyldt bar om natten, kunne ingen af os nogensinde finde på at bruge på at fylde hinandens indkøbskurve op med om dagen.

På den måde oplever jeg en utrolig stor skævhed i den måde, vi bruger vores penge på. Ingen blinker med øjnene, hvis vi går amok i byen. Mine venner er næsten ligeglade med, hvem der betaler. Omvendt sidder pengene langt mere tæt til kroppen, hvis jeg har brug for en skilling til kedelige ting som toiletpapir og tandpasta.

Vi er unge, og det er ikke nok bare at have et arbejde og tjene penge. Blandt vennerne forventes det også, at der er råd til at bruge dem på sjov og ballade. Ellers stemples man hurtigt som kedelig.

Det prædikat gider jeg ikke at have siddende på mig, så jeg får sparet sammen og sneget mig med til Roskilde Festival sammen med mine venner. Jeg har dog på ingen måde råd til at betale for de mange rammer øl, min camp hver dag kører ned, når vi spiller ølbowling. Allerede på dag ét erkender jeg, at jeg må på vandvognen. Det bliver en festival fuld af skam, selvom mine venner er gavmilde.

Hvorfor kan du ikke bare få et job?

I den tid, jeg har det sværest, er jeg ikke i stand til at varetage et arbejde. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Faktisk er det det eneste, jeg vil. Men jeg er så mentalt presset, at det ikke er en mulighed.

Jeg oplever, at det faktum bliver mødt med stor undren af den ældre generation. Hvorfor kan du ikke bare få et job, bliver jeg tit spurgt. Hvor svært kan det være at få noget i Netto?

For mig var det på det tidspunkt uendelig svært. Men hvis jeg skal fortælle dem hele min historie, bliver det hurtigt en længere, ubehagelig snak – både for mig selv og for den, der har spurgt.

I stedet forsøger jeg at lade være med at tage kritikken alt for bogstaveligt. Måske er folks angreb ikke altid så hårdt ment. Alligevel påvirker de løftede øjenbryn mig meget. Jeg får fornemmelsen af, at jeg i andres øjne blot er doven og uduelig. Endnu et curlingbarn, som den ældre generation kan pege fingre af.

Jeg begyndte at komme i forskellige praktikforløb. Praktikforløbene blev flere og flere. To måneders fuldtidsarbejde, der altid ender på den samme deprimerende måde: ”Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dig et job.” Til sidst kan jeg tørre røv med de anbefalinger, jeg får. For selvom de alle med tomme flotte ord beskriver, at jeg er mødestabil, intelligent, social og arbejdsom, får ingen af dem mig afgørende tættere på et fast job, som kan sætte en stopper for min elendige økonomi.

Jeg er på en slags overlevelsespenge fra kommunen. Når jeg har betalt for den lejlighed, jeg har fået fat i og for mine faste udgifter, har jeg 700 kroner tilbage at leve for om måneden. Det er lige under 25 kroner om dagen. Hver dag er en kamp for ikke at bruge for meget. Det er ekstremt stressende for mig at leve på et så usikkert grundlag.

Det værste er, at pengene fra kommunen er forudbetalte og ophører, så snart jeg får fingrene i et job. Men her vil pengene først trille ind ved den efterfølgende måneds afslutning, og det betyder, at jeg vil have en måned uden noget som helst at leve for. Den kattepine tilføjer endnu et tykt lag af stress til min tilværelse.

Et eksprestog mod bedre tider

Jeg kan se på ham, at han ikke tror, jeg kan klare det, men han holder det for sig selv. Efter at have vist mig hurtigt rundt i butikken ryger det alligevel ud af ham.

”Er du sikker på, at du kan klare at stå op hele natten? Det er nogle ret brutale vagter for kroppen.”

Jeg svarer ham, at jeg kan starte med det samme. Hvis han kan finde en trøje, der passer til min størrelse omme bagi, er jeg på.

Han virker ikke helt overbevist, men jeg forsikrer ham om, at han kan trække min løn tilbage, hvis jeg ikke leverer, som jeg skal.

To dage senere får jeg min første vagt i 7-eleven. Den stramme sorte polo, jeg får på, holder ikke mange minutter, før de to øverste knapper springer op. Men jeg klare min vagt uden problemer.

På min anden vagt giver min nye chef mig nogle penge til at købe noget andet tøj for. Han giver mig endda 600 kr til at købe et par nye sko. Derfra går det kun en vej. Fremad. Endelig får jeg lov til at vise, hvad jeg kan.

Hurtigt bliver jeg ham, de andre ringer til, hvis de skal have taget en vagt. Jeg arbejder ni dage i streg. Om natten og om dagen. Jeg er ligeglad. Så længe jeg bliver betalt, er alt godt.

Arbejdet løsner de sorte skyer, der hænger over min økonomi.  Og det klarer også op i mit sind. Dag for dag kommer jeg i bedre form, og jeg taber mig 15 kilo de første fire måneder. Jeg lærer en masse nice mennesker at kende på mine vagter og mærker et overskud, som har været væk i årevis.

Jeg blev valgt som bestyrelsesformand i det boligselskab, jeg er tilknyttet. Som den yngste nogensinde. Jeg sørger for, at de får sendt mig afsted på en masse kurser. Og jeg kommer tilbage med diplomer i økonomi, konflikthåndtering og ledelse.

Jeg sidder til bords med folk på tres og diskuterer gigantiske renoveringsarbejder til mere end en milliard kroner. Selvom jeg mærker en vis skepsis ved, at der har sneget sig en meget ung fyr med om bordet, er der heldigvis ikke noget at indvende i forhold til min sans for tal. Jeg har styr på det, jeg skal have styr på. Og jeg er ikke bange for at vise det. Det føles fantastisk godt.

På kort tid går jeg fra at have gået rundt i badetøfler, fordi mine sko var slidt op, til at kunne gå i pæne skjorter, hvis det er det, jeg har lyst til. Det er slut med at vente med at blive klippet i ni måneder, fordi der er ikke er penge på mit kort.

Jeg samler både på pyntekrukker og pant

I dag har jeg en god økonomi. Nu står der pyntekrukker i min stue til 250 kroner stykket. Jeg har krystalglas, der ikke må komme i opvaskemaskinen, og sølvtøj som skal vaskes fint af i hånden.

Jeg har bevæget mig væk fra bunden med en vigtig, social erfaring. Fremover vil jeg til enhver tid hjælpe dem af mine venner, der er økonomisk pressede. Også med de dagligvareindkøb, jeg selv boksede så meget med at få råd til i sin tid.

Jeg er gået fra at have søgt kommunen om tilskud til en seng, som en enkeltydelse, der skulle tilbagebetales med renter til nu selv at spare op hver måned for at få glæden af renters rente.

Jeg var langtfra dårlig til tal, da jeg var på røven. Jeg havde bare ikke nogen at lege med. Det har jeg nu. Men jeg er stadig meget bevidst om deres værdi.

Når jeg ser en flaske med pant, samler jeg den op. Hvis der ligger fem kroner på skinnerne på Rødovre Station, og der er otte minutter til toget kommer, er jeg den første til at hoppe derned. Så enkelt er det.

Dybest set vil jeg nok altid være en lille smule bange for at ende på bunden igen.

Frygten lurer altid i baghovedet

Jeg har en kunde i røret og sidder på min faste plads på taxacentralen, da min chef foreslår at sende os hjem på tvungen ferie. Alle skal bruge den afspadsering, som de kan. Ti af de nyansatte er allerede blevet fyret igen. Jeg har haft et velbetalt job ved telefonerne de sidste par år, men der er ikke mange, der ringer for at bestille en taxa, når alle er blevet opfordret til at blive hjemme. Danmark er lukket ned, og det rammer os hårdt.

Udadtil tager jeg corona-krisen i stiv arm. Jeg er ovenpå og så uendeligt meget bedre rustet end for ti år siden, da krisen kradsede sidst. Hvis jeg selv skulle ende med at blive fyret, er det ikke en katastrofe. Jeg har penge. Mit CV er godt. Jeg kan finde noget andet igen.

Alle de her ting forsikrer jeg mig selv om. Men frygten lurer alligevel i mit baghoved. Den frygt, der er opstået af at have været alvorligt på røven. Den frygt, der sørger for at mit alarmberedskab altid er oppe.

Jeg sender jobansøgninger ud til højre og venstre for at komme det værste scenarie i forkøbet. Jeg skal ikke stå i en situation, hvor jeg ikke har nogen penge igen. Aldrig mere.

De sætninger siger jeg højt for mig selv igen og igen.

Nattens mørke rammer mig, og det samme gør virkeligheden, idet jeg træder ud ad diskotekets døre. Alkoholen pulserer i mit hoved i takt med baggrundsmusikkens beat. Det har været en god aften: Shots linet op på stribe, et kropstæt dansegulv, og en aften, hvor det hele var glemt. Det er altid den samme kur: Når det hele styrter sammen, odds-kuponerne fylder lommerne, og pengene forsvinder i pungen, så er det kun alkoholen, der kan fjerne min hverdag i et øjeblik. Lige indtil jeg træder ud i virkeligheden… IGEN.

Så længe jeg kan huske, har odds været en del af mit liv. Da jeg var 10-11 år gammel, begyndte min far og jeg at oddse sammen – men kun i weekenden. Vi spillede hver for 10 kr., og der blev både krydset af og visket ud, før vi havde fundet frem til den helt rigtige række.

1-X-1-2-1-X-2-2-X.

Gevinsten var dengang ikke kun de 400 kr., som vi kunne vinde på de 10 kampe, som vi havde oddset. Gevinsten var lige så meget de uendeligt mange timer, som vi tilbragte sammen i sofaen med fodboldkampe, diskussioner om startopstillinger og spændte, fedtede håndflader, som stødte sammen i en highfive, når slutfløjtet lød.

Men som årene gik blev de lange og gennemtænkte odds-kuponer, skiftet ud med tidlige og hurtige odds, og det hyggelige samvær med min far blev i stedet til ensomme aftener bag lukkede døre, fordi jeg SKULLE spille – koste hvad det ville. Og det skulle vise sig både at komme til at koste penge, venner, uddannelse og mig selv.

Spil på hjernen

Jeg går langsomt ned mod toget. Klokken er 03.30. Alkoholen gør, at jeg ikke kan mærke kulden, selvom jeg kun har T-shirt på. Det er vinter, men jeg har ikke taget jakke på. Jeg har ikke råd til en garderobe. Jeg drejer sløvt ind på Rosengade. Alkoholtågen begynder langsomt at lette, og straks begynder tankerne og den dårlige samvittighed at presse sig på. Jeg har igen tabt penge. 4.000 kr. Penge, som ikke var mine egne. Jeg har ingen penge mere, og jeg har ingen samvittighed. I hvert fald ikke i spiløjeblikket.

Jeg er ikke ligeglad med min familie og mine venner. Ikke inderst inde. Men odds betyder bare mere. Og der er ingen, der kan forstå det, og jeg forstår det heller ikke engang selv. Skylden og tankerne vælter ind over mig hurtigere, end mine alkoholpåvirkede ben kan nå at flytte sig. Jeg skammer mig ikke over, at jeg har spillet. Jeg skammer mig over alt dét, som min afhængighed har medført. Jeg har endnu engang lånt penge af mine venner, løjet for min familie, og jeg har druknet ubehaget og mig selv i alkohol. Jeg er en løgner og en kujon.

Alle teenagere ser frem til at blive 18 år. De kan gå lovligt i byen, og mange af dem er snart klar til at få hue på. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var de ting, som fyldte mest for mig dengang… men det er langt fra sandheden.

I gymnasiet begyndte mit spilleri at tage til, og mit liv begyndte at adskille sig mere fra de andres. Hvor deres skoledag stod på dansk fra 08.00-10.00, afsætning fra 10.00-12.00, frokostpause og engelsk fra kl. 13.00-15.00, var mine dage bygget op om spil: Fra kl. 07.00-09.00 spil på de tidligste morgenkampe og opfølgning, fra kl. 09.00-10.00 skynde mig i skole, men vigtigst huske at oddse på vejen, kl. 10.00 og resten af dagen, lidt engelsk – måske, men mest bet365.dk for at følge med i resultaterne af de oddsede kampe.

For det meste var jeg ikke i skole, og når jeg var, var jeg ikke til stede.

En ludoman fødes i mig

Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig. Jeg kunne ikke få mit fix, mit dopamin. Jeg begyndte at låne penge af min familie og mine venner, og hvis jeg ikke kunne låne pengene, så tog jeg dem.

Til mine venner, sagde jeg, at jeg havde brug for penge til regninger, til at købe mad, eller jeg lovede, at jeg kunne købe alkohol eller snus til dem. Men de så aldrig nogle af delene. De 100 kroner, som jeg fx fik ”til mad”, gik til en pakke nudler = 2,5 kr. og til spil = 97,5 kr. Jeg kunne jo vinde pengene tilbage igen, overbeviste jeg altid mig selv om. Men det kunne jeg aldrig.

Jeg fortalte aldrig nogle af mine venner om min ludomani og min gæld. Egentligt tror jeg sagtens, at de ville kunne håndtere det, men hvornår skulle jeg gøre det? Imellem samtalen om sport og damer eller snakken om sex og druk. Det er så ydmygende og pinligt at være afhængig af noget og ikke kunne styre sine egne behov. På samme måde som andre misbrugere. Mit fix er mit spil – tre kampe lige på. Tænk, hvad de andre ville tænke om mig?

Som tiden gik, voksede min gæld, og det samme gjorde antallet af venner, som jeg lånte af. Der var arrangementer, som jeg ikke kunne tage med til, fordi jeg skyldte flere af deltagerne penge, og der var hyggeaftener, hvor jeg kom for sent, fordi jeg skulle mobilpaye frem og tilbage for at finde ud af, om bookmakerne og jeg havde 12 eller 17 kr. at gøre godt med. Det var et stort tetris-spil, hvor jeg skulle rykke rundt på brikkerne og passe dem til for at få løgnene og min hverdag til at hænge sammen.

I starten spillede jeg for at få stillet min spilletrang, men hurtigt begyndte skammen over at miste andres penge at blive min afhængigheds drivkraft. Håbet om at vinde det tabte tilbage, og kampen for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, det eneste som jeg ønskede – dét og at spille en række til odds 4,85 selvfølgelig.

Løgnen er ludomanens hemmelige våben

Jeg fortsætter. Men mod hvad? Jeg ænser hverken, at jeg tjekker ind eller det påmindende pling fra indlæseren på stationen. Mit hoved er indrullet i alkohol. Den har lammet min fornuft. Jeg kan ikke se nogen udvej. Er der overhovedet nogle, der elsker mig, når jeg har gjort dem så ondt? Og ville det ikke være nemmere for alle, hvis jeg bare var væk – for altid? Jeg går over på perronen.

Jeg begyndte hurtigt at leve et dobbeltliv. Ikke på den fede James Bond agtige måde, hvor han skjuler sin identitet som hemmelig agent, og hvor hans hemmeligheder redder liv. Det var bestemt ikke sådan for mig. Løgnen er ludomanens hemmelige våben, og mine løgne kostede en kernefamilie i knæ. Jeg blev gradvist rodet ud i et væv af løgne, som jeg brugte meget tid og mange kræfter på at holde styr på. Jeg tog mig selv i at lyve om ting, som jeg ikke behøvede at lyve om, fordi det bare var blevet en naturlighed for mig. Jeg løj altid overfor mine forældre om, hvorfor jeg ikke havde penge nok til fødselsdagsgaver, om at det gik godt i skolen, og om hvad de lånte penge skulle gå til – en tur i biografen med vennerne. Mit liv blev en stor gemmeleg. Alt blev gemt væk. Jeg skjulte, hvad jeg lavede, ligesom jeg gemte alle mine odds-kuponer på værelset. Inde i bøger, under sengen, i skuffen, i mine pokaler. Små bunker af lyserøde sedler og løgne.

Quickfix

Den 6. december 2018 fyldte jeg 20 år. Jeg havde på det tidspunkt fået låst min børneopsparing på ubestemt – måske evig – tid, mine forældre var blevet ansvarlige for min konto og min månedlige løn, og jeg havde gæld til det meste af min vennekreds. Men når man fylder 20 år, åbner der sig mange nye døre for en, og det samme gjorde der for mig: Jeg opdagede muligheden for at tage quicklån. Ludomanen, der i de senere år havde vokset sig større og større, kunne nu udfolde sit fulde potentiale. Det skulle nemlig vise sig, at det ”kun” tog mig omkring 4-5 timer og 30-40 ansøgninger at tage et quicklån på 15.000 kr. 7.000 kr. gik til at betale mine venner af, og de resterende 8.000 kr. gik jeg ned og oddsede for i den nærmeste kiosk.

Men jeg fik ikke kun flere penge mellem hænderne til at oddse for, de hurtige quickfix gjorde også mere skade på min familie. Min selvbebrejdelse over de nye lån og det fortsatte spil, gjorde, at jeg behandlede min familie som lort. Min fars og mine mandetimer i sofaen var blevet til diskussioner om penge, penge-diskussionerne var blevet til økonomimøder om mine lån, og økonomimøderne sluttede ofte med, at jeg forlod dem aggressiv og råbende: ”I kan fucking bare leve jeres eget liv og være ligeglad med mig og mit”. Men det kunne de jo ikke, fordi når jeg var ude, var de ved at gå til af skræk, og når jeg var hjemme, var huset fyldt med konflikter. Jeg kunne ikke være nogle steder mere. Når der var arrangementer med gutterne, var der altid en, som jeg skyldte penge, når jeg var hjemme, var der skænderier over endnu en af mine løgne eller lån, og om aftenen når jeg lå på værelset, græd jeg mig selv ihjel. Men først når døren var lukket til, og alle var gået i seng. Jeg græd over de ting, som jeg havde gjort, og de mennesker som jeg havde skuffet.

Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, kun en udvej for os alle. At tage mit eget liv.

Siden jeg har været helt lille, har jeg altid været hunderæd for at skulle dø. Hvordan føles det at dø? Og hvor kommer man hen, når man dør? Har altid været spørgsmål, jeg har stillet mine forældre. Næsten lige så ofte som spørgsmålet, ”hvad skal vi have at spise i aften?” Men på den anden side var det også den dreng, der græd, hvis han kom for sent i skole eller havde gjort noget, som han ikke måtte. Den dreng var for længst forsvundet i spillet. Jeg brugte et utal af aftener på at planlægge den letteste udvej. Jeg var stadig bange for at dø, men jeg turde godt at tage mit eget liv. Både for mig og min familie. Fordi den her måde var ikke værd at leve på. Jeg tænkte scenarierne igennem: Med piller, hoppe ud foran et tog, med en kniv. Og for hver aften begyndte afskedsbrevet at tage form:

”Kære mor og far. I skal vide, at jeg elsker jer, og jeg er så ked af alle de ting, som jeg har udsat jer for. I skal også vide, at det aldrig var af ond vilje, og jeg fortryder det hele. Jeg kunne bare ikke styre det. Det kan godt være, at det ikke føles sådan for jer lige nu, men jeg ved, at det vil være lettere for jer uden mig.”

Ludomanien har mange ansigter – og det ene er mit

Nu står jeg på kanten af perronen. Et skridt mere og jeg falder ned på skinnerne. Jeg har planlagt det under dynen, og jeg har forsøgt det før. Sidste gang var min hånd fyldt med piller, denne gang står mine fødder og vipper ud over kanten. De hvide, næsten utydelige streger på min venstre overarm er en evig række af påmindelser om, hvad min afhængighed har ført mig ud i. En påmindelse om, at da jeg tog de mange piller, da jeg skar kontinuerligt i min arm, og da jeg står her nu, har jeg ikke følt nogen anden udvej. I samme øjeblik slår det klik, og det sortner for mig…

Jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang ud på skinnerne. Jeg husker det ikke selv. Men heldigvis var politiet der til at få hevet mig op. Kun få minutter efter kom der et tog. Jeg er 21 år gammel. Jeg har i løbet af mit korte liv spillet for ca. 300.000-400.000 kr., jeg har taget lån for ca. 100.000-150.000 kr., jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg har løjet og snydt flere gange, end jeg kan tælle. Mange tror ikke, at man kan have ludomani i så ung en alder, men jeg har været ludoman i flere år.

Ludomanien har mange ansigter, og det ene er mit.

Jeg stoppede med at spille i to måneder efter, jeg sprang ud på skinnerne. Jeg var på et behandlingscenter. Jeg har været stoppet flere gange siden og faldet i igen. Men en ting er anderledes denne gang. Jeg starter helt fra bunden, alle mine løgne og hemmeligheder er lagt frem, og for første gang er jeg nu ærlig om min ludomani. Overfor jer, overfor min familie og måske vigtigst af alt overfor mig selv.

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.

Jeg har været bange for at tage telefonen, når jeg ikke kendte nummeret, fordi jeg troede det var banken, der ringede. Jeg har været bange for at gå på gaden, når jeg var hjemme for at besøge mine forældre, fordi jeg frygtede, at min bankrådgiver pludselig ville dreje om hjørnet. Jeg har følt, at jeg ødelagde mit forhold til min familie, fordi jeg hele tiden var nødt til at bede dem om at låne mig penge. Og jeg har været så lidt som et klik fra at tage et kviklån, bare for at skulle undgå at spørge dem igen. Min dårlige økonomi skyggede mig uanset, hvor jeg var. En ubehagelig følgesvend jeg ikke kunne ryste af mig, og som jeg til sidst vænnende mig til. Jeg kunne ikke længere adskille min økonomi og min person. Jeg følte, jeg blev til min økonomi, og det fik mig til at sidde som et bræt: Stiv af skam.

Man kan kende en chance, når man ser den

Som nyudsprunget student, modstandsdygtig over for livets knubs, rejste jeg til København og siden til Holland for at tage en bacheloruddannelse i moderne dans og fysisk teater. Skolerne var dyre, og jeg tog et lån for at kunne betale undervisningsgebyret. Jeg vidste godt, at et lån med 1.050 kr. i månedligt afdrag ikke var det optimale kort at have på hånden. Jeg erkender blankt, at jeg kunne have tænkt mig bedre om. Jeg kunne godt have ventet med at søge uddannelse og, ligesom alle andre, have skrubbet linoleumsgulve hos tandlægeklinikken for at imødekomme trange tider. Den tanke blev dog trumfet af det faktum, at jeg var blevet optaget på en uddannelse, som ikke lukkede ret mange ind. Man kan kende en chance, når man ser den, og da jeg stod blandt hundrede ansøgere og blev udvalgt til en af de fjorten pladser, virkede et sabbatår i provinsen som en helt absurd valgmulighed.

Det er seks år siden, jeg tog et lån og rejste til Holland for at blive danser. Siden da har jeg brændt fingrene og slået min psyke på danseverdenen. Jeg oplevede ikke så mange spidse albuer, som forestillingerne om dansemiljøet ellers forkynder. I stedet oplevede jeg, at jeg skulle overgive mig fuldstændigt til skolens vision om, hvad og hvem en danser var. Det kunne jeg ikke. Jeg valgte at stoppe på uddannelsen efter et år, kom mig over drømmeknuseriet og blev hængende i Holland, hvor jeg f ik et dansejob på en børneforestilling. For tre år siden flyttede jeg tilbage til Danmark for at læse, og til sommer bliver jeg bachelor i antropologi. I al den tid har jeg skullet afdrage på et lån. 50.000 kroner kostede min drøm. Plus renter. Min økonomi blev efterhånden forskubbet, og ofte nåede min konto kun lige op over nul, når jeg fik SU og løn fra mit studiejob. Når min husleje var betalt, stod jeg tilbage med et hul, som jeg ikke kunne gøre noget ved før næste måned; et sultent hul, som voksede. Og så begyndte banken at ringe.

‘At have styr på det-retorikken’

Mens jeg skriver, gentages det samme mønster i mine sætninger. Så snart jeg har fremlagt en tanke og en pointe, kribler det i mine fingre for at forklare mig. For at nuancere og dække min ryg. ”Det er ikke fordi, jeg er forkælet,” skriver jeg. ”Mine tanker om økonomi er ikke bevokset med pengetræer,” skriver jeg. Jeg er i forsvarsposition og hyperopmærksom på de skyts, jeg bevæbner min kritiske læser med, når jeg fortæller, at jeg har økonomiske problemer.

For nogle uger siden talte jeg med antropologen, Pernille Hohnen, som introducerede mig for ’at-have-styr-på-det-retorikken’. Og det er den, der kiler sig ind i mit skriveri. Pernille Hohnen, som har arbejdet sammen med Forbrugerrådet TÆNK, fortalte mig, at vi taler om økonomi som noget, ’man kan have styr på’. Som noget rationelt, vi altid er i stand til at kontrollere. Som om god økonomi udelukkende er et spørgsmål om vilje. Som om der skal bare et budget og en solid, jysk sans for økonomi til for at holde kontoen i plus.

Hvis det er sådan, det hænger sammen, kan jeg godt forstå, jeg har behov for at dække min ryg, når jeg fortæller om min dårlige økonomi. Desuden har mit behov for at forklare mig rod i noget helt reelt. Jeg har nemlig opdaget, at ’at-have-styr-på-det-retorikken’ er blevet integreret i min egen forståelse af økonomi.

Skammen bider

En søndag formiddag i februar sidder vi, mine forældre, min lillesøster og jeg, omkring køkkenbordet. Vi er glade, for det er man jo på sin lillesøsters tyveårs fødselsdag. Vi giver gaver, drikker et glas juice, snakker lidt om sommerferie. Krakow og det sydlige Polen kunne da være spændende! Vi diskuterer kaffekopper. Er den eller den pænest? Jeg siger, at de riflede er pæne, men at keramiske kaffekopper nok falder mest i min smag.

Jeg tænker, at de andre må kunne høre det på min stemme. At noget hypotetisk i mine svar vil afsløre mig. Jeg har ikke råd til sommerferie eller kaffekopper. Faktisk har jeg ikke råd til noget som helst, og hvis ikke jeg får dækket overtrækket på min konto, vil banken spærre mit kort, inden der er gået en uge. Selvom det ikke drejer sig om et svimlende beløb, er jeg sat til vægs. Der er længe til den første, min pung er gabende tom, og fra mit lommefnug vokser ingen positive kontotal.

Den søndag bliver mine tanker dystre og onde. Tidligere på dagen kiggede jeg mig selv i spejlet og tænkte, at jeg så rødmosset og beskidt ud. Jeg må indrømme, at jeg altid har tænkt, at mit voksenliv ville være præget af en vis økonomisk standard. En tilværelse, som mindede om mine forældres. Med så solidt et ophav følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at være i økonomiske problemer. Jeg tænkte, at med mine forudsætninger måtte min økonomiske situation være selvforskyldt. Som om jeg ikke formåede at lytte efter, da de voksne uddelte råd om økonomi, og nu derfor viser mig som et økonomisk uansvarligt menneske, der ikke er i stand til at spare op eller behovsudsætte.

Da vi sidder rundt om fødselsdagsbordet sker et jordskælv inden i mig. Jeg har ikke fortalt noget om min økonomiske situation, men jeg ved, at jeg i løbet af den dag er nødt til at sige noget til mine forældre. Til at bede dem om hjælp, selvom det ikke er rimeligt. Jeg sidder omsluttet af en membran, og fra mit aflukke kigger jeg ud på mine omgivelser og føler mig kilometerfjern fra det morgenbord, jeg sidder ved.

Selvfølgelig er penge ikke en adgangsbillet til familieskab, men jeg kan ikke lade være med at føle, at min tilværelse ikke længere er kompatibel med min families. Jeg kan ikke være her på samme vilkår som dem, og fordi jeg ikke har evnet at styre min økonomi, er jeg blevet en byrde, som de skal tage hensyn til.

Det gør det næsten umuligt at sidde over for mine forældre og min lillesøster og se dem i øjnene. Jeg føler mig fattig på en selvforskyldt måde, som ikke berettiger mig til at bede om hjælp. Jeg har lyst til at gemme mig, til at skjule mit ansigt. Jeg skammer mig så meget, at jeg føler, det gør mig grim.

Nå, men så fik du da prøvet dét af

Da jeg stoppede på danseuddannelsen, var der en række standardsætninger, jeg mødte alle vegne. Blandt dem var der især én sætning, der sved mere end de andre:

”Nå, men så fik du da dét prøvet af.”

Der lå en skjult holdning pakket ind i den sætning. Den fortalte mig, at det bare havde været et spørgsmål om tid, før jeg kom til fornuft, blev ordentligt voksen og begyndte på en seriøs uddannelse. Nærmest som om jeg skulle løbe hornene af mig. Den sætning fik mig til at føle, at min ambition om at uddanne mig som danser hele tiden havde været urealistisk og naiv. Og da jeg så faktisk valgte at stoppe med at danse, fordi det ikke gik, blev den antagelse bekræftet.

Når nu mine økonomiske problemer netop begyndte med et lån, bliver formålet med lånet afgørende. Var det pengene værd? Jeg følte ikke, at jeg havde ret til at bede om hjælp til min økonomi, fordi min beslutning om at låne penge til en kunstnerisk uddannelse var blåøjet. Jeg havde taget et naivt valg.

At tage et lån til en uddannelse er et legitimt formål. Imidlertid kan jeg ikke lade være med tænke, at hvis lånet havde været til en boglig, akademisk uddannelse, i stedet for en kunstnerisk uddannelse, havde oplevelsen af min gæld været anderledes. Så havde det ikke i samme grad stået til debat, hvorvidt mit formål med lånet havde været fornuftigt eller ej.

Når det er sagt, havde jeg også en god oplevelse. Dansemiljøet er ikke at spøge med, men det er også givende. Uddannelse handler også om dannelse, og der ligger en styrke i at vælge en uddannelse fra, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med, hvem jeg var. Jeg kunne se, at min vision var en anden end skolens, og hvis der er noget, jeg har lært af mine økonomiske kvaler, så er det, at man bør lægge sine penge et frugtbart sted.

Mit lån forklædte sig som overforbrug

Jeg ved, at jeg kunne have tænkt mig bedre om, inden jeg tog et lån. Alligevel vil jeg have lov til at være stolt af at være rejst til Holland for at blive danser. Det var ikke en dum idé at tage et lån, og jeg har besluttet, at min drøm ikke var naiv. Eller måske var den, men i så fald beslutter jeg at forbeholde mig retten til at drømme naivt.

