Brændte Øjne Søger Ilden

Jeg er 11 år gammel. Jeg er ovenpå i mit barndomshjem i computerrummet. Min mor sidder foran hovedcomputeren, som hun plejer at skrive sin ph.d. på. Jeg skal til at spørge hende om noget, jeg har tænkt over i noget tid. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte se min mormor og morfar i et halvt til et helt år, da jeg var omkring fire år. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg før det plejede at se dem ugentligt. 

Da jeg spørger min mor om, hvorfor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre, fortæller hun mig, at hun havde fundet ud af, at min morfar havde taget mig med i bad, hvilket hun syntes lød mærkeligt. Jeg forstod dér, at der var en sammenhæng mellem overgrebene - som netop var sket i badet - og den efterfølgende lange periode, hvor jeg ikke måtte se mine bedsteforældre. 

Jeg beslutter mig derfor spontant for at fortælle min mor, hvad der konkret skete, når min morfar tog mig med i bad, men før jeg når at få sagt noget, afbryder hun mig. 

“Stop, du må ikke sige dét. Jeg kan ikke klare at høre dét.” 

Sommer 2020 

Det er sommer. Jeg er 22 og står ude foran mit lægehus. Jeg har brug for en pause fra mit første studie. Mine senfølger har overtaget min hverdag, selvom jeg ikke ved det endnu. Jeg ved kun, at jeg blev seksuelt misbrugt i min barndom, og at jeg er dybt traumatiseret af det, og at min hverdag er fyldt med angst, depressionssymptomer, undgåelsesadfærd og et evigt behov for kontrol. 

“Og hva’ så?” svarer lægen, da jeg fortæller hende om overgrebene.

Hendes svar gør mig svimmel. Jeg får det varmt og begynder at svede. Mit hjerte hamrer af sted. I dag er jeg stadigvæk i tvivl om, hvorvidt min reaktion skyldes angst eller vrede. Nok en blanding af begge dele. 

“Hvis du ikke skriver lægeerklæringen, dropper jeg ud af mit studie,” truer jeg. 

Hun kigger skeptisk på mig, men vender sig mod computeren og begynder at skrive. 

Kort tid efter forlader jeg lægehuset. 

En lægeerklæring og et traume rigere. 

Forår 2022 

Jeg dropper ud af mit andet studie i foråret 2022. Jeg har brugt to og et halvt år på universitet. Jeg har intet arbejde. Jeg kan ikke få min hverdag til at fungere, og jeg er helt ude af den. 

Angsten for at finde ud af, hvilke konsekvenser seksuelle overgreb i barndommen kan have for en person, fylder for første gang i mit liv mindre end uvidenheden om ikke at vide det. 

En del scrolling og links-klikken senere finder jeg frem til Joan-Søstrene. 

Joan-Søstrene er en kvindepolitisk forening, der arbejder med og for kvinder udsat for seksuelle og fysiske overgreb. Vi tilbyder bl.a. gratis rådgivning for kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt, incest og seksuel chikane. 

Incest og seksuelle overgreb. Har jeg virkelig været udsat for incest, når min morfar teknisk set ikke er min biologiske? Og har jeg været udsat for seksuelle overgreb, når han ikke gjorde noget ved min krop? 

På trods af min tvivl møder jeg op på Joan-Søstrenes adresse i København. 

Jeg fortæller rådgiverne om min situation. Jeg kan ikke gennemføre et studie. Jeg bliver smidt ud af min lejlighed om et par måneder. Jeg isolerer mig emotionelt og socialt. Jeg har angst; nogle gange i så slem en grad, at jeg kaster op af det. Jeg har depressive symptomer. Jeg har kontrolproblemer.

“Der findes forskellige organisationer, som måske vil kunne hjælpe dig,” siger den ene af rådgiverne, mens hun skriver på en post-it note. “Her har du en liste.” 

Jeg kigger ned på listen. 

Der står:
CSM
Landsforeningen Spor
Kvisten 

“Tror særligt, at CSM vil kunne hjælpe dig,” siger den anden af rådgiverne. 

Vent. Hvad fuck er senfølger? 

Så snart jeg kommer hjem fra Joan-Søstrene, søger jeg på CSM. 

Det første, jeg finder ud af, er, at CSM står for Center for Seksuelt Misbrugte. Jeg læser videre: 

CSM er et landsdækkende gratis behandlings- og rådgivningstilbud til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Senfølger. Ordet får mig til at rynke brynene. Hvad fuck er senfølger? 

Senfølger kan være meget smertefulde og give både fysiske, psykiske og sociale problemer i livet som voksen. Ofte er problemerne efter seksuelle overgreb i barndommen så store, at mange voksne med senfølger lider af angst, depression, selvmordstanker, PTSD, personlighedsforstyrrelser eller en spiseforstyrrelse. 

Kort fortalt finder jeg ud af, at senfølger først viser sig senere i livet og er en følge af at være blevet udsat for overgreb i barndommen (eller ungdommen). 

Ifølge Socialstyrelsen: “Omkring 60-80 procent af dem, som beretter om seksuelle overgreb i barndommen, har eller vil udvikle senfølger.” 

Jo mere jeg læser, des flere svar får jeg på spørgsmål, jeg har haft de seneste fem år. Jeg bliver ramt af en enorm lettelse. Og en stor sorg. 

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg som barn fungerede “normalt” og nu føler det stik modsatte. Jeg har haft det sådan her i fem år. Jeg har fandeme haft senfølger i fem år uden at vide det. Det er især de mange års uvidenhed, der vækker sorgen. Næsten hver dag har jeg bebrejdet mig selv for, hvorfor jeg ikke bare kunne tage til den fest, hvorfor jeg ikke bare kunne åbne mig op over for nye mennesker, hvorfor jeg har et så sygeligt behov for kontrol, hvorfor jeg ikke lytter til min krops signaler, når den prøver at sige stop. 

Det er ikke mig, der er sådan. Det er senfølgerne. Det er traumerne. Jeg er et traumatiseret menneske, der har brug for hjælp. Og for første gang i mit liv er der hjælp at hente. 

CSM 

Jeg skriver til CSM’s anonyme chatrådgivning. Jeg beskriver kort mine “symptomer”. 

“Det kunne godt lyde, som om du har senfølger,” skriver den anonyme rådgiver. 

“Du kan ringe til vores nummer og bestille en tid til en visitationssamtale, hvor en psykolog vil vurdere, hvorvidt vi kan tilbyde dig behandling eller ej.” 

Jeg ringer nervøst og grædende op til CSM’s nummer dagen efter. 

Til visitationssamtalen fortæller psykologen mig: ”Den første person, du fortæller om dine overgreb, har stor betydning for, hvordan du vil have det med at fortælle det til andre efterfølgende. Det er faktisk normalt, at folk med senfølger føler, at afvisningen er ligeså - hvis ikke mere - traumatiserende end overgrebene selv.” 

Min mor. Min mor var den første, jeg fortalte det til. Hun afviste mig, da jeg kun var 11 år gammel. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og give mit lille jeg det kram, hun aldrig fik. Men det kan jeg ikke. Jeg lærte aldrig at føle mig elsket som barn, så det har jeg skullet lære som voksen. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle mit lille jeg, at hun ikke er alene. 

Psykologen har ret. På trods af min lange fremgang (fra at have troet, at jeg aldrig ville kunne sige det til nogen, til at jeg nu fortæller om det i en bog) er min største trigger stadigvæk at skulle åbne op om overgrebene. Det føles langt mere triggerende for mig end minderne om overgrebene. Min mors afvisning lærte mig, at der kan ske forfærdelige ting i livet, og at der ikke er nogen hjælp at hente. Og jeg har i det meste af mit liv internaliseret denne “overbevisning”. Det, der før “kun” var et omsorgssvigt fra min morfars side, blev til et dobbelt omsorgssvigt på grund af min mors afvisning. 

Det tager ikke psykologen lang tid at konkludere, at jeg har senfølger. 

“Men du skal vide, at ventetiden er meget lang. Jeg kan ikke sige, hvornår du præcist kan komme i behandling, men der kommer til at gå mindst 2 år.” 

2 år, tænker jeg. Hvordan skal jeg kunne vente så længe. 

Sommer 2022 

I perioden, hvor jeg venter på at starte på mit tredje studie, researcher jeg meget på konsekvenserne af seksuelle overgreb i barndommen, særligt i forhold til senfølger. 

En af de andre organisationer, som rådgiverne fra Joan-Søstrene anbefalede mig, holder et møde, hvor man kan træffe andre senfølgerramte uforpligtende. 

Jeg savner nogen at spejle mig i og ønsker at blive klogere på mig selv og senfølgerne. Så jeg giver det en chance. 

Det skulle jeg aldrig have gjort. 

Senfølger kan beskrives som et form for “spektrum”, hvor en senfølgeramt person befinder sig på yderpolen mellem to ekstremer, fx sætter for få grænser vs. sætter for mange grænser, undgåelsesadfærd vs. overeksponering, fx i seksuelle relationer, har svært ved at være sårbar vs. deler “for meget” ud af sig selv. 

Jeg befinder mig selv i den mere isolerende del af “spektret”. 

Men det gør de fleste, der dukker op til mødet, ikke. En fortæller ufiltreret om, hvordan hun føler, at hendes partner udnytter hende økonomisk. Hvordan de havde været på ferie sammen, og kæresten gang på gang havde bedt hende om at betale og lovet hende, at de skulle dele beløbet ligeligt, når de kom hjem. Kæresten holdt aldrig sit løfte og var endda blevet sur, da hun spurgte, om det ikke snart var på tide at få beløbet delt. En anden fortæller, at hun har et dårligt forhold til sine børn, at hun har skyldfølelse over ikke at have taget sig ordentligt af dem. Og at hun dengang ville ønske, at hun ikke havde fået dem. 

Jeg ender med at tage grædende hjem til en veninde, som må trøste mig resten af aftenen. Jeg føler, at jeg gennem disse mennesker ser ind i min egen fremtid, hvis jeg ikke får bearbejdet mine traumer. Men hvad skal jeg gøre? Der er stadigvæk mindst et år og 10 måneders ventetid tilbage hos CSM.

‍

Brev til mor 

Kære mor 

Jeg drømte om dig forleden. Dig og mormor. Jeg var der også. I to versioner faktisk. Jeg drømte, at mit 3-årige jeg sad og græd i badekaret. Badekarret, som overgrebene skete i. Det vil du selvfølgelig ikke anerkende. Hverken overfor dig selv eller mig. Du og mormor havde som altid travlt med at skændes. Jeres had til hinanden har altid overdøvet jeres kærlighed til mig. Sådan føles det i hvert fald. 

Der lå jeg som 3-årig, både i virkeligheden og nu i min drøm, og havde brug for jer, men I hjalp mig ikke. Du hjalp mig ikke. Min egen mor. Men jeg var der. Mit voksne jeg. Og jeg hjalp mig selv, nu hvor du ikke kan. Mit voksne jeg løftede mit mindre jeg op i sine arme og trøstede hende. Noget du aldrig rigtig har kunnet. 

Jeg vågnede grædende op. Min hovedpude var blevet helt våd af tårer, men jeg lagde hovedet tilbage på puden og sov videre. På samme måde er jeg kommet videre fra dig. Jeg har i hvert fald gjort mit bedste, og det har givet mig så meget fred. Mit mål er en dag at have dig helt ude af mit liv, men der er jeg ikke helt endnu. Så længe mine brødre er hos jer, vil jeg stadigvæk være en del af dit liv, så jeg kan være en del af deres. Men den dag, hvor de ikke længere er, kan jeg endelig give fuldt slip. Jeg vil aldrig være fri for senfølgerne, men jeg vil være fri for dig. 

Jeg har ikke dig eller mormor, men jeg har mig selv, en vidunderlig kæreste - som du ikke kender til - og mine venner, og de elsker mig. Ubetinget. 

Du må have det godt, mor. 

PS: Jeg har fået en tid hos CSM nu. 

De fleste har en generel ide om, hvad ensomhed er, og hvordan den ser ud. Vi opfatter måske følelsen som noget helt konkret, men i virkeligheden kan den være svær at opdage, hvis den ikke er, som vi forestiller os. For ensomheden er nuanceret og giver sjældent mening. Den kender ingen grænser, og hvis oplevelsen først har sat rod, kan den påvirke et helt liv. Så spørger du mig, om jeg er ensom, vil svaret være nej. For følelsen er fjern og uforståelig for mig, og ordet beskriver sjældent mine oplevelser. 

Jeg kan ikke altid genkende ensomhed, men jeg kan genkende svigt, forræderi og ekskludering. For mig er oplevelsen derfor blevet synonym med dybtgående følelser af at blive efterladt og isoleret i min egen fortvivlelse, skyldfølelse og skam. Således synonym med min skolegang, for det er her, min ensomhed sås, vandes og blomstrer. 

