Jeg var 10 år gammel, da gik det op for mig, at min yngre storebror var narkoman. Han stjal fra min mor og mig. Det var en af hans genveje til skaffe sig penge til stofferne. Den dag, jeg fandt ud af, at han var narkoman, kørte jeg med min mor, papfar og storebror i bilen. Jeg skulle smides af ved fritidsordningen. Da jeg skulle sige farvel, sagde min bror, at der nok ville gå noget tid, inden vi ville se hinanden igen. Jeg spurgte hvorfor, og han svarede, at han skulle i spjældet.
Nogle år efter skulle vi flytte. Igen. Det skulle vi altid, når pengene rendte op, og der ikke var til huslejen. Sådan er det vel at have en mor, der er på kontanthjælp. Den her gang flyttede vi ind over for Blockbuster i en provinsby i Jylland. Jeg sad og pakkede mine plastikdyr ud, som min mor havde købt til mig i genbrugsen. Min yndlings var løven. Den var min trofaste flyttepartner midt i alt det kaotiske.
Lejligheden var ikke så stor, så jeg måtte dele værelse med min mor. Vi havde splittet det i to ved hjælp af et skab. Skænderier og smækken med døre var hverdag i en lille lejlighed med seks søskende, hvor min brors misbrug var i centrum. Jeg var den yngste, og jeg blev ret hurtig vant til at gemme mig og bare tie stille.
Min ældste bror fik arbejde i Blockbuster, så jeg kunne se alle de film, jeg ville. Jeg kunne lege med overboen, og det tog mig ingen tid at komme i skole. Jeg kunne gå ned til mine venner og hænge ud med dem nede i byen. Det gjorde mig ikke noget, at lejligheden ikke var så stor.
Men ligesom de andre lejligheder, så nåede det aldrig at blive et hjem. For huslejen blev for dyr, så jeg måtte pakke mine plastikdyr ned igen. Denne gang kunne min mor ikke finde et ordentligt sted at bo. Det, hun kunne opstøve, var et kælderrum, hvor hun måtte tage bad i en spand. Der kunne jeg ikke bo, så jeg måtte flytte hjem til min far.
Min far var hårdtarbejdende, så hårdtarbejdende at han lidt glemte, at han havde børn at tage sig af. Når han endeligt havde fri, ville han hellere bruge tiden med venner, fodbold og øl. Han var en del af en fasttømret familie med mange komsammener. I den familie virkede det til, at der styr på livet, og alt så godt ud. Men sandheden var, at det dækkede over et stort alkoholforbrug. Det var en rigtig glansbilledefamilie. De havde altid haft noget imod min mor og udstødte hende fra familien. I hemmelighed havde hans familie ønsket, at jeg var en abort. Stod det til dem, var jeg ikke i live. Det var, hvad min mor havde fortalt mig.
Efter Blockbusterlejligheden fandt min mor sig en ny kæreste. De blev gift halvandet år senere, så min mor kunne få sin økonomi kunne løbe rundt, og han kunne undslippe ensomheden. Han boede også i byen og prøvede at blive ædru, men der var jo altid lige en øl.
Det blev sommer, og vi skulle til Tyskland sammen. Det var fedt at komme på ferie, sådan en rigtig ferie. Nu skulle vi endelig have en familietur, ligesom normale familier havde det. Men min mors mand kunne ikke holde sig fra flasken på trods af, at han lige havde været på afvænning. Så en dag drak han sig rigtig stiv og skred.
Jeg husker min mors kærester. En dag, da jeg kom hjem fra skole, var vores hoveddør blevet malet til med graffiti. Jeg havde ikke lært at læse endnu, så jeg spurgte min mor, hvad der stod, og hun svarede bare: ”Der står ikke noget.” Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var skrevet, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var en ekskærestes værk.
Der var også stalkeren. En dag var min søster i bad, som hun plejede, og så tikkede der en besked ind på min mors mobil, om at han vidste, min søster var i bad. Den frygt blev ret hurtigt min hverdag.
Efter efterskolen, hvor jeg var tvunget til at være sammen med min far i weekenderne, kunne jeg endelig bo hos min mor igen. Imens jeg gik på efterskolen, flyttede eller nærmere flygtede hun til København. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var en ny by med nye muligheder og venskaber. Men vi nåede ikke at bo sammen længe, før pengene igen var sluppet op. Så vi blev sat på gaden. Endnu en gang.