At have fulgt sin drøm er et godt forsvar, når man skal legitimere de beslutninger, man har taget. Men hvis nogen virkelig skal kunne bruge min historie til noget, er det vigtigt at give et ærligt helhedsbillede. Jeg har altid været forholdsvis ubekymret, når det kom til penge. Aldrig ligeglad, men jeg har ikke været bange for at være uden penge i en periode. Jeg har brugt, hvad jeg havde, og tjent det ind igen, når jeg var flad. Jeg har brugt penge på dumme ting og på ting, jeg ikke behøvede, men bare rigtig gerne ville have. Også selvom jeg ikke havde råd. Sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Ligesom mange andre har jeg skullet lære at styre min økonomi. Imidlertid har jeg bare skullet lære det, mens jeg betalte af på et lån, som betød, at jeg havde færre penge hver måned. Det lyder simpelt, men jeg kunne ikke forstå, at jeg blev ved med at mangle penge – selv når jeg gjorde mig umage. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke bare ’kunne få styr på det’. Fordi min økonomi var så stram, opdagede jeg ikke, at jeg for længst var blevet i stand til at styre mit forbrug, for grundlæggende manglede jeg stadig penge hver måned. Mit lån forklædte sig som overforbrug, og derfor holdt jeg aldrig op med at skamme mig.

Når jeg vælger at fortælle min historie, er det fordi jeg fik en forskrækkelse. Jeg blev forskrækket over at opdage, hvor negativt økonomi kunne påvirke mit selvbillede. Forskrækket over, at jeg faktisk tænkte og troede på, at penge var noget, der berettigede mig til at være sammen med andre. Min situation er stadig ikke løst, men det ordner sig. Jeg har talt med min familie, og så har jeg gjort det, jeg var allermest bange for: Jeg ringede til banken og lavede en aftale.

At skrive min historie er først og fremmest et opgør med mig selv. Jeg har haft brug for at indse, at jeg ikke længere har noget at skamme mig over. Jeg har lært at styre mit forbrug, og min økonomi kommer sig. Der kan være omstændigheder, som gør, at det er svært at få en økonomi til at hænge sammen. Derfor er min økonomi ikke en direkte afspejling af min person. Da jeg læste, at hver niende ung er i samme situation som mig, var jeg målløs. Min situation er svær, men almindelig. Jeg kunne have tænkt mig bedre om, men jeg er ikke økonomisk uansvarlig. Jeg har bare været i en økonomisk svær situation.

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

Hvad er ensomhed?

- At føle sig alene, selv i en verden med 8 milliarder mennesker.
‍Ensomhed er en indkapslet følelse, hvor du uafhængig af dine omgivelser, eller størrelsen af dit netværk, aldrig ville kunne slippe af med det undertrykkende stempel, som du er blevet givet. Det er et vilkår man lever med så længe, at man en dag når et punkt, hvor man ikke længere ved, hvordan man nogensinde skal kunne leve uden.
Det er den kaotiske følelse som opstår, når alt du ønsker, er et frirum til at være dig selv. Det er konsekvensen af at skille sig ud, i en verden drevet af mennesker levende i en flokmentalitet, som gerne ser alle er ens.
Vi lever i et samfund, som skal forestille at omfavne mangfoldighed. Men selv med et virvar af forskellige bokse, er du stadig påtvunget at leve i din egen; den samme boks, som du en dag vil blive begravet i.
Ensomhed er at smile til verden, men aldrig få et smil tilbage.
Det er at være ’anderledes’.

Kender du - ligesom mig - den følelse;

At sidde ved middagsbordet, i forsøget på at dele sine tanker, men - som så mange gange før – at blive tysset på for madroens skyld?
Den indre debat om, hvorvidt det kan betale sig at holde hjemmet rent, når de eneste til at brokke sig, alligevel blot er stemmerne i dit hoved?
At befinde sig i en gruppe, hvor alles humor er på bølgelængde med hinandens. Hvor alle griner af den samme joke og med det samme beskylder dig forat være sur, fordi du ikke synes, den er sjov?
Selv med 1303 venner på sociale medier, har du ingen hverken at skrive ellerringe til?

At vågne om morgenen, med kun fuglene til at bryde tomheden. Det at længesefter samvær, men når man så endelig har det, er der intet mere til talende, end at tage alene hjem igen?
At drikke din fyraftens bajer ensom, mens du diskuterer den nyeste biograf-film, som du selv var inde og se, med dit kæledyr der ikke har andet valg, en dat lytte til dig igen?
Kender du den følelse?

Det at føle sig alene, uden nødvendigvis at være det og ens største frygt pludselig bliver, hvis du en dag faktisk var det?
At sidde og Google sig til, hvordan man udfører Heimlich-manøvren selv, fordi du inderst inde ikke ønsker at dø, men konstant føler dig kvalt?
Kigger du nogensinde på affaldssortering og ved, at selv skrald har mereplads i livet end dig?
Det er at mangle én, til at holde din paraply når det regner. At blive ved med at ringe, men ingen tager telefonen. At vide din slægt ville dø ved dig, mens du opgiver alt håb om, nogensinde at få en ring på. At lave mad igen, med kun dig selv til at spise resterne. Det er at åbne en flaske vin en aften, uden nogen at dele den med, så du drikker hver eneste dråbe selv, i håbet om at glemme, hvor alene du faktisk er.
Kender du det?

Ensomheden dræber alt lys

Selv siddende i et lydisoleret rum, er larmen overdøvende.
Man siger, at vi skal have syv kram om dagen, for at være lykkelig.
Er du lykkelig? – Er jeg?
Ensomhed er at mangle én til at holde om dig, når livet igen bliver svært. At have brug for et kram, men uden nogen til at give dig det.
Den hænger i luften ligesom cigaretrøg. Brænder dig op og tager langsomtlivet af dig. For hvert hiv, for hver dag, er du et skridt tættere. Uden at vide hvornår et hiv, har været et hiv for meget.
Hvis væggene kunne snakke, ville de fortælle om den smerte, jeg dagligt befinder mig i. De mange floder, jeg allerede har grædt. Hvordan jeg længesefter farver, men for evigt, altid kun kan se verden i sort/hvid.

Snakker du nogensinde med dig selv?

Spørgende om du er sindssyg, ligesom mig, mens du fortæller dig selv, at du aldrig ville blive den samme igen?
Ensomhed er en underlig følelse. Selv siddende i en gruppe, udelukkende for mennesker som har mærket ensomheden på egen krop, kan du stadig føle, at du er den eneste i hele verden, der nogensinde har mærket den følelse. Det er et universelt problem.
Vi ved vi ikke er alene, så hvorfor bliver vi ved med at føle det?‍

En skygge forsaget af solen

Ensomhed er at få til vane at kunne lide at være alene. Det er at bede til at blive vækket, når det hele er ovre, og mareridtet slutter. At gå rundt på togskinnerne, uden at ænse sin sikkerhed en tanke. At føle sig magtesløs, i en rastløslængsel for at socialisere, med en hvileløs angst for, at det alligevel ikke er det værd.

Det er at køre en nat, søvnløs som så mange gange før, med 205 km/t påE45, for kun sådan føler jeg mig i live. Hjerteløs over min kørsel; jeg sidder jo alligevel alene i bilen.
Kan du relatere til følelsen?

‍Lysten til at legemliggøre en mental smerte, med ar på kroppen, som beviset for alle de år, hvor følelsen har været kronisk.
Det at slå løs på en murstensvæg, velvidende at du aldrig ville vinde kampen. Med knoglen synlig og blod rindende ned ad hånden, føler du dog trods alt mere, end den tomhed, som du så indædt følte før.
Ensomhed er, som en skygge forsaget af solen. Du kan flygte, men har intet sted at flygte hen. Selv gående rundt i blinde, ville du vide, at den altid følger med.

At miste alt

Ensomhed er at miste alt. Bildende sig selv ind, at det er ligegyldigt, når du alligevel aldrig har haft noget at miste.
Det er at se sine få gode minder stå i flammer. Brænde ned og blive til aske. Fordi der ingen var, til at påminde dig om at slukke for kogeblusset, inden du tog afsted.
Savnet til hvad man kunne have haft, med en bevidsthed om det, man aldrigville få.
Jeg dekorerer mine drømme med stjernerne på nattehimlen, liggende i græsset igen, uden nogen at dele mine store tanker med.
Folk forventer at du lytter, men indgår aldrig i gensidig kommunikation. Kommunikationen er altid envejs, uden at være din. Talt til, men aldrig talt med. Kender du det?

‍Jeg føler mig ikke velkommen, men malplaceret. Selv med de mennesker, som skulle forestille at stå mig nær, føler jeg mig mere ensom end nogensinde før. Ensomhed er at løbe forvirret rundt, flytte fra by til by, søgende efter et sted at høre hjemme.
Det er at indse, at verden ikke er et sted for alle.
Det er en dæmon, som jeg aldrig slipper af med. Den som hver dag, får mig til at skrige efter bedre dage.
At bede til et nyt liv, med en ny virkelighed.‍

Vælge fra eller blive valgt fra

Ensomhed er, hvad der føles som din eneste ven. I en tom verden, skaber den tryghed. Du vil aldrig være helt alene, så længe du fortsat har den. En stemme i baghovedet, som fortæller dig, at det er okay at give slip.
Det er at stå på kanten af klippen, klar til at springe, velvidende at hvis du en dag gør det, ville ingen forsøge at redde dig. Ingen ville lægge mærke til, hvis du en dag ikke længere er her.
Ensomhed er at skrive, for kun der, føler jeg at nogen lytter. At få mine tanker på papir. Uden nogen til at lytte, er der heller ingen, til at viske ud hvad jeg allerede har skrevet. Ingen til at krølle papiret sammen og sætte ild til min verden igen.

Hvad er ensomhed?

Jeg så i går årets første sommerfugl, mens jeg var omfavnet, af solens varme. Et øjebliks lykke, revet væk fra mig, idet jeg indså, at der ingen var at dele min glæde med.
Ensomhed er ikke et valg. Det er en konsekvens af at mangle sin egen plads. En plads i vennegruppen, en plads i samfundet, en plads i verden. Det opstår når vi ikke føler os set, hørt eller forstået. Når vi konstant snakker forbi hinanden og aldrig lytter.
Ensomhed er den konsekvens som er skabt, i den verden som vi har valgt, skal eksistere.

Ensomhed // Frihed

Nogle vil argumentere for, at de står i kontrast til hinanden. For mig, er de to sider af den samme mønt. Du vil aldrig kunne have den ene, uden også at have den anden.
Når du vågner alene om morgenen, og ingen venter på at du kommer hjem om aftenen, hvad kalder du det så?
‍Ensomhed eller frihed?

‍Begge koncepter, begge følelser, er sindstilstande. Har du nogensinde tænkt over, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vi kunne beherske de følelser og kontrollere det ukontrollerbare?

Ligger du nogensinde vågen om natten, med en underlig følelse af ikke at vide, om du skal være lykkelig eller deprimeret?
Kender du den følelse? - eller er jeg alene igen..?‍

Hvad hvis du valgte at flippe mønten selv, i stedet for at vente på, at en anden gør det for dig?
At have et godt liv, er ikke et spørgsmål om aldrig at mærke ensomhed. Det er et spørgsmål om, hvordan vi håndterer når vi mærker den. Det er at forhandle med dæmonen, se tingene i et større perspektiv, zone lidt ud og anerkende, at følelsen er okay. Følelsen bliver ikke mindre, men vores accept af den, bliver større. Den gør mig ikke noget; medmindre jeg lader den.

”Vi bilder os selv ind, at det er helt normalt, kvalt og uhørt, at råbe under vand.
En solitær sjæl, kan også være lykkelig.Forsat bedre tjent, i forfaldende menneskelighed; For hvem er jeg, uden ensomheden?"

”Jamen Mette, hun er ligesom en dygtig bueskytte. Hun tager buen i hånden, sigter og rammer plet hver gang.” Min klasselærer gestikulerer at skyde en bue, imens jeg sidder ved siden af min far til den klassiske skole-hjem-samtale i 8. klasse. Fortvivlet og mundlam fyldes det hvide lokale med et par sekunders stilhed, før læreren fortsætter: ”Hun skal bare have fleksible arbejdstider, når hun bliver ældre. Så skal hun nok møde.”‍

Jeg har pjækket siden 4. klasse. Meget endda. I de sidste år af folkeskolen vil jeg skyde på, at jeg har mødt i skole 2-3 ud af 5 hverdage. Over en årrække havde jeg en fornemmelse af at have lært at pjække så vellykket, at ”de voksne” ikke kunne gøre noget ved det. Den hemmelige teknik til at få lov til at pjække massivt er at være begavet og bundærlig om at have det ad helvede til. Til tider kan det være smart at møde op i skolen og gå hjem midt i timen, fordi man ”har det dårligt”. Det understøtter din argumentation om, at du faktisk er syg. Hvis du er rigtig heldig, så bliver du stemplet som doven, for så gør de sgu ikke mere ved det. Nu har du læst om min tid i folkeskolen i meget grove træk – der er jo ikke så meget at skrive, når jeg ikke mødte op. Men hvorfor var jeg dårlig til at møde op? Var jeg virkelig bare doven?

Jeg var en kende buttet, men blev aldrig mobbet for det. Jeg følte mig vellidt og havde også venner. Mit hjem var til gengæld i metaforiske flammer. Så vi går lige tilbage til 7. klasse; til dengang jeg gik på julemærkehjem.

Julemærkehjemmets lugt er en lugt, der rammer mig til tider, ofte ud af fuldstændig ingenting. Et specifikt billede breder sig for mine øjne af skrivebordspladen, der svæver tungt på væggen, med de typiske teenage-ting spredt ud. Skrivebordet bliver overskygget af en hylde ovenover, hvorpå make-up, blade og menstruationsbind står, sirligt og korrekt placeret. I skyggen, mellem skrivebord og hylden, hænger en tegning blandt andre. “Se! Jeg har tegnet den her!” Meget stolt viser jeg en tegning til Carsten, en pædagog. Han kigger interesseret på tegningen, imens jeg flytter den sataniske bibel fra min seng og over på skrivebordet. Carsten nikker: “Det er rigtig flot, men Mette… hvorfor er det hele så destruktivt? Altså med ild og det hele…” Han borer sine øjne ind i mine, beder mig droppe en maske og tage stilling til livet, da han spørger mig oprigtigt: “Er du okay?”

En kraftig tåge glider ind over mine øjne. På den våde rand af øjenlåget sætter den fundament og bygger op som en fed, fugtig væg af vand. Den kollapser under sin egen vægt og tårer vælter frit ud og ned over kinderne. Carsten ser forskrækket på pigen, der står foran ham og græder. “Jeg er blevet misbrugt. Jeg har aldrig sagt noget.” Carsten tager et splitsekund til at slå den højprofessionelle pædagog til og sætte mig ned på sengen. Det tager mit sind et sekund til at splitte, træde ud af kroppen, imens min mund reciterer flere minder om grove hænder på min barndomskrop. Intet kunne jeg gøre for at stoppe med at hælde mit hjerte ud, for jeg var helt, bogstavelig talt, ved siden af mig selv. Jeg fortalte ham alt.

Det var kaotisk og kompliceret for en stund, imens familien fandt ud af en løsning, der virkede bedst for dem. Den voldsmand, der forgreb sig på mig, er stadig en del af familien, stadig med til familiefester, familiefødselsdage, jul og hygge. Som 14-årig kan man ikke bestemme, hvem der kommer i sit hjem. Derfor er det altid det mest sikre at være hjemme på tidspunkter, når ingen andre er hjemme - og ingen burde være det. Intet er dog fuldstændig sikkert, når ens egen familie glædeligt trykker den samme hånd, som lå så tungt på mig. Få ting er så ødelæggende for selvet som at fejre livets små begivenheder i samme rum som ens voldsmand.

Efter pres fra min studievejleder tog jeg en 10. klasse. Det var lige meget, hvad jeg sagde, så var 10. klasse ”et godt valg”. Det føltes som at være parkeret i folkeskolen, og mit fremmøde blev ikke bedre. Set i bakspejlet var jeg måske ikke klar til gymnasiet, men 10. klasse gjorde intet for at forberede mig på det heller. Ikke desto mindre begynder jeg på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse.

Et sammensurium af krav, sygdom og racistiske lærere gav så meget kaos omkring ungdomsuddannelsen, at det tog fire forsøg, før det lykkedes mig at blive student. Et bureaukratisk tilfælde gjorde, at jeg havnede i en klasse med under 15 elever - det var noget nemmere for mig. Jeg beregnede alligevel, hvor mange lektioner jeg kunne blive væk fra for at holde mig under de tilladte fraværstimer. Det gik særligt ud over fransk, hvor vi var mange elever fra forskellige klasser. I idræt var jeg også på grænsen til en advarsel; jeg var fed, ude af form og kunne ikke lide, at det blev udstillet.

Min tid i gymnasiet var også præget af min syge kæreste. Nogle gange forlod han hjemmet for at handle ind og var væk i timevis. Hver gang ringede jeg til ham, når det var for meget. Andre gange gik jeg ud for at finde ham. Den tunge sky af hans suicidale adfærd var en konstant bekymring for mig, og hans liv føltes som mit ansvar, for han havde ingen kontakt til sin familie og ikke særlig mange venner.

Jeg afsluttede STX med fem A-fag og to masterclasses. Jeg mødte ikke op til afslutningen, overrækkelse af mit bevis, byture og jeg holdt ikke studenterfest. Jeg kan ikke engang huske, hvem der satte huen på mig. Tre år havde taget fat i mig og revet mig igennem ungdomslivet med nød og næppe, frelst af fastholdende veninder fra klassen, som jeg stadig er i kontakt med i dag, og som hjalp mig igennem det sammenbrud, jeg senere skulle gå igennem.

Efter gymnasiet hoppede jeg lidt mellem uddannelse og arbejde. Jeg søgte ind på sygeplejestudiet, hvor jeg stoppede med at beregne fravær. Det gik mig faktisk godt, indtil uddannelsesloftet ramte. Da det ramte, besluttede jeg mig for at søge ind på medicin, fordi jeg ikke ville låses fast i professionen. Vi var mange på sygeplejestudiet, der stoppede; nogle ramt af arbejdsvilkårene, andre af uddannelsesloftet.

På medicin mødte jeg op til så mange undervisningstimer, jeg kunne, også ekstra foredrag, hvis jeg havde overskuddet. Jeg var fuldstændig opslugt af energien, vidensdelingen og glæden ved at være på en uddannelse med et konkret fokus, og jeg lærte utrolig meget! At høre andre studerendes perspektiver og livsveje var også interessant.

Udover at det sociale var svært forståeligt for mig, kunne jeg sidde i timevis og lytte til en professor gå i dybden med sin forskning. Men selvom jeg var glad for studiet, ændrede det ikke på det pres, jeg levede under. Min kæreste var stadig syg, og jeg måtte forsørge os begge på min SU, permanent støttet af SU-lånet for at få nok mad. Jeg følte mig mere og mere presset på medicinstudiet. Jeg magtede ikke at gå ordentligt ind i det sociale, og selvom jeg fik gode karakterer, måtte jeg tage nogle semestre om.

Efter en periode blev jeg træt. Livstræt. Forholdet gik dårligt; jeg sagde ikke noget mere, og jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg var bare slukket. Ofte blev jeg ramt af flashbacks fra min barndom, som låste min krop, nogle gange i timevis. Til en forelæsning, på en ekstra træt dag, fik jeg et lynnedslag for mit indre øje, et stort hukommelsestab, efterfulgt af episoder med massiv selvskade. Jeg kunne ikke piske fløde, for jeg kunne ikke genkende et piskeris. Min mad brændte på, for jeg havde glemt, jeg havde sat det over.

Med et besværligt dokument-helvede tog jeg orlov og blev skrevet op til terapi hos Center for Seksuelt Misbrugte. Min kæreste støttede mig og var min bisidder på kommunen, men han havde det selv skiftevis godt og dårligt, så vi endte med at flytte på landet i jagten på et sted, som hans hoved kunne få ro i. Selv havde jeg ikke lyst til at flytte, for det var rart for mig at være tæt på alt, men jeg var mere bekymret for hans helbred end mit eget.

Terapien blev starten på en anden tilgang til livet. Først lærte jeg, at mine grænser var overtrådt, og at jeg havde mange traumer, som jeg ikke havde bearbejdet. Det næste store arbejde begyndte med at kridte stregerne op igen. Det ledte mig til min allerførste hårde grænse, som jeg satte for mit eget mentale helbreds skyld, men det gik ikke helt som planlagt...

“Mor. Jeg har besluttet, at jeg ikke længere vil komme til fødselsdag, jul eller nogen anden familiesammenkomst, hvis idioten er der.” Min mor sidder i sofaen overfor mig og ser forbavset ud. Det var ikke et spørgsmål, det var ikke en spøg. Det var en konstatering af, at jeg fra nu af ikke længere ville acceptere at skulle sidde i samme lokale som ham, der misbrugte mig som barn. Der var en kort stilhed: “Er du klar over, hvad det gør ved mig?” svarer hun.

Den dag skar jeg min familie fra. Det var op til covid-19 pandemien, hvilket gjorde det en del nemmere at skære familien fra, fordi jeg ikke skulle møde op til diverse arrangementer – specielt fordi jeg arbejdede på et plejehjem. Det var et hårdt arbejde i en tid med bekymrede pårørende og dokumentarer, der gav øget fokus på, hvordan beboerne blev behandlet, og det gjorde mig fysisk dårlig. Selv har jeg set en plejer slå en mandlig borger i skridtet, da en kognitivt udfordret borger prøvede at blotte mit bryst ved at hive ned i min trøje. Jeg måtte sige op. Covid er næsten overstået, og jeg er så langt i min terapi, at jeg er kommet til ‘nuet’, og ‘nuet’ er også rigtig svært. Jeg måtte indse, at jeg ikke skulle gå på medicinstudiet mere og meldte mig ud, fuldstændig tudefærdig, men også utrolig lettet. Som hvad der føltes som en sidste kniv fra et tidligere liv af undertrykkelse, bliver min kæreste og jeg planlagt gravide. Han går fra mig to timer efter, jeg fortæller, at jeg er blevet gravid, og i den spæde start af 2022 mister jeg graviditeten. Jeg registrerede dårligt nok, at pandemien var under så god kontrol, at vi kunne slippe maskerne; det hele gik så stærkt.

Jeg bliver ikke læge, og jeg kommer ikke til at vinde en nobelprisen for et banebrydende forskningsprojekt. Til tider giver det mig stadig en intens bitterhed, sorg og apati, som jeg aktivt skal trække mig selv ud af, for ellers falder jeg ned i et hul. Til tider møder jeg uventet modstand, som sender mig i en spiral, gør min krop tung og lammer mig. Førhen kaldte jeg den dovenskab, ligesom alle de voksne.

Det er på ingen måde ideelt at være på uddannelseshjælp, at være en rest og føle, at jeg ikke har opnået en skid i livet. Altså hvad fanden kan jeg skrive på en Tinder-profil? Og vil jeg overhovedet have én? Er det sådan, man er social nu, for det, synes jeg faktisk også, er pissesvært og forvirrende. Men jeg vil meget hellere være her, end hvor jeg var, da jeg som folkeskoleelev troede, jeg  ”bare var doven”. Jeg vil hellere være her alene, end sammen med én, jeg skal passe, og jeg vil hellere være her, end jeg vil sidde foran patienter på et sygehus og være en udbrændt, potentielt uempatisk læge, fordi jeg simpelthen ikke har mere at give af. Nu ser jeg frem til at begynde en uddannelse. Jeg glæder mig også til at møde en masse mennesker, som er passioneret for det, de laver, og jeg glæder mig til at vende mig om og gå min vej, når jeg har besluttet mig for, at min grænse er nået.

Bekkasinvænget

I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.

Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.

Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.

Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.

“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.

Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.

4. klasse

Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.

Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.

Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.

Réunion

Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.

Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.

På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.

Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men  lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.

C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.

C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?

Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.

Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.

Hjem?

Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.

Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.

Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.

Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.

Mit navn er Mathilde. Jeg er 17 år gammel, og jeg er blevet kastet rundt i både skolesystemet og sundhedssystemet. Jeg har følt mig som en vare på et kassebånd, der bare er kørt fra den ene kasseekspedient til den anden. Jeg stod alene i kampen, og jeg vil gerne fortælle min historie, så der ikke er andre, der skal stå alene, ligesom mig. Nu har jeg nemlig accepteret, at jeg måske bare ikke hører hjemme i det uddannelsessystem, vi har i dag. Men det har været en lang, ensom og hård proces.

Min rutineprægede skolegang slutter omkring 5. klasse. Det var først i 8. klasse, jeg kom tilbage til klasseværelset, men det blev kun for en kort stund. Min familie og jeg besluttede, at jeg ikke længere skulle være del af folkeskolen, for den kasse passede jeg ikke ind i. Det var som om, jeg var en cirkel, der skulle passe ned i en firkantet kasse: anderledes, udenfor, forkert, fremmed eller på besøg. Jeg sidder ofte alene oppe om aftenen, for på netop det her tidspunkt, er der ingen, der stiller krav til mig. Men det er især i de sene nattetimer, at jeg overvældes af mørket og angsten.

Den angst, der afholder mig fra at gøre det, Mathilde gerne vil. ‍Den OCD, som konstant får mig til at tvivle på mine handlinger. ‍Den depression, der stopper mig i dørkarmen og får Mathilde til at vende om.

Jeg åbner skrivebordsskuffen, tager et stykke papir frem fra og begynder at skrive:

“Kære univers. Jeg ved ikke, hvor jeg starter eller slutter. Klokken er halv tolv om aftenen, men midnat er først klokken 3 om natten for mig. Jeg har kæmpet hele mit liv og jeg ender ALTID HER IGEN. Jeg passer bare ikke ind. Jeg er kun til besvær for alle og alt omkring mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor livet skal teste mig så meget. Giv mig nu bare en smule ro… måske længere end 6 måneder, hvis det ikke er for meget at spørge om? Men jeg ved jo godt, at det ikke plejer at hjælpe at tigge og bede. Hvis jeg vidste, hvordan jeg i alverden kom ud af min overtænker hjerne og bare kunne leve. Leve livet, igen”.

Sommerfuglene tegner næsten sig selv på min arm. En efter en bevæger de sig lige så stille og skarpt længere og længere op. Deres bevægelser afleder min opmærksomhed for en stund. Men så kommer skammen, mørket og panikken, og sommerfuglene bliver til noget, jeg dækker med en hvid bandage. Jeg har ikke lyst til at være mig. Jeg har ikke lyst til at føle det sådan her, men jeg har lært at være i det nu. Ville folk overhovedet se, hvis jeg gik nu? Ville de savne mig? Måske for en stund, men det ville jo også gå over. Så vigtig er jeg jo ikke alligevel. 

Jeg krøller papiret sammen og smider det ind bagerst i skuffen. Min familie skal i hvert fald ikke finde det, for jeg er allerede ved at flyde over af skam og skyldfølelse over, at jeg har det sådan her. For selvom det hverken er nyt eller hemmeligt, er jeg godt klar over, at den her sygdom ikke kun ødelægger mit liv, men også alles omkring mig. Den tanke er uoverskuelig og nedbrydende. Mit værelse er min hule eller måske nærmere mit fængsel, som jeg konstant har lyst til at flygte fra. Men det er det eneste sted, jeg kan magte at være - lige indtil jeg får nok, og mine tanker tager styringen. 

Uønsket Voksen

Engang var jeg pigen, der var god i skolen både socialt og fagligt. Men med tiden var der afregning efter skole i form af en masse tvangstanker og ritualer. En angst for at blive syg invaderede mit liv. Jeg vaskede mine hænder mere og i længere tid, i håb om at kunne skrubbe frygten for bakterierne væk. Mavepine blev en del af hverdagen inden skole. En snurrende fornemmelse i min krop og en lyst til at løbe, som om jeg blev jagtet, skete hver gang jeg satte mine fødder på skolens grund. 

Mavepinen fortsatte og spredte sig til hele kroppen og til sidst i min tankegang. Jeg skulle tænde og slukke lyset, åbne og lukke døre, synke og blinke med øjnene indtil det føltes rigtigt. Men det føltes altid forkert. Jeg var så plaget af OCD´en, at jeg undgik at gå i bad, børste tænder og rede mit hår bare så jeg kunne slippe fra at skulle udføre flere timers ritualer. Tøjvalg blev en kamp uden lige, spritten blev min bedste ven og mennesker var farlige. Nu sad jeg og stirrede ind i den hvide væg imens en storm i mit hovede ødelagde alt fornuft. Jeg var 11 år gammel og jeg var blevet uønsket voksen. Mine dukker var engang min yndlingsbeskæftigelse, men nu var de altid pakket væk. For noget i mit hoved var ikke som det plejede og hende Mathilde, hende den glade, som jeg var engang havde jeg ikke snakket med i lang tid. 

Men hun kom vel snart igen?

Jeg var altid hende, de andre kom til, når der var brug for hjælp, for jeg er virkelig god til at hjælpe andre. Men da jeg blev nødt til at hjælpe mig selvm blev min, ellers næsten perfekte, facade knust. Igennem mange år gjorde jeg alt for at blive set og hørt igen af mine klassekammerater. Jeg har været vant til at blive overset og glemt i ungdomslivet på grund af fravær fra klasseværelset. Selvom jeg måske nok heller ikke havde det godt nok til at tage med til fester og arrangementer, længedes jeg stadig efter invitationen. Bare det at blive husket midt i mit kaotiske liv. Men gang på gang blev jeg bekræftet i, at jeg ikke hørte til der mere. Jeg blev fortalt et par gange, hvordan rygter hurtigt blev en del af snakken, når mit navn en gang imellem blev nævnt. Alt fra min personlighed til sygdom. Jeg følte mig overvåget og misforstået. Hvis det skete, at en af mine klassekammerater ikke var i skole på grund af en brækket arm, blev der brugt lang tid af skoledagen på at lave tegninger og skrive breve, så de ikke følte sig glemt. Når de vendte tilbage, ville alle hjælpe og tegne på gipsen. Man ved jo også, at en brækket arm gør ondt, og hvis man ikke selv har prøvet det, så kan man høre historien om, hvordan det skete. Jeg havde godt nok ikke en brækket arm, men hvis man har det svært og det ikke kan ses, hvordan forklarer man så, at det gør ondt i tankerne?