Da jeg var barn, ville jeg gerne lege med de andre i klassen, men jeg kunne aldrig helt finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og var irriterende, højrøstet og barnlig. Lille mig var ikke voksen nok for de andre børn – og i folkeskolen, dér er man jo blevet stor. Til gengæld udviklede jeg hurtigt rigeligt af “voksenfølelser”. Plagende følelser af dyb usikkerhed og frustration, for jeg var anderledes og forkert, men kunne ikke forstå hvorfor. Jeg oplevede en voldsom utryghed og skuffelse, som hurtigt blev til tungsindig sorg. Du ved, den slags følelser, som de voksne let kan bestemme, børn ikke har. 

Jeg var et irritationsmoment for mine omgivelser, og, intentionelt eller ej, ekskluderede de mig. Når de andre legede, og jeg gemte mig for mig selv, følte jeg mig så ufattelig alene. Jeg var ked af det og forvirret over det tunge savn, der rungede i mit lille barnehjerte, og manglede desperat en trøstende tilstedeværelse. Men efterladt i glemte sager lærte jeg, at jeg ikke var vigtig. 

Jeg er på lejr med min klasse i Jesperhus. Vi har været sammen alt for lang tid uden pause fra hinanden, og måske netop derfor bliver mobningen så meget værre her. Flere dages ydmygelse i træk og en kommentar og endnu en og endnu en. Så jeg knækker til sidst. Alt i mig råber, at de skal stoppe, og jeg kan hverken holde det ud eller holde min mund, så den råber pludseligt højt. Tilfældigvis sker dette, da vi holder gruppemøde med min klasselærer. Hun har set det hele, og nu kan hun endelig hjælpe mig. Nu kan hun trøste mig. 

Øjeblikkeligt vender hun sig mod mig og udbryder med, hvad der føles som ren foragt, at jeg ikke må bande. Hun siger intet til de andre. Jeg rejser mig, fuldstændig målløs, og går nedslået ind på mit værelse, hvor jeg grædende kan skamme mig. Hun kommer aldrig ind og ser til mig eller trøster mig. Hun siger aldrig nogensinde undskyld. 

Årene gik, men jeg var stadig lige ”barnlig”. Jeg var alt for pjattet alt for ofte, for jeg havde erfaret, at folk bedre kunne lide mig, hvis jeg var sjov. Jeg kunne dog hverken aflæse deres behov korrekt eller regulere min adfærd efter konteksten, så det endte desværre ofte med modsat virkning. Mine jævnaldrende overbeviste mig om, at jeg kun ydmygede mig selv. Det var nemt at bruge min person imod mig, og på den måde lærte de mig, at jeg fortjente både ekskludering og mobning. 

Vi sejler til Bornholm, hvor vi skal på lejrskole. Bølgerne er store, og min balancesans påvirkes så betydeligt, at jorden gynger under mig resten af dagen. Jeg taler om det irriterende højlydt, som jeg altid gør, og mine klassekammerater ser chancen. Kreative, som de er, fortæller de, at det er, fordi Bornholm flyder. Jeg ved, at det ikke passer og modsætter mig stolt. De er vedholdende og påstår, at alle de store ankre i byen holder øen på plads. De lyver; det ved jeg, men det er jo ikke kun én person, der siger det. Det er dem alle sammen, og lærerne bakker dem endda op. De bliver ved, lige meget hvor ofte jeg modsiger dem, så jeg begynder at tvivle på mig selv. 

Samtalen om Bornholm, der gynger, fortsætter hele dagen, og ikke én eneste siger sandheden. Alle som én griner de af mig, så jeg må vel være den dumme, der har misforstået situationen. Jeg deltager og gør grin med min manglende intelligens, for når folk griner, er det fordi, noget er sjovt. 

Mit smil forsvinder i det øjeblik, en af lærerne til sidst fortæller mig sandheden. Jeg siger ikke mere resten af turen.

Det var, som om negative kommentarer altid væltede over mig fra alle kanter. Klassekammerater, parallelklasser og lærere. Lige meget hvad jeg gjorde, var der altid nogen til at kritisere mig og minde mig om, at jeg var til grin. Pinlig. Grim. Dum. Forkert på alle kanter, og min manglende impulskontrol og socialforståelse forhindrede mig i at ændre på det. Det gjorde mig så magtesløs, at jeg blev syg af det. 

Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kun kunne blive misforstået af andre, så med tiden tog jeg uretfærdigheden på mig som et tungt tæppe af paranoia og skam. De hånlige ord var personlige fiaskoer, og med min utilstrækkelighed havde svigt jo altid været at forvente. Mine venner var ikke venner, og jeg kunne ikke stole på nogen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. 

Jeg blev så vant til min sorg, at jeg endte med at negligere den. I stedet for at anerkende og lytte til mine følelser, fratog jeg mig selv en del af min bevidsthed. Så jeg lod paranoia og ligegyldighed slukke min sociale interesse og overbeviste mig selv om, at jeg slet ikke var ensom. For alt det, som jeg dagdrømte om, fandtes jo ikke i virkeligheden, og jeg ønskede langtfra at være en del af det fællesskab, som jeg så omkring mig. At være alene var noget, jeg selv havde valgt, selvom jeg ikke havde andre muligheder. 

Jeg valgte selv at isolere mig, for min angst tvang mig. Jeg var rædselsslagen for at blive ydmyget og sagde så lidt som overhovedet muligt. Alle mine tanker skreg nedladende, at jeg skulle holde kæft, for jeg kunne aldrig gennemskue, hvornår jeg måtte tale, og hvad jeg måtte sige. På den måde kan det godt være, at jeg undgik mobning fra andre, men jeg undgik det aldrig fra mig selv. 

Jo mere paranoid jeg blev, des mere ligeglad og selvisolerende blev jeg. Hvis jeg lukkede af for omverdenen, kunne den jo ikke få fingre i mig. Jeg var bange og sur, og de få, der rakte ud til mig, fik som oftest kun sine fingre i klemme. Så, isoleret og udmattet, mistede jeg mine sidste få online venskaber. Jeg havde ikke mere energi at give dem og tabte min interesse og empati, lige meget hvor hårdt den anden part forsøgte at hjælpe mig. Mit sind var en ond spiral, hvor jeg sårede andre og mig selv, og den resulterende skyldfølelse derfra fremmede kun selvhadets ensomhed. 

Efter lang tids stilhed fra min side rækker min bedste ven ud til mig med en kærlig besked. Som en hjælpende hånd prøver hun desperat at holde fast i alt det, vi betyder for hinanden. Hun forventer ikke noget stort til gengæld, bare et simpelt lille vink tilbage. Vi plejede jo at snakke sammen hver eneste dag. 

Men det er ikke tydeligt for mig. Jeg er alt for aflukket til at opdage hendes hensynsfulde intention og kan ikke værdsætte den. Så beskeden forbliver ubesvaret ligesom alle de andre. Jeg kan umuligt bekræfte hende vores venskab. Jeg har jo allerede ødelagt det. 

Smerterne blev efterhånden så voldsomme, at de overdøvede al fornuft. Fodret af præstationspres udviklede min paranoia sig til tvangstanker og paniske vrangforestillinger, der åd mig op indefra. Det blev så slemt, at jeg til sidst var nødt til at fortælle det til nogen, selvom jeg ikke turde. Jeg havde desperat brug for at stoppe op og trække vejret. 

Jeg har taget mange hårde første skridt for at ende, hvor jeg er i dag. Relativt rask og i social genoptræning. Jeg tager hensyn til mine egne skånebehov og passer på mig selv, så godt jeg kan. Så godt som samfundet tillader mig det. 

Usikkerheden sidder dog stadig i kroppen. Den kommer til udtryk som autoritetsmodstand fra det barn, der engang oplevede så meget kritik, svigt og forræderi fra sine lærere. Og til udtryk som tvivl på mine egne evner og passioner, forurenet af flere års mobning. Som ængstelige spørgsmål, der hænger tungt og kvalmt i luften: Er jeg forkert? 

Min barndoms sociale afsavn har skåret igennem til min kerne og efterladt ridser, jeg ikke kan polere væk. Jeg sliber og pudser dem, men det er hårdt arbejde, for det kommer mig ikke naturligt at være sund og glad. Hver eneste gang, jeg er sammen med folk, er det en udmattende ”to skridt fremad, et skridt tilbage”-proces. Nogle gange lærer jeg nye, behjælpelige teknikker, andre gange glemmer jeg mit værktøj derhjemme. 

Jeg har været sammen med en ven tidligere på dagen, og vi har virkelig hygget os. Alligevel sidder jeg stadig i bilen tyve minutter efter, at jeg er kommet hjem. Min krop føles tung som cement, og tanken om at rejse mig får mig næsten til at græde. Det er, som om alt det dejlige ved dagen er forsvundet, fuldstændig opslugt af en rungende ensomhed, som jeg ellers næsten aldrig bemærker. Jeg føler mig modløs, fortvivlet og helt alene, netop fordi vi havde en god dag sammen. 

Det giver ingen mening, så her, med hånden på dørhåndtaget, mister jeg alt håb for min fremtid. Håb om at kunne føle mig rigtig forbundet med andre mennesker. Håb om at kunne føle mig til stede iblandt dem. Håb om at værdsætte og blive værdsat. 

Måske er det kløften mellem glansbillede og virkelighed, der gør mig utilpas efter vores møde. Jeg har sociale forhåbninger, som ikke kan opnås, og en længsel, der kun gør mig ked af det. En tom følelse af uforløst potentiale, der aldrig nogensinde vil kunne realiseres helt. Måske er jeg bare træt. 

Jeg er kommet langt og har så småt opnået nye sociale og personlige succesoplevelser, men det har også kostet mig mange ressourcer. Bag enhver succes ligger intensiv træning og planlægning, og jeg risikerer ofte at gå død, før jeg overhovedet kan nå at komme i gang. Så min træthed fastlåser mig let, og jeg ender tit med at bruge flere dage i sengen. Mit sind er omtåget, og mine øjne er tunge. Jeg er udmattet helt fra morgenstunden, og hvis jeg ikke passer på, så opsluger det mig, som var det evigt gældende fakta. Jeg vil aldrig kunne følge med mine jævnaldrende. 

Jeg sidder sammen med folk, jeg holder af, men jeg er ikke nærværende. Jeg er ikke sammen med dem. Uden jeg har bemærket det, er en tåge rullet ind over min bevidsthed og har tildækket mine sanser. De mennesker, som jeg sidder overfor, er kun vage skikkelser, som jeg ikke ser, men blot kigger på. Jeg kan ikke fokusere på nuet, hverken på deres eller mit og bestemt ikke vores. Der er noget underligt tomt inden i mig, som om en del af min bevidsthed sover. Noget står på standby, men jeg kan ikke huske, hvad det var. 

At skrive denne tekst fylder mig skiftevis med glæde og bekymring. Det er fantastisk at kunne dele min historie med andre, men det er også nervepirrende. For min historie gør mig utilpas. Ikke fordi den er voldsom slem, nej helt modsat. Jeg har jo ikke været udsat for nogle “rigtige problemer”. Se, det er alt for let for mig at negligere mine egne oplevelser og bebrejde mig selv for, hvordan de har påvirket mig. Hvorfor brokker jeg mig så meget over så lidt? Det er, som om jeg er en bedrager, der ikke hører hjemme blandt de andre her i bogen. 

Sådan dukker usikkerheden og uroligheden op som en gammel vane fra fortiden. Jeg er i tvivl om, hvordan min historie bliver modtaget, så jeg begynder automatisk at skamme mig over den, og ubevidst isolerer jeg mig selv fra “de andre”. 

Mine bekymringer er ikke kun skadelige, men er også en gentagelse af det tankemønster, som jeg netop prøver at stoppe. Vi må jo ikke negligere hinandens og vores egne følelser, bare fordi vi tror, de ikke burde være der. Det bliver de ikke mindre ægte af. “Små og useriøse” problemer kan nemlig også avle voldsomme emotionelle og sociale konsekvenser, som vi alle kan opleve, ligegyldigt om vi “burde”. 

Ja, faktisk kan selv børn føle noget så voksent som fortvivlelse, skyldfølelse og skam.

‍

Der er grønne plastikstjerner over mig, som skinner mat ned til mig. Jeg ligger i min køjeseng og kigger op i loftet, der udgør min nattehimmel. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler mod vores knirkende opgangsdør, jeg venter på min far. Der er ingen, der ved, at jeg ligger her og venter på ham hver evig eneste nat under mine stjerner. På mit gulvtæp pe under sengen har jeg bygget en LEGO-borg helt for mig selv. Den er fyldt med plastikriddere i plastiktårne. I gården tæmmes vilde plastikheste, og under borgen i fangekælderen bor der et plastikmonster; sådan et man helst ikke må snakke om. Jeg kravler ned og sætter to riddere i hvert tårn; de må helst ikke kede sig.
Det blæser udenfor, hult og længe. Træernes skygger hvisker mod ruden i nat. Hunde gør i kvartererne, fjerne biler suser afsted, og lampen uden for mit vindue står og lyser mørket væk. Gennem mit værelse summer en flue forvirret rundt, vimser om bag mine gardiner med nordiske myter på. Falke-fluen flyver over bjerget, hvor Suttungs mjød var bevogtet, og ud på den anden side af mit gardin. Den lander på min sengekant. Jeg kan også flyve; jeg kan flyve til alle de steder, jeg vil, når jeg ligger her. Jeg er altid alene, når jeg rejser. Der er ingen – voksne i sigte, og børnene er altid for sig selv. Jeg tror ikke, der er nogen, der forstår mig. Der er jo ikke nogen, der kan se ind i mit hoved. Det siger min mor i hvert fald. Hun er klog, min mor, som alfaderguden Odin. Han er blind på det ene øje, men mor siger, at hun har falkeøjne i nakken. Sådan nogen, der kan se det hele ovenfra, et overblik. Uanset hvor god mor er til at se, er jeg stadig bedre til at gemme mig i min fantasi. De voksne i børnehaven siger, at jeg ikke altid er opmærksom, at jeg ikke hører, hvad de siger, medmindre de nævner mit navn flere gange. At jeg er distræt, hvad end det så betyder. Måske synes far, at jeg er mærkelig. Mine øjne bliver tunge, som min dyne. 