Forskellen på København og Jylland er, at det ikke er lige så nemt at finde en billig, jammerlig lejlighed i byen med Rundetårn, Nyhavn og Tivoli. Så nu var gaden vores hjem. Vi sofasurfede på skift hos min mors venner. Vi levede et nomadeliv.
En dag kom min mor hjem, efter hun havde været oppe ved kommunen med en masse papirer. De skal jo give os et sted at bo, når jeg er under 18 år. Men netop som min mor var på vej ud af kommunebygningen, vendte hun sig og så, at kommunedamen smed papirerne i skraldespanden. Håbet om en lejlighed blev med ét suget ud af os. Vi følte os svigtet af det system, der er lavet til at hjælpe sådan nogen som os.
Til sidst løb vi tør for sofaer. I stedet fik vi et værelse på 10 kvadratmeter på et herberg. I det mindste var der ingen mænd her, der var efter min mor. Dagene gik med, at min mor var ude ved sine veninder, mens jeg gemte mig under dynen. Jeg havde ikke rigtig overskud til noget, så jeg sov bare.
Om aftenen kom min mor hjem og lavede mad. Det kaosfyldte hjem, jeg var vokset op i med alle mine søskende, råb og skrig, var der ikke længere. Nu var det kun mig og min mor. Men kaosset var værre end nogensinde før, hvor vi ikke har vores eget hjem, vores egen seng.
Om søndagen fik vi leveret overskudsmad fra supermarkeder, så der var rent madmekka. Eller det burde der være. Personalet stjal alle de gode varer til sig selv og efterlod resterne til beboerne. Min mor er lige modsat mig, så hun påpegede det overfor medarbejderne. Fra den dag begyndte de en hetz mod hende. En hetz min mor troede, hun var lykkedes med at slippe væk fra. De åbnede hendes breve og prøvede at splitte min mor og mig ad. Dem, der skulle hjælpe hende. Hjælpe os. Jeg var for helvede bare et barn.
Jeg startede i gymnasiet, mens vi boede på herberget. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg boede på et herberg, at jeg var hjemløs. Men der gik heldigvis ikke så lang tid, inden vi kunne rykke teltpløkkerne op. For efter ni måneder fik min mor endelig en lejlighed. Efter lang tid hvor hun var helt udkørt efter psykiske angreb fra personalet på herberget. Min mor har siddet i så meget lort, men hun rejser sig gang på gang. Hun har forsøgt sig med advokater, pressen og politikere – men hendes råb er aldrig blevet hørt.
Vi fik ikke bare en lejlighed, vi fik en med to værelser. Så jeg kunne få mit eget værelse. Det var vildt underligt, og når mine venner var hjemme hos mig, spurgte de, hvor min mor sov. Jeg svarede jo bare, at hun sov i stuen. Det er, som om de ikke fatter, hvor vildt det var: jeg havde et værelse – et sted jeg kunne kalde mit, kun mit.
Men det var unaturligt for mig, at det kun var mit. Jeg var vant til, at der altid gik noget galt, at vi fik taget vores hjem fra os før eller siden. Om natten drømmede jeg ikke om fabeldyr eller ture i rummet. Der var overhovedet ikke nogen finurlige drømme, som da jeg var lille. I stedet tog mareridtene over. Jeg drømte om indbrud i lejligheden. Jeg vågnede med hjertebanken og kiggede rundt i værelset. Alting var her. Jeg troede ikke på, at jeg for alvor kunne kalde det her mit hjem, at nomadelivet var forbi. Så jeg pakkede ikke mine ting ud. Det gjorde min mor for mig. Og jeg må erkende, at det faktisk var lidt rart. Det føltes som et hjem.
Noget andet, der ikke var rart, var gymnasiet. Efterskolen havde rustet mig til at blive en aktiv samfundsborger, drage omsorg for andre og være vedkommende. Sådan var det bare ikke på mit gymnasium. Jeg startede der og fik at vide, at de andre håbede, jeg var en kælling. Det vendte hele min verden op og ned, for hvordan hænger det bare en lille smule sammen med det, jeg lærte på efterskolen? De påvirkede mig fortsat, så jeg begyndte lige så stille at pjække lidt. Eller faktisk ikke lidt, men meget. Jeg gad ikke at gå der. Jeg gad ikke at omgås andre, der ikke kunne finde ud af at se ud over egen næsetip. Jeg tænkte, at gymnasiet kunne få lov til at smide mig ud. Men det gjorde de ikke.