Jeg var en voksen fanget i et barns krop: Jeg gik til samtaler og møder, skulle holde deadlines, udviklingsskemaer, medicinkontrol og møde en masse nye mennesker med hver deres mening. Det skræmte mig ikke, det var ikke noget nyt. Hver måned var der nye tilbud i form af skoler, praktikker og kurser, der havde gode erfaringer med “sådan en som mig”. Men jeg tror ikke, jeg blev en del af deres succesrate, for jeg stoppede altid kort tid efter jeg var startet. Det var en rutsjebanetur uden ende, der gjorde mig træt. Når jeg var inde i en god periode, følte jeg, at jeg skulle indhente alt det, jeg manglede i mit ungdomsliv. Jeg startede en masse projekter op, så jeg kunne nå dem, imens jeg havde det godt – nærmest som om det var min sidste dag i livet. 

Men i mine gode perioder forberedte jeg mig også altid på det næste dyk. Jeg skulle udvikle mig, men hver gang jeg følte, jeg havde set et lille lys, blev jeg kastet ud i den næste udfordring. Nu havde jeg jo mere overskud, og så skulle jeg da bare ud at lave noget! For hvad er livet uden uddannelse og skolegang? Ja, det er jo lige det. Et liv uden at skulle blive mast ned i en kasse, som alle andre er faktisk et rigtigt liv for mig. Jeg har også drømme og store ambitioner. Jeg vil gerne være god til noget, føle mig tryg og have en uddannelse, men det er umuligt for mig. Mit liv er som et kassebånd i supermarkedet. Alle varerne har en hylde, der matcher med de andre af deres slags. De bliver sat på båndet og har en stregkode, som computersystemet kender. Men når en lidt anderledes vare skal scannes ind - uden stregkode eller en smule forslået - og systemet ikke kan finde varenummeret, så bliver varen lagt til siden og kasseret. For det er alt for meget bøvl og spilder bare tid, hvis resten af indkøbet skal scannes og betales. Det er sådan, det føles ikke at passe ind i uddannelsessystemet. Folkeskolen blev det forhadte sted på hele jorden for mig, grundet den angst og det pres den medførte. Og af alle minder derfra, husker jeg kun de værste. Jeg ønskede et andet forhold til skolen og mine kammerater, men jeg passede ikke ind. Min familie og jeg prøvede alt for at ændre på skemaet, så jeg kunne fungere i skolen med min angst, men der var ikke mere at gøre. Jeg var dømt ude af spillet, indtil jeg kunne være med i det og passe ned i kassen. 

Årene gik. Jeg var gået i stå, mens alle mine venner og omgivelser havde travlt med deres liv og nye ting. 9. klasses sidste skoledag nærmede sig med hastige skridt. Jeg havde allerede afvist ideen om at tage med, men et opkald fra en barndomsveninde blev et stort vendepunkt for mig. Hun spurgte, om jeg skulle med, og om vi skulle finde kostumer sammen. Jeg var overrasket over at blive husket, og det var en dejlig fornemmelse i kroppen, der fik mig til at genoverveje mit valg. Hen over foråret 2021 aftalte vi at ses. Vi snakkede og grinte så meget, at jeg havde krampe i maven. Det var første gang i mange år, at jeg havde grint helt inde fra mit hjerte. Mine kinder gjorde nærmest ondt af at smile. Det var en savnet følelse, jeg næsten havde glemt. Jeg kunne være mig selv i hendes selskab. Jeg følte mig forstået, hørt og omfavnet. Tiden fløj afsted og den mørke, tunge sky over mig begyndte at blive mindre og lettere. Min veninde havde inviteret mig til klassens facebookgruppe, så nu kunne jeg følge med, når der kom informationer om sidste skoledag. Jeg blev ofte udelukket og valgt fra i de online grupper, hvis der ikke var plads. Jeg havde oplevet sårende ting især i grupper som denne. De mente, at jeg ikke havde det skidt og bare skulle tage mig sammen, for jeg var ikke den eneste, der kæmpede. 

Da sommeren nærmede sig, blev gruppen mere aktiv, og de aftalte at tage ned i den lokale bypark og mødes. Parken lå lige bag mit hus, så fra mit værelse kunne jeg høre musikken, som skabte et mod, jeg ikke havde haft før. Men den indre kritiske stemme fortalte mig, hvor farligt det var at bevæge sig ud - og jeg skulle huske, at de nok ikke kunne lide mig. Størstedelen af årene havde mit sociale liv været online med venner fra mange lande. Jeg brugte meget tid på youtube og fandt hurtigt en kanal med nogle drenge fra USA, som jeg begyndte af følge. Her fandt jeg et fællesskab med andre fans, der også elskede deres videoer. Jeg gemte mig bag skærmen og kunne være den pige, jeg ønskede: populær og glad. 

Men jeg kunne ikke slippe tanken om at udfordre angsten og møde op til festen i parken. Og så var det som om, at mit liv blev vendt om og en motivation i min krop førte til mit næste valg. Jeg kiggede mig selv i spejlet og satte mit hår op. Jeg var FÆRDIG med at have mit mentale helbred som identitet. Jeg vil bare være mig, jeg ville kun være Mathilde. Så jeg gik derned. 

Jeg var nervøs for, hvordan de andre reagerede, men jeg blev taget godt imod af nogle gamle venner, og så var det lidt nemmere at overskue. Det var dejligt at vide, at jeg var savnet. I min kamp for at blive set af mine klassekammerater, havde jeg ikke opfattet, at der stadig var personer, der kunne lide mig for den, jeg var. Jeg havde ikke længere et behov for at blive accepteret af de personer, for alt de gjorde, var stik modsat mine værdier. På den måde blev flere års psykisk helvede sat lidt på afstand, og jeg kunne nu se verden, menneskene og livet med helt andre øjne. Det var en god følelse, som gjorde mig glad og nervøs på samme tid. Glad for at være til stede og mærke den sol, jeg ikke havde set i flere år på mine bare arme igen. Nervøs for, at det måske kun var tilfældigt og kortvarigt at opleve det. 

Efter at være blevet en del af i klassen igen, begyndte jeg at kunne være mig selv. Og så skete det mindst ventede: Jeg fik følelser for en af mine klassekammerater. Jeg var blevet inviteret til en fest og afviste invitationen, men mine veninder overtalte mig til at tage med. Jeg var der et par timer, men blev usikker og besluttede mig for at tage hjem. Jeg var på vej ned for at hente min taske, men blev pludselig mødt af et charmerende smil. Det var ham, min klassekammerat, som stoppede mig på vej ud og spurgte, hvem jeg var. Vi havde været gode venner før, men jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg stoppede i skole. Han spurgte ind til, hvor jeg havde været i alle årene. Det var rart at kunne fortælle min egen historie, og at han ikke bare gik ud fra det, han havde hørt om mig. Vi snakkede i flere timer, og jeg var ved at smelte af varme i kroppen, når han kiggede på mig. Efter kunne jeg ikke stoppe med at tænke på ham, men jeg blev ved at benægte mine følelser overfor mig selv. Han skulle på efterskole efter sommerferien, så jeg kunne lige så godt lade være at prøve. Han kendte knapt nok mit navn, så jeg var ret håbløs. 

Der blev arrangeret, at klassen skulle mødes for at pynte hele skolen. Jeg kunne snart se en ende på bekymringerne, og det var en tung byrde, der blev lettet fra mine skuldre. For nu var 9 års kamp slut, og jeg kunne ånde lettet op. Det blev en fantastisk dag, som jeg aldrig glemmer. Jeg tog mig mod til at snakke med fyren fra min klasse, og det er jeg lykkelig for skete. For nu er han i mit liv som min kæreste. Han fik mig med ud i verden og holdt mig i hånden hele vejen. Han respekterer mig og elsker mig, for den jeg er. 

Der er sket så meget i mit liv på det halvandet år efter jeg gik ud af folkeskolen. Jeg har fundet en masse skønne venner, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Mine forældre er ikke længere mine “behandlere” og kan bare være “mor og far”. Min storesøster og jeg har mange gode stunder sammen, som jeg har længtes efter. Hun er en kæmpe inspiration og rollemodel. Jeg har prøvet mange forskellige tilbud, men er et sted i mit liv nu, hvor jeg har fundet ro og fred med, at jeg ikke vil have trukket et uddannelsessystem over hovedet, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Jeg skal nok finde min vej, og det skal nok blive min tur. Men lige nu er jeg ved at hele de dybeste ar på min sjæl fra lang tids udmattelse, og det tager tid og ikke mindst styrke. Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv igen, og har mod på livet som aldrig før. Jeg øver mig stadig i ikke at tvivle på mit svar, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver til hverdag. Jeg har en indre diskussion med mig selv, om jeg skal lyve, eller om jeg skal fortælle, at jeg går hjemme. Men mit håb er at hjælpe de mennesker, der står i en lignende situation, så de kan have én at spejle sig i. Og at jeg måske en dag kan være med til at ændre “kassebåndssystemet”, så der kan være plads til os alle.

‍

‍

Det er d. 28. oktober 2018, at jeg beslutter mig for at tage ordet i egen hånd. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle kommentere på den slags – og da slet ikke dele min egen historie. 

Men det gør jeg. Og jeg gør det, fordi der er brug for historier som min. Der er brug for min positive historie om “den gode” anbringelse. Så den dag i oktober lavede jeg et opslag på Facebook, der startede således:‍

“Nu deler jeg noget, som kun et fåtal af jer kender til, og som jeg længe har følt for at dele. Jeg har i mange år holdt det skjult. Ikke fordi jeg skammer mig, men simpelthen fordi jeg har frygtet fordommene og folks reaktioner.
…
…  I 2004 vælger kommunen i samarbejde med min mor at anbringe mig på et opholdssted … De år har uden tvivl været de bedste i min barndom, takket være nogle af de mest kompetente mennesker jeg nogensinde er stødt på, også selvom vi kunne have vores kampe – fysisk såvel som verbalt og mentalt. I de år lærte jeg at begå mig i samfundet, og udviklede mig mere eller mindre til den jeg er i dag. 
…”

Årsagen til, at jeg skrev dette opslag, var, at jeg netop havde fundet ud af, at mit tidligere opholdssted skulle lukkes. Det var første gang, at jeg talte så åbent om min anbringelse, som varede, fra jeg var otte år til jeg fyldte 18. Og hvorfor har jeg ikke gjort det tidligere? Det er svært at svare på. Set i retrospektiv tror jeg bestemt ikke, at nogen ville tænke ondt om mig, bare fordi jeg havde var anbragt. Men sådan har jeg ikke altid tænkt.

Da jeg var yngre, var jeg usikker på, hvordan folk omkring mig ville opfatte mig, hvis de vidste, at jeg var anbragt. Og derfor valgte jeg at holde det hemmeligt. Det var ikke fordi min anbringelse var dårlig, tværtimod. Dog oplever jeg, at det ofte kun er de negative anbringelseshistorier, vi hører om i medierne, og dermed er det også det syn, som præger vores fordomme om ”de anbragte” som samfundsgruppe.

Mit nye “hjem” 

Beslutningen om, at jeg skulle anbringes, var en fælles beslutning mellem min mor og kommunen. Det skete, da jeg kun var otte år, så jeg husker ikke meget af min hverdag, før jeg flyttede på opholdssted. Jeg husker, at jeg havde glædet mig til at flytte ind, og at jeg hurtigt faldt til. For det var jo der (på opholdsstedet), at jeg havde alle mine venner. Vi boede sammen, spillede fodbold sammen, spiste og tog på udflugter sammen, så rigtig hurtigt blev mit sociale liv centreret omkring min hverdag på opholdsstedet. I starten gik jeg i skole i den anden ende af byen, men efter, at to af opholdsstederne fusionerede, og jeg blev ældre, valgte jeg at gå på den skole, som var tilknyttet opholdsstedet. 

“Derhjemme” havde jeg min mor, papfar og tre mindre brødre, som jeg besøgte i ferier og weekender. Som årene gik, og jeg fortsat var anbragt, begyndte min opfattelse af hjem også at ændre sig. Når man ikke har en fast hverdag med fritidsaktiviteter, småskænderier, pligter og minder, så bliver man mere og mere distanceret fra hinanden. Det var det, der lige så stille begyndte at ske for mig. Jeg havde min egen hverdag på opholdsstedet, og min familie havde deres. Det var rart at se dem, men især mit andet opholdssted, hvor jeg boede fra jeg var 11 år, er for mig mit hjem. 

“...
Heldigvis kan lukningen ikke fratage minderne og de venner for livet, det giver af at gå op og ned ad hinanden i så lang tid... Personligt har jeg stadig god kontakt til min tidligere kontaktperson, som altid har været der for mig, uanset hvor meget lokummet brændte...”

Jeg tror alle, der har været anbragt, kan nikke genkendende til, at der altid vil være nogle pædagoger, man bedre kan lide end andre. Og sådan havde jeg det også. Jeg er meget bevidst om, at jeg har været virkelig heldig med de pædagoger, jeg har været omgivet af. Der var især én af pædagogerne (min kontaktperson), som jeg havde, fra jeg blev anbragt, til jeg var 14, som virkelig har fulgt og formet mig. Han så og forstod, at jeg var en nysgerrig knægt, der konstant stillede spørgsmål til verden, politik og valgplakaterne på lygtepælene. Han forstod, at den her knægt havde krav på svar, og da han også selv var politisk aktiv, så blev det (og er det stadig den dag i dag), en ting, som vi kunne dele. ‍

Et dobbeltliv i ungdomspolitik

Det største teenageoprør, jeg har lavet, må siges at være, da jeg meldte mig ind i et ungdomsparti. I sig selv var det ikke underligt, at jeg valgte politik, men det var nyt, at jeg valgte et liberalt ungdomsparti. Jeg meldte mig ind i Venstre Ungdom, da jeg var 17 år. At det blev VU, var nok mere et tilfælde, for på daværende tidspunkt var der flere af de liberale partier, som tiltalte mig.

Da jeg meldte mig ind i VU, var jeg stadig anbragt, og altså kom tiden, hvor jeg valgte at holde min anbringelse hemmelig for mine partifæller. Kan man være liberal og anbragt? Og hvad ville de andre tænke? Jeg var ikke klar til at kende svarene til disse spørgsmål og begyndte derfor et dobbeltliv. Der er nok lidt nogle uudtalte “fordomme” om, hvad man forventes at stemme på, alt efter hvilken del af samfundet man tilhører. Og da jeg som sagt fik min introduktion til politik fra mine pædagoger, som overvejende tilhørte de venstreorienterede partier, var det måske også forventet, at jeg skulle blive socialist. Men nej, til trods for min anbringelse så var jeg altså liberal.

Jeg var tre år i VU og senere også halvandet år i Liberal Alliances Ungdom. Fælles for den tid er, at jeg aldrig snakkede om min anbringelse. Hvis der var en udflugt på opholdsstedet, sagde jeg, at jeg skulle noget med min egen eller min daværende kærestes familie. Og samtidig har jeg også altid sagt, at jeg gik på privatskole, hvilket jeg egentligt også gjorde. Den var bare tilknyttet opholdsstedet. Alt dette var noget, jeg sagde for at holde tingene adskilt. Jeg følte, at det var en nødvendighed, at jeg kom med en forklaring til mine VU- eller LAU-venner, når jeg meldte afbud til et parti-arrangement. Men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg aldrig, at det var nødvendigt for dem. Jeg er ikke engang sikker på, at de undrede sig, når jeg ikke var der.‍

Min stemme

I dag er jeg hverken medlem af VU eller LAU. I stedet meldte jeg mig i 2017 ind i Radikal Ungdom. Jeg kunne ikke længere stå inde for den politiske linje i de andre partier, men her følte jeg, at jeg har fundet min rette plads. Jeg har holdt fast i mange af mine tidligere partifæller, og ligesom resten af mine Facebook-venner fik de historien om min anbringelse i mit Facebook opslag. 

Det, jeg gennem min opvækst havde frygtet mest ved at fortælle om min anbringelse, var andres fordomme om mig. Men da jeg besluttede mig for at lave opslaget, var det vigtigt for mig at fortælle min egen historie. Jeg ville godt “bare” kunne have lavet et opslag om, at det var ærgerligt, at opholdsstedet skulle lukke. Så ville opslaget sikkert havde fået et par likes og en lille smule opmærksomhed, men ingen ville have skænket det nogen særlig tanke. “Men,” tænkte jeg. “Jeg har jo en personlig historie med det her sted!” Det var derfor, at jeg valgte at fortælle, hvor ærgerligt JEG synes, det var – med udgangspunkt i MIG. Og jeg er sikker på, at det også er derfor, at jeg fik så meget respons på Facebook-opslaget. Da folk begyndte at kommentere i sporet under mit opslag, var det meget overvældende for mig - hvor mange mennesker, der gav mig deres opbakning. De var støttende og lige så uforstående som mig over, at opholdsstedet skulle lukkes, men samtidig var mange af kommentarerne jo netop også tiltænkt mig personligt. Jeg delte min ærlige historie, om at jeg har været anbragt, og dér var der ingen, som så ned på mig. 

Efter mit Facebook-opslag har jeg måttet vænne mig til, at alle nu kender til mit opvækstforhold. Jeg ville ikke have kunnet gøre det tidligere. Som anbragt er du ikke “ligesom de andre”, og som teenager er det det eneste, som du gerne vil være. Som jeg er blevet ældre, ser jeg, hvordan min anbringelse også kan være en styrke, og det er sådan jeg bruger den nu.

Du kan ikke læse alt i statistikkerne 

Prøv at lade dine tanker vandre. Visualisér en anbringelse i dine tanker, hvordan ser det ud? Hvor gammelt er barnet? Sker det i samarbejde med forældrene eller ej? Hvilket miljø befinder barnet sig i? 

Jeg er sikker på, at mange forestiller sig den samme stereotype anbringelse, hvor barnet bliver fjernet fra et voldeligt eller alkoholfyldt hjem uden samtykke fra forældrene. Og ja, disse anbringelser findes desværre, men sådan var min anbringelse ikke. De historier, som får mest omtale, det er de voldsomme og skandaløse skæbner, som medierne fodrer os med – år efter år. En af årsagerne til, at jeg ikke fortalte, at jeg boede på et opholdssted, var, at jeg udmærket vidste, hvad folk ville begynde at tænke om mig. Og sandheden er, at ingen af de tanker var sande, men blot nogle af de mange forudindtagede opfattelser af, hvad der ligger til grund for en anbringelse. 

I dag er jeg 25 år og står på den anden side af min anbringelse. Jeg bor for mig selv, jeg er under uddannelse, byrådskandidat, og så er jeg en del af flere frivillige projekter, der skal fokusere på anbragte unge og efterværn. 

Især mit arbejde med efterværn er vigtig for mig nu. Det er det, fordi efterværn er en stor del af den måde, som vi ser anbragte på. På opholdsstedet prøver de at lære dig, hvordan du skal vaske tøj og klare dig selv, inden du flytter ud, men til trods for det kan det stadig være en stor hjælp for mange, at der kommer en og hjælper med at planlægge din nye hverdag.

Igen er det her et område, hvor vi primært hører de negative statistikker. Vi hører om, hvor mange der ikke får en uddannelse, og hvor mange der har svært ved at klare sig selv. Mit mål er ikke, at vi skal gemme disse historier væk, for de findes. I stedet er mit mål, at vi bliver bedre til også at give de positive historier, som min, en plads. Når man står med en statistik, som fortæller at 37 pct. af de anbragte over 18 ikke er i gang med uddannelse eller job, så kan man jo også vælge at vende den om. Hvis vi derimod vender den om, så fortæller den, at 63 pct. af de anbragte unge over 18 er i gang med enten job eller uddannelse. Tallene er ikke lige så gode som hos unge, der ikke har været anbragte uden for hjemmet, men det betyder ikke, at vi skal slå os selv oven i hovedet med dem. Mange af de unge, som tidligere har været anbragt enten på et opholdssted eller i plejefamilie, vælger ofte et erhverv, hvor de kommer til at arbejde med mennesker. Men måske er det faktisk ikke så underligt?

Hvis du hele din opvækst har været omgivet af pædagoger, så bliver du også selv “inspireret” af, hvor stor en forskel man kan gøre. Jeg har det selv sådan – også i mit politiske liv. Da jeg startede, var socialpolitik det sidste, jeg ville udtale mig om; det var for blødt, og jeg var bange for, at folk kun ville tænke, at jeg kun havde interesse i socialpolitik, fordi jeg selv har været anbragt. I stedet var mit fokus på tunge områder som: EU-, uddannelses- og forsvarspolitik. Men efter mit opslag på Facebook begyndte jeg at blive ringet op af folk, som ville høre min mening om socialpolitik. Lige så stille gik det op for mig, at jeg, når det kommer til socialområdet, havde en endnu mere berettiget stemme. På det her område lyttede de andre til mig, fordi jeg havde en etos. 

Nu ringer folk kun for at snakke socialpolitik med mig. Det kan også være træls til tider, men på den anden side er det også en anerkendelse af mit arbejde. Det, at tale og diskutere anbringelser, vil altid være komplekst. Qua mit politiske engagement og min egen historie har jeg hørt og set anbringelseshistorier fra begge ender af spektret. Som jeg ser det, er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at belyse begge sider ligeligt. For alle historierne findes – både de gode og de dårlige.

Det er mig, der sidder der bagerst i klassen og holder øje med alle jer andre. Jeg observerer nysgerrigt, mens I lader, som om I forstår, hvad I snakker om, og jeg prøver at forstå, hvordan jeg kan gøre det samme. Men ser I mig?

Et koldt blik som ingen dengang brød sig om at se bag; to allerede udbrændte stjerner, som folk bortforklarede med overfladiske observationer. Min “dårlige adfærd” var tydeligvis bare, fordi jeg var uintelligent og ligeglad som teenager. 

“Men det giver jo mening. Tænk, hun blev sendt væk på efterskole med kun tre måneder tilbage af 8. klasse for at ryge hash!”

Åh ja, så du har hørt om mig?

Og hvem er jeg?

Man kan sige, jeg har haft et talent for at træffe dårlige beslutninger – beslutninger, som jeg ofte kom i problemer for, og som jeg lod mig overbevise om var bevis på, at jeg intet var værd. Hvorfor kunne jeg ikke bare passe ind i de samme konstruktioner, som alle de andre passede i? Hvor havde de alt deres værktøj fra? Deres hammer og søm, der hjalp dem med at studere, fokusere og arbejde mod et mål. 

Fra min plads bagerst i eksamenshallen på HF fløj spørgsmålet igennem mit hoved: Hvad er pointen? Hvorfor forsøgte jeg at bygge et palæ med mine bare hænder, når alle de andre havde arvet værktøjet fra deres forældre? 

“Jeg er fandeme ikk’ som dem,” tænkte jeg. Det eneste værktøj, jeg kendte hjemmefra, var min fars knyttede næver, og det var sgu ikke noget, jeg nogensinde ønskede at arve. 

Jeg havde aldrig følt en passion, ild eller lyst til den lineære vej. Men når min bekymring blev italesat, var svaret altid: “Ork, jeg er ikke bekymret for dig – du skal nok blive til noget.” Nok blive til noget? Hvem er jeg her, hvis ikke jeg kan blive til nogen? Jeg har altid følt, at livsenergien suges ud af mig, når jeg har gået på en uddannelse.

Den dag i eksamenshallen ramte det mig. Jeg havde aldrig følt mig sikker på noget, hvad angår uddannelse, men her vidste jeg præcis, hvad jeg måtte gøre. Jeg afleverede et blankt stykke papir til en forvirret eksamensvagt og gik direkte op på kontoret og meldte mig ud af skolen. Var jeg blevet et par uger længere, havde jeg fået et papir, jeg kunne vifte med. Så kunne mor være stolt, og Danmark ville klappe mig på skulderen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at passe i den boks, som uddannelsen ville have mig til at bygge.

Det var stadig sandt nogle år efter, da jeg læste HF op for at komme på pædagoguddannelsen. Jeg havde ikke værktøjet, men jeg havde viljen. Jeg snød i min sidste eksamen, for der var aldrig nogen, der forklarede mig, hvad pointen skulle være i at tvinge mig selv til at lære ting, jeg vidste, jeg aldrig ville få brug for. Så da jeg dumpede første gang, tænkte jeg bare: “Det skal fandeme være løgn - en eksamen i efterkrigstiden skal ikke stå imellem mig og at blive pædagog,” og så fandt jeg en måde at komme igennem alligevel. Jeg gjorde bare, hvad jeg kunne for at fodre min egen ild, og det måtte gøres med de værktøjer, jeg nu engang havde til rådighed. Jeg tilpassede mig.

Den kolde angst

Jeg var den pige, som blev sendt udenfor døren, ud af skolen og til sidst selv droppede ud. Det barn som de andre forældre helst ikke så deres egne børn med. Som om min rastløshed og dårlige opførsel skulle smitte af. Jeg husker en episode i folkeskolen, hvor jeg, efter fysiktimen, fik ordene: “Du bliver aldrig til noget” fra min underviser. Så nu var jeg hverken nogen eller noget‍

Det var det, de så i mig. Det var aldrig angsten - den iskolde dødsangst, der sad i min krop, hver gang jeg trådte ind ad døren derhjemme… Sjovt nok var det ikke den, som undervisere eller forældre var bekymrede for; nok fordi de ikke var interesserede i, hvad der kvalte mig.

Jeg husker ikke meget fra min barndom, men desværre husker jeg dette: Jeg ligger under mine forældres seng, mens min lillebror og lillesøster putter sig ind til mig på hver deres side. Her er varmt og blødt, men det larmer. Skingre skrig og en dyb vrede. Deres hoveder er på mine skuldre, mens jeg rækker om dem for at holde dem for ørerne, så de ikke kan høre lyden af fars næver, der rammer mors krop - igen og igen og igen…

Det var ikke hver dag - i hvert fald ikke så vidt jeg husker - men jeg kunne altid mærke, når det ville ske. Atmosfæren, lugten af frustration blandet med lugten af Tuborg. Selv når mor forsikrede mig om, at “han gør ikke noget, bare kom ind,” følte jeg mig ikke sikker. Jeg havde udviklet antenner, der kunne opfange faren, der ventede. Jeg var 8 år gammel, da jeg cyklede tre kilometer ind til byen i mit nattøj med hjertet i halsen for at flygte hjem til mine bedsteforældre. “Jeg tror, far slår mor ihjel,” sagde jeg til dem. Jeg var ikke i tvivl. Næste morgen vågnede jeg i gæstesengen hos bedstemor og bedstefar. Mors blik var mildt, da hun hentede mig, men de blå, røde og gule mærker fortalte sandheden om gårsdagens hændelser.

Selvom det måske ikke skete tit, så var min viden om, at muligheden var der, nok til, at jeg aldrig følte ro i min barndom. Jeg havde ingen plads til at finde mig selv, fordi jeg altid skulle finde den hurtigste udvej, hvis nu far besluttede sig for at række efter flasken. Jeg havde ikke overskud til noget så banalt som lektier eller at finde mine egne oprigtige interesser. Absolut intet i mit liv var centreret ud fra min egen kerne. Mit nervesystem var konstant overbelastet af sitrende celler i hele kroppen, der hele tiden slog alarm. En slags security mand i mit eget sind, som aldrig tog fri. Så jeg blev sendt væk. Udenfor døren. Væk fra hjemmet. Ned på kontoret. Jeg lærte, at når jeg opførte mig dårligt, så skulle jeg ekskluderes og håndtere mit følelsesliv alene.‍

At klare det selv.

Længsel

Hele mit liv har jeg været grænsesøgende. Når man vokser op i et klaustrofobisk hjem, tror jeg, det er meget normalt, at man skubber lidt ekstra til grænsen, når man kommer udenfor. Ellers bliver man kvalt og udslukt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at den lille ild, der stadig brændte i mig, ikke skulle blive taget af den kolde angst. Så jeg måtte fodre den udenfor. Jeg var fløjtende ligeglad med konsekvenser: Hvor langt kan man gå i venskaber og forhold, før folk får nok? Hvor mange stoffer kan man tage, inden det går galt? Hvor meget alkohol kan man dulme sig selv med, før omverdenen trækker sig? Når ens hjerte hungrer efter at blive holdt, hvor mange skal man så møde, før man finder nogen eller noget, der rent faktisk giver kærlighed tilbage?

Jeg tror altid, jeg har "ledt" efter min far - en person, som jeg havde fået at vide, skulle elske mig lige meget hvad. Jeg ledte, og så alligevel ikke. Da jeg kom hjem efter et år som au pair i Grønland, fortalte min søster, at far havde savnet mig. Han havde snakket om mig, spurgt efter mig. Han ledte efter mig, men jeg kunne ikke møde hans længsel længere. Min far, som jeg frygtede, men min far, som var den eneste far, jeg nogensinde havde haft. Følelsen har altid været forvirrende, for hvordan kan du elske nogen, du frygter? Fordi du skal? Ligesom du skal tage en uddannelse, skal have et job, en mand og noget at tro på, så skal du da elske dine forældre. Mor og far som gav dig livet. Livet som kan give alt og tage alt.

Min far døde tre måneder efter, jeg kom hjem, og hans død var en lettelse. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg tænkte, om han måske var den byrde, der havde holdt mig tilbage. Måske ville længslen dø med ham, og jeg ville endelig kunne starte forfra.

Som løve i et bur

Så der, i 2014, sidder jeg på jobcenteret, hjemvendt efter et år i Grønland, og føler mig klar til en ny start. Jeg har det ikke godt – ikke at det er noget nyt; jeg tror altid, jeg har været trist indeni. Jeg er en løve i et bur: løven er ilden, som jeg har formået at holde i live og fodre med kærlighed i Grønlands sneklædte landskab, og buret er de traumer og den tristhed, som jeg altid har været bange for at se i øjnene. Men nu, i stedet for kaotisk selvmedicinering efterfulgt af tømmermænd, føler jeg mig klar til at få rigtig hjælp.

Sagsbehandleren stiller et par generelle spørgsmål, som hun lyder til at havde spurgt 1000 gange før, og når frem til en meget simpel konklusion:

“Jeg tænker, det er bedst, at du samarbejder og tager noget medicin for din depression - enig?” siger hun.
Nej. På ingen måde enig. Jeg har været bedøvet så længe; bedøvet af substanser, bedøvet af skam, bedøvet af svigt og bedøvet af illusionen om kærlighed. Jeg er klar til at MÆRKE noget! Hvis jeg får medicin nu, så slukkes det hele jo bare igen… En ny, klaustrofobisk kasse uden om mit eget bur?

Men min sagsbehandler forsikrer mig om, at hvis jeg takker nej til at tage medicin, så er der heller ingen økonomisk hjælp at hente fra jobcenteret. Og man kan jo ikke arbejde, når man ikke kan stå ud af sengen; og hvis man ikke kan arbejde, så kan man ikke tjene penge. Hvis man ikke tjener penge, så kan man ikke leve, og hvis man ikke lever, så kan det hele jo bare være lige meget; så kan jeg lige så godt slukke den skide ild selv…

“Fint, så gi’ mig det.”