Jeg falder i søvn, før jeg ved, om han er hjemme. Før jeg vågner næste mor gen, er han allerede taget afsted. 

Far henter mig i SFO’en. Han kommer i sin Passat, og da han kommer ind ad døren, rutsjer glæden ind over mig. ”Det er mig, der henter dig i dag,” siger han og roder i sit hår. Far smiler skævt før han tager min hånd. Han sætter September med Earth Wind and Fire på i bilen, og vi synger med, mens vi kører afsted. Selvom jeg ikke kan teksten, skråler jeg bare med alligevel. Da vi kommer hjem, trækker vi i rulleskøjterne. Far holder min hånd og guider mig. Han fortæller en røver historie om, at han engang var verdensmester i skøjtedans, og jeg tror på ham. Jeg har set ham rulle i sine gamle rulleskøjter. Han er sej med hjul under fusserne, og jeg synes, hans ben minder om spaghetti, når han ruller rundt, svinger og drejer i luften. Han lærer mig, hvordan jeg skal skubbe med benene: det ene, så det andet, det ene, så det andet.
”Hold dit ene ben strakt og bøj lidt i knæene, ” siger han. ”Orv se, nu suser jeg derudaf.”
Da vi kommer indenfor igen, er der ikke lang tid til aftensmad. Vi skal have spaghetti, ligesom fars rulleskøjte-ben. Under Disney-sjov prøver far at få mig til at lægge en chokolade tilbage i skålen, som jeg allerede har bidt af, men mig kan han ikke narre. Han har prøvet at opdrage mig til narrestreger, siden jeg blev født, siger mor, og det er vist rigtigt nok. Far har en dans, som får mig til at grine. Han sætter George Michael, Usher eller Michael Jackson på og begynder at gå rundt i lejligheden, mens han bøjer sjovt i knæene og svinger stift, men alligevel rytmisk, med albuerne. Jeg rejser mig fra sofaen og stiller mig på min fars store fødder. De minder mig lidt om Anders Ands, når han spreder sine tæer. Jeg holder godt fast i fars hænder. Og vi danser løs, mens jeg svinger på fars fødder. Helt indtil jeg skal i seng.
”Vågn op, min rokketand driller. Jeg kan ikke sove.” Hvad mon han drømmer om? Far brummer og glider ud af sengen. Han har søvn i sine øjne. Hans ansigt lyser op, da han ser mig i min Batman-pyjamas ude i gangen.
”Jeg har en idé. Det er et trick, din onkel Jan lærte mig.” Han roder i vores rodeskuffer, hvor der gerne må rode, indtil han finder noget snor. ”Aha, nu skal du bare se løjer!”
Han smiler stort og binder den tynde, hvide snor om håndtaget på min dør. Han er sjældent så glad, som når han kan lære fra sig. Han binder endnu en løkke i den anden ende og rækker mig snoren. ”Så binder du den her ende rundt om din rokketand, og så smækker vi døren.”
”Ville det ikke vække mor?”
”Det har jeg styr på, klokken er kun ni. Er du klar?”
”Hvad hvis det gør ondt?”
”Det gør det ikke, og så får du en fin tand til tandfeen, så husk at tjekke under din hovedpude i morgen. Klar?”
”Okay, jeg er klar.”
”Vi tæller ned fra tre. En, to-”
Woosh! På to smækker far døren, og før jeg ved af det, hænger min tand fra håndtaget. Mit blik farer fra tanden til far og tilbage, før et smil breder sig over hele mit ansigt. Jeg putter min pegefinger i munden og mærker hullet mellem tænderne, tandkødet er blødt, og det bløder lidt.
”Det gjorde slet ikke ondt.”
”Hvad sagde jeg,” siger far og blinker med sit ene øje.
Min tand ligger under hovedpuden, den er gemt godt væk. Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af vinger. Jeg venter på tandfeen. Hun er dukket op hver gang, men jeg har ikke set hende. Der ligger en hel tyver under min pude, hver gang jeg taber en tand. De står i et syltetøjsglas på min kommode fra det der blå-gule-svenske sted med kødbollerne og møblerne. Bare jeg fik en tyver hver gang, jeg faldt i søvn, før far kom hjem. Så ville jeg have ”røven fuld af penge”, som han ville sige, men jeg vil hellere have dem under hovedpuden.
Der er skridt ude i gangen nu. Jeg møver mig ned under dynen til min næsetip er lige over kanten og lytter. Min mor siger, at vores lejlighed er lavet af pap, så man kan høre hver en lyd. Gulvet knirker ude i gangen. Hvert trin lyder forsigtigt, næsten hemmeligt. Jeg forestiller mig, at tandfeen danser lydløst, når hun skal hvile vingerne, så er det mon hende? Min dør går op, og ind træder min mor.
”Mor hvad laver du? Jeg skal altså sove.”
”Årh, undskyld skat, jeg ville bare lige kigge til dig. Sov du bare videre.”
Jeg sætter mig op på albuerne. ”Okay. Tror du tandfeen kommer?”
”Det er jeg sikker på, at hun nok skal. Læg dig ned og sov min skat, det er langt over din sengetid.”
Er mor tandfeen? Er far julemanden!? 

Jeg går til springgymnastik om man dagen. Bum og hopla, så så man lige mig! Jeg laver saltomortaler, vejrmøller og håndstande. På tribunen sidder min mor og far; de vinker, klapper og hujer. Salen er fyldt med forældre. Det føles, som om alle øjne er på mig, når jeg springer gennem luften, roterer, lander med armene i vejret og poserer som en gymnast til de olympiske lege. Min dragt er blå, fordi jeg ved, det er min fars yndlingsfarve. Dommerne giver mig topscore, og far klapper i sine store hænder, der altid er varme. Der bukkes og nejes, imens duften af roser fylder hallen. Vi får vores medaljer, og en stor buket blomster bliver delt ud til hver gymnast. En ”jeg har været med” blomst, kaldte min far det dengang, hvor han ikke bare var i min fantasi.
”Hvor er far? Han sagde altså, han ville komme og se mig.”
”Han blev kaldt på arbejde igen i aften, skat.”
”Men han sagde jo, at han ville denne gang.” Mine knoer bliver hvide, så jeg gemmer dem bag min ryg.
”Jeg kan godt se på dig, du bliver ked af det nu, kom her min skat.”
Mor holder mig i sine arme. Vugger mig frem og tilbage med urokkelig kærlighed. Jeg er rød i ansigtet, og der kommer små våde pletter på min mors trøje.
Han var med en enkelt gang, og jeg hørte hvorfor, selvom jeg ikke skulle. Jeg stod i gangen med øret mod døren til køkkenet. Min mor sagde, at han aldrig var der, at han ikke tog mig seriøst, at han burde komme til mine opvisninger og engagere sig. Så dukkede han op en enkelt gang. Jeg ved han gør det for at bevise, at han kan. Men det er lige meget. Jeg ser ham fjolledanse, så hans mave svajer. Ser ham huje, ser ham klappe. Lige dér på tribunen ved mors side. 

Vi er fastliggere på den fedeste campingplads. Der er en kæmpe hoppepude, svævebane og pool. Solen skinner, køerne græsser på marken på den anden side af vejen, biler ræser forbi. ”De gasser sådan op på landet, altså bilerne,” siger mor. Jeg har fået en lillebror, som kan gå og sige et par en eg kan flyve. Mor sidder i skyggen under de let-svajende løvtræer. Far og Emil er her ikke; de er gået en tur ned til poolen.
”Se mor, jeg er en flyvende gymnastik-stjerne, ligesom far!” siger jeg, mens jeg strækker mine arme ned langs siden og hopper så højt, at jeg mister balancen.
Mor smiler og vinker, kigger ned i sin bog. Hviler sine falkeøjne, der har været på stilke, siden Emil kom til verden. Da vi går hjem til campingvognen, kommer far gående med raske trin og Emil i klapvogn. Min bror har en is i hånden. Den gule Københavnerstang, der er ved at smelte udover hans fing re, glinser i solen. Far lugter af klor eller sved. Vand løber fra hans våde hår. ”Hvorfor har du ikke købt en is til mig, far?” Der bliver alt for stille lige pludselig; jeg kigger ned på mine sandalfødder i gruset og op på Emil. Han har gul farve i hele ansigtet.
”Ej Lau, du kunne da godt have købt en is til Niklas også.”
”Hvorfor nu det?”
”Jamen du kunne have sagt dig selv, han også ville have en is.”
”Han var der jo ikke, jeg gik jo bare en tur med Emil.”
Jeg lytter til fuglene, der pipper, og ønsker mig vinger. Falke-flue på væggen vinger. Overblik. Min lillebror spil der is på sine tykke lår. Der er nogen, der går forbi og kigger. Jeg vil gerne flyve.
”Det er jo bare en is for fanden!”
”Det handler ikke om isen, Lau.”
”Hvad handler det så om?”
Flyve langt væk.
”Kom Niklas, stjerne-gymnaster skal også have is.” Mor tager min hånd. Jeg letter.
Flyver hjem til mine stjerner. De er ikke ægte. Ikke længere. 

Jeg venter på noget. Jeg venter på lyden af et sæt nøgler. Jeg venter på min far. Hvor bliver han af? Far skulle være kommet hjem. Klokken må være meget mere end ni, og min alarmklokke tikker utålmodigt på min kommode. Jeg kravler forsigtigt ned ad stigen, men kommer til at vælte et af tårnene med et rabalder. Riddere, heste og tjenestefolk slået omkuld. Det var kongefamiliens tårn, der faldt. Prinsen, der ligger på gulvet, mangler sine hænder. Dronningen ligger ved radiatoren under sengen, stadig intakt. Kongen er ikke til at finde. Det er uhyret heller ikke, og fangeporten er slået åben. Har ikke tid til at finde uhyret, for far er ikke hjemme.
Jeg træder ud i gangen. Skyggerne strækker sig fra ovenlysvinduerne, som katte, der bliver løftet på midten. Forsigtigt undgår jeg at træde på de sorte-gulvkatte og lægger øret mod hoveddøren. Der er stille, indtil jeg hører en bil køre ind på parkeringspladsen. Den holder længe og brummer, før jeg hører to stemmer, som jeg ikke er sikker på, om jeg kender.
De kommer nærmere og nærmere. De snakker sammen. En kvinde og en mand. Mandens stemme er svær at genkende. Dæmpet og stille, som når de voksne har voksensnak. Som når der er hemmeligheder. De mumler noget, der lyder som farvel.
Der var den endelig, den genkendelige raslen af et sæt nøgler. Jeg løbe-lister hen over gulv-kattene, putter dronningen tilbage i borgen og kravler op i min seng. Mon han kommer ind og kigger til mig i aften? Hoveddøren åbner langsommere, end den plejer, når far kommer hjem. Han hoster ude i gangen. Tager sin jakke og sko af. Går med sløve trin mod min dør. Måske i nat. Jeg kan sove lige om lidt. Han stopper foran min dør. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst, mine tanker suser afsted, kigger han ind? Døren står altid på klem. Jeg kan se han står derude, og jeg lader som om, jeg sover. Han tager fat i håndtaget og sukker. 

Plastikstjerner er ikke det samme som rigtige stjerner. Der boede et håb i mig, at de en dag kunne lyse mig vej. Du er mine plastikstjerner i loftet far. 

Næste morgen kan jeg stadig ikke nå dig.  

‍

Jeg bor i en kasse. Det er en kedelig kasse. En papkasse. En klinisk brun papkasse med lige akkurat nok plads til, at jeg kan ligge ned i den, hvis jeg folder mig selv sammen med knæene op under hagen og med arme, der rækker under mine fødder, så de så fint binder en sløjfe om dette hylster af en kludedukkekrop. På kassens ydre er collager af ord. Kulsprittede stempler lavet af forbipasserende, der fandt det nødsageligt at skrive på min kasse som en anden offentlig tilgængelig huskeseddel for at minde mig om, hvad jeg er værd. Der står alt fra små notitser markeret med fed til brændemærker, der bløder gennem pappet. I dagtimerne foretrækker jeg derfor at have klapperne på kassen slået op og kravle ud af den, så jeg kan få luftet godt ud. Ser du, det kan blive ret vammelt inde i sådan en kasse. Den har dårligt indeklima, da luften bliver klam af fugten fra mine åndedrag, og det fører så til, at pappen krymper sammen og tværer blækket fra kassens sider ud på min krop. Jeg har det trængt nok i forvejen, så jeg er glad for, jeg må åbne op for dig og få luftet mine tanker. Velkommen til min kasse: 

Goddag, mit navn er Laura. Jeg har Spinal Muskelatrofi type 3, der i mere almen tale er kendt som muskelsvind. Det er en kronisk sygdom, der kort sagt betyder, at jeg er gangbesværet, og at jeg kommer til at være fraværende nu og da. Jeg gør mit allerbedste for at følge med, men jeg har nogle gange brug for hjælp til, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok sige til, hvis det er. Hvis I har nogle spørgsmål, så kommer I bare og spørger. 