Jeg snakkede med min veninde, der går på produktionsskole, og det lød som alt det, jeg syntes, gymnasiet manglede, var der. Så en dag efter jeg ikke havde været i skole i lang tid, dukkede jeg op. Mine klassekammerater sad i kantinen, og spurgte hvor jeg har været. Køligt gik jeg hen til administrationen og meldte mig ud. Så skred jeg, og jeg har ikke haft nogen intention om at snakke med mine klassekammerater igen.
Det hele var bare ikke så fedt, som jeg havde turde håbe. Mens vi boede på herberget, fik jeg så ondt i min tand, at jeg havde problemer med at drikke vand. Dengang ville tandlægen ikke gøre noget ved det. Men den gjorde nu så ondt, at jeg ikke kunne tygge i den ene side, så ugen inden min 18-års fødselsdag, tog vi endnu engang til tandlægen. Her fik jeg at vide, at jeg skulle have lavet en rodbehandling, men at de ikke kunne nå det inden min fødselsdag. Så det må vi selv betale. Betale med de penge, hverken min mor eller jeg har.
Vinterferien brugte jeg på at ligge i sengen uden at snakke med nogen. Jeg var ødelagt. Slået i tusind stykker. Det begyndte lige så stille. Anfaldene med rysteture og stammen. Jeg tog til lægen, som spurgte ind til mig. Det poppede det ud af mig: ”Jeg føler ikke at andre mennesker omkring mig er ægte, men at de er ligesom robotter.” Han sendte mig til udredning i psykiatrien. Endelig troede jeg på, at jeg ville få hjælp. Endelig var der nogen, der så mig. Jeg fortalte ikke nogen i min nye klasse om det. Jeg gik i skole om formiddagen og tog til samtaler i psykiatrien om eftermiddagen.
Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg fejler og så få noget medicin for min angst, tænkte jeg. Men endnu engang faldt min verden fra hinanden. De forstod mig ikke i psykiatrien. De mente, at jeg så verden forkert, at jeg ikke vidste, hvad der var ægte. Det ville de medicinere mig imod.
Men at det hele er lidt fordrejet, det gør mig egentlig ikke noget, det er bare en del af det at være mig. Jeg ville bare have medicin mod min angst, så jeg ikke var klistret fast til sengen. Så jeg ikke fik sammenbrud, der invaliderer min livskvalitet. Skuffet sad jeg der hos psykiateren, lillebitte og brød ud i gråd. Endnu engang kom min superhelt mig til undsætning – min mor hidsede sig op og skældte psykiateren ud.
Jeg har fået styr på min angst, og jeg har fået et ekstra point i diagnosebanko. Jeg har det fedt på produktionsskolen, og jeg er åben om mit mentale helbred. Jeg skal ud og rejse med skolen, så min mor bliver nødt til at gå i genbrugsbutikker for at købe møbler og sælge dem videre til flere penge, så jeg har penge nok til turen. Jeg har ikke fået ordnet min tand endnu, men jeg har fået min egen lejlighed. Jeg kæmper for anti-racisme og mere retfærdighed i verden. Man siger, at man ikke skal skride, når ting bliver ubehagelige, men at man bliver nødt til at blive ved med at prøve og kæmpe videre. Jeg har dog altid klaret mig bedst ved at skride, stå på egne ben og klare mig selv.
I dag er min far mere som en bekendt for mig. Jeg ser min ustabile barndom som et resultat af, at vi ikke har haft tilstrækkeligt med penge. Alt fra min bror, der endte i stoffer, min mor, der blev opsøgt af prædatoriske mænd, til mine lidelser, som jeg stadig kæmper med i dag. Min far er som en struds – stikker hovedet i jorden, passer sig selv og anerkender ikke problemer omkring sig. Min mor er ligesom en løvinde, der forsvarer, passer på og drager omsorg for sin familie. Jeg er barn af min mor – en kat der går egne veje.
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?
I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.
Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?
De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.
Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.
Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?
I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.
”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker
Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.
I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.
Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.
Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?
I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.
De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.
Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?
I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.
For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.
Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?
I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.
Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.