Medicinæsken vejer ikke meget i min hånd, men den vejer i mit hjerte. Jeg græder. Jeg har ikke lyst til at slukke for mig selv, jeg har ikke lyst til at være afhængig af medicin - og jeg har ikke lyst til symptombehandling, men derimod årsagsbehandling. Jeg har lyst til at tæmme løven, så jeg endelig kan slippe den fri. Jeg er ikke i tvivl om, at medicin kan hjælpe mange, og jeg er heller ikke i tvivl om, at medicin ikke er det rigtige for mig. Men der var ikke nogen, der lyttede. Jeg får pilleæsken med hjem sammen med en lang liste af bivirkninger. Tilbage på kontoret efterlader jeg den tillid, jeg havde tilbage til fagpersoner

At gå sin egen vej

Efter oplevelsen i 2014 er mine forventninger til hjælp ikke særlig høje, da jeg bliver syg igen i 2020. Jeg sidder på psykiatrisk skadestue; øm og følelsesløs på samme tid. Jeg var så udmattet efter at have elsket alt for meget uden at elske mig selv. Jeg havde, for anden gang, forsøgt at færdiggøre pædagoguddannelsen - en uddannelse som jeg oprigtigt brændte for - men efter to mislykkede forsøg på at gennemføre min sidste praktik, kastede jeg endegyldigt håndklædet i ringen. Endnu en gang dukkede spørgsmålet: “Hvad er pointen?” op. Erkendelsen af, at mit liv var i mine egne hænder, ramte mig på en helt ny måde. Mit valg: Det hele kunne ende i morgen, hvis jeg turde… det var som en ny viden, en ny magt, som jeg frygtede. Jeg havde bare sådan brug for nogen, der ville lytte og lede mig i den rigtige retning - væk fra min egen magt og mørke tanker.

“Jeg kan virkelig godt se, du har det skidt,” sagde sygeplejersken på den psykiatriske skadestue. Ikke en imponerende observation, men okay. Jeg kunne ikke begå mig socialt uden at bryde totalt sammen; jeg kunne knap overskue at stå ud af sengen. Jeg vidste, at der, på den ene eller anden måde, skulle forefindes noget dokumentation for, at jeg kunne få lov til at få en pause fra livet.

Jeg ventede på afgørelsen: ny medicin, mere medicin, højere dosis medicin? Pump mig fuld af stoffer, som da jeg var teenager.

I stedet sagde hun: “Jeg tror ikke, medicin er det rigtige for dig,” og jeg holdt vejret et øjeblik. “Ro,” sagde hun, “og terapi. Når du er klar til det.” Det var første og eneste gang i mit møde med systemet, at jeg følte mig set og hørt.

Efterfølgende blev jeg udredt for angst, PTSD og svær depression, og behandlingen hed Sertralin på papiret. Jeg tog aldrig medicinen, men jeg havde brug for terapi og e-journaler til sagsbehandleren. For dem var jeg bare en sag, der skulle afsluttes, men for mig var det mit liv.

Jeg deltog i gruppeterapi med fem andre kvinder, der stod i situationer meget lig min, og det var så rart endelig at have nogle at spejle sig i - for hold kæft, hvor føler man sig alene, når man er syg. Det var rart, men også surrealistisk: Her sad jeg med fem andre slukkede kvinder; ikke bare slukkede øjne, men totalt slukkede i deres følelser.

“Det er jo medicinen, der gør sit job,” forsikrede psykologen.

Ledestjerne

Jeg tror på, at viden er magt, og jeg synes, det er ærgerligt, at vores naturlige nysgerrighed bliver undertrykt af et snæversynet uddannelsessystem. Jeg vil helst udvide min horisont på mine egne præmisser og virkelig fordybe mig. Men systemet siger, at man skal have et papir, der kan bevise, at man har visse færdigheder, så jeg sidder fast her i limboland med mit potentiale.

Jeg er indebrændt, men jeg har ikke overskud til at være sur længere. Jeg har trænet - løbet og bokset - for at holde varmen og prøve at brænde traumet væk. Fysisk træning er en fantastisk form for terapi, men i længden er vrede ikke en sund ild at varme sig ved. I stedet fandt jeg, hvad jeg havde brug for, ved at se op i stjernerne.

Hvis du spørger om mit stjernetegn, så siger jeg, at jeg er Vægt - i virkeligheden er det kun mit soltegn: Min måne, som repræsenterer følelseslivet, er Fisk, og i ascendanten har jeg Løven. Ascendanten er, hvordan andre ser dig, og det er vel derfor, folk har antaget, at jeg nok skal blive til noget i systemet. Hvem fanden lægger mærke til en Fisk, hvis der står en stor, flot Løve foran dem? Folk glemmer at se på helheden; jeg er den hvileløse Løve, hvis du ser mig i øjnene, og den sensitive Fisk, hvis du lytter til mine råb om hjælp – men hvis du åbner BÅDE øjne og ører, så vil du se, at Løven og Fisken må samarbejde for at holde Vægten i balance.

For mig er astrologi et værktøj til forståelse og udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har levet mange liv, og jeg tror ikke på, at det, vi bærer på, nødvendigvis hører til i dette liv. Det mest smertefulde i livet er, når vi ikke bliver set. Sådan virkelig set - og det er præcis det, astrologien kan. Se hele dig.

Med den viden har jeg fundet magten til at holde min ild i live. Når jeg kan finde mening med min fortid, kan jeg også finde mening med fremtiden - lige meget om andre folk tror på det eller ej. I stedet for lange, hårde udredninger og piller i forskellige størrelser og farver, kunne det så ikke være fantastisk, hvis der var plads til os, der ikke vil bedøves mere? Tænk, hvis jeg kunne få naturmedicin eller måske en samtale med en astrolog i stedet for en psykolog?

Jeg er brændt - et brændt barn, som har skyet ilden, men søgt varmen, siden min barndom. Jeg har været indebrændt og opbrændt mange gange, men jeg er ikke udbrændt. Ens soltegn giver kun en lille del af historien, ligesom når folk dømmer mig ud fra en overfladisk forståelse af, hvorfor nogle står udenfor både job og uddannelse. Jeg vil ikke lade det definere mig mere. Jeg har valgt at følge den urkraft indeni mig, som altid har formået at få mig igennem de hårdeste tider i mit liv. Du kan se ilden i mine øjne, hvis du virkelig kigger på mig og virkelig ser mig.

De overvåger alt. Der er ingen steder at gå hen. De fleste er ikke klar over det. Men jeg kan mærke det. Mærke, at noget ikke er, som det burde være. At tingene ikke er rigtige. Hvordan kan jeg forklare det? Måske er det bare en følelse. En følelse af ikke at høre til. At være fremmed i den verden, man lever i. Man frakobler sig selv. Livet bliver uhåndgribeligt og fjernt. Det er forkert. Det er noget, der ulmer. Hvor kommer det fra? En buldren i det fjerne. Det er ikke tæt nok på til at være uhyggeligt. Ikke tæt nok på til at være farligt. Men det er farligt. Hvor skal jeg begynde, når begyndelsen ikke er der? Når det hele er viklet ind i sig selv, og trådene føles uendeligt lange. Når minderne minder om drømme, og drømmene minder om minder. 

Måske jeg skulle begynde det eneste sted, jeg kan begynde. Nu. Jeg hedder Maria. Jeg er 25 år gammel. Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste i Birkerød. Og jeg har siddet og lavet nogle lektier, som jeg har for i psykologi. Jeg har et job, jeg synger i kor, og jeg er i gang med at tage en HF på Københavns VUC. Desuden har jeg en familie, som jeg elsker, og som elsker mig. Jeg er lige blevet faster til en skøn lille pige. Alt går egentlig, tør jeg sige… godt? Så hvorfor sidder jeg her og skal til at skrive om, hvorfor jeg ingen uddannelse har? Hvorfor jeg i mange år var sygemeldt. Meldt ud. Ud af samfundet og ud af livet. Hvorfor jeg, først for nogle måneder siden, har fået et job, som jeg kan passe, og som passer til mig. Hvorfor jeg føler, at jeg har kæmpet mig gennem min ungdom. Og hvordan det føles ikke at høre til. At føle sig udenfor og forkert og at føle, at min ungdom har været spildt og ude af takt. Jeg har f.eks. aldrig været på en natklub eller været i byen til længere end kl. 00. Til gengæld har jeg været rigtig syg. Syg i hovedet. Og hvornår blev jeg så rigtig syg? Det er svært at sige. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg droppede ud af min efterskole, to måneder inden året var omme. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg blev indlagt første gang. Andre gange siger jeg, at det startede i min barndom.

Denne gang har jeg valgt at starte min fortælling i min folkeskoletid. Jeg gik på en friskole på Sydsjælland. Det var en god skole, men jeg kunne ikke komme af sted. Nederlag. Jeg vil skyde på, at jeg i 8. klasse var der halvdelen af tiden. I 9. klasse blev det lidt bedre – lidt. Jeg startede på efterskole i 10. klasse, og det gik godt, indtil det ikke gjorde længere. Det havde været påskeferie. Jeg skulle tilbage til skolen, men jeg kunne ikke komme afsted – igen. Nederlag. En læge sagde til mig, at jeg havde depression. Fint nok, tænkte jeg. Men inderst inde vidste jeg egentlig godt, at det ikke var det. Jeg fik det bedre hen over sommerferien og startede på gymnasiet. Var der fire uger og droppede ud. Nederlag. Der kunne jeg ligesom godt se et mønster: Der var et eller andet galt med mig. 

Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg. Den, kunne jeg godt mærke, heller ikke helt passede på mig. Men den lå og ulmede i baghovedet; måske havde jeg borderline? Måske ikke. Uanset hvad startede jeg på Roskilde VUC. Der tog jeg fire fag i alt og gik til eksamen i tre af dem. Imens begyndte mine tanker at blive ubehagelige. Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre? Jeg startede på HF på gymnasiet – denne gang et andet gymnasium. Det går da meget godt det her, tænkte jeg. Jeg får nye venner og bliver en del af fællesskabet. Du er ikke god nok. Jeg er god til fagene, det er interessant, og jeg engagerer mig i skolen. Du tror, du er noget, men ingen kan lide dig. Juleferie, vinterferie, påskeferie kommer og går. Dit liv betyder ikke noget. Du burde ikke være her. Du vil aldrig udrette noget. Du kan lige så godt give op. Jeg begynder at forberede mig til eksamensperioden. Hurra, hvor det går. Du burde gøre en ende på det. Livet er ikke for dig. Du fortjener ikke at have det godt. Du kunne lige så godt dø. En måned inden eksamen bliver jeg indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse for første gang. Jeg har selvmordstanker. Selvmordsplaner. Men alt gik jo så godt. Hvorfor kan jeg ikke klare det, som alle andre kan klare? Hvorfor får jeg de her tanker? Hvad er der galt med mig? 

Her startede min egentlige sygdomsperiode. Den periode jeg mener, når jeg siger, jeg har været rigtig syg. Under indlæggelsen fik jeg nye diagnoser: angst og depression. Okay, tænkte jeg. Det rammer altså heller ikke. De slidte hvide hospitalsvægge bliver min hjælp. Og min frygt. På stuerne ved siden af kan jeg høre andre patienter råbe eller banke deres hoveder ind i væggen. Det rører mig ikke. Men når jeg hvert kvarter hører fodtrin ude på gangen, mærker jeg mit hjerte hoppe en ekstra gang. Det er personalet, som ser til mig. Hvert kvarter. Døgnet rundt. For jeg kan ikke med overbevisning sige, at jeg ikke vil skade mig selv.  Dagene flyder ind i hinanden inden for hospitalets vægge, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Hvornår kommer jeg ud? Hvorfor kan jeg ikke klare mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være normal? Heldigvis bliver jeg udskrevet to uger senere. To uger som føltes som flere måneder. Efter udskrivelsen går jeg hjemme i et halvt år. Passer på mig selv. Starter i psykiatrien igen, men kommer kun ind til dem én gang om måneden. Får antidepressiv medicin og prøver at kæmpe mig ud af mit mørke. Men det er, som om det ikke rigtig virker.,

Hvor kommer de fra? Hvorfor har de valgt mig? De holder øje som overvågere. Installerer kameraer i min lejlighed og sidder i biler ude foran. Jeg kan ikke være ude. Jeg kan ikke være hjemme. Der er ingen steder at flygte hen. Væggene har ansigter og arme. Arme, som griber fat og hiver mig længere ind i psykosen. Jeg ved, at de ikke er rigtige, men jeg bliver skræmt alligevel. De føles så virkelige. Når jeg går på fyldte fortove, med store høretelefoner på, for at drukne støjen fra dem og fra mig, kan de læse mine tanker, men jeg ved ikke, hvem de er. Er det de fremmede på gaden? Er det mine venner? Mine forældre? Hvem kan jeg stole på? Svaret er ingen. Ingen kan hjælpe mig. Jeg er alene. Jeg kan ikke klare det. Men jeg har en plan. Broen. Motorvejsbroen er min udvej. Jeg går ofte hen til broen. Står og kigger ned, drømmer mig væk fra livet. Dagene bliver ikke nemmere af det, men det trøster mig alligevel. Broen skaber ro og tankerum, så kan jeg virkeligt tænke over livet og døden. Mest døden. Nu har jeg en vej ud.

Der er mange ting, jeg ikke husker fra denne periode af min ungdom. Dage, uger og måneder er forsvundet fra min hukommelse. Det hele er én stor pærevælling af ingenting. Jeg er meget hjemme. Når jeg er udskrevet, har jeg kun helle hos mine forældre. Ikke engang i min egen lejlighed føler jeg mig tryg. Hjemme er mit sted. Her føler jeg mig trods alt kun overvåget. For ude er jeg altid bange for, at andre vil overfalde mig og tæve mig ihjel på de mest grusomme måder. Som en splatterfilm kører det inde i mit hoved. Når jeg handler ind. Når jeg går ned igennem gågaden. Lige meget om jeg er alene eller sammen med en, jeg stoler på. Det giver mig angst og tankemylder. Derfor bruger jeg meget af min tid på at sove. Gerne helt op til 16 timer i døgnet. Det er hårdt hele tiden at være i alarmberedskab. Og selvom søvnen lukker ned for kroppen, arbejder mit sind stadig. Jeg har mareridt hver nat. Det udvikler sig til søvnparalyse. Hvor kroppen er fastlåst, men jeg kan stadig se alt det, der sker, som om det foregår lige her i mit soveværelse, mens jeg driver mellem mareridt og virkelighed. 

En dag gik jeg med et formål. Jeg ville hoppe. Det var en kold og regnfuld oktoberdag. Jeg havde ikke skrevet et afskedsbrev til nogen. For hvem ville lytte til mine ord? Hvem betød jeg noget for? Hvem ville savne mig? Jeg stod på broen længe, tøvende. Jeg var fuldstændig opgivende, men et sted inde i mig, var der alligevel noget, som hviskede – jeg skulle leve videre. Jeg ringede 112. Fortalte dem, at jeg stod på en bro og havde tænkt mig at hoppe. Jeg tænkte, at de ville komme uanset, om jeg hoppede eller ej. Hoppede jeg skulle de rydde op, og hoppede jeg ikke skulle de tage mig med. Jeg blev hentet i en ambulance kort tid efter. Jeg følte mig apatisk. Jeg havde egentlig lyst til at skrige, at de ikke skulle redde mig. De skulle kun redde de liv, som betød noget. Jeg blev indlagt for anden gang. Denne gang lidt længere tid end første gang. Jeg var der en måned. Det havde jeg nok også brug for. Jeg fik endnu en diagnose – skizofreni. Og for første gang gav den mening for mig. 

Det skulle vise sig, at det ikke blev bedre, bare fordi jeg fik en diagnose, som gav mening for mig. I to år var jeg sygemeldt og hjemmegående. Ind og ud af den lukkede, flere gange end jeg kan huske. Årene gik, og jeg blev en af de resterende. En af de unge uden uddannelse. Imens jeg famlede i mørket, så jeg også små lyse glimt af håb for fremtiden. Jeg vekslede mellem at føle mig fortabt og håbefuld. Men også forkert. Jeg passede ikke ind. Jeg har aldrig været på et diskotek, og jeg har aldrig levet det almindelige ungdomsliv. I flere måneder ad gangen så jeg ikke andre end mine forældre. Når de få venner, jeg havde, postede billeder, hvor de hyggede til fester eller nød en god middag, følte jeg mig endnu mere udenfor. Jeg forstår ikke, hvordan andre unge kan holde til både uddannelse, studiejob og fester. Da de andre på min alder blev studenter, sad jeg derhjemme og så vognene med sprudlende studenter køre forbi. Det år min lillebror blev student var svært. Han overhalede mig indenom og fik huen på før mig. Det var en kæmpe mavepuster. Det føltes, som om jeg aldrig kom nogle vegne, som om mine håb og drømme var ligegyldige, for de ville alligevel aldrig gå i opfyldelse. Når de andre på min alder fik jobs og begyndte at læse videre, sad jeg derhjemme. Og hvordan siger man lige, når folk spørger, hvad man laver til hverdag, at man ikke laver noget? At ens tid udelukkende går med at holde sig i live? I mange år sagde jeg til mig selv, en time mere, det kan jeg godt. Jeg kan godt holde ud at leve en time mere. 

Selvfølgelig var der også gode dage. Dage hvor jeg ikke talte timerne. Dage hvor jeg var glad. Jeg skriver ’selvfølgelig’, men det var egentlig ikke en selvfølge. Jeg kæmpede for de dage, hvor jeg var glad. Og når alt føltes tomt, og jeg havde svært ved at se en vej igennem, huskede jeg de gode dage. Jeg gik i den ambulante psykiatri et par gange om ugen. Jeg fik redskaber til at forholde mig til at bearbejde mine vrangforestillinger. Jeg lavede kriseplaner og mestringsøvelser. I psykiatrien havde jeg både samtaler alene og gruppeterapi. Her lærte jeg andre folk at kende, som havde det ligesom mig. Der er flere af de personer, jeg mødte der, som jeg stadig har kontakt til, selvom jeg stoppede i gruppeterapien for mange år siden. Stille og roligt kom der flere og flere gode dage. Det var ikke noget, jeg selv lagde mærke til, men det skete. Det krøb ind i mit liv og blev til min nye hverdag uden indlæggelser og uden alt for mange psykoser. En dag begyndte jeg på min uddannelse, den jeg går på nu. Det er ved at være mange år siden, men snart er det min tur til at blive student. 

Jeg er dog stadig syg. Jeg bliver stadig indlagt engang i mellem, når jeg ikke kan styre tankerne, og når livet bliver for uoverskueligt. Men jeg søger hjælp og får hjælp. Sejr. Når jeg er ude at gå, forholder jeg mig ikke kun til den person, jeg er sammen med, men til alle personerne omkring mig. Men jeg kommer ud. Sejr. Jeg har stadig brug for pauser i min hverdag. Når jeg er til fester, for det kan jeg nemlig nu, laver jeg planer for, hvornår jeg skal holde pauser, og jeg er altid den, der går først. Men jeg kommer afsted. Sejr. Jeg kæmper mig igennem min HF, som jeg tager online, så mit hoved kan følge med. Jeg bliver student til sommer. Sejr. Jeg er velmedicineret og er ikke længere bange for andre mennesker. Sejr. Jeg har drømme og håb for fremtiden. Sejr. Jeg lever. Sejr.

At deltage har en særlig klang. En forbindelse til et forudgående og farvet ”ja”. Her befinder jeg mig ofte. I et anstrengt skæringspunkt mellem begejstring og forfejlede forsøg. Jeg ville ønske, at alle valg var rene. At jeg kunne glæde mig uden samtidig at høre faresirenens altoverdøvende tone. Den sygdomstone, der aldrig dør, men blot er fortsættende…‍

Et helt almindeligt menneske

Jeg har tilmeldt mig en filmworkshop, men er jeg rask nok? Ikke i dag, når jeg tilmelder mig, heller ikke i morgen, men først om en uge eller natten forinden? Størstedelen af tiden er jeg mest en krop og et lille analyserende jeg. Et forsvindende jeg. Kroppen fylder mere end jeg gør. Det er dog en skjult sandhed. Det er hemmeligt, hvor meget jeg lider, og det føles en anelse patetisk, men det gør jeg jo… Jeg siger det bare ikke højt. Jeg præsenterer ikke det kropslige styre, og ved første øjekast ligner jeg jo dig. Et helt almindeligt menneske. En studerende kvinde. En veninde. En hustru. En mor. En filminstruktør. Egentlig et ganske almindeligt væsen med alt, hvad det indebærer. Lidenskab, ønsker og drømme. Alt det, der blev grundlagt ved barnets spæde skridt.‍

Barnets frihed

Min barndom har et skær af trolddom. Et særligt fortryllende forglem-mig-ej. Jeg var fri som barn. Løb uden tanker og analyser. Suste hen over marker uden at tælle mine skridt. Gemte mig i huler, dér, hvor uret ikke tikker. Jeg savner barndommen.

Aarhus beskrives som smilets by, men smilet fortog sig på en frostklar dag i november. Min mor trådte ind i klasselokalet. Stilhed. Stilhed efterfulgt af hastige glimt, en rynket læge, en febrilsk taxa og et sygehus bygget af kanyler. ”Isabel, du lider af diabetes type 1.” Én sætning markerer før og efter. Før behøvede jeg ikke måle og veje hver enkelt handling. For alle handlinger, bevægelser og følelser påvirker sygdommen. Den manglende produktion af insulin er et usynligt skrig – et endeløst skrig, der kun tysses ved en vedvarende kontrol og opmærksomhed. 

Jeg blev udskrevet fra hospitalet. Alle bygninger stod, som de plejede. Vinduer og døre måbede ikke. For det var kun det indre, der havde ændret sig. Jeg trådte ind i fritidsordningens velkendte køkken. Her stod pædagog-Søren omringet af børn. Han æltede dej og dryssede kantede kerner ned i den elastiske masse. Det dynamiske øjeblik blev standset af Michael. En ældre dreng, hvis lyse hår strittede præcis, som tidens mode påbød. Han så direkte på mig: ”Har du ikke bare spist for meget sukker, Isabel?” Det igangsatte en fnisen og dominoeffekt af ”min farfar døde af sukkersyge…” ‍

Det er pudsigt, hvordan en 11-årig pludselig betræder den samme grund som de ældre, udslidte og dødende. Jeg var eftergivende for en stund, lod dem spørge og svarede. Man kan sagtens undskylde børn deres uvidenhed. Desværre klistrer den og sætter sig fast.

Dør jeg tidligt?

Det var forår. Alle detaljer er skrevet under huden. De hastige nedslag i skovbunden. Knækkede grene og prustende heste. Jeg red ubekymret bag min tante. Jeg følte mig til stede i øjeblikket, men sygdom stjæler tid og væren. Lyset sitrede, da hun kiggede på mig og sagde: ”Isabel, du skal ikke være bekymret. Du skal nok blive gammel.” I det øjeblik glemte hun, at jeg blot var et barn. Jeg havde endnu ikke overvejet, at jeg kunne dø tidligere end andre. Det gjorde jeg nu, og det gør jeg faktisk stadig. Skånsomt forvandlede jeg ordet sukkersyge til diabetes type 1. Jeg håbede, at det ville neddysse de bedrevidende, medlidende og rådgivende. Det gjorde det ikke, så jeg blev tavs. Skjulte i en årrække sygdommen. Gik på badeværelset, hver gang jeg skulle tage insulin, og nævnte slet ikke sygdommen.‍

2020

Jeg er nu 28 år og skjuler ikke længere min diabetes på samme måde, men jeg forklarer heller intet. Type 1 nævnes kun, hvis jeg frygter en sygdomsitalesættelse. Jeg tager insulin offentligt. Alle steder. Det er kun problematisk i kjole eller buksedragter. Man skulle jo nødig blufærdighedskrænke hele den aarhusianske gågade. Jeg støder ikke længere ind i de samme forfejlede forforståelser. Elegant navigerer jeg uden om den overfladiske uvidenhed. 

Ambivalensen vibrerer dog. Sygdommen er knivskarp for mig, men som en skygge for alle andre. Man kan ikke se det på mig. Jeg sætter mig selv begrænsninger. Er bevidst om positive dage, udfordrende timer og mulig tilstedeværelse. Jeg organiserer mig. Siger ”nej desværre” eller ”ja,” og mærker kun selv det dårlige blodsukker. Jeg ofrer det balancerede for det livsbekræftende. Ligger efterfølgende med ondt i maven og rystende hænder. Jeg fremstår dermed ”almindelig” eller næsten ekstraordinær, fordi jeg kun viser mig, når energien er sprudlende. Jeg kunne betegne mig selv som en pseudo-funktionel, der hemmeligholder, hvor smertefuldt det er at være under kroppens kontrol.

Sygdomsnætter

I morgen skal jeg til filmworkshop. Natten er sort og stjerneløs. Sygdommen er pulserende og kræver min søvn. Jeg vågner i intervaller, to timer ad gangen, halvt i søvne og halvt vågen. En næsten religiøs sfære formes. Jeg bønfalder dig, lad det ustabile blodsukker stoppe! Men her er ingen guder, kun min krop omslugt af mørke og badet i sved. Min uregerlige, løbske, sitrende krop – og den magtesløse tanke. Bønnen forandrer ikke min tilstand, og helbredelsen vil for evigt udeblive. Det eneste virkelige denne nat er min venten. Når blodsukkeret stabiliseres, kan jeg atter falde til ro, men det kræver tid og tålmodighed. Mørket er bestandigt. Handler jeg for hurtigt eller for langsomt, vælter jeg. Så gentager det sig bare. En nat som denne påvirker hele den efterfølgende dag. Faktisk vil det tage flere dage at genoprette den ødelagte krops balance. Derfor klæber angsten sig til alle valg. ”Jaet” er forpestet.

Lyset skinner ind gennem glaspartiet. Solen er varm og orange. Lokalet er fuldt af filmfolk. Nattens anstrengelser påvirker mig fortsat. Adrenalinen blander sig med blodet. Mit blik løber hen over de tilstedeværende, mens det tårner sig op. Det uovervindelige blodsukker. Mon de ser den piblende sved, der sætter mærker på stolens ryg? Aftrykket fordamper, men vender straks tilbage og råber: Hun er anderledes! Under huden sitrer alle nerverne. Kropsbevidstheden gør situationen uoverskuelig. Jeg venter i usynlig smerte. Stress og adrenalin gør, at insulinen ikke virker optimalt. Huden er simpelthen ikke lige så modtagelig. Stikker jeg nålen ind, løber blodet ud. Jeg har glemt servietter og må løbe ud på toilettet. Pludselig vækkes det gamle ubehag. Jeg føler mig alt for synlig. Det synlige har vi nemlig ret til at vurdere, dømme og (fejl)placere. Jeg kommer ubemærket tilbage og venter (i hemmelighed) på bedring. 

I pausen begynder folk at spise. Det gør jeg ikke. Mit blodsukker er for højt, og jeg må vente. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun spørger ind til et filmklip, jeg har vist. Jeg svarer, så godt jeg kan, men det høje blodsukker skaber forvirring, hukommelsesbesvær og sitrende nervebaner. Jeg vrøvler og kan ikke rigtig finde sammenhæng i det talte. Det er skamfuldt. Normalt er jeg veltalende, men nu vrøvler jeg foran dette fremmede menneske. Ordene falder ud af min mund som klodser og ufærdige genstande. Jeg formår ikke at forme ordene korrekt. Jeg ser på hende, mens jeg kæmper med udtalen af de enkelte ord. Hun virker til at forstå mig, men det er flovt at miste kontrollen over den simple tale. Mit intellekt kæmper en indædt kamp for at genoprette balancen. Jeg er i øjeblikket ikke mig selv. Jeg har egentlig lyst til at sige: ”Undskyld, men hvis jeg vrøvler lidt, er det, fordi jeg har højt blodsukker,” men jeg gør det ikke af frygt for lange forklaringer.‍

”Den lille, sorte taske”

Efter en lang dag blandt fremmede mennesker er trætheden overvældende. Den kropslige analyse slutter aldrig, og den presses i sociale situationer. Jeg vil så gerne have, at folk ser mig og ikke det sygdomspåvirkede jeg. Det er grimt, men jeg indrømmer, at jeg misunder friheden. At vågne op uden tanke, alarmklokker og insulinnåle i låret. At træde udenfor og gå. Bare gå og aldrig stoppe. At være fri fra ting. Jeg bærer altid rundt på ting, fordi jeg skal, af nød. Uden tingene er jeg i fare. Den simple handling at gå en tur kræver planlægning. Materialet går i forlængelse af sygdommen – blodsukkerapparat, insulin, nåle, brød, juice. Jeg må aldrig glemme noget og skal konstant minde mig selv om de nødvendige genstande. Sygdommen manifesterer sig fysisk i den lille, sorte taske.

Mig

Når jeg taler så meget om mig nu, er det, fordi jeget eller Isabel fylder ganske lidt. Det, der fylder, er et væv af smerte, forskydninger af forfald, evig forberedelse, gentagelse af sygdomshandlinger, sukkersved, udmattelse, ufrivillige rystelser og tågede øjne. Sanserne rives i stykker, flås, mens grænsen mellem jeget og kroppen udviskes. Kroppen agerer som selvstændig, indflydelsesrig autoritet. Den er på ingen måde passiv og tavs. Bevidstheden er ikke privilegeret, den kan ikke bryde ud af kroppens fængsel, dørene er lukkede. Jeg er indskrænket, lænket, fanget af kroppens modstand og en del af et gennemgribende slaveforhold. Sproget er utilstrækkeligt. Kroppen insisterer og ytrer sin magt over mig. Det er et affektivt liv, hvor selve kroppen gør mig tavs, og jeg styrter i afgrunden. Jeg er det pligtopfyldende selv, der følger kroppens grænser og begrænsning af min tilværelse. Vis mig sindets tilflugtssted, og jeg vil være dig evigt taknemmelig.