Det er min lille tale, der efterhånden sidder fast på rygraden, efter samtlige undervisere er listet hen til mig i en pause og har spurgt: Vil du ikke lige fortælle de andre om dig? med stigende intonation ved dig for ikke at benævne du-ved-hvad, kassen, altså, at jeg er handicappet. Mine undervisere har uden tvivl ment det godt, men denne tale er ikke desto mindre et førstehåndsindtryk, som får alle til at forbinde mig med sygdom og svaghed – et førstehåndsindtryk, som er svært at ryste af sig igen. Social eksklusion er uden tvivl den del af min diagnose, der gør mig mest handicappet, og det har forfulgt mig som min egen skygge, siden jeg fik overrakt kassen. 

Jeg var 7 år gammel, da jeg fik diagnosen. Udefra så jeg ud som ethvert andet barn. Jeg var bare Laura, der byggede de bedste huler, skrålede med på Lille Nørd-sangene og elskede at spise chokoladekage fra mormor. Jeg var bare Laura, som ud over det gik lidt mærkeligt. Min mor sagde, at jeg havde spaghetti-ben. Det havde jeg altid haft. Men nu kunne lægerne forstå, hvorfor mine ben var udkogte og umedgørlige. De fortalte mig, at jeg havde motorveje på ryggen, og at nogle af dem var i udu. 

Hvad en hullet motorvej havde at gøre med kogt spaghetti, forstod jeg ikke, og da slet ikke hvad det havde at gøre med mig. Men det gjorde de voksne. Lige pludselig var alle omkring mig så alvorlige med blanke øjne så store som tekopper og klumpede stemmer som skyer af afmagt, der fløj mig langt over hovedet: Hvad skal vi stille op? Det er da ganske forfærdeligt. 

Jeg kunne ikke se problemet med kassen. Den kom med op i klatretræerne, og den var også god til gemmeleg og at tegne sommerfugle på. Og med kassen fulgte endda et par ganske gode fordele. Den blev mit frikort til endelig at slippe for skældud fra pædagogerne, når jeg sagde, at jeg ikke kunne som de andre børn, og jeg fik en sej kørestol og el-crosser, så jeg kunne være med på lange ture. I en fysisk forstand kunne jeg nu klare hvad som helst – jeg følte mig som en superhelt! Men en ting, som lægerne ikke kunne ruste mig op til, var de sociale arenaer, hvor min kasse nu fik mig til at ligne en frygtindgydende, grim og slatten elg. Jeg havde ikke en jordisk chance i legepladsens kamp. 

Kampen tog for alvor til i 2. klasse, da jeg skiftede skole. Jeg gav min lille tale til min nye klasse, og undervejs bemærkede jeg, hvordan smil og vink blev til krydsede arme og hvisken. Kassen kom langsomt til syne under mine fødder, og da jeg endelig var færdig, blev jeg mødt af en mur af øjne, som borede mig ned på plads i den. Kan de ikke lide mig? Da jeg gik ud til frikvarter og prøvede at følge med en gruppe af pigerne fra klassen, løb de væk fra mig. Jeg kaldte efter dem, at jeg ikke kunne følge med. Vent på mig! Men de ventede ikke. En lattersky fløj over deres hoveder, og den resonerede ind i skolegårdens sammensurium af støj. Hvisken fra klasseværelset havde også spredt sig ud til legepladsen. Lige meget hvor jeg gik hen, løb de andre børn væk fra mig. Jeg fik opfanget fra krogene, at jeg var syg og giftig. At jeg smittede, og så faldt ens ben af, hvis man legede med mig. Dumme unger. Det er jer, der ødelægger legen. Laura-er-giftig gik af mode efter nogle uger, men der var altid noget andet i vejen, der gjorde, at jeg måtte stå for mig selv igen og tælle de bølgede fliser i skolegården eller tale med køerne på den anden side af hegnet. Min mor sagde, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Så jeg ventede. 

Og jeg ventede. Jeg flyttede skole, jeg blev ældre, drillerierne holdt, alting virkede normalt. Men inden i mig selv, var der stadig noget galt. Lægerne spurgte mig, hvad jeg gerne ville nå. Jeg var blevet mere usikker på benene. Jeg fik oftere infektioner i lunger og hals. Jeg skulle ikke regne med at kunne gå, når jeg nåede slut-tyverne.
    Hvad vil du gerne nå, Laura? 

Hvad jeg gerne vil nå? 

    Skal du på gymnasiet? Universitet derefter? Det ville være klogt. Og du er jo klog, ikke? 

Tjo, det ved jeg nu ikke lige. 

Det kræver selvfølgelig nogle gode karakterer. Ik, Laura? Det handler om, at du kan komme hurtigt igennem systemet. Så du kan få et arbejde.
    Sådan et, hvor du kan sidde stille og
        tjene penge og
              betale skat, og
                    du skal nok regne med deltid og
                            med en førtidspension i sigte og
                                              børn tidligt er nok godt for dig.
Så hvad kan du se dig selv i? Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad kan du bruges til? Laura? 

Et kapløb var skudt i gang. Jeg skulle ikke nyde noget af at falde med kassen, før jeg var kommet over målstregen. Så jeg fik benene på nakken og travlt med at finde vej i det liv, som jeg havde fået recept på. Mine klassekammerater havde i stedet travlt med at finde kærester, at gemme energidrikke for deres forældre og at blive oppe til efter klokken 10 for at slå kolbøtter på landevejen. De lever det vilde liv. 

På en måde gjorde hyperfikseringen på faglig succes det nemmere at håndtere følelsen af at være anderledes. Jeg havde ikke tid til at bekymre mig om, hvorfor nogle af mine klassekammerater ønskede, at jeg skiftede skole, så der var en fri plads til en ny og mere spændende pige, eller hvorfor mit handicap gjorde det så besværligt at være sammen med mig, at jeg lige så godt kunne indstille mig på enten at blive meget glad for katte eller at skulle dø alene. Jeg er sgu da godt klar over, hvor irriterende min krop er at være sammen med, den hænger på mig hver dag. Jeg måtte minde mig selv om, at det ville blive bedre, når jeg blev ældre, når vi blev mere voksne. Jeg ventede.
  Efterskole blev mit pusterum, min boble fra omverdenen, hvor jeg havde tid og rum til at finde ud af, hvem jeg var uden kassen. Jeg kunne bruge mange sider på at prædike om, hvor fantastisk mit år på efterskole var, men hvis jeg skal koge det ind, kan det allerbedst beskrives som at blive skubbet kærligt ud over en stejl bakke, susende afsted, ude af stand til at stoppe op. 

Laura, hvad vil der ske, hvis jeg skubbede dig nu? 

Spurgte ham den sære med langt, krøllet hår, da vi stod på toppen af bakken ved siden af rundkirken og spejdede over de solstråleklædte marker. Han havde fat i håndtagene på min kørestol og gyngede mig drillende frem og tilbage over kanten. 

Jeg svarede, at det ville gå så hurtigt, at jeg ikke ville kunne bremse selv. Jeg ville brænde mine hænder på drivringene, måske blive kastet ud af stolen i forsøget. Der var stille i overvejelsens tid. Men så kom det. 

Vi skal nok gribe dig. 

Jeg ræsede om kap mod livets hastighed med et kortvarigt skrig af skræk som anslag til det år, da alt blev stærkt og klart, og kassen blæste væk i vind af kærlighed, så nu var det bare Laura, der legede i livstræets krone og kom godt fra start til et møde med en fiktiv valgkamp med et midterparti på tværs, lysende folkevognsrugbrød polstret med piletræ og charme, Kajfrø som død kat til kortfilm fuld af lens flares, godnat-krammere med en ET-finger strakt frem som erstatning for fnatarme, med venner for livet ved min side, der løb til takten af en klapsalve for alt det, vi gjorde, så vi spandt et spindelvæv af hjertelatter og fællesskabssnore. 

Jeg blev grebet i mit trilleri – der var ingen skade sket – og jeg blev antiklimatisk sat for enden af bakken, så jeg kunne se, hvor jeg havde kørt. Alt, der var tilbage, var en røgsky af øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Med nyfunden styrke og selvtillid fra året, der gik, syntes kassen lettere end nogensinde før, så jeg slyngede den over skulderen og gik gymnasietiden i møde.
  Jeg blev fortalt, at jeg ville elske gymnasiet. Jeg ville få lov til at nørde med mine yndlingsfag, opleve ungdomslivets festligheder og ikke mindst at få lov til at samle på endnu flere venner. Jeg var lige flyttet til en ny landsdel, et sted hvor jeg ikke kendte et øje, så det var min perfekte chance for at få visket kassen ren og være den helt autentiske Laura. Det skulle blive The Time of My Life, sagde de. 

Første dag rullede om hjørnet. Jeg mødte op. Hilste på mine nye klassekammerater. Blev hevet til side af min underviser og spurgt, om jeg ikke ville fortælle lidt om mig. Jeg fremførte min lille tale, og mine klassekammerater smilede og nikkede fortsat til mig. Så langt så godt. Næste punkt på dagsordenen var en rundvisning. Vi gik afsted, og jeg forsøgte mig med smalltalk for at prøve og hæfte mig fast på folks nethinder, så de ville hæfte sig ved mit langsomme tempo og forhåbentlig vente, hvis det blev nødvendigt. Men deres skridt blev hastige og stemmerne fjerne. Jeg hev efter vejret for at kalde efter dem, at jeg ikke kunne følge med, vent på mig. Et par stykker så sig tilbage, så mig, inden de drejede om hjørnet. Jeg stoppede. Så stod jeg der og mærkede Laura-7-år, som skælvede af gråd. Mærkede Laura-17-år, der holdt vejret for ikke at gøre det samme. Jeg fortalte mig selv, at det ville blive bedre, når vi lærte hinanden bedre at kende. Så jeg ventede.
  Jeg ventede tålmodigt og løb så stærkt, jeg kunne. Jeg pjækkede aldrig, tog til de øredøvende fester og inviterede selv til sociale aktiviteter. Jeg begyndte så småt at have en base, et par stykker, som jeg kastede bolden til, men som sjældent kastede den tilbage. Måske er jeg for ivrig? 

Jeg ventede. Jeg ventede. Corona ramte Danmark, og fjernundervisningen blev hverdag. Dagligdagens ansigter blev reduceret til navne i sorte felter på rad og række, og hyggesnakken i pauserne blev til intense stirrekonkurrencer med mit spejlbillede fra computerskærmen. Jeg ventede.
  Jeg ventede. Landet åbnede op, men jeg sad stadig tilbage alene afven tende i et Teams-opkald som æresmedlem af den sårbare befolkningsgruppe. Det blev mit eget ansvar at forblive en del af undervisningen med hjælp fra mine klassekammerater. Men som tiden gik, fik jeg oftere afslag, når jeg rakte ud. Måske ser de ikke, jeg skriver til dem? Men de må da være klar over, jeg mangler? Det er nok for anstrengende, at jeg skal være med på deres computere. Jeg fik travlt med selvstudie. Og da jeg vendte tilbage efter mit andet vaccinestik til et semiåbent 2.g, havde mine klassekammerater i stedet travlt med at kysse uden om deres kærester, at gemme snus for deres forældre og at blive oppe, til solen stod op for at falde om på landevejen. De lever det vilde liv. Jeg ventede. 

‍

Jeg ventede. Det blev rutine at gå alene mellem lokalerne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. De eneste beskeder, der tikkede ind, var spørgsmål til en aflevering eller mine svar på lektierne. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Vi blev fortalt, at vi var sådan en dejlig klasse med et fantastisk fællesskab. Et fantastisk fællesskab, som jeg kunne stå udenfor og være tilskuer til. Jeg ventede. 

Jeg ventede. Jeg ventede. Jeg ventede.

Jeg gav op. 

‍

Jeg blev hjemme. Jeg lukkede klapperne til kassen i og lod den skrumpe ind om mig, så jeg kunne nærstudere min navle og have godt og grundigt ondt i røven over, hvor uduelig og hjælpeløs jeg var. En dag blev til en uge. En uge blev til en måned. En måned blev til, hvor lang tid der nu var til, at jeg skulle sidde i en gymnastiksal til min første skriftlige eksamen. Jeg blev fritaget for alle afleveringer de sidste 5 måneder, og studievejlederen så igennem fingre med mit fravær, som nærmede sig de 40 procent. Jeg fik en studenterhue på hovedet med et 12-tal mellem guldsvalerne og et par overfladiske tillykker skrevet i foret. Det blev til en studentertid uden gilder, druk og kapløb om klip. I stedet forfulgte studenter vognenes horn mig hånligt for at have fejlet så brutalt i at udleve dette såkaldte ”Time of My Life”. What a life. What a night. What a beautiful, beautiful ride. 