Mine følelser går ofte i forlængelse af kroppen. Kroppen er en sygdomskrop, og derfor er følelserne eksplosive og grænseoverskridende. Det høje blodsukker fremtvinger vrede og frustration. Det lave blodsukker gør mig grådlabil og sårbar. Kroppens følsomhed skaber ustyrlige emotioner, der bevæger sig ud i rummet og blander sig med min væren. Reaktionerne er legemlige, selvom de føles psykiske. Så snart insulin eller mad stabiliserer blodsukkeret, forsvinder vrede og gråd. Så står jeg nøgen tilbage. Det er forfærdelig svært at gennemskue, hvor de rene følelser befinder sig. At de blodsukkerpåvirkede følelser er kortvarige og slet ikke en del af ”Isabels” følelsesliv. 

Jeg må være ærlig. Hele mit liv har jeg ønsket at fortælle, hvordan jeg egentlig har det. Begæret en reference for min adspredte og forskudte væren. Selvom det er med en vis bekymring for en navlepillende eller narcissistisk opfattelse fra læserens side. Det er en forfinet balance, hvor jeg frygter at blive set som offer, lidende eller i værste fald selvynkende.

Du betyder noget

Der findes selvfølgelig også vidunderlige dage. Det er højst sandsynligt her, vi møder hinanden. Du får nys om alle mine filmprojekter. Jeg danser, når jeg taler, vifter med armene og fremstår som en storslået livsnyder. Jeg er mere energisk end alle andre i lokalet. Det kan være svært at forbinde den fysiske Isabel med den Isabel, der ligger halvkvalt mellem ordene i et hav af sygdomstermer. Derfor forvirrer eller fornærmer jeg dig måske, hvis jeg i fremtiden aflyser eller ganske enkelt må sige fra. Det kan være svært at forstå, at jeg har en krop, der aldrig hviler, og alligevel formår jeg at lave film og være SÅ BEGEJSTRET. Måske fordi du ikke ved, at alting kræver et offer. At al handling kan skabe ustabilitet, derfor må jeg vælge og prioritere. Du er aldrig underprioriteret, og alene det, at vi mødes (om end sjældent), er en ”betydningserklæring.” Du betyder altså noget for mig. Generelt er jeg bare nødt til at sige mere ”nej” end de fleste.

Endeløs længsel

Jeg længes efter kroppens stilhed. Øjeblikket, hvor kroppen er i balance og ikke gør opmærksom på sig selv. Øjeblikket, hvor tanken ikke henviser til kroppen. Hvor jeg kan give slip på kroppen. At være fri fra kropslighed. At være fri fra kontrol. At være fri. Hvor ville det være elskværdigt at være fri. Fri til at sige ja! Når som helst, flere uger forinden eller på selve dagen. At tiden igen blev sat fri og var min og ikke min krops.

“Writing is not life, but I think sometimes it can be a way back to life” 
- Stephen King

Jeg elsker at gå i skole, og jeg har altid været god til det faglige. Det har dog vist sig at være sværere for mig at få en uddannelse, end jeg engang troede. 

For livets mange op- og nedture har spændt ben for mig, og jeg har aldrig passet ind i systemets fine kasser. Men det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har lyst til.  

Det, jeg har lyst til, er at skrive bøger.

Borderline og mig

Efter flere år som svingdørspatient i psykiatrien, utallige lægebesøg, samtaler hos healere, en enkelt coach og mange forskellige fejldiagnoser, fik jeg endelig som 24-årig diagnosen “borderline personlighedsforstyrrelse”. Derudover, har jeg en cocktail af angst, depression, PTSD og en spiseforstyrrelse. 

Borderline er nærmest uforklarligt, men kort sagt betyder det, at jeg har været udsat for nogle traumer, der gør det svært for mig at kontrollere mine følelser. 

Tusinde tanker køre i mit hoved konstant. Jeg får panikanfald, så ekstreme, at jeg føler, at mit hjerte stopper, og jeg har perioder, hvor depressionen tager over, og alle muskler i min krop føles som ler.  En simpel handling som at stå ud af sengen bliver som at bestige et bjerg, og det føles umuligt at komme ud af. 

Jeg har altid haft følelserne uden på tøjet, specielt min vrede, og det var nok også derfor, jeg fik titlen som klassens humørbombe i gymnasiet. ‍

Mobning, skolen og depression

Før jeg fortæller om gymnasiet, vil jeg tage jer en tur tilbage til, hvor det hele startede, nemlig folkeskolen. Min folkeskoletid kan for mit vedkommende sammenlignes lidt med at blive kastet direkte ned i helvedes flammer, igen og igen. Ej, jeg overdriver måske, men børn kan virkelig være ondskabsfulde…

Jeg har altid været følsom eller særligt sensitiv, om man vil. Noget, som de andre elever hurtigt opfangede, og dermed blev min sensitivitet en skydeskive for deres “drillerier”, som lærerne kaldte det. 

Jeg blev kaldt alt fra grim, tyk og dum, til klam, åndssvag og uværdig til at leve. 

Jeg blev slået, sparket, skubbet, eksluderet og bagtalt.

Jeg blev holdt op af en mur sammen med to andre, hvorefter de store drenge tyrede dødbolde efter vores hoveder. Jeg tror jeg har været 8 år, og når man er så lille, føltes en 6. klasses dreng som en voksen. Jeg husker dem som enorme kæmper, og deres grin ringer stadig i mine øre, når jeg tænker på det.  

Da jeg i 3. klasse blev låst inde i et boldskab af nogle piger fra klassen, oplevede jeg for første gang et panikanfald. 

Skolen blev et sted, jeg var bange for at være, et sted hvor jeg følte mig helt alene i verden, og hver dag var en kamp for at overleve.

Mine forældre prøvede alt for at stoppe mobningen, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange de var til samtaler med ledelsen om min trivsel, og hvor mange gange min far har trampet op på skolen, fordi jeg igen kom hjem med tårer i øjnene. Lærerne gjorde ingenting for at hjælpe, tværtimod fik jeg skæld ud for at være sensitiv. 

Jeg husker tydeligt min lærer sige: “Jeg tror det ville være nemmere, hvis du bare var ligesom de andre piger i klassen.” 

Hun gjorde det at være anderledes til en dårlig ting, og jeg tog desværre hendes råd. Efter en håndfuld skoleskift, begyndte jeg selv at mobbe. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok som en form for kill or be killed tankegang, og så var jeg jo pludselig ligesom “de andre piger”. Det var dumt og noget, jeg stadig skammer mig over i dag. Jeg havde faktisk meget til fælles med dem jeg mobbede, og jeg ville ønske jeg bare havde været venner med dem i stedet. 

I sidste ende nåede jeg igennem folkeskolen, dog ikke uden ar på både krop og sjæl, samt et bjerg af trust issues og lavt selvværd. ‍

Røvhuller og Rollemodeller

Jeg mødte op til den første dag i gymnasiet med helt andre briller på end i folkeskolen. “Jeg var stærkere nu,” fortalte jeg mig selv. “Der er aldrig nogen, der kan såre mig igen.” 

Min skolegang havde givet mig troen på, at alle ville gøre mig ondt, hvis jeg lukkede dem ind. Så jeg opbyggede en hård facade, og selvom jeg havde nogle få venner, følte jeg mig ensom.

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever. 

Jeg blev stemplet, som en man ikke skulle komme for tæt på, hvis man ikke ville have hovedet bidt af. Jeg var deprimeret og vred hele tiden. Jeg følte mig ligegyldig og min daværende kæreste sagde på et tidspunkt til mig: “Jeg glemmer, at du eksisterer.” Jeg kan godt se nu, at han sagde det, fordi han var et røvhul. Men min teenagehjerne omformulerede det hurtigt til, at alle glemmer mig, at ingen kan lide mig, og jeg intet er værd. Det satte et ekstra skub i min depression. Jeg fik selvmordstanker og brugte meget af min tid på hash og whiskey i larmen på Crazy Daisy. 

Dog færdiggjorde jeg på magisk vis min HF med topkarakterer. 

Det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de bedste forældre i verden, der ville gøre alt for at se mig glad. De så min smerte, og jeg fik hjælp. Både fra dem, fra psykologer og fra en helt speciel lærer:  Henrik Selch, som gav mig troen på, at jeg sagtens kunne opnå mine drømme, og at jeg var langt mere værd, end jeg gik og troede. Det forsikrede mine forældre mig selvfølgelig om dagligt, men jeg tror, at jeg havde brug for at høre det fra en, der ikke var obligeret til at kunne lide mig. 

På grund af hans tillid besluttede jeg mig for at arbejde med udsatte børn og unge, så jeg kunne være der for dem på samme måde, som han var der for mig. 

Jeg startede derfor på socialrådgiverudannelsen, men måtte efter blot 4 dage acceptere, at 200 mennesker i samme lokale var lidt for meget for min angst. 

Jeg droppede ud og forsøgte mig med forskellige jobs og praktikpladser, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg skulle være skolelærer. 

Læreruddannelsen skulle dog vise sig at være en lige så svær tid. 

Min depression, angst og borderline var på højtryk, og jeg fik nærmest ikke et minuts ro i hovedet. Det var også her, jeg mistede den vigtigste person i mit liv. ‍

Min gamle ven døden

Jeg kender døden, alt for godt; jeg har set den mange gange. Så meget, at den efterhånden begynder, at føles som en gammel ven. En ven, der lidt for tit kommer på besøg og tager alt for meget med sig, når den går. 

Jeg mistede min farfar, farmor og morfar, da jeg var barn. Jeg husker dem ikke så godt, men jeg husker døden, eller rettere, den følelse døden har det med at medbringe. 

Den tunge følelse af savn og tristhed, der hænger over en som en mørk skygge. Følelsen af at have en sten i maven, der langsomt trækker en ned under vand, så man ikke kan trække vejret. Den følelse.

Min mormor som uden tvivl var min bedste ven, blev taget af kol kort inden min konfirmation. Ikke længe efter tog vodkaen min morbror, og da jeg som 22-årig lærerstuderende sad i min lejlighed i Silkeborg omkring kl. 21.00, bankede det på døren. 

Det var min faster og onkel. Jeg husker tydeligt min fasters stemme, da hun sagde, at min mor havde fået hjertestop. Min mor lå i koma i 7 dage.  Jeg ønskede ikke at besøge hende på stuen, da det på en eller anden måde, ville gøre det hele mere virkeligt. Jeg ville vente med at se hende, til hun vågnede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes hjerte bankede igen, men de kunne ikke vække hende. 

Køreturen til hospitalet, den dag vi slukkede for maskinen, føltes som en evighed. Jeg vidste, at jeg nu skulle se min mors ansigt for allersidste gang.  Det er ikke noget, man nogensinde kan forberede sig på. Min faster tog min hånd, og sammen gik vi ind på værelset, hvor hun lå tilsluttet en respirator, der hjalp hende, med at trække vejret. Jeg kyssede min mor på panden og forlod rummet efter et minuts tid. Jeg ville ikke huske hende på den måde. Jeg tænkte, at  jo kortere tid, jeg var derinde, desto mindre ville jeg huske hende, liggende i en hospitalsseng. Jeg ville huske hende som den livsglade, stærke rock mamma, hun var. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke blev ved hende længere.

Grief

I’ve changed the way I view my demons. 

At first they felt heavy, making it almost impossible to breathe. 

They were loud like cannons and sharp like swords. 

It felt like an ongoing war, but I had no shield to protect myself and nowhere to run. 

Because you can’t hide from yourself. 

I was terrified of them. 

When death continuously came knocking on my door, to take away the ones I love, a part of that fear disappeared. 

I realized who the real enemy was…

Grief. 

My demons became my soldiers, my allies, and my friends. 

However, I will never fully trust them. 

I keep them on a leash, close to my chest as I prepare to fight the face of death, until the day it finally comes knocking for me.‍

• Xara Berg

Hvem er jeg?

Efter min mors død mistede jeg alt. Min lejlighed, mange af mine venner, min uddannelse og min livsglæde. Jeg var også nødt til at sige farvel til min kat og min hund. Det var hårdt! Ekstremt hårdt. Jeg vinkede farvel til drømmen som lærer og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Det var egentligt først her, jeg officielt ramte bunden, eller rettere sagt 400 meter under bunden. 

Sorgen over min mor og stressen fra uddannelsen samt min endnu ikke diagnosticeret borderline gjorde, at jeg gik psykisk ned. Når det føles, som om man hænger i en sytråd mellem livet og døden, bliver alt andet ligegyldigt.  Det var svært at overskue et job eller en uddannelse, når borderline, sorg og daglige panikanfald, styrede mit liv.  

Store spørgsmål som meningen med livet og “hvem er jeg?” kørte rundt i mit hoved, og at fortsætte på en uddannelse, jeg ikke var 100% sikker på, virkede helt absurd. 

Samtidig var jeg heller ikke sikker i min seksualitet. Jeg kom ud som biseksuel og senere panseksuel, selvom jeg egentlig er lesbisk. Jeg prøvede i mange år at undertrykke min seksualitet, fordi jeg troede, det ville være nemmere, hvis jeg nu også bare var til mænd. Jeg sultede mig selv, dømte mig selv og blev min egen værste fjende. Jeg mistede flere gange troen på mine evner. Jeg mistede mine værdier og synet på, hvad der var vigtig… Jeg mistede mig. 

Fremtiden?

Igennem mine 25 år er jeg blevet misbrugt, banket, isoleret, nedgjort, undertrykt og behandlet som et ligegyldigt objekt. Jeg har mistet mange, jeg holder af, og jeg har været i daglig krig med mit eget hoved i mange år. 

I lang tid var succes for mig noget, som andre kunne se op til, og en del af mig ville have, at andre var misundelige over mit liv. I dag, betyder det intet for mig. Efter, at jeg startede i terapi, er jeg begyndt at finde mig selv igen. Jeg er meget gladere i dag. Jeg får behandling i en gruppe for borderline patienter, og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg har lært, at livet er kort, og lige pludselig kan det hele være slut. Jeg har lært, at status ikke betyder noget overhovedet, for uanset om jeg er hjernekirurg eller arbejdsløs, vil de mennesker, hvis anerkendelse jeg engang stræbede efter at få, stadig tale dårligt om mig…og hvad så? Jeg ændrer mig aldrig igen for andres ligegyldige meninger, for jeg elsker mig selv og den person, jeg er blevet. Jeg må erkende, at det ikke er sikkert, jeg nogensinde får en uddannelse. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at tjene gode penge eller vinde nogle priser, og det er okay!

Jeg har accepteret, at jeg er nødt til snakke om mine traumer og heale, før jeg kan hjælpe andre. Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare valgt en anden vej, og jeg er rigtig glad for de chancer, jeg har taget. Jeg har lært så meget om mig selv og verden omkring mig. Alle de ting, jeg har oplevet gennem livet, har sat ar på min sjæl. Det har været ekstremt hårdt, og til tider var livet svært at overskue. Men de oplevelser har lært mig at holde fast i mine værdier og stå op for mig selv. Jeg siger min mening, om andre kan lide det eller ej, og jeg har ikke tænkt mig at være stille, nogensinde igen. Jeg har intet arbejde og ingen uddannelse, men jeg har et godt liv. Jeg er kærester med en fantastisk kvinde, jeg har en far, der er stærkere end nogen anden, og som vil gøre alt for mig. Jeg har et sted at kalde mit hjem, en sund krop og en drøm at holde fast i. Det er godt nok for mig! Jeg ved, hvem jeg er, og hvor jeg har været, men ikke hvor jeg skal hen. 

Min drøm er dog at blive forfatter, for bøger er for mig en “escape”. Det er en verden, hvor intet kan røre mig, og kun fantasien sætter grænser. Det er som en kikkert ind i forskellige universer, fyldt med spænding og magi. Når jeg skriver, forsvinder verden omkring mig, og selvom jeg normalt skriver fiktion, er der altid noget realisme forbundet med det. Jeg skriver om spøgelser og dæmoner, om vampyrer og troldmænd, men også om døden, traumer og sorg. For det er ikke rigtig en historie uden alt det svære, og sådan er livet også. 

Med hensyn til fremtiden er uddannelse ikke så vigtigt. For når livet virkelig rammer, er det familie, venner og ikke mindst mig selv, der betyder alt!

Min bedste ven var der, men de sov, og jeg var angst og bange for at sige til dem, at jeg havde brug for hjælp. Jeg husker, at jeg sad på terrassen og kiggede på træerne, og normalt skifter træer ikke form; de forbliver deres størrelse. Men de træer, jeg så, blev mindre og større. En stemme hviskede i mit øre. Skygger kom kravlende. Jeg lukkede øjnene.

Som 14-15-årig fik jeg symptomer på skizofreni, midt i en ferie i et sommerhus, et sted i Nordjylland. Jeg havde en masse drømme, ting jeg gerne ville, ønsker, ambitioner. Men nogle gange er livet hårdt. Jeg har diagnosen Paranoid Skizofreni, og med det kommer der en masse andre diagnoser: angst, depression og PTSD.

Jeg gik på efterskole, hvilket er det bedste og hårdeste år i mit liv. Jeg begyndte for alvor at cutte, jeg var selvmordstruet og ikke mindst meget deprimeret. Jeg færdiggjorde 10. klasse, og derefter lå jeg i min seng i lang tid og var deprimeret. Jeg husker ikke særlig meget fra de måneder; jeg sov og græd og hulkede. Jeg var deprimeret. Jeg husker, at jeg stjal hovedpinepiller fra en bekendts badeværelse, bare så jeg kunne slå mig selv ihjel. Jeg ønskede ikke livet. Jeg var sur og utilfreds, og jeg kunne ikke mere. Verden føltes så umulig. Jeg var tom indeni.

Men jeg fik venner for første gang i mit liv, og jeg kom hjemmefra, hvilket jeg havde meget brug for. Min biologiske far var voldelig og manipulerende. Han fortalte løgne om min mor, som jeg troede på, og det ødelagde mit forhold til min mor i mange år. Men heldigvis, som 17-årig, slap jeg fri fra hans lange kløer. Jeg skiftede adresse og begyndte at se min mor, som den hun var. Jeg har prøvet en HF tre gange og måtte stoppe efter kort tid. Første gang var efter efterskolen, hvor jeg, som sagt, var deprimeret og selvskadende. Jeg blev mobbet og havde ingen venner. Alt det her formede mig og gjorde mig kold, indadvendt og ikke mindst sur.

Første gang på HF som 16-årig var skræmmende og føltes som en kæmpe mundfuld. Det var det også. Jeg var meget angst, og det hjalp ikke, at alle kendte alle. Jeg er ikke den bedste til at få nye venner og bekendtskaber. Det kunne også være, folk ikke kendte hinanden, men det føltes, som om de gjorde. Jeg var egentlig glad for fagene - det har aldrig været dér, jeg var dårlig - men som sagt når det kommer til bekendtskaber, er det svært for mig. Jeg stoppede efter tre måneder, fordi jeg cuttede hver dag bare for at kunne mærke noget, men også fordi det, på et ellerandet tidspunkt, bliver en vane og en afhængighed. Ligesom stofmisbrugere skal have deres næste fix, skulle jeg også. Da min mor fandt ud af, at jeg cuttede, blev hun bekymret og trist, og sammen besluttede vi os for, at jeg skulle stoppe på HF. Månederne efter var lange og hårde; UU-vejlederne mente ikke, at en 16-årigkunne ligge hjemme i sengen. Jeg var jo bare doven. Men det var jeg ikke. Jeg var deprimeret og kæmpede en kamp indeni, hver dag, hvert minut, hvert sekund.

Da jeg følte, at jeg nogenlunde var ovenpå igen, bestemte min voldelige far, at jeg skulle starte på noget uddannelse, for han var også af den holdning, at hvis man ikke var fysisk syg, så kunne man sagtens gå i skole.

Så jeg startede på en ungdomsskole og var der resten af skoleåret, hvor jeg tog engelsk, dansk og matematik bare for at lave noget, som man jo skulle, når man er 16 år og “frisk”.

Efter ungdomsskolen kom jeg på produktionsskole, hvilket faktisk var et okay år. Jeg fik et par venner, men fra starten af havde jeg lavet den aftale med mig selv, at det var ok, hvis jeg ikke fik nogle venner. Jeg var så sikker på, at det der med venner ikke var noget for mig, selvom jeg inderligt ønskede dem. Året gik, men min angst plagede mig; det var svært at spise frokost med de andre, det var svært at være på systuen, når der var alt for mange mennesker, og jeg måtte flere gange gå på toilettet bare for at være lidt alene, så jeg kunne trække vejret.

Mig og min veninde besluttede at starte på HF sammen, da året var ovre. Vi fik skræddersyet en HF, så vi kunne tage den på tre år for at mindske presset. Jeg var glad for at være startet på en uddannelse og var ved godt mod. Men en anden veninde døde pludseligt, og endnu en gang var jeg ked af det. Deprimeret. Hendes død tog rigtigt hårdt på mig; vi havde kendt hinanden siden efterskolen. Hun døde i januar 2017. Jeg var 18 år og måtte erkende, at jeg ikke skulle fortsætte på skolen. Jeg missede flere og flere fag, hele dage, hvor jeg igen lå derhjemme og var deprimeret.

Den sommer flyttede jeg hjemmefra. 19 år gammel og klar til at møde verden. Jeg flyttede sammen med min bedste ven i Nordjylland. Jeg var på kontanthjælp, men ville gerne hjemmefra, og min bedste ven og jeg fandt en lejlighed. Vi havde en kat og levede nærmest som et gammelt ægtepar. De var også på kontanthjælp, men vi fik det til at hænge sammen.

Jeg fik endelig min skizofreni-diagnose i januar derefter. Jeg havde kæmpet længe med psykiatrien, fordi skizofreni er en farlig diagnose, som de sjældent giver til unge mennesker. Men der var en læge, der anerkendte mine problematikker. Det var rart endelig at blive hørt, set og ikke mindst forstået. Jeg ringede hjem til min mor og græd, hulkede og nærmest vrælede. Jeg var så glad for, at nogen tog mig alvorligt, men vidste også, at det her ville blive en sværere kamp end årene forinden. Jeg havde været indlagt på psyk som 16-årig i omkring syv dage, men efter min diagnose, sommeren hvor jeg blev 20,var jeg indlagt i en måned. Jeg havde det forfærdeligt, intet hang sammen, og virkeligheden smuldrede for mig. Bogstaveligt talt.

For mig er det svært at kende forskel på virkelighed og fantasi. Det har det altid været. Som barn, hvis jeg havde set noget uhyggeligt eller skræmmende, ville jeg, når jeg gik i seng, altid mumle: “Det findes ikke, det findes ikke,” indtil jeg faldt i søvn. Og hvis jeg ser en alt for virkelighedstro film, selv i dag, kan jeg finde på at mumle til mig selv, når jeg går i seng. Den måned på psyk var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg ramte bunden. Hvilket jeg troede, jeg havde prøvet før, men det her var en bund endnu længere nede.

Jeg skulle aflevere alt farligt, da jeg kom ind på den lukkede: nøgler, lighter, mobiloplader. Selv stropperne på min rygsæk var for farlige, så rygsækken måtte stå inde på vagtstuen. Efter omkring 24 timer blev jeg heldigvis flyttet til den åbne afdeling. Psyk var en masse hvide vægge med grå døre og små rum. Intet menneskeligt. Det hele havde rene linjer, det lignede næsten et udstillingshjem. Der var ikke noget, der gjorde det hyggeligt. I midten af psyk, i en baggård, måtte man ryge. Vi lærte hurtigt hinanden at kende, os rygere. Der er bare noget hjemligt, hyggeligt og nærværende ved at være ryger. Især sådan et sted. Det er dér, snakken går på, hvem af personalet der er rare, hvem der er mindre gode at snakke med og så videre.

Igen lå jeg i en seng og græd. Jeg havde ingen mulighed for at cutte eller slå mig selv ihjel. Jeg havde dog selv valgt at blive indlagt, fordi selvom jeg ikke ønskede at være her mere, skræmte døden mig noget så inderligt. Det var som sådan ikke smerten ved døden, men mere hvad det næste så ville være. Jeg er ikke en særlig spirituel eller troende person men det uendelige mørke skræmte mig.

Det er et faktum, at jeg har prøvet at slå mig selv ihjel fem gange. Skole var umuligt, arbejde kom aldrig på tale.

Jeg var 20 år og lige blevet udskrevet fra psyk. Hele verden foran mig. Jeg kæmpede hårdt, jeg kæmpede med alting og blev bedre og bedre til at takle verden og alle dens udfordringer. Jeg søgte om en lejlighed alene og uden min bedste ven. Jeg ville have en uddannelse. Endnu en HF, for jeg vidste, at jeg ikke kunne de tre år, en STX normalt er på. Men igen, efter nogle måneder, måtte jeg stoppe. Jeg skulle indse, at uddannelse ikke var for mig; jeg var for dårlig til en uddannelse. Jeg følte mig aldrig rigtig sikker på den skole, da drengene mobbede mig, selvom jeg var voksen. Igen var det umuligt. Min mor sagde altid, at man skal spise elefanten i små bidder. Jeg prøvede at tage én måned ad gangen, men det var svært. Så én dag ad gangen, men det var svært. Så én lektion ad gangen, men det var svært. Opgaven syntes så umulig, at jeg stoppede og gik over på fjernundervisning, så jeg idet mindste kunne prøve at få en uddannelse hjemme. Men struktur og fokus har aldrig været mine stærke sider. Jeg prøvede at aflevere opgaver til tiden, men det, syntes jeg også, var umuligt. Til sidst måtte jeg stoppe på fjernundervisningen. Igen var jeg på kontanthjælp, 21 år og hele verden foran mig.

Jeg boede i en studielejlighed, så jeg måtte også flytte, og det gjorde jeg. Og dér begyndte kampen for en førtidspension endelig. Det der med, at andre skulle bestemme over min fremtid, var svært for mig. Jeg kunne ikke andet end vente på, at jeg skulle til møder, hvor jeg skulle argumentere for, at jeg var for “dårlig” til at starte på en uddannelse igen. Og det med arbejde kom aldrig på tale.

Endelig sad jeg ved et bord til det sidste møde, hvor de kloge skulle bestemme, om jeg var for god eller dårlig til at få en førtidspension. Jeg var for dårlig til arbejde og studere, og heldigvis besluttede de kloge mennesker sig for, at jeg ikke skulle på arbejde eller på uddannelse. Jeg var nu førtidspensionist. Noget som kun gamle og syge mennesker er.

Var jeg virkelig så syg? Var jeg virkelig så dårlig? Ja, det var jeg. Er jeg. Som det er nu, har jeg ikke hørt stemmer i otte måneder. Jeg cutter ikke mere, eller i det mindste meget lidt. Jeg har ikke haft et tilbagefald i lang tid.

Er det et godt liv, jeg har? Nogle vil sige nej. De sidder bare derhjemme hver dag, spiller pc, ser serie og skriver måske et par noveller en gang imellem. Men jeg synes faktisk, at jeg har et godt liv. Det var ikke det liv, jeg troede, jeg skulle have. Jeg troede, jeg skulle på journalisthøjskolen. Jeg troede, jeg skulle have en HF. Jeg troede så mange ting. På en god dag kommer jeg ud og handler. På en middelmådig dag cykler jeg måske en tur. På en dårlig dag ligger jeg igen i min seng. Men jeg vil ikke bytte det til noget andet. Jeg har accepteret, at mit liv ikke ender, som jeg troede. Men gør nogens det? Hvem ender, hvor de troede, de skulle ende?

Jeg bliver tit spurgt, om jeg har et godt liv. Det er et liv, jeg har, et liv som faktisk er meget godt.

Jeg har sørget over min situation. Jeg har grædt og vrælet over min situation. Jeg har været sur og tvær og umulig over min situation. Men jeg ville ikke være foruden min skizofreni; det er en del af mig, og jeg vil ikke undskylde for noget, som er en del af mig. For jeg er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvor vi kommer fra, uanset hvem vi er, så er vi alle lige meget værd.

Du er ikke mindre værd, bare fordi du ikke har en uddannelse eller et arbejde. Restgruppen, de resterende, du er helt ok, som du er. Psykiske sygdomme og fysiske problemer, det er alt sammen lige meget. Du er dig, og det er godt.

Hvad bringer fremtiden så? Spørger du måske. Jeg ved det ikke. Men jeg håber, det kan bruges. Jeg håber, fremtiden er blid mod mig og jer andre. Jeg håber på, der ingen tilbagefald er. Jeg håber, der ingen selvskade er. Jeg håber, der ingen stemmer eller syner er. Jeg håber og ønsker, for dig og for mig, at fremtiden er blid.

- Kris Nordtorp

Det skete på en sommerhustur med min mor og hendes daværende kæreste. Det var meningen, det skulle være en hyggelig familietur, men idet jeg træder ind over dørtærsklen til det gamle 60’er hus, kan jeg mærke, at noget er forkert. Der ligger en dysterhed og en næsten tyngende følelse over huset. Den kølige luft føles klam mod min hud og giver mig gåsehud på armene. 

Vi får tildelt vores værelser, og efter at have set mit værelse, kigger jeg ind i rummet ved siden af, hvor min mor og hendes kæreste skal sove.

Det, jeg ser inde i værelset, får mig til at fryse på stedet, og jeg kan mærke de små hår i nakken rejse sig, mens en isnen kryber ned ad min rygrad. På en stol langs væggen sidder der en ligbleg pige med sænket hoved og stirrer direkte på mig. Hendes klamme, tynde hår omkranser hendes hule kinder og brune øjne, og hendes blik borer sig igennem min hud og fryser blodet i mine årer. Jeg kan mærke mit hjertes desperate dunken mod mine ribben og hører et skærende hyl i mine ører. Pludselig går det op for mig, at hylet er lyden af mit eget skingre skrig, og alt bliver sort. 

Det næste, jeg kan huske, er brudstykker, hvor jeg skriger hysterisk og utrøsteligt i min fortvivlede mors arme, rædselsslagen og ude af stand til at fortælle hende, hvad der havde fremkaldt denne reaktion. For synet af den ligblege, tynde pige med dybe, sorte rander om de isnende øjnene, havde brændt sig fast på min nethinde.

Det var første gang, jeg så Ella og - skulle det senere vise sig - mit første psykotiske anfald af mange.  

Jeg husker ikke præcis, hvornår symptomerne startede - måske har de altid ligget og ulmet i baggrunden - men de begyndte med fjern gråd og spinkle pigeskrig. I mange år troede jeg, at oplevelserne var virkelige, og at alle andre omkring mig hørte og så det samme, men blot ignorerede de desperate pigeskrig.

Men en novemberdag, da jeg gik i 9. klasse, var der noget, der ændrede sig. Jeg var taget hjem fra skolen, fordi jeg i idrætstimen pludselig så fire ”Ella’er”. Det havde gjort mig meget bange. Min mor tog mig bekymret til lægen, som med det samme identificerede mine oplevelser som symptomer på en psykisk lidelse og en mulig psykose. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg ikke levede i helt den samme virkelighed som alle andre omkring mig - og at det, jeg hørte og så, ikke altid kunne ses og høres af andre end mig. 

Lægen henviste mig til noget, der hedder Tidlig Opsporing af Psykose eller ”TOP”, som vurderer, hvilken slags hjælp man har behov for. TOP sendte mig i ambulant behandling i Holbæks børne- og ungdomspsykiatri. Her startede jeg til psykologsamtaler og fik hurtigt diagnosen paranoid psykose. Under denne behandling fik jeg det markant værre, fordi det var første gang, jeg snakkede højt om, hvad der foregik i mit hoved. For mig skabte det mere uro, fordi noget i mig sagde, at jeg ikke skulle snakke om det. Så når jeg gjorde det, blev det værre. Jeg har altid følt mig overvåget af en gruppe, som jeg kalder for dem.

Jeg oplever dem, som en gruppe af mennesker, der, som i amerikanske spionfilm, sidder i et lille lokale fyldt med flimrende tv-skærme og nøje overvåger alt, hvad jeg foretager mig. 

På dette tidspunkt begyndte katastrofetanker også at fylde mere, og jeg var blandt andet overbevist om, at min hund var en robot udsendt af dem. Jo mere jeg så ham i øjnene, jo mere overbevist blev jeg om, at hans små, blanke øjne i virkeligheden var kameraer, der nøje fulgte alle mine bevægelser. Min virkelighed begyndte at forandre sig, og jeg var ikke længere tryg, hverken i det hjem jeg var opvokset i, men heller ikke i mit eget sind.  

Overvågningen pinte mig, føltes som tortur og gav mig en følelse af aldrig at være helt alene, og at jeg var fuldstændig magtesløs over mit eget liv.

På grund af mine tiltagende psykotiske symptomer og en begyndende spiseforstyrrelse blev jeg i december 2020 indlagt på det åbne børne- og ungdomsafsnit i Roskilde. Her var jeg i knap 1,5 måned, og i denne periode formindskedes mine spiseproblematikker. Til gengæld blev mine psykotiske symptomer værre frem til og efter, at jeg blev udskrevet i januar. 

I sommeren op til min indlæggelse afsluttede jeg 9. klasse og startede i august på en HF-uddannelse, som jeg formåede at holde fast i under min første indlæggelse på det åbne afsnit.

Min tilstand forværredes dog gradvist efter min udskrivelse, og jeg blev, som følge af dette, indlagt igen d. 23. marts 2021. Indlæggelsen var planlagt og frivillig, og derfor startede min anden indlæggelse på det samme åbne afsnit. Efterhånden som jeg blev mere syg og ikke kunne samarbejde, blev jeg rykket til den lukkede i slutningen af april 2021.

Jeg holdt fast i min HF-uddannelse de første to måneder, men måtte droppe ud på grund af det høje fravær, som indlæggelsen medførte. Jeg følte mig nu som en kæmpe fiasko, og jeg kunne kun se magtesløs til, mens mine gymnasievenner fortsatte deres liv fremad, og mit eget blev sat på pause af noget fuldstændig udenfor min kontrol. Skammen over at være droppet ud og følelsen af at have fejlet var altoverskyggende, og dybe depressionslignende tegn prægede denne periode. 

En stribe af tanker, som jeg fik efter at have tilbragt meget af min tid på et lukket afsnit, kalder jeg for det stribede system. Jeg kalder det for det stribede system, fordi det var som sort på hvidt; strikse rammer og regler.

Jeg træder ind i det stribede system. De stribede dyner. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg skulle tilbringe de næste 20 måneder i det stribede system. De stribede dyner. Al min magt som menneske blev mig frataget. Jeg er rystet. Rystet over, at det virkelig var nødvendigt. Mit liv så sortere ud end før, og jeg sad med en følelse, som jeg ikke var bekendt med. Følelsen af håbløshed og drømme knust. I min barndom, før der var noget, der hed sygdom, var jeg utrolig god til at drømme. 

Under min anden indlæggelse udviklede Ellas gråd og skrig sig efterhånden til ord. Hun fortalte mig nu, at jeg ikke fortjente at have det godt, og hun overbeviste mig om at stoppe med at tage medicin for at forhindre, at jeg fik det bedre. Dette medførte, at Ella fik mere og mere magt over mit sind, min krop og mit liv. Hun truede med, hvordan hun havde tænkt sig at overtage min krop, mit sind og mit liv.  

Dette eskalerede en dag, da jeg fik følelsen af, at hun trådte ind i mig og overtog noget af min fysiske kontrol. Jeg kunne mærke hendes krop smelte sig sammen med min, og hvordan jeg mistede kontrollen og kontakten med min egen krop. Dette udløste et voldsomt panikanfald, hvilket førte til en tvangsfastholdelse med efterfølgende tvangs akutberoligende. Nu var jeg under angreb fra alle sider; det føltes, som om mit sind åd sig selv indefra, og som om Ella forsøgte at skubbe min egen bevidsthed ud af min krop. 

Samtidig følte jeg også, at min fysiske kontrol var truet, når personalet på afdelingen holdt mig fast og tvang mig til at tage medicin, som skulle fremme en forbedring, jeg hverken følte, jeg fortjente eller ønskede. Jeg forsøgte at holde fast i det eneste aspekt af mit liv, som jeg stadig havde en smule indflydelse på. Jeg stoppede derfor med at spise. Hvad jeg indtog, var nu det eneste i mit liv, jeg stadig havde kontrol over, og det, jeg spiste, kunne jeg med lethed komme af med igen. I modsætning til Ella som var en fast beboer i mit sind. 

Langsomt svandt min livsglæde- og vilje, og jeg mistede fuldstændig evnen til at drømme og se fremad. Det eneste, jeg kunne se, var det tætte og kvælende mørke, som både mit sind og mine omgivelser udgjorde.

Som barn var jeg fuld af drømme og mål. Jeg havde en følelse af, at jeg levede for noget, at jeg skulle og kunne blive til noget. Som barn var jeg let at gøre glad. Jeg elskede at være aktiv og gik til forskellige sportsgrene med sammenhold, hvor der var forskellige måder, jeg kunne udtrykke mig på. Jeg var altid god til at finde på ideer og løsninger, hvis der ikke var noget, der lige passede mig. Med det sagt var jeg meget bestemt og, på en eller anden måde, selvstændig i en tidlig alder. Men efterhånden som sygdommen åd sig ind i mit sind, forsvandt mit fremtidssyn, samt troen på mig selv og vigtigheden af mit eget liv. 

Sygdommen havde nu vokset sig så stor, at den havde fortrængt alt det lys og alle de drømme, jeg besad som barn. Jeg var som en fisk, der var dykket for langt ned og ikke længere kunne navigere efter solens stråler. I et fremmed og koldt miljø, omgivet af dybt, tungt og kvælende mørke, havde jeg mistet evnen til at finde vej tilbage til overfladen, til de drømme og mål og den livsglæde, jeg engang besad. 

Min situation var nu, at jeg var droppet ud af HF, følte mig isoleret og ensom, havde mistet mange af mine venner og var ude af stand til at kontrollere mit eget sind og liv. Disse omstændigheder efterlod mig i et dybt hul af depression, som jeg ikke selv kunne grave mig op af. 

Mit liv havde ramt et nyt lavpunkt, hvor jeg havde det værre end nogensinde før, og sygdommen stadig kun åd sig dybere ind i min bevidsthed. Dette medførte, at jeg begyndte at blive tvangsmedicineret, hvilket gjorde mig dybt ulykkelig. Både fordi jeg stadig var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, men også fordi min sygdom nu lå som en kugledyne af tryghed henover mig. Jeg vidste, hvordan mit liv og fremtid så ud, når jeg havde det dårligt, og tanken om at få det bedre medførte en uvished, som skræmte mig mere end den psykose, jeg befandt mig i og havde vænnet mig til. Det svære ved at få det bedre var, at den raske Anna nu også var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, så hvorfor skulle jeg kæmpe for noget, hverken “syge” Anna eller “raske” Anna ønskede? Det spørgsmål stillede jeg mig selv ofte. Sandheden er, at der måske ikke altid er et svar på vores spørgsmål, men det bedste er at stole på dem omkring os. Det kan være hårdt til tider, men det rigtige.

At jeg havde behov for medicin, tændte også en dyb skam i mig. Jeg kunne tydeligt mærke den stigmatisering, der ligger i begreberne ”psykisk syg” og ”medicinering”, og hvordan mine daværende venner begyndte at kigge lidt skævt til mig og tage afstand fra mig. Dette bidrog til, at det var svært for mig at acceptere mine nye omstændigheder, samt den diagnose jeg nu havde fået klistret til mig: paranoid skizofreni. For hvem ønsker at bruge resten af deres liv på at være anderledes og ”syg”? 

Derfor snød jeg i lang tid, så meget jeg kunne, med medicinen. Mit snyd blev - til mit held -   opdaget, og jeg blev nu tvunget til at tage medicinen som indsprøjtninger, nogle gange ved brug af fysisk tvang. 

Selvom tvangsmedicineringen var yderst grænseoverskridende og ubehagelig, hjalp den mig og tvang mig til at få det bedre. Den medførte en stabilisering af min sindstilstand, hvilket gav mig et klarsyn: at min bedring var vigtigere end den stigmatisering, der fulgte med at leve med en psykisk sygdom, som krævede medicinering. Med det sagt ville jeg ikke ønske tvangsmedicin for selv min værste fjende, for det har medført en utrolig berøringsangst (især for mænd, da de typisk var de stærkeste, og dermed var dem, der holdt mig fast). Ikke nok med en ængstelig adfærd inden, så tilføjede man nu også mænd til listen over, hvad der kunne give mig angst.

Medicinen forbedrede min psykose, og Ella var nu, for første gang i lang tid, stille. Dog blev denne nyopståede stilhed og ro hurtigt erstattet af depressive tanker, som nu udfoldede sig frit i mit sind.

Min indlæggelse fortsatte helt frem til slutningen af november 2022, og det samme gjorde de depressive tanker. 

Men i slutningen af min indlæggelse kom der pludselig en solstråle igennem det grå skydække, som “depressionen” efterhånden havde lagt over mit liv - min mor fortalte mig nemlig om dette projekt; en mulighed for at fortælle min historie og gennem det at hjælpe mig selv og andre ”resterende” unge i samfundet. 

Nemlig at gøre andre i lignende situationer opmærksomme på, at vi ikke er alene. Der er andre, der har det som os og vigtigst af alt, at vi ikke er forkerte, bare fordi vi ikke passer ind i den udstukne ramme, som unge i vores generation forventes at kunne tilpasse sig. 

Mit ønske med denne fortælling er at fjerne stigmatiseringen af unge med psykiske lidelser. Både så udenforstående mennesker kan få et indblik i livet som psykisk syg, men også for at mindske den berøringsangst, som skaber afstand mellem ”rask” og ”syg”, og på den måde fremme en mere inkluderende diskurs om os. 

Jeg ønsker, at andre, der kæmper med at acceptere sig selv, og den diagnose, medicinering og psykiske historik, der vil følge dem resten af livet, ikke skal rammes af den skam, jeg følte. Jeg ønsker, at ingen skal miste evnen til at drømme og viljen til at leve, som jeg gjorde, og jeg håber, at jeg med min historie kan bidrage til dette. 

Det at dele min historie har givet mig muligheden for at bruge mine oplevelser til noget positivt og til at se frem mod en lysere fremtid med ambitioner og drømme.

For at håndtere min barske virkelighed og min selvskadende adfærd begyndte jeg at skrive digte. Jeg har skrevet digte igennem længere tid, og jeg vil gerne dele et, der betyder meget for mig. 

When the hammer hits my wrist

I feel like I finally exist

The goddamn circle 

My skin turning purple

Hiding the bruises from my mom

But trying to stay calm

Then the hits turned to cuts

The bruises turned to blood

Bruises that fade 

Scars that stay

I'm self-destructive 

Nobody can stop me

The blood running down my arm

I must admit I am addicted to self-harm

Jeg vil prøve at fortælle min meget indviklede historie på meget få sider. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et tema, men det, der kommer tættest på, er, som du ligesom jeg nok har hørt, at det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet. Lyst og liv er for mig en antitese, og på den måde passer jeg godt ind i kulturen omkring skole og arbejde. Og så alligevel ikke.
Min far lærte mig engang, at dét at løbe egentlig bare er et kontrolleret fald. Mit personlige kontrollerede fald tog afsæt i min første skoledag. Siden har jeg hængt frit i luften på vej mod en målstreg, der falder med samme hastighed.

Dog har jeg altid været glad for at løbe. Helst lange ture, så der er tid til at høre musik. Jo længere tur, desto længere pause fra det løb, der venter, når jeg kommer hjem. Da jeg var 18 begyndte jeg at løbe lange ture hver dag. Jeg fik en idé om at løbe et halvmaraton, men en uge før fik jeg en skade i mit venstre knæ, der senere viste sig at være en flænge i min menisk. Jeg tog til løbet alligevel. Men smerten blev for meget, og jeg måtte give op. Det var første gang, jeg gjorde det. Sådan er jeg jo ikke.

Nogen har engang sagt til mig, at dem, der siger, at man ikke kan løbe fra sine problemer, bare ikke har løbet hurtigt nok. Og det er så det, jeg har gjort: Jeg har løbet.

Jeg kan sagtens løbe fra mine problemer.
Og problemet er ikke at løbe fra dem,
men at jeg ikke kan stoppe med at løbe igen.
Fordi hver gang jeg sænker farten lidt, sparker problemerne mig på mine hæle.
Alle led og knogler i min krop er sprunget eller brækket eller begge dele.
I over ti år har de ikke kunne heale,
sålen på mine sko er slidt ind i mine fødder,
og jeg ved, at hvis jeg stopper,
så står jeg 11 år væk fra, hvor jeg startede.

Så hvad nu hvis mit problem ikke kan løses ved at løbe fra det. Hvad hvis jeg ikke kan løbe fra det; fordi mit problem netop er, at jeg løber. Med én fod i kamp mod den anden har jeg sprintet gennem hver episode og hvert øjeblik i mit liv. Jeg har levet mit liv i frit fald. Udefra har mine lærere, min familie og mine venner troet, at jeg var i gang at lære at flyve. Mit fald har i manges øjne været et vidunder.

Jeg tog mine første skridt på skolebænken. De andre begyndte med langsomme trin, men jeg måtte hurtigt op i fart for at kunne følge med. Mine forældre har altid sagt, at jeg var et positivt, energisk og lykkeligt barn, men det skiftede altså meget pludseligt, da jeg satte mine fødder i folkeskolen. Det har altid været svært at sige, hvorfor det var sådan. Jeg var et anderledes barn. Det kunne både mine lærere og klassekammerater godt mærke. Jeg reagerede, hvis jeg oplevede uretfærdighed. Det kunne de ikke lide. Mit første minde fra min skolegang er et traume. Jeg husker mest af alt følelsen, og i mange år havde jeg fortrængt episoden. Vi løb rundt og legede med skolens sjippetove. Drengene legede vildere end pigerne, derfor ville jeg helst lege med dem. Vi var lige startet i skole, og jeg kendte ikke nogen særlig godt. Der er huller i min hukommelse. Jeg husker, at jeg siger fra, men at det ikke nytter. Og så tager de mit tøj af. Det var sommer, så jeg havde kun en kjole og underbukser på. Begge ting kom af. De bandt mig fast til et træ med de sjippetove, som vi før havde leget med. Og så stod jeg der. Det er nok begrænset, hvor gode knuder en gruppe drenge på 6 kan binde, så måske kunne jeg godt have brudt fri. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stod bare. Helt stille. De grinede af mig, og så hentede drengene de andre børn og fik dem til at kigge på mig. Jeg kan ikke huske, hvad de sagde, eller hvorfor de syntes jeg var underlig. Men det syntes de. Da klokken ringede ind, gik de andre børn, og jeg blev stående. Jeg stod bare. Jeg græd ikke. Skreg ikke. Jeg var helt forstenet. Det føltes, som om jeg stod der i fleretimer, men det var nok nærmere 20 minutter, der gik, før min klasselærer fandt mig.

Jeg fik skrevet hjem. Læreren skrev til mine forældre, at jeg havde skabt en konflikt, at jeg var blevet sur på drengene, og at jeg havde taget mit tøj af. Det var den første gang af mange, hvor jeg fik skæld ud for at være for opmærksomhedskrævende og for ikke at kunne styre min vrede. Det var altså min skyld. Drengene fik ikke skrevet hjem. De var jo kommet ind til timen, da klokkenringede ind. De kunne finde ud af at efterlade legen i frikvarteret, og de kunnespille efter skolens regler. Det kunne alle de andre børn. Pigerne kunne tegne inden for stregerne. Drengene lærte tabeller. De lavede legeaftaler med deres sam-kønnede venner og forstod, at legetøjsbiler kun måtte køre på gulvet. Mens jeg altid stod på den anden side af streger og kørebaner og kiggede på. Min tid var begyndt som et kønnet fænomen. Uret var startet. ‍

Min eksistens er et kønnet fænomen,
og mit medfølgende ubehag er et tiltagende samfundsproblem.
Ungdommen er forskruet og forvirret,
og jeg er og har altid været for meget, for lidt, for følsom, for voldsom, forstyrret, forfængelig, forskrækket, for krænket, forfærdelig, forurenet, foruden, fortalt, fortiet, fortabt, forgabt, forvrænget, forsvundet, forlagt og/elleranbragt, fortvivlet, forslået, forskrevet, forbrændt, fordummet, forkrampet, forskræmt, forsinket, forsigtig, forført, forpint, forpligtet, fornærmet, forladt, forgrædt, forgået, forfulgt, forbudt, foran
og forkert.

Min tid i uddannelsessystemet var en konditest. Min puls har været på maks. siden 2006. De første år brugte jeg på at lære ikke at blive vred, når andre var uretfærdige. Det var en masterclass i konfliktforståelse. Jeg formulerede regler i mit hoved: Hvis nogen siger noget tarveligt, og du siger fra, så er det dig, der har skabt konflikten.

Jeg måtte op i fart for at være med. Det kom jeg også. Lige pludselig var jeg foran. Jeg skiftede skole i 6. klasse, og inden for den første måned skulle vi lave en løbetest. Egentlig var testresultaterne delt op i drenge og piger, men de ændrede det, da jeg var hurtigere end den hurtigste dreng. Jeg var hurtigst. Jeg klarede mig på papiret fantastisk i undervisningen. Man skulle tro, jeg var i mål, men der var noget galt. Jeg var ked af det. Og selvom de voksne på det tidspunkt tænkte, at det var en speciel form for børnedepression eller normalt præ-teenage ked-af-det-hed, så kan jeg som dengang stadig sige, at det var en fuldvoksen depression med veludviklede selvmordstanker bundet fast på en 12-årigs løbesko. Jeg snakkede med psykologer og lærere, men det endte altid med en konklusion, der sagde, at jeg jo klarede mig rigtig godt i skolen og gik til håndbold og alt muligt, så der var jo mange, der havde det værre end mig. Det forstod jeg også godt. Min faglighed blev anerkendt gennem hele min skolegang, men det blev også brugt som en undskyldning for ikke at hjælpe mig, fordi lærerne kun så mig, når jeg rakte hånden op og svarede rigtigt. Og børn, der har det dårligt, klarer sig ikke godt i skolen, så jeg havde det vel godt? Men jeg lavede ikke lektier, og jeg kunne ikke høre efter. Jeg kunne ikke fokusere, og jeg var rastløs, når jeg sad stille. Det er jeg stadig. Alligevel klarede jeg mig godt på papiret. Det er nok derfor, at jeg først fik min ordblindhedsdiagnose på gymnasiet og min ADHD-diagnose som 21-årig. Hvis det ikke var min faglighed, der blev talt om, var det min charme. Jeg var jo så sjov og sød. Samtidig var jeg også slank og pæn. Jeg havde jo masser af venner, så det skulle jo nok gå. Derfor finder jeg først ud af, at jeg er autist, lige efter jeg nu er blevet 22 år. Mine neurodiverse kanter blev dog kaldt noget andet først.

Jeg starter modvilligt på gymnasiet i 2017 efter et år på efterskole, hvor jeg havde det bedre end i folkeskolen, men stadig rigtig dårligt psykisk. Men med højt tempo og ingen pause fik jeg både høje karakterer og fraværsprocenter. Mens jeg gik i gymnasiet, blev jeg kaldt en 12-talspige, og når jeg klagede over ondt i livet, var rådet, at jeg skulle slappe lidt af og stoppe med at bruge så meget tid på skolearbejdet. Men... Jeg lavede ingen lektier og havde 25 % fravær. Hvis jeg skulle bruge mindre tid, skulle jeg jo droppe ud, men det blev slet ikke nævnt som en mulighed. Jeg var jo så klog og dygtig, hvad skulle jeg ellers lave? Mineafleveringer blev skrevet aftenen før og belønnet med et 12-tal, samtidig med at min lærer belærte de andre i klassen om, at hvis man vil have gode karakterer, så skal man altså ikke skrive afleveringen på dagen. Jeg sagde ikke noget. Midt i 1.g fik jeg mit andet store sammenbrud. Mit første havde sengelagt mig i 3 månederi 9. klasse, og mit andet skriver mig ind i det psykiatriske system, hvor jeg helt klart hører til, men ikke i den kasse, jeg blev sat i. Fra jeg er 17 til jeg er 21, bliver jeg behandlet for skizofreni. Jeg startede egentlig på antidepressive som 14-årig, men nu kommer der andre boller på suppen. Eller piller i blodet. Hver gang jeg fremlagde mine makabre myldertanker eller mit fjerne fængsel af fremmedhed, der adskilte mig fra resten af verden, blev jeg vejet, målt og fik kastet en recept i hovedet. Hver pille gjorde noget nyt. Først blev jeg træt. Jeg var i live i en død krop med en hjerne, der føltes som om, den var smeltet og så blevet lagt i fryseren. Min krop rystede, når jeg lå ned. De fleste dage sov jeg over 14 timer, men aldrig rigtig om natten. Til den dag i dag, kan jeg ikke huske en eneste morgen fra min gymnasietid. Det hele er gemt bag en pillehvid tåge af fejlbehandlet dis.

Efter jeg fik min studenterhue med et 12-tal-lignende gennemsnit og et fravær på 33%, tog jeg på højskole. Jeg var knækket. Men højskole skal jo hjælpe. Den her gang bliver det godt. Den her gang.
Men mit højskoleår gjorde mig nok egentlig tungere end lettere. Igennem hele min tid på gymnasiet havde jeg fået at vide, at når jeg kom på højskole, så blev det bedre. Ligesom, jeg fik at vide på efterskolen, at gymnasiet ville blive bedre. I folkeskolen ville gymnasiet blive bedre. Men jeg tog på højskole, og fandt ud af, at jeg stadig skulle løbe. Og jeg løb stadig alene.

hver time i mit liv har skulle overstås,
fordi den næste, der kommer, bliver anderledes,
men hver dag er i går,
og i morgen om et år
er jeg måske
i onsdags igen.
Viserne vil altid pege på 12 igen
starte forfra.
I morgen er der også en dag
desværre.

Efter højskole blev jeg opfordret til at tage på universitetet, fordi der ville jeg trives. Jeg kunne dyrke min faglighed med andre, der også var glade for sprog og litteratur. Det gjorde jeg. Jeg sprintede videre. Det blev til en slutspurt. For omkring påsken 2022 skete der noget. Pludselig stod jeg som 21-årig og opdagede, at jeg aldrig havde været glad, selvom jeg havde alt, hvad man skal have. En sød kæreste, en god familie, gode karakterer, succes og mange venner. En flot krop og et pænt ansigt. En rigtig god form. Men jeg har aldrig været glad. Det er aldrig blevet bedre. Det er blevet værre.

Kigger jeg tilbage,
ser jeg spildte dage:
12-taller og løbeture,
opkast og slankekure,
og frem er der ingenting.
En masse af alt for meget og lidt for lidt.
To brækkede fødder, der tager forhastede skridt
og stadig prøver at komme først.
Falder om og dør af tørst.‍

I mange år havde jeg råbt efter hjælp uden andet svar end et ekko. Psykiatrien trådte først ind, da jeg endte i en psykosetilstand som 17-årig. De gav det navnet skizotypi og senere skizofreni. I mange år accepterede jeg min diagnose. Jeg var endda åben omkring det og lavede jokes om det med mine venner. Jeg havde det fint med at være skizofren, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke var det. Hver gang jeg sagde noget til en psykiater, drejede de det til at være noget andet end det, jeg sagde. Hver gang jeg var til møde i psykiatrien, ville mine behandlere blive ved med at spørge om vrangforestillinger og psykoser, og hver gang ville jeg sige, at det ikke var det, der fyldte for mig, hvorefter de ville udskrive en ny antipsykotisk pille til samlingen.
Det var min psykiater i min nye studieby, der, efter jeg var startet på universitet, sagde til mig, at hun ikke mente, jeg var skizofren. Derefter kom min ADHD-diagnose, og derefter idéen om autisme, men da jeg måtte droppe mit studie og flytte tilbage hos mine forældre, blev jeg sendt til Næstved med en skizofrenidiagnose, som jeg stadig prøver at få revurderet.
Jeg startede med egentlig bare at ville holde et halvt års pause for at fokusere på mit helbred. Det halve år er nu gået med at vente på at få den hjælp, jeg behøver, og jeg venter stadig.

Lige før sommerferien 2022 tager jeg til lægen og spørger om en hjernescanning. Jeg er blevet overbevist om, at der må være en kræftsvulst eller en anden skade. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Lægen siger nej. Jeg har det forfærdeligt. Jeg bliver indlagt. Jeg er angst, depressiv, spiseforstyrret, selvmordstruet og ude af stand til at være i min egen krop. Men samme dag, som jeg bliver indlagt, får min far konstateret kræft, så jeg bliver udskrevet.

En uge efter møder jeg op igen, men de siger, at det ligner, at jeg har det godt. “Jeg har det dårligt,” siger jeg. “Men du er velfungerende,” siger de. En uge før ville jeg tage mit eget liv, og siden da har min far fået kræft, og jeg har været efterladt med mine egne tanker, men nu har jeg det åbenbart fint. Tak for det. Så må jeg jo have det fint. Så jeg fortsætter med at løbe. En måned efter melder jeg mig mentalt ud af mit studie.
Jeg fortsætter i psykiatrien og sætter endelig tid af til, at kunne være der mere, da de har sagt, de ikke kan hjælpe mig, hvis jeg ikke har tid. Efter et halvt år, hvor jeg har haft tid, har jeg været til én samtale i psykiatrien, hvor jeg sagde, at jeg ikke kan mere, og jeg ikke ser en fremtid, selv hvis jeg drømmer, der er det her værd. De skriver i min journal, at jeg “objektiv fremstår p.t. bedrefungerende, end hun giver udtryk for, om end hun uden tvivl er forpint af sin tilstand”, men samtidig “ikke kan være alene og tage vare på sig selv”. De skriver, at jeg har svært ved at vælge livet til. Men det er ikke det, der er problemet. Det er ikke, fordi jeg ikke vil vælge livet til, men fordi jeg lever i et samfund, der vil have mig til at vælge det fra.

Min krop, mit ansigt og mit tøj skaber en person i andres øjne, som ikke findes i min verden. Jeg forstår mere og mere for hver dag, der går, at det ikke handler om mig. Det handler ikke om, hvordan jeg har det. Målet er ikke, at jeg skal have det godt. Målet er, at jeg skal tage en uddannelse, som gør mig syg, og derefter fået arbejde, jeg ikke kan lide. Så jeg kan leve et liv, der ikke er mit. Jeg er først et problem, når jeg ødelægger billedet.

Lige nu

er jeg vækst.
Jeg er vokset uden indhold
og er nu en groende skal
der indeholder alt
hvad jeg er værd:
arbejdskraft og møtrikker,
der skal dreje for samfundet,
der slår mig ihjel.
Jeg skal bruge mit liv på at arbejde,
men ikke af lyst.
Det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet.
Jeg lever for at holde et samfund igang
for, at jeg kan leve i det samfund
og arbejde for at holde samfundet igang,
men ikke, fordi jeg vil.
Fordi jeg skal holde samfundet igang,
for hvis jeg ikke gør det,
går det i stå,
og så kan jeg ikke leve for at holdedet i gang.
Det er spild af tid at have det godt,
og derfor har jeg aldrig spildt etminut,
og jeg glæder mig til at opretholdeet system,
der ikke spilder min tid.

Først nu er jeg begyndt at spilde min tid.

Det seneste halve år har jeg spildt min tid på at undgå desystemer, der hele mit liv har skubbet mig videre. Jeg har taget al mitakademiske potentiale og lagt det i en kasse et eller andet sted. Og langsomtbegynder jeg at lunte. Lige nu går jeg bare. En dag kan jeg måske stå heltstille og kigge på alle jer andre, mens I overhaler mig uden at vide, hvor Iskal hen. I stedet for kun at kigge frem, vil jeg se mig lidt omkring.

Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst.

PERSONERNE I DRAMAET:
NANNA
ALT FOR MANGE MENNESKER ANSAT I DET OFFENTLIGE

NANNAS UDDANNELSES- OG ARBEJDSFORLØB:

Folkeskole 0.-7. klasse: 2007-2015
Efterskole 8. klasse: 2015-2016
Efterskole 9. klasse: 2016-2017
STX 1: 09.08.17 - 13.01.18 (ikke dimitteret)
Rema 1000: 26.02.18 - 30.04.18 (stoppet)
10. klasse + erhvervsuddannelse: 13.08.18 - 24.06.19 (dimitterede) 
STX 2: 14.08.19-02.12.19 (ikke dimitteret)
HF: 06.01.20 - 17.05.22 (ikke dimitteret) 
Rengøringsjob: 03.10.22 (arbejder fortsat)

TID: 20. NOVEMBER 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog

Jeg troede, at jeg endeligt var kommet i en behandling, der forstår min problematik. Men nej. I dag har jeg fået til opgave at tage ned og handle ind selv. Jeg har aldrig haft svært ved at handle ind. Jeg passer ikke ind i den kasse for angst, som de arbejder med i psykiatrien. Når folk hører om min diagnose socialfobi, så er det svært for dem at forstå, at jeg kan være sammen med andre mennesker. Det kan jeg sagtens. Men jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, tænker om det, jeg siger. Jeg er bange for, at de dømmer mig, når jeg fortæller, at jeg ikke har en gymnasial uddannelse, at jeg er droppet ud flere gange og ikke ved, hvad jeg skal i fremtiden.