Men jeg tvinger mig selv ud over kanten igen. Ensomhedens skumle stemme spøger stadig i min øregang og truer mig med at tage over, når kassen bliver tung af stempler. Men det betyder ikke, at jeg er alene. Med en masse hjælpende hænder fra familie og venner, er jeg kommet op at stå endnu engang og har klappet kassen i. Lige for tiden spæner jeg afsted med kassen foldet sammen under armen, mens jeg prøver at finde pulsen i voksenlivets jag. Jeg er flyttet hjemmefra med ham den sære med langt, krøllet hår. Jeg er begravet i spændende studiebøger og søde invitationer til fester og teselskaber. Og for første gang ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal nå. Jeg lever det vilde liv.
For jeg er bare Laura, der skriver skøre historier, nørder med grammatik og elsker at spise chokoladekage fra mormor. For jeg er bare Laura, der prøver at have et liv uden om kassen, selvom jeg går lidt mærkeligere.

Hjem. Så smukt et ord det ene øjeblik, så smertefuldt og ensomt det næste. 

Jeg har altid bare ønsket at passe ind. At være som de andre. I spejlet siger jeg, at jeg elsker mig selv, men mit blik falder hurtigt på den brune hud og det krusede, sorte hår, som ikke ligner det, jeg ser omkring mig i samfundet, og jeg tager mig selv i at ønske mig et andet udseende. Et, som ikke gør sig bemærket på godt eller ondt. Et, som lader mig glide ud i sandet, ikke være det farvede stykke glas, som nogen vil samle op og beundre, måske tage med sig hjem.
I Danmark er jeg for mørk til at være dansker. I Indien, mit fødeland, skulle man tro, at jeg ville føle mig mere forbundet med omgivelserne, men desværre skiller jeg mig også ud dér. Måske jeg går forkert, bruger forkert kropssprog og mimik. Måske er det mit manglende sprog. Det, som jeg ville bruge naturligt, hvis jeg stadig boede i Indien. Men fordi jeg er adopteret og opvokset i Danmark, så har jeg med tiden glemt alt det, der engang var indgroet i mig. Alt det, der udgjorde min identitet. Det føles, som om en del af mig gled ud i sandet og blev kaldt tilbage til Indien, båret væk af havstrømmene. 

Som adopteret har jeg altid gået med meget dobbeltsidige følelser og tanker. Jeg har følt glæde og taknemlighed over mit liv, over at føle mig så elsket af mine forældre. Samtidig har en frustration også fyldt, for hvorfor skal jeg føle taknemmelighed for en så naturlig ting som forældre? Adoption har gjort, at jeg, på trods af min mors og fars unægtelige kærlighed til mig, i øjeblikke har følt, at jeg har skullet gøre mig fortjent til at være nogens datter. At ét forkert skridt ville være utilgiveligt, og jeg ville blive afvist, måske sendt tilbage. 

Man taler om, at adopterede bliver revet op med rødderne. For mig føles det mere, som om jeg blev revet op så hurtigt og voldsomt, at rødderne knækkede af og blev i jorden – at halvdelen af mig forblev i Indien. Jeg blev plantet om, groede nye rødder, tilpassede mig klima og omgivelser, men traumet sidder stadig i mig, fordi halvdelen, af hvad jeg var, blev i Indien, min grobund. 

Jeg har aldrig vidst, at det var okay at have så ambivalente følelser. At elske sin familie og sit liv og samtidigt føle frustration og alt andet end taknemmelighed for det system, som har bragt én dette liv. Jeg har først nu lært, at jeg gerne må føle et savn og sorg over det, jeg aldrig fik, mit ophav, det, jeg mistede, min mor og far, min familie, mit sprog, min kultur, en del af mig selv. Jeg har aldrig vidst disse ting, fordi jeg aldrig har talt med nogen om det. Det er en særlig form for ensomhed at gå og føle sig forkert, malplaceret, taknemmelig og vred, glad og ked af det. Gå med alle disse følelser uden at vide hvorfor, fordi ingen har fortalt dig, at man kan føle så meget på samme tid. At det er okay, at det er logisk endda. 

De første år af ens liv har ifølge udviklingspsykologien indflydelse på, hvordan man bliver som voksen. Jeg var to år gammel, da jeg kom til Danmark. Med mig fra Indien havde jeg et sprog. Jeg havde begyndende vaner og væremåder. Jeg var et spejl af min kultur. Men fordi jeg havde boet på børnehjem med alt for få kvinder til alt for mange børn, så manglede jeg en følelse af tryghed i livet. Vi var børn med basale behov som opmærksomhed, omsorg og nærvær, der ikke blev opfyldt. Mangel på disse i de første udviklingsår kan have alvorlige følger. For mig har det betydet problemer med tilknytning til andre, angst for at blive forladt, fare vild, blive afskåret fysisk fra andre. 

Da jeg var barn, måske ni år gammel, besøgte jeg Egeskov Slot med min far. I slottets labyrint skulle vi løbe om kap. Jeg var så klar, men alligevel, da min far forsvandt fra mit synsfelt, frøs jeg. En voldsom kulde og frygt vældede op i mig som en tsunamibølge, der rammer en kyst og vælter ind over by og land, omslutter dem, kaster med alt. Jeg forstod ikke dengang, hvad jeg følte eller hvorfor. Jeg forstod det faktisk ikke i rigtig mange år. Først som voksen har jeg forstået, at der var tale om en dybtliggende angst i mig. Min krop reagerede på det, som jeg blev udsat for utallige gange i løbet af mine første leveår: at blive fysisk fjernet fra det, som jeg følte mig tryg hos, gang på gang. Da jeg kom til Danmark, var skaden sket. Som lille havde jeg svært ved at lege alene på mit værelse eller på en legeplads med andre børn. Hvad nu, hvis min mor forlod mig, mens jeg så væk?
Denne angst har fulgt mig ind i voksenlivet. Under corona studerede jeg på universitet i Odense. Jeg boede alene langt væk hjemmefra, følte mig fysisk fanget, og når jeg i perioder ikke snakkede med nogen en hel dag, fik jeg følelsen af at befinde mig i en tyk glasklokke. Jeg følte mig fysisk afskåret fra alt. Min hørelse føltes dæmpet. Jeg forsøgte at bryde ud ved at skrive til venner og familie for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene i verden. Men hvis de så ikke straks svarede, blev det værre. Det forstærkede angsten i mig om, at jeg var afskåret fra alt og alle.
  I dag går jeg ikke alene ud ad min dør uden min mobil. Ikke på grund af en afhængighed af mobilen i sig selv, men på grund af den dybtgående frygt for at føle mig fanget. Fanget i den tykke glasklokke, som en hveps man fanger på bordet med sit glas en varm sommerdag – uden mulighed for at kunne bryde ud eller komme i kontakt med nogen.
Min angst er svær at beskrive, men den er nok endnu sværere at forstå, for jeg har jo aldrig været fuldstændigt afskåret fra andre. Og deri ligger nok den største del af ensomheden: at vide, at ingen helt forstår. 

Igennem min opvækst har jeg følt mig fremmedgjort flere gange, end jeg kan tælle til. Jeg var havnet her i Danmark og var blevet mine forældres datter, men alligevel kunne jeg ikke få lov til bare at være dansk på lige fod med alle andre. Mine venner, skolens pædagoger, selv tilfældige på gaden forventede hele tiden noget af mig. De forventede, at jeg vidste noget om Indien og kunne svare på spørgsmål, som kun en inder opvokset i Indien kunne gøre det. Og det var jeg jo ikke. Jeg var opvokset i Danmark, og jeg var kun et barn. Forventningerne skabte noget i mig. Et pres, et behov for at opsøge al den viden om mit fødeland jeg kunne. Jeg ønskede at svare korrekt, så jeg ikke skuffede folks forventninger. Jeg ville gøre alt for at blive en del af et fællesskab, ikke føle mig ensom, og alligevel gik jeg og følte mig netop dette med presset om at vide alt og stå til rådighed for alle. Meget paradoksalt gjorde fremmedgørelsen også, at jeg det meste af min barndom og ungdom var flov over det ophav, som jeg brugte timer på at læse om. Jeg var flov over at se klip af indere på nettet. Flov over at høre Bollywood-musik. Flov over at lære om Indien i engelsktimerne i folkeskolen og gymnasiet, fordi alle kiggede på mig for at se min reaktion. Sådan føltes det. På grund af mit udseende, spørger folk mig, om jeg er gæstearbejder, au pair, importeret hustru. De spørger om alt andet, end hvad jeg egentlig er. Jeg tænkte ikke over min egen hudfarve som barn. Men andres fremmedgørelse af den og mig har gjort, at min hudfarve nu er en del af min identitet. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at livet startede den dag, jeg landede på dansk jord. Hvis det startede den dag, så ville jeg ikke have omsorgssvigtet med mig og dermed heller ikke angsten. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være nemmere, selvom jeg stadig ville skulle forholde mig til blikke og kommentarer om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Nemmere, fordi jeg fysisk ville kunne skubbe det væk, undgå kommentarer ved at vælge, hvem jeg lukker ind i mit liv. Psykisk kan jeg bare aldrig skubbe det helt væk. Det vil altid ligge og simre, vente på en trigger og koge over. I perioder oplever jeg, at det koger over flere gange ugentligt, måske dagligt. I andre perioder kan der gå så langt imellem tilfældene, at jeg glemmer mig selv, får en spontan idé og går hjemmefra med overbevisningen om, at jeg endelig fik slukket for komfuret.
Den 16. januar 2024 var sådan en dag. Lige indtil det blussede op igen. På denne dag meddelte Danish International Adoption (DIA) offentligheden, at de lukkede midlertidigt ned. Jeg sad på mit arbejde og begyndte at læse den ene artikel efter den anden. Skandaler om børn med hullede historier, børn med lidt for perfekte historier, forældre, der stod frem og fortalte, at deres børn var blevet stjålet fra dem, søskendepar, der fandt hinanden med DNA-tests efter et helt liv baseret på løgn og fortielser. En bølge af blandede følelser ramte mig med fuld styrke. Jeg følte alt og intet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det, og jeg havde mest lyst til at gå hjem i seng. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ingen ville forstå hvorfor. Da jeg gik ned til frokost i personalestuen, bulderkogte det i min hjerne og krop. Det kunne mine kolleger dog ikke se, for jeg lignede jo mig selv udenpå. Jeg sad pænt og rumsterede ikke ængsteligt med noget. Jeg faldt faktisk bare i baggrunden, hvilket ironisk nok er det, jeg typisk helst vil. Men lige den dag kunne jeg godt have brugt et sikkerhedsnet til at gribe mig. Men hvem skulle det være? Mine hvide, ikke-adopterede kolleger, der ikke forstår? Min egen, hvide, ikke-adopterede kæreste, der, omend han så gerne ville, heller ikke forstår? Ensomheden ramte mig hårdt den dag på en helt ny måde. 

Jeg forstår godt, at DIA har lukket ned, og var det op til mig, så drejede de nøglen om og omsmeltede den, så man aldrig kunne vende tilbage. Men misforstå mig ikke. At jeg kritiserer hele grundlaget for det liv, jeg har nu, betyder ikke, at jeg hader mine forældre, min opvækst eller mit liv. Jeg elsker dem og det. Bare tanken om, at jeg bliver nødt til at understrege dette, gør mig så vred. Som om kritik af det internationale adoptionssystem må være lig med dårlig opvækst. Lige meget hvor godt et liv, jeg har her, så har min adoption også ført til oplevelser, som jeg hellere ville være foruden. Oplevelser, som gør, at jeg fra tid til anden dagdrømmer om, hvordan livet ville have været, hvis jeg var blevet i Indien – havde jeg altså haft mulighed for at sige fra. Bare fordi jeg i Danmark har fået et utal af materielle goder, som jeg aldrig havde nærmet mig i Indien, så betyder det ikke, at jeg ikke ville have haft et lykkeligt liv der. Jeg ved, at materielle goder her i det globale nord har stor værdi. Måske endda større værdi end behovet for opfyldelse af basale behov, som at elske nogen og at have nogen, der elsker dig. Men mange betaler en stor pris for disse goder, for eksempel med angst, stress, depression, ensomhed. Og er materielle goder, på bekostning af ens velbefindende og mentale trivsel, virkelig det værd?
Jeg har selv haft flere af dem tæt ind på livet, men for tiden fylder ensomheden mest. Ensomheden i at gå og bekymre mig over, at jeg på grund af DIA’s lukning måske ikke kan få ordentlig besked om, hvad der skete før min adoption. Ensomheden i sorgen over at miste nogen, jeg ikke kan huske, men kun kan mærke. Savnet til den kultur og det sprog, jeg mistede, uden at kunne huske nogen af delene. Ønsket om at finde tilbage til mine rødder, men også ønsket om ikke at blive udstødt eller glemt af mine nærmeste. Dagdrømme om at flytte hjem til det sted, som ikke har været mit hjem et helt liv. Håbet om at finde min familie, frygten for at lede og miste dem igen. Ensomheden i ikke at kende nogen, der går igennem det samme. Ensomheden i at være den eneste mørke på min arbejdsplads, altid scanne et nyt rum, jeg træder ind i og blive ramt af en uforklarlig, melankolsk ensomhed over endnu en gang at måtte erkende, at jeg er den eneste mørke tilstede. Omvendt er det også ensomt at glæde sig over for en gangs skyld at se en anden mørk. Om det så blot er på gaden, om de er fra Ghana, og jeg fra Indien, og vi intet har tilfælles med hinanden. Det er ensomt, fordi ingen forstår, hvorfor jeg bliver så glad. Jeg kan ikke engang dele glæden. 