TID: 28. MAJ 2014

STED: NANNAS FOLKESKOLE 7. KLASSE
(Nannas lærer sidder i klasselokalet. De andre i klassen er til frikvarter. Over for hende sidder Nanna. Nanna har været meget væk fra skole på det seneste)

LÆRER
Hvorfor har du ikke været i skole i denne uge, Nanna?

NANNA
Jeg havde ondt i hovedet.

LÆRER
Hvordan går det med dig? Du er meget væk.

NANNA
Jeg er meget træt for tiden.

LÆRER
Er der noget galt derhjemme?

NANNA
Nej, jeg er bare meget træt.

LÆRER
Er der problemer i pigegruppen i klassen? De er ellers så søde allesammen. Jeg ved de allesammen elsker, når du er i skole.

NANNA
Nej, der er ikke problemer. Jeg har bare ofte ondt i hovedet, så jeg kan ikke koncentrere mig.

LÆRER
Hele klassen var ude at spise is sammen i går. Det var så hyggeligt. Det var synd, at du ikke var med. Alle i klassen bliver bedre venner på udflugter. Jeg håber, du tager med næste gang.

TID: 5. APRIL 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog

Jeg glemmer aldrig den samtale, hvor min lærer følte sig nødsaget til at nævne, at hele klassen havde været på tur og få is. Det var jeg gået glip af. Lige da hun sagde det, følte jeg mig udenfor. Jeg følte, at hun sagde det for at hovere. Nu indser jeg, at det sikkert var hendes måde at skabe en lyst hos mig til at deltage mere i det sociale i klassen. Jeg tænker tilbage på det med væmmelse. Jeg var flov. Jeg følte mig næsten som et dyr, der skulle lokkes med godbidder. “Kom så! Kom så, Nanna! Hvem vil have en is? Du vil, du vil!”

TID: 20. OKTOBER 2017

STED: SKOLEPSYKOLOGENS KONTOR PÅ GYMNASIET
(Skolepsykologen sidder på sit kontor. Over for hende sidder Nanna. Nanna trives ikke på gymnasiet)

SKOLEPSYKOLOG
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA
Jeg vil gerne gå i gymnasiet. Men jeg er bagud med alle mine opgaver.

SKOLEPSYKOLOG
Ved du, hvorfor du ikke kommer i skole?

NANNA
Nej, det er bare svært.

SKOLEPSYKOLOG
Hvordan svært?

NANNA
Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg har det svært socialt. Der er flere forskellige ting.

SKOLEPSYKOLOG
Du kan lige udfylde de her skemaer for angst og depression, og så kan vi snakke mere om, hvordan du har det.

(Nanna udfylder angst og depression skemaer)

NANNA
De er udfyldt nu...

SKOLEPSYKOLOG
Lad mig lige kigge på dem så.

(Skolepsykolog kigger på dem i 2 minutter)

SKOLEPSYKOLOG
Jamen, det ser i hvert fald ikke ud til, at du har en depression. Du har kun nogle af de mindre alvorlige symptomer, så det er jo godt.

NANNA
Yay.

SKOLEPSYKOLOG  
Du har en del besvarelser i kategorien ‘middel’ for angst og en enkelt besvarelse i kategorien ‘høj’ for angst, som er mere alvorligt. Skemaet viser, at du vist har socialfobi.

NANNA
Hvad er socialfobi? Jeg kender en med socialangst, er dét det samme?

SKOLEPSYKOLOG
Nej, det er ikke det samme som socialangst. Øjeblik... jeg slår lige definitionen op.(…) Socialfobi er en vedvarende angst for en række dagligdags situationer, hvor man møder andre mennesker. Angsten skyldes frygt for at blive kritisk iagttaget og medfører oftest en adfærd, hvor man undgår belastende situationer. Socialfobi minder om almindelig generthed, men tilstanden er mere alvorlig. Den medfører stort ubehag eller handicap, så man ikke kan arbejde eller studere. (…) Kan du genkende dette?

NANNA
Måske lidt, ja.

SKOLEPSYKOLOG
Du kan sagtens få henvisning til psykolog på denne baggrund. Du kan starte med at kontakte egen læge, ellers kan du kontakte internetpsykiatrien og derigennem få noget online behandling.

NANNA
Okay, men hvordan?

SKOLEPSYKOLOG
Nu skriver jeg det lige på en seddel til dig, og så kan du kigge på det derhjemme sammen med dine forældre.

(Nanna får en seddel med diagnosebeskrivelse men uden kontaktinfo på psykolog eller internetpsykiatri)

NANNA
Okay, tak.

SKOLEPSYKOLOG
Hav en god dag, vi ses vel.

TID: Dagbog. 18 januar 2018

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære dagbog,

Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at gå i skole, når det er nemt for alle andre. Hvad tænker de andre om mig? Mine forældre siger, at jeg sagtens bare kan starte på gymnasiet igen til august. Min far synes, at jeg skal finde et job, så jeg ikke falder ned i et sort hul derhjemme. Men hvorhenne? Jeg har aldrig skrevet et CV eller ansøgning før. Eller været til jobsamtale.

TID: 30. APRIL 2018

STED: REMA1000 CHEFENS KONTOR
(Chef i Rema1000 sidder på sit kontor. Overfor sidder Nanna. Nanna kan ikke lide at være på job)

REMACHEF
Nå… hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA
Jeg vil rigtig gerne fortsætte med at arbejde her, men jeg sidder altid i kasse 1. Det er svært for mig at tale med så mange mennesker i løbet af dagen. Kan jeg måske få en anden arbejdsopgave? Måske arbejde på gulvet eller lageret i stedet?

REMACHEF
Hmm … det her er servicebranchen, og jeg mangler kun arbejdskraft i kasse 1.

NANNA
Øhm… jamen.

REMACHEF
Jeg vil gerne hjælpe dig, men det kan jeg desværre ikke. Hvorfor går du egentligt ikke i skole?

NANNA
Jeg droppede ud af gymnasiet, fordi jeg har socialfobi. Men jeg skal måske starte på en erhvervsuddannelse til sommer  

REMACHEF
Skal vi så ikke aftale, at du ikke behøver at arbejde den næste tid? Så kan du få ro på og gøre dig klar til erhvervsuddannelsen.

NANNA
Jamen… jeg ved ikke, om jeg skal gå på en erhvervsuddannelse endnu.  

REMACHEF
Så skal du ikke stresse over job længere. Hov, jeg må tage telefonen. Vi ses vel.

TID: Dagbog. 7 december 2019

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog,

Same story as last time. Det må bare ikke være noget for mig at gå i gymnasiet. Det er anden gang, jeg er droppet ud. Hvordan bliver jeg l noget, som samfundet kan bruge? HF kan måske hjælpe mig. Men hvad hvis det også går galt, og jeg må droppe ud for tredje gang? Flere har sagt til mig, at hvis man ikke har en gymnasial uddannelse, så lukkes mange døre i fremtiden. Men er det ikke spild af energi, hvis det bag de lukkede døre ikke interesserer mig? Spildt energi på at slå mig selv i hovedet over ikke at gennemføre gymnasiet og opnå noget.

TID: 14. MAJ 2022

STED: HF-VEJLEDERS KONTOR
(HF-vejlederen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nannas sygemelding fra HF udløber om lidt)

HF-VEJLEDER  
Nå… hvad kan jeg gøre for dig? Din sygemelding er udløbet.

NANNA  
Jeg kan ikke nå at indhente mine opgaver inden eksamen.

HF-VEJLEDER  
Du bliver nødt til at aflevere dine opgaver, så vi kan se, at du er studieaktiv, når dit HF-forløb er online. Er du klar til at starte undervisning igen?

NANNA  
Jeg kan ikke både indhente tidligere opgaver og starte op med ny undervisning. Det er for overvældende for mig.

HF-VEJLEDER  
Tror du, at det ville være en ide at blive udmeldt af et par fag?

NANNA  
Kan jeg ikke få forlænget min sygemelding? Så kan jeg kigge på at få lavet mine opgaver imens?

HF-VEJLEDER  
Du skal til eksamen i historie snart. Du skal aflevere de tre opgaver, du mangler for at få lov til at gå op. Måske er det bedre at tage eksamen på et andet tidspunkt? Hvad tænker du om det?

NANNA  
Tja… det kan jeg vel.

HF-VEJLEDER  
Der er ingen hast. I mellemtiden kan du komme i kontakt med en UU-vejleder. Så kan I snakke om andre muligheder. Måske en erhvervsuddannelse? Kan du lide at tegne? Eller måske design?

NANNA  
Tja… det kan jeg vel.

HF-VEJLEDER  
Det kan være, at du skal finde en erhvervsuddannelse med design og medier? Det tror jeg, at du vil blive glad for.

NANNA  
Jeg vil gerne have en gymnasial uddannelse.

HF-VEJLEDER  
Prøv at snakke med en UU-vejleder. Du kan vende tilbage til mig, når du ved mere. Så melder jeg dig ud af fagene, så du ikke længere skal stresse over dem.

NANNA  
Okay… tak.

HF-VEJLEDER
Hav en god dag. Vi ses vel.

TID: Dagbog. 17 maj 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA  
Kære Dagbog,

Da HF-vejlederen sagde, at jeg bør udmelde mig a HF, begyndte jeg at svede og ryste. Jeg får måske aldrig en gymnasial uddannelse. Jeg føler ikke, at jeg har nok tid. Jeg har brug for udredning, jeg har socialfobi, men hvor lang tid tager det? Ventetid på psykologer er lange. Vil det hjælpe mig noget? Tænk, hvis jeg skal starte for a med min HF? De fag, jeg har bestået, udløber. Jeg kan se på Instagram, at mine gamle venner er startet på uni. Det her er så langt, som jeg kommer i gymnasiet. Min mor siger et skridt ad gangen. Hun mener vel forlæns. Mens jeg føler, at jeg går baglæns.

TID: 20. JUNI 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 1  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA  
Ja, hej. Jeg vil gerne tage en gymnasial uddannelse, men jeg er droppet ud af både gymnasiet og HF.

UU-VEJLEDER 1  
Og du vil stadig gerne have en gymnasial uddannelse?

NANNA
Ja, rigtig gerne.

UU-VEJLEDER 1  
Vi har nogle tilbud, der kan hjælpe dig. Du skal bare lige godkendes af min kollega.

NANNA
Okay, hvordan bliver jeg det?

UU-VEJLEDER 1  
Du får en indkaldelse til samtale over e-Boks. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det!

NANNA
Okay, tak.

TID: 4. JULI 2022

STED: UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 2  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA  
Ja, hej. Jeg vil gerne tage en gymnasial uddannelse, men jeg er droppet ud af både gymnasiet og HF.

UU-VEJLEDER 2  
Og du vil stadig gerne have en gymnasial uddannelse?

NANNA
Ja, rigtig gerne.

UU-VEJLEDER 2  
Vi har nogle tilbud, der kan hjælpe dig. Du skal bare lige godkendes af min kollega.

NANNA
Okay, hvordan bliver jeg det?

UU-VEJLEDER 2  
Du får en indkaldelse til samtale over e-Boks. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det!

NANNA
Okay, tak.

TID: Dagbog. 4 juli 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog, Jeg sad nervøst og ventede i venteværelset. 25 minutter e er samtalen skulle begynde, forsøgte jeg at skrive l vejlederen. Intet svar, så jeg spurgte i receptionen. Receptionisten pegede ud mod den lange gang af døre og sagde: “Han sidder da lige inde på den anden side af den dør.” Jeg blev enormt utilpas. Jeg svedte. De sidste 25 minutter havde jeg gennemtænkt den kommende samtale mindst 100 gange. “Beklager, jeg havde glemt at få skrevet ind, at vi havde en samtale i dag. Kom ind og sæt dig ned”, sagde han. Jeg ville fortælle ham, at jeg har bestået flere eksaminer på HF inden, jeg droppede ud. Jeg fik det ikke sagt.

TID: 7. JULI 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 3  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 16. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 23. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4  
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig? (...)
Hov… Er det Nanna igen? (...)

TID: Dagbog. 23 august 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog,

Jeg bliver nervøs hver gang, jeg skal l vejledning. Kan jeg tage en uddannelse, hvis jeg ikke kan overkomme en uddannelsesvejledning? Jeg var hos denne samme vejleder som sidst i dag, det var en fejl. Han sendte mig videre igen. Min mor er ved at lave aftensmad, jeg er ikke sulten. Jeg er så træt.

TID: 24. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 5  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 29. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig?
(...)
Hov… Er det Nanna igen?
(...)
Jeg får lige styr på, at du får en indkaldelse til den rigtige samtale over e-Boks denne gang. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det.

NANNA
Okay, tak!

TID: 4. OKTOBER 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 6  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

Jeg hedder Vilhelm. Det er vel en start. Det har jeg svært ved… at starte, at slutte, at gøre ting til ende. Men lad mig starte med, at jeg er Vilhelm. 26 år. Alene. Arbejdsløs. Uden uddannelse. Jeg er Vilhelm, og jeg er i uorden: officielt opmærksomhedsunderskud (ADD). Det føles nogle gange mere, som om jeg har for meget opmærksomhed, at jeg hører larmen fra høvlen, der kører over træets overflade, jeg hører spånerne, der lander på linoleumsgulvet. Hvordan kan I arbejde i den larm? Jeg står åben i en lukket verden. Hver gang du får en ide, får jeg ti. Hver en tanke er forfulgt af myldret bag, så flygtigt, så hektisk, øjeblikkene tordner igennem mig. Jeg glemmer at børste tænder, men husker at nørde den etymologiske oprindelse af ordet høvl. Hovel – middelnedertysk. HYPERsensitiv og tilovers. Jeg har ikke fulgt den slagne vej og er nu i vejen. Hvad skal der blive af mig?

Jeg skal fortælle min historie, men hvor skal jeg begynde? Jeg kunne begynde med barndommens traumer, eller med de lykkelige stunder. Jeg kunne begynde med diagnosen eller med min gymnasiekæreste og mor, der hjalp mig med at få orden, med at gennemføre. Jeg kan fortælle om vennerne fra skolen med uddannelse, jobs, kærester og børn, der venter i kulissen. Der vil dukke overraskelser op på deres vej, men den er brolagt. For mine fødder er et vildnis. 

Jeg burde måske begynde med pædagogstudiet og snedkeruddannelsen, nederlagene. Jobcenteret og kommunale sagsbehandlere, udredninger og angst. Jeg kan fortælle op og ned om den og den, der svigter, det og det system, der ikke passer. Men jeg insisterer på at begynde med det, jeg er god til. Med poesien. Jeg er scenepoet. Jeg skriver mig væk, jeg skriver vinger frem og flyver med nattergalen som Keats. Jeg taler, og jeg siger, jeg reciterer det absurde og lever endelig fuldt ud på scenen. Og bag ved mig alle vennerne, der digter, skriver og lever på en anden måde. Vi går ned ad andre stier, de veje, der for længst er revet op og jævnet med jorden, men vi lægger vores egne med ord, vi finder hinandens spor – ingen er helt alene i vildnisset. Jeg begynder at kunne ane min sti og min vej. Mit liv har fået en retning.

Min stemme er min, min historie er min, men mit håb er, at den kan give lyd til alle de stemmer, der aldrig bliver hørt. De mennesker jeg har mødt på min vej. Mine venner, der som jeg er faret vild. Deres historie er også min og en del af mig og min røst. Det er med tanke på dem, at jeg tør tale og fortælle. Min historie, en flig af en større – fortællingen om dem I har efterladt, dem I tabte i rækken af effektiviseringer og spareøvelser.
Alle os I kalder rester. 

Pædagog

Jeg blev færdig på gymnasiet i juni 2017 og startede på pædagogstudiet i august. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, kun at jeg ville flytte hjemmefra. Der er en del lærere i min familie, så pædagog virkede ligetil.

Jeg var vellidt på studiet. Det tror jeg. Jeg tror, de andre kunne lide mig, og jeg kunne lide at gå der. Men så kom praktikkerne. Jeg var i praktik i to børnehaver. Den første på tre måneder gennemførte jeg, men det strammede til. Jeg blev opslugt i børnenes verden, fanget i deres tankeunivers, overmandet af indtryk. Det var en glidebane. Jeg vidste, jeg gled, gled ned ad, kunne ikke stoppe. 

Jeg startede i 2. praktik i en anden børnehave. Jeg mærkede en sugende fornemmelse, jeg fik det mærkeligt. Hvorfor er jeg her? Er det noget, jeg vil? Sådan spurgte jeg mig selv, sådan gik dagene, sådan gik jeg i opløsning opslugt i et børneunivers. Jeg havde faste rammer, pædagogerne sagde, ’Vilhelm, du er i puderummet i dag,’ ’Hold pause nu, Vilhelm,’ ’Vilhelm, du kan bare gå hjem.’ Mens børnene var kaos. Kaos og orden er en dynamik, jeg er vokset op med. Jeg sad fast og gled på samme tid. Fanget i fortiden og ideen om en lys fremtid svandt bort. Til tider i min barndom skulle jeg bære et ansvar, jeg ikke kunne. Det gik, indtil det ikke gjorde, orden gled over i kaos. Jeg blev vant til at leve dér, vant til ikke at bede om hjælp, vant til at skjule kaosset fra omverdenens blik. Måske derfor, men måske også af andre årsager kunne jeg ikke få mig selv til at spørge pædagogerne til råds og med tiden om hjælp. 

I puderummet med de ældre børn prøvede jeg at skabe orden. Børnene skulle bygge borge af puder. De skulle hjælpes ad, de skulle lære at samarbejde, og de skulle forstå, at det var ikke i orden at ødelægge de andres borge. I mit hoved var det hele simpelt, strukturen var klar og ordentlig. Jeg havde planlagt, hvordan det skulle gå. Men det gik ikke, de væltede det undervejs, de forstyrrede hinanden, droppede legen midt i det hele. Den eneste måde, jeg kunne lave struktur i livet, var ved at få børnene til at indordne sig efter min struktur. Jeg havde et billede af mig selv som en pædagog, der kunne rumme alt og alle, men det var jeg ikke. Jeg havde det virkelig svært, når det ikke gik efter planen. Og når de ikke fulgte mine første anvisninger, brød al ide om struktur sammen. Jeg blev selv en del af legen, opslugt af at bygge borge. Jeg var et med dem, men ingen satte grænser. Heller ikke mig. Det var uholdbart, ikke til at holde ud. Et knæk, som en brækket knogle. Stress, isolation, uduelig, mit solitære utilstrækkelighedsloop. Skam. Jeg snakkede ikke med nogen. Jeg fortalte ingen, at jeg ikke kunne få femårige til at bygge borge. I al hemmelighed fortabte jeg mig for hver dag dybere i mit sinds afkroge. En morgen vågnede jeg til et chok, mine sanser var gået amok, MEGA HYPER SENSITIV. Hver en fold på lagnet en uoverstigelig barriere. At træde ned på gulvet er en syg tanke, en fuldstændig vanvittig ide, med alverdens brutale indtryk, af kulde mod benet, gulv mod fod, madrassens knirkeri. Cellernes oprør. Lyd, lugt, lys, verdens pres mod min krop er ikke til at stå imod. 

Jeg lå i min seng i en uge næsten uden at spise og drikke. Jeg kunne ikke andet. Det var ikke til diskussion. Så mens jeg lå og lavede ingenting, gik det ikke op for mig, at den var gal, sådan rigtig gal. Indtil min mor ringede. Hun ville høre, hvordan det gik i min praktik? Og det gik jo ikke så godt, jeg havde slet ikke været der i en uge. Hun hørte med det samme, at den var helt alvorlig og ægte gal. Langtidssygemelding i april 2019 og endelig udmelding af studiet i august 2020.

ADD

Ude i Hellerup et sted, jeg har glemt navnet, kom jeg til udredning. En erfaren psykiater. Han var i 50’erne, tætbygget med mørkt og gråligt hår. Min mor og far var med til samtalerne. Vi kortlagde mit liv fra nu til begyndelsen. Den var heller ikke nem. Min livshistorie har altid været en selvfølge, men det gik op for mig, at den egentlig var vild. Som spæd fik jeg meningitis, og de første år af mit liv var jeg ind og ud af Riget konstant. Min nyre har taget skade, og stressen tog plads i familien. Skilsmisse, livet og familien, alt det svære. Vi fik kortlagt mit liv, og det var hårdt og rart på samme tid. Jeg fik diagnosen ADD. Det var syret og ambivalent at få en diagnose. Jeg begyndte at få medicin, methylphenidate ’Sandoz’, tænk ritalin. Det virkede. Der blev mere stille inde i mig, det blev muligt at handle. Før var der hele tiden spørgsmål, spørgsmål til mig selv. Hver en handling blev vejet på en guldvægt. Jeg havde lyst til det hele, men spørgsmålene kom i vejen, inertiens fængsel. I starten lagde tankerne sig øde, og angsten steg, for hvor blev min kreativitet af? Digtene holdt op med at flyde. Jeg måtte gøre noget. Jeg gik i gang med at skrive dagbog og langsomt kom der hul, og jeg lærte at åbne og lukke for sluserne. I hvert fald for en stund. Ideerne til digtene kom stadig, men på en anden måde i andet tempo, og angsten dæmpede sig trinvist.

På medicin begyndte tingene at gå bedre. På jobcenteret prøvede de at finde ud af, hvad jeg ville, og jeg ville finde en uddannelse med ro. Hvor jeg kunne blive opslugt i en proces, så jeg bare skulle koncentrere mig om en ting og ikke få orden på al kaosset udenfor. Snedker, det erhverv talte til mig og min ide om det gode liv. Og jeg var fuld af gåpåmod, så jeg pressede virkelig på jobcenteret, for at der skulle ske noget. Jeg fik lov at komme i praktik i et tilbud, der var under jobcenteret, hvor jeg blandt andet skulle arbejde som snedker. Det var fedt, her var tid og ro til at løse opgaverne, men det lukkede efter to måneder pga. corona. I den periode, hvor jeg var i praktik og skrev dagbog, trådte angsten mere i baggrunden. Af og til blussede den dog op, hver gang jeg ikke fik skrevet dagbog. Dagbogen endte desværre med at blive til en slags besættelse for mig. Nu blev det obligatorisk, at jeg SKULLE skrive, hver dag. Hvis jeg missede en dag, så prøvede jeg at indhente det tabte og skrev bagud. Dagbogen, der skulle få det hele til at rulle, var blevet den tunge sten, jeg med angst og møje måtte skubbe foran mig, op ad alle hverdagens tinder. Alligevel følte jeg, at jeg var klar til at indtage verden. Praktikken havde været fed og medicinen spillede. Jeg var klar til, at livet skulle i gang; i foråret valgte jeg at lægge dagbogen lidt på hylden, da den havde udviklet sig til en energidræber. Nye begyndelser kræver sine ofre. Den efterfølgende sommer søgte jeg optagelse på snedkeruddannelsen og kom ind. 

Snedker

Værkstedet. Ideen om ro. 30 elever og en lærer, 30 hamre, 30 save, 30 høvle. Ro – kaos. 

Jeg startede på snedkeruddannelsen i august 2021. Jeg havde været igennem et hav af forløb på jobcenteret på det her tidspunkt. Jeg havde mødtes med dem hver mandag ude på CKB i Valby igennem næsten et år. Både jobcenteret og jeg havde et mål om at få mig tilbage til at præstere i samfundet. At jeg skulle lykkedes på snedkeruddannelsen. Derfor var jeg tilknyttet en SPS-medarbejder (specialpædagogisk støtte). I den halvanden måned jeg gik på studiet, mødtes vi én gang. Vores første opgave var at lave svalehaler. De bruges til at sætte træstykker sammen. Udover en smule bejdsning i praktikken, havde jeg ikke arbejdet med træ siden sløjd i folkeren. En del af værktøjet havde jeg aldrig set før. Læreren var travlt beskæftiget med 30 elever, og jeg var også nervøs for at spørge om hjælp. Jeg besluttede mig for at tage det stille og roligt. Jeg skulle ikke køre ud ad en tangent. Det var det vigtigste; resten skulle jeg nok nå. Jeg ville lære ét værktøj at kende ad gangen. Jeg havde høretelefoner på for at holde larmen ude. Jeg hørte jazz og gik i gang med at manipulere træ og blive familiær med al værktøjet. Jeg sakkede bagud. De andre var hurtige. Det var jeg ikke. Jeg prøvede ikke at stresse, gøre tingene i mit eget tempo. Det tog tid, før jeg fik lavet svalehaler, der kunne bruges, men det lykkedes. De andre var to opgaver foran, og en måned inde i studiet, kom min lærer over og kiggede lidt på mig arbejde. Han var ung, hipster, lyshåret og smilende, med en stærk gavtyv-energi, som en voksen Emil fra Lønneberg. 

’Kan vi lige snakke sammen efter timen?’ spurgte han, og det kunne vi jo godt, så det gjorde vi. ’Vilhelm, det er så fedt, at du har interessen for det her,’ sagde han, ’det er rigtig sejt, men jeg er ikke sikker på, at du kan følge med, jeg kan ikke hjælpe dig mere, end jeg gør. Derfor må du overveje om, det her er den rigtige uddannelse for dig. På mandag sætter jeg alle i gang med at bygge en kasse, og enten går du også i gang med det, ellers er det her ikke det rette sted for dig.’ Han satte den grænse, jeg ikke selv kunne. Om mandagen fortalte jeg, at jeg havde besluttet at stoppe på snedkeruddannelsen. Det var så det. Den drøm. Endnu en vej spærret. Et knæk. En etage længere ned i kulkælderen for, hvad nu? Hvad kan jeg blive til? Hvem er jeg, hvis jeg kun er til besvær? Men jeg tror ikke, det behøvede at være sådan. Jeg var dømt til at fejle, men det behøvede jeg ikke at være. Jeg er klar over, at der sidder nogle derude med ideer om, hvad jeg – en 26-årig mand – bør kunne. Det forstår jeg godt. Problemet er, at der er nogle ting, jeg ikke kan. Jeg har brug for lidt ro og tid, og hvis jeg var 14-17, var der et hav af tilbud, men jeg er 26, og jeg vil så gerne, så hvorfor er der ikke bare én vej for folk som mig? En mentorordning? Dobbelttid til uddannelsen? Hvorfor kan jeg ikke komme i mesterlære? Uddannelsen til snedker er fyldt med kaos og mennesker, men det er jobbet ikke. Jeg ville kunne varetage jobbet, men ikke uddannelsen. På jobcenteret synes de, at jeg har ret angående mesterlære, men som de siger, ’Du er nok 30-40 år for tidligt eller 20 år for sent på den.’ Men jeg lever nu, og jeg vil bidrage nu. NU, bare nu.

En begyndelse, en ende

Lad mig starte, hvor jeg sluttede, eller er det omvendt? Jeg er igen i gang med en ny begyndelse. En begyndelse, der begyndte med ophøret af en fremtid. Fantasien om Vilhelm som snedker. I januar 2022 kom jeg i et tilbud gennem jobcenteret, som var fedt. Projekt16 under KBH+, et ungdomshus. 16 uger med andre unge med lignende problemer. For første gang blev jeg mødt af nogen, der ville lære mig at kende, der ville hjælpe mig med at leve et bedre liv fra dag til dag. Her var fokus ikke på at optimere mit CV, men på at sørge for, at jeg fik mit tøj vasket, kom i bad og fik bestilt min medicin, så rammerne var på plads. Her handlede det om helt konkret at sørge for, at jeg fik det bedre og ikke bare om hurtigst muligt at få mig ud i en eller anden form for aktivering, så jeg kunne slettes fra en liste. Da de 16 uger var overstået, kom jeg i praktik i deres café. Det gik rigtig godt. Den 27. september 2022 afholdt KBH+ en poesiaften, som jeg stod for, og der kom et hav af mennesker. Det var en succes. Og nu står jeg hver uge på Café Sonja, dag efter dag. Caféen er en del af Settlementet, som er et af de ældste og min optik bedste steder til at bringe udsatte tilbage til arbejdslivet. De har 100 års erfaring. Her bliver jeg og andre bygget op lidt efter lidt, og mit ansvar stiger støt. En sten ad gangen bygger jeg mit fundament, min borg større og stærkere. Der er ikke noget, der er overstået; der er kampe, der skal kæmpes, kameler skal sluges, der vil komme nye nederlag, men jeg er på vej. Jeg vil, og jeg kan, og jeg er i gang med at skabe min egen vej gennem vildnisset, og jeg er i orden, for jeg er Vilhelm.

Skolekassen

“I hvilket land blev Jesus født?” spurgte læreren.

Jeg var grov: “Det gider jeg da ikke svare på. Det står jo i bogen. Enhver idiot kan jo slå det op. Hvorfor stiller du spørgsmål, vi bare kan læse os til?” 

“Okay. Hvem var Judas? Hvad gjorde han?” 

“Jamen det står jo her, men det tror jeg egentlig ikke er helt sandt. Jeg tror, at Judas var den eneste, der oprigtigt forstod, hvad Jesus ville. Jeg tror, at de begge var marketing-guruer, og jeg tror, det hele var planlagt — lige fra svampen med eddike til genopstandelsen. Man dør ikke på et kors efter det få antal timer, Jesus hang der. Der findes til gengæld midler, man snildt kunne dyppe en svamp i, som inducerer midlertidig klinisk dødstilstand i kroppen. Det var et genialt marketingstunt. I øvrigt tror jeg, at Jesus blev oplært som buddhist — du ved, de tre vise mænd, der kom fra østen. Hvad tror du og hvorfor?” 

“Jeg tror lige, du skal have noget luft.”

Jeg ville ikke tage en uddannelse. En uddannelse i skolesystemet altså, for jeg ville gerne dannes, og jeg ville gerne ud, men ingen af delene syntes mulige i det system, jeg som ung og videbegærlig blev mødt med. Jeg ville gerne lære hvorfor — ikke hvem eller hvornår som i historie- og religionstimerne, ikke hvordan som i matematik, fysik og kemi, og ikke hvad og sådan som i dansk og engelsk.

Jeg ville gerne gøre alle fagene til filosofi, så vi kunne lære, hvad der gav mening i vores samfund, og hvad der skulle forandres. Det ville lærerne og de andre elever dog oftest ikke, og da jeg endelig begyndte at studere filosofi som enkeltfag efter flere fejlede gymnasieforløb, stødte jeg igen ind i hvem, hvornår, hvad og hvordan… Men der stod jo “filosofi” på døren. Skulle vi ikke stille spørgsmål til livet? Skulle vi ikke revolutionere noget? Næh, det skulle vi ikke. Vi skulle ikke engang stille spørgsmål til pensum eller lærerens egne overbevisninger — det lærte jeg hurtigt. Vi skulle lære, hvad der stod i bogen, og vi skulle ikke spørge hvorfor eller debattere vores holdninger. Jeg ville snakke om, hvorfor bøgerne blev skrevet, som de gjorde, og ikke om, hvad der stod i dem.

Jeg var ude efter et par uger. 

I 8. og 9. klasse gik jeg på en lille friskole, hvor jeg fandt ud af, at det ikke var bøgerne, der var vigtige; det var læreren.

Her havde vi nemlig Rune. (Hej Rune, hvis du læser med). Jeg kan ikke præcis huske, hvilke fag han underviste i, for alle timer, vi havde med ham, føltes bare som “Rune.” Der blev fortalt om livet, om kærlighed, om alt mellem himmel og jord af alle fra tavle til bord. Lige pludselig fik en elev sagt noget interessant, og så snakkede vi om det i en hel time i stedet for at lave det, der stod på pensum. Der blev levet og lært — ikke indoktrineret.

Men som årene gik, og friskole blev til efterskole, og efterskole blev til HF, så jeg, at der var langt mellem ”Runerne”. Rigtig langt. 

På efterskolen fandt jeg dog en Mette. Vi havde en afslutningsopgave, som jeg ikke kunne se meningen med, så jeg fik lov af Mette til at skrive om ting i samfundet, jeg mente skulle ændres. Der var håb: Mette holdt sig til pensum, men der var et menneske i Mette. Der var robotter i de andre. 

På HF Flow var der kun fyldt med robotter — lærerne havde ingen livslyst, men de havde heller ingen ambitioner for os. Det samme gjaldt egentlig også for eleverne. Der blev brugt to timer på opgaver, som vi kunne klare på 30 minutter, og der blev røget og drukket lidt af hvert, når som helst, for det var der plads til. Jeg holdt kun i fire måneder. Mig var der ikke plads til.

Som det ser ud nu, kan jeg ikke se mig selv få en uddannelse. Nogensinde. Jeg er simpelthen ikke bygget til den kasse — eller måske er den ikke bygget til mig. Hvis jeg får en idé, går jeg i gang, uden at overveje om jeg er uddannet til det eller ej. Og hvis samfundet ser mig som Resterende, bare fordi jeg ikke har gået nok i skole, så ser jeg mig selv som Præsterende, fordi jeg egentlig bare prøver at leve mit liv efter en standard, der ligger uden for kassen.

Sokrates, hvor er du? Nåh ja, du er død, og systemet gider dig ikke. Det bryster sig af at vide, hvem du var, og hvornår du levede, men det er ikke i stand til at gøre som du. Det tør ikke spørge: Hvorfor

Diagnosekassen

I forskellige stammesamfund rundt omkring på planeten siges det, at folk, som bliver født med psykiske sygdomme, har en besked fra åndeverden til den fysiske verden. Det ved jeg ikke, om jeg tror på, men jeg kan godt lide tanken. Den giver mening, fordi lige så vel som psykiske lidelser, der opstår i løbet af folks liv, er en direkte konsekvens af en omstændighed, der gik galt, kan der vel også ligge noget forinden livet. En åndeverden, gudeverden eller måske en fælles bevidsthed?

Jeg fik diagnosticeret Tourettes Syndrom som 12-årig, men jeg har nok haft det, siden jeg var fire. Just Right fik jeg diagnosticeret samtidig, og jeg fik også en diagnose, der hedder Nonverbal Learning Disability (NLD), som nok skulle have heddet autismespektrumforstyrrelse i stedet for. Den blev alligevel til en Aspergers-diagnose som 25-årig, dog sammenkoblet med noget så spændende som Dystymi. ‍

Tourettes, Just Right, NLD, Aspergers og Dystymi. Man kunne også bare kalde mig “skæv”. Skæv socialt, skæv samfundsmæssigt, skæv indeni. ‍

Dystymi og Just Right snupper en delt førsteplads, hvis man skulle putte dem i kasser fra mest til mindst forstyrrende for mit liv. Dernæst kommer Tourettes, efterfulgt af Aspergers, NLD tænker jeg sjældent over.‍

Just Right er en diagnose, jeg ikke er stødt på hos andre før — i hvert fald ikke med eksempler på, hvordan jeg har det. Hvis man søger efter “Just Right”, så støder man på en undergren af OCD, hvor bestemte ting skal være “helt rigtigt”. Det kunne fx være dørhåndtaget, der skal trækkes i fem gange, eller hænderne, der skal vaskes 100 gange. 

Min Just Right går ud på at balancere mine sanseindtryk. Der skal lige mængder lyd i begge ører, der skal lige meget lys ind i begge øjne, og de ting, jeg føler i den ene side af min krop, skal afbalanceres i den anden side. Hvis nogen eller noget rører mit ene knæ, føler jeg ubehag i det andet, indtil jeg rører det på præcis samme måde. Hvis der er nogen, der siger noget til højre for mig, eller en bil kører forbi, så river eller trykker jeg i det andet øre, indtil jeg opnår samme følelse derinde. Hvis jeg går forbi noget på gaden, som fylder mere på højre side af mig, end det gør til venstre, så føler jeg ubehag, indtil jeg får opvejet det med noget andet — det kan fx være, at jeg drejer hovedet eller kroppen rundt og går baglæns, eller at jeg bevidst går lidt tættere på en lygtepæl eller på den anden side af den. 

Men min venstre side kan åbenbart klare dobbelt så mange indtryk som den højre (øre, øje, muskler og hud), så derfor prøver jeg så vidt muligt at leve mit liv til venstre. Jeg skriver måske en dag en bog om det, for der er fandeme mange ting at tage højde for. Cirka ét ubehageligt indtryk pr. sekund. ‍

Dystymi er en kronisk tristhed. Det minder lidt om en depression, idet den giver mig mangel på livslyst, men den ligger mere i baggrunden til hverdag og er mere ødelæggende på lang sigt. Uanset hvor glad jeg er, har jeg altid en tanke, der siger: “Ja, men hvad fanden er meningen med at være glad, når vi alligevel skal dø?” Den ses oftest i ældre mennesker, når de indser, at livet lakker mod enden. 

Tilstanden har nok været der, siden jeg var 15, og den sniger sig ind i alt, hvad jeg foretager mig, alt, hvad jeg ser andre foretage sig, og alt, hvad jeg forestiller mig, at mennesker nogensinde kunne foretage sig. Jeg har derfor haft depressive perioder på mange måneder (ofte op til et års tid), hvor jeg ikke kan holde ud at eksistere — fordi hvad fanden er meningen? Hvis jeg ikke ved hvorfor, kan det hele sgu være lige meget. Det er ikke en “hvad skal jeg dog blive til,” eller en “åh nej, jeg skal engang dø,” eller en “åh, hvad bliver mit eftermæle mon — hvad skal folk eller samfundet huske mig for?” Det drejer sig bare om, at hele den menneskelige race, og alt, hvad der eksisterer, jo på et tidspunkt bliver udslettet. Hvorfor i alverden skal jeg så lave den her skoleopgave? Hvorfor i alverden skal jeg så tjene penge? Der er jo intet, der betyder noget, så hvorfor gøre noget som helst? I det lys er mit behov for at spørge hvorfor, ikke bare noget jeg gør for at være flabet eller på tværs. Det er noget, jeg er. Så når folkeskolen og ungdomsuddannelserne ikke har skabt plads til at spørge hvorfor, så ødelægger de mig – bogstaveligt talt. Når jeg ikke får lov at udforske meningen bag noget, bliver det naturligt for mig at spørge: ”Hvorfor ikke bare ligge stille og roligt i sin seng og sove ind?”‍

Der var ingen mening at hente i skolen, så jeg blev fysisk dårlig. Jeg fik angst, blev aggressiv indeni, deprimeret, fik selvmordstanker. Det eneste, der egentlig giver mig håb, er, at jeg ikke har dræbt mig selv endnu. Jeg har simpelthen ikke lyst til det. Der må jo være en eller anden mening. Når jeg finder den, skal jeg nok sige til. Indtil da holder jeg bare udkig, selvom jeg godt ved, at den ikke findes. Men jeg er her jo endnu, så et eller andet skal der jo ske.

‍Tourettes Syndrom er også noget, der kan vise sig på forskellige måder i forskellige mennesker. Fællesnævneren for alle er dog, tror jeg, at stress-lunten er kortere.
Der er både verbale og fysiske tics — mange kender de verbale, som fx bandeord, der kommer ud af det blå, for samfundet hører naturligvis dem, der råber højest, og råbe, det kan de sgu.

Min barndom var svært præget af verbale tics, men i mit voksenliv er der lidt mere ro på. I barndommen og ungdommen var mine tics lyde — store og små — og de kom oftest, når jeg var træt. I folkeskolen havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke gik så meget i skole, fordi jeg i stedet gik derhjemme og skreg så højt, jeg overhovedet kunne. Nogle gange måtte jeg have høreværn på, så jeg ikke skreg ørene af mig selv. Jeg havde også kramper i samme grad, så jeg ofte faldt om i epilepsilignende anfald. 

I dag er de verbale tics heldigvis reduceret til små grynt, når jeg skal sove, men de fysiske tics kører konstant — især når jeg dyrker motion. Jeg skal strække en eller anden muskel cirka hvert tredje sekund. Fingre, hænder, håndled, forarm, overarm, skulder ovenpå, skulder bagpå, skulder nederst, ryg, side, lænd, øverst på ballen, midt på ballen, nederst på ballen, baglår, lår, knæhaser, knæ, læg, skinneben, øvre fod, sidefod, begge sider, tæer, under neglene (der sidder nok ikke en muskel, men jeg trykker på neglen, så jeg kommer ind og mærker kødet nedenunder), skridt, mave, bryst, nakke, hals, alt. Kraniet strækker jeg også — altså de muskler, der løber op fra nakken — men det klikker tit og gør nogle gange rigtig nas. Hovedpine er ofte noget, jeg ticcer mig til. 

Tics har mange former. Siden jeg sagde op på mit arbejde for to år siden, har jeg haft en skrive-tic, som går ud på, at jeg trykker Caps Lock efterfulgt af “ASD”, sletter det igen og slår Caps Lock fra — både på computer og mobil. ‍

Aspergers — det er nok den, der forstyrrer mig mindst, men som forstyrrer andre mest, selvom jeg kun har det i en mild grad. Diagnosen kom for to år siden, men opførelsen har nok været der, siden jeg var barn: støjfølsomhed, at have svært ved det sociale (indeni), at blive hurtigt udmattet eller overvældet af alt andet end alenetid, ikke at kunne forstå, for mig, ulogiske systemer, ensporethed eller mani omkring én ting, dyb kærlighed for dyr og musik — ting, som bare er, uden at være i strid med sig selv, hvilket jeg synes, de fleste mennesker er (herunder ofte mig selv).

Ud på Dannelse‍

Jeg har arbejdet med rigtig mange ting, og der har været rigtig mange huller imellem de ting, jeg har arbejdet med. Hullerne opstår, når jeg befinder mig i en længerevarende situation, som fx et arbejde eller en uddannelse, som jeg har det skidt med. Hvis jeg ikke kan se meningen med det, jeg laver, så kommer følelsen med det samme. Den starter med en mavefornemmelse om, at noget er forkert. Dernæst kommer symptomerne på stress, og til sidst kommer depressionen og selvmordstankerne, hvis jeg ikke siger STOP og giver slip.

Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte med at være. Men jeg er blevet bedre til at sige STOP, så jeg ikke skal ligge og ralle i månedsvis efter hvert forsøg på at gøre noget.‍

Efter jeg sagde STOP til uddannelsessystemet for sidste gang, tog jeg på en rejse. Jeg fløj til Cypern. Der lå en økologisk gård, jeg kunne arbejde på med andre frivillige i bytte for kost og logi. Det var meningen, at jeg skulle være der i tre måneder, men efter en lille måned tog vi allesammen på en ekspedition til nogle frisindede tosser, der kaldte sig selv for “The Rainbow Family of Living Light”. Det endte med, at jeg aldrig kom tilbage til gården — for den var ikke så meningsfuld som det liv, regnbuebrødrene og -søstrene levede. Dét var jeg til gengæld tosset med. 

Regnbuefolket — ikke at forveksle med LGBT+ bevægelsen — er en antikapitalistisk græsrodsbevægelse, der kom til live i 1970 i USA. Bevægelsen er en hyldest til den pacifistiske måde, visse indianerstammer leve på uden at ødelægge planeten. Tænk engang. 

Det vil jeg også gerne skrive en bog om en dag. 

Nåh, men de regnbuefolk, jeg mødte på Cypern, skulle altså til en årlig europæisk forsamling, hvor alle var velkomne, og hvor formålet var kærlighed, og som det år blev afholdt i Grækenland. Jeg ville virkelig gerne med, så vi hoppede på en færge til det østlige Tyrkiet, hvorfra vi blaffede de 1000 kilometer til Thessaloniki, ud i ingenmandsland og op på et bjergplateau. Der var ti mennesker, da vi ankom, og der var måske 2-3.000, da jeg tog hjem fem uger efter. 

Og hvad skulle jeg så? Cirka 50 forskellige ting, mellem dengang og nu – roller inden for marketing, ledelse, administration og idéskabelse, samt et hav af selvopstartede virksomheder på kryds og tværs af flere rejser med tommelfingeren, teltet og arbejdstøjet både i udlandet og herhjemme.

Arbejde, som man kan klare godt uden en uddannelse, hvis man bare har en kritisk, kreativ og struktureret tilgang. Arbejde, som folk med Aspergers måske netop brillerer i, fordi vi ofte føler manglen på struktur som et overgreb, og derfor ekstra hurtigt kan finde ud af, hvordan der kommer orden i kaosset. 

Men der var ikke mening i noget af det. Det kan godt være, at chefen råbte højt om revolution, og at der stod ”disrupting the future of…” på hjemmesiden, men hold kæft, hvor skaber vi mennesker mange ligegyldige ting, bare fordi der skal tjenes penge. Jeg havde arbejdet 25 steder, inden jeg var 25, og de holdt hver især kun et par måneder, fordi jeg hurtigt fik den der følelse af forkert, og så kom stress og depression og væk. Videre. Næste.

Til sidst (for tre-fire år siden) fik jeg det bedste job, jeg nogensinde har haft: Game Designer. Firmaet var internationalt, og der skulle laves et pitch til BBC til et spil i Doctor Who-universet, så da vi vandt licensen, gik vi i gang med at bygge et team. Jeg endte med at stå for lidt af hvert, i tæt samarbejde med direktøren, og som afdelingsleder gik min hverdag med at jonglere ti universitetsuddannede ansattes arbejde, mens jeg selv stod med nok arbejde for to eller tre. 

Det var fedt — fantastisk, faktisk — men jeg brød ned. Jeg gav for meget af mig selv i for lang tid, og arbejdsforholdene var egentlig også ret fucking crazy. Jeg holdt et helt år, inden stressen og depression ramte, selvom det føltes som tre eller fem. Det var i starten af 2021, og jeg har ikke været i job siden.

Så nu går jeg og forestiller mig mennesker og kulturer, der ikke eksisterer. Jeg lever. Jeg bygger verdener. Jeg er forfatter. Jeg skriver fantasy, og min første bog udkommer i 2023.

Dén bog skal udvikle sig til en serie, til en levevej, til en virksomhed, til et kollaborativt univers fyldt med vidunderlige historier fortalt af fantastiske fortællere.‍

Hvorfor? Fordi jeg er træt af andre folks kasser. Fordi jeg vil bygge former uden rammer. Fordi lige nu er det det eneste, der giver mening.

Jeg låser med min nøgle, idet jeg træder ud ad døren. Mine sko er bundet, som de skal. I dag blev det de sorte fra Nike, fordi de er bedst at gå i. Det er, som om fødderne sidder bedre fast, og så får kroppen det bedre. Der er ellers kun et kvarters gang hen til caféen, men jeg har brug for at føle mig godt tilpas. Solen skinner, så der er mange mennesker på gågaden. Heldigvis har jeg mit gode headset på, som hjælper lidt på alle indtrykkene. Kim Larsen fanger mig i den særlige stemning, som kun han kan. Der er skruet helt op for musikken, men de forbipasserende fylder stadig meget. Mennesker kigger på mig. Nogle smiler. Det føles, som om jeg burde genkende dem. Eller er de blot høflige? Skal jeg gå på højre eller venstre side af dem, når de går forbi? Gudskelov kender jeg ruten. Jeg har gået her mange gange før, men for hver gang er det anderledes. Nye skilte i butikkerne. Andre mennesker.

Fremmede lyde. Jeg forsøger at mumle med på musikteksten. Ordene fanger mig, idet han synger om at gå ned ad Langebro. Jeg lader mig falde hen til tonerne. Går i takt med rytmen. Alligevel kan jeg høre stemmerne: Forstyrrende kommentarer, som ingen andre end jeg hører: ”Hun skulle have taget noget andet tøj på. Han kommer ikke til at kunne lide hende. Det bliver pinligt.” Jeg klapper mig på lommen og tjekker, at nøglerne er med. Pludseligt dukker der hareskikkelser op i butiksruderne. De gør mig aldrig noget. Men de er stadig uhyggelige. Normalt plejer de kun at være der, når det er mørkt. Måske de er her nu, fordi jeg er nervøs? Selvom jeg forsøger at undgå at kigge, så er det svært. Det føles, som om de er efter mig, så jeg begynder at gå hurtigere. Omkring mig bevæger omgivelserne sig hurtigere, mens stemmerne vokser sig større. Det er svært at følge med, fordi de bliver til støj inde i hovedet. Jeg kan ikke slippe dem, og alt bliver til grød. Én stor omgang, støjende leverpostejsfarvet grød, der kun hænger sammen, fordi den ikke har noget bedre at foretage sig. Stemmerne taler hen over hovedet på mig. Jeg har opgivet at følge med. Tilbage står jeg, et tomt kadaver, som kun stadig er oprejst, fordi det er så almindeligt og upåfaldende, at tyngdekraften har overset det. Mit hjerte buldrer løs. Jeg er bange. Angsten er min evige følgesvend. Altid kun et enkelt åndedrag væk. Heldigvis kan jeg se caféen i horisonten. Snart er jeg ved at være fremme. Stemmerne snakker alligevel videre: ”Sidder makeuppen, som den skal? Har hun ro nok i hovedet til at kunne indgå i en samtale? Hvad nu hvis han kan se det på hende?”

Puha – endelig er jeg fremme ved caféen. Jeg tjekker endnu en gang, om nøglerne er med i lommen. Lad være med at overtænke og gøre det mere besværligt. Du skal bare åbne døren, sætte dig ned og snakke med fyren. Han er sikkert supersød. På Tinder fremstod han som et godt match. Han kan jo heldigvis heller ikke høre alt, som foregår inde i mit hoved. Og lige nu kunne jeg virkelig godt bruge en god kop kaffe. Dørklokken lyder, idet jeg træder ind. Jeg ser mig omkring. Er det mon ham ovre i hjørnet? Han vinker til mig, så det må være ham. ”Hej, godt at møde dig!” Smalltalken er officielt gået i gang. Jeg er klar på det. Mine stemmer skal bare lige lægge sig. Spørgsmålet kommer ud af min mund, inden jeg når at tænke det igennem: ”Kan vi bytte plads? Jeg vil helst sidde med ryggen til væggen.” Åh nej, måske han tænker, jeg er skør. Skal jeg sige til ham hvorfor? Jeg har det bare bedst med at have overblikket over alt det, der sker inde i caféen. For hvad nu hvis de andre gæster er skrupskøre og farlige? Eller hvis der pludseligt kommer en morder ind ad døren? Det virker måske ikke så sandsynligt, så jeg tier.

Han rejser sig, overlader mig sin plads og siger høfligt: ”Havde du en god tur herhen?” I mit hoved tænker jeg som det første: ”Helt ærligt? Nej! Den var rædselsfuld, jeg blev forfulgt af harer og nedladende stemmer.” Men det kan man jo ikke sige højt, så i stedet svarer jeg: ”Den kunne have været værre. Det er et hyggeligt sted, du har valgt. Har du besluttet, hvilken kaffe du vil have?” Et elegant forsøg på at skifte emne. Det virker, for han svarer: ”Ja, det er også et af mine yndlingssteder. Jeg vil gerne have en cappuccino.” Tjeneren kommer ned, og vi bestiller to af dem. Én ting mindre jeg behøver at beslutte mig for. Så er vi i gang. Jeg har hermed forpligtet mig på i hvert fald at drikke koppen færdig i hans selskab. Og så kommer han med spørgsmålet, jeg altid frygter: ”Nåh…  Hvad laver du egentlig til hverdag?”

Jeg ved jo godt, at det sandsynligvis ville dukke op på en første date. Og jeg har også fået spørgsmålet mange gange før. Alligevel er det svært.

Jeg kunne selvfølgelig bare sige det råt for usødet: ”Jeg er psykisk syg og på førtidspension.” Eller måske tale udenom ved at fortælle om min kolonihave, mine foredrag eller min familie. Andre gange lader jeg humoren få overtaget og præsenterer mig selv som ”professionelt sindssyg.” Men som det er sket mange gange før, er jeg bange for at blive dømt som doven, dum eller egoistisk samfundsnasser, hvis jeg er alt for ærlig. Specielt når jeg slet ikke kender fyren, og han ikke ved noget om mig. Endnu.

Det ville være meget lettere, hvis mit svar på spørgsmålet, om hvad jeg laver, kunne være, at jeg arbejdede fast et sted eller læste på universitetet. Jeg håber sådan, at det kommer til at ske på et tidspunkt. Også for at møde nye mennesker, bruge hovedet til noget fornuftigt, undgå at snakke sygdom hele tiden og at lave noget, jeg på sigt kan blive dygtig til. Det kunne være at få et dybt indblik i den menneskelige psyke, at kunne løse komplicerede matematiske ligninger eller måske en dag at skrive min helt egen roman. Allervigtigst bare det at have en helt almindelig hverdag i stedet for alle mine håbløse forsøg på at være til stede, mens dagene bliver ved med at gå. Jeg vil så gerne fylde min tid ud med noget mere gavnligt. Noget, der i sig selv er givende – også på den lange bane. Forhåbentlig kommer det nok en dag, men med alt, hvad jeg har været igennem, er det svært at holde fast i håbet for fremtiden. Og håbet er strengt nødvendigt for at klare sig gennem dagen.

Mit overskud skifter fra dag til dag, og stabilitet bliver til en by i Rusland. Det svinger meget, hvad jeg kan og ikke kan. Derfor er det svært at bevare håbet, når min sygdom ikke er til at stole på. Jeg ved aldrig, hvornår den dukker op med alle sine forstyrrelser. Det er derfor tæt på umuligt for mig at planlægge min nærmeste fremtid, og jeg kan ikke forpligte mig til at gå til noget fast eller overholde sociale aftaler. Jeg er blevet ekspert i at aflyse i sidste øjeblik – ikke på grund af dovenskab – men fordi jeg ikke kan mærke efter, hvad jeg ville have bedst af. Selvfølgelig har jeg følelser ligesom alle andre, men de er meget svære at mærke og dermed endnu mere besværlige at navigere ud fra. Der mangler simpelthen en indre kerne at holde fast i, så jeg ved, at jeg er den samme i morgen, som jeg var i går. Bare så jeg i det mindste kender køreplanen, selvom jeg ikke har kørekort – og ikke engang selv kan styre hastigheden. Derfor kører det let ad sporet, og det ender ud i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Som utallige gange før. Når jeg er indlagt, er der mere plads til at rumme alle forstyrrelserne i hovedet. Og så kan jeg bedre føle mig tryg, da ansvaret for mig selv og mit helbred ikke kun ligger på mine egne skuldre. Jeg står ikke selv for, hvornår jeg skal spise, være på udgang, lægge mig til at sove eller have social kontakt. Det eneste, jeg skal forholde mig til, er, om jeg kan lide aftensmaden. Indlæggelsen bliver til min chauffør, mens jeg sidder med på passagersædet. Når jeg blot sidder og nyder udsigten, kan jeg bedre være til stede sammen med forstyrrelserne. Omvendt har indlæggelsen også en pris: min frihed. Jeg bestemmer ikke selv retningen, vi kører i, men er med som mere eller mindre frivillig passager. Hvorimod når jeg er udskrevet og hjemme hos mig selv, kan jeg i større grad lave de ting, jeg kan lide og selv bestemme over min tid. Her kan jeg spise med rigtigt bestik, tænde en smøg med min egen lighter, og når jeg mødes med en veninde over en lækker burger, er det med en fadøl til. Selvom dagene ikke nødvendigvis rummer mere end under en indlæggelse, er de mere mine egne – og jeg har selv en indflydelse på køreplanen. Indlagt eller ej bliver bare to vidt forskellige udgaver af mig selv, og de er svære at forbinde i en samlet identitet.

Det er heller ikke, fordi jeg forventer, at min identitet skal være samlet lige nu. Som 23-årig går tiden med at bygge sig selv op. Teste grænser af. Genforhandle de værdier, man har fået med hjemmefra. Derfor er min identitet under opbygning og foranderlig. Jeg er mine forældres datter, patient under indlæggelse, kunde i Netto, fedterøv på byture, lillesøster til mine tre søskende, og lige nu er jeg kaffedrikker på en café. Men hvem er jeg, når jeg er alene? Jeg savner mig selv, som jeg var for fem år siden, før jeg blev syg. At kunne være i mig selv uden at være i tvivl om, hvad det betyder. Og uden at famle rundt helt fortabt i forstyrrelserne. Men fortiden er ikke det samme som fremtiden. Så i stedet glæder jeg mig til at blive det, man kalder ”rigtig voksen”, så min identitet bliver mere hel. Og så bør jeg selv kunne bestemme, hvor meget jeg vil lade min beskæftigelse betyde for min identitet.

Beskæftigelse betyder udadtil rigtig meget for ens identitet. Ligesom når folk bliver interviewet i nyhederne, og jobtitlen altid står lige under navnet. Og som førtidspensionist virker det, som om samfundet har givet helt op på mig. At jeg ikke duer til noget og ikke vil komme til det resten af mit liv. Alligevel giver det også en frihed, som jeg er glad for. Men det er svært. For friheden giver også mere ansvar, større selvstændighed og en masse tid, jeg skal jonglere med i en hverdag, der nogle gange kun består af at stå op og vente på at kunne gå i seng igen. Førtidspensionen bliver på én og samme tid en fantastisk pauseknap for mit kaotiske sind, men også en fastliggerplads for manglende udvikling på ubestemt tid. Der er alt for mange muligheder, jeg ikke kan finde ud af at udnytte. Tilbage står jeg helt tom, selvom jeg forsøger at engagere mig ved at løbe, spille klaver eller passe min kolonihave – hvad som helst, der kan distrahere mig. Tomrummet er nemlig ikke til at holde ud at være i.

Så i stedet ender jeg i en alt for velkendt offerrolle, hvor tomhedsfølelsen bliver tung og til sidst altødelæggende. For det virker, som om jeg bliver fanget i en rutineløs hverdag, der føles forkert og fremmed. Jeg kan ikke tage det til mig og genkende det som mit eget liv. Tomheden sluger alt håb og vilje, mens jeg ser livet passere forbi uden noget at holde fast i. Den æder mig op. Og jeg mister simpelthen troen på fremtiden – og livet. Det er ikke, fordi jeg gerne vil dø, det er bare pissesvært at leve. For selvom jeg tager min medicin, får spist og sovet, står op af sengen, er social og motionerer, er der ingen garanti for bedring. Resultatet virker tilfældigt, og alle mine fremskridt kan forsvinde på et øjeblik. Og er der så overhovedet nogen mening med at gøre alt det rigtige?

Det spørger stemmerne også ofte om. De piller alt det, jeg finder værdifuldt, fra hinanden med deres hårdtslående kommentarer. Lidt ligesom hvis man forklarer en joke, så er den ikke sjov længere. Det frustrerer mig, at andre ikke kan høre stemmerne. For de er tunge at bære alene, men det er svært at dele dem med andre. Jeg kan ikke blot genfortælle ordene, de siger, jeg skal også have måden, de bliver fortalt på, med. Derfor bliver jeg hurtigt ensom i mit eget hoved. Jeg kan være omgivet af mennesker – aldrig være alene – og alligevel føle mig så forladt tilbage, at jeg aldrig finder vejen til mit hjem igen. Det hjem, hvor jeg har masser af idéer til indretningen, men endnu ikke har lagt fundamentet.

Jeg håber på, at i takt med, at tiden går, bliver det lettere at skabe mit hjem. Et sted, hvor der er plads til, at jeg kan acceptere mine begrænsninger. For jeg ved, at tiden kan forandre alt – også selvom jeg ikke altid er klar til det. Så går livet videre, mens jeg selv går glip. Måske det handler om at acceptere og til sidst lære mig selv med begrænsningerne så godt at kende, at jeg – med tiden – kan blive venner med alt, hvad hovedet rummer. Og stadig have viljen til at forandre og tage styring for mit liv. Fundamentet til mit hjem skal dog bygges færdigt, før jeg sætter taget på. Desværre er det meget vanskeligere, end det lyder til her.

For hvordan bygger man et fundament, når man ikke har en tegning over resten af huset? Jeg vil så gerne kunne sætte taget på og afslutte byggeriet, men jeg er ikke nået dertil i mit liv. Endnu. Der er så meget mellem fundament og tag, som ikke er på plads. Jeg ved, at det skal være et hus, hvor jeg føler mig hjemme og kan være i mig selv. Så gør det ikke så meget, om det er rent og ryddeligt indenfor, om det er præsentabelt udefra, eller hvordan naboernes huse ser ud. Jeg vil bare rigtig gerne hjem. Den afklaring med mig selv er vigtig for, at jeg kan eksistere med sygdommen og alligevel skabe et liv, jeg har lyst til at leve. I mit liv vil jeg nemlig være 100% mig selv. Og så er det lige meget, hvad min beskæftigelse er.

Tilbage på caféen kigger han stadig forventningsfuldt på mig, mens han tager en tår af sin kaffe. Jeg tøver lidt, men får rummet det hele i en enkelt ærlig sætning ved at svare: ”Jeg forsøger at passe på mig selv, så godt jeg kan, mens jeg indretter mit liv.”