Selvom jeg dagligt kan fortælle mig selv, hvor meget jeg har hjemme i Danmark, så vil jeg, fordi jeg er transnationalt adopteret, det meste af tiden føle mig fremmed her. Fordi jeg er transnationalt adopteret, vil jeg altid føle mig fremmed i Indien. Det land, som jeg af alle steder i verden måske burde føle mig mest hjemme i. Det er ensomt ikke at høre helt til nogen steder. 

Jeg har hele mit liv ledt efter et sted, som ville tage imod mig, ligesom jeg er. Ikke fremmedgøre mig med spørgsmål eller bemærkninger, men jeg har nu lært, at et sådan sted ikke findes. Jeg ved nu, at kun jeg kan være det sted for mig selv. Og nok kan jeg ikke synge med på I Danmark er jeg født og mene det, men det er nu alligevel her, jeg har hjemme. Lige meget hvad andre påstår, eller hvor meget de spørger til, hvor jeg rigtigt er fra. Lige meget hvor ofte folk tiltaler mig på engelsk på gaden, i bussen, udenfor mit hjem. Lige meget hvor fremmedgjort jeg bliver, om man mener det sådan eller ej. Det kan også sagtens være, at jeg aldrig slipper af med ensomheden eller de ambivalente følelser, men jeg har truffet mit valg, og jeg har valgt mit hjem.

Til sidst står jeg tilbage. 

Med svedige sko tripper jeg 

På det klistrede dansegulv. 

Du ser mig, og jeg siger ja 

Stiv pik og øl i hånden trækker du mig med 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Tilbage på dansegulvet. 

På jagt efter den næste 

Med en ny øl i hånden 

Lange nætter, antidepressiver 

Coke i næsen og pik i munden 

Ind, lås, ned, ind, ud 

Hjem i S-tog 

Bræk og pis 

Alene i min seng. 

Gråd 

Tilbage.

‍

Til mor og til far. Til mig og til dig.
Fra mig.
En fortælling om en person,
I ikke kender. En person, jeg ikke kender.
En person, der alt for længe nu har tilpasset sig alt omkring sig.
For ikke at føle sig ensom.
For at føle sig forstået og accepteret.
En person, som ikke er en person, men blot en afspejling af alt omkring sig.
En fortælling om mig. 

Mig, blot et barn, men ikke min fars barn. Min mors søn, men ikke min fars søn. En dreng med en mor og en mand i huset, som aldrig rigtig har været sin egen mand. Altid et spejlbillede af min mor. Altid mor i baghovedet. Min kære mor med strikketøjet, med grønne fingre og med røde strømper. Mor med gråd og med følelser. Altid i baghovedet på kære far. Om vi var ude at fiske eller byggede højbede i haven, så var hun der på en eller anden måde. Som en pisk slog ekkoet af min mors stemme min far på plads, og nu, en lille Gustav, der ikke kun skulle holde styr på sin fiskestang eller sin hammer, men pludselig også skulle tænke på, hvad mor dog ville gøre. Hvad hun ikke ville sige, hvis hun så, at jeg tørrede mine hænder i bukserne, eller at jeg snakkede lidt for hurtigt. De tanker kom til udtryk igennem far. Altid at skulle tilpasse sig mors humør. Altid at skulle tænke på hende, selv når hun ikke er der. 

Jeg har prøvet at pointere det til dem. At min far altid bare er enig med min mor, men de benægter det. De siger, jeg har misforstået, og at min far jo selv bestemmer. At deres forhold er helt lige. En sjælden gang imellem kan min mor godt indrømme, at det virker ulige udefra, men ifølge mor er det ikke virkeligheden, men blot hvad man ser udefra. 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor moren er manden, og faren ikke rigtig var til stede. Jeg undrer mig over, om der mon aldrig er nogen, der har lært min far, hvad en rigtig mand er. Jeg har altid følt, at han ikke helt turde at sige, hvad han selv syntes, en mand skulle være. Måske han følte, at han selv var forkert? Men hvis min far er forkert, hvem skal jeg så se op til? Hvis min far ikke selv kan lære mig at være en mand, hvem kan så? Jeg står helt alene i et hav af spørgsmål, som ingen har svaret på. Ikke engang min far. Alene som en ”ikke-mand” står jeg og undrer mig over, hvem jeg skal være, hvis ikke min fars søn. 

Så hvem er jeg, far? Er jeg en mand? Hvorfor føler jeg, at hvis jeg ikke gemte mig selv væk på samme måde, som jeg har set dig gøre det, så ville du blive skuffet? For du skal vide, at den mand, jeg har set som lille, stadig lever i mig. Den mand, der altid bare gør, som mor vil have. Den mand, der gemmer sig. Det er den mand, du er, far, det er den mand, jeg er blevet. Det er i hvert fald den mand, jeg ser og spejler mig i. Den gave, du har givet din søn, er behovet for at prioritere andres glæde før din egen. Så tak, far, for at lære mig at tilsidesætte mig selv. Dette fordrejede syn på, hvad et forhold er, har også medført, at jeg nu som 19-årig stadig ikke kan stå op for mig selv. Jeg har svært ved ikke at gøre som min far. Jeg er ellers utroligt god til at være i kontakt med mine følelser, takket være min meget følsomme mor, men jeg har dog aldrig lært at tage dem seriøst. Jeg har negligeret den utryghed, jeg har følt, når min mor har skældt ud på min far, nærmest undertrykt den, fordi jeg har lært, at en “rigtig mand” var sådan én, der blev råbt ad. 

Denne definition har jeg stadig svært ved at ryste af mig den dag i dag, hvilket har ført til mine mange problemer med mit køn og seksualitet. Jeg har søgt relationer, hvor det var okay for en mand som mig at være den tøsede, og hvor det var okay at være venner med alle pigerne. Det er jo ikke i sig selv et problem at søge mod diverse miljøer for at føle, at man passer ind, men det bliver et problem, når følelsen af at passe ind er på et falskt grundlag. Den person, jeg troede, jeg var, den person, jeg spillede, passede godt ind, men det var også en person, der aldrig havde overvejet, om han ville være en mand på en anden måde end sin far. I disse fællesskaber har der været mange folk med diverse problemer. Folk med misbrug, forældresvigt, diagnoser og sågar dem alle på en gang. Disse forhold har været de tætteste, jeg nogensinde har haft, da de fik mig til at føle mig normal, selvom jeg var anderledes. De tætteste, men også de hårdeste. Jeg har hele tiden skullet holde en facade oppe, som jeg ikke engang selv vidste, jeg havde. Vise min underlige, tøsede, bøssede, nørdede side frem. Den side af mig selv, som jeg aldrig rigtig følte, var den ægte mig. Det har været en konkurrence om at være underligst og mest fucked op, som jeg har deltaget i, fordi det ironisk nok var det eneste sted, jeg ikke følte mig underlig. Disse meget ustabile folk har også ført mig i situationer, hvor jeg har skullet håndtere deres problemer. Situationer, hvor jeg skulle tale folk ud af selvmord, bede folk om ikke at skære i sig selv eller være deres boksepude. Jeg har gjort præcis, som far gjorde. Jeg har været der og sat mig selv til side. Som en accept af, at hvis andre har problemer, så er det altid validt og altid mit ansvar at løse det. 

Jeg kan huske en enkelt gang, hvor min far råbte tilbage. Jeg ved ikke, hvad de var oppe at skændes om, men jeg kan huske, at som jeg kom listende ned ad trapperne for at bede dem om at råbe bare lidt lavere ad hinanden, så jeg min far rive lågen af en kommode og storme ud ad døren. Min mor var i tårer, og jeg gik hurtigt tilbage ovenpå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var jo min mor, der råbte ad min far, ikke omvendt. I det øjeblik følte jeg ikke, det var min far, men en uigenkendelig mand, som ville min mor det ondt. Straks følte jeg mig ikke længere utryg, som når de normalt skændtes, men i stedet følte jeg, at jeg skulle beskytte min mor. Jeg følte, at den far, der normalt altid passede på min mor, nu var væk, og at det derfor var mig, der skulle tage over. Og jeg følte, at siden far gjorde mor ked af det, og jeg er en mand som min far, så var det min skyld, at mor var ked af det. Sådan får jeg det altid, når min mor græder. Sådan får jeg det altid, når folk græder. Jeg skal altid beskytte, når andre græder, og skamme mig, når det er mig, der græder. Når min mor er sur på min far, er hun sur på mig, og når min far er sur på mor, får jeg ondt i maven af skam og frygt. Som en indlært refleks at min mor altid skal passes og beskyttes.
Men far, er det mit ansvar at beskytte andre? Kan du aldrig blive træt af at passe på alle andre? Er jeg forkert, hvis jeg bliver træt af det? 

Samtidig med at jeg har manglet et mandligt forbillede, så er det nok efterhånden tydeligt, at jeg har haft et meget stærk kvindeligt ét. En mor, der altid har snakket med mig om alle de svære ting, og som altid har været der, når jeg havde brug for råd. Alt fra måden, jeg bider mærke i hvert et ord, folk siger, til mængden, jeg drikker, har jeg fået fra min mor. Især det med druk har fyldt meget i den måde, jeg har set min mor på. Det er ikke, fordi min mor som sådan havde et drukproblem, men alligevel drak hun nok til, at jeg lagde mærke til det. Jeg er vokset op i et hus, hvor det er okay at prøve at drikke sine problemer væk. Og det har jeg arvet. Jeg gør som min mor, som gør som sin egen mor, og uanset hvor hårdt vi alle prøver, så kan vi ikke drikke os til lykken. 

Jeg kan huske en sankthansaften, jeg har nok været 10-11 år gammel. Vi sad i bilen, mor var plørestiv, og far kørte. Mor ville køre ned langs kysten for at se alle de flotte bål, og far adlød. Jeg sagde, jeg syntes, det var ubehageligt, at hun var så fuld. Hun sagde, eller rettere mumlede, at det var hun altså slet ikke. Jeg kunne lugte spritten fra bagsædet. Jeg var træt og ville hjem i tryghed, væk fra den mor, der skulle beskytte mig, men som nu var spritstiv. Her ville jeg ønske, min far havde kørt hjem og lagt mig og min mor i seng. Men han kørte videre. Det var, som om han slet ikke var der, men bare var min mors chauffør. Den aften følte jeg kun, at det var mig og min fulde mor. Den tryghed, jeg var så vant til at finde i min mor, var pludselig væk. Igen savnede jeg en far. En far, der ikke bare var min mors mand. Og her tænker jeg så: Ville jeg have gjort som ham? Og ville jeg føle, det var, hvad en mand skulle gøre? Ja. Jeg ville have gjort det, andre bad om. Jeg ville forblive min fars søn. Og jeg hader mig selv for det. Den person, jeg er blevet, hader jeg. Det er ikke engang en person. Den maske, jeg konstant tager på for at distancere mig for den mandighed, min mor afskyer så meget, den maske hader jeg. Jeg hader, at jeg skal være anderledes. Jeg hader, at jeg kun kan få venner, jeg ikke rigtig kan lide, fordi de er de eneste, der er underlige nok til at få mig til at føle mig normal. Det er, som om hver gang jeg prøver at være mig selv i nærheden af mine underlige vennekredse, så synes de, jeg er for normal, og hver gang jeg prøver at være mig selv med mine mere normale venner, synes de, jeg er for underlig. Hvor passer jeg henne? Hvor skal jeg placere denne persona, jeg så fint har fået proppet ned over hovedet? Jeg spørger stadig mig selv hver dag, om jeg er en mand. Svaret er altid både og. Jeg ved bare, jeg ikke er den mand, jeg selv godt vil være. 

Så kære mor, kære far
Kære mig og kære dig
Jeg er ikke min far. Jeg er ikke min mor, og jeg er heller ikke min storebror. Jeg er ikke.
Mig.
Jeg er ikke mand eller mus eller far eller søn.
Jeg er ikke særligt modig eller særligt glad. Alt det folk hele tiden definerer mig som, er jeg ikke. Ham, der er så emotionel intelligent, interessant, kreativ, konstruktiv, uselvisk, udadvendt. Ham, der er der for dig, når du har brug for det.
Ham er jeg ikke. Jeg er ikke ham, nogen af jer vil have. Hvorfor er jeg ikke ham, nogen vil have?
Ikke engang min egen far vil have, jeg bliver som ham.
Ensomt står jeg som en urokkelig klippe og giver ly fra vind og vejr, til alle og enhver, udover mig selv. Altid er jeg der. 

Jeg er træt af at være der, for det er ikke mig. Jeg er træt af at være ham, I kan lide, kun fordi I kan lide ham. Jeg savner at være en person, jeg kan lide.
Mor, vidste du godt, jeg er venner med folk, der tager hårde stoffer? Far, vidste du godt, jeg har overtalt folk til ikke at dræbe sig selv? Alt sammen bare for at føle, at jeg var der for nogen, for at være den normale i et unormalt forhold. For at føle jeg var ham, der hjalp. Ham, I har lært mig at være. Jeg hader, den jeg er, og samtidig ikke er. Jeg kan knap nok genkende mit eget spejlbillede, for helvede. Jeg savner at kigge mig i spejlet og se den uskyldige dreng, jeg engang var, og føle, at alt passer. Jeg har altid været meget moden, og er altid blevet komplimenteret for det, men hvem siger, jeg gider at være moden? Hvorfor er det mig, der skal agere voksen, når I andre ikke kan finde ud af det? Hvorfor er det mit problem, om I er okay, når jeg ikke engang selv er det? 

Første gang, jeg oplevede nogen være på stoffer, var til en 15 års fødselsdag. Der sad jeg på sengekanten hos en af mine venner, som havde taget for meget coke og derfor ikke kunne gå ordentligt. Jeg nussede hende i håret og passede på hende, imens de andre var ude og drikke. Hendes stemme rystede i takt med resten af hendes krop, da hun ringede til sin far og spurgte, om han kunne hente hende, hvortil han svarede nej og lagde på. Den aften var jeg hendes far, i en alder af 15. I en alder af 15 var jeg far til en andens datter og havde mistet mig selv. Jeg var det, jeg havde set min far være. Jeg var på en og samme tid stolt af mig selv, og samtidig savnede jeg at blive holdt om. 

Efter hun var væk, sad jeg tilbage på sengekanten. Jeg var ensom. Jeg følte ingenting. Jeg gik ud og drak en øl til. Jeg kunne i det øjeblik se hvor fucked op min verden var, og kunne i et kort øjeblik føle mig lidt mere normal end de andre. Jeg følte mig stolt over ikke at være hende på coke, men i stedet være ham der hjalp. 

Festen døde ud, og jeg tog mod toget. Jeg sad der på vej hjem med kinden mod ruden. Jeg var helt alene. Jeg mødte mit eget tomme blik i ruden. Jeg kunne ikke genkende det.
Det eneste, jeg kunne se, var min fars blå øjne
Og min mors røde læber
I den helt tomme kupé. 

‍

Forestil dig et mørkt værelse. Solen udenfor står højt på himlen, men er gemt af de nedrullede mørklægningsgardiner. I rummet fornemmes en ganske svag solstribe, som akkurat lyser nok op til, at man kan skimte, hvad der befinder sig af møbler inde på værelset. Det svage lysindfald er fyldt med små støvpartikler. De bevæger sig langsomt rundt i den næsten stillestående luft og minder mig om, at jeg selv har ligget ubevægelig i snart tre timer. Hver gang jeg trækker vejret ind gennem næsen, sluger jeg den indelukkede atmosfære. Jeg forestiller mig, hvordan støvpartiklerne, ved min indånding, bliver fanget af de små fimrehår i næsen. De kommer aldrig videre og må vente, til jeg en dag puster dem ud i et stykke kleenexpapir. Den lune luft med de mange støvpartikler snuses ind gennem næsen, videre ned til lungerne, hvor min udånding atter sætter en smule bevægelse i de partikler, der stadig befinder sig ude midt i værelset. Min mave knurrer og minder mig om, at jeg ikke har spist noget siden i går aftes. Jeg sveder under min tunge dyne, men ikke nok til, at det kan betale sig at gøre noget ved det. Min dyne er mit hjem, en slags uvurderlig tryghed. Jeg har ikke været i bad i flere dage, det kan ikke betale sig, for hvorfor vaske sig når jeg alligevel lægger mig ned under dynen igen? Jeg stirrer fortsat ud i rummet og mister tidsfornemmelsen endnu engang. Det er en rar følelse, nogle gange glemmer jeg helt, at jeg eksisterer, og når jeg glemmer mig selv, glemmer jeg også, hvordan jeg har det.
  Jeg har ikke snakket med mine veninder i flere dage, jeg har ikke taget min telefon, jeg har ikke børstet tænder, jeg har ikke redt hår, jeg har ikke fået frisk luft blæst i hovedet, jeg har ikke fået solens varme i ansigtet, jeg har ikke spist morgenmad, jeg har ikke energi, jeg har ikke overskud til at være noget for mig selv eller for nogen overhovedet. For jeg er træt, jeg er fyldt op af angst, jeg er dårlig til at række ud og dårlig til at spørge ind.

Jeg har ingen omkring mig, for jeg har skubbet alle væk, men ikke med vilje. Kan ikke overskue at sende en sms eller scrolle igennem sociale medier. Så i går slukkede jeg mobilen helt. Det var forløsende og forkert på samme tid. 

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation 

Sådan var min virkelighed under corona-nedlukningerne i 2020. Den mest stillestående og ensomme periode i mit liv. En virkelighed, hvor mine søskendes stemmer var det eneste tegn på andet liv i verden. Deres larm og puslen rundt i lejligheden mindede mig om en hverdag, der var alt andet end normal, for som så mange andre familier i Danmark var vi blevet bedt om at blive indendørs. Min psykiske tilstand nåede et nulpunkt, og jeg kan stadig have svært ved at kende mig selv, når jeg tænker tilbage på den periode. Det var aldeles uvirkeligt, at verden var så sårbar, selv ikke de voksne vidste, hvor man skulle gøre af sig selv. Den første nedlukning var en psykisk mavepuster. Regeringen kunne lige så godt have fortalt mig, at der var landet aliens på planeten, og at vi alle måtte forsøge at leve i harmoni med de udefrakommende væsner. Jeg reagerede på omvæltningen med angst og OCD. Havde tusinde systemer i hovedet, og det gjorde mig træt. Min krop gik i overload, og jeg mistede hurtigt livsglæden og optimismen. 

Værelset blev mit gemmested, mobilen blev sat på lydløs, og jeg selv blev sat på pause. 

Jeg isolerede mig selv totalt. Forestillede mig, at mit værelse var en iglo, og at der udenfor var dødelige minusgrader, selvom forårssolen i virkeligheden prøvede at tø igloen op. 

Mine veninder i skolen forsøgte at nå mig med omsorgsfulde sms’er og søde emojis, men jeg var ikke tilgængelig eller i stand til at tage imod. Og det værste var, at jeg følte mig helt alene i kaostilstanden. Hvordan kunne omverdenen synge med på fredagssang i fjernsynet og få nye spændende hobbyer, når ingenting længere gav mening? Livet var slukket, ligesom min mobil. Beslutningen om at gå i en dvaletilstand var ikke min egen. Det skete bare. 

Da samfundet lukkede en smule op igen, kom jeg lidt efter lidt til mig selv, dog stadig med en følelse af at være uden for min krop. Jeg begyndte i gymnasiet, fik nye venskaber, og det sårbare indre fik for en stund en lettere og mere optimistisk stedfortræder. Det var, som om den nye start på gymnasiet lovede ro og overskud. Mine OCD-tanker blev færre, værelset blev et sted, hvor jeg sov, ikke et permanent opholdssted. Ungdommens friske pust sneg sig ind i min blodcirkulation, og alt blev lettere. Ikke nemt, men en smule bedre. Nu havde jeg noget at stå op til, nogen, der regnede med at jeg dukkede op. Selvom ensomheden fra nedlukningen stadig plagede mit sind, gik jeg med en følelse af at kunne overkomme det. I det mindste sådan nogenlunde, lige indtil… 

ANDEN NEDLUKNING. 

Isolation part to blev en realitet, og jeg fik det dårligere end nogensinde. Angstens bølge slugte mig totalt, tog mig med ud i det kolde mørke hav, hvor jeg nu igen kunne svømme rundt helt alene, fyldt op af ensomhed og ondt i maven. Der var ingen, der kunne hjælpe mig, ingen, der kunne lette mit tunge sind. Jeg havde mig selv og mine tanker. De tanker, der sidste gang nær havde druknet mig. 

Jeg var ensom,
for der var ikke en som mig,
En som forstod min situation 

I denne periode opdagede jeg en ny angst. Angsten for onlineundervisning og særligt konceptet, hvor jeg skulle sidde foran en computerskærm og blotte mit deprimerede isolationsansigt, så alle kunne se, hvor nederen det stod til. For det værste ved at være ensom og bange er, at nogen skal opdage det. Hvis folk gennemskuede min elendighed, havde jeg for evigt vidner. Løsningen på problemet blev at møde op til “undervisning” med sort skærm og muteknappen slået til. Så kunne jeg samtidig ligge og kigge på det alt for velkendte værelse, hvis jeg altså kunne se noget, nu hvor mørklægningsgardinerne igen var i brug døgnet rundt. Støvpartiklernes bevægelser rundt i luften blev studeret nøje, og jeg formåede at lade det være min primære underholdning i mine vågne timer. 

Til sidst blev det for meget. Min livskvalitet og ensomhed havde nået et nulpunkt, og jeg droppede ud af gymnasiet med en følelse af at have fejlet. Jeg funderede konstant over spørgsmålet om, hvorvidt andre unge kunne være i stand til at holde den tilværelse ud. Min plan B blev at starte på en efterskole, hvilket skulle vise sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv so far. Det var udmattende i starten, særligt fordi jeg stadig bar rundt på min rygsæk fuld af dårlige nerver og tunge tanker, men på efterskolen mødte jeg ligesindede. Vi var isolerede SAMMEN, og jeg kunne bedre spejle mig i, hvor folk var i livet. Jeg fik sunde venskaber, gik på kunstlinjen, spillede musik og lavede alt og ingenting på samme tid. Mobilen blev lagt væk for en stund, ikke fordi jeg havde det dårligt, men fordi der ikke var brug for den, når man kunne tilbringe tid med mennesker, face to face. 

Jeg var ikke ensom
For der var flere som mig. 

Året på efterskolen gik alt for hurtigt. Vi græd, da vi sagde farvel og tak, og da jeg bevægede mig udenfor matriklen og tog afsked med de bygninger, der i et år havde reddet min verden, sneg tomheden og knuden i maven sig ind på mig igen. Jeg følte mig alene. Frygtede det samfund, jeg havde følt mig afskåret fra i så lang tid. Ville nogen overhovedet kunne give mig den opmærksomhed og selvtillid, jeg lige havde oplevet? Eller måtte jeg parkere tiden på efterskolen som en positiv hændelse for sig selv? 

Til lyden af Andreas Odbjergs sang “I morgen er der også en dag” tilmeldte jeg mig mit gamle gymnasium. I mig boede en frygt for igen at havne i et sort hul, hvor ingen ville lægge mærke til, at jeg manglede. Denne gang havde jeg dog en tro på fremtiden, på at verden under corona var crazy for alle unge mennesker. Det havde jeg erfaret gennem samtalerne på efterskolen. I al min ensomhed havde andre unge haft det på samme måde som mig selv, og denne viden gav mig mod og lyst til at turde indgå i flere fællesskaber i fremtiden. Når jeg tænker tilbage på min tid under dynen inde på det indelukkede værelse, har jeg lyst til at give mig selv en krammer og fortælle hende, den bange unge pige, at alt bliver bedre en dag. For hun var aldrig alene, selvom det føltes sådan helt ind i knoglerne. Det er aldrig for sent at række ud eller tage imod. Vi er mange unge mennesker med knuder i maven, men ved at snakke om det, kan knuden måske blive en anelse mindre med tiden.

Har du nogensinde lagt et puslespil, hvor en af brikkerne virker til ikke at høre til noget sted? Hvad stillede du så op med den brik? Man kan forsøge at klippe den til, sådan at den med nød og næppe kan presses ned i en ledig plads. Ikke at det ville være en god løsning, for farverne og motivet ville afsløre den vildfarne brik. Og hvad har det så med mig at gøre? Jo, jeg har altid følt mig som den puslespilsbrik, der ikke passer ind nogen steder. 

Jeg kan godt – jeg skal bare have én chance til 

En gruppe teenagere er samlet omkring et bål i den svenske skov. De er netop blevet færdige med at sætte de telte op, som de skal sove i. Det kunne næsten være en scene fra en film. Sådan føles det. Som om jeg er en usynlig tilskuer til det, der sker omkring mig. Overvældet og misundelig. En af drengene sniger sig ind på en af pigerne, som er i optaget af en samtale. Han griber fat om hende med et brøl, hvilket udløser et skrig fra hende, efterfulgt af høj latter fra dem omkring hende. Man skulle ikke tro, de kun havde kendt hinanden en uges tid. Hvordan er de allerede blevet så tætte? Og hvorfor er jeg endnu ikke blevet det med nogen? Håbefuld tilslutter jeg mig rundkredsen. Men det er, som om alle interaktioner fortsat foregår hen over hovedet på mig. Som om jeg lige så godt ikke kunne være her. Måske de ser mig, hvis jeg blender ind med dem ved at imitere deres adfærd. Jeg forskrækker en af de andre piger, men denne gang tager ingen notits af det. Hvorfor er det anderledes, når jeg gør det? Hvad er det, jeg gør forkert? Måske jeg skal ændre taktik – men til hvad har jeg ingen idé om. Det eneste, jeg ved lige nu, er, at jeg er helt alene, selvom jeg er omringet af mennesker. Så jeg trækker mig for at gå en tur. 

Sådan husker jeg min introtur i gymnasiet. Som den første gang hvor jeg for alvor fik en forståelse af ensomhed. Og desværre var det en god indikation på, hvordan min dagligdag kom til at se ud. Der var ikke ét stort fællesskab i klassen, men mange små grupperinger, og jeg formåede aldrig at få en fod indenfor i nogen af dem. Jeg følte ellers virkelig, jeg prøvede. Introturen fik mig nemlig ikke til at miste håbet, tværtimod. Måske hvis jeg snakkede mere. Måske hvis jeg fulgte med i den serie, de andre snakkede om. Måske hvis jeg begyndte at spille det videospil, de var optagede af. Puslespilsbrikken blev hele tiden klippet lidt til, men lige lidt hjalp det. Det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne snakke med de andre. Men det forblev overfladisk, og jeg higede efter at skabe dybe relationer. For mig var det at have tætte venskaber nemlig blevet succeskriteriet for at lykkes som menneske. Hvis jeg fik det, ville jeg langt om længe blive en af de ’normale’. 

Som 5-årig blev jeg diagnosticeret med atypisk autisme og begyndte i specialklasse allerede fra 0. klasse. I min fritid gik jeg i to klub-aktiviteter for folk med autisme, og i 6. klasse skiftede jeg specialklassen ud med en specialskole for børn med autisme og Aspergers. Jeg tilbragte med andre ord størstedelen af min tid med folk med samme diagnose, som jeg selv havde. Noget, der imidlertid kun gjorde det sværere for mig at spejle mig i den. Min autisme ligger nemlig i den mildeste ende af spektret, så jeg mødte ingen autister, der mindede om mig selv. Derfor begyndte jeg gradvist at distancere mig mere og mere fra diagnosen. Jeg følte jo godt, jeg kunne være normal. Jeg kunne godt være social ligesom neurotypiske mennesker – det var bare ikke behageligt, fordi jeg brugte enormt meget energi på at afkode, hvordan jeg skulle agere for at passe ind i sociale sammenhænge. Så min konklusion blev, at jeg bare måtte finde en måde at gøre det rart for mig selv. Jeg skulle bare øve mig. Jeg skulle bare lære at tilpasse mig. Selvom jeg blev opfordret til at søge ind på et gymnasium for unge med autisme og Aspergers, valgte jeg derfor i stedet at søge ind på Rungsted Gymnasium – et helt almindeligt ét af slagsen. 

Da jeg startede, overvejede jeg ikke engang at fortælle mine klassekammerater om min diagnose. Den føltes som en skamplet, der ville sikre, at jeg aldrig ville nå mit mål; at blive opfattet som en af dem. Jeg overbeviste mig selv om, at det var unødvendigt, eftersom jeg snart ville blive ”kureret”. Jeg havde nemlig sat mig for, at jeg ville rediagnosticeres. Denne proces bestod blandt andet af en masse samtaler med forskellige fagpersoner. Det føltes, som om den ene af dem gav mig modstand ved at trykteste mine egne holdninger til mig selv, hvilket underligt nok var meget rart. Når du lever på den her måde, er du så sikker på, at du ikke er autist? På sin vis et provokerende spørgsmål for en, der var så skråsikker, som jeg var, men dét og lignende spørgsmål satte gang i nogle sunde refleksioner. Hele processen – som endte med, at atypisk autisme blev erstattet med Aspergers – fik mig til at indse, at der var noget anderledes ved mig. Det tog mig dog tid at acceptere, at Aspergers var forklaringen, og ikke for eksempel social angst, som jeg ville kunne træne væk. 

Sideløbende med rediagnosticeringen deltog jeg på en sommercamp, som virkelig rykkede ved min selvopfattelse. Her fandt jeg en gruppe, som jeg følte mig accepteret af på en måde, jeg ikke havde oplevet før. For første gang følte jeg, at jeg havde en flok, hvor jeg hørte til. Noget, der både fik mig til at erkende og acceptere, at jeg ikke passede ind med dem fra min gymnasieklasse. I denne flok var der en, jeg kendte fra tidligere. Han gik på bioteknologi-linjen, ligesom jeg selv, men på Nærum Gymnasium. Noget, der ud fra hans beskrivelser var en meget anden og mere positiv oplevelse end min egen. Derfor valgte jeg at prøve lykken her, da jeg skulle starte i 3.g. 

Sammenholdet var ikke lige stærkt blandt alle, men man kom trods alt hinanden mere ved, end jeg var vant til. Men endnu vigtigere, så var der et mindre fællesskab, der havde plads til mig – på trods af at de havde kendt hinanden i to år og efterhånden var ret sammentømrede. Og endda selvom de kendte til min diagnose, som jeg havde fortalt dem om, den dag jeg startede, på opfordring fra dem der havde diagnosticeret mig. Jeg blev inviteret med til diverse sociale sammenkomster. Cafébesøg. Filmaftener. Kulturnatten. Det føltes som en ære at blive lukket ind i det fællesskab. Som om jeg endelig var god nok. 

Jeg orker sgu ikke mere 

Forbipasserende vil nok nemt kunne forveksle vores forstander med en form for turguide. Det er i hvert fald den association, jeg selv får, mens han guider os rundt på Flensborg Havn. Idet vi spadserer langs kajen, betragter jeg, hvordan de fleste følges i små klynger og snakker indimellem forstanderens beretninger om det danske mindretals historie. Jeg går endnu en gang rundt for mig selv. En form for deja vu. Jeg kan nok godt finde en gruppe, jeg kan hægte mig på. Men hvorfor bliver jeg ikke inkluderet per samme automatik som de andre? Hvorfor er det altid mig, der skal komme til dem? Hvis bare den energi, jeg lagde i det, så gjorde en forskel. Men jeg starter fra nul hver eneste gang. Hvorfor skal jeg tvinge mig selv til ting, jeg egentlig ikke har lyst til bare for at socialisere med nogen, som ikke viser samme interesse for mig? 

Mit højskoleophold blev ikke sådan, som jeg havde håbet. Det var noget, jeg havde fået tilskud til fra kommunen efter gymnasiet for at træne nogle af de ting, hvor jeg var udfordret på grund af min Aspergers. Desværre føltes det, som om at min fortid gentog sig. Det var svært at komme ind på livet af folk, og det var næsten altid mig, der skulle tage initiativ. I lang tid accepterede jeg det. Men på en fællestur til det nordlige Tyskland, fik jeg nok. Noget, der nok bundede i det store pres, jeg havde lagt på mig selv i gymnasiet, som jeg kun lige havde lagt bag mig, da jeg startede på højskolen. 

For selvom jeg blev inkluderet i et fællesskab i den nye gymnasieklasse, havde jeg stadig en følelse af ikke at passe ind. Det at opbygge og bibeholde venskaber var stadig meget energikrævende for mig. I timerne var det nemt nok at konversere med de andre, for der var emnet for samtalen givet på forhånd. Men når der bare skulle smalltalkes, blev jeg i den grad sat på prøve. Det betød, at jeg altid var ængstelig op til pauser, og at jeg ihærdigt forsøgte at fikse mig selv, fx ved at tage onlinekurser, der hævdede at kunne give mere social selvsikkerhed. Jeg var hverken alene eller usynlig længere, som jeg ellers havde følt mig i min tidligere gymnasieklasse, og derfor blev det endnu vigtigere for mig at lukke den usynlige kløft mellem mig og mine nye venner. 

Mit store fokus på selvudvikling blev for stor en mundfuld. Det er svært at beskrive, hvad der præcist skete, men jeg ser det selv som en minidepression, der ramte mig, knap et halvt år inde i det sidste gymnasieår. Med ét fremstod alting håbløst, og jeg havde pludselig et meget negativt mindset. Noget jeg havde enormt svært ved at forstå. Jeg havde aldrig haft så mange relationer. Og alligevel havde jeg heller aldrig været så mørkt et sted mentalt. Min mor blev bekymret for mig og undersøgte derfor forskellige tilbud og faldt her over Ventilen. Pudsigt nok gik tungsindet hånd i hånd med, at jeg havde lettere ved at sætte gang i ting, fordi jeg havde så stor motivation for at få mig selv ud af den tilstand, jeg var havnet i. Så jeg tog til det, der skulle blive det første af mange arrangementer i Ventilen. Og på den måde fik jeg igen overskud til at være social – indtil jeg på højskolen ikke længere kunne se et formål med det. 

Mine anstrengelser havde endnu ikke ført til de tætte venskaber, jeg søgte, og der var ingen tegn på, at de pludselig ville det. Og al den energi, jeg havde brugt på det, havde drænet mig, hvilket fik den konsekvens, at jeg opgav at engagere mig i det sociale. Jeg trak mig meget. Udeblev fra festerne. Afholdt mig meget fra at deltage i samtalerne, medmindre de andre henvendte sig til mig. Og det føltes ikke ensomt, men faktisk som om en kæmpe vægt løftede sig fra mine skuldre. Som om jeg for første gang i lang tid kunne slappe af. Jeg endte med at stoppe på højskolen 3-4 uger før tid, hvorefter jeg tilbragte de næste 6 måneder i en zombie-lignende tilstand. Hverdagen fik naturligt lidt mere indhold, da jeg begyndte at studere. Dog kun på det faglige plan. Jeg tog hverken med til den indledende ryste-sammen-tur, studieturen eller festerne. Hvorfor skulle jeg det, når det var mere afslappende – og egentlig også mindre ensomt – at være alene? Sådan havde jeg det i lang tid. Men på et tidspunkt begyndte tilværelsen at være meget ensformig, hvilket motiverede mig til langsomt at træde ud ad min komfortzone. 

Nu er jeg så småt på rette vej 

Det ville næsten være nemmere, hvis jeg bare begyndte at festryge. Så havde jeg i hvert fald en undskyldning for at følge med alle de andre. Men der er vel heller intet galt i at ville have lidt frisk luft. I samme sekund vi træder udenfor lejligheden, splitter gruppen op i en masse små klynger. Jeg står alene tilbage. Et sug går igennem min krop. Snakken flyder rundt om mig. Jeg forsøger at lytte med i flere af samtalerne samtidig for at finde ud af, hvilken en jeg nemmest kan træde ind i. Men det er svært at koncentrere mig, da jeg har en følelse af, at jeg hurtigt skal beslutte mig for at undgå, at nogen opdager, at jeg står her for mig selv. Hvad vil de ikke tænke om mig. Hov, hvor kom det fra? Jeg prøver at samle mig selv. Den frygt, jeg er grebet af, er gammel. Den hører ikke til her. 

Det kan være svært at bryde gamle vaner og tankemønstre. Selvom jeg i dag er 28 år og er et helt andet sted i mit liv, kan jeg stadig blive grebet af ængstelighed i sociale sammenhænge. Som om følelser fra fortiden bliver genaktiveret. Derfor kan jeg ikke påstå, at jeg er sluppet fuldstændig af med ensomheden. Men hvor det før var noget, jeg desperat forsøgte at flygte fra, er den nu blot en følelse, der kommer og går, ligesom så mange andre følelser. Den har ikke lige så meget magt over mig længere. 

Jeg mærkede for alvor en forandring, da jeg fik mit første job. Her følte jeg, at jeg fik den chance, som jeg havde forspildt i løbet af min studietid. Jeg fik mulighed for at se mig selv i forskellige situationer med forskellige mennesker, hvilket gav mig en bedre idé om, hvem jeg klikker godt sammen med, og samtidig fuldstændig nedbrød den sejlivede idé om, at jeg skulle passe ind alle steder. Det gik mig ikke længere så meget på, at de relationer, jeg opbyggede til mine kollegaer, var temmelig overfladiske, for det var normalt. Barren for at lykkes socialt var dermed noget lavere, end den tidligere havde været, og når jeg sammenlignede mig med de andre, følte jeg mig derfor mere ligeværdig. Noget, der fik mig til at udvikle en langt sundere mentalitet omkring det. Siden da har jeg gradvist forsøgt at vænne mig af med nogle af mine uhensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre, som går på at presse mig selv til ting, jeg tror, jeg skal. Men selvom jeg har det bedre, har jeg bestemt ikke alle svarene endnu. Jeg har stadig ikke fundet den perfekte balance mellem at lytte til mig selv og at skubbe til mine egne grænser for at udvikle mig. Nogle gange spekulerer jeg stadig på, om jeg kunne gøre det endnu bedre. Og jeg kan tvivle på, at jeg har fundet helt ind til mig selv. Jeg tror endnu ikke, jeg har fundet det puslespil, hvor jeg passer ind. Men jeg er i hvert fald stoppet med at forsøge at lave mig selv om for at passe ind de forkerte steder. Noget af det, jeg har indset, er nemlig, at det, der føltes som kamp mod omverdenen, i virkeligheden har været en kamp mod mig selv.